Niviaq Korneliussen

Blomsterdalen






 


Blomsterdalen
© Niviaq Korneliussen & Gyldendal, 2020 Forside: Simon Lilholt
Forsidefoto: Getty Images/Giulia Fiori Photography
1. e-bogsudgave 2020 ISBN 978-87-02-27839-2

Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret.
Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med forlag og forfatter. gyldendal.dk

En del af Gyldendal-gruppen     Tak til Grønlands Selvstyre
Tak til Statens Kunstfond
for støtte til arbejdet med denne roman
 










Tak, Miilla, fordi du var der.
Dedikeret til Lars.
 










En ravn sidder på det store kors ved kirkegårdens indgang. Ingen jeg holder af, ligger på den kirkegård. Aanaa ligger her ikke. Alligevel føler jeg, at jeg har mistet nogen her. Det vækker dystre minder. Det vækker minder om de forårsnætter, jeg har siddet her med angsten for den kommende midnatssol. Det vækker minder om den lyserøde sommernat for et år siden, hvor jeg sad på en fjeldknold med udsigt til Sermitsiaq og alle de dødes kors og tænkte på livet. Jeg var ofte alene, men den nat var jeg ensom og ønskede, at det var mig, der lå her. Gaderne var sjælløse som gravene, og en ravn kom flyvende forbi og landede på et af korsene tæt på mig. Dens sorte fjer skinnede, dens sorte øjne var på udkig, dens sorte sjæl var den eneste til stede. Jeg hvilede mine øjne på den sorte fugl, og for en stund glemte jeg alt om, at solen, der var gået ned for et kvarter siden, ville dukke op igen bag Sermitsiaq om et par minutter. For en stund glemte jeg, at det hele ville begynde forfra igen.
Ravnen vogtede over mig, indtil dagslyset kom. Så fløj den væk og efterlod mig med de døde. Den vidste ikke, at det var mod lyset og ikke mørket, den skulle beskytte mig.
 



DE
 










45. Kvinde. 38 år. Hængning.



Mine myoser er så store, at jeg ikke kan løfte et glas hvidvin, uden at det gør ondt. De har multipliceret sig, de har fået godt fat i alle mine muskler, og de vokser sig større og stærkere under mine skulderblade, hvor ingen kan nå.
Ikke engang Ibumetin. Min mor studerer mit klynkende ansigt og ser bekymret ud. Vi har siddet over for hinanden i stilhed i ti minutter.
„Må jeg massere dig lidt?“ spørger hun og rejser sig fra sin stol.
„Nej, tak, anaana.“
Hun kommer over til mig og placerer sine slidte fingre på mine skuldre.
„Anaana, jeg sagde nej.“
Hun begynder at varme mine skuldre. Hendes gigtramte knogler er store og hårde. Ligesom hende. Jeg knækker mine fingerled.
„Hold op, ellers får du gigt.“
Jeg begynder at scrolle på Facebook og stopper op, da jeg ser et billede af en kvinde og en masse knuste emojihjerter. På kvindens brystkasse står der i neongrønt, „1981-2018, RIP.“
„Hvem er det?“ spørger hun. Hun kommer helt tæt på og trækker vejret, så det suser i mit øre. Hun er allerede forpustet af at varme mig op. Jeg holder mobilen op, så hun kan se.
„Jeg kender hende ikke,“ siger hun, „hvad er der sket?“
„Sikkert selvmord.“
„Nå. Det var ærgerligt,“ siger hun.
„Tak,“ siger jeg og rejser mig op.
„Men jeg er jo først ved at varme dig op,“ siger hun.
 
„Du ved, jeg ikke kan lide at få massage.“
„Hvem kan ikke lide at få massage? Det er bare en undskyldning for at slippe,“ siger hun og river sit rødvinsfarvede silkehårbånd af i en voldsom bevægelse, så hendes hår falder ned over hendes skuldre.
„Slippe for hvad?“ Jeg tager en stor slurk af min hvidvin.
„Slippe for at snakke!“ udbryder hun.
Jeg ved slet ikke, hvornår hun vil have, jeg snakker, og hvornår hun vil have, jeg holder min kæft. Jeg er en dukke med batterier, som hun kan trykke på maven, når hun vil have, den siger noget. Hun trykker og trykker, hun vil hele tiden have, jeg siger noget andet end det, jeg siger.
„Hvad vil du gerne snakke om?“
„Det ved du da godt!“ siger hun. Hun er i gang med at samle sit hår til en hestehale, gør det forfra, når hun misser en lille tot.
„Anaana, jeg har taget min beslutning. Du må lære at leve med det.“
Jeg tænker på at give hende et kram, men jeg kan ikke få mig selv til det.
Jeg kan ikke huske sidste gang, vi krammede hinanden.
„Jeg synes bare ikke, du er klar til at tage af sted. Hvad er der galt med at gå på universitetet her? Hvorfor skal du absolut rejse til Danmark? Du er ikke klar til det,“ siger hun.
„Jeg har været klar i lang tid nu.“
Jeg tømmer vinglasset og går ned ad trapperne. Jeg fylder badekarret op med næsten kogende vand. Jeg trykker hårdt på bodyshampooen, så små bobler flyver rundt i badeværelset. Det svier, da jeg kommer i. Men inden for et par minutter er jeg allerede følelsesløs. Jeg lukker mine øjne og forestiller mig, at jeg er i Italien en sensommeraften. Men så banker det på døren.
Anaana kommer ind med et glas vin og stiller det på det lille bord ved siden af mig.
„Hjælper det lidt på dine myoser?“ spørger hun med duggede briller.
Jeg nikker og hæver øjenbrynene. Hun står stille og venter på, at der sker et eller andet. Jeg skjuler mine patter med skum. Hun fatter ikke hintet.
„Må jeg være lidt alene?“
Hun sukker og går ud. Jeg hører hende trampe rundt i køkkenet ovenpå.
Hun tømmer opvaskemaskinen. Hun smider bestik og tallerkener på plads, og
 
jeg hører min far mumle. Jeg kan ikke fatte, at jeg har kunnet holde ud at bo her.
„Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor hun ikke gider snakke med mig!“ udbryder hun til min far, der mumler noget uforståeligt.
Det er sådan, det foregår. Anaana klager, ataata bekræfter, at han hører hende, ved at lave mærkelige mumlelyde. Jeg synker under vandet og holder vejret. Her er stille. Mine rygerlunger skriger efter vejret efter et halvt minut, men jeg bliver hernede i halvandet minut mere. Jeg tæller sekunder. To minutter i stilhed. Jeg har hørt fra mange overlevende, at det er vidunderligt at drukne. At der er en masse farver. Og ro, fordi man besvimer hurtigt, underafkøler og går i koma typisk efter 87 sekunder. Jeg synker under vandet igen og holder vejret i tre minutter. Jeg ville ønske, jeg var en fisk. En lille fisk i Italien. Evigt i stilhed. Snart, tænker jeg og tager en dyb indånding, snart rejser jeg. Men det betyder også, at jeg rejser fra Maliina.

Anaana er ikke tilfreds med den brune sovs, som ataata lavede til frikadellerne, så hun er i gang med at piske manisk i køkkenet, mens ataata hælder sin tyktflydende sovs over hele sin tallerken og protesterer i stilhed. Jeg skæver til min mobil hvert tiende sekund og sluger den ene frikadelle efter den anden. Anaana når at sætte sig ned, før jeg har spist mine kartofler op.
„Du skal huske at være sparsom med salt og mel, du ved, hvor meget du prutter, når du får for meget mel,“ siger hun.
„Qaa, vi spiser!“
„Har du pakket?“ spørger hun og dypper sin frikadelle i sin brune sovs. Jeg ryster på hovedet.
„Der er kun en uge til! Du skal først vaske tøj, sortere, rydde op, finde plads i kufferten … har du husket at lave en liste?“ spørger hun.
Den brune sovs drypper fra frikadellen på gaflen. Det ligner diarré.
„Qaa, vi spiser!“ udbryder jeg.
„Vi SKAL snakke, når vi spiser. Vi har ikke travlt,“ siger hun.
Jeg peger hektisk på den dryppende sovs, og hun tager frikadellen i munden. Hun tygger og tygger, fordi hun tror på, hun spiser mindre, jo
 
længere tid hun tygger. Der sidder brun sovs i hendes mundvige. Jeg mister appetitten og tjekker, om Maliina har skrevet.
„Er hjemme, du kommer bare, hvis du har lyst.“
Om jeg har lyst. Jeg tvinger den sidste kartoffel ned.
„Tak for mad.“
„Vi er jo først lige begyndt at spise!“ udbryder anaana.
„Maliina er ked af det, så jeg skal hen til hende.“
„Hvornår møder vi hende der Maliina?“ spørger hun forhåbningsfuldt.
„Vi er bare venner,“ svarer jeg.



44. Mand. 19 år. Skud.



Jeg kan lugte den tykke tåge, der allerede er drevet ned over Nordlandet. Den når frem til Nuuk om et par timer. Det betyder, at solen ikke skinner i nat.
Maliina sidder i sofaen i korte sportsshorts, da jeg kommer ind i hendes toværelseslejlighed.
„Jeg skal lige læse det her afsnit færdigt,“ siger hun og smiler.
Jeg sætter mig i den anden ende af sofaen og betragter hendes mørke øjne. Hun er i gang med at læse et sørgeligt afsnit, kan jeg se. Hun rynker brynene og sukker dybt, da hun lægger bogen fra sig. Hun lægger sit hoved på min brystkasse og holder godt fast om mig.
„Scout mistede sin bror,“ siger hun.
Jeg kysser hendes hoved, som dufter af mynte og sved.
„Tænk at miste sin bror,“ fortsætter hun.
Jeg har fantaseret om min søsters død før. Jeg har fantaseret om, at mig og mine forældre besøger hendes grav hver weekend. At vi holder om hinanden og siger, at vi har brug for hinanden. At vi finder et stærkt sammenhold i sorgen og indser, hvor vigtigt det er at elske hinanden ubetinget. Nulstille alt, starte forfra. Begrave alt nag til min søster.
 
„Det ville være forfærdeligt,“ siger jeg, og hun nikker.
„Nå, er pensum offentliggjort?“ spørger hun pludseligt.
„Jeg har ikke tjekket,“ svarer jeg.
„Kan vi ikke tjekke din mail? Jeg har totalt lyst til at se, hvad I skal læse,“ smiler hun.
„Ikke nu.“
„Men uanset hvad, så bliver du god til det,“ siger hun og kysser mig.
Jeg prøver at tungekysse hende, men hun trækker sig hurtigt tilbage. Hun vil have et svar.
„Vi ved jo ikke, om jeg bliver god til det,“ siger jeg.
„Selvfølgelig gør du det! Testen sagde jo præcist, at det var det, du skulle,“ siger hun.
Jeg svarede bare, hvad der lød bedst, da hun sad over for mig og stillede mig en masse spørgsmål fra en uddannelsestest. Hun kunne næsten ikke være i sig selv, da hun nåede frem til, at jeg ville være en god antropolog. Jeg googlede antropologi bagefter.
„Tænk,“ siger jeg, „tænk der allerede er gået… hvad? Et år, siden jeg så dig for første gang?“
„Der er sket så meget siden,“ siger hun.
„Du var så lækker,“ siger jeg. Hun smiler genert.
„Tænkte du nogensinde, at vi ville ende i sengen sammen?“ spørger jeg.
„Jeg ved det ikke. Ikke i starten, nej,“ svarer hun.
„Nej, det kan jeg sgu godt forstå, man er ikke særlig tiltrækkende, når man ikke engang orker at smile,“ siger jeg.
„Nej, du var sød. Meget tænksom, men rigtig sød,“ siger hun og fortsætter,
„hvad med dig?“
„Du ved godt, at jeg altid havde lyst til at score dig,“ svarer jeg.
Hun begynder at kysse mig blidt, og vi går ind i soveværelset med det samme. Værelset er helt mørkt på grund af mørklægningsgardinerne. Jeg lægger mig oven på hende og har travlt med at komme ned i hendes shorts. Hun fjerner min hånd, og med en enkelt bevægelse lægger hun sig oven på mig. Jeg forsøger at vende hende om igen, jeg er ikke vant til at være nederst,
 
men hun holder fast i mine arme. Hun kysser min mave langsomt. Jeg trækker den ind, så den virker lidt fladere. Jeg forsøger at komme fri.
„Shh,“ siger hun og bevæger sig længere ned.
Hun fører mine hænder under min ryg, så jeg ligger tungt på dem. Jeg kigger ud i mørket og trækker vejret dybt for ikke at gå i panik over, at hun har kontrol over min krop. Hun stikker sine fingre op i mig, måske tre, måske fire og presser ind mod min væg, så jeg skal tisse. Hendes anden hånd niver i min brystvorte, mine mavedeller, mine hofter, så jeg slet ikke kan følge med. Det går stærkt, da hun begynder at slikke mig, og jeg kommer så hårdt, at mine tårer triller ned ad kinderne. Hun tørrer dem væk og smiler.
„Jeg håber ikke, du glemmer mig, når du rejser,“ hvisker hun i mit øre.
Hvordan kan jeg glemme dig, you’re out of my league, du er min største triumf til dato, og det vil du blive ved med at være, medmindre jeg scorer Angelina Jolie, minus alle hendes børn selvfølgelig.
„Du har lige givet mig en kæmpe orgasme, jeg tror altså ikke, jeg glemmer det foreløbigt,“ siger jeg, selvom jeg har lyst til at fortælle hende, at jeg er forelsket, at jeg har været forelsket, siden jeg så hende første gang.
Hun har svært ved at holde sine øjne åbne, efter at hun er kommet. Jeg aer hendes mørke krop, indtil hun falder i søvn. Jeg lugter til hende, nærmest sniffer til hende, sniffer så meget til hende, at hendes duft nu har sat sig fast i min hjerne, jeg kortlægger hendes krop, alle hendes små modermærker, hendes rynker omkring øjnene, den ene øjenvippe, der vender den anden vej. Hun vender sig om i søvne, så vi ligger i ske.
„Skal vi se den lyseblå igen?“ spørger hun.
„Hvad?“
„Den lyseblå. Skal vi se den igen?“
„Hvad er det?“
„Jeg ved det ikke,“ siger hun og griner, „ej.“
Selv i sin søvn er hun uskyldig. Jeg mærker hendes dybe vejrtrækning. Jeg er ved at kaste mine lunger op, mit hjerte er tæt på at sprænge, min krop tvinger mig til at sige det.
„Jeg er forelsket i dig,“ hvisker jeg.
„Den lyseblå,“ siger hun, „der er meget mere løb.“
 
„Løb?“ Hun nikker.
„Hvor?“ spørger jeg og kysser hendes hals.
„Der,“ siger hun og rykker sit hoved en smule.
„Jeg ville blive, hvis du bad mig om det,“ hvisker jeg.
„Bliv,“ siger hun i søvne og tager min hånd tættere ind til sit bryst.



43. Kvinde. 76 år. Hængning.



Anaana forbereder en afskedsmiddag til mig. Til sig selv. Så nu plukker hun alke og ryper, der er fjer over det hele. Rensdyrkøllen steges langsomt ved siden af det newzealandske lam. Hun styrter rundt og mumler, at lammet lugter anderledes. Ataata sidder ved bordet og scroller i anaanas Facebook newsfeed på iPaden. Hun har flere gange bedt ham om at lave sin egen profil med sine egne venner, men ataata har ikke sine egne venner, anaanas verden er hans verden, og det pisser hende af nogle gange. Nu har hun for travlt til at skælde ham ud. Hun løber rundt og klager over, at Brugsen ikke har sydgrønlandsk lam. Jeg løber rundt med hende uden at foretage mig andet, indtil hun beder mig om at skære rodfrugter i tynde strimler. Hun kigger over min skulder, og jeg hører hendes utilfredshed i vejrtrækningen.
„Du skal skære dem i tyndere strimler, ellers bliver de ikke sprøde, det ved du da godt,“ siger hun.
Hun kommer tættere på og nærstuderer min manglende evne til at skære.
„Puuh, du lugter!“ udbryder hun.
Jeg har svedt rigtig meget under armene i dag. Det gør jeg altid før sammenkomster. Hun overtager mit arbejde og beordrer mig til at gå i bad, før gæsterne kommer. Jeg går nedenunder og begynder at fylde badekarret op. Jeg føler mig fem kilo lettere, da jeg låser døren.
 
„Du skal ikke tage karbad, det har vi ikke tid til!“ råber anaana fra køkkenet.
I nat stod tiden stille, vi taler det samme sprog, når vi ikke snakker, når vi trækker de sorte gardiner for, når vi er oven på hinandens mørke kroppe, inde i hinanden og lukker alt lyset ude. Jeg havde lyst til at være i det mørke værelse for altid, i mørket for evigt, men midnatssolen blev for kraftig i morges.
Anaanas frustration forsvinder, da de første gæster kommer. Hun krammer mine fastre og mostre og kysser mine kusiner og fætre på kinden. Jeg står bag ved hende og giver lidt for hårde håndtryk, som om vi skal holde møde om klimaforandringer. Ingen snakker, da vi sætter os ned i sofaen. Anaana kigger nervøst på mig. Hun vil have, jeg siger noget.
„Tak fordi I gad komme,“ siger jeg.
De takker for invitationen i kor. Anaana lyser op.
„Er du nervøs?“ spørger min faster. Jeg ryster på hovedet.
„Vi kommer til at savne dig,“ siger hun.
„Vi ses kun et par gange om året, så det gør vel ikke nogen forskel, at jeg i mellemtiden er i Danmark,“ siger jeg og griner.
Ingen griner med mig. Anaana hoster lidt og beder mig om at stille sodavand på bordet. Jeg gør, som hun siger, og går på toilettet. Jeg tjekker, hvornår Maliina har været aktiv. For to timer siden. Jeg lytter til min families latter oppe i stuen, mens jeg skider for tredje gang i dag. Jeg har haft problemer med min mave den sidste uges tid. Jeg sveder og ryster. Om nogle dage er det overstået. Jeg spørger hende, om vi skal ses i aften.
„Selvfølgelig,“ svarer hun i løbet af et par minutter.
Jeg får et boost af selvsikkerhed og går op i stuen. Der bliver stille, da jeg sætter mig ned blandt dem. Jeg har altid den effekt på folk, men jeg har ikke noget imod det.
„Er der en pige, du kommer til at savne, når du rejser?“ spørger min moster.
Jeg ryster på hovedet. Jeg gider ikke have, at anaana får håb om noget som helst.
 
„Hvad med din veninde, som du overnatter hos?“ smiler anaana fra køkkenet.
„Vi boller bare,“ siger jeg.
Min søster bryder ud i latter. Hun ser på mig, som om jeg er det mest komiske, hun nogensinde har set. Hun stirrer forventningsfuldt på mig og venter på, at jeg åbner min mund igen. Min faster ser nervøs ud.
„Du er så underholdende!“ siger min søster og griner lidt for sig selv, mens de andre sidder bundet fast til sofaen og er fuldstændig tomme for ord.
Min søster elsker, når jeg gør folk nervøse.
„Hvordan har du det, min kære?“ spørger anaana.
Det er ikke mig, hun spørger. Hun spørger min kusine, som lige har slået op med sin kæreste. Det ved vi, for hun skrevet en roman om det inde på Facebook. Hun begynder at fortælle om, hvor svært det har været for hende at komme videre. Hun snakker om, hvordan han åbenbart havde haft et slags dobbeltliv, at han havde skrevet med andre kvinder på Messenger, og at hun fandt ud af det, da hun for sjov tjekkede hans mobil.
„Du fortjener bedre!“ siger hendes mor.
„Sikke en idiot! Men jeg er ikke overrasket, han er en Olsen,“ siger anaana.
„Men var han i virkeligheden utro?“ spørger jeg.
„Hvad mener du?“ spørger min kusine, „Jeg har lige fortalt, hvordan han var utro.“
„Var han i seng med andre? Du ved, var han utro, sådan rigtigt?“
Anaana laver en hurtig bevægelse og puffer til min ryg. Det gør hun, når jeg siger noget forkert. Jeg tror, jeg er blevet puffet mindst en million gange, siden jeg lærte at tale. Min kusine giver mig et dræberblik.
„Du finder snart en ny, du er så smuk,“ siger anaana og giver hende et lille kys på hovedet.
Min kusine smiler og nikker. De kigger alle sammen på mig, som om jeg er en trussel. Jeg går ned på toilettet og lukker mig inde. Maliina har aldrig følt sig truet af mig. Jeg lukker mine øjne og forestiller mig hendes silkebløde hud og hendes pulserende klitoris. Mine sommerfugle i maven bliver dræbt af min søster, der banker insisterende på døren.
 
„Skider du?“ spørger hun.
„Hvad rager det dig?“ udbryder jeg.
„Du burde seriøst få din tarm undersøgt, du er rådden,“ siger hun og går op ad trapperne igen.
„Den er så fin, hvad betyder stregen og prikkerne?“ spørger min faster min søster om hendes inuittatovering på hagen, da jeg kommer op i stuen igen.
„Det var så vigtigt for mig at få den lavet, det er en hyldest til alle de stærke kvinder fra vores fortid.“
„Men hvad betyder stregen og prikkerne?“ spørger jeg hende.
„Det har jeg lige sagt,“ siger hun irriteret.
„Det har du faktisk ikke,“ siger jeg.
„Jeg synes, den er rigtig fin,“ afbryder min moster, „men jeg kunne aldrig finde på at få en selv.“
„Hvorfor ikke? Fordi det er en ansigtstatovering? Hvad er der galt med ansigtstatoveringer?“ spørger jeg.
Der er stille i nogle sekunder.
„Det kan jeg godt forstå,“ siger min søster til min moster, „jeg var også lidt usikker i starten, for hvad hvis det påvirkede mine jobmuligheder? Men jeg fandt ud af, at det giver mange flere muligheder end begrænsninger, især herinde.“
Hun klapper sig på brystet.
„Gad vide, hvorfor du så ikke har fundet job endnu? Det er i hvert fald ikke på grund af din tatovering,“ siger jeg og aer hendes ryg, så alle bliver forvirrede over, hvem jeg holder med.
„Hvem vil have sortebærtærte?“ udbryder anaana.
Alle vil have tærte og rejser sig op samtidig. Anaana griner nervøst i køkkenet, mens hun deler ud af sin hjemmelavede tærte. Hun rynker sin pande og ryster en smule på hovedet, da hun fanger mit blik. Jeg skal holde min kæft. Vi sætter os ned på sofaen, tærten er meget populær, og anaana smiler tilfreds og nyder al den ros, hun får.
„Har du pakket?“ spørger min moster. Jeg rynker min næse.
 
„Jeg troede, du altid pakkede en uge før afrejse? Var det ikke også dig, der lavede pakkelister som barn?“ spørger hun kærligt.
„Nej, det er mig,“ siger min søster.
„Du lavede den ene liste efter den anden, du er altid så organiseret,“ siger anaana og snuser til hendes kind.
„Du endte altid med at glemme de allervigtigste ting,“ siger min søster til mig, og alle griner.
„Ligesom dengang du ringede til mig fra Berlin og havde mistet dit pas og ikke kunne komme hjem, og jeg måtte ringe rundt og snakke engelsk med alle mulige mennesker, så du ikke blev hjemløs i Berlin. Vi brugte så mange penge på en ny billet. Det var helt forfærdeligt,“ siger anaana.
„Så hellere Berlin end det her helvede på jord,“ hvisker jeg, mens alle griner.
„Ja, og dengang jeg var nødt til at løbe rundt i København, fordi du var faret vild, selvom du havde insisteret på, at du selv kunne finde frem til kiosken og tilbage til hotellet igen,“ siger min søster og vender sig mod de andre, „jeg fandt hende to hundrede meter fra hotellet efter at have ledt efter hende i to timer!“
„Hvordan i alverden vil du klare dig i store Danmark?“ spørger min moster.
„Godt at der er Googlemaps nu til dags!“ siger min søster.
GODT JEG REJSER SNART, har jeg lyst til at skrige, hente ataatas riffel og skyde et fyldt magasin op i væggen og ud ad vinduerne og flyve ud af det forbandede hus.

*

Alt blev hurtigt normalt igen, efter aanaa døde. Anaana var på besøg hos sin veninde, og ataata sad og så krimi på fjernsynet. Jeg havde ventet hele dagen på, at Selvmordslinjen åbnede klokken 19. Jeg ringede op fem gange, før de svarede.
„Attavik,“ sagde kvinden i røret.
Jeg begyndte at græde med det samme.
 
„Jeg savner min aanaa så meget,“ sagde jeg.
„Tag det stille og roligt,“ sagde kvinden.
„Jeg savner hende så meget!“ udbrød jeg, „Hun var den eneste, der kunne forstå mig!“
„Jeg vil gerne have, du trækker vejret. Vi er her for dig,“ sagde kvinden.
„Vi? Er I flere?“
„Vi, der arbejder i Attavik,“ sagde hun, „men jeg er alene nu. Ingen andre er her.“
„Hvad hvis en anden prøver at ringe?“ spurgte jeg.
„Det skal du ikke tænke på,“ sagde kvinden, „hvor er din aanaa?“
„På kirkegården,“ græder jeg, „hun er alene i kulden.“
„Hvornår døde hun?“
„For et halvt år siden. Jeg kom til at ødelægge hendes gave til mig i dag,“ sagde jeg og begyndte at græde voldsomt.
„Hvad var det for en gave?“
„Et gammelt kompas,“ græd jeg, „hun gav det til mig, så jeg altid kunne finde vej, hvor end jeg var. Hun fortalte mig, at det altid var en god idé at gå mod nord.“
„Men det var ikke med vilje, du ødelagde det,“ sagde hun.
„Det er lige meget! Jeg burde have passet bedre på det!“ råbte jeg stille, så ataata ikke hørte mig.
I to timer fortalte jeg hende om alt. Om hvordan jeg som barn satte en hånd i dørsprækken og ventede på, at nogen ville lukke døren. Jeg forklarede hende, at jeg nogle gange ikke kunne sove om natten, om hvordan jeg ikke kunne trække vejret ordentligt.
„Jeg er så vred på mig selv!“ sagde jeg.
„Min søde ven, der er ingen grund til at være vred på dig selv. Jeg synes, du skal snakke med dine forældre og fortælle dem alt det, du lige har fortalt mig.“
„Det kan jeg jo ikke! Det er derfor, jeg ringede til dig! Jeg kan heller ikke fortælle det en gang til, det kan jeg ikke klare,“ hulkede jeg.
Min næse var helt tilstoppet af snot.
 
„Du må meget gerne ringe igen i morgen,“ sagde hun, „vi er ved at lukke nu.“
„Kan vi så snakke videre?“ spurgte jeg.
„Du kan snakke med min kollega. Jeg har fri de næste par dage,“ sagde hun, „min kollega er rigtig sød. Så kan du fortælle alt til hende, og så kan hun hjælpe dig.“
Resten af aftenen forsøgte jeg at redde aanaas kompas med ataatas sekundlim. Jeg kunne ikke få glasset til at sidde ordentligt fast, jeg kunne ikke fikse det, jeg havde ødelagt det fuldstændigt, så jeg limede mine fingre sammen i stedet for som straf for, at jeg havde tabt kompasset.



42. Mand. 23 år. Hængning.



Maliina er i gang med at strække ud ved hjælp af en aflang tube-dimsedut, da jeg kommer ind. Hendes muskler former to parallelle, lodrette linjer langs hendes mave. Ved du, hvor smuk du er?
„Aargh,“ siger hun, da hun laver en kompliceret stilling.
„Det sagde hun også i går.“
Hun ruller med øjnene og klemmer mine ankler, da jeg går forbi hende på vej mod altanen. Jeg puster cigaretrøgen til side, så den ikke slører hendes mørke krop. Bare det at se på hende, løsner mine muskler. Solen brænder ved Nordlandet, så hele himlen er pink og lyseblå. Jeg trækker gardinerne for, da jeg kommer ind igen.
„Var det en god afskedsfest?“ spørger hun. Jeg hæver mine skuldre.
„Var det helt forfærdeligt?“ Jeg hæver mine øjenbryn.
„Øv,“ siger hun og rører mit hår, så min hage.
 
Jeg kysser hendes salte hud, og der kommer en ukontrolleret lyd fra hende.
Jeg sniger min hånd ned i hendes trusser og får små stød over hele kroppen, da jeg mærker, hvor våd hun er. Hun stopper mig pludseligt, kysser mig blidt og bevæger sine fingerspidser ned over mit ansigt.
„Ved du, hvornår du kommer tilbage?“ spørger hun. Jeg ryster på hovedet.
„Kommer du hjem til jul?“
„Måske, jeg ved det ikke,“ siger jeg.
„Det håber jeg.“
„På det tidspunkt er du måske gift og har tre børn,“ griner jeg. Hun smiler lidt.
„Fem år,“ siger hun, og jeg nikker. Hun sukker.
„Fem år, det skal nok gå lynhurtigt! Du får meget travlt, og inden du ved det, er du tilbage her i Nuuk og skal være voksen,“ fortsætter hun.
Jeg nikker.
„Eller måske endda tre år, hvis du bare tager bacheloruddannelsen, for du skal nok kunne få et godt arbejde alligevel, det er jo lidt ligegyldigt her,“ siger hun.
„Ja, måske,“ siger jeg.
„Har du tænkt på, hvor du gerne vil arbejde?“ spørger hun.
„Nej, ikke rigtigt, men måske i kommunen?“ tøver jeg.
„Det synes jeg ikke,“ siger hun, „du vil drukne i ligegyldigt papirarbejde. Jeg synes, det ville klæde dig at arbejde som projektleder, som koordinator
… sådan noget, hvor du arbejder i felten og gør en forskel.“ Jeg smiler lidt.
„Glæder du dig?“ spørger hun igen.
„Til at arbejde som projektleder?“
„Nej, til at flytte, til at starte på uddannelsen,“ siger hun.
„Både og. Jeg glæder mig fandeme til at få mit eget sted, jeg kan ikke holde ud at bo hos mine forældre meget længere.“
„Men?“ spørger hun.
„Danmark,“ siger jeg, „det siger sig selv.“
 
Hun nikker.
„Jeg ville have valgt Canada, hvis det var muligt,“ siger jeg.
„Canada. Hellere Canada end Danmark,“ siger hun.
„Og hellere Canada end Grønland,“ siger jeg.
Et kort øjeblik kigger hun op og inhalerer gennem næsen, som om duften af atmosfæren skal afgøre hendes beslutning. Så nikker hun.
„Danmark will do for now, der er trods alt flere muligheder, flere forskellige mennesker,“ siger hun.
„Min familie er bange for, at jeg farer vild. Det gør jeg tit.“
„Og hvad så? Jeg elsker at fare vild. Jeg farer vild med vilje en gang imellem,“ siger hun og fortsætter, „jeg kan godt finde på bare at løbe derudad i en ny by og se, hvor jeg ender.“
„Jeg fantaserer nogle gange om at være hjemløs,“ siger jeg. Hun stirrer på mig.
„Hvad mener du?“
„At bevæge mig fra sted til sted, alt efter hvordan mine omstændigheder er. At være i stand til at tilpasse mig mange forskellige forhold,“ forklarer jeg.
„En fugl,“ siger hun, „du vil gerne være som en fugl.“
Hun hopper op af sofaen, spreder sine vinger og begynder at flyve rundt i stuen.
„Brr…“ siger hun.
„Du lyder som et fly, ikke en fugl,“ griner jeg.
„Ved du, at nogle ravne er bedre til at efterligne menneskelyde, end papegøjer er? De kan også efterligne motorlyde,“ siger hun og flyver videre,
„brr…“
Jeg begynder at svæve med hende. Vi flyver tæt forbi hinanden, som to ravne der leger i stormen. Vi flyver i et brændende kaos, der forsøger at trænge ind gennem de sorte gardiner, men vi er beskyttet, vi er urørlige. Jeg tager fat om hende bagfra, da hun flyver forbi, og vi styrter ned. Jeg betragter hende i stilhed. Flyv væk med mig.
„Spis middag med mig i morgen,“ siger hun og kysser mig.
 
*

„Du kan ikke flyve!“ råbte aanaa, inden jeg styrtede ned fra hendes hus og brækkede min skulder, da jeg var ti år gammel. Jeg var på besøg hos hende om eftermiddagen, fordi ingen ville være sammen med mig i fritidsklubben, og fordi jeg ikke måtte være alene hjemme. Jeg sad i vindueskarmen på første etage og kiggede ned på hende, mens hun vandede ukrudt i sin have. Jeg åbnede vinduet og svingede mit ene ben ud.
„Aanaa!“ råbte jeg.
„Pas nu på!“ råbte hun tilbage.
Jeg blev lidt svimmel, da jeg kom længere ud med hovedet. Den friske vind kom ind under mine bukser og afkølede min svedige krop. Jeg tog fat i vindueslisten, strakte armen og svingede min overkrop i luften, så det føltes, som om jeg fløj. Jeg fik et sus i maven.
„Aanaa!“ råbte jeg.
„Nej! Kom ned nu!“
„Skal jeg komme ned nu?“ spurgte jeg.
„Ja!“
Jeg svingede det andet ben ud.
„Okay!“ sagde jeg og forberedte mig på at springe.
„Nej! Du skal ikke hoppe!“ skreg aanaa.
„Jeg hopper ikke! Jeg skal flyve!“ sagde jeg.
„Du kan ikke flyve!“ råbte hun, og jeg skubbede min krop ud ad vinduet.
Jeg vidste godt, jeg ikke kunne flyve. Jeg ville bare gerne vide, hvordan et frit fald føltes.
Jeg kunne høre anaana, så snart hun brasede ind i hospitalet. Aanaa løb ud af værelset for at berolige sin svigerdatter.
„Hvad i alverden skete der?“
Anaanas irritation var ikke til at tage fejl af. Jeg vidste med det samme, at hun ville være sur i flere dage.
„Hun heler hurtigt,“ sagde aanaa.
„Hvad i alverden skete der?“
„Hun troede, hun kunne flyve,“ svarede aanaa.
 
„Er hun dum eller hvad?“ udbrød anaana.
„Hun er et barn!“ svarede aanaa.
„Jeg troede, du passede på hende! Du ved udmærket godt, hvor meget krudt hun har i røven!“
„Jeg råbte, hun ikke måtte hoppe. Det hele skete bare meget hurtigt,“ sagde aanaa.
„Det barn er jo fuldstændig umuligt! Hvad pokker gør jeg med hende?“ udbrød anaana.
„Uartige børn kommer længst i livet!“ forsvarede aanaa mig endnu en gang.
„Ikke piger!“
Hun væltede ind i værelset.
„Du kan ikke flyve! Det burde du vide!“



41. Mand. 56 år. Skud. Dødsårsag: Drukning i havnen.



„Hvad tid flyver du i morgen?“ spørger anaana.
„Lidt i ti,“ svarer jeg.
„Har du pakket?“ spørger hun.
„Ikke endnu, det skal jeg nok gøre i løbet af dagen.“
Hun har svært ved at binde sine sko på grund af sin store mave. Hun kigger pludseligt op på mig med vidtåbne øjne.
„Har du vasket tøj?!“
„Det gør jeg i løbet af dagen,“ siger jeg.
„Ej! Gør det nu! Nu! Ellers når det ikke at blive tørt!“ Jeg vender mig om for at gå op og samle mit tøj.
„Vi spiser svinehjerter i aften,“ siger anaana.
„Jeg spiser et andet sted,“ svarer jeg.
„Det er vores sidste middag sammen!“ Hun lyder skuffet.
 
„Du har lige holdt en afskedsmiddag,“ siger jeg.
„Vi. Vi har lige holdt en afskedsmiddag,“ svarer hun og fortsætter, „DMI siger, der kommer storm i morgen. Lad os håbe, I bliver her en dag mere.“
„Det håber jeg fandeme ikke,“ hvisker jeg, mens hun styrter ud af huset for at nå etteren.
Der er en sværm af sommerfugle i min mave, da jeg tager min store kuffert og samler tøj sammen. Jeg efterlader alle mine gamacher, tykke sokker og sweatere. Jeg pakker shorts og løse T-shirts. Jeg tager min yndlingspoesi og gemmer den imellem mit tøj. Måske skulle jeg skrive et lille brev eller digt til Maliina som afskedsgave. Jeg tager noget papir og sætter mig ned. Min ravn, skriver jeg, streger det ud. Min kære, jeg er forelsket i dig, skriver jeg, streger det ud. Jeg rejser mig op og går hen til vitrineskabet, hvor ataata har samlet en hel masse tupilakker og grønlandske figurer. Jeg finder den skårede fedtsten, der har form som en lille ravn. Jeg tager den i lommen. Vi ses til jul, skriver jeg på papiret og tegner et hjerte. Jeg kigger lidt på papiret, streger det ud. Vi ses til jul? skriver jeg og river det lille tekststykke fra resten af papiret.
Hun er i gang med at hakke rodfrugter, da jeg kommer ind. Hendes hænder er lilla.
„Det dufter godt. Har du brug for hjælp?“ spørger jeg.
Hun ryster på hovedet, smiler og kysser mig lige ved munden.
„Sæt dig ned på sofaen, og drik et glas vin,“ siger hun og peger hen mod nogle vinglas.
Jeg betragter hende, mens hun blander en hel masse forskellige krydderier i en lille skål med olie. Anaana ville aldrig have turdet at gøre sådan. Hun blander det sammen og hælder det ud over rodfrugterne.
„Hvordan var det på arbejdet i dag?“
„Det var slavearbejde,“ svarer hun.
„Okay. Hvorfor?“
„Efterårssamlingen er på vej, og jeg endte med at oversætte rigtig mange oplæg til Naalakkersuisut,“ siger hun og sukker overdrevet.
Hun sætter sig på sofaen og smiler til mig.
„Har du pakket?“ spørger hun.
 
„Jeg har pakket det meste. Jeg har lidt tid i morgen tidlig. Jeg rejser først klokken ti.“
Hun kysser mig.
„Men der kommer storm,“ siger jeg, „det kan være, vi ikke rejser.“
„Hvor meget?“ spørger hun.
„Tredive i vindstød.“
„Det går nok.“ siger hun.
Gad vide, om hun er ligeglad. Jeg henter en cigaret og går ud på altanen. Mine hænder er svedige. Snespurvene fløjter. Ellers er der helt stille. Jeg tænder en ny, da jeg har røget den første færdig. Hun hælder mælk i sovsen, pisker, så hendes røv ryster lidt. Hun fanger mig i at stirre på hende, tager vinglassene og går ud til mig.
„Her lugter af røg,“ siger jeg.
„Det er o.k., jeg har ikke noget imod det,“ siger hun og kigger ud på den grå himmel.
„Der kommer helt sikkert storm,“ siger jeg.
„Ravnene får det sjovt,“ siger hun og fortsætter, „skål.“ Sarah McLachlans sang spiller ud gennem altandøren.
„In the arms of an angel, fly away from here,“ synger jeg og kysser hende, „ved du, at det er en selvmordssang?“
„Det er det da ikke!“
„Jo,“ svarer jeg.
„Har hun sagt det?“
„Nej, det tror jeg ikke, men det er da ret tydeligt,“ siger jeg.
Hun sipper lidt af vinen, lytter koncentreret til sangen med rynkede øjenbryn.
„Det synes jeg ikke. Det kommer vel an på, hvordan man ser på tingene,“ siger hun, „jeg synes, det er en smuk sang.“
„Jeg siger heller ikke, den ikke er smuk.“
Hun stirrer stille på mig. Jeg kigger ned på den hårde asfalt fra femte etage.
„Jeg hoppede ud af aanaas hus, da jeg var barn og brækkede min skulder,“ fortsætter jeg.
 
„Hvorfor det?“
„Så jeg kunne flyve.“
„Vil du gerne skære rensdyret?“ spørger hun.
„Har du selv fanget det?“
„Ja, i Nordlandet sidste år.“
„Wow. Hvad jager du ellers?“ spørger jeg.
„Ryper. Harer.“
„Hvad med moskus?“ spørger jeg.
„Nej, man skal længere nordpå for at fange dem.“
„Har du nogensinde skudt en isbjørn?“ spørger jeg.
„Nu lyder du som en dansker,“ siger hun og griner.
„Jeg kommer fra Sydgrønland, jeg er lige så uvidende.“ Hun klemmer min arm.
„Døde den med det samme?“ spørger jeg og prikker til kødet, „Hvor mange dyr har du skudt? Hvor gammel var du, da du skød dit første dyr?“
„Sikke mange spørgsmål i dag,“ siger hun.
„Jeg er nervøs. Jeg taler for meget, når jeg er nervøs,“ siger jeg.
„Hvorfor er du nervøs?“
„Måske rejsefeber,“ siger jeg, „men det slår mig også, at der er en masse ting, jeg ikke ved om dig. Hvordan kan det være, når vi efterhånden har kendt hinanden i et stykke tid?“
„Det er jo først her på det seneste, vi er kommet tæt på hinanden,“ siger hun.
„Tæt på hinanden, ind i hinanden,“ smiler jeg frækt, og hun smiler kærligt tilbage.
Jeg kan ikke finde ud af at holde den forbandede gaffel rigtigt, da jeg sidder over for hende ved det lille bord. Jeg synes, jeg tygger for højlydt og spiser for hurtigt. Hun placerer sin fod oven på min, og hendes ro smitter af på mig. Jeg får lyst til at spørge hende, hvordan hendes barndom var, hvem hendes familie er, jeg vil kende hendes kærlighedssorger, hendes mørkeste sider, hendes fremtidsvisioner, spørge om jeg kunne være en del af dem.
„Hvem er du?“ spørger jeg.
„Det er et godt spørgsmål,“ griner hun.
 
Pludselig ser hun alvorlig ud.
„Jeg tænker ikke meget på det. Det synes jeg er spild af tid, når jeg alligevel ikke ved, hvem jeg er om ti år,“ siger hun.
„Så du siger, du ikke ved, om du er lesbisk om ti år?“ spørger jeg.
„Man må aldrig sige aldrig, men jeg kommer aldrig til at have sex med en mand igen i mit liv,“ siger hun, „men at jeg er lesbisk, siger jo heller ikke særlig meget om mig.“
Hun fører sin fod op ad mit ben, og jeg får kuldegysninger over det hele. Hun kommer for tidligt, da jeg glemmer at holde pauser, mens jeg slikker hende. Vi ligger i sengen og indser, at den sidste nat er kommet. Hun falder i
søvn i mine arme. Ord ræser oppe i mit hoved, ord som kærlighed og håb, men ordene kan ikke komme ud, de er fængslet inde i mig. Jeg tæller minutter til hendes alarm bipper, til en ny dag begynder, og vi skal sige farvel. Hvidt lys fra den overskyede himmel trænger ind gennem dørsprækken, og jeg kan ikke sove. En tomhed spreder sig i mig, jo lysere det bliver, så jeg kysser hendes varme hals, lukker mine øjne og lugter en sidste gang til hende, inden jeg rejser mig op. Jeg stiller den lille ravn og sedlen ved siden af kaffemaskinen og lister ud af hendes lejlighed uden at kigge en sidste gang på hendes mørke krop, for det kan jeg ikke klare. Stormen er så småt ved at bygge sig op. Det bliver en lang dag. Det bliver et langt liv uden dig.

*

Efter et par timer på kirkegården var jeg nu gået ud til lufthavnen. Jeg går på
15. kilometer. Mine ben var begyndt at krampe, og mine fødder var stivfrosne, selvom morgenvarmen tog fat. Jeg var fast besluttet på, at jeg aldrig ville sove igen, jeg skulle blive ved med at gå, indtil jeg faldt om, for jeg kunne ikke klare at vågne op til endnu en dag. Jeg satte mig ned på en sten ved vejkanten og tændte min sidste smøg, som jeg ville slukke på min hud. Så så jeg Maliina for første gang. Hun kom løbende mod mig. Hun spjættede voldsomt, da hun opdagede mig.
„Chok!“ råbte hun og hoppede rundt for at ryste forskrækkelsen af sig.
 
„Bøh,“ sagde jeg lavt, da jeg troede, hun ville løbe videre med det samme.
Hun stoppede op og grinte lidt, og jeg vendte blikket ned.
„Er du o.k.?“ spurgte hun.
„Nej,“ svarede jeg og tørrede mig under øjnene for at fjerne søvn og mascararester.
Hun satte sig ned en meter fra mig, og jeg tog et hiv af min cigaret og kom til at puste røg i hendes ansigt. Hun blev siddende. Jeg kunne ikke kigge på hende, men hendes arm viste sig i mit synsfelt, da hun pegede på mine mudrede sko.
„Har du gået længe?“ spurgte hun.
Jeg tog endnu et hiv, cigaretten var halvvejs røget, og jeg begyndte at spare på den, så hun kunne nå at gå, før jeg skulle slukke den.
„Hvor er du på vej hen?“ spurgte hun.
„Jeg kan klare mig selv,“ sagde jeg og vendte mig mod hende for første gang.
Hendes runde kinder var helt røde af liv. Hun havde trukket sit hår stramt tilbage, så hendes mørke øjne poppede ud. Hun smilte, og jeg smilte automatisk tilbage.
„O.k.,“ sagde hun og kiggede op på de hvide skyer, der forvandlede sig til lyserøde.
Brisen sugede min cigaret, og gløden var allerede cirka fem sug væk fra filteret.
„Har du en cigaret?“ spurgte jeg, og hun rystede på hovedet.
Vi betragtede skyerne i stilhed, og jeg så på cigaretten, mens den slukkede af sig selv. Hun strammede sine snørebånd og gjorde sig klar til at løbe igen. En ravn satte sig på en lygtepæl over for os og skreg. Jeg smed en sten efter den.
„Nå…“ sagde hun.
„Jeg sad på kirkegården, og der var en ravn, der kiggede på mig i lang tid,“ sagde jeg.
Jeg ville ikke have, hun gik.
„Hvad lavede du på kirkegården?“ spurgte hun.
 
„Tænkte på min aanaa, på alle dem, der har forladt mig.“
„Ligger hun der?“ spurgte hun efter et stykke tid.
„Nej, hendes grav ligger i Sydgrønland,“ sagde jeg og smed den kolde cigaret.
„Det er noget møg,“ sagde hun.
Himlen lyste hurtigt op, og selvom vi befandt os flere kilometer væk fra byen, kunne jeg mærke, at byen vågnede op. Vi lyttede længe.
„Så er endnu en dag startet,“ sagde hun og rejste sig op.
Vi kiggede på hinanden, hende ned på mig med de rareste øjne.
„Det er problemet,“ sagde jeg.
„Ikke nødvendigvis. Ikke hvis vi ses igen?“ sagde hun og fortsatte, „Jeg hedder Maliina, bare så du ved det.“
Til min rædsel løb hun videre, for Nuuk kunne alligevel være stor, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne se hende igen. Men så vendte hun sig om og løb baglæns med det største smil på læberne og vinkede farvel. Der vidste jeg, at jeg skulle have hende, og der vidste jeg, at jeg kunne sove igen.



40. Dreng. 17 år. Skud i et lagerhus.



„Har du taget dit pas frem?“ spørger anaana for tiende gang, mens hun styrter rundt i huset som en hovedløs kylling. Jeg fanger ataata i at kigge på mig fra sin lænestol. Han er ekstra stille denne morgen. Jeg har bedt dem om ikke at tage fri fra arbejde. Jeg kan ikke overskue anaanas galskab meget længere.
„Har du taget dit pas frem?“ råber hun fra gangen.
„Ja!“ råber jeg.
Hun mumler. Så mumler hun igen.
„Hvad mumler du?“ råber jeg.
„Jeg synes altså, det er en god idé, hvis anga henter dig i Kastrup! Jeg kan ringe til ham med det samme,“ siger hun.
 
„For tiende gang, nej tak.“
„For han har boet i København i 25 år, han ved, hvor man skal hen, hvilket tog man skal tage …“
„Anaana …“ afbryder jeg, „jeg har altså været i København mange gange!“
„Jeg synes bare … „ mumler hun videre.
„Etteren kører om syv minutter,“ siger jeg og går ned ad trappen. Ataata puffer til mig bagfra.
„Hvis du nu skulle fare vild,“ siger han og giver mig en tusindkroneseddel.
Jeg smiler halvt til ham. Anaana kan ikke se direkte på mig ude i gangen. Hun justerer sin skuldertaske gentagne gange og står formålsløst foran døren.
„Den kører om fire minutter,“ siger jeg.
Ataata går hen til mig, tager hårdt fat i mine skuldre og kysser mig blidt på kinden, uden at vores overkroppe rører hinanden. Anaana forsøger at gøre det samme, men hendes store bryster rammer mine, og hun bliver nødsaget til at give mig et kram. Hun krammer mig lidt for hurtigt og lidt for hårdt, giver slip, før jeg når at reagere på det.
„Pas nu på! Skriv når du lander.“ siger hun.
„Jeg skriver, når jeg ankommer til Aarhus,“ siger jeg.
„Du må have det godt,“ siger ataata.
Jeg nikker. Da de lukker døren bag sig, åbner mine sanser sig op, jeg kan trække vejret igen. Jeg går rundt i huset og screener alt. Ataatas lænestol og kaffekrus på det lille runde bord ved siden af. Anaanas indkøbsliste på køkkenbordet. Jeg slukker for radioen, scroller på Facebook, mens jeg drikker min kaffe færdig. En dreng er forsvundet i Sydgrønland i weekenden. Søn af en af anaanas bekendte. Jeg ringer efter en taxa. Jeg kommer i tanke om min søster. Jeg banker på døren til hendes værelse og åbner døren lidt, så mit hoved kan komme ind. Der stinker af varm søvn.
„Jeg kører nu,“ siger jeg.
„Ha?“ svarer hun forvirret.
„Jeg skal rejse. Jeg går nu.“
 
Hun tvinger sig selv op af sengen. Hun ligner en trold. Hun giver mig et lille kram.
„Nujakkaarsuit sianigalugit,“ siger hun, „pas på de langhårede.“

*

„Nujakkaarsuit sianigalugit,“ sagde min søster til mig, da jeg skulle til læge alene.
Jeg var tolv år gammel.
„Anaana, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,“ insisterede jeg en sidste gang.
„Det ved du da godt. 210693. Det er dit nummer,“ sagde hun, mens hun gjorde sig klar til at gå på arbejde.
„Men, anaana …“
„Din moster skal nok tage imod dig derhenne,“ afbrød hun.
„Jeg gider ikke vise hende min røv!“
„Så kan du da bare lade være med at sætte dig ned i olie!“
„Jeg har sagt, det ikke var med vilje …“
„Hun har set tusindvis af numser. Bare husk dit tal.“
På sygehuset kom min moster hen til mig ved receptionen.
„Hvad fejler du?“ spurgte receptionisten.
„Hun har hududslæt i numsen, fordi hun satte sig ned på noget drivtømmer fyldt med olie.“
Så grinte de.
„Hvad er dit CPR-nummer?“ spurgte receptionisten.
„210693.“
„I det mindste var du heldig med din fødselsdato,“ sagde receptionisten.
„Mine klassekammerater gider ikke komme til fest, fordi det er nationaldag,“ sagde jeg.
Receptionisten vidste ikke, hvad hun skulle svare, så hun tastede bare mit nummer ind.
„Vi kommer da altid til den store kaffemik!“ sagde min moster og puffede mig hen til en stol.
 
„Din mor gør så meget for dig hvert år. Sæt dig ned og vent til lægen siger dit tal.“

På vej til lufthavnen skruer taxachaufføren op for radioen, da et nyhedsindslag starter. Der er snart gaypride. Chaufføren slukker helt for radioen og griner lidt.
„Jeg har slet ikke noget imod homoer,“ siger han og fniser lidt, „men engang festede mig og mine kammerater på en kutter i Island. Der var åbenbart en homo iblandt os. En grønlænder. Han blev opdaget, da han flirtede med en af mine venner. Vi nærmest bar ham ud af kutteren og bad ham om at skride. Jeg har ikke noget imod dem, men de skal fandeme ikke lægge an på mine venner,“ siger han og skraldgriner, „det var tider!“
Jeg siger ikke noget og kigger ud ad vinduet, mens vi kører forbi kirkegården. Den ser endnu mere forladt ud i stormen. Jeg undlader at tage en kopi af udsigten i mit hoved, som jeg ellers har gjort med andre steder i byen. Det her har jeg ikke lyst til at huske.
„Skal du til Danmark?“ bryder han tavsheden. Jeg nikker.
„Hvad skal du der? På ferie? 1. august?“
„Jeg skal ned og score nogle kvinder,“ siger jeg. Han griner. Jeg stirrer på ham.
„Jeg er lesbisk,“ siger jeg og kan endelig begynde at nyde stilheden lidt.
Vi slæber kufferter, sorte poser og rygsække ud af taxaen. Chaufføren er lidt for ivrig og slår kuffertens hjul mod mit skinneben.
„Av, for helvede!“ udbryder jeg.
„Hov…“ siger han.
Han siger ikke undskyld, hans ansigtsudtryk ændrer sig ikke. Jeg siger ikke tak, tager mine ting og går ind i læ. Jeg kan mærke mit ben svulme op. Jeg tørrer mine våde øjne. Jeg kigger ned på mine hænder i håb om at se blod.
Blod, så jeg bliver tvunget til at blive her en uge mere, indtil jeg bliver rask. Mine fingerspidser er indsmurt i fedtet mascara. Det var ikke en pludselig øjenbetændelse alligevel. Det var bare regnen. Jeg tørrer mig med hurtige bevægelser. Om fyrre minutter rejser vi. Maliina har ikke skrevet. HOW
 
LONG IS NOW, står der på en bygning, jeg har set i Berlin. Jeg uploader billedet på Instagram.

