I. 
J
EG er en Lap, som har givet mig af med alt Laparbejde, og jeg kender alle Lappernes forhold. Og jeg har forstaaet, at Sverigs regering vil hjūlpe os saa meget, som den kan; men de faar ikke den rigtige opfattelse af vort liv og stilling, fordi Lappen ikke rigtig kan forklare det saaledes som det er. Og grunden dertil er, at naar Lappen kommer ind i et lukket rum, forstaar han ikke ret meget, naar vinden ikke kan blūse ham i nūsen. Hans tanker kan ikke rinde, naar der er vūgge og lukket over hovedet. Heller ikke er det godt for ham at vūre i tūtte skove, naar det er varmt i luften; men naar Lappen er paa he bjūrge, saa har han en ganske klar forstand; og om der deroppe var forsamlingssted paa et eller andet ht bjūrg, saa kunde Lappen muligvis klare helt godt for sine egne sager. Jeg har tūnkt, at det vilde vūre det bedste, om der var en saadan bog, hvori alt var opskrevet om Lappernes liv og forhold, saa man ikke be.her at spge: hvordan er Lappernes kaar, og for at de ikke skal kunne vende alt paa en anden maade, saadanne, som sker at lyve Lap.perne paa og fordreje alt til kun at vūre Lappernes skyld, naar der er strid mellem fastboende og Lapper i Norge og Sverig, og dertil er det nvendigt at skrive alle hūnrlelser og forklaringer, for at det muligt kunde blive saa tydeligt, at ethvert menneske forstod det. Og for andre Lapper er det ogsaa rart at he om Lappernes forhold. -Dette angaar mest Jukkasjūrvi 1 sogns Lapper. 
De ūldste beretninger om Lapperne, de som den ene Lap har fortalt til den anden Lap. 
Her er alle slags fortūllinger; men det er jo ikke sikkert, de er aldeles rigtige, da de ikke har vūret skrevne. 
Fortūlling om Lapperne, hvor de fst har boet, og hvordan deres kaar har vūret, hvoraf de har levet, og hvorfra de er kommen. 
Man har ikke ht, at Lapperne skulde vūre kommen noget steds fra. Lappen har vūret indbygger overalt i Lapland, og da Lappen opholdt sig her ved havkysten, (2) da har der ikke vūret andre beboere, ikke en eneste heller ved havkysten, og den gang var det godt for Lapperne at vūre til. Og Lapperne har levet paa den svenske side ogsaa ethvert sted. Og den gang var der ingen fastboende nogen steder; Lapperne vidste ikke, at der var andre mennesker end dem. 
Jeg tūnker, at de fst har levet af fangst, af fisk og fugl og vildren, af bjne og af alle vilddyr. Jeg mener det, da man finder lappiske navne paa fiskepladserne i de sr, hvor nutidens Lapper ikke fisker mere 2. Og der er endnu et stre bevis paa, at Lapperne har boet lūnge paa et og samme sted, og det er de fordybninger, som er i jorden overalt, hvor fortidens Lapper har opholdt sig. Disse fordybninger har vūret deres koter (lappetelt). De gjorde sig huler ligesom vilddyrene. Og den stste del af de fordybninger finder man ved havkysten, ved sog elvebredder, og saadanne steder, hvor vilde dyr har deres vej, der hvor fjūldklter ler sammen, og imellem sr. 
Nogle af disse huller har vūret kopbevaringssteder, og andre har vūret fangstgrave. Disse var dybe og med dūkke over, og naar et dyr kom derpaa, drejede dūkket rundt, og det faldt ned i graven, og i bun.den af graven var der spidse pinde af trū og af horn, og paa dem ihjelsloges dyret, af hvad slags det end var. Folk tror nok ikke, at disse fordybninger er gjort af mennesker og har vūret koter; men derfor er fundet mange beviser, ildsteder, et rtrū 3 og en baandvūv. Og gamle Lapper har nok faaet bevis for, at disse huller ogsaa er grave, og der.for t Lapperne ikke efterse dem, eller grave for at underse; de fryg.ter de fordybninger. Det er hūndet saa mange gange, at en Lap har sovet i et saadant hul, og saa er der kommen en menneskeskikkelse, og den har talt og befalet ham at gaa bort, og dens ansigt var som lav (rynket og graat), og den har sagt: ĮDu maa ikke sove ovenpaa mig!Č og om han ikke adl fste gang, saa befalede den for anden gang og endnu haardere. Og disse tegn er ogsaa set af nutidsmennesker. Der er et sted ved foden af Vuoskonjarga, hvor der findes mange af de fordyb.ninger, og derfra er ogsaa nogle mennesker befalet at gaa bort, og den (skikkelsen) fortalte nok, at han var bleven drūbt og lagt der i det hul. Og derfor frygter Lapperne de fordybninger; de t ikke grave, ej.heller sove i de huller. Paa Lappernes flytveje findes fordybningerne og.saa; intet nutidsmenneske ved sikkert, hvad det er for huller, men man mener, at det har vūret Lappernes opholdssteder dengang, der var 
( 
I I 3 
ufredstider, da Ruosa-Tsjuder strejfede om og drūbte alle de Lapper, de fandt, og derfor var de nt til at ge sig koter under jorden og bo der. Kun faa er underste; om mange understes, da fandt man mu.ligvis mange ting. -
Men Lappen havde saadan natur, at han begyndte at faa lyst til vild.renerne. De saa de mange vildrener, og de begyndte at fange dem og vogte dem. Om vinteren i skovene, hvor der var tyk sne, gav de sig til at forfge og l paa ski, indtil vildrenerne udmattedes, og saa tog de de spageste; men det har nok alligevel vūret svūrt at holde dem. Og da de havde faaet nogle tūmmede eller gjort trygge, saa har det vūret let med dem at faa flere. I den varme tid, naar renen ler i flok, saa plejer de undertiden at gaa ind mellem he (3) klippestykker, og der indespūrrede de dem, indtil de sultede og vūnnedes til at se og lugte mennesket. Og dengang havde Lapperne fst begyndt at ofre til seiterne 4 for at faa flere vildrener, eller for at hjorden skulde es. Fortidens mennesker har dyrket seiterne, saaledes at hjorden blev stor, og for dem er hjorden vokset fra nūsten intet, og de havde ogsaa smukkere rener end andre; men deres hjord rūkker kun i deres egen levetid, bnene bliver fattige. Og Lapperne plejer at frygte for, at de folks bn bliver fattige, som har en offerhjord. Og det har den, som skriver dette, ht tale om, at den eller den har en offerhjord, og den er flygtig. Nu havde de ikke mere saa megen tid at fange fisk, enhver gav sig til at fange vildrener, og de fik saa mange, at de begyndte at holde sida 5. De prvede saa, hvor der var bedst at vūre for hjorden enhver tid af aaret, og de fandt paa at flytte, saaledes som Lapperne endnu fremdeles flytter. Dengang var det godt at leve eller klare sig, da var der ingen fast.boende, ingen Nordmūnd ejheller Svenskere. 
Og da prede de at opholde sig langt mod syd om vinteren, indtil de fastboende kom og skrūmte dem saaledes, at de maatte he op med at flytte saa sydligt. -Om sommeren i Norge opholdt Lapperne sig ved havkysten og havde hjorden i skovene og paa fjūldene, hvor de havde lyst. -
Dengang vidste Lapperne ikke, at der var andre mennesker end dem. Og de Lapper, som opholdt sig mod syd, begyndte at flytte mod nord til hfjūldene, og de, som opholdt sig ved havkysten, flyttede ogsaa op til hfjūldet, saa mtes de deroppe og blev bange for hverandre, og saa skjulte de sig, mente, at det var Stalo og Ulda. --
Og dengang vidste Lapperne ikke, at der var en Gud; men de havde 
dog saadan tro, at man skal tilbede noget, og naar de dyrkede et eller 
andet, saa hjalp dette dem, og derfor ofrede de til seiterne. 
8 
r 
I 114 
Lappernes fste flugt. Fortūlling om, hvordan det er gaaet Lappen, da menneskene formerede sig og begyndte at opse jord. 
De kom langs havet her til det nordtlige hjne og skrūmte Lapperne bort fra havkysten, og saa flygtede Lapperne til det erste af skoven; og der oppe levede de i fred i mange aar og grūssede deres hjorder i de skove og paa de bjūrge, hvor der var e eller mennesketomt. 
Dengang \nalkede Lapperne megen mūlk af renkrne og lavede ost, og dengang brugte de ikke kaffe ejheller mel. Lapperne spiste k, blod og mūlk. Da var der i stedet for morgenkaffen renblodvūlling, og i den kom de renmūlk, som var tilberedt om sommeren 6. Og fortidens Lapá per var store og sunde. --
Men som menneskene edes, kom atter de mktklūdte folk derhen, hvortil Lapperne fst var flygtede, og gjorde sig boliger netop der, hvor Lapperne opholdt sig, fordi de saa, at der var smuk eng, hvor renerne havde get, der hvor Lapperne havde levet i mange slūgtled; og de jagede atter Lapperne bort fra deres bopladser. 
Og saa blev det igen for Lapperne at drage bort; men der var ikke mere skovomraade ovenfor, (4) saa kunde Lapperne ikke flygte mere, saa blev de nt til at dukke sig, og da Nordmūndene ikke kunde faa dem skrūmt lūngere bort, saa begyndte de at re alt, hvad de fandt, ost, mūlk og skind og kr, og en og anden Lap drūbte de ogsaa. -En.gang hūndte det, at der kom en Nordmand op til enden af Njuorjo.vuobmi, hvor Lapperne opholdt sig. Og han gjorde ild op der fst, da han kom for at underse stedet; saa gravede han i jorden og tog den i munden og smagte paa den, og Lapperne mener, Nordmanden smagte for at underse, om det var frugtbar jord. -Og den Nord.mands navn var J Jubona.. Og det aar foretog han sig ikke noget, men han kom igen nūste aar, og da havde han kammerater med, og de byg.gede en jordhytte fst og jagede Lapperne bort derfra ogsaa. Og Lap.perne var nt til at flytte deres koter et stykke. Men da renerne efter gammel vane grūssede der omkring stedet, hvor Nordmanden havde bygget sin kote, saa blev han vred, og da han hte Lapperne, som vogtede renerne, gik de for at forfge dem, og han traf en Lap, som sprang op paa en stor sten, og han (Jubonas) l derhen og slog den Lap ihjel, og da han saa, at han de, gik han sin vej. Da Lapperne saa, at Nordmanden gik bort, saa l de hen til den de og bar ham hurtigt bort ind i grūsset. Og Jubona. gik senere for at se den de, og da han ikke saa ham, saa mente han, at Lappen endnu var i live. Og han vidste, at det var den Lap, som havde den stste hjord, og den Laps navn var Huika. Og Nordmanden gik hen til koterne for at 
115 
se det menneske, han havde drūbt, for at krūve betaling, da hans (Lappens) hjord havde grūsset paa hans eng; han regnede allerede sig selv som herre over hele den 'ende af dalen. Men nu havde Lapperne ikke mere jord, ikke saa meget, at de mulig kunde flygte lūngere bort, og derfor var de nt til at blive paa de steder og lade hjorderne grūsse. Og de raadslog, om de skulde begynde at fe krig, men det turde de ikke. Men da den drūbtes s hte, at hans fader var myrdet, saa sagde han i sit had: "Jeg gaar og skyder dem alle, hvor mange Nord.mūnd der end er !" Da hans moder hte dette, saa gemte hun krudt.hornet, og snen slap ikke afsted lige med det samme, og senere kom der ikke mere saadant had, og saa slap Jubonas med livet. -Og Nord.mūndene har drūbt endnu en Lap, som hte under Karesuando. -Og denne plyndren er hūndet mange gange. Og dette er kun som eksem.pel paa, hvorledes det er gaaet med Lappen. Der er mange saa.danne hūndelser, som ogsaa vi har ht, og der er ogsaa mange, som vi ikke har ht, men jeg har ikke lyst til at fortūlle mere, da det sagtens nok er grimt at berette saadant; men naar man skal skrive alt, da maa man skrive baade grimt og smukt. -Og af disse samme Lappers bopladser har vi Lapper maattet betale store penge, og betaler fremdeles. Og derfor er Lapperne kommen i gūld, den tid da Nordmanden gjorde loven saadan, at det er saare let at faa penge af Lapperne, selv om de maaske ikke har netop saa megen skyld, som de (Nordmūndene) siger. For nok er renerne vel nt til at se derhen, hvor der er fe og lū, naar det om sommeren undertiden bliver saa koldt, at en og anden ren fryser ihjel, endogsaa en og anden ren.vogter, naar det fst er hedt, og der saa pludselig kommer nordenvind og regn, og det giver sig til at sne ogsaa. Og det forstaar man nok, at naar det sner paa bjūrget ned til trūgrūnsen (5), da er det koldt. Og net.op i den tid gaar der stst hul paa pengene, skt Lapperne da sprin.ger og jager med hundene 7 ; men naar der ingen steder er skov, hvor ikke Nordmanden tager takst, saa slipper renen dog et eller andet sted ind imellem trūerne, og saa bliver det eblikkelig (at betale) takst. Og dette opfattes saadan, at det er fortjeneste for Nordmūndene, naar re.nerne kommer saa langt, at de kan komme til at faa skadeserstatning, og derved faar de penge; og paa den maade er der intet tab for dem, endskt de jamrer sig som rūven, da han ikke var i n. Et bevis herpaa er det, at Nordmanden ikke tillader, at man sūtter gūrder foran saadanne veje, hvor renen gaar ind paa grūsmark, endskt Lapperne selv vil sūtte gūrder op. Og denne tids Lapper er nt til at holde renerne deroppe paa de he bjūrge eller klippeafsatser, hvor der er livsfarligt baade for rener og mennesker, fordi fjūldene er saa stejle, og der er is fra verdens begyndelse, og i den er revner, og nogle er saa 
8* 
116 
dybe, at man ikke ved bund; men andre er ikke saa dybe, og fra dem kan man nok en og anden gang faa en ren op igen, om man blot be.mūrker I hvor den er. Man faar den dog ikke op paa anden maade end ved at slippe et menneske derned med et reb, og han binder rebet fast i renen, og saa trūkkes fst mennesket op, og derefter trūkker man renen op; men mange bliver borte, som man ikke finder, og mange, som man ikke faar op, da der er saa dybt, at reb ikke naar. Og de er meget farlige, da der hver vinter kommer ny sne paa de revner, og saa ser man dem ikke hverken mennesker eller ren, og naar noget levende kommer derpaa, saa falder det paa engang ned i klten. 
Og om Havfjūldenes (de norske fjūlde) farlighed begynder jeg nu at fortūlle, der hvor Lapperne opholder sig med deres rener. 
Naar det bliver hedt, springer renerne op paa saadan is, ht oppe, hvor mennesker ikke kan komme. Og de springer for myggene og for hedens skyld paa de he tjūldsider, og de erste rener lriver sten, og naar en sten kommer i bevūgelse, saa begynder mange sten at rulle, og saa drūbes mange rener paa den maade ogsaa, og om et menneske er nedenfor, da er der samme fare for ham ogsaa. Ride kaldes de (fjūlde), som er meget he og meget grūsbevoksede. I hede ler renen op paa fjūldtoppene og ind imellem saadanne klipper, hvor den hverken kan komme op eller ned, hvis den ikke lige husker at gaa der, hvor den kom fra. Renen har endnu samme natur som i fordums tid vildrenen, .og vist kan renerne slaa sig ihjel, undertiden hele flokke. Og af saa.danne hūndelser vilde der vūre mange, som jeg selv har set; men jeg naar ikke at skrive dem alle. -
Om Eftersommeren. 
Om Lappernes flytninger mod syd fra Norge, naar renen efter sin sūd.vane higer mod syd. 8 
Naar grūsset begynder at visne, da begynder renen at lūnges efter at ūde lav, og i Havriget (Norge) er der knapt med lav, i Havriget er der de fleste steder blot grūsland. -Saa giver Lapperne sig til at skille (renerne) i saadant distrikt, hvor det ikke er heldigt at flytte sammen, i saadant distrikt hvor hjorden er paa 5 eller 8000 omtrent. 
I gammel tid har man ikke brugt gūrder 9 , men foretaget skilningen paa en jūvn h. Og om der i nūrheden er et sūs, er det sūrdeles godt. Og saa begynder man der at skrūmme den ene del af renerne, 
(6) man stikker med staven renen bagi, og den gaar bort, og den anden del af renerne lader man hvile 10 .... Og den del, som er bleven tilbage, naar de andre er skrūmt bort, denne tiloversblevne del er nu klar, og den 
117 
jager man bort saa langt, at den er ude af syne, saa de ikke blandes. Og den ene del er endnu fūlles hjord, den lader man saa hvile der, og begynder at skrūmme den anden del af renerne paa samme maade, man stikker renen bagi, og somme rener gaar paa Žn gang til den anden kant af hjorden, og somme rener er saa modige, at de ler tilbage, de skrūmmes ikke, selv om man slaar dem, og man er nt til at le efter dem, indtil man faar dem bort derhenne, og det g megen fortrūd, det skrūmmer de rener, som er skilte ud ; og hvis det dertil er et hidsigt menneske, som ler, da skrūmmer han meget vūrre. Og den kunst at skille rener er saadan, at det ikke hjūlper, man er stūrk eller hurtig til at le, men hvem der er dygtig til at skille. Og til denne dygtighed her mest at vūre rolig, ikke le hurtigt og sūtte i bevūgelse. De, som bliver vrede og giver sig til at le, og dertil hidser med hundene, -og saa springer renerne afsted og blandes, og saa bliver det nyt arbejde. Og af den grund bliver de ofte vrede. Og hvor der er hidsige mennesker, der er det besvūrligt at skille og meget mere arbejde ; men naar de er dygtige, da er det mere end halvt ( : dobbelt) saa let at skille .... Og naar de igen har faaet en lille flok (skilt fra), saa jager de den derhen, hvor den fste flok er ft hen. Og nu slutter saa dagen, og ejerne forsamles for at raadslaa om, hvorhen det er bedst at fe hver del af hjorden, og naar de er bleven enige om, hvor hver del skal anbringes, saa gaar vogterne 
til hver flok. Der er nu 3 flokke, (de to skilte flokke) og 1 flok er blandet hjord .... 
Og naar vejret er godt, saa kan vogterne nok holde hjorden (samlet), og naar det bliver morgen, kommer vogterne igen med hjorden, og saa giver de sig til at skille paa samme maade som f. Og da hjorden nu er bleven mindre, den del som er blandet, saa skiller de fra begge sider, og saa kommer den blandede del i midten, og det er det vūrste tids.punkt; hvis de da er sindige og dygtige, da gaar det godt og hurtigt, men hvis de er hidsige og udygtige, hvis nogle begynder at le, saa er de andre ogsaa nt til at le, og saa springer de sammen, eller renerne blandes, og saa plejer de at give sig til at hidse med hundene, og saa ler det undertiden i et. Og om dertil antrūffes nogle umūrkede eller saadanne rener, som om sommeren er mūrkede med andre reners mūrke, og de andre genkender deres rener, saa bliver der klammeri, og de springer af alle krūfter og elūgger renskilningen, og kommer de dertil op at slaas om dem, saa maa der arbejdes meget mere, de blandes saadan, at der er atter nyt arbejde nūste dag, og de bliver saa forbitrede, at de giver sig til at slagte de andres rener. Men fortidens mennesker holdt hjordene saa omhyggeligt samlet, (7) at der ikke var rener i andres hjord ; hvis der gik en ren til en anden hjord, saa blev den eblikkelig hentet bort igen. -Og tyveris begyndelse var saadan, at gūrrige rige har ikke holdt tjenestefolk, og saa kunde hjorderne gaa, hvorhen de vilde, og for de fattigere var der ingen udvej, de gik efter renerne, og de fandt ikke deres egne slagterener, saa var de nt til at tage af de riges, og saa tog de rige stor betaling, og de fattige kunde ikke betale, og somme lod dem fūngsle ogsaa, og saa blev de fattige nt til at skjule, hvad de spiste. Og da de nu fra begyndelsen havde lūrt lidt, saa tog det mere og mere til. Men ikke alle de rige var saadan, det var kun de gūrrige rige 11. 
Og naar de nu er fūrdige med renskilningen, saa flytter de bort de samme veje mod syd. Og hvis det er godt vejr, saa drager de roligt sydpaa over de heste fjūlde. Men naar det er et daarligt aar, saa be.gynder eftersommeren allerede med daarligt vejr i Havriget (Norge), og naar de skal til at flytte, saa kan de ikke faa hjordene samlet, og naar de faar det, saa er det saadan regn og sne, at alting er saa vaadt. Og naar det er koldt, saa fryser teltdugen, saa den ikke kan bes, og saa er man nt til fst at tre den der paa koten og ge en meget stor ild og tre den der og de klūder som de mennesker har paa, der har vūret i emarken; deres klūder er vaade allesammen lige ind til skindet; og de har da frosset saa stūrkt, at benene er ophovnede og neppe kan bes. Og hvis de kommer til at vūre i emarken og ikke kan faa ild, saa fryser de jo ihjel. Nok er det hūndet ogsaa, at en renvogter er frosset ihjel om efteraaret, naar det fst er stūrk regn, og han saa bliver gennemvaad, og han har ikke saa gode klūder heller, og saa begyndte det at sne og blev saa koldt, at hans klūder, som var vaade, fr, og da hans klūder var frosne, saa de ikke kunde bes, saa kr han sammen ved siden af en stor sten. Og han havde ikke ild, og saa fr han ihjel. 
Og naar flytningen nu er saa forsinket, at de ikke kan komme afsted, saa bliver luften endnu koldere, og mkere bliver nūtterne. Og saa er det om natten meget mkt, saa mkt, at man ikke ser en eneste sten ejheller renerne, men her kun bjūlderne og kalvenes grynten. Og da plejer man at miste en del af hjorden, og naar disse undslupne rener kommer ned i skovene, da er det vanskeligt at finde dem. Og hvis det er norden.vind, saa er der i Havriget meget haardt vejr, og i syd er det da atter godt vejr. I saadant haardt vejr, naar det er regn og slud, bliver teltdugen vaad paa koten, og i saadant vejr er teltdugen heller ikke tūt, og da bliver alle sovesagerne inde i koten ogsaa vaade. Og naar det bliver opholdsvejr, saa begynder de at tre teltdugen, og nogle gaar for at opse de bort.komne rener. Og naar det er blevet godt vejr, saa er renerne meget ro.ligere end i haardt vejr. Og naar det gode vejr varer nogle dage eller mange dage, saa kan Lapperne komme til at flytte. Og naar de nu ende.lig er kommen til at flytte, saa er deres flytning saadan, at de anbringer alt, hvad de har, paa trūkrenerne, bnene ogsaa, mindre og stre, og 
119 
saa drager raiderne 12 af, og hjorden er ogsaa i nūrheden. Og naar de 
er sent fūrdige til at flytte, saa bliver det mkt, f de naar en lejr.plads, og saa er det meget farligt, da bliver trūkrenerne saa sky og giver sig til at springe, og byrderne slynges bort af renerne, og tmerne rives over, og renerne springer ud (8) i vildmarken, og i mket ser man ikke, hvorhen de gik, og saa er man nt til at lade de rener gaa. Og bnene falder ogsaa af renerne, og renerne springer over barnet og trūder ogsaa undertiden saadan, at barnet nūsten omkommer. Og saa er de nodt til at gaa med dem (Renerne), som de endnu har i deres haand, og det er slemt at finde vej. Og naar man nu er naaet til det sted, hvorhen man plejer at flytte den fste dag, saa slipper man renerne, og da er de trūtte, og dagen er allerede forbi; nu haster det at faa koterne rejst, f end det mkner, paa den tid begynder nūtterne allerede at blive mke. Og saa rejser de koterne, saa hurtigt de blot kan. Nogle sūtter koterne op, og andre hugger ved -her er endnu birkeved 18. -Og naar de har faaet ild, saa begynder de at spise, renmūlk og ost, og br er der ogsaa i de senere tider, men dengang ikke. Og saa koger de vand og deri juobmo-mūlk 11 , og saa drikker de det. Og kvinderne har travlt med at pakke bnene ud og tilse dem og varme de stre bn ogsaa, for dem er det endnu vūrre end for vugge.barnet; de har ikke ly, saaledes som vuggebarnet har i vuggen. Og naar de, som har vūret med raiderne, har spist og drukket, saa kom.mer de, som har jaget hjorden, og bringer den til koten, og saa gaar andre for at vogte om natten. Og naar det nu er mke og regn, da er det saa morkt, at man ikke ser foran fderne, undertiden gaar man mod en sten, og undertiden i en seller en sump og imod trūer, og renerne ser man heller ikke, her dem kun. Og man skal gaa uden.om de yderste rener, og man skal vandre stadigt hele natten og ikke lade hundene jage, hunden splitter hjorden i mange flokke, og saa be.gynder renen at le vūrre, naar hunden jager haardt. Og naar det er blevet morgen, da jager han (hjorden) til koten; men paa den tid er natten endnu ikke lang. Og naar det er blevet morgen, da er det fste arbejde at lede efter de rener, som l bort med byrderne, og da der ikke er sne, er det ingen let sag at finde dem; og naar de kommer til det sted, hvor renerne slap bort, saa gaar de derhen, hvor de ved, re.nerne sprang. Og som de gik, fandt de samme byrde, men de andre byrder var endnu borte. Og da de havde sogt en dag og ikke fundet dem, saa og nu mistede de to trūkrener
havde de ikke tid at se nūste dag; og byrderne, men dem er de nt til at efterlade. Og da det nu igen blev aften, saa gik atter vogteren om natten med hjorden paa samme maade som f. Og da han bragte hjorden, saa flyttede de igen ligestraks, 
og de flytter til saadanne bjūrge, hvor der ikke mere er birke, nu er de 
120 
nt til at standse, hvor der ikke er brūndsel. Paa de he fjūlde er det jobesvūrligt, selv om det ogsaa er godt vejr, da veddet er daarligt, kun dvūrg.
birk (Betula nana L.) og et og andet sted er der enebūrbuske (Juniperuscommums L.), og de brūnder udmūrket, selv i regnvejr, og somme stederer der smaa vidjer, men hvis de ikke er udgaaede, saa er de daarlige atbrūnde, men naar der er tre vidjer iblandet, saa er det godt at brūnde.Og der er endnu en slags grūs, kaldet ruvderase (Andromeda tetragona L.),som man ogsaa brūnder, naar der ikke mere er dvūrgbirke. Dette grūsvokser here oppe paa tjūldet end dvūrgbirken. Og naar det er mkt, saaser man ikke; da maa den, som har daarlige ne, fe sig frem, (naar hanskal rive ris op). Men naar det er godt vejr, da bjūrger Lapperne signok, selv om de er paa hfjūldene. -Naar de nu atter flytter, saavūlger de de tammeste trūkrener, da de ved, at (9) nu er flytvejen farlig,saadan at om renen bliver bange og giver sig til at springe, saa styrterden ned, og dernede er en stor elveklt, hvori alt paa engang, hvormange der end er, knuses. De steder er saa stygge, at svage hovederikke kan se ned. Og naar de nu er fūrdige med at lūsse byrderne paarenerne, saa flytter de igen, og de kommer godt over det farlige sted,ihvertfald den sida; men det er ikke sikkert, om alle sidaerne slipper hel.digt over det sted. Lapperne har en overtro: fst naar man flytter frabopladsen, da er det et tegn, hvordan den fste strūkning gaar, da gaarhele flytningep saadan; om der er uheld paa den fste dagsrejse, saa erder bare uheld paa hele fūrden. Og denne sida har uheld paa den fstedagsrejse, og saa mener de, at nu fger uheldet dem paa hele rejsen;
men det sker, som skal ske. Men da det var saa slem en flytvej, saaskulde de kraftigste folk vūre ved raiden. Og der var en frugtsommeligkvinde, og hun turde ikke gaa til raiden, saa gik hun at drive hjordenad flytvejen 15, og saa fte hun barnet under vandringen, og der varikke anden udvej end at putte barnet ind paa brystet og jage renerne
videre, indtil hun naaede stedet, hvor de var ved at sūtte koterne op.Og da hun naaede koterne, saa fst kom hun i seng, saadan som Lap.perne nu har den -og veddet var daarligt her ogsaa -og de plejedehende saadan, som nu Lapperne bruger at ge det. Dog hele sidaenkunde ikke forblive der, og saa flyttede den, og en kote blev tilbage derog to mennesker, og de bandt deres trūkrener. 16 -Naar Lapperne fūr.des, under renvogtningen og under flytningen, hūnder det ofte, at enkvinde fer et barn, og da er der ikke andet 
raad end at putte barnetind paa brystet og drage videre, til hun naar koterne. Vist er dette sge.ligt, sommetider naar man er paa hfjūldene i den kolde tid. Men hviskvinden er i lejren, saa kommer hun i seng, naar hun har ft barnet. Igamle dage havde Lapperne dog ikke puder, men skind og pelse og sūkkemed noget i, og birkeris, som altid er i en Lapkote i stedet for gulv, og h
I2I 
lūgges paa renskindet under ryggen indtil kvinden er kommen i orden. Og lejet redes en gang hver dag. Og om barselkvinden ikke kommer til at fryse, da er hun rask efter en uges forl. 
Om barnepleje. 
Naar barnet er heldigt ft. saa indsves det i renkalveskind, indtil man faar vand varmet, og naar vandet er varmt, vaskes barnet 3 gange om dagen i 3 dage, og efter 3 dages forl begynder man at vaske det 2 gange om dagen, (og en gang om dagen bliver Lappens barn badet indtil det er 2 aar). Og i fstningen gives barnet kogt renfedt at suge paa; dengang har der ikke vūret sukker her oppe i Lapland. Man er nt til at give barnet fedt at suge paa, fordi moderen ikke har mūlk det fste dn, og det er farligt til at give smerte, naar moderen det fste dn begynder at arbejde med barnet og amme; somme kvinder er saa dristige, at de begynder at arbejde efter seks dns forl, naar de fer, at de er raske, og saa er de blevet saa syge, at de er kommen til at ligge i mange maanedcr, og somme er de ogsaa for saadan dri.stigheds skyld; og om moderen d, eller om kvinderne kommer til at forfryse brystet saadan, at de hovner op og sūtter materie og mūlken her op, saa bliver det vanskeligt at opfe barnet. -Undertiden er barnet kvalt i moders liv, og (10)saa er der det raad, at man ikke skal skūre navlestrengen over, man skal forse at faa det til live og suge i nūse.borene og munden, og paa den maade plejer man at faa liv i barnet. Og om en fod eller en arm vender galt, eller noget andet sted, da retter man det straks ud, f knoglerne bliver faste, og om det ikke holder sig paa anden maade, saa skal man paabinde saadanne trūstykker, som passer nagtig. Om barnet er vanf eller har nogen som helst fejl, saa skal man ikke fortūlle det til moderen; nogle er saa svage, at deres forstand forvirres, naar de her, at barnet har nogen slags skavank. -Men nu vaskes barnet, saadan som allerede er fortalt, og saa sves det ind i linned og renskind og lūgges i vuggen, og i denne er barnet om natten og om dagen, naar man opholder sig paa et sted, og under flytningen eller paa rejser, om sommeren og om vinteren. Og vuggen er forfūrdiget af udhulet trū, udhulingen er saa stor, som barnet er, og hovedenden er gjort here med en kalesche af bet trū, som holder vuggeklūderne oppe, at ikke barnet kvūles. Kaleschen er gjort af birketrū, som bes, men den .rige del er lavet af udhulet fyrretrū. Man lūgger mos (Sphagnum lati.folium H.) i vuggens bund og saa linned og andre klūder, renkalveskind og under hovedet fjerpuder og (hvide) hare-eller polarrūveskind. Og udenom trūet er garvet renskind, og den snes sammen (over barnet), i gamle tider med en skindrem, men nu sner man med uldne (vūvede) baand. Om vinteren, naar man fūrdes, er der dobbelt overtrūk om vug.
gen; fst er der garvet skind om, som jo bruges sommer og vinter, men om vinteren bruges et overtrūk til, som er lavet af hvide (ren) benskind. Over barnets hoved gaar ogsaa et 3-strenget baand, og deri er an.bragt mangefarvede perler og svknapper, for at barnet skal se paa dem og forslaa tiden, og for at Uldaerne ikke skal kunne forbytte det. Dette har Lapperne faaet at vide fra gammel tid, at Uldaerne har for.byttet barnet meget hurtigt, naar barnet blev ladet alene i koten, men om man straks bliver klar over, hvad der er sket, og giver sig til at rise barnet med brūndende enebūrris, da tager Uldaerne deres barn igen og giver det andet tilbage; men om man ikke g saadan, mister man sit sunde barn og faar saadan et barn, som ikke vokser og er vanf. Naar det er koldt, da bliver vuggen kold, medens barnet vaskes, og derfor bruger man en hed sten i vuggen, for at den kan vedblive at vūre varm, og det er gaaet mange gange saadan, at moderen ikke har husket at tage stenen af vuggen, og saa blev barnet lagt paa den hede sten, og saa brūnder det jo ryggen; barnet skriger, men moderen ved ikke, hvad der er i vejen med barnet, som det skriger, men er dog nt til at pakke det op; og saa fst ser hun, hvordan det er gaaet hendes barn, og saa sger nu den stakkels moder og grūder saa stūrkt, at nūsten forstanden forvirres. Og det bliver for barnet en haard pine deraf, og naar det nu endelig kommer sig, saa bliver det dog ikke et helt sundt menneske; sommetider bliver det krumrygget. Men naar bnene er kom.men saa vidt, at de ler ude, saa forfryser de undertiden fingrene, og drengebnene forfryser ksdelene, og om man ikke forstaar eblikkelig at kryste med sne, saa falder de af saa langt, som de er forfrosne. -
Hos Lapperne er de ogsaa alle bestillingsfolk. Den fste er. husfaderen, og saa husmoderen, og saa tjenestekarlen, og saa pigen, og saa bnene. Den ūldste er brūndehuggeren, den anden er do/la tsogge (den, som passer ilden) den tredje er guonna-mugga (som lugter af urin), 4) er mo.ders kūledūgge, 5) er faders kūledūgge. 
(11) Om Lappebnenes skolekursus. 
5 aars skolerne er gode for fattige Lapper, naar de (bnene) er i skole i den tid, da de endnu ikke er saa vidt, at de kan arbejde for deres fe, og der er det ogsaa, at de lūrer at lūse og skrive og regne, saa de ikke bliver bedraget ethvert sted af kmūnd og bder, hvilke f har bedraget mange med regnskab og drik; men det elūgger kun Lap.pernes bn, de faar nok en god lūrdom, men de lūrer meget unyttigt og det, at de faar saa megen bondenatur, og de er den bedste lūretid 17 borte fra Lapperne, og saa lūrer de blot bondeliv, og Lapliv lūrer de ikke, aldeles ikke. Og naturen forandres ogsaa, Lapnaturen tabes, og bonde.naturen kommer i stedet. Og mange af de kroneskole-bn er brystsyge; 
' 
123 
men naar der ikke er skoler i Lappernes egen kote, saa er de nt til at anbringe dem der, hvor skolerne findes, selv om det ikke er heldigt. 
Her fortūlles om bnenes fūrden under flytningen. 
Naar barnet endnu er lille og let, da er det nemt at būre i vuggen paa siden af renen, saadan som Lapperne būrer deres andre sager, 20 kg. paa hver side; men naar barnet grūder stūrkt, da er det jo besvūr.ligt for moderen at amme det paa renen, men det er hun dog nt til og finder sig jo i det. Hvis barnet er meget slemt til at grūde, saa maa hun būre barnet selv og hviste det paa armene og ofte amme. 
Om stre bn. Naar barnet er stre og tungere, saa orker renen ikke (at būre det paa siden); naar det er et 4 aars barn, saa er det alle.rede nt til at ride paa renens ryg, enten det er godt vejr eller regn eller kulde, og da fryser bnene jo og bliver trūtte, saadan at de til.sidst ikke kan blive paa renen, fordi de fryser. Paa renen er der saa koldt, hvor vinden blūser fra neden og alle steder fra. De bn, som renen magter at būre paa siden, dem kan man beskytte meget bedre; de bn, som er i vuggen, de holder sig meget bedre varme. Og naar barnet er blevet saa stort, at renen ikke kan būre det, saa maa barnet le selv, skt det jo er en haard straf, hvis det dertil er daarligt vejr, regn eller snefog; og de udmattes saadan, at de tilsidst ikke kan mere, aldeles ikke, saa er man nt til at būre dem, (naar) det er en flytvej paa 2 mil og undertiden lūngere. 
Og ligesaa besvūrligt er det for de overmaade gamle folk ogsaa. Paa 
de lange flytveje bliver de trūtte, og saa kommer de til at overnatte i 
vildmarken, og nok kommer de jo til at fryse overmaade meget, og vel 
er somme de paa flytvejen ogsaa, ejheller har de haft tid at opse 
dem; man har mange aar efter set benene, men dem har man ikke regnet 
for mere end renben. 
Her fortūlles lidt om flytning i uvejr over hfjūldene. 
Det er jo slemt at flytte, naar det er snefog over hfūldene under flytningen. Og sidaen drog af, og saa begynder de at flytte de lange flytveje, .og deroppe (12) er alligevel koldt, selv om det end er godt vejr. Og saa blev det en saadan kulde og snefog og haard blūst, at det kastede renerne om, og byrderne faldt af renerne, og de ridende bn fr vūrst og blev trūtte, saa de ikke mere kunde blive paa renen, og deres hūnder var saa kolde, at de ikke kunde holde ved enden af kltrūerne. Og de gamle folk, som var 80 aar gamle, de var afkrūftede, og de havde daarlige 
ne, og de orker ikke at gaa saadan, at de kan fge med i en flyttende sida, og de afkrūftes ogsaa saadan, at de ikke kan vandre de lange dags.rejser ud i en ke; og saa er de nt til at blive natten over i vild.marken; og undertiden kan de ikke faa ild, ja, selv om de nu ogsaa fik et baal, saa overkommer de dog ikke at rive saa mange ris op, at de kan vedligeholde ilden hele natten; og saa fryser de saadan, at de nūsten mister livet; og er det haardt vejr, da er det endnu vūrre. Og derfor er intet raad, ikke noget som helst at ge; hverken ren eller menneske orker at būre dem. -Og naar sidaen har spūndt fra der, hvor der er en smule tjūldbirk og fe for renen, saa ammer kvinderne bnene, og de stre trūtte bn dūkker de til, for at de ikke skal fryse. Naar der er mange og spūde bn, saa grūder de alt hvad de kan, men det faar ikke hjūlpe, de er nt til at blive i vuggen 18 ; de stre grūder ogsaa, naar det er koldt. Og dagen er nu forbi, det er sent og ved at blive mkt, og der er trūthed og hastvūrk; nogle river dvūrgbirk op, og andre rejser koten og samler sagerne sammen, og veddet er her saa daarligt, at man ikke kan faa ild paa anden maade end ved at grave būrris frem; og knapt er der med dem ogsaa. Og naar de saa har faaet ild, da har kvin.derne travlt med at le op for vuggebnene og tilse dem, og andre laver mad, og naar maden er fūrdig, saa spiser de, og de, som har drevet hjorden, bringer den til koten for at hvile, og saa gaar atter andre for at vogte den, og det er allerede mk nat. Og de lader hjorden bete til nūste dag kommer, og saa driver de den til koten, og de flytter straks igen. Men de flytter saa hurtigt, som de bare kan, over de vūrste h.fjūlde, for at ikke uvejr skal indhente dem, Og i fordums tider var der godt at vūre alle steder, da der var renlav, og de opholdt sig paa h.fjūldene ogsaa, hvor der blot var den mindste smule fjūldbirk; thi paa hfjūldet er renen rolig, da er det let at malke renkrne; og i forrige tider malkede de meget; en del af Lapperne, de, som havde en lille hjord, de var nt til at malke mūlk for fens skyld, da der ikke var anden fe end mūlk og k, og de malkede jo saa stūrkt om sommeren, at renerne blev syge paa alle maader. Denne haarde rensygdom drūbte mange rener, og den var dertil saadan, at den smittede som anden smit.som sygdom; om de (syge dyr) blandedes med saadanne sidaer, hvor den ikke var, saa smittede den straks: Og naar sygdommen var paa det heste, saa smittede den ogsaa ved sporene. Og de sidaer, som ikke havde sygdommen de frygtede den sida, som havde sygdommen, og gik langt
I 
udenom den. Og i varme somre var sygdommen vūrre, da de saa mange, at de ikke engang kunde flaa alle skindene af, selv om de flaaede i hundredvis, og ket var kun spiseligt af en og anden ren. Og derfor vedblev de at vūre fattige, som var saa haarde til at malke. -Og den sygdom er saadan, at renens klove bliver betūndte, og der kommer ma.
r25 
terie; tyrenes ksdele hovner op, og renkrnes yver bliver skurvet, og kalvenes muler bliver skurvede. -
Om malkning. 
Da anvendte de saadan kunst, at de smurte renkoens yver (13)med ren.gning, for at kalven ikke skulde die; endnu en kunst er det, at man binder renkoens patter med uldtraad, og naar saa renkoen blev borte, snūredes patterne af. Og dette g de, for at kalven ikke skal komme til at die, thi saa diede den hele tiden, saa renen ingen mūlk havde til malk.ning. Den tid var, f der fra t kom Lapper, saa lūrte disse (dem), hvor.dan man skal vogte renerne, og da alle havde lūrt at passe dem, saa begyndte hjorderne at vokse. Ikke har Jukkasjūrvi-Lapperne kunnet passe renerne helt rigtigt, og derfor er renen ikke kommen til at formere sig saadan, at landet fyldtes af renens mangfoldighed, saadan som der nu er fyldt, at der ikke er plads. Hvis der kommer en lidt daarligere vinter, da maa nvendigvis en del af renerne d Men nuomstunder er der ikke mere rensygdom om sommeren, saadan som der har vūret i Jukkasjūrvi sogn, f end Ŋstlapperne kom, netop de Lapper, om hvem Jukkasjūrvi Lapperne siger, at de har bragt tyveri hertil; men de har ikke aaben.baret det, at de har bragt god lūrdom med ogsaa. Og derom vidner sagen selv, at de ikke har kunnet passe renerne rigtigt, da der ogsaa har vūret plads til Ŋst-Lapperne. Ejheller kom disse tomhūndede, de havde rener med. Og det er ogsaa sandt, at der oppe fra nok fulgte en og anden tyv med ogsaa; men hovedejerne var ordentlige folk: Jone Lasse og Tomos Jouna og fa'r Pekka, og de havde mange rener. Og for dem voksede hjorden saa hurtigt, de, som kunde vogte rener. Og saa mente de hervūrende Lapper, at de stjal deres rener, og nogle af tjenerne stjal vel ogsaa, men det er ikke vist, om det netop var saa meget, som der er sagt; det er nok set, at paa en fremmed hund springer de allesammen og bider den saa haardt, at om folk ikke kommer til hjūlp, saa bider de den ihjel. Og kanhūnde folk ogsaa er ligedan; her er dog et lille tegn paa, at det er folk ogsaa, saadant Lapfolk. Her er ovenfor fortalt om det, at Ŋst-Lapperne har bragt tyveri her.til; men her har de indfte Jukkasjūrvi-Lapper vūret tyve, f end Ŋst.Lapperne bragte lūrdommen hertil. En var der, ved navn Nierpe, som var tyv. En gang kom han hen til en sida, da den flyttede op for Būrdo.elvens bred, og de havde mange renoste paa trūkrenerne, og da han var meget stūrk og hurtig, vidste han et sted, hvor han kunde springe over Būrdoelven. Og da raiderne kom lige dertil, saa skar han med kniven ostebyrden af renen, og kastede den paa ryggen, og l til elvebredden, 
og kastede byrden over, og selv sprang han ogsaa over den store elv; 
126 
og den stakkels Lap l efter, men han kom ikke over. Og det sted har, fra den gang, faact navnet Nierpespringet, fordi den Laps navn var Nierpe. Og man har ikke fundet nogen anden Lap, der har sprunget over Būrdo.elven, som er saa stor, at den drūber mange rener, og den er ogsaa saa grim, og har he fald og bratte klipper paa hūgge sider; den elv er som en kogende gryde og faldene skummer, saa ren staar, som var det et stort baal eller snefog. -Og om jeg fortalte om endnu en, hvis Navn var Galla Nilas. Han har ogsaa vūret meget slem til at stjūle, og hans bn har ogsaa vūret af samme slags, og har vūret straffet mange gange. Og der var en, som stjal fevarer fra afde Niolpa Jounas' (14) stabur i vildmarken, som var paa hfjūldet. Og Niolpa gūttede, da han (tyven) forsvandt, at saa var han gaaet for at stjūle i hans stabur, og saa gik han for at se og fandt, hvor han havde ft (tyvekosterne hen), og saa listede han sig hen til hans lille kote, og saa sm han sig ind i koten, og tyven naaede ikke noget som helst, han havde jo en bse ogsaa, den tyv, men han naaede ikke at skyde, saa sprang Niolpa l paa ham, og saa trak han ham ud, og risede ham saa stūrkt, at han begyndte at bede og love, at han ikke mere vilde stjūle; og saa tog Niolpa ham med sig og fte ham til folk. Og der har jo vūret flere saadanne tyvelapper, som ikke var Koutokūinere, ejheller af Koutokūino slūgt. Og den, som vil tale sandhed, han maa bekrūfte sandheden, og her er dog lidt bevis for, at ikke alt tyveri er kommet med Kouto.kūinerne. --
Om rensygdomme 
Den fste er .lubbo 2) gūrdne, 3) njunevikke, 4) ruodno, S) tjakkara.vikke og saadanne sygdomme, som giver hūvelse hvor som helst, i hovedet, i ryggen og i laarene. Og saa er der endnu livcavikke og oaivevuorra, og for den bruger man den kunst at skūre erne bort. Og en sygdom er saadan, at renen ikke just er saa afkrūftet, men den drejer rundt hele tiden, den springer ikke, vandrer kun rundt i en kres. 
