På Guds veje

Bjørnstjerne Bjørnson


Første gang utgitt i 1889

MIN BESTE VÆN ETATSRÅD FREDERIK HEGEL, HANS MINNE.

Aulestad 11te september 1889.

Du var her aldrig; men jeg går
her ofte og blir mødt av dig.
Her er ej stue æller vej,
der tanken om dig ikke står
og vænter mig fra hine tider,
da du i troskab og i dåd
var hjæmmets værn i mine strider.

__________

Så tit, mens denne bok jeg skrev,
dit lune øje lyste mig;
da var vi ene, du og jeg
og det, som tyst til tægning blev, —
så boken hist og her må ligne
dit hjærtelag, din friske tro,
og derfor skal dit navn den signe.

I skoledagene.
1.
I snesmeltningen over bærgknausen mot havet og i det siste solglim stod en fjortenårs gut helt betagen. Han så i vest utover sjøen; han så i øst mot byen, stranden og de brede fjæll; tinder av ænnu højere stak op bak dem, alt i klar luft. Stormen hadde været langvarig; den hadde også været forfærdeligere æn nogen, ældre folk kunde minnes. Trods den ny molo var skib drevne løs på havnen og nogen af dem gåt under. Telegrafen meldte om forlis langs kysten, og her i nærheden var nøter sprængt, garn drevet væk, båt-lag forsvunnet; ænda var folk rædde, at de ikke hadde hørt det værste.

Nu for bare et par timer siden var det over; stormen sagtnet, vindstøtene, som fulgte rykkevis, også over, — alt intil det siste efterdøn.

Men sjøen vilde ikke lystre; det går ikke an at røre dybderne og så renne sin vej. Hav-bårer, længre æn en kunde se, højere æn hus, kom i ænneløse følger med skumhvite topper og brakende fall; duren av det stod over by og strand, bredladen og rullende dump, så en måtte tænke på land, som gled ut i det fjærne.

Hvær gang bårerne i full højde stormede bærget, strålede sprøjten flere favner op; på avstand så det ut, som sagnenes hvite havuhyrer vilde op og i land netop på det sted. Men helt nådde bare enkelte salte skvæt; de brænte gutten på kinnet, der han stod, uten at han flyttede sig.

Alminnelig blev sagt, at alene det værste vestenvejr kunde kaste hav-sprøjten så højt; nu nådde den i stille luft; det hadde bare én oplevet, og det var han.

Aller længst ute i vest fløt himmel og hav sammen i glød av solen, som dukkede under. Det så ut der henne som et gyllent freds-rike; alle de hav-sorte, hvit-toppede bårer, som i synslængde væltede fræm derifra, var fordrevne oprørere; de kom følge på følge, med million-munnet protest.

Netop nu var farvemotsætningen på sit højeste; nu var det forbi med al formidling; ikke et rødt skær engang nådde længre hitover. Der den varme glød, her det kolde sortblå over sjøen og over sneslasket påland; det, som sås av byen fra kollen, krøp sammen og blev mindre for hvær gang, han vendte sig utenifra inover igæn. Men for hvær gang kænte han sig også mere urolig; dette bebudede noget ondt; skulde der virkelig komme mere? Hans fantasi var skræmt, og nattevåk som han var, hadde han ingen motstanskraft.

Pragten der ute begynte at slukne; alle farver dalte jævnt. Brølet nere fra, hvor uhyrerne vilde op, hørtes stærkere; eller var han nu blet mere lydhør?

Gallt det ham, dette? Hvad hadde han nu gjort igæn? Eller skulde han snart komme til at gøre noget? Også før hadde uklar angest været forvarsel.

Ikke stormen alene hadde skræmt ham; kort før den hadde en lægprædikant spåd, at nu skulde værden forgå; alle biblens mærker slog netop in, og tallene hos Jeremias og Daniel var ikke mere til at ta fejl av. Det vakte så vidt opstyr, at bladene måtte ta sig av det og meddele, at det samme hadde uendelig ofte været spåd, og bestandig passede tallene hos Jeremias og Daniel. Men da orkanen kom og blev sværere, æn nogen kunde minnes, og skib slet sig løs og drev mot bryggerne, knuste og knustes, og især da natten la mørke over og ingen løkt holdt lys, . . . . bråtene hørtes, men sås ikke, kommando-ropene, skrikene, brakene og den lange jammer, — og inne i gaterne slik forfærdelse, når tak-længder løftedes av, husene skalv, ruterne klirrede, stenene føk, folk flydde, og fjærne skrik øket angesten, . . . ja, da var der mange, som husket lægprædikantens ord; gud trøste og hjælpe så visst, dette var den ytterste dag; nu snart falt stjærnerne. Især var barnene rædde til døden. Forældrene hadde ikke tid til at sitte hos dem; ænnu i værdens siste stund var der nemlig tvil, om dette også var værdens siste stund, og av gammel vane blev omsorgen for de jordiske ejendeler det sikreste like til slut; folk måtte bærge og stænge og løpe og se efter ilden og være alle steder på færde. Men de gav barnene bønnebøker og salmebøker og bad dem læse, hvad der stod om jordskælv og andre plager samt om den ytterste dag; de fant skyndsomt stederne op for dem og løp. Som om barnene nu kunde læse.

De puttet sig heller i seng og drog dynen over hodet; somme tok hunden med eller katten; det var tryggere, og de vilde dø sammen. Men ofte vilde hunden og katten ikke dø under dynen, og så blev der kamp.

Han, som nu stod oppe på den øverste bærgknaus, hadde været rent tullet av skræk. Men han var av dem, som rædselen jog fra det ene sted til det andre, fra huset til gaten, fra gaten til havnen og hjæmover igæn; ikke mindre æn tre ganger hadde hans far været efter ham og fanget ham in, ja, stængt alle dører for ham; men ut var han kommet. Dette var av den sort, som ellers ikke gjordes gratis; ingen gut blev holdt strængere eller fik så overlag med prygl som Edvard Kallem; men ét gode førte stormen med sig; der blev ikke pryglt den nat.

Natten gik, og stjærnerne stod; dagen kom, og solen var like frisk; stormen gik også og med den frygtens siste rest.

Men har den engang hærsket så grænseløst over et mænneskes sinn, står der senere skræk av skrækken. Ikke alene i onde drømme; også om dagen, når en tror sig aller sikrest, lurer den i vor fantasi for at styrte sig over os ved det aller minste usædvanlige, sluke os med lumske øjne og tåket ånde, undertiden tunne os in i vanvid.

Gutten stod og kænte sig ille tilmote i sol-fallet og brølet, — og straks var helvetes-angesten over ham; den ytterste dags rædsler susede fræm. Han skønte ikke, hvorledes han hadde været så ulykkelig at våge sig hit op, og det alene! Han stod lammet, han turde ikke sætte en fot fræm, det vilde kanske være at bli lagt mærke til; her var fiendemagter omkring. Han bad hemmelig til sin avdøde mor, at dersom dette var det siste og opstandelsen løste henne ut, måtte hun komme hit op til ham og være hos ham; — ikke hos hans søster, for hun hadde rektorens; men han hadde ingen. —

Alt forblev, som det var. Bare at det bleknet i vest og mørknet i øst; det kolde gik støtt videre og blev eneherre; det gav jævnere storhed og enhedens tryghed. Efterhånden vant han sa vidt mot igæn, at han drog pusten friere — først forsøksvis, så helt ut, og det mange ganger; så begynte han at røre på sig, stille og umærkelig og ikke uten frygt for, at de usynlige her oppe, de, som vilde ha ham, skulde fatte mistanke. Listelig gled han nærmere mot nedstigningen, bort fra stupet. Ingen flugt, langtfra! Han visste ikke engang, om han vilde gå; han vilde bare prøve; han skulde gærne komme igæn. Men nedstigningen her var ugrej, og egenlig burde den være fullført, innen mørket falt på; det blev svært så fort mørkt nu. Når han bare nådde ner så vidt, at han atter stod på stien, som førte over bærget her op fra fiskerbyen der nere, ja, da var der ingen fare; men her —, å, forsigtig, forsigtig, et bitte-litet steg, et litet, ganske litet til. Bare et forsøk; han skulde komme igæn!

Ikke før hadde han på denne måten klaret det øverste og vanskeligste av kollen og stod i ly av den mot de magter der oppe, som han tinget med, — så snøt han dem grundig; hopp i hopp avsted nerover; han sprat som en viskelærsball fra det ene fræmspring ner på det andre, — til han så en toplue stikke op, å så langt nere, at det netop var såvidt, han skilnet den. På sekundet stod han! Al flugt, al rædsel, alt det foregående var borte; ikke den minste tanke av det. Nu var det han, som vilde skræmme; den gutten var det, han hele tiden hadde væntet æfter. Bevægelse, øjne, stilling viste, hvor frydefullt han følte sig sikker på, at nu hadde han ham snart innenfor skudvidde; nu skulde han få!

Den andre kom uten anelse om faren, han steg op i; langsomt og likesom nydende sin frihed og ensomhed kom han ruslende; snart hørtes hans tunge støvler, hæl-jærnenes klang mot stenen.

En velbygget gut, lyslet og kanske et år ældre æn han, som væntet; klædt i vide vadmelsklær med et ullskærf om halsen, store våtter på hænderne; han bar en løp av de alminnelige på bondebygden, blåmalet med hvitgule roser.

En stor hemmelighed gik nu mot sin løsning; i flere dager hadde skolen været spænt på, ved hvem, hvor og hvorledes det sammenstøt skulde ske, som nu truet, — den opgørets højtid komme, da Ole Tuft foran en av skolens alvorsfulle politi endelig måtte tilstå, hvor han holdt til om eftermiddagene og kvællene, og hvad han da tok sig for.

Ole Tuft var en velhavende bondes søn ute fra stranden, eneste barn. Hans far, som var død for et års tid siden, hadde været den mest ansete lægprædikant på vestlannet og hadde tidlig bestemt sin søn til præst, hvorfor han nu gik på latinskolen. Ole var begavet, flittig og så ærbødig mot sine lærere, at han ubetinget blev deres yndling.

Men ingen skal skue hunden på hårene alene; denne troskyldige, højst ærbødige gut var på en tid forsvunnen fra kammeraternes eftermiddagsleker; ikke var han hjemme (han bodde hos sin moster), ikke hos Schultze's, der han gik gænnem lekser med to av barnene; det gjorde han fra sig like over middag; — ej heller hos rektorens, d. v. s. sammen med rektorens plejedatter Josefine Kallem, Edvards søster; Ole og hun holdt svært sammen. Undertiden så gutterne ham gå in der, men ikke komme ut igæn, og likevel var Josefine bestandig alene, når de kom efter og visiterte; de hadde nemlig sine vagter utstillet, undersøkelsen gik metodisk for sig. Så langt som til skolegården kunde de altså følge hans spor; men der forsvant de; — han kunde da ikke være sunken i jorden? Gården blev gænnemrotet fra ende til annen, hvær krok, hvært smuthul flere ganger; Josefine førte selv gutterne omkring, ja, op på mørklofterne, ner i kællerne, in i alle rum, som familjen ikke selv opholdt sig i, og forsikret på ære og samvittighed, at der var han ikke; ellers kunde de selv se. Hvor i al værden var han?

Dux'en vant i de dager ved lodtrækning: Les trois mousquetaires av Alexandre Dumas den ældre, et pragtværk med illustrationer; men da han snart opdaget, at dette ikke var nogen bok for en lærd man, satte han den ut som præmie for den kammerat, som opdaget, hvor Ole Tuft holdt til om eftermiddagene og kvællene, og hvad han da tok sig for. Tilbudet slog ner i Edvard Kallems fantasi; han hadde nemlig levet i Spanien til for vel et år siden; han læste fransk som norsk, og at Les trois mousquetaires var den herligste roman i værden, det hadde han altid hørt. Nu stod han vagt for Les trois mousquetaires, hurra for alle tre da; nu hadde han dem!

Sagte, sagte listet han nerover, til han nådde stien; synderen var like ved.

Edvard Kallems hode hadde noget, som minnet om rovfugl; næsen var et næb, øjnene ville — både i sig selv og ved, at det ikke var frit for, de skelet. Pannen skarp og kort, lysebrunt, tætklippet hår omkring. En påfallende bevægelighed lot føle, hvor smidig han var; han skulde stå stille nu; men kroppen bøjde sig, føtterne flyttet sig, armene løftet sig, som vilde han i næste øjeblik kaste sig ut i luften.

"Bæ!" skrek han av sine lungers hele magt; det kvapp i ham, som kom, — han hadde nær sluppet løpen. "Jo, nu har jeg dig! Nu nytter det ikke å tie længer!"

Ole Tuft blev til sten. "Ja, nu står du der! Ho — ho! — Hvad har du der i løpen?" og han styrtet sig over ham; men den andre flyttet rask løpen fra højre over i venstre hånd og holdt den bak sig; det var ikke Edvard muligt at få den fræm. "Hvad er det, du tænker på, gut? Mener du ænda å kunne komme fra det? Hit med løpen!" — "Nej, du får den ikke!" — "Vil du ikke lystre? Så går jeg like ner og spør." — "Ånej!" — "Jo så pinedød gør jeg så." — "Du gør ikke?" — "Jeg gør!" Han vilde straks forbi og nerover.

"Jeg skal si det, bare du vil tie!" — "Tie? Er du på stell?" — "Jo, du må!" — "Hvor kan du falle på slikt vås? Hit med løpen, eller jeg går!" skrek han. — "Ja, når du ikke vil si det —?" Tårerne kom Ole i øjnene. "Jeg lover ingen ting." — "Men du siger det ikke, Edvard?" — "Jeg lover ingen ting. Ut med løpen; skynd dig!" — "Ja, det er ikke noget galt. — Edvard, hører du!" — "Er det ikke noget galt, så kan du vel komme med den! Skynd dig!" Dette tok Ole på gutters vis for et halvt løfte; han så bønfallende på ham og vågede sig til: "Jeg går dit ner for å . . . for å . . . ja, du skønner . . . på guds vejer," det siste sa han undseligt og brast i gråt. — "På guds vejer?" spurte Edvard, men usikkert; han var i højeste grad forundret.

Han mintes, at i en døsig time hadde læreren i geografi gjort det spørsmål: "Hvad for vejer er de beste?" I leksen stod: "Til transport af varer er havets veje fræmdeles de beste." — "Nå —, hvad for vejer er de beste? — Du, Tuft?" "Guds vejer," svarte Tuften. Klassen var med ét lysvåken; et brøl av latter forkynte det.

Men med alt dette visste Edvard Kallem virkelig ikke, hvad "guds vejer" vilde si. Ole nere i fiskerbyen på guds vejer? Nysgærrigheden fik ham til at glemme, at han var sædelighedspoliti; aldeles likefræm, som en annen gut, sa han: "Jeg skønner ikke, hvad du mener, Ole? Guds vejer, siger du?" Kammeraten la godt mærke til forandringen; de nylig så ville øjne var venlige; bare hadde de den underlige glansen, som aldrig forlot dem. Edvard Kallem var av alle skolekammeraterne den, Ole i hemmelighed beundret højest. Bondegutten led frygtelig under bygutternes overlegne gløghed og raskhed, og disse egenskaber hadde sin aller ypperste repræsentant i Edvard Kallem. Ænvidere stod en glorie om hans hode . . . av at være sin brunlokkede søsters bror.

En uutholdelig fejl hadde han; han var ærtevoren. Ret som det var fik han prygl for det — nu av lærerne, så av sin far, så av kammerater; bare et minut efter begynte han igæn. Dette mot gik langt over bondeguttens forstand. Derfor virket et venligt ord, et smil av Edvard med mere æn sit inhold; det hadde nådens, fornemhedens solskin. Disse insmigrende, milde spørsmål, som nu falt fra det forhenværende rovdyr (hvorav bare næbbet var tilbake), strålte sammen med øjnenes glans; Ole gav sig over. Straks Edvard ændret taktik og bad uskyldig om at få se løpen, leverte han den ut og kænte sig i den grad tryg og færdig, at han tørret øjnene med sine store våtter, tok den ene våtten av og snøt sig med fingrene, — husket, han til det bruk hadde fåt et tærnet lommetørklæde; søkte efter det, men fant det ikke.

Edvard hadde løst låkket; før han løftet det av, så han op: "Ja, vil du ikke —?" — "Jo, du kan gærne!" — Edvard la låkket til side, tok op et tørklæde, og under det lå en stor bok; det var biblen. Han blev flat, næsten ærbødig. Under biblen lå flere uinbundne hæfter; han tok et par op, vendte på dem, la dem ner igæn; det var gudelige traktater. Bibelen la han varsomt, som den hadde ligget, bredte tør klædet over og lukket til. Egenlig var han like klok, eller rettere ænnu mere nysgærrig.

"Du læser da vel ikke biblen for dem der nere?" spurte han. Ole Tuft rødmet; "Jo sommetider, så —". — "For hvem?" — "Å, for de syke; men det er ikke ofte, jeg når så langt." — "Kommer du til de syke?" — "Ja, det er de syke, jeg går til." — "Til de syke? Du? Kære, hvad gør du hos de syke?" — "Å, jeg hjælper dem — — så godt jeg kan da." — "Du?" spurte Edvard med al den forundring, han ejet. Om en stund la han til: "Hvad med? Med mÅ¢t?" — "Det også. Jeg hjælper dem med, hvad de behøver, — med å skifte under dem —." — "Skifte under dem?" — "Ja, de ligger på halm, da; og i den ligger de, til den lugter, skønner du; sommetider sviner de den til også, når de er syke og ikke kan hjælpe sig selv; for om dagen er der ofte ingen hos dem, folk er på arbejd, og barna på skole. Og når jeg så kommer om eftermiddagen, så går jeg til båtene ute fra stranna, som er med halm; der køper jeg og bærer op, og så tar jeg væk den gamle." — "Kære, hvad har du å køpe for?" spurte Edvard. — "Moster samler penger til mig, og det gør Josefine også." — "Josefine?" ropte bror'en. — "Ja; — ja, jeg skulde kanske ikke ha sagt det".

"Hvem får Josefine penger av?" spurte Edvard med den ældre brors årvåkne strænghed. Ole betænkte sig, svarte derpå bestemt og grejt: "Av din far." — "Av far?" — —

Edvard visste, at selv om det var Josefine, som bad far'en om penger, gav han dem ikke ut til unytte; først undersøkte han, hvad han gav til. Altså hadde hans far godkænt, hvad Ole tok sig for, og dermed var det i Edvards øjne hævet over tvil. Ole følte straks det fullstændige omslag; han så det også i øjnene. Nu fik han lyst til at fortælle mere, og det gjorde han. Forklarte, at ofte, når han kom, hadde han slikt stræv; han måtte gøre ild op og sætte over og koke. — "Kan du koke?" — "Ja da! Og gøre rent og køpe, hvad som trænges, og sende bud på apoteket med en eller annen, som ror over; for doktoren kan ha skrevet op; men det er ikke blet henta." — "Altsammen dette får du tid til?" — "Jeg gør mig færdig hos Schultze's straks over middag og læser lekserne mine utover natta." Han fortalte vidt og bredt, — intil han selv minte om, at de måtte være nere av bærget, før det blev mørkt.

Edvard gik foran i dype tanker; den andre efter med løpen.

Her, hvor bærget tok av, hørtes havduren, som kom den fra luften; som susen av et henover dragende følge, men svært højt oppe. Nu blev det koldt; månen sås, men ænnu ikke stjærnerne; — jo, en enkelt. "Hvorledes kom du på det der?" spurte Edvard, han vendte sig; Ole stanset også. Han sendte løpen fra den ene hånd over i den andre og tilbake igæn; skulde han kaste sig ut i det og sige alt? Edvard forstod straks, at her stak mere under, og at dette var det vigtigste. "Kan du ikke si det?" spurte han, som var det ham likegyldigt. — "Jo, jeg kan nok;" men han blev ved at flytte løpen fra hånd til hånd uten at sige mere. Så kunde Edvart ikke længre dy sig, men gav sig rigtig til at nøde Ole, og det likte denne nokså godt; men betænkte sig ænda. "Ja, det er da vel ikke noget lejt?" — "Nej, lejt er det ikke." Han la til om en stund: "Så er det heller noget stort, da, — ja, rigtig noget stort også." — "Noget rigtig stort?" — "Egenlig er det det største i værden." — "Men kære dig da?" — "Ja, når du bare ikke vil fortælle det? Ikke til et liv, skønner du? Så kan jeg nok si det." — "Hvad er det Ole?" — "Jeg vil være missjonær." — "Missjonær —?!" — "Ja, hedninge-missjonær, rent ut for de ville, skønner du; slike, som spiser folk." Han så, at Edvard næppe kunde tåle mere; derfor skyndte han sig at lægge til noget om cykloner, rasende rovdyr og giftige slanger. "Mot slikt må en øve sig op, ser du." — "Øve sig op —? Mot rasende rovdyr og giftige slanger —?" Edvard begynte at tro alting muligt. — "Mænneskene er de værste," sa Ole, han bøjde unna for dyrene; — "de er forfærdelige hedninger, de folka, og sinte og grumme og leje er de også. Så de er nok ikke å løpe til. En må nok ha øvelse." — "Men hvorledes kan du få den der nere? De er da ikke hedninger, de der nere i fiskerbyen?" — "Nej, men de kan nok lære en å tåle lit af hvært, de; en får ikke gi sig over der nere; men ta på sig det mest svinske. Når de er syke og vrange, så er de også så mistænksomme; ja, somme er rigtig nogen lejels'. Tænk, her en kvællen vilde en slå til mig." — "Slå til dig?" — "Jeg bad så gud, at hun måtte; men hun bante bare." Oles øjne tindret, hans ansigt var i henrykkelse. "Det står i en traktat, jeg har her i løpen, at det er fejlen med vore missjonærer, at de går til det uten å ha øvet sig op. For det er en svær kunst å vinne folk, står der; å vinne dem for guds rike er den sværeste av alle kunster; egenlig burde vi øve os på det fra unge, ja fra barn av; således står der, og det vil jeg gøre. For det å være missjonær, ser du, er nu det højeste på jorden likevel. Større æn å være konge, større æn å være kejser og pave; det står her i traktaten. Det står, at en missjonær sa: om jeg hadde ti liv, jeg gav dem alle ti til missjonen. Det vil jeg gøre, jeg også."

De var kommet side om side; Ole hadde uten at vite det vendt sig mot de kommende stjærner; bægge stod lit og stirret ut. Under dem havnen med skibene i halvklar tegning, og bryggerne lave og mætte, byen med spredte lys; utenfor dem stranden, ullgrå av sneen, og det sorte hav optil; her hørtes det igæn, men svakere; durens ensformighed passet i det stjærneprikkede halvmørke. Mellem gutterne rennte usynlige tråde fræm og tilbake; følelser knyttet sig. Ingen annen hadde Ole så gærne villet bli trod godt av som av ham der i den lette skinnhuen, og Edvard tænkte, hvor meget bedre Ole var æn han; for at han selv var skrækkelig, det visste han; det hørte han hvær dag, det. Han så fra siden av på bondegutten; topluen drad langt ner over ørene, de store våtterne og det tunge skærfet, vadmelstrøjen for vid likesom vadmelsbuksen, de store jærnskodde støvlerne — bare øjnene vejet det op altsammen. Og det troskyldige ansigtet, ænda det var likesom gammelklokt . . Ole blev en stor man.

De travet på igæn, Edvard foran, Ole efter, nerover mot "bak-byen", som den del kaltes, der støtte nærmest op til bærget, og som væsenlig bestod av arbejdernes hus, små værksteder og mindre fabrikker. Ænnu var her hværken ordentlig gatelægning eller belysning; nu i snebløjten et forfærdeligt søle, som tok på at stivne til is i kvæll-kulden. Løkterne, de få, som var der, hang midt over gaten på snorer, spænte fra det ene hus til det tværsoverliggende, og kunde hejses op og ner; de var upusset efter oljeosen og derfor i dårligt lune; et og annet litet værksted holdt selv løkt, og den var slåt op utenfor trappen. Under en av disse stanset Edvard; nu måtte han spørre igæn. Nemlig hvem det var, Ole tok sig av der nere? var det nogen, bægge kænte?

Frejdig satte Ole løpen fra sig på trappen og stod og holdt hånden på den; han smilte: "Ja, du kænner Marte på værftet?" Henne kænte hele byen; det var en færm kone, men svær til at drikke, og somme lørdagskvæller hadde skolegutterne sin moro, når hun stod op mot en væg og skjælte dem ut, til hun vendte sig og som tegn på sin agtelse . . . ja, det kan ikke skrives, hvorledes dette tegn så ut. På det var det imidlertid, at gutterne væntet; det hilstes altid med jubel.

"Marte på værftet!" skrek Edvard; "kan du omvende Marte på værftet?" — "Hys! Kære, ikke så højt," bad Ole, han var blet gloende rød og så sig forskrækket om. — Edvard gæntok hviskende: "Tror du, noget mænneske kan omvende Marte på værftet?" — "Jeg tror, jeg er på vejen," hvisket den andre hemmelighedsfullt. — "Nej, det tror jeg ikke! Nej, du får undskylle —," øjnene skelet, munnen drog op til smil. — "Ja, vænt nu og hør! Du vet, ho falt på hålken i vinter og slog sig fordærva?" — Ja, det visste han. — "Ja, ænda så ligger ho der, og nu er alle gåt træt af å hjælpe hinne; ho er jo så sinna og lej. Ho var arg mot mig i førstningen, — å, det var ikke til å holde ut; men é lot som ingenting, é, og nu er det bare "guds engeln" min og "lammet mit" og "gullet mit" og "snille barnet"; for é har vølt om hinne og samlet klær og mat til hinne og sengklær med, og tat på mig det aller værste; ja, det har é. Og likevel så var det ho, som vilde slå til mig her ene kvællen, é skulde hjælp'inne op, og ho kom til å gøre den syke foten sin vondt. Ho skamskrejk og løfte' staven . . . men så tok ho sig i det og gav sig til å banne og rigtig ramsalte mig. Nu er ho blet så snil igen, og nylig så våget é mig til å læse i biblen for hinne." — "For Marte på værftet?" — "Bærgpræka, og ho gråt, gut." — "Ho gråt? Forstod ho det da?" — "Nej, ho gråt så, at ho visst ikkje hørte mye av det. Men det var nå biblen likevel da, skønner du. Ho begynte å gråte, bare é tok'n fram."

Gutterne så på hværandre; der lød hammerslag innenfor fra bakgården og en damppipe langt borte; så et sagte barneskrik tværsover gaten. "Sa ho noet?" — "Ho sa, ho var altfor elendig til å høre på, sa 'o. Og é forklarte, at det var di værste, gud vilde ha. Men det lot 'o ikke, som 'o hørte. Nej, ho bare ba mig gå; med det same måtte é endelig se inom til Vaske-Lars, om han var kommet hjæm." — "VaskeLars?" skrek Edvard, og Ole måtte atter hysse på ham; Vaske-Lars var nemlig hennes gode ven. — "Ja, vil du tru, han har været svært snil i denne tia, han. D'er mye godt i Vaske-Lars, det sier alle. Han kommer hvær kvæll og hjælper. Han kom tidligere i kvæll æn ellers, derfor kunde é gå; é plejer å bli der mye længer." — "Har du læst oftere for a?" — "Ja, idag. Straks begynte ho å gråte; men idag trur é, ho hørte; for det var om den forlorne søn idag, og ho sa, é er nok et av svina has, é, sa 'o". — Bægge gutterne lo. "Så talte jeg med hinne da og sa, at é kunde ikkje tru det. Nu vilde é prøve å be. Å, det nytter visst ikke stort, det, sa 'o; men da é så begynte på "fader-vor", blej ho rejnt tullete, gut, akkurat liksom ræd og rejste sig og ropte, ho vilde slet ikkje vite av det, — ikkje på noen måte. Og da la ho sig ner og storgråt." — "Det blej ikke til noe da?" — "Nej, så kom Vaske-Lars, og da ba ho mig gå. — Men ser du, som det tok? Trur du ikke, dette er på vejen?" — Edvard visste ikke rigtig.

Det var grejt, at hans beundring hadde fåt en liten rift.

Snart efter skiltes de.
2.

I de højere skoler kan der undertiden hærske en ånd stik motsat byens, som skolen ligger i; og det er ænog regel, at skolen i visse stykker lever under selvstændige påvirkninger. En eneste lærer kan holde eleverne på sin egen vej, likesom det kommer an på en eller flere kammerater, om der er en ridderlighedens ånd blant gutterne eller det mot satte, en lydighedens eller det motsatte; i regelen er der nogen, som virker ledende. Også i sædelig henseende er det så; gutterne blir, som eksemplet er, og oftest er der en eller flere, som har magt til at gi det.

På denne tid ejde dux'en Anders Hegge for en del den øverste ledning. Han var den kunskabsrikeste gut, skolen hadde hat, siden den blev oprettet; han gik nu et år længer, æn han skulde, bare for at bringe skolen glansen av et utvilsomt præ ceteris. Gutterne var utrolig stolte av ham; de fortalte beundrende om, hvorledes han hadde sat lærerne fast, at han kunde vælge de timer, han selv vilde, og gå og komme, som han hadde lyst; han læste mest for sig selv. Han hadde et bibliotek, hvis hyller længst fyllte væggene, så nu krøp de fræmover gulvet; en lang hylle stod på hvær side av sofaen; der gik sagn om det, så de minste gutterne fik lov at komme op og se. Og der inni, midt mot vinduet sat han da og røkte; i en fotsid slobrok, foræring av en gift søster, i en fløjelshue med gulldusk, foræring av en moster, i broderte tøfler, foræring av en faster. Han var et dame-produkt, bodde hos sin mor, som var enke, og fem ældre slægtninger betalte hans bøker, klædte ham og begavet ham med lommepenger.

En stor, førlagt kar med regelmæssigt, fint tegnet ansigt, en gammel slægts; ansigtet vilde ha været vakkert, hvis ikke øjnene var utliggere og hadde noget på engang grådigt og spejdende. Noget lignende med hans velformede legeme; det vilde ha gjort et staut intryk, hvis han ikke ofte lutede, som var han tung i ryggen, og hadde en ujævn gang. Hans hænder og føtter var sirlige; han tålte ikke at røres, var forfrossen og pertentlig, og hans smak var gennemgående kvinnelig.

Alt, som engang var sagt ham, husket han, stort som småt, der var ingen forskæl; eller hvis der var nogen, da den, at det små var det vigtigste. Få ting undgik ham; stille listet han sig in i et mænneskes fortrolighed; det skete ikke uten kunst. Han kænte slægtshistorier landet over; kænte også fræmmede landes; at fortælle disse, og da helst skandalerne, og at sitte og fange in flere var livets intimeste lyst. Hadde lærerne forståt, hvorledes denne beundringsværdige skuffe-inretning med alt dens inneliggende fordærvet skolens luft, så hadde de næppe opbevaret den ænnu et år, skolen var lutter kritik og tvil; sladder og ærting hofdyder, som lettest førte til gunst; smittende historier fest-underholdning. Forsluken på nyt sat han inne i sit røke-spinn mellem bokhyllerne, når nogen besøkte ham, og da Edvard kom samme kvæll og fortalte, at nu visste han, hvor Ole gik; nu visste han, hvad han tok sig for; nu vilde han ha sin præmie! — rejste Anders sig og bad ham ænnelig vænte, til han fik gå efter noget øl; nu skulde de ha moro.

Første glas smakte fortræffelig, et litet halvt til også, og så fortalte Edvard først, — at Ole passet de syke neri fiskerbyen.

Anders blev omtrent så flat, som Edvard var blet, dengangen han så bibelen; Edvard lo hjærtelig. Men det varte ikke længe, så ytret Anders en liten tvil; dette var visst noget, Ole inbillte dem for lettere at slippe unna; der stak noget under; bondegutter var så skjulte av sig, og som bevis herpå fortalte han et par historier fra skolen, ganske morsomme. Edvard likte ikke videre hans evinnelige tvil, og for at skære kort av (han var i grunnen så træt) meddelte han, at hans far kænte til det hele; han likte det og hjalp Ole med penger. Naturligvis, da tvilte ikke Anders heller; men der kunde ænda stikke noget under; bondegutter var så skjulte av sig.

Nej, dette blev for meget for Edvard; han sprat op, der han sat foran ham, og spurte, om han trodde, nogen av dem løj?

Anders smakte roligt på øllet, mens utliggerne rullede forsigtig. "Løj" var slikt et underligt ord; — kunde han ikke få vite, hvad det var for syke, Ole tok sig av?

Dette var Edvard ikke belaget på; han hadde foresat sig netop at sige så meget, at han fik præmien, og ikke et ord mere. Han rejste sig påny; vilde Anders ikke "tru", så kunde han "la bli"; men præmien vilde han ha!

Det lå ikke i Anders Hegges vaner at bryte med nogen, hvad Edvard også godt visste. Naturligvis skulde Edvard få boken; men nu måtte han høre en morsom historie, om hvorledes de syke bar sig ad der borti fiskerbyen. Fattigdoktoren og hans frue var igår hos hans mor, og der spurte nogen efter Marte på værftet, som ingen hadde set på så længe; lå hun ænda av det fallet i vinter? Ja, det gjorde hun, og hun hadde ingen nød; for folk sendte henne ubegripeligvis alt, hun behøvde, og Vaske-Lars hjalp hvær kvæll med brænnvin, så de hadde sig mangen en lystig svir. Hun stod visst ikke op for det første.

Edvard blev sprut rød, og det la Anders mærke til; kanske Marte på værftet var en av dem, Ole "hjalp"? — Jo, det var nok så.

Utliggerne videt sig for at ta mot dette bytte; Edvard så, at det blev slukt og sunket, og det var, som han selv kom med, blev både endevendt og ætt. Men er det noget, skolegutter ikke liker, så er det at bli fanget i troskyld; han skyndte sig at fri sig for den fornærmelige mistanke, at han ikke gænnemskuede, hvor tåpeligt Ole Tuft bar sig ad; tænk, han læste også biblen for Marte! — Han læste også bibelen for henne?! Utliggerne videt sig atter for atter at sluke; men drog sig straks sammen, latteren tok ham, han måtte skoggerle, — og Edvard med.

Jo, han læste biblen for Marte på værftet, han læste om den forlorne søn, og Edvard fortalte, hvad Marte sa. De lo i kor og drak resten av øllet. Alt, der var elskværdigt og morsomt hos Anders, kom fræm, når han lo; selve latteren hadde en let bilyd, som når folk kritles i halsen, — den inbød til mere skøj, utrolig mere skøj. Så måtte Edvard fortælle alt — og lit til.

Da han senere sprang hjem med pragtbindet under armen, hadde han en skidden fornemmelse. Øldunsten var gåt, latteren fristede ikke længer, og den sårede forfængelighed var betalt; men Oles gode øjne likesom møtte ham, straks han stod i frisk luft. Han skøt det fra sig, han var så forfærdelig træt; i kvæll kunde han ikke tænke; men imorgen; — ja, imorgen skulde han be Anders tie med det.

Men om morgenen forsov han sig; han fik såvidt rive klæderne på og avsted med et smørrebrød i munnen og en flygtig minnelse om, at Les trois mousquetaires nu var hans; i eftermiddag skulde han til at læse den. På skolen fægtede han sig fræm fra time til time i angest og hast; for han kunde ikke en eneste lekse, og det var så meget om lør dagene. Han var optat like til to timer, før skolen sluttede; da skulde de ha fransk og naturhistorie, i bægge fag var han fri, — og ner av trapperne før nogen annen!

Just som han stod utenfor skoleporten, så han Anders komme fra den annen kant; nu skulde han ha en time i øverste. Straks husket Edvard gårsdagen, og der kom skræk over ham for, hvad Anders nu kunde falle på at fortælle; men også aldeles i samme stund skimtet han mellem to brygger et uhyre av et dampskib, en havarist, som langsomt seg in; aldrig hadde der været så stort skib på havnen før, sa folk, som rennte forbi. Masteløs, med brutt skanseklædning, opstøttede damprør, hvite av saltvandet til det øverste, næppe god for at røre sig, slik kom han dragende; kanske var det en annen dampbåt, som slæpte? Edvard kunde ikke se for bryggerne; folk løp ner, han med! —

Imens gik Anders in skoleporten. Just som han åpnet, tømtes klasserne; deres inhold styrtet gænnem trapperne som gænnem lange tragter ut i gården; et uvejr inni en troll-bug, huset rystet; fræm skøt — først et enkelt skarpt kvin, den førstkomnes jubelforkyndelse av sig selv, så et blannet skrik av diskant og alt, så sprukne overgangsrøster gnidende lit mørk farve over, så en samlet opblussen som av et mot himlen luende ildhav, snart en halv utslukning på den ene kanten, en lystig opbrusende ildsøjle på den andre, så atter samlet og bred glans over hele gården.

Anders kom stilfærdig flytende; det var nok ikke som in i et ildhav; det var som fræm gænnem farlige brænninger, vugget og skvulpet over fra den ene kant, vugget og skvulpet over fra den andre; dog hadde han sit mål; han vilde varsomt klare sig unna mot ved-staplerne borte mot naboens plankeværk; der var stilt, og der kunde han opefter veden lægge av sig en del av kroppen.

Da han hadde nåd denne bak-evje og utliggerne spejdede forsigtig rundt, om der også var trygt, gled de fornøjet ut over hoperne; han kænte en nydelsesfull visshed av, at dette oprør kunde han tæmme bare med tre-fire ord, hvisket i øret på den nærmeste. Som olje over en rasende sjø, vilde de virke og larmen lægge sig, efterhvært som de få ord fløt utover. Hvor var Ole? Jo, en stor gut hadde fat i ham; de holdt hværandre i trøjekraverne og slængte rundt; den store prøvde at få den mindre overende og hjalp til med foten. Oles tunge støvler svang i luften, hæl-jærnene glimtet; han lo, så han kiket; for kammeraten blev vondere og villere uten at kunne få ham overende.

Så bøjde Anders sit hode ner mot den, som stod ham nærmest: "Nu vet jeg, hvad Ole Tuft tar sig for om kvællene! — "Å, tøv med dig!" — "Jo, nu vet jeg det!" — "Hvem har fåt tak i det?" — "Edvard Kallem." — "Edvard Kallem? Og han har fåt boka?" spurte den andre hastig. — "Javist!" — "Nej, så Edvard Kallem —!"

"Edvard Kallem? Hvad for noget med Edvard Kallem?" kom en tredje, og den, som netop nu hadde fåt visst det, fortalte. En fjærde, en femte, en sjette fųr utover med det: "Edvard Kallem har vunnet præmien, gutter! nu vet Anders Hegge, hvad Ole Tuft tar sig for om kvællene." Hvor det kom hen, der døde helt rigtig larmen; de måtte høre og styrtet mot Anders Hegge.

Næppe var en fjærdedel kommet, før farten i de andre tre fjærdedeler også sluknet; hvad i al værden var på færde borte ved ved-staplen? hvorfor løp alle dit? De stimede sammen om Anders, de kløv op på veden så mange, som kunde få rum: "Hvad er det?" — "Edvard Kallem har vunnet præmien." — "Edvard Kallem?" Atter luede det op, alle spurte, alle svarte — alle undtagen Ole Tuft; han blev stående, hvor kammeraten hadde sluppet ham.

Så var det blikstille, Anders Hegge fortalte; han hadde ret til det, han hadde betalt for det. Han fortalte godt, på en grej, tør måte, så alt fik et skær av tvetydighed; fortalte først, hvor Ole var, og hvad han tok sig for, — byttet halm under Marte på værftet, drog og bar på henne, kokte mat for henne og sprang på apoteket efter medicin; — så, hvorfor han gjorde det; han vilde bli missjonær, han vilde øve sig nere hos Marte på værftet, han læste bibelen for Marte på værftet, og Marte gråt, og når Ole så var gåt, kom Vaske-Lars med brænnevin, og de hadde sig en stor svir ovenpå bibellæsningen, Marte og Lars. Gutterne stod først stille som lys . . . de hadde aldrig hørt noget slikt før. De opfattet det mest som lek, og som det blev fortalt, kunde det heller ikke forstås annerledes; men de hadde aldrig hørt nogen leke missjonær og bibellæser; det var morsomt, men tillike noget annet, som de ikke grejde i øjeblikket. Da der ikke blev lét, gik Anders videre. Hvorfor fant Ole på dette? Jo, fordi han var ærgærrig og vilde bli apostel; og det var noget mere, det, æn at bli konge eller kejser eller pave, det hadde Ole selv sagt til Edvard Kallem. Men for at bli det måtte han finne "guds vejer", og disse vejene, de begynte der nere hos Marte på værftet; der skulde han lære sig op til at gøre mirakler, bakse med hedninger og ville dyr og giftige slanger og stanse cykloner. Nu brølte det løs. Men just da ringte også klokken; gutterne bare kunde såvidt springe skoggerleende forbi Ole.

Engang før i sit unge liv hadde Ole Tuft stirret ner i en avgrun uten bund; det var den vinterdagen, han stod over sin fars grav og hørte de første frosne jordklumper på kisten; luften gik full av drivskodde og havet var sort som bek. Alt, han visste om sorg, måtte dit; nu stod han der igæn; nu hørte han kirkeklokken derifra. Netop som det hule drøn i skolens trapper og ganger var over, den siste efternøler inne, den siste dør lukket, — stilhed med én gang, fullstændig, — da, i det tause tomme, hørte han en klokke, ding-dang, og flyttedes derut til Strandens tjærebredde kirke; de suste, de langarmede gamle løvløse bjørker ved muren og den ærværdige furu foran porten; klokkeklangen, skral og tynn, humpet ivej, og de skarpe jordklumper på kisten hugde mærker i ham for hele livet; mor'ens ustanselige gråt, — hun hadde holdt den tilbake like til nu, aldrig et kny før, ikke ved sengen, ikke da de bar ham ut, — men nu med én gang — å så ustyrlig . . . nej, far og mor og mor og far! — Og han brast i gråt, han også.

Bare av den grun kunde han ikke følge kammeraterne op; han vilde heller aldrig mere på skolen. Efter dette kunde han ikke møte en av dem, ikke engang være i byen; om to timer vilde det bli kænt, alle glane og spørre og flire. Nu var det jo også vanhelliget for ham, det, han vilde; hvad skulde det så nytte at studere; ikke til nogen annen by vilde han heller, nej, hjem, hjem, hjem.

Men stod han her længer, blev nogen sendt ner fra klas sen for at hente ham; han måtte nok springe straks — ikke først hjem til moster, der skulde han så til at fortælle; ikke ut hovedporten og ner på storgata, der gik mange folk, og han, som gråt så. Nej, han måtte finne det lille smuget, som Josefine hadde fåt istand til ham, og som hun hjalp ham ut igænnem hvær eftermiddag, uten at gutterne så det.

Veden stod opstaplet mot naboens plankeværk; men til højre lænte den sig op til et skur, og in i dette sprang Ole. Han løste to bord i væggen, som vændte ut mot vedstaplerne, krøp imællem dem, lukket så efter sig. Dette kunststykke kunde ikke være gjort, uten at der var frit rum på den andre siden, og det var der ved hjælp av et stort naturhinder i form av en sten, der var højere æn gutten, men stod et stykke fra væggen. Hadde stenen ikke været der, så hadde det annet vedlag lænet sig op til det første og rent stængt av; nu blev der frit rum på bægge stenens ender såvel som ovenpå den. Her hadde barnene laget sig stuer, en på hvær side og en på stenen; den borterste var den bekvæmmeste; der var et bræt til at sitte på, og når det var fæstet i staplerne på bægge sider, kunde barnene såvidt komme forbi hværandre. Ovenover sig hadde de lagt bord og ovenpå dem igæn ved, således at ingen fattet mistanke; barnene hadde havt et helt arbejd. Videre lyst var der jo ikke; men det hørte til for at gøre det hyggeligt. Her fortalte hun ham om Spanien, og han henne om missjonærernes eventyr; hun ham om tyrefægtninger, han henne om kampe med tigre, løver, slanger, om forfærdelige cykloner og skypomper, om ville aper og mænneskeætere; hans fortællinger hadde efterhånden tat luven fra hennes; både var de stærkere, og de hadde et bestæmt mål; hun levede av minner, han av alt, hans fantasi kunde krafse sammen, og selv vilde han midt oppi det. Så længe og så glødende skildret han, til hun også vilde med! Først sente hun ut nogen forsigtige spørsmål, om det også gik an, at kvinner blev missjonærer. Det visste han dog ikke; det var visst bare mans-arbejd, det; men de kunde få lov til at være missjonærernes koner. Så spurte hun, om missjonærerne var gifte; han tok det nærmest som et dogmatisk spørsmål og svarte, at han engang hadde hørt sin far forhandle det; på et møte var der en, som tvilte på det; for Paulus måtte jo kalles den første missjonær og den største også, og han var ikke gift, ja, han roste sig av ikke at være det; men far hadde svart, at Paulus trodde, Jesus skulde komme igæn en av dagene, så han måtte skynne sig omkring, det forteste han kunde, og fortælle det, så folk kunde holde sig færdig. Men missjonærerne nu til dags, de skulde nætop leve på samme pletten, de, og da måtte der nok koner til. Selv hadde han læst om missjonær-koner, som holdt skoler for små svarte unger.

Videre var ingen av dem gåt; men at hun tænkte så småt på det, var tydeligt av slike spørsmål, som — om det var sant, at de svarte ungerne spiste snigler? Det likte hun ikke.

Inni dette halvmørke, hvor hennes brune hår og hans lyse stak sammen over kviskrende eventyr, hadde de sittet under palmetrær, hadde der yret av svarte unger, og alle var de pene og artige og omvente, og der var tamme tigerkillinger, de væltet sig i sanden like for føtterne på dem; godmodige aper tjente dem, elefanter bar dem forsigtig, trærne derinne hang fulle av den føde, de behøvde.

Nu kom Ole for at se dette eden for siste gang og sige det farvel.

Han hadde just rejst sig for at klyve over stenen, da han hugset, at det var lørdag, og lørdag fra kl. elve av var hun fri (hun læste privat), og da plejet hun ofte at sætte sig bak staplerne der i gutternes store frikvarter.

Æn om hun sat der? Æn om hun hadde hørt altsammen! Op på stenen i største fart, og der sat hun! Nere på brættet og så nu på ham!

Bare synet av henne, æn sige den måten, hun møtte hans øjne på, fik ham til at storgråte påny. "É — vil — heim", hikket han, "aldrig — aldrig mere hit", og han kom glidende ner til henne. Straks tok hun sig av ham; skynte sig at gi ham sit lommetørklæde, han skulde holde det for munnen, så gråten ikke hørtes; hun var erfaren i skolegården og visste, at nu måtte nogen være der og lete efter ham. Han var lydig som altid mot hennes overlegne vejledning i, hvad som hørte til god opdragelse; han trodde, at nu var det den evinnelige snytningen igæn, og gav sig til at snyte og gråte, og gråte og snyte. Hurtig satte hun da den ene av sine grove småjente-næver i hans nakke, den andre la hun med fast grep om hans hænder og lommetørklædet og presset det in til munnen på ham; samtidig rystet hun sit mørkhårede hode illevarslende foran hans ansigt. Da fattet han det! Det var også på høj tid; for hans navn blev ropt på gården — atter og atter, med mellemrum og fra forskælligt hold. Han hadde slik møje med at kvæle gråten, at legemet rykket og skalv; men han holdt den. Holdt den, til kammeraten, som var sendt ner æfter ham, hørtes storme op igæn. "É — vil — heim!" begynte han straks og slap gråten løs, han kunde ikke annet. Så gav han henne lommetørklædet, nikket, rejste sig og drog de ved-skier unna, som stod foran hullet i naboens plankeværk, bestandig stortutende og bestandig forfærdet over sig selv. Ikke før var skierne fræmme, så var han i hullet; den på skolebænken blankskurte bakdel og de skinnende hæl-jærnene drog sig længre og længre in, til de blev borte; han rejste sig på den andre siden, skubbet sig fræm mellem plankeværket og et vedskur, videre forbi noget gammelt træværk, som lå der og råtnet, derfra sprang han hen til bakporten, og først da han stod på fri grun utenfor i en trang vejte, hugset han, at han hadde glemt at ta farvel med Josefine, ja ikke engang sagt henne tak! Dette tillæg til al hans annen motgang i byen gjorde, at han la på tvisprang bort ifra den, og stanset ikke, før han ad omveje hadde lannevejen under sig. Den hørte likesom til hans skyldfolk, den gamle strandvejen.

Josefine stod en stund og så dit, hvor hans hæl-jærn var forsvunnet; men ikke længe. Hun hoppet op på stenen, gled ner igæn fræm til væggen, skøt bordene fra, krøp igænnem, skøt dem varsomt til bak sig. Lit efter så de henne i apoteket uten hat; hun spurte efter sin bror — først i selve apoteket, der han helst holdt til; men der var han ikke; ej heller hadde han sat in sin bok-pakke. Ovenpå gænnem alle rum, og der var han likeså lit; men fra vinduerne så hun den store fræmmede steamer og en ti-tolv båter omkring; naturligvis, der var han! Avsted mot bryggen; deres egen lille hvitmalte båt løste hun og skøt ut.

Hun rodde, så svetten sprang, rodde og så sig om, til hun nådde den svære havarist, det grønne uhyre, som lå der og stønnet under pomperne. Langt borte så hun Edvard stå oppe på kommando-brættet med bok-pakken under armen i samtale med sin ven røjert Mo.

Straks hun var nær nok, ropte hun hans navn; han hørte, han og alle; de så en brunhåret jente uten hat stå oprejst, rød av ro-turen, holde på årerne og stirre mot kommandobrættet; de tænkte lit på, hvad det kunde være, og de glemte det igæn. Men Edvard kænte et sting; her var noget uhyggeligt hænt, og han gjorde ikke lang vej fra kommando-brættet og ner på dækket, over dette og ner siden av damperen, over de andre båter og op i hennes, som han med det samme støtte ifra: "Hvad er det?" Bøkerne la han i skotten, tok årerne fra henne og satte sig: "Hvad er det?"

Rød og forpustet, med flyvende hår stod hun og så på ham, mens han vendte båten; så flyttet hun sig tilbake i næste rum. Her gjorde hun løs det annet par årer og satte sig mot ham på bakerste tofte. Han gad ikke spørre tredje gang, men rodde, — og så begynte hun, årerne holdt hun over vandet sålænge.

"Hvad er det, du har gjort Ole Tuft?"

Han blev blek, han blev rød; også han holdt årerne oppe. "Ja, nu er det forbi med ham på skolen; nu har han gåt hjæm, og han kommer aldrig mer igæn."

"Å, du lyger!" — men stemmen motsa ham; han ante, hun sa sant. Han hugde årerne i sjøen av alle livsens kræfter og rodde, som vilde han efter.

"Ja, det er nok best, du ror på," — selv begynte hun at andøve; "det er nok best, du skynner dig æfter, om det skal være like til Store-Tuft; for ellers går det dig galt, og det både hos far og på skolen. Slik en usling, du er!" — "Å, hold kæften din!" — "Nej, du kan tro! Dersom du ikke sætter ivej æfter ham på hellige timen og får ham med dig hjæm igæn, så siger jeg det både til far og rektoren; det gør jeg."

"Det er nok du, som er en usling, slik sladderpose du er." — "Du skulde ha hørt, som Anders Hegge holdt på, og hele skolen, og alle lo de av Ole, alle, alle, — og han, stak kar, han gråt, som han var pisket, og så løp han bent hjæm med det samme. Fy dig! fy! får du'n ikke med dig hjæm igæn, så er det ute med dig." — "Å, dit fæhode, ser du da ikke, jeg ror, alt jeg årker?" Hans negler stod hvite, ansigtet sprængtes ut, han bøjde sig hvær gang helt ner for at få længre tak. Uten at sige mere flyttet hun sig over på toften nærmest ham og satte årerne ordentlig i, hun også.

Som han rejste sig ved bryggen for at ta støt, sa han: "Jeg fik ikke spise frokost idag, og nu får jeg ikke middag heller; har du penger på dig, så jeg kan køpe mig noen kringler?" — "Ja, et par skillinger har jeg;" hun la årerne in og søkte dem fræm til ham. — "Ta bøkerne mine!" ropte han og sprang op over gaten. Ikke længe efter var også han ute på lannevejen.
3.

Dagen hadde ikke været helt klar; luften var i uro, skyerne jog i en annen retning æn den lette søndenvinden; det var mildt og tødde igen, føret jammerligt i sneslask og lejre, især her ved byen, der alt var trasket og trød ihop til mørje.

Gutten hadde ikke gåt ti minutter, så var hans noget tynne støvler gænnemtrukne av vand. Nå, det gjorde ingen ting; det var værre med den siste kringlen; for han var ikke mæt — ikke på langt nær! men heller ikke det gjorde noget; han skulde snart nå Ole igæn; han var rappere på foten, han hadde et lettere lag, og det var svært, som han kilte på. Nådde han ham først, skulde han nok greje det; derom tvilte han ikke et øjeblik. Ole var medgørlig, og han, Edvard, skulde gå god for ham mot gutterne; det var det minste, han skylte ham, — det moret ham også; han skulde nok få flere med, og så skulde der stå slag.

Men da han hadde gåt en hel fjærding uten at se spor av Oles støvler i al denne opstampingen, æn sige av ham selv; — og især da han hadde drad sig fræm halve milen i det forfærdeligste uføre, dy-våt på benene, svett og kold, halvtør igæn og atter svett — det truet med regn og blæst, og naturen var stygt ensom i de lange åser med ur og skog mellem hvær grænd, — da sank hans mot betydelig.

Og så var det besynderligt, at han æfter første fjærdingen ikke møtte nogen. På vejen var nok av far efter hester, folk, hunder; alle disse gik fræmover med ham selv, og de fleste var friske; men ikke et mænneske at øjne, ikke engang i gårdene; han hørte ingen hund gø, så ikke en skorsten ryke; her var som utdød. Han passerte den ene tomme viken æfter den andre; de var skilt av utskytende åsrygger, dannet av ur efter skred og utglidning, på hvær side av den en vik, og i hvær vik en eller flere gårder og en elv eller bæk; men ingen folk. Så ofte hadde gutten nu strævd op en urbakke og fræm på den så langt, at han så over næste grænd uten at se Ole på lannevejen, uten at se nogen, at han skønte, han nok måtte traske sulten og træt helt fræm til Store-Tuft; det var næsten en mil; da blev han for længe borte, så fik far'en vite det, så blev det huske-stue med forhør og banning og bank likevel, kanske rektoren også kom op i det, og altsammen om igæn; . . . det var ikke frit for, at gråten vilde fræm. Den fordømte Anders Hegge, å, de lystne fiskeøjnene hans, det fete smilet til alt, som smakte, den kritle-latteren, den lurende venligheden, den sladderen, å, det avskummet! Her måtte nu han stampe ivej med sviende føtter i bløjten, lej og overgit. Dette betydde det, at han blev så forfærdelig ræd igårkvæll; dette betydde det!

Nej, pokker gråte og gi sig over, lel! Du når da fræm engang, og prygl har du fåt før, tra—la—la! In i en lystig spansk vise drev han og sang værs efter værs, blev andpusten og måtte gå langsommere, men forskræktes, da han ikke længer hørte sig selv; derfor en vise til og op igæn hele den lange grænd igænnem.

Heller ikke der folk, men vognfar og fotefar efter voksne og unger og hester og hunder ner fra gårdene; altsammen fræmover. Stod noget på? Ildebrand? Auktion? Da hadde de vel ikke havt vågner med. Et skred var gåt etsteds? Et stort forlis fra igår? Ja, ham kunde det være slik slag. Netop som han skulde over næste åsen, den skøt ut i fjorden med et langt næs, så han for første gang Oles fotefar i bakken; her hadde han gåt på vejkanten; hæl-jærnene kænte han, likeså streklapperne under hvær fot. Sporene var rent friske; nu var ikke Ole langt unna! Dette gav spænning; han kilte på.

Her var gild furuskog og stilt; da han mot bakken måtte stoppe med sangen, blev det jo stusle. Jo længer han kom op i skogen, jo tættere blev den også, sneen lå fastere, sten og lyngtuer skottet nysgærrige op av den som dyr; og så small det her og knatt det der, og sommetider skrek det; en skræmt storfugl fløj op med forfærdelige vingebask, gutten søkte svettende efter Oles fotefar for at få følge; rædslen fra igår var straks over ham. Bare han turde lægge på sprang, bare skogen vilde slutte! I den uforsvarlige lange stilhed ovenpå storfuglen kænte han tilsist, at kom der yrlitet gran til, så kunde han bli gal. Og den hulvejen, han skulde igænnem; — langt fræmme stirret han in under dens høje sorte sider; de så ut til at kunne klappe igæn over ham; nogen forfærdelige trær hang ovenover og kek lurende ner. Dengang han ænnelig gik in i den, var han den fineste lille myre i skogen; bare det stod stille så længe, eller bare ingen deroppe vilde bøje sig ner og ta ham i luggen, eller la sig falle like foran ham, eller bak ham, eller gi sig til at blåse på ham . . . Han gik med stive øjne som en søvngænger, furu-røtterne drog sig krokete og barkete nerover lejr-væggen, og de var levende; men det lot han, som han ikke ænset.

Langt foran og højt oppi luften satte en fugl inover mot byen han kom fra. Å, den, som kunde få sitte på! Han så tydelig byen, skibene inne på havnen; han hørte de fredelige hejsesange og den kvikke ankerhivingen og tønneslagene fra bryggerne og den hjærteligste skrål og sjau og kommando-ropene . . . . ja, han hørte virkelig kommandoropene! og en dampskibs-pipe! og en til, en grov en! og stemmer! Dette var stemmer . . . og hestevrinsk også! Og hundeglam! Og atter stemmer, mange stemmer. Han var ute av hulvejen, hulvejen hadde været kort, og mellem trærne skimtet han sjøen og fartøjerne, — hvad var det? Var han kommen tilbake til byen igæn? Hadde han gåt rundt! Nej, han hadde dog fulgt sjøen hele vejen. Han la på sprang, han syntes, han kænte sig igæn. Kære, han hadde da virkelig bare gåt bent fræm? Jovist, — og der åpner skogen sig helt, den bugten, . . . ja, den hadde han set før, holmerne mintes han også, vejen var rigtig, nu var det ikke langt igæn til Store-Tuft! . . . Men hvad gør alle disse båtene? Hvad betyr denne jævne, tætte larmen? Note-stæng! Hurra, note-stæng! han var kommen midt in i et note-stæng, hurra, hurra! Og ingen sult, ingen træthed, ingen frygt, gutten fræmover og ner bakken i lange byks.

En av nøterne var drad, en stod, en skulde netop sættes, her var stort insig. Men det var lørdagskvæll; derfor gallt det at stænge til søndagskvæll og at gane, hvad som var tat. Han forstod det i ét blink.

Fjøren full av folk, opover mot vejen, på selve vejen, opover markerne, folk, flere folk. Og der stod vågner og slæder om hværandre med og uten bøtter og tønner, hester for- og fraspænte, hunder i flokker; allesteds unger og latter og larm. Ute på bugten båter om noten, som skulde sættes, rop og sjau og en fugleflok i luften, næsvis, skrikende, baskende, langt utover.

Himmelen mørknet til, dampskibsrøken gjorde luften ænnu tyngre og truende, de nakne holmerne passet til opdragende uvejr, de så ut, som de nætop var komne; den træklædte ø langt ute ragende hemmelighedsfullt og alene op i regnbygen, damperne dampet in omkap og skrek omkap; de vare konkurrenter.

Mænnene stampet om i sjøstøvler, i oljeklær over de vanlige; andre mere bondemæssig klædte i vadmelskufter og skinnluer. Kvinnerne ganet omkap med mænnene, inballet i tørklær eller i en mans-jakke over sin vanlige trøje; den almene stilfærdige omgangstone var brutt.

Allerede kom tunge regndråper drivende, og de tok på at tætne; de fleste ansigter, Edvard så in i, var alt våte. På ham glante de dygtig: en spinkel bygut kom in i sjauen, tynnklædt, våt i ansigtet og andpusten, hans lette skinnlue lå klasket til hodet.

Hvæm så han der like foran sig uten Ingebret Syvertsen, den lange sorthårede fyren, som handlet med far hans. Nu stod han der og akkorderte; høj og mager i oljeklær fra top til tå; han hadde nok rigtig været med; raspet lå over støvler og armer som sølvskinner. "God dag, Ingebret!" ropte gutten glad. Den lange fyren, med vått ansigt under sydvesten, et stort næsedryp hængende, tynnt sort skæg og tre tænner borte av overmunnen, kænte ham straks og lo; så satte han i: "Far din e utaføre, gut; han rir idag". — Nogen talte til Ingebret i det samme; han vendte sig, han blev sint og brukte mange ord, så det tok tid; da han atter skulde vende sig mot gutten, så han ham langt ute på vejen, forbi hele note-sjauen.

Edvard hadde løpt av bare rædsel, — og først ute på vejen hugset han, at nu løp han like mot far'en! Var det sikkert, han nådde Store-Tuft, før far'en mødte ham?

Men hvad skulde han gøre? De hadde set ham, alle disse mænnesker, og de glante jo så på ham, at de nok skaffet sig at vite, hvæm han var; og når så far'en kom ridende der igænnem, fik også han vite det. Så nyttet det ikke stort at renne unna da. Bank straks eller bank siden, det kunde komme ut på ét. Han vilde næsten ta på at synge igæn; for nu kunde det da ikke bli værre, æn det var. Han stemte virkelig op, og det var marseillaisen på fransk, den passet til en, som skulde fræm for at få bank, den, — hejsan! Men han var nok ikke kommet ut med første værset, før motet ikke vilde være med; stemmen sagtnet, takten også, og det hele skiftet farve. Å, så blev det så tungt at gå; nu regnet det ordentlig. Sangen falt nu av i strofer, til den stoppet. Guttens tanker hadde tomlet in i noget, han nylig læste i avisen om en svær kulgrube i England, som hadde gåt full av vand. Mænneskene søkte avsted ut, det forteste de kunde, og hestene efter mænneskene; dernere kunde de ikke hjælpe sig selv. De stakkars dyra! En gut hadde frelst sig, og han fortalte om en hest, som vaspet efter ham; gutten kløv op, og hesten kunde ikke . . . Edvard så dyret tydeligt for sig, hodet, de dejlige glinsende øjnene, hørte pusten, knæggingen, og hvær gang blev han rent syk. Jo, det var noget at dø i slik rædsel! Og alt det skulde få liv igæn på den ytterste dag! — Ja, æn alt det, som skulde op da av jordens involler og gruber! Hvorfor skulde dyrene ikke være med? Jo, de drog sig nok fræm og knægget og klaget på mænneskene. Du store gud, det blev klager! Og så mange, — tænk like fra værdens skapelse! Og hvor var de at finne allesammen? På jorden og neri jorden, — æn de, som lå i sjøen da, på havsens botten? Æn de, som lå under den igæn; for mange steder hadde der været land, hvor nu var sjø. Jojo!

A, som han var sulten! Og nu frøs han, han kunde ikke længere gå fort, og han var svært, svært våt.

Heller ikke var det just noget at længes fræm til, ånej. Han kænte så godt den nye ridepisken; han hadde selv ekspederet den gamle ut av værden; men hadde han visst, at den ny blev ænda værre, så hadde han nok lat den gamle leve ænnu et par år. Huf, han begynte at få neglebit også, og fingrene blev så valne. Og føtterne! Ja, det var aldrig vært at tænke på dem; for da blev de virkelig straks værre; hør, hvor det sabbet i støvlerne! Han moret sig med at sætte føtterne fræm korsvis; han drev på fra højre til venstre, fra venstre til højre; men han blev træt av det. Sejgere og sejgere gik det; lejere og lejere blev det; nu skulde han op en bakke. Kære, var ikke det siste bakken? Lå ikke Store-Tuft i næste grænd? Like under bakken? Jovist var det Tufte-grænden? Kanske kunde han nå fræm, før far'en kom? Det var ikke så litet ænda, det, at få utsættelse; nejmæn om det var. Det var nok vært, at en skynte sig. — Nyt liv i gutten, frisk på!

Far'en var ikke bare stræng heller; han var nå snil også. Især hvis Josefine vilde være med og be for ham; hun vilde nok det, når Ole kom in igæn; hun gik nok med da. De skulde friste at få apotekeren med også! Han var gruelig snil, apotekeren, og det var altid best at være manstærke. Herregud, var der ikke flere . . . . . . .

Der stak det røde hestehode op over bakkelinjen! De store halmskoene, far'en brukte som stigbøjler nu vinterdag, stod ut på hvær side av "rauen" som labberne på et rovdyr; gutten stivnet og stod.

"Rauen" glodde på gutten ut av det svære spanske sæletøjet; han trodde ikke sine egne kloke øjne. Det samme gjorde nok heller ikke far'en; for det runde hode i den grå ullhuen kom længre og længre fræmover hestehalsen, til han med bægge hænder måtte stø sig på sadelknappen; — var denne dy-våte gutten med skinnklatten på hodet, — han som blek og forskrækket stod der midt i vejen lik et spø kelse, — var det den gutten, som nu skulde sitte hjæmme og lære sine lektier, før han fik lov at røre sig? Lørdags eftermiddag? I slikt vejr og i slikt føre og så litet klædt her i bakken mot Store-Tuft? Og det uten lov? — "Fa'n satt'n, gør du der?"

Hesten stoptes; dens varme ånde fyllte luften omkring gutten og hyllet ham i tåke sammen med den ubehagelige svettlugten. Edvard kunde ikke røre sig, turde ikke svare. Han bare stiret gænnem tåken op på far'en, klomset, dom; tilsist visste han ikke av sig.

Uopholdelig steg far'en ner, og med tømmerne om venstre arm, pisken i højre stod han snart foran ham. "Hva' på færde? He? Hvo'f' du her? — Fa'n satt'n, svarer d' ikke?"

Edvard gled mekanisk længer og længer unna; far'en kom efter, — og like mekanisk løftet gutten højre arm for at hytte ansigtet; venstre holdt han avværgende ut foran sig. "Hvor ska' d' hen?" — "Til Ole Tuft." — "Hva ska' der? He? Ole Tuft hjæmme? He?" — "Ja;" — "Hva ska' der?" — "Jeg ska' . . . jeg ska'" — "He?" — "be'n om forladelse." — "Om for'l'se? Hva nu? Hva nu? He?" og pisken op. Gutten skynte sig: "Han vil ikke komme mer på skolen." — "Nå? — Leje me'n? He? Du først' fræmst? He?" — "Ja." — "Din skyll. Hvorl's? He?" han kvinte. — "Jeg fik vite, —" han stoppet op. — "He?" — ". . . at'n — at'n — —," gutten begynte at gråte. — "He?" — ". . . at'n hjalp de syke." — "Sagt det? He? Sladdret? He?" Edvard turde ikke svare, og da begynte pisken at bli lej; bægge guttens armer svang op og ner i takt med pisken, usikre på, hvor den vilde hen. Han flyttet altid længre unna. — "Stå stille!" kvinte det. I stedet derfor sprang gutten like til grøftekanten med én gang. Villt løftet far'en pisken; hesten bak ham fik, uten at han vilde det, et ordentligt rap og rykket så hæftig i, at far'en nær var drad overænne. Edvard kunde umulig motstå det overlag muntre i denne kostelige avløsning; han small i med en stor latter. Men blev også selv så vetskræmt over at høre det, at han hoppet over grøften og løp in i skogen. Straks han vendte sig, var det ham umuligt at styre sig; han måtte le igæn og visste intet bedre at dække det med æn at gi sig til at storhyle.

