​  365 PROLOG
​ Hvor vi gaa paa Livets Vei
Følger os et Ord, som binder
Mangen blaa Forglemmigei
I vor Krands af gamle Minder –
For vor Længsel, for vort Savn
Staar det som en stille Trøster,
Hviskende med kjendte Røster; –
Dette Ord er Hjemmets Navn.
Saa Du ei, hvor Svalen drog
Seent om Høst mod Sydens Sommer?
Men til næste Foraar dog
Atter den til Norden kommer.
Reden, hvor dens Moder sang,
Kan den aldrig mer forglemme;
Didhen af en lønlig Trang
Drives den: der har den hjemme.
​  366Færdes Du paa fremmed Strand, –
Fly’r din Længsel over Havet
Mod det kjære gamle Land,
Fjernt bag Bølgerne begravet.
​
Didhen, hvor din Vugge stod,
Vandrer Du i vaagne Drømme,
Bytter gjerne Druens Blod
For en Drik af Fjeldets Strømme.
Sidder Du en Vinterkveld
Ensom paa dit stille Kammer,
Øsende af Mindets Væld,
Stirrende i Ovnens Flammer; –
Stævner ikke Tankens Flugt
Mod den gamle Ammestue,
Hvor Du engang fromt og smukt
Sad som Barn ved Arnens Lue?
Og din Barndoms Eventyr
Og de gamle Melodier,
Som i Livets Larm og Styr
Under Glemselskaaben tier, –
See, de stige atter frem,
Minde Dig om svundne Dage,
Medens dine Tanker drage
Til det stille Moderhjem.
​  367Hjemmets Magt, som i vor Barm
Trofast følger os til Graven,
Raader ogsaa stærk og varm
Som en Sol i Kunstnerhaven.
Skal en Blomme trives der,
Hjemlig Jordbund maa den favne;
Ellers vil sit Farveskjær –
Blommens bedste Pryd – den savne.
Og hvor er ei Hjemmet rigt?
Som en Hæk med Roser røde,
​
Som et fromt og deiligt Digt
Bølger Livet os imøde.
Er ei Folkets stille Færd
Høit i Li og dybt i Dale
Billeder, som vel er værd,
At en Kunstnerhaand dem male?
Sydens Slette pranger vel
Med Oranger og Plataner,
Men paa Nordens stolte Fjeld
Voxe dog de ranke Graner –
Er ei deres Hvælving lun,
Har den ikke Duft og Skygge?
Hvi skal Kunsten sit Paulun
Blot i Sydens Lund da bygge?
​  368Sæterjentens klare Lur
Klinger i de grønne Lier;
Huldren slaar i Fjeldets Ur
Klagelige Melodier.
Vaarliglet er Jentens Bryst,
Huldrens Barm har Længsler stærke –
Denne Kval og denne Lyst
Er just Folkesindets Mærke.
Og blir Barmen os for trang,
Kan den ei sin Fylde gjemme, –
Maa vi lette den i Sang;
Fryd og Vemodssuk faa Stemme.
Da vi søge Kunstens Hjem;
Thi det er jo der, at Folket
Kræve kan sit Liv fortolket
Og forklaret stillet frem.
​
Men det er ei hver en Fugl,
Som fik Lærkens Skjaldetunge,
Og den prøver fra sit Skjul
Dog saa godt den kan at sjunge.
Tag med Skaansel da imod,
Hvad iaften her Dem bydes;
Husk, at ikkun Fod for Fod
Kan en Kunstnerbane brydes!
​​  369​SANCTHANSNATTEN
EVENTYRCOMEDIE I TRE ACTER
AF HENR. IBSEN
​​  370​Personerne
FRU BERG Jfr: Wiese

JØRGEN KVIST, Student Prom
JULIANE, hans Søster Mdm Hundevadt Fru Bergs Børn af første Ægteskab –
ANNA, hendes Steddatter " Bruun
BERG, forhenværende Gaardeier, hendes afdøde Mands Fader P. N

JOHANNES BIRK Isachsen
JULIAN PAULSEN Bruun Studenter
EN NISSE Jfr Johan nesen
ALFER, HOUGFOLK o: s: v.
Handlingen foregaaer paa Fru Bergs Gaard i Thellemarken. –
​
​​  371​FØRSTE ACT
Første Scene
Fru Bergs Have, der i Baggrunden adskilles fra Landeveien ved et Stakit med en Port. – Paa høire Side Hovedbygningen, der er opført i en smuk moderne Stiil, til Venstre længere mod Baggrunden et gammeldags Bjælkehuus; Anna staaer i Baggrunden beskjæftiget med at fæste Bjerkekviste over Døren til det gamle Huus. – Strax efter Fruen og Juliane.
ANNA nynnende idet hun vedbliver med sit Arbeide
« Og hør, liden Fugl paa Furrukvist!
​Du monne saa klageligt kvæde;» –
FRUEN kommer ud paa Trappen
Anna, Anna!
ANNA vender sig et Øieblik om og fortsætter derpaa sit Arbeide idet hun synger
«Hvi kviddrer Du ikke i Fruerstue,
Derinde er Gammen og Glæde!»
FRUEN
Men saa svar dog; hvad er det Du der tager Dig fore?
​  372ANNA peger taus paa Bjerkekvistene over Døren og vedbliver derpaa
«Og Spurven den graa er mit Sødskendebarn,
Og Farbroer er Haren den hvide – –»
​FRUEN
Nei hun bli’er værre og værre.
ANNA vedblivende
«I Høienloftssal vil Ingen forstaa
De Viser jeg kviddrer under Lide.»
FRUEN
Anna! nu siger jeg Dig alvorligt at Du skal holde op med de Narrestreger! Glemmer Du da reent at de Fremmede snart maa være her, eller – kanskee Du slet ikke agter at klæde Dig om?
ANNA vender sig om
Nei! (vedbliver sit Arbeide)
FRUEN
Naa – Du vil altsaa vise Dig i den Dragt Du der gaaer i?
​​ANNA som før
Nei!
FRUEN
Men hvad vil Du da?
​  373ANNA
Ingenting.
FRUEN stiger ned af Trappen
Anna! nu raader jeg Dig til at Du øieblikkelig – –
Anna fortsætter nynnende sit Arbeide.
JULIANE kommer fra Venstre med Blomster
Men, Moder! tal dog ikke saa haardt til hende – Du veed jo det kan ikke hjælpe. –
​FRUEN
Ja hvad skal jeg gjøre? Varer det saaledes ved, – saa vil hun tilsidst blive reent forrykt. –
JULIANE
Du veed jo hvoraf det kommer; men naar Du blot er venlig mod hende saa – –
FRUEN venligt til Anna
Hør Anna, lad mig nu see Du er føielig mod Din Moder; gaae nu ind og tag et andet Forklæde paa – Du kan ikke vise Dig i det der! – –
ANNA lægger øiebliklig Bjerkekvistene fra sig
Nu skal jeg strax ​– – (gaaer ind i Huset)
FRUEN
Stakkels Barn det gjør mig igrunden ondt for hende. –
​  374JULIANE
Det er den Gamles tossede Snak som er Skyld i det hele. – derinde sidder jo det gamle Menneske hver evige Aften og fortæller hende Eventyr saa at hun tilsidst troer at see Alfer og Nisser og Hougfolk ved høilys Dag, – hvis han endda forstod at gjøre det saadan – poetisk, saa fik det gaae. –
FRUEN
Og saa det gamle Skjærerede derover ​(peger mod Bjælkehuset) som han ikke paa nogen Viis vil give Slip paa; Gud veed hvad det var for et Indfald af min salig Mand at sikkre ham Bjælkestuen paa Livstid, havde ikke den Omstændighed været iveien saa skulde jeg have ladet det rive ned for længe siden. –
JULIANE
Ja, men Moder! det vilde dog været Synd; den gamle Bjælkestue minder mig saa levende om Præste​gaardene i de svenske Romaner, der findes ogsaa gjerne en eller anden Nisse, som gaaer igjen ​fra gamle Dage og en smuk ung Pige med et idealsk Navn, som Thekla eller Linda eller noget Sligt – uf det er kjedeligt at jeg skal hede Juliane, det er saa almindeligt – – saa – –
FRUEN
Naa naa, – kom nu ikke med de Nykker igjen; – Du er smuk, og hvad der er det vigtigste, Du er riig; – gaae nu ind for at see efter om Alt er i Orden. –
JULIANE
Og for at pynte mig.
​  375FRUEN
Ja det behøver jeg vel ikke at ​bede om. –
JULIANE
Nei vær kun rolig. – (gaaer)
FRUEN for sig selv
Riig? Ja, Folk troe det ialfald, men; – – naa, saa galt fat er det dog igrunden ikke endnu, – og er først Forlovelsen offentliggjort saa følger Brylluppet snart efter, saa er han min Svigersøn og jeg har ikke mere at frygte; – – men alligevel? Om Papirerne virkelig vare til endnu! og umuligt er det ikke – ja, vidste jeg det blot med Sikkerhed, – der er kun eet Sted hvor de kunne være at søge – ​i Ravnereden derinde – og der sætter jo Ingen sin Fod undtagen den Gamle og Anna – han gaaer jo alt i Barndommen, det kan ikke vare længe med ham, og saa lader jeg rydde op i Skramleriet – – jeg maa have Vished i Sagen, før bliver jeg ikke rolig. –
(gaaer ind i Huset)
Anna er under Fruens Replik gaaen tvers over Scenen til Venstre.
Anden Scene
BERG aabner Døren til Bjælkehuset og kalder
Er der Ingen derude? Anna, Anna. – De svare mig ikke – der har jeg nu ​siddet og ringet mig træt, men det agte de ikke paa; Anna! – hør dog. –
​  376​Tredie Scene
Berg. Anna (fra Venstre med en Skaal i Forklædet).
ANNA
Her er jeg Bedstefader! her er jeg!
BERG
Naa, kommer Du endelig?
ANNA
Har Du ventet paa mig? Jeg var i Haven, – kom nu og sæt Dig her i Solskinnet, det har Du godt af, –
(leder ham hen til en Bænk paa venstre Side i Forgrunden)
​BERG
Det blev mig saa langsomt derinde; Pasop var ogsaa væk; hvor er den henne?
ANNA afsides
Herregud, Pasop er jo død, for et Aar siden, det har han ogsaa glemt. – (afbrydende) Hør nu, Bedstefader! kan Du gjætte hvad jeg har her.
Hun sætter sig ved hans Fødder.
BERG
Der, nei jeg kan ikke – –
​  377ANNA
Ja, saa gab da. (stikker ham et Jordbær i Munden)
​BERG
Jordbær; Du er dog mit gode Barn –
ANNA
Javist er jeg, – men hvad var det saa Du vilde – –
BERG
Ja, lad mig see – hvad var det nu? – Jo nu mindes jeg, jeg vil vide hvad der foregaaer derover, – de sætte Huset paa Ende – de skrige og larme som –
ANNA
Og Du veed ikke hvad det gjælder?
BERG
Nei, jeg har ikke hørt Noget, har Du?
​ANNA
Javist; de vente Fremmede; Jørgen kommer hjem.
BERG
Jørgen? See, see, det er jo Studenten.
ANNA
Og saa er der en Anden i Følge med ham –
BERG
Saa, hvad er han for Noget?
​  378ANNA
Han er forlovet med Juliane – men det er der nu Ingen som veed – –
BERG
Ikke det! Men jeg vil vide – jeg vil – – ​nei, det er mit gamle Hoved som løber rundt for mig – jeg er jo en stakkels Føderaadsmand, som – –
​ANNA
Ja ja – Bedstefader! jeg veed hvad Du vil sige, – men Du glemmer reent Jordbærrene; kom, lad mig made Dig ligesom jeg gjorde med Dueungerne i gamle Dage.
BERG
Ja, det var før Din Stedmoder lod dem slagte – –
ANNA
Ja seer Du, det var nu nødvendigt – for de gik der og pillede Kornet op paa Agerne, de smaa tyvagtige ​Tingester. (tørrer Øinene) – Men forresten kan Du jo ikke undre Dig over at de derinde – at Moder og Juliane ere anderledes mod Dig end jeg, – de ere jo mere fremmede her – medens vi to ere fødte og opvoxne sammen. –
BERG
Vi to, – aa ja ja – Du kan have Ret –
​  379ANNA
Ja er det kanskee ikke sandt? Har Du ikke fra jeg var ganske lille fortalt mig alt hvad Du har oplevet her – om salig Bedstemoder, og min egen Moder og det ​vi ellers havde kjært; og det som Du saaledes har fortalt mig, seer Du, det synes det mig som om jeg selv har oplevet, og saa de gamle Viser og Eventyr! Mangengang er det mig som om jeg selv havde været med, som om jeg selv havde siddet inde i Bjerget og seet og hørt paa al den Herlighed Du har fortalt om, og naar saa de Andre derover ikke kan forstaae mig, og tale haardt til mig, saa – – (kaster sig om hans Hals) Bedstefader, Bedstefader jeg har Ingen i Verden uden Dig –
BERG
​Siig ikke det Barn! saalænge den gamle Bjælkestue staaer, saa er ikke al Velsignelsen vegen ifra Gaarden her – derinde har Din fromme Moder sunget Dig i Søvn indtil hun selv sov ind, der levede Din Fader tilfreds og glad indtil vi fik den nye Frue paa Gaarden, men saa var alting for smaat og for simpelt, saa skulde det nye Huus bygges op med ​prægtige Stuer og høie Sale, saa døde Din Fader og snart var der ingen Anden tilbage i Bjælkestuen end Du og jeg. –
​ANNA
Og den gamle Nisse paa Loftet.
BERG
Han vil holde sig til de gamle Tomter i det længste, – og naar saa den unge Frue flytter ind derover –
ANNA
Juliane mener Du?
​  380BERG
Javist, Jomfruen, –
ANNA
Nei men Juliane skal ikke boe her Bedstefader!
BERG
Naa saaledes; de skal leve høit i ​Byen.
ANNA
Neivist – Brudefolkene faae Gaarden Birkedal i Brudeskjænk og – –
BERG
Hva – hvad siger Du?
ANNA
Jeg siger at – –
BERG
Hvad kaldte Du den? Hvad kaldte Du Gaarden?
ANNA
Birkedal. Du veed jo det var den som Fader vandt dengang han laae i Proces med Arne som eiede Gaarden –
​BERG
Birkedal, Birkedal – ja ja – nu begynder jeg at mindes, – men hvoraf veed Du at den skal skjænkes bort? –
​  381ANNA
Det hørte jeg at hun derover – Moder mener jeg – talte om igaar – men Ingen maa vide det i Forveien, og – –
BERG
Det maa ikke skee – Anna – det maa ikke skee – –
ANNA
Men, Bedstefader! hvad fattes Dig?
​BERG
Intet, Barn, Intet, – jeg begynder bare at mindes Noget som længe har været glemt – –
FRUEN kalder inde i Huset
Anna, Anna!
