​​JOHN GABRIEL BORKMAN SKUESPIL I FIRE AKTER AF HENRIK IBSEN KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) GRÆBES BOGTRYKKERI 1896 ​ ​​ 10​Personerne JOHN GABRIEL BORKMAN, forhenværende bankchef FRU GUNHILD BORKMAN, hans hustru STUDENT ERHART BORKMAN, deres søn FRØKEN ELLA RENTHEIM, fru Borkmans tvillingsøster FRU FANNY WILTON VILHELM FOLDAL, extraskriver i et regeringskontor FRIDA FOLDAL, hans datter FRU BORKMANS STUEPIGE Handlingen foregår en vinteraften på den rentheimske familiegård udenfor hovedstaden. ​​ ​​ 11​FØRSTE AKT Fru Borkmans dagligstue, udstyret med gammeldags falmet pragt. En åben skydedør fører ind i en havestue med vinduer og glasdør i baggrunden. Derigennem udsigt til haven, hvor snevejret fyger i tusmørket. På højre sidevæg indgangsdør fra forstuen. Længere fremme en stor, gammel jernovn med ild i. Til venstre, noget tilbage, en enkelt, mindre dør. Foran på samme side et vindu, dækket af tykke forhæng. Mellem vinduet og døren en kanapé med hestehårs betræk og med et tæppebelagt bord foran. På bordet en tændt lampe med skærm. Ved ovnen en højrygget lænestol. Fru Gunhild Borkman sidder på kanapéen med sit hækletøj. Hun er en ældre dame af koldt, fornemt udseende, med stiv holdning og ubevægelige ansigtstræk. Hendes rige hår er stærkt grånet. Hænderne fine, gennemsigtige. Klædt i en tyk mørk silkedragt, som oprindelig har været elegant, men nu noget slidt og medtagen. Uldsjal over skuldrene. Hun sidder en stund opret og urørlig ved hækletøjet. Så høres udenfor bjældeklang fra en forbikørende slæde. FRU BORKMAN lytter op; det tindrer af glæde i hendes øjne og hun hvisker uvilkårligt Erhart! Endelig! Hun rejser sig og sér ud gennem forhænget. Synes skuffet og sætter sig igen på kanapéen til sit arbejde. ​ 12Stuepigen kommer lidt efter ind fra entréen med et visitkort på en liden brikke. ​FRU BORKMAN hurtig Kom studenten alligevel? STUEPIGEN Nej, frue. Men her er en dame ude – FRU BORKMAN lægger hækletøjet tilside Nå, fru Wilton altså – STUEPIGEN går nærmere Nej, det er en fremmed dame – FRU BORKMAN rækker efter kortet Lad mig sé – (læser; rejser sig hurtig og ser stivt på pigen) Er De viss på, at det er til mig? STUEPIGEN Ja, jeg forstod det, som det var til fruen. FRU BORKMAN Bad hun om at få tale med fru Borkman? ​STUEPIGEN Jaha, det gjorde hun. ​FRU BORKMAN kort; besluttet Godt. Så sig, at jeg er hjemme. Stuepigen åbner døren for den fremmede dame og går selv ud. ​ 13Frøken Ella Rentheim kommer ind i stuen. Hun ligner søsteren af udséende; men hendes ansigt har et mere lidende end hårdt udtryk. Det bærer endnu præg af stor, karakterfuld skønhed i tidligere år. Det svære hår er strøget op i naturlige bukler fra panden og er ganske sølvhvidt. Hun er klædt i sort fløjl med hat og peltsfodret kåbe af samme stof. Begge søstrene står en stund i taushed og sér prøvende på hinanden. Hver af dem venter øjensynlig, at den anden skal tale først. ELLA RENTHEIM som har holdt sig i nærheden af døren Ja, du sér nok forundret på mig, du, Gunhild. FRU BORKMAN står ubevægelig oprejst mellem kanapéen og bordet og støtter fingerspidsene mod tæppet Går du ikke fejl? Forvalteren bor jo i sidebygningen, véd du. ​ELLA RENTHEIM Det er ikke forvalteren, jeg skal tale med i dag. FRU BORKMAN Er det da mig, du vil noget? ELLA RENTHEIM Ja. Jeg må tale nogen ord med dig. FRU