JEG er en Lap, som har givet mig af med alt Laparbejde, og jeg kender alle Lappernes forhold. Og jeg har forstaaet, at Sverigs regering vil hjælpe os saa meget, som den kan; men de faar ikke den rigtige opfattelse af vort liv og stilling, fordi Lappen ikke rigtig kan forklare det saaledes som det er. Og grunden dertil er, at naar Lappen kommer ind i et lukket rum, forstaar han ikke ret meget, naar vinden ikke kan blæse ham i næsen. Hans tanker kan ikke rinde, naar der er vægge og lukket over hovedet. Heller ikke er det godt for ham at være i tætte skove, naar det er varmt i luften; men naar Lappen er paa høje bjærge, saa har han en ganske klar forstand; og om der deroppe var forsamlingssted paa et eller andet højt bjærg, saa kunde Lappen muligvis klare helt godt for sine egne sager. Jeg har tænkt, at det vilde være det bedste, om der var en saadan bog, hvori alt var opskrevet om Lappernes liv og forhold, saa man ikke behøver at spørge: hvordan er Lappernes kaar, og for at de ikke skal kunne vende alt paa en anden maade, saadanne, som ønsker at lyve Lapperne paa og fordreje alt til kun at være Lappernes skyld, naar der er strid mellem fastboende og Lapper i Norge og Sverig, og dertil er det nødvendigt at skrive alle hænrlelser og forklaringer, for at det muligt kunde blive saa tydeligt, at ethvert menneske forstod det. Og for andre Lapper er det ogsaa rart at høre om Lappernes forhold. -Dette angaar mest Jukkasjærvi 1 sogns Lapper.
De ældste beretninger om Lapperne, de som den ene Lap har fortalt til den anden Lap.
Her er alle slags fortællinger; men det er jo ikke sikkert, de er aldeles rigtige, da de ikke har været skrevne.
I I 2
Fortælling om Lapperne, hvor de først har boet, og hvordan deres kaar har været, hvoraf de har levet, og hvorfra de er kommen.
Man har ikke hørt, at Lapperne skulde være kommen noget steds fra. Lappen har været indbygger overalt i Lapland, og da Lappen opholdt sig her ved havkysten, (2) da har der ikke været andre beboere, ikke en eneste heller ved havkysten, og den gang var det godt for Lapperne at være til. Og Lapperne har levet paa den svenske side ogsaa ethvert sted. Og den gang var der ingen fastboende nogen steder; Lapperne vidste ikke, at der var andre mennesker end dem.
Jeg tænker, at de først har levet af fangst, af fisk og fugl og vildren, af bjørne og af alle vilddyr. Jeg mener det, da man finder lappiske navne paa fiskepladserne i de søer, hvor nutidens Lapper ikke fisker mere 2. Og der er endnu et større bevis paa, at Lapperne har boet længe paa et og samme sted, og det er de fordybninger, som er i jorden overalt, hvor fortidens Lapper har opholdt sig. Disse fordybninger har været deres koter (lappetelt). De gjorde sig huler ligesom vilddyrene. Og den største del af de fordybninger finder man ved havkysten, ved sø og elvebredder, og saadanne steder, hvor vilde dyr har deres vej, der hvor fjældkløfter løber sammen, og imellem søer.
Nogle af disse huller har været kødopbevaringssteder, og andre har været fangstgrave. Disse var dybe og med dække over, og naar et dyr kom derpaa, drejede dækket rundt, og det faldt ned i graven, og i bunden af graven var der spidse pinde af træ og af horn, og paa dem ihjelsloges dyret, af hvad slags det end var. Folk tror nok ikke, at disse fordybninger er gjort af mennesker og har været koter; men derfor er fundet mange beviser, ildsteder, et røgtræ 3 og en baandvæv. Og gamle Lapper har nok faaet bevis for, at disse huller ogsaa er grave, og derfor tør Lapperne ikke efterse dem, eller grave for at undersøge; de frygter de fordybninger. Det er hændet saa mange gange, at en Lap har sovet i et saadant hul, og saa er der kommen en menneskeskikkelse, og den har talt og befalet ham at gaa bort, og dens ansigt var som lav (rynket og graat), og den har sagt: «Du maa ikke sove ovenpaa mig!» og om han ikke adlød første gang, saa befalede den for anden gang og endnu haardere. Og disse tegn er ogsaa set af nutidsmennesker. Der er et sted ved foden af Vuoskonjarga, hvor der findes mange af de fordybninger, og derfra er ogsaa nogle mennesker befalet at gaa bort, og den (skikkelsen) fortalte nok, at han var bleven dræbt og lagt der i det hul. Og derfor frygter Lapperne de fordybninger; de tør ikke grave, ejheller sove i de huller. Paa Lappernes flytveje findes fordybningerne ogsaa; intet nutidsmenneske ved sikkert, hvad det er for huller, men man mener, at det har været Lappernes opholdssteder dengang, der var
(
I I 3
ufredstider, da Ruosa-Tsjuder strejfede om og dræbte alle de Lapper, de fandt, og derfor var de nødt til at gøre sig koter under jorden og bo der. Kun faa er undersøgte; om mange undersøgtes, da fandt man muligvis mange ting. -
Men Lappen havde saadan natur, at han begyndte at faa lyst til vildrenerne. De saa de mange vildrener, og de begyndte at fange dem og vogte dem. Om vinteren i skovene, hvor der var tyk sne, gav de sig til at forfølge og løb paa ski, indtil vildrenerne udmattedes, og saa tog de de spageste; men det har nok alligevel været svært at holde dem. Og da de havde faaet nogle tæmmede eller gjort trygge, saa har det været let med dem at faa flere. I den varme tid, naar renen løber i flok, saa plejer de undertiden at gaa ind mellem høje (3) klippestykker, og der indespærrede de dem, indtil de sultede og vænnedes til at se og lugte mennesket. Og dengang havde Lapperne først begyndt at ofre til seiterne 4 for at faa flere vildrener, eller for at hjorden skulde øges. Fortidens mennesker har dyrket seiterne, saaledes at hjorden blev stor, og for dem er hjorden vokset fra næsten intet, og de havde ogsaa smukkere rener end andre; men deres hjord rækker kun i deres egen levetid, børnene bliver fattige. Og Lapperne plejer at frygte for, at de folks børn bliver fattige, som har en offerhjord. Og det har den, som skriver dette, hørt tale om, at den eller den har en offerhjord, og den er flygtig. Nu havde de ikke mere saa megen tid at fange fisk, enhver gav sig til at fange vildrener, og de fik saa mange, at de begyndte at holde sida 5. De prøvede saa, hvor der var bedst at være for hjorden enhver tid af aaret, og de fandt paa at flytte, saaledes som Lapperne endnu fremdeles flytter. Dengang var det godt at leve eller klare sig, da var der ingen fastboende, ingen Nordmænd ejheller Svenskere.
Og da prøvede de at opholde sig langt mod syd om vinteren, indtil de fastboende kom og skræmte dem saaledes, at de maatte høre op med at flytte saa sydligt. -Om sommeren i Norge opholdt Lapperne sig ved havkysten og havde hjorden i skovene og paa fjældene, hvor de havde lyst. -
Dengang vidste Lapperne ikke, at der var andre mennesker end dem. Og de Lapper, som opholdt sig mod syd, begyndte at flytte mod nord til højfjældene, og de, som opholdt sig ved havkysten, flyttede ogsaa op til højfjældet, saa mødtes de deroppe og blev bange for hverandre, og saa skjulte de sig, mente, at det var Stalo og Ulda. --
Og dengang vidste Lapperne ikke, at der var en Gud; men de havde
dog saadan tro, at man skal tilbede noget, og naar de dyrkede et eller
andet, saa hjalp dette dem, og derfor ofrede de til seiterne.
8
r
I 114
Lappernes første flugt. Fortælling om, hvordan det er gaaet Lappen, da menneskene formerede sig og begyndte at opsøge jord.
De kom langs havet her til det nordøstlige hjørne og skræmte Lapperne bort fra havkysten, og saa flygtede Lapperne til det øverste af skoven; og der oppe levede de i fred i mange aar og græssede deres hjorder i de skove og paa de bjærge, hvor der var øde eller mennesketomt.
Dengang \nalkede Lapperne megen mælk af renkøerne og lavede ost, og dengang brugte de ikke kaffe ejheller mel. Lapperne spiste kød, blod og mælk. Da var der i stedet for morgenkaffen renblodvælling, og i den kom de renmælk, som var tilberedt om sommeren 6. Og fortidens Lap· per var store og sunde. --
Men som menneskene øgedes, kom atter de mørktklædte folk derhen, hvortil Lapperne først var flygtede, og gjorde sig boliger netop der, hvor Lapperne opholdt sig, fordi de saa, at der var smuk eng, hvor renerne havde gødet, der hvor Lapperne havde levet i mange slægtled; og de jagede atter Lapperne bort fra deres bopladser.
Og saa blev det igen for Lapperne at drage bort; men der var ikke mere skovomraade ovenfor, (4) saa kunde Lapperne ikke flygte mere, saa blev de nødt til at dukke sig, og da Nordmændene ikke kunde faa dem skræmt længere bort, saa begyndte de at røve alt, hvad de fandt, ost, mælk og skind og køer, og en og anden Lap dræbte de ogsaa. -Engang hændte det, at der kom en Nordmand op til enden af Njuorjovuobmi, hvor Lapperne opholdt sig. Og han gjorde ild op der først, da han kom for at undersøge stedet; saa gravede han i jorden og tog den i munden og smagte paa den, og Lapperne mener, Nordmanden smagte for at undersøge, om det var frugtbar jord. -Og den Nordmands navn var J Jubona. Og det aar foretog han sig ikke noget, men han kom igen næste aar, og da havde han kammerater med, og de byggede en jordhytte først og jagede Lapperne bort derfra ogsaa. Og Lapperne var nødt til at flytte deres koter et stykke. Men da renerne efter gammel vane græssede der omkring stedet, hvor Nordmanden havde bygget sin kote, saa blev han vred, og da han hørte Lapperne, som vogtede renerne, gik de for at forfølge dem, og han traf en Lap, som sprang op paa en stor sten, og han (Jubonas) løb derhen og slog den Lap ihjel, og da han saa, at han døde, gik han sin vej. Da Lapperne saa, at Nordmanden gik bort, saa løb de hen til den døde og bar ham hurtigt bort ind i græsset. Og Jubona gik senere for at se den døde, og da han ikke saa ham, saa mente han, at Lappen endnu var i live. Og han vidste, at det var den Lap, som havde den største hjord, og den Laps navn var Huika. Og Nordmanden gik hen til koterne for at
115
søge det menneske, han havde dræbt, for at kræve betaling, da hans (Lappens) hjord havde græsset paa hans eng; han regnede allerede sig selv som herre over hele den 'ende af dalen. Men nu havde Lapperne ikke mere jord, ikke saa meget, at de mulig kunde flygte længere bort, og derfor var de nødt til at blive paa de steder og lade hjorderne græsse. Og de raadslog, om de skulde begynde at føre krig, men det turde de ikke. Men da den dræbtes søn hørte, at hans fader var myrdet, saa sagde han i sit had: "Jeg gaar og skyder dem alle, hvor mange Nordmænd der end er !" Da hans moder hørte dette, saa gemte hun krudthornet, og sønnen slap ikke afsted lige med det samme, og senere kom der ikke mere saadant had, og saa slap Jubonas med livet. -Og Nordmændene har dræbt endnu en Lap, som hørte under Karesuando. -Og denne plyndren er hændet mange gange. Og dette er kun som eksempel paa, hvorledes det er gaaet med Lappen. Der er mange saadanne hændelser, som ogsaa vi har hørt, og der er ogsaa mange, som vi ikke har hørt, men jeg har ikke lyst til at fortælle mere, da det sagtens nok er grimt at berette saadant; men naar man skal skrive alt, da maa man skrive baade grimt og smukt. -Og af disse samme Lappers bopladser har vi Lapper maattet betale store penge, og betaler fremdeles. Og derfor er Lapperne kommen i gæld, den tid da Nordmanden gjorde loven saadan, at det er saare let at faa penge af Lapperne, selv om de maaske ikke har netop saa megen skyld, som de (Nordmændene) siger. For nok er renerne vel nødt til at søge derhen, hvor der er føde og læ, naar det om sommeren undertiden bliver saa koldt, at en og anden ren fryser ihjel, endogsaa en og anden renvogter, naar det først er hedt, og der saa pludselig kommer nordenvind og regn, og det giver sig til at sne ogsaa. Og det forstaar man nok, at naar det sner paa bjærget ned til trægrænsen (5), da er det koldt. Og netop i den tid gaar der størst hul paa pengene, skønt Lapperne da springer og jager med hundene 7 ; men naar der ingen steder er skov, hvor ikke Nordmanden tager takst, saa slipper renen dog et eller andet sted ind imellem træerne, og saa bliver det øjeblikkelig (at betale) takst. Og dette opfattes saadan, at det er fortjeneste for Nordmændene, naar renerne kommer saa langt, at de kan komme til at faa skadeserstatning, og derved faar de penge; og paa den maade er der intet tab for dem, endskønt de jamrer sig som ræven, da han ikke var i nød. Et bevis herpaa er det, at Nordmanden ikke tillader, at man sætter gærder foran saadanne veje, hvor renen gaar ind paa græsmark, endskønt Lapperne selv vil sætte gærder op. Og denne tids Lapper er nødt til at holde renerne deroppe paa de høje bjærge eller klippeafsatser, hvor der er livsfarligt baade for rener og mennesker, fordi fjældene er saa stejle, og der er is fra verdens begyndelse, og i den er revner, og nogle er saa
8*
116
dybe, at man ikke ved bund; men andre er ikke saa dybe, og fra dem kan man nok en og anden gang faa en ren op igen, om man blot bemærker I hvor den er. Man faar den dog ikke op paa anden maade end ved at slippe et menneske derned med et reb, og han binder rebet fast i renen, og saa trækkes først mennesket op, og derefter trækker man renen op; men mange bliver borte, som man ikke finder, og mange, som man ikke faar op, da der er saa dybt, at reb ikke naar. Og de er meget farlige, da der hver vinter kommer ny sne paa de revner, og saa ser man dem ikke hverken mennesker eller ren, og naar noget levende kommer derpaa, saa falder det paa engang ned i kløften.
Og om Havfjældenes (de norske fjælde) farlighed begynder jeg nu at fortælle, der hvor Lapperne opholder sig med deres rener.
Naar det bliver hedt, springer renerne op paa saadan is, højt oppe, hvor mennesker ikke kan komme. Og de springer for myggene og for hedens skyld paa de høje tjældsider, og de øverste rener løsriver sten, og naar en sten kommer i bevægelse, saa begynder mange sten at rulle, og saa dræbes mange rener paa den maade ogsaa, og om et menneske er nedenfor, da er der samme fare for ham ogsaa. Ride kaldes de (fjælde), som er meget høje og meget græsbevoksede. I hede løber renen op paa fjældtoppene og ind imellem saadanne klipper, hvor den hverken kan komme op eller ned, hvis den ikke lige husker at gaa der, hvor den kom fra. Renen har endnu samme natur som i fordums tid vildrenen, og vist kan renerne slaa sig ihjel, undertiden hele flokke. Og af saadanne hændelser vilde der være mange, som jeg selv har set; men jeg naar ikke at skrive dem alle. -
Om Eftersommeren.
Om Lappernes flytninger mod syd fra Norge, naar renen efter sin sædvane higer mod syd. 8
Naar græsset begynder at visne, da begynder renen at længes efter at æde lav, og i Havriget (Norge) er der knapt med lav, i Havriget er der de fleste steder blot græsland. -Saa giver Lapperne sig til at skille (renerne) i saadant distrikt, hvor det ikke er heldigt at flytte sammen, i saadant distrikt hvor hjorden er paa 5 eller 8000 omtrent.
I gammel tid har man ikke brugt gærder 9 , men foretaget skilningen paa en jævn høj. Og om der i nærheden er et sønæs, er det særdeles godt. Og saa begynder man der at skræmme den ene del af renerne,
(6) man stikker med staven renen bagi, og den gaar bort, og den anden del af renerne lader man hvile 10 .... Og den del, som er bleven tilbage, naar de andre er skræmt bort, denne tiloversblevne del er nu klar, og den
117
jager man bort saa langt, at den er ude af syne, saa de ikke blandes. Og den ene del er endnu fælles hjord, den lader man saa hvile der, og begynder at skræmme den anden del af renerne paa samme maade, man stikker renen bagi, og somme rener gaar paa én gang til den anden kant af hjorden, og somme rener er saa modige, at de løber tilbage, de skræmmes ikke, selv om man slaar dem, og man er nødt til at løbe efter dem, indtil man faar dem bort derhenne, og det gør megen fortræd, det skræmmer de rener, som er skilte ud ; og hvis det dertil er et hidsigt menneske, som løber, da skræmmer han meget værre. Og den kunst at skille rener er saadan, at det ikke hjælper, man er stærk eller hurtig til at løbe, men hvem der er dygtig til at skille. Og til denne dygtighed hører mest at være rolig, ikke løbe hurtigt og sætte i bevægelse. De, som bliver vrede og giver sig til at løbe, og dertil hidser med hundene, -og saa springer renerne afsted og blandes, og saa bliver det nyt arbejde. Og af den grund bliver de ofte vrede. Og hvor der er hidsige mennesker, der er det besværligt at skille og meget mere arbejde ; men naar de er dygtige, da er det mere end halvt ( : dobbelt) saa let at skille .... Og naar de igen har faaet en lille flok (skilt fra), saa jager de den derhen, hvor den første flok er ført hen. Og nu slutter saa dagen, og ejerne forsamles for at raadslaa om, hvorhen det er bedst at føre hver del af hjorden, og naar de er bleven enige om, hvor hver del skal anbringes, saa gaar vogterne
til hver flok. Der er nu 3 flokke, (de to skilte flokke) og 1 flok er blandet hjord ....
Og naar vejret er godt, saa kan vogterne nok holde hjorden (samlet), og naar det bliver morgen, kommer vogterne igen med hjorden, og saa giver de sig til at skille paa samme maade som før. Og da hjorden nu er bleven mindre, den del som er blandet, saa skiller de fra begge sider, og saa kommer den blandede del i midten, og det er det værste tidspunkt; hvis de da er sindige og dygtige, da gaar det godt og hurtigt, men hvis de er hidsige og udygtige, hvis nogle begynder at løbe, saa er de andre ogsaa nødt til at løbe, og saa springer de sammen, eller renerne blandes, og saa plejer de at give sig til at hidse med hundene, og saa løber det undertiden i et. Og om dertil antræffes nogle umærkede eller saadanne rener, som om sommeren er mærkede med andre reners mærke, og de andre genkender deres rener, saa bliver der klammeri, og de springer af alle kræfter og ødelægger renskilningen, og kommer de dertil op at slaas om dem, saa maa der arbejdes meget mere, de blandes saadan, at der er atter nyt arbejde næste dag, og de bliver saa forbitrede, at de giver sig til at slagte de andres rener. Men fortidens mennesker holdt hjordene saa omhyggeligt samlet, (7) at der ikke var rener i andres hjord ; hvis der gik en ren til en anden hjord, saa blev den øjeblikkelig hentet bort igen. -Og tyveris begyndelse var saadan, at gærrige rige
II8
har ikke holdt tjenestefolk, og saa kunde hjorderne gaa, hvorhen de vilde, og for de fattigere var der ingen udvej, de gik efter renerne, og de fandt ikke deres egne slagterener, saa var de nødt til at tage af de riges, og saa tog de rige stor betaling, og de fattige kunde ikke betale, og somme lod dem fængsle ogsaa, og saa blev de fattige nødt til at skjule, hvad de spiste. Og da de nu fra begyndelsen havde lært lidt, saa tog det mere og mere til. Men ikke alle de rige var saadan, det var kun de gærrige rige 11.
Og naar de nu er færdige med renskilningen, saa flytter de bort de samme veje mod syd. Og hvis det er godt vejr, saa drager de roligt sydpaa over de højeste fjælde. Men naar det er et daarligt aar, saa begynder eftersommeren allerede med daarligt vejr i Havriget (Norge), og naar de skal til at flytte, saa kan de ikke faa hjordene samlet, og naar de faar det, saa er det saadan regn og sne, at alting er saa vaadt. Og naar det er koldt, saa fryser teltdugen, saa den ikke kan bøjes, og saa er man nødt til først at tørre den der paa koten og gøre en meget stor ild og tørre den der og de klæder som de mennesker har paa, der har været i ødemarken; deres klæder er vaade allesammen lige ind til skindet; og de har da frosset saa stærkt, at benene er ophovnede og neppe kan bøjes. Og hvis de kommer til at være i ødemarken og ikke kan faa ild, saa fryser de jo ihjel. Nok er det hændet ogsaa, at en renvogter er frosset ihjel om efteraaret, naar det først er stærk regn, og han saa bliver gennemvaad, og han har ikke saa gode klæder heller, og saa begyndte det at sne og blev saa koldt, at hans klæder, som var vaade, frøs, og da hans klæder var frosne, saa de ikke kunde bøjes, saa krøb han sammen ved siden af en stor sten. Og han havde ikke ild, og saa frøs han ihjel.
Og naar flytningen nu er saa forsinket, at de ikke kan komme afsted, saa bliver luften endnu koldere, og mørkere bliver nætterne. Og saa er det om natten meget mørkt, saa mørkt, at man ikke ser en eneste sten ejheller renerne, men hører kun bjælderne og kalvenes grynten. Og da plejer man at miste en del af hjorden, og naar disse undslupne rener kommer ned i skovene, da er det vanskeligt at finde dem. Og hvis det er nordenvind, saa er der i Havriget meget haardt vejr, og i syd er det da atter godt vejr. I saadant haardt vejr, naar det er regn og slud, bliver teltdugen vaad paa koten, og i saadant vejr er teltdugen heller ikke tæt, og da bliver alle sovesagerne inde i koten ogsaa vaade. Og naar det bliver opholdsvejr, saa begynder de at tørre teltdugen, og nogle gaar for at opsøge de bortkomne rener. Og naar det er blevet godt vejr, saa er renerne meget roligere end i haardt vejr. Og naar det gode vejr varer nogle dage eller mange dage, saa kan Lapperne komme til at flytte. Og naar de nu endelig er kommen til at flytte, saa er deres flytning saadan, at de anbringer alt, hvad de har, paa trækrenerne, børnene ogsaa, mindre og større, og
119
saa drager raiderne 12 af, og hjorden er ogsaa i nærheden. Og naar de
er sent færdige til at flytte, saa bliver det mørkt, før de naar en lejrplads, og saa er det meget farligt, da bliver trækrenerne saa sky og giver sig til at springe, og byrderne slynges bort af renerne, og tømmerne rives over, og renerne springer ud (8) i vildmarken, og i mørket ser man ikke, hvorhen de gik, og saa er man nødt til at lade de rener gaa. Og børnene falder ogsaa af renerne, og renerne springer over barnet og træder ogsaa undertiden saadan, at barnet næsten omkommer. Og saa er de nodt til at gaa med dem (Renerne), som de endnu har i deres haand, og det er slemt at finde vej. Og naar man nu er naaet til det sted, hvorhen man plejer at flytte den første dag, saa slipper man renerne, og da er de trætte, og dagen er allerede forbi; nu haster det at faa koterne rejst, før end det mørkner, paa den tid begynder nætterne allerede at blive mørke. Og saa rejser de koterne, saa hurtigt de blot kan. Nogle sætter koterne op, og andre hugger ved -her er endnu birkeved 18. -Og naar de har faaet ild, saa begynder de at spise, renmælk og ost, og brød er der ogsaa i de senere tider, men dengang ikke. Og saa koger de vand og deri juobmo-mælk 11 , og saa drikker de det. Og kvinderne har travlt med at pakke børnene ud og tilse dem og varme de større børn ogsaa, for dem er det endnu værre end for vuggebarnet; de har ikke ly, saaledes som vuggebarnet har i vuggen. Og naar de, som har været med raiderne, har spist og drukket, saa kommer de, som har jaget hjorden, og bringer den til koten, og saa gaar andre for at vogte om natten. Og naar det nu er mørke og regn, da er det saa morkt, at man ikke ser foran fødderne, undertiden gaar man mod en sten, og undertiden i en sø eller en sump og imod træer, og renerne ser man heller ikke, hører dem kun. Og man skal gaa udenom de yderste rener, og man skal vandre stadigt hele natten og ikke lade hundene jage, hunden splitter hjorden i mange flokke, og saa begynder renen at løbe værre, naar hunden jager haardt. Og naar det er blevet morgen, da jager han (hjorden) til koten; men paa den tid er natten endnu ikke lang. Og naar det er blevet morgen, da er det første arbejde at lede efter de rener, som løb bort med byrderne, og da der ikke er sne, er det ingen let sag at finde dem; og naar de kommer til det sted, hvor renerne slap bort, saa gaar de derhen, hvor de ved, renerne sprang. Og som de gik, fandt de samme byrde, men de andre byrder var endnu borte. Og da de havde sogt en dag og ikke fundet dem, saa og nu mistede de to trækrener
havde de ikke tid at søge næste dag; og byrderne, men dem er de nødt til at efterlade. Og da det nu igen blev aften, saa gik atter vogteren om natten med hjorden paa samme maade som før. Og da han bragte hjorden, saa flyttede de igen ligestraks,
og de flytter til saadanne bjærge, hvor der ikke mere er birke, nu er de
120
nødt til at standse, hvor der ikke er brændsel. Paa de høje fjælde er det jobesværligt, selv om det ogsaa er godt vejr, da veddet er daarligt, kun dværgbirk
(Betula nana L.) og et og andet sted er der enebærbuske (Juniperuscommums L.), og de brænder udmærket, selv i regnvejr, og somme stederer der smaa vidjer, men hvis de ikke er udgaaede, saa er de daarlige atbrænde, men naar der er tørre vidjer iblandet, saa er det godt at brænde.Og der er endnu en slags græs, kaldet ruvderase (Andromeda tetragona L.),som man ogsaa brænder, naar der ikke mere er dværgbirke. Dette græsvokser højere oppe paa tjældet end dværgbirken. Og naar det er mørkt, saaser man ikke; da maa den, som har daarlige øjne, føle sig frem, (naar hanskal rive ris op). Men naar det er godt vejr, da bjærger Lapperne signok, selv om de er paa højfjældene. -Naar de nu atter flytter, saavælger de de tammeste trækrener, da de ved, at (9) nu er flytvejen farlig,saadan at om renen bliver bange og giver sig til at springe, saa styrterden ned, og dernede er en stor elvekløft, hvori alt paa engang, hvormange der end er, knuses. De steder er saa stygge, at svage hovederikke kan se ned. Og naar de nu er færdige med at læsse byrderne paarenerne, saa flytter de igen, og de kommer godt over det farlige sted,ihvertfald den sida; men det er ikke sikkert, om alle sidaerne slipper heldigt over det sted. Lapperne har en overtro: først naar man flytter frabopladsen, da er det et tegn, hvordan den første strækning gaar, da gaarhele flytningep saadan; om der er uheld paa den første dagsrejse, saa erder bare uheld paa hele færden. Og denne sida har uheld paa den førstedagsrejse, og saa mener de, at nu følger uheldet dem paa hele rejsen;
men det sker, som skal ske. Men da det var saa slem en flytvej, saaskulde de kraftigste folk være ved raiden. Og der var en frugtsommeligkvinde, og hun turde ikke gaa til raiden, saa gik hun at drive hjordenad flytvejen 15, og saa fødte hun barnet under vandringen, og der varikke anden udvej end at putte barnet ind paa brystet og jage renerne
videre, indtil hun naaede stedet, hvor de var ved at sætte koterne op.Og da hun naaede koterne, saa først kom hun i seng, saadan som Lapperne nu har den -og veddet var daarligt her ogsaa -og de plejedehende saadan, som nu Lapperne bruger at gøre det. Dog hele sidaenkunde ikke forblive der, og saa flyttede den, og en kote blev tilbage derog to mennesker, og de bandt deres trækrener. 16 -Naar Lapperne færdes, under renvogtningen og under flytningen, hænder det ofte, at enkvinde føder et barn, og da er der ikke andet
raad end at putte barnetind paa brystet og drage videre, til hun naar koterne. Vist er dette sørgeligt, sommetider naar man er paa højfjældene i den kolde tid. Men hviskvinden er i lejren, saa kommer hun i seng, naar hun har født barnet. Igamle dage havde Lapperne dog ikke puder, men skind og pelse og sækkemed noget i, og birkeris, som altid er i en Lapkote i stedet for gulv, og hø
I2I
lægges paa renskindet under ryggen indtil kvinden er kommen i orden. Og lejet redes en gang hver dag. Og om barselkvinden ikke kommer til at fryse, da er hun rask efter en uges forløb.
Om barnepleje.
Naar barnet er heldigt født. saa indsvøbes det i renkalveskind, indtil man faar vand varmet, og naar vandet er varmt, vaskes barnet 3 gange om dagen i 3 dage, og efter 3 dages forløb begynder man at vaske det 2 gange om dagen, (og en gang om dagen bliver Lappens barn badet indtil det er 2 aar). Og i førstningen gives barnet kogt renfedt at suge paa; dengang har der ikke været sukker her oppe i Lapland. Man er nødt til at give barnet fedt at suge paa, fordi moderen ikke har mælk det første døgn, og det er farligt til at give smerte, naar moderen det første døgn begynder at arbejde med barnet og amme; somme kvinder er saa dristige, at de begynder at arbejde efter seks døgns forløb, naar de føler, at de er raske, og saa er de blevet saa syge, at de er kommen til at ligge i mange maanedcr, og somme er døde ogsaa for saadan dristigheds skyld; og om moderen dør, eller om kvinderne kommer til at forfryse brystet saadan, at de hovner op og sætter materie og mælken hører op, saa bliver det vanskeligt at opføde barnet. -Undertiden er barnet kvalt i moders liv, og (10)saa er der det raad, at man ikke skal skære navlestrengen over, man skal forsøge at faa det til live og suge i næseborene og munden, og paa den maade plejer man at faa liv i barnet. Og om en fod eller en arm vender galt, eller noget andet sted, da retter man det straks ud, før knoglerne bliver faste, og om det ikke holder sig paa anden maade, saa skal man paabinde saadanne træstykker, som passer nøjagtig. Om barnet er vanfør eller har nogen som helst fejl, saa skal man ikke fortælle det til moderen; nogle er saa svage, at deres forstand forvirres, naar de hører, at barnet har nogen slags skavank. -Men nu vaskes barnet, saadan som allerede er fortalt, og saa svøbes det ind i linned og renskind og lægges i vuggen, og i denne er barnet om natten og om dagen, naar man opholder sig paa et sted, og under flytningen eller paa rejser, om sommeren og om vinteren. Og vuggen er forfærdiget af udhulet træ, udhulingen er saa stor, som barnet er, og hovedenden er gjort højere med en kalesche af bøjet træ, som holder vuggeklæderne oppe, at ikke barnet kvæles. Kaleschen er gjort af birketræ, som bøjes, men den øvrige del er lavet af udhulet fyrretræ. Man lægger mos (Sphagnum latifolium H.) i vuggens bund og saa linned og andre klæder, renkalveskind og under hovedet fjerpuder og (hvide) hare-eller polarræveskind. Og udenom træet er garvet renskind, og den snøres sammen (over barnet), i gamle tider med en skindrem, men nu snører man med uldne (vævede) baand. Om vinteren, naar man færdes, er der dobbelt overtræk om vug122
gen; først er der garvet skind om, som jo bruges sommer og vinter, men om vinteren bruges et overtræk til, som er lavet af hvide (ren) benskind. Over barnets hoved gaar ogsaa et 3-strenget baand, og deri er anbragt mangefarvede perler og sølvknapper, for at barnet skal se paa dem og forslaa tiden, og for at Uldaerne ikke skal kunne forbytte det. Dette har Lapperne faaet at vide fra gammel tid, at Uldaerne har forbyttet barnet meget hurtigt, naar barnet blev ladet alene i koten, men om man straks bliver klar over, hvad der er sket, og giver sig til at rise barnet med brændende enebærris, da tager Uldaerne deres barn igen og giver det andet tilbage; men om man ikke gør saadan, mister man sit sunde barn og faar saadan et barn, som ikke vokser og er vanfør. Naar det er koldt, da bliver vuggen kold, medens barnet vaskes, og derfor bruger man en hed sten i vuggen, for at den kan vedblive at være varm, og det er gaaet mange gange saadan, at moderen ikke har husket at tage stenen af vuggen, og saa blev barnet lagt paa den hede sten, og saa brænder det jo ryggen; barnet skriger, men moderen ved ikke, hvad der er i vejen med barnet, som det skriger, men er dog nødt til at pakke det op; og saa først ser hun, hvordan det er gaaet hendes barn, og saa sørger nu den stakkels moder og græder saa stærkt, at næsten forstanden forvirres. Og det bliver for barnet en haard pine deraf, og naar det nu endelig kommer sig, saa bliver det dog ikke et helt sundt menneske; sommetider bliver det krumrygget. Men naar børnene er kommen saa vidt, at de løber ude, saa forfryser de undertiden fingrene, og drengebørnene forfryser kønsdelene, og om man ikke forstaar øjeblikkelig at kryste med sne, saa falder de af saa langt, som de er forfrosne. -
Hos Lapperne er de ogsaa alle bestillingsfolk. Den første er. husfaderen, og saa husmoderen, og saa tjenestekarlen, og saa pigen, og saa børnene. Den ældste er brændehuggeren, den anden er do/la tsogge (den, som passer ilden) den tredje er guonna-mugga (som lugter af urin), 4) er moders kæledægge, 5) er faders kæledægge.
(11) Om Lappebørnenes skolekursus.
5 aars skolerne er gode for fattige Lapper, naar de (børnene) er i skole i den tid, da de endnu ikke er saa vidt, at de kan arbejde for deres føde, og der er det ogsaa, at de lærer at læse og skrive og regne, saa de ikke bliver bedraget ethvert sted af købmænd og bønder, hvilke før har bedraget mange med regnskab og drik; men det ødelægger kun Lappernes børn, de faar nok en god lærdom, men de lærer meget unyttigt og det, at de faar saa megen bondenatur, og de er den bedste læretid 17 borte fra Lapperne, og saa lærer de blot bondeliv, og Lapliv lærer de ikke, aldeles ikke. Og naturen forandres ogsaa, Lapnaturen tabes, og bondenaturen kommer i stedet. Og mange af de kroneskole-børn er brystsyge;
'
123
men naar der ikke er skoler i Lappernes egen kote, saa er de nødt til at anbringe dem der, hvor skolerne findes, selv om det ikke er heldigt.
Her fortælles om børnenes færden under flytningen.
Naar barnet endnu er lille og let, da er det nemt at bære i vuggen paa siden af renen, saadan som Lapperne bærer deres andre sager, 20 kg. paa hver side; men naar barnet græder stærkt, da er det jo besværligt for moderen at amme det paa renen, men det er hun dog nødt til og finder sig jo i det. Hvis barnet er meget slemt til at græde, saa maa hun bære barnet selv og hviste det paa armene og ofte amme.
Om større børn. Naar barnet er større og tungere, saa orker renen ikke (at bære det paa siden); naar det er et 4 aars barn, saa er det allerede nødt til at ride paa renens ryg, enten det er godt vejr eller regn eller kulde, og da fryser børnene jo og bliver trætte, saadan at de tilsidst ikke kan blive paa renen, fordi de fryser. Paa renen er der saa koldt, hvor vinden blæser fra neden og alle steder fra. De børn, som renen magter at bære paa siden, dem kan man beskytte meget bedre; de børn, som er i vuggen, de holder sig meget bedre varme. Og naar barnet er blevet saa stort, at renen ikke kan bære det, saa maa barnet løbe selv, skønt det jo er en haard straf, hvis det dertil er daarligt vejr, regn eller snefog; og de udmattes saadan, at de tilsidst ikke kan mere, aldeles ikke, saa er man nødt til at bære dem, (naar) det er en flytvej paa 2 mil og undertiden længere.
Og ligesaa besværligt er det for de overmaade gamle folk ogsaa. Paa
de lange flytveje bliver de trætte, og saa kommer de til at overnatte i
vildmarken, og nok kommer de jo til at fryse overmaade meget, og vel
er somme døde paa flytvejen ogsaa, ejheller har de haft tid at opsøge
dem; man har mange aar efter set benene, men dem har man ikke regnet
for mere end renben.
Her fortælles lidt om flytning i uvejr over højfjældene.
Det er jo slemt at flytte, naar det er snefog over højfældene under flytningen. Og sidaen drog af, og saa begynder de at flytte de lange flytveje, og deroppe (12) er alligevel koldt, selv om det end er godt vejr. Og saa blev det en saadan kulde og snefog og haard blæst, at det kastede renerne om, og byrderne faldt af renerne, og de ridende børn frøs værst og blev trætte, saa de ikke mere kunde blive paa renen, og deres hænder var saa kolde, at de ikke kunde holde ved enden af kløvtræerne. Og de gamle folk, som var 80 aar gamle, de var afkræftede, og de havde daarlige
124
øjne, og de orker ikke at gaa saadan, at de kan følge med i en flyttende sida, og de afkræftes ogsaa saadan, at de ikke kan vandre de lange dagsrejser ud i en køre; og saa er de nødt til at blive natten over i vildmarken; og undertiden kan de ikke faa ild, ja, selv om de nu ogsaa fik et baal, saa overkommer de dog ikke at rive saa mange ris op, at de kan vedligeholde ilden hele natten; og saa fryser de saadan, at de næsten mister livet; og er det haardt vejr, da er det endnu værre. Og derfor er intet raad, ikke noget som helst at gøre; hverken ren eller menneske orker at bære dem. -Og naar sidaen har spændt fra der, hvor der er en smule tjældbirk og føde for renen, saa ammer kvinderne børnene, og de større trætte børn dækker de til, for at de ikke skal fryse. Naar der er mange og spæde børn, saa græder de alt hvad de kan, men det faar ikke hjælpe, de er nødt til at blive i vuggen 18 ; de større græder ogsaa, naar det er koldt. Og dagen er nu forbi, det er sent og ved at blive mørkt, og der er træthed og hastværk; nogle river dværgbirk op, og andre rejser koten og samler sagerne sammen, og veddet er her saa daarligt, at man ikke kan faa ild paa anden maade end ved at grave bærris frem; og knapt er der med dem ogsaa. Og naar de saa har faaet ild, da har kvinderne travlt med at løse op for vuggebørnene og tilse dem, og andre laver mad, og naar maden er færdig, saa spiser de, og de, som har drevet hjorden, bringer den til koten for at hvile, og saa gaar atter andre for at vogte den, og det er allerede mørk nat. Og de lader hjorden bete til næste dag kommer, og saa driver de den til koten, og de flytter straks igen. Men de flytter saa hurtigt, som de bare kan, over de værste højfjælde, for at ikke uvejr skal indhente dem, Og i fordums tider var der godt at være alle steder, da der var renlav, og de opholdt sig paa højfjældene ogsaa, hvor der blot var den mindste smule fjældbirk; thi paa højfjældet er renen rolig, da er det let at malke renkøerne; og i forrige tider malkede de meget; en del af Lapperne, de, som havde en lille hjord, de var nødt til at malke mælk for fødens skyld, da der ikke var anden føde end mælk og kød, og de malkede jo saa stærkt om sommeren, at renerne blev syge paa alle maader. Denne haarde rensygdom dræbte mange rener, og den var dertil saadan, at den smittede som anden smitsom sygdom; om de (syge dyr) blandedes med saadanne sidaer, hvor den ikke var, saa smittede den straks: Og naar sygdommen var paa det højeste, saa smittede den ogsaa ved sporene. Og de sidaer, som ikke havde sygdommen de frygtede den sida, som havde sygdommen, og gik langt
I
udenom den. Og i varme somre var sygdommen værre, da døde saa mange, at de ikke engang kunde flaa alle skindene af, selv om de flaaede i hundredvis, og kødet var kun spiseligt af en og anden ren. Og derfor vedblev de at være fattige, som var saa haarde til at malke. -Og den sygdom er saadan, at renens klove bliver betændte, og der kommer mar25
terie; tyrenes kønsdele hovner op, og renkøernes yver bliver skurvet, og kalvenes muler bliver skurvede. -
Om malkning.
Da anvendte de saadan kunst, at de smurte renkoens yver (13)med rengødning, for at kalven ikke skulde die; endnu en kunst er det, at man binder renkoens patter med uldtraad, og naar saa renkoen blev borte, snæredes patterne af. Og dette gør de, for at kalven ikke skal komme til at die, thi saa diede den hele tiden, saa renen ingen mælk havde til malkning. Den tid var, før der fra øst kom Lapper, saa lærte disse (dem), hvordan man skal vogte renerne, og da alle havde lært at passe dem, saa begyndte hjorderne at vokse. Ikke har Jukkasjærvi-Lapperne kunnet passe renerne helt rigtigt, og derfor er renen ikke kommen til at formere sig saadan, at landet fyldtes af renens mangfoldighed, saadan som der nu er fyldt, at der ikke er plads. Hvis der kommer en lidt daarligere vinter, da maa nødvendigvis en del af renerne dø. Men nuomstunder er der ikke mere rensygdom om sommeren, saadan som der har været i Jukkasjærvi sogn, før end Østlapperne kom, netop de Lapper, om hvem Jukkasjærvi Lapperne siger, at de har bragt tyveri hertil; men de har ikke aabenbaret det, at de har bragt god lærdom med ogsaa. Og derom vidner sagen selv, at de ikke har kunnet passe renerne rigtigt, da der ogsaa har været plads til Øst-Lapperne. Ejheller kom disse tomhændede, de havde rener med. Og det er ogsaa sandt, at der oppe fra nok fulgte en og anden tyv med ogsaa; men hovedejerne var ordentlige folk: Jone Lasse og Tomos Jouna og fa'r Pekka, og de havde mange rener. Og for dem voksede hjorden saa hurtigt, de, som kunde vogte rener. Og saa mente de herværende Lapper, at de stjal deres rener, og nogle af tjenerne stjal vel ogsaa, men det er ikke vist, om det netop var saa meget, som der er sagt; det er nok set, at paa en fremmed hund springer de allesammen og bider den saa haardt, at om folk ikke kommer til hjælp, saa bider de den ihjel. Og kanhænde folk ogsaa er ligedan; her er dog et lille tegn paa, at det er folk ogsaa, saadant Lapfolk. Her er ovenfor fortalt om det, at Øst-Lapperne har bragt tyveri hertil; men her har de indfødte Jukkasjærvi-Lapper været tyve, før end ØstLapperne bragte lærdommen hertil. En var der, ved navn Nierpe, som var tyv. En gang kom han hen til en sida, da den flyttede op for Bærdoelvens bred, og de havde mange renoste paa trækrenerne, og da han var meget stærk og hurtig, vidste han et sted, hvor han kunde springe over Bærdoelven. Og da raiderne kom lige dertil, saa skar han med kniven ostebyrden af renen, og kastede den paa ryggen, og løb til elvebredden,
og kastede byrden over, og selv sprang han ogsaa over den store elv;
126
og den stakkels Lap løb efter, men han kom ikke over. Og det sted har, fra den gang, faact navnet Nierpespringet, fordi den Laps navn var Nierpe. Og man har ikke fundet nogen anden Lap, der har sprunget over Bærdoelven, som er saa stor, at den dræber mange rener, og den er ogsaa saa grim, og har høje fald og bratte klipper paa hægge sider; den elv er som en kogende gryde og faldene skummer, saa røgen staar, som var det et stort baal eller snefog. -Og om jeg fortalte om endnu en, hvis Navn var Galla Nilas. Han har ogsaa været meget slem til at stjæle, og hans børn har ogsaa været af samme slags, og har været straffet mange gange. Og der var en, som stjal fødevarer fra afdøde Niolpa Jounas' (14) stabur i vildmarken, som var paa højfjældet. Og Niolpa gættede, da han (tyven) forsvandt, at saa var han gaaet for at stjæle i hans stabur, og saa gik han for at søge og fandt, hvor han havde ført (tyvekosterne hen), og saa listede han sig hen til hans lille kote, og saa smøg han sig ind i koten, og tyven naaede ikke noget som helst, han havde jo en bøsse ogsaa, den tyv, men han naaede ikke at skyde, saa sprang Niolpa løs paa ham, og saa trak han ham ud, og risede ham saa stærkt, at han begyndte at bede og love, at han ikke mere vilde stjæle; og saa tog Niolpa ham med sig og førte ham til folk. Og der har jo været flere saadanne tyvelapper, som ikke var Koutokæinere, ejheller af Koutokæino slægt. Og den, som vil tale sandhed, han maa bekræfte sandheden, og her er dog lidt bevis for, at ikke alt tyveri er kommet med Koutokæinerne. --
Om rensygdomme
Den første er lubbo 2) gærdne, 3) njunevikke, 4) ruodno, S) tjakkaravikke og saadanne sygdomme, som giver hævelse hvor som helst, i hovedet, i ryggen og i laarene. Og saa er der endnu livcavikke og oaivevuorra, og for den bruger man den kunst at skære ørerne bort. Og en sygdom er saadan, at renen ikke just er saa afkræftet, men den drejer rundt hele tiden, den springer ikke, vandrer kun rundt i en kres.
