ARNE.

FØRSTE KAPITEL.

Der var et dybt stup nede mellem to fjæld; igjennem det stup
drog en vandrig elv tungt hen over sten og ur. Højt var
der op på begge sider og brat, hvorfor den ene side stod bar;
men tæt indunder og så nær elven, at den vår og høst lagde
væde henover, stod en frisk skog i klynge, så op og foran sig
og kunde hverken komme hid eller did.

"End om vi klædte fjældet?" sagde eneren en dag til den
udenlandske eg, som den stod nærmere end alle de andre.
Egen så ned for at komme efter, hvem det var, som talte;
dernæst så den op igjen og taug. Elven arbejdede så tungt, at
den gik hvid; nordenvinden havde lagt ind gjennem stupet og
skreg i kløfterne; det bare fjæld hang tungt udover og frøs;
-- "end om vi klædte fjældet?" sagde eneren til furuen på
den andre siden. "Skulde det være nogen, måtte det vel bli
vi," sagde furuen; den tog sig i skjægget og saa bortover til
birken; "hvad mener du?" -- men birken gløttet varsomt op
imod fjældet; så tungt lå det ud over hende, at hun syntes ikke
at kunne drage pusten engang; "lad os klæde det i guds navn,"
sagde birken, og ikke flere end disse tre var, så tog de på sig
at klæde fjældet. Eneren gik først.

Da de kom et stykke på vej, mødte de lynget. Eneren
vilde ligesom gå det forbi. "Nej, tag lynget med," sagde furuen.
Og lynget i vej. Snart begyndte det at rape for eneren; "bid i
mig," sagde lynget. Eneren så gjorde, og hvor der var bare
en liden rift, der stak lynget en finger ind, og hvor det først
havde fåt en finger, fik eneren hele hånden. De krabbede og
krøb, furuen tungt efter, birken med. "Det er sælebod i det,"
sagde birken.

Men fjældet begyndte at tænke over, hvad det vel kunde
være for noget småtteri, som for og klorede op over det. Og
da det havde tænkt paa dette et par hundrede år, sendte den
en liden bæk nedover for at se efter. Det var endda i
vårflommen, og bækken smat så længe, til den traf paa lynget.
"Kjære, kjære lyng, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så
liden," sagde bækken. Lynget havde meget travelt, lettede bare
på sig og arbejdede videre. Bækken indunder og frem. "Kjære,
kjære ener, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så liden."
Eneren så hvast på den; men når lynget havde sluppet den
frem, kunde vel altid også den. Bækken opunder og frem, og
kom nu did, hvor furuen stod og pustede i bakken. "Kjære,
kjære furu, kan du ikke slippe mig frem; jeg er saa liden, jeg,"
sa' bækken, kyssede furuen på foden og gjorde sig så inderlig
lækker. Furuen blev skamfuld ved det og slap den frem. Men
birken lettede på sig, før bækken spurte. "Hi, hi, hi," sa'
bækken og voksede. "Ha, ha, ha," sa' bækken og voksede.
"Ho, ho, ho," sa' bækken og kastede lynget og eneren og
furuen og birken fremstupes og på ryg op og ned i de store
bakker. Fjældet sad i mange hundre år og tænkte på, om
det ikke havde draget på smilen den dag.

Det var tydeligt nok: Fjældet vilde ikke bli klædt. Lynget
ærgret sig, saa det blev grønt igjen, og da tog det afsted. "Frisk
mod!" sa' lynget.

Eneren havde rejst sig paa hug for at se på lynget; og så
længe sad den på hug, til den sad opret. Den klødde sig i
håret, satte ivej og bed så fast, at den syntes, fjældet maatte
kjende det. "Vil ikke du ha mig, så vil jeg ha dig." Furuen
krøget lidt paa tæerne for at kjende, om de var hele, lettede så
på den ene foden, som var hel, så på den andre, som også
var hel, så på dem begge to. Den undersøgte først, hvor den
havde gåt, dernæst, hvor den havde ligget, og endelig, hvor
den skulde gå. Tog den så på at rusle ivej og lod, som den
aldrig havde faldt. Birken havde sølet sig så stygt til, rejste
sig nu og pyntede sig. Og nu bar det afsted, fortere end fort,
opover og til siderne, i solskin og i regnvejr. "Hvad er det
også for noget," sa' fjældet, naar sommersolen stod på, det
glitrede i duggen, fuglene sang, skovmusen peb, haren hoppede,
og røskatten gjemte sig og skreg.
Så var dagen kommen, at lynget fik det ene øje op over
fjældkanten. "Å nej, å nej, å nej!" sa' lynget, -- og væk var
det. "Kjære, hvad er det, lynget ser," sagde eneren, og kom
så vidt, at den fik kige op. "Å nej, å nej!" skreg den og var
væk. "Hvad er det som gaar av eneren idag?" sagde furuen
og tog lange skridt i solheden. Snart kunde den løfte sig på
tæerne og gløtte op. "Å nej!" Grene og pigger blev stående
ende tilvejrs af forundring. Den kavede afsted, kom op, og væk
var den. "Hvad er det, alle de andre ser og ikke jeg," sa'
birken, lettede skjørterne vel op og trippede efter. Der fik den
hele hodet op med en gang. "Å-å! - står her ikke en stor
skog både af furu og lyng og ener og birk oppe på marken
og venter os," sa' birken, og bladene skalv i solskinnet, så
duggen trillede. "Ja, slig er det at nå frem," sagde eneren.

ANDET KAPITEL.

Oppe på Kampen var det, at Arne blev født. Hans mor
hed Margit og var eneste barn på pladsen Kampen. I sit
attende år blev hun engang siddende for længe efter ved en dans;
følget hendes var gåt fra hende, og da tænkte Margit, at veien
hjemover blev lige lang for hende, enten hun ventede den
dansen over eller ej. Og således hændte det sig, at Margit blev
siddende der, til spillemanden, Nils Skrædder kaldet, med ét
lagde felen, som han pleiede, når drikken tog ham, lod andre
tralle, trev den vakreste jente, flyttede foden så sikkert som
takten i en vise og hentede med støvlehælen hatten af den
højeste han så, - "Ho!" sa' han. -

Da Margit gik hjem den kvæld, spillede månen så
forunderlig vakkert på sneen. Kommen op på svalen, hvor hun
skulde ligge, måtte hun endnu engang se ud. Hun tog af sig
livstykket, men blev staaende med det i hånden. Da følte hun,
at hun frøs, drog til i hast, klædte sig af og puttede sig langt
ind under fælden. Den nat drømte Margit om en stor, rød ko,
som var kommen borti ageren. Hun skulde jage den derifra,
men alt det hun strævede, kunde hun ikke komme af pletten;
koen stod rolig og åd, til den blev så rund og mæt, og alt
imellem så den bort paa hende med store, tunge øine.

Næste gang der var dans i bygden, var Margit der.   Hun
vilde lidet med at danse den kvæld; hun blev siddende og høre
på spillet, og synes det hende rart, at ikke ogsaa andre havde
bedre hug til det. Men da det led på, rejste spillemanden sig
op og vilde danse. Han gik lige bort til Margit Kampen med
én gang. Hun vidste næsten ikke af det; men hun dansede
med Nils Skrædder!

Snart blev det varmere i veiret, og man dansede ikke mere.
Den vår tog Margit sig slig af et lidet lam, som var blevet
sygt for dem, at moderen næsten syntes, det var formeget.
"Det er da bare et lam," sagde moderen. "Ja, men det er
sygt," sagde Margit.

Det var længe siden, hun havde været i kirke; hun undte
moderen bedre at gå, sagde hun, og nogen maatte være hjemme.
En søndag ud på sommeren, det var så vakkert i veiret, at
høet gjerne kunde stå det døgn over, sagde moderen, at nu
turde de vist gaa begge to. Margit kunde ikke svare stort til
det og klædte sig på; men da de var komne så langt, at de
kunde høre kirkeklokkerne, skar hun i at gråte. Moderen blev
ligbleg; de gik videre, moderen foran, hun efter, hørte prækenen,
sang salmerne til den sidste, hørte bønnen med og lod det ringe
ud, før de gik. Men da de atter var komne hjem i stuen, tog
moderen hende mellem begge sine hænder og sagde: "Gjem
ingen ting bort for mig, barnet mit!"

Der kom atter en vinter; da dansede ikke Margit. Men
Nils Skrædder spillede, drak mere end før og svang altid tilslut
den vakreste jenten i laget. Den gang fortaltes der for et vist
ord, at han kunde få, hvilken han vilde af bygdens gildeste
gårdmandsjenter; somme lagde til, at Eli Bøen selv havde friet
for sin datter Birgit, der var syg af kjærlighed til ham.

Men netop på den tid var det, at der blev båret et barn
over dåben for husmandsjenten på Kampen; det fik navnet
Arne, men Nils Skrædder lagdes ud som far.

Samme dags kvæld var Nils i et stort bryllup; der drak
han sig fuld. Han vilde ikke spille, men dansede bestandig og
tålte neppe nogen anden på gulv. Men da han kom bort til
Birgit Bøen og bød hende op, vægrede hun sig. Han lo kort,
vendte sig på hælen og trev fat i den første og beste. Hun
holdt imod. Han så ned; det var en liden sort en, som havde
siddet og nidstirret på ham og var nu ganske bleg. Han bøjede
sig let over hende og hviskede: "Danser du ikke med mig,
Karen?" Hun svarede ikke. Han spurte en gang til. Da
svarede hun hviskende, som han spurte: "Den dansen kunde
gå længre end jeg vilde." - Han drog sig langsomt tilbage,
men kommen midt paa gulvet gjorde han et kast og dansede
nu hallingen alene. Der var ingen anden som dansede; de stod
tause og så på.

Siden gik han bort på laven, og der lagde han sig ned
og gråt.

Margit sad hjemme med den lille gutten. Hun hørte om
Nils, der han for fra dans til dans, så på gutten og gråt, så
atter paa ham og var glad. Det første, hun lærte gutten, var at
sige papa; men det turde hun ikke, når moderen eller bestemoren, som hun herefter hed, kunde sidde i nærheden. Følgen
deraf var, at det blev bestemoren, som gutten kaldte papa.
Det kostede Margit meget at lære ham af med det, og bidrog
dette igjen til, at hun drog op et tidligt nemme i ham. Han
var ikke meget stor, da han vidste, at Nils Skrædder var hans
far, - og kommen i den alder, at det eventyrlige smagte, fik
han også vide, hvad slags kar Nils Skrædder var. Bestemoren
havde strængt forbudt endog at nævne ham; hendes meste
idræt var det at få pladsen Kampen lagt ud til gård, så datteren
og hendes gut kunde være omsorgløse. Hun brugte gårdejerens
fattigdom, fik pladsen kjøbt, afbetalte hvert år og forestod
arbejdet som en mand; ti hun havde været enke i fjorten år.
Kampen var stor og blev udvidet, så den alt nu fødte 4 kjør,
seksten sauer og ejede halvten i en hest.

Nils Skrædder for imidlertid på bygden; fortjenesten var
taget af for ham, dels fordi han havde mindre hug til at skjøtte
den, dels også, fordi han ikke var ligt som før. Han slog sig
da mere på felespillet, og dette gav oftere drik, dermed
slagsmål og onde dage. Det var dem, som havde hørt ham
klage sig.

Arne kunde være såpas som seks år, da han en vinterdag
regjerede i sengen, hvis åklæde han havde oppe til sejl og sad
og styrede med en slev. Bestemoren sad inde og spandt, havde
sine egne tanker og nikkede stundom, som skulde det stå fast,
det, hun tænkte. Da vidste gutten, han var upåagtet, og nu sang
han, som han havde lært den, visen om Nils skrædder, rå og
vild som den var:

Dersom du ikke kom til igår,
har du hørt gjeti han Nils Skrædder, så staut han går.
Dersom du ikke kom til her ene dagen,
har du hørt gjeti, hvor han lagde Knut Storedragen.
Det var oppå låvetaget hans Ola Per Kviste:
"Næste gang jeg skal hive dig, må du ha med dig lidt niste."

Hans Bugge var så navngjetin en mand,
at det spøgte efter'n både land og strand.

"Sig fort, Nils Skrædder, hvor du ligge vil,
så skal jeg spytte på flekken og lægge hodet dit til." -

"Å, kom mig først så nær, at jeg kan kjende dig på tæften;
- tror nu ikke, du slår nogen mand omkring med kjæften."

Det første taget var bare så som så.
Begge de karene vilde ha det med at stå.

Det andre taget glap for han Bugge-Hans.
"Blir du trøt nu, Buggingen; det er en Stræng dans."

Det tredje taget for Hans fremstupes, så blodet sprat.
"Det var svært, som du spytter, kar!" - "Å jøje, hvor
jeg dat!" -

Længre sang gutten ikke; der var to vers til, som nok
moderen ikke havde lært ham:

Har du set et træ lægge skygge på nyfalden sne?
Har du set han Nils, når han monne mod jenten le?

Har du set han Nils sætte foden frem i dansen?
Er du jente, så gå! - det er forsent, når du har tabt sansen.

Disse to vers kunde bestemoren og kom dem bedre ihu
nu, da de ikke blev sungne. Hun sagde intet til gutten, men
til moderen sagde hun: "Lær gutten godt om din egen skam;
glem ikke de to sidste vers!" -

Nils Skrædder havde drikken slåt ned, så han ikke længer
var den samme som før. Det var dem, der mente, at snart var
han tagende.

Da hændte det sig, at to amerikanere gjæstede bygden og
hørte om, at der i nærheden var bryllup, som de straks vilde
se for at komme efter skikkene. Der spillede Nils. De gav
en daler hver i spillepenge og bad om hallingen. Ingen vilde
byde sig til at danse den, så meget han også blev bedt. Nogen
og hver bad Nils selv at danse: "han var dog den bedste."
Han vægrede sig, desto stærkere blev opfordringen, tilsidst
enstemmig, og dette var, hvad han vilde. Han gav felen til en


anden, tog trøje og hue af, trådte ind i kredsen og smilede.
Nu fulgte den gamle opmerksomhed ham, og det gav ham også
den gamle kraft. Folk trængte så nær sammen som muligt,
de bagerste krøb på borde og bænke, nogle jenter stod højt
over de andre, og den fremste af dem, - høj med lyse, bruntvekslende hår, men blå øjne dybt under en stærk pande, en
langtrukken mund, der ofte smilede og da lidt til den ene side,
- var Birgit Bøen. Nils så hende, idet han kastede øjet op
efter biten. Det spillede op, der indtrådte dyb stilhed, og han
gav sig ivej. Han slængte sig henad gulvet, gik efter den ene
side, halvt på skakke, i takt med felen, diltede, kastede benene
nu og da i kors under sig, sprat op igjen, tog stilling som til
kast og gik på skakke som før. Felen førtes af en dygtig hånd.
Slatten tog mere og mere brand, Nils kom mere bagover med
hodet, og med ét lå støvlehælen til biten, så støvet dryssede
ned over dem. Man lo og skreg omkring ham, jenterne stod,
som kunde de ikke drage pusten. Slatten hujede ind imellem
dem, æggede påny med værre og værre ryk. Han stod heller
ikke imod, lagde legemet forover, småsprang i takt, rettede sig
som til kast, narrede, slentrede som før, og da han så ud, som
han slet ikke tænkte på sprang, dundrede støvlehælen mod
biten, og om igjen, så rundkast forover, bagover, og stod han
hver gang lige rank på foden. Han vilde ikke mere. Felen
gjorde nogle kåde rend ud fra slatten, arbejdede sig ned i en
dyb tone, hvor den sitrede af, og kom bort i et enkelt langt
strøg på bassen. Gruppen spredtes, en stærk samtale, hvori
rop og skrig, afløste stilheden. Nils stod opefter væggen; da
kom amerikanerne med sin tolk bort til ham og gav ham hver
fem daler. Atter stilhed.

Amerikanerne talte lidt med tolken; derpå spurte denne,
om han vilde drage med som deres tjener; han skulde få, hvad
han vilde. "Hvorhen?" spurte Nils; folk trykkede sig så tæt
ind på dem som muligt. "Ud i verden," blev der svaret. "Når?"
spurte Nils, så sig om med lysende ansigt, traf Birgit Bøens
og slap det ikke siden. - "Om en uge, når de kommer
tilbage," blev der svaret. - "Det kunde hænde, jeg var færdig,"
svarede Nils, vejende sine to femdalere. - Han havde støttet
den ene arm på en hosstående mands skulder, og den skalv,
så manden vilde sætte ham i bænk.

"Det er vist ingenting," svarede Nils, gjorde nogle svigtende
skridt bortover gulvet, derpå nogle faste, vendte sig og bad om
en springdans.
Alle jenter havde stillet sig frem. Han så sig også om,
længe og langtsomt, gik så bent over til en mørk stak, og det
var Birgit Bøen, Han rakte hånden frem, og hun gav begge
sine; da lo han, veg tilbage, tog en ved hendes side og dansede
overgiven afsted. Blodet for Birgit op i hals og åsyn. En høj
mand med et blidt ansigt stod lige bag hende; han tog hende
ved hånden og dansede afsted - efter Nils. Denne så det,
og kanske det var af vanvare, at han dansede så hårdt imod
dem, at manden og Birgit væltede overende med stort fald.
Latter og skrål rejste sig rundt omkring. Birgit kom sig endelig
op, gik afsides og gråt meget.

Manden med det blide ansigt rejste sig langsommere, gik
lige bort til Nils, som endnu dansede. "Du får stoppe lidt,"
sagde manden. Nils hørte ikke, og da tog manden ham ved
armen, Nils sled sig fra ham og så på ham. "Jeg kjender dig
ikke," sagde han med smil. "Nej, men nu skal du få kjende
mig," sagde manden med det blide ansigt og lagde til ham lige
over det ene øje. Nils, der ikke ventede sligt, stupte med
tungt, svært fald lige over den skarpkantede gruesten, vilde
straks rejse sig, men kunde ikke; hans ryg var brudt.

På Kampen var foregåt en forandring. Bestemoren havde
skrantet på det sidste, og straks hun begyndte dermed, fik hun
travlere end ellers med at samle penger til den endelige
udløsning af gården. "Så har du og gutten, hvad I trænger. Og
slipper du nogen ind at ødelægge det for eder, så vender jeg
mig, der jeg ligger." Ud på høsten havde hun også havt den
glæde at kunne rusle op til den forrige hovedgård med den
sidste rest af skylden, og glad var hun, da hun sad på bænken
igjen og kunde sige: "Nu er det gjort." Men i samme stund
fik hun også sin helsot; hun vilde straks tilsengs og rejste sig
ikke mere. Datteren gravede hende ned, hvor plads var ledig
på kirkegården, og en vakker hovedstav fik hun, hvorpå hendes
navn og alder stod samt et salmevers af Kingo. Fjorten dage
efter den dag, hun fik jorden, var hendes sorte søndagskjole
gjort om til klæder for gutten, og da han stod i dem, blev han
så alvorlig, som om bestemoren var kommen igjen. Af sig
selv gik han bort til den storstilede spændebog, som bestemoren
havde læst og sunget af hver søndag; han åbnede den og
indeni lå hendes briller. Dem havde aldrig gutten fåt lov at røre
i hendes levende live; nu tog han dem ræd op, satte dem på
næsen og så igjennem dem ned i bogen. Alt blev tåge. Det var
dog underligt, tænkte gutten: i dem var det, bedstemor kunde

læse guds ord. Han holdt dem højt mod lyset for at se, hvad
fejlede, og - der lå brillerne på gulvet!

Han blev meget ræd, og da døren i det samme åbnedes,
var det ham, som bestemoren skulde komme ind; men det var
moderen og bag hende seks mand, der med megen trampen
og støj førte en bæreseng mellem sig, som de satte midt på
gulvet. Døren stod længe åben efter dem, så det blev koldt i
stuen.

I sengen lå en mand med mørkt hår og blegt ansigt;
moderen gik omkring og gråt; "læg ham varlig bort på sengen," bad
hun og hjalp selv til. Men alt som mændene flyttede sig med
ham, skreg det i noget under deres fødder. "Å, det er bare
bestemors briller," tænkte gutten; men han sagde det ikke.

TREDJE KAPITEL.

Det var just om høsten, som før meldt. Otte dage efter at
Nils Skrædder var båret ind til Margit Kampen, kom der bud
fra amerikanerne, at han måtte holde sig færdig. Han lå netop
og vred sig i svære smertetag, og idet han bed tænderne
sammen, skreg han: "Lad dem rejse til helvede!" Margit blev
stående, som havde hun ikke fåt svar. Han mærkede det, og
en stund efter gjentog han langsomt og mat: "Lad dem -
rejse!"

Ud på vinteren kom han sig så vidt, at han kunde sidde
oppe, skjønt hans helse var brudt ned for al hans levetid.
Første gang han sad ordentlig oppe, tog han felen frem, stemte,
men kom i slig rørelse, at han måtte tilsengs igjen. Han var
meget fåmælt, men god at omgåes, og da det led længre, læste
han med gutten og begyndte at ta arbejde hjemme i huset.
Ud kom han ikke, og med dem, som så til ham, talte han
ikke. I førstningen bar Margit tidender til ham fra bygden;
bagefter var han mørk; så holdt hun op.

Ud på våren sad han og Margit længer end sædvanlig og
samtalede efter kvældsmaden. Gutten blev da jaget tilsengs.
Et stykke hen på våren blev der lyst for dem i kirken, og
siden blev de gifte i al stilhed.

Han arbejdede med på marken og ordnede alt forstandig
og med rolighed. Margit sagde til gutten: "Der er både nytte
og glæde i ham. Nu må du være lydig og snil, at du kan
gjøre dit beste for ham."

Margit havde altid holdt sig lidt førlig midt i sin sorg; hun
var rødlig i ansigtet og havde ret store øjne, som så end større
ud derved, at der lå en ring om dem. Hun havde tykke læber,
rundladent ansigt og så frisk og stærk ud, skjønt hun ikke havde
store kræfter. I denne tid så hun bedre ud end nogensinde
og sang bestandig, som herides vis var, når hun arbejdede.

Så var det en søndag eftermiddag, far og søn gik ud for at
se, hvorledes det artede sig det år på marken. Arne for rundt
om faderen og skjød med pil og bue; Nils havde selv laget
dem for gutten. Således bar det opover lige mod vejen, som
førte fra kirken og præstegården ned i den såkaldte bredebygd.
Nils satte sig på en sten ved vejkanten og faldt i tanker, gutten
skjød hen ad vejen og sprang efter pilen; det var i retning
mod kirken. "Ikke for langt bort," sagde faderen. Som gutten
best for der, stansede han, som han lyttede. "Far, jeg hører
det spille." Denne lyttede med; de hørte felespil, somme tider
lagde rop og vild støj sig over, men durende opunder gik
bestandig vognrammel og hovslag; det var et brudefølge, som
vendte hjem fra kirke. "Kom hid, gut!" ropte faderen, og
Arne hørte på tonen, at han måtte springe. Faderen havde
skyndsomt rejst sig og gjemte sig bag et stort træ. Gutten
efter; - "ikke hid, men did!" Gutten bag et orekjær. -
Allerede bøjede vognrækken om birkeskogen, de kom i rasende
trav, hestene var hvide af skum, fulde folk skreg og hujede;
far og søn talte vogn for vogn; der var i alt fjorten. I den
første sad to spillemænd, og brudeslåtten klang gjennem
tørvejret; en gut stod bagpå o>g kjørte. Efter kom en kronebrud,
der sad høj og skinnende i solen; hun smilede, og munden
drog sig til den ene side; hos hende sad en blåklædt mand
med et blidt ansigt. Følget kom efter, mændene sad i
kvindernes fang, bagpå sad smågutter, fulde folk kjørte, seks paa
én hest, kjøgemesteren kom i siste vogn og holdt et
brænde-vinsanker i fanget. De drog forbi med rop og sang, for
fremstupes ned ad bakken; felespillet, skriget, vognramlen stod op
efter dem i tågen, luftdraget bar et enkelt skrig op, snart bare
dump dur, og så intet. Nils stod endnu ubevægelig; det
raslede bag ham, han vendte sig; det var gutten, som krøb
frem.

"Hvem var det, far?" Men gutten skvat lidt; ti faderen var
styg i ansigtet. Arne stod stille og ventede svar; siden stod
han, fordi han intet fik. Langt om længe blev han utålmodig
og vovede igjen: "Skal vi gå?" Nils så endnu som efter
brudefølget, tog sig nu sammen og gik; Arne efter. Han lagde
en pil på buen, skjød af og løb. "Træd ikke ned engen,"
sagde Nils kort. Gutten lod pilen ligge og kom igjen. En
stund efter havde han glemt det, og medens faderen engang
stod stille, lagde han sig ned og stupte haukråke. "Læg ikke
ned engen, siger jeg;" han blev taget og løftet efter den ene
arm, som vilde den af led. Siden gik han noget stille
bagefter.

I døren ventede Margit dem; hun kom netop fra fjøset,
hvor hun nok havde havt strængt arbejde; ti hendes hår var
pjusket, linnedet urent, og klæderne ligeså; men hun stod i
døren og smilede: "Et par af kjørene har slidt sig og gjort
ugang; nu er de atter bundne." - "Du måtte dog fli dig lidt
på en søndag," sagde Nils, idet han gik forbi ind i stuen. "Ja,
nu er det råd til at fli sig, når arbejdet er endt," sagde Margit
og gik efter. Hun begyndte straks og sang, mens hun stellede
sig. Nu sang Margit godt; men somme tider var hun lidt tyk
i mælet. "Hold op med det gnål," sagde Nils; han havde
kastet sig bagover i sengen. Margit holdt op. Da kom gutten
stormende ind: "Her er kommen en stor, sort hund tilgårds,
styg i synet -!" - "Hold mund, gut!" sagde Nils i sengen
og tog den ene fod ud for at trampe med den; "fanden til
uvejr, der står af den gutten støt," mumlede han hen efter og
drog foden op igjen. Moderen truede til gutten. "Du ser da
vel, at far ikke er i godlaget," mente hun. "Vil du ikke ha
lidt stærk kaffe med sirup i?" sagde hun; hun vilde gjøre ham
god igjen. Dette var en drik, som bestemoren havde likt og
de andre med hende. Nils likte den slet ikke, men havde dog
drukket den, fordi de andre gjorde det. "Vil du ikke ha lidt
stærk kaffe med sirup i?" gjentog Margit; ti han havde ikke
svaret første gang. Nils rejste sig på begge albuer og skreg:
"Tror du, jeg vil tylle i mig det søleri?" - Margit blev rent
forundret, tog gutten med sig og gik.