Far'ens foragt for gutten var ikke til at måle. Selv blev han koldblodig på det, fik hesten stille og svang sig op. "Kom nå!" sa han rolig; — og pekte med pisken mot Tuftegrænden. — Nærmere avregning, når vi kommer fræm, tænkte gutten.

Han adlød naturligvis og kom fort, — men i passende avstand fra hesten. Og siden holdt han avstanden ubrødelig; hesten hadde raskt fotlag, så det kostet på.

Denne grå man på den røde hesten jog nu sønnen ubarmhjærtig foran sig i sneslavset, skønt guttens føtter gjorde vont, — det kunde ses på fotlaget, — og skønt han hadde forfrosne hænder, — han puttet dem stundom i munnen, — og skønt han måtte være våt helt igænnem; skinnhuen klæbet til hodet som en vaskefille. Selv sat den grå man tør i regntætte, varme klær, med pisken i hånnen, med huggerten midt i ansigtet, to tindrende øjne på hvær side. En, som så optoget, kunde ikke ane, at denne strænge herre intet højere ønske hadde æn at ælske den gut, han rasende drev foran sig.

Men forat vi kan ælske en, må han være, som vi vil, — ikke sant? Og når nu gutten ikke vilde det? Og når Kallem ikke var vant til motgang? Konens død var den første alvorlige, han hadde havt, og den intraf bare lit før denne andre med gutten. Intil da hadde alle levet i utlandet, Kallem stille med sin hustru, sin forretning, sin sport og sine tause bøker (han var nemlig en ivrig læser) og aldrig været forstyrret eller plaget. Forretningen besørget hans hustrus bror; den gik utmærket; huset besørget hans hustru også utmærket. Alting gik uten forstyrrelse eller frygt og aldeles, som det skulde, — like til hustruen døde.

Men siden!

Hværken han eller andre kunde i førstningen fatte den uvæntede forandring med ham; nogen mente, tapet av hustruen hadde gjort ham galen; selv mente han, at den spanske luft var for varm; han måtte bort, han vilde hjæm. Forretningsføreren istemte straks; det var nemlig en utmærket spekulation at flytte hovedforretningen til Norge og her holde en filial. Så brøt de op — nu for vel et år siden.

Men gutten, som i Spanien hadde fåt far'en til at forløpe sig første gang, for resten også den andre, uheldigvis også den tredje, ja, den fjærde, femte, sjette med; det var altid gutten, — fik ham desværre også i ulag i Norge. I varmt som i koldt lann — gutten var like lej.

Snart kom da også klager over ham fra skolen; så fra apoteket, hvor de bodde til leje hos Kallems gamle væn; så fra gården, så fra naboerne, så fra bryggerne. Kanske fik også andre forældre klager over deres gutter; kanske var folk på de kanter av lannet overhodet snare til at klage; det visste Kallem intet om; for han var en eneboer. Derimot visste han, at sønnen var den mest begavede gut på skolen; den ene lærer efter den andre kom og forsikret ham det; han visste, at intet fejlte sønnen for resten heller, hværken hjærtelag eller vilje; han bare var så like nøjd og like sæl, vilde leke sig, vilde op i alt, som ikke kom ham ved, var dristig og fejg på én gang, så skammelig ærtevoren, så bundløs uskikkelig. Han kunde ta tålmodet fra en av himlens engler, æn sige fra Kallem, som intet hadde.

Denne tynne smidige krabat, som nu hinket ivej der foran ham med fejge sideblik til hesten og pisken, hadde gjort ufred i sin fars liv. Ikke alene gjort ham usikker innerst inne; men stundom lat ham føle sin avmagt intil hjælpeløshed; da hadde han rent ut lyst til at slå gutten i filler.

Så kunde han ta ham for sig, true og tigge. Nu siste uvejrsnatten hadde han rigtig gætet ham; på det mest intrængende prøvd at få bugt med guttens skammelige rædsel, formanet ham, oplyst ham med naturhistoriske fortællinger om, at al spådom om værdens undergang var påfun, løgn, — gutten svarte ha og ja — og trodde ikke et eneste ord av alt, som far'en sa! Straks det braket løs, var han like tullet; — ut og avsted i den elendigste rædhug.

Og i dag møter han ham her på åpne lannevejen, en mil fra byen, i regn og blæst og bløjte, — naturligvis uten lov! Først forulæmper han den beste gut på skolen, en liten fyr, Kallem mange ganger hadde glædet sig over og hjulpet med småskillinger til hans lille missjon, når Josefine sat og fortalte om den; — og ovenpå det . . .

"Se der! Fa'n satt'n, går'n ikke og ler!" tænkte han; men lot som han ikke så det.

Hvad var det? Jo, hesten bak ham med "fa'n satt'n" på ryggen og pisken og de jævne tunge tramp i snesølen: "sabbsabb, sabb-sabb; sabb-sabb, sabb-sabb" — vokste efterhånden så ubændig, vokste, til den blev et uhyre, formløst stort og fordrejet, . . . gutten skynte sig at tænke på noget annet! han styrtet in i den stenkulsgruben i England, som gik full av vand, og fant fræm den hesten, som der vaspet avsted efter gutten. Nej, han kom ikke in i gruben; bare lyse lannevejen og "sabb-sabb, sabb-sabb," og fa'n satt'n og pisken, og han selv foran på et og et halvt ben, hihi—i—i—i!

"He?" kvinte det bak ham.

Lyden trillet ner ad ryggen på gutten som et skarpt stykke is. Store-Tuft sås snart.

Det lå like under bakken, de skulde ner av; husene var mange, de fleste i en firkant om tunet. Elven larmet på andre siden med kværnhus og sag; holmerne utenfor og næssene på bægge sider stængte bugten så aldeles av, at sjøen lå stille som i en dam med is i krokene; en række nøst side om side i fjøren. Frugthaver ved alle gårder, tildels ret betydelige.

Fra stuebygningen på Store-Tuft slog røk op — ænnelig! Der kokte mor'en middagsmat til Ole! Og hunger og savn og sorg brøt op i gutten, og tanken på en varm stue og tørre klær og minnet om hans egen mor og deres hjæm i Spanien var nær ved at få ham til at gråte igæn; men så tænkte han, at far'en vilde sige: "Fa'n satt'n, nu gråter'n!" Og så tvang han sig.

Han så ræd mot gården.

Stuebygningen lå med langsiden mot haven og var et rødmalet tømmerhus i to stokværk, vinduskarmene hvitmalte. De bøjde op, gutten altid foran, far'en efter.

Langs med kort-enden kom de in mot gården; på den andre siden av den lå fæhuset, fjøset, stallen under samme tak; disse bygninger var ganske ny og dannet en ret vinkel med kornlåven, vedskjulet og flere hus midt imot dem. Inni den stod en flok gejt og gnagde bar, omfaret av spurv i utrolig mængde; forsamlingen holdt til like under kornlåven.

Der fik gejta øje på de kommende; de løftet hodet og strakte hals alle på éngang, øjnene spænte, ørene rejste, stive, med siste tyggen urørlig i munnen, til det ytterste nysgærrige. Bare bukken tygde videre, mens han så på dem, tung, like nøjd. Spurveflokken fløj væk med et tusch.

Mellem hovedbygningens kortvæg og fæhuset holdt far'en stille og steg av. Gutten var alt innenfor i gården og glante på låvetaket, som var brut op og gjordes nyt, men der sås ingen arbejdere; væntelig hadde de for en stund siden gåt fra det til note-sjauen; stigen stod ænnu fra kloppen og op. "Vænt!" ropte far'en, og gutten stanset og vendte sig; far'en holdt på at fæste "rauen" til en av de slipestenene, som lænte op til stuens kortvæg; gutten så på. "Svært så rolig, han nu er blet," tænkte far'en, kom så fræm og pekte med pisken; gutten skulde gå foran fræm til den brede stenhellen ved ingangen midt på huset. Og det gjorde han. Forbi en grindslæde, som stod der; han opdaget to kattekillinger, som lekte med hværandre gænnem sprinklerne, den ene innenfor, den andre utenfor. Vinduerne, de gik langs med, lå så lavt, at de så tværs igænnem kammerset, som også hadde vinduer på andre siden, og derefter tværs igænnem stuen. Der sat Ole i en hvit skjorte, som gik ham til føtterne, foran gruen med benene oppi; mor'en stod ved siden, bøjd over noen gryter. Edvard fik ikke tid til at se mere; han steg over stenhellen og in i gangen, og der møttes han av stram fiskelugt, både gammel og ny, samt lugt av noget til, han ikke straks kænte; far'en pekte vidre fræm til højre; også til venstre var der en dør, en finmalet en med messinghåndtak på, og dit skulde han ikke. Nej, tænkte gutten, så vidt visste nu jeg også, at vi skulde dit in, hvor der var folk, og ikke in i den kalde gæstestuen! Han la sine valne fingrer på klinken og trykte til.

Gruen var i kroken til venstre like ved døren, og det kan nok hænne, at de to der fik øjne. Det var såvidt, at krustoppens hode nådde op av hans fars blåhvite striskjorte. Moren var ret høj og hadde et fint ansigt; hun bar en sort hue; hennes lyse vatrete hår lå ned efter kinnerne og gjorde ansigtet langt; hun rejste sig fra sine gryter mot de kommende, som hun bægge kænte; ansigtet var alvorligt, men venligt; hun var lit ræd, eller hun var usikker; øjnene vilde i førstningen ikke dvæle ved nogen av dem. Oles støvler stod i gruen; men hans klær, skjorte, strømper var hængt op over dem til tørking rundt om på nogen av de mange stokker, som var slåt fra den ene takbjælken til den andre; på andre av dem lå stav-ved og annet æmne til tørking. Redskap og kopper omkring, som almindelig på en hværdag.

Stuen var ikke malet, men bordklædt; under vinduerne på bægge sider løp rødmalte bænker; i kroken til venstre på andre siden vinduet stod bord med bok-skap over; ved enden av bordet, like ved døren in til kammerset, hang slaguret; det gik så jævnt og muntert, som hadde der aldrig før kommet ufred in i den stuen. Utenfor så han kattekillingerne i grindslæden, den ene med labben ut innenifra, den andre med labben in utenifra; og her så han Oles ansigt like foran sig; han smilte, Ole, og det var, fordi han var ræd, han også. Men gryterne! Sulten og forkommen, som Edvard var, blev gryterne det beste. I den ene vesle var potetes, den stod nere og var færdig; men to gryter hang over; skal tro, der ikke var fisk i en av dem? Men i den andre —?

Mor'en stod i forlegenhed med, hvad som skulde gøres; for de blev stående der, den barske mannen og gutten. Just som hun endelig skulde til at be dem sitte ner eller noget slikt, begynte far'en. Hun visste vel nu, sa han, hvad som var hænt; — he? Nu kom gutten her for at be "om for'l'se" og få sin straf; det var nødvendigt; for det var en dårlig gut, som ikke annet æn straf bét på; det gode nyttet ikke med ham.

"Å, — e' de' værdt?" sa mor'en mildt, hun var helt ræd, og Ole blev så blåblek som skjorten, han sat i. — "Jo, han skal ha prygl! — Be om f'rl'se først! Straks siger jeg!" — Ole begynte at gråte, ikke Edvard. Ole kunde ikke sitte stille, han rejste sig, han så på mor'en: "kære —!" sa han; han kunde ikke mere; men meningen var tydelig, hun skulde gå imellem.

"Be om f'l'se!" kvinte det, pisken blev urolig. — "Men mor da!" skrek Ole. Edvard måtte nu fræm; Ole hadde vendt sig bort, han vilde ikke se mere av det; han var ikke vant til slikt. Edvard undav, far'en efter, så sporerne klirret. Edvard i sin nød hen mot Oles mor med utstrakt hånd, hun tok den ikke, men Ole begynte at ramskrike. Så stor medfølelse blev for meget for stakkars Edvard; han brølte løs, mens han for rundt moren. Der blev slikt et leven, at gejta atter holdt inne med tyggen i munnen, glante in og lydde; spurvene, som også var komne tilbake, vips avsted over taket.

Og hvad sker? Spurvene viste gutten vej. I et lynende hop var han forbi far'en og ut av døren, som stod vidåpen efter ham; de så gejta fare til alle sider og gutten over kloppen op i stigen til taket; straks han stod der, begynte han at dra stigen efter. — "Der ser di'n! Der ser di'n!" skrek far'en borte ved vinduet; "he? —" Og avsted.

Straks sønnen så ham komme, slap han stigen, som falt dundrende ner; gutten løp som en kat op efter bordene til mønsåsen, så ut efter den, balancerende, som hadde han aldrig drevet på med annet. Han kænte nok ikke vont i føtterne nu.

Far'ens forskrækkelse var overmåde stor: "Vågt dig, siger jeg dig; men så vågt dig, vågt dig! Vil du væk derfra og det straks! Vil du ner igæn, dit avskum!" han løp med i rytterstøvlerne dernere på gårdsrummet og truet op.

"Nej, du kan tro! Nu hopper jeg like lukt i gården, jeg!"

"Rasende gut, fa'n satt'n! Vil du la være!" — "Ja, vil du la være å slå mig da?" — "Det lover jeg ikke." — "Så det lover du ikke?" og gutten længer utpå. — "Jo jo! Å, din kæltring! Å, din usling! —" — "Ja, du har lovd det?" — "Jeg har lovd fa'n, har jeg. Vil du ner igæn!" — "Ikke lugge heller, ingen ting!" — "Ner igæn! Du kan jo falle der!" — "Ikke lugge heller, ikke slå, ikke noen ting!" — "Ja, ja, ja, ja! Men ner igæn! Se der, der glir du jo! Edvard! Hører du!" han skrek. — "Ja, du holder, hvad du har lovd? —" — "Å, hvor du skulde ha!" han truet op med pisken. "Jo, jo, jeg lover det! Vågt dig!" Men gutten sa: "Får jeg være her til imorgen? Sammen med Ole? Får jeg?" — "Jeg svarer på ingen ting, før du kommer ner." — "Så, det gør du ikke, ja, ja —!" — "Å, dit bakbæst, å, din elendige slyngel!" — "Ja, du går in på det?" — "Ja, for fa'n! Men så pak dig da i det minste bort fra ytterste kanten! Fa'ns gut!" — "Hør, — det var visst best, du rejste først, far?" — "Nej, det får du mig ikke til. Aldrig i evighed. Jeg vil se dig ner først." Dette likte gutten nokså godt. Far'en satte stigen op, og gutten kom langsomt ner; dog ikke før far'en var gåt unna in på gården et stykke. Og han holdt sig på avstand, skønt far'en vilde tale med ham og forsikret, han intet ondt vilde gøre ham. Ej heller gik han in, så længe far'en var der, og våt som han var, tvang han derved far'en avsted.

Fem-seks minutter efter lå bægge gutterne på gulvet og sparket, Edvard i en likeså stor skjorte som Ole, og like naken for resten; de skulde dra på sig hvær sit par tykke ullstrømper av dem, bønderne bruker, og som går langt op på låret. De hadde funnet det bekvemmest at forsøke at dra dem på nere på gulvet, som var overstrød med sand. Der puffet de hværandre overende og lo, som var der mange dager, siden det foregik, som vi netop har været med til. Alt, hvad Edvard gjorde fore, gjorde Ole efter; de lo, så den stille mor'en tilsist måtte le med; det var nemlig ingen måte på, hvad Edvard fant op. Strømperne skulde de ha på sig for at kunne sitte ved bordet og spise uten at fryse; der var ingen grue til benene der. Og de blev da så vidt færdige, at de engang kom op. Nu viste det sig, hvad den andre retten var; det var rømmegrøt; den havde Edvard aldrig før smakt. Ole skulde bli litet muntrere, æn han var, da han kom; derfor hadde mor'en hængt den over. Edvard klappet og lo mot maten.

Men Ole sat med en gang alvorlig og stille. Kære, hvad nu? Hænderne foldet, øjnene nedslagne? Der stod mor'en foran dem; — hun også alvorlig, hænderne foldet, øjnene nedslagne. Ansigtet var bøjd, det gled likesom længer og længer bort, eller der blev likesom skyvd skodder for, og alt lys slukt innenfor. Og så begynte hun langt, langt borte fra med en lang, lang bordbøn; en ensformig, sagte tone, som hun snakket stille med en annen; på et annet sted æn her. Edvard kænte sig sat utenfor. Forlatheden, skræmseln kom over ham, de gamle billederne, den gamle længseln efter mor. — Så var det borte, rullet sammen som en skodde; den rant ner bak fjællet.

Edvard hadde aldrig før været tilstede ved nogen bordbøn, og hennes måte og væsen var aldeles, aldeles nyt for ham og han forstod henne ikke, når hun mumlet slik; han sat stille længe efter. Ole talte heller ikke; hele tiden, mens de spiste, var han fåmælt, og han næsten ikke smilte. Maten var guds gave; derfor måtte der være alvor.

Men så spiste de med alvor da! mor'en spurte tilsist, om de ikke trodde, det var best at gæmme lit av det til kvælls? Nej, dette var jo kvællsmat med det samme, mente de; de skulde jo ligge sammen i kår-stuen, som bruktes til gæsterum; der var alt lagt i; og nu vilde de sitte en times tid foran gruen; men så gå tilsengs.

Mor'en skønte, de hadde mest hug til at være alene, og det fik de lov til.

Så siden in i kår-stuen da! Først den aller forskrækkeligste støj; skinnfællerne og dynerne føk om dem; — så sakket det av efterhvært, og det kom endelig til samtale. Ole fortalte om, hvordan gutterne hadde båret sig ad, og Edvard lovde, han skulde banke op den gutten for ham og den gutten, — ja, om det var Anders Hegge selv; — vilde han ikke tie stil med "guds-vejene" og det der, så skulde Edvard dunke ham ordentlig; Anders Hegge var fejg. Han visste, hvæm han skulde få med sig til hjælp; det skulde bli et rejnt spell!

Da de blev trættere, kom det sentimentale; Ole talte om Josefine, og Edvard slog in i tonen og forsikret ham, hun hadde været makeløs idag; han beskrev henne, som hun kom roende efter ham. Og Ole fant det stort. Ja, der var noget stort ved Josefine; de blev enige om det.

Edvard kunde ikke forstå, hvorfor Ole vilde være missjonær? Pokker, hvad skulde det være godt for at rejse ut på ville eventyret, når en hadde nok at gøre her hjæmme? Ole skulde bli præst og han selv doktor, og bægge skulde bo sammen i samme bygda? Var ikke det likere?

Edvard malte og malte; de skulde bo gård i gård og være sammen støtt, især om kvællene med et glas punsch, som nu far'en og apotekeren, og spille schack sammen som de. Så skulde de få sig en gild vågn og sætte hvær sin hest for og køre sammen ut; det var hyggeligere. Eller de kunde bo ved sjøkanten og ha en stor båt sammen; — alting sammen.

Ole syntes, at Josefine bestandig var med, skønt Edvard sa det ikke. Men det var tydeligt, at hun var med. Og Ole kænte det så fint av Edvard og var ham så rasende taknem melig; og det bestemte ham. Josefine præstekone, stælle på gården med alting . . .

Jo, tilsist gav han sig på det; det blev bestemt, at en skulde være præst og den andre doktor, og de skulde bo sammen. Det siste, de talte om, var fisketurer.

De hørte likesom stamp og tale av dem, som kom hjem fra noten, men de var så trætte.
I ungdommen
1. - Første par ut!

PÅ et lansted en 5 kilometer fra byen var ungdommen samlet. Haugen, de sat på nere mot viken, var lystig farvet av deres sommerklær, især av pigernes; "gule, sorte, brune, hvite, grønne, violette, blå -" - nogen ensfarvet, flere spraglet, tærnet, stripet; filthatter, stråhatter, tyllhatter, huer, bare hoder, parasoller. Harmonisk sang steg just nu fræm av dette farverøre; toner av et forenet herre- og damekor i lange farvede buer. Ingen anfører; en ung mørk pige i en bruntærnet kjole lå midt i flokken, lænet på den ene albue, og sang fore med en sopran, friere, klarere æn de andres; og henne fulgte de. De var godt inøvet. På viken nedenfor dem lå en nymalet dæks-skøjte med til halvten ophæftede ny sejl; vandet blikstille.

Sangen og skøjten ingik et lyst forbund der på den svarte viken, overskygget og inneklæmt av nakne bærg og bakenom disse av højere. Viken lignet et fjællvand, dannet fra engang flommen gik og siden efterglæmt. Fjællene - å, så tunge og stompet i linjer som i farver, knudret og blyagtige; de borteste svartblå med skitten sne i huen, uhyrer allesammen.

I det sorte vand lå skøjten færdig til at danse; den hørte hjæmme i gladere samfun æn disse høje bisidderes ved naturens og mænneskenes liv. Sangen og skøjten var protest mot alt overragende herskesykt, alt uvorrent stompet og råt, - en frit svævende protest, stolt av farvernes glæde.

Ellers mærket ikke bærgene mere til protesten æn ungdommen forstod, at de gav den. "Det højbårne" ved at være født og fostret i en natur som vestlannets i Norge, er nætop, at naturen nøder dem til at by imot, hvis de ikke vil kues; enten under eller over! Og de var over; for vestlannets folk er Skandinaviens kvikkeste, højstbegavede. I så stort mon er de herrer over den natur, de bor i, at ikke én av denne ungdom følte disse fjæll som tunge eller farvekolde; hele naturen her syntes dem stærk og frisk som intet annetsteds i værden.

Ejheller hadde bare de lyse lider og det vide hav født og fostret dem, som nu sat her og sang, eller som lydde på; nej, også fjællene var de barn av; av de første som av de andre. Like før sangen hadde de været oppe i et ordkast så stængende hårdt, så blygråt som noget bærg. Just forat overvinne denne stenens uhygge i dem selv hadde de lat den harmoniske sang bygge lange strålende buer mællem topperne over avgrunnene. Sommerdagen var i sig selv lit grå; men stundom (som nætop nu!) brøt solen in i sang og sejl og lannskap.

Her sat et par, som både sol og sang var spilt på. Se på ham lit nedenfor og utenfor til højre, liggende i græsset lænet på albuen; en lang fyr i lyse sommerklær, uten hat; et rundt snauklippet hode, bred, kort panne, der så ut, som den var stangvis; den pannen måtte i hans guttedager ha git gode skaller! Under pannen en næse som et næbb og kvasse øjne, som nætop nu ikke var fri for at skele; enten dækket brillerne det, så det næppe syntes, eller det var ubetydeligt i sig selv. Hele ansigtet hadde noget strængt, munnen var strammet og haken skarp. Men så man nærmere in i det, skiftet intrykket; det skarpskårne blev energi mere æn strænghed, og den vilje, som hadde slåt op sin bolig i denne bærg-egn, kunde vist være både vænlig og skælmsk. Selv nu, han sat der og var olm og brydde sig fanden om sang og solskin, han ønsked mere slagsmål, - selv nu skøt glimt av skøj henover de sinte bryn. Han var åpenbart sejerherren.

Tvilte nogen om det, så behøvde en bare at kaste øjet bort på den andre siden av klyngen, på ham, som sat op mot et træ til venstre og noget længer op. Det var billedet av en såret kriger, lidende og ænnu med slagets skælvende uro i sine drag. Et langt lyst åsyn, som ikke hørte vestlannet til, men fjællbygderne eller oplannene; enten var han fremmed eller av inflyttet æt; han lignet påfallende de alminnelige billeder av Melanchton, men kanske øjelaget var noget mere smægtende, kanske øjenbrynene en liten smule for opskudte; likheten i det hele, især i pannen, øjestillingen og munnen var så stor, at blant studie-kammerater bar han navnet. Det var Ole Tuft, nu teologisk studerende, snart færdig; og den andre, sejerherren med ørnenæbbet (som nu havde hugd vel hårdt), det var hans barndomskammerat, medicineren Edvard Kallem.

Der var flere år siden, at deres veje skar ut fra hverandre, uten at det derfor var kommet til sammenstøt; nu hændte det, som skulde bli til et avgørende.

Midt imællem dem, altså midt på haugen med sangerne rundt omkring, sat en storvækst kvinne i blommefarvet silkekjole, om halsen en bred gul knipling som i dype rynker fulgte ned efter livet mot bæltet. Selv sang hun ikke; hun ordnet i krans en hel haug av markblomster og græs. En kunde straks finne ut, at hun måtte være sejerherrens søster, men mørkere av hud og hår. Samme hodeform, skønt hennes panne forholdsvis var højere likesom hele åsynet forholdsvis større, utvilsomt for stort. Slægtens skarpe næse hadde fåt langsommere bøjning i hennes regelrette åsyn, hans knappe læber blét fyldige, hans hake avrundet, hans ujævne øjenbryn jævne, øjnene større, - og dog var det samme ansigt. Uttrykket i dem forskælligt, hennes om ikke koldt, så taust og roligt; ingen kunde i hast tyde disse dype øjne; - og dog var også uttrykket i nær slægt. Hodet sat på en stærk hals båret av utformede skuldre; büsten var også ret mægtig. Det mørke hår slynget i en knute, egen for henne. Halsen stod frit; men kjolen med den gule knipling sluttede tæt til dens fløtebrune form, likesom hele klædningen gav tanken på noget tilknappet; - og sådan hennes væsen. Hun ordnet som sagt en krans, og så hverken til den ene eller andre av de to, som hadde været oppe at slås.

Kampen hadde en stor, sort hund voldt; nu lå han og lot som han sov; hans våte, svære pels skinnet i solen. Flere hadde kastet med kepper bortover sjøen og hisset hunden avsted ut efter dem; de, som kastet, hadde hvergang ropt: "Samson, Samson!" - det var hundens navn. Edvard Kallem sa til et par, som stod ham nær: "Samson betyr solguden." - "Hvadfornoget?" spurte en ung pige; "betyr Samson solguden?" - "Javist gør det så; ja, det vågter nok præsterne sig for at fortælle." Han sa det friskfyragtig; mente ellers ikke at støte nogen eller at si mere. Men Ole Tuft hørte det hændelsesvis og spurte lit overlegent: "Hvorfor skulde præsterne ikke våge sig til å fortælle barna, at Samson betyr solguden?" - "Nej, så blev hele sagnet om ham ubrukeligt til forbillede på Kristusmyten." - Dette siste ord stak, og det var meningen med det. Smilende og overlegent sa Ole: "Samson kan vel ænnelig bruges til forbillede, enten han heter solgud eller ej?" - "Ja, ænten han heter solgud eller ej; men når han nu var solgud?" - "Så han var solgud?" ropte Ole og lo. - "Navnet siger det jo." "Navnet? Er vi bjørner og ulver, fordi om vi heter efter bjørn og ulv? Eller guder, fordi om vi heter efter guder?" Flere av selskabet stod og hørte på; andre kom nu til, Josefine blant dem, og bægge henvendte sig straks til henne.

"Fejlen er", sa Edvard, "at de historier, som drejer sig om Samson, først får mening, når vi vet, han var solgud." - "Å, nu skal jo alle folks forfædre og første historie være solsagn." Ole fortalte et par morsomme parodier på denne videnskapelige mode. Man moret sig, også Josefine lo. Straks blev Edvard ivrig og gav sig til at forklare, at vore egne guder, som var indiske solguder, virkelig også blev gjort om til forfædre, da vi fik en ny religion; deres altarer, som folk hadde ofret på, blev gjort om til deres gravsteder. På samme måten blev jødernes gamle solguder også til forfædre, da Jahvedyrkelsen fortrængte dem som guder. - "Ja, hvæm vet nu det?" - "Vet det? Prøv med Samson! Hvor meningsløst at tro, at nogen har hat sin styrke i håret! Men straks vi går ut fra, at det er solstrålerne, lange i sommertiden og klippet i vinterens skød, får det mening. Og når strålerne vokste til mot foråret, så skønner alle, at solguden atter kunde favne om verdenssøjlerne. - Aldrig har bierne lagt honning i et ådsel; men når vi hører, at hvergang solen gik gænnem et stjernetegn, f. e. løvens, så hedte det, at solen slagtet løven, - ja, da forstår vi, at bierne la honning i den slagtede løves ådsel, d. e. i sommerens varmeste tid."

Alle var blét lutter øre og Josefine i højeste grad forundret. Hun så ikke op på sin bror, fordi hun mærket, han så på henne; men intrykket var ikke til at ta fejl av. Hvad Edvard fra først av hadde begynt uten nogen annen tanke æn at lapse sig lit, det fik et bestæmt sigte derved, at Josefine stod imællem dem. "Hos ægypterne," fortalte han, "børjet foråret, når solen slagtet lammet, d. e. gik gænnem lammets tægn, og i glæden over fornyelsen slagtet alle ægyptiske familier den dag et lam. Derfra har jøderne det. Det er en forfalskning, når jøderne senere har gjort dette om til noget, som skulde skille dem fra ægypterne. Det er som med omskærelsen, for den har de også fra ægypten. Men slikt tier præsterne med."

Om alt dette hadde Ole Tuft liten eller ingen viden. Hans ihærdige studium hadde været strængt teologisk, han hadde heller ikke tid til mere, og hans tro var gammel bondearv og altfor trygg i sig selv til at ænse videnskapelige tvil. Hadde han nu sagt dette like ut straks, så var der næppe blét mere av det. Men også han følte, at Josefine stod imællem dem og lot sig forlede. Så gav han sig til med hån at kalle altsammen løst påhit; idag skinner det, imorgen smælter det.

Dette tålte ikke den andres forfængelighed. "Teologerne savner den allersimpleste ærlighed," skrek han. "De fortier, at de viktigste deler av deres tro ikke er åpenbaret jøderne, men simpelthen tat op annetsteds ifra. Som udødelighedstroen; den er fra ægypten. Det samme med budene. Ingen klyver op på et højt bærg for i tordenvejr å få åpenbaret, hvad folk har visst i tusen år. Hvorfra er djævelen? Hvorfra helvedesstraffene? Hvorfra den ytterste dag og dommen? Hvorfra englerne? Jøderne kænte ikke til noget av dette. Præsterne er noen - noksagt, som ikke ærligt undersøker og fortæller folk slikt." Josefine dukket; ungdommen, især mænnene, var åpenbart på Kallems side; fritænkeri var på moden og at få le lit ad den nedarvede tro nokså gromt.

En ung man kastet spot in over skapelseshistorien; Kallem hadde både geologisk og palæontologisk kunskab og brukte den godt. Her kunde Ole Tuft ænnu mindre møte op; han gæntok alene nogen forsøk, som engang var gjorte på at forene bibelens lære med visse nyere opdagelser; men blev ilde medfaren. Og nu gik det vælt i vælt fra dogme over i dogme; længst lå de og basket i forsoningslæren; den stammet fra så ældgammel, rå tid, at individuel ansvarlighed ænnu ikke var til, bare stammens og slægtens. Tuft blev fortvilet; dette galt noget for ham, han gav sig til med høj røst at bekænne hvad han trodde, bevæget og stærkt. Som om det hjalp! Påstanne, påstanne, - kom med beviser! Ole Tuft fattet for sent, at han hadde forsvaret formeget og derfor tapte alt. Han kænte stor smærte, kæmpet uten håp, men kæmpet likevæl og ropte det ut, at hvis en eneste sanhed syntes tvilsom, var skyllen hans; han magtet ikke at forsvare den. Men Guds ord stod ukrænket til værdens siste time! Ja, hvad var Guds ord? Jo, det var biblens helhed og ånd, skabelsen (nej!), syndefallet (nej, nej!), forsoningsdøden (nej, nej, nej!) - han skrek, de skrek; tårerne kom Tuft i øjnene, røsten skalv, han var blek og vakker.

Ungdommen er ikke fullt så ubarmhjærtig som barnene; men av samme art. Somme fik ondt av ham, mange vilde nætop nu "klæmme ham", og ikke minst Edvard Kallem.

Men Josefine gled bort til den mørke med sopranrøsten. Straks stæmte denne i en av deres sange, og de andre kom efter, - herrerne noget senere æn damerne. Selskapet bestod just - på nogen få nær - av et dame- og herrekor, som hadde øvet sig de tre siste vintre med en flid og et samhold, som bare er muligt i en småby.

Josefine gik hen og satte sig midt på bakken, de andre omkring henne. Hun sang ikke, hun hadde sine blomster.

Selskapet var kommet hit på den skøjte, som lå spillfrisk i solen. Der hadde Josefine, Edvard, Ole sittet sammen, tæt sammen; for der var ikke stor plass. Ingen ante av deres muntre, ofte hviskende samtale, at der var det ringeste mællem dem annet æn venligt og godt. Nu, tre timer efter, sat Ole Tuft der som en forstøtt. Hvor ondt han hadde det! Et overfall på hans kall, på hans tro i alles øjne. Og nætop av Edvard! Så grusomt, så vedholdende hånligt! Og Josefine? Ikke et deltagende ord, ikke et øjekast fra Josefine.

Ole og hun hadde holdt sammen fra barn, skrevet til hverandre, da han var i Kristiania, han hver fjortende dag, hun så ofte hun hadde noget at skrive. Når han var hjæmme i ferien, mødtes de daglig. De to år, hun var i fransk pension og i Spanien, gik brevbyttet raskere æn ellers også fra hennes side, og da hun kom hjæm igæn - så ændret hun ellers var - mot ham tilbunds den samme! Han blev hjulpet av hennes far i sine studier, så han kunde lægge al flid i dem; han skulde ta sin siste eksamen til jul; alle spådde ham, at det vilde bli blant de første, som var tat i teologi. Det skyltes utvilsomt henne, kanske dog også hennes bror, at han var blet hjulpet. Begge hadde i sin tid ført ham in til deres far, til rektorens, apotekerens, og videre utover; gænnem henne kom han fræmdeles med overalt. Til daglig var hun lite talende, og ofte ret vanskelig; men i forholdet ubrødelig trofast. Hun kunde klandre ham (han var henne ikke altid tilpas); men dette var inordnet i deres samliv, han la ikke større bræt på det, og slet ikke hun; fra første dag hadde hun jo været hans formynder. Ænnu hadde han ikke turdet si, at han ælsket henne; det trængtes heller ikke, og i grunnen var det for helligt til det. Han var så tryg på henne som på sin tro. Han var bonde, hans væsen var samlethed, hans grundtone tryghed. Gud sørget for hans tro; for hans velvære og hans fræmtid sørget - naturligvis også gud; men gænnem Josefine. I hans øjne var hun byens, lannets skønneste, sunneste, grejeste jænte og meget rik. Det siste tællet med; han hadde fra liten været en ærgærrig drømmer; bare at drømmene nu gik i en annen rætning.

Studiekammeraterne visste god besked med det; ved siden av "Melanchton" kallte de ham "bispeæmnet fra fjordene", eller "fjord-bispen". Det var blét ham et behov at ses således på; noget barnsligt gjorde denne smilende tryghed klædelig; - han var også så vakker av åsyn, åpen rødlet, og da støter ikke ærgærrigheden.

Nu kænte han sig styrtet ned fra sin sikre, smilende højde! Den, som bare har været tryg, og første gang lider et grundigt nederlag, blir så rent ut av det. Det værste var, at Josefine ikke vilde kænnes ved ham; han så gæntagende bort på henne, men hun ordnet sine blomster og græs, som om han ikke var til.

Tilsist blev det virkelig, som de alle gled bort, eller som han ikke var der. Han sat uten at sitte, hørte uten at høre, så uten at se. Man dækket aftensbordet deroppe foran huset, de gik derop, straks bordet var færdigt, de spiste, de drak, de pratet, de lo; men han var ikke med, han stod der, han stiret, og det var hen på andre siden av viken, - eller langt, langt bort. En ung handelsman talte til ham om dampskibenes ruter, de var slet ikke heldig ordnet; en pige med skeve tænder, røde flætter og frægner - han hadde været lærer for henne - forsikret ham, at sjømænnene ikke var så dannet, som man kunde vænte av folk, der rejste så meget. Værtinnen kom og spurte ham, hvorfor han ikke spiste, og værten drak med ham; noget av den gamle agtelse viste de ham derved; men bægge kastet et hastigt spejdende blik op i hans øjne; det fik ham til at bæve. Han fornam tvilen. I den uavlatelige smærte, der drog mere til sig, så han tvil og hån overalt, selv i at de andre var muntre. Edvard Kallem var overhændig lystig, og alle søkte fræm omkring ham; det var jo også for Edvard (som først var kommet for en fjorten dager siden), at hele utfærden var gjort. Ole så som i en drøm, at Josefines blomster nu stod på bordet, og hørte, at de rostes for deres farvesammensætning; selv hadde hun med to væninner tat plass ved et lite stenbord, der ikke flere kunde sitte; var det forat han ikke skulde komme med? Det stod til den andre siden. Han så henne snakke og le, alle de unge herrer opvartet, Edvard var der flere ganger; han fik dem også til at le. Altsammen mærket han under en besynderlig følelse av frygt. Larmen skar, latteren skammet ham ut, maten kunde ikke svælges, drikken var stram, mænneskene hadde en mekanik inneni sig, huset, viken, skøjten, fjællene noget påtrængende nært.

Fordi det var blét blikstille, måtte selskapet gå til byen. De børjet marschen i samlet følge og under sang; men der kom næsten straks sommergæster springende nerover fra gårene, og da det var kænninger, stanset man op. Så slog de nykomne følge med inover et stykke; så kom andre til senere; for hvær gang stans og for hvær gang opløsning i flere følger. Derved kunde Ole dra sig tilbake uten at lægges mærke til. Han holdt ikke længer deres selskap og munterhed ut.

Nu først samlet nemlig alt sig om Josefine. Edvards om kast og overfall, nederlagets skam, den krænkte religiøse følelse . . . altsammen gled over i, at hun ikke hadde støttet ham, ikke med et ord, ikke med et øjekast; skydde ham før, og gik nu fra ham! Dette kunde han ikke bære; ti hun var blét så meget for meget for ham, han visste det og skammet sig ikke. Det, som engang var det højeste på jorden, at være missjonær, hadde fallt av ham som et hudskifte, da hun ikke længer brydde sig om det. Så ofte mor'en hadde sagt, at missjonær måtte han aldrig bli, skulde gud adlydes mer æn mænneskene. Men da Josefine på sin stærke måte vokste in i en mere nær virkelighed, opgav han det uten at hun behøvde at nævne ét ord. Han sa sig selv, det straffet sig at ælske et mænneske så højt. Men han kunde ikke for det.

Under disse og tusene lignende tanker seg han bakut og søkte fra vejen op i et skogholt; der la han sig ner og væntet på, at sommergæsterne skulde komme tilbake og forbi. Han væltet sig snart om på sit ansigt; de kølige strå, som stak mot kin og panne og den halvvåte jord, han åndet in, talte til ham. Slikt smågræs i skyggen dufter ikke; således blev også han; for ved henne var han kommen over på solsiden; uten henne bare skygge.

Bror'en hadde tat henne fra ham, skrek det i ham.

Bror'en, som intil for nogen dager siden ikke hadde brydd sig det gran med henne, mens Ole hadde været om henne fra de bægge var barn, rodd med henne, læst for henne, været henne som en søster og bror på engang, og trofast skrevet til henne, når de var fra hværandre; hennes bror hadde aldrig gjort noget av dette. Selv sit nederlag satte han over på kreditsiden; for hadde han ikke for hennes skyll tat det samvittighedsfullt med den eksamen, hennes far hjalp ham til, så hadde han visst noget mere om det, som det galt idag: så hadde han kanske ikke lidt sit nederlag; - også det led han nu for sin troskabs skyll.

Edvard hadde, så længe Josefine var barn og halvvoksen, sjælden været sammen med henne uten at ærte henne. Hun var længe mager med store sorte øjne, for det meste uredt hår, røde hænder, dygtig "skanket"; han kalte henne "andongen", og en tid hun hinket på en skad' fot, "den halte and-ongen". Han kunde aldrig få greje på henne, tråssig og sky som hun var, - altid på avstan. Og så voldte hun gang efter gang, at han fik prygl. Hun mente det var "retfærdigt" at fortælle det, hvær gang han gjorde noget galt. Og slog han henne for det, var det "retfærdigt" at fortælle det med. Han fik imot henne. Snart skiltes de også derved, at han forlot sin fars hus. Efter hin ulykkelige dag, da far og søn møttes på vejen til Store-Tuft, forbarmet apotekeren sig over sin gamle væn og tok gutten op som sin søn i alle stykker. Og hvad som ikke lyktes for far'en, lyktes nu. Gutten blev straks tat ut av skolen og git til sin hovedinteresse, naturfagene. Kemiske og fysiske analyser eller botaniske utflugter var det højeste han visste, og i to år hadde han ingen annen læsning æn alt herhen hørende. De nødvendige artiumsfag tok han siden privat og i en fart; efter annen eksamen begynte han med sine medicinske studier. Så længe han var hjæmme, så han ikke sin søster oftere æn hun kom over i apoteket til ham, og da deres interesser var forskællige, blev omgangen næsten ingen. Senere brukte apotekeren at ta ham med til utlannet i næsten hver ferie; Edvard var jo så flink i sprog, og det var apotekeren ikke. Altså var det heller ikke ofte, at bror og søster møttes i ferierne. Men likefra han som student hadde gjort sin første utenlandsrejse med apotekeren, og hun så og hørte den hjæmkomne voksne bror, moderne i dragt og tanker, ildfull, kraftig, hele ungdommens ideal, især kvinnernes, hadde hun i hemmelighed beundret ham. Han på sin side bare overså henne, eller ænog ærtet henne; det kostet henne timers kval; men hun svælget den for atter at kunne få være med, hvor han var, om bare stille i en krok.

Ole forstod henne, skønt hun ikke røbet sig. Også til ham talte hun sjælden om Edvard uten som "æklingen", "spirrevippen", "kværna" o. s. v. Men Oles tro tjeneste, hværgang hun sat der oversét eller krænket av bror'en, samlet ham "liggendefæ" i hennes hjærte.

Med Edvard var nu foregåt en stor forandring; hans nysgærrighed var blét til videbegær, hans uro til energi. Men samtidig gænnemløp også søsteren en overgang i flere grader, som han ikke kænte stort til. Nætop nu var det halvtredje år siden han sist hadde sét henne; hun var to år i Frankrige og Spanien, og i siste ferie, da hun var hjæmme, var han på rejse med apotekeren i England; også iår hadde de været ute et par måneder sammen. Den søster, han nu så, kænte han ikke. Efter første møte var han helt optat av henne.

Hun var ikke vakker, sa han Ole, straks de to møttes (til Oles allerstørste forundring). Men han blev ikke træt av at tale om for et nyt og særeget intryk, hun gjorde her oppe blant alle de andre. Deres mor måtte ha forsét sig på en spanierinne, dengang hun gik frugtsommelig med henne. Hadde det ikke været dette usigelige med øjnene, som skiller folk fra folk over hele værden; - hadde det ikke været dette med øjnene, så kunde hun blant spanierne trygt ha gåt for deres landsmaninne. Som dette virker i et norsk hus! Hun talte godt for sig, kvikt og raskt; men var egentlig fåmælt - og holdt avstan. Dristig i klær, med stærke farver, helt moderne, så hun næsten utæsket folk, men var sky i alle andre måter.

Fra nu av var Edvard hennes bror. Deres far var borte og imens bodde hun hos rektorens og var ikke altid til at få tak i; men når det lot sig gøre, var de sammen. Hun hadde en følelse av, at han vilde opdage henne, og var på sin post; men det smigret henne, når flere var sammen, at hans tale blev rettet til henne, og hans øjne altid var over i hennes.

__________

Mens Ole dypt ulykkelig trykket ansigtet ner i smågræsset i skogholtet, stod de for ham de stunder, hun sat på bal og så bror'en danse med den og med den - sommetider flere danse med én og samme, og bare én "nådetur" med henne.

Men nu?

Nu var hun blét Edvards dyrebare søster, - og Ole og hun skulde skilles.

Hvorfor bryte in i et forhold, Edvard ikke kænte? Ta sig rettigheder, han ikke hadde gjort sig fortjent til? Efter bare noen dages samvær avgøre, hvæm passet henne, hvæm ikke . . . ?

Hvorfor foran alles øjne kaste sig over ham og håne ham i hans livssak? Ikke håne ham alene; men håne gud selv.

I det samme Ole Tuft tænkte denne tanke, bredte sig underlig stærk lysning, og i den rejste sig noget stort op over fjællene der langt bak på andre siden fjorden. Selv lå han med ansigtet dypt i græsset og kænte det i nakken. Da hvisket det, og dette hvisk fyldte hele rummet derfra og hit -: "hvad har du gjort av mig?"

Å, han knustes flat, han præstes ner i jorden. Nu skønte han, hvorfor smærten skar med rakekniv det syke ut av hans kød. Han tapte idag, fordi han stod der som en løgner. "Du skal ikke have fremmede guder for mig!" Nej, nej, tilgiv mig, skån mig! - "Dine kødelige, dine forfængelige drømme! . . . Bruk nu natten som Israel til at brytes med mig, - orm, der du vrier dig!" - - -

Rummet over ham suste av tusene vingers lyd.

Det var ikke første gang, det gammeltestamentlige alvor styrtet ner over ham fra højderne og slog lejr. Disse spørsmål om stort eller lite; om han skulde våge "det største", . . . eller nøje sig med det middelmådige, han som de andre, var ikke ny.

Men møtte han Josefine i godt lune igæn, så var spørsmålene ikke til. Hun strøk dem væk med et eneste godt håndtak. Også nu gjorde hun det. Uten nogen overgang steg fra henne en frisk protest i hans sinn. Aldrig kunde Josefine idag ha vændt sig fra ham, fordi bror'en ønsket det; aldrig! Hadde hun forståt det så, da hadde hun gjort det motsatte. Nej, hun vændte sig fra ham, fordi han var ynkelig; alene derfor. Kanske også fordi hun nødig vilde op i strid; hun var så sky. Hun vændte sig heller ikke nætop til bror'en. Hun sat midt i flokken på haugen, og senere, da de spiste, med et par væninner ved et særskilt bord. Da de brøt op, holdt hun sig ikke der, bror'en samlede de fleste om sig . . . Hvorfor hadde han ikke før nu tænkt på det? Hun var jo tro; min sjæl i var hun tro! Han rejste sig; hvorfor i al værdens rike hadde han ikke sét det før?

Han hadde villet, hun på en eller annen måte skulde hjælpe ham, i det minste trøste ham, vise ham, hvor vondt hun hadde av ham. Men alt slikt var mot Josefines natur. Kunde han falle på slikt? Især, når der var blét opstyr og folk spejdet efter, hvad hun gjorde.

Han hadde været en stor tosk. I denne glade opdagelse hoppet han ner gænnem holtet over vejgrøften, og hjæmover, han med.

Du himmelske gud, som han ælsket henne! Han så henne for sig, som hun kunde være, når hun fant ham for barnslig; han så et stort godt blik ut av al hennes majestet! . . .

Det sene solfall la ingen rød himmel efter sig, natten var grå og slap, vejen fatteslig nedenfor en bar bakke; små bruk langs vejen med hus op på bakken, småt stell, nogen tarvelige sommervillaer hist og her, lave trær og spredte busker.

Han så det og han så det ikke, mens han tænkte på sit. Ikke én på vejen, jo, langt borte én enkelt, som gik mot byen. Han sakket av for ikke at nå denne ene igæn, og la ikke mærke til, at foran den, som gik, var der en, som kom. Der skilte han dem ut fra hverandre. Kære . . . det var da vel aldrig . . . ? Eller tok han fejl? . . . Nej, han kænte hatten, nu også gangen, figuren, der var bare én slik! Josefine kom tilbake for at hænte ham! Sådan var Josefine.

"Men hvor blir du av?" sa hun. I hennes store ansigt var der rødme, barmen gik, røsten var tilbakeholdt, parasollen, hun holdt nede ved venstre hånd, var ikke ganske stille. Han svarte ikke, han så på hennes ansigt, klædning, hattefjær, hennes staute skikkelse, til hun uvilkårlig smilte; for så megen stum beundring og taknemlighed bryter igænnem hvad panser som helst. "Josefine! å, Josefine!" Fra hans flate hattepul og ner til støvlerne bare gænskin av lykke og beundring. Så gik hun muntert hen og la højre hånd på hans venstre arm, og skøt ham sagte fræm; han skulde gå.

Hans ansigt var mærket av græsset, han hadde gnuret nedi, hun trodde han hadde grædt: "Du er dom, Ole", hvisket hun.

Den grå sommernat, som ikke får sove og ikke får være våken heller, gir ellers følelse av noget halvnådd. For disse to blev den hvad et halvlyst rum er for hemmelige forlovede. Hun lot sin hånd bli liggende på hans arm, og da hans øjne mødte hennes, så hun på ham, som når man breder over et barn. "Jeg tænkte, ser du", sa han, "jeg trodde, ja tænk, jeg trodde . . ." Tårerne stod ham i øjnene. "Du er dom, Ole!" hvisket hun igæn. Og dermed var dagens storme behandlet.

Hånden blev liggende på hans arm; det så ut, som hun førte en arrestant. Han bare såvidt kænte trykket av den, men det rislet in til margen. Nu og da rørte silken ved hans ben, de gik i takt, en elektrisk strøm av hennes nærhed bar ham. De var aldeles ene og der var aldeles stille; de hørte sine egne steg, og silkekjolens knas. Han holdt armen, hennes hånd lå på, ængstelig stille, som kunde hånden ellers falle ner og slå sig itu. Denne eneste ufullkommenhed var der, - for altid skal der være noget ufullkomment -, at han kænte en stigende syndig lyst til at ta hånden og lægge tilrette i armen på alminnelig skikkelig vis; så kunde han gi den et tryk. Men han turde ikke.

De gik og gik. Han så ut for sig og opdaget, at der var ingen måne. "Der er ingen måne!" sa han. - "Det vilde ha været lysere, om den var", svarte hun smilende. "Meget lysere". Stemmerne hadde møttes, klangen hadde blannet sig og lekte sammen længe efter som fugler i luften.

Men just derfor blev det vanskeligt at la flere følge. Mens Ole gik og grunnet over, hvad han næste gang skulde våge at si, blev han rørt og stolt. Han husket den lørdagskvæll i sneslasket, dengang de hadde været slemme mot ham i skolegården, og han sprang avsted til Store-Tuft; han husket sin elændighed da; men fra den skrev sig hans ophøjelse nu, han kom in til byen fra andre siden med henne under armen; . . . nej, ikke rigtig. Det var dette ufullkomne ved det.

Skulde han si det? Vilde hun finne det for like på? "Vi er nok rent alene nu, vi to?" - ad listige omveje vilde han stræve fræm til det; men røsten var ikke til at lite på; den røbet ham. Og så svarte hun ikke. Der blev stilt imællem dem, meget stilt. Tænk, så gled hennes hånd av sig selv over i hans arm på vanlig vis mellem forlovede. Det bævet gænnem alt hans væsen og motig gav han den et sagte tryk; men torde ikke se på henne. De gik videre.

Snart lå byen foran dem under slør, skibenes rigger fløt ihop til tårn; eller de lignet de sammenløpne rigger, sokkertøjskibene har; husene i ulne omrids, men neppe farve; alt inpakket og forvaret, fjællene stod og gav vagt. En eneste lang svak ubestemmelig lyd, en mat stripe gænnem det lysgrå tause. "Vil du ikke fortælle noget?" sa hun fort, som kunde hun ikke mere på en gang. Han blev helt forløst ved det og spurte, om han skulde fortælle - om lyset. "Ja, om lyset", svarte hun; var det ironisk? -

Han gik ivej med det, men gjorde det ikke klart. Første gang, hun rask spurte, forat få det bestemtere, følte han, at han kunde ikke; han var ikke hjæmme nok i æmnet. "Nej, la mig så heller fortælle det siste om Jeanne d'Arc", sa han; "du vet, vi blev avbrudt igår?" - "Ja, la os ta Jeanne d'Arc!" sa hun, ænnu lystigere; hun lo. "Du vil ikke -?" - "Jo, jo!" Og det sa hun snillere, som vilde hun gøre det første godt igæn. Så fortalte han slutten av Jeanne d'Arcs historie efter et nylig utkommet værk, som han nu i ferien hadde lånt av hennes far. Dette æmne lå for ham; hans vestlandske syngende tone gav det noget svævende, hans nøjagtig tillærte ordbehandling, egen for den forhenværende bonde, og båret av bygdens tonefall, lit mildnet, høvde likesom gammel skrift; hans blide, lyse Melanchtonansigt sværmet; hun så op på ham, og hværgang i hans rene hjærte.

Således kom de til byen. Fortællingen grep henne, og så ivrige var de bægge blét, at de ænset ikke, om de muligens møtte nogen, eller at de hadde fåt hus på bægge sider; han dæmpet alene røsten og blev ved.

Men da de kom henimot den gaten, hans tante bodde i, og som han skulde op gænnem, stanset han, uten at fortællingen var slut. Fik han følge henne hjæm? Rektorens bodde lit længer fræmme; hvis ikke, måtte han gå fra henne her. Spørsmålet var ikke fra ikvæll.

Nætop derfor nævnte det sig også hos henne; hun hadde aldrig likt "den klænging", som lå i at følges helt til porten, når ens egen vej var en annen. Dette like fra deres barndomsdager, fordi hun var blét ærtet for ham. Men hun visste, at han satte stor pris på det.

Den korte stubb, som var igæn, gik bægge og drev dette op til en hel spænning. Skal vi ta farvel her, eller -? Oprinnelig så barnagtigt hadde det ved gæntagelsen vokset sig stort. Hun kunde ikke gøre sig rede for grunnen; men da de stod ved korsvejen, drog hun stilt sin hanskeløse hånd ut av hans arm og bød den fræm til farvel. Hun så hans skuffelse. Og for at gøre det godt igæn straks, fik han en overstråling av hennes store øjne, et håndtak av hennes faste hånd og et: "Tak for ikvæll!" av en hel annen art og farve æn noget, hun hadde sagt i alle disse år! Ordene sprang fra hjærte til hjærte som et løfte for livet, og det var meningen med dem. For hans troskab, for hans kærlighed nu og altid takket hun. Han stod blek. Hun så det og overla noget; drog hånden til sig og gik. I bakken vændte hun sig ænnu engang mot ham, - taknemlig for, at han hværken i ord eller gærning hadde annet æn søkt hennes vilje. Hun nikket op til ham; han løftet hatten.

Et par minutter senere stod hun i sit rum, altfor varm til at lægge sig, og tillike så lys våken. Hun vilde overhodet ikke sove; hun vilde i alle fall først se solen på takene eller lys dag. Hennes rum lå in til gåren, den store skoleplass med gymnastikhuset som avslutning; enkelte gymnastikapparater stod også herute. Fra gaten av var det annet stokværk hun sov i; men til gåren var det første; som barn hadde hun hundre ganger hoppet ut fra vinduet istedetfor at gå døren. Hun slog vinduet op og tænkte så småt på at hoppe ut nu også og spasere på plassen. Mest lyst hadde hun hat til at drive hele natten med Ole; det forstod han ikke. Kanske var det, fordi han ikke foreslog dette, hun avskediget ham allerede deroppe.

Men ved at tænke nærmere over det turde hun ikke gå ut på plassen. Det hænte ikke sjælden, at unge mæn, som kom fra lantur, båttur eller lag, falt på, når de gik forbi deres gamle skolegår, at søke in til deres barndoms lekeplass og gøre noen kast i taugene; hun vilde ikke træffes av halvfull ungdom. Hatten tok hun av sig og blev stående i vinduet, foroverlænet, - så ut efter det, som netop var hændt og som drog henne ut ænnu.

Da hører hun steg i trappen derute og siden i sannet, som fører hit in. Skulde det være Ole? Var han så sentimental at ville se op til hennes vinduer? Han måtte ikke komme! Gud trøste ham, om han kom! - Hun lyttet i stor spænning; - nej . . . det fotlaget var for fort; det var, . . . hun kænte det, der stod han; det var hennes bror.

Ja, det var Edvard, som kom. Han blev ikke forundret ved at se henne, han kom like imot. Og da han var nådd fræm under det åpne vindu, rakte han sin højre hånd op, som hun tok. Hans øjne skelte lit, det sikre tægn på, at han var bevæget. "Det var bra, du var oppe; jeg vilde ellers ha banket på." Hans øjne søkte forskende hennes, og hånden slap ikke. "Kom du nylig?" - "Nu nætop." Hun var på én gang under hans magt; han kunde ha spurt henne om hvad i værden, hun hadde svaret, når de øjne så således in i hennes. "Dengang du ikke var med de siste, skønte jeg, du var gåt tilbake efter Ole." - "Ja." Han holdt inne, røsten skalv: "Jeg gjorde galt; nu er I vel forlovet?" - Det varte lit, skønt svaret straks skøt op i hennes øjne. "Jeg tror det," sa hun.

Kærligt men bekymret så han på henne. Hun kænte det som den største trang til at stortute. Var det da galt, hun hadde gjort? Hun blev så forfærdelig ræd. Da tok han op om hennes hode med bægge sine hænder, bøjde det ned mot sig og kysste henne på pannen. Hun brast i gråt og la bægge sine armer fast om hans hals; de lå kin mot kin.

"Ja, ja, - er det gjort så . . ., så tillykke, Josefine, kære Josefine." De trykket sig æn tættere sammen. Og slap hværandre.

"Jeg rejser idag," hvisket han, idet han grep hennes hånd, hun gav bægge sine. - "Idag, Edvard?" - "Jeg har båret mig dumt ad. - Farvel, Josefine!" Hun løste sine hænder ut forat ta lommetørklædet og præsse det mot ansigtet. "Jeg vil komme og si farvel," hulket hun in i det. "Gør ænnelig ikke det! Nej . . . ikke én gang til." Og for at komme fort over det, tok han atter om henne, kysset henne, og gik uten at se sig om.
2. - Næste par ut!

I mars året efter, nætop som Edvard Kallem laget sig til at ta annen avdeling av medicinsk eksamen, fik han helt annet at tænke på.

Det må vi nu fortælle.

Dengang hans spredte naturhistoriske studier mer og mer samlet sig om fysiologi, - var den flinkeste fysiolog en ung realist, Tomas Rendalen, noget ældre æn Edvard Kallem. I og for sig var det sjældent, at en ikke medicinsk studerende var fræmragende i dette fag, så alle la mærke til det, altså også Edvard Kallem; men uten at han derfor sluttet sig nærmere til Rendalen, der heller ikke var av dem, som stod åpen for den første den beste.

Det blev senere, ja, egenlig først nu efter nytår (idet de kom til at rejse in på samme dampskib fra juleferierne), at de nærmet sig hværandre. Den første kvæll som Kallem søkte Tomas Rendalen i hans logis, blev han der natten over. Og et par kvæller efter, da Rendalen var hos ham, gik de og drev mællem sine to logiser (som ellers lå nær ved hværandre) til klokken blev tre-fire om morgenen. Edvard Kallem hadde ikke truffet make til genialt mænneske, og Rendalen føk op til ham tidlig en morgen, før Kallem ænnu var gåt på hospitalet, alene for at sige ham, at av alle, han hadde omgåts, var Kallem den, han likte best.

Rendalen var en oprinneligere, stærkere natur æn Kallem, sammensat av tæmmet og villt, av lidenskap, tungsin, musik, med stor meddelelses-ævne, men med lukkede rum, som sjælden eller aldrig åpnedes. Grænseløs energi - og stundom så magtstjålen, at han intet kunde; hele maskineriet stod tvært, som var et hjul sprunget. Ikke en retlinjet plæt, bare ujævnheder over hele karakter-landskapet; men stort åndens lys på det. Hvor uberegnelig omkastene var, hvor ubehagelige skuffelserne, - personligheden var så vindende ved sin umiddelbarhed og sit retsin at en måtte holde av ham.

Al hans tanke var skolegærning og opdragelse, og det centrale i denne igæn: at bære hvært enkelt barn frælst over "den farlige alder", som faller ulike in. I den satte en del til, mange fik sår, der sent læktes; de, som hadde god arv, bedre vilkår, kunde gå uskadde ut; men det var næppe flertallet. Al opdragelse og undervisning skulde samles om at bygge op et sædeligt mænneske, dette var hans første og siste.

Han var uuttømmelig i at foredrage undervisningsplan, omgangsmåte; i at omtale skoleinretningen og samarbejdet med hjæmmene. Hans mor ejede en vidt kænt pigeskole i en kystby, og den vilde han overta, forat sætte sine planer i værk. Det store mål var fællesskolen; men først måtte undervisningen av alle hovedfag undergå en ændring, så de blev lettere, og ikke bare for de mest begavede. Og det vilde han øve in på pigeskolen.

Han ejede en ikke liten samling skolematerialie fra Amerika og flere europæiske lanne og øket den altid; og han ejede et helt bibliotek av skolelitteratur. Han bodde sammen med en theologisk kandidat Vangen, som var blét færdig til jul, men nu var inne for sin praktiske eksamen; men skønt de tilsammen hadde tre rum, var alle fulle av Rendalens bibliotek og samlinger.

Hans utseende var mærkeligt. Rødhåret (lit i det lyse) og håret ænne tilvejrs; frægnet med mysende grå øjne under hvite korthårede bryn, som næppe sås; næsten bred og lit op, munnen knepen; korte frægnede hænder, energi i hvær finger; ikke høj, men ypperlig skapt, hans gang på utadvændte fødder var let som på tangenter. Han var den første gymnastiker på hvad parti han kom, og lå i taugene ret som det var; også Edvard, som altid hadde holdt av det, fik gænnem ham trefoldig iver; for ingen ejde Rendalens ævne til at vinne andre for det, han selv ælsket. Hans store passion ved denne tid var at gå på hænderne; nætop det gjorde Kallem til hans henrykkelse; kanske satte det toppen på den agtelse, Rendalen fik for ham.

De hadde mange berøringspunkter; bægge specialister, bægge magtfulle i det, de hadde sat sig for; moderne i sin tænkning med reformatorisk mot, bægge til det ytterste agtsomme om sin person; bægge klædte sig med smak, Rendalen satte ænog overdreven pris på det. Bægge med det livlige tankeskifte, som gætter, så bare halvdelen siges; bægge utfyllende hværandres kunskap. Rendalen var musikalsk, spillet mæsterlig piano og sang ret godt. Kallem sang bedre, og nu drev Rendalen ham.

Så innerlig Rendalen gav sig hen i det enkelte og til den enkelte, han holdt samtidig en avstand, som aldrig nogen kom over. Han ælsket sin plejebror Vangen; men det sås best på denne, at der likevæl var et bestæmt skille. Også i dette møtte Kallem Rendalens behov; han hadde selv av samme fjærnhed midt i hengivelsen.

Men så var der også nok av ulikheter, som både holdt forholdet friskt og gjorde det vanskeligt. Vanskelighederne næsten allesammen på Rendalens konto; for Kallem var smidigere og føjeligere. Når Rendalen var i det lune, spillet han, som om ingen var i rummet, spillet timevis; en kunde gærne gå straks. Overhodet var det ham, som stæmte tonen i hver omgangsstun. Han var lunefull med lange tungsinnets rider; i slike nådde få til at hugge et ord eller to av ham. En forfærdelig arbejdskraft, når han var optat av noget, som ejede hans sjæl, - og atter da farvæl til alle! Var han i det meddelsomme hjørne og riktig oppe, small luften omkring ham av elektricitet.

Det medicinske studium var for Kallem en daglig opdagelse, og i kraft av deres fælles fysiologiske studier bar de trolig til hværandre, hver fra sit. I januar og februar møttes de næsten hver kvæll; om ikke ellers, så i gymnastiklokalet fra 6-7; de spiste gærne hos hverandre bakefter - helst hos Rendalen, som hadde piano.

I begyndelsen av mars kom Rendalens mor in på besøk, hun bodde hos sønnens værtfolk, et par nykomne; en blind man fra Nordlan, som tillike var lam på den ene siden, og en overmåde musikalsk hustru, ganske ung, næsten et barn, - det besynderligste ægteskab, man hadde sét. Rendalen talte ofte om dem. Så længe kammeratens mor var i byen, holdt Kallem sig borte; hvær gang de gik fra gymnastiken, forstod Kallem, at Rendalen ikke ønsket, han skulde følge. Men da hun efter otte dages ophold der var rejst, blev det likeså; enten øved Rendalen længere æn Kallem, eller han gik straks, efter bare nogen få tag; han ønsket åpenbart ikke, at Kallem skulde følge med. Denne tænkte, han har vel en av sine tungsins-rider.

Men en formiddag, Kallem var kommet hjæm noget tidligere æn vanlig (i regelen var han borte hele formiddagen), hørte han det ringe på, pigen åpne og Rendalens fotslag i gangen. Han kom hastig in, var mørk, ordknap; hans ærinde var, - om de skulde bytte logis?

Så godt kænte Kallem ham, og så godmodig var han, at han ikke lot forundret og slet ikke spurte om grunnen; han sa alene, at hans to små rum ikke var nok for Rendalens samlinger og piano - og for Vangen? Eller skulde han og Vangen ikke længer bo sammen? Jo da! Men der støtte en stor sal til Kallems to rum, og den hadde Rendalen længe tænkt på; værtinnen vilde gærne leje den ut. Den høvde ham fullkommen. Tænk at få spille i den sal! - "Har du nu talt med værtinnen om den?" - "Nej; men det skal jeg gøre," - og avsted fųr han. De kom bægge, både værtinnen og han, in igæn; - og et par minutter efter var det avgjort! Om eftermiddagen var der ænogså flyttet! Da den skikkelige Vangen på lange ben nådde hjæm fra at ha spist middag, sat Kallem i første rum til højre for entréen i slobrok og tøfler og fortalte ham, at Rendalen nu bodde i Sehestedsgaten, der Kallem før hadde bod; de hadde byttet logis! Bægge lo.

"Og her som han trivdes så godt?" sa Vangen; men det var også det eneste han sa.

