FRA VOR GRÆNDSE 

MOD 

AF A. B. WESSEL 

MED 45 ILLUSTRATIONER EFTER FOTOGRAFIERAF FRU ELLISIF WESSEL OG ET OVE-RSIGTSKART 

Tilvenstre grændsegade huggen i skogen mellem Norge og Rusland, tilhøire mellem Rusland og Finland 

ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


FRA VOR GRÆNDSE 

MOD 

RUSLAND 

AF 

A.B. WESSEL 

Distriktslæge i Sydvaranger 

MED 45 ILLUSTRATIONER EFTER FOTOGRAFIER 
AF FRU ELLISIF WESSEL OG ET 
OVERSIGTSKART 

ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


Trykt hos 
Alb, Cammermeyers forlag og Centraltrykkerict. 
Kristiania 1902. 


INDHOLD 

Side 

Pasvigs dalføre og befolkning . . . . 1 
Naturlige betingelser for øget befolkning 2 
Nuværende befolkningsforhold 

4 

Pasvig som grændseelv . 

6 

Boris-Gleb 

6 
Indsjøer og fosser . 

9 
Reisemaade . . . 

10 
Adkomst til øvre Pasvigdal 11 
Langfjorden . . . . . . 

12 
Lappemes sommerpladse . 12 
En gammel norsk kolonist 

15 
Sandnes . . . . . . . 

16 
Langfjordbotn . . . 

17 
Norsk kolonisation foranlediget ved veiarbeide . 18 
K vindelig kolonist 

19 
Langfjordvand . . . . . . 20 
Øvre Klostervand . . . . . 

21 
Et kolonisationens martyrium 22 
De seneste bestræbelser for norsk kolonisation 27 
Opad Salmijärvi 29 
K vænske badstuer 30 
Næringskilder . . 30 
Fra Salmijarvi opover 32 
Elvebaaden . . . 32 
Oprindelig befolkning 32 
Forvirring i stedsbetegnelsen . 33 
Hvorledes man kommer forbi fosseme . 34 
Männiköfossen . . . 35 


IV 

Langvandet -Basjavre 
Kvindelig baadbygger . 
Fattigt hjem . . . . . 
Kvænernes forhold til russerne . 
Broget morgenscene . . . 
Kobbefos og Gaddeluobbal 
Fem stryk 
Vaggatem ..... . 
Skolterne . . . . . . .
Jordanfos og Botsjavre . 
Korndyrkende kvæn 
Stenalderfund 
Hestefos 
Fiskerigdom og vildt 
Bornjekoski . . . . 
Ubeboet stue 
Nautsjokki og "Laitinmuori . 
Mutkavarre med grændserøs mellem 3 land 
Ellenjavre . . . . 
Renmelk og renost . . 
Renhjord . . . . . . 
Naturen ved Rajakoski . 
Enarelap . . . . 
Udfor strykene . . 
Bjørnens herjinger 
Svaner . . . 
,Hotellet, paa Nakholmen 
Herlig fart . . . . . . 
Vaggatems omgivelser . . . 
Skolternes rensamling om høsten 
Renens sommerbeite 
Varangerfjeldfinnerne 
Hytt en ved Männiköfos 
Fugleliv . . . . . . 
Hjemover ..... . 
Schematisk kart over Pasvigelven . 

Side 
36 
37 
37 
39 
40 
42 
42 
43 
43 
46 
. 46 
47 
47 
48 
49 
49 
51 
53 
54 
55 
56 
58 
59 
59 
61 
62 
62 
62 
63 
64 
65 
66 
67 
69 
70 
72 


Midnatssol 

Pasvigs dalføre og befolkning 

De flygtige indtryk af natur og folkeliv, som møder 
den reisende i Pasvigdalen, er det, som er forsøgt gjengi vet 
paa efterfølgende blade. Nogen udførlig beskrivelse enten af 
det ene eller det andet er ikke tilsigtet. Det er ogsaa fornødent 
at gjøre opmerksom paa, at det blot er en del af Pasvig


elven, som ved denne leilighed er befaret og beskrevet, nemlig 
den øvre fra indsjøen Salmijarvi (øvre Klostervand) sydover 
til det sted, hvor rigsgrændsen forlader elven. Denne 
del er baade den længste og den mindst kjendte, idet blot 
faa reisende har faret saa langt op; medens den nedre dels 
fra elvens udløb ved Elvenes opover til nævnte indsjø, be 
reises af et aarlig stigende antal turister. Denne nedre del 
er dog ogsaa her bleven berørt, forsaavidt som de senere 
aars kolonisationsbestræbelser netop har taget sigte paa lang, 
dens vestre bred at faa grundlagt et norsk nybygge. 

A. B. We s se I: Fra vor grændse med Rusland 


2 

PasvigUdsigt nedover fra Harefos 

Naturlige betingelser for øget befolkning 

Et spørgsmaal, som uvilkaarlig paatrænger sig den reisende 
i saadanne vildmarker som Pasvigelvens omgivelser, er 
dette: «Har dalen betingelser for at kunne føde en større 
menneskemængde?» Naar man ser de frodige skoger, som 
dækker dalbunden og alle • fjeldsider, de store græsmyrer, 
soin ialfald, hvis midlerne var forhaanden, maatte kunne opdyrkes, 
naar man blir opmerksom paa den mængde af vildt i 
skogene og af fisk i vandene, er man i begyndelsen tilbøielig 
til at svare ubetinget "ja» paa spørgsmaalet. Men ser man 
nærmere til, • vil man finde, at forholdene paa langt nær er 
saa gunstige, som det syntes ved første øiekast. Jorddyrkning, 
paa hvilken en større befolknings liv væsentlig maatte 
baseres, vil støde paa de største vanskeligheder. Udenfor de 
endeløse, flade myrer er der overhovedet kun !idet dyrkbar 
jord, og myrerne selv lader sig ikke opdyrke uden aldeles 
uforholdsmæssige omkostninger. Skogen ser vistnok frodig 


3 

Pasvig som grændseelv 

ud, men man betænke ogsaa, hvilke lange tidsrum den harhavt til at vokse uforstyrret i; en skogbrand har af og tilhærjet dele af den, men den faatallige befolkning har endnuikke formaaet at gjøre større indhug i den, og en systematiskhugst har den endnu ikke været udsat for. Skulde saadan istørre udstrækning komme til at finde sted, vilde det noksnart merkes paa skogens udseende, saa forholdsvis indskrænket 
areal som det her er tale om, og det vil vel visesig, at saadanne naturlige herligheder som skog, vildt ogfiskerigdom netop er begrundet i en faatallig befolkning ogikke vil kunne bevares, om denne stiger over et vist eftermin mening temmelig lavt maximum. Tager man endelig ibetragtning de store vanskeligheder, som betinges af denlange afstand fra havet, af de mange hindringer for elvensfarbarhed og i det hele de fortvilede kommunikationsforhold,
og dertil lægger de erfaringer, man maatte have gjort omden langvarige og strenge vinter og om myggesværmenesfrygtelige plage for baade folk og fæ om sommeren, bliver 


4 

Boris-Gleb Det gamle kapel 

man let ligesaa mistrøstig med hensyn til muligheden af, at 
en større befolkning skulde kunne trives i dette dalføre, som 
man ved første øiesyn var forhaabningsfuld. Opdagelsen af 
andre indtægtskilder, f. ex. malmleier i fjeldene, vilde naturligvis 
være en omstændighed, som strax· vilde bringe vegt


skaalen til at synke til den gunstige side ved opgjøret, men 
foreløbig er det muligheden af et rationelt og indbringende 
jordbrug, hvorpaa alt kommer an. 

Nuværende befolkningsforhold 

Befolkningen, saaledes som den nu er, frembyder billedet 
af en eiendommelig blanding, ikke alene forsaavidt at den 
bestaar af 3 forskjellige nationer, skoltelapper, kvæner og 
nordmænd, men ogsaa derved at hver af disse i hovedsagen 
repræsenterer et bestemt kulturtrin. Lavest staar skoltelapperne 
med sin halvt nomadiserende tilværelse. Opholdende 
sig snart paa den ene snart paa den anden boplads tager 
de, hvad de trænger til livsophold, der hvor de kan finde 


Boris-Gleb 

Det nye kapel og Skoltefossen 

det. De er fiskere og jægere, men driver dog tillige renavl, 
omend i langt mindre udstrækning end vore fjeldlapper. 
Der er paa dette stadium ikke tale om noget egentlig kvæg


hold til produktion af melk, uden forsaavidt som enhver 
familie holder nogle faa sauer, som den slæber om med sig 
paa sine flytninger. -Det andet og mere udviklede stadium 
repræsenteres af de paa russisk side boende kvæner. Hos 
dem er kreaturhold og melkeproduktionen blevet en hovedsag, 
ligesom de har faste uforanderlige bopladse, spredtliggende 
gaarde, der dog ikke er i privatmænds eie, men af 
den russiske stat overdragne den enkelte til udnyttelse for 
hans levetid. Dette forhold er naturligvis til skade for jordens 
opdyrkning; det er derimod fremdeles, hvad naturen 
selv frivillig yder af hø, vildt og fisk, multer o. s. v., som 
spiller hovedrollen i deres underhold. Ogsaa paa dette stadium 
indtager tamrenholdet en vigtig plads. -Det tredie og 
høieste stadium indtages endelig af nordmændene og de paa 
norsk side bosatte kvæner. Disse er selveierbønder, for hvem 


udbyttet af det arbeide, som lægges paa jordens dyrkning, 
er eller ialfald tenderer til at blive hovedsagen, medens jagt, 
fiskeri, renhold o. s. v. blot er binæringer. -Dog er det 
meget langt fra, at disse stadier er skarpt adskilte, tvertimod 
findes mangfoldige overgange. 

Det interessante er at iagttage hvordan livet kan leves 
under de engang givne naturbetingelser af de tre forskjellige 
nationer, og hvordan udfaldet arter sig af den kamp, som 
enhver af dem maa føre enten for at hævde et engang indtaget 
standpunkt eller for at naa op til et høiere. Men særlig 
har det for os nordmænd sin store interesse at se, hvordan 
kampens udfald vil blive for vore egne landsmænd. Man 
vil i det efterfølgende finde enke]te exempler fra fortiden 
baade paa seier og nederlag.rlag. 

Pasvig som grændseelv 
Af alle Sydvarangers elve er Pasvigelven *) den længste 
og vandrigeste. Kommende fra Enaresjøen og faldende ud i 
Klosterfjorden ved El venes danner den paa en strækning af 
vel 10 mil grændsen mellem Norge og Rusland. 5 km. ovenfor 
udløbet ophører den dog at være grændseelv. Grændsen 
forlader her elveleiet og gaar over paa den vestre bred for 
3 km. længer nede atter at gaa ned til og tvers over elven, 
hvorfra den fortsætter sig i en stor bue mod øst henimod 
Jakobselvens kilder. Ved denne underlige bugtning af grændsen 
opnaaede Russerne ved grændsereguleringen i 1826 at 
beholde et stykke land paa ca. 4 kvadratkilometers udstrækning 
af den vestre bred. 

Boris-Gleb 

Her laa nemlig og ligger den dag idag en gammel russisk 
helligdom, et lidet uanseeligt, men af svært tømmer op


•) "Pasvigelv" er en fornorskning af det skoltelappiske ,Batsche-væijok", 
som efter Friis skal betyde ,Skytterdalselv,. Kvænerne kalder 
den "Pats-joki" 


Rämälombola Elvebaad trækkes overland 
forbi Melkefos 

ført kapel, indviet til helgenerne Boris & Gleb, to kongesønner, 
der efter sagnet for sin kristentros skyld blev dræbte 
af sin ældre broder, den hedenske Svjataapaak, i aaret 880 
efter Kristus. Kapellet skal være bygget af munken Trifan, 
om hvem der gaar mange sagn, og som var den første missionær 
i disse egne, aar 1S7 9. Det kunde paa grund af selve 
stedets hellighed ikke flyttes, og saaledes maatte man fravige 
det naturlige grændseskjel, som dannes af elven, og lave 
et kunstigt. Dog var det vistnok ikke bare religiøse grunde, 
som var de afgjørende, men ogsaa økonomiske, thi netop 
paa denne plads foregaar det bedste laxefiske i elven, og det 
gjaldt naturligvis om for skoltelapperne at bevare denne indtægtskilde, 
hvorpaa deres existens for en væsentlig del beroede, 
uafkortet. 

De sidste 5 km. af Pasvigelven fl.yder altsaa først 3 km. 
gjennem helt russisk, dernæst 2 km. gjennem helt norsk land. 
Stedet, hvor det russiske kapel ligger, kaldes kort og godt 
Boris-Gleb. Her blev i 1872 paabegyndt opførelsen af en ny 


Langvandel 

statelig kirke, ved siden af det gamle ka pel, og i 18 74 blev 
den indviet i overvær af Archangels guvernør og flere 
prester. 

Denne nye helligdom er bygget i ægte russisk kirkestil 
med kupler og taarne og tager sig vakkert ud med sine lyse 
farver mod den omgivende bjerkelunds mørkegrønne løv. 
Ved samme leilighed blev bygget bolig for prest og kirkesanger, 
og et eget sognekald oprettet, omfattende Pasvigskolterne 
og de norske skoltelapper af græsk-katolsk tro i 
Neiden, ialt ca. 140 menighedslemmer. Tidligere udgjorde 
alle disse et kapellani, der hørte til Petschenga hovedkirke 
og betjentes af dennes prest. 

