SYNNØVE SOLBAKKEN. FØRSTE KAPITEL. I en stor dal kan der være et til alle sider fritliggende, højt sted, som solen bærer stråler på, fra det den går op til den falder. Og de, som bor tættere under fjældene og sjældnere får sol, kalder da hint sted en solbakke. Den, hvorom her skal fortælles, bodde på en sådan, hvoraf gården havde sit navn. Der lagde sneen sig sist om høsten, der brånede det også først om våren. Gårdens ejere var haugianere og kaldtes læsere, fordi de havde det travlere med at læse i bibelen end andre folk. Manden hed Guttorm og konen Karen; de fik en gut, som døde for dem, og i tre år kom de ikke på den østre side af kirken. Efter dette tidsforløb fik de en jente, som de kaldte op efter gutten; han havde hedt Syvert, og hun blev døbt Synnøv, da de ikke fandt noget nærmere. Men moderen kaldte hende Synnøve, fordi hun, så længe barnet var lidet, havde for vis at lægge "min" til, og det da syntes hende at falde lettere. Hvordan det var og ikke var: den tid jenten blev større, kaldte alle hende Synnøve efter moderen, og de fleste sagde, at i mandeminde var ikke så fager en jente vokset der i bygden som Synnøve Solbakken. Hun var ikke gammel, før de hver prækensøndag tog hende med i kirke, skjønt Synnøve i førstningen ikke vidste bedre, end at præsten stod og skjændte på Slave-Bent, som hun så sidde lige nedenfor prækestolen. Dog vilde faderen, hun skulde være med - "for at få vanen," sagde han; og moderen vilde det samme, "da ingen vidste, hvorledes hun imidlertid blev passet hjemme. * Var der på gården noget lam, kid eller nogen liden gris, som vantrivdes, eller en ko, noget ondt kom over, blev det altid givet Synnøve til ejendom, og moderen syntes videv at fra den stund kom det sig; faderen trodde ikke rigtig, det kom deraf, men "det var i alle fald det samme, hvem af dem ejede fæet, når det blot trivdes." På den andre side af dalen og tæt under det høje fjæld lå en gård, som hed Granliden, så kaldet, fordi den lå midt i en stor granskog, den eneste i vid omkreds. Ejerens oldefar havde været blandt dem, som lå i Holsten og ventede russen, og fra denne færd bar han mange fremmede og forunderlige frøsorter med hjem i tornistret. Dem plantede han rundt sine huse; men i tidens længde var en efter en gåt ud; kun nogle gran-kongler, som sært nok var komne iblandt, havde sat stærk skog og skyggede nu husene til alle sider. Holstensfareren havde hedt Thorbjørn efter sin bestefar, hans ældste søn Sæmund efter faderen, og således havde på den gård ejerne skiftevis hedt Thorbjørn og Sæmund - op i umindelige tider. Men det ord gik, at i Granliden havde blot anden hver mand lykken med sig, og det var ikke ham, som hed Thorbjørn. Da den nuværende ejer, Sæmund, fik den første søn, tænkte han mangehånde derved, men turde dog vanskelig bryde slægtens skik og kaldte kam derfor Thorbjørn. Grundede han da over, om ikke gutten kunde opdrages slig, at han kom forbi den skjæbnesten/ snakket havde lagt i hans vej. Han var ikke rigtig viss på det, men han syntes mærke stridigt sind hos gutten; "det skal plukkes ud," sagde han til moderen, og så snart Thorbjørn var blevet tre år, satte faderen sig stundom hen med et ris i hånden, tvang ham så til at bære alle ved-trær tilbage på sin plads, ta op igjen den kop, han havde kastet, klappe katten, som han havde klepet. Men moderen gik gjærne ud, når det sind kom over faderen. Sæmund undredes ved, at alt som gutten blev støkre, var der mere at rette hos ham, og det uagtet han steqse blev strængere medfaren. Han holdt ham tidlig til bogeri og lod ham gå med på marken for at kunne ha et øje mød ham. Moderen havde stort hus og småbarn; hun kunde ikke mere end klappe og formane sønnen, hver morgen hun klædte ham på, og tale sagte med faderen, når helligdagene samlede dem. Men Thorbjørn tænkte, når han fik hug, fordi a-b sagde ab og ikke ba, og fordi han ikke havde lov at gi liden Ingrid ris, som faderen gav ham: - det er dog underligt, at jeg skal ha det så slemt, og alle småsøskene mine skal ha det så godt. Da han var mest omkring faderen, og han ikke turde tale synderligt til ham, blev han ordknap, skjønt ikke fåtænkt. Engang undslap det ham dog, mens de drog på det våde hø: "Hvorfor er alt høet tørt og inde derover på Solbakken, og her er det vådt?" - "Fordi de har oftere sol end vi.u - Det var første gang, han lagde mærke til, at den solglans der borte, han tidt havde siddet og glædet sig ved, stod han selv udenfor, Siden den dag faldt hans øjne oftere på Solbakken end før. "Sid ikke der og gab," sagde faderen og gav ham et puf; "herover må vi slide, det vi kan, både liden og stor, skal vi få noget i hus." Sæmund skiftede tjenestegut, da Thorbjørn kunde være omkring de syv, otte. Aslak hed den nye, og han var nok allerede vidtrejst, skjønt han blot var unggutten endda. Den kvæld, han kom, var Thorbjørn gåt tilsengs, men den næste dag, han sad og læste, slog en døren op med et sådant spark, som han aldrig havde hørt før, og det var Aslak, der kom drivende med et stort fang ved, - slængte det med fart ned på gulvet, så skierne føg til alle sider. Selv hoppede han højt i vejret for at trampe sneen af sig, og for hvert hop ropte han: "Det er koldt, så' troldbruden, hun sad i is til bæltet!" Faderen var ikke inde, - men moderen sopte sneen sammen og bar den stiltiende ud. "Hvad glaner du efter?" sagde Aslak til Thorbjørn. - "Ikke efter noget," svarede denne, ti han var ræd. - "Har du set den hanen, som du har bag i bogen der?" - "Ja." - "Han har fuldt af høns omkring sig, når bogen er lukket i; - har du set det?" - "Nej." - "Så se efter!" - Gutten gjorde så. - "Du er en tosk!" sagde Aslak til ham. - Men fra den stund havde ingen den magt over ham som Aslak. "Du kan ingenting," sagde Aslak en dag til Thorbjørn, - denne piltede som sædvanlig efter ham for at gi agt. "Jo, jeg kan til den fjerde part." - "Pyt! Nej, du har ikke engang hørt om troldet, der dansede så længe med jenten, til solen randt, og det revnede som en kalv, der har spist surmælk!" I sine levedage havde Thorbjørn ikke hørt så megen kundskab på én gang. "Hvor var det?" spurgte han. - "Hvor? - Ja det, - jo, det var borte på Solbakken der!" Thorbjørn stirrede. "Har du hørt om ham, som solgte sig til fanden for et par gamle støvler?" Thorbjørn glemte at svare, så forundret var han. "Du tænker vel på, hvor det var - he? -------Det var også borte på Solbakken der, rigtig lige ned i den bæk, du ser!-----------Vorherre bevar' os! Det står dårlig til med din kristendomskundskab," sagde han videre. "Du har vel ikke engang hørt gjete hende Kari Træstak?" Nej, han havde ingenting hørt. Og mens Aslak nu arbejdede fort, fortalte han endnu fortere, - og det var om Kari Træstak, om kværnen, der malte salt på havsens bund, om fanden med træsko på, troldet, som fik skjægget fast i en træstamme, de syv grønne jomfruer, som nappede hårene af Skyttepers lægge, mens han sov og umulig kunde vågne, og altsammen foregik borte på Solbakken. "Hvad i guds navn går der af gutten?" sagde moderen den næste dag. "Han har nu stat på knæ der borte på bænken og set udover til Solbakken, fra det blev lyst." - "Ja, idag har han det travelt," sagde faderen, som lå og hvilte sig den lange søndag. "Å, folk siger, at han har fæstet Synnøve Solbakken," sagde Aslak; "men folk siger også så meget," lagde han til. Thorbjørn forstod det ikke rigtig, men blev dog ildrød over det hele ansigt. Da Aslak gjorde opmærksom herpå, krøb han ned af bænken, tog sin katekismus og satte sig hen at læse. "Ja, trøst dig med guds ord, du," sagde Aslak; "du får hende så ikke alligevel." Da det led så langt frem i ugen, at han tænkte, de havde glemt det, spurgte han moderen ganske sagte (ti han var undselig ved det); "Du, - hvem er Synnøve Solbakken?" - "Det er en liden jente, som engang skal eje Solbakken." - "Har hun ingen træstak da?" Moderen så forundret på ham; "hvad er det, du siger?" sagde hun. Han følte, det måtte være noget dumt, og taug. "En har aldrig set vakrere barn, end hun er," lagde moderen til, "og det har hun fåt i løn af vorherre, fordi hun bestandig er snil og bra og flittig til at læse." Nu vidste han det med. En dag, Sæmund havde været i marken sammen med Aslak, sagde han om kvælden til Thorbjørn: "Du skal ikke oftere være sammen med tjenestegutten." Men Thorbjørn agtede ikke videre på det. Så lød det en stund efter: "Dersom du findes oftere sammen med ham, går det dig ikke godt!" Da sneg Thorbjørn sig efter ham, når faderen ikke så det. Denne kom over dem, der de sad og talte sammen; da fik Thorbjørn prygl og blev jaget ind. Men siden passede Thorbjørn Aslak op, når faderen ikke var hjemme. En søndag, faderen var i kirke, gjorde nok Thorbjørn ugagn hjemme. Aslak og han kastede snebold på hverandre. "Nej, nej, du kvæler mig," bad Thorbjørn; "lad os kaste sammen på noget andet." Aslak var straks færdig, og så kastede de først efter den spinkle gran borte ved buret, så efter burdøren og endelig efter vinduet, - ikke dette selv, sagde Aslak, men listen omkring det. Thorbjørn traf imidlertid ruden og blev bleg. "Pyt, hvem får vide det? Kast bedre!" Han så gjorde, men traf nok en. "Nu vil jeg ikke mere." I det samme kom hans ældste søster, liden Ingrid, ud. "Kast efter hende, du!" Thorbjørn var straks rede, jenten gråt, og moderen kom ud. Hun bad ham holde inde. "Kast, kast!" hviskede Aslak. Thorbjørn var hed og ophidset; han gjorde så. "Jeg mener, du går fra vettet, jeg," sagde moderen og rendte imod ham. Han foran, hun efter - gården rundt; Aslak lo, og moderen truede. Men der fik hun ham fat oppe i en snedrive og gav sig i færd med rigtig at dænge ham. "Jeg slår igjen, jeg, det bruger de her." - Moderen holdt forundret inde og så på ham. "Det har en anden lært dig," sagde hun så, tog ham stiltiende ved hånden og førte ham ind. Hun sagde ikke et ord mere til ham, men stellede godt for hans småsøsken og talte med dem om, at nu kom far snart hjem fra kirken. Da begyndte det at bli dygtig hedt i stuen. Aslak bad om lov til at besøge en slægtning; det fik han straks; men Thorbjørn blev meget mindre, da Aslak var gåt. Han havde frygtelig ondt i maven og var så klam i hænderne, *at han svedede bogen, når han tog i den. Bare mor ikke vilde sige noget til far, når han kom hjem; men at bede derom fik han ikke over sig. Alt, han så på, skiftede udseende, og stueuret sagde: Bank, bank - bank, bank! Han måtte op i vinduet og se på Solbakken. Den alene lå tilsned, stille og perlede i solen, som bestandig; huset stod og lo ud af alle ruder, og der var visselig ikke en eneste itu; røgen for forfærdelig glad op af piben, så han kunde forstå, at de også der kogte for kirkefolket. Der gik bestemt Synnøve og så ud efter far sin og skulde slet ikke ha hug, når han kom hjem. Han vidste ikke, hvad han skulde ta sig for, og blev på en gang så kjærlig mod sine søstre, at det var ingen ende på det. Ingrid var han så god mod, at han gav hende en blank knap, som han havde fåt af Aslak. Hun tog ham om halsen, og han tog hende om halsen: "Kjære, vesle Ingrid min, er du sint på mig?" - "Nej, vesle Thorbjørn! Du kan gjerne kaste så meget sne på mig, som du vil." Men der trampede en sneen af sig i svalen! Det var ganske rigtig faderen; han syntes mild og god, og det var endnu værre, "Nu?" sagde han og så sig omkring, - og det var forunderligt, at ikke stueuret ramlede ned. Moderen satte maden frem. "Hvordan står det til her?" spurgte faderen, idet han satte sig og tog skeen op; Thorbjørn så på moderen, så tårerne kom ham i øjnene. "Å - jo," sagde hun rent utrolig langsomt, og hun vilde sige endnu mere, det så han nok. "Jeg gav Aslak lov til at gå ud," sagde hun. - Det var nu den gang, tænkte Thorbjørn, - han tog på at lege med Ingrid, som om han ikke tænkte på nogen verdens ting. Så længe havde faderen aldrig spist, og Thorbjørn gav sig tilsist ifærd med at tælle hver bid; men da han kom til den fjerde, vilde han se, hvor meget han kunde tælle op mellem den fjerde og femte, og således gik det istykker for ham. Endelig rejste faderen sig og gik ud. Ruderne, ruderne, klirrede det for ørene på ham, og han så efter, om de var hele, de, som var i stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nu gik også moderen ud. Thorbjørn tog liden Ingrid i fang og sagde så blidt, at hun forundret måtte stirre på ham: "Vi to skal lege gulddronning i enge, vi!" Det vilde hun da gjærne. Og så sang han, mens benene skalv under ham: Vesle blomme, enge-blomme, » hør nu lidt på mig! Og vil du være kjæresten min, så skal du få en kåbe fin af fløjl og guld, af perler fuld. Ditteli, dutteli, deja - og solen skinner på heja! Så svarede hun: Gulddronning, perledronning, hør nu lidt på mig! Jeg vil ej være kjæresten din, jeg vil ej have kåben fin af fløjl og guld, af perler fuld. Ditteli, dutteli, deja - og solen skinner på heja! Men som nu denne leg var best i gang, kom faderen ind og satte øjet vist på ham. Han trykkede Ingrid tættere i fang og faldt slet ikke af stolen. Faderen vendte sig bort, sagde ingenting; en halv time gik, han havde endnu intet sagt, - og Thorbjørn vilde næsten begynde at være glad, men turde ikke. Han vidste ikke, hvad han skulde tro, da faderen selv hjalp til at klæde ham af; han begyndte så småt at skjælve igjen. Da klappede faderen ham på hodet og strøg hans kind; det havde han ikke gjort, så langt tilbage gutten kunde huske, og derfor blev han så varm om hjærtet og over den hele krop, at frygten randt af ham som is for solstik. Han vidste ikke, hvorledes han kom i seng, og da han hverken kunde gi sig til at synge eller rope, lagde han hænderne stille over kors, bad fadervor seks gange fremlængs og baglængs, ganske sagte, - og følte, idet han sovnede ind, at der var dog ingen på guds grønne jord, han holdt slig af som af far sin. Den næste dag vågnede han i en forfærdelig angst, fordi han ikke kunde skrige; ti han skulde nu alligevel ha prygl. Da han slog øjnene op, mærkede han til stor lettelse, at han bare havde drømt det, men mærkede også snart, at en anden netop skulde ha prygl, og det var Aslak. Sæmund gik op og ned ad gulvet, og Thorbjørn kjendte nok den gang. Den noget lille, men undersætsige mand så en og anden gang under de buskede bryn således hen til Aslak, at denne nok følte, hvad der lå i luften; Aslak selv sad oppe på bunden af en stor tønde, ned ad hvilken hans ben dinglede eller krogede opover. Han havde som sædvanlig hænderne i lommen og huen på hodet trykket let ned, så at det tykke, mørke hår stak i dusker frem under skyggen. Den lidt skjæve mund var endnu skjæ-vere, det hele hode holdt han lidt på skakke og så til Sæmund fra siden af under halvt tillukkede øjenlåg. "Ja, gutten din er gal nok," sagde han; "men værre er det, at hesten din er troldskræmt." Sæmund stansede; "du er en gap!" sagde han, så det drønede i stuen, og Aslak lukkede øjenlågene endnu tættere til. Sæmund gik på ny; Aslak sad en stund stille. "Jogu' er den troldskræmt, jo!" og skottede efter ham for at se, hvad virkning det havde. "Nej, men den er skogræd er den," sagde Sæmund fremdeles gående; "du har fældet træ over den i marken, din uvorne slusk, og derfor kan ingen længer få den til at gå rolig der." Aslak hørte en stund på dette. "Jaja! tro det, du, troen kjæmmer ingen. Men jeg tviler på, den gjør hesten din god igjen," lagde han til og skubbede sig i det samme længre ind på tønden og dækkede for ansigtet med den ene hånd. Sæmund kom ganske rigtig hen til ham og sagde sagte, men uhyggelig nok: "Du er en ond -" "Sæmund!" lød det borte fra åren; det var Ingebjørg, konen, som tyssede på ham, ligesom hun sad og tyssede på den mindste, der var bange og vilde skrige. Barnet havde tiet før, og nu taug også Sæmund; men han stak dog sin for en så undersætsig mand meget lille næve lige op under næsen på Aslak og holdt den der en stund, idet han ludede sig frem og brændte ham med øjnene i ansigtet. Derpå gik han som før og så hen til ham en og anden gang i hast. Aslak var meget bleg, men lo dog med det halve ansigt over til Thorbjørn, idet han holdt den side ganske stram, som vendte mod Sæmund. "Vorherre give os et godt tålmod!" sagde han om lidt, men bøjede i det samme albuen op som for at afbøde et slag. Sæmund stansede tvært og skreg med al sin stemme, idet han satte foden i gulvet, så Aslak gav sig: "Nævn ikke ham, - du!" - Ingebjørg rejste sig med spædbarnet og tog ham mildt i armen. Han så ikke til hende, men lod dog i det samme armen falde. Hun satte sig, han gik atter op og ned; men ingen sagde noget. Da dette varede en stund, måtte Aslak til på ny. "Ja, han har vel meget at bestille på Granliden, - han!" "Sæmund! Sæmund! hviskede Ingebjørg; men før det nådde frem, var Sæmund alt raset hen til Aslak, som satte foden for. Den blev brudt ned, karen grebet i den og trøjekraven, løftet og således sat imod den lukkede dør, at fæl-dingen gik ud, han ud igjennem den på hodet. Konen, Thorbjørn, alle børnene skreg og bad for ham, og hele huset stod i en jammer. Men Sæmund ud efter ham, huskede ikke på at lukke døren ordentlig op, men spændte resterne til side, tog ham anden gang, bar ham ud af svalen, ud på gården, løftede ham højt og kastede ham med al magt ned igjen. Og da han mærkede, at der var for megen sne til, at han kunde slå sig tilgagns, satte han knæet på hans bryst og for ham lige op i ansigtet, løftede ham tredje gang, bar ham til et mere snefrit sted som en ulv, der drager en sønderreven hund, slap ham atter, værre end før, knægik ham, - og ingen kunde vide, hvorledes dette havde endt, dersom ikke Ingebjørg var styrtet imellem med spædbarnet på armen; "gjør os ikke ulykkelige!" skreg hun. En stund efter sad Ingebjørg i stuen, Thorbjørn klædte sig, faderen gik atter op og ned, drak nu og da lidt vand, men hånden dirrede slig, at vandet fløj over kroppen og klaskede i gulvet. Aslak kom ikke ind, og Ingebjørg gjorde om lidt mine til at gå ud. "Bliv inde," sagde han, som var det ikke til hende, han talte, og hun blev inde. En stund efter gik han dog selv. Han kom ikke ind igjen. Thorbjørn tog sin bog og læste uafladelig uden at se op, skjønt han ikke samlede en sætning. Et stykke længre frem på formiddagen var huset i sin gamle orden, skjønt alle havde en følelse over sig som efter et fremmed besøg. Thorbjørn vovede at gå ud, og den første, han mødte udenfor døren, var Aslak, som havde læsset alt sit tøj på en kjælke; men kjælken var Thorbjørns. Thorbjørn stirrede på ham; ti han så styg ud. Blodet var klæbet fast til ansigtet og smurt vidt udover, han hostede og tog sig ofte for brystet. Han så en stund stiltiende på Thorbjørn, og så brød han stærkt frem: "Jeg liker ikke de øjnene dine, gut!" Dermed skrævede han over kjælken, satte sig og agede nedover. "Du får se til, hvor du finder kjælken!" sagde han og lo, idet han endnu en gang vendte sig og rakte tungen af ham. Da rejste Aslak. Men i den uge, som fulgte, kom lensmanden did; faderen var stundom borte, moderen gråt, og hun var også et par gange borte. "Hvad er det, mor?" - "Å, Aslak har forvoldt det altsammen." Så en dag greb de liden Ingrid i, at hun sad og sang: O, du livsalige verden! Nu er jeg lej af din færden: Jenten stikker foden frem, gutten går fra sine fem, madmor blander vand i mad, madfar ligger lang og lad; katten er den klogeste i huset: han stjæler rømmen af kruset. Der blev vel et spurlag efter, hvor hun havde lært den visestump. Jo, det var af Thorbjørn. Denne blev meget ræd og sagde, han havde lært den af Aslak. Det sagdes ham da, at dersom han selv sang eller lærte hende flere slige viser, fik han hug. Lidt efter kom liden Ingrid til at bande. Thorbjørn blev atter kaldt til, og Sæmund mente, det var best, han fik lidt af riset med det samme; men han gråt og lovede så fagert for sig, at han slap for denne gang. Den næste prækensøndag sagde faderen til ham: "Idag skal du slippe at gjøre ugagn hjemme; du skal følge med mig til kirke. ANDET KAPITEL. Kirken står i bondens tanke på et højt sted og for sig selv, fredlyst, med graves højtid omkring, messens livlighed inde. Den er det eneste hus i dalen, hvorpå han har anvendt pragt, og dens spir rækker derfor også lidt længre, end det synes at række. Dens klokker hilser langvejs hans gang did den rene søndags-morgen, og han løfter altid på huen til dem, som han vilde sige dem et tak for sist! Det er et forbund imellem han og dem, som ingen kjender. Tidlig stod han vel i den åbne dør og lyttede til dem, mens kirkefølget drog i stille tog forbi nede på vejen; far lagede sig til, men han selv var for liden. Han forbandt da mangen forestilling med denne tunge, stærke lyd, der regjerede mellem fjældene en time eller to og ljomet fra det ene til det andet; men én var uadskillig fra dem: rene, ny klæder, skinnende kvinder, pudsede hester med blankt sæletøj. Og når de så en søndag ringer over hans egen lykke, der han selv i splinterny, men for store klæder går stø ved sin fars side og skal første gang derhen, ja, da er der jubel i