BORKMAN kommer frem på gulvet Nå, – så sæt dig ned da. ELLA RENTHEIM Tak; jeg kan godt stå så længe. FRU BORKMAN ​ 14Ganske som du selv vil. Men løs ialfald lidt på overtøjet. ELLA RENTHEIM knapper kåben op Ja, her er svært varmt – ​FRU BORKMAN Jeg fryser altid. ELLA RENTHEIM står en stund og sér på hende med armen hvilende på ryggen af lænestolen Ja, – Gunhild, det er nu snart otte år siden vi sidst såes. FRU BORKMAN koldt Siden vi taltes ved ialfald. ELLA RENTHEIM Rettere sagt, taltes ved, ja. – For du har vel set mig en gang imellem, – når jeg måtte gøre min årsrejse hid til forvalteren. FRU BORKMAN En gang eller to, tror jeg. ELLA RENTHEIM Jeg har også et par gange sét et skimt af dig. I vinduet der. ​​FRU BORKMAN Bag forhængene må det ha’ været. Du har gode øjne, du. (hårdt og skærende) Men sidste gang vi taltes ved, – det var her inde i stuen hos mig – ELLA RENTHEIM afværgende Ja, ja, jeg véd det, Gunhild! ​ 15FRU BORKMAN – ugen før han, – før han slap ud. ELLA RENTHEIM går opover gulvet Å, rør da ikke ved det! FRU BORKMAN fast men dæmpet Det var ugen før han, – bankchefen kom på fri fod igen. ELLA RENTHEIM fremover gulvet Å ja, ja, ja! Jeg glemmer nok ikke den ​stund! Men det er så altfor knugende at tænke på. Bare det, at dvæle ved det et eneste øjeblik – åh! FRU BORKMAN dumpt Og så får tankerne aldrig lov til at kredse om noget andet alligevel! (i udbrud; slår hænderne sammen) Nej, jeg skønner det ikke! Aldrig i verden! Jeg fatter ikke, at noget sådant noget, – noget så forfærdeligt kan overgå en enkelt familie! Og så, tænk, – vor familie! En så fornem familie, som vor! Tænke sig til, at det just skulde ramme den! ELLA RENTHEIM Å, Gunhild, – det var nok mange, mange flere end vor familie, som det slag rammed. FRU BORKMAN Nå ja; men alle disse her andre bryr jeg mig ikke så stort om. For det var da jo bare nogen penge – eller nogen papirer, – som det gik ud over for dem. Men for os –! ​For mig! Og så for Erhart! Det barn, som han dengang var! (i stigende oprør) Skammen over os to uskyldige! Vanæren! Den stygge, forfærdelige vanære! Og så rent ruineret til og med! ​ 16ELLA RENTHEIM varsomt Sig mig, Gunhild, – hvorledes bærer han det? FRU BORKMAN Erhart, mener du? ELLA RENTHEIM Nej, – han selv. Hvorledes bærer han det? ​FRU BORKMAN blæser hånligt Tror du, jeg spør’ efter det? ELLA RENTHEIM Spør’? Du behøver da vel ikke at spørge – ​FRU BORKMAN ser forbauset på hende Du tror da vel aldrig, at jeg omgåes ham? Kommer sammen med ham? Sér noget til ham? ELLA RENTHEIM Ikke det engang! FRU BORKMAN som før Han, som har måttet sidde under lås og lukke i fem år! (slår hænderne for ansigtet) Å, slig en knusende skam! (farer op) Og så tænke på, hvad navnet John Gabriel Borkman havde at betyde før i tiden! – Nej, nej, nej, – aldrig sé ham mere! – Aldrig! ELLA RENTHEIM sér en stund på hende Du har et hårdt sind, Gunhild. FRU BORKMAN Imod ham, ja. ​​ 17ELLA RENTHEIM Han er jo dog din mand. FRU BORKMAN Har han ikke sagt for retten, at det var mig, som begyndte med at ruinere ham? At jeg brugte så altfor mange penge –? ELLA RENTHEIM forsigtig Men var der ikke noget sandt i det? FRU BORKMAN Men var det ikke netop ham selv, som vilde ha’ det således! Alting skulde jo være så rent meningsløst overdådigt – ELLA RENTHEIM Det véd jeg nok. Men just derfor skulde du ha’ holdt igen. Og det gjorde