Det kan være Edvard Kallem funderte på grunnen til denne hastige flytning, og tænkte naturligvis at gi sig i god snak med jenten, hværgang hun kom forat passe ovnen, bære in frokost eller aftensmat, hvad han altsammen tok i huset; hun så ut til at vite noget. Marie hadde et eget smil, omtrent som det sa: "Å, jeg skønner dere allesammen, - dig også, din lurifas!" Han fik det første gang hun åpnet for ham. Øjnene dæktes mer æn til hælvten av lågene, som lå over i en hængende fold. Næsen var lav opstopper og drog munnen æfter med to stramme smilebånd, så overlæben stod ut og viste en række gnavere, der slogs om plass; de blinket altid med i smilene. Alt, hun sa, syntes at ha en undermening av skøj og fanteri; det skøt frem under lågene, og det spillet i mundtougene. Stemmen var blid. Ellers en færm jænte, godt skapt, klok som pokker og med al sin lattermilde kritik tilbakeholden i ord og lag, forsigtig. Men latteren lå altid på lur efter en. Når han sa: "Jeg er Edvard Kallem, den, som skal bo i Rendalens rum," svarte hun smilende: "Å!" som visste hun alle hans hemmeligheder fra gut av. Nævnte han noget om Rendalen, så hun ut, som hun hadde et værelse fullt av løjer om ham; men likevæl, - han fik ingenting vite.

Huset, han nu bodde i, var en hjørnegård noget overfor universitetet. Porten vendte ut til den gaten, som også Kallems rum vendte ut imot. De lå i annen etage og innen for samme entrée, som værtfolkets; d. v. s. hans ene rum, det annet, sovekamret, var utenfor med fri ingang. Rendalen hadde hat et værelse til, hjørneværelset længer in. På døren til entréen satte Kallem sit visitkort under en stor plate, som der stod Søren Kule på; det var værtens navn. Næste dag søndag, gik han in for at hilse.

Der sat den blinde, lamme man i en stor hjulstol. Den ulykkelige var ænnu ung, knap over tredve, overmåde sværladen i alle former, tung i ansigt og tale. Allerede hans: "Kom in!" dengang Kallem banket på, var tungfallent. Kallem sa, hvem han var, den andre sat urørlig og svarte langsomt: "Jaså. - - Ja, jeg er blind. - - Og kan lite røre mig også." Det kom i nordlansk tone, stavelserne i en sværlemmet gang som Londonner bryggerhæste. Ansigtet i sin fylle storladent skåret, grejt; der måtte være god stamme i karen. Kallem var mediciner nok til på flækken at skønne, hvad han sat der blind og lam av. En del stålstik, træsnit og fotografier fra Spanien utover væggene lot ham gætte på, at kanske var det der, han hadde fåt i gave, hvad hint galante folk utdeler med stor gæstfrihed.

"Vær's go, sit ner!" lød det ænnelig. Den rørlige side fik tilskynnelse til liv, idet han så hen mot en dør til venstre: "Ragni!" sa han. Ingen svarte og ingen kom. Stilheden blev farvet grå av hans røst, av hans likegyldige utseende og tunge ro; Kallem sat der og så sig om. Jamen var der barneleker! Var det ikke det, han syntes, at han hadde hørt barnerøster? Så her var barn?

"Ragni!" drønnet det langsomt én gang til. Saktere sa han: "De er nok i køkkenet og steller med maten."

Atter samme grå stilhed; lit bjældeklang fra gaten skar den i stykker et øjeblik, men des tyngre samlet den sig igæn. Møblerne for svære og for mørke i en liten norsk stue om vinteren; og de var falmet og slitte. Kobberstikkene og fotografierne i store rammer, som ikke sluttet bra, så støv og tildels fugtighed hadde skæmt papiret. Barnelekerne og et flygel skilte sig ut fra det andre; flygelet syntes aldeles nyt og av beste Pariserfirma, bestæmt et koncert-flygel. "Fruen spiller jo så vakkert?" - "Ja." - Kallem visste, hun hadde utdannet sig for musik fra barn av, og for at sige noget tok han dette op. "Hun har jo gåt på et konservatorium i Berlin?" - "Ja." - Det ramlet med stoler inne i værelset til højre, det, som støtte til hjørneværelset. Nu tok Kallem dette til æmne. "Jeg hører, jeg skal få en nabo i hjørneværelset?" - "Ja." - "En slægtning av Dem, hører jeg?" - "Ja, en tante." Atter så Søren Kule mot venstre og ropte likegyldigt. "Ragni!" Ingen svarte og ingen kom. "Jeg syntes der gik en dør derute," sa han forat undskylle, at han hadde ropt. Kallem rejste sig og sa farvel.

Et par dager efter gav han Rendalen et morsomt billede av besøket. Rendalen lo; selv hadde han sjælden været der; men hadde hørt meget om "Søren Kule". Han forsikret, han gav hele fyren faen og vilde helst ikke snakke om ham; han satte sig til pianoet og spilte.

Nogen dager senere - hvem møtte Kallem i entréen uten sin tilkommende svoger, hr. Ole Tuft, nu teologisk kandidat, inne i byen forat ta praktikum? Stor gænkændelse! Den ene hadde ingen anelse om flytningen, den andre ikke om, at Ole Tuft vanket her. Kallem bad ham gå in med og hørte nu, at det også var første gang idag som Tuft kom der; værtsfolkets tante var flyttet in igår, og hos henne vanket Ole Tuft. Så forstod Edvard Kallem, hvad menighed, hun soknet til og forlot straks det æmne. Han spurte videre, om han kænte Søren Kule? Nej, ikke annerledes æn gænnem tanten; hele slægten var fra Nordlannene. Hvem var så Søren Kule? Jo, en vælstående fiskehandler, som blev blind og delvis lam; måtte sælge og køpte denne gåren i Kristiania forat leve av den og av lit til. De hadde adskillig slægt her inne og kom først hitin i oktober. - Visste Ole Tuft, hvad som hadde voldt hans blindhed og lamhed? Nej. Kallem fortalte, at der næppe kunde være tvil om det. Ole Tuft blev meget skræmt. "Hvorledes tør han så våge at gifte sig? Og det to ganger?" - "Han er gift annen gang?" - "Ja, for vel et halvt årstid siden - eller kanske ét år - med sin avdøde hustrus søster?" - "Altså barnene er av første ægteskab?" - "Ja. Men hun er selv bare et barn; tænk, atten år, og gift snart ét år!" - "Var han slik, da han blev gift annen gang?" - "Nej, det tror jeg dog ikke. Ja, skrøpelig, men ikke slik. Der er nok ikke mange, som forstår det." "Har du set henne?" - "Nej, men hun skal være et "fint" lite mænneske, siger tanten, og musikalsk. Hun har spillet offenlig." - "Ja, i Nordlannene?" - "Deroppe skal de være uhyre kritiske." Han gik over igæn til ægteskabet. "Kanske forældrene har fåt det istan for børnenes skyll." - "Da er de vel præstefolk?" hadde Kallem nær sagt; men husket sig om itide. Han sa: "Ja, kræsen på det er hun pinedød ikke." De talte lit om likegyldige ting; søsteren blev unævnt. En stun efter gik Ole in til den, han var kommet forat hilse på. Kallem var tilfældig hjæmme den formiddag, og han fik høre fruen spille. Først skalaer og skalaer og skalaer; men derpå et stykke så ypperlig foredraget, at han satte sin dør på gløtt forat høre bedre. Hun spilte navnlig så sangfullt. Hvorledes i al værdens evighed kunde en kvinne, så ung og med den kunstsans og lyrik, ægte en bedærvet køtdynge? Her var en gåte, som han gik på Rendalen med, og Rendalen visste intet. Men han var den dag i friskt lune, talte med henførelse om hennes spil, der var lite mot i det, men en sang, en erotisk farve-ynde, som undertiden søkte sin make. Han kunde spille et russisk stykke efter henne "så nogenlunde" la han til; han spillet det ypperligt. Kallem vilde vite, hvordan hun så ut. "Dum, ser hun ut!" skrek han. "Gud forlate mig det, dum! Pannen kunde redde henne; men den karer hun over med hår. Jeg sa det til henne; op med håret, sa jeg. Øjnene kunde også redde henne. Men aldrig har jeg sét noen være så undselig over å ha øjne." - "Har hun da?" - "Store gud, av de mangetonende! De fleste øjne synger unisont, i det højeste tostæmmigt; men noen få synger strålende akkorder. Hvis hun ser op, når hun spiller, får du føle det! Men sædvanlig svøper de sig omkring bordføtterne eller klorer hull i krokene eller tænder i ovnen. Sommetider hopper de så vidt højt op på væggen som en rotte, der ikke kan komme ut." Han blev oprømt over sine egne billeder og satte sig til at spille halling. "Er det ikke faen, at en slik musikalsk natur kan -, ja, la os bare ikke bli sentimentale, far!" Han agtet sig i teatret og fik Kallem med.

En otte dager gik, og Kallem hadde ænda ikke sét henne, skønt han hadde gjort sig megen umake for det. Men så danset han på et privatbal - sønnen i huset var en studiekammerat -, og under inklinations-tur kom denne hen til ham med to damer og spurte hvad han ønsket, en "nøttekærne" eller en "nyperose"? Meget åndfullt var det ikke, men Kallem valgte nyperosen. Denne "nyperose" hadde en musikpanne og nydelige buede bryn; ellers var hun ubetydelig og taus. Ret høj, lit lutende skuldre, vakre arme, ikke fyldige, men veldannede; egenlig måtte man vel si det samme om hele mænnesket. Hun danset godt, men syntes at ville komme fra ham så fort som muligt; han satte henne av, uten at hun hadde så meget som sét på ham. Hvor blev han ikke forundret, da hun i næste tur tok ham op! Kanske kænte hun ikke mange og kanske var de, hun kænte, nætop tagne. Hun så sig sky om, til hun med små forsagte steg kom og nejet; men uten at se op; hun syntes likefræm ræd, og derfor fallt det ham in at være snil og sætte sig hos henne. Men da hun ikke svarte mer æn "ja", "nej", "ja så", "kanske" til hvad pokker han sa, blev det formeget for en kavaller, som var i vinden; han gik fra henne. Noget æfter fik han atter valg mellem "nøttekærnen", han før hadde forsmådd, og en "bonbon", og nu tok han nøttekærnen. Henne likte han bedre; en rundladen kvik en, som talte nordlansk med iblannet bergensk. Han fik høre, at hennes far var Bergenser, men nu præst i Nordlannene. Hun bodde hos sin søster her i byen og var svært ofte på bal; for de hadde så mange slægtninger - ordet gik i mange buer, ægte nordlanske; men desværre, nu måtte hun snart hjæm igæn; i Nordlannene var de så rædde for henne; de gamle vilde ikke være alene heller. Kallem var naturligvis den galante man, der lot som det var svært morsomt; de blev så gode vænner, så -. Hun fortalte i et kør, at hun hadde været inne forat hjælpe sin søster med at ordne sig; søsteren var lite praktisk; men det var hun; søsteren kunde bare spille; hun hadde også spillet fra hun var barn, og hun hadde været to år i Berlin. - Da fik jo Kallem øren, - og så begav det sig, at søsteren var henne, han først hadde danset med, og funnet kedelig; det var hans værtinne, fru Ragni Kule! "Nøttekærnen" var forresten ikke hennes "søster"; de var sammenførte barn. Og "nøttekærnen" var ikke som han trodde, den ælste, tværtom "søsteren" var snart nitten år; og hun godt og væl sytten.

Øjeblikkelig tok han fru Kule op og sa forundret, at hun jo var hans værtinne? Visste hun det? Var det derfor, hun hadde tat ham op sist? Hun blev som grepen i synd; hun kunde intet anføre til sin undskyllning. "Men hvorfor sa De mig ikke det da?" spurte han nærmere og ret intrængende. Over denne nye synd at ha fortiet det, blev hun æn mere knust; hun kom sig ikke til at svare et muk. Og både overmodig og utålmodig sa han: "Fruen har kanske ondt for å tale?" Hun blev meget blek; i det forskræmte blannedes noget bristefærdigt ulykkeligt. Uartigheden var naturligvis født av, at han på forhånd tænkte forkastende om en, der nedlot sig til at ægte alt det bedærvede køt. Men hennes bleke hjælpeløshed vakte så umiddelbart hans medfølelse, at han riktig skynte sig: "Jeg vet jo, De ejer et sprog, der faller lættere for Dem æn for de fleste" - og naturlig gled han over i hennes musik, fik henne til at sætte sig, fortalte, at han hadde hørt henne spille og nævnte Rendalens kompetente dom; han drejet samtalen over på de værdensberømte virtuoser, han selv hadde hørt, og forstod at få henne med; for av dem hadde hun hørt en hel del. Hun fik efterhånden så megen tiltro, at hun ænog vågede sig til at spørge efter Rendalen; hun hadde ikke sét ham siden han flyttet? Jo, han levde bare godt, og nu skildret han Rendalens besynnerligheder, så hun måtte le. Hun så ikke "dom" ut, når hun lo, langtfra! Da kom et øjeblik også "det mangestrålende" i øjnene. "Hvorfor flyttet Rendalen?" spurte hun, det var også lit syngende nordlansk, men mindre æn hos søsteren. Røsten hørtes midt i surren tæmmelig svak, men tillike så søt. Han svarte med at spørge henne. Nej, hun visste intet; og nu så hun på ham; jo, det var øjne! "Om det var det med værelset?" - "Med værelset?" svarte han. - "Ja, at han fik vite, at tanten gærne vilde ha det, - min mans tante," rættet hun det til, og var atter undselig. Hadde de da sagt ham op? - "Langtfra!" - "Men så kunde han da heller ikke bli støt!" Nej, hun syntes da også det. Men Rendalen kom ikke engang og sa farvel. Forlegenheden forlot henne aldrig riktig; den klædde henne som undertiden et slør kan gøre. "Var De ofte sammen med hans mor?" - "Ja," sa hun og smilte. "Hvorfor smiler De?" - "Ja, det er kanske ikke riktig; men hun var som en man." Da hun hadde sagt det, skammet hun sig og vilde ta det igæn; hun hadde bare ment, at hun var så dygtig. Kallem holdt det fast og skøjet med det; hun måtte atter le, og, som sagt, hun var søt, når hun lo. "Men De kan jo tale?" Hun skottet på ham; gjorde han nar? Så husket han, Rendalen hadde sagt til henne, at hun burde ha fri panne; og ikvæll hadde hun fri panne! Se, se!

Så vaker som hun virkelig var! At han ikke hadde sét det straks? At ikke andre så det og talte om det? Ansigtet var barnlig uutviklet, det var sant, og den slanke figur lit svak. Hennes panne dejlig; brynene hadde en fin bue; men var lyse og ikke stærke. Øjnene blev det fræmdeles vanskelig at få se; men nu visste han, de var troskyldige i sin gråblå skyhed, og at de var rike. Bløte og ubestæmte var kin, hake, mun; den siste holdt hun åpen; kort var den, og blev derved så "søt". Næsen gjorde lite av sig, var også en liten smule skæv. Håret ikke kraftigt, men hadde rødligt skær i det lyse. Men hennes hudfarve! Skær hvit - ikke til at få øjnene løftet op ifra, når den engang var opdaget; men det sås ikke straks, når ikke kjolens farve hjalp til, og belysningen fallt klejn; hun bar intet smykke, ikke engang et armbånd. Håndledene bebudede en lang, smal hånd, som han nok hadde lyst til at se. "De ælsker altså musik over alt annet?" "Ja," svarte hun, "det er jo det eneste, jeg kan;" hun så ned. Han undredes, hvad han skulde spørge om, så hun ikke følte det som en skam. Men han kunde bare passe på sig selv; sat han ikke der og blev forælsket? Desværre måtte han forlate henne, forat danse med og konversere andre. Straks han kom bort fra henne, var det, som han ikke fant henne igæn; på avstan blev hun likesom usynlig. Straks han for anstændighedens skyll kunde, så var han hos henne igæn. Hun hadde øjensynlig intet imot det; hun var lit tillidsfullere, ja, hun så på ham et par ganger og smilte ham like in i øjnene! Ej, ej, - mere æn Rendalen hadde nådd! Hans forælskelse begynte av hennes forlegenhed og vokste av hennes tillidsfullhed. Han spurte, om han skulde få følge damerne hjæm? Han måtte ha en større ræt til det æn andre, siden hun var hans værtinne? Det blev straks mottat; hun betænkte sig ikke! Riktignok sa hun, at deres søskendebarn, han, som først hadde budt Kallem valg mellem en "nøttekærne" og en "nyperose", skulde følge dem; men de kunde jo følge bægge? - "Javist kunde de så!" sa han muntert - og tænkte hemmelig, at "søskendebarnet" skulde få "nøttekærnen".

En kram kvæll med tynt snefall. Snestjærnerne dalte ænkeltvis og betænksomt, som valgte hver sit sted og hadde hver sit ærind; ikke et vindpust blannet sig i det. De to damer møtte væl inpakket med finsko på føtterne. Musiken og dansen i full gang, da de samledes, latter av glad ungdom i gangerne og trapperne; utenfor bjældeklang av slæder, som kom for at hænte. "Søskendebarnet" kunde ikke ta avsted så tidlig, han var vært; men han skaffet en stedfortræder; og denne tok sin dame under armen og satte avsted nerover bakkerne i sprang; men da Kallem vilde gøre det samme med sin, blev hans unge værtinne forskrækket, klamret sig fast og bad, mens hun måtte hoppe avsted, bad og hoppet, at det skulde han la være; hun bar sig ad, som kunde hun ikke riktig se. Han stanset og spurte, om det var så? Nej; men hun var så dødelig ræd for å falle. "De er nok i det hele ræd av Dem, De?" - "Ja, jeg er det," sa hun troskyldig. Hun var nok søt; men igrunnen et stykke av en sippe. Så nu gik de da en stun uten at tale; de to andre var ikke til at se. Pyt, tænkte han, det er væl ikke værdt at være fornærmet hæller, hun kan væl ikke hjælpe det. "Klokken er ikke ét ænda," sa han. "Nej, men det yngste barn er ikke bra; pigen sitter hos henne; og hun skal tidlig op imorgen." Den nordlanske sang i hennes røst førte ham ut til havet. "Jeg savner så det åpne havet nu om vintren," sa han; "her ligger isen. Det går væl alle væstlænninger likeså?" Hun svarte, at i Berlin, især når hun hadde spillet, kunde hun sommetider likesom høre havet. "Men er ikke det rart, at havet gør bestandig frisk, når en er hos det, og tungsindig, når en tænker på det?" - - Der kom nogen kørende nerover og meget fort; de måtte avvejen, hun drog ham med sig til det allerytterste av vejkanten, mens det suste forbi, tre slæder efter hverandre i størst mulig fart.

De blev gående og lytte efter bjældeklangen, til den tapte sig, atter fik sneflokerne den stilhed, de behøvde forat lægges mærke til.

"En skulde egenlig ikke tale, når der fallt sne," sa hun.

Nu væntet de to andre på dem, og samtalen førtes en stun mellem "nøttekærnen" og herrerne, til der kom en bakke, som det første par tok i firsprang. Siden sås de gænnem snesløret, uten mere at høres. Men straks gaten var tættere bebygget og færdselen større, drog parrene sig sammen og dermed var det morsomme ved turen også forbi.

Bakefter vokste intrykket fast i naturbilledet; hun kom in i snestjærnerne; hun blev det hviteste, han hadde møtt, det fineste. Hvad hun hadde sagt om havet og om snefallet hadde den musikalske fantasi i sig; tilsist stod hele personen i myk ubestæmmelighed. Efterhvert som alle disse intryks-perler steg op av bunden i hans sjæl kom hans sanser i yr forælskelse. Innefor i stuerne hadde han henne; hværgang en dør åpnedes til gangen, gav det gænlyd i ham; og gik det let i gangen, var det henne; han kænte det næsten som over sig selv. Igrunnen frygtet han for at møte henne igæn; da svant det vel in igæn; nu var billedet så vakert. Og ganske riktig det gik så . . . En fem seks dages tid derefter, han kom gående fra universitetet, møtte han henne og hennes søster og to småbarn; der var mange på fortouget og ivejen for dem, så han kænte dem ikke før de stod over for hverandre. Han hilste; "nøttekærnen" smilte og hilste igæn; men den andre blev rød og glæmte at hilse, nu så hun alt annet æn begavet ut. Han stanset dem og takket for sist, og gav sig til at tale med søsteren; den andre bøjde sig ner over barnene, - to søte piger, utklædte som dukker, den ene på tre år, den andre på væl fire. Han bød selskabet in på forfriskninger; efter en del usikerhed blev det tat imot; men fruen så ikke mere op, og derinne var det knap, han fik henne til at sætte sig. I sin undselighed holdt hun av bare uro på at klusse med ungerne, så de blev utålmodige. Han bød dem vin og kaker; men hun visste ikke, hvad hun vilde ha, tilslut lot hun søsteren vælge. Hennes ansigt var inrammet i en hue med sideklapper; den tok pannen aldeles bort, ansigtet blev rundt og ingenting; figuren var omsluttet av tøj, som altsam men var for stort (senere hørte han, det var arv efter hennes avdøde søster). Først da han selv gav sig av med barnene, som han hadde sjældent lag til, fordi han var barnekær, møttes de; det var ænda nere på gulvet, fordi den minste hadde sølet sig til av en kake med fløteskum i, som fruen i sin kejtethed hadde valgt til barnet. Der de tørket den lille med hver sit lommetørklæde, fløt fruen hen i ydmyg følelse av synd og takket og takket. Den lille, som hadde griset sig så velsignet til, vilde ha mer av samme sort og av ingen annen sort, og deri var naturligvis Kallem - skønt han visste barnet ikke hadde godt av formeget - fullkommen enig; men han tok barnet i sit fang, fik en serviet og passet på, til siste bit var spist. Hun stod og lærte og var ydmyg. Da vilde den lille ha nok en sådan kake, og også deri var Kallem fullkommen enig. Den ælste som tålmodig hadde sét på sin søster spise, vågede sig nu til at be; han tok da henne op på sit annet knæ og matet bægge to. Under denne viktige handling moret alle parter sig; nu turde ænog fruen le. Og som før sagt, hun var "søt", når hun lo. De voksne drak ænnu et glas vin; hjæmover gik Kallem med den minste pige på armen. De blev frygtelig gode vænner, han og den minste; hennes stedmor var motigere æfter vinen og sa: "Er hun ikke søt, lille Juanita?" Hun gav hånden op, som barnet slog sin våt i; fruen gik en stun og holdt den fast.

Han bar den lille op trapperne og forsømte ikke at vise henne sit værelse og at be bægge komme og besøke ham næste formiddag, som var søndag. Like efter middagen gik han hen og køpte appelsiner, æpler, fikener og andre tørre frugter forat ha, når de kom.

"Er hun ikke søt, lille Juanita?" - med lit av hennes nordlanske tonefall i - satte han i musik og nynnet det, hvergang hun kom i hans tanker. Røsten, øjnene op på barnet, hånden ut mot det, fulgte så med. "Er hun ikke søt, lille Juanita?" blev en liv-strofe, han også lærte Rendalen; de hilste hværandre med den på gymnastiken om kvællerne. Men hos sig selv beholdt Edvard Kallem, at hun var blet undselig ved at møte ham igæn, - kanske fordi det var lys dag. Han fortalte, hvor pussig hun var i disse for store klær, der så ud som sydde til en ung pige, der vokser; men han sa ikke et ord om, at hun inne på konditoriet var blet urolig, fordi han så på henne.

Barnene var ofte hos ham, han gav dem appelsiner og sokkerfrugt og gik på hænderne for dem og hoppet over stoler, og de var rasende gla. Men pigen fordærvet det hele; han læste tydelig i hennes smil: "Du er en skælm! Dette gør du for mor'ens skyll!"

Så blev han fejg nok til at sige henne, at nu en stun måtte barnene ikke komme. Det skar ham i hjærtet, da han næste kvæll sat og hørte, at den ælste hadde fåt op en dør og var i gangen for at løpe in til ham, men blev gråtende hentet tilbake. Han ringte på pigen og bad henne gi barna ræsten av det, han hadde køpt til dem. Hun tok mot det; "det er for meget?" sa hun og så lumskt leende på ham; han kunde ha banket henne. Men tænkte snart: "Mistænker hun mig, hvad pokker jeg gør, så la barna komme!" Og næste kvæll hentet han dem selv in fra køkkenet.

En dag møter han søsteren, som skal gå ut. Hun hilser glad og siger: tak for sist! Tænk, lægger hun til, om nogen dager skal jeg rejse. Da fant han det passende, at de tok en liten avsked f. e. på konditoriet? Det fant også hun, og de avtalte, at næste dag skulde de møtes som sist, barnene med, og alt gøres om igæn. Så gik det. Fruen ikke fullt så undselig som sist, han ænda muntrere, barnene overgivne. Alle forælskelsens galne tanker var over ham, da de lystige gik derifra, - han dansende med Juanita på sit hode, lærende søsterne at synge: "Er hun ikke søt, lille Juanita?" -

Den dag søsteren skulde rejse, møtte han på jærnbanestationen. Mange av slægten og mange andre var der for at sige farvæl. Bægge søstre svært ulykkelige, den gænblivende kanske mest; hun gråt ustanselig også efterat toget var gåt. Han tænkte et øjeblik på at dra sig tilbake og la slægtningerne være ene sammen; men hun sa: "Å nej, gå ikke!" Der var dog intet hun vilde ham; hun gik hjæm ved siden av ham som av de andre, gråt hele vejen; og da de andre drog deres vej, og han og hun stod foran porten, hadde hun intet at si, men gik op uten videre. I trapperne spurte han, om hun og barnene vilde køre en tur; det kunde adsprede henne; hun bare ristet på hodet. Imorgen da? spurte han ærbødig, idet han åpnet for henne. Hun gik in, men kom tilbake: "Tak, imorgen!" sa hun, gav ham hånden og sine gode øjne, fulle av tårer.

Av denne store smærte trodde han at skønne, at hun kænte sig forlat. Til daglig kanske ikke, fordi hun fyldte tiden utav sin fantasi; men hændte noget som dette, der kallte henne fræm av den, så vækkedes hun, så sig om og fant sig ene.

Næste dag hadde han henne og barnene i en bredslæde, selv kørte han. Fra turen gik han in med i stuen til Kule, som på sin tunge måte sa tak, fordi han var så snil med barna. Kallem lot sig forevise alle deres leker, og Kule ba fruen spille et stykke, mens "barna" blev ført ut; selv sat han og dampet av en lang pipe, som fruen skulde stoppe, men som Kallem fridde henne for. For første gang så Kallem en svær køkkenjænte, et ældre karsligt fruentimmer, der sang Nordlansk som fugleskrik over havsuget. Hun var køkkenpige og Kules opvarter. Fruen syslet utvivlsomt frit med sit, d. v. s. med "barna" og sin musik. Hun spilte i dette øjeblik det samme stykke av Russeren, som han hadde hørt fra sit rum, kanske ænda bedre. Ikke fordi han hørte stort på det; han så på henne selv. Det overansigt, som nu lynede over noteblad og tangenter var et annet æn han kænte; dette var det væl Rendalen hadde set. Hvad for en utvikling hun først måtte gænnemgå for at få underansigtet med! I de siste dager hadde han fåt brev fra en fætter i Madison i Wisconsin, som var blet professor ved universitetet der, og hvis hustru, en norsk dame, studerte under ham. Noget sådant måtte til for at vække og forme denne matte kin og slappe hake, denne viljeløse mun med optavset hud på læberne. Men hvor var al denne barnslige umyndighed rørende! Like ved siden så han mannens uhyre næve om stolarmen, - hele fyren lå i stolen som en død flodgud med bukser på. Under spillet åpnedes døren til højre, og in kom det tredje overnaturlige Nordlansvæsen, en gammel dame med hvit hår, stort rundladent ansigt og hornbriller; det var hans tante, højere æn Kallem og svær i forhold til højden. Den unge frue kryssede mellem dem som en lystjagt mellem søk-ladde atlanterdampere. Nu så hun hen til Kallem som til sin fortrolige; hun hadde vistnok intet betrod ham; men deres fælles ungdom søkte samråd mot det, som var uforståelig tungt og ivejen. Hans kærlighed blev utålmodig efter at gøre henne fri; - der blev kvalmt i stuen av at han ikke kunde. Det pinte ham, dette ufattelige forhold.

Intrykket fra det hele besøk forstyrret hans eksamenslæsning, som til denne dag hadde været regelmæssig. Han utkastet de villeste planer, ja, han skrev ænog til sin fætter i Amerika og spurte, om de kunde ta imot en ung dame i huset? Han betrodde sig til Rendalen, der først protesterte med forargelse: men senere fik Kallem ham til at gå over. Hennes ansvarsfølelse mot sig selv måtte jo vækkes, farerne ved fortsat samliv skulde hun kænne, fræmforalt måtte hun komme bort, komme langt bort, så hun fik åndsfrihed til utdannelse . . . Kallem blev altid sikrere og hans kærlighed mægtigere av al den selvtagne omsorg. Hvert møte med henne, hvor knappe de var, ja, bare om de hilstes på gaten eller i gangen, styrket ham i, at hun var hans og ingen annens og skulde fries ut!

Dette før han hadde sagt et ord til henne selv.

Ofte før hadde han været forælsket, ofte hengit sig uten at være det; men dette skære og ufullkomne, dette begavede og forlatte hadde han trang til at rædde og forme, det lå til hans natur, og derfor hengav han sig av al sin sjæl. Hun på sin side tapte lit av sin undselighed for hver gang, de møttes; han syntes at trøste henne over søsterens avrejse, ja, tok han ikke aldeles fejl, gav han mer æn vederlag. I alle fall var der ét ubedrageligt tægn: han hadde sagt henne, at han holdt sig hjæmme om kvællerne, væsenlig for at høre henne spille, og at han åpnet døren på gløtt; - og hver eneste kvæll spilte hun, ofte længe.

Når han møtte henne med barnene og tok dem hen på et konditori, hadde han den største lyst til at tale ut; men hennes væsen var ikke til det. Navnlig var hennes troskyll i vejen; han torde ikke skræmme. Energien i ham drev mot en løsning; men hans kærlighed bøjdde sig for hennes trang til poetisk lek, der kærligheden ikke nævntes, men alt blev dens billedskrift. Forholdet fik en ynde, som ikke lignet noget, han før kænte.

En kvæll om uken tok hun del i en privat koncert, eller hvad det skal kalles, hos en slægtning av hennes man, den samme de i sin tid hadde danset hos. Til den skaffet Kallem sig adgang gænnem sin studiekammerat, hennes søskendebarn. Naturligvis var det alene forat få følge henne hjæm, han vilde komme med. Den tid var inne, at sneen gik og gaterne lå fulle av is. Da han sa henne, at også han kom, og at han vilde få lov til at følge henne hjæm (hvad hun blev glad for), var det selvsagt, at han kom med slæde eller vågn.

Efter en lang kvæll med altfor megen musik i snævre rum skulde de ænnelig hjæm; hun skynte sig at ta rejsetøj på og komme utenfor med ham; her tok han hennes arm; - "det er da heldigt, at nætop nu steg månen op," sa han. Hun trodde, de skulde ha en av de slæder, som stod der eller den vågn, som nætop kom; hun skrek lit, da der var glatis like ved porten, men gik trøstig på. Imidlertid drog de forbi den ene slæden efter den andre og vågnen med. Ingen av dem syntes at være deres. "Skal vi ikke køre?" spurte hun. Skøjeren lo; han hadde tænkt ut, at de skulde gå. Hun prøvde at skjule sin skuffelse, men efter nogen fortvilte forsøk, bad hun rørende om at måtte få køre. Han kom til at huske, hvor ræd hun hadde været første gang, fik samvittigheds-nag og svor, at de skulde gå til første holdeplass, som ikke var langt borte. Vejen var ikke så svært glat, men hældet; hun klynget sig op til hans arm, hun stirret ænne foran sig, hun skrek så småt; længer fræm blev det lit værre, idet vejens hele bredde stundom var is, skønt også der med faste punkter. Han blev lit motløs; især da han ikke kunne få henne til at skri'. Noget så ræd hadde han ikke sét, selvfølgelig gik det fot for fot med mange og lange stans.

Haver og marker omkring dem var dels bare, dels med sne eller is, - og dit ut vilde hun; men han synte henne, at snart stængte et hus, snart en lukket have; det var ikke som på lannet. Markerne så sønderrevne ut, også himlen; ti lange sky-floker drog hen over det sortblå deroppe, akkurat som is med mellemrum hernere. Månen syntes at løpe efter sky-flokerne med rasende fart, at hænte dem in, fare gænnem dem og videre avsted; deroppe måtte gå en orkan; her nere var stilt. Kallems fejlgrep gjorde ham ulykkelig og usiker. Det ustø lys over naturen med sønderrevne farver øket denne stæmning; nu skulde visst hænde noget galt. Og aldrig en eneste gang kom den følelse på ham, uten at rædsels-natten fra hans barndom drog forbi med alt, som fulgte av den. Skulde denne angest-bebudelse av egne fejlgrep følge livet gænnem? Han gik i den største spænning; ti hun måtte ikke falle. Uten hennes krysteragtighed hadde bakkerne været en lystig glidans; nu gjorde hun også ham ræd. Hvert glat sted blev til en virkelig fare, og han frælstes fra den ene alene for at komme over i en ny; de talte ikke, så ikke på hverandre, rædde, utålmodige. De var minutter på det, som ikke vilde ha tat sekunder; den ene skylte hemmelig på den andre, mens de stred som for livet. Bare et stakåndet: "å gud"; eller "å vogt Dem her!"; eller et opgit: "Nej, nej, dette går ikke!" - og et "Prøv igæn! Kom nu!" - tilsist ikke engang det. Hun kunde jamre sig, gi sig over, næsten gråte, han svarte ikke mere. Så optat var hun av sin angest, at hun ikke mærket overgangen.

Da så de langt henne frelsen, nemlig høje hus på bægge sider, som hadde skygget for solen, så sneen ikke var brånet. Det galt at nå derhen; holdeplassen var like ved. Ænnelig lykkedes også det. Hun stanste og drog pusten og prøvde at le, men kunde ikke; "la os stå lit," bad hun, og hæntet vejret dypt. De vendte sig til hver sin side; længer nede hørtes dombjælder; begge lydde efter. "Bare ikke den siste hesten forlater plassen," sa hun; "det er sent." Hun gav ham armen, og de gik videre. Helt bra var det heller ikke her; sneen var trasket hård; men der var strød på fortouget; de gik nu fortere og lit efter lit med tryghed. "Gud ske lov!" sa hun med en lettelse, som kom hun frem av ishavet. Hun hadde ikke før sagt det, så lå hun der. De hadde nådd et falskt sted, der det hadde frosset efter vand-spild, og siden hadde det rimet over. Hun gled og det like på en av hans føtter, så også han gled og fallt, - den ene over den andre. Han satte i en ed av sit hjærtes opsamlede overflod, op på benene igæn forat hjælpe henne; - men hun lå urørlig øjnene lukket.

Han isnet. En hjærnerystelse? Han tok og la henne over sit knæ, bet i sin højre vått og drog den av, løste så op under haken på henne. Hennes arm hang ned, hennes åsyn var likblekt, han fik op kåpen, han vilde skaffe luft. Men da rørte hun sig. "Ragni!" hvisket han, "Ragni!" - bøjdde sig længer ned mot henne: "Søte, søte Ragni! Tilgiv mig!" Hun åpnet øjnene: "Tilgiv mig, hører du?" Rødmen kom op i hennes kinner, hånden vilde til kåpen som var åpnet; hun hadde altså følt det, bare lagt i en forskrækkelsens døs. Han kunde ikke mere styre sin glæde, han tok hennes hode op til sig, kysste henne én, to, tre ganger: "Å, som jeg ælsker dig," hvisket han og kysste igæn. Hun vilde op, han kænte det, og straks rejste han både sig og henne. Men hun kunde ikke stå alene, vilde tomle, så han støttet henne bort til havegærdet like foran huset; hun tok i det og lænet sig over det, som kunde hun ikke bære sig selv. Han slap forat se, om hun kunde holde sig; jo, hun kunde. "Jeg løper efter hæst!" sa han, - og borte var han. Under løpet husket han, at dette kunde han ha gjort fra først av, så var alt sparet! Men var der også hæst at få? Var der ikke, så løp han videre. Bare hun kunde stå, bare ingen kom, . . . han løp og han skridde, og da han så en hæst med slæde stå der, sprang han like i slæden og vilde, kusken skulde køre av alle hæstens kræfter uten at vite hvorhen. Først da dette var rettet, og slæden i fart, - sanset han, hvad han hadde sagt og gjort, mens han holdt henne i sine arme! Det hadde nok tonet med, nu først trængte det frem til full melodi.

"Kør på! Der står hun, der til højre! Vi fallt, hun fik vondt. Der, ja!" han hoppet ut og ilte til henne, mens kusken vendte og kørte tæt til. Hun lænet ænnu mot rækværket, men halvt med ryggen, halvt med siden; hun hadde knyttet til igæn og drad ner sit slør. Hun gav hånden ut forat få støtte, da han kom; han tok den, men la den andre om hennes liv forat føre henne foran sig, han vilde ikke annen gang risikere, at hun spændte benene undav ham. Det gik godt, han fik henne op i slæden, fik pakket om henne og betalte kusken og nævnte adressen. Hun bad ham ikke køre med; ikke sa hun farvæl; ikke så hun op. De kørte.

Han følte straks, - at nu rejste hun fra ham. - -

Intet griper en bra kar som hans egen dumhed og ustyrlighed. Han blev drivende den natten timevis i gaterne og snek sig hjæm som en banket hund. Næste morgen turde han ikke spørge pigen; men om kvællen fortalte hun uspurt, at fruen ikke hadde været bra; hun hadde kastet lit op og lå ænnu; imidlertid var hun bedre. Maries medvidende smil satte ham i avmægtig harme. Hun hadde til og med den uforskammethed at forske i hans åsyn. Dagen efter måtte han likevæl bekvæmme sig til at spørge; jo, fruen var oppe og ganske bra. Men ikke den dag, ikke den næste fik han et glimt av henne eller hørte han en lyd av barnene. Ej heller spilte hun om kvællen, han sat ens ærind hjæmme forat høre efter. Ikke kom hun selv, ikke barnene denne vej mere, når de skulde ut; de gik køkkentrappen. Aldrig traf han henne. Hun valgte nye vejer.

Hidtil hadde hans kærlighed været en hemmelig lykke med mange planer i. Nu hadde han med vold brudt in i helligdommen, og en ænneløs drøm, en unyttig grublen avløste hans klare dage og hans sunne nætter. Han gik igænnem alt, som var hændt, og hver gang med stikkende selvpinsel. Misagtet sig selv, lot sig dra med på rangel og misagtet sig mere. Fra han hadde rørt hennes læber, krænket hennes øren, var der som draget slør for hennes billede; han så ikke det skære duehvite, musikbårne i dets ynde og hjælpeløshed; - han så en, som han attrådde. Men han hadde komisk sans og sun natur; han vilde ikke ætes op av selvpinsel og dum attrå; han vilde straks flytte og gøre det under påskud av en rejse. Derved trodde han at stige over alle vanskeligheder som over en skigard. Han holdt ikke ut, at huset var stængt for ham; han holdt ikke engang pigens uforskammede smil ut.

Nu slog ham den likhet, som hans flytning fik med Rendalens! Rendalen gav heller ikke én dags tål! Det skulde da væl ikke ha været av samme grun -? Han slog op en latter; naturligvis var det nætop det samme, som var hændt også ham!

Rendalens mor hadde været i byen og boet der; i den tid var Ragni ofte sammen med bægge; Rendalen og hun spillet firhændig. Dette blev ved også efter mor'ens avrejse, og altid på hans flygel, det visste han . . . Dette sammentræf følte han som ydmygelse.

Finere, ædlere natur æn Rendalens kænte ikke Kallem; han hadde intet som helst tillat sig. Men at hun også kunde gøre ham så urolig, at han flyttet -? Der måtte altså være noget i henne av den art? Dette førte han sig til undskyllning. Mere æn det, han kænte det som øket fristelse. Samme kvæll sa han til Marie, at han skulde rejse bort, ænten næste dag eller den derefter, han visste ikke; men hun måtte spørge om regningen; naturligvis betalte han kvartalet ut. Pigen så på ham; hun gættet straks den dypere mening; gottet hun sig, eller hadde hun noget, hun kunde fortælle? - Hun spurte på sin beskedne måte, om han ønsket regningen straks? Nej.

Dagen efter blev ingen flytning av; næste skulde det bli. Han vilde ta bort på et par dager; men først leje logis og flytte sine ejendele did. Eftermiddagen gik han ut og da lejet han, men på en hel annen kant av byen. Så grunnet han en stun på, hvad han skulde anføre som årsag - navnlig for Rendalen; han blev enig med sig selv om, at han vilde si ham den hele sanhed; til andre, at han blev adskillig forstyrret, der han nu bodde; det var jo sant. Han kom hjæm igæn henved femtiden, gik in sovekammerdøren, tok på sig slåbrok og tøfler, gik in i næste rum og la sig på sofaen, der han fallt i dyp søvn; han trængte vel til den. Pigen kom in ved syv-tiden og la i ovnen uten at han mærket det. Han vågnet noget senere og hørte det sprake og så det lyse, forstod derav, at klokken var over syv. Tanken fallt straks på henne derinne i stuerne. Han hadde et hemmeligt håp om, at når hun visste, han skulde rejse, fik han ænnu engang høre henne spille. Deri hadde han hidtil skuffet sig; men kunde likevæl ikke opgi troen på, at hans avrejse gik henne nær. Han lå på sengen og lydde. Om han kunde gå in til henne som ingenting forat ta farvæl? Om han kunde tænde lys? Om han skulde gå ut igæn? Han rejste sig og stirret i ovn-ilden. Da hørte han en dør åpnes i entréen og flere stæmmer; et par fruentimmerrøster med stærk nordlansk sang i; derav sluttet han, at der hadde været nykomne slægt ninger på besøk; Nordlænningerne fulgtes til døren; han hørte en mansrøst også; var det Ole Tufts? Men ikke hennes, som han lyttet efter. Alminnelig farveltagen, og døren igæn; så tantens røst, så Ole Tufts, det var virkelig hans; han kom altså i det samme, de andre gik; - der drog de in til tanten, døren luktes efter dem, samtidig luktes en dør længer borte. Atter ringer det; atter åpnes en dør og ut kommer - bægge barnene, jublende; de har nyttet lejligheden og vil in til Kallem, men det må de ikke, derfor jagt på dem gænnem gangen under latter, de fanges og en dør smækkes i bak dem; men samtidig åpnes entréedøren; en nordlansk dame hadde glæmt sine galoscher, og nu hørte han Ragnis røst, som tilbød at gå efter lys, her var aldeles mørkt: men det blev avslåt i Nordlanske hejse-sange. Her var galoscherne, like ved døren, var de; men de gik nok ikke på riktig av sig selv, de var "ny-e"! - Så! Der var de på! Atter yndelige "farvel, farvel" og "et velkommen på fredag!" som svar. Det siste var Ragnis. Bedrog han sig - eller lød det ikke som ens røst, der tror sig i nærheden av en fare -? Ikke riktig hennes egen? Talte hun om ham uten at ville? Op sprang han og var ved døren, før hun fik lukket derute; - hvis han åpnet, stod de ansigt til ansigt. Skulde han -? Lyet som æfter tægn. Hørte henne ikke gå; kanske var hun der utenfor? Hans hjærte slog general-storm, men hånden allersagtest på dør-låsen, - lydløst op. For hans øjne, som hadde stirret i ovns-ilden, var entrée-gangen bælgmørk. Han følte bortover mot døren, kænte entrée-låsen, følte sig længer fræm; men der var ingen. Skulde hun være fulgt med ut? Nej, hun sa jo farvel og bød dem vælkomne på fredag. Hvorfor hadde han ikke hørt henne gå? Ikke at åpne en dør inover? Hun måtte være her i gangen.

Hjærtet banket, så han kænte det; men fræm måtte han. Der tok han i klær, det isnet i ham; straks fik han sin forstan igæn, for klærene var kolde og tomme. Nu harket det innenfor, det var Kule; så småsnakket det i køkkenet eller spiseværelset, det var barnene. Han stod stille som en forbryter ved de trygge lyd fra det regelrette. Han skulde ikke ha inlat sig på dette. Der hørte han tantens langsugende spørsmål og Oles klare svar, d. v. s. tonerne, ikke ordene. Mon Ragni var i gangen? Hun kunde jo ha noget at søke æfter, og være stanset i forskrækkelse ved at se ham. Gik han længer, kunde han skræmme henne, så hun fløj like til en dør og åpnet den. Da stod han der i det fulle lys! - - -

Nej, hun var for ræd til det. Atter nogen steg fræm. Han gik i tøfler, det hørtes næppe, men han ønsket, at hun ikke måtte være der. Barnene småsnakket like for ænnen av gangen; de hørtes så tydelig nu, han kom længer mot dem; han syntes se dem stå på knæ på hver sin stol og bygge hus på bordet. Han skammet sig, hvad vilde han? Mens han spurte, gik han likevel videre; han tok fra den ene side til den andre, fra en kåpe til et sjal, fra panelet på en dør, til et av de stripede gangvinduer, som han skimtet. En vågn ramlet, snart æfter hompet bjældelyd forbi, avdæmpet; i overgangsføret bruktes både vågn og slæde. Noget fallt i køkkenet, Kule harket igæn; ham måtte tiden falle lang; han brukte vel ikke lys? Mellem barnenes rum derinne og køkkenet stod døren vist åpen; for nu var de der ute for at spørge og se, hvad som fallt; nordlans-jæntens svar i lang, søtladen venlighed; det var et "kop-pe-fat", som fallt; det gled ner av "ræk-ka". - Fræmover igæn. Var Ragni der, så stod hun innerst inne. Hvor hun nu måtte være ræd! Hvad stod hun og trodde om ham!? Vændte han, tok han sig ut som en mislykket tyv. Nu skimtet han en smule ved vinduet; men ikke længer in, ikke lys under, over dørene, heller ikke i nøklehullene, ikke engang like foran til barnenes rum. Hun stod vel ikke der? Han inbilte sig, han måtte se henne, om så var.

Kanske hadde hun gåt in i gangen til tanten? Like ved hans dør? Eller hun hadde simpelthen lat døren til barnenes rum eller til Kules stå åpen bak sig, da hun gik ut, og hadde lukket akkurat som han åpnet sin? Og sat nu derinne og drømte? Dette blev han viss på; for dette ønsket han nu. Men han gik fræmdeles. Ænnelig helt inne ved døren, hørte barnene derinne og nordlans-jænten til vænstre skramle og gå fra og til i køkkenet. Nu vændte han og kænte sig straks friere. Med hænderne foran sig gik han tilbake og fortere; da tok han i en varm fast arm. Han skalv, han frøs, øjnene slog gnister; han stanset op. Men armen rørte sig næppe, og på det fik han sit mot igæn. Så lot han hånden langsomt glide fra armen henover til livet og la den varsomt omkring. Varmt og mykt kæntes det; hun stod stille, men der gik skælvinger. Han gav et lint tryk. Med den annen hånd fant han hennes, trykte den; også den skalv. Han trykte også den, - og nu gled de fot for fot fræmover igæn - uten motstan, men heller ikke godvilligt. Han hørte såvidt sine egne steg, men ikke hennes; barnene snakket stille. Fra Kules rum eller fra tantens nu ikke en lyd; foran dem en svak gløtt ved hans dør. De nådde derhen; han skøt den sakte op og vilde føre henne in; men her stanset hun; vilde dra hånden til sig. Han hørte hennes pust, kænte hennes ånde, skimtet det bleke åsyn, - mens han læmpelig skøt henne in til tærskelen, - og så over den og skøt døren bak dem til. Her slap han henne, forat lukke igæn det sakteste han kunde. Hun stod, som han hadde forladt henne med ryggen til; men med bægge hænder op for sit ansigt; da han kom, begynte hun at gråte. Han tok omkring henne forat dra henne in til sig; da gik gråten over i hulk. Hun hulket så sårt, så ulykkeligt, at alt hans blod blev ædrut, og et nyt sæt tanker strømmet in. Han førte henne til sofaen viljeløst; hun gråt så fortvilet, at han fik trang til lys, som når en blir syk. Derfor skynte han sig at gøre lampen istan, husket, at først måtte gardinerne ner, rullet dem ner og tændte.

Bare en, der har klæmt inne med sin sorg i dager og nætter, kan gråte således. Bordet, hun lænet sig til, ristet.

De hundre ganger hadde han spottet ælskere, som i romaner og skuespil faller på knæ; - nu skøt han den ene bordænne lit tilside og lot sig glide ner på knæ foran henne som den ydmygste synder. Det var hennes ansigt, han søkte; hun holdt lommetørklædet for med bægge sine hænder. Hennes hode, barm og skuldre gik stødvis under hennes voldsomme gråt, han kænte hvert ryk og bad og bad, hun måtte tilgi ham! Det, han var kommet til at sige henne oppe på isen, var han ikke herre over. Han ælsket henne, de hørte sammen. "Å, nej, gråt ikke så!" ba han, "det holder jeg ikke ut!" Han tok hennes hænder og han satte sig op ved siden, og han la hennes hode til sit bryst og armene om henne; han kysset hennes hår, han la hennes våte kin op til sin; hun gråt i den ene stilling som i den andre. Han vilde gi henne vin at drikke. Nej, nej! - Men denne gråt var forfærdelig. Var det fordi han hadde ført henne herin? Han hadde længtet så, at han ikke kunde stå imot, da han hørte, hun var i gangen. Hun vilde da vel ikke, han skulde rejse uten at sige farvel? Og aldrig søke henne mere? Hun ristet på hodet, løste sig fra ham og la sig fræmover bordet og gråt i sit lommetørklæde, stærkere æn nogensinne. "Vil du, jeg ikke skal flytte?" spurte han; men hun hørte det ikke. Da lot han henne gråte; først om en god stund la han sig ner til henne og sa: "Jeg gør alt, som du vil." Da løftet hun sig og al sin gråt op fra bordet og lagde den og sig in til ham. Han slog bægge sine armer om henne og følte, mens han holdt henne, at hun tok det skønnere og dypere æn han.

Da rørtes det ved døren og den åpnedes; jænten kom med aftens-maten. Han slap forskrækket og rejste sig; men Ragni bare la sig ner over bordet igæn og hulket. Jænten skøt brættet varsomt in på den kant av bordet, som var ledig, flyttet lampen like varsomt og skøt brættet efter. Hun var rød og så ikke op på nogen av dem; men smilet var der, og sa tydelig: dette har jeg væntet længe! Så underlig forskællig kan den samme ting ses, at nu syntes Kallem, der var tyst, skælmsk glæde i det. Stille var hun kommet og stille gik hun ut, og lukket døren efter sig så sagte som han selv hadde gjort.

"Men Gud, Ragni?" brøt han ut. Hun svarte ikke, det syntes henne altfor lite til det; den sorg, hun sat i, tok alt. Han kom igæn og trykket henne atter op til sig, da sa hun: "Å, som jeg er blét ulykkelig!" - og dette var egentlig det eneste hun sa, så længe hun sat der. Han kunde intet svare, som ikke syntes ham dumt. Prøvde nok og hjalp efter med kærtegn; men hun rejste sig fra det ene som fra det andre, hun vilde gå. Han kænte sig ikke istan til at holde på henne, men fulgte henne til døren. Før hun åpnet, vændte hun sig mot ham smærtefult hengivent som i en dødsstun. Han slukket lampen, og hun gled ut.

Men i det samme, hun lukket til bak sig, fallt der en svak lysning over henne; den kom fra det inhuk, som førte til tantens rum; for i det samme åpnedes tantens dør, og sælv stod hun foran den, - i Ragnis forskræmte fantasi stor som en oprejst hval. Naturligvis - tanten hadde hørt Ragni gråte derinne hos den logerende; og straks fattet, hvad Ragnis underlige væsen i alle disse dager betød. Nu stod hun vakt utenfor sin egen dør, og just som Ragni kom ut av Kallems, støtte tanten til sin, så lysning fallt over den kommende. Tanten strakte ut sin hånd; det vilde sige så meget som: "denne vej, min pige!" Og Ragni kom, og tanten lod henne glide forbi sig in. Hun var ikke alene. Foran væggen mot det rum, hun nys hadde forladt, stod en sofa; fra hjørnet av den rejste sig en høj, blond man med et mildt åsyn; det var Ole Tuft. Han var det, som først var blet opmærksom på hennes gråt og også hadde været utenfor deres dør. Ragni lot sig gli ner på en stol mellem sofaen og døren.

__________

Dagen æfter lå hun. Men før Kallem gik ut, fik han en seddel fra henne, deri hun sa, at tanten hadde hørt henne gråte inne hos ham, likeså kandidat Tuft; han hadde også været ved døren. Ikke mer stod der; jo nederst nere, næsten usynligt ordene: "aldrig mere".

Midt i forfærdelsen, som nu også kom til ham, fant Kallem disse fattige ord "aldrig mere" så veltalende, at de fyldte hans øjne med tårer, men også hans hjærte med mot. Nu måtte noget gøres! Tanten og Ole Tuft hadde hat henne i forhør? Han hadde intet hørt, det måtte ha gåt stilt til eller ikke været i næste rum. Stakkars, stakkars Ragni!

Han bevægedes av den største medlidenhed, av den største harm, av frygt, hævnfølelse, grænseløs kærlighed, skuffelse, raseri!

Han fik på sig og skynte ut på gaten. Hvorhen? Jo, til Ole Tuft; det fordømte hængehode, som blannet sig op i hans saker! Var spion og angiver? Hvad faen vilde han? Hvad var meningen? Var det "på guds veje", dette også? At ligge i nøklehullene og lure ved dørene? Denne fyren hadde "på guds veje" tat hans staute søster fra ham, skulde han nu også ta hans kærlighed fra ham? Hvorfor ikke komme til ham selv? Hvorfor sige det til tanten?

Han kænte den største lyst til at gå op og rundjule ham, slå ham halvt ihjæl. Ved gud, det vilde være fortjent! Han vændte virkelig for at gå derop; men da kom disse hans søsters store øjne og så fast på ham. Ja, de gjorde det; han kunde vænde sig som han vilde, de møtte, de dype øjne. Og så kænte han hennes kin mot sit likesom hin siste kvæll. Ænnen på det blev, at han gik forbi. - Men derved var han kommet i nærheden av sin forrige bolig, og han tænkte på Rendalen. Til ham vilde han gå op! Ikke det gran vilde han dølge for ham; det var bare den største lykke at få tale ut. Et stykke ifra porten så han nogen komme ut der. Skulde det være -? Ole Tuft! Han selv, skurken! . . . Det kokte i Kallem; men Tuft tok en annen vej, og så ikke svogeren.

Kallem kænte ikke Tuft, som han nu var. Hadde han gjort det, så hadde han forståt, at for ham galt det at rædde to sjæle fra undergang. For disse dyrebare to sjæle levet han i søvnløs feber, og kalte hjælp til; han unte sig ikke rist eller ro forinnen. Gå selv til Kallem, - ja, det hadde sin fare, det vilde sikkerlig også være unyttigt. Her måtte andre skride in. Hadde Kallem anet dette, så hadde han - istedetfor at gå op til Rendalen - fulgt æfter Tuft hjæm og slåt ham, til han ikke kunde røre sig!

Men heldigvis ante han intet og ringte på hos Rendalen, fyllt av hvad han vilde si. Rendalen åpnet selv og det straks; han stod nemlig færdig til at gå ut; han stod med hat på og sin ytterfrak i hånden, klædt og pusset på det omhyggeligste. Ikke før så han Kallem, så løftet han hodet som en hæst, der ser en fiende. "Er du der?" ropte han. Kallem ytterst forundret og rask in. Rendalen lukket, ja låste, og slængte fra sig hat og ytterfrak. "Jeg stod just færdig for at gå til dig!" hvæste han; han var hvit mellem frægnerne, de smale læber præsset i hværandre, de grå små øjne sprutet. Og nu knyttet han sine brede korte hænder, kæmpens hænder, så de stod hvite. Hans opretstående røde hår syntes at gi ild omkaps med øjnene, den forfærdelige personlige magt i fyren gjorde Kallem urolig og ræd. "Hvad fanden står på?" Den andre svarte i største raseri, men likevæl dæmpet: "Tuft har været her og fortalt alt. - Ja, jeg ser du blir blek." Han kom nærmere ænda: "Hun var det uskyldigste på jorden, - din skurk!" Hans røst dirret.

"Nej, hør nu!" sa Kallem, han blev iskold. Den andre ejet ingen sindighed og avbrøt: "Du mener, jeg ikke har noget med det? Alle mænnesker har med sådant! Og vet du, hvorfor jeg flyttet? Tror du, jeg har mindre magt over et mænneske æn du? Din feige, fordømte skurk!" Disse understrægede ord brøt ut av det oprørte sinn som vilde skrik, skønt de sagdes æn sagtere æn de foregående. Slikt raseri og slik forhånelse smitter.

"Å nej, vær ikke skinsyk, gut!" ropte Kallem. Om en bøtte med blod var kylet ut over ham, kunde Rendalen ikke blit rødere, og ovenpå blev han hvit. Han prøvde forgæves at snakke, og da han ikke kunde, gik han like in på Kallem, øjnene in i hans, så de riktig brænte. Han fik bare sagt: "Jeg har den, den . . . den største lyst å slå!"

"Kom an!" og Kallem tok stilling. Ikke før var dette hånende slynget ut, så suste Rendalens højre hånd. Kallem bøjde sig og stod uskadt, ærtende. Rendalen fløj på igæn. Kallem atter behændig til siden. "Er du gåt fra forstanden?" ropte han meget stærkt.

Akkurat som nogen tok Rendalen bak fra og holdt ham, stod han, og æfterhånden fallt avmagt over ham. Blek, stiv stiret han, intil han som med opbud av al sin viljekraft kunde vænde sig, gå bort, langsomt bort til vinduet, stille sig foran der og se tomt ut i luften. Åndedrættet gik så stærkt, at Kallem trodde, han skulde få slag. Kallem selv stod urørlig; ti så vidt sint var han, at han ikke kunde gå hen til ham. Rendalen var ham en gåde, nylig under det værste opvæld av lidenskab, og nu lamslåt. Åndedrættet hørtes, ellers ikke en lyd; ansigtet så ulykkeligt, - så rent utrolig ulykkeligt. Hvad i alværden betød dette? Han så på kammeraten, til den gamle godhed for ham vågnet; og uten nogen slags overgang gik han så til vinduet og stillet sig der, han og. "Du behøver ikke å ta dig dette så nær," sa han; "det er ikke så galt, som kanske du tror." Den andre svarte ikke; måske hørte han det ikke; han så ut av vinduet aldeles som før. Eller han trodde ham ikke, mente, det var spot. Da smilte Kallem til ham, - og det smil var ikke til at ta fejl av, det var godt og sanfærdigt. Rendalens ansigt fik rørelse og farve; han vændte hodet. Kallem sa med glad hast: "Jeg har min sæl ikke gjort henne det gran, gut." Rendalen fattet ikke straks, hvad han sa; han kunde ikke straks vænde det hele om; men da Kallem la sit hode tættere til: "På min ære jeg har ikke!" da sang det op i Rendalen, han slog armene omkring ham.

Grepne som de bægge var, blev fortroligheden derefter, næmlig ubetinget. Rendalen fik vite alt, nøjagtig som det var gåt til, hvorledes de to var kommet til at ælske hværandre. Det gjorde et svært intryk på Rendalen; han hværken kunde eller vilde dølge det. Så Kallem åpent spurte, om også han ælsket henne? Da blev Rendalen atter blek og ille ved; og Kallem ulykkelig over sin ubetænksomhed; men den stod ikke til at rette. Samtalen stanset, Rendalens øjne undveg. Ænnelig da han hadde vunnet form for det, han vilde svare, sa han: "Jeg har ikke lov til at ælske nogen. Det var derfor jeg flyttet."

Det gik Kallem til marg og ben. Rendalen sat med armene på bordet og en bok mællem hænderne, som han blev ved at vænde, se utenpå, se inni. "Der er sinssyke i vor slægt, . . . vidt og bredt utover. Min far var sinssyk. I mig . . . ja, du kænner det ubændige i mig, . . . det er på grænsen. Nætop slik var min far. Derfor da du sa det der, . . . ja, det der om forstannen, traf du. Min mors ord. Jeg tør ikke gi efter. Altså heller ikke i kærlighed. - Likevæl har jeg ikke altid kunnet. Ja, jeg gider ikke skrifte. Jeg bruker musiken til at døjve med; men her forrådte også den mig. Den har gjort det før." - Han la boken fra sig, tok en annen og la ovenpå den første og lot dem dreje rundt på bordet. - Da hørte han Kallem halvt leende si: "Og så valgte du mig til stedfortræder?" - "Hvad pokker skulde jeg gøre? Jeg holdt dig for en hæderlig kar."

__________

Om eftermiddagen strævet Kallem med et brev til apotekeren, som han vilde skulde hjælpe. Jo mere han skrev, jo umuligere blev det ham at gøre den gamle pebersvend og sære naturforsker forståligt, hvad kærlighed var, og hvad nød hun led, som han nu bad om hjælp til; han rev brevet itu. Rask bestæmte han sig for sin far. Denne var jo nu færdig med at hjælpe Ole Tuft; kanske vilde han hjælpe en annen? Hans far var en raring, men en varmhjærtet kar, som hadet uretfærdighed. Noget uretfærdigere æn Ragnis selvtagne lodd kænte jo ikke Edvard Kallem; han var næsten siker på, at hans far vilde føle det samme. Så fortalte han ham nu om deres kærlighed - aldeles uforbeholdent; han lovde ham, at hvis hans far vilde hjælpe henne, så skulde denne pagt bli ham en invielse. Herefter mer æn nogensinne vilde han ta det alvorligt med sine studier; han vilde prøve på at nå det meste, som kunde nås. Og om det både for hans og for hennes utviklings skyll skulde vare længe, før de giftet sig, - han skulde vænte like trofast på henne som hun på ham; dette var hans højtidelige løfte. Og han håpet, hans far ikke hadde grun til at tro, han vilde svige det; men meget mere ta ham på ordet og hjælpe henne.

Heri bedrog han sig ikke. Tre dager derefter hadde han telegrafisk svar, at det hele var ordnet efter hans ønske; med første post det fornødne. Med dette sejers-telegram på hånden begynte han at sætte hans og Rendalens fællesplan i værk: at få henne over til Kallems fætter i Madison. Straks skrev han til ham og bad om kabelsvar i et "ja" eller "nej".

Gænnem pigen, som viste sig at være Ragni fullkommen tro, fik han sit første stævnemøte; det var på gaten og utenfor byen, og det var kort; pigen fulgte. Han fortalte henne straks, hvad det galt, og hvordan det kunde ordnes, og hvem, som var med på det. Hun blev så forskrækket, at han trodde, det var umuligt at gå videre; barnene vilde hun under ingen omstændigheder forlate. Efter dette møte var han fortvilet og gik til Rendalen for at klage. Denne foreslog straks, at barnene kunde komme til hans mor; han vilde skrive derom. Da Kallem i næste stævnemøte meddelte dette, var det som Ragni betænkte sig; hun inrømmet ydmygt, at så godt kunde hun ikke selv opdrage dem. Men hvad hun halvvejs hadde gåt in på den ene dag, tok hun igæn den næste; hværgang hun hadde været sammen med barnene, var det påny blet henne umuligt. Og da hun også hver gang kom i slik bevægelse, at alle forbigående stiret på dem, kunde de ikke længer møtes på gaten. Da var der ikke tale om andre steder æn hos Rendalen eller ham selv; men Ragni var atter blet så sky, at han tvilte på hennes samtykke. I breve forberedte han det, fik Marie til videre at overtale henne og til selv at følge med. Ænnelig gik også det. Herefter var de et par ganger som snarest på hans rum, en enkelt også på Rendalens; men altid et ubestæmmeligt fræm og tilbake, om hvad hun vilde gøre, og altid i stor fortvilelse. Hun skræmtes også for selve rejsen; tænk, at drage alene til Amerika! Og alene fra New-York til Madison; det var det værste av alt! Umuligt, aldeles umuligt! Marie vilde gærne rejse med; Kallem lovde også henne billet; men på ingen måte kunde bægge forlate barnene; nej, det var uriktigt bare at tænke på sådant. Så skulde Marie bli, til barnene var væl forsørget.

Skulde hun selv rejse, måtte hun ta ombord uten at nogen visste det; altså måtte det nødvendigste, som hun skulde ha med på rejsen, køpes; men dette måtte selvfølgelig omhyggelig forberedes. Her væntet han atter motstan; men så barnagtig var hun ænnu, at før noget bestæmt var avgjort om selve rejsen, fik han narret henne til at gøre inkøp av rejse-garderobe; dette moret henne næmlig. Dersom han nu kunde få tale med henne længe eller bare en stun hver dag; - men hun var til det ytterste varsom. Så skrev han hele alner brev; hun turde ikke svare, hun trodde sig overvåket av tanten og nordlans-jænten; men da brevene talte til henne av al hans kærligheds magt, - og da de også brukte kærlighedens list, idet de la an på hennes fantasi, utrettet de mere æn møterne. Det skyltes den slu Marie, at disse brev nådde fræm; hun var både tantens og nordlans-jæntens mæster. Så længe disse underhandlinger stod på og holdt hans kræfter spænte, levde Kallem for intet annet. Ihærdighed øker vort mot; og da kabeltelegrammet ænnelig kom med "ja", våget han at utkaste en dristig plan. Den bestod i at gøre alt færdigt til næste gang den store engelske damper gik, og ikke sige ét ord til henne selv, bare sikre sig, at hun den dag hadde et påskud til at gå tidlig ut og bli længe borte, og ænnelig lage det så, at også Marie hadde fri. Til to timer før damperens avrejse var Ragni sat stævne på hans eget rum; der var længst tøj og billet.

På dagen og timen kom Marie og hun. Ragnis tøj var bragt ombord tidlig om morgenen og vågn bestilt og betalt for at møte her. Intet sås i rummene, som minte om avrejse; men hans mottagelse vakte hennes frygt for, at nu var noget igære. Før hadde han været meget tilbakeholden, - også fordi Marie var med, nu omfavnet han Ragni med al den innerlighed, han ejet og syntes ikke at kunne slippe. Hans smærte tok ingen hensyn; ej heller søkte han omveje, men med bægge hennes hænder i sine og øje til øje fortalte han i hast, at nu var tøjet brakt ombord; om to timer gik dampskibet; og her lå billetten.

Hun forstod straks, dette var valg mellem ham og alt annet - og ingen betænkningstid. Og på det vandt han. Først stod hun der i stum hjælpeløshed, - så la hun sig stille op til ham og blev værende der. Han kysste henne: "velkommen", de holdt hverandre tæt omsluttet og gråt. Pigen så nogen komme utenfor vinduerne, rullet ner gardinerne, der blev halvmørke; inni det hørte de også henne gråte fra det annet rum. Deres omfavnelse fløt ænnelig over i hvisken; i førstningen avbrudt, senere fulgt av dæmpet hulk, der holdt inne og kom igæn likesom et sordin-spil. Der blev hvisket om den dag han rejste æfter for aldrig mere at skilles fra henne; der blev hvisket om, at han skulde være henne en tro væn; at den fræmtid, de skulde få, nok var værdt offre nu; at brevene skulde være dagbøker, hans og hennes; korte hastige ord om grænseløs kærlighed, og alle var de hans; sordin-hulkenen var hennes.