dem! Da kan de vel slå alle døre op for, hvad han vil få se! Og på tilbagevejen, når de larmer henover hodet, endnu tungt og vuggende på sange, messer, prækenord, der jager og jages af, hvad øjet på samme tid har optaget: altertavlen, dragter, personer, - da hvælver de også en gang for alle tag over dette samlede indtryk og vier ind i den mindre kirke, han derefter bærer i sit indre. Lidt ældre må han gjæte tilfjælds; men når han den vakre, dugfulde søndagsmorgen sidder på stenen med kreaturerne nedenfor sig og hører kirkeklokerne over deres bjælder, da blir han tungsindig. Ti der klinger i dem noget lyst, let, lokkende dernede fra, tanke om kjendinger ved kirken, glæde, når man er der, endnu større, når man har været der, god mad hjemme, far, mor, søsken, leg på volden den glade søndags-kvæld, og det lille hjærte gjør opstand i brystet. Men det ender dog altid med, at det var kirkeklokkerne, som lød; han husker sig om, og finder tilsist en halv salmestub, han kan; den synger han med foldede hænder og et langt øje ned i dalen, siger så en liden bøn ovenpå, springer op, er glad og støder i luren, så det skralder i fjældene. Her i de stille fjælddale har endnu kirken sin særskilte tale til enhver alder, sit eget syn for ethvert øje; meget kan ha bygget imellem, men aldrig noget over. Den står voksen og færdig for konfirmanden, - med oprakt finger, halvt truende, halvt vinkende, for ynglingen, som har gjort sit valg, - bredskuldret og stærk over mandens sorg, - rummelig og mild over oldingen, som er træt. Midt under gudstjenesten indledes og døbes de små børn, og det er bekjendt nok, at under denne handling er andagten størst. Man kan derfor ikke tegne norske bønder, fordærvede eller ufordærvede, uden et eller andet sted at støde sammen med kirken. Det vil synes en ensformighed; men det er måske ikke den værste. Dette være sagt en gang for alle og ikke netop for det kirkebesøgs skyld, som her kommer. Thorbjørn var glad til turen og synet, og fik forunderlig mange farver i øjnene udenfor kirken, følte den stilhedens tyngde, som lå over alle og alt indenfor, da messen endnu ikke var begyndt; og skjønt han selv ikke huskede at bøje hodet, da bønnen blev læst, var det dog som bøjet ved synet af flere hundre bøjede hoder. Sangen gik, og alle sang på en gang omkring ham, så det blev ham næsten forfærdeligt. Så hen-sunken sad han, han skvat op som af en drøm, da deres stol sagte blev åbnet for en, som trådte ind. Efter endt sang tog faderen hin mand i hånden og spurte: "Står det godt til på Solbakken?" Thorbjørn fik øjnene op; men hvorledes han så eller ikke så, var der liden forbindelse mellem denne mand og noget slags troldom. Det var en mild, lyslet mand med store, blå øjne, høj pande og høj i sædet; han smilte, når en talte til ham, og sagde ja til altsammen, Sæmund sagde, men var ellers fåtalende. - "Der kan du få hende Synnøve at se," sagde faderen, idet han ludede sig ned til Thorbjørn, tog ham på knæ og pegte over i den lige overfor værende kvindfolkestol. Der stod en liden pige på knæ oppe bå bænken og så ud over rækværket; hun var endnu lysere end hin mand, så lys, at han aldrig havde set magen. Hun havde røde flaggerbånd i huen, hvidgule hår indunder og lo nu over til ham, så han en lang stund ikke kunde se på andet end hendes hvide tænder. Hun holdt en skinnende salmebog i den ene hånd og et sammenlagt rødgult silketørklæde i den andre og morede sig nu med at slå lommetørklædet på salmebogen. Jo mere han stirrede, des mere lo hun, og han vilde også stå på bænken ligesom hun. Så nikkede hun. Han så en stund alvorlig på hende; så nikked han. Hun lo og nikkede en gang til; han nikkede atter, og en gang til, og endnu en gang. Hun lo, men nikkede ikke mere, - før om lidt, da han atter havde glemt det, så nikkede hun. "Jeg vil også se!a hørte han bag sig - og følte i det samme en drage ham efter benene ned på gulvet, så han var nær ved at falde; det var en firskåren liden en, som nu arbejdede sig tappert op i hans sted; han havde også lyst, men stridt hår og en but næse. Aslak havde nok lært Thorbjørn, hvorledes de slemme gutter, han mødte i kirke og skole skulde tages; Thorbjørn kneb derfor gutten bag, så han vilde til at skrige, men holdt inde og kravlede i dettes sted meget fort ned igjen af bænken og tog Thorbjørn i begge øren. Denne greb fat i hans lug og satte ham ind under sig; hin skreg endnu ikke, men bed Thorbjørn i låret; Thorbjørn trak det tilbage og satte hans ansigt lige lukt i gulvet. Da blev han selv taget i trøjekraven, og løftet op som en halmsæk, - det var faderen, som satte ham i fang. "Var det ikke i kirken, fik du prygl," hviskede han ham ind i øret og trykkede hans hånd, så det sved lige ned i foden. Han huskede på Synnøve og så over; hun stod der endnu, men så stirrende og fortabt, at han begyndte at ane, hvad han havde gjort, at det måtte være noget rigtig galt. Så snart hun mærkede, at han så på hende, krøb hun ned af bænken og var ikke mere at se. Der kom klokker, der kom præst frem: han hørte og så vel på dem; der kom atter klokker og atter præst, - men endnu sad han der på fadereris fang og tænkte: skal hun ikke snart se op igjen? Hin kar, som havde trukket ham ned af bænken, sad på en skammel længre inde i stolen, og hver gang han vilde rejse sig, fik han et puf i ryggen af en gammel en, som sad og dubbede, men vågnede regelmæssig hver gang hin gjorde mine til at rejse sig. "Skal hun ikke snart se op igjen," tænkte Thorbjørn, og hvert rødt bånd, som han så røre sig rundt omkring, mindede om dem, hun havde, og hvert til-staset billede i den gamle kirke var enten netop så stort eller lidt mindre end hun. Jo, der stak hun hodet op; men straks hun fik se ham, trak hun det alvorlig ned igjen. - Klokkeren kom frem og præsten endnu en gang, der blev ringet, og man rejste sig. Faderen talte atter sagte med den lyse mand, de gik sammen over til kvindfolkestolen, hvor man også havde rejst sig. Den første, som kom ud derfra, var en lys kone, som smilte ligesom manden, men dog mindre; hun var ganske liden og bleg og holdt Synnøve ved hånden. Thorbjørn gik lige mod denne; men hun trak sig hurtig undaf ham, rundtom moderens kjole. "Lad mig være!" sagde hun. "Han der har nok ikke før været i kirke," sagde den lyse kone og lagde hånden på ham. "Nej, derfor slås han også den første gang, han er der," sagde Sæmund. - Thorbjørn så skamfuld op på hende og derfra på Synnøve, der synes ham endnu alvorligere. De gik alle ud, - de ældre i samtale, men Thorbjørn efter Synnøve, som trak sig tættere til moderen, hver gang han kom hende nær. Den anden gut så han ikke mere. Ude på kirkevolden stansede de og begyndte en længere samtale. Thorbjørn hørte flere gange "Aslak" nævne, og da han var bange for, at der også kunde tales lidt om ham selv med det samme, trak han sig tilbage. "Du skal ikke høre dette!" sagde moderen til Synnøve; "gå en smule bort, vennen min; gå bort, siger jeg!" Synnøve drog sig nølende tilbage. Thorbjørn gik da nærmere hen til hende og så på hende, og hun så på ham, og sådan stod de en lang stund blot og så på hverandre. Endelig sagde hun: "Fy!" - "Hvorfor siger du fy?" spurte han. - "Fy!" sagde hun endnu en gang. "Fy, skamme dig!" lagde hun til. - "Hvad har jeg da gjort?" - "Du har slåst i kirken, og mens præsten stod og messede, - fy!" - "Ja, men det er længe siden." Dette slog hende, og hun sagde om lidt: "Er det dig, som heder Thorbjørn Granliden?" - "Ja, og er det dig, som heder Synnøve Solbakken?" - "Ja.-------Jeg har bestandig hørt, at du var sådan en snil gut." - "Nej, det er ikke sandt; for jeg er den slemmeste af alle os hjemme," sagde Thorbjørn. - "Nu har jeg aldrig hørt-------" sagde Synnøve og slog de små hænder sammen; "mor, mor! han siger -" "Ti stille og gå bort!" mødte hende fra den kant, - og hun stansede, vendte derpå langsomt og baglængs tilbage, med de store, blå øjne hæftede på moderen. "Jeg har bestandig hørt, at du var så snil," sagde Thorbjørn. - "Ja, det er somme tider, når jeg har læst, det," svarede hun.------"Er det sandt, der er så overlag fuldt med nisser og trold og andet ondt der borte på eders kanter?" spurte han, satte hånden i siden, den ene fod frem og støttede sig på den andre, - netop som han havde set Aslak gjøre det. - "Mor, mor! ved du, hvad han siger? han siger------." "Lad mig være, hører du! Og kom ikke hid, før jeg kalder på dig! Hun måtte atter langsomt og baglængs tilbage, idet hun puttede en snip af tørklædet ind i munden, bed fast og trak i det. "Er det slet ikke sandt, at hver nat så spiller det i haugene der borte?" - "Nej!" - "Har du aldrig set trold da?" - "Nej!" "Men i Jesu navn-------" - "Fy, det skal du ikke sige!" - "Å pyt; det er ikke farligt!" sagde han og spyttede mellem tænderne for at vise hende, hvor langt han kunde spytte. - "Jo, jo," sagde hun; "for så kommer du i helvede!" - "Tror du det?" spurte han betydelig mygere; ti han havde blot tænkt sig, at han kunde få hug for det, og nu stod faderen så langt borte. - "Hvem på lag er den stærkeste der over på eders side?" spurte han og satte huen lidt mere på den ene kant. - "Nej, det ved jeg ikke." - "Ja, på vor side er det far; han er så stærk, at han prygler Aslak; og du kan tro, Aslak er stærk." - "Ja så." - "Han har en gang taget og løftet en hest." - "En hest!" - "Det er så sandt, så sandt, - for han har selv fortalt det." Da tvilede jo heller ikke hun,. "Hvem er Aslak?" spurte hun. - "Det er vel en slem en, kan du tro. Han far pryglte ham slig, at her i verden er nu aldrig mand blevet pryglt slig før." - "Slås I der borte hos eder?" - "Ja somme tider, så------ Gjør I det ikke over hos eder?" - "Nej, aldrig." - "Hvad gjør I der da?" - "Å, mor steller med maden, binder og syr; det gjør Kari også, men ikke så godt som mor, for Kari er så lad. Men Randi passer kjørene, far og gutterne er i marken eller også hjemme." Dette fandt han var en tilfredsstillende forklaring. "Men hver aften læser vi, og synger vi," fortsatte hun, "og det gjør vi om søndagen også." - "Allesammen?" »Ja." - "Det må være langsomt-------" -"Langsomt? Mor, han sig -" men så huskede hun, da derhen skulde hun ikke. - "Du kan tro, jeg ejer mange sauer," sagde hun. - "Gjør du det?" - "Ja, tre går med lam i vinter, og den ene tror jeg bestemt får to." - "Så du har sauer, du?" - "Ja, jeg har også kjør og griser. Har du ingen?" - "Nej." - "Kom bort til mig, skal du få et lam. Så skal du nok se, at du får flere af det." - "Det vilde være urimelig trøjsomt." De stod lidt; "kunde ikke også Ingrid få et lam?" spurte han. - "Hvem er Ingrid?" - "Ingrid, vesle Ingrid?" - Nej, hende kjendte hun ikke. "Er hun mindre end du?" - "Ja vist er hun mindre end jeg, - såpas som du!" - "Å nej! hende må du ta med, hører du!" Jo, det skulde han da. "Men," sagde hun, "da du får et lam, kan hun få en gris." Det fandt også han var langt klogere, og nu fortalte de lidt om fælles kjen-dinger, hvoraf de rigtignok ikke havde mange. Forældrene var færdige, og de måtte gå hjem. Om natten drømte han om Solbakken, og syntes han at se bare hvide lam der borte og en liden lys jente med røde bånd gå midt imellem dem. Ingrid og han talte hver eneste dag om at komme derover. De havde så mange lam og smågriser at passe, at de vidste ikke, hvorledes de skulde vende sig imellem dem. Imidlertid undrede de sig meget over, at de ikke kunde gå did straks. "Fordi om den vesle jentungen har bedt eder?" spurte moderen; "har du hørt sligt før?" - "Ja, ja, vent nu til næste prækensøndag," mente Thorbjørn, "så skal I se." Den kom. "Du skal være så slem til at skryde og lyve og bande," sagde Synnøve da til ham, "at du ikke får lov til at komme, før du har lagt det af." - "Hvem har sagt det?" spurgte Thorbjørn forundret. - "Mor." Ingrid var spændt på hjemkomsten, og han fortalte hende og moderen, hvordan det var gåt. "Der kan du se!" sagde moderen. Ingrid sagde ingenting. Men herefter passede både hun og moderen på ham, hver gang han bandte eller skrød. Ingrid og han kom imidlertid op at slås om, hvor vidt "hunden fare i mig!" kunde være at bande eller ej. Ingrid fik prygl, og siden brugte han "hunden fare i mig!" hele dagen. Men om kvælden hørte faderen det. "Jo, han skal fare i dig!" sagde han og drev til ham, så han tumlede hen. Thorbjørn var mest skamfuld for Ingrid; men hun gik om en liden stund bort til ham og klappede ham. Da et par måneder led frem, kom de begge over på Solbakken; Synnøve var siden hos dem, de atter der, og således under hele opvæksten. Thorbjørn og Synnøve kaplæste; de gik i samme skole, og han blev tilsist flinkere, så flink, at præsten tog sig af ham. Men Ingrid gik det dårlig med, og hende* hjalp de begge. Hun og Synnøve blev så uadskillelige, at folk kaldte dem "ryperne," fordi de altid fløj sammen, og begge var meget lyse. Det hændte sig, ret som det var, at Synnøve slog sig vred på Thorbjørn, fordi han var vel vild af sig og ragede i klammeri både hist og her. Ingrid gik da altid imellem, og de var atter gødvenner som før. Men fik Synnøves mor høre om slagsmål, kom han ikke på Solbakken den uge og knap nok den næste. Sæmund turde ingen fortælle om sligt; "han farer for hårdt med gutten," sagde konen hans og pålagde alle taushed. Som de nu vokste til, blev de alle tre fagre at se til, skjønt hver på sin måde. Synnøve blev høj og slank, fik gule hår, et fint, skinnende ansigt med stille, blå øjne. Når hun talte, smilte hun, og folk sagde tidlig, at det var velsignet at gå ind under det smil. Ingrid var mindre, men førere, havde endnu lysere hår, men et ganske lidet ansigt, der var blødt og rundt. Thorbjørn blev af middelhøjde, men såre velvoksen, fik mørkt hår, dunkelblå øjne, skarpt ansigt og stærke lemmer. Han plejede gjærne selv fortælle, når han blev vred, at han kunde læse og skrive ligeså godt som skolemesteren og frygtede ellers ingen mand i dalen - uden far sin, tænkte han; men det lagde han ikke til. Thorbjørn vilde tidlig konfirmeres; men deraf blev der intet; "så længe du ikke er konfirmeret, er du bare gutten, og jeg kan bedre råde med dig!" sagde far hans. Sådan bar det da til, at han, Synnøve og Ingrid gik til præsten på samme tid. Synnøve havde også ventet længe; hun var 15, i det 16de år. "En kan aldrig nok, når en skal aflægge sit gudsløfte," havde moderen altid sagt, og faderen, Guttorm Solbakken, havde sagt ja dertil. Så var det ikke rart, at et par friere begyndte at vise sig, den ene en bedre mands søn og den anden en rig nabo. "Det er dog for galt! Hun er endnu ikke konfirmeret!" - "Ja, så får vi konfirmere hende da," sagde faderen. Men herom vidste Synnøve selv intet. På præstegården syntes kvindfolkene af præstens familje så godt om Synnøve, at de tog hende ind for at tale med hende. Ingrid og Thorbjørn stod igjen ude blandt de andre, og da en gut sagde til ham: "Så du slåp ikke ind med? De tar hende bestemt fra dig!" så kostede dette hin gut et blåt øje. Fra nu af blev det en skik blandt de andre gutter at ærte ham med Synnøve, og det viste sig også, at intet kunde sætte ham i større vrede. I en skog op under præstegården blev der tilsist og efter aftale et stort slagsmål, der havde dette til grund; det vokste slig op, at Thorbjørn fik at gjøre med en hel flok på en gang. Kvindfolkene var gåt i forvejen, så der var ingen til at skille dem ad, og det blev derfor værre og værre. Tabe vilde han ikke, der kom flere ind på ham, og nu forsvarede han sig, på hvad måde han best kunde, hvorfor der uddeltes slag, som siden selv fortalte, hvad der var foregåt. Årsagen kom med det samme op, og der blev stærk tale om dette i bygden. Næste prækensøndag vilde Thorbjørn ikke gå til kirke; næste dag, de skulde være hos præsten, lagde han sig syg, Ingrid gik derfor alene. Han spurte hende ved hjemkomsten, hvad Synnøve havde sagt. "Ingenting." Da han så gik med igjen, syntes han, at alle folk så på ham, og at konfirmanderne fniste. Men Synnøve kom senere end de andre og var meget inde hos præstens den dag. Han frygtede skjænd af præsten, men mærkede snart, at de to eneste i bygden, som ikke kjendte noget til slagsmålet, var hans egen far og præsten. Det kunde endda gå an; men hvorledes han atter kunde komme i tale med Synnøve, vidste han ikke; ti det var første gang, han ikke rigtig vilde bede Ingrid gå imellem. Efter endt overhøring var Synnøve atter inde hos præstens; han ventede, så længe der endnu var andre på gården; men tilsist måtte også han gå. Ingrid var gåt blandt de første. Næste dag var Synnøve kommen før alle de andre og gik i haven med en af frøkenerne og en ung herre. Frøkenen tog op blomster og gav Synnøve, herren hjalp til, og Thorbjørn stod blandt de andre udenfor og så på. De forklarede hende højt nok, så alle hørte det, hvorledes disse blomster skulde sættes, og Synnøve lovede selv at gjøre det, for at det netop kunde bli, som de havde sagt. "Det kan du ikke gjøre alene," sagde hin fremmede mand, og dette tænkte Thorbjørn på. - Da Synnøve kom ud til de andre, viste disse hende endnu større agt end sædvanlig; men Synnøve gik hen til Ingrid, hilste blidt på hende og bad hende følge med ned på volden. Der satte de sig; ti det var længe, siden de havde talt rigtig sammen. Thorbjørn stod igjen blandt de andre og så på Synnøves fine udenlandske blomster. Denne dag gik Synnøve på samme tid som alle. "Jeg skal kanske bære de blomster for dig," sagde Thorbjørn. "Det kan du gjærne," svarede hun blidt, men uden at se på ham, tog Ingrid ved hånden og gik foran. Op under Solbakken stansede hun og sagde Ingrid farvel. "Jeg skal nok selv bære dem det stykke, som er igjen," sagde hun og tog kurven, som Thorbjørn havde sat ned. Den hele vej havde han tænkt på at tilbyde sig at plante blomsterne for hende, men nu kom han sig ikke til; ti hun vendte sig så bråt. Men siden tænkte han ikke på andet end dette, at han dog skulde ha hjulpet hende med de blomster. "Hvad taler I to om?" spurgte han Ingrid. "Om ingenting." Da de andre vel havde lagt sig, tog han sagte på sig igjen og gik ud. Det var en vakker kvæld, lun og stille, himlen havde et svagt overdrag af blågrå skyer, hist og her iturevet, så det var, som om nogen fik skue ud af det dunkle blå som af et øje. Ingen var at se omkring husene eller længere borte; men i græsset til alle sider skvatrede græshopperne, en agerrikse malte til højre og svartes af en til venstre, hvorpå der begyndte en sang i græsset fra sted til sted, så det var ham, der gik, som havde han et stort følge, skjønt han ikke så en eneste. Skogen trak sig blå, siden dunkel og dunklere op imod uren og syntes et stort tågehav. Men derinde fra hørte han orren spille og slå til lyd, en enkelt katugle skrige og fossen kvæde sine gamle, hårde rim stærkere end nogensinde, - nu, da alt havde sat sig ned for at høre på ham. Thorbjørn så over mod Solbakken og gik afsted. Han bøjede af fra de vanlige veje, kom rask derover og stod snart i den lille have, som Synnøve ejede, og som lå lige under det ene lofts-vindu, netop det, indenfor hvilket hun sov. Han lyttede og spejdede, men alt var stille. Da så han sig om i haven efter arbeidsredskaber og fandt ganske rigtig både spade og greb. Der var begyndt på opspadnirig af en seng; blot en liden snip var blevet færdig, men i den var allerede to blomster sat, formodentlig for at se, hvorledes det tog sig ud. "Hun er blevet træt, stakkar, og gåt fra det," tænkte han; "her må en mand til," tænkte han videre og gav sig ifærd med det, følte slet ingen lyst til søvn, ja syntes endog, at han aldrig havde gjort så let et arbeide. Han huskede, hvorledes de skulde sættes, huskede ogsaa præstegårdshaven og passede nu det ene i det andet. Natten gik med, men han mærkede det ikke, han hvilte neppe og fik hele sengen opspadet, blomsterne sat, en og anden omplantet for at få det endnu smukkere, og alt i ét skottede han op til loftsvinduet, om dog nogen skulde mærke ham. Men hverken der eller andensteds var der nogen, ej heller hørte han så meget som en hund gjø, før hanen tog på at gale, vakte skogens fugle, som da en efter en satte sig op for at synge "god morgen." Mens han stod der og klappede jorden til omkring, huskede han på eventyrene, som Aslak havde fortalt, og hvorledes han engang trodde, der vokste trold og nisser over på Solbakken. Han så op til loftsvinduet og smilte til, hvad Synnøve nu i morgenstunden vilde tænke. Det var blevet dygtig lyst, fuglene holdt allerede et forfærdeligt spektakel, hvorfor han hævede sig over rækværket og skyndte sig hjem. Så skulde da ingen kunne sige, det var ham, som havde været over og plantet blomster i Synnøve Solbakkens have. TREDJE KAPITEL. Snart blev mangehånde fortalt i bygden; men ingen vidste noget med sikkerhed. Aldrig blev Thorbjørn tiere set på Solbakken, efter at de begge var konfirmerede, og det var dette, folk mindst kunde forstå. Ingrid kom ofte over; Synnøve og hun gik da gjærne en tur i skogen;o- "bliv ikke for længe bortea, ropte moderen efter dem. "Å nej!a svarede Synnøve - og kom ikke hjem før i kvældingen. De to friere meldte sig på ny. "Hun får selv være om det," sagde moderen, faderen mente det samme. Men da Synnøve blev taget afsides og spurgt, fik de afslag. Der meldte sig også flere, men ingen hørte om, at de bar lykken med sig hjern fra Solbakken. Engang hun og moderen stod og skurede nogle meikeringer, spurte moderen, hvem hun egentlig tænkte på. Det kom så hastig over Synnøve, at hun blev rød. "Har du givet nogen noget løfte?" spurgte hin igjen og så sikkert på hende. "Nej," svarede Synnøve rask. Da blev der ikke tale mere om den ting. Da hun var det beste gifte, folk vidste af at sige, så var det lange øjne, som fulgte hende, der hun gik ved kirken, det eneste sted, hun var til at se foruden i hjemmet; hun fandtes nemlig ikke ved nogen dans eller anden lystighed, såsom forældrene var haugianere. Thorbjørn sad lige over for hende i kirkestolen, men de taltes aldrig ved, så vidt folk kunde mærke. Så meget tyktes hver og en alligevel at vide, at der måtte være noget imellem dem, og da de ikke omgikkes hinanden på samme vis som andet ungt kjærestefolk i dalen, begyndte man at sige mangt og meget. Thorbjørn blev ligesom ikke videre likt. Han følte det nok selv; ti han lagde vel hårdt frem, hvor flere var sammen, således ved danse og i bryllup; og hændte det da, at han en og anden gang gik sig bent frem i et slagsmål. Hermed sagtnede det dog, efterhvert som flere lærte, hvor stærk han var; Thorbjørn vænnede sig derfor tidlig til ikke at tåle, at nogen stod vel meget i vejen for ham. - "Nu er du kommen på din egen hånd," sagde Sæmund, far hans; "husk dog endnu på, at min kanske er stærkere end din!" Høst og vinter gik, våren kom, og endnu vidste folk intet bestemt. Der for så mange rygter rundt om de afslag, Synnøve havde uddelt, at hun halvvejs blev gående som for sig selv. Men Ingrid fulgte hende; de to skulde drage til sæters sammen i år, da Solbakkefolket havde kjøbt part i Granlidsæteren. Man hørte Thorbjørn synge oppe i lierne; ti han lagede et og andet til for dem. En vakker dag, da det alt lakkede mod kvælden, og han var færdig, satte han sig hen og tænkte på et og andet. Det var nok mest, hvad der taltes om i bygden, han tænkte på; han lagde sig på ryggen hen i det røde og brune lyng, og med hænderne opunder hodet gav han sig til at stirre op i himlen, som den gik der blå og skinnende bag de tætte trækroner. Det grønne løv og bar flød ud over den i en skjæl-vende strøm, og de mørke grene, som skar igjennem, gjorde sælsomme, vilde tegninger deri. Men himlen selv var kun til at se, når et blad blaffede til side; længer borte, mellem de kroner, som ikke nådde hverandre, brød den frem som en bred elv i lunefulde svingninger og løb henover. Dette stemmede hans sind, og han begyndte at tænke på det, han så.