du nok ikke. FRU BORKMAN Vidste da jeg, at det ikke var hans egne ​penge, – de, som han gav mig til at rutte med? Og som han rutted med selv også. Tifold værre end jeg! ELLA RENTHEIM stilfærdig Nå, det førte vel hans stilling med sig, kan jeg tro. For en stor del da. FRU BORKMAN hånligt Ja, det héd sig altid, at vi måtte «repræsentere». Og så repræsenterte han da også ​rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge. (lér) Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. ​ 18«John Gabriel», «John Gabriel». Alle så vidste de, hvad «John Gabriel» var for en størrelse! ELLA RENTHEIM fast og varmt Han var en størrelse dengang, du. ​FRU BORKMAN Ja, det så jo slig ud. Men aldrig med et eneste ord satte han mig ind i, hvorledes hans stilling egentlig var. Aldrig lod han sig forlyde med, hvor han tog midlerne fra. ELLA RENTHEIM Nej, nej, – det aned nok ikke de andre heller. FRU BORKMAN Det fik nu være det samme med de andre. Men mig havde han pligtet at sige sandheden. Og det gjorde han aldrig! Han bare løj, – løj så bundløst for mig – ELLA RENTHEIM afbrydende Det gjorde han visst ikke, Gunhild! Han fortied kanske. Men han løj visst ikke. FRU BORKMAN Ja, ja, kald det, som du vil. Det kommer jo ganske ud på et. – Men så ramled det ​da også sammen. Alting. Hele herligheden tilslut. ELLA RENTHEIM hen for sig Ja, alting ramled sammen – for ham, – og for andre. ​ 19FRU BORKMAN retter sig truende ivejret Men det siger jeg dig, Ella, – jeg gi’r mig ikke endda! Jeg skal nok vide at skaffe mig oprejsning. Det kan du forlade dig på! ELLA RENTHEIM spændt Oprejsning? Hvad mener du med det? FRU BORKMAN Oprejsning for navn og ære og velfærd! Oprejsning for hele min forkludrede livsskæbne, det mener jeg! Jeg har en i baghånden, jeg, skal du vide. ​– En, som skal tvætte rent alt det, som – som bankchefen har tilsmudset. ​ELLA RENTHEIM Gunhild! Gunhild! FRU BORKMAN stigende Der lever en hævner, du! En, som skal gøre godt igen alt det, som hans far har forbrudt imod mig! ELLA RENTHEIM Erhart altså. FRU BORKMAN Ja, Erhart, – min herlige gut! Han skal nok vide at oprejse slægten, huset, navnet. Alt det, som kan oprejses. – Og kanske mere til. ELLA RENTHEIM Og på hvad måde mener du det skulde ske? ​ 20FRU BORKMAN Det får komme, som det kan. Jeg véd ikke hvorledes det vil komme. Men jeg véd, ​at det vil og det skal komme engang. (sér spørgende på hende) Ja – Ella, – er det ikke i grunden det samme, du også har gået og tænkt på lige siden han var liden? ELLA RENTHEIM Nej, det kan jeg ikke egentlig sige. FRU BORKMAN Ikke det? Hvorfor tog du dig da af ham? Dengang, da stormen var brudt løs over – over huset her. ELLA RENTHEIM Du selv kunde jo ikke dengang, Gunhild. FRU BORKMAN Å nej, – jeg kunde jo ikke det. Og hans far, – han var lovlig undskyldt, – der han sad, – så godt forvaret – ELLA RENTHEIM oprørt Å, at du kan få frem slige ord –! Du! ​FRU BORKMAN med et giftigt udtryk Og at du kunde bekvemme dig til at ta’ dig af en, – en John Gabriels barn! Aldeles, som om det barn var dit eget –. Ta’ det fra mig, – og rejse hjem med det. Og beholde det hos dig, år efter år. Til gutten blev næsten voksen. ​(sér mistænksom på hende) Hvorfor gjorde du egentlig det, Ella? Hvorfor beholdt du ham? ELLA RENTHEIM Jeg kom til at holde så inderlig af ham – ​ 21FRU BORKMAN Mere end jeg, – hans mor! ELLA