De havde adskilligt at stelle med ude og kom ikke ind før
med kvældsmaden. Da var Nils borte. Arne blev sendt ud
på marken for at rope ham ind, men fandt ham ingensteds.
De ventede, til maden næsten blev kold, spiste så, og endnu
var ikke Nils kommen. Margit blev urolig, sendte gutten
tilsengs og satte sig for at vente. Lidt efter midnat kom Nils.
"Kjære, hvor har du været?" spurgte hun. "Det skiller digikke," svarede han og satte sig langsomt paa bænken. Han
var fuld.

Siden var Nils ofte på bygden, og bestandig kom han fuld
hjem. "Jeg holder det ikke ud her hjemme med dig," sagde
han engang, han kom. Hun søgte blidt at forsvare sig, og da
trampede han i gulvet og bad hende tie; var han fuld, saa var
det hendes skyld; var han slem, var det ogsaa hendes; var
han krøbling og et ulykkeligt menneske for alle sine levedage,
saa var det også hendes skyld og den helvedes guttens, som
hun ejede. "Hvorfor gik du bestandig og hang efter mig?"
sagde han og gråt. "Hvad ondt havde jeg gjort, at du ikke
kunde la' mig i fred?" "Men gud frelse og bevare mig," sagde
Margit, "var det mig, som gik efter dig?" "Ja, det var det!"
rejste han sig og skreg, og gjennem gråd fortfor han: "Du
har nu tilsist fåt det, som du vil ha det. Jeg slæber mig nu
omkring her fra træ til træ, jeg gaar hver dag og ser på min
egen grav. Men jeg kunde ha levet i herlighed med bygdens
gildeste gårdjente, jeg kunde ha rejst så langt, solen gar, -
havde ikke du og den fordømte gutten din lagt eder i vejen
for mig." Hun søgte atter at forsvare sig; "det var da i
alle fald ikke guttens skyld." "Tier du ikke, så slaar jeg dig!"
og han slog hende.

Når han den næste dag havde sovet rusen ud, var han
skamfuld og især meget snil mod gutten. Men snart var han
fuld igjen, og da slog han hende; tilsist slog han moderen
næsten hver gang, han var fuld; gutten gråt og bar sig; da
slog han også ham. Somme tider angrede han det så stærkt, at
han måtte ud. I denne tid fik han atter hug på dansen, spillede
som før og tog gutten med for at bære kassen. Der så gutten
meget. Moderen gråt, fordi han skulde være med, men turde
ikke sige det til faderen. "Hold dig til gud og lær ikke noget
stygt," bad hun og kjælede for ham. Men på dansene var det
meget morsomt, og her hjemme hos moderen var det ikke
morsomt. Han vendte sig mere og mere fra hende og til faderen,
Hun så det og taug. Fra dansene kunde han mange viser, og
dem sang han siden for faderen; det morede denne, og det var
stundom, gutten kunde få ham til at le. Men dette smigrede
gutten så, at han siden tog i for at lære så mange viser som
muligt; snart mærkede han sig, hvad slags det var, faderen
likte best, og hvad for noget i dem han lo ved. Hvor der nu
ikke var sådant i viserne, lagde gutten det ind af sig selv, så
godt han kunde, og dette gav ham en tidlig øvelse i at sætte
ord sammen efter musik. Det var gjerne spotteviser og leje
ting, sagte om folk, som var komme til magt og velstand,
fadeken likte best, og gutten sang.

Moderen vilde endelig ha ham med sig i fjøset om
kvældene; mangehånde påskud fandt han for at undgå det; men
når de nyttede intet, og han måtte did, da talte hun vakkert
til ham om gud og det gode og endte gjærne med under stærk
gråd at ta ham ind til sig, bede ham, tigge ham om ikke at bli
noget slet menneske.

Moderen læste med ham, og gutten var lærenem over al
måde. Faderen var såre stolt heraf og fortalte ham, særlig når
han var fuld, at han havde hans hode.

Ved dansene plejede snart faderen, når drikken vandt på
ham, at opfordre Arne til at synge fer folket. Han gjorde det
under latter og støj, vise efter vise; bifaldet glædede sønnen
næsten mere end faderen, og der var tilsist ingen ende på de
viser, han kunde synge. Bekymrede mødre, som hørte det,
gik selv til moderen og talte om det på grund af, at visernes
indhold ikke var, som det burde. Moderen tog fat i gutten og
forbød ham ved gud og alt godt at synge slige viser, og nu
forekom det gutten, at alt det, som han havde trøjsomhed af,
det var moderen imod. Han fortalte til faderen for første gang,
hvad moderen havde sagt. Da fik hun lide meget ondt derfor,
engang faderen var fuld; han taug med alting til da. Men så
gik det også op for gutten, hvad han havde gjort, og han bad
i sin sjæl gud og hende om forladelse, da han ikke kunde
komme sig til at gjøre det åbenlyst. Moderen var lige venlig
imod ham, og det skar ham i hjærtet.

Engang glemte han det dog. Han havde det ved sig, at
han kunde abe efter alt folk; navnlig kunde han tale og synge
efter dem. Moderen kom ind en kvæld, gutten underholdt
faderen hermed, og faderen fandt på, da hun var gåt igjen, at
han også skulde synge efter moderen. Han vægrede sig i
førstningen; men faderen, som lå borti sengen og lo, så han
rystede, vilde endelig, at han også skulde synge efter moderen,
Hun er borte, tænkte gutten, og kan ikke høre det, og han
sang efter hende slig, som hun somme tider sang, når hun var
hæs og grådfuld. Faderen lo, så det næsten spøgede om gutten,
og han taug af sig selv. Da kom moderen ind fra kjøkkenet,
så langt og tungt på gutten, gik borti hylden efter en ringe og
bar den ud.

Han blev brændende hed over det hele legeme; hun havde
hørt altsammen. Han sprang ned fra bordet, hvor han havde
siddet, gik ud, kastede sig på marken og vilde ligesom grave
sig ned. Han havde ingen ro, rejste sig og vilde længre bort.
Han gik forbi låven, og bag den sad moderen og sydde på en
ny fin skjorte, netop til ham. Hun pleiede ellers at synge en
salme over arbejdet, når hun sad slig; men nu sang hun ikke.
Hun gråt heller ikke, hun bare sad og sydde. Men da kunde
ikke Arne holde det længer ud; han kastede sig ned i græsset
lige foran hende, så op på hende og gråt, så det hulkede i
ham. Moderen slap arbejdet og tog hans hode mellem sine
hænder. "Stakkars Arne," sagde hun og lagde sit ned til.
Han forsøgte ikke på at sige et ord, men gråt, som han ikke
havde gjort før. "Vidste nok, du var god i grunden," sagde
moderen og strøg ham ned ad håret. "Mor, du skal ikke sige
nej til det, jeg beder om," var det første, han kunde sige. -
"Det ved du, jeg ikke gjør," svarede hun. Han forsøgte at
stanse gråten, og så fremstammede han med hodet i hendes
fang: "Mor, - syng noget for mig!" - "Kjære, jeg kan jo
ikke," sagde hun sagte. - "Mor, syng noget for mig," bad
gutten, "eller jeg tror aldrig, jeg er god til at se på dig mere."
Hun strøg på hans hår, men taug. "Mor syng, syng, hører
du! Syng!" tiggede han, "eller jeg går så langt bort, at jeg
aldrig mere kommer hjem igjen." Og medens han nu, fjorten
i sit femtende år som han var, lå der med hodet i moderens
fang, satte hun sig til at synge over ham:

Herre, tag i din stærke hånd
barnet, som leger ved stranden.
Send du din værdige Hellig Ånd,
at det kan lege selvanden.
Vandet er dybt, og bunden glat,
herre, får han først i armen fat,
drukner det ikke, men lever,
til du det nåderig hæver.

Moderen sidder i tunge savn,
ved ikke, hvor det farer,
ganger for døren, råber dets navn,
hører slet ikke, det svarer,
tænker som så, hvor end det er,
han og du er det altid nær;
Jesus, dets lille broder,
følger det hjem til moder.

Hun sang flere vers; Arne lå stille; der faldt velsignet fred
på ham, og under denne følte han, at han blev verderkvægende
træt. Det siste, han tydelig hørte, var om Jesus; det flyttede
med ham ind i meget lys, og her var det, som om tolv, tretten
sang; men moderens stemme hørte han over dem alle. Vakrere
mål havde han aldrig hørt, han bad om at faa synge så. Det
tyktes ham, at kunde han synge rigtig sagte, så fandt han det,
og nu sang han sagte, op igjen og sagte, og endnu mere sagte,
og det begyndte næsten at bli livsaligt, da han glad herover
straks tog i med stærk stemme, og borte var det. Han vågnede,
så og hørte sig omkring, men fornam intet uden den evige,
stærke fossedur og her tillige den lille elvebæk, som gik tæt
om låven med sagte og bestandig støj. Moderen var borte;
hun havde lagt under hans hode den halvfærdige skjorte og
sin trøje.

FJERDE  KAPITEL.
Da nu den tid var kommen, at kreaturerne skulde gjætes
i skogen, vilde han gjæte. Faderen satte sig derimod; han
havde jo aldrig gjætet før og var nu i det femtende år. Men
så godt talte han for sig, at det blev, som han vilde, og hele
den vår, sommer og høst var han blot hjemme og sov; ellers
i skogen med sig selv den udslagne dag.

Did op til sig selv tog han sine bøger med. Han læste og
skar bogstaver i barken; han gik og tænkte, længtes og sang;
men når han om kvælden kom hjem, var faderen ofte
fuld, slog hans mor, forbandede hende og bygden og talte om,
at han engang kunde ha rejst langt bort. Da kom der også
rejselængsel i gutten. Det var ilde her, og bøgerne bar ud,
og somme tider var det, ligesom også luften bar ud og over
de høje fjælde.

Så var det, at han midsommers mødte Kristian, kaptejnens
ældste søn, som fulgte tjenestegutten tilskogs efter hestene for
at få ride hjem. Han var et par år ældre end Arne, let og
lystig, ustadig i al sin tanke, men midt ind imellem stærk i
sine forsæt. Han talte hurtig og afbrudt, gjærne om to ting
på en gang, red heste uden sadel, skjød fugle i luften, fiskede
med flue og forekom Arne at være målet for alt liv. Han

havde også hug til at reise og fortalte Arne om fremmede
land, så det strålede omkring dem, mærkede Arnes lyst til
læsning, og nu bar han op til ham de bøger, han selv havde
læst; efter hvert som Arne læste ud, fik han nye; han sad
selv der om søndagen og lærte ham at komme tilrette med
geografi og landkart, og hele den sommer og høst læste Arne,
så han blev bleg og mager.

Om vinteren fik han lov til at læse hjemme, da han dels
skulde gå til konfirmationen næste år, dels altid vidste at
omgåes faderen. Han begyndte med at gå på skole; men der
syntes det ham best, når han fik lukke øjnene og tænke sig
til bøgerne hjemme; heller ikke var nogen bondegut længre
hans kammerat.

Faderens mishandling af moderen tiltog med årene, ligesom
hans drik og legemssmerter. Og når Arne desuagtet måtte
sidde og fornøje ham for at skaffe moderen fred den stund,
og da ofte sige ting, han nu foragtede i sit hjærte, tog han had
til faderen. Dette bar han dybt hos sig så vel som sin
kjærlighed til moderen. Mødte han Kristian, gik talen fort om de
store rejser og bøgerne; selv for ham taug han om, hvorledes
det stod til hjemme. Men mangen gang, når han kom fra de
vidtfarende samtaler, gik hjemover alene og tænkte på, hvad
han nu maaske fik at møde, gråt han og bad gud mellem sine
stjerner at sørge for, han snart måtte få lov at rejse.

Om sommeren blev Kristian og han konfirmerede. Straks
efter satte hin igjennem sin plan. Faderen måtte lade ham
slippe afsted for at bli sjømand; han forærede Arne sine bøger,
lovede at skrive ham flittig til - og rejste.

Nu stod Arne alene.

I denne tid fik han atter lyst til at skrive viser. Han
lappede ikke længer på gamle, han lagede nye og lagde i dem,
hvad som gjorde ham mest ondt.

Men sindet blev ham for tungt, og sorgen sprængte viserne
for ham. Han lå nu i lange, søvnløse nætter og gjorde det til
vished hos sig selv, at han ikke længer kunde holde det ud,
men vilde rejse langt bort, søge Kristian - og ikke sige et ord
derom til nogen. Han tænkte på moderen, og hvad der skulde
bli af hende, og han kunde næsten ikke se hende i ansigtet

Da sad han en kvæld langt ud over og læste. Når det blev
ham for tungt, var det bøgerne, han tog til, og mærkede ikke,
at de øgede giften. Faderen var i bryllup, men ventedes hjem
den kvæld; moderen var træt og ræd ham, havde derfor lagt

sig. Arne for op ved et tungt fald i gangen og skramlen af
noget hårdt, som slog mod døren. Det var faderen, som kom
hjem.

Arne fik døren op og så på ham. "Er det dig, kloge
gutten! kom og hjælp far din op!" Han blev løftet og støttet
indover mod bænken. Arne tog felekassen, bar ind efter og
lukkede døren. "Ja, se på mig, du kloge gutten; jeg ser ikke
vakker ud nu; det er ikke længer Nils Skrædder. Det siger

-  jeg  dig,  at du - aldrig skal drikke brændevin; det er -
djævelen, verden og vort eget kjød-------, han står de
hoffærdige imod, de ydmyge giver han nåde.-------Å jøje, jøje mig!

-  Hvor langt det ret er kommet med mig!"
Han sad en stund stille, så sang han gråtende:

"Herre, du milde frelsermand,
hjælp du mig, hvis jeg hjælpes kan;
jeg ligger vel dybt i syndens skarn,
men er dog dit eget forløste barn!

Herre, jeg er ikke værd, at du skal gange ind under mit
tag; men sig ikkun et ord -." Han kastede sig forover,
gjemte ansigtet i sine hænder og gråt som i krampe. Længe
lå han slig, og da nævnte han ordlydende af bibelen, som han
vel havde lært det for over tyve år siden: "Men hun kom
og tilbad ham og sagde: Herre, hjælp mig! - Men han
svarede og sagde: Det er ikke smukt at tage børnenes brød
og kaste det for de små hunde. - Men hun sagde: Jo, herre,
de små hunde æde dog af de smuler, som falde af deres herres
bord."

Han taug, men gråt nu mere opløst og stille.

Moderen var vågnet for længe siden, men havde ikke turdet
se op; nu, da han gråt som en forløst, satte hun sig på
albuerne og så op.

Men neppe blev Nils hende var, før han skreg bortover
til hende: "Ser du op, du også, - du vilde vel se,
hvorledes du har flidd mig til. Ja, slig ser jeg nu ud, akkurat

slig!"-------Han rejste sig op, og hun gjemte sig under fælden.

"Nej, gjem dig ikke, jeg finder dig nok," sagde han, idet han
strakte den højre hånd famlende frem for sig med udstrakt
pegefinger. - "Kril, kril!" sagde han, idet han drog fælden af
og stak pegefingeren på hendes hals.

"Far!" sagde Arne.
                                                               
"Nej, hvor skrumpen og mager, du ret er blevet. Her er
ikke langt ind. Kril, kril!" Moderen tog krampagtig om hans
hånd med begge sine, kunde ikke slide sig løs og krøgede sig
sammen i en tul.

"Far!" sagde Arne.

"Så der kom liv i dig nu. Hvor hun vrider sig, det
spektakel! Kril, kril!"

"Far!" sagde Arne.    Stuen begyndte at gå op og ned.

"Kril, siger jeg!" - Hun slap hans hænder og overgav sig.

"Far!" ropte Arne. Han sprang bort i krogen, hvor der
stod en øks. -

"Er det bare på trodsighed, at du ikke skriger. Skulde
ellers ta dig i vare for det; jeg har fåt slig forskrækkelig lyst.
Kril, kril!"

"Far!" skreg Arne og tog efter øksen, men blev stående
som fastnaglet; ti i det samme rejste faderen sig, gav et
skjærende skrig, tog sig for brystet, faldt om; "Jesus Kristus!"
sagde han og lå ganske stille.

Arne vidste ikke grant, hvor han stod, eller hvad han stod
over; han ventede ligesom, at stuen skulde sprænges, og stærkt
lys falde ind etsteds. Moderen tog på at drage pusten trangt,
som væltede hun af sig noget tungt. Hun rejste sig endelig
halvt op og så da faderen ligge udstrakt på gulvet, sønnen stå
ved siden af med en øks.

"Vor Herre, den forbarmende, hvad har du gjort?" -
skreg hun og for op af sengen, kastede stakken om sig og
kom frem. Da var det, som fik han løse mælet. "Han faldt
om af sig selv," sagde han sagte. - "Arne, Arne, jeg tror dig
ikke," ropte moderen med stor, straffende røst; "nu være
Jesus med dig!" og hun kastede sig over liget med megen
jammer, Men gutten kom ud af duset, faldt også på sine knæ:
"Så sandt jeg venter nåde fra gud, han faldt om, der han stod."

-------"Så har vorherre selv været her," sagde hun stille, satte
sig på hug og stirrede.

Nils lå ganske som før, stiv, med åbne øjne og mund.
Hænderne havde nærmet sig, som vilde de sammen, men
havde ikke været istand dertil, "Tag i far din, du, som er
stærk, og hjælp mig, at han kan ligge i sengen." Og de tog
i ham og lagde ham; hun lukkede hans øjne og mund, strakte
ham og foldede hans hænder.

De stod da begge og så på ham. Alt, de havde levet til
da, var ikke så langt og rummede ikke så meget som denne


stund. Havde djævelen selv været her, så havde vorherre
også; mødet havde været kort. Alt foregående var nu afgjort.

Det var lidt over midnat, og de skulde være der med den
døde, til dagen kom. Arne gik hen og gjorde stor ild på gruen,
moderen satte sig ved. Og som hun nu sad der, randt det
hende ihu, hvor mangen ond dag hun havde havt med Nils,
og da takkede hun gud i en brændende, højlydt bøn for, hvad
han havde gjort. "Men jeg har ret havt nogle gode dage
også," sagde hun og gråt, som angrede hun, hvad hun nys
havde takket for, og det endte med, at hun tog den største
skyld på sig selv, som havde handlet mod guds bud af
kjærlighed til den døde, været ulydig mod sin mor og derfor fåt
straffen netop af denne sin syndefulde kjærlighed.

Arne satte sig lige over for hende. Moderen så did bort
til sengen: - "Arne, du må huske, det er for din skyld, jeg
har tålt altsammen," og hun gråt trængende om et kjært ord
for at få støtte mod sin selvanklage og trøst i al kommende
tid. Gutten skalv og kunde ikke svare. "Du må aldrig
forlade mig," hulkede hun. - Da sprang det op for ham, hvad
hun i al denne jammerens tid havde været, og hvor
grænseløs forladt hun vilde sidde, om han til løn for hendes store
troskab nu forlod hende. "Aldrig, aldrig!" hviskede han, vilde
bort til hende, men var ikke god til. De blev siddende i
stærk, sammenflydende gråd. Hun bad højt, nu for den døde,
nu for sig og gutten, og de gråt, og hun bad igjen, og de gråt.
Da sagde hun: "Arne, du har sligt et vakkert mål, du må
sætte dig bort og synge for far din."

Og det var, som han straks fik hjælp dertil. Han rejste
sig og gik efter salmebogen, tændte sig en spik, og med
spiken i den ene hånd og salmebogen i den andre, satte han
sig bort ved hovedgjærdet og sang med klar røst salme 127
af Kingo:

"Vreden din afvend, herre gud, af nåde,
riset dit blodigt, som os over måde
plager så ræddelig af en vredes brynde,
fordi vi synde."

FEMTE KAPITEL.

Arne blev fåmelt og folkesky; han gjætede og lagede viser.
Han blev nitten, i sit tyvende år, og endnu gik han og gjætede.
Han lånte sig bøger hos præsten og læste; men dette var det
eneste, han ellers tog sig for.

Præsten budsendte ham om at ta skolemestertjeneste: "ti
bygden burde drage nytte af hans evner og kundskaber." Arne
svarede intet dertil; men dagen efter gjorde han denne vise,
mens han drev saueflokken foran sig:

"Killebukken, lammet mit!
Skjønt det ofte går tungt og stridt
op efter slette fjælde, -
følg du vakkert din bjælde!

Killebukken, lammet mit!
Pas så dygtig på skindet dit;
mor vil ha det i fælden,
som hun syr sig om kvælden.

Killebukken, lammet mit!
Læg så dygtig på kjødet dit!
ved du det ikke, tuppen,
at mor vil ha det i suppen?"

En dag i sit tyvende år blev han af vanvare vidne til en
samtale moderen og den forrige gårdmandskone imellem; de
var uenige om den hest, de havde sammen. "Jeg får vente og
høre, hvad Arne siger," mente moderen. "Den dovningen,"
svarer hun; "han vil vel, hesten skal gå og drive skogen rundt,
som han selv gjør." Nu taug moderen, skjønt hun før havde
talt godt for sig.

Arne blev ildrød. At moderen fik hånsord for hans skyld,
var ikke før faldt ham ind, og hun havde kanske fåt mange.
Hvorfor havde hun ikke sagt ham det?

Han tænkte sig vel om, og nu kom det ham i tanker, at
moderen næsten aldrig talte til ham. Men han heller aldrig til
hende; hvem talte han overhovedet med?

Mangen søndag, han sad stille hjemme, havde han lyst til
at læse prækener for sin mor, hvis øjne ikke så godt; hun
havde grædt formeget i sine dage. Men han kom sig ikke til.


Mangen gang havde han villet byde sig til at læse højt af sine
egne bøger, når det var stilt i huset, og det syntes ham, hun
måtte finde det langsomt. Men han kom sig ikke til.

"Det kan være slig slag. Jeg skal slutte med at gjæte og
flytte ned til mor." Han gik nogle dage og lod det bli fast;
buskapen drev han vide om i skogen og digtede på en vise:

"I bygden er der uro, i skogen er der ro;
her panter ingen lensmand, der panter de nu to.
Her slås de ej om kirken, som alle de gjør der;
men kanske og det kommer af, her ingen kirke er.

Hvor roligt d'er i skogen; bare høgen lidet grand
må pusle borti spurven for at se, om'n er istand,
og ørnen kværke livet af en stakkars dyresjæl:
der var jo ellers fare for, den kjeded sig ihjel.

Det ene træet hugger de, det andet rådner ned;
rødræven rev det hvide lam, som sol hun gik til fred.
Men ulven risped ræven, og de måtte gjøre lag;
for Arne han skjød ulven, førend endnu det blev dag'.

Så meget kan jo hændes, sa'n, i skog som og i dal;
det bliver blot at passe, at du ikke ser dig gal.
Jeg så en gut i søvne, jeg - han havde hugd sin far;
ved ikke, hvor, men tænker mig, i helvede det var."

Han kom hjem og sagde moderen, at hun kunde sende bud
på bygden efter en gjætergut; selv vilde han ta sig af gården.
Så blev det; men moderen var altid om ham med advarsel, at
han ikke skulde fortage sig på arbejdet. Hun lagede også så
god mad til ham i denne tid, at han ofte blev skamfuld ved
det; men han sagde intet.

Han bar på en vise, hvis omkvæd var: "Over de høje
fjælde," Han kunde aldrig få den færdig, og det kom mest af,
at han vilde ha omkvædet i anden hver linje; siden opgav
han dette.

Men flere af de viser, han lagede, kom ud blandt folk, hvor
de var vel likte; det var dem, som gjærne vilde tale med ham,
især da de også mindedes ham fra gutten af. Men Arne var ræd
alle, han ikke kjendte, og tænkte ondt om dem, mest fordi han
trodde, at de tænkte ondt om ham.

Ved siden af ham på alt markarbejde gik en middelaldrende
mand, Oplands-Knut kaldet, og han havde for vis undertiden
at synge; men det var altid den samme vise. Da dette var gåt
så et par måneder, syntes Arne, han måtte spørge ham, om
han ikke kunde flere. "Nej," svarede manden. Så gik der
nogle dage hen, og atter en gang, manden sang sin vise, spurte
Arne: "Hvorledes hændte det, at du lærte denne ene?" - "Å,
det kom sig således," sagde manden.

Lige fra ham gik Arne ind; men der sad moderen og gråt,
hvad han ikke havde set, siden faderen var død. Han lod som
lagde han ikke mærke dertil, og gik mod døren igjen; men
han følte moderen se tungt efter sig og måtte stanse. - "Hvad
gråter du for, mor?" - en stund var hans ord den eneste
lyd i stuen, og derfor spurte de sig selv op igjen så ofte, at
han følte, de ikke var sagt mildt nok. Han spurte engang til:
"Hvad gråter du for, mor?"

"Å, jeg ved ikke så rigtig;" men nu gråt hun mere. Han
stod længe, måtte da sige så modig, han kunde: "Der er noget,
du gråter for." Atter blev det stilt. Han følte sig meget skyldig,
skjønt <sp>hun</sp> intet havde sagt, <sp>han</sp> intet vidste. "Det kom
således på mig," sagde moderen. En stund efter føjede hun til:
"Jeg er jo i grunden så lykkelig," og så gråt hun.

