HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND
SKUESPIL I FIRE AKTER
AF HENR. IBSEN
CHRISTIANIA
TRYKT OG FORLAGT AF H. J. JENSEN
1858

 
​
​HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND
SKUESPIL I FIRE AKTER
​​  352​Personerne
ØRNULF FRA FJORDENE, Landnamsmand paa Island
SIGURD HIN STÆRKE, Søkonge
GUNNAR HERSE, rig Bonde paa Helgeland
THOROLF, Ørnulfs yngste Søn
DAGNY, Ørnulfs Datter
HJØRDIS, hans Fosterdatter
KAARE BONDE, en Helgelænding
EGIL, Gunnars Søn, fire Aar gammel
ØRNULFS SEX ÆLDRE SØNNER
ØRNULFS OG SIGURDS MÆND
GJÆSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLØSE MÆND, o. s. v.
Handlingen foregaar i Erik Blodøxes Tid paa og i Nærheden af Gunnars Gaard paa Helgeland i det nordlige Norge.
​​  353​FØRSTE AKT
En høi Strand, der i Baggrunden løber brat ned til Søen. Tilvenstre et Nøst, tilhøire Fjelde og Barskov. Masterne af to Hærskibe sees nede i Viken; langt ude tilhøire Skjær og høie Holmer; Søen er i stærkt Oprør, det er Vinter med Snetykke og Storm.
Første Scene
Sigurd kommer op fra Skibene; han er klædt i hvid Kjortel med Sølvbelte, blaa Kappe, Sokkebrog, laadne Sko og Staalhue, ved Siden bærer han et kort Saxsværd. Ørnulf viser sig strax efter oppe mellem Fjeldene, klædt i mørk Lammeskindskjortel, med Brystplade og Beenskinner samt laadne Sko og ulden Brog, over Skuldrene har han en brun Vadmelskaabe med Hætten trukken over Staalhuen saa at Ansigtet for en Deel skjules. Han er høi og kjæmpemæssigt bygget, med langt hvidt Skjæg, gammel og lidt bøiet; væbnet er han med rundt Skjold, Sværd og Spyd.
Sigurd træder først ind, seer sig om, faar Øie paa Nøstet, gaar raskt derhen og prøver at bryde Døren op.
ØRNULF kommer tilsyne paa Fjeldet, studser ved at see Sigurd, synes at gjenkjende ham, stiger ned og raaber
Vig Marken, Hærmand!
SIGURD vender sig om, lægger Haanden paa Sværdet og svarer
Det var første Gang ifald jeg gjorde det!
​  354ØRNULF
Du skal og maa! Jeg trænger Nøstet til Nattely for mine stivfrosne Mænd.
​SIGURD
Og jeg for en mødig Kvinde.
ØRNULF
Mine Mænd ere mere værd end dine Kvinder!
SIGURD
Saa maa Skoggangsmænd staa høit i Priis paa Helgeland!
ØRNULF hæver Spydet
Dyrt skal du bøde for de Ord!
SIGURD drager sit Sværd
Nu vil det gaa dig ilde, Gubbe!
Ørnulf styrter ind paa ham, Sigurd forsvarer sig.
Anden Scene
De Forrige. Dagny og nogle af Sigurds Mænd fra Stranden; Ørnulfs sex Sønner fra Fjeldene tilhøire.
​DAGNY der er lidt foran, klædt i rød Kjortel, blaa Kaabe og Foerværks Hætte, raaber ned til Skibene
Op alle Sigurds Mænd! Min Husbond strides med en Fremmed!
​  355ØRNULFS SØNNER
Til Hjælp for Gubben!
De stige ned.
SIGURD til sine Mænd
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
ØRNULF til Sønnerne
Lad mig slaaes i Fred! (farer ind paa Sigurd) Jeg vil see dit Blod!
​SIGURD
See først dit eget! (saarer ham i Armen, saa at Spydet falder)
ØRNULF
Godt var det hugget, Hærmand!
Snygt du Sværdet svinger,
Hvast du veed at ramme;
Sigurd selv, hin Stærke,
Staar for dig tilskamme!
SIGURD smilende
Saa er Skammen ham til Hæder!
ØRNULFS SØNNER med et Udraab af Forundring
Sigurd selv! Sigurd hin Stærke!
ØRNULF
Men hvassere ramte du den Nat, du rante Dagny, min Datter! (kaster Hætten tilbage)
​  356SIGURD og HANS MÆND
Ørnulf fra Fjordene!
DAGNY glad, men dog med et Udtryk af Uro
Min Fader og mine Brødre!
SIGURD
Stil dig bag ved mig.
ØRNULF
Det gjøres ikke behov. (nærmer sig til Sigurd) Jeg drog Kjendsel paa dig saa saare du kom mig for Øie, derfor yp​pede jeg Strid; prøve vilde jeg om Rygtet sagde sandt, naar det nævnte dig som den djærveste Idrætsmand i Norge. Naa, Fred og Forlig være mellem os!
SIGURD
Bedst, ifald det saa kunde føie sig.
​ØRNULF
Der er min Haand. Du er en ypperlig Kjæmpe; saa ramme Hug har Ingen før skiftet med gamle Ørnulf.
SIGURD ryster hans fremrakte Haand
Lad det være de sidste Sværdhug der skiftes mellem os To. Og hermed byder jeg dig Selvdømme i den Sag, der er os imellem; er du villig til at vælge de Vilkaar?
ØRNULF
Det er jeg, og ret nu skal Tvisten jævnes. (til de Øvrige) Saa ​  357gjøres da vitterligt for Alle, hvad Sagen gjælder. For fem Vintre siden laa Sigurd og Gunnar Herse som Vikinger paa Island og havde Fredland der den Vinter tæt under min Gaard. Da rante Gunnar med Vold og Sned min Fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget Barn, og seilede bort med hende. For dette Ran dømmes du til at bøde tre Hundrede i Sølv, og skal med det din Ufredsgjerning være sonet.
SIGURD
Billige Kaar tykkes mig at være hvad du der byder; de tre Hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet Silkekaabe; det er en Kongegave fra Ædhelstan i England og saa god som nogen Mand har baaret den paa Island.
​DAGNY
Ret saa min bolde Husbond; og Tak, du min Fader; nu først er jeg freidig tilsinds!
Hun trykker Faderens og Brødrenes Hænder og taler sagte med dem.
ØRNULF
Saa staa da Forliget ved Magt mellem os, og skal Dagny efter denne Tid være fuldt saa hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine Frænders Minde.
SIGURD
Og paa mig kan du nu lide, som paa din egen Æt!
ØRNULF
Det tænker jeg forvist jeg kan, og vil paa Stand friste hvor god du er mig.
​  358SIGURD
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad kræver du?
ØRNULF
Din Hjælp i Raad og Daad. Jeg har stævnet hid ​til Helgeland for at søge Gunnar Herse og kræve Ransbøder for Hjørdis.
SIGURD overrasket
Gunnar!
DAGNY ligesaa
Og Hjørdis, – hvor ere de at finde?
ØRNULF
Hjemme paa Gunnars Gaard, tænker jeg.
​SIGURD
Og den ligger –?
ØRNULF
Ikke mange Pileskud borte; har du ikke vidst det?
SIGURD med undertrykt Bevægelse
Tilvisse, nei! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar siden vi sidst seilede fra Island sammen. Vidt foer jeg i Viking og tjente mange Konger udenlands medens Gunnar sad hjemme. Hid under Land kom jeg idag i Lysingen, fordreven af Uveiret; at Gunnar havde sin Fædrenegaard her nordpaa var mig nok vitterligt, men –
DAGNY til Ørnulf
Og i det Ærinde foer du hjemmefra?
​  359ØRNULF
Saa er det. (til Sigurd) At vi To mødtes har været et Værk af de Vældige deroppe; de vilde det saa. Havde jeg tænkt paa at søge dig, saa vidste jeg lidet hvor du var at finde.
SIGURD tankefuld
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den Sag med Gunnar, sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al Formue, baade med Godt og Ondt?
ØRNULF
Det maa jeg gjøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der vare mange hæderlige Mænd tilstede. Da Thingdagene vare tilende, sad jeg i Boden og drak sammen med mine Herredsmænd og saa kom ​Kvinderanet paa Tale; haanlige Ord maatte jeg høre fordi jeg lod den Tort sidde uhævnet paa mig saa lang en Tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve Bod eller Hævn for Ranet og aldrig fare hjem til Island igjen før jeg havde vidst at fremme min Sag.
SIGURD
Ja, ja! staar det saa, da skjønner jeg nok at Sagen maa drives stærkt ifald det trænges om.
​ØRNULF
Det maa den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig Mand. Glad er jeg ogsaa at jeg foer i denne Færd; Tiden faldt mig lang paa Island tilslut; derude paa de blaa Vande var jeg bleven gammel og graa, det bares mig for som jeg maatte ud paa dem engang til førend jeg, –; ​  360naa ja, – Bergthora, min gode Hustru, var jo død for længe siden, mine ældste Sønner fore hver Sommer i Viking, og da nu Thorolf voxte til –
DAGNY glad
Thorolf er med? Hvor er han?
ØRNULF
Ude paa Skibet. (peger mod Baggrunden tilhøire) Der skal du see en Gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en ypperlig Idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.
DAGNY smilende
Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit Hjerte nærmest.
​ØRNULF
Han er den Yngste og sin Moder lig, deraf kommer det.
SIGURD
Men sig mig nu, – dit Ærinde hos Gunnar Herse, – tænker du alt idag –?
ØRNULF
Heller idag end imorgen. Med rimelige Bøder skal jeg være fornøiet; vægrer Gunnar sig ved sligt Forlig, saa faaer han friste de Kaar, som følge paa.
​  361Tredie Scene
De Forrige. Kaare Bonde kommer ilsomt ind fra Høire; han er klædt i graa Vadmelskofte og sid Filthat; i Haanden holder han en afbrudt Gjerdestav.
KAARE
Godt Møde, Hærmænd!
ØRNULF
Hærmænds Møde skattes sjelden godt.
KAARE
Ere I hæderlige Mænd, saa tilsige I mig Fred iblandt jer; Gunnar Herses Husfolk staa mig efter Livet!
ØRNULF
Gunnar Herse!
SIGURD
Saa har du øvet Ondt imod ham!
KAARE
Min Ret har jeg øvet. Vi holdt Udgangskvæg sammen ​paa en Holme tæt under Land; Gunnars Folk ​tog mine bedste Oxer bort, og en af Mændene skjældte mig for en Træl; saa bar jeg Vaaben paa ham og fældte ham.
ØRNULF
Det var lovlig Gjerning.
​  362KAARE
Men nu imorges kom hans Karle mod mig med Ufred; Lykken var mig god, saa jeg blev varslet itide og slap bort; dog, stakket Frist kan jeg vente, for mine Avindsmænd lede om mig.
SIGURD
Lidet kan jeg tro dig, Bonde! I fordums Tid kjendte jeg Gunnar saa godt som mig selv, og det veed jeg: aldrig øvede han Uskjel mod fredelig Mand.
KAARE
Gunnar har ingen Deel i al den Ufærd, han er sønderpaa Landet; nei, det er Hjørdis, hans Hustru –
DAGNY
Hjørdis!
ØRNULF mumlende
Ja ja, det kunde ligne hende!
KAARE
Gunnar bød jeg Bod for Trællen, og den var han villig til at tage, men saa kom Hjørdis til, æggede sin Huusbond med mange haanlige Ord og hindrede Forliget; siden drog Gunnar sørpaa, og imorges –
​SIGURD seer ud tilvenstre
Der komme veifarende Mænd nordefter, er det ikke –?
​  363KAARE
Det er Gunnar Herse selv!
ØRNULF
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal faa jer forligte.
Fjerde Scene
De Forrige. Gunnar Herse, med nogle Mænd, kommer fra Venstre. Han er klædt i Husdragt, brun Kjortel, Sokkebrog, blaa Kappe og bred Hat, af Vaaben har han kun en liden Haandøxe.
GUNNAR standser forundret og uvis ved Synet af de Forsamlede
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!
ØRNULF
Der seer du ret nok.
GUNNAR træder nærmere
Nu da, hil og sæl paa min Grund, ifald du kommer med Fred.
ØRNULF
Vil du som jeg, saa skal ingen Ufred øves.
SIGURD nærmer sig
Vel mødt, Gunnar!
GUNNAR glad
Sigurd – Fosterbroder! (ryster hans Haand)​Ja er du ​med, da veed jeg vist, at Ørnulf kommer med Fred. (til Ørnulf) Ræk ​  364mig Haanden, Gubbe! Hvad Ærinde du har her nordpaa er ikke svært at skjønne; det gjælder Hjørdis, din Fosterdatter.
ØRNULF
Som du siger, stor Tort voldtes mig da du foer med hende fra Island uden at søge mit Minde.
GUNNAR
Du kommer med Ret og Skjel; har Svenden flængt saa faar Manden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den Sags Skyld, og kan Bøder gjøre det, saa skal vi snart forliges.
SIGURD
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
GUNNAR med Varme
Det maa du, Gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde ikke alt mit Gods forslaa!
ØRNULF
Jeg skal rette mig efter Lov og Vedtægt, det kan du lide paa. Men nu en anden Sag; (peger paa Kaare) seer du den Mand der?
GUNNAR
Kaare Bonde! (til Ørnulf) Du veed da, der er Ufred mellem os?
ØRNULF
Dine Mænd har ranet hans Kvæg, og for Ran bør bødes.
​​  365GUNNAR
For Drab ligesaa; han har dræbt min Træl.
KAARE
Fordi han haanede mig.
GUNNAR
Jeg har sagt mig rede til Forlig.
KAARE
Men det havde ikke Hjørdis Sind til, og imorges, mens du var borte, faldt hun over mig og staar mig nu efter Livet.
GUNNAR opbragt
Er det sandt du siger; har hun –?
KAARE
Hvert Ord er sandt.
ØRNULF
Derfor bad Bonden om min Bistand og den skal være ham sikret.
GUNNAR efter et Øiebliks Betænkning
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt at jeg føier mig efter din Villie. Hør mig, Kaare Bonde, jeg er villig ​til at lade Trællens Drab og al den Ulempe, der er voldt dig, gaa op mod hinanden.
KAARE rækker Gunnar Haanden
Det er gode Kaar; dem tager jeg imod.
​​  366ØRNULF
Og Fred skal han have for dig og dine?
GUNNAR
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
SIGURD peger ud tilhøire
See der!
GUNNAR misfornøiet
Det er Hjørdis!
ØRNULF
Med væbnede Karle!
KAARE
Hun søger mig!
Femte Scene
De Forrige. Hjørdis med en Flok Huskarle. Hun er sortklædt, i Kjortel, Kaabe og Hætte; Karlene ere væbnede med Sværd og Øxer, selv bærer hun et let Spyd i Haanden.