Skønt den time de nu hadde sammen, var avskeds-timen, var det den første i hel uforstyrret hengivelse, som de hadde oplevet. Det ny heri skinnet in i smærten, så den blev til soltåke omkring dem. Hennes sakte hulken fløt snart over i hvisken; ved det første, hun sa, vilde han se på henne; men det måtte han ikke. Dersom han vilde sitte stille og ikke se på henne, så skulde hun sige ham noget. Han var den hvite pascha! Hun vilde ikke ut med, hvad hun mente med det, det blev for langt; men hun hadde væntet på den hvite pascha, fra hun var barn; d. v. s. like siden hennes far døde; da var hun tolv år. Hun hadde det ondt, mest ondt, da hun kom hjæm fra Berlin og ikke ejet mot at spille offentlig; men heller ikke derom vilde hun fortælle; det blev for langt. Hele tiden drømte hun om den hvite pascha; - å, bare han vilde komme! Hun var aldeles trygg på, at han kom. Selv da hun gik ner til "hvalerne", visste hun, han kom efter; han fant nok fræm. Engang trodde hun, Rendalen var den hvite pascha; men da det ikke var ham, måtte han også flytte for at den rette kunde komme. - Første kvællen møttes de inni det stille snefall. Hvorfor skulde de møtes der? Da hadde hun sét på ham og tænkt: mon han er den hvite pascha? Næste gang de møttes, bar han lille Juanita, og da blev hun næsten viss på, at det kunde ingen annen falle på. Men så var alt gåt styrtende fort, og det hele kommet ganske annerledes æn hun hadde tænkt. - Han spurte - også hviskende -, om hun vilde fortælle, hvad som for et års tid tilbake voldte, at hun begav sig ner til "hvalerne"; hun gøs, da han spurte. - Og ænda hun blev gift, kunde hun vænte på den hvite pascha? - Stærkere æn nogensinne. - Hadde hun da ikke visst, hvad ægteskab var? - Hun trykket sig tættere til ham og taug.

Skønt han nu var ved det, han helst vilde vite, avbrøt han.

Han fortalte henne, at det var ordnet således, at Rendalen møtte Ragni ombord; denne vilde samtidig rejse hjæm på nogen dager, og han skulde sørge for henne. De stod bægge op.

Vilde da ikke Kallem følge ned til skibet? Han tok om henne, gæmte hodet hos henne og sa, han torde ikke. Dette blev det sværeste. Hun gav sig en stun rent over; atter satte de sig og hadde nu en lang, oprivende avsked. Marie stod som på gløder. Til vågnen vilde han i alle fall følge; men det forbød Marie bestæmt; ingen måtte ha sét dem sammen.

Han hørte vågnen fare uten at se den, og i alle de år, som nu kom, holdt han dette øjeblik for det grusomste, han hadde levet.

Han gik ikke ut for at se skibet i det fjærne; han gik om æftermiddagen hen, hvor det hadde lagt.

Derfra en tur vidt omkring, - også således, at tanten kunde se ham. Han hadde sin plan med det.

Dette avledet for en stun mistanken fra ham. Man tænkte sig ikke, at den, som fik Ragnis flugt istan, og for hvis skyll den foregik, blev igæn.

Enhvær, som husker begivenheden, vil også huske, at hun dømtes strængt. Fremmed, forholdsløs og sky hadde hun ikke fæstet noget minne - uten av et erotisk, sangfullt spil; og det kunde her ikke forsvare henne. For et årstid siden hadde hun tat sig på at leve for sin avdøde søsters barn; nu rømte hun fra dem. Den blinne man, hun hadde ægtet, var hennes eget valg; hun hadde ikke hat bryderi av ham.

Om hun angret det, hvorfor intet sige? Hvorfor bære sig så lumskt ad?

For Kallem var dette svært at høre; hadde han ødelagt hennes rygte? Allerede nu gik alle ut fra som givet, at hun hadde ståt i forhold til en annen; og den time var ikke fjærn, da alle vilde vite, at han var den skyldige.

En dag traf han barnene med Marie utenfor universitetet, og begge pilte de like mot ham, - hvad skulde han ikke ha git for, at det var Ragni, som nu kom smilende æfter? Han tok naturligvis barnene med in på et konditori, hørte dem fortælle, at "mama" var rejst på en stor båt, "mama" kom igæn til jul med ny kjoler og ny dukker.

Der lå et illustreret blad på bordet; Juanita fallt på, at alle damer i billederne var "mama"; når den ældre sa nej, flyttet hun bare sin lille finger over på en annen: "det er mama!"

Kallem hadde samme dag sét på en mislykket operation; et uhæld var ute, og den syke på vej at forbløde. Så nervøs han i denne tid var, hadde det gjort intryk. Men da han forlot barnene og gik for at spise middag, forekom det ham, at han selv var den uheldige operatør. Han hadde villet fri Ragni; men gjort det galt; nu forblødde hennes gode navn. Også samfundslivet var en væv av muskler, sener, årer . . .

Nogen dager senere sat han i universitetsbiblioteket og læste med plancher foran sig, da Ole Tuft stod smilende og ny foran ham. Han kænte ikke til, hvor Kallem nu bodde og søkte ham derfor her. Kallem steg op og fulgte ham ut.

Intet av Kallems ville mot truet længer svogeren; han attrået ikke at slå ham "halvt ihjæl", ikke engang at se bebrejdende på ham; han var mer æn tilfreds, dersom Ole ikke så bebrejdende på ham. Ole visste sansynligvis, hvad snart alle måtte skønne, som stod begivenheden nær, at Edvard Kallem var synderen. Visste det gænnem Josefine, som hadde hørt det av sin far. - Eller tok han fejl? Var der ikke tvil blannet in i Oles venlighed? Mistanke til hans fulle hæderlighed? En spådom om, at en slik begynnelse ikke førte til sejer? Eller var denne hjærtelighed ægte, ublannet "broderlighed", - opspæd av en ung teologs lydighed mot budet: "ælsker alle"?

Ole kom for at mælde, at han var færdig og skulde drage hjæm; hans lykke herover var uskrømtet. Han spurte, om han skulde hilse; han fortalte sit håp om snart at komme "i gærning"; han lot forstå, hvad som da vilde ske; - vejen lå slagen, og målene var utvilsomt ikke små. Den staute kar blev sét på av dem, som gik ut og in i biblioteket.

Edvard stod barhodet igæn oppe på bibliotekstrappen, der Ole Tuft på sin lit tunge måte saget plassen over. Det var sant: der gik en man avsted, som var trygg i sig sælv; hans begynnelse var hel som hans natur.
I mandommen.
1.

"- - Retfærdiggørelsen har sit ophav i guds nåde. Den kan ikke ha det i synderen, i hans sædelige arbejde med sig selv; han er jo uretfærdig. Som sådan fortjener han den heller ikke, så lit som han kan gøre rets-krav. Bare guds ophøjde vilje kan retfærdiggøre ham."

Præsten drev fræm og tilbake, hviskende utenad æfter hæftet, han holdt i hånden. Solen stod stærkt på bægge fag vinduer; de vændte ut mot syd-vest og var vidåpne; gænnem det borterste østes mælkehvit utover det grå ferniserte gulv; uroligt løv av ung asp tægnedes på vinduet; aspene stod og skalv utenfor ved gærdet mot vejen. In fra haven strømmet duft av aurikler, syrener og kælderhals-trær; præsten skilte hvær blanning i luftstrømningerne; for han havde selv plantet træerne og blomsterne; de riktig kælte for ham. Blev luftdraget bare yrlitet stærkere, sente ny utsprungne birketrær og nyt bar av grantrær, som stod utenfor hans herrevælde, en skarp bølge in, der hensynsløst skyllet over havens; hværgang strømmet æfter et helt følge av allehånde fra den åpne mark; der lugtet gro.

Hyss!

"- - Hvad kan få gud til at være så nådig mot den stakkars uretfærdige, som av sig selv ikke kan det minste? Hans ubegripelige kærlighed til synderen, hans uforskylte miskund kan få ham til det."

Nu pep dampskibet tredje gang; - nej, dette blev uimotståeligt, præsten måtte se på damperen, som i en stor bue svang bort fra bryggen og utover insjøen og skar spejlet over i to; den større del tilfalt øen derborte, den mindre strannen her langs byen. Præsten tok sin kikkert op fra pulten. Bryggen dernere var full av spraglede parasoller, derimellem manfolkehatter, mest i mørke farver samt hist og her skaut og tørklæder, oftest flere sammen.

Han hørte steg i sannen til højre; de kom fra hans mors have og skulde visst in i denne, - steg av en voksen, og to barnesteg på hvært av de voksne. "Du mor, hvad er det dampskibet har i maven?" - "Ha, ha!" - Fræm kom en kvinne, som gav intryk av kraft. En stærk hals og rikt bryst, ualminnelig vælskapt; mørkladent ansigt, ret stort, med bøjet næse; håret næsten sort. Hun hadde en crŨmegul mousseline kjole, overstrød av højrøde blomster; den var syd med højrødt bærestykke av silke og bælte om livet av samme farve og stof. Til hennes mørkladne hud, sorte hår og dype øjne gav det betagende motsætning; hun priste den varme vårdag med erfaren farvepragt. Men straks hun så det smilende Melanchton-hode i vinduet, falt hennes røde parasol mellem dem. Ved hånden førte hun sin fireårs gut, en pen krabat med lyst hår og ansigt efter ham i vinduet. Gutten slap mor'ens hånd og åpnet lågen mellem de to haver og sprang forbi forat åpne den næste ut mot vejen. Da fruen kom efter, hvisket præsten: "Gratule-e-rer! Du er dejlig!" Det hørtes bittersødt. Kunde en præstefrue klæ sig som hun?

Uten at sænke parasollen skred hun mot den åpne port og videre nerover vejen mot byen; gutten skynte sig at lukke og springe æfter. "Hvor skal I hen?" - "Ner og se!" ropte gutten, mens han løp. Hennes nakke under hatten, hennes figur mot sollyset, gangen, farverne, . . . præsten lå i vinduet og trommet i karmen og fløjtet uten lyd. De varme øjne skøt æfter henne, - til han med et kraftigt sæt av alle fem fingre i karmen rejste sig.

"- - Gud straffer ikke, han ynkes; han vil frælse. Dog ikke som en hærfører gir grid, eller en konge amnesti (ja, kanske skønner ikke alle "amnesti"; lad mig sige? - glemsel? . . . Nej, det er ikke nok; "nådesglemsel"; altså -): Dog ikke som en hærfører gir grid eller en konge nådesglemsel, kan gud retfærdiggøre; nej, det vilde være mot guds evige hellighed. Retfærdiggørelsen er vistnok en nåde; men den er også en domshandling. Den må ha et rettens grundlag, d. e. lovs-kravet, som er guds eget, må være gjort fyllest."

Egentlig er dette svært juridisk.

Præsten kek ner i hæftet, som lå opslåt på pulten mellem de to vinduer; han sammenholt dette med det, han bar i hånden. Herunder hørte han dampens stærke dur; den skar netop forbi opover insjøen. Han måtte gløtte ut gænnem det borteste vindu, og følgen blev, at han uten at vite det la sig der. Solen stod på damperens hvite tælt, skumlinjen mellem lan og ø lå som en stram snor; over himlen ikke en skylap, så røken tegnet på fri grun, og likeså hørtes larmen udæmpet. Præsten så fra damperen tilbake på byen, strannen, utover insjøen, bort mot fjællene på den andre siden av insjøen, de fjerneste blå ænnu ikke ganske fri for sne. Duren av dampen la sig over hele synet som en tale, der avløste hans egen. En beskeden duft av hans lille have drog øjnene fra det store ner på det små. Dette hadde han og lille Edvard gjort, altsammen, d. v. s. han hadde gjort det, og lille Edvard været med at gøre ugagn. Præsten så især hen på de bed, som ænnu ikke var kommet fræm med noget; dernæst hen på de første, som var blét færdige, og som desværre alt måtte lukes. Det kunde vesle Edvard også være med på. Kedeligt var det; men nu hadde han lovet sig selv det, at ingen annen skulde røre haven det år; desuten var det sunt at bøje sig; gallen blannet sig i blodet. Uten at ville det tænkte han på, når konen så kom med et glas vin og lit kake; det ligger i kvinnens natur at ane vor svakhet og være svak for den. Han så nerover der, hun var forsvunnet; han rettet sig rak i vejret:

"- - Lovskravet, som er guds eget, må være gjort fyllest. Kunde dette ske ved synderen selv, så blev retfærdiggørelsen ingen nåde; selvfølgelig må det ske ved ånnen."

"Men også denne fyllestgørelse ved en annen må komme av guds frelsende nåde, hvis den ikke skal ophæve retfærdiggørelsens (isch, så juridisk!). Og skal ænvidere denne ny handling av nåde kunne komme alle til gode, må fyllestgørelsen gælle hele den syndige slægt. Bare gud sælv kan få en slik fyllestgørelse istan, et slikt "forlik", en slik "soning".

"For den kristne er det en troens kænsgærning, at dette grunlag for en værdenssoning, denne løsning av hele slægtens skyll engang for alle er vunnet ved Jesus Kristus, og at dette kan komme hvær enkelt synder tilgode."

Præsten så utover. Montro hvor langt dampskibet . . . nej, er det ikke alt der? Han gik hen i vinduet og blev stående. I rak linje skøt båten fræm mot næsset, som gled så langt ut, at det næsten nådde øen. Den mægtige bygd derborte til højre, den, som næsset var næse på, skrånet også langsomt hitover; sjøen lå imellem. Går i går solte sig, grønne og frugtbare; svære bruk, avstannen mellem gårene viste det. Men den side, som fløt ut mot øen, blev til en flat tange; og gænnem sunnet derborte skulde dampskibet forsvinne i storfjorden.

Den dumpe dampduren! Er det ikke som naturen har fåt mæle? D. v. s. hele lanskapet, ikke bare en del. Sæt, at en stræng var spænt over lanskapet og at en bue strøk på den, da blev det som dampduren. - -

Hyss!

"- - Gud har villet det, og han har fåt det istand, at en synder kan retfærdiggøres av guds nåde, ved at Kristus har gjort fyllest. Kristi fortjeneste, Kristi retfærd har kvitteret. Enhvær kan likesom skære sig sin del av den retfærd, Kristus har vunnet for værden." Nej, det blir kanske for flot? Skønt meningen er det.

Snart æfter lå han i vinduet, bredt ut på sine albuer, som vilde han ikke mere rejse sig. Han så nerover vejen, der Josefine blev borte med den lille, og utover sjøen og øen og tænkte på ø-ungen, lekende utenfor til vænstre; herfra så han den ikke; men han visste, den var der, og at den var så morsom. Fra fjællene en snartur til damperen igæn; den strævde fræm mot sunnet. Derborte hadde øen en skoghat på, og den fik just nu flor av dampskibsrøken. Luftdraget gik bestæmt en annen vej derborte? Nej, nu gik det også her den samme? På denne tid slår det ofte om. Nu duftet det ikke længer in av haven eller træerne eller markerne, snart fik vi vel se en vinge rispe sorte striper i vannet. En damppipe stønnet og puffet til vænstre nere ved sjøen; et jærnbanetog skulde igang, eller et godstog samle sig.

Gudbevar's, som det ellers var stille! Han hørte et par barnerøster, langt bortefra, ja, alle svingninger i dem. Av og til banket og saget det inni det ny hus dernere på hjørnet av strangaten og vejen hit op; klangen var som det kunde væntes fra tomt rum. Fjærnt fra fræmdeles dæmpede staccato-strøk av dampskibsduren. Huset, han stod i, lå frit, og dette skyltes, at han hadde så langt omsyn og lydhørt stade; men når markerne blev lagt ut til tomter, så blev det forbi med det.

På dette falt han i tanker; burde han ikke selv køpe op? Han vilde så gærne; men det var hans hustru, som åtte hus og grun og alt, de hadde. Hans egen lille formue-rest stod i det væsle huset med have her til højre, som hans mor bodde i.

Det har mange fordele at være gift med en rik hustru, selv om det står i ægteskabs-kontrakten, at hun råder sin formue alene; der faller mange bekvæmmeligheder av, som gør livet lysere og arbejds-vilkårene lettere; det gir også adskillig adkomst til magt - især for en præst. Der kan gøres meget godt, som andre må nægte sig, og dette slår om i magt. Han hadde følt det, og følt behaget av det. Han likte det.

Men -. Alle men'er kommer av, hvordan hun er, som råder formuen. "Ligesom menigheden er Kristus underdanig -."

Hyss! - Han gav sig atter til at læse, dennegang højt:

"Det ydre grunlag for retfærdiggørelsen var altså, at Jesus gjorde fyllest for lovene; det inre vilkår er, at synderen tror dette. Hvor forlikt gud kan være med værden, han kan alene skænke den synder sin nåde, som står i samfun med Kristus ved troen på ham som frælser."

Hæftet sank, præsten visste ikke selv, hvad han læste. For stedet hos efeserne holdt ham fast. Er kvinnen ikke underdanig i alle ting, . . . ja, så lægger nætop det, at hustruen rår over formuen, en ulikhetens sæd.

Så dyp var hans overbevisning herom, så stærke de bevis, han la tilrette for den, at han intet mere så eller hørte av det, som var langt borte eller nær ved - annerledes æn som gænnem en annens fortælling. Han trommet i vinduskarmen og så nerover vejen. To nyvakte sommerfugler i uennelige sving om hværandre over og under hans vindu hadde ingen anelse om alle de besværligheder, der kan flyte av at ha en formue, man ikke råder. Lit længer borte, i ly av guttens skammel, som hadde ståt glæmt der noen dager, ringte en yndefull declyteta på lang blomster-stængel full av røde klokker, til bryllop, til bryllop uten det minste skøn på brevet til efeserne 5. 24. Derfor overså præsten den. Ja, ikke engang bierne fra gartner Nergård - kanske første gang heroppe for iår (jamæn husket de vejen nu, da luftdraget slog om, så duften varskudde!) - ikke engang de blev hørt at burre utover ny skud i læ av huset. Ægteskabelige bekymringer over efesernes 5. 24 væver hætte over hodet, ænog mens solstrålerne ligger på håret. Den langsomt skrånende bygden derborte til højre i tre slags grønt, markernes, akrenes, skogens, gled øjnene over så blinne som vinnen. Nætop nu en stripe sort over sjøen som til prøve, nogen enkelte lange tril; - han var midt i det og så det ikke. En tjoret ko ovenifra rautet hjæm efter vand, vand! Alt omkring ham væntende og usét . . . intil et fortvilet barneskrik skar gænnem den varme frøstøv-luft, . . . et eneste langt. I den hørte han hvær svingning, den grep ham som en skarp hånd i brystet; han sprat op, blev stående åndeløs for at høre det næste. Det kom aldrig, det næste skrik, barnet måtte blét borte i det første . . . nej, der skar det gænnem! Det første hadde været fortvilet, dette var selve rædslen, og det næste igæn, og det derpå . . . ! Præsten stod blek, med alle sanser spænte. Da hørtes raske fot-slag over sannen til højre; det var hans mor, som kom fræm til havelågen mellem deres haver, en gammel, spæd kone i en sort kappe over kridhvit hår, som lå langs æfter kinnerne og rammet stivt in et forsigtigt, lit tørt ansigt.

"Nej," bryter præsten ut, "nej gud ske lov, det er ikke Edvard; den krullen på gråten, den var ikke hans; nej, den gutten gør ingen kruller han; han bælger i bejne linjer, han!"

"Det er nu ondt, hvæm det er," svarte hun.

"Du har ret, mor," og han bad straks i sit hjærte for den vesle, som skrek så smærtefuldt. Men da han hadde gjort det, takket han for, at det ikke var hans gut; det måtte han ha lov til.

En høj man i lyse klær og en Stanley-hat kom under dette opover vejen. Han så hele tiden op mot huset og haven; præsten så også på ham, men kænte ham ikke. Han stilet over mot denne siden av vejen, nu like mot trappen, - en høj man med kort, solbrænt ansigt, briller, en egen rask gang; men i al værden -? . . . Præsten drog sig in i det samme, mannen nådde trappen, som han måtte ha tat i to byks, for nu hørtes steg i gangen. Der banket det.

"Kom in!"

Døren åpnedes helt, - men mannen stod igæn utenfor.

"Edvard!"

Den andre svarte ikke. "Nej, Edvard! Du her! Uten først at varsku? Er det virkelig dig!" Præsten fræm mot ham, gav ham bægge sine hænder og drog ham in: "Velkommen! Kære dig da, hjærtelig velkommen!" Hans åsyn var rødt av glæde.

Edvards solbrænte hænder trykkede svogerens til svar, hans øjne fik glans bak brillerne; men han hadde ænnu ikke talt.

"Har du ikke et ord at sige mig, gut!" ropte præsten, slap hans hænder og la sine på hans skuldre. "Møtte du ikke din søster?" - "Jo, det var hun, som sa, hvor I bodde." - "Og så løp du fra henne? Du vilde fortere fræm? Det gik for langsomt med gutten?" spurte præsten, hans varme øjne så in i den andres med udelt glæde. - "Ikke bare derfor. Her bor du vakkert."

"Ja, like så vakkert skal du bo, skønt jeg vilde nu ha valgt denne den nordlige del av byen for den i midten." - "Men her var jo ikke valg?" - "Nej, du hadde ikke valg. Skulde du køpe sykehuset, måtte du køpe doktorboligen med; de to hører sammen. Godt køp forresten, det synes alle. Og der er bekvæmt, og så meget jord til! - Ja, nu har du da været længe nok ute. Jamæn er det længe i én pust. - Nej, hvorfor skrev du ikke, hvorfor varskudde du ikke? Herregud, hvorfor kænte jeg dig ikke også straks! Du er så sannelig næsten uforandret." Han så in i svogerens magre åsyn, som syntes ham mildere i uttrykket. Og han gav på i ét kør. De gik ved siden av hværandre eller de stod fræmme ved vinduet. Nu vændte Edvard sig mot ham: "Men du, Ole, du er ikke uforandret?" - "Så? Det trodde jeg dog. Ja, det siger også alle." - "Nej, du har fåt et overdrag av præst." - "Av præst? Ha, ha! Du mener, jeg er blét lit fetere? Jeg forsikrer dig, jeg gør alt, et skikkeligt mænneske kan forat stoppe det der; jeg arbejder i haven, jeg løper lange turer; men nej! . . . Ja, det er min kone, som holder mig for godt, ser du. Og folk her er altfor snille mot mig." - "Du skulde gøre som jeg." - "Hvad gør du da?" "Jeg går på hænderne." - "Ha, ha, ha, på hænderne? Jeg i min stilling?" - "I din stilling? Om du gik hele kirkegulvet op på hænderne, det vilde være en præken det!" "Ha, ha, ha! Kan du virkelig ænda gå på hænderne?" - "Ja, kan?" I det samme gik han på dem; hans løse, korte råsilkejakke la sig fræmover hodet, præsten så på den og på bakstykkerne i væsten, på linnedet mellem den og bukselinningen, lit av sælerne, og siden på buksen op til strømperne og de brune lærredssko på høje gutaperka-såler; nu snart hadde Kallem løpet rummet rundt. Præsten visste ikke rigtig, hvordan han skulde ta det. Kallem rejste sig anpusten, rød, tok brillerne av og pusset dem, gav sig til at se nærsynt in i bokhyllerne.

Da følte præsten, at her var noget ivejen. Noget svogeren var i ulage over. Hadde søsteren sagt noget, som krænket ham? Nej, kære, hvad kunde det være? Hun, som beundret ham? Han vilde likefræm spørre; hvorfor ikke straks få klarhed? Kallem hadde fåt brillerne på og gik forbi bort til pulten; over den hang en Kristus av Michel Angelo i træsnit; den så han flygtig på, derfra ner i hæftet, som lå opslåt på pulten. Og før præsten kom sig til at spørre, sa Kallem: "Johnsens systematiske teologi? Den køpte jeg straks i Kristianssand." - "Den? Du?" - "Ja, den har aldrig før været at få. Nu lå den der på disken. Det var akkurat som å få lankænning." - "Nej, den betyr ikke længer Norge," sa præsten. "Bare umuligt juristeri det meste." Forundret over præstens svar og tonen i det, vændte Kallem sig mot ham. "Er det almindeligt blant yngre norske teologer at tænke så?" - "Ja. Jeg tok den fræm nu for at lægge nøjagtig op imorgen alle de forskællige meninger om forsoningslæren." - "Å, sådan, det var en god måte." - Kallem så ut av vinduet; det var fjerde eller femte gang. Vist var der noget ivejen. "Der er de!" siger han. Han stod i det borteste vindu, og præsten fræm i det andre, og derfra så han sin hustrus røde parasol over mousseline kjolen; hun kom langsomt, og ved hånden holdt hun gutten, som utvilsomt talte hele tiden, for ansigtet var vændt op mot henne, mens han stampet i den ujævne vej. De holdt sig på den andre siden. Men her like ved gærdet gik en dame. Nu nætop løftet hun en grøn parasol op (hvor var den vakker!), en dame ikke så høj som Josefine, men slank; hun gik og så sig om, hun vændte sig så let, var blond med rødlet hår, og i en skotsk rejsedragt; snittet fremmed; det måtte være en fremmed dame. Ja, da var det ikke at undres på, at Edvard var løpet i forvejen; han vilde være alene og lade dem være alene. "Hvem er den dame, som følger Josefine? Kom hun med samme dampskib?" - "Ja." - "Du kænner henne?" - "Ja; det er min kone." - "Din -? Du er gift?" han sa det så højt, at bægge damerne så op. Han drog hodet in i stuen; men der møtte han den tomme luft; doktorens hode var fræmdeles utenfor. Derutefra svartes også: "Det har jeg været i seks år." - "I seks -?" præstens hode ut igæn, det mest forundrede ansigt så på Kallem. I seks år, tænkte han. Hvor længe er det siden at . . . ? Kære, det er da knap seks år, siden at . . . ?

Damerne var nu like ved; den fremmede ved det borteste gærde, mens Josefine og gutten var kommet over til dette: "Du mor, åfor faller en liten gut støt på hode?" Intet svar. "Du mor, åfor faller en ikke på bejna?" Intet svar. "Fordi overkroppen er tyngst, gutten min!" det var Kallem. Alle tre så op.

Han forlot i det samme vinduet forat gå ut imot dem; præsten efter; men han stanset på trappens nederste steg.

Damens øjne løp fulle av tårer, idet Kallem kom; hun søkte forgæves at skjule det ved at se lit til alle sider. Josefines var kolde. Den lille Edvard hadde løpt op til sin far og fortalte nu, at Nicolai Andersen hadde klyvd op "stegan" (gutten pekte ner mot det ny hus), "og så datt'n." Og "den ny damen" hadde bundet lommetørklæde sit om hode på'n. Dette lot ikke til nætop nu at interessere præsten så stærkt, som gutten hadde væntet; derfor løp han rundt huset in til farmor forat fortælle det der.

"Jeg behøver væl ikke at forestille henne?" sa Edvard Kallem med hånden om sin hustrus og øjnene i præstens. Denne prøvde på at finne nogen ord, men kunde ikke og skottet over til Josefine, som just ikke så ut til at ville hjælpe ham.

For ikke otte dager siden hadde den ivrige præst skrevet mot de mange skilsmisser med påfølgende nyt ægteskab, skrevet i "Morgenbladet" med overskrift: "Ægteskab eller hor?" Og der hadde han med uigændrivelige bevis godtgjort, at der gaves ingen annen skilsmissegrun ifølge skriften æn utroskap. En, som hadde grepet sin ægtefælle i hor, var fri og kunde gifte sig igæn; dersom andre slags fraskilte giftet sig påny, mens ægtefællen levde, så bestod det første ægteskab likefullt, og det andre var hor. For ikke otte dager siden hadde han med sin hustrus fulle samtykke skrevet dette. Og nætop fordi hint tilfælle med Kallem og Ragni Kule stod så friskt i hans minne, skrev han, at engang hadde en syk mans hustru blét træt av den stilling, gud hadde utvalgt henne til, og i smug plejet kærlighedshandel med en annen; men straks dette blev opdaget flygtet og lat sig skille. Sæt, skrev han, at en sådan kvinne ovenikøpet giftet sig med den, som hadde hjulpet henne til at bedrage sin man? Hvem kunde kalle et slikt ægteskab annet æn fortsat hor?

Ord til annet hadde han skrevet dette. Hans hustru var fullt ut enig med ham; hun hadet på forhånd den kvinne, som hadde forført hennes bror. Der stod de nu bægge foran henne. Og nu var Ragni brorens hustru.

Noget mere umuligt kunde gænsynet ikke byde. Og så sikre som bægge var blét på, at broren var omvendt fra al letfærd! Nu en lærd man, tilbudt at bli professor, kanske den blant alle yngre læger, som kammeraterne trodde mest om.

Dette var en skuffelse, så det forslog! Og tænk, at skulle leve sammen med, præsentere for deres selskab i menigheden disse to som hr. og fru Kallem? Æfter med navns underskrift at ha erklæret deres samliv for hor?

Naturligvis hadde Kallem læst det; han, som så stærkt søkte efter sin norske samtids væsen, at han læste Johnsens dogmatik, . . . han læste naturligvis først og fræmst bladene? Han hadde læst det, og det forklarte alt! Hun stod der og visste ikke hvorhen, bare trykket sig op til ham. Og han -? Hans højre arm holdt nu om hennes liv, som vilde han være sig henne fullt kænt. Med sin højre holdt hun hårdnakket parasollen oppe, den skulde dække; men det gik ikke i længden, lommetørklæde måtte op, og da hun ikke hadde sit, listet hun sig Kallems til.

Præsten sa mekanisk: "Skal vi ikke gå in?" Det skete som han vilde. Han viste dem rundt i huset, mens Josefine gik forat sætte forfriskninger fræm. Fra kontoret, som vændte ut til haven, gik de in i den store stue ut mot vejen, in i spisestuen bak den, derfra til køkkenet langs husets nordre vægg med særskilt ingang bakfra. Langs samme vægg et spisekammer og et gæsterum fræm mot haven ved siden av præstens kontor og med en altan foran, som svarte til trappen på faŧadens andre ænne. Ovenpå flere soverum m. m. Opvisningen tok næppe fem minutter; fra præstens side de nødvendigste ord, fra Kallem et spydigt henkast, da han på flere tægn så, at præsten fortiden lå i gæsterummet og Josefine ovenpå med sin søn; ænvidere et foran en sjælden utstilling av berømte teologer omkring Luthers billede på stuens store vægg. De forfriskninger, Josefine væntet med, avslog han, tok farvel og gik.

Ragni hadde fulgt med som en usynlig. Nu tilslut strøk hennes lange, smale hånd gænnem svogerens og svigerinnens som en røs-kathale gænnem et murhul. Øjnene listet skræmt over dem som skyggen av en vinge. Præsten fulgte ut på trappen, Josefine stod tilbake ved det store vindu.

Kallem gik så fort, at Ragni måtte ta et hop ved hvert tredje steg; præsten stod og så det. Denne fart skynte yderligere på det oprør, hun var i, så da de var komne omtrent midtvejs mellem strangaten og præstens hus, bad hun om at få stanse. Hun begynte at gråte.

Kallem stusset over en følelses-skala så forskællig fra hans egen; for han var harm. Men forstod snart, at det kanske især var over hans egen måte at være på, hun gråt. Han drog henne med op mot gærdet, stillet sig selv med ryggen til det: "Har jeg ikke båret mig riktig ad?" - "Du var så ond, - å, så ond, og ikke alene mot ham og henne, men mot mig; ja først og fræmst mot mig. Du så ikke på mig, du tok ikke det ringeste hensyn til, at jeg var med." - "Men kære, det var nætop for din skyll -?" "Ja, da vil jeg heller rejse tilbake! Sådant kan jeg ikke tåle!" Hun kastet sig in til ham. "Men kære, da! Så du, som Josefine var?" - "Javist," svarte Ragni, idet hodet kom op igæn, hatten bakover, håret i uorden: "Hun dræper mig engang!" og flygtet atter in til ham. - "Nå, nå," sa han; "hun skal ikke nå til at gøre dig det gran. Men skal jeg ikke så forsvare dig?" - Straks kom hun op igæn: "Ikke således! Jeg kunde heller ikke trodd, du var slik! Dette var så . . . så ufint, Edvard," hun tok og rykket i hans frakkekrave. - "Hør nu," sa han roligt, "det, som den fyren har skrevet om os, det var ufint, det. Og hennes taushed? Jeg synes den var værre æn alt, han skrev." Dertil svarte hun intet. Om en stun hørte han: "Jeg passer ikke in i dette." Han bøjet sig over hennes hode, hatten fallt nu av, ingen av dem ænset det; han talte sagte nerover hennes rødlige hår; hun måtte da ikke gi sig helt over; ikke straks tale om å dø eller om å rejse. "Vi får ta det mandigere æn som så; skønner du ikke det?" "Jo;" hennes pjuskede hode kom op igæn; "men du må huske, at nu har du mig med; du kan ikke bære dig ad, som du var alene." - Nej, det skønte han nok, og stod der med ond samvittighed.

__________

Samtidig var Josefine igæn i stuen ut mot vejen; der var et eneste vindu, større æn to alminnelige, og hun lænet nu sit hode op mot et av tværtræerne i det. Præsten stod bak henne. Han kallte det et ondt tilfælle, at han hadde skrevet det der i "Morgenbladet". "Din bror fortalte, at han hadde været gift i seks år?" - Josefine snudde sig helt om. Men da hun hadde fåt tænkt sig om, sa hun alene: "Tøv!" - og vændte sig til vinduet igæn. Præsten fant også, at det måtte være spas. De kunde da ikke være viet, før hun var blét lovlig skilt? - "Han var så konstig," sa han; - "han gav sig til at gå på hænderne." Hun vændte sig atter om mot ham med sine største øjne. "Han gik på hænderne," forsikret præsten, "hele kontoret rundt. Han vilde, jeg skulde gå således op til alteret. Når han håner Luther, får sagtens jeg finne mig i at bli hånet."

Hun ønsket åpenbart ikke, at han samtalte om dette møte nætop nu; det smærtet henne for stærkt. Han drog sig tilbake til kontoret; men så ikke bare misnøjd ut, mens han stoppet sig en pipe.

Josefine hadde sat så umådelig meget in på møtet og samlivet med bror'en. Hun hadde ikke tålt en hentydning til, at det muligens kunde komme annerledes æn hun væntet. Hvad hun nu led, trængte hun kanske til.

Hadde han idag sælv været som han burde? Han trodde da det. Gid han altid måtte ta det så sagtmodigt; for med dette blev det ikke; det skønte han nok.

Pipen smakte godt, og prækenhæftet tokes op igæn; men tankerne på Josefine blannet sig in. Han kunde aldrig få den trygghed i deres ægteskabelige forhold, som andre nød. Hun hadde sine vanskelige tider, og denne siste hadde været slem. Utvilsomt fordi alle hennes tanker drejet sig om ham, som skulde komme.

"Hyss!"

"- Retfærdiggørelsen er en øjeblikkelig gærning i os, færdig for alle tider. Alle synder er slettet; i guds øjne er vi likeså rene og hellige som Kristus."
2.

De to, som hadde sluttet fred neri vejen, gik videre arm i arm.

På hjørnet av vejen og strangaten stod murer Andersen oppå stællingen, en svær kar med langt brunt skæg og solbriller for øjnene, - hele mannen hvit av kalkningen. Han så den lyse damen igæn, som hadde hjulpet hans gut, og da hun kom arm i arm med brillekaren, han hadde sét gå opover, skønte han, det måtte være den ny doktoren; præsten var jo hans svoger og fra ham kom de nu. Andersen stanste med arbejdet og hilste på dem; Ragni stanste sin man og sa noget, det kunde Andersen se. Han hysset in på dem, som banket, og spurte, hvad fruen sa? Hun vilde vite, om gutten var fallt i søvn? Jo, såvidt; men de vilde gærne, doktoren skulde se på ham, når han vågnet; "for det er vel den ny doktoren?" - "Jo, det var han." Folkene inni huset kom straks fræm i vinduerne, likeså et par i næste hus; en, som gik forbi, stanset og så på dem, gik så videre og fortalte det hele gaten nerover. Andersen nyttet lejligheden til at nævne sine dårlige øjne; også dem skulde doktoren se på senere. De fik tilskuere fra åpne vinduer og folk på gaten, da de gik videre; mange hilste. De var unge mennesker; der skulde ikke mere til, så glæmte de det, som nylig var hændt, og hadde en følelse av, at her kunde de få det hyggeligt.

Blant dem, som uvilkårlig hilste, var en helt ung man med altfor svært hår, et lyst, buet åsyn, smækker bygning, ret høj; noget fint og forlegent over ham. Da de så på ham, rødmet han. "Der har du sågu gjort en erobring," hvisket Kallem. Like æfter kom en unnerlig fyr imot dem; høj, lutende i en binningstrøje og fang-skin foran. Sort, støvet hår, ansigtet uvasket, ænog sotet; han bar noget værktøj i de smalfingrede hænder, de hang på usædvanlig lange armer, der svang i en bue bak ham; hvis de hadde gjort svingen samtidig, måtte de ha støt sammen. Han bar ingen hue, det snauklipte håret lot hele formen ses. Pannen hværken bred eller høj, men ualminnelig fint dannet; kinpartiet langagtig med fræmtrædende knokler. Noget hånfullt ut av de iskolde, små øjne og den sammenknepne mun. Næsen lav og liten, og haken langagtig. "Nej, se på ham, du!" hvisket Kallem. "Fy!" svarte hun. Nu strøk fyren dem forbi med forskende øjne. Kallem så igæn, og da de hadde passeret hværandre, drejde bægge sig om. En gammel kone kom ruslende. "Hvem er den mannen?" spurte Kallem. Hun så på Kallem og derfra på mannen. "Det er Kristen Larssen." - "Er han finsmed?" - "Å for slag?" - "Fin-smed!" - "Å ja. Men han er nå urmaker også - og bøssesmed; ja, hå du vil." -

Strangaten var åpen mot sjøen og uten nogen stenvår. Der lå ting i sjøen og råtnet som på lansbygden. Over hele byen noget ufærdigt; et stort hus ved siden av et lite, så et stenhus, så et træhus, og alle opførte som i hast og av tarvelig ævne. Husene lå ikke engang i samme linje, og gaten var bare tålelig. Folkene, de møtte, ænnu ikke byfolk, heller ikke lansfolk længer; gænnemgående "forsigtige og venlige", som Kallem sa; - "middels-vare".

Så stod de ved torvet, der vejen gik op til kirken; denne lå frit oppe, høj og slank. Her var det, de hadde møtt Josefine, nætop som de vilde opover; for deroppe til højre for kirken, frit i en park med have foran lå deres hus; herfra kunde de ikke se det.

Gaten kløvde sig like foran kirken og gik videre på bægge sider; ved vejen til højre skulde deres hjæm ligge. Da de kom nærmere kirken så de parken bak deres egne hus og inni den takene av det store sykehus. Ænnelig - de gik langsomt og spænte uten at si et ord - ænnelig den store have og deres hus i den! Et træhus i schwejtserstil, noget for bredt, vinduerne store og nu alle åpne. Veranda mot en sanstrød plass og trapper ner til den. Blomsterhave nærmest denne åpne plass, længer ut køkkenhave, og til siderne og nederst mot byen frugthave, ret stor. De to ejere så det på en gang. Her var det! I seks lange år hadde de hver på sin kant arbejdet for det; drømt det i mange former, bare ikke i denne, lagt det mangesteds hen, bare ikke hit. Alle de drømte billeder strøkne ut av det, som de nu så foran sig! Bægge vændte sig og tok mål av lanskapets vidde og glans, derpå smilende mot hverandre. Besynnerlig, nætop i denne stun ikke ét mænneske at se, ikke en lyd eller larm, som minte om noget nær eller fjærn. De og deres hjæm! Den ene av dem så, hvad den andre så, den enes syn og følelse økedes av at vite den andres med. Ragni løste sin arm ut av Kallems, gik over mot gærdet (det var av enerstaver), bøjde sig in mellem staverne forat få tak i nogen græsstrå og en løvgren; med dette i hånden kom hun tilbake og fæstet det ved hans frak. Længer oppe så han en flok geteklokker, gik hen, stak hånden in æfter dem og kom med dem; hun tok hans og samlet flere; da de blev mange, så det vakkert ut.

På siden av huset og bakover i gårsrummet lå kasser, utpakte møbler, halm, sagflis, matter. Ragnis store flygel var nætop løftet ut og benene skruet på; men ingen folk at se.

Et stort, fritbygget dueslag stod der. "Tænk, om der nu kom duer flyvende? Vi må holde duer!" - "Nej tænk, om nu en hund kom løpende. Vi må holde hund!" - Der gik ingen port in herfra; først fra vejen, som skilte parken fra haven. Her stanste de, vændte sig ænnu en gang utover mot det vide lanskap.

I den rikeste egn, som kanske lannet hadde, den solgladeste, der var for dem deres eget hjæm kompassets midte. Ragni skottet bortover, om præstens kunde sés; ikke spor! Kallem ante, hvad hun så æfter, og smilte. Arbejdsfolkene hørtes fra stuen gænnem de åpne vinduer; nu hørtes de gå ner verandatrapperne med bråk og latter; der kom de fræm, og like på flygelet, ænset ikke de to, som stod deroppe. De snakket, prøvde, strævde med al den unødige støj, som ledsager arbejde, en ikke er vant med. Så drog de avsted med flygelet til verandaen, snart hørtes de atter trampe i dens trapper. Kallem og Ragni så tilbake i parken; høje, vakre trær, og inni mellem stammerne sykehuset, et svært træhus på en høj stenmur med store smårutede vinduer. Så gik de gænnem porten in i haven ner mot sit eget hus.

Et lite uthus nærmest mot dem, ellers lå hovedbygningen frit til alle sider.

Frugttræerne var ivej med at blomstre, så her måtte være lunt. Og haven! Ragni hadde ingen tanke for, at den velstelte have var Josefines værk, hun frydet sig til sælv at ta fat. Huset trængte til maling; det måtte også ha annen farve æn denne tarvelige gule. Deres hus, deres hjæm! Kallem trampet på jorden tre ganger; den var hans. Han vilde in straks her; nej, hun vilde in foran, op veranda-trappen. Så gik de utenom kasser og halm, kiket in vinduerne. Huset lavt i forhold til længden og bredden, taket drog svært utover, lå tungt på huset. Men det var godt.

Også verandaen uten forhold; den var bred og trappen op bekvæm.

De to kom op arm i arm; det første, som møtte dem, var en skuffelse; ingangsdøren, som var glasdør, stod ikke midt på stuen, men ytterst ved stuens søndre vægg. De så snart, at skulde verandaen stå midt på huset, kunde det ikke annerledes være; til højre var nemlig ænnu to rum i flugt med stuen. Mænnene, som hadde båret flygelet in, kom alle ut imot dem; forstod straks, hvem det var, og da Ragni så på dem, strøk først en, så alle huen eller hatten av. Kallem hilste, Ragni undveg in mot flygelet, der stod midt på gulvet, tok nøglen fræm og åpnet, som skulde det nætop nu nøje mønstres, og hun kunde ikke annet æn prøve, om det holdt stemning. Med hanskerne på slog hun an Longfellows "Sweet home". Ved de første toner av denne hymne til hjæmmet, strøk Kallem hatten av. De andre så det, trodde vel, det var en salme og gjorde likeså.

Ragni stod med ryggen til, la derfor ikke mærke til to, som nu kom fræm til højre, en man med et rundt, blankt ansigt, og bak ham en liten kone, som både vilde kike og dog være usét. Men så åpnedes også døren like foran henne og en bondejænte så stilfærdig in æfter den rare låten. Ragni forstod, det var deres pige, som kom fra køkkenet, og gik mot henne. "Er du Sigrid?" - Jo hun var da det. - "Ja, vi er doktorens, vi da." - "Jeg kan tænke det," sa hun og kom helt in. En førladen og tækkelig jænte. "Er det første gang, du er hos fræmmede folk?" spurte Kallem. - Jo, det var nok så. - "Og det er første Gang, vi holder hus," sa Kallem; "det skal bli grejer!"

Ragni fulgte ut i køkkenet; der møtte hun deres ny bordstell, som nætop var utpakket og vasket. Så kunde ikke Ragni mere, gik ut i gangen og op trapperne forat være alene. Døren til deres soverum stod åpen like foran, hun gik derin og ut på altanen over verandaen. Hvormed hadde hun fortjent så stor lykke? Hvad vejet hennes arbejde og længsel mot hvad som her stod færdig for henne i en rik mans hjæm? Men midt i denne store ufortjente lykke var der en angest. Også herfra skottet hun over mot nord, - om præstens hus kunde sés? Nej, det kunde ikke.

Josefine bar nag til henne; hun kænte det straks. Og om bror'en fant dette stygt, - han holdt dog av sin søster; ja, der var noget ved henne, han likte ualminnelig godt; hun tok aldrig fejl i sådant.

Kallem gik rundt neri stuerne. De to i døren til højre hadde trukket sig tilbake igæn, og mænnene var i arbejde. Stuen var stor; den hadde vinduer både mot kirken og her foran mot haven; men de første vilde han foreslå at stænge. Ensfarvede lysegrå vægger, lyseblåt tak med guldstjærner i; farverne var gamle, bare gulvet var nymalet, også lysegråt. Der inne til venstre holdt de ænnu på at drage over et rum. Kære, var man ænnu ikke færdig? Ikke i næste rum heller!? To stykker til at arbejde, mannen og den kone, som nylig var kommet fræm i døren. "God dag!" hilste Kallem. "God dag!" svarte det runde blanke ansigt i dansk betoning. Kallem gik nærmere til bordet, der mannen stod og skar fore; konen holdt sig på siden av ham; nu krøp hun helt bak. "Er det Deres hustru, det?" - "Jo, det er; ja, hun er også min svæn; både svæn og kone; men derfor er hun ikke min svænne-kone." Den lille bak ham fniste, men næsten uhørligt. Mannen hadde utstående rullende øjne med skælmer i. "Jeg tænkte, at I var færdige." - "Man arbejder med forhindringer, hr. doktor." Hun skoggerlo, men som inni en pakke. - "Er hun også dansk?" - "Nej, hun er norsk; men vi hænger godt sammen for det." Hun dukket ænnu dypere, altid leende.

Det rum, de stod i, var avlangt, Kallem så straks, at det måtte være spisestuen; men væntelig også forværelse for syke. Det derinne med vinduer både fræm og i sydost, var naturligvis hans arbejdsrum; her tok han imot, når han ikke var i sykehuset. Han gik ikke in der, men fra spisestuen videre ut i gangen. Her var køkkendøren til højre. På køkkendisken møtte han et sæt bayerske øl-flasker; nogen var tømte, andre fulle. "Hvem ejer de flasker?" - "Det gør sadelmakeren." - "Tapetsereren, mener De?" - Så skønte Kallem med én gang, hvad slags "forhindringer" her hadde været på færde; og at han var full i dette øjeblik, og konen ænda fullere! Derfor var mænnene så længe inne, før de kom og tok flygelet; de var blét trakteret. "Vær så snill åbe danskeren komme herut!" Pigen gik straks, også straks kom det runde blanke ansigt med hundre skælmer i øjnene, og bak ham konen, lit fræm på den ene siden av ham, lit fræm på den andre.

"De flasker der er Deres?" - "Ikke ganske." - "Er I flere om dem?" - "Ja, om å drikke dem." - "Men De har køpt dem?" - "Ja, øllet, ikke flaskerne; de skal bringes tilbage." Konen hørtes at knise.

"Tør jeg spørre, hvad heter De?" - "Søren Pedersen; jamæn gør jeg så." - "Hør, Søren Pedersen, må jeg få køpe de flasker av Dem?" - "Øllet, mener De?" - "Øl let." - "Så gærne!" - "Da har vi noget å drikke utover natten; for vi må arbejde i nat, vi vil være færdige imorgen. Vi arbejder med. Går De in på det?" - "Når doktoren befaler det." - "Så er De så god å spise til aftens sammen med os?"

Nu tok Kallem trapperne i tre-fire byks; Ragni stod i solglansen derute på altanen. Hun vændte sig mot ham. Han spurte, om hun nu hadde holdt sin bøn? Jo, nu var hun færdig.

Også han stod lit på altanen og så på den ø-ungen, som lekte utenfor sin mor - herfra kunde den sés - og sjøen med vindstriper i, og fjællene derborte i ædelmodig fjærnhed. Han så bortover til højre, dit præstens bodde, hun mærket det. "De kan da for pokker ikke behandle os, som vi ikke var gifte? hvad? Det skal bli morro å se!"

Hun drog ham in og pekte på væggfarven i deres soverum; den var som hun hadde bedt om, hvit, mat oljefarve. Alt skulde bli hvit heroppe undtagen de lange gardiner og portiŨrer i draperier fra loftet ner over bægge senge, foran altanvinduerne og foran døren; de var blå av farve og mønster, svarende til ornamenteringen på sengene og det øvrige møblement. Nu blev hun snaksom; men Kallem måtte se sykehuset, og det vilde hun være med til.

Det første, han vilde ha ændret, da de stanset foran det der inni parken, var, at en del vakre gamle trær, som stod altfor tæt inpå, skulde væk. I deres sted så han i ånden en stor plæne med springvand og derfra vejer utover parken. Sykehuset var gulmalet i to høje stokværk, med ualminnelig svære vinduer, men ruterne små. Bygningens sokkel av vældige mursten var bolig for betjeningen og økonomen; der innenfor så hyggeligt ut med gardiner for vinduerne, blomster opi dem. Ingangsport på husets venstre side; et tæt, højt gærde inhegnet et meget stort gårsrum. Kallem var glad, da han så løntrær plantet langs gærdet; han visste, at om 14 dager skulde her stå amerikanske telte for de syke i sommertiden.

Porten var åpen og ingen portner; i portnervinduet gudelige bøker og traktater til salg. Intet opslag ved porten mældte, når de syke kunde besøkes. Portneren så de siden i den indre går; han var en ældre man med et alvorligt, granskende øje; han bar briller, men så over dem, og tok dem av, da han forstod, hvem dette var. "Er det den ny doktoren?" - "Jo." Da tok han også sin hue av: "velkommen!" Patienten, han hadde talt med, seg fræmover; han var blek med et tykt ullskærf om halsen sommerdag; han holdt sig på avstan og hilste ikke. Portneren fulgte dem.

Huset hadde et sæt rum på hvær side av en lys gang, de foran store, de mot gåren små, således i bægge stokværk. Portneren var ikke alene portner, men økonom og husets ælste tilsynsman; som sådan forestilte han det øvrige opsyn, efterhvært som de møttes. Pene folk både mæn og kvinner; blant de siste to diakonisser, de vænligste av alle.

Det første, Kallem vilde gøre, var at rænske huset for de gamle ingrodde tyfusstuer og opføre en særskilt tyfus-pavillon til vinterbruk. Operationssalen var riktig lys; men nyt bonet gulv måtte in straks. Ventilationsapparatet elendigt. Med undtagelse av disse og flere mindre mangler - f. e. de smårutede vinduer - var huset godt, højt under loftene, gangene rummelige, intrykket lyst; han var gla i det.

Belægget ikke så lite, når man husket årstiden; hans specialstudium, tuberkulosen, repræsenteret av tre individer, to gutter og én jænte i 10-årsalderen, magre og voksbleke stakkarer, som han glædet sig til at kunne flytte ut i sine amerikanske tælt. Sykehusets ældre ejer, gamle doktor Kule - farbror av Ragnis forrige man - var død; Kallem hadde køpt det meget billigt, fordi der ikke i øjeblikket var nogen annen, som kunde inlate sig på det. Her kunde han inrette sig og sin tid som han ønsket; han hadde lange mål. Amtet gav bidrag, en komité, bestående av distriktslægen og én til, førte tilsyn; men han var sin egen herre. Dette første besøk glædet både henne og ham. De kom tilbake til deres hjæm med godt mot, men frygtelig sultne, tok en liten eftersvælg i køkkenet med et glas vin til, drak nok ét på den store begivenhed: at spise første gang i sit eget hus.

I stuen stod alt hulter til bulter; men likevel gik Ragni til pianoet. Hun hadde forsøkt sig i oversættelser fra den fræmmede literatur - hennes egen i fem-seks år -, især oversættelser av værs. Lit varm av vinen, og lit unselig slog hun akkorderne an, - bad ham ikke stå foran, - atter akkorderne an, og med en liten sagtmodig røst, der mere reciterte æn sang:

Her skal vi bo!
Av vor slægt, av vor smag,
av vort liv til idag
skal her gro -
i ting som i tanker
i træ som i toner
i røster og ranker
om os.
Her skal mit sinn
åpenbares ved dig
for mig selv og for dig,
som var blind, -
og frodigt og syndigt
dig fryde og såre;
men stunne ad åre
at ene sig yndigt
med dit.
3.

De vågnet den næste morgen av en stor vedholdende dur.

Da de fik sanse sig, skønte de, det var kirkeklokkerne, som ringte til kirkegang; de hadde sovet længe, men de hadde arbejdet til vel tre, det vil sige til full lys morgen.

I et nu var Kallem ute av sengen og in i baderummet ved siden av og tok sig en vældig styrt; dette hadde da den gamle læge hat sans for! Og næppe var han halvklædt, så løp han ut på altanen til det store utsyn. Han ropte in, at Ragni også måtte ut under styrten og ta på sig og komme og se; men hun hadde kænt igår, hvor græsselig koldt vannet var og lå med store øjne og vejet, om hun skulde skulke; eller virkelig våge det. Hun valgte at skulke, og stod derfor snart i en nydelig morgenkjole, som hun hadde slåt om sig, ved siden av ham. Men så fromt hun æn så på ham og så ivrigt som hun roste den dejlige utsigt, den vidunderlige dag, han glæmte ikke styrten. Hun hadde højtidelig lovet igår at ta den fra første morgen; så let forkølet, som hun blev, måtte hun gøre sig det til dagligt brød og især her, der varme og kulde kom i stærkt skifte. Altså -! Hun satte det ynkeligste fjæs op, hun prøvde at spøke det væk; - men han pekte in mot styrten; vilde hun svike sit løfte? Svek hun det første gangen, svek hun det for ofte siden også. Hun kysset ham og sa, han var lej; han kysset henne og sa, hun var søt; men styrten! Så fųr hun in og løste kjolen op, som vilde hun gå under styrten, men vips lå hun i sin sæng. Da han kom, drog hun tæppet over hodet; men uten videre tok han både tæppet og dets inhold og bar mot døren; da bad hun rørende for sig og hørtes så ræd, at han gik tilbake med altsammen. Hun slog armene om ham og holdt ham ned til sig; hun kysset og hvisket, og inne ved hennes varme legeme brast logiken.

Det ringte og ringte; vågner kørte forbi, bort fra byen. Knap hørte én op, så kom en annen. Døren stod åpen; hvær gang klokkerne gjorde stilstand for de kænte tre slag, hørte de fluesurren i rummet og utenfor fuglene. Da fornam de også dundret av en liten damper ute på insjøen; de hadde set den skære over fra det andre lannet, væntelig med lystrejsende. Et steds måtte være fest, som folk strømmet til.

Let luftdrag av sydvest, og hværgang det kom, fylltes kamret av vellukt; det riktig gøv in fra trær og mark. Imellem klokkeduren hvisket og blistret det; luften var yr.

En stun efter stod de igæn ute på altanen og så folk gå i kirke; men fræmdeles drog vågner fullpakket med folk forbi kirken og opover. Damperen kom helt nær; nu pep også jærnbanen. De fik bægge øje på to svaler, som åpenbart lekte med deres egen skygge over sannen utenfor verandaen. De fløj over og forbi hværandre, skyggerne på sannen gjorde svingene efter; fuglerne var nere ved dem og et stykke oppe ifra; når de hadde været for højt og skyggerne kom bort, dalte de og fant dem igæn. Hun hvisket, at til næste år skulde de sætte rugekasser.

De klædte sig helt på, gik ned og spiste frokost. Søren Pedersen og hans hustru var længst komne, og hadde længst spist; de var i fullt arbejde.

Nu hørte de, at alle folk rejste til et nabosogn, fordi sognepræst Meek hadde femtiårs-jubilæum og avskedspræken. Hele morgenen hadde gående været på færde; nu kom de køren de; et dampskib fullt med folk fra det annet lan. Meek hadde været alle disse femti år i samme kall, - "en grumme rar man".

Kallem og Ragni spiste i den store stue; men deres frokost blev avbrudt ved at nogen banket på, og in kom en ældre mager man med hornbriller, smilende, stilfærdig; det var doktor Kent, han, som midlertidig styret sykehuset; derifra kom han nu. De rejste sig bægge. Han hadde en behagelig stille røst, og et lunt smil til det, han sa. Han satte sig et stykke ifra, mens de spiste videre, og kom med korte oplysninger om de syke over i "anstalten" og om sunhetstilstannen både i byen og på lannet. På spørsmål gav han tør besked om de embedsmæn, Kallem måtte hilse på, om ordførerne i by og bygd og de av herredsstyrelsen, han helst måtte kænne. Selv det rent forretningsmæssige blev fornøjeligt i doktor Kents mun. Da hans trille kom for døren han skulde ut på lannet i sykebesøk -, bad Kallem om at få køre med; men straks også Ragni. Så fik de låne en større vågn og snart sat de alle tre i den. Som de skulde køre, husket Ragni, at flygelet trængte en let overstæmning, og spurte Søren Pedersen, om de kænte en, som kunde stemme, i alle fall til videre? Jo, Kristen Larssen. - Så børjet køreturen med oplysninger om Kristen Larssen. Kent fortalte, at han var født opi en av de værste avbygder, hadde været under justitsforfølgelse for noget lapperi, - han syntes huske for at ha kallt en slått, han spilte, "syndernes forlatelse". Kristen Larssen var opfinner; en nu ret alminnelig strikkemaskine var av ham og adskilligt værktøj. Han var en kold man, - kold som jærn om vinteren. Søren Pedersen og hustru de eneste, han omgikkes. Hvem var så de? - Deres antecedentia kænte han ikke; hun var her ovenfra, og han fra Fyen. Dygtige til at arbejde, bægge to; men folk lærte snart, at de drak. Det prøvde præsten at rette på; han hadde fåt dem kær, fra de arbejdet hos ham i hans ny hus. Mærkelig nok lyktes det; de ikke alene sluttet med at drikke; men Søren blev en overvættes ivrig avholdsman og meget gudfrygtig; bibelen kunde han tilslut utenad. Bogstavelig sant, han kunde den utenad! Han fortalte ofte selv, hvorledes det var hans største lyst, at Aase hørte ham, og i mindre for samlinger foredrog han utenad kapitler efter bibelen, mens folk sat og fulgte. Præsten fik ham inmældt på en bibelskole, og selv hadde han intet højere ønske æn at komme der; men han vilde ha Aase med. Da de ikke gav efter i det, forsaget han bibelskolen og blev usiker på altsammen.

Nu traf han tusenkunstneren Kristen Larssen, som just da nedsatte sig her i byen. Kristen Larssen hadde hørt om Søren Pedersens ævne til at lære utenad, og prøvde at komme efter mekanismen i det. Men der var slet ingen; det hele var guds nådegave; for gud var intet umuligt.

Dette står i Matthæus, svarte Kristen Larssen; men i dommernes bog står, at herren var med Juda, men Juda kunde ikke fordrive fienden fra dalen, fordi fienden hadde jernvågner.

Den ærlige Søren Pedersen blev svært forskrækket over, at jødernes gud ikke vant over jernvågner. - I samme mosebok, fortsatte Kristen Larssen, står, "du skal ikke slå ihjæl"; men der står også, at herren fortvæk befalte at slå ihjæl. Så der er motsigelser.

Dette var aldeles nyt for Søren Pedersen, og dog kunde han bibelen utenad. Han vilde vite, hvordan dette hang sammen, og i hvært gudeligt møte æsket han besked. Tilsist hadde han minst hundre motsigelser at spørge om, der var ikke mere fred at få. Den ene part lo sig fordærvet, den andre forargedes. Ænnelig blev han stængt ute fra møterne, både han og Aase. "Jeg vet ikke, om jeg tør fortælle Dem," sa doktor Kent, "at Deres svoger med egne hænder har kastet ut både Søren Pedersen og hustru Aase - ut av bedehuset! De hadde sat sig in før nogen annen og vilde ikke gå. Deres svoger er meget stærk; men Søren Pedersen holdt sig fast, til præsten fallt på at ta Aase først, og da sletes de om henne, som var hun et vedtræ." Kallem og Ragnis latter var overgiven. "Jeg har selv sét et sammenstød," sa doktor Kent. "På skolen var overhøring ved præsten; jeg er med i skolekommissionen. Søren Pedersen og hustru Aase var tilstede, og alle ante uråd. "Gud kan ikke lyve," sa præsten. Da rejste Søren Pedersen sig: "Der står, at herren gav en løgnagtig ånd in i profeterne." Atter måtte Søren Pedersen avsted.

Det lanskab, som de drog fræm i med disse snurrige historier, var en højtliggende, vårlys slette, delt av større og mindre skogtejger, - eller omvændt en skog, delt av dyrkede marker. Gårene velbygde, markerne frugtbare, vejen avvekslende gænnem skoger, over marker, i bakker og bøjninger over bækker. Stejnrøjser på de mest uvæntede steder, og stier og vejer på kryss og tværs. Den, som kom fra Amerikas prærier og Mellemeuropas jævnhed, blev i godt humør over al denne uro. Samme tindrende solskin som igår, samme kraftige duft av eng og skog, - og for en blomsterpragt og fuglesang; - der gol gøken!

Det var kort før Santhans og flora derefter; Ragni frydet sig over dens rikdom. Av alle fag var botanik hennes kæreste, og motsætningen mellem den flora, hun hadde studeret, og denne her optok henne levende. Hun spurte, om det var mange steder i Norge, berberisen og akkelejen vokste villt? Dr. Kent mente, at de måtte være inførte langt tilbake; kanske av munkene ved klostret dernere.

Som de atter kom fra engen in i en liten strime skog, især granskog, var det tredje gang hun så linnæa'en; da holdt hun det ikke længer ut i vågnen; de steg alle av.

Den hadde nætop begynt at åpne sine klokkeformede, lyserøde blomster; dens krydrede duft silrede gænnem skogen; Ragni kom straks i hvisk og tisk med den; kunde hun nu bare få være alene; - de hadde ikke sét hværandre på seks år; eller da det var i foråret, hun rejste, ikke på halvsyvende. Hun løftet nogen av dem op til sig, og fik også øje på pyrola uniflora i vemodig bøjning og ensomhed: Kallem hadde i det samme funnet maken; hun spurte, hvad den het på norsk? Han spurte Kent, om det ikke var hellig Olavs lysestake, - spurte som en apoteker og fik svar fra et herbarium. Ragni søkte længer og længer bort fra dem bægge. Blomstens vellugt, da hun tok den op til sig, minte henne om at søke dypere in; den var sændt fræm for at dra henne inover. Altså længer in, men også lit bakover bort fra de andre. Hun hørte dem prate; i skogen er jo så lydt; hun hørte et par opskræmte småfugl. Men her like ved bare kviskret av hennes egne steg i skogbunden. En eneste gøkesyre fant hun i blomst, en "attegløjme". Den så forstemt ut gænnem alle sine kløverlignende blad; visste den, at den hadde tapt sit følge?

Længer fræm sa' alle; ja, dit in var det både linnæa'r og skogens hellige lysestake og gøkesyren drog henne; den siste stod så længe igæn bare for det. Og nu var Ragni der - hos skogstjernerne i stort familiemøte; de ventet alle på at få se henne; her var ikke trådt fot iår. Ragni satte sig på knæ iblant dem og fortalte, at hun var kommet svært langvejs fra, ja, fortalte som de uten ord; det behøvdes ikke dem imellem. Nu hadde hun lukket op dør efter dør forat komme in i Norge; aldrig så snart hadde hun åpnet en, så var der en innenfor igæn, . . . intil hun nu stod hos dem. Hun skønte straks hun så linnæa'n, at nu stod hun ved den siste. Her var innerst inne. Alt dette store farlige utenfor like fra havet, alt dette stærke og sinte, spraglete og travle, al denne herlighed og skræk . . . viste længer in; hit in må vi forat forstå, at ikke alt faller i tusene stykker. Det er dere herinne, som holder styr.

"Vi har også væntet på dig. Her er den innerste hemmelighed." - "Å, lad mig høre?" - "Vær snil!" - "Ja, det tror jeg er det eneste, jeg riktig har anlæg for. Men når nu de andre ikke -?" - "Lad de andre være, hvad de vil; men du skal være snil."

Nu forstod hun, fordi hun var kommet helt in. Nu forstod hun, hvad som var stærkest. Skogstjernerne.

"Ragni," ropte Kallem langt borte, det klang i skogen av hans klare røst. "Ja!" Nogen av familien vilde med, hun løftet dem op til sig.

Så skynte hun sig nærmere mot vejen igæn. I skogbrynet stod en actea, - stod der forat vise vej inover, om hun hadde steget av der. Nu vilde den være med. Og like ved vejen stod et kærr, inunder det, riktig væl gæmt, liljekonvaller, et helt sælskab; hvor hadde hun hat sine øjne? De skønte, hvor hun nu kom fra; også de var sat på vagt forat vise vej ditin. Straks de så hværandre, skønte de hværandre; de har det så, de, som er av slægten. Nogen vilde med.

"Ragni," ropte Kallem. "Ja - ja!" og hun kom ut på vejen og så, hvor langt tilbake hun var. De to mæn stod ved vågnen og talte sammen; det var på det øverste av haugen, Kallems ranke figur, den andres spinkle og lille stod skarpt. Bægge hadde hænderne fulle. Hun skynte sig og hørte på avstan Kallem holde foredrag; det var over en ung torshjælm, som han stod og svang; han gængav på tysk en tysk botanikers henrykkelse over denne statelige giftbærer, han hadde møtt i Norge. Doktor Kent overrakte henne elskværdig en polygula amara; den blå blomst, visste han, var ny for henne, som kom fra Amerika. Hun takket meget. De satte sig op og begynte straks at ordne sine fund og bad henne søke sig ut; de kom fra en liten myr; Kent hadde blomsten av en myrgran fæstet i frakken, og de hadde tat alting med like til tætteblomsten, "det rovdyr," sa Ragni; hun vilde ikke eje den; den var også så "sølet". - "Du er en æstetiker i alt," bemærket Kallem, - han fik et krydret øjekast, omtrent som duften av hennes linnæa'r. "Lægger De mærke til, at vi er aldeles alene på vejen," spurte doktor Kent; han fortalte, at alle var ved kirken, der gamle Meek præket til avsked på sit femti-årige jubilæum; tyve år gammel var han blét kappellan hos sin far - det var i de tider -, og kallet var gåt i arv til ham. Nu var han sytti år - og vilde foreta en utenlansrejse sammen med sin datterdatter! En stærk man altså? - Ja, og sun levemåte; altid gående, og altid på færde. Han var mellemmannen her. - Mellemmannen? - Ja, det beror jo på, om hver bygd har sin mægler mellem videnskab og praksis. Fra ham er meget av denne bygds velstan gåt ut, og gænnem den til andre bygder. - Han er altså avholdt? - Den mest avholdte heromkring. - Hvordan er han "på stolen"? - "Jo, han har nu ståt der i femti år og fortalt historier. Dette blev i sin tid spottet; somme fant det ænog vanhelligt; nu er det flere, som tar efter." - "Hvad slags historier da?" - Jo, den siste doktor Kent hadde hørt, var om en kvinne, som i Saint Louis i Amerika hadde sittet 30 år i fængsel, og som var 70 år gammel og likevel den værste av alle fanger. Så skulde de flytte fangerne over i et annet hus, som lededes av en kvinne, der var kvæker. Den gamle vilde ikke flyttes; hun satte sig til motværge med alle sine kræfter, og måtte bindes og bæres bort i en stol. Da de kom med henne, stod den, som rådde i fængslet, hun stod i døren og tok mot det rasende mænneske. "Løs henne!" sa hun. "Men går det an?" - "Løs henne!" Det blev gjort. Straks den gamle var fri, bøjde hennes ny foresatte sig ner over henne, la armen om hennes hals og kysste henne velkommen som den ene søster den annen. Da sank den gamle kone ner på sine knæ og spurte: "Tør du virkelig tro, der er noget godt i mig?" Siden var hun henne lydig.