ANNA
Men hvad er det, Bedstefader?
BERG
Intet, Intet, Barn! Gaae ind, jeg troer de kalde paa Dig – –
FRUEN inde i Huset
Anna! saa skynd Dig dog!
​ANNA
Ja, ja – nu kommer jeg!
​BERG
Gaae, gaae nu! Og saasnart det er blevet mørkt; saa see ind til mig – –
​  382ANNA
Det vil jeg; men vær nu rolig saalænge!
BERG
Bryd Dig ikke om mig Anna! – Mit gamle Hoved, mit gamle Hoved, – hvor det er blevet svagt og glemsomt. –
Anna følger ham ind i Bjælkestuen, og gaaer derpaa henimod Hovedbygningen, hvor hun møder Fruen og Juliane paa Trappen.
​Fjerde Scene
Anna, Fruen, Juliane.
FRUEN til Anna
Herregud hvor bliver Du dog af! Skynd Dig nu og gjør Theebordet istand, de komme alt ned ad Bakken!
Anna ordner Bordet i Forgrunden idet hun nynner en Folkevise.
JULIANE retter paa sit Haar
See, Moder! – sidder det nu rigtigt?
FRUEN
Ja, vær Du ganske rolig.
JULIANE
Gud, – Moder! hvor mit Hjerte ​banker, – jeg er saa beklemt.
FRUEN
Men Du er vist ogsaa altfor stærkt snøret, Barn!
​  383JULIANE
Uf nei, – det kommer naturligviis ikke deraf; en ung Pige maa jo altid være saadan benauet naar hun venter sin Kjæreste, især i Begyndelsen, – og Birk og jeg have jo kun sjelden seet hinanden; jeg reiste fra Christiania strax efter at vi bleve forlovede og her har han ikke været siden; – og saa den delicate Stilling jeg befinder mig i, – Ingen her paa ​Gaarden kjender til Forlovelsen, som først skal offentliggjøres imorgen – men sæt nu at Birk glemmer sig selv, at han ​løber hen og omfavner mig her lige ved Landeveien, saa er Hemmeligheden røbet, – og – –
FRUEN
Aa, det behøver Du slet ikke at frygte for, Du har jo paalagt ham at holde Sagen dulgt, og desuden er Birk ikke af dem som bruse op, han er ikke af de lidenskabelige Mennesker.
JULIANE
Ak nei, det skal Gud rigtignok ​vide at han ikke er, hans Breve vise det ogsaa, de kunde saamæn for den Sags Skyld gjerne være fra en Ægtemand. – Moder – jeg maa sige Dig Noget, jeg skulde igrunden gjerne see at Forlovelsen ikke saa hastigt blev offentliggjort. –
FRUEN
Men Juliane! hvad er nu det for Snak!
JULIANE
Ja Moder! Du kan ikke sætte Dig ind i min Stilling; naar man har andre Erindringer at dvæle ved, –
​​  384FRUEN
Erindringer? Saa! – Du mener vel Narrestregerne fra den Tid da Du gik i Institutet. – Jeg vil raade Dig til at Du ikke lader Birk mærke noget Saadant, – og hvad Forlovelsen angaaer saa er den Sag afgjort, det er ikke mere at tale om. –
JULIANE
Ja ja – jeg seer nok at jeg maa lide og tie, det er jo ogsaa Kvindens Lod i Verden. – Gud, der ere de, – Moder, see dog! sidder min Kjole rigtigt –
Femte Scene
​De Forrige. – Birk og Jørgen komme fra Baggrunden med Randsler paa Ryggen.
JULIANE
Johannes!
BIRK
Juliane, kjære Juliane!
Anna vil gaae ind i Huset, men ved Lyden af Birks Stemme standser hun og betragter ham ufravendt.
Birk og Juliane række hinanden Haanden.
BIRK vedblivende
Lad dette Haandtryk betyde en Om​favnelse, – du har jo paalagt mig ikke at røbe ​Noget –
​  385JULIANE
Ja, javist
Birk hilser paa Fruen.
JØRGEN
Og da der er en Ven i Farvandet, som ikke er indviet i Hemmeligheden, saa – –
JULIANE og FRUEN
En Ven?
JØRGEN
Ja, en som jeg har bragt med, en prægtig Fyr; aa ja – du kjender ham vist af Bladene, Juliane! det er Kritikeren Julian Paulsen, – han er meget bekjendt derinde i Christiania. Det er ham som er Stifteren af Selskabet til Norrønatungens Restitution –
FRUEN
Saa, – det er kanskee et Slags Maadeholdsforening?
BIRK
Aa nei, maadeholdent kan det vel ikke saa egentlig kaldes –
JØRGEN
Nei, seer Du – det er en Forening som virker for – for, – ja, det er ikke saa godt at forklare førend Selskabet har faaet sit Program istand.
​  386 BIRK
Ja det er nok der det kniber!
JØRGEN
Aa Snak! Det er et Smørrebrød for Paulsen – det har han selv sagt. Hør du, sagde han engang, – for han og jeg er Duus, vi gaa mangen Gang Arm i Arm og røger vor Cigar, – ikke sandt, Birk?
​BIRK
Jo, det forstaaer sig.
ANNA som imidlertid har nærmet sig Birk, rækker ham Haanden
Jeg vil ogsaa sige Dem velkommen.
BIRK overrasket
Aa jeg beer – –
FRUEN
Men Anna dog!
BIRK
Jeg lagde sandelig ikke Mærke til, – – Det er formodentlig ogsaa en af ​Familien?
FRUEN
Min Steddatter. (hvidskende) Stakkels Barn, hun er ikke altid saa vel forvaret. (til Anna) Gaae hen og pas Dit Arbeide. –
​Anna gaaer hen til Bordet.
​  387BIRK hviskende
Ah saaledes! Ja ganske rigtig, nu erindrer jeg Juliane har fortalt om hende.
JØRGEN
Men hvor bliver dog Digteren af?
JULIANE
Digteren! Hvad? er han ogsaa Digter?
​JØRGEN
Ja vel er han Digter, og det en ægte Digter mørk og vild, – han er især stærk i det Nationale.
JULIANE
Saa?
JØRGEN
Rigtignok har han ikke offentliggjort Noget endnu, men Alle ere enige i at det vil blive noget Udmærket, naar det først kommer.
JULIANE
Nei, men det er dog interessant –
FRUEN
Nu, han skal være os hjertelig ​velkommen. – Men ville I ikke skille Eder af med Randslerne saalænge; Theebordet venter allerede. –
​  388JØRGEN
Det er fortræffeligt, for vi ere igrunden baade sultne og tørstige. –
De gaae Alle ind, Birk og Juliane gaae sidst Haand i Haand.
Sjette Scene
PAULSEN kommer fra Baggrunden, standser ved Porten og seer efter Birk og Juliane
Hvad skal det sige? Allerede saa fortrolige, – Haand i Haand; ja, for Haand i Haand ​gik de min Sjæl! (kommer frem) Det kan man kalde at introdu – at føre sig ind i en Fart. – Saavidt jeg veed har han aldrig været her i Huset før, – naa, det maa være nogle gemytlige Mennesker her paa Gaarden, – oprindelige rimeligviis og uden Reflexion, – men lad gaae – Oprindeligheden – det – det Primitive har jo ogsaa sin Berettigelse det er ialfald Nationalt – og – – Men hvis jeg nu kommer her og ved mit mørke sønderrevne Væsen ​bringer en Misklang ind i dette stille huuslige Liv, og at det vil skee, det er jeg næsten vis ​paa – –
Anna kommer med en Theemaskine som hun sætter paa Bordet.
PAULSEN vedblivende
Det er maaskee bedst at jeg lister mig bort igjen medens det endnu er Tid; – men see der, en ung Pige og et opdækket Spisebord, – lister jeg mig bort, saa kommer jeg til at anrette ​  389Ulykke paa et andet Sted; thi jeg veed jeg kan ikke undgaa min Skjæbne, – altsaa det er afgjort – jeg bliver; – tys – hun synger – ah – jeg er vis paa det er den rene uforfalskede Klang fra Graneskoven. (lytter)
​ANNA nynnende uden at bemærke ham
« I Lien er hundrede Fugle smaa,
Men ingen af dem er min Mage,
Og derfor maa jeg sidde i Lyngen graa
Og sørge de lange Dage.»
PAULSEN
Ingen – Ingen er Deres Mage siger De? Saaledes gaaer det ogsaa mig. Aa Herregud, Jomfru! syng dog et Vers til, blot et eneste. –
ANNA betragter ham med et halvt Smiil
Hm, nei, jeg vil ikke synge mere.
PAULSEN
Jeg er ogsaa saadan en graa Fugl, som ​Ingen kan blive klog paa; jeg staaer ogsaa alene.
ANNA vender sig fra ham og vedbliver sit Arbeide
Gaae ind – gaae ind – der er de Andre.
PAULSEN afsides
Atter et Væsen, som min Nærværelse har forstemt; – skal jeg gaae ind, eller, – jo, jeg troer jeg gjør det. – (retter paa sin Paaklædning) Hvis jeg var forfængelig, saa vilde jeg finde at det i min Stilling er ret interessant – saaledes at lade sig præsentere ​  390af sine Venner forinden man selv fremtræder. – Naar da Forventningen ​er spændt og man træder ind, saa støder ​den ene til den anden og hvisker: Er det ham – er det ham? et aandrigt Ansigt! et skarpt Blik – noget melankolsk – men interessant, – forbandet interessant – – man kan strax see at – Naa; der komme de nok!
Syvende Scene
De Forrige. Fruen. Juliane. Birk og Jørgen. –
JØRGEN
Ei! der er han jo! (Velkommen efter, Du!)
PAULSEN
Undskyld, Frue! jeg nødes til at præsentere mig selv; jeg har rimeligviis ​ikke den Ære – –
FRUEN
Ih jo vist; De er os allerede bekjendt og – –
JULIANE hviskende
Lad mig – lad mig. (til Paulsen) Og det fra en saadan Side at vi maa takke Dem dobbelt fordi De fulgte med.
PAULSEN
Aa, jeg beer – –
​  391FRUEN
Men vær nu saa gode at tage Plads.
PAULSEN
Takker, takker!
De sætte sig om Bordet, Fruen ​skjænker Thee, Anna bringer den omkring.
Det begynder at skumre.
PAULSEN
Saa, nu er jeg da endelig ved mine Ønskers Maal; – her i den stolte vi lde Natur –
BIRK
Nei, om Forladelse, her er Haven – –
PAULSEN
Ligemeget; med en Smule Fantasi kommer det ud paa eet; – her i den stolte vilde Natur; – skal jeg nogensinde finde min Oprindelighed igjen, saa maa det være her. –
​JULIANE til Jørgen
Min Gud hvilke interessante Ideer han har!
BIRK afs:
Hvad! ogsaa hun!
​  392 JØRGEN
Aa, nu klinge de ikke; nei, du skulde høre naar han fremsætter dem paa Nynorsk!
JULIANE
Men kan saa Nogen forstaa det?
​JØRGEN
Nei Herregud, det er jo netop det man skal lære.
PAULSEN
Jeg har længe glædet mig til denne Udflugt, – det vil da sige, forsaavidt jeg formaaer at glæde mig over Noget; aldrig har jeg tilbragt nogen Sancthansnat paa Landet før, og det er jo dog netop paa den Tid at det nationale, det – det primitive Liv kommer tilsyne befriet for alle ​Baand; – ja, ikke sandt – min Ven, du har lovet at føre mig op paa Sancthanshaugen?
JØRGEN
Ja vær Du kun rolig; derop maa vi allesammen, vi skal more os til den lyse Morgen; for paa Sancthansnatten gaaer ingen tilsengs –
PAULSEN
Ikke tilsengs?
JØRGEN
Nei, det maa Du finde Dig i, det er en gammel national Skik.
​  393PAULSEN
Saaledes! Ja det var ogsaa det jeg meente; ​O hvor det skal gjøre godt at bade sin Sjæl i den friske Natteluft. –
JULIANE afsides til Birk
Gud, hvor han er sød!
BIRK ironisk
Ja, ikke sandt!
FRUEN
Saa De sværmer altsaa for Naturen; ja det gjorde saamæn min salig Mand ogsaa –
PAULSEN
Virkelig? Herr Berg var et poetisk Gemyt?
FRUEN
Berg? Nei tvertimod, han var ​ Procurator; det er min første Mand jeg mener, Jørgens og Julianes Fader. –
PAULSEN
Naa ja – – det kan jeg troe; (til Juliane) poetiske Dispositioner pleie jo være arvelige! Naar De forresten troer at jeg sværmer for Naturen saa forholder det sig ikke saa, forudsat at De ved Sværmeri forstaaer denne blinde Fortabelse i Gjenstandene – denne, – – jeg har engang sværmet, men det er forbi –
BIRK hviskende
Ja, det var jo for hende med –
​  394PAULSEN
Jeg beder Dig, Birk, saar ikke mine ​Følel​ser; men hvad var det nu egentlig jeg vilde talt om?
BIRK
Naturligviis om Dig selv; Du sagde – –
PAULSEN
Ganske rigtigt – nu har jeg det – det var det jeg vilde have sagt – – hvad der gjør mig Naturen saa tiltrækkende er de gaadefulde Væsner hvormed Folketroen beliver den.
Nissen stikker Hovedet frem i Loftslugen paa Bjælkehuset.
JULIANE
Ja ikke sandt? det samme siger jeg ogsaa.
​PAULSEN
Jeg for min Part betragter nu Nisser og Hougfolk og Sligt som symboliske Begreber hvormed de gode Hoveder i gamle Dage udtrykte Deres Ideer som de ikke kunde gjengive med den rette videnskabelige Betegning; see, derved bliver nu Naturen saa interessant – saa philosophisk betydningsfuld.
BIRK
Aa Vrøvl!
PAULSEN
Ja jeg veed det er en dristig Tanke, men det er en Egenhed ved mig at ​tænke dristigt – jeg kan ikke hjælpe for det. –
​  395JULIANE
Ja poetisk er det ialfald det veed Gud! –
BIRK afsides
Ha, – det er en – en Gaas!
PAULSEN til Juliane
Ja, ikke sandt; De er enig med mig? Hvad vare vel Sagnene og Eventyrene naar ikke vi som – som have faaet et poetisk Øie forstode at lægge noget Betydningsfuldt – noget Philosophisk i dem, som – –
NISSEN
​Ho, ho, ho!
Han forsvinder.
PAULSEN og JULIANE forskrækkede
Uf – hvad var det!
JØRGEN
Ha, ha, ha, ha! tag Dig i Agt, Paulsen!
BIRK
Hvem veed om det ikke var Nissen selv; den gamle Bjælkestue seer ud til alleslags!