HJØRDIS standser ved Indgangen
Mandstærke mødes vi her, som det lader!
DAGNY iler hende imøde
Hil og sæl, Hjørdis!
HJØRDIS koldt
Tak. Jeg har alt spurgt at du ikke var langt borte. (træder nærmere, idet hun kaster et skarpt Blik over de Forsamlede) Gunnar ​  367og – Kaare, min Avindsmand, – Ørnulf og hans Sønner, og – (idet hun faar Øie paa Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter sig og siger) Nu, Mange seer jeg her, som jeg drager Kjendsel paa, – men ikke veed jeg hvem der er mig bedst sindet.
​ØRNULF
Vel nok sindet ere vi dig alle.
HJØRDIS
Hvis saa er, da vil du ikke nægte at give Kaare i min Husbonds Vold.
ØRNULF
Det gjøres ikke behov.
GUNNAR
Der er nu Fred og Forlig mellem os.
HJØRDIS med undertrykt Spot
Forlig? Nu ja, jeg veed du er en klog Mand, Gunnar! Kaare har truffet mandstærke Venner, og saa skjønner jeg nok det tyktes dig tryggest –
GUNNAR
Det nytter lidet at ægge mig med Haanord! (med Vægt) Kaare har Fred for os!
​HJØRDIS tvinger sig
Godt og vel; har du tilsagt ham Fred, saa maa Løftet holdes.
GUNNAR stærkt, men dog uden Hæftighed
Det maa det og det skal det!
​  368ØRNULF til Hjørdis
Og der blev saa halvveis sluttet et Forlig til, før du kom.
​HJØRDIS skarpt
Mellem dig og Gunnar?
ØRNULF nikker
Det gjaldt dig.
HJØRDIS
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min Fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar Herse lod sig skræmme fordi du kom med Vaabenfolk til Landet; var du kommen som enlig, veifarende Mand i vor Stue, saa kunde Tvisten lettere jevnes.
GUNNAR
Ørnulf og hans Sønner komme med Fred.
HJØRDIS
Kan saa være, men paa andet Sæt vil det lyde i Folkemunde, og du selv, Gunnar, stolede nok ikke saa stærkt paa Freden igaar, da du skikkede Egil, vor Søn, sørpaa saasnart det spurgtes at Ørnulf laa i Fjorden med Hærskib.
SIGURD til Gunnar
Du har skikket din Søn sørpaa?
HJØRDIS
Ja for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!
​  369ØRNULF
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være klog Mands Gjerning, saafremt du hindrer Forliget.
​HJØRDIS
Lykken raader for Livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg falde, end frelse Livet ved feigt Forlig.
DAGNY
Sigurd giver Bod og vil ikke kaldes ringere Mand for det.
HJØRDIS
Sigurd maa selv vide bedst hvad hans Hæder kan taale.
SIGURD
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
HJØRDIS
Sigurd er en navnkundig Drabsmand, men djærvere Daad øvede Gunnar, da han dræbte Hvidbjørnen udenfor mit Bur.
​GUNNAR med et forlegent Blik paa Sigurd
Ja ja, lad det saa være!
ØRNULF
Vel sandt, det er den djærveste Daad nogen Mand har øvet paa Island, og derfor –
SIGURD
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.
​  370HJØRDIS
Skal Bod gives, saa skal og Bod kræves. Gunnar, du drages til Minde, hvad du engang har lovet!
GUNNAR
Ilde betænkt var det Løfte; kræver du at det skal holdes?
​HJØRDIS
Holdes skal det, ifald vi To skal leve under Tag sammen efter denne Dag. Saa viid da, Ørnulf, skal Bod gives for din Fosterdatters Ran, saa skal du ogsaa bøde fordi du dræbte Jøkul, min Fader, og tog alt hans Gods og Eie!
ØRNULF
Jøkul faldt i ærlig Holmgang; værre Tort gjorde dine Frænder mig, da de skikkede dig ukjendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.
HJØRDIS
Hæder og ingen Tort havde du af at fostre Jøkuls Datter.
ØRNULF
Idel Ufred har jeg havt deraf, det veed jeg.
HJØRDIS
Værre Ufred tør times dig nu, ifald –
ØRNULF
Ikke kom jeg hid for at kives med Kvinder! – Gunnar, hør nu mit sidste Ord; er du villig til at bøde for Kvinderanet?
HJØRDIS til Gunnar
Kom det ihu, som du har lovet!
​  371GUNNAR til Ørnulf
Du hører jeg har gjort et Løfte og det maa jeg –
ØRNULF forbittret
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig paa at jeg gav Bod for ærligt Drab!
​HJØRDIS med Kraft
Saa trodse vi dig og Dine!
ØRNULF med stigende Vrede
Og hvem har her Ret til at kræve Bod for Jøkul? Hvor findes hans Frænder? Ingen af dem ere ilive! Hvo er hans lovlige Eftermaalsmand?
HJØRDIS
Det er Gunnar paa mine Vegne!
​ØRNULF
Gunnar! Ja, var du fæstet til ham med din Fosterfaders Samtykke, eller havde han bødet for Ranet, saa var han lovlig Eftermaalsmand, men –
DAGNY angst og bønligt
Fader, Fader!
SIGURD hurtigt
Tal ikke ud!
ØRNULF med hævet Stemme
Jo, høit skal det siges! Hærtagen Kvinde har ingen lovlig Husbond!
​  372GUNNAR med Hæftighed
Ørnulf!
HJØRDIS i vildt Udbrud
Forhaanet! Beskjæmmet! (med dirrende Stemme) Det – det skal du komme til at angre!
ØRNULF vedblivende
Hærtagen Kvinde er kun at agte som Frilleviv efter Loven! Vil du vinde hæderligere Kaar, saa maa du –
​HJØRDIS tvinger sig
Nei, Ørnulf, bedre veed jeg hvad der skikker sig. Er jeg kun at agte for Gunnars Frille, – godt og vel, saa maa han hædre sig med Daad, – hædre sig saa høit med Daad, at mine Kaar ingen Skam volde mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore Veie, men Vaaben skal jeg lade bære paa dig og Dine saa tidt det saa kan føie sig, utryg skal du være baade paa Liv og Lemmer, og det skal Hver og En som – (med et hvast Blik til Kaare) Kaare Bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din Sag, og der er Fred mellem os, men ikke vil jeg raade dig til at komme hjem med det Første; den Dræbte har mange Hævnere og let kunde det hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for Faren, bær saa hvad der følger paa. Kom, Gunnar, ruste os maa vi nu. En berømmelig Daad har du øvet paa Island, men større Daad maa her øves, ifald ikke din – din Frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
GUNNAR
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at tee sig saa!
DAGNY bedende
Bliv Fostersøster, – bliv; jeg vil tale min Fader tilrette!
​  373​HJØRDIS uden at høre paa hende
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spaaet, at jeg skulde friste Livet som en ussel Frilleviv; men skal jeg bære dette Liv og denne Skændsel, bære det en eneste Dag længere, saa maa min Husbond øve Noget – Noget, som gjør ham navnkundigere end alle andre Mænd! (gaar ud tilhøire)
GUNNAR dæmpet
Sigurd, Et maa du love; vi tales ved før du farer fra Landet. (gaar med sine Mænd tilhøire)
​Sjette Scene
De Forrige undtagen Gunnar og Hjørdis. Uveiret er under det Foregaaende ophørt; Middagssolen sees som en rød Skive dybt nede ved Havranden.
ØRNULF truende
Dyr skal den Færd blive dig, Fosterdatter!
DAGNY
Fader, Fader! Du har da ikke Ondt isinde!
ØRNULF
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end Bøder til mellem mig og Gunnar!
SIGURD
Hvad agter du at gjøre?
​  374ØRNULF
Det veed jeg ikke; men langveis skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene har gjæstet Gunnar Herse!
SIGURD med rolig Fasthed
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære Vaaben paa ham skal du aldrig, saalænge jeg er ilive!
ØRNULF
Ikke det! Om jeg nu saa vil det!
SIGURD
Ei skal det skee, – end ikke om du saa vil det.
ØRNULF hæftigt
Godt; hold du sammen med mine Uvenner, jeg drister mig endda til at gaa mod jer Alle!
​SIGURD
Hør mig vel, Ørnulf; den Dag skal du ikke leve, da vi To strides sammen; hæderligt Forlig er der mellem os, Dagny er mig kjærere end Vaaben og Guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste Frænde.
ØRNULF
Det ventede jeg af dig, djærve Sigurd!
SIGURD
Men Gunnar er min Fosterbroder; Fred og Venskab har vi svoret hinanden. Baade i Strid og i fredsomme Kaar har vi fristet ​  375Lykken tilhobe og han er ​mig kjærest af alle Mænd; Hærfærd huer ham ikke, saa bold han end er; – nu godt, mig kjende I alle, om mig vide I, at jeg ikke ræddes for Ufred; men her staar jeg frem, Ørnulf, og beder om Forlig for Gunnar. Gjør mig til Villie i denne Sag!
ØRNULF
Det kan jeg ikke; jeg maatte jo gaa til Spot for alle Kjæmper, ifald jeg foer tomhændet til Island!
SIGURD
Tomhændet skal du ikke fare. Her i Viken ligge mine to Langskibe med alt det Gods, jeg har vundet i Viking; der findes mange kostelige Kongegaver, Kister med gode Vaaben og andet ypperligt Løsøre; tag du det ene Skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, – lad det være Bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med Fred.
ØRNULF
Brave Sigurd, det vil du gjøre for Gunnar!
​SIGURD
For en fuldtro Ven kan ingen Mand gjøre formeget.
ØRNULF
Give dit halve Gods og Eie!
SIGURD indstændigt
Tag det Hele, begge mine Skibe, alt hvad der er Mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste Mand i dit Følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igjen, men øver du Hærværk ​  376mod Gunnar, saa bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
ØRNULF betænker sig
To gode Langskibe, Vaaben og Løsøre, – af Gods faar ingen Mand formeget, men, – (hæftigt) nei, nei, – Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din Eiendom!
SIGURD
Men hør dog først –
ØRNULF
Nei, siger jeg! Selv maa jeg fremme min Ret; lad saa Lykken raade.
KAARE træder nærmere
Vennesæle Raad er det Sigurd giver, men vil du fremme din Ret efter bedste Evne, saa kan ​jeg raade bedre. Regn aldrig paa Bøder saa længe Hjørdis har Noget at sige; men Hævn kan du faa, ifald du vil lyde mig.
ØRNULF
Hævn? Hvad raader du da til?
​SIGURD
Til Ondt, det seer jeg nok!
DAGNY til Ørnulf
Hør ikke paa ham!
​  377KAARE
Hjørdis har sagt mig fredløs, med List vil hun staa mig efter Livet; lover du at værge mig siden, saa vil jeg inat gaa til Gunnars Gaard og brænde Folkene inde. Er det efter dit Sind?
SIGURD
Niding!
ØRNULF roligt
Efter mit Sind? Veed du, Kaare, hvad der er mere efter mit Sind? (tordnende) At hugge Næse og Øren af dig, du usle Træl! Lidet kjender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig Skjændselsgjerning!
KAARE der er vegen tilbage
Falder ikke du over Gunnar, saa falder han over dig!
ØRNULF
Det har jeg Næver og Vaaben til at hindre.
SIGURD til Kaare
Og nu, bort fra os! Hæderlige Mænd har Skam af dit Samkvem!
KAARE ved Udgangen
Ja ja, jeg faar da værge mig selv saa godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I fare frem med Lempe; jeg kjender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende! (gaar ned til Søen)
​​  378Syvende Scene
De Forrige undtagen Kaare Bonde.
DAGNY
Han pønser paa Hævn. Sigurd, det maa hindres!
ØRNULF fortrædelig
Aa, lad ham gjøre hvad ham lyster, hun er ikke bedre værd!
DAGNY
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.
ØRNULF
Usalig var den Time jeg tog hende under mit Tag; det begynder at gaa som Jøkul sagde.
SIGURD
Jøkul?
​ØRNULF
Jøkul, hendes Fader. Da jeg gav ham Banehugget, faldt han flad ned paa Græsvolden, saa paa mig og kvad:
Jøkuls Æt skal Jøkuls Bane
Volde Vee paa alle Veie;
Hvo der eier Jøkuls Skatte
Skal ei glædes ved sit Eie!
​  379Da han saa havde kvædet, taug han stille en Stund og lo, og derpaa døde han.
SIGURD
Det skal du lidet agte.
ØRNULF
Ja ja, hvem veed! Der gaar et sikkert Sagn om at ​Jøkul engang gav sine Børn et Ulvehjerte at æde, saa at de bleve gramme i Hu; Hjørdis har forvist faaet sin Deel, det kjendes paa hende. (standser ved at see ud til Høire) Gunnar! – Skal vi To stedes til Møde igjen!
Ottende Scene
De Forrige. Gunnar Herse fra Høire.
GUNNAR
Ja, Ørnulf, du faar tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din Uven.
ØRNULF
Hvad er din Agt?
GUNNAR
At række dig Haanden til Fred før du reiser. Hører mig Alle; følger mig hjem og bliver som Gjæster hos mig saalænge det lyster Eder. Paa Soverum og Gildekost skorter det ikke, og om vor Tvist skal hverken tales idag eller imorgen.
SIGURD
Men Hjørdis –?
​  380GUNNAR
Føier sig efter min Villie; hun skiftede Sind paa Hjemveien og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gjæste os.
DAGNY
Ja, ja; saa maa det være!
SIGURD tvivlraadig
Men jeg veed dog ikke om –
​DAGNY
Gunnar er din Fosterbroder; forsandt, jeg maatte kjende dig ilde ifald du vægrer dig.
GUNNAR til Sigurd
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke dennegang være mig imod!
​DAGNY
Og at fare fra Landet, medens Hjørdis sidder med Had igjen; – nei, nei, det maa vi ikke!
GUNNAR
Stor Uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igjen faar jeg ikke Fred for mig selv.
SIGURD hæftigt
Alt Andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! (fatter sig) Jeg er Kong Ædhelstans haandgangne Mand, og jeg maa til ham i England endnu i Vinter.
​  381DAGNY
Men det kan du jo lige godt!
GUNNAR
Ingen veed hvad Lod Mænd kan møde; kanhænde, Sigurd, at det er sidste Gang vi træffes, og angre vil du da at du ikke var mig hjælpsom i det Længste.
DAGNY
Og sent vil du see mig glad, hvis du seiler bort idag.
SIGURD bestemt
Vel, lad saa være! Det skal skee som I ønske, end ​skjønt – dog, nu staar det fast, der er min Haand; jeg bliver her, og skal gjæste dig og Hjørdis.
GUNNAR ryster hans Haand
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf, du siger som han?
