VILDANDEN SKUESPIL I FEM AKTER AF HENRIK IBSEN KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) GRÆBES BOGTRYKKERI 1884 ​ ​VILDANDEN ​ 10​​Personerne GROSSERER WERLE, værksejer o. s. v. GREGERS WERLE, hans søn GAMLE EKDAL HJALMAR EKDAL, den gamles søn, fotograf GINA EKDAL, Hjalmars hustru HEDVIG, deres datter, 14 år FRU SØRBY, grossererens husbestyrerinde RELLING, læge MOLVIK, forhenværende teolog BOGHOLDER GRÅBERG PETTERSEN, grossererens tjener LEJETJENER JENSEN EN BLEGFED HERRE EN TYNDHÅRET HERRE EN NÆRSYNT HERRE SEX ANDRE HERRER, middagsgæster hos grossereren FLERE LEJETJENERE Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal. ​ ​ 11​​FØRSTE AKT I grosserer Werles hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor sés en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen. Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to–tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale holdes; bravoråb og så atter summende samtale. PETTERSEN tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby. LEJETJENER JENSEN flytter en lænestol frem Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem? PETTERSEN Fan’ véd. ​ 12JENSEN For han har nok vær’t en svær buk i sine dage. PETTERSEN Kanske det. JENSEN Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de. PETTERSEN Ja. Sønnen kom hjem igår. JENSEN Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn. PETTERSEN Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdals-værket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset. ​EN LEJETJENER i døren til den anden stue De, Pettersen, her er en gammel fyr, som – PETTERSEN mumler Hvad fan’, kommer her nu nogen! ​Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart. ​ 13PETTERSEN går imod ham Jøss’, – hvad vil De her inde? EKDAL i døren Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen. PETTERSEN Kantoret er stængt for en time siden, og – EKDAL Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger mod tapetdøren) Har gåt den vejen før. PETTERSEN Ja, De får så gøre da. (åbner døren) Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede. EKDAL Ved det nok, – hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (mumler sagte) Torsk! Han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham. JENSEN Hører han også til kantorfolkene? ​PETTERSEN Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær’t en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal. ​ 14JENSEN Ja, han så ud som noget af hvert. PETTERSEN Ja da; han har vær’t løjtnant, kan De tænke. JENSEN Å fan’, – har han vær’t løjtnant! PETTERSEN Ja gu’ har han så. Men så slog han sig nok på skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha’ gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen. ​JENSEN Han kan da ikke ha’ stort at spandere for, han. PETTERSEN Jøss’, Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal ​være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med. JENSEN Har han spillet bankerot da? PETTERSEN Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen. ​ 15JENSEN På fæstningen! PETTERSEN Eller kanske det var i bodsfængslet – (lytter) Hys, nu går de fra bordet. Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle. FRU SØRBY i forbigående til tjeneren Pettersen, vil De la’ kaffeen servere inde i musiksalen. PETTERSEN Ja vel, fru Sørby. Hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej. EN BLEGFED HERRE til en tyndhåret Puh, – den dinér – det var et drøjt stykke arbejde! ​DEN TYNDHÅREDE Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer. DEN FEDE HERRE Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre! ​ 16EN TREDJE HERRE Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen. DEN FEDE HERRE Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke. DEN TYNDHÅREDE dæmpet Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du. DEN FEDE HERRE Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner. De ler og går ind i stuen. ​GROSSERER WERLE dæmpet og forstemt Jeg tror ikke nogen la’ mærke til det, Gregers. GREGERS ser på ham Hvilket? ​WERLE La’ ikke du heller mærke til det? GREGERS Hvad skulde jeg lægge mærke til? WERLE Vi var tretten til bords. ​ 17GREGERS Så? Var vi tretten? WERLE med et blik mod Hjalmar Ekdal Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige) Vær så artig, mine herrer! Han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre. HJALMAR som har hørt samtalen Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers. GREGERS Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be’ min eneste og bedste ven – HJALMAR Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset. ​GREGERS Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. – Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten–sytten år. HJALMAR Er det så længe siden? GREGERS Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble’t fyldig og svær. ​ 18HJALMAR Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang. GREGERS Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget. HJALMAR i dystrere tone Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås. GREGERS sagtere Hvorledes går det din far nu? ​​HJALMAR Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. – Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket. GREGERS Dejlig ensomt har jeg havt det, – havt god anledning til at gruble over mangt og meget. – Kom her; lad os gøre os det hyggeligt. Han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af. ​ 19HJALMAR blødt Du skal dog ha’ tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har noget imod mig. GREGERS forundret Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha’ noget imod dig? HJALMAR I de første årene havde du det dog. GREGERS Hvilke første år? ​HJALMAR Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble’t trukket med ind i disse her – å, disse her skrækkelige historierne! GREGERS Og derfor skulde jeg ha’ noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind? HJALMAR Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det. GREGERS studser Far! Ja så. Hm. – Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, – ikke med et eneste ord? ​ 20HJALMAR Ja. GREGERS Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf? HJALMAR Din far sa’, det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting. ​​GREGERS ser hen for sig Nej, nej, kanske han kunde ha’ ret i det. – Men sig mig nu, Hjalmar, – finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling? HJALMAR sukker let Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far, – skammen og skændselen, Gregers – GREGERS rystet Ja vel, ja. Ja vel. HJALMAR Jeg kunde jo ikke tænke på at bli’ ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg – GREGERS Hm – ​ 21HJALMAR Nå, så syntes jeg det var bedst – sådan med et ryk, ser du – at komme ud af alle ​gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig – GREGERS Gjorde far? HJALMAR Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta’ penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro. GREGERS Og alt det har far kostet? HJALMAR Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig. GREGERS Ikke et ord om at det var ham. Han må ha’ glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far –! HJALMAR Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske – ved du ikke det heller? ​​ 22GREGERS Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. – (ryster ham i armen) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, ​hvor alt dette her glæder mig – og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel – i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed – HJALMAR Samvittighed –? GREGERS Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far. – Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand? HJALMAR Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra’ en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse. GREGERS lidt forundret Nej, det er hun da vel ikke. HJALMAR Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig –; og så kommer der jo ​jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen. GREGERS Gina? ​ 23HJALMAR Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina? GREGERS Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke – HJALMAR Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid? GREGERS ser på ham Er det Gina Hansen –? HJALMAR Ja, naturligvis er det Gina Hansen. GREGERS – som styred huset for os det sidste år mor lå syg? HJALMAR Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig. ​GREGERS som har rejst sig Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at – (går om på gulvet) Jo, bi lidt; – kanske dog alligevel – når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen) Hør, ​sig mig, du, Hjalmar –; dette her er morsomt –; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina – med din hustru? ​ 24HJALMAR Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom –; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa’ hun op og flytted. Det var året før din mor døde, – eller kanske det var samme år. GREGERS Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter? HJALMAR Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse. GREGERS Og det var du kanske så heldig at komme over? ​HJALMAR Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der, – ser du, – der var det egentlig jeg lærte Gina at kende. GREGERS Og så blev det til forlovelse? HJALMAR Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden –; hm – ​ 25GREGERS rejser sig og driver lidt om Sig mig, – da du var ble’t forlovet – var det da, at far lod dig –; jeg mener, – var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering? HJALMAR Ja netop. For jeg vilde jo gerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere. GREGERS Det passed da vidunderlig godt sammen. ​HJALMAR fornøjet, rejser sig Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen? ​GREGERS Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han. HJALMAR bevæget Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du. FRU SØRBY kommer ind med grosserer Werle under armen Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det. ​ 26WERLE slipper hendes arm og fører hånden over øjnene Jeg tror næsten, De har ret i det. Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsenterbrætter. FRU SØRBY til gæsterne i den anden stue Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha’ et glas punsch, så må han umage sig her ind. DEN FEDE HERRE kommer hen til fru Sørby Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed? ​FRU SØRBY Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre. DEN TYNDHÅREDE HERRE Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby? FRU SØRBY Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen. DEN TYNDHÅREDE Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke? FRU SØRBY Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle. ​ 27De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om. WERLE til Hjalmar, henne ved et bord Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal? HJALMAR Det er bare et album, herr grosserer. DEN TYNDHÅREDE som driver omkring Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem. ​DEN FEDE HERRE i en lænestol Har De ikke taget nogen med af Deres egne? ​HJALMAR Nej, jeg har ikke. DEN FEDE HERRE Det skulde De ha’ gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder. DEN TYNDHÅREDE Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De. EN NÆRSYNT HERRE Og alle bidrag modtages med taknemmelighed. FRU SØRBY Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbejde for føden, herr Ekdal. ​ 28DEN FEDE HERRE I et godt madhus er det en ren fornøjelse. DEN TYNDHÅREDE Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så – FRU SØRBY Det har De ret i! De fortsætter under latter og spøg. ​GREGERS sagte Du må snakke med, Hjalmar. HJALMAR med en vridning Hvad skal jeg snakke om. DEN FEDE HERRE Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven? WERLE ved kaminen Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også. DEN FEDE HERRE Ja, den smagte mærkværdig delikat. HJALMAR usikker Er der nogen forskel på årgangene? ​ 29DEN FEDE HERRE ler Nej, De er god! WERLE smiler Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for. ​DEN TYNDHÅREDE HERRE Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal. Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så? HJALMAR Jo, lyset gør visst sit. FRU SØRBY Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges. ​DEN TYNDHÅREDE Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed! DEN NÆRSYNTE HERRE Fruen producerer sig – DEN FEDE HERRE – og det på vor bekostning. (truer) Fru Berta, fru Berta! FRU SØRBY Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste. DEN NÆRSYNTE HERRE Regner De mig til de gamle! ​ 30FRU SØRBY Å langt ifra. ​DEN TYNDHÅREDE Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby –? DEN FEDE HERRE Ja, og jeg! Hvad årgange regner De os til? FRU SØRBY Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer. Hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser med hende. WERLE Fru Sørby finder altid en udvej – når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer! – Pettersen, å, sørg for –! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers rører sig ikke) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet. Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren. GRÅBERG Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud. WERLE Nå, er De nu ble’t låset inde igen? ​ 31GRÅBERG Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne – WERLE Nå, så gå De bare her igennem. ​GRÅBERG Men der er én til – WERLE Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke. Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret. WERLE uvilkårligt Uf da! Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen. ​EKDAL ser ikke op, men gør korte buk til siderne i det han går og mumler Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket; – porten lukket. Ber om forladelse. Han og Gråberg går ud i baggrunden til højre. WERLE mellem tænderne Den forbistrede Gråberg! GREGERS med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar Men det var da vel aldrig –! ​ 32DEN FEDE HERRE Hvad er det for noget? Hvem var det? GREGERS Å, det var ingen; bare bogholderen og én til. ​DEN NÆRSYNTE HERRE til Hjalmar Kendte De den manden? HJALMAR Jeg ved ikke –; jeg la’ ikke mærke til – DEN FEDE HERRE rejser sig Hvad pokker er der dog i vejen? Han går hen til nogle andre, som taler dæmpet. FRU SØRBY hvisker til tjeneren Stik noget til ham derude; noget rigtig godt. PETTERSEN nikker Skal så gøre. (går ud) GREGERS sagte og rystet, til Hjalmar Det var altså virkelig ham! HJALMAR Ja. GREGERS Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham! ​ 33HJALMAR hvisker hæftigt Men kunde jeg da –! ​GREGERS – kendes ved din far? HJALMAR smerteligt Å, hvis du var i mit sted, så – Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed. DEN TYNDHÅREDE nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og Gregers Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha’ ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke – HJALMAR Tak, jeg skal ikke ha’ – ​DEN FEDE HERRE Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt. HJALMAR Jeg kan desværre ikke huske noget. DEN FEDE HERRE Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle? Begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue. ​​ 34HJALMAR dystert Gregers, – jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du –. Sig din far farvel fra mig. GREGERS Ja, ja. Går du lige hjem? HJALMAR Ja. Hvorfor det? GREGERS Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden. HJALMAR Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers, – især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen. FRU SØRBY har nærmet sig, dæmpet Går De, Ekdal? HJALMAR Ja. FRU SØRBY Hils Gina. HJALMAR Tak. ​FRU SØRBY Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene. ​ 35HJALMAR Jo, tak. (til Gregers) Bliv her. Jeg vil forsvinde ubemærket. Han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue og ud til højre. FRU SØRBY sagte til tjeneren, som er kommen tilbage Nå, fik så den gamle noget med? PETTERSEN Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak. FRU SØRBY Å, De kunde da fundet på noget bedre. PETTERSEN Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved. DEN FEDE HERRE i døren med et notehæfte i hånden Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby? FRU SØRBY Ja nok; lad os det. ​GÆSTERNE Bravo, bravo! Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren. ​​ 36GREGERS Far, vil du ikke vente lidt? WERLE standser Hvad er det? GREGERS Jeg må tale et ord med dig. WERLE Kan ikke det vente til vi blir alene? GREGERS Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene. WERLE kommer nærmere Hvad skal det sige? Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra musiksalen. GREGERS Hvorledes har man her kunnet la’ den familje så ynkeligt forkomme? WERLE Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. ​ 37GREGERS Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær. ​WERLE Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også. GREGERS sagte Var han virkelig den eneste skyldige. WERLE Hvem ellers, mener du! GREGERS Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb – WERLE Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, – dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig. GREGERS Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig. WERLE Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden. ​​ 38​GREGERS Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var. WERLE Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers, – her i byen er de historier glemt for længe siden – for mit vedkommende. GREGERS Men den ulykkelige ekdalske familje da! WERLE Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi’ næring til alskens mistanke og folkesnak – GREGERS Mistanke –? Nå så, ja. WERLE Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, ​og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd – GREGERS uden at se på ham Hm; tviler ikke på det. ​ 39WERLE Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig. GREGERS smiler koldt Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre. WERLE studser Hvad mener du med det? GREGERS med tilkæmpet mod Har du bogført, hvad det kosted dig at la’ Hjalmar Ekdal lære fotografering? WERLE Jeg? Hvorledes bogført? GREGERS Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig i stand til at etablere sig. ​​WERLE Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig voldt mig udgifter nok. GREGERS Har du bogført nogen af de udgifter? ​ 40WERLE Hvorfor spør’ du om det? GREGERS Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, – den tid, da du tog dig så varmt af din gamle vens søn, – var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig? WERLE Ja, hvor pokker, – hvor kan jeg efter så mange års forløb –? GREGERS Du skrev mig den gang et brev til, – et forretningsbrev naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen. WERLE Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så. GREGERS Men du skrev ikke noget om, at den frøken ​Hansen var Gina Hansen, – vor forhenværende husjomfru. WERLE ler spotsk, men tvungent Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru. GREGERS Det gjorde jeg heller ikke. Men – (sænker stemmen) her var nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for hende. ​ 41WERLE Hvad mener du med det? (bruser imod ham) Du sigter da vel aldrig til mig! GREGERS sagte, men fast Jo, jeg sigter til dig. WERLE Og det vover du –! Det understår du dig –! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen –; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser! GREGERS Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt. ​​WERLE Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? GREGERS Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende. WERLE Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, – I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig. GREGERS Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde. ​ 42WERLE Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle. – Og så går du og bærer på en slig mistanke, – går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta’ dig noget nyttigere til. GREGERS Ja, det turde jo nok være på tiden. ​WERLE Så vilde kanske også dit sind bli’ lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig. GREGERS Ja, dersom jeg var så ganske viss på det. WERLE Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli’ uafhængig, din egen herre i et og alt. GREGERS Så? Og på hvad måde –? WERLE Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks – hm – ​ 43GREGERS Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det. ​WERLE Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet. ​GREGERS Jeg! I dit firma? Som kompagnon? WERLE Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket. GREGERS Vilde du? WERLE Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli’ noget svage. GREGERS Det har de jo altid været. WERLE Ikke som nu. Og så desuden, – omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe – i al fald for en tid. GREGERS Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig. ​ 44WERLE Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi er jo ​dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med hinanden. GREGERS Sådan i det ydre, mener du vel? WERLE Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte kunne la’ sig gøre? Hvad? GREGERS ser på ham med kolde øjne Her stikker noget under. WERLE Hvorledes det? GREGERS Der må være noget, som du har brug for mig til. WERLE I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden. GREGERS Ja, man siger jo så. WERLE Jeg vilde gerne ha’ dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har ​altid følt mig ensom, – hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha’ nogen om mig. – ​ 45​GREGERS Du har jo fru Sørby. WERLE Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble’t mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; – og det kan jeg så sårt trænge til. GREGERS Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det. WERLE Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli’ ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det. GREGERS Å, når en mand gir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt. WERLE Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, – selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og ​bagvaskelse og sligt noget –? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse – GREGERS afbryder ham Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende? WERLE Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så? ​ 46GREGERS Ja, det spør’ jeg også. Hvad så? WERLE Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod? GREGERS Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde. WERLE Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde – GREGERS Jeg er ikke overspændt. WERLE Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst. ​Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag. GREGERS ser ufravendt på ham Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bruge mig til. ​WERLE Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk! GREGERS Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; – ikke på to mands hånd i al fald. (ler kort) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det! ​ 47WERLE Hvor tør du tale i den tone! GREGERS Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta’ sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen – på pietetens vinger – er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den ​stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden. WERLE Gregers, – jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg. GREGERS sagte Jeg har set dig på for nært hold. WERLE Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt) Men du skulde huske på, at de øjne var – omtåget en gang iblandt. GREGERS bævende Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær’ skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse –! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer – å! WERLE trækker på skuldrene Ord til andet, som om jeg hørte din mor. ​ 48GREGERS uden at agte på ham – og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget, – lever ​under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (et skridt nærmere) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er ​det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene. WERLE Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to. GREGERS bukker behersket Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går. WERLE Går du! Ud af huset? GREGERS Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for. WERLE Hvad er det for en opgave? GREGERS Du vilde bare le, ifald du hørte det. WERLE En ensom mand ler ikke så let, Gregers. ​GREGERS peger ud mod baggrunden Se, far, – der leger kammerherrerne blindebuk med fru Sørby. – God nat og far vel. ​ 49Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue. WERLE mumler hånligt efter Gregers He –! Stakker, – og så siger han, at han ikke er overspændt! ​ 50​ ​​ 51​ANDEN AKT Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet. Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog. GINA skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger hun Hedvig! Hedvig hører det ikke. GINA højere Hedvig! ​​ 52HEDVIG tar hænderne fra og ser op Ja, mor? GINA Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer. HEDVIG Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt! GINA Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne. HEDVIG lukker bogen Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han. GINA lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet hæfte på bordet Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag? HEDVIG Det var 1 krone og 65 øre. ​GINA Det er rigtig. (noterer) Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost, – lad mig se – ​(noterer) – og så var det til skinke – hm – (summerer) Ja, der har vi straks – HEDVIG Og så kommer øllet til. ​ 53GINA Ja, det forstår sig. (noterer) Det løber op; men det må jo til. HEDVIG Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude. GINA Nej; og det var jo bra’. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne. HEDVIG Tænk, – blev det så meget! GINA Akkurat otte kroner og femti. Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene. HEDVIG Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle? GINA Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte ​bud efter ham. (lidt efter) Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre. HEDVIG Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be’ fru Sørby om noget godt til mig. ​ 54GINA Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro. HEDVIG tegner fremdeles Lidt sulten er jeg næsten også. Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren. GINA Hvor sent bedstefar kommer hjem idag. EKDAL De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem – hm. HEDVIG Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar? EKDAL Hele pakken her. Vil du bare se. ​GINA Det var jo bra’. ​HEDVIG Og i lommen har du også en pakke. EKDAL Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra sig i krogen) Det blir arbejde for lang tid, dette her, Gina. (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside) Hys! (kikker en stund ind i rummet ​ 55og skyder atter døren forsigtigt for) He-he! De sover såmænd alle i hob. Og hun selv har lagt sig i kurven. He-he! HEDVIG Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar? EKDAL Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den øverste dør til venstre) Jeg finder vel fyrstikker? GINA Fyrstikkerne står på kommoden. Ekdal går ind i sit værelse. HEDVIG Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen. GINA Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling. HEDVIG Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration. ​GINA Det også, ja. Kort taushed. ​ 56HEDVIG Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu? GINA Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det. HEDVIG Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor? GINA Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort. HEDVIG Men det behøves ikke ikveld. GINA Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte. HEDVIG Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld ​er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang. ​GINA ser over til hende Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne? ​ 57HEDVIG Ja, for så blir her mere fornøjeligt. GINA tænker hen for sig Å ja, der er noget i det. Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre. GINA vender sig halvt på stolen Skal bedstefar ha’ noget i køkkenet? EKDAL Skulde så, ja. Bliv bare siddende. (går ud) GINA Han roder da vel ikke med gløderne derude? (venter en stund) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til. Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende vand. HEDVIG Henter du varmt vand, bedstefar? EKDAL Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg ​må skrive; og så er blækket ble’t jørmet som en grød, – hm. GINA Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo sat ind. ​ 58EKDAL Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha’ nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, – hm. Han går ind i sit værelse. Gina og Hedvig ser på hinanden. GINA sagte Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra? HEDVIG Han har visst fåt af Gråberg. GINA Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig. HEDVIG Så må han ha’ fåt sig en flaske på borg et steds. GINA Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget. Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en grå filthat, kommer ind fra højre. ​GINA kaster sytøjet og rejser sig Nej men, Ekdal, er du alt der igen! ​HEDVIG samtidigt, springer op Tænk, at du kommer nu, far! HJALMAR sætter hatten fra sig Ja, nu gik nok de fleste. ​ 59HEDVIG Så tidlig? HJALMAR Ja, det var jo et middagsselskab. (vil trække yderfrakken af) GINA Lad mig hjælpe dig. HEDVIG Jeg også. De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på bagvæggen. HEDVIG Var der mange der, far? HJALMAR Å nej, ikke mange. Vi var så en 12–14 personer til bords. ​GINA Og du fik vel snakke med dem alle sammen? HJALMAR Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la’ beslag på mig. GINA Er Gregers lige styg endnu? HJALMAR Nå, han ser jo ikke videre godt ud. – Er ikke den gamle kommet hjem? ​ 60HEDVIG Jo, bedstefar sidder inde og skriver. HJALMAR Sa’ han noget? GINA Nej, hvad skulde han sige? HJALMAR Nævnte han ikke noget om –? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. GINA Nej, nej, det er ikke værdt – HJALMAR Hvorfor ikke det? Sa’ han, at han ikke vilde ha’ mig ind? ​GINA Han vil nok ikke ha’ nogen ind i kveld – HEDVIG gør tegn Hm-hm! GINA mærker det ikke – han har været her og hentet sig varmt vand – HJALMAR Aha, sidder han og –? GINA Ja, han gør nok det. ​ 61HJALMAR Herre gud, – min stakkers gamle hvidhårede ​far –! Ja, lad ham så bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer fra sit værelse. EKDAL Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som snakked. HJALMAR Jeg kom nu netop. EKDAL Du så mig nok ikke, du? ​HJALMAR Nej; men de sa’, du var gåt igennem –; og så vilde jeg følge dig. EKDAL Hm, snilt af dig, Hjalmar. – Hvad var det for nogen, alle de folk? HJALMAR Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre – så og så; jeg ved ikke – EKDAL nikker Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer. ​ 62GINA Ja, det er nok svært fint i det huset nu. HEDVIG Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op? HJALMAR Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha’ mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til. EKDAL Fik de dig ikke til det, du? ​GINA Det kunde du da gerne ha’ gjort. HJALMAR Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver. (spadserer om på gulvet) Jeg gør det i al fald ikke. EKDAL Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han. HJALMAR Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem så værs’go’ gøre nytte for al den gode mad, de får. GINA Men det sa’ du da vel ikke? ​ 63​HJALMAR nynner Hå-hå-hå –; de fik såmænd høre noget af hvert. EKDAL Og det var til kammerherrerne selv! HJALMAR Det er ikke frit for det. (henkastende) Siden kom vi i en liden dispyt om Tokayervin. ​EKDAL Tokayervin, du? Det er en fin vin, det. HJALMAR standser Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt. GINA Nej, du ved da også al tingen, du, Ekdal. EKDAL Og det gav de sig til at disputere om? HJALMAR De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine – blev der sagt. GINA Nej, hvad du kan finde på! ​ 64EKDAL He-he! Og det fik de på sin tallerken? HJALMAR Lige op i øjnene fik de det. EKDAL Du, Gina, han sa’ det lige op i øjnene på kammerherrerne. ​GINA Nej, tænk, lige op i øjnene. HJALMAR Ja, men jeg vil ikke ha’, at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej! EKDAL Men lige op i øjnene – HEDVIG indsmigrende Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far! HJALMAR Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; – lidt trang i armhullerne kanske –; hjælp mig, Hedvig. (trækker kjolen af) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina? ​GINA Her er den. (bringer jakken og hjælper ham) ​ 65HJALMAR Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig. ​GINA lægger den hen Det skal nok bli’ besørget. HJALMAR strækker sig Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse. Synes ikke du det, Hedvig? HEDVIG Jo, far! HJALMAR Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende ender –; se her! Hvad? HEDVIG Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det store krøllede håret. HJALMAR Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere sige lokket. HEDVIG Ja, for det er så storkrøllet. HJALMAR Egentlig lokket. ​​ 66HEDVIG lidt efter, trækker ham i jakken Far! HJALMAR Nå, hvad er det? HEDVIG Å, du ved godt, hvad det er. HJALMAR Nej visst ved jeg ikke, nej. HEDVIG ler og klynker Å jo, far; nu skal du ikke pine mig længer! HJALMAR Men hvad er det da? HEDVIG rusker i ham Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig. HJALMAR Å – nej tænk, at jeg skulde glemme det! HEDVIG Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne? ​HJALMAR Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig. (går hen og søger i kjolelommerne) ​ 67HEDVIG hopper og klapper i hænderne Å mor, mor! ​GINA Ser du; når du bare gir tid, så – HJALMAR med et papir Se, her har vi den. HEDVIG Det der? Det er jo bare et papir. HJALMAR Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står « Menu»; det betyder spiseseddel. HEDVIG Har du ikke noget andet? HJALMAR Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, Hedvig. ​HEDVIG svælger gråden Tak. Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det. ​ 68HJALMAR driver om på gulvet Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste, – straks skal en se sure miner. Nå, en vænner sig til det også. (standser ved ovnen hos den gamle) Har du kikket der ind i aften, far? EKDAL Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven. HJALMAR Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig til den. EKDAL Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen små grejer til – HJALMAR Nogen forbedringer, ja. EKDAL Men de må gøres, du. HJALMAR Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen. ​EKDAL Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først; – må nok renske den også. Hm. Han går ind i sit værelse. ​ 69GINA smiler til Hjalmar Renske piben, du. ​HJALMAR Å ja, ja, Gina, lad ham bare –; den stakkers skibbrudne gubbe. – Ja, de forbedringerne, – dem er det bedst, vi får fra hånden imorgen. GINA Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal. HEDVIG indfaldende Å jo visst, mor! GINA – for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu været så mange bud efter dem. HJALMAR Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli’ færdige. Er her kanske kommet nye bestillinger også? GINA Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to potrætterne, som du ved. ​HJALMAR Ikke noget andet? Å nej, når man ikke griber sig an, så – ​ 70GINA Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det jeg årker, synes jeg. HJALMAR Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller? GINA Nej, endnu ikke. HJALMAR Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så –. Man må ta’ sig rigtig sammen, Gina! HEDVIG går imod ham Skal jeg ikke ta’ fløjten til dig, far? HJALMAR Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden. (driver om) Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til – GINA Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så, jeg mente. ​HEDVIG Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl? HJALMAR Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig. – – (standser) Øl? – Var det øl, du talte om? ​ 71HEDVIG livlig Ja, far; dejlig friskt øl. HJALMAR Nå, – når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en flaske. ​GINA Ja, gør det; så skal vi ha’ det hyggeligt. Hedvig løber mod køkkendøren. HJALMAR ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber hende om hodet og trykker hende op til sig Hedvig! Hedvig! HEDVIG glad og i tårer Å du snille far! HJALMAR Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta’t for mig ved den rige mands bord, – siddet og svælget ved det bugnende taffel –! Og så kunde jeg endda –! ​GINA sidder ved bordet Å snak, snak, Ekdal. HJALMAR Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel. HEDVIG slår armene om ham Og vi holder så umådelig af dig, far! ​ 72HJALMAR Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så – herre gud – husk på, at jeg er en mand, som bestormes af sorgernes hær. Nå! (tørrer øjnene) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig fløjten. Hedvig løber til reolen og henter den. HJALMAR Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig – å! Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag. HJALMAR afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og siger bevæget Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina. Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være. Han begynder atter at spille; straks efter banker det på gangdøren. ​GINA rejser sig Hys, Ekdal, – jeg tror der kommer nogen. HJALMAR lægger fløjten i reolen Se så igen! Gina går hen og åbner døren. GREGERS WERLE ude i gangen Om forladelse – ​ 73​GINA viger lidt tilbage Å! GREGERS – er det ikke her, fotograf Ekdal bor? GINA Jo, det er. HJALMAR går hen imod døren Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da. GREGERS kommer ind Jeg sa’ dig jo, at jeg vilde se op til dig. HJALMAR Men ikveld –? Er du gåt fra selskabet? ​GREGERS Både fra selskabet og fra familjehjemmet. – God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen? GINA Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen. GREGERS Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens. HJALMAR Er du gåt fra huset, siger du? GREGERS Ja, jeg er flyttet hen på et hotel. ​ 74HJALMAR Ja så. Nå, siden du er kommen, så ta’ af dig og slå dig ned. GREGERS Tak. (trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå klædesdragt af landligt snit) HJALMAR Her, i sofaen. Gør dig det mageligt. Gregers sætter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved bordet. GREGERS ser sig omkring Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du altså. ​HJALMAR Dette her er atelieret, som du vel ser – GINA Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst her ude. HJALMAR Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum – GINA Og så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud. ​ 75GREGERS til Hjalmar Se, se, – du har logerende også. ​HJALMAR Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. (til Hedvig) Men det var det øllet, du. Hedvig nikker og går ud i køkkenet. GREGERS Det er altså din datter? HJALMAR Ja, det er Hedvig. ​GREGERS Og hun er jo eneste barn? HJALMAR Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og – (sænker stemmen) hun er også vor dybeste sorg, Gregers. GREGERS Hvad er det, du siger! HJALMAR Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet. GREGERS Blir blind! ​ 76HJALMAR Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra’ en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt. GREGERS Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt det? HJALMAR sukker Arveligt, rimeligvis. GREGERS studsende Arveligt? ​GINA Ekdals mor havde også svagt syn. HJALMAR Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende. GREGERS Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det? HJALMAR Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet) Å, det er så knusende svært for mig, Gregers. Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på bordet. ​ 77HJALMAR stryger hende over hodet Tak, tak, Hedvig. Hedvig lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret. HJALMAR Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen) Ja, kanske Gregers tar et stykke? ​GREGERS afværgende Nej, nej tak. ​HJALMAR fremdeles vemodig Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha’ en skalk, så var det bra’. Og så la’ det være tilstrækkelig smør på, du. Hedvig nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen. GREGERS som har fulgt hende med øjnene Hun ser da ellers nok så frisk og sund ud, synes jeg. GINA Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen. GREGERS Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være? GINA Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i overmorgen. ​ 78GREGERS Temmelig stor for sin alder da. GINA Ja, hun er skudt svært op i det sidste året. GREGERS På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor ​gammel en selv blir. – Hvor længe er det nu De har været gift? GINA Nu har vi været gift i –; jaha, snart i femten år. GREGERS Nej, tænk, er det så længe! GINA blir opmærksom; ser på ham Ja det er det da rigtignok. HJALMAR Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår over) Det må ha’ været lange år for dig der oppe på værket, det, Gregers. GREGERS De var lange så længe jeg leved dem; – nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble’t af. Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø. ​ 79EKDAL Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her – hm. Hvad var det nu for noget? HJALMAR går imod ham Far, her er nogen. Gregers Werle –. Jeg ved ikke, om du kan huske ham. ​EKDAL ser på Gregers, som har rejst sig Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig? HJALMAR Ingen ting; det er til mig, han kommer. ​EKDAL Nå, så der er ikke noget på færde? HJALMAR Nej visst ikke, nej. EKDAL svinger med armene Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men – GREGERS går hen til ham Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant Ekdal. EKDAL Jagttomterne? GREGERS Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket. ​ 80EKDAL Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden. ​GREGERS Den gang var De slig en vældig jæger. EKDAL Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så – Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på bordet. HJALMAR Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers. Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos sin far. GREGERS Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden? EKDAL Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni. GREGERS ser deltagende på ham Og nu jager De aldrig mere. ​​ 81EKDAL Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, ikke på den måden, da. For skogen, ser De, – skogen, skogen –! (drikker) Står skogen bra’ deroppe nu? GREGERS Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud. EKDAL Hugget ud? ( sagtere og ligesom ræd) Det er farlig gerning, det. Det dra’r efter sig. Der er hævn i skogen. ​HJALMAR fylder i hans glas Vær så god; lidt til, far. GREGERS Hvorledes kan en mand som De, – slig en friluftsmand, – leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge? EKDAL ler småt og skotter til Hjalmar Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde. GREGERS Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl –? ​EKDAL smiler Hjalmar, skal vi vise ham det? HJALMAR hurtig og lidt forlegen Å nej, nej, far; ikke i aften. ​ 82GREGERS Hvad vil han vise mig? HJALMAR Å, det er bare noget sådant –; du kan få se det en anden gang. GREGERS fortsætter til den gamle Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op. EKDAL stirrer forbauset på ham Har jeg ingen verdens ting, som –! GREGERS Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og vildt er – ​EKDAL slår i bordet Hjalmar, nu skal han se det! HJALMAR Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt – EKDAL Snak; det er jo månelyst. (rejser sig) Han skal se det, siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig, Hjalmar! ​ 83HEDVIG Å ja, gør det, far! HJALMAR rejser sig Ja – ja da. GREGERS til Gina Hvad er det for noget? ​GINA Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart. Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge. ​EKDAL til Gregers Må gerne komme helt hen, De. GREGERS går hen til dem Hvad er det så egentlig? EKDAL De kan jo se efter. Hm. HJALMAR noget forlegen Dette her hører far til, skønner du. ​ 84GREGERS ved døren, ser ind i loftsrummet De holder jo høns, løjtnant Ekdal! EKDAL Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De! HEDVIG Og så er der – EKDAL Hys – hys; ikke sig noget endnu. GREGERS Og duer har De også, ser jeg. ​EKDAL Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne vil helst ligge højt, kan De skønne. HJALMAR Det er ikke almindelige duer alle sammen. EKDAL Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den bingen der borte ved væggen? GREGERS Ja; hvad bruger De den til? ​ 85EKDAL Der ligger kaninerne om natten, far. GREGERS Nå; så De har kaniner også? EKDAL Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem her; så ja; og se så der ned. – Ser De ikke der en kurv med strå i? ​GREGERS Jo. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven. ​EKDAL Hm – «en fugl» – GREGERS Er det ikke en and? EKDAL stødt Jo, begribeligvis er det en and. HJALMAR Men hvad slags and, tror du? HEDVIG Det er ikke nogen simpel and – EKDAL Hys! ​ 86GREGERS Og en tyrkisk and er det heller ikke. EKDAL Nej, herr – Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand. GREGERS Nej, er det virkelig? En vild and? EKDAL Jaha, det er det. Den «fuglen», som De ​sa’, – det er vildanden, det. Det er vor vildand, far. HEDVIG Min vildand. For jeg ejer den. GREGERS Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her? EKDAL De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at plaske i. HJALMAR Friskt vand hver anden dag. GINA vender sig mod Hjalmar Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du. ​ 87 EKDAL Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i natteroen heller. Ta’ i, du Hedvig. Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen. EKDAL En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i lænestolen ved ovnen) Å, de er svært mærkværdige, de vildænderne, kan De tro. ​GREGERS Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal? EKDAL Har ikke fanget den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den. GREGERS studser lidt Den mand skulde da vel aldrig være min far? EKDAL Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm. ​HJALMAR Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers. GREGERS Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så – ​ 88GINA Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv – EKDAL Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina. (til Gregers) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev hun bare skamskudt. ​GREGERS Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen. HJALMAR Ja, hun fik sådan en to–tre stykker. HEDVIG Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve. GREGERS Nå, så dukked hun vel til bunds da? EKDAL søvnig, med tykt mæle Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds – så dybt de kan vinde, far; – bider sig fast i tang og i tarre – og i alt det fandenskab, som dernede find’s. Og så kommer de aldrig op igen. GREGERS Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen. EKDAL Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far. – Og den hunden – den dukked efter og hented anden op igen. ​ 89GREGERS vendt til Hjalmar Og så fik I den her? ​HJALMAR Ikke straks; først kom den hjem til din far; men der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den – EKDAL halvt i søvne Hm – ja, Pettersen – den torsken – HJALMAR taler sagtere På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt. ​GREGERS Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel. HJALMAR Ja, så utrolig vel, du. Den er ble’t fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på. GREGERS Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav –. Men jeg tør nok ikke bli’ længer; for jeg tror, din far sover. ​HJALMAR Å, for den sags skyld – ​ 90GREGERS Men, det er sandt, – du sa’, du havde et værelse at leje ud, – et ledigt værelse? HJALMAR Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen –? GREGERS Kan jeg få det værelset? HJALMAR Du? GINA Nej men De, herr Werle – GREGERS Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen tidlig. HJALMAR Ja, med den største fornøjelse – GINA Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det. HJALMAR Men, Gina, hvor kan du da sige det? ​GINA Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og – ​ 91GREGERS Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal. HJALMAR Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller. GINA Men husk på de to, som bor nedenunder. GREGERS Hvad er det for to? GINA Å, det er en, som har været huslærer – HJALMAR Det er en kandidat Molvik. GINA – og så er det en dokter, som heder Relling. GREGERS Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal. ​GINA Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. ​De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent hjem om nætterne, og da er de ikke altid så – ​ 92GREGERS Sligt vænner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden – GINA Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel. GREGERS De vil nok svært nødig ha’ mig ind i huset, fru Ekdal. GINA Nej kors; hvor kan De da tro det? HJALMAR Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til Gregers) Men sig mig, tænker du altså at bli’ her i byen for det første? GREGERS tar sin overfrakke på Ja, nu tænker jeg at bli’ her. HJALMAR Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta’ dig til? GREGERS Ja, vidste jeg bare det, du – da var jeg ​ikke så ilde faren endda. Men når en har det kors på sig, at hede Gregers –. «Gregers» – og så «Werle» bagefter; har du hørt noget så fælt, du? HJALMAR Å, det synes jeg slet ikke. ​ 93GREGERS Huf! Isch! Jeg kunde ha’ lyst til at spytte på den fyren, som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på sig at være Gregers – Werle her i verden, således som jeg er det – HJALMAR ler Ha-ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så være for noget? GREGERS Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink hund. GINA En hund! HEDVIG uvilkårligt Å nej da! GREGERS Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til bunds efter vildænder, når de dukker ​under og bider sig fast i tang og tarre nede i mudderet. ​HJALMAR Nej, ved du hvad, Gregers, – dette her skønner jeg ikke et ord af. GREGERS Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså – så flytter jeg ind. (til Gina) De skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv. (til Hjalmar) Resten snakker vi om imorgen. – Godnat, fru Ekdal. (nikker til Hedvig) Godnat! ​ 94GINA Godnat, herr Werle. HEDVIG Godnat. HJALMAR som har tændt et lys Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne. Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren. GINA ser hen for sig, med sytøjet i fanget Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en hund? ​HEDVIG Jeg skal sige dig en ting, mor, – jeg tror, at han mente noget andet med det. GINA Hvad skulde det være for noget? HEDVIG Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget andet, end det han sa’ – hele tiden. GINA Tror du det? Ja underlig var det. HJALMAR kommer tilbage Lampen brændte endnu. (slukker lyset og sætter det fra sig) Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (begynder at spise smørrebrød) Nå, ser du det, Gina, – når man bare er om sig, så – ​ 95GINA Hvorledes om sig? HJALMAR Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og så, tænk, – til et menneske som Gregers, – en gammel god ven. GINA Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg. ​HEDVIG Å mor, du skal se, det blir så morsomt! HJALMAR Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke. ​GINA Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så –. Men hvad tror du, grossereren vil sige? HJALMAR Gamle Werle? Det rager da ikke ham. GINA Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes de to har det med hinanden. HJALMAR Ja, det kan gerne være, men – ​ 96GINA Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har ståt bag ved – HJALMAR Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud ​bevar’s, – det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham. GINA Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle-far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg. HJALMAR Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg. (tar et nyt stykke smørrebrød) Har jeg så sandt en opgave i livet, så skal jeg også udføre den! HEDVIG Å ja far! Gør det! GINA Hys; væk ham bare ikke! HJALMAR sagtere Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da –. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand være, som ​ 97har en opgave i livet. (henne ved lænestolen, bevæget) Stakkers gamle hvidhårede far. – ​Lid på din Hjalmar, du. – Han har brede skuldre, han; – kraftfulde skuldre i al fald. – Du skal nok en vakker dag vågne op og –. (til Gina) Tror du det kanske ikke? ​GINA rejser sig Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs. HJALMAR Ja, lad os det. De tar varligt fat på den gamle. ​ 98​ ​​ 99​TREDJE AKT Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er fratrukket. Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen. HJALMAR Er du alt der igen, Gina? GINA Å ja, en får nok rappe sig. (sætter kurven på en stol og tar tøjet af) HJALMAR Så du indom til Gregers? GINA Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer. HJALMAR Nå da? ​GINA Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa’ han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble’t fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at – ​ 100HJALMAR Å nej da. GINA Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over af det værste svineri. HJALMAR Det var da kedeligt. GINA Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den grisen; men der blir ikke værendes der inde før i eftermiddag. HJALMAR Hvor har han så gjort af sig imens? GINA Han gik ud lidt, sa’ han. ​HJALMAR Jeg var også inde hos ham et øjeblik – efter du var gåt. ​GINA Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost. HJALMAR Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen –; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset. ​ 101GINA Jeg får jo se at finde lidt. HJALMAR Men lad det endelig ikke bli’ for knapt. For Relling og Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo – GINA Nå, skal vi ha’ de to også? HJALMAR Herre gud, – et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til. GAMLE EKDAL åbner sin dør og ser ind Hør her, du Hjalmar – (bemærker Gina) Nå så. GINA Er det noget, som bedstefar vil ha’? ​EKDAL Å nej; det kan være det samme. Hm! (går ind igen) GINA tar kurven Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud. HJALMAR Ja, ja, det skal jeg nok. – Hør du, Gina; lidt sildesalat vilde være svært bra’; for Relling og Molvik har nok været ude på rangel inat. ​ 102GINA Bare de ikke kommer for snart over mig, så – HJALMAR Nej visst ikke; gi’ du dig tid. GINA Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens. HJALMAR Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg årker! GINA For så har du det fra hånden, ser du. Hun går med kurven ud i køkkenet. Hjalmar sidder en stund og pensler på fotografiet; det går trægt og med ulyst. ​​EKDAL kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger dæmpet Har du det travlt, du? HJALMAR Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne – EKDAL Ja ja, gud bevar’s, – når du har det så travlt, så –. Hm! (går ind igen; døren blir stående åben) HJALMAR fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han penselen fra sig og går hen til døren Har du det travlt, far? ​ 103EKDAL brummer indenfor Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm! HJALMAR Ja ja da. (går til sit arbejde igen) EKDAL lidt efter, kommer atter frem i døren Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke. HJALMAR Jeg synes du sad og skrev. ​EKDAL For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet, ved jeg. HJALMAR Nej; og du er da ikke nogen træl heller. EKDAL Og så var det dette her andet derinde – HJALMAR Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig? EKDAL Vilde rigtig ikke være af vejen. HJALMAR rejser sig For så havde vi det fra hånden. ​ 104EKDAL Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm? HJALMAR Ja visst er det imorgen. Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet. HJALMAR Nå, så får du gå ivej da, far. ​EKDAL går indenfor Kommer ikke du med? HJALMAR Jo, ved du hvad, – jeg tror næsten – (ser Gina ​i køkkendøren) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde. – Men så var det mekanismen – Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt. HJALMAR går hen til bordet Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund. GINA Skulde han nu der ind og grassere igen? ​ 105HJALMAR Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam Eriksen? (sætter sig) Er det noget, du vil? Du sa’ jo – GINA Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her? HJALMAR Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig? ​GINA Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal sidde sammen. HJALMAR Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag! GINA Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover. HJALMAR Nå, så er det jo bra’. Ja, så spiser vi her. GINA Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til. HJALMAR Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan! ​ 106GINA For så er du fri siden, ser du. (går ud i køkkenet igen) Kort ophold. EKDAL i loftsdøren, indenfor garnet Hjalmar! HJALMAR Nå? ​EKDAL Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel. HJALMAR Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden. ​EKDAL Hm-hm-hm. (går fra døren igen) Hjalmar arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig halvt. Hedvig kommer ind fra køkkenet. HJALMAR sætter sig hurtig ned igen Hvad er det du vil? HEDVIG Jeg vilde bare ind til dig, far. HJALMAR lidt efter Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske? ​ 107HEDVIG Nej slet ikke det. HJALMAR Hvad tar mor sig til derude nu? ​HEDVIG Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun. (går hen til bordet) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig med, far? HJALMAR Å nej. Det er bedst, jeg bli’r alene om det alt sammen, – så længe kræfterne slår til. – Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så – HEDVIG Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt. Hun går lidt omkring, standser ved døråbningen og ser ind i loftsrummet. HJALMAR Hvad er det, han tar sig for, du? HEDVIG Det skal visst bli’ en ny vej op til vandtrauget. HJALMAR Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her –! HEDVIG går hen til ham Lad mig få penselen, far; jeg kan nok. ​ 108HJALMAR Å snak; du bare fordærver øjnene med det. ​HEDVIG Langt ifra. Kom her med penselen. HJALMAR rejser sig Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to. HEDVIG Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen) Se så. (sætter sig) Og her har jeg et at se efter. HJALMAR Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha’ noget ansvar; du må selv ta’ ansvaret på dig, – det siger jeg dig. ​HEDVIG retoucherer Ja ja, det skal jeg nok. HJALMAR Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du. Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at disputere derinde. HJALMAR kommer frem indenfor garnet Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du. (vender sig indover) Jo, nu skal du bare se, far. Lad mig ​da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det! ​ 109Hedvig har hentet det forlangte værktøj fra reolen og stikker det ind til ham. HJALMAR Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du. (går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde) Hedvig blir stående og ser på dem. En stund efter banker det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det. GREGERS WERLE barhodet og uden overtøj, kommer ind og standser lidt ved døren Hm –! HEDVIG vender sig og går imod ham God morgen. Vær så god, kom nærmere. GREGERS Tak. (ser mod loftet) De lader til at ha’ arbejdsfolk i huset. HEDVIG Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til. GREGERS Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt. (sætter sig i sofaen) ​HEDVIG Her er så uryddigt – (vil ta’ fotografierne bort) GREGERS Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand? ​ 110HEDVIG Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med. GREGERS Lad endelig ikke mig forstyrre Dem. HEDVIG Å nej. Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed. ​GREGERS Har vildanden sovet godt i nat? HEDVIG Jo tak, jeg tror visst det. GREGERS vendt mod loftsrummet Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin. HEDVIG Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det anderledes ud end om efter​middagen; og når det regner, ser det anderledes ud, end når det er godt vejr. GREGERS Har De lagt mærke til det? HEDVIG Ja, for det ser en jo. ​ 111GREGERS Holder De også gerne til der inde hos vildanden? HEDVIG Ja, når det lar sig gøre, så – GREGERS Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på skolen. HEDVIG Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve øjnene. GREGERS Nå, så læser han altså selv med Dem. HEDVIG Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu. GREGERS Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt? ​HEDVIG Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig – sådan – GREGERS Er han fuld da? HEDVIG Han er visst det. ​ 112GREGERS Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der, – kan jeg tænke? HEDVIG Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting. GREGERS Så? HEDVIG Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder. ​GREGERS Aha! HEDVIG Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer. ​GREGERS Tiden er altså gåt istå derinde – hos vildanden. HEDVIG Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne. GREGERS Og de bøgerne læser De vel i? ​ 113HEDVIG Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne. – Der er en svært stor bog, som heder « Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet. GREGERS Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra? HEDVIG Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført dem hjem. De kaldte ham « den flyvendes Hollænderen». Og det er underligt; for det var ikke nogen Hollænder. ​GREGERS Ikke det? HEDVIG Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble’t stående efter ham. GREGERS Hør, sig mig nu, – når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv? HEDVIG Nej da! Jeg vil altid bli’ her hjemme og hjælpe far og mor. ​ 114GREGERS Med at gøre fotografier istand? HEDVIG Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg ​lære at gravere slige billeder, som de, der står i de engelske bøgerne. GREGERS Hm; hvad siger Deres far til det? HEDVIG Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt. Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget. ​GREGERS Å nej, det synes ikke jeg heller. HEDVIG Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden. GREGERS Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det. HEDVIG Ja; for det er min vildand. GREGERS Ja, det er jo det. ​ 115HEDVIG Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil. GREGERS Så; hvad bruger de den da til? HEDVIG Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget. GREGERS Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde. ​HEDVIG Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker. GREGERS Har ingen familje ligesom kaninerne. – HEDVIG Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller. GREGERS Og så har hun været på havsens bund. HEDVIG ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og spør Hvorfor siger De havsens bund? ​ 116​GREGERS Hvad skulde jeg ellers sige? HEDVIG De kunde sige havets bund – eller havbunden. GREGERS Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund? ​HEDVIG Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund. GREGERS Hvorfor det da? Sig mig hvorfor. HEDVIG Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt. GREGERS Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte. HEDVIG Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang – i en fart – kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund». – Men det er jo så dumt. GREGERS Det skal De slet ikke sige. HEDVIG Jo, for det er jo bare et loft. ​ 117GREGERS ser fast på hende Er De så viss på det? HEDVIG forbauset At det er et loft! ​GREGERS Ja, ved De det så sikkert? Hedvig tier og ser på ham med åben mund. Gina kommer med dækketøj fra køkkenet. GREGERS rejser sig Jeg er nok kommet for tidlig over Dem. GINA Å et steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig. Hedvig rydder op; hun og Gina dækker under det følgende. Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album. GREGERS Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal. GINA med et sideblik Jaha, jeg kan det. GREGERS Det traf sig da rigtig heldigt. ​ 118GINA Hvorledes heldig? GREGERS Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg. HEDVIG Mor kan også fotografere. ​GINA Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten. GREGERS Så er det kanske Dem, som driver forretningen? GINA Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så – ​GREGERS Han er sagtens så opta’t af sin gamle far, han, kan jeg tænke. GINA Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, at gå her og ta’ potrætter af kreti og preti. GREGERS Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så – GINA Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne. ​ 119GREGERS Nå så alligevel! Men –? Et skud fyres af inde på loftet. ​GREGERS farer op Hvad er det! GINA Uf, nu skyder de igen! GREGERS Skyder de også? HEDVIG De går på jagt. GREGERS Hvad for noget! (henne ved loftsdøren) Går du på jagt, Hjalmar? HJALMAR indenfor garnet Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta’t –. (til Hedvig) Og du, som ikke siger os til! (kommer ind i atelieret) GREGERS Går du og skyder inde på loftet? HJALMAR viser en dobbeltløbet pistol Å, det er bare med denne her. ​ 120GINA Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen. ​HJALMAR ærgerlig Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol. GINA Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg. GREGERS Så du er altså ble’t jæger, du også, Hjalmar? HJALMAR Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne. GINA Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha’ noget at dividere sig med. ​HJALMAR arrig Ja rigtig, ja; vi skal altid ha’ noget at divertere os med. GINA Ja det er jo akkurat det jeg siger. HJALMAR Nå; hm! (til Gregers) Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde) Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det. ​​ 121GREGERS ser ind gennem garnet Jagtgevær har du også, ser jeg. HJALMAR Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha’ det alligevel; for vi kan ta’ det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen –. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget. HEDVIG henne ved Gregers Nu kan De da rigtig se vildanden. GREGERS Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg. HJALMAR Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt. GREGERS Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så? HJALMAR Kanske en bitte liden smule. ​HEDVIG Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i. HJALMAR Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder – ​ 122GREGERS med et øjekast til Hedvig – og som har været på havsens bund – så længe. HEDVIG smiler Ja. GINA steller ved bordet Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for. ​HJALMAR Hm; – er det snart dækket kanske? GINA Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig. Gina og Hedvig går ud i køkkenet. HJALMAR halv højt Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke. ​Gregers går fra loftsdøren. HJALMAR Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. (skræmmer med hænderne) Hysch – hysch; vil I væk med jer! (i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen) Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha’ kaniner og høns ind i atelieret. ​ 123GREGERS Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret her? HJALMAR Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er. GREGERS Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar? HJALMAR Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen? ​GREGERS Opfindelsen? Nej. HJALMAR Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne – GREGERS Du har altså gjort en opfindelse! HJALMAR Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta’ portrætter af alskens hverdagsmennesker. ​ 124GREGERS Nej, nej, det sa’ også din kone nu nylig. ​HJALMAR Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den mærkelige opfindelsen. GREGERS Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på? ​HJALMAR Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag. GREGERS Hvilken livsopgave da? HJALMAR Glemmer du gubben med sølvhåret? GREGERS Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham? HJALMAR Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen. ​ 125GREGERS Det er altså din livsopgave. HJALMAR Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv. ​Pistolen der henne, du, – den, som vi bruger til at skyde kaniner med, – den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie. GREGERS Pistolen! Så? HJALMAR Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast, – da havde han pistolen i sin hånd – GREGERS Havde han –! HJALMAR Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble’t allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra ​to oberstløjtnanter, – ja, fra den ene efter den anden, naturligvis –. Kan du begribe det, Gregers? GREGERS Ja, jeg begriber det godt. HJALMAR Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under ​ 126lås og lukke, – å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. ​Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse. GREGERS Slig følte jeg det også, da mor var død. HJALMAR I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit eget bryst. GREGERS Du tænkte også på at –! HJALMAR Ja. GREGERS Men du skød ikke? HJALMAR Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv. Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge livet under de vilkår. GREGERS Ja, det er som man tar det. ​​ 127HJALMAR Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn. GREGERS Så det er det med uniformen, som han –? HJALMAR Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest – som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men ​banker det så bare på gangdøren, – for han tør jo ikke vise sig for fremmede, ved du, – da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du! GREGERS Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli’ færdig? HJALMAR Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, ​det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, – på en indskydelse, – og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder. GREGERS Men fremad går det da vel? ​ 128HJALMAR Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også. GREGERS Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra’r dig bort og spreder dig for meget? HJALMAR Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha’ noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, – når den kommer, så kommer den alligevel. ​GREGERS Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig. HJALMAR Af vildanden? Hvorledes det, mener du? GREGERS Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset. HJALMAR Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen – og mig også? ​ 129​GREGERS Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke. HJALMAR Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig la’ være med slig snak. GREGERS Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår. HJALMAR Ja det kan gerne være; men du skal bare ​la’ mig bli udenfor. Jeg kan forsikkre dig, at – fraregnet min let forklarlige melankoli naturligvis – så befinder jeg mig så vel, som noget menneske kan ønske det. GREGERS At du det gør, det kommer også af forgiften. HJALMAR Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting. GREGERS Nej, det skal du nok få mig til at tro. ​ 130HJALMAR Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget lavt, det ved jeg nok, – og mine kår er ringe. Men jeg er en opfinder, du, – og jeg er familjeforsørger tillige. Det bærer mig oppe over de små vilkår. – Ah, der kommer de med frokosten! Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel, glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj; Molvik er sortklædt. GINA sætter sagerne på bordet Nå, de to kommer da rigtig til rette tid. ​RELLING Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så var han ikke til at holde. – Godmorgen for anden gang, Ekdal. ​HJALMAR Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor –, ja, Relling kender du jo? GREGERS Ja, så løselig. RELLING Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet ind? GREGERS Jeg flytted ind nu imorges. ​ 131RELLING Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen. GREGERS Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords. HJALMAR Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen! ​RELLING Du kan ta’ det med ro, Ekdal; for dig træffer det s’gu ikke. HJALMAR Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la’ os nu sætte os og spise og drikke og være glade. GREGERS Skal vi ikke vente på din far? HJALMAR Nej, han vil ha’ sit ind til sig siden. Kom så! Herrerne sætter sig til frokostbordet, spiser og drikker. Gina og Hedvig går ud og ind og varter op. RELLING Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal. GINA Så? Igår igen? ​ 132RELLING Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham inat? GINA Nej, jeg kan ikke sige det. RELLING Det var bra’; for inat var Molvik fæl. GINA Er det sandt, Molvik? ​MOLVIK La’ os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg. RELLING til Gregers Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De. GREGERS Dæmonisk? ​RELLING Molvik er dæmonisk, ja. GREGERS Hm. RELLING Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. – Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu? ​ 133GREGERS Jeg har holdt ud indtil nu. RELLING Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med? ​GREGERS Fordringen? (forstår ham) Nå så. HJALMAR Har du inkasseret fordringer, Gregers? GREGERS Å snak. RELLING Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den ideale fordring». GREGERS Jeg var ung dengang. RELLING De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen – den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe. GREGERS Ikke siden heller. ​ 134RELLING Nå, så er De vel ble’t så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke. GREGERS Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske. ​HJALMAR Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt. – Lidt smør, Gina. RELLING Og så et stykke flæsk til Molvik. MOLVIK Uh, ikke flæsk! Det banker på loftsdøren. HJALMAR Luk op, Hedvig; far vil ud. Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med et friskt kaninskind; hun lukker efter ham. EKDAL God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt en stor en. ​HJALMAR Og så har du flådd den før jeg kom –! ​ 135EKDAL Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine herrer! (går ind i sit værelse) MOLVIK rejser sig Undskyld –; jeg kan ikke –; jeg må ned som snarest – ​RELLING Drik sodavand, menneske! MOLVIK skynder sig Uh – uh! (ud gennem gangdøren) RELLING til Hjalmar Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand. HJALMAR klinker med ham For idrætsmanden på gravens bred, ja. RELLING For den gråhærdede –. (drikker) Ja, sig mig, – er det gråt hår, han har, eller er det hvidt? HJALMAR Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse. RELLING Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre livsopgaven at stræve for – ​ 136HJALMAR Og jeg stræver også, kan du tro. ​RELLING Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for dig. HJALMAR Ja, Gina – (nikker til hende) du er en bra’ ledsagerinde, at ha’ med på livsvejen, du. GINA Å sid nu ikke der og ressensér om mig. RELLING Og så din Hedvig, du Ekdal! HJALMAR bevæget Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig. (stryger hende over håret) Hvad er det for en dag imorgen, du? HEDVIG rusker i ham Å nej, du skal ikke sige noget, far! ​HJALMAR Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker på, at det skal bli’ så ringe; bare en liden festlig tilstelning inde på loftet – HEDVIG Å men det blir just dejligt, det! ​​ 137RELLING Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til verden, Hedvig! HJALMAR Ja da – da skal du se –! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil forlange noget for dig, – et eller andet. Det skal være den fattige opfinders eneste løn. HEDVIG hvisker med armen om hans hals Å du snille, snille far! RELLING til Gregers Nå, synes De ikke ganske bra’ om det, til en forandring, at sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds? HJALMAR Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på. GREGERS Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft. RELLING Sumpluft? HJALMAR Å kom nu ikke med den snak igen! ​GINA Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter såmænd ud hver evige dag. ​ 138GREGERS går fra bordet Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud. HJALMAR Stank! GINA Ja, hvad synes du, Ekdal! RELLING Om forladelse, – det skulde vel ikke være Dem selv, som bringer stanken med der oppe fra gruberne? GREGERS Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind i huset. RELLING går hen til ham Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen endnu. GREGERS I brystet går jeg med den. ​​RELLING Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå’ Dem til at spille inkassator her, så længe jeg er inde. GREGERS Og hvis jeg gør det alligevel? ​ 139RELLING Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det. HJALMAR rejser sig Nej men, Relling! GREGERS Ja, kast De mig bare ud –. GINA går imellem dem Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank. Det banker på gangdøren. HEDVIG Mor, der er nogen, som banker. HJALMAR Se så; nu skal vi ha’ det rend også! ​GINA La’ bare mig –. (går hen og åbner døren, studser, farer sammen og viger tilbage) Åh! Uf da! Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor. WERLE Be’r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset. GINA svælger vejret Ja. ​ 140HJALMAR går nærmere Vil ikke herr grossereren være så artig –? WERLE Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn. GREGERS Ja, hvad godt? Her står jeg. WERLE Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse. GREGERS I mit værelse – nå – (vil gå) GINA Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at – ​WERLE Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne. HJALMAR Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen, Relling. Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med sig ud i køkkenet. ​GREGERS efter et kort ophold Ja, nu er vi altså under fire øjne. ​ 141WERLE Du lod falde nogen yttringer igår aftes –. Og såsom du nu har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at du har et eller andet i sinde imod mig. GREGERS Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin stilling, som den er; – det er det hele. WERLE Er det den livsopgaven, du talte om igår? GREGERS Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden. WERLE Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers. ​GREGERS Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor –. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed. WERLE Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med. GREGERS Jeg skulde ha’ trådt op imod dig dengang, der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha’ advaret ham; for jeg aned nok, hvor det vilde bære hen. WERLE Ja, da burde du sandelig ha’ talt. ​ 142GREGERS Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd for dig – både dengang og længe bagefter. WERLE Den rædsel er gåt over nu, lader det til. GREGERS Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal, både af mig og af – andre, det kan aldrig bødes på; men Hjalmar kan jeg ​fri ud af al den løgn og fortielse, som han her holder på at gå til grunde i. WERLE Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det? GREGERS Det tror jeg da så trøstig. ​WERLE Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste? GREGERS Ja! Den mand er han. WERLE Hm, – vi får se. GREGERS Og desuden – skal jeg bli’ ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed. ​ 143WERLE Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; – den eneste arv, hun efterlod dig. ​GREGERS med et hånsk halvsmil Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende? WERLE Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. – Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige? GREGERS Ja; det forsæt holder jeg fast ved. WERLE Nå, så kunde jeg jo ha’ sparet min gang her op. For da nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til mig igen? GREGERS Nej. WERLE Og ind i firmaet går du vel ikke heller? GREGERS Nej. WERLE Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet bli’ skiftet imellem os. ​​ 144GREGERS hurtigt Nej; det ønsker jeg ikke. WERLE Du ønsker det ikke? GREGERS Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld. WERLE lidt efter Rejser du op til værket igen? GREGERS Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste. ​WERLE Men hvad vil du da slå ind på? GREGERS Bare løse min livsopgave; ikke noget andet. WERLE Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af? GREGERS Jeg har lagt lidt op af min løn. WERLE Ja hvor længe vil det forslå! ​GREGERS Jeg tænker, det forslår min tid ud. ​ 145WERLE Hvad skal det sige? GREGERS Nu svarer jeg ikke på mere. WERLE Farvel da, Gregers. GREGERS Farvel. Grosserer Werle går. HJALMAR kikker ind Nu gik han jo? GREGERS Ja. Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også, fra køkkenet. RELLING Den frokosten, den gik da i vasken. GREGERS Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig. HJALMAR Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig? ​​ 146GREGERS Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på. (ud gennem gangdøren) GINA Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal. RELLING Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er. HJALMAR tar sin hat og yderfrakke Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne sig for mig i enrum –! RELLING Men, for fanden, – skønner du da ikke, at fyren er gal, forrykt, forstyrret! GINA Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske raptusser iblandt. HJALMAR Desto mere trænger han til en vens årvågne ​øje. (til Gina) Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så længe. (går ud gennem gangdøren) RELLING Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne. ​GINA Jøss’, – hvorfor siger De det da? ​ 147RELLING mumler Å jo, for jeg har nu så mine funderinger. GINA Tror De, at unge Werle er rigtig gal? RELLING Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen. GINA Hvad er det for noget, som fejler ham da? RELLING Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut retskaffenhedsfeber. GINA Retskaffenhedsfeber? HEDVIG Er det en slags sygdom, det? RELLING Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun sporadisk. (nikker til Gina) Tak for maden! Han går ud gennem gangdøren. ​​ 148GINA driver i uro hen over gulvet Uf, den Gregers Werle, – det har altid vær’t en fæl fisk. HEDVIG står ved bordet og ser forskende på hende Dette her synes jeg er underligt. ​ ​​ 149​FJERDE AKT Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet; et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere begynder det at mørkne. Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd glasplade i hånden og taler med nogen udenfor. GINA Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det også. På mandag skal det første dusinet være færdig. – Farvel, farvel! Man hører nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren, stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det tildækkede apparat. HEDVIG kommer ind fra køkkenet Gik de nu? GINA rydder op Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem. HEDVIG Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu? ​GINA Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling? ​ 150HEDVIG Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu nylig. GINA Og så står vel maden og blir kold for ham også. HEDVIG Ja tænk, – far, som altid passer så rigtig på at komme hjem til middag! GINA Å nu kommer han snart, skal du se. HEDVIG Ja gid han bare vilde komme; for jeg synes, her er ble’t så underligt. GINA råber Der er han! Hjalmar Ekdal kommer ind gennem gangdøren. ​HEDVIG imod ham Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig! ​GINA skotter hen Du blev da svært længe borte, Ekdal. HJALMAR uden at se på hende Jeg blev noget længe, ja. ​ 151Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham; han afværger det. GINA Har du kanske spist med Werle? HJALMAR hænger frakken op Nej. GINA går mod køkkendøren Så skal jeg sætte maden ind til dig. HJALMAR Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu. HEDVIG går nærmere Er det ikke bra’ med dig, far? HJALMAR Bra’? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg. GINA Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til. ​HJALMAR Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i denne verden. (driver lidt omkring) Har her været nogen, mens jeg var ude? GINA Ikke andre end de to kæresterne. ​ 152HJALMAR Ingen nye bestillinger? GINA Nej, idag ikke. HEDVIG Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far. HJALMAR Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta’ fat med hele mit alvor. HEDVIG Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag imorgen? HJALMAR Nå, det er jo sandt –. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele arbejdet. GINA Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer ​nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved at stelle med opfindelsen. HEDVIG Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og –! ​ 153​HJALMAR Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg aldrig mere min fod der inde på loftet. HEDVIG Ja men, far, du lovte mig jo, at imorgen skulde der bli’ tilstelning – HJALMAR Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på! HEDVIG skriger Vildanden! GINA Nu har jeg da aldrig hørt sligt! HEDVIG rusker i ham Nej men, far, – det er jo min vildand! HJALMAR Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke ​hjerte til det, – ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder. GINA Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, så – ​ 154HJALMAR driver omkring Der er visse krav –. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig sige – ideale krav, – visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl. HEDVIG går efter ham Men tænk, vildanden, – den stakkers vildanden! HJALMAR standser Du hører jo, jeg skåner den – for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på –; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta’ fat på. Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så passelig skummert for dig. HEDVIG Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu. ​HJALMAR Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under dette tag. ​HEDVIG Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude. ​ 155HJALMAR Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (trykker hende til sig) Du og jeg, Hedvig, – vi to –! Nå, gå bare, du. Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet. HJALMAR går omkring uden at se op Gina. GINA Ja? HJALMAR Fra imorgen af – eller, lad os sige fra iovermorgen af – kunde jeg ha’ lyst til at føre husholdningsbogen selv. GINA Vil du nu føre husholdningsbogen også? ​HJALMAR Ja, eller ta’ rede på indkomsterne i al fald. GINA Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt. HJALMAR En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende) Hvorledes går det til? GINA Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet. ​ 156HJALMAR Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den arkskrivningen hos grosserer Werle? GINA Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen på sligt noget. HJALMAR Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre! GINA Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling. HJALMAR Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før! ​GINA Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig. HJALMAR Og så får han det fra grosserer Werle! GINA Å ja, grossereren har da nok at ta’ af, han. ​HJALMAR Lad mig få lampen tændt! ​ 157GINA tænder Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg – HJALMAR Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg? GINA Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare – HJALMAR Hm! GINA Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet. Det var jo Berta, den tid hun kom i huset. ​HJALMAR Jeg synes, du skælver så i stemmen. GINA sætter skærmen på Gør jeg? HJALMAR Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så? GINA fast Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt og snakket om mig? HJALMAR Er det sandt, – kan det være sandt, at – at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset? ​ 158GINA Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la’ sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun; – og så gik jeg af tjenesten. HJALMAR Men siden altså! ​GINA Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor – hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble’t enkemand da. HJALMAR Nå, og så! GINA Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje. HJALMAR slår hænderne sammen Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig! ​GINA Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha’ sagt dig det for længe siden. HJALMAR Straks skulde du ha’ sagt mig det; – så havde jeg da vidst, hvad du var for en. ​ 159GINA Men vilde du da ha’ giftet dig med mig alligevel? HJALMAR Hvor kan du tænke dig det! ​GINA Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig – HJALMAR går om Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg her ser for mine øjne – (sparker til en stol) – hele mit hjem, – det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne forføreriske grosserer Werle! GINA Angrer du på de fjorten–femten årene, som vi har levet sammen? HJALMAR stiller sig foran hende Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og våndet dig i anger og nag? GINA Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på huset og alt det daglige bestyret –. ​HJALMAR Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid! ​ 160GINA Nej jeg havde, ved gud, næsten glemt disse her gamle intrigerne, du. HJALMAR Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så oprørende ved sig. Tænk, – ikke angre engang! GINA Men sig mig nu, Ekdal, – hvad havde der ble’t af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som jeg? HJALMAR En slig –! ​GINA Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par år ældre. HJALMAR Hvad der var ble’t af mig! GINA For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig først; det kan du vel ikke nægte for. ​HJALMAR Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler; – navnlig en mand med mit ildfulde gemyt. ​ 161GINA Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra’ en mand, straks du havde fåt hus og hjem. – Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ’r. HJALMAR I fortielsens sump, ja. GINA Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje her i huset! HJALMAR Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, som har dræbt den. GINA nær ved at græde Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, ​Ekdal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for dig! HJALMAR Jeg spør, – hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder, – den dag vilde bli min – afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke. ​ 162​GINA tørrer tårerne af Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke! HJALMAR Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt! Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind. GREGERS Tør jeg komme? HJALMAR Ja; kom. ​GREGERS går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil række dem hænderne Nå, I kære mennesker –! (ser afvekslende på dem og hvisker til Hjalmar) Altså ikke sket endnu? HJALMAR lydeligt Det er sket. GREGERS Det er? HJALMAR Jeg har levet den bittreste stund i mit liv. GREGERS Men også den mest løftede, tænker jeg. ​ 163HJALMAR Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden. GINA Gud forlade Dem, herr Werle. GREGERS i stor forundring Men jeg forstår ikke dette. HJALMAR Hvad forstår du ikke? GREGERS Så stort et opgør, – et opgør, som en hel ​ny livsførelse skal grundes på, – en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse – HJALMAR Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt. GREGERS Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste – GINA Nå så. (tar lampeskærmen af) GREGERS De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til –. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha’ ta’t en højere indvielse af det store opgør. ​ 164​HJALMAR Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, – sådan på en måde. GREGERS For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha’ tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed. ​HJALMAR Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har tømt? GREGERS Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du –! HJALMAR Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må ikke jage på mig, Gregers. Der skal tid til, ser du. GREGERS Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar. Relling er kommen ind gennem gangdøren. RELLING Se så; er nu den vildanden på færde igen? HJALMAR Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja. ​ 165RELLING Grosserer Werles –? Er det ham, I snakker om? HJALMAR Om ham og – os andre. RELLING halvhøjt til Gregers Gid fanden havde Dem! ​HJALMAR Hvad er det, du siger? RELLING Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for at forkluddre jer begge to. GREGERS De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt – GINA grædefærdig Så skulde De bare lad’t mig gå for den jeg var da. RELLING til Gregers Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil her i huset? GREGERS Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab. ​ 166RELLING Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er? ​GREGERS Det er visst et lige så godt ægteskab, som ​så mange andre, desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble’t. HJALMAR Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling. RELLING Sludder, gutten min! – Med forlov, herr Werle; hvor mange – bare så på en slump – hvor mange sande ægteskaber har De set i Deres liv? GREGERS Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et. RELLING Ikke jeg heller. GREGERS Men jeg har set så utallige ægteskaber af det modsatte slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar. HJALMAR En mands hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige. RELLING Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men ​det ved jeg da, at til et ​ 167ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la’ være i fred. HJALMAR Å, – Hedvig! Min stakkers Hedvig! RELLING Ja, Hedvig får I værs’go’ se at holde udenfor. I to er voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre en ulykke på hende. HJALMAR En ulykke! RELLING Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv – og kanske på andre med. GINA Men hvor kan De da vide sligt, Relling? HJALMAR Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene? RELLING Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er. ​​GINA Ja tænk, – det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege ​ 168ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på huset. RELLING Ser De bare; jeg vidste det nok. GREGERS til Relling Men hvorledes forklarer De sådant noget? RELLING mut Hun er i stemmeskiftningen, far. HJALMAR Så længe barnet har mig –! Så længe mit hode er oven mulde –! Det banker på døren. GINA Hys, Ekdal; der er folk på gangen. (råber) Vær så god! Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind. FRU SØRBY God aften! GINA går imod hende Nej, er det dig, Berta! ​FRU SØRBY Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed? HJALMAR Nej bevar’s; et sendebud fra det hus – ​ 169FRU SØRBY til Gina Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel. GINA Så? Rejser du da? FRU SØRBY Ja, imorgen tidlig; – op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. ( henkastende til Gregers) Kan hilse så meget fra ham. GINA Nej tænk –! HJALMAR Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham? FRU SØRBY Ja hvad siger De til det, Ekdal? HJALMAR Vogt Dem, siger jeg. ​GREGERS Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby. ​HJALMAR Gifter han sig med hende! GINA Å nej, Berta; blev det da endelig! ​ 170RELLING dirrer lidt i stemmen Dette her er da vel aldrig sandt? FRU SØRBY Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt. RELLING Vil De gifte Dem nu igen? FRU SØRBY Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket. GREGERS Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn. FRU SØRBY Tak skal De ha’, hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli’ til lykke både for Werle og for mig. ​RELLING Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, – så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde. FRU SØRBY Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også. RELLING Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro. ​ 171FRU SØRBY Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den mand, som det gør, han får ta’ følgerne. RELLING Ikveld går jeg ud med Molvik. FRU SØRBY Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; – for min skyld. RELLING Der er ikke andet for. (til Hjalmar) Vil du være med, så kom. GINA Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer. ​HJALMAR arrig, halvhøjt Å så ti da! RELLING Farvel, fru – Werle. (går ud gennem gangdøren) ​GREGERS til fru Sørby Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje. FRU SØRBY Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha’ ble’t til noget af hvert imellem os to. GREGERS Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev. ​ 172FRU SØRBY Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta’t mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller. GREGERS Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la’ min far få et nys om dette gamle bekendtskab? FRU SØRBY De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv. ​GREGERS Så? FRU SØRBY Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter. GREGERS Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg. FRU SØRBY Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med. HJALMAR Hvad siger du til det, Gina? ​ 173GINA Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden. FRU SØRBY Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har ​han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener sig ​om de mest indbildte forgåelser, – efter hvad jeg har lad’t mig sige. GINA Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt. GREGERS Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg går. FRU SØRBY De kan gerne bli’ for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha’ rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjælpeløs. HJALMAR Blir han hjælpeløs? ​ 174GREGERS til fru Sørby Ja, ja, tal ikke om det her. ​FRU SØRBY Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil. Han blir blind. HJALMAR studser Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han også? GINA Det blir jo så mange. FRU SØRBY Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli’ længer; jeg er så opkavet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg. GREGERS Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for. FRU SØRBY Ja så; jeg synes da ikke, at han før i tiden – GINA Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta’ nogen tingen fra grosserer Werle. ​​ 175HJALMAR langsomt og med vægt Vil De hilse Deres tilkom​mende mand fra mig og sige, at jeg i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg – GREGERS Hvad! Kan du ville det? HJALMAR – gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale denne æresgæld –; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter. GINA Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til. HJALMAR Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg. FRU SØRBY Her er nok sket et eller andet her i huset. ​HJALMAR Ja, det er det. FRU SØRBY Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel. ​ 176Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til døren. HJALMAR Ikke ud over tærskelen, Gina! Fru Sørby går; Gina lukker efter hende. HJALMAR Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra hånden. GREGERS Snart i al fald. HJALMAR Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt. GREGERS Du er den mand, jeg altid har holdt dig for. HJALMAR I visse tilfælder er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familjeforsørger må jeg jo vri’ og vånde mig under det. For du kan tro, det er ​sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gælds​fordring, som der, så at sige, havde lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret. GREGERS lægger hånden på hans skulder Kære Hjalmar, – var det så ikke godt, at jeg kom? HJALMAR Jo. ​ 177GREGERS At du fik fuld klarhed over alle forhold, – var ikke det godt? HJALMAR lidt utålmodig Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min retfærdighedsfølelse. GREGERS Og hvad er det for noget? HJALMAR Det er dette her, at –; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre mig så uforbeholdent om din far. GREGERS Tag ikke noget som helst hensyn til mig. HJALMAR Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo ​ikke mig, men ham, som realiserer det sande ægteskab. GREGERS Nej men hvor kan du da sige sligt! HJALMAR Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem. ​ 178GREGERS Nå ja, hvad så? HJALMAR Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa’, hørte til, for at grunde det sande ægteskab. GREGERS Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to –? Nå, du forstår mig nok. HJALMAR Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt ​dette er noget, som sårer og krænker min ​retsbevidsthed. Det ser jo akkurat ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til. GINA Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige. GREGERS Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål. HJALMAR Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind. GINA Å det er kanske ikke så sikkert. ​ 179HJALMAR Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning – GREGERS Desværre, han har forblindet mange. HJALMAR Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne. GINA Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd. ​HJALMAR Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en gang imellem. Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem gangdøren. GINA Er du alt der igen? HEDVIG Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte jeg nogen i porten. HJALMAR Det var vel denne fru Sørby. HEDVIG Ja. ​ 180HJALMAR går op og ned Jeg vil håbe, du skal ha’ set hende for sidste gang. Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den anden som for at udforske stemningen. HEDVIG nærmer sig indsmigrende Far. HJALMAR Nå, – hvad er det, Hedvig? HEDVIG Fru Sørby havde noget med til mig. ​HJALMAR standser Til dig? ​HEDVIG Ja. Det er noget, som skal være til imorgen. GINA Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen. HJALMAR Hvad er det for noget? HEDVIG Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi’ mig det på sengen imorgen tidlig. HJALMAR Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor! ​ 181HEDVIG skynder sig Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev. (tar brevet op af kåbelommen) HJALMAR Et brev også? HEDVIG Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, – et brev! Jeg har aldrig ​fåt noget brev før. Og så står der « frøken» udenpå det. (læser) «Frøken Hedvig Ekdal». Tænk, – det er mig. HJALMAR Lad mig se det brev. HEDVIG rækker ham det Der kan du se. HJALMAR Det er grosserer Werles hånd. GINA Er du viss på det, Ekdal? HJALMAR Se selv. GINA Å tror du, jeg skønner mig på sligt? HJALMAR Hedvig, må jeg åbne brevet – og læse det? ​ 182HEDVIG Ja det må du gerne, hvis du vil. GINA Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen. ​HEDVIG sagte Å kan du ikke la’ ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen. HJALMAR Jeg må altså åbne det? HEDVIG Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad det er. HJALMAR Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og synes forvirret) Hvad er da dette her –? ​GINA Hvad står der for noget da? HEDVIG Å ja, far, – sig det! HJALMAR Vær stille. (læser det en gang til igennem; er bleven bleg, men siger behersket) Det er et gavebrev, Hedvig. HEDVIG Nej, tænk! Hvad får jeg da? ​ 183HJALMAR Læs selv. ​Hedvig går hen og læser en stund ved lampen. HJALMAR halvhøjt, knytter hænderne Øjnene! Øjnene, – og så det brevet! HEDVIG afbryder læsningen Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal ha’ det. HJALMAR tar brevet fra hende Du Gina, – kan du forstå dette her? GINA Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det. HJALMAR Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret – GREGERS Aha! HEDVIG Hundrede kroner, mor! Det læste jeg. GINA Det blir jo godt for bedstefar. ​​ 184HJALMAR – hundrede kroner, så længe han har det nødig, – det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne. GINA Nå, så er da han forsørget, stakkers. HJALMAR Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig. HEDVIG På mig! Alt sammen? HJALMAR Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina? GINA Ja, jeg hører det nok. HEDVIG Tænk – alle de penge, jeg får! (rusker i ham) Far, far, er du da ikke glad –? HJALMAR undviger hende Glad! (går om på gulvet) Å, hvilke ​ fjernsyn, – hvilke perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er det, han betænker så rigelig! ​GINA Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag – ​ 185HEDVIG Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi’ alle pengene til dig og mor. HJALMAR Til mor, ja! Der har vi det. GREGERS Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig. HJALMAR Tror du, det skulde være en snare nu igen? GREGERS Da han var her imorges, sa’ han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig. HJALMAR Ikke den mand –! GREGERS Du skal få se det, sa’ han. HJALMAR Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge –! HEDVIG Men, mor, hvad er det da for noget? ​GINA Gå ud og tag af dig tøjet. Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren. ​ 186GREGERS Ja, Hjalmar, – nu vil det vise sig, hvem der har ret, han eller jeg. HJALMAR river langsomt papiret tvers over, lægger begge stykkerne på bordet og siger Her er mit svar. GREGERS Det vented jeg. HJALMAR går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger dæmpet Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham blev helt forbi, da du – kom til at holde af mig, som du kalder det, – hvorfor satte han os da i stand til at gifte os? GINA Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset. HJALMAR Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed? GINA Jeg skønner ikke, hvad du mener. ​HJALMAR Jeg vil vide, om – dit barn har ret til at leve under mit tag. ​GINA retter sig ivejret; øjnene lyner Og det spør’ du om! ​ 187HJALMAR Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til – eller –? Nå! GINA ser på ham med kold trods Jeg ved ikke. HJALMAR dirrer let Du ved det ikke! GINA Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er – HJALMAR stille, vender sig fra hende Så har jeg ikke mere at gøre her i huset. GREGERS Betænk dig på dette, Hjalmar! HJALMAR tar sin yderfrakke på Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg. ​GREGERS Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens offerstemning. HJALMAR Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten) Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd) Gregers, jeg har ikke noget barn! HEDVIG som har åbnet køkkendøren Hvad er det du siger! (hen til ham) Far, far! ​ 188GINA Se så! HJALMAR Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg tåler ikke at se dig. Å, de øjnene –! Farvel. (vil imod døren) HEDVIG hænger sig fast i ham og skriger højt Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig! GINA råber Se på barnet, Ekdal! Se på barnet! HJALMAR Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; – væk fra alt dette! Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren. ​HEDVIG med fortvilede øjne Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen! GINA Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen. HEDVIG kaster sig hulkende ned i sofaen Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere. ​GREGERS Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal? GINA Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel. ​ 189HEDVIG ligger i sofaen Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen! GINA Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham. (tar ydertøjet på) Kanske han er gåt indom til Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det? ​HEDVIG græder krampagtigt Ja, jeg skal la’ det være; når bare far kommer igen. GREGERS til Gina, som vil gå Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende? GINA Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få stagget barnet. (går ud gennem gangdøren) HEDVIG sætter sig oprejst og tørrer tårerne af Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere? GREGERS De skal ikke spørge om det, forinden De er ble’t stor og voksen. HEDVIG hikster Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. – Jeg skønner nok, hvad det er. – Kanske jeg ikke er fars rigtige barn. ​ 190GREGERS urolig Hvorledes skulde det gå til? ​HEDVIG Mor kan jo ha’ fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om. GREGERS Nå, men om så var – HEDVIG Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den. ​GREGERS afledende Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig. HEDVIG Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den! GREGERS Å det gør han da visst ikke. HEDVIG Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er. ​​ 191GREGERS ser på hende Plejer De læse aftenbøn? HEDVIG Jaha. GREGERS Hvem har vænnet Dem til det? HEDVIG Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa’ han, at han sad med døden i hænderne. GREGERS Nå ja? HEDVIG Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble’t ved med det. GREGERS Og nu bér De for vildanden også? HEDVIG Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen. GREGERS Læser De kanske morgenbøn også? HEDVIG Nej det gør jeg da rigtignok ikke. ​​ 192GREGERS Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn? HEDVIG Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for. GREGERS Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på. HEDVIG Nej, han sa’, det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far. GREGERS lidt nærmere Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld? HEDVIG rejser sig Vildanden! ​GREGERS Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden? HEDVIG Tror De, det vilde hjælpe? GREGERS Prøv det, Hedvig. ​HEDVIG sagte, med lysende øjne Ja, jeg vil prøve det. ​ 193GREGERS Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De? HEDVIG Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig. GREGERS Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt! HEDVIG Hvorfor ikke det? GREGERS Hun forstår os ikke. HEDVIG Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig. Gina kommer ind gennem gangdøren. HEDVIG imod hende Traf du ham, mor? GINA Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig. GREGERS Er De viss på det? ​​ 194GINA Ja, portkonen sa’ det. Molvik var også gåt med, sa’ hun. GREGERS Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i ensomhed –! GINA tar tøjet af Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der var de ikke. HEDVIG kæmper med gråden Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere! GREGERS Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på det, Hedvig. God nat. Han går ud gennem gangdøren. HEDVIG kaster sig hulkende om Ginas hals Mor, mor! GINA klapper hende på ryggen og sukker Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer galne folk og pressenterer den intrikate fordringen. ​ ​​ 195​FEMTE AKT Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind; der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet. Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I det samme kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen. GINA standser Nå? HEDVIG Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling – GINA Ser du bare! HEDVIG – for portkonen sa’, hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat. GINA Det var nok det, jeg tænkte. ​HEDVIG Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til os. GINA I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham. ​ 196Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer frem i døren til sit værelse. EKDAL Du Hjalmar –. Er ikke Hjalmar hjemme? GINA Nej, han er nok gåt ud. EKDAL Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg. Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går derind; hun lukker efter ham. HEDVIG halvhøjt Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os. ​GINA Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den hurlomhejen. ​HEDVIG Ja men – Gregers kommer ind gennem gangdøren. GREGERS Nå? Har De så fåt spurlag på ham? ​ 197GINA Han skal nok være nede hos Relling, siger de. GREGERS Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker? GINA Han har nok det. GREGERS Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at samle sig i alvor –! GINA Ja De må så sige. Relling kommer ind fra gangen. HEDVIG imod ham Er far hos Dem? GINA samtidigt Er han der? ​RELLING Ja visst er han så. HEDVIG Og De, som ikke siger os til! ​ 198RELLING Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ-æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at –. GINA Hvad siger Ekdal idag? RELLING Han siger ingen verdens ting. HEDVIG Snakker han slet ikke? RELLING Ikke et levendes ord. GREGERS Nej, nej; det kan jeg så godt forstå. GINA Men hvad tar han sig da til? RELLING Han ligger på sofaen og snorker. ​GINA Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke. HEDVIG Sover han? Kan han sove? ​ 199RELLING Ja det lader s’gu’ til det. GREGERS Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham – ​GINA Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om nætterne. HEDVIG Det er kanske bra’, det, at han får sove, mor. GINA Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer ham for tidlig da. Tak skal De ha’, Relling. Nu må jeg først få gjort huset lidt rensligt og pent, og så –. Kom og hjælp mig, Hedvig. Gina og Hedvig går ind i dagligstuen. GREGERS vender sig til Relling Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i Hjalmar Ekdal? ​RELLING Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig rørelse i ham. GREGERS Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et nyt grundlag –? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed som Hjalmar –? ​ 200RELLING Å, personlighed – han! Hvis han nogensinde har havt ansats til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så er både rødderne og trævlerne ble’t grundigt exstirperet allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem. GREGERS Det skulde dog være mærkeligt – med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt. RELLING Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De? GREGERS Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la’ den ideale fordring i glemmebogen; – ja, nu skal De vel til at gøre nar igen. RELLING Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god besked; for han har gulpet op ad​skillig retorik om disse sine « tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds er ble’t holdt for et lys – GREGERS Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg? ​RELLING Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, – lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage. ​ 201GREGERS Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner. RELLING Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble’t student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog, – rød og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’ fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker – GREGERS harmfuld Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om? ​RELLING Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, det gudebillede, som De ligger næsegrus for. GREGERS Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller. RELLING Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De. GREGERS Det har De ret i. RELLING Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er, – ​ 202altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha’ noget at beundre udenfor Deres egne grejer. GREGERS Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det. RELLING Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne, som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset. ​​GREGERS Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham? RELLING Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta’ mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med. GREGERS Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg? RELLING Folk er syge omtrent alle i hob, desværre. GREGERS Og hvad kur bruger De så for Hjalmar? RELLING Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham. ​ 203GREGERS Livs-løgnen? Jeg hørte ikke rigtig –? RELLING Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De. GREGERS Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med? ​RELLING Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken. GREGERS Er han da ikke dæmonisk? RELLING Hvad fan’ vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu rigtignok fundet på kuren selv. GREGERS Løjtnant Ekdal? Hvad han? ​ 204RELLING Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han, ​den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire–fem fortørkede juletræerne, som han har gemt ​på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben. GREGERS Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer. RELLING Mens jeg husker det, herr Werle junior, – brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne. GREGERS Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden? RELLING Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber. GREGERS Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør! RELLING Det turde bli’ værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme. (til Hedvig, som kommer fra dagligstuen) Nå, lille vildand-mor, nu ​ 205går jeg ​ned og ser, om fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelsen. (går ud gennem gangdøren) GREGERS nærmer sig Hedvig Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt. HEDVIG Hvilket? Å, det med vildanden. Nej. GREGERS Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke. HEDVIG Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt. GREGERS Underligt? ​HEDVIG Ja jeg ved ikke –. Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre. GREGERS Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem. ​HEDVIG Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så – ​ 206GREGERS Å, havde De så sandt fåt opladt øje for det, som gir livet værd, – havde De det sande, glade, modige offersind, så skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem. – Men jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig. Han går ud gennem gangdøren. Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet; i det samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen. EKDAL Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du. HEDVIG Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar? EKDAL Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig. HEDVIG Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne? EKDAL Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske? ​HEDVIG Ja men vildanden da? ​ 207EKDAL Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det. HEDVIG Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder. EKDAL Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde. HEDVIG Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar; – jeg mener ikke med min vildand men med andre? EKDAL Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal de skydes mod fjæren, ser du, – ikke med fjæren. ​HEDVIG Dør de da, bedstefar? EKDAL Ja gu’ dør de – når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og pudse mig. Hm, – forstår nok – hm. (går ind i sit værelse) ​Hedvig venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol ned fra hylden og ser på den. Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen. ​ 208Hedvig lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig. GINA Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig. HEDVIG går fra reolen Jeg vilde bare rydde lidt. GINA Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta’ brettet med, når jeg går ned til ham. Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i atelieret. Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte. GINA blir stående med kosten i hånden og ser på ham Å, nej da, Ekdal, – kommer du alligevel? HJALMAR træder ind og svarer med dump røst Jeg kommer – for at forsvinde i den samme stund. GINA Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss’ da, – hvorledes er det, du ser ud! ​HJALMAR Ser ud? ​ 209GINA Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin bekomst. HEDVIG i køkkendøren Mor, skal jeg ikke –? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og løber imod ham) Å far, far! HJALMAR vender sig bort og slår ud med hånden Væk, væk, væk! (til Gina) Få hende væk fra mig, siger jeg! GINA halvhøjt Gå ind i dagligstuen, Hedvig. Hedvig går stille derind. HJALMAR travlt, trækker bordskuffen ud Jeg må ha’ mine bøger med mig. Hvor er mine bøger? GINA Hvilke bøger? ​HJALMAR Mine videnskabelige værker, naturligvis, – de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen. ​GINA søger i reolen Er det disse her, som ikke er nogen perm på? HJALMAR Ja visst er det så. ​ 210GINA lægger en bunke hæfter på bordet Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig? HJALMAR Behøves ingen opskæring for mig. Kort taushed. GINA Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal? HJALMAR roder mellem bøgerne Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg. GINA Ja-ja. HJALMAR hæftigt For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen! GINA Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig. ​HJALMAR Bevis –! GINA Jeg synes, du skulde bevise. HJALMAR Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav –; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav – ​ 211GINA Men gamlefar da? Hvad skal der bli’ af ham, stakker? HJALMAR Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg vil ud i byen og gøre anstalter –. Hm –. (nølende) Er der ingen, som har fundet min hat på trapperne? GINA Nej. Har du mistet hatten? HJALMAR Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den. GINA Jøss’, hvor har du da været henne med de to ranglefanterne? ​HJALMAR Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i stemning til at huske på enkeltheder? ​GINA Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal. (går ud i køkkenet) HJALMAR taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens han tømmer bordskuffen Du er en skurk, Relling! – En kæltring er du! – Ah, skændige forfører! – Kunde jeg så sandt få nogen til at snigmyrde dig! Han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det hurtigt fra sig i det Gina kommer. ​ 212GINA sætter et dækket kaffebret på bordet Her er en tår varmt, om du kunde ha’ lyst. Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til. HJALMAR skotter til brettet Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme. – Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine vigtige papirer? (åbner stuedøren, men viger tilbage) Der er hun også! ​GINA Ja, herre gud, et steds må da barnet være. HJALMAR Gå ud. Han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret. HJALMAR med hånden på dørvrideren, siger til Gina I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem, ønsker jeg at forskånes for uvedkommende – (går ind i stuen) HEDVIG med et sæt imod sin mor, spørger sagte og bævende Er det mig? GINA Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej, – gå heller ind i kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun går ind til ham) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved, hvor al tingen ligger. ​ 213HEDVIG står et øjeblik urørlig, i angst og rådvildhed, bider læberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte Vildanden! ​Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter sig. Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen. ​HJALMAR kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer, som han lægger på bordet Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende ting, jeg får at slæbe med mig. GINA følger efter med vadsækken Men så la’ alt det andre ligge så længe; og ta’ bare med dig en skjorte og et par underbukser. HJALMAR Puh, – disse anstrængende forberedelser –! (trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen) GINA Og så står kaffien og blir kold også. HJALMAR Hm. (drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en) GINA tørrer stoleryggene af Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum til kaninerne. ​ 214HJALMAR Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også? GINA Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, ved jeg. ​HJALMAR Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder end kaniner, som jeg må gi’ afkald på. GINA støver af i reolen Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig? HJALMAR Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi’ mig pistolen! GINA Vil du ha’ den pigstolen med dig? HJALMAR Ja. Min ladte pistol. GINA søger efter den Den er væk. Han må ha’ ta’t den med sig ind. HJALMAR Er han på loftet? GINA Ja visst er han på loftet. ​ 215HJALMAR Hm, – den ensomme gubbe. Han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker kaffekoppen ud. ​​GINA Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha’ flyttet der ind. HJALMAR Jeg skulde bli’ boende under samme tag, som –! Aldrig, – aldrig! GINA Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv. HJALMAR Aldrig indenfor disse mure! GINA Nå, men nede hos Relling og Molvik da? HJALMAR Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste appetiten bare jeg tænker på dem. – Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet, – gå fra hus til hus og søge efter ly for far og mig. GINA Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten. ​ 216HJALMAR Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må skaffes tilveje. (tar et andet stykke smørrebrød) Der ​må gøres anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til heller. (søger efter noget på brettet) GINA Hvad er det du ser efter? HJALMAR Smør. GINA Smør skal straks komme. (går ud i køkkenet) HJALMAR råber efter hende Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød. GINA bringer en smørskål Se her; det skal være nykærnet. Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker en stund i taushed. HJALMAR Vilde jeg, uden at bli’ overhængt af nogen – af nogen som helst, – kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to? GINA Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde. ​​ 217HJALMAR For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i en slig fart. ​GINA Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at du ikke længere vilde leve isammens med os andre. HJALMAR skyder kaffekoppen fra sig Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede forhold –. Jeg må område mig; jeg må ha’ pusterum; jeg kan ikke bære alle byrderne på en eneste dag. GINA Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor. HJALMAR flytter på grossererens brev Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu. GINA Ja jeg har ikke rørt det. HJALMAR Mig kommer jo den papirlap ikke ved – GINA Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig. ​HJALMAR – men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; – i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let – ​ 218GINA Jeg skal nok ta’ vare på det, Ekdal. HJALMAR Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli’ hans sag, om han vil gøre brug af det. GINA sukker Ja, stakkers gamle far – HJALMAR For en sikkerheds skyld –. Hvor finder jeg noget klister? GINA går til reolen Her står klisterpotten. HJALMAR Og så en pensel. GINA Her er penselen også. (bringer ham sagerne) ​HJALMAR tar en saks Bare en papirstrimmel på bagsiden –. (klipper og klistrer) Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på – den andens heller. – Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det ​er ble’t tørt, så ta’ det væk. Jeg vil ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig! ​ 219Gregers Werle kommer ind fra gangen. GREGERS lidt forundret Hvad, – sidder du her, Hjalmar? HJALMAR rejser sig hurtigt Jeg var sunken ned af mathed. GREGERS Du har dog spist frokost, ser jeg. HJALMAR Også legemet gør stundom sine krav gældende. GREGERS Hvad har du så bestemt dig til? HJALMAR For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd med at sanke sammen ​mine vigtigste sager. Men det tar tid, kan du vel tænke. GINA lidt utålmodig Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken? HJALMAR efter et ærgerligt sideblik mod Gregers Pak, – og gør i stand! GINA tar vadsækken Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da. (går ind i stuen og trækker døren til efter sig) ​ 220GREGERS efter en kort taushed Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli’ enden på det. Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå fra hus og hjem? HJALMAR driver urolig omkring Hvad vil du da, jeg skal gøre? – Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha’ det godt og trygt og fredeligt omkring mig. GREGERS Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her er fast grund at bygge på, – ​og begynd så forfra. Og husk på, du har jo også opfindelsen at leve for. HJALMAR Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med den. GREGERS Så? HJALMAR Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir vanskeligere dag for dag – ​GREGERS Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette. HJALMAR Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det. ​ 221GREGERS Relling? HJALMAR Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotografien. GREGERS Aha, – det var Relling! ​HJALMAR Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode på den, – trode på den med barnesindets hele magt og styrke. – Ja, det vil sige, – jeg dåre har gåt her og bildt mig ind, at hun trode på den. GREGERS Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod dig! HJALMAR Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv. GREGERS Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig? HJALMAR uden at svare Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue ​ 222og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen. ​GREGERS Siger du, at det bare var en indbildning! HJALMAR Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil –; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig. ​GREGERS Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger. HJALMAR Vildanden skræpper. Far er på loftet. GREGERS Er han det! (glæde lyser op i ham) Jeg siger, du kunde nok få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af dig! HJALMAR Å hvad vidnesbyrd kan hun gi’ mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant. GREGERS Hedvig kender visselig ikke til svig. ​​ 223HJALMAR Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha’ siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha’ ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt. GREGERS Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig! HJALMAR Jeg har fåt øjnene op. Pas du på; – du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta’ hende fra mig, hvad tid og time de lyster. GREGERS Aldrig i verden går Hedvig fra dig. HJALMAR Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder –? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta’ hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum! – Nu føler jeg det så nagende sikkert, – den ​fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget helt og fuldt for hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom. GREGERS Dette her tror du ikke selv, Hjalmar. ​ 224HJALMAR Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, ​hvad jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente – GREGERS hurtigt Ja, hvad da, tror du? HJALMAR Hvis jeg så spurte hende: Hedvig, er du villig til at gi’ slip på livet for mig? (ler spotsk) Jo tak, – du skulde nok få høre, hvad svar jeg fik! Et pistolskud høres inde på loftet. GREGERS højt, i glæde Hjalmar! ​HJALMAR Se så; nu går han på jagt også. GINA kommer ind Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet alene. HJALMAR Jeg vil se ind – GREGERS levende, grebet Bi lidt! Ved du, hvad det var? ​ 225HJALMAR Ja visst ved jeg det. GREGERS Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet! HJALMAR Hvilket vidnesbyrd? GREGERS Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden. HJALMAR Skyde vildanden! GINA Nej, tænk –! ​HJALMAR Hvad skulde det til? GREGERS Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun. HJALMAR blødt, bevæget Å, det barn! GINA Ja, hvad hun kan finde på! ​ 226GREGERS Hun vilde bare ha’ din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke, hun kunde leve den foruden. GINA kæmper med gråden Der kan du selv se, Ekdal. ​HJALMAR Gina, hvor er hun henne? GINA snøfter Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro. ​HJALMAR går hen, river køkkendøren op og siger Hedvig, – kom! Kom ind til mig! (ser sig om) Nej, her er hun ikke. GINA Så er hun i det lille kammerset sit da. HJALMAR udenfor Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind) Hun må være gåt ud. GINA Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset. HJALMAR Å gid hun bare snart vilde komme hjem, – så jeg rigtig kan få sagt hende –. Nu skal alt bli’ godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen. ​ 227GREGERS stille Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske. Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig. HJALMAR forbauset Far! Er du der! ​GINA Var det i kammerset far skød? EKDAL harmfuld, nærmer sig Så du går på jagt alene, du, Hjalmar? HJALMAR spændt, forvirret Det var altså ikke dig, som skød på loftet? EKDAL Skød jeg? Hm! GREGERS råber til Hjalmar Hun har selv skudt vildanden, du! HJALMAR Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den tilside, ser ind og skriger højt) Hedvig! GINA løber mod døren Jøss’, hvad er det! HJALMAR går ind Hun ligger på gulvet! ​ 228GREGERS Ligger Hedvig! (ind til Hjalmar) ​GINA samtidigt Hedvig! (ind på loftet) Nej, nej, nej! EKDAL Hå-hå; går hun også på skytteri? ​ Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt mellem fingrene. HJALMAR forstyrret Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! Hjælp! GINA løber ud på gangen og råber ned Relling! Relling! Doktor Relling; fly’ herop så fort De kan! Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen. EKDAL stille Skogen hævner. HJALMAR på knæ ved hende Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig –; ja, ja, ja. GINA som er kommen ind igen Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen – ​ 229Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole. ​RELLING Hvad er her på færde? GINA De siger, Hedvig har skudt sig. HJALMAR Kom her og hjælp! RELLING Skudt sig! Han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende. HJALMAR ligger og ser angstfuldt op på ham Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt? RELLING Hvorledes gik det til? HJALMAR Å, hvad ved jeg –! GINA Hun vilde skyde vildanden. RELLING Vildanden? ​ 230HJALMAR Pistolen må være gåt af. ​RELLING Hm. Ja så. EKDAL Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel. (går ind på loftet og lukker efter sig) HJALMAR Nå, Relling, – hvorfor siger du ingen ting? RELLING Kuglen er gåt ind i brystet. HJALMAR Ja, men hun kommer sig da! RELLING Du ser vel, at Hedvig ikke lever. ​GINA brister i gråd Å barnet, barnet! GREGERS hæst På havsens bund –. HJALMAR springer op Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling, – bare et øjeblik, – bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden! ​​ 231RELLING Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet. HJALMAR Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig. (hulkende) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige hende –! (knytter hænderne og skriger opad) Å, du der oppe –! – Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette! GINA Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro. MOLVIK Barnet er ikke dødt; det sover. RELLING Sludder. HJALMAR blir stille, går hen til sofaen og ser med korslagte arme på Hedvig Der ligger hun så stiv og stille. RELLING søger at løse pistolen Den sidder så fast, så fast. GINA Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la’ pigstolen sidde. ​HJALMAR Hun skal få den med sig. ​ 232GINA Ja, la’ hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. Ta’ i med, Ekdal. Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig. HJALMAR mens de bærer Å, Gina, Gina, holder du dette ud! GINA Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om hende, ved jeg. MOLVIK strækker armene ud og mumler Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du blive – RELLING hvisker Hold kæft, menneske; du er jo fuld. ​Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen. RELLING går hen til Gregers og siger Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et vådeskud. ​GREGERS som har ståt skrækslagen, i krampagtige rykninger Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til. RELLING Forladningen har svi’d kjolelivet. Hun må ha’ trykket pistolen lige imod brystet og fyret af. ​ 233GREGERS Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen frigjorde det storladne i ham? RELLING Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham? GREGERS Skulde ikke den vare og vokse for livet! RELLING Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema. GREGERS Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal! RELLING Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det faderhjertet for tidligt fra​revne barn»; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på! GREGERS Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at leve. RELLING Å, livet kunde være ganske bra’ alligevel, når vi bare måtte få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os fattigfolk på dørene med den ideale fordring. ​ 234GREGERS ser frem for sig I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er. RELLING Med forlov, – hvad er da Deres bestemmelse? GREGERS i færd med at gå At være den trettende mand tilbords. RELLING Å fan’ tro det.