RENTHEIM undvigende Det véd jeg ikke. Og så var jo Erhart lidt svagelig i opvæksten – FRU BORKMAN Erhart – svagelig! ​ELLA RENTHEIM Ja, jeg syntes det, – dengang ialfald. Og så er jo luften der borte på vestkysten så meget mildere end her, véd du vel. FRU BORKMAN smiler bittert Hm. Er den det? (afbrydende) Ja, du har sandelig gjort svært meget for Erhart, du. (forandrer tonen) Nå, det forstår sig, du har jo også råd til det. (smiler) Du var jo så heldig, du, Ella. Du fik jo reddet alt det, som dit var. ELLA RENTHEIM krænket Det gjorde ikke jeg noget skridt for, – kan jeg forsikkre dig. Jeg havde ikke – før længe, længe bagefter – nogen anelse om, at de papirer, som lå i banken for min regning, – at de var sparet – FRU BORKMAN Ja, ja; sligt noget skønner jeg mig ikke ​på! Jeg siger bare, at du var heldig. (sér spørgende på hende) Men når du sådan på egen hånd tog dig til at opdrage Erhart for mig –? Hvad var så din hensigt med det? ELLA RENTHEIM sér på hende Min hensigt –? ​ 22FRU BORKMAN Ja, en hensigt måtte du da vel ha’. Hvad vilde du gøre ham til? Gøre ud af ham, mener jeg? ELLA RENTHEIM langsomt Jeg vilde lette vejen for Erhart til at bli’ et lykkeligt menneske her i verden. FRU BORKMAN blæser Pyh, – folk i vore kår har nok andet at gøre, end at tænke på lykke. ​ELLA RENTHEIM Hvad da, – mener du? FRU BORKMAN sér stort, alvorligt på hende Erhart får først ​og fremst sé til, at han kan komme til at lyse så højt og så vidt udover, at ikke noget menneske i landet længer skimter den skyggen, som hans far har kastet over mig – og over min søn. ELLA RENTHEIM forskende Sig mig, Gunhild, – er det det krav, som Erhart selv stiller til sit liv –? FRU BORKMAN studsende Ja, det får vi da vel håbe! ELLA RENTHEIM – eller er det ikke snarere et krav, som du stiller til ham? ​FRU BORKMAN kort Jeg og Erhart stiller altid de samme krav til os selv. ​ 23ELLA RENTHEIM tungt og langsomt Så sikker er du altså på din gut, du, Gunhild. FRU BORKMAN dulgt hoverende Ja, gud ske lov og tak, – det er jeg. Det kan du forlade dig på! ELLA RENTHEIM Så synes jeg, du i grunden må føle dig lykkelig alligevel. Trods alt det andet. FRU BORKMAN Det gør jeg også. For så vidt. Men så, – hvert øjeblik, sér du, – så kommer jo dette her andet drivende som et uvejr ind over mig. ​ELLA RENTHEIM med omslag i tonen Sig mig –. Lige så godt straks. For det var egentlig det, jeg kom ud til dig for – FRU BORKMAN Hvilket? ELLA RENTHEIM Noget, jeg synes jeg må tale med dig om. – Sig mig, – Erhart bor jo ikke her ude hos – hos eder andre. FRU BORKMAN hårdt Erhart kan ikke bo her ude hos mig. Han må bo inde i byen – ELLA RENTHEIM Det har han skrevet mig til. ​ 24FRU BORKMAN Han må det for studiernes skyld. Men han kommer ud til mig en stund hver eneste aften. ​ELLA RENTHEIM Ja, kunde jeg så kanske få sé ham? Og tale med ham straks? ​FRU BORKMAN Han er ikke kommen endnu. Men jeg venter ham hvert øjeblik. ELLA RENTHEIM Jo, Gunhild, – han må være kommen. For jeg hører ham gå ovenpå. FRU BORKMAN med flygtigt øjekast Oppe i storsalen? ELLA RENTHEIM Ja. Jeg har hørt ham gå deroppe, lige siden jeg kom. FRU BORKMAN vender øjnene fra hende Det er ikke ham, det, Ella. ​ELLA RENTHEIM studser Er det ikke Erhart? (anende) Hvem er det da! FRU BORKMAN Bankchefen. ELLA RENTHEIM sagte, i undertrykt smærte Borkman. John Gabriel Borkman! ​ 25FRU