ØRNULF tvær
Jeg skal tænke paa det; bittert har Hjørdis krænket mig, – idag vil jeg ikke svare.
GUNNAR
Ja ja, gamle Kjæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din Pande. Nu bereder jeg Gildet; farer med Fred saalænge, og vel mødt i min Hal! (gaar ud tilhøire)
​  382Niende Scene
De Forrige undtagen Gunnar; senere Thorolf fra Høire.
SIGURD for sig selv
Hjørdis har skiftet Sind, sagde han! Da kjender han hende lidet; snarere maa jeg tro at hun pønser paa – (afbryder og vender sig til Mændene) Nu, følger mig Alle til Skibene; gode Gaver vil jeg vælge for Gunnar og hans Husfolk.
DAGNY
Gaver af det Bedste vi eie. Og du, min Fader, – ja du faar ikke Fred for mig før du føier dig.
Hun gaar med Sigurd og Mændene ned til Søen i Baggrunden.
​ØRNULF
Føier mig? Ja, havde Gunnar ingen Kvindfolk i Huset, saa – ha, vidste jeg ret at ramme hende! – Thorolf, kommer du hid!
​THOROLF der raskt er traadt ind
Som du seer! Er det sandt der spørges, har du været til Møde med Gunnar Herse?
ØRNULF
Ja!
​  383THOROLF
Og har nu Strid med ham?
ØRNULF
Hm, idetmindste med Hjørdis.
THOROLF
Saa vær trøstig; nu faar du Hævn!
ØRNULF
Hævn? Hvem hævner mig?
THOROLF
Hør kun; jeg stod paa Skibet, da kom en Mand løbende med en Stav i Haanden og raabte: «Hører du til Ørnulfs Hærskib, saa hils ham fra Kaare Bonde og siig, at nu tager jeg Hævn for os Begge». Derpaa gik han i en Baad og roede bort, idet han sagde: «Tyve fredløse Mænd ligge i Fjorden; med dem gaar jeg sørpaa, og inden Kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen Afkom at rose sig af.»
ØRNULF
Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin Søn bort, Kaare ligger i Ufred med ham –
THOROLF
Og nu roer han efter og dræber Gutten!
​ØRNULF rask besluttet
Afsted Alle; det Bytte vil vi strides om!
THOROLF
Hvad har du isinde?
​  384ØRNULF
Lad mig om det; det skal blive mig og ikke Kaare som tager Hævn!
THOROLF
Jeg gaar med dig!
ØRNULF
Nei, du følger Sigurd og din Søster til Gunnars Gaard.
THOROLF
Sigurd? Er han her i Landet?
ØRNULF
Der seer du hans Hærskibe; vi ere forligte, – du følger ham.
THOROLF
Til dine Uvenner?
​ØRNULF
Gaa du kun til Gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kjende! Men hør, Thorolf, for Ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for Ingen!
THOROLF
Det lover jeg.
ØRNULF tager hans Haand og seer kjærligt paa ham
Farvel da, min vakkre Gut; tee dig høvisk i Gildehuset, ​saa jeg har Hæder af dig. Unødig Tale skal du ikke føre, men det du mæler, skal være hvast som en Sværdsæg. Vær vennesæl saalænge Godt vises dig, men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke Mere end du kan bære, men viis heller ikke ​  385Hornet fra dig, naar det bydes med Maade, paa det at du ikke skal holdes for en Kvindekarl.
THOROLF
Nei, vær du tryg!
ØRNULF
Saa, gaa nu til Gildet i Gunnars Gaard. Jeg kommer ogsaa til Gilde, og det paa den Viis, som mindst ventes. (muntert til de Andre) Afsted, Ulvunger; slib jeres Tænder, – nu skal I faa Blod at drikke!
Han gaar med de ældre Sønner tilhøire i Baggrunden.
Tiende Scene
Thorolf. Sigurd og Dagny komme i prægtige Gildeklæder fra Stranden, fulgte af to Mænd, der bære en Kiste; Mændene gaa strax tilbage igjen.
THOROLF seer efter Faderen
Nu fare de Alle ud for at slaaes, og jeg maa ikke gaa med; det er tungt at være den Yngste i Ætten. – Dagny, hil og sæl dig, Søster min!
DAGNY
Thorolf! Alle gode Vætter, – du er jo bleven voxen!
THOROLF
Nu ja, i fem Aar skulde jeg vel mene –
​  386DAGNY
Ja ja, du siger sandt.
​SIGURD rækker ham Haanden
I dig faar Ørnulf en rask Svend, hvis jeg ikke feiler.
THOROLF
Vilde han bare prøve mig, saa –
DAGNY smilende
Men han sparer dig mere end du har Sind til; jeg mindes nok, han har dig fast altfor kjær.
SIGURD
Hvor gik han hen?
​THOROLF
Ned til Skibet; – afsted nu, han kommer siden!
SIGURD
Jeg venter paa mine Mænd, de bringe Varer op og fæste Skibene.
THOROLF
Der maa jeg hjælpe til! (gaar ned til Søen)
​  387Ellevte Scene
Sigurd og Dagny. Tilsidst Thorolf og Sigurds Mænd.
SIGURD efter en kort Betænkning
Dagny, min Hustru, nu ere vi i Enrum; jeg har Ting at sige dig, som ikke længer maa dølges.
DAGNY forundret
Hvad mener du?
​SIGURD
Farlig tør den blive, denne Færd til Gunnars Gaard.
DAGNY
Farlig? Tænker du at Gunnar –
SIGURD
Gunnar er bold og brav; nei nei, – men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gjæste ham.
DAGNY
Du gjør mig ræd! Sigurd, hvad er det?
SIGURD
Svar mig først paa Et. Den Guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den?
DAGNY viser den frem
Her om Armen; du bød mig bære den.
​  388SIGURD
Kast den paa Havets Bund, saa dybt at den aldrig findes; thi den kan blive mange Mænds Bane!
DAGNY
Ringen!
SIGURD dæmpet
Den Kvæld, da Kvinderanet gik for sig hos din Fader, – du mindes vel –
DAGNY
Om jeg mindes!
SIGURD
Det er om det jeg vil tale.
​DAGNY spændt
Hvad er det; sig frem!
SIGURD
Du veed der havde været Gilde; tidligt gik du til Sovestuen, men Hjørdis blev siddende ved Drikkebordet mellem Mændene. Flittigt gik Hornet rundt og allehaande stærke Løfter bleve svorne. Jeg svor at føre en fager Mø fra Island naar jeg reiste; Gunnar svor det samme som jeg og gav Drikken til Hjørdis. Da tog hun ved Hornet, stod op og gjorde det Løfte, at ingen Kjæmpe skulde eie hende til Viv, undtagen ​den, som gik til hendes Bur, dræbte Hvidbjørnen, som der stod bunden ved Døren, og bar hende bort paa sine Arme.
​  389DAGNY
Ja ja, det veed jeg!
SIGURD
Men Alle mente de, at det var ugjørligt; thi Bjørnen var det vildeste Udyr, Ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve Mænds Styrke.
DAGNY
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle Lande for den Daad.
SIGURD dæmpet
Det blev han, – men – jeg øvede Daaden!
DAGNY med et Udraab
Du!
SIGURD
Da Mændene gik fra Gildestuen, bad Gunnar mig følge ​med til Enetale i Soverummet. Da sagde han: «Hjørdis er mig kjærere, end alle Kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.» Jeg svarede ham: «Saa gaa til hendes Bur; du veed de Vilkaar hun har sat.» Men han sagde: «Kvindekjær Mand skatter Livet høit; uvist blev Udfaldet, om jeg gik mod Bjørnen, og jeg ræddes for at lade Livet nu; thi saa mistede jeg Hjørdis med.» Længe talte vi sammen, og Enden blev, at Gunnar gjorde sit Skib rede, men jeg drog mit Sværd, tog Gunnars Hærklæder paa og gik til Buret.
DAGNY med stolt Glæde
Og du – du blev Bjørnens Bane!
​  390SIGURD
Det blev jeg. I Buret var mørkt, som under Ravnens Vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende, – heed var hun af Mjøden, – hun drog en Ring af sin Arm og gav mig, – det er den, du nu bærer.
DAGNY nølende
Og du blev Natten over i Buret hos Hjørdis?
SIGURD
Mit Sværd laa draget mellem os. (kort Ophold) Før Dagen gryede, bar jeg Hjørdis til Gunnars Skib; vor List mærkede hun ikke, og han seilede bort med hende. Derpaa gik jeg til din Sovestue og fandt dig ​der blandt dine Kvinder, – nu, hvad siden fulgte, det veed du; jeg foer fra Island med en fager Mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor jeg stævnede hen.
DAGNY i Bevægelse
Bolde Husbond! Du øvede hin Stordaad; – o, det ​burde jeg tænkt; Ingen, uden du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige Kvinde, kunde du vundet, og kaarede dog mig! Tifold kjærere maatte du være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kjæreste i Verden!
SIGURD
Dagny, min gode Hustru, nu veed du Alt – hvad som trænges. Jeg maatte vare dig; thi Ringen, – lad den aldrig komme Hjørdis for Øie! Vil du gjøre mig til Villie, saa kast den ud – dybt paa Havbunden!
​  391DAGNY
Nei, Sigurd, dertil er den mig for kjær; den er jo en Skjænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for Alles Øine, og aldrig skal jeg røbe hvad du her har sagt mig.
Thorolf kommer fra Skibene med Sigurds Mænd.
THOROLF
Alt er rede til Gildefærden!
DAGNY
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve Kjæmpe!
SIGURD
Rolig, Dagny, – rolig! I din Magt staar det nu, om Færden skal endes med Fred eller Mandefald! (raskt til de Øvrige) Afsted Alle til Gildet i Gunnars Gaard! (gaar med Dagny tilhøire; de Andre følge efter)​  392
​​  393​ANDEN AKT
Gildestuen hos Gunnar Herse. Udgangsdøren er i Baggrunden; mindre Døre paa Sidevæggene. I Forgrunden tilvenstre det store Høisæde, ligeover for dette, tilhøire, det Mindre. Midt paa Gulvet brænder en Stokild paa en muret Grue. I Baggrunden paa begge Sider af Døren ere Forhøininger for Husets Kvinder. Fra begge Høisæder langs Stuevæggene op mod Baggrunden strække sig to lange Borde med Bænke om. Det er mørkt udenfor, Stokilden oplyser Stuen.
Første Scene
Hjørdis og Dagny komme ind fra Høire.
DAGNY
Nei, Hjørdis, jeg skjønner mig ikke paa dig; nu har du vist mig om i Gaarden; jeg veed ikke den Ting det skorter dig paa og Alt det du eier er skjønt og ypperligt, – hvor kan du saa klage?
HJØRDIS
Hm, sæt en Ørn i Bur og den vil bide i Stængerne enten de saa ere af Jern eller Guld.
DAGNY
I en Ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille Gut.
HJØRDIS
Bedre ingen Afkom, end en, der er uhæderlig født.
​​  394DAGNY
Uhæderlig?
HJØRDIS
Mindes du ikke hvad din Fader sagde? Egil er en Frillesøn; saa var hans Ord.
DAGNY
Et Ord i Vrede, – hvor vil du agte paa det!
HJØRDIS
Jo, jo, Ørnulf havde Ret, Egil er veeg, det kjendes paa ham, at han er ufrels født.
DAGNY
Hjørdis, hvor kan du –!
HJØRDIS uden at agte paa hende
Saaledes mægter da Skjændselen at suge sig ind i Blodet, ligesom Edderen efter et Ormebid. Der er andet Malm i fribaarne Heltesønner; jeg har hørt om en Dronning, som tog sin Søn ​og syede ham Kjortelen fast i Kjødet, uden at han blinkede med Øinene derved. (med et ondskabsfuldt Udtryk) Dagny, det vil jeg prøve med Egil!
DAGNY oprørt
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS leende
Ha, ha, ha! Tænker du det var mit Alvor? (forandrer Tonen) Men du maa nu tro mig eller ikke, saa kommer der stundom over mig en – en fristende Lyst til slige Gjerninger; det maa vel ligge i Ætten, – thi jeg er jo af Jøtunslægt, ​siges der. – Naa, ​  395sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange Aar, – sig mig, – i Kongsgaardene var du vel mangengang til Gjæst?
DAGNY
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i England.
HJØRDIS
Og var høit hædret overalt, sad paa de ypperste Sæder ved Bordet?
DAGNY
Det kan du vide. Som Sigurds Hustru –
HJØRDIS
Ja, javist, – en berømmelig Mand er Sigurd, – skjønt Gunnar staar over ham.
DAGNY
Gunnar?
HJØRDIS
Een Daad øvede Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpaa; – naa, lad det være; – men sig mig, naar Sigurd foer i Viking og du var med, naar du hørte Sværdene suse i den hvasse Leg, naar Blodet dampede rødt paa Skibsdækket, – kom der saa ikke over dig en utæmmelig Lyst efter at strides blandt Mændene, klædte du dig saa ikke i Hærklæder og tog Vaaben i Haand?
DAGNY
Aldrig! Hvad tænker du paa? Jeg, en Kvinde?
​  396HJØRDIS
En Kvinde, en Kvinde, – hm, der er Ingen, som veed ​hvad en Kvinde er istand til! – Nu, een Ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det maa du sikkert vide: Naar en Mand favner den Kvinde, han har kjær, – er det sandt, at da brænder hendes Blod, hendes Bryst banker, – svimler hun i sælsom Fryd derved?
​DAGNY rødmende
Hjørdis, hvor kan du –!
HJØRDIS
Nu da, sig mig –!
DAGNY
Det tænker jeg forvist du har fornummet.
HJØRDIS
Ja, een Gang, kun een eneste; det var hiin Nat, da Gunnar sad hos mig i Buret, han krystede mig i Favn saa Brynjen brast, og da, da –!
DAGNY udbrydende
Hvad! Sigurd –!
HJØRDIS
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, – hin Nat, da Kvinderanet –
DAGNY fatter sig
Ja ja, jeg mindes, – jeg veed vel –
​  397HJØRDIS
Det var den eneste Gang, aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med Trolddom; thi at Gunnar saa kunde favne en Kvinde, det – (standser og seer paa Dagny) Er du syg? Mig tykkes du bliver bleg og rød!
​DAGNY
Vist ikke, vist ikke!
HJØRDIS uden at agte paa hende
Nei, i lystig Ledingsfærd skulde jeg gaaet; det havde været bedre for mig, og – kanhænde for os Alle. Det havde været et Liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i Enrum med mig i Stuen, nu da det er mørkt? Faar du ikke de Tanker, at jeg maa være død i den lange Tid og at det er en Gjenganger, som her staar hos dig?
DAGNY uhyggeligt tilmode
Kom – lad os gaa – til de Andre!