Vinden bliver meget aggressiv, men flyet formår at lette, regndråberne forsvinder, Nuuk forsvinder, bliver blæst væk i stormen, som om den aldrig har eksisteret. En rastløs kvinde sidder ved siden af mig i dashen.
„Er du bange for at flyve?“ spørger hun pludselig. Jeg ryster på hovedet uden at kigge på hende.
„Det er, som om du har en baby, der sparker inde i din brystkasse!“
Hun lægger sin hånd på min arm, og jeg vender mig fornærmet mod hende.
Hun minder mig lidt om en drenget version af Maliina. De samme runde kinder, de samme sorte øjne. Men hende her ser slidt ud. Brugt. Hendes øjne er vilde.
„Tænk positivt,“ siger hun, mens hun kigger på stewardessen, der kommer nærmere.
„Nej, vi serverer ikke øl i dashen,“ siger stewardessen irriteret til den rastløse kvinde.
„Sikke en kælling,“ siger kvinden og tilbyder mig en småkage. Hun tog fem stykker. Jeg ryster på hovedet.
„Er der en, du ikke gider rejse fra?“
„Hvad mener du?“ spørger jeg.
„Om der er en, du ikke gider rejse fra. Det ser sådan ud,“ siger hun og tager fingrene op til sin mund og trækker sine mundvige nedad, så hun ser ked ud af det.
Jeg stirrer lidt på hende og kigger væk igen. Hun trommer på bordklappen, så hendes kaffe skvulper lidt.
„Din kæreste, din mor, din søster, din bedste ven, det kan være hvem som helst,“ bliver hun ved og holder ikke op, før jeg svarer hende.
„Min kæreste. Eller nej, min bolleven … Jeg ved det ikke. En østgrønlænder også.“
„Hvem?“ spørger hun med stor begejstring i øjnene.
„Maliina.“
„Nå, er du sådan en?“ spørger hun overrasket.
 
„Hvad mener du ‘sådan en’?“ spørger jeg irriteret.
„Jeg er også sådan en!“ udbryder hun, så folk kigger på os. Jeg griner.
„Hvad hedder du?“ spørger jeg.
„Navarana, Navarana fra Sermiligaaq.“
„Maliina kommer fra Tasiilaq, kender du hende?“
„Jeg har ikke boet i Østgrønland i mange år,“ siger hun, „det forbandede sted.“
Hendes blik forsvinder ud i intetheden. Jeg bliver nervøs, for hun ligner en, der kan gå totalt amok.
„Nå, så du er også til kvinder?“ skynder jeg mig at spørge.
„Iiji!“
Hendes vilde øjne forvandles til små buede streger, da hun smiler, og alt er sikkert igen.
„Maria,“ siger hun med et glimt i øjet, „det hed min bolleven.“
„Totalt typisk lebbe-navn,“ siger jeg.
„Hun var en del ældre end mig, med mand og barn, hvis ikke børn, det kan jeg ikke huske, vi snakkede aldrig om familie,“ begynder hun at fortælle med en småkage i munden.
„Vi kendte de samme folk og var venner inde på Facebook. Hun blokerede mig, da vi holdt op med at ses. Nå, men vi så hinanden i byen på et tidspunkt, og hun kontaktede mig via Messenger og spurgte mig, om jeg var til kvinder. Hun sagde, at hun gerne ville eksperimentere med en kvinde.“
Jeg ruller med mine øjne.
„Men hun var ikke kedelig!“ understreger hun hurtigt.
Hun havde spurgt til hendes mand, og han havde sagt god for det, fordi Navarana er en kvinde. Jeg ruller med mine øjne igen.
„Ilaa, som om det gør en forskel. Jeg tror, hendes mand var totalt kedelig i sengen. Nå, men så kom hun over til min onkels hjem, som jeg passede en sommer. Vi bollede i min onkels gæsteseng. Hun var fandeme god, når man tænker på, det var første gang, hun var i seng med en kvinde.“
Hendes blik forsvinder igen, og denne gang bliver jeg bange for, at hun putter sin hånd ned i mine bukser.
 
„Nå, men ved du hvad, det var allerførste gang, jeg gav en kvinde orgasme,“ fortsætter hun, „og sådan startede vores affære.“
„Men det er da ikke en affære, når hendes mand vidste det?“
„Han vidste det den første og anden gang. Faktisk så spurgte Maria, om han kunne være med, men jeg var ikke … jeg kunne ikke,“ siger hun og laver en grimasse i afsky.
„Ad,“ svarer jeg, og hun nikker.
„Jeg sagde nej, og så spurgte hun, om han bare kunne se på.“
„Seriøst?“ udbryder jeg. Navarana begynder at grine.
„Nå, men så troede jeg, det var slut, indtil hun et par dage senere skrev og ville ses igen … alene,“ siger hun og blinker til mig, „og så havde vi en affære i et halvt år.“
„Uden at blive opdaget?“ Hun nikker.
„Vi bollede alle mulige steder! Jeg tror, det mest offentlige sted, var på et af Nuuk Centers toiletter.“
„Er der ikke beskidt deroppe?“ spørger jeg.
„Vi så hinanden på Pascucci en fredag aften, hun sad med blandt andet sin mand, og vi kiggede på hinanden fra hver vores ende af caféen. Jeg sendte hende et blik og gik op til toiletterne.“
Jeg venter spændt.
„Det gode ved de her toiletter, er, at de er helt lukkede. Og der var mennesketomt på det tidspunkt.“
„Dukkede hun op?“ Hun nikker stolt.
„Hun sprang på mig, og vi bollede ligesom på film.“
„Er det ikke besværligt at bolle i sådan et lille rum?“ spørger jeg.
„Man skal bare være fantasifuld,“ siger hun og trykker flere gange på sin tinding, „men, så kom hun til at stønne lidt for højt, og da vi kom ud, stod der en kvinde ved spejlet og så os begge to.“
„Åh nej.“
 
„Efter det gik det ned ad bakke, fordi hun blev bange for at blive opdaget. Det blev kedeligt, sådan, du ved, hun begyndte at græde, mens vi bollede, og hun var total tør,“ slutter hun.
„Sikke en kedelig slutning,“ siger jeg skuffet.
„Ja, man skal stoppe, mens legen er god!“ udbryder hun og holder det tomme kaffekrus over sin mund og fanger de sidste dråber med sin tunge,
„ikke flere kvinder til mig her!“
Her. Men vi er jo rejst. Vi er allerede rejst herfra. Vi har forladt Nuuk. Vi befinder os flere kilometer oppe i skyerne, vi er tættere på Kangerlussuaq, end vi er på Nuuk. Jeg er allerede et par hundrede kilometer væk fra Maliina, og afstanden bliver større for hvert sekund, der går.



39. Kvinde. 25 år. Hængning i kærestens lejlighed.



Jeg løber væk fra Navarana i Kangerlussuaqs lufthavn, gennem security, hvor kun passagerer til Danmark kan komme igennem. Maliina har ikke liket mit billede. Jeg går ud på altanen og ryger en smøg, suger hårdt til, så jeg hoster. Min hals svier. Mine lunger svier. Mit hjerte svier. Hvad fanden er det, jeg laver? Jeg kan gå ud gennem security, gå hen til skranken og bestille den næste ledige plads tilbage til Nuuk, bede dem om at sende min kuffert, når de kan, eller nej, det kan være lige meget, så længe jeg er hos Maliina igen. Jeg skal sove alene i nat. Jeg tænder endnu en cigaret. Jeg ville ønske, jeg kunne hoste mine lunger ud, take the easy way out. Jeg begynder at hyperventilere. Hyletonen i mit hoved er ved at trænge ind i alle mine hjerneceller. Jeg får trang til at bevæge mig voldsomt, kaste mig selv ud fra altanen, ramme den hårde asfalt og smadre mit kranie, så alt og alle siver ud af mit hoved og dør. Men min krop står stille. Jeg mærker øjne på mig og hopper af forskrækkelse, da Navaranas vilde øjne popper op foran mig.
 
„Træk vejret ind gennem næsen og ud igen, sådan her,“ siger hun og udånder ved at lave en sukkelyd, „det lærte jeg, da jeg skulle lære at styre mine raseriudbrud.“
Jeg gør, som hun siger. Hun smiler og nikker, og hendes ro smitter stille og roligt af på mig.
„Hvad skal du i Danmark?“ spørger jeg, da min vejrtrækning bliver bedre.
„Jeg skal til Rigshospitalet. Jeg har en tumor i hjernen,“ siger hun og smiler bredt.
„Nå, det er jeg ked af at høre.“
„Det er o.k., jeg har det fint, man skal bare se positivt på det hele,“ siger hun.
„Så du skal have behandling?“
„Ja, jeg skal opereres her,“ siger hun og skærer med en finger i siden af sit hoved, mens hun laver en lynlås-lyd, „måske også kemo.“
„Jeg håber, du snart bliver rask,“ siger jeg og vender mig om for at afslutte samtalen.
„Jeg glæder mig til at få den fjernet,“ siger hun så og banker på sit hoved,
„det er irriterende … jeg er ikke klar i hovedet, ugh, jeg kan blive så vred nogle gange!“
Hun tager hårdt om sit ansigt, som om hun prøver at fjerne en dæmon, der er krøbet ind under hendes hud. Hun lukker sine øjne og begynder at trække vejret dybt, først ind gennem næsen, så ud gennem munden med en sukkelyd. Hun gør det gentagne gange og slipper så sit ansigt.
„Se, det virker,“ siger hun smilende. „Jeg så også en anden kvinde for ikke så lang tid siden,“ fortsætter hun, mens hun tænder en smøg.
Jeg stirrer forvirret på hende og forsøger at følge med.
„Men hun begik selvmord for et par måneder siden. Det var noget lort, jeg kunne nemlig godt lide hende,“ siger hun helt roligt.
„Sikke noget lort,“ siger jeg.
„Ja, hun hængte sig. Men det var hendes beslutning, det kan man ikke gøre noget ved. Man skal altid være positiv, det sagde min sagsbehandler til mig, da jeg var ked af det; du skal se positivt på det hele. Nu kan hun hvile i fred,“ siger hun, kysser sin håndflade og puster kysset ud i luften.
 
Hun er kun nået halvdelen af sin cigaret, så jeg skynder mig at suge til, så jeg kan flygte fra hende.
„Du må have det godt,“ siger jeg, render ind og lukker mig selv inde på toilettet.
Jeg skal sove alene i nat. Jeg masserer mit hoved. Jeg ser Maliinas hænder, da jeg lukker mine øjne, hendes øjenvipper, hendes øreflipper, hendes brystvorter. Fragmenter af hende flasher i mit hoved, da Navaranas vilde øjne pludselig invaderer mine tanker, og jeg laver en lille lyd, som når jeg vågner op fra et mareridt. Højtaleren beder os om at boarde. This is it.
Jeg følger Navaranas instrukser og tager dybe indåndinger, før jeg bevæger mig ud i menneskeflokken. Jeg screener køen og leder efter hende, så jeg kan undgå hende. Inden jeg ved af det, ser jeg, at to vilde øjne kigger på mig fra den anden side af køen. Hun gør tegn til, at vi skal mødes for enden af køen. Jeg sukker.
„Hvor sidder du?“ spørger hun begejstret og tager mit boardingpas fra mig for at sammenligne det med sin eget.
„Øv! Skal vi spørge, om vi kan sidde sammen?“
„Nej,“ siger jeg.
Hun stirrer på mig. Så begynder hun at gå langs køen op til trafikassistenten. Hun gestikulerer aggressivt og går tilbage med vrede skridt.
„Den kælling siger, at det er for sent; at der er for mange mennesker. Hun er heldig, at jeg har lært at styre min vrede, ellers ville jeg have bidt hendes tunge af,“ siger hun for derefter at smile til mig.
Jeg giver mit boardingpas til trafikassistenten. Køen er lang. Folk skal hjem til Danmark. Jeg skal hjem til Danmark. Jeg indånder den friske luft en sidste gang. Jeg gør det tre gange, prøver at huske, hvordan den føles, hvordan den smager, til alle de dage, hvor den fugtige luft hersker i Danmark. Airbussen er fyldt helt op, det er allerede fugtigt.
„Jeg sidder her, husk det, 17c, du skal komme og lede efter mig, når vi er lettet,“ siger hun.
Jeg svarer hende ikke og sætter mig ved siden af en dansk mand. Jeg tjekker min Instagram for at se, om Maliina har liket mit billede. Intet.
 
Jeg vågner ved lugten af et råddent æg. Jeg kan smage det i munden og drikker hurtigt af min sodavand. Maden står på mit bord, og jeg kan se, at andre allerede er færdige med at spise. Jeg åbner forsigtigt aluminiumsbakken og er bange for at se noget råddent, for hvor skulle lugten ellers komme fra. I den ene ende af bakken er der to kartofler, og mellem dem er der en lille pølse. I den anden ende er der noget slattent spinat. Det ligner en pik og nosser og kønshår, der er farvet grønt. Jeg tager bakken op og lugter lidt til den. Jeg hører et voldsomt grin på sædet foran mig. Pludselig ser jeg Navaranas vilde øjne mellem sæderne.
„Der er mig, der har slået en prut,“ siger hun.
Hun er lidt beruset. Grønlændere omkring os griner med hende. Et par danskere kigger nervøst på hende, bange for at hun prutter igen, eller bare generelt bange for hende. Navarana venter på min reaktion. Jeg er vokset op med, at alle omkring mig bare prutter og bøvser, som det passer dem, men jeg har aldrig vænnet mig til det. Hun ser skuffet ud, da jeg ikke griner. Tre timer mere, så går vi i hver vores retning. Forhåbentlig ser vi aldrig hinanden igen.
„Jeg flyttede sæde!“ siger hun.
„Det kan jeg se,“ siger jeg og kigger ud ad vinduet.
Hun bliver ved med at stirre på mig. Nu har hun vendt hele sin krop og hviler sin hage på toppen af sit sæde og kigger på manden ved siden af mig.
„Han gad ikke bytte sæde med mig,“ siger hun til mig.
„Jeg skal alligevel sove,“ siger jeg og er glad for, at manden ikke kan forstå grønlandsk.
„Hey, du, psst,“ siger hun så og prikker til hans skulder, „please?“
„Nej, jeg bliver her.“
„Please?“
Manden sukker og ryster på hovedet.
„Hey!“
Hun skifter tone og tvinger sin overkrop over sædet for at komme tættere på ham.
„Tror du, du er bedre end os?“
„Nej, selvfølgelig ikke,“ siger manden nervøst.
„Skal jeg plukke dine vinger af?“
 
„Undskyld mig, men hvad fanden er hendes problem? Kender du hende?“ spørger han mig.
„Nej, det gør jeg ikke,“ siger jeg. Navarana stirrer tavst på ham.
„Vil du ikke være sød at lade mig være,“ siger han irriteret.
„Vil du ikke være sød at lade mig være,“ siger hun med en skinger pigestemme.
Jeg morer mig. For første gang i lang tid er jeg ikke den underlige.
„Jeg kontakter stewardessen,“ siger han.
Navarana griber om hans hånd, der skal til at trykke på knappen.
„Hey, blegfjæs, nu skal du høre. Jeg har en hjernetumor, og mit sidste ønske er at sidde ved siden af min kæreste,“ siger hun og blinker til mig.
„Er det rigtigt?“ spørger han mig.
„Nej. Nej, sgu da.“
„Så hun har ikke kræft?“
„Nåhr, dét. Jo, det har hun. Men hun er ikke min kæreste,“ svarer jeg. Navarana putter sin pegefinger i munden og rører min underlæbe med den.
Jeg klasker hendes hånd væk. Manden samler sine ting og rejser sig op.
„Så skynd dig!“ siger han til Navarana.
„Rolig, træk dog vejret lidt,“ siger hun, „Jiisus Kleist.“
Jeg griner indvendigt. Hun sætter sig til rette ved siden af mig og tager sin ternede skjorte af. Jeg får øje på de lange, tykke ar på undersiden af begge hendes arme. Jeg skynder mig at se væk, da hun vender sig mod mig, men jeg gør det ikke hurtigt nok, så nu ved hun, at jeg ved det, for hun tager sin skjorte på igen.
„Tror du på Gud?“ spørger hun. Jeg ryster på hovedet.
„Hvad tror du så på?“
„Jeg ved det ikke, evolutionen?“
„Nej, jeg mener fra åndeverdenen. Tror du på vores forfædres sjæle, vores skytsengle eller Gud? Du ved, det usynlige?“ spørger hun.
„Ingen.“
Hun forsøger at læse mig.
 
„Ingen? Stakkels dig. Du ville måske være glad, hvis du troede på dem,“ siger hun.
„Jeg er da glad.“ Hun griner.
„Du er ikke glad, det kan jeg se. Jeg ville aldrig have klaret mig, hvis det usynlige ikke havde hjulpet mig. Jeg havde en meget svær depression, og mine forfædre hjalp mig igennem den. Hvis man ser positivt på alt og tror på, at der er en grund til, at alting sker, så kan man overkomme alt,“ siger hun med lys i øjnene.
Gid det var så nemt. Sommetider ønsker jeg, at jeg kunne have den tankegang: Jamen, der er en grund til, at dine forældre afleverer dig på børnehjemmet, når de får løn, og henter dig igen, når de har drukket sig sanseløse i flere dage og ikke har penge nok til at fodre dig ordentligt længere; der er en grund til, at du ofte føler dig ensom og er træt af at leve, træt af at få tæsk af din far, træt af at blive voldtaget, når dine forældre inviterer pædofile ind i jeres hjem i slutningen af måneden; der er en grund til, at du ikke kan føle dig hjemme i dit eget hjem; når du ikke har et hjem. Jamen, what doesn’t kill you makes you stronger, og universet giver dig ikke udfordringer, du ikke kan klare.
„Sygehuset gad ikke hjælpe mig, de sagde bare til mig, at jeg skulle holde op med at drikke, men så havde de heller ikke plads til mig på behandlingscentret. Så de gav mig en brochure om livstilsændring, men det kunne jeg ikke rigtig bruge til noget. Så jeg kom over min depression helt alene! Min bedstemor hjalp mig igennem. Hun er min skytsengel. Jeg savnede hende så meget, da jeg havde det allersværest, og lige pludselig kunne jeg mærke hendes tilstedeværelse og fik ro. Alting sker af en grund,“ siger hun og tager en slurk af sin øl.
Jeg havde lyst til at slå min Facebook-ven i hovedet, da hun forleden dag postede en selfie med teksten, remember that everything that is happening around you, good or bad, is in some way conspiring to help you. Jeg havde lyst til at sætte hende på en gummibåd, så hun kunne ro over Atlanterhavet, så hun indser, at det ikke er så ligetil. Jeg fjernede hende som ven i stedet for.
Hvor var universet de forårsnætter, jeg var ensom?
 
Himlen bliver mørkere på vej til Danmark. På den anden side af Atlanterhavet er millioner af mennesker og hundrede lande. De er alle forbundet med hinanden, man kan rent faktisk gå fra land til land. Det giver mig ro. Det lille fly på skærmen bevæger sig væk fra den øde ø på toppen af verden. Snart befinder vi os fire timer ude i fremtiden, hvor solen ikke skinner om natten.

På vej mod København kigger jeg ud i mørket, da vi flyver over Aarhus, hvor jeg skal sove alene i nat. I nat holdt Maliina hårdt om mig, og jeg tænker på, om det bedste allerede er sket for os. Jeg får lyst til at bryde ind i cockpittet, slå piloterne omkuld, ødelægge autopiloten og skubbe styrepinden helt op, så vi dykker så hurtigt som muligt, ned, ned med os alle sammen, for hvis det bedste allerede er sket for os, vil jeg slæbe alle med mig i døden, så de sætter en dato på tragedien, husker den for evigt. Navarana har stirret tomt ud i luften i længere tid, hun er i et andet univers, ude i intetheden, og hendes tomhed smitter af på mig.
„Hvor længe skal du være i Danmark?“ Hun reagerer ikke på spørgsmålet.
Jeg prikker til hendes skulder, og hun spjætter af forskrækkelse.
„Hvornår skal du tilbage til Nuuk?“ Hun hæver sine skuldre.
„Er du nervøs?“ spørger jeg. Hun rynker på næsen.
„Hvis jeg dør, så dør jeg; så er det meningen, at jeg skal dø. Jeg er ikke bange for døden,“ siger hun.
Så snart hun siger det, slås hjulene ned, så det brummer, og hun tager hårdt fat om min hånd og skriger et kort sekund.
„Hvad fanden!“ udbryder hun.
„Det er bare hjulene,“ siger jeg.
Hun begynder at klappe, da vi lander, og jeg krummer tæer. Jeg er ikke ligesom dig, tænker jeg, mens hun klapper og klapper, som om hun har overvundet døden. Flere dør på havet, flere dræber sig selv. Vi står sammenpresset i en lang række i midtergangen. Navarana er urolig. Hun
 
lugter af alkohol og sved. Hendes jakke stinker af stærkt kød, der har kogt i lang tid, enten sæl eller hval. Jeg trækker vejret gennem munden, ligesom når jeg besøgte aanaa på plejehjemmet. Der lugtede af død på plejehjemmet, og jeg vidste med det samme, at der ikke ville gå lang tid, før hun også døde, og det havde jeg ret i. Hun døde sammen med den sidste lille følelse af hjem, og jeg blev ensom. Jeg ville ønske, jeg også kunne mærke hendes tilstedeværelse. Hvor var hun, da jeg ikke kunne være i min krop? Jeg holder øje med Navarana og planlægger min flugt fra hende. I stedet for at gå til venstre, da vi kommer ud af flyet, gemmer jeg mig bag en søjle. Hun kigger rundt og ser forvirret ud, og jeg får ondt af hende et kort øjeblik, indtil jeg ser hende skubbe til et barn, som blokerer for hende. Hun er for gal til mig. Jeg logger ind på Kastrups wi-fi og tjekker spændt, om Maliina har skrevet.
„Jeg så først min ravn, da jeg kom hjem lige før. Lejligheden er tom uden dig. Vi ses til jul,“ har hun skrevet.
Hun har stalket min Instagram profil og har liket flere af mine gamle billeder. Mit blod brænder et øjeblik. Jeg lader grønlænderne passere forbi. Snart vil deres ansigter kun dukke op som fjerne minder, som ansigter man engang har set i fjernsynet. Inden jeg kommer ned og henter min bagage, ryger jeg to cigaretter ved gate A, lader tiden gå, så Navarana er væk, når jeg kommer. De små rygekabiner har kun plads til otte mennesker ad gangen, står der i glasdøren, men vi er mindst ti herinde. Rødlige mænd sveder og ser trætte ud, og der er nærmest kun plads til, at vi kan bevæge vores munde. Jeg mærker mændenes varme, jeg kan lugte deres sved, jeg kan se deres hudorme i deres store, solbrændte næser, og jeg er overrasket over, at jeg ikke føler ubehag. Jeg er ikke panisk eller klaustrofobisk, jeg føler, at jeg kan være her, jeg føler, der er plads til mig her. Welcome to beautiful Copenhagen, står der i blåt ved bagagebåndene. De fleste grønlandske passagerer fra Airbussen er allerede gået, forsvundet ind i menneskemængden, de vilde øjne er ikke til at få øje på, og jeg er blevet fem kilo lettere. Jeg tager min kuffert og flyver ud af lufthavnen, og jo længere væk jeg kommer, jo lettere bliver jeg, og jo dybere jeg bevæger mig ind i mængden, jo mere blender jeg ind.
 
38. Mand. 48 år. Skød sig i sin hytte ved fjorden



Det Grønlandske Hus på Dalgas Avenue, som sådan set er nabo til Dronningens sommervilla i Aarhus, er smukkere, end jeg havde forestillet mig. Som Pippis Villa Villekulla, bare større. Og hvidt. Jeg bærer mine ting op på øverste etage. Gangene er helt tomme og stille. Alle sover. Jeg finder mit værelsesnummer og låser mig ind. Det er en lille hule med et enkelt skråvindue, en sovesofa, et kæmpe skrivebord, en gammel reol og et skab. Hulen lugter af fugt. Jeg smiler, tager alt mit overtøj af, sætter mig på sengen og skriver til anaana.
„Hvor heldigt, at du er nået frem. Godnat,“ svarer hun.
Jeg åbner den sorte pose med min dyne, pude og betræk. Anaanas ildelugtende skyllemiddel spreder sig i værelset, og jeg åbner for vinduet. Jeg lader alt lufte ud, mens jeg lægger mit tøj i skabet og min yndlingspoesi på reolen.
„Vel ankommet til min hule,“ skriver jeg til Maliina, da jeg går i seng, „vil du komme på besøg?“
„Ja, jeg er på vej i en qajaq!“ skriver hun tilbage.
„Jeg savner dig,“ skriver jeg, men sletter igen.
„Jeg har lyst til dig,“ skriver jeg.
„Har du åbnet din rygsæk?“ spørger hun.
„Nej, hvad så?“
„Tjek den, jeg har lagt noget til dig.“
Jeg finder et lille, lamineret hæfte af halve A4-papirer, med et billede af os to på forsiden.
„Hvad er det?“ skriver jeg, mens jeg bladrer lidt.
„En lille afskedsgave, bare en lille timeline, fra da vi så hinanden for første gang til i dag.“
Hun har tegnet nogle små tændstikmænd i hver side med en lille tekst under dem alle sammen.
„En lille historie,“ skriver hun igen.
 
På den første side er der en tændstikmand med bryster, der sidder med bøjet hoved og tårer, der sprøjter ud af den. Ved siden af den er der endnu en tændstikmand med løbesko, som har en arm over den anden tændstikmand.
Himlen er farvet rød. Vi mødte hinanden under en kaotisk himmel, i en kaotisk tid, står der. Jeg bladrer. En smilende tændstikmand sidder på en sofa med sin mobil. Da Instagram bragte os sammen, står der. Hun ved ikke, at jeg brugte et par måneder på at finde hende, og at jeg stalkede hendes profil i lang tid, før jeg trykkede på „følg“. Der er tegninger af alle vores små møder. Jeg bladrer hurtigt til der, hvor vi bollede for første gang. 9 måneder senere, står der, før der kommer en tegning af to tændstikmænd, der ligger på en sofa. Den ene har tungen ude, og den anden har åben mund. Jeg tager et billede af dem.
„Da du kom?“ skriver jeg og sender billedet.
„Ja,“ svarer hun.
„Har du selv lamineret alt det her?“ spørger jeg.
„Kan du lide det?“
„Ja! Meget!“ skriver jeg og bladrer til sidste side.
En tændstikmand vinker til et ansigt med hjerteformede øjne, der kigger ud ad et vindue fra et fly, der letter. To be continued, står der som det sidste. Jeg sender hende et kys.
„Hvorfor i alverden lagde jeg ikke an på dig noget før?“ skriver jeg.
„Fordi du havde meget i dit hoved,“ svarer hun.
„Jeg skulle have slået til her,“ skriver jeg og sender et billede af vores første møde.
„Men du slog til et andet sted, på sofaen, der på side 9,“ svarer hun.
„To be continued … Tror du, det ender med, at vi bliver kærester?“ skriver jeg, men jeg kan ikke få mig selv til at sende.
„To be continued … spændende,“ skriver jeg og indsætter en smiley, der blinker.
„Mm,“ svarer hun med et hjerte.
Jeg smiler og slukker for natlampen. Så opdager jeg det. Alt er fuldstændig sort. Jeg har ikke engang trukket gardinerne for. Jeg kigger målløst ud i min sorte hule. Mine pupiller kæmper for at se, og jeg ser intet.
 
Min vejrtrækning bliver dybere, og jeg holder op med at tænke. Min hjerne falder i søvn, på samme tid som min krop gør. Jeg er kommet hjem til min hule.

*

Aanaa introducerede mig til fjeldgænger-hulen i fjeldet, da vi var ude at plukke sortebær i Ravnefjeldet, Tulugannguit. Vi kravlede ind ad et smalt hul, der var godt gemt i et stort, gammelt stenskred. Hulen var på størrelse med et børneværelse, der lugtede stadig af menneske.
„Her har en qivittoq boet,“ sagde aanaa.
Hulens gamle funktioner var stadig intakte. Spisehjørnet og sovehjørnet.
„Hvor tror du, han er flyttet hen?“ spurgte jeg.
„Han døde sikkert her.“
„Hvor er knoglerne så? Og de dør da ikke, de har overnaturlige kræfter,“ sagde jeg.
„Knoglerne er sikkert blevet fjernet. Mange tror, de får overnaturlige kræfter, men det tror jeg ikke på. De var bare helt almindelige mennesker, der gik i fjeldet, når de ikke længere var ønsket i samfundet. Så måske døde han af kulde, måske af sult. Eller også gjorde han det aktivt. Han døde sikkert her. Helt alene,“ sagde hun og pegede på sovehjørnet.
Jeg satte mig ned på den store flade sten.
„Her? Hvordan aktivt?“ spurgte jeg.
„Han begik sikkert selvmord. Men det er jo også det, de i princippet gør, når de går i fjeldet og forlader samfundet for evigt. Tænk at de følte sig så uønsket af samfundet, at de kunne tage herud og leve et koldt og ensomt liv. Tænk at folk kunne tillade det, at de endda opfordrede til det,“ sagde hun.
Hun snakkede ikke længere til mig, men ud i hulen, til sig selv. Jeg forstod ikke den sidste del.
„Du må aldrig lade nogen som helst sige til dig, at du ikke hører til i denne her verden!“ sagde hun bestemt, så jeg troede, hun skældte mig ud.
Hun rystede hele sin krop et kort sekund.
„Kom, lad os gå, det her sted giver mig myrekryb.“
 
Jeg blev besat af hulen. Jeg cyklede derhen efter skole og tilbragte mine eftermiddage derinde. Først var det bare et enkelt tæppe, jeg tog med derhen. Så var det en lommelygte, et par puder, bamser, en gammel madras og langtidsholdbar mad. Jeg var ikke længere bange for at være der, når det blev mørkt, så jeg tilbragte også aftener i hulen og kiggede ud over byen, hvor alle de andre teenagere hang ud. Jeg lagde mig i sovehjørnet og tænkte på, hvem der havde boet der, hvad de tænkte, hvad de følte, om de også var ensomme. Snart havde jeg skabt personer, jeg vidste, hvem de var; en dårlig jæger, en syg bedstemor, en ufrugtbar kvinde. Jeg fik sympati med dem. De havde også sympati med mig, de forstod mig. Lyset fra den lille udgang trængte ikke ind, og jeg slukkede ofte for lommelygten, så ud i mørket og forestillede mig, at vi alle sad rundt omkring hulen og fortalte historier, grinte, græd, besluttede os for, at vi var i familie med hinanden, for evigt.

Rusugen starter på antropologi, og vi sidder mindst tredive nye studerende i en stor hestesko. Jeg er udhvilet efter en hel uge med masser af søvn. Vi smiler til hinanden og ser godt ud alle sammen. Jeg føler mig lidt stor blandt alle de slanke mennesker, men de kigger venligt på mig. Tutorer fra kandidatuddannelsen styrer vores rusuge og beder os om at fortælle lidt om os selv. Jeg gentager de simple sætninger oppe i mit hoved, så jeg ikke kommer til at sige noget forkert. Hvad hedder jeg? Hvor gammel er jeg?
Hvor kommer jeg fra? Da det bliver min tur, gør jeg som alle de andre, og jeg klarer mig godt. Vi bliver introduceret til vores læsegruppe. Tutoren fortæller os, at læsegruppen bliver som en familie for os de næste par semestre, og jeg bider negle. Jeg står i cirkel med to piger og en dreng.
Drengen ligner en gud fra nordisk mytologi med sit gyldne, bølgede hår og muskuløse krop. De er alle nogle år yngre end mig, men virker klogere. Vi sætter os ned i vindueskarmen ude på gangen. Cecilie, hedder den hvidhårede pige. Man kan ikke se hendes hvide øjenbryn. Cigaretmærket Cecil, tænker jeg, så jeg kan huske hendes navn. Cigaret, dårligt helbred, bleg. Louise, hedder den anden. Det er nemt. Louise, min gamle klassekammerat i folkeskolen, som hængte sig for et par år siden. Louise, du er lige til at spise. Hendes øjenbryn er plukket og tegnet helt perfekt op.
 
„Hvordan kan det være, du er så god til dansk?“ spørger Louise overrasket.
„Hvad mener du?“ spørger jeg.
„Jeg er bare overrasket over, hvor god du er,“ siger hun smilende.
„Hvordan kan det være, du er så god til dansk?“ spørger jeg og griner lidt.
„Jeg er vokset op med det,“ siger hun forvirret.
„Jeg er også vokset op med det,“ siger jeg og griner lidt og opdager, at min lille joke ikke er sjov for de andre.
„Ja, men du er ikke herfra,“ siger hun, „du er fra Grønland.“
Jeg nikker forvirret. De stirrer på mig, som om de prøver at finde ud af, hvad jeg er for en.
„Det er en kompliment!“ siger hun og smiler, „godt gået!“
De andre nikker og smiler opmuntrende til mig. Jeg må ikke fucke det her op. Jeg beslutter mig for ikke at snakke så meget, da vi går på skattejagt på hele campus. Vi går fra bygning til bygning i små grupper sammen med vores tutor. Han småsnakker med os på skift, og jeg hæver mine øjenbryn for ja, rynker på næsen for nej, trækker på mine skuldre for måske og jeg ved det ikke, så jeg ikke ender med at sige noget forkert.
„Hvad betyder det her?“ spørger han og rynker på næsen.
„Nej.“
„Og det her?“ spørger han og hæver øjenbrynene.
„Ja.“
„Hvad så med det her?“ spørger han smilende og hæver sine skuldre.
„Jeg ved det ikke,“ siger jeg.
„Du ved det ikke?“ spørger han.
„Nej, det betyder jeg ved det ikke. Eller måske måske,“ siger jeg og trækker på skuldrene.
„Måske måske?“ griner han, og resten af gruppen griner med ham. Jeg nikker i stedet for at løfte mine øjenbryn.
„Jeg har haft mange grønlandske klassekammerater,“ siger han, „men de er alle sammen holdt op, så jeg kan ikke introducere dig for dem.“
Jeg smiler.
„Men måske kender du dem allerede!“ siger han.
 
Jeg ryster på hovedet i stedet for at rynke på næsen.
„Kender du Naaja Poulsen?“ spørger Cecil. Jeg ryster på hovedet.
„Hun var i min klasse i folkeskolen, men så fik hun en plejefamilie og flyttede til en anden by.“
„Jeg kan vise dig, hvor tutorkontoret er, når vi er færdige her. Der kan du finde din kontaktperson, som du kan snakke med om hvad som helst, når du får brug for det,“ siger tutoren.
Jeg nikker.
„Det er utrolig hårdt i starten, det er et svært studie. Men din kontaktperson kan hjælpe dig med alt muligt, hvis du for eksempel bliver skoletræt eller har svært ved at følge med,“ smiler han.
„Jeg er ikke ligesom de andre grønlændere,“ siger jeg.
„Det var slet ikke det, jeg mente! Ej, du må slet ikke tænke sådan,“ siger han og klapper mig lidt på skulderen.
„Okay,“ siger jeg.
Jeg kan jo slet ikke finde ud af noget som helst. Han var jo bare venlig.
„Er du o.k.?“ Jeg nikker.
„Sikker?“
Jeg nikker. Jeg begynder at gå et par meter bagved gruppen, så de får sværere ved at få øjenkontakt med mig. Vi går rundt og ser de forskellige dele af universitetet, vi køber bøger og bliver introduceret til hele efterårsforløbet. Louise tager selfies på alle de forskellige steder og forsøger diskret at inkludere os, men vi bevæger os for hurtigt, så hun sprinter og sprinter foran os, tager billede, tjekker billede, prøver igen. Vi mødes med resten af klassen i en af universitetets kældre, som er lavet om til en studenterbar. Her kan jeg sidde hver aften og lave lektier. Her er dejligt mørkt. Mine nye medstuderende ligner en flok unge, der har kendt hinanden i lang tid. De griner højt ad hinandens jokes, de snakker som en gruppe barndomsvenner, der ikke har set hinanden i et par år. Jeg sidder blandt dem og griner, når de griner, selv når jeg ikke forstår, hvad de griner ad, drikker min øl og går på toilettet hvert kvarter for at tænke over, hvad jeg kan sige.
 
Bordets opmærksomhed går til den nordiske gud fra min læsegruppe. Mads eller Mathias eller Martin. Det kan jeg ikke huske. Potato potato.
„Hvorfor skiftede du studie?“ er der en pige, der spørger ham.
„Fordi der er jo så mange jobmuligheder derude, I ved, for filosoffer,“ siger han, og alle kigger indfølende på ham.
„Åh, det er en slagmark derude,“ svarer pigen.
Jeg må have hørt noget forkert, så jeg strammer mine kæbemuskler og fjerner trykket fra mine ører, så jeg kan høre bedre. De begynder at diskutere, hvor de kan tjene flest penge, når de bliver færdige. De vil starte konsulentfirmaer op, arbejde for Undervisningsministeriet.
„Penge siger mig ikke noget,“ siger pigen, „jeg vil gerne arbejde for Kræftens Bekæmpelse eller være udstationeret i Vestafrika for at udrede viras smitteveje, for eksempel.“
„Hvad har du tænkt dig at lave, når du bliver færdig?“ spørger pigen Guden.
„Løse alle samfundsproblemerne,“ siger han.
Fedt, tænker jeg, hans gejst kunne vi bruge i Grønland. Men så begynder de at grine.
Jeg kommer frem til, at de er sarkastiske, så jeg tvinger mig selv til at grine med.
„Nej, jeg skal faktisk hjem til Skive og finde arbejde der, måske i kommunen,“ siger han.
Jeg klapper på bordet og griner højt og bliver ved, indtil jeg finder ud af, at jeg er alene om det. Al opmærksomheden vender sig pludselig mod mig. For første gang i dag er der helt stille i to meget akavede sekunder.
„Er jeres natur ikke helt vanvittigt storslået oppe på Grønland?“ spørger den nordiske gud.
Jeg nikker.
„Hvis du savner det, så kan du jo tage toget hen til Himmelbjerget. Det er kun halvanden time herfra,“ siger han og smiler.
„Himmelbjerget?“ spørger jeg.
„Ja, det var Danmarks højeste punkt i gamle dage, indtil man fandt ud af, at det var det ikke alligevel,“ siger han.
 
„Hvor højt er det?“ spørger jeg.
„Omkring 140 meter.“
Jeg begynder at grine ukontrolleret.
„I mener, Himmelbakken? Himmelvorten. Himmelbumsen,“ bliver jeg ved.
De griner nervøst, og min hjerne begynder at køre på fuldt drøn for at finde på noget sjovt.
„Der hvor jeg kommer fra, har vi Amaamaasat, Allaangasut og Uttussuattaat. Det betyder Falske Bryster, Spredte Ben og Kæmpe Kusse,“ griner jeg.
„Ej, seriøst?“ spørger Louise.
„Ja!“ griner jeg.
„Hvor perverst,“ fniser den nordiske Gud.
Jeg fremtvinger en lille latter, da resten af gruppen begynder at grine med ham. Al opmærksomhed vender tilbage til ham, og jeg sidder og bider negle med krummede tæer i nogle minutter, før jeg lister mig ud af baren og tager hjem til min mørke lille hule.



37. Pige. 15 år. Hængning uden for et tømrerværksted med en ledning.



But in the end a person needs more courage to live than to kill herself, står der på Maliinas Instagram-historie. Jeg sender et spørgsmålstegn.
„En pige på femten har begået selvmord i Tasiilaq,“ svarer hun. Jeg sender en grædende emoji og et knust hjerte.
„Har du lyst til at skype?“ spørger hun.
Jeg smukkeserer mig hurtigt og lægger mig ned på sengen med en T-shirt, der viser min kavalergang. Jeg har svært ved at lægge mig til rette, fordi jeg strammer alle mine muskler, når jeg kommer i tanke om, hvor meget jeg
 
gjorde mig selv til grin i aftes. Hendes venlige ansigt dukker op på min bærbar.
„Hej,“ smiler hun. Hej, min kære.
„Hvordan var din første dag? Fortæl om alt,“ siger hun.
„Det gik fint. Men det har jeg ikke lyst til at snakke om nu,“ siger jeg og fortsætter, „er du allerede gået i seng?“
„Ja.“
„Kendte du hende, der begik selvmord?“ spørger jeg.
„Ikke sådan rigtigt, men jeg ved, hvem hun er. Jeg plejede at passe hendes lillebror.“
„Hvad er der sket?“
„Hvad tror du? Hun havde drukket,“ siger hun.
„Men hun må da have haft det dårligt, siden hun havde mod til at begå selvmord.“
„Det er ikke mod. Det er det modsatte,“ siger hun.
„Hun må have følt sig alene,“ siger jeg lavt.
„Der er altid hjælp at få,“ siger hun bestemt.
„Men det kan tage op til flere år at skaffe hjælp, og …“
„Jeg har en lille overraskelse til dig,“ afbryder hun mig og smiler lidt genert.
„En overraskelse?“
„En lille gave til dig på din første skoledag,“ siger hun og løfter sin dyne,
„tadaa!“
Hendes nøgne krop kommer frem, og jeg rører instinktivt på skærmen og glemmer alt.

*

„Mit hjerte gør ondt,“ sagde jeg til lægen.
Han lyttede til det.
„Det banker normalt,“ smilte han.
„Hvorfor gør det så så ondt?“
 
Han rørte lidt ved mine små, hårde bryster, som var begyndt at vokse, så på min hals.
„Har du været lidt ked af det? Går du rundt med nogle tanker?“ spurgte han.
Jeg nikkede.
„Hvad for nogle tanker?“
„At jeg har lyst til at forsvinde og aldrig blive fundet igen.“
„Hvorfor dog det?“ spurgte han.
„Bare fordi,“ sagde jeg og fortsatte, „så ville jeg gå qivittoq, du ved, gå i fjeldet og blive til et spøgelse.“
„En fjeldgænger,“ sagde han, og jeg nikkede.
„Ja, en fjeldgænger.“
Han rejste sig op og gik ind til en sygeplejerske, der stod og sorterede piller bag en halvvæg.
„Hvad gør man med selvmordstruede her?“ hviskede han til hende.
Sygeplejersken kiggede lidt på mig, før hun vendte sit blik væk igen. Hun løftede sine skuldre.
„Det ved jeg ikke. Den sociale afdeling i kommunen?“
„Vi har mange patienter i dag,“ sagde lægen, da han kom tilbage, „jeg synes, du enten skal fortælle det til de mennesker, du stoler på, eller også synes jeg, du skal prøve at kontakte kommunen og høre, om der er en voksen der, der kan hjælpe dig.“
„Men min anaana arbejder der,“ sagde jeg.
„Ellers kan du ringe til Attavik, det er gratis, og de åbner klokken nitten og har åbent frem til enogtyve.“

Jeg har svært ved at koncentrere mig til min læsegruppes første hyggemøde, fordi jeg har abstinenser efter Maliinas krop, som jeg ikke kunne røre ved i nat.
„Hvad synes du?“ spørger den nordiske gud. Jeg nikker.
„Til hvilket? To eller tre møder om ugen?“
„Det er op til jer,“ smiler jeg.
 
„Jeg synes stadigvæk, det er bedst med fire møder om ugen,“ siger Cecil,
„bare et par timer efter undervisning.“ Hun har en sønderjysk dialekt, tror jeg.
„Det har jeg simpelthen ikke tid til, ikke når jeg også skal følge mit træningsprogram,“ siger guden og rejser sig op for at gå på toilettet.
„Han hælder jo vand ud af ørerne!“ udbryder Cecil, da han forsvinder bag et hjørne.
„Fuldstændig!“ siger Louise.
„Hvad? Har han ørebetændelse?“ spørger jeg.
„Hvad?“ spørger Cecil.
„Det håber jeg da ikke,“ siger Louise forvirret.
De kigger underligt på mig, før de fortsætter med at diskutere fordele og ulemper ved at mødes fire gange om ugen. Guden kommer tilbage og sætter sig på bordet og stirrer på en anden gruppe med kun piger, mens han stryger sit gyldne hår lidt for ofte.
„Må jeg gerne låne en kuglepen?“ afbryder jeg, så jeg kan lade, som om jeg er effektiv.
„Du må gerne få den her,“ siger Louise.
„Hvis vi også skal lave mad sammen en gang om ugen, så er det altså nok med to-tre lektiemøder om ugen,“ siger guden.
„Det er jo noget helt andet, der er det jo hygge,“ siger Cecil.
„Nå, men jeg kan ikke deltage i det fjerde møde. Så enkelt er det,“ siger han og begynder at pakke sine notatbøger ned.
„Jeg synes, du skal stikke en finger i jorden,“ siger Cecil. Louise nikker.
„Hvorfor skal han det?“ spørger jeg.
„Fordi det er vigtigt med det fjerde møde, når vi skal forstå alle grundbegreberne, specielt når vi har om faghistorien,“ siger Cecil.
„Men hvorfor skal han stikke en finger ned i jorden? Det giver da ikke mening?“
Cecil begynder at rykke sig irriteret på stolen.
„Det er en talemåde,“ siger Louise.
„Nåhr!“ udbryder jeg, „Det må I undskylde, jeg er ikke vant til dem.“
 
Vi griner og ånder lettet op.
„Har I ikke talemåder på Grønland?“ spørger Louise.
„Norddanmark,“ siger Cecil, „det kalder min far Grønland.“
„Jo, vi har talemåder.“
„Hvilke?“
„Itit toorukkit paasissavat,“ siger jeg og griner, „det finder du ud af, når du stikker en finger op i dit røvhul.“
„Hvad?“ spørger Cecil forarget.
„Det finder du ud af, når du stikker en finger op i dit røvhul.“ De begynder akavet at pille ved deres notatbøger.
„Jeg tager lige den her,“ siger Louise og tager den kuglepen, hun gav mig før.
„Itit meqqunissaqaaq,“ forsøger jeg igen med en anden talemåde, „du får hår på dit røvhul.“
De stirrer på mig med kæmpe, blå øjne.
„Nå …“ siger Cecil og rejser sig op, „lad os tygge på det. Tre eller fire møder om ugen. Vi tager en afstemning næste gang.“
Vi går hen til de andre i baren. Jeg er udmattet og har lyst til at komme hjem til min hule, men jeg ved, at første uge af uni er vigtig, hvis jeg skal få nogle venner, så jeg sætter mig ned blandt de andre og smiler. Guden snakker om vandforurening i Kenya og generelt om vandproblemet i verden.
„Vi har ikke nok energi til at omdanne havvand til ferskvand.“ Cecil snakker om ulighed i Centralasien.
„Når det kommer til konflikt og migration, er ulighed en meget negativ faktor i en globaliseret verden.“
Alle har deres bestemte verdensområde og problem, de kæmper for. Jeg har svært ved at følge med.
„Hvordan er det på Grønland?“ spørger guden.
„Vintermørket gør, at vi får for lidt D-vitamin om vinteren, så mange er depressive,“ siger jeg og lyder smart.
„Kan man ikke bare købe D-vitaminer? Eller det har man måske ikke råd til deroppe?“
 
„Du ser ellers ud til at være enormt solbrun,“ siger Louise og placerer sin hvide arm ved siden af min brune, så det ligner et kampagnebillede mod racisme.
„Jeg har ikke fået sol hele sommeren,“ siger jeg.
Hun rører på min hud, og jeg tvinger min krop til at stå stille og ignorere ubehaget.
„Det er så fint,“ siger hun.
„Du burde se mig, når jeg har fået sol. Så er jeg beskidtbrun,“ siger jeg.

*

„Du er så beskidt!“ sagde anaana til mig, mens hun skrubbede mit ansigt og hænder med en grov badesvamp ude på badeværelset.
Jeg havde været ude på Tulugannguit hele dagen og ledt efter æg, som jeg kunne studere. Min hud var lidt forbrændt af solen, så badesvampen føltes ekstra grov, mens jeg sad nøgen i badekarret.
„Jeg sagde til dig, du ikke måtte blive beskidt,“ sagde anaana, „ikke når vi skal til fest!“
„Jeg var ellers forsigtig, jeg rørte ikke ved jord,“ klynkede jeg, „av!“
„Så! Tør dig og tag din kjole på,“ sagde hun og puffede mig frem til mit værelse.
Jeg tog lynhurtigt min hvide kjole på, bandt den lyserøde sløjfe om min talje og løb hen til anaana i køkkenet.
„Anaana!“
Hun kiggede på mine mørke knæ.
„Tag de hvide strømpegamacher på,“ sagde hun.
Jeg skyndte mig at finde mine hvide strømpegamacher og løb tilbage igen.
„Anaana!“
„Det hjælper jo ikke,“ mumlede hun stille og fortsatte, „du ser altid så beskidt ud, når du er blevet solbrun.“
Hun redte mit hår, ordnede min lyserøde sløjfe og kyssede mig på hovedet.
 
„Ej, hvor ser du fin ud,“ sagde hun, da min søster kom ind i sin lyserøde kjole og hvide sløjfe.
„Kom, lad os tage til fest.“
Jeg var jaloux på min søster hele aftenen, fordi aanaa havde syet den lyserøde til hende og den hvide til mig. Hun så ikke beskidtbrun ud i den lyserøde.



36. Mand. 32 år. Hoppede ud fra femte sal. Død af kvæstelser og indre blødninger.



Jeg er enormt liderlig og distraherer mig med rengøring. Jeg har allerede gjort rent i min hule og er i gang med at rydde op på alle fællesarealer på vores etage, da anaana ringer for tredje gang denne her uge. Jeg tager den ikke. Jeg ser også, at min tutor har skrevet en e-mail. Hun spørger, om jeg er
o.k. Jeg har ikke været til undervisning i to uger. Jeg svarer hende, at jeg kommer til onsdagens timer og fortæller hende, at jeg er ved at komme mig over min sygdom, og at jeg beklager, at jeg ikke har bidraget til gruppearbejdet på det sidste. Jeg tjekker for grammatik to gange, før jeg sender beskeden. Mine medstuderende er enormt energiske, de er samlet fra morgenstunden, til de skal i seng, de arbejder sammen inde på Google Docs i weekender og så videre, og jeg har droppet det. Men det har jeg ikke tænkt mig at sige til Kirsten, min danske, midaldrende vejleder i Det Grønlandske Hus. Jeg gider ikke flere dømmende blikke.
„Nå, hvordan går det så?“ spørger hun, da jeg kommer ind på hendes kontor i stueetagen.
„Det går fint,“ smiler jeg.
„Kan du lide at bo her?“
„Mine bofæller er nogle svin, du skulle have set vores ovn, før jeg rensede den,“ siger jeg og forsøger at fjerne fedt og snavs fra mine fingre.
 
„Åh, det skal vi altså få gjort noget ved. Hvordan er det at bo i Aarhus, har du haft mulighed for at udforske byen?“
„Jeg har været lidt rundt. Jeg så en udstilling med en hel masse sex på AROS forleden, det var vildt sexet,“ siger jeg.
Hun griner.
„Hvordan går det med studiet?“ spørger hun.
„Jeg har været syg i noget tid, men det går ellers fint,“ siger jeg og bider min neglerod af, så det begynder at bløde.
„Kender du nogen her? Har du fået nye venner?“
„Jeg … jeg har været en del sammen med min læsegruppe,“ siger jeg,
„men jeg har bare virkelig svært ved at forstå dem nogle gange. Specielt deres sarkasme.“
„Ja, sådan er det her, jeg synes også, det er pisseirriterende. Så sig det dog, som det er!“ siger hun, hvisker på pisse og hæver stemmen til sidst.
Vi griner.
„Du kunne måske lære mig at være sarkastisk?“
„Du behøver ikke at ændre den måde, du snakker til folk på. Jeg synes faktisk den grønlandske måde at snakke med hinanden på, du ved, direkte og upoleret, er meget mere ægte. Du er perfekt, som du er,“ siger hun og smiler.
Du ved ikke, hvordan jeg er.
„Det er lidt en anden verden, er det ikke?“ fortsætter hun, „Vores studerende her har nogle gange svært ved at få venner, det er meget normalt, men det er så godt, du er sammen med din læsegruppe. En ting ad gangen. Det skal nok blive nemmere.“
Jeg smiler.
„Er der noget, du synes, har været svært?“ spørger hun. Jeg hæver mine skuldre. Hun venter smilende.
„Jeg har savnet,“ siger jeg, „men det er o.k.“
Hun lægger sin rynkede hånd oven på min arm et kort øjeblik, jeg mærker hendes varme over hele kroppen og får pludselig enorm trang til at blive holdt om.
„Din familie?“ spørger hun.
„Nej, fandeme nej. En kvinde,“ siger jeg.
 