Men Arne skyndte sig ud, og det drog nedover mod
Kampe-stupet. Han satte sig til at se i det, og medens han sad så,
gråt også han. "Vidste jeg endda, hvad jeg gråter for,"
sagde Arne.

Men ovenfor ham ved nybruddet sad Oplands-Knut og
sang sin vise:

"Ingerid Sletten af Sillegjord
havde hverken sølv eller guld,
men en liden hue af farvet uld,
som hun havde fåt ud af mor.

En liden hue af farvet uld,
havde hverken stas eller for,
men fattigt minde om far og mor,
der skinned langt mer end guld.

Hun gjemte huen i tyve år,
måtte ikke slide den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for alteret går.

Hun gjemte huen i tredive år,
måtte ikke skjæmme den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for vorherre står.

Hun gjemte huen i firti år,
huskede endnu på sin mor:
"Vesle min hue, for vist jeg tror,
vi aldrig for alteret står."

Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leder frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igjen."

Arne sad, som det havde spillet langt borte i lien. Han gik
op til Knut. "Har du mor?" spurte han. "Nej." - "Har du
far?" - "Å nej, ikke far." - "Er det længe siden de døde?"

-  "Å ja, det er længe siden."

"Du har vel ikke mange, som holder af dig?" - "Å nej,
ikke mange." - "Har du nogen her?" - "Nej, ikke her." -
"Men borti hjembygden?" - "Å nej, ikke der heller." -

"Har du slet ingen, som holder af dig?"

"Å nej, jeg har ikke det."

Men Arne gik fra ham og holdt således af mor sin, at
hjærtet sprængte på, og han følte som en lysning over sig.
Du himmelske gud, tænkte han, du har givet mig hende, og
så usigelig megen kjærlighed ved hende, og jeg lægger den hen,

-  og  engang jeg vil ta den, så er hun kanske ikke mere!
Han vilde til hende, om ikke for andet, så bare for at se hende.
Men på vejen faldt det med ét på ham:   "Kanske du, fordi du
ikke skjønner på hende, meget snart skal ha den straf at miste
hende!" - Han blev stående, hvor han stod. "Almægtige gud,
hvad skulde der så bli af mig?"

Det var ham, som hændte der netop en ulykke hjemme;
han lagde på sprang op mod huset, den kolde sved stod ham
på panden, og benene tog næsten ikke jorden. Han rev op
svaldøren; men indenfor var der straks, som der lå ro i luften.
Han tog sagte op stuedøren. Moderen havde lagt sig, månen
faldt lige på hendes ansigt; hun lå og sov som et barn.

SJETTE KAPITEL.

Nogle dage efter blev mor og søn, som i senere tid havde
levet mere sammen, enige om at ta i bryllup til slægtninge i
en af nabogårdene. Moderen havde ikke været i lag, siden
hun var jente.

De to kjendte lidet folk der anderledes end af navn, og Arne
syntes især, det var underligt, da de så på ham, hvor han gik.

Der var sagt et ord efter ham i svalen engang; han var
ikke viss paa det; men han trodde det var sagt, og hver
blodsdråbe kom en og anden gang op i ham, når han tænkte derpaa.

Manden, som havde sagt det, gik han nu uafladelig og
passede på, tilsist tog han sæde hos ham. Men da han kom til
bordet, syntes han, at talen fik en anden gang.

"Nej, nu skal jeg fortælle en regle, jeg, som viser, at intet
graves så dybt ned i natten, det jo finder sin dag," sagde
manden, og Arne syntes, han så til <sp>ham</sp>. Det var en stygt
udseende mand med tynde, røde hår om en stor, rund pande.
Opunder lå et par ganske små øjne og en liden klumpnæse;
men munden var meget stor, med udover brættede læber, der
holdt sig hvidagtige. Når han lo, så man begge gummer. Hans
hænder lå på bordet: de var meget svære og grove, men
håndledet var spinkelt. Han så hvast og talte fort, men med meget
arbeide; folk kaldte ham "Kjæftauren", og Arne vidste, at Nils
Skrædder i gamle dage havde faret stygt med ham.

"Ja, der er megen synd til i denne verden; den sidder os
nærmere, end vi tror-------.   Men det er lige meget; nu skal
I høre om en styg gjærning. De, som er gamle, mindes Alf,
Skræppe-Alf. "Kommer nok igjen!" sa' Alf; det ord er efter
ham; for når han havde endt handelen, - og han kunde handle,
den kar! - hivde'n skræppen på ryg; "kommer nok igjen!" sa'
Alf. Fanden til kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf! -

Nej, så var det ham og Storslåpen. Storslåpen - ja, I
kjendte Storslåpen? - stor var han, og slåpen var han med.
Han forså sig på en knitrende sort hest, som Skræppe-Alf for
og ekserte med, så den sprat som en sommerlop. Og førend
Storslåpen selv viste af det, var han kommen til at gi femti
daler for gampen! Storslåpen op i en kariol, så lang han var,
for at kjøre konge med femtidalerhesten; men nu kunde han
slå og bande, så gården stod i et gov, - hesten løb ligefuldt
på alle de døre og vægge, som fandt's; for den var stærblind!


Siden lå disse to og slogs om denne hesten ud over al bygd,
rigtig ligesom to bikjer. Storslåpen vilde ha pengene sine igjen;
men se til, om han fik to danske skilling. Skræppe-Alf
pryglede ham, så bustene føg. "Kommer nok igjen," sagde Alf. -
Fanden til kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf!

Nej, så var det på nogle år da, at han slet ikke kom igjen.

Det kunde være en ti år frem, så blev der lyst efter ham
på kirkebakken; for der var tilfaldt ham en overhændig arv.
Storslåpen stod hos. "Det vidste jeg nok," sagde han, "at det
var penge, som lyste efter Skræppe-Alf, og ikke folk." -

Nu talte de frem og tilbage om Alf; og så meget blev
snakket, at de fik sammenlagt, han havde været sidst på denne
side af Røren, men ikke på hin. Ja, I mindes vejen oven
Røren, gammelvejen?

Men Storslåpen var på nogen tid kommen til stor magt og
herlighed både med gård og greier. Desuden havde han lagt
sig på gudfrygtigheden, og det vidste alle, at han ikke blev
gudfrygtig for ingen ting, han, - mere end andre folk. De
begyndte at snakke om disse ting.

Det var i den tid, at vejen over Røren skulde omlægges;
gammelkarerne havde det med at ville bent frem, og derfor
bar det lige over Røren; men vi vil ha det fladt, og derfor
kommer vejen nu ned ved elven. Der blev en minering og
husering, så en tænkte, Røren vilde ned. Alslags vejstyring
for der, men amtmanden oftest; ti han har dobbelt friskyds.
Og som de nu en dag lå og grov ned i urene der, skulde en
ta en sten, men fik en hånd, der stak ud af røsen, og så stærk
var den hånden, at han, som fik den, tumlede tilbage med den.
Men han, som fik den, var Storslåpen. - Lensmanden drev
der; han blev hentet, og benene af en hel kar fremgravne.
Doktor blev også hentet! han satte det altsammen så kunstig
sammen, at der nu bare manglede kjød. Men folk skjød på
at det benskranglet kunde netop være på størrelse som
Skræppe-Alf. "Kommer nok igjen," sa' Alf.

Nogen og hver syntes det underligt, at en død hånd kunde
slå en kar som Storslåpen helt omkring, endda den slet ikke
slog. Lensmanden gik lige ind på ham med det, - forstår
sig, så ingen hørte det. Men da bandte Storslåpen, så det gik
sort om lensmanden. "Ja, ja;" sagde lensmanden, "er det ikke
dig, så er du vel sagtens kar for at ligge sammen med det
benskranglet inat, du?" - "Jeg er nok det, jeg," svarede
Storslåpen. Og nu bandt doktoren det sammen i lederne og lagde


det hen i den ene seng i barakken. I den andre skulde
Storslåpen lægge sig; men lensmanden lagde sig i sin kappe tæt
op til væggen. - Da det blev mørkt, og Storslåpen skulde ind
til sengekammeraten sin, var det netop, ligesom døren gik igjen
af sig selv, og han stod i mørke. Men Storslåpen tog på at
synge salmer; for han havde en stor røst. "Hvorfor synger
du salmer?" spurte lensmanden udenfor væggen. "Uvist, om
han har havt klokker," svarede Storslåpen. Siden tog han på
at bede, det stærkeste han kunde. "Hvorfor beder du? spurte
lensmanden udenfor væggen. "Han har vist været en stor
synder," svarede Storslåpen. Så blev der langt om længe stilt,
og det var næsten, som lensmanden skulde sovne. Da skreg
det derinde, så hytten skalv: "Kommer nok igjen!"- Et
helvedes brot og bulder rejste sig; "kom med de femti dalerne
mine;" brølede Storslåpen, og så skreg det, og brød det;
lensmanden op med døren, folk til med stænger og brande, og da
lå Storslåpen midt på gulvet og havde benskranglet over sig -."

Der var såre stilt om bordet. Endelig siger en, som skulde tænde
sin kridtpibe: "Han blev jo gal efter den dag." "Han blev så."

Arne følte, de så på harn, og derfor kunde han ikke få
øjnene op. "Siger, som jeg har sagt," tog den første i, "intet
graves så langt ned i natten, at det ikke finder sin dag." -
"Nej, nu skal jeg fortælle om en søn, som slog sin egen far,"
sagde en lys, svær mand med rundladent ansigt. Arne kjendte
ikke pladsen, han sad på.

Det var en slåskjæmpe af en stor slægt borti Hardanger; han
brød ned meget folk. Faderen og han var usams om livøret, og
således bar det til, at den mand ikke havde fred i hus eller bygd.

Han blev selv mere ond derved, og faderen satte efter ham.
"Jeg tar ikke dom af nogen," sagde sønnen. "Af mig skal du
ta den, så længe jeg lever," svarede faderen. - "Tier du ikke
stille, så slår jeg dig!" sagde sønnen og rejste sig - "Ja, trøst
dig til, om du tør, og det skal aldrig gaa dig godt i verden,"
svarede faderen han rejste sig også. - "Mener du?" - og
sønnen satte ind på ham og brød ham ned. Men Faderen tog
ikke imod, lagde armene over kors og lod ham fare med sig,
som han vilde.

Sønnen slog ham, tog ham og drog ham mod døren: "Jeg
vil ha husfred!" - Men da de kom til døren, lettede faderen
på sig. "Ikke længre end til døren," sagde han, "for så langt
drog jeg far min." Sønnen ænsede det ikke, men drog hodet
over tærskelen. "Ikke længre end til døren, siger jeg!" den
gamle rejste sig, kastede  sønnen for sine fødder og revsede
ham som et barn.

«Dette var stygt,» sagde flere. «Hug dog ikke til far sin!»
syntes Arne, at en sagde; men han var ikke viss derpå.

«Nu skal jeg fortælle eder noget,» sagde Arne, han rejste
sig ligbleg og vidste ikke, hvad han vilde sige. Han så bare
ordene drive som store sneflokker; «jeg tar ind i som på træf!»
og han begyndte.

«Et trold mødte på en vej en gut, som gik og gråt. «Hvem
er du mest ræd,»sagde troldet, «nten dig selv eller andre?»
Men gutten gråt, fordi han om natten havde drømt, at han
havde måttet dræbe den slemme far sin, og derfor svarede han:
«Jeg er mest ræd mig selv.» - «Så vær i fred for dig selv,
og gråt aldrig mere; ti herefter skal du bare ligge i krig med
andre.» Og troldet gik sin vej. Men den første, gutten mødte,
lo ad ham, og derfor måtte gutten le ad ham. Den anden,
han mødte, slog ham; gutten måtte forsvare sig og slog ham
igjen. Den tredje, han mødte, vilde dræbe ham, og derfor
måtte gutten dræbe ham. Men alt folk snakkede ondt om ham,
og derfor vidste han ikke andet end ondt at tale om alt folk.
De stængte for ham sine skabe og døre, så han måtte stjæle
sig til det, han skulde ha; han måtte stjæle sig til sin
nattero. Siden han nu ikke fik gjøre noget godt, måtte han gjøre
bare ondt. Da sagde bygden: «Den gutten må vi gjøre det
af med; han er så ond,x og en vakker dag tog de og skaffede
ham afvejen. Men gutten vidste slet ikke, han havde gjort noget
ondt, og derfor kom han efter døden drivende lige ind til
vorherre. Der sad på en bænk den far, han slet ikke havde dræbt,
og lige mod ham på en anden bænk sad alle de, som havde
nødt ham til at gjøre ondt. «Hvad for en bænk er du ræd?»
spurte vorherre, og gutten pegede på den lange. «Sæt dig da
hos far din,» sagde vorherre, og gutten vilde så gjøre. Da stupte
faderen ned af bænken med et stort hug i nakken. På hans
plads kom der et billede af gutten selv, men med angrende
ansigt og ligblege miner; endnu et med drukkent ansigt og
hængende krop; endnu et med vanvittigt ansigt, revne klæder
og forfærdelig latter. «Slig kunde det også ha gåt dig,» sagde
vorherre. - «Ja, monstro det?» sa' gutten, han tog fat i
vorherres kjortel. Da faldt begge bænkene ned af himmelen, og
gutten stod igjen hos vorherre og lo. «Husk på dette, når du
vågner,» sagde vorherre, - og gutten vågnede i samme stund.
Men den gutten, som således har drømt, er jeg, og de, som

frister ham ved at tro ham ond, er I. Mig selv er jeg ikke
længer ræd;  men  jeg er  ræd eder.  Hids ikke det onde ind
på mig; for det er uvist om jeg kan få fat i Vorherres kjortel.»
<tab>Han for ud, og mændene så på hverandre.

SYVENDE KAPITEL.

Det var dagen efter på låven i samme gård, Arne havde
drukket sig fuld for første gang i sit liv, var blevet syg af det
og havde ligget på låven snart hele døgnet. Nu sad han
overende, støttende sig på sine albuer og førte samsnak med
sig selv:

«-------Alting, jeg ser på, blir til fejghed. At jeg som gutten
ikke løb min vej, var fejghed; at jeg hørte far over mor, var
fejghed; at jeg sang ham de stygge viser, var fejghed. Jeg gav
mig til at gjæte; det var af fejghed; - at læse - å ja, også
af fejghed: jeg vilde gjemme mig væk for mig selv. Som voksne
gutten hjalp jeg endda ikke mor mod far - fejghed; at jeg
ikke den natten - hu! - fejghed! jeg havde kanske ventet
til hun var dræbt;-------jeg kunde ikke holde det ud hjemme
bagefter - fejghed; jeg rejste heller ikke min vej - fejghed;
jeg gjorde ingenting, jeg gjætede - fejghed. Jeg havde nok
lovet mor at bli; men jeg havde altid været fejg nok til at
bryde løftet, hvis jeg ikke havde været ræd for at komme
blandt folk. Ti jeg er ræd folk, mest fordi jeg tror, de ser,
hvor styg jeg er. Men fordi jeg er ræd dem, snakker jeg ondt
om dem - fordømt fejghed! Jeg gjør viser af fejghed. Jeg tør
ikke tænke bent frem i mine egne ting, bøjer derfor ind i
andres, - og det er at digte!
<tab>Jeg skulde ha sat mig til at gråte, så haugene blev til vand,
skulde jeg; men så siger jeg: «Hys, hys!» og lægger mig til at
vugge. Og selv mine viser er fejge; for var de modige, så blev
de bedre. Jeg er ræd stærke tanker, ræd alt stærkt; kommer
jeg op i det, er det raseri, og raseri er fejghed. Jeg er klogere,
dygtigere, mere kyndig, end jeg ser ud til; jeg er bedre, end
jeg snakker; men af fejghed tør jeg ikke være så, som jeg er.
Tvi, brændevin drak jeg af fejghed, vilde døve smerten! -
Tvi! gjorde ondt, drak alligevel, drak alligevel; drak min fars
hjærteblod, og endda drak jeg! Min fejghed er nemlig uden al

ende;  men det fejgeste af alt er dog, at jeg kan sidde og sige
mig alt dette selv.

. . . Dræbe mig? Pyt sa'n! Dertil er jeg for fejg. Og så
tror jeg på gud, - ja, jeg tror på gud. Jeg vil gjærne til ham;
men fejgheden holder mig fra ham. Stor flytning, og derfor
kvier sig et fejgt menneske. Men om jeg prøvede, sådan som
jeg formår? Almægtige! Om jeg prøvede? Måtte kurere mig,
som mit mælkeliv tålte det; ti der er ikke ben i mig længer,
ej heller brusk, bare noget flydende, skvalp. - Om jeg
prøvede - med gode, milde bøger, - ræd de stærke -; med
vakre eventyr, sagn, alt det, som mildt er, - og så en præken
hver søndag og en bøn hver kvæld. Og ordentligt arbejde, at
religionen fik ager, kan ikke så i dovenskab. Om jeg prøvede;
kjære, milde min barnegud, om jeg prøvede!»

Men en åbnede låvedøren, for ind over gulvet, ligbleg i
ansigtet, skjønt sveden trillede ned ad det, og det var moderen.
På den andre dagen ledte hun efter sin søn. Hun ropte hans
navn, men stansede ikke for at lytte, bare ropte og for
omkring, til han svarede borti høstålet, hvor han lå. Da gav hun
et højt skrig, hoppede i stålet lettere end en gut og lå over
ham: -

- «Arne, Arne, er du her! Så fandt jeg dig dog; jeg har
ledt siden igår; jeg har ledt i hele nat! Stakkars, stakkars Arne!
Jeg så, de havde gjort dig ondt! jeg vilde så gjærne ha talt til
dig og  trøstet  dig;   men  jeg  tør jo  aldrig tale til dig!-------
Arne, jeg så du drak! O, gud, den almægtige! Lad mig aldrig
oftere se det!» - Det var længe, før hun kunde sige mere.
«Jesus bevare dig, mit barn, jeg så, du drak! - Med et var
du kommen væk for mig, drukken og sønderslåt af sorg som du
var, og jeg løb omkring i alle huse; jeg var langt ude i marken;
jeg fandt dig ikke; jeg ledte i hvert kjær; jeg spurte alle folk;
jeg var her også; men du svarede mig ikke - Arne, Arne!
Jeg gik langs med elven; men det synes ikke nogetsteds dybt
nok -» hun knugede sig ind til ham.

«Da kom det så godt til brystet mit: Du måtte jo være
gåt hjem, og vejen gjorde jeg vist på et kvarter; jeg åbnede
og søgte i hvert rum, og så huskede jeg først, at jeg selv havde
nøglen; du kunde jo ikke være sluppen ind. - Arne! i nat
har jeg ledt langs vejen på begge kanter; jeg turde jo ikke gå
til Kampestupet! - Jeg ved ikke, hvordan jeg er kommen hid;
der er ingen, som har hjulpet mig; men vorherre gav mig ind
at du skulde være her!»

ARNE

Han søgte at stille hende ned igjen. "Arne, du drikker vel
ikke oftere brændevin!" - "Nej, du kan være tryg." - "De
var vist onde med dig? Var de onde med dig?" - "Å nej,
det var mig, som var fejg;" han lagde tyngde i ordet. -"
Forstår ret ikke, at de kan være onde med dig. Men hvad var
det, de gjorde dig? Aldrig vil du sige noget. Og hun begyndte
at gråte igjen. - "Du siger jo heller aldrig mig noget," sagde
Arne blidt. - "Største skylden er dog din, Arne; jeg er kommen
så i vane med at tie, jeg, fra far din af, at du skulde ha hjulpet
mig lidt på vej! - Herre gud, det er da bare vi to; og vi har
lidt så meget sammen." - "Lad os se til, om det ikke vil gå

bedre,"   hviskede  gutten.----------------"Næste  søndag vil jeg

læse prækenen for dig." - "Gud velsigne dig for det!"

"Du, Arne!" - "Ja." - "Jeg har noget, jeg skulde sige
dig." - "Sig det, mor." - "Jeg bærer stor synd for dig; jeg
har gjort noget galt." - "Du, mor?" og dette rørte ham så,
at hans ejegode, uendelig tålmodige mor vilde anklage sig selv
for at ha synd mod ham, som aldrig gjorde hende noget
rigtig godt, at han tog om hende, klappede hende og brast i gråt.
- »Ja> je§ har; og dog var jeg ikke god til andet." - "Å, du
har aldrig gjort noget galt mod mig." - "Jo, jeg har; - gud
ved det: det var bare, fordi jeg holdt så meget af dig. Men du
skal forlade mig det, hører du?" - "Ja, jeg skal forlade dig
det." - "Og så skal jeg sige dig det en anden gang; - men
du skal forlade mig det!" - "Ja, ja, mor!" - "Ser du, det
er vel derfor, det har været så tungt at tale til dig; jeg har
båret synd for dig." - "Herre gud, tal ikke så, mor!" - "Nu
er jeg glad, jeg har fåt sagt så meget." - "Vi skal tale mere
sammen, vi to, mor!" - "Ja, det skal vi, - og så læser du
jo prækenen for mig?" - «J[a, det gjør jeg." - "Stakkars Arne!
Gud velsigne dig!" - "Jeg tror, det er best, vi går hjem.,, -
»Ja> vi går hjem." - "Du ser dig så om, mor." - ,Ja, far
din har ligget på denne laven og grædt." - "Far?" spurte Arne
og blev bleg. - "Stakkars Nils! Det var den dagen, du blev
båret over dåben.-------

Du ser dig så om, Arne."

30OTTENDE KAPITEL.

Fra den dag, Arne af hjærtet prøvede at leve tættere ind
til sin mor, fik han et andet forhold til alt folk. Han så mere
på dem med moderens milde øjne. Men han havde ofte ondt
ved at bli sit forsæt tro; for det, han dybest tænkte, forstod
ikke altid moderen, - og her er en vise fra den tid:

"Det var slig en vakker solskinsdag,

jeg kunde ikke være inde;

jeg rangled tiiskogs, la' mig at å bag

og vugged, hvad kom i minde;

men der krøb myre, og der stak myg,

og hvepsen var styg og klæggen snyg."

"Kjære, vil du ikke være ude i godvejret da?" -sa' mor,
hun sad og sang i svalen.

"Det var slig en vakker solskinsdag,

jeg kunde ikke være inde;

jeg gik på en eng, la' mig at å bag

og sang, hvad som faldt i sinde;

da kom der orme, tre alen lang',

at sole sig lidt, - og jeg la' på sprang."

"I sligt velsignet vejr kan vi gå barfod," - sa' mor; hun
drog sokkerne af sig.

"Det var slig en vakker solskinsdag,

jeg kunde ikke være inde;

jeg gik i en båd, la" mig at å bag

og lod den for strømmen rinde.

Men solen stak, så min næse sprak;

d'er måde med alt, og på land jeg trak."

"Nu er det vel dage til at få høet tørt i," - sa' mor; -
hun slog i det med en rive.

"Det var slig en vakker solskinsdag,

jeg kunde ikke være inde;

jeg kløv i et træ, det var andet slag!

Der kunde jeg svalning finde.

Så dat en træ-åme ned på min hals;

jeg hopped' og skreg, det var fanden til vals!"ARNE
^^^^

"Ja, skiner ikke koen idag, så skiner hun aldrig," så' mor,

-  hun glante op til lien.

"Det var slig en vakker solskinsdag,

jeg kunde ikke være inde;

så la' jeg på fossen i store slag;

der var nu vel fred at finde!

Mens solen hun sken, så druknede jeg, -

har du skrevet visen, så er det ikke mig."

"Bare  tre  slige solskinsdage, og alting er i hus," så' mor,

-  hun gik og rede sengen min.

Alligevel blev samlivet med moderen hver dag til større og
større husvalelse. Det, hun ikke forstod, fik lige godt et
forhold til ham som det, hun forstod. Ti derved, at hun ikke
forstod, tænkte han det oftere om igjen, og hun blev bare
kjærere for ham ved, at han til alle sider fandt hendes
grænser. Ja, hun blev ham uendelig kjær!

Arne havde som barn ikke brydd sig om eventyr. Nu som
voksent menneske længtes han til eventyrene, og disse drog
folkesagn og kjæmpeviser efter sig. Hans sind tog en
underlig længsel; han gik meget alene, og mange steder der omkring,
som han før ikke havde set på, syntes ham så vakre. Den
tid, han sammen med sine jævnaldrende gik til konfirmation,
havde de ofte leget ved et stort vand nedenfor præstegården,
Svartesjøen kaldet, fordi det lå dybt og sort. Det vand
begyndte han nu at tænke på, og en kvæld drog han did op.

Han satte sig bag et kjær tæt under præstegården; denne
lå i en meget brat bakke, som længre oppe blev til højt fjæld;
ligeså var det på den anden bred, og derfor bar det store
slagskygge ud over vandet på begge sider: men langs efter det i
midten var en stribe fagert sølvvand. Alt lå i ro; solen holdt
på at gå ned; der skranglede lidt bjældeljom over fra den
modsatte bred; men ellers var det stille. Arne så ikke lige over
for sig, men først indover i bunden af vandet, fordi solen
sprængte noget bristende rødt udover der, lidt før den sank.
Fjældene havde derinde bøjet sig til side, så der var en lang,
lavt liggende dal imellem, og mod denne slog vandet op. Men
det så ud, som om fjældene randt langsomt ned mod hinanden
for at ta den mellemliggende dal ind som i en gynge. Gård i
gård lå ind over dalen; røgen slog op og kom væk; markerne
stod grønne og dampede; både lagde til, ladede med hø. Han
så meget folk gå af og til, men kunde ingen støj høre. Øjet

32 &3drog sig derfra og bort over stranden, hvor bare vorherres
mørke skog drev op. Inde i skogen og langs vandet havde
mennesket draget sig vej ligesom med en finger; ti en
bugtende støvstribe slog sig alt jævnt igjennem. Denne fulgte han
med øjet lige til bent overfor der, hvor han sad; da sluttede
skogen; fjældet gav lidt mere rum, og straks lå der gård i
gård. Det var endnu større huse end de inde i bunden,
rød-malede, med højere vinduer, som brændte i solen. Der stod
stort sollys på bakkerne; det mindste barn, som legede der,
viste sig så tydelig; tindrende hvidt sand lå tørt ved vandet,
og på dette hoppede unger sammen med nogle hunde. Men
med en gang var det hele solforladt og tungt, husene
mørkerøde, engen sortgrøn, sandet gråhvidt, børnene små klumper;
en tågestump var steget op over fjældet og havde taget solen.
Han gjemte øjet nede i vandet; men der fandt han igjen
altsammen. Markerne lå og vuggede, skogen trådte taus hen til,
husene stod og så ned, dørene var åbne, og børn gik ud og
ind. Eventyr og barnlige ting kom farende til som små fiske
efter agn, skar væk, kom igjen, legede omkring, men
nappede ikke.