​  396ANNA der med Opmærksomhed har lyttet til Samtalen udbryder hæftigt
​Ingen skal tale mere derom – Ingen – de skal tie stille – Allesammen – jeg vil det – –
​PAULSEN
Men Gudbevares – jeg – –
FRUEN
Anna, Anna dog – – hvad tænker Du paa – –
ANNA
Ingen maa spotte over den gamle Bjælkestue der – jeg vil det ikke – (peger paa Paulsen) Jeg forstaaer ikke Alt hvad han der har sagt – men noget Godt kan det ikke være det føler jeg – –
BIRK
Men gode lille Anna – (reiser sig)
ANNA hviskende idet hun lægger Haanden paa ​Panden
Der kan Ingen forstaae hvorledes jeg har det, – her skjønne de ikke at det de lee ad er mig mere værd end Alverdens Guld.
(gaaer ind i Huset)
BIRK seer efter hende
Men hvad gik der dog af Pigebarnet!
PAULSEN afsides
Atter har mine sælsomme Ideer gjort en Ulykke! – (til Fruen) Det skulde gjøre mig meget ondt, hvis – –
​  397FRUEN
O nei, – jeg maa tvertimod bede Dem undskylde – de kan troe jeg skal ​skjænde paa hende – –
BIRK
Nei vist ikke, Fru Berg!
JULIANE
Men hun er ikke altid saa rigtig – ja De forstaaer nok –
JØRGEN
Det er Bedstefaderens Eventyr som har gjort hende fortumlet i Hovedet; – men for at komme til noget Andet, – jeg syntes her blev talt om Punsch, – ialfald skulde jeg foreslaae at vi fik noget at styrke os paa inden vi gjæste Sancthanshougen –
PAULSEN
​ Hør ham, hør ham!
Alle reise sig.
FRUEN
Men saa maa Du være os behjælpelig Jørgen; – Du forstaaer Dig dog vel paa Punschlavning?
JØRGEN
Ja, det skulde jeg mene!
Fruen og Jørgen gaae ind.
​  398​JULIANE
Og jeg vil imidlertid hente min Hat. – Farvel saalænge, Herr Paulsen! (i Forbigaaende til Birk) han har ikke den fjerneste Anelse om at vi ere forlovede. –
(gaaer ind)
BIRK
​Nei, det er meget naturligt!
PAULSEN
Gudsdød hvor hun er elskværdig! Der er noget – noget Nordisk ved hende som tiltaler mig saa mærkeligt –
BIRK for sig selv
«Her skjønner de ikke at det de lee ad er mig mere værd end Alverdens Guld» – Jo jo – jeg troer at jeg begynder at forstaae hende. –
PAULSEN slaaer ham paa Skulderen
Birk! Du er min Ven!
BIRK
​Naa naa – hvad vil Du!
PAULSEN
Jeg siger Du er min Ven!
BIRK
Ja, det veed jeg jo – –
PAULSEN
Jeg er saa lykkelig iaften; – Birk! lagde Du Mærke til det Øiekast Frøkenen sendte mig – –
​  399BIRK
Nei jeg lagde slet ikke Mærke til Frøkenens Øiekast.
PAULSEN
Jo, seer Du, da hun –
BIRK
Aa jeg gider ikke høre Noget –
​PAULSEN
Naa ja ja, – efter Behag; – forresten er det saamæn ikke venskabeligt af Dig at svare mig i den Tone naar Du seer at jeg en enkelt Gang, er bleven muntert stemt; Du veed hvorlidt der skal til for at gjøre mig mørk og bitter –
BIRK
Hør, veed Du hvad, nu er jeg kjed af den evindelige Snak om Dine Lidelser, dit mørke Humør og alt det Vrøvl, det er lutter Affectation – –
PAULSEN
Naa, Du Fredsens Gud! saa jeg er ​affecteret; det har jeg rigtignok ikke vidst før. –
BIRK
Ja det er Dine Venners Forsømmelse. –
​  400​Ottende Scene
De Forrige. Jørgen (med to Punschglas).
JØRGEN
See her er Fortropperne, Gutter! I har ikke godt af at staae her med tørre Munde –
PAULSEN
Du er en prægtig Fyr, Jørgen!
JØRGEN
Ja har Du nogensinde tvivlet ​derpaa. – (gaaer ind)
PAULSEN for sig selv
Lad ham kun suurmule, jeg vil drikke; Punschen er et Foryngelsens Bad, hvori man kan drukne al sin Hugsturhed, – Hugsturhed! stur i Hug! det var et godt Udtryk, – det skal han saagu høre enten han vil eller ikke. (tager et Glas) Jeg maa see til at forsone ham. (høit) Hør Birk! skal ikke Du og jeg drikke Duus?
BIRK
Snak! Vi er jo Duus!
PAULSEN
Men alligevel; jeg tænkte dog – –
​BIRK
Ja ja – en anden Gang! –
(gaaer ind i Haven tilvenstre)
​  401PAULSEN
See – see! der render han sin Vei, – men hvad fattes ham dog? – Aa jeg Dumrian – – jeg ubetænksomme Menneske skulde jeg sagt, – jeg har stukket ham ud hos Frøkenen og det ærgrer han sig over, – det er Sagen; nu husker jeg det, – det lod virkelig som om han gjorde lidt Lykke før jeg kom, men saa var det forbi. – Han gik ind i Haven; – godt! jeg maa komme ham i Forkjøbet og tilbyde hende ​min Arm paa Spadseretouren. –
(gaaer ind i Huset; paa Trappen møder han Anna for hvem han bukker dybt)
Niende Scene
Anna (med Punschbolle og Glas, som hun sætter paa Bordet). Senere Nissen.
ANNA
Der foregaaer noget Besynderligt ved mig iaften; men hvad det er, – det veed jeg ikke; – saaledes har jeg aldrig været tilmode før. –
​Nissen viser sig i Loftslugen.
ANNA
Det er ligesom naar jeg længe har gaaet og grublet over en gammel Vise​og pludselig troer at erindre den, – men Bedstefader! – det er sandt, – jeg lovede jo at komme ind til ham saasnart jeg kunde – det havde jeg saanær glemt. –
(gaaer ind i Bjælkehuset)
​  402Tiende Scene
NISSEN stiger ned og kommer frem; han er graaklædt med rød Hue paa Hovedet, – han børster Støvet af sine Klæder og trækker Skjortekraven iveiret
Midsommernat er Høitid for Alle,
Da er det Fest for Nissen med,
Da skal Enhver i de lysgrønne Sale
​More sig lystigt det bedste han veed –
Hængebjerkriset i Bondens Stue
Dufter saa deiligt i Kveldens Stille,
Pyntet staaer selv den fattigste Tue
Med Urter smaae og med Blomster vilde.
– Nissen er flittig det lange Aar;
Han færdes paa Loft og han færdes i Kjelder,
I Stalden er han fra Dagen hælder, –
Han maa jo vogte den gamle Gaard ; –
Men Midsommerkveld er hans Fest, som sagt,
Da klæder han sig i sin Høitidsdragt,
Saa gjæster han Venner og Slægt og Frænder
Der boe i Haugen, hvor Baalet brænder;
Deroppe tumle sig Menneskets Børn,
​De synge og dandse i Krat og i Tjørn;
Men faa kun veed at de Vætter smaa
I Hougen sidde og see derpaa.
(han tager et stort Lommeuhr frem)
​Nei nu maa jeg sagtens tage paa Vei; –
(vil gaae men bemærker Punschbollen)
See der!
(dypper Fingeren i Punschen smager og spytter)
​  403Nei tvi! det er ikke for mig!
Det er det som Menneskets Børn pleie drikke,
Da faa de med et saa klare Blikke,
Da snakke de høit om Venskab og Sligt,
​Da tykkes dem alting herligt og rigt,
De lee med hinanden og glemme Sorgen, –
Det vil da sige – til næste Morgen!
(betænker sig og siger fornøiet)
Men bi! der falder mig noget ind,
Ikveld jeg kunde dog lidt dem drille;
Nissen har altid et fiffigt Sind
Saasnart det gjælder et Puds at spille. –
(gaaer ind i Haven og kommer strax tilbage med en lille Blomst i Haanden)
Der voxer en Urt paa hvermands Sti,
Den eier saa sælsomme Kræfter –
Men faa er kun de, som søge derefter,
​De Fleste gaae den uagtsomt forbi.
Den spirede frem af Suttungs Mjød
Som Odin spildte ved Valhals Porte,
Og hvo som smager dens Saft saa sød,
Hans Blik for det ydre Skin er borte;
(presser Saften af Blomsten i Bollen)
De Taager der har sig for Synet lagt
Vil klares i Drømmens spillende Flammer,
Da føles med Sandhed den indre Magt –
Der raader i Sjælens forborgne Kammer; –
Men den som har Intet at grunde over,
Han vandrer i Blinde som ellers og – sover!
(bukker og forsvinder i Jorden)
​​  404​Ellevte Scene
Fruen, Jørgen, Paulsen og Juliane (fra Hovedbygningen). Anna (fra Bjælkestuen).
PAULSEN
Og nu ud i den herlige Sommernat, i den stolte frie Natur, i den – – (til Juliane) ja – ikke sandt? Deres Arm har jeg jo Løfte paa. –
JULIANE
Javist; De skal være min Ridder. –
JØRGEN
Men først et Glas Punsch.
Han tager selv det Glas som Birk haver ladet staa urørt, og fylder de Øvriges Glasse af Bollen.
​PAULSEN
Ja lad gaae; (til Anna) saa faaer jeg dog Anledning til at drikke Forsoning med Nissernes og Troldenes kjække Forsvarerinde; det skulde gjøre mig usigeligt ondt om mine bizare Indfald havde forstemt Dem. –
FRUEN
Aa, hvor kan De nu troe – –
ANNA
Jeg tænker ikke mere paa det.
​  405JØRGEN
Saa stikker Glassene ud da!
PAULSEN
Og Skaal for alle Sancthansnattens Aander!
Alle drikke undtagen Fruen.
​JØRGEN
Hurra!
PAULSEN
Hurra!
Stemmer fra Baggrunden hvoriblandt Nissen der stikker Hovedet frem og svinger med Huen
Hurra!
FRUEN og JULIANE
Ih, min Gud!
PAULSEN
Hvad var det!
JØRGEN
Aa, det er jo Bønderne som skraale paa Sancthanshaugen.
​PAULSEN lugter til Glasset
Men det var dog, sandt for Herren, en underlig Punsch!
​  406JULIANE
Ja, det synes jeg saamæn ogsaa!
JØRGEN
Saa, – den er saagu lavet efter den gamle Forskrift, – men nu – fremad Marsch.
PAULSEN meget livlig
Jeg veed ikke hvoraf det kommer, ​men jeg føler mig saa let og luftig, – maa jeg? (rækker hende Armen) – ah, see der kommer Birk, – (raaber ud til Venstre) Ja nu ​har Du forsømt Dig, min Ven! her gaaer det som i «Skjære Havre»: Hver ta’er sin saa faa de Andre Ingen!
JULIANE
Ha, ha, ha! velkommen efter!
Fruen og Jørgen, Juliane og Paulsen gaae ud i Baggrunden.
Tolvte Scene
Anna. Birk kommer fra Venstre.
BIRK
«Hver ta’er sin» – – næsten kunde jeg fristes til at sige: «velbekomme»! –
(gaaer hen og fylder et Glas)
ANNA
Skal De ikke være med de Andre –
​  407BIRK​overrasket
Ah, er De der! – nei jeg skal ikke, – og De? det gaaer maaskee Dem som mig, De er tilovers?
ANNA
Ja, saa omtrent.
BIRK
Men hør, De er dog et forunderligt Barn; hvor kunde De blive saa vred paa den stakkels Paulsen fordi – – –
ANNA
Ja, tal ikke mere om det, – jeg burde vist ikke; – forresten var det ikke over Paulsen at jeg blev hæftig. –
BIRK
Ikke det? over hvem da?
​ANNA
Over Dem.
BIRK
Over mig?
ANNA
Ja, just over Dem. At Paulsen og de Andre spottede over det som er mig kjært, og som jeg troer paa – det brød jeg mig ikke saa meget om, men at De kunde lee deraf – det – – jeg veed ikke hvoraf det kom, men jeg kunde ikke lide det.
​  408BIRK
Men kjære lille Anna.
ANNA
​Ja ja, – det er godt; jeg burde vist tiet stille, men jeg er nu engang saaledes – og jeg siger Dem, De skal ​lade det være en anden Gang, hører De jeg vil ikke have det.
BIRK
Dertil behøves sandelig ikke saa strængt et Forbud, jeg indseer nok at det var overilet af mig; selv har jeg vel ingen Barndomsminder at frede om, men jeg forstaaer dog godt at vurdere Andres.
ANNA
Har De ingen Barndomsminder?
BIRK
Saagodtsom ingen; mit Liv har været ​deelt i to Afsnit; hvad der ligger foran det Tidspunkt da jeg forlod mit Barndomshjem, har jeg saagodtsom ganske forglemt, jeg var dengang kun en 9-10 Aar gammel, og faldt strax efter i en stærk Feber, Hjernebetændelse eller hvad det nu var – og da jeg stod op igjen kan jeg paa en vis Maade sige at jeg begyndte at leve forfra. – Men lad os ikke tale mere om det! – – jeg beder endnu engang tilgive – –
ANNA
Jeg har jo alt tilgivet (fylder et Glas) og nu vil jeg drikke paa Forsoning med Dem ogsaa. –
​BIRK
Og alle gamle Erindringers Skaal!
​  409 ANNA
Alle gamle Erindringers Skaal!
De drikke.
BIRK efter en Pause
Ha det gjorde godt; (stedse mere og mere oprømt) Jeg er bleven som et nyt Menneske; hør, jeg har endnu noget at drikke med Dem paa!
ANNA
Hvad er det?
BIRK
Vi to kommer jo i Svogerskab og – –
​ANNA
I Svogerskab? Ja, det er sandt, det gjør vi jo ogsaa – men er det ikke forunderligt, den Ting husker jeg aldrig paa –
BIRK
Ikke det? Og Tingen er dog klappet og klar – eller vil ialfald være det imorgen, – dog, den Tid – den Sorg – Glæde skulde jeg sagt – – – kom, vi maa drikke Duus!
ANNA
Ja – lad os drikke Duus da!
​BIRK
Tak! (de drikke) Du! (tager hendes Haand)
​​  410ANNA
Du! – men nu maa jeg ogsaa forlade Dig – imorgen kunne vi snakke sammen –
BIRK
O, men vil Du da allerede gaae!
ANNA
Jeg maa, Bedstefader venter paa mig.
BIRK
Og nu da jeg just havde faaet mit gode Lune igjen; veed Du hvad, jeg kunde have stor Lyst til at sætte mig ved Dine Fødder her i den deilige Nat og høre paa Dine Eventyr.
​ANNA
En anden Gang; iaften kan det ikke skee.