Lidt forklaring til de ovenfor omtalte arter af rensygdomme. 
.lubbo er saadan, at der kommer hūvelse mellem klovene, og det be.gynder at sūtte materie, og njunevikke er saadan, at mulen bliver skur.vet, og det gaar paa tungen og i munden og ned i halsen og saa i lun.gerne, og da drūber det. Og gūrdne er saadan, at renkoens yver bliver skurvet og ophovner, og det sūtter materie, saadan at hele yveret falder af; og renkoen slikker, og saa smitter det munden og gaar i lungerne, og drūber. Og tjakkarvikke er saadan, at tyrenes ksdele hovner stūrkt op. Ruodno er saadan, at renen gaar (med) sūnket (bagkrop) hele tiden, som om den skulde kaste urin, men der kommer ikke noget. Og den sygdom begynder i urinaabningen og gaar ind i blūren, og saa bliver 
127 
alle indvoldene betūndte med materie, og saa drūber den. Livcavikke er 
saadan, at renen undertiden er fuldstūndig rask at se til; men den af.
magres, og sommetider bliver den saadan, at den ikke kan holde bag.
kroppen oprejst, kun med forkroppen trūkker den bagkroppen; og den 
sygdom forekommer om vinteren ogsaa, men de andre sygdomme her op mod vinter, dog varer .lubbo undertiden ved hele vinteren, men den er dog ikke saa slem som om sommeren, fordi det (om vinteren) kun er en og anden ren (som er angreben). -I hede somre plejer mange rener at miste synet; der er saadanne insekter, som stikker renens ne; lige.ledes bliver de ogsaa blinde, naar de om foraaret afkrūftes saa stūrkt, at fedtet om nene svinder helt bort, da synker et ind som paa en d ren. Og om man slaar en ren paa nakkesenen, da bliver nene og.saa hvide. Og der er en sygdom i renens ne, som kommer ofte, den 
og for den er det godt et, og undertiden svovl. .
kaldes .d.i.e.i.g.g.a.
.a.l.b.m.e., at sūtte en lus ind paa 
Lidt lūgemidler hl de ovenfor 0111/a/terensygdomme 
For .lubbo er det godt at bortskūre alt det, som er sygt, og saa smore med noget, som er kogt af trūbark, indtil det er blevet tykt som 
(15) tjūre, og det blandes med salt, og det samme er ogsaa godt for njunevikke og for tjakarvikke og .l.a.s.k.i...a.n.v.i.k.k.e.. skal
Og til ruodnovikke 
man koge sammen tran og sm og tjūre og krudt og saa helde det i skal man blande fedt af renklo.
(renen). Til gūrdne og koge sammen vene og harpiks af fyr eller gran og sme med det. Og for kalvens for den er ikke andet
njunevikke er dette ogsaa godt. Fieska19 er slem, medicin end naar en tvilling bider den. For livcavikke har man ikke fundet noget lūgemiddel, men en gang har man forst den medicin at hūlde stūrk Rom eller Kognak (i renen), og saa skal man binde renen, saa den ikke faar fe i et dn, og den blev rask; men naar hele hjorden begynder, da hjūlper det ikke, ejhcller overkommer man det, 
ejhdler t man, de (syge dyr) har saa slem en lugt, at det skader folk ogsaa, hvor der bliver hundrede syge samtidig, og stadig bliver flere syge; og naar sygdommen er paa det heste, saa d der hundrede paa en gang. -
Her nedenfor skrives om renens fjender, 
t 
som ikke har vūret omtalt f. Bjnen er ogsaa slem; om den finder renko.hjorden, drūber den mange kalve, naar den mūrker, at dem kan den 
indhente; men store rener faar den ikke mange af, og om den faar en, da ūder han den helt op; men kommer man over bjnen, medens den ūder, da er den ond og springer op og sderriver mennesket. Og hvis man giver sig til at forfge den om foraaret, da bliver den ogsaa vred og gaar (og skjuler sig) ved siden af sporet, og naar mennesket kommer, 
128 
anfalder den og knuser dets hoved. Bjnen har mange gange drūbtLapper. Ulven er renernes stste fjende, den drūber rener hele aaretrundt og til enhver tid. Og en slags er en saadan rer, at naar den kommertil en samlet hjord, drūber den saa mange, som den blot overkommer,undertiden paa en nat ro og 20 og 30. Og om vinteren, naar sneen er
dyb, saa drūber den paa en nat 40 og endog 70. -Om jūrven. Jūrvener ogsaa slem om vinteren. Naar sneen bliver dyb, saa kan den indhenterenerne, og ogsaa den kan paa en nat drūbe IO. Og om foraaret paasneskorpen drūber den ogsaa renerne og om foraaret kalvene; den drūbermange kalve. Og om det er et sulte-foraar, og renerne er afkrūftede, dadrūber jūrven mange rener. Og polarrūven og (andre) rūve drūberogsaa om foraaret mange kalve, inden de vokser til. Og nen drūberogsaa kalve; den er endnu vūrre end polarrūven; nen drūber etaarigekalve ogsaa. Og bdernes hunde og Nordmūndenes hunde bider ogsaa kalve, ogLappernes egne hunde bider ogsaa nogle somme steder. En slags fjenderfor renen er ogsaa myggene. Naar det bliver varmt, da lever saa mangesaadanne insekter op, som kommer og forfger renen, og naar de sūttersig paa den, da hūnger de fast eblikkelig. Der er en, som gaar op inūsen, og lūgger sine ūg deroppe, og de bliver til larver, som drūberrenerne om foraarct, hvis de er udmattede. Og en anden er der, somsūtter sig fast i renens ryg, og den frembringer maddiker, som om foraaretdrūber (de meget) udmattede rener, den gennemborer renens ryg. Og renenfrygter de insekter saadan, at den springer hid og did og jager op paade heste bjūrge og klippeafsatser, hvor der er kigere, og hvor derer megen sne og brūer. Men deroppe er ikke grūs, ejheller (16)lav. (Renenvokser ikke paa anden tid end om sommeren, og naar det er en hedsommer, vokser renen daarligt). Og dette er det, som Nordmanden hargivet Lapperne, men ikke anden jord, med mindre han betaler saa meget,som de forlanger, selv om der mulig ingen skade er sket. 
Om renens ūde-og hviletid. 
Renen hviler, naar morgendūmringen begynder, og det kaldes dagg1y.hvile, og saa ūder den til middag, og saa hviler den middagshvilen, ogsaa ūder den indtil aften, og saa hviler den mkningshvilen. Saa gaarden og ūder til midnat, og hviler saa midnatshvilen. Det er dog kun,naar betesforholdene er gode, at de alle hviler saa bestemt paa en gang,thi naar det er et sulteaar, da faar ikke alle renerne fe paa sammegang, og derfor maa hver isūr hvile, naar den har ūdt, ejheller harrenen tid eller bjūrger sig ved at hvile lūnge i sulteaar, selv om denogsaa har ūdt, thi naar laven er daarlig, opholder den ikke livet, naarden hviler lūnge. Men naar laven er god, da hviler den saa lūnge, at 
129 
renvogteren kan sove, saa han er godt udhvilet; og sover han let, da her han eblikkelig, naar den fste ren rer sig. Naar de er ved at rejse sig fra hvilen, begynder kalvenes ruovggama (den lyd, kalven frembringer); og et saadant menneske han trūttes da ikke. Ogsaa er renerne meget roligere, naar laven er god, og det er smukt vejr. Men det menneske, som sover tungt, han kan nok blive efterladt so.vende paa hvilepladsen, og naar han endelig vaagner, da ved han ikke, hvorhen hjorden er gaaet, hvis det er snebar mark; men hvis han gaar imod vinden, eller han ved, hvor renen plejer at se hen fra det sted, saa gaar han og lytter, og paa den maade finder han hjorden. Og om hele hjorden er gaaet i Žn retning, saa kan han nok igen faa den samlet, naar de er to mennesker, saadan som de plejer, og naar de to har fundet hjorden, saa gaar de til hver sin side udenom hjorden udenom de yderste rener, ej heller maa de lade hunden jage; men om en del af hjorden er gaaet i en anden retning, saa kan han nok miste den, og undertiden kan hjorden jo slippe bort for vogterne, naar det er regn og haard blūst, da kan han hverken he eller se, da er det saa mkt, at man ikke ser nogenting, ejheller hviler renen da uden ganske kort, og er meget flygtig; men naar det er dygtige vogtere, holder de nok hjorden samlet og jager den til koten til morgenhvilen; men de skal jo drive den, medens det endnu er mkt for at naa til koten lige, naar det be.gynder at dūmre, da er det hviletid Og saa snart det begynder at lysne en smule, tager de fat paa at malke renkrne, og naar de er fūrdig med malkningen, gaar igen andre vogtere med hjorden om dagen, og om af.tenen bringer de den igen til koten, og saa malker man atter. Og de andre vogtere har sovet om dagen, og nu gaar de igen til hjorden. Og naar det ges saadan, da kaldes det halv vagt. -Men naar de vogter i snetiden, da er det meget lysere, og om man da sover, medens renen hviler, og hjorden slipper bort, da er det let at fge sporene i sneen; hvis det da ikke er stūrkt snefog, kan man nok indhente den, men hvis man ikke finder hjorden, da er det saa trist for renvogteren, om han 
dertil er halvt barn endnu, da ler han og grūder og ved ikke, hvor.hen han skal gaa. Og en saadan han finder nok ikke hjorden, han bli.ver ofte selv borte ogsaa. 
(17) Og naar Lapperne er naaet til sydsiden af hfjūldene, da begynder de at opholde sig lidt lūngere ad gangen saadanne steder, hvor der er fe for renen, selv om der er daarligt brūndsel. Men de opholder sig ikke paa samme maade hvert aar. Og naar de kommer til det sted, hvor de plejer at vūre om foraaret, og efterlade vinterklūder og andre vin.tersager, fe og slūder, saa standser de der i nūrheden for at komme til at skifte klūder, tage vinter(klūderne) og efterlade sommer(klūderne). Og der i nūrheden er de i (renernes) brunsttid. Og brunsten begynder ved 
9 
130 
Mikkelsdags-tid, og hovedbrunsten varer ikke lūngere end to uger. Under hovedbrunsten jager de rige Lapper ikke hjorden meget, ejheller vil de have den jaget i rengūrdet, fordi tyrene er olme; om man holder hjor.den altfor tūt samlet, da begynder tyrene at springe afsted og at slaas, enhver lille tyr. Og der plejer at omkomme rener, naar gūrdet er lille, og der er mange rener derinde. Og paa den tid bruger Lappeme at kastrere tyrene f brunsten. Denne kastrering er saaledes: -de tyre som man ikke vil have til at afmagres under brunsten, dem kastrerer man, .fst fanger man den og tvinger den ned; men de er i den tid saa stūrke og olme, der er livsfare, man skal have hurtige og stūrke hūn.der. Og naar man har faaet den ned, saa holder den ene hovedet, og den anden gaar til bagkroppen og stikker hovedet ned mellem renens bagben til ksdelene og med hūnderne holder han om bagkroppen, og saa bider han med tūnderne fst testiklerne over; men man skal passe paa ikke at strūkke senen. Og naar man har faaet dem bidt over, saa skal man klemme med fingrene, indtil det bliver jūvnt som vūlling. Og saa skūrer man mūrke i haaret, at den er bidt; nogle skūrer deres eget navn, andre skūrer kun tre striber paa halsen som mūrke, eller saadan som hver isūr bruger det; men det er heller ikke bogstaver. I brunsttiden er tyrene meget olme, somme tyre springer l paa mennesker, og vildmarksrener 20 er allervūrst til at anfalde mennesker, og om man ikke slipper bag et trū eller bag en sten, da er der livsfare, de stanger mennesket fordūrvet, hvis det er et svagt menneske. 
Hanrenernes navne. 
Hanrenerne skifter navn hvert aar. Fst er der tsjūrmak I aars, og den 2-aariges navn er varek, ogsaa den parrer sig lidt, og den 3-aariges navn er vuobbes, ogog den 4-aariges navn er goddodas, og den 5-aariges navn er goassotas og den 6-aariges navn er makan, og den 7-aariges navn er nammalpag. -Fattige folk begynder allerede at kastrere re.nen, naar den er 4 aar, men de rige kastrerer ikke, f den er helt ud.vokset, ved 5, 6 og 7-aars alderen. Og den bedste tūmningsalder er 4 og 5-aars, de bliver udholdende trūkrener, de som tūmmes ved 4-aars alderen; men de bliver mindre, om man det fste aar lader dem arbejde indtil overanstrengelse. Saadanne, som kun er 4 aar gamle, de skal tūm.mes, kun tūmmes, men ikke arbejde; men de som er ūldre, 5 og 6 aar, dem maa man nok lade arbejde saa meget, de plejer at arbejde. Men nok er fattige folk nt til at lade deres trūkrener arbejde saa meget, som renen orker, og vel bliver de mindre, men mere udholdende, det er fattigfolks trūkrener. Og naar man om efteraaret kastrerer tyre og ikke tūmmer samme aar, og de lever til nūste aar, da faar de nyt navn 
131 
spailek, og om den lever, 2 eller 3 aa1á, saa kaldes den 3-aars spailek, eller (om den lever saa lūnge) 5-aars spailek, men saa er det ikke mere tūmningsalder 21 (18). 
Her begynder det nu at blive flytningstid bort fra brunst-lejrpladsen, 
og nu er brunsten forbi, og renkrne er ht op med at lade kalvene die, og nu er det den bedste malketid, da renkrne har megen mūlk, og om man ikke malker hver dag, da bliver renkrne sene, eller mūl.ken her op for det aar. Og paa den tid har Lapperne meget arbejde, de skal flytte, malke og vogte renerne. Og paa den tid er renerne meget flygtige, da tyrene er trūtte af at holde renerne samlet. I brunsttiden holder tyrene hele hjorden samlet, saa den ikke slipper langt paa en nat. Og det plejer at blive tejr, naar brunsten slutter, og da er der jo allerede sne paa jorden; og paa den tid da tyrene er afkrūftede, da plejer det altid at t og den tkaldes golggonjacco. Og da plejer man at miste hjorderne, fordi vejret da er meget daarligt, taage og regn. Og naar det t meget, da bliver somme steder snehare, og somme steder bliver sneen liggende, og naar det fryser, da bliver den sne til is, e\ler som det kaldes, bodneskardan, og den holder sig hele vinteren, saadan som den da er, naar den sidste ter forbi, og kulden kommer. Men om denne ovenfor nūvnte tikke elūgger sneen, da bliver vinteren nok god, hvis der ikke kommer megen sne, dog kan renen nok komme til laven, selv om sneen ogsaa er ret tyk, naar blot bunden er ren, naar der ikke er is i bunden. Og det er paa den tid, Lapperne frygter for, hvordan vinteren bliver. Efteraarsmūrkerne er: naar det f Mikkelsdag 
(29. Sept.) er koldt, saa bliver efteraaret langt, og om der er regnbue, da betyder den ogsaa, at det bliver et langt efteraar; men det er godt, naar <let er et langt efteraar, lūnge snebart, og der saa kommer sne, og den ikke mere t bort. Tidlig sne om efteraaret er meget farligt. Dette er vejrets kamptid, da plejer kulde og varme at strides, og de vinder skiftevis, og paa den maade kommer der togsaa, og da plejer det at blive daarligt bete, is i bunden, hvilket er meget slemt. Om der er is i bunden, da er det daarligt, selv om der mulig kun er et tyndt lag sne; men var endda renlaven god, saa fik renen fe alligevel, selv om der var is i bunden. Og renen ved nok allerede om efteraaret, hvor der bliver bete, den ser om efteraaret derhen, hvor den ved der er god bund, og om folk slipper renerne om efteraaret, skal de nok gaa derhen, hvor der er fe, og de lever, og de, som man vogter, de sulter og afkrūftes, og begynder allerede om efteraaret at udmattes, og om man ikke bliver klar over, hvor der er ren bund, saa sulter den hjord, som man vogter, og de sidaer, som forstaar, hvor der er bete, de holder 
9Ĩ 
liv i deres hjorder, men de sidaer, som ikke faar rede paa, hvor der er bete, deres rener udmattes og d. 
Brunstpladserne passer ikke hvert aar ind paa det samme sted. Undertiden kommer man til at flytte med lastrener lūngere mod syd end det sted, hvor slūderne er. Og naar nu tejret (golggonjaeco) er forbi, og sneen er kommen, og det er blevet koldt, saa drager de af for at hente slūderne; men undertiden gaar det ogsaa saadan, at de ikke har tid at hente slū.derne, da hjorden er adsplittet, og da bliver det ogsaa farligt, naar kul.den kommer, og man kun har sommerklūder, da bliver det at fryse, naar man skal vūre i emarken om nūtterne at vogte, fordi renerne vil spredes; da kommer vogterne til at fge (19)efter renerne, og saa kom.mer vinter og kulde. Og naar de nu endelig har tid til at gaa for at hente slūderne, saa tager de trūkrenerne i tmerne, og gaar og leder dem saa langt, som de mener det er nvendigt. Og naar slūderne er langt borte, da er det svūrt at lede og tungt at būre madsūkken, men ogsaa dertil er Lappen vant. Og naar det nu er saa langt, at man ikke kommer frem paa en dag, saa bliver man nt til at standse lidt, og lade renerne ūde, trede i tmen, og selv spiser man ogsaa. Og naar man har spist, binder man atter renerne efter hverandre og drager videre og gaar hele natten. Og naar man har naaet slūderne, er det allerede morgen. Man trer da atter renerne, og spiser selv lidt i en fart, og giver sig saa til at pakke sagerne sammen og lūgge dem i slūderne, og naar man er fūrdig med at tilsne den, saa tager man renen fat, og anbringer slūden (trūkremmen) om renens hals og gaar hjemefter, og gaar, indtil man finder god fe for trūkrenen, og saa spūnder man trūkrenerne af selen og trer dem igen i tmen, og saa er man nt til at sove lidt, da man er trūt efter at have vaaget 2 dn. Og den tme er ikke mere end to-tre favne lang. Og om der ikke er god renlav, saa kommer renen til at sulte, og om der tilmed er mange trūer, saa hūnger tmen fast i de trūer, og paa den maade kommer renen ogsaa til at sulte; men de er altid nt til at sulte, naar man er paa rejse. Kerenen kan man ikke slippe l, naar der ikke er mange, de rmer tilbage til hjorden, ligesaa er ulven slem til at finde kerenerne og for.fge dem og fe dem saa langt det skal vūre, og somme drūber den. Og af frygt herfor t man ikke slippe dem le. Men naar det er et godt aar, da er alt arbejde og rejserne meget lettere. -Og naar de nu er naaet tilbage til sidaen, saa giver alle sig til at bytte sommerklūderne bort og tage vinterklūderne paa. Og sommersagerne efterlader man nu; alt hūnges nu op i en birk, eller man laver en suonjer22 meget h, og hūnger det derpaa vinteren over, indtil man igen om foraaret flytter der til. Og naar de har skiftet alle klūderne og faaet det i orden, saa bliver 
133 
det flyttetid Og sne er der endnu lidt af, hver sten og tue er bar; men flytte maa man, da fen for renerne er forbi. 
Og nu flytter man med slūde, raider23. 
Og slūderne har hver sin bestilling; fst er der koreslūden, og den anden er barne og hvalpeslūden, 3) kar-slūden, 4) slūden med sove.sagerne, S) kote slūden. Og den raide leder husmoderen, og den kaldes 
koteraiden. Og den anden raide er den, hvori der er fisk og mel og de 
Ogfine kirkeklūder og den fineste fe, kaffe og sm og tret k. 
der er laag-slūderne og laag-kisterne; og om raiden med foraarsproviant 
er med, da er der en raide til, og den er tung 24. -Og naar de nu flytter, er det saa fuldt af tuer, at slūderne slynger fra tue til tue og fra sten til sten, og de mest sky rener de springer tvūrs for og gaar hūnger fast bag sten og tuer; og bnene
bag trūerne, og slūderne grūder, naar slūderne skumpler saa haardt, at barnets hoved ikke taaler 
men de er nt til at holde det ud, dog kan man nok undertiden
det; blive nt til at anbringe et barn paa trūkrenen eller būre dem som om naar der kommer mere
sommeren; men det er ikke lūngre saa slemt, sne, (20} da taaler bnene meget bedre slūderne, da er ikke mere tuer og sten saadan fremme, men birkene og fyrretrūerne er jo lige slemme, selv om ogsaa sneen bliver tyk. Det er netop den vūrste flytning, 
naar man lige har taget slūderne; men bnene holder sig meget bedre varme, naar man begynder at flytte med slūder, dog her man langt bort barnegraad og hundeglam. -Og nu er sidaen naaet til en lejr.plads, og de begynder at sūtte koterne op, nogle rejser koten, og andre hugger ved; pigerne og konerne hugger ris (til underlag i koten). Men har en kone et lille barn, og det er slemt til at grūde, da har 
hun ikke tid til at arbejde noget, hun maa amme barnet og vugge det. Og om barnet falder i sovn eller holder op med at grūde, da gaar og.saa hun og skūrer ris. Og naar koten er fūrdig, saa lūgger man fst 
ris paa sovepladsen og saa sovesagerne ind og kogekarrene i boa..o25, og saa g man ild, og det er lifligt, naar der er ild i koten. Og om der ikke er et vandsted, saa nes man til at smelte sne; og saa begynder man at finde fe frem af madsūkkcn og giver sig til at spise Og nutidens mennesker bruger kaffe; og kaffekogningen
og det er hyggeligt. er nu det fste, saa snart vandet er varmt, eller sneen smeltet. Og naar betet 
er godt, da beher man ikke at vogte renerne, hvis der ikke er ulve i 
nūrheden. Saa synes Lappen det er rart, naar betet er godt, og man er 
Det sted er, hvor de nu er standset, paaflyttet til et friskt sted. 
sydsiden af hfjūldene i de birkeskove, som er ovenfor fyrregrūnsen. Og Og naar det bliver
dem opholder de sig, indtil sneen bliver lidt tyk 26 Ĩ flyttetid herfra, saa er det allerede Juletid, og da er det mkt og koldt, 
134 
og saa er det jo besvūrligt at flytte, da dagen er forbi, naar man er
fūrdig til at drage fra kotepladsen, og saa bliver det at flytte i mke,
og trūkrenerne er sky og ler sommetider tvūrs for, og hūnger fast
bag trūerne, og da er der noget at rede ud. Og da plejer man at kvūle
rener til de, naar slūden hūnger fast bag et trū, og den forresteende af raiden trūkker til, og om man ikke naar at le hen og skūretmen over, det er man nt til at ge, om man kan naa det, for atholde liv i renen. Og paa den tid plejer der at vūre snesjap paa srneog elvene, og i det er det meget slemt at sidde fast med raiden; naardet er koldt, hūnger slūden i sneset, da det er som is, og saa orkerrenen ikke at trūkke. Og naar hele raiden er blevet som is, da er manraadl, man maa vade i snesjap til knūerne, selv om det er 30 og 40gr. kulde. Og deraf er mange bleven syge, da man fryser fderne.Dette har den, som skriver, selv vūret med til alt sammen, alt det somforan er fortalt, det som nutidens mennesker har arbejdet og udrettet. 
Lappernes stste helg er Julen. 
Og den dag, som er foran Juledag, det er ruottabūivve, og den dagsaften kaldes ruotta-aften, og det er den farligste aften. Om bnene daster alt for slemt, det (onde) til syne,
kommer og om der er altforstor ugudelighed, da viser det sig ogsaa (det onde), selvom det ogsaa erstore voksne mennesker, naar de er altfor ligegyldige og kender altfor lidttil Guds ord; men (21)de, som kender og udenad kan lūse Guds ord, paadem bider ikke Būrgalak eller Riettas (Fanden). -Der er beviser for,at denne tilsynekomst af det onde er sandhed. Beviset herpaa er etbjūrg, som har faaet navn efter en saadan aabenbaring, og det bjūrgsnavn er Turkihanvarc, og det er nūrved Koutokeino. Dette bjūrg har
faaet navn efter en stor hūndelse, grundet paa en aabenbaring 27.Engang havde bnene stet i julehelgen, tumlet med slūderne ogmed renbjūlderne og med hundene, og saa havde de slagtet et barn, ogvar gaaet ind i koten for at koge det, og saa var Stallo kommen i fugle.ham paa rtrūet 2\ og da gav bnene sig til at lūse i berne (salme.bogen og testamentet), og nogle skjulte de under risene, og en skjulte
de i kisten, og saa havde Stallo givet sig til at spise det barnehoved,som var i madgryden, og saa sagde et barn, som laa under risene:"Broders hoved knaserČ. Og saa tog Stallo ogsaa det barn og spistedet. Og saa gik Stallo hen og blūste aske ind gennem nlehullet i kiĨ sten, og saa de det barn ogsaa. Men der var en kote til, og der varen gammel kone, og hun havde en lille pige, og hende bandt hun fast,og hun lūste i bogen; men sin tjenestepige havde hun givet besked; ogsaa havde pigen taget to sūkke ben, og taget et regnslag over hovedet,og var kt til gaarden for at kalde husfaderen og husmoderen hjem, 
135 
og saa havde Stallo pudset sin hund efter hende, men pigen havde ka stct ben til hunden, og da Stallo indhentede hunden, tog han benene bort og sagde: ĮEr du her endnu?,. Og saa tog han benene fra hunden, den atter efter pigen; men pigen drog til kirkebyen, der
og pudsede turde Stallo ikke komme, og saa vendte han tilbage. Og da pigen kom 
saa var renen sprūngt, og saa havde husbonden slagtet den,
til gaarden, og saa havde de tilberedt den, og da de vilde tage maden op, saa var det sten, som laa i gryden, og saa var husfaderen og husmoderen kt hjem. Og da de kom i nūrheden af koten, saa havde Stallo skaaret ĮHvorfor har du avlet saadanne onde
ksdelene af manden og sagt: bn?" og saa havde han skaaret brysterne af konen og sagt: Hvorfor 
har du ammet saadanne bn?" og saa blev koten til sten, og konen og manden blev til sten, og hele hjorder blev til sten. Lapperne har mange skikke denne ruottabūive, de g alt fūrdigt, hvad de skal bruge i helligdagene. De slagter rener, og syer alt, som 
er nvendigt for helgen, og de hugger en stor mūngde ved, og naar de har saa meget, at det rūkker helligdagene over, saa g de orden tager alle ris bort og stabler veddet fint, overordent.
omkring vedtrūet, lig fint, det maa ingen steder stikke frem, for at Stallos raide ikke skal hūnge fast; og saa skal der rejses en gren bag vedtrūet, hvortil Stallo for at drikke vand.
kan binde sin raide, medens han gaar ind i koten, Og om han ikke finder vand, da suger han hjernen ud af en eller anden, 
og derfor plejer Lapperne ogsaa at sge for, at der er vand, og kedlen 
er helt fuld, for at Stallo ikke skal have magt til at ge noget (ondt). 
Og naar helligdagen er inde, saa bestiller man ikke andet end at vogte renerne og at brūnde ild i koten og man spiser og drikker, hvad man be 
hover, og passer paa bnene, at de ikke kommer til at ste. Og i denne samme 
juletid fer de det smukkeste liv, de arbejder ikke eller foretager sig om der da ikke kommer et eller andet arbejde for,
noget som helst, .som de er nt til at udfore. Om ulven kommer og drūber n,nerne, saa er 
man jo nodt til at flaa dem, og for saadant viser der sig jo intet (ondt), (22) 
da det er en nvendighed at ge det, eller hvad som helst man g af saa er det dog ikke ens skyld, at man kommer til at ge
nvendighed, det, selv om man ikke havde lyst. Nok er Lapperne nt til at flytte og.naar der er saa daarlig fe for renerne, at
saa hele sidaen i julehelgen, <le ikke kan bjūrge sig paa anden maade end at flytte. Hellerikke det 
er deres skyld, da det er en nvendighed at flytte. Ogsaa disse ting er dog som loven, at den uskyldige skal ikke straffes. .Nu begynder de at flytte igen, og flytter til de steder, hvor de skal og nogle lūngere. Og dem
vūre om vinteren, nogle (flytter) kortere, som flytter langt mod syd, for dem er det besvūrligere; og hvis de 
flytter ind paa nybyggernes omraadc, saa maa de ke det og betale 
136 
store penge. Om de ikke betaler, saadan som herrerne, siger, atde ikke skal betale af den jord, 
saa bliver det slemt for Lapperne.Men det er tilladt bderne at have ht aabent hele vinteren hvertaar, og om renerne ūder det, saa maa Lapperne betale, og om deikke betaler det hele, saa kommer bderne i flokkevis til koten ogc;laar paa koterne og slaar renerne, og mandfolkene frygter og gaar udi emarken, da de truer med at prygle og gore hvad som helst. Og derfor
er det bedst at betale hvad de forlanger, og naar de betaler og forliges, er detjo bekvemt, da renen har udmūrket bete. Hvor der er god renlav beher
man ikke at gaa saa meget paa ski (efter renerne), og hjorden bliver fed. Ognaar de flytter, da er det saa herligt at flytte for de sidaer, som har opholdtsig i skattelandet, hvor der er renlav. -
Og Lappen har nūsten sammenatur som renen; de to higer imod syd og imod nord, efter den (sūd.vane som de plejer at fge fremdeles. Og de er begge to let skrūmte,og de er for deres frygtsomheds skyld skrūmt alle steder fra. Ogderfor maa nu Lappen opholde sig der, hvor der ikke lever et enesteandet menneske end Lappen, 
kun oppe paa de nne fjūlde, han blevder, om det saa var altid, hvis han blot kunde holde sig varm og faafen til sin renhjord. Og Lappen kender vejret, og noget har 
hanlūrt af renen ogsaa at kende vejret; og Lappen har let ved at holdesig varm og let for at finde frem; han finder frem i mke ogsaa, i taageog i snefog, -i hvert fald en del af Lapperne. Og hvad som her tilat gaa paa ski og le, det er efter hans natur. -I gammel tid op.holdt Lapperne sig i fyrreskovene, 
og levede der i fred paa ethvertbjūrg, og naar betet var forbi, saadan at sneen overalt var opsparket,
da flyttede de til et andet bjūrg eller til et andet sted, hvor der endnuikke var udbetet; det er saadan, at hvor renen har betet, der bliver denopsparkede sne saa haard, at renen ikke for anden gang kan kommeigennem den. Og naar der er godt bete, da er det rart, 
og ikke megetarbejde med at le paa ski efter renerne, hvis der ikke er ulve.I daarlige aar rmer renen nedefter, og Lapperne fger med ned tilhavet, og ende! opholdt sig der, indtil gaardbonden kom og skrūmte demop efter hfjūldene til, og jagede Lapperne, 
indtil hfjūldene standsededem. Og Lapperne gik over hfjūldet og langsad hfjūldene.Ogsaa andre mennesker har begyndt at arbejde med rener, men de
havde ikke lyst til at fge dem uafbrudt fra sted til sted, da det varsaa besvūrligt at fūrdes som en ren, og derfor gav de sig til at bo et
sted og byggede gaarde og fangede kun vildrener og fisk. 
(23) Fortūlling om kote-arbejderne.
Naar Lapperne er naaet til vinterbopladserne, saa tager de fatog arbejder, enhver sin slags arbejde. Mūndene 
passer renerne og 
137 
alt, som her dertil, og om de har tid, saa reparerer de slūder, som har taget skade under flytningen, hvis de kan; men om det er saadanne, som ikke kan, da maa de lne en eller anden fattig Lap, som ikke har arbejde ejheller fe, og saa bliver de to en hjūlp for hinanden, og saa.dan bjūrger de sig begge. Og om dygtige mūnd har tid, og det er af den flittige slags, saa forfūrdiger de nye slūder, skier og alt, hvad Lappen beher. Keslūder, lukkede slūder og kister med laag er meget dyre .hvem som havde tid og kunde lave saaclannel -de koster mange penge; og alle Lappernes sommer-og vintersager koster mange penge. Nogle kan nok alt, men andre af mūndene kan slet intet af dette haandvūrks.arbejde, og det er stor skade, naar det er en saadan mand, som ikke kan haandvūrksarbejde; men det er endnu vūrre, naar konen er udygtig, hun, som skal sy klūderne og alt det, som her til Lapkvindernes ar.bejde, og madlavning her ogsaa til Lapkvindernes arbejde. Naar vinter.bopladsen er naaet, saa har man dog lidt tid, da man opholder sig lūngere paa et sted, og saa begynder kvinderne at arbejde med sit, da de kan komme til at pakke slūderne ud og faa sagerne frem, thi under flytningen kan man ikke pakke ud ; det er et stort arbejde, om man i flyttetiden pakker andet ud end lige klūder og mad. Og saa be.gynder de at tilse de klūder, som under flytningen er blevet vaade og raadne og iturevne; og naar de har faaet dem fūrdige, saa begynder de at sy nye klūder, sko og alt det, som laves af (renernes) benskind; naar det da er mildt vejr; man kan ikke nūre sig til haandarbejde, naar det er saa brūndkoldt, at teltdugen rimer paa den indvendige side, selv om ilden brūnder i koten hele tiden saa stor, at den kan ses ovenud af r.aabningen; thi da er det et stort arbejde at skaffe brūndsel og holde ilden vedlige og tilse bnene, saa de ikke kommer til at fryse eller for. fryse sig. Og naar det er en saadan brūndkulde, som er 40 gr., da er der inde i koten saadan frosttaage, at man ingenting kan se paa den anden side af ilden. Og naar man i saadan kulde skal bage br, saa fryser deigen mellem hver kage, man bager og trer, og man er nt til at have deigen lige ved kanten af ilden. Og brkagerne trer man paa en jūrnstegepande, og somme trer dem paa glerne, indtil de stivner, saa stilles de op mod et vedstykke for at bages ved ilden, og de trer meget godt og hurtigt, saa mange det skal vūre. En anden fremgangsmaade er at stille den raa kage mod en flad sten og vende den, til den er bleven t. I gammel tid har de tret bret paa ris og under ilden, naar veddet var daarligt og de havde hast paa hfjūldene. -Og kaffen brūndes i stegepanden, og der er mange maader at male den paa; at gnide den med en rund sten mod en flad sten, og en anden maade er at ge hul i et stykke trū, og saa at gnide med en trūpind, til kaffen er knust; en tredje kunst er at komme kaffen i en skindsūk og 
saa slaa den med trū paa et vedstykke, til den er knust fin. (Nu bruger Lapperne en lille rund kaffekvūrn af messing, som kun kan faas i Skibotten, hvor den forarbejdes udelukkende til Lapperne.) Fortidens Lap.per brugte som kaffe duovlle 29 og kom og birkesaft. Og br har man lavet af trūlav (det lange sorte mos paa gran og fyrretrūer) og af renlav og af guolmas (den ble del af gran-og fyrrebark) kun lidt mel iblandet, dengang der var knapt med mel her i Nordland. (24)Det (guolmas) laves paa den maade, at fst tager man barken af fyrren, og saa ligesom flaar 
man skindet af, og saa tres det aldeles tt, og saa banker man det, til det bliver ligesom mel; man har gjort hul i (et stykke birketrū), og saa igen af birk (havde man lavet) en skarpūgget ting, hvormed det hakkedes, indtil det blev fint som mel. Og anden madhjūlp tilberedte de af planter. Fadno (etaarig plante af Angelika) kogte mange i vand, og saa kom de det i en renmave, og blandede det med mūlk, og saa blandede de det med blodvūlling, og det var sūrdeles godt om vinteren. Og boska (An.gelika) samlede de meget og saltede og spiste det ogsaa. Og syre er endnu meget i brug. 
Om renslagtning. 
Renslagtningen her til mūndene. Naar Lappen har taget en ren ud af hjorden, saa leder han den om til boa..o-siden af koten og binder den ved et trū, og saa gaar han ind i koten for at hvūsse kniven, saa den er rigtig skarp og ren, saa den kan drūbe renen hurtigt; om kniven er smudsig, da drūber den ikke hurtigt, og renen pines lūnge, f den d. Ogsaa er somme knive daarligere til at drūbe, -om det er haardt staal, <la er de gode til at drūbe, men blt staal er meget daar.ligt. Og naar Lappen har gjort alt fūrdigt, saa kommer han ud, og han tager en kammerat med, om der findes et menneske. Og saa tvinger de renen ned, og saa stikker de renen i bringen, og saa slipper de den l i tmen; om det er en god kniv, da kan den ikke engang rejse sig, men om kniven er middelgod, da rejser den sig, men falder straks igen, og er kniven daarlig, da lever den lūnge, og om den slap l, kunde den endda gaa langt, inden den styrtede d om. Og naar renen er flaaet, saa tager man blodet i renens egen mavesūk. Maven vaskes ren med vand eller med sūnja. (den underste kornede sne), og lidt blod tager man fra i et sūrskilt kar, deraf laver man blodpser, hvis renen er saa fed, at der er fedt til pser. Og tarmene renses i ko.ten af kvinderne. Og det fste maaltid er ryggen og leveren og pserne; om det er en stor husstand, behes mere, men om det er en lille hus.stand, behes ikke saa meget. (Den fste mad naar en ren er slagtet, og naar gryden koger, saa kommer man hjūrnen i at koge, og naar den har kogt lidt, saa tager man den op og saa blandes den med guolmas.
139 
mel og fedtet som er erst i gryden, og saa spiser man det, og det er sūrdeles godt, og det er lūgedom for folks mave. Og det har den som skriver det selv smagt.) -Og det andet maaltid af renen er benket og hovedet og marvbenene, og saa siden det andet k, som det nu kan passe. Og Lappens skik er, at hveranden aften koges vūlling og hver.anden aften k. Og der laves kun mad om aftenen. Om dagen spiser han fisk og br og, om der er sm, da dertil sm; men kun en og anden har sm, og saa drikker man kaffe ovenpaa. -Laarene og tungen sūlges af de rener, man slagter om vinteren; men af de rener, som slagtes til foraars og sommerfe, -de kaldes foraarsproviant og slūderen, (se anm. 24) -af dem sūlger man ikke en eneste bid. Og de slagtes fst paa vinteren, og ket lūgges i slūderne, og saa fst om foraaret paa kūlv.ningspladsen begynder man at spise af det og tre det ; og dertil er valgt de fedeste rener. Om foraaret er alle (25) renerne magre, her paa de egne, hvor der er daarligt renlav, og skindet er gennemhullet af larver, derfor slagter man om vinteren, hvad man skal bruge om foraaret. Lappen plejer at slagte renen ved koten og i skindet būre det k ind, som han 
vil koge ; saadan g de folk, som slagter deres egne rener. -
Beretning om stjaalen renslagtning. 
Tyven t ikke tage renen hen til koten, ejheller om dagen, kun naar han ved, der ikke kommer fremmede folk. Og naar han saa har faaet renen afsides, saa slagter han den der i mket, og saa bringer han ket til koten; men skindet bringer han ikke til koten, det skjuler han der borte i sneen eller kommer det i en vaage, og det tager han aldrig mere bort. Og naar ket er frosset og skindet er skjult, saa er dette stjaalne k, som om det var hans egen ejendom. Og saadant ges jo endnu ofte, hvor der er mange tyve i en sida, og der er mange frem.mede rener; de slagter da hver aften rener, naar der ikke er folk fra de andre sidaer. Og om efteraaret plejer hjorderne mest at blandes, og da er der rigeligt med tyve. Og somme tyve stjūler og slagter saa mange, at der bliver saa meget k, at de ikke orker at trūkke det (med under flytningerne), hvis de ikke slipper til et handelssted, hvor de kan komme til at sūlge ket. Og den skik er overalt i Lapland lige fra terenden. 
Men renmūrkning er en endnu vūrre tyvekunst, naar det ges saadan, at de om foraaret mūrker andre folks rener, 1 og 2 og 10 og 20 og 50 og 100. Og naar en mand har mange tyvesner, saa mūrker de endnu flere paa et aar. Og naar det er et sulte-foraar, da bliver nogle rige paa den vis, naar folk maa lade hjorden sprede sig, og renerne da gaar ind i de distrikter, hvor de mūrker alle unge rener. Og deraf er nogle blevne rige og andre fattige. Og de mennesker, som saadan mūrker (andres 
140 
rener), de samler ikke deres rener f vinteren, og selv ikke da, om de kan komme til at lade dem le frit om. Og naar saa endelig folk kom.mer til at se (de ommūrkede rener) og saa genkender deres ejendom, saa slaas de endogsaa om dem. I gammel tid har det vūret anledning til megen strid, da der endnu ingen lov var for det; men nu er det ikke saa let at strides 0111 dem; hvis de nu begynder at strides 0111 en ren, saa lūgger formanden beslag paa den ren 30 . -
Nogle kalder Sydlapperne for tsūvvet, og de, som man kalder tsūvvet, de har faaet dette navn, fordi de i tsūvve-vintre 31 har begyndt at samle de rener, som er spredt overalt i skovene, -saadan som i tsūvve-aar renerne er nt til af sult at spredes overalt i skovene. -Og naar tsūv.vet trede en bjūlderen, saa kom de trūtte rener hen til den, og saa gav de sig til at fe dem (med trūlav) og vogte dem, og naar det blev sommer og myg, saa gav de sig til at skaffe r, og renerne syntes om at slippe ind i ren i fred. Og de gav sig til at vogte de rener, og maaske de behede nogle af de kraftigste til fe. Og en og anden renko var ogsaa kommen til syne, og den malkede de, og det var en god hjūlp til fen for dem. Og naar de rener fūldede, 32 saa be.gyndte de at slagte saa mange, (26) at de levede deraf. Og de vogtede (rener.ne) til vinter, og naar Lapperne kom syd paa til skovene, saa saa de, at der er en ny sida. Og de havde lavet et slags mūrke skaaret i renernes en; og nutids Lapper var uvidende om, hvad de skal ge med tyven. Naar mūrket blot var den mindste smule forandret, tog de slet ikke (renerne tilbage) med magt; men dem, som havde rene mūrker, dem tog de; dog vilde tsūvvet have vogterl, og Lapperne betalte. Og paa denne maade har tsūvvet faaet en begyndelse, og naar der kom en god vinter, saa blev tsūvvet ikke en smule rigere; men om der kom en fremmed ren, saa slagtede de den, som om den var deres ejendom; men fattige blev de i gode aar, da de endnu ikke havde faaet saa mange (at de kunde leve af dem); men naar der igen kom tsūvve vintre, og de var bleven mere ede, saa tog de rigtig fat paa at samle udmattede rener. De kte mange store bjūlder og smaa bjūlder og bandt dem paa rener, for at trūtte rener skulde he dem og komme derhen. De bandt ogsaa bjūlder op i birkene, og der slyngede de i baandet, for at renerne ogsaa skulde komme lūngere borte fra. Renerne har altid bjūlder om halsen, og renen er vant til bjūldens lyd, og naar den her den, kommer den langt borte fra. Og ved de kunster har tsūvvet faaet hjorder, og saa begyndte de at danne sidaer lige som Lapperne, og malkede megen mūlk; og naar det blev efteraar, saa var de foran hjordene, naar Lapperne slap hjordene syd.paa, saa fik tsūvvet e paa disse undslupne rener, og da gav de sig til at underse, hvor tykke deres bringer var33 og tūller, til de er forbi, hvor mange der er, og nok kan de raade med dem, selv om det var 
en endnu stre fugleflok af dem, som har lange, haarde !jer paa hove.det, saadan at der behes en se for at faa de fjer34 hugget over. Og saadan fuglefangst bruger de fremdeles. -
Beretning om de fastboendes jagt. 