Uordentlig strøet ud over den flade plads omkring kirken 
ligger skoltelappernes smaa, usle træhytter, men det er blot 
en kort tid om vaaren, at beboerne opholder sig i BorisGleb. 
Kirketjenesten gaar dog sin uforstyrrede, regelrette 
gang, selv om intet menighedslem udenfor kirkens egne funktionærer 
er tilstede. 


Strandparti med skoltehytte 

Laxefisket, der som nævnt næsten udelukkende foregaar 
i den korte del af elven, hvor begge bredder tilhører Rusland, 
er meget rigt, og Pasvig-laxen er bekjendt for sin størrelse 
og fedme. Der har været fisket lax af optil 26 kgr. 
i vegt. Dette fiske drives dog ikke nu længer af skolterne 
selv, men har i lang tid været bortforpagtet, i de senere aar 

til engelskmænd. Kort ovenfor Boris-Gleb er den saakaldte 
Skoltefos og 5 km. sydligere den store Harefos. Disse sætter 
grændse for laxens videre optrængen i elven. 

I 1896 blev opført et lidet velindrettet hotel i Boris-Gleb, 
hvilket bestyres af prestefruen. 

Indsjøer og fosser 

Pasvigelvens hovedretning er fra sydvest mod nordost, 
men den gjør paa sit lange løb mod Ishavet utallige bugtninger, 
saaledes at retningen snart er ret fra syd til nord 
snart fra vest mod øst. Under sit Jøb danner den en lang 
række af større og mindre indsjøer. Navnene paa de største 


Harefos Anden fos i Pasvig fra udløbet 

af disse er nedenfra opover regnet følgende: Nedre Klostervand, 
Bjørnvandet, Øvre Klostervand (eller Salmijarvi), Langvandet, 
Vaggatemjavre og Botsjavre. 

Reisemaade 

Endnu talrigere er de fosser og stryk, hvorigjennem den 
lø ber fra indsjø til indsjø. De vigtigste af dem er: Skoltefos, 
Harefos, Holmfos, Melkefos, Mannikøfos, Kobbefos, 
Jordanfos, Hestefos, Bornjekoski og Rajakoski. Alle disse 
fosser og talrige mindre stryk gjør det vanskeligt og tidsspildende 
at færdes opad Pasvigelven. Befordringsmidlet er 
en elvebaad med to rorskarer. Den reisende maa her savne 
de fleste af de bekvemmeligheder, han ellers er vant til. Der 
findes ingen herberger for reisende uden 2 stuer, som det 
norske forstvæsen har opsat; forøvrigt maa man tage ind i de 
indfødtes egne tarvelige stuer, og findes der da et «kammers», 
man kan faa overladt, faar man være glad, men ofte maa 
man dele soverum med hele familien, eller man maa bivuakere 


ude under aaben himmel eller i telt. Dog dette intime samliv 
med naturen og befolkningen er det netop som for den 
reisevante turist gjør færden opad Pasvigelven mest tiltrækkende. 
Sproget bereder sine vanskeligheder, som dog overvindes 
ved rorskarernes hjælp, af hvilke en ialfald maa kunne 
fungere som tolk; men i en egn, hvor befolkningen er saa 
vant til at tumle med mange sprog som Sydvaranger, er det 
ikke vanskeligt at finde duelige folk. 

Adkomst til øvre Pasvigdal 

Paa kartet vil man se, at der er to veie, ad hvilke man 
kan trænge ind i Pasvigdalens øvre del, nemlig enten ved at 
følge elven hele veien fra dens munding i fjorden og opover, 
eller ved at tage op gjennem Langfjord, en to mile lang og 
meget smal arm af Bøgfjorden, der gaaende mod syd fører 
over i et dalføre, Langfjorddalen, der skjærer Pasvigdalen 
ca. 4 mil fra havet. Førstnævnte vei er den besværligste 
paa grund af de 3 store fosser i elvens nedre løb. Gjennem 
den øverste af disse, Holmfossen, kan man trække baaden, 
forbi den mellemste, Harefossen, maa den slæbes over land 
ad en meget vanskelig vei, men den nederste, Skoltefos, kan 
man slet ikke komme forbi med samme baad. Man maatte 
i tilfælde faa en anden baad ovenfor fossen. 

Paa grund af disse vanskeligheder vælger vi den anden 
vei gjennem Langfjorden, der, foruden at den vil føre os lettere 
frem til vort egentlige maal, de indre ødemarker, ogsaa har 
den fordel, at vi paa den vil faa anledning til at stifte bekjendtskab 
med en større del af befolkningen, særlig den norske 
og kvænske, som er bosat her, medens vi, om vi tager opad 
Pasvigelvens nedre del, vilde komme gjennem egne, der for 
den norske sides vedkommende er omtrent folketomme. 

Den følgende meddelelse om reisen er gjort i dagbogsform, 
saaledes at for hver dag og oftest paa det sted, hvor 
vi overnattede, er nedskrevet reisens begivenheder, samt hvad 
vi saa og erfarte om dalen og folket der. 


Langfjorden 

Langfjordbotn 16/9 aften 1901. 

Kl. 5 i eftermiddag drog vi fra Kirkenes. Reisefølget bestod 
af os to og vor lappiske tjener Paul med det velklingende 
familienavn Smuk, samt vor uadskillelige ledsager 
hunden «Slusk». Hele formiddagen var gaaet med til den 
temmelig vidtløftige udrustning; man maa jo føre omtrent 
alt, hvad man trænger, med sig, foruden levnetsmidler og 
et godt udvalg af reiseklæder ogsaa sengklædei, kogesager 
etc., ikke at tale om vor ivrige fotografs apparater og greier, 
saa vor baad var temmelig lastet, da alt var bragt ned i den. 
For strøm og aarer gik det raskt indover Langfjorden. 
Denne er 2 mil lang og jevnt smal hele veien, vel ½ km. 
fra bred til bred, og begrændses af lave fjelde, der overalt 
stiger temmelig brat op frasjøen, saa der blot paa meget 
faa steder blir plads for nogen bebyggelse ved stranden. 
Fjeldene har her som overalt i Sydvaranger sin største høide 
yderst mod havkanten; indover sænker de sig mer og mer 
og gaar efterhvert over i et med myrer og skog opfyldt 
lavland. Her ved angfjordens munding naar deres største 
høide blot 180 m" men de styrter sig paa østsiden med 
lodrette fjeldvægge ned i sjøen. Den vestre bred er lavere 
og mere jevnt stigende. Man ser her allerede ligeoverfor 
Kirkenes nogle veirbidte, vantrevne furutrær, de yderste 
pionerer mod nord for dette træslag Forøvrigt er fjeldsiderne 
og smaadalene dækkede af bjerkeskog, der dog nu 
i høstens tid staar gul eller tildels afløvet. 

Lappernes sommerpladse 

Paa vestre side af fjorden ser man en ganske liden ryddet 
plads paa. et nes; her bor dog ingen folk; men i gamle 
dage, kanske til for en 30-40 aar siden, havde lapper fra 
Sandnes her sin sommerplads, hvor de laa med kreaturerne 


13 

Fra Sandnes Sjølapper udeofor sit hjem 

for at spare hjemmejorden for beitning; man stod nemlig 
da paa et saa primitivt standpunkt i dyrkning af jorden, at 
man ikke endnu brugte gjærde om denne. Saadanne som


merpladse kunde man indtil for faa aar siden se mange af 
ude i de ydre fjorde, men i det sidste er de mer og mer 
blevne optagne af fastboende folk, mest lapper, men ogsaa 
af nordmænd. Om jordsmonnet er aldrig saa skrint, og beliggenheden 
ude paa de nøgne nes aldrig saa veirhaard, foretrækkes 
dog en saadan liden ussel jordlap fremfor frugtbarere 
jord i det indre, da den har den uvurderlige fordel 
af havets og fiskeriernes nærhed. Lidt længere ind i fjorden 
ser man paa et nes paa den østre side et saadant lidet nybygge 
paa en forhenværende «finnesæter»; det er kvæner, 
som her lever i temmelig trange kaar. 

Omtrent 1/2 mil fra Kirkenes kom vi gjennem Langtjordstrømmen. 
Her kniber fjorden sig sammen til godt og vel 
et stenkasts afstand mellem bredderne og grundes derhos 
betydelig op. Derved fremkaldes den voldsomme tidevands



14 

strøm paa dette sted; den gaar som en brusende fos ind 
eller ud og er en absolut hindring for dampskibsfart paa 
denne fjord. Derimod kan strømmen passeres af baade paa 
indtil en fembørings størrelse, naar man blot passer paa 
at have strømmen med 
sig og har en kjendtmand 
ombord, saa man 
undgaar de farlige 
stene i løbet. I susende 
fart for vi frem 
gjennem dette, mens 
sjøen kogte og bruste 
omkring os og vel ogsaa 
sendte en og anden 
skvæt ind over baadripen. 
Det var en herlig 
fart, en forsmag 
paa, hvad vi senere 
skulde opleve nedad 
strykene i Pasvigelven. 
*) Indenfor strømmen 
udvider atter fjorden 
sig og gaar fra 
sydvestlig over i sydøstlig 
retning. I den 
rette vinkel, som herved 
dannes, stikker en 
temmelig dyb og bred 

Lappegutter fra Sandnes 

bugt ind paa vestsiden. 
Det er Strømsbugt, i bunden af hvilken man øiner vel opdyrkede 
enge med frodig bjerkeskog omkring og et par smaa huse. 

*) Bjergarten i fjeldene om Langfjorden og dens dalføre er gneis og 
andet grundfjeld. Straks indenfor strømmen paa den østlige side er en 
mindre forekomst af klæbersten, paa hvilken der for 20-30 aar siden 
af en Vadsøkjøbmand blev paabegyndt en drift, der dog ikke lønnede 
sig og snart blev nedlagt. 


15 

En gammel norsk kolonist 

Her bor en af de ældste norske kolonister i Sydvaranger 
og maaske den dygtigste jordbruger, distriktet har havt, 
gamle Per Fløtten. Ligesom 
de fleste nordmænd 
af den gamle 
indflytterstok, hvoraf 
den største del nedsatte 
sig i Jarfjord, var 
han østerdøl og født 
i Lilleelvedalen. I sin 
ungdom var han arbeider 
ved Kaafjord kobbergruber 
og flyttede 
i 1848 til Sydvaranger. 
Han er nu 7 9 aar gammel, 
men endnu frisk 
og rørig. Det er et vakkert 
jordstykke, han 
her har ryddet og dyrket, 
mest med egne 
hænder, og paa det 
kan det sees, at han 
ikke som saa mangen 
anden ved de rige 
fiskerier har ladet sig * 
friste til deltagelse i 

disse paa jordbrugets Lappekone med barn i komse 

bekostning. Nu har skjæbnen føiet det slig, at uagtet han 
har opfostret en stor barneflok, sidder han dog med sin hustru 
alene igjen paa gaarden, der ligger meget ensomt; men de 
gamle elsker ensomheden, som de nu engang har vænnet 
sig til, og vil ikke, uagtet det har været god anledning dertil, 
forlade den jord, de har ofret alt sit livs arbeide. 


16 

Sandnes 

En halv mil længer ind kom vi forbi Sandnes, hvor der 

paa de træ bare,· opdyrkede bakker paa begge sider af fjorden 
bor en hel del lapper. Paa vestsiden falder Sandneselven ud 
i fjorden, hvor den har opdynget store sandbanker. Her bor 
ca. ti lappefamilier, hvoraf en handelsmand. Alle ernærer 
sig af jordbrug og fiskeri, og tre af dem holder endog 
hest foruden en hel del kjøreren. Der er forøvrigt i Sydvaranger 
ingen lapper, der bruger hest. Sandneslapperne hører 
til de mere velstaaende og vindskibelige af deres stamme; de 
bor alle i veltørnrede og tildels ganske rummelige boliger. 
De rædselsfulde skildringer af finnegammer, man ofte læser 
om, passer ikke her; ja i hele Sydvaranger findes der maaske 

ikke mere end en eneste virkelig gamme, d. v. s. torvhytte 
med jordgulv og grue samt røghul i taget. Derimod findes 
endnu endel overgangsformer mellem tømmerhus og gamme, 
torvhus med trægulv eller derhos med indvendig paneling og 
kogeovn og med eller uden bibehold af røgaabningen i taget. -Fællesgammen for baade dyr og mennesker existerer ikke mer. 
I et skogdistrikt som Sydvaranger var det jo ogsaa rimeligt, 
at torvgammen snart maatte blive ombyttet med tømmerhytten, 
uden at dette forresten altid betegner noget fremskridt 

i hygienisk henseende og i komfort. Maling er det sjelden 

I folk spenderer paa sine huse her nord ; her paa Sandnes ser 
man dog et malet hus, der endog fremhæver sig ved flagstang 
paa taget. -Vi var oppe i et lappehjem paa Sandnes; 
et lidet nyfødt barn skulde trænge lægetilsyn. Moderen, 
en lappepige, havde ikke villet have noget med sit afkom 
at gjøre, og et par gamle ægtefolk havde derfor taget det til 
sig. Da en liden osende lampe var bleven tændt i det mørke 
rum, viste det sig, at den 60-aarige kone i huset laa tilsengs 
og blev liggende saaledes, overladende_ det til manden og 
datteren at stelle med barnet. Paa spørgsmaal om ogsaa 
hun var syg, svarede manden spøgende: «hun ligger paa 


Lappegamme Forgrunden og taget paa gammen 
oversaaet med «baldersbraa• 

seng» (barselseng). Lapperne er i det hele meget glade i børn 
og tager gjerne til sig saadanne forladte smaa stakler. Som 
oftest forkjæler de sine børn, medens de er smaa; nogen 
tugt og opdragelse er der ikke tale om, det overlader de til 
den haarde virkelighed senere at besørge. 