------- -------Birken lo atter med tusen øjne op til granen, furuen stod der med taus foragt og stirrede med sine pigger til alle sider; ti efterhvert som luften blev mere kjælen, kviknede flere og flere syglinger til, rendte i vejret og stak det friske løv op i næsen på furuen. "Montro, hvor I var i vinter?" spurte furuen, viftede sig og svedte harpiks i den utålelige hede. "Det er næsten for galt! - så langt mod nord - fuj!" Men så var der en gammel, gråskallet furu, som så op over alle de andre, kunde endda bøje en fingerrig gren næsten lodr-ret ned og ta en dristig løn i dens øverste hårtot, så den skalv lige ned i knæerne. Denne favntykke furu havde menneskene kvistet altid længer og længer opover, til den engang, træt og kjed af det, med et skjød sådan tilvejrs, at den spinkle gran ved siden blev ræd og spurte den, om den også huskede vinterstormene. "Om jeg husker dem?" sagde furuen og daskede den ved hjælp af nordenvinden således om ørene, at den ikke 104 .Q*?var langt ifra at tabe sin holdning, og det var ilde nok. Den storlemmede, mørkladne furu havde nu sat en så vældig fod i jorden, at tæerne stak op en 6 alen ifra den og var endda tykkere end omkring det tykkeste af seljen, hvad denne med undseelse en kvæld hviskede til humlen, som forelsket spandt sig opover den. Den skjæggede furu var sig sin vælde bevidst og mælte til menneskene, idet den højt over deres evner jagede gren på gren ud i den vilde luft: "Kvist mig, om I kan!" "Nej, de kan ikke kviste dig!" sagde ørnen, nedlod sig nådig, lagde sine vinger sammen med anstand og pudsede noget usselt fåreblod af sine fjær. - Jeg mener, jeg beder dronningen sætte sig her, jeg; - hun har nogle æg, hun skal kaste," tilføjede den sagtere og så ned på sine skallede ben; ti den var skamfuld over, at der kom flyvende en del milde erindringer fra hine tidligste vårdage, hvori man blir halvtosset over den første solvarme. Snart hævede den igjen hodet og stirrede under de fjærskyggede bryn op i de sorte urer, om dronningen ikke skulde sejle der etsteds, ægtung og lidende. Afsted satte den, og furuen kunde snart se parret oppe imod den klare, blå luft, hvor de sejlede i lige linje med den højeste fjældtop og afhandlede sine huslige anliggender. Det var ikke frit, at den var lidt urolig; ti så gild den end følte sig, var det dog endnu gildere at få et ørnepar at vugge. De kom begge ned, og lige til den! De talte ikke til hverandre, men gav sig ifærd med at hente kvist. Furuen videde sig, om muligt, endnu mere ud, - der var da heller ingen, som kunde hindre den deri. Men mellem den øvrige skog blev der vel en travel snak, da de så, hvad ære der var overgåt storfuruen. Der var således en liden, tækkelig birk, som stod og spejlede sig over en dam og trodde, at den havde ret til at vente lidt elskov af en gråhvid linerie, der havde for vis at sove middag i den. Den havde duftet linerlen lige op i næbbet, klæbet småkryb fast til bladene sine, så de var lette nok at fange; ja tilsist havde den i heden bygget og bøjet sammen et tæt, lidet grenhus, tækket med friske blade, så linerlen virkelig var på vej til at indrette sig der for sommeren. Nu derimod: ørnen havde sat sig fast i storfuruen, og væk måtte den. Det var vel en sorg! Den sang en trillende afskedssang, men ganske sagte, for at ørnen ikke skulde mærke det. Bedre gik det ikke nogle småspurve borti et orekjær. De havde ført et så syndigt leven der, at en trost tæt ved, oppe i en ask, aldrig fik sovne i rette tid, blev stundom lynende sint og gjorde mund. En alvorlig hakkespæt i nabotræet havde let, så den nær havde drattet af pinden. Men der så de ørnen i storfuruen! og trosten og småspurven og hakkespætten og alt, som flyve kunde, måtte afsted over hals og hode, over og under grenene. Trosten bandte, der han fløj, på, at han ikke oftere skulde leje slig, at han fik spurvene til gjenboer. Så stod skogen der omkring forladt og eftertænksom midt i det muntre solskin. Den skulde ha al sin glæde af storfuruen, men det var en tynd glæde. Skogen bøjede sig bange, hver gang nordenvinden gik, storfuruen slog luften med sine vældige grene, og ørnen fløj i ring om den, rolig og sindig, som om det blot var en krybende kastevind, der bar nogen ussel virak op til den fra skogen. Men den hele furufamilje var glad! Ikke én huskede, at den selv intet rede fik at vugge det år. "Væk!" sagde de, "vi er af slægten!" ------------"Hvad ligger du og tænker på?" spurte Ingrid, - hun trådte smilende frem mellem nogle buske, som hun holdt bøjet tilside. Thorbjørn rejste sig; "å, så mangt kan lege i ens hu," sagde han og så trodsig hen over træerne. "Ellers snakker de for meget i bygden på denne tid," lagde han til, idet han børstede noget støv af sig. - "Hvorfor bryder du dig også bestandig om, hvad folk siger?" - "Å, jeg ved ikke rigtig; - men - endnu har aldrig folk sagt noget, som ikke har været i mit sind, om det også ikke har været i min handling.» - "Det var stygt sagt." - "Det var det også," sagde han; om lidt føjede han til: "Men det er sandt." Hun satte sig på grønsværet, han stod og så ned for sig. "Jeg kan let bli slig, som de vil ha mig; de skulde la' mig være, som jeg er." - "Så er det din skyld tilsist alligevel." - "Kan gjærne være, men de andre har del i en. - Jeg siger: jeg vil ha fred!" ropte han næsten og så op mod ørnen. "Men Thorbjørn!" hviskede Ingrid. Han vendte sig imod hende og lo. "Hys, hys," sagde han; "som sagt: mangt kan lege i ens hu. - Har du talt med Synnøve idag?" - "Ja; hun er alt draget til sæteren." - "Idag?" - "Ja." - "Med Solbakkebølingen?" - "Ja." - "Tralala!" Å, solen ser ned på træet sit, Triumlire! "Står du der, du skinnende guldet mit?" Triumlit, triumlat. - Fuglen vågned og skvat: "Hvad er påfærde? - " "Imorgen løser vi bølingen," sagde Ingrid; hun vilde vende tanken til en anden kant. - "Jeg skal være med at drive!" sagde Thorbjørn. - "Nej, far vil selv være med," sagde hun, - "Ja så," sagde han og taug. - "Han spurte efter dig idag," sagde hun. - "Gjorde han det?" sagde Thorbjørn, skar en kvist af med sin tollekniv og begyndte at flække den. --"Du skulde tale oftere med far, end du gjør," sagde hun blidt; "han holder meget af dig," lagde hun til. - "Det kan gjærne være," sagde han. - "Han taler ofte om dig, når du er ude." - "Desto sjældnere, når jeg er inde." - "Det er din skyld." - "Det kan gjærne være." - "Slig skal du ikke tale, Thorbjørn; du ved selv, hvad der er imellem eder." - "Hvad er det da?" - "Skal jeg fortælle det?" - "Det kommer vel på et ud, Ingrid; du ved, hvad jeg ved." - Ja vist; du farer for meget på din egen hånd; det ved du, han ikke liker." - "Nej, han vilde nok holde i armen." - "Ja,* helst, når du slog." - - "Skal da folk få lov til at gjøre og sige, hvad de vil?" - "Nej, men du kan også gå lidt af vejen; det har han selv gjort og er blevet en agtet mand ved det." - "Han er kanske blevet mindre plaget." - Ingrid taug lidt, så fortsatte hun efter at ha set sig om: "Det nytter vel ikke at komme ind på dette igjen; men alligevel - hvor du ved, at uvenner ventes, bør du være borte." - "Nej, netop der vil jeg være! Jeg heder ikke Thorbjørn Granliden for ingenting." Han havde flækket barken af kvisten; nu skar han den midt over. Ingrid sad og så på ham og spurte noget langt: "Skal du til Nordhaug på søndag?" - "Ja." Efter at ha tiet en stund uden at se på ham, sagde hun igjen: "Ved du, at Knud Nordhaug er kommen hjem til søsterens bryllup?" - "Ja." - Nu så hun på ham: [-"Thorbjørn,-] {+"Thor- bjørn,+} Thorbjørn!" - "Skal han ha mere lov nu end før til at gå imellem mig og andre?" - "Han går ikke imellem; ikke mere, end andre vil." - "Ingen kan vide, hvad andre vil." - "Det ved du godt." - "Selv siger hun i alle fald ingenting." - "Å, hvor du kan snakke!" sagde Ingrid, så uvillig på ham, rejste sig og så bag for sig. Han kastede sine kviststumper, satte kniven i sliren og vendte sig mod hende: "Hør, - jeg er stundimellem kjed af dette. Folk skjænder æren både af mig og hende, fordi intet går åbenlyst til. Og på den anden kant, - jeg kommer jo ikke engang over på Solbakken, - fordi forældrene ikke kan like mig, siger hun. Jeg får ikke besøge hende, således som andre gutter besøger sine jenter, fordi hun nu er af de hellige, - må vide!" - "Thorbjørn!" sagde Ingrid Og blev lidt urolig, men han fortfor: "Far vil intet ord lægge ind; "fortjener jeg hende, får jeg hende," siger han. Snak, bare snak på den ene side, - og intet vederlag for snakket på den andre - ja, jeg ved ikke engang, om hun virkelig - " Ingrid for til og lagde hånden over hans mund, idet hun så sig tilbage. Der blev buskene atter bøjet tilside, og en høj, slank en trådte blussende frem; det var Synnøve. "God kvæld!" sagde hun. Ingrid så på Thorbjørn, som hun vilde sige: der kan du se! - Thorbjørn så på Ingrid, som han vilde sige: det skulde du ikke ha gjort. Ingen så på Synnøve. "Jeg får vel lov at sætte mig lidt; jeg har gåt så meget idag." Og hun satte sig; Thorbjørn vendte på hodet som for at se, om det var tørt, der hun satte sig. Ingrid havde ladet øjnene løbe nedover til Granliden, og nu ropte hun med et: "Å nej, å nej! Fagerlin har slidt sig og går midt i nyageren. Det stygge dyr! Kjelleros også? Nej, nu bærer det over sig; det er fornø'n, vi snart kommer på sæteren!" - og så lagde hun nedover henad lierne uden at sige farvel engang. Synnøve rejste sig straks. "Går du?" spurte Thorbjørn. "Ja," sagde hun; men hun stod. "Du tør gjærne vente lidt," ytrede han uden at se på hende. - "En anden gang," blev der sagte svaret. - "Det kan bli længe til." - Hun så op; han så nu også på hende; men det var en stund, før de sagde noget. "Sæt dig igjen," sagde han lidt forlegen. "Nej," svarede hun og blev stående. Han følte trodsen stige op; men da gjorde hun noget, han ikke havde ventet; hun gik et skridt frem, bøjede sig lige mod ham, så ham op i øjet og sagde med et smil: "Er du vred på mig?" Og da han skulde se til, så gråt hun. "Nej," sagde han, luerød i ansigtet. Han rakte hånden frem; men da øjnene var fulde afvand, mærkede hun det ikke, og han drog den tilbage. Så sagde han endelig: "Du har altså hørt det?" - "Ja," sagde hun, så op og lo; men der var nu flere tårer i øjnene end før; han vidste ikke, hvad han skulde gjøre og sige; det faldt ham derfor af munden: "Jeg har kanske været for slem." Det var meget mildt sagt; hun så ned og vendte sig halvt bort: "Du skal ikke dømme om det, du ikke kjender." Dette var sagt med halvkvalt røst, og han blev helt ilde derved- han følte sig som en gutunge og sagde derfor også, da han ikke kunde finde noget andet: "Jeg beder dig om forladelse." Men da brast hun ud i virkelig gråd. Det kunde han ikke tåle-, men gik hen og tog hende om livet og ludede sig nedover hende: "Holder du også rigtig af mig, Synnøve?" - "Ja," hulkede hun. - "Men du er ikke lykkelig ved det?"- Hun svarede ikke. "Men du er ikke lykkelig ved det?" gjentog han. Hun gråt nu mere end nogensinde og vilde drage sig undaf. "Synnøve!" sagde han og tog fastere om hende. Hun lagde sig op til ham og gråt meget. "Kom, vi skal tale lidt sammen," sagde han, og han hjalp hende at sætte sig i lynget; selv satte han sig ved siden. Hun tørrede sine øjne og forsøgte på at smile; men det vilde ikke gå. Han holdt en af hendes hænder og så hende ind i ansigtet. "Kjære, hvorfor kan jeg ikke komme over på Solbakken?" - Hun taug. "Har du aldrig bedt herom?" - Hun taug. "Hvorfor har du ikke det?" spurte han og drog hendes hånd nærmere til sig.-------- "Jeg tør ikke," sagde hun ganske sagte. Han blev mørk, trak den ene fod lidt til sig og lænede albuen til knæet, idet han lagde sit hode i hånden.-------"På denne måde kommer jeg vel aldrig derover," sagde han endelig. I stedet for svar begyndte hun at rykke lynget op. "Å ja - jeg kan ha gjort mange ting, - som - ikke var, som de burde.-------En måtte dog bære lidt over med mig.------- Jeg er ikke ond (han stansede en stund), jeg er også ung endnu - lidt over 20 år - jeg;"-------han kunde ikke fuldføre straks. - "Men den, som holdt rigtig af mig," sagde han igjen, - - "måtte dog," og her stansede han rent. Da hørte han ved siden af sig dæmpet: "Du skal ikke tale slig; - - du ved ikke, hvor meget en-------jeg tør ikke engang sige Ingrid det - (og så igjen i stærk gråd) - jeg-------lider-------så meget!" Han slog armen om hende og trak hende tæt til sig. "Tal til dine forældre," hviskede han, "og du skal se, alting blir godt." - "Det blir, som du vil," hviskede hun. - "Som jeg?" Da vendte Synnøve sig og bøjede sin arm om hans hals. "Holdt du såpas af mig, som jeg af dig!" sagde hun meget inderlig og med et forsøg til smil. - "Og det gjør jeg ikke?" sagde han blidt og sagte. - "Nej, nej; du tar intet råd af mig; du ved, hvad der fører os sammen, men du gjør det ikke. Hvorfor gjør du det ikke?" - Og da hun var kommen i vej med at tale, så sagde hun i samme fart: "Herregud, vidste du, hvor jeg har ventet på den dag, jeg skulde få se dig over på Solbakken. Men altid skal en høre om noget der ikke er, som det burde være, - og det skal være forældrene selv, som bærer det ind til en." - Da tændtes ligesom et lys for ham; han så hende nu tydelig gå der på Solbakken og vente på en liden fredelig stund, hvori hun kunde føre ham blidt frem for forældrene; men han gav hende aldrig en sådan stund. "Dette skulde du ha sagt mig før, Synnøve!" - "Og det har jeg ikke gjort?" - "Nej, ikke således." - Hun tænkte lidt over dette; så sagde hun, idet hun lagde sin forklædesnip i små folder: "Så var det vel, fordi - jeg ikke turde rigtig." Men dette, at hun havde frygt for ham, rørte ham slig, at han for første gang i sit liv gav hende et kys. Hun blev så forundret ved det, at gråden stansede med én gang, og øjnene blev usikre, idet hun forsøgte at smile, så ned, endelig op på ham og smilte nu virkelig. De talte ikke mere, - dog fandt de hinandens hænder igjen; men ingen af dem turde trykke til. Så drog hun sig sagte tilbage, gav sig ifærd med at tørre sine øjne og sit ansigt, klappe sit hår ned, da det var kommet lidt i urede. Han sad der og tænkte i sit stille sind, mens han så på hende: er hun mere blyg end de andre bygdens jenter og vil omgås på en anden måde, så skal en ikke sige noget dertil. Han fulgte hende op til sæteren, som ikke lå langt undaf. Han vilde gjærne gå hånd i hånd; men der var kommet noget over ham, som gjorde, at han knapt turde røre ved hende og syntes, at det var forunderligt, han havde lov til at gå ved siden af hende. - Da de skiltes, sagde han derfor også: "Det skal vare en stund, til du atter spørger noget galt fra mig." Hjemme holdt far hans på at bære korn på kværnen fra stabburet af; ti bygdens folk rundt omkring malte på Granlid-kværnen, når vandet i deres egne bække var gåt op; Granlid-elven var aldrig tør. Her var mange sække at bære, somme ret store og somme overmåde store. Kvindfolkene stod tæt derved og vriede klæder, som var i vask. Thorbjørn gik bort til faderen og tog fat i en sæk. "Jeg skal kanske hjælpe dig?" - "Å, jeg gjør det nok selv," sagde Sæmund, lettede rask en sæk på ryg og drog afsted imod kværnen. "Her er mange af dem," sagde Thorbjørn, tog fat i to store, satte ryg imod og greb over skuldrene med en hånd i hver, idet han støede mod til siderne med sine albuer. Midtvejs mødte han Sæmund, som gik tilbage efter flere; faderen så hastig på ham, men sagde intet. Da Thorbjørn i sin tur gik tilbage mod buret, mødte'han Sæmund med to endnu større sække. Denne gang tog Thorbjørn en liden en og gik med den; da Sæmund mødte ham, så han på ham, og længere end forrige gang. Så skede det, at de siden kom til at staa ved buret på én gang. - "Her er kommet bud fra Nordhaug," sagde Sæmund; "de vil ha dig med til bryllups på søndag."-------Ingrid så bønlig hen til ham fra sit arbejde, moderen ligeså. - "Ja så," svarede Thorbjørn tørt, men tog denne gang de to største sække han kunde finde. "Går du?" spurte Sæmund mørk. - "Nej." FJERDE KAPITEL. Granlidsæteren lå vakkert til, bygden kunde oversees derfra, Solbakken først og fremst med sin mangefarvede skog omkring og dernæst de andre gårde, som de lå der i en ring af skog, så den grønne vold med husene i midten så ud som en funden fredsplet, der med magt var taget fra den vilde mark. Det var 14 gårde, som kunde tælles fra Granlidsæteren; af Granlidgår-dens huse så de blot tagene, og det endda blot fra den yderste pynt på sætervolden. Alligevel blev jenterne ofte siddende og se efter røgen, som steg op af piberne der. "Nu koger mor til middag," sagde Ingrid; "idag skal de ha salt kjød og flæsk." "Hør, der roper de paa mandfolkene," sagde Synnøve; "mon tro, hvor de arbejder idag?" og deres øjne fulgte røgen, som skyndte sig fort og vilter op i den fine, solglade luft, men snart spagnede, betænkte sig, - flød så i et bredt tog ud over skogen, altid tyndere, tilsist som et viftende flor og snart neppe synlig. Mangen tanke steg dem da i sind og lagde sig ud over bygden. Den dag mødtes de ved Nordhaug. Det var et par dage efter brylluppet; men da dette skulde stå en seks dage, nådde der endnu, ret som det var, skud og enkelte rop af de allerkraftigste op til dem. - "De har det muntert der," sagde Ingrid. - Jeg skal ikke misunde dem det," sagde Synnøve og tog sin binding. - "Det skulde dog være trøjsomt at være med," sagde Ingrid, der sad på hug og så bortover mod gården, hvor folk gik frem og tilbage mellem husene, - nogle hen ad stabburet til, hvor vel borde med mad stod opdækkede, andre parvis længere fra dem og i fortrolig samtale. - "Jeg ved ikke ret, hvad en længes efter der borte," sagde Synnøve. - "Jeg ved det knap selv," sagde Ingrid, der sad som før; "det er vel dansen," føjede hun så til. Synnøve svarede ikke noget derpå. "Har du aldrig danset?" spurte Ingrid. - "Nej." - "Tror du da, det er synd at danse?" - Jeg ved ikke rigtig." Ingrid talte ikke mere om det straks; ti hun mindedes, at haugianerne strængt forbød dans, og forældrenes forhold til Synnøve i det stykke vilde hun ikke videre prøve. Men hvordan nu tankerne faldt, så sagde hun om en stund: "Bedre danser end Thorbjørn har jeg aldrig set." - Synnøve ventede lidt, før hun sagde: "Ja, han skal danse godt." - "Du skulde set ham danse," udbrød Ingrid og vendte sig mod hende. Men rask svarede Synnøve: "Nej, det vil jeg ikke." Ingrid studsede lidt ved det, Synnøve hældede sig ned over sin binding og talte sine næster op. Med en gang lod hun bindingen falde i fanget, så ende ud for sig og sagde: "Så inderlig glad, som jeg er idag, har jeg dog ikke været paa længe." - "Hvorfor?" spurte Ingrid. - "Å, fordi han ikke danser på Nordhaug idag!" Ingrid sad i sine egne tanker. "Ja, der skal være jenter, som længes efter ham," sagde hun. Synnøve åbnede munden, som vilde hun tale, men taug, trak en stikke ud og byttede. "Thorbjørn Isenges nok selv også; det skal jeg være sikker på," sagde Ingrid, men mærkede først bagefter, hvad hun havde sagt, og så på Synnøve, der sad blussende rød og bandt. Nu kunde Ingrid med stor fart se bagover på den hele samtale, slog hænderne sammen, flyttede sig på knæ i lynget, så at hun kom foran hende, - og gav hun sig til at se Synnøve lige ind i øjenene; men Synnøve bandt. Da lo Ingrid og sagde: "Nu har du mangen herrens god dag gåt og gjemt noget for mig igjen." - "Hvad siger du?" spurte Synnøve og kastede et usikkert blik på hende. - "Du er ikke sint, fordi Thorbjørn danser," sagde Ingrid som før. Den anden svarede ikke; Ingrids ansigt var bare et eneste smil, og så tog hun Synnøve om halsen, og hviskede hende ind i øret: "Men du er sint, fordi han danser med andre end dig!" "Hvor du snakker!" sagde Synnøve, sled sig løs og rejste sig. Ingrid rejste sig også og gik efter hende. "Det er synd, du ikke kan danse, Synnøve!" sagde hun og lo; -rigtig stor synd! Kom nu, så skal jeg ligeså godt lære dig straks!" Hun tog Synnøve om livet. "Hvad vil du?" spurte denne. - "Lære dig danse, for at du ikke skal ha slig sorg i verden, som at han danser med andre end dig!". Nu måtte også Synnøve le eller lade, som hun lo. "Der kan snart nogen se os," sagde hun. "Gud signe dig for det svaret, så dumt som det var," sagde Ingrid og gav sig allerede til at tralle og flytte Synnøve efter takten. - "Nej, nej! Det går ikke an!" - "Du har jo ikke været så glad på mangen god dag, sagde du nylig; kom nu!" - "Kunde det bare gå an!" - "Prøv, så skal du nok se, det går!" - "Du er så vilter, du Ingrid!"