Lidt forklaring til de ovenfor omtalte arter af rensygdomme.
lubbo er saadan, at der kommer hævelse mellem klovene, og det begynder at sætte materie, og njunevikke er saadan, at mulen bliver skurvet, og det gaar paa tungen og i munden og ned i halsen og saa i lungerne, og da dræber det. Og gærdne er saadan, at renkoens yver bliver skurvet og ophovner, og det sætter materie, saadan at hele yveret falder af; og renkoen slikker, og saa smitter det munden og gaar i lungerne, og dræber. Og tjakkarvikke er saadan, at tyrenes kønsdele hovner stærkt op. Ruodno er saadan, at renen gaar (med) sænket (bagkrop) hele tiden, som om den skulde kaste urin, men der kommer ikke noget. Og den sygdom begynder i urinaabningen og gaar ind i blæren, og saa bliver
127
alle indvoldene betændte med materie, og saa dræber den. Livcavikke er
saadan, at renen undertiden er fuldstændig rask at se til; men den afmagres,
og sommetider bliver den saadan, at den ikke kan holde bagkroppen
oprejst, kun med forkroppen trækker den bagkroppen; og den
sygdom forekommer om vinteren ogsaa, men de andre sygdomme hører op mod vinter, dog varer lubbo undertiden ved hele vinteren, men den er dog ikke saa slem som om sommeren, fordi det (om vinteren) kun er en og anden ren (som er angreben). -I hede somre plejer mange rener at miste synet; der er saadanne insekter, som stikker renens øjne; ligeledes bliver de ogsaa blinde, naar de om foraaret afkræftes saa stærkt, at fedtet om øjnene svinder helt bort, da synker øjet ind som paa en død ren. Og om man slaar en ren paa nakkesenen, da bliver øjnene ogsaa hvide. Og der er en sygdom i renens øjne, som kommer ofte, den
og for den er det godt øjet, og undertiden svovl. kaldes
þÿ d i e i g g aı
a l b m e , at sætte en lus ind paa
Lidt lægemidler hl de ovenfor 0111/a/terensygdomme
For lubbo er det godt at bortskære alt det, som er sygt, og saa smore med noget, som er kogt af træbark, indtil det er blevet tykt som
(15) tjære, og det blandes med salt, og det samme er ogsaa godt for njunevikke og for tjakarvikke og þÿ l a s k iı￿ a n v i k k e . skal
Og til ruodnovikke
man koge sammen tran og smør og tjære og krudt og saa helde det i skal man blande fedt af renklo(
renen). Til gærdne og koge sammen vene og harpiks af fyr eller gran og smøre med det. Og for kalvens for den er ikke andet
njunevikke er dette ogsaa godt. Fieska19 er slem, medicin end naar en tvilling bider den. For livcavikke har man ikke fundet noget lægemiddel, men en gang har man forsøgt den medicin at hælde stærk Rom eller Kognak (i renen), og saa skal man binde renen, saa den ikke faar føde i et døgn, og den blev rask; men naar hele hjorden begynder, da hjælper det ikke, ejhcller overkommer man det,
ejhdler tør man, de (syge dyr) har saa slem en lugt, at det skader folk ogsaa, hvor der bliver hundrede syge samtidig, og stadig bliver flere syge; og naar sygdommen er paa det højeste, saa dør der hundrede paa en gang. -
Her nedenfor skrives om renens fjender,
t som ikke har været omtalt før. Bjørnen er ogsaa slem; om den finder renkohjorden, dræber den mange kalve, naar den mærker, at dem kan den
indhente; men store rener faar den ikke mange af, og om den faar en, da æder han den helt op; men kommer man over bjørnen, medens den æder, da er den ond og springer op og sønderriver mennesket. Og hvis man giver sig til at forfølge den om foraaret, da bliver den ogsaa vred og gaar (og skjuler sig) ved siden af sporet, og naar mennesket kommer,
128
anfalder den og knuser dets hoved. Bjørnen har mange gange dræbtLapper. Ulven er renernes største fjende, den dræber rener hele aaretrundt og til enhver tid. Og en slags er en saadan røver, at naar den kommertil en samlet hjord, dræber den saa mange, som den blot overkommer,undertiden paa en nat ro og 20 og 30. Og om vinteren, naar sneen er
dyb, saa dræber den paa en nat 40 og endog 70. -Om jærven. Jærvener ogsaa slem om vinteren. Naar sneen bliver dyb, saa kan den indhenterenerne, og ogsaa den kan paa en nat dræbe IO. Og om foraaret paasneskorpen dræber den ogsaa renerne og om foraaret kalvene; den dræbermange kalve. Og om det er et sulte-foraar, og renerne er afkræftede, dadræber jærven mange rener. Og polarræven og (andre) ræve dræberogsaa om foraaret mange kalve, inden de vokser til. Og ørnen dræberogsaa kalve; den er endnu værre end polarræven; ørnen dræber etaarigekalve ogsaa. Og bøndernes hunde og Nordmændenes hunde bider ogsaa kalve, ogLappernes egne hunde bider ogsaa nogle somme steder. En slags fjenderfor renen er ogsaa myggene. Naar det bliver varmt, da lever saa mangesaadanne insekter op, som kommer og forfølger renen, og naar de sættersig paa den, da hænger de fast øjeblikkelig. Der er en, som gaar op inæsen, og lægger sine æg deroppe, og de bliver til larver, som dræberrenerne om foraarct, hvis de er udmattede. Og en anden er der, somsætter sig fast i renens ryg, og den frembringer maddiker, som om foraaretdræber (de meget) udmattede rener, den gennemborer renens ryg. Og renenfrygter de insekter saadan, at den springer hid og did og jager op paade højeste bjærge og klippeafsatser, hvor der er køligere, og hvor derer megen sne og bræer. Men deroppe er ikke græs, ejheller (16)lav. (Renenvokser ikke paa anden tid end om sommeren, og naar det er en hedsommer, vokser renen daarligt). Og dette er det, som Nordmanden hargivet Lapperne, men ikke anden jord, med mindre han betaler saa meget,som de forlanger, selv om der mulig ingen skade er sket.
Om renens æde-og hviletid.
Renen hviler, naar morgendæmringen begynder, og det kaldes dagg1yhvile, og saa æder den til middag, og saa hviler den middagshvilen, ogsaa æder den indtil aften, og saa hviler den mørkningshvilen. Saa gaarden og æder til midnat, og hviler saa midnatshvilen. Det er dog kun,naar betesforholdene er gode, at de alle hviler saa bestemt paa en gang,thi naar det er et sulteaar, da faar ikke alle renerne føde paa sammegang, og derfor maa hver især hvile, naar den har ædt, ejheller harrenen tid eller bjærger sig ved at hvile længe i sulteaar, selv om denogsaa har ædt, thi naar laven er daarlig, opholder den ikke livet, naarden hviler længe. Men naar laven er god, da hviler den saa længe, at
129
renvogteren kan sove, saa han er godt udhvilet; og sover han let, da hører han øjeblikkelig, naar den første ren rører sig. Naar de er ved at rejse sig fra hvilen, begynder kalvenes ruovggama (den lyd, kalven frembringer); og et saadant menneske han trættes da ikke. Ogsaa er renerne meget roligere, naar laven er god, og det er smukt vejr. Men det menneske, som sover tungt, han kan nok blive efterladt sovende paa hvilepladsen, og naar han endelig vaagner, da ved han ikke, hvorhen hjorden er gaaet, hvis det er snebar mark; men hvis han gaar imod vinden, eller han ved, hvor renen plejer at søge hen fra det sted, saa gaar han og lytter, og paa den maade finder han hjorden. Og om hele hjorden er gaaet i én retning, saa kan han nok igen faa den samlet, naar de er to mennesker, saadan som de plejer, og naar de to har fundet hjorden, saa gaar de til hver sin side udenom hjorden udenom de yderste rener, ej heller maa de lade hunden jage; men om en del af hjorden er gaaet i en anden retning, saa kan han nok miste den, og undertiden kan hjorden jo slippe bort for vogterne, naar det er regn og haard blæst, da kan han hverken høre eller se, da er det saa mørkt, at man ikke ser nogenting, ejheller hviler renen da uden ganske kort, og er meget flygtig; men naar det er dygtige vogtere, holder de nok hjorden samlet og jager den til koten til morgenhvilen; men de skal jo drive den, medens det endnu er mørkt for at naa til koten lige, naar det begynder at dæmre, da er det hviletid Og saa snart det begynder at lysne en smule, tager de fat paa at malke renkøerne, og naar de er færdig med malkningen, gaar igen andre vogtere med hjorden om dagen, og om aftenen bringer de den igen til koten, og saa malker man atter. Og de andre vogtere har sovet om dagen, og nu gaar de igen til hjorden. Og naar det gøres saadan, da kaldes det halv vagt. -Men naar de vogter i snetiden, da er det meget lysere, og om man da sover, medens renen hviler, og hjorden slipper bort, da er det let at følge sporene i sneen; hvis det da ikke er stærkt snefog, kan man nok indhente den, men hvis man ikke finder hjorden, da er det saa trist for renvogteren, om han
dertil er halvt barn endnu, da løber han og græder og ved ikke, hvorhen han skal gaa. Og en saadan han finder nok ikke hjorden, han bliver ofte selv borte ogsaa.
(17) Og naar Lapperne er naaet til sydsiden af højfjældene, da begynder de at opholde sig lidt længere ad gangen saadanne steder, hvor der er føde for renen, selv om der er daarligt brændsel. Men de opholder sig ikke paa samme maade hvert aar. Og naar de kommer til det sted, hvor de plejer at være om foraaret, og efterlade vinterklæder og andre vintersager, føde og slæder, saa standser de der i nærheden for at komme til at skifte klæder, tage vinter(klæderne) og efterlade sommer(klæderne). Og der i nærheden er de i (renernes) brunsttid. Og brunsten begynder ved
9
130
Mikkelsdags-tid, og hovedbrunsten varer ikke længere end to uger. Under hovedbrunsten jager de rige Lapper ikke hjorden meget, ejheller vil de have den jaget i rengærdet, fordi tyrene er olme; om man holder hjorden altfor tæt samlet, da begynder tyrene at springe afsted og at slaas, enhver lille tyr. Og der plejer at omkomme rener, naar gærdet er lille, og der er mange rener derinde. Og paa den tid bruger Lappeme at kastrere tyrene før brunsten. Denne kastrering er saaledes: -de tyre som man ikke vil have til at afmagres under brunsten, dem kastrerer man, først fanger man den og tvinger den ned; men de er i den tid saa stærke og olme, der er livsfare, man skal have hurtige og stærke hænder. Og naar man har faaet den ned, saa holder den ene hovedet, og den anden gaar til bagkroppen og stikker hovedet ned mellem renens bagben til kønsdelene og med hænderne holder han om bagkroppen, og saa bider han med tænderne først testiklerne over; men man skal passe paa ikke at strække senen. Og naar man har faaet dem bidt over, saa skal man klemme med fingrene, indtil det bliver jævnt som vælling. Og saa skærer man mærke i haaret, at den er bidt; nogle skærer deres eget navn, andre skærer kun tre striber paa halsen som mærke, eller saadan som hver især bruger det; men det er heller ikke bogstaver. I brunsttiden er tyrene meget olme, somme tyre springer løs paa mennesker, og vildmarksrener 20 er allerværst til at anfalde mennesker, og om man ikke slipper bag et træ eller bag en sten, da er der livsfare, de stanger mennesket fordærvet, hvis det er et svagt menneske.
Hanrenernes navne.
Hanrenerne skifter navn hvert aar. Først er der tsjærmak I aars, og den 2-aariges navn er varek, ogsaa den parrer sig lidt, og den 3-aariges navn er vuobbes, ogog den 4-aariges navn er goddodas, og den 5-aariges navn er goassotas og den 6-aariges navn er makan, og den 7-aariges navn er nammalpag. -Fattige folk begynder allerede at kastrere renen, naar den er 4 aar, men de rige kastrerer ikke, før den er helt udvokset, ved 5, 6 og 7-aars alderen. Og den bedste tæmningsalder er 4 og 5-aars, de bliver udholdende trækrener, de som tæmmes ved 4-aars alderen; men de bliver mindre, om man det første aar lader dem arbejde indtil overanstrengelse. Saadanne, som kun er 4 aar gamle, de skal tæmmes, kun tæmmes, men ikke arbejde; men de som er ældre, 5 og 6 aar, dem maa man nok lade arbejde saa meget, de plejer at arbejde. Men nok er fattige folk nødt til at lade deres trækrener arbejde saa meget, som renen orker, og vel bliver de mindre, men mere udholdende, det er fattigfolks trækrener. Og naar man om efteraaret kastrerer tyre og ikke tæmmer samme aar, og de lever til næste aar, da faar de nyt navn
131
spailek, og om den lever, 2 eller 3 aa1·, saa kaldes den 3-aars spailek, eller (om den lever saa længe) 5-aars spailek, men saa er det ikke mere tæmningsalder 21 (18).
Her begynder det nu at blive flytningstid bort fra brunst-lejrpladsen,
og nu er brunsten forbi, og renkøerne er hørt op med at lade kalvene die, og nu er det den bedste malketid, da renkøerne har megen mælk, og om man ikke malker hver dag, da bliver renkøerne sene, eller mælken hører op for det aar. Og paa den tid har Lapperne meget arbejde, de skal flytte, malke og vogte renerne. Og paa den tid er renerne meget flygtige, da tyrene er trætte af at holde renerne samlet. I brunsttiden holder tyrene hele hjorden samlet, saa den ikke slipper langt paa en nat. Og det plejer at blive tøvejr, naar brunsten slutter, og da er der jo allerede sne paa jorden; og paa den tid da tyrene er afkræftede, da plejer det altid at tø, og den tø kaldes golggonjacco. Og da plejer man at miste hjorderne, fordi vejret da er meget daarligt, taage og regn. Og naar det tør meget, da bliver somme steder snehare, og somme steder bliver sneen liggende, og naar det fryser, da bliver den sne til is, e\ler som det kaldes, bodneskardan, og den holder sig hele vinteren, saadan som den da er, naar den sidste tø er forbi, og kulden kommer. Men om denne ovenfor nævnte tø ikke ødelægger sneen, da bliver vinteren nok god, hvis der ikke kommer megen sne, dog kan renen nok komme til laven, selv om sneen ogsaa er ret tyk, naar blot bunden er ren, naar der ikke er is i bunden. Og det er paa den tid, Lapperne frygter for, hvordan vinteren bliver. Efteraarsmærkerne er: naar det før Mikkelsdag
(29. Sept.) er koldt, saa bliver efteraaret langt, og om der er regnbue, da betyder den ogsaa, at det bliver et langt efteraar; men det er godt, naar <let er et langt efteraar, længe snebart, og der saa kommer sne, og den ikke mere tør bort. Tidlig sne om efteraaret er meget farligt. Dette er vejrets kamptid, da plejer kulde og varme at strides, og de vinder skiftevis, og paa den maade kommer der tø ogsaa, og da plejer det at blive daarligt bete, is i bunden, hvilket er meget slemt. Om der er is i bunden, da er det daarligt, selv om der mulig kun er et tyndt lag sne; men var endda renlaven god, saa fik renen føde alligevel, selv om der var is i bunden. Og renen ved nok allerede om efteraaret, hvor der bliver bete, den søger om efteraaret derhen, hvor den ved der er god bund, og om folk slipper renerne om efteraaret, skal de nok gaa derhen, hvor der er føde, og de lever, og de, som man vogter, de sulter og afkræftes, og begynder allerede om efteraaret at udmattes, og om man ikke bliver klar over, hvor der er ren bund, saa sulter den hjord, som man vogter, og de sidaer, som forstaar, hvor der er bete, de holder
9•
liv i deres hjorder, men de sidaer, som ikke faar rede paa, hvor der er bete, deres rener udmattes og dør.
Brunstpladserne passer ikke hvert aar ind paa det samme sted. Undertiden kommer man til at flytte med lastrener længere mod syd end det sted, hvor slæderne er. Og naar nu tøvejret (golggonjaeco) er forbi, og sneen er kommen, og det er blevet koldt, saa drager de af for at hente slæderne; men undertiden gaar det ogsaa saadan, at de ikke har tid at hente slæderne, da hjorden er adsplittet, og da bliver det ogsaa farligt, naar kulden kommer, og man kun har sommerklæder, da bliver det at fryse, naar man skal være i ødemarken om nætterne at vogte, fordi renerne vil spredes; da kommer vogterne til at følge (19)efter renerne, og saa kommer vinter og kulde. Og naar de nu endelig har tid til at gaa for at hente slæderne, saa tager de trækrenerne i tømmerne, og gaar og leder dem saa langt, som de mener det er nødvendigt. Og naar slæderne er langt borte, da er det svært at lede og tungt at bære madsækken, men ogsaa dertil er Lappen vant. Og naar det nu er saa langt, at man ikke kommer frem paa en dag, saa bliver man nødt til at standse lidt, og lade renerne æde, tøjrede i tømmen, og selv spiser man ogsaa. Og naar man har spist, binder man atter renerne efter hverandre og drager videre og gaar hele natten. Og naar man har naaet slæderne, er det allerede morgen. Man tøjrer da atter renerne, og spiser selv lidt i en fart, og giver sig saa til at pakke sagerne sammen og lægge dem i slæderne, og naar man er færdig med at tilsnøre den, saa tager man renen fat, og anbringer slæden (trækremmen) om renens hals og gaar hjemefter, og gaar, indtil man finder god føde for trækrenen, og saa spænder man trækrenerne af selen og tøjrer dem igen i tømmen, og saa er man nødt til at sove lidt, da man er træt efter at have vaaget 2 døgn. Og den tømme er ikke mere end to-tre favne lang. Og om der ikke er god renlav, saa kommer renen til at sulte, og om der tilmed er mange træer, saa hænger tømmen fast i de træer, og paa den maade kommer renen ogsaa til at sulte; men de er altid nødt til at sulte, naar man er paa rejse. Kørerenen kan man ikke slippe løs, naar der ikke er mange, de rømmer tilbage til hjorden, ligesaa er ulven slem til at finde kørerenerne og forfølge dem og føre dem saa langt det skal være, og somme dræber den. Og af frygt herfor tør man ikke slippe dem løse. Men naar det er et godt aar, da er alt arbejde og rejserne meget lettere. -Og naar de nu er naaet tilbage til sidaen, saa giver alle sig til at bytte sommerklæderne bort og tage vinterklæderne paa. Og sommersagerne efterlader man nu; alt hænges nu op i en birk, eller man laver en suonjer22 meget høj, og hænger det derpaa vinteren over, indtil man igen om foraaret flytter der til. Og naar de har skiftet alle klæderne og faaet det i orden, saa bliver
133
det flyttetid Og sne er der endnu lidt af, hver sten og tue er bar; men flytte maa man, da føden for renerne er forbi.
Og nu flytter man med slæde, raider23.
Og slæderne har hver sin bestilling; først er der koreslæden, og den anden er barne og hvalpeslæden, 3) kar-slæden, 4) slæden med sovesagerne, S) kote slæden. Og den raide leder husmoderen, og den kaldes
koteraiden. Og den anden raide er den, hvori der er fisk og mel og de
Ogfine kirkeklæder og den fineste føde, kaffe og smør og tørret kød.
der er laag-slæderne og laag-kisterne; og om raiden med foraarsproviant
er med, da er der en raide til, og den er tung 24. -Og naar de nu flytter, er det saa fuldt af tuer, at slæderne slynger fra tue til tue og fra sten til sten, og de mest sky rener de springer tværs for og gaar hænger fast bag sten og tuer; og børnene
bag træerne, og slæderne græder, naar slæderne skumpler saa haardt, at barnets hoved ikke taaler
men de er nødt til at holde det ud, dog kan man nok undertiden
det; blive nødt til at anbringe et barn paa trækrenen eller bære dem som om naar der kommer mere
sommeren; men det er ikke længre saa slemt, sne, (20} da taaler børnene meget bedre slæderne, da er ikke mere tuer og sten saadan fremme, men birkene og fyrretræerne er jo lige slemme, selv om ogsaa sneen bliver tyk. Det er netop den værste flytning,
naar man lige har taget slæderne; men børnene holder sig meget bedre varme, naar man begynder at flytte med slæder, dog hører man langt bort barnegraad og hundeglam. -Og nu er sidaen naaet til en lejrplads, og de begynder at sætte koterne op, nogle rejser koten, og andre hugger ved; pigerne og konerne hugger ris (til underlag i koten). Men har en kone et lille barn, og det er slemt til at græde, da har
hun ikke tid til at arbejde noget, hun maa amme barnet og vugge det. Og om barnet falder i sovn eller holder op med at græde, da gaar ogsaa hun og skærer ris. Og naar koten er færdig, saa lægger man først
ris paa sovepladsen og saa sovesagerne ind og kogekarrene i boao25, og saa gør man ild, og det er lifligt, naar der er ild i koten. Og om der ikke er et vandsted, saa nødes man til at smelte sne; og saa begynder man at finde føde frem af madsækkcn og giver sig til at spise Og nutidens mennesker bruger kaffe; og kaffekogningen
og det er hyggeligt. er nu det første, saa snart vandet er varmt, eller sneen smeltet. Og naar betet
er godt, da behøver man ikke at vogte renerne, hvis der ikke er ulve i
nærheden. Saa synes Lappen det er rart, naar betet er godt, og man er
Det sted er, hvor de nu er standset, paaflyttet til et friskt sted.
sydsiden af højfjældene i de birkeskove, som er ovenfor fyrregrænsen. Og Og naar det bliver
dem opholder de sig, indtil sneen bliver lidt tyk 26 • flyttetid herfra, saa er det allerede Juletid, og da er det mørkt og koldt,
134
og saa er det jo besværligt at flytte, da dagen er forbi, naar man er
færdig til at drage fra kotepladsen, og saa bliver det at flytte i mørke,
og trækrenerne er sky og løber sommetider tværs for, og hænger fast
bag træerne, og da er der noget at rede ud. Og da plejer man at kvæle
rener til døde, naar slæden hænger fast bag et træ, og den forresteende af raiden trækker til, og om man ikke naar at løbe hen og skæretømmen over, det er man nødt til at gøre, om man kan naa det, for atholde liv i renen. Og paa den tid plejer der at være snesjap paa søerneog elvene, og i det er det meget slemt at sidde fast med raiden; naardet er koldt, hænger slæden i snesølet, da det er som is, og saa orkerrenen ikke at trække. Og naar hele raiden er blevet som is, da er manraadløs, man maa vade i snesjap til knæerne, selv om det er 30 og 40gr. kulde. Og deraf er mange bleven syge, da man fryser fødderne.Dette har den, som skriver, selv været med til alt sammen, alt det somforan er fortalt, det som nutidens mennesker har arbejdet og udrettet.
Lappernes største helg er Julen.
Og den dag, som er foran Juledag, det er ruottabæivve, og den dagsaften kaldes ruotta-aften, og det er den farligste aften. Om børnene dastøjer alt for slemt, det (onde) til syne,
kommer og om der er altforstor ugudelighed, da viser det sig ogsaa (det onde), selvom det ogsaa erstore voksne mennesker, naar de er altfor ligegyldige og kender altfor lidttil Guds ord; men (21)de, som kender og udenad kan læse Guds ord, paadem bider ikke Bærgalak eller Riettas (Fanden). -Der er beviser for,at denne tilsynekomst af det onde er sandhed. Beviset herpaa er etbjærg, som har faaet navn efter en saadan aabenbaring, og det bjærgsnavn er Turkihanvarc, og det er nærved Koutokeino. Dette bjærg har
faaet navn efter en stor hændelse, grundet paa en aabenbaring 27.Engang havde børnene støjet i julehelgen, tumlet med slæderne ogmed renbjælderne og med hundene, og saa havde de slagtet et barn, ogvar gaaet ind i koten for at koge det, og saa var Stallo kommen i fugleham paa røgtræet 2\ og da gav børnene sig til at læse i bøgerne (salmebogen og testamentet), og nogle skjulte de under risene, og en skjulte
de i kisten, og saa havde Stallo givet sig til at spise det barnehoved,som var i madgryden, og saa sagde et barn, som laa under risene:"Broders hoved knaser». Og saa tog Stallo ogsaa det barn og spistedet. Og saa gik Stallo hen og blæste aske ind gennem nøglehullet i ki• sten, og saa døde det barn ogsaa. Men der var en kote til, og der varen gammel kone, og hun havde en lille pige, og hende bandt hun fast,og hun læste i bogen; men sin tjenestepige havde hun givet besked; ogsaa havde pigen taget to sække ben, og taget et regnslag over hovedet,og var kørt til gaarden for at kalde husfaderen og husmoderen hjem,
135
og saa havde Stallo pudset sin hund efter hende, men pigen havde ka stct ben til hunden, og da Stallo indhentede hunden, tog han benene bort og sagde: «Er du her endnu?,. Og saa tog han benene fra hunden, den atter efter pigen; men pigen drog til kirkebyen, der
og pudsede turde Stallo ikke komme, og saa vendte han tilbage. Og da pigen kom
saa var renen sprængt, og saa havde husbonden slagtet den,
til gaarden, og saa havde de tilberedt den, og da de vilde tage maden op, saa var det sten, som laa i gryden, og saa var husfaderen og husmoderen kørt hjem. Og da de kom i nærheden af koten, saa havde Stallo skaaret «Hvorfor har du avlet saadanne onde
kønsdelene af manden og sagt: børn?" og saa havde han skaaret brysterne af konen og sagt: Hvorfor
har du ammet saadanne børn?" og saa blev koten til sten, og konen og manden blev til sten, og hele hjorder blev til sten. Lapperne har mange skikke denne ruottabæive, de gør alt færdigt, hvad de skal bruge i helligdagene. De slagter rener, og syer alt, som
er nødvendigt for helgen, og de hugger en stor mængde ved, og naar de har saa meget, at det rækker helligdagene over, saa gør de orden tager alle ris bort og stabler veddet fint, overordentomkring
vedtræet, lig fint, det maa ingen steder stikke frem, for at Stallos raide ikke skal hænge fast; og saa skal der rejses en gren bag vedtræet, hvortil Stallo for at drikke vand.
kan binde sin raide, medens han gaar ind i koten, Og om han ikke finder vand, da suger han hjernen ud af en eller anden,
og derfor plejer Lapperne ogsaa at sørge for, at der er vand, og kedlen
er helt fuld, for at Stallo ikke skal have magt til at gøre noget (ondt).
Og naar helligdagen er inde, saa bestiller man ikke andet end at vogte renerne og at brænde ild i koten og man spiser og drikker, hvad man be
hover, og passer paa børnene, at de ikke kommer til at støje. Og i denne samme
juletid fører de det smukkeste liv, de arbejder ikke eller foretager sig om der da ikke kommer et eller andet arbejde for,
noget som helst, som de er nødt til at udfore. Om ulven kommer og dræber n,nerne, saa er
man jo nodt til at flaa dem, og for saadant viser der sig jo intet (ondt), (22)
da det er en nødvendighed at gøre det, eller hvad som helst man gør af saa er det dog ikke ens skyld, at man kommer til at gøre
nødvendighed, det, selv om man ikke havde lyst. Nok er Lapperne nødt til at flytte ognaar der er saa daarlig føde for renerne, at
saa hele sidaen i julehelgen, <le ikke kan bjærge sig paa anden maade end at flytte. Hellerikke det
er deres skyld, da det er en nødvendighed at flytte. Ogsaa disse ting er dog som loven, at den uskyldige skal ikke straffes. Nu begynder de at flytte igen, og flytter til de steder, hvor de skal og nogle længere. Og dem
være om vinteren, nogle (flytter) kortere, som flytter langt mod syd, for dem er det besværligere; og hvis de
flytter ind paa nybyggernes omraadc, saa maa de købe det og betale
136
store penge. Om de ikke betaler, saadan som herrerne, siger, atde ikke skal betale af den jord,
saa bliver det slemt for Lapperne.Men det er tilladt bønderne at have høet aabent hele vinteren hvertaar, og om renerne æder det, saa maa Lapperne betale, og om deikke betaler det hele, saa kommer bønderne i flokkevis til koten ogc;laar paa koterne og slaar renerne, og mandfolkene frygter og gaar udi ødemarken, da de truer med at prygle og gore hvad som helst. Og derfor
er det bedst at betale hvad de forlanger, og naar de betaler og forliges, er detjo bekvemt, da renen har udmærket bete. Hvor der er god renlav behøver
man ikke at gaa saa meget paa ski (efter renerne), og hjorden bliver fed. Ognaar de flytter, da er det saa herligt at flytte for de sidaer, som har opholdtsig i skattelandet, hvor der er renlav. -
Og Lappen har næsten sammenatur som renen; de to higer imod syd og imod nord, efter den (sædvane som de plejer at følge fremdeles. Og de er begge to let skræmte,og de er for deres frygtsomheds skyld skræmt alle steder fra. Ogderfor maa nu Lappen opholde sig der, hvor der ikke lever et enesteandet menneske end Lappen,
kun oppe paa de nøgne fjælde, han blevder, om det saa var altid, hvis han blot kunde holde sig varm og faaføden til sin renhjord. Og Lappen kender vejret, og noget har
hanlært af renen ogsaa at kende vejret; og Lappen har let ved at holdesig varm og let for at finde frem; han finder frem i mørke ogsaa, i taageog i snefog, -i hvert fald en del af Lapperne. Og hvad som hører tilat gaa paa ski og løbe, det er efter hans natur. -I gammel tid opholdt Lapperne sig i fyrreskovene,
og levede der i fred paa ethvertbjærg, og naar betet var forbi, saadan at sneen overalt var opsparket,
da flyttede de til et andet bjærg eller til et andet sted, hvor der endnuikke var udbetet; det er saadan, at hvor renen har betet, der bliver denopsparkede sne saa haard, at renen ikke for anden gang kan kommeigennem den. Og naar der er godt bete, da er det rart,
og ikke megetarbejde med at løbe paa ski efter renerne, hvis der ikke er ulve.I daarlige aar rømmer renen nedefter, og Lapperne følger med ned tilhavet, og ende! opholdt sig der, indtil gaardbonden kom og skræmte demop efter højfjældene til, og jagede Lapperne,
indtil højfjældene standsededem. Og Lapperne gik over højfjældet og langsad højfjældene.Ogsaa andre mennesker har begyndt at arbejde med rener, men de
havde ikke lyst til at følge dem uafbrudt fra sted til sted, da det varsaa besværligt at færdes som en ren, og derfor gav de sig til at bo et
sted og byggede gaarde og fangede kun vildrener og fisk.
(23) Fortælling om kote-arbejderne.
Naar Lapperne er naaet til vinterbopladserne, saa tager de fatog arbejder, enhver sin slags arbejde. Mændene
passer renerne og
137
alt, som hører dertil, og om de har tid, saa reparerer de slæder, som har taget skade under flytningen, hvis de kan; men om det er saadanne, som ikke kan, da maa de lønne en eller anden fattig Lap, som ikke har arbejde ejheller føde, og saa bliver de to en hjælp for hinanden, og saadan bjærger de sig begge. Og om dygtige mænd har tid, og det er af den flittige slags, saa forfærdiger de nye slæder, skier og alt, hvad Lappen behøver. Køreslæder, lukkede slæder og kister med laag er meget dyre hvem som havde tid og kunde lave saaclannel -de koster mange penge; og alle Lappernes sommer-og vintersager koster mange penge. Nogle kan nok alt, men andre af mændene kan slet intet af dette haandværksarbejde, og det er stor skade, naar det er en saadan mand, som ikke kan haandværksarbejde; men det er endnu værre, naar konen er udygtig, hun, som skal sy klæderne og alt det, som hører til Lapkvindernes arbejde, og madlavning hører ogsaa til Lapkvindernes arbejde. Naar vinterbopladsen er naaet, saa har man dog lidt tid, da man opholder sig længere paa et sted, og saa begynder kvinderne at arbejde med sit, da de kan komme til at pakke slæderne ud og faa sagerne frem, thi under flytningen kan man ikke pakke ud ; det er et stort arbejde, om man i flyttetiden pakker andet ud end lige klæder og mad. Og saa begynder de at tilse de klæder, som under flytningen er blevet vaade og raadne og iturevne; og naar de har faaet dem færdige, saa begynder de at sy nye klæder, sko og alt det, som laves af (renernes) benskind; naar det da er mildt vejr; man kan ikke nære sig til haandarbejde, naar det er saa brændkoldt, at teltdugen rimer paa den indvendige side, selv om ilden brænder i koten hele tiden saa stor, at den kan ses ovenud af røgaabningen; thi da er det et stort arbejde at skaffe brændsel og holde ilden vedlige og tilse børnene, saa de ikke kommer til at fryse eller for. fryse sig. Og naar det er en saadan brændkulde, som er 40 gr., da er der inde i koten saadan frosttaage, at man ingenting kan se paa den anden side af ilden. Og naar man i saadan kulde skal bage brød, saa fryser deigen mellem hver kage, man bager og tørrer, og man er nødt til at have deigen lige ved kanten af ilden. Og brødkagerne tørrer man paa en jærnstegepande, og somme tørrer dem paa gløderne, indtil de stivner, saa stilles de op mod et vedstykke for at bages ved ilden, og de tørrer meget godt og hurtigt, saa mange det skal være. En anden fremgangsmaade er at stille den raa kage mod en flad sten og vende den, til den er bleven tør. I gammel tid har de tørret brødet paa ris og under ilden, naar veddet var daarligt og de havde hast paa højfjældene. -Og kaffen brændes i stegepanden, og der er mange maader at male den paa; at gnide den med en rund sten mod en flad sten, og en anden maade er at gøre hul i et stykke træ, og saa at gnide med en træpind, til kaffen er knust; en tredje kunst er at komme kaffen i en skindsæk og
r38
saa slaa den med træ paa et vedstykke, til den er knust fin. (Nu bruger Lapperne en lille rund kaffekværn af messing, som kun kan faas i Skibotten, hvor den forarbejdes udelukkende til Lapperne.) Fortidens Lapper brugte som kaffe duovlle 29 og kom og birkesaft. Og brød har man lavet af trælav (det lange sorte mos paa gran og fyrretræer) og af renlav og af guolmas (den bløde del af gran-og fyrrebark) kun lidt mel iblandet, dengang der var knapt med mel her i Nordland. (24)Det (guolmas) laves paa den maade, at først tager man barken af fyrren, og saa ligesom flaar
man skindet af, og saa tørres det aldeles tørt, og saa banker man det, til det bliver ligesom mel; man har gjort hul i (et stykke birketræ), og saa igen af birk (havde man lavet) en skarpægget ting, hvormed det hakkedes, indtil det blev fint som mel. Og anden madhjælp tilberedte de af planter. Fadno (etaarig plante af Angelika) kogte mange i vand, og saa kom de det i en renmave, og blandede det med mælk, og saa blandede de det med blodvælling, og det var særdeles godt om vinteren. Og boska (Angelika) samlede de meget og saltede og spiste det ogsaa. Og syre er endnu meget i brug.
Om renslagtning.
Renslagtningen hører til mændene. Naar Lappen har taget en ren ud af hjorden, saa leder han den om til boao-siden af koten og binder den ved et træ, og saa gaar han ind i koten for at hvæsse kniven, saa den er rigtig skarp og ren, saa den kan dræbe renen hurtigt; om kniven er smudsig, da dræber den ikke hurtigt, og renen pines længe, før den dør. Ogsaa er somme knive daarligere til at dræbe, -om det er haardt staal, <la er de gode til at dræbe, men blødt staal er meget daarligt. Og naar Lappen har gjort alt færdigt, saa kommer han ud, og han tager en kammerat med, om der findes et menneske. Og saa tvinger de renen ned, og saa stikker de renen i bringen, og saa slipper de den løs i tømmen; om det er en god kniv, da kan den ikke engang rejse sig, men om kniven er middelgod, da rejser den sig, men falder straks igen, og er kniven daarlig, da lever den længe, og om den slap løs, kunde den endda gaa langt, inden den styrtede død om. Og naar renen er flaaet, saa tager man blodet i renens egen mavesæk. Maven vaskes ren med vand eller med sænja (den underste kornede sne), og lidt blod tager man fra i et særskilt kar, deraf laver man blodpølser, hvis renen er saa fed, at der er fedt til pølser. Og tarmene renses i koten af kvinderne. Og det første maaltid er ryggen og leveren og pølserne; om det er en stor husstand, behøves mere, men om det er en lille husstand, behøves ikke saa meget. (Den første mad naar en ren er slagtet, og naar gryden koger, saa kommer man hjærnen i at koge, og naar den har kogt lidt, saa tager man den op og saa blandes den med guolmas139
mel og fedtet som er øverst i gryden, og saa spiser man det, og det er særdeles godt, og det er lægedom for folks mave. Og det har den som skriver det selv smagt.) -Og det andet maaltid af renen er benkødet og hovedet og marvbenene, og saa siden det andet kød, som det nu kan passe. Og Lappens skik er, at hveranden aften koges vælling og hveranden aften kød. Og der laves kun mad om aftenen. Om dagen spiser han fisk og brød og, om der er smør, da dertil smør; men kun en og anden har smør, og saa drikker man kaffe ovenpaa. -Laarene og tungen sælges af de rener, man slagter om vinteren; men af de rener, som slagtes til foraars og sommerføde, -de kaldes foraarsproviant og slæderen, (se anm. 24) -af dem sælger man ikke en eneste bid. Og de slagtes først paa vinteren, og kødet lægges i slæderne, og saa først om foraaret paa kælvningspladsen begynder man at spise af det og tørre det ; og dertil er valgt de fedeste rener. Om foraaret er alle (25) renerne magre, her paa de egne, hvor der er daarligt renlav, og skindet er gennemhullet af larver, derfor slagter man om vinteren, hvad man skal bruge om foraaret. Lappen plejer at slagte renen ved koten og i skindet bære det kød ind, som han
vil koge ; saadan gør de folk, som slagter deres egne rener. -
Beretning om stjaalen renslagtning.
Tyven tør ikke tage renen hen til koten, ejheller om dagen, kun naar han ved, der ikke kommer fremmede folk. Og naar han saa har faaet renen afsides, saa slagter han den der i mørket, og saa bringer han kødet til koten; men skindet bringer han ikke til koten, det skjuler han der borte i sneen eller kommer det i en vaage, og det tager han aldrig mere bort. Og naar kødet er frosset og skindet er skjult, saa er dette stjaalne kød, som om det var hans egen ejendom. Og saadant gøres jo endnu ofte, hvor der er mange tyve i en sida, og der er mange fremmede rener; de slagter da hver aften rener, naar der ikke er folk fra de andre sidaer. Og om efteraaret plejer hjorderne mest at blandes, og da er der rigeligt med tyve. Og somme tyve stjæler og slagter saa mange, at der bliver saa meget kød, at de ikke orker at trække det (med under flytningerne), hvis de ikke slipper til et handelssted, hvor de kan komme til at sælge kødet. Og den skik er overalt i Lapland lige fra østerenden.
Men renmærkning er en endnu værre tyvekunst, naar det gøres saadan, at de om foraaret mærker andre folks rener, 1 og 2 og 10 og 20 og 50 og 100. Og naar en mand har mange tyvesønner, saa mærker de endnu flere paa et aar. Og naar det er et sulte-foraar, da bliver nogle rige paa den vis, naar folk maa lade hjorden sprede sig, og renerne da gaar ind i de distrikter, hvor de mærker alle unge rener. Og deraf er nogle blevne rige og andre fattige. Og de mennesker, som saadan mærker (andres
140
rener), de samler ikke deres rener før vinteren, og selv ikke da, om de kan komme til at lade dem løbe frit om. Og naar saa endelig folk kommer til at se (de ommærkede rener) og saa genkender deres ejendom, saa slaas de endogsaa om dem. I gammel tid har det været anledning til megen strid, da der endnu ingen lov var for det; men nu er det ikke saa let at strides 0111 dem; hvis de nu begynder at strides 0111 en ren, saa lægger formanden beslag paa den ren 30 . -
Nogle kalder Sydlapperne for tsævvet, og de, som man kalder tsævvet, de har faaet dette navn, fordi de i tsævve-vintre 31 har begyndt at samle de rener, som er spredt overalt i skovene, -saadan som i tsævve-aar renerne er nødt til af sult at spredes overalt i skovene. -Og naar tsævvet tøjrede en bjælderen, saa kom de trætte rener hen til den, og saa gav de sig til at føde dem (med trælav) og vogte dem, og naar det blev sommer og myg, saa gav de sig til at skaffe røg, og renerne syntes om at slippe ind i røgen i fred. Og de gav sig til at vogte de rener, og maaske de behøvede nogle af de kraftigste til føde. Og en og anden renko var ogsaa kommen til syne, og den malkede de, og det var en god hjælp til føden for dem. Og naar de rener fældede, 32 saa begyndte de at slagte saa mange, (26) at de levede deraf. Og de vogtede (renerne) til vinter, og naar Lapperne kom syd paa til skovene, saa saa de, at der er en ny sida. Og de havde lavet et slags mærke skaaret i renernes øren; og nutids Lapper var uvidende om, hvad de skal gøre med tyven. Naar mærket blot var den mindste smule forandret, tog de slet ikke (renerne tilbage) med magt; men dem, som havde rene mærker, dem tog de; dog vilde tsævvet have vogterløn, og Lapperne betalte. Og paa denne maade har tsævvet faaet en begyndelse, og naar der kom en god vinter, saa blev tsævvet ikke en smule rigere; men om der kom en fremmed ren, saa slagtede de den, som om den var deres ejendom; men fattige blev de i gode aar, da de endnu ikke havde faaet saa mange (at de kunde leve af dem); men naar der igen kom tsævve vintre, og de var bleven mere øvede, saa tog de rigtig fat paa at samle udmattede rener. De købte mange store bjælder og smaa bjælder og bandt dem paa rener, for at trætte rener skulde høre dem og komme derhen. De bandt ogsaa bjælder op i birkene, og der slyngede de i baandet, for at renerne ogsaa skulde komme længere borte fra. Renerne har altid bjælder om halsen, og renen er vant til bjældens lyd, og naar den hører den, kommer den langt borte fra. Og ved de kunster har tsævvet faaet hjorder, og saa begyndte de at danne sidaer lige som Lapperne, og malkede megen mælk; og naar det blev efteraar, saa var de foran hjordene, naar Lapperne slap hjordene sydpaa, saa fik tsævvet øje paa disse undslupne rener, og da gav de sig til at undersøge, hvor tykke deres bringer var33 og tæller, til de er forbi, hvor mange der er, og nok kan de raade med dem, selv om det var
en endnu større fugleflok af dem, som har lange, haarde !jer paa hovedet, saadan at der behøves en økse for at faa de fjer34 hugget over. Og saadan fuglefangst bruger de fremdeles. -
Beretning om de fastboendes jagt.