Langfj ord botn 

Det var allerede ganske mørkt, da vi forlod Sandnes, og 
kl. 10 kom vi efter en mils roning hid til Langtjordbotten, 
der danner et smalt eide, som adskiller fjorden fra det indenfor 
liggende vand. Fjeldene fortsætter sig uaf brudt paa begge 
sider af vandet, men med aftagende høide. Eidet gjennemstrømmes 
af en liden elv, og over det er anlagt kjørevei. 
Her bor foruden fire kvænfamilier ogsaa en norsk familie, og 
herfra foregaar udskibningen af det meste af den brændeved, 
Sydvaranger udfører. Naar man kommer hid om sommeren, 
kan man se hele stranden rundt om tjordbunden garneret 
med vedstabler, og hele sommeren og høsten igjennem gaar 

A. B. W esse I : Fra vor grændse mod Rusland 2 


baad paa baad med sin vedlast til byerne paa nordsiden af 
Varangerfjorden. 200 favne udføres aar om andet fra Langfjorden. 
-Hos en kvæn ved navn Karl Mattila har vi nu 
faaet natteherberge i et lidet kammers, og godt er det at 
være kommen til hvile efter dagens møie. 

Norsk kolonisation foranlediget ved veiarbeide 

Øvre Klostervand 17/9 aften. 

Imorges, før vi reiste fra Langfjordbotten, gik vi hen for 
at hilse paa den derboende nordmand, den store, staute Anton 
Hesenget. Et kraftigt nævetag og et hjerteligt velkommen 
hilste os ved indtrædelsen i hans stue, og hans blide, 
vakre kone vilde endelig koge kaffe til os, noget tiden ikke 
tillod at modtage denne gang. Disse folk er fra Gausdal og 
kom hidop i begyndelsen af 7 0-aarene. Det var det især 
ved daværende amtmand Holmboes initiativ planlagte og 
igangsatte veiarbeide for statens regning, der trak dem ligesom 
flere andre nordmænd hidop. Man antog dengang, og 
vistnok med rette, at det bedste middel til at faa koloniseret 
det da saa øde land med nordmænd vilde være, at staten 
satte igang almennyttige foretagender, til hvilke arbeidere, 
der iforveien var vante til jordbrug, indkaldtes sydfra. Beregningen 
slog ogsaa til, idet mindst 7 arbeidere, efterat veiene 
var færdige -i 18 7 4, blev tilhage som kolonister og fik 
udmaalt jord, mest i Langfjorddalen og ved øvre Klostervand. 
I vore dage har, som bekjendt, det offentlige slaaet 
ind paa en anden vei for at fremme norsk indvandring, nemlig 
ved ydelse af fri jord og frit tømmer samt ved at tilstaa 
rentefri laan gjennem jorddyrkningsselskabet. Det vil kunne 
gaa godt, men mange frygter for, at det kan lede til stor 
skuffelse paa begge sider. Naar folk, som slet ikke kjender 
landet og forholdene, kommer berop, maaske med altfor store 
forventninger om landets frugtbarhed og med for smaa 


forestillinger om de savn og hindringer, som maa overvindes, 
vil de let, hvis ikke alt gaar efter ønske, tabe modet og 
kanske opgive det hele. Har de derimod i forveien havt 
anledning til som arbeidere i længere tid at lære forholdene 
at kjende, vil de, før de nedsætter sig, være klare over, hvad 
de gaar imøde. 

Kvindelig kolonist 

Her i Anton Hesengets hus traf vi paa en gammel kvinde, 
hvis navn fortjener at nævnes i Sydvaranger kolonisations 
annaler. En kvindelig kolonist, der kommer sydfra med to 
tomme hænder, nedsætter sig i ødemarken, rydder og dyrker 
jord, slaar sig igjennem uden fremmed hjælp og lever 
sit liv ugift og enslig, det er noget saa sælsynt, at man knapt 
skulde tro det muligt, især paa en tid, der ligger saa langt 
tilhage, som da hun kom hidop, da disse trakter var næsten 
folketomme. Det er Pernille Tollefsdatter. Født i Storelvedalen 
kom hun, 39 aar gammel, i 1854 hidop og efter i to 
aar at have tjent hos lensmand Taftesen paa Kirkenes, slog 
hun sig ned ved Langfjordvand paa en plads kaldet Namdalen, 
hvor hun de første aar tjente hos stedets eier; men 
da han udvandrede til Amerika, blev hun selv eier af gaarden, 
som hun drev uden fremmed hjælp, holdt kjør, slog selv 
sit hø, huggede ved i skogen og kjørte den hjem medokse. 
Holdt ogsaa ren til at kjøre frem mose med og var i det 
hele et selvhjulpet menneske i ordets egentligste betydning. 
Senere afstod hun gaarden til en ny norsk indflytter og bosatte 
sig ved Langfjordvandets øvre ende. Her levede hun 
en række af aar det samme slitsomme og enslige liv, indtil 
endelig alderen gjorde sin ret gjældende, og kræfterne svigtede, 
saa hun maatte overlade jorden i yngre og kraftigere 
hænder og selv slaa sig til ro. Det er godt at tænke paa, 
at den gamle nu kan nyde en rolig, tilfreds alderdom, pleiet 
af kjærlige hænder. 


20 

Langfjordvand 

Fra Langfjorden brød vi op ved 9-tiden. Over eidet gaar 

en kjørevei, saa det var let at faa vort tøi over, og derfra fort


satte vi med en anden baad opad det en halv mil lange Langfjordvand. 
Det gaar i 
samme retning som 
fjorden, har de samme 
la ve aaser paa begge 
sider, men furuen begynder 
nu at blive 
mere fremtrædende i 
skoglierne. Baade paa 
østre og vestre side 
findes en del opdyrkede 
pladse, beboede 
dels af nordmænd dels 
af kvæner. Med sine 
mange fremstikkende 
nes og de frodige bjerkelier 
er Langfjordvandet 
ganske vakkert og 
minder om de stille 
fjeldvand i sydligere 
dele af Norge. V eiret 
var forresten idag ikke 
det gunstigste, graaveir 
med regnbyger af 
og til. Den største be


En øienpatient 

byggelse findes ved 
søndre ende af vandet, Strand (kvænsk: Randi), her er ogsaa 
kredsens skole beliggende. Vi fik hest hos læreren, thi herfra 
og til Øvre Klostervand gaar en af de faa veistubber, Sydvaranger 
har. Denne er 9 km. lang og løber langs den østre 
side af dalen, som her er ganske flad og optaget af vidtstrakte 
myrer, omgivne af blandet skog. 


21 

Øvre Klostervand 

Skogen, der dog ikke er høivoksen, giver landskabet et 
frodigt udseende, men udenfor myrerne og enkelte bækkedrag 
er jordbunden 
temmelig fattig, opfyldt 
med stene under 
moselaget. Udpaa ef


1 

termiddagen kom vi til 
Svanvik, beliggende 
ved en stor bugt af 
Øvre Klostervand. Her 
er det, Langfjorddalen 
og Pasvigdalen støder 
sammen, og vandet er 
et af de største, Pasvigelven 
gaar igjennem. 
Ved dets lave bredder 
bor den væsentligste 
del af hele dalens befolkning, 
og baade den 
russiske og norske side 
er ( og det omtrent i 
lige høi grad) opdyrkede 
og bebyggede. -
Kvænerne udgjør den 
overveiende del af befolkningen, 
idet de paa 

den russiske side er Pernille Tollefsdatter 

eneraadende, paa den norske side ialfald ligesaa talrige som 
nordmændene. Med undtagelse af en forstembedsmand bor 
ingen russere paa østre side af vandet, ligesom russerne i 
det hele ikke har bestræbt sig for at kolonisere grændsedistrikterne, 
men blot tilladt kvænerne at slaa sig ned der, hvilket 
maa siges at være et held for de norske grændseboere ; thi 


22 

med en russisk koloni lige paa grændsen vilde de neppe saa 
let have undgaaet konflikter som med en kvænsk. 

Her ved Øvre Klostervand eller, som det almindelig kaldes, 
Salmijarvi (kvænsk; betyder Sundsjøen) har landskabet helt 
skiftet karakter. Fjeldene har veget tilhage og viser sig blot 
som fjerne, blaanende aaser, og udbredt for sit blik har man 
uendelige flade strækninger, optagne af myr eller skog, og 
midt i disse den store, langstrakte, temmelig grunde indsjø. 
Det er et stykke finsk natur. Bredderne er ganske lave, saa 
de overskylles i flomtiden, og bjerkeskogen, der ser noget 
vantreven ud paa grund af formegen fugtighed, naar helt 
frem til vandkanten. Længere op paa tørrere terræn har man 
furuen blandet ind mellem bjerken. Her findes ogsaa verdens 
nordligste grantrær, en gruppe paa 12 à 14 stykker, der staar 

lidt søndenfor Svanvik paa en eiendom, tilhørende en norsk 
opsidder. Skogene er rige paa vildt, tiur, rype og hare, og 
paa vandet ligesom opefter hele Pasvigelven vrimler det af 
svømmefugle. Men ogsaa de store myrstrækninger har sine 
herligheder; her vokser multebæret i yppig rigdom og er i 
gode aar en væsentlig indtægtskilde for befolkningen. Iaar 
har det været en saadan gunstig høst, og det fortælles, at 
man fra enkelte gaarde har solgt indtil 10 tønder multegrød, 
der paa produktionsstedet repræsenterer en kapital paa 300-
400 
kroner. I almindelige gunstige aar udføres fra Langfjorddalen 
vel 100 tønder multegrød. Ogsaa fra andre dele 
af Sydvaranger, saaledes helt fra fiskeværet Bugønes, strømmer 
kvinder og børn sammen her om høsten for at deltage 
i det lønsommeog behagelige arbeide med multebærplukning. 

Et kolonisationens martyrium 

Svanvik, hvor der nu bor en kvæn, gift med en norsk 
kvinde, var den tidligst af norske bebyggede plads ved dette 
vand. Hid kom nemlig i begyndelsen af 5 0-aarene en ugift 

hedemarking, dyrlæge Hans Kirkgaard, og slog sig ned. 


23 

Fra Bjørnsund Verdens nordligste vildtvoksende graner 

Hvilke skjæbnens tilskikkelser det var, som havde drevet en 
mand i hans stilling til et saa ekstraordinært skridt som at 
tage bopæl her i vildeste ødemarken, er ukjendt; selv bevarede 
han herom altid den dybeste tausbed. -Han ha vde 
en kapital paa etpar tusind daler, gik ivei med at opføre 
temmelig store og gode bygninger, der endnu staar, ryddede 
jorden omkring huset og holdt en stor besætning. Men nogen 
praktisk mand var han ikke; han slog stort paa, saalænge 
pengene varede, holdt overflødig megen tjenerhjælp, gjorde 
forsøg med dyrkning af korn og andre sydligere vækster, 
hvilket naturligvis mislykkedes, og havde aabenbart tænkt 
sig at faa istand et mønsterbrug. Han var af den slags idealister, 
der sent lærer af den haarde, nøgterne virkeligbed, og 
maatte som saamange saadanne tilslut bukke under som 
martyr for sin sag. Han var en høi, staut mand med mørkt 
haar og skjæg og skildres af dem, der kjendte ham, som en 
trofast og frygtløs karakter; havde han lovet noget, saa 
stod det fast, om han saa selv skulde lide nød derfor, 
og venlig og velmenende var han ligeoverfor alle. Hans 


Græssende rener ved et skogtjern paa Mutkavarre 


26 

formue svandt snart ind; han maatte optage laan, indskrænke 
sit tjenerhold og sin besætning, og tilslut sad 
han igjen paa Svanvik som en ensom og udarmet mand, 
der med egne hænder maatte udføre alt arbeide og ofte 
led formelig nød. Efter 10 aars forløb maatte han opgive 
det. hele, gaarden blev solgt, og han selv tog arbeide 
som betjent hos handelsmanden paa Kirkenes. Her var 
han tre aar, hvorefter han flyttede til Smaastrømmen, et 
fiskevær nær Grændse-Jakobselv, hvor han i fisketiden om 
vaaren var faktor for den derværende handel. Men ogsaa 
om vinteren, da fiskeværet laa tomt og øde, blev gamle 
Kirkgaard boende der. Her kunde der gaa maaneder, uden 
at han saa et menneske. Det fortælles, at han havde en tro 
hund hos sig, for hvem han holdt lange monologer for dog 
ikke at glemme talens brug. I en række af aar levede han 
her, ensom og i den yderste nøisomhed og tarvelighed, indtil 
endelig et slaganfald gjorde ende paa hans liv i begyndelsen 
af 80-aarene. Han var da omkring 7 0 aar gammel. 
Blandt hans mange projekter var ogsaa det at grave en kanal 
gjennem den store myr mellem Strand og Svanvik til lettelse 
for færdselen, men især for at kunne fløte tømmer gjennem 
den, en tanke, som senere ofte har været oppe under diskussionen 
om forbedring af Sydvarangers kommunikationsmidler. 
Gjennem den største strækning af denne myr løber 
en liden elv, saa tanken lod sig nok uden altfor store udgifter 
realisere af det offentlige, men for en privatmand maatte 
det skjønnes at blive et for tungt løft, naar man erindrer, at 
myren er 9 km. lang. Kirkgaard, fortælles det, gav en kvæn 
5 0 daler for at fuldføre arbeidet, men der kom naturligvis intet 
ud deraf. -Kirkgaard var Sydvarangers første viceordfører, 
efterat det 1858 var adskilt fra Nordvaranger som eget formandskabsdistrikt, 
men han fungerede som saadan blot en 
kort tid. Hans navn er endnu fæstet til den gaard, han byg


gede ved Svanvik, idet kvænerne kalder den Kirkgaari. 