„Din kæreste?“
Jeg hæver mine skuldre.
„Du skal nok klare dig,“ siger hun og aer min arm, så jeg får lyst til at græde, „og du skal huske, at jeg sidder lige her, hvis du får brug for at snakke, du skal bare to etager ned, så finder du mig.“
Jeg kigger ned på bordet og forsøger at holde mine tårer tilbage.
„Jeg har haft lidt svært ved at sove,“ siger jeg.
„Mmh? Tankemylder?“
„Måske … eller nej, det er måske på grund af fugten. Jeg gider ikke holde vinduet åbent, for så kan der komme bænkebidere og edderkopper ind i mit værelse. Og så er det jo sådan, at jeg ikke gider sove, når Maliina, du ved, hende kvinden, er fire timer bagud,“ siger jeg.
„Hvorfor ikke?“
„Jeg kan ikke sove, når jeg ved, at hun er vågen, at resten af Grønland er vågen, jeg kan ikke falde til ro, jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, jeg savner hende bare nogle gange, jeg ved bare ikke … jeg ved ikke, om vi har en fremtid sammen, jeg ved ikke, hvad hun vil … jeg ved ikke engang, hvad jeg vil, om jeg har lyst til at blive boende her, eller om jeg ville flytte tilbage til Nuuk, hvis hun ville komme sammen med mig,“ siger jeg og ånder ind. „Jeg er bare lidt træt, der er bare virkelig fugtigt i mit værelse, det er derfor, jeg ikke kan sove.“
„Ved du hvad,“ siger hun og tager en post-it, „du får også mit mobilnummer, så kan du ringe til mig, hvis jeg ikke er her. Jeg lover dig, det skal nok blive bedre.“

Jeg er i gang med at skrubbe det resterende snavs af ovnen, da jeg hører Skypemelodien spille og løber tilbage til mit værelse for at nå den.
„Hejsa,“ siger jeg.
„Nå, har du været til forelæsning?“ spørger Maliina.
„Nej. Jeg bliver nødt til at komme til onsdagens forelæsning. Jeg orker ikke rigtig mine medstuderende.“
„Det kan jeg godt forstå, men du bliver altså bare nødt til at holde ud,“ siger hun og fortsætter, „for man kan komme meget hurtigt bagud, hvis bare
 
man misser nogle timer.“
„Jeg holdt møde med min vejleder i dag. Hun er meget sød,“ siger jeg.
„Godt! Hvad snakkede I om?“
„Om hvor fugtigt der er på mit værelse,“ siger jeg og bruger min hånd som vifte, „jeg føler ikke, jeg er skabt til at være i det her land.“
„Snakkede I ikke om, at du ikke er kommet til dine timer?“ spørger hun.
„Jeg skal nok lade være med at komme bagud,“ siger jeg let irriteret.
„Ved du hvad?“ siger hun.
„Hvad?“
„Så længe du flyver over Atlanterhavet snart og ind i mine arme, så skal alt nok gå. Jeg kan også hjælpe dig med dine eksamener, hvis det er,“ siger hun.
„Må jeg gerne spørge dig om noget?“ Hun nikker.
„Hvad er vi?“ spørger jeg.
„Hvad mener du?“
„Du ved, hvad er vi?“ spørger jeg igen og peger på mig, på hende og tilbage på mig igen.
„Vi er da kærester, er vi ikke?“ spørger hun som en slags selvfølge. Jeg nikker smilende.
„Ja.“
Du er min. Jeg får den samme følelse, som da mig og min klasse havde øvet på en time lang dansekoreografi med vores gymnastiklærer i flere måneder. Vi øvede os til Spice Girls og Kelly Family og polkamusik. Der var balletdansere, der var swingdansere og breakdansere, alle sammen sluttet sammen til et rod, som vi var så stolte af. En fredag aften viste vi det for vores familier i skolens største lokale. Jeg holdt konstant blikket rettet mod anaana, der sad sammen med ataata midt på tilskuerrækkerne. Mit hjerte hamrede voldsomt, da jeg skulle vise min lille solo, hvor jeg skulle løfte min krop med armene og holde mine ben stille i luften i tre sekunder. Nogle gange lykkedes det, andre gange ikke. Anaana smilte til mig, da jeg bevægede mig ud på dansegulvet, og det lykkedes mig at udføre hele soloen helt perfekt, endda bedre. Anaana stod op og klappede. Hun smilte så bredt, at man kunne
 
se alle hendes tænder. Derhjemme dansede jeg for hende og ataata, mens de sad og drak vin, de klappede efter min opvisning, og jeg gentog det igen og igen, indtil jeg fik kvalme og blev enormt søvnig.
„Du var meget dygtig i aftes,“ sagde hun til mig og kyssede mig på kinden, mens hun puttede mig i seng.
Jeg følte mig uovervindelig den aften.

Vi skal til skriftlig eksamen i Aktuelle problemstillinger i antropologisk perspektiv, før juleferien starter, så jeg tager til en opsummeringsforelæsning. Forelæsninger er som regel o.k., fordi vi bare sidder og kigger på professoren og skriver notater ned uden at kommunikere med hinanden. Jeg sætter mig på en af de bagerste rækker. Studerende med åndssvage nissehuer og alt for meget rødt tøj vælter ind, og det lydisolerede rum bliver fyldt op til randen med råbende stemmer. De sætter sig alle sammen på de forreste rækker, og jeg sidder næsten alene på min sæderække. Jeg tager mine høretelefoner på, indtil professoren kommer ind. Der bliver musestille i et øjeblik, og så snart hun åbner munden, begynder flere hundrede fingre at taste på tastatur som stædige lesbiske fingre, der ikke kan få den anden til at komme. Jeg skriver også alt ned, uden at forstå noget som helst af det. Den nordiske gud sidder på samme række, men omkring seks sæder væk, han stirrer på mig. Han kigger væk, når jeg vender mit blik mod ham. Midt i forelæsningen kommer han stille over til mig. Han sætter sig ved siden af mig og kigger på min mund. Så begynder han at skrive noget ned på et stykke papir, han selv tog med.
„Er det dig, der lugter af alkohol?“ står der på papiret, som han viser til mig, mens han kigger på min mund.
Jeg dækker min mund til og lugter til min ånde i en hurtig og undskyldende bevægelse, da det går op for mig, at jeg altså ikke har drukket i rigtig lang tid. Jeg ryster på hovedet. Han kigger stadigvæk på min mund, som om han gerne vil lugte til den selv. Jeg ryster på hovedet igen. Han kniber sine øjne sammen, som om han ikke tror på mig.
„Nej,“ siger jeg.
„Rolig nu, jeg spørger bare,“ siger han og går sin vej.
 
Jeg bliver selvbevidst og lugter til min bluse og armhuler. Jeg gik i bad i går aftes og skiftede tøj. Men jeg lugter lidt af cigaretrøg. Måske skulle jeg begynde at bruge parfume. Jeg går ud efter forelæsningen i faget med det lange navn og lufter mit tøj ud, inden jeg skal mødes med resten af læsegruppen.
„Hvordan går det?“ spørger Louise.
„Det går rigtig fint. Jeg er ikke længere syg … og jeg har fået en kæreste,“ smiler jeg.
„Kom så. Vi har ikke tid til hygge, lad os komme i gang. Har I indsamlet data?“ spørger Cecil og slår op på kapitlet What does it mean to be human? ved at trække i en smart lille post-it med en bestemt farve.
De nikker.
„Hvad for noget data?“ spørger jeg forvirret.
„Du ved godt, at eksamenen bygger på induktiv metode?“ sukker Cecil.
„Hvad fanden betyder induktiv?“ spørger jeg. Hun sukker overdrevet.
„Lektoren har gjort det meget klart! Har du overhovedet læst?“
„Jeg havde tænkt mig at læse denne her weekend,“ siger jeg.
„Ej … seriøst? Så du har ikke læst? Vi har altså ikke tid til at skulle forklare dig det,“ siger hun frustreret, „din dovenskab må altså ikke påvirke os andre.“
„Du må gerne få nogle af mine notater,“ siger Louise. Jeg takker.
„Nå, vi skal lave en indkøbsliste. Og en plan over, hvem der laver hvad,“ siger Cecil, „kan du finde ud af at lave mad?“
„Mad? Til hvad?“ spørger jeg.
„Til eksamensaftenen! Har du slet ikke læst vores beskeder inde på Messenger?“
Jeg har slukket for tråden for lang tid siden.
„Vi skal alle sammen lave noget mad, så vi ikke behøver at gøre det, mens vi skriver opgave!“
Jeg sveder og bliver forskrækket af de mindste lyde.
„Jeg skal nok lave det hele for os,“ siger jeg.
 
„Er du nu sikker?“ spørger Louise.
Jeg nikker. Jeg vil gerne gøre det godt igen.
„Jeg kan ikke tåle gluten. Og heller ikke laktose,“ siger Cecil.
„Det skal helst være vegansk,“ siger guden.
„Vegansk?“ spørger jeg, „intet kød?“
„Ingen animalske produkter. Du ved, ingen æg, mælkeprodukter også videre. Og heller ikke husblas, hvis du skulle lave kage,“ svarer han.
„Så … græs?“ griner jeg.
„Ej … jeg kan altså ikke klare det her oven på alt det pres!“ udbryder Cecil og fortsætter, „vi laver en indkøbsliste nu, du må gerne tage noget spæk med til dig selv.“



35. Mand. 21 år. Skar pulsåren over med et barberblad på sit kollegieværelse.



Jeg har for anden dag travlt med at indhente pensum og finde en god, vegansk og glutenfri ret. Jeg vil hellere pille rejer på en fabrik i Nuuk, det er der intet galt med. Jeg skriver til Maliina.
„Det er da ikke mærkeligt, hvis én med kandidatgrad kommer sammen med én der piller rejer?“
„Hvorfor? Skal du pille rejer?“ svarer hun med en smiley, der griner så meget, at der kommer tårer ud.
Jeg sender den samme smiley til hende og kaster mobilen fra mig. Det føles, som om jeg er blevet stukket med en kæmpe nål i luftrøret, så al luft siver ud, inden det når frem til mine lunger. Kvælning, googler jeg. I alle tilfælde fører manglen på effektiv genoprettelse af iltniveau meget hurtigt til bevidstløshed, hjerneskader og døden, står der. Det er o.k., jeg har stadig en del dage, jeg skal nok klare det. Jeg vasker mit ansigt og kigger mig selv i spejlet, indtil min vejrtrækning bliver normal igen.
 
„Det skal nok gå,“ siger jeg til mig selv og hører Navarana oppe i mit hoved, „tænk positivt.“
Det er fredag aften, og det myldrer med halvnøgne piger ude på gangen på kollegiet. De er alle sammen for unge til mig, det er jeg kommet frem til for længst, men det skader ikke at kigge lidt på dem. Kroppe beroliger mig. De sætter sig ved bordet i stuen, og jeg betragter dem fra køkkenet, mens jeg venter på min pizza. De flirter alle sammen med drengene. De griner højlydt, når drengene siger noget, de rører drengenes skuldre og rygge og kaster med deres lange, brune hår. De er alle sammen lige så hetero som min søster, og det betyder, at de ikke engang ville blive ophidsede, hvis de blev kysset af Angelina Jolie. De kommer alle sammen til at score i nat. De kommer alle sammen til at få kuldegysninger og sommerfugle i maven. Undtagen mig. Jeg skal sidde tungt i stolen og kigge ud ad vinduet, mens de andre er bedøvede i nattelivet. Den lille grønne prik ved Maliinas dejlige ansigt inde på Messenger distraherer mig, så jeg logger af og åbner min e-mail.
Eksamenslinket er blevet sendt, og jeg klikker på det for at studere det lidt. Jeg klikker på en grøn knap. Pludselig starter nedtællingen automatisk. Du har nu 24 timer til at besvare eksamensspørgsmålene, står der.
„Fuck!“ udbryder jeg, „hvordan fuck annullerer jeg det?“
Jeg sætter mig ned på min seng og river i mit hår. Jeg rejser mig op efter et minut og skynder mig ud af mit værelse for at sætte noget kaffe over.
„Vil I være søde og være stille i nat?“ spørger jeg de andre, der allerede er blevet meget berusede.
„Vil du ikke feste med?“ spørger en dreng.
„Nej, jeg har eksamen.“
„Den går vel ikke nogen steder hen i nat,“ griner han.
„Jo, jeg skal aflevere om 24 timer.“
„Hvem fanden har eksamen en fredag nat?“ siger han, og hele holdet griner, som når de ser en person glide og falde i sneen.
De elsker det, når folk falder.
„Det har jeg!“ siger jeg og styrter tilbage mod værelset.
Jeg organiserer mine bøger og notater og drikker min kaffe færdig, før jeg åbner for spørgsmålene. Jeg læser alle 15. Jeg forstår intet. Ind gennem
 
næsen, ud gennem munden. Jeg læser et til, fatter intet. Det var slet ikke det, hun snakkede om til forelæsningen. Mit blod føles tyndt, jeg er svimmel.
Træk vejret, hører jeg Navarana sige. Fuck dig. Tænk positivt.
„Fuck af!“ råber jeg, og der bliver helt stille i køkkenet en kort stund.
Stilheden er efterfulgt af høj latter. Jeg styrter ud af mit værelse og stiller mig foran dem og klasker begge mine hænder på bordet.
„Hvem skændes du med?“ spørger en dreng.
„Jer! Fuck af! Jeg kan ikke koncentrere mig!“ råber jeg.
Drengene begynder at skraldgrine, mens pigerne kigger skrækslagent på mig. Jeg nedstirrer dem, til de bliver stille.
„Tak,“ siger jeg og går min vej.
Da jeg lukker døren til mit værelse, kan jeg høre dem mumle. De bagtaler mig, men det er jeg pisseligeglad med, det er jeg vant til, jeg er trods alt fra Grønland. Et land der elsker, når folk falder. Som min familie. De sad ofte ved vinduet og grinede ad folk, der gled på den spejlglatte is, når tøvejrsstormen ankom om efteråret. Jeg syntes ikke, det var særlig sjovt, for isen så meget hård ud. Folk var våde og frøs.
„Hende derovre falder helt sikkert, når hun kommer til næste lygtepæl!“ sagde anaana engang og pegede på en kvinde med en indkøbspose.
„Nej, hun falder først, når hun når hen til den lille bakke,“ svarede ataata.
Hun faldt, så snart ataata afsluttede sin sætning, og de skraldgrinede, mens alle hendes varer trillede væk i stormen. Hun havde svært ved at komme op igen, så hun kravlede hen til den nærmeste lygtepæl og klamrede sig til den i lang tid. Jeg havde lyst til at hjælpe hende.
„Hvad hvis hun har slået sig? Ataata, kan du ikke gå ned og hjælpe hende?“ spurgte jeg.
„Nej,“ sagde anaana, „man går altså ikke ud i stormen, det er hendes egen skyld.“

Ude i køkkenet mumler og fniser de stadigvæk. Jeg sætter mig ned og begynder at finde en eller anden form for sammenhæng mellem mine notater og eksamensspørgsmålene. Jeg står op, går frem og tilbage og giver mig selv
 
dødsblikket i spejlet. Jeg tjekker, om Maliina har skrevet og spørger hende, om hun vil skype.
„Hvad så? Hvad laver du?“ spørger hun.
„Jeg er blevet inviteret til fest her på kollegiet,“ siger jeg.
„Dejligt! Det var da også på tide, at de er lidt søde ved dig! Og du er godt forberedt til din eksamen?“
Jeg har lyst til at græde foran hende og sige, at jeg ikke kan finde ud af noget som helst. Jeg nikker bare.
„Jeg er nok ikke hjemme før i nat,“ siger jeg, „jeg fik forberedt mange ting i aftes, jeg tror, der er ved at gå hul på det hele.“
„Åh, hvor er jeg glad for at høre det! Ud med dig! Ud og hav det sjovt!“ siger hun.
Jeg går ud på badeværelset og sliber flere hudlag af med min grove badesvamp, jeg barberer alt væk, jeg skyller mig selv med brændende vand. Jeg smører min krop ind i creme, jeg tager fint tøj på, sprøjter mig selv med parfume. Jeg smører mit mørke ansigt med lys foundation, jeg smører min hals, så det ikke ser så forkert ud med kontrasten. Jeg ville ønske, jeg havde nok foundation til at dække hele min krop. Jeg putter eyeliner på, specielt lige under mine øjenvipper, så mine øjne ikke er så skæve, så de ser rundere ud. Jeg føntørrer mit hår og gør det luftigt og undgår at bruge hårspray, da det ofte gør det mørkere. Heldigvis er der mørkt derude. I mørket er det sværere at se.

*

Jeg tog Angutivik op til min hule i Ravnefjeldet og blærede mig med det. Vi satte os i fjeldgængerens sovehjørne på nogle stolehynder, som jeg havde stjålet fra vores kælder, og jeg gav ham en dåse frugtcocktail. Han gav mig de lyserøde kirsebær, mine yndlings, selv om de smagte af mindst.
„Hvor lang tid har du haft den her hule?“ spurgte han. Det var allerførste gang, jeg tog nogen med op.
„I en del år. Aanaa viste mig den, da jeg var mindre, og siden da har jeg fyldt den op.“
 
„Har du nogensinde overnattet her?“ spurgte han.
„Nej, mine forældre ville ikke tro på mig, hvis jeg sagde, at jeg overnattede hos en ven.“
„Bliver dine ting nogensinde stjålet?“
„Nej, der kommer aldrig nogen her, de kender ikke til hulen, eller også er de bange for den.“
Vi smilte til hinanden. Vi var blevet kærester en uge tidligere, efter at have kendt hinanden i et halvt års tid, siden han flyttede hertil med sin familie fra Narsaq. Alle var interesseret i at være venner med ham, han var frygtløs, klatrede op i lygtepæle og sprang ned i sneen, lavede de vildeste kolbøtter i luften og gik alene om natten på Slangevejen, hvor ingen turde at gå, efter det blev mørkt, fordi det lå så afsides. Og så havde han et kæmpe ar under hagen. Han valgte mig. Han hjalp mig med at rydde aanaas indgang for sne, og han ventede på mig uden for skolen. Vi var de bedste venner.
„Har du lyst til en smøg?“ spurgte han mig, og vi røg, indtil man næsten ikke kunne se noget i hulen.
„Skal vi kysse?“ spurgte jeg ham, og han nikkede.
Vi havde aldrig haft et behov for at kysse, men nu var vi jo ligesom blevet kærester. Han lukkede sine øjne og truttede med sin mund, og jeg lagde mit hoved til siden og kyssede ham. Jeg havde svært ved at få min tunge ind, og da jeg endelig gjorde det, kunne jeg ikke finde hans tunge, så jeg stak den langt ind. Han kastede hovedet tilbage og lavede en grimasse. Vi tændte en cigaret til.
„Har du nogensinde bollet med en dreng?“ spurgte han.
„Nej, det har jeg ikke lyst til,“ svarede jeg og blev lidt bange for, at han ville prøve.
„Nej, heller ikke mig, Altså, jeg har ikke lyst til at bolle med en pige.“
„Kan vi bare aftale, at vi aldrig kysser igen?“ spurgte jeg, og han nikkede med det samme.
„Vil du høre hemmeligheden?“ spurgte jeg igen, fordi jeg lovede at fortælle ham en hemmelighed, da vi fik fri fra skolen.
„Jeg troede, hemmeligheden var den her hule?“
„Jo, det var det også, men en anden hemmelighed?“
 
„Ja?“ sagde han spændt.
„Jeg er forelsket i Karolina,“ sagde jeg.
„Uuh,“ sagde han og begyndte at studere mit ansigt.
„Er det mærkeligt?“
„Nej … Nej, det er det ikke,“ sagde han og tændte for min smøg igen, som var gået ud.
„Har du bollet med hende?“ spørger han.
„Nej … men jeg gad godt.“ Vi grinede.
„Vil du også fortælle mig en hemmelighed?“
„Hvad for en hemmelighed?“ spurgte han og rykkede sig på stolehynden. Jeg pegede på hans ar. Han rørte ved det.
„Jeg skød mig selv med ataatas riffel i Narsaq,“ sagde han.
„Var det derfor, I flyttede hertil?“
„Nej, og jo, jeg ved det ikke. Jeg har også en anden hemmelighed til dig, men jeg skærer din hals over, hvis du siger det til nogen, jeg mener det!“ sagde han og rørte blidt ved min hals.
Jeg nikkede.
„Vi flyttede også, fordi anaana fangede mig og Minik, min ven, i at … i at ligge oven på hinanden i sengen.“
„Var du forelsket i ham?“ spurgte jeg ham.
Han nikkede og sank spyt hvert andet sekund. Han rejste sig op og samlede en lommekniv op fra køkkenhjørnet.
„Kom, vi skal gøre ligesom på film,“ sagde han og trak mig op, „vi skal lave en aftale. Vi må aldrig fortælle vores hemmeligheder til nogen som helst. Og vi skal altid være venner.“
Jeg nikkede, og han skar dybt ned i sin håndflade, så det sprøjtede med blod. Jeg prøvede det samme, men jeg kunne ikke skære hul i huden, så han gjorde det for mig. Vi gav hinanden hånden i lang tid, og så røg vi cigaretter til langt ud på aftenen, indtil vi fik hovedpine.
 
34. Kvinde. 27 år. Forgiftning. Slugte en blanding af piller i sine forældres hus



Jeg sætter mig ved baren på Gbar og beder om en fadøl. Klokken er et, og dansegulvet er allerede fyldt med kvinder, kvinder med deres lange, bølgede hår. Min puls stiger efter et halvt glas. Jeg slukker for min mobil, så jeg ikke tænker på Maliina. Svedige kroppe danser tæt på hinanden, flirter. Jeg kan ikke lide at danse, fordi jeg bliver for opmærksom på min rytmeløse krop, så jeg drikker noget mere, så jeg kan forføre nogen med mine ord. En lidt yngre kvinde står ved siden af mig og venter på bartenderen. Hun skæver til mig.
„Må jeg gerne købe noget til dig?“ spørger jeg.
„Det må du da gerne,“ siger hun og smiler.
Hun beder om en Cosmopolitan. De koster over hundrede, og så meget har jeg ikke på min konto.
„Kan jeg købe dig en øl i stedet for?“ spørger jeg.
Hun stirrer forarget på mig, som om jeg lige har krænket hende. Så går hun sin vej, kigger tilbage i frygt for at blive befamlet. Jeg beder om en øl til, drikker den så hurtigt som muligt. På vej op til første etage går jeg igennem rygekabinen. Tætstående kroppe puster røg ud af deres munde, munde, der også kysser med tungen, de er alle sammen smukke, de bærer alle sammen på charmerende blikke og udstråler lys og lykke. Jeg sætter mig ned ved et efterladt bord og kigger mig omkring, før jeg tager et efterladt glas et eller andet. Den er stærk, og jeg kommer hurtigt op igen efter første nederlag. På dansegulvet begynder jeg at bevæge mig til takten, gør det så simpelt som muligt, så jeg ikke fucker det op. En ældre kvinde bevæger sig hen mod mig med et rovdyragtigt blik. Hun har virkelig kort hår og er buttet. Hun har små briller på og bevæger sig som en mand. Jeg har ikke privilegiet at vælge selv, så jeg begynder at danse med hende. Hun tager om mine hofter, bider sin læbe og kigger ned på mine ben, mens jeg trasker rundt og bruger al min energi på at ramme beatene. Hun stopper op midt under sangen.
„Du er virkelig dårlig til at danse,“ griner hun.
 
„Det betyder ikke, jeg er dårlig til sex,“ siger jeg uden at tøve.
„I er sgu da nogle vilde nogle, I grønlændere,“ griner hun og vender sig om.
„Jeg er ikke grønlænder,“ siger jeg, men hun hører mig ikke.
Hvis Navarana var her, ville vi plukke alles øjne ud, så de ikke kunne se.

Jeg finder det mørkeste hjørne og sætter mig ned. Maliina har ikke skrevet, hun har ikke engang været aktiv, siden vi sidst skrev sammen. Hun sover, og hun er ikke til at vække, når hun sover, jeg ville ønske, jeg kunne være lige så død, som når hun sover. På Facebook er unge mennesker gået amok med at poste billeder og dele historier om en ung mand, der er blevet fundet død i Nordgrønland. De skriver ikke, hvad der er sket med ham, men om hvor skøn og livsglad han var, om hans humor og hans vilde fester. Pludselig lugter jeg en kvindekrop i nærheden af mig og hopper af skræk, da jeg ser hende lige ved siden af mig.
„Fuck!“ udbryder jeg, „jeg hørte dig slet ikke!“
„Undskyld,“ siger hun med en underlig stemme, „jeg så dig danse, men så blev du væk fra mig.“
„Du behøver ikke at gøre grin med mig,“ siger jeg.
„Jeg er døv, jeg kan ikke høre dig. Jeg kan heller ikke danse,“ siger hun og smiler.
Hendes smilehuller er dybe, de dukker op og forsvinder, de er uforudsigelige. Hendes lange, lysebrune hår er sat usystematisk op, de flyder som store bølger, som store dønninger på vinterens hav. Hendes grønlige øjne kigger venligt på mig, og jeg bliver blød med det samme. Jeg kommer i tanke om det eneste, jeg kan sige på tegnsprog. Jeg laver et Nike-symbol med min tommelog pegefinger og stiller den ved min hage. Det betyder lesbisk.

Hun kysser anderledes. Hun dufter anderledes. Jeg bliver våd med det samme, men jeg vil ikke have, hun rører ved mig. Hun bevæger sine feminine hænder hen over min ryg, og jeg mærker, hvor stor min krop er i forhold til hendes. Jeg tager hendes arme og holder dem op over hovedet på hende, mens jeg kysser og slikker hendes silkebløde mave, og jo mere hun
 
forsvinder ind i sin egen krop, jo lettere bliver min. Hun falder i søvn, efter jeg har givet hende en orgasme. Jeg har lyst til at blive ved hele natten, men hun kan ikke holde sine øjne åbne og er blevet tør. Jeg kigger på hende, mens hun sover, og jeg tænker, hvor nemt det ville være at være sammen med hende. Så ville jeg aldrig kunne lyve, fordi jeg ikke ville behøve at bruge ord. Kun mine hænder, og det er jeg god til. Jeg er for fuld til at gå, så jeg lukker mine øjne i hendes seng, mens jeg klikker erase, hver gang Maliina dukker op i mine tanker. Erase. Erase. Jeg skal nok gøre det godt igen.

Mig og hele folkeskolen kunne alfabetet på tegnsprog i 8. klasse. Instruktioner flød rundt alle steder som papirfly, og klassen var helt stille i timerne, men kun fordi vi alle snakkede sammen med fingrene på tværs af lokalet. Lærerne kommenterede ikke på det. Deres tømmermændsramte hoveder nød stilheden og bildte sig ind, at vi fulgte med. Jeg finder ud af, at jeg stadigvæk husker alle bogstaverne, da jeg puffer lidt til hende om morgenen for at spørge om hendes navn.
„C O N F E S S I O N,“ staver jeg, da hun vågner op. Hun ser lidt forvirret ud.
„N A V N,“ staver jeg igen og peger på hende. Hun griner lidt forarget.
„F U L D,“ staver jeg og kysser hendes arm.
„Sofia,“ siger hun.
„Sofia,“ siger jeg og tager mit tøj på.
Jeg kysser hende på panden, inden jeg går ud ad døren, ud i lyset med min smuldrede makeup og alkoholånde. Jeg går blandt glade mennesker midt i julestemningen og føler mig malplaceret.
„Håber du havde det sjovt i går,“ har Maliina skrevet.
„Mmh,“ svarer jeg.
Jeg prøver at skrive, at jeg var i seng med nogen, men jeg sletter det hele igen. Jeg siger det til hende, når jeg ser hende. Jeg sætter mig uden for cykelskuret ved Det Grønlandske Hus og tænder en smøg. Jeg suger hårdt til, så gløden bliver rødlig. Så presser jeg den mod mit lår, og der går hul i mine tynde bukser med det samme. Jeg gør det tre gange, så nylonen smelter
 
sammen med min hud. Liar, liar, pants on fire. På badeværelset fylder jeg vasken op med varmt vand og bruger svampen til at vaske min mund, mine fingre, især mine negle. Jeg skrubber og skrubber, også da det begynder at svie.

*

Mine fingerspidser kunne aldrig blive rene, når jeg havde mast fluer på aanaas hus. De blev helt sorte og fedtede, og aanaa vaskede dem med en hård børste, inden jeg skulle hjem. Det tog lang tid at skrubbe det værste af, der var flueben under mine negle, de store fyldige fluer sad fast på min hud som tjære. Der var hundredvis af dem på solsiden af aanaas hus om sommeren.
De stod stille og summede højt. De sagde klik, når jeg maste dem.
„Aanaa siger, jeg ikke må mase dem, ellers bliver anaana sur,“ sagde jeg til Melanie, min fantasiveninde.
Jeg navngav hende efter Melanie C fra Spice Girls, da jeg en eftermiddag i fritidsklubben ikke havde nogen at spille billard med.
„Jeg hedder Melanie,“ sagde hun og spillede sammen med mig, indtil hun kom til at skyde den sorte otter i hullet og tabte spillet.
Så spillede vi igen. Hun tog ofte med mig til aanaas hus.
„Bare ti mere,“ sagde hun, og jeg maste og maste, det var, som om jeg ikke kunne få nok, som om jeg var nødt til at dræbe alle fluerne på væggen, før jeg fik nok. Klik. De faldt enten ned eller sad fast med indvoldene. Aanaas røde hus var dækket af sort blod.
„Hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at du ikke må?“ sagde aanaa, mens hun skrubbede mig.
„Det var Melanie, der sagde, jeg skulle,“ sagde jeg.
„Melanie? Hvem er Melanie?“
„Min veninde, hun står og venter på mig ved entréen,“ sagde jeg.
Aanaa vendte sig langsomt om og skævede til døren. Hun lignede en, der havde set et spøgelse.
„Der er ikke nogen der,“ sagde hun.
 
„Ingen andre kan se hende,“ svarede jeg, „hun er otte år gammel og har langt, brunt hår og store øjne. Det var hende, der spurgte mig, om vi ikke kunne være venner.“
Hun svarede ikke.
„Se, aanaa, sort blod,“ sagde jeg til hende og pegede på baljen, som var helt sort.
Hun skrubbede mig færdigt og kiggede sig omkring i stilhed. Til aftensmad tog jeg en ekstra tallerken og stillede den på bordet, så Melanie ikke følte sig udenfor.
„Hun findes ikke, hold op med at skabe dig!“ skældte anaana mig ud.
Jeg knyttede mine hænder, så hun ikke så det sorte blod på mine fingre. Jeg smilte til Melanie. Det ville vi ikke få skældud for.



33. Pige. 17 år. Hængte sig i sin fars skur. Faren fandt hende om morgenen.



Maliina har ikke svaret mig hele dagen. Hun har set min sidste besked, som jeg sendte for to timer siden. Første besked sendte jeg for fem timer siden. Klokken er to om eftermiddagen i Grønland. Hun vågner før klokken syv om morgenen. Hun har været aktiv tre gange uden at svare på mine tre beskeder. Jeg tænder en cigaret og træder på bænkebidere og vrider min sko mod stenfliserne, for ellers dør de ikke. Hun må have mærket mig i går aftes.
„Har jeg gjort noget forkert?“ taster jeg, sletter det.
„Er du o.k.?“ taster jeg og sender.
Jeg er i gang med at tjekke vores beskeder fra i nat, da hun pludselig er aktiv, og skriveboblerne kommer til syne.
„Nej,“ svarer hun, „ringer senere.“
Jeg gennemgår min nat på Gbar endnu en gang. Jeg forsøger at huske alle ansigterne. Der var ingen grønlændere til stede. Medmindre der var en lys grønlænder in disguise, hvis grønlandske kinder eller øjne jeg har misset.
 
„Skal jeg være bekymret?“ spørger jeg.
Skriveboblerne dukker op igen, forsvinder. Dukker op, forsvinder. Intet svar. Jeg når op på første sal, da hun pludselig ringer. Jeg løber resten af vejen op til mit værelse.
„Hej,“ siger jeg, og det går op for mig, at jeg ikke har tænkt på en løgn, jeg kan fortælle, en undskyldning, der rækker.
Hun svarer mig ikke. Hun stirrer tomt på mig.
„Hvad er der sket?“ spørger jeg med en knækket stemme.
Hun bryder sammen, tårer triller ned ad hendes runde kinder, og hun tørrer dem væk med sin ene hånd.
„Hvad sker der?“
„Min kusine …“ siger hun og bryder ud i gråd igen.
„Hvad?“
„Min kusine er død,“ formår hun at sige. Jeg stirrer tavst på hende.
„Min kusine er død,“ gentager hun klart, som om det først går op for hende
nu.
Et splitsekund er jeg lettet over, at hun ikke er ved at gå fra mig. Hun
holder brat op med at græde, og hendes blik forsvinder.
„Hvad er der sket?“ spørger jeg mildt, selvom jeg allerede ved, hvad der er sket.
„Hun… hun blev fundet i sin fars skur i morges.“ Jeg venter.
„Hun havde hængt sig … hun har hængt sig.“ Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
„Med sin fars reb, som han bruger til sin jolle.“ Jeg synker mit spyt for ikke at græde.
„I dørhåndtaget … i dørhåndtaget. Hun kunne have rejst sig, men det gjorde hun ikke,“ siger hun og begynder at græde igen.
„Hvor gammel er hun?“ spørger jeg og fortryder med det samme, det er et forkert spørgsmål, et usympatisk spørgsmål.
„17.“
„17,“ gentager jeg, „fuck.“
 
„Jeg rejser til Tasiilaq på onsdag,“ siger hun.
„Okay. Iggu. Jeg … hvor er du?“
„Hos min fætter, han er helt ude af den. Jeg må ind til ham igen,“ siger hun, og pludselig er hun væk.
Jeg sender hende et knust hjerte.
„Det er så tragisk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige,“ skriver jeg.
„Jeg ved ikke, hvornår jeg rejser tilbage fra Tasiilaq,“ svarer hun, „jeg ved ikke, om jeg er her til jul.“
„Det skal du ikke tænke på, det skal nok gå,“ skriver jeg.
„Jeg havde sådan glædet mig til at se dig,“ skriver hun og tilføjer en grædende emoji.
Jeg stirrer på skærmen i et par minutter.
„Hvad hvis jeg kom til Tasiilaq?“ skriver jeg.
„Det er det værste tidspunkt at lave sjov, det er ikke sjovt,“ svarer hun.
„Jeg laver ikke sjov.“
„Mener du det? Hvordan ville du kunne det? Har du ikke allerede en billet til Nuuk?“ svarer hun.
„Det finder jeg ud af. Jeg finder ud af det i morgen. Jeg kondolerer, min skat,“ skriver jeg med tre hjerter.

Aftenen og natten er lang uden Maliina. Jeg kan ikke uden hende. Jeg tjekker flybilletter. Air Greenland flyver kun fra Nuuk til Østgrønland om onsdagen og lørdagen, og så mange penge har jeg ikke på min konto. Jeg tjekker flyene fra Island til Kulusuk. Det er billigere, men jeg har ikke råd til helikopterturen fra Kulusuk til Tasiilaq. Jeg tænker på at spørge ataata, men julen er altid dyr for dem, fordi anaana køber gaver til alle familiemedlemmer. Jeg undersøger kviklån, men jeg ville ikke kunne afbetale uden at sulte. Klokken syv om morgenen går jeg ned i stueetagen og venter på, at Kirsten, min vejleder, kommer. Jeg går frem og tilbage, jeg ryger syv cigaretter, før hun dukker op på sin lilla cykel. Hendes store krøllede hår holdes fast af hendes lilla cykelhjelm.
„Nå, nå, godmorgen!“ siger hun så højt, at jeg spjætter.
 
„Er du o.k.?“ siger hun mildere og lægger en hånd på min skulder, da hun kommer tættere på.
Jeg ryster på hovedet. Hun aer mig på ryggen, mens hun følger mig hen til sit kontor.
„Kom, sæt dig her,“ siger hun, „vil du have noget kaffe? Skal jeg lave noget kaffe til dig?“
Jeg ryster på hovedet.
„Kakao?“
Jeg nikker. Jeg gennemgår min plan, mens hun er væk. Hun stiller sin kaffe og min kakao på bordet, tager sin stol og sætter sig meget tæt på mig.
„Nå, min kære, hvad er der?“ spørger hun.
Jeg kigger ned i gulvet. Hvorfor lyver jeg over for de bedste personer?
„Min kusine,“ siger jeg. Hun venter.
„Min kusine begik selvmord i går,“ siger jeg og forsøger at tvinge en tåre ud, men kan ikke.
„Åh …“ siger hun med en knækket stemme, „åh nej.“ Vi er stille et øjeblik.
„Åh, min kære, hvad er der sket?“
„Hun hængte sig i … i min mosters skur. I Tasiilaq. Hun blev 17.“ Hun tørrer hurtigt en lille tåre væk.
„Hvem var du sammen med i går og i nat?“ spørger hun.
„Jeg var alene.“
„Var du helt alene? Åh, min kære,“ siger hun.
Hun giver mig et langt kram, og jeg begynder at græde.
„Jeg ville bare gerne spørge dig, om der var mulighed for at ændre min billet til Nuuk, så jeg kunne tage til Tasiilaq i stedet for?“ siger jeg og pudser næse med en Kleenex fra hendes skrivebord.
Hun forsøger at finde ord i lang tid.
„Din billet kan ikke ændres, det er en rød billet,“ siger hun og sukker.
„Kan jeg så få en ekstra billet til Tasiilaq? Det har jeg hørt, man gør, når et familiemedlem dør,“ siger jeg og forsøger ikke at lyde kold.
 
„Det er kun når søskende, forældre og bedsteforældre dør,“ siger hun, „jeg beklager. Jeg beklager så meget.“
Jeg kigger ned i gulvet og snøfter.
„Ved du hvad, min ven,“ siger hun og tager min hånd, „jeg er gode venner med en fra rejsebureauet, lad mig lige spørge, om der måske er mulighed for at få ændret din billet.“
„Er det rigtigt?“ spørger jeg.
„Jeg kan ikke love noget, det skal du huske, ikke også? Ville du kunne betale for differencen, hvis det skulle være?“
Jeg nikker ivrigt. Jeg går frem og tilbage uden for hendes kontor, mens hun ringer rundt. Hendes arme laver faste bevægelser, hun rynker sin pande, hun masserer let sin tinding. Jeg venter med at skrive til Maliina. Kirsten lægger på og holder stille et stykke tid, før hun vender sig mod mig. Jeg skynder mig ind. Hun sukker, før hun begynder at tale.
„Vi kan ikke betale for din billet til Tasiilaq. Vi kan heller ikke sende dig via Island, det er et andet flyselskab, det er umuligt, „ siger hun, „men det vi kan, det er at ændre din billet til Nuuk, så du kan komme af sted tidligere.
Hvad synes du om det?“
„Det ville være så dejligt,“ siger jeg.
„Vil du af sted så tidligt som muligt?“ spørger hun. Jeg nikker.
„Hvad så med dine eksamener?“ spørger hun. Jeg når ikke at svare, før hun fortsætter.
„Ved du hvad, de kan være lige meget, de går ingen steder.“

Jeg ser mig selv i spejlet på mit værelse.
„Hvad har du at sige om mig i dag?“ spørger jeg mit spejlbillede.
„Du er smagløs som det samme trommebeat i tusind grønlandske sange, som den samme trommedans i tusind grønlandske forestillinger.“
„Er det virkelig det bedste, du kan gøre?“
„O.k. Din fucking løgner, ingen elsker dig, folk tror, de elsker dig, fordi de ikke kender dig, og du fortjener ikke deres kærlighed. Du er bare et styk legeme, og jeg ville ønske, jeg kunne give dit liv til et døende menneske.“
 
Jeg ringer til anaanas Messenger.
„Det var da på tide, du ringede, det er, som om du ikke eksisterer,“ er det første, hun siger.
„Hvordan går det?“ spørger jeg.
Hun taler i fem minutter om min søster. Hun er blevet assistent for en fra ICC, og hun er så god til det, at hun helt sikkert vil bevæge sig opad på karrierestigen meget snart og deltage i kæmpe møder i de arktiske lande.
„Jeg er så stolt af hende,“ siger hun, „jeg synes, du lige skal ønske hende tillykke, så snart du kan.“
„Det skal jeg nok gøre.“
„Nå, hvordan går det så med studiet?“ spørger hun.
„Det går godt.“
„Qaa, jeg vil gerne vide mere,“ siger hun, „har du været oppe til eksamen?“
„Ja,“ svarer jeg.
„Hvordan gik det?“
„Jeg får det først at vide efter juleferien.“
„Har du fået venner? Altså, grønlandske venner.“
„Jeg er faktisk blevet kærester med Maliina,“ siger jeg for at slippe for at svare.
Hun bliver helt stille et kort øjeblik. Jeg kan ikke længere høre hendes susende åndedræt.
„Anaana?“
„Ej, tillykke! Dejligt! Er hun her til jul?“ spørger hun mig, hvisker højt til ataata, at jeg har fået en kæreste, som om jeg ikke kan høre hende.
„Det er det, jeg gerne ville snakke med jer om. Hendes kusine begik selvmord i Tasiilaq, så hun rejser på onsdag. Hun skrev til mig, at hun havde brug for mig, men jeg har ikke råd til at tage til Tasiilaq …“
Hvis jeg skar i mig selv nu, ville jeg bløde sort.
„Det er ataatas og min julegave til dig!“ udbryder hun.
„Er du sikker?“
„Ja! Ja! Man skal være der for sine elskede! Åh, hvor jeg glæder mig til endelig at møde hende!“
 
Jeg smiler.
„Men hvor ærgerligt, at hendes kusine er gået bort,“ fortsætter hun med en tvunget ærgerlighed.
„Mm,“ svarer jeg.
„Hvor meget koster billetten? Jeg indsætter med det samme! Hvor er jeg bare stolt af mine døtre!“



32. Mand. 41 år. Hængte sig på sit værelse. Hans søn på 13 år fandt ham aftenen efter.

*

„Men hvordan kan du være helt sikker på, at han er til drenge?“ spurgte Angutivik, efter at jeg havde fundet en dreng, som han forhåbentlig kunne prøve at kysse med.
„Det ved jeg bare. Og han så spændt ud, da jeg sagde, at du ville vente på ham her,“ svarede jeg, „men du må love mig, at du siger til drengen, at han slet ikke må sige til nogen, at vi har den her hule!“
„Jeg tror ikke, han kommer til at sige noget som helst til nogen. Han ved, at jeg ikke er sprunget ud, ikke?“
„Der er ingen, der ved det,“ beroligede jeg ham, „men du skal sige til ham, at den her hule er hemmelig, ellers er alting ødelagt!“
„Ja ja, det skal jeg nok …“ sagde han og fortsatte, „så … Malik? Malik fra 9.b?“
Jeg nikkede. Jeg havde brugt lang tid på at finde en dreng til ham. Omkring en måned, for halvanden måned siden sagde jeg til mine forældre, at jeg var til piger, fordi jeg var forelsket i Karolina. De nikkede ved spisebordet, så jeg vidste, at de forstod, hvad det betød.
„Jeg tror ikke, Karolina er til piger, jeg tror ikke, der er nogen piger på din alder, der er til piger,“ sagde anaana, og så var samtalen slut.
 
Karolina var ikke til piger, og hun fortalte hele byen, at jeg var. Pigerne undgik mig, gik over i den modsatte side af vejen, når de gik forbi mig, som om jeg var smitsom. Men jeg havde Angutivik, og et par uger efter fik jeg en sød SMS fra Anna, som jeg så blev forelsket i.
„Hvordan var han?“ spurgte Angutivik, mens han gik i cirkler inde i hulen og tændte den ene cigaret efter den anden.
„Han virkede … almindelig?“
„Almindelig? Hvad mener du?“ spurgte han igen.
„Han virkede sød,“ svarede jeg.
„For helvede, jeg sveder!“ sagde han og tog mine hænder i sine, så jeg kunne mærke, hvor fugtige de var.
„Hvad skal jeg sige?“ fortsatte han.
„Det ved jeg ikke.“
„Hvad snakker dig og Anna om?“
„Vi snakker ikke rigtigt. Vi kysser bare,“ svarede jeg.
„Skal jeg så bare kysse ham?“
„Nej! I skal lige lære hinanden at kende først, det kunne jo være, at han ikke er til drenge,“ sagde jeg.
„Hvad mener du? Jeg troede, du var helt sikker på, at han er til drenge?“
„Det er han. Det er jeg ret sikker på.“
„Ret sikker? Hvad hvis han siger det til alle? Som Karolina gjorde mod dig?“ spurgte han med en anspændt stemme.
„Det gør han ikke. Og hvis han gør, så har vi jo hinanden,“ svarede jeg.
„Der er ingen, der skal vide noget!“ sagde han vredt og pegede på mig.
„Han siger ikke noget,“ svarede jeg og kom lidt i tvivl om, om jeg nu havde ret.
„Hvad skal jeg sige, når han kommer?“ spurgte han.
„Du kan spørge, om han har lyst til en cigaret?“
„Hvad hvis han ikke ryger?“
„Så skal du købe noget tyggegummi, for din ånde stinker,“ grinte jeg. Han tog en trepakkes Stimorol ud af sin lomme og viste den til mig.
„Og vil du se, hvad jeg også har?“ spurgte han fnisende og viste mig en pakke kondomer fra inderlommen af sin jakke og fortsatte, „ikke til i dag!
 
Men måske en dag? Tror du ikke?“
„Jo, det tror jeg,“ grinte jeg og begyndte at gå i cirkler med ham.



31. Dreng. 14 år. Har skudt sig selv i hovedet med en riffel i sine forældres kælder. Moren hørte skuddet, politiet fandt ham.



Formiddagen er stadigvæk halvmørk, da jeg ankommer til Nuuk. Anaana er ekstatisk, da jeg ankommer. Hun flager med små grønlandske flag, som om det gjaldt livet, og alle kigger på mig. Jeg tøver med at gå hen til hende, men hun vinker og gør sig tydelig, som om jeg ikke kan kende hende. Jeg ville genkende hende på en kilometers afstand. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kommer fra hende. Det første ar; navlen, kommer fra moren, siger Auður Ava Ólafsdóttir i bogen Ar. Anaana skinner, da jeg smiler til hende.
„Hej anaana,“ siger jeg.
„Hej, min pige!“ siger hun, så hele rummet kan høre hende.
Hendes smil er det smil, hun havde til min danseforestilling, og jeg tænker, at hun rent faktisk er glad for at se mig.
„Lad os tage hjem!“ siger hun, da jeg har taget min kuffert.
Intet har ændret sig i deres hus. Der dufter af kaffe og Ajax. Rød Ajax, som anaana vasker gulv med, når der skal komme gæster. Ataata giver mig et lille kys på kinden, og min søster råber hej fra toilettet.
„Må jeg se et billede af hende?“ spørger anaana.
Vi sidder over for hinanden ved spisebordet. Jeg viser hende et portræt taget af en fotograf. Hun ser professionel ud.
„Ej, hun er jo gudesmuk!“ udbryder hun. Jeg smiler.
„Og hun er forelsket i dig?“
Jeg nikker. Hun hopper op af stolen og styrter hen mod mig. Hun krammer mig så hårdt, at vi begge glemmer, hvor akavet det er at kramme hinanden.
 
Hun placerer sine hænder på mine kinder og kigger mig i øjnene. Jeg smiler. Hun kysser mig på panden og nikker mange gange. Hun kan stadigvæk ikke finde ordene, så hun går ud i køkkenet for at få samling på sig selv.
„Har du noget imod, hvis jeg lige lukker mig selv inde og ringer til hende?“ spørger jeg.
„Gå! Gå!“ siger hun og skubber lidt til mig, „Men ikke i for lang tid, vi skal ud og købe en gave til hende!“
„Anaana synes, du er virkelig smuk. Hun er helt oppe at køre,“ siger jeg til Maliina, da hun svarer.
Hun smiler. Det er længe siden, jeg sidst har set hende smile.
„Hvordan går det? Hvordan var begravelsen i går?“ spørger jeg, og hun sukker.
„Det var hårdt. Jeg har stadig svært ved at tro det. Men der er lidt mere ro på nu. Der er stille i huset. Hele familien er ofte samlet i vores hus, fordi det er større,“ siger hun.
„Iggu.“
„Hendes kiste virkede så lille. Det var først der, jeg indså, hvor lille hun egentlig var,“ siger hun.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
„Hun var så lille. Som et barn. Hun var et barn,“ siger hun og stirrer tomt på mig.
„Jeg ankommer klokken fire i morgen, 15.50, GL692 med helikopteren,“ siger jeg.
„Har du lært det udenad?“ griner hun lidt. Jeg nikker.
„Kommer du og henter mig, eller skal jeg tage taxa? Jeg ved ikke, hvor langt der er til Hotel Angmagssalik?“
„Det er Hotel Ammassalik, det er bare stavet på en gammeldags måde,“ siger hun og smiler.
„O.k., Ammassalik. Hvor langt er der derhen?“
„Jeg har jo sagt, du sagtens kan bo hos os, det er så dyrt deroppe,“ siger hun.
 
„Nu har jeg jo allerede betalt for det. Det kan være, jeg tager et par nætter hjemme hos jer, når I er kommet jer over begravelsen,“ siger jeg.
„O.k., jeg henter dig i morgen, klokken 15.50, GL692,“ siger hun og smiler, „jeg glæder mig.“

Anaana tvinger mig til at gå på juleshopping i Nuuk Center.
„Hvad med de her?“ spørger jeg og peger på de mest neutrale øreringe, jeg kan finde i Anori Art.
„Nej, de er for kedelige, køb noget romantisk til hende! De her,“ siger hun og peger på øreringe, der er lavet af kløer.
„Jeg synes ikke, det er romantisk at give negle i julegave,“ siger jeg.
„Det er narhvalstand,“ siger ekspedienten.
„Jeg gider ikke give hende en død tand i julegave,“ siger jeg til anaana,
„alle går med sådan nogle smykker, og hun er ikke ligesom andre.“
Anaana puffer til mig og ser undskyldende på ekspedienten, der ikke længere smiler.
„De er så fine,“ siger hun og beder ekspedienten om at pakke dem ind i guld gavepapir og rødt bånd.
„De kan være fra jer,“ siger jeg, „jeg kan skrive et brev til hende.“
„Det er jeres første jul sammen, og jeg vil gerne have, du gør et godt indtryk på hende,“ siger hun.
„Hun er kæreste med mig, og det betyder vel, at jeg allerede har gjort et godt indtryk på hende,“ siger jeg.
„Ja, min kære,“ siger hun og klapper mig på kinden, „du er meget heldig.“
Alt tøj sidder for stramt i Torraks prøverum. Jeg har lyst til at lukke mig selv inde i Maliinas lejlighed, men jeg ved, at anaana ikke stopper, før jeg har fundet noget, jeg kan have på til jul.
„Anaana, du bliver nødt til at finde noget, der er større,“ siger jeg irriteret, da jeg for tredje gang ikke kan lyne bukserne.
„Men det er de største, jeg kan finde,“ siger hun.
„Der er så mange tykke mennesker her. Hvordan kan det være, du ikke kan finde noget større?“ spørger jeg, mens jeg prøver at få en trøje på.
 
„Det ser ud til, du skal tabe dig lidt,“ siger hun, mens hun kigger håbløst på mine bryster.
Jeg går hen til herreafdelingen og finder en sort skjorte, som jeg kan passe.
„Jeg har bukser derhjemme,“ siger jeg til anaana og giver hende skjorten.
„Se, der findes noget tøj, der passer til dig! Du skal bare være optimistisk! Hvis du smiler til verden, smiler verden tilbage til dig,“ siger hun på gebrokkent dansk og smiler.
„Den er til mænd,“ siger ekspedienten.
Anaana begynder at tromme med fingene på disken.
„Og?“ spørger jeg.
„Vil du stadig købe den?“ spørger ekspedienten.
„Ja, hvorfor ikke?“ siger jeg og smiler til anaana.
Lyset i Pisiffik er ikke til at holde ud. Jeg føler, alle kan se mine urenheder i huden, og jeg stirrer på gulvet, når anaana hilser på nogen, hun kender. Hun har i det mindste lært, at jeg ikke bryder mig om smalltalk, så hun undgår at inkludere mig i samtaler. Eller også er det, fordi hun er bange for, hvad jeg kan finde på at sige. Hun stopper op alle steder og studerer varer, selvom jeg har sagt til hende, at jeg er træt og gerne vil gå så hurtigt som muligt. Hun siger ja, ja, ja, men hun lytter ikke. Jeg ser min gamle skolekammerat nærme sig med sin lille familie, og jeg skynder mig væk og gemmer mig bag nogle hylder. Diana gik altid rundt og troede, at jeg lagde an på hende, da vi gik i gymnasiet. Hun så altid på mig, som var jeg en sexhungrende, halvpsykopatisk lebbe, og jeg havde det sjovt med det. Jeg rørte hende aldrig, men en gang imellem blinkede jeg til hende og spurgte hende, om hun havde brug for et stort kram, når hun var gået fra en kæreste. Hun rystede på hovedet i afsky. Jeg var hendes lesbiske mareridt, ligesom hun også var mit heteromareridt.
„Diana, Diana, skønne prinsesse Diana!“ hører jeg anaana juble.
Hun bruger sin moderlige radar og finder mig med det samme, mens hun slæber Diana med sig.
„Se, det er Diana! Og se, der er hendes søn! Åh, hvor er han skøn!“ skriger hun.
 
„Hej,“ siger jeg til dem.
„Hvordan går det i Danmark?“ spørger Diana, mens hun rokker klapvognen.
„Det går fint. Hvordan går det med strikkeriet?“ spørger jeg hende, fordi jeg så inde på Facebook, at hun havde strikket nogle nissehuer til sine børn.
„Ej, hvor jeg glæder mig til at få børnebørn!“ udbryder anaana og kigger på mig.
Jeg smiler.
„Se ham lige!“ bliver hun ved.
Hun vil have, jeg reagerer. Jeg rører hans lille hånd med min cigaretlugtende pegefinger. Han begynder at græde.
„Han er bange for mig,“ siger jeg.
„Sludder og vrøvl!“ siger anaana, „sådan er småbørn. Det er sådan, de kommunikerer.“
„Kæft, du må være træt,“ siger jeg til Diana, „glæder du dig ikke til, at han begynder at kommunikere med ord i stedet for?“
„Nej, han græder næsten aldrig,“ siger Diana fornærmet, „han elsker fremmede mennesker, undtagen et par stykker. Han er bare enormt modtagelig for dårlig energi.“
„Har han sagt det?“ spørger jeg. Anaana puffer til mig.
„Han er simpelthen så smuk! Jeg er sikker på, at han kommer til at have mange pigekærester i fremtiden!“ siger hun og forsøger at afslutte samtalen.
„Eller drengekærester,“ siger jeg og blinker til Diana. Anaana griner nervøst.
„Ikke alle er homo,“ siger Diana.
„Nej, det ved jeg godt. Men nogle er,“ siger jeg og smiler til sønnen.
Han begynder at græde endnu mere, og Diana skynder sig væk, mens hun tysser på ham. Anaana er blevet lettere irriteret på mig, så jeg beslutter mig for at gå til Qinngorput.
„Det er minus 10 derude! Der er også nordenvind!“ siger hun og ryster på hovedet.
„Du har lige fortalt mig, at jeg skal tabe mig,“ siger jeg.
 
