​​  169 NÅR VI DØDE VÅGNER

 
​
​​NÅR VI DØDE VÅGNER
EN DRAMATISK EPILOG I TRE AKTER
AF HENRIK IBSEN
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
BERLIN
S. FISCHER
1899
​GRÆBES BOGTRYKKERI
​​  170​De optrædende personer
PROFESSOR ARNOLD RUBEK, billedhugger
FRU MAJA RUBEK, hans hustru
INSPEKTØRENved badet
GODSEJER ULFHEJM
EN REJSENDE DAME
EN DIAKONISSE
TJENERE, BADEGÆSTER og BØRN
Første akt foregår ved et kystbad. Anden og tredje akt i nærheden og i omegnen af et højfjeldssanatorium.
​​
​​  171​FØRSTE AKT
Udenfor badehotellet, hvis hovedbygning delvis sés til højre. Åben parklignende plads med springvand, grupper af store, gamle træer og buskvækster. Til venstre en liden pavillon, næsten dækket af murgrønt og vild vin. Bord og en stol udenfor. I baggrunden udsigt over fjorden, lige til havet, med landtunger og små holmer i det fjerne. Det er en stille, solvarm sommerformiddag.
Professor Rubek og fru Maja sidder i kurvstole ved et dækket bord på plænen udenfor hotellet og har spist frokost. Nu drikker de champagne og selters og har hver sin avis i hånden. Professoren er en ældre, distingueret herre, klædt i sort fløjels jakke og for øvrigt sommerligt antrukken. Fru Maja er ganske ungdommelig, med et livfuldt ansigt og muntre drillende øjne, dog med et anstrøg af træthed. Klædt i elegant rejsedragt.
FRU MAJA sidder en stund ligesom ventende på, at professoren skal sige noget. Så lader hun bladet synke og sukker
Uh nej, nej –!
PROFESSOR RUBEK sér op fra sin avis
Nå Maja? Hvad er der i vejen med dig?
​FRU MAJA
Hør bare hvor lydløst her er.
PROFESSOR RUBEK smiler overbærende
Og det kan du høre?
​  172FRU MAJA
Hvilket?
PROFESSOR RUBEK
Det lydløse?
FRU MAJA
Ja det kan jeg da rigtignok.
PROFESSOR RUBEK
Nå, du har kanské ret, mein Kind. Man kan virkelig høre lydløsheden.
FRU MAJA
Ja det skal gud vide en kan. Når den er så rent overvældende som her, så –
​PROFESSOR RUBEK
Som her ved badet, mener du?
FRU MAJA
Overalt her hjemme, mener jeg. Inde i byen var der jo larm og uro nok. Men alligevel, – jeg syntes, at selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.
​PROFESSOR RUBEK med et forskende blik
Er du ikke videre glad for, at du er kommen hjem igen, Maja?
FRU MAJA sér på ham
Er du glad?
​  173PROFESSOR RUBEK undvigende
Jeg –?
​FRU MAJA
Ja. Du, som har været så meget, meget længere borte end jeg. Er du rigtig glad nu, da du er hjemme igen?
PROFESSOR RUBEK
Nej – oprigtig talt – ikke sådan rigtig glad –
FRU MAJA livfuldt
Der kan du bare sé! Var det ikke det, jeg vidste!
PROFESSOR RUBEK
Jeg har kanske været altfor længe borte. Er kommen helt væk fra alt dette her, – dette her hjemlige.
FRU MAJA ivrig, rykker sin stol nærmere til ham
Der kan du bare sé, Rubek! Lad os lige ​så godt rejse vor vej igen! Så fort vi bare kan.
PROFESSOR RUBEK lidt utålmodig
Ja-ja, det er jo også meningen, kære Maja. Det véd du da.
FRU MAJA
Men hvorfor ikke nu straks? Tænk, vi som kunde ha’ det så lunt og mageligt dernede i vort nye, dejlige hus –
PROFESSOR RUBEK smiler overbærende
Egentlig skulde man vel si’e: vort nye dejlige hjem.
FRU MAJA kort
Jeg siger heller hus. Lad os bli’ ved det.
​  174PROFESSOR RUBEK ser dvælende på hende
Du er i grunden en underlig liden person.
​FRU MAJA
Er jeg så underlig?
PROFESSOR RUBEK
Ja jeg synes det.
FRU MAJA
Men hvorfor da? Er det kanske, fordi jeg ikke har så’n svær lyst til at ligge og føjte omkring her oppe –?
PROFESSOR RUBEK
Hvem af os var det, som på død og liv vilde ha’, at vi skulde rejse nordover i sommer?
​FRU MAJA
Nå, det var vel mig, det.
PROFESSOR RUBEK
Ja mig var det sandelig ikke.
​FRU MAJA
Men herregud, – hvem kunde også ane, at alting skulde ha’ forvandlet sig så forfærdeligt herhjemme! Og det på så kort en tid da! Tænk, det er jo ikke mere end godt og vel en fire år siden jeg rejste ud –
PROFESSOR RUBEK
– som gift, ja.
​  175FRU MAJA
Gift? Hvad skulde det gøre til sagen?
PROFESSOR RUBEK vedbliver
– blev Frau Professor og fik dig et prægtigt hjem, – om forladelse, – et herskabeligt hus skulde jeg vel sige. Og en villa ved Taunitzer See, hvor det jo nu er ble’t aller finest –. Ja, for fint og prægtigt er det alt sammen, Maja, det tør jeg nok sige. Og rummeligt også. Vi behøver ikke altid at hænge sådan over hinanden –
​FRU MAJA henkastende
Nej, nej, nej, – husrum og sligt noget, det skorter det jo slet ikke på –
PROFESSOR RUBEK
Og så det, at du kom ind i finere og rummeligere forholde overhodet. I mere anstandsfuld omgang, end den, du var vant til hjemme.
FRU MAJA sér på ham
Nå, så du tror, det er mig, som er ble’t forandret?
PROFESSOR RUBEK
Ja jeg tror såmæn det, Maja.
FRU MAJA
Bare mig? Ikke menneskene her?
​PROFESSOR RUBEK
Å jo, de også. En smule kanské. Og slet ikke i retning af det elskelige. Det kan jeg godt indrømme.
​  176FRU MAJA
Ja det må du da sagtens indrømme.
PROFESSOR RUBEK slår om
Véd du, hvad for en stemning jeg kommer i, når jeg sér på menneskelivet her omkring mig?
FRU MAJA
Nej? Sig det.
PROFESSOR RUBEK
Da kommer jeg til at huske på den natten, vi rejste opover med jernbanen –
​FRU MAJA
Da sad du jo og sov i kupéen.
​PROFESSOR RUBEK
Ikke ganske. Jeg mærked, at det blev så lydløst ved alle de små stoppestederne –. Jeg hørte lydløsheden, – ligesom du, Maja –
FRU MAJA
Hm, – ligesom jeg, ja.
PROFESSOR RUBEK
– og så forstod jeg, at nu var vi kommet over grænsen. Nu var vi rigtig hjemme. For ved alle de små stoppestederne holdt toget stille, – skønt der ingen trafik var.
FRU MAJA
Hvorfor holdt det så stille. Når der ingenting var?
​  177PROFESSOR RUBEK
Véd ikke. Ingen rejsende steg ud og ingen kom ind. Og toget, det holdt stille ​en lang, endeløs stund alligevel. Og ved hver station hørte jeg, at der var to banemænd, som gik på perronen, – den ene havde en lygte i hånden, – og de talte med hinanden, dæmpet og klangløst og intetsigende ud i natten.
FRU MAJA
Ja, du har ret i det. Der går altid et par mænd og taler sammen –
PROFESSOR RUBEK
– om ingenting.
(slår over i en kvikkere tone)
Men vent nu bare til imorgen. Da har vi det store magelige dampskib inde på havnen. Så går vi ombord og sejler kysten rundt; – helt nord; – lige ind i ishavet.
FRU MAJA
Ja men så får du jo ingenting sé af landet – og af livet. Og det var jo just det du vilde.
​PROFESSOR RUBEK kort, uvillig
Jeg har sét mere end nok.
FRU MAJA
Tror du, at en sjørejse vilde være bedre for dig?
PROFESSOR RUBEK
Det er altid en afveksling.
​  178FRU MAJA
Ja-ja, hvis det bare er godt for dig, så –
PROFESSOR RUBEK
For mig? Godt? Jeg fejler jo ikke nogen verdens ting.
​FRU MAJA rejser sig og går hen til ham
Jo, du gør, Rubek. Og det må du da føle selv.
​PROFESSOR RUBEK
Men, kæreste Maja, – hvad skulde da det være for noget?
FRU MAJA bag ham, bøjer sig frem over stolryggen
Sig du mig det. Du er begyndt at gå omkring uden rist eller ro. Finder ikke hvile nogensteds. Hverken hjemme eller ude. Rent menneskesky er du ble’t på det sidste.
PROFESSOR RUBEK lidt spotsk
Nej virkelig, – har du lagt mærke til det?
FRU MAJA
Det kan da ikke undgå nogen, som kender dig. Og så synes jeg, det er så sørgeligt, at du har tabt lysten til at arbejde.
PROFESSOR RUBEK
Har jeg det også?
​FRU MAJA
Tænk, du, som før kunde arbejde så utrættelig, – både sent og tidligt!
PROFESSOR RUBEK formørket
Ja før, ja –.
​  179FRU MAJA
Men lige siden du fik dit store mesterværk vel fra hånden –
PROFESSOR RUBEK nikker tankefuldt
« Opstandelsens dag» –
FRU MAJA
– det, som er gået hele verden over. Som har gjort dig så berømt –
PROFESSOR RUBEK
Det er kanske ulykken, det, Maja.
​FRU MAJA
Hvorfor det?
PROFESSOR RUBEK
Da jeg havde skabt dette mit mesterværk – –
(slår i hæftighed ud med hånden)
– for «Opstandelsens dag» er et mesterværk! Eller var det fra først af. Nej, det er det endnu. Skal, skal, skal være et mesterværk!
FRU MAJA ser forundret på ham
Ja Rubek, – det er jo da noget, som hele verden véd.
PROFESSOR RUBEK kort, afvisende
Hele verden véd ingenting! Forstår ingenting!
​FRU MAJA
Nå, så aner de da vel i alle fald noget –
​​  180PROFESSOR RUBEK
Noget, som slet ikke er der, ja. Noget, som aldrig har været i min tanke. Sé, det falder de i henrykkelse over!
(brummer hen for sig)
Det er ikke møjen værd at gå der og slide sig ud for mobben og massen – og for «hele verden».
FRU MAJA
Synes du da det er bedre, – eller at det er dig værdigt at gå der og gøre bare sådan en portrætbyste en gang imellem?
PROFESSOR RUBEK smiler lunt
Det er ikke rigtige portrætbyster, det, som jeg går der og laver, Maja.
FRU MAJA
Jo, det er det da, ved gud, – i de to–tre sidste år, – lige siden du fik din store gruppe færdig og ud af huset –
​PROFESSOR RUBEK
Det er alligevel ikke rene portrætbyster, siger jeg dig.
FRU MAJA
Hvad er det da for noget?
PROFESSOR RUBEK
Der ligger noget fordægtigt, noget fordulgt, indenfor og bagenfor de bysterne, – noget lønligt, som ikke menneskene kan sé –
​  181FRU MAJA
Så?
PROFESSOR RUBEK afgørende
Bare jeg kan sé det. Og det morer mig så inderligt. – Udenpå er det denne «slående lighed», som det heder, og som folk står og gaber så forbauset på –
(sænker stemmen)
– men i sin dybeste grund er det agtværdige, hæderlige hestefjæs og énvise æselsnuder ​og slukørede, lavpandede hundeskaller og mæskede svinehoder, – og slappe, brutale studekontrafejer også iblandt –
FRU MAJA ligegyldig
– alle de kære husdyr altså.
PROFESSOR RUBEK
Bare de kære husdyr, Maja. Alle ​de dyr, som menneskene har forkvaklet i sit billede. Og som har forkvaklet menneskene til gengæld.
(tømmer champagneglasset og lér)
Og disse lumske kunstværker er det, som de gode velstandsfolk kommer og bestiller hos mig. Og betaler i god tro – og i dyre domme. Vejer op med guld næsten, som man siger.
FRU MAJA skænker i hans glas
Fy, Rubek! Drik nu og vær glad.
​PROFESSOR RUBEK stryger sig gentagende over panden og læner sig tilbage i stolen
Jeg er glad, Maja. Virkelig glad. På en måde da.
(tier lidt)
​  182For der er dog en viss lykke i det at føle sig fri og uberoende til alle sider. Ha’ fuldt op af alle de ting, som en kan falde på at ønske sig. Sådan udvendig da. – Synes ikke du det samme som jeg, Maja?
FRU MAJA
Å jo såmænd. Det er jo bra’ nok, det også.
(sér på ham)
Men kan du huske, hvad du lovte mig den dag vi blev enige om – om dette vanskelige –
PROFESSOR RUBEK nikker
– enige om, at vi to skulde gifte os sammen. Det holdt jo lidt hårdt for dig, det, Maja.
​FRU MAJA vedbliver uforstyrret
– og at jeg skulde få rejse med dig til udlandet og bo der for bestandig – og ha’ det godt. – Kan du huske, hvad du lovte mig dengang?
PROFESSOR RUBEK ryster på hovedet
Nej, jeg kan sandelig ikke. Nå, hvad lovte jeg dig så?
FRU MAJA
Du sa’, at du vilde ta’ mig med dig op på et højt berg og vise mig al verdens herlighed.
PROFESSOR RUBEK studser
Lovte jeg virkelig dig også det?
FRU MAJA sér på ham
Mig også? Hvem ellers?
​​  183​PROFESSOR RUBEK ligegyldigt
Nej, nej, jeg mener bare, om jeg lovte at vise dig –?
FRU MAJA
– al verdens herlighed. Ja, det sa’ du. Og al den herlighed skulde være min og din, sa’ du.
PROFESSOR RUBEK
Det er sådant et mundheld, som jeg plejed bruge før i tiden.
FRU MAJA
Bare et mundheld?
PROFESSOR RUBEK
Ja, noget fra skoledagene. Sligt noget, som jeg lokked naboungerne med, når jeg vilde ha’ dem ud og lege med mig i skog og fjeld.
​FRU MAJA sér fast på ham
Vilde du kanské bare ha’ mig ud og lege også?
PROFESSOR RUBEK slår det hen i spøg
Nå, har det ikke været en nokså fornøjelig leg, Maja?
FRU MAJA koldt
Jeg rejste ikke med dig bare for at lege.
PROFESSOR RUBEK
Nej, nej, kan så være, det.
FRU MAJA
Og du tog mig heller aldrig med dig op på noget højt berg og viste mig –
​  184PROFESSOR RUBEK irriteret
– al verdens herlighed? Nej, jeg gjorde ​ikke det. For jeg skal sige dig noget: du er ikke egentlig skabt til bergstiger, lille Maja.
FRU MAJA søger at beherske sig
Da lod det dog til, at du syntes det engang.
PROFESSOR RUBEK
For en fire–fem år siden, ja.
(strækker sig i stolen)
Fire–fem år, – det er en lang, lang tid, Maja.
FRU MAJA ser på ham med et bittert udtryk
Har den tiden faldet dig så svært lang, Rubek?
PROFESSOR RUBEK
Den begynder ligesom at falde mig lidt lang nu.
( gaber)
Sådan en gang imellem.
​​FRU MAJA går over til sin plads
Jeg skal ikke kede dig længer.