*- "Han sagde så, katten til spurven, også, da spurven ikke^vilde stå stille, så katten kunde få ta ham; kom nu!" - "Jeg har da i grunden lyst også, men -" - "Nu er jeg Thorbjørn, og du er den unge konen hans, som ikke vil, han skal danse med andre end dig." - "Men -" Ingrid trallede; - "men" - holdt Synnøve endnu på; men hun dansede allerede! Det var en springdans, og Ingrid gik foran med store skridt og mandhaftige armesving, Synnøve efter med små skridt og nedslagne øjne, - og Ingrid sang: Og ræven lå under birkerod :,: bortved lynget. :,: Og haren hopped på lette fod :,: over lynget. :,: Det er vel noget til solskinsdag! Det glitrer for, og det glitrer bag :,: over lynget. :,: Og ræven lo under birkerod :,: bortved lynget. :,: Og haren hopped i vilde mod :,: over lynget. :,: Jeg er så glad over alle ting! Hu - hej, gjør du slige svære spring :,: over lynget? :,: Og ræven vented bag birkerod :,: bortved lynget. :,: Og haren tumled ham midt imod :,: over lynget. :,: Men, gud forbarme sig, er du der!------ - Å, kjære, hvor tør du danse her :,: over lynget? :,: "Nu, gik det ikke an?" spurte Ingrid, da de andpustne stansede. Synnøve lo og sagde, hun havde mer lyst til at valse. Ja, derfor var ingenting i vejen, mente Ingrid, og de lagede sig alt til, idet Ingrid viste hende, hvorledes hun skulde sætte fødderne; "ti valsen er vanskelig, den." - "Å, det går nok, når vi bare kommer i takten," sagde Synnøve, og Ingrid vilde da, de skulde prøve. Så gjorde de, Ingrid sang, og Synnøve sang med, i begyndelsen blot nynnende, siden stærkt. Men da stansede Ingrid, slap hende og slog sine hænder sammen af bare forundring; "du kan jo valse!" udbrød hun. "Hys, lad os ikke tale mere om det," sagde Synnøve og tog atter fat i Ingrid for at fortsætte. - "Men hvor har du lært -" - "Tral, tral!" - og hun svang hende. Da tog Ingrid ret fat af hjærtens lyst, og hun sang: "Se, solen danser på Haukelidfjæld; dans, du kjæresten min; ti snart er det kvæld! Se, elven hopper mod blanken hav; hop, du viltreste gut; der venter din grav! Se, birken svajer for vindens kast; svaj, du frejdige mø! - Hvad var det, som brast? Se,-------" "Det er slige underlige viser, du synger," sagde Synnøve og stansede dansen. - "Jeg ved ikke, hvad jeg synger, jeg; Thorbjørn har sunget dem." - "Det er af Slave-Bents viser," sagde Synnøve; jeg kjender dem." - "Er det af dem?" spurte Ingrid og blev lidt ræd. Hun så ud for sig og sagde ikke noget; pludselig blev hun opmærksom på en nede på vejen. "Du, - der kjører nogen ned fra Granliden og tager bort over bygdevejen!" - Synnøve så også derhen. - "Er det ham?" spurte hun. - "Ja, det er Thorbjørn; han skal til byen."------- -------Det var Thorbjørn, og han kjørte til byen. Den lå langt væk, han havde stort læs og kjørte derfor i mag bort over den støvede vej. Denne lå slig til, at den kunde sees fra sæteren, og da han nu hørte det hauke deroppe ifra, skjønte han, hvem det var, steg op på læsset og haukede igjen, så det ljomede mellem fjældene. Da. spillede det på lur ned til ham, han sad og lyttede, og da det stansede, rejste han sig atter og haukede. Således gik det bortover, og han var glad tilmode. Han så på Solbakken og syntes, den aldrig havde havt så megen sol som nu. Men mens han sad der og så efter den, glemte han rent hesten, så den gik, som den vilde. Da skvat han op ved, at den gjorde et svært byks til siden, så den ene skåk knak, og hesten afsted i vilt trav ud over Nordhaugmar-kerne; ti det var over dem, vejen gik. Han rejste sig i vognen og holdt igjen; det blev en kamp mellem ham og hesten; den vilde ud over en skrænt, og han holdt. Han fik den så vidt, at den stejlede, og da hoppede han af og havde, før hesten atter satte sig i fart, fåt tag om et træ, - og nu "måtte hesten stå. Læsset var tildels kastet, den ene skåk itu, og hesten stod og skalv. Han gik frem til den, tog den om bidslet og talte den blidt til; han vendte den straks for at være sikker for skrænten, om den lagde afsted på ny; stå stille kunde den ikke, så skræmt som den var, og han måtte i halvt sprang følge den længer og længer fremad, lige op til vejen igjen. Han for da forbi sine egne sager, som de lå der kastet overende, kopperne itu, og indholdet tildels fordærvet. Hidindtil havde han været optaget af faren, nu begyndte han at skjønne følgerne af dette og blev harm; det stod for ham, at det ingen byrejse blev af, og jo flere betragtninger han gjorde, des harmere blev han. Kommen op til vejen, skvat hesten en gang til, forsøgte så at gjøre et kast for at slite sig løs, - og da brød harmen ud. Mens han med venstre hånd holdt bidslet, gav han den med den højre hen ad lænderne af sin store rejsesvøbe slag i slag, så den blev rasende og satte forhovene på hans bryst. Men han holdt den fra sig og slog den nu værre end før, af al sin magt, og brugte tykenden af svøben. "Jeg skal lære dig, du trodsige tamp!" og han slog. Hesten vrinskede og skreg, han slog. "Hej, her skal du kjende næve, som er stærk!" og han slog. Hesten fnyste, så skummet valt ham ned over hans hånd; men han slog: "Det skal være første og sidste gang, din krøbling! der! endnu et! så! hej, din fillegamp, du skal prøve mandetugt!" og han slog. Under dette havde de vendt sig, hesten gjorde ikke længer modstand, rystede og bævede under hvert slag og bøjede sig vrinskende, når den så svøben nærme sig i luften. Da blev Thorbjørn ligesom lidt skamfuld; han holdt inde. I det samme blev han var en mand, der sad på grøftekanten, støttet på albuen, og lo ad ham. Han vidste ikke, hvorledes det gik til; det blev næsten sort for øjet, og med hesten ved hånden ruste han mod ham med hævet svøbe. "Jeg skal gi dig noget at le ad!" Slaget faldt, men traf kun halvt, da manden med et rop væltede sig ned i grøften. Her blev han stående på alle fire, men vendte på hodet, skjelede til Thorbjørn og trak munden skjævt op til latter;, men latteren selv hørte han ikke. Thorbjørn studsede; ti dette havde han set før. Jo, det var Aslak. Thorbjørn vidste ikke hvorfor, men det løb ham koldt ned over ryggen. "Det er vel dig, som har skræmt hesten begge gange," sagde han. - "Jeg lå bare og sov, jeg," svarede Aslak og løftede lidt på sig; "og så vakte du mig, da du skabte dig gal på hesten din." - "Det var dig, som gjorde den gal; alle dyr er rædde dig," og han klappede hesten, der var så svedt, at det dryppede af den. - "Den er nu vel endelig ræddere dig end mig; slig har jeg aldrig faret med nogen hest," sagde Aslak, - han stod nu på knæ i grøften. "Vær ikke for stærk i munden!" sagde Thorbjørn og truede med svøben. Da reiste Aslak sig og kravlede op. "End jeg da! Jeg stærk i munden? Nej!-------Hvor skal du hen, som farer så fort?" sagde han med blid stemme, idet han nærmede sig, men slingrede til begge sider; ti han var fuld. - "Jeg slipper nok for at komme længer i dag," sagde Thorbjørn, som sprættede hesten fra. - "Det var rigtig lejt, det," sagde Aslak og nærmede sig endnu mere, idet han tog til huen. "Gud bevare mig," sagde han, "slig en stor, vakker kar du er blevet, siden sist jeg så dig;" han havde begge næver i lommen og stod så godt, han kunde, og betragtede Thorbjørn, der ikke kunde få hesten løs fra resterne af vognen. Thorbjørn trængte hjælp; men han kunde ikke få det over sig at bede hin om den; ti Aslak så styg ud; hans klæder var tilrakkede af grøften, hans hår hang filtret ned under en blank hat, der var dygtig gammel, og ansigtet, skjønt tildels det velbekjendte, var nu bestandig fortrukket til et smil, og øjnene endnu mere igjenlukte, så han måtte holde hodet lidt bagover og munden lidt gabende, når han så på en. Alle drag var blevne matte, og den hele form var stivnet; ti Aslak drak. Thorbjørn havde tit nok set ham før, hvilket Aslak lod, som han ikke vidste. Som skræppehandler havde han faret bygden rundt og var gjerne der, hvor der var lystighed, da han havde mange viser at synge, fortalte godt og fik brændevin til vederlag. Således havde han nu været i brylluppet på Nordhaug, men havde, som Thorbjørn siden fik vide, fundet det bedst at holde sig en stund borte, da han efter gammel vis havde fåt folk op at slås, og det truede med at gå ud over ham selv. - "Lige så godt binde den fast til vognen som sprætte den fra," sagde han; du må så alligevel op til Nordhaug for at få dig istand igjen." Thorbjørn havde nok tænkt sig det samme, men havde ikke rigtig villet tænke det. "Det er stort bryllup der," sagde han. - "Derfor også stor hjælp," svarede Aslak. Thorbjørn stod lidt tvilrådig; men uden hjælp kunde han hverken komme frem eller tilbage, og så var det bedst at gå op i gården. Han bandt hesten fast så længe og gik. Aslak kom efter; Thorbjørn så tilbage på ham; "så får jeg godt følge til bryllupsgården igjen," sagde Aslak og lo; Thorbjørn svarede ham ikke, men gik fort. Aslak kom efter syngende: Der drager to bønder til bryllupshus o. s. v., en gammel, velkjendt vise. "Du går fort, du," sagde han om en stund; du kommer nok frem alligevel," lagde han til. Thorbjørn svarede ham ikke. Gjenlyd af dans og spil mødte dem, ansigter gav sig til at se ud på dem gjennem de åbne vinduer i den store to etages bygning. Grupper samlede sig i gården. Han så, at de talte sig imellem om, hvem det kunde være, tillige, at han snart var kjendt, og at de lidt efter lidt fik øje på hesten dernede og kopperne, som lå ud over jordet. Dansen hørte op, den hele sværm væltede ud i gården, netop som de to kom op. "Hid kommer bryllupsfolk mod sin vilje!" ropte Aslak, da han endelig nærmede sig kredsen, bag Thorbjørn. - Man hilste Thorbjørn og slog kreds om ham. "Gud signe laget, godt øl på bordet, vakre kvindfolk på gulvet og gode spillemænd på krakken!" sagde Aslak og skjød sig i det samme midt ind iblandt dem. Nogle lo, andre forblev alvorlige; en sagde: "Skræppe-Aslak er altid ved godt mod." Thorbjørn traf straks kjendt folk, som han måtte fortælle om sin hændelse; de tillod ham ikke selv at gå ned efter hesten og tøjet, men bad andre gå. Brudgommen, en ung mand og fordums skolekammerat, bød ham ind at smage på bryllups-brygget, og nu drog det til stuen. Nogle vilde fortsætte dansen, især kvindfolkene, andre vilde ha en liden drikkestund og få Aslak til at fortælle, siden han nu alligevel var kommen tilgårds igjen. "Men du tør være lidt varere end sist," lagde en til. Thorbjørn spurte, hvor alt folket var. "Å," svaredes der, "her gik nylig lidt uroligt til; nu er enkelte gåt til hvile, andre sidder borte på laven og spiller kort; men nogle sidder også der, hvor Knut Nordhaug er." Han spurte ikke efter, hvor Knut Nordhaug var. Brudgommens far, en gammel mand, der sad og røgte af en kridtpibe og drak øl til, sagde nu: "Kom så med en regle, du Aslak; det kan være gildt nok at høre for en gangs skyld," "Er der flere, som beder mig?" spurte Aslak, som havde sat sig på en krak et stykke fra bordet, omkring hvilket de andre sad. "Ja vist," sagde brudgommen og gav ham et glas brændevin; "nu beder jeg dig." - "Er det mange, som beder på den måde?" sagde Aslak. - "Det tør hænde," sagde en ung kone borte på sidebænken og bød et støp med vin frem. Det var bruden, en kvinde på tyve år, lyslet, men mager, med store øjne og et stramt træk om munden. - "Jeg liker godt det, som du fortæller," lagde hun til. Brudgommen så på hende, og hans far på ham. "Ja, Nordhaugfolket har altid likt mine regler," sagde Aslak. "Ære være dem!" ropte han og tømte et glas, som blev rakt ham af en brudesvend. "Kom så med noget," ropte flere. "Om Sigrid Fantekjærring," ropte en. "Nej, den er styg!" sagde andre, især kvindfolk. "Om Lierslaget!" bad Svend Tambur. "Nej, heller noget trøjsomt!" sagde da en rank gut, som stod i skjorteænrnene og lænede sig op ad væggen, mens hans højre hånd, som hang slapt ned, for vel ofte bort i håret på nogle unge jenter, som sad der; de skjændte; men flyttede sig ikke. "Nu fortæller jeg det, jeg vil, jeg," sagde Aslak. "Fa'en heller! mumlede en ældre mand, som lå over sengen og røgte; hans ene ben hang ned, med det andet lå han og sparkede til en fin trøje som hang over sengestolpen. - "Lad være trøjen min!" ropte hin gut, som stod op efter væggen. - "Lad være døtrene mine," svarede han, som lå. Nu flyttede jenterne sig. - >J°> Je8 fortæller, hvad jeg vil!" ropte Aslak; "brændevin i krop skyder modet op!" sagde han og slog de flade hænder sammen med et klask. - "Fortæl, hvad vi vil; gjentog manden bort i sengen; "ti brændevinet er vort." - "Hvad skal det sige?" spurte Aslak med ret åbne øjne. - "Å, den grisen vi gjøder, slagter vi også," sagde manden, idet han dinglede med benet. Aslak lukkede øjnene igjen, men blev siddende i samme stilling med hodet; så faldt det ned på hans bryst, og han sagde ikke noget. Flere talte til ham; men han hørte det ikke. "Brændevinet tar ham," sagde hin i sengen. Da så han op, tog atter smilet på sig; "jo, nu skal I høre en lystig stub," sagde han. "Gud bevare mig, hvor lystig!" sagde han om en stund og lo med åben mund, men uden at de hørte latteren. - "Han er rigtig i godlaget sit idag!" sagde brudgommens far. - "Ja, det var råd til det!" sagde Aslak; - "en dram på rejsen da!" sagde han og strakte hånden frem. Den kom, han drak den langsomt ud, holdt hodet lidt bagover med den sidste dråbe i munden, svælgte den så og sagde, vendt til ham i sengen: - "For jeg er nu grisen eders, jeg!" og lo som forrige gang. Han spændte sine to hænder om knæet og løftede således foden op og ned, idet han selv med det samme ruggede frem og tilbage, - og så begyndte han: "Jo, der var en jente, som bodde bort i en dal. Hvad dalen hed, kan være det samme; hvad hun hed, også. Men jenten var vakker, det syntes gårdmanden på - hys! - og det var hos ham, hun tjente. Hun fik god løn, fik hun, og hun fik mere, end hun skulde ha; hun fik et barn. Folk sagde, det var med ham; men det sagde ikke han; ti han var gift, og det sagde heller ikke hun; ti hun var stolt, det stakkars trold. Så blev det nok en løgn over den dåb, og det var en skarv til gut, hun havde født, så det var slig slag, om han blev døbt i en løgn. Men hun fik en plads under gården, og det likte ikke konen der, som ventelig var. Kom jenten did op, spyttede hun efter hende; men kom den vesle gutten hendes for at lege med gårdgutterne, bad hun dem jage den horungen; han var ikke bedre værd, sagde hun. Hun tagg manden både nat og dag om at jage den fante-jenten på bygden. Manden holdt igjen, så længe han rigtig var mand; men så slog han sig på drikken, og da fik kjærringen taget. Siden blev det dårligt for skarvejenten; det gik tilbage for hvert år, og det stod slig til, at hun skulde sulte ihjæl der med den vesle gutten sin, og han vilde ikke fra moderen, han. Det var nu det ene året, det andet med, og det var otte af dem; men endnu var ikke jenten kommen af pladsen, skjønt nu skulde hun væk. - - Og så kom hun væk!-------Men forinden stod gården i lys og vakker lue, og manden brændte; ti han var fuld, - kjærringen reddede sig med ungerne, og hun sagde, det var den skarvejenten nede på pladsen som havde gjort det. Det kunde gjærne hænde, det.-------Og det kunde også gjærne være anderledes.-------Det var en underlig gut, hun havde. I otte år havde han set moderen slide ilt og vidste vel, hvor skylden var; ti moderen sagde det ofte, når han spurte, hvorfor hun bestandig gråt. Det gjorde hun også, dagen før hun skulde rejse, og derfor var han borte om natten. - - Men hun kom i tugthuset på livstid, for hun sagde selv til skriveren, hun havde gjort den vakre luen deroppe på gården. - Gutten drog på bygden og fik alle folks hjælp, fordi han havde slig en slem mor. - Så drog han fra den bygd og langt frem til en anden, hvor han ikke fik stor hjælp, for der var nok ingen, som vidste, hvilken slem mor han havde. Jeg tror ikke, han sagde det selv. - Sist jeg hørte fra ham, var han fuld, og de siger, han har lagt sig på drikken i den senere tid; om det er sandt, skal være usagt; men det er sandt, at jeg ved ikke, hvad bedre han skulde gjøre. Det er en låk, ond kar, kan I tro; han liker ikke folk, endnu mindre, at de er gode mod hverandre, og allermindst, at de er gode mod ham selv. Og han vilde gjærne, at andre skulde være slig, som han er selv, - skjønt det siger han blot, når han er fuld. Og da grater han også, grater, så det hagler, - over ingen verdens ting; ti hvad var det også, han skulde gråte over? Han har ikke stjålet en skilling fra nogen eller gjort noget af det gale, som mange andre gjør, så han sagte' ingenting har at gråte over. Og alligevel så grater han, og grater, så det hagler. Og skulde I se ham gråte, så tro aldrig på det, for det er bare, når han er fuld, og da er han ikke ænsendes." - Her faldt Aslak baglængs ned af krakken i stærk gråd, som dog snart gik over; ti han sovnede. - "Nu er svinet fuldt," sagde han i sengen; "da ligger han altid og flæber sig i søvn." - "Dette var stygt," sagde kvindfolkene og rejste sig for at komme bort. "Jeg har aldrig hørt ham fortælle andet slags historier, når han selv fik råde," sagde nu en gammel mand, som rejste sig borte ved døren. "Gud ved, hvorfor folk vil høre på ham," lagde han til og så hen til bruden. FEMTE KAPITEL. Nogle gik ud, andre søgte at få spillemanden ind igjen, at dansen kunde begynde; men spillemanden var sovnet i en krog af gangen, og enkelte bad for ham, at han måtte få ligge i fred. "Siden Lars, kammeraten hans, blev slåt fordærvet her, har Ole måttet holde ud i over et døgn." - Man var kommen tilgårds med Thorbjørns hest og grejer; en anden vogn blev spændt for, da han trods alles anmodning vilde ta afsted igjen. Brudgommen var det især, som søgte at holde ham tilbage; "her er kanske ikke så stor glæde for mig, som det synes," sagde han, og Thorbjørn tog en tanke af det; men han foresatte sig dog at rejse, før kvælden kom. Da de så, han var urokkelig, spredte de sig i gården; der var mange folk, men megen stilhed, og det hele havde lidet syn af et bryllup. Thorbjørn skulde ha sig en ny sælepind og gik hen at finde en; i gården var intet høveligt emne, og han gik lidt udenfor, kom så til et vedskjul, som han gik ind i, langsomt og sagte, da brudgommens ord fulgte med ham. Han fandt der, hvad han vilde, men fremdeles, uden at vide af det, satte han sig ned op til den væg, med kniv og pinde i hånden. Da hørte han det stønnede i nærheden af sig; det var på den anden side af den tynde væg, derinde, hvor vognskjulet var, og Thorbjørn lyede. "Er det - også dig?" hørte han sagt med langt mellemrum og af et mandfolk, der talte med besvær. Da hørte han en gråte, men det var ingen mand. - "Hvorfor kom du også hid?" blev der spurt, og det måtte være af den, der gråt; ti det var tårevådt. - "Hm, - i hvis bryllup skulde jeg spille, når det ikke var i dit?" sagde den første. Det er vel Lars, spillemanden, som ligger der, tænkte Thorbjørn. Lars var en staut, vakker kar, hvis gamle mor bodde til leje i en husmandsplads under gården. Men den anden måtte være bruden! - "Hvorfor har du heller aldrig talt!" sagde hun dæmpet, men langt, som var hun meget bevæget. "Jeg tænkte ikke, det var nødvendigt mellem os to," svaredes der kort. Da var det stilt en stund, så sagde hun atter: "Du vidste dog, han gik her." - "Jeg trodde dig stærkere." - Han hørte nu intet andet end gråd; endelig brød hun atter ud: "Hvorfor talte du ikke?" "Det nyttede vel Gamle-Birthes søn lidet at tale til datteren på Nordhaug," blev der svaret efter et ophold, hvori han havde draget vejret tungt og ofte stønnet. Der blev ventet på svar; - "vi har dog set på hinanden i mange år," sagdes der. - "Du var så stolt; en turde ikke rigtig tale til dig."