„Jeg vil hellere have en stor pige end en syg pige til jul,“ siger hun.
Hun bliver distraheret af et helt sydgrønlandsk lam på tilbud. Jeg skynder mig ud i kulden og begynder at gå. Jeg kan straks ikke føle mit ansigt længere. Nordenvinden er kraftig. Jeg tager mine vanter af. Jeg koncentrerer mig om smerten. Jeg pakker mit hoved ind i min store parkahætte, så ingen kan genkende mig i vintermørket. Den tykke rævepels beskytter mig mod omverdenen. Jeg er fuldstændig ubevidst om, hvad der foregår rundt omkring mig. Det eneste, der er virkeligt nu, er mine frosne fingre og mørket, der omringer mig.
 



DU
 










30. Din mormor fandt dig i et af værelserne i sit hus, da hun kom hjem. Møblerne i værelset er fjernet, blodet er vasket af, men væggen har opsuget meget af det, og det tænker hun på om natten, at dit blod fra dit kød er på den højre side af sengen, som hun nu har flyttet over til venstre side af værelset. Hun ser på glade billeder af dig og prøver at huske dig sådan, og hun ved ikke, om hun er mest vred over, at du har ødelagt hendes hjem for altid, eller at det sidste billede, hun har af dig, er dit ansigtsløse hoved.



Himlen er skyfri, og Indlandsisen kæmpestor. De fleste passagerer er østgrønlandske. De minder mig om Navarana. Men kabinen er stille. Ingen høj snak, alle taler lavt med hinanden eller kigger ud over isen. Kvinden ved siden af mig, som jeg troede, var en mand, begynder at fjerne fnug fra mit tøj, jeg tvinger et lille fnis frem. Jeg tager min hoodiehætte på, og hun prikker til mig, da hun også har taget sin på. Hun siger noget til mig på østgrønlandsk, som jeg ikke kan forstå. Efter et par forsøg, griner vi ad, at vi ikke kan forstå hinanden. Hun tager sin mobil frem og åbner kameraet. Hun stiller den foran os begge og kommer helt tæt på mig, så jeg kan lugte hendes salte hud. Hun smiler bredt og beder mig om at gøre det samme. Hun tager et par billeder og nikker tilfreds. Den østgrønlandske kyst kommer til syne langt før, vi ankommer. Utallige gange har jeg fløjet over den østgrønlandske kyst, de spidse, blålige fjelde, der enten byder mig velkommen tilbage til Grønland eller siger på gensyn. De virker ikke større, når man ser dem tættere på, men de er mere majestætiske, rolige. Kvinden ved siden af mig tager en stor håndfuld bolsjer, da stewardessen deler ud. Hun åbner min lukkede hånd og lægger to bolsjer i den. Jeg tager dem og putter begge i munden, så jeg i alt
 
sutter på tre. Hun putter også tre i sin, og hun savler lidt, da hun griner. Hun peger mod vinduet og siger noget på østgrønlandsk, og jeg gætter mig til, at vi snart skal lande. Jeg kniber mine øjne sammen på vej ned, sneen er over det hele, detaljer forsvinder, og jeg bliver forskrækket, da vi lige pludselig lander på hvid jord. Der stinker af lort i Kulusuks lille lufthavn. Jeg skynder mig ud og tænder en smøg, før jeg begynder at kigge rundt. Min hovedpine er en line fra øjnene til baghovedet, det er alt det hvide. Det tager mig sekunder, før jeg indser, at jeg kigger på en kæmpe mur af skovlet sne lige foran mig.
Tre eller fire eller fem meter sne er skovlet, så biler og hundeslæder kan komme til. En lang, skovlet sti ligner lidt der, hvor Jesus, tror jeg, delte havet i to. Og pludselig ser jeg det for enden af stien, mange kilometer væk.
Tasiilaqs fjelde. Himlen over for dem er pastelfarvet. Lyserød, babyblå.

En halv time er lig med fem timer, tiden er noget andet i Kulusuk. Jeg går frem og tilbage uden for lufthavnen og lytter til folk. En beruset mand står uden for lufthavnen med sin dåseøl og snakker med vestgrønlændere og danskere. Han er meget snakkesalig og svarer på alle spørgsmål, for derefter at prøve at sælge sine tupilakker. Han spørger også alle, om de har brug for en taxa og peger mod sine hunde. Jeg lytter til ham i smug. Han fortæller, at der kun er hotelbilen i Kulusuk, og bygden ligger langt væk fra lufthavnen.
Engang var der flere hundrede mennesker, men nu er de fleste huse tomme. Han forklarer, hvordan man skal forstå det store skilt med et kort over området, hvor langt der er til Tasiilaq, om den store gletsjerhule i nærheden af bygden. Han snakker om det, som om der er tusind spændende ting at opleve her, og jeg er imponeret over, hvor servicemindet han er, når der næsten ikke er noget at sælge, for det er, som om der kun er sne, fjelde og en evigt sælgende mand ved en lufthavn midt i det hele. Jeg giver ham en smøg på vej ind. Han spørger, om han kan få min pakke, og jeg giver ham to cigaretter til. Min klaustrofobi forsvinder, så snart helikopterens landingsstel er i luften. Mig og en stor mand sidder tæt op ad hinanden, jeg kan mærke hans lårmuskler. Jeg trækker maven ind og spænder alle mine muskler, så jeg kan sidde så tæt op ad væggen som muligt, men det hjælper ikke. Manden har kun airpods på, mens alle os andre har store høreværn på. Jeg stirrer på hans
 
brune hænder og skidtet under neglene, og jeg tænker, hvad og hvem de her hænder har rørt ved, da jeg pludselig lægger mærke til landskabet lige bag dem. Havet forvandler sig fra grålig blå til kraftig blå. Så dukker det op, et kæmpe ishav, der er revnet i stykker. Tusindvis af kridhvide, flade isstykker dækker en kæmpe bugt som en foranderlig labyrint, som ingen kan regne ud. Jeg husker, at anaana sagde på et tidspunkt, efter at hun havde været på kort tur i Tasiilaq, at hun følte sig fanget i bugten, at fjeldene var for høje og for mange, og at det føltes, som om man aldrig kunne undslippe igen, når man først var fremme. De snebelagte, spidse fjeldtoppe kommer frem en efter en, de omringer hele bugten. De stejle fjeldsider er uden sne og har den samme blåsorte farve som ravnene, kanterne er så skarpe og så detaljerede, at jeg slet ikke forstår, hvordan det kan være virkeligt. Jeg holder vejret. Jeg tager mine høreværn af for at kunne absorbere det bedre. Den store mand ved siden af mig lytter til An Angel af Kelly Family, det klæder ham ikke, og det er også over tyve år siden, den var populær, og jeg kommer pludselig i tanke om, at anaana også sagde, at Østgrønland er mindst tyve år bagud i tid. Jeg slapper af i mine muskler og sidder nu helt tæt op ad manden, lår mod lår, og jeg får lyst til at hvile mit hoved på hans skulder og dele oplevelsen med ham. Da helikopteren vender, kommer byen til syne, og jeg er overrasket over, hvor stor den egentlig er. Den ligger i yderkanten af bugten, gemt væk fra det åbne hav mod syd. Et fængsel, ville anaana sige. Et hemmeligt og beskyttet paradis.

Flere blikke er rettet mod mig fra vinduet, da jeg går hen mod den lille heliport. De har alle sammen Maliinas øjne, og det tager tid, før jeg finder hendes. Hun ser spændt ud. Hun hopper op af mig og vikler sine arme rundt om min hals, så snart jeg kommer ind, og jeg snuser til hendes hals, mens jeg fører hende til siden, så andre kan komme til. Vi står længe sådan, og da jeg åbner øjnene op, ser jeg, at en masse øjne stadig er rettet mod os.
„Er det din familie?“ hvisker jeg til hende.
„Ja, de insisterede på at komme med, jeg kunne ikke stoppe dem,“ hvisker hun tilbage og strutter med sin mund for at kysse mig.
 
Jeg giver hende et lille tørt kys. Hun introducerer mig først til sin mor. Jeg rækker hånden frem, og hun ignorerer den og giver mig et hårdt kram og holder mig helt tæt til sig i en evighed. Jeg aner ikke, med hvilken intensitet jeg skal kramme, så jeg krammer slapt, hårdt, midt imellem, slapt igen, da jeg tror, hun vil slippe mig, men gør hun ikke, så hårdt igen, indtil hun slipper mig.
„Kulaa,“ siger de alle sammen smilende, hendes far og to kvinder, enten fastre eller mostre eller noget helt tredje, og jeg får kram af dem alle.
Børnene smiler til mig, jeg ved ikke, hvordan man krammer børn, så jeg snuser til deres hoveder. De kigger mærkeligt på mig og griner, og jeg griner bare med dem.
„Jeg kondolerer,“ siger jeg, da jeg pludselig kommer i tanke om, hvorfor jeg rent faktisk er her.
De kigger ned i gulvet, mens de nikker, og jeg føler, jeg har sagt noget forkert, da der kommer en stilhed, som ingen af os ved, hvordan vi skal tackle.
„Kom!“ udbryder hendes mor, og vi begynder alle at følge efter hende.
Jeg står bag Maliina uden for heliporten og holder let om hendes jakke, så hun ikke lige pludselig efterlader mig blandt en flok fremmede mennesker.
Kufferterne kommer med en gummiged, og familien er ivrig efter at bære min kuffert for mig hen til en taxa med store snekæder. Faren lukker døren for mig, da jeg sætter mig ind, men døren lukker ikke, den er ødelagt, og taxachaufføren siger, at han skal sparke til den, og han gør det så hårdt, at det begynder at ringe i mit øre.
„Skal din familie ikke med?“ spørger jeg Maliina, der har sat sig helt tæt på mig.
„Nej, de går bare.“
„Ej, så de gik hele vejen hertil for ingenting?“
„Det var da ikke for ingenting, de ville så gerne se dig,“ svarer hun.
„Jeg sagde jo slet ikke noget til dem, jeg snakkede jo overhovedet ikke med dem.“
„Det er totalt lige meget,“ siger hun, „og vi skal nok besøge dem senere, jeg vil bare gerne have dig lidt for mig selv nu.“
 
„Var det din faster, du ved, din kusines mor?“ spørger jeg.
„Nej, det var bare min moster. Min faster er hjemme hos os, hende kan du måske møde senere.“
Jeg vinker til familien, da vi kører forbi dem. Maliina begraver sig selv i min brystkasse og begynder at snuse til mig med lukkede øjne, og taxachaufføren kigger på os gennem bakspejlet, og jeg rømmer mig. Jeg får lidt kvalme, fordi vi kører op og ned igennem en masse hårnålesving, og chaufføren speeder op, da han drejer op ad en meget stejl vej. Mit hoved bliver trukket så langt tilbage, at det tager mig flere sekunder, før jeg får det op igen, som når man kører i rutsjebane. Han kører på fuldt drøn i andet gear, indtil vejen bliver for stejl. Bilen hakker voldsomt, da han skifter til første gear, men vi formår at komme op uden at glide ned og dø. Hotellet på fjeldtoppen er aflangt. Der er ingen mennesker at se. Kun en lille ung, buttet mand i receptionen, som Maliina begynder at snakke med. Jeg ser den store pejs i midten, en souvenirbutik, men jeg kan ikke holde mig væk fra alle vinduerne mod fjeldene. Fjeldene fylder alle vinduerne ud, som om de er lige uden for vinduet. Jeg bliver svimmel og stopper op ved en stol. Jeg tør næsten ikke kigge, som om jeg ikke må, som om jeg ikke er værdig nok. Jeg kigger ud og ser det store overblik over alle fjeldene. Jeg kan slet ikke overskue det og kigger ned med det samme. Jeg synes, det er ubehøvlet at kigge direkte på dem i alt for lang tid, det er lige før, jeg bukker mig ned for dem.
„Kommer du?“ prikker Maliina til mig.
„Fjeldene … de er så …“
„Smukke?“ spørger hun og nikker.
„Nej, ikke bare smukke. De er så fyldt med ære, som … som konger og dronninger af alle fjelde i verden,“ siger jeg.
„Hold da op,“ svarer hun og griner lidt, „kom, du skal tjekke ind.“

Jeg når ikke at tage min jakke af i værelset, før Maliina tager min hånd og stikker den ind under sine bukser. Hun er våd, kysser mig voldsomt, mens hun smider sit tøj og trækker mit tøj af. Hun bider mig lidt for hårdt i brystvorten, og jeg giver et klynk fra mig. Hun hører det ikke og skubber mig hen til
 
sengen. Jeg slår mit hoved mod væggen, så hun tager mine ben og trækker i mig, så mit hoved kommer på plads på puden. Hun kravler op af mig og slår sit knæ hårdt mod skrivebordet til højre for hovedgærdet af den lille seng, men hun reagerer ikke. Jeg når ikke at indånde ordentligt, før hun sætter sig oven på mit ansigt og begynder at gnide sig voldsomt op ad mig. Hun presser sig så hårdt ned, at jeg lige kan lige få min tunge ud. Jeg gør ikke noget, jeg ligger bare med lukkede øjne og tungen ude og tænker på, hvad jeg skal gøre, når jeg ikke længere kan holde vejret. Hvor mange minutter var det, før man døde af kvælning?. Jeg prøver at få en smule luft ind, men hun er helt væk, hun stønner ikke engang. Jeg tager hendes lår og prøver at styre hendes rytme lidt, men de er helt fastlåste. Jeg åbner mine øjne op og prøver at kommunikere til hende, at jeg er ved at dø, men hun har lukkede øjne. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste kunne kigge på fjeldene. Mine øjne begynder at svie, så jeg spidser tungen, så godt som jeg kan, og hun kommer med det samme. Jeg indånder voldsomt, da hun løsner sig lidt. Hendes krop sitrer, og hun kigger desorienteret på mig.
„Græder du? Dine øjne er helt røde!“ siger hun et stykke tid efter.
„Nej, jeg kunne bare ikke trække vejret.“
Hun lægger sig ved siden af mig og kigger tomt på væggen. Jeg kysser hendes salte pande.
„Hvordan har du det?“ spørger jeg.
I én bevægelse kommer hun ned til min kusse og begynder at slikke mig.
Jeg er tør. Hun spytter. Jeg bøjer hovedet tilbage, så jeg kan se den blå himmel. Jeg kan ikke se fjeldene. Jeg lukker øjnene og forsøger at koncentrere mig. Jeg tvinger billeder frem i mit hoved. Flere fingre inde i en kusse. En kvinde på alle fire, så hendes kusse og røv er blottet. Fyldige læber på en klitoris. Jeg laver et diasshow med dem og skifter, når et billede ikke længere virker for mig. Min klitoris er følelsesløs. Jeg bliver distraheret af mine falske støn. Hvis Maliina var døv som Sofia, ville jeg ikke behøve at gøre det. De frække billeder forsvinder helt, og jeg kan ikke se andet end fjeldene. Jeg faker en orgasme. Hun lægger sig ved siden af mig og kysser mig. Jeg bryder mig ikke om min sure lugt.
„Du smager så godt,“ siger hun, „jeg har savnet dig.“
 
Hun vil have mere. Jeg sætter mig på knæ og stikker nogle fingre op i hende. Jeg kigger ud ad vinduet og betragter fjeldene, så snart hun lukker øjnene. Hun åbner dem og tager fat om mine bryster, men jeg presser hendes kind mod puden, så hun ikke ser mig. Jeg boller hende hårdt, mens hun rører ved sin klitoris i et par minutter og kommer hårdt og i lang tid. Hun dækker sine øjne med sine hænder. Hun begynder at ryste.
„Hvad er der?“ spørger jeg. Hendes kinder er våde.
„Jeg er bare lidt overvældet,“ siger hun og pakker sig ind i mit bryst. Hendes snot løber ned ad mig.
„Jeg kan ikke forstå, hvorfor hun pludselig valgte at tage sit eget liv.“ Jeg nikker og kysser hendes øje.
„Tror du, der skete noget med hende før hun … døde?“
„Hvad mener du?“ spørger hun og tørrer sine øjne.
„Du ved, om hun oplevede noget dårligt, som gjorde, at hun fik det skidt?“
„Som … som voldtægt, eller hvad siger du?“
„Ja, det … eller noget andet. Mobning eller noget helt tredje.“
„Det ved jeg ikke, det har faster eller de andre ikke sagt noget om.“ Hun rejser sig op.
„Lad os tage hen og spørge dem,“ siger hun.
„Det kan altså også være, at det bare skete,“ svarer jeg. Hun tager tøj på.
„At hun bare valgte at tage sit eget liv? Det kan man bare ikke, der må
have været en grund.“
Jeg fortryder med det samme, at jeg spurgte.
„Jeg er meget sulten,“ siger jeg.
„Der er masser af mad hos os. Kom, lad os finde ud af, hvad der skete med hende.“
Nu virker hun ikke længere ked af det, men vred.
„Jeg er ret træt, kan jeg ikke komme lidt senere?“
„O.k. Hvornår kommer du så? Sådan cirka?“
„Bare om en time eller noget?“ spørger jeg.
 
„O.k., ja, jeg har brug for, at du er der,“ siger hun og peger ud ad vinduet,
„kan du se den røde, aflange bygning dernede? Det er Majoriaq.“ Jeg nikker.
„Du skal hele vejen ned her, og så op forbi Majoriaq, så når du hen til den grå bygning, som er kommunen. Kan du se den?“
Jeg nikker.
„Så drej til højre og gå ned. Du ringer, når du når sygehuset, så henter jeg dig, vi bor fem minutter væk derfra, lige ved havet, men man kan ikke se huset herfra.“
„Det kan jo være, der ikke er sket noget, det kan jo være, hun havde en depression?“ siger jeg.
„Det må vi jo spørge dem om.“
Hun er fast besluttet. Der er intet, jeg kan gøre.



29. Din lillesøster tog nogle af dine T-shirts fra dit værelse og brugte dem som pudebetræk, hun duftede til din sved og deodorant, indtil det lugtede af hendes shampoo. Hun tændte for musikanlægget på dit værelse, når hun var alene i huset, lukkede for døren og lod, som om du var på dit værelse.



Jeg går forsigtigt ud på terrassen ved baren. Det føles, som om jeg skal falde. Jeg klamrer mig til hegnet. Solen er gået ned og danner gigantiske silhuetter af fjeldene. Jeg følger Maliina med øjnene, mens hun i et højt tempo går op og ned ad store bakker. Mine fødder bliver følelsesløse på grund af kulden, så jeg går ind og sætter mig ned ved et vindue. Der er et enkelt fjeld i midten, som jeg hele tiden vender tilbage til. Det ligger tungt og stabilt, og alligevel ser jeg nye sider af det, hver gang jeg vender tilbage til det, det ændrer sig med lyset, med vinden. Jeg får en besked fra anaana.
„Nå, hvad synes du? Er det klaustrofobisk?“ skriver hun med en emoji, der griner.
 
„Det er det smukkeste sted i hele verden,“ svarer jeg uden punktum eller emoji.
Satellitinternettet er meget langsomt, og jeg venter i flere minutter på, at Facebook opdaterer nyheder. Vejen til Qinngorput i Nuuk er blevet lukket, og en hel masse mennesker deler opslaget. En mand med en riffel truer med at tage sit liv og har affyret et par skud i luften. Jeg læser kommentarerne i politiets opslag.
Gad vide, hvem det er, måske har han ikke flere penge til julen. Måske han ellers bare var på rypejagt.
Han er sikkert skidetræt af vejret.
Mafiasniper er ved at blive fanget af politiet, jeg håber, han starter på piller med det samme.
Do it already, jeg kommer for sent på grund af dig.
Grinende emojis flyder rundt over det hele. Jeg slukker og håber, at Maliina ikke ser det. Gæster ankommer til hotellet, de er pakket ind i store og lange dansker-tørklæder, russiske mafiahuer og sælskindsvanter i pink, grøn og sort. Jeg går ud, før de begynder at kommentere på udsigten. Vejen ned er så stejl, at jeg næsten kan røre vejen bag mig med strakte arme. Jeg går ekstremt langsomt, men da en gammel mand passerer mig i høj fart og smiler til mig på en måde, som jeg smiler til irriterende danskere, sætter jeg farten op, så mine lår begynder at ryste og får krampe. Jeg falder i sneen og kigger hurtigt efter manden, men han er for længst væk. Jeg sætter mig ned på et autoværn, da jeg endelig kommer ned for enden af vejen. Næste udfordring er en stejl bakke op mod kommunen. Jeg hører løbende vand under mig og opdager, at jeg står på en lillebitte bro. Jeg rejser mig op og kigger ned, ned til elven under isen, og så op, op gennem en dal med slædehunde. Mange kilometer væk er der en kæmpe mur af spidse fjelde, som jeg ikke har set før. Jo længere væk, de er, jo mere slørede er de. Solen skinner stadigvæk på fjeldtoppene. Sneen er pink deroppe. Jeg begynder at synke spyt uden at kunne styre det, og min hals brænder. Jeg troede, jeg havde set det hele, men nu har jeg. En hund begynder at hyle, og snart hyler alle hundene i dalen, så lyden af elven forsvinder. En enkelt vejrtrækning fylder mine lunger helt op, så det føles, som om jeg aldrig behøver at trække vejret igen. Det bedste, der
 
nogensinde kan ske i mit liv, sker for mig nu. Jeg lukker mine øjne i nogle sekunder, åbner dem igen, gør det flere gange bare for at genleve det. Mine knæ bliver svage, fordi jeg har stået helt stille i lang tid, så jeg går frem og tilbage på den lille bro. Jeg kan ikke få mig selv til at gå. Først senere lægger jeg mærke til et par huse i dalen, et rødt hus, og så et forfaldent sort lagerhus længere væk. Til venstre er der en sti, der forsvinder ind i dalen. Jeg kigger op på den stejle vej mod Majoriaq, hvor jeg burde gå. Jeg begynder at gå ind i dalen i stedet for.
„Hvad laver du?“
Jeg kigger tilbage og ser Maliina ved broen.
„Du skal ikke den vej, du skal op her,“ siger hun og peger den anden vej.
„Jeg skal gå her,“ siger jeg, men min stemme er hæs, hun hører mig ikke.
„Jeg skal gå her,“ siger jeg igen.
„Nej, det skal vi ikke. Jeg har ringet til dig flere gange.“ Jeg ser tilbage på dalen, jeg gider ikke gå tilbage.
„Vi skal herop, du kan se Naasuliardarpi på et senere tidspunkt.“
„Naasuliardarpi?“
Hun nikker. Der hvor man tager hen til blomsterne.
„Blomsterdalen,“ siger hun.
„Er der blomster derinde?“ spørger jeg.
„Kun plastikblomster nu. Kom, der er alt for meget sne.“
„Plastikblomster?“
Hun gør tegn til, at jeg skal komme. Jeg står stille. Hun kommer hen til mig og krammer mig bagfra.
„Det er ligesom … et slags limbo-sted,“ siger jeg.
„Limbo?“ Jeg nikker.
„Stedet man befinder sig, når man er død, men ikke er kommet videre, hvor end man skal hen.“
„Kom, jeg gider ikke gå her,“ siger hun og hiver lidt i mig.
„Hvorfor ikke?“
„Der er fulde mennesker ved det sorte værtshus derovre, kom, jeg gider ikke snakke med dem.“
 
Hun tager min hånd og hiver i mig.
„Vi behøver jo ikke at snakke med dem,“ siger jeg.
„Kirkegården ligger derinde. Min kusine ligger derinde. Kom, please.“ Jeg begynder at gå lige bag hende. Hendes hænder er iskolde, men fugtige.
„Det er det bedste, der er sket for mig,“ siger jeg, „at komme her.“ Hun kniber min hånd. Jeg kysser hende.
„Jeg elsker dig,“ siger jeg.
„Jeg elsker dig.“
Det bedste er allerede sket for mig.

„Hvad skal jeg sige?“ spørger jeg og stopper op foran deres hus.
„Du skal bare være dig selv,“ svarer hun.
Jeg snubler over nogle sko, da jeg kommer ind i gangen. Jeg er bange for, at jeg kommer til at sige noget dumt om kusinen. Om hendes død. Maliinas mor tager fat i min arm og hjælper mig ud af gangen. Hun har et meget fast greb.
„Farede du vild?“ spørger hun uden at lyde dømmende.
„Nej, ikke rigtigt,“ siger jeg, „jeg var bare lidt langsom.“
„Bakkerne kan være ekstremt hårde, når man ikke er så vant til dem, jeg skal også altid vænne mig til dem, når jeg har været i Nuuk i et par uger,“ siger hun og fører mig ind til stuen.
„Her er stuen,“ siger hun.
Maliinas far nikker smilende til mig fra sofaen.
„Velkommen,“ siger han.
Han ser fodbold uden lyd. Det kraftige lys fra fjernsynet gør stuen til et blinkende diskotek. Der er blevet mørkt udenfor. Moren fører mig videre til venstre, forbi et kæmpestort spisebord, til venstre igen til køkkenet. Alle kogepladerne er i brug, og emhætten kører på fuldt drøn. Ellers kan man ikke høre andet. Her er stille.
„Her er køkkenet,“ siger moren, så jeg næsten ikke kan høre hende, „og det her, det er Maliinas onkel.“
Hun peger hen mod et lille køkkenbord i hjørnet. En ældre mand sidder og rører rundt i en kop. Han kigger op og hilser med hovedet. Jeg ved ikke, om
 
jeg skal hen til ham og sige goddag, om jeg skal sige til ham, at jeg føler med ham. Jeg ved ikke, om det er ham, der har mistet sin datter. Moren slipper mig for at røre rundt i gryderne, og jeg begynder at gå rundt om mig selv.
Maliina er stadig i stuen, og jeg ved ikke, om jeg skal gå ind til hende, om jeg skal tilbyde moren hjælp, om jeg bare skal stå og stirre på onklen. Jeg bliver irriteret på Maliina, fordi hun ikke er kommet med os, men så tager moren fat i mig igen og strækker sin anden arm ud mod onklen, så vi kan hilse på hinanden.
„Det er Maliinas kæreste,“ siger hun til manden.
„Kulaa, Mikael,“ siger han og rækker sin hånd frem uden at rejse sig op.
„Er du far til … øh,“ siger jeg, da det slår mig, at jeg ikke engang kender kusinens navn. „Du er Maliinas onkel. Det er din datter, der har … der er død? Altså, der er gået bort?“
Jeg knækker mine fingerknogler, så det nærmest giver ekko i hele huset.
„Gudrun, hedder hun,“ siger hendes mor, „hed hun. Guuju.“
Faren kigger ned og rynker sin pande. Han begynder igen at røre rundt i sin kop, der næsten er tom.
„Jeg kondolerer,“ får jeg lige sagt, inden moren fører mig videre ind til et bryggers, hvor der er en trappe op.
„Du skal lige se værelserne deroppe,“ siger hun.
Gangen ovenpå lyser mørk orange, jeg kan lige ane dørene. Hun åbner den første dør.
„Det er vores soveværelse,“ siger hun.
Det blomstrede dynebetræk er redt. Den store sengeramme lavet af mørkt træ minder mig om aanaas. Hun brugte aldrig sin seng, og jeg troede, det var, fordi hun var bange for sit værelse, fordi sengerammen lignede noget fra en gammel gyserfilm. Hun fører mig hen til det næste rum. Døren står åben.
„Her er Maliinas værelse. Det har altid været hendes værelse.“
Jeg går ind og screener det hele. Der er et par kasser i hjørnet, en crosstrainer dækket af tøj, et lille skrivebord og gammelt klisterbånd på de tomme vægge.
„Hun havde alle væggene dækket til med plakater med en kvindelig sanger, jeg kan ikke huske hendes navn, men jeg tror, det var hendes første
 
kærlighed,“ siger hun med et glimt i øjet, „hun fjernede dem, da hun flyttede hjemmefra, vi savner dem lidt, her kan være så tomt.“
Radioen spiller lavt i det næste rum. Gardinerne er trukket for, og det tager mig flere sekunder, før jeg opdager, at der sidder en person i en lænestol i hjørnet.
„Det er Maliinas brors værelse. Han kunne desværre ikke komme,“ siger moren.
„Hej,“ siger jeg lavt, „jeg er Maliinas kæreste.“
Kvinden i lænestolen rejser sig op og rækker sin hånd frem. Hun siger ikke noget og sætter sig ned igen med det samme. Værelset lugter af varme og søvn.
„Det her er badeværelset, vi har også et nedenunder,“ siger hun og peger hen mod den sidste dør for enden af gangen.
„Var det…“
„Guujus mor,“ svarer moren og fragter mig ned igen, „de har ikke mange kræfter, så de bor her lidt.“
„Er du sikker på, jeg skal spise med? Har I ikke brug for lidt fred og ro?“
„Selvfølgelig skal du spise med! Du er familie, og familie er altid velkommen i vores hjem,“ siger hun og går hen til kogepladerne.



28. Din mor så kun dine hænder på sygehuset og i lighuset, dine grå hænder, der var tømt for blod, det var dine, og alligevel ikke, for du var hård, og dine hænder var altid så bløde og glatte.



Jeg ved ikke, hvor jeg skal sætte mig, da moren beder os om at sætte os ned. Jeg holder øje med Maliina, så jeg kan sætte mig ned ved siden af hende, så snart hun sætter sig ned. Moren tager pludselig fat om min arm igen og fører mig hen til en stol.
„Sæt dig ned her,“ siger hun og hælder vand op i mit glas.
 
Jeg gør tegn til Maliina, at hun skal sætte sig ned ved siden af mig, men hun kigger på mig uden at se mig og sætter sig over for mig. Moren sætter sig ved siden af mig, faren ved siden af Maliina, så Guujus forældre er samlet for den anden bordende. Der er tyk sælsuppe med grødris og løg. Vandet er helt brunt af blod. Der er både kogt og råt hvalkød, frossen fisk, frysegrøntsager, rødkål og dåsekartofler. Radioen spiller lavt, men vi hører hvert et ord, fordi der ikke er nogen, der snakker.
„Værsgo og spis,“ siger moren og tager min dybe tallerken og hælder sælsuppe i den.
Jeg tager kogt hvalkød og begynder med det. Det er friskfanget og har aldrig været frosset og pakket ind i plastik, ligesom det anaana køber i Brugsen, fordi hun synes, det er for uhygiejnisk at købe det uden for Brugsen eller på Brættet. Har du set fangernes hænder, deres sorte, klamme hænder, der har rørt ved den mad, du gerne vil spise? ville hun sige, når jeg foreslog noget frisk kød. Maliinas far har sådan nogle hænder. Brede, stærke fingre, der kan brække anaanas hals i løbet af et splitsekund.
„Atsa, sagde Guuju nogensinde noget om, at hun var ked af det?“ spørger Maliina sin faster.
Man kan høre hver eneste detalje i hendes lyse stemme, som om man hører hende gennem lydisolerende Bose-høretelefoner.
„Du ved, ved I, hvorfor hun valgte at tage sit eget liv?“ Fasteren svarer ikke. Hendes mor synker sin mad højlydt.
„Jeg tænkte, vi tænkte,“ siger hun og vender sig mod mig, „at der er en grund til, at hun begik selvmord.“
„Maliina, ikke nu,“ siger moren.
„Hvem har fanget den her hval?“ spørger jeg. Ingen svarer.
„Måske har hun oplevet noget skidt?“ spørger hun igen.
Jeg bliver irriteret på hendes stemme, som jeg bliver irriteret på James Blunt og Sam Smith, når jeg har hørt for mange af deres sange i træk. Det er måske sådan, min familie har det med mig.
„Noget skidt?“ spørger fasteren på østgrønlandsk med en meget hæs stemme.
 
Det er første gang, jeg hører hende. Onklen rører rundt i sin suppe ved siden af.
„Maliina, nogle gange sker det bare,“ siger moren, „det skal vi ikke snakke om nu.“
„Hvad mener du med skidt? Har du da hørt noget?“ spørger fasteren igen.
„Vi tænkte, om …“
„Du,“ siger jeg, „du tænkte.“
„Har du hørt noget?“ udbryder fasteren til sin mand.
„Nej, nej, det har jeg ikke,“ svarer han.
„Det ville vi have vidst. Der er ikke sket noget,“ siger moren. Hendes nervøse krop smitter af på mig.
„Der er sket noget, hun har begået selvmord!“ svarer Maliina med en lidt for hidsig stemme.
Jeg hælder suppen i mig, så min tunge ikke kan mærke noget længere. Mine organer brænder. „Og nu til Mooqqus populære sang til sin datter, ‘Paningaana!’“ råber Stina Skifte ud af radioen, og en upbeat sang med en elektrisk guitar og et skingert digitalt piano starter med et brag.
Uangaana paningaana! Jeg slubrer den resterende suppe, men stopper, da jeg ser Maliina, hendes forældre og Guujus forældre kigge ned på deres tallerkner uden at spise. Så hører jeg det, som jeg ikke hørte på grund af mit slubreri. Maliinas faster snøfter, hendes tårer drypper ned i hendes suppe.
Asanarnerpaatigaana, tamaniina erliginerpaasara! Vi kigger ned, ingen af os tør gøre noget. Fasteren begynder at hulke lydløst med kroppen, så hendes stol knirker. Maliina rejser sig op og slukker for radioen og aer kort sin faster på ryggen, før hun går ud i køkkenet med sin tallerken. Fasteren bliver ved med at hulke og snøfte, og vi, de resterende, opfører os, som om vi konkurrerer om, hvem der kan spise med mindst lyd.

*

Aanaa lavede gule ærter til bare os to, fordi mine forældre skulle til bryllupsfest, og min søster skulle overnatte hos en veninde. Jeg legede oppe på hendes værelse imens, åbnede hendes skuffer og tog mærkeligt tøj på, så
 
jeg kunne få hende til at grine. Hun var lidt stille den dag. Jeg tog en gul solhat på, en blomstret kjole, der hang på mig og et par kæmpestore, sorte gummistøvler med for. Jeg kiggede mig selv i spejlet, tog mine hjerteformede solbriller på, grinte lidt og trampede ned til køkkenet. Aanaa stod med hovedet bøjet over kogepladerne, og jeg stod stille og ventede på, at hun vendte sig om. Hun hoppede lidt af forskrækkelse og lagde sin hånd på sit hjerte med det samme, da hun så mig. Jeg grinte hysterisk, og hun grinte lidt med mig, indtil hun kiggede ned på gummistøvlerne. Hun styrtede hen til mig, bøjede sig ned og tog hårdt fat om mine ben.
„Aanaa!“ råbte jeg.
„Tag dem af! Tag dem af!“ råbte hun tilbage og kæmpede med at få gummistøvlerne af.
Det gik stærkt, hun hev dem af og stillede dem pænt op ad hinanden ved væggen. Hendes hænder rystede, mens hun rettede på dem flere gange.
„Aanaa!“
„Hvad fanden bilder du dig ind! Du kan ikke bare tage mine ting!“
Hun tog fat i min arm og slæbte mig ind i stuen. Det gjorde lidt ondt i min arm. Mine solbriller faldt af, og jeg begyndte at græde. Jeg var bange for hende.
„De tilhørte din onkel! Man må ikke lege med afdødes ting!“ råbte hun.
„Undskyld,“ græd jeg, „undskyld.“
Hun satte sig ned på sin lænestol og dækkede sine øjne til, før hun begyndte at græde voldsomt. Det var allerførste gang, jeg så hende sådan, og jeg syntes, hun havde en mærkelig gråd. Jeg holdt op med at græde og så på hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Pludselig holdt hun også op, tørrede sine øjne og rettede sig op. Hun kom hen til mig og ordnede min solhat, der hang bag mig med snoren rundt om min hals. Hun lavede maden færdig, og vi satte os ned ved spisebordet, hun gav mig sodavand, og vi spiste gule ærter i stilhed. Vi snakkede aldrig nogensinde om det igen.
 
27. En masse lys blev tændt, aftenen efter at du tog dit eget liv. De lyste uden for dit værelse, der blev sunget salmer og holdt mindetaler, skolen havde en psykolog som beredskab det næste stykke tid, en psykolog, som du ventede så længe på, selvom de fleste vidste, at du var en tikkende bombe.



Jeg kan høre på Maliinas vejrtrækning, at hun er frustreret. Værelset på hotellet er helt mørkt, udluftningsanlægget i badeværelset suser konstant. Jeg finder hendes hoved og kysser hendes pande.
„Kan du ikke sove?“ spørger jeg.
Hun tænder for natlampen med det samme og sætter sig op på sengekanten.
„Hvorfor gider de ikke snakke om det?“ spørger hun.
„De er i sorg, de har nok ikke overskud til at snakke om det, og det er da meget forståeligt, synes du ikke?“
„Hvis ikke nu, hvornår så? Jeg kender så mange, der har begået selvmord, som vi aldrig nogensinde snakker om igen, og det er det, der er ved at ske med Guuju,“ siger hun, „de prøver at glemme hende.“
„Det gør de ikke,“ siger jeg, men hun tager det ikke til sig.
„Vi bliver nødt til at finde ud af, hvorfor hun har begået selvmord,“ siger hun og tager sin mobil frem.
„Hvad laver du?“ siger jeg og sætter mig ved siden af hende.
„Jeg skriver til min faster og spørger hende, om der er noget, hun ikke har fortalt mig,“ siger hun.
„Maliina, hold op, det skal du ikke. Jeg tror ikke, der skete hende noget. Jeg tror desværre bare, at hun ikke var rustet til livet, som mange ikke er.“
Hun kigger forvirret på mig.
„Der er bare nogle, der ligesom ikke er egnet til livet,“ fortsætter jeg,
„ligesom nogle mennesker først kan nyde livet, når de har været døden nær, for eksempel hvis de er blevet kørt ned.“
„Hvad mener du?“ spørger hun og rejser sig op.
„Hvis Guuju måske havde fået for eksempel kræft, og hun næsten døde, men overlevede, så ville hun nok have set livet på en anden måde, så ville
 
hun måske ikke have taget sit eget liv.“
„Hvad fanden snakker du om?“
„Jeg siger bare, at nogle mennesker ikke er så gode til livet, som andre er, og det kan være, at det bare var det, at hun ikke hørte til på denne her jord, at hun ikke gad livet,“ mumler jeg panisk.
„Har du lyst til at blive kørt ned?“ spørger hun vredt.
„Nej, det er ikke det, jeg siger.“
„O.k., så forstår jeg dig overhovedet ikke.“
„Måske følte hun ikke, at hun hørte til her, altså i verden,“ siger jeg.
„Så er der nogen, der har fået hende til at føle sådan, der er en grund til, at hun har hængt sig. Hun er et barn!“ siger hun og bryder sammen.
Hendes krop bliver slap, så snart jeg tager fat om hende. Jeg kysser hende over det hele og klemmer hendes hofter, masserer hendes ryg.
„Undskyld, jeg ved ikke, hvad jeg snakker om. Kom, skal vi finde nogen, hun var venner med?“ siger jeg og tager hendes mobil.
„Jeg ved, hvem vi skal skrive til,“ siger hun, tørrer tårer og snot væk og går på Facebook.
„Hvem?“
„Sejer. Guujus bedste ven. De har kendt hinanden, siden de var små.“



26. Uanset hvor god en dag det er, så bliver dine venner angste, når der kører en ambulance forbi. De bliver stille og bliver bange for opkald og beskeder og Facebook, for hvad hvis det er endnu en, de kender, deres mor, deres fætter, deres ven. De stod uden for skolen og kiggede på ambulancen, der kørte forbi med dig, men de vidste ikke, at det var dig.



Maliina vækker mig ved at ruske mig. Det tager lang tid, før mit syn ikke længere er sløret. Hun ser stresset ud.
 
„Der er kaffe og morgenmad derude. Jeg tager hjem og går i bad, og så mødes vi om halvanden time.“
„Hvad skal vi?“ spørger jeg.
Min hjerne svier, jeg har fået for lidt søvn.
„Vi skal hen til Sejer på kollegiet.“
„Sejer?“ spørger jeg.
„Ja …“ siger hun og sukker, „du ved, Guujus bedste ven.“
„Ja,“ siger jeg og lukker mine øjne igen.
„Kom så, du skal op nu, du falder bare i søvn igen. Skal jeg hente kaffe til dig?“
Jeg kan slet ikke holde hendes stemme ud.
„Nej, nej, gå du bare, jeg står op nu, vi ses,“ siger jeg.
Jeg sidder i fem minutter og scroller meningsløst på Facebook. Jeg skriver Sofia i søgefeltet, der er flere tusind Sofiaer, jeg skriver Sofia Aarhus, ingen af dem er hende. Jeg sletter min søgehistorik. Jeg kan lugte min sure kusse, så jeg tager mit tøj på og går ud af værelset. Der er kun et par mennesker ved vinduerne i den store lobby. Jeg tager noget kaffe og går ud på terrassen.
Kulden vækker alt i mig med det samme. Skyerne har dækket fjeldene til, og det er første gang jeg lægger ordentligt mærke til byen. Det ser ud til, at hotellet er placeret på det højeste punkt i byen, hvis ikke på samme punkt som et par nedbrændte huse på et andet fjeld til højre. Jeg studerer den rute, vi gik i går, og lærer hurtigt byen at kende. Jeg gætter mig frem til folkeskolen, til den store butik, til hallen. Blomsterdalen er gemt væk. Min kaffe er kold, da jeg har røget færdigt, så jeg hælder den ud i sneen og går ind. Jeg tager to kopper kaffe, så jeg ikke behøver at hente igen og sætter mig ned ved et aflangt bord. Min mobil vibrerer et par gange. Jeg har fået to mails fra Aarhus Universitet. De har sendt en dato for min reeksamen og en guide til, hvordan jeg gør med det praktiske. Jeg trykker på tilbage-knappen, inden datoen kommer frem. Jeg har også fået en mail fra min studievejleder på universitetet og endnu en fra Kirsten fra det Grønlandske Hus. Jeg trykker på den sidste.
„Jeg håber, at du får en god jul og et godt nytår trods den tragiske tid. Jeg håber, begravelsen af din kusine var smuk. Må I finde styrke hos hinanden.
 
De varmeste hilsner,“ har hun skrevet.
Jeg fjerner mail-appen hurtigt ved at scrolle den op, trykker på Facebook og begynder at kigge på Maliinas billeder fra hendes dimission. Hun står med et stykke papir i sin østgrønlandske dragt og ser lykkelig ud. Hun står forrest på et par gruppebilleder, hvor dem med de flotteste præstationer står. Jeg zoomer ind på den bagerste række, og de er så langt væk, at deres ansigter er slørede, men dem kigger man jo heller ikke på. Jeg søger „Sejer“ blandt hendes venner og klikker på den eneste med det navn. Hans profilbilleder er fyldt med snapfiltre, én hvor han har hundeører og lang tunge, én med glitter og blomster og én med for store øjne og for ren hud, så jeg ikke kan se, hvordan han i virkeligheden ser ud. Jeg scroller i hans newsfeed. Der står, at han er i et forhold. Han har delt et billede af Taylor Swift med hendes tekst, I’m intimidated by the fear of being average. Et andet billede af hende igen har teksten, People are going to judge you anyway, so you might as well do what you want. En test viser, at han er en kongeørn, majestætisk og fri, han har liket den selv som den eneste, og han har kommenteret den med en „Yup“, en løftet pegefinger og en smiley med hjerter rundt om. Langt nede i hans feed er et billede af en ny grav, som han har postet med et knust hjerte. Det må være Guuju.

„Du skulle have været her for en halv time siden,“ siger Maliina, så snart jeg går op ad trapperne til deres hus.
„Jeg skulle lige tjekke min mail,“ siger jeg.
„Gud!“ udbryder hun pludselig, „Har du hørt noget om din eksamen?“ Jeg ryster på hovedet.
„Det tager godt nok lang tid. Men jeg er sikker på, du gjorde det godt.
Kom! Sejer venter på os, han bor på kollegiet tæt på sygehuset, han er ikke i skole i dag, Majoriaq mangler lærere,“ siger hun og suser afsted.
En høj, ung mand med perfekt plukkede øjenbryn åbner døren til den lille enrumslejlighed lige ved havet. Hans hud er lige så ren som på snapfiltrene. Han ser, om der er mennesker udenfor, før han lukker døren. Maliina giver ham et langt kram. Han giver mig et håndtryk kun med sine fingerspidser, som dronningen gør. Han sætter sig på sin seng og tager sin hætte af, så hans
 
lange, sorte hår falder ned over hans skuldre. Han binder håret op i en hestehale og lægger benene over kors. Lejligheden dufter af skønhedsprodukter, der er adskillige krus med forskellige mascaraer og eyelinere og revnet pudder på skrivebordet. En masse farverigt tøj hænger systematisk på et tøjstativ. Vinduet er helt åbent. Her er så koldt, at jeg kan se Sejers ånde.
„Vi vil jo gerne snakke med dig om Guuju,“ siger Maliina.
Han kigger ud i luften og fjerner skidt under sine negle, som er helt rene.
„Sejer, vi vil gerne snakke om Guuju,“ siger Maliina igen og rører ved hans arm.
„Ja, ja,“ siger han og nikker voldsomt.
„Har hun sagt noget om, at der er sket hende noget? Nogen, der har gjort hende noget, måske?“
„Hvordan?“ spørger Sejer.
„Måske en mand, der har gjort noget ved hende, der har gjort hende fortræd?“ spørger Maliina forhåbningsfuld.
Han rejser sig hurtigt op og placerer sig foran os.
„Der var en mand på et tidspunkt,“ siger han og rækker hånden op, som om han har fået en idé, „vi var i byen, og en mand kom hen til hende og spurgte, om de skulle danse, og han prøvede at kysse hende, fordi hun ikke ville!“
En meget stærk lugt af lort invaderer rummet, og jeg tænker, han har slået en lydløs prut, som man slår, når man har tyndskid.
„Puuh!“ udbryder han og løber hen til vinduet og smækker det i.
„Fuck, fuck, fuck!“ siger han og finder et skrigende orange tørklæde frem og begynder at vifte febrilsk med det.
Han åbner sit skab og tager en parfume, som han sprøjter med over hele rummet. Min hals begynder at brænde med det samme, og mine øjne løber.
„Hvor er jeg dum! Jeg ved jo, de kommer om fredagen! Aargh, nu er der milliarder af lortepartikler i mit hjem!“ siger han til sig selv.
Jeg går hen til vinduet og ser en stor slambil, der tømmer lysebrunt, flydende lort ud i havet. Maliina holder sig for næsen med sin bluse.
„Nå, men manden?“ spørger hun.
 
Han strækker armene ud, som om han var i en musical.
„Det var derfor, vi lod, som om vi var kærester,“ siger han, „så sådan nogle mænd ikke lagde an på os.“
„Og det troede folk på?“ spørger jeg.
„Ja, indtil jeg fik mig en kæreste, så var vi ligesom nødt til at sige sandheden.“
„Er du stadig kærester med ham?“ spørger Maliina.
„Hende. Ja, men hun er flyttet tilbage til Kulusuk … men vi snakker sammen hver dag!“ siger han, går hen til vinduet og banker utålmodigt med fingrene på vindueskarmen, til lortebilen kører igen. Han lufter ud med det samme, da slambilen kører væk. Han tager en klud og tørrer vindueskarmen og skrivebordet af. Han skyller kluden med masser af sæbe og dampende vand, før han hænger den fint til tørre på vandhanen.
„Var hun meget ked af det?“ spørger Maliina.
„Nææ, ikke sådan rigtigt, vi havde det altid sjovt sammen.“
„Skar hun i sig selv, for eksempel?“ spørger jeg.
„Nej, men hun skar sine håndled op, da hun forsøgte at begå selvmord første gang,“ siger han og tegner en vandret streg i håndleddet, „hun vidste ikke, hun skulle skære lodret for at forbløde hurtigere.“
„Hvad?“ spørger Maliina og rejser sig op.
„Hun vidste ikke, at hun…“
„Første gang? Har hun forsøgt at begå selvmord før?“ spørger hun med gråd i stemmen.
„Ja, faktisk to gange.“
Maliina stirrer på Sejer, som om han har gjort noget forkert.
„Anden gang slugte hun en masse piller, men de nåede at give hende brækpiller på sygehuset.“
„På sygehuset? Vidste faster det? Guujus mor?“
„Ja, vi sad med hende begge gange, indtil hun blev udskrevet,“ siger han og kigger ud ad vinduet. Han trækker langt op i sine mørkegrå joggingbukser, så hans røvsprække viser sig som en kameltå.
„Men … men snakkede I om, hvorfor hun forsøgte at begå selvmord?“ spørger hun og sætter sig tæt op ad mig.
 
Jeg aer hendes ryg.
„Nej, ikke rigtigt. Jeg spurgte hende engang, men hun ville ikke snakke om det. Vi aftalte bare, at hun ikke skulle gøre det igen. Jeg ville bare ønske, jeg havde vidst, at hun ville prøve igen, så kunne jeg måske … jeg kunne måske have overnattet mere hos hende, været mere sammen med hende,“ siger han og vender sig mod Maliina med blanke øjne.
Han vifter med sine hænder for at lufttørre sine våde øjne. For første gang virker han til at være helt til stede. Maliina tager dybe indåndinger. Han sætter sig ved siden af hende og beroliger hende. Hun tager sin mobil og rejser sig op.
„Hvem skal du ringe til?“ spørger jeg, men hun svarer mig ikke.
„Anaana?“ siger hun.
Hun begynder at snakke hurtigt østgrønlandsk, så hurtigt, at jeg ikke kan følge med. Hun snakker uafbrudt i et minut, går i ring i det lille rum og gestikulerer voldsomt. Så hæver hun stemmen rigtig meget, lige før hun holder sin kæft. Hun lytter i et par minutter og begynder at snøfte. Hun nikker og tørrer sine øjne. Jeg krammer hende, da hun lægger på, og hun græder ind til mit bryst, så min T-shirt bliver helt våd.
„Vi skal til sygehuset nu,“ siger hun og slipper mig.
„Hvad så?“ spørger jeg.
„Anaana siger, at faster vidste det, de vidste det alle sammen, og de prøvede også at skaffe hjælp til hende, de vidste ikke, hvad de skulle gøre,“ siger hun, mens hun tager støvler på.
„Kan vi, du ikke spørge din faster om det?“
„Nej, anaana siger, det er for tidligt. De har snakket med de sociale myndigheder om det, de har snakket med politiet om det, og de kan ikke klare at skulle snakke mere om det nu, og det er derfor, de ikke har sagt noget til mig.“
„Hvad skal vi så på sygehuset?“ spørger jeg og skynder mig at tage støvler på, for hun er allerede ved døren og krammer Sejer farvel.

Det tager os et minut at komme til sygehuset. Maliina gik i løbetempo, så jeg sætter mig ned, så snart vi kommer ind i ventesalen. Min mave knapper mine
 
overtræksbukser op, og om lidt sprænger min jakkes lynlås også, og jeg lyner den af, så min mave vælter ud som en eller anden gnaver. Der er ingen mennesker her. Jeg hører et host ude på patientgangen til højre for ventesalen. Et gammeldags, bredt fjernsyn kører lydløst i et hjørne. Ellers er der ikke andet liv. Maliina kigger rundt i alle gangene og leder efter nogen at snakke med. En høj, dansk kvinde kommer til syne langt nede på gangen, der ligger lige frem for os. Hendes træsko klikker højlydt og langsomt, det tager hende lang tid om at gå den lange vej.
„Hej,“ siger Maliina, da hun er ti meter fra os.
„Jeg er lige i gang med noget,“ siger hun brat og drejer ind ad en dør til højre.
Maliina sætter sig ved siden af mig, rejser sig op, kigger ind ad patientgangen, nærmer sig døren, hvor kvinden forsvandt, går tilbage til mig.
„Der skal nok komme nogen,“ siger jeg.
Efter et godt stykke tid kommer kvinden ud med en mappe og stopper op.
„Kan jeg hjælpe jer med noget?“ spørger hun.
„Ja, det er sådan, at … at min … at vi gerne vil snakke med nogen om min afdøde kusine, eller om hendes journal. Vi vil gerne snakke med en læge, måske overlægen,“ siger hun.
„Om hendes journal? Hvorfor?“ spørger hun og tager langsomme skridt mod gangen til venstre, hvor der står, at der kun er adgang for personalet.
„Hun begik selvmord for ikke så lang tid siden, og vi vil gerne snakke med nogen om hende,“ siger hun.
„Har I en tid med lægen?“ spørger hun og bøjer sit hoved, så hun kan se os over sine læsebriller.
„Nej.“
„Jamen, så ved jeg ikke, om han har tid. Han har travlt, man skal jo have en tid. I kan ringe ind på mandag.“
„Det er meget vigtigt,“ siger Maliina desperat, „det bliver meget kort.“
„Jeg kan lige spørge ham, men jeg kan altså ikke love noget,“ siger hun og forsvinder ind i personalegangen.
Vi venter i ti minutter, før kvinden kommer frem i et stille og roligt tempo.
 