De fastboende har ogsaa lūrt at vūre sūrdeles gode fangstmūnd efter de dyr 35, som de synes er de mest skadelige. De kan fange de dyr paa mange maader. Lassoen er et af Lappernes allerbedste redskaber, men redskabet duer til intet, om man ikke forstaar at bruge det; men bderne har lūrt sūrdeles godt at anvende dette redskab, og det er udmūrket til fangst af de onde dyr. De dyr er gode ogsaa, fordi de dyr har godt k, og det hūnder ogsaa, at de kan spise de dyrs k, som de hader, ligesom fortidens Stalioer, de hadede Lapperne og spiste (deres) k. Og nok findes lidt af Kains blod endnu sine steder, lidt i saadanne fangstmūnd, som samtidig kan elske og hade. Er det mon ikke had, naar de anbringer fiskenūt 36 paa bjūrgene og i fyrreskovene? Men det nūt er undertiden saadan, at selv om (fisken) den hūnger i nūttet, faar man den dog ikke fat paa anden maade end ved at anvende Lappernes bedste redskab. Og de, som har lūrt at bruge det rigtigt, de faar mange og de bedste fisk, som hūnger fast i de nūt, som er sat paa tt land. Og naar de har faaet, hvad de har sket, saa begynder rensningsarbejdet. Skindet er nok godt paa de fisk, men det bliver dog alligevel ofte efter.ladt paa rensningsstedet. Det er et mūrkvūrdigt skind, som er farligt, det ser at skade dem, som tager det med, -dem, som baade hader og elsker. -(27) Og denne fangstmaade tager til i styrke paa de steder, hvor lynilden 37 ikke har slaaet ned; men paa de steder, hvor den ild har brūndt, der er fiskerensningsknivene bleven sle, hvis ikke Verdens Mester (Fanden) kommer til at slibe deres knive igen. 38 --
Og bderne har faaet rener af Lapperne, naar de har bragt brūndevin, som de selv havde kogt af korn og har drukket Lapperne fulde og har taget renerne, og de anbragte dem hos de samme Lapper til vogtning. Og somme Lapper har vūret saa fordrukne, at de har gjort ende paa deres rener, og saa var der ikke levnet dem andet livsophold, end at de maatte give sig til at vogte bdernes hjorder, og deraf har de levet; og vildrener og bjne og andre vilde dyr var jo deres livsophold. I gammel tid har der vūret mange vildrener overalt i Lapland, og Lapperne har drūbt mange, -fattige Lapper levede mest af vildrener og af b.dernes hjorder. Og i Havriget har de gjort paa samme maade med Lappen, de har ogsaa drukket Lapperne fulde og taget renerne for brūnde.vin paa samme maade, og sat Lapperne til at vogte dem. Og Lapperne har villet have vogterhjorde, -den var bedst, som fik de fleste vogter.hjorder. Og fra den tid, vi har ht om deres mellemvūrende, var det i vogterl 50 e 39 om aaret for hver ren, og saa skulde Lappen give en stor ost af hver renko, saa mange, som der var renkr, og den, som havde mange renkr, han fik mange oste, og efter nutids regning vejede osten I kilo. Og da Finnerne begyndte at bringe kaffe og mel nede fra (syd fra), saa gjorde de paa samme maade som ovenfor er omtalt (til.byttede sig rener). -Bderne har ikke faaet rener af andre end af Lapperne, og ligeledes har Nordmūndene faaet rener fra Lapperne; men Lapperne har faaet rener af vildrenerne. Og det er ikke lūnge siden, at det er gjort, som ovenfor er skrevet. -
Om vildrenen 
I gammel tid har der vūret mange vildrener og dengang var der nok heller ingen som gad vogte rener. Og Lapperne har lūrt at ge vildrenerne trygge, saadan at de er forbleven i hjorden. Man skal, naar en vildren er kommen i hjorden, gaa meget forsigtigt rundt om hjor.den og lade den gaa vidt ud, for at vildrenen ikke skal vide, at der er mennesker i nūrheden. Og naar vildrenen har vūret i hjorden, da er den bleven kendt med hjorden, saadan at den ikke mere gaar bort, selv om den ser mennesker. Men ikke enhver vildren er lige dristig; nogle vildrener bliver aldrig trygge, hvor lūnge de end er i hjorden, men en og anden beher kun kort (tid), saa er den tryg for rener og mennesker, ejheller gaar den mere bort, hvis den ikke kommer ind i en flok vild.
i'l' 
rener; hvis den trūffer dem, saa fger den jo vildrenerne. Men den sky slags kan man aldrig ge tryg, og derfor har man ikke faaet alle vildrenerne som hjord, da de er saa sky. Og de er meget stre (end tamrenen) og glinsende, som havde de svhaar. -Men man har faaet lidt af den art, som ikke kan ges trygáge, paa den maade, at man har faaet en vildren-tyr til hjorden i brunsttiden. Og naar vildrenen er der, skal man ikke vogte hjorden. -En Lap opholdt sig i nūrheden af Koutokeino, og han plejede hvert efteraar at lade renerne parre sig paa et elvenūs, og en vildren kom stadig i brunsttiden, (28)og den kom i mange aar, og den drūbte han ikke; men saa var der en eller anden, som drūbte den, og han betragtede det som et meget vūrre tab end, hvis det havde vūret en af hans egne tyre, der var drūbt. Men han fik dog vildrensafkom, hans rener blev som vildrener, saa glinsende og slanke, og den mand fik usūdvanlige rener. Og enhver misundte ham hans rener, fordi de var meget smukkere end andres. .
Vi!drenens sang: 
Vildren, vildren, du farer som skyggen, voia, voia, nana, nana, vildren, vildren, lysende som sv, voia, voia, nana. nana, vildren, vildren (skinnende) som (= sik, hūlt), voia, voia, nana, nana
.
.u.o.v.
.a.-.f.i.s.k.e.n. 
143 
Og nu begynder Lappernes flytningstid mod nord, bort fra vinter.bopladserne, 
og Lapperne har ikke hast med at flytte f ugen f Valborgsdag, hvis der ikke kommer tf og saa igen frost, for saa bliver der sneskorpe; og derfor har man hast f Valborg, da de fste renkr begynder at kūlve ved Valborgstid, og da skulde man vūre paa kūlvningspladsen, naar renkrne begynder at kūlve; og derfor har man hast med at flytte f Valborgsdag til kūlvningspladsen, og naar der er sneskorpe, er der 
at heller ikke fe for renerne i fyrreskovene, og da er de nt til at flytte nat og dag, indtil de naar htjūldene. Paa hfjūldet er der bete, eller i hvert fald snebar mark. Det er ogsaa en haard tid for Lapperne, da man kan komme til at vaage tre dn, og undertiden, i et strengt foraar, kan man komme til at va.age en uge. Det hūnder dertil ofte, naar man har naaet hfjūldene, saa man maa vogte for ulven ogsaa. -
Her fortūlles om ulvens ufred. 
Og det er jo meget slemt for Lapperne, naar der er ulve, da er man nt til at vogte, selv om det er aldrig saa haardt vejr, og hvor koldt det end er. Den vogtning plejer at vūre saaledes, at om dagen skal hjorden samles i en flok, og naar det begynder at mkne, saa kommer de, som skal vogte om natten, og de vogter til midnat, og saa gaar de, og de andre vogtere kommer; men nok er det svūrt at finde frem i mket, og hvis det dertil er taaget vejr eller paa anden maade ondt vejr; men der er jo nogle, som finder frem i hvad slags vejr det end er; dog er det ikke enhver, som lige let finder vej, nogle plejer ogsaa at fare vild, og de maa blive natten over i emarken. Og den vogtning er streng, hvis man skal holde ud med ulven; de skal vūre paa skierne hele tiden, og huje saa ht, som de kan, -om de holder op med at huje, saa kommer ulven eblikkelig og jager. Og om ulven er kommen til at jage og forfger dem i nūrheden af vogteren, saadan at han ser den, og den er nūr, saa skal han passe paa, at han ikke hujer hen i den retning, hvor ulven er; men han skal vende munden til den anden side, naar han hujer, og om han ikke g det, saa tager ulven hans stemme. Og naar ulven kommer, da er den saaclan noaidde (troldmand), at den dysser mennesket isn, og naar den har faaet vogteren til at sove, saa kan den komme til at skrūmme hjorden og sprūnge en og anden flok ud, og naar den er sprūngt fra, saa fer han den bort og jager og drūber saa mange, som den blot naar. Og 70 paa en nat er det heste, jeg har ht; men af en bevogtet hjord faar den ikke ofte ret mange, og hvis det er goclt(29) vejr; men naar ulven kommer til en ubevogtet hjord, saa kan den nok paa en nat drūbe en hel flok, og Lap.
144 
perne plejer at sige, naar ulven saadan har drūbt: ĮDer brūndte ilden IČ _ Lapperne kalder ulven ilden, -og en anden spger: ĮGjorde den fortrūd?Č svar: ĮHvor brūnder ilden ikke, naar den kommer?Č -Men naar det er skrappe vogtere, saa kan ulven ikke faa renen at drūbe; og naar der er godt bete, saa de kan ūde samlet, da begynder ulven om morgenen efter daggry at se forfūrdelig stūrkt, naar den ikke har faaet ren, og saa ler den foran hjorden og slipper saadan lugt, at renerne lugter det og frygter alene for lugten, og saa giver de sig til at springe i alle retninger, og saa kan ulven komme til at sprūnge et eller andet hjne af hjorden og fe dem bort og drūbe saa mange, som den kun overkommer; men om Lappen har en ordentlig hund, da springer den, naar hjorden jager afsted, rundt om hjorden og standser hjorden, og jager ulven bort; en saadan hund kaldes vagtsom; men den bliver jo ofte bidt, saadan en hund. Men naar det er et sulteaar, saa hjūlper vogtning ikke, da man ikke kan vogte renerne samlede, da er man nt til at slippe hjorderne ubevogtede, og saa kan ulven komme til at ge, hvad den vil, og den drūber da, naar den har lyst; men ikke enhver ulv er lige ond eller lige rerisk. Nogle ulve er saadan, at de ikke drūber mere, end at de kan ūde rigeligt; men andre ulve drūber, som de over.., kommer, og der er endog nogle saadan, at de blot sker trūkrener, og en saadan kaldes hūrggoni, og det er den vūrste, da den hindrer folk i at flytte, -kerenen kalder man ĮflytterenČ, dem, hvormed man flytter. -Men naar ulven kommer i en samlet renkohjord, det er det allervūrste; den drūber fst kalvene, og saa senere ren krne, saa be.her den ikke andet end at vogte paa renkrne det sted, hvor den har drūbt kalvene. Renkoen er naturligvis saadan, at den ser sin kalv der, hvor den sidst vidste den var. Og saa drūber ulven alle de ren.kr, hvis kalve den fst har drūbt, og dem kan man ikke vogte, som springer afsted af sorg, fordi de har mistet deres bn. -
Men naar der ikke er ulve, og der er bete paa hfjūldene, saa er det herligt for Lapperne og let, de kan komme til at hvile og flytte i ro til det sted, hvor enhver plejer at lade kūlve. Og naar de flytter, de sidaer, som har vūret paa renlaven i skattelandet, da er hjorden saa kraftig; nu vil den til htjūldet efter fortids sūdvane. Og naar de har brudt op, trūkrenerne indfangede og alt fūrdigt, saa drager de af, og hjorden og kerenerne er som flyvende fugle; som de var skrūmte, springer de, og naar man fst slipper bort fra trūerne, og der bliver jūvnt og farbart, saa ker de i skarp trav; og foran hjorden kes og.saa, og det skal vūre en god keren, som kan gaa foran hjorden; men der er jo saadanne ogsaa. Og saa ker de paa en nat mange mile. Og naar der er sneskorpe, saa er de nt til ud i en ke at flytte til h.fjūldet, paa en eller anden htjūldsslette bete lidt, og selv beher de 
145 
Žn 
iá 
le 
ogsaa at spise lidt, og naar de har spist, saa flytter de igen paa samme maade som fste gang, indtil de naar hfjūldet. Og en fed hjord er meget stūrkere til at sparke igennem sneen (efter lav), selv om den og.saa er haard. 
Men paa h1jūldet er sneen dog tyndere paa fjūldtoppene, hvor vinden blūser den bort. Og en kraftig hjord fryser ikke paa hfjūldet, selv om der kommer haard snestorm; men for menneskene er det vūrre, da det er smaat med brūndsel og hvis der er (30) ulve; men er der ikke ulve, og der er bete paa hfjūldet, da er det saa let, at der ikke er andet end at sove og spise og flytte lidt hen til et andet sted. Men naar det er et daarligt foraar, saa kommer den fste plage allerede, naar det sidst paa vinteren begynder at t da bliver det saadan, at skierne ikke kan glide, ej heller būrer det skierne, da sneen er bleven saa bl, at skierne gaar helt ned under den, og da er det saa tungt, at det ligefrem slider i senerne, saa de smerter, men der er ikke tid til at hvile fderne. Renerne er ogsaa meget urolige, naar sneen er sjappet, da er det saa besvūrligt for renen at ūde, og derfor er de saa flygtige. Og naar sneen saadan er bl som vand, da plejer allerede de fste rener at slippe bort (mod Norge 40). Og naar clet nu fryser igen, da fst bliver renerne, som var de bevingede, de springer i alle ret.ninger; thi da er sneen som is, der er ingen fe, intet som helst andet end det erste af tuerne paa sumpene, og naar de af dem skal have fen, da gūlder det om, hvem der kan komme fst at faa fe, og naar man da skal holde dem samlet, saa er der ikke tid til at sove ejheller til at spise; da skal man staa op og spise, og ikke har man lejlighed til at sove anderledes end lūnet mod staven, og saa bliver man tilsidst, som forstanden forvirredes, man kan ikke spise, ejheller mere sove, og under.tiden bliver man forstyrret i hovedet, hvis man ikke kommer til at sove. Forklaring paa, hvorfor Lappen paa den tid har det saa besvūrligt, hvis folk endnu ikke forstaar det af den forklaring, som f er fortalt. Da be.gynder det saadan, at Žn skal vogte renerne, og om det er en stor hjord, da skal der vūre mange vogtere, og nogle skal gaa paa ski om.kring hjorden, men naar det er daarligt bete, da indhenter man ikke alle renerne, og nogle rener gaar til en anden sida, og derhenne skal nogle skille dem fra, og andre ser endnu efter de rener, som mangler. Og naar man saa har faaet ststeparten samlet, er man nt til at flytte, endskt man ikke har faaet dem alle samlet sammen. Saa drives hjor.den til koten, og man begynder at fange trūkrener ved aftenstid; men det er meget vanskeligt, og naar hjorden er stor, er det endnu vūrre; da springer renerne, saa man ikke kommer til at kaste, og man ler alt hvad man orker og bliver saa svedt, at man er nt til at blotte brystet, saa vinden kommer til at svale kroppen. Og somme mennesker 
IO 
er daarligere til at kaste (med lasso), og for dem er det meget besvūr.ligt; de fanger ofte en anden ren end den, de kastede efter, og naar det er saadan, at den er stridig og stūrk, saa er der megen besvūr og tids.spilde, og nogle bliver vrede, skūlder og bander og hidser hunden saa dan, at renerne springer, som var ulven efter dem, og da plejer der og.saa at omkomme renkr, de kaster (kalvene for tidligt), og enkelte sky trūk rener springer bort i vildmarken, og dem er det et stort besvūr at faa til.bage til hjorden, det bliver nvendigt at forfge dem over mange bjūrge, og undertiden faar man dem ikke tilbage, selv om man har forfulgt dem rundt om mange bjūrge; man er nt til at lade dem blive derude. Og naar han er kommen tilbage derfra, da er han saa trūt og tstig, og saa har jo de andre fanget trūkrener til ham ogsaa, for at man kan slippe afsted. Og kvinderne har haft fuldt arbejde med at tage koterne ned og ge slūderne fūrdige. Og saa er man nu endelig fūrdig til at 
flytte fra dette sted. Men naar man flytter (om foraaret), da er der det besvūr, at flytningen sker om natten, da fryser det, da kan man komme frem; om dagen kommer man ingen vegne med at flytte, da det jo allerede er foraars.luft. Om natten bliver sneen ikke bl, og derfor er man nt til at flytte om natten. Ogsaa for kvinderne er det besvūrligt at flytte med bnene, de kan ikke komme til at (31) passe dem saadan, som det kunde vūre n.vendigt. Nok kommer de stakkels bn til at skrige, naar de maa ligge og vūre vaade, indtil man naar en lejrplads, hvor de kan komme til at pleje bnene og tre de ting, som er bleven vaade under flytningen -hvis man da finder et betested for renerne. -Og flytvejen er saadanne steder, hvor der ingen spor er, og sneen er saadan, at den būrer lrenerne, men den būrer ikke raiderne eller trūkrenerne, og det er meget besvūrligt at komme frem, naar renerne, idet de trūk.ker til, synker ned i sneen med benene, og sneen knapt nok būrer slūden. Den fste slūde būrer den og den anden, men saa be.gynder de slūder, som kommer efter, at synke ned, og da orker renerne nĨ ikke at trūkke, naar den forreste ren trūkker til, og de bageste rener holder igen, da kan heller ikke den forreste ren trūkke mere, da de andre holder igen, fordi de ikke orker at trūkke, da sneen er dyb og den erste sne saa haarcl, at det begynder at ge ondt i renens ben; og saa er der det raad selv at give sig til at trūkke, og saaledes nes man til at drage videre, skt det er tungt, og renerne udmattes og holder op med at trūkke; og saa maa man efterlade en og anden slūde, eller trūkke den selv. Og naar man er kommen lidt frem og der er nogle snebare tuer, spūnder man renerne fra, saa de kan hvile lidt og ūde; men der er ikke megen fe, kun sorte tuer, hvorpaa der ikke er lav, ikke en smule heller, der er ikke andet end būrris, og i dem er 
147 
der ikke megen nūring; men naar renen sulter, da ūder den ogsaa birke.ris, selv om der heller ikke i dem er nogen nūring. Og naar saa folk har spist, gaar de for at hente de slūder, som blev efterladt under flyt.ningen; og naar de er kommen med dem, da drives atter hjorden til koten, og renerne indfanges igen; men saa er de endnu mere sky, da de har mūrket, hvor det var tungt og smertefuldt. Og somme mennesker slaar trūkrenerne, saadanne hidsige mennesker, og da fst bliver den stakkels trūkren bange og springer, som gjaldt det livet; men de rener, som er udmattede, de skrūmmes ikke mere, fordi de orker ikke at springe mere; de er paa det punkt, at om man spūnder dem for en tung slūde, d den saa pludseligt, at man ikke naar at le tmen af dens hoved. Og naar det er et saadant hungeraar, da d mange trūkrener. Og da har man ikke tid at sove men man flytter uafbrudt, en anden gang maa man hente de slūder, som er efterladt, og selv maa man ogsaa trūkke nogle slūder. Og det forstaar man nok, at dette er saa bedreligt, at kvind.folkene grūder. Og nu har man vaaget nūsten fra den gang, man forlod vinter.bopladsen, sn har der ikke vūret mere af end at staa lūnet mod staven. Og naar man har naaet hfjūldet, er der nok lidt bedre bete; men saa kom.mer ulven, og da er der heller ikke hvile at faa paa hfjūldene. Nu er der jo allerede gaaet en uge med saadant besvūr, og der gaar jo sommetider flere uger. Og paa den tid plejer mange at miste synet 41 , nene ler i vand, og det er saadan smerte i nene, at man ikke kan spise, ejheller sove, og nogle bliver halvblinde. Mange Lapper har daarlige ne, de er re og opsvulmede, saa de ikke kan aabne dem om mor.genen, uden at ble dem op med vand, indtil de aabnes. Men nogle Lapper vasker aldrig ansigtet, og derfor er Lapperne saa mke, og de er jo ogsaa mke af den grund, at de altid er udsat for luften, (32)altid brūnder den kolde vind og solen, og ren i koten og ren fra baalene i vildmarken tilrer dem. Og af cle grunde er Lapperne saa mke; nok er der lyse Lapper, saadanne Lapper, som lever i fyrreskovene om vinteren og er flittige til at vaske ansigt og hūnder; kroppen vasker Lapperne aldrig, ejheller de klūder, som er af renskind. Og de bruges imod huden med haarene indad og en anden (pels) udenpaa, og den har igen haarene udad. Og benklūderne har ogsaa vūret af renskind, af garvet skind har de syet bukser, som de brugte om sommeren, om vin teren brugte de renskind med haarene paa den indvendige side; men der dur ikke andet skind end det, som er slagtet om sommeren, naar det er nyfūldet, det har et tyndere haarlag. Og de har brugt huer af renskind ogsaa; men det er mest, naar man paa en lūngere fūrd mister huen, blūsten tager den, og undertiden triller den i ilden, medens man sover, og hvis man er kommen afsted med sommerhue, naar man gaar for at fge renerne, og det saa bliver vinter og kulde, saa er man nt til at 
10* 
ge sig en hue af renskind; og andre klūder forfūrdiger man ogsaa i emarken; en ren flaas hel, uklet, og den trūkker man paa som pels (med haarene indad) da, naar paa fūrden efter renerne skindklūderne raadner; det ved man jo, at renskind mister haarene, naar de bliver vaade, og man ikke kan komme til at tre dem; og de stinker saadan, naar man ikke kan komme til at tre dem; selv om ogsaa Lapperne er paa kotepladsen, er der saadan svedlugt, at det menneske, som ikke selv lugter saadan, det kan ikke opholde sig i hans nūrhed. Og naar Lap.perne dertil kommer ind i en stue i varmen, saa fst forpester de hele rummet, saa man kan blive syg af det; og nogle er endog saa urenlige, at de ikke skifter de smudsige klūder, naar de kommer til gaardene eller forsamlingsstederne. -Men de laver sig ikke de klūder i vildmarken uden om efteraaret, naar renen gaar mod syd, og de saa kommer til at fge efter dem paa snebar mark, og bliver opholdt i maaneder, og der saa kommer vinter og sne, saa er det, at de g sig de klūder, som ovenfor er beskrevet. -Men de har brugt samme slags sko, som ogsaa nu bruges. Og som tiden gik, begyndte ogsaa Lapperne at ke vadmel og klūde og begyndte af det at ge sig bukser og kofter og huer og (ke) tklūder, fortidens mennesker brugte renskind i stedet for tklūde 42 . Og nu bruger de ogsaa regnslaget af vadmel, og 
forhen har de ogsaa brugt det af renskind, og det er varmt. Og for.
tidens mennesker har ogsaa, som regnklūder, brugt en kofte af garvet 
renskind. -
Fj ūldf o lket. 
Koterne paa hfjūldet. 
Og koterne har man paa hfjūldet ogsaa saadanne steder, hvor der ikke er saa meget trū, at man har brūndsel og lū; brūndsel hentes en mil borte. Og naar det er uvejr, er det heller ikke behageligt; naar vinden er saa haard, at koten kun bliver staaende, naar man trer den alle steder, og trūkker slūderne hen rundt om koten for at tynge teltdugen ned, saa blūsten ikke skal rive den af; men alligevel river blūsten mange gange koten op, og da bliver baade (33) bnene og bnenes mre uden beskyttelse, og der er ikke andet at ge end samle sammen og dūkke til, hvis der ikke er en anden kote i nūrheden, hvor de kan gaa hen. Men sneen kan jo komme ind i koten, selv om den ogsaa bliver staa.ende oprejst. Om morgenen kan alt inde i koten vūre dūkket af sne, saadan at der ligger en alen sne paa folk, og naar man da skal tūnde morgenilden, er det et stort arbejde at skovle sneen ud af koten og faa ilden til at brūnde. Og de mennesker, som opholder sig langt fra fyrre.
149 
skovene, de har ikke tt fyrreved, hvormed de kan tūnde ild, de tūnder ild i birkebark, og med dette faar de ild, selv om det ikke er saa let. -Og saa spiser de og tilser bnene. Og under saadanne forhold pleier koten at vūre saa rfyldt, at det rent elūgger nene, og derfor er mange Lapper halvblinde, ren i koten og foraarsluften elūgger nene. Foraaret er meget besvūrligt for Lapperne. 
Beretning om omsorgen for de de. 
Naar et menneske dor oppe paa hfjūldet sent om foraaret, naar man ikke mere kan naa at komme til en kirkegaard, saa maa det lūgges i en slūde, hvis man da ikke har fjūl indenfor rūkkevidde (til en kiste), -og anbringes paa en  hvor rovdyr ikke kan komme ud og ūde det, og for at det ejheller skal vūre paa menneskevej. Man graver fst et hul der, og saa lūgges det i det hul sammen med den slūde, og saa birkebark over, og saa grūstv paa birkebarken, og det forbliver der, indtil sog sne fryser, saa fst hentes det paa samme tid som de andre slūder. Men om man ingen slūde har, idet man flytter med byrderener, saa er man nt til at grave et hul i jorden og lūgge det deri ; hvis man har faaet tilstrūkkeligt birkebark, lūgger man dette over, og derpaa igen grūstv, og det er ikke sikkert, at det senere bliver hentet derfra. Og det g de, naar de henter et lig bort derfra, hvor det har vūret, at de synger nogle vers af salmebogen, f de drager derfra. Og dsstedets mūrke er el kors, gjort af birketrū (eller af et par skier). Og om vin.teren plejer Lapperne at fe liget med sig, naar sidaen flytter ; men det fes noget afsides fra raiden, og som mūrke har renen et stykke hvidt lint paa takkerne; men er der for faa mennesker i sidaen, saa maa den de jo vūre i samme raide som de andre slūder; men naar man spūnder fra, anbringer man den slūde noget afsides, og der er liget, til man atter flytter ; saa tager man det igen med, og saaledes fes det, til man kommer nūrmere kirkestedet, hvor saa en eller to bringer det (til kirkegaarden). Og begravelse bruger de ogsaa, de, som ikke ere altfor gerrige ; og de, som ikke holder begravelse, de mister lykken og bliver fattige. Og straks, naar cl menneske d, synger de ogsaa en afskeds.salmei men lige naar han er ved at afgive aanden til de dode, da maa ingen sige et eneste ord, for ikke at skrūmme ham; om han da skrūm.mes, kommer han (til at leve som) mellem to verdener ( : fantasere), og lever en uge saadan og er hverken levende eller d, f han igen kom.mer til at d og hvis han er halvd og ikke kan d da skal man hvūlve en kedel over hans hoved, saa d han snart. Og naar den dnde er i dskampen, da er det farligt, da skal man passe paa, at de, som henter, ikke skrūmmer en; en saadan dnde, som er meget syndig, er 
endnu vūrre. Liglugten skal man ogsaa vogte sig for; hvis liglugten (34) slip.per ind gennem nūsen, bliver man dssyg deraf. Og naar en er d, for.lader folk koten og vender den vrang og dūkker den med vedstykker og lader den staa et dn. Og saa vasker de (liget) og klūder det, hvis de har hvidt lint; hvis de ikke har hvidt linned, hvoraf de kan faa klūder, saa er de nt til at lūgge det i brugte klūder, og med dem lūgges det i slūden, eller om man har faaet en kiste. Den de tager man ikke ud af daabningen, men under teltdugen lige der, hvor han er d; det er tegn paa, at ikke de og levende skal paa et spor. Og en anden tro er, at om man tager liget ud gennem den, saa d der snart en igen i den kote. Nogle lig er meget slemme til at spe eller skrūmme, og ikke blot dsstedet skrūmmer saadan, at folk lige ser og her, og det efterligner alt, hvad det i levende live har foretaget sig; det joiger og jager hundene og gebūrber sig paa alle maader. Naar det er paa en  et saadant menneskelig, saa kommer det fra sn ind mod land som en stor fugl, saa vandet fyger, selv om det er midt paa dagen, og der er mange mennesker; og en gang, da det kom paa stranden, an.tog det herreskikkelse og skrūmte renerne fra hvilestedet. Og det var en ung, 15aarig pige, som var d. Og det hūndte 1907. Og paa det samme sted var der samme aar mange saadanne, som vandrede efter den og skrūmte folk paa mange maader. Og naar et menneske er d, saa er der dets klūder, og dem plejer de at efterlade der paa stedet, de klūder som han har paa, naar han d; men de klūder som er taget af forinden, dem lūgger de nok hen og bruger selv, nogle sūlger dem ogsaa og giver dem til fattige folk. 
Her fortūlles om alt, hvad der her til Lappernes arbejde om foraaret 
Naar Lappen er kommen tilfjūlds med hele sin hjord og med alle raiderne, saa er der meget arbejde, naar de skal tre k og reparere slūderne og vogte hjorderne, som er skilt i to dele, den ene renkr, den anden del trūkrener og andre lrener. -Forklaring paa, hvorfor en sida skal have sin hjord paa to steder: Det er fordi l renerne er saa viltre, at de skal jages saa haardt. -Lrener galopperer omkring og springer hid og did i alle retninger, hvis det endnu er koldt og knapt med fe, daarligt lav og ikke megen snebar mark. Og renkohjorden er farlig; den skal man kunne vogte saa forsigtigt som mulig; hvis ren krne bliver jaget haardt, saa bliver de viltre, og for det andet, om de jages meget, saa kaster de, og hundene er slemme til at ūde kalvene. Og den renko, som fst er ved at slikke kalven, den skrūmmes bort fra kalven, naar hunden jager haardt efter renerne derhenne. Og netop af den grund 
er man nt til at skille hjorden i to dele, renkr og trūkrener. Og 
151 
naar de begynder at kūlve, saa higer renkrne jo derhen, hvor de har plejet f at kūlve, og der er ikke paa sydsiden (den svenske side) af h1jūldene saadanne steder, hvor de kan bjūrge sig under kūlvningen, uden en og anden sida, og derfor er de nt til at flytte med renkrne over hfjūldene til den norske side af grūnsen, fordi renerne er altid magre siden den gang, da Finland blev forbudt; der har i forrige tider mange sidaer opholdt sig om vinteren; (35) der er god renlav og gode betesforhold. -Og nok har Lapperne opholdt sig paa hfjūldene kūlvningstiden ogsaa, og for dem er det gaaet meget galt, da der fr 
ihjel, alene for en sida, saa mange kalve, at de ikke engang naaede at 
flaa skindene af. 
Beretning om det, naar renkrne kūlver paa de steder, ltvor de ltar plejet at kūlve f, og hvor egnen er saadan, at renkoen kan bjūrge sig med sin kalv, hbor der er fe og lū. 
Renkrne er saa rolige, at de kūlver ordentligt og plejer deres kalve, folk beher ikke andet end at gaa paa ski omkring og se efter, at der ikke kommer rovdyr til hjorden og begynder at sprede den, og passe paa, at de ikke gaar paa livsfarlige steder. Og naar renkrne har kūlvet, saa er der ikke flere flytninger, saa kan kalvene vokse i fred. Og paa havsiden (den norske side af grūnsen) kommer grūsset tidligt, og det ved renen, den ren, som er nūr, og den, som er langt borte. Og om det er der ikke meget mere at fortūlle. -
Beretning om kūlvningspladserne. 
Nogle lader kūlve paa hfjūldet i nūrheden af rigsgrūnsen, og for dem er det et stort besvūr at flytte over hfjūldene, da de sKal lade būre alle sagerne og koterne og bnene. Og det er meget farligt at fūrdes med renkrne og de nyfte kalve. Og paa den flytvej er mange store elve, som det er farligt at komme over, da der ikke er broer, ej.
heller findes baade. 
Her begynder en beretning om dem, som lader foregaa
kūlvningen foregaa paa sydsiden af grūnsen og z1ed grūnsen. 
Der er kun lidt snebart, og renkrne er saa urolige og vilde, de skal vogtes saa strengt, at vogteren ikke har tid at standse et eblik; og hvis det er uduelige vogtere, saa omkommer mange rener, fordi de skal forfges af hunden I saa meget som den orker; og hunden plejer at blive trūt, og saa slipper hjorden fra vogteren. -Og ulven er ogsaa 
vūrre mod syd. Og naar renkrne nu har kūlvet, og kalven er vokset lidt til, saa begynder ogsaa renkrne at hige bort, de begynder at lūnges efter grūs, naar grūsset er ved at komme frem i havskovcne (de norske skove). Og da giver alle renerne sig til at se mod nord, saadan at det nūsten er umuligt at holde dem. Saa er man nt til at foretage flytningen ind i Havriget, hvor der er grūs og svalt i den var.me tid. Og luften er sund i Havriget, hvor der er mange snebjūrge, og fra havet kommer ogsaa frisk luft, som er sund for renerne. Og paa bjūrgene ved havkysten kunde renerne nok endnu taale at malkes, men pladsen er for indskrūnket, gaardfolkene giver ikke mere Lapperne saa.dan jord, hvor de kan have renerne, saa de kan malke; (36) dertil kommer ogsaa, at om man malker paa den tid, da bliver kalvene saa smaa, at de ikke kan overleve en haard vinter. Og af disse grunde er man nt til at lade vūre med at malke, nūsten i det forhold som man i gammel tid har malket. 
Mere om kūlvningstiden. 
Nu begynder renkrne at kūlve, og kūlvningstiden er en farlig tid for Lapperne, og der er meget arbejde, naar man skal vogte renerne og tre k og reparere slūder og tjūre dem. Og renvogtningen er streng, og i kūlvningstiden er det nvendigt at vogte hele tiden. I gammel tid vogtede Lapperne saa haardt, at de jagede (hjorden sammen) to gange i hvert dn, og saa malkede de renkrne, og naar saa ren koen var ved at slikke sin (nyfte) kalv, saa skrūmte de de unge renkr bort fra kalven, og saa turde nogle ikke komme tilbage til kalven igen, og naar de er uduelige til at passe renerne, skrūmmer de mange renkr fra kalvene, og paa den maade er det et stort tab, da alle de kalve d, som ren koen forlader. Nogle Lapper fanger de ren kr, som bar forladt kalvene, og holder dem fangne i uger, og nogle tager kalvene, og andre tager den aldrig, hvor lūnge den end var bunden, og heller ikke har man nu tid at binde dem. Og der er endnu en anden fare, naar de er uduelige til at vogte renerne: naar de lader hundene jage haardt saadan, at de drūgtige renkr kommer til at springe saa stūrkt, at de kaster; 
kastning er det, naar renkoen fer for tidligt, lige som mennesket, og af de grunde d mange renkr, og saa rnaa Lapperne hjūlpe, for at ren.koen kan magte at fe kalven, og det kaldes kastning, og saa siger man, at man skal forle renkoen. Nogle Lapper er sūrdeles gode f.selshjūlpere, men nok kan de (renkrne) trūffe at dogsaa, naar de er altfor slemt beskadigede. Nogle skūrer kalven itu inde i renkoen og tager saa stykkerne ud, og det er en god kunst; paa den maade holder man liv i mange rener. Og det er godt. Naar renkoen lūnge, en uge, har haft skaden, 
153 
da er kalven d og lidt raadden, og saa er den bl og kommer lettere ud. Og naar man har faaet kalven ud, saa skal man se efter, om ren.koen vil give sig til at slikke kalven, saa kommer efterbyrden ud, og om renkoen slet ikke slikker, saa kommer efterbyrden ikke ud, og saa d den jo; men om man giver renkoen sm, saa kommer efterbyrden nok ud, og saa lever renkoen nok, men kalven er jo elagt; men det er godt, naar renkoen lever. Og der er endnu en slem ting, naar hunden jager altfor haardt, naar renkrne kūlver, da plejer de at vūre meget bange, naar renkoen er ved at slikke kalven -det er det, naar renkoen med tun.gen vasker sin kalv, -saa springer den bort, og efterlader kalven der; en og anden kommer nok og tager sin kalv, men nogle tager den ikke, naar de engang har efterladt den, men den tager forrige aars kalv, og begynder 
at lade den die, og paa den maade elūgges mange kalve. --
Naar den drūgtige renko er ved at kūlve, saa ler den. Forklaring paa denne len: Renkoen springer afsted, naa.r den skal fe kalven, og den ler saa meget, som den orker, og naar renkoen er fed, ler den endnu vūrre -naar der er snebar mark om foraaret. Det plejer at vūre mere slemt, naar hjorden er lille, saa springer rcnkrne meget stūrkere, og i skovene (37)er de vūrre endnu; de er saa slemme, at man maa binde dem, indtil renkoen kūlver. Og renkoen er i den tid saadan, at om den kommer til det, saa springer den op paa bjūrget, hvor ht det end er, og den higer blot efter el ht bjūrg, selv om kalven fryser (ihjel) eblikkelig. Og grunden til denne len er, at kalven sparker saa haardt, naar moderen er kraftig eller fed ; en mager renko er dog ikke saa slem til at le, og naar det er et koldt foraar, saa er de ikke saa slemme til at le, ejhellcr den fede renko. Men det er meget bedre, naar det er en stor hjord, og den er spredt vidt, og der er et bjūrg, og naar der langs det bjūrg er rener, eller hjorden, saa holder man der de lende renkr; naar renkrne kan komme til at le paa det bjūrg fra den ene side af hjorden til den anden, og naar der er folk ved alle yderkanterne, som standser den stadigt, naar den kommer til kanten og gaar ud i vildmarken, saa er vogteren fūrdig til at stoppe den ; og naar de har let hid og did mange, mange gange omkring det bjūrg, saa kūlver de, som har let to og tre dn, f de kūlver, og naar de har kūlvet, saa begynder andre paa samme maade, og dette vedvarer saa lūnge, til de har naaet at kūlve allesammen. Og naar de har kūlvet allesammen, beher man ikke at vogte renkrne; hvis der ikke er rovdyr, beher man ikke at vogte andre end lrenerne; men dog plejer man at Jade et menneske vūre ved renkrne ogsaa for at passe paa, hvis der kommer et eller andet dyr til renkrne og be.gynder at ūde kalvene. De er mange, kalvens fjender: ulven og bjnen og rūven og polarrūven og nen, de er allesammen kalvens fjender, og der er mange farlige steder, hvor kalven kan omkomme, saadan som vandhuller, klipperevner og elve, stre og mindre. -
Her begynder beretningen om hvordan man s/,al vogte renerne, saa at de trives godt, renkrne og kalvene. 
Man skal kunne vende hjorden forsigtigt og ikke lade hundene jage; det skal vūre en meget klog hund, som kun ler udenom de yderste rener, ej heller skal man jage dem tūt sammen; det er bedre, naar de er spredt, og man kun gaar paa den udvendige side af de yderste rener. Naar det er et koldt foraar, da er det meget slemt, fordi renerne af sult er nt til at gaa saa langt omkring, at man maa forfge dem haardt, da renerne springer for at se fe, fordi de er sultne, da det er sne.skorpe og endnu ikke snebart saa meget, at de kan leve uden at gaa saa vidt omkring. Og om det lūnge er koldt, saa slipper renens fe helt op; paa de faa snebare steder er den allerede forlūngst forbi, saadan at der ikke er lav mere 43; der er ikke mere andet end būrris nu for tiden her oppe, hvor der er bleven saa mange rener, og derfor nes man til paa det omhyggeligste at holde sida eller vogte paa renerne; thi for den, som er dygtig til at passe renerne, trives de meget bedre, end for den, som ikke rigtig kan styre eller kommandere, som en krigsherre kom.manderer krigsfolkene, og saadan gaar det med enhver sag, som styres daarligt. Men nok er somme tjenere bedrageriske og uduelige, og det skader husbonden meget, naar vogteren ikke selv gider gaa rundt om hjorden, men blot_ sender hundene afsted, ligegyldig hvor mange rener de elūgger. Saadanne tjenere plejer at ombringe mange renkr og kalve, saadan som allerede ovenfor er fortalt. Men naar der er ulve, saa er der (38) endnu meget mere arbejde og skade. Ulven passer paa, om vogte.ren lader hjorden sprede sig, thi saa anfalder den eblikkelig og drūber, som var det i krig, hvis man ikke straks naar at faa den skrūmmet bort. Somme ulve er saa drevne eller dristige, at de ikke skrūmmes, f men.nesket er lige i nūrheden; men hunden plejer at vūre en stor hjūlp; 
hunden er hurtigere end mennesket, den springer i en fart hen til ulven, g heftigt og snapper ulven i bagen, og saa er ulven nt til at blive bange; dog drūber ulven ofte hunden. Og hvis der om foraaret er mange ulve, saa nes man til at holde renerne saa tūt samlede, at de sulter, og renkrne kaster, og kalvene d; naar mrene er udsultede, saa har de ikke mūlk. Der er endnu en farlig sag i kūlvningstiden: naar der nu ikke er fe for renerne i skovene, da er de nt til at vūre paa h.fjūldet, hvor blūsten har blūst sneen bort, og der er lidt snebart de vindaabne steder, og derfor er der lidt bedre paa hfjūldet; ogsaa plejer 
155 
sneen at holde sig blere der oppe end i skovene, selv om der er sne.skorpe. Og af den grund er der dog bedre paa hfjūldet; selv om der er kulde og snefog, saa man ikke kan se spidsen af siderne; og da kan man ikke se at vogte renerne, selv om ulven aad aldrig saa mange. Og naar renerne er magre, da fryser spūdekalvene ihjel og aarskalvene, ja af enhver slags, saadanne, som er magre, og de d i hundredvis, somme.tider mange hundrede; men er renerne kraftige eller fede, d ikke saa mange, eller om de er et sted, hvor der er mange sten, thi de er et godt lū; men naar der er meget jūvnt, da fryser de som ovenfor om.talt. Vogterne fryser ogsaa, saa de knapt kan holde livet. Benene fryser, saa de ikke kan bes, og de kan ikke staa paa dem, f de har gnedet og bevūget dem i alle retninger; da begynder de endelig at blive varme 
som f; men ledene bliver ikke lige som andre menneskers. 
Her begynder beretningen om, naar det bliver tiden til at flytte fra kūlvningspladsen for de sidaer, som ltar ladet kūlvningen foregaa paa sydsiden af grūnsen. 
Saa efterlades vintersagerne, slūderne og alt det, som her til vinter.brug, og sommersagerne tager de med. Og saa giver man sig til at ordne sagerne for at efterlade dem. Fst lūgges (tingene) i slūderne, og saa (sūttes) slūderne paa trūstykker, og over slūderne lūgger man ren.skind og saa igen birkebark paa skindene og grūstv atter paa birke.barken, og sten der paa igen og birkestammer allererst. Ogsaa kan man efterlade sagerne paa en buk, en buk er en trūstamme (lagt paa tvūrs) mellem to trūer, og paa denne rygning hūnger man klūder og ting, som derefter dūkkes med teltduge. Og saadanne efterlader man mange steder, for at nogle af sagerne er nūrmere, naar man atter flytter mod syd, selv om man ogsaa flytter lidt en anden vej, men det er dog nūrmere, end hvis man skulde hente dem ved sydenden af hfjūldene. Og saa tager de fat paa at ge byrderne i orden med mad og sager for sommeren. Det er en renbyrde 20 kg. paa hver side, naar den er kraftig eller fed ; men er den mager, saa būrer den ikke mere end 1 5 kg. paa hver side. 