------- "Det var dog ingenting i verden, jeg heller vilde. -Jeg ventede hver dag; - hvor vi mødtes; - jeg syntes næsten, jeg bød mig frem. Så tænkte jeg, du forsmådde mig." - Det blev atter ganske stilt. Thorbjørn hørte intet svar, ingen gråd; han hørte heller ikke den syge drage vejret. Thorbjørn tænkte på brudgommen, som han trodde at kjende for en bra mand, og han blev ilde tilmode på hans vegne. Da sagde også hun: "Jeg er ræd for, han får liden glæde af mig, han, som -" - "Det er en bra mand," sagde den syge og begyndte på ny at gi sig lidt, da det nok gjorde ondt for brystet. Det var, som dette også gjorde hende ondt; ti hun sagde: "Det er nok tungt for dig nu, -- men - vi var vel aldrig komne til at tale med hinanden, vi, var ikke dette kommet imellem. Den gang du slog til Knud, forstod jeg dig først." - "Jeg kunde ikke bære det længer," sagde han, - og så en stund efter: "Knud er ond." - "Han er ikke god," sagde søsteren. De taug en stund, så sagde han: "Jeg undrer mig på, om jeg nogen tid blir god igjen. Å ja, det kan nu også være det samme." - "Har du det ondt, har jeg det værre," og herpå fulgte stærk gråd. "Går du?" spurte så han. - "Ja," blev der svaret, og derpå: "Å jøje, jøje mig, hvad liv dette skal bli!" - "Gråt ikke så," sagde han; "vorherre gjør nok snart ende på det for mig, og da skal du se, det også blir bedre for dig." - "Jesus, Jesus, at du ikke talte!" ropte hun med tilbageholdt stemme, og som om hun vred sine hænder; Thorbjørn trodde, hun gik i det samme eller ikke var i stand til at tale på længe; ti han hørte en stund intet og gik. Den første, den beste, Thorbjørn traf i gården, spurte han: "Hvad kom der imellem Lars Spillemand og Knud Nordhaug?" - "Ha? Mellem dem? Jo, - " sagde Per Husmand og trak ansigtet sammen, som vilde han gjemme noget i folderne; "du kan nok spørge om det, for det var lidet nok; han Knud spurte bare Lars, om felen hans gav god klang i dette bryllup." I det samme gik bruden forbi dem; hun havde ansigtet bortvendt, men da hun hørte Lars nævne, vendte hun det og vidste dem et par store og røde øjne, der så usikkert; men ellers varansigtet meget koldt, så koldt, at Thorbjørn ikke kjendte hendes ord igjen i det. . Begyndte han da at skjønne mere. Længre frem i gården stod hesten og ventede; han satte sin pinde fast og så sig om efter brudgommen for at ta afsked. Han havde ikke lyst til at søge ham, så næsten helst, at han ikke kom, og satte sig derfor op. Da begyndte det at støje og rope fra venstre side af gården, der borte, hvor laven lå. Det var et helt følge, som drog ud fra laven; en stor mand, som gik foran, ropte: "Hvor er han? - Har han gjemt sig? - Hvor er han?" - "Der, der!" sagde nogle. - "Lad ham ikke komme did," sagde andre; "det blir bare ulykke af det." - "Er det Knud?" spurgte Thorbjørn en liden gut, som stod ved siden af vognen hans. "Ja, han er fuld, og da vil han altid slås." - Thorbjørn sad alt på læsset og slog nu på hesten. - "Nej, stans, kammerat!" hørte han bag sig; han holdt hesten tilbage, men da denne gik alligevel, lod han den gå. "Ho, er du ræd, Thorbjørn Granliden?" skreg det nærmere ham. Nu holdt han fastere igjen, men så ikke tilbage. "Stig af og kom i godt lag!" ropte en. Thorbjørn vendte hodet. "Tak, jeg skal hjem," sagde han. Nu underhandlede de lidt, og imidlertid var den hele flok kommen hen til vognen; Knud gik foran hesten, klappede den først, tog den dernæst ved hodet for at se på den. Knud var ret høj, havde lyst, men stridt hår og en but næse, munden var stor og tung, øjnene mælkeblå, men dristige. Han havde liden lighed med søsteren, kun var der noget om munden, som var ligt, og havde den samme slags ret opstående pande, men mindre, ligesom alle hendes fine træk var grove hos ham. "Hvad vil du ha for gampen din?" spurte Knud. - "Jeg vil ikke sælge den," sagde Thorbjørn. - "Du tror kanske, jeg ikke kan betale den?" sagde Knud. - "Jeg ved ikke, hvad du kan." - "Så? du tviler om det? Det skulde du ellers vogte dig for," sagde Knud. Hin gut, som før stod op efter væggen derinde i stuen og rørte ved jenternes hår, sagde nu til en nabo: "Knud tør ikke rigtig denne gang." Dette hørte Knud. "Tør jeg ikke? Hvem siger det? Tør jeg ikke?" skreg han. Flere og flere kom til. "Af vejen, se hesten!" ropte Thorbjørn og slog på, han vilde rejse. - "Siger du af vejen til mig?" spurgte Knud. - "Jeg talte til hesten; jeg må frem," sagde Thorbjørn, men veg heller ikke selv til side. - "Hvad, kjører du lige på mig?" spurte Knud. - "Så gå bort!" og hesten løftede hodet i vejret, ellers havde den sat det lige mod Knuds bryst. Da tog Knud den ved bidslet, og hesten, som huskede taget fra vejen, begyndte at skjælve. Men dette rørte Thorbjørn, der angrede, hvad han selv havde gjort mod hesten; nu gik det ud over Knud; ti han rejste sig med svøben i hånden og drog til Knud over hodet. "Slår du?" skreg Knud og kom nærmere; Thorbjørn hoppede af læsset. "Du er en ond kar," sagde han ligbleg' og leverede tømmen til hin gut fra stuen af, da han kom og bød sig frem. Men den gamle mand, som havde rejst sig borte ved døren, da Aslak var færdig med sin fortælling, gik nu bort til Thorbjørn og rykkede ham i armen. "Sæmund Granliden er for bra en mand til, at sønnen hans skal drages med slige slåskjæmper'" sagde han. Det stilnede i Thorbjørn, men Knud ropte: "Jeg slåskjæmpe? Det er han lige så godt som jeg, og min far er lige så god som hans. - Kom an! - Det er dårligt, at bygdefolket ikke ved, hvem af os to egentlig er ved bedst magt," lagde han til og tog halstørklædet af sig. - "Vi prøver det tidsnok," sagde Thorbjørn. Da sagde den mand, som før havde ligget i sengen: "De er som to katte; de må først snakke mod i sig, begge to." Thorbjørn hørte det, men svarede intet. En og anden af flokken lo, andre sagde, det var stygt med alle de slagsmål i dette bryllup, samt at de abede sig ind på en fremmed mand, som vilde drage fredelig afsted. Thorbjørn så sig om efter hesten; det var hans agt at fare. Men hin gut havde vendt den og kjørt den forsvarlig langt bort; gutten selv stod nu lige bag dem. - "Hvad ser du dig om efter?" spurte Knud; "hun Synnøve er langt borte nu." - "Hvad rager hun dig?" - "Nej, slige skinhellige kvindfolk rager ikke mig," sagde Knud; "men kanske hun modstjæler dig." Dette var for meget for Thorbjørn; de mærkede, at han så sig om for at prøve pladsen. Nu lagde atter nogle ældre sig imellem og mente, at Knud havde gjort ugagn nok i dette lag. - "Mig skal han intet gjøre!" sagde Thorbjørn, og da hine hørte dette, taug de. Andre sagde: "Lad dem drages, så blir de godvenner; disse har længe nok set ondt over til hverandre." - "Ja," sagde en, "de vil begge to være den bedste her i bygden; lad os nu se!" - "Har I andre set noget ligt til ham Thorbjørn Granliden," mente Knud; "jeg syntes, han nylig var her på gården." - "Ja, her er han," sagde Thorbjørn, og i det samme fik Knud et slag over det højre øre, så han tumlede hen i nogle mænd, som stod der. Nu blev der ganske stilt. Knud rejste sig og for frem uden at sige et ord; Thorbjørn tog imod ham. Der blev nu en lang nævekamp, da begge vilde hinanden ind på livet; men begge var vel vant og holdt hinanden væk. Thorbjørns slag faldt nokså ofte, og nogle sagde, de faldt nokså tungt. - "Der har Knud fundet sin mand," sagde hin, som havde taget hesten; "giv plads!" Kvindfolkene flygtede; kun en stod højt på en trap for bedre at se; det var bruden. Thorbjørn fik et glimt af hende og stansede lidt; da så han en kniv i Knuds hånd, huskede hendes ord, at Knud ikke var god, og med et velrettet slag traf han Knuds arm over håndledet, så kniven faldt, og armen dovnede. "Au, hvor du slog," sagde Knud. - "Synes du?" spurte hin og brød nu ind på ham. Knud havde ondt for at bruge blot én arm, han blev løftet og båret, men det bar imod, før han blev lagt. Han blev flere gange lagt slig mod jorden, at enhver anden vel havde svigtet, men dette var en god ryg; Thorbjørn flyttede med ham, folk veg, men han kom efter rned ham, og således bar det rundt den hele gård, indtil de kom op under trappen, hvor han hivde ham endnu engang i vejret og truede ham ned, så knæerne gav efter, og Knud langs over stenhellen, så det sang i ham. Han blev liggende stilt, gav et dybt støn fra sig og lod øjnene synke i; Thorbjørn rettede sig og så op; hans øjne faldt lige på bruden, der stod ubevægelig og så på. "Tag noget og læg op under hodet på ham," sagde hun, vendte sig om og gik ind. To gamle koner gik forbi; den ene sagde til den anden: "Herre gud! der ligger en igjen; hvem er nu dette?" En mand svarede: "Han Knud Nordhaug." Da sagde den anden kone: "Så kanske der liver på med slagsmålene herefterdags. De måtte da også ha andet at bruge sine kræfter til." - "Der så' du et sandt ord, Randi," mente hin; "vorherre hjælpe dem så langt frem, at de kan se forbi hverandre og hen til noget mere." Dette faldt Thorbjørn underlig på sindet; han havde ikke sagt et ord, men stod der endnu og så på dem, som stellede med Knud; - flere talte til ham, men han svarede ikke. Han vendte sig fra dem og faldt i tanker. Synnøve kom frem i dem, og han blev meget skamfuld. Han tænkte på, hvad forklaring han skulde gi, og han tænkte på, det var ham nok ikke så let at slutte, som han engang trodde. I det samme hørte han bag sig: "Vogt dig, Thorbjørn!" men før han fik vende sig, var han grebet ved skuldrene bagfra, blev bøjet ned og følte ikke noget mere uden en stikkende smerte, hvis sted han ikke rigtig kjendte. Han hørte stemmer omkring sig, fornam, at de kjørte, trodde selv stundom, at han kjørte, men vidste det ikke bestemt. Dette varede meget længe, det blev koldt, snart igjen varmt, og da så let for ham, så let, at han syntes at svæve, - og nu forstod han det: han båres af trætoppene, fra den ene til den anden, så han kom op i lien, højere op, - på sæteren, endnu højere op, - lige på det højeste fjæld; der bøjede Synnøve sig ned over ham og gråt og sagde, at han skulde ha talt. Hun gråt meget og mente, at han dog selv havde set, hvorledes Knud Nordhoug gik i vejen for ham, bestandig i vejen for ham, og så måtte hun jo ta Knud. Og så klappede hun ham mildt ned ad den ene siden, så det blev varmt der, og gråt, så skjorten på det sted blev våd. Men Aslak sad på hug oppe på en stor, spids sten og tændte trætopperne rundt omkring sig, så det braste og brændte, og kvisterne føg om ham; selv lo han med vidt gab og sagde: Det er ikke mig, det er mor min, som gjør det! og Sæmund, faderen, stod til den ene side og kastede kornsække højt op, så skyerne trak dem til sig, bredte kornet udover som en tåge, - og dette syntes ham underligt, at kornet kunde skyde sig ud over al himmel. Da han så nedover på Sæmund selv, blev denne så liden, så liden, at han tilsist næsten ikke kom op over jorden, men endda kastede han sækkene højere og højere og sagde: "Gjør mig det efter, du!"-------Langt borti skyerne stod kirken, og den lyse kone på Solbakken stod oppi tårnet og viftede med et rødgult lommetørklæde i den ene hånd og en salmebog i den anden og sagde: "Hid kommer du ikke, før du har lagt af at slås og bande," - og da han skulde se til, så var det ikke kirken, men Solbakken, og solen stod slig på alle hundre ruder, at han fik ondt i øjnene og måtte lukke dem hårdt i. -------"Varlig, varlig, Sæmund!" hørte han og vågnede som af en slummer ved, at han blev båret, og da han så sig om, var han kommen ind i stuen på Granliden; en stor ild brændte på gruen, moderen stod ved siden af ham og gråt; faderen tog just op under ham, - han vilde bære ham ind i et sidekammer. Da slap faderen ham sagte ned igjen; "der er endnu liv i ham!" sagde han med dirrende stemme og vendte sig mod moderen. Denne udbrød: "Vorherre hjælpe mig; han ser op! Thorbjørn, Thorbjørn! velsignede gut, hvad har de gjort med dig!" og hun ludede sig ned over ham og strøg hans kind, mens hendes tårer faldt varme på hans ansigt. Sæmund var oppi øjet med det ene ærme, flyttede så moderen blidt tilside: "Lad mig ligeså godt ta ham straks," sagde han. Og han tog vel op under hans skulder med den ene hånd, lidt nedenfor ryggen med den anden -: "Hold på hodet, du mor, om han ikke skulde ha kraft til at bære det." Hun gik foran og holdt på hodet, Sæmund søgte at komme i skridt med hende, og snart lå Thorbjørn på sengen i det andet kammer. Efter at de nu havde bredt over ham og lagt ham vel tilrette, spurte Sæmund, om gutten var kommen af gårde. "Der ser du ham!" sagde moderen og pegede ud. Sæmund åbnede vinduet og ropte: "Er du fremme om en time,, skal du få din årsløn to gange; - det er det samme, om du sprænger hesten." Han gik atter bort til sengen, Thorbjørn så på ham med store, klare øjne, faderen måtte se på dem, og da begyndte hans at fugtes. "Jeg vidste, det vilde ende slig," sagde han sagte, vendte sig og gik ud. Moderen sad på en krak inde ved sønnens fødder og gråt, men hun talte ikke. Thorbjørn vilde tale, men han følte, det faldt sig tungt, derfor taug han. Men han så på moderen uafbrudt, og moderen havde aldrig set slig glans i hans øjne, heller aldrig havde de været så fagre, hvilket syntes hende et slemt forbud. "Gud herren han hjælpe dig!" brast det endelig ud; "Jeg ved, Sæmund vælter overende den dag, du går." Thorbjørn så på hende med ubevægeligt øje og ansigt. Blikket for lige igjennem hende, og hun begyndte at bede sit fadervor for ham; ti hun tænkte, han kun havde lidt igjen. Mens hun da sad der, randt det hende i sind, hvor kjær han fremfor nogen havde været dem alle, og nu var ingen af søskende hans hjemme. Fik hun da bud op til sæteren efter Ingrid og en yngre bror, kom så igjen og satte sig der som før. Han så endnu på hende, og blikket var hende en salmesang, der førte hendes tanker mildelig ind i de bedre ting, og gamle Ingebjørg blev andagtsfuld, tog bibelen frem og sagde: "Nu vil jeg læse højt for dig, at du kan ha det godt." Da hun ingen briller havde ved hånden slog hun op et sted, som hun omtrent kunde udenad, fra hun var pige, og det var af Johannes evangelium. Hun var ikke viss på, at han hørte hende; ti han var ubevægelig som før, stirrede blot på hende; men hun læste dog, om ikke for ham, så for sig selv. Ingrid kom snart hjem for at bytte med hende; men da sov Thorbjørn. Ingrid gråt uden ende; hun havde begyndt med det, før hun gik fra sæteren; ti hun tænkte på Synnøve, som intet fik vide. - Nu kom doktoren og undersøgte ham. Han havde fåt et knivstik i siden, var også ellers blevet slåt, men doktoren sagde intet, og der var ingen, som spurte ham. Sæmund fulgte ham ind i sygestuen, stod der og så uafbrudt på doktorens ansigt, gik, da han gik, hjalp ham op i kariolen og tog til huen, da doktoren sagde, han kom igjen dagen efter. Så vendte han sig mod konen, som havde fulgt med: "Når den mand ikke taler, er det farligt"; hans mund bævrede, han slog den ene fod omkring den anden og gik bortover marken. Ingen vidste, hvor han blev af; ti han kom ikke hjem den kvæld, heller ikke om natten, men først den næste morgen, og da synes han så mørk, at ingen turde spørge ham om noget. Selv sagde han: "Nu?" - "Han har sovet," svarede Ingrid; "men han er så magtesløs, at han ikke kan løfte en hånd." Faderen vilde ind for at se til ham, men vendte, da han kom til døren. Doktoren var der, ligesom dagen efter og flere dage i følge; Thorbjørn kunde tale, men fik ikke lov til at røre sig. Ingrid sad som oftest hos ham, også moderen og hans mindre bror; men han spurte dem ikke om noget, og de ikke ham. Faderen var aldrig inde. Dette så de, at den syge lagde mærke til; hver gang døren gik op, blev han opmærksom, og de trodde, det måtte være, fordi han ventede faderen. Tilsidst spurte Ingrid ham, om han ikke gjærne vilde se flere af dem. "Å, de vil ikke se mig," svarede han. Dette blev sagt Sæmund, som ingenting svarede straks; men den dag var han borte, da doktoren kom. Så snart doktoren kom et stykke på landevejen, traf han Sæmund, der sad på vejkanten og ventede ham. Efter at ha hilset på ham spurte Sæmund om sin søn. "Han er ilde medfaren," var det korte svar. - "Står han sig?" spurte Sæmund og rettede på hestens sadeljord. - "Tak, den sidder nokså godt," sagde doktoren. - "Den var ikke stram nok," svarede Sæmund. Der opstod nu en liden stilhed, hvori doktoren så på ham; men Sæmund arbejdede ivrig med grejet og så ikke op. "Du spurte, om han stod sig; jeg tror nok det," sagde doktoren langsomt. Sæmund så raskt op. "Er det til liv?" spurte han. - "Det har det været i flere dage," svarede doktoren. Da piplede der nogle tårer frem i øjnene på Sæmund; han søgte at ta dem væk, men de kom igjen. "Det er også en skam, slig jeg holder af den gutten," hikkede han; "men ser du, doktor: stautere kar har der ikke været i præ-stegjældet!" Doktoren blev rørt: "Hvorfor har du ikke før villet vide noget?" - "jeg har ikke været god til at høre det," svarede Sæmund og havde endnu et stræv med gråden, som han ikke kunde true ned, - "og så var det de kvindfolk," fortsatte han; "de så hver gang efter, om jeg spurte, og da kunde jeg det ikke." Doktoren gav ham tid at komme sig, og da så Sæmund fast på ham. "Får han helsen sin igjen?" spurte han pludselig. - "På en vis; ellers kan sligt endnu ikke siges med sikkerhed." Da blev Sæmund rolig og eftertænksom. "På en vis," mumlede han. Han stod og så ned, doktoren vilde ikke forstyrre ham, fordi der var noget ved den mand, som forbød det. Pludselig løftede Sæmund hodet i vejret; "tak for underretningen," sagde han, rakte hånden frem og gik tilbage. På samme tid sad Ingrid hos den syge. "Er du god til at høre på, så skal jeg fortælle dig noget om far," sagde hun. - "Fortæl," sagde han. - "Jo; den første kvælden doktoren havde været her, kom far væk, og ingen vidste, hvor han var. Men da havde han været over i bryllupsgården, og der var alt folk blevet ilde ved, da han kom. Han havde sat sig ned blandt dem og drukket, og brudgommen har fortalt, at han trodde, han kom halvt på en kant. Da først begyndte han at spørge efter slagsmålet og fik nøjagtig besked om, hvorledes det var gået til; Knud kom til; far vilde, han skulde fortælle, og gik ud påfgården, til stedet, hvor I havde dragedes. Alt folk fulgte. Knud, fortalte da om, hvorledes du havde faret med ham, efter at du havde lamslåt hans hånd; men da Knud ikke vilde fortælle mere, rejste far sig og spurte, om det var.således, det siden gik til, - og i det samme tog han Knud over bringen, lettede ham og lagde ham ned på den stenhelle, som endnu bar blod efter dig. Han holdt ham ned med sin venstre hånd og trak sin kniv op med den højre; Knud skiftede farve, og alle gjæster taug. Da var der folk, som så far gråte, men han gjorde ikke Knud noget. Knud selv rørte sig ikke. Far rejste så Knud op igjen, men lagde ham en stund atter ned; "det er tungt at slippe dig," sagde han og stod og stirrede på ham, mens han holdt ham. To gamle koner gik forbi, og af dem sagde den ene: "Husk nu vel på børnene dine, du Sæmund Granliden!" De fortæller, at far straks slap Knud, og at han en stund efter var borte af gården; men Knud drog sig husimellem væk fra brylluppet og kom ikke did mere." Neppe var Ingrid færdig med denne fortælling, før døren åbnedes, en så ind, og det var faderen. Hun gik straks ud, og Sæmund kom ind. Hvad de to talte om, fik ingen vide; moderen, som stod op efter døren for at lye, trodde dog engang at ha fanget, at de talte om, hvor vidt han kunde få helsen sin igjen eller ej. Men hun var ikke viss på det, vilde heller ikke gå ind, så længe Sæmund var der. Da Sæmund kom ud, var han meget blid og lidt rød i øjnene. "Vi beholder ham nok," sagde han i forbigående til Ingebjørg; "men vorherre ved, om han mere får helsen sin igjen." Ingebjørg begyndte at gråte og fulgte manden ud; på staburstrappen satte de sig ved siden af hverandre, og mangt blev nu talt mellem de to. Men da Ingrid sagte kom ind igjen til Thorbjørn, lå han med en liden seddel i den ene hånd og sagde roligt og langsomt: "Den får du levere Synnøve, næste gang du træffer hende." Da Ingrid havde læst, hvad