BORKMAN Slig går han op og ned. Frem og tilbage. Fra morgen til kvæld. Dag ud og dag ind. ELLA RENTHEIM Jeg har jo rigtignok hørt ymte om et og andet – FRU BORKMAN Kan tro det. Der ymtes visst adskilligt om os herude. ELLA RENTHEIM Erhart har ymtet om det. I brevene. At ​hans far holdt sig mest for sig selv, – deroppe. Og du for dig her nedenunder. FRU BORKMAN Ja, – vi har havt det så, vi, Ella. Helt fra de slap ham ud. Og sendte ham hjem til mig. – I alle de lange otte årene. ELLA RENTHEIM Men jeg har aldrig tænkt, at det kunde være rigtig sandt. At det kunde være muligt –! FRU BORKMAN nikker Sandt er det. Og kan aldrig bli’ anderledes. ELLA RENTHEIM sér på hende Dette må da være et forfærdeligt liv, Gunhild. FRU BORKMAN Mere end forfærdeligt, du. Snart ikke til at holde ud længer. ​​ELLA RENTHEIM Det kan jeg så godt forstå. ​ 26FRU BORKMAN Stadig at høre hans skridt deroppe. Lige fra den tidlige morgen til langt på nat. – Og så lydt, som her er hernede! ELLA RENTHEIM Ja, det er svært, så lydt her er. FRU BORKMAN Mangen gang kommer det mig for, at jeg har en syg ulv gående i bur deroppe på salen. Lige ret over hodet på mig. (lytter og hvisker) Hør bare, du! Hør! Frem og tilbage, – frem og tilbage går ulven. ELLA RENTHEIM varsomt Kunde det ikke bli’ anderledes, Gunhild? FRU BORKMAN afvisende Han har aldrig gjort noget skridt til det. ​ELLA RENTHEIM Men kunde så ikke du gøre det første skridt da? FRU BORKMAN farer op Jeg! Efter alt det, han har forbrudt imod mig! – Nej tak! Lad så heller ulven bli’ ved at tasse omkring deroppe. ELLA RENTHEIM Her blir mig for varmt. Jeg må nok få lov at ta’ tøjet af alligevel. FRU BORKMAN Ja, jeg spurgte dig jo før – ​ 27Ella Rentheim lægger kåbe og hat fra sig på en stol ved indgangsdøren. ELLA RENTHEIM Træffer du aldrig til at møde ham udenfor huset? FRU BORKMAN lér bittert I selskabslivet, mener du? ​ELLA RENTHEIM Jeg mener, når han går ud i den friske luft. Inde på stierne i skoven, eller – FRU BORKMAN Bankchefen går aldrig ud. ELLA RENTHEIM Ikke i mørkningen engang? FRU BORKMAN Aldrig. ELLA RENTHEIM bevæget Det kan han ikke overvinde sig til? FRU BORKMAN Kan vel ikke det. Han har sin store ​ slængkappe og filthatten hængende i væggeskabet. I forstuen, véd du – ELLA RENTHEIM hen for sig – det skabet, vi legte i, da vi var små – ​​ 28FRU BORKMAN nikker Og en gang imellem, – om aftenen sent, – så kan jeg høre, at han kommer ned – for at ta’ på sig og gå ud. Men så standser han gerne midtvejs i trappen, – og vender om. Og så går han op igen på salen. ELLA RENTHEIM stille Kommer aldrig nogen af hans gamle venner derop og sér til ham? FRU BORKMAN Han har ingen gamle venner. ELLA RENTHEIM Han havde dog så mange – engang. FRU BORKMAN Hm! Dem sørged han jo så pænt for at skaffe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven, – han, John Gabriel. ​ELLA RENTHEIM Å ja, det kan du jo nok ha’ ret i, Gunhild. FRU BORKMAN hæftig For resten må jeg sige, at det er lumpent, lavt, usselt, småligt at lægge så svær vægt på den smule tab, de kan ha’ lidt ved ham. Pengetab var det da jo bare. Ikke andet. ELLA RENTHEIM uden at svare Og så lever han altså deroppe så ganske alene. Så rent for sig selv. ​ 29FRU BORKMAN Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige, at der kommer en gammel kopist eller extraskriver op til ham en gang imellem. ELLA