(39)Og nu er man fūrdig til at flytte og nu begiver den sida sig paa flytning, som har opholdt sig syd paa i skattelandet, og dens rener er kraftige. Og nu skal alt būres af būrerenerne, mad, klūder, koterne og bnene over mange store elve. Og saa drager den sida afsted paa denne maade: hjorden med renkrne for sig og raiderne og lhjorden foran, men renkrne er dog ikke langt borte og naar de nu har flyttet en dags.rejse, saa efterlader de igen vintersager paa en buk, og saa flyttede de atter. Og da er paa den tid fjūldelvene, ja enhver lille būk, saa store, at man ikke kan vade over dem, og enhver lavning er snesjap. Og sneen er endnu tyk paa hfjūldene, som er he og kolde, men paa den tid er den mildnet saa meget, at den ikke būrer trūkrenerne med byrderne paa, og saa er det bedst at vente, til der kommer sneskorpe eller til det bliver koldt, og somme tider plejer det ikke at blive koldt f Eriksdag 
(18. Maj), og om kulden ikke kommer ved Ny Eriksdag, saa kommer den i hvert fald ved Gammel Eriksdag (29. Maj); og saa flytter man, da er alt snesjap frosset og de smaa elve, og de store elve er svunden meget ind, men da kan det undertiden vūre en saadan snestorm, at man ikke kan komme til at flytte, og man maa da blive paa h fjūldet i uger, og der er ikke andet brūndsel end dvūrgbirkene og knapt med dem ogsaa, og de er overfen af sne. Birketrū er der ikke inden.for rūkkevidde, og man har ikke slūden mere, som man mulig kunde hente brūndsel med. Rigtignok har man ikke lyst til at blive her, men i saa.dant haardt vejr er man nt til det. Og for renkohjorden er det ogsaa slemt; thi kalvene plejer at fryse ihjel i saadant vejr; om man indhentes af uvejr paa de he bjūrge, da fryser mange hundrede ihjel, og det er endnu vūrre, om man begynder at drive dem et andet sted hen; det er bedst at lade dem blive, hvor de er; men om der i nūrheden fandtes et sted, hvor der var lū eller en skov, saa kunde man jage dem der hen, naar man mūrkede uvejret nūrme sig; men skoven er langt borte, den naar man ikke. 
Og naar det bliver opholdsvejr, er det fste arbejde at opse de de kalve og flaa skindet af dem. Ket er daarligt af de kalve, som fryser ihjel, en fed kalv fryser nemlig ikke, hvor koldt det end er. Og naar man er fūrdig med dette, saa flytter man igen, naar det er blevet godt vejr. Og nu er der en forfūrdelig stor elv, som de skal over, og det er meget vanskeligt, da den er saa dyb, at kun mūndene kan vade over den, og de er da nt til at būre alle bnene og kvinderne og gamle folk. 
Fortūlling om, hvordan det gaar under vandningen over elven med raiderne 
hvis renerne falder, eller byrderne kastes af, da vandet er saa dybt, at det slaar imod byrderne, og byrderne saa falder af renen; saa begyn.der elven at fe dem med sig, og saa forvikles hele raiden, og det hele driver afsted med strmen, endogsaa mennesket, hvis han vikles fast i raiden. Men somme mūnd er saa hurtige, at naar de ser elven begynder at fe raiden, saa skūrer de hurtigt tmerne over og naar at faa en og anden af de vūrdifuldeste byrder, og det meste af raiden svmer og slipper til bredden. Men naar de er klodsede, saa gaar det med 
157 
strmen hele raiden og (40) mennesket; men det hūnder kun en og anden det er dog de fleste tider saadan, at man slipper vel over. Og
gang, naar de er sluppen godt over elven, saa gaar de der til, hvor de plejer og hvor det passer dem, og saa slipper de būrerenerne og rejser ko.terne, saadan som de plejer. Og nu er rigtignok byrderne vaade fra el.ven, og dem er det nvendigt at tre. Og naar de har spist, saa gaar de for at hente renkohjorden over den store elv. Nu skal de, som jager hjorden, drive den meget omhyggeligt, og ikke lade hundene forfge, naar renkrne svmer, thi skrūmmes renkrne og kalvene, da vender de om og begynder at svme omkring i elven, og saa fryser kalvene eller stivner af kulde og driver med strmen, og renkrne fger dem. En del vender tilbage til bredden, og kommer de op igen, er de saa bange for elven, at de ikke mere gaar i den, selv om dP. ser en del af hjorden paa den anden side. Og gaar det saadan, da kan dette arbejde undertiden vare en uge, og endda faar man ikke alle over. Der er et raad, hvis det er gaaet saadan, som ovenfor er fortalt: man lader l.hjorden blande sig med renkoerne, saa svmer de over; thi renkrne er meget dristigere, naar de er sammen med loshjorden, fordi lhjorden er dristig, den gaar i elven, hvor stor og brusende end strmen er. Men de rener som da bliver tilbage, dem faar man ikke mere til at gaa i elven. Undertiden arbejder man en hel uge uden at have tid til at sove. Ogsaa har man pret den kunst at opsūtte et gūrde mod elven, og saa skrūmme dem i elven; nogle af kalvene būrer man over, de som ikke mere selv vil gaa i elven. Og paa den tid er foraars isvandet saa 
koldt, at de mennesker, som hele tiden vader i elven, de fryser benene, saa de faar kuldesyge for livstid. 
Fortūlling om det, naar hjorden et' kraftig, og det er dygtige ledere. 
Nu naar lederen selv gaar i elven, saa. svmer fgerenerne eblikkelig 
bagefter, og hele hjorden gaar som var det fugle, og kraftige kalve hurtigere end mrene, og det gaar saa strygende, at
svmer endnu der ikke forler mere end en time med overgangen, og naar de er kommen vel over, saa hviler de; men vogterne kan ikke komme til at hvile, men andre folk. Naar de har hvilet saa flytter de igen, og nu kommer der en elv med stejle bredder og saadanne fald, at hvis man styrter i elven, suges man eblikkelig ned under fossen, og om man fal.der ned i en saadan fos, da bliver man knust med det samme. Over saadanne elve kan man ikke komme paa anden maade end med snebroer, som er over elven; men elven gaar under sneen, og om den falder, da er det den visse dod; men man prer jo at kaste sten der ved vejen: er den mon saadan, at den būrer folk og raider og hjorder. Og Lap.
r58 
perne har bygget broer over saadanne elve, som er farlige; men de har 
ikke naaet at bygge bro over enhver elv, hvor det kunde vūre nven.
digt for fūrdselen af mennesker og rener. 
En elv er der, hvis navn er Giebmijokka, og i den elv er paa en gang 
omkommen en hel sidas hjord paa den maade: det var en pige, som vog.
tede renerne (41) ved bredden af den elv, og saa svmede de over el.
ven, og elven var saa rivende, at den fte dem ned; og derfra er ikke 
mere end nogle faa favne, f den styrter ud over en klippevūg, og man 
antager, at den styrter I kilometer ned over klippen, og der knustes 
renerne paa en gang. Men der blev endnu tilbage en lille halvdel eller 
1/3 del. Og den mand blev pludselig fattig; men det varede ikke lūnge, 
f han var ligesaa rig igen. Og hans s blev ogsaa rig. Og folk plejer 
at sige, at det menneske, som har levet rigtigt eller redeligt, deraf er der 
velsignelse ogsaa for bnene; men for tyvagtige mennesker varer rig.
dommen kun i deres egen tid, og somme tider varer den ikke engang i 
deres egen levetid; undertiden kan den nok rūkke indtil tre slūgtled, 
saadanne som er gode til at give til de fattige og til Guds tjenere eller 
dem, som man kalder kristne. 
Og paa den maade drager de over mange elve og kommer til Norge, de ogsaa; men mange vanskeligheder og mange farer bliver det at gaa igennem for dem, som lader kūlvningen foregaa paa grūnsen; men flyt.vejene er jo ikke ens alle steder. 
Og naar de har naaet trūgrūnsen (paa de norske fjūlde), saa er fjūld.risene saadan, at barken let afrives (et tegn paa foraar), og saa higer hjor.den efter skoven, hvor der er grūs og lunt, renen ved jo allerede langt borte, at der er grūs i skoven, og da frygter den ikke hunde, ikke mennesker, selv om man slog den i hovedet; og derfor plejer man at vūre nt til at knūkke hornene halvt over paa de vūrste būrerener, saa den ikke kan springe, da det smerter i de nye horn, som er halvt udvoksede, og hvorfra blodet strmer, naar de knūkkes over. Og paa den maade holder man dem sammen, indtil man er naaet de1til, hvor man altid plejer at vūre; men naar man kommer til skoven, saa sūtter de jo i spring ind i skoven for at faa grūs. 
Og naar Lapperne om foraaret kommer over hfjūldene, hvor der har vūret koldt og megen sne og ikke ret meget snebar mark, men dog saa meget, at renen lige netop har levet og naar de kommer til Norge, saa de kan begynde at se havskovene (de norske skove) og i dem er grūs og l, og det er saa skt og herligt synes Lappen. Og naar de kommer nūrmere, saa begynder man at he gen og alle fuglene, som efter Lappens sind er liflige, ogá saa giver de sig til at joige: 
"Mre og skne kūre grūsdale, kalvens moder v. v. n. n. 
Hil, hil jer nu mre, v. v. n. n. 
Tag nu imod min kūre hjord og plej den, som l f har gjort voia -voia n. n. -
Vūr aller, mre, mine venner! -v. v. n. n. l mre! grūs nu mine rener sunde I v. v. n. n. Og saa: Skne kūre bopladser, v. v. n. n. J)e er saa skonne, at cle lyser -voia -voia. 44 
Og da er det saa lifligt, at knene ikke har tanke for andet end pi.gerne, og pigerne igen tūnker paa knene, og at de skal se at komme sammen. Og saa drikker de brūndevin og hūlder lidt paa jorden og giver til enhver, som er der, og de joiger, men bande maa man ikke. Og Lapperne har endnu en lidt gammel skik, naar de om foraaret kom.mer til sommerbopladsen, saa hilser de paa denne maade: ĮHil, hil jer nu mre og bopladser !" og da giver de ogsaa noget, der er et eller andet sted, hvortil de giver, og saa beder de Halderne pleje deres hjord, saa renerne ikke omkommer, og kalvene bliver store. 
(42) Lapperne kalder jorden eller bopladserne duovddagat, de siger, (naar) det er smukke bopladser, og gode ren-duovdagat saadan, (at) de er saa smukke bopladserne (duovddagat), at de ler. Og naar mennesket er godt, og alle sager gaar godt, da synes han, at hele bopladsen glūder sig, og naar det er trist for mennesket eller han sger, da synes han, at hele bopladsen grūder og alle sten og trūerne og alt i hele verden, og intet glūder ham af det, som f voldte glūde, og dagene er saa lange, at de nūsten aldrig faar ende. Og naar det et sted er en daarlig egn (for renen) saa er det en daarlig boplads. Og i fordums tid kunde Lapperne grūsse renerne i fred overalt. Og i fordums tid var renerne meget stre end nu, fordi de dengang kunde komme til at grūsse, hvor de havde lyst; men da menneskene edes i Norge, saa begyndte de at hade Lapperne, sine steder saa haardt, at de rede og slog, og nogle drūbte de ogsaa, fordi Lappernes hjorder 
grūssede paa de steder, hvor de f havde plejet at grūsse. Og nok vilde Lappen vūre flygtet endnu lūngere bort; men der er ikke mere grūsland udenfor, og nu faar saa Lappen leve i saadanne forhold, som man ikke kan forklare lige netop, hvordan de er. -Nu er loven imod Lapperne saadan i Norge, at den er som et sl, hvorigennem ikke de 
skarpeste ne kan se, hvad der er bag det sl. Og dette sl har alle rede gjort mange forhold usikre for Lapperne. Nu er der ikke mere herligt for Lappen i Norge, da han er bleven som en fremmed hund, og fra den gang endnu vūrre, da Norge blev skilt fra Sverig. 
160 
Her nedenfor fortūlles mere om Lapperne, og det er nūsten om hovedsagen. 
Nu har Lapperne begyndt at tūnke paa deres fremtid, og de ser nu, at renen kan ikke leve mere her paa disse Jukkasjūrvi jorder og Kare.suando jorder, da renlaven er forbi. Saa nu begynder Lappernes unge sner at se andre leveveje. Nok ved Lappen sin egen levevej, ej.heller har han lyst til at opse andre nūringsveje; men naar kronen har taget jorden fra Lapperne og givet den til bderne, saa har kronen ikke mere magt over den jord, sletingen, og af den grund har Lapperne nu forstaaet, at paa den jord, hvor det er tilladt Lappen at opholde sig, der kan renen ikke mere leve, -thi der er det aldeles forbi med ren.laven. For 40 aar tilbage har der endnu omkring Kattovuoma vūret smuk hvid lav, ja saa meget, at jorden var hvid, og da var der ikke mange sidaer i Talma ej heller i hele Jukkasjūrvi sogn. Men da der be.gyndte at komme flere Lapper oppe fra Karesuando og Koutokūino, saa begyndte renlaven at tage af, lidt hvert aar, og naar der er mange lemūner, da ūder ogsaa de megen lav, og paa den maade faar den ende; den vedbliver at tage af, hvor der endnu somme steder findes lidt. Herpaa er det et tegn, naar man regner 25 aar tilbage i tiden, hvilket er let at huske, da var der endnu godt med renlav i Talma og hele 
Jukkasjūrvi sogn, og nu er alt, som det var brūndt, saaledes at i de egne kan ikke de rener leve, som allerede er der, hvordan skal man saa tro, at de kan leve, som begynder at arbejde med rener for sig selv? naar de be.gynder at tūnke paa det, (43)da forekommer det dem som en umulighed, at en renhjord her kan formere sig yderligere, naar ikke de, som er her nu, kan leve, for de ovennūvnte grundes skyld, fordi kronen har taget jor.den fra Lapperne og givet bderne alle sumpene og det tre land. Og endnu vūrre er det med den jord, som er delt land mellem Finnebyerne; hvor der er saadant skatteland, der har de fastboende stst magt over deres skatteland, og det er Lapperne nt til at ke, hvor meget end gaard.folkene forlanger; og saadan bliver det fremdeles med skatteland i Jukkas.jūrvi sogn, endskt det er Lappernes land, saadan som det ogsaa har vūret 
Lappernes land overalt lūngere nede lige fra Haparanda og hertil; men da har kronen stadig taget fra Lapperne og givet til gaardfolkene, og den har fremdeles flyttet grūnsen, indtil landet nu er blevet saa lille, at Lapperne ikke mere kan bjūrge sig. Nu skal kronen aabne for Lapperne, hvad den har lukket, om den vil, at Lapperne skal leve med deres egen nūrings.vej, eller ogsaa maa den give dem en eller anden slags livsophold, for at ikke Lapperne skal blive pint altfor haardt. Og jeg, som skriver, ken.der alt dette, jeg beher ikke at spge nogen som helst om det, og jeg kan vise, at det er sandt, om det ges nigt. 
I 6 I 
Nu kan jeg nok tro, kronen ser, at Lappen er som et uūgte barn blevet forbigaaet; men ejheller kan den tage tilbage hvad den har givet gaardfolkene. Nu er det tungt at hjūlpe Lapperne, saadan at mulig alle kan leve af rener, de som er nu, og de som vokser op. Og om Lap.perne saa, at de mulig kunde leve flere, saa giftede de sig i en yngre alder og formerede sig ; men da de ser, at der ikke kan leve flere Lap.per, naar de ikke fra anden kant kan faa livsopholdet, saa bliver de nt til at leve uden at formere sig, ugifte og uden bn; men ogsaa heri er lidelse, naar legemets krav skal undertrykkes, og hjertets kūrlighed til.intetges. Og det forstaar enhver, som tūnker over den sag. -Og vi ser andre folkeslūgter, hvordan de vokser og fylder, heroppe i Sverig ogsaa, saadan at de rejser til Amerika i tusindvis om aaret, ja jeg mener, der gaar 10 1000 fra Sverig og Norge. Og Lappen, som her 
har vūret det fste folk, han har ikke formeret sig videre; man har 
ikke ht, at Lappen er rejst til Amerika eller er bleven bonde, og dog er 
de endnu ikke de af sult, endskt de er indeklemte mellem Sverig, 
Norge og Finland. 
ret da 
ler for 
ená 
II. 
(44) Om fangstlūre. 
Om ulvefangst. At drūbe ulve ved skilning. 
V
ED skilning drūber man saa.dan, at man gaar paa ski, naar sneen er tyk og būrer skierne, naar det er en let og hurtig Lap. Og naar man har indhentet den, saa slaar man den med staven i hovedet eller i nakken under erne og over haleroden eller paa snuden lige paa den sorte nūsespids, der er den meget taalig. Andre steder fer den ikke, selv om man slog aldrig saa haardt. Men hurtig skal den vūre, som ikke slipper sin stav og sine skier, ulven er meget slem til at snappe staven med munden, den snapper ogsaa i skierne og rusker saadan, at man slynges af skierne, og naar man falder af skierne, da springer ulven paa og bider, hvor den faar fat; men Lappen har kniven som tilflugt, han griber kniven og stikker eblikkelig; dog kan den nok komme til at bide et eller andet sted, somme tider vūrre og somme tider ikke saa slemt. Der er et raad, naar ulven har snappet i armen, saa skal man stikke haanden i ulvens gab lige ned i svūlget og saa klemme den ne.derste del af svūlget, saa kan ulven ikke bide, og med den anden haand skal man stikke med kniven, og nu er der ingen fare. Men hvis ulven naar at faa fat med tūnderne i en fod eller midt paa armen -i albuen er det farligt, hvis ulven fa.ar fat der -saa bider den, igennem armen gaar tūnderne, og om den faar fat i et ben, saa er det ogsaa meget farligt, naar man der bliver bidt af ulven, som har saa lange tūnder, at de naar igennem benet, og saa stivner benet, saadan at det ikke kan bes. Det er ofte hūndet, at de er blevet bidt saa slemt, at de nūsten de, meget syge blev de i hvert fald og lūnge, undertiden en maaned og undertiden hele vinteren, og mūrker bliver der saaledes, at de varer saa lūnge, som han lever. -De har ogsaa brugt en spydstav; men derfor kan ulven nok komme til at bide, endskt det jo er en stor hjūlp, naar man har en spydstav. -At le paa ski efter ulven er det 
allervūrste til at tage folks sundhed. Der skal man le paa ski saadan, at blodet kommer i munden, og man ophedes saadan, at man er nt til at blotte brystet helt nent. Og naar man har let paa ski langt hele dagen, da er man saa svedt, at alle klūderne mod huden er vaade, og saa er man trūt saaledes, at det ikke er godt at orke tilbage. Men naar man trūffer at komme langt ind i (45) skoven, og der saa er tyk sne og pas.sende, ikke altfor haard, ejheller altfor bl, og der ikke er spor i ret.ning af hfjūldet45, da er det undertiden saa let at indhente den; hvis man bare ikke bliver bidt, indhenter man den straks. -Og naar ulven er indhentet, saa tuder den og spūrrer gabet saa vidt op, at det kan rumme om det saa var et menneskehoved, naar det er af den store slags. Og naar det er et frygtsomt menneske, saa bliver han bange og vender om. Men der er et raad for et svagt menneske, naar der er trūer paa stedet, han fanger ulven med lassoen, og saa slynger han den op i et trū, og da naar ulven ikke at bide lassoen over; men han skal vūre hurtig. Og med den kunst kan nok et svagt menneske ogsaa drūbe ul.ven. -Men naar det er en modig mand, saa naar han kommer i nūr.heden, da raaber han til ulven: "Far nu ikke mere, du slipper ikke lūn.gere IČ Og saa vender ulven sig om eblikkelig og gaar frem og tuder og g og spūrrer gabet saa vidt op, som den kan; men naar det er en dristig mand, saa frygter han ikke, paa hvad maade den end skaber 
sig. 
Men det er den allervūrste, som lūgger erne tilbage og bevūger halen; dog, er han modig og hurtig, da har han i beredskab to stave, og den ene stikker han i ulvens gab, og med den anden slaar han. Og naar han har faaet den halvd, saa begynder han at mane og bande og siger: ĮDu har ūdt mine trūkrener og mine renkr og ūd nu fremdeles, forbandede sūd I vov du nu at vise tūnder, men du skal heller ikke mere, forbandede afkom I ūde mine renkr og trūkrener. Sidste nat har du sderrevet min bedste keren, Birru, Būrkalak, Helvede, Satanas, Gavflab, Langtand I men du skal heller ikke mere sprede min hjord, forbandede sūd. Hvis du ikke selv har drūbt mine rener, saa har dog din bandlyste slūgt gjort det!Č Og saa slaar han igen som lynilden og stikker den ogsaa samtiŒig. 
Men nu er det svūrt at faa den ved skilning og vanskeligt paa en.hver maade, da renerne er edes saadan, at de er overalt paa hfjūldet hele vinteren og ved trūgrūnsen i dalene, saadan at ulven kan faa rener saa mange, den lyster. Og derfor beher den ikke at se fe i skoven; ja selv om den ogsaa gik ned i skoven, saa er den heller ikke i n der, da der er spor overalt. Hvis man gaar ud paa ski, saa er der frosne renspor overalt, saa at man ikke finder saa megen hel sneflade, at man mulig kunde indhente den ed skilning. Og saadan er det ligeledes 
I 1 Ĩ 
slemt at fange den med andre fangstmaader, da der er saa mange men.nesker og rener her i Jukkasjūrvi sogn. Aar 1908 gik ulvene ned i de sydlige skove, og folk l paa ski overalt, hvor de fremdeles korn; men de fik dem ikke, da hele egnen var opsparket frossen sne. Blandt hjor.der og mennesker kan man ikke jage. Men afsides er det bedste; hvis der mulig var en sida afsides fra de andre sidaer, og der var godt bete, saa kunde man nok faa den; hvis der ikke er ubevogtede rener paa hfjūldet, saa er den nt til at krese kun om den samme sida. Og naar det er en saadan jūger, som kan fange med saks og med gift, saa skal han nok faa ulve og ogsaa andre dyr, jūrver og polarrūve og rūve. -Ulven skal man fange med saks og paa sporet. Ulvens eget spor er godt; men man skal vūlge et saadant sted, hvor den er gaaet lige ud og i spring, for at den ikke skal lugte saksen, naar den farer hurtigt afsted. Saksen spūnder man saaledes: fst g man et hul af den strelse, som saksen har, og saa skal man anbringe den lige der, hvor den trūder, og dūkke den med (tynde flade) fyrrespaan og med sne atter dūkke spaanene (46). Og de skal dūkkes saa fint, at det ikke kendes, at sneen er rt. Og ens egne spor skjuler man saadan, at de ikke er synlige nogen steder; man skal kaste den fine sne opad, og naar den falder ned, da er det, som om det havde nylig sneet, og saa fst ved den kunst dūkker man alle menneskespor og saksen, og da mūrker vilddyret intet, saa gaar det let i saksen. -Og paa et slūdespor er det ogsaa godt, naar der har gaaet rener og igen bagefter folk med slūder. Og den spūndes paa samme maade der ogsaa, som ovenfor er 
fortalt. 
Her fortūlles om fangst med gift. 
Fangst med gift er igen saaledes: Naar ulven har drūbt en ren, og om den dertil har skjult den, saa har den til hensigt at komme og ūde senere. Og naar man giver sig til at fange, saa skal den tilberedes i det renaadsels sted, som den havde skjult. Og det g man saaledes, at man tager hele aadselet bort og i stedet lūgger man klstumper i alle ret.ninger paa aadselets plads, og der skal saa mange kstykker, som man mener, der har vūret ulve der, da de drūbte renen. Og ind i de k.stykker skal giften. Og en anden maade er det, naar man kommer giften ind i en hel renkrop. Og om ulvene kommer og ūder den, saa d de allesammen. Men i saksene gaar der ikke mere end en ad gangen, og den er slem til at forskrūkke de andre, som ser, hvordan det gik den ene. Den gift skal vūre den, hvis navn er stryknin. Den som begynder at bruge gift eller tilberede den, han skal passe paa, at der ikke er saar eller rifter paa hūnderne, det er farligt, hvis der kommer gift i et saar. Og under flaa.
ningen er det ogsaa farligt, hvis man har saar, og man skal passe paa, at lugten ikke kommer i nūsen. Og under tilberedningen skal man passe paa, at der ikke falder gift paa klūderne eller nogen steder paa saa.danne ting, hvor mulig et eller andet dyr kan ūde det. -Og denne tilberedning skal laves paa mange maader. Hvis man kommer den i k, saa skal ket vūre halvt frosset, og saa g man et lille hul med kni.ven, og saa kommer man giften der i, enten det er i en hel ren krop eller i kstykker. Og man kommer den i det bare fedt ogsaa, det er ulven begūrligere efter ; men den er lidt vūrre til at kaste op; men der i skal man komme rigtig fintskaaret bly, saa det ikke er let at kaste op. Og man kan komme giften i talg ogsaa, i saadan lysetalg er den let at tilberede. Og der skal fst ges en udhuling, hvori det er nemt at helde giften, stadig en portion ind i hvert agn. Man skal lave en form saadan, at man tildanner enden af en pind, som man stikker i den smeltede talg og trūkker den igen ud, og naar den er kold, saa stikker man den igen i fedtet, indtil den er bleven saa stūrk, at den kan taale, at man tager den af og kommer giften i. Og naar man har anbragt denne, saa skal man trykke en klump fedt for aabningen og saa ge en traad fast i agnet og saa igen lade det gaa ned i fedtet og blive ved med det, ind.til det bliver saa stūrkt, at det taaler, at man fūrdes med det. Men den traad skal vūre fin rulletraad. Og del g man til alle dyr; dog til rū.ven skal del vūre det mindste, den l ikke ūde stort agn; men ulven og jūrven synes om at finde store stykker, den sluger det hurtigt. Rū ven gaar ikke i agn-saks, ejheller ulven; men jūrven og polarrūven og rnaaren de gaar i agn saks (47). Agn-saksen spūnder man, og i snoren bin.der man ket, og saa stiller man den mod en sten eller mod et trū, og den dūkkes med sne ogsaa, kun lokkemaden anbringes udūkket. Agnet skal helst vūre fedt eller k. -Polarrūven er god at fange ved hulen, den benytter hulen hele vinteren paa hfjūldel. Og naar det er et lemming-aar, saa lever den ved at opholde sig paa eet sted. Og naar den bor i hulen, saa gaar den om natten i vildmarken. og om dagen kommer den til hulen. Og naar saksen er dygtigt spūndt foran hulens d, saa er det den sikreste fangst, hvis de ikke er skrūmte; men hvis de er skrūmte, saa skal man spūnde den med snor foran hu.lens munding, saa gaar den nok i. Men saa skal man ikke lade den vūre lūnge uefterset, den plejer at brūkke benet over, naar den lūnge er uefterset; men smūkker den om halsen, da kvūles den hurtigt. Men om den hre fod brūkker oven for knūet, saa d den jo; men hvis venstre fod brūkker, saa lever den og gaar til hfjūldet saadan, at man aldrig finder den. Og saadan er det med alle andre dyr ogsaa, de d af det hre ben; naar det brūkker over foroven, da brister hjūrte.
166 
aaren, og blodet rinder saadan, at de d. -Ogsaa maaren gaar i agn.saks, og for den anbringer man ogsaa saksen foran indgangen, den gaarind i morūner. Og odderen fanger man ogsaa med agn-saks; men derskal en fersk fisk som lokkemad, og til den skal der en stūrk saks,samme slags som til jūrven og ulven. Ogsaa fanger man den paa sporetmed skjult saks. 
Om ulveyngel. 
Ulven yngler paa de samme tider som renen -kun en uge senere.Og den yngler i tūt krat og g et hul i sandet lige som rūven ogyngler der. Og den vūlger den ujūvneste egn, hvor den yngler, ogunder klippestykker yngler den ogsaa. Og naar man giver sig til atse, saa skal man passe paa, hvorhen sporene gaar, og hvorfra dekommer, og om man dertil har en saadan hund, som sporer, saa finderman dem jo lettere. Og ulvens unger vokser ikke altfor hurtigt til, demindhenter man lige indtil slutningen af haaned (august); men naar manhar en god hund, kan man nok indhente dem, selv om de ogsaa erstre. 
Om jūrvfangst. 
Jūrven yngler ved Mariedagstid (25. marts). Og den yngler inde i enmorūne, hvis der findes en morūne paa det sted, hvor jūrvens yngle.sted eller tiden kommer. Og naar der ikke er en morūne, saa g denet hul i jorden eller i sneen eller under en fyrrerod. Den yngler hellerikke ofte i en snebar morūne, men hvor der er tyk sne. Jūrven ynglerikke paa dagsiden (syd) af bjūrget, men paa natsiden (nord), hvor derer tyk sne. Og naar dens unger begynder at le, saa drager den omfra sted til sted i 5te maaned. Og rūven begynder ogsaa at drage rundtden 15/s. Og jūrven har 2 og 3 unger. 
(48) Fortūlling om, hvordan man skal faa jūrvens unger. naar denbegynder at vandre omkring. 
Naar jūrven drager afsted, saa fer den dem op paa fjūldet, og deter let at spore den, hvor den fer dem hen; dog hvis man ikke har
hund, saa er den vanskelig at indhente; men naar man har en hund, saaindhenter den dem straks, og mennesket indhenter dem ogsaa, da hundenopholder den. Og hunden 
er ogsaa en hjūlp der, da den fger sporet,selv om det er snebar mark eller sneskorpe. -Og ved denne sporingfinder man ulveungerne ogsaa (hvis ulven kommer i tanker om, at der 
er folk i nūrheden, saa fer den ungerne bort). Og naar den finder dem, saa begynder den at g og hvis den finder ulven selv, saa be.gynder ulven at forfge hunden og gaar selv der hen til den side, hvor ungerne ikke er. Og saa kan man gūtte sig til, at der henne er ungerne, hvor den kom fra. Og saa er det ikke andet end at tage ungerne. Men hvis de er i en morūne, saa er det slemt at finde dem, ungerne springer 
imellem stenene, og somme sten er saa store som huse. 
Mere om jūrv a11gst og om rūvef angst. 
Naar jūrven er i fūrd med at ūde en ren, som er d, eller som ulven har drūbt eller jūrven selv, saa skal man spūnde saksen paa jūr.vens eget spor; og naar man har spūndt den paa samme maade som for ulven og er fūrdig, saa skal man med sneskovlen kaste sneen op, og naar den sne falder til jorden, saa er det som om det sneede fra luften, og saa bemūrker ikke et eneste vilddyr at der er friske spor. Og det skal man ge for alle vilddyr, naar man har spūndt og dūkket saksen. For rūven skal man paa samme maade ogsaa spūnde og dūkke men man skal ikke gaa over rūvens spor nogen steder, naar
saksen; man har til hensigt at spūnde saks. Og saksen skal skrabes helt ren for rust, og saa gnides med enebūrgrene og med den slags jord, hvor man har i sinde at spūnde saksen. Og man skal ikke re ved jūrnet med bare hūnder, det skal vūre rene vanter, ejheller skal de vūre vasket med sūbe. Ejheller skal man have dem i kisten, hvor (lugten af) den megen medicin hūnger ved vanterne. Og ny skindvanter er endnu bedre, naar de er aldeles ny. 
Om at kūlve og at yngle. 
Renen kūlver ved Valborgstid i det tidligste, naar den om efteraaret har vūret i kraft. Og ulven yngler ogsaa -den tidligste -paa samme tid. Og ulven har fra 3 til IO unger. Og polarrūven yngler f Eriksdag 
(18. maj). Og polarrūven har ogsaa mange unger, fra 5 til 12. Og jūr.ven yngler ved Mariedagstid, rūven lidt senere, og rūven har 5-9 unger, og saadan som det trūffer. Og bjnen har 2 og 3 unger. Og elgen kūlver ogsaa tidligt, som den tidligste ren. Og maaren yngler paa samme tid som hvidrūvcn. Og nen og hen yngler ogsaa lidt efter Mariedag. Og ryperne yngler mellem Eriksdagene (r 8. -29. maj) og senere, og fjūldrypen endnu senere. Og nogle af vandfuglene er 
ogsaa senere. 
168 
(49) Om elgjagt. 
Ved elgjagt skal man ogsaa passe paa, at man ikke taler, ejheller skalman gaa grimt, saadan at man knūkker grene eller gaar imod trūerne;den har en og nūse, den her og lugter, og saa frygter den. Menden er saa klogt et dyr, at den lever blot, hvor der er tūt skov, ogden er vanskelig at se. Maaske var det bedst at vogte den paa det sted,hvor den holder til. Men det vilde vūre bedst, om man mulig havde enelghund, med den fik man den nok hurtigt. 
Om bjnef angst. 
Naar man ser, hvor bjnen er, saa gaar man og lister, og saa for.sigtig skal man liste, at man ikke engang maa knūkke en kvist. Ogman skal liste med(!) vinden, for at den ikke skal faa fūrten. Og naarhan er modig og ikke frygter, saa skyder han den som en rype; menhvis han ikke skyder den d, saa er det farligt, saa bliver den jo vredog springer paa ham; men saa skal han le til siden fra det sted, hvorhan sk. Bjnen springer der hen, hvor den hte bsen knalde, ognaar den kommer derhen, hvor den hte bsen knalde, saa staar denog ser, hvor han er, og hvis den da ser ham, saa sderriver den hameblikkelig; men naar den ikke ser ham, saa gaar den sin vej, hvis denikke har faaet dssaar. Og det har man ogsaa ht, at naar bjnen eranskudt, 
saa kan den ikke mere d det er, som var den kuglekyndig,naar kuglen kommer, saa snapper den kun med munden der, hvor kuglenkommer, og selv om blodet sprter ud der, hvor kuglen rammer; mennaar den snapper med munden, saa standser den blodet og tager smertenbort. Det har bjnejūgere set aldeles tydeligt. Men med denne tidsbser er det ikke saa farligt som med fortidens bser, som man ikkefik ladet saa hurtigt som nutidsbserne, hvilke lades fra den bagesteende af bsepiben, og som kaldes et gevūr. --.En fangstkunst til bjnefangst: man skal have et spyd, hvormed manstikker bjnen, og det skal stikkes paa den maade, at spydet skal vūreskjult under armen og spydskaftet der langt omme bag ryggen, og naarbjnen gaar l paa en, saa skal man kaste sig bagover, og saa falderbjnen i spydet, og saa skal man dreje den rundt og drive spydet indi bjnen og trykke den mod jorden. -Undertiden finder man bjnen, naar den er gaaet i hi for at sove.Den faas saadan: naar man 0111 efteraaret paa den fste sne bemūrkerbjnens spor og saa gaar efter det, indtil den begynder at dannesporet bugtet 46 , 
saa skal man gaa uden om. Og naar man er naaetrundt om sporet, saa skal man lade det vūre saadan den dag, og
nūste dag begiver man sig afsted og gaar igen uden om sporet. -Og 
og 
1g, 
en 
:en 
,;i 
naar man er kommen rundt om det dyr, som man er ved at fange, da er det dyr meget tryggere eller modigere, det kan man meget bedre komme til at skyde 47 Ĩ -Og hvis den ikke er gaaet sin vej, saa sover den der, og saa skal man gaa rundt indenfor hver gang, indtil man ser, hvor aabningen er der, hvor den er gaaet ind. Og saa skal man lade den vūre, og atter gaa efter en uges forl for at underse, og saa skal man (50) sūtte mūrke foran aabningen, for at man kan se, om den endnu er derinde, naar man senere kommer for at drūbe. Og naar sneen er bleven tyk, saa skal man gaa at drūbe, og saa skal man vūre tre, to stikker stūnger korsvis foran bjnehiets daabning, og den tredje skal vūre beredt til at hugge i hovedet, naar bjnen kommer ud for at se, naar de kalder den ud. Og naar den stikker Hovedet ud, saa underser den, hvor mange de er, og hvis man da ikke naar at hugge, saa er bjnen, naar den for anden gang kommer ud, som ild, saa naar man ikke mere at hugge. Men da, naar den fsle gang kommer for at underse, da er det let at se sit snit, hvis man da ikke er altfor frygtsom. Og de mūnd med stūngerne er der, fordi de skal holde, saa bjnen ikke slipper ud saa hur.tigt, f <len er hugget i hovedet, saa slipper de den jo ud, og naar den lige er sluppen ud, saa d den. Og saa flaar de den og tager mange lūgemidler af bjnens krop. Galden er god for hjertesygdom og for saar og fremdeles for anden indvendig daarlighed. Og luftret er godt dertil, 
naar der kommer svamp (hos smaa bn), saa skal mūlk heldes igennem det tre gange, og saa drikke det. Og bjnefedt er sūrdeles god sene.smelse for gigtdaarlighed og for sting og for vabler. Bjnen fanger man ogsaa med snare, og den bliver hūngende, naar det er en, som kan sūtte snarer. Snaren skal vūre et kvarter oppe fra jorden, og saa hūnger den fast deri. Og den har tūnder; dog bider den ikke rebet over, men kaster urin paa rebet, og saa prer den stadig at sderrive rebet der, hvor urinen har brūndt rebet. Og der behes ikke lang tid, f det er blevet skt, saadan at det brister. Men den, som fanger, han skal efterse snaren ofte. Og paa den maade er der drūbt mange bjne. Og rebet skal vūre barket, for at bjnen ikke skal lugte rebet. Og man skal lave et gūrde paa tvūrs der, hvor bjnen plejer at fūrdes og saa der aab.ningen som en ring og deri snaren. 
Og den fangstmaade at drikke bjnen fuld. 
Man skal vide, hvor bjnen fūrdes. Saa skal man komme brūndevin i en blaa 48 lerskaal ind i en enebūrbusk eller ind mellem dvūrgbirkene. Og naar bjnen kommer til de steder, saa lugter den det langt borte allerede og gaar straks for at se. Og naar den finder det, drikker den det hele, hvor meget der end er. Og da bliver den saa fuld, at den ikke 
sanser noget som helst, og den hviner og gebūrder sig paa alle maader. Og da her man det langt borte. Og man gaar i morgen-og aften.skumringen for at lytte, og naar man her den, saa gaar man og skyder den, da her den ikke ej heller vejrer. Og den kan endogsaa drikke saadan, at den besvimer. Og der er det ogsaa, naar den een gang finder brūndevin og drikker og bliver ūdru igen, saa giver den sig meget ofte til at se. Og det er overmaade let, naar man har faaet den een gang til at drikke, saa sūtter man igen og giver sig til at vogte, den skal nok komme jūvnlig for at efterse, ej heller gaar den langt fra de steder, hvor den har fundet brūndevin en gang. -Renerne skrūmmer ogsaa bjnen fra dens sovested om vinteren. Og da kan de, som har bser, nok faa den; men uden bse faar man den dog ikke selv om vinteren. Men det kan ogsaa gaa saadan, at man jager og skyder med daarlige bser; thi naar det er en altfor lille bse, kan den nok beholde livet og rme og da gaar den til hfjūldene, og saa taber man sporet. Hfjūl.det har ogsaa vūret fūstning for mange i fortiden og er det endnu for en og anden. Naar Lappen frygter, saa gaar han tiltjūlds, og da finder man ikke noget som helst der oppe. Der er det raad, at man g et hul i sneen og gaar der ned og dūkker aabningen. Og der nede er (51) meget lunt. Og dette g han ofte, naar han er paa hfjūldet og ikke naar til 
koterne, og det bliver snefog. Og naar de er ved at vogte hjorden, da gaar de ogsaa ned i sneen, naar det er koldt, men ikke helt, kun fderne stikker man ned i sneen, og der er meget varmt. 
Om bjnen. 
Bjnen er et mūrkeligt Dyr, som lever uden at ūde hele vinteren. Og den bliver ikke vred paa det menneske, som kommer hen til den og ikke vil ge den noget. Den har lovet, at den ikke vil ge den noget, som kommer til den i hiet, selv om den tog hovedet af Savolacen 49, da han begyndte at binde den og kradsede dens ne med krumme fingre, derfor blev den vred og tog hovedet af Savolacen. Og Savolacerne er nu ogsaa en egen slags folk. Men andre, som kommer til bjnens kote, undertiden flygtende for Ruosaerne, dem g den ikke noget, dem bliver bjnen ikke vred paa, selv om de blev hele vinteren. Og jeg har ht, at en pige har opholdt sig en hel vinter i bjnens kote, og Uldaerne fte pigen ogsaa. -Bjnene og Ulda bor sammen om vinteren, Ulda bringer fe til bjnen, og bjnen kan ikke leve paa anden maade end, at Ulda fer den -og hun sov sūrdeles godt den vinter lige som bjnen. Og bjnen var en han, og den besvangrede pigen. Og det barn var en dreng, og den ene haand blev en bjnelab, og den anden en menneskehaand. Og den haand 
havde han aldrig utildūkket. Og en mand vilde, at han skulde vise den frem, skt han sagde, at han ikke kunde vise den, det var farligt, dog det menneske troede det ikke, men vilde han skulde vise den. Og saa endelig fremviste han den. Og da han afdūkkede den for manden, saa kunde han ikke styre sig, men sderrev manc.lens ansigt. Og da saa folk, at det var sandt, hvad han fortalte om sin haand. 
Den farligste jagt. 
Naar man giver sig til at forfge bjnen og fger efter sporet, da er det farligt paa den maade, at naar bjnen opdager, at folk er efter den, saa gaar den og danner et bugtet spor, og saa gaar den og lūgger sig ved siden af sporet, og naar man kommer langs sporet, saa vogter den ved siden af sporet, og da anfalder den og river mennesket ihjel. Og dette er hūndet ofte, naar folk er gaaet for at fge sporet. 
Fortūlling om et menneske, som gik for at forfge bjnen om for.aaret og indhentede den mange gange og saa den stadig ikke, og saa skrūmte han den, og bjnen blev vred og gik ind under en snedrive, som hang ud over en lille elv; og da manden gled paa ski over sne.driven, saa anfaldt bjnen og sderrev ham paa stedet, han naaede ikke noget som helst, og bjnen rev huden af ansigtet helt over hovedet, og benene rev den lige til begge sider. Og det menneskes navn var Maunos. Og den lille elv har endnu det navn, salig Maunos'klt eller -elv. Og det sted er i Norge ten for Raisa, tsiden af Malesjokka, sydsiden af den lille elv, hvis navn er nūvnt ovenfor. Og det ligger ikke mere end 80 aar tilbage fra 1908. -Bjnens lov er saadan, at hvis bjnen drūber et menneske, da faar den ikke ro til at sove om vinteren. Og det har for.tidens Lapper forstaaet, at bjnen har (52) samvittighed; og for det andet, hvis Uldaerne er dens forsgere om vinteren, saa vil de ikke tage sig af den mere, naar den har besmittet sig med menneskeblod. Og en anden begivenhed var paa de samme tider, og samme slags hūndelse er forefalden i Karesuando. 
Da Lapperne i Karesuando re kirkeby fandt bjnens friske spor, saa gik de for at opspore den. Og de var 7 Lapper; og deres anfers navn var stūrke Morto. Og de havde ingen bse ejheller et spyd, men en se havde de hvormed, de tūnkte at drūbe den, da det var sneskorpe saadan, at sneen ikke bar bjnen, men folk bar den som ryper. -Og da de fandt bjnen, saa anfaldt den, da den vidste, at de ikke var brre, hvilke bjnen frygter vūrst. Den ved, at de hjūlper hinanden; men naar de ikke er brre, saa ved bjnen, at de er mere bange og efterlader een til at bides ihjel. Og derfor angreb den dem, skt den saa, at de 
var mange, og da den dertil saa, at de allerede skrūmtes bort. Men stūrke Morto var ikke bange, og endnu een, som skulde komme Morto til hjūlp; men han turde ikke, dog flygtede han heller ikke bort, men saa til, hvordan det gik. Og bjnen for paa Morto, og Morto sagde: ĮTag livtag 50 Č I Og saa begyndte bjnen at tage livtag, og bjnen truede til at blive vred, da Morto var saa stūrk. Og saa gav bjnen sig til at bide; Morto sagde til bjnen: ĮBrug ikke hundekunster IČ Og saa tog de livtag, og Morto raabte sin fūlle til hjūlp. Og da bjnen hte det, saa gik den hen til karlen og snappede ham og-traadte et stort hul i sneen, og saa lagde den knen ned i hullet og dūkkede med sne. Og han gjorde ham ikke noget som helst andet, dog rte den med spidsen af en klo ansigtet lidt. Morto turde ikke gaa bort, skt han saa, at nu kunde bjnen jo ge, hvad den lystede Og da bjnen var fūr.dig med drengen, tog den igen fat paa Morto, og saa tog de atter livtag; og da fik bjnen Morto under sig, og saa anstillede Morto sig som d. Og da slap bjnen og gik et lille stykke og korn igen for at fe sik.kert, om han var d. Og den fte med snuden til nūseborene og fte under armene. Og manden gjorde sig saa d, han aandcde ikke det mindste, medens bjnen var ved at underse. Og bjnen fte med snuden til bagen ogsaa; men da manden ikke rte sig, saa troede den, at d det er han, og saa gik den bort. Og da den gik, saa den stadig efter, om han rte sig. Og da den ikke saa ham re sig, saa gik den sin vej. Og Morto blev liggende, indtil han saa, at bjnen gik. Og saa gravede han knūgten ud af sneen, og de to gik hjem. Dog havde bj.nen bidt nūsen og lūberne af Morto, saa tūnderne sad bare tilbage. Men han levede jo lūnge der efter. 