der stod på den, vendte hun sig om og gråt; ti på seddelen stod: "Til velagtede pige Synnøve Guttormsdatter Solbakken! Når du haver læst disse linjer, får det at være forbi mellem os to. Ti jeg er ikke den, som du skal have. Vorherre være med os begge to. Thorbjørn Sæmundsen Granliden." SJETTE KAPITEL. Synnøve havde fåt vide det om dagen, efter at Thorbjørn havde været i brylluppet. Hans yngre bror var kommen did op til sæteren med budsending om det; men Ingrid havde fåt i ham ude i svalen netop som han gik. og hun havde givet ham, hvad han skulde bære frem. Synnøve vidste derfor ikke mere, end at Thorbjørn havde kjørt læsset overende, og at han derfor var taget op til Nordhoug efter hjælp; at Knud og han var kommen ihop, og Thorbjørn kommen lidt til skade; han lå, men det var ikke farligt. Dette var en slig tidende, at Synnøve blev mere harm end bedrøvet. Og jo mere hun tænkte på dette, des mere modfalden blev hun. Hvor meget han lovede, så skulde han dog bære sig slig ad, at forældrene fik noget at sige på ham. Men de skulde nu ikke fra hverandre alligevel, tænkte Synnøve. Der gik ikke mange bud op til sæteren, og derfor drygdes det, før Synnøve fik anden tidende. Uvisheden lagde sig tungt på sindet, og Ingrid kom ikke op igjen, så der måtte være noget på færde. Hun var ikke god til at synge kreaturerne hjem om kvælden, som hun før havde gjort, og hun sov ikke godt om natten, da hun savnede Ingrid. Dette gjorde, at hun var træt om dagen, og derved blev ikke sindet lettere. Hun gik og stellede, skurede ringer og kopper, ystede ost og lagde mælk op, men det var neppe med glæde, og Thorbjørns yngre bror samt den anden gut, som havde gjætslen sammen med ham, syntes nu at få vished for, at der måtte være noget imellem hende og Thorbjørn, hvad der gav dem emne til mangen samtale oppi marken. Om eftermiddagen på den ottende dag, efter at Ingrid var hentet hjem, syntes det at ligge tyngre over hende end nogensinde. Nu var så lang tid runden, og endnu ingen tidende. Hun forlod sit arbejde for at sætte sig og se udover bygden, da dette syntes hende et slags selskab, og hun nu ikke vilde være alene. Som hun sad der, blev hun træt, lagde hodet ned over sin arm og faldt straks i søvn; men solen stak, og det blev en urolig søvn. Hun var over på Solbakken, oppe på det loft, hvor hendes ting stod, og hvor hun pleiede at sove; blomsterne fra haven bar slig fager duft op, skjønt ikke den hun var vant til, men en anden, næsten som af lyng. Hvoraf kommer vel det? tænkte hun og bøjede hodet ud over det åbne vindu. Jo, så stod Thorbjørn nede i haven og plantede Jyng. "Men, kjære dig, hvorfor gjør du dette?" spurte hun. "Å, de blomster vil ikke vokse," sagde han og gik og stellede nede i haven. Da gjorde det hende ondt for blomsterne, og hun bad ham endelig at bære dem op til hende igjen. "Ja, det kan jeg gjærne gjøre," sagde han, og så samlede han dem op og kom med dem; men det var nok ikke på loftet, hun sad, for han kunde gå lige ind til hende. Da kom moderen i det samme. "I Jesu navn! Skal den stygge Granlidgut komme ind til dig?" sagde moderen, sprang til og stillede sig midt i vejen for ham. Men han vilde ind alligevel, og nu begyndte de to at brydes. "Mor, mor, han vil bare ind igjen med blomsterne mine," bad Synnøve og gråt. "Ja, det hjælper ikke," sagde moderen og brød på. Og Synnøve var så ræd, så ræd, for hun vidste ikke, hvem hun vilde ha til at vinde; men tabe skulde ingen af dem. "Tag i vare blomsterne mine!" ropte hun, men de brød nu på værre end før, og de vakre blomster strøddes ud overalt. Moderen trådte på dem, og han også; Synnøve gråt. Men da Thorbjørn havde sluppet blomsterne, blev han så styg, så styg, håret vokste på ham, ansigtet også, øjnene så ondt, og lange klør satte han i moderen. "Vogt dig, mor! Ser du ikke, det er en anden, - vogt dig!" skreg hun og vilde hen at hjælpe moderen, men kom ikke af flækken. Da ropte nogen på hende, og det ropte en gang til. Men straks for Thorbjørn væk, moderen også; det ropte en gang til. "Ja!" sagde Synnøve og vågnede. "Synnøve!" ropte det. "Ja," svarede hun og så op. "Hvor er du?" spurtes der. Det er mor, som roper, tænkte Synnøve, rejste sig og gik ind over mod sætervolden, hvor moderen stod med en løp i den ene hånd, skyggede for sig med den anden og så ud imod hende. "Her ligger du og sover på den slette marken!" sagde moderen. "Jeg blev så søvnig," svarede Synnøve, "at jeg lagde mig nedpå en liden rid, og så vidste jeg ikke ordet af, før jeg var indsovnet." - "Sligt må du vogte dig for, barnet mit. - - Her er noget til dig i løpen; jeg bagte igår, da far skal på langrejse." Men Synnøve følte på sig, at moderen ikke kom derfor, og hun tænkte, at hun havde ikke drømt om hende for ingenting. Karen, så hed moderen, var, som før sagt, liden og spinkel af vækst, havde lyst hår og blå øjne, som gik snare i hodet. Hun smilte lidt, når hun talte, men det var blot, når hun talte med fremmedfolk. Hendes ansigt var nu blevet meget skarpt, hun var rask i sine bevægelser og havde altid travelt. - Synnøve takkede hende for gaverne, tog op låget og så efter hvad det var. - "Å ja, gjør det en anden gang," sagde moderen; "jeg lagde mærke til, at kopperne dine ikke var vasket endnu; det må du passe på at gjøre, barnet mit, før du tar hvile." - "Ja, det var også bare idag." - "Kom nu, så får jeg hjælpe dig, siden jeg alligevel er her," sagde moderen og skjørtede sig op. "Du må vænne dig til orden, enten du går under øjnene mine eller ej." Hun gik foran til mælkesvalen, og Synnøve langsomt efter. Der tog de ud og vaskede op; moderen så efter deres stel og fandt det ikke ilde, gav idelig anvisning og hjalp til at feje rent, og således gik en time eller to med. Hun havde under arbejdet fortalt hende om, hvad de drev med hjemme, og om, hvor travelt hun havde det nu, før hun fik faderen ivej. Så spurte hun efter, om Synnøve huskede at læse guds ord, før hun lagde sig om kvælden; "for det må ikke glemmes," mente hun, "ellers går arbejdet dårlig den næste dag." Så snart de nu var færdige, gik de ud på volden og satte sig der for at vente kjørene. Og som de nu vel havde sat sig, spurte moderen efter Ingrid, nemlig, om hun ikke snart kom til støls igjen. Synnøve vidste ikke mere derom end moderen. "Ja, slig kan folk fare," sagde moderen, og Synnøve forstod nok, at det ikke var Ingrid, hun mente; hun vilde gjærne ha bøjet det væk, men hun havde ikke mod til det. "Den, som aldrig har vorherre i hjærtet, han findes somme tider, når han mindst venter det," sagde moderen. Synnøve sagde ikke et ord. "Nej, det har jeg altid sagt: den gut blir der ingenting af. - End at fare slig, fy!" - De sad begge på hug der og så nedover; men de så ikke på hverandre. "Har du hørt, hvorledes det står til med ham?" spurte moderen og så kort hen på hende. - "Nej," svarede Synnøve. - "Det skal være dårligt med ham," sagde moderen. Synnøve begyndte at blive trang for brystet. "Er det da farligt?" spurte hun. - "Å, det var nu knivstikket i siden; - ja, han fik nu slemme slag også." Synnøve følte, hun blev blussende rød; straks vendte hun sig mere bort, for at moderen ikke skulde få se hende. "Ja, det har vel ikke noget videre på sig at sige?" spurte hun så rolig, som hun var god til; men moderen havde lagt mærke til, at hendes bryst gik stærkt, og derfor svarede hun: "Å nej, ikke det heller." Da begyndte Synnøve at ane, her måtte være noget mere galt på færde. "Han ligger?" spurte hun. - "Ja, kors, han ligger. - Det er synd for forældrene, slige bra folk de er. Godt opdragen er han også, så vorherre har ingenting at kræve dem for." Synnøve blev nu så beklemt, at hun ikke vidste sine råd; da fortsatte moderen: "Nu viser det sig nok at være bra, at ingen er bunden til ham. Vorherre han lager da også alt til det bedste." Synnøve følte en svimmelhed, som skulde hun ned over berget. "Nej, jeg har altid sagt til ham far, jeg: Gud bevare os, har jeg sagt, vi har nu bare denne ene datteren, og hende får vi sørge for. Han er nu ligesom lidt blød af sig, han, så bra han ellers er; men så er det godt med det, at han .tar råd, der han finder det, og det er i guds ord." Men bare nu Synnøve kom til at tænke på far sin, hvor mild han altid var, så fik hun det endnu værre med at kue gråden ned, og denne gang nyttede ingen modstand; hun begyndte at gråte. - "Grater du?" spurte moderen og så hen til hende uden at få se hende. "Ja, jeg tænker på ham, far, og så-------," og det brød nu løs tilgagns. - "Men, kjære dig da, barnet mit, hvad går det af dig?" - "A, jeg ved ikke rigtig......det kom slig over mig......kanske det går ham ilde på denne rejsen," hulkede Synnøve. - "Hvor du kan snakke!" - sagde moderen; - "det skulde ikke gå ham godt? - Til byen efter slette landevejen?" - "Ja, husk nu på,......hvorledes det gik ... den anden," hulkede Synnøve. - "Ja han! - men far din farer da ikke frem som en gap, skulde jeg tro. Han kommer nok skadesløs hjem igjen, såfremt vorherre ellers holder sin hånd over ham." Moderen begyndte at ta en tanke af denne gråd, som ikke vilde holde op igjen. Ret som hun sad der, sagde hun: "Der er mange ting i verden, som kan være tunge nok, men da får pn trøste sig med, at de kunde h^ været endnu tyngre." - "Ja, det er en dårlig trøst/' sagde nu Synnøve og gråt sårt. Moderen havde ikke rigtig hjerte til at svare hende, hvad hun tænkte; så sagde hun blot: "Vorherre selv bestemmer mange ting for os på en synlig måde; det har han vel gjort her med," og så rejste hun sig, ti kjørene begyndte at raute oppi åsen, klokkerne klang, gutterne hankede, og det drog langsomt nedover, da kjørene vare mætte og rolige. Hun stod og så til, bad så Synnøve være med op og ta mod dem. Synnøve rejste sig nu også og kom efter; men det gik langsomt. Karen Solbakken fik nu travelt med at hilse på sin buskap. Der kom den ene ko efter den anden, og de kjendte hende og rautede; hun klappede dem, og blev glad igjen ved at se, hvor godt de havde taget sig allesammen. "Å ja," sagde hun; "vorherre er den nær, som holder sig nær til ham." Hun hjalp nu Synnøve med at sætte dem ind; ti det gik sent med Synnøve den dag. Moderen sagde ingenting dertil; hun hjalp hende også med at mælke, skjønt hun derved blev længer deroppe, end hun havde foresat sig. Da de nu også havde silet, lagede moderen sig til at ta nedover igjen, og Synnøve vilde følge hende på vej. "Å nej," sagde moderen; "du er kanske træt og vil være i fred," og så tog hun da den tomme løp til sig, gav hende hånden og sagde, idet hun så sikkert på hende: "Jeg kommer snart op igjen for at se, hvorledes du har det. -------Hold du dig til os og tænk ikke på andre!" Neppe var moderen kommen af syne, før hun tænkte på, hvorledes hun skulde få snarest bud ned til Granliden. Hun kaldte på Thorbjørns bror; hun vilde sende ham nedover; men da han kom, fandt hun det var lejt at betro sig til ham, sagde derfor: "Det var ingenting." Hun tænkte da på at gå selv. Vished måtte hun ha, og det var synd af Ingrid, som ikke sendte hende bud. Natten var ganske lys, og gården låjkke så langt nede, at hun nok kunde gå den vej, når sligt ~drog derned. Mens hun sad og tænkte på dette, lagde hun sammen i tankerne alt det, moderen havde sagt, og gråden begyndte på ny; men da var hun heller ikke sen, tog på sig et tørklæde og gik en krogvej, for at gutterne ikke skulde mærke det. Jo længer hun kom frem, jo mere skyndte hun på, og tilsist hoppede hun ned ad gangstien, så småstenene løsnede, rullede nedover og gjorde skrøk. Skjønt hun vidste, at det var bare stenene, som rullede, forekom det hende dog, at der var nogen i nærheden, og hun måtte stanse og lye efter. Så var det ingenting, og hun hoppede afsted fortere end før; da hændte det sig, at hun med et stærkt hop kom ned på en større sten, som stak frem i vejen med den ene ende, men nu løsnede, for afsted og forbi hende. Den gjorde svær støj, det knagede i buskene, og hun var ræd, men blev det endnu mere, da hun livagtig syntes, det var nogen, som rejste sig og rørte sjg længre nede på vejen. Først tænkte hun, det kunde være et udyr, hun stansede med tilbageholdt ånde: hin nede på vejen stod også stille. "Ho-i!" sagde det. Det var moderen. Det første, Synnøve gjorde, var at springe hen og gjemme sig. Hun sad en god stund for at vente og se, om moderen havde kjendt hende igjen og kom tilbage; men det gjorde hun ikke. Så ventede hun endnu længer, for at moderen kunde komme godt af veien. Når hun nu tog afsted igjen gik hun stille, og snart nærmede hun sig husene. Hun blev noget beklemt igjen, da hun så dem, og det tiltog, jo nærmere hun kom. Alt var stille der, arbejdsredskaberne stod lænet op mod væggen, ved lå hugget og stablet op, og øksen bed fast i stabben. Hun gik forbi og hen til døren; der stansede hun endnu engang, så omkring sig og lyede; men intet rørte sig. Og som hun stod der og var i uvished, om hun turde gå op på loftet til Ingrid eller ej, kom hun til at tænke, at det måtte vel være i en slig nat for nogle år siden, at Thorbjørn havde været over og plantet blomsterne hendes. Hurtig tog hun skoene af sig og listede op ad trappen. Ingrid blev meget ræd, da hun vågnede og så, det var Synnøve, der havde vakt hende. - "Hvorledes har han det?" hviskede Synnøve. Nu mindedes Ingrid altsammen og vilde ta på sig for at undgå at svare straks. Men Synnøve satte sig på sengekanten, bad hende ligge og gjentog sit spørsmål. "Nu er det bedre," sagde Ingrid hviskende; "jeg kommer snart op til dig." - "Kjære Ingrid, gjem ingenting for mig, du kan intet galt sige mig, som jeg ikke har tænkt mig værre." Ingrid søgte endnu at være skånsom, men den andens frygt drev på, og der blev ingen tid til omveje. Hviskende faldt spørsmålene, hviskende svarene; den dybe stilhed rundt omkring gjorde både spørsmål og svar endnu alvorligere, så at der blev en slig højtidelig stund, hvori man vover at se den værste sandhed lige i øjet. Men dette syntes de begge at få ud, at Thorbjørns skyld var liden denne gang, og at intet ondt fra hans side skjød sig imellem ham og deres medfølelse for ham. Da gråt begge frit ud, men stille, - og Synnøve gråt mest, hun sad ganske sammensunken på sengekanten, Ingrid søgte at friske hende ved at minde om, hvor mangen glæde de* tre ret havde havt sammen; men da gik det her som så ofte, at hver liden erindring fra de dage, hvorover solskinnet leger, nu i sorgen smelter op til tårer. "Har han spurt efter mig?" hviskede Synnøve. - "Han har næsten ikke talt." Ingrid huskede seddelen, og "den begyndte at trykke hende. - "Er han da ikke god til at tale?" - Jeg ved ikke, hvorledes han har det; - han tænker vel des mere." - "Læser han?" - "Mor har læst for ham; nu må hun gjøre det hver dag." - "Hvad siger han så?" - "Nej, han siger næsten ingenting, hører du. Han ligger blot der og ser." - "Det er i den malede stue, han ligger?" - Ja." - "Og vender hodet mod vinduet?" - "Ja." De taug begge en stund. Så sagde Ingrid: "Den lille sankthans-legen, du engang gav ham, hænger der i vinduet og vender sig." "Ja, det er det samme," sagde Synnøve pludselig og stærkt, "aldrig i verden skal nogen få mig til at slippe ham, enten det nu går så eller så!" Ingrid blev meget beklemt. "Doktoren vecj ikke, om han får helsen sin igjen," hviskede hun. Nu hævede Synnøve hovedet med tilbageholdt gråd, så på hende uden at sige et ord, lod det så igjen falde og blev siddende i tanker; de sidste tårer randt sagte ned over kinderne, men ingen ny kom efter, hun foldede hænderne, men rørte sig ellers ikke: det var som hun sad og tog en stor beslutning. Rejste hun sig da med et smil, ludede sig ned over Ingrid og gav hende en varm, lang kys. "Er han helsesløs, så skal jeg pleje ham. Nu taler jeg til mine forældre!" Dette rørte Ingrid meget; men før hun kom til at sige noget, følte hun sin hånd greben: "Farvel, Ingrid! Nu vil jeg gå opover alene." - Og hun vendte sig meget hurtig. "Det var seddelen," hviskede Ingrid efter hende. - "Seddelen?" spurte Synnøve; Ingrid var allerede oppe, ledte den frem og gik hen til hende med den; men idet hun med den venstre hånd puttede den ind på hendes barm, slog hun den højre omkring hendes hals og gav hende nu kyssen igjen, mens Synnøve følte hendes tårer falde varme og store på sit ansigt. Så skjød Ingrid hende sagte ud af døren og lukkede den i; for hun havde ikke mod til at se resten. Synnøve gik sagte ned ad trappen på sine hosesokker; men da tankerne var hende for mange, kom hun uforvarende til at gjøre støj, blev ræd, hoppede ud af gangen, greb skoene og ilede med dem i hånden forbi husene, over markerne og lige bort til grinden; der stansede hun og trak dem på, begyndte at gå opover og skyndte sig, fordi blodet var kommet i fart. Hun gik og småsang, og skyndte altid mere og mere på, så hun tilsidst blev træt og måtte sætte sig. Så huskede hun seddelen----------- Da buhunden gjorde støj den næste morgen, gutterne vågnede, og kjørene skulde mælkes og slippes, var Synnøve endnu ikke kommen. Som gutterne stod og undrede sig på, hvor hun kunde være, og fandt ud, at hun ikke havde ligget hele natten, - kom Synnøve. Hun var meget bleg og stille. Uden at sige et ord gav hun sig til at lage mad for gutterne, lagde niste ned og hjalp siden med at mælke. Tågen trykkede endnu de lavt liggende aser, lynget glitrede af dug hen over den brunrøde hej, det var lidt koldt, og når hunden gjødde, svarede det rundt omkring. Buskapen blev sluppen; den rautede mod den friske luft, og ko på ko tog afsted ud over raket: men der fremme sad alt hunden, tog mod dem og mødte dem, til alle var sluppet, hvorpå også han slap dem frem; klokkelyden dirrede hen ad åsen, hunden gjødde, så det skar igjennem, gutterne prøvede, hvem som kunde hauke stærkest. Fra al denne larm gik Synnøve bort og ned på det sted på stølen, hvor Ingrid og hun plejede at sidde. Hun gråt ikke, sad stille og stirrede og mærkede af og til hin iltre støj, som nu fjærnede sig og flød bedre sammen, jo længre bort den kom. Under dette begyndte hun at smånynne, derpå at synge lidt højere og så med klar, høj stemme følgende sang. Hun havde laget den om efter en anden, som hun havde kunnet, fra hun var barn. Nu tak for alt, ifra vi var små og legte sammen i skog og lage'. Jeg tænkte, legen den skulde gå op i de grånende dage. Jeg tænkte, legen den skulde gå ud fra de løvede, lyse birke did frem, hvor Solbakkehuse stå, og til den rødmalte kirke. Jeg sad og vented så mangen kvæld og så did bort under granehejen; men skygge gjorde det mørke fjæld, og du, du fandt ikke vejen, Jeg sad og vented og tænkte tit: Når dagen lider, han vejen vover. Og lyset sluktes og brændte lidt, og dagen kom og gik over. Det stakkars øjet er blevet vant, det kan så sent med at vende synet; det kjender slet ingen anden kant og brænder sårt under brynet. De nævner sted, hvor jeg trøst kan få: det er i kirken bag Fagerliden; men bed mig ikke om did at gå! - Han sidder lige ved siden. - Men godt, så ved jeg dog, hvem det var, som lagde gårdene mod hverandre og vej for synet i skogen skar og gav det lov til at vandre. Men godt, så ved jeg dog, hvem det var, som satte stole til kirkebordet og gjorde, at de går par om par fremover lige mod koret. SYVENDE KAPITEL. God tid efter sad Guttorm Solbakken og Karen sammen borti den store, lyse stue på Solbakken og læste for hverandre af nogle ny bøger, som de havde fåt fra byen. De havde været i kirke om formiddagen; ti det var søndag, - så havde de gåt lidt sammen ud over jordet for at se, hvorledes ageren stod, og for at overveje, hvad der skulde lægges igjen eller haves oppe til næste år. De havde ruslet fra den ene atlege og ager til den anden, og det syntes dem, at gården var gåt godt frem i deres tid; "gud ved, hvorledes den vil skjøtte sig, når vi er borte," havde Karen sagt. Da var det, Guttorm havde bedt hende følge med ind, at de kunde læse i de ny bøger; "ti en gjør best i at holde sig fra slige tanker." Men nu var bogen prøvet, og Karen mente, at de gamle var bedre: "Folk skriver bare op igjen af dem." - "Der kan være noget i det; Sæmund sagde idag til mig i kirken, at børnene er også bare forældrene op igjen." - "Ja, du og Sæmund har nok talt om meget idag." - "Sæmund er en forstandig mand." - "Men holder sig lidet til sin herre og frelser, er jeg bange for." - Herpå svarede ikke Guttorm.