De fastboende har ogsaa lært at være særdeles gode fangstmænd efter de dyr 35, som de synes er de mest skadelige. De kan fange de dyr paa mange maader. Lassoen er et af Lappernes allerbedste redskaber, men redskabet duer til intet, om man ikke forstaar at bruge det; men bønderne har lært særdeles godt at anvende dette redskab, og det er udmærket til fangst af de onde dyr. De dyr er gode ogsaa, fordi de dyr har godt kød, og det hænder ogsaa, at de kan spise de dyrs kød, som de hader, ligesom fortidens Stalioer, de hadede Lapperne og spiste (deres) kød. Og nok findes lidt af Kains blod endnu sine steder, lidt i saadanne fangstmænd, som samtidig kan elske og hade. Er det mon ikke had, naar de anbringer fiskenæt 36 paa bjærgene og i fyrreskovene? Men det næt er undertiden saadan, at selv om (fisken) den hænger i nættet, faar man den dog ikke fat paa anden maade end ved at anvende Lappernes bedste redskab. Og de, som har lært at bruge det rigtigt, de faar mange og de bedste fisk, som hænger fast i de næt, som er sat paa tørt land. Og naar de har faaet, hvad de har ønsket, saa begynder rensningsarbejdet. Skindet er nok godt paa de fisk, men det bliver dog alligevel ofte efterladt paa rensningsstedet. Det er et mærkværdigt skind, som er farligt, det søger at skade dem, som tager det med, -dem, som baade hader og elsker. -(27) Og denne fangstmaade tager til i styrke paa de steder, hvor lynilden 37 ikke har slaaet ned; men paa de steder, hvor den ild har brændt, der er fiskerensningsknivene bleven sløve, hvis ikke Verdens Mester (Fanden) kommer til at slibe deres knive igen. 38 --
Og bønderne har faaet rener af Lapperne, naar de har bragt brændevin, som de selv havde kogt af korn og har drukket Lapperne fulde og har taget renerne, og de anbragte dem hos de samme Lapper til vogtning. Og somme Lapper har været saa fordrukne, at de har gjort ende paa deres rener, og saa var der ikke levnet dem andet livsophold, end at de maatte give sig til at vogte bøndernes hjorder, og deraf har de levet; og vildrener og bjørne og andre vilde dyr var jo deres livsophold. I gammel tid har der været mange vildrener overalt i Lapland, og Lapperne har dræbt mange, -fattige Lapper levede mest af vildrener og af bøndernes hjorder. Og i Havriget har de gjort paa samme maade med Lappen, de har ogsaa drukket Lapperne fulde og taget renerne for brændevin paa samme maade, og sat Lapperne til at vogte dem. Og Lapperne har villet have vogterhjorde, -den var bedst, som fik de fleste vogterI
hjorder. Og fra den tid, vi har hørt om deres mellemværende, var det i vogterløn 50 øre 39 om aaret for hver ren, og saa skulde Lappen give en stor ost af hver renko, saa mange, som der var renkøer, og den, som havde mange renkøer, han fik mange oste, og efter nutids regning vejede osten I kilo. Og da Finnerne begyndte at bringe kaffe og mel nede fra (syd fra), saa gjorde de paa samme maade som ovenfor er omtalt (tilbyttede sig rener). -Bønderne har ikke faaet rener af andre end af Lapperne, og ligeledes har Nordmændene faaet rener fra Lapperne; men Lapperne har faaet rener af vildrenerne. Og det er ikke længe siden, at det er gjort, som ovenfor er skrevet. -
Om vildrenen
I gammel tid har der været mange vildrener og dengang var der nok heller ingen som gad vogte rener. Og Lapperne har lært at gøre vildrenerne trygge, saadan at de er forbleven i hjorden. Man skal, naar en vildren er kommen i hjorden, gaa meget forsigtigt rundt om hjorden og lade den gaa vidt ud, for at vildrenen ikke skal vide, at der er mennesker i nærheden. Og naar vildrenen har været i hjorden, da er den bleven kendt med hjorden, saadan at den ikke mere gaar bort, selv om den ser mennesker. Men ikke enhver vildren er lige dristig; nogle vildrener bliver aldrig trygge, hvor længe de end er i hjorden, men en og anden behøver kun kort (tid), saa er den tryg for rener og mennesker, ejheller gaar den mere bort, hvis den ikke kommer ind i en flok vildi'l'
rener; hvis den træffer dem, saa følger den jo vildrenerne. Men den sky slags kan man aldrig gøre tryg, og derfor har man ikke faaet alle vildrenerne som hjord, da de er saa sky. Og de er meget større (end tamrenen) og glinsende, som havde de sølvhaar. -Men man har faaet lidt af den art, som ikke kan gøres tryg·ge, paa den maade, at man har faaet en vildren-tyr til hjorden i brunsttiden. Og naar vildrenen er der, skal man ikke vogte hjorden. -En Lap opholdt sig i nærheden af Koutokeino, og han plejede hvert efteraar at lade renerne parre sig paa et elvenæs, og en vildren kom stadig i brunsttiden, (28)og den kom i mange aar, og den dræbte han ikke; men saa var der en eller anden, som dræbte den, og han betragtede det som et meget værre tab end, hvis det havde været en af hans egne tyre, der var dræbt. Men han fik dog vildrensafkom, hans rener blev som vildrener, saa glinsende og slanke, og den mand fik usædvanlige rener. Og enhver misundte ham hans rener, fordi de var meget smukkere end andres. Vi!
drenens sang:
Vildren, vildren, du farer som skyggen, voia, voia, nana, nana, vildren, vildren, lysende som sølv, voia, voia, nana. nana, vildren, vildren (skinnende) som (= sik, hælt), voia, voia, nana, nana
þÿı
u o vı
a - f i s k e n
143
Og nu begynder Lappernes flytningstid mod nord, bort fra vinterbopladserne,
og Lapperne har ikke hast med at flytte før ugen før Valborgsdag, hvis der ikke kommer tø før og saa igen frost, for saa bliver der sneskorpe; og derfor har man hast før Valborg, da de første renkøer begynder at kælve ved Valborgstid, og da skulde man være paa kælvningspladsen, naar renkøerne begynder at kælve; og derfor har man hast med at flytte før Valborgsdag til kælvningspladsen, og naar der er sneskorpe, er der
at heller ikke føde for renerne i fyrreskovene, og da er de nødt til at flytte nat og dag, indtil de naar højtjældene. Paa højfjældet er der bete, eller i hvert fald snebar mark. Det er ogsaa en haard tid for Lapperne, da man kan komme til at vaage tre døgn, og undertiden, i et strengt foraar, kan man komme til at va.age en uge. Det hænder dertil ofte, naar man har naaet højfjældene, saa man maa vogte for ulven ogsaa. -
Her fortælles om ulvens ufred.
Og det er jo meget slemt for Lapperne, naar der er ulve, da er man nødt til at vogte, selv om det er aldrig saa haardt vejr, og hvor koldt det end er. Den vogtning plejer at være saaledes, at om dagen skal hjorden samles i en flok, og naar det begynder at mørkne, saa kommer de, som skal vogte om natten, og de vogter til midnat, og saa gaar de, og de andre vogtere kommer; men nok er det svært at finde frem i mørket, og hvis det dertil er taaget vejr eller paa anden maade ondt vejr; men der er jo nogle, som finder frem i hvad slags vejr det end er; dog er det ikke enhver, som lige let finder vej, nogle plejer ogsaa at fare vild, og de maa blive natten over i ødemarken. Og den vogtning er streng, hvis man skal holde ud med ulven; de skal være paa skierne hele tiden, og huje saa højt, som de kan, -om de holder op med at huje, saa kommer ulven øjeblikkelig og jager. Og om ulven er kommen til at jage og forfølger dem i nærheden af vogteren, saadan at han ser den, og den er nær, saa skal han passe paa, at han ikke hujer hen i den retning, hvor ulven er; men han skal vende munden til den anden side, naar han hujer, og om han ikke gør det, saa tager ulven hans stemme. Og naar ulven kommer, da er den saaclan noaidde (troldmand), at den dysser mennesket isøvn, og naar den har faaet vogteren til at sove, saa kan den komme til at skræmme hjorden og sprænge en og anden flok ud, og naar den er sprængt fra, saa fører han den bort og jager og dræber saa mange, som den blot naar. Og 70 paa en nat er det højeste, jeg har hørt; men af en bevogtet hjord faar den ikke ofte ret mange, og hvis det er goclt(29) vejr; men naar ulven kommer til en ubevogtet hjord, saa kan den nok paa en nat dræbe en hel flok, og Lap144
perne plejer at sige, naar ulven saadan har dræbt: «Der brændte ilden I» _ Lapperne kalder ulven ilden, -og en anden spørger: «Gjorde den fortræd?» svar: «Hvor brænder ilden ikke, naar den kommer?» -Men naar det er skrappe vogtere, saa kan ulven ikke faa renen at dræbe; og naar der er godt bete, saa de kan æde samlet, da begynder ulven om morgenen efter daggry at søge forfærdelig stærkt, naar den ikke har faaet ren, og saa løber den foran hjorden og slipper saadan lugt, at renerne lugter det og frygter alene for lugten, og saa giver de sig til at springe i alle retninger, og saa kan ulven komme til at sprænge et eller andet hjørne af hjorden og føre dem bort og dræbe saa mange, som den kun overkommer; men om Lappen har en ordentlig hund, da springer den, naar hjorden jager afsted, rundt om hjorden og standser hjorden, og jager ulven bort; en saadan hund kaldes vagtsom; men den bliver jo ofte bidt, saadan en hund. Men naar det er et sulteaar, saa hjælper vogtning ikke, da man ikke kan vogte renerne samlede, da er man nødt til at slippe hjorderne ubevogtede, og saa kan ulven komme til at gøre, hvad den vil, og den dræber da, naar den har lyst; men ikke enhver ulv er lige ond eller lige røverisk. Nogle ulve er saadan, at de ikke dræber mere, end at de kan æde rigeligt; men andre ulve dræber, som de over., kommer, og der er endog nogle saadan, at de blot ønsker trækrener, og en saadan kaldes hærggoni, og det er den værste, da den hindrer folk i at flytte, -kørerenen kalder man «flytteren», dem, hvormed man flytter. -Men naar ulven kommer i en samlet renkohjord, det er det allerværste; den dræber først kalvene, og saa senere ren køerne, saa behøver den ikke andet end at vogte paa renkøerne det sted, hvor den har dræbt kalvene. Renkoen er naturligvis saadan, at den søger sin kalv der, hvor den sidst vidste den var. Og saa dræber ulven alle de renkøer, hvis kalve den først har dræbt, og dem kan man ikke vogte, som springer afsted af sorg, fordi de har mistet deres børn. -
Men naar der ikke er ulve, og der er bete paa højfjældene, saa er det herligt for Lapperne og let, de kan komme til at hvile og flytte i ro til det sted, hvor enhver plejer at lade kælve. Og naar de flytter, de sidaer, som har været paa renlaven i skattelandet, da er hjorden saa kraftig; nu vil den til højtjældet efter fortids sædvane. Og naar de har brudt op, trækrenerne indfangede og alt færdigt, saa drager de af, og hjorden og kørerenerne er som flyvende fugle; som de var skræmte, springer de, og naar man først slipper bort fra træerne, og der bliver jævnt og farbart, saa kører de i skarp trav; og foran hjorden køres ogsaa, og det skal være en god køreren, som kan gaa foran hjorden; men der er jo saadanne ogsaa. Og saa kører de paa en nat mange mile. Og naar der er sneskorpe, saa er de nødt til ud i en køre at flytte til højfjældet, paa en eller anden højtjældsslette bete lidt, og selv behøver de
145
én
i·
le
ogsaa at spise lidt, og naar de har spist, saa flytter de igen paa samme maade som første gang, indtil de naar højfjældet. Og en fed hjord er meget stærkere til at sparke igennem sneen (efter lav), selv om den ogsaa er haard.
Men paa høj1jældet er sneen dog tyndere paa fjældtoppene, hvor vinden blæser den bort. Og en kraftig hjord fryser ikke paa højfjældet, selv om der kommer haard snestorm; men for menneskene er det værre, da det er smaat med brændsel og hvis der er (30) ulve; men er der ikke ulve, og der er bete paa højfjældet, da er det saa let, at der ikke er andet end at sove og spise og flytte lidt hen til et andet sted. Men naar det er et daarligt foraar, saa kommer den første plage allerede, naar det sidst paa vinteren begynder at tø, da bliver det saadan, at skierne ikke kan glide, ej heller bærer det skierne, da sneen er bleven saa blød, at skierne gaar helt ned under den, og da er det saa tungt, at det ligefrem slider i senerne, saa de smerter, men der er ikke tid til at hvile fødderne. Renerne er ogsaa meget urolige, naar sneen er sjappet, da er det saa besværligt for renen at æde, og derfor er de saa flygtige. Og naar sneen saadan er blød som vand, da plejer allerede de første rener at slippe bort (mod Norge 40). Og naar clet nu fryser igen, da først bliver renerne, som var de bevingede, de springer i alle retninger; thi da er sneen som is, der er ingen føde, intet som helst andet end det øverste af tuerne paa sumpene, og naar de af dem skal have føden, da gælder det om, hvem der kan komme først at faa føde, og naar man da skal holde dem samlet, saa er der ikke tid til at sove ejheller til at spise; da skal man staa op og spise, og ikke har man lejlighed til at sove anderledes end lænet mod staven, og saa bliver man tilsidst, som forstanden forvirredes, man kan ikke spise, ejheller mere sove, og undertiden bliver man forstyrret i hovedet, hvis man ikke kommer til at sove. Forklaring paa, hvorfor Lappen paa den tid har det saa besværligt, hvis folk endnu ikke forstaar det af den forklaring, som før er fortalt. Da begynder det saadan, at én skal vogte renerne, og om det er en stor hjord, da skal der være mange vogtere, og nogle skal gaa paa ski omkring hjorden, men naar det er daarligt bete, da indhenter man ikke alle renerne, og nogle rener gaar til en anden sida, og derhenne skal nogle skille dem fra, og andre søger endnu efter de rener, som mangler. Og naar man saa har faaet størsteparten samlet, er man nødt til at flytte, endskønt man ikke har faaet dem alle samlet sammen. Saa drives hjorden til koten, og man begynder at fange trækrener ved aftenstid; men det er meget vanskeligt, og naar hjorden er stor, er det endnu værre; da springer renerne, saa man ikke kommer til at kaste, og man løber alt hvad man orker og bliver saa svedt, at man er nødt til at blotte brystet, saa vinden kommer til at svale kroppen. Og somme mennesker
IO
er daarligere til at kaste (med lasso), og for dem er det meget besværligt; de fanger ofte en anden ren end den, de kastede efter, og naar det er saadan, at den er stridig og stærk, saa er der megen besvær og tidsspilde, og nogle bliver vrede, skælder og bander og hidser hunden saa dan, at renerne springer, som var ulven efter dem, og da plejer der ogsaa at omkomme renkøer, de kaster (kalvene for tidligt), og enkelte sky træk rener springer bort i vildmarken, og dem er det et stort besvær at faa tilbage til hjorden, det bliver nødvendigt at forfølge dem over mange bjærge, og undertiden faar man dem ikke tilbage, selv om man har forfulgt dem rundt om mange bjærge; man er nødt til at lade dem blive derude. Og naar han er kommen tilbage derfra, da er han saa træt og tørstig, og saa har jo de andre fanget trækrener til ham ogsaa, for at man kan slippe afsted. Og kvinderne har haft fuldt arbejde med at tage koterne ned og gøre slæderne færdige. Og saa er man nu endelig færdig til at
flytte fra dette sted. Men naar man flytter (om foraaret), da er der det besvær, at flytningen sker om natten, da fryser det, da kan man komme frem; om dagen kommer man ingen vegne med at flytte, da det jo allerede er foraarsluft. Om natten bliver sneen ikke blød, og derfor er man nødt til at flytte om natten. Ogsaa for kvinderne er det besværligt at flytte med børnene, de kan ikke komme til at (31) passe dem saadan, som det kunde være nødvendigt. Nok kommer de stakkels børn til at skrige, naar de maa ligge og være vaade, indtil man naar en lejrplads, hvor de kan komme til at pleje børnene og tørre de ting, som er bleven vaade under flytningen -hvis man da finder et betested for renerne. -Og flytvejen er saadanne steder, hvor der ingen spor er, og sneen er saadan, at den bærer løsrenerne, men den bærer ikke raiderne eller trækrenerne, og det er meget besværligt at komme frem, naar renerne, idet de trækker til, synker ned i sneen med benene, og sneen knapt nok bærer slæden. Den første slæde bærer den og den anden, men saa begynder de slæder, som kommer efter, at synke ned, og da orker renerne n• ikke at trække, naar den forreste ren trækker til, og de bageste rener holder igen, da kan heller ikke den forreste ren trække mere, da de andre holder igen, fordi de ikke orker at trække, da sneen er dyb og den øverste sne saa haarcl, at det begynder at gøre ondt i renens ben; og saa er der det raad selv at give sig til at trække, og saaledes nødes man til at drage videre, skønt det er tungt, og renerne udmattes og holder op med at trække; og saa maa man efterlade en og anden slæde, eller trække den selv. Og naar man er kommen lidt frem og der er nogle snebare tuer, spænder man renerne fra, saa de kan hvile lidt og æde; men der er ikke megen føde, kun sorte tuer, hvorpaa der ikke er lav, ikke en smule heller, der er ikke andet end bærris, og i dem er
147
der ikke megen næring; men naar renen sulter, da æder den ogsaa birkeris, selv om der heller ikke i dem er nogen næring. Og naar saa folk har spist, gaar de for at hente de slæder, som blev efterladt under flytningen; og naar de er kommen med dem, da drives atter hjorden til koten, og renerne indfanges igen; men saa er de endnu mere sky, da de har mærket, hvor det var tungt og smertefuldt. Og somme mennesker slaar trækrenerne, saadanne hidsige mennesker, og da først bliver den stakkels trækren bange og springer, som gjaldt det livet; men de rener, som er udmattede, de skræmmes ikke mere, fordi de orker ikke at springe mere; de er paa det punkt, at om man spænder dem for en tung slæde, dør den saa pludseligt, at man ikke naar at løse tømmen af dens hoved. Og naar det er et saadant hungeraar, da dør mange trækrener. Og da har man ikke tid at sove men man flytter uafbrudt, en anden gang maa man hente de slæder, som er efterladt, og selv maa man ogsaa trække nogle slæder. Og det forstaar man nok, at dette er saa bedrøveligt, at kvindfolkene græder. Og nu har man vaaget næsten fra den gang, man forlod vinterbopladsen, søvn har der ikke været mere af end at staa lænet mod staven. Og naar man har naaet højfjældet, er der nok lidt bedre bete; men saa kommer ulven, og da er der heller ikke hvile at faa paa højfjældene. Nu er der jo allerede gaaet en uge med saadant besvær, og der gaar jo sommetider flere uger. Og paa den tid plejer mange at miste synet 41 , øjnene løber i vand, og det er saadan smerte i øjnene, at man ikke kan spise, ejheller sove, og nogle bliver halvblinde. Mange Lapper har daarlige øjne, de er røde og opsvulmede, saa de ikke kan aabne dem om morgenen, uden at bløde dem op med vand, indtil de aabnes. Men nogle Lapper vasker aldrig ansigtet, og derfor er Lapperne saa mørke, og de er jo ogsaa mørke af den grund, at de altid er udsat for luften, (32)altid brænder den kolde vind og solen, og røgen i koten og røgen fra baalene i vildmarken tilrøger dem. Og af cle grunde er Lapperne saa mørke; nok er der lyse Lapper, saadanne Lapper, som lever i fyrreskovene om vinteren og er flittige til at vaske ansigt og hænder; kroppen vasker Lapperne aldrig, ejheller de klæder, som er af renskind. Og de bruges imod huden med haarene indad og en anden (pels) udenpaa, og den har igen haarene udad. Og benklæderne har ogsaa været af renskind, af garvet skind har de syet bukser, som de brugte om sommeren, om vin teren brugte de renskind med haarene paa den indvendige side; men der dur ikke andet skind end det, som er slagtet om sommeren, naar det er nyfældet, det har et tyndere haarlag. Og de har brugt huer af renskind ogsaa; men det er mest, naar man paa en længere færd mister huen, blæsten tager den, og undertiden triller den i ilden, medens man sover, og hvis man er kommen afsted med sommerhue, naar man gaar for at følge renerne, og det saa bliver vinter og kulde, saa er man nødt til at
10*
gøre sig en hue af renskind; og andre klæder forfærdiger man ogsaa i ødemarken; en ren flaas hel, ukløvet, og den trækker man paa som pels (med haarene indad) da, naar paa færden efter renerne skindklæderne raadner; det ved man jo, at renskind mister haarene, naar de bliver vaade, og man ikke kan komme til at tørre dem; og de stinker saadan, naar man ikke kan komme til at tørre dem; selv om ogsaa Lapperne er paa kotepladsen, er der saadan svedlugt, at det menneske, som ikke selv lugter saadan, det kan ikke opholde sig i hans nærhed. Og naar Lapperne dertil kommer ind i en stue i varmen, saa først forpester de hele rummet, saa man kan blive syg af det; og nogle er endog saa urenlige, at de ikke skifter de smudsige klæder, naar de kommer til gaardene eller forsamlingsstederne. -Men de laver sig ikke de klæder i vildmarken uden om efteraaret, naar renen gaar mod syd, og de saa kommer til at følge efter dem paa snebar mark, og bliver opholdt i maaneder, og der saa kommer vinter og sne, saa er det, at de gør sig de klæder, som ovenfor er beskrevet. -Men de har brugt samme slags sko, som ogsaa nu bruges. Og som tiden gik, begyndte ogsaa Lapperne at købe vadmel og klæde og begyndte af det at gøre sig bukser og kofter og huer og (købe) tørklæder, fortidens mennesker brugte renskind i stedet for tørklæde 42 . Og nu bruger de ogsaa regnslaget af vadmel, og
forhen har de ogsaa brugt det af renskind, og det er varmt. Og fortidens
mennesker har ogsaa, som regnklæder, brugt en kofte af garvet
renskind. -
Fj ældf o lket.
Koterne paa højfjældet.
Og koterne har man paa højfjældet ogsaa saadanne steder, hvor der ikke er saa meget træ, at man har brændsel og læ; brændsel hentes en mil borte. Og naar det er uvejr, er det heller ikke behageligt; naar vinden er saa haard, at koten kun bliver staaende, naar man tøjrer den alle steder, og trækker slæderne hen rundt om koten for at tynge teltdugen ned, saa blæsten ikke skal rive den af; men alligevel river blæsten mange gange koten op, og da bliver baade (33) børnene og børnenes mødre uden beskyttelse, og der er ikke andet at gøre end samle sammen og dække til, hvis der ikke er en anden kote i nærheden, hvor de kan gaa hen. Men sneen kan jo komme ind i koten, selv om den ogsaa bliver staaende oprejst. Om morgenen kan alt inde i koten være dækket af sne, saadan at der ligger en alen sne paa folk, og naar man da skal tænde morgenilden, er det et stort arbejde at skovle sneen ud af koten og faa ilden til at brænde. Og de mennesker, som opholder sig langt fra fyrre149
skovene, de har ikke tørt fyrreved, hvormed de kan tænde ild, de tænder ild i birkebark, og med dette faar de ild, selv om det ikke er saa let. -Og saa spiser de og tilser børnene. Og under saadanne forhold pleier koten at være saa røgfyldt, at det rent ødelægger øjnene, og derfor er mange Lapper halvblinde, røgen i koten og foraarsluften ødelægger øjnene. Foraaret er meget besværligt for Lapperne.
Beretning om omsorgen for de døde.
Naar et menneske dor oppe paa højfjældet sent om foraaret, naar man ikke mere kan naa at komme til en kirkegaard, saa maa det lægges i en slæde, hvis man da ikke har fjæl indenfor rækkevidde (til en kiste), -og anbringes paa en ø, hvor rovdyr ikke kan komme ud og æde det, og for at det ejheller skal være paa menneskevej. Man graver først et hul der, og saa lægges det i det hul sammen med den slæde, og saa birkebark over, og saa græstørv paa birkebarken, og det forbliver der, indtil sø og sne fryser, saa først hentes det paa samme tid som de andre slæder. Men om man ingen slæde har, idet man flytter med byrderener, saa er man nødt til at grave et hul i jorden og lægge det deri ; hvis man har faaet tilstrækkeligt birkebark, lægger man dette over, og derpaa igen græstørv, og det er ikke sikkert, at det senere bliver hentet derfra. Og det gør de, naar de henter et lig bort derfra, hvor det har været, at de synger nogle vers af salmebogen, før de drager derfra. Og dødsstedets mærke er el kors, gjort af birketræ (eller af et par skier). Og om vinteren plejer Lapperne at føre liget med sig, naar sidaen flytter ; men det føres noget afsides fra raiden, og som mærke har renen et stykke hvidt lintøj paa takkerne; men er der for faa mennesker i sidaen, saa maa den døde jo være i samme raide som de andre slæder; men naar man spænder fra, anbringer man den slæde noget afsides, og der er liget, til man atter flytter ; saa tager man det igen med, og saaledes føres det, til man kommer nærmere kirkestedet, hvor saa en eller to bringer det (til kirkegaarden). Og begravelse bruger de ogsaa, de, som ikke ere altfor gerrige ; og de, som ikke holder begravelse, de mister lykken og bliver fattige. Og straks, naar cl menneske dør, synger de ogsaa en afskedssalmei men lige naar han er ved at afgive aanden til de dode, da maa ingen sige et eneste ord, for ikke at skræmme ham; om han da skræmmes, kommer han (til at leve som) mellem to verdener ( : fantasere), og lever en uge saadan og er hverken levende eller død, før han igen kommer til at dø, og hvis han er halvdød og ikke kan dø, da skal man hvælve en kedel over hans hoved, saa dør han snart. Og naar den døende er i dødskampen, da er det farligt, da skal man passe paa, at de, som henter, ikke skræmmer en; en saadan døende, som er meget syndig, er
endnu værre. Liglugten skal man ogsaa vogte sig for; hvis liglugten (34) slipper ind gennem næsen, bliver man dødssyg deraf. Og naar en er død, forlader folk koten og vender døren vrang og dækker den med vedstykker og lader den staa et døgn. Og saa vasker de (liget) og klæder det, hvis de har hvidt lintøj; hvis de ikke har hvidt linned, hvoraf de kan faa klæder, saa er de nødt til at lægge det i brugte klæder, og med dem lægges det i slæden, eller om man har faaet en kiste. Den døde tager man ikke ud af døraabningen, men under teltdugen lige der, hvor han er død; det er tegn paa, at ikke døde og levende skal paa et spor. Og en anden tro er, at om man tager liget ud gennem døren, saa dør der snart en igen i den kote. Nogle lig er meget slemme til at spøge eller skræmme, og ikke blot dødsstedet skræmmer saadan, at folk lige ser og hører, og det efterligner alt, hvad det i levende live har foretaget sig; det joiger og jager hundene og gebærber sig paa alle maader. Naar det er paa en ø, et saadant menneskelig, saa kommer det fra søen ind mod land som en stor fugl, saa vandet fyger, selv om det er midt paa dagen, og der er mange mennesker; og en gang, da det kom paa stranden, antog det herreskikkelse og skræmte renerne fra hvilestedet. Og det var en ung, 15aarig pige, som var død. Og det hændte 1907. Og paa det samme sted var der samme aar mange saadanne, som vandrede efter døden og skræmte folk paa mange maader. Og naar et menneske er død, saa er der dets klæder, og dem plejer de at efterlade der paa stedet, de klæder som han har paa, naar han dør; men de klæder som er taget af forinden, dem lægger de nok hen og bruger selv, nogle sælger dem ogsaa og giver dem til fattige folk.
Her fortælles om alt, hvad der hører til Lappernes arbejde om foraaret
Naar Lappen er kommen tilfjælds med hele sin hjord og med alle raiderne, saa er der meget arbejde, naar de skal tørre kød og reparere slæderne og vogte hjorderne, som er skilt i to dele, den ene renkøer, den anden del trækrener og andre løsrener. -Forklaring paa, hvorfor en sida skal have sin hjord paa to steder: Det er fordi løs renerne er saa viltre, at de skal jages saa haardt. -Løsrener galopperer omkring og springer hid og did i alle retninger, hvis det endnu er koldt og knapt med føde, daarligt lav og ikke megen snebar mark. Og renkohjorden er farlig; den skal man kunne vogte saa forsigtigt som mulig; hvis ren køerne bliver jaget haardt, saa bliver de viltre, og for det andet, om de jages meget, saa kaster de, og hundene er slemme til at æde kalvene. Og den renko, som først er ved at slikke kalven, den skræmmes bort fra kalven, naar hunden jager haardt efter renerne derhenne. Og netop af den grund
er man nødt til at skille hjorden i to dele, renkøer og trækrener. Og
i
151
naar de begynder at kælve, saa higer renkøerne jo derhen, hvor de har plejet før at kælve, og der er ikke paa sydsiden (den svenske side) af høj1jældene saadanne steder, hvor de kan bjærge sig under kælvningen, uden en og anden sida, og derfor er de nødt til at flytte med renkøerne over højfjældene til den norske side af grænsen, fordi renerne er altid magre siden den gang, da Finland blev forbudt; der har i forrige tider mange sidaer opholdt sig om vinteren; (35) der er god renlav og gode betesforhold. -Og nok har Lapperne opholdt sig paa højfjældene kælvningstiden ogsaa, og for dem er det gaaet meget galt, da der frøs
ihjel, alene for en sida, saa mange kalve, at de ikke engang naaede at
flaa skindene af.
Beretning om det, naar renkøerne kælver paa de steder, ltvor de ltar plejet at kælve før, og hvor egnen er saadan, at renkoen kan bjærge sig med sin kalv, hbor der er føde og læ.
Renkøerne er saa rolige, at de kælver ordentligt og plejer deres kalve, folk behøver ikke andet end at gaa paa ski omkring og se efter, at der ikke kommer rovdyr til hjorden og begynder at sprede den, og passe paa, at de ikke gaar paa livsfarlige steder. Og naar renkøerne har kælvet, saa er der ikke flere flytninger, saa kan kalvene vokse i fred. Og paa havsiden (den norske side af grænsen) kommer græsset tidligt, og det ved renen, den ren, som er nær, og den, som er langt borte. Og om det er der ikke meget mere at fortælle. -
Beretning om kælvningspladserne.
Nogle lader kælve paa højfjældet i nærheden af rigsgrænsen, og for dem er det et stort besvær at flytte over højfjældene, da de sKal lade bære alle sagerne og koterne og børnene. Og det er meget farligt at færdes med renkøerne og de nyfødte kalve. Og paa den flytvej er mange store elve, som det er farligt at komme over, da der ikke er broer, ejheller
findes baade.
Her begynder en beretning om dem, som lader foregaa
kælvningen foregaa paa sydsiden af grænsen og z1ed grænsen.
Der er kun lidt snebart, og renkøerne er saa urolige og vilde, de skal vogtes saa strengt, at vogteren ikke har tid at standse et øjeblik; og hvis det er uduelige vogtere, saa omkommer mange rener, fordi de skal forfølges af hunden I saa meget som den orker; og hunden plejer at blive træt, og saa slipper hjorden fra vogteren. -Og ulven er ogsaa
værre mod syd. Og naar renkøerne nu har kælvet, og kalven er vokset lidt til, saa begynder ogsaa renkøerne at hige bort, de begynder at længes efter græs, naar græsset er ved at komme frem i havskovcne (de norske skove). Og da giver alle renerne sig til at søge mod nord, saadan at det næsten er umuligt at holde dem. Saa er man nødt til at foretage flytningen ind i Havriget, hvor der er græs og svalt i den varme tid. Og luften er sund i Havriget, hvor der er mange snebjærge, og fra havet kommer ogsaa frisk luft, som er sund for renerne. Og paa bjærgene ved havkysten kunde renerne nok endnu taale at malkes, men pladsen er for indskrænket, gaardfolkene giver ikke mere Lapperne saadan jord, hvor de kan have renerne, saa de kan malke; (36) dertil kommer ogsaa, at om man malker paa den tid, da bliver kalvene saa smaa, at de ikke kan overleve en haard vinter. Og af disse grunde er man nødt til at lade være med at malke, næsten i det forhold som man i gammel tid har malket.
Mere om kælvningstiden.
Nu begynder renkøerne at kælve, og kælvningstiden er en farlig tid for Lapperne, og der er meget arbejde, naar man skal vogte renerne og tørre kød og reparere slæder og tjære dem. Og renvogtningen er streng, og i kælvningstiden er det nødvendigt at vogte hele tiden. I gammel tid vogtede Lapperne saa haardt, at de jagede (hjorden sammen) to gange i hvert døgn, og saa malkede de renkøerne, og naar saa ren koen var ved at slikke sin (nyfødte) kalv, saa skræmte de de unge renkøer bort fra kalven, og saa turde nogle ikke komme tilbage til kalven igen, og naar de er uduelige til at passe renerne, skræmmer de mange renkøer fra kalvene, og paa den maade er det et stort tab, da alle de kalve dør, som ren koen forlader. Nogle Lapper fanger de ren køer, som bar forladt kalvene, og holder dem fangne i uger, og nogle tager kalvene, og andre tager den aldrig, hvor længe den end var bunden, og heller ikke har man nu tid at binde dem. Og der er endnu en anden fare, naar de er uduelige til at vogte renerne: naar de lader hundene jage haardt saadan, at de drægtige renkøer kommer til at springe saa stærkt, at de kaster;
kastning er det, naar renkoen føder for tidligt, lige som mennesket, og af de grunde dør mange renkøer, og saa rnaa Lapperne hjælpe, for at renkoen kan magte at føde kalven, og det kaldes kastning, og saa siger man, at man skal forløse renkoen. Nogle Lapper er særdeles gode fødselshjælpere, men nok kan de (renkøerne) træffe at dø ogsaa, naar de er altfor slemt beskadigede. Nogle skærer kalven itu inde i renkoen og tager saa stykkerne ud, og det er en god kunst; paa den maade holder man liv i mange rener. Og det er godt. Naar renkoen længe, en uge, har haft skaden,
153
da er kalven død og lidt raadden, og saa er den blød og kommer lettere ud. Og naar man har faaet kalven ud, saa skal man se efter, om renkoen vil give sig til at slikke kalven, saa kommer efterbyrden ud, og om renkoen slet ikke slikker, saa kommer efterbyrden ikke ud, og saa dør den jo; men om man giver renkoen smør, saa kommer efterbyrden nok ud, og saa lever renkoen nok, men kalven er jo ødelagt; men det er godt, naar renkoen lever. Og der er endnu en slem ting, naar hunden jager altfor haardt, naar renkøerne kælver, da plejer de at være meget bange, naar renkoen er ved at slikke kalven -det er det, naar renkoen med tungen vasker sin kalv, -saa springer den bort, og efterlader kalven der; en og anden kommer nok og tager sin kalv, men nogle tager den ikke, naar de engang har efterladt den, men den tager forrige aars kalv, og begynder
at lade den die, og paa den maade ødelægges mange kalve. --
Naar den drægtige renko er ved at kælve, saa løber den. Forklaring paa denne løben: Renkoen springer afsted, naa.r den skal føde kalven, og den løber saa meget, som den orker, og naar renkoen er fed, løber den endnu værre -naar der er snebar mark om foraaret. Det plejer at være mere slemt, naar hjorden er lille, saa springer rcnkøerne meget stærkere, og i skovene (37)er de værre endnu; de er saa slemme, at man maa binde dem, indtil renkoen kælver. Og renkoen er i den tid saadan, at om den kommer til det, saa springer den op paa bjærget, hvor højt det end er, og den higer blot efter el højt bjærg, selv om kalven fryser (ihjel) øjeblikkelig. Og grunden til denne løben er, at kalven sparker saa haardt, naar moderen er kraftig eller fed ; en mager renko er dog ikke saa slem til at løbe, og naar det er et koldt foraar, saa er de ikke saa slemme til at løbe, ejhellcr den fede renko. Men det er meget bedre, naar det er en stor hjord, og den er spredt vidt, og der er et bjærg, og naar der langs det bjærg er rener, eller hjorden, saa holder man der de løbende renkøer; naar renkøerne kan komme til at løbe paa det bjærg fra den ene side af hjorden til den anden, og naar der er folk ved alle yderkanterne, som standser den stadigt, naar den kommer til kanten og gaar ud i vildmarken, saa er vogteren færdig til at stoppe den ; og naar de har løbet hid og did mange, mange gange omkring det bjærg, saa kælver de, som har løbet to og tre døgn, før de kælver, og naar de har kælvet, saa begynder andre paa samme maade, og dette vedvarer saa længe, til de har naaet at kælve allesammen. Og naar de har kælvet allesammen, behøver man ikke at vogte renkøerne; hvis der ikke er rovdyr, behøver man ikke at vogte andre end løsrenerne; men dog plejer man at Jade et menneske være ved renkøerne ogsaa for at passe paa, hvis der kommer et eller andet dyr til renkøerne og begynder at æde kalvene. De er mange, kalvens fjender: ulven og bjørnen og ræven og polarræven og ørnen, de er allesammen kalvens fjender,
154
og der er mange farlige steder, hvor kalven kan omkomme, saadan som vandhuller, klipperevner og elve, større og mindre. -
Her begynder beretningen om hvordan man s/,al vogte renerne, saa at de trives godt, renkøerne og kalvene.
Man skal kunne vende hjorden forsigtigt og ikke lade hundene jage; det skal være en meget klog hund, som kun løber udenom de yderste rener, ej heller skal man jage dem tæt sammen; det er bedre, naar de er spredt, og man kun gaar paa den udvendige side af de yderste rener. Naar det er et koldt foraar, da er det meget slemt, fordi renerne af sult er nødt til at gaa saa langt omkring, at man maa forfølge dem haardt, da renerne springer for at søge føde, fordi de er sultne, da det er sneskorpe og endnu ikke snebart saa meget, at de kan leve uden at gaa saa vidt omkring. Og om det længe er koldt, saa slipper renens føde helt op; paa de faa snebare steder er den allerede forlængst forbi, saadan at der ikke er lav mere 43; der er ikke mere andet end bærris nu for tiden her oppe, hvor der er bleven saa mange rener, og derfor nøJes man til paa det omhyggeligste at holde sida eller vogte paa renerne; thi for den, som er dygtig til at passe renerne, trives de meget bedre, end for den, som ikke rigtig kan styre eller kommandere, som en krigsherre kommanderer krigsfolkene, og saadan gaar det med enhver sag, som styres daarligt. Men nok er somme tjenere bedrageriske og uduelige, og det skader husbonden meget, naar vogteren ikke selv gider gaa rundt om hjorden, men blot_ sender hundene afsted, ligegyldig hvor mange rener de ødelægger. Saadanne tjenere plejer at ombringe mange renkøer og kalve, saadan som allerede ovenfor er fortalt. Men naar der er ulve, saa er der (38) endnu meget mere arbejde og skade. Ulven passer paa, om vogteren lader hjorden sprede sig, thi saa anfalder den øjeblikkelig og dræber, som var det i krig, hvis man ikke straks naar at faa den skræmmet bort. Somme ulve er saa drevne eller dristige, at de ikke skræmmes, før mennesket er lige i nærheden; men hunden plejer at være en stor hjælp;
hunden er hurtigere end mennesket, den springer i en fart hen til ulven, gør heftigt og snapper ulven i bagen, og saa er ulven nødt til at blive bange; dog dræber ulven ofte hunden. Og hvis der om foraaret er mange ulve, saa nødes man til at holde renerne saa tæt samlede, at de sulter, og renkøerne kaster, og kalvene dør; naar mødrene er udsultede, saa har de ikke mælk. Der er endnu en farlig sag i kælvningstiden: naar der nu ikke er føde for renerne i skovene, da er de nødt til at være paa højfjældet, hvor blæsten har blæst sneen bort, og der er lidt snebart de vindaabne steder, og derfor er der lidt bedre paa højfjældet; ogsaa plejer
155
sneen at holde sig blødere der oppe end i skovene, selv om der er sneskorpe. Og af den grund er der dog bedre paa højfjældet; selv om der er kulde og snefog, saa man ikke kan se spidsen af siderne; og da kan man ikke se at vogte renerne, selv om ulven aad aldrig saa mange. Og naar renerne er magre, da fryser spædekalvene ihjel og aarskalvene, ja af enhver slags, saadanne, som er magre, og de dør i hundredvis, sommetider mange hundrede; men er renerne kraftige eller fede, dør ikke saa mange, eller om de er et sted, hvor der er mange sten, thi de er et godt læ; men naar der er meget jævnt, da fryser de som ovenfor omtalt. Vogterne fryser ogsaa, saa de knapt kan holde livet. Benene fryser, saa de ikke kan bøjes, og de kan ikke staa paa dem, før de har gnedet og bevæget dem i alle retninger; da begynder de endelig at blive varme
som før; men ledene bliver ikke lige som andre menneskers.
Her begynder beretningen om, naar det bliver tiden til at flytte fra kælvningspladsen for de sidaer, som ltar ladet kælvningen foregaa paa sydsiden af grænsen.
Saa efterlades vintersagerne, slæderne og alt det, som hører til vinterbrug, og sommersagerne tager de med. Og saa giver man sig til at ordne sagerne for at efterlade dem. Først lægges (tingene) i slæderne, og saa (sættes) slæderne paa træstykker, og over slæderne lægger man renskind og saa igen birkebark paa skindene og græstørv atter paa birkebarken, og sten der paa igen og birkestammer allerøverst. Ogsaa kan man efterlade sagerne paa en buk, en buk er en træstamme (lagt paa tværs) mellem to træer, og paa denne rygning hænger man klæder og ting, som derefter dækkes med teltduge. Og saadanne efterlader man mange steder, for at nogle af sagerne er nærmere, naar man atter flytter mod syd, selv om man ogsaa flytter lidt en anden vej, men det er dog nærmere, end hvis man skulde hente dem ved sydenden af højfjældene. Og saa tager de fat paa at gøre byrderne i orden med mad og sager for sommeren. Det er en renbyrde 20 kg. paa hver side, naar den er kraftig eller fed ; men er den mager, saa bærer den ikke mere end 1 5 kg. paa hver side.