- "Lad os sætte os her, til mor din kommer efter;
præstefruen blir vel også engang færdig." - Arne skræmtes op; der
havde sat sig nogen lige bag ham. "Men jeg kunde ret få
være igjen bare denne ene natten," sagde en bønlig stemme
igjennem gråd; den måtte tilhøre en ikke ganske voksen jente.
"Gråt nu ikke mere; det er stygt at gråte, fordi du skal hjem
til mor din." Det var en blid stemme, der gik langsomt og
tilhørte en mand. "Det er ikke derfor, jeg grater." -
"Hvorfor er det, du grater da?" - "Fordi jeg ikke længer skal være
sammen med Mathilde."

Så hed præstens eneste datter, og mindedes Arne, at en
bondejente var opdraget sammen med hende. "Det kunde
ligevel ikke vare evig dette." - "Ja, men en dag til da, kjære!"
og hun stortudede. - "Best er det, du føres hjem nu; -
kanske det alt er for sent." - "For sent? hvorfor det? Har
du hørt sligt?" - "Du er bonde født, og bonde skal du bli;
vi har ikke råd til at holde nogen stasjomfru." - Jeg kunde
da endelig være bonde, fordi jeg blev der." - "Det forstår
du dig ikke på." - "Jeg har bestandig båret bondeklæder." -
"Det er ikke dem, som gjør det." - "Jeg har både spundet,
vævet og kogt." - "Det er ikke det heller." - "Jeg kan tale
ligesom du og mor." - "Ikke det heller." - "Ja, så ved jeg

4 - Bjørnson:   Fortællinger.ret ikke, hvad det er," sagde jenten og lo. - "Det vil vise
sig; - ellers er jeg ræd for, at tankerne dine alt nu er blevne
for mange." - "Tanker, tanker! det siger du bestandig; jeg
har ingen tanker, jeg," hun gråt igjen. - "Å; du er en
vindkegle, er du!" - "Det så' aldrig præsten." - "Nej, men nu
siger jeg det." - "Vindkegle? Har du hørt sligt? Jeg vil
ikke være nogen vindkegle, jeg." - "Hvad vil du være, du
da?" - "Hvad jeg vil være? Har du hørt sligt? Ingenting
vil jeg være." - "Nu ja, så vær ingenting." - Nu lo jenten.
En stund efter sagde hun alvorlig: "Det er stygt af dig, du
kalder mig ingenting." - "Herre gud, når du selv vil være
det!" - "Nej, jeg vil ikke være ingenting." - "Godt, så vær
alting." - Jenten lo. En stund efter med sørgmodig stemme:
"Slig gjorde aldrig præsten nar af mig." - "Nej, han gjør dig
bare til nar." - "Præsten? Så snil har du aldrig været med
mig som præsten." - "Det vilde nu også være for galt." -
"Sur melk kan aldrig bli sød." - "Jo, naar den koges til
myse." - Her skratlo jenten. "Der kommer mor din." Så
blev hun alvorlig igjen.

"Sligt langtsnakkende kvindfolk som den præstefruen har
jeg aldrig i mine levedage truffet på," skar en skarp,
kringmælt røst ind. "Skynd dig riu, Baard, rejs dig og sæt båden
ud! Vi kommer ikke hjem inat. - Fruen vilde, jeg skulde
passe, at Eli gik tør på benene. Jagu får du passe det selv!
Hver morgen gå tur for blegsottens skyld! Blegsot mig her
og blegsot mig der! - Rejs dig nu, Baard, og sæt båden ud;
jeg, som skal sætte dejg i kvæld!" - "Kisten er endnu ikke
kommen," sagde han og blev liggende. "Men kisten skal heller
ikke komme; den skal stå til første prækendag. Hører du,
Eli, løft på dig; tag panken din og kom! Rejs dig nu, Baard!"
- Hun afsted og jenten efter. "Kom nu; men så kom nu!"
lød det nedenifra. "Har du set efter nøglen i båden?" spurte
Baard og blev liggende. "Ja, den står i," - og Arne hørte
hende netop kakke den i med et øsekar. "Men så rejs dig
nu, Baard! Vi skal da ikke bli liggende her inat?" - "Jeg
venter på kisten." - "Men, kjære, velsigne dig; jeg har jo
sagt, den skal stå efter til første prækendag." - "Der
kommer den," sagde Baard. Og de hørte ramlen af en vogn.
"Men jeg har jo sagt, den skulde stå efter til første
prækensøndag." - "Jeg har sagt, den skulde være med," - Konen
uden videre op og til vognen, bar panken, løp og andre
småting ned i båden. Så rejste Baard sig, gik op og tog kisten alene.

34 <^5ARNE

Men bag efter vognen kom en jente farende i stråhat og
med flagrende hår; det var præstefrøkenen. "Eli, Eli!a ropte
hun på lang vej. "Mathilde, Mathilde!" svaredes der, og op
og mod hende. De mødtes oppå bakken, de tog om hinanden
og gråt. Da tog Mathilde op noget, hun havde sat ned i
græsset; det var et fuglebur. "Du skal ha NarriEas, det skal du,
Mor vil det også. Du skal endelig ha Narrifas ... jo du
skal! - og så skal du tænke på mig - og meget ofte ro ...
ro ... ro over til mig; - og de gråt begge meget. - "Eli!
kom nu, Eli! Stå ikke der!" lød nedenifra. - "Men jeg, jeg
vil være med," sagde Mathilde; "jeg vil være med over og
sove hos dig inat!" - "Ja, ja, ja!" - og med armene om
hinandens hals drog de nedover mod støen. En stund efter
så Arne båden ude på vandet, Eli stod højt i bagstavnen med
fugleburet og vinkede, Mathilde sad igjen på voren og gråt.

Hun blev siddende der, så længe båden var på vandet;
der var kort over til de røde huse, som før meldt, og Arne
blev også siddende. Han fulgte båden ligesom hun. Den kom
snart over i det sorte, og han ventede, til den lagde mod land;
da så han dem i vandet; i dette fulgte han dem med op mod
husene, just til det vakreste af dem alle. Han så moderen gå
ind først, så faderen med kisten, og sist datteren, så vidt han
kunde skjelne dem på størrelsen. En stund efter kom datteren
ud igjen og satte sig foran burdøren, ventelig for at se over
nu, i det samme solen lagde sin siste stråle. Men
præstefrøkenen var alt gåt, og det var blot han, som nu sad og så
hende i vandet. "Montro hun ser mig?"-------

Han rejste sig og gik; solen var nede, men himmelen lys
og blåklar, sådan som sommernatten har den. Dampen af vand
og land drog sig op over fjældene på begge sider; men toppene
stod fri og så over til hverandre. Han kom højere op; vandet
blev mere sort og nedsænket og ligesom mere tæt. Dalen
derinde i bunden blev kortere og drog sig mere mod vandet;
fjældene stod nærmere for øjet og gik mere i en klump; ti
sollyset adskiller. Himmelen selv kom længre ned, og alt blev
venligt og fortroligt.NIENDE KAPITEL.

Kjærlighed og kvinder begyndte at spille for hans tanker;
kjæmpeviserne og de gamle historier viste det frem i et
trylle-spejl ligesom jenten i vandet. Han stirrede bestandig deri, og
efter hin kvæld fik han lyst til at synge derom; ti det var
ligesom kommet ham nærmere. Men tanken gled bort og kom
igjen med en vise, han selv ikke kjendte til; det var, som nogen
havde laget den for ham:

"Hun Venevil hopped' på letten fod

sin kjærest' imod.
Han sang, så det hørtes over kirketag:

"God dag! god dag!"
Og alle de småfugle sang lystig med i lag:

"Til sanktehans

er der latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!"

Hun fletted' ham en af de blomster blå:

- "Mine øjne små!"
Han tog den, han kasted' og tog den igjen:

"Farvel, min ven!"
og jubled', mens han sprængte over agerrenen hen:

"Til sanktehans o. s. v."

Hun fletted' ham en:    "Hvis du ej forsmår,

af mit gule hår?"
Hun fletted7   hun bød ham i ypperlig stund

sin røde mund.
Han tog den, og han fik den, og han rødmede som hun.

Hun fletted' en hvid i et liljebånd:

"Min højre hånd."
Hun fletted' en blodrød i kjærlighed:

"Min venstre med."
Han tog imod dem begge to, men vendte sig derved.

Hun fletted' af blomster fra hver en kant:

"Alle dem, jeg fandt!"
Hun sanked', hun fletted' og gråt dertil:

"Tag dem, du vil!"
Han tiede og tog dem blot, men flygtede så vild.

36 4^?Hun fletted' en stor uden farvesans:

"Min brudekrans!"
Hun fletted', så fingrene bleve blå:

"Sæt du den på!"
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så.

Hun fletted' modig foruden stans

på sin brudekrans.
Men nu var det langt over sanktehans,

ingen blomster fandt's.
Hun fletted' af de blomster, som slet ikke fandt's!

"Til sanktehans

er der latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans."

Det var vemoden i hans sjæl, som gjorde det første
kjær-lighedsbillede, som gled hen over hans sjæl, så mørkt. En
dobbelt længsel: efter at holde af nogen og efter at bli noget
stort, flød sammen og blev til én. I den tid arbejdede han
atter med visen "over de høje fjælde," forandrede og sang og
tænkte stille ved sig selv: "Det bærer nok ud alligevel; jeg
synger så længe, til jeg får mod." Han glemte ikke moderen
i disse sine udfærdstanker; han trøstede sig nemlig med, at
han, straks han fik fast fod i det fremmede, vilde hente hende
og da byde hende kår, som han aldrig kunde tænke på at
skaffe sig eller hende i hjemmet. Men midt i disse store
længsler legede noget stille, kvikt, fint, det skjød bort og kom
igjen, nappede og flygtede, og drømmer, som han var bleven,
var han bedre i de uvilkårlige tankers vold, end han selv
vidste.

Der var en munter mand i den bygd, som hed Ejnar Aasen;
han havde tyve år gammel brukket sit ben; siden gik han med
stav; men hvor han kom hinkende på den stav, var der altid
lystighed på færde. Manden var rig; en stor nøddeskog lå på
hans ejendom, og det var vist, at en af de vakreste
solskinsdage i høsttiden var en flok muntre jenter samlet hos ham
for at plukke nødder. Da var der stor beværtning om dagen
og dans om kvælden. De fleste af disse jenter havde han stat
fadder til; for han stod fadder til den halve bygd; alle barn
kaldte ham gudfar, og efter dem både gamle og unge. -

Gudfar og Arne var vel kjendte, og gudfar likte ham for
hans visers skyld. Nu bad han ham være med i nøddelaget.Arne blev rød og vægrede sig; han var ikke vant til at være
sammen med kvindfolk, sagde han. "Så skal du vænne dig
til det," svarede gudfar.

Arne kunde i nætter ikke få sove for dette; frygt og længsel
stred i ham: men hvordan det end gik: han kom med og var
så godt som den eneste ungkarl blandt alle disse kvindfolk.
Han kunde ikke nægte, at han følte sig skuffet; det var ikke
dem, han havde sunget om, ej heller dem, han havde frygtet
for at træffe sammen med. De holdt et leven, han i sine dage
ikke havde set magen til, og det første, som undrede ham, var,
at de kunde le over ingen verdens ting; og dersom tre lo, så
lo de fem, bare fordi de tre lo. Allesammen bar de sig ad,
som levede de ihob hver dag; og det var dog dem, som ikke
havde truffet sammen før idag. Dersom de nådde den gren,
de hoppede efter, lo de derad, og dersom de ikke nådde, lo de
også derad. De slogs om krogen til at hægte fast med; de,
som fik den, lo, og de, som ikke fik den, lo også. Gudfar
hinkede efter med staven og gjorde dem al den fortræd, han
var god til. De, han nådde, lo, fordi han nådde dem, og de,
han ikke nådde, lo, fordi han ikke nådde dem. Men
allesammen lo de ad Arne, fordi han var alvorlig, og da han så måtte
le, lo de, fordi han endelig lo.

De satte sig tilsist op på en stor haug, gudfar i midten og
alle jenter omkring. De så vidt omkring sig; solen stak; men
de ænsede det ikke, kastede nøddehamser og skal på
hverandre, men gav gudfar kjærner. Gudfar hyssede på dem og
slog om sig med staven, så langt han nådde; ti nu vilde han,
de skulde fortælle og helst noget trøjsomt. Men at få dem til
at fortælle historier syntes vanskeligere end at stanse en løs
vogn i en bakke. Gudfar begyndte; der var mange, som ikke
vilde høre; for hans historier kjendte de før; men tilsist hørte
de dog allesammen. Og før de vidste af det, sad de midt oppe
i det og fortalte, det bedste de kunde. Nu undrede det Arne
meget, at lige så støjende de før havde været, lige så alvorlige
var deres historier. De gik mest om kjærlighed,

"Men du, Aase, har en god en; det ved jeg fra ifjor," sagde
gudfar og vendte sig mod en førlig jente med godt, rundladent
ansigt; hun sad og flettede håret på en yngre søster, som lå
med hodet i hendes fang. "Den tør være kjendt af flere,"
svarede hun. "Kom med den alligevel," bad de. "Jeg skal
ikke være længe at nøde," svare hun og fortalte og sang, mens
hun flettede:

38"Dét var en voksen gut, som gjætede, og han drev gjærne
buskapen op efter en bred elv. Når han kom højere op, var
der en hammer, som gik så vidt udover, at han kunde rope
over til den andre siden. For der over på den andre siden
gjætede en jente, som han hele dagen kunde se, men ikke
komme hen til.

"Hvat hejtir du, jenta i saudaflokkin,
som blæs' på horn og bind' på sokkin?"

Han spurte mange dage op igjen, og endelig en dag fik
han svar:

"Navnit mit syrn' som and på ejt vatn;
ro y vir, du gut undir bukskinds-hattin!"

Men deraf blev gutten lige klog og tænkte ikke videre at
vyrde hende. Hermed gik det ikke så let; ti han kunde drive
buskapen, hvor hen han vilde, det bar dog bestandig tilbage til
hammeren. Da blev gutten ræd og ropte:

"Hvat hejtir då far din, og hejmin, du ejgr?
Eg hev' inki set deg på kyrkjuvegir."

Gutten trodde nemlig halvt om halvt, det var en hulder.

"Far min er druknad, og gardin hev' brunnit,
og vegin til kyrkja eg aldri hev' funnit."

Heraf blev også gutten lige klog. Om dagen var han på
hammeren; om natten drømte han, at hun dansede om ham
og slog ham med en stor kohale, hver gang han vilde ta efter
hende. Han fik snart ikke sove; arbejde kunde han heller
ikke, og det blev elendigt med gutten.

"Og er du ej huldr, so lyt du meg spara;
men er du ej jenta, so skund deg at svara."

Men det svarede ikke, og da blev det vist, at det var en
hulder. Han opgav gjætingen, men lige galt var det; for hvor
han stod, og hvad han gjorde, så tænkte han på den fagre
huldren, som blæste på horn.

Så, en dag han stod og huggede ved, kommer en jente
gjennem gården, der livagtig så ud som huldren. Men da hun
kom nærmere, var det ikke hende. Han tænkte meget over
dette; da kommer jenten tilbage, og langt borte var det huldren,
og han løb lige imod hende. Men straks han kom hende nær,
var det ikke hende.

5^ 39Siden kunde gutten være ved kirke, på dans, i andre
samlag, eller hvor han vilde, - jenten var der også; når han var
fra hende, syntes hun huldren; nær hos var det en anden;
han spurte hende så, om det var hende eller ikke hende; men
hun lo ham ud. Lige så godt: springe i det, som krybe i det,
tænkte gutten, og så giftede han sig med jenten.

Da dette vel var gjort, likte gutten ikke længer jenten.
Borte fra hende længtes han til hende; men hos hende længtes
han til en, han ikke så. Derfor blev gutten ond mod konen
sin; hun bar det og taug.

Men en dag, da han ledte efter hestene, kom han op på
hammeren, og gutten satte sig ned og ropte:

"Du lejkar i hugin som maaneskins-kvældin;
du brænn' langt ifraa meg som sankthans-eldin!"

Gutten syntes, det gjorde godt at sidde der, og^siden gik
han did så ofte, det var galt hjemme. Konen gråt, når han
var gåt.

Men en dag, han sad der, sad også huldren lyslevende på
den andre siden og blæste på horn!

"Aa - nej, er du komi; hvar fagrt dat lætr!
Aa, blaas litit mejra, eg sit' her og grætr."

Da svarerde hun:

"Eg blæsr deg draumarni burt utur hugin;
fyr' hejma aa akrin da rotnar nu rugin."

Men da blev gutten ræd og gik hjem igjen. Det var dog
ikke længe, før han blev så kjed konen, at han måtte drage
tiiskogs, satte sig på hammeren. Da sang det mod ham:

"Eg drøymdi, du kom hit; - hej, skund deg og tag meg;
nej, inki dit y vir; - eg stend lika bag deg."

Gutten for op og så sig om, og da smat en grøn stak bort
mellem buskene. Han efter. Nu blev det et jag gjennem al
skog. Så rap på foden, som den huldren var, kunde intet
menneske være; han kastede stål over hende gang efter gang;
hun løb lige godt. Men snart begyndte hun at blive træt; det
så gutten på fodlaget; men han så også på al hendes skabning,
at det var huldren selv og ingen anden. "Nu skal du sagtens
bli min," tænkte gutten og kastede sig med én gang så hårdt

40 &3ARNE

ind på hende, at både han og huldren trillede lange bakker
nedover, før det tog stans. Da lo huldren, så gutten synes det
sang i bjærgene; han tog hende på fang, og såofager var hun,
netop, som han tænkte, konen skulde være. "Å - nej, hvem
er du, som er så fager?" spurte gutten, han klappede hende,
og hun var så varm i kinderne. "Men, herre gud, jeg er jo
konen din," sagde hun. -"

Jenterne lo og gjorde nar af gutten. Men gudfar spurte Arne,
om han havde hørt vel efter.

- "Nej, nu skal jeg fortælle noget," sagde en liden en
med et lidet, rundt ansigt, som havde sådan liden næse.

"Der var en liden gut, som vilde så gjerne fri til en liden
jente; voksne var de begge to; men de var så små afsig. Og
den gutten kunde slet ikke komme sig til at fri. Han holdt sig
hen til hende i kirken, men da blev det altid prat om vejret;
han gik bort til hende på dansene, og han dansede hende mest
ihjel; men snakke fik han ikke. "Du får lære at skrive, så
slipper du det," sagde han til sig selv, - og gutten til at skrive;
han trodde aldrig, det kunde bli vakkert nok, og derfor skrev
han et helt år, før han turde tænke på brevet. Nu var det at få
leveret det, så ingen så det, og der bagom kirken traf det slig
til, at de stod alene. Jeg har et brev til dig," sagde gutten.
"Men jeg kan ikke læse skrift," svarede jenten.

Og så stod gutten der.

Men han tog tjeneste hos jentens far og var ikke fra hende,
så lang dagen var. Engang var han så nær ved at få snakke:
han havde alt fåt munden op; men så fløi der en stor flue ind
i den. - "Bare ingen kommer og tar hende fra mig," tænkte
gutten. Men der var ingen, som kom og tog hende fra ham;
for hun var så liden.

Men så kom der en alligevel; for han var også liden.
Gutten merkede nok, hvad han vilde, og da de gik op på svalen
sammen, satte gutten sig ved nøgelhullet. Nu fridde han, som
indenfor var; "jøje, min tosk, som ikke har skyndt mig!"
tænkte gutten. Han, som indenfor var, kyssede jenten midt på
munden. - "Det smagte vist godt," tænkte gutten. Men han,
som indenfor var, satte jenten på fang. "Slig verden som vi
lever i!" sagde gutten og gråt: Dette hørte jenten og gik til
døren: "Hvad er det, du vil mig, stygge gutten, at jeg aldrig
kan være i fred for dig?" - Jeg? - jeg vil bare bede om
at få være brudesvenden din." - "Nej, det skal brødrene mine
være," svarede jenten og smeldte døren i. -

41- Så stod gutten der."

Jenterne lo meget af den historie og kastede mange hamser
bagefter.

Gudfar vilde, at Eli Bøen skulde fortælle. Hvad var da det!
Jo, hun skulde fortælle, hvad hun havde fortalt ham bortpå
bakken, sist han var hos dem, den gang hun gav ham de nye
strømpebåndene. Det var la^nge, før Eli vilde til, for hun lo
så svært; men så fortalte hun:

"En jente og en gut gik sammen på en vej. "Nej, se den
trosten, som følger os," sagde jenten. - "Det er mig, som
den følger," sagde gutten. - "Kan lige så godt være mig,"
svarede jenten. - "Det er snart at se," mente gutten; "nu
går du den nedre vejen, og jeg den øvre, og vi mødes
deroppe." De så gjorde. - "Fulgte den så ikke mig?" spurte
gutten, da de mødtes. "Nej, den fulgte mig," svarede jenten.
- "Så må der være to." De gik sammen igjen et stykke;
men da var der blot en; gutten mente, den fløj på hans side;
men jenten mente, den fløj på hendes. "Jeg bryder mig fa'n
om den trosten," sagde gutten. "Ja, jeg også," svarede jenten.
Men straks de havde sagt dette, kom også trosten væk. "Det
var på din side," sagde gutten. "Nej, du skal ha tak; jeg så

tydelig det var på din.-------Men der! - der er han kommen

igjen!" ropte jenten. "Ja, det: er på min!" ropte gutten. Men
nu blev jenten sint. "Nej, om jeg vilde gå med dig længer, så
gid jeg måtte få alle plager!" og hun gik sin egen vej. - Da
kom trosten væk for gutten, og det blev så stusligt, at han
gav sig til at rope. Hun svarede. "Er trosten hos dig?" ropte
gutten. "Nej, men er den hos dig?" - «Ak nej; du får komme
hid igjen, så kanske den følger med." Og jenten kom igjen;
de tog hinanden ved hånden og gik sammen. "Kvit, kvit, kvit,
kvit!" sagide det på jentens side. "Kvit, kvit, kvit, kvit!" sagde
det på guttens. "Kvit, kvit, kvit, kvit, kvit, kvit, kvit, kvit!"
sagde det til alle sider, og da de skulde se til, var der hundre
tusen millioner troster rundt oom dem. "Nej, hvor rart?" sagde
jenten og så op på gutten. "Å, gud velsigne dig!" sagde gutten
og klappede jenten."

Den historie syntes alle jenterne var så vakker.

Så mente gudfar, de skulde fortælle, hvad de havde drømt
inat, og så skulde han dømme om, hvem der havde drømt
vakrest. Nej, fortælle, hvad de havde drømt! Nej, og der blev
latter og tisk uden ende. Men så begyndte den ene efter den
anden at mene, hun havde havt sådan vakker drøm den nat;

42men atter andre, at så vakker som den, de havde havt, kunde
den i alle fald ikke være. Og tilsidst fik de alle lyst til at
fortælle sine drømme. Men det måtte ikke være højt; det måtte
være bare til en, og det måtte slet ikke være til gudfar. Arne
sad så stille der borte på haugen, og så blev det ham, de turde
fortælle dem til.

Arne satte sig bort under en hassel, og så kom hun til ham,
hun, som først havde fortalt. Hun betænkte sig længe, men
fortalte så:

"Jeg drømte, jeg stod ved et stort vand. Da så jeg en gå
på vandet, og det var en, som jeg ikke vil nævne. Han steg
op i en stor tjørnblom og sad og sang. Men jeg gik ud på et
af de store blade, som tjørnblommen har, og som ligger og
svømmer; på det vilde jeg ro over til ham. Men straks jeg
var kommen på bladet, så begyndte det at synke med mig, så
jeg blev meget ræd og gråt. Da kom han roende til i
tjørnblommen -, løftede mig op i til sig, og vi rodde over alt vand.

-  Var ikke det en vakker drøm?"

Den lille, som havde fortalt den lille historie, kom:
"Jeg drømte, jeg havde fanget en liden fugl, og jeg var
så glad, og vilde slet ikke slippe den, før jeg var kommen hjem
i stuen. Men der turde jeg ikke slippe den, for da kunde far
og mor bede mig lukke den ud igjen. Så gik jeg op på loftet
med den; men der gik katten og lurede, og så kunde jeg ikke
ikke slippe den der heller. Så vidste jeg ikke mine arme råd,
men gik op på laven; gud, der var så mange sprækker, og
den kunde rejse sin vej! Nej, så gik jeg ned på gården igjen,
og der syntes jeg en stod, som jeg ikke vil nævne. Han stod
og legede med en stor, stor hund. "Jeg vil heller lege rned
den fuglen din," sagde han og kom mig så nær. Men jeg syntes,
jeg lagde på sprang, og både,han og den store hund efter, og
jeg sprang gården rundt; men så lukkede mor op svaldøren,-
trev mig ind og kastede døren til. Men udenfor stod gutten
og lo, med ansigtet på ruden. "Se, her er fuglen!" sagde han

-  og  tænk,  så  havde  han  fuglen! - Var  ikke  det en rar
drøm?" -

Så kom hun, som havde fortalt om alle de trostene. Eli
havde de kaldt hende. Det var den Eli, han havde set hin
kvæld i båden og i vandet. Hun var den samme, og dog ikke
den samme, så voksen og vakker, som hun sad der med det
fine ansigt og den smækre skabning. Hun lo så meget, og
derfor var det længe, før hun kom sig til; men så fortalte hun:"Jeg havde glædet mig så svært til at komme i nøddeskogen
idag, og derfor drømte jeg inat om, at jeg sad her på bakken.
Solen skinnede, og jeg havde hele fanget fuldt af nødder. Men
så var der kommet et lidet ikorn med op imellem nødderne,
og det sad på hug i fanget og spiste dem op allesammen. -
Var ikke det en rar drøm?"