BIRK
Jo kjære lille Svigerinde; det kan det bestemt; iaften er jeg netop oplagt; jo Du maa troe mig eller ikke, men jeg skulde ikke have noget imod om Du tog mig ved Haanden og førte mig gjennem de stille duggede Dale, gjennem Mark og Skov og gjennemlevede med mig alle de Eventyr som Sancthansnatten gjemmer.
ANNA
Og det vilde Du gjerne?
​BIRK
Ja Intet heller –
​  411ANNA
Saa kan det ogsaa skee, dersom – –
BIRK
Nei virkelig!
ANNA
Dersom Du gaaer med det rette Sind til Hougen deroppe.
BIRK
Saa, – og det er Du vis paa, – har Du kanske selv – –
ANNA
Sagnet siger det.
BIRK
Ja ja, – da maa det jo forholde ​sig saa – –
ANNA
Men det maa være efter Klokken tolv.
BIRK
Naturligviis; det vilde jo være uhøfligt at uleilige Hougfolket med Visiter før Midnat. – Men Du følger dog vel med?
ANNA træder nærmere og betragter ham opmærksomt
Er det da ogsaa virkelig Dit Alvor.
BIRK lidt forundret, men fremdeles spøgende
Ja bevares! hvor kan Du troe ​Andet!
​ANNA
Og Du er ikke bange?
​  412BIRK
Ikke i Dit Selskab!
ANNA
Godt, – saa skal jeg komme!
BIRK
Hvad – hvorledes mener Du?
ANNA
Jeg skal komme; – Godaften saalænge!
(gaaer ind i Bjælkehuset)
BIRK
Hvad nu? – hvad betyder det? – Jeg skal komme, sagde hun, og det i en Tone, som om det var hendes ​ramme Alvor. Er hun da virkelig lidt forrykt som Juliane siger? Nei, nei, – det er ikke muligt; og dog var hendes Væsen saa forunderligt, – var jeg indbildsk, saa kunde jeg fristes til at troe, at hun – – men har jeg ikke ogsaa baaret mig uforsigtigt ad, – jeg er jo forlovet; – – Forlovet! det Ord klinger iaften næsten modbydeligt. – De faa Øieblikke jeg har opholdt mig her har ladet mig see dybere ind i Julianes Charakteer end alle hendes Breve; og hvad er hun vel igrunden? – En Kokette, svulstig, forskruet; – vi skulde spille ​Uforlovede indtil Offentliggjørelsen, – jo – den Rolle forstaaer hun rigtignok, det maa jeg tilstaa – men jeg da? (hæftigt) Ja hvad er det egentlig der fattes mig! – Er det Punschen, som stiger mig til Hovedet? Jeg skulde næsten troe det. – Nu vel, – naar galt skal være saa lad det være tilgavns. – (han skyller et Par Glas ned) See saa nu vil jeg sætte mig her. – (sætter sig paa en Bænk i Forgrunden til Høire) Og kommer hun end ikke, som hun lovede – hun, den Lille – og hjælper mig at sværme Natten bort i vaagne ​Drømme, – saa vil jeg ialfald drømme i Søvne, det er jo ogsaa en Maade at dræbe Tiden paa, og saa ​  413har vi Morgendagen med Forlovelsesgilde og Gratulationer – ​– Heisa! Hurra! det gaaer jo lystigt! – O min Gud!
(læner Hovedet mod et Træ og falder i Søvn. – Bønder og Piger med en Spillemand i Spidsen gaae syngende over Scenen i Baggrunden)
CHOR
Mens Felen klinger gjennem Mark og Li,
Til Sancthanshaugen vi drage,
Vi maa os skynde thi vi veed, forbi
Midsommernatten er saa fage –
​Til Hougen vandre vi i Hobetal –
Men hjemad Par for Par vi drage skal –
Aldrig for trang
Eller for lang
Vor Vei vi da ville finde –
Trettende Scene
Fruen og Jørgen (komme fra Baggrunden).
JØRGEN
Ja i Phantasien kan det være behageligt nok at sværme Natten hen paa Sancthanshougen, men i Virkeligheden vil jeg saagu heller tilbringe den i Sengen.
FRUEN
Og jeg tænker at det gaaer ligedan ​med de Andre; lad os sætte os inde og vente paa dem.
De gaae ind i Huset.
​  414Fjortende Scene
Juliane (kommer efter en Pause hurtigt ind fra Baggrunden). Paulsen (følger efter).
JULIANE
Nei nei, jeg siger Dem det ligeud, – jeg tør ved Gud ikke gaae et Skridt længere med Dem naar De taler saa vildt.
PAULSEN
Vildt? Ja det er min Natur at være vild – jeg kan ikke hjælpe for det. –
​​JULIANE
Men saa forklar Dem dog; endnu har jeg ikke forstaaet et Ord. –
PAULSEN
Ikke? Virkelig ikke? Da søger jeg dog at iklæde mine Ideer en saa populær Form som muligt.
​JULIANE
Ja men Gud bevares! Saa maa De dog kunne sige hvad det egentlig er De vil.
​  415PAULSEN
Kort og godt; det skal jeg, jeg vil ialfald forsøge derpaa. – Men besvar mig først et Spørgsmaal; hvad Indtryk har jeg gjort paa Dem?
JULIANE
Ih, men Herr Paulsen! hvem siger da at De har gjort noget Indtryk paa mig?
PAULSEN
Ja ja, jeg mener hvorledes er jeg ​forekommet Dem? – De tier – – godt! jeg forstaaer at tolke Deres Taushed! Jeg skal sige Dem hvad De tænker om mig; De anseer mig for et vildt et regelløst Væsen – for een –
JULIANE
Nei hvor kan De nu troe, – – De er bestemt et meget skikkeligt Menneske –
PAULSEN
Aa langtfra, det mener De ikke! – De anseer mig for vild – original om jeg selv skal sige det, – jo jo – – nægt det kun ikke, jeg veed det bestemt, for det Indtryk gjør jeg ​paa Alle, – – De forskrækkes for mig, ikke sandt?
JULIANE
Ja, bliver De ved i den Tone saa maa jeg rigtignok tilstaae – –
PAULSEN
Kan De see, – kan De bare see, jeg havde Ret, – ogsaa De gyser ​  416tilbage for mig, og det er jo saa naturligt – De kjender ikke min Sjæls Levnetsløb, og derfor dømmer De efter det ydre Skin – Der gaaer en Aand – – –
JULIANE forskrækket
Uf da! – hvor?
​PAULSEN ligeledes
Uf! hvad var det?
JULIANE
De gjør mig ganske bange!
PAULSEN
Lad mig kun vedblive. – Der gaaer en Aand ​tilgrunde, tænker De ved Dem selv, – en Aand der har brudt med Samfundet, der har sat sig ud over de sædvanlige Forholde for det har jeg gjort – der kjæmper for en Idee, som Ingen forstaaer, og som derfor maa herunter – ikke sandt, – saaledes tænker De?
JULIANE
Nei jeg forsikkrer –
​PAULSEN
Men det forholder sig ikke saa; De skal erfare Alt, thi – ja jeg maa tilstaae Dem det, – i Dem troer jeg at have fundet en Sjæl, hvori jeg kan nedlægge min Hemmelighed.
JULIANE
En Hemmelighed! Ja kom kun med den.
​  417PAULSEN
Nu vel, jeg er ikke den jeg synes at være.
JULIANE
Gudbevares! hvem er De da?
PAULSEN
​Jeg er ikke dette vilde – dette sønderrevne Væsen, som Verden anseer mig for, – viid jeg elsker –
JULIANE
Men, Herr Paulsen. (afsides) Gud, hvor mit Hjerte banker!
PAULSEN
Et Ideal!
JULIANE
Smigrer!
PAULSEN
Eller rettere, jeg har elsket hende.
JULIANE
Saa!
​PAULSEN
Ja, for nu er hun død.
JULIANE
Død!
​  418PAULSEN
Død for mig – nu veed De det.
JULIANE
Men om hvem taler De da?
PAULSEN
Jeg skal søge at forklare mig tydeligere. Seer De; der var en Tid da jeg endnu var et Barn –
JULIANE
Ja det er begribeligt nok, men –
PAULSEN
Og et opvakt Barn, efter hvad man har sagt mig. Jeg opvoxte under lutter nationale Paavirkninger, – for ​min Fader var Landhandler skal jeg sige Dem. De kan derfor let begribe hvorledes der i mit Bryst dannede sig en Sangbund, som gav Gjenklang af de folkelige Stemninger, jeg havde modtaget i min Barn​dom. Men saa begyndte mit Livs Conflicter; jeg kom til Christiania, blev Student og begyndte ligesom de Andre at lægge mig efter Æsthetik, og Kritik og hvad alt det unationale Kram heder. Gud veed hvad der var blevet af mig hvis jeg ikke havde faaet Øinene op itide. Paulsen, sagde jeg til mig selv, dersom du holder saadan ved, saa giver du det nationale Jeg et ​  419Ulivssaar; du maa bryde overtvært! – Naa, det gjorde jeg da ogsaa, jeg sagde Byen og Æsthetiken og Kunsten Farvel og tog en Fodtur til Drammen. Saaledes fandt jeg min Oprindelighed igjen og jeg forelskede mig –
JULIANE
I Drammen?
PAULSEN
Nei underveis naturligviis, i de friske deilige Granskove. Jeg valgte det nationaleste Væsen der er til, – kan De gjætte hvad det er?
​JULIANE
Det Nationaleste? – Ja, det er en Budeie.
PAULSEN
Nei nei – jeg siger Dem – ingen Budeie! Det var Huldren!
JULIANE
Hvad! Huldren?
PAULSEN
Som jeg siger Dem; det var Huldren dette elskelige luftige Væsen, der sidder under Lindetræerne i de ​mørke Granelier og synger sine deilige Viser i Moll –
JULIANE
Sommetider i C Dur ogsaa –
​  420PAULSEN
Ganske sandt – sommetider; – men det er nu sjeldnere. – Dog, som sagt, jeg elskede hende, jeg var lykkelig ved denne Kjærlighed, jeg læste vore Digtere og fandt hos Dem stedse ny Næring for min nationale Lidenskab; da fik jeg een Dag fat paa en Samling af Folkeeventyr, – o, det Umenneske, der har skrevet den Bog! han har røvet mig min Sindsro –
​JULIANE
Men min Gud, hvorledes det?
PAULSEN
Jeg læste den, – og veed De hvad jeg opdagede?
JULIANE
Nei tilforladelig –
​PAULSEN
Nu vel, det maa herud; – det vil oprive mit Saar paany, men ligemeget, – det maa herud; jeg opdagede at Huldren havde – havde – – Hale!
JULIANE
Men fy! hvad siger De?
PAULSEN
​Ja vil De bare tænke Dem, – – en af den Længde, og det ovenikjøbet en som ikke kan skjules. – Jeg kan ikke beskrive Dem ​  421hvad jeg led: Æsthetiken og Nationaliteten kjæmpede paa Liv og Død i mit Bryst; – men – lad mig ligesaagodt sige Dem det – dennegang gik Optugtelsen over Naturen, – jeg maatte opgive min Kjærlighed – det kostede kan De troe, men det maatte saa være. –
JULIANE efter en Pause
Jeg forstaaer Deres Smerte; jeg kan saa inderligtvel sætte mig ind i hvad en forfeilet Tilbøielighed vil sige; – men videre –
PAULSEN
​Hvad er det saa vel videre? Verdens Gang, min Oprindelighed, – min Primitivitet mener jeg – var tabt – men aldrig kunde jeg undgaa den bebreidende Stemme, der mindede mig om at jeg for en ussel Fordoms Skyld havde opgivet min Kjærlighed. Jeg gjorde Alt for at vække mit nationale Jeg tillive, jeg gik med Tollekniv og begyndte at skrive orthofonisk, – Verden lod sig blænde deraf – men jeg selv skjønnede nok at det var galt fat. Nu veed De hvad der rører sig indeni mig – det er omtrent hvad Tydskerne kalde «Weltschmerz».
​Han skyller et Glas Punsch ned.
JULIANE
Og hvad er saa Deres Plan for Fremtiden?
​  422PAULSEN
Indtil idag har jeg ingen havt, men nu er der gaaet et Haab op for mig – jeg har truffet paa en beslægtet Sjæl; – De skal forsone mig med Livet; kom Juliane, – om Forladelse! kom ​Frøken! med Dem vil jeg sænke mig ned –
JULIANE
Ih, Gud fri os! hvad tænker De paa!
​PAULSEN
Med Dem vil jeg sænke mig ned i Umiddelbarheden – det vil da sige den høiere, den kunstneriske Umiddelbarhed. – Kom lad os strax tage fat; seer De deroppe paa Haugen blusser Sancthansbaalet og rundt omkring tumler sig Folket, der kommer det nationale Liv tilsyne i alle sine Fortoninger – didhen ville vi føre ​hinanden – kom – er De med?
JULIANE
Forunderlige Menneske! hvad er det dog for et Sprog De fører? – Saaledes har endnu aldrig Nogen talt til mig. –
PAULSEN
Det er Begeistringens Sprog jeg fører; vil De følge dens Røst?
JULIANE
Ja ja – jeg vil; jeg maa jo! (afsides) Min Gud, jeg troer han har forhexet mig!
PAULSEN
Altsaa da, ind i det nationale Liv!
​  423JULIANE
​I den deilige, vinkende frie Natur –
PAULSEN
For at søge Umiddelbarheden! – (idet de gaae) Tør jeg byde Dem min Arm!
De gaae ud i Baggrunden.
Femtende Scene
Birk (fremdeles sovende). Jørgen (kommer frem paa Trappen og seer sig om).
JØRGEN
Men hvor blive de dog af! Paulsen og Juliane gik fra os paa Henveien – og – Birk er jo ogsaa væk. – Mon de da virkelig skulde have faaet isinde ​at blive deroppe Natten over, som der blev spøgt om ved Aftensbordet? Ja, det kunde saagu ligne Paulsens gale Ideer; og dersom nu han og Juliane føiter omkring deroppe – hvem veed hvorledes Birk vil optage det; – nei jeg maa see efter. – – Heida! jeg skimter ​tydelig noget Hvidt derhenne; det maa være dem. – (idet han gaaer) Vent lidt! Saa vent dog! Nei de høre mig ikke.
(gaaer ud i Baggrunden)
​  424Sextende Scene
Birk (sovende). Anna (kommer langsomt ud fra Bjælkestuen og ​nærmer sig ham).
ANNA halvt hviskende idet hun lægger Haanden paa hans Skulder
Vaagn op – vaagn op – nu er det paa Tiden
BIRK reiser sig og stirrer forbauset paa hende
Anna! er Du her?
ANNA
Ja – kom nu maa vi afsted; det er snart Midnat.
BIRK gnider sine Øine og seer sig om
Men drømmer jeg da – eller –
ANNA
Seer Du – Maanen staaer høit paa ​Himlen, – følg efter mig – jeg kjender Veien.