(39)Og nu er man færdig til at flytte og nu begiver den sida sig paa flytning, som har opholdt sig syd paa i skattelandet, og dens rener er kraftige. Og nu skal alt bæres af bærerenerne, mad, klæder, koterne og børnene over mange store elve. Og saa drager den sida afsted paa denne maade: hjorden med renkøerne for sig og raiderne og løshjorden foran, men renkøerne er dog ikke langt borte og naar de nu har flyttet en dagsrejse, saa efterlader de igen vintersager paa en buk, og saa flyttede de atter. Og da er paa den tid fjældelvene, ja enhver lille bæk, saa store, at man
ikke kan vade over dem, og enhver lavning er snesjap. Og sneen er endnu tyk paa højfjældene, som er høje og kolde, men paa den tid er den mildnet saa meget, at den ikke bærer trækrenerne med byrderne paa, og saa er det bedst at vente, til der kommer sneskorpe eller til det bliver koldt, og somme tider plejer det ikke at blive koldt før Eriksdag
(18. Maj), og om kulden ikke kommer ved Ny Eriksdag, saa kommer den i hvert fald ved Gammel Eriksdag (29. Maj); og saa flytter man, da er alt snesjap frosset og de smaa elve, og de store elve er svunden meget ind, men da kan det undertiden være en saadan snestorm, at man ikke kan komme til at flytte, og man maa da blive paa høj fjældet i uger, og der er ikke andet brændsel end dværgbirkene og knapt med dem ogsaa, og de er overføgen af sne. Birketræ er der ikke indenfor rækkevidde, og man har ikke slæden mere, som man mulig kunde hente brændsel med. Rigtignok har man ikke lyst til at blive her, men i saadant haardt vejr er man nødt til det. Og for renkohjorden er det ogsaa slemt; thi kalvene plejer at fryse ihjel i saadant vejr; om man indhentes af uvejr paa de høje bjærge, da fryser mange hundrede ihjel, og det er endnu værre, om man begynder at drive dem et andet sted hen; det er bedst at lade dem blive, hvor de er; men om der i nærheden fandtes et sted, hvor der var læ eller en skov, saa kunde man jage dem der hen, naar man mærkede uvejret nærme sig; men skoven er langt borte, den naar man ikke.
Og naar det bliver opholdsvejr, er det første arbejde at opsøge de døde kalve og flaa skindet af dem. Kødet er daarligt af de kalve, som fryser ihjel, en fed kalv fryser nemlig ikke, hvor koldt det end er. Og naar man er færdig med dette, saa flytter man igen, naar det er blevet godt vejr. Og nu er der en forfærdelig stor elv, som de skal over, og det er meget vanskeligt, da den er saa dyb, at kun mændene kan vade over den, og de er da nødt til at bære alle børnene og kvinderne og gamle folk.
Fortælling om, hvordan det gaar under vandningen over elven med raiderne
hvis renerne falder, eller byrderne kastes af, da vandet er saa dybt, at det slaar imod byrderne, og byrderne saa falder af renen; saa begynder elven at føre dem med sig, og saa forvikles hele raiden, og det hele driver afsted med strømmen, endogsaa mennesket, hvis han vikles fast i raiden. Men somme mænd er saa hurtige, at naar de ser elven begynder at føre raiden, saa skærer de hurtigt tømmerne over og naar at faa en og anden af de værdifuldeste byrder, og det meste af raiden svømmer og slipper til bredden. Men naar de er klodsede, saa gaar det med
157
strømmen hele raiden og (40) mennesket; men det hænder kun en og anden det er dog de fleste tider saadan, at man slipper vel over. Og
gang, naar de er sluppen godt over elven, saa gaar de der til, hvor de plejer og hvor det passer dem, og saa slipper de bærerenerne og rejser koterne, saadan som de plejer. Og nu er rigtignok byrderne vaade fra elven, og dem er det nødvendigt at tørre. Og naar de har spist, saa gaar de for at hente renkohjorden over den store elv. Nu skal de, som jager hjorden, drive den meget omhyggeligt, og ikke lade hundene forfølge, naar renkøerne svømmer, thi skræmmes renkøerne og kalvene, da vender de om og begynder at svømme omkring i elven, og saa fryser kalvene eller stivner af kulde og driver med strømmen, og renkøerne følger dem. En del vender tilbage til bredden, og kommer de op igen, er de saa bange for elven, at de ikke mere gaar i den, selv om dP. ser en del af hjorden paa den anden side. Og gaar det saadan, da kan dette arbejde undertiden vare en uge, og endda faar man ikke alle over. Der er et raad, hvis det er gaaet saadan, som ovenfor er fortalt: man lader løshjorden blande sig med renkoerne, saa svømmer de over; thi renkøerne er meget dristigere, naar de er sammen med loshjorden, fordi løshjorden er dristig, den gaar i elven, hvor stor og brusende end strømmen er. Men de rener som da bliver tilbage, dem faar man ikke mere til at gaa i elven. Undertiden arbejder man en hel uge uden at have tid til at sove. Ogsaa har man prøvet den kunst at opsætte et gærde mod elven, og saa skræmme dem i elven; nogle af kalvene bærer man over, de som ikke mere selv vil gaa i elven. Og paa den tid er foraars isvandet saa
koldt, at de mennesker, som hele tiden vader i elven, de fryser benene, saa de faar kuldesyge for livstid.
Fortælling om det, naar hjorden et' kraftig, og det er dygtige ledere.
Nu naar lederen selv gaar i elven, saa. svømmer følgerenerne øjeblikkelig
bagefter, og hele hjorden gaar som var det fugle, og kraftige kalve hurtigere end mødrene, og det gaar saa strygende, at
svømmer endnu der ikke forløber mere end en time med overgangen, og naar de er kommen vel over, saa hviler de; men vogterne kan ikke komme til at hvile, men andre folk. Naar de har hvilet saa flytter de igen, og nu kommer der en elv med stejle bredder og saadanne fald, at hvis man styrter i elven, suges man øjeblikkelig ned under fossen, og om man falder ned i en saadan fos, da bliver man knust med det samme. Over saadanne elve kan man ikke komme paa anden maade end med snebroer, som er over elven; men elven gaar under sneen, og om den falder, da er det den visse dod; men man prøver jo at kaste sten der ved vejen: er den mon saadan, at den bærer folk og raider og hjorder. Og Lapr58
perne har bygget broer over saadanne elve, som er farlige; men de har
ikke naaet at bygge bro over enhver elv, hvor det kunde være nødvendigt
for færdselen af mennesker og rener.
En elv er der, hvis navn er Giebmijokka, og i den elv er paa en gang
omkommen en hel sidas hjord paa den maade: det var en pige, som vogtede
renerne (41) ved bredden af den elv, og saa svømmede de over elven,
og elven var saa rivende, at den førte dem ned; og derfra er ikke
mere end nogle faa favne, før den styrter ud over en klippevæg, og man
antager, at den styrter I kilometer ned over klippen, og der knustes
renerne paa en gang. Men der blev endnu tilbage en lille halvdel eller
1/3 del. Og den mand blev pludselig fattig; men det varede ikke længe,
før han var ligesaa rig igen. Og hans søn blev ogsaa rig. Og folk plejer
at sige, at det menneske, som har levet rigtigt eller redeligt, deraf er der
velsignelse ogsaa for børnene; men for tyvagtige mennesker varer rigdommen
kun i deres egen tid, og somme tider varer den ikke engang i
deres egen levetid; undertiden kan den nok række indtil tre slægtled,
saadanne som er gode til at give til de fattige og til Guds tjenere eller
dem, som man kalder kristne.
Og paa den maade drager de over mange elve og kommer til Norge, de ogsaa; men mange vanskeligheder og mange farer bliver det at gaa igennem for dem, som lader kælvningen foregaa paa grænsen; men flytvejene er jo ikke ens alle steder.
Og naar de har naaet trægrænsen (paa de norske fjælde), saa er fjældrisene saadan, at barken let afrives (et tegn paa foraar), og saa higer hjorden efter skoven, hvor der er græs og lunt, renen ved jo allerede langt borte, at der er græs i skoven, og da frygter den ikke hunde, ikke mennesker, selv om man slog den i hovedet; og derfor plejer man at være nødt til at knække hornene halvt over paa de værste bærerener, saa den ikke kan springe, da det smerter i de nye horn, som er halvt udvoksede, og hvorfra blodet strømmer, naar de knækkes over. Og paa den maade holder man dem sammen, indtil man er naaet de1til, hvor man altid plejer at være; men naar man kommer til skoven, saa sætter de jo i spring ind i skoven for at faa græs.
Og naar Lapperne om foraaret kommer over højfjældene, hvor der har været koldt og megen sne og ikke ret meget snebar mark, men dog saa meget, at renen lige netop har levet og naar de kommer til Norge, saa de kan begynde at se havskovene (de norske skove) og i dem er græs og løv, og det er saa skønt og herligt synes Lappen. Og naar de kommer nærmere, saa begynder man at høre gøgen og alle fuglene, som efter Lappens sind er liflige, og· saa giver de sig til at joige:
"Mødre og skønne kære græsdale, kalvens moder v. v. n. n.
Hil, hil jer nu mødre, v. v. n. n.
Tag nu imod min kære hjord og plej den, som l før har gjort voia -voia n. n. -
Vær aller, mødre, mine venner! -v. v. n. n. l mødre! græs nu mine rener sunde I v. v. n. n. Og saa: Skønne kære bopladser, v. v. n. n. J)e er saa skonne, at cle lyser -voia -voia. 44
Og da er det saa lifligt, at knøsene ikke har tanke for andet end pigerne, og pigerne igen tænker paa knøsene, og at de skal se at komme sammen. Og saa drikker de brændevin og hælder lidt paa jorden og giver til enhver, som er der, og de joiger, men bande maa man ikke. Og Lapperne har endnu en lidt gammel skik, naar de om foraaret kommer til sommerbopladsen, saa hilser de paa denne maade: «Hil, hil jer nu mødre og bopladser !" og da giver de ogsaa noget, der er et eller andet sted, hvortil de giver, og saa beder de Halderne pleje deres hjord, saa renerne ikke omkommer, og kalvene bliver store.
(42) Lapperne kalder jorden eller bopladserne duovddagat, de siger, (naar) det er smukke bopladser, og gode ren-duovdagat saadan, (at) de er saa smukke bopladserne (duovddagat), at de ler. Og naar mennesket er godt, og alle sager gaar godt, da synes han, at hele bopladsen glæder sig, og naar det er trist for mennesket eller han sørger, da synes han, at hele bopladsen græder og alle sten og træerne og alt i hele verden, og intet glæder ham af det, som før voldte glæde, og dagene er saa lange, at de næsten aldrig faar ende. Og naar det et sted er en daarlig egn (for renen) saa er det en daarlig boplads. Og i fordums tid kunde Lapperne græsse renerne i fred overalt. Og i fordums tid var renerne meget større end nu, fordi de dengang kunde komme til at græsse, hvor de havde lyst; men da menneskene øgedes i Norge, saa begyndte de at hade Lapperne, sine steder saa haardt, at de røvede og slog, og nogle dræbte de ogsaa, fordi Lappernes hjorder
græssede paa de steder, hvor de før havde plejet at græsse. Og nok vilde Lappen være flygtet endnu længere bort; men der er ikke mere græsland udenfor, og nu faar saa Lappen leve i saadanne forhold, som man ikke kan forklare lige netop, hvordan de er. -Nu er loven imod Lapperne saadan i Norge, at den er som et slør, hvorigennem ikke de
skarpeste øjne kan se, hvad der er bag det slør. Og dette slør har alle rede gjort mange forhold usikre for Lapperne. Nu er der ikke mere herligt for Lappen i Norge, da han er bleven som en fremmed hund, og fra den gang endnu værre, da Norge blev skilt fra Sverig.
160
Her nedenfor fortælles mere om Lapperne, og det er næsten om hovedsagen.
Nu har Lapperne begyndt at tænke paa deres fremtid, og de ser nu, at renen kan ikke leve mere her paa disse Jukkasjærvi jorder og Karesuando jorder, da renlaven er forbi. Saa nu begynder Lappernes unge sønner at søge andre leveveje. Nok ved Lappen sin egen levevej, ejheller har han lyst til at opsøge andre næringsveje; men naar kronen har taget jorden fra Lapperne og givet den til bønderne, saa har kronen ikke mere magt over den jord, sletingen, og af den grund har Lapperne nu forstaaet, at paa den jord, hvor det er tilladt Lappen at opholde sig, der kan renen ikke mere leve, -thi der er det aldeles forbi med renlaven. For 40 aar tilbage har der endnu omkring Kattovuoma været smuk hvid lav, ja saa meget, at jorden var hvid, og da var der ikke mange sidaer i Talma ej heller i hele Jukkasjærvi sogn. Men da der begyndte at komme flere Lapper oppe fra Karesuando og Koutokæino, saa begyndte renlaven at tage af, lidt hvert aar, og naar der er mange lemæner, da æder ogsaa de megen lav, og paa den maade faar den ende; den vedbliver at tage af, hvor der endnu somme steder findes lidt. Herpaa er det et tegn, naar man regner 25 aar tilbage i tiden, hvilket er let at huske, da var der endnu godt med renlav i Talma og hele
Jukkasjærvi sogn, og nu er alt, som det var brændt, saaledes at i de egne kan ikke de rener leve, som allerede er der, hvordan skal man saa tro, at de kan leve, som begynder at arbejde med rener for sig selv? naar de begynder at tænke paa det, (43)da forekommer det dem som en umulighed, at en renhjord her kan formere sig yderligere, naar ikke de, som er her nu, kan leve, for de ovennævnte grundes skyld, fordi kronen har taget jorden fra Lapperne og givet bønderne alle sumpene og det tørre land. Og endnu værre er det med den jord, som er delt land mellem Finnebyerne; hvor der er saadant skatteland, der har de fastboende størst magt over deres skatteland, og det er Lapperne nødt til at købe, hvor meget end gaardfolkene forlanger; og saadan bliver det fremdeles med skatteland i Jukkasjærvi sogn, endskønt det er Lappernes land, saadan som det ogsaa har været
Lappernes land overalt længere nede lige fra Haparanda og hertil; men da har kronen stadig taget fra Lapperne og givet til gaardfolkene, og den har fremdeles flyttet grænsen, indtil landet nu er blevet saa lille, at Lapperne ikke mere kan bjærge sig. Nu skal kronen aabne for Lapperne, hvad den har lukket, om den vil, at Lapperne skal leve med deres egen næringsvej, eller ogsaa maa den give dem en eller anden slags livsophold, for at ikke Lapperne skal blive pint altfor haardt. Og jeg, som skriver, kender alt dette, jeg behøver ikke at spørge nogen som helst om det, og jeg kan vise, at det er sandt, om det gøres nødigt.
I 6 I
Nu kan jeg nok tro, kronen ser, at Lappen er som et uægte barn blevet forbigaaet; men ejheller kan den tage tilbage hvad den har givet gaardfolkene. Nu er det tungt at hjælpe Lapperne, saadan at mulig alle kan leve af rener, de som er nu, og de som vokser op. Og om Lapperne saa, at de mulig kunde leve flere, saa giftede de sig i en yngre alder og formerede sig ; men da de ser, at der ikke kan leve flere Lapper, naar de ikke fra anden kant kan faa livsopholdet, saa bliver de nødt til at leve uden at formere sig, ugifte og uden børn; men ogsaa heri er lidelse, naar legemets krav skal undertrykkes, og hjertets kærlighed tilintetgøres. Og det forstaar enhver, som tænker over den sag. -Og vi ser andre folkeslægter, hvordan de vokser og fylder, heroppe i Sverig ogsaa, saadan at de rejser til Amerika i tusindvis om aaret, ja jeg mener, der gaar 10 1000 fra Sverig og Norge. Og Lappen, som her
har været det første folk, han har ikke formeret sig videre; man har
ikke hørt, at Lappen er rejst til Amerika eller er bleven bonde, og dog er
de endnu ikke døde af sult, endskønt de er indeklemte mellem Sverig,
Norge og Finland.
ret da
ler for
en·
II.
(44) Om fangstlære.
Om ulvefangst. At dræbe ulve ved skiløbning.
VED skiløbning dræber man saa.dan, at man gaar paa ski, naar sneen er tyk og bærer skierne, naar det er en let og hurtig Lap. Og naar man har indhentet den, saa slaar man den med staven i hovedet eller i nakken under ørerne og over haleroden eller paa snuden lige paa den sorte næsespids, der er den meget ømtaalig. Andre steder føler den ikke, selv om man slog aldrig saa haardt. Men hurtig skal den være, som ikke slipper sin stav og sine skier, ulven er meget slem til at snappe staven med munden, den snapper ogsaa i skierne og rusker saadan, at man slynges af skierne, og naar man falder af skierne, da springer ulven paa og bider, hvor den faar fat; men Lappen har kniven som tilflugt, han griber kniven og stikker øjeblikkelig; dog kan den nok komme til at bide et eller andet sted, somme tider værre og somme tider ikke saa slemt. Der er et raad, naar ulven har snappet i armen, saa skal man stikke haanden i ulvens gab lige ned i svælget og saa klemme den nederste del af svælget, saa kan ulven ikke bide, og med den anden haand skal man stikke med kniven, og nu er der ingen fare. Men hvis ulven naar at faa fat med tænderne i en fod eller midt paa armen -i albuen er det farligt, hvis ulven fa.ar fat der -saa bider den, igennem armen gaar tænderne, og om den faar fat i et ben, saa er det ogsaa meget farligt, naar man der bliver bidt af ulven, som har saa lange tænder, at de naar igennem benet, og saa stivner benet, saadan at det ikke kan bøjes. Det er ofte hændet, at de er blevet bidt saa slemt, at de næsten døde, meget syge blev de i hvert fald og længe, undertiden en maaned og undertiden hele vinteren, og mærker bliver der saaledes, at de varer saa længe, som han lever. -De har ogsaa brugt en spydstav; men derfor kan ulven nok komme til at bide, endskønt det jo er en stor hjælp, naar man har en spydstav. -At løbe paa ski efter ulven er det
allerværste til at tage folks sundhed. Der skal man løbe paa ski saadan, at blodet kommer i munden, og man ophedes saadan, at man er nødt til at blotte brystet helt nøgent. Og naar man har løbet paa ski langt hele dagen, da er man saa svedt, at alle klæderne mod huden er vaade, og saa er man træt saaledes, at det ikke er godt at orke tilbage. Men naar man træffer at komme langt ind i (45) skoven, og der saa er tyk sne og passende, ikke altfor haard, ejheller altfor blød, og der ikke er spor i retning af højfjældet45, da er det undertiden saa let at indhente den; hvis man bare ikke bliver bidt, indhenter man den straks. -Og naar ulven er indhentet, saa tuder den og spærrer gabet saa vidt op, at det kan rumme om det saa var et menneskehoved, naar det er af den store slags. Og naar det er et frygtsomt menneske, saa bliver han bange og vender om. Men der er et raad for et svagt menneske, naar der er træer paa stedet, han fanger ulven med lassoen, og saa slynger han den op i et træ, og da naar ulven ikke at bide lassoen over; men han skal være hurtig. Og med den kunst kan nok et svagt menneske ogsaa dræbe ulven. -Men naar det er en modig mand, saa naar han kommer i nærheden, da raaber han til ulven: "Far nu ikke mere, du slipper ikke længere I» Og saa vender ulven sig om øjeblikkelig og gaar frem og tuder og gør og spærrer gabet saa vidt op, som den kan; men naar det er en dristig mand, saa frygter han ikke, paa hvad maade den end skaber
sig.
Men det er den allerværste, som lægger ørerne tilbage og bevæger halen; dog, er han modig og hurtig, da har han i beredskab to stave, og den ene stikker han i ulvens gab, og med den anden slaar han. Og naar han har faaet den halvdød, saa begynder han at mane og bande og siger: «Du har ædt mine trækrener og mine renkøer og æd nu fremdeles, forbandede sæd I vov du nu at vise tænder, men du skal heller ikke mere, forbandede afkom I æde mine renkøer og trækrener. Sidste nat har du sønderrevet min bedste køreren, Birru, Bærkalak, Helvede, Satanas, Gavflab, Langtand I men du skal heller ikke mere sprede min hjord, forbandede sæd. Hvis du ikke selv har dræbt mine rener, saa har dog din bandlyste slægt gjort det!» Og saa slaar han igen som lynilden og stikker den ogsaa samtiåig.
Men nu er det svært at faa den ved skiløbning og vanskeligt paa enhver maade, da renerne er øgedes saadan, at de er overalt paa højfjældet hele vinteren og ved trægrænsen i dalene, saadan at ulven kan faa rener saa mange, den lyster. Og derfor behøver den ikke at søge føde i skoven; ja selv om den ogsaa gik ned i skoven, saa er den heller ikke i nød der, da der er spor overalt. Hvis man gaar ud paa ski, saa er der frosne renspor overalt, saa at man ikke finder saa megen hel sneflade, at man mulig kunde indhente den ed skiløbning. Og saadan er det ligeledes
I 1 •
slemt at fange den med andre fangstmaader, da der er saa mange mennesker og rener her i Jukkasjærvi sogn. Aar 1908 gik ulvene ned i de sydlige skove, og folk løb paa ski overalt, hvor de fremdeles korn; men de fik dem ikke, da hele egnen var opsparket frossen sne. Blandt hjorder og mennesker kan man ikke jage. Men afsides er det bedste; hvis der mulig var en sida afsides fra de andre sidaer, og der var godt bete, saa kunde man nok faa den; hvis der ikke er ubevogtede rener paa højfjældet, saa er den nødt til at krese kun om den samme sida. Og naar det er en saadan jæger, som kan fange med saks og med gift, saa skal han nok faa ulve og ogsaa andre dyr, jærver og polarræve og ræve. -Ulven skal man fange med saks og paa sporet. Ulvens eget spor er godt; men man skal vælge et saadant sted, hvor den er gaaet lige ud og i spring, for at den ikke skal lugte saksen, naar den farer hurtigt afsted. Saksen spænder man saaledes: først gør man et hul af den størrelse, som saksen har, og saa skal man anbringe den lige der, hvor den træder, og dække den med (tynde flade) fyrrespaan og med sne atter dække spaanene (46). Og de skal dækkes saa fint, at det ikke kendes, at sneen er rørt. Og ens egne spor skjuler man saadan, at de ikke er synlige nogen steder; man skal kaste den fine sne opad, og naar den falder ned, da er det, som om det havde nylig sneet, og saa først ved den kunst dækker man alle menneskespor og saksen, og da mærker vilddyret intet, saa gaar det let i saksen. -Og paa et slædespor er det ogsaa godt, naar der har gaaet rener og igen bagefter folk med slæder. Og den spændes paa samme maade der ogsaa, som ovenfor er
fortalt.
Her fortælles om fangst med gift.
Fangst med gift er igen saaledes: Naar ulven har dræbt en ren, og om den dertil har skjult den, saa har den til hensigt at komme og æde senere. Og naar man giver sig til at fange, saa skal den tilberedes i det renaadsels sted, som den havde skjult. Og det gør man saaledes, at man tager hele aadselet bort og i stedet lægger man kø<lstumper i alle retninger paa aadselets plads, og der skal saa mange kødstykker, som man mener, der har været ulve der, da de dræbte renen. Og ind i de kødstykker skal giften. Og en anden maade er det, naar man kommer giften ind i en hel renkrop. Og om ulvene kommer og æder den, saa dør de allesammen. Men i saksene gaar der ikke mere end en ad gangen, og den er slem til at forskrække de andre, som ser, hvordan det gik den ene. Den gift skal være den, hvis navn er stryknin. Den som begynder at bruge gift eller tilberede den, han skal passe paa, at der ikke er saar eller rifter paa hænderne, det er farligt, hvis der kommer gift i et saar. Og under flaaningen
er det ogsaa farligt, hvis man har saar, og man skal passe paa, at lugten ikke kommer i næsen. Og under tilberedningen skal man passe paa, at der ikke falder gift paa klæderne eller nogen steder paa saadanne ting, hvor mulig et eller andet dyr kan æde det. -Og denne tilberedning skal laves paa mange maader. Hvis man kommer den i kød, saa skal kødet være halvt frosset, og saa gør man et lille hul med kniven, og saa kommer man giften der i, enten det er i en hel ren krop eller i kødstykker. Og man kommer den i det bare fedt ogsaa, det er ulven begærligere efter ; men den er lidt værre til at kaste op; men der i skal man komme rigtig fintskaaret bly, saa det ikke er let at kaste op. Og man kan komme giften i talg ogsaa, i saadan lysetalg er den let at tilberede. Og der skal først gøres en udhuling, hvori det er nemt at helde giften, stadig en portion ind i hvert agn. Man skal lave en form saadan, at man tildanner enden af en pind, som man stikker i den smeltede talg og trækker den igen ud, og naar den er kold, saa stikker man den igen i fedtet, indtil den er bleven saa stærk, at den kan taale, at man tager den af og kommer giften i. Og naar man har anbragt denne, saa skal man trykke en klump fedt for aabningen og saa gøre en traad fast i agnet og saa igen lade det gaa ned i fedtet og blive ved med det, indtil det bliver saa stærkt, at det taaler, at man færdes med det. Men den traad skal være fin rulletraad. Og del gør man til alle dyr; dog til ræven skal del være det mindste, den lør ikke æde stort agn; men ulven og jærven synes om at finde store stykker, den sluger det hurtigt. Ræ ven gaar ikke i agn-saks, ejheller ulven; men jærven og polarræven og rnaaren de gaar i agn saks (47). Agn-saksen spænder man, og i snoren binder man kødet, og saa stiller man den mod en sten eller mod et træ, og den dækkes med sne ogsaa, kun lokkemaden anbringes udækket. Agnet skal helst være fedt eller kød. -Polarræven er god at fange ved hulen, den benytter hulen hele vinteren paa højfjældel. Og naar det er et lemming-aar, saa lever den ved at opholde sig paa eet sted. Og naar den bor i hulen, saa gaar den om natten i vildmarken. og om dagen kommer den til hulen. Og naar saksen er dygtigt spændt foran hulens dør, saa er det den sikreste fangst, hvis de ikke er skræmte; men hvis de er skræmte, saa skal man spænde den med snor foran hulens munding, saa gaar den nok i. Men saa skal man ikke lade den være længe uefterset, den plejer at brække benet over, naar den længe er uefterset; men smækker den om halsen, da kvæles den hurtigt. Men om den højre fod brækker oven for knæet, saa dør den jo; men hvis venstre fod brækker, saa lever den og gaar til højfjældet saadan, at man aldrig finder den. Og saadan er det med alle andre dyr ogsaa, de dør af det højre ben; naar det brækker over foroven, da brister hjærte166
aaren, og blodet rinder saadan, at de dør. -Ogsaa maaren gaar i agnsaks, og for den anbringer man ogsaa saksen foran indgangen, den gaarind i moræner. Og odderen fanger man ogsaa med agn-saks; men derskal en fersk fisk som lokkemad, og til den skal der en stærk saks,samme slags som til jærven og ulven. Ogsaa fanger man den paa sporetmed skjult saks.
Om ulveyngel.
Ulven yngler paa de samme tider som renen -kun en uge senere.Og den yngler i tæt krat og gør et hul i sandet lige som ræven ogyngler der. Og den vælger den ujævneste egn, hvor den yngler, ogunder klippestykker yngler den ogsaa. Og naar man giver sig til atsøge, saa skal man passe paa, hvorhen sporene gaar, og hvorfra dekommer, og om man dertil har en saadan hund, som sporer, saa finderman dem jo lettere. Og ulvens unger vokser ikke altfor hurtigt til, demindhenter man lige indtil slutningen af hømaaned (august); men naar manhar en god hund, kan man nok indhente dem, selv om de ogsaa erstørre.
Om jærvfangst.
Jærven yngler ved Mariedagstid (25. marts). Og den yngler inde i enmoræne, hvis der findes en moræne paa det sted, hvor jærvens ynglested eller tiden kommer. Og naar der ikke er en moræne, saa gør denet hul i jorden eller i sneen eller under en fyrrerod. Den yngler hellerikke ofte i en snebar moræne, men hvor der er tyk sne. Jærven ynglerikke paa dagsiden (syd) af bjærget, men paa natsiden (nord), hvor derer tyk sne. Og naar dens unger begynder at løbe, saa drager den omfra sted til sted i 5te maaned. Og ræven begynder ogsaa at drage rundtden 15/s. Og jærven har 2 og 3 unger.
(48) Fortælling om, hvordan man skal faa jærvens unger. naar denbegynder at vandre omkring.
Naar jærven drager afsted, saa fører den dem op paa fjældet, og deter let at spore den, hvor den fører dem hen; dog hvis man ikke har
hund, saa er den vanskelig at indhente; men naar man har en hund, saaindhenter den dem straks, og mennesket indhenter dem ogsaa, da hundenopholder den. Og hunden
er ogsaa en hjælp der, da den følger sporet,selv om det er snebar mark eller sneskorpe. -Og ved denne sporingfinder man ulveungerne ogsaa (hvis ulven kommer i tanker om, at der
er folk i nærheden, saa fører den ungerne bort). Og naar den finder dem, saa begynder den at gø, og hvis den finder ulven selv, saa begynder ulven at forfølge hunden og gaar selv der hen til den side, hvor ungerne ikke er. Og saa kan man gætte sig til, at der henne er ungerne, hvor den kom fra. Og saa er det ikke andet end at tage ungerne. Men hvis de er i en moræne, saa er det slemt at finde dem, ungerne springer
imellem stenene, og somme sten er saa store som huse.
Mere om jærv a11gst og om rævef angst.
Naar jærven er i færd med at æde en ren, som er død, eller som ulven har dræbt eller jærven selv, saa skal man spænde saksen paa jærvens eget spor; og naar man har spændt den paa samme maade som for ulven og er færdig, saa skal man med sneskovlen kaste sneen op, og naar den sne falder til jorden, saa er det som om det sneede fra luften, og saa bemærker ikke et eneste vilddyr at der er friske spor. Og det skal man gøre for alle vilddyr, naar man har spændt og dækket saksen. For ræven skal man paa samme maade ogsaa spænde og dække men man skal ikke gaa over rævens spor nogen steder, naar
saksen; man har til hensigt at spænde saks. Og saksen skal skrabes helt ren for rust, og saa gnides med enebærgrene og med den slags jord, hvor man har i sinde at spænde saksen. Og man skal ikke røre ved jærnet med bare hænder, det skal være rene vanter, ejheller skal de være vasket med sæbe. Ejheller skal man have dem i kisten, hvor (lugten af) den megen medicin hænger ved vanterne. Og ny skindvanter er endnu bedre, naar de er aldeles ny.
Om at kælve og at yngle.
Renen kælver ved Valborgstid i det tidligste, naar den om efteraaret har været i kraft. Og ulven yngler ogsaa -den tidligste -paa samme tid. Og ulven har fra 3 til IO unger. Og polarræven yngler før Eriksdag
(18. maj). Og polarræven har ogsaa mange unger, fra 5 til 12. Og jærven yngler ved Mariedagstid, ræven lidt senere, og ræven har 5-9 unger, og saadan som det træffer. Og bjørnen har 2 og 3 unger. Og elgen kælver ogsaa tidligt, som den tidligste ren. Og maaren yngler paa samme tid som hvidrævcn. Og ørnen og høgen yngler ogsaa lidt efter Mariedag. Og ryperne yngler mellem Eriksdagene (r 8. -29. maj) og senere, og fjældrypen endnu senere. Og nogle af vandfuglene er
ogsaa senere.
168
(49) Om elgjagt.
Ved elgjagt skal man ogsaa passe paa, at man ikke taler, ejheller skalman gaa grimt, saadan at man knækker grene eller gaar imod træerne;den har øren og næse, den hører og lugter, og saa frygter den. Menden er saa klogt et dyr, at den lever blot, hvor der er tæt skov, ogden er vanskelig at se. Maaske var det bedst at vogte den paa det sted,hvor den holder til. Men det vilde være bedst, om man mulig havde enelghund, med den fik man den nok hurtigt.
Om bjørnef angst.
Naar man ser, hvor bjørnen er, saa gaar man og lister, og saa forsigtig skal man liste, at man ikke engang maa knække en kvist. Ogman skal liste med(!) vinden, for at den ikke skal faa færten. Og naarhan er modig og ikke frygter, saa skyder han den som en rype; menhvis han ikke skyder den død, saa er det farligt, saa bliver den jo vredog springer paa ham; men saa skal han løbe til siden fra det sted, hvorhan skød. Bjørnen springer der hen, hvor den hørte bøssen knalde, ognaar den kommer derhen, hvor den hørte bøssen knalde, saa staar denog ser, hvor han er, og hvis den da ser ham, saa sønderriver den hamøjeblikkelig; men naar den ikke ser ham, saa gaar den sin vej, hvis denikke har faaet dødssaar. Og det har man ogsaa hørt, at naar bjørnen eranskudt,
saa kan den ikke mere dø, det er, som var den kuglekyndig,naar kuglen kommer, saa snapper den kun med munden der, hvor kuglenkommer, og selv om blodet sprøjter ud der, hvor kuglen rammer; mennaar den snapper med munden, saa standser den blodet og tager smertenbort. Det har bjørnejægere set aldeles tydeligt. Men med denne tidsbøsser er det ikke saa farligt som med fortidens bøsser, som man ikkefik ladet saa hurtigt som nutidsbøsserne, hvilke lades fra den bagesteende af bøssepiben, og som kaldes et gevær. --En fangstkunst til bjørnefangst: man skal have et spyd, hvormed manstikker bjørnen, og det skal stikkes paa den maade, at spydet skal væreskjult under armen og spydskaftet der langt omme bag ryggen, og naarbjørnen gaar løs paa en, saa skal man kaste sig bagover, og saa falderbjørnen i spydet, og saa skal man dreje den rundt og drive spydet indi bjørnen og trykke den mod jorden. -Undertiden finder man bjørnen, naar den er gaaet i hi for at sove.Den faas saadan: naar man 0111 efteraaret paa den første sne bemærkerbjørnens spor og saa gaar efter det, indtil den begynder at dannesporet bugtet 46 ,
saa skal man gaa uden om. Og naar man er naaetrundt om sporet, saa skal man lade det være saadan den dag, og
næste dag begiver man sig afsted og gaar igen uden om sporet. -Og
og
1g,
en
:en
,;i
naar man er kommen rundt om det dyr, som man er ved at fange, da er det dyr meget tryggere eller modigere, det kan man meget bedre komme til at skyde 47 • -Og hvis den ikke er gaaet sin vej, saa sover den der, og saa skal man gaa rundt indenfor hver gang, indtil man ser, hvor aabningen er der, hvor den er gaaet ind. Og saa skal man lade den være, og atter gaa efter en uges forløb for at undersøge, og saa skal man (50) sætte mærke foran aabningen, for at man kan se, om den endnu er derinde, naar man senere kommer for at dræbe. Og naar sneen er bleven tyk, saa skal man gaa at dræbe, og saa skal man være tre, to stikker stænger korsvis foran bjørnehiets døraabning, og den tredje skal være beredt til at hugge i hovedet, naar bjørnen kommer ud for at se, naar de kalder den ud. Og naar den stikker Hovedet ud, saa undersøger den, hvor mange de er, og hvis man da ikke naar at hugge, saa er bjørnen, naar den for anden gang kommer ud, som ild, saa naar man ikke mere at hugge. Men da, naar den førsle gang kommer for at undersøge, da er det let at se sit snit, hvis man da ikke er altfor frygtsom. Og de mænd med stængerne er der, fordi de skal holde, saa bjørnen ikke slipper ud saa hurtigt, før <len er hugget i hovedet, saa slipper de den jo ud, og naar den lige er sluppen ud, saa dør den. Og saa flaar de den og tager mange lægemidler af bjørnens krop. Galden er god for hjertesygdom og for saar og fremdeles for anden indvendig daarlighed. Og luftrøret er godt dertil,
naar der kommer svamp (hos smaa børn), saa skal mælk heldes igennem det tre gange, og saa drikke det. Og bjørnefedt er særdeles god senesmørelse for gigtdaarlighed og for sting og for vabler. Bjørnen fanger man ogsaa med snare, og den bliver hængende, naar det er en, som kan sætte snarer. Snaren skal være et kvarter oppe fra jorden, og saa hænger den fast deri. Og den har tænder; dog bider den ikke rebet over, men kaster urin paa rebet, og saa prøver den stadig at sønderrive rebet der, hvor urinen har brændt rebet. Og der behøves ikke lang tid, før det er blevet skørt, saadan at det brister. Men den, som fanger, han skal efterse snaren ofte. Og paa den maade er der dræbt mange bjørne. Og rebet skal være barket, for at bjørnen ikke skal lugte rebet. Og man skal lave et gærde paa tværs der, hvor bjørnen plejer at færdes og saa der aabningen som en ring og deri snaren.
Og den fangstmaade at drikke bjørnen fuld.
Man skal vide, hvor bjørnen færdes. Saa skal man komme brændevin i en blaa 48 lerskaal ind i en enebærbusk eller ind mellem dværgbirkene. Og naar bjørnen kommer til de steder, saa lugter den det langt borte allerede og gaar straks for at søge. Og naar den finder det, drikker den det hele, hvor meget der end er. Og da bliver den saa fuld, at den ikke
170
sanser noget som helst, og den hviner og gebærder sig paa alle maader. Og da hører man det langt borte. Og man gaar i morgen-og aftenskumringen for at lytte, og naar man hører den, saa gaar man og skyder den, da hører den ikke ej heller vejrer. Og den kan endogsaa drikke saadan, at den besvimer. Og der er det ogsaa, naar den een gang finder brændevin og drikker og bliver ædru igen, saa giver den sig meget ofte til at søge. Og det er overmaade let, naar man har faaet den een gang til at drikke, saa sætter man igen og giver sig til at vogte, den skal nok komme jævnlig for at efterse, ej heller gaar den langt fra de steder, hvor den har fundet brændevin en gang. -Renerne skræmmer ogsaa bjørnen fra dens sovested om vinteren. Og da kan de, som har bøsser, nok faa den; men uden bøsse faar man den dog ikke selv om vinteren. Men det kan ogsaa gaa saadan, at man jager og skyder med daarlige bøsser; thi naar det er en altfor lille bøsse, kan den nok beholde livet og rømme og da gaar den til højfjældene, og saa taber man sporet. Højfjældet har ogsaa været fæstning for mange i fortiden og er det endnu for en og anden. Naar Lappen frygter, saa gaar han tiltjælds, og da finder man ikke noget som helst der oppe. Der er det raad, at man gør et hul i sneen og gaar der ned og dækker aabningen. Og der nede er (51) meget lunt. Og dette gør han ofte, naar han er paa højfjældet og ikke naar til
koterne, og det bliver snefog. Og naar de er ved at vogte hjorden, da gaar de ogsaa ned i sneen, naar det er koldt, men ikke helt, kun fødderne stikker man ned i sneen, og der er meget varmt.
Om bjørnen.
Bjørnen er et mærkeligt Dyr, som lever uden at æde hele vinteren. Og den bliver ikke vred paa det menneske, som kommer hen til den og ikke vil gøre den noget. Den har lovet, at den ikke vil gøre den noget, som kommer til den i hiet, selv om den tog hovedet af Savolacen 49, da han begyndte at binde den og kradsede dens øjne med krumme fingre, derfor blev den vred og tog hovedet af Savolacen. Og Savolacerne er nu ogsaa en egen slags folk. Men andre, som kommer til bjørnens kote, undertiden flygtende for Ruosaerne, dem gør den ikke noget, dem bliver bjørnen ikke vred paa, selv om de blev hele vinteren. Og jeg har hørt, at en pige har opholdt sig en hel vinter i bjørnens kote, og Uldaerne fødte pigen ogsaa. -Bjørnene og Ulda bor sammen om vinteren, Ulda bringer føde til bjørnen, og bjørnen kan ikke leve paa anden maade end, at Ulda føder den -og hun sov særdeles godt den vinter lige som bjørnen. Og bjørnen var en han, og den besvangrede pigen. Og det barn var en dreng, og den ene haand blev en bjørnelab, og den anden en menneskehaand. Og den haand
havde han aldrig utildækket. Og en mand vilde, at han skulde vise den frem, skønt han sagde, at han ikke kunde vise den, det var farligt, dog det menneske troede det ikke, men vilde han skulde vise den. Og saa endelig fremviste han den. Og da han afdækkede den for manden, saa kunde han ikke styre sig, men sønderrev manc.lens ansigt. Og da saa folk, at det var sandt, hvad han fortalte om sin haand.
Den farligste jagt.
Naar man giver sig til at forfølge bjørnen og følger efter sporet, da er det farligt paa den maade, at naar bjørnen opdager, at folk er efter den, saa gaar den og danner et bugtet spor, og saa gaar den og lægger sig ved siden af sporet, og naar man kommer langs sporet, saa vogter den ved siden af sporet, og da anfalder den og river mennesket ihjel. Og dette er hændet ofte, naar folk er gaaet for at følge sporet.
Fortælling om et menneske, som gik for at forfølge bjørnen om foraaret og indhentede den mange gange og saa den stadig ikke, og saa skræmte han den, og bjørnen blev vred og gik ind under en snedrive, som hang ud over en lille elv; og da manden gled paa ski over snedriven, saa anfaldt bjørnen og sønderrev ham paa stedet, han naaede ikke noget som helst, og bjørnen rev huden af ansigtet helt over hovedet, og benene rev den lige til begge sider. Og det menneskes navn var Maunos. Og den lille elv har endnu det navn, salig Maunos'kløft eller -elv. Og det sted er i Norge østen for Raisa, østsiden af Malesjokka, sydsiden af den lille elv, hvis navn er nævnt ovenfor. Og det ligger ikke mere end 80 aar tilbage fra 1908. -Bjørnens lov er saadan, at hvis bjørnen dræber et menneske, da faar den ikke ro til at sove om vinteren. Og det har fortidens Lapper forstaaet, at bjørnen har (52) samvittighed; og for det andet, hvis Uldaerne er dens forsørgere om vinteren, saa vil de ikke tage sig af den mere, naar den har besmittet sig med menneskeblod. Og en anden begivenhed var paa de samme tider, og samme slags hændelse er forefalden i Karesuando.
Da Lapperne i Karesuando øvre kirkeby fandt bjørnens friske spor, saa gik de for at opspore den. Og de var 7 Lapper; og deres anførers navn var stærke Morto. Og de havde ingen bøsse ejheller et spyd, men en økse havde de hvormed, de tænkte at dræbe den, da det var sneskorpe saadan, at sneen ikke bar bjørnen, men folk bar den som ryper. -Og da de fandt bjørnen, saa anfaldt den, da den vidste, at de ikke var brødre, hvilke bjørnen frygter værst. Den ved, at de hjælper hinanden; men naar de ikke er brødre, saa ved bjørnen, at de er mere bange og efterlader een til at bides ihjel. Og derfor angreb den dem, skønt den saa, at de
172
var mange, og da den dertil saa, at de allerede skræmtes bort. Men stærke Morto var ikke bange, og endnu een, som skulde komme Morto til hjælp; men han turde ikke, dog flygtede han heller ikke bort, men saa til, hvordan det gik. Og bjørnen for paa Morto, og Morto sagde: «Tag livtag 50 » I Og saa begyndte bjørnen at tage livtag, og bjørnen truede til at blive vred, da Morto var saa stærk. Og saa gav bjørnen sig til at bide; Morto sagde til bjørnen: «Brug ikke hundekunster I» Og saa tog de livtag, og Morto raabte sin fælle til hjælp. Og da bjørnen hørte det, saa gik den hen til karlen og snappede ham og-traadte et stort hul i sneen, og saa lagde den knøsen ned i hullet og dækkede med sne. Og han gjorde ham ikke noget som helst andet, dog rørte den med spidsen af en klo ansigtet lidt. Morto turde ikke gaa bort, skønt han saa, at nu kunde bjørnen jo gøre, hvad den lystede Og da bjørnen var færdig med drengen, tog den igen fat paa Morto, og saa tog de atter livtag; og da fik bjørnen Morto under sig, og saa anstillede Morto sig som død. Og da slap bjørnen og gik et lille stykke og korn igen for at føle sikkert, om han var død. Og den følte med snuden til næseborene og følte under armene. Og manden gjorde sig saa død, han aandcde ikke det mindste, medens bjørnen var ved at undersøge. Og bjørnen følte med snuden til bagen ogsaa; men da manden ikke rørte sig, saa troede den, at død det er han, og saa gik den bort. Og da den gik, saa den stadig efter, om han rørte sig. Og da den ikke saa ham røre sig, saa gik den sin vej. Og Morto blev liggende, indtil han saa, at bjørnen gik. Og saa gravede han knægten ud af sneen, og de to gik hjem. Dog havde bjørnen bidt næsen og læberne af Morto, saa tænderne sad bare tilbage. Men han levede jo længe der efter.