Og da en gammel bjnejūger hte, at bjnen havde vūret der i nūrheden -han havde drūbt mange bjne, og han havde faaet navnet Bjne-Mikka) -og da han drog afsted, saa forb hans egen kone ham det: ĮGaa ikke efter en vred bjn, det er farligt.Č Men den gamle bjnedrūber forstod ikke at frygte. Han drog afsted og gik efter sporet. Og bjnen var gaaet ved siden af sporet for at passe paa, saadan som det jo er en vred bjns skik. Og som manden gik langs sporet, saa idet den saa manden, anfaldt den ham og rev ham eblikkelig ihjel. 
(53) Fortūlling om, da to mūnd var gaaet for at opse ĮpelsgubberneČ. 
Og de var stūrke begge to, og den ene havde drūbt mange bjne; men den anden havde ikke jaget bjne f, han var bange og uet. Og da de fandt bjnen, da var den saa arrig, at den anfaldt eblikke.lig, og de l om bag et stort fyrretrū, og bjnen sprang imod fyrren 
' 
173 
og omslyngede trūet med labberne eller forbenene. Og den gamle bjne.jūger holdt bjnens labber fast og raabte: ĮKom du og drūb!,, men han kom ikke, han gik hjem. Og efter et dns fo1 l gik han for at se efter. Og han saa, at hans kammerat var levende endnu, han mente, at han var drūbt. Og da han kom nūrmere, sagde han, som holdt bj.nen: ĮKom du nu og hold, her er ingen fare, bjnen er allerede trūt, og dens klr er saa dybt inde i fyrren, at man kun beher at trykke ganske lidt mod fyrren.Č Og saa kom han og gav sig til at holde, og den anden sagde: Į Hold nu, du ogsaa et dn, hvis du ikke holder fast, saa bliver du ūdt IČ Og han turde ikke slippe, da den anden lod ogsaa ham holde lige saa lūnge, som han selv havde holdt. Og da et dn var forlet, saa kom han og drūbte bjnen. Og saa spurgte han: ĮEr 
det godt, naar den ene lader den anden alene i livsfare?Č 
Fortūlling-om, da bjnen anfaldt en mand. 
Han var ene, og han l om bag et fyrretrū, og bjnen omslyngede fyrren, og saa hūngte klrne fast i trūet, og den mand huggede begge bjnens labber over. Og bjnen rev sig l og drog afsted paa to ben, og manden l efter den og huggede den i hovedet, og bjnen faldt til jorden og de. Og han fik den med en se, og det har man ikke ht f, at nogen har drūbt pelsgubben med en se. 
I Fauras-orda var der meget grūsrigt og smukt efter folks mening, og derfor kaldtes det Įden smukke skovrandČ. Og der var meget af alle slags grūs og syre. Og der levede mange bjne. Og der var det farligt for syresamlerne; men naar hundene var med, saa frygtede dog bjnene. Naar bjnen angreb, saa gav hundene sig til at snappe bjnen i bagen, og saa maatte den skrūmmes. 
Engang var der gaaet een op med en syrebyrde, og saa kom bjnen 
ad stien foran. Og mennesket orkede ikke at le med den tunge byrde, 
han lagde sig bet ned paa stien. Og bjnen havde ikke set, at det 
var et levende menneske, den vandrede rundt om ham og snuste alle 
steder og den snuste ogsaa til bagen, og manden slap en vind, og bj.
nen blev forfūrdet og sprang bort; og da den var kommen lidt afvejen, 
saa kom en anden bjn, ogsaa den snuste og vandrede langsomt om.
kring, og saa aabnede den mandens byrde -syren var samlet i en 
afslidt stiv skindpels. Og da bjnen kradsede med klrne, aabnede den 
sig, og da blev bjnen saa forfūrdet og sprang afsted og for til skovs, 
som en sten falder ned, det var i en bragen og knagen. Og da manden 
hte, at den gik, saa drog han af og gik hjem. Men han var endnu 
bange, da han kom hjem, saa vidskrūmt var han. .
(54)Bjnen har I mands sind og 9 mands styrke, og derfor frygter den ikke mange mennesker, men for to brre frygter den, fordi en broder ikke elsker sit eget liv here end broderens liv. 
Fortūlling om ulven. 
Ulvens sang begynder saadan: 
Over ni dale springer den i en skumringstime .
voia voia, nana nana 
over ni dale gik den i en skumring .
voia voia nana nana. 
Ulven har Būrgalak (Djūvelen) gjort -Ibmel (Gud) blūste liv gen.nem nūseborene -og derfor vil ulven blot ge ondt lige som Būrgalak. Men ikke har den gamle djūvel magt til at ge noget fūrdigt, men e.lūgge fūrdige ting havde han kraft til. Men han var den engel, som var lbmels bedste engel, og Ibmel blev vred, da han begyndte at ge noget, som ikke passede sig, og den gang gjorde han ulven ogsaa, og derfor har noaiden endnu kraft til at ge folk til ulve. I gamle tider vidste de troldkyndige mange slags kunster; for ulven har der ogsaa vūret det raad, at de, naar de fandt et friskt ulvespor, saa skar de med kniven det spor i firkant lige under sporet, og saa skal man vende sporet tre gange i den retning, ulven er gaaet, og sige: ĮJesus Kristus velsigne, juoksat 51 , fremad, fremad over vand og land fremad, fremad IČ -Men man skal ikke gaa over sporet, f man har lūst dette. Og det skal siges ligesaa mange gange, som der er ulve. Ulven er saadan, at den kan forge kuglen, saa den ikke trūffer, ej heller fūnger det i bsen; men derfor er det raad: man sigter fst med kolben og saa der efter med let, og saa trūffer man nok. Og ulven er ogsaa saadan, at den bringer folk sn, naar man vogter paa ulven, naar den er ved boet eller ved et aadsel. Og naar renvogteren vogter hjorden for ulvens skyld, saa dysser ogsaa 
ulven dem i sn. -Og ulven har en mands styrke og 9 mands sind. -Og den som rigtig skal jage ulven, han skal vide alle ulvens navne paa lappisk, de steder hvor ulven fūrdes, og dertil skal han tūnke paa 9 slags fangstmaader, idet han giver sig til at jage ulven, og den skal han vente med til sidst, som han agter at anvende. 
I fordums tid har noaiderne gjort tyve til ulve, og saadanne, som ikke kunde lūse Fadervor udenad eller Herrens b paa tre sprog 52 , saa kunde de forge dem. Og de som vilde drūbe mennesker uden nvendighed og uskyldige mennesker, saadanne kunde noaiderne forvandle til ulve. 
Og naar de lige havde faaet den fūrdig, saa havde de befalet: Ĩ An.fald nu renen, tag frisk k IČ Og saa anfalder den eblikkelig, og hvis 
ná 
r75 
han faar blod af renen, saa bliver han ulv. --Og de har gjort mange menne.sker til ulve, og der er fundet mange beviser for det, saadanne beviser, at i en ulvs hudfolder (under flaaningen) har man fundet fortidens menneskers fyrt, staal og trke og svovlkar og flint. -Og saadanne kan noaiderne endnu lettere forvandle til ulve, som har drūbt uskyldige mennesker, saadan som i (55) fortiden, da mange Ruosa-Tsjuder strejfede om her og drūbte Lap.perne og tog Lappernes ejendele, penge og rener og spiste disse, saa mange, som de behede. Og Lapperne var dengang nt til at skjule sig i klipperevner ogsaa. Og dengang gik de ofte til Uldaernes boliger, og da Uldaerne vidste, at Lapperne var paa flugt, saa var de overordent.lig gode og gav raad: "Sūt koterne under jorden, for at ikke Ruo.a skal finde dem, og vi kan hjūlpe eder og komme til at tale med eder," sagde Uldaerne. Og endnu et raad gav de: ĮI kan ge Ruo.a til ulve, naar de har ūdt eders rener raa ligesom ulveneČ. Og Uldaerne lovede hjūlp. Og saa Gieddegūs-galggo 53 (Engkonen), da hun nu hte den sag, saa sagde hun til karlene, som gik i vildmarken og ste rener til fe: ĮNaar I nu mūrker, at Ruo.a er i nūrheden, saa skal I komme og fortūlle mig det, og hvis der er rener nūr ved, saa jag dem hen i den retningČ. Og da karlene havde mūrket, at Ruo.a var i nūrheden, saa gik de straks til 
Gieddegūs-galggo. Og da de kom til Gieddegūs-galggo, saa gik hun til Uldaerne; hun var kendt med Uldaerne og vidste, hvor de boede og hvornaar man skal gaa til dem. Ulclaerne sover om dagen, og om natten er de vaagne, da er det lyst for dem. Og da Gieddegūs-galggo var kom.men til Uldaeme, saa lovede Ulc.laerne hjūlp med det samme. Og saa b Uldaerne: ĮGaa imod Ruo.a og befal saa: spring nu som ulv, se der, en ren, fang den, den har lūkkert k, I faar ikke rener paa anden maadeČ. Og saa gjorde hun saadan. Og saa sprang Ruo.a, og da der var rener i nūrheden, saa anfaldt de de rener og fik renblod, og saa blev de ulve. Og saa gav de sig til at ūde mennesker, og de var mange. Og da Gieddegūs-galggo hte, hvordan sagen stod, saa gik hun atter til Uldaerne og spurgte om raad hos Uldaerne og fortalte, at det jo nok var gaaet saadan, som det jo skulde; men ulveflokken var begyndt at ūde mennesker: ĮHvad nu?" Uldaerne sagde: ĮNok er der raad for det ogsaaČ. Nu gav Ulda hende en lille flaske og b hende at hūlde det paa ulvesporet og befale dem at gaa tilbage til Ruo.ariget, Įhvorfra I er kommenČ. Og saa gjorde hun saadan, som Uldaerne havde befalet, og da hun havde gjort det, saa sprang ulveflokken og fo'r saadan, at ren stod. Og de gik tilbage til Ruosariget, og derfor er der i Rusland saa mange ulve og saa slemme, at de ūder mennesker. -
Og fra den gang begyndte folk at forfūrdige koter under jorden, de folk, som Uldaerne raadede. Og Uldaerne b at ge grave, hvormed de kunde fange mange vildrener og bjne og ulve og alle vilddyr. Og det gjorde de, og det var gode raad. Og Uldaerne gik ofte hos dem som gūster, og de var gode imod dem, som ikke bandede; men joigning synes Uldaerne om; og Uldaerne selv joiger ofte, og Lapperne har lūrt joigning af Uldaerne. Og de, som endnu kan blive ven med Uldaerne, saa er Uldaerne ogsaa nu lige saa gode; men nutidsmenneskene kan ikke mere ge sig Uldaerne til ven, fordi de er begyndt at bande saadan, og saa er Uldaerne bleven vrede paa denne tids mennesker. Nu for tiden finder man ikke mere end lige en og anden, som er ven med Uldaerne. -.Og de huller (i jorden) findes endnu som tegn paa, at det er sandt. Og fra den gang lūrte Lapperne mange troldkunster, (56)og den gang gjorde de stadig de slemme tyve til ulve, og derfor var der i fortiden ikke saa 
mange tage til.  tyvelapper; - men  da  noaiderne  tog  af,  saa  begyndte  tyvene  at  
Om  Govka For 40  Vullaar  e og ulven. siden.  

Bjūrget Davanjunje er ht paa tsiden. Og de var tre, han og.saa, paa ski efter ulve, saa l de op paa Davanjunje. Og da havde ulvene lagt sig i ring (som en hund, der vil sove), og det plejede at vūre deres hvileplads -og er det ogsaa endnu. Og saa fik de e paa ulvene, og ulvene sprang paa tsiden ned fra det he sted, og ulvene for ned ved at glide og styrte. Og Govka Vulle gled paa ski efter dem. Og saa snappede han fat i en ulvs hale og gled ned, og ulven trak ham i sin hale. Og da han kom under bjūrget, saa drūbte han den som en hund. Og de, hans kammerater, de turde ikke gaa ned der; de mente, at han slog sig ihjel, og de gik uden om den fremhūngende fjūldskrūnt. Og da de to kom, da havde Govka allerede flaaet skindet af den. Og paa det sted er ikke noget andet menneske gaaet om vinteren, saadan, at folk da har ht det. Og han var nu ogsaa som et egern, saa rap i vendingen og saa hurtig til at le. -Skrevet aar 1908. 
0. N. Svonni. 
Svonni l paa ski i emarken, og han havde en spydstav med. Og da saa han, at ulvene gik over en s Og saa standsede han og ventede, til ulvene gik op paa bredden. Og da ulvene gik til santen, saa fo'r han efter. Og da han kom tilsyne, saa gik den stste ham ime og gik under et stort grantrū, og han skulde stikke den med spydstaven, men den ventede ikke, den sprang igen; og han blev vred. Og da den stste jog igennem de andre, saa fo'r han ogsaa bag efter, og de andre sprang til hver sin side. Og da han indhentede den, saa stak han den store med spydstaven; og en anden var lige paa den modsatte side af den stores bag. Og denne anden anfaldt og bed ham i knūet, og den 
177 
bed saa haardt, at tūnderne gik igennem benet. Og saa stak han den i et 
saadan, at kniven gik helt ind i et, og saa slap han den og den sprang 
bort og begyndte at slingre. Og den anden ulv var endnu paa spydspidsen, 
1e, 
han turde ikke slippe den, han var bange, at de begge to skulde falde 
over ham, og da havde de jo drūbt ham; men han trykkede spydstaven 
mod en busk, og den sprūllede og skrabede der i dskamp, og da er 
alle dyr slemme til at bide og ulven i sūrdeleshed, som er det mest hade.
fulde dyr, der findes her. Ilan slap den dog ikke, f han saa, at ulven 
mistede krūfterne; saa slap han den. Og da satte han sig der ved siden 
af; og saa stivnede hans ben, saa det ikke kunde bes, ikke det mindste, 
ej heller taalte han det, det blev saa smertefuldt ogsaa. Og saa tūnkte 
at han, at nu de han der paa stedet. Men saa kom to Finner, som var ude paa ski efter de samme ulve, men de var bleven saa langt bagefter. Og de vidste ikke af hverandre at sige, men de mtes her. Og da de hte, han havde sluppen en ulv halvd, saa vilde de afsted for at for.fge den; men Svonni slap dem ikke, han sagde: " HHvis jeg bliver ene tilbage her, saa d jeg paa stedet.Č Saa lovede de at hjūlpe med hvad de kunde. Og han bad dem (57) flaa ulven, Og da de havde flaaet skin.
at det af, saa bad han dem aabne ulvens mave, og det gjorde de. Og saa bad han dem tage galden og skindstrimler. Og saa heldte han fst galden i saaret og svte skindstrimlerne om benet over saarene. Og det tog smerten bort eblikkelig. Og da en lille tid var gaact, saa ophte pinen, og han forste at be det lidt. Og i fstningen taalte han ikke mere end ca, en millimeter; og saa forste han stadig lidt, indtil han fik benet rettet ud. Og da han fik benet rettet, saa prede han straks at gaa paa
1te, skierne. Og saa prede han, om benet kunde fge med skien. Og da begyndte det at bes og at kunne taale det. Og saa sagde han til sine
Og kammerater: ĮI maa nok gaa efter ulven, jeg ser, at jeg slipper hjem.Č
lan. Og Svonni drog hjem. Og da han satte sig paa būrbmed54 og de saa
1p I 
begyndte at koge kaffe, saa f kaffen var fūrdig, da var hans ben som trū; det var slet ikke til at be. Og folk var nt til at hjūlpe ham derfra hen i loaiddo55 til en hvileplads. Og der laa han i tre uger, f han slap ud af koten. Og de saar fer han nok indtil den. Og han
Og lever endnu og er Lappernes politi (en slags sognefoged). .
En Lap l paa ski efter en ulv, og da han indhentede den, saa skulde
for og han jo til at slaa den; men ulven snappede i skierne og slyngede manden af skierne og bed en ski itu. Og saa snappede den i mandens arm og bed saadan, at haanden mistede kraften. Og han kom under ulven og kunde ikke engang faa fat i kniven. Og ulven fik fat i den anden haand og bed den ogsaa. Og saa fik han omsider fat i kniven, og saa stillede han knivspidsen mod ulvens side og trykkede den saa ind med sit bryst,
e 
og da skar kniven ind i ulven. Og saa slap ulven, og den de rigtig.
den 
12 
nok; men han havde ingen kraft i hūnderne, slet ingen. IIan havde ikke saa megen styrke i hūnderne, at han orkede at stikke ulven, han var nt til at trykke kniven med brystet. Og saa slap han dog halvd hjem, men blev syg hele vinteren og var nūr ved at d 
En lykkelig fūrd. 
En Lap drog ud paa ski efter ulven (1898)1 hans Navn er Ruvdas Lasse; han lever endnu. Han l paa ski efter en flok ulve, og han indhentede 6 ulve og drūbte dem blot ved at slaa dem 56 Ĩ Og han havde naturligvis ofte drūbt ulve ved skilning. Ogsaa han havde nok engang faaet ulven over sig, og ulven havde snappet i hans haand; men han havde stukken haanden i ulvens gab, indtil han naaede svūlget og saa klemt struben og med den anden haand stukken ulven, og han drūbte den, som var det en hund. 
Om hunden. 
Hunden har ogsaa vūret et vilddyr, og den begyndte at finde det be.svūrligt at se fe i vildmarken, da den undertiden sultede meget, fordi den ikke fandt fe, naar ikke ulven var sammen med renerne paa samme sted. Naar ulven og renen var paa de samme steder, saa var der nok fe til alle vilddyrene, og da var alle vilddyrene forsamlede, jūr.vene, rūvene og ravnene, nene og hundene; og da var der jo nok fe; men da var der jo ogsaa jag og frygt, og kom ulven og jūrven, de to var stūrkere, saa rede de; og hvis den svagere ikke flygter bort, saa bliver den (58) drūbt. Ulven drūber ofte svagere dyr: rūve, hvid.rūve, harer og hunde. Og hunden begyndte at tūnke: ĮJeg gaar til Lappen og tjenerČ. Den huskede, da den engang var gaaet til Lappens sida i fstningen, da Lappen samlede sin hjord, og hunden saa til og hi.1rte, medens Lappen samlede hjorden. Og da Lappen var i knibe, fordi han ikke kunde faa sin hjord samlet, saa fo'r han viltert frem og bandede og hylede, og saa kunde han gsom en hund. Og da hunden hte det, saa begyndte den at gog jog afsted i retning af Lappen, og saa skrūmtes renerne og l sammen i flok. Og saa syntes Lappen om hunden og vilde, at den skulde give sig til at vūre dreng hos ham, og dengang vilde han, at den skulde komme paa bes, og han gav den suppe at drikke. Og hunden syntes om maden, og den saa i loaiddo mange ben og kstumper og havde lyst at faa dem at ūde, men den turde ikke, den var lidt bange for, at de skulde drūbe den. Den gik endnu ud vildmarken og vandrede der ude og ste fen der. Og den fandt et ulvespor og fulgte det, indtil den fandt, hvor ulven havde drūbt en hare, og den ste der, men den fandt ikke andet end et forben, og det gnavede 
179 
bort 
til 
e 
den. Og da den var fūrdig, saa gik den atter for at spore. Og saa fandt den et renaadsel, og der var mange andre dyrespor. Ogsaa der var et ben og knogler, og den tog det og aad det og bar med sig og gik derhen, hvor der var mange andre spor. Og den fandt derhenne, at der var en rūv drūbt og ūdt saadan, at der ikke var andet end halen. Og den syntes nok om, at ulven ryddede den afvejen, den, som altid plejede at ūde ethvert sted, hvor der var fe. Og da den sporede videre, saa fandt den, at dens fūlle var drūbt og ūdt, der var kun hoved og hale; men den kendte bestemt, at det var dens kammerat. Og saa begyndte den at blive rūd; Įsaaledes drūber den mig ogsaaČ. Og da den hte ulvene komme, saa blev den bange og sprang uden ophold hen til Lappen. Og da den kom, saa sagde den: ĮTag mig nu som dreng, jeg har ikke mere lyst til at vūre vilddyrČ. Lappen spurgte: " Hvad vil du have i l?Č Hunden svarede: ĮJeg vil ikke have andet end suppen og hvad jeg kan snuse mig til, og ikke faa prygl, fordi jeg ikke kan arbejde mereČ. Og saa blev de enige, og hunden begyndte som tjener. Og det var over.maade godt for Lappen. Og saa lod Lappen hunden hente flere hunde. Og den hentede flere. Og en var saaclan en hund, som vidste i forvejen, naar ulvene kom, og den fortalte til sin herre, at ulvene var i nūrheden; og ejeren gav sig til at samle sin hjord og vogte den strengt. Og endnu er nogle hunde saadanne, som er vagtsomme og ved, hvornaar ulven kommer. Men nu kan ingen mere tale hundens sprog 57 og derfor for.staar man ikke, hvad hunden fortūller; dog nogle hunde forstaar nok, hvad mennesket siger. -I gamle dage kunde alt tale, alle dyr og trūer og stene og alt, som findes paa jorden, og saadan skal det tale paa den sidste doms tid ogsaa. -Men hunden har forlangt endnu en ting, at naar den bliver gammel, da skal man hūnge den; man skal ikke paa anden maade drūbe den. Og man skal hūnge den i en tynd snor, som hurtig snūrer, for at den ikke skal blive pint. Og den, som hūnger hunden ordentligt og har vūret ordentlig imod den, da hunden havde strengt ar.bejde og var trūt, han taar god hundelykke. Og den, som ikke har gjort saadan, som de aftalte, han faar daarlig hundelykke. Og paa den yderste dag er hunden den fste anklager -(59) og derefter de andre dyr, som har vūret i menneskets vold -mod dem, som har ladet dem arbejde altfor haardt eller paalagt dem tunge byrder og dertil slaaet. Og det stakkels dyr har ikke mund til at sige, at det ikke orker at trūkke; og derfor er den nt til at trūkke og būre saa tungt ogsaa, at det nūsten tager livet, og saaledes, at mennesket ogsaa her den sgelige lyd, hvilken 
undertiden er som et suk, i hvert fald saadan bedrelig lyd, som nūsten gaar gennem marv og ben paa folk, naar det ikke er et altfor baardsindet menneske. Og det skal enhver huske, at de ikke er altfor haarde mod deres undergivne, det vūre sig mennesker eller dyr58. 
I 
180 
Lidt om fuglene og rūvene og musene, som vandrer over jorden. 
Alle er de omstrejfere, de, som her nedenfor navngives. Og lemmingen er anfer for de andre vandredyr. Naar lemmingen kommer her til dette Nordland, saa kommer efter den rūven og hvidrūven og ryperne og falkene og uglen og fjūldvaagen (boaimas, Archibutco lagopus), hermelinerne og mange andre smaa rypeūdere. Og naar lemmingen d eller drager afsted, da gaar alle de andre dyr ogsaa, som ovenfor er nūvnt. Og om dem ved man ikke sikkert, hvorhen de gaar. Men renen gaar der hen, hvor den ved, der bliver fe til vinter. Men om ulven ved man sikkert, at den vandrer, fra t kommer den, og mod vest gaar den, hvis jūrnbanen ikke kommer tvūrs for, den t den ikke gaa over, nūsten aldrig; men den gaar, naar det lige er en meget dristig ulv, og det er stūrkt snevejr og snefog, og jūrnbanen er standset eller strejke, saadan at vognene ikke gaar hid og did hele tiden. 
Om rypen. 
En flittig rypefanger bjūrger sig nok. Ryperne opholder sig fst paa vinteren paa hfjūldselvene mest og i det krat, som strūkker sig ned fra hfjūldet; men naar vinteren bliver kold, saa kommer de i de skove, som er nūrmest hfjūldene, og i dem opholder de sig den haardeste vintertid. Og i foraarsvinteren, naar luften begynder at lunes, saa flytter rle igen op under hfjūldene ind blandt de erste trūer. 
Fjūldrypen eller giron, den er meget mindre end skovrypen, ligesom Lappen ogsaa er mindre end alle gaardbeboere. Og Lapperne er bede og benene krumme, fordi Lapperne kommer til at fryse allerede som bn. -Fortidslapperne har vūret modigere end nutidslapperne, og nutidslapperne er mere dovne ogsaa. Fortidens Lapper har meget fanget fisk og vildrener og bjne og alle vilddyr. 
Om fiskef angst. 
Lapper, som flytter om sommeren til Norge, har ikke tid at fange fisk uden om foraaret, naar de fste aabninger bliver paa srne, saa meder de med en krog, som de selv har stt af tin. Og der paa sūtter man agn -en stump rt og gult klūde, indtil man faar en fisk, saa tager man et lille stykke af fiskens maveskind, og det er meget bedre. Og om efteraaret fanger man ogsaa med snare i de smaa elve; der er om efter.aaret sūrdeles mange smaa fisk i de smaa elve. Og med nūt og med vod fisker de, men ikke ofte. Men de har (60) ogsaa skudt gedder om foraaret i sumpene inde i stargrūsset. Gedden gyder rognen om foraaret 
181 
og stallingen (Thymallus vulgaris) og aborren, og ren (Salmo alpinus) gyder rogn om efteraaret og hūlt (Coregonus laveretus) og graalaks (Salmo eriox). -IIvis tordenen slaar om foraaret, fend isen paa sn er tt, saa bliver det en fiskel sommer, i hvert fald i nogle af srne. Fisken frygter og gaar dybt hele sommeren, den sommer, hvor tordenen har rullet over en isbelagt s -
Men fangst er ikke blot det, at man kan; men man skal have lykke ogsaa. Og fortidsmenneskene har brugt mange offerkunster for fangstens skyld. De har netop dyrket sejterne mest for fangstlykkens skyld og for renlykkens skyld ogsaa. Og for folks sygdoms skyld har de mest ofret til kirkerne. Og nok er der en og anden, som endnu ofrer til kirken for folks skyld. Og for fangstlykkens skyld ofrer man igen til et eller andet fattigt menneske og til en saadan, som ikke er altfor hedensk eller ond.skabsfuld. Og til saadanne, som er vanskabte ofrer man ogsaa, meget halte, saa de bjūrger sig daarligt; og ligeledes saadanne gamle fattige mennesker, som klarer sig daarligt. De har lykke, som lover til disse. Og en og anden lūgprūdikant har ogsaa lykke; dog er man nt til at pre hos hvilken, der er lykke; men de har rigtignok undertiden sūr.deles god lykke. 
Her er lidt forklaring til de offerkunster. 
Til kirken loves, hvis det gaar saadan, som den sker, der bringer offeret. Og det er paa samme maade, hvis man lover noget til mennesker; men det, som man har lovet, det skal man ogsaa give. Og paa den maade har ogsaa fortidens mennesker dyrket sejterne, at de har lovet et offer, naar de gik at jage. Nogle sejter var tilfredse, naar de fik hornene, og nogle vilde have alle benene og saa fuldstūndig, at der ikke maatte blive tilbage den mindste bensplint. Fiske-sejten fordrede kun halvdelen af fedtet, saa jagede den fiskene ind i voddet saa mange, som naaede at trūnge ind. Og en og anden sejte fordrede en hel levende ren, og prydet skulde den vūre med al slags prydelse med klūde og med uldgarn og med sv og med guld. Og nogle ofrede bn ogsaa. Ejheller er det lang tid siden, at de sidste offer-noaider har levet. De sidste har vūret Kumen med samt hans hustru og hans fader Dobar, som ofrede en 10 aars dreng sammen med en ren. 
Lidt om vejrmūrker. Om varselsfugle. Om rypen. Om gen. Om lavskrigen (Guovsak, Garrulus infaustus). 
Rypen er troldkyndig. Naar rypen i aftenskumringen skogrer, saa bliver det snefog; naar rypen klukker, saa kommer der kun sne, ikke blūst. Det er mest om vinteren, de mūrker er. Og renen fer ogsaa vejrfor.andring, naar den begynder at springe hid og did eller le saa meget, den orker, det er et tegn paa haardt snefog. Et andet tegn er, naar renen skraber mod trūerne med takkerne, saa bliver det tejr. Og naar om sommeren renkoen slikker sin kalv, saa bliver det regn. Naar der kommer mange snespurve i nūrheden af mennesker, saa bliver det for.fūrdelig haard snestorm, det er sidst paa vinteren. Og naar der kommer mange smaafugle, saa bliver der stort snefald. Der er dem, som kaldes troldspurve; naar den sūtter sig paa vuggekaleschen, saa d barnet. Og naar de sūtter sig paa et menneskes būlte, saa d det (61) menneske. Og denne lille fugl (cica.) lever her hele vinteren; den er mkagtig, og hovedet er hvidt omkring nene. Og snespurven er lidt stre og hvid. Og naar om foraaret trūkfuglene begynder at komme, saa er der mange varselsfugle. Pibefuglen, .b.i.
.u.s.,.
(hjejlen, Charadrius pluvialis) er en. Naar man her .b.i.
.u.s. f man har spist noget, da er det uheldigt, og det
om morgenen, menneske er det aar meget ulykkeligt; men den, som naar at spise om mor.genen, inden han her fuglen, han bliver ikke beklikket. Og saadan er andre fugle ogsaa, gen og lommen. Gen er den fugl, som ikke har tid til at pleje sine ūg, den bringer sine ūg hen i andre fugles rede, og de plejer dens ūg ogsaa, og den selv farer og kukker overalt. Og naar den er naaet herop, saa fst elūgges būrrene. Lapperne plejer at sige:Į Nu har gen gjort paa būrrene 59 , nu kan man ikke spise dem mere.Č Gen er en troldfugl. -En mūrkelig hūndelse. Gen kom til en lapkote og begyndte at ūde k fra kstilladsct, og det har gamle folk ikke set f. Og i den kote de paa en sommer 3 mennesker. Kragen er ogsaa paa samme maade en troldfugl, ogsaa den fger Lapperne og ūder k fra kstilladset hos den, som den ved vil d -Og .b.i.
.u.s. er ogsaa en saadan, af hvis stemme man kender vejret. Naar den fer slemt, koldt vejr, saa siger den: ĮBi-bi-i, diril, dirilČ, saa bliver det koldt; men naar den igen siger: "Bibil diril, dirilČ, saa bliver det varmt. Og lommen er ogsaa saadan en troldfugl, ogsaa. den be.klikker; og den bruger ogsaa at ofre; den giver sn (ved hvis bred den har sin rede) 3 ūg. Lommen (grakkur) har ogsaa en anden lyd, naar den fer vejrforandring. Naar den siger: ĮKa ko, ka ko,Č betyder det, at den takker for sit navn, idet der kommer godt vejr; og naar den fer daarligt vejr, saa raaber den: ĮBare jeg havde et regnslag, bare jeg havde et regnslag!Č (var' luk, var' luk). Og om lommens fder er der en lille historie, saadan: Da Ibmil havde skabt alle fuglene og 
ikke havde husket at give lommen fder, saa sagde han: ĮDer, tag de graa fder!Č Men lommen br sig ikke om graa fder, den vilde og.saa have re fder lige som gaasen. Og da den ikke fik dem, saa fl den og sagde: ĮPaa en vis er jeg smuk nok, men fder fik jeg ikke.Č Og saa fl den, og saa kastede Ibmel fderne efter dens bag. Og der.for sidder lommens fder saa langt bagtil, og derfor fer lommen, at 
den ikke kan gaa; men til at svme og dykke er den den allerstūrkeste. Og lommen har cl langt nūb og spidst, og det har i fordums tid vūret det har de ikke kunnet forgore, de
et godt stridsvaaben som bucpil; gamle kugle-eller pileforgorerc. De har brugt det som buepil, og de har brugt det som spydspids ogsaa; det har ingen kunnet forge. .
som de ikke kunde drūbe; han forgjorde
Engang var der en Ruo.a, alt jūrn; men han var ikke stūrk, og han var allerede gammel. Og saa Og saa for.
vidste en trolcllap, at tommens nūb kunde ingen forge. ste en meget stūrk Lap at gaa til ham, og han sneg sig derhen, hvor Ruo.a boede, for om han kunde slippe til ham under snen, saadan at han (R ) ikke hte ham, f han saa ham, saa maatte han godt staa op bag.efter, naar han (Lappen) havde set ham (sovende). Og <let er overalt: den, som finder clen anden sovende, han vinder. Og denne Lap kom og fandt Ruo.a sovende; og saa (62) borte Ruo.a ham, og saa kom de op at slaas; 
men Ruo.a fte, at han vandt ikke nu -han var troldkyndig ogsaa .
og han veg allerede og sagde: ,G mig ikke noget?Č Og Lappen lovede, at han skulde ikke gore ham noget. Og da han l afsted, saa vendte 
Lappen ikke tilbage; han gav sig til at le efter ham, og da han ind.hentede ham, saa forste han at stikke med lommens nūb, og Ruo.a fte, at det stak ind i hans ryg. Og saa forb han det: ĮDu maa ikke ĮDet er ikke mig, det er lommens nūb.Č
stikke mig. Lappen sagde: Og saa drūbte han den store troldruo.a, paa hvem ikke en eneste pil 
havde bidt uden lommens nūb. .
og den ūcler k; men den
Lavskrigen er altid i skovene hos Lapperne, er dog ingen ond fugl, den er Ibmels engel, og trolclspurven (cica.) er igen Og en lille smuk fugl er der, som kommer
Birrus (Djūvelens) engel. .fra Barbmo60 og dens navn er bjūldefuglen Og den har mange farver, Og den kan
under hagen er den gul, og den er r og gr og blaa. Og dens navn er ogsaa giella vūlggo (Eri
synge paa hundrede sprog. thacus suecicus). Og naar den fer solskin, saa spiller den paa alle maa 
Og naar den fer koldt
der, og undertiden ringer den som en klokke. vejr saa er dens tunge meget klodset; den kan ikke faa en smuk lyd 
I 
frem.
Og der er 4 fugle, som fger Lapperne: ravnen og ryperne og lavs krigen og troldspurven. Og de fger med om vinteren, de er kammerat med Lappens sida, og de faar fe ogsaa; de faar k, som ūder k; og ry 
perne finder birkekvistene, som Lapperne hugger af paa vcdhugningsstedet. 
Og rypen har mennesket som tilflugt ogsaa; naar hen kommer og be gynder at jage den, saa kommer ryperne til folk, ja, lige mellem folks Og de kommer endogsaa ind i koten,
fder, og saa maa hen fly naar cle ikke trūffer folk udenfor. Og menneskene g ikke saadan en 
rype noget, ejheller tillader de hundene at re den. 
Hvis skaden eller kragen giver sig til at folge Lappens sida stadigt,saa ved den, at i den sida d et menneske. Og hvis den giver sig tilat folge en kote og sūtter sig ved siden af en kote, saa foler den, at iden kote er et menneske, som skal d 
Fortūlling om slangestenen. 
Den, som faar den, han bliver aldrig overvunden af loven -men hvem,som bare kunde faa den I 
Man skal finde slangernes parringsplads;naar de parre sig, da kaster de denne hvide sten hid og did, og den,
som da gaar og stjūler sig til at bevogte dem, naar de kaster stenen,han skal snappe stenen og le til vand, og hvis han kommer til vandetf slangen, da faar han stenen; 
men hvis slangerne kommer fst ivandet, saa er det jo farligt. Men den, som forud har undersogt, hvor
det nūrmeste vand er, han kommer fst; 
nok opholdes de lidt med atse efter stenen, og imedens er manden let langt til vandet. Og naarhan har faaet den, da er han jo et lovmenneskc i sin levetid 
(63) Her begynder fortūllingen om Lappernes doktorkunster. 
Lapperne har allerede i gamle dage vūret nt til at finde paa raad, naar folk blev syge; og lūger har Lapperne ikke kunnet faa paa stedet; en del har ikke engang vidst, at der fandtes lūger. Og paa den maade har de maattet spekulere saa meget ud, at de blev klar over, hvad slags sygdomme det var, og hvorledes de skulde faa hjūlp for dem. Og de har faaet klaret saa meget, at mange sygdomme kan de helbrede, ogsaa dem, som nogle lūger ikke forstaar at helbrede; men dette sigter ikke til alle lūger. -
Her nedenfor finder man forklaring paa, hvorledes man skal lette en.hver sygdom, ja undertiden endog helbrede den og ogsaa hurtigt. Men det er ikke heldigt at skrive alle raadene i denne bog, fordi bogen vil blive lūst over hele verden, og mange lūrde herrer passer det slet ikke at he om alle raadene, de tror ikke paa dem, de spotter kun Lappens dum.hed, skt, hvis de saa alt, hvad Lappen udrettede, saa undredes de over den kraft, og hvorfra den kommer. .
For brystdaarlighed 
Lapperne er ofte daarlige under brystet, og det stiger til hovedet og gaar i benene. Og den sygdoms lūgemiddel er aareladning af legems.aaren. Den aare er paa benet paa den udvendige side af ankelen, og der nedenfor paa den indvendige side af vristen. Og paa den udvendige side af foden aarelader man igen for rygdaarlighed og lūndesmcrter. Og naar madlysten opher og man fer smerte under brystet, saa aarelader man paa stedet ovenfor vristen. 
Og naar man er syg i brystet, og det ikke gaar til hovedet og ikke i benene, saa aarelades paa den indvendige side af armen i armhulen de aarer, som gaar paa undersiden af armen. Og en anden aare gaar oven.paa armen, og af den aarelader man hovedpineblod, naar hovedet smerter og det ikke er noget andet sted end i hovedet. Og naar sygdommen er i skuldren, saa aarelades (ovenpaa) haanden mellem fingrene. Og naar man har sting i kroppen, saa aabner man en aare paa den udvendige side af armen. -
Skrūk 
er ikke saa slemt til at paakomme andre end barselkvinder, eller en kvinde, som nylig har faaet et barn og endnu ikke er bleven rask Ligeledes er en kvinde jo slem til at blive (64) skrūmt, ogsaa f barnet er ft; naar hun er frugtsommelig, plejer de at skrūmmes saadan ogsaa, at de fer for tidligt. Og den skrūk kommer undertiden, naar hun ser en styg dr. Og bn skrūmmcs ogsaa ofte, og det varer lūnge, lige til de bliver fuldvoksne. 
For skrūksygen. Man skal ikke aarelade en hjerteblodaare (pulsaare) for anden sygdom, end naar man paa grund af skrūk bliver daarlig, saa nes man til at aabne en hjertcaare; men der skal ikke flyde mere end sprte tre gange og saa lukkes. Og den er slem til ikke at forblive lukket; men der er et raad: at trykke den til med en ny 10-e af sv. 
For besvimelsessygdom. 
Og naar besvimelsessygen kommer, saa er der et raad: at brūnde de e1 klūder, man būrer nūrmest kroppen lige med det samme, og hvis de ikke lige straks bliver brūndt, saa er det slemt at faa bort; men man kan nok faa den bort, naar det ikke har beskadiget blodomlet altfor slemt. For besvimelsessygen aabner man ogsaa aarer -mange -9 aarer, og der skal man ogsaa i hovedet aabne en saadan aare, som er en hjerte.aare. Den aare, som gaar mellem et og et, gaar opad i mange grene, Og deraf er hjūlp for tandpine ogsaa, hvis smerten er i overmunden; men naar den er i undertūnderne, saa er der en aare, som gaar over kūbebenet; at aabne den er herfor lidt hjūlp ogsaa. 
For gigt 
aarelader man ogsaa. Man skal aarelade paa den udvendige side af armen og paa den udvendige side af benet paa ankelen, der, hvor sko.baandet sves, der, hvor man ser aarerne bedst. Og til aareladning her ikke mere end det, der her ovenfor allerede er forklaret. 
Kop sūtning 
er ogsaa et raad, hvormed man helbreder mange daarligheder. -Naar man har ondt i hovedet, skal man kopsūttes i nakkehulen og paa begge 
sider af nakken. Og naar man har smerte i ryggen, saa skal ryggen kop.sūttes. Og naar man er syg i brystet, derfor kopsūttes ryggen ogsaa 3 gange efter hverandre; naar saarene er lūgt, skal der igen kopsūttes. For tandpine kopsūtler man ogsaa, der hvor smerten er haardest. Paa fderne kopsūttes ogsaa; hvis fderne fryser, saa skal der kopsūttes Og naar armene vūrker, saa kopsūttes
paa den udvendige side af dem. Men man skal gnide meget fst, f der
den udvendige side af armen. kopsūttes. 
(65) For hovedpine 
er der et raad saadan, at man rykkes i haaret; men der tages kun nogle faa haar oven i hovedet, og saa rykker man pludselig til, for at huden 
skal lnes, som er groet fast, for at blodet kan rinde paa sin sūdvan.lige maade. Og gnides skal der, til hovedet bliver hedt, og det sidste efter gnidningen er, at man haardt eller fast stryger opad fra fire ret.ninger, to gange fra kinden; og paa nakken og pandesiden skal man kun lade hūnderne glide paa opadstrygende maade tre gange, og tilsidst skal man rykke hele hovedhaaret opad, og saa vaske hovedet i hed, stūrk kaffe; men nakken skal man gnide mest. 
Gnidning 
er hjūlp for mangen sygdom, for rygsmerte, for hovedvūrk og for mave.smerte og for tandvūrk. 
For mavesmerte 
stryges blot paa tvūrs og mod solen omkring navlen. 
For tandpine 
er der mange raad, fordi der er 9 slags tandpine, og er anden sygdom ogsaa 9 slags, fordi mennesket var 9 maancder i moders liv, f det kom til at se verdens lys. -For tandpine er der endnu et raad. Naar det er haard tandpine, saa finder man kirtelen under kūbebenet, som g ondt, og den skal man stikke med den trekantede synaal. Om synaalen vikles senetraad netop saa langt, som den skal stikkes ind i kirtelen, og man skal endda vende den til begge sider for at knuse mere, og for at der mulig kan komme i hvert fald 3 draaber blod. 
For halsdaarlighed 
er der et lūgemiddel i en selv, menneskeurin, at drikke det, selv om blot en skefuld, og strūkke halsen i alle retninger og gnide gentagende. Og.saa bruges jo terpentin mod halsdaarlighed; man tager en skefuld ind og smer den udvendige side ogsaa, og saa sver man uldent vadmel om halsen om aftenen. Og der er endnu et raad mod halssyge. Det er: om 
188 
sommeren tages en fr som kaldes nenfrn. Og man tager om som.
meren en frunge og lūgger den levende i salt ind i et hvidt klūde, og saa
d den snart. Og den skal vūre lys, i hvert fald den meste del lys.
plettet. Hvis den er mk og grim, saa elūgger den og forgifter. Og
naar man nu har taget den smukke slags, saadan som ovenfor allerede
er beskrevet, saa skal den skūres lidt fint, og det koges i mūlk og
drikkes. Og det bruges til halssyge som medicin. Og naar der kommer
udslet (66), saa er det medicin herfor ogsaa at sme med denne fr dog
lūser Lapperne nogen tryllelūsning; men det kan nok hjūlpe lidt, selv
om man ikke lūser heller, naar man blot ikke g det for at spotte.
Hvis man spotter froerne, saa forgifter de saadan, at det tager livet af en. 
Jler nedenfor m beretning om en pige. 