Hun sætter sig i sin stol, tager avisen og blader i den.
Taushed fra begge sider.
PROFESSOR RUBEK læner sig med albuerne frem over bordet og sér tirrende på hende
Er professorinden fornærmet?
​  185FRU MAJA koldt, uden at sé op
Nej, slet ikke.
Badegæster, mest damer, begynder at komme enkeltvis og i grupper gennem parken fra højre og ud til venstre.
Opvartere bringer forfriskninger fra hotellet ud bag pavillonen.
Inspektøren, med handsker og stok i hånden, kommer fra sin rundgang i parken, møder gæsterne, hilser forbindtligt og veksler nogle ord med enkelte af dem.
INSPEKTØREN går frem til professor Rubeks bord og tager hatten høfligt af
Ærbødigst god morgen, fru professorinde. – God morgen, herr professor.
​PROFESSOR RUBEK
God morgen, god morgen, herr inspektør.
INSPEKTØREN henvendt til fru Maja
Tør man spørge, om herskabet har havt en rolig nat?
FRU MAJA
Jo, mange tak; aldeles udmærket – for mit vedkommende. Sover altid som en sten om nætterne.
INSPEKTØREN
Fornøjer mig særdeles. Den første nat på et fremmed sted kan tidt være nokså ubehagelig. – Og herr professoren –?
​  186PROFESSOR RUBEK
Å med min nattesøvn er det dårligt bevendt. Især i den sidste tid.
​INSPEKTØREN lader deltagende
Å – det gør mig da ondt. Men nogen ugers ophold her ved badet, – så vil det rette på sig.
PROFESSOR RUBEK sér op på ham
Sig mig, herr inspektør, – er der nogen af Deres patienter, som bruger at ta’ bad ved nattetid?
INSPEKTØREN forundret
Ved nattetid? Nej, det har jeg da aldrig hørt tale om.
​PROFESSOR RUBEK
Ikke det?
INSPEKTØREN
Nej, jeg véd ikke af, at der er nogen så syge her, at det skulde behøves.
​PROFESSOR RUBEK
Nå, men er her da nogen som bruger at gå tur i parken om natten?
INSPEKTØREN smiler og ryster på hodet
Nej, herr professor, – det vilde være imod reglementet.
FRU MAJA blir utålmodig
Herregud, Rubek, det er som jeg sa’ dig i morges, – du har drømt.
​  187PROFESSOR RUBEK tørt
Så? Har jeg det? Tak!
(vender sig til inspektøren)
Jeg stod nemlig op i nat; for jeg kunde ikke få sove. Og så vilde jeg sé efter vejret –
INSPEKTØREN opmærksom
Ja vel, herr professor? Og så –?
​PROFESSOR RUBEK
Så sér jeg ud af vinduet, – og så får jeg øje på en lys skikkelse der inde mellem træerne.
FRU MAJA smilende til inspektøren
Og professoren fortæller, at skikkelsen var klædt i badedragt –
PROFESSOR RUBEK
– eller i noget lignende, sa’ jeg. Jeg kunde ikke skelne det så nøje. Men noget hvidt var det jeg så.
INSPEKTØREN
Højst mærkværdigt. Var det en herre eller en dame?
PROFESSOR RUBEK
Det forekom mig ganske bestemt, at det måtte være en dame. Men bag efter kom ​der en anden skikkelse. Og den var ganske mørk. Ligesom en skygge –
INSPEKTØREN studsende
En mørk en? Ganske sort kanské?
PROFESSOR RUBEK
Ja, det så næsten slig ud for mine øjne.
​  188INSPEKTØREN som der går et lys op for
Og bag efter den hvide? Lige bag efter hende –?
PROFESSOR RUBEK
Ja. I nogen afstand –
​INSPEKTØREN
Aha! Da kan jeg kanské gi’ Dem forklaringen, herr professor.
​PROFESSOR RUBEK
Nå, hvad var det så for noget?
FRU MAJA samtidigt
Har virkelig ikke professoren ligget og drømt!
INSPEKTØREN pludselig hviskende i det han tyder mod baggrunden til højre
Hys, mine herskaber! Sé der henne –. Tal ikke højt om dette her nu!
En slank dame, klædt i fint, krémfarvet hvidt kashmir, og fulgt af en diakonisse i sort og med et sølvkors i kæde på brystet, kommer frem bag hotelhjørnet og går gennem parken over mod pavillonen til venstre i forgrunden. Hendes ansigt er blegt og trækkene ligesom stivnede; øjenlågene sænkede og øjnene synes uden sékraft. Hendes dragt er fodsid og slutter i lige, nedfaldende folder til legemet. Over hovedet, nakken, brystet, skuldrene og armene har hun et stort, hvidt krépsjal. Armene holder hun korslagte op for sig over brystet. Stillingen ubevægelig. Skridtene stive og afmålte. Diakonissens holdning er ligeledes afmålt og ligesom en tjenerindes. Hun følger damen ufravendt med de brune, stikkende øjne. Opvartere med servietten på armen kommer frem i hotellets dør og kikker nysgærrigt efter de to fremmede. Disse agter intet og går uden at sé sig om ind i pavillonen.
​​  189PROFESSOR RUBEK har rejst sig langsomt og uvilkårligt op fra stolen og stirrer mod den lukkede pavillondør
Hvem var den dame?
INSPEKTØREN
Det var en fremmed dame, som har lejet den lille pavillonen der.
PROFESSOR RUBEK
Udenlandsk?
INSPEKTØREN
Sandsynligvis det. De kom i alle fald begge to hertil fra udlandet. For en uges tid siden. Har aldrig været her før.
PROFESSOR RUBEK bestemt, sér på ham
Det var hende, jeg så i parken inat.
​INSPEKTØREN
Det må det visst ha’ været. Jeg tænkte det straks.
PROFESSOR RUBEK
Hvad heder den dame, herr inspektør?
INSPEKTØREN
Hun har skrevet sig ind som: Madame de Satow med selskabsdame. Mere véd vi ikke.
PROFESSOR RUBEK tænker sig om
Satow? Satow –?
​  190​FRU MAJA lér spotsk
Kender du nogen af det navn, Rubek? Hvad?
PROFESSOR RUBEK ryster på hovedet
Nej, slet ingen. – Satow? Det klinger ​som russisk. Eller som slavisk i alle fald.
(til inspektøren)
Hvad sprog taler hun?
INSPEKTØREN
Når de to damer taler sammen, så er det i et sprog, som jeg ikke kan bli’ klog på. Men ellers taler hun ægte godt norsk.
PROFESSOR RUBEK udbryder studsende
Norsk! Ta’r De ikke fejl i det?
INSPEKTØREN
Nej, det kan jeg da ikke ta’ fejl i.
PROFESSOR RUBEK sér spændt på ham
De har selv hørt det!
INSPEKTØREN
Ja. Jeg har selv talt med hende. Nogle ​få gange. – Bare et par ord forresten. For hun er svært fåmælt. Men –
PROFESSOR RUBEK
Men norsk var det?
INSPEKTØREN
Rent, godt norsk. Måské med en liden smule nordlandsk tonefald.
​  191PROFESSOR RUBEK stirrer betaget hen for sig og hvisker
Det også.
FRU MAJA lidt stødt og ilde berørt
Kanské den damen engang har stået model for dig, Rubek? Tænk dig om.
PROFESSOR RUBEK sér hvasst på hende
Model!
​FRU MAJA med et tirrende smil
Ja, i dine yngre år, mener jeg. For du skal jo ha’ havt så utallig mange modeller. Før i tiden naturligvis.
PROFESSOR RUBEK i samme tone
Å nej, lille fru Maja. Jeg har i grunden bare havt en eneste model. En eneste en – for alt det, jeg har skabt.
INSPEKTØREN som har vendt sig og stået og sét ud til venstre
Ja desværre, nu vil jeg nok helst anbefale mig. For der har vi en, som det ikke er så overvættes behageligt at støde sammen med. Især ikke i damers nærværelse.
​PROFESSOR RUBEK ser også udover
Den jægeren, som kommer der? Hvem er det?
​INSPEKTØREN
Det er godsejer Ulfhejm ude fra –
PROFESSOR RUBEK
Å godsejer Ulfhejm.
​  192INSPEKTØREN
– bjørnedræberen, som de kalder ham –
PROFESSOR RUBEK
Ham kender jeg.
INSPEKTØREN
Ja hvem kender ikke ham?
PROFESSOR RUBEK
Bare en liden smule forresten. Er han ble’t patient – nu endelig?
INSPEKTØREN
Nej, mærkeligt nok, – endnu ikke. Han ​ta’r bare ind her en gang om året, – når han er på vejen opover til jagtmarkerne. – Undskyld så længe –
Han vil gå ind i hotellet.
GODSEJER ULFHEJMS STEMME høres udenfor
Så bi da lidt! Bi da, for salte fanden! Hvorfor render De altid fra mig?
INSPEKTØREN standser
Render sletikke, herr godsejer.
Godsejer Ulfhejm kommer ind fra venstre, fulgt af en tjener, som fører et kobbel jagthunde. Godsejeren er i jægerdragt, med høje støvler og filthat med fjær i. Han er en mager, lang, senet skikkelse, med filtret hår og skæg, højrøstet, af ubestemmelig alder efter udseendet, men ikke ung længer.
​  193GODSEJER ULFHEJM buser imod inspektøren
Er det en måde at ta’ imod fremmede folk på, De? De piler jo afsted med svandsen ​mellem bagbenene, – som om De havde en dævel i haserne på Dem.
INSPEKTØREN rolig, uden at svare ham
Er godsejeren kommen med dampskibet?
GODSEJER ULFHEJM brummer
Har ikke havt den ære at sé noget dampskib.
(med hænderne i siden)
Véd ikke De, at jeg sejler med min egen kutter?
(til tjeneren)
Sørg godt for dine medskabninger, Lars. Men pass på, at de blir skrubsultne ligevel. Friske kødben. Men ​ikke for meget kød på, hører du. Og råt, rygende blodigt skal det være. Og få dig så noget i vommen selv også.
(sparker efter ham)
Nå, far så til helvede med dig.
Tjeneren går ud med hundene bag hotelhjørnet.
​INSPEKTØREN
Vil ikke godsejeren gå ind i spisesalen så længe?
GODSEJER ULFHEJM
Ind til alle de halvdøde fluer og mennesker? Nej, mange tusend tak for mig, herr inspektør.
INSPEKTØREN
Jaja, efter behag.
​  194GODSEJER ULFHEJM
Men lad jomfruen gøre istand udrustningen for mig som vanligt. Rigeligt må det være med mad. Og dygtig brændevin –! De kan sige hende, at jeg eller Lars skal komme og rende en dævel i hende, dersom hun ikke –
INSPEKTØREN afbrydende
Vi kender det fra før.
​(vender sig)
Skal jeg bringe opvarteren nogen besked, herr professor? Eller kanske for fru Rubek?
PROFESSOR RUBEK
Nej tak; ingenting for mig.
FRU MAJA
Ikke for mig heller.
Inspektøren går ind i hotellet.
GODSEJER ULFHEJM fikserer dem et øjeblik; så løfter han på hatten
Død og knakende pine. Her er nok en bondekøter kommen i fin-fint selskab.
PROFESSOR RUBEK sér op
Hvad mener godsejeren med det?
GODSEJER ULFHEJM spagere og mere manérlig
Jeg er nok raget ud for selveste billedmester Rubek, kan jeg skønne.
​​  195PROFESSOR RUBEK nikker
Vi har mødt hinanden et par gange i selskabslivet. Den høst jeg sidst var hjemme.
​GODSEJER ULFHEJM
Ja men det er nu mange år siden, det. Og den tiden var De jo ikke så navnkendt, som De nu skal være ble’t. Så da turde da selv en skidden bjørnejæger driste sig til at komme Dem nær.
PROFESSOR RUBEK smiler
Jeg bider ikke nu heller.
FRU MAJA sér interesseret på Ulfhejm
Er De en virkelig, rigtig bjørnejæger?
GODSEJER ULFHEJM sætter sig ved nabobordet, nærmere hotellet
Helst bjørnejæger, frue. Men ellers tar jeg til takke med hvad slags vildt, som kommer ​ud for mig. Både ørn og ulv og kvindfolk og elg og rén –. Bare det er friskt og frodigt og blodrigt, så –
Han drikker af lommeflasken.
FRU MAJA betragter ham ufravendt
Men helst bjørnejæger?
GODSEJER ULFHEJM
Helst, ja. For da kan en så nemt bruge kniven, om det kniber.
(smiler lidt)
Vi arbejder med et hårdt materiale begge to, frue, – både jeg og Deres mand. Han maser vel med marmorstenen, kan jeg tænke mig. Og jeg maser med spændte, dirrende bjørnesener. Og begge så lægger vi materialet under os tilslut. Gør os til ​  196 herre og mester over det. Gi’er os ikke, før vi har vundet bugt med det, som strider så hårdt imod.
​PROFESSOR RUBEK tænkende hen for sig
Det er et nokså sandt ord, De der siger.
GODSEJER ULFHEJM
Ja, for stenen har vel også noget at stride for, véd jeg. Den er død og vil med vold og magt ikke la’ sig hamre til liv. Akkurat ligesom bjørnen, når nogen kommer og pirker ved den i hiet.
FRU MAJA
Vil De nu rejse op og jage i skogene?
GODSEJER ULFHEJM
Helt op på højfjeldet vil jeg. – De har vel aldrig været på højfjeldet, De, frue?
FRU MAJA
Nej aldrig.
​GODSEJER ULFHEJM
Død og pine, så se at komme Dem derop ​nu i sommer da! De kan få følge med mig. Gerne både De og professoren.
FRU MAJA
Tak. Men Rubek tænker på en sjørejse i sommer.
PROFESSOR RUBEK
Indenskærs rundt kysten.
​  197GODSEJER ULFHEJM
Tvi, – hvad fanden vil De derinde i de helvedes kvalme rendestenene! Tænke sig til – at ligge der og somle i brakvandet. – Brækvandet vilde jeg heller kalde det.
FRU MAJA
Der kan du høre, Rubek.
GODSEJER ULFHEJM
Nej, kom så heller med mig op på fjeldet. Der er menneskefrit og menneskerént. ​De kan ikke tænke Dem, hvad det er for mig. Men slig en liden frue –
Han standser.
Diakonissen kommer ud fra pavillonen og går ind i hotellet.
GODSEJER ULFHEJM følger hende med øjnene
Sé på hende der, De. Den svarte fuglen. – Hvem er det, som skal begraves?
PROFESSOR RUBEK
Jeg véd ikke, at her er nogen –
GODSEJER ULFHEJM
Nå, så ligger her nogen og skal krepere da. I en eller anden krog. – De som syge og skrale er, de skulde værs’god sé til at bli’ begravne – jo før jo heller.
FRU MAJA
Har De selv været syg, herr godsejer?
​​  198GODSEJER ULFHEJM
Aldrig. For så sad jeg ikke her. – Men mine nærmeste, – de har været syge, stakker.
FRU MAJA
Og hvad har De så gjort for Deres nærmeste?
GODSEJER ULFHEJM
Skudt dem, naturligvis.
PROFESSOR RUBEK sér på ham
Skudt dem?
FRU MAJA rykker sin stol tilbage
Skudt dem ihjæl?
GODSEJER ULFHEJM nikker
Jeg skyder aldrig bom, frue.
​​FRU MAJA
Men hvor kan De da falde på at skyde mennesker ihjæl!