Og da en gammel bjørnejæger hørte, at bjørnen havde været der i nærheden -han havde dræbt mange bjørne, og han havde faaet navnet Bjørne-Mikka) -og da han drog afsted, saa forbød hans egen kone ham det: «Gaa ikke efter en vred bjørn, det er farligt.» Men den gamle bjørnedræber forstod ikke at frygte. Han drog afsted og gik efter sporet. Og bjørnen var gaaet ved siden af sporet for at passe paa, saadan som det jo er en vred bjørns skik. Og som manden gik langs sporet, saa idet den saa manden, anfaldt den ham og rev ham øjeblikkelig ihjel.
(53) Fortælling om, da to mænd var gaaet for at opsøge «pelsgubberne».
Og de var stærke begge to, og den ene havde dræbt mange bjørne; men den anden havde ikke jaget bjørne før, han var bange og uøvet. Og da de fandt bjørnen, da var den saa arrig, at den anfaldt øjeblikkelig, og de løb om bag et stort fyrretræ, og bjørnen sprang imod fyrren
'
173
og omslyngede træet med labberne eller forbenene. Og den gamle bjørnejæger holdt bjørnens labber fast og raabte: «Kom du og dræb!,, men han kom ikke, han gik hjem. Og efter et døgns fo1 løb gik han for at se efter. Og han saa, at hans kammerat var levende endnu, han mente, at han var dræbt. Og da han kom nærmere, sagde han, som holdt bjørnen: «Kom du nu og hold, her er ingen fare, bjørnen er allerede træt, og dens kløer er saa dybt inde i fyrren, at man kun behøver at trykke ganske lidt mod fyrren.» Og saa kom han og gav sig til at holde, og den anden sagde: « Hold nu, du ogsaa et døgn, hvis du ikke holder fast, saa bliver du ædt I» Og han turde ikke slippe, da den anden lod ogsaa ham holde lige saa længe, som han selv havde holdt. Og da et døgn var forløbet, saa kom han og dræbte bjørnen. Og saa spurgte han: «Er
det godt, naar den ene lader den anden alene i livsfare?»
Fortælling-om, da bjørnen anfaldt en mand.
Han var ene, og han løb om bag et fyrretræ, og bjørnen omslyngede fyrren, og saa hængte kløerne fast i træet, og den mand huggede begge bjørnens labber over. Og bjørnen rev sig løs og drog afsted paa to ben, og manden løb efter den og huggede den i hovedet, og bjørnen faldt til jorden og døde. Og han fik den med en økse, og det har man ikke hørt før, at nogen har dræbt pelsgubben med en økse.
I Fauras-orda var der meget græsrigt og smukt efter folks mening, og derfor kaldtes det «den smukke skovrand». Og der var meget af alle slags græs og syre. Og der levede mange bjørne. Og der var det farligt for syresamlerne; men naar hundene var med, saa frygtede dog bjørnene. Naar bjørnen angreb, saa gav hundene sig til at snappe bjørnen i bagen, og saa maatte den skræmmes.
Engang var der gaaet een op med en syrebyrde, og saa kom bjørnen
ad stien foran. Og mennesket orkede ikke at løbe med den tunge byrde,
han lagde sig bøjet ned paa stien. Og bjørnen havde ikke set, at det
var et levende menneske, den vandrede rundt om ham og snuste alle
steder og den snuste ogsaa til bagen, og manden slap en vind, og bjørnen
blev forfærdet og sprang bort; og da den var kommen lidt afvejen,
saa kom en anden bjørn, ogsaa den snuste og vandrede langsomt omkring,
og saa aabnede den mandens byrde -syren var samlet i en
afslidt stiv skindpels. Og da bjørnen kradsede med kløerne, aabnede den
sig, og da blev bjørnen saa forfærdet og sprang afsted og for til skovs,
som en sten falder ned, det var i en bragen og knagen. Og da manden
hørte, at den gik, saa drog han af og gik hjem. Men han var endnu
bange, da han kom hjem, saa vidskræmt var han. 174
(54)Bjørnen har I mands sind og 9 mands styrke, og derfor frygter den ikke mange mennesker, men for to brødre frygter den, fordi en broder ikke elsker sit eget liv højere end broderens liv.
Fortælling om ulven.
Ulvens sang begynder saadan:
Over ni dale springer den i en skumringstime voia
voia, nana nana
over ni dale gik den i en skumring voia
voia nana nana.
Ulven har Bærgalak (Djævelen) gjort -Ibmel (Gud) blæste liv gennem næseborene -og derfor vil ulven blot gøre ondt lige som Bærgalak. Men ikke har den gamle djævel magt til at gøre noget færdigt, men ødelægge færdige ting havde han kraft til. Men han var den engel, som var lbmels bedste engel, og Ibmel blev vred, da han begyndte at gøre noget, som ikke passede sig, og den gang gjorde han ulven ogsaa, og derfor har noaiden endnu kraft til at gøre folk til ulve. I gamle tider vidste de troldkyndige mange slags kunster; for ulven har der ogsaa været det raad, at de, naar de fandt et friskt ulvespor, saa skar de med kniven det spor i firkant lige under sporet, og saa skal man vende sporet tre gange i den retning, ulven er gaaet, og sige: «Jesus Kristus velsigne, juoksat 51 , fremad, fremad over vand og land fremad, fremad I» -Men man skal ikke gaa over sporet, før man har læst dette. Og det skal siges ligesaa mange gange, som der er ulve. Ulven er saadan, at den kan forgøre kuglen, saa den ikke træffer, ej heller fænger det i bøssen; men derfor er det raad: man sigter først med kolben og saa der efter med løbet, og saa træffer man nok. Og ulven er ogsaa saadan, at den bringer folk søvn, naar man vogter paa ulven, naar den er ved boet eller ved et aadsel. Og naar renvogteren vogter hjorden for ulvens skyld, saa dysser ogsaa
ulven dem i søvn. -Og ulven har en mands styrke og 9 mands sind. -Og den som rigtig skal jage ulven, han skal vide alle ulvens navne paa lappisk, de steder hvor ulven færdes, og dertil skal han tænke paa 9 slags fangstmaader, idet han giver sig til at jage ulven, og den skal han vente med til sidst, som han agter at anvende.
I fordums tid har noaiderne gjort tyve til ulve, og saadanne, som ikke kunde læse Fadervor udenad eller Herrens bøn paa tre sprog 52 , saa kunde de forgøre dem. Og de som vilde dræbe mennesker uden nødvendighed og uskyldige mennesker, saadanne kunde noaiderne forvandle til ulve.
Og naar de lige havde faaet den færdig, saa havde de befalet: • Anfald nu renen, tag frisk kød I» Og saa anfalder den øjeblikkelig, og hvis
n·
r75
han faar blod af renen, saa bliver han ulv. --Og de har gjort mange mennesker til ulve, og der er fundet mange beviser for det, saadanne beviser, at i en ulvs hudfolder (under flaaningen) har man fundet fortidens menneskers fyrtøj, staal og trøske og svovlkar og flint. -Og saadanne kan noaiderne endnu lettere forvandle til ulve, som har dræbt uskyldige mennesker, saadan som i (55) fortiden, da mange Ruosa-Tsjuder strejfede om her og dræbte Lapperne og tog Lappernes ejendele, penge og rener og spiste disse, saa mange, som de behøvede. Og Lapperne var dengang nødt til at skjule sig i klipperevner ogsaa. Og dengang gik de ofte til Uldaernes boliger, og da Uldaerne vidste, at Lapperne var paa flugt, saa var de overordentlig gode og gav raad: "Sæt koterne under jorden, for at ikke Ruoa skal finde dem, og vi kan hjælpe eder og komme til at tale med eder," sagde Uldaerne. Og endnu et raad gav de: «I kan gøre Ruoa til ulve, naar de har ædt eders rener raa ligesom ulvene». Og Uldaerne lovede hjælp. Og saa Gieddegæs-galggo 53 (Engkonen), da hun nu hørte den sag, saa sagde hun til karlene, som gik i vildmarken og søgte rener til føde: «Naar I nu mærker, at Ruoa er i nærheden, saa skal I komme og fortælle mig det, og hvis der er rener nær ved, saa jag dem hen i den retning». Og da karlene havde mærket, at Ruoa var i nærheden, saa gik de straks til
Gieddegæs-galggo. Og da de kom til Gieddegæs-galggo, saa gik hun til Uldaerne; hun var kendt med Uldaerne og vidste, hvor de boede og hvornaar man skal gaa til dem. Ulclaerne sover om dagen, og om natten er de vaagne, da er det lyst for dem. Og da Gieddegæs-galggo var kommen til Uldaeme, saa lovede Ulc.laerne hjælp med det samme. Og saa bød Uldaerne: «Gaa imod Ruoa og befal saa: spring nu som ulv, se der, en ren, fang den, den har lækkert kød, I faar ikke rener paa anden maade». Og saa gjorde hun saadan. Og saa sprang Ruoa, og da der var rener i nærheden, saa anfaldt de de rener og fik renblod, og saa blev de ulve. Og saa gav de sig til at æde mennesker, og de var mange. Og da Gieddegæs-galggo hørte, hvordan sagen stod, saa gik hun atter til Uldaerne og spurgte om raad hos Uldaerne og fortalte, at det jo nok var gaaet saadan, som det jo skulde; men ulveflokken var begyndt at æde mennesker: «Hvad nu?" Uldaerne sagde: «Nok er der raad for det ogsaa». Nu gav Ulda hende en lille flaske og bød hende at hælde det paa ulvesporet og befale dem at gaa tilbage til Ruoariget, «hvorfra I er kommen». Og saa gjorde hun saadan, som Uldaerne havde befalet, og da hun havde gjort det, saa sprang ulveflokken og fo'r saadan, at røgen stod. Og de gik tilbage til Ruosariget, og derfor er der i Rusland saa mange ulve og saa slemme, at de æder mennesker. -
Og fra den gang begyndte folk at forfærdige koter under jorden, de folk, som Uldaerne raadede. Og Uldaerne bød at gøre grave, hvormed de kunde fange mange vildrener og bjørne og ulve og alle vilddyr. Og
det gjorde de, og det var gode raad. Og Uldaerne gik ofte hos dem som gæster, og de var gode imod dem, som ikke bandede; men joigning synes Uldaerne om; og Uldaerne selv joiger ofte, og Lapperne har lært joigning af Uldaerne. Og de, som endnu kan blive ven med Uldaerne, saa er Uldaerne ogsaa nu lige saa gode; men nutidsmenneskene kan ikke mere gøre sig Uldaerne til ven, fordi de er begyndt at bande saadan, og saa er Uldaerne bleven vrede paa denne tids mennesker. Nu for tiden finder man ikke mere end lige en og anden, som er ven med Uldaerne. -Og de huller (i jorden) findes endnu som tegn paa, at det er sandt. Og fra den gang lærte Lapperne mange troldkunster, (56)og den gang gjorde de stadig de slemme tyve til ulve, og derfor var der i fortiden ikke saa
mange tage til.
tyvelapper; -
men
da
noaiderne
tog
af,
saa
begyndte
tyvene
at
Om
Govka For 40
Vullaar
e og ulven. siden.
Bjærget Davanjunje er højt paa østsiden. Og de var tre, han ogsaa, paa ski efter ulve, saa løb de op paa Davanjunje. Og da havde ulvene lagt sig i ring (som en hund, der vil sove), og det plejede at være deres hvileplads -og er det ogsaa endnu. Og saa fik de øje paa ulvene, og ulvene sprang paa østsiden ned fra det høje sted, og ulvene for ned ved at glide og styrte. Og Govka Vulle gled paa ski efter dem. Og saa snappede han fat i en ulvs hale og gled ned, og ulven trak ham i sin hale. Og da han kom under bjærget, saa dræbte han den som en hund. Og de, hans kammerater, de turde ikke gaa ned der; de mente, at han slog sig ihjel, og de gik uden om den fremhængende fjældskrænt. Og da de to kom, da havde Govka allerede flaaet skindet af den. Og paa det sted er ikke noget andet menneske gaaet om vinteren, saadan, at folk da har hørt det. Og han var nu ogsaa som et egern, saa rap i vendingen og saa hurtig til at løbe. -Skrevet aar 1908.
0. N. Svonni.
Svonni løb paa ski i ødemarken, og han havde en spydstav med. Og da saa han, at ulvene gik over en sø. Og saa standsede han og ventede, til ulvene gik op paa bredden. Og da ulvene gik til søkanten, saa fo'r han efter. Og da han kom tilsyne, saa gik den største ham imøde og gik under et stort grantræ, og han skulde stikke den med spydstaven, men den ventede ikke, den sprang igen; og han blev vred. Og da den største jog igennem de andre, saa fo'r han ogsaa bag efter, og de andre sprang til hver sin side. Og da han indhentede den, saa stak han den store med spydstaven; og en anden var lige paa den modsatte side af den stores bag. Og denne anden anfaldt og bed ham i knæet, og den
177
bed saa haardt, at tænderne gik igennem benet. Og saa stak han den i øjet
saadan, at kniven gik helt ind i øjet, og saa slap han den og den sprang
bort og begyndte at slingre. Og den anden ulv var endnu paa spydspidsen,
1e,
han turde ikke slippe den, han var bange, at de begge to skulde falde
over ham, og da havde de jo dræbt ham; men han trykkede spydstaven
mod en busk, og den sprællede og skrabede der i dødskamp, og da er
alle dyr slemme til at bide og ulven i særdeleshed, som er det mest hadefulde
dyr, der findes her. Ilan slap den dog ikke, før han saa, at ulven
mistede kræfterne; saa slap han den. Og da satte han sig der ved siden
af; og saa stivnede hans ben, saa det ikke kunde bøjes, ikke det mindste,
ej heller taalte han det, det blev saa smertefuldt ogsaa. Og saa tænkte
at han, at nu døde han der paa stedet. Men saa kom to Finner, som var ude paa ski efter de samme ulve, men de var bleven saa langt bagefter. Og de vidste ikke af hverandre at sige, men de mødtes her. Og da de hørte, han havde sluppen en ulv halvdød, saa vilde de afsted for at forfølge den; men Svonni slap dem ikke, han sagde: " HHvis jeg bliver ene tilbage her, saa dør jeg paa stedet.» Saa lovede de at hjælpe med hvad de kunde. Og han bad dem (57) flaa ulven, Og da de havde flaaet skinat
det af, saa bad han dem aabne ulvens mave, og det gjorde de. Og saa bad han dem tage galden og skindstrimler. Og saa heldte han først galden i saaret og svøbte skindstrimlerne om benet over saarene. Og det tog smerten bort øjeblikkelig. Og da en lille tid var gaact, saa ophørte pinen, og han forsøgte at bøje det lidt. Og i førstningen taalte han ikke mere end ca, en millimeter; og saa forsøgte han stadig lidt, indtil han fik benet rettet ud. Og da han fik benet rettet, saa prøvede han straks at gaa paa
1te, skierne. Og saa prøvede han, om benet kunde følge med skien. Og da begyndte det at bøjes og at kunne taale det. Og saa sagde han til sine
Og kammerater: «I maa nok gaa efter ulven, jeg ser, at jeg slipper hjem.»
lan. Og Svonni drog hjem. Og da han satte sig paa bærbmed54 og de saa
1p I
begyndte at koge kaffe, saa før kaffen var færdig, da var hans ben som træ; det var slet ikke til at bøje. Og folk var nødt til at hjælpe ham derfra hen i loaiddo55 til en hvileplads. Og der laa han i tre uger, før han slap ud af koten. Og de saar føler han nok indtil døden. Og han
Og lever endnu og er Lappernes politi (en slags sognefoged). En
Lap løb paa ski efter en ulv, og da han indhentede den, saa skulde
for og han jo til at slaa den; men ulven snappede i skierne og slyngede manden af skierne og bed en ski itu. Og saa snappede den i mandens arm og bed saadan, at haanden mistede kraften. Og han kom under ulven og kunde ikke engang faa fat i kniven. Og ulven fik fat i den anden haand og bed den ogsaa. Og saa fik han omsider fat i kniven, og saa stillede han knivspidsen mod ulvens side og trykkede den saa ind med sit bryst,
e
og da skar kniven ind i ulven. Og saa slap ulven, og den døde rigtigden
12
nok; men han havde ingen kraft i hænderne, slet ingen. IIan havde ikke saa megen styrke i hænderne, at han orkede at stikke ulven, han var nødt til at trykke kniven med brystet. Og saa slap han dog halvdød hjem, men blev syg hele vinteren og var nær ved at dø.
En lykkelig færd.
En Lap drog ud paa ski efter ulven (1898)1 hans Navn er Ruvdas Lasse; han lever endnu. Han løb paa ski efter en flok ulve, og han indhentede 6 ulve og dræbte dem blot ved at slaa dem 56 • Og han havde naturligvis ofte dræbt ulve ved skiløbning. Ogsaa han havde nok engang faaet ulven over sig, og ulven havde snappet i hans haand; men han havde stukken haanden i ulvens gab, indtil han naaede svælget og saa klemt struben og med den anden haand stukken ulven, og han dræbte den, som var det en hund.
Om hunden.
Hunden har ogsaa været et vilddyr, og den begyndte at finde det besværligt at søge føde i vildmarken, da den undertiden sultede meget, fordi den ikke fandt føde, naar ikke ulven var sammen med renerne paa samme sted. Naar ulven og renen var paa de samme steder, saa var der nok føde til alle vilddyrene, og da var alle vilddyrene forsamlede, jærvene, rævene og ravnene, ørnene og hundene; og da var der jo nok føde; men da var der jo ogsaa jag og frygt, og kom ulven og jærven, de to var stærkere, saa røvede de; og hvis den svagere ikke flygter bort, saa bliver den (58) dræbt. Ulven dræber ofte svagere dyr: ræve, hvidræve, harer og hunde. Og hunden begyndte at tænke: «Jeg gaar til Lappen og tjener». Den huskede, da den engang var gaaet til Lappens sida i førstningen, da Lappen samlede sin hjord, og hunden saa til og hi.1rte, medens Lappen samlede hjorden. Og da Lappen var i knibe, fordi han ikke kunde faa sin hjord samlet, saa fo'r han viltert frem og bandede og hylede, og saa kunde han gø som en hund. Og da hunden hørte det, saa begyndte den at gø og jog afsted i retning af Lappen, og saa skræmtes renerne og løb sammen i flok. Og saa syntes Lappen om hunden og vilde, at den skulde give sig til at være dreng hos ham, og dengang vilde han, at den skulde komme paa besøg, og han gav den suppe at drikke. Og hunden syntes om maden, og den saa i loaiddo mange ben og kødstumper og havde lyst at faa dem at æde, men den turde ikke, den var lidt bange for, at de skulde dræbe den. Den gik endnu ud vildmarken og vandrede der ude og søgte føden der. Og den fandt et ulvespor og fulgte det, indtil den fandt, hvor ulven havde dræbt en hare, og den søgte der, men den fandt ikke andet end et forben, og det gnavede
i
I
179
bort
til
e
den. Og da den var færdig, saa gik den atter for at spore. Og saa fandt den et renaadsel, og der var mange andre dyrespor. Ogsaa der var et ben og knogler, og den tog det og aad det og bar med sig og gik derhen, hvor der var mange andre spor. Og den fandt derhenne, at der var en ræv dræbt og ædt saadan, at der ikke var andet end halen. Og den syntes nok om, at ulven ryddede den afvejen, den, som altid plejede at æde ethvert sted, hvor der var føde. Og da den sporede videre, saa fandt den, at dens fælle var dræbt og ædt, der var kun hoved og hale; men den kendte bestemt, at det var dens kammerat. Og saa begyndte den at blive ræd; «saaledes dræber den mig ogsaa». Og da den hørte ulvene komme, saa blev den bange og sprang uden ophold hen til Lappen. Og da den kom, saa sagde den: «Tag mig nu som dreng, jeg har ikke mere lyst til at være vilddyr». Lappen spurgte: " Hvad vil du have i løn?» Hunden svarede: «Jeg vil ikke have andet end suppen og hvad jeg kan snuse mig til, og ikke faa prygl, fordi jeg ikke kan arbejde mere». Og saa blev de enige, og hunden begyndte som tjener. Og det var overmaade godt for Lappen. Og saa lod Lappen hunden hente flere hunde. Og den hentede flere. Og en var saaclan en hund, som vidste i forvejen, naar ulvene kom, og den fortalte til sin herre, at ulvene var i nærheden; og ejeren gav sig til at samle sin hjord og vogte den strengt. Og endnu er nogle hunde saadanne, som er vagtsomme og ved, hvornaar ulven kommer. Men nu kan ingen mere tale hundens sprog 57 og derfor forstaar man ikke, hvad hunden fortæller; dog nogle hunde forstaar nok, hvad mennesket siger. -I gamle dage kunde alt tale, alle dyr og træer og stene og alt, som findes paa jorden, og saadan skal det tale paa den sidste doms tid ogsaa. -Men hunden har forlangt endnu en ting, at naar den bliver gammel, da skal man hænge den; man skal ikke paa anden maade dræbe den. Og man skal hænge den i en tynd snor, som hurtig snærer, for at den ikke skal blive pint. Og den, som hænger hunden ordentligt og har været ordentlig imod den, da hunden havde strengt arbejde og var træt, han taar god hundelykke. Og den, som ikke har gjort saadan, som de aftalte, han faar daarlig hundelykke. Og paa den yderste dag er hunden den første anklager -(59) og derefter de andre dyr, som har været i menneskets vold -mod dem, som har ladet dem arbejde altfor haardt eller paalagt dem tunge byrder og dertil slaaet. Og det stakkels dyr har ikke mund til at sige, at det ikke orker at trække; og derfor er den nødt til at trække og bære saa tungt ogsaa, at det næsten tager livet, og saaledes, at mennesket ogsaa hører den sørgelige lyd, hvilken
undertiden er som et suk, i hvert fald saadan bedrøvelig lyd, som næsten gaar gennem marv og ben paa folk, naar det ikke er et altfor baardsindet menneske. Og det skal enhver huske, at de ikke er altfor haarde mod deres undergivne, det være sig mennesker eller dyr58.
I
180
Lidt om fuglene og rævene og musene, som vandrer over jorden.
Alle er de omstrejfere, de, som her nedenfor navngives. Og lemmingen er anfører for de andre vandredyr. Naar lemmingen kommer her til dette Nordland, saa kommer efter den ræven og hvidræven og ryperne og falkene og uglen og fjældvaagen (boaimas, Archibutco lagopus), hermelinerne og mange andre smaa rypeædere. Og naar lemmingen dør eller drager afsted, da gaar alle de andre dyr ogsaa, som ovenfor er nævnt. Og om dem ved man ikke sikkert, hvorhen de gaar. Men renen gaar der hen, hvor den ved, der bliver føde til vinter. Men om ulven ved man sikkert, at den vandrer, fra øst kommer den, og mod vest gaar den, hvis jærnbanen ikke kommer tværs for, den tør den ikke gaa over, næsten aldrig; men den gaar, naar det lige er en meget dristig ulv, og det er stærkt snevejr og snefog, og jærnbanen er standset eller strejke, saadan at vognene ikke gaar hid og did hele tiden.
Om rypen.
En flittig rypefanger bjærger sig nok. Ryperne opholder sig først paa vinteren paa højfjældselvene mest og i det krat, som strækker sig ned fra højfjældet; men naar vinteren bliver kold, saa kommer de i de skove, som er nærmest højfjældene, og i dem opholder de sig den haardeste vintertid. Og i foraarsvinteren, naar luften begynder at lunes, saa flytter rle igen op under højfjældene ind blandt de øverste træer.
Fjældrypen eller giron, den er meget mindre end skovrypen, ligesom Lappen ogsaa er mindre end alle gaardbeboere. Og Lapperne er bøjede og benene krumme, fordi Lapperne kommer til at fryse allerede som børn. -Fortidslapperne har været modigere end nutidslapperne, og nutidslapperne er mere dovne ogsaa. Fortidens Lapper har meget fanget fisk og vildrener og bjørne og alle vilddyr.
Om fiskef angst.
Lapper, som flytter om sommeren til Norge, har ikke tid at fange fisk uden om foraaret, naar de første aabninger bliver paa søerne, saa meder de med en krog, som de selv har støbt af tin. Og der paa sætter man agn -en stump rødt og gult klæde, indtil man faar en fisk, saa tager man et lille stykke af fiskens maveskind, og det er meget bedre. Og om efteraaret fanger man ogsaa med snare i de smaa elve; der er om efteraaret særdeles mange smaa fisk i de smaa elve. Og med næt og med vod fisker de, men ikke ofte. Men de har (60) ogsaa skudt gedder om foraaret i sumpene inde i stargræsset. Gedden gyder rognen om foraaret
181
og stallingen (Thymallus vulgaris) og aborren, og røjen (Salmo alpinus) gyder rogn om efteraaret og hælt (Coregonus laveretus) og graalaks (Salmo eriox). -IIvis tordenen slaar om foraaret, førend isen paa søen er tøet, saa bliver det en fiskeløs sommer, i hvert fald i nogle af søerne. Fisken frygter og gaar dybt hele sommeren, den sommer, hvor tordenen har rullet over en isbelagt sø. -
Men fangst er ikke blot det, at man kan; men man skal have lykke ogsaa. Og fortidsmenneskene har brugt mange offerkunster for fangstens skyld. De har netop dyrket sejterne mest for fangstlykkens skyld og for renlykkens skyld ogsaa. Og for folks sygdoms skyld har de mest ofret til kirkerne. Og nok er der en og anden, som endnu ofrer til kirken for folks skyld. Og for fangstlykkens skyld ofrer man igen til et eller andet fattigt menneske og til en saadan, som ikke er altfor hedensk eller ondskabsfuld. Og til saadanne, som er vanskabte ofrer man ogsaa, meget halte, saa de bjærger sig daarligt; og ligeledes saadanne gamle fattige mennesker, som klarer sig daarligt. De har lykke, som lover til disse. Og en og anden lægprædikant har ogsaa lykke; dog er man nødt til at prøve hos hvilken, der er lykke; men de har rigtignok undertiden særdeles god lykke.
Her er lidt forklaring til de offerkunster.
Til kirken loves, hvis det gaar saadan, som den ønsker, der bringer offeret. Og det er paa samme maade, hvis man lover noget til mennesker; men det, som man har lovet, det skal man ogsaa give. Og paa den maade har ogsaa fortidens mennesker dyrket sejterne, at de har lovet et offer, naar de gik at jage. Nogle sejter var tilfredse, naar de fik hornene, og nogle vilde have alle benene og saa fuldstændig, at der ikke maatte blive tilbage den mindste bensplint. Fiske-sejten fordrede kun halvdelen af fedtet, saa jagede den fiskene ind i voddet saa mange, som naaede at trænge ind. Og en og anden sejte fordrede en hel levende ren, og prydet skulde den være med al slags prydelse med klæde og med uldgarn og med sølv og med guld. Og nogle ofrede børn ogsaa. Ejheller er det lang tid siden, at de sidste offer-noaider har levet. De sidste har været Kumen med samt hans hustru og hans fader Dobar, som ofrede en 10 aars dreng sammen med en ren.
Lidt om vejrmærker. Om varselsfugle. Om rypen. Om gøgen. Om lavskrigen (Guovsak, Garrulus infaustus).
Rypen er troldkyndig. Naar rypen i aftenskumringen skogrer, saa bliver det snefog; naar rypen klukker, saa kommer der kun sne, ikke blæst. Det er mest om vinteren, de mærker er. Og renen føler ogsaa vejrforandring, naar den begynder at springe hid og did eller løbe saa meget,
den orker, det er et tegn paa haardt snefog. Et andet tegn er, naar renen skraber mod træerne med takkerne, saa bliver det tøvejr. Og naar om sommeren renkoen slikker sin kalv, saa bliver det regn. Naar der kommer mange snespurve i nærheden af mennesker, saa bliver det forfærdelig haard snestorm, det er sidst paa vinteren. Og naar der kommer mange smaafugle, saa bliver der stort snefald. Der er dem, som kaldes troldspurve; naar den sætter sig paa vuggekaleschen, saa dør barnet. Og naar de sætter sig paa et menneskes bælte, saa dør det (61) menneske. Og denne lille fugl (cica) lever her hele vinteren; den er mørkagtig, og hovedet er hvidt omkring øjnene. Og snespurven er lidt større og hvid. Og naar om foraaret trækfuglene begynder at komme, saa er der mange varselsfugle. Pibefuglen, þÿ b iı
u s ,
(hjejlen, Charadrius pluvialis) er en. Naar man hører þÿ b iı
u s før man har spist noget, da er det uheldigt, og det
om morgenen, menneske er det aar meget ulykkeligt; men den, som naar at spise om morgenen, inden han hører fuglen, han bliver ikke beklikket. Og saadan er andre fugle ogsaa, gøgen og lommen. Gøgen er den fugl, som ikke har tid til at pleje sine æg, den bringer sine æg hen i andre fugles rede, og de plejer dens æg ogsaa, og den selv farer og kukker overalt. Og naar den er naaet herop, saa først ødelægges bærrene. Lapperne plejer at sige:« Nu har gøgen gjort paa bærrene 59 , nu kan man ikke spise dem mere.» Gøgen er en troldfugl. -En mærkelig hændelse. Gøgen kom til en lapkote og begyndte at æde kød fra kødstilladsct, og det har gamle folk ikke set før. Og i den kote døde paa en sommer 3 mennesker. Kragen er ogsaa paa samme maade en troldfugl, ogsaa den følger Lapperne og æder kød fra kødstilladset hos den, som den ved vil dø. -Og þÿ b iı
u s er ogsaa en saadan, af hvis stemme man kender vejret. Naar den føler slemt, koldt vejr, saa siger den: «Bi-bi-i, diril, diril», saa bliver det koldt; men naar den igen siger: "Bibil diril, diril», saa bliver det varmt. Og lommen er ogsaa saadan en troldfugl, ogsaa. den beklikker; og den bruger ogsaa at ofre; den giver søen (ved hvis bred den har sin rede) 3 æg. Lommen (grakkur) har ogsaa en anden lyd, naar den føler vejrforandring. Naar den siger: «Ka ko, ka ko,» betyder det, at den takker for sit navn, idet der kommer godt vejr; og naar den føler daarligt vejr, saa raaber den: «Bare jeg havde et regnslag, bare jeg havde et regnslag!» (var' luk, var' luk). Og om lommens fødder er der en lille historie, saadan: Da Ibmil havde skabt alle fuglene og
ikke havde husket at give lommen fødder, saa sagde han: «Der, tag de graa fødder!» Men lommen brød sig ikke om graa fødder, den vilde ogsaa have røde fødder lige som gaasen. Og da den ikke fik dem, saa fløj den og sagde: «Paa en vis er jeg smuk nok, men fødder fik jeg ikke.» Og saa fløj den, og saa kastede Ibmel fødderne efter dens bag. Og derfor sidder lommens fødder saa langt bagtil, og derfor føler lommen, at
I
den ikke kan gaa; men til at svømme og dykke er den den allerstærkeste. Og lommen har cl langt næb og spidst, og det har i fordums tid været det har de ikke kunnet forgore, de
et godt stridsvaaben som bucpil; gamle kugle-eller pileforgorerc. De har brugt det som buepil, og de har brugt det som spydspids ogsaa; det har ingen kunnet forgøre. som
de ikke kunde dræbe; han forgjorde
Engang var der en Ruoa, alt jærn; men han var ikke stærk, og han var allerede gammel. Og saa Og saa forvidste
en trolcllap, at tommens næb kunde ingen forgøre. søgte en meget stærk Lap at gaa til ham, og han sneg sig derhen, hvor Ruoa boede, for om han kunde slippe til ham under søvnen, saadan at han (R ) ikke hørte ham, før han saa ham, saa maatte han godt staa op bagefter, naar han (Lappen) havde set ham (sovende). Og <let er overalt: den, som finder clen anden sovende, han vinder. Og denne Lap kom og fandt Ruoa sovende; og saa (62) borte Ruoa ham, og saa kom de op at slaas;
men Ruoa følte, at han vandt ikke nu -han var troldkyndig ogsaa og
han veg allerede og sagde: ,Gør mig ikke noget?» Og Lappen lovede, at han skulde ikke gore ham noget. Og da han løb afsted, saa vendte
Lappen ikke tilbage; han gav sig til at løbe efter ham, og da han indhentede ham, saa forsøgte han at stikke med lommens næb, og Ruoa følte, at det stak ind i hans ryg. Og saa forbød han det: «Du maa ikke «Det er ikke mig, det er lommens næb.»
stikke mig. Lappen sagde: Og saa dræbte han den store troldruoa, paa hvem ikke en eneste pil
havde bidt uden lommens næb. og
den æcler kød; men den
Lavskrigen er altid i skovene hos Lapperne, er dog ingen ond fugl, den er Ibmels engel, og trolclspurven (cica) er igen Og en lille smuk fugl er der, som kommer
Birrus (Djævelens) engel. fra Barbmo60 og dens navn er bjældefuglen Og den har mange farver, Og den kan
under hagen er den gul, og den er rød og grøn og blaa. Og dens navn er ogsaa giella vælggo (Eri
synge paa hundrede sprog. thacus suecicus). Og naar den føler solskin, saa spiller den paa alle maa
Og naar den føler koldt
der, og undertiden ringer den som en klokke. vejr saa er dens tunge meget klodset; den kan ikke faa en smuk lyd
I
frem.
Og der er 4 fugle, som følger Lapperne: ravnen og ryperne og lavs krigen og troldspurven. Og de følger med om vinteren, de er kammerat med Lappens sida, og de faar føde ogsaa; de faar kød, som æder kød; og ry
perne finder birkekvistene, som Lapperne hugger af paa vcdhugningsstedet.
Og rypen har mennesket som tilflugt ogsaa; naar høgen kommer og be gynder at jage den, saa kommer ryperne til folk, ja, lige mellem folks Og de kommer endogsaa ind i koten,
fødder, og saa maa høgen fly naar cle ikke træffer folk udenfor. Og menneskene gør ikke saadan en
rype noget, ejheller tillader de hundene at røre den.
Hvis skaden eller kragen giver sig til at folge Lappens sida stadigt,saa ved den, at i den sida dør et menneske. Og hvis den giver sig tilat folge en kote og sætter sig ved siden af en kote, saa foler den, at iden kote er et menneske, som skal dø.
Fortælling om slangestenen.
Den, som faar den, han bliver aldrig overvunden af loven -men hvem,som bare kunde faa den I
Man skal finde slangernes parringsplads;naar de parre sig, da kaster de denne hvide sten hid og did, og den,
som da gaar og stjæler sig til at bevogte dem, naar de kaster stenen,han skal snappe stenen og løbe til vand, og hvis han kommer til vandetfør slangen, da faar han stenen;
men hvis slangerne kommer først ivandet, saa er det jo farligt. Men den, som forud har undersogt, hvor
det nærmeste vand er, han kommer først;
nok opholdes de lidt med atsøge efter stenen, og imedens er manden løbet langt til vandet. Og naarhan har faaet den, da er han jo et lovmenneskc i sin levetid
(63) Her begynder fortællingen om Lappernes doktorkunster.
Lapperne har allerede i gamle dage været nødt til at finde paa raad, naar folk blev syge; og læger har Lapperne ikke kunnet faa paa stedet; en del har ikke engang vidst, at der fandtes læger. Og paa den maade har de maattet spekulere saa meget ud, at de blev klar over, hvad slags sygdomme det var, og hvorledes de skulde faa hjælp for dem. Og de har faaet klaret saa meget, at mange sygdomme kan de helbrede, ogsaa dem, som nogle læger ikke forstaar at helbrede; men dette sigter ikke til alle læger. -
Her nedenfor finder man forklaring paa, hvorledes man skal lette enhver sygdom, ja undertiden endog helbrede den og ogsaa hurtigt. Men det er ikke heldigt at skrive alle raadene i denne bog, fordi bogen vil blive læst over hele verden, og mange lærde herrer passer det slet ikke at høre om alle raadene, de tror ikke paa dem, de spotter kun Lappens dumhed, skønt, hvis de saa alt, hvad Lappen udrettede, saa undredes de over den kraft, og hvorfra den kommer. For
brystdaarlighed
Lapperne er ofte daarlige under brystet, og det stiger til hovedet og gaar i benene. Og den sygdoms lægemiddel er aareladning af legemsaaren. Den aare er paa benet paa den udvendige side af ankelen, og der nedenfor paa den indvendige side af vristen. Og paa den udvendige side af foden aarelader man igen for rygdaarlighed og lændesmcrter. Og naar madlysten ophører og man føler smerte under brystet, saa aarelader man paa stedet ovenfor vristen.
Og naar man er syg i brystet, og det ikke gaar til hovedet og ikke i benene, saa aarelades paa den indvendige side af armen i armhulen de aarer, som gaar paa undersiden af armen. Og en anden aare gaar ovenpaa armen, og af den aarelader man hovedpineblod, naar hovedet smerter
186
og det ikke er noget andet sted end i hovedet. Og naar sygdommen er i skuldren, saa aarelades (ovenpaa) haanden mellem fingrene. Og naar man har sting i kroppen, saa aabner man en aare paa den udvendige side af armen. -
Skræk
er ikke saa slemt til at paakomme andre end barselkvinder, eller en kvinde, som nylig har faaet et barn og endnu ikke er bleven rask Ligeledes er en kvinde jo slem til at blive (64) skræmt, ogsaa før barnet er født; naar hun er frugtsommelig, plejer de at skræmmes saadan ogsaa, at de føder for tidligt. Og den skræk kommer undertiden, naar hun ser en styg drøm. Og børn skræmmcs ogsaa ofte, og det varer længe, lige til de bliver fuldvoksne.
For skræksygen. Man skal ikke aarelade en hjerteblodaare (pulsaare) for anden sygdom, end naar man paa grund af skræk bliver daarlig, saa nødes man til at aabne en hjertcaare; men der skal ikke flyde mere end sprøjte tre gange og saa lukkes. Og den er slem til ikke at forblive lukket; men der er et raad: at trykke den til med en ny 10-øre af sølv.
For besvimelsessygdom.
Og naar besvimelsessygen kommer, saa er der et raad: at brænde de e1 klæder, man bærer nærmest kroppen lige med det samme, og hvis de ikke lige straks bliver brændt, saa er det slemt at faa bort; men man kan nok faa den bort, naar det ikke har beskadiget blodomløbet altfor slemt. For besvimelsessygen aabner man ogsaa aarer -mange -9 aarer, og der skal man ogsaa i hovedet aabne en saadan aare, som er en hjerteaare. Den aare, som gaar mellem øret og øjet, gaar opad i mange grene, Og deraf er hjælp for tandpine ogsaa, hvis smerten er i overmunden; men naar den er i undertænderne, saa er der en aare, som gaar over kæbebenet; at aabne den er herfor lidt hjælp ogsaa.
For gigt
aarelader man ogsaa. Man skal aarelade paa den udvendige side af armen og paa den udvendige side af benet paa ankelen, der, hvor skobaandet svøbes, der, hvor man ser aarerne bedst. Og til aareladning hører ikke mere end det, der her ovenfor allerede er forklaret.
Kop sætning
er ogsaa et raad, hvormed man helbreder mange daarligheder. -Naar man har ondt i hovedet, skal man kopsættes i nakkehulen og paa begge
sider af nakken. Og naar man har smerte i ryggen, saa skal ryggen kopsættes. Og naar man er syg i brystet, derfor kopsættes ryggen ogsaa 3 gange efter hverandre; naar saarene er lægt, skal der igen kopsættes. For tandpine kopsætler man ogsaa, der hvor smerten er haardest. Paa fødderne kopsættes ogsaa; hvis fødderne fryser, saa skal der kopsættes Og naar armene værker, saa kopsættes
paa den udvendige side af dem. Men man skal gnide meget først, før der
den udvendige side af armen. kopsættes.
(65) For hovedpine
er der et raad saadan, at man rykkes i haaret; men der tages kun nogle faa haar oven i hovedet, og saa rykker man pludselig til, for at huden
skal løsnes, som er groet fast, for at blodet kan rinde paa sin sædvanlige maade. Og gnides skal der, til hovedet bliver hedt, og det sidste efter gnidningen er, at man haardt eller fast stryger opad fra fire retninger, to gange fra kinden; og paa nakken og pandesiden skal man kun lade hænderne glide paa opadstrygende maade tre gange, og tilsidst skal man rykke hele hovedhaaret opad, og saa vaske hovedet i hed, stærk kaffe; men nakken skal man gnide mest.
Gnidning
er hjælp for mangen sygdom, for rygsmerte, for hovedværk og for mavesmerte og for tandværk.
For mavesmerte
stryges blot paa tværs og mod solen omkring navlen.
For tandpine
er der mange raad, fordi der er 9 slags tandpine, og er anden sygdom ogsaa 9 slags, fordi mennesket var 9 maancder i moders liv, før det kom til at se verdens lys. -For tandpine er der endnu et raad. Naar det er haard tandpine, saa finder man kirtelen under kæbebenet, som gør ondt, og den skal man stikke med den trekantede synaal. Om synaalen vikles senetraad netop saa langt, som den skal stikkes ind i kirtelen, og man skal endda vende den til begge sider for at knuse mere, og for at der mulig kan komme i hvert fald 3 draaber blod.
For halsdaarlighed
er der et lægemiddel i en selv, menneskeurin, at drikke det, selv om blot en skefuld, og strække halsen i alle retninger og gnide gentagende. Ogsaa bruges jo terpentin mod halsdaarlighed; man tager en skefuld ind og smører den udvendige side ogsaa, og saa svøber man uldent vadmel om halsen om aftenen. Og der er endnu et raad mod halssyge. Det er: om
188
sommeren tages en frø, som kaldes nøgenfrøen. Og man tager om sommeren
en frø unge og lægger den levende i salt ind i et hvidt klæde, og saa
dør den snart. Og den skal være lys, i hvert fald den meste del lysplettet.
Hvis den er mørk og grim, saa ødelægger den og forgifter. Og
naar man nu har taget den smukke slags, saadan som ovenfor allerede
er beskrevet, saa skal den skæres lidt fint, og det koges i mælk og
drikkes. Og det bruges til halssyge som medicin. Og naar der kommer
udslet (66), saa er det medicin herfor ogsaa at smøre med denne frø; dog
læser Lapperne nogen tryllelæsning; men det kan nok hjælpe lidt, selv
om man ikke læser heller, naar man blot ikke gør det for at spotte.