HJØRDIS tager hende i Armen
Nei bliv! Skjønner du det, Dagny, at et Menneske kan leve efter at have siddet her i fem Nætter?
DAGNY
Fem Nætter?
HJØRDIS
Her nordpaa er hver Nat en Vinter lang. (raskt med forandret Udtryk) Tro ellers ikke Andet, end at her er vakkert nok! Du skal see Syner her, som du aldrig har seet i Englands Kongsgaarde; vi vil være sammen som Søstre den Tid du gjæster ​  398mig; ned til Havet skal ​vi gaa, naar Uveiret ret begynder igjen; du skal see Bølgerne flyve mod Land som vilde, hvidmankede Heste, – og saa Hvalerne langt derude! De gaa mod hinanden, som Kjæmper i Staal og Plade! Ha, hvilken Lyst at sidde som Hexekvinde paa Hvalens Ryg, at ride foran ​Snekken, vække Uveir og lokke Mændene i Dybet ved fagre Galdrekvad!
DAGNY
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale saa!
HJØRDIS
Kan du kvæde Galder, Dagny?
DAGNY med Afsky
Jeg!
HJØRDIS
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokkede du da Sigurd?
DAGNY
Skjændigt taler du mig til; jeg vil gaa!
HJØRDIS holder hende tilbage
Fordi jeg skjæmter! Nei, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om Kvælden her ved Lugen og høre paa Draugen, der græder i Baadhuset; at sidde og vente og lytte paa de døde Mænds Hjemfærd, thi her nordpaa, her maa de forbi. Det er de djærve Mænd, der faldt i Strid, de stærke Kvinder, der ikke fristede Livet tamt som du og jeg; i Storm og Uveir suse de gjennem Luften paa sorte Heste, med ringlende Bjælder! (slaar Armene om hende og trykker hende vildt op til sig) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste Færd paa saa god en Ganger!
​  399DAGNY idet hun river sig løs
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre paa dig!
HJØRDIS leende
Veeg er du af Sind og let at skræmme!
​Anden Scene
De Forrige. Gunnar kommer fra Baggrunden med Sigurd og Thorolf.
GUNNAR
Ja forsandt, nu ere mine Kaar de bedste jeg veed; dig, Sigurd, min ærlige bolde Broder har jeg fundet igjen, fuldt saa trofast som før; jeg har Ørnulfs Ætling under mit Tag, og Gubben selv følger snart efter, ei saa?
THOROLF
Det lovede han.
GUNNAR
Saa fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.
​THOROLF
Du har nok Gutten kjær; thi du nævner ham saa tidt.
GUNNAR
Det har jeg; han er jo den Eneste, og fager og vennesæl vil han blive.
HJØRDIS
Men ingen Kjæmpe.
​  400GUNNAR
Nu, nu, – det skal du ikke sige.
SIGURD
Men at du skikkede ham fra dig –
GUNNAR
Gid jeg ikke havde gjort det! ( halv sagte) men, Sigurd, det veed du nok: umandigt handler stundom den, der har En kjær over alle Ting. (høit) Faa Mænd havde jeg paa Gaarden, ​og Ingen af os kunde være tryg paa Livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til Landet med Hærskib.
HJØRDIS
En Ting veed jeg, som bør frelses først, Livet siden.
THOROLF
Og det er?
HJØRDIS
Hæder og Rygte blandt Mænd.
GUNNAR
Hjørdis!
SIGURD
Ei skal det siges Gunnar paa, at han har forspildt sin Hæder ved denne Gjærning.
​  401GUNNAR strængt
Det lykkes Ingen at ægge mig mod Ørnulfs Frænder!
HJØRDIS smilende
Hm, sig mig, Sigurd, – kan dit Skib seile med al Slags Vind?
SIGURD
Ja, naar det styres med Kløgt.
HJØRDIS
Godt, jeg vil ogsaa styre mit Skib med Kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker. (gaar op i Stuen)
DAGNY sagte og urolig
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!
​SIGURD
Nu er det for seent; det var dig selv, som –
DAGNY
Dengang havde jeg Hjørdis kjær, men nu; – jeg har hørt Ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke paa.
​  402Tredie Scene
De Forrige. Sigurds Mænd samt andre Gjæster. Mænd og Kvinder, Huskarle og Terner fra Baggrunden.
​GUNNAR efter en kort Pause der udfyldes med gjensidige Hilsninger o. s. v.
Nu til Drikkebordet! Min fornemste Gjæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.
HJØRDIS til Husfolkene
Lad Øl og Mjød bæres om, saa løses Tungen og Sindet gjøres lystigt.
Gunnar fører Sigurd til Høisædet tilhøire. Dagny sætter sig ved Sigurds høire Side, Hjørdis ligeover for ham paa den anden Side af samme Bord. Thorolf anvises Plads paa samme Maade ved det andet Bord og sidder altsaa lige for Gunnar, der sætter sig i det store Høisæde. De Øvrige tage Plads opad mod Baggrunden. Det bemærkes, at da Hjørdis og Thorolf sidde foran paa hver sin Bænk, saa kunne de med Lethed vende sig om mod hinanden, naar Saadant under det Følgende behøves.
HJØRDIS efter et Ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over Bordet
Sjelden hændes, at saa mange djærve Mænd sidde sammen, som nu ikvæld i Stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle Morskab: Lad hver Mand nævne sine Bedrifter, saa maa Alle dømme sig imellem hvo der er den Ypperste.
GUNNAR
Den Skik er ei god i Drikkelag; tidt voldes Ufred derved.
​​  403HJØRDIS
Ikke tænkte jeg, at Gunnar Herse var ræd.
SIGURD
Det tænker forvist Ingen; men seent bleve vi færdige, skulde vi nævne vore Bedrifter saa mange vi her ere. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsreise; det er fuldgod Bedrift at fare saa langt nord, og gjerne høre vi paa dig.
HJØRDIS
Bjarmelandsreisen er Farmands Værk og lidet sømmelig at nævne mellem Kjæmper. Nei, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig hører min Husbond prises, saa begynd! Sig frem, nævn den Daad du har øvet, og som du høiest skatter.
SIGURD
Nu, siden du tvinger mig, faar det vel saa være. Det er da at nævne, at jeg laa i Viking under Orknø, der kom Fiender imod os, men vi ryddede Skibene, og jeg stred alene mod otte Mænd.
HJØRDIS
God var den Daad; men var du fuldt rustet?
​SIGURD
Fuldt rustet, med Øxe, Spyd og Skjold.
HJØRDIS
God var Daaden endda. Nu maa du, min Husbond, nævne hvad der tykkes dig hæderligst af dine Bedrifter.
​  404GUNNAR uvillig
Jeg vog to Bersærker, som havde røvet et Handelsskib, ​derpaa sendte jeg de fangne Farmænd hjem og gav dem Skibet frit uden Løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den Bedrift, sagde jeg havde handlet hæderligt, og gav mig Tak og gode Gaver derfor.
HJØRDIS
Forsandt, Gunnar, bedre Bedrift kunde du dog nævne!
GUNNAR hæftigt
Jeg roser mig ikke af anden Bedrift! Siden jeg sidst foer fra Island, har jeg levet i Fred og drevet Farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere herom!
HJØRDIS
Ifald du selv dølger din Hæder, saa skal din Hustru tale.
GUNNAR
Hjørdis, ti – jeg byder dig!
HJØRDIS
Sigurd stred mod otte Mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit Bur ved mørk Nat, fældte Bjørnen, som havde tyve Mænds Styrke, og bar dog kun et kort Saxsværd i Haanden.
GUNNAR i stærkt Oprør
Kvinde, ikke et Ord mere!
DAGNY sagte
Sigurd, vil du taale –!
​  405SIGURD ligesaa
Vær rolig!
HJØRDIS til de Øvrige
Og nu, I gjæve Mænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?
​GUNNAR
Stille!
HJØRDIS med hævet Stemme
Sig frem, det kræves medrette!
EN GAMMEL MAND blandt Gjæsterne
Skal Sandhed siges, saa er Gunnars Daad ypperligere end Alt, hvad Mænd har øvet; Gunnar er den djærveste Helt, og dernæst Sigurd.
GUNNAR med et Blik over Bordet
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!
​DAGNY sagte
Det er formeget – selv for en Ven!
SIGURD
Ti min Hustru! (høit til de Øvrige) Ja visselig er Gunnar den hæderligste af alle Mænd, og det vilde jeg holde ham for til min sidste Dag, om han saa aldrig havde øvet hin Daad; thi den agter jeg mindre høit end I.
HJØRDIS
Der taler Misundelsen af dig, Sigurd Viking!
​  406SIGURD smilende
Storlig feiler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over Bordet) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort Venskab staa, hvo der end prøver paa at bryde det.
HJØRDIS
Det prøver Ingen, saavidt jeg veed.
​SIGURD
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til Drikkegildet for at vække Ufred.
HJØRDIS
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred fordi du ikke maa gjælde for den ypperste Mand i Laget!
SIGURD
Altid har jeg agtet Gunnar høiere end mig selv.
HJØRDIS
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo ogsaa en god Plads, og – (med et Sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, saa kunde han faaet det tredie Sæde.
THOROLF
Da kom Jøkul, din Fader, til at bænkes langt nede; thi han maatte dog bukke under for Ørnulf.
Det følgende Ordskifte føres fra begge Sider under stigende men dog undertrykt Ophidselse.
​  407HJØRDIS
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo Skald, og der mumles om at han har prist sig selv for større Bedrifter, end han har øvet.
THOROLF
Da vee den, der mumler om Sligt, saa høit at det kommer for mine Øren!
HJØRDIS med et tirrende Smil
Vilde du hævne det?
​THOROLF
Ja, saa det langveis skulde spørges!
HJØRDIS
Saa vil jeg tømme et Horn paa at du først maa faa Skjæg paa Hagen.
THOROLF
Selv skjægløs Karl er for god til at mundhugges med Kvinder.
​HJØRDIS
Men for veeg til at slaaes med Mænd; det var derfor din Fader lod dig ligge i Gruen hjemme paa Island, medens dine Brødre fore i Hærfærd.
THOROLF
Ilde var det, at han ikke holdt ligesaa godt Øie med dig, thi saa havde du ikke faret som hærtagen Kvinde fra Landet!
​  408GUNNAR og SIGURD
Thorolf!
DAGNY paa samme Tid
Min Broder!
HJØRDIS sagte og bævende af Forbittrelse
Ha, bi – bi kun!
THOROLF rækker Gunnar Haanden
Vær ikke vred, Gunnar; – onde Ord faldt mig paa Tungen, men din Hustru æggede mig!
DAGNY sagte og bedende
Fostersøster, saasandt du nogentid har havt mig kjær, saa væk ingen Strid!
​HJØRDIS leende
Ved Drikkebordet maa der Skjemt til, ifald Lystigheden skal trives.
GUNNAR der har talt sagte med Thorolf
Du er en brav Gut! (rækker ham et Sværd, som hænger ved Høisædet) Der, Thorolf, der har du en god Gave. Brug den vel, og lad os være Venner.
HJØRDIS
Ikke skulde du give dine Vaaben bort, Gunnar; thi saa vil Folk sige, at du kun skiller dig ved de Ting, du ikke selv har Brug for!
​  409THOROLF som imidlertid har undersøgt Sværdet
Tak for Gaven, Gunnar; i uhæderlig Færd skal den aldrig svinges.
HJØRDIS
Skal du holde det Løfte, saa laan aldrig Sværdet til dine Brødre.
GUNNAR
Hjørdis!
HJØRDIS vedblivende
Men hæng det heller ikke paa din Faders Stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige Mænds Vaaben.
THOROLF
Sandt nok, Hjørdis, – din Faders Øxe og Skjold har hængt der i mange Aar.
HJØRDIS tvinger sig
At Ørnulf vog min Fader, – den Bedrift fører du altid ​i Munden; men mæler Rygtet sandt, saa er Gjerningen ikke saa hæderlig, som du tænker.
​THOROLF
Hvad Rygte taler du om?
HJØRDIS smilende
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred derover.
THOROLF
Saa ti, – det seer jeg helst. (vender sig fra hende)
​  410HJØRDIS
Nu, det kan jo ogsaa gjerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din Fader sad tre Nætter i Kvindestak hos Gyvren i Smalserhorn og kogte Sejd, før han turde gaa til Holmgang med Jøkul?
Alle reise sig; stærk Bevægelse blandt Gjæsterne.
GUNNAR, SIGURD og DAGNY
Hjørdis!
THOROLF i høieste Forbitrelse
Saa arg en Løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, maa den være, der kan finde paa Sligt! Den værste Udaad nogen Mand kan øve, har du her paasagt min Fader! (kaster Sværdet fra sig) Der, Gunnar, der har du Gaven igjen; ingen Skjænk tager jeg med fra det Hus, hvor min Fader er forhaanet!
GUNNAR
Thorolf, saa hør dog!
THOROLF
Lad mig gaa! Men see dig for skulde baade du og ​Hjørdis; thi min Fader har i denne Stund den i sin Vold, som er eder dyrest af Alle!
HJØRDIS studsende
Din Fader har –!
GUNNAR med et Udraab
Hvad siger du!
​  411SIGURD hæftigt
Hvor er Ørnulf?
THOROLF med Haanlatter
Sørpaa, – med mine Brødre!
GUNNAR
Sørpaa!
HJØRDIS udbrydende
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor Søn!
GUNNAR
Dræbt! – Egil dræbt! Da vee Ørnulf og al hans Æt! Thorolf, sig frem – er det sandt!
SIGURD
Gunnar, Gunnar, – hør mig!
GUNNAR
Sig frem, ifald du agter dit Liv!
​THOROLF
Du skræmmer mig ikke! Vent til min Fader kommer; Nidstang skal han reise mod Gunnars Gaard! Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved de Ord jeg hørte idag: ​«Før det kvældes skal Gunnar Herse og hans Hustru ikke have nogen Afkom at rose sig af!» (gaar ud i Baggrunden)
GUNNAR i dybeste Smærte
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt!
​  412HJØRDIS vildt
Og du – du lader ham gaa! Lader Egil din Ætling, ligge uhævnet! Hvermands Niding skal du være ifald –!
GUNNAR som ude af sig selv
Et Sværd, – en Øxe! Det er det sidste Bud han bringer! (griber en Øxe fra en af de Omstaaende og iler ud)
SIGURD vil følge efter
Gunnar, styr dig!
HJØRDIS holder ham tilbage
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kjender Gunnar!
Et Udraab høres fra Mængden, der er stimlet sammen ved Udgangen.
SIGURD og DAGNY
Hvad er det?
EN STEMME BLANDT MÆNGDEN
Thorolf faldt!
SIGURD
Thorolf! Ha, slip!
DAGNY
Min Broder! O, min Broder!
Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles Mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster Øxen fra sig ved Døren.