27 

Svanvik 

De seneste bestræbelser for norsk kolonisation 

Øvre Klostervands nordlige ende staar gjennem det smale 
Bjørnsund i forbindelse med et mindre vand, Bjørnvandet, 
og dette atter gjennem Holmfossen med Nedre Klostervand, 
der paa vestre side danner en meget stor bugt, kaldet Næverskrukbugten. 
Hele denne strækning, omtrent 1 mil lang, 
har hidtil ligget fuldstændig øde, uagtet der flere steder findes 
let dyrkbar jord. Der har været gjort forsøg paa bebyggelse 
før, idet en veiarbeider i 70-aarene havde nedsat sig ved 
N æverskrukbugten, men efter hans død blev bopladsen opgivet. 
Nu har jorddyrkningsselskabet specielt taget sig for at kolonisere 
denne del af grændsen foruden de endnu ledige partier 
af Øvre Klostervands bred. Ifjor og iaar er der tilsammen 
udmaalt 20 rydningsplade; deraf er 6 besatte, medens 
14 endnu er ledige. Hver nybygger faa 100 maal jord, 2 000 
kr. rentefrit laan mod sikkerhed i de huse, de opfører, samt 
frit tømmer. Udbetaling af pengene sker lidt efter lidt, eftersom 
jordstykket opdyrkes, og først efter 10 aar begynder 


28 

Kvænsk badstue 

afbetaling paa laanene. Selskabet sørger for, at tømmeretblir hugget og transporteret til hver enkelt boplads. Dadette arbeide blir udliciteret under et for alle de huse, somskal bygges hvert aar, blir det billigst muligt for nybyggerne.
For endvidere at støtte dem har selskabet isommer anlagtet sagbrug ved Holmfossen, hvorved kolonister baade letterevil kunne skaffe sig, hvad de trænger af bord og planker,
og desuden i ledige tider faa lønnende beskjæftigelse. Kunskade at Holmfossens fald skal være saa ringe (3 m.), atman frygter for, at der i vandfattige aar ikke vil værevand nok. 
Den værste hindring for kolonisation af denne strækninger dog dens isolerede beliggenhed og den vanskelige adkomst 
til havet, hvorved alle fornødenheder udefra i høi gradfordyres, og livet i det hele blir tungt og slitsomt. Jorddyrkningsselskabet, 
der som en øm pleiemor tager sig afsine kolonister, har derfor været betænkt paa at lette demogsaa i denne henseende, idet det tænker paa ved et veianlæg 
for offentlige midler at sætte dem i forbindelse med 


29 

den for tiden eneste mulige færdselsaare, Langfjorddalen med 
dens fortsættelse i vand og fjord ud mod havet. Fra Næverskrukbugten 
over til Langfjordvand er der blot en halv mil 
og let terræn for veianlæg, men derved vil blot de i nævnte 
bugt boende opsiddere blive hjulpne, derfor har man mest 

fæstet sig ved et veianlæg fra Næverskrukbugten langs Bjørnvand 
og Bjørnsund til Svanvik. Dette vilde sætte alle kolonisterne 
i forbindelse med det allerede tilstedeværende veistykke 
mellem Øvre Klostervand og Langtjordvand. Til anlægget 
skal kolonisterne selv ogsaa yde sit bidrag i form af 
personligt arbeide, hvortil de naturligvis ogsaa er villige. 

Opad Salmijarvi (Øvre Klostervand) 

Efter at have spist og hvilet os lidt paa Svanvik drog vi 
ud paa eftermiddagen derfra. Fra nu af har vi at følge 
Pasvigvasdraget hele veien opover med alle dets indsjøer og 
gjennem eller forbi de talrige stryk og fosse. Vi maatte 

derfor have en rorskar til, der tillige var kjendtmand; og en 
god saadan fik vi for rimelig dagløn i Gustav Särilä, en kvæn, 
der med sin familie havde midlertidigt ophold paa Svanvik. 
Det var allerede begyndt at blive mørkt, da vi reiste. Himmelen 
var klar, og fra vest kastede den nedgaaende sol et 
skarpt rødt lys ud over landskabet og farvede vandet vinrødt. 
Det var stille og kjøligt. De lave bredder af vandet 
med skogen tegnede sig som skarpe silhuetter mod den lyse 
baggrund. Alle detaljer blev borte i den sterke kontrast 
mellem mørke og lys; paa de smaa ryddede pladse kunde 
man saavidt skimte husene, hvor røgen steg op mod den 
skyfri himmel. Paa norsk side bor der ikke mere end en 
5-6 kvænske familier mellem Svanvik og den sydlige ende 
af vandet, alle i smaa kaar, saa de vanskelig vilde kunnet 

skaffe os nattely; vi satte derfor over sjøen og fandt hos 
kvænen Nils Ärilä godt kvarter for natten. Her er foruden 
familiens fælles opholdsrum et kammers, som er vel møbleret, 
og hvor derfor reisende ofte tager ind. 


K vænske badstuer 

Paa de kvænske gaarde vil den fremmede snart blive opmerksom 
paa badstuen, en liden bygning, opført af planker 
eller tømmer, med en lav dør og med et lidet vindu, eller 
uden sidstnævnte. Badstuen kjendes let paa den sværtede 
døraabning; thi røgen fra den af sten opførte badeovn vælter 
ud gjennem den aabentstaaende dør. Naar ovnen er tilstræk


kelig ophedet, og røgen har trukket bort, frembringes dampen 
ved at øse vand paa de ophedede stene. Som man ser, en 
meget simpel badeindretning, men derfor ogsaa saa billig, 
at enhver nogenlunde velstillet mand kan have sin egen bad


stue. Paa de brede bænke ligger de badende, der gjensidig 
betjener hinanden med pidskning med bjerkeris og indsæbning, 
hvorefter badet afsluttes ved overskylning med varmt 
og koldt vand. En til to gange ugentlig tager hele familien 
bad og kvænernes fastholden ved denne skik kan ikke skattes 
høit nok. Maaske nordmændene kunde komme efter. 

Næringskilder 

De kvænske og norske kolonisters liv i disse egne arter 
sig forøvrigt ganske paa samme maade. Hovednæringen maa 
vel jordbruget, eller rettere kreaturholdet siges at være, thi 
det hø, som avles paa hjemmejordene, er langtfra nok til 

behovet og mindre, end det kunde og burde være. Den 
manglende del samles sammen paa udslaatter i skog og myr, 
og derhos bruges meget mose, som samles sammen om høsten 
paa fjeldene og kjøres ned paa vinterføre. F oderet koges 
altid til kreaturerne, vistnok ikke blot af gammel vane, men 
den lange, kolde vinter og de skrøbelige fjøs gjør det alligevel 
nødvendigt at have et ildsted i fjøset. -Den yngre del 
af den mandlige befolkning drager om vaaren paa fiske til 
de store fiskevær eller tager sig tjeneste der som dagarbeidere 
for fast løn. Forøvrigt er det jagten, multebærhøsten samt 

skydsskafferiet op og ned ad elven og paa landeveien, der 


skaffer nogen kontant indtægt. -De ældre fruentimmer 
blandt kvænerne er ivrige tobaksrøgere, og det er ganske 
kuriøst at se dem med største ro trække sin kluntede pibe 
og sin tobakspung frem og sætte sig til at røge, medens de 
slaar af en passiar. 
Mændene gaar altid 
væbnede med kniv, 
som ogsaa ganske 
smaa gutter bærer i 
sit hælte, og om sommeren 
har de derhos 
hængende i bæltet en 
liden flaske med et 
sort indhold; det er 
begolie, hvormed de 
indsmører ansigt og 
hænder for at beskytte 
dem mod myggen, der 
i disse egne paa forsommeren 
er en ren 
landeplage. 

Mellem de to nationaliteter, 
kvæner og 
norske, synes det bedste 
forhold at herske. 
Den samme natur 
og de samme livsbetingelser 
har paa


trykt dem et fælles Ung kvænpige Forberedelser til badstubad 

præg, og hvad sprogforskjellen angaar, saa synes den ikke 
at volde nogen vanskelighed, da de norske, især mændene, 
i stor udstrækning kan kvænsk, og mange af kvænerne 
ogsaa er ganske flinke til at udtrykke sig paa 
norsk. 


Fra Salmijarvi opover 

Langvand 18/9 aften. 
Imorges tidlig reiste vi fra Øvre Klostervand. Det ha vde 
været koldt inat; marken var rimet, da vi kom ud, og tætte 
dampe steg op af vandet, hvilke dog ud paa formiddagen 
fordelte sig og svandt hen. Det var aldeles blik stille med 
overskyet himmel. Vandstanden i elven var ualmindelig lav, 
saa vi kunde ikke slippe til og fra land uden derved at vor 
rorskar Gustav, der var iført lange kvænkomager, bar os 
paa sin sterke ryg. 

Elvebaaden 

I de her brugelige elvebaade, der er lange, fladbundede 
og forholdsvis brede, kan to reisende med bagage faa rigelig 
plads. Man sidder eller ligger midt i baaden paa dennes 
hund, medens roerne har sin plads i stævnene, den ene hamler, 
den anden ror paa almindelig vis. Der findes ikke tofter 
i disse baade, men forstavnsroeren sidder paa en lav forhøining 
af bunden, bagstavnsroeren noget høiere paa et smalt 
bræt. Aarerne har ogsaa en eiendommelig form, idet bladet 
er bredt og kort med omkreds som en lyre. 

Oprindelig befolkning 
Ligeoverfor det sted paa russesiden, hvor vi havde overnattet, 
findes den sidste boplads paa norsk side. Ovenfor 
ligger hele vestsiden af vasdraget øde, medens den østre 
bred er yderst spredt bebygget af kvænske kolonister. Oprindelig 
færdedes i disse trakter udelukkende de russiske 
skoltelapper, der er egte elvelapper og har sit hovedkvarter 
ved Boris Gleb kirke nær Pasvigelvens udløb, men forøvrigt 
aaret rundt ligger paa flytning opefter hele elven eller opholder 
sig for kortere tid paa sine andre bopladse. Først 
fra 40 og 5 0-aarene af er de kvænske og norske kolonister 


komne til. Da professor Keilhau, der paa sin reise opad 
Pasvigelven 182 7 naaede saalangt som til Svanvik, færdedes 
i disse egne, søgte hans blik forgjæves nogen nybyggers 
hytte eller opdyrkede jorder. Nu bor langs med bredderne 
af Øvre Klostervand, baade den russiske og den norske, antagelig 
henved 200 mennesker foruden de omflyttende skolte


lapper. Før grændsereguleringen af 1826 havde sidstnævnte 
sine bopladse eller byer, som de kaldes, ogsaa paa vestre 
side af elven. Indtil da hørte jo Sydvaranger til de saa


kaldte fællesdistrikter, der afkrævedes skat baade af Rusland 

og Norge. Keilhau besøgte en saadan skoltelapby, der efter 
beskrivelsen endnu da laa paa norsk territorium, men senere 
har de naturligvis som russiske undersaatter maattet forlægge 
sine «byer» til russisk side*). 

Forvirring i stedsbetegnelsen 

Som følge af at ikke mindre end tre forskjellige nationer 
har befolket disse strøg, vil man finde, at alle stedsbetegnelser 
optræder i tre former, en skoltelappisk, der er den 
oprindelige og af den grund vistnok burde fastholdes som 

*) Ældre literatur om Pasvig 
Af senere reisende i disse øde trakter har forstmester Barth, der i 

1857 foretog en reise af samme udstrækning som nærværende, og konservator 
Schneider, som i 1882 paa en entomologisk udflugt, der ikke 
strakte sig fuldt saa langt op, efterladt skriftlige optegnelser om reisen, 
den første i sine ,Naturskildringer og optegnelser> den sidste i en arti


kel i <Skillingsmagasinet> for 1891 <Fra Sydv. ødemarker>. 

Endelig har Friis i sin bog "En sommer i Finmarken etc.> fra 1867 
givet interessante skildringer af folk og natur i den nedre del af dalføret; 
han naaede til Mannikofossen. • 

I 1882, altsaa omtrent 11 aar efter veiens anlæg mellem Strand og 
Svanvik, var, fortæller Schneider, endnu hestehold temmelig sjeldent; 
man brugte tildels endnu trillebøren til at fragte sine varer paa dette 
veistykke. Nu har alle norske og flere kvæner hest, og hele sommeren 
igjennem foregaar den livligste trafik langs landeveien med hest og 
kjærre. Saa her er fremskridt. 

3

A. B. Wessel: Fra vor grændse mod Rusland 


Rämälombola 

Høstakker 

den almindelige, en kvænsk og en norsk. Dette volder ikke 
liden forvirring. De kvænske betegnelser er de almindeligst 
kjendte og vil i det følgende blive brugt, hvor norsk navn 
ikke findes eller ikke har vundet almindelig hævd. 