GODSEJER ULFHEJM
Jeg snakker ikke om mennesker –
FRU MAJA
Deres nærmeste, sa’ De –
GODSEJER ULFHEJM
Mine nærmeste, det er da vel hundene, det.
FRU MAJA
Er hundene Deres nærmeste?
​  199GODSEJER ULFHEJM
Jeg har ingen nærmere. Mine ærlige, trofaste, grundhæderlige jagtkammerater –. Når en af dem blir syg og skrøbelig, så – plaff! Dermed er vennen ekspederet – over i det hinsidige.
​Diakonissen kommer ud fra hotellet med et bret, hvorpå mælk og brød, og sætter det fra sig på bordet udenfor pavillonen, som hun atter går ind i.
GODSEJER ULFHEJM lér hånligt
Det der, – det skal betyde menneskeføde, det! Mælkeblande og mygt, klissent brød. Nej, De skulde sé mine kammerater æde! Har De lyst til at sé på det?
FRU MAJA smiler over til professoren og rejser sig
Ja, gerne det.
GODSEJER ULFHEJM rejser sig også
De er rigtig en habil dame, De, frue. Kom så med mig. Store, digre kødknokler sluger de hele. Gulper dem op igen og sluger dem påny. Å, det er en rén svir at sé på. Kom her, så skal jeg vise Dem det. Og så skal vi snakke lidt mere om denne fjeldturen –
Han går ud om hjørnet af hotellet. Fru Maja følger efter ham.
​Næsten i det samme kommer den fremmede dame ud fra pavillonen og sætter sig ved bordet.
Damen løfter mælkeglasset og vil drikke, men standser og sér hen på Rubek med tomme udtryksløse øjne.
​  200PROFESSOR RUBEK blir siddende ved sit bord og stirrer alvorlig og ufravendt på hende. Endelig rejser han sig, går nogle skridt nærmere, standser og siger dæmpet
Jeg kender dig godt igen, Irene.
DAMEN med klangløst mæle, sætter glasset ned
Kan du gætte dig til det, Arnold?
​PROFESSOR RUBEK uden at svare
Og du kender også mig igen, sér jeg.
DAMEN
Med dig er det en helt anden sag.
​PROFESSOR RUBEK
Hvorfor det, – med mig?
DAMEN
Jo, du er jo i live endnu.
PROFESSOR RUBEK fatter ikke
I live –?
DAMEN kort efter
Hvem var den anden? Hun, som du havde hos dig – der ved bordet?
PROFESSOR RUBEK lidt nølende
Hun? Det var min – min hustru.
DAMEN nikker langsomt
Sådan. Det var godt, Arnold. Altså en, som ikke kommer mig ved –
​​  201PROFESSOR RUBEK usikker
Nej, det forstår sig da –
DAMEN
– en, som du har fået til dig efter min levetid altså.
PROFESSOR RUBEK sér pludselig stivt på hende
Efter din –? Hvorledes mener du det, Irene?
IRENE uden at svare
Og barnet? Barnet lever jo også godt. Vort barn lever efter mig. I herlighed og ære.
PROFESSOR RUBEK smiler som i en fjern erindring
Vort barn? Ja, vi kaldte det jo så – dengang.
IRENE
I levetiden, ja.
​PROFESSOR RUBEK søger at slå over i munterhed
Ja, Irene, – nu kan du tro, «vort barn» er ble’t berømt over den hele vide verden. Du har da visst læst om det?
IRENE nikker
Og har gjort sin far berømt også. – Det var din drøm.
PROFESSOR RUBEK sagtere, bevæget
Det er dig, jeg skylder alt, alt, Irene. Tak for det.
IRENE sidder lidt og grunder
Hvis jeg dengang havde gjort min ret, Arnold –
​  202PROFESSOR RUBEK
Nå? Hvad så?
​IRENE
Jeg skulde ha’ dræbt det barn.
PROFESSOR RUBEK
Dræbt det, siger du!
​IRENE hviskende
Dræbt det – før jeg rejste fra dig. Knust det. Knust det til støv.
PROFESSOR RUBEK ryster bebrejdende på hovedet
Det havde du ikke kunnet, Irene. Du havde ikke hjerte til det.
IRENE
Nej, dengang havde jeg ikke den slags hjerte.
PROFESSOR RUBEK
Men siden? Bagefter?
​IRENE
Bagefter har jeg dræbt det utallige gange. Ved dagslys og i mørke. Dræbt det i had – og i hævn – og i kval.
PROFESSOR RUBEK går helt frem til bordet og spørger sagte
Irene, – sig mig nu endelig – efter så mange år, – hvorfor rejste du fra mig dengang? Flygted så sporløst – og var ikke til at finde mere –
IRENE ryster langsomt på hovedet
Å Arnold, – hvorfor sige dig det nu – da jeg er hinsides.
​  203PROFESSOR RUBEK
Var der nogen anden, du var kommen til at elske?
IRENE
Der var én, som ikke havde brug for min kærlighed. Ikke brug for mit liv længer.
​PROFESSOR RUBEK afledende
Hm, – lad os ikke tale mere om det fordums –
IRENE
Nej, nej, bare ikke tale om det hinsidige. Om det, som nu er hinsidigt for mig.
PROFESSOR RUBEK
Hvor har du færdedes, Irene? Du har været ligesom udslettet for alle mine efterforskninger.
IRENE
Jeg gik ind i mørket – da barnet stod der i forklarelsens lys.
PROFESSOR RUBEK
Har du rejst meget omkring i verden?
IRENE
Ja. Rejst i mange riger og lande.
​PROFESSOR RUBEK sér deltagende på hende
Og hvad har du taget dig til, Irene?
IRENE retter øjnene på ham
Bi lidt; lad mig sé –. Jo, nu har jeg det. Jeg har stået på drejeskiven i varietéer. ​Stået som nøgen statue i levende billeder. ​  204 Strøget mange penge ind. Det var jeg ikke vant til hos dig; for du havde ingen. – Og så har jeg været sammen med mandfolk, som jeg kunde gøre gale i hodet. – Det var jeg heller ikke vant til hos dig, Arnold. Du holdt bedre stand, du.
PROFESSOR RUBEK haster forbi spørsmålet
Og så har du jo giftet dig også?
IRENE
Ja; med én af dem.
​PROFESSOR RUBEK
Hvem er din mand?
IRENE
Han var en sydamerikaner. Høj diplomat.
(sér hen for sig med et forstenet smil)
Ham fik jeg gjort helt vanvittig; gal, – uhelbredelig gal; ubønhørlig gal. – Ret løjerligt, kan du tro, – så længe det forberedtes. Kunde gerne lé indvendig fort væk. – Hvis jeg havde noget indvendigt.
PROFESSOR RUBEK
Og hvor lever han nu?
IRENE
Nede i en kirkegård et steds. Med et højt, stadseligt monument over sig. Og med en ranglende blykugle inde i hjerneskallen.
​PROFESSOR RUBEK
Dræbte han sig selv?
​  205IRENE
Ja. Han behaged at komme mig i forkøbet.
PROFESSOR RUBEK
Sørger du ikke over ham, Irene?
IRENE uforstående
Hvem skulde jeg sørge over?
PROFESSOR RUBEK
Over herr von Satow, vel.
IRENE
Han hed ikke Satow.
PROFESSOR RUBEK
Ikke?
​IRENE
Min anden mand heder Satow. Han er russer –
PROFESSOR RUBEK
Og hvor er han henne?
IRENE
Langt borte i Uralbergene. Mellem alle sine guldminer.
PROFESSOR RUBEK
Der lever han altså?
IRENE trækker på skuldrene
Lever? Lever? Egentlig har jeg dræbt ham –
​  206​PROFESSOR RUBEK farer sammen
Dræbt –!
​IRENE
Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg altid har med mig i sengen –
PROFESSOR RUBEK i udbrud
Jeg tror dig ikke, Irene!
IRENE smiler mildt
Du kan så godt tro det, Arnold.
PROFESSOR RUBEK ser deltagende på hende
Har du aldrig havt noget barn?
IRENE
Jo, jeg har havt mange børn.
PROFESSOR RUBEK
Og hvor er de børn henne nu?
​IRENE
Jeg dræbte dem.
PROFESSOR RUBEK strængt
Nu sidder du og lyver for mig igen!
IRENE
Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så ret inderligt har jeg myrdet ​  207dem. Så fort, så fort de bare kom til verden. Å, længe, længe før. Det ene efter det andet.
PROFESSOR RUBEK tungt, alvorligt
Der er noget fordulgt bag ved al din tale.
IRENE
Hvad kan jeg for det? Hvert ord, jeg siger dig, hviskes mig i øret.
PROFESSOR RUBEK
Jeg tror, jeg er den eneste, som aner meningen.
​IRENE
Du burde vel være den eneste.
PROFESSOR RUBEK støtter hænderne mod bordet og sér dybt på hende
Der er strenge i dig, som er sprunget i stykker.
IRENE mildt
Det gør det visst altid, når en ung blodsvulmende kvinde dør.
PROFESSOR RUBEK
Å Irene, kom dog bort fra disse forvildede forestillinger –! Du lever jo! Lever, – lever!
IRENE rejser sig langsomt op fra stolen og siger bævende
Jeg var død i mange år. De kom og bandt mig. Snørte armene sammen på ryggen –. Så sænkte de mig ned i et gravkammer ​med jernstænger for lugen. Og med polstrede vægge, – så ingen ovenover på jorden kunde ​høre gravskrigene –. Men nu begynder jeg så halvvejs at stå op fra de døde.
​  208Hun sætter sig atter.
PROFESSOR RUBEK lidt efter
Holder du mig for at være den skyldige?
IRENE
Ja.
PROFESSOR RUBEK
Skyldig i det, – som du kalder din død?
IRENE
Skyldig i det, at jeg måtte dø.
(slår over i en ligegyldig tone)
Hvorfor sætter du dig ikke ned, Arnold?
​PROFESSOR RUBEK
Tør jeg det?
IRENE
Ja. – Du skal ikke være ræd for kuldegysninger. For jeg tror ikke, jeg er rigtig isnet endnu.
PROFESSOR RUBEK flytter en stol og sætter sig ved bordet
Se så, Irene. Nu sidder vi to sammen ligesom i fordums dage.
IRENE
Lidt på afstand fra hinanden. Også ligesom i fordums dage.
PROFESSOR RUBEK rykker nærmere
Det måtte så være dengang.
​  209IRENE
Måtte det?
​PROFESSOR RUBEK afgørende
Der måtte være afstand mellem os –
IRENE
Ja, måtte der endelig det, Arnold?
PROFESSOR RUBEK vedbliver
Husker du, hvad du svared, da jeg spurgte, om du vilde følge med mig ud i det fjerne?
IRENE
Jeg rakte mine tre fingre i vejret og loved, at jeg vilde følge med dig til verdens og til livets ende. Og at jeg vilde tjene dig i alle ting –
PROFESSOR RUBEK
Som model for mit kunstværk –
IRENE
– i fri, fuld nøgenhed –
​PROFESSOR RUBEK bevæget
Og du tjente mig også, Irene, – så frejdigt, – så glad og hensynsløs.
​IRENE
Ja, med hele min ungdoms bankende blod tjente jeg dig!
PROFESSOR RUBEK nikker, med et taknemligt blik
Det tør du så trøstig sige.
​  210IRENE
Faldt ned for din fod og tjente dig, Arnold!
(knytter hånden imod ham)
Men du, du, – du –!
PROFESSOR RUBEK afværgende
Jeg forbrød mig aldrig imod dig! Aldrig, Irene!
​IRENE
Jo, du gjorde! Du forbrød dig imod det inderst medfødte i mig –
PROFESSOR RUBEK rykker tilbage
Jeg –!
IRENE
Ja, du! Jeg stilled mig helt og rundt frem for dig til beskuelse –
(sagtere)
Og aldrig en eneste gang rørte du mig.
PROFESSOR RUBEK
Irene, forstod du ikke, at mangen dag var jeg som sanseforvildet af al din dejlighed?
IRENE fortsætter uforstyrret
Og alligevel, – havde du rørt mig, så tror jeg, jeg havde dræbt dig på stedet. For ​jeg havde en spids nål med mig. Gemt den inde i håret –
(stryger sig grublende over panden)
Ja men – nej, alligevel, – alligevel; – at du kunde –
PROFESSOR RUBEK sér eftertrykkeligt på hende
Jeg var kunstner, Irene.
​  211IRENE mørkt
Just det. Just det.
PROFESSOR RUBEK
Først og fremst kunstner. Og jeg gik der syg og vilde skabe mit livs store værk.
(fortaber sig i erindring)
Det skulde kaldes «Opstandelsens dag». Skulde fremstilles i lignelse af en ung kvinde, som vågner af dødssøvnen –
​IRENE
Vort barn, ja –
​PROFESSOR RUBEK vedbliver
Det skulde være jordens ædleste, reneste, idealeste kvinde, hun, som vågner. Så fandt jeg dig. Dig kunde jeg bruge i et og alt. Og du føjed dig så glad og så gerne. Og du gav slip på slægt og hjem – og fulgte med mig.
IRENE
Det blev min barnealders opstandelse, at jeg fulgte med dig.
PROFESSOR RUBEK
Just derfor kunde jeg mest bruge dig. Dig og ingen anden. Du blev mig en høj-hellig skabning, som bare måtte røres ved i tilbedende tanker. Jeg var jo endnu ung den gang, Irene. Og den overtro fyldte mig, at rørte jeg dig, begærte jeg dig i sanselighed, ​så vilde mit sind vanhelliges, så at jeg ikke kunde skabe færdig det, som jeg stræbte efter. – Og jeg tror endnu, at der er nogen sandhed i det.
IRENE nikker med et anstrøg af hån
Først kunstværket, – siden menneskebarnet.
​  212PROFESSOR RUBEK
Ja du får dømme om det, som du vil. Men jeg var helt under min opgaves magt dengang. Og følte mig så jublende lykkelig ved det.
IRENE
Og du vandt bugt med din opgave, du, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
Takket og velsignet være du, – så vandt jeg bugt med opgaven. Jeg vilde skabe den ​rene kvinde således, som jeg syntes hun måtte vågne på opstandelsens dag. Ikke undrende over noget nyt og ukendt og uanet. Men fyldt af en helligdoms glæde over at genfinde sig selv uforvandlet, – hun, jordkvinden, – i de højere, friere, gladere egne, – efter den lange, drømmeløse dødssøvn.
(taler sagtere)
Således skabte jeg hende. – I dit billede skabte jeg hende, Irene.
IRENE lægger hænderne fladt på bordet og læner sig tilbage mod stolryggen
Og så var du færdig med mig –
​PROFESSOR RUBEK bebrejdende
Irene!
IRENE
– havde ikke brug for mig længer –
​PROFESSOR RUBEK
Og det kan du sige!
​  213IRENE
– begyndte at sé dig om efter andre idealer –
PROFESSOR RUBEK
Fandt ingen, ingen efter dig.
IRENE
Og ingen andre modeller, Arnold?
PROFESSOR RUBEK
Du var ingen model for mig. Du var min skabnings ophav.
IRENE tier en liden stund
Hvad har du digtet siden? I marmor mener jeg. Efter den dag, jeg rejste fra dig?
​PROFESSOR RUBEK
Intet har jeg digtet efter den dag. Bare gået og puslet og modelleret.
IRENE
Og den kvinde, som du nu lever sammen med –?
PROFESSOR RUBEK afbryder hæftigt
Tal ikke om hende nu! Det svier mig for brystet.
IRENE
Hvor tænker du at rejse hen med hende?
PROFESSOR RUBEK slap og træt
Nu får jeg vel rejse en langsommelig færd nordefter kysten.