​​  413Fjerde Scene
De Forrige undtagen Thorolf.
GUNNAR
Nu er det gjort. Egil er hævnet!
SIGURD
Vel dig, ifald du ikke har været for rap paa Haanden.
GUNNAR
Kanhænde, kanhænde; men Egil, Egil, min fagre Gut!
HJØRDIS
Væbne os maa vi nu og søge Hjælp hos vore Venner; thi Thorolf har mange Eftermaalsmænd.
GUNNAR mørk
Selv vil han blive sin værste Hævner; han vil staa mig for Sindet Nat og Dag.
​HJØRDIS
Thorolf fik sin Løn. For Frænders Færd maa Frænder lide.
GUNNAR
Vel sandt; men det veed jeg, at jeg var gladere i Hu før Drabet.
HJØRDIS
Blodnatten er altid den værste, – naar den er over, saa gaar det nok. Ved skjændig List har Ørnulf fremmet sin Hævn; i aaben Strid vilde han ikke gaa mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder saa over vort værgeløse Barn! Ha, jeg ​  414saa mere grant end I, jeg tænkte nok at ​Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg Aarsag til at ægge dig mod ham og al hans falske Æt!
GUNNAR ophidset
Det havde du! Ringe er min Hævn at regne mod Ørnulfs Udaad. Han mistede Thorolf, men har dog sex Sønner igjen, og jeg ingen – ingen!
EN HUSKARL ilsomt fra Baggrunden
Ørnulf fra Fjordene kommer!
GUNNAR
Ørnulf!
HJØRDIS og FLERE MÆND
Til Vaaben! Til Vaaben!
DAGNY paa samme Tid
Min Fader!
SIGURD som greben af en Anelse
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!
GUNNAR drager Sværdet
Op alle Mænd! Hævn over Egils Bane!
​  415Femte Scene
De Forrige. Ørnulf kommer ind med Egil paa Armen.
GUNNAR med et Skrig
Egil!
ØRNULF
Her har I liden Egil igjen!
​ALLE mellem hverandre
Egil! Egil lever!
GUNNAR lader Sværdet falde
Vee mig; hvad har jeg gjort!
DAGNY
O, Thorolf, min Broder!
SIGURD
Jeg tænkte det nok!
ØRNULF sætter Egil ned
Der, Gunnar, har du din vakkre Gut!
EGIL
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gjøre mig Ondt, som du sagde da jeg reiste!
​  416ØRNULF til Hjørdis
Nu har jeg givet Bod for din Fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.
​HJØRDIS med undertrykt Bevægelse
Kanhænde!
GUNNAR ligesom opvaagnende
Er det en hæslig Drøm der forvilder mig! Du – du bringer Egil hjem!
ØRNULF
Som du seer; men det maa du vide, at han har været Døden nær.
​GUNNAR
Det ved jeg.
ØRNULF
Og glædes ikke mere over at han kommer?
GUNNAR
Var han kommen tidligere, saa skulde jeg glædet mig mere derover. Men siig mig Alt, – hvad der er hændt!
ØRNULF
Det er snart sagt. Kaare Bonde lagde onde Raad op mod eder; med andre Ugjerningsmænd foer han sørpaa efter Egil.
GUNNAR
Kaare! (sagte) Ha, nu skjønner jeg Thorolfs Ord!
​  417ØRNULF
Hans Færd kom mig for Øre; slig Udaad maatte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og gjerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i Holmgang, ifald saa skulde være, – men din Æt maatte jeg dog frede om; med mine Sønner foer jeg da efter Kaare.
SIGURD sagte
En usalig Daad er her øvet!
ØRNULF
Da jeg kom til, laa Egils Følgesvende bundne, din Søn var alt i dine Uvenners Magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Heed blev Kampen da! Hvassere Sværdhug har ​jeg skjeldent skiftet; Kaare og to Mænd flygtede op paa Landet, de Andre sove trygt og vil være tunge at vække.
GUNNAR i stærk Spænding
Men du – du Ørnulf –?
ØRNULF mørk
Sex Sønner fulgte mig i Striden.
GUNNAR aandeløs
Men hjemad?
ØRNULF
Ingen.
GUNNAR forfærdet
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
​  418Dyb Bevægelse blandt Mængden. Hjørdis synes at kjæmpe en stærk indre Kamp, Dagny græder stille ved Høisædet tilhøire. Sigurd staar smærteligt bevæget hos hende.
​ØRNULF efter et kort Ophold
Tungt er det at staa som en frodig Gran, og saa at kvistes af i et eneste Uveir. Dog, Mand skal leve efter Mand; – ræk mig et Horn, jeg vil drikke mine Sønners Minde. (en af Sigurds Mænd bringer et Horn) Hil eder der I nu ride, mine djærve Sønner! Kobberportene skal ikke slaa i paa eders Hæle, thi I komme til Hallen med mange Mænds Følge! (drikker og giver Hornet fra sig) Og nu hjem til Island; Ørnulfs Heltefærd er forbi; det gamle Træ har kun en grøn Gren igjen, og den maa fredes om. Hvor er Thorolf?
EGIL til sin Fader
Ja viis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skjære et Skib til mig med mange, mange Hærmænd i Stavnen.
​ØRNULF
Prise maa jeg alle gode Vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis ogsaa han, – – nei, saa stærk jeg end er, det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den Første til at møde sin Fader; thi det tyktes os Begge, som vi ikke kunde leve hinanden en Dag foruden.
GUNNAR
Ørnulf, Ørnulf!
ØRNULF med stigende Uro
Tause staa I Alle i Stuen, det seer jeg nu; – hvad fattes, – hvor er Thorolf?
​  419DAGNY
Sigurd, Sigurd, – det bliver ham det Tungeste!
GUNNAR kjæmpende med sig selv
Gubbe! – Nei – – og dog, det kan jo ikke dølges –
ØRNULF hæftigt
Min Søn! Hvor er han!
GUNNAR
Thorolf er dræbt!
ØRNULF
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
GUNNAR
Jeg gav mit varmeste Hjerteblod for at vide ham ilive!
​HJØRDIS til Ørnulf
Selv er Thorolf Skyld i det som hendte; med mørke Taler gav han tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham, – halvt i Ufred skiltes vi sidst fra hverandre, du har før voldt ​Mandefald i min Æt, – og, foruden det, – som en kaadmundet Svend sad Thorolf ved Gildet, han æggedes ved Skjemt og gav mange onde Ord fra sig, først da var det at Gunnar harmedes, først da bar han Vaaben paa din Søn; vel skulde jeg mene, han havde skjellig Aarsag til den Gjerning.
ØRNULF rolig
Det kjendes paa dig at du er en Kvinde; thi du bruger mange Ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, saa er hans Saga ude.
​  420EGIL
Naar Thorolf er dræbt, saa faar jeg ingen Hærmænd.
ØRNULF
Nei, Egil, – nu har vi mistet vore Hærmænd, baade du og jeg. (til Hjørdis) Din Fader kvad:
« Jøkuls Æt skal Jøkuls Bane
Volde Vee paa alle Veie».
Godt har du nu sørget for at hans Ord kan sandes. (tier lidt og vender sig til en af Mændene) Hvor fik han Banehugget?
MANDEN
Tvers over Panden.
ØRNULF tilfreds
Hm, det er hæderligt Sted; saa har han ikke vendt ​Ryggen til. Men faldt han mod Siden, eller ind mod Gunnars Fødder?
MANDEN
Halvveis mod Siden og halvveis mod Gunnar.
ØRNULF
Det spaar kun halv Hævn; ja, ja, – vi skal see!
GUNNAR nærmer sig
Ørnulf, vel veed jeg, at ikke alt mit Gods kan veie Tabet op; men kræv af mig hvad du vil –
ØRNULF strængt, afbrydende
Giv mig Thorolfs Lig, og lad mig gaa! Hvor ligger han?
​  421Gunnar peger taus mod Baggrunden.
ØRNULF gjør et Par Skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og Flere, der deeltagende vil følge ham
Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af Sørgehuset, som en klynkende Kvinde! Bliv, siger jeg! – Vel aarker jeg Thorolf alene. ​(med rolig Kraft) Sønneløs gaar jeg, men Ingen skal sige at han saa mig bøiet!
Han gaar langsomt ud.
Sjette Scene
De Forrige undtagen Ørnulf.
HJØRDIS med tvungen Latter
Ja, lad ham gaa, som han vil; mandstærke trænge vi ikke til at være, om han kommer med Ufred igjen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg det er sidste Gang din Fader stævner fra Island i sligt Ærinde!
​SIGURD oprørt
O, skjændigt!
DAGNY ligesaa
Forhaane ham kan du! Forhaane ham – efter det, som her er øvet!
HJØRDIS
Er Gjerningen gjort, saa skal den ogsaa prises! Had og Hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls Drab kunde jeg glemme, alt Andet, – kun ikke at han skjændede mine Kaar. Frilleviv kaldte han mig; er det saa, da har jeg ingen Skam deraf; thi ​  422Gunnar er nu mægtigere end din Fader, han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen Husbond!
DAGNY i stærkt Oprør
Der feiler du, Hjørdis, – og ret nu skal Alle vide, at du lever under ræd Mands Tag!
SIGURD hæftigt
Dagny, hvad vil du!
GUNNAR
Ræd!
HJØRDIS med Haanlatter
Vidløst taler du der!
DAGNY
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du haanede min Fader og mine faldne Brødre, jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre at Thorolf faldt for en Nidings Haand; men nu, – pris aldrig Gunnar for hin Daad paa Island, thi Gunnar er ræd! Sværdet, som laa draget ​mellem dig og Ransmanden, det hænger ved min Husbonds Side, – og Ringen, som du drog af din Arm, den gav du til Sigurd, (drager den af og holder den høit iveiret) her er den!
HJØRDIS vildt
Sigurd!
MÆNGDEN
Sigurd! Sigurd øvede Daaden!
​  423​HJØRDIS skjælvende af Sindsbevægelse
Han, han! – Gunnar, er det sandt!
GUNNAR med ædel Ro
Sandt er Alt; kun ikke at jeg er ræd; – jeg er hverken ræd eller Niding.
SIGURD bevæget
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! (til de Øvrige) Afsted, mine Mænd! Afsted, herfra!
DAGNY ved Udgangen, til Hjørdis
Hvem er nu den ypperste Mand i Laget, min Husbond eller din!
Hun gaar ud med Sigurd og hans Følge.
HJØRDIS for sig selv
Nu har jeg kun een Gjerning igjen; – kun een Daad at pønse paa: Sigurd eller jeg maa dø!​  424
​​  425​TREDIE AKT
Stuen hos Gunnar Herse. Det er Dag.
Første Scene
Hjørdis sidder paa Bænken lige for det mindre Høisæde beskjæftiget med at flætte en Buesnor; paa Bordet ligger en Bue og nogle Pile; kort efter kommer Gunnar fra Baggrunden.
HJØRDIS idet hun strækker Snoren
Den er seig og stærk; (med et Blik paa Pilene) Kolven baade skarp og tung – (lader Hænderne synke ned i Skjødet) men hvor findes den Haand som –! (hæftigt) Forhaanet, forhaanet af ham, – af Sigurd! Jeg maa hade ham mere end Andre, det mærker jeg godt; men mange Dage skal ikke gaa med, før jeg har – (grublende) Ja, men Armen, Armen, som skal øve den Daad –?
Gunnar kommer taus og tankefuld.
HJØRDIS efter et kort Ophold
Hvor gaar det dig, min Husbond?
GUNNAR
Ilde, Hjørdis; dette her fra igaar, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for Hjertekulen.
HJØRDIS
Gjør som jeg; tag dig til at virke Noget.
​​  426GUNNAR
Det maa jeg vel.
Pause; Gunnar gaar frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.
GUNNAR
Hvad gjør du der?
HJØRDIS uden at see op
Binder en Buesnor; det ser du nok.
GUNNAR
En Buesnor – af dit eget Haar!
HJØRDIS smilende
Der avles Stordaad med hver Time nuomstunder; du vog min Fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden Daggry.
GUNNAR
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS seer op
Hvad er det?
GUNNAR
Hvor var du inat?
​HJØRDIS
Inat?
​  427GUNNAR
Du var ikke i Sovestuen.
HJØRDIS
Det veed du?
​GUNNAR
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige Drømme dette – dette, som hændte med Thorolf; det bares mig for, som han kom – naa ja, jeg vaagnede; da hørtes det som en fager, forunderlig Sang over Huset; jeg stod op, glyttede paa Døren, – herinde, her sad du ved Stokilden, – den brændte blaa og rød, – du skjæftede Pile og kvad Galder over dem.
HJØRDIS
Den Gjerning var nyttig; thi haardt er Brystet, som skal rammes idag.
GUNNAR
Jeg skjønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
HJØRDIS
Hm, kan hænde.
GUNNAR
Det skeer dig aldrig til Villie. Med Sigurd holder jeg Fred, saa stærkt du end ægger mig.
HJØRDIS smilende
Mener du det?
GUNNAR
Det veed jeg!
​  428HJØRDIS rækker ham Snoren
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den Knude der?
GUNNAR forsøger det
Nei, den er flættet for fast og kunstigt.
​HJØRDIS reiser sig
Nornens Spind er kunstigere flættet, det kan du end mindre løse!
GUNNAR
Krumme ere de Mægtiges Veie, – dem kjender hverken du eller jeg.
HJØRDIS
Et veed jeg dog vist: at Sigurd vil volde usalige Kaar for os Begge.
Pause; Gunnar staar fordybet i sig selv.
HJØRDIS der i Stilhed har holdt Øie med ham
Hvad tænker du paa?
GUNNAR
Paa en Drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det Værk, du nu kræver; Sigurd laa slagen paa Marken, du stod hos og var saare bleg. ​Da sagde jeg: «Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?» Men du lo og svarede: «Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, laa der i Sigurds Sted.»
HJØRDIS med tvungen Latter
Ilde maa du kjende mig, naar slig uvittig Drøm kan være dig hinderlig!
​  429GUNNAR
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om Stuen her?
​HJØRDIS
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – saa tykkes det mig stundom for trangt herinde.
GUNNAR
Ja ja, det har jeg tænkt; vi ere Een formange.
HJØRDIS
Kanhænde To.
GUNNAR der ikke hørte hendes Ytring
Men det skal bødes paa.
HJØRDIS seer spørgende paa ham
Bødes paa? Du er da tilsinds at –?
GUNNAR
At ruste mine Hærskibe og fare fra Landet; jeg vil vinde den Hæder igjen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kjærere end alle Ting.
HJØRDIS tankefuld
Du farer fra Landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os Begge.