Og endnu flere drømme blev ham fortalt; men så skulde
han sige, hvilken var vakrest. Han måtte få god
betænkningstid, og imidlertid drog gudfar med hele flokken ned mod gården,
og Arne skulde komme efter. De hoppede ned over bakken,
ordnede sig i række, da de var kommen ned på sletten, og
sang hjemover mod huset.

Han sad der igjen og hørte på sangen; solen faldt lige på
flokken; det lyste i deres hvide skjorteærmer; snart tog den
ene den anden om livet; de dansede bortover engen, og gudfar
efter med stokken, fordi de trådte ned håen. Arne tænkte ikke
mere på drømmene; han så snart ikke mere efter jenterne;
tankerne lagde sig ud over dalen som de fine soltråde, og han
sad igjen der på bakken og spandt. Før han vidste af det, sad
han i et tæt væv af tungsind; han længtede ud, og aldrig i
verden som nu. Han tog fast løfte af sig selv, at straks han
kom hjem, vilde han tale til moderen, det fik gå, som det vilde!

Hans tanker blev stærkere og drev ind i visen: "Over de
høje fjælde." Så snare havde aldrig ordene været, ej heller
havde de føjet sig så sikkert i lag; de var næsten som jenter,
der sad rundt på en haug. Han havde et stykke papir hos sig,
og han skrev ned over sit knæ, og da han havde skrevet
visen færdig, rejste han sig som forløst, vilde ikke til folk, men
tog skogvejen hjemover, skjønt han vidste, at da måtte han ta
natten med. Første gang, han på veien satte sig ned at hvile,
vilde han ta visen op igjen og synge den for sig selv ud over
al bygd; men da havde han glemt den igjen, der han havde
gjort den. -

- En af jenterne søgte efter ham på haugen, fandt ikke
ham, men visen.

TIENDE KAPITEL.

At tale til moderen var ikke så let gjort som tænkt. Han
hentydede til Kristian og de breve, som aldrig kom; men
moderen gik fra ham, og det var hele dage efter, at han trodde,

44 ARNE

hun var rød i øjnene. Han havde også et andet mærke på,
hvordan det stod til, og det var, at hun lagede usædvanlig
god mad.

Han skulde op i skogen og ta vedfang en dag; vejen gik
igjennem skogen, og netop der, hvor han skulde hugge,
plejede de at gå og plukke tyttebær i høsttiden. Arne havde sat
øksen fra sig for at ta trøjen af sig og skulde just begynde,
da to jenter kom gående med bærspand. Han plejede gjærne
gjemme sig heller end træffe jenter, og det gjorde han nu også.

"Å nej, å nej! for alle de bær! Eli, Eli!" - "Ja, kjære,
jeg ser dem!" - "Men så gå ikke længer! her er mange spand!"

-  "Jeg synes, det ruslede borti et kjær!" - "Au! er du gal!"
og jenterne for sammen med hænderne om hinandens liv. De
stod længe så stille,  at de neppe drog pusten.   "Det er vist
ingenting;  lad  os  plukke!"  - "Ja, jeg tror vist, vi plukker."

-   Og så  plukkede  de.   -  "Det var snilt af dig, Eli, at du
kom  over til præstegården idag. -  Har du så ingenting at

fortælle  mig?" - "Jeg har været hos gudfar."-------"Ja, du

har fortalt mig det; - men har du ikke noget om ham, som
du ved?"  -   "Å jo!" - "A, å! Eli er det sandt? skynd dig,
fortæl!" - "Han har været der igjen!" - "Å snak?" - "Jo,
vist; både far og mor lod, som de ikke så det, men jeg gik op
på loftet og gjemte mig." -- "Mer, mer!   Kom han så efter?"

-   "Jeg tror,  far havde  sagt ham,  hvor  jeg var; han er nu
altid så  lej." - "Og så kom han? Sæt dig, sæt dig her, hos
mig! - Nu:   Så kom han?" - "Ja, men han så' ikke stort,
for han var så bly." - "Hvert ord! hører du! hvert ord!" -
"Er  du  ræd  mig?"   sa'n.   "Hvorfor  skulde jeg være ræd?"
sagde jeg.   "Du ved, hvad det er, jeg vil  dig," sa'n og satte
sig  på  kisten  ved  siden  af mig." - "Ved siden af dig!" -
"Og så tog han mig om livet." - "Om livet, er du gal!" -
Jeg vilde da gjærne bli løs igjen, men han vilde ikke slippe
mig.   "Kjære Eli,"  sa'n    -,"  hun lo, og den anden lo også.

-  "Nu? nu?" - "Vil du være konen min?" - "Ha, ha, ha!"

-   "Ha,  ha,  ha."  -  Og så begge to:   "Ha, ha, ha, ha, ha,
ha, ha! -"

Endelig måtte også latteren ta en ende, og ovenpå blev der
længe stilt; så spurte den første, men sagte: "Du, - var det
ikke lejt, han tog dig om livet?" -

Enten svarede den anden ikke på dette, eller også var det
så sagte, at det ikke kunde høres; kanske det også bare var
med et smil. Om en stund spurte den første: "Så' ikke far

45ARNE

din eller mor din noget siden?" - "Far gik op og så på mig,
men jeg gjemte mig bestandig væk; for han lo, når han så mig."
- "Men mor din?" - "Nej, hun så' ingenting; men hun var
ikke så hård som ellers." - "Ja, du gav ham vel afslag?" -
"Naturligvis." - Da blev atter lang stilhed.

- "Du?" - "Ja -?" - "Tror du, der kommer nogen
sådan til mig?" - "Ja, naturligvis!" - "Er du gal! - A -
i! - Du, Eli! - End dersom han tog mig om livet?" - Hun
gjemte hodet.

Der blev megen latter, siden hvisken og tisken.

Jenterne gik snart; de havde hverken'set Avne, øksen eller
trøjen, og glad var han.

Nogle dage efter satte han Oplands-Knut til husmand under
Kampen. "Du skal ikke længer være ensom," sagde Arne.

Arne selv tog sig noget fast for. Han havde tidlig lært at
skjære med håndsag; ti han havde bygget meget på husene
hjemme. Nu vilde han øve denne dont; ti han kjendte, det
gjorde godt at ha en bestemt forretning; det gjorde også godt
at komme ud blandt folk, og så forandret var han efterhånden
blevet, at han kunde længes dertil, når han havde været en
stund for sig selv. Det bar slig til, han den vinter var på
præstegården et bil, og der var begge jenterne ofte sammen.
Arne tænkte på, når han så dem, hvem det vel var, som nu
fridde til Eli Bøen.

Det traf slig til, at han på en kjøretur måtte styre for
præstefrøkenen og Eli; han havde gode øren, men kunde dog aldrig
høre, hvad de talte om; somme tider talte Mathilde til ham;
da lo Eli og gjemte hodet. Således spurte Mathilde, om det
var sandt, at han kunde gjøre vers. "Nej," sagde han hurtig;
da lo de begge, snakkede og lo. Siden var han ikke god på
dem og lod, som han ikke så dem.

Engang sad han i borgestuen, mens folk dansede der;
Mathilde og Eli kom begge did bort for at se på. De trættede
om noget borti krogen, hvori de stod; Eli vilde ikke, men
Mathilde vilde, og hun vandt. Så kom de begge to bort til
ham, nejede og spurte, om han kunde danse. Han svarede
nej, og så vendte de sig begge, lo og løb. Det var da også
en bestandig latter, tænkte Arne og blev alvorlig. Men præsten
havde en liden plejesøn på ti-tolv år, som Arne holdt meget
af; af den gut lærte Arne at danse, når ingen så på.

Eli havde en liden bror på alder som præstens plejesøn.
Disse to var legekammerater, og Arne gjorde kjælke, ski, sna-

46 4^2rer til dem, og med dem talte han meget om deres søstre, især
om Eli. En dag bragte Elis bror bud, at han skulde ikke gå
så slusket på håret. "Hvem har sagt det?" - "Eli sagde det;
men jeg skulde ikke sige, at hun havde sagt det." - Nogle
dage efter sendte han det bud, at Eli måtte le lidt mindre.
Gutten kom igjen med det bud, at Arne endelig måtte le lidt
mere.

Engang vilde gutten ha noget, han havde skrevet. Arne lod
ham få det og tænkte ikke videre over den ting. En stund
efter vilde gutten glæde Arne med den tidende, at begge jenterne
likte hans skrift så svært. "Har de da set den?" - "Ja, det
var for dem, jeg bad om den." - Arne bad gutterne bringe
ham noget, som deres søstre havde skrevet; de så gjorde; Arne
rettede skrivefejl deri med en tømmerblyant; han bad gutterne
lægge det så, at det var let at finde. Siden fandt han papiret
igjen i sin trøjelomme; men nedenunder stod skrevet: "Rettet
af en kry fa,nt."

Dagen efter sluttede Arne sit arbejde på præstegården og
rejste hjem. Så mild, som han var den vinter, havde moderen
ikke set ham siden hin sørgelige tid kort efter faderens død.
Han læste prækenen for hende, fulgte hende til kirke og var
meget god mod hende. Men hun vidste godt, at det altsammen
mest var for at få hendes samtykke til at rejse fra hende, når
våren kom. Så fik han bud fra Bøen en dag, om han ikke
vilde komme did og skjære med håndsag.

Arne blev ganske ræd og svarede ja, som om han ikke
tænkte over det. Straks budet var gåt, sagde moderen: "Du
kan nok bli forundret! Fra Bøen?" - "Er det da så
underligt?" spurte Arne, men så ikke på hende. "Fra Bøen!" ropte
moderen en gang til. - "Nu, hvorfor ikke lige så godt derfra
som fra en anden gård?" han så lidt op. - "Fra Bøen og
Birgit Bøen! - Baard, som slog far din fordærvet, og det for
Birgits skyld!" - "Hvad siger du?" ropte nu også gutten.
"Var det Bård Bøen?" -

Søn og mor stod og så på hinanden. Et helt liv drog frem
imellem dem, og det var et øjeblik, hvori de så den sorte tråd,
som al vej havde spundet sig igjennem. De gav sig senere til
at tale om hine faderens stordage, da gamle Eli Bøen selv
fridde til ham for datteren Birgit og fik kurven; de gik
altsammen igjennem, lige til der Nils stupte, og begge fandt ud,
at Bårds skyld havde været den mindste. Men det var
alligevel ham, som havde slåt faderen fordærvet, ham var det.

<&&   47- "Er jeg endnu ikke færdig med far?" tænkte så Arne
og besluttede i samme stund at gå.

Da Arne kom gående med håndsagen på skulderen over
isen og op imod Bøen, syntes det ham en fager gård. Huset
så bestandig ud, som det var nymalet; han frøs lidt, og det
var kanske derfor, det syntes ham så lunt. Han gik ikke bent
ind; gik ovenom, hvor fjøset lå; der stod en flok hårtykke
gjeder i sneen og gnagede bark af nogle barkviste; en buhund
for frem og tilbage på låvekloppen og gjødde, som om fanden
kom tilgårds, men straks Arne stod, logrede den og lod sig
klappe. Kjøkkendøren på den øvre side af huset gik ofte op,
og Arne så hver gang did ned; men det var enten budejen,
som kom med kjørler, eller kokken, som slog noget ud til
gje-derne. Inde på laven tærskede de med tætte slag, og til
venstre foran vedskjulet stod en gut og huggede ved; bag ham var
mange vedlag opstablede. - Arne satte håndsagen fra sig og
gik ind i kjøkkenet; der var hvidt sand på gulvet jog småhakket
ener strød over; ned fra væggene skinnede kobberkjedler, og
krustøj stod i række. De kogte til middag; han bad om at få
tale med Baard. "Gå ind i stuen!" sagde en og pegede blot;
han gik; der var ikke klinke i døren, men håndtag af messing;
derinde var lyst og malet, taget med mange roser, skabene røde
med ejerens navn på i sort, sengestedet lige så, men med blå
striber på kanterne. Borte ved ovnen sad en bredskuldret mand
med et blidt ansigt og langt, gult hår, han lagde bånd på nogle
bøtter; henne ved det lange bord sad en kone med skaut
på hodet, tætsluttende klæder, høj og slank; hun delte
?n hob korn i to hobe. Foruden disse var der ikke flere i
stuen.

"God dag og signe arbejdet!" sagde Arne og strøg huen af.
Begge så op; manden smilede og spurte, hvem det var. "Han,
som skal skjære med håndsag." - Manden smilede mere og
sagde, idet han ludede med hovedet og atter begyndte sit
arbejde: "Nå, Arne Kampen." - "Arne Kampen?" ropte konen
og nidstirrede. Manden så kort op, smilede igjen: "Søn af Nils
Skrædder;" han gav sig atter til at arbejde.

En stund efter havde konen rejst sig, var gåt bort til hylden,
havde vendt sig, var gåt bort til skabet, havde atter vendt sig,
og idet hun sist lå og grov nede i bordskuffen, spurte hun
uden at se op: "Skal han arbejde her?" - "Ja, det skal han,"
sagde manden, også uden at se op. "Det er nok ingen, som
byder dig sidde ind på heller;" han vendte sig mod Arne.

48 -©^?Denne gik til forsædet; konen gik ud, manden arbejdede; Arne
spurte derfor, om også han kunde begynde. "Vi kan først
spise til middag."

Konen kom ikke mere ind; men næste gang kjøkkendøren
gik op, var det Eli, som kom. Hun lod først, som hun ikke
så ham; da han rejste sig for at gå til hende, stansede hun
og vendte sig halvt om for at gi ham hånden; men hun så
ikke på ham. De vekslede et par ord; faderen arbejdede. -
Hun havde flettet hår, gik i trangærmet livkjole, var smækker
og rank, rund om håndledet og liden i hånden. Hun dækkede
bordet; arbejdsfolket spiste i den anden stue, men Arne med
husbondsfolkene i denne; det traf sig nemlig så den dag, at de
spiste særskilt; ti ellers spiste alle ved samme bord i det store,
lyse kjøkken. - "Kommer ikke mor?" spurte manden. -
"Nej, hun er på loftet og vejer uld." - "Har du bedt hende?"
- "Ja, men hun siger, hun vil intet ha." - Der var en stund
taushed. "Det er jo koldt på loftet." - "Hun vilde ikke, jeg
skulde lægge i."

Efter middagen arbejdede Arne; om kvælden var han atter
inde blandt dem. Da sad konen også der. Kvindfolkene sydde;
manden stellede med nogle småting; Arne hjalp ham; der var
timelang taushed; ti Eli, som ellers syntes at føre ordet, taug
også nu. Arne tænkte med forfærdelse, at så var det vel også
ofte hjemme hos ham; men det var, som han følte det først
nu. Eli pustede engang langt ud, som havde hun holdt ud
længe nok, og så gav hun sig til at le. Da lo også faderen,
og Arne syntes også, det var latterligt, og tog i med. Fra nu
af talte de adskilligt; tilsist blev det især ham og Eli; faderen
lagde ord ind. Men engang Arne havde talt længe, kom han til
at se op; da mødte han moderen, Birgit; hun havde sænket
arbejdet og sad og nidstirrede på ham. Nu tog hun arbejdet
fat, men ved det første ord, han sagde, så hun op.

Det blev sengetid, og hver gik til sit. Arne vilde mærke
sig den drøm, han havde havt første nat på et nyt sted; men
der var ingen mening i den. Han havde hele dagen lidet eller
intet talt med husbonden; men om natten var det kun om ham,
han drømte. Det sidste var, at Baard sad og spillede kort med
Nils Skrædder. Denne var såre vred og bleg i ansigtet; men
Baard smilede og drog kortene over til sig.

Arne var der flere dage, hvori så godt som intet blev talt,
men meget arbejdet. Ikke alene de i dagligstuen taug, men
tjenerne, husmændene, selv kvindfolkene. Der var en gammel

5 - Bjørnson:   Fortællinger.ARNE

hund på gården, som gjødde, hver gang der kom fremmedfolk;
men aldrig kunde gårdfolket høre hunden gjø, før en sagde:
"Hys!" og da gik den knurrende hen og lagde sig igjen.
Hjemme på Kampen var der en stor fløi på huset, som vendte
sig i vinden; her var der en endnu større fløj, som Arne måtte
lægge mærke til, fordi den ikke vendte sig. Når nu vinden
var strid, arbejdede fløjen for at komme løs, og så længe så
Arne på dette, til han måtte op på taget og løse fløjen. Den
var ikke fastfrossen som han tænkte; men en pinde var stukket
ned, for at fløjen skulde stå; den tog Arne ud og kastede ned;
pinden traf Baard, som kom gående. Han så op. "Hvad gjør
du der?" - "Jeg løser fløjen." - "Gjør ikke det; den skriger,
når den går." - Arne sad påskræfs over mønen: "Det er da
bedre, end at den tier stille." Baard så op på Arne, og Arne
ned på Baard; da smilede Eiaard: "Den, som må skrige, hvis
han skal tale, gjør da vel bedre i at tie, ved jeg."

Nu kan det være så, at et ord går igjen, længe efter det
er sagt, og det helst, når det er i det siste. Disse ord fulgte
Arne, der han i kulden krøb ned af taget, og de var endnu
med ham, da han om kvælden gik ind i stuen. Der stod Eli
i aftenskumringen ved et vindu og så ud over isen, som lå
blank i månen. Han gik til det andet vindu og så udover som
hun. Inde var det lunt og stille, ude var det koldt; en skarp
aftensno strøg gjennem dalen og ruskede så vidt i træerne, at
skyggerne,, som de kastede i måneskinnet, ikke lå stille, men
famlede og krøb omkring på sneen. Borte på præstegården
skar et lys hidover, åbnede og lukkede sig, tog mange kanter
og farver, sådan som det altid syntes, når man stirrer for længe
derpå. Fjældet stod over, mørkt, med eventyr i bunden, men
månelys på de øvre sneflader. Himlen havde stjærner oppe
og lidt flatrende nordlys borte i det ene hjørne, men det vilde
ikke udover. Et stykke fra vinduet, nede mod vandet, stod
trær, og deres skygger listede over til hverandre; men den
store ask stod alene og skrev på sneen.

Det var stilt; kun engang imellem var der noget, som skreg
og ulede med lang klagende lyd. "Hvad er det?" spurte Arne.
- "Det er fløjen," sagde Eli, og siden føjede hun sagte til som
for sig selv: "Den må være sluppen løs." Men Arne havde
været som den, der havde villet tale og ikke kunnet. Nu sagde
han: "Husker du det eventyr om trostene, som sang?" -
"Ja." - "Det er også sandt; det var jo du, som fortalte det.
-------Det var et vakkert eventyr." - Hun sagde med så blid

50 fi£3stemme, at det var ligesom første gang, han hørte den:   "Jeg
syntes ofte, det er noget som synger, når det er ganske stilt."

-  "Det  er det gode  i  os  selv, det."   Hun så bort på ham,
som  var  der  noget  formeget  i  det svar; de taug også begge
bagefter.   Så  spurte hun, mens hun malede med en finger på
ruden:   "Har du nylig gjort nogen vise?" Her blev han rød;
men  det  så  ikke  hun.   Derfor spurte hun igjen: "Hvorledes
bærer du  dig ad,  når  du  lager viser?" - "Vilde du gjærne
vide det?" - "Å ja." - "Jeg passer på de tanker, som andre
gjærne lader gå," svarede han undvigende. - Hun taug længe;
ti hun prøvede nok med en eller anden vise, - om hun havde
havt de tanker og ladet dem gå. - "Det var underligt," sagde
hun som for sig selv og gav sig til at male på ruden igjen.

-   "Jeg  lagede  en  vise,   første  gang  jeg  havde set dig." -
"Hvor var det?" - "Borte ved præstegården, den kvæld du
drog derifra; - jeg så dig i vandet." - Hun lo, stod lidt stille:
"Lad  mig høre  den  visen." - Arne  havde  aldrig  før gjort
noget sådant; men nu gav han sig til at synge visen for hende:

"Hun Venevil hopped' på letten fod
sin kjærest' imod," o. s. v,

Eli stod meget opmærksom; hun stod længe, efter den var
færdig. Endelig brød hun ud: "Nej, hvor jeg synes synd i
hende!" - "Det er, ligesom jeg ikke selv har gjort den,"
sagde han: ti han var bleven skamfuld over at ha sagt den
frem. Han forstod heller ikke, hvorledes han var faldt på det.
Han blev stående og se efter visen. Da sagde hun: "Men det
skal da vel ikke gå mig så?" - "Nej, nej, nej; -jeg tænkte
egentlig på mig selv." - "Skal det gå dig så da?" - "Jeg
ved ikke; - men jeg følte så den gang; - ja, jeg skjønner

det ikke nu; men jeg har engang været så tung i sindet."-------

"Det var underligt;" hun malede på ruden igjen.-------

Næste gang, da Arne var kommen ind for at spise middag,
gik han bort til vinduet. Ude var gråt og tykt; inde var varmt
og godt; men på ruden stod skrevet med en finger: "Arne,
Arne, Arne" og bestandig "Arne"; det var ved det vindu, Eli
havde stat forrige kvæld.

Men dagen efter kom Eli ikke ned; hun var dårlig. Men
hun var i det hele ikke frisk i denne tid; hun sagde det selv,
og det var også godt at se.

51ARNE  _ ________

ELLEVTE KAPITEL.

En dag efter kom Arne ind og fortalte, hvad han netop
havde fåt høre i gården, at præstens datter, Mathilde, i det
øjeblik rejste til byen, som hun selv tænkte, for nogle dage,
men, som det var bestemt, for at være der et år eller to. Eli
vidste intet derom før nu, det blev sagt, faldt om og var borte.

Arne havde aldrig set sligt før og blev meget ræd; han løb
efter tjenestejenterne, disse efter forældrene, og disse afsted;
her blev en støj over al gård; buhunden gjøtfde på låvekloppen.
Da Arne senere kom ind igjen, stod mo3éren på knæ foran
sengen; faderen holdt den syges hode. Tjenestejenterne løb,
en efter vand, en anden efter dråber, som stod i et skab, en
tredje løste trøjen op ved halsen. "Å, gud trøste og bedre dig!"
sagde moderen; "det var galt alligevel, at vi intet havde sagt;
det var du Baard, som vilde det; å, gud trøste og bedre dig!"
Baard svarede intet. "Jeg sagde det nok, jeg; men ingenting
skal bli, som jeg vil; å, gud trøste og bedre dig. Altid er du
så ful med hende, du Baard; du ved ikke, hvordan hun har
det, du; du ved ikke, hvad det er at holde af nogen, du!"
Baard svarede intet. "Hun har det ikke som andre, hun, de
kan bære sorgen; men den kaster hende overende, stakkar, så
spinkel hun er. Og især nu, hun slet ikke er frisk. Vågn op
igjen, du, barnet mit, så skal vi være gode med dig! Vågn op
igjen, du, Eli min egen, og gjør os ikke slig sorg!" Da sagde
Baard: "Enten tier du for meget, du, eller snakker du for
meget;" han så bort på Arne, som vilde han ikke, at denne
skulde høre sligt, men gå sin vej. Da jenterne blev inde, blev
imidlertid også Arne, skjønt han gik over mod vinduet. Nu
kom den syge sig så vidt, at hun kunde se sig om og kjende
folk; men i det samme kom også hukommelsen tilbage; hun
skreg. "Mathilde!" fik krampegråd og hulkede, så det var
ondt at være i stuen. Da søgte moderen at trøste hende;
faderen stillede sig således, at han kunde sees; men den syge
skjød til dem; "væk!" ropte hun; "jeg holder ikke af eder,
væk!" - "Jesus Kristus, holder du ikke af dine forældre?"
sagde moderen. - "Nej! I er hårde mod mig og tar fra mig
den eneste glæde, jeg har!" - "Eli, Eli! sig ikke så stærke
ord," bad moderen vakkert. - "Jo, mor!" skreg hun, "nu må
jeg sige det! Jo, mor! I vil gifte mig med den stygge mand,
og jeg vil ikke. I stænger mig inde her, hvor jeg ikke er glad
oftere, end hver gang jeg skal ud! Og I tar Mathilde fra mig,

52 4^3ARNE

den eneste, jeg holder af og stunder til i verden! O, gud,
hvad skal det bli af mig, når Mathilde ikke længer er her, -
især nu, jeg har så meget, så meget, jeg ikke kan råde med,
når jeg ikke får tale med nogen!" - "Men du var jo
sjældnere hos hende nu," sagde Haard. - "Hvad gjorde det, når
jeg havde hende borte i vinduet!" svarede den syge og gråt så
barnlig, at det var Arne, som han aldrig havde hørt gråd før.
- "Du kunde jo ikke se hende der," sagde Baard. - "Jeg så
jo gården," svarede hun, og moderen lagde iltert til: "Du
skjønner ikke sligt, du." Så sagde ikke Baard mere. "Nu
kan jeg aldrig komme til vinduet mere!" sagde Eli. "Jeg gik
did om morgenen, når jeg stod op; om kvælden sad jeg der i
måneskinnet, og jeg gik did, når jeg ingen havde at gå til.
Mathilde, Mathilde!" Hun vred sig i sengen og fik
krampegråden påny. Baard satte sig bort på en krak og så på hende.