Nu steg Kallem og Kent av; de skulde bøje in til en bondegår et stykke oppe fra vejen. Der rejste sig en sort hund foran svalen; han så på vågnen og gødde; men bare et par ganger, gik nogen steg nerover mot dem og snøftet på dem, gik tilbake og la sig.

Ingen andre at se. Gutten vændte hesterne og kørte dem tilside. De to læger gik in til den syke, Ragni fræm og tilbake på tunet. Gænnem vinduet så hun en olding tilsængs og hans gamle sitte hos ham; hun sang for den syke med skælvende røst, blev ved, selv da døren gik op bak henne.

Ragni så sig om på tunet; så satte hun sig på staburstrappen.

Ingen kan gøre det så stilt i en, som en bondegår i hvile. Ikke skogen, for der pusler det støt, en må ly eller sitte på utkik; ikke havet, når det ligger; i full fred kommer det aldrig; ikke engen, for der kryr det av liv, og så ser vi det annetsteds. Men i en bondegår, som er stængt, der hønseflokken piller og snakker og gør dig trygg, og hunden ligger nere, og katten går et par steg, står, og går et par steg igæn, og plogerne læner ved siden av harverne, slipestenene står tørre, vågnene med skåkerne nere, matklokken hænger stum; alt det, som gik, hviler som du, og det, som ænda pusler, øker freden. Om du ser svinet langt borte stå og rote, det er dypt fæstet i sit; om hesten gnager og hvifter sig mot fluerne, det er dens velvære; om småfuglerne kommer og hilser på, det gir den sorgløshed som er bunnen i al fred.

Midt i hvilen skøt hin angest in fra møtet med Josefine. Var der noget i hennes egen samvittighed, som anklagte? Nej, og tusene ganger nej! - Ikke engang hennes søsters barn? - Nej, på de vilkår kunde hun ikke engang ha levd for dem. Hvad så? Hvad hadde hun gjort? Ælsket ham. Hvorfor ikke få gøre det?

Stilheten var borte; hun gik op oven for husene, og der fant hun to slags orobus, ikke langt fra hværandre, først fugleærten ute på engen og en til i et løvkær; men den husket hun ikke navnet på. Da hun gik nerover igæn, fant hun en prægtig hanekam og en tredie slags viol; to hadde de andre git henne. For en flora! Se der! Den allersomdejligste veronica; au, kronen fallt av; men der er en ny; den holder. Hun fik siden høre, at her heter den skøre blomst også "mans-tro".

Atter in på tunet; hun så gænnem vinduerne i kårstuen Kallem ligge med øret in til brystet av den gamle syke. Snart kom doktor Kent ut og med ham konen; han skrek, men hun hørte næsten ikke. Kallem stod så høj der i døren, og nu kom han mot henne. Hvor hun ælsket ham.

__________

Om eftermiddagen sat de sammen i doktorens arbejdsrum mot sydost; på bøkerne nær var det nu som det skulde være. Søren Pedersen kom in fra gangen gænnem spisestuen, fulgt av hustru Aase, han polisk og hun forskræmt; præsten og frue kom just in porten!

Kallem så, at Ragni blev blek. I de andres nærvær lot han det bli med at sige friskt: "Kom så!" - gik in i storstuen, derfra videre ut i gangen imot dem.

Møtet var stivt. Pastoren bad unskylle tiden; for ham var dette den belejligste, han kom fra aftensangen. De vilde egenlig bare spørge, om svogeren og frue vilde være med hjæm og spise til kvælls? Om søndagen er en præst i almindelighed ikke sin egen herre før om kvællen. - Stemmen hadde lit av det højtidelige fra prækenen, og åsyn og væsen gænskin fra kirken. Josefine stod og så sig om, noget, som også præsten snart gik over til.

Han fant det "koseligt" her, flygelet "et prægtigt stykke". Mens de så på det, sa Josefine sine første ord, vendt til Ragni meget rask: "De spiller jo så vakert?" - "Å -". "Kan De ikke spille lit for os?" Præsten la til: "Gør det!"

Ragni så på sin man, - som en der drukner ser efter hjælp. "Ragni må være i stæmning forat kunne spille," sa han. "Hun er naturligvis træt," unskylte præsten, de satte sig, præsten og Kallem likeover for hværandre, Josefine til siden; Ragni satte sig ikke.

"Naturligvis må I bægge være trætte," blev præsten ved; "I har jo rejst så længe og nu ordnet dere her; jeg hørte av doktor Kent, at I næsten var færdige?" - Jo, de var det; men de hadde også hat udmærket hjælp i Søren Pedersen og hustru Aase. Ragni blev ræd, disse ænnu skulde være i spisestuen og skynte sig dit in; nej, de var borte; de var heller ikke inne i doktorens rum.

Præstens ansigt hadde fåt et eget faderligt uttryk. "Søren Pedersen og hustru måtte vi bruke, fordi dem, vi ellers bruker, ikke var til å få. Men det er ikke slike, man burde gi arbejde." - "Så?" - "Flinke nok; men de drikker op alt, de fortjener, og blir borte fra arbejdet hele dager, således også her. De vækker stor forargelse i menigheden." - "Det var som pokker." Ragni strøk like forbi Kallem med hånden over hans hode; hun skulde nok hente noget på flygelet. Præsten lot sig ikke skræmme av doktorens letsinnige tone. "Vi har fristet å gøre, hvad vi kunde for dem bægge - ja, hun drikker nemlig like meget som han. I skulde forundre dere, om I hørte, hvor snille folk har været med dem. Alt forgæves, og værre æn forgæves. - Ja, jeg skal ikke komme dypere in på den historie," han så på sin hustru, som sat der i sin tætsluttende kjole, stærk og uigænnemtrængelig, et eneste stykke uten skade fra isse til fot. Øjnene med det vel inøvde lag til at se uten at se bestæmt. Kallem skulde helst ha sprunget op og skreket til henne. Men Ragni stod længer tilbake, usét av de andre, men midt imot ham.

"Det er da kedeligt," sa han, "at gamle doktoren har bygd et hus op like ved sykehuset. Å ha fremmede folk så nær in på sig?" - "Ja, han bygde det for sin svoger, gamlingen. Og nu er han også død." - "Jeg hører det; hadde jeg råd til å lægge ænnu flere pænger i hus, så køpte jeg det, skønt jeg ikke har bruk for det." Josefine vændte lit på sig, utvilsomt forat se om Ragni stod der. "Jeg tror ikke, det er tilfalls," sa hun; "jeg kænner arvingerne." Der blev en stun stilt.

Præsten tok op et nyt æmne; samme formiddag hadde han læst i "Morgenbladet" om den usikkerhed der var i Amerika i alle forhold. Han talte som den, der kænte til det, og altid henvændt til sin hustru; så han på en annen - som nu til Ragni, der jo kom fra Amerika -, var det forbigående; hustruen vændte han tilbake til.

Præsten Tuft var en statelig vaker kar, siden en viss førlighed hadde fyllt ansigtets knoklede undergrun; røsten var frisk og Melanchton-øjnene strålte virkelig in i det, som blev sagt. Hans ord og væsen var nærmest overtalende; men en følte magt bak mildheten.

Rent uvæntet gør hustruen en opadgående bevægelse med hodet. "Ja, det er naturligvis på tide å gå!" sa han og rejste sig; "jeg glæmmer mig bort. - Nå - I følger med?" Josefine rejste sig, likeså Kallem. Men denne hadde også en kone, som gav øjekast; grå og meget myke. "Tak, vi er trætte. Vi skal ha det tilgode."

Og dermed fulgtes de andre ut. Kallem gik til vinduet og så efter dem, der de høje og stærke drog avsted. Snart hadde de kirken til bakgrun; alle, som gik forbi dem, hilste ærbødig. Han stod ænnu efter at de ikke mere sås. Slæntret et par ganger over gulvet; så gjorde han et rundkast. "Å, hent mig Søren Pedersen og hustru Aase!" - og gik selv efter dem. Men de var ikke til at finne; Sigrid fortalte, at de gik, straks præstens kom. "Nu skal du pine død sé, de drikker sig fulle! Å, spring efter dem og be dem spise til kvælls med os. Sig, vi er alene." Pigen avsted; Kallem ropte efter henne: "Slip dem ikke, enten de vil eller ej." -

"Hør nu, sadelmaker!" sa doktoren, da de bægge stod i storstuen igæn, hun bak mannen: "Hør nu -, præsten siger, at De drikker, Pedersen, både De og Deres hustru, og han kan ikke få Dem til å la være?" - "Der siger præsten sant." - "Men det er en slem sykdom den, Pedersen." - "Å ja, - bagefter." - "Vil De overlate til mig å kurere Dem?" - "Ih, så gærne, hr. doktor! - men alvorlig talt: det vil ta lang tid!" - "To minuter." - "To minuter?" Han smilte; men før smilet var forbi, var Kallem over ham med sine øjne, de kunde ha et voldsomt, et forvillende uttryk. Sadelmakeren skiftet farve, han rykket bakover. Doktoren efter og bad ham sætte sig. Det gjorde han uopholdelig. "Se på mig!" Aase var ved at få ondt. "Sæt De Dem også!" sa doktoren bak over til henne, og hun blåstes hen på en stol. Doktoren hadde straks igår skønt, hvem han hadde for sig; det tok ikke to minuter, så var Søren Pedersen væk og hustru Aase med, skønt hun bare hadde set på. Doktoren befalte dem at åpne øjnene igæn; bægge gjorde det straks. "Hør nu Søren Pedersen! Nu lar De være med å drikke brændevin eller spiritus i nogen form; ikke mere vin heller, ikke stærkt øl, - ikke på 1 - én måned. Hører De! Når den måned er forbi, - nu er klokken halv syv, så kommer De her på minutet."

"Og De også, Aase. Hvergang han vil drikke, så skriker De. Og bakefter synger I bægge to." "Men vi kan ikke synge." - "I synger like fullt."
4.

Josefine forlot byen; hun tok sin gut med over til vestlannet forat få hav-bad; snart skulde også præsten komme efter; han hadde ikke hat fri, siden han blev præst. Han var like fra sin eksamen kommen her som hjælpepræst og hadde vunnet menighedens tillit i så højt mon, at da byen blev utskilt fra landsognet for to år siden, søkte hele menigheden for ham og han fik kallet. Han hadde arbejdet strængt i snart seks år; han trængte til en smule ferie. Josefine var oppe hos sin bror en dag, han ikke var hjæmme; fortalte, hun skulde rejse, tok farvæl og bad bror'en hilset.

Ragni var straks på det rene med, at denne rejse var funnet på for at undgå at forestille henne for selskapet; de vilde ikke gå god for henne. Til den mindre mistænksomme Kallem sa hun intet. Han glæmte snart hele forholdet, fordi han fik så forfærdelig meget at gøre. Doktor Kent vilde utenlans, og Kallem måtte skøte bægges praksis til tak for, at han hadde set til sykehuset, før Kallem kom. Den tredje læge på stedet var en ung militærlæge og nu ved øvelserne. Han het Arentz og utmærket sig ved et overmåde stort renstrøket bryst. Kallem gænkænte i hans korrekte viden lærebokens ord; i førstningen hadde han møje med ikke at kalle ham Niemeyer; men syntes om hans ubetingede hæderlighed. Da dette liv på lannevejen og i gaterne blev Kallem uutholdeligt, tænkte han på at få Arentz til hjælp; vilde han selv bli en fri man, måtte han inrette sig annerledes æn nu.

Ragni så ham slurpe maten i sig til middagen og komme hjæm til kvælls. Kanske sat han så lit på verandaen med henne, eller gik om i haven, hjalp, om der var noget hun stælte med; men sjælden, - han måtte in til bøkerne. Annerledes artet det sig, da hans kollega kom hjæm igæn; han syntes, han måtte inhænte den forsømte tid, så nu sat han fast i laboratoriet eller kontoret. Der flyttet også Ragni ænnelig in; hun fik sin egen stol, sin egen bokhylle; kontoret blev dagligstue.

I timevis læste de i hver sin bok og byttet næppe ti ord. Han var glidd in i et langt, ensomt studium og ante ikke som det tok sig ut, når han mellem læsningen lå på sofaen, så lang han var og så på henne uten at tale; eller (og det var det alminneligste) stod og så ut av vinduet. Om han kom fræm, - det var bare for atter at vænde om til vinduet. Han påstod, han tænkte aldrig så godt som da; det hadde han efter sin far.

Hjæmmet var han svært glad i, han vændte sjælden hjæm uten at prise det, og da gik han rundt, trygg og munter som en svale. Efter middagen vilde han gærne høre musik; men la ikke altid mærke til, hvad hun spilte.

Og hun? for hver dag kælet hun sig fastere til hjæmmets væsener og ting. Ham kalte hun atter sin "hvite pascha", flygelet "æventyret". "Nu et æventyr!" sa hun, når hun vilde spille og vænnet ham til det samme. Sængkammeret kalte hun "mellem stjærnerne". Duerne, som hun fik over pinse, "mine pinseliljer", Sigrid, "den syv-armede". Når hun og Kallem sat og læste i kontoret, hadde hun følelsen av, at de sejlte avsted, hver i sin båt, hver til sit lan. "Skal vi nu in å sejle?" sa hun.

Han kænte til denne hennes billed-trang fra Amerika-brevene; "Vi arbejder i hver vor ænne av en værdens-tunnel, langsomt fræm til hværandre," skrev hun, og dette med tunnelen kom hun altid tilbake til; tilsisst "var de hværandre så nær, at hun kunde høre ham tale!" - Om damperne, "som svømmet ovenpå", forbi hværandre, med deres brev, skrev hun at "den enes længsel drog og den andres skøt efter".

En kvæll på verandaen, det regnet, men de selv sat tørre under det fræmskytende tak, sa hun: "Slike hus skulde ha hode." - "Hode?" - "Ja, mellem vingerne som en annen skikkelig høne." - "Å, således!" - "Jeg kænner det altid som jeg er under vinger og blir ruget." - "Hør, hvordan kom det sig, at du ikke i din barndom flyttet in i bibelens billeder?" - "Fordi jeg hadde en far, der gik og fortalte mig om arternes oprinnelse, mens jeg var 10 år gammel; planter, dyr og mænnesker blev til én familie, - det var noget for mig! Da jeg fik en stedfar, som var præst og vilde ha, at jorden og mænneskene hadde begynt med at være fullkomne, og at alt var til for mænneskenes skyll, trodde jeg det ikke. Desuden var min far en stille, sykelig man, som jeg ælsket; min stedfar en stærk, rasende man, som jeg frygtet."

Kallem spurte, om hun ikke vilde skildre sin barndom og utvikling? Hun svarte bestæmt nej.

__________

Kristen Larssen var kommet i arbejde hos doktoren ved inredningen av hans laboratorium og av ventilations-apparatet m. m. Tausere, mistænksommere man hadde han aldrig hat med at gøre; men heller ikke med en klokere. Han kom en søndag i begynnelsen av august op i sin beste puss, en langskøtet, brun klædesfrak, ærmerne usædvanlig trange, en rutet væst, som var for kort, og et par grå bukser av såkalt engelsk skin. Til hværdags brukte han at gå barhodet; til stas gik han med hatten i hånden; han tålte intet på hodet, når ikke vejret var meget koldt. Han stod der i kontoret, lang, mager, snauklippet, renvasket, svart i skægroten. En hvit skjortelinning, brættet utover et rødrutet tørklæde, lyste lit op. Doktoren ba ham sætte sig, og spurte da, hvad som fejlte ham. Han fik til svar - først et grunnende øjekast, så den oplysning, at han hadde ikke klaget over, at noget fejlte ham.

Kallem så, det fallt ikke Kristen Larssen let efter det svar at komme med, hvad han ønsket; men tænkte: nu kan du ha det så godt.

Jo, ænnelig sa han, at han visste, "doktorfrua" hadde været en fem-seks år i Amerika; kanske hadde hun engelske bøker å låne ham? Kanske kunde hun også si ham, hvordan han skulde bære sig ad; han hadde lært sig lit på egen hånd.

Tænkte han på at vandre ut? - Jo, det var ikke frit; "men komme over å bli slave for de norske . . . der også, det hadde jeg likesom ikke hug til." - "Hvor gammel er De?" - "Å, en firti år og vel det." - Han så ut som han var femti og vel det. "Det faller mig in, at min hustru visst gærne lærer Dem engelsk, Larssen, f. e. om kvællerne." Nej, det vilde han på ingen måte. Men Kallem gjorde ham begripeligt, at uttalen måttes læres av levende mun; Ragni kom in i det samme, og doktoren forklarte henne, at for Kristen Larssen vilde engelsk være det samme som et par vinger. Hun blev jo først lit rød, det var nemlig ikke det eneste ubehagelige arbejde, Kallem fik in på henne; han måtte bestæmt gå ut ifra, at hun skulde ha mer at gøre. Selv gik hun ut ifra, at hun helst vilde være fri. Men ved at stå og se på Kristen Larssen og huske, hvad Kallem sa, at klokere man hadde han aldrig møtt, grepes hun av medlidenhed. Han fordypet sig nætop nu i en engelsk bok; han skønte såvidt, hvad den handlet om. Hun ikke alene bød sig til at hjælpe ham, men hun nødet ham til at ta mot det. Ænnu samme eftermiddag ved femtiden kom han, og de sat der og stavde sig fræm i en let tekst. Kallem kom hjæm og så disse to hoder stikke sammen over samme bok, et langagtig sort og kantet, et litet fintformet rødligt; et iskoldt, sortsmusket ansigt, furet, sammenknebet; et varmt vår-øje, en blændende farve, et friskt lune. Hun sat med lommetørklædet for munnen og gjorde åpenbart vold på sig for at sitte ved siden av ham. Da husket Kallem, at også han hadde lagt mærke til Kristen Larssens ubehagelige ånde. Kallem sørget straks for, at de fik to bøker og sat på hver side av bordet. Straks hun kunde, reddet hun sig undav. For at bøte på det, bad Kallem Larssen bli der til kvælls, og prøvde at tø ham op; men han var like kold og forsigtig da han gik, som da han kom. Nu optok denne man ham. Hvem i al værden var han, og hvorledes var han blét slik?

Ved lejlighed gav han sig et ærinde ner til ham i hans hus. Her traf han et magert, tørt kvinfolk, hans hustru, hodet inni et stort tørklæde; hadde mannen for lit på sit, så hadde da hun formeget. Ingen barn. Ingen ild på gruen; hun kokte for flere dager ad gangen, sa hun. Hun gik og strikket, varsom og mistænksom. Kallem gjorde sig den tanke, at de var komne overens om at leve så tarveligt for at tjene op til rejsen. Alene for at gi sig ærind hadde han tat med en revolver, der ikke vilde gå av; den lå i en kasse, og han hadde tat hele kassen, men sanset nu først, at også munitionen lå der. Han lot henne se det. "Å, her er mye slikt her," svarte hun uten spor av frygt og tok revolveren op. "Den er lækker," sa hun og la den ned, låste av og satte kassen hen på en hylle over mannens værkstedsbænk. Både hyllen og den lå full av saker til reparation; "han har for mye utarbejde nå," sa hun; "slikt småtteri må vænte." Dette ene rum var værksted, køkken, soveværelse. En klokke på væggen, et bord, en sæng, en sængbænk, tre træstoler; ællers aldeles nakent - og en stram, ond lugt.

Han tok hjæmvejen forbi Søren Pedersens sadelmakerutsalg; Kallem hadde hjulpet ham til at åpne et sådant, og det gik godt. Der stod Kristen Larssen, i den ene hånd holdt han et glas, i den andre en flaske, og Søren Pedersen og hustru skrek eller sang foran glas og flaske, - det lignet lange ulykkelige hundehyl. Kristen Larssen lo med en latter ut av et mænneskes grundvæsen. En bred salighed i dette gapop, et ondskabsfullt hjærtes innerlige oplatelse, en opdagers halleluja i villeste fryd. Kanske også interesse for de to; hvæm vet? Gjorde han dette hvær dag?

__________

Det talent, Kallem hadde til at sætte folk i arbejde, kom Ragni til ænnu stærkere at prøve.

I et mindre sælskab hos doktor Kent skulde de træffe sammen med gamle pastor Meek og hans datterdatter, Tilla Kraby; de var vændt tilbake fra en utenlanstur for atter at drage. Under sit korte og antagelig siste ophold på disse kanter blev de svært feteret; dette sælskab var også for dem, og Kallem og hans hustru, som ellers holdt sig tilbake, gik derhen alene for engang at ha sét dem. Æresgæsterne lot vænte på sig, og imens blev en overmåde svær dame, næppe tredve år gammel og kvik og vakker, forestillet for Ragni, som hun skræmte ved at sige: "Jeg vet ikke, om det er Dem ubehageligt; men jeg er søster av Søren Kule." Ved at se Ragnis dype forlegenhed tok hun henne rask avsides: "Tænk nu bare ikke annet, æn at jeg vilde ha gjort akkurat som De," hvisket hun. "Og når en desuten træffer på en man som Deres," - hun trykket Ragnis arm. Hun var færm og flot og hadde ingen anelse om, som hun pinte det fine mænneske, hun hadde under armen. Allerede at hennes ansigt og figur var av "hvalearten", var jo nok; Ragni kænte igæn intil det særegne lag med "lufferne"; hun stod og tænkte spæk. Da sås gamle Meek og datterdatter at komme; værten og hans søster - doktor Kent var ikke gift - gik mot dem og næsten hele selskabet efter. Under de fræmstes "goddag" og "velkommen!" hørtes de fjærneres: "Nej, som han ser godt ut!" og "som Tilla får rejse!" -, og imens stod Kallem og Ragni og undret sig over, hvæm de to var lik; de husket ansigterne.

Pastor Meek var over middelhøjde, bredskuldret, lit førladen. Han bar hodet stærkt opad, det var bredt og gav lysning; stort, hvit hår omgav det; Ragni hvisket: "Nu vet jeg det! De er i slægt med den unge fyren, vi møtte første dag. - Du husker ham, som var så vaker?" - "Ja, der er det! Samme buede ansigt. En kunde tro, de hørte til Bourbonnerne." - Den gamle takket for alle "velkommen" med en lav røst, som hadde vellyd og gik langsomt. Øjnene var ikke frejdige, heller spejdende og resignerte. Han gav ikke intryk av sikkerhed; men av megen velvilje og tænksomhed. Hværgang et par av de højere æmbedsmæn talte til ham, blev han ceremonielt tilbakeholden i gammel stil. "Den ny doktor" forestiltes og fru Lilli Bing sa til Ragni ut av en inskydelse: "Nej, I to må da passe hværandre! Må jeg forestille fru Kallem, frøken Kraby." Lit unselige hilste de på hværandre, kom i tale om den unge man, hun lignet; han var hennes søskenbarn, og var musikalsk. Derved kom de in på musik og var ikke fra hværandre hele kvællen.

Sjælden - ja, med untagelse av Kallem måske aldrig hadde Ragni funnet en, som hun med én gang følte sig så helt optat av. Dette både stille og livlige blonde mænneske hadde et så ælskeligt lag, og det, hun sa, var tænkt av henne selv. Og så skulde hun om noen dager forlate byen for bestandig! Det gav en egen vemodig dragning til hværandre, at det kanske var den eneste gang, de møttes. Dette gjorde også, at Ragni vilde spille, da værten senere hen bad om det på sin skælmske måte; hun vilde gi sin ny væninne så meget av sig, som hun var istan til.

Hun hvisket til henne. "Kære, stå sådan, at jeg har et kænt ansigt foran mig," og slog an for Solvejgs sang av "Per Gynt". Man hadde vel væntet et bravournummer og ikke en simpel sang; men da den var "sunget" til ænne på flygelet, var de alle så med, at byfogden, som ved slike lejligheder gærne var talsman, ba om den én gang til; de fik den. Derefter trollmarschen av samme svite, så uforlignelig humpende; umiddelbart derpå Selmers' "barnelek"; den fineste, yndigste motsætning; hun spilte den med samme intrængende forklaring av det minste; dernæst en stilfull gammeldags sang av Sinding, hvær tone som et særskilt ord; så en munter, kærnefrisk av Svendsen - og endte i festmarschen av Selmer. Idag var hun ikke ræd, hennes øjne gik med rike bud til Tilla og fra henne til flere, rene eventyrbud. Selskapet var henført; byfogden drog gænnem salen som en smældende trompet. Gamle Meek kom i gammeldags ærbødighed; Tilla hvisket: "bestefar er så musikalsk."

En times tid senere gik gamle Meek; han var aldrig længer i selskab; hans datterdatter fulgte, og Kallem og Ragni sluttet sig til.

Kvællen var mild forat være sist i august med de kvasse overgange efter solfall; dog ikke mildere æn at de måtte ha vårkåpe og vårfrak på. Spaserende overalt. Da de kom forbi Kallems, spurte Ragni, der ellers var så tilbakeholden, om de ikke vilde være med in, og den gamle svarte galant, at hvis der var et lite håp om å få høre mere musik, var inbydelsen altfor kærkommen. Så blev lamperne tændte i stuen, flygelet slåt op og en italiensk barcarole rodde ut gænnem de åpne vinduer. Gamle Meek frydet sig og våget sig til at spørge, om ikke hans sønnesøn, som var her ved skolen, måtte få komme og høre fruen spille, - naturligvis når det ikke var til ulejlighed. Desværre han var så optat av musik, at han var blet nitten år uten at ha sin student-eksamen; men når nu ulykken var der, måtte han helst høre god musik. Ragni svarte, at det vilde være henne en fornøjelse. Kallem spurte, om han kunde gå til ham og si det? Den gamle var ham overmåde taknæmlig, og ænda mere vilde han være det, om doktoren med det samme undersøkte, hvad det var, som fejlet ham; noget var det. Kallem sa, at han hadde lagt mærke til det; han trodde nok å skønne, hvad det var.

Den gamle satte sig til flygelet:

"Her skal De høre en av hans sange," sa han. Og med mindre stive fingre æn en skulde vænte og med helt lav røst, som når man fingrer ved en kirkeklokke, - især med et ejendommelig bruk av fistel, nynnet han:

Når blir det riktig morgen? Når stråler i gullglans hopper over de snelagte topper ner i de mørke kløfter, løfter den mot lyset kravlende stængel op til at tro sig en vinget engel. Da er det morgen, riktig, riktig morgen. Men når vejret er stygt, og mit sinn er sygt, ingen morgen for mig. Nej.
Vist er det riktig morgen, når blomsterne op har lukket, og fuglene spist og drukket og sætter sig hen at love skovene ny store kroner i gave, bækken, at snart får den skue havet. Da er det morgen, riktig, riktig morgen. Men når vejret er stygt, og mit sinn er sygt, ingen morgen for mig. Nej.
Når blir det riktig morgen? Når kraften, som gænnemgløder uvejr og sorger, føder sol i din sjæl, så barmen varmende omfavner værden i kallet: helt å være god mot alle, alle. Da er det morgen, riktig, riktig morgen. Største kraft, som du ved - og den farligste med -, det er den, du vil ha? Ja.

Tone som akompagnement var særeget. Ragni ropte: "Nej, som det kaster sig utover!"

Kallem spurte, hvad det var for en fruentimmertekst? Tilla svarte, at den stod i en avis; det var vist en oversættelse. Men da de andre gik, betrodde Ragni Kallem, at den "fruentimmerteksten" var en av hennes oversættelser! Hans fætter hadde fåt den in i et norsk-amerikansk blad; derfra var den væl gåt videre. Dette sammentræf gjorde, at allerede dagen efter var Kallem hos Karl Meek, - og at tre dager efter var denne med piano og bøker og klæder oppe på et stort kvist-rum i Kallems hus, det som vændte ut mot parken. Kallem hadde overvunnet Ragnis stærkeste motstand.
5.

Siden sat der ved bordet et langhåret, opløpet mænneske med benene snodde om stolens, med smale røde fingre, der led av frost og var så klamme, at Ragni ikke kunde røre ved dem. Ej heller kunde hun tale til ham efter det, Kallem hadde sagt henne om ham; alt det vakre, hun så i ham ved første møte, hadde de ord gnidd av ham. Han kom rask in, som hadde han øvet sig på det, og så tok hans frak eller hans ærme in i låsens håndtak, eller han fik ikke døren lukket ved første tempo, eller hans ben slog sludder, eller han drog en stol med sig, eller han støtte mot pigen, som hadde sat noget fra sig på bordet og skulde ut igæn. Han så ikke på folk, de vakre øjne var søvnige og slukte, kinnernes farve askegrå; han studerte tallerkenens tægning og kinabrødkurven, som hadde plass foran ham. Han talte aldrig, talte nogen til ham, skræmtes han op og svarte "ja" eller "nej", som tok han gløder i munnen. Men han åt - efter Ragnis mål og måte - som en tømmerhæst. Når han da strøk sine klamme hænder av på bukserne eller op i det tykke fedtede håret, var han værre æn Kristen Larssen.

Denne ækle gutten tilbords hver evige dag, og til kvælls Kristen Larssen! Dertil alle de gamle kærringer, Kallem drog in forat hun skulde forsyne dem med uldtøj; unger, som stundom skulde klæs fra top til tå, - hans tuberculosevænner!

Ikke alene ubehaget ved personerne; men alle dører stod jo åpne; hun ejet ikke fristed, ejet heller ikke sin tid. Tale med ham om det kunde ikke nytte, sålænge det, som var hennes værste pine, var hans højeste lyst. Der løp også lit skinsyke in med; han så ikke henne og hennes. Dette med søsteren lot han også stå hen; præstens var længst komne tilbake, Josefine hadde avlagt et flygtigt besøk en morgenstun i deres have med blomster fra gamle Kallems grav; svogrene møttes på gaten og ved sykesængene; der møtte Kallem stundom også sin søster, som var flink med de fattige; men ikke kom hun til ham, ikke han til henne - heller ikke blev der gjort sælskab i præstens hus for dem, som alle væntet; der var overhovedet ikke mere sælskab. Ragni tvilte ikke et øjeblik om grunnen. Kallem forstod ikke som dette uopgjorte pinte henne; ej heller, at det på en viss måte stængte byen av for henne; og hun kunde ikke plage ham med det. Han hadde den optagne mans frihed til at kaste alt tilside, som ikke syntes ham "grejt". I hans daglige tuberculose-jagt var kærringerne og ungerne, han kom slæpende med, mer æn "alle religiøse kranglerier"; - desværre også mere æn den hygge og skønhed, som hun umulig kunde unvære.

Bakerst i den store hospitalsgård var et langt forrådshus med vedskur o. s. v. Der inrettet Kallem en gymnastik-sal, og der op bar det med ham og den askegrå fyren hvær kvæll fra seks av. Så længe dette stod på, kom han præcist hjæm, tok selv sine øvelser, fik et parti dannet og var den ledende. I begynnelsen gik det jammerligt, men med vanlig kraft fik han orden og fart i det. Den forknytte gutten hadde knap rørt sit piano, siden han kom, han torde ikke for fruen. Så flyttet Kallem derop med en bok en halv times tid hvær kvæll; imens måtte Karl spille. Som læge hadde han brutt sig in i hans fortrolighed; med årvåken vænlighed holdt han vakt, og snart kom gutten tryggere in i stuen, og snek sig ikke straks ut igæn. Og ænnelig tok også hun mot til sig efter intrængende tilskynnelser av Kallem - og sa en søndag morgen til gutten: "Nej, gå ikke op; - kom, skal vi prøve å spille lit firhændig! Vi skal ta lette stykker," la hun til. Han blev fortvilet; men lykken vilde, at han nær væltet sin piano-stol, da han skulde sætte sig, og var ved at vælte hennes, da han skulde redde sin egen, - og derved kom de bægge til at le; det hjalp over det værste.

Ja, så sat hun da frisk og slank i en rød silkekjole, kniplinger om armled og hals, de lange hvite spillefingre borte ved hans smale røde; hennes ånfulle ansigt ofte vændt mot ham, en reseda-parfym av hennes klædning og duft av hennes hår, . . . han skalv av unseelse. Og som han fant sig selv stygg! Og den lukten av hans hår! Han strævde og spilte, så han snart gik træt og gjorde dumheder. "De er visst ikke oplagt idag," sa hun og rejste sig.

Han drog sig ut som en fynen hund; han krympet, han vred sig, han vilde for ni og nitiende gang rømme. Til middag kom han ikke, fantes ikke i huset, så Kallem tok på at spørge; hun fortalte da, hvor elendig det var gåt; han blev træt efter bare en halv time; et ungt mænneske, som ikke årket mere, æklet henne. "Å, du evige æstetiker!" - han gik for at lete efter gutten, offret sin dejlige søndags eftermiddag på det og kom mot kvællen hjæm med ham. Da hvisket hun inne på kontoret, at hun vilde være snil. Kristen Larssen kom, og tålmodigere æn en banket pudel satte hun sig nu in at læse engelsk med ham.

Fra først av hadde hun følt medlidenhed med denne besynnerlige man; men hun frøs til is i hans sælskab og i hans ånde. Derfor syntes hun selv, det var gyseligt fejgt, at hun uten at kny blev ved; av medlidenhed var det sannelig ikke. Sejgt og på slaget kom han i sin lange, brune, trangærmede frak og med arbejdsmannens uutholdelige årgamle svedlugt av klær og krop. Ånden nådde over bordet; hun kænte den også, når den ikke nådde. Han drog stolen fræm, satte sig og åpnet sin bok, og når han hadde funnet stedet igæn, sente han sine kolde, frygtelige øjne over efter hennes rædde, varme duer, der skræmtes utover alt rum. Hans lange sortsmuskede fingre, lodne av sorte hår likesom hele hånden, tok fast, den ene hånds i boken, den andres som pekepind; så kræmtet han op halsen og ænnelig børjet han. I reglen med at spørge om noget fra sist; altid klogt, mistænkende en fejltagelse av henne, en mangel på insigt eller logik. Han gjorde henne utrygg selv i det tryggeste.

Når han langsomt, vel overtænkt sat og brøt sig fræm ord for ord, og hun da understod sig til at forstyrre ham, fordi han gjorde en fejl, - da satte han fingeren fastere på for at mærke, hvor det var, han blev skiplet; derefter så han op, uvilligt, mistroende. Så gæntok hun i stor usikerhed sin rettelse én gang til; men aldrig lyktes det henne at gøre det grejt nok; han måtte be om tydeligere forklaring. Tredje gang sa hun det da, og ænnelig var han nådig nok til at la det gå - for hennes regning. Hvær gang hun avbrøt, visste hun, hvad som nu vilde komme, - og visste, at nu slog de onde ånnedrag in over henne, bølge på bølge.

Hvad det kostet denne man for et arbejde at møte op så siker, som han bestandig var; aldrig at begå en fejl, som engang var rettet; og hvad det var for ævner, som gjorde alle disse mærkelige spørsmål, der undertiden måtte ha været til ære for en filolog, - det overså hun ikke. Men han var henne så hjærtens forfærdelig. Han lignet så altfor stærkt en gammel ape, hun hadde sét adstadigen spise med sølvske. Dette billede svævet vrængende over ham til hævn.

I hennes daglige liv fløt et forhold in, som var hyggeligt; det var samarbejdet med pigen; de blev så gode vænner. Bægge var også så flinke sammen, - Ragni til at finne på, den andre til at utrette det. Ragni arbejdet gærne og var rask, pigen begavet og videbegærlig; de fant morro i hværandres sælskab.

Fjorten dager efter det mislykte forsøk med firhændigt spil, sa hun til Karl Meek: "Hvad tror De? Skulde vi prøve én gang til?" - "Nej, tak, det . . . det går vist ikke!" svarte han skrækslagen. - "Jo, nu har jeg sat ut noget firhændig, som De nok kan klare." Hun la det fræm, han stod på to alens avstan og kek, - blev rød og strøk hænderne travelt i håret. "Kænner De det?" Han svarte ikke; det var jo et stykke av ham, som han kallte "fjællbækken", og som han oftere hadde spillet deroppe for Kallem; nu var det sat ut for fire hænder; hun vilde på den måten gøre godt igæn.

"Kom nu!" I samme røde silkekjole, med samme kniplinger om de lange spillefingre sat hun der; samme buste, samme drømmefulle besynnerlige øjne, og stundom så de på ham, så det gyste i ham. Men nu sat han selv i ny klær, og hans hår var klippet og velstælt som hele hans person. Og fjællbækken kom hoppende under hennes rappe fingre; kunde han ikke følge, væntet hun og tok ham med. Tilsist gik det, om ikke godt, så i alle fall ikke værre æn at hun lovde nådigst herefter at bli ved.

Han bukket og vilde gå. "Det er søndag," sa hun, "De har vel ingenting at gøre?" - "Nej." - "Skal vi gå en tur?" - "Ja, dersom fruen . . . jo!"

Han kom pilsnart ner i ytterfrak og skinhue, og hun viste sig i sit nye gilde slag og den raske amerikanske barette med fjær.

"Lad os gå opover og møte doktoren." De gik. Hun følte, hun måtte tale hele tiden, og så gav hun sig til at skildre snestormene over de amerikanske prærier, og hvad følger de kunde ha for folk og fæ. Han så, hvor hun efterhvert fik rødme i kinnerne, og hvor hennes små føtter kunde spille ivej. Oktoberdagen var uten sol, men ikke kold; markerne mørke og matte, løvskogen på overgang; men han så intet av det, han var ør over, at hun vilde gå med ham, hun, den fineste, mest musikalske kvinne, han kænte. Han kunde så gladelig rulle sig i støvet, skyte sig med pistol eller hoppe i insjøen til hennes ære. Dette var ingen tænkt kvinne, det var fru Ragni Kallem i rød silke under det bløte slæng, i den amerikanske barette med fjær på, - den kammeraterne sværmet for. Disse øjne så på ham; og han turde ikke gå tilbuns i dem. Foran alt folket gik hun med ham og fortalte. Også han tok på at fortælle, da de fra vinteren i Amerika gled in i vinteren i skogbygderne. Hans far, præsten Meeks søn Otto, var doktor, men hadde giftet sig in på en av skogbygdens store gårer, og levde der som bonde. Karl hadde været med ham over ælv-isen op i den uænnelige ensomhed in over skogfjællene; hadde været med ved tømmerhugsten, snarefangsten, jagten; han gav lanskab og intryk, hun ingen anelse hadde om. Han skildret en årrfugls utseende, frieri, lek, vingeflaks og skrik så livagtig, at hun siden kalte ham "årrfuglen".

De møtte ikke Kallem og gik derfor samme vej tilbake. Atter spilte de det firhændige stykke og bedre; de måtte inøve det godt for at spille en kvæll, når Kallem sat på kontoret! Kallem var det øverste, han visste.

Efterhånden fik hun magt over "årrfuglen", vænte sig til hans ovale ansigt, hans ujævne væsen, snart i lysglans, snart i mismot, opfarende utålmodigt, ydmygt undergivent med korte ryk av flid, med lange dolce far niente, meget pyntet og ikke lite slusket; hun begynte at finne ham nokså vaker igæn og tålte at ta ham i hånden. Hun hjalp ham med hans lektier; især med hans engelsk. Han hadde ujævne kunskaber, så Kallem foreslog, at han skulde gå ut av skolen og inhænte privat, hvad han stod tilbake i, og skrev straks til Karls far. Siden sat Karl ofte i den store stue med sine bøker og stile, spilte og læste og læste og spilte, alene og sammen med henne.

Om eftermiddagen sås de på lange spaserture. Straks sneen lå - og den kom i begynnelsen av november -, gik de Kallem imøte og stod på hvær sin mej hos ham hjæmover. Fra fjorden frøs, var de på isen og blant de allerflittigste der. En enkelt sport hadde Kallem og han for sig selv, det var at få Karl til at gå på hænderne. Med uhyre alvor løftet doktoren hans lange ben op og holdt dem, mens den andre prøvde, til han ikke årket mere. I førstningen bare oppi gymnastiklokalet, men snart også i stuen, i gangen, ja i trapperne, like før middagen, like før kvællsmaten: "Op med bejna, gut!" Som Ragni lo, hværgang han datt ner igæn! Men blev efterhånden ivrig for, at det dog engang skulde lykkes; - det lyktes næmlig aldrig; han var "for vek". Så blev det et æresspørsmål for ham; igrunnen også for henne. Hun tok næmlig stærk del i, at han blev "en kar"; hans veke væsen, hans hang til at drømme og fjase tiden væk kedet henne; hun sa ham det. Men han tålte ikke meget og var snart uartig. Så straffet hun med tilbakeholdenhed. Det hjalp ikke, at han var sønderknust, at han gjorde de hundre in bydelser, ja, at han gråt; - hun lot ham leve i dødelig angest for, at hun vilde klage til Kallem; hun hjalp ham uten én mine eller ét ord, som ikke hørte æmnet til, hun avslog at gå tur med ham, hun så ham ikke, - intil hun i Kallems nærvær atter talte som var intet hænt. Om disse skygger over deres samliv hadde Kallem ingen besked.

Kallem omgikkes ingen; han hadde ikke tid. Sin praksis måtte han minke, hvorfor han gjorde alvor av at komme overens med doktor Arentz, den unge militærlæge, om at bli hans medhjælp. Dette ordnedes i slutten av november og fra den dag av var han mere med i undervisningen og samlivet, som derved fik fastere hold.

Karl Meeks far rejste ens ærinde in forat takke dem og be dem ænnelig at følge med sønnen op til skogbygden i julen. Otto Meek var højere og sværere æn sin gamle far; ansigtet mere storstilet, mere virkelig "Bourbonsk"; men det var tungsint, eller rettere tungt. Inbydelsen mottok Kallem og traf straks avtale med sine kolleger, så han kunde komme løs. Men da tiden nærmet sig, blev doktor Kent syk, Ragni måtte, så nødig hun vilde, rejse med Karl alene; Kallem skulde komme efter. En kørepæls blev køpt til henne, lodne støvler, fotpose; også en kostbar skinhue, foræring av Karl. Hun lignet en grønlænder, da hun fik det på.

Kallem fulgte dem på jærnbanen; Ragni hadde jo græt lit - til ære for første skilsmisse, siden de var gift. Da hun sat i vågnen og Kallem stod utenfor, vilde hun til igæn; han måtte in og skænne. Så snart sorgen var stanset, steg han ner og så op på Karl, som sat der sun og glad. "Hør, kære årrfugl, herefter vil jeg sige du til dig og kalle dig Karl; for du er en bra gut!" Men Karl sprang ner og kastet sig om halsen på ham.

Så rejste de.

Kallem læste og fant det ikke ubehageligt at være i fred; i den sisste tid hadde de hæftet ham dygtig. Alt den tredje dag, som var julkvællen, var det dog stusle; han tænkte at komme uvæntet på dem; doktor Kent var bedre. -

Juledagskvæll kom han just fra Kent og skulde op til sykehuset, da han på avstan så en forsamling foran porten. En hæst og en langslæde kørte nætop ut derifra; slæden var full av halm og sængklæder; en syk måtte være kørt in. Der var børn, som gråt, hørte han. Hvem var kommet til skade? Jo, murer Andersen, - den man, som hadde hilst på Kallem og frue oppe fra det ny hus første dag de var i byen. Murer Andersen drev omkring med småhandel om vinteren, mens håndværket stod stille, og på vejen over en skog-ås hadde han gåt sig vill, forslåt sig og ble't liggende; ved en hændelse var han funnen. Inne hos diakonisserne traf Kallem hans utrøstelige hustru og hørte, at hennes ihærdige husbond nu havde drevet på like under jul og skulde skyte en gænvej forat nå fræm til julkvællen; Andersen var jo så "hjæmkær". Men han hadde dårlige øjne, og gled på finskoene, skrapet og brøt det ene benet; og der lå han uten at kunne røre sig. Således holdt han jul. "Vi vænta å vænta," sa hun "og barna da!"

Kallem op til den syke, som var i sæng i varmt rum. Den svære karen med det store brune skægg svømmende over skjorten var ukænnelig. Øjnene sammentrykket, øjenlågene hovne, stive. Øjets slimhinne viste sig tændt, hornhinnen truet, og da det smærtet ved det minste lysglimt, var der kanske større fare på færde. Blåligrøde flækker med hævelse i ansigtet; fingrene på bægge hænder hvite og uten følelse, håndryggene én gang til så store og med vandfyllte blæmmer. Højre fot var brudt i øvre ænne av læggbenet, og bruddet gik in i knæleddet; såret stort som en krone, en bensplint stak fræm som en finger. Mot dette var al annen beskadigelse av foten intetsigende.

Andersen kunde lite tale, men rølet nu og da om, at foten ikke måtte sættes av. Næste morgen ved dagslys skulde de avgøre det, svarte Kallem gæntagende, mens han hjalp ham. Rummet blev straks gjort halvmørkt, borvandkompresser lagt over øjnene, årvåkent tilsyn med skiftningen insat; ansigtet smurt med olje og tullet in i et tyndt vattlag, hænderne likeså, bensåret utsprøjtet med karbolvand, en liten blødende pulsåre underbundet, såret strød med jodoform og omvunnet med vatt og lagt i ståltrådsbandage. Hvis han vågnet og var mat, da nafta hvær annen time, og hvis for store smærter, morfininsprøjtning.

Efter denne sov han; klaget, hværgang han vågnet, over ulidelige smærter - mindre i bruddet, men særlig nerover skinnebenet mot ryggen av foten; han var i stadig angest for, at foten skulde sættes av.

Kl. 9 næste dag fant Kallem ham i alle deler bedre. Også tankerne var klarere nu, men drejet sig altid om foten, at den måtte skånes. Han ønsket at se sin gode væn præsten; hustruen var der og gik straks forat be præsten komme op lit før kirketid. Imens blev øjnene behandlet; de var mindre hovne, men lyssky; atropin brugt, og omslagene byttet med et let bind. Kallem passet på, da Andersens hustru kom med præsten; han gik imot dem. Efter hvad han trodde, måtte Andersens højre ben utvilsomt exarticuleres, d. e. benet tages av i knæleddet; men dette skulde den syke foreløbig ikke vite. Konen, som like til nu hadde tat tilskikkelsen med styrke, brast sammen, så Kallem turde ikke la henne følge med in; præsten gik.

Det gjorde et svært intryk på denne at stå hos sin syke væn i dette store halvmørke rum og lit efter opdage kæmpen liggende uten øjne, med ukænneligt ansigt, hænderne i poser, og at høre ham klage. Men han måtte snart beundre så stærk han var og så siker hans tro. Andersen ønsket, de skulde be for ham i kirken idag; "de kænner mig allesammen," sa han. Præsten tilsa ham det, men holdt så på stedet en hjærtelig bøn for ham og for alle, som levde ved ham. Bønnen livet den syke; han hvisket: "Jeg har gåt i pagt med gud om foten," - lå stille hen, mens præsten lyste Paulus's velsignelse. Ikke en time efter kom doktor Arentz, og Andersen førtes in på operationssalen. Her skulde han kloroformeres forat de tilbunds kunde efterfare skaden, sa de ham; og da smærterne fræmdeles var grænseløse, samtykket han straks; "men foten må ikke sættes av."

Den nøjere ransakning synte, at øverste ænne av læggbenet var splintret på skrå op i knæleddet; desværre også, at en større blodåre lå trykket mellem brudd-ænnerne, så dens lummen var fyllt med en større blodprop-trombe; den strak sig nogen tommer opover låret.

Benet blev selvfølgelig tat; det var gjort på et kvarter.

Alle som skulde få med ham at gøre, blev strængt til holdt at la ham tro, benet var i behold. Han måtte skånes for al sinsbevægelse, så han ikke kom i det tilfælle at rejse sig, rykke i foten, ændre stilling; dersom en blodprop løsnet sig fra tromben, kunde det være forbi. Han blev lagt i en ståltrådbandage fra hofteleddet ner mot ænnen av sængen, stumpen forbunnet med karbolgaze og jute og på yttersiden surret fast til en langkloss.

Nu vækkedes han i sin sæng og pålagdes at holde sig helt i ro. Han fik vin, men spiseskevis for ikke at røre sig, likeså bouillon, æggeblomme; snart falt han i søvn.

Straks Kallem hadde klæd sig om, gik han ned til diakonissernes rum, der hustruen væntet, og fortalte henne den hele tilgang samt faren, som nu truet, hvis Andersen kom i bevægelse. Han fik dette brede, kloge ansigt med ørnenæsen, så kært; renere sjælsstyrke hadde han næppe set. "Går det galt," sa han, "så har I mange vænner." - "Gud lever," hvisket hun.

Klokken 3-4 vågnet Andersen, fik atter skevis vin, bouillon, æggeblomme, mælk; han forsikret, han hadde det bra med untagelse av, at skinnebenet gjorde ondt; stundom kænte han smærterne i hælen. Utover eftermiddagen styrkedes livsånderne, og da ønsket han, præsten vilde komme igæn. Nætop som konen skulde hænte ham, kom han av sig selv. Kallem hadde pålagt ham at late som foten sat på.

Det viste sig straks, at Andersen bare lå og tænkte på den. "Nu tror jeg nok, jeg tør sige, at gud har bønhørt mig," sa han; "derfor må gud takkes værdeligen."

Dette rørte præsten og han blev istan til at sende en varm tak for, at foten var ble't den syke et pant på guds nåde og hadde ført ham dypere i pagt med sin frælser. Andersen syntes at overveje det; ænnelig sa han: "Be nu om, at han ikke tar foten siden heller." - Hvorfor fallt han på det? - "Jo, for der går slike smærter i den." - Men nylig trodde han jo at være bønhørt? - "Ja; men det hjælper at be uten avlatelse." Præsten vægret sig; straks blev den ihærdige man urolig, og da hvisket hustruen sagtmodig, at Andersen ænnelig måtte føjes. Så gjorde præsten det. Men dette var mere på hennes ansvar æn på hans eget, og det drog efter. Kallem var just gåt hjæm, da præsten også kom, meget blek og fortalte, hvad som var hændt. "Dette gør jeg ikke én gang til," sa han.

"Jeg kan forsikre dig, du har gjort en god gærning." Præsten stod i ytterfrak og hue med hånden på dørlåsen; Kallems ord og tone støtte ham. "Alene i sanhed kan vi nærme os sanhedens gud. Farvel!" Doktoren kom efter: "Du tror altså, at om du nu siger Andersen, at benet er sat av, så kan gud frælse ham!"

"Ja", svarte præsten forarget uten at vænde sig.

Nu torde Kallem ikke rejse. Han skrev utførlig til Ragni og lovde at komme, straks han torde.

Næste morgen fant han alt i den ønskeligste orden; men pålagde stilhed i rygglejet, og at han heller ikke måtte tale så meget. Om eftermiddagen forlangte Andersen alterens sakramente; men diakonissen svarte, han tålte ikke sinsbevægelse. "Jeg vil fornye min pagt med gud," svarte Andersen.

Det torde de ikke overhøre: men de torde heller ikke gøre det uten først at spørge doktoren, og han var i formiddag hentet til en barselkone. Diakonissen rådførte sig da med portneren, som fra gammelt var almægtig der. For ham gæntok Andersen sit ønske like bestæmt, og det trodde portneren ikke at kunne omgå; han vilde ta ansvaret på sig. En stun efter var præsten og han i portner-stuen forat få vinen lunken; det var slåt om og blét en bitterlig kold kvæll. Så gik bægge op. Andersen blev glad ved at høre, hvæm som kom; "jeg visste det," sa han.

Præsten spurte, om der var noget særskilt?

"Jo, der var."

De andre gik ut. Da sa Andersen, at som ung hadde han spænt en gut brok med den samme foten, som nu var syk. Det kunde da vel ikke være det, som han nu blev straffet for? - "Nej." - "Nej, men han var kommet så til at tænke på det og hadde fåt trang til alterens sakramente." - Der var intet annet ivejen? - Nej. - Præsten ba ham samle sine tanker, nu skulde de be sammen. Andersen taug, og det skete. Efter bønnen meddelte præsten ham syndernes forlatelse og sa, at nu kom han med brødet og vinen. "Å, vænt lit! - Jeg har fåt syndernes forlatelse, nu er tavla blank. Nu skriver vi foten in på a, så det læses i himlen. Jeg kænner mig så gla, ja, jeg er så riktig gla!"

"Hele mænnesket er med i pagten, kære Andersen." "Ja; men denne gangen lover vorherre barna og kona, at jeg skal bli frisk i foten. Kom nu!" - Han rakte de frosne hænder ut.

Præsten blev sved. "Dette kan jeg ikke," hvisket han fullstændig uten at vite det.

Andersen bævet om munnen, de tilbundne hænder famlet; han vilde op i øjnene med dem, men traf på forbindingen. "Vi kan ikke trænge in i guds råd," sa præsten; "sæt at det, vi vil, er umuligt?"

Var der noget i præstens røst, eller var det selve motstannen, som gjorde Andersen mistænkelig?

Uten at svare rev han forbindingen fra øjnene, og han rejste sig, gjorde det rask, kastet tæppet tilside og fallt tilbake på puten, tok sig for brystet, skrek, at han vilde kvæles, den hæftigste brystgang begynte. En blodprop var faret op i lungen.

Præsten hadde sat fra sig, hvad han holdt i hænderne, ilet mot døren, der portneren og de andre stod utenfor, de løp efter doktor Arentz og doktor Kent; men før nogen av dem kom var Kallem tilbake. Da var præsten gåt; ut på natten døde Andersen.
6.

Portneren var den, som først fik ungælle. Han måtte flytte samme dag.

Siden gik Kallem ner til Andersens enke. "De er et svært dygtig mænneske. Dersom De vil, så skal De få posten som portner og økonom ved sykehuset. Ta imot den og begyn imorgen den dag å pakke in og flytte med barna, så tænker De mindre på sorgen. - Har De en bra tjenestejænte?" "Ja." - "Ta henne med! Mere behøves ikke. Alt det andre står færdigt, og diakonisserne vil hjælpe Dem."

Overdiakonissen fik sine skære skrubb; men dermed blev det. Sin forseelse skulde hun nu gøre god igæn ved at hjælpe mor Andersen av beste ævne.

Præsten søkte han ikke, ej heller søkte præsten ham. Av andre hørte han, at han var ble't syk, og det fant han rimelig nok. Kallem møtte Josefine et par dager efter på gaten; hun lot som hun ikke så ham.

Hvorledes denne hændelse virket, er ikke let at beskrive. Den hele by kom i opstyr. Var det ikke noget besynnerlig med troen, når selv troen på en løgn kunde rædde en man fra den visse død?

Portneren med sine store familie fallt naturligvis ner over præsten og hans hustru som en bjælke. Josefine måtte ut med pænger til en bokhandel, - og det langt flere æn hun hadde lyst til.

I den man hadde Kallem siden en trofast og san fiende. -

Umiddelbart fra dette drog Kallem op til skogbygden. Han varskudde ikke; han kom kørende fra stationen op til gåren i måneskinnet en kvæll nætop som gårstunet og vejen utover stod full av forspænte slæder; somme med folk i, andre tomme; gamle og unge skulde avsted til en kanefart; herfra tok de ut, og herhen skulde de vænde tilbake og danse.

Man la ikke mærke til ham, som kom fra stationen; man trodde, han hørte til følget. Først da han stod i gangen, der husets folk og gæster nætop klædte sig, var der flere, som så, han var fremmed; men de tænkte ikke større over det; der stampet pælsmæn ut og in. Ragni hadde nætop fåt sin pæls på og kænte sig omfavnet bakfra, gav et skrik og så op. Nej, som der blev glæde! Og Karl, som stod borti en krok og strævde med storstøvlerne, - uten et ords lyd fik han dem av igæn, skinklæderne også, kastet så benene tilvejrs og på hænderne bort forat hilse på Kallem; nu var kunsten lært! Far'en stod der med sit svære hår og sit tungsinte ansigt; han forestilte Kallem for sin hustru, en blek, stilfærdig en; hun talte bygdens dialekt og hadde en spæd røst, - omtrent alt, Kallem la mærke til. Nu fik han ikke tid til annet æn at være med.

Hæstevrinsk og rop og små skrik og latter, intil der mæltes færdig over hele linjen og første slæde med en dame i og en pælsman bakpå suste avsted; - så slæde efter slæde, brede og smale, sluffer med én og to hæster for. En lang bugtet snor med gråsorte knuter bortefter snemarken i måneskinnet in imot skogen, der det snart gav ljom mellem stammerne av bjæller, hunder, latter og tale. Nogen børjet at synge, andre stæmte i; men det var umuligt at holde takten, så det fallt sammen. Kallem sat i bredslæde med sin hustru; hun var så søt inni alle sine skin, at han flere ganger måtte by til at kysse henne, - en svært vanskelig opgave. Nej, alt som hun hadde oplevet! Han fik, mens han hørte på henne, klart for sig, at nu først levde hun sit ungdomsliv. Han hadde aldrig sét noget gladere, han hadde aldrig visst, at hun bar al den trang til glæde i sig. Det samme kom for ham senere om kvællen, da de danste, lekte, pratet, spilte, spiste; - hun moret sig for mange år. Enten det var en tung skogejer, som holdt om hennes smækre liv og bar henne, så hun knap nådde gulvet med de ytterste tå-spisser; eller hun hadde fåt tak i et av barnene og valset ivej med det, eller Karl eller en annen ungdom fra skole eller universitet snudde henne den bakvendte vej som en topp, - samme frydefulle ansigt, samme hellige iver. I en hjørnestue over hele husets bredde gik dansen og leken; men herfra strømmet den ofte ut over de andre stuer, ja, like in i køkkenet på det andre hjørne; døren til det stod åpen. Nogen ældre herrer prøvde at få sig et slag kort i et hjørne; men måtte slutte; de blev i et væk budne til dans, de også. Gamle og unge var oppe i samme glæde.

Klokken elve næste dag sov Ragni ænnu, og da hun ved middag kom ner lit træt, lit fortumlet og meget forundret over, at Kallem var ståt op uten at hun hørte det, fik hun vite, at han ænog var rejst! Telegram fra doktor Kent, som atter var dårlig, gjorde det umulig for ham at bli. Nogen ord i et brev, han hadde rablet ner, mens han spiste frokost, trøstet henne lit; for deri skrev han, at slik som hun hadde ståket til langt på nat, kunde han ikke vække henne, æn mindre ta henne med; men større glæde æn at se henne så glad hadde han aldrig hat.

Det første Kallem fant, da han kom hjæm, var en inbydelse fra "foreningen" til bal. Og den vilde han ta imot. Inbydelsen var skrevet med søsterens hånd (hun var en av direktricerne) og inbudt var "doktor Kallem og frue". Se, se!

Skulde han telegrafere efter Ragni? Han lot henne bli der hun var; bedre kunde hun ikke få det.

Imidlertid kom han selv op i en meget alvorlig historie. Det første sykebesøk samme kvæll galt en stakkars mor neri byen med mange barn, en vaskerkone, Sissel Aune; hun lå i lungebetændelse. Det var især for hennes skyll, at Kent hadde telegrafert. Syvende dag var gåt uten krise, og når denne nat var halvgåt, var også niende døgn forbi. Overlevde hun det? Både øvre og nedre lap angrepne, hjærtet tok på at svigte, pulsen svært liten og andre slemme tægn; - skulde han stive hjærtet op i den siste kamp med atropin? Midlet ikke prøvd i tilfælle som dette; men det var rationelt. Hvor han gik og stod, hvad han tok sig for, dette spørsmål fulgte. Hennes fem barn var over hos Søren Pedersen og hustru Aase; disse to var makeløse i slike tilfæller.

For annen gang gik han derhen, og så blev han der med det samme; det var et ryggetak med døden.

Et lite nokså rensligt rum med tre sænger i. En stakkars granium i vinduet og et portræt av kong Karl den 15de tilhæst i glas og ramme på væggen, et par fotografier sat op med knappenåler og ved siden en violin med tre strænger; den fjærde hang. Hun, som lå der, hadde været en vaker kvinne engang, stærk og færm var hun vist ænnu, om hun kom sig. Nu lå hun avpillet til benene med de slitte arbejdshænder over et fillet åklæde. Men han, som sat hos henne, var ikke stærk som hun, nej, riktig en vekling! et godt ansigt, så vidt i slægt med violinen der på væggen, at kanske var det i ham selv en stræng var sprungen, før den fik være ubødt, den, som hang her. Træt og ut-tæret av nattevåk sat han der alene, ikke fordi naboerne unlot at hjælpe; men fordi den, som sist sat der, hvilte, til det sværeste skulde begynne. Det hadde rørt Kallem at se, at naboerne stod vakt på bægge sider; de ville forby muntre julegæster at passere her forbi; vakterne byttedes utover natten. Han hørte dette av henne, som ved elvetiden kom igæn forat hjælpe. Ikke stort at gøre for andre æn doktoren, og han visste ikke, om han turde gøre noget.

Første insprøjtning av 1/3 milligram, og pulsen hævedes. Kallem fangede håp, men turde ikke sende det videre til mannens bønlige øjne; for det kunde bedrage. Pulsen holdt sig et par timer, sank så; atter en dosis, og den kom op igæn. Under stor spænning sat han og passet på. Han hadde en bok med sig, prøvde at holde den under lampen, fik også nu og da en mening fræm; men den glæmtes. Ikke blev der talt, bare stønnet, sukket. De siste rop fra det fjærne, siste bjældelyd længst utdød, siste dør længst lukket, natten tom og grå. Fem barn, den ælste ti år, var ved at miste sin forsorg, og han, som sat der og snart dubbet, snart strøk sig over knæerne, snart la albuerne ner på dem og hænderne sammen, - og stirret op fra henne på doktoren, åja, han mistet sin forsorg, han med.

Straks pulsen slappedes, ny dosis, og den hævet sig, så det virkelig syntes at være rigtig, hvad han gjorde. Men krisen sluttet ikke; det var over midnat, og niende døgn, efter hvad de hadde sagt, utløpet, og ænda samme opslitende kamp. Han rejste sig i håp og frygt og satte sig igæn; tok sin bok, holdt den op, la den ner - og atter bort og måle. Ja, nu var det snart på slutten med kræfterne; mannen så det på ham og kæmpet for ikke at slippe gråten; doktoren hyttet til ham. Atter et forsøk, og om lit fallt hun i søvn. Ja, var det virkelig søvn? Han lyttet. De andre så på ham og han på dem. Gik en stun bort fra sængen forat komme igæn med frisk sans: det var rolig, ægte søvn! Han vændte sig om mot mannen, som så det i hans ansigt, og et gænskin av livets lys flyttet fra doktorens over i hans. Mannen rejste sig, atter drog det sammen i ham - nu vilde det bryte ut. "Gå til sængs!" hvisket doktoren. Mannen kastet sig ner over en av sængene med ansigtet i puten, - så brast det.

Hviskende forskrifter til henne, som sat ved kokeovnen og nu rejste sig. Han lovde at være der igæn ut på formiddagen; blev hjulpet ytterfrakken på, lukket selv døren sagte op og sagte igæn. Det grå vejr var blét til stærkt snefall. Intet lys tændt i et eneste vindu, bare det, som våket over den nytændte livsgnist. Kallem kunde ikke nægte sig, da han gik forbi sadelmakerbutiken at banke på; men de sov godt derinnenfor. Han banket igæn, for han var siker på, at de hadde overlat både sin sæng og sit lille varme rum til bar nene og lå selv nu her i butiken. Ganske riktig. "Hvæm der?" spurte Søren Pedersens fyenske røst. "Sig barnene, når de vågner, at deres mor kommer sig." - "Det var da dejlig", svarte fyenboen, og bak ham spurte Aases oplandske: "Nej, å er de'n sier?" - Kallem: "Kom nu med barna op til mig til middag!"
7.

Hele den nat og den dag et utroligt snefall og mot kvællen storm; og denne sopte den nyfallne sne ihop i store skavler. Stormen drog over; men snefallet like overhændig. De fra lannet, som skulde på bal, fik sneplogen kørt like til byen; i byen kørte de den for annen gang idag. På bal, på bal! Det første store bal i julen.

På bal, på bal! I de større byer, der dans er en forretning, som ungdommen holder vedlike i de forskællige hus og foreninger på omgang, har man intet skøn på, hvad utsynet mot julens første bal tumler op i en liten by og blant dem av lansfolkets ungdom, som da kører balklædte in under sine pælser. Men likesom sneplogen godmodeligen skyver den overflødige sne ut i kanterne, således skærer den hævdede skik den naturlige unseelse mer æn halvdelen bort av det, som de fantaserte sammen. Der møter fræm en pen, sømmelig skare, som i førstningen knap nok synes at kænne hværandre.

Kallem lå på sofaen og var i godt lune. Den præktige Sissel Aune kom sig, mannen gik full idag av livsfryd og brændevin, som naboerne slog i ham. Barna hadde været her til middag, skønt jænten likte det ikke; hun var i så måte som Ragni; de lignet i det hele på hværandre, de to.

Barna hadde ikke været fullt så unselige som murer Andersens, der også var med. Kallem hadde spillet dårlig piano for dem, men gåt svært godt på hænderne, og sadelmakeren hadde hat det travlt med murer Andersens død; murer Andersen var død av sanhed; der er så mange, som lever av løgn, så det kan trænges at nogen dør av sanhed, - og mere av den sludder, som Aase fant mærkelig.

Et langt, rasende fornøjeligt brev fra Ragni lå over Kal lems mave; han hadde læst det for annen gang. Karl lot følge en rapport over hennes tilstan efter doktorens avrejse, nokså fornøjelig, den med; navnlig en beskrivelse av hennes første skitur (som også blev hennes siste). Hennes hjærtens fejghed var godt set.