(gaaer langsomt mod Baggrunden)
BIRK
Men hvad skal alt dette sige? Er det virkelig hende – eller er jeg bleven forrykt – jeg skulde næsten troe det. – See der! der standser hun! Hun vinker! Ha! det svimler for mig – Alting løber rundt – jeg maa følge hende – – jeg maa – – –
Anna gaaer; Birk følger efter.
​  425Syttende Scene
NISSEN viser sig pludselig mellem Træerne, Belysningen forandres og en ​dæmpet Musik høres
Der skride de frem paa den duggede Sti
Mens Huldren sidder i Graneli;
​Hun synger og slaaer sit Langelegspil
Og Skjaldene ligge og lytte dertil. –
Hist Nøkken reder sit grønne Skjæg
Ved Elvens Bred under Rogn og Hæg;
Og Alferne dandse i Orreholt, –
De kan ikke sove – det er dem for koldt;
Jo jo! – I vandre i Drømmenes Lande,
Og gaaer I med klar eller taaget Pande,
Saa har jeg jer dog i min Snare fat;
O, Nissen skal more sig godt inat!
Han forsvinder.​  426
​
​​  427​ANDEN ACT
Skovegn; i Baggrunden en rund Bjergkolle paa hvilken Levningerne af et Sancthansbaal fra og til blusser iveiret. Til Venstre i Forgrunden en stor Steen. Det er Nat, – Maanen staar paa Himlen. –
Første Scene
Idet Tæppet gaaer op høres Sang og Violinspil som taber sig i det Fjerne. – Nissen træder ind i Baggrunden og lytter –.
NISSEN
Endt er Dands og Sang og Spil,
Natten hører os Andre til –
Hver Alf og Vætte jeg byder til Gjæst, –
​Herfrem! nu begynder vor Midsommerfest.
Han forsvinder bag Træerne.
USYNLIGE ALFER
1
Stille, stille; Natten kommer,
Frem I Alfers lette Rad,
Hør vort Kald, I Skovens Blommer!
Aabner eders lukte Blad!
Vaagner Alfer! af jer Slummer,
​  428Stævner hid til Lundens Sal,
Blomstens Kalk er nu for lummer,
Sommernatten er saa sval.
2
Stille sæt jer under Siljen,
Flætter der med flittig Haand
Af Convallen og af Liljen
​Lette Sko og hvide Baand;
​Klæd jer saa i Høitidskjolen
Vævet af et Rosenblad
Og af Duft fra Natfiolen
Efter Aftenduggens Bad.
3
See de straalerige Smykker
Tusinder af Ædelsteen,
Som med Blomstertæppet trykker
Liljens blaaliggrønne Green,
See kun hvor de lyse Kjerner
Blinke fra hver Perle frem. –
Billedet af Nattens Stjerner
Har sig fæstet dybt i dem!
4
Disse Draaber som nu funkle
​Over Løv og Blomsterblad
Flætter dem i eders dunkle
Lokker til en Perlerad;
Let som Vinden da vi svæve
​  429Over dugget Blomstereng,
Medens Tonebølger bæve
Gjennem Nøkkens Harpestræng!
Anden Scene
Paulsen og Juliane komme fra Venstre.
PAULSEN
Men dette kan jo umuligt gaae rigtigt til; vi maa bestemt have taget Feil af Veien.
JULIANE
Nei, jeg forsikkrer Dem, – deroppe ​gaaer Stien; stol kun paa mig. –
PAULSEN
Det gjør jeg fuldt og fast; jeg gaaer iblinde hvorhen De vil – – men for at komme tilbage til det vi talte om; – seer De – –
De gaae i Samtale ud til Høire.
​Tredie Scene
JØRGEN kommer efter en Pause ilende ind fra Venstre, standser og seer sig om
Væk er de igjen! Men dette maa jo gaae til med Fandens Kunster; – og dersom jeg saae ret, saa var det fremdeles Paulsen som sværmede om med hende; – det er ikke saa ​frit at Du er en Smule letsindig min Søster – saaledes at række Armene til ​  430Een iaften, naar Du imorgen skal række Haanden til en Anden. – Naa, Paulsen er jo en platonisk Sværmer som han selv siger, og desuden er jo Sancthansnatten en Frihedens Dag heroppe, man holder ikke saa strængt paa Formerne – men alligevel – alligevel – – det var bedst om jeg kunde faae fat paa dem.
(gaar ud til Høire)
Fjerde Scene
Paulsen og Juliane (komme​atter fra Venstre). – Nissen (viser sig i Baggrunden, gnider Hænderne og leer fornøiet).
PAULSEN ivrigt gesticulerende
Nei seer De – det Tankeexperiment leder til Intet og derfor har jeg opgivet det; thi det er aldeles mod min Natur at bevæge mig i en Cirkel, og – – (seer sig om) Men hvad er dette? Her har vi jo gaaet rundt om Haugen og staae netop paa samme Sted, som for lidt siden.
JULIANE
Ja det synes rigtignok saa.
​PAULSEN
Nu vel, lad saa være; igrunden lader det ogsaa til at det folkelige Element er forsvundet deroppe, – jeg kan ikke see et Menneske.
JULIANE
Ja, det er vist bedst at vi tænke paa Hjemveien; jeg er frygtelig træt. –
​  431PAULSEN
Men vil De allerede nu, – – jeg har saa meget at sige Dem; – seer De den deilige Maane bag ​Granetræerne, og de store mørke Granetræer foran Maanen; o, Naturens Skjød ​er dog deiligt at hvile i!
JULIANE
Ja naar det bare ikke var saa skiddent.
PAULSEN
Sandt nok; men det maa man hæve sig over; kom, og sæt Dem her paa den bløde mosklædte Steen – – vent lidt, jeg vil først brede mit Lommetørklæde over den, for ellers søler De Dem til, – – saa vil jeg lægge mig her i Græsset foran Dem – Uf nei, det er ganske vaadt; ja, saa vil jeg ialfald staae her i Græsset foran Dem.
Juliane sætter sig.
​JULIANE efter en Pause
Nu bliver De atter saa alvorlig Paulsen!
PAULSEN
Jeg er sjelden oprømt længere end et Kvarteerstid ad Gangen, især naar jeg ikke drikker til, det er en Egenhed hos mig.
JULIANE
Men hvad er der da iveien?
​  432PAULSEN
Det vil jeg sige Dem; seer De, det er, ligefrem talt, endnu ikke saa ganske klart indeni mig – jeg vakler –
JULIANE
​Men nu sagde De jo fornylig at De havde fundet et fast Støttepunkt i –
PAULSEN
Meget rigtigt! I Theorien har jeg det ogsaa virkelig, men det er en Egenhed ved mine Theorier at de ikke altid lade sig practisere.
JULIANE
Saa?
PAULSEN
Ja, det kommer deraf at Verden er af Lave, det er en Sats som jeg altid holder fast ved. – Men nok derom; De skal erfare hvad der ​foruroliger mig; det er saa at sige mit nationale Jeg som ligger i Krig med mit æsthetiske; det er denne Strid jeg maa have udjævnet eller ogsaa – – nok sagt – –
JULIANE
Gud bevares!
PAULSEN
Seer De vel, mit nationale Jeg ræsonerer som saa: Du en Folkets Mand, der gaaer med Tollekniv ved ​Siden og skriver alle Substantiver med Smaat, hvor kan Du være bekjendt af at forsage et Væsen som vore nationale Digtere holde saa fast ved.
​​  433JULIANE
Ja, det er vist ganske fornuftigt ræsoneret.
PAULSEN
Men min Gud det er jo netop Ulykken, for saa kommer mit æsthetiske Jeg og siger, Nei, det er Løgn; thi det strider mod Dine æsthetiske Begreber at føle for en, der er begavet med de her forhaandenværende abnormale, mod Skjønhedsideen stridende Udvæxter. – Hvad skal jeg saa gjøre? Hvilket af mine to Jeg’er har Ret? Jeg veed det min Sjæl ikke, og saaledes staaer jeg her foran en af disse ​Sphinxer i Menneskelivet, som man enten maa beseire eller bukke under for. Men hvad er det, jeg synes jeg hører Nogen tale –
JULIANE
Ja det lader til – –
De tale hviskende.
Femte Scene
De Forrige. Birk og Anna (komme fra Baggrunden til Venstre og gaae henimod Forgrunden). Senere Nissen.
BIRK
Hvor er vi, – det forekommer mig – som om Stedet her var mig kjært og velbekjendt, skjøndt jeg aldrig har været her før; – Anna, – hvor ​gaae vi hen?
​  434ANNA
Til Sancthanshaugen. Seer Du, deroppe ligger den. – Ilden er slukket, – Alting er stille, – kom hold Dig til mig – der gaae mange Veie derop, men de ere ikke lette at finde. – Mange lede og lede men komme dog ikke frem – hold Dig til mig.
BIRK
Forunderligt! Det er som om en Svimmelhed greb mig –
ANNA
Hør, hør, hvor her er stille! Lyt dog; kan Du høre hvor stille her er –
​BIRK
Anna!
​ANNA
Var det en Fugl som kviddred derinde mellem Orrebuskene! Syng kun! lille Fugl! syng kun; Du har Lov at være med –
BIRK
Skulde virkelig jeg ogsaa være bleven forrykt; thi hun – hun, – jeg veed ikke mere hvad jeg skal troe –
ANNA
See, her finder jeg Nøgleblomster – store gule Nøgleblomster – jeg har leget med Dem som Barn. – ​Der – (hun rækker ham nogle Blomster) – der er tre for Dig – og tre for mig – gjem dem – gjem dem vel; (fæster de øvrige Blomster ved Brystet) – kjender Du ikke Eventyret om ham som kunde lukke Hougen op med ​  435en skinnende Nøgleblomst og som treen ind i Hallen der stod paa fire Guldstøtter –
BIRK
See, see!
Dæmpet Musik høres fra Baggrunden; – Bjerget aabner sig, og i det Indre sees en stor og glimrende oplyst Hal; Bjergkongen sidder i et Høisæde i Baggrunden. Alfer ​og Hougfolk dandse omkring ham.
ANNA
Der er den! Det lyser som Guld og Maaneskin!
BIRK
Ha! hvad betyder Alt dette?
PAULSEN til Juliane
Nei vil De bare see! Der tænde de tilforladelig Baalet igjen. (han tørrer sine Briller) Det tager sig godt ud; – det er bestemt en heel Tjæretønde, de have faaet fat paa.
JULIANE
See see – hvor de springe! Uf, lad os ​ikke gaae derop, jeg er vis paa at de ere drukne.
PAULSEN
De har Ret! det er sikkrest at anskue dem i Frastand.
BIRK
Men Anna forklar mig dog, – – det forekommer mig som om jeg har seet alt dette før – – som om –
​  436ANNA
Stille, stille – saaledes forekommer det ogsaa mig.
PAULSEN til Juliane
Nei, men dette tager sig dog deiligt ​ud; det er en ​Scene greben lige ud af Folkelivet; – De har dog Deres Lorgnet med. –
JULIANE
Javist!
PAULSEN
Jeg vilde bare ønske at her var en Maler tilstede.
JULIANE
Eller en Daguerreotypist.
PAULSEN
De har Ret; det var bedre. Nei, men jeg havde dog aldrig troet at vore Folkedandse kunde være saa ægte nationale, – saa – – vil De bare lægge Mærke til disse Trin disse Bevægelser.
​Inde i Hallen føres en ung Pige frem; Bjergkongen stiger ned af Høisædet og gaaer hende imøde.
BIRK
Anna! kjender Du hende!
ANNA
Ja, ja, – det er jo liden Karin; mindes Du ikke Visen:
« ​  437Liden Karin trined i Bjerget saa prud;
Saa lifligt dufter Rosen om Vaaren;
Liden Karin skulde være Bjergkongens Brud,»
BIRK
Ja nu mindes jeg, – see! han spørger ​hende:
«Og hvor er Du født og hvor er Du baaren,
Og hvor i Verden vide er Din Jomfruklædning skaaren.»
PAULSEN
Men hvem montro den gamle Herre kan være?
JULIANE
Ja jeg veed saamæn ikke.
PAULSEN
Aa han hører rimeligviis til Festcommitteen, siden han modtager de Ankomne; mærkværdigt nok at man dog er saa civiliseret heroppe; det havde jeg paa Ære ikke tænkt. –
BIRK
​Seer Du! nu svarer hun –
ANNA
Ja, det husker jeg godt:
«Paa Vangen den grønne stod min Faders Gaard
Saa lifligt dufter Rosen om Vaaren!
Der bar jeg gyldne Ringe og Blomster i Haar;
​  438I Dalen er jeg født i Dalen er jeg baaren, –
I Dalen den grønne er min Jomfruklædning skaaren.»
​BIRK
Han taler til hende igjen – see – –
PAULSEN
Han converserer ivrigt lader det ​til; ja det er bestemt et dannet Menneske.
BIRK
Nu byder han hende en Guldkrone og sølvspændte Sko hvis hun vil være ham god. –
ANNA
Men liden Karin vil ikke – seer Du – hun vil ikke.
BIRK
Saa byder han hende alle de Rigdomme som Fjeldet eier.
ANNA
Men hun vil alligevel ikke! Ikke for Alverdens Guld – hun afslaaer det – –
​BIRK
See! nu tager Bjergkongen det gyldne Horn!
PAULSEN
Gud forlade mig, troer jeg ikke at Fyren gaaer med en Lærke i Lommen. –
​  439ANNA
«Og Bjergkongen fylder det Horn af røden Guld;
Saa fage visner Rosen om Vaaren!»
BIRK
Hun sætter det for Munden, hun drikker –
ANNA
«Og liden Karin tømmer den Drik saa underfuld –»
​Hør! hør!
«I Bjerget er jeg født i Bjerget er jeg baaren –
I Bjerget herinde er min Jomfruklædning skaaren!»
Pigen kaster sig i Bjergkongens Arme. Begge forsvinde.
JULIANE
Uf, stakkels Pige, – der faldt hun!
PAULSEN
Mon jeg skal troe, hun daante?
Inde i Bjerget mødes en Kriger og en ung Kvinde.
JULIANE
Der er Militaire iblandt dem, – jeg seer Een med Sabel. –
​​  440PAULSEN
Saadan skal det være, alle Klasser i en gemytlig Blanding; først derved faaer Billedet denne – denne afrundede Form, denne; – – nei, det er mærkværdigt hvor jeg føler mig tiltalt; og mens vi sidde her med et aabent Blik for det Digteriske i Livet, saa ligger rimeligviis Birk og de Andre og sove paa deres ​grønne Øre, eller drømme en eller anden triviel Drøm –
JULIANE
Ak ja – – et poetisk Gemyt er en god Ting, det er vist og sandt. –
ANNA
​Der kommer Erik og Svanhvide! Mindes Du Visen?
BIRK
O, den mindes jeg godt!
« Ung Erik skulde i Ledingfærd:
«Og hør mig Svanhvide, min Mø!
Ud maa jeg i Verden at øve mit Sværd,
Jeg kommer igjen naar jeg er Dig værd, –
Du vente mig her under Ø!»»