​​  214IRENE sér på ham, smiler næsten umærkeligt og hvisker
Rejs heller højt op mellem fjeldene. Så højt op, du kan komme. Højere, højere, – altid højere, Arnold.
PROFESSOR RUBEK spændt, i forventning
Vil du did op?
IRENE
Har du mod til at træffe mig én gang til?
PROFESSOR RUBEK kæmpende, usikker
Ifald vi kunde, – å, ifald vi kunde –!
IRENE
Hvorfor kan vi ikke, hvad vi vil?
(sér på ham og hvisker bedende med foldede hænder)
Kom, kom, Arnold! Å, kom op til mig –!
Fru Maja kommer blussende glad frem bag hjørnet af hotellet og skynder sig hen til bordet, hvor de før sad.
​FRU MAJA endnu ved hjørnet, uden at se sig om
Nej nu får du sige, hvad du sige vil, Rubek, så –
(standser da hun får øje på Irene)
​Å undskyld, – du har nok gjort bekendtskab, mærker jeg.
PROFESSOR RUBEK kort
Fornyet bekendtskab.
(står op)
Hvad var det så, du vilde mig?
​  215FRU MAJA
Det var bare det, jeg vilde sige dig, – at du får gøre som du selv vil, – men jeg rejser ikke med dig på dette her ækle dampskibet.
PROFESSOR RUBEK
Hvorfor ikke det?
​FRU MAJA
Nej, for jeg vil op på fjeldet og i skogene, – vil jeg.
(indsmigrende)
Å, du må la’ mig få lov til det, Rubek! – Jeg skal være så snil, så snil bagefter!
PROFESSOR RUBEK
Hvem er det, som har sat dig på de tanker?
FRU MAJA
Det er han. Den fæle bjørnedræberen. Å du kan ikke forestille dig alt det vidunderlige, han fortæller om fjeldet. Og om livet deroppe! Stygt, fælt, skrækkelig afskyeligt er det meste af det, han lyver sammen –. Ja for jeg tror næsten, at han lyver. Men så vidunderlig dragende er det alligevel. Å må jeg få lov til at rejse med ham? Bare for at jeg kan få sé, om det er sandt, han siger, skønner du. Må jeg det, Rubek?
​PROFESSOR RUBEK
Ja, det må du så gerne for mig. Rejs du bare op mellem fjeldene – så langt og så længe, som du selv vil. Jeg rejser kanske samme vej som du.
FRU MAJA hurtigt
Nej, nej, nej, det behøver du jo slet ikke! For min skyld ikke!
​  216PROFESSOR RUBEK
Jeg vil tilfjelds. Har bestemt mig til det nu.
FRU MAJA
Å tak, tak! Må jeg fortælle det til bjørnedræberen straks?
​PROFESSOR RUBEK
Fortæl du til bjørnedræberen alt, hvad du lyster.
​FRU MAJA
Å tak, tak, tak!
(vil gribe hans hånd; han afværger det)
Å nej, – hvor du er sød og snil idag, Rubek!
Hun løber ind i hotellet.
I det samme åbnes døren til pavillonen sagte og lydløst på klem. Diakonissen står spejdende på vagt indenfor i døråbningen. Ingen sér hende.
PROFESSOR RUBEK bestemt, vender sig til Irene
Træffes vi altså deroppe?
IRENE rejser sig langsomt
Ja, vi træffes visselig. – Jeg har ledt så længe efter dig.
PROFESSOR RUBEK
Hvad tid begyndte du at lede efter mig, Irene?
​IRENE med et drag af spøgende bitterhed
Fra den tid det gik op for mig, at jeg havde givet dig noget nok så umisteligt, Arnold. Noget, som en aldrig burde skille sig ved.
​  217PROFESSOR RUBEK bøjer hovedet
Ja, det er så nagende sandt. Du gav mig tre–fire af din ungdoms år.
IRENE
Mere, mere end det gav jeg dig. Jeg ødeland, – som jeg dengang var.
PROFESSOR RUBEK
Ja, ødsel var du, Irene. Du gav mig hele din nøgne dejlighed –
IRENE
– til beskuelse –
​PROFESSOR RUBEK
– og til forherligelse –
IRENE
Ja, til forherligelse for dig selv. – Og for barnet.
PROFESSOR RUBEK
For dig også, Irene.
IRENE
Men den dyreste gave har du glemt.
PROFESSOR RUBEK
Den dyreste –? Hvilken gave var det?
​  218IRENE
Jeg gav dig min unge, levende sjæl. Så ​stod jeg der og var tom indvendig. – Sjælløs.
(sér stivt stirrende på ham)
​Det var det, jeg døde af, Arnold.
Diakonissen åbner døren helt og gør plads for hende.
Hun går ind i pavillonen.
PROFESSOR RUBEK står og sér efter hende; så hvisker han
Irene!
​
​​  219​ANDEN AKT
Oppe ved et højfjeldssanatorium. Landskabet strækker sig som en træløs, umådelig vidde indover imod et langt fjeldvand. På den anden side af vandet stiger en række af højfjeldstinder med blånende sné i kløfterne. I forgrunden til venstre risler en bæk i delte striber nedover en brat fjeldvæg og flyder derfra i jævnt løb over vidden ud til højre. Kratskog, planter og stene langs bækkeløbet. I forgrunden til højre en bakke med en stenbænk oppe på højden. Det er en sommereftermiddag hen imod solnedgang.
I frastand inde på vidden hinsides bækken leger og danser en flok syngende småbørn. De er dels byklædte dels i folkedragter. Glad latter høres dæmpet under det følgende.
Professor Rubek sidder oppe på bænken med et plæd over skulderen og ser ned på børnenes leg.
Lidt efter kommer fru Maja frem mellem nogle busker på vidden til venstre i mellemgrunden og spejder udover med hånden skyggende for øjnene. Hun bærer en flad turisthue, kort, ophæftet skørt, som kun rækker til midt på læggen, og høje, solide snørestøvler. I hånden har hun en lang springstav.
​FRU MAJA får omsider øje på professor Rubek og råber
Halloj!
Hun går fremover vidden, springer ved hjælp af staven over bækkeløbet og stiger op ad bakken.
​  220FRU MAJA pustende
Å hvor jeg har rendt og ledt efter dig, Rubek.
PROFESSOR RUBEK nikker ligegyldig og spørger
Kommer du nede fra sanatoriet?
FRU MAJA
Ja, nu sidst kommer jeg ud fra det flueskabet.
PROFESSOR RUBEK sér lidt hen på hende
Du var ikke ved middagsbordet, la’ jeg mærke til.
​FRU MAJA
Nej, vi holdt vor middag under åben himmel, vi to.
PROFESSOR RUBEK
«Vi to»? Hvad er det for nogen to?
​FRU MAJA
Jeg – og så denne fæle bjørnedræberen, vel.
PROFESSOR RUBEK
Nå så, han.
FRU MAJA
Ja. Og imorgen tidlig, så skal vi ud igen.
PROFESSOR RUBEK
Efter bjørn?
FRU MAJA
Ja. Ud og dræbe bamsen.
​​  221PROFESSOR RUBEK
Har I fundet spor af nogen?
FRU MAJA overlegent
Der findes da ikke bjørn her oppe på nøgne fjeldet, véd jeg.
PROFESSOR RUBEK
Hvor da?
FRU MAJA
Dybt under. Nede i lierne; i tykkeste skogen. Hvor det er rent ufremkommeligt for almindelige byfolk –
PROFESSOR RUBEK
Og der skal I to ned imorgen?
FRU MAJA kaster sig ned i lyngen
Ja, vi har aftalt det. – Eller kanske vi ​ta’r afsted allerede iaften. – Hvis ikke du har noget imod det da?
PROFESSOR RUBEK
Jeg? Nej det være så langt fra –
FRU MAJA hurtigt
Lars følger forresten med; naturligvis. – Med kobbelet.
PROFESSOR RUBEK
Jeg har sletikke erkyndiget mig om herr Lars og hans kobbel.
(afbrydende)
Men vil du ikke heller sætte dig ordentligt her på bænken?
FRU MAJA døsig
Nej tak. Jeg ligger så dejligt i den bløde lyngen.
​​  222PROFESSOR RUBEK
Jeg kan sé på dig, at du er træt.
FRU MAJA gisper
Tror næsten, jeg begynder at bli’ det.
PROFESSOR RUBEK
Det kommer først bagefter, det. Når spændingen er over –
FRU MAJA i søvnig tone
Ja. Jeg vil ligge og lukke øjnene.
Kort ophold.
FRU MAJA pludselig utålmodig
Uh, Rubek, – at du kan ​holde ud at sidde og høre på de ungernes skrål! Og så sé på alle de bukkespring, de gør!
PROFESSOR RUBEK
Der er noget harmonisk, – næsten som ​musik, – i de bevægelser – en gang imellem. Midt i alt det klodsede. Og de enkelte gange er det morsomt at sidde og passe på – når de kommer.
FRU MAJA lér lidt hånligt
Ja, du er nu evig og altid kunstner, du.
PROFESSOR RUBEK
Vilde gerne vedbli’ at være det.
FRU MAJA drejer sig om på siden, så hun vender ryggen til ham
Han er ikke spor af kunstner, han.
​  223PROFESSOR RUBEK opmærksom
Hvem er det, som ikke er kunstner?
FRU MAJA atter i søvnig tone
Han, den anden, vel.
​PROFESSOR RUBEK
Bjørneskytten, mener du?
FRU MAJA
Ja. Ikke spor af kunstner er han. Ikke spor!
PROFESSOR RUBEK smiler
Nej, det tror jeg, du har så grundig ret i.
FRU MAJA hæftig, uden at røre sig
Og så styg, som han er!
(rykker en tot lyng op og kaster det fra sig)
Så styg, så styg! Isch!
PROFESSOR RUBEK
Er det derfor du så trøstig lægger i vej med ham – ude i vildmarkerne?
​FRU MAJA kort
Det véd jeg ikke.
(vender sig imod ham)
Du er også styg, Rubek.
PROFESSOR RUBEK
Opdager du først det nu?
​  224FRU MAJA
Nej, jeg har sét det længe.
PROFESSOR RUBEK trækker på skuldrene
Man ældes. Man ældes, fru Maja.
FRU MAJA
Det er sletikke den slags, jeg mener. Men du har fået noget så træt, så opgivet i øjekastet –. ​Når du sådan nådigst skotter hen til mig – en gang imellem.
​PROFESSOR RUBEK
Synes du, du har mærket det?
FRU MAJA nikker
Lidt efter lidt har du fået dette her onde i øjnene. Det er næsten som om du gik og la’ lumske anslag op imod mig.
PROFESSOR RUBEK
Så?
(venlig, men alvorlig)
Kom her og sæt dig hos mig, Maja. Så skal vi snakke lidt sammen.
FRU MAJA hæver sig halvt ivejret
Må jeg få lov til at sidde på dit knæ da? Ligesom i de første årene?
PROFESSOR RUBEK
Nej det må du ikke. For folk kan sé os nede fra hotellet.
(flytter sig lidt)
​Men du kan få sidde her på bænken – ved siden af mig.
​  225FRU MAJA
Nej tak; så blir jeg heller liggende, hvor jeg ligger. Jeg kan godt høre her.
(sér spørgende på ham)
Nå, hvad var det så for noget, du vilde snakke om?
PROFESSOR RUBEK begynder langsomt
Hvorfor, tror du, det egentlig var, jeg gik ind på, at vi skulde gøre denne sommerrejsen?
FRU MAJA
Jah, – du påstod jo rigtignok blandt andet, at jeg vilde ha’ så urimelig godt af det. Men –
PROFESSOR RUBEK
Men –?
​FRU MAJA
Men nu tror jeg ikke længer en snus på, at det var derfor –
PROFESSOR RUBEK
Og hvorfor da, tror du nu?
FRU MAJA
Nu tror jeg, at det var for denne blege damens skyld.
PROFESSOR RUBEK
For fru von Satows –!
​FRU MAJA
Ja hun, som hænger i hælene på os. I går aftes dukked hun jo op her også.
​  226PROFESSOR RUBEK
Men hvad i al verden –!
​FRU MAJA
Nå, du har jo kendt hende så inderlig godt. Længe før du kendte mig.
PROFESSOR RUBEK
Havde glemt hende igen også, – længe før jeg kendte dig.
FRU MAJA sætter sig oprejst
Kan du glemme så let, du, Rubek?
PROFESSOR RUBEK kort
Ja så overmåde let.
(tilføjer barskt)
Når jeg vil glemme.
FRU MAJA
En kvinde, som har stået model for dig også?
​PROFESSOR RUBEK afvisende
Når jeg ikke har brug for hende længer, så –
FRU MAJA
En, som har klædt sig helt af for dig?
PROFESSOR RUBEK
Betyder ingenting. Ikke for os kunstnere.
(slår om i en anden tone)
Og så, hvorledes, – om jeg tør spørge, – skulde jeg kunne ane, at hun var her i landet?
​  227FRU MAJA
Å du kunde jo ha’ læst hendes navn på en badeliste. I en af vore aviser.
PROFESSOR RUBEK
Ja men jeg kendte jo sletikke det navn, hun nu gi’r sig. Havde aldrig hørt tale om nogen herr von Satow.
​FRU MAJA anstiller sig træt
Nå herregud, så var det vel af en anden grund, at du endelig vilde rejse da.
PROFESSOR RUBEK alvorlig
Ja, Maja, – det var af en anden grund. Af en helt anden. Og det er det, vi da engang må komme til at udtale os om.
FRU MAJA med et undertrykt latteranfald
Jøss’, hvor højtidelig du sér ud!
​PROFESSOR RUBEK mistroisk forskende
Ja kanske lidt mere højtidelig, end nødvendigt er.
FRU MAJA
Hvorledes –?
​PROFESSOR RUBEK
Og godt og vel er jo det, for os begge.
FRU MAJA
Du begynder at gøre mig nysgærrig, Rubek.
PROFESSOR RUBEK
Bare nysgærrig? Ikke en smule urolig?
​  228FRU MAJA ryster på hodet
Ikke spor.
PROFESSOR RUBEK
Godt. Så hør da her. – Du sa’ den dagen dernede ved badet, at du syntes jeg var ble’t så nervøs i den senere tid –
FRU MAJA
Ja det er du da virkelig også.
​PROFESSOR RUBEK
Og hvad tror du årsagen kan være til det?
FRU MAJA
Hvor kan jeg vide –?
(raskt)
Du er kanske ble’t ked af dette evige samliv med mig.
PROFESSOR RUBEK
Evige –? Sig lige så godt: evindelige.
FRU MAJA
Daglige samliv da. Vi har jo nu gået dernede, vi to enlige mennesker, i samfulde fire–fem år og næsten ikke været en time fra hinanden. – Vi to ganske alene.
PROFESSOR RUBEK interesseret
Nå ja? Og så –?
​FRU MAJA lidt trykket
Du er jo ingen selskabsmand, Rubek. Gåer helst så’n for dig selv og tumler med dit eget. Og jeg kan jo ikke tale ordentligt med dig om dine sager. Om alt dette med kunst og sligt noget –
​  229(slår ud med hånden)
Og bryr mig, ved gud, ikke stort om det heller!
PROFESSOR RUBEK
Nå ja-ja; derfor så sidder vi jo mest ved kaminen og prater om dine sager.
​FRU MAJA
Å herregud, – jeg har ingen sager at prate om.
PROFESSOR RUBEK
Nå, det er småting kanské. Men tiden går i alt fald for os på den måde også, Maja.