Men det gik ikke så snart over med Eli, som de kanske
havde tænkt. Mod kvælden så de først, at det blev til
langvarig sygdom, den hun vistnok i længre tid havde samlet op,
og Arne kaldtes ind for at være med og bære hende op i det
rum, som var hendes eget. Hun sansede ikke, var meget bleg
og lå stille; moderen satte sig hos hende; faderen stod nede ved
sengen og så; siden gik han ned til sit arbeide. Arne gjorde
det samme; men den kvæld bad han for hende, idet han lagde
sig, bad, at hun, så ung og vakker som hun var, måtte få det
godt i verden, og at ingen måtte stænge glæden ude fra hende!

Dagen efter sad faderen og moderen sammen og taltes ved,
da Arne kom ind; moderen havde grædt. Arne spurte,
hvorledes det stod til; begge ventede, at den anden skulde svare,
og derfor var det længe, før han fik svar; men endelig sagde
faderen: "Det står dårligt til." - Senere fik Arne høre, at
Eli havde været fra sig den hele nat, eller, som faderen sagde
talt uvet. Nu lå hun i en stærk sot, kjendte ingen, vilde ikke
ta mad til sig, og forældrene sad just og rådslog, om de skulde
kalde doktor til. Da de senere gik op og var hos den syge,
og Arne sad igjen, var det ham, som om deroppe var livet og
døden, begge to; men han sad udenfor.

Om nogle dage var hun dog bedre. Engang faderen sad
vagt, fik hun det indfald at ville ha Narrifas, den fugl, som
Mathilde vilde givet hende, stående foran sengen. Da svarede
Baard, hvad sandt var, at i al den hurlumhej havde folk glemt
fuglen, så den var sturtet. Moderen kom i det samme, Baard
fortalte dette, og hun skreg ende over sig i døren: "Å, jøjemig, for et uvyrde du er, du Baard, at du fortæller den syge
jentungen sligt! Se, der daner hun bort igjen for os; gud
forlade dig din synd!" Hver gang den syge vågnede, skreg hun
på fuglen, mente, det gik aldrig Mathilde godt, siden den var
død, vilde til hende og faldt i vanmagt påny. Baard stod der
og så på dette, indtil det blev alt for galt; da vilde han hjælpe
også; men moderen skjød ham til side og mente, hun skulde
passe den syge alene. Da så Baard på dem begge to en lang
stund, satte derpå sin hue til rette med begge hænder, vendte
sig og gik.

Præsten og præstefruen kom over senere hen; ti
sygdommen tog hende med ny magt og blev så slem, at de ikke vidste,
om det stod til liv eller død.

Både præsten og præstefruen talte Baard tilrette og mente,
han var for hård mod barnet; de fik høre om hint med fuglen,
og præsten sagde ham da rent ud, at sligt var råt; han vilde
selv ta barnet over til sig, sagde han, så snart hun blev så
vidt, at hun kunde føres; præstefruen vilde tilsist ikke engang
se ham, hun gråt og sad hos den syge, fik doktoren fat, tog
selv hans forskrifter og kom derover flere gange hver dag for
at pleje hende derefter. Baard gik ude på gården fra det ene
sted til det andet, men helst således, at han var for sig selv,
stod ofte stille lange stunder, satte så sin hue tilrette med begge
hænder og tog sig noget for.

Moderen talte ikke til ham mere. De så neppe på
hinanden. Han kom op til den syge et par gange på dagen; da
tog han skoene af sig nedenfor trappen, lagde huen udenfor
døren og åbnede varlig. Straks han kom ind, vendte Birgit
sig, som havde hun ikke set ham, satte sig som før på hug
med hodet i sin hånd, så bort for sig på den syge. Denne lå
stille og bleg uden at vide af noget omkring sig. Baard stod
en stund nede ved sengefoden, så på dem begge to og sagde
intet. Engang den syge rørte sig, som vilde hun vågne, listede
han sig straks væk så sagte, som han var kommen.

Ofte tænkte Arne på, at nu var der sagt ord mand og kone
imellem samt forældre og barn imellem, som længe var båret
sammen og sent vilde glemmes. Han længtes bort derifra,
skjønt han nok gjærne vilde vide først, hvorledes det gik med
Eli. Men dette kunde han altid faa vide, tænkte han, gik
derfor til Baard og sagde, at han nok vilde hjem; det arbejde,
hvortil han var kommen, var færdigt. Baard sad ude på
stabben, da Arne kom til ham og sagde dette. Han sad på

54ARNE

hug og grov i sneen med en pinde; Arne kjendte pinden; ti
det var den samme, som havde holdt fløjen fast. Baard så
ikke op; han sagde: "Det er vel ikke godt at være her nu;

-  men  det er,  ligesom  jeg ikke vil, du skal rejse."    Og så
sagde  ikke  Baard  mere, ej heller Arne; han stod lidt, gik så
bort  og  tog  sig noget for, som var det afgjort, at han skulde
være.

Senere, da Arne blev indkaldt for at spise, sad Baard endnu
på stabben. Da gik Arne bort til ham og spurte, hvorledes
det idag stod til med Eli. "Det er nok rent galt idag," sagde
Baard; "jeg ser, moderen grater." Det var, som nogen bød
Arne sætte sig ned, og han satte sig bent over for ham på
enden af et omvæltet træ. "Jeg har tænkt tit på far din i disse
dagene," sagde Baard så uventet, at Arne intet kunde svare.
"Du ved vel, hvad som har været os imellem?" - "Jeg ved
det." - "Å ja; du ved bare det halve, som venteligt kan være,
og lægger stor last på mig." A^ne svarede om en stund: "Du
har vel opgjort den ting med din gud, du, lige så vist som nu
far min har det." - "Å ja; det kan være, som man tar det til,
det," svarede Baard. "Da jeg fandt denne pinden igjen, blev
det mig så underligt, at du skulde komme hid og løse fløjen.
Lige så godt først som sist, tænkte jeg." Han havde fåt huen
af sig og sad og så ind i den.

Arne forstod endnu ikke, at hermed mente han, at nu vilde
han tale med ham om hans far. Ja, han forstod det endnu
ikke, da han begyndte på det, så lidet lignede dette Baard.
Men hvad der var gåt forud i hans sind, mærkede han,
efterhånden som fortællingen skred frem, og havde han før havt
agtelse for denne tungvindte, men grundbrave mand, så blev
den ikke mindre efter dette.

"Jeg kunde vel være såpas som en fjorten år," sagde Baard,
idet han, ligesom af og til under hele sin fortælling, stansede,
sagde atter nogle ord, men stansede bestandig så, at fortællingen
fik et stærkt præg af at bli vejet i hvert ord. "Jeg kunde
være såpas som en fjorten år, da jeg lærte at kjende far din,
som var på samme alder. - Han var meget vild og tålte ingen
over sig. Og det var dette, han aldrig kunde glemme mig, at
jeg stod nummer én til konfirmationen, og han stod nummer
to. - Ofte bød han sig til at ville tages med mig, men det
blev aldrig til noget; ventelig var ingen af os tryg på sig selv.

-  Men   underligt  er  det,   at   han   slogs   hver  dag, og ingen
ulykke opkom deraf; den ene gangen, jeg skulde til, gik det sågalt,  som  det kunde gå; - men  det forstår sig:   Jeg havde

også ventet længe.-------

Nils fløj efter alle jenter, og de efter ham. Der var bare
en, jeg vilde ha, men den tog han fra mig på hver dans, ved
ved hvert bryllup, i hvert samlag; det var hende, jeg nu er

gift med.------------Jeg havde ofte hug, der jeg sad, til at prøve

styrke  med ham for den sags skyld; men jeg var ræd, at jeg
skulde  tabe, og vidste, at da tabte jeg hende med det samme.

-  Når alle de andre var gåt, tog jeg de løfter, han havde taget,
spændte den bite, han havde spændt; men næste gang han fløj
med jenten bort ifra mig, vovede jeg mig dog ikke i kast med
ham, - skjønt  det hændte  dog engang,  han stod og fjasede
med  hende  lige  for ansigtet mit, at jeg tog en velvoksen kar
og lagde  over biten som for moro.    Han blev også bleg den
gang.-------

Dersom han endda havde været god mod hende; men han
sveg hende, og det var om igjen kvæld efter kvæld. Jeg tror
næsten, hun holdt mere af ham for hver gang. - Så var det,
at det siste hændte. Jeg tøenkte, at nu måtte det briste eller
bære. Vorherre vilde heller ikke, han skulde gå længre den
gang, og derfor faldt han lidt tyngre, end jeg undte ham det.
-------Jeg har aldrig set ham siden."

De sad en lang stund tause; endelig fortsatte Baard:

>Jeg bød mig frem igjen. Hun svarede hverken ja eller
nej, og så tænkte jeg, det kunde bli bedre siden. Vi giftede
os, brylluppet stod nede i dalen hos en faster, som hun
arvtog; vi begyndte med meget, og det har siden vokset. Vore
gårde lå ved siden af hinanden, og nu blev de slåt sammen,
som min tanke havde været fra gutten af. - Men meget andet
blev ikke, som min tanke havde været." - Han sad længe
stille; Arne trodde en stund, han gråt; det var ikke så. Men
han var endnu blidere i stemmen end sædvanlig, da han
blev ved.

"Hun var stille i førstningen og meget sorgfuld. Jeg havde
intet at sige til trøst, og derfor taug jeg. Siden fik hun det
stundimellem med dette styrendes væsen, som du kanske har
set; det var altid et slags ombytte, og derfor taug jeg også da.

-  Men  en  rigtig glad  dag  har jeg ikke havt, siden jeg blev
gift, og nu har jeg været det i en tyve år.-------"

Her brød han pinden i to stykker; siden sad han en stund
og så på disse stykker.

"-------Da Eli vokste til, tænkte jeg, hun havde mere glæde

56 ^?af at være blandt fremmedfolk end her. Det er sjælden, jeg
har villet noget, jeg; det meste har også været galt, - så blev
dette med. Moderen sad og længtes efter barnet, skjønt bare
vågen lå imellem, og tilsist skjønte jeg, at det heller ikke bar
rigtig i vej derover i præstegaarden, for det præstegårdsfolket
er da rigtig noget godsligt tultøj; men jeg skjønte det for sent.
Hun holder nok nu hverken af far eller mor."

Huen havde han taget af igjen; nu lå det lange hår nedover
øjnene; han strøg det til side og satte huen på med begge
hænder, som vilde han gå; men idet han for at rejse sig havde
vendt sig mod huset, stoppede han og føjede til, idet han så
til loftsvinduet:

Jeg trodde, det var best, Mathilde og hun ikke tog farvel,
jeg; men så var det galt. Jeg så' hende, at den vesle fuglen
var død, for det var jo min skyld, og så syntes det mig best
at tilstå det; men så var det også galt. Og sådan er det med
alting. Jeg har altid tænkt at gjøre det til det beste, jeg, men
så er det blevet til det værste, og nu er det kommet saa vidt,
at de taler ondt om mig, både kone og datter, og jeg går her
alene."

En jente ropte op til dem, at nu blev maden kold. Baard
rejste sig. "Jeg hører hestene knægge," sagde han; "det er vel
nogen, som har glemt dem;" han gik bort til stalden for at gi
dem hø.

TOLVTE KAPITEL.

Eli var såre mat efter sygdommen; moderen sad over hende
nat og dag og var aldrig nede; faderen var da oppe sin
sædvanlige tur på hosesokkerne og med huen lagt efter udenfor
døren. Arne var endnu på gården; han og faderen sad
sammen om kvælden; han var kommen til at holde så af Baard.
Baard var en vellært, dybtænkt mand, men var ligesom lidt
ræd det, han vidste. Når nu Arne hjalp ham til rette og
fortalte ham, hvad han ikke før vidste, var Baard meget
taknemmelig.

Eli kunde snart sidde oppe stundimellem, og efter hvert
som det nu gik fremad, fik hun flere indfald; således var det
en kvæld, at Arne sad i stuen nedenunder, hvor Eli lå, ogsang viser med høj røst: da kom moderen ned og bad fra
Eli, om han ikke vilde komme didop og synge, så kunde hun
få høre ordene. Arne havde nok siddet og sunget for Eli, der
han sad; ti da moderen nu sagde dette, blev han rød og rejste
sig, som vilde han nægte, hvad han havde gjort, skjønt ingen
havde sagt det. Han tog sig snart og sagde undvigende, at det
var så lidet, han kunde synge. Men moderen mente, det
lod ikke så, når han sad alene.

Arne gav efter og gik. Han havde ikke set Eli, siden den
dag da han hjalp til at bære hende op; han følte, at hun nu
måtte være meget forandret, og det gjorde ham ligesom lidt
ræd. Men da han sagte åbnede døren og trådte ind, var det
stummende mørkt i værelset, og han så ingen. Han stansede
ved døren. "Hvem er det?" spurgte Eli klart og sagte. "Det
er Arne Kampen," svarede han varsomt, for at ordene skulde
falde blødt. - "Det var snilt, du kom." - "Hvorledes står
det til med dig, Eli?" - "Tak, nu er det bedre."

"Du får sætte dig ned, Arne," sagde hun en stund efter,
og Arne følte sig fremover til en stol, som stod ved
sengefoden. "Det var så godt at høre dig synge, du må synge lidt
for mig heroppe." - "Bare jeg kunde noget, som passede
her." - Der blev stille en stund; da sagde hun: "Syng en
salme!" og det gjorde han, det var noget af en
konfirmations-salme. Da han sluttede, hørte han, at hun gråt, og derfor
turde han ikke synge mere; rnen om lidt sagde hun: "Syngen
sådan en til," og han sang en til, nemlig den, som almindeligst
bruges på kirkegulvet. "Hvor mange ting har jeg tænkt på,
mens jeg har ligget her," sagde Eli. Han vidste intet at svare
og hørte hende gråte stille derinde i mørket. Et ur kakkede
borte på væggen, drog op til slag og slog så. Eli drog
langsomt pusten et par gange, som vilde hun lette brystet, og så
sagde hun: "En ved så lidet, kjender hverken far eller mor.
- Jeg har ikke været god mod dem, - jeg, og derfor er det
så underligt nu at høre den konfirmationssalmen."

Når man taler i mørket, blir man altid mere sandfærdig,
end når man ser hverandres ansigt; man siger også da
mere.

"Det var godt at høre de ord," svarede Arne; han tænkte
på, hvad hun havde sagt, den gang hun blev syg. Det forstod
også hun, og derfor sagde hun: "Var nu ikke dette hændt
mig, så gud ved, hvor længe jeg havde gåt, før jeg havde fundet
mor." - "Hun har talt med dig nu?" - "Hver dag; hun har

58 ^2?ikke andet gjort." - "Da fik du nok meget at høre." - "Du
kan så sige."

"Hun talte nok om min far." - "Ja."-------"Tænker på

ham endnu?" - "Hun tænker på ham." - "Han var ikke
god mod hende." - "Stakkars mor!" - "Han var dog værst
mod sig selv."

Den ene tænkte, hvad han ikke vilde sige den anden. Eli
var den, som først bandt ord imellem dem: "Du skal være
lig din far." - "De siger så," svarede han undvigende; hun
lagde ikke mærke til tonen, og derfor kom hun igjen om en
stund: "Kunde også han lage viser?" - "Nei."

"Syng en vise for mig,-------en, som du selv har laget."

Men Arne havde ikke for skik at tilstå, det var egne viser, han
sang. Jeg har ingen," sagde han. "Du har nok, og du synger
dem nok også, når jeg beder om det." - Hvad han aldrig
havde gjort for andre, det gjorde han nu for hende. Han sang
nemlig følgende vise:

Træet stod færdigt med blad og med knop.
"Skal jeg ta dem?" så' frosten og pustede op.

"Nej, kjære, lad dem stå,

til blomster sidder på!" -
bad træet og skalv ifra rod og til top.

Træet fik blomster, så fuglene sang.

"Skal jeg ta dem?" så' vinden og vifted' og svang.

"Nej, kjære, lad dem stå,

til bærret sidder på!"
bad træet, i vinden det dirrende hang.

Og træet fik bær under soløjets glød.

"Skal jeg ta dem?" så' jenten, så ung og så rød.

"Ja, kjære, du kan ta

så mange, du vil ha!"
så' træet, og grenen det bugnende bød.

Den visen tog næsten vejret fra hende. Han sad også
bagefter, som havde han sunget mere, end han vilde sige.

Mørket ligger tungt over dem, som sidder sammen deri og
ikke vil tale; de er aldrig nærmere hinanden end da. Han hørte,
bare hun vendte sig, bare hun drog hånden over åklædet, bare
hun engang pustede lidt stærkere end ellers. -

"Arne, - kunde du ikke lære mig at lage viser?" - "Har
du aldrig prøvet?" - "Jo, nu i de siste dagene; men jeg får

9^©- 59A K IN c  (j^^TG5"'5:;^^Xir*i:^^

ingen til." - "Hvad har du da villet ha i dem?" - "Noget
om mor, som holdt så af far din." - "Det er et tungt emne."
- >Jeg har også grædt over det." - "Du skal ikke søge
emner; de kommer." - "Hvorledes kommer de?" - "Som
andet kjært: når du mindst venter." - De taug begge. "Det
undrer mig, at du, Arne, længes bort, som bærer så meget
vakkert hos dig." - "Ved du, at jeg længes?" - Hun svarede
ikke herpå, hun lå stille som i tanker. "Arne, du må ikke
rejse bort!" sagde hun, og det kom varmt til ham. - "Somme
tider har jeg også mindre lyst." - "Din mor må holde meget
af dig. Jeg må få se din mor!" - "Kom bort på Kampen,
engang du blir frisk." Og nu tænkte han hende med en gang
sidde i den lyse stue på Kampen og se på fjældene; brystet
begyndte at gå i ham, blodet for ham til hodet. "Her er varmt
herinde," sagde han og rejste sig.

Hun hørte det; "kjære, vil du gå?" sagde hun, og han
satte sig.

- - "Du må komme oftere hid til os; - mor holder så

meget af dig." - Jeg har også selv lyst;-------men jeg

må dog ha ærend." - Eli taug lidt, som tænkte hun sig om.
»Jeg tror," sagde hun, "at mor har noget, hun vil bede dig
om."--------

Han hørte hende rejse sig i sengen. Ingen lyd var i
kammeret eller nedenunder uden klokken, som kakkede på væggen.
Da brød hun ud:

"Gud give, det var sommer!"

"At det var sommer!" og det drog op for hans tanke med
fugtigt løv og bjældeklang, hauking fra fjældene, sang fra dalene,
Sortevandet lå der og skinnede i solen, gårdene vuggede deri.
Eli kom ud og satte sig ligesom hin kvæld. "Var det sommer,"
sagde hun, "og jeg sad på bakken, tror jeg vist, at jeg nu kunde
synge en vise!"

Han lo og spurte: "Hvad skulde den da gå om?" -
"Om noget som var let, om - ja, jeg ved ikke selv-------."

"Sig det, Eli!" han rejste sig i glæden, men tænkte sig om
og sad.

"Jeg vil ikke sige dig det for alt i verden!" - hun lo. -
"Jeg sang for dig, da du bad." - "Det er sandt; men nej,
nej!" - "Eli, tror du, jeg gjør nar af det lille verset, du har
digtet?" - "Nej, det tror jeg ikke, Arne; men det er ikke
noget, jeg selv har gjort." - "Er det da af en anden?" -
"Ja, det kom således farende." - "Så kan du jo sige mig

60 -Q^^^^^^ARNE

det." - "Nej, nej, .det er ikke noget sådant heller, Arne; bed
mig ikke mere." Hun gjemte vist hodet i sengen; ti det siste
kom næsten bort. "Eli, nu er du ikke snil mod mig, sådan
som jeg har været mod dig!" han rejste sig. "Arne, det er
forskjel - du forstår mig ikke - men det var - jeg ved ikke
selv - en anden gang - bliv ikke sint på mig, Arne! gå ikke
fra mig!" hun begyndte at gråte.

"Eli, hvad fattes dig?" han lyttede. "Er du syg?" han
trodde det ikke selv. Hun gråt endnu; han syntes, han måtte
gå frem eller tilbage. "Eli!" - "Ja"; de hviskede begge.
"Tag mig i hånden!" Hun svarede ikke; han lyttede, skarpt,
kort, - følte sig frem over åklædet og fik en varm, liden
hånd, som lå bar.

Da gik det i trapperne, og de slap hinanden. Det var moderen,
som kom med lys. "I sidder nok for længe i mørket," sagde
hun og satte stagen på bordet. Men hverken Eli eller han
tålte lyset; hun vendte sig mod puden, han holdt for øjnene.
"Å ja; det gjør lidt ondt i førstningen," sagde moderen; "men
det plejer at gå over."

Arne ledte nede på guivet efter den hue, han ikke havde
med, og så gik han.

Dagen efter hørte han, at Eli vilde komme ned lidt efter
middag. Han samlede sit værktøj og sagde farvel. Da hun
kom ned, var han gåt.

TRETTENDE KAPITEL.

Sent kommer våren ind imellem fjeldene. Posten, som
drog efter kongevejen om vinteren, og det tre gange i ugen,
går allerede i april blot en gang, og beboerne føler da, at
udenfor dem er sneen kastet, isen brudt, dampskibene i fart og
plogen sat i jorden. Her ligger endnu sneen tre alen høj,
fæet rauter på båsen, og fuglene kommer, men gjemmer sig
og fryser. Den enkelte rejsende fortæller, at han har sat vogn
efter sig nedi dalen, og han har blomster med og viser frem;
disse har han plukket ved vejkanten. Da ottest folket, går
omkring og tales ved, ser mod solen og udover, hvor meget
den orker for hver dag. De strør aske på sneen og tænker
på dem, som nu plukker blomster.

61I en sådan tid var det, at gamle Margit Kampen kom
gående op over præstegården og bad om at få tale med far. Og
hun blev bedt op på kontoret, hvor præsten, en spinkel,
lyshåret mand, blid, med store øjne og briller over, tog godt mod
hende, kjendte hende og bad hende sidde ned. "Er det nu
noget om Arne igjen?" spurte han, som havde de oftere talt
om dette emne. "Ja, gud bedre os,a sagde Margit; "det er jo
aldrig andet end godt, jeg har at sige om ham, og dog er det
så tungt;" hun så meget sorgfuld ud. "Er nu igjen denne
længsel kommen?" spurte præsten. "Værre end nogensinde,"
sagde moderen. "Jeg tror aldrig, han blir hos mig, til våren
kommer hidop." - "Han har dog lovet aldrig at rejse fra dig."
- "Vist nok; men herre gud, han får selv råde; når sindet
står udefter, så må han vel gå. Hvad skal der vel så bli af
mig?" -

"Jeg tror dog i det længste, at han ikke forlader dig,"
sagde præsten. "Nej vist; men når han nu ikke trives
hjemme? Skal jeg da ha det på min samvittighed, at jeg er
i vejen: det er somme tider, jeg tænker, jeg selv burde bede
ham reise."

"Hvoraf ved du, at han nu længes stærkere end før?" -
"Å, - af mange ting. Siden midtvinters har han ikke arbejdet
ude i bygden en eneste dag. Derimod har han gjort tre
by-rejser og været længe borte på hver. Han taler næsten aldrig,
mens han arbejder, det gjorde han dog ofte før. Han kan sidde
lange stunder alene oppe i det lille loftsvindu og se ud over
fjældene på den side, Kampestupet er; han kan sidde der den
hele søndag eftermiddag, og ofte, når det er månelyst, sidder
han der langt ud i natten." - "Læser han aldrig for dig?" -
"Hver søndag både læser og synger han for mig, det forstår
sig, men det er ligesom lidt i skyndingen, undtagen en og
anden gang, han næsten gjør for meget af det." - "Taler han
da aldrig med dig?" - Ofte er det så længe imellem, at jeg
må gråte for mig selv. Da ser han nok dette og begynder,
men det er om de lette ting, aldrig om de tyngre." Præsten
gik op og ned, da stansede han og spurte: "Hvorfor siger så du
ikke noget til ham?" - Det var længe, før hun svarede noget
herpå; hun sukkede flere gange, hun så ned og til siderne,
hun foldede det tørklæde, hun bar: "Jeg er kommen hid idag
for at tale med han far om noget, som ligger mig tungt på
hjærtet." - "Tal du frit, det vil lette dig selv!" - "Jeg ved,
det vil lette; ti jeg har nu slæbt på det alene i mange år, og

62 ^?det blir tyngre for hvert." - "Hvad er det, kjære kone?" -
Der var en stund ophold, så sagde hun: , J eg bærer stor synd
for min søn," hun begyndte at gråte. Præsten gik tæt ind til
hende: "Tilstå mig den, så skal vi sammen bede gud, at den
må bli dig tilgivet."

Margit hulkede og tørrede sig, men begyndte igjen at gråte,
idet hun skulde tale, og således op igjen flere gange. Præsten
trøstede hende og sagde, at det vist ikke kunde være noget så
brødefuldt, hun var vist for Stræng mod sig selv o. s. v. Men
Margit gråt og kom sig ikke til at begynde, før præsten havde
sat sig ned ved siden af hende og snakket vel for hende.
Da kom det lidt efter lidt frem: "Gutten har havt det ondt
som barn, og da fik han rejsehugen. Så traf han Kristian,
han, som nu er bleven storrig derover, hvor de graver guld;
Kristian gav Arne så mange bøger, at han ikke længer blev
som vi; de sad sammen i lange nætter, og da Kristian rejste,
vilde gutten efter. Men på den tid faldt faderen overende, og
gutten lovede aldrig at forlade mig. Men jeg var som en høne,
der havde fåt et andeæg op under sig; da ungen havde fåt
luft, vilde den ud på det store vand, og jeg gik igjen og skreg.
Nådde han ikke selv, så nådde hans viser, så jeg trodde hver
morgen, at hans seng stod tom.