GUNNAR
Alt fra den Dag vi stævnede fra Island, saa jeg nok at det ikke vilde gaa godt med os. Dit Sind er stolt og stærkt; der ere de Tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest at jeg har dig saa kjær; der staar en koglende Skræk af dig, – det bæres mig for, at du ​kunde lokke mig til ​  430Udaad, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du krævede. (med stille Hovedrysten) Ugrundeligt er Nornens Raad; Sigurd skulde blevet din Husbond.
HJØRDIS udbrydende
Sigurd!
GUNNAR
Ja Sigurd. Det er Had og Hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig Livet lysteligt at bære.
HJØRDIS i stærk men undertrykt Bevægelse
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort?
​GUNNAR
Han er stærk af Sind, og derhos stolt som du.
HJØRDIS hæftigt
Hvis saa er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbrydende) Gunnar, tag Sigurds Liv!
GUNNAR
Aldrig!
HJØRDIS
Ved List og Svig blev jeg din Hustru, – det skal være glemt! Fem glædeløse Aar har jeg siddet her, – glemt skal Alt være fra den Dag, da Sigurd ikke lever mere!
​  431GUNNAR
Af min Haand skal ingen Meen voldes ham. (viger uvilkaarligt tilbage) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
​HJØRDIS
Saa maa jeg finde mig en anden Hævner; længe skal ikke Sigurd tale Forhaanelsens Ord over mig og dig! (knytter Hænderne i krampagtig Forbittrelse) Hos hende – den eenfoldige Kvinde – hos hende sidder han kanhænde nu i Enrum, leflende, og leer over os; mæler om al den Tort, som overgik mig, da han ranede mig i dit Sted, fortæller at han listeligt lo der han stod i det mørke Bur, og jeg ikke kjendte ham!
GUNNAR
Det gjør han ikke, det gjør han ikke!
HJØRDIS stærkt
Sigurd og Dagny maa dø! Jeg kan ikke trække Veiret før de To ere borte! (træder tæt hen til ham med funklende Øine og siger vildt, men hviskende) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med Elskov hos dig, da skulde jeg kryste dig i mine Arme saa varmt og saa vildt, som du aldrig har drømt det!
GUNNAR vaklende
Hjørdis! Vilde du –!
HJØRDIS
Haand paa Værket, Gunnar, – saa skal de tunge Dage være forbi; ikke skal jeg da længere gaa af Stuen naar du kommer, ikke tale umilde Ord og døve dit Smil, naar du er glad; jeg ​  432skal klæde mig i Pel og i kostelige Silkeklæder; farer du i Leding, jeg følger dig, – rider du i fredsom Færd, jeg rider dig næst; ved Gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit Horn, drikke dig til og kvæde fagre Kvad, der kan fryde dit Hjerte!
​​GUNNAR næsten overvunden
Er det sandt; du vilde –!
HJØRDIS
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun Hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og saa skal jeg – (standser da hun seer Døren aabnes) Dagny, – kommer du hid!
Anden Scene
De Forrige. Dagny fra Baggrunden.
DAGNY
Du skynde dig, Gunnar Herse, – lad dine Mænd ruste sig.
GUNNAR
Ruste sig? Mod hvem?
DAGNY
Kaare Bonde kommer med mange fredløse Folk, han vil dig ilde; Sigurd hindrede ham nylig, men hvo kan vide –
GUNNAR bevæget
Det har Sigurd gjort for mig!
DAGNY
Sigurd er dig forvist en fuldtro Ven.
​  433GUNNAR
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte paa – ja, det er som jeg siger, Troldom ligger over al din Tale; hver en Daad tykkes mig fager, naar du nævner den.
​DAGNY forundret
Hvad mener du?
GUNNAR
Intet, Intet! Tak for Budskabet, Dagny; nu gaar jeg at samle mine Svende. (vender sig mod Udgangen, men standser og nærmer sig igjen) Sig mig – hvor gaar det Ørnulf?
DAGNY sænker Hovedet
Spørg ikke om det. Igaar bar han Thorolfs Lig til Skibene; nu kaster han en Haug ved Stranden, – der skal hans Sønner lægges.
Gunnar tier og gaar ud i Baggrunden.
Tredie Scene
Hjørdis og Dagny.
DAGNY
Før Kveldstid er der ingen Fare. (nærmer sig) Hjørdis, jeg har et Ærinde til paa Gaarden; det er til dig jeg kommer.
HJØRDIS
Til mig? Efter det som gik for sig igaar?
​  434DAGNY
Mest efter det. Hjørdis, Fostersøster, bær ikke Had til mig; glem de Ord, som Sorg og onde Vætter lagde mig i Munden, forlad mig al den Tort jeg voldte dig, thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!
HJØRDIS
Usalig – du; – Sigurds Hustru?
DAGNY
Mit Værk er jo alt det, som øvedes, – at der blev yppet Strid, at Thorolf faldt, at al den Forhaanelse ​overgik Gunnar og dig. Alt er jeg Skyld i! Vee mig, – saa gode vare mine Kaar, men aldrig bliver jeg glad mere efter denne Dag.
​HJØRDIS som greben af en pludselig Tanke
Men før – i de fem lange Aar – i al den Tid var Lykken med dig?
DAGNY
Kan du tvivle om det!
HJØRDIS
Hm, igaar tvivlede jeg ikke, men –
DAGNY
Hvad mener du?
HJØRDIS
Aa, ikke stort; lad os tale om andre Ting.
DAGNY
Nei vist ikke. Hjørdis, sig mig –!
​  435HJØRDIS
Det gavner dig lidet; dog, siden du saa vil det – (med et ondskabsfuldt Udtryk) Kan du mindes engang, hist paa Island, – vi vare paa Thinget sammen med Ørnulf, din Fader, og sad med vore Legesøstre i Thingboden, som Kvinders Skik er; da kom to fremmede Mænd ind i Boden.
DAGNY
Sigurd og Gunnar.
HJØRDIS
De hilste os med høviske Lader, satte sig hos paa Bænken, og megen skjæmtsom Tale blev da ført mellem os. Nogle vare der, som vilde vide hvi de to Hærmænd kom til Landet, ​og om det ikke var for at hente sig Hustruer der paa Øen. Da sagde Sigurd: «Tungt vil det falde mig at finde den Kvinde, jeg kan fæste min Hu til.» Ørnulf lo, og mente det skortede ikke Island paa høiættede Kvinder og heller ikke paa dem, der vare rige; men Sigurd svarede: « Hugprud Hustru har Helten behov. Den jeg vil vælge, maa ikke finde sig i at sidde i ringe Kaar, ingen Hæder maa tykkes hende saa høi, at hun jo higer efter den, i Viking maa hun villig følge mig, Hærklæder maa hun bære, hun maa ægge mig til Strid og ikke blinke med Øinene, der Sværdene lyne; thi er hun ræd af Sind, da times mig liden Hæder.» Ei sandt, saa talte Sigurd?
DAGNY usikker
Det gjorde han – men –
​HJØRDIS
Slig skulde hun være, den Kvinde, som kunde gjøre ham Livet fagert, og saa – (med et foragteligt Smil) saa kaarede han dig!
​  436DAGNY smerteligt studsende
Ha, du mener at –?
HJØRDIS
See, derfor har du vel vist dig stolt og høisindet, krævet Hæder af Alle, paa det at Sigurd kunde hædres ved dig, – ei saa?
DAGNY
Nei, Hjørdis, men –
HJØRDIS
Til Stordaad har du dog ægget ham, fulgt ham i ​Hærklæder, og fundet det godt at være, hvor Striden brændte som stærkest – har du ikke?
DAGNY dybt bevæget
Nei, Nei!
HJØRDIS
Har du da været ræd af Sind, saa at Sigurd voldtes Skam derved?
DAGNY overvældet
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS haanligt smilende
Men gode vare dine Kaar i al den Tid; – mener du at Sigurd kan sige det Samme!
DAGNY
Lad mig være. Vee mig, du har gjort mig for klog paa mig selv!
​  437HJØRDIS
Et skjæmtsomt Ord, saa græder du strax! Tænk nu ikke mere paa det. See her, hvad jeg har gjort idag; (tager nogle Pile fra Bordet) – hvor spidse og skarpe, du! Ei sandt, jeg forstaar mig godt paa at hvæsse Pile?
DAGNY
Og paa at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, paa det tænkte jeg aldrig før. (hæftigere) Men at Sigurd –! at jeg i al den Tid skulde gjort ​ham Livet tungt og uhæderligt, – nei, nei, det kan ikke være sandt!
HJØRDIS
Naa, naa, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds som i fordums Dage, da kunde det saa være; dengang stod al hans Hu og Higen til at blive den ypperste Mand i Landet, – nu nøies han med ringere Lykke.
​DAGNY
Nei Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg seer det vel, jeg er ikke den rette Hustru for ham; han har dulgt det for mig, men saaledes skal det ikke blive ved.
HJØRDIS
Hvad vil du?
DAGNY
Jeg vil ikke hænge som en Tyngsel ved hans Færd, jeg vil ikke længere være ham hinderlig.
​  438HJØRDIS
Du tænker da paa –?
DAGNY
Stille, der kommer Folk!
Fjerde Scene
De Forrige. En Huskarl fra Baggrunden.
KARLEN
Sigurd Viking kommer til Gaarden!
​HJØRDIS
Sigurd! Saa lad Gunnar kalde hid.
KARLEN
Gunnar red ud for at samle sine Grander; thi Kaare Bonde vil –
HJØRDIS
Godt, godt, det veed jeg; gaa da! (Karlen gaar; til Dagny der ligeledes vil gaa) Hvor vil du hen?
DAGNY
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi maa skilles, det skjønner jeg nok, men nu at stedes til Møde med ham, – nei, nei, det kan jeg ikke. (gaar ud til Venstre)
​  439HJØRDIS seer en Stund taus efter hende
Og hende var det jeg vilde – (fortsætter Tanken ved et Blik paa Buesnoren) Ringe Hævn havde det været; – nei, nu hug jeg bedre til! Hm, det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
Femte Scene
Hjørdis. Sigurd fra Baggrunden.
HJØRDIS
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han. (vil gaa)
SIGURD
Nei bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
​HJØRDIS
Mig?
SIGURD
Og vel var det jeg traf dig alene.
HJØRDIS
Kommer du for at krænke mig, saa er det dig ​vist lidet hinderligt om Stuen stod fuld baade af Mænd og Kvinder.
SIGURD
Aa ja, jeg kjender saa godt de Tanker du har om mig.
​  440HJØRDIS bittert
Jeg gjør dig Uret kan hænde! Nei, nei, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine Levedage. Kom ihu, det var dig, som øvede hin skjændige List, det var dig, som sad hos mig i Buret, gjøglede Elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer saa fra Landet med den Kvinde, du havde kjær!
SIGURD
Mangt Værk mægter Mænds Villie at fremme, men de store Gjerninger styres af Skjæbnen, – saa er det gaaet med os To.
HJØRDIS
Vel sandt; onde Norner raade over Verden, men deres Magt er ringe, ifald de ikke finde Hjælpere i vort eget Bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i Strid mod Nornen; – det er det jeg nu vil gjøre.
SIGURD
Hvad mener du?
​HJØRDIS
Jeg vil vove en Styrkeprøve med dem – med dem, som ere over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gjøre idag.
Hun sætter sig ved Bordet.
SIGURD efter et kort Ophold
Du virker gode Vaaben for Gunnar.
HJØRDIS med et stille Smil
Ikke for Gunnar, men mod dig.
​  441SIGURD
Det maa vel komme ud paa Et.
HJØRDIS
Aa ja, det maa vel saa; thi er jeg Nornen voxen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bagover mod Bordet, seer smilende paa ham og siger med forandret Udtryk i Stemmen) Hm, veed du hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min Fryd ved at male mig lystelige Billeder i Sindet; jeg sidder da og lukker Øinene og tænker: Nu kommer Sigurd hin Stærke til Landet, ​– han vil brænde os inde, mig og min Husbond. Alle Gunnars Mænd ere faldne, kun han og jeg ere igjen; – de tænde Taget udenfra; – «Et Bueskud,» siger Gunnar «et eneste kan frelse os;» – da brister Snoren – «Hjørdis, skjær en Flætning af dit Haar og gjør en Buesnor deraf, – det gjælder Livet!» Men jeg leer – «Lad brænde, lad brænde – Livet er mig ikke en Haandfuld Haar værd!»
SIGURD
Der er en sælsom Magt i al din Tale. (nærmer sig)
​HJØRDIS seer koldt paa ham
Du sætter dig hos mig?
SIGURD
Du tænker jeg er dig gram af Hjertet. Hjørdis, det er sidste Gang vi tales ved; der er Noget, som nager mig lig en Sot, og paa den Viis kan jeg ikke reise; du maa kjende mig bedre.
​  442HJØRDIS
Hvad vil du?
SIGURD
Fortælle dig en Saga.
HJØRDIS
Er den tung?
SIGURD
Tung, som Livet selv.
HJØRDIS bittert
Veed du at Livet kan være tungt?
SIGURD
Døm om det naar min Saga er ude.
HJØRDIS
Saa fortæl; jeg arbeider imens.
Han sætter sig paa en liden Krak ved hendes høire Side.
SIGURD
Der var engang to unge Hærmænd, som seilede fra Norge ​for at vinde Gods og Hæder; de havde tilsagt hinanden Venskab og holdt ærligt sammen saa vide de end foer om.
HJØRDIS
Og de to unge Hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
​  443SIGURD
Aa ja, vi kan kalde dem saa. Langt om længe kom de til Island; der boede en gammel Landnamsmand, som var faret fra Norge i Kong Haralds Tider. Han havde to fagre Kvinder i sit Hus, men den ene, hans Fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af Sind, og Hærmændene talte ​om hende mellem sig, og Ingen af dem havde seet fagrere Kvinde, saa tyktes dem Begge.
HJØRDIS spændt
Begge? Vil du spotte mig!
SIGURD
Gunnar tænkte paa hende Nat og Dag, og det gjorde nok Sigurd med, men begge taug, og paa hende var ikke at mærke om Gunnar huede hende, men at hun ei var Sigurd god, det var lettere at skjønne.
HJØRDIS aandeløs
Bliv ved, det beder jeg –!
SIGURD
Dog, desmere maatte Sigurd tænke paa hende, men det var der Ingen som vidste om. Da hændte det sig en Kvæld at der var Drikkelag, og svor da hin stolte Kvinde at ingen Mand skulde eie hende, uden den, der øvede et Storværk, som hun nævnte. Høit slog da Sigurds Bryst af Fryd, thi han ​kjendte Kraft i sig til at øve Daaden; men Gunnar tog ham i Enrum, nævnte om sin Elskov, – Sigurd taug med sin og gik saa til –
​  444HJØRDIS udbrydende
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den Saga – er den sand?
SIGURD
Det er den. En af os maatte jo vige; Gunnar var min Ven, paa anden Viis kunde jeg ikke handle. Saaledes blev du Gunnars Viv, og jeg fæstede en anden Kvinde.