„Han skal til frokost, så I kan enten ringe ind på mandag, eller I kan komme igen klokken 13,“ siger hun.
„Vi venter her,“ siger Maliina til mig.
Vi ser Kriminalkommissær Barnaby, og der dør tre mennesker, før jeg beslutter mig for en smøg. Det føles, som om det er sent om eftermiddagen, mine øjne svier af træthed. Jeg fjerner mine vanter og tager fat om det iskolde jerngelænder for at vågne. Jeg slipper, da min hud klistrer sig fast. Mine lunger laver pibelyde, så jeg smider cigaretten, før jeg når at ryge halvdelen. Jeg sætter mig ved siden af Maliina, der ser Barnaby uden at følge med. Man kan næsten ikke længere se hendes øjne, hun er også træt. Jeg prøver at kysse hende, men hun trækker sig væk og rynker på næsen.
„Kan du ikke vaske dine hænder? Der er et toilet dernede på patientgangen,“ siger hun.
Gangen er fyldt med hospitalssenge ved væggen til venstre, der virker rodet med små bogreoler og en masse udstyr, der ligger på rullevogne. Det virker urent. Det lugter også af fedtet hår, af gammelt menneske og dårlig ånde. Til højre er der en masse døre. Jeg går ekstremt langsomt og studerer det hele. Der hænger mindst hundrede laminerede fotos af babyer. Jeg kigger på dem hver især, de har alle sammen små hoveder og kæmpe marsvinekinder. Jeg finder hurtigt min yndlings. En kæmpe dreng med langt, kulsort hår. Han vejede fem kilo, da han blev født. Jeg tænker på, hvor længe han vil leve. Om han bliver seksten eller firs. Om de fjerner billederne, hvis de dør. Inde ad den første åbne dør, jeg kommer til, ligger der en ung kvinde med en sovende baby på sin barm. En anden kvinde sidder ved siden af sengen og strikker. Om lidt kommer babyen op at hænge på væggen, måske vil hun navngives Guuju, måske hun har det allerbedst nu, hvor hun kan spise og sove trygt hos sin mor. Den næste åbne dør er ind til et personalerum. Tre sygehjælpere sidder ved et bord og scroller på deres mobiler, de har ikke travlt. Der dufter af kaffe. En af dem får øje på mig og smiler, så jeg skynder mig videre. Den tredje åbne dør er næsten for enden ad gangen. Dørene har numre, der er klistret fast, og en del af dem er slidte, så det er, som om værelset har nummer tre, selvom det har nummer otte. Det er der, hosten kommer fra. Våd, klistret hoste, der ikke kan komme ud. Jeg sænker farten og
 
lader, som om jeg kigger på kampagneplakaterne for rygestop på væggen. Jeg kigger forsigtigt ind og ser en meget tynd, gammel mand, der nærmest ligner et lig. Han er gul på armene og i det rynkede ansigt, hans få hår er klistret fast til hans pande og ører. Han har en slange i højre hånd, og en anden i venstre arm. En skraldespand ved siden af sengen er fyldt med krøllet toiletpapir. Et gennemsigtigt decilitermål med håndtag ligger på gulvet, det er halvfyldt med tyktflydende spyt. Jeg kigger hurtigt væk og får kuldegysninger. Manden bevæger sig i sengen, og jeg stivner, da han ser mig. Han reagerer ikke på mig i et par sekunder, men pludselig spiler han øjnene op, som om han får et chok, og jeg skynder mig væk fra døren og powerwalker tilbage til ventesalen. Maliina har rejst sig op og kigger hen mod personalegangen, hvor den danske kvinde snakker med en høj, tynd mand.
„Det er ham,“ siger hun, „det er lægen.“
De går langsomt hen mod os, snakker lavt, men uafbrudt. De stopper i midten af ventesalen uden at se på os. De siger ja mange gange i træk uden at sige andet, og det lyder til, at deres samtale er ved at være slut.
„Undskyld,“ siger Maliina lavt.
Med en hurtig bevægelse strækker han sin arm ud og viser os sin håndflade. Han snakker videre med kvinden. De har endnu ikke kigget på os. Maliina står tålmodigt og kigger ned i gulvet.
„Nå, hvad er der?“ siger han med en høj, dyb stemme.
„Vi ville gerne snakke lidt med dig om min kusine,“ siger Maliina undskyldende.
„Hvem?“
„Min kusine.“
„Altså, hvem, hvad hedder hun?“
„Hun hedder Guuju. Gudrun. Hun døde for næsten to uger siden. Vi vil gerne vide, om vi kunne få lidt oplysninger om hende.“
„Ej, det kan vi ikke give jer. Hendes journal må kun ses af nærmeste pårørende,“ siger han.
„Jeg er hendes kusine,“ siger Maliina lavt.
„Det gælder desværre ikke som nærmeste pårørende,“ siger han og begynder at gå videre.
 
„Men … der er nogle ting, vi bare gerne vil vide om hende, hun er jo død.“
„Sådan er reglerne. Desværre. I må ringe ind på mandag, og så må I tage moren eller faren med, for ellers kan vi ikke give oplysninger ud til jer, overhovedet,“ siger han.
„Men …“ tøver Maliina.
„O.k.? Jeg skal se efter patienter nu,“ siger han og går hen mod patientgangen.
„O.k.,“ siger Maliina, og vi ser på ham, mens han går forbi alle de babyfotos, alle de liv, han har set, alle de døde, han har set, og forsvinder ind i personalerummet.



25. Der blev oprettet en Facebook-begivenhed, da din familie skulle holde kaffemik til din begravelse. 56 mennesker trykkede, at de ville deltage.



Vi hører fest uden for Maliinas hus. Maliina har købt en tandbørste til mig, så jeg ikke behøver at hente på hotellet. Jeg har svært ved at høre forskel på, om folk udenfor råber aggressivt, eller om de griner. De er på vej ind på værtshuset. Maliina ligger på maven og ser The Walking Dead på sin bærbare. Hun har været oprørt hele dagen, men hun faldt til ro, da hun fik et tilsagn med underskrift fra sin faster, om at hun gerne må få oplysninger om Guuju. Hun skrev notater ned på et stykke papir, så hun er forberedt til på mandag. Hvad skete der første og anden gang, hun forsøgte at begå selvmord? Blev hun tilbudt hjælp? Hvordan? Ventetiden. Proceduren. Nu ligger hun helt slap og upåvirket af larmen udenfor, mens en masse zombier knurrer uafbrudt fra hendes bærbare. Mine sanser åbner sig helt op for de omkringfarende flokke udenfor. Jeg trækker gardinerne for, så de ikke kan se lys herind. Jeg sidder på gulvet med min egen bærbare. Min flade røv er helt kold, men jeg
 
tør ikke at lægge mig ved siden af Maliina, fordi jeg er bange for, at jeg får trang til at afsløre alt.
„Hvad tænker du?“ spørger hun ud af det blå.
„Jeg tænker ikke,“ svarer jeg hurtigt.
„Jeg kan høre dine tanker herfra,“ siger hun uden at kigge på mig.
„Jeg tænker på … Sejer. Jeg tænker på, hvordan samfundet her har taget imod ham, når han skiller sig så meget ud.“
„Han har jo altid været sådan. Siden han var helt lille,“ siger hun.
„Og folk har det fint med det?“
„Ja, det tror jeg,“ svarer hun.
Jeg har lyst til at sige, at der ikke er nogen, der liker hans posts udover ham selv.
„Guuju. Var hun til piger?“ spørger jeg.
„Nej, det tror jeg ikke, hvorfor?“
„Jeg tænkte bare, at det ville give mening, at de havde det sammen,“ siger jeg.
„Han er ikke sprunget ud. Jeg husker, da Guuju begyndte at hænge ud med ham, da de var små. Han catwalkede altid i byen med et knaldrødt halstørklæde. Guuju dyrkede ham, hun var helt vild med ham. Jeg håber, han har nogle andre,“ slutter hun med et suk.
Jeg googler selvmord i Grønland. For unge i Grønland er selvmord blevet en kultur, skriver Kristeligt Dagblad. Højeste selvmordsrate i verden. Vold, overgreb, alkoholisme. Jeg undersøger videre og finder en masse personlige beretninger om grønlændere i danske aviser. En ung mand, der begik selvmord efter at have skudt en isbjørn. Jeg bliver søvnig og scroller videre. Jeg vil have tal. Jeg kommer ind på Grønlands Statistik, klikker på
Sociale forhold, på Befolkning, på Kriminalitet men kan ikke finde noget som helst om selvmord. Jeg googler Grønlands statistik selvmord, og jeg finder tal, 61, 47, 35, men de viser kun tal frem til 2012. Jeg går ind på Politiets hjemmeside og skriver Selvmord i søgefeltet, der dukker en artikel op om nyuddannede politibetjente. De smiler bredt til kameraet uden for politigården. Jeg skriver Statistik i søgefeltet. Jeg trykker på Statistik og udgivelser, på Årsstatistik, på Årsstatistik 2017, som er den seneste, og der
 
dukker et dokument op på 36 sider. Der står intet om selvmord i indholdsfortegnelsen. Jeg scroller. Forord. Kriminalloven, drab, seksuelle forbrydelser, vold. Særlove, narko. Færdselsloven. Afgørelser, anholdte, tilbageholdte, voldtægt, henlagte sager. Pludselig ser jeg ordet. Det står allersidst i dokumentet i Andre Sager, sammen med eftersøgninger, faderskabssager og registrering af motorkøretøjer. Selvmord 41.
Registrerede selvmordsforsøg 94. Registrerede selvmordstrusler 832. De har kun tal fem år tilbage, til 2013. Jeg kommer tilbage til Grønlands Statistik, farer vild, finder frem til tallene igen. 2010. 61. Angutivik.



24. Du var en tikkende bombe. Det var, som om de bare ventede på, at det ville lykkes dig, du kunne ikke reddes, du kunne ikke redde dig selv, fordi ingen troede på, at det kunne lykkes for dig.

*

Det var tidlig eftermiddag, og jeg var helt alene i huset og så et program om delfiner. Himlen var helt skyfri, det var varmt udenfor. Telefonen ringede.
Jeg var snotforkølet og svedte ad helvede til, så min mave var klistret helt fast til lædersofaen. Jeg nåede den ikke, men jeg kunne se, at det var fra anaanas arbejde. Jeg kastede telefonen på bordet og skulle til at vende tilbage til mine delfiner, da hun ringede igen.
„Jeg sover!“ sagde jeg som det første.
„Du skal hjem til aanaa nu,“ sagde hun.
„Jeg har ikke brug for en babysitter, jeg er sgu da gammel nok til at være alene,“ sagde jeg.
„Det ved jeg godt,“ sagde hun, „men du skal altså lige tage hjem til hende nu.“
Hun lød sympatisk, og jeg gik i panik.
„Hvorfor? Er der sket hende noget?“ spurgte jeg og løb ud i gangen for at tage mine sko på.
 
„Nej, men hun har lige brug for, at du er der. Kan du det?“
„Ja, jeg er på vej lige nu,“ sagde jeg og lagde på.
Jeg løb alt, hvad jeg kunne, og det tog mig kun omkring tre minutter at nå frem til hendes hus. Hun sad ved vinduet og kiggede på mig. Hun så helt o.k. ud, så jeg satte mig ned på hendes trappe og hostede voldsomt, så tårerne løb ned ad mine kinder. Aanaa åbnede døren.
„Kom, min elskede,“ sagde hun.
Jeg satte mig ned ved hendes spisebord, og hun gav mig et glas vand.
„Vil du også have Suntop?“ spurgte hun, og jeg nikkede.
Hun satte sig over for mig, mens jeg puttede sugerøret i den første ananas Suntop af tre.
„Hvad er der sket?“ spurgte jeg.
„Det er Angutivik …“
„Hvad er det sket med ham?“ Jeg fik kvalme med det samme.
„Han kom ikke hjem i nat, så folk var ude at lede efter ham i formiddags,“ sagde hun og rørte min arm på tværs af bordet, „det har du ikke hørt noget om?“
„Nej? Hvor er han?“
„På sygehuset. Nogen havde set ham gå mod Ravnefjeldet sent i går. Så de fandt ham.“
„Er han død?“ spurgte jeg.
„Ja,“ svarede hun og kiggede ned.
„Hvordan?“ spurgte jeg og rejste mig op.
Aanaa gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned igen.
„Min elskede, du skal lige lytte grundigt til mig nu,“ sagde hun, „jeg ved jo godt, at du tilbringer meget tid i Ravnefjeldet. I den der hule, jeg viste dig for mange år siden. Har jeg ret?“
Jeg kiggede forvirret på hende.
„Du må ikke bebrejde dig selv noget, jeg skulle bare aldrig have vist dig den hule,“ sagde hun.
„Aanaa! Svar mig lige!“ sagde jeg højt.
„Han blev fundet der. Han var allerede død.“
 
„Hvordan gjorde han det?“ spurgte jeg.
„Han skar sine håndled op med en lommekniv.“
„Hvornår?“
„Det må have været i nat, måske i morges,“ sagde hun og kiggede nøje på mig, som om jeg ville gå amok.
Jeg satte mig ned på hendes sofa og tændte en cigaret. Det var første gang, hun så mig ryge, men hun kommenterede ikke på det, gav mig et askebæger og åbnede vinduet.
„Du ved godt, du ikke kan gå derop igen?“ sagde hun og stillede mine Suntops på sofabordet ved siden af mig.
Jeg nikkede og kiggede på det lille ar på min håndflade.

Maliina ligger viklet rundt om mig og rører ved min mave. Jeg tjekkede ud af hotellet i dag, så mit tøj ligger og flyder i den åbne kuffert. Jeg får fat i nogle trusser og tager dem på hovedet. Maliina reagerer ikke. Nu rører hun ved mine bryster uden på min T-shirt og niver i mine brystvorter. Jeg snuser voldsomt til hendes hals, hvor hun er kilden, hun reagerer ikke. Hun rører ved mine lår.
„Dine ben,“ siger hun. Jeg kigger ned.
„Dine ben er for mig, som fjeldene her er for dig. Majestætiske.
Uopnåelige,“ siger hun. Jeg begynder at grine.
„Det er ikke sjovt,“ siger hun og putter sin hånd under mine shorts.
Jeg rykker mig, og hun stikker pludselig fingre op i mig, presser hårdt ind, fordi jeg er så tør. Jeg stønner en lille smule, trækker dem hurtigt ud og dækker min krop til med en dyne.
„Din familie!“ siger jeg.
„De kan ikke høre noget,“ siger hun og prøver at kysse mig.
„Nej, Maliina, det skal vi ikke, det kan jeg ikke, din faster er lige derinde,“ siger jeg og peger mod væggen.
„De sover,“ siger hun og slikker sine fingre, der lige var oppe i mig. Jeg trækker dem ud af hendes mund og lugter til dem.
 
„Puuh, for helvede!“ siger jeg og kaster hendes hånd væk.
„Åh, hold dog op,“ siger hun og slikker igen.
„Jeg lugter af hvidløg!“ siger jeg og sætter mig op. Hun begynder at røre ved sig selv.
„Maliina, jeg er rastløs. Kan vi ikke gå en tur? Kan vi ikke tage en øl på værtshuset?“
„Nej, det gider jeg ikke. Jeg gider ikke mennesker,“ siger hun.
„Du vil have godt af at komme lidt ud og tænke på noget andet,“ siger jeg og trækker i hendes arm.
„Der er swingdans på Disco, der er sikkert skidemange mennesker dernede.“
„Swingdans? Ej, det bliver jeg nødt til at se! Bare lige kort. Please?“
„Én øl, så tager vi hjem,“ sukker hun.

Vi går forbi Majoriaq og forbi den lille butik ned mod havnen. Den smalle vej ned er stejl, og mennesker zigzagger med armene hængende som zombier. Jeg lugter øl og tis. Maliina holder mig tæt til sig. Der står Ammauu på et skilt udenfor, og jeg regner mig frem til, at det betyder åbent. En kvinde har klamret sig fast til værtshuset og tisser i nærheden af døren. Vi går lige forbi hende og kommer ind ad døren til bragende musik. Der er to forskellige rum, man kan gå ind i. Maliina kigger ind i rummet foran os og ryster på hovedet.
„Det er Kroen, der skal vi ikke ind.“
Vi drejer til højre, hvor der står en håndfuld mennesker og venter på at aflevere jakkerne i garderoben. Polkamusikken derinde kører på fuldt drøn. Det store rum er fyldt godt op med gamle og unge, halvdelen af dem sidder ved de runde borde, og resten danser på det store dansegulv. Maliina tager min hånd og fører mig hen til baren. Jeg sætter mig ned på en barstol, mens hun køber øl.
„Er det swingdans? Nej, vel?“ råber jeg ind i hendes øre og tager fadøllen.
„Nej, nej. Bare vent og se, de holder bare en pause nu.“
Bandet på den lave scene i hjørnet består af gamle mænd med cowboyhatte og røde skjorter. Trommeslageren misser beatene med
 
splitsekunder, fordi musikken kører så hurtigt. Hans sveddråber kommer til syne, når han vender sig mod det røde discolys bag dem.
„Hvem er det, der spiller?“
„Junnu Band,“ siger hun.
„Det mest populære band i Østgrønland!“ griner jeg.
„Ja, det tror jeg faktisk, de er. I hvert fald tæt på. De er ret berømte,“ siger hun, og jeg holder op med at grine.
Et upbeat dansenummer af Taylor Swift med sørgelige tekster kommer på, da bandet stopper, og folk sætter sig ned. De gamle mænd tørrer sig med viskestykker og tager store slurke af deres dåseøl. Maliina gemmer sig lidt bag mig, når hun ser nogen, hun kender. Folks øjne er kun lige åbne nok til, at de kan se noget. Deres munde er slappe. De balancerer ved borde og vægge, det tager dem tusind år at gå fra de små runde borde til baren. Pludselig slår trommeslageren vanvittigt på alle trommer lige efter hinanden og stopper brat.
„1 2 3 4!“ råber den lille forsanger uden hår på issen og bliver efterfulgt af pianisten, der lader sin finger glide fra den lyseste tangent på det elektriske piano til den dybeste i løbet af ingen tid.
„JIIH,“ råber folk.
„Ammatsaa mamaraa qinngimiiddi,“ starter den klassiske østgrønlandske sang, som alle i Grønland kender.
Et cover af Hank Williams’ Jambalaya spiller i dobbelt så hurtigt tempo og handler vistnok om lodder. I løbet af ingen tid hejser de sig selv op og befinder sig alle sammen på dansegulvet i par, mand og kvinde, kvinde og kvinde, de forvandler sig, som om en swingånd har indtaget deres slatne kroppe, deres øjne åbner sig helt op, de er 100 % til stede og er bevidste om alle deres sanser. Parrene holder hinanden med en enkelt hånd, manderollerne kaster og hiver deres kvinder frem og tilbage, drejer dem rundt, de møder hinanden med deres håndflader, så deres ansigter kommer så tæt på, at deres næsetipper næsten rører. Alt imens svinger deres fødder fra side til side med en helt perfekt takt, jeg aldrig nogensinde har set før. Jeg trommer med mine fødder på gulvet, de er ustoppelige. Min overkrop hopper
 
lidt rundt, jeg har lyst til at overtage dansegulvet og danse præcist, som de gør.
„Ammatsaa mamaraa qinngimiiddi!“ synger jeg bare med, når sætningen endelig kommer igen.
Mit blik fanger en høj, slank kvinde med store bryster. Hun danser sammen med en pige, som er noget lavere end hende. Hun har en glitrende, mørkeblå kjole på, der går ned til hendes knæ. Kjolen er stram og har kun én skulder, så kvindens anden, gyldenbrune skulder viser sig. Hendes lange sorte hår flyver elegant, hver gang hun svinger. Hun skiller sig ud fra mængden. Dansegulvet dør, så snart trommeslageren slår sit sidste slag, og danserne forvandler sig endnu en gang til vandrende lig. Den glitrende kvinde vakler hen mod os, og jo tættere på hun kommer, jo mærkeligere bliver det at se på hende.
„Sejer?“ spørger jeg overrasket.
„Sabina! Jeg hedder Sabina!“ siger hun og skubber os let til side, så hun kan komme forbi.
Hun læner sig ind over baren, så hendes vatbryster bliver skubbet lidt for højt op. Maliinas bekymringsrynker kommer til syne. Hun stiller sig ved siden af hende.
„Hvem er du sammen med?“ spørger hun.
„Kom nu, skildpadder, jeg har ventet i tusind år!“ råber hun til bartenderen med lidt for meget tryk på s’erne.
„Hvem er du sammen med, Sejer?“ spørger Maliina igen.
„Shh!“ vrisser hun af hende og mimer Sabina med munden. Hendes øjne famler, ned, op, forbi os, som om vi er usynlige.
„En Cosmopolitan!“ råber hun til bartenderen.
„En Tuborg?“ spørger bartenderen irriteret.
„En Cosmopolitan, en roserød Cosmopolitan med lime og sukkerrand!“ Bartenderen ignorerer hende og servicerer den næste kunde.
„Hun skal bare have et glas vand,“ siger Maliina.
„Næste gang du kommer, hvis du kommer igen, så skal du smugle vodka ind i den her fucking provins!“ råber hun ind i mit ansigt, så jeg får spyt i mit øje og i munden.
 
„Vi skal have ham hjem,“ siger Maliina til mig og giver hende et glas vand.
Sabinas mascara og læbestift er smuldret, så Sejers ansigt kommer mere og mere frem.
„S… Sabina, skal vi ikke følge dig hjem?“ spørger Maliina.
„Aldrig!“ råber hun, bøjer sit hoved bagover med lukkede øjne og spreder sine arme.
Endnu en irriterende Taylor Swift-sang kommer på, denne her gang
„Shake It Off“, og Sabina slingrer hen til det helt tomme dansegulv. Hun dingler med sine arme og hopper uden at ramme takten, hendes hoved hænger tungt fra hendes hals som var hun en muskelløs baby.
„Kom, lad os få ham hjem,“ siger Maliina.
Hun går hen til Sabina og prøver at hive fat i hendes arm, men hun river sig vredt løs og danser videre. Sabina dingler hen til de runde borde og forsøger at hive mænd op fra deres stole, så de kan danse. Mændene griner ad ham, og Sabina begynder at trække voldsomt i dem, så de skubber hende let væk. Hun falder bagover, da en mand slipper hende, hun tumler rundt nede på dansegulvet og prøver at komme op. Maliina hiver hende op, og Sabina tager hårdt fat om hendes hals og tvinger hende til at danse med sig. Maliina flytter fødderne frem og tilbage og fra side til side, hun tvinger et smil frem, mens Sabina går amok til Taylor Swift og bruger Maliina som en stripperstang. Lige så stille følger Maliina hende ud af værtshuset og peger på Sabina, og så på garderoben, så jeg kan tage hendes jakke.
Garderobepigen finder en stor falsk minkpels frem, og jeg følger efter dem. Sabina har sat sig på en fiskekasse. Maliina tager hendes slappe arme og får minkpelsen på hende.
„Jeg forsøger at bestille en taxa til os, bare sid der,“ siger Maliina.
„Jeg skal ikke hjem!“ råber Sabina.
„Er du her alene?“ spørger Maliina.
„Hvad så, hvis jeg er?“
„Jeg spørger bare,“ svarer Maliina, „kom, lad os se, om der er taxaer på vejen.“
 
„Nej! Jeg skal blive her! Hvorfor gider du ikke danse med mig?“ spørger hun vredt og spytter, så der kommer savl på hendes hage.
„Jeg dansede da med dig,“ siger Maliina og prøver at løfte hende op.
„Mig og Guuju dansede hele natten!“
„Kom,“ siger Maliina, „jeg vil ikke have, du er alene.“ Sabina hæver pegefingeren.
„People haven’t always been there for me, but music always has!“ siger hun på perfekt amerikansk, og jeg gætter mig til, at det er Taylor Swift, der har sagt det.
Maliina beder mig om at hjælpe til med at løfte hende op, og vi trækker og trækker i hende, men hun er hård som cement. Pludselig bryder Sabina ud i gråd, hun tudbrøler, så hendes dybe mandsstemme kommer frem. Maliina sætter sig ved siden af hende og aer hendes ryg. Snot og savl løber ned ad hendes ansigt. Hendes kinder er helt sorte af mascara. Hendes ryg begynder at lave store bølgebevægelser, og kort tid efter kommer der en stor og gullig stråle ud af munden på hende. Hendes bræk plasker, da det rammer jorden, og jeg får noget på mine sko, som jeg hurtigt vasker af med sne. Junnu Band starter et swing-nummer med et brag, og Sabina tørrer sin mund med sit ærme, springer op og forsvinder ind på værtshuset igen.



23. Billeder af dig har overtaget de sociale medier, nogle kan slet ikke acceptere det, andre respekterer dit valg, deres sorgprocesser er forskellige. Nogle mener, du gjorde det for at få opmærksomhed, det har du jo gjort i et stykke tid nu.



Uanset hvilket tidspunkt, man er i huset, er det altid det samme. Maliinas far, enten sovende eller vågen, på sofaen med sit lydløse fjernsyn, moren i køkkenet med radioen tændt, Guujus forældre oppe i det livløse værelse.
Maliina ligger og ser The Walking Dead, jeg kigger ud i luften, jonglerer med
 
sammenkrøllede sokker og prøver at få dem ind i vasketøjskurven ved døren fra den anden ende af værelset, et point for hver sok, dobbelt så mange, når jeg får fem sokker i træk, jeg er oppe på tredive, jeg vil op på halvtreds, mens zombierne spiser indvolde. Da jeg når de halvtreds, sætter jeg mig ned og åbner Facebook. Efter en masse billeder af julelys og juletræer ser jeg en artikel med overskriften Utroskab. Hvor går grænsen, og hvordan kommer man videre? Jeg klikker ind på den. Et billede af en revnet cementvæg viser sig. Der står BRUDT på den ene side af væggen og TILLID på den anden.
Jeg åbner Google. Så Wikipedia. Der er flest selvmord blandt unge mænd på 15-24 år. Selvmordsraten falder, når alderen stiger. Voldelige metoder, skydning, hængning. Lesotho har verdens højeste selvmordsrate med 39 selvmord per 100.000 indbyggere. Grønland ville lande på 82 selvmord pr.
100.000. Jeg klikker på forskellige links, jeg prøver at undersøge, hvorfor Grønlands Statistik ikke har tal på de sidste mange års selvmord, hvorfor de tabte liv ikke engang er tal. Jeg finder en lille kommentar om, at Grønlands Statistik ikke kan offentliggøre selvmordstallene, fordi politiet og landslægen ikke har de samme tal, fordi nogle ikke dør, når de dræber sig selv, men bliver hjernedøde og derfor får tildelt den dødsårsag. Hjernedød. Zombierne i Maliinas computer har dannet en kæmpe flok på flere tusind, de får broer til at brase sammen, de invaderer byer og omringer mennesker. Jeg lister mig ud af værelset. Gangen er orange, jeg kan ikke høre noget fra Guujus forældres værelse, men jeg ved, de er der. Jeg går ned ad trapperne, ud til gangen gennem bryggerset, tager farens store gummistøvler på og går ud i kulden og tænder en smøg. Jeg leder efter tegn på liv i mørket, men byen er helt død efter weekenden. Hundene sover. Havet skvulper. Byen ligner en helt almindelig by uden fjeldene. Jeg smider en halv cigaret ud fra den store terrasse, jeg savner følelsen af at ryge, når man ikke har røget i lang tid, jeg savner følelsen af at slukke den på min hud. Jeg går ud i køkkenet for at finde noget natmad. Maliinas mor sidder ved det lille køkkenbord.
„Har du lyst til kaffe?“ spørger moren og finder en lille taburet frem, inden jeg når at svare.
„Kunne du ikke sove?“ spørger hun mig igen.
 
„Nææ, ikke sådan rigtigt. Jeg sov også meget i eftermiddags,“ siger jeg og tager en slurk af kaffen.
„Sover Maliina?“ Jeg ryster på hovedet.
„Så … hun ringer til sygehuset i morgen?“
„Ja, det tror jeg. Hun har forberedt nogle spørgsmål, der er nogle bestemte ting, hun gerne vil vide,“ siger jeg.
„Ja, selvfølgelig. Jeg håber, hun finder det, hun har brug for for at komme videre.“
„I har ikke behov for at vide det?“ spørger jeg og prøver ikke at lyde nedladende.
„Hun er væk, og man kan bruge en hel masse tid på at finde retfærdighed, man kan bruge en masse energi på at prøve at skyde skylden på nogen, men i sidste ende kommer systemet ikke til at ændre sig på grund af ét tabt liv,“ siger hun og fumler med sit krus.
„Heller ikke 56,“ hvisker jeg.
„Jeg vil hellere fokusere på alle de dejlige minder, vi har med hende.
Huske hende, som hun var,“ siger hun.
Hendes øjne løber i vand.
„Hvordan var hun?“
„Hun var grænsesøgende. Lidt fræk. Men hun var også det sødeste og venligste væsen,“ siger hun og smiler.

Maliina har en tid om fem minutter, og vi har siddet i ventesalen under to Barnaby-mord. Hosten fra værelse otte har været konstant i en halv time, og nu bevæger den sig op ad patientgangen. En sygehjælper skubber hans rullestol, han er iført en varm dunjakke, han har en smøg i den ene hånd og et decilitermål fyldt med spyt i den anden. Han hoster, så det gør ondt i mine lunger, og han spytter det slimede blod ud. Hans årer kommer frem i hans blodfyldte ansigt, men alt bliver kridhvidt, så snart han kan trække vejret igen. Han kigger hurtigt omkring sig, han vil ikke gå glip af noget på sit eventyr ud af sygehuset. Vores blikke fanger hurtigt hinanden. Jeg er bange
 
for, om han vil kunne genkende mig. Jeg kigger ned og venter på, at han ruller forbi.
„Kender du Helena?“ hører jeg ham spørge.
„Hvad?“
„Er du Helenas datter?“
Jeg har ikke hørt hendes navn i lang tid.
„Ja,“ siger jeg, „eller nej. Hun er min bedstemor.“
„Det tænkte jeg nok. Du ligner hende på en prik,“ siger han og strækker sin arm ud mod mig.
Jeg rejser mig op og tager hans hånd, så hans cigaret falder ned. Han klemmer mig rigtig hårdt.
„Kendte du hende?“ spørger jeg.
Han nikker. Han prøver at røre min kind, men han kan ikke løfte sin arm.
Han indånder voldsomt og begynder at hoste igen. Hans ansigt bliver mørkerødt, det tager ham rigtig lang tid, før han kan indånde igen.
„Hvordan kendte du hende?“ spørger jeg hurtigt, mens han indånder, og han kigger på mig, som om han prøver at kommunikere det til mig med sine øjne, men han er fanget i sin krop.
Han begynder at hoste igen.
„Jørgine,“ råber lægen og gentager, da han ikke får svar med det samme.
„Det er mig,“ siger Maliina til mig og trækker i min jakke.
„Men…“
„Jørgine!“ råber lægen igen.
„Ja, jeg er her,“ siger Maliina.
„Han går ingen steder,“ siger hun og vinker mig hen til sig.
Jeg når lige at se, at manden fra værelse otte bliver rullet tilbage ad patientgangen, lige inden jeg går ind på lægens kontor.
„Han kendte aanaa,“ siger jeg til Maliina, der holder fokus på lægen, der har sat sig ned ved sin computer.
„Kan vi lige koncentrere os om det her, jeg er nervøs,“ siger hun, og jeg nikker.
„Nå, hvad kan jeg hjælpe med?“ spørger lægen uden at kigge på os. Maliina lægger sedlen med Guujus navn og CPR-nummer på hans bord.
 
„Vi har fået godkendelse fra Gudruns mor, om at vi gerne må få oplysninger om Gudrun,“ siger hun.
„Hvad vil I gerne vide?“ spørger han og tager sedlen op.
„Vi vil gerne vide, hvad der skete, første og anden gang hun forsøgte at begå selvmord.“
Han taster nummeret i systemet og sukker.
„Jamen, det ser ud til, at hun skar i sig selv første gang, og anden gang …“ siger han og fløjter en næsten lydløs melodi, mens han leder, „anden gang slugte hun piller.“
„Ja … ja, det ved vi,“ siger Maliina. Han kigger op til os.
„Nå, men hvad vil I så gerne vide?“
Maliina kigger ned på sin seddel, hvor hun har skrevet notater ned.
„Blev hun tilbudt psykologhjælp?“
„Det er jo sådan med unge mennesker, at man kan tilbyde dem alt muligt, men det eneste, de har lyst til, er at blive udskrevet, de bryder sig ikke om at være her,“ siger han, „desværre, men sådan er det.“
„Det kan jeg godt forstå,“ hvisker jeg.
„Men … har I ikke en procedure? Et eller andet, I skal følge, når en person forsøger at begå selvmord?“ spørger Maliina.
Hun er desperat.
„Ja, jo, vi kan tilbyde dem Skype-samtaler med en psykolog fra Sana i Nuuk,“ siger han.
„Blev Guuju, Gudrun tilbudt samtaler?“ Lægen sukker og kigger tilbage på sin skærm.
„Ja, det blev hun anden gang, hun blev indlagt, kan jeg se. Så, ja, vi tilbød hende hjælp,“ siger han, som om det var en triumf.
„Men…“
„Men, hun nåede aldrig at starte op på en behandling, der er desværre rigtig lang ventetid.“
„Hvor lang tid?“ spørger Maliina.
„Nogle måneder,“ siger han og bevæger munden, som om han skyller den med mundskyld, „måske endda længere. Som sagt, der er lang ventetid, og vi
 
kan desværre ikke gøre andet herfra.“
„Er du nu sikker?“ siger Maliina.
„Vi kan da ikke have huset fyldt med unge, der har slugt piller, det har vi simpelthen ikke plads til. Så må de op til kommunen og skaffe hjælp der, vi har alt for meget at se til her,“ siger han og rejser sig op.
„I kan ikke hjælpe unge, børn, der gerne vil dø?“ spørger Maliina med hævet stemme.
„Dem er der alt for mange af heroppe! Så nej, ikke dem alle sammen! Der må forældrene altså tage noget ansvar,“ vrisser han.
„Det udtales Maliina. M A L I I N A, det er ikke så svært at udtale, det er mit fornavn. Ikke Jørgine, ingen kalder mig Jørgine!“ siger hun og styrter ud af kontoret.
Jeg løber efter hende.
„Fucking dansker! Fucking danskere!“ råber hun ud i luften i venteværelset, inden hun tager min hånd og skubber til døren ud af sygehuset.

Maliina har låst sig inde på sit værelse hele dagen. Jeg hører zombier, når jeg går forbi hendes værelse. Jeg lader, som om jeg skal på toilettet, så jeg også kan gå forbi Guujus forældres værelse, så jeg kan se, om de laver noget, om de i det mindste har skiftet pladser, men Guujus mor sidder i lænestolen, hendes far ligger på sengen i den helt samme stilling, og jeg tænker, om sorg kan give en liggesår. Jeg tænker, hvornår de vil fungere igen, om de nogensinde vil komme til at fungere igen. Anaana ville komme videre hurtigt, hun ville sige, at livet er for kort til at være ked af det, eller at det ikke er mængden af år i ens liv, der tæller, men mængden af liv i ens år. Hun bliver altid så hurtigt rørt over inspirational quotes, som græd ikke, fordi det er ovre, smil, fordi det skete. Jeg sætter mig ned ved det lille køkkenbord og tænker på, hvorfor manden fra værelse otte kendte aanaa. Jeg hører Maliinas forældre komme hjem fra kaffemik. Moren kommer ind med to overfyldte indkøbsposer, og jeg hjælper hende med at lægge varerne på plads, eller jeg tager en vare op, og så siger hun, hvor jeg skal lægge den.
„Tak, min kære,“ siger hun og aer min ryg.
 
Der går et sus af varme gennem mig, og jeg får lyst til at give hende hele verden.
„Kan jeg gøre andet for dig?“ spørger jeg, og hun fortæller mig, at jeg skal hente Maliina, fordi vi snart skal spise.
„Vi spiser om otte minutter, vi skal bare have et stort frokostbord,“ siger hun og banker æg, så de åbner helt perfekt.
Maliina er bleg. Hendes øjne er røde og vrede. Jeg har lyst til at sige til hende, at hun er ved at blive til en zombie, men regner mig frem til, at det er en dårlig joke.
„Vi skal spise,“ siger jeg og aer hendes ryg.
„Jeg er ikke sulten,“ siger hun uden at kigge væk fra sin computer.
„Jeg savner dig,“ siger jeg, selvom jeg ikke gør, „vil du ikke være sød at være lidt sammen med mig?“
Hun kommer tilbage til virkeligheden og sætter sig op. Hun har morgenånde, selvom hun ikke har sovet. Jeg lukker mine luftveje i næsen, da hun kysser mig.
„Det skal nok gå, vi skal nok finde ud af, hvad vi gør,“ siger jeg.
„Det bliver vi nødt til,“ siger hun og rejser sig op.
Maliinas mor har allerede dækket bord og fyldt det op med alle mulige forskellige langtidsholdbare madvarer.
„Jeg har også købt bananer, helt friske bananer, flyfriske fra Island, ikke for grønne, ikke for modne, men så kostede de også seksten kroner per styk. Dem kan vi få til dessert,“ siger hun og sætter sig ved siden af mig.
Guujus forældre kommer ned, det er, som om de altid ved, hvornår der er mad, for ingen af os siger nogensinde til dem, at maden er klar.
„Hvem blev døbt?“ spørger jeg.
„Det var … det var nogle bekendte, eller … familie,“ siger hun og kigger på Guujus forældre, „de skulle døbe deres lille datter. Deres første barn.“
„Hvad hedder hun?“ spørger jeg og kan se med det samme, at jeg ikke skulle have gjort det.
„Nielsine Gudrun Thala Maratse,“ siger hun og kigger ned. Maliina begynder at rykke sig i stolen.
„Gudrun?“ spørger hun.
 
Moren nikker.
„Vidste I det?“ spørger hun sin faster.
„Det gjorde de. Selvfølgelig,“ siger moren, da der ikke bliver sagt noget,
„det var meget sødt af dem.“
„Kendte de hende overhovedet?“ spørger Maliina. Det eneste man kan høre nu, er Maliinas vejrtrækning.
„Jeg fatter det ikke,“ siger hun stille, „jeg fatter ikke, man skal bære et navn på en, man ikke kender, ligesom jeg ikke fatter, at jeg skal hedde Jørgine, når jeg aldrig nogensinde har mødt Jørgen. Specielt når man som nyfødt er helt ren og arver et navn efter en, der ikke engang har lyst til at leve.“
„Maliina!“ siger moren.
Alt bliver stille igen. Moren rejser sig op og tænder for radioen.



22. Vi vil altid huske dig, skriver de inde på Facebook og tagger dig, men the truth is, at det er det de færreste, der gør, for de fleste kommer videre, scroller videre, og de husker dig først lidt igen, når de tror, de ser dig i byen, de tænker, nå nej, hun er her jo ikke mere.



Maliina er faldet i søvn med alt sit tøj på. Jeg lister mig ned i køkkenet. Moren sidder der.
„Jeg har hældt kaffe op til dig, jeg tænkte nok, du ville komme,“ siger hun og klapper taburetten.
„Du kan heller ikke sove,“ siger jeg og sætter mig ned.
„Folk har svært ved at sove om sommeren, når midnatssolen kommer, men det er modsat for mig. Jeg kan slet ikke finde ud af dag og nat, når det altid er mørkt,“ siger hun.
„Undskyld, hvis Maliina har gjort jer lidt kede af det,“ siger jeg.
 
„Du skal ikke undskylde,“ siger hun, „det skal hun heller ikke. Det er ikke en dårlig ting, at hun er god til at sige, hvad hun føler.“
„Hvorfor har du svært ved at sove?“ spørger hun og klemmer mit håndled.
„Jeg ved det ikke,“ siger jeg, „jeg har siddet meget ved computeren, faktisk. Jeg har undersøgt forskellige ting på nettet, om … om selvmord i Grønland. Jeg har sådan lyst til at hjælpe Maliina med at afklare det hele, så hun kan … så jeg kan kende hende igen.“
Moren nikker anerkendende.
„Jeg har også læst artikler om det,“ svarer hun.
„Er det rigtigt?“
„Jeg har ikke rigtig fundet frem til noget brugbart. Jeg ved, det er godt, Maliina kommer ud med sine frustrationer, det har jeg læst om i en artikel om sorg, der handler om forskellige stadier, man skal igennem.“
„Sorgens fem faser,“ siger jeg.
„Jeg har også læst, at der er halvtreds procent større sandsynlighed for, at pårørende til selvmordsofre også tager deres eget liv.“
Jeg stirrer på hende.
„Så bliver jeg bekymret for Maliina,“ fortsætter hun, „tror du, hun kunne finde på det?“
Jeg ryster på hovedet.
„Men det skete jo for Guuju. Det sker for så mange,“ siger hun, og hendes stemme knækker, „de forsvinder, der er så mange unge, der bare … forsvinder.“
„Det kommer ikke til at ske for hende,“ siger jeg bestemt.
Hun tørrer sine øjne. Hun rejser sig op og flytter sin stol tættere til mig.
„Du må love mig, at du passer godt på hende,“ siger hun.
„Det skal jeg nok,“ siger jeg.
„Nej, du skal love mig, at du passer godt på hende. Hun elsker dig rigtig højt.“
„Det lover jeg.“
„Du er et godt menneske,“ siger hun og snuser til mit hoved.
Jeg går op til Maliina og fjerner hendes tøj, dufter til hendes sved og lægger mig ved siden af hende.
 
„Undskyld,“ hvisker jeg.
Jeg får et chok, da hun rykker sig.
„For hvad?“ spørger hun.
„Undskyld, hvis jeg nogensinde sårer dig,“ siger jeg og fumler med ordene.
„Det må du ikke,“ siger hun og klemmer min hånd hårdt, indtil hun falder i søvn igen.

„Vi skal til præsten,“ siger Maliina.
„Hvorfor skal vi det?“ spørger jeg, mens jeg skynder mig at tage mine støvler på.
„Jeg skal have fjernet mit navn,“ siger hun og går ud ad døren. Jeg snubler i sneen bag hende.
„Hvilket navn?“ spørger jeg.
„Jørgine.“
„Behøver du det?“
Hun stopper brat op og vender sig mod mig, så jeg næsten løber ind i hende.
„Jeg er navngivet efter Jørgen, en mand jeg overhovedet ikke har hørt om, en mand der sikkert drak alt for meget, og som ikke ønskede at leve. Hvad fanden er det for noget at forurene et barn med død, før det har haft mulighed for at leve? Der kan lige så godt stå her,“ siger hun og prikker hårdt på sin pande, „dødsdømt.“
„Ja,“ siger jeg og begynder at småløbe bag hende igen.
Hun suser af sted, ned, op, til venstre, op, op, op mod sygehuset, til højre mod kommunen, og pludselig tager hun en smutvej forbi grillen og klatrer op ad en rund og glat fjeldside. Jeg prøver at gøre det samme og glider ned. Jeg tager tilløb og forsøger at nå en lille kant, som jeg kan holde fast i, men jeg kommer ikke engang tæt på den. Børnene ved grillen griner ad mig, og jeg griner lidt med dem. Jeg koncentrerer mig om kanten, planlægger, hvad jeg skal gøre med mine ben, går længere tilbage end før, tager et endnu hurtigere tilløb, tager det første skridt på fjeldsiden, det andet, det tredje, og lige før
 
jeg når kanten, glider jeg ned på min numse og lander hårdt i sneen. Jeg bliver siddende og smiler til børnene, der morer sig over mig.
„Hvad laver du?“ spørger Maliina irriteret fra toppen. Jeg kigger op og smiler.
„Jeg kan ikke komme op,“ siger jeg.
Hun glider ned til mig og sætter sig perfekt ved siden af mig.
„Jeg synes, du går totalt hurtigt … Jørgine,“ siger jeg og satser alt på, at hun vil synes, det er sjovt.
Hun kigger længe på mig. Ingen af hendes ansigtsmuskler bevæger sig. Jeg holder vejret. Så begynder hun at grine. Det er længe siden, jeg har set hendes hvide tænder så tydeligt.
„Hvad har du egentlig af mellemnavne?“ spørger hun forundret, da hun holder op med at grine.
„Rosine,“ siger jeg og venter spændt på hendes reaktion.
Hun prøver at læse mig i et par sekunder og griner igen. Det går godt for mig i dag.
„Blondine,“ siger jeg.
„Ej, det er sgu da ikke et navn,“ udbryder hun.
„Jo, det er, anaanas veninde hedder Blondine.“
„Andersine,“ siger hun.
„Appaaraq,“ siger jeg.
„Iggu! Lille lomvie,“ siger hun, „det kan vi navngive vores søn.“ Jeg fremtvinger et smil.
„Har du hørt noget fra universitetet?“ spørger hun. Jeg ryster på hovedet.
„Får I karakter?“
„Det er bare bestået eller ikke-bestået,“ siger jeg.
„Øv. Sådan noget forstår jeg ikke, der er for stor en forskel mellem to og tolv, synes du ikke? Hvad tror du, du har fået, hvis du selv skal vurdere?“ spørger hun.
Jeg går i baglås og stirrer på hende.
„Vil du sige det til mig, hvis du nogensinde er uærlig?“ spørger hun.
„Hvad mener du?“
 
„Det var bare det, du sagde i nat,“ siger hun, „jeg tænker på, hvorfor du sagde undskyld på forhånd.“
„Det var bare … jeg var bare …“
Pludselig genkender jeg en tynd, høj krop ved vejen. Det er Sejer iført drenget tøj, hans lange hår gemt væk under en hoodie. Jeg peger på ham, og Maliina rejser sig op med det samme.
„Sejer,“ siger hun og går ned til ham. Jeg ånder lettet op. Han går videre, selvom han hører hende.
„Sejer!“
Han har mørke rande under øjnene, han har ikke engang bukket sine øjenvipper, de vender nedad som hestes øjenvipper. Hans læber er indtørrede. Han har uren hud, som om han ikke har vasket sig siden festen.
„Hvordan har du det?“ spørger Maliina.
„Hvad tror du?“ spørger han og laver en cirkel ved sit ansigt.
„Har du tømmermænd?“
„Nej, ikke længere. Jeg er lige blevet udskrevet fra sygehuset,“ siger han og venter på, at vi spørger mere ind til det.
„Hvorfor var du indlagt?“ spørger Maliina nervøst.
„Jeg slugte en masse piller,“ siger han, som om han fortæller os, at han lige har været ude at gå.
„Hvad?“ spørger Maliina.
Jeg har lyst til at spørge ham, om manden fra værelse otte stadigvæk er der.
„Jeg slugte en masse piller i lørdags, jeg vågnede op på sygehuset dagen efter. Jeg har kastet op i et par dage nu, det er total ulækkert,“ siger han.
„Hvorfor slugte du piller?“ spørger Maliina.
„Jeg kan ikke rigtig huske noget,“ svarer han.
„Det skal du ikke, Sejer,“ siger hun og er lige ved at græde.
„Jeg kan jo ikke huske noget,“ siger han.
„Så skal du lade være med at drikke!“ Han nikker utroværdigt.
„Fik du tilbudt hjælp fra sygehuset? Du kan snakke med en psykolog fra Sana gennem Skype,“ siger hun.
 
„Jeg har prøvet det før, det er lort. Jeg ventede i enormt lang tid, og så kunne tolken ikke engang rigtig forstå østgrønlandsk, så jeg blev nødt til at snakke vestgrønlandsk, og det orker jeg ikke,“ siger han på perfekt vestgrønlandsk.
„Vil du ikke være sød at give det en chance til?“
„Jeg bliver alligevel sendt hjem til Diilerilaar,“ siger han, „jeg er blevet smidt ud af kollegiet. Så jeg dropper også bare ud af skolen, jeg gider ikke til at bo hos nogen.“
„Er du blevet smidt ud af kollegiet? Hvorfor?“ spørger hun.
„De siger, at det er meget hårdt for pedellen at finde døde mennesker på kollegierne, og at de ikke kan være bekendt at udsætte ham for det,“ siger han.
„Det kan da ikke passe!“ siger Maliina med hævet stemme, hendes brune ansigt er helt rødt.
„Jo, de har en regel om det, det siger de til en, når man flytter ind. Jeg skal pakke, når jeg har spist lidt deroppe,“ siger han og peger på grillen, „så bestiller de en billet til mig snart.“
„Hvad fanden! Kan vi ikke gøre noget? Kan vi ikke gå hen til skolen og snakke med dem?“
„Jeg gider ikke gå i skolen igen, og jeg glæder mig faktisk til at komme hjem til Diilerilaar, Tasiilaq kan være så stressende,“ siger han med Sabinas overdrevne s’er.
„Sejer! Vi bliver nødt til at gøre noget! Du kan bo hos os! Vi rejser snart alligevel, og anaana elsker dig, Sejer, vil du ikke være sød at lade mig hjælpe dig?“
Han vender sig mod mig, og jeg nikker og prøver at kommunikere til ham, at Maliina har brug for det.
„O.k., ja,“ siger han.
„Godt! Det første vi gør, det er tage op til kommunen og spørge dem, om de kan tilbyde dig en anden slags hjælp,“ siger hun og krammer Sejer rigtig hårdt.
 
Sejer banker let på bordet med fingrene. Hans røde neglelak er krakeleret. Vi venter på, at Maliina kommer tilbage, hun forsvandt ind på kontorerne.
Kommunen er mennesketom.
„Du ved godt, du ødelægger Maliina, hvis du gør skade på dig selv,“ siger jeg stille.
„Jeg prøver ikke at ødelægge nogen,“ siger han.
„Det ved jeg godt. Men du må ikke give op nu.“
„Jeg prøver heller ikke at give op,“ siger han.
„Du kan godt, du skal bare kæmpe, alt hvad du kan, du skal bare tro på det,“ siger jeg.
Ordene smager dårligt i min mund, når livet højst sandsynligt ikke bliver bedre.
„Hvornår skal man holde op med at kæmpe? Skal man kæmpe resten af livet? Med hvilket formål?“
„Jeg ved det ikke,“ siger jeg.
„Jeg kommer til at tippe over nogle gange. Det gør bare så ondt, jeg kunne slet ikke have det i mig længere i lørdags, jeg … ja, tippede over, som om der var noget i mig, der udvidede sig, jeg ved ikke, hvordan jeg ellers …“
„Jeg forstår dig godt,“ siger jeg, „en tomhed.“
Han ser mig i øjnene og nikker. Vi hører Maliinas fodtrin, og Sejer sukker.
Hun ser optimistisk ud, da hun beder os om at komme.
„Jeg har fundet den, vi skal snakke med,“ siger hun.
„Behøver jeg at tage med?“ spørger jeg. Sejer nikker.
„Hun siger, at der er nogle psykologer, der kommer til byen en gang imellem, det er da meget bedre end Skype, synes du ikke?“ spørger hun.
Sejer hæver øjenbrynene.
Kommunekvinden står ved døren og venter på os. Hun smiler venligt og lægger en hånd på Sejers ryg, mens hun fører ham hen til en stol.
„Jeg hører, du har haft det svært?“ spørger hun ham.
„Iiji,“ siger Sejer med tæt samlede ben, så han ligner en genert lille dreng.
„Det er rigtig godt, at du er kommet her. Det er meget vigtigt, at I kommer, når I har brug for det,“ siger hun og mener det.
 
„Vi tænkte, om han kunne snakke med nogen … en professionel,“ siger Maliina.
„Vi har det helt perfekte til dig,“ siger hun og kigger opmuntrende på Sejer, „der er noget, der hedder Rejseholdet, som er en flok psykologer, der rejser hertil ret ofte. Der har du mulighed for at starte et forløb op med psykologsamtaler, og så er der også mulighed for, at du kan deltage i gruppe- sessioner med andre seksuelt misbrugte.“
Vi er tavse.
„Seksuelt misbrugte?“ spørger Sejer.
„Ja, det er Rejseholdets målgruppe. Du vil føle dig meget tryg hos dem, for de arbejder hele tiden med det og er rigtig gode,“ siger hun og smiler.
„Seksuelt misbrugte?“ spørger Sejer igen og rejser sig op. Kommunekvinden kigger forvirret på ham.
„Tror du, jeg har oplevet seksuelt overgreb?“ spørger han og vender sig mod Maliina, „Har du sagt, jeg er blevet voldtaget?“
„Nej …“ siger Maliina fortumlet, „jeg troede ikke, de kun snakkede med seksuelt misbrugte?“
„Ligner jeg en, der er blevet voldtaget?“ siger han og strutter lidt med sin mund, så Sabina kommer frem.
„Nej, jeg troede bare …“ siger hun og kommer til at give ham et elevatorblik.
Sejer styrter ud.
„Undskyld,“ siger kommunekvinden til os.
„Er der så slet ikke noget, hvis man ikke er seksuelt misbrugt?“
„I kan gå ned til familiecentret, og så kan han snakke med en medarbejder dernede, kontoret ligger på …“ siger hun og skal til at finde adressen frem.
„Jeg ved, hvor det er, vi skal ikke derned, vi bliver bare kastet videre. I kaster rundt med liv!“ siger hun og går ud.
„Undskyld,“ siger jeg til den magtesløse kommunekvinde, inden jeg følger efter dem.
 
21. Du har fået en mindeside på Facebook, med tiden er der færre og færre reaktioner.



Maliina og Sejer er oppe på værelset. Sejer kan ikke finde ro, så Maliina har hentet en madras i skuret og lagt den på gulvet på sit værelse og forberedt dyner og puder til ham. Jeg tænker, om jeg skal sove i samme rum, om han er den type, der rører ved en, mens man sover. Jeg kommer frem til, at han ikke er sådan. Jeg har siddet ved det lille køkkenbord i et stykke tid og ånder lettet op, da jeg hører Maliinas mor liste ned ad trapperne. Jeg hælder hurtigt kaffe i hendes krus.
„Jeg håbede på, at du var hernede,“ smiler hun og ser det helt rene køkken,
„din mor har gjort et godt stykke arbejde med at opdrage dig.“ Hun klapper min kind, og jeg kigger ned.
„Du gør sådan, når du holder noget tilbage,“ siger hun og rynker sin pande.
„Det var mest min bedstemor, jeg kunne med,“ siger jeg, „hun døde, da jeg var teenager.“
„Så har din bedstemor gjort et godt stykke arbejde,“ siger hun.
„Jeg mødte en mand på sygehuset forleden dag, som kendte hende. Han kunne se hende i mig, vi ligner hinanden meget. Jeg fik ikke mulighed for at snakke med ham, han bor på værelse otte, men det ligner egentlig nummer tre, kender du ham?“
„Er det rigtigt? Nej, det tror jeg ikke, jeg gør,“ siger hun.
„Han hoster meget,“ siger jeg, „ret gammel. Måske halvfjerds, firs år gammel?“
„Jeg ved det desværre ikke.“
„Aanaa snakkede aldrig om Østgrønland, jeg kan i hvert fald ikke huske det, og jeg husker næsten alt med hende,“ siger jeg.
„Hvorfor besøger du ham så ikke?“ spørger hun.
„Måske,“ siger jeg og fortsætter, „Maliina grinte lidt i dag.“
„Fik du hende til at grine lidt?“
 
Jeg nikker.
„Jeg ved jo godt, I ikke kommer til at være her i lang tid igen, men jeg vil gerne have, du ved, at du altid er velkommen her, også når Maliina ikke er her,“ siger hun, „det har været så dejligt at have jer.“
„Hvorfor skulle jeg være her uden Maliina?“ spørger jeg forvirret.
„Jeg ved det ikke, det kunne jo være, du havde lyst til at udforske lidt mere, måske komme en sommer, så du kan se Ammassalik-øen, eller …“
„Det ville jeg elske,“ siger jeg. Vi rører rundt i vores kopper.
„Min mor har været her før, og hun blev klaustrofobisk. Hun synes, byen er lidt ligesom et fængsel,“ siger jeg.
„Det er der mange, der gør,“ siger hun roligt, „gør du det?“
„Overhovedet ikke. Jeg føler mig meget mere fri her end derhjemme.
Derhenne, ikke derhjemme,“ siger jeg.
Hun rejser sig op og åbner køleskabet, lukker det, åbner to skabe, hvor snacksene ligger, lukker igen. Jeg følger hende med mine øjne, jeg kan høre hendes tanker i hendes vejrtrækning. Hun bider sig i kinden.
„Du bider dig i kinden, når der er noget, der går dig på,“ siger jeg, og hun sætter sig ned igen og kigger længe på mig.
„Ved du hvad? Du kan kalde mig for din østgrønlandske mor,“ siger hun og placerer sin hånd oven på min.