Den piges hals hovnede lidt op, og saa tog hun saadan en frog
trykkede med den paa det syge sted; og da hun var fūrdig med al
trykke, saa kastede hun den paa jorden saadan, at det voldte frn
smerte, og da blev den vred saadan, at den forgiftede endnu vūrre. Ogdet var altsaa den slags, som forgifter; det er de sortplettede, man skalpasse paa. Og den pige blev slemt syg og tog til LuleŒ; men det hjalpikke, hun de. En Lap-doktor saa paa hendes sygdom og sagde: ĮDuhar trykket med en frog kastet den paa jorden saadan, at frn blevvred, og saa forgiftede den vūrre, og det kan man ikke bortvende, denhar fordūrvet blodet saadan allerede, at det ikke kan helbredes>. -
Fortūlling om frn 
Frn lever i vandet, og den lever paa tt land. Om foraarel gyderden samme tid som gedden. Dens ūg er i sumpen. Og den har saadanstemme, at den kvūkker ligesom renkalven. Men man har lagt mūrketil, at frn falder ned fra oven, saadan som ogsaa andre dyr, hvilkefalder ned paa sneen. Det er sikkert, at frn falder til jorden fra skyen,fordi man finder den paa hfjūldet paa sneen, hvor der ikke er aabentvand indenfor rūkkevidde. Frn er saadan et dyr, at den, som t tageden i haandcn, og frn saa lader vand i haanden, da bliver det men.neskes haand en lūgedomshaand. Naar man med saadanne hūnder kuntrykker paa det syge sted, saa letter smerten lige straks.Og naar der kommer udslet paa munden, dertil er frn ogsaa lūge.dom, naar man med den trykker og smer. 
Bns svamp. 
Og hvis et barn faar svamp -svamp er saadan, at barnets tungebliver hvid -, da er der ogsaa derfor lūgedom i frn; med den trykkerman paa tungen (ikke en levende fr men lidt af en tret fr, og det 
189 
er det allerbedste lūgemiddel derfor. Og det er godt til mavemedicin og.saa; saa skal det koges i frisk mūlk, og saa tager man det ind og synker 
det. 
En anden beretning om frn. 
Der var en kvinde, som gik over en sump, og da saa hun en sten i sumpen, og saa traadte hun paa den. Og det var jo ingen sten, men det var frrnes moder, hvilken var saa stor som et menneskehoved. Og saa hagede frn sig fast i hendes fod saadan, at hun ikke kunde faa den l paa anden maade end ved at lne den med staven. Og saa begyndte 
den (67) fod at smerte, hvor frn havde hūngt ved. Og hun tog ogsaa til Og hun havde som barn spottet
LuleŒ-doktoren; men ogsaa hun de. da hun traf at komme over stamme.
frrne:, og saa fst skadede den, moderen. -Lunte Andaras' hustru er det gaaet saadan ved Vuosko.jaure. 
Farligt vand. 
Fortūlling om, naar man drikker frns ūg, saa bliver det en stor frog begynder at give lyd, saadan som dens lyd nu er, og om man ikke faar den ud. saa tager den livet af en. For den er der ikke mange raad. 
Lapperne giver blod at drikke -for at kaste op -og raadne fiske.tarme; og om den endnu ikke kommer ud, saa stikkes renens stste 
bensene ind gennem munden lige til maven, og da er den nt til at stige op; og hvis den ikke kommer ud, saa d man jo. Og naar den kommer ud, da er den saa r som blod. 
Et far ligt dyr. 
Der er et dyr, hvis navn er ruovdde-goppa62 Den opholder sig i vandet, og den er ogsaa saadan, at den kan leve inde i mennesket; og for den ges paa samme maade som med frn. Og hvis man heller ikke faar den ud, saa drūber den ogsaa mennesket. Ogsaa den drikker man mange gange med vandet. .
Et drikker bruger man for dyrs skyld 
For saaclanne dyrs skyld bruger Lapperne et r. Det r er forfūr.diget af rentak. Og det bruges ogsaa af den grund, for at munden ikke skal elūgges om foraaret (af isvandet). Og et andet drikker laves af en fugls laarben; deri er som et nūt saadan, at dyr ikke kan komme igennem ind i munden. Det bruges i vildmarken. 
Mod forfrysning. 
Mod forfrysning er der et godt raad: straks naar man mūrker, at der er forfrysning, saa skal man trykke og gnide med sne, saa lūnge til blodet kommer tilbage, og der kommer liv i det; dog den erste sne 
hjūlper ikke, men det skal vūre den sne, som kaldes sūnjas, og den 
er lige mod jorden, den slags sne. 
Her en fortūlling om et barn for 40 aar siden. Barnet var 10 aar og 
l ude i stūrk kulde, og saa faldt det i et snehul med de bare hūnder, 
og moderen bemūrkede det ikke, og saa forfr fingrene; og hun havde 
ikke forstaaet at trykke og gnide med sne, og fingrene faldt af til midten. 
Og hun lever endnu, og hendes navn er, Maret Mikesdatter Utsi, og hun 
opholder sig i Saueo, og hendes mands navn er Hūntot Pito. -
Mod forstoppelse 
bruger man saadant raad: en gedebensknogle, og den skrabes meget glat, og det andet ges af en kalveblūre, og den tres omhyggeligt og smukt; og saa skal der (68) havregryn, og saa skal der varmt vand og en halv kop gryn, og det fyldes i den blūre. Og den ene ende af gede.benet sūtter man ind i blūren, og den anden ende stikkes ind i men.neskets tarmaabning. Og blūren, som er i den anden ende af det hule ben, den trykker man paa, og saa gaar det ind i endetarmen, og saa kommer det ud. Og kvinder kan ge paa samme maade for urinaabnings.forstoppelse; men mandfolk kan ikke ge saaledes, men derfor ges det paa anden maade: man skraber sod under gryden eller kedelbunden og gnider dermed ksdelen udvendig, og det hjūlper, det er pret. I gammel tid har der ikke vūret gryn, -ejheller dertil naar folk fik for.stoppelse, -som nutidens mennesker bruger til hjūlp for den daarlig.hed; men i gammel tid gjorde de det paa samme maade, dog det vand, som de kom i den blūre, var en anden slags varmt vand og fedt (kogt) af renben, (som) er det allerfineste fedt. 
Ti
Mod hūvelse. 
Naar det hūver, da skal der lūgges fedt paa; hvis det ikke endnu kom.mer sig, saa skal man skrabe kobber deri og blande det sammen. Nok findes der ogsaa saadanne Lapper, at naar de ser og trykker med haanden, saa helbredes hūvelsen, hvor slem den end er. Meget fint birkebark (den allerinderste tynde hinde) er sūrdeles god til at trūkke materie ud, naar det er en byld eller anden materiehūvelse. Og naar der i et saar gaar hede eller kulde eller andet, som tvinger saaret til at hovne op og sūtte materie, saa ges derfor paa samme maade, gammelt fecit lūgges paa, naar der ikke er saadanne, som kan bortvende det paa anden maade uden lūgemidler. 
Blodflod. 
Blodflod er farligt, naar der ikke er lūger inden for rūkkevidde; men der findes jo saadanne, at naar de faar det at he, saa holder blodet allerede op med at flyde. Dog mange saadanne er der ikke; men naar 
de kan komme til at se den syge, saa er bloclstansningen mere sikker. Og for Lappen er det farligt. Ogsaa da fyler der for meget blod, naar kvinden er i barselseng, og det strmer saadan, at hun d hurtigt. Og dette kan blodstilleren holde eller faa til at stanse. Et raad er der for barselkvindens blodflod. Der er en lille fugl, hvis navn er besku. (svale), som anbringer sin rede paa gaardenes vūg; og saa skal man tage det skrab af redens bund og koge det med frisk mūlk, og give barselkvinden det at drikke. Og det hjūlper, selv om man ikke kender ordene; men det er jo bedre, om man vidste ordene. -Og af ordets kraft helbreder man mange slags sygdomme; men der er ikke mange 
saadanne, som kan udfe de kunster, som ovenfor er fortalt. 
Raad for kuldesyge. 
Og et middel mod kuldesyge er at drikke renens levende blod. Og hvis man ikke kan faa levende blod, da tager man frosset blod, og det blandes, til det bliver jūvnt og fint, og saa drikkes det fuldstūndig raat. 
Under barnefsel kommer kvinden ofte til at fryse fderne, og ogsaa dertil bruges renblod som medicin, saadan som (69) ovenfor er fortalt. Levende blod kommer ikke paa anden maade, end at en ren stikkes, og saa tages lige med det samme blodet i en skaal, og hun drikker det, 
hvis ikke det syge menneske har saa megen kraft, at hun orker selv at 
gaa hen til renen og drikke straks, naar blodet begynder at flyde. Den 
skal (i dette tilfūlde) stikkes bag skulderbladet, (fordi der straaler blodet ud). 
Fortūlling om senestrūkning. 
Til senestrūkning lūser man ogsaa ord, og det hjūlper. Det ges med uvasket uldgarn, graat trelobet faare-uldgarn. I faareuld er megen kraft, fordi Jesus har talt meget om faaret og taget lignelser af faaret, og ogsaa af den grund, at da Jesus var d, kaldte man ham et faar, og dette deres opholdssteds navn var faarehuste63. Og derfor er der i faare.uld saa megen kraft. Og det er ogsaa godt til sokker for mennesker. Og naar det er den sygdom, at huden begynder at kl(med udslet), saa er det lūgedom derfor at gnide med birkeaske; og hvis det ikke endda gaar bort, saa skal man tage acci.-ūdnes .l.a.v.
.e.-.g.i.p.p.o.6.4
og koge 
den, og saa sme med det der, hvor det klr. Og der er endnu et 
raad: at tage lidt af 9 slags trū og koge det, og det er hjūlp for mange 
sygdomme. 
Testikeldaarlighed 
Naar testikelsenerne forstrūkkes, saa skal man gnide forsigtigt og lūgge varme omslag. Alle sener skal kun gnides opad efter legemet. 
Om gulsot. 
Gulsot er ogsaa en grim sygdom; den g folk gule. Fst begynderdet at kendes i nene, og det hvide paa neglene bliver gult, og urinener ogsaa gul. Og for den er det medicin at tilberede mad netop saameget, som man kan spise paa en gang, og den mad skal tilberedes af9 slags. Og et andet raad er at tage 9 levende lus og give den sygedem at spise i mad, paa smrebr eller i vūlling, som ikke er altforhed, for ikke at brūnde lusene ihjel; men det er ikke heldigt, at detsyge menneske ved det, at clet er lus, som han spiser, han kan jo ikkespise, hvis han ved, at det er lus, han spiser. 
For rygdaarlighed
Og huden paa ryggen gror ofte fast. Og det er saadan, at naar man
har faaet hold i ryggen, da er det saa smertefuldt, og det er, som om
det strammer, og det er som en byrde paa ryggen. Og det kommer af
haardt arbejde, og det kommer ogsaa deraf, naar man sover paa ethaardt leje, og af mange andre ting, megen sn ogsaa, det standserblodet eller g blodet tykt. Og naar det ikke er altfor slemt, da hel.bredes det nok med gnidning, og naar man rykker huden og strūkkerhuden, saa at den lnes Og hvis det ikke hjūlper, da se pag. 66 (aare.ladning og kopsūtning). 
Om streng hoste.
Saa skal man smore med is under fodsaalerne og (derefter) varmedem saa stūrkt, som man taaler. 
(70) Raad for tandpine.
Det allerbedste er, at man gnider begge sider af halsen og helt rundtom munden og fremdeles nakkesenerne og ligeledes rygsenerne lige overhele ryggen, til det er holdt op at vūrke. Det er sikkert, at det herop; men det skal vūre en flittig og dygtig gnider. En bjnetand erogsaa et lūgemiddel, naar man med den trykker kirtelen; men man skalvarme den lidt fst og saa hurtigt sve et tyndt klūde om, og saatrykke tanden saa smaat med den. Og hvis man finder renens kūbeben,et saadant, som har vūret saa lūnge i jorden, at jorden har farvet detmed sin farve eller gjort det grt, og saa varme det ogsaa og saatrykke med det ogsaa paa samme maade som med bjnetanden. 
65
.K.o.a.h...a.h.u.s.s.y.g.e.n
er saadan, at man kaster op meget ofte og meget stūrkt. Og der ermaalen lūgemiddel at maale med fingerspand det syge menneskes būlteog tūlle imod, begynde ved 9 og tūlle til I, og der skal tūlles 3 gange,og man maaler būltet 3 gange. Og hvis det er den syg dom, saa skalden nok helbredes. 
193 
Om kviksv. 
Det er medicin til mange steder. Hvis man brūkker et ben eller stder sig meget slemt, saa bruger man kviksv som lūgemiddel. Der kommes lidt i en ske, og det tages ind og synkes, og velsigne skal man. Og det er godt for sting ogsaa, og for stūrk diarre er det ogsaa medi.cin. Og den, som har kviksv paa sig, paa ham bider ikke genfūrd. Og.saa er der i kviksv medicin for nene, naar der kommer bygkorn paa et eller udslet (det dryppes i et). 
l\Taar en hund bider et 1nenneske, 
saa skal man tage blod af den samme hund og sme saaret med det, saa tager det smerten eblikkelig. 
Koldt vand er ogsaa godt til et friskt saar. Og hvis man brūkker et ben, saa skal man ogsaa komme det i koldt vand. Og hvis det gaar af led, saa skal man ligeledes komme det i koldt vand (for bedre at se, hvor skaden er). Og det skal man jo rykke i led, som er gaaet af sit led, og det, som er brūkket, det skal man ombinde med trū, saa at det vokser lige sammen. 
Renost er et godt saar-lūgemiddel. 
Naar et menneske besvimer, 
da er midlet til oplivning saaledes, at man skal tage armene og lte op og ned, indtil livet kommer. 
Om at faa Hv i et druknet menneske. 
Naar et menneske er druknet og der endnu er lidt liv, saa skal man binde et tklūde for nene af ham, f man tager ham op af vandet. Og saa skal man būre ham paa det tre (71) og lūgge ham saadan, at vandet flyder ud. Og saa skal man gnide ham, og der skal ikke vūre flere mennesker der end I eller 2; og ikke skal man tale, ikke et eneste ord, for ikke at skrūmme livet bort, naar det er ved at komme, det taaler da ikke at he noget som helst. Og paa den maade kommer saa livet. 
For senestrūkning 
er gnidning ogsaa godt; men der skal jo kun gnides op efter armen, eller hvis der paa et ben er en senestrūkning, saa gnides opad der ogsaa, thi senen slipper ikke l fra benet, men fra ket kommer den l, og derfor skal man faa senen til atter at glide i samme retning, hvorfra den er lnet. 
Og saadanne sten finder man, der er lige som glas, og de kan flūk.kes saa tynde som papir, og deres navn er rūveguld. Og de er gode 13 
194 
for leddedaarlighed; men man skal faa dem knust saa fint som mel, og saa tage det i munden med vand og synke det ned i maven. 
Om jordforgiftning. 
Jordforgiftning er ogsaa en farlig sygdom og en haarcl sygdom. Og der er ogsaa 9 slags. Det er saadan, at der kommer udslet over hele kroppen, og det kl, og der er ogsaa vūrk i det saadan, at man ikke faar fred, ikke sove ejheller spise. Og det bortvendes ogsaa med ord saadan, som ovenfor allerede er beskrevet. Og der er en slags, hvis navn er byld, og en anden er hūvelse. Og alt dette bortvender man med ord. 
OM Lappernes kvinder. 
Her fortūlles om saadanne, for hvem det er svūrt, naar de er i barselseng, koner og piger. Nogle kvinder har det saa svūrt, at de fer smerter i 3 dage, og folk holder og trykker ryggen, og naar de dog ikke fer, saa er der endnu et raad. Naar der er mange mūnd, saa lter de hendes fder op og hovedet ned og ryster, for at barnet kan glide tilbage, da det vender galt, den anden del foran; og naar det er rettet, saa plejer hun at fe straks. Og der er endnu et raad, saa er hun nt til at fortūlle, hvem der er barnefaderen. Og det er en hjūlp, naar hun fortūller det, men saa gives hun barnefaderens vand eller urin at drikke. Og naar hun endelig har ft barnet, saa overskūres navlestren.gen, og den ende, som gaar ind i moderen, den bindes fast med kvin.dens skobaand, for at den ikke skal trūkke ind, for at efterbyrden kan komme ud. Og kvinden gives kosm, nu da man ikke har rensm. Men fortidens Lapper malkede og lavede sm af renmūlk, hvilket de da plejede at give kvinden. Og hvis hun ikke bliver kold, saa kommer efterbyrden hurtig ud. Og naar den er kommen ud, da reder man lejet. Nu begynder fortūllingen om den stakkels moder, som har saadan me og smerte igennem hele fselen, og hun har vūret nt til at fryse. Og naar kvinden fryser, saa kommer efterbyrden ikke ud, saa samler den sig under brystet som et barnehoved (72). Og da begynder det at standse livet, og hvis man da ikke forstaar, hvad der skal ges, saa d hun forfūrdelig hurtig. Men saa tilberedes noget at tage ind: der tages af birketoppen birkeknopper, dem som ryperne ūder, og de knuses fint og saa gives de i kogende syremūlkevand. Og hvis det endnu ikke flyder ud eller kommer ud, saa anbringes varmt omslag, varmt sand og aske i en ulden ting, og det anbringes under brystet. Man tager sand og aske i bunden af arnen, fordi man om vinteren ikke kan faa det andet sted, da jorden er frossen. Men man skal passe paa, at man ikke lūgger var.
men ved benenden. Man skal ikke lūgge varmt omslag ved fderne, 
fordi det er farligt til at jage kulden op ind i kroppen, og da tager det 
af 
195 
livet saa hurtigt, at man ikke naar at se nogen som helst hjūlp. Men naar det endnu ikke varmer, saa skal man skifte det, indtil det bliver opvarmet, saa fst kommer efterbyrden ud. Og saa begynder der at flyde blod, mere end et menneske taaler, og da er det farligt, paa den maade d mange af Lapkvinderne, da de er saa sjūldne, saadanne som ved raad derfor. Nogle Lapper er saadanne, at naar de blot her det, saa standser allerede blodets flyden; dog er der faa saadanne; men naar de ser den syge, saa kan de bedre standse blodet. --
Fortūlling om det, at i denne bog er alle Lappernes doktorkunster men ikke noaidekunster. Og naar den, som ved alt det, som er i denne bog -men det er ikke mange, som kender de kunster -og naar de ikke kender folks sygdom, de som er inde i de kunster, saa begynder de at mene, at det er en dssygdorn, eller de er besat af genfūrd eller dninge, hvilket er noaide-folks arbejde. 66 
Om dningeskarens fūrden. 
Naar dninge fūrdes, saa flyver de i luften som fugle. undertiden 
here og undertiden lavere. Og naar de strejfer om, saa idet de kom.
mer, da suser det med saa stor styrke, at det drer som den aller.
stūrkeste storm, og endnu stūrkere suser genfūrdene. Og naar de farer, 
da farer de ikke ht oppe; men der hvor de gaar frem, der ber trū.
erne sig til jorden, og nogle trūer knūkker. Og naar man her det, da 
er det genfūrdene; men man ser dem jo ikke, kun lige for et og andet 
menneskes e (viser de sig); og uskyldige dyr ser dem nok og her dem 
ogsaa (selv), naar de ikke ster saadan, at mennesker her dem. Og en d.
ning er hovedl, og naar de fūrdes, saa flyver de, og den ene er over 
den anden, de fleste er kun efter skulderen, og somme er blot fra midten, 
underkroppen. 
Genfūrdene bliver til af de sjūle, som er halvt syndige og halvt 
kristne, og de slipper ikke til helvede cjheller til himlen. Og de kommer 
til at opholde sig blot i luften; og de har lyst til at faa arbejde, Og 
dem faar noaiderne lettest til hjūlp, naar de begynder at e trolddom. 
Tegn de1paa, naar der er genfūrd paa et menneske: saa begynder det 
menneske at he og se meget, som andre ikke ser. Og han taler om den 
sag, hvorfor der er genfūrd paa ham og om det, hvad de skal udfe, og 
hvem der har sat dem paa ham, og de taler lidt om andre folks anlig.
gender ogsaa. Og hvad de siger {73) er for det meste sandt. Det menne.
ske, som er ved at le genfūrd af en eller anden, paa hvem der er gen 
fūrd, han taler fremmede sprog, og da forelūser han det syge menneske 
nogen lūsning, som er paa fremmed sprog. (Og den syge skal gentage 
ordene). Og det menneske, som taler fremmede sprog, naar det udler 
eller maner genfūrd eller djūvle tilbage, det er da saa mūrkvūrdigt, at 
I 
196 
man ikke rigtig kan beskrive det. Det kommer i bevūgelse 67 , naar det ser genfūrd eller djūvle paa folk, og det ser jo alle saadanne. Og han er nok istand til at mane. Og nok kan de maaske ge ondt ogsaa, om de vil; men en saadan g ingen fortrūd, hvis ikke onde mennesker begyn.der at trūnge dem haardt; men naar de lige kommer i n, da er det jo tilladt ham ogsaa at vise sin styrke. -Den sidste store Lapnoaide var Dopar, som ogsaa ofrede til sejterne -undertiden rener-, og hvis han endnu ikke klarede sig med en anden noaide, saa ofrede han et ro.aars barn, et saadant som red paa en ren. En gang var han ved at pre styrke med en anden noaide, og han kunde slet ikke klare sig paa anden vis, han ofrede renen og barnet. Og han valgte den smukke.ste hvidplettede trūkren og anbragte prydelser paa renen, alle slags pry.delser, sv og klūde og uldgarn, rt og gult og af enhver slags, som han kendte og som Lapperne brugte til pynt. Og han bandt det alle steder, hvor han kunde. Og saa bandt han dūkkener paa, og saa satte han barnet op, og saa viste han med en finger, hvorhen renen skulde gaa. Og saa gik renen straks. Og der er den endnu fremdeles. Og da vandt han jo over den anden noaide saadan, at den anden noaide maatte bede om 
forlig. Og de enedes saadan, at de to ikke mere prede styrke indbyr.des. Og Dopar han var nok en saadan noaide, at han saa i en kop brūndevin hvad som helst. Han saa det ogsaa, da hans vūrt 68 i Norge de, hvilken ogsaa var en stor noaide. Han (Dopar) var hans renvogter. Og Dopar brugte troldtrommen ogsaa, og han brugte et trūkar og.saa. Og hans s Kumet brugte ogsaa troldtrommen af birketrū, det skal vūre af en saadan udvūkst, som er i birketoppen, hvilken Lapperne kalder bikka vissis. Og den som fandt en saadan, han havde fonden en stor ting efter deres mening. 
Om tro!dtrommen. 
Det er et noaideredskab den troldtromme; og det ges saadan: i den kommes ringe og 9 stumper af en "troldkostČ, og saa gav de sig til at slaa med en kobber-eller hornhammer og at flte, og undertiden skar han tūnder. Og saa var de da ifūrd med at e trolddom. Og naar noaiderne er ved at trolde, da brūnder de grydelūnken helt rglende, og saa slaar de den om sig saa meget, som de orker, og skūrer tūnder ogsaa saa meget, som de kan, (og vender pelsen og huen bagvendt), men de svor ikke, ejheller stjal de noaider. 
En saadan noaide som er udlūrt noaide og endnu har tūnderne, han er endnu i fuld kraft. 
Og fortidens noaider har vūret saadanne, at de har flet, og somme har kt med en ulv paa kirkefūrd, og naar han havde naaet kirkestedet, saa havde han spūndt den fra, og den forsvandt. Og naar han atter 
197 
drog tilbage, saa kom samme ulv igen. Og han kte forbi alle de andre kende. 
Og de noaider har vūret saadanne, at naar de var ved at e trolddom, 
(74) saa har de efterladt legemet som dt, og livet er gaaet med Birrus engle til arbejde -at ge ondt paa et eller andet menneske. Og hvis man da rte ved hans legeme, saa gik det, og da kom de to (sjūl og legeme) aldrig mere. Og saadanne kaldes trūraadner-noaider. Og noai.derne ser i brūndevin ogsaa, og de ser alle ting, og den som har stjaa.let. Og hvis der paa en eller anden er sat genfūrd, og han kommer til en noaide og vil have hjūlp af ham, saa spger han: ĮIlar du brūnde.Og saa ser han (noaiden), hvor.
vin?> Og hvis han har, da giver han. ledes det er sendt, og saa begynder han. Og hvis han ser det, hvordan det er sendt, saa kan han nok Žn gang mane det; men hvis det er meget stūrkere, saa sendes det igen; men da gaar det ofte paa det be.satte menneskes slūgt. Og om det bortmanes igen, da farer det atter paa en eller anden af den samme slūgt; men er noaiden meget stūr.kere, da gaar genfūrdet paa den, som har sendt det eller sat det paa det menneske. Og er han endnu stūrkere, saa maner han det tilbage til 
kirkejorden. Men det skal vūre en saadan, som er noaide af Ibmel eller handler af Ibmels kraft. Og han taler da paa fremmede sprog, og han er ogsaa da som drukken, han er i bevūgelse, og han ser da alle noaide.der end har sendt
sendinger. Og han vinder jo, hvor stūrke noaider det, som er sendt ved Birrus kraft. Og de onde aander sendes med en levende fugl; og den fugl kommer lige hen til det menneske, til hvem den er sendt. Ravnen er den, som jo er Birrus fugl, den bringer saadan post, som er Birrus engle -ikke er saadanne folk (genfūrdene) andet end Birrus engle. Og naar de ikke er kendt med en fugl, saa folger de sporet; men over landeryggen er 
det vanskeligt at komme eller over vandskel. Og hvis de kommer over det, da farer de jo der hen, hvor det menneske er. Og naar de kommer, da kan de sūtte
da forfūrder de, og naar de har faaet dem skrūmte, sig fast eblikkelig; men hvis man er saa uforfūrdet, at man ikke bliver bange, da kan de ikke bide sig fast, saa besūtter de et uskyldigt men.
neske og begynder at plage ham; dog ham drūber de ikke, men plager 
kun, og de er lette at mane bort. 
Lidt raad for de djūvle eller genfūrd, som ovenfor er omtalt. 
Man skal, naar man mener eller ved, at nu kommer genfūrd, saa skal man ge 3 baal og gaa igennem dem, saa kan de ikke spore. Og et andet raad: den som har kviksv i en fjer, i den store vingefjers rod, han skal have det paa sig altid, og naar man har det paa sig, saa be.sūtter de ikke det menneske. Og hvis man begynder at fe, at man 
198 
har genfūrd paa sig, saa skal man paa tre sprog lūse Fadervor, saa bider dninge ikke paa. Og hvis man havde būvertestikler, saa bider de ikke paa det menneske, som har det. 
Der var en noaide, som ogsaa jeg (J. Thuri) har set, hvis navn var Johan Goven. Og han boede i Kistrand, Porsanger i Norge. Og han var rigtignok en stūrk noaide og han fūrdedes vidt om paa Norges kyst og var i Ivgo (Skibotten) alle markedstider. Og han var saadan, at han kurerede syge folk. Og ved markedstider kom mange folk sammen. Og det er (75) klart, at hvor der er mange mennesker og mange slags, saa er der den slags ogsaa, at de stjūler andres ejendele. Og saa kom det til folks kundskab, at J. Goven var saadan, at han kunde faa tyvene til at bringe tyvekosterne tilbage. Og saa efterhaanden som tyvene stjal, saa gik de (bcstjaalne) stadig til Goven og fortalte, hvad der var stjaa.let; og saa lod han tyven bringe det tilbage, hvor langt han end var naaet at gaa, saa maatte han alligevel drage tilbage, enten det var en Lap eller en Nordmand. Og saa til sidst skrūmte han tyvene saadan, at de ikke turde stjūle mere, naar de vidste, at Goven var kommen. Og syge samledes til markedet for at komme til at se Goven, for at han mulig kunde komme til at helbrede dem. Og han kurerede mange syge uden medicin. Og han brugte ogsaa nok lidt medicin, men han helbredte de fleste uden medicin. Og han lte genfūrd af folk. Ejheller har jeg ht det, at han skal have gjort ondt mod nogen eller sendt genfūrd paa nogen, selv om han nok kunde, hvis han vilde. 
Engang stjal en Nordmand noget fra en Lap, k og skind. Og saa var de mange i en baad, og saa drog de afsted (tyven og de andre). Og da mūrkede Lappen, at nu havde en tyv rapset sager fra ham. Og saa gik han hen til Goven og bad ham give sig til at hjūlpe, og saa be.gyndte han. Og da var den baad faret mange mile, f han naaede at tage vare paa den. Og saa gik baaden rigtignok heller ikke mere frem.ad, ikke det mindste. Og saa var de nt til at vende tilbage, skt der var mange sagesle folk. Og tyven maatte bringe tyvekosterne til.bage. Og saa kunde de jo atter slippe afsted. Og han gjorde mange saadanne kunster ved tyvene. -
Og en noaidekunst er saadan, at der tages fraade af et dt menneskes mund, og saa kommes det i en flaske. Og saa giver de det til et men.neske, og saa d det menneske. Og det er saadan, at hvem som har begyndt at bruge den slags, han er nt til fremdeles stadig at give til et eller andet menneske, f der er forlet 2 aar. Og hvis han ikke kommer til efter hvert andet aars forl at give til et menneske, saa be.gynder den at plage ham selv, og tilsidst drūber den ham. Og derfor er de nt til at frelse deres liv ved at give til et tilfūldigt menneske. Og det kan man ge, at give det til et hvilket som helst uskyldigt 
199 
menneske. Og de bruger des tūnder ogsaa og kirkemuld eller sand. Og det er ogsaa paa samme maade og bruges paa samme maade som de forrige kunster. Og derfor er de kunster onde og farlige, da man kommer til at drūbe den ogsaa, som man ikke engang vilde, og derfor er det en farlig sag. Men det bruges endnu her hos Lapperne af den grund, at det er let, ejheller kan nogen bortvende det, selv en noaide. Men hvis de straks kommer til at kaste det op altsammen, saa kan det menneske nok leve, som har drukket disse foran omtalte ting. En anden grim kunst er, for at det skal gaa godt paa enhver maade -hjorden blive stor og samle mange penge -, derfor lover de sig selv til den Onde og undertiden deres bn. Og det er ikke lūnge siden, at man har ht om det sidst, at de har lovet dem selv til den Onde. Og da det var tidens fylde, saa var Birru kommen og havde ft dem bort. Men en og anden er dog sluppen fra Birru, naar han har fortalt det til folk, og folk har ladet det komme til prūstens kundskab. Og prūsten har be.gyndt at undervise ham, og endnu et kristent menneske, som var bibel.
(76)lūser. Og da de hte Birru komme, saa gik de ham ime med bibelen og lūste nogle stykker. Og da fik Birru ingen magt. Saa for han bort derfra, men tre gange kom han, og de to gjorde stadig paa samme maade, naar Birru kom, og saa var han tilsidst nt til at lade det menneske vūre. Men hvis der ikke havde vūret saadanne, saa havde Birru bortft ham. En gang har en mand set, at Birru bortfte et menneske. Og han fte ham ltet, saa han lige rte ved trūtoppene et og andet sted. Og han havde kun fat paa ham med sin ene haands negl hūgtet i mandens haandflade. Og Birru havde sagt til det menneske, som gik i nūrheden, at det menneske (som han bortfte) skulde leve i samme stilling til verdens ende og saa fst he den fūlles dom, som 
da kommer. 
(77) Om Stallo. 
0 G Stalloerne er det 
folk, som er halvt menneske og halvt trold.Han var stūrk, og han var troldkyndig. Og Jettanas var nūstensamme slags; men han hadede ikke menneskene saadan som Stallo. Stallodrūbte mennesker og aad dem. Jettanas var stūrk, han var ogsaa stor,
og ogsaa han var noaide. Og de to sloges ofte, og de vandrede ogsaasammen. Engang gik de hen til et guldtrū for at tage guldblade; og dehavde ikke mere end eet e, og det var endda Jettanas's. Stallo havdeikke mere ne, siden den gang hans tjenestedreng brūndte dem bort 69 (Stallos tjenestedreng har heldt hedt tin i Stallos ne, da han tjente ham,og fra den gang var han blind), og nu kunde han derfor ikke se noget;men da Jettanas havde et e, saa klarede de sig med det. Og en lilleknūgt fulgte med for at se, hvor guldtrūerne var. Og saa klatrede Stalloop i guldtrūet og begyndte at samle guldlet; og saa kunde han ikkese, da han ikke havde et, og saa bad han Jettanas om at give hamsit e for at se til at tage bladene. Og saa rakte Jettanas et, mendrengen snappede det, og Jettanas mente, at Stallo tog det; og saa badStallo igen, at han hurtig skulde give ham et, og Jettanas sagde: cJeghar jo allerede givet dig et., Og saa blev der skūnderi imellem dem,og de blev atter vrede og sloges, og de sloges, lige til de revnede begge to.Og drengen tog guldbladene, saa mange han kunde būre. Men senerefandt drengen ikke stedet igen. Stalloerne og Jettanas skjulte det sted. -Naar de hentede de de Stallocr, kom de til live igen, naar de kom tilderes gaarde. Deres liv var i et lille hus, og inde i det var en tde,og i tden var et faar, og i det var en he, og inden i den var etūg, og i ūgget livet. Stalloerne enedes indbyrdes om, at den ene ikke maatte gaa ind paaden andens omraade, ejheller maatte den ene gaa til den anden. De op.holdt sig v_edStallojaure (Stallosn), da de gjorde den lov, og enhveraf dem holdt den lov. 
201 
Fortūlling om den Stallo, som har boet ved Stallojaure. 
Og af denne Stallos boplads har sn faaet navn, og mūrker findes endnu der. (78) Stallo boede ved denne samme Stallojaure, og han havde hustru og s og datter, og de fangede fisk og vildrener og Lappernes rener. Og Stallo var troldkyndig eller noaide, og hans kone var ligedan, og hun havde et jūrnr, hvormed hun sugede folks kraft bort, naar hun kom i fare; og om hun endda ikke bjūrgede sig, saa sugede hun ogsaa livet bort, naar det da ikke var saadanne Lapper, som kunde trolde. Nok har der vūret mange saadanne Lapper, som har vūret troldkyndige, som kunde forge jūrn og kugler. -Stalloerne drūbte mennesker og aad mennesker. Og folk frygtede Stalloerne og gik udenom de steder, hvor Stalloerne boede. Og denne Stallo boede ved Stallojaures snūvring. Og der er et bjūrg paa vestsiden af sn, og det bjūrg var Stallos hoved.opholdssted. Og naar Lapperne kom til dette bjūrg, da gjorde Stallo stadig et eller andet ondt for Lapperne; somme tider drūbte han rener, og somme tider blev Lapperne syge paa det bjūrg; og saa begyndte Lap.perne at kalde det bjūrg Goartavare, fordi det koglede paa mange maader, undertiden blev rener hūngende fast i klipperevner; undertiden blev renerne halte og ligedan menneskene. Og undertiden blev folk og rener borte, og der.for begyndte Lapperne at kalde det bjūrg Goarttavare (troldebjūrget), og saadan hedder det endnu. Og den fste fos, der hvor elven gaar ud af Stallojaure, deri er en lille inds hvor Stallo altid fiskede -og gennem den fos har Stallo gravet en baadvej og vūltet saa store sten, at nutidsmennesker ikke kan rokke dem, om de saa var 20 mand. Man vilde heller ikke tro det, om der ikke var mūrker, hvoraf man ser, at det er sandt. Og af den grund hedder ogsaa den fos Stallofossen, og den har endnu samme navn. Og det bjūrg, som er paa tsiden af Stallo.jaure, har Stallo givet navn. Stallo havde ht af Uldaerne, at i det bjūrg 
skal der blive boret meget (efter malm), og derfor begyndte Stallo at kalde det Borebjūrget, og dette navn har det endnu. Og oppe paa Bore.bjūrget er en s hvis navn er Vatnimajaure (Strūkkesn). Og den har faaet sit navn derfra, at naar Lapperne flytter der og skal op for elve.bredden, da er denne saa stejl, at renerne ikke orker at trūkke slū.derne, saa forstrūkkes de, og derfor har sn faaet det navn. Syd for Stallojaure paa vestsiden er der et bjūrg, hvis navn er Paccajūgil, og det har faaet det navn, fordi der har vūret den bedste rensdyrlav, og saa sagde man, at paa det bjūrg var der endnu levnet lav, og saa fik det navnet Paccam jūgil (= levnet lav), og det er endnu dets navn, Paccajūgil. Og disse Uldaers bopladser er paa skrūnten af Gortovare, lige over for Coalmis ( : Salmi). Og der er endnu en klipperevne eller et hul, og i det hul har nutidens mennesker ogsaa mistet geder, IO, og en tid efter kun fundet benene. Og det samme sted antager man, at det ogsaa kan hjūlpe hvem, som dyrker det, taler med det og giver noget. 
Fortūlling om det. hvorledes det gik den Stallo, som boede ved bredden af Stallojaure 
Da en kristen Lapmand var ude at vandre, kom han ind i denne Stalles kote. Og den Lap havde en smuk datter og en s. Og Lappen var trūt, og han var ogsaa sulten; og Stallo gav ham at spise af sin mad, og han spiste, skt han ikke rigtig kunde, da Stallo havde kogt mange mennesker i samme gryde (79); men han var nt til at spise. Og da han havde spist, spurgte Stallo: ĮGiver du din datter til min s?Č Og han turde ikke vūgre sig, han lovede ham sin datter, og de aftalte, hvornaar de skulde holde bryllup. Dengang var der ingen lysning at besge, de gjorde ikke andet end enes og give hinanden haanden, saa var det i orden. Og da Lappen vidste, hvor Uldaernc boede, og han var kendt med Uldaerne, saa gik han til dem og bad om raad, da det var ham ~aa meget imod at give sin datter til Stallo.s s. Og da han kom til Uldas bolig, sagde Ul da-bedstemoderen straks: ĮVoi, voi, at du har givet din datter som svigerdatter til Stallo ! Č Lappen sagde dog: ĮV cd du ikke noget raad?Č Ulda svarede: ĮJeg ved det ikke sikkert, men om du vil komme hertil, naar du gaar til Stalles kote, da skal jeg raade dig.Č Lappen gik hjem. Og saa fortalte han sin husstand, hvordan sagen nu stod. -Og saa drog de afsted for at holde bryllup. Og da de gik, saa kom de til Ul.daerne, og de raadede dem: ĮI skal gaa ad natsiden (nordsiden) af Go.artovare, Stallo har nok drt om det, at om I kommer fra natsiden af bjūrget, da er det farligt, og han spger jer straks, hvilken side af bjūr.get I kom fra, bjūrgets natside eller dagsiden (sydsiden)Č. -70 De sva.rede: Į Vi kommer fra dagsiden. Č Og saa frygtede han ikke. Og de be.gyndte at holde bryllup. Og de hūngte to store gryder over ilden. Og da ket var kogt, saa ltede Lappens s den ene gryde ned, siddende paa knūerne, og Stallo sagde til sin s: ĮLt ogsaa du gryden paa knūerne lige som den anden karl gjorde.Č Og da han begyndte at lte gryden, sagde hans kūreste: ĮSkal jeg hjūlpe dig?Č Stallo sagde: Han er stūrk nok, han kan ene lte den.Č Og da han saa gav sig til at lte den, snappede kūresten i grydehanken som for at hjūlpe, og hun ltede 
saa ht, at hun hūldte den hede suppe ned gennem brystaabningen paa fūstemandens pels, og han brūndte maven og ksdelene, og han sagde ikke, at han havde brūndt sig saa slemt. Og saa begyndte de at spise, og der var kommen mange Lapper til brylluppet, og de spiste og drak; men brudgommen, som var dnde, han spiste intet, han gik udenfor og lagde sig, og bruden satte sig ved hans side, hun saa nok, at han ikke kunde leve. -Og saa gik de ned paa sn for at lege, saadan som skikken 
203 
var blandt Lapperne i gammel tid at lege, naar de havde spist bryllups.maaltidet. Og Lapperne havde hugget mange huller i isen og dūkket dem med sne og lagt store knipler ved siden af. Og saa holdt kvinderne megen kommers indbyrdes der og kogte drikke, indtil mūndene kom til.bage. Lappernes kvinder vidste nok, hvilke kunster der skulde ske. Og de vidste, at Stallos kone havde et jūrnr, som var farligt, om hun kom til at suge med det, saa var der n paa fūrde. Og derfor stjal de hendes jūrnr og stak mundingen ind i glerne. Og saa lyskede de hverandres hoved. Og mandfolkene legede ude paa sn. Stallo havde dūkket sine ne, og de andre l rundt og rte ved hans pels, og Stallo snappede efter dem, og naar han fangede en, sagde han: ĨNjauka, njauka, jo vist faar jeg et friskt maaltid, det skal vūre aftensmad.Č Og han bed en stump af klūderne, selv om der kom k mellem tūnderne, bed han saa dybt, som han fik fat; og derefter l de endnu stūrkere. Og naar han saa igen fik en fanget, saa sagde han atter: ĮNjam, njam, godt var det, at jeg fik et lille morgenmaaltid. Č Og han bed, saa der kom k imellem tūnderne, og rigtignok gjorde det meget ondt, og vred blev han ogsaa. Og saa l de, til de fik Stallo til at falde i et hul, og saa be.gyndte de at slaa ham med kniplerne i hovedet, og (80) Stallo gav sig til at raabe til sin kone: ĮSaa, sugeret I, Og da hun hte sin mands stemme, saa begyndte hun at se efter ret og fandt det ikke, og hun hte, at Stallo var i n; da sagde den kone, som lyskede hende: ĮHvad er det, som brūnder i ilden?Č Og da hun fik e paa roret, saa snappede hun det og sugede det brūndende r, og halsen fik hun fuld af gler; og hun brūndte halsen og maven, saa hun de paa stedet. Og Lappen og hans kammerater slog Stallo, til han de. Og snen var d paa samme tid som moderen, og Stallo levede lidt lūngere. Og da Stallo de, ste de sten og bandt dem om Stallos hals og sūnkede ham ned i et hul i isen. Og derfor er Stallojaure den fiskefattigste s Og Stallos kone og s er begravet paa tsiden af sn, og der er endnu gravsted. Og den jord er forbandet saadan, at alle mennesker smittes lidt, de bliver saa trūttekūre indbyrdes, at de er vūrre end noget andet menneske her i nūrheden. 
Om Bure Laura og Stallo. 
Da gubben Bure Laura flyttede med sidaen mod syd over Polno .og Stallo boede der paa flytvejen -, og da han (Bure Laura) flyttede, stak Stallo en bjūlderen (fast mellem to grene) i et trū (for at lokke andre rener til). Og da Bure Laura hte, at Stallo havde gjort det, saa gik han derhen, og saa begyndte de at tage livtag. Og saa brūkkede han fst Stallos ene finger. Og da Stallo ikke rigtig kunde vinde over ham, begyndte han at bide, og Bure Laura forb det: ĮBrug ikke hunde.
204 
kunster !" Saa holdt han op at bide og gav sig til at raabe paa Rakas (Stallos hund); men den var bunden --om den havde vūret l, kunde den nok have bidt et menneske fordūrvet -men da heller ikke det hjalp, saa sloges de videre. Og saa brūkkede Stallo sit ene ben. Og da fik Laura Stallo under sig, og han brūkkede Stallos ene arm. Og saa begyndte han at partere ham; da sagde Stallo: ĮStik mig med min egen lille svkniv, drūb mig ikke med din egen rustne tingest!Č Men det gjorde Laura ikke, han vidste, hvordan Stallo havde forgjort sin kniv. Og da han havde drūbt ham, saa begyndte han at skūre med Stallos egen kniv, og saa gik ket sammen ligestraks igen; og saa forste han atter med sin egen kniv at partere Stallos legeme, og da gik det fra hinanden. Og saa bandt han med vidjer stumperne af Stallo i et knippe, og saa trak han det i sn. Og derfor har den sendnu rt vand. Og en del kogte han i Stallos egen kote. Og han flaaede Stallos skūg og hele ydre af og tog det paa sig selv. Og da Stallos kūlling kom -hun havde vūret paa rejse -gav han hende at spise, og kūllingen sagde: ĮHvor.for mon det smager mig saadan?Č Og Laura havde lagt en jūrnkile i ilden. Og han sad ved siden af Stallos kūlling, og hun troede, at det kun var Stallo, og tūnkte ikke paa frygt. Kūllingen var endnu stūrkere end Stallo selv. Saa pludselig snappede Laura det hede jern og stak det i kūllingens mund. Og saa kom det igen til kamp. Og med n og neppe overvandt Laura kūllingen; men han stod sig dog. Og da han havde drūbt hende, brūndte han kūllingen og koten og tog de bedste sager 
selv, som Stallo havde ret fra Lapperne. Hunden var det sidste der blev drūbt paa Beski (stedets navn). 