HJØRDIS
Og fik hende kjær?
SIGURD
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun een Kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den Kvinde, som var ham gram fra den første Dag de mødtes. (reiser sig) Her ender min Saga, lad os skilles nu – Farvel, Gunnar Herses Hustru, vi mødes aldrig mere.
HJØRDIS springer op
Nei bliv! Vee os Begge; Sigurd, hvad har du gjort!
SIGURD studsende
Jeg gjort? Hvad fattes dig?
HJØRDIS
Og alt det siger du mig nu! Men nei, – det kan ei være Sandhed!
​SIGURD
Det er sidste Gang vi tales ved; hvert Ord er ​Sandhed, – du ​  445skulde lære at dømme mig mildere, derfor maatte jeg tale nu.
HJØRDIS folder uvilkaarligt Hænderne og seer paa ham i stille Forbauselse
Elsket – elsket mig – du! (hæftigt, idet hun træder tæt hen til ham) Jeg troer dig ikke! (seer stivt paa ham og udbryder i vild Smerte) Jo, det er sandt og – usaligt for os Begge! (slaar Hænderne for Ansigtet og fjerner sig)
SIGURD forfærdet
Hjørdis!
HJØRDIS stille, kjæmpende mellem Graad og Latter
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at – (lægger Haanden paa hans Arm) Sigurd, du har ikke sagt din Saga tilende; hin stolte Kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig igjen!
SIGURD farer tilbage
Du!
HJØRDIS med Fatning
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skjønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en Kvinde bedre gjøre? Kunde jeg byde min Elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle Mænd, og saa at vide dig som en andens Husbond, – det voldte mig hin bitre Vee, som jeg ikke selv forstod!
​​  446SIGURD rystet
Et usaligt Spind har Nornen spundet om os To.
HJØRDIS
Selv er du Skyld deri; stærkt og kjækt sømmer det sig Manden at handle. Da jeg satte hint svære Vilkaar for den der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist paa dig, – og dog kunde du –!
SIGURD
Jeg kjendte Gunnars Sjælesot, jeg alene kunde læge den, – hvad var vel saa for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu veed, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi Elskov er saa stærk en Magt.
HJØRDIS rask
Nu vel, Sigurd, – et usaligt Spil har skilt os ad i lange Aar; nu er Knuden løst; de Tider, som komme, skal give os Vederlag.
​SIGURD hovedrystende
Det kan ei skee; vi maa jo skilles igjen.
HJØRDIS
Det maa vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min Elskov er ikke leflende, som de vege Kvinders; var jeg en Mand, – ved alle vældige Magter, jeg kunde endda elske dig saaledes, som jeg nu gjør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en Stordaad værd, vi ere Begge fri naar vi selv vil det, og saa er Legen vunden.
SIGURD
Fri? Hvad mener du?
​​  447HJØRDIS
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gjælder i mine lønlige Tanker. Hvad Magt ligger der paa, om to usle Liv forspildes!
SIGURD
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS
Lad Gunnar blive her, lad Dagny fare til Island med sin Fader; jeg følger dig i Staal og Plade hvor du stevner hen. (Bevægelse hos Sigurd) Det er ikke som din Hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en Anden til, og den Kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nei Sigurd, ikke som din Hustru, men som hine stærke Kvinder, som Hildes Søstre vil jeg følge dig, ildne dig til Strid og til mandig Færd saa at dit Navn kan gaa vidt over Landene, i Sverdlegen vil jeg staa dig næst, færdes blandt dine Kjæmper i Uveir og Vikingstævne, og naar dit Drapa kvædes, da skal det bære Bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
SIGURD
Saa var engang min fagreste Drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny staa mellem os, og der har de Begge Ret til at staa. Jeg ødte min unge Elskov for Gunnars Skyld, – skal jeg bære Kviden derved, saa maa ikke min Gjerning være forfængt. Og nu Dagny – troskyldig og fuld af Lid foer hun fra Hjem og Frænder; ingen Tid maa hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis, saa tidt hun tog mig i Favn.
​  448​HJØRDIS
Og for slig Sags Skyld vil du lægge en Tyngsel paa ​dit Liv! Hvad fik du da Kraft og Styrke til, og derhos alle Sindets ypperlige Gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig Lod for mig at sidde paa Gunnars Gaard? Nei, Sigurd, tro du mig, her er Mangt at tage Haand i for en Mand som du. Erik styrer Norges Rige, reis dig mod ham, mange gode Kjæmper vil stille sig hen som dine haandgangne Mænd, med utvingelig Magt vil vi gaa frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder paa Haarfagers Kongestol!
SIGURD
Hjørdis, Hjørdis, saa har jeg drømt i min vilde Ungdom; lad det være glemt, – frist mig ikke!
HJØRDIS med Høihed
Det er Nornens Raad at vi to skal holde sammen, det kan ei ændres; grant seer jeg nu mit Hverv i Livet: at gjøre dig berømmelig over alle Lande. Du har staaet for mig hver Dag, hver Time jeg levede her; jeg vilde rive dig ud af mit Sind, men mægtede det ikke; nu gjøres det ei nødigt, nu da jeg veed du elsker mig.
SIGURD med tvungen Kulde
Hvis saa er – da viid, – jeg har elsket dig; nu er det forbi – jeg har glemt de Dage.
​  449HJØRDIS
Sigurd, der lyver du! Saameget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.
SIGURD hæftigt
Det maa jeg, det vil jeg nu!
​HJØRDIS
Lad saa være, men du kan det ikke! Hindre mig vil du, det lykkes ei; endnu før Kvæld skal Gunnar og Dagny vide Alt.
SIGURD
Ha, det gjør du ikke!
HJØRDIS
Det gjør jeg!
SIGURD
Da maatte jeg kjende dig ilde; høisindet tyktes du mig før at være.
HJØRDIS
Onde Dage føde onde Tanker; for stor er den Lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg maa følge dig – ud i Livet og i Striden; det er mig for lavt under Loftet i Gunnar Herses Stue!
​SIGURD med Eftertryk
Men Hæder mellem Mænd har du dog skattet høit; der er skjellig Grund til Strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min Haand – vilde du endda røbe Alt og følge mig?
​  450HJØRDIS studsende
Hvi spørger du saa?
SIGURD
Svar mig først; hvad vilde du gjøre, ifald jeg blev din Husbonds Banemand?
​HJØRDIS seer stivt paa ham
Da maatte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde faaet dig fældet.
SIGURD med et Smil
Godt, Hjørdis, – det vidste jeg vel.
HJØRDIS hastigt
Men saa kan ei skee!
SIGURD
Det maa skee; selv har du nu kastet Tærning om Gunnars Liv og om mit!
Sjette Scene
De Forrige. Gunnar med nogle Huskarle fra Baggrunden.
GUNNAR mørk, til Hjørdis
See saa, nu spirer den Sæd du har saaet!
SIGURD nærmer sig
Hvad gaar dig imod?
GUNNAR
Sigurd, er det dig! Hvad der gaar mig imod? Ikke Andet, end jeg vel maatte vente. Saasnart Dagny, din Hustru, havde baaret ​  451Bud om Kaare Bonde, saa tog jeg min Hest og red til mine Grander for at søge Hjælp mod ham.
HJØRDIS spændt
Nu?
​GUNNAR
Tvær lød Talen hvorhelst jeg kom; min Færd mod Kaare var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre Ting med, som jeg ikke kan nævne, – jeg er jo en forhaanet Mand, det er mig paasagt at jeg har øvet Nidingsværk; det holdes nu for Skjændsel at dele Sag med mig.
SIGURD
Længe skal ikke det holdes for Skjændsel; før Kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod Kaare.
GUNNAR
Sigurd!
HJØRDIS sagte, triumferende
Ha, det vidste jeg nok!
SIGURD med tvungen Styrke
Men saa er ogsaa Freden ude mellem os; thi hør nu mit Ord, Gunnar Herse, – du ​har fældet Thorolf, min Hustrus Frænde, og derfor stævner jeg dig til Holmgang imorgen saasnart Solen rinder!
Hjørdis gjør i hæftig indre Bevægelse et Skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig staaende under det Følgende.
​  452GUNNAR i høieste Overraskelse
Til Holmgang –! mig! – Du skjæmter, Sigurd!
SIGURD
Til Holmgang er du lovligt stævnet; det bliver et Brikkespil paa Liv og Død; En af os maa falde!
​GUNNAR bittert
Ha, jeg skjønner det vel. Du var til Enetale med Hjørdis da jeg kom; hun har ægget dig paany!
SIGURD
Kanhænde! (halvt mod Hjørdis) Høisindet Kvinde maa jo værge om sin Husbonds Hæder. (til Mændene i Baggrunden) Og I, Karle, gaa nu til Gunnars Grander og sig dem at imorgen skifter han Sværdhug med mig; ræd vil Ingen nævne den Mand, som bærer Vaaben paa Sigurd Viking!
Karlene gaa ud i Baggrunden.
GUNNAR gaar raskt hen til Sigurd og trykker hans Hænder i stærk Bevægelse
Sigurd, min bolde Broder, nu først forstaar jeg dig! Du vover nu Livet for min Hæder, som du fordum vovede det for min Lykke!
SIGURD
Tak din Hustru; hun har mest Deel i min Færd. Imorgen naar Solen rinder –
​  453GUNNAR
Jeg møder dig. (blød) Fosterbroder, vil du have et godt Sværd af mig, det er en kostelig Gave.
SIGURD
Tak; men lad det hænge, – Ingen veed, om jeg næste Kvæld har Brug for det.
GUNNAR ryster hans Haand
Farvel, Sigurd!
​SIGURD
Farvel igjen og Lykke til Værket!
De skilles, Gunnar gaar ud til Venstre, Sigurd kaster et Blik paa Hjørdis og gaar ud i Baggrunden.
HJØRDIS efter en Pause, sagte og tankefuld
Til Holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og udbryder derpaa, som greben af en stærk Beslutning) Lad falde hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive sammen!​  454
​​  455​FJERDE AKT
Ved Strandbredden. Det er Aften; Maanen sees fra og til mellem mørke sønderrevne Uveirsskyer. I Baggrunden en sort, nylig opkastet Gravhoug.
Første Scene
Ørnulf sidder paa en Steen tilhøire i Forgrunden med blottet Hoved, Albuerne hvilende paa Knæerne og med Ansigtet skjult i sine Hænder. Hans Mænd grave ved Haugen, Nogle lyse med Tyrifakler. Efter et kort Ophold komme Sigurd og Dagny ud fra Baadhuset, hvor en lystig Stokild brænder.
DAGNY dæmpet
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage) Nei, tal ikke til ham!
SIGURD
Du har Ret, det er fortidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
DAGNY gaar over mod Høire og betragter Faderen med stille Sorg
Saa stærk var han igaar da han tog Thorolfs Lig paa Ryggen, stærk var han mens de grov paa Hougen, men da de Alle vare lagte derinde og Jord og Stene kastet over, da tog Sorgen ham, da var det som han sluknede. (tørrer Taarerne af) Sig mig, Sigurd, naar tænker du at fare hjem til Island?
​  456SIGURD
Saasnart Uveiret stilner af og jeg faar endt min Handel med Gunnar Herse.
​DAGNY
Og saa vil du kjøbe Land og bygge dig en Gaard og aldrig fare i Leding mere?
SIGURD
Ja ja, – det har jeg lovet dig.
DAGNY
Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde at jeg lidet var dig værdig til Viv?
SIGURD
Ja ja, Dagny, lid du paa mit Ord.
DAGNY
Saa er jeg glad igjen og vil prøve at glemme alt det onde Værk, som her er øvet. I de lange Vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –
​SIGURD
Nei, Dagny, vil du vel mod os Begge, saa nævn aldrig Hjørdis, naar vi sidde hjemme paa Island!
DAGNY mildt bebreidende
Ubilligt er dit Had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!
​  457EN AF MÆNDENE nærmer sig
See saa, nu er Haugen istand.
ØRNULF ligesom opvaagnende
Haugen? Er den – naa ja –
​SIGURD
Tal nu til ham, Dagny.
DAGNY nærmer sig
Fader, det er koldt herude, det trækker op til Uveir inat.
ØRNULF
Hm, bryd dig ikke om det, Haugen er bygget tæt og godt, de ligge lunt derinde.
DAGNY
Ja men du –
ØRNULF
Jeg? Jeg fryser ikke.
DAGNY
Du har intet spist idag; vil du ikke gaa ind? Natverdsbordet staar rede.
ØRNULF
Lad Natverdsbordet staa; jeg er ikke sulten.
DAGNY
Men at sidde her saa stille; tro mig, det baader dig ikke, du er lidet vant til det.
​  458ØRNULF
Vel sandt; der er Noget, som klemmer mig for Bringen; jeg kan ikke trække Veiret.
Han skjuler igjen Ansigtet med sine Hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.
DAGNY
Imorgen ruster du vel dit Skib og farer med til Island?
​ØRNULF uden at see op
Hvad skal jeg der? Nei, jeg vil til mine Sønner.
DAGNY smærteligt
Fader!
ØRNULF løfter Hovedet
Gaa ind og lad mig sidde; har Uveiret legt om mig en Nat eller to, saa er det gjort, tænker jeg.
SIGURD
Sligt kan du ikke tænke paa!
ØRNULF
Undres dig at jeg vil hvile? Mit Dagværk er jo endt, jeg har høilagt mine Sønner. (hæftigt) Gaa fra mig! – Gaa, gaa!
Han skjuler igjen sit Ansigt.
​  459​SIGURD sagte til Dagny, som reiser sig
Lad ham sidde lidt endnu.
DAGNY
Nei, jeg faar friste et Raad til, – jeg kjender ham. (til Ørnulf) Dit Dagværk er endt siger du; det er det dog ikke. Høilagt har du dine Sønner, – men du er jo Skald; det sømmer sig at kvæde til deres Minde.
ØRNULF hovedrystende
Kvæde? Nei, nei; igaar kunde jeg det; idag er jeg for gammel.
​DAGNY
Det maa du dog; hæderlige Mænd vare dine Sønner alle; et Kvæde maa siges om dem, og det kan Ingen i Ætten uden du.
ØRNULF seer spørgende paa Sigurd
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
SIGURD
Mig tykkes at saa er billigt; du faar gjøre som hun siger.
DAGNY
Ilde vil det tykkes dine Grander paa Island, naar Arveøllet skal drikkes over Ørnulfs Ætlinge, og intet Kvad er digtet. Til at følge dine Sønner har du Tid nok.
ØRNULF
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste Kvadet paa Kjævle!
​  460(Mændene nærme sig med Faklerne, saa at der dannes en Gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpaa siger han)
Sind, som Sorgen stinger,
Savner Brages Glæde;
Sorgfuld Skald saa saare
Kvides ved at kvæde.