Jeg undrer mig over, hvorfor ravnene ikke sover, for det gør de, når der er mørkt. Jeg tænder en smøg og betragter to store og tykke ravne, mens de forsøger at hugge hul i skraldeposen gennem et manglende bræt i naboens skraldestativ. Jeg har lige læst en forskningsartikel om, at de fleste selvmord sker, når lyset kommer, mest i juni, og det vækker minder om den lyserøde sommernat for halvandet år siden, hvor en ravn vogtede over mig, og jeg kiggede på de livløse grave. Den nat længtes jeg efter mine nætter i min sorte hule, gemt væk fra solen, og jeg følte, at Angutivik havde frataget mig den.
Jeg var vred over, at jeg aldrig nogensinde kunne komme derop igen, fordi jeg var bange for at se eller lugte hans blod. Jeg var vred på aanaa, fordi hun op til sin død blev ved med at sige, at det ikke var min skyld. Mest af alt
 
savnede jeg dem, min bedste ven, min aanaa, som forlod mig lige efter hinanden, som om de havde planlagt det. Man kan ikke finde en skudsikker forklaring på, at folk dræber sig selv, når midnatssolen kommer, men et gæt er, at folk bliver depressive, når de sover for lidt, et andet er, at de efter en kold og mørk vinter bliver stærkere af, at de varmere og lysere dage kommer, men når de endelig er der, indser de, at livet ikke bliver bedre. Nogensinde. Den lyserøde nat, jeg så Maliina for første gang, var jeg egentlig bare træt, jeg var træt af at vågne igen og igen, og jeg skulle bare aldrig sove igen.
Hvad det betyder i forskningen om midnatssolen, ved jeg ikke. Ravnene har hugget hul i skraldeposen og æder løs. Forskerne konkluderer, at den udløsende faktor må hænge sammen med sommerlyset, at selve det lys, der fordriver vinterdepressioner, fører til selvmord. Data viser, at serotonin- stofskiftet ændrer sig med sæson og lysmængde, og at dette skulle have betydning for impulsiv, aggressiv adfærd, og dermed vold og selvmord. Men lyset er ikke den grundlæggende faktor, fordi lyset altid har været her, mens selvmordene først tog til efter kolonitiden. Jeg tænker, om Sejer kommer til at fuldføre det. Eller hvornår. Maliinas far har dækket sin sæl til med et hønsenet på terrassen, så ravnene ikke kan komme til. Jeg kan mærke, at de holder øje med mig, deres sorte øjne er på udkig, de har planer om at slå til. Jeg går ind og lægger mig på sofaen.

Jeg vågner op til latter. Min ryg er helt stiv, fordi underlaget mellem sofapuderne er stenhårdt. Jeg sætter mig op og strækker ud. Hovedpinen er tilbage. Maliina og Sejer står ved vinduet ved spisebordet og kigger ud. Jeg når at hente kaffe, før Maliina opdager, at jeg er stået op.
„Var det o.k.?“ spørger hun mig lavt, kysser mig og peger på sofaen. Jeg nikker.
„Han har brug for mig,“ hvisker hun og kigger hen mod Sejer, der skraldgriner.
„Han falder snart! Kom!“ siger han.
En gammel mand forsøger at komme ned ad en lille bakke fyldt med sne.
„Fald! fald!“ siger Sejer og trommer på vindueskarmen.
 
Maliina griner og begynder at tromme med ham. Jeg kigger forvirret på dem.
„Fald, fald!“ griner Maliina.
„Hvad hvis han brækker benet?“ spørger jeg irriteret.
„Han er børnelokker,“ forklarer Maliina.
Sejer lader, som om han dingler med sin pik, mens han bevæger sine hofter.
„Ad, for helvede!“ griner Maliina.
„Kan du huske, at man nogle gange også kunne se sperm på hans vindue?“ spørger Sejer og griner hysterisk.
„Nå ja! Fuck, han er klam!“ siger Maliina.
„Fald! Fald! Fald!“ råber de begge to i kor, og jeg går ud for at ryge.
Bordet er dækket op med morgenmad. Guujus forældre, der aldrig spiser morgenmad sammen med os, har sat sig ved bordet og betragter Sejer, der med sine strittende lillefingre drikker sin kaffe. De smiler, hver gang han siger noget, de synes, han er interessant. Stemningen i huset er anderledes. Lettere.
„Sejer, kan du ikke fortælle den der historie, du fortalte mig i nat?“ spørger Maliina.
Han sætter sig til rette.
„I ved godt, at jeg nogle gange godt kan lide at klæde mig ud som en kvinde,“ siger han.
Bordet nikker smilende.
„En nat var mig og Guuju i gang med at prøve tøj. Hun tog mit tøj på og gemte sit hår væk, så hun lignede en dreng, og hun puttede makeup på mig og krøllede mit hår. Vi tog billeder af hinanden og grinte hele natten. Pludselig kiggede hun alvorligt på mig og sagde, at jeg skulle have et kvindenavn. Vi prøvede alt muligt. Natasja. Karola. Sasha. Ingen af dem passede til mig. Så rejste hun sig pludselig op fra sengen og førte mig hen til spejlet …“ siger han og holder en pause.
Han kigger ned på sin tallerken og forsøger at holde sine tårer tilbage.
„Så sagde hun, mens hun kiggede på mit spejlbillede: ‘Du hedder Sabina.’ Sådan fik jeg mit andet navn. Sabina. Det var på grund af hende, jeg kunne
 
være mig selv. Hun var min bedste veninde,“ siger han og tørrer sine øjne.
Bordet er stille.
„Hun var så dejlig,“ siger Maliinas mor.
„Og ved I, hvad vi navngav hende, den nat hun var dreng?“ spørger Sejer.
„Mikaeleeraq. Lille Mikael. Hun lignede dig på en prik!“ udbryder han og peger på Guujus far.
Alle bryder ud i latter. Guujus mor tørrer sine tårer væk, mens hun griner, og faren nikker anerkendende og stolt.
„Ja, hun lignede mig meget,“ siger han.
Maliina sidder afslappet og betragter sin familie. Hun er glad.
„Skal vi ikke lægge puslespil? Jeg har et fotografi af London med 3000 brikker oppe på værelset,“ siger hun.
„Ja! Sikke en god idé!“ siger hendes mor og begynder straks at fjerne maden fra bordet.
„Kunne det ikke være sjovt?“ spørger Maliina mig.
„Jeg skal lige gå en tur, begynd I bare,“ siger jeg og kysser hende på panden.

Jeg står uden for værelse otte. Døren er lukket, og jeg ved ikke, om jeg skal vente med at gå ind, eller om jeg skal banke på. Jeg ender med at gå, hvis jeg begynder at prøve at tage en beslutning, så jeg banker på. En sygehjælper åbner døren på klem.
„Jeg er lige i gang med at skifte hans kateter, du må gerne vente lidt,“ siger hun og lukker døren igen.
Jeg når frem til personalerummet på vej ud, da sygehjælperen kalder på mig.
„Det er o.k., jeg behøver ikke i dag,“ siger jeg, da hun kommer.
„Du er den første besøgende i lang tid, han vil have rigtig godt af at have lidt besøg,“ siger hun og skubber mig let i ryggen, mens hun fører mig tilbage til værelset.
Værelset stinker af urin og mad, der er blevet dårlig. En tallerken med rugbrød og gammelt pålæg ligger på hans bord. Manden ligger og ser endnu mere død ud end før. Sygehjælperen lukker døren bag mig. Han ser ikke
 
overrasket ud, smiler lettet til mig og peger på stolen ved siden af decilitermålet fyldt med spyt. Jeg sætter mig ned cirka en meter fra ham.
„Kom tættere på, så jeg bedre kan se dig,“ siger han.
„Det sagde den Store Stygge Ulv, da han prøvede at æde Rødhætte,“ siger jeg og kommer tættere på.
Han stirrer uden at fortrække en mine, men lige før skammen kommer til mig, begynder han at grine lidt.
„Helena sagde også altid de mærkeligste ting, som jeg slet ikke kunne forstå, du er præcis ligesom hende,“ siger han.
„Hvordan kendte du hende?“ spørger jeg.
„Jeg så hende første gang på havnen dernede, hvor jeg arbejdede. Det var i starten af 40’erne. Juni, 1942,“ siger han og ånder ind.
Hans lunger piber.
„Hvad skulle hun?“ spørger jeg.
„Hun skulle hjælpe jordemoderen her, og hun skulle blive her, til isen kom,“ siger han og trækker vejret så mildt som muligt, så han ikke hoster.
„Hvad med min far? Og hans søskende?“
„Der havde hun ikke børn.“
„Nå, nej. Men hvad så? Kendte du hende?“ spørger jeg og forsøger at forholde mig rolig, så mine spørgsmål ikke forvirrer hans minder.
Han kigger på mine hænder.
„Det er utroligt, at jeg stadig kan huske, hvordan hendes hænder så ud. Jeg troede, jeg havde glemt en del, jeg var bange for, at mine minder om hende var forvrænget, at jeg selv havde udviklet dem videre, men jeg husker alt.“
Jeg kigger ned på mine hænder.
„Hvordan har hun det?“ spørger han.
„Hun er død,“ siger jeg.
Han kigger ud ad vinduet. De tynde gardiner er trukket for. Jeg trækker dem fra og lader solstrålerne gå direkte ind.
„Må jeg gerne åbne vinduet lidt?“ spørger jeg. Han nikker uden at kigge på mig.
„Jeg havde altid et ønske om at se hende igen,“ siger han og kigger på min hånd, „må jeg?“
 
Jeg sætter mig på sengekanten, og han placerer sin hånd oven på min. Han studerer mit ansigt, mine øjenbryn, min næse, min mund. Jeg smiler lidt, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers kan gøre.
„Du har endda hendes smilehuller,“ siger han og klemmer min hånd.
„Hun blev gift med … ja, med min bedstefar, og de fik fire børn. Min far er den ældste,“ siger jeg.
Han rykker sig i sengen, som om han ligger ubekvemt. Så begynder han at hoste voldsomt. Han klemmer min hånd så hårdt, at jeg pludselig bliver opmærksom på alle mine knogler.
„Skal jeg hente hjælp?“ spørger jeg, da han slet ikke kan indånde igen.
Han ryster på hovedet. Pludselig løsner væsken sig i hans lunger og bevæger sig op ad hans hals med en boblende lyd. Han spytter i decilitermålet og kan trække vejret igen.
„Jeg troede ikke, hun nogensinde ville blive gift. Ikke fordi, hun ville have svært ved at finde en mand, der ville, men fordi hun var så …“
„Rastløs?“ spørger jeg.
„Fri …“ siger han.
„Kendte du hende godt?“
„Alle kendte hende her. Hun fyldte meget. Skilte sig ud fra resten af byen.
Alle snakkede om hende.“
„Var I venner?“
„Ja, det var vi. Vi blev rigtig tætte, da sommeren var ovre, „ siger han og smiler, „vi var alle sammen efter hende om sommeren, selv amerikanerne var vilde med hende. Hun besøgte gamle mennesker og lærte østgrønlandsk. Alle byens børn fulgte hende over alt, fordi hun altid fortalte sjove historier, som vi aldrig havde hørt før. Hun besteg fjelde og gik lange ture ind i Blomsterdalen,“ siger han og peger hen mod vinduet.
Han tager fat om min hånd igen med det samme.
„Om efteråret blev det anderledes. Jo mørkere, det blev, jo mindre så man til hende. Men det var også der, hun begyndte at besøge mig mere. Det var, som om mørket drev energien ud af hende …“ siger han og holder en lille pause, „hun blev meget stille.“
Pludselig stirrer han en ekstra gang på mig.
 
„Det var det udtryk, hun ofte havde, når hun skulle sove,“ siger han og holder blikket fast på mig.
Jeg prøver at slappe af i panden. Jeg rejser mig op og tager tallerkenen.
„Må jeg gerne smide det ud?“ spørger jeg.
Han nikker. Der er langsomme fodtrin på gangen. Ellers er der helt stille.
„Nævnte hun mig nogensinde?“ spørger han tøvende.
„Nej, ikke hvad jeg husker.“
„Jeg skulle have taget hende med til Diilerilaar, hvor mine forældre boede, men så var hun pludselig væk. Hun tog det sidste skib, og så kom isen,“ siger han og falder i staver.
„Hvorfor?“ spørger jeg.
„Jeg ved det ikke … måske kunne hun ikke holde mørket ud.“
„Jeg trænger til en smøg,“ siger jeg.
„Det gør jeg også, men jeg kan ikke nå ud uden at få hosteanfald,“ siger han.
Jeg åbner vinduerne på vid gab og giver ham en smøg og tænder den for ham. Jeg sætter mig ned i vindueskarmen og tænder for min.
„Det gjorde vi ofte, når vi var sammen,“ siger han og smiler.



20. Du er blevet kastet rundt hele dit liv, fra familie til familie til børnehjem, du var vanskelig, du blev kastet rundt fra sygehuset til kommunen tilbage til sygehuset, du kunne ikke hjælpes. De siger, at det ikke er nogens skyld.



Skiltet står klart og tydeligt. Iliveqarpimmut. Til kirkegården. Jeg går så langt til højre som muligt på grusvejen med en stor sten i hånden. Flere flokke hunde på min venstre side rejser sig op og følger mine bevægelser nøje. Indgangen til Blomsterdalen herfra er knap så idyllisk med de beskidte, sultne hunde og alle de døde havdyr og indtørret blod omkring dem. Det ser meget bedre ud på Henrik Saxgrens billeder. Hundene har ligget det samme
 
sted i måneder, de kredser rundt i små cirkler. Isen er ikke kommet for at blive endnu. Grusvejen er bred nok til, at en gravko kan køre på den. Eller tømrernes røde, slidte Landcruiser med lad, hvor lig bliver fragtet ind i dalen, sammen med lugten af rust og død. Jeg går langsomt uden de store bevægelser, men jeg ved, at hundene kan lugte mig. Tættere på elven til venstre, halvtreds meter fra grusvejen, står endnu flere hunde, og jeg tænker, om de ville angribe mig, hvis jeg kastede mig ind i flokken, hvor lang tid det ville tage mig at dø. Et par ravne driller dem, de hopper hen til dem, men stopper op, når de er en meter væk. Jeg smider stenen, da jeg kommer langt væk fra flokken ved grusvejen. Jeg kigger op. De monstrøse fjelde står lige foran mig, og jeg bliver svimmel med det samme. Jeg justerer mit blik, starter forfra, følger grusvejen ned, op, forbi kirkegården, jeg fokuserer på de små bakker, de store sten langt inde i dalen, og først da kigger jeg op på fjeldene igen, som ikke virker så intimiderende længere. Jeg tæller de spidse fjeldtoppe og stopper op ved seks, fordi jeg pludselig bliver forvirret over, hvor spidse de egentlig skal være for, at jeg tæller dem med. Den kæmpe
700-1000 meter høje mur af fjelde skærmer dalen mod isen mod vest, havet mod syd. Himlen oven over dem er lyseblå. Den lyseblå, som aanaa malede hele sit hus med indvendigt en varm sommerweekend. Hun havde malet sin sengeramme af teaktræ lyseblå. Hun havde malet sine køkkenskabe inklusive håndtag lyseblå. Hun havde malet alle vægge, vindueslister og døre lyseblå. Hun sagde, da vi besøgte hende efter weekenden, at hun gerne ville sælge sit hus. Jeg ser et glimt af noget til min venstre side og opdager, at en hund fra den store flok ved elven løber hen mod mig i fuld fart. De andre hunde begynder at hyle. Jeg standser og ser et par sekunder på ham, før jeg begynder at lede efter sten omkring mig, men alt er sneet til. Jeg skynder mig at lave en snebold og kaster den mod ham, da han er ti meter væk. Jeg misser.
„Nej!“ råber jeg.
Jeg krydser mine arme på min brystkasse og stivner med lukkede øjne.
Han snuser til mig. Jeg åbner mit ene øje en lille smule og ser hans hale vifte voldsomt. Det er bare en kæmpestor hvalp smurt ind i spæk. Jeg tager chancen og rører lidt ved hans hoved. Så løber han rundt om mig to gange i begejstring og begynder at hoppe op ad mig, så jeg får spæk på min jakke.
 
„Nej!“ siger jeg bestemt.
Han forstår mig ikke og hopper og hopper, så han næsten når mine skuldre.
Jeg begynder at gå med store og hurtige skridt. For en kort stund tror jeg, at han fatter det, men så bider han mig i anklen.
„Naamik!“ råber jeg og går videre.
Han trækker i mig, hans tænder har godt fat om mine overtræksbukser. Jeg slæber ham et godt stykke vej, men stopper op, da han bliver for tung. Jeg giver ham et dræberblik, han kigger frækt på mig. Jeg lader, som om jeg skal til at sparke til ham, hans hale logrer. Jeg skubber let til ham med min fod, han bider den. Pludselig går det op for mig, at han er østgrønlandsk.
„Eeqqi!“ råber jeg forhåbningsfuldt, men han trækker i mig, så jeg næsten mister balancen.
Jeg slæber ham videre. Hundeflokken hyler stadigvæk. Tyve meter senere når jeg hen til indgangen af kirkegården, og lige da jeg når frem til porten med to store kors, slipper han mig. Han løber hen til en bakke, der skiller kirkegården fra byen og sætter sig ned. Hundene bliver stille. Blå, rød og pink skriger i den rene sne. Farverne passer ikke ind i dalen. Jeg går på den lille sti til højre for kirkegården. Den uberørte sne efter kirkegården glitrer. Her stopper fodsporene. Aanaa havde en hel reol fyldt med glitrende smykker, som hun aldrig brugte. En sjælden gang så vi hende i Brugsen, alle hendes fingre fyldt med ringe, halsen af halskæder og hendes tynde, hvide hår dækket af hårspænder med perler i. Anaana undgik hende og klagede til ataata, når hun havde set hende sådan. Hun udsmykkede mig, når jeg kom på besøg, og vi gik rundt og drak te i hendes lyseblå hus og legede, at vi var kongelige. Jeg rydder sne fra en sten og sætter mig på den. Dalen virker endnu større nu, hvor kirkegården ikke bryder landskabet, og jeg har lyst til at drage videre, men sneen er for dyb. Fordybningen i jorden, hvor elven løber, strækker sig langt ind. Jeg åbner Google Maps og studerer området. Elven flyder ud af en lille sø, indtil jeg opdager, at den ikke er så lille, for den er dobbelt så stor som kirkegården. Den kæmpestore sø ved siden af den er større end byen og ligner et Grønland, der er blevet for tykt. Mellem den store sø og bjergkæden, er der en sø lige så stor som den, og jeg kan ikke engang forestille mig, hvordan det ville føles at være derinde, hvor langt
 
aanaa gik, om hun følte ligesom mig, om hun også forsøgte at forevige alle øjeblikke, om jeg overhovedet ville vende tilbage igen, hvis jeg drog videre derind. Først der går det op for mig, at fjeldene er præcis som de var dengang, aanaa gik her, at aanaa har set den nøjagtig samme udsigt, som jeg ser nu.
En lyd irriterer mig, så jeg kigger mig omkring og ser en plastikpose i et lille stenskred nogle meter væk fra mig. Jeg synker ned i sneen på vej derhen, så jeg kravler videre og hiver den ud af sneen. Det er en farveløs KGH-pose. Der er et par huller i den, men den er i fin stand, når man tænker på, at den har været udsat for den østgrønlandske storm fra Indlandsisen, Piteraq, sne og regn i halvfjerds år. Jeg tager den med mig tilbage mod kirkegården, fordi den ikke hører til. Udsigten mod øst er stressende med de unaturlige farver og de slidte huse. Kirkegården er knap så robust som posen. Jeg bevæger mig ned mellem gravene, her har ikke været folk for nylig. Korsene er blevet bløde, den hvide maling er skrællet af, så nogle af dem er helt sorte. Blå, rød, pink, kan man ane, de har været, plastikblomsterne. Aanaa skrev i sit testamente længe før sin død, at hun ikke ønskede plastikblomster på sin grav. Hun sagde, at det var noget af det grimmeste og mest unaturlige, man kunne lægge på en grav. Hun plukkede ukrudt fra sin have og lagde det på sine afdøde venners grave og smed lige så stille gamle plastikblomster ud, så der til sidst kun var et par stykker tilbage. De gamle grave er belagt med ødelagte plastikblomster, de mangler kronblade. Plastikgranerne på mange af kransene er afpillede, så cirkler af hård plastik hænger på de skæve kors. Jeg samler plastikstilke uden blomster op og smider dem i KGH-posen. Blå plastikblomster til mænd og drenge, lyserøde og røde til kvinder og piger. De hvide plastikroser ser allermest beskidte ud. Aanaas grav var fyldt med plastikblomster, så mange, at der ikke var plads til dem alle på graven. Jeg kommer langsomt ned til de nyere grave, hvor jeg regner med, Guuju ligger.
Jo nyere gravene er, jo mere rådne er de indeni, tænker jeg. Manglende øjne, lange negle og hårløse kranier. Jeg vender mig om for at se på gravstenene og gravskiltene, så jeg kan se, hvilket år jeg er nået til. De første par grave, jeg kigger på, er helt uden information. Jeg kommer længere ned, og jeg ser et billede af et ansigt, der bløder blæk, fordi det er blevet vådt inde i rammen.
 
Jeg skynder mig ned til den nyeste række, hvor jorden stadigvæk er løs oven på sneen, og hvor blå, rød, pink skriger allermest. Jeg vender mig om, danner mig et overblik over gravene og indser, at ingen af dem har navn eller dato på. Jeg nærmer mig en grav og løfter kransen op, så jeg kan være helt sikker. Der står et tal. Jeg haster videre fra den ene grav til den anden. De har alle sammen tal. Navnløse grave begravet i plastik. Der er tre nye blå grave og to nye røde grave. En af dem er Guuju. Jeg finder Maliinas Facebookprofil og scroller ned til et billede, hvor hun er tagget. Familien står med anorakker og østgrønlandske dragter ved graven. Jeg zoomer ind på billedet. Jeg kan ikke se nummeret. Jeg finder et andet billede, hvor graven står alene. Jeg zoomer ind på korset. 887. Jeg finder grav 887. Gravens farver er organiseret, så de røde plastikblomster står ved hjertet, de pink for enden af graven, og de hvide plastikroser rundt om det hele. Der står ikke, hvornår hun er blevet født, der står ikke, hvornår hun døde, der står ikke, hvem hun er. Jeg lægger en hånd på korset, det føles forkert. Jeg tager nogle skridt tilbage og ser på hende, så op, op, op til fjeldene, hvor Blomsterdalens ægte blomster springer ud om sommeren. Hvad hedder jeg? Jeg har ikke et navn, jeg er bare et tal.

Familien er stadig i fuld gang med puslespillet, da jeg kommer ind. London Bridge er blevet genkendelig. Guujus forældre er i gang med den lilla og lyserøde solnedgang bag broen, mens Sejer og Maliina arbejder på vandet nedenunder den. Maliinas mor bager boller, og hendes far har stillet en lænestol tæt på bordet og ser på sin familie. Maliina kigger hurtigt på mig, da jeg rører hendes ryg. Jeg har lyst til at fortælle hende om aanaa.
„Hvad har I lavet?“ spørger jeg.
„Det her,“ smiler hun og sætter en brik, „og … vil du sige det, Sejer?“
„Vi har købt en billet til mig til Nuuk!“ råber han.
Jeg kigger tomt på dem. Sejer ruller med sine øjne, fordi jeg ikke reagerer på det.
„Jeg har købt billet til ham, så han kan holde jul og nytår med os i Nuuk,“ siger Maliina til mig.
„Hvor skal han så bo?“ spørger jeg.
„På min sofa, ikke Sejer?“ siger Maliina.
 
Sejer prøver at læse mig.
„Jeg kommer altså til at tilbringe meget tid hos min ven,“ siger han.
„Men mest hos mig,“ siger Maliina og prøver sig frem med alle mulige kombinationer til en brik, hun holder i hånden, „det bliver totalt hyggeligt!“
„Hvornår rejser du hjem igen?“ spørger jeg.
„Den første uge i januar, det er ikke lang tid,“ siger han koldt.
„Dejligt … altså, dejligt du kommer til Nuuk,“ siger jeg.
„I henter bare maden i køkkenet,“ råber Maliinas mor fra køkkenet,
„værsgo’!“
Vi placerer os på række og fylder vores tortillaer. Jeg står bag Maliina og trækker lidt i hendes trøje for at få opmærksomhed. Hun vender sig om og giver mig et hurtigt kys. Jeg sætter mig ved siden af hende på sofaen. Vi sidder forskellige steder i stuen i en stor rundkreds. Maliinas far snakker med Guujus far, de snakker om fangst, tror jeg. Guujus mor betragter stadigvæk Sejer, der danser lidt med sin overkrop, mens han spiser.
„Han har brug for at komme lidt væk,“ hvisker Maliina til mig, „er det o.k., han bor lidt hos os?“
„Selvfølgelig. Det er din lejlighed, jeg kan også bare bo hos mine forældre,“ siger jeg.
„Nej, det må du ikke,“ svarer hun og lægger sit hoved på min skulder.
„Guuju ville elske at se det her,“ siger Sejer højt og kigger på familien. Guujus mor klapper hans ryg.
„I var så gode sammen,“ siger hun.
„Jeg tænker,“ fortsætter hun, og vi bliver alle sammen musestille.
„Jeg tænker, jeg snart vil hjem til vores hus,“ siger hun og smiler.
Hendes mand rejser sig op og vikler sine store arme omkring hende, så hun forsvinder ind i ham. De står og holder om hinanden i lang tid og hulker, og resten af familien begynder at snøfte.
„Gid du kendte hende,“ siger Maliina til mig, „du ville elske hende.“ Jeg smiler.
„Jeg er glad i dag,“ hvisker hun til mig.
„Det er jeg glad for at høre,“ siger jeg, men jeg mener det ikke, for jeg kan ikke følge med.
 
*

Angutivik og Malik begyndte at hænge ud hele tiden. De brugte hulen til at være i fred og ro, til at bolle, så der kunne jeg heller ikke komme op.
Angutivik var glad, jeg så ham kun efter skole, så om aftenen gik jeg ture i byen og ventede på, at Anna ville ringe til mig, så vi kunne gemme os bag skolen og kysse. En aften brændte han mig af, efter at jeg havde brugt halvtreds kroner på en times sauna i hallen. Jeg sad alene i det brandvarme rum og forestillede mig, at saunastenene var hans hud, når jeg sprøjtede vand på dem. Jeg ringede til Anna og bad hende om at komme. Jeg håbede på, at hun måske turde at gå videre, at jeg i det mindste måske kunne røre lidt ved hende. Da hun kom, var hun helt oppe at køre, men ikke over mig.
„Jeg har hørt, at Angutivik og Malik ser hinanden?“ sagde hun og studerede mine øjne grundigt.
„Hvor har du hørt det fra?“ spurgte jeg tilbage. Mit hjerte hamrede voldsomt.
„Klubben snakker om det, der går rygter om, at de boller, er det rigtigt?“
„Nej, det er ikke rigtigt,“ sagde jeg bestemt.
„Men hvorfor snakker folk så?
„Det ved jeg da ikke,“ svarede jeg.
„Jeg siger ikke noget som helst til nogen,“ sagde hun, „de er jo ligesom os to, bare drenge.“
Jeg stirrede på hende i lang tid.
„Er de ligesom os to?“ spurgte hun igen.
„Du må ikke sige det til nogen som helst!“ sagde jeg og rejste mig op.
„Boller de?“ spurgte hun med det samme.
„Det tror jeg, det ved jeg ikke,“ sagde jeg, og hun begyndte at grine.
„Hvordan?“ spurgte hun og begyndte at støde sine pegefingre mod hinanden.
Inden timen i saunaen var gået, var hun væk igen, og jeg vidste med det samme, at jeg ikke skulle have sagt noget. Dagen efter vidste hele byen det. Angutivik måtte ikke komme ud for sine forældre, så jeg sneg mig ind på hans
 
værelse gennem vinduet, mens han lå på sin seng. Jeg lagde mig helt tæt op ad ham. Hans T-shirt duftede af tårer.
„De siger, jeg aldrig må se Malik igen,“ græd han, og jeg aede hans tykke hår.
„Hvem har sagt det? Vi blev aldrig set,“ sagde han.
Jeg bed min neglerod af, så jeg begyndte at bløde i pegefingeren. Han tog den og tørrede den af med sin T-shirt.
„Hvad hvis det er Malik, der har sagt noget?“ spurgte han højt og spilede øjnene op.
„Nej, det er det ikke,“ sagde jeg.
„Hvordan ved du det? Han har helt sikkert sagt det til nogen!“ sagde han og rejste sig op.
„Det var mig,“ sagde jeg og satte mig op. Han tørrede sine tårer af.
„Hvad?“
„Jeg sagde det til Anna,“ sagde jeg.
„Hvorfor?“
„Det ved jeg ikke,“ sagde jeg.
„Jeg vil gerne have, du går,“ sagde han, og jeg kravlede ud ad vinduet og gik min vej.

Mørket er faldet på. Skyerne skygger for månen, for stjernerne, for nordlyset. Ikke engang slædehundene hyler derude. Mørket er mørkere end de forrige nætter. Nu er det fuldstændig ligegyldigt, om jeg finder ud af, hvorfor Guuju begik selvmord, hendes familie er kommet videre, så jeg slukker for lyset og havner i et sort hul. Jeg eksisterer ikke længere, jeg er ingenting, og jeg trækker vejret dybt og lader fjeldene beskytte mig, inden jeg forlader dem.

Sejer flytter ind i Maliinas forældres hus. Maliina fragter utrætteligt hans kasser og tasker ind på sit værelse. I morgen, når jeg rejser, flytter han ind. Guujus forældre er så småt begyndt at komme tilbage til deres hus. Hendes far har ryddet sit skur fuldstændigt, så alle minder om deres datters selvmord forsvinder med mugne træbrædder og gammelt fiskerudstyr. Maliinas far er
 
taget på jagt. Hendes mor laver en lagkage med frisk frugt mellem bundene. Guujus forældre sidder i sofaen og morer sig lidt over Sejer, som fortæller, hvordan han lægger sin makeup. ”Puslespillet af London Bridge er kommet i ramme og hænger midt på den store væg i stuen. Maliina har puttet mascara på. Virkeligheden har ændret dimension. Maliina kommer ind med en meget tung kasse og beder mig om at hjælpe sig. Vi bærer den op til hendes værelse, der er propfyldt med alle vores kufferter. Zombierne er helt døde nu, og gardinerne er trukket fra. Sejer kommer ind med den sidste taske.
„Kan du ikke allerede nu pakke din kuffert, så der er plads til Sejers ting?“ spørger hun og peger på mine ting rundt omkring i værelset.
„Sejer, se, jeg har ryddet bordet til Sabinas makeup,“ siger hun med Sabinas s’er, og de griner.
„Jeg tømmer skabene i aften, så der er plads til alt dit tøj. Du må gøre hvad som helst med værelset, det er dit nu,“ fortsætter hun og smiler.
Sejer går nedenunder. Jeg smider alt mit tøj i kufferten og presser den sammen, så den ser pakket ud.
„Synes du ikke, han ser gladere ud?“ spørger hun og sætter sig ned ved siden af mig på sengen.
Jeg nikker.
„Jeg har aftalt med anaana, at han ikke skal betale husleje, men at han bare skal hjælpe til i huset. Han har brug for en familie og et trygt hjem, og forhåbentlig får han det meget bedre meget snart,“ siger hun.
„Det er sødt af jer at tilbyde ham det,“ siger jeg, og hun nikker tilfreds.
„Jeg glemte helt at spørge. Hvordan gik det med mødet med manden i går?“
Jeg overvejer, om jeg skal fortælle hende, at aanaa har boet her.
„Det gik fint. Han kendte aanaa fra gamle dage. Vi snakkede lidt om hende,“ svarer jeg.
„Dejligt,“ siger hun og snuser til min hals.
„Må jeg gerne bo i din lejlighed, indtil du kommer tilbage til Nuuk?“
„Selvfølgelig. Og ved du, hvad vi skal, når jeg kommer på lørdag?“ spørger hun og klemmer mit bryst.
Jeg svarer ikke.
 
„Vi skal ligge i sengen hele dagen,“ siger hun og fører sin hånd op ad mit lår.
„Hvad med Sejer? Skulle han ikke bo hos dig?“
„Han skal til fest med det samme, han skal besøge sin ven, som også har kjoler på en gang imellem,“ smiler hun og prikker til min kusse uden på mine bukser.
„Jeg har menstruation,“ siger jeg og fjerner hendes hånd.
„Vi kan tage bad? Jeg skal nok være stille, det lover jeg,“ siger hun.
„Jeg har brun menstruation, jeg har virkelig ikke lyst,“ svarer jeg og rykker mig lidt.
Hun kysser min kind.
„Tak, fordi du har været her. Det har hjulpet meget,“ siger hun.
„Men … skal vi ikke lede videre, selv når vi ikke længere er her?“
„Vi har prøvet alt. Jeg kan ikke blive ved, jeg kan ikke have det i mig,“ siger hun og gnubber sin brystkasse, „måske havde du ret. Måske var hun bare ikke egnet til livet.“
„Men har du ikke lyst til at vide hvorfor?“ spørger jeg.
„Jeg kan ikke finde svar, der ikke findes. Hun hviler nu. Tredje gang var lykkens gang for hende.“

Maliinas mor har fulgt mig alle steder i huset hele formiddagen. Hun har lavet en madpakke til mig, tre skiver rugbrød med pålæg, en banan og en pose med nødder, rosiner og chokolade i. Maliina har haft travlt med at indrette sit værelse sammen med Sejer, og jeg minder hende om, at vi snart skal bestille taxa til heliporten. Jeg giver Sejer et hurtigt kram.
„Vi ses på lørdag,“ siger jeg.
Moren insisterer på, at jeg skal sidde foran i taxaen, så hun maser sig ind på bagsædet, hvor Maliina og hendes far sidder sammenpresset. Radioen skratter, så man kun med nød og næppe kan gætte sig til hvilken sang, der spiller. Ellers er der stille. Vi kører forbi sygehuset. Værelse ottes gardiner er trukket fra. Jeg holder mit blik på vinduet. Så kører vi op, og det forsvinder. Bakken overfor kirken er fyldt med ravne. Ravne, der leger i vinden, så den blå himmel bliver helt sort. Jeg holder vejret, da vi kører ned
 
mod udkanten af Blomsterdalen, hvor elven udmunder med rester af forrådnede kroppe. Solen lyser på dalen, så snekrystallerne flimrer. Sneen fyger lavt, så jorden bevæger sig i mange forskellige bløde former. Dalens luft er hvid. Det ligner, at fjeldene svæver over jorden. Jeg lukker mine øjne og forsøger at forsegle billedet med alle detaljerne inkluderet. Jeg åbner øjnene igen, da jeg ved, dalen er forsvundet fra mit udsyn. En følelse af vemodighed overrumpler min krop, og jeg får en klump i halsen.
„Iggu,“ siger Maliina, da vi stiger ud af bilen, fordi hun tror, at jeg har svært ved at sige farvel til hende.
„Jeg har bare kvalme,“ siger jeg, „chaufføren kørte så hurtigt i svingene.“
Maliinas far tjekker min bagage ind, mens hendes mor står lidt væk fra det hele og kigger ud over havet.
„Er hun o.k.?“ spørger jeg.
„Ja, hun hader bare at sige farvel, måske mere end dig,“ svarer Maliina og fortsætter, „du har virkelig gjort et godt indtryk på hende.“
Vinden aftager, og alle flyafgange rykkes nogle minutter frem. Jeg gruer ved tanken om, at jeg skal spise sammen med anaana i aften. En lille gruppe hvide turister kommer ind i heliporten og snakker meget højt om, hvordan de har renset bihulerne ved at snuse til vand i en yogatime. Sådan nogle typer, der får tarmrensning en gang imellem. De kigger ikke engang ud ad vinduet. De har sikkert snakket hele helikopterturen uden at kunne høre hinanden. Jeg skynder mig ud og går i cirkler og ryger den ene smøg efter den anden. Mine hænder koldsveder. Maliinas far trisser rundt i nærheden af mig, og først da Maliina siger det til mig, forstår jeg, at han prøver at sige farvel. Han krammer mig fast og kort, så jeg kan mærke hans hårde mave mod min.
„Jeg viser dig hele Ammassalik-øen, når du besøger os næste gang,“ siger han.
Maliina stresser rundt på grund af sin mor, fordi hun venter med at sige farvel til sidste øjeblik. Jeg står som den sidste ved udgangen til helikopteren, før moren kommer og giver mig et langt kram.
„Anaana,“ siger Maliina, før hun slipper mig.
„Du skal passe godt på dig selv,“ siger hun og placerer sine hænder på mine kinder.
 
„Ja,“ svarer jeg.
„Du skal passe godt på dig selv. Ved du hvorfor?“ spørger hun med en knækket stemme.
Jeg stirrer på hendes blanke øjne.
„Fordi jeg elsker dig,“ siger hun og giver slip.
Den ti minutter korte helikoptertur føles som tusind år, og alligevel kun ti minutter, som den tid, der er gået, siden jeg sidst var i Kulusuk. Lufthavnen lugter stadigvæk af lort, den samme mand står udenfor og sælger sine tupilakker og tilbyder de rejsende en hundeslædetur til bygden. Og alligevel virker det tættere på virkeligheden, som et springbræt, man skal forbi, så omvæltningen ikke er så stor. Jeg har vendt ryggen til Tasiilaq og kigger på det kedelige fjeld, som jeg syntes, var smukt, da jeg kom her for første gang. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at når jeg vender mig om og ser Tasiilaqs fjelde en sidste gang, er det netop ikke sidste gang. At jeg vender tilbage til Blomsterdalen. Om ikke andet så min krop. Solen hænger lavt. Jeg vender mig om og kigger ned på vejen, indtil jeg kommer et godt stykke væk fra lufthavnen. Jeg kigger op og ser blå, rød, pink. Som en kæmpe kirkegård. Den blå himmel er farvet med gennemsigtige, lyserøde skyer. Længere nede en aflang, tyk sky, der dækker hele Tasiilaq-området. Voldsomt rødt. Vredt.
Mellem den aflange sky og fjeldene er der en orange himmel, så fjeldene gløder. Den lange afstand mellem mig og dem er ligegyldig. De virker lige så monstrøse. De skriger efter mig, som om de er vrede over, at jeg rejste væk fra dem. At min krop tilhører dem. Jeg tager min mobil op og skriver til Maliina.
„Jeg vil gerne begraves i Blomsterdalen.“
„Du må ikke sige sådan noget,“ svarer hun kort tid efter.
 



JEG
 










19. Min død handler ikke om mig, den handler om alle dem omkring mig.



Det er ullukinneq i dag. Årets korteste dag. Jeg kommer ud i kulden og går langsomt mod Maliinas lejlighed. Klokken er et, og solen er først kommet frem fra Store Malene. Mit våde hår bliver stift med det samme. Jeg går forbi en lille fjeldside og ser en lille familie på to tændstikvoksne og to tændstikbørn farvet med forskellige farver. De står under en regnbue og ser glade ud, selvom de ikke har ansigter. Jeg fjerner mine vanter, så kulden kan tage fat. Det prikker voldsomt i mine hænder som langsomt bliver stivere, så jeg ikke længere kan bevæge dem. Det er en anderledes form for smerte, end da jeg dyppede mine vanter i en vandpyt og gik rundt med dem på en fugtig og kold efterårsaften, da jeg var tolv år gammel. Derhjemme sad anaana og min søster og spillede kort og drak kakao, mens ataata så Kriminalkommissær Barnaby.
„Hvis du skal blive vred, når du taber, så skal du ikke spille!“ sagde anaana, da jeg brokkede mig over, at min søster snød i spillet.
Jeg stormede ud uden at få tilladelse først, og jeg gik rundt i byen og dyppede mine vanter, dyppede dem igen, når de frøs til, og jeg gik først hjem, da jeg var sikker på, at jeg ville blive forkølet. Så ville aanaa passe mig dagen efter. Nogle gange ønskede jeg at være syg i en lang periode, jeg drømte om at være døende, så aanaa kunne passe mig, så hun kunne komme med varm kakao og en grønlandsk kage med rigtig mange rosiner, mens jeg lå under nogle varme dyner på hendes store briks. Mine hænder er nu følelsesløse, den prikkende smerte er forsvundet. Jeg burde glæde mig til at se Maliina. Jeg ser mig selv i spejlet i elevatoren. Mine kinder er røde, jeg
 
ser sund ud. I live. Det er ikke i overensstemmelse med følelsen i mig, følelsen af at være beskidt. Og træt. Jeg banker på hendes dør. Hun hopper ud og krammer mig hårdt. Hun er varm, og jeg holder om hende i lang tid. Hun begynder at fjerne mit overtøj, mens hun kysser mig.
„Hvor er Sejer?“ spørger jeg.
„Han er allerede gået,“ siger hun og skubber os ind i soveværelset.
Jeg forsøger at tage styringen, men hun fjerner mine kolde hænder fra sin krop. Hun stopper brat op, da hun mærker, at jeg er tør. Hun bliver langsommere med sine kys, hun sutter på mine brystvorter, før hun prøver igen. Jeg er stadigvæk tør.
„Iggu, er du o.k.?“ spørger hun, mens hun ligger oven på mig.
„Jeg er bare virkelig træt,“ siger jeg.
Jeg holder om hende, som om jeg forsøger at beskytte hende mod alt det onde i verden, og hun falder i søvn i mine arme. Jeg rejser mig stille op og træder på Sejers tøj på vej mod altanen for at ryge i T-shirt og shorts. Solen er allerede ved at gå ned i det sydvestlige hav. Klokken er kvart over to. Jeg forsøger at stå stille, mens min krop skælver for at holde varmen. Det er måske mig, jeg burde beskytte hende mod.
„Du er ved at dø af kulde!“ udbryder hun, da jeg kommer tilbage til hendes varme krop.
„Jeg kan ikke dø af kulde, medmindre min kropstemperatur kommer ned under 32 grader,“ siger jeg.
„Kom her.“
Jeg lægger mit hoved på hendes bryst, og hun begynder at varme mig.
Hendes hjerte banker i mit øre, et stykke skrøbelig muskel, der kan stoppe når som helst. Jeg bliver bange for, at mit hoved er for tungt og lægger mig på hendes arm i stedet for.
„Hvor ville det være dejligt at kunne ligge sådan her hver evig eneste dag,“ siger hun, „jeg har savnet dig.“
„Men så ville vi måske savne at savne hinanden,“ siger jeg.
„Hvorfor skulle jeg savne at savne? Det er jo som at have fysisk ondt,“ griner hun lidt, „det ville være mærkeligt.“
Min mobil vibrerer.
 
„Kan hun spise sammen med os anden juledag?“ skriver anaana. Jeg viser beskeden til hende.
Hun krammer mig så hårdt rundt om halsen, at jeg ikke rigtigt kan trække vejret. Hold om mig i tre minutter mere, så dør min hjerne af iltmangel.
„Ja, det vil jeg meget gerne,“ siger hun.
„Hvad skal Sejer så?“
„Nå, jeg tænkte … jeg troede, han kunne komme med?“ spørger hun.
„Øh, ja, det skal han nok kunne …“ tøver jeg.
„Men hvad?“
„Anaana kan bare være sådan lidt akavet med … specielle mennesker,“ siger jeg.
„Er du sikker på, at det ikke er dig, som ikke vil have ham med?“ spørger hun.
Jeg kigger længe på hende.
„Jeg spørger anaana, hun skal nok sige ja,“ siger jeg og kravler ned til hendes kusse.
Hun falder i søvn igen med det samme, efter jeg har givet hende en orgasme. Her er stille og fuldstændig sort. Alligevel kan jeg ikke sove. Jeg holder mine øjne lukkede i lang tid og koncentrerer mig om hendes vejrtrækning, jeg er rastløs. Det er sjældent, jeg har svært ved at falde i søvn om vinteren. The most common cause of insomnia is loneliness, er der nogen, der har delt inde på Facebook. Jeg er ikke ensom, tænker jeg, jeg har Maliina. Jeg sætter mig på sofaen og kigger på det mørke hav. Klokken er kun lidt i seks. Jeg finder noget rensdyrkød og pasta og laver millionbøf til
hende. Hun kommer ud med sin dyne med bollehår og søvn i øjnene, og alligevel ser hun ren ud.
„Det skulle du ikke have gjort,“ siger hun, „jeg havde tænkt mig at lave det til dig.“
Jeg prøver at kysse hende med tungen.
„Jeg har morgenånde, eller aftenånde, det er jo ikke til at finde ud af i
ullukinneq.“
„Du kysser mig også, når jeg lugter af cigaretter,“ siger jeg, mens jeg dækker bord.
 
„Det er lige meget, så længe det er dig.“
„Gad vide hvorfor citron flyder, når lime ikke gør?“ spørger hun og betragter kanden med lime, da vi sidder ved bordet.
Hun tager sin mobil frem og googler det.
„Fordi skallen på limen er tyndere og mindre porøs,“ siger hun stolt.
Jeg tvinger den tykke pasta ned, så det glider langsomt ned i mit spiserør.
„Du er lidt stille. Er du træt? Fik du sovet lidt?“ spørger hun.
„Jeg har tænkt på noget. Har du nogensinde lyst til at være sammen med andre end mig?“
„Nej, hvorfor skulle jeg have lyst til andre, når jeg er sammen med dig?“
„Jeg var sammen med en anden,“ siger jeg ud af det blå. Hun er stille.
„Jeg var sammen med en, der hedder Sofia,“ fortsætter jeg.
„Sofia?“ spørger hun udtryksløst.
„Det var lige før, vi besluttede os for at blive kærester,“ lyver jeg.
„Hvorfor har du ikke sagt noget før?“ spørger hun.
„Fordi du var ked af det. På grund af Guuju. Jeg ville jo ikke …“ Hun tager fat i min hånd over bordet og prøver at absorbere det.
„Tak, fordi du sagde det,“ siger hun.
Jeg stirrer ned på bordet, og hun løfter min hage op.
„Det er helt forståeligt. Det var nogle lange måneder uden hinanden,“ trøster hun mig.
Jeg stirrer stadigvæk ned på bordet, og hun rejser sig op og giver mig et kram bagfra.
„Tak, fordi du er ærlig.“
Efter middagen sætter vi Harry Potter på, og jeg kærtegner hende, indtil hun falder i søvn igen, denne her gang resten af natten. Jeg sætter mig i gyngestolen og sætter Sarah på repeat. Let me be empty, oh and weightless and maybe I’ll find some peace tonight. Klokken er lidt i ni. Den korteste dag føles lang. I morgen begynder dagene at blive lysere og længere igen.

Sabina styrer musikken, mens hun drikker billig rosé på tilbud. Taylor Swift og Rihanna synger på skift, jeg har allerede hovedpine, men Maliina danser,
 
mens hun laver mad, så jeg smiler. Jeg har svært ved at læse hende, for hun er altid positiv, når Sejer er her, og han har været her konstant, siden jeg fortalte Maliina om Sofia.
„Hvad tænker du?“ spørger Sabina mig og giver mig sin hånd, „skal det være denne her farve eller denne her?“
Hendes negl på pegefingeren er mørkerød, hendes fuckfinger en anden nuance mørkerød. Jeg hæver mine skuldre. Hun rejser sig dramatisk op og drøner mod Maliina. Maliina studerer dem i lang tid, jeg har aldrig nogensinde set hende med neglelak.
„Jeg synes, det skal være den her,“ siger hun efter et stykke tid og bliver rigtig glad, da Sabina siger, hun har valgt den helt rigtige.
Sabina begynder at ordne negle, filer dem, så neglestøv falder på gulvet, lakerer dem, så hele lejligheden lugter giftigt. Jeg krammer Maliina bagfra.
„Er du o.k.?“ spørger jeg.
„Ja da, hvad med dig?“
Jeg vender hende om, så jeg kan se hendes øjne. Jeg kan stadig ikke læse hende.
„Ja. Jeg hygger mig,“ siger jeg og kysser hende langsomt, men hun lukker sin mund hurtigt.
„Jeg elsker dig,“ siger jeg. Hun giver mig et hurtigt kys.
„For resten,“ siger jeg, „jeg har fået en mail fra universitetet. Jeg har fået tolv.“
„Er det rigtigt? Nå, jeg troede, det bare var bestået, ikke-bestået?“
„Nåhr, det havde jeg åbenbart bare misforstået,“ siger jeg.
„Dejligt! Tillykke! Se, du kan jo godt,“ siger hun og krammer mig.
„Jeg troede, du ville blive mere glad,“ siger jeg lavt.
„Jeg er bare lidt et andet sted,“ siger hun og peger på Sabina, før hun sætter sig over til hende.
Sabinas s’er bliver voldsommere, jo flere glas rosé, hun drikker. Hun snakker om en fyr, hun ikke kender, der bliver ved med at skrive til hende.
„Han spørger: Kan vi måske ses, inden du rejser? Med en emoji, der blinker! Hvad fanden tænker han!“ siger hun, og alligevel smiler hun og
 
åbner for hans beskeder med det samme, hver gang hendes mobil vibrerer.
„Kan du så ikke bare lade være med at svare ham?“ spørger jeg. Maliina puffer til mig og ryster på hovedet, uden at Sabina ser det.
„Hvordan ser han ud?“ spørger Maliina. De stalker hans profil sammen.
„Han ser sgu da totalt sød ud,“ siger Maliina, „jeg tror ikke, han er en klam type.“
„Men det er lige meget, for jeg er ikke interesseret.“
„Er du stadig sammen med hende der fra den der bygd i nærheden af Tasiilaq?“ spørger jeg.
Maliina kigger irriteret på mig.
„Hvem? Nå … hende, nej, vi er gået fra hinanden, hun stolede ikke på mig,“ siger hun uinteresseret og svarer manden, som prøver at score hende.
„Skal jeg spørge ham, om han tager i byen i aften? Bare for sjov?“ spørger hun Maliina.
„Ja! God idé! Og med sådan en emoji,“ siger hun og peger på Sabinas skærm.
„Skal I i byen i aften?“ spørger jeg.
„Nå, ja, det tænker vi. Vil du med?“ spørger Maliina. Jeg ryster på hovedet.
„Synes du ikke også, han ser godt ud?“ spørger hun Sabina og puffer lidt til hende for at få hende til at grine.
„Nej! Ad!“ svarer hun og griner forlegent.
Jeg går ud for at ryge. Der er bælgmørkt, men julelysene blinker voldsomt i grøn, rød og lilla, de minder mig om Sabina. Maliina kommer ud til mig.
„Jeg tror, han vil springe ud for mig i aften,“ siger hun.
„Hvad hvis han ikke er til mænd? Hvad hvis han bare er sådan?“ spørger jeg.
„Har du set ham? Han elsker at skrive med manden. Jeg skal nok få det ud af ham, så kan det være, han bliver totalt lettet. Han har brug for opbakning, og måske også nogle at se op til, og der er vi jo perfekte,“ siger hun og kysser mig.
 
Anaana er helt vild med Maliina. Hun fodrer hende som sin egen lille fugl, og food is love for anaana.
„Qaa, du skal altså have en tartelet til!“ siger hun og giver hende en ny, selvom hun ikke har spist de resterende to på sin tallerken.
Hun er for flink til at sige nej og tvinger dem ned.
„Hvad skulle din ven? Hvad hed han, Sejer?“ spørger anaana.
„Nogle gange Sabina,“ siger jeg.
„Han skulle over til sin ven,“ siger Maliina.
„Sin kjole-ven,“ hvisker jeg.
„Husk nu at have plads til hovedretten,“ siger anaana til mig, da jeg begynder at spise fra Maliinas tallerken for at hjælpe hende.
„Har du boet her i lang tid?“ spørger min søster.
„Jeg voksede op i Tasiilaq, men jeg flyttede hertil, da jeg var 18 år gammel,“ svarer hun.
„Nå! Det kan jeg ikke høre på din dialekt. Du må have et sprogøre?“
„Nææ, egentlig ikke. Vi lærte jo vestgrønlandsk i skolen.“
„Er det ikke rigtigt, I har storslået natur derhenne?“ spørger hun igen.
„Du lyder som en dansker,“ siger jeg irriteret.
„Ja, men vores fjelde minder meget om dem I har i Sydgrønland,“ smiler hun og bevarer roen.
„Bor du så hos dine forældre?“
„Nej, jeg har personalebolig i Igimaq, mine forældre bor stadig i Tasiilaq,“ svarer hun, „jeg flyttede jo, da jeg var atten. Jeg kunne ikke holde til meget mere.“
„Hvorfor ikke?“ spørger hun igen.
„What’s up with the questions?“ afbryder jeg.
Jeg sparker lidt til min søster under bordet. Hun prøver at finde ud af, hvad der er galt med Maliina, fordi hun har svært ved at forstå, hvorfor hun er sammen med mig.
„Det var bare naturligt for mig at flytte, det er vel det, man gør, når man bliver voksen,“ griner hun og aer min ryg.
Ataata griner lidt fra sin lænestol og nikker anerkendende. Min søster er stille et øjeblik.
 