Nu skulde han på bal, der en præstefru var direktrice! Hun og hennes flotte væninne fru Lilli Bing. Var Josefine det mot sin mans vilje? En offentlig hemmelighed, at så var; Lilli Bing hadde røbet den for ham. Præstefruen var første baldame i byen! Herrerne kappedes om bare at få føre henne i en kotillonstur rundt én gang. Han så henne for sig, høj, barhalset, mørkøjet, glohet av dansen. Jo, han vilde danse med henne. Han længtes efter henne, han dulgte ikke det for sig selv. Ragnis brev la han tilside, likeså Karls og boken, han hadde læst i, rejste sig; lampen skruedes ner, pigen varskuddes, - så op og klæ sig.

Det var usædvanlig som det snedde; ikke med stjærner, men med store flak, det ene jaget det andre. Hadde det ikke været stilt, så vilde det været umuligt at finne vej. Lygterne sure, skæret nådde knap utover lys-kærnen, og rundt om ingen lyd. Regnen har lyd, og den har lanskab, sneen gæmmer alt bort, aldrig kan et mænneske bli så alene som ini et snefall. Kallem hadde ikke engang følge av en gærdesgar, hilstes ikke på av en sten ved vejen, intet av træerne i haven bøjde sig for ham; han så dem ikke mere, de var insvøpt og sænt væk. Kirken stod der ænnu, men omdannet til stejnrøjs med en hvit stav op i. Han og kærka, og kærka og han, sa'n; der var ingen andre.

Husene nere i gaten drog sig tilbake; de sat og gjorde sig om til troll med labber foran; engang hadde disse labber været trap. Og ner i fjæren ved strangaten lå et par båter kvælvte; de lignet hvite elefanter til hvile. Sjøen et snehav; men unnerlig nok, øen hadde kastet loss og var drevet væk; den sås ikke mere. Efter almanaken var der full måne, og ikke mørkt heller, skønt også månen var sned væk fra denne forgjorte værden.

Selv stabbet han ivej som en omvendt sokkertop. Han og sneen, som fallt, var det eneste, der rørte sig. Der glodde ikke engang ildøjne ut av husene, skønt klokken næppe var ti. Slukt og lukt og nedsnedd. Alene de sure lys-kærner i lygterne vidnet, at éngang var her en levende by.

Jo, nu hørte han en klarinet mjaue og en bass skrubbe; en ræv og en isbjørn måtte etsteds hoppe sammen. Det trippet og det humpet, sneflagerne drysset, og husene sat og stunnet.

Han kom så langt, at han så en osende ildtåke omkring et stort hus; det var derinne det mjauet og skrubbet. Dit hen stævnet han.

Gik han fejl? Han fallt in i en restauration eller nær ved, - in i tobakslugt, punschelugt, matlugt. Så nogen tykke herrer inni den som svin i sit fedt. De var ikke balklædte; men der kom nogen, som var. Og da han ænnelig fant fræm til den rette trap, søkte flere balklædte herrer forbi nerover til tobakken og punschen. Kallem hadet og foragtet tobak og punsch og knejpeliv; og især de herrer, som ikke årket danse uten at stive sig.

Ingen bør komme sent til et bal. Han så på klokken, den var over elve og ikke bare ti som han trodde; - enten var han kommet for sent hjæm eller han hadde læst for længe. Nogen opglødde, svette unge mænnesker, som nætop kom ut av osen - der var næmlig ikke helt frit for tåke-os, hværgang døren åpnedes - hilste på ham og slog derved fast, at han var kommen, så han mekanisk gik videre og drog av sig yttertøjet. Flere svette og opglødde mænnesker i gangene. Den ene syntes at løpe avsted, fordi den andre løp, deres tale intetsigende, deres øjne ville, deres latter som tom-rom-tromme. Der kom damer også, tre og fire sammen, så ut som åpne roser; lo av intet, og talte om intet; færdige til at føres bort gænnem musik og sludder. Musiken forskreket, blussene i et flor av damp, kronerne i gulrødt.

Et overfyllt bal; man hadde møje med at komme fræm mellem alle de kavallerer, som stod ledige ved døren; de hadde klompet sig. En blanning av fint og grovt, - en ægte norsk blanning.

Der danstes kotillon med vals. Så høj som Kallem var, kunde han nu, da hans briller var tørrede, snart se, at hans søster ikke var blant de dansende, knap nok i salen. Men han glæmte henne; for dette syn her var i visse måter nyt for ham; av norsk kænte han alene vestlannet og Kristiania. Et bal i en liten norsk inlandsby er særeget. Damer og herrer, som kunde høve et fint pariserbal, glir let avsted mellem unge mænnesker, som går tungt til det daglige og aldrig har lært kunsten, men trør takten ærligt i et ufortrødent arbejdslag. Mæn i kjole, mæn i frakke, kvinner i utringet baldragt, kvinner i jævn sort helkjole, somme ældre, somme rent unge, alle på sin egen vis med morro for sin egen part.

Like fra Kallem var så uheldig at falle in i restaurationen eller i nærheden av den og derved i den punschelugt og tobaksrøk, som han hadet, var han grætten og så sort. Men her i balsalen foran så megen frejdig selvstændighed fortok det sig. Her valset to forbi, han i frak, hun i mørk ullkjole, lukket med lås; de holdt hværandre traust, de stoppet ikke, men blev ved at tvinne, alvorlige og sindige. Dér strøk forbi dem en lang lyslet gut i run-trøje, væntelig en ung sjøman, som var hjæmme i julen; han førte en kone på over firti, utvilsomt hans egen mor; hun kunde være med i en ordentlig merssejls-kuling ænnu, hun. Der en kænt jærnbaneman med opadvændt åsyn, en tyn fyr i sort kjole, som hoppet med skiftevis hælling av kroppen; trødde han på højre fot, så hældet han til højre, og trødde han på venstre fot, hældet han til venstre, bestandig i den samvittighedsfulleste takt og så glad, så pipende jærnbaneglad; hun, som han danset med, lo hele tiden, men ikke som hun var unselig; langtfra, hun moret sig. Og de blev ved at danse, og var oppe igæn, straks de hadde sat sig. Der fejet en handelsman forbi, straks efter en officer, bægge udadlelige med friske unge balklædte damer; dernæst et galt mænneske med lang hårdusk og et stort sort fruentimmer. De raste fræm gænnem midten av den lange balsal, op og ner, folk var rædde og for avvejen som for hæster. Der snudde et tårn forbi, et bredt, runt, højt tårn med en liten spinkel dame, der stod op efter ham som en stige. Oventil rørte tårnet sig ikke, bare snudde; om de hadde sat øverst op en tallerken suppe, vilde den ikke ha skvulpet over med én dråpe. Så kom der to, der holdt hænderne ut som sejl, to høje mænnesker, og tok derved en plass som for tre jævne par. Men det syntes at være hævdet balsæd, at alle hadde ret til såmegen plass, de årket at ta, og al den fart, de bare ønsket, og til det lag og den bunad, de sælv kæret om. Her danset hvær for egen rægning, og ingen for at danse, alle for at more sig.

Men se der kom to, som kunde danse! De kom fræm fra et siderum, en rask skægløs kavalleriløjtnant og en høj, . . . Josefine! Hun var i rød silke med sort, hennes faste hals, hennes drejede arme i deres varme farve, hennes yppige hår i den vanlige knute, hennes ville øjne, for det var de, og den figur, ja, hun var baldronningen! Som hun danset! Nu viste sig, hvad for en styrke og naturlig smidighed der var i hennes legeme. Og nu blinket det irske blod; dette var henne! Broren trængte længer fræm, han likesom tapte ånden. Og han syntes, at alle stiret på disse to, som svang snart højre runt, snart venstre runt, så snurrende på et eneste sted, så i en fart runt salen; ingen ny kom til, alle så, og efterhvært stoppet mange av dem, som danset; de vilde se. Kavalleristen hadde den fejl, at han ikke var højere æn sin dame, men han var en stærk, mandig kar, der førte fortrinlig. Dansen var disse to kærnesunne mænneskers lidenskab og rus; slik så det ut. Og det gav rus. Kallem kunde ikke stå imot, men vilde danse, han også, og det med henne, og helst nu straks. Næste gang de kom glansfullt svingende forbi, så han på henne. Så på henne således, at han visste, hun nu måtte se dit han stod. Og det gjorde hun. Som om en hadde tat hende om livet og stanset henne, stod hun. "Tusen tak!" sa hun til sin kavaller. Uopholdelig var hennes bror ved siden av henne; men like snart hennes væninne Lilli Bing. "Kom, sæt dig hos mig!" sa hun og umiddelbart vændt mot Kallem: "Det var morsomt å se Dem her!" - "Jeg må takke for inbydelsen!" svarte han vændt til bægge. "Men jeg har fåt slik lyst til at danse med dig, Josefine;" han drog sine hansker på; "tillater De?" - han bukket for løjtnanten, som høflig bukket igæn. "Har du lyst?" sa han til Josefine. Hun var andpusten efter den raske dans; men hennes mørke øjne strålte. "Ja," svarte hun sagte. Gulvet var imidlertid blét fullt igæn; derfor stod de en stun og væntet. Men da det aldrig sluttet med trængslen, tok han henne om livet for at begynne: "Det går ikke!" hvisket hun. - "Jo, det går!" sa han og svang ivej forbi enhvær uten at støte eller la sig stanse; var der fare, bar han henne mere æn han førte. Men snart skønte han, hvor unødigt det var; hun bøjde efter og føjde sig i hans arm for det sakteste tryk. De var ikke så like, at det klisset, ikke så ulike, at det støtte fra; de blev interessante for hværandre og nød et øjebliks forsoning før striden. De så på hværandre fra og til, altid samtidig, han meget rød, hun blek.

Nu lyste lamperne med glans, musiken var livlig, mænneskene glade og naturlige, balsalen prægtig. De hadde ikke danset sammen, siden han var ballernes første man, og hun en ubehagelig tøs, som han førte rundt et par ganger av nåde. Men i holdning, takt, lag var de som sammenspillet; deres dans blev let, de var lykkelige. Mens de holdt hværandre omsluttet, kunde ikke det, de tænkte, løses op; det hadde slynget sig ihop. De var hværandres med stærk natursammenhæng - nu, når naturbunden var nådd. Alt skillende tomlet væk som fræmmed og tilfældigt. Og da det, de hadde oplevet sammen, egentlig lå i barndommen og i et annet land, flyttet bægge derhen. I den brandhete luft over hav og strand, side om side på sine små ponier med den underlige far imellem sig; han var så vaker til hæst.

Bror'en - højere æn søsteren - så ner på hennes brede hodeform; han kænte far'ens igæn. Hun tænkte også på sin far, da hun så op i hans skarpe ansigt; men likevæl lignet han mere deres mor æn hun; hun kænte det kloke og gode i mor'en igæn i ham, om der også gik uvejrsdrag fra far'en i det. Hun kunde ha lagt sig in til ham som til sin mor, sikker på ham til det ytterste, - ja, som hin siste kvæll i deres fjordby. Og hun hadde ingen større længsel i værden.

Så sluttet valsen.

Arm i arm gik de mot den plass, Lilli hadde inbudt til, varme, taknæmlige. De møtte Lilli med kavalleriløjtnanten, hun i sin yppighed rent forkommen, og han, som altid, korrekt og ærbødig.

Ikke så længe efter var Kallem i ytterfrak, sælskins støvler og hænderne dypt i de store lommer, atter ute i snefallet.

Ænten måtte de to søsken nu være alene, eller han måtte gå. Dette tok ham for stærkt. Han holdt dypt av henne, og hun kanske ænnu stærkere av ham. I disse øjeblik, da hennes væsen var glidd over i hans, formet det sig, som det vilde og kunde; til hværdags holdt noget henne bundet; kristendommen var det næppe; men hvad var det? Hun gjorde akkurat, hvad hun vilde, hensynsløst; - og ænda var hun værre bundet æn de fleste.

Det snedde og snedde; luften var likevel lys av den måne, som ikke sås. Hans søster stod barhodet og bararmet med ildøjne foran i luften; musik i det fjærne.

Men da han kom op i sit hvite soverum, som den snille pigen hadde holdt varmt, danset det i skogbygden. Ragni bares av en svær skogejer, så hun næppe nådde gulvet med den ytterste tåspiss; - hun svang rundt med de små barn, hun hoppet avsted med "årrfuglen" eller en fejende fyr fra hovedstaden; - han så hennes lyksalighed efter hvær dans, hørte hennes: "Nej, som jeg morer mig, Edvard!" og sovnet in i det.

Og dagen efter - han hadde just spist middag alene og gåt in i den store stue som av vane, for da var det Ragni spilte for ham, - åpnedes døren, og Ragni - han trodde ikke sine egne øjne? - jo, inni alle disse skin var hun! Han lot henne så komme fræm, lubben, mælkehvit og kælen og bar henne.

"Nej," sa hun, da de en stun efter sat ifred, "nu var det bare det samme op igæn, og så længtes jeg." - "Du har skæv næse!" - "Og du, som har været på bal!" - "Du har skæv næse!" - "Det sés næsten ikke. Men vet du, at Karl slet ikke bare er snil? Nu vil jeg si dig det." - "Karl?" "Ja, mot mig! Mot mig er han makeløs; det kan ikke tænkes, som han er. Rent annerledes mot sine søsken; hissig, svært hissig, lunefull, en selvrådig herre." - "Å, det kan jeg nok tænke mig." - "Vet du, også derfor vilde jeg rejse nu: vi vil være alene; ikke sant? Vi har ham over os bestandig." - "Nej, gud bevare mig, er du nu ked av ham også?" "Det har jeg slet ikke sagt. Men bestandig om os, det blir -" "- kedeligt?" - "Nu ja, kedeligt likevel; det er sant. Ja, jeg er slem. Hør, jeg vil be dig om én ting til; men vær nu søt og kall mig ikke æstetiker!" - "Nå da?" - "Lad ikke Kristen Larssen få vite, at jeg er kommen. Nej, gør ikke det! Lad os nu riktig være i fred." - "Men nu har jeg fåt nogen barn, som -" - "Nej, nej! Ingen barn heller! Å nej!" Og så gråt hun.

"Kære min søte Ragni -?" - "Ja, - ja, det er så egenkærligt; men jeg likesom ikke årker det; det ligger ikke for mig." -

En stun efter tonte flyglet ut av sine rikeste akkorder jubelhymnen over hennes hjæmkomst; skønhedens ånder besatte huset. De fløj til tak, til vindu og dører, op i sovekamret, ut i køkkenet, in i kontoret, sang, sang, sang, så tuberkelbacillerne, doktoren studerte på, danset bent mot det, der skulde dræpe dem; - de sang op køkkendøren, så hele opvasken danset, og kaffekedelen kokte over, og den ny kjolen, som Sigrid hadde fåt av fruen julkvællen, fiks og færdig med fløjelsbesætning og overkjole, ophæftet med snorer og dusker, falt i baltanker deroppe under loftet, højest av alt i huset.
8.

Dagen efter kom Kallem fra Sissel Aune, vaskerkonen; han hadde ærgret sig over mannen, som i overdådig glæde hadde fåt sin violin strænget, spilte i lagene og drak sig full. Han vilde prøve det samme med ham som med Søren Pedersens og gik inom der for ved hjælp av dem at få fat i den lyriske Aune. Men han fant "hustru Aase" alene i butiken, ifærd med at hjælpe et av Sissels barn op i en sadel; fire av dem var i butikken, den femte lå inni deres rum. Søren Pedersen var ikke til stede, men hos Kristen Larssen, som var syk. Kristen Larssen? - Ja, han hadde hat voldsomme brækninger, tilslut av det bare blod; men han vilde ikke tale til doktoren. Kallem måtte straks derhen, men ønsket først at gi lit forstærkning til barnenes underhold her; det avsloges. Idag hadde Aase solgt to sæler og en springfjærssæng; nu arbejdet et søskendebarn av Aase med i værkstedet, en kvinne som også het Aase; forat skille dem, kalte Søren henne "Aases Aase".

Kallem fant Kristen Larssen i sængen; han hadde et arbejde mellem sine langhårede fingre, og Søren Pedersen læste for ham. Henne i kroken mellem vinduet og bordet, riktig klæmt inni hjørnet, sat hustruen og strikket, tørklædet drad så langt fræm, at ansigtet var mørkt. Der var urimelig dårlig lugt i stuen. Ved at se på den syke blev Kallem forskrækket; han var mere skidden grå og mager æn vanligt. "Har De spist fet mat i julen?" - "Hm; vi hadde sylte." "Har De før hat ondt på den måte?" - "Åja, av og til." "Nej, ikke så stridt som nu," sa hun, som strikket. - "Føler De smærter nu?" - "Ikke nu. Men av og til." - "Under brystet og i maven?" - "Ja." - "Og smærterne kommer ofte igæn?" - "Åja." - "Oftere for hvær dag," lød det borte fra kroken. Kallem til at undersøke og fant en svulst av en valnøds størrelse i mavegruben; den kænte også Kristen Larssen til. "Har den vokset?" - "Åja." - "Den har vokset fort," sa hun i bænken. Kallem blev hetere og hetere. Hvorfor hadde han slåt sig til ro med den andres avvisninger? Hustruens øjne fulgte ham, hennes pinner gled langsommere, hun likesom stivnet av; doktoren prøvde at holde sit ansigt roligt; men hun lot sig nok ikke narre. Også Kristen Larssens kolde øjne fulgte forskende. Kallem bad dem åpne spjællet i gruen og la det være åpent hele tiden, nat og dag; det fik gå ut over veden. Søren Pedersen rejste sig og åpnet med stor iver. Både Kristen Larssen og hustru så misbilligende på ham; veden var ikke hans. Forat vinne tid og ro tok Kallem op de bøker, som lå der; det var hans egne engelske og en mekanik; dernæst gav han sig til at stire på det vesle spillet, den syke holdt mellem fingrene. "Hvad er det?" Søren Pedersen forklarte, at det var en forbedring av den strikkemaskine, som Kristen Larssen havde gjort. Efterhvært forklaringen gik fræm, rørte Larssens fingre ved hjulene og pinnerne med et så hændigt og sagte lag, at tankekraften og kærligheden synliggjordes.

Rundt i stuen, på værktøjbænken, på gulvet, oppe på bordet lå atter fullt av ting til reparation, - fra ur og gevær til symaskiner, kaffekværner, låser, istykkerbrudt værktøj. Kallems revolver var nu tat ut av kassen, og han hørte, at den var det eneste, Larssen nu i julen hadde fåt istan. Under denne Sørens megen tale fik Kallem utsættelse; nu visste han, hvorledes han vilde ta det. Han talte om diæt og smærtestillende midler og bad Søren Pedersen følge med efter de siste.

Ikke før stod de på gaten, så sa Kallem, at med Larssen var det forbi; dette var utvilsomt langt fræmskreden mavekræft.

Den sælvgode fiffighed i Søren Pedersens runde, blanke fjæs smøg sig ut gænnem alleslags bakvejer; ansigtet stod igæn tomt med opslagne dører og vinduer.

"Jeg skal snart si det bestæmt, og da må De, som kænner ham bedre æn jeg fortælle ham det." Kallem glæmte aldeles at tale om Aune.

Innen nogen dager visste hele den lille by, at tusenkonstneren Kristen Larssen lå for døden av mavekræft; det stod ænog i bladet. Deri kaltes han "en over vore bygder væl kænt mekaniker og opfinner". Kallem trådte ikke in i et hus, traf ikke kæntfolk på gaten, uten at de nu spurte efter Kristen Larssen. Næste gang, han kom til den syke, efterat Pedersen hadde sagt fra, nævntes ikke et ord. Larssen lå fræmdeles med sin opfinnelse mellem fingrene, noget mat efter et forfærdeligt smærteanfall. Skægget hadde fåt gro, han så fæl ut. Hustruen strikkende, men noget nærmere sængen. De engelske bøker var flyttet, og dette var det eneste ydre tægn på, at fræmtiden var opgit.

Kallem gik derfra inom til Søren Pedersen, som fortalte Kallem, at den forrige portner på sykehuset hadde været hos Larssen forat omvænde ham; han måtte ænnelig ikke fare lukt i helvete. Larssen hadde ikke git annet svar, æn at han bad om ikke at hæftes; han stælte med noget, som var nær ved at være færdigt. Så kom præsten; denne tok det både vakrere og varsommere; men kanske nætop derfor tapte Larssen dennegang tålmodet; hans opsamlede bitterhed fik ord, der brændte, og hun med det fræmskutte hodetørklædet og strikkepinnerne stilte sig ved døren. Præsten forstod og gik tålmodig; siden hint med murer Andersen var han ikke den samme man. Ute i menigheden vakte det dog adskillig forargelse.

Efter et møte i ynglingeforeningen samlet dens sangforening sig utenfor Kristen Larssen og istæmte dæmpet en salme. Folk kom til, men i stilhed. Det traf til at være under et av den sykes anfall; han sa, de kæntes som tusene knappenålers idlige stik, - og under disse lidelser ærtet sangen ham. Så Kallem måtte blande sig i det og forby alt sådant. To lægprædikanter, den forhenværende portner og en til, søkte doktoren på sykehuset forat forklare ham, at det var altsammen skét i den beste mening, og at det gik ikke an at holde guds ord rent borte fra en døende. Kallem blev hissig og svarte uvorrent.

Som han til vanlig tid om kvællen var nere hos Kristen Larssen, syntes han bestæmt, der lå ansigter på vinduet. Den syke spurte nætop doktoren ut, om hvor længe han hadde igæn, og om smærterne bestandig vilde ta til, - så Kallem ikke ænset det derute annerledes, æn at han bad noget hængt for. Han vejet, om han kunde si Larssen den rene sanhed, og trodde, det gik an. Han fortalte da, at det kunde ta to Å  tre måneder ænnu, og at smærterne altid kom oftere, om ikke alle dager like ofte og like slæmme. Hustruen hørte på.

Ingen stod ved vinduerne, da Kallem kom ut; men lit længer fræmme i gaten gik en dame - langsomt, som væntet hun nogen. Ved at få øje på ham, kom hun straks mot ham; det var hans søster. "Var det du, som lå på vinduet nere hos Kristen Larssen?" - "Jeg," sa hun, - og han så hennes ansigt under kysen bli rødt; "jeg plejer ikke å ligge på vinduerne hos folk." - "Unskyll; men jeg så virkelig nogen gøre det." - "Ja, det gjorde også jeg." - "Kænte du dem?" - "Ja. Men jeg er kommet for at tale med dig, Edvard. Jeg visste, hvad tid du plejet å være her." - "Hvad vil du mig?" - nu først mærket han, at hun var i oprør.

"Er det sant, du har sagt, du tar på dig ansvaret for, at Larssen kommer i helvete?" - "Jeg tror ikke en døjt på helvete." - "Nej, men har du sagt det?" - "Jeg vet ikke. Nej, det tror jeg dog ikke." - "Ja, for der er andre, som har annen mening æn du. Og dem oprører slik tale. Du taper alt, du har arbejdet op for dig her ved slikt; det vil jeg si dig." Kallem kænte henne igæn i dette. "Ja, det er naturligvis galt å si så'nt. Men jagu er det galt å plage en man som Kristen Larssen også. Så længe han har sin forstan, får ingen ham til å tro på helvete; så de kan la ham være." - "Det er visst heller ikke det, de vil ham." - "Ja, hvad er det da?" "Du vet det så godt som jeg, Edvard, og det er for din egen skyll, jeg ber dig ikke å håne alvorlige og kærlige folk." "Jeg har ikke villet håne; jeg siger bare, de kan spare sig møjen og spare ham også." - "Han er for kold?" - "Kold eller varm, slikt kommer an på anlæggene og på hvad måte en har levd." - "Men folk kan leve sig sjæls-kulde til, og det har vist han gjort." - "Kanske; men jeg kænner en, som er varm nok, og som tænker akkurat som Kristen Larssen. Så det er ikke det." - "Ja, hvad er det da?" - "Tusene ting. Hun, jeg nu husket på, tænker helst i billeder, og fra hun så en ældgammel tægning av treenigheden, en svær krop med tre hoder på, og hørte, at hodet i midten var søn til de to på siderne, far'en og mor'en (for du vet, at den helligånd begynte med at være kvinfolk), så kunde hun aldrig siden tro på treenigheden; hun lo av den. Og hun er som sagt varm nok." - "Fyss!" presset Josefine fræm av al sin harmes magt; "varm er hun kanske; men hun må være uren!" Kallem følte et stik i hjærtet; hun sigtet Ragni! Søsteren var ond og så ond ut som i tøsedagene, - og straks blev han gutten fra da -: klask, der fik hun en ørefik. Den traf kysen; men den var hjærtelig ment.

Med lynende øjne sprang hun like på ham som i de dager de slogs. Hun hvisket: "Jeg mener du -!" hun gnistret av hån og raseri, så vændte hun sig foragtfullt og gik.

Hadde noget sét dem? De var alene i gaten. Han kænte en ubestæmmelig frygt; dette kom kanske til at gå ut over Ragni.

Ordet "uren" i Josefines mun trodde Kallem sigtet til det fortidige; - og derfor blev han så oprørt. Men hvad vilde han ikke ha blét, om han hadde visst, at det æn mere sigtet til nutiden? Når præstens efter deres hjæmkomst holdt sig borte, hadde det også sin grun i, at gudsbespotteren Kristen Larssen var blét velsét i Kallems hus, at Ragni læste engelsk med ham og at Kallem stadig talte med ham. Kristen Larssen stod for de fleste av menigheden som et stykke djævel, og når nykomne folk, både man og kvinne, slog fællig med ham (som før med Søren Pedersens), var det en utæskning. Lit efter kom Karl Meek i huset, og siden sås ikke Ragni uten i hans sælskab. Ænnelig rejste de sammen op i skogbygden; - så meget behøvdes ikke, når det galt en fraskilt hustru, der var fritænker og før grepet i ægteskabsbrud.

Josefine var kommet i det oprigtige øjemed at varsku sin bror. Hadde hun fåt ro til at tale, hadde hun sagt ham alt dette; hun var ikke ræd, og hun holdt av ham. Nu gik hun hjæm med branden av hans foragt.

Så brøt hennes tilbaketrængte lidenskab fræm! Først i bittert had mot henne, som skilte bror fra søster; men efterhånden mot alt, som gjorde det. Murer Andersens død, jo dypere den bevæget hennes ægtefælle, jo stærkere kom motsætningen dem imellem fræm - og i en højst uheldig tid. Alt det, Tuft klaget over hos sig sælv, var jo inrømmelser til henne, og nætop nu vilde han gøre slut. Værre kunde det ikke træffe.

I huset ved siden av sat en tørr gammel kone, præstens mor; hun levde i protest mot huset foran. Aldrig satte hun sin fot der i et sælskab, sjælden ellers uten til husandagt og på kirkelige fæstdage til middag. Svigerdatterens væsen, dans, toilette og væninner var henne en forargelse, præstens stadige frieri en ugudelighed. Den lille gut blev hennes spion. Josefine sat en sommerdag på andre siden av den åpne dør og hørte henne spørge ham ut om hvæm som dagen forut hadde været der, hvad de hadde spist, og om de hadde drukket vin og hvor mange slags. "Bestemor spør, om mor er ute idag også," sa han engang. "Og hun spør, hvad far sier til mor, når mor kommer hjæm, og om far har sovet oppe hos os."

Josefine bar det med ro. Men at hun visste, svigermoren sat bakom præstens kristelige formaninger, gjorde henne ikke bøjligere. Hun agtet at føre sit liv som hun selv lystet; han fik gøre det samme.

For ham var det kampen fra hans ungdom, like fra den tid, han for hennes skyll opgav missjonen, og altid med samme utgang: han fallt for sin forælskelse. Ikke fordi hun lokket ham; nej, det motsatte! Når hun stundom blev træt av ham som av alt - for der gik stærke ilinger i henne -, da syntes hun ham fagrest, attråværdigst som sagakvinnerne. Da kunde han ikke motstå.

Men den store opgave, som gud gav ham foran sin væns sy kesæng, den synte ham, hvad han i sit liv hadde forsømt; her kom eftergivelsens frugt!

Da han hadde nåd så langt i sin selvprøve, at han kunde tale til sin hustru, gik nætop hun og taug over sin egen kamp. Efter slaget, hun fik, hadde hun straks på det rene, hvad som nu var retfærdigt - at hævne sig kallte hun altid så -; men også snart, at hennes egne ugreje forhold hadde broren gænnemskuet. Fra hun danset med ham, visste hun, at ingen skønte henne som han; fra siste møte visste hun, at hennes befatning med trossaker foragtet han. Og det hadde han ret til. Aldrig hadde hun gjort op; altid nøjet sig med, at hennes mans tro og gærning fik agtelse, og at hun selv fik være i fred. Således kunde det ikke længer stå hen; sin brors foragt tålte hun ikke.

I præstens hus var andagt morgen og kvæll; da kom bestemor bestandig in, efter henne pigerne og straks præsten. Til morgenandagten møtte ikke altid Josefine, og aftenandagten sløjftes, hvis der var gæster. Præsten inledet eller avsluttet med en bøn for lejligheden. I denne tid blev disse bønner både lange og intrængende, - og Josefine blev borte.

De højtidelige opgør var hennes pæst, de offentlige æn mer æn de private. De siste plejdde at komme henimot sængetid, når gutten sov og husandagten var ænt; skønte hun det på forhånd, gik hun tilsængs; og da kom han ikke altid efter; grunnen deroppe var slibrig. Men i kvæll kom han. Hun hadde hørt det på fotlaget nedenunder i kontoret, og hun hørte ham i trappen. Hun låste ikke av, og lot den store lampe brænne. Men da han tok i døren, sa hun: "Du må ikke komme in." - "Jo." - "Ikke så længe jeg klær av mig." "Jeg skal vænte." - Han gik ner igæn, og hun gjorde sig langsomt færdig.

Kamret vændte ut mot haven over kontoret; til højre gænnem en portiŨre hennes toiletrum over gæstekamret; til vænstre en dør til klædekamret. Ved siden av dette trappen op fra gangen ved kontoret. I den hørte hun ham nu komme fast for annen gang; da lå hun. Ingangsdøren var på midten like mot vinduerne; deres sængesteder på højre side av døren, hennes nærmest. Gutten sov på andre siden av døren mot klædekamret.

Han spurte ikke mere, om han kunde komme, men åpnet. Hun lå i sin hvite dragt, hennes sorte hår i sin vanlige knute; hodet støttet i sin venstre hånd som på sprang til at rejse sig i sæte.

Han satte sig hos henne på sængkanten; hun flyttet sig straks noget tilbake, som likte hun ikke berørelsen. Han var mørk. "Josefine, du skyr mig; det er ikke riktig av dig; jeg trænger trøst og råd. Den gamle plage er over mig, Josefine, og nu kan opgøret ikke sættes ut." - Han så smærteligt på henne; hun på ham, men i taushed. "Du vet, hvad som er ivejen med mig. Jeg lever her hos dig i velvære og nydelse og ute blant menigheden i stille dyrkelse. Men i det liv vokser ikke gudsmænnesket sin naturlige vækst. Nylig blev jeg målt og forkastet." Han gæmte ansigtet i sine hænder og sat længe stille hen som han bad. "Kære, kære Josefine!" - nu så han op - "hjælp mig! Jeg må ændre alt omkring mig her; jeg må leve og ta fat på en annen måte." - "Hvorledes?" - "Ja, jeg er ikke præst, og du er ikke en præsts hustru; vi fordærves i vor vilje!" - "Alle disse dine forsøk på at leve annerledes, Ole, begynner bestandig med mig og mit hus. Begynd med dig selv! Jeg er, som jeg har lyst til; vær du som du har lyst til. Og huset, ja, det er ikke i nogen måte annerledes æn som en familje med smak og formue har trang til; behager det dig ikke således, da har du jo dine egne rum; inret dig som du vil. Ønsker du også særskilt levevis, så varsku!" - "Ja," svarte han, "du får det hele ner til en omflytning i huset eller til en annen køkenseddel." - "Disse dine almene klager har jeg ikke en døjt respekt for." - "Fordi du fatter ikke den åndelige grun i dem." - Hun blev blek. "Jeg vet ikke rettere," svarte hun hårdt, "æn at jeg ikke vilde være så kødelig som du var, og at dermed begynte det." - "Dette lar du mig høre hvær gang. Men jeg skammer mig ikke ved, at den første krise kom av kødets for store trang og av din motstan; den vakte mig. Jeg skammer mig ikke ved det. For da jeg i et og alt vilde, vi skulde reformere -" - "Forbød jeg dig kanske det?" avbrøt hun. "Ja, at begynne med mig forbød jeg dig; - begyn med dig selv, Ole!" - Han rejste sig: "Du fatter mig ikke, du fatter ikke guds vilje med os. Jeg holder fast, at der er noget uåndelig ved dig, Josefine, du har aldrig smæltet i anger og bøn, aldrig git dig hen i livsalig dyrkelse; du har ingen trang til det uænnelige, men bare til jorden. Nok vilje til å være en kristen; men du gør intet for det. - - Du svarer ikke? Vil du da ikke forsøke det? Nu sammen med mig? Josefine? Å, som jeg lider - også for din skyll." Han satte sig ydmygt ned igæn hos henne. "Mener du, jeg skal følge dig til zuluerne?" svarte hun koldt. - "Jeg mener, at vi skal fullkommengøres sammen i alt godt, kære Josefine, så får gud siden føre os." - "Prat skønner jeg ikke," svarte hun; "sig grejt, hvad skal vi gøre?" - "Vi skal i tro på Jesus leve blant og for de små." - "Hør, Ole, det kan jeg bedre æn du. Du våker aldrig en nat ved nogen sykesæng i noget fattigt hjæm; det gør jeg ofte. Og det er jeg, som har fåt istan "gensidigheden". (Så kaltes et samfun av byens bedre stillede kvinner, der hvært medlem hadde sine fattige at skaffe arbejde og stød; Josefine var sælskabets chef; hun fordelte arbejdet). "Ja," svarte hennes man inrømmende; "du har administrativt talent som din bror. Men det er ikke dette: selv å leve storkar og så engang imellem nedlade sig til de små; nej, det er å leve blant dem og helt ut for dem." - "Skal vi sælge huset? Flytte ner i småbyen? Sig hvad du vil!" - "Hvis gud driver os til det, ja! Men det må gøres i og av tro, for Jesu skyll, Josefine, ellers er det ingenting værdt." - Hun svarte ikke ét ord.

"Hvad siger du, Josefine? Vil du ikke, vi skal forsøke et ægte kristenliv?" hans øjne bad, hans hånd søkte hennes: "Josefine!" Hun drog sin hånd væk. "Nej, du vet, jeg fatter ikke, hvorfor skal jeg gøre mit eget liv uhyggeligt; det vilde ingen gagne, og mig vilde det skade." - "Sig ikke det! Æn om vi prøvde? I tro på Jesus tilsammen å leve helt for å gøre godt mot andre?" - "Tøv med dig! Ja, det er det samme, om det støter dig; men at jeg skal tro på Jesus for å hjælpe fattigfolk, er tøv. Ja, det nytter ikke, jeg siger, som jeg synes." - "Hvis du trodde på Jesus, da fattet du grunnen." - "Jeg har aldrig sagt, at jeg ikke tror på Jesus." - "Ak, Josefine, dette er ingen tro! Så fatter du ikke engang, hvad tro er! Denne din dype skade er mit ansvar; jeg, som lever år ut og år in med dig uten å nå mere!" Han bøjde sig ner mot henne; der var tårer i hans øjne. "Hvor dejlig vi kunde ha det sammen, om du vilde bøje dig for gud - slike kræfter som der er i dig, - og som jeg ælsker dig," - han vilde ta mildt om henne. - "Isch!" sa hun og rejste sig i sæte.

Han for op som stukket av en brådd. Hun sat med brænnende øjne, - la sig atter ner med bægge hænder under hodet; brystet gik, hun var i oprør. "Jeg vet ikke, om vi for gud tør bli ved på disse vilkår," sa han. - "Nej, gør som du vil."

Han vændte sig fra henne; thi han fant det under sin værdighed at svare. Den lille gut stønnet i søvne og snudde på sig, som blev han uroet. Tuft så på ham; den lille lå over sin arm med halvåpen mun; Tuft kænte hans panne, han hadde sét den hos sin far, den var også hans egen, håret likeså, den lille hånds bygning, fingrene, ja, deres næglestilling. Men den dag kom, at heller ikke den gut blev hans egen, - hvis dette skulde bli ved.

"Ja, Josefine, - det skal ikke bli således ved. Gud hjælpe os bægge; men kampen lægges ikke mere ner."

Det brede og mægtige hos ham bak det hjærtensgode holdt på at flytte foran; hun følte det. Og det svulmet i henne selv. Han hørtes i kontoret gå fræm og tilbake uten hvile, men også uten tvil. Hun kunde ikke sove.

__________

Dagen efter at Kristen Larssen hadde fåt full besked om sin sykdom dræbte han sig. Det skræmte folk forfærdelig; der stod riktig guvs av ham; en torde næsten ikke gå forbi huset. Et rykte sneg sig ut, at Kallem hadde overladt Larssen sin revolver til det bruk; men det blev stoppet av hustruen, av Søren Pedersen og av Kallems eget vidnesbyrd.

Kristen Larssen hadde draget sig tilbake uten varsku og uten at takke for sig. Til hustruen hadde han sagt, at snar død vilde være best. Men heller ikke mellem dem var noget avtalt, eller noget opgør eller nogen avsked. Han hadde bét henne gå hen efter Søren Pedersen og imens hadde han kravlet op, og med den overlegne grundighed, som var ham egen, hadde han så gjort det.

Sædvanlig begravelse blev nægtet; et hjørne ved nordre mur utvist, og der arbejdet tre karer hårdt med at få op en grav. En svært kold dag, den, han skulde i jorden på; der var nok dem, der så en guds orden også i det. Til usædvanlig tid, næmlig om eftermiddagen blev Kristen Larssen sænket ner uten klokkers lyd, uten præst eller sang. Den mærkbareste av de få, som var tilstede, var Aune, for han var full og alle steder på færde, - så tyndt klædt, at en frøs ved at se på den blå fyren. Søren Pedersen bad ham flere ganger holde sig rolig; men uten nytte. Av Sørens blanke ansigt sås bare næse, øjne og lit av kinnerne; resten dæktes av et vældigt ullskærf nedenfor, flere ganger snodd rundt, og av en skinhue ovenfor, trukket ner til øjnene; næverne var inni et par nordlandske våtter - av de uhyrer, som folk ror fiske i; og føtterne i lådne labber. Søren Pedersen hadde lagt sig ut, ytterfrakken var blét for trang; med disse utvekster så han ut som en hummer; Aase i en liten kåpe og hue-kyse holdt ved siden av enken, der stod der lang og mager i finnesko og en fodsid sæk, like bred op og ner; over hodet et svært ullkastetørklæde; hun la åpenbart an på at holde ansigtet skjult. Aune slang rundt og fortalte, at han hadde været med "å fragte tøjet hennes på jærnbanen". Og nu "hadde'n stængt huset, au; han bar nøklen i lomma"; den synte han fræm. Herfra skulde enken gå like på stationen og bli hos en slægtning et par mil derfra; siden videre til sin fødebygd. Foruten disse fire var to av graverne der; den ene stod lænet på sit grev i frak og lovåtter, stod og tygde tobak uten avlatelse; den andre bodde ini et brunt skæg, var kuvrygget og surøjet.

Under muren et stykke borte lå en tæt sammenpakket skavl; Karl Meek kom gående med Ragni, og de stillet sig på skavlen. Alle stod og væntet på Kallem, der var blét hæftet, men nu kom pilende. Han tok sin hue av for enken og hilstes av de andre gik så hen til graven. Han vilde gærne sige nogen ord, men væntet at noget annet skulde ske først. Da der intet skete, sa han:

"Jeg kænner ikke den mans fortid, som vi nu begraver; ej heller kænte jeg ham selv. Han har hat andre meninger om religiøse ting, har jeg hørt, æn dem, han levde blant, og han har lidt straf for dem. Hans livsmål og hans hustrus med, var nok å nå over til det fri Amerika." (Ved at høre ordet Amerika begynte det at hive og dra inni tørklæderne). "Han prøvde å lære sig engelsk; for ham var det som å lage sig vinger."

"Men når jeg har sagt dette, og lagt til, at han vistnok var den mest begavede, jeg har møtt her, så har jeg omtrent sagt, hvad jeg vet om ham."

"Derfor kan jeg heller ikke være med å dømme ham. Det intryk fik jeg ofte, mens vi sat sammen, at han frøs. Kulden omkring ham hadde slåt sig på hans indre."

"Det har laget sig så, at bare vi fem-seks stykker siger ham farvel. Men alle de, hans sindrige arbejde var til gagn, og især alle de tusener, hans opfinnelser har gjort livet lettere for, og derfor skaffet større glæde, hvad det kommer an på, - alle de skyller ham tak, og den bærer jeg fræm."

Der blev stilt; det knittret i den kolde sne, når en eller annen rørte sig; men ingen bød til at gå. Da sjanglet Aune fræm til graven. "Jaja, du får nå ha tak for violinen da! Å - å syndernes forlatelse, å, å leva så vel," - han hadde nær stupt i. Søren Pedersen tok ham forarget i armen, vændte sig til sin hustru og sa: "Hør nu, lille Aase, du ber så dejlig fadervor; kom nu med det!" Og hun gik et steg fræm, strøk våtterne av og foldet hænderne. Alle mæn strøk huerne av og alle bøjde sig; og så bad Aase fadervor.

Derefter fallt de første svære klumper på kisten; det hørtes som den skulde knuses.

Hustruen kom hen til Kallem. Nu først fik han se henne nær ved, opløst av gråt, utslidt av nattevåk, pillet for næsten al sin kraft og for sit siste håp; men med fast hånd tok hun hans, med stærke dype øjne så hun i hans, med grænseløs smærte, med tilbakeholdt bevægelse nikket hun, hun kunde ikke tale. Aldrig er noget mænneske takket varmere. Likeså tok hun Ragnis hånd, som blev så forskrækket, for hun visste med sig selv, at hun ikke fortjente det. Enken skynte sig forbi de andre og nerover mot byen, Søren Pedersen og Aase hadde ondt for at følge. Men Ragni grep Kallems arm, hun kunde ha lagt sig om hans hals og stortutet.
9.

Kristen Larssens hus blev stående øde uten køper eller lejeboer; uhyggen fra det fallt også over dem, der var hans vænner. Hadde ikke Søren Pedersen levd mere av lannet æn av byen, var det gåt ham ille. Ragni forstod ikke, at i tenne tid blev hun mere påagtet, mere omtalt æn før; hun var ikke det minste forsigtig. Allerede at præstens vægret omgang met dem, satte henne jo op til skive; hun tålte ikke at noget nyt kom til.

Mot det, som nu fantes på, stod hun værgeløs, fordi hun ikke ante det. Hvis hun og Karl Meek holdt hværandre i hænderne på isen, eller han fik henne til at le, mens han hjalp henne skøjterne på; eller hun prøvde at skyve ham av, når de stod på hvær sin mej bak på doktorens slæde; eller de rændte på kjælke sammen, eller de spilte sammen for nogen, som besøkte dem, - altid hadde en set øjekast, der ikke var til at ta fejl av, hørt ord, der hadde undertydning, eller set friheder, der var umulige mellem andre æn dem, der var vant til ænnu større. Forrige gang med en logerende, nu igæn med en; hvad kunde Kallem vænte bedre? Det var da hans retfærdige straf.

Søren Kules slægt førte an; denne slægt var utbredt her på oplandet, og den hadde en frodig fantasi - især i sanselige ting.

En skulde høre Lilli Bing lægge ut, hvordan Ragni Kule i sin tid "hvær kvæll" gik in i rummet til student Kallem; det lå da i samme gang. "Kære, hvad ondt var der i det, når de holdt av hværandre? Hvem kunde leve sammen med den ækle Søren?"

At den nuværende fru Kallem ikke behøvde så meget som at gå over gangen, lå altid bak. Engang sa hun: "Når hun aldrig får barn, hvad skade er der så egentlig i det?"

At ingen av dem, som det gik ut over, hørte noget? At der ikke dumpet ner et av de vanlige anonyme brev? Det første kan alene forklares av, at de omgikkes næsten ingen, og det annet av, at de kanske ikke trodde Kallem brød sig om det; fritænkere har gærne løse begrep i det sædelige. På vårkanten så man Kallem følge hustruen og Karl Meek til dampskibet, de skulde over til det andre lannet; man så ham hænte dem på bryggen igæn mandag formiddag. Man visste, han selv var ute hele dagen, og de sammen hele dagen i haven og huset.

Karls eksamen gik nokså godt, skønt under adskillig spænning; den dag nærmet sig, da han skulde forlate dem. Ragni hadde i det hele hat hygge av samlivet, men hans ustadige flid hadde voldt henne møje, og hans lidenskabelige væsen vokste med hans legemlige kraft. Hans dype hengivenhed for henne dæmpet det; men også formen for den plaget henne ofte; hun holdt av jævnhed og fred. Hun spådde ham, at engang måtte det gå ham ille; han førte for store sejl.

Hun længtes til at få leve alene; hun sa det til Kallem, som ærtet henne med, at om tre uker vilde hun savne Karl. Han skulde nu først være hjæmme i sommerferierne, men rejse derfra til Tyskland for at gå over til musiken. Skønt han hadde vænnet sig til at leve og tænke under Ragnis øjne, i kamp med henne, i lydighed mot henne, altid i tilbedelse, - syntes han om at komme på egen hånd. Skilsmissen vilde ingen vanskelighed volde.

Men så hændte, at en av de siste dager var han hos en kammerat - den eneste han nu og da så, siden han kom i Kallems hus -, og på tale om avrejsen sa kammeraten: "Hvordan er det så egentlig med dig og fru Kallem?" Karl fattet ikke, hvad han mente, og ødslet pris og beundring over henne. Den andre avbrøt: "Ja, det der kænner jeg; men rent ut sagt, - du står ikke i noget forhold til henne? Folk siger det." Karl spurte, hvad han understod sig? Han måtte være ansvarlig for sine ord! Men det var vænnens alvorlige agt at varskue Karl; han hadde selv nætop fåt nys om rygtet, det var ænnu ikke alminneligt. Tålmodig bar han Karls raseri, og fik sagt ham, at han ikke kunde annet vænte, æn at folk tænkte noget av hvært, så uforsigtig som de hadde været. - -

Hjæmme hos Kallems kunde de ikke forstå, hvad som med én gang gik av Karl? De par siste dager var han ikke inne, sjælden hjæmme, og var blét like taus, sky og mørk, som da han kom. Det nærmeste at tænke sig, var jo, at han men det var besynnerlig, at fortvilelsen skulde komme akkuvar fortvilet over at skilles fra dem, og da især fra Ragni; rat mellem tre og fem onsdag eftermiddag? Klokken tre hadde de i muntreste stæmning spillet sammen; klokken fem skulde hun gå gænnem med ham noget i hans siste eksamensfag, og da kom han hjæm så sanseløst fraværende, at de måtte slutte. Slik hadde han siden været. Kallem ærtet Ragni med, at gutten var forælsket; det var sprunget op for ham like før "avskedens bittre stun". Kallem sang: "To drosler sad på bøgekvist", spådde, at med det allerførste fik hun en erklæring, sansynligvis på værs, - han hadde selv i sin tid gjort flere. Kanske vilde han skyte sig også. Hun måtte slet ikke inbille sig, at nogen i hans alder kunde slippe billigere fra hennes skæve næse æn med en liten forkølelse på hjertet.

Når gutten sat og nidstiret på henne i frygtelig taushed, ikke spiste, ikke talte; når han spilte tungsindeligen, og søkte ut ifra dem til ensomhed, - sa Kallem: hu, livet er sort! Han gjorde gutten efter med døende øjne på henne, sukket i tre trappetrin, op i håret med bægge hænder, hylte. Men mot Karl selv var han innerlig snill.

I avskedens stun sluttet al spøk, fordi Karl var så fortvilet av sorg, at ingen kunde tale til ham, bare skynne på, så han kom væk. Ragni vilde ikke følge med til jærnbanen; hans overdrivelse gjorde henne ræd. Men da Karl så, at hun stod igæn på trappen, sprang han ner av vågnen og op til henne igæn. Hun veg, men han kom efter, så på henne og gråt, så pigen, som stod lit længer tilbake, virkelig fik ondt av ham og gav sig til at gråte med. Ragni blev kold og taus; hun kunde ikke ane, at nu gjorde Karl det smukkeste, han hadde gjort; følte det dypeste, han hadde følt.

På jærnbanen var der dem, der la mærke til hans fortvilelse - som også til Kallems alvor. Men især til, at Ragni ikke var med. Hadde Kallem nu fåt vite det?

__________

Denne avslutning på deres samliv med Karl Meek gav lej eftersmak. Han var ikke gærne i deres samtale; ja, de følte bægge tvil, om de burde ha inlat sig på et slikt forsøk, de burde kanske ha forutset, at så vilde det ænne. Men herom sa den ene intet til den andre. Deres eget samliv blev innerligere; aldrig hadde Kallem været så meget hjæmme eller hat slik sans for alt hennes.

Sommeren blev "feber-pavillonens"; ingen av dem kunde bli træt av at se den bygges og inredes eller av at se alt sættes i full stand. Nu, da alle sommertælt stod der, gik ord av sykehusets inredning og orden.

Men mens de var alene og delte deres tid mellem sykehuset, studier, haven og pianoet, så just fordi de var blét alene, gled noget med in i alle skiftninger, som bægge længe hadde tænkt på, og som vokste, nætop fordi det aldrig nævntes. De kunde snart ikke møtes uten at tro at læse noget om det i hværandres øjne.

Hvorfor fik de ikke barn? Stak fejlen hos Ragni? Vilde hun ikke gøre noget for det?

Han hadde efterhånnen lært sig, at hun var for sky til, at han kunde være den første, som nævnte det. Turde hun intet si selv? Ikke engang røbe lyst til at si noget, så han kunde hjælpe henne på glid? Hvad var grunnen? Rædseln for undersøkelsen, - for operationen? Sjælden så han henne, uten han følte, at nu tænkte hun på det. Og hun på sin side: han savner barnet. -

I slutten av august fik Ragni et stort brev med Berlins post-stempel på - fra Karl Meek! Det var dem bægge velkomment, ja, mere æn de straks vilde være ved.

Karl hadde besøkt festforestillingen i Bayreuth, han skildret nu sine intryk med glødende farver, voldsomme ord. Hele brevet bare om det, og fire-fem linjer taksigelser, hilsener - og tilsist spørsmålet: "får jeg lov at skrive Dem oftere til?" Bægge skønte straks, at disse fire-fem linjer var brevet, og alt det andre et ånfullt omslag. Nætop det syntes Kallem om, og vilde, hun skulde åpne brevbytte med ham; det kunde på mer æn én måte være ham til gagn i hans utlændighed.

Uten særdeles lyst - som ofte i den tid hun arbejdet med Karl -, mere av lydighed, av godhed, satte hun sig hen, skrev med lune, fordi hun således best slap forbi, og fik svar, - først ét, så ét til, lange svar, hele dagbøker.

En av de første dager i oktober var Ragni i haven for at høste frugt og køkkensaker. Hun gik bortover mot rækværket ved kirkevejen, da en vågn langsomt kørte opover. I sætet sat en svær kar, han lot sig vugge av vågnens støt som mælk i et spand. Ragnis duer suste hjæmover fra kirketaket like over vågnen; den ejendommelige lyd av vingeslagene gjorde, at han vændte hodet til den kant, de fløj. "Var det duer?" spurte han, og kusken svarte.

Ragni skulde just stige op på en trap for at ta æpler ner; men måtte holde sig fast; denne tunge røst, denne langsomme takt, denne nordlanske ensformighed var Søren Kules! Hans blinde øjne lå nu halvt i rætning av duerne, halvt derhen, som svaret kom fra, mens han førtes væk i ledløs rulling.

Søren Kule her? En blind, til halvten lam man er ikke på rejse? Arven heroppe, som to gange var tilfallt ham, har den ført ham hitop?

Noget efter kom Kallem. Også han hadde møtt Kule, hun så det straks, - og han så straks, at hun var tyet in i den store stue for at gæmme sig; der møttes de, hun præsset sit hode mot hans bryst; hun kænte onde ånder i luften.

Kallem sa sig selv: Dersom Søren Kule skal overta en av de ejendomme, som er tilfalt søskendene her, altså flytte hit, da har Josefine sin hånd i det; da har hennes "retfærdighed" været ute.

Den eneste i værden, han syntes, han ikke hadde handlet rigtig mot uten at ha gjort godt igæn, var denne blinde man.

Jeg vil gå og finne ham, tænkte han; jeg vil tale rent ut med ham. Så kan jeg med det samme få gjort ham klart, at for Ragnis skyll må han ikke bo her.

Han fik snart besked om, hvor Kule bodde: i huset like bak dem; i parken ved sykehuset!

Den del av arven var altså blét hans; og her skulde de ha ham daglig? Han gik længe omkring forat vinde magt over sig selv; men ænnu var han så oprørt, da han stod foran huset, at han hadde møje med sig selv. Et litet murhus i to etager med en have foran, i gangen hørte han lyd fra opvask i køkkenet og så først derin - til den nordlanske kæmpekvinne med opsmøgede ærmer, så uforandret, som skiltes de igår. Da døren åpnedes, så hun over skulderen og kænte straks den høje brillekaren med krumnæsen og de stærke bryn, smilte og vændte sig helt mot ham. "Er det ikke Kal-lem?" sang hun op. - "Jo." - "Jeg hørte det igår, at De bodde her," - hun smilte mere. Å, din tranfisk, tænkte han, du har visst det længe! "Når kom dere?" - "Igår kom vi." - "Fra Kristiania?" - "Fra Kristiania; Kule har arvet huset; og her ska være billigere å e-ve." En dør åpnedes bak Kallem, han vændte sig om; forsigtig stak en firskåren fyr med kloke små øjne, der så mistænksomt, sit hode ut fra stuen. Kallem lukket køkkendøren, den andre kom helt fræm og lukket stuedøren bak sig; så stod de mot hværandre. Men køkkendøren åpnedes igæn, og nordlansjenten så ut og smilte mot den firskårne. Kallem ante en søt hemmelighed. "Er det din man?" - "Ja, siden i som-mer." Fyren så ut til at være sjøman. "Er Kule å få i tale?" Den firskårne fik et højtideligt uttryk; han skulde gå in og spørge. Blev længe borte, Kallem hørte, der underhandledes, snart Kules likelydende slæp, snart den andres knappe, tørre trøndermål, bægge dæmpet. Imens fortalte Oline om sin man, at han oprinnelig var seminarist, hadde tat styrmanseksamen, talte spansk og var Kules sekretær og fullmagt. Så fortalte hun om "barna", at de var i fru Rendalens pension på vestlannet; - ellers er nok pensionen ikke længer fru Rendalens nu, sa hun, men sønnens, "han som bodde hos os." Og med engang: "Å, frua da? Kor lever fru-a? Så hu blej no deres lel, hu, - da? Å nej, kor artig det ska bli -." Nu åpnedes døren, den firskårne stillet sig op utenfor, Kallem kunde gå forbi in til Kule.

Han sat i samme svære rullestol med samme svære bræt foran benene, med samme spanske billeder omkring sig, samme møbler, bare at de hadde et annet falmet overdrag. Flygelet og barnelekerne borte.

Selv var han blét grå og adskillig førere. "Lufferne" lå over stolarmerne som vanlig; en svær tobakspipe stod ved siden og var ledig.

Kallem nævnte, hvem han var; Kule svarte ikke; men en liten bevægelse med den friske hånd og nogen svære støn tydet på, at der var sjøgang i ham.

Kallem hadde også møje med at holde sig rolig. For at gøre pinen kort, sa han straks, at Kule kanske ikke kænte til, at de nu var naboer? - Jo, han gjorde. - "Det trodde jog ikke," svarte Kallem og lot tonen forklare, hvad han mente.

Kule taug.

"- De vil bli boende?"

"Ja." -

Kallem så på det blinde åsyn; det var koldt og lukket. Kallem følte, det nyttet ikke at få et strejf av hensyn til Ragni innenfor det; en forfærdelig motbydelighed grep ham. "Da har jeg intet mere at si," sa han og rejste sig.

Køkkendøren stod på gløtt. "Di må no vær' så snill å hels fru-a!"

Først utenfor husket Kallem den oprinnelige del av sit ærind; men denne Kules ny råhed fritok ham. Altså: fra nu av var han deres nabo. Så fik de prøve at tåle deres egen fortid, de, som andre.

Han drev utover bort fra byen; han turde ikke straks gå hjæm. Hun tålte ikke ondt i nogen skikkelse; han måtte tænke over, hvordan dette skulde tas.

Ragni var i kontoret og hadde tændt lamperne, da han langt om længe kom hjæm. Straks læste hun sin dom i hans åsyn, - ja, hadde alt hørt den i fotlaget. Hun seg ned i sin stol og kænte det, som fra nu av var der ingen glæde mere til.

Han prøvde at gøre henne klart, at hun, som ingen skyll hadde, heller ikke skulde være ræd; - hun rystet på hodet; for det var ikke det. Nej, det var ondskaben, den kunde hun ikke holde ut; det var kulden. Hun minnet ham om, hvad han selv hadde sagt ved Kristen Larssens grav.

Men de kunde da ikke sammenligne sig med Kristen Larssen? De hadde da så meget av det, som gjorde varmt. Javist, - men et godt navn! "Ved at ta det fra mig, lukker de al varmen ut." Og om en stun: "Dette er kulden." Hun gråt ikke som altid ellers.

"Så bryter vi op!" ropte Kallem.

Som hun hadde overvejet det for længe siden, svarte hun: "Hvad for en doktor er rik nok til at køpe alt det, du har sat in her? Og dit arbejde? Som du lever for og er lykkelig ved? Nej, Edvard!" - "Men jeg kan ingenting mere gøre, hvis du blir ulykkelig," han kyste henne. Hun svarte ikke. - "Hvad tænker du på?" - "Jo, det tror jeg nok, du kan." - "Hvad kan jeg?" - "Arbejde og bli lykkelig uten mig," svarte hun og brast i gråt. Han holdt henne in til sig og væntet på henne; hun måtte føle, hun hadde gjort ham ondt. "Egentlig passer ikke jeg for dig." - "Men Ragni!" - "Ja, som din gode kammerat, den beste du har i værden; gid jeg kunde få lov til å være det længe!" - -

Hun trykket sig tæt in til ham, som vilde hun forsegle ham til taushed.
10.

Den næste dag var tåke. Skønt Ragni hadde sovet godt og uten drømme, var hun tung i hodet og gik omkring og så på alt i det kolde lys fra igår; ingen glans længer over noget. Først vilde hun ikke gå ut i køkkenet; hun inbillte sig, at derfra kunde hun se det hus, som Kule bodde i. Ænnelig fik hun tvil om det og våget sig ut; - hun kunde ikke se det. Så turde hun ikke gøre sin morgenrunde i haven; han kunde jo komme kørende forbi. Ænnelig satte hun sig til flygelet, - men rejste sig fra det uten at spille. Så skrev hun et brev til Karl; hun skyllte ham et som svar på to, - og noget måtte hun ta sig til. Skrev ut av sin stæmning, at ondskab i al slags form, som løgn, forræderi, underfundighed, maktsyk forfølgelse, list, bedrag var dødskulde. Den var det, vi slogs mot; livet var varmen. Somme mænnesker var mere utsatte for at forkøles æn andre; akkurat som nogen lå for tuberculose, andre ikke, og hun var vist en av disse ulykkelige. Man hadde pustet koldt på henne fra hun var barn, og tilsist blev denne kolde strøm stærkere æn hun hadde varme til at stå mot med; hele spørsmålet var dette.

Brevet blev ikke langt; thi ved at tænke på sin barndom og hvad hun også senere gik igænnem like til giftermålet med Kule, fik hun lyst til at skrive det op og engang ved lejlighed lægge det i Kallems trofaste minne. Fortælle det muntlig kunde hun ikke; men skrive det ner? Jo, nu kunde hun det. En ubestemt frygt drev henne også og samme dag begynte hun.

Hun opbød al sin kraft forat være jævn og fattet, da Kallem kom hjæm. Han så forskende på henne, men var selv i den største spænning for noget helt nyt og annet. Han skulde foreta en operation, som bægge de andre læger og en tredje, der var tilkallt langvejs fra, hadde sine tvil om.

En av de mest ansete mæn på de kanter, oberst Bajer, led i en månedstid av mavehindebetændelse med tægn til septichæmi. Den militære læge, doktor Arentz, var hans huslæge og behandlet ham på vanlig vis med vandomslag og opium. Men sykdommen blev betænkelig, og Arentz vilde, at Kallem skulde tas med på råd. Fruen motsatte sig - ikke nætop fordi hun var en ivrig kristen, men fordi hun følte uhygge ved Kallem. Hun var et godt, varmt mænneske, men hysterisk, og slike tar gærne stærkt parti for og imot. Præsten Tuft hadde engang frælst henne; hun var syk av svækkelse, intet hjalp, før han kom og rejste hennes vilje i troen, - et faktum, ingen bestred; siden sværmet hun for ham.

Nabobygdens læge og doktor Kent blev hæntet; men bægge var ærlige nok til at si, at her kunde intet gøres, obersten var langt inni døden og operation umulig.

Nu blev kærligheden til ægtefællen større æn al motvilje; hun lot spænde for og rejste selv efter Kallem, som straks og ubetinget vilde foreta operation. Uten at la sig stanse av deres invænding, åpnet han bughulen og fant våg (pus) og åpnet tyktarmen.

Især fordi de andre rådet fra, la begivenheden beslag på al hans karakterstyrke. Obersten holdtes for en hædersman; i by og bygd fulgte de med, og fruens tilstan var slik, at døde mannen, blev hun gal. Fra at nære uvilje til Kallem slog hun om til den mest ubegrænsede tillid; hans nærhed syntes at ha magnetiseret henne. Alt dette holdt Kallem i svær bekymring.

Ragni fik annet at tænke på æn sig selv, da hun så hvad ansvar og vånde han gik i like før operationen, og ænda værre dagene efter. Når slikt kom på, holdt hun alt småt borte fra ham med sjælden kunst, styrket og glædet ham, levde udelukkende for ham. At få være noget for en slik man gav "varme" nok!

Obersten kom sig, Kallem gik omkring i perlehumør, Ragni spilte igæn, tok sit øvrige arbejde op, ja, våget sig ut i haven og lot øjnene gå hen til huset deroppe! Hun hørte vågnen rulle forbi uten at skælve mere æn bitte-lite gran; hun blev tiltalt av nordlandsjenten, som gik med kurv til torvet, - og skønt hun kænte det som at bli stukket av en orm, døde hun ikke. Hun kunde ænog en dag snakke med henne - ja, hun kunde vænte henne hvær morgen komme igæn uten at rømme. Det skete ikke av mot, å langt fra; men det skete, og hun befant sig vel ved det.

Vejret slog om til det allerkvasseste; bladene føk i nordenvinden, marken frøs, hvær morgen rimlagt, ovnene trak så det duret, de kappedes med vågnrammelen utenfor over hul grun. Hvær dag spørsmål om at sætte in dobbeltvinduer og lukke altandørene; hvær dag utsættelse. Kanske kom ænnu vakre dager.

En dag hadde hun fåt brev fra Amerika, fra Nordland, fra Berlin, det siste fra Karl; hun hadde åpnet dem alle, men ikke læst noget; der var for meget at gøre med at ordne huset for vinteren. Sin søsters læste hun dog ut på eftermiddagen, og det hadde gjort henne lej; søsteren hadde det ikke godt; Ragni tænkte på at få henne ner til sig. De to-tre siste brev fra Karl hadde været farvet av stærk hjæmve; han kænte sig tungsindig, hun længtes derfor ikke synnerlig til hans ny brev. I denne tid læste hun en amerikansk roman, en av Howells beste, et intrængende sjælemaleri, som spænte; den tok hun først fat på, da hun ved kvællstid satte sig i kontoret. Men noget i fortællingen minte om Karl, så hun la boken væk og tok hans brev frem. Som vanlig hele ark, ret interessante, men tonen så sjælesyk. Da hun kom til siste ark, stod der skrevet over det med rødt blæk:: "Læs dette for Dem selv!"

Han skrev: "Jeg har været i uvished - like fra jeg fik Deres brev om "ondskabens kulde" -, om jeg skulde si Dem, at jeg straks forstod det. Jeg har længe kænt, hvad som sagdes om os. For en rå bakvaskelse! Denne var det, som nær hadde gjort mig gal i sommer, da jeg fik høre det like før vor skilsmisse. Er det ikke forfærdeligt? Der kunde umulig komme noget, som var istan til å ramme mig dypere, tænkte jeg; men nu er det kommet: De har også fåt høre det, - dette betyr naturligvis Deres brev."

"Jeg har betænkt mig i uker. Men for min egen skyll og for Deres er det bedre, vi taler om det! Lat ikke Kallem få vite det! Jeg skammer mig så forfærdelig, jeg er så ulykkelig, - ja, visste De, som jeg er ulykkelig! - men lat os spare ham!"

"Derfor skriver jeg dette på et ark for sig selv; herefter vil jeg altid gøre det."

"Også for en annen tings skyll, som nu kommer, kære, kære!"

"Fra første tid, De var god med mig, blev De mig uænnelig kær; jeg trodde ikke, at De eller nogen kunde bli mig kærere. Men nu er vi likesom smæltet sammen i denne skam og smærte, vi to er ene om den, og nu, ved gud, bare lever, lider og arbejder jeg i tanken om Dem. De er i alt fra morgen til kvæll og i nattens drømme."

"Jeg ælsker Dem, ælsker Dem, ælsker Dem. Jeg skriver det og gråter. Jeg ælsker Dem, ælsker Dem, ælsker Dem."

"Kanske forfærder ordet Dem, forfærder Dem mer æn det andre, som har truet det fræm. Men om De visste for en fryd det gør mig bare at få skrive det ner og vite, at De læser det! De er så god, og De vet, at jeg har den grænseløseste ærbødighed for Dem - - -."

- Da Kallem kl. 8 kom hjæm, stod aftensbordet dækket i spisestuen; i kontoret var tændt og varmt; men bægge rum tomme, i stuen mørkt. Sigrid kom in med teen og fortalte, at fruen lå. - Lå? Var hun dårlig? - "Hun var nok mest træt, tror jeg."