ANNA
Tys, hun svarer – hører Du, – –
«Og jeg vil vente i femten Aar –
Og femten Dage dertil.»
​  441BIRK
«Men hvis jeg til den Tid ei for Dig staaer,
Du svare, Svanhvide, min hulde Maard,
​Hvorlænge da vente Du vil?»
ANNA lyttende og med dæmpet Stemme
«Da venter jeg atter i femten Aar,
Og endda en liden Stund, – –
Og kommer Du ikke saa bleges mit Haar,
Da lægges jeg ned paa den sorte Baar!
Og venter paa Gravens Bund!»
Birk og Anna tale hviskende.
JULIANE
Min Gud, jeg bliver saa gyselig veemodig stemt ved at see alle disse glade Mennesker dandse saaledes mellem hinanden. – Det minder mig saa levende om det første voxne Bal jeg var paa dengang da jeg gik i ​ Madame Olsens Institut.
PAULSEN levende
Madame Olsens Institut? Har De – har De gaaet der. –
JULIANE
Javist! Men fra det Bal jeg taler om, medbringer jeg en smertelig Erindring, – det var i Harmonien –
​PAULSEN
I Harmonien! Men Gudbevares – det er ligedan med mig; – fortæl!
​  442JULIANE
Ja, jeg vil gjengjælde Deres Fortrolighed; jeg vil meddele Dem denne Erindring som nager mig. – Paa Ballet var der et blegt ungt ​Menneske med et drømmende Blik.
PAULSEN med stigende Hæftighed
Med et drømmende Blik?
JULIANE
Han talte ikke til mig; men bestandig stirrede han med saadanne besynderlige talende Øine.
PAULSEN
Videre – videre!
JULIANE
Endelig, i sidste Dands tog han Mod til sig og engagerede mig, – men –
PAULSEN
Nu – han engagerede Dem, – og ​hvad saa?
JULIANE
I den første Tour kom han til at træde mig paa Foden; jeg havde hvide Sko paa og udstødte altsaa et Skrig; – jeg vilde ikke dandse mere – –
PAULSEN
Og han? – svar mig; hvad gjorde han?
JULIANE smerteligt
Han tilkastede mig et døende Blik, forlod Balsalen – og jeg – jeg har aldrig seet ham siden. –
​  443PAULSEN
Døende Blik! Og han – han havde ​ lyseguul Vest – og – –
JULIANE
Ja ja – men hvad fattes Dem?
PAULSEN
Juliane! Denne blege Yngling med det døende Blik og den lysegule Vest, det var – mig!
JULIANE springer op
Hvad siger De? Dem? Herregud er det sandt?
PAULSEN
Ja, ja! – (begeistret)
Jeg var en Yngling da med lyse Lokker;
Dem har jeg endnu som De jo kan see!
JULIANE
De gik med Sko og sorte Bomuldssokker!
​PAULSEN
Nei, det var Silkestrømper, maa jeg be’e!
Jeg mindes Alt, som om idag det hændte;
Jeg havde ikke Sproget i min Magt,
​Og derfor taug jeg, men mit Øie brændte
Saa varmt og talende som De har sagt;
Men ved den sidste smertelige Scene
Jeg sindsforvirret Salen har forladt. –
​  444JULIANE
Og De tog da ikke Livet af Dem?
PAULSEN
Nei saa min Sjæl om jeg gjorde, – jo, jo, – det vil da sige, jeg var nær ved det, men saa kom der Noget iveien. Som sagt:
Jeg ved den sidste smertelige Scene
​Maa sindsforvirret Salen ha’e forladt,
Og fandt mig siden vankende alene
I Maaneskinnet i den sorte Nat;
Fra den Tid af jeg gik min vilde Bane
Og søgte i en haabløs Elskov Ro;
Men nu har Julian fundet Juliane –
(han griber Lommetørklædet, som Juliane har siddet paa – lægger det under Knæerne og knæler)
Saa brist da Hemmelighed!
NISSEN kommer pludselig tilsyne i en Busk der aabner sig
Ho, ho, ho!
Busken lukkes.
JULIANE skrigende
Ih, du milde Himmel, ​hvad er det!
PAULSEN springer op
Løb, løb! men vær ikke bange – jeg skal nok forsvare Dem. –
De ile ud hver for sig.
​  445JULIANE udenfor
Paulsen, Paulsen!
PAULSEN ligeledes
Juliane! hvor er De! – Jomfru Juliane!
BIRK
Men hvad er dog alt dette! Det synes mig som om en fjern, forglemt Fortids kjæreste Billeder glede mig forbi i den brogede ​Hvirvel derinde! – Og disse Toner, – de har længe bævet i min Sjæls Inderste; men naar jeg har villet gribe dem og føiet dem sammen til Melodier, saa ere de altid flygtede for mig, – bestandig længere og længere, – dog nu har jeg dem ​og skal aldrig glemme dem mere. – Ogsaa Dig, Anna, ogsaa Dig forekommer det mig som om jeg længe har kjendt, var det endogsaa kun i Drømme! – Ha! hør! hører Du?
ANNA
Stille! Stille!
​CHOR AF USYNLIGE ALFER
​ANNA
Johannes! Johannes! min Barndomsven!
(kaster sig i hans Arme)
BIRK
Anna! nu kjender jeg dig igjen!​  446
​
​  447​TREDIE ACT
Haven udenfor Fru Bergs Huus det er tidlig Morgen.
Første Scene
Paulsen sidder sovende paa Trappen til Hovedbygningen. Berg og Anna spadsere frem og tilbage i Forgrunden.
​ANNA
Saa Du har hellerikke sovet roligt inat, Bedstefader?
BERG
Nei Barn! Jeg fik næsten ikke Søvn paa mine Øine; bestandigt maatte jeg tænke paa denne Sag, som Din salig Fader havde paalagt mig at ordne – det var strax forinden han døde; – men nu er det Altsammen saa forvirret for mig igjen.
ANNA
Ja men derfor skal Du ogsaa lade være at gaae og gruble; – jeg er vis paa at Du husker feil, ​Bedstefader! og – –
BERG
Nei, nei, – jeg gjør ikke; og da Du igaar fortalte mig at – at – hvad var det nu som skulde foregaae idag?
ANNA
Julianes Forlovelse.
​  448BERG
Forlovelse? Ja, ja – det er jo sandt, og saa Skjødet paa denne Gaard, som, – see, da var det ligesom det blev mig klart at jeg maatte have Papirerne fat endnu idag. – Men hvor skal jeg finde dem; – det veed jeg ikke. –
​ANNA
Og derfor skal jeg og Bedstefader ogsaa være saa gode ikke at tænke mere paa den Sag; nu ville vi snakke om andre Ting. – Tænk Dig, jeg havde de forunderligste Drømme inat; jeg drømte at jeg var ​oppe paa Sancthanshougen, – der, – hvor Du veed at vi saa tit gik sammen dengang jeg var liden, og hvor Du sad og fortalte Eventyr.
BERG
Nu ja, det er ikke saa underligt at Du drømmer om Sancthanshougen, for der var Du jo baade ​seent og tidligt. – Kan du mindes dengang Du var falden i Søvn deroppe og – –
ANNA
Nei; – var jeg?
BERG
Mindes Du ikke det? Aa nei, Du var jo hellerikke saa gammel dengang og fra de Dage har jeg en bedre Hukommelse. – Jo, seer Du, – Du havde trukket afsted med noget, hvad det nu var – et Signet eller noget Sligt, der hørte Din Fader til, og det havde Du kastet væk deroppe. Din Fader skjændte og Du græd, – og ​saa var Du gaaen derop for at lede; der var en Forskrækkelse i Huset, Ingen vidste hvor Du var bleven af – men om Morgenen saa fandt vi Dig da endelig. –
​  449ANNA
Ja nu synes jeg nok jeg skulde mindes det. – Men hør, Bedstefader! jeg troer bestemt at jeg har gaaet i Søvne inat; som Barn, veed Du, gjorde jeg det tit; og de Drømme jeg havde vare saa besynderlige – desuden, seer Du denne her – (hun tager en gammel Nøgle frem) Jeg drømte at jeg sankede nogle store gule Blomster ​deroppe og dem satte jeg her i min Kjole; men da jeg vaagnede fandt jeg istedetfor Blomsterne – denne. (viser ham Nøglen)
BERG
Men – men i Herrens Navn, – det er jo –
ANNA
Hvad er det? Hvad mener Du?
BERG
Den var det jo Du havde kastet væk deroppe – jeg kjender den igjen, – det er Nøglen til den gamle Kiste; – Anna, Anna! nu er Alt mig klart, der ere de, der og intet andet Sted. – Følg med ​mig –
ANNA
Men Bedstefader! hvad er det dog?
​BERG
Barn! det er en Herrens Tilskyndelse! Jeg havde ikke faaet Ro, dersom – – kom med! kom bare med!
De gaae ind i Bjælkestuen.
​  450Anden Scene
Paulsen (fremdeles sovende). Birk (kommer langsomt fra Baggrunden).
BIRK
Endnu kan jeg ikke forklare mig denne Nats underlige Begivenheder. ​ Det har altsammen været en Drøm, derom kan jeg vel neppe tvivle; men denne Drøm har bragt Klarhed i mine forvirrede Barndomserindringer, og fremfor Alt, – jeg har gjenfundet hende – hende, der dengang var mig saa kjær, og som nu er mig det dobbelt; men som jeg dog maa give Slip paa. –
Tredie Scene
De Forrige. Jørgen (kommer frem paa Trappen).
JØRGEN
Ei, see der har vi dem jo begge to. Paulsen! Naa han snorker ​endnu! (han kommer ned) Og Du? Du har vel allerede udsovet!
BIRK
Ja maaskee; jeg veed ikke saa ret. Men hvad gaaer der af Paulsen.
JØRGEN
Hvorledes det?
​  451BIRK
Jeg har siddet i en halv Søvn paa Bænken derhenne indtil for en Timestid siden, og fra den Tid har han ligget paa Trappen og vrøvlet det græsseligste Tøi om et Bal, om ​Sancthanshougen – om at han elskede – og Gud veed hvad det var.
JØRGEN afsides
For Fanden! skulde han have røbet Noget? (høit) Aa seer Du, det er rimeligviis hans gamle ulykkelige Inclination –
BIRK
Nei vist ikke – den har han jo opgivet; der ​stikker bestemt noget Andet under; jeg hørte ham flere Gange tale om at her havde han fundet hende, og – –
JØRGEN
Ja jeg kan nok saa omtrent sige Dig hvad det er. (afsides) Jeg maa ​finde paa Noget. (høit) Seer Du, det er Anna som –
BIRK
Anna! Aa nei vist; det er umuligt!
JØRGEN afsides
Han har bestemt Mistanke! (høit) Jo jeg forsikkrer – jeg er næsten vis paa –; men hvor var Du henne inat?
BIRK
Paa Sancthanshougen troer jeg; forresten skal jeg ikke kunne sige det med Vished.
​  452JØRGEN
Hahahaha! Du har nok seet lidt ​i Punschglasset igaaraftes. –
BIRK halvt for sig selv
Det er Tingen, – jeg har seet for dybt. –
JØRGEN
Ja kunde jeg ikke tænke det!
BIRK
Ikke i Punschglasset men i mig selv; i mig selv har jeg seet tilbunds, Du! Og det er godt at det kom dertil, det var paa høi Tid, for ellers vilde det nok have gaaet mig som hende der drak af Guldhornet og glemte Hjem og Skov og Dal og sig selv –
JØRGEN
​Af Guldhornet? Hvad Fanden er det for en Historie Du?
BIRK
Aa det kan være ligegyldigt; vist er det at jeg nu gjennemskuer de Taager der har lagt sig foran mit Barndomsliv. – Det er ikke, som jeg hidtil har troet, Tiden eller Fraværelsen eller Sligt der dyssede mig i Glemsel; det var det tomme, hjerneløse men blændende Liv derinde i Byen, – det var ham derhenne (peger paa Paulsen) og hans Kammerater der trak mig ind i den sminkede Skintilværelse, de selv friste. – O ​du min Gud! havde jeg for to Aar siden vidst, hvad jeg nu veed!
​  453Han gaaer ind i Haven til Venstre.
​JØRGEN
Jo min Sjæl maa han have mærket at Paulsen gjør Hanebeen, eller ogsaa har han en Skrue løs. – Jeg maa tage Paulsen lidt i Skole for at faae Vished i Sagerne. – (ryster i ham) Paulsen! Paulsen saa vaagn dog, Menneske!
PAULSEN i Søvne
Løb, løb! Au, der er han!
​JØRGEN
Nu skal man see at han ogsaa bliver gal. – (ryster ham atter) Hører Du da ikke! Vaagn op, det er langt paa Dagen!
PAULSEN vaagnende
Aha, er det Dig?
JØRGEN
Javist er det mig. – Hvordan er det fat med Dig?
PAULSEN
Aa, jeg har havt en forunderlig Nat; – har I spiist Frokost?
JØRGEN
Nei endnu ikke.
PAULSEN​vedblivende
En forunderlig Nat, riig paa Farer og sælsomme Geschichter.
​  454JØRGEN
Ja Du og Juliane sværmede jo i Maaneskinnet.
PAULSEN
Ja; – medens Du og Birk og I andre prosaiske Mennesker laa i Dynerne, sad vi derude i Naturens Skjød og iagttog Folkelivet. – Jørgen! det er dog vist og sandt at den der ikke formaaer saaledes at – at vexle et poetisk Øiekast med Livet, han lever kun halvt. – Aa, det var herligt! Tiden gik for os ​som et Lyn.
JØRGEN
Ja især paa Hjemveien, efter hvad Juliane har fortalt.–
PAULSEN
Aa jeg veed hvad Du mener. Der kom en drukken Bondetølper og brølte os noget fælt Tøi ind i Øret uden at vi havde nogen Anelse derom. –
JØRGEN
Og saa løb Du Din Vei, hahaha!
PAULSEN
Løb? Jeg løber aldrig; – jeg gik hjemad – i et noget hurtigere Tempo, det er sandt; – men, hvor ​er Din Søster?
JØRGEN
Min Søster?
​  455PAULSEN
Ja ja – vi bleve netop afbrudte igaar paa ​det interessanteste Sted i vor Underholdning, og jeg maa fortsætte, jeg maa tilforladelig –
(vil gaae ind)
JØRGEN
Nei hør Paulsen! jeg maa sige Dig Noget.
PAULSEN
Ja veed Du hvad, igrunden har jeg ogsaa Noget at betroe Dig. – ​Jørgen! omfavn mig; – jeg bliver Din Svoger!
JØRGEN
Aa Du bliver vel Fanden heller!
PAULSEN
Jo jo – tilforladelig, som jeg siger; der mangler blot min Erklæring og hendes Ja. –
JØRGEN
Men hvem mener Du da, Menneske! Er det Juliane –
PAULSEN
Ja hvem ellers? Lad mig bare komme ind, jeg maa absolut tale med hende.