​FRU MAJA
Ja, det har du ret i. Tiden går. Den holder på at gå fra dig, Rubek! – Og det er vel egentlig det, som gør dig så urolig –
PROFESSOR RUBEK nikker hæftigt
Og så hvileløs!
(vrider sig på bænken)
Nej, jeg holder snart ikke dette fattige liv ud længer!
FRU MAJA rejser sig og står en liden stund og sér på ham
Vil du være kvit mig, så sig bare til.
PROFESSOR RUBEK
Hvad er nu det igen for talemåder? Være kvit dig?
FRU MAJA
Ja hvis du vil være af med mig, så skal du sige det lige ud. Og så skal jeg gå straks på timen.
​​  230PROFESSOR RUBEK smiler næsten umærkeligt
Skal dette betyde en trusel, Maja?
FRU MAJA
Det, jeg sa’, kan så visst ikke være nogen trusel for dig.
PROFESSOR RUBEK rejser sig
Nej, du har egentlig ret i det.
(tilføjer lidt efter)
Du og jeg kan umulig bli’ ved at leve så’n sammen –
FRU MAJA
Nå altså –!
PROFESSOR RUBEK
Ikke noget altså.
(med eftertryk på ordene)
Fordi om vi to ikke kan bli’ ved at leve sammen alene, – så behøver vi jo ikke at skilles for det.
​FRU MAJA smiler hånligt
Bare separeres en liden smule, mener du?
PROFESSOR RUBEK ryster på hodet
Behøves heller ikke.
FRU MAJA
Nå da? Ryk ud med hvad du vil gøre med mig.
​  231​PROFESSOR RUBEK noget usikker
Hvad jeg nu føler så levende – og så pinligt – at jeg trænger til, det er at eje en omkring mig, som stod mig rigtig inderlig nær –
FRU MAJA afbryder ham i spænding
Gør ikke jeg det, Rubek?
​PROFESSOR RUBEK afvisende
Ikke sådan at forstå. Jeg måtte ha’ samliv med et andet menneske, der ligesom kunde udfylde mig, – fuldstændiggøre mig, – være et med mig i al min gerning.
FRU MAJA langsomt
Ja i så’ne svære ting vilde jo ikke jeg kunne tjene dig.
PROFESSOR RUBEK
Å nej, det vilde du nok pænt la’ være, Maja.
FRU MAJA udbryder
Og jeg havde, ved gud, heller ikke nogen lyst til det, du!
PROFESSOR RUBEK
Véd det så såre godt. – Og det var jo heller ikke med nogen slig livshjælp for øje, at jeg knytted dig til mig.
​FRU MAJA iagttager ham
Jeg kan sé på dig, at du står og tænker på en anden en.
PROFESSOR RUBEK
Så? Jeg har ellers ikke mærket, at du var tankelæser. Men du kan altså sé det?
​  232FRU MAJA
Ja jeg kan. Å jeg kender dig så godt, så godt, Rubek!
PROFESSOR RUBEK
Så kan du kanske også sé, hvem det er, jeg tænker på?
FRU MAJA
Ja det kan jeg da rigtignok.
PROFESSOR RUBEK
Nå? Vær af den godhed –?
​FRU MAJA
Du står og tænker på denne – denne modellen, som du engang har brugt til at –
(slipper pludselig tanketråden)
Véd du, at folk nede i hotellet tror hun er gal?
PROFESSOR RUBEK
Så? Og hvad tror folk nede i hotellet om dig og bjørnedræberen da?
FRU MAJA
Det kommer jo ikke sagen ved.
​(fortsætter, hvor hun før slap)
Men det var denne her blege damen, som du stod og tænkte på.
PROFESSOR RUBEK frejdig
Just netop på hende. – Da jeg ikke længer havde brug for hende –. Og da hun desuden rejste fra mig, – forsvandt – sådan uden videre –
​​  233FRU MAJA
Så tog du imod mig som en slags nødskilling kanske?
PROFESSOR RUBEK hensynsløsere
Noget sådant, oprigtig talt, lille Maja. Jeg havde da i et år eller halvandet gået der ensom og grublende, og lagt den sidste – den aller sidste hånd på mit værk. « Opstandelsens dag» gik ud over verden og bragte mig ry – og al anden herlighed forresten.
(varmere)
Men jeg elskede ikke mit eget værk længer. Menneskenes blomster og virak kunde gerne jaget mig kvalmende og fortvilet ind i de tykkeste skoge.
(sér på hende)
Du, som jo er tankelæser, – kan du gætte, hvad der så faldt mig ind?
FRU MAJA henkastende
Ja det faldt dig ind at lave portrætbyster af herrer og damer.
​PROFESSOR RUBEK nikker
Efter bestilling, ja. Med dyrefjæs bag maskerne. Det fik de gratis; på købet, forstår du.
(smilende)
Men det var nu ikke egentlig det, jeg nærmest mente.
FRU MAJA
Hvad da?
PROFESSOR RUBEK atter alvorlig
Det var det, at hele dette her med kunstnerkald og med kunstnergerning – og sligt noget, – det begyndte at forekomme mig som noget så tomt og hult og intetsigende igrunden.
​  234​FRU MAJA
Hvad vilde du da sætte i stedet?
​PROFESSOR RUBEK
Livet, Maja.
FRU MAJA
Livet?
PROFESSOR RUBEK
Ja er da ikke livet i solskin og skønhed noget ganske anderledes værdifuldt end det, at gå her til sine dages ende i et råt, fugtigt hul og mase sig dødsens træt med lérklumper og stenblokke?
FRU MAJA med et lidet suk
Jo, det har jeg rigtignok altid syntes.
PROFESSOR RUBEK
Og så var jeg jo ble’t rig nok til at leve i overflod og i ørkesløst dirrende sollys. Kunde la’ bygge for mig både villaen ved Taunitzer See og palæet i hovedstaden. Og alt det øvrige for resten.
​FRU MAJA slår ind i hans tone
Og så til syvende og sidst havde du råd til at forskaffe dig mig også. Og gav mig lov til at bruge af alle dine skatte.
PROFESSOR RUBEK spøger bortledende
Loved jeg dig ikke at ta’ dig med mig op på et højt berg og vise dig al verdens herlighed?
​  235FRU MAJA med et sagtmodigt udtryk
Du har kanske ta’et mig med dig op på et nok så højt berg, Rubek, – men du har ikke vist mig al verdens herlighed.
PROFESSOR RUBEK lér irriteret
Hvor du er ufornøjelig, Maja! Så rent ufornøjelig!
(udbryder hæftigt)
Men véd du, hvad det mest fortvilede er? Kan du ane det?
​FRU MAJA i stille trods
Ja, det er vel det, at du gik hen og tog mig med dig – for hele livet.
PROFESSOR RUBEK
Jeg vilde ikke udtrykke mig med så hjerteløse ord.
FRU MAJA
Men meningen er visst lige så hjerteløs.
PROFESSOR RUBEK
Du har ikke noget rigtig klart begreb om, hvorledes en kunstnernatur sér ud indvendig.
​FRU MAJA smiler og ryster på hodet
Herregud, jeg har ikke engang begreb om, hvorledes jeg selv sér ud indvendig.
​PROFESSOR RUBEK vedbliver uforstyrret
Jeg lever så ilsomt, Maja. Vi lever så, vi kunstnere. Jeg for min part har gennemlevet et helt livsløb i de få år vi to har kendt hinanden. Jeg er kommet til at sé, at det slet ikke ligger for mig at søge lykken i ørkesløs nydelse. Livet ligger ikke sådan ​  236til rette for mig og mine lige. Jeg må bli’ ved at virke, – skabe værk på værk, – lige indtil min sidste dag.
(med overvindelse)
Derfor er det, at jeg ikke længer kan komme ud af det med dig, Maja. – Ikke længer med dig alene.
FRU MAJA rolig
Vil det med rene, simple ord sige, at du er ble’t ked af mig?
PROFESSOR RUBEK bruser ud
Ja det vil det sige! Jeg er ble’t ked, – ​uudholdelig ked og træt og slap af samlivet med dig! Nu véd du det.
( fatter sig)
Det er stygge, hårde ord, jeg siger dig. Jeg føler det så godt selv. Og du har ingenting forskyldt i det stykke; – det erkender jeg villigt. Det er ene og alene mig, som nu igen har undergået en omvæltning –
(halvt hen for sig)
– en opvågnen til mit egentlige liv.
FRU MAJA folder uvilkårlig hænderne
Men hvorfor i al verden kan vi så ikke gå fra hinanden da?
PROFESSOR RUBEK sér forbavset på hende
Kunde du ville det?
FRU MAJA rykker på skuldren
Jah, – hvis der ikke er andet for, så –
​PROFESSOR RUBEK ivrig
Men der er andet for. Der er en udvej –
​  237​FRU MAJA løfter pegefingeren
Nu tænker du på den blege damen igen!
PROFESSOR RUBEK
Ja, ærligt talt, så må jeg uafladelig tænke på hende. Lige siden jeg traf hende påny.
(et skridt nærmere)
For nu vil jeg betro dig noget, Maja.
FRU MAJA
Nå?
PROFESSOR RUBEK banker sig på brystet
Her inde, sér du, – her har jeg et bitte lidet dirkefrit skrin. Og i det skrinet ligger alle mine billedsyner forvaret. Men da hun rejste så sporløst væk, så gik skrinet i baglås. ​Og hun havde nøglen, – og den tog hun med sig. – Du, lille Maja, du havde ingen nøgle, du. Derfor ligger det altsammen ubrugt derinde. Og årene går! Ikke muligt for mig at komme til skatten.
FRU MAJA kæmper med et underfundigt smil
Så få hende til at lukke op for dig igen –
PROFESSOR RUBEK uforstående
Maja –?
FRU MAJA
– for nu er hun her jo. Og det er vel sagtens for dette skrinets skyld, at hun er kommet.
PROFESSOR RUBEK
Ikke med et ord har jeg rørt ved de ting for hende!
​​  238FRU MAJA sér uskyldig på ham
Men snille Rubek, – er det da værdt at gøre al den opstyr og alle disse her ophævelser for noget, som er en så ganske ligefrem sag?
PROFESSOR RUBEK
Synes du, at dette her er så ganske ligefrem?
FRU MAJA
Ja det synes jeg da rigtignok. Slut du dig bare til den, du mest behøver.
(nikker til ham)
Jeg skal nok altid vide at finde mig en plads.
PROFESSOR RUBEK
Hvor, mener du?
FRU MAJA sorgløst, undvigende
Nå, – jeg kan jo bare flytte ud på villaen, hvis det blir nødvendigt. Men det ​​blir det ikke. For inde i byen, – i hele vort store hus, må der da vel – med lidt god vilje – kunne bli’ rum til tre.
PROFESSOR RUBEK usikker
Og tror du, at det vil kunne gå i længden?
FRU MAJA i en let tone
Herregud, – går det ikke, så går det ikke. Der er ikke noget at snakke om den ting.
PROFESSOR RUBEK
Og hvad gør vi så, Maja, – hvis det nu ikke går?
​  239FRU MAJA ubekymret
Så går vi to simpelt hen af vejen for hinanden. Helt væk. Jeg finder mig altid noget nyt et steds i verden. Noget frit! ​Frit! Frit! – Det har ingen nød med det, professor Rubek!
(peger pludselig ud til højre)
Sé der! Der har vi hende.
PROFESSOR RUBEK vender sig
Hvor?
FRU MAJA
Ude på sletten. Skridende – som en marmorstøtte. Hun kommer hidover.
PROFESSOR RUBEK står og stirrer med hånden over øjnene
Sér hun ikke ud som den levendegjorte opstandelse?
(hen for sig)
Og hende kunde jeg flytte –. Og stille hen i skyggen! Omskabe hende –. Å jeg dåre!
FRU MAJA
Hvad skal det sigte til?
​PROFESSOR RUBEK afværgende
Ingen ting. Ikke noget, som du vil kunne forstå.
Irene kommer fra højre frem over vidden. De legende børn har allerede tidligere fået øje på hende og er løbne hende imøde. Nu er hun omringet af børneflokken; nogle synes frejdige og tillidsfulde, andre sky og ængstelige. Hun taler sagte til dem og betyder dem, ​  240at de skal gå ned til sanatoriet; hun selv vil hvile sig lidt ved bækken. Børnene løber ned over skråningen til venstre i mellemgrunden. Irene går hen til bergvæggen og lader vandstrålerne risle kølende over sine hænder.
FRU MAJA dæmpet
Gå ned og tal med hende på tomands hånd, Rubek.
​PROFESSOR RUBEK
Og hvor går du hen imens?
FRU MAJA sér betydningsfuldt på ham
Jeg går mine egne veje herefterdags.
Hun går nedover bakken og svinger sig ved springstaven over bækkeløbet. Ved Irene standser hun.
​FRU MAJA
Professor Rubek står der oppe og venter på Dem, frue.
IRENE
Hvad vil han?
FRU MAJA
Han vil få Dem til at hjælpe sig med et skrin, som er gået i baglås for ham.
IRENE
Kan jeg hjælpe med det?
FRU MAJA
Han mener, De er den eneste, som kan.
​  241IRENE
Så får jeg prøve da.
​FRU MAJA
Det må De endelig gøre, frue.
Hun går ned over vejen til sanatoriet.
Lidt efter stiger professor Rubek ned til Irene, dog således, at de har bækken imellem sig.
IRENE efter et lidet ophold
Hun, den anden, sa’, at du har ventet på mig.
PROFESSOR RUBEK
Jeg har ventet på dig år efter år, – uden selv at forstå det.
IRENE
Kunde ikke komme til dig, Arnold. Lå jo dernede og sov den lange, dybe, drømmefyldte søvn.
PROFESSOR RUBEK
Å men nu er du vågnet, Irene!
​IRENE ryster på hodet
Jeg har den tunge, dybe søvn i øjnene endnu.
PROFESSOR RUBEK
Du skal sé, det vil dages og lysne for os begge.
IRENE
Tro aldrig det.
​  242PROFESSOR RUBEK indtrængende
Det tror jeg! Og det véd jeg! Nu, da jeg har fundet dig igen –
IRENE
Opstanden.
PROFESSOR RUBEK
Forklaret!
​​IRENE
Bare opstanden, Arnold. Men ikke forklaret.
Han ballancerer på stenene under vandfaldet over til hende.
PROFESSOR RUBEK
Hvor har du været henne hele dagen, Irene?
IRENE peger ud
Langt, langt inde på de store dødsmarker –
PROFESSOR RUBEK afledende
Du har ikke din – din veninde med dig i dag, sér jeg.
IRENE smiler
Min veninde holder godt øje med mig alligevel.
​PROFESSOR RUBEK
Kan hun det?
​  243IRENE skotter omkring sig
Du kan tro, hun kan. Hvor jeg så står og går. Taber mig aldrig af syne –
(hvisker)
Indtil jeg en skøn solskinsmorgen dræber hende.
PROFESSOR RUBEK
Vilde du det?
IRENE
Så inderlig gerne. Ifald jeg bare kunde komme til.
PROFESSOR RUBEK
Hvorfor vilde du?
​IRENE
Fordi hun går og øver trolddomskunster.
(hemmelighedsfuldt)
Tænk dig, Arnold, – hun har skabt sig om til min skygge.
PROFESSOR RUBEK søger at berolige hende
Nå, nå, nå, – en skygge må vi jo alle ha’.
IRENE
Jeg er min egen skygge.
(udbrydende)
Forstår du da ikke det!