„Vil du gerne høre historien om, dengang hun for vild i København?“ spørger hun så og peger på mig.
„Jeg har faktisk allerede hørt den,“ smiler hun.
„Hvad med dengang hun sprang ud af vores aanaas hus, fordi hun troede, hun kunne flyve?“ griner hun.
„Ja, det fortalte hun om,“ siger hun, „hun fortalte om, hvordan hun fløj i et par sekunder. Jeg kommer nok aldrig til at være lige så modig.“
Hun giver mig et lille kys og tager min hånd. Anaana skæver til os og prøver at styre sin begejstring. Hun forestiller sig nok, hvor perfekte hendes børnebørn ville være, hvis Maliina fødte dem. Hun står stille og omfavner et fad med en kæmpe and i.
„Kakkaak, større bliver den nok ikke,“ siger min søster, „du ved ikke engang, om hun er vegetar, anaana, er du vegetar?“
Nu leder hun efter de mindste skavanker. Anaana vender sig forskrækket mod Maliina, som ryster på hovedet.
„Men jeg foretrækker frisk kød herfra,“ siger hun.
„Hun jager rensdyr,“ siger jeg, „og harer og ryper. Og fisk.“
Ataata nikker imponeret. Anaana ved nu, at jeg aldrig nogensinde kommer til at møde nogen, der er så perfekt, som hun er.
„Jeg vil gerne lige sige et par ord,“ siger anaana og rejser sig op.
Jeg ruller med øjnene, da jeg fanger Maliinas blik. Hun smiler. Hun har ikke noget imod det.
„Jul er jo meget vigtig for mig. Jeg er så lykkelig over, at vi alle kan være samlet, at vi alle har det godt, og at der er så meget kærlighed i huset. Og hjertelig velkommen til familien til dig, min kære!“ siger anaana og løfter sit glas, mens hun ser på Maliina.
Maliina lyser kraftigere end alle julelysene. Hun klemmer min hånd hårdt, da vi sætter os på sofaen og venter på risalamande. Ataata er i gang med at fortælle hende om sine hemmelige fjeldsider, hvor man kan finde mange ryper.
„Hvor ville aanaa have elsket hende“ hvisker anaana til mig.
Jeg lister mig ned til terrassen og tænder en cigaret. Lyset fra julestjernerne farver sneen orange. Det ligner bræk. Jeg kigger ud over havet
 
og ser et stort skib sejle væk fra havnen. Det forsvinder længere og længere væk, ind i mørket, ud i Atlanterhavet. Min søster kommer ud til mig og beder om en cigaret.
„Hvordan går det i Danmark?“ spørger hun.
„Det er lidt hårdt.“
„Vil du gerne flytte tilbage?“ Jeg ryster på hovedet.
„Tror du, du vil kunne bo der i fire et halvt år til?“ spørger hun. Hun er overraskende nok ikke nedladende.
„Det ved jeg ikke,“ siger jeg, „det er ret ensomt. Jeg vil bare gerne finde noget ro, sådan, et sted hvor jeg bare kan være.“
„I know, jeg kunne heller ikke lide at bo der.“
„Jeg har haft så svært ved at falde til,“ siger jeg.
„Det kan jeg godt forstå, jeg havde også svært ved det,“ siger hun.
„Følte du også, at du ikke hørte til der? At du ikke var ligesom dem?“
„Ja!“ udbryder hun.
„Er det rigtigt? For jeg …“
„Det var så kedeligt. Jeg var kun i seng med … lad mig lige se,“ afbryder hun og finder sin mobil frem, „to hvide danskere, mens jeg boede der. De er så stive!“
Jeg sukker.
„Du må altså ikke fucke det op med din kæreste,“ siger hun og peger på mig, „ellers bliver anaana helt knust.“
Hun slukker sin cigaret.
„Keep your dick in your pants,“ siger hun og lukker døren bag sig.
Jeg tænder en ny. Jeg hører latter og musik indenfor. Familien er samlet. Maliina er familie nu. Skibets lygte er næsten ikke til at se længere. Om et par minutter er den væk. Hent mig, tænker jeg. Tag mig med. Lad mig smide mig i det mørke hav.
 
18. Når jeg dør nu, bliver et rent barn født, min død vil intet betyde for verden.

*

Efter Angutiviks begravelse kom anaana ind på mit værelse og satte sig på min seng. Kirken var fyldt med vores jævnaldrende, som ikke var venner med os, som gjorde grin med ham, som råbte homo til ham, efter at byen opdagede hans hemmelighed. Nu græd de alle sammen, og jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, ikke at råbe til dem, at de kunne stikke en kost op i deres røvhuller. Malik sad på en af de bagerste rækker og kiggede på mig, jeg nægtede at se på ham, da vi bar kisten ud, og jeg kunne mærke på ham, at han vidste, at det var mig, der havde spredt rygterne om dem. Han sendte mig et dræberblik, som jeg kunne mærke, selvom jeg ikke kiggede på ham.
„Hvordan har du det?“ spurgte anaana mig.
„Hvad tror du selv?“
„Der går jo rygter om, at Angutivik godt kunne lide drenge,“ sagde hun.
„Hvad har du hørt?“
„Nej, der var bare en ældre dame, der bor ved Ravnefjeldet, der havde regnet det ud, fordi hun så dem sammen så ofte,“ sagde hun.
Jeg stirrede på hende.
„Og hvad så, hvis han var til drenge?“ spurgte jeg.
„Det var det, jeg gerne ville snakke med dig om. Jeg ved godt, vi ikke rigtig har snakket om det igen, efter at du fortalte os, at du var … til piger,“ sagde hun.
„Vi har aldrig snakket om det,“ svarede jeg, „ikke engang, da mig og Angutivik blev mobbet på grund af det.“
„Jeg vil bare gerne sige, at mig og ataata slet ikke har noget imod det. Det betyder ikke noget for os … altså, det ændrer ikke noget for os. Vi elsker dig, uanset hvordan du er.“
Der skulle et selvmord til, for at hun kunne sige det til mig.
„Og hvad så?“ spurgte jeg.
„Jeg vil bare ikke have, at du …“
 
„Jeg begår ikke selvmord,“ sagde jeg.

„Tusind tak for i aftes,“ siger Maliina og kysser mig blidt, „din familie er skøn.“
„De var meget søde i aftes, det er de ikke altid.“
„Jeg synes, du er lidt for hård ved dem,“ siger hun, „jeg tror bare, de prøver at beskytte dig.“
„Du kender dem altså ikke,“ siger jeg brat, „du har været sammen med dem én aften, og jeg har været sammen med dem hele mit liv.“
Hun kigger overrasket på mig.
„Det har du ret i, undskyld.“
„Det er o.k.,“ siger jeg, „de er helt vilde med dig.“
„Tror du?“
„Ja, de elsker dig.“
Jeg kysser hendes hals og fører min hånd ned til hendes kusse. Hun fjerner den med det samme.
„Vi har lige snakket om din familie,“ griner hun, „jeg har ikke lyst lige nu.“
„Hvad har du så lyst til at lave?“ spørger jeg forvirret.
„Vi kan snakke,“ siger hun, „jeg vil for eksempel gerne vide, hvad du gerne vil i fremtiden.“
„Jeg studerer jo …“
„Ja, men hvad vil du? Vil du gerne rejse verden rundt? Vil du bo her? Vil du gerne …“ tøver hun, „vil du gerne have børn for eksempel?“
„Jeg vil gerne have mindst to hunde,“ siger jeg, „så meget kan jeg fortælle dig.“
Hun fremtvinger en latter.
„Det er ikke for at lægge planer. Jeg vil bare gerne vide mere om dig,“ siger hun og rører ved mine patter uden at være seksuel.
„Jeg troede, du engang sagde, at du ikke havde behov for at definere mennesker?“ spørger jeg.
„Jeg forsøger ikke at definere dig,“ siger hun og rynker sin pande. Jeg får medlidenhed med hende.
 
„Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med mit liv. Men jeg er meget glad for dig.“
Hun smiler og niver lidt i mine brystvorter.
„Jeg er meget forelsket i dig,“ siger hun.



17. Du er nummer 110 i køen, du er bare et tal, et styk legeme, en blodtype, en journal.



Maliina ligger og liker alle babybilleder inde på Facebook.
„Åh, se!“ griner hun og viser mig to grimme drenge i det samme outfit.
Jeg forsøger stille at komme ned i hendes trusser, men hun holder sine ben sammenpresset.
„Har du lyst til at tage på café i dag?“ smiler hun.
„Kan vi ikke se Harry Potter i stedet for?“
„Igen?“
„Eller Ringenes Herre,“ siger jeg, „eller Hobbitten.“
„Jeg har brug for at komme lidt ud. Lad os gå i bad, gøre os pæne og gå på date!“ siger hun og sætter sig op i sengen i én hurtig bevægelse.
„Jeg er lidt træt,“ siger jeg, „søvnig.“
„Det er fordi, vi har sovet så meget! Kom så! Op!“ siger hun.
Jeg har ikke sovet. Jeg har ligget søvnløs alle nætter. Jeg er blevet immun over for vintermørket.
„Tag på café med Sejer,“ svarer jeg, „men jeg bliver nok her og sover.“
„Hvor er du kedelig!“ siger hun.
„Undskyld. Jeg er bare virkelig træt.“
„Hvad er der med dig på det sidste?“ spørger hun.
„Hvad er der med dig? Vi har ikke dyrket sex det sidste stykke tid,“ siger jeg.
„Jeg har været træt,“ siger hun stille.
 
„Og nu er du ligeglad med, at jeg er træt,“ siger jeg.
Hun stirrer på væggen. Jeg tager om hendes overkrop og får hende helt ned på sengen igen.
„Jeg kan ikke nøjes med halve orgasmer,“ siger jeg til hende.
„Undskyld,“ siger hun, „jeg vidste ikke, du kun fik halve orgasmer.“
„Jeg elsker dig,“ siger jeg.
Hun kigger overrasket på mig og rynker sin pande, som om hun ikke helt forstår sammenhængen.
„Jeg elsker dig,“ gentager jeg. Jeg elsker dig så højt.
„Men du er som en halv orgasme,“ siger jeg.
„Hvad mener du?“
„Jeg troede, vi passede helt perfekt sammen, og lige før klimaks, så indser jeg, at vi alligevel ikke gør, hvis du forstår, hvad jeg mener.“
„Det gør jeg ikke,“ siger hun, „hvad mener du?“
„Vi ønsker forskellige ting i livet,“ siger jeg.
„Du ved da slet ikke noget om, hvad jeg vil!“ udbryder hun.
Jeg lægger en hånd på hendes mave, og hun fjerner den og rykker sig væk fra mig.
„Hvad fanden?“ spørger hun, „Går du fra mig?“
„Jeg var i seng med Sofia, efter at vi blev kærester,“ siger jeg. Hun stirrer op i loftet.
„Er det derfor, du siger de her ting?“ spørger hun. Hendes stemme ryster.
„Jeg er ligeglad!“ siger hun lidt efter.
„Jeg har heller ikke fået 12, jeg var slet ikke til eksamen,“ siger jeg.
„Det forstår jeg ikke, hvorfor løj du?“
„Fordi du går så meget op i sådan noget!“ siger jeg.
„Det gør jeg da ikke! Du skal ikke lyve!“ siger hun og begynder at græde.
„Jeg gider ikke være dit projekt,“ siger jeg, „og du har et andet projekt nu, nu kan du prøve at redde Sejer.“
„Hvorfor siger du sådan noget?“
„Jeg elsker dig,“ siger jeg, „men jeg kan ikke.“
 
„Hvorfor ikke? Hvorfor ikke?“ Fordi jeg ødelægger alt, tænker jeg.
„Fordi vi ikke passer godt sammen,“ siger jeg og kigger på hende, mens det resterende håb og glæden siver ud ad hendes øjne, som havde jeg dræbt noget af hende.

Jeg sidder med mine frosne fingre, mit iskolde hjerte, på en sten på kirkegården, denne gang i vintermørket. Alligevel ser jeg i mørket, som jeg ser i lyset. Mørket beskytter mig ikke længere, ravnen er der ikke.
„Undskyld,“ skriver jeg til hende.
Hun er aktiv, men hun svarer ikke på mine beskeder. Det har hun ikke gjort i et par timer. Jeg får kramper på grund af kulden. Forgiving doesn’t make you weak. It sets you free. Fuck dig, skriver jeg i kommentarfeltet og fjerner personen som ven på Facebook. Jeg sender citatet til hende, og jeg har lyst til at kaste mit hjerte op, knuse det med en hammer. Hvad fuck har jeg gjort? Jeg banker mit hoved med min hånd.
„Jeg elsker dig,“ skriver jeg til hende.
Jeg smører min pande med sne for at dæmpe min hovedpine. Hun svarer ikke. Jeg banker min følelsesløse hånd mod en sten, så den begynder at bløde.



16. Vi mødte hinanden i en kaotisk tid, under en kaotisk himmel. Den vanvittige midnatssol forsvinder aldrig fra mig, den steger mine indvolde langsomt.



Maliina har ikke svaret mig i et par dage. Jeg har låst mig inde på mit værelse hos mine forældre og lader, som om jeg er forkølet. Anaana synes, det er en god idé, for så smitter jeg ikke Maliina og hendes søde ven. Jeg skriver til Sejer, fordi jeg ikke har flere muligheder.
 
„Hej Sejer,“ skriver jeg og sletter.
„Kære Sejer, jeg vil virkelig gerne snakke med Maliina og sige undskyld.
Er du sammen med hende?“
„Hun gider ikke snakke med dig,“ svarer han med det samme.
„Har du overhovedet spurgt hende?“ skriver jeg og sletter igen.
„Jeg har virkelig brug for hende, kan du bede hende om at svare på mine beskeder?“ skriver jeg.
„Hvis du har så meget brug for hende, hvorfor fanden gik du så fra hende?!
Hun gider ikke snakke med dig!“ skriver han med en vred emoji.
„Sejer. Det er mellem mig og hende, og jeg har lyst til at forklare mig, så vi kan få det godt igen,“ skriver jeg.
Mit hjerte banker voldsomt.
„Du har ødelagt det allerede,“ skriver han med en emoji, der ruller øjne. Jeg sender et knust hjerte. Han svarer ikke.
„Hvordan har hun det?“ spørger jeg.
„Hvad tror du? Hun har det ad helvede til. Fordi DU har været hende utro OG gik fra hende!“ skriver han.
„Vi var langt væk fra hinanden,“ svarer jeg.
„Tænk du kunne få dig selv til at gå fra hende, efter at hun har mistet Guuju,“ skriver han.
„Du må ikke bruge hende imod mig. I har sgu da haft det fint på det sidste,“ svarer jeg og fortryder med det samme.
„Bruge hende imod dig? Hvad fuck bilder du dig ind!“ skriver han med en fuckfinger.
„Undskyld,“ svarer jeg, „jeg elsker hende rigtig højt. Vil du være sød at være der for hende, indtil du rejser?“
„Jeg vil ALTID være der for hende. Mig kan hun ALTID regne med.“
„Vil du være sød at bede hende om at svare mig?“ Han sender mig en fuckfinger.

Maliina beder mig om at komme hjem til hende, da Sejer rejser. Vi snakker ikke, vi sover. Hun holder hårdt om mig om natten. Mørket dulmer. Vi sover hele tiden. Hun vil ikke give slip på mig, når jeg skal på toilettet. Hun kigger
 
nøje på mig fra sofaen, når jeg er ude på hendes altan og ryge, som om jeg ville springe ud og efterlade hende. Igimaqs boligblokke hyler i stormen, det lyder af millioner af slædehunde, der hyler med vores hjerter i sympati. Vi holder om hinanden i mørket, vi kan ikke give slip på hinanden. Endnu.



15. Er det overhovedet en farve? Sort. Spørg mig, hvilken farve jeg er.



Jeg er lettet over, at det er overskyet, da skærmen siger, at vi flyver over den østgrønlandske kyst. Alt er hvidt, og jeg har svært ved at forestille mig, at fjeldene er lige under mig. Vi flyver ottehundrede toogfyrre kilometer i timen i knap tolvtusind meters højde. Der er minus enogtres grader derude. Jeg tager sikkerhedsfolderen op fra stolelommen og studerer, hvordan man åbner en nødudgang. Man kan ikke åbne den, mens man flyver. Jeg har lyst til at kaste mig ud af flyet, så jeg kan lande og dø der, hvor min krop hører til. Jeg tager brækposen op fra sædelommen. Jeg lukker mine øjne og koncentrerer mig, før jeg forsøger at fremkalde det sidste billede, jeg har af Blomsterdalen. Det ligner en stor trekantet kusse. Elven ligner kønslæberne, og fjeldene meget stive kønshår. Jeg vender posen om og skriver mit fulde navn og CPR-nummer i højre hjørne, dato i venstre hjørne og overskriften TESTAMENTE i midten. Jeg, undertegnede, ønsker at blive begravet i Tasiilaq, Grønland. Hvor end jeg dør, skal min krop begraves i Blomsterdalen. Jeg laver en streg under teksten og underskriver. Forsigtigt river jeg teksten af fra resten af brækposen og folder papiret til en lille firkant og lægger den ved siden af mit kørekort i min pung. Jeg putter pungen i inderlommen af min jakke.

Vi flyver over det hav, hvor isfjelde dør. Vidste du, at isen i Arktis er i konstant bevægelse? I takt med at temperaturen stiger, ændrer isen i det arktiske område sig hurtigt, den bevæger sig og forandrer sig dagligt, river
 
alt med sig, når den falder, siger plakaterne i Kangerlussuaq. NASAs undersøgelser har vist, at Grønlands indlandsis mister enorme mængder, samtidig med at havisen som dækker det Arktiske Hav skrumper og bliver tyndere. Men det er naturens gang, det er det, der sker, når noget bliver for varmt. Det er naturens gang, at isen ikke kan stoppe, det er ikke isens skyld. Isen vil bevæge sig, sprede sig ud og blive mindre og mindre og mindre, indtil der ikke er mere tilbage. Selv isen kan ikke stoppe sig selv. Den bevæger sig ned mod syd, der hvor is smelter, det er isens dødsrute, og alligevel går den mod syd. Det er svært at forklare, at min og isens skæbne er den samme, jeg skrumper og bliver tyndere, fordi jeg er i konstant bevægelse, min kære, fordi jeg smelter på vej mod syd. Jeg er ligesom isen, jeg kan ikke stå stille. Jeg falder og falder, river alt med mig, og kun jeg kan overleve faldet, min kære, det er sket mange gange før. En dag kommer jeg til at drukne dig, forstår du, du kommer til at drukne, hvis jeg bliver hos dig, og indtil den dag er jeg bare kold. Inden du kommer med modargumenter, så kan NASA fortælle dig, at isen bare bevæger sig langsommere om vinteren, når kulden overtager, den bliver mindre slidt, den er mere stabil, mere forudsigelig, mindre farlig. Men vinteren er slut nu. Min kære, jeg tror ikke, jeg kan klare endnu en sommer med dig. En sommer med dig ville smelte resterne af mig. Sidste sommer var du som midnatssolen, lun, nu er du ligesom CO2, du ødelægger mine hjerneceller, mine små mikroorganismer, du er trængt gennem min hud, har slebet mig til nøgenhed. I mørket er din skønhed mere fraværende, min krop mindre udsat, vores ar mindre synlige, vintermørket gør jo blind. I midnatssolen er du for smuk, og jeg vil ikke kunne lade være, jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at du ville blive min død, og jeg ville slæbe dig med mig ned. Sandheden var indgraveret i Kangerlussuaq, så jeg, mens jeg tissede. I need you like water in my lungs, stod der på væggen på lufthavnens toilet, det kunne lige så godt have været dig, der havde skrevet det, min kære, eller mig for dig.



14. Min krop kan ikke engang bruges til prostitution.
 



Der er fugtigt her. Gadelamper og skilte lyser på den våde asfalt. Mørket er anderledes. Hvad fanden laver jeg her? tænker jeg. Klokken er halv ni. Halv fem i Grønland. Jeg har mistet fire timer af mit liv. Tomheden rammer, da jeg går i seng på Dalgas Avenue. Jeg har aldrig nogensinde oplevet tomheden så ødelæggende og så smertefuld før. Jeg vrider mig rundt i sengen, jeg får pludselige grådanfald, jeg har ondt i min brystkasse. Maliina har ikke skrevet til mig endnu.
„Jeg savner dig,“ skriver jeg.
Du skulle aldrig have forelsket dig i mig, undskyld, undskyld, undskyld, jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan gøre end at sige undskyld. Jeg er det værste, der er sket for dig, for alle jeg kender. Jeg burde aldrig nogensinde have eksisteret. Folk siger, at intet er perfekt. At intet er rent. Intet er rent. Intet er rent. Intet er rent, men du var. Og jeg har forurenet dig. Du var ren, men nu vil du flå mig af, som var jeg en arm eller et betændt ben, som langsomt forgifter dig. Du var ren, og nu er du betændt, jeg har dræbt en del af dig. Jeg ville ønske, jeg kunne dræbe mere af mig for at straffe mig selv, men der er intet tilbage. Jeg er tom.
„Anaana, jeg har noget at fortælle dig,“ siger jeg, da hun tager telefonen.
„Ja?“
„Vi er ikke længere sammen,“ siger jeg og bryder ud i gråd.
„Hvad?“ spørger hun.
„Jeg er gået fra hende. Jeg har svigtet hende.“
„Hvad? Hvorfor? Hvad er der sket?“ spørger hun panisk.
„Jeg var sammen med en anden,“ siger jeg.
Hun siger ikke noget, men jeg kan høre hendes vejrtrækning.
„Anaana?“
„Hvorfor var du utro?“ spørger hun. Hun lyder kold.
„Jeg ved det ikke,“ siger jeg, „undskyld.“
„Det er ikke mig, du skal sige undskyld til. Sig undskyld til hende. Sig undskyld, indtil hun tilgiver dig og tager dig tilbage,“ siger hun.
 
„Det har jeg gjort. Men jeg kan ikke være sammen med hende, selv hvis hun tilgiver mig.“
„Hvorfor ikke?“ spørger hun frustreret.
„Jeg fortjener hende ikke,“ siger jeg.
„Hvad er der galt med dig?“ siger hun, „Hun var perfekt.“
„Hvad er der galt med mig?“ græder jeg.
Hun sukker. Vi siger ikke noget i et par minutter.
„Anaana?“
„Ja?“
„Er du der?“
„Ja,“ siger hun, men hun er kold, skuffet.
„Hvad gør jeg?“
„Det må du selv finde ud af. Jeg ved ikke, hvad der foregår oppe i dit hoved,“ siger hun.
„Det gør jeg heller ikke.“
Hun siger, det nok skal gå. Hun siger det kun, fordi hun skal. Hun mener det ikke. Maliina var mit sidste håb, og jeg har skubbet hende ud fra en bro, og det ved anaana godt. Jeg kan ikke længere være i mit værelse. Det minder mig for meget om hende, om hvor dejligt det var at ligge i den her seng og se på hende gennem skærmen. Man ved ikke, hvad man har, før man har mistet det, står der på Facebook. Man kan ikke miste noget, man aldrig har haft, hun var aldrig min. Hun elskede kun forestillingen om mig. Jeg finder nummeret til min studievejleder og ringer til hende. Hun svarer ikke. Jeg prøver igen.
„Hallo,“ svarer hun med en meget hæs stemme, så jeg næsten ikke kan genkende hende.
„Er det Kirsten?“
„Hvem er det?“Hun lyder irriteret.
„Du sagde, jeg kunne ringe til dig når som helst,“ siger jeg. Hun er stille i et øjeblik.
„Hvad er klokken?“ spørger hun og sukker højlydt.
„Undskyld, du sagde, jeg kunne ringe når som helst.“
„Hvad er der? Er der sket noget?“
„Ja,“ siger jeg, „jeg er gået fra min kæreste.“
 
„Jeg troede, der var sket noget alvorligt,“ ånder hun lettet op.
„Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv,“ græder jeg.
„Det er midt om natten, lad os snakke om det i morgen.“
„Men det er lørdag i morgen,“ siger jeg.
„Så lad os snakke om det på mandag, o.k.?“ Jeg svarer ikke.
„O.k.? Jeg skal sove igen, jeg har en lang dag i morgen.“
„Jeg kan ikke være i min krop,“ siger jeg.
„Er du fuld?“
Jeg lægger på. Jeg tager et par af mine trusser og sokker, min tandbørste og oplader og putter dem i min rygsæk. Jeg dækker min rygsæk med en pose, tager varmt tøj på og låser døren bag mig. Jeg smider nøglen i en stor busk i en eller andens have på vej ind til byen. Det her sted vil aldrig nogensinde være mit hjem. Jeg går, indtil det bliver lyst.



13. Du siger, du ser mig, at du forstår mig, du ser den del, der vil elskes, der vil elske dig. Den halvdel er ved at dø. Elsker du mig, fordi jeg er døende?



Jeg flygter fra et mareridt til et andet, og jeg indser, at jeg har levet hele mit liv på den måde. Jeg køber noget kaffe i 7-Eleven og sætter mig ned under Magasins halvtag på Lille Torv. Regnen græder med mig. Jeg fryser ikke, men min krop ryster. Mine arme er kraftesløse, jeg har svært ved at løfte min kop. Jeg har kvalme. Jeg trækker vejret dybt, men der kommer ikke nok luft ind. Mit underliv gør ondt, mit hoved pulserer voldsomt. Kan du ikke stoppe? spørger jeg mit hjerte. Please. Vil du ikke være sød og lytte til mig bare denne her gang? Stop. Du er det eneste, der er i live. Giv slip, bønfalder jeg. Men mit hjerte arbejder hårdt og gør sit bedste for at holde liv i alt. Det gider ikke give op. Fuck dig, siger jeg, skal jeg kaste mig ned fra et træ og ramme et hegn med skarpe spidser af jern, så du dør once and for all? Regnen
 
stopper, jeg er løbet tør for tårer, og gaden bliver lige stå stille fyldt af mennesker. Jeg forsøger at få øjenkontakt med dem. Kig på mig. Hold om mig. Elsk mig, elsk mig hårdt. De ser så ubekymrede ud. De ser så lette ud. De ser min tunge krop, og for et lille øjeblik ændrer deres ansigtsudtryk sig, de tænker, en hjemløs grønlænder. To hjemløse sætter sig ned på den anden side af pladsen. Jeg tager mine ting og går hen til dem.
„Hej, gider du spille en sang for mig?“ spørger jeg manden med guitaren.
„Selvfølgelig!“ siger han.
Manden med guitaren skråler en melodi ud. Den anden mand er fjern. Jeg klapper, da sangen slutter af med et ordentligt slag på guitaren. Jeg står lidt og kigger ned på dem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dem og beslutter mig for at gå igen.
„Sæt dig ned og få en øl,“ siger manden uden guitaren.
Jeg sætter mig ned og tilbyder dem en cigaret. Der er kun to tilbage i pakken. Manden med guitaren tager en uden at tøve. Den anden trækker sin hånd tilbage, da han ser den sidste cigaret.
„Du skal da have den sidste,“ siger han med sin hæse stemme.
Jeg tager en uåbnet pakke op og viser den til dem. Manden med guitaren griner, som var det hans dags højdepunkt. Vi ryger og drikker, mens guitaren spiller nogle danske sange. Et øjeblik glemmer jeg mit bankende hjerte.
„Hvad hedder du?“ spørger jeg manden med guitaren. Jeg tør ikke spørge den anden.
„Tromme-Klaus!“ siger Tromme-Klaus, „Jeg har spillet trommer i 40 år!
Og det her, det er Lars.“
„Hej Lars,“ siger jeg stille. Han smiler lidt og nikker.
„Hvor fanden var du i går?“ udbryder Tromme-Klaus ud af det blå.
„Jeg sad kraftedeme i detention i 24 timer. Der var ikke en madras, ikke engang et skide tæppe. Det er fandeme for dårligt,“ siger Lars.
„I detention? Hvorfor?“ spørger jeg.
„Fordi jeg sad ved banegården, da en gruppe børnehavebørn gik forbi, og jeg hilste på et barn, der kiggede på mig, og det næste jeg ved, er, at pædagogen ringer til politiet, åndssvage idiot,“ siger han.
 
„Sagde du det ikke til politiet?“ spørger jeg.
„Selvfølgelig gjorde jeg det, men hvem tror du, de troede på, mig eller pædagogen?“
Jeg svarer ikke. Tilbyder ham endnu en smøg. Vi ryger. Tromme-Klaus er i en anden verden, han spiller med lukkede øjne.
„Hvor længe har du været hjemløs?“ spørger jeg Lars.
„Jeg er ikke hjemløs, jeg er hjemfri,“ siger han.
„Sådan har jeg aldrig set på det,“ siger jeg.
„Du er ny i området. Hvor længe har du været hjemløs?“ spørger han.
„Siden min bedstemor døde. Hun døde, da jeg var 16 år gammel,“ siger jeg.
„Det er lang tid at være på gaden. Men du er grønlænder, du er nok vant til kulden,“ siger han og griner lidt.
„Jeg er beskyttet med det her,“ siger jeg og tager min dobbelthage og dingler med den, „hvad gør du om vinteren?“
„Jeg har nogle rigtig gode veninder, når det er værst. De ved godt, jeg er aseksuel, så de har ingen problemer med at have mig på sofaen en gang imellem.“
Efter en pakke smøger rejser de sig.
„Skal du med til varmestuen?“ spørger Lars.
Jeg nikker. Mine fødder er helt følelsesløse, og det er, som om jeg flyver, da jeg rejser mig op. Vi går forbi Klostertorvet. Det er heldigvis fri for grønlændere. Lars trykker på en knap uden for en bygning lige ved vejen. Et kamera blinker, og døren til Frelsens Hær bliver åbnet. Vi går op ad trapperne og ind gennem en glasdør. Her dufter af kaffe og søvn. Der er varmt. Der er omkring et dusin mennesker i det store lokale. De ligger på gulvet i deres tunge overtøj og sover.
„Hej, velkommen,“ siger den unge mand og smiler kærligt til mig fra den lille kantine ved indgangen.
Hans hår sidder pænt med skinnende gele, og hans stribede skjorte er strøget.
„Du tager bare noget kaffe, hvis du har lyst,“ siger han.
 
Jeg sætter mig ned ved et af de lange borde, fordi sofaerne er fyldt med snorkende mennesker. Jeg kan kun se hænder, kinder og hår. En mand hoster sine lunger ud og spytter i et krus på gulvet. På toilettet er der nogen, der kaster op. Meget få lamper er tændt, og min puls falder. Der er fjernsynslys i et rum for enden af det store lokale. Jeg tager noget kaffe og går derhen.
Nogle gamle mænd med langt skæg sidder på sofaen og stirrer på CNN. Jeg lister mig hen i et hjørne og sætter mig ned på gulvet. Jeg tager min jakke af og bruger den som pude. Jeg kigger lidt på CNN.



12. Jeg vil gerne tæskes, før jeg dør. Voldtages, jeg tænker ofte, når voldtægter sker, voldtag mig i stedet for andre kvinder, pikke i mig, blod, og jeg vil tænke, nu kan jeg dø, for nu har jeg fået min straf.



Jeg er ikke hjemfri som Lars. Jeg er hjemløs. Måske kunne jeg flytte til Sverige. Jeg tænker på, om man kan få lov til at gå over Øresundsbroen. Jeg googler jumping off a bridge og klikker på det første link, der dukker op.
Some people think jumping off a bridge is a peaceful way to go, står der. You die the same way as someone hit by a car. Der står, at grænsen mellem liv og død er omkring 186 feet, det vil sige 56 meters frit fald, og der vil kroppen måske kunne overleve. Jeg googler Øresundsbroen. Der står, at der er 57 meter mellem vej og overflade. Måske kunne mine mange kilo endelig være til nytte og lade mig dø med det samme. Måske ikke. Måske ville jeg blive hentet af politiet, inden jeg kunne nå at klatre over hegnet med min tunge krop. CNN kører stadigvæk i baggrunden. Jeg tjekker min mobil. Hverken Maliina eller anaana har besvaret mine beskeder. Happiness is a choice, står der på Facebook. Jeg smider min mobil nogle meter væk fra mig og henter den igen og er lettet over, at der ikke er sket noget med den. Hvis Maliina bad mig om at komme nu, ville jeg købe den første billet tilbage. Jeg går ind på hendes profil igen, hun har ikke postet noget siden før jul, før jeg ødelagde
 
det hele. Jeg ville ønske, jeg var digital og kunne slette alle vores minder, slette beskeder, lade, som om det aldrig skete. Jeg liker alle hendes profilbilleder og sætter hjerter på. If life gives you lemons, make lemonade, skriver jeg og poster det på min tidslinje. Bare gør som Beyoncé, da hendes mand var hende utro. Skriv om mig, flå mig i stykker og brug mig som inspiration til din egen fordel, bare du tilgiver mig til sidst. Ingen liker det.
Jeg googler, how many pills does it take to overdose, og resultaterne viser en langsom og forfærdelig død med indre blødninger og opkast, helt op til en uge, hvis det er med pamoler. Det fortjener jeg måske. Canada, er der nogen der siger. Canada, tænker jeg. Jeg flytter til Canada på et tidspunkt, er der nogen der siger. Hvem fuck er du? spørger jeg. Hun har sat sig ned ved siden af mig.
„Maliina?“ spørger jeg.
„Nava, kan du ikke huske mig, Navarana fra Sermiligaaq,“ smiler hun og griner.
„Det var ellers meningen, jeg skulle flytte til Canada med Maliina i fremtiden,“ siger jeg.
„Med din eks,“ siger hun.
„Hvordan fanden ved du det?“ spørger jeg.
„Ellers ville du ikke være her,“ siger hun. Hun er smuk. Kronraget.
„Jeg hænger lidt ud her,“ siger hun og kommer tættere på.
„Jeg vil gerne rejse tilbage til Nuuk og gøre det godt igen, det er min drøm nu,“ siger jeg.
„Ved du, hvorfor der er så mange ravne i Grønland?“ spørger hun. Jeg ryster på hovedet.
„De varsler død og ulykke,“ siger hun. Jeg stirrer på hende.
„Grønland er dødsdømt, og vi rejste væk i tide, du har overlevet, vi har overlevet,“ siger hun. „Det er naturens gang at udrydde et folk, der ikke kan klare sig på denne her jord, det er survival of the fittest, og du har overlevet. Du er en survivor, du er stærk, der er ikke noget galt med dig, det er dem, der er noget galt med,“ fortsætter hun.
 
Der er ikke noget galt med Maliina, tænker jeg, hun er perfekt.
„Hun er svag,“ siger Nava.
„Du skal ikke tale dårligt om hende,“ udbryder jeg, „du kender hende ikke.“
„Let me guess,“ siger hun, „hun kunne ikke håndtere dig.“ Jeg siger ikke noget i et stykke tid.
„Jeg ser altid ravne på kirkegården i Nuuk,“ siger jeg.
„Der har du svaret!“ siger hun, „det land er dødsdømt.“
„Jeg var engang i Canada,“ fortsætter hun, „jeg var på en tur i Montréal, og jeg siger dig, der er fyldt med mennesker som os!“
„Hvad mener du med mennesker som os?“ spørger jeg.
„Grimme, hjemløse, ægte!“ siger hun med sine vilde øjne. Hendes øjne er blevet vildere.
„Det er paradis!“ skriger hun, og mændene i sofaen kigger på os.
„Shh! Tag til Klostertorvet og skab dig derovre!“ siger den ene mand. Nava tager hårdt om mine kinder.
„Det er så dejligt at se dig!“ siger hun og kysser mig voldsomt på panden, så den bliver helt våd.
„Hvorfor er du her?“
„Jeg blev opereret, se! Synes du ikke, det ser sejt ud? Jeg skræmmer folk med det,“ siger hun og viser mig et rødt, tykt ar på siden af hendes hoved.
„Er du blevet rask?“
„De sagde, jeg skulle have kemo. Så jeg fik kemo to gange. De sprøjter det ind!“ siger hun højt og trykker gentagne på indersiden af sin arm.
„Godt du kun fik det et par gange, andre får det tusind gange,“ siger jeg.
„Jeg skulle have det mange gange, men næ nej, det fik de fandeme ikke lov til!“
„Hvad?“
„Vidste du, at kemo er gift? De skal fandeme ikke sprøjte gift ind i mig!
Nej, nej! Forestil dig tusind af de allerværste hovedpiner samlet til én kæmpestor, det var, som om jeg skulle dø, og jeg havde hele tiden kvalme, de forsøgte at dræbe mig,“ siger hun, „så jeg flygtede!“
„Men… men det er jo sådan, kemo er.“
 
Hun overdriver med bræklyde og løber ud af tv-stuen. Jeg følger efter hende, men hun er slet ikke til at finde i det store lokale. Her dufter af suppe, og jeg tager en tallerken og sætter mig ned ved det lange bord. En høj, tyk mand med stærke minusbriller sætter sig over for mig. Han stiller sit kaffekrus på bordet, rykker det et par centimeter til højre, slikker sin pegefinger, rykker kruset lidt igen. Han stirrer tomt på sit krus i nogle sekunder.
„Hej!“ siger han og kigger på min pande.
„Hej.“
„Du er ny her! Jeg hedder Ove!“ siger han.
„Jeg hedder…“
„Kender du Kristine?“ afbryder han. Jeg ryster på hovedet.
„Hun er Prebens eks, hun er grønlænder,“ siger han og slikker sin pegefinger og ordner sine briller.
„Preben, han er sammen med Maria nu, hun er den yngste i søskendeflokken,“ siger han, rykker på sit krus.
„Din søster?“ spørger jeg.
„Nej, da. Først mødte jeg Maria, den yngste, hun er den smukkeste. Så mødte jeg den mellemste, hun er … Hun er sød. Så den ældste, hun er den sødeste sygeplejerske,“ siger han, slikker på sin pegefinger, ordner sine briller, rykker på sit krus.
Jeg smiler.
„Maria, du er den smukkeste på Klostertorv,“ synger han. Jeg griner lidt. Det er virkelig længe siden, jeg har grinet.
„Hvis Maria er smukkest på Klostertorvet, men Oba er smukkest i verden, hvem er så smukkest?“ spørger han.
„Oba?“ spørger jeg tilbage.
„Nej, altså, hvis Maria er smukkest på Klostertorv, men Oba er SØDEST i verden, hvem er så … Hvem er så smukkest?“
„Undskyld, jeg forstod det ikke rigtigt,“ siger jeg og rynker mine øjenbryn.
„Altså, hvad forstod du ikke? Hele historien eller den sidste sætning?
Folk går rundt og hører efter, men de lytter ikke!“ siger han og lader, som om
 
han slår i bordet med sin hånd, rykker på sit krus.
Jeg siger ikke noget.
„Altså, hvad kan du ikke forstå? Men du kan forstå kasuutta!“ siger han med en ophidset stemme og slikker.
„Hvad hvis jeg ikke er grønlænder? Jeg er dansk statsborger!“ udbryder jeg.
„Ja, men det er de også, men du kan se, de ikke er herfra,“ siger han og peger på nogle mænd, der spiller bordfodbold i et andet lokale.
Jeg rejser mig op og går ud i mørket, hvor ingen kan se mig. Canada lyder til at være et godt sted at være, tænker jeg. Jeg køber noget kaffe og sætter mig ned på Lille Torv igen, et stykke fra nogle andre fulde hjemløse. En ung mand kigger på de fulde hjemløse, da han går forbi. Han stopper op, da han når frem til mig. Han kigger på mig, mens han roder i sine lommer. Så smider han en mønt i mit kaffekrus, der stadig er halvfyldt, så det siger blop.
„Hvad fanden, din åndsvage blondine, det er min kaffe!“ siger jeg. Han åbner sine blå øjne i rædsel, så de næsten falder ud.
„Undskyld! Jeg troede, du havde brug for det. Jeg troede …“
„Hvad? At jeg er grønlænder? Jeg er dansk statsborger!“
„Nej, hjemløs!“ siger han.
„Jeg er fandeme ikke hjemløs!“ råber jeg.
„Altså, undskyld! Kan du ikke bare bruge tyveren til at købe en ny en?“
„Fuck dig! Skal jeg klippe din fucking manbun af? Det ligner en dinglende nosse, og den er forældet!“ siger jeg.
„Tag hjem!“ udbryder han.
„Jeg er hjemløs!“ skriger jeg.
Han stirrer forvirret på mig et øjeblik, inden han sprinter væk med sin åndssvage manbun. Jeg tjekker, om Maliina har liket min post. Ingen har. Ikke engang anaana, og hun liker alt. Maliina har ikke åbnet for mine beskeder, siden jeg rejste. Jeg begynder at taste igen.
„Min kære. Mit livs kærlighed. Giv mig en chance. Giv mig lov til at forklare. Jeg skulle aldrig nogensinde være rejst fra dig. Jeg elsker dig.“
Jeg sender beskeden, da hun logger på. Hun åbner den ikke. Jeg hyperventilerer. Tilgiv mig. „Undskyld. Jeg elsker dig.“
 
Hun åbner ikke. Jeg ringer til anaana, hun svarer ikke. Min krop er ved at eksplodere, og jeg rejser mig op og begynder at løbe. Jeg løber, løber og løber, indtil jeg bryder sammen ved banegården. Jeg kaster mig ned mellem cyklerne og begynder at græde hysterisk. Jeg ryster over det hele, og jeg skriger mine lunger ud. Folk går udenom mig, blå øjne ser tavse på mig. En ældre dame stopper op i nærheden af mig og tøver med at komme nærmere.
„Jeg har ikke brug for hjælp,“ siger jeg, mens snottet løber ned. Hun står stille uden at sige noget.
„Tak, men jeg har ikke brug for hjælp,“ siger jeg igen.
„Jeg skal have min cykel,“ siger hun stille.
Jeg flytter mig, og hun tager sin cykel og triller væk.
„Marseqaat!“ skriger jeg til en flok drenge, der står og griner ad mig.
De går først, da jeg rejser mig op. Jeg slæber min tunge krop ned ad gågaden igen. Jeg sætter mig ned på en bænk ved domkirken. Nogle unge gadepræster render rundt ved pladsen og smiler. Jeg masserer mit hoved for at få noget af trykket ud.
„Hvad er der galt, min ven?“ spørger en ældre præstedame og sætter sig ved siden af mig.
„Du skal ikke røre mig! Jeg er giftig!“ udbryder jeg.
„Hvad mener du?“ spørger hun og aer mig på ryggen.
„Jeg er homoseksuel!“ siger jeg og græder.
„Hvorfor skulle det betyde noget?“
„Biblen siger, at det må man ikke,“ siger jeg, „gå væk!“
„Biblen siger også, at man skal elske sin næste,“ siger hun og aer mig videre, så jeg bliver søvnig.
„Det kan jeg heller ikke,“ siger jeg, „jeg kan ikke finde ud af at elske.“
„Alle kan elske, og alle fortjener at blive elsket,“ siger hun og mener det så inderligt, at jeg får lyst til at kaste op på hende.
„Har du en slags connection til Gud?“ spørger jeg, „kan du tilgive synder?“
„Ja, jeg kan tilgive synder, hvis du bekender dem til Gud,“ siger hun og smiler.
 
„Jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg ødelagde mit forhold til min kæreste
…“
„Det kan tilgives,“ afbryder hun.
„Jeg er ikke færdig! Jeg er hjemløs …“
„Ved du, at Frelsens Hær er lige derovre? Der er også et sted for grønlændere“ afbryder hun igen.
„Lyt til mig!“ udbryder jeg, „Ove havde ret, folk hører efter, men de lytter aldrig!“
Hun holder sin kæft og aer mig videre.
„Hele mit liv har folk omkring mig elsket mig, og jeg har svigtet dem alle sammen, der er ikke længere nogen, der elsker mig, jeg har ikke et sted at tage hen,“ græder jeg, „tilgiv mig.“
„Gud elsker alle sine børn. Måske kan du finde hjem hos Ham?“ siger hun og ser optimistisk ud.
Jeg kan ikke tro mine ører. Jeg fjerner hendes hånd fra min ryg, rejser mig op og peger på hende.
„Skal jeg plukke dine vinger af?“ siger jeg, giver hende dræberblikket og går min vej.
Hvis Maliina ikke kan tilgive mig, så skal fucking Gud heller ikke.



11. Jeg vil gerne tømmes for mit oliesorte blod, når jeg dør.



Tilbage i fjernsynslokalet åbner jeg Gmail og skriver en mail til min studievejleder i det grønlandske hus. Jeg skriver, at jeg ikke længere kan gå på universitetet, og at jeg gerne vil have en billet tilbage snarest muligt. Jeg sender mailen og skriver til Maliina, at jeg skal hjem til hende. Jeg vil hjem til hende, jeg vil hjem til anaana, jeg vil hjem.
„Du er hjemløs,“ siger Nava og griner.
 
„Jeg skal hjem til Nuuk,“ siger jeg, og for første gang i lang tid føler jeg, at det er det helt rigtige at gøre.
„Nej, nej, nej, det skal du ikke!“ siger hun.
„Jo!“ siger jeg, „jeg kan ikke være her, jeg dør, hvis jeg ikke tager tilbage.“
„Du dør, hvis du tager tilbage. Kan du ikke huske, hvad jeg sagde om ravnene? De varsler død og ulykke! Vil du gerne dø?“
Jeg ryster på hovedet.
„Du dør, hvis du vender tilbage. Det forbandede sted er ikke dit hjem!“
„Min familie elsker mig,“ siger jeg. Maliina kan elske mig igen.
„Nobody gives a fuck about you! Der er ikke plads til folk som dig. Skal jeg skære det ud i pap for dig?“ spørger hun.
Jeg nikker.
„Okay, der findes nogle kriterier for, om man kan være en del af fællesskabet i Grønland. Du svarer kun ja eller nej. Er du stolt af dig selv?“
Jeg ryster på hovedet.
„Fail,“ siger hun, „går du rundt med grønlandske smykker?“ Jeg ryster på hovedet.
„Fail. Er du et naturmenneske? Synes du, at kunst skal have grønlandske motiver, før man kan kalde det for rigtig grønlandsk kunst? Er du fuldstændig ligeglad med, hvad der sker i andre lande, når det ikke handler om vores land? Og hvis ja, sørger du for at brokke dig, når KNR skriver om krig og tsunamier i andre lande?“
Jeg ryster på hovedet.
„Fail, fail. Synes du, vi er de mest unikke i hele verden, at intet er vigtigere end det grønlandske folk? Fail. Tror du på bloggere, når de antyder, at hele bloktilskuddet går tilbage til Danmark, og at vi rent faktisk slet ikke vil have økonomiske udfordringer, når vi bliver selvstændige, bare fordi de bruger fancy ord som BNP og linker til Grønlands Statistik? Er dit bedste modsvar, ‘de prøver bare at lukke munden på os’, hver gang der er nogen, der kritiserer fællesskabet?“
Jeg ryster på hovedet.
 
„Fail. Siger du, at vi er det varmeste og mest mangfoldige folk, og er du på samme tid bange for at gå forbi en sort mand? Viser du racistkortet frem, når folk siger grønlænderstiv, og bruger du selv n-ordet og siger, at man ikke kan se forskel på japanere og kinesere og koreanere? Tror du, alle muslimer er terrorister? Nedgør du folk, der skiller sig lidt ud?“
Jeg ryster på hovedet.
„Fail. Er du en halvabe?“ Jeg trækker på skuldrene.
„NEJ!“ siger hun og fortsætter, „Se nu, du opfylder INGEN af kriterierne for at være en del af fællesskabet! Du hører ikke til der! Ingen elsker dig, hun elsker dig ikke, din anaana elsker dig ikke. Og når de ikke kan elske dig, som du er, så er der ingen i det forbandede, dødsdømte land, der kan elske dig!
De er fanget i vintermørket, indtil ravnene kommer og æder deres små hjerner!“
„Hvad fanden gør jeg så? Jeg kan ikke være her! Det er sgu ikke en skid bedre her!“ græder jeg.
„CANADA!“ råber hun, „Du kan have sort hår og skæve øjne i Canada, uden at folk tænker, at du er grønlænder.“
Jeg siger ikke noget.
„Hvad er du bange for?“ spørger hun.
„Jeg er bange for at være alene,“ siger jeg.
„Nej, du har fandeme været alene hele dit liv, det er du ikke bange for! Du er bange for at blive glemt. OBLIVION!“ skriger hun med sine sindssyge øjne.
„Grønlænder! Kasuutta!“ siger Ove.
„Jeg er ikke grønlænder!“ råber jeg.
„Nej, nej, nej,“ siger Nava, „det skal du ikke sige!“
„Har du ikke lige sagt, Grønland er dødsdømt?“
„Jo, men du er grønlænder, har du set dig selv i spejlet, har du set dit sorte hår og dine skæve øjne? Du skal ikke benægte det, du skal bruge det imod dem! Du aner ikke, hvor meget man kan slippe af sted med, når man er grønlænder! Brug din frihed! Det skylder de os! De har fandeme selv skabt monstret i os! Spred dine vinger, som er foræret til dig! Spred dine
 
frihedsvinger, før vi tager til Canada! Spred dine sorte vinger, så du bliver husket! Se din frygt i øjnene! Oblivion!“ skriger hun.

Jeg ved ikke, hvornår det er nat, hvornår det er dag. Nætterne bliver lysere, og det larmer mere på gaderne. Jeg har ikke tænkt på Maliina i lang tid. Min tunge krop drypper af sved, da jeg vågner op fra en drøm om hende. Hun grinede og blev ved med at sige mit navn. Hun bad mig om at stå op og danse med hende. Vi nynnede til Harry Potters temasang, mens vi dansede helt tæt på hinanden. Hun kyssede min hals, og jeg troede, vi skulle være sammen for altid. Vi var så glade. Jeg kniber mine øjne hårdt sammen og prøver at sove igen. Jeg begynder at græde, da jeg ikke kan falde i søvn, og jeg bliver ramt af de værste tømmermænd, selvom jeg ikke har drukket. Jeg ligger på min plads i fjernsynsrummets kolde hjørne. Min krop er stiv, kold. Måske er det blevet varmere at sove udenfor nu. Der er fodbold i fjernsynet, og det minder mig om søndage hjemme hos mine forældre. Ataata der halvsover i sofaen, anaana der drikker kaffe og kigger ud ad vinduet. Medmindre det er Danmark, der spiller. Så sidder de begge i sofaen og råber GULT KORT, hver gang en dansker falder. Jeg rejser mig op og vasker mit ansigt ude på toilettet. Der lugter af opkast og tis. Jeg tager noget toiletpapir og putter det i min rygsæk og går ud. Jeg sidder på Lille Torv og gennemspiller min drøm om Maliina i mit hoved, så længe jeg kan. Jeg lukker mine øjne og forsøger at mærke hende, hendes læber på min hals, hendes hænder på min ryg og hofter. Jeg forsøger at dufte til hende. Men drømmen siver langsomt ud, ligesom hendes kærlighed sivede ud ad hendes øjne, den nat jeg ødelagde det hele.
Drømmen bliver sløret, og jeg kan ikke længere se hende for mig.



10. Jeg skærer i åbne sår, så jeg får stød. De er trætte af mig. Alle sammen. Jeg har ikke lyst til at dø.
 
Jeg føler mig forladt, ligesom dengang jeg sad alene på en lillebitte ø i seks timer og græd, fordi anaana havde valgt at forlade mig. Jeg gik og samlede på runde sten med streger og gik hen til øen, mens det var lavvande. Jeg blev ikke våd, fordi jeg havde mine grønne gummistøvler på. Jeg havde fyldt en hel rygsæk med sten, da jeg så, at det allerede var ved at blive højvande. Jeg gik i panik, smed min rygsæk og forsøgte at komme over, men strømmen var for stærk, så jeg vendte tilbage til øen og skreg efter hjælp. Gaderne var helt tomme. En time efter gik der en ældre dame forbi.
„Hvem er dine forældre?“ råbte hun og skyndte sig af sted for at ringe til anaana.
Anaana kom løbende efter et kvarter.
„Hvad laver du derovre?“
„Jeg samlede sten,“ råbte jeg.
„Jeg har sagt til dig, at du ikke må lege ved stranden!“ råbte hun tilbage, så hele byen kunne høre hende.
„Undskyld!“
„Ataata er ude at sejle, han kommer først hjem om et par timer. Du bliver nødt til at vente på ham!“
„Anaana!“ råbte jeg. „Undskyld!“
„Det er din egen skyld!“ råbte hun og begyndte at gå sin vej.
„Anaana! Undskyld! Bliv her!“ græd jeg.
Undskyld. Undskyld, hvis du føler det samme nu. En gadekat kredser om mig og er interesseret i min 7-Eleven-pose. Jeg lokker den med pølsehorn, selvom jeg hader katte. Jeg aer den, mens den spiser fra min hånd. Mine myoser giver stød til resten af min krop. Jeg har overdoseret mig med Ibumetin, men det hjælper ikke længere. Jeg løfter katten op og går hen til døgnapoteket. Der er kun én laborant bag den lukkede disk.
„Jeg vil gerne have lykkepiller,“ siger jeg.
„Katten må ikke være herinde,“ siger hun.
„Den forlader mig, hvis jeg efterlader den udenfor, og det kan vi ikke have, vel?“
„Hvad for nogle lykkepiller skal du have?“ spørger hun.
„De pink,“ svarer jeg.
 