Hvis man spotter froerne, saa forgifter de saadan, at det tager livet af en.
Jler nedenfor m beretning om en pige.
Den piges hals hovnede lidt op, og saa tog hun saadan en frø og
trykkede med den paa det syge sted; og da hun var færdig med al
trykke, saa kastede hun den paa jorden saadan, at det voldte frøen
smerte, og da blev den vred saadan, at den forgiftede endnu værre. Ogdet var altsaa den slags, som forgifter; det er de sortplettede, man skalpasse paa. Og den pige blev slemt syg og tog til Luleå; men det hjalpikke, hun døde. En Lap-doktor saa paa hendes sygdom og sagde: «Duhar trykket med en frø og kastet den paa jorden saadan, at frøen blevvred, og saa forgiftede den værre, og det kan man ikke bortvende, denhar fordærvet blodet saadan allerede, at det ikke kan helbredes>. -
Fortælling om frøen
Frøen lever i vandet, og den lever paa tørt land. Om foraarel gyderden samme tid som gedden. Dens æg er i sumpen. Og den har saadanstemme, at den kvækker ligesom renkalven. Men man har lagt mærketil, at frøen falder ned fra oven, saadan som ogsaa andre dyr, hvilkefalder ned paa sneen. Det er sikkert, at frøen falder til jorden fra skyen,fordi man finder den paa højfjældet paa sneen, hvor der ikke er aabentvand indenfor rækkevidde. Frøen er saadan et dyr, at den, som tør tageden i haandcn, og frøen saa lader vand i haanden, da bliver det menneskes haand en lægedomshaand. Naar man med saadanne hænder kuntrykker paa det syge sted, saa letter smerten lige straks.Og naar der kommer udslet paa munden, dertil er frøen ogsaa lægedom, naar man med den trykker og smører.
Børns svamp.
Og hvis et barn faar svamp -svamp er saadan, at barnets tungebliver hvid -, da er der ogsaa derfor lægedom i frøen; med den trykkerman paa tungen (ikke en levende frø, men lidt af en tørret frø), og det
189
er det allerbedste lægemiddel derfor. Og det er godt til mavemedicin ogsaa; saa skal det koges i frisk mælk, og saa tager man det ind og synker
det.
En anden beretning om frøen.
Der var en kvinde, som gik over en sump, og da saa hun en sten i sumpen, og saa traadte hun paa den. Og det var jo ingen sten, men det var frøernes moder, hvilken var saa stor som et menneskehoved. Og saa hagede frøen sig fast i hendes fod saadan, at hun ikke kunde faa den løs paa anden maade end ved at løsne den med staven. Og saa begyndte
den (67) fod at smerte, hvor frøen havde hængt ved. Og hun tog ogsaa til Og hun havde som barn spottet
Luleå-doktoren; men ogsaa hun døde. da hun traf at komme over stammefrøerne:,
og saa først skadede den, moderen. -Lunte Andaras' hustru er det gaaet saadan ved Vuoskojaure.
Farligt vand.
Fortælling om, naar man drikker frøens æg, saa bliver det en stor frø og begynder at give lyd, saadan som dens lyd nu er, og om man ikke faar den ud. saa tager den livet af en. For den er der ikke mange raad.
Lapperne giver blod at drikke -for at kaste op -og raadne fisketarme; og om den endnu ikke kommer ud, saa stikkes renens største
bensene ind gennem munden lige til maven, og da er den nødt til at stige op; og hvis den ikke kommer ud, saa dør man jo. Og naar den kommer ud, da er den saa rød som blod.
Et far ligt dyr.
Der er et dyr, hvis navn er ruovdde-goppa62 Den opholder sig i vandet, og den er ogsaa saadan, at den kan leve inde i mennesket; og for den gøres paa samme maade som med frøen. Og hvis man heller ikke faar den ud, saa dræber den ogsaa mennesket. Ogsaa den drikker man mange gange med vandet. Et
drikkerør bruger man for dyrs skyld
For saaclanne dyrs skyld bruger Lapperne et rør. Det rør er forfærdiget af rentak. Og det bruges ogsaa af den grund, for at munden ikke skal ødelægges om foraaret (af isvandet). Og et andet drikkerør laves af en fugls laarben; deri er som et næt saadan, at dyr ikke kan komme igennem ind i munden. Det bruges i vildmarken.
Mod forfrysning.
Mod forfrysning er der et godt raad: straks naar man mærker, at der er forfrysning, saa skal man trykke og gnide med sne, saa længe til blodet kommer tilbage, og der kommer liv i det; dog den øverste sne
hjælper ikke, men det skal være den sne, som kaldes sænjas, og den
er lige mod jorden, den slags sne.
Her en fortælling om et barn for 40 aar siden. Barnet var 10 aar og
løb ude i stærk kulde, og saa faldt det i et snehul med de bare hænder,
og moderen bemærkede det ikke, og saa forfrøs fingrene; og hun havde
ikke forstaaet at trykke og gnide med sne, og fingrene faldt af til midten.
Og hun lever endnu, og hendes navn er, Maret Mikesdatter Utsi, og hun
opholder sig i Saueo, og hendes mands navn er Hæntot Pito. -
Mod forstoppelse
bruger man saadant raad: en gedebensknogle, og den skrabes meget glat, og det andet gøres af en kalveblære, og den tørres omhyggeligt og smukt; og saa skal der (68) havregryn, og saa skal der varmt vand og en halv kop gryn, og det fyldes i den blære. Og den ene ende af gedebenet sætter man ind i blæren, og den anden ende stikkes ind i menneskets tarmaabning. Og blæren, som er i den anden ende af det hule ben, den trykker man paa, og saa gaar det ind i endetarmen, og saa kommer det ud. Og kvinder kan gøre paa samme maade for urinaabningsforstoppelse; men mandfolk kan ikke gøre saaledes, men derfor gøres det paa anden maade: man skraber sod under gryden eller kedelbunden og gnider dermed kønsdelen udvendig, og det hjælper, det er prøvet. I gammel tid har der ikke været gryn, -ejheller dertil naar folk fik forstoppelse, -som nutidens mennesker bruger til hjælp for den daarlighed; men i gammel tid gjorde de det paa samme maade, dog det vand, som de kom i den blære, var en anden slags varmt vand og fedt (kogt) af renben, (som) er det allerfineste fedt.
Ti
Mod hævelse.
Naar det hæver, da skal der lægges fedt paa; hvis det ikke endnu kommer sig, saa skal man skrabe kobber deri og blande det sammen. Nok findes der ogsaa saadanne Lapper, at naar de ser og trykker med haanden, saa helbredes hævelsen, hvor slem den end er. Meget fint birkebark (den allerinderste tynde hinde) er særdeles god til at trække materie ud, naar det er en byld eller anden materiehævelse. Og naar der i et saar gaar hede eller kulde eller andet, som tvinger saaret til at hovne op og sætte materie, saa gøres derfor paa samme maade, gammelt fecit lægges paa, naar der ikke er saadanne, som kan bortvende det paa anden maade uden lægemidler.
Blodflod.
Blodflod er farligt, naar der ikke er læger inden for rækkevidde; men der findes jo saadanne, at naar de faar det at høre, saa holder blodet allerede op med at flyde. Dog mange saadanne er der ikke; men naar
de kan komme til at se den syge, saa er bloclstansningen mere sikker. Og for Lappen er det farligt. Ogsaa da fyler der for meget blod, naar kvinden er i barselseng, og det strømmer saadan, at hun dør hurtigt. Og dette kan blodstilleren holde eller faa til at stanse. Et raad er der for barselkvindens blodflod. Der er en lille fugl, hvis navn er besku (svale), som anbringer sin rede paa gaardenes væg; og saa skal man tage det skrab af redens bund og koge det med frisk mælk, og give barselkvinden det at drikke. Og det hjælper, selv om man ikke kender ordene; men det er jo bedre, om man vidste ordene. -Og af ordets kraft helbreder man mange slags sygdomme; men der er ikke mange
saadanne, som kan udføre de kunster, som ovenfor er fortalt.
Raad for kuldesyge.
Og et middel mod kuldesyge er at drikke renens levende blod. Og hvis man ikke kan faa levende blod, da tager man frosset blod, og det blandes, til det bliver jævnt og fint, og saa drikkes det fuldstændig raat.
Under barnefødsel kommer kvinden ofte til at fryse fødderne, og ogsaa dertil bruges renblod som medicin, saadan som (69) ovenfor er fortalt. Levende blod kommer ikke paa anden maade, end at en ren stikkes, og saa tages lige med det samme blodet i en skaal, og hun drikker det,
hvis ikke det syge menneske har saa megen kraft, at hun orker selv at
gaa hen til renen og drikke straks, naar blodet begynder at flyde. Den
skal (i dette tilfælde) stikkes bag skulderbladet, (fordi der straaler blodet ud).
Fortælling om senestrækning.
Til senestrækning læser man ogsaa ord, og det hjælper. Det gøres med uvasket uldgarn, graat trelobet faare-uldgarn. I faareuld er megen kraft, fordi Jesus har talt meget om faaret og taget lignelser af faaret, og ogsaa af den grund, at da Jesus var død, kaldte man ham et faar, og dette deres opholdssteds navn var faarehuste63. Og derfor er der i faareuld saa megen kraft. Og det er ogsaa godt til sokker for mennesker. Og naar det er den sygdom, at huden begynder at klø (med udslet), saa er det lægedom derfor at gnide med birkeaske; og hvis det ikke endda gaar bort, saa skal man tage acci-ædnes þÿ l a vı
e - g i p p o 6 4
og koge
den, og saa smøre med det der, hvor det kløer. Og der er endnu et
raad: at tage lidt af 9 slags træ og koge det, og det er hjælp for mange
sygdomme.
Testikeldaarlighed
Naar testikelsenerne forstrækkes, saa skal man gnide forsigtigt og lægge varme omslag. Alle sener skal kun gnides opad efter legemet.
Om gulsot.
Gulsot er ogsaa en grim sygdom; den gør folk gule. Først begynderdet at kendes i øjnene, og det hvide paa neglene bliver gult, og urinener ogsaa gul. Og for den er det medicin at tilberede mad netop saameget, som man kan spise paa en gang, og den mad skal tilberedes af9 slags. Og et andet raad er at tage 9 levende lus og give den sygedem at spise i mad, paa smørrebrød eller i vælling, som ikke er altforhed, for ikke at brænde lusene ihjel; men det er ikke heldigt, at detsyge menneske ved det, at clet er lus, som han spiser, han kan jo ikkespise, hvis han ved, at det er lus, han spiser.
For rygdaarlighed
Og huden paa ryggen gror ofte fast. Og det er saadan, at naar man
har faaet hold i ryggen, da er det saa smertefuldt, og det er, som om
det strammer, og det er som en byrde paa ryggen. Og det kommer af
haardt arbejde, og det kommer ogsaa deraf, naar man sover paa ethaardt leje, og af mange andre ting, megen søvn ogsaa, det standserblodet eller gør blodet tykt. Og naar det ikke er altfor slemt, da helbredes det nok med gnidning, og naar man rykker huden og strækkerhuden, saa at den løsnes Og hvis det ikke hjælper, da se pag. 66 (aareladning og kopsætning).
Om streng hoste.
Saa skal man smore med is under fodsaalerne og (derefter) varmedem saa stærkt, som man taaler.
(70) Raad for tandpine.
Det allerbedste er, at man gnider begge sider af halsen og helt rundtom munden og fremdeles nakkesenerne og ligeledes rygsenerne lige overhele ryggen, til det er holdt op at værke. Det er sikkert, at det hørerop; men det skal være en flittig og dygtig gnider. En bjørnetand erogsaa et lægemiddel, naar man med den trykker kirtelen; men man skalvarme den lidt først og saa hurtigt svøbe et tyndt klæde om, og saatrykke tanden saa smaat med den. Og hvis man finder renens kæbeben,et saadant, som har været saa længe i jorden, at jorden har farvet detmed sin farve eller gjort det grønt, og saa varme det ogsaa og saatrykke med det ogsaa paa samme maade som med bjørnetanden.
65
þÿ K o a hı￿ a h u s s y g e n
er saadan, at man kaster op meget ofte og meget stærkt. Og der ermaalen lægemiddel at maale med fingerspand det syge menneskes bælteog tælle imod, begynde ved 9 og tælle til I, og der skal tælles 3 gange,og man maaler bæltet 3 gange. Og hvis det er den syg dom, saa skalden nok helbredes.
193
Om kviksølv.
Det er medicin til mange steder. Hvis man brækker et ben eller støder sig meget slemt, saa bruger man kviksølv som lægemiddel. Der kommes lidt i en ske, og det tages ind og synkes, og velsigne skal man. Og det er godt for sting ogsaa, og for stærk diarre er det ogsaa medicin. Og den, som har kviksølv paa sig, paa ham bider ikke genfærd. Ogsaa er der i kviksølv medicin for øjnene, naar der kommer bygkorn paa øjet eller udslet (det dryppes i øjet).
l\Taar en hund bider et 1nenneske,
saa skal man tage blod af den samme hund og smøre saaret med det, saa tager det smerten øjeblikkelig.
Koldt vand er ogsaa godt til et friskt saar. Og hvis man brækker et ben, saa skal man ogsaa komme det i koldt vand. Og hvis det gaar af led, saa skal man ligeledes komme det i koldt vand (for bedre at se, hvor skaden er). Og det skal man jo rykke i led, som er gaaet af sit led, og det, som er brækket, det skal man ombinde med træ, saa at det vokser lige sammen.
Renost er et godt saar-lægemiddel.
Naar et menneske besvimer,
da er midlet til oplivning saaledes, at man skal tage armene og løfte op og ned, indtil livet kommer.
Om at faa Hv i et druknet menneske.
Naar et menneske er druknet og der endnu er lidt liv, saa skal man binde et tørklæde for øjnene af ham, før man tager ham op af vandet. Og saa skal man bære ham paa det tørre (71) og lægge ham saadan, at vandet flyder ud. Og saa skal man gnide ham, og der skal ikke være flere mennesker der end I eller 2; og ikke skal man tale, ikke et eneste ord, for ikke at skræmme livet bort, naar det er ved at komme, det taaler da ikke at høre noget som helst. Og paa den maade kommer saa livet.
For senestrækning
er gnidning ogsaa godt; men der skal jo kun gnides op efter armen, eller hvis der paa et ben er en senestrækning, saa gnides opad der ogsaa, thi senen slipper ikke løs fra benet, men fra kødet kommer den løs, og derfor skal man faa senen til atter at glide i samme retning, hvorfra den er løsnet.
Og saadanne sten finder man, der er lige som glas, og de kan flækkes saa tynde som papir, og deres navn er ræveguld. Og de er gode 13
194
for leddedaarlighed; men man skal faa dem knust saa fint som mel, og saa tage det i munden med vand og synke det ned i maven.
Om jordforgiftning.
Jordforgiftning er ogsaa en farlig sygdom og en haarcl sygdom. Og der er ogsaa 9 slags. Det er saadan, at der kommer udslet over hele kroppen, og det klør, og der er ogsaa værk i det saadan, at man ikke faar fred, ikke sove ejheller spise. Og det bortvendes ogsaa med ord saadan, som ovenfor allerede er beskrevet. Og der er en slags, hvis navn er byld, og en anden er hævelse. Og alt dette bortvender man med ord.
OM Lappernes kvinder.
Her fortælles om saadanne, for hvem det er svært, naar de er i barselseng, koner og piger. Nogle kvinder har det saa svært, at de føler smerter i 3 dage, og folk holder og trykker ryggen, og naar de dog ikke føder, saa er der endnu et raad. Naar der er mange mænd, saa løfter de hendes fødder op og hovedet ned og ryster, for at barnet kan glide tilbage, da det vender galt, den anden del foran; og naar det er rettet, saa plejer hun at føde straks. Og der er endnu et raad, saa er hun nødt til at fortælle, hvem der er barnefaderen. Og det er en hjælp, naar hun fortæller det, men saa gives hun barnefaderens vand eller urin at drikke. Og naar hun endelig har født barnet, saa overskæres navlestrengen, og den ende, som gaar ind i moderen, den bindes fast med kvindens skobaand, for at den ikke skal trække ind, for at efterbyrden kan komme ud. Og kvinden gives kosmør, nu da man ikke har rensmør. Men fortidens Lapper malkede og lavede smør af renmælk, hvilket de da plejede at give kvinden. Og hvis hun ikke bliver kold, saa kommer efterbyrden hurtig ud. Og naar den er kommen ud, da reder man lejet. Nu begynder fortællingen om den stakkels moder, som har saadan møje og smerte igennem hele fødselen, og hun har været nødt til at fryse. Og naar kvinden fryser, saa kommer efterbyrden ikke ud, saa samler den sig under brystet som et barnehoved (72). Og da begynder det at standse livet, og hvis man da ikke forstaar, hvad der skal gøres, saa dør hun forfærdelig hurtig. Men saa tilberedes noget at tage ind: der tages af birketoppen birkeknopper, dem som ryperne æder, og de knuses fint og saa gives de i kogende syremælkevand. Og hvis det endnu ikke flyder ud eller kommer ud, saa anbringes varmt omslag, varmt sand og aske i en ulden ting, og det anbringes under brystet. Man tager sand og aske i bunden af arnen, fordi man om vinteren ikke kan faa det andet sted, da jorden er frossen. Men man skal passe paa, at man ikke lægger varmen
ved benenden. Man skal ikke lægge varmt omslag ved fødderne,
fordi det er farligt til at jage kulden op ind i kroppen, og da tager det
af
195
livet saa hurtigt, at man ikke naar at søge nogen som helst hjælp. Men naar det endnu ikke varmer, saa skal man skifte det, indtil det bliver opvarmet, saa først kommer efterbyrden ud. Og saa begynder der at flyde blod, mere end et menneske taaler, og da er det farligt, paa den maade dør mange af Lapkvinderne, da de er saa sjældne, saadanne som ved raad derfor. Nogle Lapper er saadanne, at naar de blot hører det, saa standser allerede blodets flyden; dog er der faa saadanne; men naar de ser den syge, saa kan de bedre standse blodet. --
Fortælling om det, at i denne bog er alle Lappernes doktorkunster men ikke noaidekunster. Og naar den, som ved alt det, som er i denne bog -men det er ikke mange, som kender de kunster -og naar de ikke kender folks sygdom, de som er inde i de kunster, saa begynder de at mene, at det er en dødssygdorn, eller de er besat af genfærd eller dødninge, hvilket er noaide-folks arbejde. 66
Om dødningeskarens færden.
Naar dødninge færdes, saa flyver de i luften som fugle. undertiden
højere og undertiden lavere. Og naar de strejfer om, saa idet de kommer,
da suser det med saa stor styrke, at det drøner som den allerstærkeste
storm, og endnu stærkere suser genfærdene. Og naar de farer,
da farer de ikke højt oppe; men der hvor de gaar frem, der bøjer træerne
sig til jorden, og nogle træer knækker. Og naar man hører det, da
er det genfærdene; men man ser dem jo ikke, kun lige for et og andet
menneskes øje (viser de sig); og uskyldige dyr ser dem nok og hører dem
ogsaa (selv), naar de ikke støjer saadan, at mennesker hører dem. Og en dødning
er hovedløs, og naar de færdes, saa flyver de, og den ene er over
den anden, de fleste er kun efter skulderen, og somme er blot fra midten,
underkroppen.
Genfærdene bliver til af de sjæle, som er halvt syndige og halvt
kristne, og de slipper ikke til helvede cjheller til himlen. Og de kommer
til at opholde sig blot i luften; og de har lyst til at faa arbejde, Og
dem faar noaiderne lettest til hjælp, naar de begynder at øve trolddom.
Tegn de1paa, naar der er genfærd paa et menneske: saa begynder det
menneske at høre og se meget, som andre ikke ser. Og han taler om den
sag, hvorfor der er genfærd paa ham og om det, hvad de skal udføre, og
hvem der har sat dem paa ham, og de taler lidt om andre folks anliggender
ogsaa. Og hvad de siger {73) er for det meste sandt. Det menneske,
som er ved at løse genfærd af en eller anden, paa hvem der er gen
færd, han taler fremmede sprog, og da forelæser han det syge menneske
nogen læsning, som er paa fremmed sprog. (Og den syge skal gentage
ordene). Og det menneske, som taler fremmede sprog, naar det udløser
eller maner genfærd eller djævle tilbage, det er da saa mærkværdigt, at
I
196
man ikke rigtig kan beskrive det. Det kommer i bevægelse 67 , naar det ser genfærd eller djævle paa folk, og det ser jo alle saadanne. Og han er nok istand til at mane. Og nok kan de maaske gøre ondt ogsaa, om de vil; men en saadan gør ingen fortræd, hvis ikke onde mennesker begynder at trænge dem haardt; men naar de lige kommer i nød, da er det jo tilladt ham ogsaa at vise sin styrke. -Den sidste store Lapnoaide var Dopar, som ogsaa ofrede til sejterne -undertiden rener-, og hvis han endnu ikke klarede sig med en anden noaide, saa ofrede han et roaars barn, et saadant som red paa en ren. En gang var han ved at prøve styrke med en anden noaide, og han kunde slet ikke klare sig paa anden vis, han ofrede renen og barnet. Og han valgte den smukkeste hvidplettede trækren og anbragte prydelser paa renen, alle slags prydelser, sølv og klæde og uldgarn, rødt og gult og af enhver slags, som han kendte og som Lapperne brugte til pynt. Og han bandt det alle steder, hvor han kunde. Og saa bandt han dækkener paa, og saa satte han barnet op, og saa viste han med en finger, hvorhen renen skulde gaa. Og saa gik renen straks. Og der er den endnu fremdeles. Og da vandt han jo over den anden noaide saadan, at den anden noaide maatte bede om
forlig. Og de enedes saadan, at de to ikke mere prøvede styrke indbyrdes. Og Dopar han var nok en saadan noaide, at han saa i en kop brændevin hvad som helst. Han saa det ogsaa, da hans vært 68 i Norge døde, hvilken ogsaa var en stor noaide. Han (Dopar) var hans renvogter. Og Dopar brugte troldtrommen ogsaa, og han brugte et trækar ogsaa. Og hans søn Kumet brugte ogsaa troldtrommen af birketræ, det skal være af en saadan udvækst, som er i birketoppen, hvilken Lapperne kalder bikka vissis. Og den som fandt en saadan, han havde fonden en stor ting efter deres mening.
Om tro!dtrommen.
Det er et noaideredskab den troldtromme; og det gøres saadan: i den kommes ringe og 9 stumper af en "troldkost», og saa gav de sig til at slaa med en kobber-eller hornhammer og at fløjte, og undertiden skar han tænder. Og saa var de da ifærd med at øve trolddom. Og naar noaiderne er ved at trolde, da brænder de grydelænken helt rødglødende, og saa slaar de den om sig saa meget, som de orker, og skærer tænder ogsaa saa meget, som de kan, (og vender pelsen og huen bagvendt), men de svor ikke, ejheller stjal de noaider.
En saadan noaide som er udlært noaide og endnu har tænderne, han er endnu i fuld kraft.
Og fortidens noaider har været saadanne, at de har fløjet, og somme har kørt med en ulv paa kirkefærd, og naar han havde naaet kirkestedet, saa havde han spændt den fra, og den forsvandt. Og naar han atter
197
drog tilbage, saa kom samme ulv igen. Og han kørte forbi alle de andre kørende.
Og de noaider har været saadanne, at naar de var ved at øve trolddom,
(74) saa har de efterladt legemet som dødt, og livet er gaaet med Birrus engle til arbejde -at gøre ondt paa et eller andet menneske. Og hvis man da rørte ved hans legeme, saa gik det, og da kom de to (sjæl og legeme) aldrig mere. Og saadanne kaldes træraadner-noaider. Og noaiderne ser i brændevin ogsaa, og de ser alle ting, og den som har stjaalet. Og hvis der paa en eller anden er sat genfærd, og han kommer til en noaide og vil have hjælp af ham, saa spørger han: «Ilar du brændeOg saa ser han (noaiden), hvorvin?>
Og hvis han har, da giver han. ledes det er sendt, og saa begynder han. Og hvis han ser det, hvordan det er sendt, saa kan han nok én gang mane det; men hvis det er meget stærkere, saa sendes det igen; men da gaar det ofte paa det besatte menneskes slægt. Og om det bortmanes igen, da farer det atter paa en eller anden af den samme slægt; men er noaiden meget stærkere, da gaar genfærdet paa den, som har sendt det eller sat det paa det menneske. Og er han endnu stærkere, saa maner han det tilbage til
kirkejorden. Men det skal være en saadan, som er noaide af Ibmel eller handler af Ibmels kraft. Og han taler da paa fremmede sprog, og han er ogsaa da som drukken, han er i bevægelse, og han ser da alle noaideder end har sendt
sendinger. Og han vinder jo, hvor stærke noaider det, som er sendt ved Birrus kraft. Og de onde aander sendes med en levende fugl; og den fugl kommer lige hen til det menneske, til hvem den er sendt. Ravnen er den, som jo er Birrus fugl, den bringer saadan post, som er Birrus engle -ikke er saadanne folk (genfærdene) andet end Birrus engle. Og naar de ikke er kendt med en fugl, saa folger de sporet; men over landeryggen er
det vanskeligt at komme eller over vandskel. Og hvis de kommer over det, da farer de jo der hen, hvor det menneske er. Og naar de kommer, da kan de sætte
da forfærder de, og naar de har faaet dem skræmte, sig fast øjeblikkelig; men hvis man er saa uforfærdet, at man ikke bliver bange, da kan de ikke bide sig fast, saa besætter de et uskyldigt menneske
og begynder at plage ham; dog ham dræber de ikke, men plager
kun, og de er lette at mane bort.
Lidt raad for de djævle eller genfærd, som ovenfor er omtalt.
Man skal, naar man mener eller ved, at nu kommer genfærd, saa skal man gøre 3 baal og gaa igennem dem, saa kan de ikke spore. Og et andet raad: den som har kviksølv i en fjer, i den store vingefjers rod, han skal have det paa sig altid, og naar man har det paa sig, saa besætter de ikke det menneske. Og hvis man begynder at føle, at man
198
har genfærd paa sig, saa skal man paa tre sprog læse Fadervor, saa bider dødninge ikke paa. Og hvis man havde bævertestikler, saa bider de ikke paa det menneske, som har det.
Der var en noaide, som ogsaa jeg (J. Thuri) har set, hvis navn var Johan Goven. Og han boede i Kistrand, Porsanger i Norge. Og han var rigtignok en stærk noaide og han færdedes vidt om paa Norges kyst og var i Ivgo (Skibotten) alle markedstider. Og han var saadan, at han kurerede syge folk. Og ved markedstider kom mange folk sammen. Og det er (75) klart, at hvor der er mange mennesker og mange slags, saa er der den slags ogsaa, at de stjæler andres ejendele. Og saa kom det til folks kundskab, at J. Goven var saadan, at han kunde faa tyvene til at bringe tyvekosterne tilbage. Og saa efterhaanden som tyvene stjal, saa gik de (bcstjaalne) stadig til Goven og fortalte, hvad der var stjaalet; og saa lod han tyven bringe det tilbage, hvor langt han end var naaet at gaa, saa maatte han alligevel drage tilbage, enten det var en Lap eller en Nordmand. Og saa til sidst skræmte han tyvene saadan, at de ikke turde stjæle mere, naar de vidste, at Goven var kommen. Og syge samledes til markedet for at komme til at se Goven, for at han mulig kunde komme til at helbrede dem. Og han kurerede mange syge uden medicin. Og han brugte ogsaa nok lidt medicin, men han helbredte de fleste uden medicin. Og han løste genfærd af folk. Ejheller har jeg hørt det, at han skal have gjort ondt mod nogen eller sendt genfærd paa nogen, selv om han nok kunde, hvis han vilde.
Engang stjal en Nordmand noget fra en Lap, kød og skind. Og saa var de mange i en baad, og saa drog de afsted (tyven og de andre). Og da mærkede Lappen, at nu havde en tyv rapset sager fra ham. Og saa gik han hen til Goven og bad ham give sig til at hjælpe, og saa begyndte han. Og da var den baad faret mange mile, før han naaede at tage vare paa den. Og saa gik baaden rigtignok heller ikke mere fremad, ikke det mindste. Og saa var de nødt til at vende tilbage, skønt der var mange sagesløse folk. Og tyven maatte bringe tyvekosterne tilbage. Og saa kunde de jo atter slippe afsted. Og han gjorde mange saadanne kunster ved tyvene. -
Og en noaidekunst er saadan, at der tages fraade af et dødt menneskes mund, og saa kommes det i en flaske. Og saa giver de det til et menneske, og saa dør det menneske. Og det er saadan, at hvem som har begyndt at bruge den slags, han er nødt til fremdeles stadig at give til et eller andet menneske, før der er forløbet 2 aar. Og hvis han ikke kommer til efter hvert andet aars forløb at give til et menneske, saa begynder den at plage ham selv, og tilsidst dræber den ham. Og derfor er de nødt til at frelse deres liv ved at give til et tilfældigt menneske. Og det kan man gøre, at give det til et hvilket som helst uskyldigt
199
menneske. Og de bruger dødes tænder ogsaa og kirkemuld eller sand. Og det er ogsaa paa samme maade og bruges paa samme maade som de forrige kunster. Og derfor er de kunster onde og farlige, da man kommer til at dræbe den ogsaa, som man ikke engang vilde, og derfor er det en farlig sag. Men det bruges endnu her hos Lapperne af den grund, at det er let, ejheller kan nogen bortvende det, selv en noaide. Men hvis de straks kommer til at kaste det op altsammen, saa kan det menneske nok leve, som har drukket disse foran omtalte ting. En anden grim kunst er, for at det skal gaa godt paa enhver maade -hjorden blive stor og samle mange penge -, derfor lover de sig selv til den Onde og undertiden deres børn. Og det er ikke længe siden, at man har hørt om det sidst, at de har lovet dem selv til den Onde. Og da det var tidens fylde, saa var Birru kommen og havde ført dem bort. Men en og anden er dog sluppen fra Birru, naar han har fortalt det til folk, og folk har ladet det komme til præstens kundskab. Og præsten har begyndt at undervise ham, og endnu et kristent menneske, som var bibel(
76)læser. Og da de hørte Birru komme, saa gik de ham imøde med bibelen og læste nogle stykker. Og da fik Birru ingen magt. Saa for han bort derfra, men tre gange kom han, og de to gjorde stadig paa samme maade, naar Birru kom, og saa var han tilsidst nødt til at lade det menneske være. Men hvis der ikke havde været saadanne, saa havde Birru bortført ham. En gang har en mand set, at Birru bortførte et menneske. Og han førte ham løftet, saa han lige rørte ved trætoppene et og andet sted. Og han havde kun fat paa ham med sin ene haands negl hægtet i mandens haandflade. Og Birru havde sagt til det menneske, som gik i nærheden, at det menneske (som han bortførte) skulde leve i samme stilling til verdens ende og saa først høre den fælles dom, som
da kommer.
(77) Om Stallo.
0 G Stalloerne er det
folk, som er halvt menneske og halvt trold.Han var stærk, og han var troldkyndig. Og Jettanas var næstensamme slags; men han hadede ikke menneskene saadan som Stallo. Stallodræbte mennesker og aad dem. Jettanas var stærk, han var ogsaa stor,
og ogsaa han var noaide. Og de to sloges ofte, og de vandrede ogsaasammen. Engang gik de hen til et guldtræ for at tage guldblade; og dehavde ikke mere end eet øje, og det var endda Jettanas's. Stallo havdeikke mere øjne, siden den gang hans tjenestedreng brændte dem bort 69 (Stallos tjenestedreng har heldt hedt tin i Stallos øjne, da han tjente ham,og fra den gang var han blind), og nu kunde han derfor ikke se noget;men da Jettanas havde et øje, saa klarede de sig med det. Og en lilleknægt fulgte med for at se, hvor guldtræerne var. Og saa klatrede Stalloop i guldtræet og begyndte at samle guldløvet; og saa kunde han ikkese, da han ikke havde øjet, og saa bad han Jettanas om at give hamsit øje for at se til at tage bladene. Og saa rakte Jettanas øjet, mendrengen snappede det, og Jettanas mente, at Stallo tog det; og saa badStallo igen, at han hurtig skulde give ham øjet, og Jettanas sagde: cJeghar jo allerede givet dig øjet., Og saa blev der skænderi imellem dem,og de blev atter vrede og sloges, og de sloges, lige til de revnede begge to.Og drengen tog guldbladene, saa mange han kunde bære. Men senerefandt drengen ikke stedet igen. Stalloerne og Jettanas skjulte det sted. -Naar de hentede de døde Stallocr, kom de til live igen, naar de kom tilderes gaarde. Deres liv var i et lille hus, og inde i det var en tønde,og i tønden var et faar, og i det var en høne, og inden i den var etæg, og i ægget livet. Stalloerne enedes indbyrdes om, at den ene ikke maatte gaa ind paaden andens omraade, ejheller maatte den ene gaa til den anden. De opholdt sig v_edStallojaure (Stallosøen), da de gjorde den lov, og enhveraf dem holdt den lov.
201
Fortælling om den Stallo, som har boet ved Stallojaure.
Og af denne Stallos boplads har søen faaet navn, og mærker findes endnu der. (78) Stallo boede ved denne samme Stallojaure, og han havde hustru og søn og datter, og de fangede fisk og vildrener og Lappernes rener. Og Stallo var troldkyndig eller noaide, og hans kone var ligedan, og hun havde et jærnrør, hvormed hun sugede folks kraft bort, naar hun kom i fare; og om hun endda ikke bjærgede sig, saa sugede hun ogsaa livet bort, naar det da ikke var saadanne Lapper, som kunde trolde. Nok har der været mange saadanne Lapper, som har været troldkyndige, som kunde forgøre jærn og kugler. -Stalloerne dræbte mennesker og aad mennesker. Og folk frygtede Stalloerne og gik udenom de steder, hvor Stalloerne boede. Og denne Stallo boede ved Stallojaures snævring. Og der er et bjærg paa vestsiden af søen, og det bjærg var Stallos hovedopholdssted. Og naar Lapperne kom til dette bjærg, da gjorde Stallo stadig et eller andet ondt for Lapperne; somme tider dræbte han rener, og somme tider blev Lapperne syge paa det bjærg; og saa begyndte Lapperne at kalde det bjærg Goartavare, fordi det koglede paa mange maader, undertiden blev rener hængende fast i klipperevner; undertiden blev renerne halte og ligedan menneskene. Og undertiden blev folk og rener borte, og derfor begyndte Lapperne at kalde det bjærg Goarttavare (troldebjærget), og saadan hedder det endnu. Og den første fos, der hvor elven gaar ud af Stallojaure, deri er en lille indsø, hvor Stallo altid fiskede -og gennem den fos har Stallo gravet en baadvej og væltet saa store sten, at nutidsmennesker ikke kan rokke dem, om de saa var 20 mand. Man vilde heller ikke tro det, om der ikke var mærker, hvoraf man ser, at det er sandt. Og af den grund hedder ogsaa den fos Stallofossen, og den har endnu samme navn. Og det bjærg, som er paa østsiden af Stallojaure, har Stallo givet navn. Stallo havde hørt af Uldaerne, at i det bjærg
skal der blive boret meget (efter malm), og derfor begyndte Stallo at kalde det Borebjærget, og dette navn har det endnu. Og oppe paa Borebjærget er en sø, hvis navn er Vatnimajaure (Strækkesøen). Og den har faaet sit navn derfra, at naar Lapperne flytter der og skal op for elvebredden, da er denne saa stejl, at renerne ikke orker at trække slæderne, saa forstrækkes de, og derfor har søen faaet det navn. Syd for Stallojaure paa vestsiden er der et bjærg, hvis navn er Paccajægil, og det har faaet det navn, fordi der har været den bedste rensdyrlav, og saa sagde man, at paa det bjærg var der endnu levnet lav, og saa fik det navnet Paccam jægil (= levnet lav), og det er endnu dets navn, Paccajægil. Og disse Uldaers bopladser er paa skrænten af Gortovare, lige over for Coalmis ( : Salmi). Og der er endnu en klipperevne eller et hul, og i det hul har nutidens mennesker ogsaa mistet geder, IO, og
202
en tid efter kun fundet benene. Og det samme sted antager man, at det ogsaa kan hjælpe hvem, som dyrker det, taler med det og giver noget.
Fortælling om det. hvorledes det gik den Stallo, som boede ved bredden af Stallojaure
Da en kristen Lapmand var ude at vandre, kom han ind i denne Stalles kote. Og den Lap havde en smuk datter og en søn. Og Lappen var træt, og han var ogsaa sulten; og Stallo gav ham at spise af sin mad, og han spiste, skønt han ikke rigtig kunde, da Stallo havde kogt mange mennesker i samme gryde (79); men han var nødt til at spise. Og da han havde spist, spurgte Stallo: «Giver du din datter til min søn?» Og han turde ikke vægre sig, han lovede ham sin datter, og de aftalte, hvornaar de skulde holde bryllup. Dengang var der ingen lysning at besørge, de gjorde ikke andet end enes og give hinanden haanden, saa var det i orden. Og da Lappen vidste, hvor Uldaernc boede, og han var kendt med Uldaerne, saa gik han til dem og bad om raad, da det var ham ~aa meget imod at give sin datter til Stallo.s søn. Og da han kom til Uldas bolig, sagde Ul da-bedstemoderen straks: «Voi, voi, at du har givet din datter som svigerdatter til Stallo ! » Lappen sagde dog: «V cd du ikke noget raad?» Ulda svarede: «Jeg ved det ikke sikkert, men om du vil komme hertil, naar du gaar til Stalles kote, da skal jeg raade dig.» Lappen gik hjem. Og saa fortalte han sin husstand, hvordan sagen nu stod. -Og saa drog de afsted for at holde bryllup. Og da de gik, saa kom de til Uldaerne, og de raadede dem: «I skal gaa ad natsiden (nordsiden) af Goartovare, Stallo har nok drømt om det, at om I kommer fra natsiden af bjærget, da er det farligt, og han spørger jer straks, hvilken side af bjærget I kom fra, bjærgets natside eller dagsiden (sydsiden)». -70 De svarede: « Vi kommer fra dagsiden. » Og saa frygtede han ikke. Og de begyndte at holde bryllup. Og de hængte to store gryder over ilden. Og da kødet var kogt, saa løftede Lappens søn den ene gryde ned, siddende paa knæerne, og Stallo sagde til sin søn: «Løft ogsaa du gryden paa knæerne lige som den anden karl gjorde.» Og da han begyndte at løfte gryden, sagde hans kæreste: «Skal jeg hjælpe dig?» Stallo sagde: Han er stærk nok, han kan ene løfte den.» Og da han saa gav sig til at løfte den, snappede kæresten i grydehanken som for at hjælpe, og hun løftede
saa højt, at hun hældte den hede suppe ned gennem brystaabningen paa fæstemandens pels, og han brændte maven og kønsdelene, og han sagde ikke, at han havde brændt sig saa slemt. Og saa begyndte de at spise, og der var kommen mange Lapper til brylluppet, og de spiste og drak; men brudgommen, som var døende, han spiste intet, han gik udenfor og lagde sig, og bruden satte sig ved hans side, hun saa nok, at han ikke kunde leve. -Og saa gik de ned paa søen for at lege, saadan som skikken
203
var blandt Lapperne i gammel tid at lege, naar de havde spist bryllupsmaaltidet. Og Lapperne havde hugget mange huller i isen og dækket dem med sne og lagt store knipler ved siden af. Og saa holdt kvinderne megen kommers indbyrdes der og kogte drikke, indtil mændene kom tilbage. Lappernes kvinder vidste nok, hvilke kunster der skulde ske. Og de vidste, at Stallos kone havde et jærnrør, som var farligt, om hun kom til at suge med det, saa var der nød paa færde. Og derfor stjal de hendes jærnrør og stak mundingen ind i gløderne. Og saa lyskede de hverandres hoved. Og mandfolkene legede ude paa søen. Stallo havde dækket sine øjne, og de andre løb rundt og rørte ved hans pels, og Stallo snappede efter dem, og naar han fangede en, sagde han: •Njauka, njauka, jo vist faar jeg et friskt maaltid, det skal være aftensmad.» Og han bed en stump af klæderne, selv om der kom kød mellem tænderne, bed han saa dybt, som han fik fat; og derefter løb de endnu stærkere. Og naar han saa igen fik en fanget, saa sagde han atter: «Njam, njam, godt var det, at jeg fik et lille morgenmaaltid. » Og han bed, saa der kom kød imellem tænderne, og rigtignok gjorde det meget ondt, og vred blev han ogsaa. Og saa løb de, til de fik Stallo til at falde i et hul, og saa begyndte de at slaa ham med kniplerne i hovedet, og (80) Stallo gav sig til at raabe til sin kone: «Saa, sugerøret I, Og da hun hørte sin mands stemme, saa begyndte hun at søge efter røret og fandt det ikke, og hun hørte, at Stallo var i nød; da sagde den kone, som lyskede hende: «Hvad er det, som brænder i ilden?» Og da hun fik øje paa roret, saa snappede hun det og sugede det brændende rør, og halsen fik hun fuld af gløder; og hun brændte halsen og maven, saa hun døde paa stedet. Og Lappen og hans kammerater slog Stallo, til han døde. Og sønnen var død paa samme tid som moderen, og Stallo levede lidt længere. Og da Stallo døde, søgte de sten og bandt dem om Stallos hals og sænkede ham ned i et hul i isen. Og derfor er Stallojaure den fiskefattigste sø. Og Stallos kone og søn er begravet paa østsiden af søen, og der er endnu gravsted. Og den jord er forbandet saadan, at alle mennesker smittes lidt, de bliver saa trættekære indbyrdes, at de er værre end noget andet menneske her i nærheden.
Om Bure Laura og Stallo.
Da gubben Bure Laura flyttede med sidaen mod syd over Polno og Stallo boede der paa flytvejen -, og da han (Bure Laura) flyttede, stak Stallo en bjælderen (fast mellem to grene) i et træ (for at lokke andre rener til). Og da Bure Laura hørte, at Stallo havde gjort det, saa gik han derhen, og saa begyndte de at tage livtag. Og saa brækkede han først Stallos ene finger. Og da Stallo ikke rigtig kunde vinde over ham, begyndte han at bide, og Bure Laura forbød det: «Brug ikke hunde204
kunster !" Saa holdt han op at bide og gav sig til at raabe paa Rakas (Stallos hund); men den var bunden --om den havde været løs, kunde den nok have bidt et menneske fordærvet -men da heller ikke det hjalp, saa sloges de videre. Og saa brækkede Stallo sit ene ben. Og da fik Laura Stallo under sig, og han brækkede Stallos ene arm. Og saa begyndte han at partere ham; da sagde Stallo: «Stik mig med min egen lille sølvkniv, dræb mig ikke med din egen rustne tingest!» Men det gjorde Laura ikke, han vidste, hvordan Stallo havde forgjort sin kniv. Og da han havde dræbt ham, saa begyndte han at skære med Stallos egen kniv, og saa gik kødet sammen ligestraks igen; og saa forsøgte han atter med sin egen kniv at partere Stallos legeme, og da gik det fra hinanden. Og saa bandt han med vidjer stumperne af Stallo i et knippe, og saa trak han det i søen. Og derfor har den sø endnu rødt vand. Og en del kogte han i Stallos egen kote. Og han flaaede Stallos skæg og hele ydre af og tog det paa sig selv. Og da Stallos kælling kom -hun havde været paa rejse -gav han hende at spise, og kællingen sagde: «Hvorfor mon det smager mig saadan?» Og Laura havde lagt en jærnkile i ilden. Og han sad ved siden af Stallos kælling, og hun troede, at det kun var Stallo, og tænkte ikke paa frygt. Kællingen var endnu stærkere end Stallo selv. Saa pludselig snappede Laura det hede jern og stak det i kællingens mund. Og saa kom det igen til kamp. Og med nød og neppe overvandt Laura kællingen; men han stod sig dog. Og da han havde dræbt hende, brændte han kællingen og koten og tog de bedste sager
selv, som Stallo havde røvet fra Lapperne. Hunden var det sidste der blev dræbt paa Beski (stedets navn).