Pasvigelven bestaar i virkeligheden af en række større og 
mindre vand, forbundne ved kortere elveløb. Ikke mindre 
end 9 vand løber den igjennem som grændseelv og danner 
paa denne strækning 1S fosser og stryk. 

Hvorledes man kommer forbi fosserne 

Efter at have passeret den sydlige ende af Øvre Klostervand, 
hvor en større skogklædt ø er beliggende, kom vi 
atter ind i elven, som her flyder stille og jevnt. Vandet var 

flere steder saa grundt, at vi blev siddende fast og havde 
møie med at komme løs igjen. Elvebredderne havde tæt 
smaaskog, der foruden bjerk og furu indeholdt endel older, 
asp, rogn og hæg, paa begge sider tæt frem til kanten, hvor 
den kastede et skarpt speilbillede i det stille vand. Efter 


35 

en halv times roning kom vi til den første fos, Melkefossen 
(kv. : Maitokoski, skoltelappisk: Maidoguosk). Det er egentlig 
et meget langt stryk, opfyldt af en mængde sten, gjennem 
hvis nedre del baaden kan roes og trækkes mod strømmen, 
men forbi den øvre del maa den slæbes over land, 
hvilken hensigt der er banet en vei gjennem skogen, belagt 
med træstammer i passende afstand, til at trække baaden paa. 
Af alle trækveie langs Pas vi gel ven er dette den længste og 
besværligste. Forstvæsenet, hvis tjenestemænd ofte befarer 
denne strækning, har indrettet sig saaledes, at det ovenfor 
de tre største fosser, Melkefossen, Männiköfossen og Kobbefossen, 
har baade liggende i smaa aflaasede skur, saa man 
ikke har andet besvær end at bære bagagen forbi. Det var 
derfor et stort held for os, at vi ovenfor Melkefossen traf 
skogforvalteren med hans folk, .der nu var paa tilhageveien, 
og fik adgang til at benytte deres tre baade. Ikke mindst 
glade var vore roere, som derved blev sparte for det mest 
slitsomme arbeide. Fra Melkefos til den næste fos er det 
henved en halv mil. Vandet flyder her ganske sagte i en 
udvidning af elven, der paa kvænsk kaldes Rämälombola 
(sklp. Rämäluobbal n. Dyndviken). Midt i denne ligger en 
større, flad sumpig holme, hvor det stive myrgræs var omhyggelig 
slaaet og sat op i store stakker. 

Männiköfossen 

Vi gjorde her et forsøg paa at fiske, men det mislykkedes, 
«fisken bider ikke, naar løvet er gult" heder det. Det varte 
ikke længe før vi hørte fossedur i det fjerne, og snart efter 
omtrent i en kilometers afstand fik vi øie paa selve Storfossen. 
Den kaldes almindelig med det kvænske navn Männikokoski 
( furuskogfos). Kvænerne selv kalder den forresten 
Hakokönkäs, sklp. Rämäguösk. Den er det største og vakreste 
vandfald i hele vasdraget og bestaar af et stupbrat, 
men ikke synderlig høit fald, indtagende hele elvens bredde 
og nedenfor gaaende over i et længere stryk. H vad der især 


M änniköfossen 

gjør denne fos vakker og tiltrækkende er de mange smaa 
skogklædte holmer midt i faldet. Lige ved fossen har forstvæsenet 
en liden stue, der staar aaben og til reisendes afbenyttelse. 
Den var nu i en temmelig daarlig forfatning, idet 
det ene vindu var borttaget. Da vi paa grund heraf forudsaa, 
at det vilde bli ve et koldt opholdssted om natten, og 
da vi syntes, vi maatte naa længere frem, inden mørket faldt 
paa, besluttede vi at drage videre efter først at have indtaget 
et godt middagsmaaltid. V ore folk bar tøiet over til 
det ovenfor liggende vand, den herliggende baad fik vi ud, 
og snart gik det for kraftige aaretag raskt henover det store 
vakre Langvand (kv. Pitkäjärvi, skip. Basjavre). 

Langvandet -Basjavre 

Det er en ca. 1 mil lang indsjø, omkranset af den samme 
blandede skog, men furuen begynder nu at blive mere fremtrædende 
i landskabet og træder med sit mørke grønne skarpt 
frem mod løvskogens gulnede kroner. Da det herfra blir det 


ene stryk efter det andet at passere, og dette ikke lader sig 
gjøre i mørket, var vi nødte til at tage ind til den eneste fastboende 
opsidder ved vandet, en kvæn ved navn Johan Jakola, 
uagtet vi vidste, han levede i yderst trange kaar, blot havde 
en stue, og at familien var stor. Desforuden har et par skoltelapper 
sin høstplads paa østsiden af vandet i en vakker skogkrandset 
vik, hvor en liden bæk kommer ned. 

Kvindelig baadbygger 

For tre aar siden om høsten besøgte vi denne skolteplads 
og traf da alene skolten Sergei's 60-aarige gamle enøiede 
kone med en liden pige hjemme. Ved huset stod en nybygget 
baad (saakaldt skoltebask), som den gamle kone selv 
havde bygget; et sjeldent eksempel paa driftighed hos disse 
folk. Hun blev naturligvis af vor foretagsomme amatørfotograf 
fotograferet, fæl og skidden som hun var, med samt sine 
hænders gjerning. 

Fattigt hjem 

-Ankomne til Johan Jakolas hytte blev vi meget venlig modtagne 
baade af ham og hans hustru, og uagtet fattigdommen 
øiensynlig var stor, gjorde de alt, hvad de kunde, forat vi 
skulde have det godt under deres tag. Manden og et par 
af de ældste sønner tog straks baaden for at reise ud til sine 
garn og om muligt skaffe os fersk fisk til aftens, og konen 
gjorde rent og ryddigt i stuen for os. Uagtet de bor midt 
i skogen er deres hytte bygget af torv, men væggene er 
støttede ved stolper udvendig og bordklædte indvendig. Den 
indeholder blot et eneste, men temmelig stort værelse, forsynet 
med peis, saa luften trods .de mange mennesker holder 
sig ren. Ægteparret, der endnu er unge folk, har 6 børn, 5 
gutter og 1 pige; sidstnævnte, som er den yngste, er naturligvis 
forældrenes kjæledægge, fremvises med synlig stolthed 
og holdes i upaaklagelige klæder, medens flere af gutterne 
er i høi grad lasede. Manden er født i Kitilä, konen i Sodan



Skoltekone som baådbygger 

kylä i Finland. De har boet her i 11 aar og ryddet et stykke 
land til eng. Besætningen paa gaarden bestaar af 1 ko, 1 
okse, 5-6 faar og antagelig nogle rener. Foruden vaaningshuset 
findes et stabur, et fjøs, et sauetjøs, begge af torv, og 
en liden badstue af tømmer. Trods armoden gjør baade store 
og smaa indtrykket af at være freidige og tilfredse. For os 
er det temmelig vanskeligt at forstaa, hvordan en saa stor 
familie kan opholde livet her med saa smaa hjælpemidler. 
Manden deltager ikke i havfisket, sit mel maa han kjøbe for 
de penge, han kan faa ved udbyttet af jagt og multebærhøst. 
Men hvilke transportomkostninger for varer op og ned I Forøvrigt 
skaffer vandene ham rigelig fisk, hvoraf han nedsalter 
til vinterbrug 3-4 tønder. En liden potetesager har han 
ogsaa paa sin jord. Den eneste herlighed paa gaarden er en 
prægtig skigard omkring den temmelig store rydning; den 
har indtil 7 lægter i høiden, og det ser ud til, at der er lagt 
meget arbeide paa den, saa meget mere paafaldende, som 
folk ellers her pleier at gjøre mindst muligt for at hegne om 


Vaggatem fra Jordan/os I baggrunden Galgooaive 

sine eiendomme. Men i den anledning har han ogsaa faaet 
ubehageligheder af det russiske skogopsyn, idet den nylig 
ansatte forstbetjent har ilagt ham en mulkt paa 60 rubel 
for at ha ve taget virke til skigarden i skogen, uagtet han 
blot har brugt tørre trær. 

Kvænernes forhold til russerne 

Kvænerne i disse egne er i det hele af den mening, at der 
lægges dem mest muligt hindringer i veien af de russiske 
autoriteter, medens skoltelapperne som tilhørende den rettroende 
græske kirke favoriseres paa alle maader. Der gives 
ikke de kvænske kolonister anlednmg til at faa kjøbt jord af 
staten til sel veiendom; de faar den blot udmaalt til dyrkning 
og udnyttelse for sin levetid; efterlader de børn, har dog disse 
fortrinsret til at faa beholde den. Derimod ,kan de ikke afhænde 
eller pantsætte den. Af den saaledes udmaalte jord 
betales ingen afgift, hvorimod folk, som uden at have faaet 
udmaaling har nedsat sig og opdyrket et stykke jord, maa 


erlægge aarlig afgift af denne. Den skat, disse kolonister maa 
yde, er ganske ringe og udlignes paa en meget enkel maade, 
ikke efter velstandens størrelse, men efter antal af ildsteder. 
Der betales nemlig ca. kr. 2,50 pr. ildsted, og da der paa 

. hver gaard ialmindelighed blot findes to ildsteder, et for vaaningshuset 
og et for fjøset,· faar hver husbonde 5 kroner aarlig 
i skat. Under de smaa forhold og den jevne fattigdom kan 
dette system ogsaa passe ganske godt. Med hensyn til den 
russiske stats forbud mod at afhænde jord til privat eiendom 
staar disse egne altsaa omtrent paa samme standpunkt som 
Finmarken indtil 1775 ; det var et krongods, hvis kolonisation 
man vistnok ønskede og begunstigede paa forskjellig vis, men 
jorden blev ikke selveiendom for private personer. Følgen er 
naturligvis, at der lægges forholdsvis lidet arbeide paa gaardens 
opdyrkning, man slaar mest muligt af skog-og myrhø 
og sanker mose paa fjeldene til kreaturerne, medens hjemmejorden 
kaster lidet af sig. 

Enkelte af de fremmeligste kvæner, saaledes vor Gustav, 
holder aviser, skrevne paa finsk, men udkommende i Sverige, 
blandt andre f. eks. «Haparandalehti" (Haparanda blad), 
hvorfor de har god rede paa den mishandling fra rrussernes 
side, deres fødeland er udsat for. 

Broget morgenscene 

Hestefos 19/9. 

Da vi igaaraftes efter at have spist den deilige ferske sik, 
vor vert ha vde bragt os, var gaaet tilkøis paa stuens gulv 
sammen med hele familien, var der ikke mange kvadrattommer 
gulvflade, som ikke var optagen af sovende mennesker. 
Vi var 12 i det hele; men trods at luften i nattens løb ikke 
blev af den bedste -det merkede vi nok om morgenen 
sov 
vi upaaklageligt paa det haarde leie. Da det var blevet 
saavidt lyst, at man kunde overskue situationen, oprulledes 
en meget broget scene for vore blikke; borte ved pei



Sydlige ende af Kattalombola Baadhuset ovenfor Kobbefos 
Skoltelapper 

sen mand og kone med det yngste barn, midt paa gulvet 
alle de øvrige børn paa rad, og nederst ved døren vore 
skydsfolk, nogle endnu sovende og snorkende af alle kræfter, 
andre strækkende sig og gispende i halvvaagen tilstand, 
nogle liggende paa det bare gulv, andre med et renskind 
under sig. Frem af de skidne filler og saueskindsfelder, de 
ha vde til overbredsel, stak her en nøgen arm, der et blottet 
ben -indtil det endelig blev liv i den hele masse, og man 
kom sig op og i klæderne, forsaavidt man da ikke havde 
beholdt disse paa. Men to af børnene blev liggende, og da 
amatørfotografen lige før vor afreise strævede med at faa 
dem alle ud paa gaardspladsen for at «plade » dem, viste det 
sig, at disse to stakler ikke kunde staa op, fordi de ikke 
havde klæder at tage paa sig. Ved tilberedelsen af kaffen 
fik vi se et bevis paa mandens opfindsomhed. Almindelig 
kaffekvern havde han nemlig ikke, men havde lavet sig en 
indretning; der fuldstændig svarte til hensigten, bestaaende 
af en dyb, halvrund rende af træ, hvori et dertil passende 


hjul ved en stang gjennem midten trilledes frem og tilbage 
over kaffebønnerne, indtil de var knuste. 

Kobbefos og Gaddeluobbal 
Klokken var 7 idagmorges, da vi i øsende regnveir forlod 
det fattige, men gjestfrie hjem. Vi roede over mod vestsiden 
af Langvandet, hvor elven falder ud i dette. Her havde vi 
for· det første en stor fos at passere, det var Kobbefossen 
(kv. Vettokoski, : Drage-eller Trækkefossen). Vi lagde vor 
baad igjen ved stranden, bar alt vort tøi forbi og indskibede 
os ovenfor fossen i den tredie af det norske forstvæsens 
baade, hvorved vi atter undgik besværet med at slæbe vor 
farkost paa den langs fossen anlagte trækvei. Til næste fos 
eller stryk er det en knap halv mil. Fra elven kommer man 
snart ud i et lidet vakkert vand, Hasetjern (kv. Kattalombola, 
skip. Gaddeluobbal). Paa venstre (altsaa russisk) side 
har man et rigt skogklædt nes, der i baggrunden langsomt 
hæver sig op til den høieste fjeldtop i Pasvigdalen, Galgooaive 
(norsk Kjærringhoved), hvis nøgne, kollede top maaske 
naar en høide af nær 400 m. 