PROFESSOR RUBEK tungt
Jo, jo, Irene, – jeg forstår det nok.
​  244Han sætter sig på en sten ved bækken. Hun står bag ved ham, lænet mod fjeldvæggen.
IRENE lidt efter
Hvorfor sidder du der og vender øjnene fra mig?
​​PROFESSOR RUBEK sagte, ryster på hodet
Tør ikke, – tør ikke sé på dig.
IRENE
Hvorfor tør du ikke det mere nu?
PROFESSOR RUBEK
Du har en skygge, som piner dig. Og jeg har min tyngende samvittighed.
IRENE med et glad befriende skrig
Endelig!
PROFESSOR RUBEK springer op
Irene, – hvad er det!
IRENE afværgende imod ham
Bare rolig, rolig, rolig!
(ånder tungt og siger ligesom lettet fra en byrde)
Sé så. Nu slap de mig. For denne ​gang. – Nu kan vi sætte os og tale sammen som før – i livet.
PROFESSOR RUBEK
Å, om vi så sandt kunde tale som før.
​  245IRENE
Sæt dig der, hvor du sad. Så sætter jeg mig her hos dig.
Han sætter sig ned igen. Hun sætter sig på en anden sten lige i nærheden.
IRENE efter en liden taushed
Nu er jeg kommen tilbage til dig fra de fjerneste riger, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
Ja visselig fra en endeløs lang rejse.
IRENE
Kommet hjem til min hersker og herre –
​PROFESSOR RUBEK
Til vort; – til vort eget, Irene.
IRENE
Har du hver eneste dag ventet på mig?
PROFESSOR RUBEK
Hvor turde jeg vente?
IRENE med et sideblik
Nej, du turde vel ikke det. For du forstod jo ingenting.
PROFESSOR RUBEK
Var det virkelig ikke for en andens skyld, at du sådan med én gang blev borte?
IRENE
Kunde ikke det godt være for din skyld, Arnold?
​​  246PROFESSOR RUBEK sér uviss på hende
Men jeg forstår dig ikke –?
IRENE
Da jeg havde tjent dig med min sjæl og med mit legeme, – og billedstøtten stod færdig, – vort barn, som du kaldte den, – da lagde jeg for din fod ​det dyreste offer – ved at udslette mig selv for alle tider.
PROFESSOR RUBEK sænker hodet
Og lægge mit liv øde.
IRENE blusser pludselig op
Just det var det jeg vilde! Aldrig, aldrig skulde du få skabe noget mere, – efter at du havde skabt dette vort eneste barn.
PROFESSOR RUBEK
Var der skinsyge i dine tanker dengang?
​IRENE koldt
Jeg tror, det nærmest var had.
PROFESSOR RUBEK
Had? Had til mig?
IRENE atter hæftig
Ja, til dig, – til kunstneren, som så helt sorgløs og ubekymret tog et blodvarmt legeme, et ungt menneskeliv, og sled sjælen ud af det, – fordi du havde brug for det til at skabe et kunstværk.
​  247PROFESSOR RUBEK
Og det kan du sige, – du, som med tindrende lyst og med høj-helligt begær var med i mit arbejde? I dette arbejde, som vi to hver morgen samledes om, som til en andagt.
​IRENE koldt, som før
Jeg vil sige dig én ting, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
Nu?
IRENE
Aldrig har jeg elsket din kunst, før jeg mødte dig. – Og ikke siden heller.
PROFESSOR RUBEK
Men kunstneren, Irene?
IRENE
Kunstneren hader jeg.
PROFESSOR RUBEK
Kunstneren i mig også?
​IRENE
Mest i dig. Når jeg klædte mig helt af og stod der for dig, da haded jeg dig, Arnold –
PROFESSOR RUBEK hæftig
Det gjorde du ikke, Irene! Det er ikke sandt!
IRENE
Jeg haded dig, fordi du kunde stå der så uberørt –
​  248PROFESSOR RUBEK lér
Uberørt? Tror du?
IRENE
– eller så tirrende behersket da. Og fordi du var kunstner, bare kunstner, – ikke mand!
​(slår over i en varm, inderlig tone)
​Men denne støtte i det våde, levende ler, den elsked jeg – alt efter som der steg frem et sjælfuldt menneskebarn af disse rå, uformelige masserne, – for den var vor skabning, vort barn. Mit og dit.
PROFESSOR RUBEK tungt
Det var den i ånd og sandhed.
IRENE
Sér du, Arnold, – det er for dette vort barns skyld, at jeg har taget mig for at gøre denne lange pilegrimsgang.
PROFESSOR RUBEK pludselig opmærksom
For marmorbilledets –?
IRENE
Kald det hvad du vil. Jeg kalder det vort barn.
​PROFESSOR RUBEK urolig
Og nu vil du sé det? Færdigt? I marmor, som du altid syntes var så koldt?
(ivrig)
Du véd kanske ikke, at det står opstillet i et stort musæum etsteds – langt ude i verden?
​  249IRENE
Jeg har hørt som et sagn om det.
PROFESSOR RUBEK
Og musæer var dig jo altid en afsky. Du kaldte dem for gravhvælvinger –
IRENE
Jeg vil gøre en valfart did, hvor min sjæl og min sjæls barn ligger begravet.
PROFESSOR RUBEK i angst og uro
Du må aldrig sé det billede mere! Hører ​du, Irene! Jeg bønfalder dig –! Aldrig, aldrig sé det mere!
IRENE
Tror du kanske, jeg vilde dø en gang til af det?
PROFESSOR RUBEK knuger hænderne
Å jeg véd ikke selv, hvad jeg tror. – Men hvor kunde jeg også tænke mig, at du vilde fæste dig så uløseligt til dette billede? Du, som gik fra mig – før det var fuldbåret.
IRENE
Det var fuldbåret. Derfor kunde jeg gå fra dig. Og la’ dig alene.
​PROFESSOR RUBEK sidder med albuerne på knæerne og vugger hodet, med hænderne for øjnene
Det var ikke hvad det senere hen blev til.
​IRENE griber stille og lynsnar en tynd, spids kniv halvt frem fra brystet og spørger hæst hviskende
Arnold, – har du gjort noget ondt ved vort barn?
​  250PROFESSOR RUBEK undvigende
Noget ondt? – Jeg kan jo ikke så bestemt afgøre, hvad du vil kalde det.
IRENE åndeløs
Sig mig straks, hvad du har gjort ved barnet!
PROFESSOR RUBEK
Jeg skal sige dig det, hvis du vil sidde og høre rolig efter hvad jeg siger.
IRENE gemmer kniven
Jeg skal høre så rolig, som en mor kan, når hun –
​PROFESSOR RUBEK afbryder
Og så skal du ikke sé på mig, mens jeg fortæller.
IRENE flytter sig hen på en stén bag hans ryg
Her sætter jeg mig bag ved dig. – Fortæl så.
PROFESSOR RUBEK tager hænderne fra øjnene og sér hen for sig
Da jeg havde fundet dig, vidste jeg straks, hvorledes jeg skulde bruge dig til mit livsværk.
IRENE
«Opstandelsens dag» kaldte du dit livsværk. – Jeg kalder det «vort barn».
PROFESSOR RUBEK
Jeg var ung dengang. Uden al livserfaring. Opstandelsen, syntes jeg, måtte ​skildres skønnest og allerdejligst som en ung uberørt kvinde, – uden et jordlivs oplevelser, – og som vågner ​  251til lys og herlighed uden at ha’ noget stygt og urent at skille sig af med.
IRENE hurtigt
Ja, – og således står jeg jo nu der i vort værk?
PROFESSOR RUBEK nølende
Ikke egentlig ganske således, Irene.
​IRENE i stigende spænding
Ikke ganske –? Står jeg ikke således, som jeg stod for dig?
PROFESSOR RUBEK uden at svare
Jeg blev verdensklog i de årene, som fulgte efter, Irene. «Opstandelsens dag» ​blev noget mere og noget – noget mere mangfoldigt i min forestilling. Den lille runde plint, hvor dit billede stod rankt og ensomt, – den gav ikke længer rum for alt det, jeg nu vilde digte til –
IRENE famler efter kniven men lader være
Hvad digted du så til? Sig det!
PROFESSOR RUBEK
Jeg digted det til, som jeg rundt omkring mig i verden så med mine øjne. Jeg måtte ha’ det med. Kunde ikke andet, Irene. Plinten vided jeg ud – så den blev stor og rummelig. Og på den lagde jeg et stykke af den buede, bristende jord. Og op af jordrevnerne vrimler der nu mennesker med dulgte dyreansigter. Kvinder og mænd, – slig som jeg kendte dem ude fra livet.
IRENE i åndeløs forventning
Men midt i mylderet står den unge ​kvinde med lysglæden over sig? – Gør jeg ikke det, Arnold?
​  252PROFESSOR RUBEK undvigende
Ikke ganske i midten. Jeg måtte desværre rykke den statuen noget tilbage. For helhedsvirkningens skyld, forstår du. Den vilde ellers domineret altfor meget.
IRENE
Men lysglædens forklarelse stråler over mit ansigt fremdeles?
PROFESSOR RUBEK
Det gør den nok, Irene. På en måde da. Lidt afdæmpet kanské. Således, som min ændrede tanke kræved det.
IRENE rejser sig lydløst
Dette billede udtrykker det liv, du nu sér, Arnold.
​PROFESSOR RUBEK
Ja, det gør det vel.
​IRENE
Og i dette billede har du flyttet mig hen, lidt afbleget, – som en baggrundsfigur – i en gruppe.
Hun trækker kniven frem.
PROFESSOR RUBEK
Ikke nogen baggrundsfigur. Lad os i det højeste kalde det en mellemgrundsskikkelse, – eller sådant noget.
IRENE hvisker hæst
Nu har du sagt dommen over dig selv. (vil støde til)
PROFESSOR RUBEK vender sig og sér op på hende
Dommen?
​​  253IRENE gemmer hurtig kniven og siger kvalt som i vånde
Min hele sjæl, – du og jeg, – vi, vi, vi og vort barn var i denne ensomme skikkelse.
PROFESSOR RUBEK ivrig, river hatten af sig og tørrer sveddråberne af panden
Ja men hør nu også, hvorledes jeg har stillet mig selv hen i gruppen. Foran ved en kilde, ligesom her, sidder en skyldbetynget mand, som ikke kan komme helt løs fra jordskorpen. Jeg kalder ham angeren over et forbrudt liv. Han sidder der og dypper sine fingre i det rislende vand – for at skylle dem rene, – og han nages og martres ved tanken om, at det aldrig, aldrig lykkes ham. Han når i al evighed ikke fri op til opstandelsens liv. Blir evindelig siddende igen i sit helvede.
IRENE hårdt og koldt
Digter!
​PROFESSOR RUBEK
Hvorfor digter?
IRENE
Fordi du er slap og sløv og fuld af syndsforladelse for alle dit livs gerninger og for alle dine tanker. Du har dræbt min sjæl, – og så modellerer du dig selv i anger og bod og bekendelse, –
(smiler)
– og dermed er dit regnskab opgjort, mener du.
PROFESSOR RUBEK trodsende
Jeg er kunstner, Irene. Og jeg skammer mig ikke over den skrøbelighed, som ​kanské klæber ved mig. For jeg er født til kunstner, sér du. – Og blir så aldrig andet end kunstner alligevel.
​  254IRENE sér på ham med et fordulgt ondt smil og siger mildt og blødt
Digter er du, Arnold.
​(stryger ham lindt over håret)
Du kære, store, aldrende barn, – at du ikke kan sé det!
PROFESSOR RUBEK misfornøjet
Hvorfor blir du ved at kalde mig digter?
IRENE med lurende øjne
Fordi der ligger noget undskyldende i det ord, min ven. Noget syndsforladende, – som breder en kåbe over al skrøbeligheden.
(slår pludselig om i tonen)
Men jeg var et menneske – dengang! Og jeg havde også et liv at leve – og en menneskeskæbne at fuldbyrde. Sé, alt det lod jeg ligge, – gav det hen for at gøre mig dig underdanig. – Å det var et selvmord. En dødsens brøde imod mig selv.
(halvt hviskende)
Og den brøde kan jeg aldrig gøre bod for.
Hun sætter sig nær ham ved bækken, passer ubemærket på ham med øjnene og plukker ligesom åndsfraværende nogle blomster af buskerne omkring dem.
​IRENE tilsyneladende behersket
Jeg skulde født børn til verden. Mange børn. Rigtige børn. Ikke af dem, som gemmes i gravkælderne. Det havde været mit kald. Skulde aldrig ha’ tjent dig, – digter.
PROFESSOR RUBEK fortabt i erindringen
Det var dog dejlige tider, Irene. Vidunderlig dejlige tider, – når jeg nu tænker tilbage –
​  255IRENE sér på ham med et blødt udtryk
Kan du mindes et lidet ord, som du sa’, – da du var færdig, – færdig med mig og med vort barn?
(nikker til ham)
Kan du mindes det lille ord, Arnold?
​PROFESSOR RUBEK sér spørgende på hende
Sa’ jeg dengang et lidet ord, som du husker endnu?
​IRENE
Ja du gjorde det. Kan du ikke mindes det nu længer?
PROFESSOR RUBEK ryster på hodet
Nej, så sandelig om jeg kan. Ikke nu i øjeblikket i alt fald.
IRENE
Du tog begge mine hænder og trykked dem varmt. Og jeg stod der i åndeløs forventning. Og så sa’ du: Så får du ha’ så hjertelig tak da, Irene. Dette her, sa’ du, har været en velsignet episode for mig.
PROFESSOR RUBEK sér tvilende ud
Sa’ jeg episode? Jeg bruger ellers ikke det ord.
IRENE
Du sa’ episode.
​PROFESSOR RUBEK med påtagen frejdighed
Nå ja, – men i grunden var det jo også en episode.
IRENE kort
På det ord gik jeg fra dig.
​  256PROFESSOR RUBEK
Du ta’r alle ting så smærteligt dybt, Irene.
IRENE stryger sig over panden
Du kan ha’ ret i det. Lad os ryste det dybe og det tunge af os.
(plukker bladene af en fjeldrose og strør dem i bækken)
Sé der, Arnold. Der svømmer vore fugle.
PROFESSOR RUBEK
Hvad er det for fugle?
​IRENE
Kan du ikke sé det? Det er jo flamingoer. For de er rosenrøde.
PROFESSOR RUBEK
Flamingoer svømmer ikke. De bare vader.
IRENE
Så er det ikke flamingoer da. Det er måger.
PROFESSOR RUBEK
Måger med røde næb kan det være, ja.
(plukker brede grønne blade og kaster dem ud)
Nu sender jeg mine skibe ud efter dem.
IRENE
Men der skal ikke være fangstmænd ombord.
​PROFESSOR RUBEK
Nej der skal ingen fangstmænd være.
(smiler til hende)
​Kan du huske den sommer vi sad sådan udenfor det lille bondehuset ved Taunitzer See?
​  257IRENE nikker
Lørdags aftenerne, ja, – når vi var færdige med vort arbejde for ugen –
PROFESSOR RUBEK
– og rejste ud med jernbanen. Og blev derude søndagen over –
IRENE med et ondt, hadfyldt glimt i øjet
Det var en episode, Arnold.
PROFESSOR RUBEK som om han ikke hører
Da lod du også fugle svømme i bækken. Det var vandliljer, som du –
​IRENE
Hvide svaner var det.
PROFESSOR RUBEK
Jeg mente svaner, ja. Og jeg husker, at jeg fæsted et stort loddent blad til en af svanerne. Det var endda et skræppeblad –
IRENE
Så blev det til Lohengrins båd – med svanen foran.