Skaldeguden skjænked
Evne mig at sjunge;
Klinge lad min Klage
For mit Tab, det tunge!
(reiser sig)
​​Harmfuld Norne hærjed
Haardt mig Verdens Veie, –
Listed Lykken fra mig,
Ødte Ørnulfs Eie.
Sønner syv til Ørnulf
Blev af Guder givet;
Nu gaar Gubben eensom,
Sønneløs i Livet.
Sønner syv, saa fagre,
Fostret mellem Sværde,
Værned Vikings hvide
Haar som gjævest Gjærde.
Nu er Gjærdet jævnet,
Mine Sønner døde, –
Glædeløs staar Gubben,
Og hans Hus staar øde.
​  461Thorolf, – du min Yngste!
Boldest blandt de Bolde!
Lidet gad jeg klage,
Fik jeg dig beholde!
Veen du var, som Vaaren,
Mod din Fader kjærlig, –
Arted dig at ældes
Til en Helt saa herlig.
Ulivssaar usaligt
Værste Vee mon volde,
Har min gamle Bringe
Klemt, som mellem Skjolde.
​​Nidsyg Norne nødig
Nægted mig sit Eie, –
Dryssed Smærtens Rigdom
Over Ørnulfs Veie.
Vegt er vist mit Værge;
Fik jeg Guders Evne,
Een da blev min Idræt:
Nornens Færd at hævne!
Een da blev min Gjerning;
Nornens Fald at friste; –
Hun, som røved mig det
Bedste og det Sidste!
Har hun Alt mig røvet?
Nei, det har hun ikke, –
Tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs Mjød at drikke!
(med stigende Begeistring)
​  462Mine Sønner tog hun,
Men hun gav min Tunge
Evnen til i Kvæder
Ud min Sorg at sjunge!
Paa min Mund hun lagde
Sangens fagre Gave:
Lydt da lad den klinge
Selv ved Sønners Grave!
Hil jer da, I Gjæve!
Hil jer der I ride!
Gudegaven læger
Verdens Vee og Kvide!
​(han trækker et dybt Aandedrag, stryger Haaret fra Panden og siger roligt)
​See saa; nu er Ørnulf stærk og sund igjen. (til Mændene) Kom med til Natverdsbordet, Drenge; vi har havt et tungt Dagværk! (gaar med Karlene ind i Baadhuset)
Anden Scene
Sigurd og Dagny.
DAGNY
Priset være de Høie i Himlen, som skjænkte mig saa godt et Raad! (til Sigurd) Vil du ikke gaa ind?
​  463SIGURD
Nei, jeg har liden Lyst. Sig mig, ere alle Ting rede til imorgen?
DAGNY
Det ere de; et silkesømmet Liin ligger inde paa Bænken; men jeg veed forvist at du vil staa dig mod Gunnar, saa jeg har ei grædt derved.
SIGURD
Det give alle gode Magter at du aldrig maa græde for min Skyld.
Han standser og seer ud.
DAGNY
Hvad lytter du paa?
SIGURD
Hører du ikke – der! (peger tilvenstre)
​DAGNY
Jo, der gaar som et sælsomt Uveir over Havet!
SIGURD idet han gaar lidt op mod Baggrunden
Hm, der vil nok regne haarde Hagl i det Uveir. (raaber) Hvem kommer?
KAARE BONDE udenfor tilvenstre
Kjendte Folk, Sigurd Viking!
​  464Tredie Scene
De Forrige. Kaare Bonde med en Flok bevæbnede Mænd fra Venstre.
SIGURD
Hvor agte I jer hen?
KAARE
Til Gunnar Herses Gaard!
SIGURD
Med Ufred?
KAARE
Ja, det kan du lide paa! Du hindrede mig før; men nu tænker jeg det er dig kjært nok!
SIGURD
Kan vel være.
KAARE
Jeg har hørt om din Handel med Gunnar; men gaar det som jeg vil, saa kommer han med vege Vaaben til Mødet.
​SIGURD
Det er vovsomt Værk du pønser paa; agt dig, Bonde!
​  465​KAARE med trodsig Latter
Lad mig om det; vil du takle dit Skib inat, saa skal vi lyse op for dig! – Kom, alle Mand, – see her gaar Veien!
De gaa Alle ud til Høire i Baggrunden.
Fjerde Scene
Sigurd og Dagny; derefter Ørnulf og Karlene fra Baadhuset.
DAGNY
Sigurd, Sigurd, den Ufærd maa du hindre!
SIGURD gaar rask hen til Døren og raaber ind
Op fra Bordet, Ørnulf; tag Hævn over Kaare Bonde!
ØRNULF kommer ud med de Øvrige
Kaare Bonde – hvor er han?
SIGURD
Han stævner mod Gunnars Gaard for at brænde Folkene inde!
ØRNULF
Ha, ha, – lad ham det, saa faar jeg Hævn over Gunnar og Hjørdis med det Samme; siden vil jeg søge Kaare.
SIGURD
Nei, det er gavnløst Raad; Kaare maa du søge inat, ​hvis du vil ramme ham; thi er Udaaden øvet, saa stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til Holmgang, han er dig vis nok, ifald ikke jeg selv – naa ja, ligegodt, – inat maa han skjærmes ​  466mod sine Uvenner; ilde var det om slig Ugjerningsmand, som Kaare, tog Hævnen fra mig!
ØRNULF
Sandt siger du der. Inat vil jeg skjærme Thorolfs Bane, men imorgen maa han fældes!
SIGURD
Han eller jeg, – det kan du lide paa!
ØRNULF
Saa kom da til Hævn for Ørnulfs Æt!
Han gaar med Mændene tilhøire i Baggrunden.
SIGURD
Dagny, følg med, – jeg maa blive, thi Rygtet om Tvekampen er alt paa Vandring mellem Folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før Tiden kommer; men du, – styr og raad din Fader; hæderligt maa han fare frem; i Gunnars Gaard ere mange Kvinder; ingen Meen maa voldes Hjørdis eller de Andre.
DAGNY
Ja ja, jeg vil med. Paa Hjørdis tænker du dog; Tak for det Hjertelag!
SIGURD
Gaa, gaa – Dagny!
​DAGNY
Jeg gaar; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne Hærklæder i Buret, og værger sig nok selv.
​​  467SIGURD
Det tænker jeg med, men gaa du endda, styr din Faders Færd, vaag over Alle og – over Gunnars Hustru!
DAGNY
Lid paa mig. Vel mødt igjen!
Hun gaar efter de Forrige.
SIGURD
Det er første Gang, Fosterbroder, at jeg staar vaabenløs mens du er stedt i Fare. (lytter) Jeg hører Skrig og Sværdhug, – de ere alt ved Gaarden. (vil over til Høire, men standser og viger forbauset tilbage) Hjørdis! Hun kommer hid!
Femte Scene
Sigurd. Hjørdis, klædt i kort rød Skarlagenskjortel, med gyldne Vaabenstykker: Hjelm, Pandser, Arm- og Beenskinner. Hendes Haar er udslaaet; paa Ryggen bærer hun et Kogger, og ved Beltet et lidet Skjold; i Haanden har hun Buen med Haarsnoren.
HJØRDIS kommer fra Høire i Forgrunden, ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes af Noget, der forfulgte hende; hun gaar tæt hen til Sigurd, tager ham ved Armen og siger dæmpet
Sigurd, Sigurd, kan du see den?
​  468SIGURD
Hvem? Hvor?
HJØRDIS
Ulven der – lige ved; den rører sig ikke, den seer paa mig med to røde Øine! – Det er min Fylgje, Sigurd! Tre Gange har den vist sig for mig; det betyder at jeg visselig skal dø inat!
​SIGURD
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS
Der sank den i Jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.
SIGURD
Du er syg; kom og gaa ind!
HJØRDIS
Nei, her vil jeg vente; jeg har ikke lang Tid igjen!
SIGURD
Hvad er der hændt med dig?
HJØRDIS
Hvad der er hændt? Det veed jeg ikke, men sandt var det du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra Livet maa vi, da kan vi blive sammen!
​SIGURD
Vi? Ha, du mener –!
​  469HJØRDIS med Høihed
Jeg blev hjemløs i Verden fra den Dag du tog en Anden til Viv. Ilde handlede du dengang! Alle gode Gaver kan Manden give til sin fuldtro Ven, – Alt, kun ikke den Kvinde han har kjær; thi gjør han det, da bryder han Nornens lønlige Spind og to Liv forspildes. Der er en usvigelig Røst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke Sind skulde løfte og bære dig i de tunge Tider, og at du fødtes, for at jeg i een Mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det veed jeg, Sigurd, – havde vi To holdt ​sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end alle Andre!
SIGURD
Unyttig er den Klage nu. Mener du det er lysteligt, det Liv jeg har ivente? Hver Dag at være Dagny nær og gjøgle en Elskov, som Hjertet klemmes ved. Og dog, det maa saa være; ændres kan det ikke.
HJØRDIS under stigende Vildhed
Det skal det dog! Ud af Livet vil vi Begge gaa! Seer du denne Buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre Galdrekvad over den! (lægger en Piil i Buen, der er spændt) Hør! Hør, hvor det suser høit oppe! Det er de Dødes Hjemfærd; jeg har hexet dem hid; – i Lag med dem skal vi følges!
SIGURD viger tilbage
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!
HJØRDIS uden at agte paa ham
Ingen Magt kan ændre vor Skjæbne nu! O, ja – det er ogsaa bedre saa, end om du havde fæstet mig hernede i Livet, end om jeg havde siddet paa din Gaard for at væve Liin og Uld og føde dig Afkom, – fy, fy!
​  470SIGURD
Hold op! Din Trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en Sjælesot paa dig! (forfærdet) Ha, see – see! Gunnars Gaard, – den brænder!
​​HJØRDIS
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars Bjælkestue!
SIGURD
Men Egil, din Søn, – de fælde ham!
HJØRDIS
Lad fældes, – saa fældes min Skjændsel med det samme!
SIGURD
Og Gunnar – de tage din Husbonds Liv!
HJØRDIS
Det agter jeg ikke! Bedre Husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd, saa maa det være; her i Landet groer ikke Lykken for mig, – den hvide Gud kommer nordover, ham vil jeg ikke stedes til Møde med; de Gamle ere ikke stærke, som før, – de sove, de sidde halvt som Skygger, – med dem vil vi strides! Ud af Livet, Sigurd; jeg vil sætte dig paa Himlens Kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uveiret bryder løs) Hør, hør, der kommer vort Følge! Kan du see de sorte jagende Heste; En for mig og En for dig! (kaster Buen til Kinden og skyder) Saa far da den sidste Færd!
​  471SIGURD
Vel truffet, Hjørdis!
Han falder.
HJØRDIS jublende, idet hun iler hen til ham
Sigurd, min Broder, – nu høre vi hinanden til!
​SIGURD
Nu mindre end før. Her skilles vore Veie; thi jeg er en kristnet Mand.
HJØRDIS forfærdet
Du –! Ha, nei, nei!
SIGURD
Den hvide Gud er min; Kong Ædhelstan har lært mig ham at kjende, – det er op til ham jeg nu gaar.
HJØRDIS i Fortvivlelse
Og jeg –! (slipper Buen) Vee, Vee!
SIGURD
Tungt var mit Liv fra den Stund jeg tog dig ud af mit eget Hjerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis, – nu er jeg saa let og fri. (døer)
HJØRDIS stille
Død! Saa har jeg visselig forspildt min Sjæl! (Uveiret voxer, hun udbryder vildt) De komme! Jeg har galdret dem hid! Men nei, nei, – jeg følger jer ​ikke, jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det ​  472hjælper ei, – de see mig, de lee og vinke, de spore sine Heste! (iler ud paa Fjeldkanten i Baggrunden) Der ere de over mig – og intet Ly, intet Skjul! Jo, paa Havets Bund kan hænde!
Hun styrter sig ud.
​Sjette Scene
Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og Ørnulfs Mænd kommer efterhaanden ind fra Høire.
ØRNULF vendt mod Gravhaugen
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligge I ikke!
DAGNY kommer
Fader, Fader, – Skrækken dræber mig; – al den blodige Færd – og Uveiret – hør, hør!
GUNNAR med Egil paa Armen
Giv Fred og Ly for mit Barn!
ØRNULF
Gunnar Herse!
GUNNAR
Ja Ørnulf, min Gaard er jo brændt og mine Svende faldne; jeg er i din Vold, gjør som dig tykkes!
ØRNULF
Det staar til Sigurd. Men ind under Tag; det er utrygt herude!
​  473DAGNY
Ja, ind, ind! (gaar henimod Baadhuset, faar Øie paa Liget og udstøder et Skrig) Sigurd, min Husbond, – de har dræbt ham! (kaster sig ned ved ham)
ØRNULF iler til
Sigurd!
​GUNNAR sætter Egil ned
Sigurd dræbt!
DAGNY seer fortvivlet paa Mændene, der staa om den Døde
Nei, nei! det er ikke saa, – han maa være ilive endnu! (bemærker Buen) Ha, hvad er det! (reiser sig)
ØRNULF
Datter, det er nok som du først sagde, – Sigurd er fældet.
GUNNAR som greben af en pludselig Tanke
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?
DAGNY sagte og med Fatning
Jeg veed ikke; men det veed jeg, at hendes Bue har været her.
GUNNAR
Ja, jeg tænkte det nok!
​DAGNY
Ti, ti! (for sig selv) Saa bittert har hun da hadet ham!
​  474GUNNAR sagte
Fældet ham – Natten før Holmgangen; saa har hun endda elsket mig.
Alle fare forfærdede sammen; Aasgaardsreiden suser gjennem Luften.
EGIL med Skræk
Fader! See, see!
​GUNNAR
Hvad er det?
EGIL
Deroppe – alle de sorte Heste –!
GUNNAR
Det er Skyerne, som –
ØRNULF
Nei, det er de Dødes Hjemfærd!
EGIL med et Skrig
Moder er med dem!
DAGNY
Alle gode Magter!
​  475GUNNAR
Barn, hvad siger du!
EGIL
Der – foran – paa den sorte Hest! Fader, Fader!
Egil klynger sig forfærdet op til Faderen; kort Pause; Uveiret drager forbi, Skyerne skilles, Maanen skinner fredeligt ud over Landskabet.
GUNNAR stille og smærteligt
Nu er Hjørdis visselig død!
ØRNULF
Det er vel saa, Gunnar, – og paa hende havde jeg mere at hævne end paa dig. Dyrt blev Mødet for os Begge, – der er min Haand; Fred og Forsoning!
​GUNNAR
Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs, jeg farer med til Island!
ØRNULF
Ja, til Island, og sent vil vor Hærfærd glemmes:
Høit om Heltefærd og stærke
Kjæmpers Leg paa norske Strande
Skal til sildigst Æt fra Island
Sjunges over Nordens Lande!