Min søsters lyserøde piller er ikke til at overse, når hun sluger dem til aftensmaden.
„Kunne I i det mindste ikke lave dem hvide, sådan normale, så hele verden ikke kan se, man er totalt ulykkelig?“ spørger jeg.
„Hvad er dit CPR-nummer?“ spørger hun.
„Hvad rager det dig?“ spørger jeg og aer min kat.
„Vi skal se din recept, før vi kan give dig dem,“ siger hun.
„Du mener jeg,“ siger jeg, „jeg ser ingen andre her.“
„Ja, jeg skal have dit CPR-nummer,“ siger hun.
„Jeg har brug for det,“ siger jeg, „jeg vil gerne være lykkelig.“
„Vi kan desværre ikke give dig pillerne, hvis du ikke har en recept,“ siger hun.
„Du sagde vi igen,“ siger jeg, „har du stemmer i hovedet?“ Hun trykker på en knap under bordet.
„Jeg kan ikke give dem til dig, medmindre du har en recept,“ gentager hun.
„Du forstår det ikke. Jeg har brug for dem. Jeg skal vinde min kæreste tilbage,“ siger jeg.
„Så enkelt er det ikke. Du bliver ikke lykkelig, når du tager en pille,“ siger hun.
„Hvorfor fuck hedder de så lykkepiller?“ råber jeg. Jeg tager om min kats hals.
„Jeg brækker hans hals, hvis du ikke giver mig pillerne!“ siger jeg. Hun stirrer på mig, også på katten.
„Vil du have, den dør?“ råber jeg og skubber dens hoved mod glasruden, så han miaver.
Hun skynder sig at hente pillerne, og jeg løber ud med et håb om, at jeg kan lære at elske Maliina rigtigt. Jeg gør det her for hende. Min kat flygter fra mig, så snart jeg er udenfor. Jeg stopper op i en sidegade og sluger fem piller. Jeg venter i et stykke tid og sluger fem piller til, da de ikke virker. Der går lidt tid, før sirenerne kommer, og jeg går hen til dem.
„Er du grønlænderen, der røvede apoteket?“ spørger politimanden.
„Det var bare nogle lykkepiller, de virker ikke engang,“ siger jeg. Han tager min arm og fører mig ind i sin bil.
 
„Tag mig til det psykiatriske hospital i Risskov,“ siger jeg.
„Du skal overnatte i detentionen,“ siger politibetjenten, „du skal sove rusen ud.“
„Sove hvad ud?“ spørger jeg.
„Du skal sove i detentionen, til du er ædru,“ siger han.
„Jeg er sgu da ikke fuld! Jeg har brug for hjælp! Tag mig til det psykiatriske hospital!“ råber jeg.
Han lytter ikke og kører videre. Han fører mig ind i detentionen. Jeg forsøger at rive mig løs, men min krop er som en fed, slap pik. Jeg puster til ham for at vise, at jeg ikke lugter af alkohol. Jeg bliver visiteret, og de lægger heldigvis ikke mærke til min mobil mellem mine patter. Han skubber mig ind i et helt tomt rum og lukker mig inde.
„Du er blevet anbragt i detentionen, fordi du er fuld og er til fare for dig selv. Sov,“ siger politimanden og går sin vej.
„Hvor?“ råber jeg, „Lars havde ret! Der er sgu ikke noget som helst her!
Og jeg er sgu da ikke fuld!“
Jeg råber i flere minutter. Ingen reagerer, og jeg får ekstrem kvalme.
„Jeg skal kaste op!“ råber jeg.
Der er helt stille, og jeg løber hen til hjørnet og går ned på knæ. Min mave trækker sig hårdt sammen, men der kommer kun hvidt skum ud. Jeg har ikke spist eller drukket meget på det sidste. Min krop forsøger at kaste mit hjerte op, men det nægter at give op, selvom jeg er nede på knæ og bønfalder det om at dø. Min mave trækker sig sammen flere gange endnu, uden at der kommer noget som helst ud, og jeg lægger mig ned i det hvide skum og tager min mobil op. Jeg husker, at jeg ikke længere har data i min mobilpakke.
„Har I wi-fi?“ råber jeg.
Jeg hører dem fnise fra et andet rum.
„Jeg har brug for passwordet! Jeg er nødt til at være klar, når min kæreste skriver til mig!“
De bryder ud i latter. Jeg bliver ved med at råbe, indtil min stemme forsvinder. En dør bliver åbnet derude.
„Hvad fanden sker der herinde?“ er der nogen, der spørger.
„Jeg har brug for passwordet til jeres trådløse internet!“ råber jeg.
 
„Grønlænderstiv,“ siger politimanden.
„Det forklarer en del,“ siger den anden og lukker døren igen.
Jeg råber videre og beder dem om at komme, så de kan lugte til min ånde.
Jeg råber, at jeg har brug for hjælp. Jeg råber, at jeg ikke kan være i min krop. Jeg efterligner de fulde grønlændere, jeg har kigget på i gaderne. Jeg råber, at jeg ikke holder min kæft. Jeg laver underlige lyde, når jeg ikke har andet at sige. Efter et stykke tid kommer politimanden rendende og åbner døren til min celle.
„Nu holder du fandeme kæft!“ siger han.
„Kun hvis du giver mig passwordet til jeres wifi!“ råber jeg.
Han styrter hen til mig og kommer så tæt på mit ansigt, at jeg kan lugte hans klistrede mandehud.
„Hvis du ikke holder din kæft nu, så bliver du her en nat mere. Eller jeg kan tage din mobil fra dig,“ hvisker han og stirrer mig ned.
„If eyes could kill,“ siger jeg og griner, „der skal meget mere til, før jeg bliver skræmt af dig, skaldepande.“
„Jeg mener det,“ siger han.
„Det gør jeg også. Du kan tage min mobil fra mig, men så må du tage den selv,“ siger jeg og peger ned på mine bryster og min bluse, der er dækket af hvidt opkast.
„Jeg holder ikke min kæft, hvis du ikke giver mig jeres f u c k i n g p a s s w o r d,“ siger jeg langsomt og kommer så tæt på ham, at vores næser rører hinanden.
Han kigger på mig og trækker vejret gennem næsen. Vi er som to fremmede alfahunde, der bare venter på, at den anden bevæger sig først.
„Du ved, hvor sindssyge vi grønlændere kan være. Du skal ikke undervurdere mig. Jeg bliver ved resten af natten, hvis jeg ikke får koden,“ hvisker jeg.
„I er fandeme syge i hovedet, I grønlændere,“ siger han.
„Det var det, jeg sagde, da du hentede mig. Betyder det så, I tager mig til det psykiatriske hospital?“ spørger jeg og smiler.
Han ryster på hovedet.
„Politigården17,“ siger han og går sin vej.
 
Maliina har ikke skrevet tilbage, og jeg slukker for min mobil for at spare på batteriet. Jeg lægger mig ned på gulvet og stirrer op i loftet. For et stykke tid siden lå jeg med hende, efter at jeg havde taget et bad og barberet alt mit kropshår, og hun kyssede min nøgne krop. Jeg var let. Nu ligger jeg tungt i mit eget bræk, alene og døende.
„Du skal til tilsyn,“ siger politimanden og åbner min celle.
Min krop bliver fragtet til et lille hvidt rum. En sygeplejerske sidder på en stol med hjul og ser fjern ud. Hun beder mig om at sætte mig ned på en anden stol over for hende.
„Hvordan har du det?“ spørger hun, mens hun forbereder sit udstyr.
„Jeg har det ikke godt,“ siger jeg.
„Hvor har du det ikke godt?“ spørger hun igen og lytter til mit hjerte.
„Mit hjerte,“ siger jeg, „er der noget galt med det?“
„Nej, der er ikke noget galt med dit hjerte,“ siger hun og tager min puls.
„Hvorfor gør det så ondt?“ spørger jeg.
„Har du været lidt ulykkelig på det sidste?“ spørger hun og sukker. Jeg nikker.
„Det er nok derfor, dit hjerte gør ondt, for der er slet ikke noget galt med dig, udover at din puls er lidt høj, men det gør ikke så meget,“ siger hun og pakker sine ting sammen.
„Kan I henvise mig til det psykiatriske hospital, når jeg bliver løsladt?“ spørger jeg.
„Desværre er det ikke så enkelt. Vi kunne alle bruge lidt psykologhjælp, men der findes ikke nok psykologer til os alle sammen,“ siger hun og peger mod politimanden ved døren, så jeg kan gå med ham.
„Men jeg har brug for hjælp,“ siger jeg og begynder at græde.
Hun aer mig på ryggen og fører mig hen til døren. Jeg sætter mig ned på gulvet i cellen og tænder for min mobil. Ingen nye beskeder. Jeg forsøger at ringe til anaana, men jeg er løbet tør for taletid. Hun er aktiv inde på Facebook, og jeg skriver, at jeg savner dem. Hun sender et hjerte efter nogle minutter. Jeg skriver hej, hvordan går det, til min søster. Hun svarer med en thumbs up. Jeg skriver til Maliina, at jeg længes efter hende, at alle mine tanker vender tilbage til hende, at mit hjerte kun banker, fordi hendes
 
stadigvæk gør, og at det måske er på tide, at hendes hjerte stoppede. What goes around comes around, står der på Facebook. Ingen elsker en person, der elsker forkert. Mit hjerte svier. Det banker stadigvæk. Det er som et lille, rødt emojicon-hjerte, der forsvinder blandt milliarder af lilla, blå, grønne og sorte hjerter i cyberspace, det flyder rundt i rummet, eksisterende, ubetydeligt, erstatteligt.



9. Jeg kunne engang finde ro hos jer, I trak mig ud af min ensomhed, nu er jeg allermest ensom, når jeg er sammen med jer.



Jeg er nøgen under min store vinterjakke og vindtætte regnbukser, mens jeg sidder i møntvaskeriet og venter på, at tørretumbleren bliver færdig. Jeg overvejer at smide min jakke væk, fordi den er blevet for varm, men beslutter mig for at beholde den til at sidde på. Regnbukserne klistrer sig fast til min kusse, og jeg kommer i tanke om, at jeg ikke har været liderlig i lang tid. Jeg beslutter mig for at gå i bad og finde Sofia på Gbar i aften. Gaderne er allerede proppet med energiske mennesker, og i nat vil barerne være fyldt med ensomme kvinder i forårskjoler, der har brug for søde ord og kærlige berøringer. Jeg kan ikke klare endnu en nat alene. Jeg putter mit rene tøj i en ny pose og spadserer ned til Spanien, så jeg kan tage bad dernede. Kvinderne i omklædningsrummet stirrer på mig, mens jeg er under bruseren i shorts og T-shirt. En ældre, splitternøgen kvinde stiller sig ved bruseren ved siden af mig. Hun er så tyk, at jeg ikke kan se hendes kusse. Hendes enorme patter hviler på hendes runde, hårde mave. Hun vasker sine armhuler og bevæger sig, som om hun har en krop som Jessica Alba. Jeg misunder hende. Hun giver mig et elevatorblik.
„Du skal tage alt dit tøj af, når du vasker dig,“ siger hun.
„Jeg vasker mig alle steder,“ siger jeg og lader min hånd glide ind under mine shorts.
 
„Det går ikke, det der. Du skal tage alt dit tøj af, det er en regel,“ siger hun.
„Er det, fordi du gerne vil se mig nøgen?“ spørger jeg og smiler frækt til hende.
Hun åbner sin mund for at sige noget, men der kommer ikke en lyd ud.
Hendes røv ligner en elefants røv, og jeg får lyst til at skrubbe mellem hendes store deller med en grov badesvamp.
„Husk at vaske mellem dellerne,“ siger jeg til hende, „inden bakterierne formerer sig til insekter derinde.“
Hun kigger tilbage i dyb forargelse og begynder at småløbe, så hele hendes krop ligner en stor vaniljebudding. Jeg finder det bassin med færrest mennesker. Børn skriger alle vegne, og jeg kommer ned under det varme vand og forestiller mig, at jeg ligger i mine forældres badekar, og at jeg skal hjem til Maliina i aften. I halvandet minut føles det, som om jeg ikke er helt alene i verden. Et barn springer i vandet en meter fra mig, så min sidste følelse af Maliina forsvinder.
„Man må altså ikke springe i vandet her,“ siger jeg irriteret. Barnet svømmer klynkende hen til sin mor.
„Hvad er der galt, min skat?“ spørger moren.
„Hun skældte mig ud,“ siger barnet og peger hen mod mig.
Moren kigger udtryksløst på mig, og jeg dykker ned under vandet igen.
Duften af klor minder mig om Gilleleje Feriecenter. Vi rejste hvert andet år på min fars frirejser, og vi tilbragte somrene i feriecentrets pool, mens mine forældre drak Bailey og dåseøl og var glade. Mindet om Gilleleje har altid givet mig en god følelse af varme og nærvær. Mig og min søster løb i badetøj hjem til sommerhuset efter en hel dag i poolen, og vi satte os ved bordet og spiste saftige steaks, der ikke havde været nedfrosne, og friske tomater, radiser og champignon, som anaana sjældent kunne få fat i derhjemme.
Resten af aftenen spillede vi kort og duftede af klor, mens mine forældre sad under halvtaget udenfor og lyttede til gamle sange fra deres tid. De grinte og fortalte sjove historier til hinanden. Alt var godt, når vi var sammen i Gilleleje. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. Barnet springer og springer og råber MOR, SE MIG, SE HVOR GOD JEG ER, men moren betragter et ungt
 
par, der flyder lidenskabeligt rundt i nærheden af os. Barnet begynder at råbe højere, og moren siger ej, hvor er du dygtig, skat, uden at kigge på sit barn.
Det samme gjorde anaana i Gilleleje, når jeg råbte og råbte og bad hende om at kigge på mig, når jeg sprang og svømmede under vandet fra den ene ende af poolen til den anden. Når jeg kom op igen, vendte jeg straks blikket mod anaana, som enten betragtede andres børn, eller bare havde lukket sine øjne, mens hun solede sig. Så prøvede jeg igen. Jeg råbte højere og højere, og til sidst bad anaana mig om at være stille. Så slog jeg kolbøtter, når jeg sprang, jeg dykkede ned i tre meters dybde, jeg sprang ned i baderingens hul med hovedet først, og det endte altid med, at jeg slog mig. Enten tabte jeg vejret på grund af slag i maven, eller også slog jeg hovedet og fik blå mærker. Så var det anaana, der skulle fikse mig, det var anaana, der samlede stykkerne op efter mig, hun løb efter isterninger og plastre, og alt det gjorde hun, selvom hun holdt ferie. Tænk på, hvad de andre forældre tænker om mig nu, ville hun sige til mig, mens hun rensede mit sår, mens hun holdt en pose isterninger på mit hoved. Hun ville bare gerne slappe af, og jeg var påtrængende, klæbende og alt for dramatisk. Jeg havde ingen situationsfornemmelse, jeg var for dum, og hvis bare jeg havde lært at give dem fred og ro og holde min kæft, så ville jeg nok ikke være her, hjemløs.
Jeg vil bare gerne hjem til dem.
„MOR, SE MIG!“ råber barnet, mens moren sukker og smiler kraftesløst.
„Lad være med at prøve at imponere din mor. Hold din kæft og giv hende lidt fred og ro, ellers ender du med, at hun giver dig til en anden familie i udlandet,“ hvisker jeg til barnet, da det kommer tættere på, så det ikke lider det samme skæbne som jeg.
Barnet begynder at klynke højlydt og svømmer langsomt hen til sin trætte mor, ligesom jeg gjorde. Undskyld, anaana. Undskyld fordi jeg gjorde dit liv til et helvede. I omklædningsrummet vasker jeg mit hår og misunder alle de kvinder med lyst kropshår. De behøver ikke fjerne det, fordi det i modsætning til mit sorte og stive hår er gennemsigtigt og helt sikkert blødt.
De får aldrig problemer med indgroet hår, og de vil aldrig være bange for at ligne en kaktus, hvis de glemmer at barbere sig. Jeg går ud på toilettet og barberer mine ben og armhuler. Jeg lader mit kønshår være. Jeg vil ikke
 
have, nogen rører ved mig i nat, hvis jeg overhovedet scorer. Jeg vil gerne have, at Maliina er det allersidste menneske, der har rørt ved min kusse.



8. Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig, din fucking løgner, du elsker mig ikke, det er bare noget, du skal sige, fordi man elsker sine børn, de fleste gør, nogle gør ikke, det er bare noget, du siger, så du kan have det godt med dig selv.



Jeg sætter mig ned på et kajanlæg med mine ben dinglende i luften. Jeg indånder den kølige havduft. Dønningerne rammer havnen og gør mine sko våde. Jeg lukker mine øjne og kommer i tanke om et bestemt sted, vi ofte sejlede til, da jeg var barn. En lille, hemmelig bugt bag ved et fjeld, der ligner en kæmpe dansk næse. Vi sejlede derhen, når vi vidste, de populære steder var fyldt med andre familier. Det her var vores, og kun vores. De store fjelde beskyttede os mod vinden, mod verden. Jeg sad på en sten på stranden en dag i bugten og tænkte på min onkel. Hans jolle blev fundet her i nærheden. Min onkel var ikke i jollen, men der var tomme ølflasker, et par sorte gummistøvler med for og et brev til aanaa. Til hans mindegudstjeneste sagde de, at det var en ulykke. Jeg var sur på mine forældre den dag på stranden, fordi jeg ikke måtte bade i det kolde hav. Jeg kunne sagtens klare kulden, det gjorde det endnu mere spændende, men anaana ville ikke have, jeg blev forkølet. Jeg sad og kastede med sten, jeg blev væk i et par timer, men mine forældre blev siddende og lavede te og snobrød ved det lille bål længere oppe. Jeg tænkte på, om min onkel frøs, da han druknede. Jeg rejste mig op og gik i havet, og jeg blev ved med at gå, indtil vandet nåede mine hofter. Jeg tænkte, jeg ville gå tilbage til dem og sige, at jeg var faldet i. Så ville de nok pakke mig ind i et tæppe og give mig te og snobrød. Men jeg trådte på en sten og gled, og jeg begyndte at skrige, så snart mit hoved kom op over vandet igen. Det var iskoldt. De løb alle sammen ned til mig, og
 
ataata hentede mig i vandet, selvom jeg allerede havde fået balancen igen. Vi sejlede hjem med det samme, og anaana skældte mig ud hele vejen tilbage.
Ataata blev forkølet næste dag, og anaana sagde til mig, at jeg ikke skulle sige noget til aanaa, for det ville hun ikke kunne klare. Dønningerne rammer igen og sprøjter på mine sko. Havet er mildere her. Svagere. Jeg ville ikke kunne drukne, hvis jeg hoppede i. Gad vide om min familie ville sige, at jeg var ude for en ulykke, hvis jeg druknede nu. Hvis jeg selv skulle bestemme, hvordan jeg skulle dø, så ville jeg hoppe ud fra en bro. Eller hoppe ud foran et tog. Hoppe ud fra Rådhustårnet. Fra Eiffeltårnet. Jeg ville lære at flyve en helikopter og flyve ind i mine forældres hus, mens de var på arbejde. Så ville de ikke kunne lyve om min død.



7. Så tag mig dog, tag min sjæl, begrav den dybt under jorden, så den aldrig slipper fri.



„OBLIVION!“ skriger Nava, „Kom! Lad os gå i byen og score nogle damer!“ siger hun, og vi går vores vej mod de mange liderlige kvindekroppe, som forhåbentlig vil gøre mig liderlig.
Vi går ind i en gammelmandsbar. Der er ingen kvinder. Det er stadigvæk lidt for tidligt. Jeg køber en øl og beder om wi-fi-koden. Vi sætter os ned i hjørnet, langt væk fra alle. Jeg scroller på Facebook, mens jeg tvinger øllen ned. Jeg scroller videre uden at læse, når jeg ser grønlandske opslag. Jeg har ikke overskud til at læse de lange ord. Jeg stopper ved billeder, men ikke billeder af babyer, af flotte solnedgange i Nuuk og heller ikke ved selfies.
Jeg støder ind i et gammelt billede af min folkeskolekammerat. Hendes mor har skrevet et langt opslag med en masse hjerter og har tagget hende. Jeg læser, at hun er død, men at moren er nødt til at acceptere det, da hun selv har fravalgt livet. Resten af opslaget handler om moren, om hvor svært hun har det. Jeg går ind på min klassekammerats profil og læser hendes sidste opslag.
 
Det er et par nætter siden. Hun spørger Facebook, om der er nogen, der har lyst til at komme på besøg. Der er et enkelt like. Forrige dage har hun postet et par knuste hjerter og grædende smileys. Der er et par hjerte-likes. Nu er hendes mors opslag fyldt med hundrede hjerter, kærlighed og sympati. En hel masse andre mennesker, som hun helt sikkert ikke har haft kontakt med i mange år, laver opslag om hende. De skriver, at de har det ad helvede til, at de altid vil huske hende, og at de vil respektere hendes valg. Det er, som om de konkurrerer med hinanden om, hvem der var bedstevenner med hende. Jeg ville hade, hvis andre lavede opslag om mig, så jeg går ind i indstillinger og trykker på eftermælekontakt. Hvis du ikke vil have en Facebook-konto, efter at du er død, kan du anmode om, at din konto slettes permanent i stedet for at vælge en eftermælekontakt, står der. Jeg trykker på, ja, slet efter dødsfald, og gemmer indstillingerne. Jeg kan læse, at min klassekammerat hoppede ud fra en boligblok og døde omgående. Hendes mor skriver, at det er godt, hun ikke var i smerter, da hun døde, og jeg får lyst til at kommentere, at det nok netop var derfor hun sprang. Men jeg gør det ikke. Det er fjerde gang, nogen fra min gamle klasse begår selvmord. Den første døde, da vi var tretten.
„Ved du, hvad vi burde gøre? Vi burde stjæle alle grønlændernes hjerter og donere dem til Syrien! Så ville vi blive husket som et ædelt folk, og vi ville være til nytte!“
Hun ligner Maliina. Jeg tvinger femte øl ned, men det virker ikke, som det skal. Jeg er stadigvæk ikke liderlig. Vi går ud af gammelmandsbaren og går sløvt mod Gbar. Vi skal finde døve Sofia, for hendes bølgede hår og smilehuller vil gøre natten mindre smertefuld. Måske har hun lyst til bare at ligge og holde om hinanden. Der er halvtomt derinde, og vi går rastløst rundt og leder efter hende. Jeg går i panik, da jeg ikke kan se hende nogen steder.
Jeg går ud på toilettet og råber efter hende.
„Sofia! Sofia! Er du derinde?“ råber jeg, og Nava siger til mig, at hun er døv, og jeg bliver ved og ved i håb om, at hun hører en smule.
Jeg råber, SOFIA, SUFFIA, SOPHIE i gaderne, og folk kigger bange på mig, men jeg er ligeglad.
„Sofia! Suffia!“ råber jeg og passerer en flok kvinder, der ryger, og går ind i baren.
 
Jeg vasker mit ansigt på toilettet og undgår spejlet. Jeg bilder mig ind, at enkelte personer tænder på eksotiske mennesker og går ud på slagmarken. Jeg beder om noget vand, så min pik ikke er så slap, når jeg scorer. En kvinde kigger på mig, og jeg smiler og peger på alle de dyre flasker i baren.
„Hvad vil du have?“ spørger jeg.
Hun smiler og bestiller en sex on the beach. Jeg aner ikke, hvad det er, men det er et godt tegn. Jeg går over til hende og spørger om hendes navn, glemmer det med det samme. Hun åbner sine øjne i begejstring, da jeg siger mit navn.
„Hvad betyder det?“ spørger hun.
„Hvad betyder hvad?“ spørger jeg.
„Dit navn! Hvad betyder det? Det lyder så eksotisk!“
„Øh, det ved jeg ikke …“ siger jeg, „hvad betyder dit?“ Hun trækker på skuldrene. Så rører hun mit hår.
„Har du farvet dit hår? Eller er det din naturlige hårfarve?“ spørger hun.
„Jeg har sensitiv hovedbund, jeg får små sår og skæl, når jeg ikke passer på, så nej, jeg har ikke farvet det,“ siger jeg.
Hun stirrer på mig.
„Har du det ikke lidt varmt i det her tøj?“ spørger hun og peger på min store jakke.
„Vil du se mig uden tøj?“ spørger jeg og smiler frækt til hende. Hun griner i vantro, tager sin dyre sex on the beach og går sin vej.
„Next!“ råber Nava, og vi går vores vej.
Halvnøgne kvinder står i kø uden for et diskotek, og jeg stiller mig bagerst i køen. Efter et kvarter er det min tur til at komme ind.
„Du kan ikke komme ind,“ siger dørmanden og skubber let til mig.
„Jeg har en halvtredser her,“ siger jeg.
„Du kan ikke komme ind,“ siger han igen og lader andre gå forbi mig.
„Du tror vel ikke, jeg er mindreårig?“ spørger jeg og griner.
„Nogle grønlændere lavede ballade sidste weekend, så du kan ikke komme ind,“ siger han.
„Og? Hvad har det med mig at gøre?“
„Der er også dresscode, så du kan ikke komme ind,“ siger han.
 
„Må jeg komme ind, hvis jeg tager mit tøj af, ligesom dem?“ spørger jeg og peger på de halvnøgne kvinder.
Dørmanden ignorerer mig.
„Hallo!“ siger jeg højt og vifter min hånd foran hans fjæs.
„Flyt dig, gør plads til de andre,“ siger han og smiler til de halvnøgne kvinder.
Jeg tvinger noget slim ud af mine rygelunger og samler det i min mund. Jeg kommer helt tæt på dørmanden og spytter ham i ansigtet og sprinter væk. Vi løber om i en sidegade, vi griner, og vi græder. Jeg hører stiletter på brostenene og ser en ung kvinde dukke op foran mig fra en anden sidegade.
Hendes mobil lyser op i hendes ansigt. Vi lister os hen til hende.
„HVAD BETYDER DIT NAVN?“ råber jeg, mens jeg løber mod hende.
Hun skriger sine lunger ud og forsøger at løbe væk, men hun kommer ingen steder hen i de stiletter.
„Skift dine stiletter ud med kondisko, ellers bliver du altså kidnappet og voldtaget en dag!“ råber jeg, mens vi løber den anden vej.
„SOFIA!“ råber vi, da vi kommer ud på hovedgaden igen.
Vi løber hen mod alle dem, der griner ad os, og vi råber, HVAD BETYDER DIT NAVN, og de flygter, de griner ikke længere.
„Skide grønlændere,“ råber de, „rejs hjem!“
„JEG ER HJEMLØS,“ råber jeg, „skal jeg plukke dine øjne ud!“
Jeg spreder mine sorte vinger og flyver blandt mennesker, råber, SKAL JEG PLUKKE DINE HVIDE VINGER AF, vi skriger, VI ER FRI, og svæver. Vi svæver. En politibil kører langsomt blandt folk, og vi flyver hen til en sidegade og kollapser på en trappe. Jeg kan ikke få vejret, mine hænder ryster. Jeg kaster op på fortovet. Min hals og mine øjne brænder, og trykket i mit hoved bliver højere og højere, det er ved at sprænge. Jeg samler min mobil op og ringer til anaana. Hun svarer ikke. Jeg prøver igen. Hun svarer ikke. Jeg prøver igen.
„Hallo…“ siger hun med en hæs stemme.
„Anaana,“ siger jeg.
„Er du o.k.?“ spørger hun.
„Nej. Jeg har hjemve.“
 
„Er du fuld?“
„Kun lidt,“ siger jeg.
„Ved du, hvad klokken er?“ spørger hun og sukker. Jeg ryster på hovedet.
„Jeg var lige faldet i søvn. Du ved, jeg har meget svært ved at falde i søvn,“ siger hun.
„Undskyld,“ siger jeg.
„Jeg må lægge på nu, ellers kan jeg ikke falde i søvn igen, vi snakker sammen i morgen,“ siger hun og lægger på, så snart jeg siger o.k.
Jeg ringer til Maliina. Jeg ringer igen og igen og igen. Jeg giver ikke op, før hun tager mig tilbage.
„Hej,“ siger hun, og jeg begynder at græde.
„Asasara, asavakkit,“ siger jeg og gentager mig selv fem gange, „det er så dejligt at høre din stemme.“
„Jeg elsker også dig,“ siger hun, og jeg hulker, jeg beder hende om at sige det igen.
„Jeg elsker dig.“
„Jeg elsker også dig. Undskyld,“ siger jeg, „undskyld, undskyld.“ Hun siger, at hun har set min besked om, at jeg tager hjem til hende.
„Ja,“ siger jeg, „ja, ja, ja, jeg kommer hjem til dig.“
Pludselig kan jeg fylde mine lunger op med ilt, helt ned til den mindste celle, mit hjerte begynder at banke langsommere, jeg bliver søvnig.
„Vi kan ikke være sammen, selv hvis du kommer hjem,“ siger hun.
„Ha?“
„Jeg kommer ikke tilbage til dig,“ siger hun.
„Men du elsker mig.“
„Du har brug for hjælp,“ siger hun.
„Men du elsker mig, du kan redde mig,“ siger jeg, for det kan hun.
„Det kan jeg ikke,“ siger hun, „du har brug for hjælp. Professionel hjælp.“
„Men du kan hjælpe mig,“ siger jeg.
Min puls stiger igen. Jeg har lyst til at flå mine ører af.
„Det kan jeg ikke, det er slut mellem os,“ siger hun.
 
Jeg kaster min mobil ud på fortovet og henter den med det samme igen.
Skærmen er sort. Men hun elsker mig jo.



6. Jeg troede engang ikke på, at man kom et sted hen, når man døde, jeg tror mere og mere på det nu, jeg tror, der findes et bedre sted derude.



Vi kravler op i et stort træ i nærheden af Klostertorvet. Jeg river de små, nyfødte blade af og kaster med dem. Jeg kigger ned på fulde mennesker, der venter på morgenbussen. Ingen af dem er alene. Der er mange par. Der er singler, der har scoret. Der er venner, søstre, fætre. Fremmede, der har fundet hinanden. Og jeg sidder her med Nava, vi er alene sammen. Busstoppet, der er lavet af glas, er nogle meter væk fra træet. Jeg kunne måske ramme det, hvis jeg brugte alle mine kræfter, og måske ville glasset blive knust, og måske ville et stort glasskår skære dybt ind i mit hjerte, og måske ville det dø.
„CANADA,“ råber Nava. Folk kigger op og griner.
„Vi skal til Canada! Lad os komme hjem til Canada! Lad os sprede vores vinger og flyve væk fra det her forbandede, flade land! Langt væk fra de dødsdømte lande! CANADA!“ råber hun.
Jeg løfter mig op ved at hive i grenene. Jeg slipper, da jeg får balancen.
Jeg strækker mine arme ud, jeg er en ravn, jeg er et stort sort kors.
„FARVEL!“ råber jeg, „Farvel, store næser og tørre kusser, farvel! I er alle sammen grimme, fordomsfulde firkanter, og jeg er rund! Og hvad så, hvis jeg er rund? Fucking racister! Qallunaajarapalaat! Jeg kommer aldrig tilbage! Farvel!“
Jeg vender mit blik mod himlen og lukker mine øjne.
„CANADA! råber jeg, „VI SKAL HJEM TIL CANADA!“
 



5. Det er som et tal man glemmer, det forsvinder, når man bliver ved med at tælle, og man tror, det vil sætte sit præg, men tæl videre, og det er væk. Det er sådan, jeg er.



Hovedbiblioteket på havnen lugter både af rengøringsmiddel og af sursød lort. Aarhus er meget rådden for tiden, og jeg smiler ved tanken om, at jeg snart skal væk herfra. Jeg ser et videoklip af Justin Trudeau. Diversity is our strength. We are open, accepting, progressive and prosperous. Jeg smiler og åbner Momondo i computeren og taster Montreal ind i søgefeltet. Den billigste flybillet i morgen koster 2000 kroner. Jeg tjekker min netbank og ser, at jeg har 2000 kroner. Jeg fik min sidste SU for et par uger siden. Så har jeg ikke nok til busbilletten til København, og ingen ville nogensinde tage mig med i deres bil. Pludselig ser jeg min gamle opsparingskonto, der har været tom i mange år. Der er 1500 på den. Jeg prøver at lade være med at tænke på, at det nok er anaana eller ataata, der har sat penge ind. Jeg går ind på Momondo igen og taster mine kortoplysninger ind, og det føles rigtigt. Jeg tager en stor indånding og foretager mit køb. Jeg skal hjem til den rigtige side af Atlanterhavet. Jeg skal til Canada. Gad vide hvad aanaa ville sige, hvis hun var i live. Hun ville nok ikke have tilladt det. Jeg kommer i tanke om en dag, hvor jeg var meget vred på anaana og besluttede mig for at løbe hjemmefra, mens hun var til aerobics i hallen med min søster. Ataata var ude at sejle. Jeg pakkede mine ting i en sportstaske og havde planer om at gå til udkanten af byen i nærheden af lossepladsen. Der var sjældent mennesker i det område, og de ville have svært ved at finde mig. Jeg var på vej ud, da anaana og min søster pludselig dukkede op ved døren meget tidligere end forventet. Anaana var forvirret, men hun kommenterede ikke på det, udover at bede mig om at pakke ud. Jeg begyndte at græde, og jeg græd i flere dage. En dag kom aanaa på besøg, og hun satte sig ved siden af mig i sofaen og aede mig på ryggen.
 
„Hvis nogen nogensinde spørger dig, om du vil med til månen, så skal du svare tulukkat qaqortippata, når ravnene bliver hvide,“ sagde hun til mig.
„Selv når jeg er gået bort, så skal du sige, at det er en ordre fra aanaa, for du hører til her hos mig, hos os, på denne her planet. Det er dit hjem, og det må du ikke forlade. Husk det,“ sagde hun, „det er en ordre fra aanaa. Jeg ved, hvor nysgerrig du er, men du må ikke tage til månen.“
Jeg nikkede. Hun forklarede altid alting på en måde, jeg kunne forstå.
„Hvornår vil aanaa holde op med at elske dig?“ spurgte hun, som hun altid gjorde.
„Tulukkat qaqortippata!“ udbrød hun og kyssede mig på panden. Det vil sige, noget nær aldrig nogensinde. Det var hendes yndlingsordsprog. Hver gang jeg mødte hende ved Brugsen i frikvarteret, hver gang hun skulle sige farvel, hver gang jeg skabte mig, lavede noget skørt, fik hende til at grine, så spurgte hun, hvornår vil aanaa holde op med at elske dig? Tulukkat qaqortippata! Nogle gange kom jeg hende i forkøbet og råbte det selv, og så ville hun grine og kysse mig på panden. Sidste gang hun sagde det til mig, var hun i smerter, hun var syg, og hun kunne næsten ikke holde sine øjne åbne.
Hun smilede kraftesløst, da jeg kom ind på hendes værelse på alderdomshjemmet, og hun hviskede, tulukkat qaqortippata, hostede, spyttede i krukken ved siden af sengen, og jeg kyssede hende på panden. Hun ville skælde mig ud, hvis hun vidste, at jeg skulle til Canada. Hun ville sige, det var for stort et land med for mange farlige og mærkelige mennesker. Men det er netop derfor, jeg skal derhen, for jeg er selv sådan, og jeg er glad for, at hun ikke levede længe nok til at se mig sådan. Jeg hopper op fra stolen og løber hen til printeren for at hente min billet. Jeg gemmer den i min inderlomme. Jeg sprinter tilbage til varmestuen for at hente min nye sportstaske, som jeg fandt i nærheden af en affaldscontainer. Resten af mine ting efterlader jeg her. Jeg skal starte på en frisk. Folk i varmestuen kigger forundret på mig, da jeg styrter hen mod døren, og jeg smiler til dem.
„Grønlænder! Hvor skal du hen?“ spørger Ove fra sin sædvanlige plads ved det aflange spisebord.
„CANADA!“ råber jeg og griner lidt.
 
„Hvornår kommer du tilbage?“ spørger han, ordner sine briller, flytter sit kaffekrus.
„Tulukkat qaqortippata!“ råber jeg og vinker farvel til dem alle sammen.



4. Jeg lover jer, det er for det bedste. Den smerte, jeg pålægger jer, den smerte forsvinder, ikke flere frustrationer, ikke flere raseriudbrud, ikke flere brudte løfter, jeg kan ikke blive ved med at prøve, uden at det vil gøre ondt på jer.



Jeg ankommer med toget til Kastrup flere timer før afgang, og jeg sætter mig ned i nærheden af flyselskabets skranke og venter på, at det er min tur til at checke ind. Jeg prøvede at checke ind på check in-maskinen, men den bad mig om at kontakte skranken, og flyet til Montréal, mit hjem, er endnu ikke kommet op på skærmen. Det er sen eftermiddag, og lufthavnen er propfyldt med familier i sommerkjoler, shorts og sandaler. Solen skinner ind gennem vinduerne, og jeg nyder den og smiler til alle, der går forbi mig. Om et døgn befinder jeg mig i et land med høje fjelde og mange millioner åbensindede, varmhjertede og indbydende Trudeauer. Et gammelt par kigger håbløst på check in-maskinerne, og jeg rejser mig op for at hjælpe dem.
„Har I brug for hjælp med at checke ind?“ spørger jeg smilende.
„Ja, tak!“ siger de i kor i deres lyse blomstrede trøjer.
Jeg taster og trykker lynhurtigt, og boardingpassene printes ud med det samme. Jeg bliver stolt, da de lyder imponerede bag mig.
„Rhodos?“ spørger jeg.
„Ja! Vores børn og børnebørn venter på os dernede. De overtalte os til at komme med. Det var ellers meningen, vi skulle rejse sammen, men Kurts gamle kollega fyldte 70 forleden dag, og det kunne vi simpelthen ikke gå glip af! Heldigvis bliver vi hentet af vores søn i lufthavnen dernede. Vi kan jo slet ikke finde ud af det her, det er så smart,“ siger kvinden.
 
„I bliver nok helt brune dernede,“ siger jeg.
„Ej, det håber vi ikke! Vi har taget tre flasker solcreme med, og så har vi også de her stråhatte. Kurt kan ikke klare så meget varme, så vi rejser hjem tidligere. Vi vil jo også gerne nyde den danske sommer!“ siger hun.
„Jeg har skaffet jer de bedste sæder,“ siger jeg og klistrer deres bagagetags på deres kufferter.
„Åh, mange tak, søde ven!“ siger hun og klapper mig på ryggen.
„Ej, vi spurgte dig ikke engang, hvor du skal hen,“ udbryder hun.
„Jeg skal hjem til Canada.“
„Canada? Bor du helt derovre?“ spørger hun overrasket. Jeg nikker.
„Vi troede, du skulle hjem til Grønland,“ siger hun.
„Nej, det skal jeg i hvert fald ikke,“ udbryder jeg, „I ved, hvordan det er deroppe.“
„Du er godt nok en fornuftig pige,“ siger hun.
„I må have en god ferie,“ siger jeg og peger hen mod de skranker, de skal hen til.
Jeg køber noget morgenmad i Lagkagehuset og kan for første gang i lang tid synke uden at få brækfornemmelser. Jeg har tabt mig meget på det sidste, for i vinters kunne jeg ikke lyne min jakke ordentligt, og nu hænger den på mig ligesom mine patter gør. Måske jeg kan begynde at dyrke crossfit i Canada. Måske jeg kunne få mig en uddannelse inden for kunst. Måske jeg kunne invitere anaana og Maliina hjem til min nye, lille taglejlighed, og de ville lyde lige så imponerede som det ældre par, og jeg ville være stolt og selvstændig, og anaana ville prale af mig på Facebook, og Maliina ville flytte hjem til mig. Jeg stiller mig i køen som en af de første, da skranken åbner for check in.
„Are you traveling with VISA or ETA?“ spørger trafikassistenten. Allerede nu tror folk, at jeg ikke kommer fra Grønland. Det er et godt tegn.
Jeg tager mit visa-dankort frem og vifter med det.
„VISA,“ siger jeg.
„No, do you have a travel authorization for Canada?“
„What the fuck is that?“ spørger jeg.
 
„A permit. You need to apply for it 72 hours before your flight.“ Jeg går i panik.
„I was never told there was such a thing!“ udbryder jeg, „I thought everyone was welcome in Canada!“
„You should always check the VISA and passport requirements for the country you are traveling to,“ siger hun.
„Hvad fanden gør jeg så?“ spørger jeg desperat.
„Er du herfra?“ spørger hun overrasket.
„Jeg er dansk statsborger!“
„Jeg tror godt, du kan nå at søge. Du googler bare ETA, og så udfylder du det og søger om tilladelsen. Mange får den med det samme, men for andre kan der gå op til nogle dage,“ siger hun.
„Men jeg har ikke en mobil!“ siger jeg.
„Vi har nogle computere derovre, og ansøgningen er på startsiden.
Sagsbehandlingen tager lidt længere tid i denne her tid, så du må skynde dig lidt,“ siger hun.
Jeg løber hen til computeren, jeg forsøger at bevare roen, for det skal nok gå, det skal det, det bliver det nødt til. Jeg taster alt ned uden at tænke. Nej til om jeg nogensinde har haft tuberkulose. Jeg siger, jeg skal på arbejde i en kort periode. De beder mig om at skrive navnet på min arbejdsgiver. Jeg googler „Montreal surnames“ og finder det mest typiske efternavn. Så skriver jeg Francois Tremblay. Jeg googler „university Montreal“. Så skriver jeg, at han er professor på Concordia University. Jeg skriver universitetets adresse ned. Jeg skriver min gamle adresse i Det Grønlandske Hus ned. Jeg kigger det hurtigt igennem og trykker „proceed to payment“, taster mine kortoplysninger ind, trykker „apply“. Så logger jeg ind på min Gmail og ser uåbnede beskeder fra min studievejleder på universitetet med emnefeltet
„reeksamen“, og min studievejleder i Det Grønlandske Hus med emnefeltet
„billet“. Facebook har skrevet til mig et par gange. Matas har skrevet til mig en million gange. Momondo har skrevet til mig en enkelt gang om et tilbud.
Jeg trykker på indbakke hver femte sekund, men jeg får ikke nye beskeder. Jeg løber hen til skranken, udbryder excuse me, excuse me, mens jeg kæmper mig igennem fugtige kroppe.
 
„Jeg søgte om det for fem minutter siden, jeg har ikke fået det endnu, hvad gør jeg?“ spørger jeg trafikassistenten.
„Vent lige lidt, jeg er i gang med at betjene nogle andre,“ siger hun irriteret.
Hun tager sig god tid med at hjælpe en stor, fed familie, småsnakker med sin kollega ved siden af, griner, smiler, og jeg tramper med benet, jeg ryster, jeg sveder som et svin, og jeg er ved at kaste op.
„Som jeg sagde, så går der ekstra lang tid for at få godkendelsen, og vi har ekstremt mange rejsende lige for tiden, så du skal have fået den om … cirka 40 minutter, hvis du vil med flyet,“ siger hun koldt.
„Hvad sker der, hvis jeg ikke når det?“ spørger jeg.
„Så bliver du nødt til at ombooke dit fly.“
„Kan jeg ombooke min billet til i morgen, for eksempel?“
„Hvis du har købt en fleksibel billet, kan du godt,“ siger hun og beder den næste i køen om at komme.
„Jeg har en rød billet!“ råber jeg.
„Så må du købe en ny,“ siger hun og begynder at betjene en anden familie.



3. Sorte hænder, de sorte hænder rører ved min krop, og jeg har lyst til at sige til mig selv, du er smuk, men jeg kan ikke bevæge mig.



Jeg løber tilbage til computeren og tjekker min e-mail endnu en gang. Ingen nye beskeder. Jeg løber på toilettet og kaster rundstykkerne fra Lagkagehuset op. Jeg vasker mit ansigt og kigger mig i spejlet. Jeg har sorte rande under øjnene, mine øjne er røde, min hud er beskidt-brun. Jeg kigger mig selv dybt i øjnene. Det skal nok gå. Jeg skal nok blive godkendt i tide. Jeg når min flyver, og jeg rejser væk herfra. Jeg tvinger min krop til at gå stille og roligt hen til computeren. Ingen nye beskeder. Jeg har en halv time tilbage. Jeg ryger to cigaretter udenfor, går tilbage. Ingen nye beskeder. Jeg ryger en
 
cigaret til, og jeg hoster, så noget syre kommer ud af min næse. Jeg går på toilettet igen, vasker mit ansigt, går tilbage. Ingen nye beskeder. Tyve minutter tilbage. Jeg sætter mig ned på gulvet og tager min jakke af, fordi jeg er gennemblødt, selvom jeg er helt kold. Min brystkasse svier, og jeg kan ikke fylde mine lunger ordentligt, når jeg ånder ind. Min mave trækker sig stadigvæk sammen, jeg knækker fingre, og jeg bider min neglerod af, så jeg begynder at bløde. Jeg rejser mig op, tjekker min e-mail, ingen nye beskeder. Ti minutter tilbage. Det skal nok gå. Jeg klikker på indbakke, jeg klikker og klikker, og der sker ikke noget som helst. Det store ur over for mig går hurtigere og hurtigere, og lufthavnen vrimler med glade mennesker, som jeg har lyst til at skære op. Der er gået 45 minutter, og jeg tager en dyb indånding, før jeg klikker en sidste gang. Please. Ingen nye beskeder. Jeg klikker igen. Ingen nye beskeder. Jeg løber hen mod skranken.
„Du kan jo se, jeg er dansk statsborger. Vil du ikke lave en undtagelse bare denne her gang? Du aner ikke, hvor vigtigt det er for mig. Jeg har ikke flere penge, og jeg er dødsdømt her. Vil du ikke være sød og hjælpe mig? Kan du ikke give mig mit boardingpass?“ bønfalder jeg trafikassistenten.
„Vi har desværre lukket for check in til Montreal,“ siger hun og ryster på hovedet.
„Please.“
„Gaten lukker også snart. Der er ikke noget, vi kan hjælpe dig med, vi beklager. Du burde have tjekket reglerne,“ siger hun.
„Siger du, at det er min skyld?“ råber jeg.
„Jeg må bede dig om at forlade stedet nu, der er ikke noget, vi kan gøre, selv hvis du fik tilladelsen nu,“ siger hun og kigger hen på sin kollega.
„Please.“
Hun ryster på hovedet. Jeg mærker mit hjerte banke uregelmæssigt, og jeg beder det om at dø.
Dø.



2. Hvad er mit navn? Jeg har ikke et navn, jeg er bare et tal.
 



Jeg tæller mennesker, der kunne ligne Maliina, mens jeg sidder på en stol i terminalen. Jeg kan ikke bevæge mig, og jeg kan ikke sove, så jeg tæller, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv… jeg mister koncentrationen, når jeg når til tolv. Jeg har prøvet hele natten, og der er flere og flere, der ligner hende. Lange øjenvipper. Fregner. Tatoveringer. Store kærlige øjne. Jeg tæller og stopper ved tolv. Så prøver jeg igen. En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv. Min krop laver ukontrollerede, hurtige bevægelser, og mine ben er rastløse. Når jeg lukker mine øjne, føles det, som om jeg er ved at blive slået i ansigtet af en sort skygge. Så åbner jeg øjnene og begynder at tælle igen. Jeg lægger mig ned og starter forfra. Jeg trækker vejret tungt, som om jeg sover, men jeg er vågen. Min beskidte, brune krop sover, jeg er vågen. Min krop spjætter som en døende fisk, men mit hjerte pumper stadigvæk blod ud til resten af min krop. Jeg har et stædigt hjerte. Lufthavnen er blevet ret tom, og jeg kan ikke klare tanken om, hvad der sker med mig, når jeg ikke længere kan tælle mennesker, der kunne ligne hende. Jeg forsøger at komme op af stolen, men jeg er lam.



1. Jeg er klar. Det er trods alt mit liv.



„Det skal nok gå, kom så, du kan godt,“ siger Nava til mig.
„Men jeg er så træt,“ siger jeg, jeg er simpelthen så træt.
„Det ved jeg godt,“ siger hun.
„Jeg har savnet dig, hvor fuck har du været?“ udbryder jeg.
„Kom, lad os høre, hvad det koster at overnatte på hotellet lige derovre,“ siger hun.
„Jeg kan ikke engang stå op, jeg er alt for træt,“ siger jeg.
„Kom,“ siger hun, „chop chop.“
 
Jeg slæber mine slappe ben, og jeg stirrer ned på det skinnende gulv og gætter mig frem til udgangen, præcis som de gange, jeg er kommet hjem enormt fuld. Brostenene er sværere at gå på, fordi jeg er nødt til at løfte mine ben lidt højere for ikke at snuble. Jeg ser mig ikke for, før jeg krydser vejen til Clarion Hotel.
„Hvad er det billigste, I har?“ spørger jeg receptionisten.
„Altså, for en nat?“ spørger hun. Jeg nikker.
„1990 kroner,“ siger hun.
„Har I senge, der er så gode, at jeg aldrig vågner igen, eller hvad?“ spørger jeg og halter ud af hotellet.
„Lad os finde et billigere sted inde i byen, ellers finder vi et sted, jeg kender et rigtig varmt sted,“ siger Nava.
„Jeg kan ikke gå,“ siger jeg, jeg kan ikke gå.
Vi sætter os ned ved vejkanten tæt på motorvejen og begynder at blaffe.
Sjældent kører der biler forbi, og ingen af dem stopper for os. Min krop spjætter hvert øjeblik, og jeg bliver mere og mere rastløs.
„Jeg kan ikke være i min krop,“ siger jeg grædende.
„Det skal nok gå,“ siger Nava.
Jeg lægger mig ned på gaden, jeg står op, jeg hopper, jeg lægger mig ned igen, men det hjælper ikke. Jeg græder og klapper min krop i håb om, at mit blodomløb bliver normalt. Jeg klapper, laver burpees, indtil Nava begynder at skrige.
„Hold op! Hold op! Hold op! Hold nu op! Hold din kæft! Stop!“
Jeg skriger. Jeg er bange. Jeg er rædselsslagen for mig selv. En sportsvogn stopper for rødt ti meter væk fra mig. Jeg hopper op og halter hen mod den.
Jeg kommer foran bilen og viser min tommelfinger. En ung, lyshåret kvinde ryster på hovedet. Jeg slår lidt på bilen, og hun forsøger at køre videre. Så slår jeg hårdt.
„PLEASE!“ råber jeg. Hun træder på speederen.
„PLEASE! JEG ER SÅ TRÆT!“ råber jeg.
 
Hun stirrer irriteret på mig og træder på speederen igen, så køleren strejfer mine knæ.
„SKAL JEG SMADRE RUDEN? SKAL JEG PLUKKE DINE FUCKING ØJNE UD? STIG UD! JEG SVÆRGER, JEG SMADRER DIG, HVIS DU
IKKE STIGER UD NU!“ råber jeg og hopper op på motorhjelmen.
Hun stirrer på mig et splitsekund med et dødsdømt blik, inden hun stiger langsomt ud.
„Nøgler!“ råber jeg.
Hun kaster dem til mig og sprinter væk, mens hun skriger HJÆLP, HJÆLP MIG.
„Det er sgu da ikke dig, der har brug for hjælp! Løb væk, løb væk og kom aldrig tilbage!“ råber jeg efter hende.
„Du bliver her!“ råber jeg til Nava.
„Nej! Du må fandeme ikke forlade mig! Vi skal til Canada!“ Hun græder hysterisk.
„Du har hjernekræft, for helvede, du dør snart!“ råber jeg.
Jeg trykker hårdt på speederen, så snart jeg lukker døren. Jeg kan se i bakspejlet, at hun løber efter mig. Jeg kommer op på 100 kilometer i timen med det samme. Motorvejen er næsten tom. Alarmen bipper voldsomt. Den beder mig om at tage sikkerhedssele på.
„Hold din kæft! Stop!“ råber jeg.
Jeg trykker endnu hårdere på speederen. 130 kilometer i timen.
„Jeg skal nok få det bedre! Tulukkat qaqortippata! Tulukkat qaqortippata! Qruark! Qruark! Qruark! Jeg er ikke alene om det her!“
Jeg griner, hoster, så mine tårer løber.
„Jeg har fandeme været alene i lang tid!“ græder jeg, „Ingen lytter! Du lytter aldrig, din fucking so!“
Jeg træder på speederen igen. 150 kilometer i timen.
„Det er mit forbandede liv, det er mit liv! Jeg lever ikke for andre!“ græder jeg.
Jeg lever ikke for andre. Jeg råber, indtil jeg mister min stemme. Alarmen bipper. Bip. Bip. Bip. Jeg ser mig omkring. Jeg er alene. For altid. Jeg gider ikke mere. Jeg hører min tunge hjertebanken. Mine ører pulserer voldsomt,
 
og min vejrtrækning er hurtig og uregelmæssig. Udover det er der stille. Jeg er helt alene. Sirener dukker op langt bag mig. Jeg trykker på speederen. 180 kilometer i timen. Solen dukker op gennem nogle træer. I dag er det ullortuneq, årets lyseste dag. 21.06. Mit tal. Solen er stadigvæk mild.
Ligesom midnatssolen, der dukkede op bag Sermitsiaq for et par år siden. Dengang var gaderne sjælløse som gravene på kirkegården, og en ravn kom flyvende forbi og landede på et af korsene tæt på mig. Dens sorte fjer skinnede, dens sorte øjne var på udkig, dens sorte sjæl var det eneste til stede. Den nat ønskede jeg, det var mig, der lå der. Sirenerne nærmer sig, og jeg trykker speederen i bund. Jeg åbner vinduet og mærker den kølige vind under mit tøj, jeg mærker min udkørte krop. Jeg tørrer tårer og snot af med min jakke, tager en dyb indånding, lukker min mund og holder vejret.
Forsigtigt rækker jeg min venstre arm ud ad vinduet. Jeg giver slip på rattet med den anden. Jeg lukker mine øjne med morgensolen i ansigtet. Den forårsnat troede jeg, ravnen vogtede over mig, før den fløj væk og efterlod mig med de døde. Men den var der for at varsle min død.