PROFESSOR RUBEK
Hvor glad du var i den leg, Irene.
IRENE
Vi legte den ofte om igen.
PROFESSOR RUBEK
Hver eneste lørdag, tror jeg. Hele sommeren udover.
​​  258IRENE
Du sa’, at jeg var svanen, som trak din båd.
PROFESSOR RUBEK
Sa’ jeg det? Ja, det kan godt være.
(optaget af legen)
Nej sé bare, hvor mågerne svømmer nedover elven, du.
IRENE lér
Og alle dine skibe strander.
PROFESSOR RUBEK sætter mere løv i bækken
Jeg har skibe nok i behold.
(følger løvet med øjnene, stikker flere blade ud og siger lidt efter)
Du Irene, – jeg har købt det lille bondehuset ved Taunitzer See.
IRENE
Har du købt det nu? Du sa’ så tidt, at du vilde købe det, hvis du havde råd til det.
​PROFESSOR RUBEK
Siden fik jeg nokså god råd. Og så købte jeg det.
​IRENE skeler hen på ham
Bor du da nu derude – i vort gamle hus?
PROFESSOR RUBEK
Nej det har jeg ladt rive ned for længe siden. Og så har jeg bygget mig en stor, prægtig, bekvem villa på tomten, – med park omkring. Der er det, vi plejer –
​  259(standser og retter udtrykket)
– der plejer jeg at holde til om sommeren –
IRENE betvinger sig
Så du og – og den anden holder til derude nu?
​PROFESSOR RUBEK lidt trodsende
Ja. Når min hustru og jeg ikke er på rejser, – som nu iår.
IRENE sér vidt frem for sig
Dejligt, dejligt var livet ved Taunitzer See.
PROFESSOR RUBEK sér ligesom tilbage i sig selv
Og alligevel, Irene –
IRENE udfylder hans tanke
– alligevel så slap vi to al den livets dejlighed.
PROFESSOR RUBEK sagte, indtrængende
Kommer angeren for sent nu?
​IRENE svarer ham ikke, men sidder en stund stille; så peger hun bort over vidden
Sé der, Arnold. Nu går solen under bag tinderne. Sé bare – hvor rødt den skinner på skrå hen over alle lyngtuerne derhenne.
PROFESSOR RUBEK sér også did hen
Det er længe siden jeg har sét en solnedgang på fjeldet.
IRENE
End en solopgang da?
​  260PROFESSOR RUBEK
En solopgang tror jeg aldrig jeg har sét.
IRENE smiler som fortabt i en erindring
Jeg har engang sét en vidunderlig dejlig solopgang.
​PROFESSOR RUBEK
Har du? Hvor var det?
IRENE
Højt, højt oppe på en svimlende fjeldtop. – ​Du narred mig med derop og loved, at jeg skulde få sé al verdens herlighed, dersom jeg bare –
Hun standser brat.
PROFESSOR RUBEK
Dersom du bare –? Nå?
IRENE
Jeg gjorde, som du sa’. Fulgte med dig op i højden. Og der faldt jeg på mine knæ, – og tilbad dig. Og tjente dig.
(tier lidt; så siger hun sagte)
Da så jeg solopgangen.
PROFESSOR RUBEK afledende
Kunde du ikke ha’ lyst til at rejse med og bo hos os i villaen dernede?
​IRENE sér hånligt smilende på ham
Sammen med dig – og den anden dame?
​  261PROFESSOR RUBEK indtrængende
Sammen med mig – ligesom i de skabende dage. Lukke op alt det, som er vredet i baglås i mig. Kunde du ikke ville det, Irene?
IRENE ryster på hodet
Jeg har ikke nøglen til dig længer, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
Du har nøglen! Ingen uden du har den!
(trygler og beder)
Hjælp mig, – så jeg kan komme til at leve livet om igen!
IRENE ubevægelig som før
Tomme drømme. Ørkesløse – døde drømme. Vort samliv har ingen opstandelse efter sig.
​PROFESSOR RUBEK kort, afbrydende
Så lad os bli’ ved at lege da!
IRENE
Ja lege, lege, – bare lege!
De sidder og strør løv og blomsterblade ud i bækken og lader dem svømme og sejle.
Op over skrænten til venstre i baggrunden kommer godsejer Ulfhejm og fru Maja i jagtudstyr. Efter dem følger tjeneren med hundekobbelet, som han fører videre ud til højre.
​  262​PROFESSOR RUBEK får øje på dem
Sé, dér går lille Maja ud med bjørneskytten.
IRENE
Din dame, ja.
PROFESSOR RUBEK
Eller den andens.
​FRU MAJA spejder undervejs over vidden, får sé de to ved bækken og råber hen
God nat, professor! Drøm om mig. Nu går jeg ud på eventyr!
PROFESSOR RUBEK råber tilbage
Hvad skal det eventyr gå ud på!
FRU MAJA kommer nærmere
Jeg vil sætte livet i stedet for alt det andet.
PROFESSOR RUBEK spottende
Nej vil du også det, lille Maja?
FRU MAJA
Jaha. Og så har jeg gjort et vers, som er sådan:
​(synger og jubler)
Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!
Mit fangenskabs liv er forbi!
Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!
Ja for jeg tror, jeg er vågnet nu – endelig.
​  263PROFESSOR RUBEK
Det lader næsten så.
FRU MAJA ånder af fuldt bryst
Åh, – hvor guddommelig let det kendes at vågne!
PROFESSOR RUBEK
God nat, fru Maja, – og lykke til –
GODSEJER ULFHEJM råber afværgende
Hys, hys, – lad da for fanden være med de troldmandsønskerne! Sér De ikke, vi skal ud og skyde –
​PROFESSOR RUBEK
Hvad bringer du mig hjem fra jagten, Maja?
FRU MAJA
Du skal få en rovfugl, som du kan modellere. Jeg skal vingeskyde en til dig.
PROFESSOR RUBEK lér spotsk og bittert
Ja vingeskyde – af vanvare, – det har længe været noget for dig, det.
​FRU MAJA kaster med nakken
Å lad mig bare herefter få skøtte mig selv, så –!
(nikker og lér skælmsk)
Farvel, – og god rolig sommernat på vidden!
PROFESSOR RUBEK lystig
Tak! og al landsens ulykke over både jer og jagten!
​​  264GODSEJER ULFHEJM skoggerlér
Sé det er et ønske, som det skal være!
FRU MAJA léende
Tak, tak, tak, professor!
De er begge komne over den synlige del af vidden og går ud gennem krattet til højre.
PROFESSOR RUBEK efter et kort ophold
Sommernat på vidden. Ja, det havde været livet.
IRENE pludselig, med et vildt udtryk i øjnene
Vil du en sommernat på vidden – med mig?
PROFESSOR RUBEK breder armene ud
Ja, ja – kom!
​IRENE
Du min elskede hersker og herre!
PROFESSOR RUBEK
Å Irene!
IRENE hæst, smiler og famler ved brystet
Det blir bare en episode –
(hurtigt, hviskende)
Hys, – sé dig ikke om, Arnold!
PROFESSOR RUBEK ligeledes sagte
Hvad er det?
​  265IRENE
Et ansigt, som står og stirrer på mig.
PROFESSOR RUBEK vender sig uvilkårligt
Hvor?
(farer sammen)
Ah –!
​Diakonissens hoved er kommet halvvejs til syne mellem buskerne ved nedstigningen til venstre. Hendes øjne er ufravendt rettet mod Irene.
IRENE rejser sig og siger dæmpet
Så må vi skilles da. Nej, du skal bli’ siddende. Hører du! Du må ikke følge med mig.
(bøjer sig ned over ham og hvisker)
På gensyn inat. På vidden.
​PROFESSOR RUBEK
Og du kommer, Irene?
IRENE
Ja jeg kommer visselig. Vent på mig her.
PROFESSOR RUBEK gentager drømmende
Sommernat på vidden. Med dig. Med dig.
(hans øjne møder hendes)
Å Irene, – det kunde ha’ været livet. – Og det har vi forspildt, – vi to.
​IRENE
Det uoprettelige sér vi først, når – (bryder kort af)
​  266PROFESSOR RUBEK sér spørgende på hende
Når –?
IRENE
Når vi døde vågner.
PROFESSOR RUBEK ryster tungsindig på hodet
Ja, hvad sér vi så egentlig?
IRENE
Vi sér, at vi aldrig har levet.
Hun går henover mod bakken og stiger ned. Diakonissen gør plads for hende og følger efter.
Professor Rubek blir siddende ubevægelig ved bækken.
​FRU MAJA høres juble og synge oppe mellem fjeldene
Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!
Mit fangenskabs liv er forbi!
Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!
​
​​  267​TREDJE AKT
Vildt, kløftet højfjeld med styrtende afgrunde ned mod baggrunden. Snédækte tinder rejser sig til højre og taber sig i drivende tåger højt oppe. Til venstre i en stenstyrtning ligger en gammel, halvt sammenfalden hytte. Det er tidlig morgen. Dagen gryr. Solen er endnu ikke oppe.
Fru Maja Rubek kommer blussende rød og ophidset nedover styrtningen til venstre. Godsejer Ulfhejm følger halvt vred, halvt léende efter og holder hende fast i ærmet.
FRU MAJA forsøger at rive sig løs
Slip mig! Slip mig, siger jeg!
GODSEJER ULFHEJM
Nå, nå, – det mangled bare, at De skulde bide. De er jo så arrig som en jærv.
​FRU MAJA slår ham over hånden
Vil De så slippe, har jeg sagt! Og være rolig –
GODSEJER ULFHEJM
Nej så min sæl om jeg vil.
FRU MAJA
Ja, så går jeg ikke et skridt længer med Dem. Hører De, – ikke et eneste skridt –!
GODSEJER ULFHEJM
Ho-ho, – hvorledes vil De slippe fra mig her på vilde fjeldet?
​  268FRU MAJA
Jeg springer lige ud over bergvæggen derborte, om det så skal være –
GODSEJER ULFHEJM
Og maser og knaser Dem sønder og sammen til hundeføde – så lækkert blodig –
(slipper hende)
​Vær så god. Spring nu udover bergvæggen, hvis De har lyst. Der er svimlende brat. Bare en trang fodsti, som er næsten ufremkommelig.
FRU MAJA børster sit skørt med hånden og sér på ham med vrede øjne
Jo, De er rigtig en dejlig en at gå på jagt med!
​GODSEJER ULFHEJM
Sig heller: at drive sport med.
FRU MAJA
Nå så De kalder dette her for sport, De?
GODSEJER ULFHEJM
Ja jeg ta’r mig den ærbødige frihed. – Det er slig sport, jeg liker allerbedst.
FRU MAJA kaster på nakken
Nå – det må jeg si’e!
(lidt efter; sér prøvende på ham)
Hvorfor slap De hundene løs deroppe?
​GODSEJER ULFHEJM plirer med øjnene og smiler
For at de også kunde få jage lidt på egen hånd, skønner De vel.
​  269FRU MAJA
Det er sletikke sandt! Det var ikke for hundenes skyld, at De slap dem.
GODSEJER ULFHEJM smiler fremdeles
Nå, hvorfor slap jeg dem da? Lad os høre –?
FRU MAJA
De slap dem, fordi De vilde være Lars kvit. Han skulde løbe efter og fange dem ind igen, sa’ De. Og imens så –. Jo, det var rigtig pænt af Dem!
GODSEJER ULFHEJM
– og imens så –?
​FRU MAJA kort afbrydende
Det kan være det samme.
GODSEJER ULFHEJM i fortrolig tone
Lars finder dem ikke. Det kan De trygt bande på. Han kommer ikke med dem, før tiden er inde.
FRU MAJA sér vred på ham
Nej det gør han visst ikke.
GODSEJER ULFHEJM griber efter hendes arm
For Lars – han kender mine – mine sportsvaner, han, sér De.
FRU MAJA undviger og måler ham med øjnene
Véd De, hvad De ligner for noget, godsejer Ulfhejm?
​GODSEJER ULFHEJM
Jeg tænker vel, at jeg ligner nærmest mig selv.
​  270FRU MAJA
Ja det har De akkurat ret i. For De ligner livagtig en faun.
GODSEJER ULFHEJM
En faun –?
FRU MAJA
Ja netop en faun.
GODSEJER ULFHEJM
En faun, – er ikke det et slags udyr? Eller sådan noget som en skogdævel at kalde for?
​FRU MAJA
Jo just slig en som De er. En som har både bukkeskæg og bén som en gedebuk. Ja, og så har faunen horn også!
​GODSEJER ULFHEJM
Ej-ej, – har han også horn?
FRU MAJA
Et par fæle horn ligesom De, ja.
GODSEJER ULFHEJM
Kan De sé de stakkers hornene, jeg har?
FRU MAJA
Ja, jeg synes grangivelig, jeg kan sé dem.
GODSEJER ULFHEJM tager hundesnoren op af lommen
Så er det bedst, at jeg ta’r og binder Dem da.
​  271FRU MAJA
Er De ble’t rent gal! Vil De binde mig –?
GODSEJER ULFHEJM
Skal jeg være dævel, så la’ mig være ​dævel. Ja så da! Så De kan sé hornene, De?
FRU MAJA beroligende
Så-så-så, – vær nu pænt skikkelig, godsejer Ulfhejm.
(afbryder)
Men hvor har De så Deres jagtslot, som De snakked så vidt og bredt om? Det skulde jo ligge et steds her omkring, sa’ De.
GODSEJER ULFHEJM peger forevisende på hytten
Her har De det lige for øjnene.
FRU MAJA sér på ham
Den gamle svinestien der?
GODSEJER ULFHEJM lér i skægget
Den har huset mere end en kongedatter, den.
​FRU MAJA
Var det der den ækle fyren kom ind til kongedatteren i en skogbjørns lignelse, som De fortalte?
GODSEJER ULFHEJM
Ja, fru jagtkammerat, – her er åstedet.
(med en indbydende håndbevægelse)
Hvis De behager at træde ind, så –
FRU MAJA
Isch! Ikke med min fod vilde jeg –! Isch!
​  272GODSEJER ULFHEJM
Å, et menneskepar kan dorme bort en sommernat nokså lunt derinde. Eller en hel sommer, – om så skulde være.
​FRU MAJA
Tak! Det måtte der høre appetit til.
(utålmodig)
Men nu er jeg ked både af Dem og af ​jagtturen. Nu vil jeg ned til hotellet, – før folk vågner dernede.
GODSEJER ULFHEJM
Hvor tænker De, at De kan komme ned herfra?
FRU MAJA
Det får bli’ Deres sag. Et eller andet steds må her vel findes en nedgang, véd jeg.
GODSEJER ULFHEJM peger mod baggrunden
Bevar’s vel; en slags nedgang er der nok, – lige udover bergvæggen der –
FRU MAJA
Nå, ser De –. Med en smule god vilje, så –
GODSEJER ULFHEJM
– men prøv De bare, om De tør gå den vejen.
​FRU MAJA betænkelig
Tror De ikke?
GODSEJER ULFHEJM
Aldrig i verden. Hvis ikke jeg får hjælpe Dem –
​  273FRU MAJA urolig
Nå så kom og hjælp mig da! Hvad har jeg Dem ellers til?
GODSEJER ULFHEJM
Vil De helst jeg skal ta’ Dem på ryggen –
FRU MAJA
Sludder!
GODSEJER ULFHEJM
– eller bære Dem på armene?
​FRU MAJA
Kom nu ikke med sligt noget vås igen!