Kallem straks op. Der var mørkt; men i måneskinnet så han en hvit natkjolearm strække ut imot sig. "Unskyll mig," sa hun; "men jeg følte mig så træt, og så var der et brev fra min søster, som gjorde mig trist. - Nej, tænd ikke lys! Det er så dejlig sådan." - Hvor det luktet friskt og sunt av ham, hans røst klang av kraft, da han svarte: "Din søster?" - "Ja, hun vantrives deroppe." - "Æn om vi fik henne ner?" - "Jeg vilde just be dig om det. Du er god!" og hun gråt. - "Men kære, hvorfor gråter du? Jeg forsikrer dig, den eneste grun til, at jeg ikke har sagt det før, var, at du så gærne vilde, vi skulde være alene." "Ja, det er også så dejligt. Men om nu en av os skulde bli syk?" - "Passiar! Ingen av os skal bli syk. Nu er du jo blét dygtig. - Du er lit varm over pannen. Lad mig få pulsen! - Nå, det er bare hvile, du trænger. Det var riktig, du gik tilsængs. Jeg går ner og spiser, jeg er skrupsulten; så lar jeg dig ha ro. - Du fik brev fra Karl?" - "Ja, det ligger på pulten." - "Godt, det læser jeg, mens jeg spiser. Siden har jeg meget å gøre. God nat da!" - Han kyste henne, hun slog bægge armer om hans hode, drog ham tættere til sig, kyste ham. "Du dejlige mænneske!"

Han gik; hun hørte hans raske steg i trapperne og in mot stuedøren; hørte ham åpne og lukke dernere.

Atter hin smærte i brystet, som hans komme hadde løftet av, hans fotslag kyset. Noget tungt, forfærdeligt, uhørt, hun skulde aldrig mere bli det kvit, og så frøs hun. Kulden, kulden, kulden, - nu hadde den nådd in til det innerste. Nu skønte hun isnende, hvorfor "hvalen" hadde kommet og væltet sig in i det lille hus ved siden av og vilde ikke mere ut. Nu skønte hun, hvorfor de andre hadde tilladt det.

"Nej, nej, hvorledes er det gåt til, hvad har jeg gjort?" klaget hun og gæmte sig for sig selv. Som en hvisken i en havbrænning nævnte Karls kærligheds-ord sig. Stakkars gut! Hun lå her i mørke for ikke at sés, og for at få tænke. Hvad skulde hun gøre? Det siste ark hadde hun tat ifra, skulde hun vise Kallem det? - -

Da Kallem noget over tolv kom op for at lægge sig, var hun sovnet fra alle sine sørgelige overlægninger. Han tændte lyset bak henne, så in i hennes ansigt og lydde til hennes åndedrag. Hun sov med åpen mun, uskyldigt.

Næste formiddag gik hun fræm og tilbake utenfor husets søndre vægg, like forfærdet, like uviss. Det hadde snedd og var halvvejs borte igæn, første gang iår. Nerpå fjællkammene lå tæt tåke, så tæt, at den syntes som et selvstændigt ugænnemtrængeligt land, der grænset til fjællene, og strakte sig ut over hele synsvidden. Det unnerlige land sendte en lang tange ner i skogen som det ytterste av en hemmelighed. Hun frøs, hun kunde ikke gå langt uten at komme fræm og sés av folk på vejen, og idag kunde hun ikke la sig se; kanske aldrig mere.

Tåpeligt slagsmål, det, mellem træ-sorterne der ute omkring gårene. Længst borte fra husene bar-skog; i det tunge vejr var den næsten sortladen; nærmere husene blannet løv-skogen sig in, langhalset asp, forstrukne bjørk, lysegult i det mørke; - ænda nærmere rognen og hæggen i blodrødt; dertil løn og andre, fra linblekt op mot rødgult. Høje oretrær og asp, for gamle til at skyte løv, løp med nakne grener opover de andres farver som en blågrå røk.

Hun stampet med føtterne, kunde ikke få varme i dem, vilde ikke gå fræm, ikke in, før hun visste, hvad hun skulde gøre! Om Kallem fik dette at vite, hvad så? Og hvad, om han ikke fik det at vite?

Engene skares itu av mulen, åkerpløjd jord. Ellers matgrønne rug-sletter, tilsådde i høst, og kløverenger i stubb. Men se de misnøjdde grå markflækker længer borte fra husene, som aldrig ænstes uten hværgang de skulde plyndres; alt for mange av dem her i lannet.

Juanita? Hvordan kom hun in i høstbilledet? Det friskeste, rørigste minne om den første vår? Ak, herute vågnet længslen efter barnene. Nu var hun siker på, at han ikke var, hvor de var; - så kunde hun rejse dit ner til Rendalens og se barnene!

Så længe den rejse stod på, behøvde hun heller ikke at avgøre, hvad som var rigtigst; og hun trængte til opsættelse. Bare et litet brev til Karl Meek, at han ikke måtte skrive oftere nu, kanske siden; han skulde få besked. Disse få ord til Karl - telegrafere dem? Ikke herfra! Men rejse straks og telegrafere undervejs.

Et forsæt, en befaling så stærk, som hadde hun ikke mere igæn at gøre æn nok engang at se barnene, steg i henne. - Da Kallem noget efter kom hjæm og hun drev om på gulvet forat få føtterne varme, hørte han det av henne selv, at nu måtte hun se barnene, og han fik et uimotståeligt intryk av, at minnet av hennes samliv med Kule var sprunget over i længsel efter barnene; det var helt naturligt. "Rejs straks!" sa han; "siden blir det for koldt." Han forstod det jo ikke, som det skulde være netop idag; men sådan vilde hun ha det, og om eftermiddagen fulgte han henne på jærnbanen. - -

Straks hun var hos Rendalens, skrev hun et fortvilet brev; møtet med barnene hadde været grusomt; de kænte henne ikke! Heller ikke hun dem! Vist meget velopdragne barn, men ikke søsterens, ikke i slægt med henne selv, - derimot med ham, hans slægt var vel stærkere æn deres. Store barn, fetladne; de så på henne som de ikke forstod, hvad hun vilde. Og alle disse fremmede, der bestandig la mærke til. Hun vilde ha vændt hjæm straks, var hun ikke blét så forkølet. - Et senere brev var lysere; ikke fordi hun var mere nøjd med barnene; de var like fremmede og "uåndelige"; hvær gang hun tok dem in til sig forat tale med dem eller spille for dem, forstod hun, at hun hæftet dem. Nej, samlivet med de prægtige mænnesker på skolen og utenfor var henne en glæde; "hadde vi noget lignende", sukket hun.

Fra Rendalen fik han også brev, som i store sving uttrykte hele koloniens glæde over at ha henne i deres midte. Han sendte fræm "en enstæmmig bøn" om at måtte få beholde henne en tid; hun var også træt efter turen og ikke vel; hun syntes at ha godt av hvile.

Først otte dager, så otte dager til blev hun borte. Hun kom igæn en kold middag i full vinter, var blek, fræmdeles forkølet, rædd, uten ævne til at sige, hvor forfærdelig det var at flytte in igæn blant mænnesker, som holdt henne for et uhæderligt fruentimmer. Kallem forskræktes over forkølelsen og over, at hun så dårlig ut; - deres gænsyn blev intet møte, men en bekymret ransakning av hennes bryst, og nogen matte fortællinger; hun var træt og vilde tilsængs.

Kallem spurte efter brev fra Karl; her var intet kommet. - Nej, hun hadde heller ikke fåt. - Hadde hun da ikke skrevet? - Nej, Karl var kommet med en fortrolighed, som hun ikke skøttet om. - Ofte hadde der været knuter på tråden, som han først fik høre om bakefter, og da hun ikke så på sin man, følte han, at han ikke skulde spørge.

I flere dager holdt hun sængen. En kedelig tørrhoste blev der aldrig ænne på: ellers var der ingen farlige tægn; slet ikke. Den dag hun kom op igæn, syntes hun ham så mager; ansigtet hadde et mat, sykeligt drag med mørke ringer under øjnene. Hun måtte i frisk luft; men hun motsatte sig på det bestemteste at gå spaserture utenfor haven. Først sa hun, det var så kedeligt; fra den stilling dreves hun, men tok en stærkere: hun tok på at gråte. Han holdt dette for et unnerligt tægn; - hun skulde da vel ikke være blét frugtsommelig? I det håp gav han sig hen og væntet. Så gik hun turer i haven og fortalte ham det med stolthed; men taug med, at hun især gik dem i skymringen. Imidlertid syntes hun selv, at hun bedredes, og det syntes også han.

Der gik en tid; han væntet på det, han helst vilde høre, trodde at se flere tægn; men ængstedes også av og til ved at hun forekom ham at ta av; han kunde ikke få henne til at spise. En kvæll han var borte, hadde hun som sædvanlig været ute og gåt i skymringen, fåt frysninger bakefter med beklæmthed under brystet. Hun sov, da Kallem la sig, men han blev vækket av hennes hoste. Han tændte lys og så, at hun tok sig for brystet. "Gør det ondt?" - "Ja." "Hvordan ondt?" - "Her!" Og hun pekte på højre kraveben. "Det stikker dig der, når du hoster?" - "Ja!" Og i det samme fik hun et voldsomt hosteanfall. Han op, klædte sig, la i ovnen, ringte, pigen måtte efter medikamenter og imens undersøkte han henne og spurte henne samtidig ut. Han fik da høre om frysningen igåraftes, og at hun helst tok sine ture i skymringen. "I skymringen!" ropte han, og mere skulde ikke til, så gæmte hun hodet. - Ja, nu fik hun være så snil at la være med det; for nu skulde hun holde sængen og det i flere dager. Sennepspapiret over brystet likte hun ikke; hostepillerne derimot gjorde lykke. Han skjulte sin bekymring under spas og kæleri, - og virkelig efter nogen dager blev hun så bra som han kunde vænte. Nu var hun også blét lydig; hun holdt sig stille inne i fjorten dager. Hosten kom sjældnere; de skarpe hostetak slet jo i brystet; men hun kænte sig ellers nokså vel, bare dygtig mat og andpusten; hadde således ingen lyst til at røre pianoet.

Der blev gjort vej til henne i haven, og der gik hun ut første gang med Kallem midt på dagen, men uopholdelig in igæn; - han blev først ræd, meget ræd; men av hennes måte at ta det på, trodde han, det var lune. Hun kænte sig imidlertid mattere æn hun vilde tilstå. Dagen efter prøvde hun og Sigrid; straks blev hun andpusten efter bare nogen steg og måtte hvile, bad Sigrid ingenting si; det skulde gå over, når hun "fik øve sig". Vejret blev mildt, midt på dagen var ænog varmegrader, og hun fant sig bedre, kunde gå længer; Kallem glædet sig, da han en dag så, hun åpnet pianoet. - -

Søren Pedersen viste sig en kvæll blek og alene, bægge dele usædvanligt. Hvad var vejen? Jo, Kristen Larssen gik igæn! Kallem skoggerlo, Søren ændret ikke en mine: - Kristen Larssen gik sannelig igæn! I siste år av sit liv spillet aldrig Kristen Larssen violin; han gav den til Aune. Men nu spiller han violin i sit eget hus! - Bodde ingen der? - Nej, huset var avstængt; men der spillet han! Flere hadde hørt det samtidig; der var ikke den fjærneste tvil. - Så hadde en eller anden skælmsmester sat sig in der. Hvæm hadde nøklen? - "Konens søskendebarn." - "Hvæm er så det?" - "Aune." - "Se der!" - "Men Aune har selv været med å søke huset rundt; og Aune er den mest rædde av alle." - En pige, som hadde et sykt barn - Kallem kænte henne, han var hennes læge - hadde en nat, hun var ute, set Kristen Larssen stryke avsted langs hus-væggen! Siden hadde flere sét det. "Ingen tvilte," sa han. Hvad mente så doktoren om dét, at fru Bajer, oberstens hustru, en dag kom in i sadelmakerbutiken forat si dem, at hun hadde drømt Kristen Larssen sitte i en lang stue blant mange store og lærde mæn, som alle skulde lære sig at stave? Hun følte sig drevet til at fortælle Søren Pedersen det, som Kristen Larssen hadde forledet. "Og tænk Dem, hr. doktor, at den nat hadde både Aase og jeg drømt, at oberstinnen kom i butiken!"

"Jeg skal fortælle Dem noget like så mærkeligt, Søren Pedersen. Den første dag min hustru og jeg var her i byen, traf vi murer Andersen, Karl Meek, Kristen Larssen, Sigrid, Dem og Deres hustru i løbet av ét kvarter!" Søren Pedersen rullet sine kugleøjne uten fatning; der var da intet be synnerligt i det? - "Nej; for de hundre andre, vi traf, la vi ikke mærke til. Akkurat som De, Søren Pedersen, ikke lægger mærke til de hundre, som De og Aase drømmer om, uten at De dagen efter ser dem i butiken."

Dette overbeviste ikke Søren Pedersen.

Der var overtro i luften. Den ene rev den andre med; snart talte hele byen ikke om annet, og især efter at præsten blannet sig op i det. Siden i vår hadde han levd alene med sin mor - hans hustru og søn var borte og kom først nylig tilbake -; i al denne tid hadde hans forkynnelse vokset i strenghed, i den siste tid med et lidenskabeligt præg, der bebudet uvejr. Nu forkyndte han i bedehuset, at den troende visste, at ånder hadde liv og gærning blant os, og at mange efter døden måtte vandre de hvileløses veje; dette var vidnefaste ting, som gæntok sig til advarsel i hvær slægt.

Da Kallem hørte herom, gjorde han alvor av en tanke, han længe hadde hat, nemlig at ta Aune i sin makt. Aune vilde nødig til og var en opfinsom sjæl, som snoet sig undav; han ejet en stor overtalelsesævne, så han også narret Kallem; men nu skulde han! Hustruen var aldeles enig, og en søndag formiddag i hennes nærvær inne på sykehusets kontor tok Kallem ham i sin magt - først for brænnevinets skyll, men også for at få rede i spøkeriet, som naturligvis ingen annen æn denne tusenskælm hadde sat i gang! Det var således. Nu møtte den vanskelighed, at blev dette kænt, var Aune ødelagt; hustruen inså det straks og bad for ham. Derfor var her intet annet at gøre æn at forby ham det - og at tie.

Dette hindret naturligvis ikke Kallem i på sin formiddagsrunde at fortælle Kent, der ikke trodde mer på spøkeri æn han selv, at nu kænte han til, hvæm som hadde sat igang hele opstyret med Kristen Larssens gænfærd; navn kunde ikke nævnes; men det hele var en tilstælling. Da doktor Kent traf Josefine hos en syk og visste, at intet var henne kærkomnere æn nyt fra hennes bror, gængav han Kallems ord. Ved middagsbordet fortalte lille Edvard, som hvær dag holdt på med disse spøkelseshistorier, at nu hadde Kristen Larssen også synt sig for to gutter, den ene søn til Aune, den andre lægprædikantens! Edvard bruste av iver. Kort og bestemt oplyste mor'en ham om, at dette var et bedrag; en av byens læger visste, hvem bedraget skrev sig fra; der var ingen Kristen Larssen, som gik igæn.

Da gutten var gåt fra bordet, sa præsten, at han fant hennes opførsel hensynsløs. "Hvad hensynsløst?" - "Jo, at du siger dette til gutten; du hørte jo, at han straks skøt sig inunder, at jeg trodde på gænfærd?" Præstens tone var ikke overlegen, ikke engang bebrejdende, og hun fant, han hadde ret; derfor svarte hun ikke. Men det drog efter, og om en stun stod hun på kontoret.

"Jeg har tænkt over det, du sa." - Han lå i sofaen og røkte, rejste sig nu forat gi plass, han likte at hun kom in. Men hun blev stående. "Skal da det, at du har sagt en ting, stå for gutten som sant, også når det ikke er sant?" - "Nej; men så kunde du vel overlate til mig selv å rette det?" - "Er det sagt, at du vil?" - "Hvad mener du med det?" - "Jo, jeg mener, at du blir ved å lære ham mange ting, som du umulig selv kan tro på." - "Hvad er dette for noget?" Han blev rød; thi han forstod, at her begynte et opgør. "Jeg har ofte i den senere tid tænkt å tale til dig om det," sa hun, "og nu kan det jo ske. Du tror ikke, at værden er skapt i seks dager sådan for en seks tusen år siden, eller at sagnene om de første mænnesker og patriarkerne er annet æn sagn? Likeså alt om paradiset. Jorden og mænneskene kan ikke ha begynt med å være fullkomne. Men dette lærer du barnene, og i denne siste tid også Edvard." -

Han gik nu op og ner på gulvet, hun stod mellem dørene til stuen og gangen. Hværgang han kom nærmere mot henne, så han stærkt, ja mægtigt på henne; sådan ser ikke ond samvittighed ut, det følte hun. Og for at vise henne i hvad ånd her burde forhandles, stanset han og sa roligt: "Skal vi sætte os, Josefine?" - "Nej," svarte hun; "jeg kom bare til straks å rejse mig igæn."

"Det, du kaller sagn," sa han, "har den evige sanhed i sig, at gud har skapt alt og alle, og at synden er et frafall fra ham." - "Hvorfor ikke lære dem det således og ikke i usanne billeder?" - "Barn fatter det best i billeder, Jose fine." - "Så sig dem, det bare er eventyr da." - "Der ligger ingen vægt på det." - "Der ligger megen vægt på, at barn ikke lærer evige sanheder i usanne billeder, synes jeg da." - Han så, hvor lidenskabelig hun tok det, og han advarte mot det; de måtte kunne tale uten det. "Nej," sa hun, "jeg kan ikke; for du må vite, at dette skal gælle guttens fræmtid, og din og min." Hun gik fræmover til pulten som for at komme ham nærmere og kanske også for at støtte sig.

Men han lot sig ikke skiple. "Var du selv så gænnemtrængt av den evige sanhed, du nævner, som du gir dig mine av, Josefine; og var det på dens vægne, du protesterte, da blev dette dig helt underordnet. Det, vi vilde sætte isteden, er heller ikke sikert; vi vet, at således kan det næppe ha gåt til, som den ærværdige bok siger os; men vi vet ikke, hvorledes det i virkeligheden har været. Kun det vet vi, at av gud er vort liv og i gud er det lykkeligt, og lad barn og voksne fatte den første tilgang på fædrenes måte, - i alle fall intil vidre." Der var overbevisningens ærlige styrke i hans ord, og de ejet magt. Derfor taug hun længe; men med én gang brøt noget annet op. "Vet du, at uten denne grænseløse forkvakling av min forstan og vilje i min barndom, var også jeg blét . . . annerledes æn jeg nu er?" - "Ja, jeg hører det," sa han koldt, "at du i senere tid har fåt det til, at troen er dit livs ulykke." "Det har jeg aldrig sagt!" for hun op meget blek; "aldrig ment det heller." Men hun føjet roligere til: "Troen på gud og frelsen ved Jesus har jeg aldrig kænt som tvang på min forstan. Aldrig." - "Tænk, hvor heldigt!" sa han, men drog bakefter et dypt suk. - "Ja, vil du ikke høre på mig," sa hun, "så siger jeg kort og godt mit ærind: Enten slutter du med å fortælle gutten de eventyr, som ikke er uskyldige, når de kan besnære hans barneforstan, - eller jeg holder dig ikke længer for helt samvittighedsfull, Ole!"

Det var ikke første gang, hun hadde talt hårdt; de hadde hat lange og svære kampe. Men hun hadde aldrig talt så hårdt, aldrig gjort anfall på hans tro. Hun hadde forsvaret sin ret til å være på sin vis - om også med stærke utfall mot hans; hun hadde tat imot hans utæskninger med skarpe våben; men aldrig før i dette øjeblik sagt noget sådant eller stillet vilkår. Han hadde nok længe kænt tyngsel av, at noget drog sammen i henne; - men hennes fullt rustede forsæt, båret av slik harm, slik vilje, - - nu stod de øje til øje; de vilde prøve dybden i hværandres vilje. Også i ham kokte det op til vældig harm, - og for straks å skære enhver inbillning tvært over, sa han: "Gutten blir hos mig!" - "Hos dig?" - hun blev askegrå. "Har du ret til ham fræmfor jeg? Er du hans mor?" - "Jeg er hans far. Bibel og lov gør far'en til barnets ejer."

Nu begynte hun at gå; men bare mellem vinduet og dørene som var de stængsler i et bur. Hennes barm bølget, hennes åndedrag hørtes, hennes ansigtsfarve, røst, øjne fortalte for et forfærdeligt oprør, hun var i; noget slikt hadde hun ikke trodd ham istan til. - "Skammer du dig ikke? Vilde du beholde gutten?" - "Det vil jeg, såsant gud befaler mig det. Du skal ikke fordærve vor gut!" - "Fordærve ham? Jeg? Nej, nu skal du ha det! Fra barndommen fik du magt over mig nætop ved dette. Du fik magt over min forstan med din urokkelige tro, uten at jeg skønte det, fordi du var god og gav dig hen. Derved forkvaklet du min natur, - det gjorde du! - den lå for annet. Du gav mig livsvalg, du gav mig mål, jeg visste ikke selv av det. Jeg siger det som det er uten at gi dig skyll for det. Men du skal vite, hvorfor du ikke også får magt over mit barn! Sålænge der er gnist av liv i mig, får du ikke - tråss både lov og bibel. Du skal vite det, og du skal få se det!"

Hadde hun visst, at han længe, længe hadde væntet, at således vilde hun engang stå op og tale, så hadde hun sparet sig for at si det med slik forfærdelig lidenskab. Selv var han fullt herre over det, han følte. "Ja, din guddommelige natur har jeg ledet på avveje, - jeg har længe visst det! Jeg har gjort det ved den tro, - som ikke blev din! Kære, det har jeg skønt, før du rejste bort." Han sa det bredt og trygt. "Nu, så vet du det!" skrek hun med samme sprutende lidenskabelighed: "så vet du det! Din tro blev aldrig min, den høvet mig nemlig ikke. Men så blev heller ikke nogen annen min; jeg gik og tænkte, det var en synd, at jeg ikke kunde tro som du; det knuget mig, at jeg ikke kunde lægge alle mine kræfter tilrette i noget, som var mit. Derfor blev jeg heller ikke som andre, Det blev galt altsammen!" "Hvad skulde du vært, du da?" - "Å, la mig nu si det værste, - beriderske!" svarte hun uten å blinke med øjnene. Han stanset op, han trodde hverken sine øren eller øjne: "Beriderske?" Han lo hånt. "Ja, det var et stort tap for værden - og for dig, Josefine, at du ikke blev det!" - "Jeg visste, du vilde tænke så. Men om jeg kunde kommet til å styre og stælle med en cirkus, da kunde jeg ha skaffet hundre brød og tusener en sun moro. Det er ikke lite det, - det er mere æn de fleste gør. Hvad har jeg nu gjort? Hvad er det for pusleri jeg har strævd med? Hvad har jeg nådd? At jeg er nær ved å foragte både dig og mig! Hvad er vort liv, - og hvad er vort forhold blét til? Kan du ænda si, du har kærlighed til mig? Kan jeg si, jeg holder av dig?" - "Nej, Josefine, vi vet bægge, hvæm du holder av." - Om også han hadde slåt henne, som hennes bror gjorde, kunde hun ikke ha blét mere rasende - først fordi det blev sagt (hun visste næppe, at det var tænkt), dernæst fordi den man sa det, som skylte bror'en og henne det, han var, og likevel var skyll i, at søskendene var skilte. - "Ja, han har, hvad du ikke har!" svarte hun for riktig å såre ham. "Forresten er det usselt av dig at si slikt!" - "Er det det? Du tror ikke, jeg vet, at det er for hans skyll, jeg har tapt dig, har tapt min huslige fred, dermed tapt glæden i mit kall, - og nu trues med at tape mit barn?"

Hans røst skalv, han begynte i harme, det gik over i stærk sorg, og det samme blev tilfælle med henne. Hun kænte trang til at storgråte. Men ingen vilde gi efter for nogen slags vekhed. Hun stod ved vinduet og så ut; han gik op og ned. En lang, lang stilhed. I den tok harmen henne igæn. Hans tunge gang hørtes tråssig; tausheden var det også. Og det han nylig hadde sagt var skammeligt.

"Ja," sa hun uten å se inover; "du kænner nu vilkåret. Slike eventyr som det om Kristen Larssens gængangeri . . . taler du over; og du har ikke engang undersøkt dem! Akkurat det samme med paradiseventyrene; dem tror du ikke engang på, og fortæller dem likevel! Kan jeg ha agtelse for slikt? - Da er min bror en annen helt oprigtig kar! Kom mer du oftere til gutten min med de eventyr uten åsi, det er eventyr," - og her vændte hun sig, - "da slutter vort samliv, Ole. Ved gud, det er sant. Det skal aldrig nytte dig å ta ham fra mig ved det der." Hun gik mot ham: "Jeg gir mig aldrig på det, Ole!" Hun gik.

__________

Den samme søndag og til samme tid kom Kallem hjæm for at spise middag; den fallt hos ham noget senere æn hos svogeren.

Allerede gænnem køkkendøren så han Ragni med et stort forklæde på, som gik helt under haken, stå og skære grønsaker på køkkenbænken. Han tok av sig i gangen og gik in til henne; han hadde i den senere tid en stadig stigende angest, som han dulgte. Var det det hvite forklæde, som kastet blekt skær over henne, eller dampen av Sigrids stekning, - hun så da så forfærdelig dårlig ut. Og hun hadde bestæmt grædt? Det grep om hjærtet på ham. Hun så ikke op fra arbejdet, men sa: "Vi har fræmmede til middag." - "Vi?" - "Ja, Otto Meek, Karls far, har været her i formiddag og kommer nu til middag." - "Hvor står det så til med Karl?" - "Ikke bra. Ja, der kommer Meek!" Dennes svære hode i en skinhue sås over velstanstulippen; han var på andre siden gærdet; nu bøjde han in, Kallem ut imot ham. Dengang Meek praktiserte, hadde også han særlig strævet med brystsykdomme, altfor almene på disse kanter av lannet, og han fulgte Kallems arbejde i skrift og sykehus med årvåken deltagelse; Kallem så ham gærne komme. Mens han hjalp frakken av ham, sa han, at Ragni fortalte, det ikke stod bra til med Karl? "Nej, det gør ikke det." - "Hvad er ivejen?" - "Ja, det var det, jeg rejste in for," svarte Meek. - "De har talt med min hustru?" - "Ja." Bægge gik in, der var varmt og koseligt, og pianoet stod opslåt. Hadde hun spilt, da Meek banket på? Så kunde hun ikke være så dårlig, som hun syntes; han længtes efter at undersøke henne.

Idag var Meek mere tung og taus æn vanligt. "Nå," sa Kallem, "kom I så overens om Karl, De og min hustru?" Meek så lit forundret op på ham: - "De mener om å skrive ham til?" - "Ja, f. e. det. Der har jo - som så ofte været en kurre på tråden?" - "Ja," svarte Meek og blev sittende der taus. - "Kanske tror De, at jeg kænner til det? Nej, far, jeg vet ikke en døjt." Meek syntes mere og mere betænksom. "Jeg har sagt Deres frue, at hun burde si Dem det. Det er jo smukt av henne, at hun ikke gør det. Men dette begynder å ta en farlig vending." Hans tungsinte øjne så op i Kallems. "Farlig, siger De?" - "Ja; jeg må ta ham hjæm." - Kallem sprang op fra sin plass. Meek vedblev: "Det er aldeles til unytte, at han er der." - "Kære, hvad står på? Vil De, vi skal forsøke med ham igæn?" - Kallem tænkte sig muligheden av tilbakefall hos gutten. Meek så forskende på ham, næsten forfærdet. "Hvordan har egenlig Deres frue det?" spurte han. Kallem blev rød; det traf som et skud midt i hans egen hemmelige angest. "Hun fik en lej forkølelse, og den har hængt i; jeg trodde en stun, . . . vet De hvad? Kan ikke De undersøke henne?" Hans egen tvil var blét til visshed, hans hjærte slog, så han selv ikke kunde ha undersøkt henne. Meek blev ved at se på ham, og mere ræd blev Kallem. "Hør, vil De ikke undersøke henne?" - "Jo, naturligvis. De har ikke nylig gjort det?" - "Ikke helt nylig. Nej. Jeg vil nødig skræmme henne. Så sætter hun fantasien på det, og det er hos henne frygtelig farligt. Desuden var der noget annet . . . Men, nu skal jeg -" han vilde gå ut efter henne. "Har De kænt hennes far?" spurte Meek. Det isnet i Kallem: "Har De -?" - "Ja, jeg var fiskeri-læge deroppe." - "Hadde han -?" spurte Kallem åndløst og svælgte slutten. Meek bare nikket, Kallem tok sig med bægge hænder om hodet, skynte mot døren, kom tilbake: "Ja, De vil undersøke henne nu her med det samme?" - "Som De vil." - Kallem kom lemfældig in med henne, uten at hun hadde fåt ta forklædet av; varsomt drog han henne fræm mot vinduerne. Jo, hun hadde grædt, - og disse ringer om øjnene, denne magerhed, denne farve -! Hans forfærdelse så hun og tok fejl av grunnen. Derute i køkkenet hadde hun tænkt: nu taler de væl om Karl; nu får væl Kallem vite, hvad som er ivejen, så jeg ikke tar mot brev fra ham. Da hun nu så Kallems oprør, tænkte hun: er han vred, fordi jeg intet har sagt? Hun tålte ikke sådant, hun frøs og blev het. - "Kære, kære Ragni, - nu skal du la doktor Meek undersøke brystet dit." Var det dette -! Hun forskræktes svært, hun så på ham som et sykt dyr, der ber om at skånes. Men han bad igæn og begynte varsomt at ta det høje forklæde av henne; lydig som hun var, gav hun sig over til dem.

Straks på hele laget, på hvor han stanset og lyet op igæn, ante Kallem, at nu var noget forfærdeligt kommet til. Hennes forskræmte øjne søkte ægtefællens og øket hans egen smærte, - ante hun det selv? Eller var det bebrejdelse, fordi han lot en annen gøre dette?

Nu lå det store hode mot hennes rygg. På højre side, ja, . . . fortætning i lungetoppen? Hulheder i vævet? Han tænkte det værste, - og hun også; han så det. Visste hun kanske mer æn hun hadde villet si? Dulgte over noget, likesom han dulgte over sin frygt? . . . Gud, så kummerfullt spørgende søkte ingen øjne andres, uten i dødsangest! Den grep ham selv.

"Har De hostet usædvanligt i den senere tid?" Hun syntes usiker på, hvad hun skulde svare, og så bønlig på Kallem. Hennes hænder var skælvende, og det vilde hun skjule; Meek så det. - "Blir De meget mat, når De går tur?" spurte han. Atter så hun fortvilet på Kallem, som vilde hun be ham om forlatelse for det. "Får De straks åndenød?" blev den andre ved. - "Ja." - "Kænner De Dem til sine tider dygtig avkræftet, - ja, som om De vilde dåne?" I skrækkelig angest så hun nu på Kallem. - "Kanske har De fallt i avmagt?" - "Ja." - "Har du?" ropte Kallem. "Ja, idag," skynte hun sig, hun bævet. - "Var det efter jeg hadde talt med Dem?" - "Ja; - for så vilde jeg få lit frisk luft og -" tårerne trængte fræm med ordene.

Meek væntet en stun. "Når De hoster, - ja, da kænner De ondt her?" - han pekte på højre kraveben. Hun nikket. - "Har De nogentid sét på det, som De får op?" Hun svarte ikke. "Har De aldrig gjort det?" - "Jo, igår aftes." - "Og da?" - Hun taug, hun stiret på gulvet. - "Var der blod i det?" Hun nikket, tårerne trillet, hun torde ikke mere se op.

Kallem stod målløs. Meek spurte ikke mere. Hun ordnet sit toilette, Meek rakte henne stiltiende et tørklæde, som hun hadde tat av, da undersøkelsen gik igang. Og mens hun sat hjælpeløs og puslet med at få det på, syntes Kallem at hu ske noget, han skulde hente på kontoret. - Han blev borte med det samme. Hun forstod hvorfor, og en stun mistvilet hun om, at hun kunde rejse sig, og kænte det som skulde hun atter besvime; men tanken på ham derinne i kontoret overvant magtløsheden, hun vilde til ham. Derfor bad hun Meek unskylle, rejste sig og gik mot spisestudøren og gænnem den vidre. Også hun blev borte.

Meek væntet først et øjeblik, væntet længer - og ænnu længer. Så gik han ut i gangen, tok på sig tøjet, varskudde in køkkendøren, at han måtte gå; bad hilset.

Sigrid søkte dem i stuen, banket på til kontoret, fik intet svar, lyttet, åpnet likevæl. Kallem lå på sofaen, Ragni knælte foran ham og op til ham. Sigrid mælte sagte, at maten var færdig, og at doktor Meek var gåt. Ingen svarte, ingen så op.

Kallem og Ragni hadde troet til nu, at den dag Ragni rejste til Amerika var den værste, de hadde levet; både i brev og muntlig hadde bægge sagt, at de følte det som skulde de dø. Men døden er annerledes; den er ikke som noget annet. Det lærte de nu. -

Efter denne dag fulgte en lang tid med kamp uten håp, fortvilelse uten ord, og den innerligste kærlighed uten glæde. Ragni hadde et og annet "at ordne", som hun gav sig stille ifærd med; hun hadde også adskilligt at skrive, og så ofte hun årket, var hun ved det. Skrev, slettet ut, - efter langt arbejde blev det hele kort. Men så længe hun holdt på med, hvad hun hadde foresat sig at få færdig, hadde hun det nokså bra; Kallem var forundret.

Selv hadde han tapt alt mot. Han så det værste for sig. Han kviet sig i længste laget for at ransake hennes expectorat; . . . han visste på forhånd, at da fant han tuberkel-bacillen, - den fiende, han hadde sat formue og liv in på at kæmpe mot. Den hadde overvunnet ham i hans eget hus. Men en dag måtte han til - og fant den. Han løp ikke fræm og tilbake i laboratoriet, han gråt ikke, han vred ikke hænder. Han bare forsøkte, om han kunde tænke uten henne; men det blev altid at tænke henne. Fra første stun de møttes - alle smådrag, de umærkeligste bud fra hennes ynde og begavelse, hennes svakheder likemeget som hennes tause poetiske kærlighed, han levde det op i samme glæde og smærte; det var alt like kært, like umuligt at miste; - utallige hændelser fulle av lune, varme, frygt, skønhedssans, hengivelse i øjeblikket; de så alle efter ham som øjne. Hvor skulde han hen, hvad skulde han vidre ta sig til? Hun var også i alt hans arbejde. Hennes portræt fra tredje året i Amerika stod der på kanten over gruen; det var i sin tid kommet som første avtryk av, hvad hennes åndelige fræmgangsliv hadde formet i åsyn og øje, en skøn stadfæstelse av, hvad han anet, da han sendte henne derhen. Fra portrættet søkte nu som altid hennes øjne hans; det smil i dem hadde under væntetiden hat alt godt i vænte for ham; - og hvad hadde det derved ikke været for ham? Nu strømmet minnerne til det fra deres første gænsyn, første ord, første forlegenhed ved det fræmmede, som var kommet til, første hele, fulle gænkænnelse, første omfavnelse . . .

Bare for at sige, at nu sluttet alt. Også alt, han hadde tænkt og gjort i samliv med henne; glæden i det, ævnen, troen. Hvad i al værden var hændt? Nej, han måtte engang tale med henne om det; der var noget, hun gled unav for? En uforsigtighed, som hun ikke turde bekænne? Hvad kunde det være? - Men han måtte ikke trænge på.

Så en dag han kom hjæm, fant han henne ikke nedenunder. Og se, da han kom op, lå hun! Hun rakte sin hånd ut - hvor var den blét mager! - og fæstet de store øjne på ham med et mat, halvdulgt uttryk: "Jeg har lagt mig lit," hvisket hun; - "bare for en stun." - Hun så ikke så dårlig ut; kanske fordi hun lå. Han satte sig foran sængen med hennes lange magre hånd mellem bægge sine.

"I alt dette," våget han, "er noget, jeg ikke er med i. Engang var jeg på fullstændig galt spor; men også siden har det gåt fortere æn jeg forstod, - av den grun, at jeg ikke var årvåken nok. Her er noget bakenom, en eller anden stor, kanske gæntat uforsigtighed, som jeg ikke hadde med i regningen. Kære, sig mig det nu; jeg får ikke fred." -

"Jeg skal si dig det. Jeg har just nu overlagt det. Dernere i min pult er nogen papirer; i første skuffe til venstre; de er alle for dig. De skal du læse, når -," hun avbrøt sig selv. "Siden," føjet hun til og trykket svagt hans hånd. - "Altså nu får jeg ikke vite det?" - "Jo, det, du spør om, jo. Jeg kom bare ikke langt nok." Hun bad om at lægges lit annerledes; han hjalp henne. - "Jo, du skal vite det. Det er bare for din skyll jeg har holdt skjult," - hennes øjne fyldtes "du min," - atter et svakt tryk og et smil. Han tørret tårerne av med sit lommetørklæde og lot det glide in under sine briller. Hun lå og så på ham og talte ikke; hadde hun glæmt det, eller tænkte hun sig om? Han bøjet sig ner mot henne: "Nu -?" spurte han; "du vil ikke si mig det?" - "Jo. Det øverste, du finner, det med Karls hånd, det kan du læse straks. Ikke det annet." - "Finnes det da i Karls brev?" Hun nikket, det var næsten ikke til at se; så lukket hun øjnene. "Nøklen?" hvisket han. "Den står i," svarte hun uten at åpne øjnene og slap hans hånd.

Han gik ner, åpnet skuffen og tok fræm det brev, som vi kænner, satte sig med det for at læse ordentligt.

Hans forfærdelse! Og hans harm, - og hans avmagt! Dette hadde han i tide ikke visst noget om! Han var oppe på gulvet og raset, han satte sig ner som lamslåt; - han la planer og forkastet dem, vilde søke op al værden og fortælle, at de løj. Han vilde bryte in i bedehuset en dag det var propfullt, stige op og anklage dem for det fejgeste, usleste mord, . . . og husket så på, at om Ragni var aldeles frisk, av sådant vilde hun ha død.

Selv levde han for at gøre mænneskene det beste, han kunde; og ikke én eneste en av dem var ærlig nok, taknemlig nok eller bare oprørt nok til å si ham, at han måtte værge sit eget eller sin hustrus gode navn, sit ægteskabs ære! Så megen dvask ansvarsløshed! Så stor og fri plass for dømmesyke og for ondskab i dette "kristelige" samfun! Nu forstod han sin søster: - denne bakvaskelse trodde hun på! Især forat tale med ham om dette, væntet hun på ham hin kvæll da han -! Og av harm over dette, som hun trodde fullt og fast på (hvad kan folk ikke tro om en fritænker?) fik hun "hvalen" halet like in på dem! Alle trodde, alle dømte, som ikke lot syv være like; - ingen rejste motstand, ingen kom!

Dette skulde Ragni ha for sin hjærtensgodhed mot Karl. Den hadde været så meget uegenyttigere, som hun alene med overvinnelse av sin natur fra først av gik til det, - og mangen gang siden også; først nu bakefter visste han om det. Han kænte ikke noget snillere mænneske æn henne! Hennes ejegode hjærtelag, det skulde de . . . ! Kæltringer, ansvarsløse salighedsvægtere, salmesyngende egoister, kolde bønnemakere! Han læste Karls brev op igæn; han fik så hjærtelig ondt av ham. Stakars, stakars gut! Hans kærlighed kom helt naturlig; hvad for en bra kar måtte ikke tilbe et mænneske, som folk gjorde så dyp uret for hans skyll? Guttens taknemlighed og beundring måtte så tilsist bli til kærlighed. Straks Karl kom hjæm, skulde han få komme dit, det skulde han! Og der skulde han være, til hun drog sit siste suk! Og Kallem skulde ta ham under armen, ham skulde han ta og ingen annen . . . den forfærdelige dag nærmest hennes kiste! Han kastet sig på sofaen og skrek. -

Kanske hadde han været for optat av sit; han skulde mere ha omgåts folk, mere ført henne ut iblant dem, så var dette aldrig sket. Ingen, som hadde fåt stadigere intryk av hennes sjælsrene godhed kunde ha våget, . . . skønt hvæm vet? Dogmeblinne vanedyr ser ikke.

Sigrid kom løpende, fruen var blét så syk, et hoste-anfall. Han tok stuerne, gangen, trapperne i ni-ti byks; anfallet var over, da han kom; men hun lå i sved, og så mat, så overgit, at hun sikerlig var ved at dåne. Det, hun hadde fåt op, var grønagtigt, adskillig blodblandet, - han kænte det. Han forklarte sig, at han var blét for længe borte, hennes spænning var vokset, hun var blét het, hadde blottet sig og så . . . Hun lå med gænlukte øjne og han hjalp henne til at få sove. Efter dette forlot hun ikke mere rummet.

Han gik like ner fra henne til skrivebordet og fortalte doktor Meek, hvad som var hændt, og uten at inlate sig på noget, sa han: "Er Karl kommet, så ser vi ham vel snart. Jeg kænner nu alt."

Han var ute efter en våkekone og straks han kom igæn atter oppe hos henne; hun hadde det lettere og sov, og da hun ænnelig vågnet, var han den, hennes øjne møtte. Han hjalp henne, gav henne drikke, kærtegnet henne, og spørsmålene i hennes øjne svarte han på med at kysse hennes magre hånd, mens det bævet om hans mun, og tårerne dugget brillerne.

Men de talte om helt andre ting, - om at hennes søster ikke kunde komme, om at han selv hadde hentet Sissel Aune forat våke hos Ragni; hun var den beste til det, som han kænte, og hun var dem hengiven. Ragni nikket sit samtykke. De blev ved at se på hværandre som de gør, der ikke mere kan bli mætte. Og bægge tænkte på, hvad nu bægge visste, - årsaken til, at hun nu lå der. "Stakars Karl!" hvisket hun. "Stakars Karl," svarte han.

Han måtte rejse sig, lot som der var noget han hadde glemt dernere; der var jo altid et påskud.

Hadde han ænda kunnet få tale med henne! Men han turde ikke, - og han fik heller ikke stunner til at være alene med sig selv. Han fik såvidt gjort visitter på sykehuset og ta mot en del besøk; alt annet frasa han sig forat sitte hos henne.

Som han syntes, det var grusomt, at han hadde git folket sin formue og sit arbejde, og de svarte ham med at myrde hans livslykke! Hvad er det for mål, folk har at måle med, når de ikke bare ved at se henne kan fatte, at hun er den fineste, reneste lille person iblant dem, - dette uforklarlige blev han aldrig kvit; deres blinhed var ham for oprørende. Fra dem, han kænte, sluttet han til de fleste; - et jævnt middelsfolk, hyggeligt til dagligt, ingen utover grænserne, forstår sig; alle var de kirkefolk, mange bedehusets også, pastor Tufts livvagt. Av de siste hadde han truffet flere, også skikkelige, forsigtige mænnesker. Likevel så ansvarsløse i sin dom, så kærlighedsfullt grusomme, - lutter fejlfri mordere.

Ikke én at gå til og ta i strupen: "du er det; du skal stå mig til regnskab!" alle og ingen. Blide medvidere, ælskelige medskyldige. Én var der, som skilte sig ut fra de andre - Josefine. Josefine hadde ikke funnet det op; det lå ikke for henne. Men vel at tro, hvad som var funnet op, når det galt en, hun hadde mot. Med iskold taushet lot hun så de andres onde tro være hvad den var - eller vokse. Som hans hjærte nu fyldtes av harm mot henne! Skønt hun utvilsomt ikke var ophavsmannen - han måtte altid gænta det, hun hadde næppe tat bakvaskelsen på sine læber, hun var for fornem til det -, Josefine hadde det største ansvar for dette mord! Han var overtydet om, at så lite kristen hun var i sig selv - den kristelige dogmesyke hadde også i henne følt sig fornærmet over det lille mænneskes vantro, over at en så fejlfull person våget at komme og forkaste deres tro. Derav den overvættes "retfærdighed", som dræpte så sikert og velmenende.

Men såvidt var han i slægt med henne, at de dypeste ilinger av hævnlyst også drog gænnem ham. Også han kalte dem "retfærdighed"; og han hadde ingen anelse om, at han løj. Ikke når han sat hos Ragni følte han slikt; bare ved sit nærvær gjorde hun ham god. Der blev han, når disse tanker kom på, frygtelig bevæget, kramet hennes hånd, strøk henne over pannen, så i hennes øjne, hjalp henne, - til han måtte gå; ellers hadde han knælt ner og rent git sig over.

Den staute Sissel Aune sat der nu; hennes mørke øjne våket med forstandig ro, og vændte sig stundom fulle av deltagelse på ham. I henne hadde han nærværende alle dem, han hadde været noget for, og som vilde ha hjulpet, om de nu kunde. Aase eller Søren Pedersen kom listende til køkkenet hvær morgen for at vite, hvordan det gik, og eftersom tidenden spredte sig, flere og flere, alle stilt og deltagende. Sigrid kunde selv så vanskelig gå op til fruen for gråtens skyll. Men kom likevel, når slikt hændte - som f. e. at oberstinne Bajer stak in en vaker potte-blomst, hun hadde ælsket op gænnem vinteren og som hun holdt under kåpen i den strænge kulden; den måtte sættes op til fruen og stå, så hun fik se den. En pige, som hadde fåt et barn, som Kallem hadde frelst under en hård sykdom (den samme pige, som så Kristen Larssens genfærd!), hun ejet også en blomst, en eneste én, og da hun hørte om oberstinnens gave, kom hun med sin. Potten, den stod i, var svært simpel, men likevel. - Uten slikt hadde Kallem ikke holdt det ut.

En dag han hadde været i sykehuset, fordi noget stod på, og i tanker kom tilbake i gangen, så han fremmed rejsetøj hænge der. Før han selv tok av sig, åpnet han stuedøren; der stod henne ved vinduet mot verandaen Otto og Karl Meek. Karl vændte sig først, kom og kastet sig om Kallems hals. Han så dårlig ut og hadde noget uroligt, næsten forvirret. Hans lange hår var i uorden, hans ovale ansigt, så stort i sig selv, syntes at være blét større, øjnene i det brænnende, smægtende med en magt, som Kallem ikke kænte til. De slap ikke hans egne. En bøn i dem om overbærelse, en historie om stor smærte, fulgte efter ham, hvor han gik. Karl kunde ikke styre sin bevægelse, ikke være rolig, og da Kallem også måtte tale med far'en, gav Karl sig til at se sig om, være henne ved flygelet, stryke hånden henover bordene, fingre ved blomsterne, blade i noterne, - gik så ut i spisestuen, in i kontoret, var der alene, derfra ut i køkkenet til Sigrid, og derute blev han. Kallem så sig gæntagende om efter ham; doktor Meek la mærke til det og sa: "Alle vi Meek'er har stærke følelser. Vi har prøvd å tæmme dem; men han der, han kan ikke tæmme sine; de stænges in på den ene kanten for å bryte over på den andre." Karl kom in meget forgrædt; Kallem ønsket ikke, han skulde op til Ragni; i hvært fall måtte der væntes, til han blev roligere. Selv forsikret han, at deroppe blev han straks rolig; han bad innerlig om å få se henne; men det hjalp ikke. Hele det døgn kom han der ikke, kvællen var værst for henne, så hun ikke engang fik vite, han var der.

Næste formiddag, hun var flidd, varskudde Kallem henne om, at doktor Otto Meek var kommen til byen og hadde været der igår og spurt til henne. "Æn Karl," sa hun. Jo, Karl hadde været med. - Hun lå en stun uten å si noget. "Der nere fra må jeg kunne høre, der spilles." - "Ja, når stuedøren åpnes; men er det værdt -?" Gangen var varm og avstængt; gænnem den blev rummene ovenpå luftet, forsåvidt var intet ivejen. "Men tror du, at du tåler musik?" - "Jeg længes efter musik," svarte hun. Sissel Aune så på doktoren; hun trodde vist ikke, at det gik. "Karl får ikke lov å hilse på dig?" Ragni lå og foldet laken-snippen med den ene hånd; i den andre holdt hun lommetørklædet; hun svarte ikke, det var henne åpenbart imot. "Men doktor Meek får vel hilse på dig?" - "Det kan ikke ungås?" Kallem ønsket, han skulde se henne. Opover dagen kom doktor Meek, og Kallem fortalte ham det hele. Karl bad så ydmygt, om han ikke kunde få stå bak de andre ved døren? Han skulde ikke si et ord, ikke gøre en bevægelse, og straks gå igæn. Kallem syntes synd i ham og kunde ikke nægte det. Han gik først in og mælte Meek, og så kom denne. Doktor Meeks svære rygg dækket Karl, som stillet sig ved døren. Ragni lå med hodet fravendt dagen, altså mot døren. Hun så ikke Karl, men han fik et glimt av hennes avmagrede, hulkinnede åsyn, av feberroserne og de tørre læber; øjnene lignet i deres glans lange nød-rop. Tærende tørst, som plaget henne nat og dag, gjorde, at også Sissel fra den annen side kom halvt foran henne for at støtte og læske.

Meek spurte om et og annet, hun svarte adspredt, men hun skottet ræd på bægge sider av ham; ante hun, at Karl var der? Senere flyttet hun sig, og Sissel gled bort igæn; da kunde hun ha set Karl; men da var han gåt.

De fant ham senere i stuen sammenkrøpet, fortvilet. Men han bad om at få være der, om at få sit gamle værelse igæn; - selv om han ikke mere fik se henne, - han kunde ikke være derifra. Kallem turde ikke nægte ham det; far'en syntes også at ønske det. Noget ved hans hele tilstan ængstet dem bægge.

Næste formiddag spilte Karl; døren stod åpen dernere, hos henne stod den på gløtt, det klang avdæmpet og smukt. Han hadde gåt fræm i at spille; stykket kænte hun ikke; men det tok henne; hun bad ham hilset, at hun var taknemlig for det. Han spilte senere et til, næste formiddag spilte han også. Det ænte med, at han måtte få komme op og hilse på henne. Karl lovde at være stille, å så stille, og bare at bli der et øjeblik. Alt i gangen tok han på at gå på tæerne og gled in som en skygge. Likevel hadde han den største møje med at bli herre over sig selv. Men straks han stod under hennes øjnes magt som i gamle dager, følte han, hun var ræd ham, og at hun helst vilde, han skulde gå igæn. Dette stæmte ham ner; han stod der som en forknyt bøn om at få bli. Hun kænte ændringen i ham, Kallem tok hennes hånd, og hun stilnet av. Jo længer han stod, jo mere synd syntes hun i ham. Han hadde lit, han var en god gut, hun prøvde at smile, ja hun gav sin magre hånd ut. Karl så på Kallem og tok den ikke, ej heller gik han fræm; men bevægelsen stormet på, og som for at døve den, hvisket hun: "Gode Karl!" Han gik.

Efter dette besøk var han stille og hensunken, som grunnet han over et forsæt. Han talte sjeldnere med Kallem, slet ikke med nogen annen. Hvær formiddag fik han være med op et lite øjeblik; spilte for henne der nedenfra, gik hele dagen for sig selv.

En formiddag han atter spilte, hørte hun på de første anslag, at dette var noget av ham selv. Et par ganger før hadde han git små stubber, hun skønte var av ham; nu fulgte han ny mønstre; det særegne ved hans begavelse led under det. Dette ny stykke var tilsprang til noget større, en vill inledning, lidenskaber i storm, - gud, dette skal vist være ham selv? tænkte hun. Langt inni brusen blev det stilt, og da sprang en melodi fræm, troskyldig og væver; mon ikke den skal være mig? Så begynte det at skrike og ule omkring denne fredsæle lille melodi, - nogle takter melodi og flere takter jammer og skrik, det første tema bruste og sprøjtet in over det andre, naturlig gjort, - altfor naturlig, for det blev uimotstålig komisk. Hun måtte værge sig for ikke at le; hun tålte intet sådant. Hun så på Sissel Aune for at be henne skynne sig ner og få slut på det; men Sissel Aunes kloke ansigt var selv så forundret over disse naturlige skrikene, - kære, kan folk skrike i musik også? Den siste forgæmte rest av Ragnis gamle lystighed brøt løs i et par latter-støt, et par til, - og så hosten! Atter hosten, og atter og atter, et værre togt æn hun hadde hat til denne stun.

Karl hørte gænnem musiken, at det nidringet i køkkenet; han hørte Sigrid storme op trapperne og straks efter komme tilbake, ropende på doktoren. Karl visste, han nætop var gåt op i sykehuset, løp selv avsted uten hat og frak, fant ham ikke straks, så de kom ikke tilbake, før det var stanset. Mer æn alminnelig blod i hosten, Kallem svært skræmt, det så Karl, som var fulgt efter op uten selv at vite av det. Han drog sig også straks tilbake.

Længer op på formiddagen blev rummet luftet, og Kallem var der fræmdeles; da kom Karl utenfor og hørte ham tale; så våget han sig til at kike in. Ragni lå mat hen, men Kallem hadde nætop spurt, om hun ikke nu kænte sig lettet? Hun så et skimt av Karl, av hans store forfærdede ansigt. Hun husket, hun hadde lét ham ut, og hun hadde av Kallem hørt, han i sin angest var løpet efter ham uten hat og frak. Da gjorde hun tægn til Kallem, at Karl kunde komme in. Hun smilte mot ham, løftet ænog lit - rigtignok lidet - på hånden; var det for at takke? Han våget sig nærmere, idag vilde han ta den. Han vilde mere, han vilde bøje sig over den; der skøt noget op i øjnene. Kallem, der stod på hennes højre side, så det, så tillike, det var den hånd, hun holdt lommetørklædet i, han vilde bøje sig nerover, kanske kysse, skynte sig: "Gør ikke det, Karl!" - Karl rejste sig også igæn og så på dem bægge; men atter skøt dette unnerlige op i hans øjne, og i et blink var han over både hånden og lommetørklædet og kysset bægge. Før der kunde siges noget, var han oppe og stod som han vilde slås, eller som han hadde utført en stor dåd. Ragni lå med et par øjne uten håp og forstan, hans krigerske holdning, hans høje forsæt fattet hun ikke, men så meget sikrere hans forfærdelige uberegnelighed. Karl var ute av døren.

Hvis han vilde dø med henne, var det en fejlregning, som under andre omstændigheder kunde falle morsom, især når huskedes, at hun selv nætop var stælt efter sit anfall og lommetørklædet nyt. Men Kallem tænkte bare, at det, man lager til på det beste, gør gale folk om til det værste; hun var blét skræmt.

Så snart han kunde, gik han forat finne Karl. Denne stod nætop i sine ytterklær forat skynne sig ut. Men Kallem ropte: "Hvor vil du hen?" Karl svarte ikke, han var i oprør og vilde ænnelig avsted. Kallem drog ham innenfor, stilte ham op foran sig og så riktig på ham, la så armen om hans hals. Da brast Karl i gråt. Han var et umuligt mænneske, klaget han, tilovers og færdig før han begynte, han duet ikke til noget. Kallem kunde længe ikke få et ord in; ej heller vilde han vite av trøst, hans elendighed og uværdighed var for stor, han var også aldeles uten begavelse. Hans siste komposition, vokset op av hans eget liv som ingen annen, det sanneste, han kunde få istand, hadde han spillet i formiddag, og da syntes den ham komisk, frygtelig komisk! Å, hå, tænkte Kallem, er det dette, som er i vejen?

Og det var det. I hennes nærhed fik han også uvilkårlig hennes dom.

Kallem skønte, hvad det var for en fejltagelse at la ham komme hit; han tænkte med skræk på, hvad Ragni i sin tid måtte ha ståt ut med ham. Han hadde nu selv ikke liten møje med at holde ham i likevægt.

En dag sa han til henne, - hun spurte just efter Karl: "Du har nok hat mere bry med ham æn jeg fik vite?" Hun lukket øjnene, åpnet dem igæn og smilte.

Karl kom ikke mere op til henne, bad heller ikke mere om det. Under al sin selvpinsel kunde han ikke spille; Kallem måtte virkelig true ham til at få høre et par av hans egne små-stykker. Dette skete for lukte døre; men Ragni hadde likevel hørt det og sa til Kallem, at det var bra, hvad han også selv syntes. Herover blev Karl atter glad; i al stilhed vændte en del av hans selvfølelse hjæm igæn - og lit efter lit blev han ælskværdig.

Straks Kallem fik det stilt omkring sig, kom hans tur. Hans mandige kamp slog ikke altid til, og Karl fik ænnelig en følelse av, at her var andre, som led æn han, og også andre at ta sig av. Og nu slog han helt om, levde udelukkende for Kallem, både va'r og opfinsom. Et trøstemiddel, som aldrig slog fejl, tok han oftest til: at tale om Ragni, intrængende skildre henne. Han kunde gi fint billede av det egne i hennes ævne eller væsen; han kunde kunstnerisk tægne en handling eller et ord av henne, og den forgudelse, han styret det ut med, trængte nætop Kallem til, han trængte til medfølelsens lysende varme, for han sank med hennes tiltagende avkræftelse. Hun kunde ikke holde hodet på puten, det gled til den ene eller andre siden, hennes øjne hadde noget oversanseligt, som tok alt, hun så på, op i forklarelse; hennes tynde stemmeløse læber stod åpne i åndenød, hun lignet, der hun lå i sit hvite rum, mellem hvite laken i hvit dragt, noget, der gispet fjærløst i et forladt dun-rede. Ofte, når Kallem kom derifra, fordi han ikke kunde styre sin sorg eller blev for træt, var det Karl, som fik ham til at hvile, eller som fant det rette ord eller ænog lit efter lit flyttet ham over i ænneløs sang om henne.

Hun kunde så lite tale, hadde heller ingen lyst; men det, hun sa, tydet på, at hun ikke et øjeblik tok fejl av sin tilstan, - som andre brystsyke plejer. En dag gjorde hun tægn til Kallem, han skulde bøje sig dypere ner. "Kristen Larssen," hvisket hun; "i kroken der." Så smilte hun og føjet lit efter til: "Nu er jeg ikke ræd ham." En annen gang lot hun Kallem budsende bare for at si: "Du må ikke ha mot nogen - for min skyll." Hun nævnte intet navn. Kallem trykte hennes tynde hånd, hennes øjne fløt om ham i en himmel av godt. Stundom prøvde hun at lægge et smil til, som hun ikke længer ejet. Dersom hun så hans tårer, vinket hun ham ner og stak sine fingre in i hans hår. Engang han i denne stilling takket henne fra første møte av og til nu, - prøvde hun at lugge ham; han skulde la slikt være.

Siden blev der næppe talt mere mellem dem. De førte øjnenes og håndens sprog. De var sammen i hværandres smærte og ejet intet, som var usagt. Den taknemlighed, de følte, den gru, de hadde for at skilles, slog ord heller ikke til for. Stunnen kom.

En eftermiddag hørte de Sissel ringe, ringe, ringe. Sigrid styrtet op, Kallem, Karl; den siste blev stående utenfor. Han hørte, der var hoste-togt igæn, et forfærdeligt. Han forstod ikke, at hun hadde så mange kræfter igæn; hvert hoste-tak rev ham i hans bryst, skar ham, brøt ham; hennes smærtestøn in imellem tvang sveden fræm på ham, han kunde ikke lytte, og han turde ikke gå fra. Dette måtte være hennes siste stun. Han hørte Sigrid gråte, han hørte henne sige: "frue! frue!" - og straks efter: "hun dør!" Da åpnet han døren. Det første han så, var blod, og så fik han ondt og segnet om.

Han fant sig igæn på sin sæng; Sigrid sat der foran og gråt. Dette var det første han fattet; så husket han det andre og spurte: "Er hun død?" - "Doktoren tror, nu sker det snart."

Senere fik de komme in, bægge to. Hun lå i sængen som hun sov, hvit som lakenerne, hun lå imellem. Kallem holdt hennes hånd; de kommende så ikke hans ansigt, men undertiden et ryk i skuldrene, og de hørte ham stønne. På andre siden stod Sissel. Hvor det var underligt at se slike grader i smærten. Skønt hennes stærke åpne ansigt hadde megen medfølelse, - det var en fremmeds; i en mils avstan fra Kallems stumme fortvilelse så hun på det. "Er hun død?" hvisket Sigrid. Sissel ristet på hodet. Og Ragni hørte spørs målet; hun så op. Ut av sin allersiste ævne vilde hun ænnu engang gøre dem godt ved at prøve - en kan ikke si at smile, for det årket hun ikke; nej - sende dem et bud. Sigrid og Karl fik det; men hun flyttet det straks over på Kallem. Lit efter var hun død.

De andre gik; ænnu sat Kallem.

Han kom ner og fant ingen. Karl var gåt på sit rum, Sissel og Sigrid sat inne i den sistes. Køkkenet stod tomt; tomme stuerne, tomt kontoret. Han hadde lovet henne at læse noget fra henne, - ja, det lå under Karls brev påskrevet "siden". Men han kunde ikke, og næppe så længe hun var i huset. Han stillet sig hen ved hennes bokhylle og så in i den - et billede av henne, den med. Hvor ofte han hadde gjort det, og smilt ved at læse boktitlerne. Hans øjne faldt nu på ryggen av "Vildanden" ved Henr. Ibsen. Høj som han var, kunde han se den såvidt ovenfra, at han syntes, der var et glip mellem bladene på slutten, derfor drog han boken ut. Tænk, hun hadde klippet ut av den de blad, som Hedvigs sørgelige historie går til ænne på, der hun skyter sig, og hvad som da følger. Klippet det ut; det skulde ikke være hændt.

Intet kunde ha grepet ham stærkere. Han kastet sig ner over sofaen i gråt som et mishandlet barns. Naturligvis, hun var for fin og for ræd; den værden, vi kæmper i, er ænnu for rå; den må bli bedre, før slike kan leve med. Hun prøvde, om hun ikke kunde klippe ut av den det, hun ikke likte; men det var nok hun, som blev klippet ut.
11.

Den søndag, kampen stod om lille Edvards undervisning, hadde han i nogen dager hostet; om kvællen var han ikke bra, så han blev holdt inne.

Han kom ut igæn om et par dager, og nu syntes han nok så dygtig; men en kvæll var han atter het og grætten med tørhoste, de nærmeste dager blev han holdt inne. Han, som var vant til friluft, blev grinet og tapte matlysten; Josefine strævde dygtig med ham og var tilsist stræng. Da sutret gutten og vilde over til bestemor; det fik han ikke lov til. Men da så bestemor kom over til ham, slog han sig vrang og strøk in til sin far. Derfra kom han tilbake gråtende; han hadde ikke fåt lov til at dra bøkerne ut av de nederste hyller og bygge hus med.

Så tilsængs, het, sint; klaget over at det slét og holdt igæn i højre side av brystet, når han hostet, hadde om natten feberanfall, deri han talte over sig; Kristen Larssen var efter gutterne med en stor sæk, han skulde bære dem til helvete.

Josefine kurerte på ham med terpentinomslag o. s. v.; men om morgenen, da præsten så op, bad hun om, at doktoren måtte hentes.

Kent var deres huslæge; han kunde ikke komme før mot kvællen, og da fant han, at gutten hadde brysthindebetændelse i højre side. Hvad Josefine hadde gjort var rigtig; selv ordnet han diæt, gav mikstur for hvær annen time og sa, at hvis feberen tiltok, så temperaturen nogen gang kom over 39Å», måtte han kalles.

I de følgende dager bedredes gutten, spiste noget, hostet mindre; temperaturen ingen kvæll over 38Å». Gud ske lov!

Så liten faren hadde været, både Tuft og Josefine kænte den som et sakte tryk på skuldren av en usynlig hånd. Derved vændtes deres åsyn langsomt mot hværandre, og de søkte lejlighed til at tale sammen - rigtignok bare om barnets tilstan; men noget i røst og væsen bad om forlatelse.

Hosten og holdet i siden tok av, gutten bedredes tilsyneladende efterhånden; men matlysten var ikke rar, daglig nogen feberhede, derfor vokste ikke kræfterne. De køpte ny leker til ham, som moret ham første dagen; men kedet ham den andre; eventyrene, som far og mor skiftevis fortalte, hørte han på uten spørsmål; bestemors besøk ænset han slet ikke. Så blev han undertiden het og frøs bakefter. Kent var især urolig ved at termometret steg mot kvællen; han begynte med kinin, la også en spansk flue. Josefine hadde ikke været fra sængen og tålte ikke høre tale om avløsning; ej heller likte gutten, at andre kom ham nær.

Men det blev bedre, og præsten sa en kvæll, de sat sammen efter termometer-målningen: "Vi slipper nok med skrækken, Josefine." Hun så på ham, han gav hånden ut; hun la såvidt sin i den; men syntes skamfull ved det og drog den tilbake.

Doktor Kent hadde sagt dem, at fru Kallem var svært syk; hun forlot ikke mere sine rum ovenpå. Av andre hørte de senere, at det var tæring, hun led av, de spurte hvær for sig doktor Kent, som sa, at det ænog var galopperende tæring.

Præsten nævnte intet til Josefine; men til Kent sa han, at dette vistnok var en lykke for hans svoger; kanske vilde han nu bli en fri man og på det svinge sig højere op.

Josefine tok det annerledes; det så han derpå, at hun slutter sig helt inne i sig selv; han fik bare såvidt nogen ord av henne nu og da.

En eftermiddag længere tid efter, da hun lå på sængen og grunnet over, hvordan hennes bror vilde ta det, hvis Ragni fallt fra, - så hun ham. Hun tænkte først intet ved det; men det blev så overvættes tydeligt. Hun så ham ligge så lang han var på en sofa i hans kontor, hun så hele rummet, dets gardiner, bokhyller, bøker, pulten, to bord, en stor lænestol, flere opslagne bøker, beskrevne papirer, arkvis ved siden av hværandre, . . . hun så hvært blad, hvært gran og ham selv i en brun klædning, hun ikke kænte. Men kontoret hadde hun ikke været i, siden det blev møbleret, og disse møbler hadde hun aldrig sét, ej heller gardinerne, ej heller tæpperne; men tvilte likevel ikke om, at det var som hun så det. Til hvær annen tid vilde dette ha gjort et sælsynt intryk; nu slugtes det aldeles av, at hun så ham; ti han var blét så uttæret av sorg! Jo nøjere hun så på ham, jo værre blev det. Ja, hun så ham i slik fortvilelse, at intet før i hennes liv, ikke engang far'ens død, hadde tat henne som dette nu tok henne. Hun så ham kaste sig rundt og storgråte, hun så ham holde hænderne sammenflettet foran sig, hun så tilsist bare ham, øjnenes jammer under de buskede bryn og briller, og et stort øde omkring ham . . . Hun vågnet av det i kold sved, og med en mathed som kunde hun ikke røre en hånd. Siden levde hun under trykket av en uklar frygt; den tok søvnen fra henne. Var det hennes bror eller var det gutten, det galt? Lille Edvard lå her ved siden av henne i åndenød og hoste likesom en langt fraværende. Hans høje panne syntes ubeboet, hans øje aldrig hos nogen; hans hænder ikke længer småguttens ru næver, ikke livets. Hun skynte stundom bort til ham for at få ham hjæm til sig om bare i et øjekast. Åja, det kom så vidt; men du himmelske gud, - hun skulde da væl ikke miste ham? I denne lidelse kænte hun sin brors igæn, kænte sig hværgang sammen med ham. Guttens skæbne blev knyttet til Ragnis. I våkne nætter og bange dager ballet hun det så uopløselig in i hværandre, at bægge syntes henne under én bestemmelse.