Fem stryk 
Før vi kom til den store indsjø Vaggatem, havde vi 5 efter 
hinanden følgende stryk at passere, gjennem hvilke baaden 
dels roes dels stages frem med bagagen i, medens passagererne 
gaar forbi paa elvebredden. Paa hele denne strækning 
er elven smal med lave, stenede bredder og gaar i talrige 
kroker og sving. De 5 stryk benævnes paa kvænsk saaledes: 
Karhukoski (Bjørnefossen), Hukkakoski (Ulvefossen), Ärinä 
koski, Väräkoski (Vrangfos) og endelig Vauatusniva (Vaggatemstryk). 
Vi gik langsmed elvebredden og havde saaledes 
god anledning til at se os om, medens roerne med besvær 
trak og stagede baaden op mod den stride strøm. Jordbunden 
er ogsaa her paafaldende fattig i modsætning til det indtryk 
af frodighed skogen giver. Blot et tyndt lag af mose 
dækker den stenede skogbund. 


43 

Vaggatem 

Endelig gik v1 1 baaden igjen, og snart gled vi ind paa 
den store Vaggatemsjø, der med sine mange bugter, nes 
og talrige skogbevokste smaaøer er den mest maleriske af 
alle de indsjøer, Pasvigelven gjennemløber. Af de smaa, i 
en række langsefter sjøens midtlinje liggende øer, er Nakholmen 
(skip. Cevesuolo) den sydligste og største. Nordsiden af 
den er temmelig høi, saa man derfra har en god udsigt over 
vandet; sydenden af den lange smale ø er lavere og tildels 
myrlændt. Ved sidste grændseopgang i 1896 blev det definitivt 
afgjort, at denne holme tilhører Rusland; tidligere havde 
derom været nogen tvil, idet vandets største dybde skal findes 
langs en linje paa østsiden af den. Det norske forstvæsen 
har ogsaa her opsat en hytte til herberge for reisende, 
og her tog vi ind for at spise middag. 

Skolterne 
Den vestre strand af øen er optagen af en hel del skoltelaphytter 
med tilhørende stabur. Her opholder sig ca. 10 familier 
fra høsten af og indtil isen begynder at lægge sig paa vandene, 
kvinderne beskjæftiget med at fiske, mændene med indsamling 
af sine rener paa fjeldene. Herfra flytter de længere 
ned til andre bopladse dels ved elven dels oppe i fjeldet, indtil 
de i januar alle tager bolig paa sin fælles vinterplads, Øvre 
Skolteby (kv. Markina : markedsplads) ca. en halv mil fra 
Øvre Klostervand. Fem gange om aaret skifter de opholdssted, 
idet de flytter opad eller nedad elven i sine smaa baade, hvis 
bord endnu tildels er syede sammen. *) Om sommeren ligger de 
ude i de sydvarangerske fjorde paa visse steder, hvor de fra 
gammel tid har ret til at drive laksefiske. Her holder de til i 
smaa, yderst primitive torvhytter. Af husdyr holder de foruden 
rener blot endel sauer, aldrig kjør. Haandten istedetfor rok 

*) Kun den korteste del af aaret -om vaaren -opholder de sig 
i skoltebyen ved Boris-Gleb kirke. 


er endnu i brug blandt dem. Deres hytter er overordentlig 

simpelt indredede; smaa, ca. 5 m. i firkant, byggede af tøm


mer og uden grundmur, heller ikke findes gulv i sommer


og høsthytterne. Døraabningen er saa lav, at man maa bøie 
sig dybt for at komme 
ind. I et hjørne ved 
siden af døren findes 
peisen opmuret af flade 
stene og med en kort 
skorsten ragende op 
over det lave tag. 
Langs de tre vægge 
løber brede briske, der 
tjener baade til soveplads 
om natten og til 
at sidde eller ligge paa 
om dagen, og her har 
de alle sine klæder og 
sin smule husgeraad 
opdynget. Et vindu 
saa stort som en almindelig 
rude findes 
paa en af væggene, og 
i et hjørne altid et helgenbillede, 
for hvilket 
alle indtrædende korser 
sig. I et saadant 
!idet hus kan der leve 

K attalombola 

Baaden skal trækkes 1-eller flere fami


2

gjennem de fem stryk 

lier, saa de er overmaade 
nøisomme med pladsen; deres omflakkende liv gjør, 
at de nøier sig med mindst muligt i hensyn paa bolig, skjønt 
de har let nok adgang til tømmer. -Skolterne udgjør en, 
egen gren af den lappiske folkestamme, der i smaa hobe" findes 
spredt udover de uhyre strækninger af russisk Lapmarken. 


Vaggatem Udsigt fra Galgooaive 

De er let kjendelige fra de norske, svenske og finske lapper; 
i almindelighed af samme høide, men mere tætbyggede, 
og mændene har fyldigere skjægvækst. Deres ansigter 
er oftest plumpe og uskjønne med bred næse og fremstaaende 
mund, og stemmen hæs, som om de havde forskreget 
sig. Sproget adskiller sig ogsaa fra almindelig lappisk, dog 
ikke mer, end at vore lapper forstaar dem. Blot kvinderne 
bruger nationaldragt, særlig er den høie kamformige hovedbedækning, 
de altid bærer, paafaldende, medens mændene 
oftest optræder i gamle aflagte klæder af almindelig 
europæisk snit, som kan give dem et ganske snurrigt udseende. 


Foruden skolterne bor paa Nakholmen en 80 aar gammel 
lappisk enke, Kristine Sarre, med sin datter. De holder et 
par kjør og nogle sauer og ernærer sig forøvrigt af fiskeri. Vi 
spurgte den gamle kone, der kunde lidt norsk fra sine ungdomsdage, 
da hun havde tjent i et norsk hus, om de nu var 
russiske undersaatter, hvortil hun svarte: «ja dem seier det;» 


det lod til at være temmelig ligegyldigt, hvor de hørte hen. 
Her fik vi kjøbt nogle store sik til vort middagsmaaltid, og 
da vi havde spist, reiste vi videre sydover. 

Jordanfos og Botsjavre 

Ved enden af vandet kommer man gjennem Jordanfos 
(kv. Jordankoski, sklp. Jordeguøsk), der blot er et stryk, 
gjennem hvilket baaden trækkes, atter ind i elven, der lidt 
efter lidt udvider sig til det store Botsjavre (kv. Höyhänjärvi 
= Fjærvandet). Skogen bestaar nu næsten udelukkende af 
furu, der her er _tættere og naar større dimensioner; særlig 
er den skog, som dækker det store i Vaggatemsjøen udskydende 
Galgoniemi (niemi = nes) frodig og vakker. I den 
sydlige ende indsnevres atter Botsjavre til et elveløb, opfyldt 
af en mængde flade øer. 

Korndyrkende kvæn 

Paa en af disse bor den viden bekjendte Trasti-Nilas eller 
Nils Rautiolla, som han nok egentlig heder. Han er bekjendt, 
fordi han er den eneste i disse trakter, som aarligaars dyrker 
korn, af hvilket han i gode aar har kunnet høste 6-7 tønder. 
Desuden avler han indtil 35 tønder poteter og 20 tønder 
næper paa sin gaard, saa han maa siges at være jordbruger i 
stor stil efter forholdene. Han er en mand paa 63 aar med 
kulsort haar, urnaadelig lange arme paa den korte, brede krop 
og med et jovialt og samtidig forslagent udtryk i det bevægelige 
ansigt, som især udmerker sig ved det mægtige kjæveparti. 
Det fortælles om ham, at han har kunnet tygge et 
bøsseløb fladt. I 29 aar har han boet paa dette sted og 
har 6 voksne børn. Kornet maler han selv paa en haandkvern, 
bestaaende af to store stene, hvoraf den ene dreies 
rundt ovenpaa den anden. 

Det var aldeles mørkt, da vi kom til Trasti-Nilas's gaard, 
og da der foruden beboelsesrummet var et ganske lidet 
kammers, fik vi her logi for natten. 


Vaggatem Skoltebopladse paa Nakholmen 

Stenalderfund 

Paa denne ø er der nylig gjort et interessant fund af stenredskaber, 
nemlig en økse og en hulmeisel tilhørende den 
arktiske stenalder. At der ogsaa i hine ældgamle tider har 
færdedes mennesker her er merkeligt. 

Hestefos 

Stue nær Rajakoski 20/9. 

Det var overskyet, mildt veir, da vi idag ved middagstid 
gav os ivei fra Trasti-Nils. Efter en kort roning var vi ved 
Hestefos (kv. Havosenkoski, sklp. Hävosguösk), det længste 
og vanskeligste stryk, folkene havde at trække og stage 
baaden gjennem. Vi spadserte imedens paa den bratte elvemæle, 
hvor man mellem de høie furustammer har en prægtig 
udsigt opover elven med alle dens svingninger. Herfra blir 
bredderne mere sandige som middelshøie sandmæler, og efter 


Skoltegamme Somrneropholdssted for 
laxefiske i Bøgfjord 

Botsjavre har vi ikke flere indsjøer at passere. Ovenfor 
Hestefos kommer man atter forbi et par kvænske bopladse 
paa russisk side. 

Fiskerigdom og vildt 

Elven her er overmaade fiskerig. For tre aar siden, da vi 
paa en lignende reise som den her beskrevne, tilbragte en nat 
her, toges i løbet af to timer ved lystring over halvhundrede 
store fisk, mest harr, ørret og lake, desuden sik og gjedde; 
og ved Traste Nils's plads kunde inan blot ved at sætte garnet 
saa at sige udenfor stuedøren daglig faa saa meget fisk, 
man ønskede. Rig paa vildt er ogsaa denne egn, foruden 
ryper og tiur ogsaa hjerpe, som her naar sin nord-grændse, 
-0g utallige skarer ænder og gjæs; desuden svaner, som nu 
om høsten samler sig i store flokke, især i grunde bugter 
og vike af Vaggatemsjøen. Bjørnen er heller ingen sjelden 
gjest og huserer slemt blandt beboernes saueflokke. 


• 

49 
Bornjekoski 

Det tog et par timer for folkene at trække vor baad gjennem 
Hestefos (navnet har den af det tunge arbeide, den forvolder), 
og den næste 
fos, Bornjekoski, var 
ogsaa lang og besværlig, 
tog ligeledes et par 
timer at komme gjennem. 
Elvebredden danner 
her en ca. 10 m. høi 
sandmæle, aldeles flad 
og jevn ovenpaa.' Furuskogen 
er her pen og 
tæt,ikke synderlig stor, 
men med rette, grenløse 
stammer, endende 
i en grøn krone. Da 
der ikke fandtes nogen 
underskog, kunde man 
se lang vei bort mellem 
stammerne som i en 
park. Udsigten over 
elven er mangesteds 
særdeles vakker. 

Ubeboet stue 
Det var endnu saa-

Gammeinteriør Strikkende skoltekone

vidt lyst, da vi kL 6 

i eftermiddag kom frem til en !iden stue paa norsk side. 

Den er ubeboet og tilhører en mand i Sydvaranger. Vi 

befinder os nu under den 69de breddegrad, og fra vort sidste 

nattekvarter hid er det ikke mer end vel 1 mil. Det ha vde 

været temmelig koldt og regnet jevnt, saa det var behage


ligt at komme under tag og ved et vældigt baal paa peisen 

A.B. Wessel: Fra vor grændse mod Rusland 4 


faa varmet sme stive lemmer og tørret sit tøi. Vore folk 
var dygtig trætte efter dagens haarde arbeide i fosserne, hvortil 
nu desuden kom adskilligt stræv for at faa alt i orden i 
hytten; en mængde rusk og rask fra tidligere besøgende 
maatte feies sammen 
og bringes ud, ved 
skulde hentes i skogen, 
og da der manglede 
grytehænger ved peisen, 
maatte en saadan 

laves. Men vor gode 

skydskar, Gustav, viste 

sig situationen voksen, 

snart kom han slæ


bende med en hel furu


stamme fra skogen ; 

denne blev tilspidset 

i begge ender og stil


let op mellem gulv og 

tag ved peisen, og der


med var en prægtig, 

dreibar grytehænger 

færdig. Fra Trasti-Nils 

havde vi medbragt en


del ænder, poteter og 

næper, saa vi kunde 

nyde et herremaaltid, 

inden vi gik til hvile

Trasti-Nils Høvding i Pasvigdalen 

paa stuens brede brisk. 

Sammesteds, lørdag 21/9 aften. 

Dagen var fra morgenen overskyet med lidt regn, men 
senere klarnede det af, vi fik solskin og det deiligste veir, 
fotografen kunde ønske sig. Denne drog afsted kl. 7-sammen 
med Gustav for at naa grændserøsen paa Mutkavarre, 


Sl 

Stenalderredskaber fra Fra venstre til høire: Meisel fra Sandnes, 
Sydvaranger meisel og øks fra øvre Pasvig, fiskekrog af ben 
fra Kjelme, spydspids og kniv fra Jakobselv 

af hvilken det gjaldt at faa et godt billede, medens Paul og 
jeg blev tilbage i hytten. Jeg havde nemlig besøgt nævnte 
sted for tre aar siden og brød mig ikke om at gjentage besøget; 
men for at læseren kan faa et indtryk ogsaa. af den 
allersydligste del af Pasvigdalen og grændsestrøget deromkring, 
skal jeg her meddele lidt af min dagbog. fra denne 
reise. 