Rimagalles var den stste Stallo, der var en halv alen mellem hans ne, og han havde forfūrdelig langt skūg, og han var ene, og han var fredelig; han hadede ikke (81) Lapperne og gjorde ikke ondt for nogen, og han var ogsaa noaide. Men Lapperne troede ham dog ikke godt. De talte indbyrdes om, hvordan de skulde faa livet af ham. Og den tale gik viden om over hele Lapland fra t til vest for at he, hvor der var saadanne, som turde kūmpe med denne Rimagalles. Og i Jokmok var der tre, en stūrk, en hurtig og en jūrnkyndig (en som kunde forge jūrn), som gik der.hen for at kūmpe med Rimagalles. Og da de om aftenen havde gjort ild op, saa talte de om, at imorgen skulde de maale afstanden mellem Rimagalles ne. Og Rimagalles hte selv, hvad de talte om. Og da de sov, forgjorde han deres hund (saa den ikke kunde g, og selv gik han hen til baalet og lagde et jūrnspyd i ilden for at gle det. Og da det var brūndt hvidglende, saa stak han det igennem de to, den hurtige og den jūrnkyndige. Og den stūrke lod han leve, kun brūkkede han 
hans arm. 
205 
"Blūs ilden op, saa jeg kan se, hvordan
Og da befalede den stūrke: du er mellem nene!> Og da han saa det, sagde han: ĮHo, ho, du Thi der var en halv alen mellem hans ne.
er heller ikke lig mig" Gaa hjem og kom saa flere.Č OgOg saa b Rimagallas den stūrke: 
saa gik han tilbage. Og saa kom de nūste gang ni mand. Og Rimagalles 
vidste straks, at de var paa vej, han var noaide. Og han gik for at vogte ved elvebredden, den erste ende af Rautasjaure. Og da de var ved 
at vade over elven og alle kom i vandet, saa sk Rimagalles med Og pilen
buen igennem dem allesammen, kun een blev tilbage halvd. paa den anden side elven hvinede den ned i jorden.
gik endnu lūngere, Den niende gik hjem Rimagalles har saadan lov, at han lader stadig een leve, som bringer bud; og han befalede ham at bringe endnu flere. Men da den niende saa, at Rimagalles sk dem saa fuldkomment, at pilen -
gik endnu lūngere, saa turde de ikke mere komme til kamp. -Stalloerne var store, og naar mennesker (Lapper) kom, saa skammede de sig over, at de var saa store, og disse andre mennesker var saa smaa og 
saa smukke. Og Stalloerne var daarlige til at formere sig, ogsaa havde de faa kvinder 71 . De levede mest af vildrener og bjne og alle andre 
vilddyr. .
En Stallo var ungkarl, og han fulgte undertiden med Lapperne. Og saa han at opholde sig i en sida, som var umaadelig rig. Og denne
begyndte Lap havde en datter, og Stallo bejlede til denne Lappige og pigen 
begyndte ogsaa at synes om Stallosonnen. Og pigens fader var meget 
imod det, han forstod ikke, hvordan han skulde faa sin datter bort fra Stallo. Men saa hittede han paa raad. Ilan ventede, til Stallo skulde 
ud at fange vildrener, saadan som deres skik var. Saa gjorde Lappen da de flyttede, sagde han til sin svigers:
istand til flytning; og borte, men jeg efterlader pigen og
Jeg flytter, hvis du bliver lūnge 
slagterener til jer.Č Og da han flyttede, bandt han renerne til sin svigers. Og pigens klūder klūdte han paa en t trūstub og ordnede alt om 
hyggeligt og anbragte grene ned under sneen. Da Stallo siden gik forbi, 
at hun var levende da de grene,traadte han paa disse grene og mente, 
som var skjult under sneen, bevūgede den (le trūstub). Og da han 
havde maden fūrdig, saa kaldte han sin kūreste ind at spise; men da 
hun ikke kom, sagde han: ĮKom om du vil, saa spiser jeg selvČ. Da si.
daen flyttede, havde de hugget mange huller i isen paa flytvejen og dūk.ket dem (82)saadan, som de brugte forhen at ge (naar de frygtede forf.
gelse). Og da Stallo skulde til at sove, saa kaldte han igen paa sin kū.reste: ĮKom og sov " De havde allerede f ofte sovet sammen. Og da 
kūresten ikke kom hen til ham, da han raabte, saa l han og greb 
hende og bar hende hen ved sin side og han begyndte at fe i pelsens og hvem ved, hvor han fte, da han mūrkede, at det
brystaabning, 
206 
kun var en paaklūdt birkestub; og saa blev han vred saadan, som
Stalloerne har vūret rasende, naar de blev vrede, saa har de ikke
vidst, hvad de fst skulde gribe til. Og denne Stallo vidste heller
ikke, at han fst skulde have klūdt sig paa og saa derefter gaaetat forfge sidaen; men han var af samme slags som de andre Stal.loer. I Ian l nen ad flytvejen, og da der paa den var hugget mangehuller, saa l han i mket i et hul; og han kom op fste gang og lsaa igen, faldt atter i det nūste hul, kom igen op, l derefter endnustūrkere og faldt saa atter i; og nu var han frossen halvt ihjel og kundeikke mere komme op, og saa fr han ihjel. Og saa gik de for at se,hvorledes det var gaaet; og pigen gik ogsaa for at se efter. Og saa fandt deham, hvor han var frossen ihjel og den stakkels ksdel var frossenfremskudt og det syntes hans kūreste dog ikke om, da hun saa, at hendesfūstemand var ihjelfrossen, og saa sagde hun: ĮVoi, voi, som den stak.kels ting er frossen !" Og hun nūsten grūd. Hun var begyndt at synesom Stallosnen, og hun havde giftet sig, om det var lykkedes hende.
Men faderen skilte sin datter fra Stallo paa den maade, at han elagdeham saadan, som ovenfor er fortalt.Stalloerne er borte nu nūsten allesammen; men dog er der endnu nogleLapper, som er i slūgt til Stallo. Og det er gaaet til paa den maade, atnaar Stalloerne har giftet sig med en Lappige, da er nogle mennesker ble.ven halvt Stallo og halvt menneske, og de er lidt anderledes end andrefolk af udseende og natur. 
Fortūlling om Ruosa-Tsjuderne. 
Lappens bedste tilflugt er, naar han kan komme til at flygte og skjulesig bort fra mennesker. Og derfor har Lapperne i fortiden indrettet koterunder jorden ogsaa og skjult sig der. -Lappe-rne har haft mange fjen.der saadan som nu ogsaa Ruo.a-Tsjuderne, hvilke har strejfet overLaplandog drūbt alt, hvad de har fundet, og taget al den ejendom, som de hartruffet paa. Og derfor har de ogsaa skjult sv og penge i jorden. Og derer endnu meget i jorden heroppe. Og Ruo.aerne har ogsaa skjult pengei jorden, i Laplands jord. -Og tilsidst begyndte Lapperne at tūnkepaa, hvorledes de mulig skulde ombringe Ruo.aerne. Og endelig fandtde paa raad saaledes, at de drūbte mange Ruo.a-Tsjuder. .En begivenhed, som jeg har ht fuldstūndig, hvorledes der er om.kommen Ruo.a-Tsjuder paa .T.s.j.u.d.e.b.u.o.
.a...
Den aas har faaet navn deraf, ogden har endnu det navn. Det begynder saadan: Der er en aas, og Ruo..aerne kom langs den, og fra den aas gaar en ende ud i et stort nūs,og der er (83) mange saadanne r, som narrer folk, de er lige saa hojesom aasen og mange r side om side. Og da Ruo.aerne kom til enden af 
207 
den aas, saa mte de en gammel kone, og saa sagde de, hun skulde fge dem til folk: ĮVi g ikke dig noget.Č Den gamle bedstemoder sagde: 
ĮDe flygter, naar de ser I kommer; men hvis I lover at tage mig til vandbūrer eller tjenestepige, for at jeg kan leve, saa skal jeg raade jer., Da Ruo.aerne hte det, saa syntes de om det og lovede at tage hende, og de sagde: Į Det er en fer for os Č Saa spurgte de: ĮII vorledes mener du, det er bedst at ge?Č ĮJeg mener at vente til de sover, de Lapper er saa hurtige til at le og svme, at I ikke naar dem, hvis de mūr.ker os., Ruosaerne sagde: ĮDet er nok saadan, vi venter. Saa ventede de, til det blev mkt. Og saa tog morlillen sin birkebarkskappe paa, som var forfūrdiget saaledes: der var saadanne lapper af garvet skind, hvori der var luft, syet paa birkebarken. Den var udmūrket til at flyde. Den havde lapperne fundet paa allerede i gamle dage. Og Ruo.aerne forstod slet ingen ting af det. Saa fortalte hun, at nogle opholdt sig paa en og andre ved stranden, og hun sagde: ĮVi kommer nok til at vade lidt, kan I svme?Ĩ Ruosaerne sagde: ĮDet kan vi nok.Č Ruo.aerne spurgte: ĮKan du?, ĮJeg kan lidt,Č svarede konen. Og saa blev det nordenvind. Konen sagde: cJeg kommer sandsynligvis til at tūnde ild i birkebark, for at I kan se at fge.Č Ruo.aerne syntes atter om dette og lovede at hjūlpe konen, hvis hun ikke kunde holde ud at svme. Morlillen havde en stor hue. Og da hun saa, at nordenvinden var meget haard, skulde det nok gaa godt. Saa sagde hun: ĮNu gaar vi, nu sover de nok, Lap.perne, og da det er haarcl blūst, saa horer Lapperne os ikke.> Atter syntes Ruosaerne om dette. Og saa drog de afsted og svmede til den fste  og det kom de meget let. Og saa drog de videre. Og saa stak hun ild i et stort knippe birkebark, og saa begav hun sig ud at svme. ĮMen I maa ikke komme lige straks, I som er hurtige til at svme, jeg er sen, det er kedeligt for eder at vente, til jeg kommer frem,Č sagde konen. De gjorde det, og konen drog afsted. Og da den store barkilcl 
brūndte, saa saa de den langt; da de saa den fjūrne sig, saa drog ogsaa de afsted. Og konen slap barkebundtet, og det brūndte, og hendes egen hue slap hun ogsaa, og vinden fte dem paa langs ad sn; og konen svmede selv til den nūrmeste bred. Og Ruo.aerne fulgte efter bark.ilden. Og vinden fte barkilden saa hurtigt, at de ikke indhentede den, f de var midt paa den bredeste s da indhentede de hurtigste den og fandt konens hue. Og da de fandt den, saa sagde de: ĮHun er druknet. Ĩ Og saa begyndte de at se og svmede hid og did i sn, indtil de udmattedes og fr ihjel allesammen og omkom der. Der kom en Ruosa-Tsjude til et sted, hvor han vidste, at der var folk i nūrheden. Og de begyndte at se, og de fandt (koterne), og folkene var flygtet bort. Men en modig noaidekūlling var ikke bange, hun ven.tede. Hun havde allerede tūnkt fūrdig, hvorledes hun skulde ge. Og 
da de kom til koterne, da saa de, at der ikke var folk, og de spurgte: ĮHvor er folkene?Č Kūllingen svarede: ĮDe er gaaet til byen, der er det nu forsamlingstid, og der er mange festerČ. Da Ruo.aerne hte det, saa b de hende fe dem derhen, og hun sagde: ĮJeg skal nok fe jer.Č Men Ruo.aerne var meget sultne, og kūllingen havde megen mad, og hun gav dem det hele (84), og de vilde have endnu mere mad, og hun sagde: ĮJeg har ikke mere, f end jeg gaar og henter.Č "I dag?Č sagde Ruosaerne. ĮIdag, ja.Č ĮHvis du gaar i dag, gaar vi nok ogsaa,Č sagde Ruo.saerne. Kūllingen svarede: ĮI finder ikke frem, det er saa snever en vej, at I ikke kommer frem i mket.Č Og Ruosaerne fik stre lyst. De begyndte at ville gaa med det samme; men saa sagde kūllingen: ĮNaar I nu skal fge mig, saa skal I tage et reb med her fra.Č Og de (Lapperne) havde lavet reb af rensener, hvilke var fine og stūrke. -Og hun sagde: ĮSaa kommer I til at bindes sammen i rebet allesammen i den snevre krogede vej.Č Og de gjorde saadan. Og da de kom til det sted, saa b hun dem nu, at binde dem sammen om halsen, og hun sagde: ~ Vent lidt, jeg gaar for at underse vejene.Č Og hun havde taget megen birkebark med. Og da hun gik foran, saa stak hun ild i megen bark og kastede det ned (i klten). Og saa bandt hun rebet om en stor sten, og en stang var ved siden af, hvormed hun bevūgede den. Og da hun fik det fūrdigt, saa gik hun hen til Ruosaerne og sagde: ĮNu gaar vi, der er endnu ild i byen, jeg gik, saa jeg kunde se det.Č Og da de gik til den klippeskrūnt, saa sagde hun: ĮKan I se byen?Č ĮJa vi kanČ ( de ansaa de brūndende barkstykker for lysene i staden). Kūllingen sagde: ĮNu skal i le hur.tigt, her er en h skrūnt, jeg ler nu saa meget, jeg kan.Č Og da hun kom hen til stenen, som hun havde gjort fūrdig, saa slyngede hun kun rebet fast om stenen, og med stangen styrtede hun stenen ned. Og saa gav de sig til at springe saa hurtigt, som det var muligt. Og den sidste begyndte at ane, at den fūrd var ikke heldig; men han orkede ikke at 
standse, ejheller naaede han at skūre baandet over. Og saa for de alle.sammen derned. -Kūllingen gik om morgenen for at se, hvordan det var gaaet. Ststeparten var de, og en del var kun lemlūstede, men havde lidt liv. Og da de saa kūllingen, saa svor de og skede at faa hende fat. Og hun saa, at de kom ikke mere til at strejfe om nogen.steder. Og hun styrtede sten ned, saa at de knustes allesammen. -Og den klippe er endnu r, som om det var blod. 
Om Giebosduoddars navn. (Et bjūrg nord for Gellivare). 
Da Lapperne vidste, at Ruosaerne var i nūrheden, saa havde de forud i en klt opft et stillads af fyrretrū og lagt mange og store sten paa, og en saadan skydeindretning, som var saa let som en bse at faa til 
at gaa af. Og de havde nogle folk, som udspejdede, hvor Ruo.aerne var, og hvorhen de gik, og de blev ikke selv sete. Og saa saa Lap.perne, at nu kom de derhen, hvor de opholdt sig. Men de havde stil.ladset der, hvor de havde fūstning. De opholdt sig der i nūrheden af stedet. Og da Ruo.aerne kom til de steder, saa efterlod Lapperne en listig noaidekūlling netop der, hvor de vidste, at de vilde komme. Og saa kom Ruo.aerne og fandt kūllingen, og de spurgte: ĮHvor er folk, naar de ikke er her, skt her dog er koter?" Kūllingen svarede ikke noget fordi hun vilde he, hvad de sagde. Saa begyndte de at tilbyde l, hvis hun fte dem til folk. Og saa lovede hun at fe dem. Og saa gik hun med dem og vandrede der rundt om bjūrgene, indtil det begyndte at blive mkt; saa(85) fst fte hun dem til klten. Og saa sagde hun: ĮNu skal I gaa langs klten, indtil I finder folk; men I skal have lys foran, for at I kan se vejen.Č Og saa gik de og gik langs ad klten ind i krogen. Og da de samledes der, saa trak de af, de, som var ovenfor klten, og da ramlede stilladset ned, eller det kaldes en fūlde. Og de kom under fald.lemmen og ihjelsloges allesammen. En noaide blev tilbage halvd, han var en kugle-og pileforger, de som var af jūrn, af kobber, af bly og af sv. Og de sk meget paa ham, dog kunde de ikke faa livet af ham. Men saa tog de lommens nūb og sk med det. Og saa bed den (pil), og da sagde han: ĮAlt har jeg vidst og forgjort; men lommens nūb vidste jeg ikke af, ejheller kunde jeg forge det. Og saa spurgte han: ĮEr broder Giebbo endnu levende?Č Men han var allerede d. Og fjūldet fik navn der af. Giebbosduoddar er endnu dets navn. Lapperne forstod alt, hvad Ruosaerne sagde. -Og det har vūret de sidste Ruo.aer. 
Fortūlling om Govare. 
En lille underselse af, hvorfor det navn er; og det har man faaet rede paa. Her oppe ved Tornetrūsk har der fra fst af vūret ene Lap.per. Og de var ulūrde allesammen, de kunde ikke skrive ejheller lūse skrift -den gang var der heller ikke mange bder, som kunde skrive. -Tiden gik, og saa kom et lidt oplyst menneske, og hans navn var Gova. Og han tilkendegav, at han var sendt hertil af kongen. ĮOg I skal vūre mig lydige og betale mig skat af alle mennesker, som d, og af dem som fes, og hvis I faar det behov, skal jeg nok hjūlpe eder." Og Lapperne troede ham og gjorde alt, hvad Gova vilde. Og naar folk de, da delte han 
14 
210 
arven. Og af bn tog han en mindre del, og naar hustruen de, da 
tog han 1/ 5 del. Og naar manden de, da tildelte han sig ., part. Og 
naar bn ftes, saa tog han ogsaa en lille del. Og han fulgte Lapperne 
om sommeren, og naar det blev vinter, saa gik han ned (syd paa), og 
han blev rig, han tog megen ejendom fra Lappen. Ved sydsiden (den 
svenske side) af Norges grūnse begyndte han at tage de ejendele. Katto.
vuoma var hans hoved-arbejdsplads. Og da nu igen en mands hustru var 
d om foraaret, og Gova hte det, saa vilde han, de skulde dele, saa 
at han ogsaa kunde faa sin part. Og Lappen sagde: ĮJeg deler ikke 
endnu, f end jeg har samlet alle mine ting, saa fst deler jegČ. Og 
da det blev vinter, saa drog han ned for at se oplysning, om der mon 
ikke fandtes en bedre lov. Og han fik at vide, at han var en bedrager 
den Gova. 
Og da han kom tilbage til de andre Lapper, saa fortalte han, at han (Gova) var falsk. Og de raadslog om, hvorledes de skulde ge. Og de fandt det bedste raad at hūnge ham i et trū. Og de gjorde det, hūngte ham og begravede ham paa en h. Og den h er kaldet .G.o.v.a.b.u.o.l.
.a...
Det navn mindes de nutidsmennesker endnu, som er levende dette aar 1908. Men den har nu faaet et andet navn, .S.k.a.t.t.o.b.u.o.l.
.a.dens
er nuvūrende navn, og derfor har den faaet det navn, da den dal er Skattovuobme. Og Skattovuobme (= Kattovuoma) (86) har faaet det navn deraf, at Gova opholdt sig i Skattovuoma og tog skat af Lappen, -denne hans parts navn var skat -. Og Govare og Gojaure og Gomuotke har faaet navn efter det samme menneske, efter Gova, som opholdt sig paa de steder og fulgte Lap-sidaerne. 



Om Uldaerne. 
Uldaerne er de mennesker, som bor under jorden og inde i klip.perne, og de stammer fra den slūgt, som vore fste forūldre an.bragte under jorden 72 . Uldaerne er nogle mūrkvūrdige skabninger, det er ikke godt at vide, hvad det er for nogen, hvorfra de er begyndt at komme, om de er mennesker eller ej ; men ogsaa de er dog Adams bn. Og de har rener, og deres rener er meget smukkere end Lapper.nes rener. Og Uldaernes rener er hvide og hvidplettede og lysegraa og hvidnūsede og i alle maader smukke. Og undertiden viser de Lapperne dem, saadanne Lapper, som de synes om. Og de giver ogsaa, hvis man g det, som man skal. Naar man ser Uldaernes hjord, saa maa man ikke tabe den af syne, f man har naaet at kaste staal over dem, en kniv eller om det blot er en synaal; og naar man er kommen til at kaste den over, da 
211 
faar man alle dem, som man har kastet staalet over. Og de rener, man faar af Uldaerne, bliver stadig ved at vūre lige brogede. Naar en har en saadan hjord med mange hvide og hvidplettede rener, plejer Lap.perne at kalde den for en Ulda-hjord. Og Uldaerne synes ikke om et.hvert som helst menneske, de synes om dem, som har sort haar og er redelige og kan tale, saadan at de synes om det. Nogle Uldaer er meget dygtige til at joige, det her Lapperne ofte, og de har ogsaa lūrt joigning af Uldaerne. Og Uldaerne er klūdt lige som Lapperne, og de vogter rener og raaber, og hundene g, og bjūlderne klinger; men man ser intet, og om den ene vil sige til den anden: "H, her du det nuČ I saa her man ikke noget. Undertiden her Lapperne, at det grū.der, og det er ligeledes saadan, at hvis den ene siger til den anden, at han her noget, saa her man ikke noget mere. Men det betyder, at de mennesker skal komme til at grūde. -Naar Lapperne fūrdes i e.marken, og det er regnvejr, saa ser de ly under sten og inde i fjūld.revner; og da kommer de undertiden ind i en dejlig bolig. Og der er meget guld og sv og mad, og de byder straks mennesket at spise; og om man spiser, da kan man ikke slippe ud igen; men den, som intet spiser, kan de ikke holde, og saa ster de ham ud. -Og hunden kan ogsaa se Uldaerne, og nogle mennesker ser og her aldrig noget, ikke det ringeste; men kun hunden g og ser; men den er dog ikke saa ra.
sende paa Uldaerne som paa genfūrd eller kirkefolk. -
Fortūlling om det, at Uldaerne bytter ogsaa bn med Lapperne. 
Ulda er farlig ogsaa, hun vil tilbytte sig smukke sorthaarede bn med sine egne gamle forūldre, som de ikke gider forsge, og Uldas gamle lever lūnge eller bliver gamle. Og dette hūnder, naar Lapperne lader et barn blive alene i koten eller ude paa en trūgren 78 eller ved siden af en sten. Og (87) vūrst er det at lade et barn vūre alene, om det ikke har stemplet sv paa sig. Og derfor har Lapperne sv i barnets vugge og andre saadanne ting. I et drengebarns vugge har de brugt at have en kniv, og hos pigebarnet har de brugt en synaal (af de trekantede, som bruges til at sy skindsager med) og fyrstaal og en ring til at būre sysager i. Men naar der ikke er noget, og barnet bliver alene, da er det slemt til at blive forbyttet. Og naar barnet er forbyttet, har det nok samme udseende, men det vokser ikke og taler ikke saadan, som bn plejer, og det gaar ikke, ej heller har barnet samme natur som ens egne bn; og det er meget grimmere ogsaa, og nene er daarlige. Men saadanne, som her er omtalt, er ikke andre end de, som Uldaerne har forbyttet med gamle Uldaer; men de, som er forbyttede bn, de vokser jo og taler paa samme maade som andre folk; men de er dog 
14Ĩ 
2[2 
lidt anderledes af udseende og natur. Og Ulda bytter ikke sit smukkeste 
barn bort, men hun tager jo det smukkeste barn. -
Fortūlling om det, at Uldaerne bor i al slags jord; og hvis folk trūffer til at sūtte koten paa deres boplads, saa bliver de ufredelige, fordi de sover om dagen og vaager om natten, og saa er de ondsindede, dog ikke mod alle, men befaler dem jo at drage bort. Og om man adlyder, da g de ikke noget; men adlyder man ikke, saa giver de en ikke fred til at sove, de rumsterer om natten saadan, at man ikke begriber, hvad det er; men man faar ikke fred til at sove, snen kommer ikke, skt man ikke netop ser noget; men de kommer jo i en dr og taler. Nogle mennesker beder de roligt om at flytte bort fra det sted, hvor de er ovenpaa deres boplads, og naar man flytter bort, da er der fuldstūndig fred. Men Uldaerne er ikke saa gode mod alle mennesker, de siger ikke, at de sker dem bort, men plager dem blot og drūber dyrene, og til.sidst begynder de ogsaa at slaa menneskene ihjel, hvis man ikke forstaar at flytte bort, og om man dertil bander slemt. 
Og Uldaerne er til endnu ligesom andre mennesker. Lapperne ser dem endnu ofte og her dem jūvnlig. Og Uldaerne er meget smukke, de som folk har set. De unge karle har en og anden gang set en Uldapige, og hun var saa smuk, at han skede at komme nūrmere, og da han kom nūrmere, saa tūnkte han: Į Gid hun var minČ I Og saa blev pigen borte, og saa stod karlen ene tilbage, og han blev be.dret. Og han gik nūste dag til det samme sted, og da hte han, at Uldapigen joigede, og han syntes, det var den samme pige, og han hte lūnge den smukke joigning, saa smuk en joigning havde han al.drig ht f, og karlen lūrte joigningen af Uldapigen, og han lūrte ogsaa. andre Lapper joigningen. Og nogle Lapper har lūrt mange trold.kunster af Uldaerne. Og Uldaerne er saa gode imod nogle, at de for.tūller alt det, som nu hūnder. Og om de ved noget ondt, som vil ske, saa fortūller de det og hjūlper dem og raader, hvorledes man skal ge. Og saadanne mennesker bjūrger sig udmūrket. De er netop de stūrke noaider, de som Uldaerne hjūlper. Og Uldaerne plejer renhjorden og.saa, saa at de ikke omkommer; men saa skal man ogsaa betale skat til dem. Og denne betaling af skat er saaledes, at man et eller andet sted giver penge eller noget andet, kobber eller messing eller sv, og det skal kastes i en stor morūne eller i (88) vandet et sted, hvor ingen mennesker faar det. Og man skal sige til Uldaerne: ĮDette giver jeg eden. Og Lapperne plejer endnu ofte at give Uldaerne noget, under.tiden hūlder man kaffe paa jorden og undertiden brūndevin og siger: 
ĨDrik ogsaa du lidt af min kaffe og hjūlp mig fremdeles.Č Man finder de Raider i kilderne ogsaa, og de har ogsaa magt til at 
213 
ge meget ondt og godt, de kilder, der er som en gryde, og de koger, og de er meget dybe. Og i dem er lūgedom ogsaa. 
Om den kogende kilde, der er som en gryde. 
Den bobler, og der lever nenfrr, og i saadanne kilder er stūrke Halder, og dem dyrker Lapperne ogsaa. I en saadan kilde er lūgedom for den, som ved det; ejheller beher man andet end at vaske sig og betale lidt af en slags. Men hvis man g en saadan kilde vred, da er den meget slem til at skrūmme eller ge syg. Og af en saadan kilde burde man aldrig drikke vand, ejheller bruge det anderledes end som 
medicin. Ilalderne vredes, hvis det bruges til andet end til medicin. En gang var en Lap ude at vandre, og han kom hen til en saadan kilde og gav sig til at koge kaffe. Og da kaffekedlen var ved at koge, saa gav det sig til at skrige inde i kedlen. Og han hūldte det vand bort og satte den igen paa ilden, og saa begyndte det igen paa samme maade. Og da anede han, hvad det var, og saa spurgte han: ĮHvorfor er du her og ikke giver mig fred,? Og da sagde det: Įjeg er begravet her, da jeg er myrdet" Og saa lūste manden den lūsning, som prūsten lūser til de de. Og saa fik han fred; men han sagde: ĮMan skal al.drig tage vand af en saadan kilde, det er farligt" Undertiden har bn rodet i saadanne kilder, og da er der opsteget en saadan frkikkelse, at 
den havde menneskestrelse, og et menneske skrūmtes meget slemt; men da han var saadan, at han kunde mane det tilbage, saa blev han igen rask; men han var nt til at betale offer til den kilde. 
Saivo sn 
' 
er en forunderlig spaa den maade, at der er undertiden forfūrdelig mange fisk, og undertiden er der ikke en eneste fisk, skt det er en lille snever s I saivo er der mange fisk og store og fede; men den, som ikke ved, hvorledes han skal fiske dem, han faar ikke en eneste, selv om han ogsaa fik dem ind i voddet. Man skal i saivo passe paa, at man ikke skraalcr op eller skramler det allerringeste. Og hvis man saadan har kunnet kaste nūttene ud, skal man nok faa mange fisk. Man skal ogsaa tale hviskende, saa at de ikke her noget. Saa skal de nok fge voddet i land. Denne saivo er en lidt mūrkelig s det har man ikke faaet rigtig 
klart, hvad det er for sr; men den viden har man halvvejs faaet, at der er to sr over hinanden og kun et hul i midten som rhullet (i 
koten). Og fiskene gaar op og ned gennem de huller. 
214 
(89) Om nedgravede eller skjulte skatte. 
Skatten anbringes i en morūne og paa en h bakke. Og den ned.sūttes undertiden med ord saadan, at ikke andre end slūgtninge kantage den. Og hvis andre tager den, da skrūmmes de. Og derfor t manikke tage skjulte skatte, selv om man ved, hvor de er. Gamle Lappertalte meget om de skjulte skatte, at de var i jorden. Og efter deres talevar det jo saadan, at de vidste saa omtrentlig, hvor de skjulte skattevar, og talte meget om, at her var en skat, og paa det sted var ogsaaen skat; og de ymtede om at gaa og tage den; men de frygtede deskjulte skatte; thi de havde faaet at vide af nogen, som havde tagetpenge af en eller anden skat, at det er farligt at tage dem. Det er saa.ledes, at hvem som nu finder en saadan skat, hvis ejere og arvinger erde, og de saa faar kedelkanten frem og begynder at faa den op, saagiver den sig til at skrūmme dem. Saa forvandles den kedelrand, somde holder ved, til et oksehoved, og naar man ikke slipper, saa bliver den tilen stor fr og saa igen forandres den til en slange, og saa forvandles dentil hvad som helst. Undertiden begynder den at brūnde som en gr ild.Og saa kommer endelig tilsidst den skinbarlige Būrgalak. Og da skal mansige saadan: ĮDu beher ikke dette, du klarer dig, naar du faar menne.skenes sjūle til helvede -vig bort Satan> I saadan som er skrevet ibibelen. Og saa skal man velsigne i de tre personers navn (Treenig.heden): ĮNu tager jeg dette" Og saa slutter det altsammen. Og da faarhan tage skatten i fred. Men modig skal den vūre, som g alt det, somovenfor er fortalt. Men de, som er sat ned med ord, dem faar man ikke paa anden vis,end hvis man er en stor noaide. -Det tror maaske ingen er sandhed,at de skjulte skatte findes i det hele taget. Og heller ikke den, somskriver dette, vilde rigtig tro det, skt han har ht meget af sine for.
ūldre og meget af andre; men han har se!v set, da hans bedstefadertog penge, der hvor han havde skjult skatten i jorden under en klippe,i en lille morūne, hvor den var hensat. -Og der var en skjult skatefter deres tale eller efter deres viden, og der skulde vūre mangepenge, der havde man fundet mange smaa svpenge ved siden af stenen.Og det forstod man, at der havde vūret mennesker, og at den sten varanbragt der. Og den var meget stor, saa at det ikke var faa menneskersarbejde at anbringe den. Men det sagde gamle Lapper, at dem havdefortidens Ruo.a-Tsjuder lagt her, de penge og svet, som de havde retfra Lapperne. Og paa de steder i hfjūldet findes saadanne pile, somde har brugt til buepile. En saadan pil har den, som skriver dette, fundet. 
215 
Lidt mere beretning om den samme sten. 
Et menneske gik hen til den sten i den hensigt at grave et hul under stenen og tage skatten bort. Og da han kom i nūrheden, saa blev det 
taage, vanskelig fandt han hjem, og da det klarede op, saa gik han atter der hen til stenen og skulde forse at faa skatten. Og da han 
kom i nūrheden (90), da saa han, at der sad en rype paa stenen; og da han kom nūrmere, saa. blev fuglen stor, og den blev saa stor som et men.neske. Og da begyndte hans mod at svinde saa meget, at han var nt til at gaa tilbage. Og siden er han ikke gaaet hen til den sten i den tanke at tage penge. Ej heller har andre forsogt at grave det sted, skt Og jeg kender det menneske, som to
de sikkert tror, at der er penge. gange er gaaet for at udgrave den skat, og hans navn er A. N. Ūirra. Og det sted findes paa tsiden af det tlige Raiso, det kaldes Faures fordi det er meget smukt og grūsrigt,
orda -og stedet har det navn, og der findes sommerbopladser. Og flytvejen er paa meget he fjūlde, hvorover de drager foraar og efteraar. Og paa denne sommer-boplads findes ogsaa en stor sten, hvis navn er Lykkestenen (Onegūdge). Og der er mange huler. Og under de fremspring bruger de at have sager. Og naar de om foraaret forst kommer til Lykkestenen, da hilser de og taler som til et andet menneske, og de drikker brūndevin og hūlder lidt paa ĮSe der er til dig med, drik ogsaa du lidt.Č
jorden og siger: 
Om midsommernatten. 
Midsommernatten er der mange kunster. En kunst er, naar en pige sker at vide, hvem der er (bestemt til at blive) hendes fūstemand, saa 
som altid
skal hun midsommernat gaa ud paa en saadan sten i vandet, og der til er en stor sten i en
er omgivet af vand og altid er t .elv lige saa god -, der maa aldrig gaa vand over stenen, og saa sūtte sig paa den, indtil karlen kommer hen til pigen eller pigen hen til kar.len. Og hvis han byder hende noget, saa skal hun ikke tage det. Han giver nok undertiden en kniv ogsaa, og hvis hun tager den, da skal han drūbe hende med kniv, naar de bliver gift; men hun skal ikke tage, naar han tilbyder. Og det vises paa samme maade for karlen ogsaa. Og midsommernat plejer man at sige, at man ser gr ild paa de ned gravede skatte eller de skjulte penge. 
(91) Lappens sange. 
TAPPENS sang er joigning. Det er en mindekunst om andre mennesker.L Nogle mindes i had og mindes i kūrlighed, og andre mindes i sorgen.Og man bruger de sange om nogle egne og om dyr, ulven og renen ogvildrenen. -
Og den sangform er saadan som her nedenfor begynder:
Nu siger den ene pige til den anden pige: ĮSyng om din kūresteNilas., -
Nilas var smuk efter alle pigers sind, og alle piger skede atfaa ham for sig selv til ūgtemand, og derfor joigede de meget om ham.Og den sangs navn er luotte (sang). Og saa begynder hun nu at syngeNilas sang: 
Voia voia nana nana, saare dygtige, saare vakre, saare fagre, saarc milde,voia vo1a nana nana, naar han ler, da farer han som en fugl, voia v. 11. n.> 
Og saa bod den anden pige: ĮSyng nu du din kūrestes sang.Ĩ Ogden fste pige siger: ĮJ cg har ingen kūreste." Den anden siger: ĮDethar du vel.> -Den fste siger: ĮNaa, hvem er det, 
som du menerer min kūreste?" ĮJeg mener Matte.Č Den fste siger: "Matte bryder sig
ikke om mig, han har dem, der er bedre end mig.Č Ilun er en listig pige,hun fortūller ikke til den anden, at hun har en kūreste, endskt
hendes kūreste er Nilas. Og derfor sker hun at hore, om den dumme
pige maaske tror, at hun faar Nilas. Men Nilas har aldrig tūnkt at tagehende. Nilas holder af den skūlmske pige. Han joigede ofte den pigessang saaledes : 
"Voia voia nana nana, store milde, store yndefulde og store dygtige,voia voia nana nana, store og fagre, det var sognets bedste pige, voia voia nana nana. Ĩ 
Og naar Nilas saa den skūlmske pige komme, saa joigede han ikke merc.Men den skūlmske pige joigede til Nilas, at hans kūreste var Ani -detvar den dumme piges navn -, og den skūlmske piges navn var Elle. Ogsaa joigede hun til Nilas: 
,Sognets bedste karl forledte Ani, voia voia nana nana, sognets bedste karl, v. v. n. n.da han tog en anden guts kūreste, voia voia nana nana,og lod Matte grūdende,. 
217 
Og Nilas frygtede ogsaa for, at han ikke skulde faa den skūlmske Elle. Ogsaa Matte elskede Elle, og Elle havde lovet at lage Matte, og Matte troede det var alvor; ogsaa han joigede ofte til Elle: 
(92) "Voia v. n. n., store milde, v. v. u. n. store fagre, store dygtige, v. v. n. n., det er den bedste pige paa dette fjūld, v. v. n. n. 
Og da Matte horte, at Nilas havde givet Elle fūstegaver, saa joigede han og grūd: "V. v. n. n. store bedrager.Č Og han grūd og sgede saadan, at hans forstand nūsten forvirredes, og han blev forbitret paa Nilas og drūbte Nilas's rener. Og naar han drak sig fuld, saa joigede han og svor saaledes: 
Ĩ V. v. n. n. Blrru Būrgalak, jeg drūber alle Nilas's kerener, v. v. n. n. 
Satanas falske Elles raadne skindbukser; nok er der mange saadanne v. v. n. n. 
Og saa grūd han endnu lidt og joigede. -Matte tūnkte ved sig selv: Det er dumt, at jeg er vred paa Nilas og Elle; jeg finder nok endnu en lige saa god pige og en endnu bedre pige. Hans ster Ingir sagde til Matte: ĮKarlene ser ikke Andaras's Marja; det er en rar pige, og hun bliver rig.Č Ingir var en ung pige og en forstandig pige, og Matte sagde til Ingir: "Mener du, Marja tager mig?Č Ingir svarede: ĮJeg ved det ikke, men jeg skal spge Andaras's Marja, om hun vil tage dig." Og da syntes Matte om sin soster, naar hun vilde hjūlpe ham til at faa en hustru. -Og saa gik Ingir en sdag til den sida, hvor Marja var. Og saa mte hun Marja, og da spurgte hun: ĮLover du at tage min broder Matte?Č Marja svarede: ,Matte bryder sig ikke om andre end Lodnes Elle.Č Inga sagde: ĮDet er ikke ganske saadan; du faar tro, naar jeg siger det, saa er det saadan, at I er allerede skabt til at vūre sammen., 
Marja svarede: "Hvoraf ved du det, at vi to er skabt til at have lykke sammen i ūgteskab?Č Inga svarede: ĮJeg har drt det, og det er altid saadan, som jeg drmer.Č Marja svarede: ĮNaar sagen er saaledes, saa lover jeg, at I maa komme hertil efter en uges forl, da har jeg tūnkt at vūre fūrdig; passer det?Č Og saa skiltes de. Og Ingir drog hjem. Nu kom hun hen til sin broder og fortalte, hvad hun havde ht. Og da de to fortalte det til moder og fader, saa syntes de svūrt godt om det. Og da en uge var forlen, saa drog de atter hen til Marja. Og Lapperne har haft den skik i fordums tid, at naar den unge mand kom paa frieri, saa skal pigen komme ham ime og spūnde frierens ren fra, og saa er det et tegn paa, at hun vil tage ham. Og hvis pigen ikke kommer og 
spūnder fra, saa ker den unge mand rundt om koten og imellem koten og vedtrūet. Og hvis pigen endnu ikke kommer og spūnder frierens ren fra, saa ved karlen, at pigen ikke vil have ham. Og somme karle gaar da slet ikke ind i koten, saa ker de tilbage. Og da Marja vidste alt dette, hvordan det skulde vūre og hvorledes sagen stod, saa, da Marja 
218 
saa Matte komme, gik hun ham ime og lte Mattes keren, og saakom Matte ind i koten og hilste saadan, som det er Lappernes skik.Lappernes skik er, at de tager om halsen og trykker nūse mod nūse.Og Matte gjorde ogsaa saadan, og han kyssede saalūnge, at han aldrigblev fūrdig. Og saa fst begyndte de at tale og drikke lidt brūndevin-den gang var der ikke kaffe. Og saa giftede de sig samme dag, ogMatte drog hjem. Og da bod Marjas fader, Andaras, Marja at henteMarjas kirkekeren og at give (93)Malte den. Og da Marja hentede renen,saa kte Matte hjem, og Marja sat.te sig i slūden. Og da de tog afsked,tog de atter hinanden om halsen og kyssedes; og de to troede, at nubehedes der ikke noget som helst andet; men saa siger svigerfaderAndaras: ĮI to kommer nok til at ge endnu en fūrd, fend I erfūrdige, I er nt til endnu at gaa til kirkefaderen at faa lov.Č Mattesagde: "Har Marja en fader til, eller har Marja en anden mand, eller
hvordan er den sag?, Matte vidste ikke, at man ogsaa behede at faalov af kirkefaderen eller, saadan som det nu kaldes, vielse. -Og daMatte drog afsted nu for anden gang (til Marja), var han endnu bange,hvis nu kirkefaderen rev hans hustru fra ham. Han var bleven lige somlidt forstyrret i hovedet. Og i giftetiden plejer forstanden ofte at blivelidt forvirret paa enhver, som har det blod. (Forklaring herpaa, hvor.for somme mennesker har saadant svagt blod, at det er tilbeligttil at le lidt i vildrede. Det er, at nogle mennesker er saa kūrligtanlagte, at de slet ikke tūnker paa andre ting i den tid. Og saa.
ledes er det, som om forstanden var forvirret. Og nok er somme for.elskede bagefter ogsaa, men det er ikke enhver, der er forelsket bag.efter. Og naar de har faaet giftermaalssagen i orden, saa plejer de atblive klare igen som f.) Og da Matte for anden gang kte hen tilMarja, saa tog han bytterenen og kom atter med den til Marjas sida(brud og brudgom bytter altid ren som tegn paa jaord). Og saa hilstede igen paa hinanden som f. Og saa begyndte de atter at drikke brūnde.vin og tale om parret, hvordan de nu skulde ge det, og om det, at imorgen skulde der kes til kirkefaderen. Men Matte var bange for, athan mistede Marja til kirkefaderen. Han havde ikke lyst til at drage der.hen; men da Marjas fader sagde, det var nvendigt at ge det, saagav de sig paa vej. Og saa tog de tre reserverener og slūder til dem,i hvilke der var k og renmūlk. Og da de begyndte at ke, tog sviger.fader Andaras reserverenerne, og Marja og Matte kte med fri rener.Og de kte med bytterenen. Og de rener var snehvide og havde megetprydede grimer og gjorder, som var udsyede med mange slags klūde.Gjorden er midt om renen og grimen er paa hovedet, det baand, hvor.med man styrer renen lige som hestens bidsel. Og saa kte de, og saa 
219 
at til 
sprang renerne og for afsted, saa der var en sner, saa at de ikke kunde holde nene aabne og ikke heller kunde aande. 
Og da er det farligt, hvis slūden slynges bag et trū eller bag en sten, og da omkommer man let. Og naar renerne har let en lille strūkning, saa er de lidt trūtte, og da begynder de at gaa roligere, og da er det herligt at ke, og saa giver de sig til at joige saaledes: 
Voia voia v. v. nana nana n. n. prūgtige rener springer nu v. v. v. n. n. n. de farer som vinden v. v. v, n. n. n. cle farer saa lige som en bse v. v. v. n. n. n. hjordens mest hornede rener v. v. v. n. n, n. 
Og nu begynder renerne at blive ophedede og tstige, og saa snapper de stadig med mulen sne i munden for at svale heden og mulig slukke tsten. Og saa holdt Mahte sin ren an, og saa stod alle renerne for at puste. Det er et bestemt sted, hvor man lader renerne ūde sne og stalde; det er farligt, hvis man ker lūnge ud i et trūk. Hvis renerne ikke stalder, da faar den blūreforstoppelse (94) eller den kan ikke stalde. -Og da Ingir saa, at alle renerne staldede, saa gav hun sig til at joige: 
Det unge par (vil vi) nu ske god lykke, v, v. n. n. det unge par skal nok blive rige v. v. n. n. og faa smukke bn v. v. n. n. 
skne lille Marja, du straaler som et lys v. v. n. n. Og saa ker hun nu igen v. v, v. v. n. n. n. n. Den store trūkren stryger atter afsted v. v. n. n. nana. 