GODSEJER ULFHEJM i indædt harme
Jeg tog engang et ungt tøsebarn, – løfted hende op af gadesølen og bar hende på mine arme. På hænderne bar jeg hende. Vilde bære hende slig gennem hele livet; – på det at hun ikke skulde støde sin fod på nogen sten. For hun havde svært tyndslidte sko den tid jeg fandt hende –
FRU MAJA
Og alligevel så tog De hende op og bar hende på hænderne?
GODSEJER ULFHEJM
Tog hende op af skidtet og bar hende som jeg højest og varligst kunde.
​(med en brummende latter)
Og véd De, hvad jeg fik til tak for det?
​FRU MAJA
Nej. Hvad fik De da?
​  274GODSEJER ULFHEJM sér på hende, smiler og nikker
Hornene fik jeg. Hornene, som De grangivelig kan se. – Er ikke det en pudsig historie, fru bjørnemorderske?
FRU MAJA
Å jo; nokså pudsig. Men jeg véd en anden historie, som er endda pudsigere.
GODSEJER ULFHEJM
Hvorledes er den historien da?
FRU MAJA
Den er sådan. Der var engang et dumt pigebarn, som havde både far og mor. Men et nokså tarveligt tilhold. Så kom der en stormægtig herremand ind i al denne tarveligheden. Og han tog pigebarnet på sine ​arme, – ligesom De, – og rejste langt, langt bort med hende –
GODSEJER ULFHEJM
Vilde hun så gerne være der, hvor han var?
FRU MAJA
Ja for hun var dum, sér De.
GODSEJER ULFHEJM
Og han var sagtens så’nt et rigtig dejligt mandfolk?
FRU MAJA
Å nej, han var sletikke så overvættes dejlig heller. Men han gik og bildte hende ind, at hun skulde få bli’ med ham op på det højeste berg, hvor der var lys og solskin over al måde.
​  275GODSEJER ULFHEJM
Så han var bergstiger, han, den manden?
​FRU MAJA
Ja han var det – på sin vis.
GODSEJER ULFHEJM
Og så tog han jentungen op med sig –?
FRU MAJA kaster på nakken
Joh – han tog hende herligt op med sig, kan De tro! Å nej, han narred hende ind i et koldt, klamt bur, hvor der hverken var sol eller fri luft, – syntes hun da, – men bare forgyldning og store, forstenede menneskespøgelser rundt væggene.
​GODSEJER ULFHEJM
Det var, fanden fløjte mig, tilpass for hende!
FRU MAJA
Ja men synes De ikke det er en ganske pudsig historie alligevel?
​GODSEJER ULFHEJM sér en stund på hende
Hør mig her, min gode jagtkammerat –
FRU MAJA
Nå? Hvad er det nu igen?
GODSEJER ULFHEJM
Skulde ikke vi to slå vore stakkers pjalter sammen?
FRU MAJA
Har godsejeren lyst til at bli’ lappeskrædder?
​  276GODSEJER ULFHEJM
Ja såmæn har han så. Kunde ikke vi to prøve på at flikke fillerne sammen hist og her, – så vi fik ligesom et slags menneskeliv ud af det?
​FRU MAJA
Og når så de stakkers laserne var rent udslidte, – hvad så?
GODSEJER ULFHEJM slår ud med hånden
Så står vi der, frit og frejdigt, – som de, vi selv er!
FRU MAJA lér
De med Deres bukkebén, ja!
GODSEJER ULFHEJM
Og De med Deres –. Nå, lad gå.
FRU MAJA
Ja kom, – lad os gå.
GODSEJER ULFHEJM
Stop! Hvor hen, kammerat?
​FRU MAJA
Ned til hotellet, vel.
GODSEJER ULFHEJM
Og så bagefter?
FRU MAJA
Så siger vi hinanden pænt farvel og tak for følget.
​  277GODSEJER ULFHEJM
Kan vi skilles, vi to? Synes De, vi kan det?
FRU MAJA
Ja De fik da ikke bundet mig, véd jeg.
GODSEJER ULFHEJM
Jeg har et slot at by’ Dem –
​FRU MAJA peger mod hytten
Mage til det der?
GODSEJER ULFHEJM
Det er ikke ramlet sammen endnu.
FRU MAJA
Og al verdens herlighed kanské?
GODSEJER ULFHEJM
Et slot, siger jeg –
FRU MAJA
Tak! Slotte har jeg fåt nok af.
​GODSEJER ULFHEJM
– med prægtige jagtmarker milevidt omkring.
FRU MAJA
Er der kunstværker også i det slottet?
​GODSEJER ULFHEJM langsomt
Nej – kunstværker er der rigtignok ikke; men –
​  278FRU MAJA lettet
Nå, det var endda godt!
GODSEJER ULFHEJM
Ja vil De så gå med mig, – så langt og så længe, jeg kræver?
FRU MAJA
Der er en tam rovfugl, som sidder vagt over mig.
GODSEJER ULFHEJM vildt
Ham skyder vi en kugle i vingen, Maja!
FRU MAJA sér et øjeblik på ham og siger besluttet
Så kom da og bær mig ned gennem dybet.
​GODSEJER ULFHEJM slår armen om hendes liv
Det er højeste tid! Tågen er over os –!
FRU MAJA
Er vejen frygtelig farlig nedover?
GODSEJER ULFHEJM
Fjeldtågen er farligere.
Hun river sig løs, går hen til kløften og sér ned, men farer hurtig tilbage.
GODSEJER ULFHEJM går hende imøde og lér
Nå, svimler det lidt for Dem?
FRU MAJA mat
Ja det også. Men gå derbort og sé udover. De to, som kommer –
​​  279GODSEJER ULFHEJM går hen og bøjer sig ud over bergvæggen
Det er jo bare Deres rovfugl – og hans fremmede dame.
FRU MAJA
Kan vi ikke slippe forbi dem, – uden at de sér os?
GODSEJER ULFHEJM
Ugørligt. Stien er altfor trang. Og her er ingen anden vej ned.
FRU MAJA mander sig op
Ja-ja, – så lad os trodse dem her da!
GODSEJER ULFHEJM
Talt som en ægte bjørnedræber, kammerat!
​Professor Rubek og Irene kommer til syne op over dybet i baggrunden. Han har sit plæd over skuldrene, hun en pelsværkskåbe kastet løselig over sin hvide dragt og en svaneduns hætte over hodet.
​PROFESSOR RUBEK endnu kun halvt synlig over fjeldkanten
Hvad, Maja! Skal vi to mødes endnu en gang?
FRU MAJA med påtagen sikkerhed
Til tjeneste. Vær så god og kom nærmere.
Professor Rubek stiger helt op og rækker hånden til Irene, som også kommer helt op på højden.
PROFESSOR RUBEK koldt til fru Maja
Du har altså været på fjeldet hele natten, du også, – ligesom vi?
​  280FRU MAJA
På jagt har jeg været, ja. Du gav mig jo udgangslov.
GODSEJER ULFHEJM peger hen imod dybet
Er De gået op ad den stien der?
​PROFESSOR RUBEK
Det så De jo.
GODSEJER ULFHEJM
Og den fremmede damen også?
PROFESSOR RUBEK
Ja forstår sig.
(med et blik til fru Maja)
Den fremmede damen og jeg agter ikke at gå på skilte veje herefter.
GODSEJER ULFHEJM
Véd De da ikke, at det er en dødsens vej, De er kommet –?
PROFESSOR RUBEK
Vi to prøvte den nu alligevel. For den så ikke videre slem ud i førstningen.
​GODSEJER ULFHEJM
Nej, i førstningen er ingenting slemt. Men så kan en komme til en snevring, hvor en hverken véd frem eller tilbage. Og så står en fast, herr professor! Bergfast, som vi skytter kalder det.
PROFESSOR RUBEK smiler og sér på ham
Skal dette her betyde vismands tale, herr godsejer?
​  281GODSEJER ULFHEJM
Vorherre bevare mig for at føre vismands tale.
(indtrængende, peger op mod højden)
​Men sér De da ikke, at uvejret er over hoderne på os! Hører De ikke vindstødene?
PROFESSOR RUBEK lytter
Det lyder som forspillet til opstandelsens dag.
​GODSEJER ULFHEJM
Det er stormkast fra tinderne, mand! Sé bare, hvor skyerne vælter sig og sænker sig. Snart ligger de omkring os som et liglagen.
IRENE farer sammen
Det lagen kender jeg.
FRU MAJA trækker i ham
Lad os sé at komme ned.
GODSEJER ULFHEJM til professor Rubek
Jeg kan ikke hjælpe flere end en. Hold til i hytten der sålænge – mens stormvejret står på. Så sender jeg folk op og henter Dem begge to.
IRENE i skræk
Henter os! Nej! Nej –!
​GODSEJER ULFHEJM barsk
Ta’r Dem med magt, ifald det trænges. For det står om liv og død her. Nu véd De det.
​  282(til fru Maja)
Kom så, – og giv Dem trøstig i kammeratens vold.
FRU MAJA klynger sig til ham
Å hvor jeg skal juble og synge, hvis jeg slipper helskindet ned!
GODSEJER ULFHEJM begynder nedstigningen og råber til de andre
Vent altså derinde i jagthytten, til mændene kommer med tauge og henter Dem.
Godsejer Ulfhejm, med fru Maja i armene, klattrer skyndsomt men varligt ned i dybet.
IRENE sér en stund med skrækslagne øjne på professor Rubek
Hørte du det, Arnold? – Der vil komme mænd op og hente mig! Mange mænd vil komme herop –!
​PROFESSOR RUBEK
Vær bare rolig, Irene!
IRENE i stigende rædsel
Og hun, den sortklædte, – hun vil også komme. For nu må hun ha’ savnet mig for længe siden. Og så vil hun gribe mig, Arnold! Og lægge mig i ​ spændetrøjen. Ja, for den har hun med sig i kufferten. Jeg har selv sét den –
PROFESSOR RUBEK
Ikke noget menneske skal få lov til at røre dig.
IRENE med et forvildet smil
Å nej, – det har jeg nok selv et middel imod.
​  283PROFESSOR RUBEK
Hvilket middel mener du?
​IRENE drager kniven frem
Denne her!
PROFESSOR RUBEK griber efter den
Har du kniv –!
IRENE
Altid, altid. Både dag og nat. I sengen også.
PROFESSOR RUBEK
Giv mig den kniven, Irene!
IRENE gemmer den
Du får den ikke. Den kan jeg så godt finde brug for selv.
PROFESSOR RUBEK
Hvad vil du bruge den til her?
​IRENE sér fast på ham
Den var bestemt for dig, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
For mig!
IRENE
Da vi sad nede ved Taunitzer See i aftes –
PROFESSOR RUBEK
Ved Taunitzer –?
​  284IRENE
Udenfor bondehuset. Og legte med svaner og vandliljer –
PROFESSOR RUBEK
Hvad så, – hvad så?
​IRENE
– og da jeg hørte dig sige så isnende gravkoldt – at jeg ikke var andet, end en episode i dit liv –
PROFESSOR RUBEK
Det var dig, som sa’ det, Irene! Ikke jeg.
IRENE vedbliver
– da havde jeg kniven fremme. For jeg vilde støde den ind i ryggen på dig.
PROFESSOR RUBEK mørkt
Og hvorfor stødte du så ikke til?
IRENE
Fordi det gik forfærdende op for mig, at du alt var død – for længe siden.
​PROFESSOR RUBEK
Død?
IRENE
Død. Død, du som jeg. Vi sad der ved Taunitzer See, vi to klamme lig – og legte med hinanden.
​PROFESSOR RUBEK
Jeg kalder det ikke død. Men du forstår mig ikke.
​  285IRENE
Hvor er da det brændende begær efter mig, som du stred og kæmped imod, da jeg stod fri frem for dig som den opstandne kvinde?
PROFESSOR RUBEK
Vor kærlighed er visselig ikke død, Irene.
​IRENE
Den kærlighed, som er jordlivets, – det dejlige, vidunderlige jordlivs, – det gådefulde jordlivs, – den er død i os begge.
PROFESSOR RUBEK lidenskabeligt
Véd du vel, at just denne kærlighed – den syder og brænder i mig så hedt som nogensinde før!
IRENE
Og jeg? Har du glemt, hvem jeg er nu?
PROFESSOR RUBEK
Vær for mig, hvem og hvad du vil! For mig er du den kvinde, jeg drømmer at sé i dig.
IRENE
Jeg har stået på drejeskiven – nøgen, – og vist mig frem for mange hundreder af mænd – efter dig.
​PROFESSOR RUBEK
Det var mig, som jog dig op på drejeskiven, – forblindet, som jeg dengang var! Jeg, som stilled det døde lérbilled over livets, – over kærlighedens lykke.
​  286IRENE sér nedad
For sent. For sent.
PROFESSOR RUBEK
Ikke et hårsbred har alt det, som ligger imellem, forringet dig i mine øjne.
IRENE med hævet hoved
Ikke i mine heller.
PROFESSOR RUBEK
Ja hvad så! Så er vi jo fri. Og det er endnu tid for os at leve livet, Irene.
​IRENE sér tungt på ham
Livsbegæret døde i mig, Arnold. Nu er jeg opstanden. Og spejder efter dig. Og finder dig. – Og så sér jeg, at du og livet ligger lig – ligesom jeg har ligget.
PROFESSOR RUBEK
Å hvor du er vildfarende! Livet i os og omkring os gærer og bruser som før!
​IRENE smiler og ryster på hodet
Din unge opstandne kvinde kan sé hele livet ligge på ligstrå.
PROFESSOR RUBEK slår armene voldsomt om hende
Så lad os to døde leve livet en eneste gang til bunds – før vi går ned i vore grave igen!
​IRENE med et skrig
Arnold!
​  287PROFESSOR RUBEK
Men ikke her inde i halvmørket! Ikke her, hvor det stygge, våde lin blafrer omkring os –
IRENE henreven i lidenskab
Nej, nej, – op i lyset og i al den glitrende herlighed. Op til forgættelsens tinde!
PROFESSOR RUBEK
Der oppe vil vi fejre vor bryllupsfest, Irene, – du min elskede!
IRENE stolt
Solen må gerne sé på os, Arnold.
​PROFESSOR RUBEK
Alle lysets magter må gerne sé på os. Og alle mørkets også.
(griber hendes hånd)
Vil du så følge mig, du min benådelses brud?
IRENE som forklaret
Jeg følger villig og gerne min hersker og herre.
PROFESSOR RUBEK drager hende med sig
Gennem tågerne må vi først, Irene, og så –
IRENE
Ja, gennem alle tågerne. Og så helt op til tårnets tinde, som lyser i solopgangen.
​  288Tågeskyerne sænker sig tættere om landskabet. Professor Rubek med Irene ved hånden stiger op over snebræen til højre og forsvinder snart inde i de lave skyer. Hvasse stormstød jager og hviner gennem luften.
​Diakonissen kommer frem oppe i stenstyrtningen til venstre. Hun standser der og sér sig taus og spejdende omkring.
FRU MAJA høres juble og synge fjernt nede i dybet
Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!
Mit fangenskabs liv er forbi!
Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!
​Pludselig høres en tordenlignende larm oppe fra snebræen. Den glider og hvirvler i rasende fart nedover. Professor Rubek og Irene skimtes utydeligt at hvirvles med i snemasserne og begraves i dem.
DIAKONISSEN udstøder et skrig, strækker armene mod de faldende og råber
Irene!
(står en stund taus, så slår hun kors foran sig i luften og siger)
Pax vobiscum!
Fru Majas jubel og sang lyder endnu fjernere op fra dybet.