Nautsjokki og «Laitinmuori» 

Under 25/9 98 staar anført: " Vi befandt os nu nær Rajakoski 
(Grændsefossen), hvor grændsen forlader Pasvigelven 
for i form af en bred, i skogen huggen gade at fortsætte 
mod vest over den lave aas, der kaldes Mutkavarre. Men 
før vi tog op til den første grændserøs fra fossen. den, som 
er merket med nr. 355, hvor vi havde besluttet at slaa leir 
for natten, gjorde vi en afstikker opad N autsjokki, en fra 
sydøst kommende bielv til Pasvig, for at besøge den 106 


52 

G1·ændsejos (Rajakoski) Pasvig 

aar gamle kone, Kristine Ärilä eller Laitin-muori (Laitimor), 
som bor her hos sin svigersøn, Abraham Kom bola ( alm. 
kaldet Husan-Abo). 

Nautsjokki 

Omtrent 1/2 mil op i Nautsjokki ligger det lille hus. Det 
er fattigt og usselt, ligesom omgivelserne er øde og triste. 
Den gamle laa paa brisken i noget som lignet et traug uden 
andet end en sæk under sig; hun er liden og indskrumpet 
som en mumie, forstaar ikke længer, hvad man taler til hende, 
men er meget glad i at røge to bak. V or fotograf, der hverken 
skyr ild eller vand, naar det gjælder at faa en god plade, 
fik hende baaret ud i døraabningen og støttet op, saa hun 
kunde fotograferes. Lidt ovenfor huset slog vi leir, og efter 
at have indtaget maaltid og efterladt rigelig tobak til den 
gamle tog vi afsked og drog nedad Nautsjokki igjen. 

Paa den østlige side af Pasvigelven nedenfor Rajakoski 
staar grændserøs nr. 355, markerende den allersydHgste spids 
af Sydvaranger. Den er en firkantet stenrøs af omtrent en 


53 

"Laiti-mor" 106 aar gammel kone ved autsjokki 

mands høide, forsynet med en topsten, paa hvis ene side 
staar Carl Johans, paa den anden Nicolaus I's navneciffer 
med aarstallet 1826 samt «efterseet 1851" 

Mutkavarre med grændserøs mellem 3 land 

Derefter tog vi over paa den norske side af grændsen og 
slog leir, idet nogle overnattede i telt, andre ude ved en 
svær stokild. Næste dag tog vi afsted til Mutkavarre. Veien 
bar opover gjennem skogen, indtil vi kom til den første 
varde; herfra fulgtes grændsegaden hele tiden i nordvestlig 
retning. Efter tre timers marsch kom vi til det punkt, hvor 
paa sydsiden af grændsen Rusland hører op og Finland begynder. 
Her støder altsaa alle tre riger sammen. Fra den store 
varde ser man bortigjennem tre forskjellige grændsegader 
mod NV mellem Norge og Finland, mod SØ mellem Norge 
og Rusland og mod S mellem Finland og Rusland. I den 
sidstnævnte, der skraanede nedad aasen, fandtes drikkevand, 
og her slog vi leir. 


I skogen paa Mutkavarre Renen melkes 

Ellenjavre 
V or jæger og jeg fortsatte derefter med en af folkene 
marschen mod vest i grændsegaden mellem Norge og Finland, 
indtil vi kom til det store, af talrige øer og holmer 
opfyldte Ellen-javre, hvis sydligste spids skjærer gaden. I 
disse gader, hvor al skog er nedhuggen, faar man et sterkt 
indtryk af jordbundens fattigdom, _da der ikke findes løsere 
jordlag, bare stene, saavidt dækkede af mosen. Paa begge 
sider staar dog furuskogen ganske tæt og vakker. Veien 
afbrydes, ret som det er, af store bløde myrer, paa hvis 
anden side man ser gadens fortsættelse. Efter 2 timers forløb 
var vi ved vort maal, men da her ingen baad fandtes, 
kunde vi ikke komme ud paa vandet og ind mellem de 
mange holmer. Ellenvand er meget fiskerigt, men det er 
sjelden, folk færdes her; dog skal Pasvigkvænerne af og til 
ligge her paa fiskeri. 
Vi vendte tilbage til fotografen og den anden skydskar, 
som var blevet igjen hos hende paa Mutkavarre; der havde de i 


Enarelapper Hendo-Ant med datter 

mellemtiden opført et skur af tørre stokke, hvori vi kunde finde 

ly for natten. De havde ogsaa besøgt Enare-lappen HendoAntis 
telt og renhjord, der befandt sig i kort afstand fra vor 
leirplads, og hvorfra de havde medført mange gode sager, 
renmelk, renost og renkalvekjød, saa vi havde mer end nok 
til et lukullisk maaltid. 

Renmelk og renost 

Renmelk og renost er af den slags delikatesser, som for 
os fik forhøiet værd ved sin sjeldenhed, thi Sydvarangers egne 
fjeldfinner melker ikke sine rener, men lader kalvene faa alt. 
Melken er som bekjendt fed som fløde og bør blandes med 
lige dele vand. Den smager da fortræffeligt. Renosten, der 
er i form af flade kager, steges ved gløderne paa baalet og 
er bedst i ganske fersk tilstand. En urnaadelig stor stokild 
var bleven anbragt foran vort aabne skur, paa hvis gulv et 
tykt lag af furubar skaffede os et behageligt leie, saa vi sov 
godt hele den stille, milde nat igjennem. Hvor stemningsrig 


Gændserøs mellem de tre lande 

er ikke en saadan høstnat ude i skogen; ikke en lyd høres 
uden fra det knitrende baal, rundt omkring det dybeste 
mørke, der ligesom synes at stænge en inde; en ugle flyver 

af og til lydløst hen over baalet og forsvinder atter ligesaa 
tyst som den kom. 

Renhjord 

Kl. 7 var vi paa benene og tiltraadte tilbagetoget til 
Rajakoski, hvor vi havde efterladt teltet og det meste af 
vore sager. Fra grændsegaden gjorde vi en afstikker ind i 
skogen, forat jægeren og jeg ogsaa kunde faa se renhjorden 
og dens vogtere. Vi traf snart paa den ved en liden skogmyr. 
Her var ovennævnte Enare-laps datter, Margit, der 
passede renerne, samt to kvængutter og en kvænkone fra 


57 

Tilvenstre grændsegade huggen i skogen mellem Norge 
og Rusland, tilhøire mellem Rusland og Finland 

Øvre Klostervand, hvilke var her for at samle ind sine 
kjøreren. Hjorden bestod af ca. 200 dyr, mest kalve og 
simler. Fra høsten, naar renerne samles, og indtil føret begynder, 
melkes simlerne morgen og aften, og hvordan dette 
gaar for sig, var folkene [villige nok til at vise os til ikke 
mindst glæde for fotografen, som her fik et af sine mest 
karakteristiske billeder. En simle blev indfanget, holdt fast 
af en kar, og pigen melkede nu paa sædvanlig maade ·med 
den ene haand, medens hun i den anden holdt en blikkop 
til at opfange melken i. Simlen gjorde ingen vanskeligheder, 
men stod ganske stille trods de temmelig sterke stød pigen 
undertiden gjorde op mod dens yver. 
De runde, flade oste, som laves af melken, steges enten 
som nævnt ved ilden, eller de hænges op i hytterne paa 
net til tørring. 


Fjeldvidden om vinteren 

Lapper med telt 

Vi tog afsked med de venlige folk og naaede efter tre 
timer ned til vor teltplads ved Rajakoski. » 

Naturen ved Rajakoski 

Hytten nedenfor Rajakoski 21/9 aften (fortsættelse). 

Egnen her er flad og ensformig; de store sandmoer er 
dækkede af furuskog, temmelig stor og frodig paa den 
østre side, mindre paa den vestre. Skogbunden er rig 
paa renmose, der lyser hvidt mellem stammerne opad de 
lave bakker. 

Elven er smal og flyder ganske rolig gjennem sit leie, der 
bestaar udelukkende af sand ; der siges, at russerne i dette 
skal ha ve fondet enkelte smaa guldkorn. 

I skogen er næsten intet liv at merke; en graatrost flakser 
skrigende op fra en gren og forsvinder i tykningen, eller et 
par lavskriker nærmer sig beskueren paa et par skridts afstand 
og fjerner sig atter paa lydløse vinger. Det er alt. 


Enarelap 

Den hytte, vi holder til i, er opført af den førnævnte 
lap fra Enare, Hendo-Anti, der boede her i mange aar, indtil 
han i slutningen af 80 aarene blev jaget bort af den 
norske lensmand og hans hytte konfiskeret. Siden har han 
streif et omkring paa grændsen mellem de tre riger med en 
liden renhjord, men har fast bolig i Enare. Om høsten ligger 
han med hjorden paa Mutkavarre, hvor fotografen denne 
gang var saa heldig at træffe baade ham selv og datteren 
og at faa endnu et billede af disse isolerede menneskers 

«le ben und treiben ». 

Fra Rajakoski er der tre mil til Enaresjøen opad Pasvigelven, 
der her paa den første halve mil gaar udelukkende 
gjennem russisk, derefter 2½ mil gjennem finsk territorium. 
Den gamle kone ved N autsjokki, «Laitin-muori », er nu død. 
Hun var Enarefjeldfin af fødsel, men blev gift med en kvæn, 
blev tidlig enke og ernærede sig ved renskjøtsel og kreaturhold. 
Fra hende nedstammer en stor del af dalens befolkning. 
Der fortælles om hende, at hun til sin høie alderdom 

var 

en mester i den kunst at flette taugverk af furutæger, 

en kunst som indbragte hende mangen god skilling, men som 

nu sandsynligvis ikke dyrkes mer i dalen. Saadant af furu


tæger flettet taug blev foretrukket fremfor hampetaug til fiskegarn, 
da det var sterkt og ikke raadnede i sjøen. 

Udfor strykene 

Nakholmen 22/9 aften. 

Efter atter at have tilbragt endnu en nat i hytten under 

Grændsefossen tiltraadte vi idagmorges kl. 8 tilbagetoget. 

Veiret var fra begyndelsen truende, med overskyet himmel ; 

men det klarnede, og vi kunde snart fryde os i det herligste 

solskinsveir. Hjemreisen gjør vi regning paa at kunne foretage 

i blot halv saa lang tid som opturen, thi nu gaar det med 


Hvilende renflok 

strømmen, og de talrige stryk, som det var saadant besvær 
og tog saa lang tid at arbeide sig opad, er nu vore bedste 
hjælpere. Man sætter dristig udfor dem, hvad der dog fordrer 
en kyndig styresmand, som kjender det rette løb og 
hver farlig sten. Gustav, som havde faret her utallige gange, 
fik nu anledning til at vise sin kunst, og klarte alle vanskeligheder 
paa en beundringsværdig maade. Da der var forholdsvis 
lidet vand i elven, lod han for at lette baaden os andre 
stige ud ovenfor de store stryk som Bornjekoski og Hestefos. 
Selv sad han bag i baaden og hamlede, og medens det i 
rasende fart bar udfor, • styrede han den med lethed frem 
mellem stenene, idet han af og til reiste sig op for at faa 
bedre overblik. Gjennem de mindre stryk sad vi derimod 
alle i baaden, trygge i bevidstheden om vor høvedsmands 
duelighed og paa passelighed og med den følelse af befrielse 
og lethed, som en rask fart altid giver. Fotografen kunde 
dog ikke ganske afholde sig fra at give sit for strøm og 
sten ængstelige hjerte udtryk i enkelte høie raab, naar vi 


Fjeldjinner med telt og hunde ved vintertid 

nærmede os en strømhvirvel, under hvilken det syntes, som 
om en sten lurede paa vort fordærv. Men vor filosofiske 
lap trøstede hende da altid med forsikringen: «det er ikke 
farligt, hold bare fast paa hjertet,» og forskrækkelsen opløste 
sig i en hjertelig latter. 

Bjørnens herjinger 

Kl. 11 var vi allerede nedenfor Hestefos, saaledes at vi 
blot havde brugt 3 timer paa den veilængde, der opover 
tog en hel dag. De talrige smaaøer, som her opfylder flodløbet, 
er ganske flade, lave sandholmer, bevoksede med græs 
og smaabjerk. Paa en af disse havde Trasti-Nilas i høst 
udsat sine sauer, 13 i tallet, men da han kort efter skulde 
tilse dem, fandt han ikke en eneste i live; derimod fandt 
han deres døde og oprevne kroppe spredt udover hele 
øen. Det var bamsen, som havde holdt stor slagtedag, 
eller rettere -nat, thi det var om natten, den havde aflagt 
sit besøg, og i det løse sand kunde man se dens spor 


62 

og læse sig til, hvilken grusom jagt her var anstillet i denmørke nat. 
Paa norsk side af Botsjavre boede indtil for 8 aar sidenen norsk lap. Men han kunde ikke slaa sig igjennem ogflyttede ned til havet. Senere har den norske elvebred fraØvre Klostervand af ligget ganske øde. 

Svaner 

Om høsten kan man her mellem holmerne undertiden træffetil at faa se flokke af sangsvanen paa hundrede individer ogmere. De er overmaade sky og forsigtige, saa det er ikkeofte det lykkes at nedlægge nogen. De holder til her ligetil isen lægger sig. 