JØRGEN
​Nu da, siden Du er reent splittergal saa nødes jeg til at indvie Dig i Noget som rigtignok skulde være en Hemmelighed; – – viid da –
PAULSEN
Nu?
​  456JØRGEN hviskende
Der er en Hage ved hende –
PAULSEN farer tilbage
Menneske! hvad siger Du! En Hale! Det er Nummer to!
JØRGEN
Vrøvl! Jeg siger der er en Hage ​ved hende; kort og godt, hun er forlovet!
PAULSEN
For – forlovet!
JØRGEN
Forlovet med Birk; nu veed Du det.
PAULSEN
Men, Jørgen! kjæreste, bedste Ven! Du lyver da vel, vil jeg haabe!
JØRGEN
Paulsen, vær en Mand, og fat Dig! Det er som jeg siger.
PAULSEN
Ha, nu troer jeg jeg svimler! Men saa maa han afstaae hende, ​han maa – –
JØRGEN
Tys, tys, – er Du da forrykt!
​  457Anna kommer ud af Bjælkehuset og gaaer ind i Haven tilvenstre.
​PAULSEN
Jeg kan ikke opgive hende! Hvor er Birk? jeg maa have ham fat!
JØRGEN
Men saa betænk Dig dog! Du vækker jo Skandale, og – er det en Maneer at opføre sig paa?
PAULSEN
Ja Du har godt ved at snakke; ​Du har ingen Idee om hvad det vil sige, den ene Gang efter den anden at gaa Glip af sin første Kjærlighed. Svar mig, hvor er han?
JØRGEN
Nu vel da – derhenne etsteds langs med Veien! (peger mod Baggrunden. Afsides) Der vil jeg haabe at han ikke træffer ham. –
PAULSEN
Godt! saa maa jeg afsted! Jørgen! Du seer mig igjen som Din Svoger, eller ogsaa – – aldrig!
JØRGEN
Nei jeg følger Dig, min Ven! jeg kan ikke forsvare at lade Dig ​alene i Ulykken; – bi dog – bi dog!
Paulsen gaaer hurtigt ud i Baggrunden; Jørgen følger efter.
​  458Fjerde Scene
Birk og Anna komme fra venstre Side.
BIRK
Ja Du har Ret; der gives virkelig Ting som blive mere og mere ubegribelige jo længere man tænker derpaa. – – – Lad det nu have været en Drøm eller en Indvirkning af de gaadefulde Magter, der raade i Skog og i Houg, saa har jeg ialfald fundet min lille ​Legesøster igjen.
ANNA
Og jeg min Legebroder. Kom nu og sæt Dig, Johannes! Du maa fortælle hvad der er hændet Dig siden vi sidst vare sammen som Børn. (de sætte sig paa Bænken tilhøire, Anna betragter Birk opmærksomt) Nu kan jeg næsten ikke forstaae at jeg ikke strax kjendte Dig igjen; og Du, som jo kom her saa ofte –
BIRK
Det er ikke saa forunderligt. – Jeg huskede vistnok at min Fader fra og til tog mig med ​til en fremmed Gaard hvor der var en liden Pige som legede med ​mig, – og en gammel Mand som fortalte os Eventyr; – men dengang var jo Altsammen anderledes her, – Hovedbygningen var ikke opført dengang, og Haven her var en Udmark, Din Fader var Enkemand, og efterat han giftede sig anden Gang kom jeg aldrig hid.
ANNA sidder imidlertid beskjæftiget med at binde en Blomsterbouket
Men hvorledes er det saa gaaet Dig siden?
​​  459BIRK
Det er snart fortalt; seer Du –
ANNA
Vent lidt! Hvem troer Du, skal have disse Blomster?
BIRK
Ja, jeg veed ikke –
ANNA
Gjæt!
BIRK
Maaskee jeg –
ANNA
Ja, og veed Du hvorfor?
BIRK
Nei.
ANNA
​Ja for dersom Du havde saadanne Blomster, saa veed jeg nok hvem Du vilde givet dem til.
BIRK
Nu da?
ANNA
Til mig. – Vilde Du ikke?
BIRK
Jo, jo vistnok, – dersom ikke ellers Juliane – –
​  460ANNA leende
Aa ja – Juliane, – det er jo sandt! Er det da ikke forunderligt at jeg aldrig kan erindre at hun og Du ere forlovede? – Kom nu, lad mig fæste dem i Knaphullet! ​(fæster Blomsterne i hans Frakke) Hvad var det saa Du skulde fortælle?
BIRK
Seer Du, – da min Fader døde var jeg knapt syv Aar gammel, og det viste sig snart at han saagodtsom Intet efterlod mig. – Min Faster inde i Christiania tog sig derfor af mig skjøndt Gud skal vide at hun knapt havde mere end hun selv tiltrængte. – Hun lod mig antage Navnet Birk for det skulde nu klinge mere bymæssigt; – jeg skal sige Dig, hun var ikke fri for at være lidt ​forfængelig, – naa det kommer ikke Sagen ved. – Men det vilde forresten have seet galt ud for mig, dersom jeg ikke havde faaet Hjælp fra en anden Kant – –
​ANNA
Hvorledes mener Du?
BIRK
Der var en Anden som understøttede mig indtil – Din Fader døde.
ANNA
Min Fader?
BIRK
Ja Din Fader; thi ham var det. – Først da han var død erfarede ​jeg hvem jeg havde at takke for min Opdragelse, og dette forundrede mig saameget mere da jeg vidste at min Fader i sin sidste Levetid havde staaet i et spændt Forhold til Berg paa ​  461Grund af en Proces, de førte mod hinanden, og som min Fader tabte. –
ANNA
Men Alt dette har jeg ikke vidst et Ord om, og hun – min Stedmoder har aldrig omtalt, at – –
BIRK
Jeg veed hellerikke, om hun ​kjender Sammenhængen, skjøndt jeg næsten skulde formode det; thi da hun for to Aar siden opholdt sig Vinteren over i Christiania, og jeg der traf sammen med hende, saa kom hun mig imøde med den Forekommenhed, som fiintfølende Mennesker altid vise den, der skylder dem Forbindtlighed uden at kunne gjengjælde dem; – og da hun aldrig rørte ved den Sag, saa fandt jeg det hellerikke passende at omtale den og saa – –
(standser)
​ANNA
Nu, hvad saa?
BIRK
Jeg blev tilsidst som et Medlem af Familien og saa vare Juliane og jeg forlovede (med Hæftighed og halvt for sig selv) uden at jeg selv veed hvorledes det egentlig gik til!
ANNA
Og det kan Du tale om med et saa alvorligt Ansigt! Fy, skam Dig dog! Du skal være glad derover, for, seer Du, naar vi komme i Svogerskab, saa kan vi fornye alle de gamle ​Erindringer og besøge alle de Steder hvor vi legede som Børn. –
​  462BIRK
Men, Anna, hvorledes kan vi det? Vi blive jo dog ikke sammen!
​ANNA
Nei endnu ikke, det veed jeg nok; men naar Du og Juliane ere gifte saa, – ja nu skal Du høre hvorledes vi ville indrette os; jeg kommer naturligviis i Besøg til Jer – –
BIRK
I Besøg?
ANNA
Ja, i Besøg. Anderledes kan nu ​den Ting ikke ordnes; Du kan vel vide at jeg ogsaa helst vilde blive sammen med Dig for bestandig, men det tør vi nu sletikke tænke paa; Bedstefader maa jo passes, og desuden, – nei det gaaer aldrig an; men jeg skal komme i lange, lange Besøg, det lover jeg. –
BIRK
Men hør, Anna!
ANNA
Nei, nu er det Dig, der skal høre! Jeg vil sige Dig hvorledes vi kunne indrette os. – Da nu hverken Du eller jeg ere saadanne ​som Juliane, – hun kalder det at være poetisk, Du!
BIRK
Naa, saa det er Juliane?
ANNA
Javist; hun har selv sagt det. – Men da nu vi to ikke ere det, saa ville vi leve paa vor egen Viis, – saa sætte vi os hen for os selv ligesom her og spørge hinanden: «Kan Du huske dengang?» ​  463og «kan Du mindes det?« og – – men hvad fattes Dig? Hvorfor bliver Du saa alvorlig?
BIRK
Anna! Du er et Barn, og, jeg ​nødes til at sige Dig det, Alt hvad Du her taler om, kan ikke lade sig gjøre. – –
ANNA
Kan – kan ikke lade sig gjøre? Hvad skal det sige?
BIRK
Nuvel da, – siden en Forklaring er nødvendig. Anna, Du er et Barn.
ANNA leende
Nei men hvor kan Du nu falde paa det? Jeg er jo over – –
BIRK
I Sind og Tanke er Du det. – ​Du er opvoxet her, jeg kan næsten sige i Eensomhed; thi Din Bedstefader har Intet kunnet bidrage til at udvikle Dig, han ​har tvertimod holdt Dig tilbage i en Kreds af Ideer, som maa gjøre Dig fremmed for den virkelige Verden; og Din Stedmoder – nu ja, hun har, som det synes, havt nok med sig selv, og derfor – –
ANNA reiser sig
Ah, er det saaledes; nu forstaaer jeg, – Du skammer Dig over mig.
BIRK
​Men hvor kan Du nu falde paa Sligt?
​  464ANNA
Jeg veed nok at her paa Gaarden sige Alle: «Anna er tosset, – hun er gal,» – ja ja – de havde maaskee Ret – indtil igaar, men nu ikke længere! De tænkte det var Bedstefaders Eventyr, men jeg veed det bedre; det var Noget her (lægger Haanden paa Brystet) her indeni mig, som jeg grublede og grundede over, men nu er det forbi. – Johannes! jeg lover Dig at jeg skal blive anderledes hvis Du saa vil.
​BIRK
Du misforstaaer mig, Anna! Du misforstaaer mig, jeg seer Dig jo helst saaledes som Du er. – Men lad mig fortsætte, det er nødvendigt. – Anna! Du har mig kjær!
ANNA
Ja det veed Gud jeg har, – kan Du tvivle derom?
BIRK
Nei, og just fordi jeg ikke tvivler; – Du betænker ikke at siden vor Barndom er Forholdet mellem os forandret; – jeg – jeg er forlovet, en Anden maa ​besidde den første Plads i mit Hjerte, – og Du, Anna! lad mig sige Dig det –
ANNA
Men alt dette veed jeg jo!
BIRK
Du veed ikke at Du – at Du elsker mig – anderledes end en Broder!
​  465ANNA smilende
Anderledes end – – (bliver pludselig alvorlig og tilføier langsomt) anderledes end en Broder.
BIRK
Du vil altsaa see at jeg for ​Din egen Skyld –
ANNA hviskende idet hun seer sig om
Anderledes – Johannes! siig mig – hvorledes elsker Du Juliane?
BIRK
Hvad mener Du?
​ANNA ængsteligt
Naar Du seer hende, er det Dig da som der staaer i den gamle Vise:
« Og hvor Du træder med spæden Fod,
Der, tykkes mig, fæster Smaablomsten Rod, –
Og hvor Du triner paa Toft og Tilje,
​Der, tykkes mig, dufter baade Rose og Lilje.»
(hun griber hans Haand)
Siig mig, Johannes! er det saaledes?
BIRK med bortvendt Ansigt
Ja – javist! –
ANNA med stigende Angst
Og naar hun taler til Dig – naar hun seer paa Dig, saa banker dit Hjerte – stærkt – o, saa stærkt –
BIRK
Ja, ja, saaledes er det!
​  466ANNA slipper hans Haand
Saa har Du nok Ret! (efter en Pause) Jeg ​forekommer mig selv som han der vandrede i Søvne paa Fjeldtinden og hvis Navn man raabte saa at han styrtede ned i Dybet; – Johannes – Du skulde ikke –
(betragter ham et Øieblik og gaaer mod Baggrunden men standser og brister i Graad)
BIRK
Anna, kjære Anna! fat Dig dog! berolige Dig!
ANNA tørrer Taarerne bort og siger med stigende Heftighed
Rolig? – jeg er jo rolig! Hvorfor skulde jeg ikke være det? – Forresten – ​Du maa ikke troe at det var andet end mit Spøg hvad jeg før sagde Dig, – jeg har ikke meent Noget dermed; – hører Du – Du skal ikke troe paa det, Du skal ikke erindre det. – Giv mig dem – (hun tager Blomsterne fra ham. Med frembrydende Taarer) Jeg tog Feil, det var ikke Dig, som – det var Bedstefader – –
(gaaer hurtigt ind i Bjælkestuen)
BIRK efter en Pause
Anna, Anna! Det var mig tungt, men jeg maatte jo; – og dog, ifald jeg traadte tilbage, ifald jeg, – det var jo ​Moderen der ledede det Hele, det var hende der gjorde det første Skridt, og jeg – hahaha! jeg svage, villieløse Taabe! – ​Men skulde jeg ikke nu have Ret til at bryde overtvært; – og ifald jeg gjorde det? Hvad vilde man saa dømme om mig? Det er bekjendt nok at Fru Bergs Formuesomstændigheder ikke have forbedret sig i den senere Tid, – tvertimod; – og desuden, den Taknemmelighed jeg skylder Familien. Nei, nei, – jeg kan ikke; det maa gaae som det vil!
​​  467Femte Scene
Birk. Fruen og Juliane (komme ud fra Hovedbygningen).
FRUEN
Naa, see der have vi ham da endelig; jeg har næsten ikke faaet tale et Ord med Dem endnu, – og da vore Gjæster allerede ventes til Middag, saa – –
BIRK
Allerede til Middag? Ja, De har Ret; lad det skee saa snart som muligt!
JULIANE afsides
Min Gud, hvor han er bleven utaalmodig!
​FRUEN smilende
Nu, det lader til at De har Hastværk. – Juliane er ikke nær saa hæftig –
BIRK
Ikke det?
JULIANE
Men, Moder, hvor kan Du dog sige det.
FRUEN
Nu nu, det er jo bare mit Spøg. Men kom, Birk; lad os tale lidt sammen om vore Fremtidsplaner. – I unge Folk leve nu kun for Kjærligheden og Øieblikket og tænke ikke paa den Dag ​imorgen. –
​  468Fruen og Birk spadsere op og ned tilvenstre.
JULIANE for sig selv
Men hvor kan Paulsen være? Jeg maa faa en Leilighed til at tilstaae ham Alt; jeg maa ialfald forberede ham; thi faaer han pludselig Sammenhængen at vide, saa skeer der en Ulykke, det er jeg vis paa. – Og Birk – han er jo ogsaa bleven saa lidenskabelig, – hvis jeg hævede Forbindelsen, eller ​blot forlangte Udsættelse – det vilde være at dræbe ham. – Gud bevare mig hvor ​fælt det er saaledes at kjæmpe mellem Pligt og Tilbøielighed.