Da var det, at der kom et overhændig langvejs brev til
ham; og det måtte være fra Kristian. Gud han tilgive mig,
at jeg tog og gjemte det! Jeg trodde, det havde blevet derved,
men endnu et kom der, og havde jeg gjemt det første, så
måtte jeg gjemme det andet. Men var det ikke, som de skulde
brænde hul på kisten, der de lå; for tænke til den kanten
måtte jeg, fra det jeg slog øjnene op, til jeg lagde dem i. Og
du skulde aldrig ha set noget så galt, for der kom et tredje
til! Jeg stod med det i hånden et kvarter; jeg bar det på
brystet i tre dage og vejede med mig selv, om jeg skulde gi
ham det eller lægge det hen til de andre; men kanske det
havde magt til at lokke gutten ifra mig, og jeg kunde ikke for
det, men jeg lagde det hen til de andre. Nu gik jeg i angst
hver dag både for dem, som var i kisten, og for at der skulde
komme noget nyt. Hvert menneske, som drog tilgårds, var
jeg ræd; sad vi begge inde, og det tog i døren, så skalv jeg;
ti det kunde jo være brev, og da fik han det. Når han var i
bygden, gik jeg hjemme og tænkte, at nu får han kanske brev
derude, og i det står om dem, som er komne før! Når han
vendte hjem, så jeg på ansigtet langt borte, og herre gud, hvor

63glad jeg var, når han smilede, for da havde han intet fåt!
Han var blevet så vakker også nu, ligesom far sin, men mere
lyslet og blid. Og så havde han sligt et mål til at synge med;
- når han sad ude i døren i kvældsolen, sang han op imod
åsen og lyttede efter svar, da kjendte jeg på mig, at miste ham
kunde jeg aldrig! - Bare jeg så ham, eller jeg vidste, han var
der etsteds omkring, og han var nogenlunde glad at se til, og
han bare kunde gi mig et ord engang imellem, så ønskede jeg
mig ikke mere her på jorden, og jeg vilde ikke, at nogen tåre
skulde være ugrædt. -

Men netop som det syntes, han bedre trivedes og likte sig
bedre blandt folk, kom der bud fra poståbneriet, at nu var det
fjerde brev kommet, og i det var der to hundrede daler! -
Jeg tænkte, jeg havde seget ned, der jeg stod: Hvad skulde
jeg nu gjøre? Brevet kunde jeg vel altid få afvejen, men
pengene? Jeg fik ikke sove i flere nætter for disse penger;
jeg havde dem en stund på loftet, en stund i kjælderen bagom
en tønde, og engang var jeg så overgi't, at jeg lagde dem i
vinduet, så han kunde finde dem! Da jeg hørte, han kom, tog
jeg dem igjen. Men tilsist fandt jeg dog ud måden: jeg gav
ham pengene og sagde, de havde stat ude, fra den tid mor
levede. Han lagde dem i jorden, som jeg selv havde tænkt,
og der kom de ikke væk. Men så skulde det hænde sig, at
netop den høsten sad han en kvæld og undrede sig over, at
Kristian havde glemt ham for bestandig!

Nu slog såret op igjen, og pengene brændte; synd var det,
og til ingen nytte havde synden været!

Den mor, som bærer synd for sit barn, er den ulykkeligste

mor  af alle;-------og dog gjorde jeg det bare af kjærlighed.

-------Så skal jeg vel straffes derefter med at miste det kjære-

ste. For siden midtvinters har han fåt igjen den tonen, som
han synger, når han længes; den har han sunget fra gutten
af, og jeg hører den aldrig, uden at jeg blir bleg. Da kan jeg
gjøre, hvad det skal være, og her skal du se," - hun tog et
lidet papir op af sin barm, viklede det ud og gav præsten,
"her er noget, han skriver på imellemstunder; det går vist på
den tonen. Jeg tog det med, for jeg kan ikke se så fin skrift;
se, om der ikke står noget om rejsen. -"

Der var bare et vers på dette papir. Til det andet vers
stod der en halv og en hel linje hist og her, som var det en
vise, han havde glemt og nu erindrede frem igjen, vers for
vers/ Men det første verset lød:

64 £^>Undrer mig på, hvad jeg får at se

over de høje fjelde?
Øjet møder nok bare sne;
rundt omkring står det grønne træ,

vilde så gjærne over; -
tro, når det rejsen vover? -

"Står der om rejsen?" spurgte Margit, hun hang ved
præstens øjne. "Ja, det er om rejsen," svarede han og lod papiret
synke. "Vidste jeg det ikke! O gud, jeg kjendte jo tonen!"
Hun så på præsten med foldede hænder, bange, spændt, mens
tåre på tåre trillede ned over kindet.

Men her vidste præsten lige så lidt råd som hun. "Gutten
må være alene om dette," sagde han. "Livet forandrer sig
ikke for hans skyld, men det kommer an på, om han selv
engang kan se mere i det. Nu vil han nok ligesom rejse ud
efter det." - "Men kjære, det er da ligesom med kjærringen,
det," sagde Margit. - "Med kjærringen?" spurte præsten. -
"Ja, hun, som rejste ud efter sollys til sig, i stedet for at hugge
vindu på væggen sin." - Præsten blev forundret over hendes
skarpsind; men det var ikke første gang, når hun kom på dette
emne; for Margit havde jo ikke tænkt på andet i syv-otte år.
"Tror du, han rejser? Hvad skal jeg gjøre? Og pengene?
Og brevene?" Det trængte ind på hende alt på en gang. "Ja,
med brevene er det ikke rigtigt. At du har forholdt ham, hvad
hans er, det kan du vanskelig forsvare. Men værre er det
imidlertid, at du har sat en medkristen i dårligt lys for din
søn, skjønt han ikke har fortjent det, og værst er det, at det
er en, han havde så kjær, og som holdt inderlig af ham igjen.
Men vi skal bede gud tilgive dig; vi skal begge bede ham."
Margit sænkede sit hode; hun sad endnu med foldede hænder:
"Hvor jeg skulde bede ham om forladelse, bare jeg først vidste,
han vilde bli!" - Hun tog nok fejl af vorherre og Arne.
Præsten lod, som han ikke lagde mærke til dette. "Agter du at
tilstå ham det nu straks?" spurgte han. Hun så dybt ned og
sagde sagte: "Turde jeg vente lidt endnu, så vilde jeg nok
gjærne." Men præsten smilede, uden at hun så det; han
spurte: "Tror du ikke, at din synd blir større, jo længer du
dvæler med tilståelsen?" - Hun arbejdede på tørklædet med
begge hænder, lagde det sammen i en ganske liden firkant og
forsøgte på at få det i en endnu mindre; men det vilde ikke
gå: "Tilstår jeg dette med brevene, så er jeg ræd, han rejser."

6 - Bjørnson: Fortællinger.                                                                                    <^

65- "Du tør ikke stole på vorherre da?" - "Jo, det forstår
sig," sagde hun hastig; da føjede hun sagte til: "Men dersom
han nu rejste fra mig alligevel?" - "Du er altså mere ræd
for, at han skal rejse, end for selv at bli ved i en synd?"
Margit havde fåt tørklædet ud igjen; hun førte det nu til øjnene,
for hun begyndte at gråte. Men præsten sad en stund og
betragtede hende; da sagde han videre: "Hvorfor fortalte du nu
mig alt dette, når det ikke var din hensigt, at det skulde føre
til noget?" Han ventede længe; men hun svarede ikke.
"Trodde du måske, din synd skulde bli mindre, når du fik
den fortalt?" - "Jeg trodde det," sagde hun sagte og med
hodet endnu dybere mod brystet. Præsten smilede og rejste
sig- »Ja-Ja> mm kjære Margit, du må handle slig, at du kan
få glæde på dine gamle dage." - "Måtte jeg bare beholde
den, jeg har!" sagde hun, og præsten trodde, hun turde ikke
tænke nogen større lykke end at leve i sin bestandige angst.
Han smilede, mens han stoppede sin pibe: "Dersom her
endda var en liden jente, som kunde få tag i ham; da skulde
du se, han blev!" - Hun så rask op og fulgte præsten med
øjnene, indtil denne stansede foran hende: "Eli Bøen -?
Hvad?" Hun blev rød og så ned igjen; men hun svarede
ikke. Præsten, som stod stille og ventede, sagde endelig, men
denne gang ganske sagte: "Dersom vi kunde lage det så, at
de kom oftere sammen her på præstegården?" - Hun kigede
op på præsten for at få vide, om dette også var fuldt alvor.
Men hun turde ikke rigtig tro ham. Præsten begyndte at gå
igjen, men stansede derpå: "Hør nu, Margit! Når det kommer
til stykket, så var det kanske dit ærend hid idag, dette?" -
Hun så dybt ned, hun puttede et par fingre ind i det
sammenlagte tørklæde og kom ud igjen med en snip: 4 "Å ja, gud
bedre mig så vist: det var nok dette, jeg vilde." - Præsten
slog ud i en latter og gned sine hænder: "Kanske det var
dette, du vilde, sist du var her også?" - Hun drog snippen
længre frem, hun tøjede og tøjede: "Siden du nu siger det,
så var det nok dette, ja." - "Ha, ha, ha, ha! Ja, du Margit!

du   Margit l-------Vi   skal   se, hvad vi kan giøre; ti, sandt at

sige, har min hustru og datter for længe siden havt samme
tanker, som du." - "Er det muligt?" hun så op, så glad og
så skamfuld på en gang, at præsten ret havde sin glæde af
hendes åbne, vakre ansigt, hvori barnet var reddet frem
gjennem al sorg og frygt. "Ja-ja, Margit, du, som har slig
kjærlighed, får vel for kjærlighedens skyld tilgives både af din gud

66 ^^*^i>lt-'

og af din søn for, hvad du har forbrudt. Du er vel også alt
straffet i den stadige, store angst, hvori du har levet; vi skal
nu se, om gud vil gjøre snar ende på den, for vil han det,
så hjælper han os lidt nu." Hun drog et langt suk, og atter
et og atter et, da rejste hun sig, takkede og nejede og gik og
nejede igjen i døren. Men hun var ikke vel udenfor den, før
hun skiftede. Hun så op mod himmelen med et kort, men
af tak strålende blik og skyndte sig ned ad trappen, og hun
skyndte sig mere og mere, jo længere hun kom bort fra folk,
og så let som hun gik ned mod Kampen den dagen, havde
hun ikke gåt vejen på mange, mange år. Da hun kom så langt,
at hun kunde se røgen vælte tyk og munter op af pipen,
velsignede hun huset, hele gården og præsten og Arne - og
erindrede så, at de skulde have røgekjød til middag, som var
hendes bedste mad.

FJORTENDE KAPITEL.

Kampen var en vakker gård. Den lå midt på den slette,
som havde Kampestupet som grænse nedenfor og bygdevejen
ovenfor; på vejens øvre side stod tæt skog, lidt længere oppe
højnede åsen, og bag denne stod blå fjælde med sne på.
Ligeså var der på den andre side af Kampestupet en bred
fjæld-række, der først gik rundt hele Sortevandet der borte på den
side, Bøen lå, blev høiere hen imod Kampen, men bøjede i det
samme til side for det brede dalføre, som kaldtes Nedrebygden,
og som begyndte her nedenfor; ti Kampen var den sidste gård
i Øvrebygden.

Op imod vejen vendte våningshusets hoveddør; fra den og
op til vejen var der vel et par tusen skridt; en sti førte did
med tætte birketrær på begge sider. På begge sider af
oprydningen lå skog; gårdens ager og eng kunde øges lige så langt,
som de selv vilde; det var et i de fleste henseender fortrinligt
brug. En liden have lå foran huset. Arne stellede med den,
således som bøgerne bød ham gjøre det; til venstre for huset
lå fjøsbygningerne og de andre udhuse; de var for det meste
opførte fra nyt af og byggede i en firkant mod våningshuset.
Dette selv var rødmalet med hvide vinduskarmer og døre,
havde to stokværk, var torvtækket, småbuske grodde på taget;

£±& 67ARNE

den ene mønen bar fløjstang, på den dreiede en jernhane sig
med høj stjært.

Våren var kommet til fjældbygderne; det var en
søndags-morgen, lidt tungt i vejret, men rolig, uden kulde; tågen lå lige
ned på skogen, men Margit mente, den lettede op ad dagen.
Arne havde læst prækenen for sin mor og sunget salmer, som
havde gjort ham godt; nu stod han i fuld puds for at gå op
mod præstegården. Han åbnede døren, frisk løvlugt slog imod
ham, haven stod dugget og bøjet i morgentågen, men fra
Kampe-stupet brusede det med stærke, stødvise døn, så det skalv for
øre og øje.

Arne gik opover. Jo længere han kom fra fossen, desto
mere tabte dønet i rædsel, men lagde sig nu som en dyb
orgeltone over alt landskab.

"Vorherre være med ham, der han går!" sagde moderen,
hun åbnede vinduet og så efter ham, indtil buskene tog ham.
Tågen lettede mere og mere, solen skar igjennem, der blev
liv udover markerne og i haven; der grodde nu alt Arnes
arbejde med frisk vækst, bar duft og glæde op til moderen.
Våren er vakker for den, som længe har havt vinter.

Arne havde intet bestemt ærend op til præstegården, men
han vilde dog høre derhen om aviserne, som han holdt sammen
med præsten. Nylig havde han set navnene på flere nordmænd,
som havde slåt sig godt op med guldgravning i Amerika, og
blandt dem stod Kristian. Nu havde Arne hørt som rygte, at
Kristian var ventende hjem. Herom kunde han vel også faa
besked oppe i præstegården, - og var det således, at Kristian alt nu
var kommen til byen, vilde Arne til ham i tiden mellem vår- og
slåtånnen. Dette gik i hans sind, lige til han kom så langt
frem, han kunde se Sortevandet og Bøen på den andre siden
vandet. Tågen lettede også da, solen legede sig på volden,
fjældet stod med lys top, men havde tågen liggende i fanget,
skogen mørknede vandet til højre side, men der foran husene .
var det lidt fladere, og det hvide sand glitrede i solen. Med
en gang var hans tanker i den rødmalede bygning med de
hvide døre og vinduskarmer, hvorefter han havde malet sin
egen. Han erindrede ikke de første tunge dage, han havde
havt der; han erindrede blot den sommer, de begge så, han
og Eli, der oppe foran hendes sygeseng. Siden havde han ikke
været der, siden vilde han ikke gå did, ikke for alt i verden.
Bare hans tanker rørte ved det, blev han rød og skamfuld, og
dog skede det op igjen hver eneste dag og mange gange på

68 &3ARNE

dagen, og var der noget, som kunde jage ham ud af bygden,
så var det netop dette!

Fort gik han, som vilde han gå langt ifra det; men jo
længere han gik, desto mere lige overfor kom han Bøen, og desto
mere så han også på den. Tågen var ganske borte, himmelen
klar fra den ene fjældramme til den andre, fuglene svømmede
og ropte over til hverandre i den solglade luft, markerne
svarede med millioner af blomster, ingen Kampefos truede glæden
i knæ som til underkastelse af højtid; men livsglad, overgiven
tumlede, sang, blinkede, jublede den opad uden ende!

Arne havde gåt sig blussende hed; han kastede sig i græsset
lige under en bakke, så over til Bøen, væltede sig for ikke at
se did længer. Da hørte han en sang over sig, ren, som han
aldrig havde hørt sang før; den flød ud over engen mellem
fuglesnakket, og inden han rigtig kunde kjende tonen igjen,
kjendte han også ordene; ti tonen var den, han holdt mest af,
og ordene var dem, han havde båret på, fra han var gut, -
og glemt samme dag, han fik dem frem! Han sprang op, som
vilde han fange dem, men stansede og lyttede; her kom første
vers, her kom andet, her kom tredje, fjerde rindende nedover
til ham af hans egen glemte vise -:

Undrer mig på, hvad jeg får at se

over de høje fjælde?
Øjet møder nok bare sne;
rundt omkring står det grønne træ,

vilde så gjærne over; -

tro, når det rejsen vover?

Ørnen løfter med stærke slag

over de høje fjælde, -
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,

sænker sig, hvor den lyster,

ser mod de fremmede kyster.

Løvtunge apal, som intet vil

over de høje fjælde, -
sprætter, når somren stunder til,
venter, til næste gang den vil,

alle dens fugle gynger,

ved ikke, hvad de synger!

£^ 69Den, som har længtet i tyve år

over de høje fjælde, -
den, som ved, at han ikke når,
kjender sig mindre år for år, -

hører, hvad fuglen synger,

som du så trøstig gynger.

Sladrende fugl, hvad vil du her

over de høje fjælde?
Rede vist fandt du bedre der,
videre syn og højere trær.

Vilde du bare bringe

længsel, men ingen vinge?

Skal jeg da aldrig, aldrig nå

over de høje fjælde?
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå,

stængende der til det siste, -

blive min dødningekiste ?

Ud vil jeg! Ud! - Å, så langt, langt, langt
over de høje fjælde:

Her er så knugende, tærende trangt,

og mit mod er så ungt og rankt.
Lad det få stigningen friste,
- ikke mod murkanten briste!

Engang, jeg ved, vil det række frem

over de høje fjælde.
Kanske du alt har din dør på klem? -
Herre, min gud! godt er dit hjem.

Lad det dog endnu stænges,

og jeg få lov at længes! -

Arne stod, til det siste vers, det siste ord var sunget hen;
atter hørte han fuglene skjæmte og le, men han vidste ikke,
om han selv turde røre sig. Vide, hvem det var, måtte
han dog; han løftede foden og gik så vart, at han ikke hørte
græsset knase. En liden sommerfugl satte sig i en blomst lige
foran foden på ham, måtte op igjen, fløj atter bare et lidet
stykke, måtte op igjen, fløi atter et et lidet stykke, måtte
op igjen og så videre frem hele bakken, som han krøb
op. Men der stod en tæt busk, han vilde ikke længere

70 J3£?frem; ti nu kunde han se, en fugl fløj op ifra busken, skreg
skræmt og skar bortover bakkehældingen; da så hun op, hun,
som sad der; han dukkede sig ned, dybt, holdt ånden igjen,
hjærtet klappede, han hørte hvert slag, lyttede, turde ikke røre
ved et blad; ti det var jo hende, det var Eli! - Længe, længe
efter så han op et lidet gran, vilde gjærne drage sig et skridt
nærmere; men fuglen kunde ha rede under busken, og det
turde han ikke træde på. Han så da frem mellem bladene,
efter som de fløj til side eller stak sig sammen. Solen faldt
lige på hejide, hun sad i en sort livkjole uden ærmer, havde
en halmhat på hodet, som tilhørte en gut; den sad løst og vilde
falde til den ene side. I fanget havde hun en bog liggende,
men ovenpå den en hel del markblomster; hendes højre hånd
famlede ind imellem dem som i tanker, den venstre var lænet
på knæet, og i den lå hendes hode. Hun så ud efter, der
hvor fuglen var fløjet, og det var uvist, om hun havde grædt.

Noget vakrere havde Arne i sine levedage hverken set eller
drømt; solen lagde også alt sit guld på hende og pletten, og
sangen drev om hende, skjønt den længst var sunget, så han
tænkte, drog ånde, ja hjærtet slog i takten af den.

Hun tog bogen og åbnede den, men lukkede den snart og
sad som før, mens hun gav sig til at nynne. Det var "Træet
stod færdig med blad og med knop" - han kunde høre det,
skjønt hun ikke erindrede godt hverken ordene eller tonen
og tog ofte fejl. Det vers, hun kunde best, var det siste, derfor
tog hun det ofte op igjen; men hun sang det således:

Og træet fik bær, de var modne og rød'.

"Jeg må få dem!" bad jenten, hun var nu så sød.

"Ja, alle disse små

dem kan du gjærne få!"
så' træet - trala-la-la-la, sød! -

Og så med en gang sprang hun op, rystede alle blomsterne
omkring, haukede, så tonen trinsede gjennem luften og nådde

gjærne lige over til Bøen. Og så sprang hun!-------Skulde han

rope? Nej! - Der hoppede hun alle bakker ned, syngende,
trallende; der faldt hatten af, der tog hun den op igjen, der
stod hun midt i det højeste græsset. - "Skal jeg rope? Hun
ser sig om!" - Han ned. Længe var det, før han turde gløtte
frem, og først løftede han bare hodet, så hende ikke; - stod
på knæ, så hende ikke; - - helt op, - nej, hun var
borte! - --

£^- 71ARNF
/\i\iNC

Han vilde ikke mere til præstegården. Han vilde ingenting!
- Siden sad han, hvor hun havde siddet, sad der endnu, da
solen gik til middag. Sjøen trillede ikke med en eneste båre,
fra gårdene begyndte røgen at titre i vejret, agerrikserne holdt
op, den ene efter den andre, småfuglene spøgte vel, men drog
sig mod skogen, duggen var borte, så græsset stod alvorligt,
ingen vind var der, så bladene hang stille, solen stod om en
time i middag. Han vidste ikke, hvordan det gik til, at han
sad der og stellede med et lidet digt; en blød tone kom og
bød sig frem til det, og med brystet underligt fyldt af alt, som
var mildt, gik og kom tonen så længe, til den havde med et
helt billede.

Han sang det stilt, som han havde gjort det.

l skogen smågutten gik dagen lang.

gik dagen lang;
Der havde han hørt slig en underlig sang,

underlig sang.

Gutten en fløjte af selje skar,

af selje skar,
og prøved', om tonen derinde var,

derinde var.

Tonen den hvisked' og nævnte sig,

og nævnte sig;
men best som han lytted', den løb sin vej,

den løb sin vej.

Tit, når han sov, den til ham smøg,

den til ham smøg,
og over hans pande med elskov strøg,

med elskov strøg.

Vilde den fange og vågned' brat,

og vågned' brat;
men tonen hang fast i den blege nat,

den blege nat.

"Herre, min gud, tag mig derind,

tag mig derind;
ti tonen har fået mit hele sind,

mit hele sind!"

72Herren han svared': "Den er din ven,

den er din ven,
skjønt aldrig en time du ejer den,

du ejer den.

Alle de andre dog lidt forslår,

dog lidt forslår
mod denne, du søger, men aldrig når,

- aldrig når!"

FEMTENDE KAPITEL.

- Det var en søndagskvæld ud på sommeren; præsten var
kommen igjen fra kirken, og Margit havde siddet hos ham nu,
til klokken blev henimod syv. Da tog hun farvel og skyndte
sig ned ad trapperne og ud på gården, for der havde hun
netop fåt øje på Eli Bøen, som længe havde leget med
præstens søn og sin egen broder.

"God kvæld!" sagde Margit, hun blev stående, "og signe
laget!" - "God kvæld!" sagde Eli, hun var blussende rød og
vilde holde op, skjønt gutterne trængte ind på hende; men hun
bad for sig og fik lov til at slippe for ikvæld. - "Jeg synes
mest, jeg skulde kjende dig og," sagde Margit. - "Det kan
nok gjærne være, det," sagde den anden. - "Det skulde da
vel aldrig være Eli Bøen?" - Jo, det var nok så. - "Å nej,
da! - Så du er Eli Bøen! Ja, nu ser jeg det, du ligner på
mor din." Elis brunrøde hår var revet ud, så det hang løst
og langt nedover; hun var så hed og rød i ansigtet som et
bær, barmen fløj op og ned, hun kunde ikke snakke, og lo
over, at hun var så forkavet. - "Å ja, det hører ungdommen
til, det," - Margit så sig glad i hende. "Du skulde vel ikke
kjende mig, du?" Eli havde nok villet spørge, men kom sig
ikke til, fordi den anden var ældre; nu sagde hun, at hun
mindedes ikke at ha set hende før.-------"Å nej, det er så lidet

venteligt; gammelt folk kommer sjælden frem. - Sønnen min
kanske du kjender lidt til, han Arne Kampen; jeg er mor hans,
jeg," hun skottede til Eli, som også blev meget forandret. -
Jeg tror næsten, han har arbejdet engang der borte på Bøen?"
- Jo, han havde nok så. - "Det er et vakkert vejr ikvæld;

73.

vi kastede høet, vi, ud på dagen, og tog det ind, før jeg gik;
det er rigtig et velsignet vejr." - "Det blir vist et godt høår
i år," mente Eli. - "Ja, du kan så sige; - på Bøen er det
vel vakkert?" - "De er færdige dej nu." - "Forstår sig, ja;
stor hjælp, driftige folk, - Skal du hjem ikvæld?" - Nej, hun
skulde ikke det. - De talte sammen om et og andet og blev
efterhånden så vidt kjendte, at Margit turde vove at spørge, om
hun vilde gå med et stykke. "Kunde du ikke slå følge med
mig bortover nogle steg," sagde hun; "jeg træffer så sjælden
nogen at snakke med, jeg, og for dig kan det vel være slig
slag?" - Eli undskyldte sig med, at hun havde ingen trøje.
- "Å ja, det er også skamfuldt af mig at bede om sligt, første
gangen jeg ser et menneske; men gammelt folk må en bære
over med." - Eli sagde, hun kunde gjærne følge også; nu
vilde hun bare ind efter trøjen.

Det var en tætsluttende trøje; når den var hægtet til, s
det ud, som hun bar livkjole; men nu hægtede hun blot de to
nederste hægter, hun var så varm. Det fine lintøj havde en
liden, udover faldende krave og blev holdt fast i halsen af en
sølvknap i skikkelse af en fugl med udslagne vinger. En sådan
havde Nils Skrædder båret, den første gang Margit Kampen
dansede med ham. - "En vakker knap," sagde hun og så på
den. - "Jeg har fåt den af rnor," sagde Eli. - "Du har vel
det, ja," hun hjalp hende tilrette.