Til nu hadde hennes gudsfølelse nærmest været frihedstrang og en aldrig svigtende sandruhed. I angesten blev den til skæbne, ubøjelig, mystisk skæbne. Hvær ting skræmte; hun så tægn og bebudelse. Gutten syntes bare at kunne ligge på den syke siden, ellers smærtet det, så han jamret, . . . og hvær gang hun skulde hjælpe, var dette henne uforståeligt. Hun støttet ham op med luftputer, han svarte med hjærteskærende bøn om at få være i fred; hun visste ikke længer, hvad som var ret eller rangt. Hun måtte ikke engang komme nær hans ben, han vilde helst ha knæerne bøjet og det ene knæ i en viss stilling ovenpå det andre, . . . uforklarlige infall, der skøt henne tilside som overflødig eller ænog besværlig. Betød det, at hun skulde vænne sig til at forstå, at hun i grunnen alt var ivejen?

Dette måtte tilsist slite henne op. Alene angesten fra siste gang hun rørte ham, til næste hun måtte til igæn, hadde været nok; men tankerne, hun la i det, gjorde henne gal; hun talte til ingen om det. Dette med benene forekom henne især så fortvilet mystisk i sin urimelighed, at hun derigænnem blev ræd hele gutten; han var ikke længer hennes. Først sent og tilfældig kom hun til at opdage hævelse omkring anklerne. Det hadde hun altid hørt var begynnelsen til ænnen; hun kunde knap vinde sig ner trapperne til kontoret, der præsten sat i en røksky. Han så henne blek, forfærdet i hennes hvite natdragt. "Kære hvad står på?" Han hørte det, fulgte med og så på hævelsen, han også, la sig på knæ foran sængen med hodet over sine hænder; han bad. Den vesles korte overfladiske åndetak, det glinsende, men dypt likegyldige øje, han så på sin far med, skrek til henne over far'ens hode. Hun vilde ha bedt, hun også; men gutten skøv i det samme far'en fra sig med hånden; han tålte ikke tobakslugt. Dermed skøv han henne væk fra bønnen.

Doktor Kents lune smil, hans stille, trygge dom, at sykdommen var den samme, som da han første gang opdaget betændelsen, intet værre var kommet til, hævelsen skrev sig vistnok fra den uheldige stilling med knæerne, - lettet dem, så Josefine gråt av glæde. Han undersøkte urinen, og dette stadfæstet, hvad han hadde sagt.

Den nat fik Josefine sove mer æn på længe, men likevæl følte hun sig mattere æn før.

Atter gik en tid; så kom præsten en kvæll op med doktor Kent i en viss højtidelighed. Josefine lå påklædt på sængen, rejste sig i sæte for at stå op, men blev både av Kent og præsten bedt om at lægge sig ner igæn. Doktor Kent fortalte, at dagen forut var fru Kallem død. Bægge mæn så på Josefine; hun lukket øjnene. Aldeles stilt en stun. Men ved gæntagne rykninger i hennes åsyn, skynte Tuft sig: "Under disse omstændigheder er det bare bra for Edvard, Josefine. Han tar sig det naturligvis nær nu; men siden vil det bli bra. Han vil vokse på det." Josefine vændte hodet bort. Øjnene forblev lukket; så brøt gråten fræm.

I det samme følte han, at han hadde sagt noget inlært noget; ja, at han hadde gjort sig skyldig i råhed. Under guttens sykdom og i denne tids angestfulle samliv var han ændret. Disse ord fra en tidligere tilværelse, - fordi de fallt i denne stun og på hennes brænnende smærte; fordi de fallt over deres eget syke barn, - tok selvstændigt liv, blev hans tause følge, "var sendinge fra gud".

Intil disse ord fallt, hadde Josefine i stilhed bedt, når præsten bad; siden gjorde hun det ikke. Hun følte det, som da han i førstningen av deres samliv var umåtelig og samtidig vilde ha henne til at synge med. Dengang mærket han intet, nu følte han det straks. Men nætop derfor måtte han ha samfun, fræmfor alt ha det i bønnen for sit syke barn. Så vændte han sig til vænnerne i bedehuset; dem var han siker på. Disse dagers smærtelige opgør, hans frygt for guttens liv, hans glædeløse, såre kærlighed samlet sig i et stærkt utbrud, han bad dem be med, han stormet guds forbarmelse: måtte han bare finnes værdig til højere samfun med gud, da var ikke prøven for hård.

Han skinnet av trosmagt, da han kom hjem og fortalte. Når det stærkeste i ham møtte op, var han som få; men det vilde så sjælden til.

Josefines tilstan blev betænkelig. At unvære frisk luft og jævn søvn uke efter uke og tape matlysten på det i uavlatelig spænning, holdt på at knække dette kærnesunne mænneske. I hemmelighed talte Tuft til Kent; men her var intet at gøre, når hun selv intet vilde.

Mens han våket over hvær bevægelse av henne, måtte han mot sin vilje en dag meddele henne, at Ragni ikke skulde begraves her, men ved nærmeste lans-kirke. Deri kundgjorde jo svogerens harm, ja avsky sig på den stærkest mulige måte. Utvilsomt var det rettet mot sælskabet i det hele; men mest mot dem.

Hvad Josefine følte, fik Tuft ikke vite; ham selv gik det nær. En eneste gang røbet hun, hvor utålmodig hun var blét. Han hadde bøjet sig ner over gutten, men kom lit for nær; Edvard sutret og skøv fra sig med hånden. "Men så læg dog av å røke," sa hun bittert. Han vændte sig mot henne og svarte sagtmodig: "Det skal jeg gøre." Da han senere rejste sig, la han bekymret til: "Idag er han ikke bra." - "Nej," svarte hun stille; hans måte at ta det på gjorde henne skamfull.

Doktoren blev hæntet; han var vant til disse brå budsendelser, så han tok det med ro og ejet den kostelige ævne at meddele den til andre. Straks syntes forældrene, at gutten spiste med større appetit og tok mere hensyn til bestemor. Fire ganger om dag var hun der, og måten, hun blev tat mot på, var barometer.

Bestemor hadde været oppe ved sykehuset og set Kallem og Karl Meek køre ut derifra med Ragnis lik. Kisten var hvit og stod på en sluffe i sort; foran hos kusken sat Sigrid; efter kom Kallem og Karl Meek i en bredslæde. Det var hele følget.

Fortællingen om denne Ragnis siste rejse kom uforvarende på dem. Og at Karl Meek var med og alene! Betød det, at Kallem ingen mistanke hadde til ham? Eller, hvad som var rimeligere, at han hadde tilgit? Kanske ænog vilde dække over og således yde henne denne siste tjeneste? Hvæm, der kunde være så god!

Natten efter kom Josefine ner til sin man, da han sov. Hårknuten var gåt op; med det store huløjde ansigt omgit av utstående sort hår, øjet stirrende og stivt over lampen, som hun holdt, så hun ut som en betagen eller en søvngænger. Han satte sig op og vilde ut av sængen. Hun stanset ham med hånden og sa éntonigt: "Jeg vil tale med dig, Ole; jeg kan ikke sove. Denne min brors hustru vil ta gutten vor."

Han kænte alt blodet fare in mot hjærtet. "Hvad siger du?" hvisket han.

"Vi har været for hårde, vi to. Nu må vi betale; og hun nøjer sig ikke med mindre." - "Kære Josefine, du er ikke dig selv længer. La os dog få ta hjælp!" han styrtet op. "Ja, det er efter hjælp jeg går. Alle, som kan be, må komme nu! Hører du, Ole!"

"Men kære -?"

"Eller tror du ikke, at I er stærkere æn henne; tror du ikke det? Du kom nylig hjæm så glad fra bedehuset, - å, du kænner dem, lad dem komme, lad dem ænnelig komme, Ole, hører du!" - hun tok på at suttre og gråte. "Det er dog kristenplikt å hjælpe her, de kan da ikke se på, at hun tar ham fra os!" Røsten gled ut i en lang klagende tone. Han sat på sængkanten, han hadde drad på sig underklæderne, men stanset nu med benklæderne i sine hænder. "Kære, kære, tro dog, at gud har magten og ingen annen. Josefine, du er syk!" - han var så kærlig bekymret og skynte sig at få på sig. "Vil du virkelig gå efter dem?" spurte hun glad og og satte lampen fra sig. "Tak, det tænkte jeg nok! Jeg forsikrer dig helligt, Ole, at det haster!" - Han skynte sig også; men sa: "Du vet, Josefine, vi må være varsomme, når vi ber om ikke-åndelige ting." Dette gjorde henne urolig, hun strakte sine hænder ut mot ham. Alt på henne var løst og åpent, ærmerne gled ner - så utrolig mager hun var blet! - en stor frygt overvældet ham. Hennes ville åsyn, febersyke tale, avpillede skikkelse. . . . "Gud velsigne dig, Josefine, sæt nu ikke alt in på bønnen heller; - så kunde du falle sammen på det, så vek som du er blét!" - "Tror du da ikke, Ole?" det kom som et lyn. "Jo, jo! Men om guds vilje ikke er vor, kære barn?" - det smærtelige minne fra Andersens dødssæng rejste sig; - "det er miraklet du ber om!" - "Ja! Javist! Naturligvis? Hvad ber vi ellers om?" - "Vi ber for å komme i samfun med gud, Josefine; i alle fall gør jeg det. Så er alt godt, så er mit sinn styrket, - og jeg trænger ofte så forfærdelig til det." - "Bøje guds hjærte, står der. Står der ikke det? Bøje guds hjærte? Ole da! Bøje guds hjærte? Svar mig!" - Han var kommet på knæ ved ovnen med et vedtræ i den ene hånd og en kniv i den andre, han vilde gøre ild; hun var så tyndklædt; men nu holdt han inne og så sorgfullt op på henne: "Jeg tør ikke be om miraklet, Josefine; jeg er ikke værdig til det." Mens han sa det, vokste det, og før han visste det, blev han så bevæget, at han måtte slippe, hvad han hadde i hænderne, forat dække sit åsyn. Men da han atter så op, sprang han i vejret; for om hun hadde holdt fanget fullt av det kosteligste porcelæn og ladet det falle, så det knustes i tusen stykker, . . . hun kunde ikke stå annerledes, stivnet, rædselslagen, hænderne utstrakte over, hvad hun hadde sluppet, øjnene fæstet ved ham, sanserne borte, det næste måtte være, at hun fallt. Men så var det ikke; ti da han grep henne, vågnet hun, fattet sig rask og uten nogen overgang sa hun fort: "Så må vi sende bud på min bror! Så kan bare han få henne til at la gutten være." Disse ord utav samme underlige tankegang lød for ham som inskytelse. Tusen ganger hadde han tænkt det samme, tilfældet med obersten hadde vakt ønsket, mange hadde tilrådet ham det; men til nu hadde han unset sig.

Nogen minutter efter var han på vej til doktor Kent, som først måtte spørges.

En klar, skarp nat, føret svigtende om dagen, tilfrosset om natten, så han måtte ta sig i vare, - vanskeligt nok, så jaget av sine tanker som han var. Hvad blev bibelens dogmer om skapelse, syndefall og alt det andre, hvad blev det værdt, når døden banket på? Hvad blev så nummer ét og hvad blev nummer tyve?

I Kents hus vilde ingen vågne; han kimet og kimet uten selv at høre lyden av det; klokken måtte være tat av. Så gav han sig til at dundre; det klang hårdt og hult, og han, som tænkte på døden, syntes nu, den banket på; det var jo også så! Ænnelig kom en pige lit fortrædelig; men da det var præsten, gik hun for at varsku doktoren. Den tålmodige Kent møtte, fik ham in i stuen og hørte på ham. Han skulde med glæde gå til Kallem; hadde han trod, det gik an, vilde han ha gjort det for længe siden.

Josefine var oppe hos gutten, da Tuft kom tilbake; hun misforstod ham, hun trodde, hennes bror skulde komme straks, og da han ænnu ikke var der klokken 7, ikke 8, ikke 9, frygtet hun, han ikke vilde og blev rent fra sig; præsten måtte avsted igæn. Kent var ikke straks til at finne; men svarte, at Kallem og han kom præcis elve. Da kom de også; men da var præsten kallt ut, så ingen tok mot dem. Kallem hadde ikke sat sin fot på deres trap, siden hin dag og time, han kom til byen.

Når en længes, går det gærne som nu med Josefine, at hun siden i nat ikke hadde hat bror'en av sine tanker; men dengang Kent og han ænnelig på tykke tæpper kom trapperne op, tænkte hun ikke på ham; hun stod just bøjet over gutten og gav ham drikke, da det banket på, skvat hun højt i vejret og kunde ikke få målet op. Døren åpnedes likevæl, Kent lot Kallem gå først.

Et let skrik møtte ham. Hun hadde nær sluppet, hvad hun holdt; for som han så ut! Det var selve døden, som kom, knoklet, skærende skarp. Ikke forat hjælpe, men forat dømme gutten fra henne; hun kænte det straks.

Kort, ubarmhjærtigt så han på henne, uten gnist av medfølelse, skønt også hun var tilredt av sorg. Han så på gutten, da han var kommet længer fræm, og fra nu av var hun ikke til for ham; hun gled også tilside. Kent kom hen og hilset vænlig, gik så tilbake til Kallem. Nu hændte det sædvanlige - det, som nylig var hændt Kallem selv ved siden av doktor Meek -, at Kallems intryk blev doktor Kents, guttens utseende et nyt og gjorde ham dygtig ræd. Hvad han før hadde skyvd fra sig, nu mældte det sig av sig selv; - "EmpyŨme" hvisket han på fransk op til Kallem, som ikke svarte; men gik nærmere, kænte guttens bløte, svake puls, percutterede ganske let, hørte de overfladiske åndetak, så på temperaturlisten og på det, gutten nylig hadde hostet op. Derefter en kort overlægning mellem lægerne; - Josefine hørte hvært gran, skønt hun stod et stykke ifra på sængens andre side - guttens sæng stod der, far'ens før hadde ståt -; men hun forstod ikke de tekniske ord, derfor ikke betydningen. Noget overhændig ondt var det, det følte hun; hænderne præsset sig sammen under brystet, mens hun lot øjnene gå fra den ene til den andre. Kent kom ænnelig et par steg nærmere; han vilde bare spørge, om de måtte få lov til å sætte en nålfin sprøjtespis in i brysthulen. "Er det en operation?" hvisket hun og måtte støtte sig.

"Det får vi så se," svarte han like sagte. Hun seg ner på en stol. Hennes bror ventet ikke på svar, men drog op sin forbinds-taske, tok derav noget blinkende tyndt og langt, bøjet sig over gutten med det. Hun så intet mere; ej heller tænkte hun, - strævde bare med ikke at gi efter; hørte gutten suttre og kalle på "mor", ængstelig, gæntagende; formådde ikke at rejse sig, turde ikke. Hørte Kent si: "nu er det over, gutten min;" kunde ikke sé, hvad som var over.

Lille Edvard klaget, klaget, vilde ænnelig ha mor hen til sængen. Så prøvde hun et par ganger, men rent umuligt; hennes bror trykte henne ner, skønt han ikke engang så derhen.

Så gik det i døren; han var borte, - og hun pustet frit op. Kent kom straks til henne, mild, deltagende: "Her må en operation til, frue," hvisket han. "Hvorfor?" hun visste jo, det nyttet ikke; hun hadde sét det i sin brors åsyn. "Fordi alt skal være prøvd," svarte Kent. I den allerynkeligste tone bad gutten mor være der hos ham. "Nu kommer jeg." Hun la sig på knæ hos ham og fallt i gråt over ham. "De gjorde mig ondt," klaget han. Å, om hun kunde ha svaret: "forat du kan bli frisk og komme ut." Men ikke engang Kent turde det. Hun ledte efter mot til at forby dem operationen; men hun turde ikke for sin bror. Kent stod og væntet; det følte hun ænnelig og så fortvilet på ham. Han bøjet sig ner mot henne. "Deres bror plejer å sende nogen av betjeningen for å desinficere og lage til," sa han sakte. "Er det idag?" hvisket hun og gråt svært. - "Nej; men rengøringen og utluftningen må nok begynne idag. De nærmeste rum må tages med." Hun hadde lagt sit hode ner igæn hos gutten, hun svarte intet; hun hørte, han gik.

Da præsten kom hjæm, stilet han like op til sykerummet og blev ikke lite forundret ved der at finne bestemor og Sissel Aune! Den siste hadde vakt, gutten var sær og vilde ikke vite av nogen annen æn mor; heller ikke av sin far, han lugtet ænnu tobak, skønt røkningen hadde slut. Tuft fant Josefine i kontoret på hans sofa, fortvilet og oprevet, hennes tale sammenhængsløs: - "Dødsdommen!" svarte hun til næsten alt, han spurte om.

Om eftermiddagen kom en av diakonisserne og tok tilsynet, ny folk rykket in med henne, deres hjæm var brudt op, skuringen hadde en lyd som høvling på en kiste. Tjenerne i sorg, gamle bestemor i gråt; og da guttens sæng flyttedes in i et annet rum og de hørte tråkket, sat forældrene hånd i hånd og bævet.

Tænk, om nogen nu sa: "det er bra for forældrene, at gutten dør. Rigtignok kænner de det ikke så nu; men de vil vokse på det," - tænk om nogen var rå nok til at si dem slikt? Tuft måtte tale om det til Josefine og bekænne, hvad disse ord hadde utrettet i ham. Hun trykte taus hans hånd.

Om kvællen, der var blét ro, var de bægge oppe hos gutten og de syntes, han bar dødens mærke. Med mor'ens hånd i sin sovnet han, og Tuft ledet henne sakte bort. Hun fant sig i at bli ledet nu; blant den megen flytning, som foregik, var også, at en sæng til blev sat in i gæsterummet.

Fra tidlig næste dag sat forældrene hos den lille. Straks de gik, skulde han flyttes in i sit gamle rum, der alt var istan for operationen.

Klokken ti kom lægerne. Josefine lå på sofaen i kontoret. Hun dækket for sine øren, straks hun hørte dem; tæpperne var nu tat av, så det svakeste støvleknirk mærkedes. Hun lot sig ikke trøste, ikke tale til, fallt i hin halvt sanseløse tilstan, hun engang før hadde svævet om i, vilde op til gutten, han kunde jo dø mellem deres hænder. Præsten ønsket at tale med lægerne; men hun hang sig ved ham, hun måtte med; så gik han ikke. Bare nogen deroppe flyttet foten, visste hun, hvæm det var, og rørte bægge lægerne sig på én gang, da stod noget på, da kroket hun sig sammen og sat på huk med hænderne for ørene. Vilde ikke ledes in i de andre rum, vilde bli her og pines; tyet stundom op til Tuft som in i en havn; da hadde hun jaget sig selv dødstræt, "hjælp mig!" hvisket hun, fortalte, det galt hennes forstan og liv, og at hun altid hadde visst, at engang måtte det bli så elendigt med henne.

Tuft fik henne lagt ned med kølende omslag over pannen, han bad højt, og hans kærlighed var så stærk, at den holdt henne. "Tak, Ole, tak!" hun blev stille på det.

"Han skriker!" ropte hun med ét, rejste sig i sæte og vilde op. Præsten forsikret, han hørte intet; men i det samme hørte bægge det. "Ja, ja!" svarte hun, og måtte avsted. Tuft favnet henne med bægge sine armer, bad og velsignet. Også da stilnet hun av. Nu blev det lydløst ovenpå.

Ovenpå gik det fort. På Kallems ansvar var gutten kloroformeret, og skrikene, forældrene hadde hørt, galt just flonelsmasken, som Kent holdt over hans ansigt; gutten skøv til den, han vilde kvæles; "mor, mor!" Men han sovnet snart. Bestemor sat i en renvasket dragt ved hodegærdet på andre siden og holdt hans hånd; hun skalv, den gamle; men hun sat, og hun agtet at sitte, til det blev slut. Ingen hadde bedt henne om det, hun hadde selv bedt gud om det. Men straks gutten var sovnet, sa Kallem henne høflig, at nu måtte hun gå. Langsomt og taust fjærnet hun sig.

Da tok han fat. Mellem ribbenene i højre side gjordes et otte centimeters insnit. Med stumpe instrumenter trængte han in i dybden, fik ribben-randen fat og saget av en liten del; materien flommet ut av såret.

Her skræmtes alle op av et villt skrik bak dem. Josefine hadde lynsnart åpnet døren og set disse hvite operationsfrakker, Kallem blodig rotende i hennes barns bryst, - og der lå hun over gulvet.

"Var døren ikke låset?" sa Kallem. Sissel løp til innenfra, præsten utenfra, bægge bar henne ut. "Pass temperaturen!" blev hvisket over til diakonissen; - "og luk døren av!" "Men Sissel -?" - "Må bli ute!"

De hørte henne siden ved døren, men ingen ænset det. Et drænrør lagdes in i brysthulen, som utsprøjtedes og en stryforbinding forsigtig om siden. I flere døgn skulde drænrøret ligge, og temperaturen i rummet dag og nat holdes jævnt på 15Å». Snart drog Kallem sig tilbake til næste rum med sine instrumenter og var ute av huset, før nogen, som ikke var inne i operationsrummet, visste, han var færdig.

Bestemor, stakkar, var kommet op igæn forat ly ved døren, da Sissel, som nu var inne, åpnet og bar ut noget under forklædet. I forbigående fortalte hun fort, at alting var over. Så våget bestemor sig in; men da hun så det bleke barn, tapte hun magten over sig selv, hun gik straks ut, og det var med nød og næppe, hun nådde over til sig selv.

Denne forstening fra havkanten, pietistisk flattrykt, inmuret i husets nordre vægg, var til daglig ikke til at få tak i. Det eneste, hun syntes at ha samfun med, var gutten. Hele hennes hus var hans lekestue; han fik dra in omtrent alt, han vilde, hun drog det ut igæn og hadde ikke annet at gøre heller æn at pynte efter ham. Nu skulde folk tro, han var henne hengiven for det; men eget nok: fra han blev syk, måtte bestemor helst ikke komme. Morens greje væsen hadde tråss al strænghed tat hans fantasi; den andres eftergivenhed, full av bakhold og forbud, full av bønner, han skulde lære utenad, og av bibelske fortællinger, han ikke forstod, hadde plaget ham. Nu, han var syk og mat, måtte hun ikke tale. Men der er synd på slike gamle. Også hennes søn forsømte henne nu, siden Josefine var ble't tilgængelig. Hadde ikke diakonissen kommet, var kanske operationen foretat uten at den gamle hadde fåt besked.

Hun listet sig op igæn et par timer senere, lyet utenfor, hørte intet, tænkte, det var slut og våget sig til at se in. Sissel sat der og dubbet; men så nu op. "Lever han?" spurte bestemor. "Ja," svarte Sissel, såvidt at det hørtes, og større var vel ikke hennes håp heller. Bestemor kunde ikke mere, men vændte om. Om et par timer var hun der dog, og ænnu levde han. Nu hadde hun for det tilfælde sine briller med og en gammel kær bok, hun vilde sitte der, til det var slut, Sissel kunde sove. Hun fik da besked om, hvad som var at gøre, og Sissel la sig på Josefines sæng.

Først klokken seks om kvællen stak præsten hodet in; først nu turde han forlate Josefine et bel. Han så sin mor sitte der med brillerne og sin gamle postille, kom nærmere og gransket hennes åsyn som en skrift; "han lever," læste han i det. Hun nikket som Sissel før og med samme mening. Foran guttens likbleke, avsovnede, slappe åsyn gøs han og gik.

Huset var aldeles, aldeles stille. I køkkenet, som lå avsides, taltes sakte, overalt var gængerne smurte, tæpperne lagt på igæn. Hver time kom præsten, altid på tæerne, altid samme besked: ænnu såvidt liv. Alle kom og gik lydløst, som færdedes ånder. I og omkring gæsterummet, der Josefine lå, blev ordene avløst av tægn.

Natten om mulig ænnu tausere. Bestemor sat der ikke; men Sissel; i køkkenet var ild på, og vakt sat der, om noget skulde hænde; præsten våket og gik av og til. Men ved tre tiden sovnet både han og vakten. Da bestemor kom op klokken fire, sov også Sissel; bestemor satte sig på sin plass; ikke en lyd fra nogen kant før henved 7. Bestemor passet ovnen og medicinen; - drog lille Edvard pusten lettere, eller skuffet hun sig?

Ved syvtiden åpnedes døren langsomt. Hun væntet sin søn; men det var Josefine, som kom. I halvskinnet så hennes store åsyn under rusket hår, hennes ville øjne ænnu værre ut, hun skræmte den gamle, som længe hadde været ræd for hennes forstan. Men Josefine stod stille ved døren, hørte Sissels sikre åndetak, ikke guttens; torde så ikke gå længer. Dette så bestemor og nikket tilskynnende. Et par steg fræm, og mor'en så sin gut - forfærdelig blek, og ikke et livs tægn. Men bestemor nikket igæn, så hun våget sig længer fræm. Gardinerne var ænnu for, derfor så hun ikke godt; men nu syntes hun, han pustet? Da knælte hun ner, . . . han pustet lettere, eller . . . ? Hun hang så fast i sin tro på en dødsdom, at hun ikke hørte, hvad hun hørte. I allerstørste spænning lyet, overvejet hun, holdt imens sin egen ånde tilbake, og først viss på, at han pustet lettere, slap hun ånden uten at vite det i full fart over guttens åsyn. Dens varme hvift vækket ham, han slog øjnene op og så på sin mor, men syntes at samle sig. Jo, det var mor, som var kommet tilbake. Hans øjne blev livligere, klarere æn hun hadde set dem i uker, de så på henne, til hennes fløt fulle.

Ikke et ord sa han, ikke et læm rørte han av frygt for den gamle smærte; og henne syntes det, som måtte livsånden fly, hvis han gjorde det, eller hvis hun tok i ham eller mælte. Ja, hun trodde, hun pustet for hårdt, dæmpet det, flyttet ikke hænderne, vændte ikke hodet; i denne urør lige stilhed kæntes det, som var der bredt vinger over dem. Stunnen lignet den, hun hadde født ham i, da hun hørte det første kluk av hans levende røst. Her begynte livet annen gang i det første sky åndetak. Hans øjne var som lys i sne. Aldrig blev hun mæt av deres friske glans, de to svævet sammen, det burde aldrig høre op.

Men gutten overlastedes av hennes øjnes magt og overgav sig til trygheden i hennes nærhed, så han lukket sine øjne igæn, åpnet dem et par ganger for at prøve, . . . jo, hun var der, og så sov han in.

En stun efter stod hun i kontoret. Utenfor var der lys dag; in måtte den! Hun rullet gardinerne op, dagen fyllte det høje rum med livets liv, fyllte hennes egen sjæl in i den innerste krok, - hun skøv døren til gæsterummet helt op og stillet sig i åpningen.

Tuft lå der bred og stærk med utslagen arm, hodet hårrikt, den høje panne skinnende av sveden fra igår, og med smil om munnen. Nu slog lyset ham halvvåken. "Ole!" sa hun, han åpnet øjnene stort, men knep dem i igæn; inne i minnet ordnet han, hvad han i et blink hadde sét, og samtidig hørtes ut av alt dette lys med Josefines røst: "han lever!"

__________

Søndag talte så en man fra kirkens prækestol utav hvad han hadde lært.

Næmlig om, hvad som er det første for os alle.

En glemmer det i sit store stræv, en annen i sin kampiver, en tredje i sin bakvændthed, en fjærde i sin egen visdom, en femte i sin vanegang, og alle har vi mer eller mindre lært galt om det. "For spurte jeg nu dere, som hører mig, så, just fordi jeg spurte fra dette sted, vilde I alle tankeløst svare: "troen er det første!"

"Nej, så sannelig, om den er. Sit over dit barn, der det ligger i åndenød på livets ytterste rand; eller se din hustru gli efter barnet ut til denne ytterste rand, ute av sig selv av angest og nattevåk, - da lærer kærligheden dig det, at livet er det første. Og aldrig efter denne dag skal jeg først søke gud eller guds vilje i nogen formel av ord, i et sakra mente, eller i nogen bok eller på noget sted, som var han først og fræmst der; nej, først og fræmst i livet, - livet som det vinnes fra dødsangestens dyp, i lys-sejren, i hengivelsens ynde, i det levendes samfun. Guds øverste tale til os er livets; vor højeste dyrkelse av ham kærligheden til det levende. Denne lære, så selvfølgelig den er, trængte jeg til fræmfor nogen. Det er den, jeg på forskællig vis og av mange grunne har skudt fra mig - og stærkest i det siste. Men aldrig mere skal ordene bli det øverste for mig, ikke heller tægnene; det skal livets evige åpenbaring være. Aldrig mere skal jeg fryse fast i en lære; men la livsvarmen løse min vilje. Aldrig skal jeg dømme mænnesker efter dogmer utav forrige tiders retfærd, når den ikke holder kærlighedens mål i vor. Aldrig for gud! Og det fordi jeg tror på ham, livets gud, hans uavlatelige åpenbarelse i livet."
12.

Den eftermiddag fik Tuft sjældent besøk. Det banket sakte på, og på første "kom in" viste ingen sig. På annet åpnedes døren betænksomt av Søren Pedersen, og efter ham kom langt om længe og i stor unselighed også Aase.

Deres ærind var intet mindre æn å sige præsten tak for talen idag. "For ingen, hr. pastor, kan leve uden gud; i alle fall ikke ulærde folk; det går ikke; nej, det går ikke. Og så kommer vi som den forlorne søn, - ja, Aase må nok ellers være den forlorne datter . . . (kom du kun fræm, - nå, gør som du vil!) og vi ønsker, at De må be om guds nåde for os bægge to, hr. pastor." Og det blev gjort med al den innerlighed, Tuft kunde lægge i en bøn. Søren sa, de vilde gå like til doktor Kallem. "Han er visst det beste mænneske på jorden, i alle fall her i byen. Men i disse deler er han fejltagende, hr. pastor. Der er såmæn både gud og ånder til, og det vil vi nu si ham." -

Tuft hadde selv bestæmt at gå til Kallem samme eftermiddag. Han var ham taknæmlig og han længtes efter at bekænne, at uten deres uret mot Ragni hadde ikke engang disse dagers oplevelser blét ham til forklaring av livsværdierne. Han vilde fræmfor alt retfærdiggøre Josefine ved at ta hennes skyll over på sig. I den travle dogme-skyss, han hadde gåt i, akkurat som en posthæst med sækker fulle av papir, hadde hun måttet køre med, enten hun selv vilde eller ej; og av den uret var hun blét mistænksom og hård.

Da han en times tid senere begav sig ivej, stod deres barndom så levende for ham. Dengang vilde han bli missjonær; nu skulde han kanske bli det for alvor! At lægge fræm evolutions- eller fræmgangs-læren også i det religiøse, var en missjon værd, og han tænkte at ta den på sig. De forrige tiders lille dogmegud og hans præster måtte overvinnes som hedningernes avguder og mirakelmakere. Og hadde han senere i teologisk velmagtsfølelse drømt om at bli bisp, nuvel, her stod et farligt bispedømme - av let forklarlige grunne ledigt i Norge.

På trappen til øvre ingang væntet Sigrid, da pastor Tuft i lange drag kom sagende over gåren. Hun var sortklædt med et sort silketørklæde over sit lysgule hår. "Doktoren er ikke hjæmme," sa hun på sin stilfærdige måte. Han omkring og med samme bestæmthed mot sykehuset. Der stod mor Andersen, også sortklædt og i kappe med sorte bånd. "Bærer De ænnu sorg for Deres man?" - "Nei, dennegang for fru Kallem." - "Er Kallem her?" - "Nej, han gik hjæm for lit siden."

Deri tar du fejl, tænkte Tuft og slog fart utover bygdevejen; han kunde gå sig en god tur så længe.

Mange spaserende var ute; de hilste ham med glad deltagelse, det var ikke til at ta fejl av. Mor Andersens strænge åsyn hadde kastet skygge; for denne de andres mildhed drog den sig tilbake. Han kom atter i det stormende mot, han hadde for lit siden og som er særeget for de fleste ny-omvendte. Like ved sykehuset møtte han Søren Pedersen og hustru, som nu kom fra Kallem; også de vilde ta sig en tur den lyse søndagskvæll, så full av vårbud. "Var han hjæmme?" spurte Tuft. "Ja, hr. pastor," svarte Pedersen meget oprømt. "Nej, hvad sa så doktoren?" - "Det gefallt mig, hvad han sa, hr. pastor. Der er to slag mænnesker, sa han; det ene slag tror bare, hvad de ved; det annet gør også det; men det, de ved, kan ikke bevises, - ja ikke for andre æn dem selv da." - "Han har ret," Tuft lo og skynte sig avsted. Men ikke før var han alene, så satte Marcus 16, 16 in på ham; - det lå i bakhold og luret fra hans "rettroende" tid. De, som ikke tror, skal nemlig fordømmes; gud respekterer nok ikke "to slag mænnesker." Tuft satte sig ivrig til motværge; fra niende værs av er sekstende kapitel en senere tilsætning, som de ælste håndskrifter ikke kænner. Når dette sted er uægte, så ejer intet av de tre evangelier noget eneste sådant forfærdeligt sted. Det fjærde, som ejer dem, har derved "fordømt" sig selv. Nej, livet er alt og troen den underbare vej til forklaring av livet, d. e. til gud. På den vej vil vi engang nå det højeste samfun med ham, om ikke her, så hisset. Troen er ikke til dom, men til vejledning. At dømme folk for deres tros skyll kunde gå for sanhed i henfarne tider; i vore frastøder det. Gud åpenbarer sig i vor forstan højere æn som så. Atter skynte han sig in over gårsrummet.

Men atter kom Signe ut på trappen: "Doktoren er ikke hjæmme." De tilslørte øjne unveg, men hun blev stående urørlig, åsynet tæt inrammet i tørklædet. Huset bak henne syntes en hemmelighed, et sluttet samfun, noget inbyrdes trofast, han luktes ute fra.

Nu forstod han.

Prisen for at komme in her, var nok større æn han hadde tænkt. Han gik ydmyget hjæm, og han taug med det for Josefine.

Tilbakevisningen blev til ytterligere krav; videre fræm ad den vej, som alene førte de to søsken sammen, - vilkåret for alt annet. Han tilstod helt ut, at han hadde været skinsyk på sin svoger. Dette i det private hadde hat sin stærke del i hans forkynnelses trangsyn.

Utenifra fik han hjælp. Først undrende spørsmål, tilbakeholdende væsen, som gjorde ham ondt, stundom tvilende; men snart åpen kamp med sine nærmeste tilhængere, og det drev ham fræm! Hans gamle væn, den forhenværende portner, syntes at ha længtet efter en lejlighed til at sige sig løs fra et taknæmligheds forhold, som pinte ham; han gjorde stor kvalm og drog hjælpetropper til like fra hovedstaden. Seminarielærere, skolemæstere, opbyggelses-rejsende og et par præster gik på pastor Tuft i bedehuset med allehånde teologiske instrumenter. Han lærte først og fræmst at tale tydeligt; for det meste, de gik på ham for, var misforståelser; men han fik også bruk for kræfter og kunskaper, han til nu ikke hadde øvet.

Den første måned var Josefine bare træt og sløv - hun var kommet længer ned æn hun forstod -; men efter den tid tok hun på at følge bondegutten, som i sin tid hadde tat hennes hjærte med sin lyse tro; - kom han igæn?

En hændelse, som hun skjulte for sin man, hadde sinket henne, så hun ikke vant kræfter, derfor var hun sen. Hun hadde næmlig også i al stilhed været hos sin bror det første hun kunde gå ut; også hun hadde møtt Sigrid på trappen med den besked, at han ikke var hjæmme; - men hun hadde set ham stå på verandaen, da hun kom! Med nød og næppe hadde hun nået hjæm.

Hun hadde jo hat den dypeste medlidenhed med ham og stod rede til alle inrømmelser; men hans ubønhørlighed vakte hennes tråss. Om sin egen skinsyke på Ragni hadde Josefine ingen anelse, altså heller ikke om hvad del den hadde hat i hennes eget væsen. Hun så sin skyll i at ha været ufordragelig mot en, som dog var brødefull. Når Sissel Aune sat der oppe hos gutten og fortalte henne om Ragni, så ælskelig hun hadde været til det siste, følte hun det umænneskelige i at ha overset Ragnis hjærtensgodhed, og i at ha overset Kallems kærlighed. Men utover denne ufordragelighed kænte hun sig ikke skyldig.

Skuffelsen var overmåde stor, og den vilde hat følger, om ikke nætop nu hennes mans kamp hadde tat henne med. Et uklart mænneske, som væsentlig har levd på tråss, kan alene løses av en stærk begivenhed. En slik blev det den dag Tuft sa henne: "på dette, Josefine, må vi sætte både embede og formue in."

Tre måneder var gåt, da hun oplivet av kampen trodde sig stærk nok til at ta saken op med sin bror. Hun skrev og sa, at hvad de æn hadde forbrudt, - de måtte få grej besked; de måtte værdiges at bli anklagede. Deres taknæmlighed mot ham var stor; men også deres trang til samarbejde nu, da de angret deres fordums ufordragelighed og ønsket at gøre hvært muligt offer til den retfærdighedens og kærlighedens ånd, de hadde miskænt.

Et dygtigt brev; det sa også hennes man.

Men dag efter dag gik uten svar. Det var en ren lykke, at nætop disse dager blev de sværeste kampdager, Tuft hadde hat. I bedehuset og senere i kirken hadde han brugt de ord, Josefine sluttet med i sit brev. "Retfærdighed og kærlighed" uten nogen trosforskæl (som i fortællingen om den barmhjærtige samaritan) var kristendommens kærne. Derfor måtte alt måles med dette mål, først og fræmst selve læren, så hvert gran, der ikke holdt målet, fallt som fjærne og hårde tiders teologi for retfærdighedens åpenbarelsesmagt i vor egen.

For dette blev han instævnet til ordskifte ænnu samme dag; der holdtes tre møter i ukens løp, alle overfyllte. Hovedtaleren mot ham var en præst og teologisk redaktør fra hovedstaden. Helveteslæren blev så godt som eneste æmne, og Tuft holdt fast, at det, som Paulos hadde derom, var vidt forskællig fra t. d. åpenbarelsesboken. Efter Paulos var livet her og hisset i en fræmgang, som ænte med, at gud blev "alt i alle". Den lære holdt både retfærdighedens og kærlighedens mål, - og det gjorde intryk, da han med sin malmfulle røst i vestlannets vævre toneart ropte utover den tæt pakkede forsamling, om de trodde der blev ænne på krig og undertrykkelse ved den stærkere, så længe helveteslæren i al sin grumme hævn og råhed lærtes gænnem alle skoler og kirker som guds retfærdighed og kærlighed?

Motstanderne var "i helveteslærens egen stil", idet de gjorde alt for at forkættre og fordømme ham. Blant tilhørerne var bare én mening om, at i grejhed og overtalelsens magt var Tuft de andres overman.

Siste gang var doktor Kallem møtt fræm; han så også Josefine sitte der med flammende øjne, og næste dag mot kvællen kom hans svar.

Hun gik utenfor huset og så på sin guts lek med havens vandslange, da hun fik brevet; kænte straks skriften, bævet og kunde ikke åpne. Hun forfærdedes over, hvor lite stærk hun ænnu igrunnen var; skulde hun ikke mer få sin ungdoms sunhed igæn?

Så gik hun op på sit rum og låste av bak sig. Et stort brev; hun vændte og drejet det, satte sig og betænkte sig ænda, om kanske Tuft skulde læse det først. Men muligvis stod noget om ham, som han ikke skulde se.

Hun åpnet.

Ikke et ord fra hennes bror, ikke et ord til henne! Det første, hun traf på, var skrevet av en fremmed hånd, det næste, det næst-næste også, altsammen, av to forskællige. Nogen sammenhæftede ark, nogen brev, et par løse lapper; . . . ikke et ord fra Edvard.

Hvad betød det? Av alle papirer tok Josefine uvilkårlig det minste, en liten lap på tre linjer:

"De dræpte mit gode navn, og jeg visste det ikke. For jeg visste ikke, at jeg hadde det, før det var dræpt."

På en annen lap bare disse ord fint skrevne: "Tilgiv dem; de vide ikke hvad de gøre."

Denne spæde, let svingende håndskrift var naturligvis Ragnis. Josefine tok på at skælve og visste ikke hvorfor.

Her lå et brev, skrevet av en annen hånd og de første ord med rødt blæk. Ingen underskrift. Men da hun læste, at dette måtte Kallem ikke se, ante hun et kærlighedsbrev fra Karl Meek, som Kallem bakefter hadde funnet. Hvad skulde Josefine med det?

I hast læste hun de første ord, men stanset ved, at han skrev "De", at han omtalte en smærte, han vilde ha båret alene, men som nu også hun hadde fåt, en bakvaskelse . . . ? Var hun blét bakvasket?

Hele vejen de allerærbødigste uttryk; - når var det skrevet? Ingen tid stod angit; men brevskriveren var i utlannet; altså efter deres samliv her. Brevet var et eneste stort skrik, en smærte så ægte, at hun aldrig hadde læst ord fra nogen større.

Josefines hånd ristet, så hun måtte lægge brevet ner på bordet.

Hun læste, at under denne grusomme bakvaskelse kunde Karl ikke tænke på andre eller annet; hun læste, hvorledes han derved også kom til at ælske Ragni; Josefine så denne kærlighed, født av sorg, taknæmlighed, tilbedelse ånde ut i rene og rørende uttryk.

Ragni uskyldig? Du himmelske gud, var hun uskyldig? Da hadde de gripende optrin mellem Edvard og henne, mens døden slet dem tommevis fra hværandre (Sissel Aune hadde skildret det så ofte), ikke været til at holde ut! Ja, da forstod hun, hvorfor han rejste bort med hennes lik og hadde Karl Meek ved sin side; hun forstod bare ikke, at han overlevde det.

Det banket på døren; hun hoppet i sætet. Men det var alene pigen, som kom for at be henne spise til kvælls. Hun kunde ikke svare, det banket én gang til, "nej, nej!" fik hun pint fræm, mens hun vred sig i smærte og skam. Hun måtte til sin bror, hun måtte til ham, om hun skulde gå dit på sine knæ.

Men her var flere papirer, og hun kænte sin bror stå over og befale henne at læse. Hun skalv og læste:

"Nu, jeg skal skrive av, hvad jeg efter mange forsøk og strykninger har fåt istan om min barndom og mit første ægteskab, kænner jeg mig så færdig og så træt. Jeg hadde tænkt å sætte nogen ord foran, og ofte glædet mig til det. Nu er det blet for sent. Nu får jeg bare såvidt si dig, du mit livs "hvite pascha," som det har gåt med mig. I stor korthed har jeg sagt det, fordi det er en pine; jeg har også alene sagt det, for at du skal kunne forsvare mig, om nogen længer finner det værdt å tale ondt om mig, når jeg er borte. Kære væn, jeg klager ikke. Jeg har levet det skønneste jeg kunde leve; det var bare så altfor kort. Tænk, jeg hadde jo kastet mig selv bort av bare rædsel for noget ænnu værre, - og så blev jeg hæntet op igæn fra havsens dyp av dig, båret hen til fred og alt godt i gode mænneskers varetægt, - til du kunde komme igæn og bære mig vidre til dig selv. Tænk, her i dit hjæm å få eje alt dit og dig selv med uten å fortjene det; jeg følte det så ofte; men var like lykkelig."

"Jeg strak ikke til her, jeg vet det; men nu, det må slutte, er det, som heller ikke det gjorde noget. Du hadde båret over med mig, så længe det skulde være; det vet jeg så trygt."

"Min væn, om jeg nu sa dig alt jeg føler av taknæmlighed og beundring for dig, vilde du ikke forstå det; så naturlig har det fallt dig, at alt det glædelige i dit liv kom fra mig. Dette har da også været det skønneste i mit."

"Men du læser jo dette først efter at jeg ikke længer sitter her i stolen, og da er der intet, som bedre tægner minnet om mig som jeg vil ha det levende i dig, æn et stort uænneligt:

"Tak." - -

Dette var det ægteskab, de hadde holdt for ikke å fortjene navnet. Josefines eget sammenlignet med det!

Hun gled ner av stolen på sine knæ. Hun jamret og hun jamret, - og tvang sig til taushed for at ingen skulde opdage henne, der hun var krøpet sammen i forbrytelsens skænsel. Sine hænder foldet hun over Ragnis skrift, sit hode la hun ner på hænderne og hvisket: "om forlatelse, om forlatelse!" og visste, at ingen hørte henne, også at ingen, ingen kunde forlate henne.

Hun fatter i et blink, at så stod Ragni ren i sit første ægteskab; at også der var hun like bakvasket! Papirerne om hvorledes dette ægteskab var blét til, - hun behøvde dem ikke, hun kunde ikke læse dem. Med svede hænder pakket hun alt sammen in, - Ole skulde læse det. Nu måtte han hjælpe henne; dette galt jo hennes liv. Hun hadde del i mord, i mord på en aldeles uskyldig. Ikke ved tale eller tilskynnelse; hun hadde ikke sagt noget. Men nætop denne taushed og at hun fra første dag skøt Ragni fra sig, - just derved blev den arme redningsløst fortapt; dette slog ned som lyn i hennes sinn; hun lå der døv og forstenet. Dommen, hun hadde læst i sin brors øjne, dødsdommen, - hun hadde ikke læst fejl -, den galt bare ikke hennes søn, den galt henne selv. Hun fortjente døden!

En rædsel tok henne, en sved brøt fræm som efter et svimeslag, . . . nu var det kommet!

Ja, nu var det kommet, hvad hun i alle disse år hadde hat frysninger av, - noget over al måte forfærdeligt, som skulde knuse henne til støv. Hun hadde intet været, intet villet, intet gjort op; likevel tråsset, dømt og spillet højeste spil.

Nu var det kommet! Hun hadde troet, det var over med gutten; nej, først nu var det der, nu, som hun hadde vunnet samglæde med sin man og fast grun under føtterne, . . . nu hæntet det henne in og ramte dødeligt.

Hun skynte sig ner i kontoret, mens Tuft ænnu spiste, og la omslaget på hans pult; sin hat og et sjal hadde hun på, og nu mere løp æn gik hun avsted mot sin brors hus; det måtte briste eller bære.

Ad en bénvej stilet hun på kirken; husket Oles siste præken og kom i gråt; for tænk, om deres samliv fra først av hadde hat så frit valg og ejet slike mål! Hun gråt og hun sprang mot det forfærdelige hus. Hun skimtet i løvet deroppe til venstre den hvite murvægg av det andre også, det Kule bodde i, mord-instrumentet. Nej, nej, nej, hun hadde ikke be't ham komme; hun hadde ingen, ingen del i det der! Jo, hun hadde hørt det foreslå og funnet det retfærdigt! Somme hadde tat det for en god spas, andre alvorligt, ja, religiøst, Josefine husket hvert ord, hun hadde tiet til; også hver tanke, hun selv hadde hat.

Mord, mord! Der gaves ingen tilgivelse, hun visste det, hvad vilde hun hos sin bror? Han hadde frælst hennes barn; - noget utover det vilde han ikke ha med henne å gøre. Likevel, til den plet var hun herefter naglet; derhen, om hun skulde dø der. Hun løp.

Hennes liv var utskæmt, hun turde efter dette ikke mere se et ærligt mænneske i øjnene. Med kulde og ondskab hadde hun dræpt et aldeles, aldeles uskyldigt mænneske, lagt sin brors hjæm øde! Hvor skulde hun heræfter leve? Hvad vilde hun nu? Søke sin retfærdige straf! Ja, men den skulde hun gi sig selv. Først måtte hun ha set ham, hørt ham og selv fåt tale, - ja, for hun hadde noget å si, han visste jo ikke engang, som hun elsket ham og altid hadde elsket ham, han kænte henne jo slet ikke. Hun gråt og hun løp.

Hun så ham stå i gåren mellem huset og uthusene, bøjet over noget, han holdt på med; hun så ham over ribs- og stikelsbærhækken, hværgang de højere frugttrær længer inne åpnet sig. Det gøs i henne; men hun gik på. Snart var hun under parkens trær, bøjde så ner mot gårsrummet; alene uthusets vægg skilte dem; så kom hun helt fræm.

I en gul råsilkefrak, kanske den samme, han kom i for to år siden, stod han med opskyvde ærmer - manchetterne var tat av - og vasket en rejse-kuffert under pumpen; alle de papirsedler, som jernvej-opsynet hadde klistret på, den ene over den andre, skulde løses fra; - tænkte han på at rejse bort? Han var solbrændt og mager, i profil syntes åsynet æn skarpere; nu hørte han hennes steg og så op.

Så op i hennes forgrædte bønlige åsyn. Av fordums farverike toilette intet spor; mørk sommerkjole med bælte om livet, en bredskygget halmhat med brunt bånd, et tørklæde løst over armen. Gråten brøt fræm, sår, fortvilet: "Edvard!" hun kom ikke længer . . .

. . . For han hadde sluppet kufferten, rejst sig rank; en røst der hadde noget av to oktaver, sa: "Du får ikke min tilgivelse, Josefine." - "Edvard, lad mig få forklare mig!" hun vændte sig mot huset, det var en rædsel og fortvilelse over så stræng han så ut; men han trodde, hun vilde, de skulde gå in der.

". . . Du kommer aldrig in!" - han satte hænderne i siden, som vilde han stå vakt.
13.

Tuft gik fra aftensbordet in på studerrummet; men så ikke omslaget, fordi han så ikke hen på pulten. Som ofte om kvællerne tok han sig en tur; hadde Josefine været nede, så hadde hun gåt med, tænkte han. En times tid spaserte han; det var lørdag, og han ordnet sin præken for morgendagen. Da han kom hjæm, satte han sig hen til vinduet med en bok, han hadde bruk for; læste, drev, læste igæn, til klokken blev ti.

Han gik op for at lægge sig og fant ikke Josefine, heller ikke inne på hennes egne rum, ja, ingensteds huset over. Så drev han in igæn på kontoret; han vilde vænte på henne der; hvor kunde hun også være? Hos en syk? han visste om ingen. I ren åndsfraværelse tok han efter omslaget, mens han drev forbi pulten; hans navn stod utenpå - skrevet med Josefines hånd? Nu blev han het og gik til vinduet for bedre at se. Ingen forsegling; men ovenpå en del papirer lå en seddel med følgende ord fra Josefine: "Jeg har gåt til ham for mit livs skyll." Hvad var dette? -

Et kvarter efter var også Tuft på vejen over ved kirken; også han mere løp æn gik. Han var den ene skyldige; han hadde i sin tid ingit Josefine, at Ragni var sin første man utro, derved sat igang alt, som siden var hændt! Og uten at han hadde været skinsyk på sin svoger, hadde han neppe tat deres brudd med kirken, deres omgang med spottere til påskud for at dra sig tilbake. Selv om svogeren vilde svare: Josefine var jo ikke kristen nok til av den grun at være med på at forskyte Ragni, eller av den grun straks tænke det vær ste om en fritænker, - da vilde Tuft svare, at det heller ikke er de kristne, som gør slikt; det er nætop de halvkristne. Den, som kærlighed til gud er blét livslov, dømmer aldrig; men det gør de andre så meget ivrigere. Josefine har været stedt slik, at hun ikke kunde bli mere æn halv-kristen, og dette var atter hans skyll; - det teologiske studium stanser en kar i væksten.

Som han nu skønte det hele! Derfor holdt han ikke ut å tænke henne i sjælenød; han løp, så han kom andpusten in i parken og gænnem porten og gårsrummet op på trappen. Gatedøren var låset - klokken bare noget over ti? Han ringte, og ringte igæn, hørte straks steg i gangen, mans steg; det var Kallem, som åpnet.

"Er Josefine ikke her?" - "Nej." - "Har hun ikke været her?" - "Jo, for halvannen timestid siden." - "Nå -?" - "Jeg forbød henne å komme in." - "Du talte ikke med henne?!" - "Nej." - Da slog Tuft stort ut med højre hånd: "Nu er du også dogme-reden! -", vændte ham ryggen og avsted. Hans brede hat over de brede skuldre tok sig ut som et firskåret tryk på de siste ord.

Klokken over eleve ringte det igæn, nøje på samme måten. Kallem kom straks ut. Han hadde altså ikke været i sæng.

Atter var det Tuft, som stod der; men såvidt Kallem skimtet, før han kom ham nær, en helt annen, en forfærdet, oprevet man. "Hvor tror du, hun er gåt hen, Edvard." - "Jeg tror, hun må være gåt til Ragnis grav!" -

En sår strupelyd, et synligt opvæld av smærte, så omkring og avsted. Hans tunge steg hørtes i natstilheden langt opover.

Henimot klokken ét atter ringning, men bare én gang og frygtsomt. Kallem hørtes straks komme ut fra stuen, han var altså ænnu oppe.

En kvinne stod der. Den nærsynte Kallem skynte sig hen til henne, da røsten mældte sig som Sissel Aunes. "Kære, gode doktor, vær snil og barmhjærtig," begyndte hun klagende; "kære, gode doktor!" - Kallem trodde, hun kom på hans søsters vægne, og at der var hændt noget; han frøs. Men Sissel blev ved: "Ingen andre kan styre'n; han blir gælen hver evige nat." - "Er det Aune?" ropte Kallem. "Ja; han trur, han ser Kristen Larssen etter sig, og så lægger'n avsted utover bygda, in i skogen og ut over lannevejen; det er nu tredje natta, og jeg årker ikke mere. Kære, gode doktor, jeg har ingen annen å gå til - her gråt hun - og ingen annen får magt over'n heller."

Den vævre bokbinder og spilleman var blét gal? Så hadde han vel revet sig løs fra hans magt? Drak han igæn, var det delirium? - Nej, nej, han var "gælen" av frygt for Kristen Larssens gænfærd. Kallem gik straks med.

Himlen var overskyet og natten ret mørk; men en frisk nordenvind tok på at feje rent. Den rusket også i trærne langs vejen, det bladtætte sus spurte og spurte om allehånde, mens de strøk forbi. Var det da ikke også altfor unnerligt, at Aune, som hadde narret folk til å tro på Kristen Larssens gængangeri, nu rendte avsted avsinnig av rædsel over hvad han selv hadde funnet op? Hvær kvæll, det blev mørkt, forsikret Sissel, var Kristen Larssen etter'n og vilde ha'n med sig til helvete! - "Men kære Sissel, der er ikke noget helvete til!" - I det samme hørtes et skrik langt fræmme fra, et skærende, eneste ænneløst rop om hjælp. Det rejste sig i natten som et spøkelse, det blev næsten synligt. "Der er han!" ropte Sissel, foldet sine hænder: "Jesus Kristus hjælp!" skrek også hun og gav sig til at løpe. Men Kallem skynte efter: "Nej, du kommer senere fræm på den måten, Sissel; gå jævnt, - gå jævnt, siger jeg!" Hun adlød straks, men vænte sig ivrig mot ham; "hvæm annen æn satan kan drive en man slik ivej!" spurte hun andpusten. I det samme gødde en gårshund i nærheden, den var skræmt op av skriket og gav hals uten stans. Kallem skrek over hunden: "Aune behøver ikke mere å være besat av satan, Sissel, æn den sinte bikkjen der! Vet du, hvordan folk fik fat på satan? De trodde, alting var skapt fullkomment, og da hadde de ingen å gi skyll for, at synna var kommet in i værden."

I det samme satte den rasende hund in på dem; Sissel kom rømmende over til Kallem. "For en sint præst!" ropte han og bøjet sig ner efter sten. Da drog bikkjen sig tilbake et stykke. Et nyt skrik, nærmere æn det første, et nødrop ut av et mænneskes siste kraft, hørtes; det gøs i dem, selv hunden holdt inne. Men derpå satte den ut i en stor bøjning forbi dem, ut mot spøkelset. "Å, gud hjælpe os, nu har han det vondt?" gråt Sissel og skynte sig; den gale måtte i alle fall ikke komme ut for hunden! Og der hørte de den gø, som hadde den et villt dyr foran sig og skulde i næste stun sætte tænder i det; så løp de bægge alt de årket; Kallem var straks langt forbi Sissel. Det kunde næppe være Aune, som var i fare; så nær var ikke siste skriket; det rasende dyr hadde faret på den første, det traf, - og hvæm var så det? Kallem hadde ikke løpet slik, siden han var gut; han hørte på hunden, at der var kamp, og fik ny kraft. Snart så han i vejkanten mot et skogholdt noget stort sort, og foran dette var det, at hunden holdt på. Så skar skriket én gang til natten itu; det kom virkelig derfra! Hvad var det for en stor sort klump? Vel ikke et dyr?

Nej, det var en man, en stor man, der stred med en mindre, og hunden med bægge. Den store slog efter den, de drejet rundt, og samtidig holdt han en annen fast med venstre hånd. Nu kænte han hatten, bred over brede skuldre, det var Tuft, som holdt Aune, holdt ham med kæmpekraft; det var denne, hunden nu vilde in på, og han spænte hværgang fra sig. Kanske Aune trodde, hunden var djævelen, og at Kristen Larssens gænfærd holdt ham; for den vesle sparket, spænte, bet, slog, rev for at komme løs; han kastet sig bakover og med sin røsts siste hæse rest hvinte han: "hjælp", "hjælp"! Var han ikke ræd før, så blev han det, da han så Kallem vokse op i halvmørket; da slap han sig ner og brølte. Hunden satte straks i benet på ham, præsten løftet bægge op; dyret var så rasende, at det så ikke Kallem, før det fik et spark av hans fot, som sendte det et par meter avsted. Et eneste kort hyl og nogen hik - en doktor forstår at træffe -, og de hværken så eller hørte den mere; kanske var den død.

Nu tok Kallem fat i Aune og præsten slap, han var også ilde tilredt; hans frakke iturevet, han drog den efter sig, ærmet hang i filler nerover hånden, hans ullskjorte med, han blødte av bit og klor; men var så opildnet, at han ikke kænte smærte. Kallem tok veslingen med bægge hænder i kraven; løftet ham op til sig og med hele ejmen av spranget og blodets fart stiret han in i øjnene på ham, så de blev store, dumme, glaskolde, munnen gapet, åsynet slap muskelstyret, fyren hang som en ganet sild. Dengang Sissel ænnelig kom andpusten og gråtende efter, lå Aune på græsmarken in under træerne og sov. Bægge mæn stod over ham.

Kallem sa, Aune kunde bli liggende der, her var ingen dugg, det forbød vinden; senere skulde de bægge bli hæntet. Han tænkte nok, at dette avsinn skulde han få styr på.

Præsten hadde tat av sig frakken, tørket blodet av sig og fik nu det værste ombundet; så gik de hjæmover.

Ikke ét ord om Aune, eller om hvorledes han traf på ham; men ikke før stod de på vejen, sa Tuft klagende: "Hun var der ikke, Edvard, hun var der ikke!" Og lit efter: "Nu vet jeg intet mere; nej, nu vet jeg intet mere. At du kunde vise henne fra dig, Edvard!" Træernes løvtætte sus tok det igæn, tok det uophørlig igæn: "At du kunde vise henne fra dig, Edvard!"

"Vet du, hvad hun skrev og la efter ved siden av brevene fra dig? "For mit livs skyll går jeg nu til min bror.""

Det isnet i Kallem. "For mit livs skyll," suste det tusenmunnet, og susningen vinnet sig om ham, trangere og trangere, så han hadde ondt for at dra vejret.

Det tok på at morgne; Tufts svede, oprevne åsyn var vendt mot opgangen, som gik han hele tiden og sa: "Nåde, nåde for henne!" Han travet fræm det forteste, han kunde; han visste ikke, hvor han skulde søke henne, men han måtte gå, gå; - Kallem med.

"Å, den rædsel, den rædsel!" bryter han ut. "Husker du uvejrsnatten fra vor barndom, Edvard? vi trodde, værden skulde forgå. Husker du, som du var rædd på haugen kvællen efter? I hele nat har "havuhyrerne" slikket op efter mig også! Rædseln, du; syndestraffens rædsel over vor sjæl! Fra barndommen pisker den al forståelse ut av os, just som vi hadde den mest behov; vi rømmer og fortviler - eller kaster os næsegrus ner for gud. Senere blir vi kanske kvit rædselsdogmet, men ikke arven og inøvelsen. Som jeg gik og tænkte det, fallt jeg over den gale man; han sprang op, rædseln var i ham, han trodde, jeg var et spøkelse og at hunden var djæveln! - Og Josefine? Også hun fortviler og rømmer! Og du Edvard? Du er under rædseln, du også, når du har hjærte til å pine henne ytterligere æn hun nu piner sig selv. For det er det værste med rædseln, at den gør ond; den, som selv har været skræmt, lærer å skræmme andre." - Ordene kom tungt som han selv saget tungt ivej; Kallem mælet ikke; når han led, taug han.

Men lægprædikantens søn hadde fra barn hørt alt, der oplevdes, bli omsat i lærdomme. Nu forblødde han i sit indre; men talte hele tiden. Kallem måtte ikke tvile på Josefine; hun var det ærligste, det sandrueste på jorden. I denne sak her var hun blét ledet vill av ham. I den innerligste medfølelse la han hennes sjæle-historie åpen som han selv så den, og beviste det tydeligt, at blev hun nu forstøt av sin bror, kunde hun ikke leve.

Kallem kastet in et "kære Ole", "hør nu, Ole"; men kom aldrig længer. For selv da han tok svogeren in til sig i sit hjæm for ordentlig at se efter hans sår, talte Tuft uten ophør; det var som skrækken, uvissheden vilde ha vunnet på ham, om han taug; og så skulde Edvard se henne som han så henne, og fræmfor alt hjælpe henne! "Alle, som har faret fejl, skal hjælpes; de, som har faret fejl mot os, straks de selv skønner det, skal hjælpes fræmfor alle andre! Guds tilgivelse er denne: å hjælpe os videre." Ænnu da Kallem fulgte ham til dørs, gik han på med sin utlægning; hans kæmpekraft strak til. Men tænk, om hun nu i mellemtiden hadde vændt tilbake til sit barn og til ham! Håpet var vist ikke stort; men han skynte ivej.

Det lysnet mere. Kallem kunde ikke sove, tilsist ikke være hjæmme. I større angest æn han hadde villet syne sin svoger, drev han ut og in av stuerne, op og ner, som skulde huset gænnemsøkes. For det var jo sant, at han bare hadde dømt og fordømt, han også.

Søsteren hadde altid holdt mere av ham æn han av henne. Han visste fra de danset sammen i vinter, at hennes kærlighed ikke hadde minket. Ja, selv da han slog henne, var hun ikke kommet til ham for å gøre ham godt? Hennes utfall mot Ragni dengang, . . . naturligvis var der mer æn dogme-blinhed i det, - skinsyke! Skinsyke fordi han var blét alt for Ragni, og intet for henne. Han kunde ha ført de to kvinner sammen; derom var det ikke muligt at tvivle. Hadde han gjort noget for det?

Jo dypere han kom, jo mindre ret hadde han til at være stræng; han var jo en medskyldig! Hans søsters store øjne, fra igårkvæll, . . . nu hvilte de på ham i den ytterste nød, nu nådde de. Sit liv igænnem hadde hun, uklar og sky, når ikke lidenskaben blåste rent, inneklæmt i unaturlig lære, tråssig på sin sandruhed, sét ut efter ham fra år til måned, fra uke til dag. Så kom han og forkastet henne. Forkastet henne for en, som ikke var ham værdig, - sådan tok det sig ut for henne.

Stakkars, stakkars Josefine! Han hadde nok aldrig været noget for henne, bare gjort henne ondt, og dog hadde hun længtet trofast efter ham.

Stuerne blev kvalme, og han var rædd; han måtte ut og søke efter henne. Det lysnet mer og mer, følelsen av morgen gjorde, at han slog verandadørene op; men han hadde intet ærind derute; tværtom, han måtte stænge dem igæn, hvis han vilde gå sin vej. Så steg han ut for at dra dem til igæn, kom derved til at se til siden, - og i ly av verandaen mot nordenvinden, på Ragnis bænk, under hans kontorvinduer sat Josefine med sit sjal over knæerne. Hun så ham og krøp sammen som en vingeskudt fugl, der ikke kan komme av plætten, men heller ikke tør ses. Og dog var det for å bli sét, hun sat der. Hun kunde ikke være noget annet sted, hun hadde jo prøvd. Han skynte sig ner trapperne og bortover. Da skalv hun: "å, nej, Edvard, å, nej, lad mig få sitte," bad hun og brast i gråt. Og ænda, da han tok hennes arme og løftet henne op, bad hun for sig, vekt som et barn: "å, nej, Edvard, lad mig -!" men kom ikke længer, for hun kænte, hun lå mot hans bryst, følte rykkene i ham av den bevægelse, som brøt på, han var jo ikke ond, han vilde kanske høre henne, og hun slog sine armer op omkring ham, og hennes gråt blannet sig i hans; de to søsken lå hode til hode, kin til kin, alt av slægt i deres nerver og blod, det ælste og første i deres følelse, det hjæmlige i deres sans, like til lukten av deres tøj fra gangene hos far og mor, møttes i deres trang til aldrig mer at slippe.

Og likevel, - da han tok på at gå med henne mot veran daen, stanset hun; hun trodde sig ikke til at følge derin. Hun så på ham gænnem tårerne; han tvang henne videre op, steg for steg, ænnu på trappen holdt hun tilbake. Men han førte henne med sig, til de stod i stuen; her slog hun armene om ham igæn og sank fra ham ner på en stol, gæmte sit åsyn i sine hænder; - alt i stuen lyttet længe til hennes gråt, og han med.

Så gik han hen og strøk hennes hår; men visste, at det var ikke han, som gjorde det; det var Ragni.

I sommernatten arm i arm gænnem en lysvåken by, som folkene sov i. De to søskens storvækste gang skynte fræm i takt fra gammelt; uten at tale om det søkte de Ole, men glæmte gænvejen og kom ner på strangaten. Snart bøjet de op mot præstens hus; de hadde gjort et par steg på vejen, da Josefine likesom nødtes til at se ut over strannen. Straks stanset hun og holdt Edvard tilbake. "Jo, det er ham!" hvisket hun. Derutenfra kom Tuft, fort, fort, men med lutende hode, som kunde han ikke bære det. Forgæves hadde han søkt efter henne langs strannen, vilde nu søke videre sydover igæn - like forgæves, men like fort. Bægge forstod det, hennes arm skalv i bror'ens. Hun trykket sig op til ham, for hun hadde nylig sagt ham det, at var hun blet jaget ut av hans have, så -! Hys! Nu vændte de og gik Ole tilmøtes. Lydhør blev han snart stegene var, så op, kænte henne, slog ut med armene og kunde ikke gå længer, ej heller tale. Men Josefine løste sig av bror'ens arm og kom.

__________

Alle tre gik langsomt hjæm, præsten med Josefine under armen og Kallem på hans andre side. Han sa gæntagende: "på guds veje! på guds veje!"

"Men jeg er ikke med på din tro," syntes Kallem han måtte lægge in. "Nej, nej, nej, nej," ropte præsten ivrig: "der bra folk går, der er guds veje!"