Sjette Scene
De Forrige. Jørgen (kommer hurtigt fra Baggrunden).
JØRGEN hviskende til Juliane
Har ikke Paulsen været her?
JULIANE
Her? Nei; Hvad er paafærde?
JØRGEN
Han er som besat; Du har gjort ham reent ør i Hovedet og han vil strax ud med en Erklæring.
JULIANE
Nu?
​JØRGEN
Hvad skulde jeg vel gjøre? Jeg sagde ham ligeud at Du allerede var forlovet, og – –
​  469JULIANE
Og saa?
JØRGEN
Ja, saa blev han reent gal; han vilde have fat i Birk og løb henover Veien for at finde ham, jeg efter, men han havde faaet et Forspring og jeg tabte ham af Sigte.
JULIANE
Min Gud, kunde jeg ikke tænke at der vilde skee en Ulykke! Hvis ​han faaer fat paa Birk, saa – –
JØRGEN
Ja det maa for enhver Priis forhindres.
JULIANE
Men det var ogsaa uforsigtigt af Dig saa ligefrem at tilstaa –
JØRGEN
Ja, hvad skulde jeg gjøre?
Syvende Scene
De Forrige. Berg og Anna (komme fra Bjælkehuset).
FRUEN afsides
Min Gud, hvad skal det sige? hvad vil han?
JULIANE
​Bedstefader herude!
​  470BIRK
Jeg kjender ham igjen – Træk for Træk!
BERG
Ja det er rigtignok første Gang i de senere Aar ​at jeg drister mig hid naar der er Nogen herude; men idag maatte jeg; – nei, bliv, Anna! bliv – hvad gaaer der af Dig at Du ikke vil følge Din Bedstefader. – (nærmer sig) Der skal holdes Forlovelse her, hører jeg!
FRUEN
Ja, saa havde jeg tænkt.
​BERG
Og saa har I isinde at skjænke Gaarden Birkedal til de unge Folk!
BIRK
Hvad? Gaarden – til mig? (afsides) O, det er disse Velgjerninger som gjøre mig ulykkelig. –
FRUEN til Berg
Naa, saa De er vidende derom? Det er da vel Anna, kan jeg tænke, som –
BERG med hævet Stemme
Det er Anna, som underretter den gamle Mand om hvad der foregaaer ​i hans Søns Huus. – I mener vel at dette her ikke kommer ham ved –
​  471FRUEN
Ja, jeg havde rigtignok troet –
BERG
Men det gjør det dog paa en vis Maade. – Seer I, Mo’er –
Han tager nogle gamle Papirer frem.
JULIANE til Jørgen
Uf hvor han er ordinær; han kalder Moder Mo’er.
FRUEN
Nu, hvad er det?
BERG
Seer I, disse Papirer har min Søn, Jers salig Mand overdraget mig ​at levere –
FRUEN
Godt, godt! Giv mig dem da!
BERG
Nei – ikke til Jer – de tilhøre Sønnen af Gaardens forrige Eier –
BIRK
Hvad! de tilhøre –
BERG
Og ifald han lever og vi kan faa ham opspurgt –
​  472BIRK
Men det er jo mig!
BERG
Dig? – Er Du –
BIRK
​Javist er jeg; – Bedstefader, lad mig endnu kalde Dem saaledes, – kjender De mig ikke igjen? Mindes De ikke fra gamle Dage hvor ofte jeg kom hid med min Fader –
​BERG
Med Arne – jo jo – nu mindes jeg; ja, det var dengang min Søn levede; men saa blev det anderledes, saa kom der fremmede Folk til Gaarden – og – –
FRUEN pegende paa Birk
For ham ere vi ialfald ikke fremmede, det maa De kunne indsee. –
​BERG
Nei jeg skjønner nok – Saa det er altsaa med Arnes Søn I vil gifte jer Datter?
FRUEN
Ja, det har jeg aldrig lagt Dølgsmaal paa; men da nu Papirerne vel ere overflødige, saa – –
(vil tage dem)
BIRK
O nei, – jeg maa dog see hvad de indeholde.
(tager dem og læser)
​  473FRUEN afsides
Min Gud! ifald de vare der allesammen!
​BERG
Men, Anna! Du har jo ikke fortal t et Ord om at det var med ham.
ANNA
Jeg vidste det jo ogsaa først igaar –
De tale hviskende sammen.
BIRK afsides
Nei, men kan dette være muligt?
JULIANE til Fruen
Moder! hvad er det dog for Papirer?
FRUEN i ængstlig Spænding
Aa, hvad veed jeg det; Gamle Familiedocumenter, ​kan jeg tænke. – Det er uforsvarligt at bringe ham Sligt idag.
BIRK
Saa det har altsaa været Grunden til disse Velgjerninger – denne Forekommenhed! (hviskende med Bitterhed til Fruen) De gjætter naturligviis ikke hvad disse Papirer indeholde?
FRUEN
Jeg? Nei, hvor skulde jeg kunde –
​  474BIRK som før
Nei naturligviis! Hvor skulde De kunne gjætte at hvis disse Documenter vare komne ​for Dagen dengang De førte Processen med min Fader, saa vilde Birkedal idag have været min uden at jeg behøvede at modtage den som Gave af Dem.
FRUEN
Men jeg forstaaer ikke –
​BIRK
Virkelig ikke? Nu vel, jeg troer Dem, og skal stræbe at forklare Dem Sammenhængen. – Hvorledes disse Papirer ere komne i Deres Hænder veed jeg ikke; jeg veed at Berg var Deres Procurator og som man sagde, Frier tillige; ​nu, under slige Omstændigheder er det vanskeligt at afslaa en eller anden Smaatjeneste, naar en saadan forlanges, – at Berg fik disse Papirer i sit Værge er ganske naturligt; han maatte jo kjende Sagens skjulte Sider og – –
FRUEN
Og De troer altsaa –
BIRK
Jeg siger kun, saadan kan det forklares; intet videre, Frue, – intet videre! Over Bergs Forhold vil jeg ingen Bemærkninger gjøre; han vandt Processen for ​Dem – og kort efter gav De ham Deres Haand; –
FRUEN
Men, Birk!
​  475BIRK
Ja, De maa tillade mig at tale ud; det er, som jeg mærker, første Gang at vi To tale aabenhjertigt sammen, – thi ogsaa jeg har skjult Noget for Dem: Viid da at Deres afdøde Mand har paa en vis Maade gjort sin Uret god igjen. – Det er ham jeg har at takke for min Opdragelse, min Underviisning.
FRUEN
​Har han –?
BIRK
Han har understøttet mig og indtil idag har jeg været uvidende om de sande Bevæggrunde. – Om Motiverne til Deres Forekommenhed, Frue, – er jeg endnu ikke paa det rene; jeg veed ikke om en vis indre, bebreidende Stemme, eller Frygten for at disse Papirer ikke skulde være saa ganske tilintetgjorte, som Berg maaskee har forsikkret Dem, – jeg veed ikke, siger jeg, hvilket af dette der har ledet Dem; – men nu maa ​vort Mellemværende opgjøres.
FRUEN
Min Gud! Birk, De vil da vel ikke –
BIRK
Gjøre Brug af disse Papirer? Nei, vær De ganske rolig. Det glæder mig forresten at Berg heller ikke ​har næret nogen Frygt i saa Henseende; thi ellers havde han neppe vovet at lette sin Samvittighed ved at overgive dem i mine Hænder.
FRUEN
Men hvad er da Deres Hensigt?
​​  476BIRK
For det Første at berolige Dem med Hensyn til dette her. – (han river Papirerne istykker og rækker hende dem) – Og dernæst –
FRUEN
Nu?
BIRK
Dernæst løser jeg ethvert Baand mellem os.
FRUEN
De vil altsaa? – – De mener – Juliane, – –
BIRK
Ganske rigtigt; jeg ægter hende ikke!
​FRUEN
Og De betænker ikke hendes Rygte? Vi ville komme i Folkemunde.
BIRK
Det indseer jeg dog ikke; Forlovelsen er jo endnu en Hemmelighed. – Jeg har først nu lært Juliane at kjende og jeg er kommen til den Erfaring at Ingen af os vil blive lykkelig med hinanden. – Desuden, – (med Eftertryk) jeg behøver vel ikke at minde Dem om hvad Andeel De har i vor Forlovelse og – –
FRUEN hurtigt
Det er nok, det er nok, ​naar det endelig maa saa være ; men Taushed venter jeg af Dem, Taushed i alle Henseender. –
​  477BIRK
Det kan De stole paa; denne Sag bliver mellem os. – (afsides) Ha, endelig er jeg da fri!
JULIANE
Men, Moder, hvad er der i Gjære?
FRUEN
Stille Barn! – Fat Dig; det er muligt at her ikke bliver nogen Forlovelse af idag. –
JULIANE
Ingen Forlovelse? Men Gudbevares! hvad skal det sige?
​JØRGEN sagte til Juliane
Paulsen maa have røbet sig, det er klart – – (til Fruen) Men hvad komme Papirerne den Sag ved.
FRUEN
Ei, – Papirerne komme jo ikke Sagen ved; det er Familieaffærer – gamle Documenter –
​Ottende Scene
De Forrige. Paulsen (kommer fra Baggrunden).
PAULSEN
Naa, endelig træffer jeg ham da!
BIRK afsides
Hvad fattes ham? Skulde ​det virkelig være Anna som –
​  478PAULSEN
Hør Birk! To Ord under fire Øine! Jeg har gjennemskuet Dig – jeg veed hvem Du elsker, – Din Hemmelighed –
BIRK
Menneske! hvoraf veed Du – (afsides) Jørgen havde altsaa Ret –
PAULSEN
Ligemeget! Men ogsaa jeg elsker hende – jeg er reent sterbens, – og Du maa afstaae hende.
BIRK
Afstaa? hvad mener Du?
PAULSEN
​Som jeg siger; jeg har ældre Rettigheder.
BIRK
Har Du?
PAULSEN
Ja, det veed Gud jeg har! Jeg har traadt hende paa Foden, det har ikke Du; – jeg har været ulykkelig i lange Aar for den Sags Skyld, det har Du heller ikke!
BIRK
Men jeg begriber ikke et Ord! Hvem taler Du da om?
PAULSEN
Om Juliane naturligviis; hvem ​ellers?
BIRK
Og det er hende, som –?
​  479PAULSEN
Ja vel, ja vel.
FRUEN til Jørgen
Nu ryger Hemmeligheden i Lyset!
JØRGEN
Den er jo alt fløiten
BIRK til Jørgen
Men Du sagde jo at det var Anna!
JØRGEN forvirret
Ja ja – jeg sagde – – for jeg troede – jeg havde ingen Idee om –
​PAULSEN til Birk
Jeg siger Dig – Du maa – ellers vil der skee en Ulykke!
BIRK med hævet Stemme
Paulsen! Du tager Feil; jeg er ikke forlovet med Jomfru Juliane. –
​JULIANE til Fruen
Gud! saa er det altsaa reent forbi mellem os!
FRUEN
Ti stille!
PAULSEN
Ikke – ikke forlovet! Hvad skal det sige?
​  480BIRK
​Som jeg siger.
PAULSEN til Jørgen
Men, Gud bevare mig! Du fortalte jo –
JØRGEN
Ja jeg vidste tilforladelig ikke – eller rettere sagt – det var – ha ha ha – det var igrunden mit Spøg, – bare for at sætte lidt Skræk i Dig.
PAULSEN
Naa, Tak skal Du have! (gaaer hen til Juliane) – Juliane! altsaa er jeg dog Din eneste Kjærlighed ligesom jeg var Din første!
JULIANE​rækker ham begge Hænder
Min Ven!
FRUEN
Men, Herr Paulsen, hvorledes skal jeg forstaae dette?
JØRGEN gjør Miner til ham
Ja Du glemmer nok Erklæringen!
PAULSEN
Nei vist ikke; den er allerede gjort – igaaraftes paa Sancthanshougen. –
JULIANE forvirret
Ja, nei – det vil da sige – ikke saa ligefrem – (til Birk) De maa ikke troe –
​  481JØRGEN​afsides
Den Fandens Sladderhank!
BIRK sagte til Jørgen
Aha, hænger det saaledes sammen? Allerede igaar vare Juliane og Paulsen enige; nu saa begriber jeg nok hvorfor det skulde være Anna som –
JØRGEN
Tys, tys! jeg beer dig!
BIRK
Naa, vær Du kun rolig!
PAULSEN
Men hvor er altsaa denne gaadefulde Kjæreste, som Du forstaaer saa godt at forvare?
BIRK
​Kjæreste? Hvad mener Du?
PAULSEN
Ja, for forlovet er Du jo – det tilstod Du! – Naa, hvor er hun? Herud med Sproget!
BIRK
Nu vel da, – her – her staaer hun.
(peger paa Anna)
​ALLE
Anna!
ANNA
Gud, hvad skal det sige!
​  482JULIANE afsides
Hvilken Selvopoffrelse!
BERG
Anna? er det hende –?
​BIRK
Ja netop! Forlovelsen har været hemmelig i Ordets egentligste Forstand; men Fru Berg, og Svigerinde Juliane og Svoger Jørgen og jeg, vi forstaae jo ogsaa at bevare Hemmeligheder; ikke sandt?
FRUEN
Ja, det haaber jeg.
BERG
Men, Anna, hvorfor har Du aldrig sagt mig –
ANNA hviskende
Gud, Bedstefader! jeg veed jo selv Intet.
BIRK​ligeledes
Ja Anna, Du seer jeg gjorde ligesom Paulsen, jeg sprang ogsaa over Erklæringen. Hvorledes er Du tilsinds?
ANNA
Johannes! Du veed jo – (hurtigt) det Du veed!
​  483PAULSEN
Men det er dog en behagelig Situation at være forlovet; det er ligesom om alle de gaadefulde Modsigelser i Tilværelsen opløste sig i en – en – lad mig kalde det en Duft, – da først forstaae vi hvorfor vi leve.
JØRGEN
​Men Dine Theorier om Kjærligheden maa Du nu give Løbepas!
PAULSEN
Mine Theorier? Aldrig i Evighed; men jeg lader være at anvende dem, det forstaaer sig. – I Forlibelsestiden tager man Kjærligheden theoretisk; Forlovelse derimod og Ægteskab, – seer I, det er practiske Forholde, og i det Practiske, veed man nok strække ikke altid Theorierne til.
FRUEN
Men hvorom Alting er, saa faa vi idag to Forlovelser at offentliggjøre istedetfor een. –
​​JØRGEN leende
Og derfor kan vi takke Paulsens brændbare Hjerte!
BIRK med et Blik paa Anna
Nei, derfor kan vi takke de gamle Erindringer!
ANNA kaster sig i hans Arme
Johannes!
BIRK
Anna!
​  484PAULSEN smægtende til Juliane
Gamle Erindringer!
JULIANE
Julian!
​PAULSEN
Juliane!
De omfavne og kysse hinanden.