Nu gik de bort over vejen. Høet var slåt og lå i såter,
Margit tog borti såterne, lugtede på det og fandt, det var godt
hø. Hun spurte efter buskapen her på gården, fik derved
spørge om den på Bøen og fortalte så, hvor stor den var, som
de havde på Kampen. "Gården er gåt dygtig frem i desenere
år, og den kan bli så stor, en selv vil. Den føder tolv
mælke-kjør nu, og den kunde føde flere; men han har så mange
bøger, han læser i og steller efter; derfor vil han ha dem født
på slig stor-vis." Eli sagde ingenting til alt dette, som venteligt
var; men Margit spurte hende, hvor gammel hun var. Hun var
nitten år. "Har du taget nogen hånd med i husstellet? Du
ser så fin ud, det har vel ikke været stort." - Å jo, hun
havde hjulpet adskilligt til, især i den sidste tid. - "Ja, det er
godt at være vant til noget af hvert; når en selv får stort hus,
kan meget trænges. Men det forstår sig, den, som finder god
hjælp foran sig, står det jo ikke på." - Eli vilde nok gjærne
vende om igjen, for nu var de forlængst forbi
præstegårds-jordet. "Det er længe endnu, til solen går ned; - du var

74 .©^snil,   om  du  vilde  prate  lidt  længere  med  mig," - og  Eli
gik med.

Nu begyndte Margit at tale om Arne. "Jeg ved ikke, om
du kjender stort til ham. Han kan lære dig noget af hvert,
han; gud bevare os, hvor meget han har læst!" Eli tilstod, at
hun vidste, han havde læst meget. "Å ja, det er endnu det
mindste ved ham, det; nej, slig som han har været mod mor
sin alle sine dage, det er mere, det! Skal det være sandt, som
de siger for et gammelt ord, at den, som er god mod sin mor,
er god mod sin kone, da får den, han vælger, just ikke stort
at klage over. - Hvad er det, du der ser efter, barn?" -
Jeg mistede bare en liden kvist, som jeg gik og bar." - De
blev begge stille og gik uden at se til hinanden. "Han er så
underlig af sig," sagde atter moderen; "han er blevet så
forskræmt som barn, og derfor er han blevet vant til at tænke
alting for sig selv, og det slags folk kommer sig ikke rigtig til.«

-  Nu  vilde  Eli  endelig vende,  men Margit  mente,  det var
bare et stykke igjen til Kampen, og da måtte hun se Kampen,
siden hun var der.   Men Eli mente, det blev forsent for idag.
"Det er altid dem, som følger dig hjem," sagde Margit.   "Nej,
nej,"  svarede Eli raskt og vilde gå.    "Ja,  han Arne er ikke
hjemme," sagde Margit, "så ham blir det ikke; men der er vel
altid   andre,"   og   Eli   havde   nu   mindre   mod  det;  hun vilde
gjærne se Kampen også; "bare det ikke blir for sent." - "Ja,
står vi længe  og snakker om det, kan det nok bli for sent,"

-  og de gik.   "Du har vel læst meget du, som er opdraget
hos præsten?"   Ja, hun havde det.   "Det vil komme godt til
nytte," mente Margit, "når du får en, som kan mindre,"   Nej,
det mente Eli, hun ikke vilde ha.   "Å nej; det er kanske heller
ikke det beste; men her i bygden er folket så lidet lært." -
Eli spurte, hvad det var, som røg der borte i skogen.  "Det er
af en ny husmandsplads, det, som er lagt under Kampen. Der
bor  en   mand,   som heder Oplands-Knut.   Han gik alene her,
og så gav Arne  ham pladsen til at rydde.   Han forstår, hvad
det er at gå alene, Arne, stakkar." - Om en stund kom de
så højt op, at de kunde se gården.   Solen stod dem lige i
ansigtet, de skyggede for ansigtet og så ned over. Midt på pletten
lå gården, rødmalet, med hvide vinduskarmer; rundt omkring
var engen slåt, noget hø lå i såter, agrene stod grønne og svære
midt i den blege eng; borte ved fjøset var stor travlhed: kjør,
sauer,   gjeder  kom  netop  hjem,  klokkerne  kimede,   hundene
gjødde, budejen ropte; men over det hele med forfærdelig larm

?^£L 75gik fosseduren, der stod og af Kampejuvet. Jo længere Eli så,
desto mere hørte hun bare denne tonen, og den blev hende
tilsist så forfærdelig, at hun fik hjærteklap; det brusede og
susede igjennem hendes hode, til hun blev ganske vild, og
ovenpå, så mild og varm, at hun uden at mærke det gik vart
med små skridt, så Margit bad hende gå lidt fortere. Hun
skræmtes op; "jeg har aldrig hørt sligt som den fossen før,"
sagde hun; "jeg blir næsten ræd." - "Det vænner du dig snart
til,» sagde moderen; "tilsidst vil du savne den." - "Kjære,
tror du det?" spurte Eli. - Ja, det skal du nok se," sagde
Margit; hun smilede.

"Kom, nu skal vi først se på buskapen," sagde hun, idet
hun bøiede ned fra vejen; "disse trær har Nils sat her på
begge sider. - Han vilde gjærne ha det vakkert, Nils; - det
vil Arne også; der skal du se den haven, han har lagt." -
"Å nej, å nej!" ropte Eli, hun sprang fort hen til gjærdet. Hun
havde oftere set Kampen, men aldrig så nær, og derfor slet
ikke haven. - "Siden skal vi se på den," sagde Margit. - Eli
så flygtig gjennem ruderne med det samme, hun gik forbi huset;
der var ingen inde.

Begge stillede sig op på låvekloppen og så på kjørene, idet
de gik rautende forbi og ind i fjøset. Margit nævnte dem ved
navn op for Eli, fortalte, hvor meget hver enkelt melkede, hvem
der var sommerbær, hvem ikke. Sauerne blev talte og
ind-slupne; de var af et stort fremmed slag; Arne havde fåt fat i
to lam syd på. "Han lægger sig efter alt sligt, endda en ikke
skulde tro det om ham." - De gik nu ind i laven og så på
høet, som var indkjørt, og Eli måtte lugte på det, - "for sligt
hø findes ikke alle steder." Hun viste gjennem låvelugen ud
på agrene og sagde, hvad hver enkelt bar, og hvor meget der
var sået af hvert slag. - De gik ud og til huset; men Eli,
som ikke havde svaret noget til alt det andet, bad nu, de gik
forbi haven, om hun ikke måtte få gå i den. Og da hun havde
fåt det, bad hun siden, om hun måtte få plukke en blomst
eller to. Der var en liden bænk henne i det ene hjørne:
den satte hun sig på, bare som for at prøve den; thi hun
rejste sig straks.

"Vi må skyndte os nu, skal det ikke bli for sent," sagde
Margit, hun stod i døren. Og nu gik de ind. Margit spurte,
om hun ikke skulde traktere hende med noget den første
gangen, hun stod der; men Eli blev rød og sagde kort nej.
Hun så sig nu om, hvor huri stod; her vendte vinduerne op

76 J@£?ARNE

til vejen, og her opholdt de sig om dagen; stuen var ikke stor,
men hyggelig med ur og kakkelovn. Her hang Nils's fele, gammel
og mørk, men med nye strænge. Her hang et par geværer,
som hørte Arne til, engelsk fiskestang og andre rare ting, som
moderen tog ned og viste; Eli så på det og rørte ved det.
Stuen var uden maling, for det likte ikke Arne; ej heller var
der maling i den stuen, som vendte ud mod Kampestupet med
det friske fjæld bent over og de blå i baggrunden; denne stue,
der var en tilbygning, ligesom hele denne halve side af huset,
var større og smukkere; men i de to mindre stuer på fløjen
var maling, for der skulde moderen leve når hun blev gammel,
- og han fik kone i huset. De gik i kjøkkenet, på
stabburet, i ildhusene; Eli sagde ikke et eneste ord, ja hun så
endog på alle ting ligesom på afstand; kun når Margit rakte
noget frem mod hende, rørte hun ved det, men selv da ganske
let. Margit, som snakkede den hele vej, førte hende nu ind i
gangen igjen; de skulde op og se på loftet.

Det var også vel indrettede værelser, svarende til dem
dernede; men de var nye og ikke tagne i brug på ét nær, som
vendte ud mod Kampestupet. I disse værelser hang og stod
alt slags indbo, som ikke brugtes i den daglige husholdning.
Her hang en hel del opsyede skindfælder samt andre
sengeklæder; moderen tog i dem, løftede dem, Eli måtte nu og da
gjøre det samme; det syntes imidlertid, som hun nu havde fåt
lidt mere mod, eller også lagde hun mere glæde i disse ting;
ti til enkelte af dem gik hun tilbage, spurte og morede sig mere
og mere. Da sagde moderen: "Nu skal vi tilsidst gå ind på
Arnes eget rum;" de gik ind i det værelse, som vendte mod
Kampestupet. Den forfærdelige fossedur slog atter imod dem;
ti vinduet stod åbent. Her var det højere, her kunde de se
strålesprøjten af fossen stå op imellem fjældene, men ikke fossen
selv, uden der længre oppe, hvor et klippestykke var faldt ud,
netop som den kom med al sin magt til sidste sprang ned i
juvet. Frisk torv lå over klippestykkets øvre flade, et par
furu-kongler havde gravet sig ned i det og grodde op igjen med
rødder i stenrifterne. Vinden havde rusket og revet i trærne,
fossen vasket dem, så der ikke fandtes kvist fire alen fra roden,
i knæ var de bøjede, og grenene krogede, men stod gjorde de
og skar højt op mellem fjældvæggene. Dette var det første, Eli
så fra vinduet, dernæst de drivende hvide snefjælde op over
de grønne. Hun drog øjet tilbage: over markerne var der fred

77og frugtbarhed, og nu endelig så hun sig om i rummet, hvor
hun stod; fossen havde før forbudt det.

Hvor var her inde stilt og fint mod derude! Hun så intet
enkelt, fordi det ene høvede i det andre, og det meste var
nyt for hende; ti Arne havd lagt sin elsk på dette rum, også
tarveligt det var, var det kunstforstandigt, næsten hvert gran,
som var der. Det var, som kom hans vers syngende, mens
hun stod og så, eller som han smilte fra hver ting. Det første,
hun enkeltvis fæstede sig ved, var en bred, fint udskåren,
stor boghylde. Det var så mange bøger, at hun ikke trodde,
præsten havde flere. Et vakkert skab var det næste. Der havde
han mange rare ting, sagde moderen; der havde han også sine
penger, lagde hun hviskende til. To gange havde de arvet,
sagde hun siden; de skulde også arve en gang til, hvis alting
gik, som det burde. "Men penger er ikke det beste i verden;
han kan få det, som bedre er." - Der var mange småting i
rummet, som var trøjsomme at se på, og Eli så på dem
allesammen, så glad som et barn. Margit klappede hende på
skulderen: "Jeg har ikke set dig før idag, men jeg holder alt så
meget af dig, barnet mit," sagde hun og så hende godmodig
ind i øjnene. Før Eli fik tid til at bli lidt skamfuld, trak Margit
i hende og sagde ganske sagte: "Der ser du et lidet, rødmalet

skrin; - der kan du tro er noget, som er rart."------Eli så

til det, det var et lidet, firkantet skrin, som hun fik svær lyst
til at eje. "Han vil ikke, jeg skal vide, hvad som er i det
skrin," hviskede moderen, "og han gjemmer nøglen bort hver
gang"; hun gik bort til nogle klæder, som hang på væggen,
tog ned en fløjls brystdug, ledte i urlommen, og der lå nøglen.
"Kom nu, skal du se," hun hviskede; Eli syntes slet ikke, det
var rigtigt, hvad moderen nu gjorde; men kvinder er kvinder,
- og begge to gik ganske sagte hen og stillede sig på knæ
foran skrinet. Med det samme moderen åbnede låget, slog der
en vellugt op i mod dem, så Eli slog hænderne sammen, før
hun endnu havde set nogen ting. Øverst lå et tørklæde bredt
udover, det tog moderen tilside; "her skal du se!" hviskede
hun, og hun tog op et fint, sort silketørklæde, et sådant, som
ikke mandfolkene bærer. "Det er akkurat som til en jente,"
sagde moderen. Her er et til," sagde hun; Eli tog i det, hun
kunde ikke bare sig, men moderen måtte endog prøve det på
hende, skjønt Eli ikke vilde, og bøjede hodet. Moderen lagde
det omhyggelig sammen igjen. "Her skal du se," sagde hun
så, hun tog op nogle vakre silkebånd; "alt sammen er som til

78 Q£)ARNE

en jente." Eli var ildende rød, men ikke et kny; barmen
bølgede, øjnene var sky; aldeles urørlig for resten. "Her er endnu
mere!" Moderen tog op et vakkert sort kjoletøj; - "det er
vel fint," sagde hun og holdt det mod dagslyset. Eli skalv lidt
på hånden, da moderen bad hende tage i det, hun følte blodet
for hende til hodet, hun vilde gjærne vende sig bort; men det
gik ikke an. "Han har kjøbt noget på hver byrejse," sagde
moderen. Eli kunde nu neppe mere; øjnene løb om i skrinet
fra den ene ting til den andre og tilbage til kjoletøjet; hun så
igrunden intet mere. Men moderen blev ved, og den siste ting,
hun tog op, lå i papir; de viklede det ene af efter det andet;
dette lokkede atter, Eli blev meget spændt; det var et par små
sko. De havde nok aldrig set magen, nogen af dem; moderen
trodde ikke, de kunde arbejdes, Eli sagde ikke et ord; men da
hun måtte ta i skoene, stod alle hendes fem fingre på dem,
hun blev så skamfuld, at hun var ved at gråte; hun vilde helst
gå; men hun turde ikke tale, hun turde heller ikke få moderen
til at se op. Denne var aldeles optagen af sit. "Ser det ikke
akkurat ud, som han lidt efter lidt har kjøbt til en, han ikke
turde gi det til?" sagde hun og lagde det altsammen aldeles
sådan, som det havde ligget; hun måtte ha øvelse i det. "Nu
skal vi se, hvad som er i læddiken!" Sagte åbnede hun den,
som skulde de rigtig få se noget vakkert. Der lå en spænde,
bred som til et livbånd; det var det første, hun viste Eli,
dernæst viste hun hende et par sammenbundne ringer af guld, og
hun så en salmebog i fløjl med sølvspænder, men da så hun
heller ikke mere, for hun havde set indprikket på salmebogens

sølv med fin skrift: "Eli Baardsdatter Bøen."-------Moderen

vilde hun skulde se, fik ikke svar, men så tåre på tåre trille
ned på silketøjet og drage sig udover. Da lagde moderen
ned søljen, som hun holdt, lukkede læddiken til, vendte sig
og tog Eli ind til sig. Da gråt datteren inde ved hende, og
moderen gråt over hende, uden at nogen af dem sagde noget mere.

En stund efter gik Eli ude i haven for sig selv; moderen
gik i kjøkkenet, hun skulde lage et eller andet godt, for nu
kom Arne straks. Siden gik hun ud og så til Eli i haven; hun
sad på hug der og skrev i sandet. Hun strøg over, da Margit
kom, så op og smilede; hun havde grædt. - "Ingenting at
gråte for, barnet mit," sagde Margit og klappede hende. - De
så noget sort mellem buskene oppe på vejen. Eli sneg sig ind,

P^a 79ARNE

moderen efter. Her var stor opdækning med rømmegrød,
spege-kjød, kringler; men Eli så ikke på det, hun satte sig på en stol
borte i klokkekrogen, op til væggen og skalv, bare hun hørte
en kat røre sig. Moderen stod ved bordet. Faste skridt lød
på stenhellerne, et kort, let skridt i gangen, døren stille op, og
Arne trådte ind. Det første, han så, var Eli i klokkekroken;
han slap døren og blev stående. Dette gjorde Eli endnu mere
forlegen; hun rejste sig, angrede det straks og vendte sig mod
væggen. - "Er du her?" sagde Arne sagte, han blev blussende
rød, da han spurte. - Hun tog en hånd op og holdt for sig,
som når solen falder for stærkt i øjnene. "Hvorledes -?" han
fuldførte ikke, men han gjorde et skridt eller to imod hende;
da sænkede hun hånden igjen, vendte sig mod ham, men bøjede
hodet og brast i gråt. - "Gud velsigne dig, Eli!" sagde han
og tog omkring hende; hun lagde sig op til ham. Han hviskede
noget nedover til hende, hun svarede ikke, men tog ham om
halsen med begge sine hænder.

Længe stod de således, ikke en lyd hørtes uden fossen,
som gav den evige mindelse. Da gråt der nogen borte ved
bordet, Arne så op, det var moderen; han havde ikke set hende
før. "Nu er jeg sikker på, at du ikke rejser fra mig, Arne,"
sagde hun, kom gående over gulvet hen til ham; hun gråt
meget, men det gjorde godt, sagde hun.

Da de i den lyse sommernat gik hjem, kunde de ikke tale
stort i sin nyfødte herlighed. De lod selve naturen føre tale
imellem dem, så stille, lys og stor, som den fulgte. Men det
var på hjemvejen fra denne første sommernatstur, det var imod
den rindende sol, at han endnu gik og grundlagde en sang,
som han vel ikke da havde ro til at bygge, men som senere,
da han havde fåt den færdig, en stund blev hans dagvise. Den
lød således:

Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte, det kom, når jeg først kom bort.
Jeg selv og alt om mig glemtes, -
til udfærd tankerne stemtes.

Da så mig en jente i øjet op,

og små blev de vide veje:

Nu føler jeg det som livets top

med hende al fred at eje.

80 £&

Jeg tænke, jeg blev noget rigtig stort;

jeg tænkte, det kom, når jeg først kom bort;

til åndernes store stævne

højt stunded min unge evne.

Hun lærte mig, hun, før hun så' et ord:

Det største, som gud kan give,

er ikke at kaldes berømt og stor,

men mennesket ret at blive.

Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte det kom, når jeg først kom bort.
Jeg kjendte det koldt i hjemmet,
jeg kjendte mig mistænkt, fremmed.

Da hende jeg så, jeg kjærlighed så

i næsten hvert blik mig mødte;

det var bare mig, de ventede på, -

og livet på nyt sig fødte!

Der kom siden mangen en sommernatstur og mangen en
vise derefter.   En af dem må optegnes:

Jeg ved ej, hvorledes det alt er kommet,
det har ikke stormet, det har ikke flommet,
en legende, blinkende bæk i mig selv
har bøjet sig ind i den brede elv,
som ganger stor, så stor mod havet.

Der noget må være i selve livet,
som kalder på den, hvem trang et givet,
en dragende magt, et kjærligt bryst,
som sorg og skyhed og udfærdslyst
kan favne med fred i brudegave.

Kan livet mig sende et bud, uskyldigt,
som det, nu kaldte, jeg føler fyldigt:
en ordnende gud har været her før,
hans levende love det hele gjør, -
stilt bæres jeg mod det evige gode.

Men   kanske   ingen   udtrykte   hans   taknemmelighed   som
den følgende:

Den magt, som gav mig min lille sang,
har gjort, at livsgangens sorg og glæde

7 - Bjørnson: Fortællinger.                                                                                          r

81har faldt livsalig som sol og væde
på sjælens bølgende forårstrang,

så hvad end hændte,

det brød ej ned, -

med sang det vendte

mod kjærlighed.

Den magt, som gav rnig min lille sang,
den gav mig frændskab med alt, som længes,
og derfor kunde jeg aldrig stænges
og kort kun stanses af selvsygt hang;

jeg måtte fremad,

om end det sved, -

og fandt så hjemad

til kjærlighed.

Den magt, som gav rnig min lille sang,
må mig gi magt til at nå de andre,
så jeg fra vejen, jeg får at vandre,
kan glæde nogle en enkelt gang.

Ti større gammen

jeg ikke ved,

end synge sammen

i kjærlighed.

SEKSTENDE KAPITEL.

Det var ud på høsten, folk holdt på at kjøre ind i hus.
Det var en klar dag, det havde regnet om natten og
morgenen, derfor var luften mild som om sommeren. Det var en
lørdag, men desuagtet stævnede mange både over Sortevandet
hen mod kirkesiden, mandfolkene sad i skjorteærmer og rodde,
kvindfolkene sad foran og i skoten med lyse tørklæder over
hodet. Men endnu flere både stævnede over mod Bøen for
derfra senere at ro ud i stort følge; ti idag gjorde Baard Bøen
bryllup for sin datter Eli og Arne Nilsson Kampen.

Alle døre stod åbne, folk gik ud og ind, børn med
kagestykker i hænderne stod rædde for sine nye klæder ude på
gården og så fremmede på hverandre; en gammel kone sad
oppe på stabburtrappen for sig selv; det var Margit Kampen.

82 ^3Hun bar en stor sølvring med flere småringer fæstede til den
øvre sølvplade; den så hun på engang imellem; hun havde fåt
den af Nils, den dag hun stod brud med ham, og havde aldrig
båret den siden.

Omkring i de to-tre stuer gik kjøgemesteren og de to
unge brudesvende, præstens søn og Elis bror, og skjænkede
folk, efter hvert som de kom til det store bryllup. Oppe på
Elis værelse sad bruden, præstefruen og Mathilde, der var
kommen fra byen ens ærend for at pynte hende som brud; ti
dette havde de lovet hinanden, fra de var små. - Arne i
klædesklær, rund, tætsluttende trøje og med en krave, som
Eli havde syd, stod nede i en af stuerne ved det vindu, Eli
havde skrevet "Arnea på. Det var åbent, han stod ved karmen
og så ud over det stille vand til præstegårdssiden mod kirken.

Ude i gangen mødtes to, som kom hver fra sin gjerning,
den ene fra støen, hvor han havde været med at ordne
kirkebådene; han havde en sort klædes rundtøje, men blå
vadmels-bukser, som farvede, så han var blå på hænderne; den hvide
krave klædte hans lyse ansigt og lyse, lange hår; den høje
pande var stille, om munden lå et smil. Det var Baard; han
mødte en i gangen, som netop kom fra kjøkkenet. Hun var
pyntet til kirkefærd, høj og rank, kom sikkert gjennem døren
og havde lidt fart; da hun mødte Baard, stansede hun, medens
munden drog op til den ene side. Det var Birgit, konen.
Begge havde de noget at sige, men det udtryktes kun derved,
at de begge stod stille. Baard var mere forlegen end hun,
han smilede mere og mere, men netop hans store forlegenhed
hjalp ham ud af det, idet han nemlig uden videre begyndte at
gå op igjennem trappen; "kanske du vil følge efter," sagde han.
Og hun gik efter. Heroppe på loftet var de ganske alene;
men Baard lukkede dog døren i efter dem og gav sig meget
god tid. Da han endelig vendte sig, stod Birgit ved vinduet
og så udover; det var for ikke at se indover. Baard tog frem
en liden flaske af brystet og et lidet sølvstøp. Han vilde
skjænke konen sin. Men hun vilde ikke ta derimod, skjønt
han forsikrede, det var vin, som var sendt did fra
præstegården. Så drak han den selv, men bød hende et par gange,
mens han drak. Han korkede flasken til, gjemte den igjen i
brystlommen tillige med sølvstøpet og satte sig ned på en kiste.
Det gjorde ham åbenbart ondt, at konen ikke vilde, drikke
med ham.

Et  par  gange  drog  han  pusten langt.    Birgit støttede for

S^& 83sig med den ene hånd borti vinduskarmen. Baard havde noget
at sige; men nu var det blevet endnu tyngre. "Birgit," sagde
han, "du tænker vel på den samme idag, du, som jeg." -
Da hørte han hende, for hun gik fra den ene side af
vindus-karmen til den andre, og hun lænede sig atter til sin arm.

"Å - ja, du skjønner, hvem jeg mener.-------Han skilte os to, han;------------jeg tænkte, det skulde række bort til
brylluppet; men det har rukket længre." Han hørte hende drage
pusten, han så hende atter ændre stilling, men han så ikke
hendes åsyn. Selv strævede han, der han sad, så han måtte
tørre sig med trøjeærmet. Efter en lang kamp tog han atter
i: "Idag er en søn af ham, vellært og vakker, tagen ind til os,   og  ham   har  vi  givet  vor eneste datter.------------Hvad synes du nu, Birgit, om vi to idag også holdt vort bryllup?"
- Stemmen dirrede, og han rømmede sig. Birgit, som havde
rørt på sig, lagde atter hodet ned på sin arm, men hun sagde
intet. Baard ventede længe, men han fik intet svar, - og
mere havde han heller ikke selv at sige. Han så op og blev
meget bleg; ti hun vendte ikke engang hodet. Da rejste han
sig. I det samme bankede det sagte på døren og spurte ind
med blid stemme: "Kommer du nu, mor?" - det var Eli.
Der var noget ved røsten, som gjorde, at Baard uvilkårlig blev
stående og uvilkårlig måtte se bort på Birgit. Birgit løftede
også hodet; hun så mod døren, mødte Baards blege ansigt.
"Kommer du nu, mor?" spurgtes en gang til der udenfor.
Ja nu kommer jeg!" sagde Birgit med brusten stemme, idet
hun gik helt og fast over gulvet til Baard, gav sin hånd til
ham og brast i den heftigste gråd. De to hænder klemte til;
de var udslidte begge to nu, men de holdt så fast, som om
de havde ledt efter hinanden i tyve år. De holdt sammen
endnu, da de gik mod døren, og da en stund efter brudefølget
drog nedover mod støen, og Arne gav sin hånd til Eli for at
gå foran, og Baard så på dette, da tog han mod al skik og
brug konen ved hånden og gik storsmilende efter, men bag
dem kom Margit Kampen alene, som hun var vant til. Baard
var rent overgiven den dagen: han sad og talte med
skyds-folkene. En af disse, der sad og så på fjældene bag dem,
sagde, det var dog forunderligt, at selv sligt brat fjæld kunde
bli klædt. "Det må til, hvad enten det vil eller ej", sagde
Baard, han så ud over hele følget, til han stansede ved
brudefolket og konen; "sligt skulde ingen ha sagt for en tyve år
siden," sagde han.