«Hotellet" paa Nakholmen 

Allerede kl. 6 eftermiddag naaede vi hid til Nakholmen,
og glade var vi over at kunne tage ind for natten i forstvæsenets 
hytte, thi kort efter begyndte regnet at sile ned,
og hermed fortsattes hele natten. Ligesom i alle tidsmæssigehoteller findes ogsaa her en fremmedbog, foræret stedet afen velvillig reisende, og den gjør sin nytte til kortning aftiden, idet den ikke alene giver oplysning om hvem, der harbesøgt stedet, men ogsaa giver prøve paa de reisendes indfald 
og stemninger i mer eller mindre vellykkede vers. 

Herlig fart 

Paa Vaggatemsjøen 23/9 form. 
Straalende solskin fra morgenen af. Efterat de paa Nakholmen 
værende skoltelappers kvinder og børn var blevnefotograferede, for hvilket belønningen bestod i et stykke chocolade 
til hver, indskibede vi os ved 8-tiden, og da der blaasteen sydlig vind, kunde vi sætte seilet til, og for aarer og seilskjød vi snart en respektabel fart henover den vakre sjø. Deter aldeles sommerligt; solen skinner fra en skyfri himmel, ogdet er saa varmt, at vi maa kaste overtøiet, sikkert + 12 ° R. 


63 

Rengjærdet Den vestlige ende af gjærdet 
naar Tanaelven ved Seida 

Vaggatems omgivelser 

Der skal være ca. 20 øer og holmer i denne store indsjø, 
af hvilke de fleste tilhører Rusland. (Om Enaresjøen siges 
der, fortæller Gustav, at den har ligesaamange øer, som det 
er dage i aaret). Paa den russiske side har vi to vakre fjelde, 
hvis toppe er skogbare; det ene er det før nævnte Galgooaive, 
hvis brede fod naar helt frem til sjøens bred, det 
andet er Goaskim-oaivve, der hæver sig længer inde i landet. 
Paa norsk side sees et lavt, skogbevokset fjeldparti, kaldet 
Dangasvaara, med enkelte lidet fremtrædende nøgne toppe, 

f. eks. Sorno-oaive, i det fjerne. Reisende pleier gjerne at 
anvende en halv dag paa at bestige Galgo-oaive, da man 
fra dets top har en henrivende udsigt; størstedelen af Pasvigs 
dalføre overskuer man som i fugleperspektiv, og i godt 
veir skal man langt, langt i sydvest endog kunne se et glimt 
af Enare. Men til en bestigning er der idag ikke tid, vi 
maa se at komme til ende med den lange reise. Og sandt 


Langvandet 

Leirplads 

at sige har den varme luft, det dirrende klare solskin, den 
skyfri mørkeblaa himmel og den raske fart, vi skytler, skabt 
en saadan tilfredsbed i vort sind, at vi ingen lyst har til 
forandring. 

Skolternes rensamling om høsten 

Om de skoltelapper, der om høsten og første del af vinteren 
opholder sig paa forskjellige steder spredt over hele 
Pasvigdalen, er det før fortalt, at mændenes arbeide paa 
denne tid hovedsagelig bestaar i at indsamle de paa fjeldvidderne 
omkringstreifende tamren og passe dem. De samler 
da alle de ren, de kan overkomme, ikke alene sine egne, 
men ogsaa dem, som tilhører norske undersaatter; og naar 
vinterføre er indtraadt, faar enhver sine kjøreren udleveret 
mod erlæggelse af kr. 2,00 pr. ren for indfangning og pasning. 
Dette er en hel liden indtægtskilde for skolterne; og 
godt er det, at disse i dette stykke gjennemgaaende er ær


lige, thi det vilde jo ikke være forbundet med synderlig risiko 


for dem at sætte sig i besiddelse af alle de ren, de fandt 
paa russisk grund, og slagte dem eller tilhageholde dem som 
tilhørende nordmænd. Ingen kan øve nogen kontrol dermed. 
Det virker derfor rent forbausende paa en, hver vinter at 
modtage sine egne kjøreren enten nedsendt ved leilighed eller 
overbragt personlig af vedkommende finder. Og det er ikke 
alene deres ærlighed, som er overraskende, men end mere 
deres utrolige kjendskab til, hvem hver ren tilhører; thi her 
hjælper det ikke bare at have nøie rede paa øremerkerne, 
da en ren kan have skiftet eier mange gange efter at være 
blever merket. 

Renens sommerbeite 

Efter grændsespærringen af 1852 er vistnok lovformelig 
rener fra det ene land, naar de paatræffes i det andet, hjemfaldne 
konfiskation. Men der har stiltiende udviklet sig den 
praksis til bedste for begge parter, at der ikke fra de russiske 
autoriteters side lægges nogen hindring iveien for, at 
rener, tilhørende nordmænd, faar gaa paa sit vante sommerbeite 
i Rusland, naar de er kjøbte af skoltelapperne og bærer 
deres merke i ørerne. Og paa den anden side har de norske 
autoriteter i regelen vist en klog tolerance ligeoverfor skoltelapren, 
der er paatrufne inden norsk omraade. Livet vilde 
blive utaaleligt for grændseboerne paa begge sider af Pasvigelven, 
hvis man ikke gjensidig tolererte hinanden i dette 
stykke, eller hvis man ved klagemaal gav øvrigheden anledning 
til at blande sig i sagen og til at forsøge at gjennemføre 
meningsløse afspærringsbestemmelser. Det vilde bare 
lede til, at den anden part tog repressalier, som vilde gaa 
ud over klageren selv eller hans sambygdinger. Thi saalænge 
renen er det vigtigste befordrings-og transportmiddel om 
vinteren i disse trakter, og det vil den vedblive at være endnu 
i en uoverskuelig fremtid, vil nordmændene og skoltelapperne 
gjensidig trænge til hinanden, særlig vilde de første være 
ilde stedt uden de sidste; thi skoltelappernes ren danner den 

A. B. W esse I : Fra vor grændse mod Rusland 5 


vigtigste rekruteringskilde for Sydvarangers kjøreren. Dette 
forhold kunde synes underligt, naar man ved, at vi selv har 
fjeldfinner, der med flokke paa mange tusind ren hver vinter 
tilbringer nogle maaneder paa Sydvarangers fjelde. Kunde 
ikke disse skaffe os det nødvendige antal kjøreren og passe 
dem i sin egen flok om sommeren? Men her er at merke, 
at disse fjeldfinner, der tilbringer hele sommeren med sine 
dyr i Nørdvaranger, ikke naar ind over Sydvarangerfjeldene 
før henimod jul, altsaa længe efter, at man har faaet fuldt 
vinterføre og derfor trænger sine kjøreren, hvortil kommer, 
at vist ikke mange vil betro dem sine rener til pasning; 
man risikerte aldrig at se dem igjen, thi fjeldfinnerne kan i 
de svære flokke af sammenblandede ren vanskelig nok holde 
rede paa sine egne dyr, end· mindre • paa fremmedes. • De 
nyder heller ikke stor anseelse for ærlighed. 

Varangerfjeldfinnerne 

Her ved V aggatem paa fjeldene paa den norske side af 
sjøen og de omliggende trakter er det netop, at de nysnævnte 
Varangerfjeldfinner, hvoraf de fleste skatter til Polmak, tilbringer 
vinteren, flyttende fra sted til sted med sine hjorder 
paa tilsammen ca. 15 000 ren eller mer. Paa en dag i november 
maaned, eftersom sneen kommer tidligere eller senere, 
slippes renflokken, der sommeren igjennem har været spredt 
udover hele Varangerhalvøen, samlet gjennem det gjærde, 
der siden 1860 har været opført over Varangereidet (mellem 
Varangerfjord og Tanafjord). Derfra begiver de sig langs 
sydsiden af fjorden paa fjeldene henimod Bugøfjord for derfra 
at trække indover landet henimod øvre Pasvigdal. Men 
under denne flytning har de et meget snevert rum at bevæge 
sig paa, de er tvungne til at færdes langs den finske grændse 
og i stor nærbed af denne. Det gjælder da for de arme 
fjeldfinner at passe sine dyr paa det omhyggeligste, at de 
ikke skal forvilde sig ind paa Finlands omraade ; thi her 
gjælder ingen tolerance; lensmanden i Enare passer paa som 


67 

M ännikökoski Stue for reisende 

en smed og konfiskerer saa mange ren som muligt, deraf 
har han selv fortjeneste. Af de beslaglagte ren blir dog blot 
en tiendedel solgt ved auktion, resten jages tilhage over 
grændsen. Paatræff es de samme ren atter indenfor Finlands 
grændse, blir de paany beslaglagte og reduceret med en tiendedel. 
Paa den maade taber de norske fjeldfinner aarligaars 
hundreder, ja undertiden over tusind ren. 

Hytten ved Männiköfos 

Männiköhytter 23/s efterm. 

I susende fart gled vi ned gjennem de fem smaa stryk 
mellem Vaggatem og_Kattalom bola; derfra kom vi til Kobbefos, 
nedad hvilken man ogsaa kan gaa med baad, noget 
vi altsaa ikke behøvede, da vi havde anden baad nedenfor 
fossen. Vi befandt os nu paa Langvandet, som med skogklædte 
bredder og smaa pyntelige holmer nu i det herlige 
solskinsveir tog sig ganske anderledes godt ud end paa op



Salmijärvi 

Den sydlige ende af vandet 

turen. Vi var saa heldige her paa vandet at møde to skoltekon:
er, der havde været _ude for at efterse sine garn. Af dem 
fik vi kjøbt den fisk, vi trængte til middagen. Efter to timers 
roning naaede vi hid til storfossen, hvor atter baad skiftes. 
Men først maatte vi have et solid maaltid, og det fik vi af 
den medbragte ferske ørret og de deilige næper, Trasti-Nils 
havde sendt med os. Det er aldeles sommerlig varmt i luften, 
og knotten plager os næsten i samme grad som myggen 
i juli maaned. I hytten her findes ingen fremmedbog, 
men til gjengjæld er vægge, vinduesposter og dørkarme 
dækkede med reisendes navne og datumer for deres besøg. 

•Tromsø museums energiske konservator, hr. Sparre-Schneider, 
sees at have været en hyppig gjæst her, og det er bekjendt, 
at hans reiser i Pasvigdalen har givet et rigt entomologisk 

udbytte, særlig den første, som han foretog sammen med 
Sydvaranger sogneprest, entomologen Sandberg, i 1882. Af 
andre reisende kan nævnes franskmanden professor Pouchet, 
der i 1881 færdedes opad elven lige til Enare. 


69 

Ved Bøgfjord Kirkenes med lægeboligen i forgrunden 

Fugleliv 

Hele Pasvigelven er et herligt tilholdssted for alskens andefugle, 
og de vidtstrakte myrstrækninger paa begge sider yder 
prægtige hækkepladse for vadefuglene, medens de store ensomme 
skoge huser forskjellige rovfugle. Her ruger kongeørnen 
i enkelte spredte par, der undertiden gjør skade paa 
renkalvene, samt fiskeørnen, som man ofte kan faa anledning 
til at se styrte sig i vandet, saa spruten staar høit tilveirs, 
for at gribe sit svømmende bytte. Paa myrerne ruger brushønsene, 
glutsneppen, sortsneppen og rødspoven, de to sidstnævntes 
sjeldne eg er her iaar for første gang fundne i Norge. 
Af svømmefugle findes her pipanden, krikanden, 3 sorter 
fiskænder samt hvinanden og topanden i mængde. For hvinanden 
pleier kvænerne hist og her langs elven at opsætte 
rugekasser, bestaaende af en udhulet stamme, i træerne, og 

disse lægger fuglen gjerne sine talrige eg, der i vaartiden 
udgjør et kjærkomment tillæg til befolkningens føde. 


70 

Doktorsky ds 

Hjemover 

Svanvik 23/9 aften. 

Mørket var allerede begyndt at falde paa, da vi kl. 6 ieftermiddag 
var ved Melkefossen, og glade var vi, at vi kom 
saa betids forbi denne, at vi endnu havde lidt dagslys. 
Nedenfor kan man reise i svarteste mørke. Og da veiret var 
det bedste, vi kunde ønske os, besluttede vi ikke at standse, 
før vi var ved Svanvik, uagtet det blev en svær dagsreise. 
I den varme stille aften hørte vi uafladelig flokke af gjæs 
ivrigt snadrende i sivene ved bredden, indtil de, skræmte ved 
aaretagene, lettede og fløi bort. Maanen steg op over de 
lave aaser, idet vi gled ind paa Klostervand, og kastede en 
bred sølvhvid stribe henover den blanke sjø. Det var en 
vidunderlig stemningsfuld nat, saa lys, saa ren, saa høitidelig. 

En vakrere afsked med Pasvigelven kunde vi ikke faa. 

Dog hjemme er vi ikke endnu. 


Kirkenes 24/9. 

Veltilfredse men dygtig trætte naaede vi vort hjem paa 
Kirkenes ved middagstid, glædende os til at faa hvile ud 
efter den lange reise. Men sandelig stod ikke der paa gaarden 
den sterke, mandhaftige Mari-Bigga med hest og kjøredoning; 
hun skulde hente doktor. 


Schematisk kart 

is Gleb 

""" 

.

.

.

.

. 

.. 
....••• 
.·• 

·.••• 


li I I I I I 111111111111111 

94sd 19 410