Og saa kte de igen. Og da renerne saa, at Marja og Mahte satte sig i slūden, saa sprang de, og da der var en smule frisk sne, saa blev det igen en saadan r, at man ikke saa noget som helst. Og Marja magtede ikke at holde renen, og saa begyndte slūden at slingre saa stūrkt, at Marja slyngedes ud af slūden, og saa trak den slūden til den modsatte side, og da kom den bag et trū, og saa hūngte Marjas haand fast 74 , og saa slap renen l, og Marja slog sig saa meget, at hun fst slet intet sansede, og renen sprang med slūden efter Mahte, og Mahte saa ikke, at Marja var bleven tilbage borte fra slūden. Og saa skulde de op ad en fjūldside, og da kunde renerne ikke mere le saa stūrkt; og da saa Mahte, at Marjas slūde var tom. Og da blev han saa forfūrdet, at det rent blev mkt for hans ne. Han naaede dog at fange Marjas ren. Og han var i den tilstand en lille tid, inden han blev klar. Og saa gik han, for at se Marja, tilbage i den retning, hvor han var kommen fra. Men Ingir og de andre kende var bagefter; deres rener var ikke saa hurtige til at le som det unge pars. Og da de saa, at Marja laa paa sporet, da blev ogsaa de forfūrdede. Og med dem var en ūldre mand, som var Lappernes doktor. Og han underste Marjas arm, og 
haanden var gaaet af led. Og han bad hende sūtte sig i slūden, -Ingir havde en tam, stor ren, og selv var hun let. Og saa satte hun sig i Ingirs slūde. Og saa kte de et lille stykke. Da kom Matte for at se Marja, og han grūd alt hvad han kunde; han frygtede, at Marja var d. Og da Matte saa, at Marja var levende, saa holdt han op med at grūde og begyndte at spge, hvordan det var gaaet. Og da han hte, at Marjas haand var slemt elagt, saa sagde han: ĮHar Nuvte underst Marjas haand?Č Nuvte svarede: ,Det har jeg nok, men k videre over den aas, der henne er en aaben kilde.Č Og da de kom til bredden af kilden, saa tog Nuvte Marja lidt afsides til kildekanten og stak haanden ned i kilden, indtil haanden blev kold. Og saa fte han paa haanden, hvor den var daarligst. Og saa trykkede han haanden der, og saa fte han, hvor den var forvreden, og saa rykkede han haanden i led. Og da var haanden straks frisk igen. Og saa kte de afsted; og Nuvte b Matte: ĮAnbring Marjas keren efter din egen slūde og lad ikke renerne springe saa stūrkt; nu kommer en stejl fjūldskrūnt nedad, og der skal du sūtte en birkegren mellem slūden og trūkrebet, for at slūden ikke skal glide ned.Č Og de gjorde saadan, som Nuvte b -Nuvte var det klogeste menneske der paa den tid. Og saa kte de hel.digt ned under det he bjūrg; og saa kte de endnu over en stor sog paa en stejl skrūnt. Og saa var der atter et saadant sted, hvor Lap.perne standser og hviler og drikker lidt brūndevin og giver lidt brūndevin til jordens Halder ogsaa, og (95) de siger: ,Drik ogsaa I min bryllups.vin.Č Og de hūldte lidt brūndevin paa jorden. Og den, som ikke hūlder brūndevin paa jorden, han faar et eller andet uheld. Og kvinderne, som har bn, ammer disse; dog sner de ikke barnet lt, men ber sig paa knūerne ved siden af vuggen (vuggen er indpakket og fastsnet i slūden). Og saa tagerá de brystet ud af brystaabningen og sūtter det til 
barnets  mund,  og  derved  plejer  de  rigtignok  at  komme  til  at  fryse  
brysterne,  og  saa  hovner  de  op,  og  deraf  bliver  en  haard  pine.  - Men  
her  fortūlles  ikke  om  meget  andet  end  om  det  unge  par.  - 

Og paa det sted plejer de at joige lidt til jordens Halder saaledes: 
Raidens ranke, skne dre takket vūre v. v. n. n. at de var saa gode, at de har beskyttet vore kirkerener, saadan, at de ej er styrtet fra de he fjūlde v. v. v. n. n. n. Takket vūre I, kūre Ifaldemre v. v. v. n. n. n. og beskūrm fremdeles v. v. v. n, n. vore rener v. v, n. n. -
Og saa ker de atter afsted. Og saa bandt Mahte fremdeles Marjas ren bagefter. Og saa kte de, til der ogsaa kom en anden sidas vej, til den vej, som ogsaa var vor vej, og saa blev der mange kende, og med dem var Nilas og Elle. Og de to var endnu ikke gifte. Og saa kte de 
221 
og saa blev det mkt. Og da standsede de og
videre paa brudefūrden, de fra og bandt dem ved en
begyndte at ge ild. Og renerne spūndte 
for at de kunde faa fe. Og renerne begyndte at bete paa den
birk, 
eller graver sneen bort paa jorden,
maade, at de med forklovene kaster og saa er der god fe for renerne. -Og andre begyndte at ge ild. Fortidens mennesker havde ikke tūndstikker saadan som nu, da var der en anden kunst, fst var der flint og trke og svovl. Og naar flint og tder lagdes ved siden af hinanden, saa slog man med fyrstaalet, og saa sprudede flinten ild, og saa tūndte det trken, og trken sattes ind i svovlkarret, og da brūndte svovlet, og saa tūndte det i birkebarken. Og Ogsaa nu er det birk, hvormed de
birken er altid Lappens bedste trū. 
er ved at ge ild. Men fyrretrū har de folk ikke; men de havde taget de at ge ild, men da var birkerisene
birkebark med. Og saa begyndte overisede, saadan at de ikke brūndte, og de fik ikke ild. Og saa kom ogsaa Nuvte, han havde en doven trūkren, han kunde ikke fge dem, som havde de bedste kerener. Og der var andre ogsaa sammen med 
Nuvte. Og da Nuvte saa, at de ikke fik ild, saa b han: ĮGrav ris frem under sneen; de er optde, de er ikke isede, som er under sneen., Og let ild. Og da de havde faaet ild, saa sattes kedlen
saa fik de meget paa ilden fyldt med sne, at der skulde blive vand. Og da sneen smel.tede, saa kom Matte k i at koge. Dengang var der ikke kaffe, men for kaffe. Og de drak brūndevin. Og der var nu
brūndevin i stedet 
Og da de ikke kunde rummes allesammen ved eet
mange mennesker. baal, saa gjorde de et baal til. Og folkene ved det andet baal havde og hun havde et lille barn. Og
bn. Elles ster var en ung kone, hendes navn var Birrit. Og da de havde faaet det andet baal, saa lte Birrit op for barnet. Og barnet havde gjort sig vaadt saadan, som bn og derfor ntes hun til at tage det op, skt det var
plejer at ge, snefog og koldt. Da hun havde snet op for barnet og taget det op af vuggen, saa blūste vinden sne paa vuggen i nene, og den blūste sne 
i (96) vuggen ogsaa. Og undertiden blūste det kul fra ilden og r i alle og hen efter barnet ogsaa saadan, at det stakkels barn ikke
retninger engang kunde faa en lyd frem. Og en gang blūste gler hen paa bar.den ene kind, saa der kom en vand.
nets ansigt, saa at det brūndte 
blūre. Og barnet grūd stūrkt. Og Birrit havde ikke anden tilflugt 
end at lūgge barnet i vuggen. Og i vuggen var der blūst megen sne; men da hun med et ris slog kludene, saa gik sneen af. Og saa vilde hun i en fart lūgge barnet i vuggen; men saa huskede hun, at Nuvte var iblandt dem, og saa raabte hun: ĮFarbror Nuvte, kom 
herhen!Č Og saa kom Nuvte og saa, hvad der var sket, og da skūndte han, fordi hun ikke havde kaldt f. Og saa b han at klove et marv.ben og tage og lūgge den (marven) paa et klūde og anbringe den paa 
222 
det brūndte sted. ĮHer er i hvert fald ikke bedre raadČ. Og saa gjorde de det i en fart. Og barnet fik hun snart i vuggen, da det var saa haardt snefog. Og da Birrit havde faaet barnet i vuggen, saa gav hun sig til at amme det, da fr hun det ene bryst, og saa begyndte det at vūrke saadan, at hun nūsten ikke kunde sove. Men de andre sov i en klynge, den ene op mod den anden. Og Nilas og Elle sov meget tūt sammen, og de to holdt sig godt varme. Og da det var mod slutningen af daggry, saa begyndte de igen at ge ild. Og da de havde faaet ild, saa gav de sig atter til at varme mad og spise. Og nogle gik for at binde renerne ved et andet trū, for at de kan komme til at ūde mere. Paa det sted, hvor de bandtes om aftenen, var det jo forbi med den hele sneoverflade, skt de allerede om aftenen var flyttet en gang til et andet trū; men rener ūder meget paa en nat. Og da de havde spist, saa spger Birrit Nuvte, om hun skulde tage barnet op, naar det er saa koldt? Og Nuvte siger: ĮBarnet klarer sig ikke uden at tages opČ. Og saa lte Birrit igen op for barnet. Og det brūndte sted var jo helt godt. Og vinden var ikke mere saa haard, men det var jo endnu koldt. Og da det ikke var saa haard blūst, saa var det ikke saa slemt for 
barnet. Saa tilsaa hun sit barn. Og saa fortalte hun Nuvte, at hendes bryst gjorde saa ondt og vūrkede saadan, Įat jeg ikke har kunnet soveČ. Og da sagde Nuvte: Į Vis mig detČ. Og da han saa det, sagde han: ĮDu er kommen til at fryse brystetČ. Og saa tog han ud af sin bryst.smūk en Stallostjūrne 75 og trykkede med den. Og da lettede smerten efter et dns forl, men ikke f. Og da det allerede var fuldstūndig lyst, saa begyndte de at tilsne slūderne og spūnde renerne for. Og da renerne havde seletet paa, saa gav pigerne sig til at joige saadan, som Lapperne jo plejer at ge, naar de drager afsted, da skal pigerne joige. Og saa begynder de da: 
V. v. v. n. n. n. nu jager da sognets bedste kerener som en fugleflok 
v. 
v. v. n. n. n. de store slanke, naar de giver sig til at le, 

v. 
v. v. n. n. n. da springer de saadan, at man kun ser ren slaa. Og dertil farer de som den stride fos v. v. n. n. n. n. n. 


Og saa kte de. Og da renerne saa, at folk havde sat sig i slūden, saa sprang de, og saa for de som en fugleflok. Men da det var saadan jūvn vej, saa blev de allesammen i slūderne. Og saa da de fik kirken i syne, saa stansede de og ventede, til de alle var samlede, da begyndte de atter at drikke brūndevin. Og saa blev de lidt fulde. Og da be.gyndte nogle unge kne at skūlde og beskylde (hverandre for rentyveri), og der blev nūsten slagsmaal ogsaa. Men svigerfader Andaras forb dem at strides: ĮDet er ikke saaclan, det er kun ln, (97)jeg skal nok senere fortūlle, hvordan den sag forholdt sig.Č Og da hte karlene op. Og 
223 
Og den bys navn var Markan
saa kte de igen, og kte til byen. (Enontekis). saaledes kaldet paa Lappernes sprog. Og saa gik de ind i de smaa hytter I og nogle gik til de koter I som er paa kirkepladsen. da der var for faa
Fortidens Lapper var nt til at ge sig koter, huse. -Og da det blev morgen, saa gik Matte og Marja hen til prū.sten. Og saa oplyste svigerfader Andaras, at de var kommen for at gifte sig. Og det var sdag morgen. Og da de var fūrdige med at spise, saa begyndte de at tage bryllupsklūderne paa. Og da de allesammen var fūrdige, saa gik de til prūsten Men Matte frygtede kun for, at prūsten skulde tage hans Marja; men de gik jo nu alligevel. Og da de nu kom hen til prūsten, saa begyndte prūsten at forelūse dem den lūsning: ĮJeg tager Marja, og jeg elsker hende igennem modgang og medgang,. Og da blev 
Matte forfūrdet, at prūsten dog havde til hensigt at tage Marja. Og saa svor Matte: ĮJeg giver Fanden ikke Marja til dig. Det er min huĨ stru, og Andaras har givet Marja til mig, og jeg giver hende ikke bortČ! Og saa rev han i Marjas haand og vilde til at gaa ud. Men Marja var en forstandig pige; hun gik ikke ud, hun forstod nok, at Matte vr.lede. Og da Marja ikke gik ud, saa mente han, at Marja ogsaa vikle bedrage ham. Og Matte for ud, og prūsten var nodt til at opgive viel.sen, han raabte: ĮDu skal nok faa Marja, jeg bryder mig ikke om hende !" Prūsten havde jo ht, at Matte frygtede, at han selv vilde gik saa ud, og han var bange, at prūsten
have Marja. -Og Matte Matte havde lūst overmaade
skede Marja til sig selv. Og han grūd. lidt i bogen; men han var dog blcven konfirmeret; dengang behede man ikke at lūse saa meget til konfirmationsforberedelse. Men Marja var god til at lūse, og hun kendte nok den lūsning (vielsesritualet). Og da Marja kom fra kirken, var hendes forste arbejde at lūre Matte at lūse denne vielseslūsning. Og da Matte havde lūst og lūrt den og faaet forĨ staaelsen af, hvordan sagen forholdt sig, saa gik de to atter til prūsten nūste dag, og da lūrte prūsten ogsaa Matte, hvordan han skulde svare. Og saa gav han sig til at vi dem. Og da kunde Mahtc nok saadan, som 
han skulde. Og saa forrettede prūsten vielsen. Og da de var fūrdige, saa gik de tilbage fra kirken og gav sig til at holde bryllup. De havde 
ikke andet end brūndevin og k og mūlk. Og saa drak cle det, hvem som havde lyst og kunde. Og saa blev de fulde og gav sig til at joige, saa mange som de var i stuen, og karlene tog pigerne om halsen og joigede, saa man ikke hte noget som helst, og nogle grūd og joigede: 
v. v. v. n. n, meget blid og yndefuld er min kūreste.
ĨI 
Og pigerne atter joigede til karlene: v, v. n. n. store skne og store dygtige v. v. n. n, de farer som flyvende fugl den springende ren fger de v. v. n. n. 
224 
Og de sov ikke den nat. Og den sdag havde det sneet saadan, at det sneede to kvarter. Og da sagde Nuvte, at de blev rige, naar det sneede paa bryllupsdagen. Det har jo vūret Lappernes overtro i gammel tid, og er det nok endnu. Da stuen blev varm, saa gik nogle ud og sov der. Og det sneede saadan, at de, som sov udenfor, de kom under sneen, saa at man ikke fandt dem paa anden maade, end at andre gravede dem ud under sneen. 
(98) Nilas turde ikke gifte sig f Matte fst havde giftet sig. Og da de saa, at Matte giftede sig, saa begyndte de to ogsaa at ville gifte sig; men da sdagen var gaaet, saa kunde prūsten ikke mere holde vielse, da han ogsaa skulde lyse samme dag, men de gav dog prūsten lysnings.brev, og saa kunde de to jo ikke komme til at blive viede det aar. Men de flyttede sammen og levede sammen som et andet par. -De Lapper plejede ikke at drage til kirkepladsen mere end een gang om aaret. -Nilas var den rigeste karl og Elle var ligesaa rig. Og folk var dem gode, og de skede, at Nilas og Elle havde faaet bryllup; men de holdt ikke det for en stor fejl, at de var sammen f vielsen; der var jo dog lyst for dem. -Men Nilas var et hidsigt menneske, og Elle var et meget forstandigt menneske. Elle tūnkte nok paa, hvorledes hun skulde bjūrge sig med Nilas, da han var saa heftig; men hun saa jo nok, at han var god igen, naar vreden var gaaet over. Og han var af en rig slūgt, og fortidens mennesker havde mange tegn deraf, af hvilken slūgt enhver var. De havde set, at den slūgt som var fattig, af den slūgt var de fattige nūsten alle. Og naar det er en velhavende slūgt, saa er de i den slūgt velhavende nūsten allesammen, hvis de ikke begynder at ge noget galt eller stjūle rener. De bliver jo fattige, som g noget urig.tigt. Hvis de ikke bliver fattige i deres egen tid, saa bliver ihvert fald bnene fattige. En menneskeslūgt er som en elv. Naar der er en elv, som er lang ligesom en menneskeslūgt. Og somme elve har grūsrige udspring saa langt, som elven gaar. Og en anden elv er paa det samme bjūrg, og den gaar ogsaa lige saa langt, og den har intet grūs, ikke i udspringet ikke i udlet. Og saadan er menneskeslūgterne. Og hvis der 
m 
er en trūsort, et eller andet sted, meget grenet og fine lige grene, saa vokser der paa det sted samme slags trūer. Og naar der paa sine steder bo er grimme trūer, vokser der fremdeles grimme trūer, nogle gaar ud, og 
jo 
andre kommer i stedet, samme grimme trūer. Og saadan er menneske.slūgterne ogsaa. Og derfor plejer Lapperne at regne, hvorledes alle folks slūgt er. -Og derfor ansaa de ogsaa Nilas for vūrdifuld, da han var af en brrig (velhavende) slūgt. Og da nūste aar kom, saa kte de to til Markan til bryllup. Da drog mange af deres venner afsted for at komme til bryllup. Og da de rejste, tog de to koter med og mange trūkrener og slūder. Og da de gik til vielsen, saa klūdte de sig i de 
smukkeste klūder, som her til Lappens pynt, silketklūder og silkehuer og svbūlter og fine klūdeskofter og mangefarvede perler og svknap.per og svhūgter -hvormed tklūderne holdes sammen -og sne.
og hvide skindvanter og hvide stler. Og brudepigerne
hvide pelse skal ogsaa tage smukke klūder paa og brudesvendene ligedan med fine klūder. Og saa drager de til prūsten. Og tre par skal gaa foran parret og tre par bagefter brudeparret. Og det skal kun vūre unge piger og unge karle de 6 par. Og mange andre slūgtninge og venner fger efter. Og naar de kommer i kirken, saa skal brudesvenden būre 
brudgommens hue, og naar prūsten begynder at vie, saa holdes et fir.kantet lin over brudeparrets hoved, en holder i hvert hjne, indtil prū.sten er fūrdig med vielsen. Og naar de gaar tilbage, saa skal brudesven.
den būre brudgommens hue, og parrene skal igen gaa foran og bagefter paa samme maade. Og saa kom de tilbage til huset, hvor nogle opholdt sig, og andre var i koterne, der var bragt med som kirkekoter. Og saa 
(99) begyndte de at holde bryllup. -Og det blūste stūrkt, og der kom snebyger, og undertiden var det meget fint opholdsvejr og mild luft. Og 
det tager Lapperne vare paa, hvordan vejret er. Og nu begyndte de at Og Nilas havde
holde bryllupsmaaltid, og der kom mange mennesker. kt megen brūndevin. Og han havde mange slūgtninge og bekendte eller venner. Men en og anden karl var misundelig, fordi han ikke havde faaet Elle. Og der var en pige, hvis navn var Anne, hun mente, at Nilas vilde have taget hende. Og da hun saa, at Nilas ikke br sig om hende, saa gav hun sig til at lyve meget om Nilas, at Nita havde horet med hende, og fortalte det til Elle ogsaa. Og Elle sagde: ĮSaa er du en god pige, at du har givet Nilas, naar han trūngte, jeg skal nok betale dig l,. Og saa skammede Anne sig over sig selv, hun havde fortalt det til alle mennesker, at Nilas var hendes forfer. Men da Elle havde sagt dette til hende, saa fortalte hun det ikke mere til nogen som helst. da du
Skūlmerne spurgte altid Anne: "Hvor meget betalte Elle dig, hjalp?Č Og saa begyndte hun at skamme sig, og skede ikke at tale mere om det. Og saa gav de sig nu til at spise bryllupsmaaltidet og drikke. Og da de begyndte, saa gik det unge par og satte sig indenfor bordet, og der skulde de sidde, saalūnge bryllupet varede. Og der blev jo mange fulde og begyndte at joige saadan: 
v. v. v. n. n. n. Nu har vi faaet bryllup v. v. v. n. n. n. 
v. v. v. n. n. n. sognets rigeste karl brūkkede nu benet 16 
og nu drikker vi jo lidt v. v. v. n. n, n. Og den skne Elle lyste som en stjernehimmel; 
det forandredes i sognet v, v. v. n. n, n. 
hvem bliver nu sognets stjerne v. v. v. n. n. n. 
Og nu sker jeg god lykke v. v. v, n. n. n. 
15 
226 
Og nu joigede de i munden paa hinanden, saa man ikke hte noget. Og saa begyndte karlene at skūndes indbyrdes og at slaas, saa at folk var nt til at gaa og skille dem og tale, for at de skulde holde op, og saa holdt de op. En var der, som de var nt til at binde og holde bunden til, han blev ūdru. Og nu kom det tidspunkt, da de begyndte at give brudegaver, Og de gav penge og sv og rener. Og til bryl.lupets formand er stadig valgt en saadan, som er redelig og har god hukommelse. Og hans hverv var saadan, at han ikke tog altfor mange gaver af nogen; nok giver et drukkent menneske, om det saa var aldrig saa meget over det, som behes. Og derfor skal han have en god hu.kommelse for at huske, hvor meget enhver giver, og hvem som lover rener. Og efterhaanden som de giver brudegaver, tager brudgommen og bruden dem om halsen og takker, og de sker lykke til giveren, og ligeledes sker bryllupsformanden giveren god lykke her og efter den. Og saa er der atter en, som uddeler brūndevin. Og da gives den fineste vin, naar de har givet gaverne. Og naar de er fūrdig med at holde bryllup, saa holder formanden en lille tale og synger af salmebogen en salme. Og talens indhold er saaledes, at han sker lykke for det unge par og for alle bryllupsgūsterne. Og brudgommen og bruden takker for det, at de er kommen Įat frydes med os over den nye lykke, som Ibmel bar givet til os to ogsaa, da han har set, at det var godt, at han gav manden kvinden til ledsager, da han saa, at manden ikke bjūrgede sig aleneČ. Og naar formanden har udft dette, saa takker bryllupsgū.sterne igen tilbage og brudgommen og bruden. Og saa slutter de nu pi med at holde bryllup, og enhver gaar til sit. -----.
(100)Matte og Marja var allerede ūldre, og de var rige, og de havde 4 bn. Og de levede i enighed og holdt op med at stjūle rener. Og de to var ikke altfor kltige, dog var Marja ikke dum; men de forstod ikke at vinde folk for sig. Og en gang da de var alene, saa fik Marja et barn, og der var ingen som helst hjūlp. Matte var nt til at klare sig alene og bjūrge sin hustru og barnet, som nylig var blevet ft. Og den ūldste var 7 aar, og han var til lidt hjūlp. Og hjorden blev uden opsyn, og ulvene kom og forfulgte hjorden. Og han saa nok, at ulvene kom og jagede omkring koten. Men han slap ikke ud af koten, da ko.nen havde faaet et barn. Og et menneske gik paa ski just paa den tid i nūrheden af koten; men han vidste ikke det, at han var i n, og han gik ikke ind i Mattes kote. Man overlagde i sine tanker: ĮJeg gaar ikke ind i Mattes kote, der ler tiden ikke, jeg gaar til Nilas's kote, Nilas har en hyggelig husmoder, og han er selv venligČ. -Og Nilas's hustru havde ogsaa faaet et barn; men Nilas hentede folk, han kunde regne tiden ud, naar hans kone skulde faa barnet, og det var ogsaa en 
227 
hjūlp for ham. Men han boede sammen med naboer. Og naboerne vog.tede hjorden. Og han og hans hustru var jo ogsaa ven med alle men.nesker, skt han var heftig og kivedes undertiden med alle folk. Men han gjorde det godt igen altsammen og var atter saa god, at han ikke vidste, hvad godt han skulde ge. Og Elle var et overmaade godt men.neske, hun var gūstfri og venlig, og folk syntes meget om hende. Og Nilas var ogsaa godsindet, folk var rare, skt Nilas ofte blev vred renskilningstiden; men han var dog ikke lūnge vred, enhver var ham hig, naar han behede hjūlp. -Og da Nilas engang var rejst til marked, og hans Elle ikke var med, da drak han saadan, at han ikke vidste noget som helst. Og saa stjal man hans penge allesammen. Og da han stod op og blev ūdru, saa saa han, hvorledes det var gaaet, og han vidste ikke, hvad han skulde ge, og hvem der nu havde stjaalet hans penge. Og saa drak han atter, og da i den vrede gav han sig til at kives med andre drukne mennesker. Og saa blev der slagsmaal, og da blev han slaaet saadan, at han blev enhaandet og i hovedet et stort hul. Dog det var ikke Lapper, men Nordmūnd. Og han kunde ikke komme til at ke noget som helst, da pengene var gaaet; men folk kte alt for ham og trak ham selv til sidaen. Og da Elle hte det, sagde hun: ĮMan skal jo tage imod modgang ogsaa, da er medgangen 
ogsaa nūr" Og da blev Nilas saa glad, at han ikke huskede noget som 
helst. Og saa lod de Nuvtes Sara hente; hun havde lūrt af sin fader at 
vūre doktor. Og da hun kom, saa gjorde hun saadan, som hendes fader 
plejede at hjūlpe, saa kom hans haand sig hurtigt. Og han gjorde 
lte, at han ikke vilde gaa at drikke, og for det andet, at han ikke 
vilde tage alene til marked. Hvis han ikke havde ladet Elle blive til.
bage, da vilde det ikke vūre gaaet ham saaledes, som det gik. 
Og nūste aar vandrede Nilas ene om, og saa fandt han en gammel nedgravet skat, og der var mange penge, og de havde ikke navn, hvis de var. Og saa fik han selv alle de penge. 
(101)Fortūlling om Mahte. 
Da Matte nu var i saadan knibe, saa tūnkte han, at han var nok 
dum, som skilte sin sida fra de andre, naar hustrnen var frugtsommelig. 
Og de var begge to saa indskrūnkede, at de ikke forstod noget derom, 
hvorledes tiden gik, hvornaar konen skulde faa barnet. -Men saa gik 
Andaras yngre datter for at se til sin ster, og saa kom hun, og 
da var Marja allerede saadan, at hun ikke kendte sin ster, saa syg var 
hun. Og saa gik hun for at hente flere folk. -Men Marja var syg i 3 
I 5Ĩ 
228 
maaneder. Og ulven drūbte 40 stkr. rener. Og hjorden sultede, saadan at renerne udmattedes. Og deri er en advarsel, at man skal ikke sūtte sin kote ensom, naar man ikke har reservefolk, og konen er frugtsommelig. 
Selv om han endnu ikke blev fattig, blev hans kone dog fra den tid sygelig, hun maatte staa op, f hun var bleven rask. Og hun kom ogsaa til at fryse, og hun fik kuldesyge fra den tid; hun blev ikke mere saa rask som f. 
Joigning begynder. En ung mands sang: 
Store listige v. v. v. n. n. n. ikke en eneste har vidst, om han er fisk eller fugl v. v. v. n, n. n. I lūsiden med storbjūlden (ferenen) grūssede han i mag 77 v. v. v. n. n. n. smaagullernes tilflugt, naar nen kom, naar de blev fundne i tyveri v. v. v. n. n. n. 
Og de unge karle skede alle den kn med (naar de gik paa ren.tyveri); thi han var listig og lavede paa den tid lidt strid mellem Lap.perne indbyrdes. -Og de stjal, den ene fra den anden, og den ene udspejdede den anden, naar de var ved at stjūle. Og paa den maade overraskedes de ofte i tyveriet. Og da behedes der raad for, hvorledes man skulde slippe l af sagen. Og derfor skede de den listige karl; ham kaldte de de unges konge. Og ham syntes alle om, og han var heller ingen tyv, men dog heller ikke helt skyldfri, dog kom han aldrig i sladder. Han tillod heller ikke at stjūle meget, naar han var til stede. Og folk vidste, at da stjal de ikke meget, naar den karl var i nūrheden; men spiserener forb han dem ikke at stjūle. 
Og han var daarlig til at kaste med lasso; men til at le var han saa hurtig, at han fulgte en springende ren. Og saa udholdende, at han i et trūk l en mil. Men han plejede ikke at le stūrkt, naar folk saa det; men de traf at se det, naar han ikke vidste af det, naar han l efter en bissende renflok, som jager imod vinden alt, hvad de kan strūkke ud. Og det skal vūre en hurtig, som fger, naar man har en daarlig hund. Hunden kan nok vende flokken, naar det er en saadan, som kan og gider. 
Og om denne samme kn plejede pigerne ogsaa at joige: 
ĮMed et ord fandt han hjūrtet v. v. v. n. n. n. store skūlm, hvis han stjal, saa kom det paa de andres hoved v. v. v. n, n. n.Ĩ 
229 
(102) Her begynder renens sang: 
Silkebringe, silkebringe v. v. v. n. n. n. som farer lig solstraaler v, v, v, n. n. n, Smaakalvene kalder v. v. v. n. n, n, Og det suser og bruser v. v. v. n. n. n. 18 
Joigning er saadan, at naar det er en rigtig dygtig joiger, da er det saa dejligt at he, at tilherne nūsten kommer til at grūde; men naar det er saadanne joigere, som svūrger og skūrer tūnder og truer med at drūbe renerne ja endogsaa ejeren, da er det ledt at he. 
(103) Koutokūino. 
Den tildragelse som kaldtes Koutokūinoforvildelsen, som hūndte det aar 1852 
L.L. LŪSTADIUS var en prūst, som var taler, og han var meget haard og ekstatisk og revsende og indtrūngende; men han havde ikke Helligaanden, f han fik den ved en Lappige. Og selv lūste han skrifterne og fik klaret, hvor vejen er til himlen eller det evige livs naade. Og han prūkede strūngt og ihūrdigt; dog prūkede han haardt loven og dommen og evangeliet og prūkede saadan, som der staar i skriften, at man skal stride med et tveūgget svūrd, og om man ikke forser at skūre nagtig ens med begge ūgge eller netop saa meget, som man skal, da er det farligt 79. Og det var, som om Lūstadius en tid brugte den ene ūg skarpere, thi engang blev der stor forvirring for hans prūkens skyld, fordi han prūkede nūsten for haardt loven og dommen. Og da der var mange mennesker forsamlede fra mange sogne, saa prū.kede han og foreholdt dem hele tiden vūkkelsen. Og da han var den eneste prūdikant, saa naaede han ikke overalt at raade og lūre dem. Og en del, som var kommen fra Koutokūino, de drog igen tilbage til Kou.tokūino. Og nu var de vaagnede af syndesnen, og for dem var prū.ket loven og evangeliet; men det var, som om loven var prūket mest, thi lovekstasen steg disse mennesker til hovedet. De var meget hensyns.le, og kristendommen var dem en hjertesag. Og de begyndte at prūke selv, og af denne samme lovekstasc, hvormed de var vūkket. Men da Lūstaclius ikke var naaet derop at lūre og lede dem som det barn, der nūsten ikke kan gaa, saa kom de selv til at begynde at ro, og saa gik de netop den gale vej .. Det er jo sagt, at de, som giver sig til at flyve f vingerne būrer, de falder i mhullet. Det er gaaet saadan for dem den gang, og det gaar nok endnu paa samme maade med aandelige sager og ligeledes med verdslige sager. 
Fortūlling om dem, som drog til Koutokūino. 
Da de var bleven kristne ved Lūstadius ord, blev deres hu brūndende, og de begyndte at efterligne Lūstadius. De prūkede og fordte alle dem, som (104) ikke gav sig til at fge dem. Og de blev allerede en iille flok. 
Og derefter tog de endnu haardere fat. Og de begyndte at ophidses saadan, at de forlod deres sidaer og gav sig til at fge de andre sidaer og prūkede det, som de havde ht Lūstadius prūke, men de huskede ikke andet end at dme til helvede alle dem, som ikke fulgte dem og gav sig til at prūke paa samme maade som dem. Og da de fremdeles fik flere folk, saa blev de endnu haardere, og deres forstand forvirredes 
stadig mere. Og de begyndte at besvūrge folk stūrkt til at folge dem. Og da de ikke fik dem ved, at de fordte dem, saa gav de sig til at slaa og dme til helvede og bande og bespytte dem, som ikke be.Og Ja det havde varet en tid, saa blev de dertil saadan, at en.
gyndte. hver roste sig selv: "Jeg er here end du., Og den nūste sagde: ,Jeg "Jeg er saa h som Gud.Ĩ Den
er endnu here., Og en anden sagde: tredje sagde: "Jeg er endnu here end Gud. Og de sagJe, at de sku!Je vinde hele verden. "Og om vi ikke vinder paa anden maade, saa fer vi krig, og vi vinder sikkert hele verden., Og de truede allerede med at begynde striden; men folk troede det ikke; dog frygtede de Lapper, som saa, at de pryglede de Lapper, som ikke gav sig til at fge dem. Og at en og anden blev nodt til modvillig at
omsider blev det jo saadan, 
indvillige i deres tro, for at de skulde holde op at prygle. Og saa skulde at dme og forbande de syndige, som ikke fulgte deres
de begynde vilje. Og i mange aar var de inde i saadan en taage, og flokken fik de 
stre og stre. Og saa kom deres hoveder ind i endnu vūrre taage, saa meget ogsaa, at de begyndte at tilegne sig bdelvirksomhed. Og dem til
dette mkets at bejde blev udft af dem, cla loven var stegen hovedet. Og de begyndte at drūbe herrerne, fst. Og det blev endelig fuld alvorlig strid. Men saadanne Lapper var der, som gav sig til at 
kūmpe imod.
Det var kirkebyen ved navn Koutokūino, som de gav sig til at afbrūnde, og de drūbte mennesker. Kobmanden og lensmanden naaede de allerede at drūbe. Og saa slap der en Lap afsted til en anden lille by hvis Navn Og de gav sig til at samle folk fra de Lapsidaer, som var i
var .A.u.
.i... Og da de fik lidt folk, saa drog de straks afsted allesammen,
nūrheden. kvinderne ogsaa. Og om natten kte de ud paa den fūrd. Og det for.staar nok enhver, at da var det ikke forneligt at ke til kirkebyen. Og de kom om morgenen, da det lige var ved at lysne, og de bandt renerne paa den udvendige side af gūrdet. Og stave havde de som vaa.
232 
ben. Og de var en mindre flok, men de var ikke bange for amlet en<lkmandens bse, hvis de (andre) havde fundet den, og det havde de jo;dog det fik ikke hjūlpe, afsted maatte de, enten de saa blev drūbte eller ej.Men det var spgsmaalet, hvem turde gaa foran? Og saa gik de tostūrkeste og stste mūnd. De mūnds navn var, den ene 0. 0.
Thuuri, og <len andens navn var Juffu. Og da de kom tilsyne, saa op.
dagede deres vogter (de forvildedes vogter) dem og begyndte at raabe:
ĮSe der kommer krigsfolk, vi gaar imod dem, vi vinder nok!, Og de
sprang afsted og raabte saa ht, som de havde stemme til. Og da de
mte dem, saa begyndte de at slaa med knipler. Og da saa de nterne
folk, at det var bedst at give sig til at vūrge sit liv. Og saa begyndte<le at slaa med kniplerne, og saa sloges de som ulve. Og de saa, at deklarede sig godt; men saa sk de paa 0. 0. Thuuri, 
dog var det rime.ligvis ikke med hagl, men kun krudt. Han fortalte, at det (105)kun svūrtedehans pels. -Jeg har ht det af ham selv mange gange, jeg er hanss, og han har fortalt dem utallige gange, alle de hūndelser. Og dennekrig var rigtig krig. De slog dem kun til de besvimede, og andre bandtdem cfterhaanden. Og da de var fūrdige med den kamp og havde bundet
dem, saa sprang de hurtigt afsted for at se, om prūsten endnu var le.vende. Og da de kom til prūstegaarden, saa saa de, at vinduerne var
knuste og vogtere foran hvert vindu, og mange spaaner allerede indstukne(til ildspaac;ūttelse). Og da 0. Thuuri kom, saa raabte han med h rt,
saadan som hans rost var, som en lille torden, den kunde nok forskrūkke,
naar den uventet l. Han raabte: ĮEr prūsten endnu levende?, Desvarede: ĮLevende er han, men han er bunden.Ĩ 
Og saa skreg han endnuhaardere: Į Slip ham l, og det i en fart, om I vil, at det skal gaa jer
godt!, Og saa slap de. Og han (Thuuri) l selv overalt for at se, omder var fare (for ild) nogen steder. -Og da prūsten slap l, saa styr.tede han Thuuri om halsen og grūd ht og takkede, fordi han kom ogfrelste hans liv. -Og saa havde de da vundet, 
der blev rigtignok enaf de forvildede slaaet ihjel i den kamp; men det regnede loven ikke foren forbrydelse. Og saa sendte man de bundne mennesker 
til Norge. Ogde blev forht i Alahūjo eller Bossekop. Og det varede hele vinterenhver dag. Og nogle af de forvildede gav sig paa flugt til hfjūldet med
hele sidaen, da de saa, at de ikke var saa stūrke, som de mente. Ogsaa kom der bud fra kronens folk, at man skulde fange dem alle, ogde drog af og hentede hele den sida, og de vendte tilbage. Og dissederes hjorder solgte kronens folk ved auktion. Og af de smukke renerblev mange kt hertil ogsaa af Jukkasjūrvilapper. -Og da de havdefaaet alle sagerne udredt gennem megen granskning, saa dtes nogletil langt fangenskab, til I 2 aar og til 6 aar. Og to halshuggedes, lige 
233 
som de jo havde myrdet to andre ogsaa, lensmanden og kmanden. Liv for liv og tand for tand. --Og nogle af dem (fangerne) blev store lūrde mūnd. En var saadan, at han har oversat mange ber fra norsk til lap.pisk, og kunde for lūrdoms skyld have vūret tjenlig til prūst; men han havde gjort saa stor en forbrydelse, at loven ikke kunde tillade det. Og den prūst, som havde vūret i livsfare, han tillod det aldeles ikke; og han var jo den gang naaet til at blive biskop, og derfor havde han stor magt til at hindre det efter loven. Og han vandt let den sag saadan, som han vilde. 
Yderligere beretning om, da Koutokūinoherrerne ikke kunde staa sig imod de enfoldige Lapper, som slog dem og tilsidst drūbte dem. 
Det var paa den maade, som det havde vūret i mange aar med denne forvildelse, de samme trudsler, at de skulde vinde alle, hele verden. Og herrerne vidste, at det skele aldrig, at de vandt noget som helst andet end en og anden af de dummeste Lapper, saadan som det ogsaa gik, dog saaledes, at de var farlige. Men Koutokūinoherrerne troede ikke, at de skulde tage saa haardt fat og med saa stort had til dem. Hvis de havde troet det, da vilde de have sget for vaaben og, om det saa var, nogle krigsfolk, hvormed de havde tilintetgjort hele skaren; men (106) de vilde slet ikke tro det saadan, som det var. Og da de hte, at nu havde de begyndt striden paa kraft, og det sagdes til dem, at de skulde give sig til at se hjūlp, saa svarede de, at det havde man ht f, og alligevel var det ikke blevet vūrre eller farligere. Og vantro er jo del, som g mange ting anderledes. . 
Og da de forvildede kom til kirkebyen, ved navn Koutokūino, saa 
gav de sig til at tvinge alle og enhver til bekendelse, herrerne endnu 
strengere. Dem slog de saa haardt som tyvehunde. Og afde Ruth 
(kmanden) l de efter op paa loftet og stak ham med kniven i skul.
deren, og drūbte ham der. Og blodet fl igennem loftsgulvet ned. Og 
derefter brūndte de hele gaarden. Og den anden (lensmanden) drūbte 
de ogsaa og brūndte. Og paa den maade udfte de disse triste gūr.
ninger. 
Og prūsten pinte de saa sgeligt, at man ikke kan beskrive det. 
De bandt ham fast, og slog ham saa haardt, at han af og til besvi.
mede. 
Og da de forvildede kom tilbage fra fangenskabet, da var de aldeles 
fattige, de havde ikke en eneste ren; saa var de nt til at begynde at 
tjene andre Lapper, selv om de jo nūsten havde glemt Laparbejde. Men 
der var dog ikke anden tilflugt end at give sig til at udfe det samme arbejde, som de havde lūrt i ungdommen, det huskede de dog hurtigst. Og deres slūgtninge hjalp ogsaa, gav ogsaa lidt klūder og fe, indtil de begyndte at arbejde og tjene sig nogle midler. Og somme giftede sig ogsaa. -
Den prūst blev Thuuri saa god en ven, at han vilde vūre gudfader til hans s, og det blev han. Og prūsten Hvoslef har vūret gudfader til den, som skriver dette 80 . 
(107) Fortūlling om Laplands ukendte dyr. 
T LAPLAND er det land, hvor der findes saadanne dyr, om hvem menne.skene ikke rigtig ved, hvordan de bjūrger sig; men nok ved folk det, at paa en del af jorden er en slags dyr, saadanne mindre vūrdi.fulde dyr, som lever paa de steder, hvor andre dyr ikke kan klare sig. Og disse dyr slipper menneskene ikke ind paa bedre jord, endskt de ikke ved sikkert, hvordan de bjūrger sig der, hvor de er. Menneskene 
slipper ikke disse dyr nogen steder hen, folk mener, at det ikke er hel.digt at lade dem gaa saadan saa vidt ud heller; naar de har bjūrget sig 
til nu, kan de vel ogsaa bjūrge sig med mindre land. " Vi beher selv 
jord, og om vi heroppe finder land, hvorpaa vi kan bjūrge os, skrūm.mer vi dem bort derfra, hvor man finder saadan jord, hvor vi kan klare os og opholde os (og derhen), hvor landet er ubrugeligt for os. Nok har disse dyr vūret overalt paa de gode jorder; men vore forfūdre har skrūmt dem bort; og disse dyr er lette at skrūmme, de er meget sky; 
ejheller er det da farligt, om de ikke skulde klare sig saa godt, de be.her ikke at formere sig, og ikke er det farligt, om de har det daarligt og bliver pinte, de er vante til det livĨ. Ejheller er menneskene nogen sinde gaaet ind iblandt dem for rigtig at underse, om end de nok langt borte fra har set med en kikkert, at der er dyr her, og at de lever; men dog ved menneskene ikke sikkert, hvordan de lever. En del af menneskene mener, at disse dyr lever sūrdeles godt, og mulig ogsaa nogle skede, at de skulde leve godt, ogsaa de dyr, da det dog er saa.danne dyr, som ikke g fortrūd, endskt nogle mennesker holder dem for at vūre skadelige og fortūller dette til saadanne folk, som intet ved om, at de er skadelige, og disse mennesker har lyst at tilintetge dem; men en del af rigets righed giver dog endnu ikke tilladelse til at e.lūgge de dyr. Og nok var der en del mennesker som, om de vidste dyrenes besvūrligheder og daarlige forhold, ikke kunde lade vūre at sge, nok grūd de mange gange, naar dyrene maatte taale saa megen 
pine, sult og kulde. Men en del mennesker vilde drūbe dem, som var 
de elsdyr 81 , om det mulig var tilladt; men da det ikke er tilladt at drūbe 
dem, saa bliver de nt til at lade dem leve; men dog kan de faa .
righeden til at tro sig saavidt, at den giver tilladelse til at fortrūnge dem mere og mere paa den maade, at de indskrūnker deres land lidt efter lidt, og om det bliver ved at gaa, som (108)det er gaaet hidtil med jordens indskrūnkning, saa elūgges de dyr og kun gennem lidelse, som nok er imod dyrplageriloven. -Om disse dyr havde en husbond, og han forstod, hvorledes de led, saa kte han mulig mere jord til dem, men da de ikke har en saaclan rigtig husbond, saa bliver det for dem at vūre under lidelsen indtil den, hvilket er en sgelig sag for den, som tūnker og forstaar. Men den, som skriver dette, sker dog, at naadcn maatte lyse for deres ne ogsaa som for de andre jordens skabninger, hvilke er skabte af samme Gud. 
Tilsidst vūre vi i Guds sk, som barnet paa sin moders knū, hvor det har sin bedste tilflugt.