RENTHEIM Å så; det er visst en, som heder Foldal. For jeg véd, at de to var ungdomsvenner. ​FRU BORKMAN Ja, de var nok det, tror jeg. Jeg kender forresten ikke noget til ham. For han kom aldrig med i vor selskabskreds. Dengang vi havde nogen – ELLA RENTHEIM Men nu kommer han altså til Borkman? ​FRU BORKMAN Ja, han er ikke kræsnere end som så. Men, det forstår sig, han kommer nu bare i mørkningen da. ELLA RENTHEIM Denne Foldal, – han var også en af dem, som led tab, da banken gik overstyr. FRU BORKMAN henkastende Ja, jeg synes, jeg kan huske, at han misted nogen penge, han også. Men det var visst så rent ubetydeligt – ​ELLA RENTHEIM med let eftertryk Det var alt det, han ejed. ​ 30FRU BORKMAN smiler Nå, men herregud, – det, han ejed, det var da visst virkelig så forsvindende lidet, du. Ikke nogenting at snakke om. ELLA RENTHEIM Der blev heller ikke snakket om det, – af Foldal, – under processen. FRU BORKMAN Og, for øvrigt, så kan jeg fortælle dig det, at Erhart har gi’t så rundelig erstatning for den ubetydelighed. ELLA RENTHEIM forundret Har Erhart! Hvorledes har Erhart kunnet det? ​FRU BORKMAN Han har taget sig af Foldals yngste datter. Og læst med hende, – så hun kanske kan bli’ til noget og sørge for sig selv engang. Sé, – det er visst meget mere, du, end fa’ren kunde ha’ gjort for hende. ELLA RENTHEIM Ja, fa’ren, han sidder vel i små kår, han, kan jeg tro. FRU BORKMAN Og så har Erhart maget det så, at hun får lære musik. Hun er nu alt ble’t så flink, at hun kan komme op til – til ham deroppe på salen, og spille for ham. ELLA RENTHEIM Så han holder da af musik fremdeles? ​ 31FRU BORKMAN Å ja, han gør vel det. Han har jo det pianoet, som du skikked herud – da han var i vente – ​ELLA RENTHEIM Og på det spiller hun for ham? ​FRU BORKMAN Ja, sådan en gang imellem. Om aftenerne. Det har også Erhart fåt istand. ELLA RENTHEIM Men må da den stakkers pige gå den lange vejen her ud? Og så hjem til byen igen? FRU BORKMAN Nej, det behøver hun ikke. Erhart har ordnet det så, at hun får være hos en dame, som boer her i nærheden. Det er en fru Wilton – ELLA RENTHEIM levende Fru Wilton! FRU BORKMAN En meget rig dame. En, som du ikke kender. ​ELLA RENTHEIM Jeg har hørt navnet. Fru Fanny Wilton, tror jeg – FRU BORKMAN Ja, ganske rigtig. ​ 32ELLA RENTHEIM Erhart har flere gange skrevet om hende. – Boer hun her ude nu? FRU BORKMAN Ja, hun har lejet en villa her. Og så er hun flyttet ud fra byen for en tid siden. ELLA RENTHEIM lidt nølende De siger, folk, at hun skal være skilt fra sin mand. FRU BORKMAN Manden er nok død for flere år siden. ELLA RENTHEIM Ja, men de blev skilt –. Han lod sig skille – ​FRU BORKMAN Han rejste fra hende, gjorde han. Skylden var visst ikke hendes. ELLA RENTHEIM Kender du noget nærmere til hende, Gunhild? FRU BORKMAN Å ja såmænd. Hun boer jo lige i nærheden. Og så sér hun ind til mig en gang imellem da. ELLA RENTHEIM Og du synes kanske godt om hende? FRU BORKMAN Hun er så ualmindelig forstående. Så mærkværdig klar i sin dom. ​ 33ELLA RENTHEIM I sin dom om mennesker, mener du? ​FRU BORKMAN Ja, mest om mennesker. Erhart har hun nu formelig studeret. Sådan rigtig tilbunds, – ind i ​sjælen. Og derfor så forguder hun ham da også, – som rimeligt er. ELLA RENTHEIM lidt lurende Så kender hun kanske Erhart endnu nøjere, end hun kender dig? FRU BORKMAN Ja, Erhart traf hende