Rimagalles var den største Stallo, der var en halv alen mellem hans øjne, og han havde forfærdelig langt skæg, og han var ene, og han var fredelig; han hadede ikke (81) Lapperne og gjorde ikke ondt for nogen, og han var ogsaa noaide. Men Lapperne troede ham dog ikke godt. De talte indbyrdes om, hvordan de skulde faa livet af ham. Og den tale gik viden om over hele Lapland fra øst til vest for at høre, hvor der var saadanne, som turde kæmpe med denne Rimagalles. Og i Jokmok var der tre, en stærk, en hurtig og en jærnkyndig (en som kunde forgøre jærn), som gik derhen for at kæmpe med Rimagalles. Og da de om aftenen havde gjort ild op, saa talte de om, at imorgen skulde de maale afstanden mellem Rimagalles øjne. Og Rimagalles hørte selv, hvad de talte om. Og da de sov, forgjorde han deres hund (saa den ikke kunde gø), og selv gik han hen til baalet og lagde et jærnspyd i ilden for at gløde det. Og da det var brændt hvidglødende, saa stak han det igennem de to, den hurtige og den jærnkyndige. Og den stærke lod han leve, kun brækkede han
hans arm.
205
"Blæs ilden op, saa jeg kan se, hvordan
Og da befalede den stærke: du er mellem øjnene!> Og da han saa det, sagde han: «Ho, ho, du Thi der var en halv alen mellem hans øjne.
er heller ikke lig mig" Gaa hjem og kom saa flere.» OgOg saa bød Rimagallas den stærke:
saa gik han tilbage. Og saa kom de næste gang ni mand. Og Rimagalles
vidste straks, at de var paa vej, han var noaide. Og han gik for at vogte ved elvebredden, den øverste ende af Rautasjaure. Og da de var ved
at vade over elven og alle kom i vandet, saa skød Rimagalles med Og pilen
buen igennem dem allesammen, kun een blev tilbage halvdød. paa den anden side elven hvinede den ned i jorden.
gik endnu længere, Den niende gik hjem Rimagalles har saadan lov, at han lader stadig een leve, som bringer bud; og han befalede ham at bringe endnu flere. Men da den niende saa, at Rimagalles skød dem saa fuldkomment, at pilen -
gik endnu længere, saa turde de ikke mere komme til kamp. -Stalloerne var store, og naar mennesker (Lapper) kom, saa skammede de sig over, at de var saa store, og disse andre mennesker var saa smaa og
saa smukke. Og Stalloerne var daarlige til at formere sig, ogsaa havde de faa kvinder 71 . De levede mest af vildrener og bjørne og alle andre
vilddyr. En
Stallo var ungkarl, og han fulgte undertiden med Lapperne. Og saa han at opholde sig i en sida, som var umaadelig rig. Og denne
begyndte Lap havde en datter, og Stallo bejlede til denne Lappige og pigen
begyndte ogsaa at synes om Stallosonnen. Og pigens fader var meget
imod det, han forstod ikke, hvordan han skulde faa sin datter bort fra Stallo. Men saa hittede han paa raad. Ilan ventede, til Stallo skulde
ud at fange vildrener, saadan som deres skik var. Saa gjorde Lappen da de flyttede, sagde han til sin svigersøn:
istand til flytning; og borte, men jeg efterlader pigen og
Jeg flytter, hvis du bliver længe
slagterener til jer.» Og da han flyttede, bandt han renerne til sin svigersøn. Og pigens klæder klædte han paa en tør træstub og ordnede alt om
hyggeligt og anbragte grene ned under sneen. Da Stallo siden gik forbi,
at hun var levende da de grene,traadte han paa disse grene og mente,
som var skjult under sneen, bevægede den (løse træstub). Og da han
havde maden færdig, saa kaldte han sin kæreste ind at spise; men da
hun ikke kom, sagde han: «Kom om du vil, saa spiser jeg selv». Da sidaen
flyttede, havde de hugget mange huller i isen paa flytvejen og dækket dem (82)saadan, som de brugte forhen at gøre (naar de frygtede forfølgelse).
Og da Stallo skulde til at sove, saa kaldte han igen paa sin kæreste: «Kom og sov " De havde allerede før ofte sovet sammen. Og da
kæresten ikke kom hen til ham, da han raabte, saa løb han og greb
hende og bar hende hen ved sin side og han begyndte at føle i pelsens og hvem ved, hvor han følte, da han mærkede, at det
brystaabning,
206
kun var en paaklædt birkestub; og saa blev han vred saadan, som
Stalloerne har været rasende, naar de blev vrede, saa har de ikke
vidst, hvad de først skulde gribe til. Og denne Stallo vidste heller
ikke, at han først skulde have klædt sig paa og saa derefter gaaetat forfølge sidaen; men han var af samme slags som de andre Stalloer. I Ian løb nøgen ad flytvejen, og da der paa den var hugget mangehuller, saa løb han i mørket i et hul; og han kom op første gang og løbsaa igen, faldt atter i det næste hul, kom igen op, løb derefter endnustærkere og faldt saa atter i; og nu var han frossen halvt ihjel og kundeikke mere komme op, og saa frøs han ihjel. Og saa gik de for at se,hvorledes det var gaaet; og pigen gik ogsaa for at se efter. Og saa fandt deham, hvor han var frossen ihjel og den stakkels kønsdel var frossenfremskudt og det syntes hans kæreste dog ikke om, da hun saa, at hendesfæstemand var ihjelfrossen, og saa sagde hun: «Voi, voi, som den stakkels ting er frossen !" Og hun næsten græd. Hun var begyndt at synesom Stallosønnen, og hun havde giftet sig, om det var lykkedes hende.
Men faderen skilte sin datter fra Stallo paa den maade, at han ødelagdeham saadan, som ovenfor er fortalt.Stalloerne er borte nu næsten allesammen; men dog er der endnu nogleLapper, som er i slægt til Stallo. Og det er gaaet til paa den maade, atnaar Stalloerne har giftet sig med en Lappige, da er nogle mennesker bleven halvt Stallo og halvt menneske, og de er lidt anderledes end andrefolk af udseende og natur.
Fortælling om Ruosa-Tsjuderne.
Lappens bedste tilflugt er, naar han kan komme til at flygte og skjulesig bort fra mennesker. Og derfor har Lapperne i fortiden indrettet koterunder jorden ogsaa og skjult sig der. -Lappe-rne har haft mange fjender saadan som nu ogsaa Ruoa-Tsjuderne, hvilke har strejfet overLaplandog dræbt alt, hvad de har fundet, og taget al den ejendom, som de hartruffet paa. Og derfor har de ogsaa skjult sølv og penge i jorden. Og derer endnu meget i jorden heroppe. Og Ruoaerne har ogsaa skjult pengei jorden, i Laplands jord. -Og tilsidst begyndte Lapperne at tænkepaa, hvorledes de mulig skulde ombringe Ruoaerne. Og endelig fandtde paa raad saaledes, at de dræbte mange Ruoa-Tsjuder. En begivenhed, som jeg har hørt fuldstændig, hvorledes der er omkommen Ruoa-Tsjuder paa þÿ T s j u d e b u oı
a .
Den aas har faaet navn deraf, ogden har endnu det navn. Det begynder saadan: Der er en aas, og Ruoaerne kom langs den, og fra den aas gaar en ende ud i et stort næs,og der er (83) mange saadanne øer, som narrer folk, de er lige saa hojesom aasen og mange øer side om side. Og da Ruoaerne kom til enden af
207
den aas, saa mødte de en gammel kone, og saa sagde de, hun skulde følge dem til folk: «Vi gør ikke dig noget.» Den gamle bedstemoder sagde:
«De flygter, naar de ser I kommer; men hvis I lover at tage mig til vandbærer eller tjenestepige, for at jeg kan leve, saa skal jeg raade jer., Da Ruoaerne hørte det, saa syntes de om det og lovede at tage hende, og de sagde: « Det er en fører for os » Saa spurgte de: «II vorledes mener du, det er bedst at gøre?» «Jeg mener at vente til de sover, de Lapper er saa hurtige til at løbe og svømme, at I ikke naar dem, hvis de mærker os., Ruosaerne sagde: «Det er nok saadan, vi venter. Saa ventede de, til det blev mørkt. Og saa tog morlillen sin birkebarkskappe paa, som var forfærdiget saaledes: der var saadanne lapper af garvet skind, hvori der var luft, syet paa birkebarken. Den var udmærket til at flyde. Den havde lapperne fundet paa allerede i gamle dage. Og Ruoaerne forstod slet ingen ting af det. Saa fortalte hun, at nogle opholdt sig paa en ø og andre ved stranden, og hun sagde: «Vi kommer nok til at vade lidt, kan I svømme?• Ruosaerne sagde: «Det kan vi nok.» Ruoaerne spurgte: «Kan du?, «Jeg kan lidt,» svarede konen. Og saa blev det nordenvind. Konen sagde: cJeg kommer sandsynligvis til at tænde ild i birkebark, for at I kan se at følge.» Ruoaerne syntes atter om dette og lovede at hjælpe konen, hvis hun ikke kunde holde ud at svømme. Morlillen havde en stor hue. Og da hun saa, at nordenvinden var meget haard, skulde det nok gaa godt. Saa sagde hun: «Nu gaar vi, nu sover de nok, Lapperne, og da det er haarcl blæst, saa horer Lapperne os ikke.> Atter syntes Ruosaerne om dette. Og saa drog de afsted og svømmede til den første ø, og det kom de meget let. Og saa drog de videre. Og saa stak hun ild i et stort knippe birkebark, og saa begav hun sig ud at svømme. «Men I maa ikke komme lige straks, I som er hurtige til at svømme, jeg er sen, det er kedeligt for eder at vente, til jeg kommer frem,» sagde konen. De gjorde det, og konen drog afsted. Og da den store barkilcl
brændte, saa saa de den langt; da de saa den fjærne sig, saa drog ogsaa de afsted. Og konen slap barkebundtet, og det brændte, og hendes egen hue slap hun ogsaa, og vinden førte dem paa langs ad søen; og konen svømmede selv til den nærmeste bred. Og Ruoaerne fulgte efter barkilden. Og vinden førte barkilden saa hurtigt, at de ikke indhentede den, før de var midt paa den bredeste sø, da indhentede de hurtigste den og fandt konens hue. Og da de fandt den, saa sagde de: «Hun er druknet. • Og saa begyndte de at søge og svømmede hid og did i søen, indtil de udmattedes og frøs ihjel allesammen og omkom der. Der kom en Ruosa-Tsjude til et sted, hvor han vidste, at der var folk i nærheden. Og de begyndte at søge, og de fandt (koterne), og folkene var flygtet bort. Men en modig noaidekælling var ikke bange, hun ventede. Hun havde allerede tænkt færdig, hvorledes hun skulde gøre. Og
208
da de kom til koterne, da saa de, at der ikke var folk, og de spurgte: «Hvor er folkene?» Kællingen svarede: «De er gaaet til byen, der er det nu forsamlingstid, og der er mange fester». Da Ruoaerne hørte det, saa bød de hende føre dem derhen, og hun sagde: «Jeg skal nok føre jer.» Men Ruoaerne var meget sultne, og kællingen havde megen mad, og hun gav dem det hele (84), og de vilde have endnu mere mad, og hun sagde: «Jeg har ikke mere, før end jeg gaar og henter.» "I dag?» sagde Ruosaerne. «Idag, ja.» «Hvis du gaar i dag, gaar vi nok ogsaa,» sagde Ruosaerne. Kællingen svarede: «I finder ikke frem, det er saa snever en vej, at I ikke kommer frem i mørket.» Og Ruosaerne fik større lyst. De begyndte at ville gaa med det samme; men saa sagde kællingen: «Naar I nu skal følge mig, saa skal I tage et reb med her fra.» Og de (Lapperne) havde lavet reb af rensener, hvilke var fine og stærke. -Og hun sagde: «Saa kommer I til at bindes sammen i rebet allesammen i den snevre krogede vej.» Og de gjorde saadan. Og da de kom til det sted, saa bød hun dem nu, at binde dem sammen om halsen, og hun sagde: ~ Vent lidt, jeg gaar for at undersøge vejene.» Og hun havde taget megen birkebark med. Og da hun gik foran, saa stak hun ild i megen bark og kastede det ned (i kløften). Og saa bandt hun rebet om en stor sten, og en stang var ved siden af, hvormed hun bevægede den. Og da hun fik det færdigt, saa gik hun hen til Ruosaerne og sagde: «Nu gaar vi, der er endnu ild i byen, jeg gik, saa jeg kunde se det.» Og da de gik til den klippeskrænt, saa sagde hun: «Kan I se byen?» «Ja vi kan» ( de ansaa de brændende barkstykker for lysene i staden). Kællingen sagde: «Nu skal i løbe hurtigt, her er en høj skrænt, jeg løber nu saa meget, jeg kan.» Og da hun kom hen til stenen, som hun havde gjort færdig, saa slyngede hun kun rebet fast om stenen, og med stangen styrtede hun stenen ned. Og saa gav de sig til at springe saa hurtigt, som det var muligt. Og den sidste begyndte at ane, at den færd var ikke heldig; men han orkede ikke at
standse, ejheller naaede han at skære baandet over. Og saa for de allesammen derned. -Kællingen gik om morgenen for at se, hvordan det var gaaet. Størsteparten var døde, og en del var kun lemlæstede, men havde lidt liv. Og da de saa kællingen, saa svor de og ønskede at faa hende fat. Og hun saa, at de kom ikke mere til at strejfe om nogensteder. Og hun styrtede sten ned, saa at de knustes allesammen. -Og den klippe er endnu rød, som om det var blod.
Om Giebosduoddars navn. (Et bjærg nord for Gellivare).
Da Lapperne vidste, at Ruosaerne var i nærheden, saa havde de forud i en kløft opført et stillads af fyrretræ og lagt mange og store sten paa, og en saadan skydeindretning, som var saa let som en bøsse at faa til
at gaa af. Og de havde nogle folk, som udspejdede, hvor Ruoaerne var, og hvorhen de gik, og de blev ikke selv sete. Og saa saa Lapperne, at nu kom de derhen, hvor de opholdt sig. Men de havde stilladset der, hvor de havde fæstning. De opholdt sig der i nærheden af stedet. Og da Ruoaerne kom til de steder, saa efterlod Lapperne en listig noaidekælling netop der, hvor de vidste, at de vilde komme. Og saa kom Ruoaerne og fandt kællingen, og de spurgte: «Hvor er folk, naar de ikke er her, skønt her dog er koter?" Kællingen svarede ikke noget fordi hun vilde høre, hvad de sagde. Saa begyndte de at tilbyde løn, hvis hun førte dem til folk. Og saa lovede hun at føre dem. Og saa gik hun med dem og vandrede der rundt om bjærgene, indtil det begyndte at blive mørkt; saa(85) først fø1te hun dem til kløften. Og saa sagde hun: «Nu skal I gaa langs kløften, indtil I finder folk; men I skal have lys foran, for at I kan se vejen.» Og saa gik de og gik langs ad kløften ind i krogen. Og da de samledes der, saa trak de af, de, som var ovenfor kløften, og da ramlede stilladset ned, eller det kaldes en fælde. Og de kom under faldlemmen og ihjelsloges allesammen. En noaide blev tilbage halvdød, han var en kugle-og pileforgører, de som var af jærn, af kobber, af bly og af sølv. Og de skød meget paa ham, dog kunde de ikke faa livet af ham. Men saa tog de lommens næb og skød med det. Og saa bed den (pil), og da sagde han: «Alt har jeg vidst og forgjort; men lommens næb vidste jeg ikke af, ejheller kunde jeg forgøre det. Og saa spurgte han: «Er broder Giebbo endnu levende?» Men han var allerede død. Og fjældet fik navn der af. Giebbosduoddar er endnu dets navn. Lapperne forstod alt, hvad Ruosaerne sagde. -Og det har været de sidste Ruoaer.
Fortælling om Govare.
En lille undersøgelse af, hvorfor det navn er; og det har man faaet rede paa. Her oppe ved Tornetræsk har der fra først af været ene Lapper. Og de var ulærde allesammen, de kunde ikke skrive ejheller læse skrift -den gang var der heller ikke mange bønder, som kunde skrive. -Tiden gik, og saa kom et lidt oplyst menneske, og hans navn var Gova. Og han tilkendegav, at han var sendt hertil af kongen. «Og I skal være mig lydige og betale mig skat af alle mennesker, som dør, og af dem som fødes, og hvis I faar det behov, skal jeg nok hjælpe eder." Og Lapperne troede ham og gjorde alt, hvad Gova vilde. Og naar folk døde, da delte han
14
210
arven. Og af børn tog han en mindre del, og naar hustruen døde, da
tog han 1/ 5 del. Og naar manden døde, da tildelte han sig ¼, part. Og
naar børn fødtes, saa tog han ogsaa en lille del. Og han fulgte Lapperne
om sommeren, og naar det blev vinter, saa gik han ned (syd paa), og
han blev rig, han tog megen ejendom fra Lappen. Ved sydsiden (den
svenske side) af Norges grænse begyndte han at tage de ejendele. Kattovuoma
var hans hoved-arbejdsplads. Og da nu igen en mands hustru var
død om foraaret, og Gova hørte det, saa vilde han, de skulde dele, saa
at han ogsaa kunde faa sin part. Og Lappen sagde: «Jeg deler ikke
endnu, før end jeg har samlet alle mine ting, saa først deler jeg». Og
da det blev vinter, saa drog han ned for at søge oplysning, om der mon
ikke fandtes en bedre lov. Og han fik at vide, at han var en bedrager
den Gova.
Og da han kom tilbage til de andre Lapper, saa fortalte han, at han (Gova) var falsk. Og de raadslog om, hvorledes de skulde gøre. Og de fandt det bedste raad at hænge ham i et træ. Og de gjorde det, hængte ham og begravede ham paa en høj. Og den høj er kaldet þÿ G o v a b u o lı
a .
Det navn mindes de nutidsmennesker endnu, som er levende dette aar 1908. Men den har nu faaet et andet navn, þÿ S k a t t o b u o lı
a dens
er nuværende navn, og derfor har den faaet det navn, da den dal er Skattovuobme. Og Skattovuobme (= Kattovuoma) (86) har faaet det navn deraf, at Gova opholdt sig i Skattovuoma og tog skat af Lappen, -denne hans parts navn var skat -. Og Govare og Gojaure og Gomuotke har faaet navn efter det samme menneske, efter Gova, som opholdt sig paa de steder og fulgte Lap-sidaerne.
Om Uldaerne.
Uldaerne er de mennesker, som bor under jorden og inde i klipperne, og de stammer fra den slægt, som vore første forældre anbragte under jorden 72 . Uldaerne er nogle mærkværdige skabninger, det er ikke godt at vide, hvad det er for nogen, hvorfra de er begyndt at komme, om de er mennesker eller ej ; men ogsaa de er dog Adams børn. Og de har rener, og deres rener er meget smukkere end Lappernes rener. Og Uldaernes rener er hvide og hvidplettede og lysegraa og hvidnæsede og i alle maader smukke. Og undertiden viser de Lapperne dem, saadanne Lapper, som de synes om. Og de giver ogsaa, hvis man gør det, som man skal. Naar man ser Uldaernes hjord, saa maa man ikke tabe den af syne, før man har naaet at kaste staal over dem, en kniv eller om det blot er en synaal; og naar man er kommen til at kaste den over, da
211
faar man alle dem, som man har kastet staalet over. Og de rener, man faar af Uldaerne, bliver stadig ved at være lige brogede. Naar en har en saadan hjord med mange hvide og hvidplettede rener, plejer Lapperne at kalde den for en Ulda-hjord. Og Uldaerne synes ikke om ethvert som helst menneske, de synes om dem, som har sort haar og er redelige og kan tale, saadan at de synes om det. Nogle Uldaer er meget dygtige til at joige, det hører Lapperne ofte, og de har ogsaa lært joigning af Uldaerne. Og Uldaerne er klædt lige som Lapperne, og de vogter rener og raaber, og hundene gør, og bjælderne klinger; men man ser intet, og om den ene vil sige til den anden: "Hør, hører du det nu» I saa hører man ikke noget. Undertiden hører Lapperne, at det græder, og det er ligeledes saadan, at hvis den ene siger til den anden, at han hører noget, saa hører man ikke noget mere. Men det betyder, at de mennesker skal komme til at græde. -Naar Lapperne færdes i ødemarken, og det er regnvejr, saa søger de ly under sten og inde i fjældrevner; og da kommer de undertiden ind i en dejlig bolig. Og der er meget guld og sølv og mad, og de byder straks mennesket at spise; og om man spiser, da kan man ikke slippe ud igen; men den, som intet spiser, kan de ikke holde, og saa støder de ham ud. -Og hunden kan ogsaa se Uldaerne, og nogle mennesker ser og hører aldrig noget, ikke det ringeste; men kun hunden gør og ser; men den er dog ikke saa rasende
paa Uldaerne som paa genfærd eller kirkefolk. -
Fortælling om det, at Uldaerne bytter ogsaa børn med Lapperne.
Ulda er farlig ogsaa, hun vil tilbytte sig smukke sorthaarede børn med sine egne gamle forældre, som de ikke gider forsørge, og Uldas gamle lever længe eller bliver gamle. Og dette hænder, naar Lapperne lader et barn blive alene i koten eller ude paa en trægren 78 eller ved siden af en sten. Og (87) værst er det at lade et barn være alene, om det ikke har stemplet sølv paa sig. Og derfor har Lapperne sølv i barnets vugge og andre saadanne ting. I et drengebarns vugge har de brugt at have en kniv, og hos pigebarnet har de brugt en synaal (af de trekantede, som bruges til at sy skindsager med) og fyrstaal og en ring til at bære sysager i. Men naar der ikke er noget, og barnet bliver alene, da er det slemt til at blive forbyttet. Og naar barnet er forbyttet, har det nok samme udseende, men det vokser ikke og taler ikke saadan, som børn plejer, og det gaar ikke, ej heller har barnet samme natur som ens egne børn; og det er meget grimmere ogsaa, og øjnene er daarlige. Men saadanne, som her er omtalt, er ikke andre end de, som Uldaerne har forbyttet med gamle Uldaer; men de, som er forbyttede børn, de vokser jo og taler paa samme maade som andre folk; men de er dog
14•
2[2
lidt anderledes af udseende og natur. Og Ulda bytter ikke sit smukkeste
barn bort, men hun tager jo det smukkeste barn. -
Fortælling om det, at Uldaerne bor i al slags jord; og hvis folk træffer til at sætte koten paa deres boplads, saa bliver de ufredelige, fordi de sover om dagen og vaager om natten, og saa er de ondsindede, dog ikke mod alle, men befaler dem jo at drage bort. Og om man adlyder, da gør de ikke noget; men adlyder man ikke, saa giver de en ikke fred til at sove, de rumsterer om natten saadan, at man ikke begriber, hvad det er; men man faar ikke fred til at sove, søvnen kommer ikke, skønt man ikke netop ser noget; men de kommer jo i en drøm og taler. Nogle mennesker beder de roligt om at flytte bort fra det sted, hvor de er ovenpaa deres boplads, og naar man flytter bort, da er der fuldstændig fred. Men Uldaerne er ikke saa gode mod alle mennesker, de siger ikke, at de ønsker dem bort, men plager dem blot og dræber dyrene, og tilsidst begynder de ogsaa at slaa menneskene ihjel, hvis man ikke forstaar at flytte bort, og om man dertil bander slemt.
Og Uldaerne er til endnu ligesom andre mennesker. Lapperne ser dem endnu ofte og hører dem jævnlig. Og Uldaerne er meget smukke, de som folk har set. De unge karle har en og anden gang set en Uldapige, og hun var saa smuk, at han ønskede at komme nærmere, og da han kom nærmere, saa tænkte han: « Gid hun var min» I Og saa blev pigen borte, og saa stod karlen ene tilbage, og han blev bedrøvet. Og han gik næste dag til det samme sted, og da hørte han, at Uldapigen joigede, og han syntes, det var den samme pige, og han hørte længe den smukke joigning, saa smuk en joigning havde han aldrig hørt før, og karlen lærte joigningen af Uldapigen, og han lærte ogsaa. andre Lapper joigningen. Og nogle Lapper har lært mange troldkunster af Uldaerne. Og Uldaerne er saa gode imod nogle, at de fortæller alt det, som nu hænder. Og om de ved noget ondt, som vil ske, saa fortæller de det og hjælper dem og raader, hvorledes man skal gøre. Og saadanne mennesker bjærger sig udmærket. De er netop de stærke noaider, de som Uldaerne hjælper. Og Uldaerne plejer renhjorden ogsaa, saa at de ikke omkommer; men saa skal man ogsaa betale skat til dem. Og denne betaling af skat er saaledes, at man et eller andet sted giver penge eller noget andet, kobber eller messing eller sølv, og det skal kastes i en stor moræne eller i (88) vandet et sted, hvor ingen mennesker faar det. Og man skal sige til Uldaerne: «Dette giver jeg eden. Og Lapperne plejer endnu ofte at give Uldaerne noget, undertiden hælder man kaffe paa jorden og undertiden brændevin og siger:
•Drik ogsaa du lidt af min kaffe og hjælp mig fremdeles.» Man finder de Raider i kilderne ogsaa, og de har ogsaa magt til at
213
gøre meget ondt og godt, de kilder, der er som en gryde, og de koger, og de er meget dybe. Og i dem er lægedom ogsaa.
Om den kogende kilde, der er som en gryde.
Den bobler, og der lever nøgenfrøer, og i saadanne kilder er stærke Halder, og dem dyrker Lapperne ogsaa. I en saadan kilde er lægedom for den, som ved det; ejheller behøver man andet end at vaske sig og betale lidt af en slags. Men hvis man gør en saadan kilde vred, da er den meget slem til at skræmme eller gøre syg. Og af en saadan kilde burde man aldrig drikke vand, ejheller bruge det anderledes end som
medicin. Ilalderne vredes, hvis det bruges til andet end til medicin. En gang var en Lap ude at vandre, og han kom hen til en saadan kilde og gav sig til at koge kaffe. Og da kaffekedlen var ved at koge, saa gav det sig til at skrige inde i kedlen. Og han hældte det vand bort og satte den igen paa ilden, og saa begyndte det igen paa samme maade. Og da anede han, hvad det var, og saa spurgte han: «Hvorfor er du her og ikke giver mig fred,? Og da sagde det: «jeg er begravet her, da jeg er myrdet" Og saa læste manden den læsning, som præsten læser til de døde. Og saa fik han fred; men han sagde: «Man skal aldrig tage vand af en saadan kilde, det er farligt" Undertiden har børn rodet i saadanne kilder, og da er der opsteget en saadan frøskikkelse, at
den havde menneskestørrelse, og et menneske skræmtes meget slemt; men da han var saadan, at han kunde mane det tilbage, saa blev han igen rask; men han var nødt til at betale offer til den kilde.
Saivo søen
' er en forunderlig sø paa den maade, at der er undertiden forfærdelig mange fisk, og undertiden er der ikke en eneste fisk, skønt det er en lille snever sø. I saivo er der mange fisk og store og fede; men den, som ikke ved, hvorledes han skal fiske dem, han faar ikke en eneste, selv om han ogsaa fik dem ind i voddet. Man skal i saivo passe paa, at man ikke skraalcr op eller skramler det allerringeste. Og hvis man saadan har kunnet kaste nættene ud, skal man nok faa mange fisk. Man skal ogsaa tale hviskende, saa at de ikke hører noget. Saa skal de nok følge voddet i land. Denne saivo er en lidt mærkelig sø; det har man ikke faaet rigtig
klart, hvad det er for søer; men den viden har man halvvejs faaet, at der er to søer over hinanden og kun et hul i midten som røghullet (i
koten). Og fiskene gaar op og ned gennem de huller.
214
(89) Om nedgravede eller skjulte skatte.
Skatten anbringes i en moræne og paa en høj bakke. Og den nedsættes undertiden med ord saadan, at ikke andre end slægtninge kantage den. Og hvis andre tager den, da skræmmes de. Og derfor tør manikke tage skjulte skatte, selv om man ved, hvor de er. Gamle Lappertalte meget om de skjulte skatte, at de var i jorden. Og efter deres talevar det jo saadan, at de vidste saa omtrentlig, hvor de skjulte skattevar, og talte meget om, at her var en skat, og paa det sted var ogsaaen skat; og de ymtede om at gaa og tage den; men de frygtede deskjulte skatte; thi de havde faaet at vide af nogen, som havde tagetpenge af en eller anden skat, at det er farligt at tage dem. Det er saaledes, at hvem som nu finder en saadan skat, hvis ejere og arvinger erdøde, og de saa faar kedelkanten frem og begynder at faa den op, saagiver den sig til at skræmme dem. Saa forvandles den kedelrand, somde holder ved, til et oksehoved, og naar man ikke slipper, saa bliver den tilen stor frø, og saa igen forandres den til en slange, og saa forvandles dentil hvad som helst. Undertiden begynder den at brænde som en grøn ild.Og saa kommer endelig tilsidst den skinbarlige Bærgalak. Og da skal mansige saadan: «Du behøver ikke dette, du klarer dig, naar du faar menneskenes sjæle til helvede -vig bort Satan> I saadan som er skrevet ibibelen. Og saa skal man velsigne i de tre personers navn (Treenigheden): «Nu tager jeg dette" Og saa slutter det altsammen. Og da faarhan tage skatten i fred. Men modig skal den være, som gør alt det, somovenfor er fortalt. Men de, som er sat ned med ord, dem faar man ikke paa anden vis,end hvis man er en stor noaide. -Det tror maaske ingen er sandhed,at de skjulte skatte findes i det hele taget. Og heller ikke den, somskriver dette, vilde rigtig tro det, skønt han har hørt meget af sine forældre
og meget af andre; men han har se!v set, da hans bedstefadertog penge, der hvor han havde skjult skatten i jorden under en klippe,i en lille moræne, hvor den var hensat. -Og der var en skjult skatefter deres tale eller efter deres viden, og der skulde være mangepenge, der havde man fundet mange smaa sølvpenge ved siden af stenen.Og det forstod man, at der havde været mennesker, og at den sten varanbragt der. Og den var meget stor, saa at det ikke var faa menneskersarbejde at anbringe den. Men det sagde gamle Lapper, at dem havdefortidens Ruoa-Tsjuder lagt her, de penge og sølvet, som de havde røvetfra Lapperne. Og paa de steder i højfjældet findes saadanne pile, somde har brugt til buepile. En saadan pil har den, som skriver dette, fundet.
215
Lidt mere beretning om den samme sten.
Et menneske gik hen til den sten i den hensigt at grave et hul under stenen og tage skatten bort. Og da han kom i nærheden, saa blev det
taage, vanskelig fandt han hjem, og da det klarede op, saa gik han atter der hen til stenen og skulde forsøge at faa skatten. Og da han
kom i nærheden (90), da saa han, at der sad en rype paa stenen; og da han kom nærmere, saa. blev fuglen stor, og den blev saa stor som et menneske. Og da begyndte hans mod at svinde saa meget, at han var nødt til at gaa tilbage. Og siden er han ikke gaaet hen til den sten i den tanke at tage penge. Ej heller har andre forsogt at grave det sted, skønt Og jeg kender det menneske, som to
de sikkert tror, at der er penge. gange er gaaet for at udgrave den skat, og hans navn er A. N. Æirra. Og det sted findes paa østsiden af det østlige Raiso, det kaldes Faures fordi det er meget smukt og græsrigt,
orda -og stedet har det navn, og der findes sommerbopladser. Og flytvejen er paa meget høje fjælde, hvorover de drager foraar og efteraar. Og paa denne sommer-boplads findes ogsaa en stor sten, hvis navn er Lykkestenen (Onegædge). Og der er mange huler. Og under de fremspring bruger de at have sager. Og naar de om foraaret forst kommer til Lykkestenen, da hilser de og taler som til et andet menneske, og de drikker brændevin og hælder lidt paa «Se der er til dig med, drik ogsaa du lidt.»
jorden og siger:
Om midsommernatten.
Midsommernatten er der mange kunster. En kunst er, naar en pige ønsker at vide, hvem der er (bestemt til at blive) hendes fæstemand, saa
som altid
skal hun midsommernat gaa ud paa en saadan sten i vandet, og der til er en stor sten i en
er omgivet af vand og altid er tør elv lige saa god -, der maa aldrig gaa vand over stenen, og saa sætte sig paa den, indtil karlen kommer hen til pigen eller pigen hen til karlen. Og hvis han byder hende noget, saa skal hun ikke tage det. Han giver nok undertiden en kniv ogsaa, og hvis hun tager den, da skal han dræbe hende med kniv, naar de bliver gift; men hun skal ikke tage, naar han tilbyder. Og det vises paa samme maade for karlen ogsaa. Og midsommernat plejer man at sige, at man ser grøn ild paa de ned gravede skatte eller de skjulte penge.
(91) Lappens sange.
TAPPENS sang er joigning. Det er en mindekunst om andre mennesker.L Nogle mindes i had og mindes i kærlighed, og andre mindes i sorgen.Og man bruger de sange om nogle egne og om dyr, ulven og renen ogvildrenen. -
Og den sangform er saadan som her nedenfor begynder:
Nu siger den ene pige til den anden pige: «Syng om din kæresteNilas., -
Nilas var smuk efter alle pigers sind, og alle piger ønskede atfaa ham for sig selv til ægtemand, og derfor joigede de meget om ham.Og den sangs navn er luotte (sang). Og saa begynder hun nu at syngeNilas sang:
Voia voia nana nana, saare dygtige, saare vakre, saare fagre, saarc milde,voia vo1a nana nana, naar han løber, da farer han som en fugl, voia v. 11. n.>
Og saa bod den anden pige: «Syng nu du din kærestes sang.• Ogden første pige siger: «J cg har ingen kæreste." Den anden siger: «Dethar du vel.> -Den første siger: «Naa, hvem er det,
som du menerer min kæreste?" «Jeg mener Matte.» Den første siger: "Matte bryder sig
ikke om mig, han har dem, der er bedre end mig.» Ilun er en listig pige,hun fortæller ikke til den anden, at hun har en kæreste, endskønt
hendes kæreste er Nilas. Og derfor ønsker hun at hore, om den dumme
pige maaske tror, at hun faar Nilas. Men Nilas har aldrig tænkt at tagehende. Nilas holder af den skælmske pige. Han joigede ofte den pigessang saaledes :
"Voia voia nana nana, store milde, store yndefulde og store dygtige,voia voia nana nana, store og fagre, det var sognets bedste pige, voia voia nana nana. •
Og naar Nilas saa den skælmske pige komme, saa joigede han ikke merc.Men den skælmske pige joigede til Nilas, at hans kæreste var Ani -detvar den dumme piges navn -, og den skælmske piges navn var Elle. Ogsaa joigede hun til Nilas:
,Sognets bedste karl forledte Ani, voia voia nana nana, sognets bedste karl, v. v. n. n.da han tog en anden guts kæreste, voia voia nana nana,og lod Matte grædende,.
217
Og Nilas frygtede ogsaa for, at han ikke skulde faa den skælmske Elle. Ogsaa Matte elskede Elle, og Elle havde lovet at lage Matte, og Matte troede det var alvor; ogsaa han joigede ofte til Elle:
(92) "Voia v. n. n., store milde, v. v. u. n. store fagre, store dygtige, v. v. n. n., det er den bedste pige paa dette fjæld, v. v. n. n.
Og da Matte horte, at Nilas havde givet Elle fæstegaver, saa joigede han og græd: "V. v. n. n. store bedrager.» Og han græd og sørgede saadan, at hans forstand næsten forvirredes, og han blev forbitret paa Nilas og dræbte Nilas's rener. Og naar han drak sig fuld, saa joigede han og svor saaledes:
• V. v. n. n. Blrru Bærgalak, jeg dræber alle Nilas's kørerener, v. v. n. n.
Satanas falske Elles raadne skindbukser; nok er der mange saadanne v. v. n. n.
Og saa græd han endnu lidt og joigede. -Matte tænkte ved sig selv: Det er dumt, at jeg er vred paa Nilas og Elle; jeg finder nok endnu en lige saa god pige og en endnu bedre pige. Hans søster Ingir sagde til Matte: «Karlene ser ikke Andaras's Marja; det er en rar pige, og hun bliver rig.» Ingir var en ung pige og en forstandig pige, og Matte sagde til Ingir: "Mener du, Marja tager mig?» Ingir svarede: «Jeg ved det ikke, men jeg skal spørge Andaras's Marja, om hun vil tage dig." Og da syntes Matte om sin soster, naar hun vilde hjælpe ham til at faa en hustru. -Og saa gik Ingir en søndag til den sida, hvor Marja var. Og saa mødte hun Marja, og da spurgte hun: «Lover du at tage min broder Matte?» Marja svarede: ,Matte bryder sig ikke om andre end Lodnes Elle.» Inga sagde: «Det er ikke ganske saadan; du faar tro, naar jeg siger det, saa er det saadan, at I er allerede skabt til at være sammen.,
Marja svarede: "Hvoraf ved du det, at vi to er skabt til at have lykke sammen i ægteskab?» Inga svarede: «Jeg har drømt det, og det er altid saadan, som jeg drømmer.» Marja svarede: «Naar sagen er saaledes, saa lover jeg, at I maa komme hertil efter en uges forløb, da har jeg tænkt at være færdig; passer det?» Og saa skiltes de. Og Ingir drog hjem. Nu kom hun hen til sin broder og fortalte, hvad hun havde hørt. Og da de to fortalte det til moder og fader, saa syntes de svært godt om det. Og da en uge var forløben, saa drog de atter hen til Marja. Og Lapperne har haft den skik i fordums tid, at naar den unge mand kom paa frieri, saa skal pigen komme ham imøde og spænde frierens ren fra, og saa er det et tegn paa, at hun vil tage ham. Og hvis pigen ikke kommer og
spænder fra, saa kører den unge mand rundt om koten og imellem koten og vedtræet. Og hvis pigen endnu ikke kommer og spænder frierens ren fra, saa ved karlen, at pigen ikke vil have ham. Og somme karle gaar da slet ikke ind i koten, saa kører de tilbage. Og da Marja vidste alt dette, hvordan det skulde være og hvorledes sagen stod, saa, da Marja
218
saa Matte komme, gik hun ham imøde og løste Mattes køreren, og saakom Matte ind i koten og hilste saadan, som det er Lappernes skik.Lappernes skik er, at de tager om halsen og trykker næse mod næse.Og Matte gjorde ogsaa saadan, og han kyssede saalænge, at han aldrigblev færdig. Og saa først begyndte de at tale og drikke lidt brændevin-den gang var der ikke kaffe. Og saa giftede de sig samme dag, ogMatte drog hjem. Og da bod Marjas fader, Andaras, Marja at henteMarjas kirkekøreren og at give (93)Malte den. Og da Marja hentede renen,saa kørte Matte hjem, og Marja sat.te sig i slæden. Og da de tog afsked,tog de atter hinanden om halsen og kyssedes; og de to troede, at nubehøvedes der ikke noget som helst andet; men saa siger svigerfaderAndaras: «I to kommer nok til at gøre endnu en færd, førend I erfærdige, I er nødt til endnu at gaa til kirkefaderen at faa lov.» Mattesagde: "Har Marja en fader til, eller har Marja en anden mand, eller
hvordan er den sag?, Matte vidste ikke, at man ogsaa behøvede at faalov af kirkefaderen eller, saadan som det nu kaldes, vielse. -Og daMatte drog afsted nu for anden gang (til Marja), var han endnu bange,hvis nu kirkefaderen rev hans hustru fra ham. Han var bleven lige somlidt forstyrret i hovedet. Og i giftetiden plejer forstanden ofte at blivelidt forvirret paa enhver, som har det blod. (Forklaring herpaa, hvorfor somme mennesker har saadant svagt blod, at det er tilbøjeligttil at løbe lidt i vildrede. Det er, at nogle mennesker er saa kærligtanlagte, at de slet ikke tænker paa andre ting i den tid. Og saaledes
er det, som om forstanden var forvirret. Og nok er somme forelskede bagefter ogsaa, men det er ikke enhver, der er forelsket bagefter. Og naar de har faaet giftermaalssagen i orden, saa plejer de atblive klare igen som før.) Og da Matte for anden gang kørte hen tilMarja, saa tog han bytterenen og kom atter med den til Marjas sida(brud og brudgom bytter altid ren som tegn paa jaord). Og saa hilstede igen paa hinanden som før. Og saa begyndte de atter at drikke brændevin og tale om parret, hvordan de nu skulde gøre det, og om det, at imorgen skulde der køres til kirkefaderen. Men Matte var bange for, athan mistede Marja til kirkefaderen. Han havde ikke lyst til at drage derhen; men da Marjas fader sagde, det var nødvendigt at gøre det, saagav de sig paa vej. Og saa tog de tre reserverener og slæder til dem,i hvilke der var kød og renmælk. Og da de begyndte at køre, tog svigerfader Andaras reserverenerne, og Marja og Matte kørte med fri rener.Og de kørte med bytterenen. Og de rener var snehvide og havde megetprydede grimer og gjorder, som var udsyede med mange slags klæde.Gjorden er midt om renen og grimen er paa hovedet, det baand, hvormed man styrer renen lige som hestens bidsel. Og saa kørte de, og saa
219
at til
sprang renerne og for afsted, saa der var en snerøg, saa at de ikke kunde holde øjnene aabne og ikke heller kunde aande.
Og da er det farligt, hvis slæden slynges bag et træ eller bag en sten, og da omkommer man let. Og naar renerne har løbet en lille strækning, saa er de lidt trætte, og da begynder de at gaa roligere, og da er det herligt at køre, og saa giver de sig til at joige saaledes:
Voia voia v. v. nana nana n. n. prægtige rener springer nu v. v. v. n. n. n. de farer som vinden v. v. v, n. n. n. cle farer saa lige som en bøsse v. v. v. n. n. n. hjordens mest hornede rener v. v. v. n. n, n.
Og nu begynder renerne at blive ophedede og tørstige, og saa snapper de stadig med mulen sne i munden for at svale heden og mulig slukke tørsten. Og saa holdt Mahte sin ren an, og saa stod alle renerne for at puste. Det er et bestemt sted, hvor man lader renerne æde sne og stalde; det er farligt, hvis man kører længe ud i et træk. Hvis renerne ikke stalder, da faar den blæreforstoppelse (94) eller den kan ikke stalde. -Og da Ingir saa, at alle renerne staldede, saa gav hun sig til at joige:
Det unge par (vil vi) nu ønske god lykke, v, v. n. n. det unge par skal nok blive rige v. v. n. n. og faa smukke børn v. v. n. n.
skønne lille Marja, du straaler som et lys v. v. n. n. Og saa kører hun nu igen v. v, v. v. n. n. n. n. Den store trækren stryger atter afsted v. v. n. n. nana.