------- "Hvor blev det nu af Synnøve?" spurgte moderen. - "Hun er oppe på loftet," svarede han. - "Du sad der jo selv med hende før, hvorledes var hun tilsinds?" - "Å -" - "Du skulde ikke ha ladet hende sidde der alene." - "Der kom nogen." Konen taug lidt. - "Hvem var vel det?" - "Ingrid Granliden." "Jeg tænkte, hun var på sæteren endnu." - "Hun var hjemme idag, for at moderen kunde komme i kirke." - "Ja, vi så da også hende der en dag." - "Hun har meget at stå i." - "Det har andre med; en kommer alligevel did, han længes til." Guttorm svarede ikke herpå. Om en stund sagde Karen: "De var der hele Granlidfolket idag foruden Ingrid." - "Ja, det var vel for at følge Thorbjørn første gang." - "Han så dårlig ud." - "Ikke bedre at vente; jeg undrede mig over, at han var såpas." - "Ja, han har fåt lide for sin galskab." Guttorm så lidt ned for sig: "Han er nu bare ungdommen endnu." - "Der er ingen god grund der; en kan aldrig være tryg på ham." Guttorm, som sad med albuerne på bordet og drejede en bog rundt i hånden, åbnede nu denne, og idet han begyndte ligesom at læse sagte i den, lod han de ord falde: "Han skal være ganske sikker på at få igjen sin fulde helse." Moderen tog nu også en: "Det var rigtig bra for en så vakker gut," sagde hun; "vorherre lære ham at bruge den bedre." De læste begge to; så sagde Guttorm, idet han bladede om: "Han så ikke bort til hende i hele dag." - "Nej, jeg mærkede mig også, at han sad stille i stolen, til hun var gåt." En stund efter sagde Guttorm: "Du tror, han glemmer hende?" - "Det var i alle fald det bedste." Guttorm læste ligefrem, konen bladede. "Jeg synes ikke videre om, at Ingrid blir siddende her," sagde hun. - "Synnøve har neppe nogen anden at tale med." - "Hun har os." - Nu så faderen bort på hende: "Vi må ikke være for strænge." Konen taug; om en stund sagde hun: "Jeg har heller aldrig forbudt hende det." Faderen lagde bogen sammen, rejste sig og så udover ifra vinduet. "Der går Ingrid," sagde han. Neppe havde moderen hørt dette, før hun gik hurtig ud. Faderen stod endnu længe i vinduet, vendte sig da og gik op og ned; konen kom ind igjen, hun stansede. Jo, det var, som jeg tænkte," sagde hun; "Synnøve sidder oppe og grater, men roder ned i sin kiste, når jeg kommer," og så fortsatte hun, idet hun rystede med hodet: "Nej, det er ikke godt, at Ingrid går her"; - hun gav sig til at stelle rned kvældsmaden, gik ofte ud og ind. Engang, mens hun var ude, kom Synnøve, lidt rødgrædt og stille; hun gled let forbi faderen, som hun så op i ansigtet, og hen til bordet, hvor hun satte sig og tog en bog. En stund efter lagde hun den sammen, gik hen og spurte moderen, om hun skulde hjælpe hende. "Ja, gjør du det!" sagde denne; "arbejde er godt for alting." Det blev hendes tur at dække bordet; det stod borte ved' vinduet. Faderen, som hidtil havde gåt op og ned, gik nu derhen og så ud. "Jeg tror, den kommer sig, den bygageren, regnet slog," sagde han; hun stillede sig ved siden af ham og så til. Han vendte sig, konen var inde, og så strøg han bare den ene hånd ned ad Synnøves baghode, hvorpå han atter gav sig til at gå. De spiste, men meget stille; moderen læste bønnen den dag både før og efter bordet, og da de havde rejst sig, vilde hun, de skulde læse og synge, hvad de også gjorde. "Guds ord gir fred; det er dog den største velsignelse i huset." Moderen så i det samme hen til Synnøve, som havde slåt øjnene ned. "Nu skal jeg fortælle en historie," sagde moderen; "det er sandt, hvert ord, og ikke ilde for den, som vil tænke derover." ------- Og så fortalte hun: "Der var i min opvækst en jente på Haug, som var datterdatter til en gammel, boglærd lensmand. Han tog hende tidlig til sig for at ha glæde af hende på sine gamle dage, lærte hende da naturligvis guds ord og god skik. Hun var snar til at fatte og glad i kundskab, så hun, inden lang tid løb, var fremme, hvor vi stod tilbage; hun skrev og regnede og kunde sine skolebøger og 25 kapitler i bibelen, da hun var 15 år; jeg husker det, som det var igår. Hun holdt mere af at læse end af at danse, så hun sjælden fandtes der, hvor laget gik, men tiere i bestefarens loftværelse, hvor hans mange bøger stod. Det bar slig til, at hver gang vi kom sammen med hende, stod hun, som hun var andensteds, og vi sagde til hverandre: Var vi blot så kloge som Karen Hougen. Hun skulde arve gamlingen, og mange gode karer bød sig til at dele halvt med hende; afslag fik cle altø. På den tid vendt præstesønnen hjem fra sin præstelære; det var ikke gåt godt med ham, såsom han mere havde havt sind for vildskab og de onde ting end for de gode; nu drak han. "Vogt dig for ham!" sagde den gamle lensmanden: "jeg har været meget sammen med de fornemme, og det er min erfaring, at de er mindre værd ^ vor lid, end bonden." Karen hørte bestandig hans røst over de andres, - og da hun senere traf til at møde præstesønnen, gik hun afsides; ti han stod efter hende. Siden kunde hun ingensteds gå, uden hun mødte ham. "Væk," sagde hun, "det nytter dig lidet!" Men han fulgte, og således bar det til, at hun dog tilsist måtte stanse og høre. Han var fager nok, men da han sagde, han ikke kunde leve hende foruden, skræmtes hun væk. Han gik og drev om husene der, men hun kom ikke ud; han stod udenfor hendes vindu om natten, men hun kom ikke frem; han sagde, han vilde gjøre ende på sig, men Karen vidste, hvad hun vidste. Tog han så på at drikke igjen. - "Vogt dig; det er djævelens list altsammen," sagde den gamle lensmanden. Så stod karen en dag lige på hendes værelse; ingen vidste, hvorledes han var kommen did. "Nu vil jeg dræbe dig," sagde han. - "Ja, trøst dig til det!" sagde hun. Men så gråt han og sagde, at det stod i hendes magt at gjøre ham til et skikkeligt menneske. "Kunde du endda et halvt år holde dig fra at drikke," sagde hun. Og så holdt han sig et halvt år fra at drikke. "Tror du mig nu?" spurte han. "Ikke før du et halvt år holder dig fra al slags lag og lystighed." Det gjorde han. "Tror du mig nu?" spurte han. "Ikke før du rejser hen og ender din præstelære." Han gjorde også dette, og året efter var han tilbage som fuldlært præst. "Tror du mig nu?" spurte han og havde endda kappe og krave på. "Nu vil jeg nogle gange høre dig forkynde guds ord," sagde Karen. Og det gjorde han purt og rent, som det sig en præstemand sømmer; han talte om sin egen dårlighed, og hvor let det var at sejre, når en først kunde begynde, og hvor godt guds ord var, når en først fandt det. Gik han så igjen til Karen. "Ja, nu tror jeg, du lever efter, hvad du selv ved," sagde Karen; "og nu vil jeg fortælle dig, at jeg i tre år har været trolovet med Anders Haugen, mit søskenbarn; du skal lyse for os på næste søndag."------- Her sluttede moderen. Synnøve havde ingen opmærksomhed vist i begyndelsen, siden mere og mere, nu hang hun i hvert ord. "Er der ikke mere?" spurte hun meget ræd. "Nej," svarede moderen. Faderen så på moderen, da gled hendes blik usikkert til siden, og hun fortsatte efter en liden betænkning, idet hun drog fingeren efter bordpladen: "Kanske det også kunde være noget mere; - - men det er det samme." - "Er det mere?" spurte Synnøve og vendte sig mod faderen, som syntes at vide det. "Å - ja; men det er, som mor siger, det kan være det samme." - "Hvorledes gik det ham?" spurte Synnøve. - "Ja, det var netop det," sagde faderen og så hen til moderen. Denne havde lænet sig bagover mod væggen og så på dem begge. "Blev han ulykkelig?" spurte Synnøve sagte. - "Vi får slutte, hvor der skal være slut," sagde moderen og rejste sig. Faderen gjorde ligeså, Synnøve senere. OTTENDE KAPITEL. Nogle uger efter, tidlig om morgenen, lagede hele Solbakkefolket sig til kirkefærd; der skulde være konfirmation, som indtraf lidt tidligere det år end sædvanlig, og ved slig lejlighed blev husene stængte; ti alle skulde afsted. De vilde ikke kjøre, da vejret var klart, om også lidt koldt og vinterhårdt i morgenstunden; dagen tegnede til at bli vakker. Vejen bøjede omkring bygden og forbi Granliden, strøg så bortover til højre, og en god fjerdingvej frem lå da kirken. Kornet var på de fleste steder skåret og sat på stør, kjørene for det meste taget ned fra fjældene og gik bundne, markerne var enten grønne for anden gang eller på magrere jorder gråhvide; rundtom stod den mangefarvede skog, birken alt syg, aspen ganske gulbleg, rognen med tørre skrumpeblade, men med frugt. Det havde regnet stærkt i nogle dage, småkrattet, som mudrede op langs vejen og ellers stod og nyste i vejsandet, var nu renvasket og friskt. Men fjældsiderne begyndte at lude tyngre over egnen, efter hvert som den hærjende høst klædte dem af og gjorde dem alvorlige, hvorimod fjældbækkene, der blot stundimellem havde vist liv i sommeren, tullede hovne og sprættende nedover med stor støj. Granlidfossen gik en tyngre og støere gang, navnlig da den kom ned i Granlid-uren, hvor fjældet med en gang ikke vilde være med længer, men trak sig indad. Den tog spændtag i stenen og satte hujende afsted, så det skalv i fjældet. Vasket blev det for sit forræderi; ti fossen satte en tirrende strålesprøjt lige op i dets ansigt. Noget nysgjærrigt orekrat, som nærmede sig stupet, havde nær rapet ned i flommen, således stod det og hikkede i vandbadet; ti fossen var ikke spar den dag. Thorbjørn, begge hans forældre, begge hans søsken og øvrige husfolk drog netop forbi og så på dette. Han var nu frisk igjen og havde alt som før taget sine kraftige tag i faderens arbejde. De to gik nu bestandig sammen, således også her. "Der tror jeg næsten, det er Solbakkefolket, vi har lige bag os,a sagde faderen. Thorbjørn så ikke tilbage; men moderen sagde: "Ja, det er det også;------men jeg ser ikke------ jo, der langt bag." Enten fordi Granlidfolket herefter gik fortere, eller fordi Solbakkefolket sagtnede på sig, blev der større og større afstand mellem dem, tilsist så man neppe hverandre. Det lod til at bli folksomt ved kirken; den lange bygdevej var sort af folk, gående, kjørende og ridende: hestene var vælige nu i høsttiden og lidet vante til at være sammen med flere, hvorfor der var en knæg og en uro over dem, som gjorde farten farefuld, men meget livlig. Jo nærmere de kom kirken, des større støj stod der af hestene, idet hver, som kom, skreg op til dem, som alt stod bundne, og disse sled i tjoret, trampede om på bagbenene og hvinene nedover mod de nykomne. Alle bygdens hunde, som ugen lang havde siddet og hørt på hverandre og småskjændtes og ægget hverandre, mødtes nu her ved kirken og røg lige ihob i det voldsomste slagsmål, parvis og i stærke klumper, ud over al mark. Folket stod stille langs kirkemuren og husene, førte en hviskende samtale og så blot til hverandre fra siden af. Vejen, som førte forbi muren, var ikke bred, husene lå tæt til på den andre siden, og nu stod kvindfolkene gjærne langs med muren, mandfolkene midt imod dem langs husene. Først senere vovede de at gå over til hverandre, og om kjendt folk så hverandre på afstand, lod de, som de ikke kjendtes, før denne tid kom; - det kunde da være, at de stod så lige i vejen for hverandre, når den ene part kom, at de ikke kunde undgå hilsningen; men da skede den med halvt bortvendt ansigt og knappe ord, hvorpå de gjærne drog sig til hver sin kant. Da Granlidfolket nådde frem, blev der næsten mere stille end før; Sæmund havde ikke mange at hilse, hvorfor det gik ret fort frem over rækken; kvindfolkene derimod hægtede sig straks fast og blev stående blandt de forreste. Dette gjorde, at mandfolkene, da de skulde til at gå ind i kirken, måtte fremover igjen efter kvindfolkene; i det samme kom tre vogne i række, voldsommere end nogen foregående, og stansede end ikke farten, idet de bøjede ind imellem folkene. Sæmund og Thorbjørn, som nær var bleven overkjørt, så op på samme tid; i den første vogn sad Knud Nordhaug og en gammel mand, i den anden hans søster og hendes husbond, i.den tredje føderådsfolket. Far og søn så på hverandre; Sæmund forandrede ikke et drag, Thorbjørn var meget bleg; de lod begge blikket slippe og glide lige ud; der mødte de Solbakkefolket, som netop havde stanset lige over for dem for at hilse på Ingebjørg og Ingrid Granliden. Vognene var komne imellem, samtalen var stivnet, øjnene hang endnu ved de bortfarende, og det var en tid, før de kunde ta dem til sig igjen. Som de da nogen og hver begyndte at komme sig efter overraskelsen og lod øjet streife for at søge en overgang, mødte de Thorbjørn og Sæmund, der stod og stirrede. Guttorm Solbakken bøjede bort, men konen så straks efter Thorbjørns øjne; Synnøve, som nok havde fåt disse, vendte sig mod Ingrid Granliden og tog hende i hånden som for at hilse på hende, skjønt hun havde gjort det en gang før. Men alle følte de på én gang, at deres tjenestefolk og kjendinger, alle som en, iagttog dem, og nu gik Sæmund selv bent over og tog med bortvendt ansigt Guttorm i hånden: "Tak for sist!a - "Selv tak for sist!" Ligeså konen: "Tak for sist!" - "Selv tak for sist!" men heller ikke hun så op. Thorbjørn gik efter og gjorde som faderen; denne kom nu til Synnøve, som var den første, han så på. Hun så også op på ham og glemte at sige: "Tak for sist." Thorbjørn kom i det samme; han sagde intet, hun intet, de tog hverandre i hånden, men løst, ingen fik øjnene op, ingen kunde flytte en fod væk. - "Det blir bestemt et velsignet vejr idag," sagde Karen Solbakken og lod blikket med hast gå fra den ene til den anden. Sæmund var den, som svarede: "Å, ja; den vind driver skylagene væk." - "Godt for kornet, som står og trænger tørke," sagde Ingebjørg Granliden og begyndte at børste af Sæmund bag på trøjen, ventelig fordi hun trodde, han var støvet. - "Vorherre har givet os et godt år; men det kan være uvist, om altsammen vil i hus," sagde Karen Solbakken igjen og så hen til de to, som endnu ikke havde flyttet sig siden sist. "Det kommer an på folkemagten," sagde Sæmund og vendte sig mod hende, så at hun ikke godt kunde se did, hun vilde. "Jeg har tit tænkt, at et par gårde kunde lægge sin magt ihob; da gik det vist bedre." - "Det kan være slig, de vil bruge tørken på én gang," sagde Karen Solbakken og tog et skridt til siden. - "Ja vist," sagde Ingebjørg og stillede sig tæt ved manden, således at Karen heller ikke nu fik se did, hun vilde; "men somme steder er der tidligere modent end på andre; Solbakken er ofte over fjortendagene foran os." - "Ja, da kunde vi jo godt hjælpes," sagde Guttorm langsomt og trådte et skridt nærmere. Karen så til ham i hast. - "Ellers er der mange omstændigheder, som kan komme i vejen," føjede han til. - "Det er der," sagde Karen og flyttede ét skridt til den ene side, ét skridt til den anden og nok ét, men så atter tilbage. - "Å - ja; der er ofte meget i vejen for en," sagde Sæmund; det var ikke frit, at munden trak op til et smil. - "Vel er der så," sagde Guttorm; men konen skjød ind: "Menneskemagten rækker ikke langt; guds er den største, skulde jeg tro, og det kommer an på ham." - "Han skulde da vel ikke ha synderlig imod, at vi hjalp hverandre med indhøstningen på Granliden og Solbakken?" - "Nej," mente Guttorm; "det kan han da ikke ha imod," og han så alvorlig hen til konen. Denne vendte samtalen. - "Her er mange folk ved kirken idag," sagde hun; "det gjør godt at se dem søge guds hus." Ingen syntes at ville svare; da sagde Guttorm: "Jeg tror nok, det monner med gudsfrygten; der er flere ved kirken nu end i min ungdom." - "Å ja; - folket øges," sagde Sæmund. - "Der er vel dem iblandt, kanske største parten med, som blot driver hidover af vane," sagde Karen Solbakken. - "Kanske de yngre," mente Ingebjørg. - "De yngre vil gjærne træffe hverandre," sagde Sæmund.-------"Har I hørt, at præsten vil søge sig væk?" sagde Karen og vendte samtalen anden gang. - "Det var slemt," sagde Ingebjørg; "han har både døbt og konfirmeret alle børnene mine." - "Du vilde vel også, han skulde gifte dem først?" sagde Sæmund og tyggede væk på en flis, som han havde fundet sig. - "Jeg undrer mig på, om det ikke snart skulde være kirketid," sagde Karen og så hen til indgangen. - "Ja, det er nok hedt herude idag," sagde Sæmund som før. - "Kom nu, Synnøve, så skal vi gå ind." - Synnøve for sammen og vendte sig; ti hun havde nok talt med Thorbjørn. "Vil du ikke vente, til klokken ringer?" sagde Ingrid Granliden og skottede hen til Synnøve; "så går vi allesammen," lagde Ingebjørg til. Synnøve vidste ikke, hvad hun skulde svare. Sæmund så bagover til hende. "Venter du, så ringer det snart - for dig," sagde han. Synnøve blev meget rød, moderen så hvast op til ham. Men han smilte til hende. "Det blir nu, som vorherre vil; var det ikke så, du sal nys?" Og han ruslede i forvejen bort over mod kirken, de andre efter. Ved kirkedøren var der trængsel, og da de skulde se til, var den ikke oppe. Netop som de gik nærmere for at spørge om årsagen, blev den åbnet, og folk gik ind; men nogle gik også tilbage, hvorved de kommende blev adskilte. Op til væggen stod to i samtale, deri ene høj og svær, med lyst, men stridt hår, but næse, og det var Knud Nordhaug, som, da han så Granlidfolket komme, stansede talen, blev lidt underlig, men stod alligevel. Sæmund skulde nu gå lige forbi ham og lånte ham et par øjne i det samme, men Knud slog heller ikke sine ned, skjønt de ikke så sikkert. Nu kom Synnøve, og straks hun så uventet fik Knud at se, blev hun ligbleg. Da slog Knud øjet ned, løftede sig op fra væggen for at gå. Han havde kun gjort et par skridt, da så han fire ansigter rettet på sig, det var Guttorms, konens, Ingrids og Thorbjørns. Ret som han var ør, gik han lige på dem, så han uden selv at vide det snart stod ansigt til ansigt med Thorbjørn selv; det lod, som han vilde drage sig til siden straks; men flere folk var komne til, og det kunde ikke gjøres så let. Dette hændte lige på stenhellen, som ligger udenfor Fagerlidkirken; oppe på tærskelen til våbenhuset var Synnøve stanset og Sæmund længre inde; de kunde, da de stod højere, tydelig sees af alle udenfor og se dem. Synnøve havde glemt alt og stod og stirrede på Thorbjørn; Sæmund ligeså, konen, Solbakkeparret, Ingrid. Thorbjørn følte det og stod som naglet fast; men Knud tænkte, at han her måtte gjøre nogei, og så rakte han den ene hånd et lidet stykke frem, men sagde ingenting. Thorbjørn rakte også sin lidt frem, men ikke således, at de kunde nå hverandre. "Tak for -" begyndte Knud, men huskede straks, at det ikke var nogen rigtig hilsen her, og gik et skridt tilbage. Thorbjørn så op, og øjet traf Synnøve, der var hvid som sne. Med et langt skridt frem og et kraftigt tag i Knuds hånd sagde han, så de nærmeste kunde høre det: "Tak for sist, Knud; vi kan - ha havt godt af det begge to." Knud gav en lyd fra sig omtrent som et hik, og det var, som han to eller tre gange forsøgte at tale; men det blev ikke noget af. Thorbjørn havde ikke mere at sige, ventede, - så ikke op, men bare ventede. Der faldt imidlertid ikke et ord, og som nu Thorbjørn stod der og drejede salmebogen i hån- den, kom han til at slippe den ned. Straks bøjede Knud sig, tog den og rakte ham den. "Tak!" sagde Thorbjørn, som selv havde bøjet sig; han så op, men da Knud atter så ned, tænkte Thorbjørn: det er best, jeg går. Og så gik han. De andre gik også, og da Thorbjørn havde sat sig ned og en stund efter vilde se over til kvindfolkestolen, mødte han Ingebjørgs ansigt, som smilte moderlig mod ham, og Karen Solbakkens, der bestemt havde ventet på, at han skulde se didover; ti straks han gjorde dette, nikkede hun tre gange til ham, og da han studsede derved, nikkede hun tre gange til, endnu mildere end før. - Sæmund, faderen, hviskede ham ind i øret: "Det tænkte jeg." De havde hørt indgangsbønnen, sunget en salme, og konfirmanderne stillede sig alt op, før han næste gang hviskede til ham: "Men Knud kan lidet med at være god; lad det bestandig være langt ifra Granliden til Nordhaug." Konfirmationen tog sin begyndelse, idet præsten kom frem, og børnene istemte konfirmationssalmen efter Kingo. At høre dem synge alle på en gang og alene, fortrøstningsfuldt og klingende, plejer gjærne røre folk og helst den, som ikke er kommen længre bort, end at han husker sin egen dag. Når en dyb stilhed følger på, og præsten, den samme nu i over tyve år, den samme, som gjærne har havt en eller anden liden god stund, hvori han har talt til det bedre for hver enkelt af dem, - når han nu folder hænderne over brystet og tar i, er der gjærne megen bevægelse. Men børnene begynder at gråte, når præsten taler om forældrene og vil, at de skal bede til vorherre for sine børn. Thorbjørn, som nylig havde ligget for døden, endnu nyligere havde trod, at han blev et helseløst menneske, gråt meget, men især, da børnene aflagde løftet, og allesammen var så sikre på at holde det. Han så ikke en eneste gang over til kvindfolkestolen; men efter endt tjeneste gik han hen til Ingrid, søsteren, og hviskede noget til hende, hvorpå han skyndsomt trængte sig frem og ud, og somme vilde vide, at han var tagen op over lien og tiiskogs i stedet for hen ad landevejen; men de var ikke viss på det. Sæmund ledte efter ham, - opgav det dog, da han så, at Ingrid også var borte. Han ledte siden efter Solbakkefolket, disse for rundt over al gården og spurte efter Synnøve, som ingen havde set ligt til. De drog da hjemover, hver for sig, og uden sine barn. Men langt fremme i vejen var både Synnøve og Ingrid. "Jeg angrer næsten, jeg tog med," sagde den første. - "Det er ikke længer farligt nu, når far ved om det," sagde den anden. - "Men han er dog ikke min far," sagde Synnøve. "Hvem ved?" svarede Ingrid, - og så sagde de ikke mere om den ting. - "Det var nok her, vi skulde bie," mente Ingrid, da vejen havde gjort en stor krog på sig, og de stod i en tæt skog. - "Han har en lang omvej," sagde Synnøve. - "Alt kommen!" faldt Thorbjørn ind, - han rejste sig op bag en stor sten. Han havde færdig i hodet alt det, han vilde sige, og det var ikke lidet. Men idag skulde det ikke gå tråt, for far hans vidste om det og vilde det, hvad han syntes at være viss på efter det, som havde hændt ved kirken. Slig som han også selv havde længtes den hele sommer, skulde han nok nu bli dygtigere til at tale med hende, end han før havde været. "Det er best, vi går skogvejen," sagde han; "den fører snarere frem." Jenterne sagde ingenting, men fulgte. Thorbjørn tænkte at tale til Synnøve, men først vilde han vente, til de kom den bakken opover, siden, til de var over den myren; men da de vel var over, tænkte han, det var best at begynde, når han var kommen ind i den skogen der længre fremme. Ingrid, som vel syntes, det gik noget langsomt med dem, begyndte at sagtne gangen og gled mere og mere tilbage, til hun næsten ikke var synlig; Synnøve lod, som hun ikke mærkede det, men begyndte at plukke et og andet bær, som stod fremme i vejkanten. Det var da underligt, jeg ikke skulde få målet for mig, tænkte Thorbjørn, og så sagde han: "Det blev alligevel vakkert vejr idag." - "Det blev det," svarede Synnøve. Og så bar det et stykke fremover igjen; hun plukkede bær, og han gik der. - "Det var snilt, du vilde følge," sagde han; men derpå svarede hun ikke. - "Det har vieret en lang sommer," sagde han; men herpå svarede hun heller ikke. - Nej, så længe vi går, tænkte Thorbjørn, kommer vi aldrig til at snakkes ved; "jeg tror, vi gjør best i at vente lidt på Ingrid," sagde han." - "Ja, lad os det," sagde Synnøve og stod; her var intet bær at bøje sig ned efter, det havde Thorbjørn nok set; men Synnøve havde fåt fat i et stort strå, og nu stod hun og stak bærrene ind på strået. "Idag faldt mig stærkt på minde den tid, vi gik sammen til konfirmation," sagde han. - "Jeg måtte også komme det ihu'" svarede hun. - "Der er mange ting hændt siden den gang," - og da hun intet sagde, fortsatte han: "men de fleste således, som vi ikke havde ventet." Synnøve stak sine bær meget flittig ind på strået og holdt hodet bøjet under dette; han flyttede lidt for at se hende i ansigtet; men som om hun mærkede dette fik hun laget det slig, at hun måtte vende sig på ny. Da blev han næsten ræd, han ingenting skulde få frem. "Synnøve, du har vel altid lidt at sige, du også?" Da så hun op og lo. "Hvad skal jeg sige?" spurte hun. Han fik alt sit mod igjen og vilde ta hende om livet, men just som han kom nær til hende, turde han ikke rigtig, men spurte blot ganske spagfærdig: "Ingrid har vel talt med dig?" - "Ja," svarede hun. - "Så ved du også noget," sagde han. Hun taug. "Så ved du også noget," gjentog han og kom anden gang nærmere. - "Du ved vel* også noget," svarede hun, - ansigtet kunde han ikke se. - "Ja," sagde han og vilde få fat i en af hendes hænder; men hun var flittigere end nogen tid før. "Det er så lejt med det," sagde han, "at du magtstjæler mig." - Han kunde ikke mærke, om hun smilte til det, og derfor vidste han ikke, hvad han skulde føje til. "Kort og godt da," sagde han så med én gang ret stærkt, skjønt stemmen var ikke sikker; "hvad har du gjort ved den seddelen?" Hun svarede ikke, men vendte sig bort. Han gik efter, lagde den ene hånd på hendes skulder og bøjede sig ned over hende. "Svar mig!" hviskede han.-------"Jeg har brændt den." Han tog rask og vendte hende mod sig, men da så han, at hun vilde til at gråte, og så turde han ikke andet end slippe hende igjen; - det er da også slemt, så let hun tar til den gråden, tænkte han. Best som de stod, sagde hun sagte: "Hvorfor skrev du den seddelen?" - "Det har Ingrid sagt dig." - "Ja vist; men - det var hårdt af dig." - "Far vilde det __« - "Alligevel -" - "Han trodde, jeg blev et helse-løst menneske al min tid; herefter skal jeg sørge for dig," sagde han. Ingrid viste sig nede i bakken, og de tog straks på at gå. "Det var, som jeg så dig best, da jeg ikke mere tænkte at kunne få dig," sagde han. - "En prøver sig selv, når en er alene," sagde hun. - "Ja, da mærkes det best, hvem der har den største magten i os," sagde Thorbjørn med klar stemme og gik alvorlig ved hendes side. Hun plukkede ikke mere bær nu. "Vil du ha dem der," sagde hun og rakte ham strået. - "Tak," sagde han og holdt hånden, som rakte bærrene. "Så er det vel best, det blir ved det gamle," sagde han lidt svag i målet. - "Ja," hviskede hun neppe hørlig og vendte sig bort; de gik videre fremover, og så længe hun taug, turde han ikke røre ved hende, heller ikke tale; men han følte ligesom ingen vægt i kroppen og var derfor noget nær på vej at tumle overende. Det brændte for øjet, og da de i det samme kom på en haug, hvorfra Solbakken godt såes, var det ham, som han havde bod der al sin levetid og længtes did hjem. "Jeg følger hende ligeså godt over straks," tænkte han og gik og drak mod i sig af synet, så han blev stærkere i sit forsæt for hvert skridt. "Far hjælper mig," tænkte han; "jeg holder ikke dette ud længer, jeg må over, - må!" Og han gik fortere og fortere, bare så lige frem; det lyste over bygden og gården; "ja idag; aldrig en time længer venter jeg," og han følte sig så stærk, at han vidste ikke, hvorhen han skulde vende sig. "Du går rent ifra mig," hørte han en blid stemme lige bag sig; det var Synnøve, som slet ikke kunde følge ham og nu måtte gi tabt. Han blev skamfuld og vendte om, kom tilbage med udstrakt arm og tænkte: Jeg skal løfte hende over hodet på mig; men da han kom nær hende, gjorde han det slet ikke. "Jeg går så fort, jeg," sagde han. "Du gjør det," svarede hun. De var nær ved bygdevejen; Ingrid, som hele tiden havde været ude af syne, gik her lige bag dem. "Nu skal I ikke gå sammen længer," sagde hun. Thorbjørn skvat op ved det, det kom for tidlig på ham; Synnøve blev også lidt underlig. - "Jeg havde så meget, jeg skulde sagt dig," hviskede Thorbjørn. Det var ikke frit, at hun smilte. "Ja-ja," sagde han, "en anden gang"; - han tog hendes hånd. Hun så op med klart og fuldt blik; han blev varm ved det, og straks løb det ham gjennem hodet: Jeg følger hende straks! Da drog hun sin hånd varsomt tilbage, vendte sig rolig til Ingrid og sagde farvel, gik så sagte nedover mod vejen. Han blev stående tilbage. De to søsken gik hjem gjennem skogen. "Fik I nu tale sammen?" spurte Ingrid. - "Nej, det var for korten vej," sagde han, men gik fort, som vilde han ikke høre mere. - "Nu?" sagde Sæmund og så op fra maden, da de to søsken kom ind i stuen. Thorbjørn svarede ingenting, men gik hen til bænken på den andre siden, ventelig for at ta af sig; Ingrid gik efter og smålo. Sæmund begyndte at spise igjen, så nu og da bort over til Thorbjørn, som havde han meget travelt, smilte og spiste videre. "Kom og spis," sagde han; "maden blir kold." - "Tak, jeg skal ikke ha noget," sagde Thorbjørn og satte sig. - "Så?" - og Sæmund spiste. En stund efter sagde han: " I var så snare til at gå fra kirken idag." - "Det var nogen, vi skulde tale med," sagde Thorbjørn og satte sig på hug. - "Nu, - fik du tale med dem?" Jeg ved næsten ikke," sagde Thorbjørn. - "Det var som fa'en," sagde Sæmund og spiste. En stund efter var han færdig og rejste sig; han gik bort til vinduet, stod en stund og så ud, hvorpå han vendte sig: "Du - vi skal gå ud og se på avlingen." Thorbjørn rejste sig. "Nej, - tag ligeså godt på dig." Thorbjørn, som sad i skjorteærmene, tog en gammel trøje, som hang ovenover ham. - "Du ser, at jeg har taget den ny på," sagde Sæmund. Thorbjørn gjorde det samme, og de gik ud, Sæmund foran, Thorbjørn efter. De gik nedover mod vejen. "Skal vi ikke gå hen til byggen?" sagde Thorbjørn. - "Nej, nu går vi bort over til hveden," sagde Sæmund. Just som de kom ned på vejen, kom en vogn sagte kjørende. "Det er en af Nordhaugvognene," sagde Sæmund. - "Det er ungfolk på Nordhaug," lagde Thorbjørn til; men ungfolket er det samme som de nygifte. Vognen holdt stille, da de kom nær Granlidmændene. "Hun er rigtig et stolt kvindfolk, den Marit Nordhaug," hviskede Sæmund og kunde ikke få øjnene fra hende; hun sad lidt tilbagelænet i vognen med et tørklæde løst bundet over hodet og et andet omkring sig. Hun så stivt ud for sig på de to; der var ikke en bevægelse over hendes rene, stærke træk. Manden var meget bleg og mager, så endnu mildere ud end sædvanlig, omtrent som den, der har en sorg, han ikke kan tale om. "Er karerne ude og ser til kornet?" sagde han. - "Skal tro det," svarte Sæmund. - "Det står godt her i år." "Å - ja; det kunde ha været værre." - "I kommer sent," sagde Thorbjørn. - "Det var meget kjendt folk at ta afsked med," sagde manden. - "Nu, - skal du rejse væk?" spurte Sæmund. - "Jeg skulde det, ja."-------"Går den rejse langt?" - "Å - ja." - "Hvor langt på lag?" - "Til Amerika." - "Til Amerika!" sagde begge mænd på en gang; - "en nygift mand!" lagde Sæmund til. Manden smilte: "Jeg tror, jeg blir her for fodens skyld, sagde ræven, - den sad fast i glæfsen". - Marit så bort på ham og derfra på de andre, en let rødme fløj over ansigtet, men det var ellers uforanderligt. - "Kanske konen blir med?" spurte Sæmund. - "Nej, hun gjør ikke det heller." - "De siger, det skal være let at komme til magt i Amerika," sagde Thorbjørn, - han følte, at talen ikke burde stå stille. - "A - ja," sagde manden. - "Men Nordhaug er en god gård," mente Sæmund. - "Der er for mange på den," svarede manden; konen så atter hen til ham. "Den ene står i vejen for den anden," lagde han til. »Ja> god lykke på rejsen," sagde Sæmund og tog hans hånd; "vorherre give dig det, du vil finde." Thorbjørn så sin skolekammerat stærkt op i øjet; "jeg vil tale med dig siden," sagde han. - "Det er godt at kunne tale med en," svarede manden og skrabede med svøben i vogngulvet. "Kom over til os," sagde Marit, og Thorbjørn så vel som Sæmund studsede og så op; de glemte bestandig, at hun havde så mild en stemme. De kjørte; - det gik sagte fremover, en liden støvsky krusede omkring dem, aftensolen faldt lige på; imod hans mørke vadmelsklæder skinnede hendes silketørklæde, - en bakke kom, og de forsvandt. -------Længe gik far og søn, før de sagde noget. "Det bæres mig for, at han sent kommer igjen," ytrede endelig Thorbjørn. - "Det er vel også det bedste," mente Sæmund, "når en ikke har fæstet lykken i landet," og de gik atter tause videre. - "Du går nok forbi hvedeageren," sagde Thorbjørn. - "Vi kan se til den på tilbagevejen," - og de gik længre fremover. Thorbjørn vilde ikke rigtig spørge, hvor dette bar hen; ti de gik forbi Granlidjordet. Guttorm og Karen Solbakken havde alt spist, da Synnøve rød og andpusten trådte ind. "Men, kjære barnet mit, hvor har du været?" spurte moderen, - "Jeg blev tilbage med Ingrid," sagde Synnøve og blev stående for at ta et par tørklæder af sig; faderen ledte ind i skabet efter en bog. o"Hvad kunde I to ha at tale om, som tog slig lang tid?" - "Å, ikke om noget." - "Så var det da rigtig bedre, du holdt kirkefølge, barnet mit!" Hun rejste sig og tog mad frem til hende. Da Synnøve havde sat sig ned for at spise, og moderen havde sat sig lige overfor hende, sagde hun: "Var det kanske flere, du talte med?" - "Ja, det var mange," sagde Synnøve. - "Barnet må da få tale med folk," sagde Guttorm. - "Vist må hun det," sagde moderen lidt mildere; "men hun burde dog følge sine forældre." - Herpå svaredes der ikke. "Det var en velsignet kirkedag," sagde moderen; "ungdommen på kirkegulvet gjør en godt." - "Man husker sine egne barn," sagde Guttorm. - "Du har ret deri," sagde moderen og sukkede. "Ingen kan vide, hvorledes det vil gå dem." Guttorm sad længe taus. - "Vi har meget at takke gud for," sagde han endelig; "han lod os beholde ét." Moderen sad og drog fingeren efter bordet og så ikke op; "hun er dog vor største glæde," sagde hun sagte; "hun har også artet sig vel," lagde hun endnu sagtere til. Der var lang taushed. "Ja, hun har gjort os megen glæde," sagde Guttorm - og senere med blød stemme: "Vorherre gjøre hende lykkelig." - Moderen drog fingeren efter bordet; der faldt en tåre ned på det, som hun drog udover. - "Hvorfor spiser du ikke?" sagde faderen, idet han så op en tid efter. - "Tak jeg er mæt," svarede Synnøve. - "Men du har jo ingenting spist," sagde nu også moderen, "du har gåt lang vej." - "Jeg er ikke god til," sagde Synnøve og holdt på med at drage op en tørklædesnip af barmen. "Spis, barnet mit," sagde faderen. - "Jeg kan ikke," sagde Synnøve og skar i at gråte. - "men kjære, hvorfor grater du?" - "Jeg ved ikke," og hun hulkede. - "Hun har det så let med at gråte," sagde moderen; faderen rejste sig og gik til vinduet. "Der kommer to mænd opover," sagde han. - "Ja så, på dette lejte?" spurte moderen, og hun gik også bort til vinduet. De så længe nedover. - "Kjære, - hvem kan det være?" .sagde endelig Karen, men ikke netop som hun spurte. - "Jeg ved ikke," svarede Guttorm, og de stod og så. - Jeg kan rigtig ikke forstå det," sagde hun. - "Jeg heller ikke," sagde han. Mændene kom nærmere. - "Det må være dem alligevel," sagde hun endelig. - "Ja, det er nok så," sagde Guttorm. Mændene kom nærmere og nærmere, den ældre stansede og så sig tilbage, den yngre ligeså; gik de så videre. "Skjønner du, hvad de kan ville?" spurte Karen omtrent som første gang. - "Nej, det gjør jeg ikke," sagde Guttorm. Moderen vendte sig, gik bortover til bordet, satte væk, ryddede lidt op. "Du får ta på dig igjen, barnet mit," sagde hun til Synnøve; "for her kommer fremmed folk." Neppe havde hun sagt dette, før Sæmund åbnede døren og kom ind. Thorbjørn bagefter. "Signe laget!" sagde Sæmund, stansede lidt ved døren, gik dernæst sagte fremover for at hilse på folket; Thorbjørn fulgte. De kom sist til Synnøve, som endnu stod borte i en krog med sit tørklæde i hånden og vidste ikke, om hun skulde ta det på eller ej, vidste vel knap, at hun holdt det i hånden. "I får se til, I kan sidde indpå," sagde konen. - "Tak, - det er ellers ingen lang vej hid-over," sagde Sæmund, men satte sig dog; Thorbjørn ved siden. - "I kom rent bort ved kirken idag," sagde Karen. - "Ja, jeg ledte efter eder," svarede Sæmund. - "Der var mange folk," sagde Guttorm. - "Rigtig mange folk," gjentog Sæmund; "det var også en vakker kirkedag." - "Ja, vi sad just og talte om det," sagde Karen. - "Det er så underligt at se konfirmationen for dem, som selv har barn," lagde Guttorm til; konen flyttede sig på bænken. - "Det er det," sagde Sæmund; "man kommer til at tænke alvorlig på dem, - og det er derfor jeg lakkede hidover i kvæld," lagde han til, så sikkert omkring sig, byttede skrå og lagde den gamle varlig ned i messingdåsen. Guttorm, Karen, Thorbjørn flygtede med øjnene, hver til sin kant. - "Jeg tænkte, jeg skulde følge Thorbjørn hidover," begyndte Sæmund langsomt; "han kom nok sent hidover alene, - gjør også ellers dårlig besked, er jeg ræd," - han skottede bort til Synnøve, som følte det. - "Det er nu slig, at han har havt hug til hende, Synnøve, fra det han var såpas til kar, han kunde ha forstand på sligt; - og ikke er det vel frit, at hun også har lagt sin hug til ham. Men da tænker jeg, det er best, de kommer sammen. - Jeg var lidet for det, den tid jeg så, han knap kunde styre sig selv, endsige mere; men nu tror jeg at kunne borge for ham, og kan jeg ikke, så kan hun; ti hendes magt er nok nu den største. - Hvad mener I da, om vi så til at få dem sammen? Det kan vel ikke haste, men jeg ved heller ikke, hvorfor vi skal vente. Du, Guttorm, er ved god magt, jeg rigtignok ved mindre og har flere at dele på; men endda så tænker jeg, det kan lage sig. I får da sige, hvad I synes om dette; - hende spørger jeg sist, for jeg tror nok at vide, hvad hun vil." Således talte Sæmund. Guttorm sad på hug, lagde vekselvis den ene hånd over den anden, gjorde flere gange mine til at rejse sig, idet han hver gang drog vejret med mere magt, men kom sig dog ikke til før den fjerde eller femte gang, så fik han endelig ret ryg, strøg sig op og ned over knæet og så bort på konen, således at blikket af og til streifede Synnøve. Denne rørte sig ikke, ingen kunde se hendes ansigt. Karen sad ved bordet og stregede. - "Det er nu så, - at det er et vakkert tilbud!' sagde hun. - "Ja, det synes jeg, vi får ta til takke med," sagde Guttorm med høj stemme, som var han betydelig lettet, og så fra hende til Sæmund, der havde lagt armene over kors og lænet sig op mod væggen. - "Vi har bare denne ene datter," sagde Karen; "vi får betænke os." - "Det var råd til det," sagde Sæmund; men jeg ved ellers ikke, hvad der skulde være i vejen for at svare straks, så' bjørnen, - han spurte bonden, om han måtte få den koen hans." - "Vi kan vist svare straks," mente Guttorm og så til konen. - "Det er nu dette, at Thorbjørn kunde være vel vild," sagde hun, men så ikke op. - "Det tror jeg, har rettet på sig." sagde Guttorm; "du ved selv, hvad du så' idag."-------Ægtefolkene så nu vekselvis på hverandre; det varede vel et helt minut. - "Kunde vi bare være tryg på ham," sagde hun. - "Ja," tog nu Sæmund atter til orde; "hvad den sagen angår, så må jeg sige, hvad jeg har sagt før; det går godt med læsset, når hun holder tømmerne. Det er svært, slig en magt hun har i ham; det prøvede jeg, den gang han lå syg derhjemme hos mig og vidste ikke, hvor det bar hen, til helsen eller ej." - "Du får ikke være så trå på det," sagde Guttorm; "du ved, hvad hun selv vil, og det er nu hende, vi lever for!" Da så Synnøve for første gang op, og det var på faderen, stort og taknemmelig. "Å - ja," sagde Karen efter en stunds taushed og stregede nu lidt hårdere end før; "har jeg stat imod i det længste, så har det vel været, fordi jeg havde en god mening med det.-------Jeg var kanske ikke så hård som ordene, -" hun så op og lo; men gråden vilde frem. Da rejste Guttorm sig. "Så i guds navn er det hændt, som jeg vilde helst her i verden," sagde han og gik bortover gulvet til Synnøve. - "Jeg har aldrig været ræd for det," sagde Sæmund, rejste sig nu også; "det, som skal ihob, det kommer ihob." Han gik bortover. "Nu, - hvad siger du til det, barnet mit?" sagde moderen, hun kom nu også hen til Synnøve. Denne sad endnu der; de stod alle omkring hende med undtagelse af Thorbjørn, som sad, hvor han først havde sat sig. "Du får rejse dig, barnet mit," hviskede moderen til hende; hun rejste sig, smilte, vendte sig bort og gråt. - "Vorherre, han følge dig nu og altid!" sagde moderen, slog armene omkring hende og gråt sammen med hende. De to mandfolk gik bortover gulvet, hver til sin kant. "Du får gå hen til ham," sagde moderen endnu gråtende, idet hun slap hende og skjød blidt til hende. Synnøve gik et skridt, men stod, fordi hun ikke kunde komme længre; Thorbjørn sprang op og gik imod hende, greb hendes hånd, holdt den, vidste ikke, hvad han mere skulde gjøre, og blev stående der med den, til hun sagte tog den til sig igjen. Så stod de der stiltiende ved siden af hverandre. Døren gik lydløst op, en stak hodet ind. "Er Synnøve her?" spurtes med varsom stemme; det var Ingrid Granliden. - "Ja, her er hun; kom nærmere!" sagde faderen. Ingrid ligesom betænkte sig; "kom du! her er alt godt," lagde han til. De så nu på hende allesammen. - Hun syntes noget forlegen; "her er nok flere ude," sagde hun. - "Hvem er det?" spurte Gut- torm.-----------"Det er mor," sagde hun sagte. - "Lad hende komme," sagde fire på en gang.-------Og konen på Solbakken gik imod døren, mens de andre så glade til hverandre. "Du kan gjærne komme, mor," hørte de Ingrid sige. Og så kom Ingebjørg Granliden ind i sit lyse skaut. - "Jeg forstod det nok," sagde hun, "skjønt Sæmund kan nu ingenting sige. Og så var Ingrid og jeg ikke gode til andet end at gå over." - "Ja, her er det, som du vil ha det," sagde Sæmund og flyttede sig, for at hun kunde komme frem til dem. - "Å, gud velsigne dig, fordi du drog ham over til dig," sagde hun til Synnøve, tog hende om halsen og klappede hende; "du holdt fast i det længste, du, barnet mit; det blev dog, som du vilde." Og hun klappede hende på kind og hår, hendes tårer randt hende nedover ansigtet; hun ænsede dem ikke, men strøg omhyggelig væk Synnøves. - ,Ja, det er en gild gut, du får," lagde hun til, "og nu kjender jeg mig tryg for ham," og hun sluttede hende endnu en gang til sig. - "Mor ved mere i kjøkkenet sit, hun," sagde Sæmund, "end vi andre, som skal være midt oppi det." Det stilnede lidt af med gråden og bevægelsen. Huskonen begyndte at tænke på kvældsmaden og talte til den vesle Ingrid om at hjælpe sig, "for Synnøve er ikke god til i kvæld." Og så gav disse to sig i færd med at koge rømmegrød. Mændene kom i tale om årets høst, og hvad der kunde falde. Thorbjørn havde sat sig borte ved vinduet, og Synnøve gled hen til ham og lagde hånden på hans skulder. "Hvad ser du på?" hviskede hun. - Han vendte hodet, så længe og mildt op på hende, derfra ud igjen. "Jeg ser over til Granliden," sagde han; "det er så underligt at se den herfra."