Og saa kørte de igen. Og da renerne saa, at Marja og Mahte satte sig i slæden, saa sprang de, og da der var en smule frisk sne, saa blev det igen en saadan røg, at man ikke saa noget som helst. Og Marja magtede ikke at holde renen, og saa begyndte slæden at slingre saa stærkt, at Marja slyngedes ud af slæden, og saa trak den slæden til den modsatte side, og da kom den bag et træ, og saa hængte Marjas haand fast 74 , og saa slap renen løs, og Marja slog sig saa meget, at hun først slet intet sansede, og renen sprang med slæden efter Mahte, og Mahte saa ikke, at Marja var bleven tilbage borte fra slæden. Og saa skulde de op ad en fjældside, og da kunde renerne ikke mere løbe saa stærkt; og da saa Mahte, at Marjas slæde var tom. Og da blev han saa forfærdet, at det rent blev mørkt for hans øjne. Han naaede dog at fange Marjas ren. Og han var i den tilstand en lille tid, inden han blev klar. Og saa gik han, for at søge Marja, tilbage i den retning, hvor han var kommen fra. Men Ingir og de andre kørende var bagefter; deres rener var ikke saa hurtige til at løbe som det unge pars. Og da de saa, at Marja laa paa sporet, da blev ogsaa de forfærdede. Og med dem var en ældre mand, som var Lappernes doktor. Og han undersøgte Marjas arm, og
220
haanden var gaaet af led. Og han bad hende sætte sig i slæden, -Ingir havde en tam, stor ren, og selv var hun let. Og saa satte hun sig i Ingirs slæde. Og saa kørte de et lille stykke. Da kom Matte for at søge Marja, og han græd alt hvad han kunde; han frygtede, at Marja var død. Og da Matte saa, at Marja var levende, saa holdt han op med at græde og begyndte at spørge, hvordan det var gaaet. Og da han hørte, at Marjas haand var slemt ødelagt, saa sagde han: «Har Nuvte undersøgt Marjas haand?» Nuvte svarede: ,Det har jeg nok, men kør videre over den aas, der henne er en aaben kilde.» Og da de kom til bredden af kilden, saa tog Nuvte Marja lidt afsides til kildekanten og stak haanden ned i kilden, indtil haanden blev kold. Og saa følte han paa haanden, hvor den var daarligst. Og saa trykkede han haanden der, og saa følte han, hvor den var forvreden, og saa rykkede han haanden i led. Og da var haanden straks frisk igen. Og saa kørte de afsted; og Nuvte bød Matte: «Anbring Marjas køreren efter din egen slæde og lad ikke renerne springe saa stærkt; nu kommer en stejl fjældskrænt nedad, og der skal du sætte en birkegren mellem slæden og trækrebet, for at slæden ikke skal glide ned.» Og de gjorde saadan, som Nuvte bød -Nuvte var det klogeste menneske der paa den tid. Og saa kørte de heldigt ned under det høje bjærg; og saa kørte de endnu over en stor sø og paa en stejl skrænt. Og saa var der atter et saadant sted, hvor Lapperne standser og hviler og drikker lidt brændevin og giver lidt brændevin til jordens Halder ogsaa, og (95) de siger: ,Drik ogsaa I min bryllupsvin.» Og de hældte lidt brændevin paa jorden. Og den, som ikke hælder brændevin paa jorden, han faar et eller andet uheld. Og kvinderne, som har børn, ammer disse; dog snører de ikke barnet løst, men bøjer sig paa knæerne ved siden af vuggen (vuggen er indpakket og fastsnøret i slæden). Og saa tager· de brystet ud af brystaabningen og sætter det til
barnets
mund,
og
derved
plejer
de
rigtignok
at
komme
til
at
fryse
brysterne,
og
saa
hovner
de
op,
og
deraf
bliver
en
haard
pine.
-
Men
her
fortælles
ikke
om
meget
andet
end
om
det
unge
par.
-
Og paa det sted plejer de at joige lidt til jordens Halder saaledes:
Raidens ranke, skønne døtre takket være v. v. n. n. at de var saa gode, at de har beskyttet vore kirkerener, saadan, at de ej er styrtet fra de høje fjælde v. v. v. n. n. n. Takket være I, kære Ifaldemødre v. v. v. n. n. n. og beskærm fremdeles v. v. v. n, n. vore rener v. v, n. n. -
Og saa kører de atter afsted. Og saa bandt Mahte fremdeles Marjas ren bagefter. Og saa kørte de, til der ogsaa kom en anden sidas vej, til den vej, som ogsaa var vor vej, og saa blev der mange kørende, og med dem var Nilas og Elle. Og de to var endnu ikke gifte. Og saa kørte de
221
og saa blev det mørkt. Og da standsede de og
videre paa brudefærden, de fra og bandt dem ved en
begyndte at gøre ild. Og renerne spændte
for at de kunde faa føde. Og renerne begyndte at bete paa den
birk,
eller graver sneen bort paa jorden,
maade, at de med forklovene kaster og saa er der god føde for renerne. -Og andre begyndte at gøre ild. Fortidens mennesker havde ikke tændstikker saadan som nu, da var der en anden kunst, først var der flint og trøske og svovl. Og naar flint og tønder lagdes ved siden af hinanden, saa slog man med fyrstaalet, og saa sprudede flinten ild, og saa tændte det trøsken, og trøsken sattes ind i svovlkarret, og da brændte svovlet, og saa tændte det i birkebarken. Og Ogsaa nu er det birk, hvormed de
birken er altid Lappens bedste træ.
er ved at gøre ild. Men fyrretræ har de folk ikke; men de havde taget de at gøre ild, men da var birkerisene
birkebark med. Og saa begyndte overisede, saadan at de ikke brændte, og de fik ikke ild. Og saa kom ogsaa Nuvte, han havde en doven trækren, han kunde ikke følge dem, som havde de bedste kørerener. Og der var andre ogsaa sammen med
Nuvte. Og da Nuvte saa, at de ikke fik ild, saa bød han: «Grav ris frem under sneen; de er optøede, de er ikke isede, som er under sneen., Og let ild. Og da de havde faaet ild, saa sattes kedlen
saa fik de meget paa ilden fyldt med sne, at der skulde blive vand. Og da sneen smeltede, saa kom Matte kød i at koge. Dengang var der ikke kaffe, men for kaffe. Og de drak brændevin. Og der var nu
brændevin i stedet
Og da de ikke kunde rummes allesammen ved eet
mange mennesker. baal, saa gjorde de et baal til. Og folkene ved det andet baal havde og hun havde et lille barn. Og
børn. Elles søster var en ung kone, hendes navn var Birrit. Og da de havde faaet det andet baal, saa løste Birrit op for barnet. Og barnet havde gjort sig vaadt saadan, som børn og derfor nødtes hun til at tage det op, skønt det var
plejer at gøre, snefog og koldt. Da hun havde snøret op for barnet og taget det op af vuggen, saa blæste vinden sne paa vuggen i øjnene, og den blæste sne
i (96) vuggen ogsaa. Og undertiden blæste det kul fra ilden og røg i alle og hen efter barnet ogsaa saadan, at det stakkels barn ikke
retninger engang kunde faa en lyd frem. Og en gang blæste gløder hen paa barden ene kind, saa der kom en vandnets
ansigt, saa at det brændte
blære. Og barnet græd stærkt. Og Birrit havde ikke anden tilflugt
end at lægge barnet i vuggen. Og i vuggen var der blæst megen sne; men da hun med et ris slog kludene, saa gik sneen af. Og saa vilde hun i en fart lægge barnet i vuggen; men saa huskede hun, at Nuvte var iblandt dem, og saa raabte hun: «Farbror Nuvte, kom
herhen!» Og saa kom Nuvte og saa, hvad der var sket, og da skændte han, fordi hun ikke havde kaldt før. Og saa bød han at klove et marvben og tage og lægge den (marven) paa et klæde og anbringe den paa
222
det brændte sted. «Her er i hvert fald ikke bedre raad». Og saa gjorde de det i en fart. Og barnet fik hun snart i vuggen, da det var saa haardt snefog. Og da Birrit havde faaet barnet i vuggen, saa gav hun sig til at amme det, da frøs hun det ene bryst, og saa begyndte det at værke saadan, at hun næsten ikke kunde sove. Men de andre sov i en klynge, den ene op mod den anden. Og Nilas og Elle sov meget tæt sammen, og de to holdt sig godt varme. Og da det var mod slutningen af daggry, saa begyndte de igen at gøre ild. Og da de havde faaet ild, saa gav de sig atter til at varme mad og spise. Og nogle gik for at binde renerne ved et andet træ, for at de kan komme til at æde mere. Paa det sted, hvor de bandtes om aftenen, var det jo forbi med den hele sneoverflade, skønt de allerede om aftenen var flyttet en gang til et andet træ; men rener æder meget paa en nat. Og da de havde spist, saa spørger Birrit Nuvte, om hun skulde tage barnet op, naar det er saa koldt? Og Nuvte siger: «Barnet klarer sig ikke uden at tages op». Og saa løste Birrit igen op for barnet. Og det brændte sted var jo helt godt. Og vinden var ikke mere saa haard, men det var jo endnu koldt. Og da det ikke var saa haard blæst, saa var det ikke saa slemt for
barnet. Saa tilsaa hun sit barn. Og saa fortalte hun Nuvte, at hendes bryst gjorde saa ondt og værkede saadan, «at jeg ikke har kunnet sove». Og da sagde Nuvte: « Vis mig det». Og da han saa det, sagde han: «Du er kommen til at fryse brystet». Og saa tog han ud af sin brystsmæk en Stallostjærne 75 og trykkede med den. Og da lettede smerten efter et døgns forløb, men ikke før. Og da det allerede var fuldstændig lyst, saa begyndte de at tilsnøre slæderne og spænde renerne for. Og da renerne havde seletøjet paa, saa gav pigerne sig til at joige saadan, som Lapperne jo plejer at gøre, naar de drager afsted, da skal pigerne joige. Og saa begynder de da:
V. v. v. n. n. n. nu jager da sognets bedste kørerener som en fugleflok
v.
v. v. n. n. n. de store slanke, naar de giver sig til at løbe,
v.
v. v. n. n. n. da springer de saadan, at man kun ser røgen slaa. Og dertil farer de som den stride fos v. v. n. n. n. n. n.
Og saa kørte de. Og da renerne saa, at folk havde sat sig i slæden, saa sprang de, og saa for de som en fugleflok. Men da det var saadan jævn vej, saa blev de allesammen i slæderne. Og saa da de fik kirken i syne, saa stansede de og ventede, til de alle var samlede, da begyndte de atter at drikke brændevin. Og saa blev de lidt fulde. Og da begyndte nogle unge knøse at skælde og beskylde (hverandre for rentyveri), og der blev næsten slagsmaal ogsaa. Men svigerfader Andaras forbød dem at strides: «Det er ikke saaclan, det er kun løgn, (97)jeg skal nok senere fortælle, hvordan den sag forholdt sig.» Og da hørte karlene op. Og
223
Og den bys navn var Markan
saa kørte de igen, og kørte til byen. (Enontekis). saaledes kaldet paa Lappernes sprog. Og saa gik de ind i de smaa hytter I og nogle gik til de koter I som er paa kirkepladsen. da der var for faa
Fortidens Lapper var nødt til at gøre sig koter, huse. -Og da det blev morgen, saa gik Matte og Marja hen til præsten. Og saa oplyste svigerfader Andaras, at de var kommen for at gifte sig. Og det var søndag morgen. Og da de var færdige med at spise, saa begyndte de at tage bryllupsklæderne paa. Og da de allesammen var færdige, saa gik de til præsten Men Matte frygtede kun for, at præsten skulde tage hans Marja; men de gik jo nu alligevel. Og da de nu kom hen til præsten, saa begyndte præsten at forelæse dem den læsning: «Jeg tager Marja, og jeg elsker hende igennem modgang og medgang,. Og da blev
Matte forfærdet, at præsten dog havde til hensigt at tage Marja. Og saa svor Matte: «Jeg giver Fanden ikke Marja til dig. Det er min hu• stru, og Andaras har givet Marja til mig, og jeg giver hende ikke bort»! Og saa rev han i Marjas haand og vilde til at gaa ud. Men Marja var en forstandig pige; hun gik ikke ud, hun forstod nok, at Matte vrøvlede. Og da Marja ikke gik ud, saa mente han, at Marja ogsaa vikle bedrage ham. Og Matte for ud, og præsten var nodt til at opgive vielsen, han raabte: «Du skal nok faa Marja, jeg bryder mig ikke om hende !" Præsten havde jo hørt, at Matte frygtede, at han selv vilde gik saa ud, og han var bange, at præsten
have Marja. -Og Matte Matte havde læst overmaade
ønskede Marja til sig selv. Og han græd. lidt i bogen; men han var dog blcven konfirmeret; dengang behøvede man ikke at læse saa meget til konfirmationsforberedelse. Men Marja var god til at læse, og hun kendte nok den læsning (vielsesritualet). Og da Marja kom fra kirken, var hendes forste arbejde at lære Matte at læse denne vielseslæsning. Og da Matte havde læst og lært den og faaet for• staaelsen af, hvordan sagen forholdt sig, saa gik de to atter til præsten næste dag, og da lærte præsten ogsaa Matte, hvordan han skulde svare. Og saa gav han sig til at vi dem. Og da kunde Mahtc nok saadan, som
han skulde. Og saa forrettede præsten vielsen. Og da de var færdige, saa gik de tilbage fra kirken og gav sig til at holde bryllup. De havde
ikke andet end brændevin og kød og mælk. Og saa drak cle det, hvem som havde lyst og kunde. Og saa blev de fulde og gav sig til at joige, saa mange som de var i stuen, og karlene tog pigerne om halsen og joigede, saa man ikke hørte noget som helst, og nogle græd og joigede:
v. v. v. n. n, meget blid og yndefuld er min kæreste.
•I
Og pigerne atter joigede til karlene: v, v. n. n. store skønne og store dygtige v. v. n. n, de farer som flyvende fugl den springende ren følger de v. v. n. n.
224
Og de sov ikke den nat. Og den søndag havde det sneet saadan, at det sneede to kvarter. Og da sagde Nuvte, at de blev rige, naar det sneede paa bryllupsdagen. Det har jo været Lappernes overtro i gammel tid, og er det nok endnu. Da stuen blev varm, saa gik nogle ud og sov der. Og det sneede saadan, at de, som sov udenfor, de kom under sneen, saa at man ikke fandt dem paa anden maade, end at andre gravede dem ud under sneen.
(98) Nilas turde ikke gifte sig før Matte først havde giftet sig. Og da de saa, at Matte giftede sig, saa begyndte de to ogsaa at ville gifte sig; men da søndagen var gaaet, saa kunde præsten ikke mere holde vielse, da han ogsaa skulde lyse samme dag, men de gav dog præsten lysningsbrev, og saa kunde de to jo ikke komme til at blive viede det aar. Men de flyttede sammen og levede sammen som et andet par. -De Lapper plejede ikke at drage til kirkepladsen mere end een gang om aaret. -Nilas var den rigeste karl og Elle var ligesaa rig. Og folk var dem gode, og de ønskede, at Nilas og Elle havde faaet bryllup; men de holdt ikke det for en stor fejl, at de var sammen før vielsen; der var jo dog lyst for dem. -Men Nilas var et hidsigt menneske, og Elle var et meget forstandigt menneske. Elle tænkte nok paa, hvorledes hun skulde bjærge sig med Nilas, da han var saa heftig; men hun saa jo nok, at han var god igen, naar vreden var gaaet over. Og han var af en rig slægt, og fortidens mennesker havde mange tegn deraf, af hvilken slægt enhver var. De havde set, at den slægt som var fattig, af den slægt var de fattige næsten alle. Og naar det er en velhavende slægt, saa er de i den slægt velhavende næsten allesammen, hvis de ikke begynder at gøre noget galt eller stjæle rener. De bliver jo fattige, som gør noget urigtigt. Hvis de ikke bliver fattige i deres egen tid, saa bliver ihvert fald børnene fattige. En menneskeslægt er som en elv. Naar der er en elv, som er lang ligesom en menneskeslægt. Og somme elve har græsrige udspring saa langt, som elven gaar. Og en anden elv er paa det samme bjærg, og den gaar ogsaa lige saa langt, og den har intet græs, ikke i udspringet ikke i udløbet. Og saadan er menneskeslægterne. Og hvis der
m
er en træsort, et eller andet sted, meget grenet og fine lige grene, saa vokser der paa det sted samme slags træer. Og naar der paa sine steder bo er grimme træer, vokser der fremdeles grimme træer, nogle gaar ud, og
jo
andre kommer i stedet, samme grimme træer. Og saadan er menneskeslægterne ogsaa. Og derfor plejer Lapperne at regne, hvorledes alle folks slægt er. -Og derfor ansaa de ogsaa Nilas for værdifuld, da han var af en brødrig (velhavende) slægt. Og da næste aar kom, saa kørte de to til Markan til bryllup. Da drog mange af deres venner afsted for at komme til bryllup. Og da de rejste, tog de to koter med og mange trækrener og slæder. Og da de gik til vielsen, saa klædte de sig i de
smukkeste klæder, som hører til Lappens pynt, silketørklæder og silkehuer og sølvbælter og fine klædeskofter og mangefarvede perler og sølvknapper og sølvhægter -hvormed tørklæderne holdes sammen -og sneog
hvide skindvanter og hvide støvler. Og brudepigerne
hvide pelse skal ogsaa tage smukke klæder paa og brudesvendene ligedan med fine klæder. Og saa drager de til præsten. Og tre par skal gaa foran parret og tre par bagefter brudeparret. Og det skal kun være unge piger og unge karle de 6 par. Og mange andre slægtninge og venner følger efter. Og naar de kommer i kirken, saa skal brudesvenden bære
brudgommens hue, og naar præsten begynder at vie, saa holdes et firkantet lin over brudeparrets hoved, en holder i hvert hjørne, indtil præsten er færdig med vielsen. Og naar de gaar tilbage, saa skal brudesvenden
bære brudgommens hue, og parrene skal igen gaa foran og bagefter paa samme maade. Og saa kom de tilbage til huset, hvor nogle opholdt sig, og andre var i koterne, der var bragt med som kirkekoter. Og saa
(99) begyndte de at holde bryllup. -Og det blæste stærkt, og der kom snebyger, og undertiden var det meget fint opholdsvejr og mild luft. Og
det tager Lapperne vare paa, hvordan vejret er. Og nu begyndte de at Og Nilas havde
holde bryllupsmaaltid, og der kom mange mennesker. købt megen brændevin. Og han havde mange slægtninge og bekendte eller venner. Men en og anden karl var misundelig, fordi han ikke havde faaet Elle. Og der var en pige, hvis navn var Anne, hun mente, at Nilas vilde have taget hende. Og da hun saa, at Nilas ikke brød sig om hende, saa gav hun sig til at lyve meget om Nilas, at Nita havde horet med hende, og fortalte det til Elle ogsaa. Og Elle sagde: «Saa er du en god pige, at du har givet Nilas, naar han trængte, jeg skal nok betale dig løn,. Og saa skammede Anne sig over sig selv, hun havde fortalt det til alle mennesker, at Nilas var hendes forfører. Men da Elle havde sagt dette til hende, saa fortalte hun det ikke mere til nogen som helst. da du
Skælmerne spurgte altid Anne: "Hvor meget betalte Elle dig, hjalp?» Og saa begyndte hun at skamme sig, og ønskede ikke at tale mere om det. Og saa gav de sig nu til at spise bryllupsmaaltidet og drikke. Og da de begyndte, saa gik det unge par og satte sig indenfor bordet, og der skulde de sidde, saalænge bryllupet varede. Og der blev jo mange fulde og begyndte at joige saadan:
v. v. v. n. n. n. Nu har vi faaet bryllup v. v. v. n. n. n.
v. v. v. n. n. n. sognets rigeste karl brækkede nu benet 16
og nu drikker vi jo lidt v. v. v. n. n, n. Og den skønne Elle lyste som en stjernehimmel;
det forandredes i sognet v, v. v. n. n, n.
hvem bliver nu sognets stjerne v. v. v. n. n. n.
Og nu ønsker jeg god lykke v. v. v, n. n. n.
15
- - - - - - - -- - -- - - - - - - - - - --
226
Og nu joigede de i munden paa hinanden, saa man ikke hørte noget. Og saa begyndte karlene at skændes indbyrdes og at slaas, saa at folk var nødt til at gaa og skille dem og tale, for at de skulde holde op, og saa holdt de op. En var der, som de var nødt til at binde og holde bunden til, han blev ædru. Og nu kom det tidspunkt, da de begyndte at give brudegaver, Og de gav penge og sølv og rener. Og til bryllupets formand er stadig valgt en saadan, som er redelig og har god hukommelse. Og hans hverv var saadan, at han ikke tog altfor mange gaver af nogen; nok giver et drukkent menneske, om det saa var aldrig saa meget over det, som behøves. Og derfor skal han have en god hukommelse for at huske, hvor meget enhver giver, og hvem som lover rener. Og efterhaanden som de giver brudegaver, tager brudgommen og bruden dem om halsen og takker, og de ønsker lykke til giveren, og ligeledes ønsker bryllupsformanden giveren god lykke her og efter døden. Og saa er der atter en, som uddeler brændevin. Og da gives den fineste vin, naar de har givet gaverne. Og naar de er færdig med at holde bryllup, saa holder formanden en lille tale og synger af salmebogen en salme. Og talens indhold er saaledes, at han ønsker lykke for det unge par og for alle bryllupsgæsterne. Og brudgommen og bruden takker for det, at de er kommen «at frydes med os over den nye lykke, som Ibmel bar givet til os to ogsaa, da han har set, at det var godt, at han gav manden kvinden til ledsager, da han saa, at manden ikke bjærgede sig alene». Og naar formanden har udført dette, saa takker bryllupsgæsterne igen tilbage og brudgommen og bruden. Og saa slutter de nu pi med at holde bryllup, og enhver gaar til sit. -----(
100)Matte og Marja var allerede ældre, og de var rige, og de havde 4 børn. Og de levede i enighed og holdt op med at stjæle rener. Og de to var ikke altfor kløgtige, dog var Marja ikke dum; men de forstod ikke at vinde folk for sig. Og en gang da de var alene, saa fik Marja et barn, og der var ingen som helst hjælp. Matte var nødt til at klare sig alene og bjærge sin hustru og barnet, som nylig var blevet født. Og den ældste var 7 aar, og han var til lidt hjælp. Og hjorden blev uden opsyn, og ulvene kom og forfulgte hjorden. Og han saa nok, at ulvene kom og jagede omkring koten. Men han slap ikke ud af koten, da konen havde faaet et barn. Og et menneske gik paa ski just paa den tid i nærheden af koten; men han vidste ikke det, at han var i nød, og han gik ikke ind i Mattes kote. Man overlagde i sine tanker: «Jeg gaar ikke ind i Mattes kote, der løber tiden ikke, jeg gaar til Nilas's kote, Nilas har en hyggelig husmoder, og han er selv venlig». -Og Nilas's hustru havde ogsaa faaet et barn; men Nilas hentede folk, han kunde regne tiden ud, naar hans kone skulde faa barnet, og det var ogsaa en
i
227
hjælp for ham. Men han boede sammen med naboer. Og naboerne vogtede hjorden. Og han og hans hustru var jo ogsaa ven med alle mennesker, skønt han var heftig og kivedes undertiden med alle folk. Men han gjorde det godt igen altsammen og var atter saa god, at han ikke vidste, hvad godt han skulde gøre. Og Elle var et overmaade godt menneske, hun var gæstfri og venlig, og folk syntes meget om hende. Og Nilas var ogsaa godsindet, folk var rare, skønt Nilas ofte blev vred renskilningstiden; men han var dog ikke længe vred, enhver var ham hørig, naar han behøvede hjælp. -Og da Nilas engang var rejst til marked, og hans Elle ikke var med, da drak han saadan, at han ikke vidste noget som helst. Og saa stjal man hans penge allesammen. Og da han stod op og blev ædru, saa saa han, hvorledes det var gaaet, og han vidste ikke, hvad han skulde gøre, og hvem der nu havde stjaalet hans penge. Og saa drak han atter, og da i den vrede gav han sig til at kives med andre drukne mennesker. Og saa blev der slagsmaal, og da blev han slaaet saadan, at han blev enhaandet og i hovedet et stort hul. Dog det var ikke Lapper, men Nordmænd. Og han kunde ikke komme til at købe noget som helst, da pengene var gaaet; men folk købte alt for ham og trak ham selv til sidaen. Og da Elle hørte det, sagde hun: «Man skal jo tage imod modgang ogsaa, da er medgangen
ogsaa nær" Og da blev Nilas saa glad, at han ikke huskede noget som
helst. Og saa lod de Nuvtes Sara hente; hun havde lært af sin fader at
være doktor. Og da hun kom, saa gjorde hun saadan, som hendes fader
plejede at hjælpe, saa kom hans haand sig hurtigt. Og han gjorde
løfte, at han ikke vilde gaa at drikke, og for det andet, at han ikke
vilde tage alene til marked. Hvis han ikke havde ladet Elle blive tilbage,
da vilde det ikke være gaaet ham saaledes, som det gik.
Og næste aar vandrede Nilas ene om, og saa fandt han en gammel nedgravet skat, og der var mange penge, og de havde ikke navn, hvis de var. Og saa fik han selv alle de penge.
(101)Fortælling om Mahte.
Da Matte nu var i saadan knibe, saa tænkte han, at han var nok
dum, som skilte sin sida fra de andre, naar hustrnen var frugtsommelig.
Og de var begge to saa indskrænkede, at de ikke forstod noget derom,
hvorledes tiden gik, hvornaar konen skulde faa barnet. -Men saa gik
Andaras yngre datter for at se til sin søster, og saa kom hun, og
da var Marja allerede saadan, at hun ikke kendte sin søster, saa syg var
hun. Og saa gik hun for at hente flere folk. -Men Marja var syg i 3
I 5•
228
maaneder. Og ulven dræbte 40 stkr. rener. Og hjorden sultede, saadan at renerne udmattedes. Og deri er en advarsel, at man skal ikke sætte sin kote ensom, naar man ikke har reservefolk, og konen er frugtsommelig.
Selv om han endnu ikke blev fattig, blev hans kone dog fra den tid sygelig, hun maatte staa op, før hun var bleven rask. Og hun kom ogsaa til at fryse, og hun fik kuldesyge fra den tid; hun blev ikke mere saa rask som før.
Joigning begynder. En ung mands sang:
Store listige v. v. v. n. n. n. ikke en eneste har vidst, om han er fisk eller fugl v. v. v. n, n. n. I læsiden med storbjælden (førerenen) græssede han i mag 77 v. v. v. n. n. n. smaagullernes tilflugt, naar nøden kom, naar de blev fundne i tyveri v. v. v. n. n. n.
Og de unge karle ønskede alle den knøs med (naar de gik paa rentyveri); thi han var listig og lavede paa den tid lidt strid mellem Lapperne indbyrdes. -Og de stjal, den ene fra den anden, og den ene udspejdede den anden, naar de var ved at stjæle. Og paa den maade overraskedes de ofte i tyveriet. Og da behøvedes der raad for, hvorledes man skulde slippe løs af sagen. Og derfor ønskede de den listige karl; ham kaldte de de unges konge. Og ham syntes alle om, og han var heller ingen tyv, men dog heller ikke helt skyldfri, dog kom han aldrig i sladder. Han tillod heller ikke at stjæle meget, naar han var til stede. Og folk vidste, at da stjal de ikke meget, naar den karl var i nærheden; men spiserener forbød han dem ikke at stjæle.
Og han var daarlig til at kaste med lasso; men til at løbe var han saa hurtig, at han fulgte en springende ren. Og saa udholdende, at han i et træk løb en mil. Men han plejede ikke at løbe stærkt, naar folk saa det; men de traf at se det, naar han ikke vidste af det, naar han løb efter en bissende renflok, som jager imod vinden alt, hvad de kan strække ud. Og det skal være en hurtig, som følger, naar man har en daarlig hund. Hunden kan nok vende flokken, naar det er en saadan, som kan og gider.
Og om denne samme knøs plejede pigerne ogsaa at joige:
«Med et ord fandt han hjærtet v. v. v. n. n. n. store skælm, hvis han stjal, saa kom det paa de andres hoved v. v. v. n, n. n.•
229
(102) Her begynder renens sang:
Silkebringe, silkebringe v. v. v. n. n. n. som farer lig solstraaler v, v, v, n. n. n, Smaakalvene kalder v. v. v. n. n, n, Og det suser og bruser v. v. v. n. n. n. 18
Joigning er saadan, at naar det er en rigtig dygtig joiger, da er det saa dejligt at høre, at tilhørerne næsten kommer til at græde; men naar det er saadanne joigere, som sværger og skærer tænder og truer med at dræbe renerne ja endogsaa ejeren, da er det ledt at høre.
(103) Koutokæino.
Den tildragelse som kaldtes Koutokæinoforvildelsen, som hændte det aar 1852
L.L. LÆSTADIUS var en præst, som var taler, og han var meget haard og ekstatisk og revsende og indtrængende; men han havde ikke Helligaanden, før han fik den ved en Lappige. Og selv læste han skrifterne og fik klaret, hvor vejen er til himlen eller det evige livs naade. Og han prækede strængt og ihærdigt; dog prækede han haardt loven og dommen og evangeliet og prækede saadan, som der staar i skriften, at man skal stride med et tveægget sværd, og om man ikke forsøger at skære nøjagtig ens med begge ægge eller netop saa meget, som man skal, da er det farligt 79. Og det var, som om Læstadius en tid brugte den ene æg skarpere, thi engang blev der stor forvirring for hans prækens skyld, fordi han prækede næsten for haardt loven og dommen. Og da der var mange mennesker forsamlede fra mange sogne, saa prækede han og foreholdt dem hele tiden vækkelsen. Og da han var den eneste prædikant, saa naaede han ikke overalt at raade og lære dem. Og en del, som var kommen fra Koutokæino, de drog igen tilbage til Koutokæino. Og nu var de vaagnede af syndesøvnen, og for dem var præket loven og evangeliet; men det var, som om loven var præket mest, thi lovekstasen steg disse mennesker til hovedet. De var meget hensynsløse, og kristendommen var dem en hjertesag. Og de begyndte at præke selv, og af denne samme lovekstasc, hvormed de var vækket. Men da Læstaclius ikke var naaet derop at lære og lede dem som det barn, der næsten ikke kan gaa, saa kom de selv til at begynde at ro, og saa gik de netop den gale vej .. Det er jo sagt, at de, som giver sig til at flyve før vingerne bærer, de falder i møghullet. Det er gaaet saadan for dem den gang, og det gaar nok endnu paa samme maade med aandelige sager og ligeledes med verdslige sager.
Fortælling om dem, som drog til Koutokæino.
Da de var bleven kristne ved Læstadius ord, blev deres hu brændende, og de begyndte at efterligne Læstadius. De prækede og fordømte alle dem, som (104) ikke gav sig til at følge dem. Og de blev allerede en iille flok.
Og derefter tog de endnu haardere fat. Og de begyndte at ophidses saadan, at de forlod deres sidaer og gav sig til at følge de andre sidaer og prækede det, som de havde hørt Læstadius præke, men de huskede ikke andet end at dømme til helvede alle dem, som ikke fulgte dem og gav sig til at præke paa samme maade som dem. Og da de fremdeles fik flere folk, saa blev de endnu haardere, og deres forstand forvirredes
stadig mere. Og de begyndte at besværge folk stærkt til at folge dem. Og da de ikke fik dem ved, at de fordømte dem, saa gav de sig til at slaa og dømme til helvede og bande og bespytte dem, som ikke beOg Ja det havde varet en tid, saa blev de dertil saadan, at engyndte.
hver roste sig selv: "Jeg er højere end du., Og den næste sagde: ,Jeg "Jeg er saa høj som Gud.• Den
er endnu højere., Og en anden sagde: tredje sagde: "Jeg er endnu højere end Gud. Og de sagJe, at de sku!Je vinde hele verden. "Og om vi ikke vinder paa anden maade, saa fører vi krig, og vi vinder sikkert hele verden., Og de truede allerede med at begynde striden; men folk troede det ikke; dog frygtede de Lapper, som saa, at de pryglede de Lapper, som ikke gav sig til at følge dem. Og at en og anden blev nodt til modvillig at
omsider blev det jo saadan,
indvillige i deres tro, for at de skulde holde op at prygle. Og saa skulde at dømme og forbande de syndige, som ikke fulgte deres
de begynde vilje. Og i mange aar var de inde i saadan en taage, og flokken fik de
større og større. Og saa kom deres hoveder ind i endnu værre taage, saa meget ogsaa, at de begyndte at tilegne sig bøddelvirksomhed. Og dem til
dette mørkets at bejde blev udført af dem, cla loven var stegen hovedet. Og de begyndte at dræbe herrerne, først. Og det blev endelig fuld alvorlig strid. Men saadanne Lapper var der, som gav sig til at
kæmpe imod.
Det var kirkebyen ved navn Koutokæino, som de gav sig til at afbrænde, og de dræbte mennesker. Kobmanden og lensmanden naaede de allerede at dræbe. Og saa slap der en Lap afsted til en anden lille by hvis Navn Og de gav sig til at samle folk fra de Lapsidaer, som var i
var þÿ A uı
i . Og da de fik lidt folk, saa drog de straks afsted allesammen,
nærheden. kvinderne ogsaa. Og om natten kørte de ud paa den færd. Og det forstaar nok enhver, at da var det ikke fornøjeligt at køre til kirkebyen. Og de kom om morgenen, da det lige var ved at lysne, og de bandt renerne paa den udvendige side af gærdet. Og stave havde de som vaa232
ben. Og de var en mindre flok, men de var ikke bange for amlet en<lkøbmandens bøsse, hvis de (andre) havde fundet den, og det havde de jo;dog det fik ikke hjælpe, afsted maatte de, enten de saa blev dræbte eller ej.Men det var spørgsmaalet, hvem turde gaa foran? Og saa gik de tostærkeste og største mænd. De mænds navn var, den ene 0. 0.
Thuuri, og <len andens navn var Juffu. Og da de kom tilsyne, saa opdagede
deres vogter (de forvildedes vogter) dem og begyndte at raabe:
«Se der kommer krigsfolk, vi gaar imod dem, vi vinder nok!, Og de
sprang afsted og raabte saa højt, som de havde stemme til. Og da de
mødte dem, saa begyndte de at slaa med knipler. Og da saa de nøgterne
folk, at det var bedst at give sig til at værge sit liv. Og saa begyndte<le at slaa med kniplerne, og saa sloges de som ulve. Og de saa, at deklarede sig godt; men saa skød de paa 0. 0. Thuuri,
dog var det rimeligvis ikke med hagl, men kun krudt. Han fortalte, at det (105)kun sværtedehans pels. -Jeg har hørt det af ham selv mange gange, jeg er hanssøn, og han har fortalt dem utallige gange, alle de hændelser. Og dennekrig var rigtig krig. De slog dem kun til de besvimede, og andre bandtdem cfterhaanden. Og da de var færdige med den kamp og havde bundet
dem, saa sprang de hurtigt afsted for at se, om præsten endnu var levende. Og da de kom til præstegaarden, saa saa de, at vinduerne var
knuste og vogtere foran hvert vindu, og mange spaaner allerede indstukne(til ildspaac;ættelse). Og da 0. Thuuri kom, saa raabte han med høj røst,
saadan som hans rost var, som en lille torden, den kunde nok forskrække,
naar den uventet lød. Han raabte: «Er præsten endnu levende?, Desvarede: «Levende er han, men han er bunden.•
Og saa skreg han endnuhaardere: « Slip ham løs, og det i en fart, om I vil, at det skal gaa jer
godt!, Og saa slap de. Og han (Thuuri) løb selv overalt for at se, omder var fare (for ild) nogen steder. -Og da præsten slap løs, saa styrtede han Thuuri om halsen og græd højt og takkede, fordi han kom ogfrelste hans liv. -Og saa havde de da vundet,
der blev rigtignok enaf de forvildede slaaet ihjel i den kamp; men det regnede loven ikke foren forbrydelse. Og saa sendte man de bundne mennesker
til Norge. Ogde blev forhørt i Alahæjo eller Bossekop. Og det varede hele vinterenhver dag. Og nogle af de forvildede gav sig paa flugt til højfjældet med
hele sidaen, da de saa, at de ikke var saa stærke, som de mente. Ogsaa kom der bud fra kronens folk, at man skulde fange dem alle, ogde drog af og hentede hele den sida, og de vendte tilbage. Og dissederes hjorder solgte kronens folk ved auktion. Og af de smukke renerblev mange købt hertil ogsaa af Jukkasjærvilapper. -Og da de havdefaaet alle sagerne udredt gennem megen granskning, saa dømtes nogletil langt fangenskab, til I 2 aar og til 6 aar. Og to halshuggedes, lige
233
som de jo havde myrdet to andre ogsaa, lensmanden og købmanden. Liv for liv og tand for tand. --Og nogle af dem (fangerne) blev store lærde mænd. En var saadan, at han har oversat mange bøger fra norsk til lappisk, og kunde for lærdoms skyld have været tjenlig til præst; men han havde gjort saa stor en forbrydelse, at loven ikke kunde tillade det. Og den præst, som havde været i livsfare, han tillod det aldeles ikke; og han var jo den gang naaet til at blive biskop, og derfor havde han stor magt til at hindre det efter loven. Og han vandt let den sag saadan, som han vilde.
Yderligere beretning om, da Koutokæinoherrerne ikke kunde staa sig imod de enfoldige Lapper, som slog dem og tilsidst dræbte dem.
Det var paa den maade, som det havde været i mange aar med denne forvildelse, de samme trudsler, at de skulde vinde alle, hele verden. Og herrerne vidste, at det skele aldrig, at de vandt noget som helst andet end en og anden af de dummeste Lapper, saadan som det ogsaa gik, dog saaledes, at de var farlige. Men Koutokæinoherrerne troede ikke, at de skulde tage saa haardt fat og med saa stort had til dem. Hvis de havde troet det, da vilde de have sørget for vaaben og, om det saa var, nogle krigsfolk, hvormed de havde tilintetgjort hele skaren; men (106) de vilde slet ikke tro det saadan, som det var. Og da de hørte, at nu havde de begyndt striden paa kraft, og det sagdes til dem, at de skulde give sig til at søge hjælp, saa svarede de, at det havde man hørt før, og alligevel var det ikke blevet værre eller farligere. Og vantro er jo del, som gør mange ting anderledes. .
Og da de forvildede kom til kirkebyen, ved navn Koutokæino, saa
gav de sig til at tvinge alle og enhver til bekendelse, herrerne endnu
strengere. Dem slog de saa haardt som tyvehunde. Og afdøde Ruth
(købmanden) løb de efter op paa loftet og stak ham med kniven i skulderen,
og dræbte ham der. Og blodet flød igennem loftsgulvet ned. Og
derefter brændte de hele gaarden. Og den anden (lensmanden) dræbte
de ogsaa og brændte. Og paa den maade udførte de disse triste gærninger.
Og præsten pinte de saa sørgeligt, at man ikke kan beskrive det.
De bandt ham fast, og slog ham saa haardt, at han af og til besvimede.
Og da de forvildede kom tilbage fra fangenskabet, da var de aldeles
fattige, de havde ikke en eneste ren; saa var de nødt til at begynde at
tjene andre Lapper, selv om de jo næsten havde glemt Laparbejde. Men
der var dog ikke anden tilflugt end at give sig til at udføre det samme
234
arbejde, som de havde lært i ungdommen, det huskede de dog hurtigst. Og deres slægtninge hjalp ogsaa, gav ogsaa lidt klæder og føde, indtil de begyndte at arbejde og tjene sig nogle midler. Og somme giftede sig ogsaa. -
Den præst blev Thuuri saa god en ven, at han vilde være gudfader til hans søn, og det blev han. Og præsten Hvoslef har været gudfader til den, som skriver dette 80 .
(107) Fortælling om Laplands ukendte dyr.
T LAPLAND er det land, hvor der findes saadanne dyr, om hvem menneskene ikke rigtig ved, hvordan de bjærger sig; men nok ved folk det, at paa en del af jorden er en slags dyr, saadanne mindre værdifulde dyr, som lever paa de steder, hvor andre dyr ikke kan klare sig. Og disse dyr slipper menneskene ikke ind paa bedre jord, endskønt de ikke ved sikkert, hvordan de bjærger sig der, hvor de er. Menneskene
slipper ikke disse dyr nogen steder hen, folk mener, at det ikke er heldigt at lade dem gaa saadan saa vidt ud heller; naar de har bjærget sig
til nu, kan de vel ogsaa bjærge sig med mindre land. " Vi behøver selv
jord, og om vi heroppe finder land, hvorpaa vi kan bjærge os, skræmmer vi dem bort derfra, hvor man finder saadan jord, hvor vi kan klare os og opholde os (og derhen), hvor landet er ubrugeligt for os. Nok har disse dyr været overalt paa de gode jorder; men vore forfædre har skræmt dem bort; og disse dyr er lette at skræmme, de er meget sky;
ejheller er det da farligt, om de ikke skulde klare sig saa godt, de behøver ikke at formere sig, og ikke er det farligt, om de har det daarligt og bliver pinte, de er vante til det liv•. Ejheller er menneskene nogen sinde gaaet ind iblandt dem for rigtig at undersøge, om end de nok langt borte fra har set med en kikkert, at der er dyr her, og at de lever; men dog ved menneskene ikke sikkert, hvordan de lever. En del af menneskene mener, at disse dyr lever særdeles godt, og mulig ogsaa nogle ønskede, at de skulde leve godt, ogsaa de dyr, da det dog er saadanne dyr, som ikke gør fortræd, endskønt nogle mennesker holder dem for at være skadelige og fortæller dette til saadanne folk, som intet ved om, at de er skadelige, og disse mennesker har lyst at tilintetgøre dem; men en del af rigets øvrighed giver dog endnu ikke tilladelse til at ødelægge de dyr. Og nok var der en del mennesker som, om de vidste dyrenes besværligheder og daarlige forhold, ikke kunde lade være at sørge, nok græd de mange gange, naar dyrene maatte taale saa megen
pine, sult og kulde. Men en del mennesker vilde dræbe dem, som var
de elsdyr 81 , om det mulig var tilladt; men da det ikke er tilladt at dræbe
dem, saa bliver de nødt til at lade dem leve; men dog kan de faa øvrigheden
til at tro sig saavidt, at den giver tilladelse til at fortrænge dem mere og mere paa den maade, at de indskrænker deres land lidt efter lidt, og om det bliver ved at gaa, som (108)det er gaaet hidtil med jordens indskrænkning, saa ødelægges de dyr og kun gennem lidelse, som nok er imod dyrplageriloven. -Om disse dyr havde en husbond, og han forstod, hvorledes de led, saa købte han mulig mere jord til dem, men da de ikke har en saaclan rigtig husbond, saa bliver det for dem at være under lidelsen indtil døden, hvilket er en sørgelig sag for den, som tænker og forstaar. Men den, som skriver dette, ønsker dog, at naadcn maatte lyse for deres øjne ogsaa som for de andre jordens skabninger, hvilke er skabte af samme Gud.
Tilsidst være vi i Guds skød, som barnet paa sin moders knæ, hvor det har sin bedste tilflugt.