som oftest inde i byen. Før hun flytted her ud. ELLA RENTHEIM uoverlagt Og så flytted hun fra byen alligevel? FRU BORKMAN studser og sér hvasst på hende Alligevel! Hvad mener du med det? ​ELLA RENTHEIM undvigende Nå, herregud, – mener –? FRU BORKMAN Du sa’ det på en så underlig måde. Der var noget, du mente med det, Ella! ELLA RENTHEIM sér hende fast i øjnene Ja, det var det også, Gunhild. Der var virkelig noget, jeg mente med det. ​ 34FRU BORKMAN Nå, så sig det da rent ud! ELLA RENTHEIM Først vil jeg sige dig det, at jeg synes, jeg også har ligesom en slags ret til Erhart. Eller finder du kanske ikke det? FRU BORKMAN sér henad værelset Bevar’s vel. Efter de summer, du har kostet på ham, så – ​ELLA RENTHEIM Å sletikke derfor, Gunhild. Men fordi jeg holder af ham – FRU BORKMAN smiler hånligt Af min søn? Kan du det? Du? Trods alt? ELLA RENTHEIM Ja, jeg kan det. Trods alt. Og jeg gør det. Jeg holder af Erhart. Så meget, som jeg overhodet kan holde af et menneske – nu for tiden. I min alder. FRU BORKMAN Nå ja, ja, lad så være; men – ELLA RENTHEIM Og derfor, sér du, så blir jeg bekymret, så snart jeg mærker noget, som truer ham. ​FRU BORKMAN Truer Erhart! Ja, men hvad truer ham? Eller hvem truer ham da? ​ 35​ELLA RENTHEIM Det gør nok for det første du, – på din vis – FRU BORKMAN udbryder Jeg! ELLA RENTHEIM – og så denne fru Wilton også, – er jeg bange for. FRU BORKMAN sér en stund målløs på hende Og sligt noget kan du tro om Erhart! Om min egen gut! Han, som har sin store mission at fuldbyrde! ELLA RENTHEIM henkastende Å hvad, mission –! ​FRU BORKMAN oprørt Og det tør du sige så hånligt! ELLA RENTHEIM Tror du, at et ungt menneske, i Erharts alder, – sund og glad, – tror du, at han går hen og ofrer sig for – for sligt noget som en «mission»! FRU BORKMAN stærk og fast Erhart gør det! Det véd jeg så visst. ELLA RENTHEIM ryster på hovedet Du hverken véd det eller du tror det, Gunhild. FRU BORKMAN Tror jeg det ikke! ​ 36ELLA RENTHEIM Det er bare noget, som du går og drømmer om. For havde du ikke det at klynge dig ​fast til, så synes du vel, at du måtte rent fortvile. FRU BORKMAN Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile. (hæftig) Og det er kanske det, du helst så, du, Ella! ELLA RENTHEIM med løftet hoved Ja, jeg så det helst – ifald du ikke kan fri dig på anden måde, end at det skal gå ud over Erhart. FRU BORKMAN truende Du vil træde imellem os! Mellem mor og søn! Du! ELLA RENTHEIM Jeg vil fri ham ud af din magt, – din vold, – dit herredømme. FRU BORKMAN triumferende Det kan du ikke mere! Du havde ham ​i dine garn – lige til hans femtende år. Men nu har jeg vundet ham igen, sér du! ELLA RENTHEIM Så vil jeg vinde ham igen fra dig! ​(hæst; halvt hviskende) Vi to, vi har kæmpet på liv og død om et menneske før, vi, Gunhild! FRU BORKMAN sér hoverende på hende Ja, og jeg vandt sejr. ELLA RENTHEIM hånsmiler Synes du endnu, at den sejr blev til vinding for dig? ​ 37FRU BORKMAN mørk Nej; – det har du så blodig ret i. ELLA RENTHEIM Det blir ingen vinding for dig dennegang heller. ​FRU BORKMAN Ingen vinding, det, at beholde en mors magt over Erhart! ELLA RENTHEIM Nej; for det er bare magten over ham du vil ha’. FRU BORKMAN Og du da! ELLA RENTHEIM varmt Jeg vil ha’ hans kærlige sind, – hans sjæl, – hans hele hjerte –! FRU BORKMAN udbryder Det får du aldrig mere i denne verden! ELLA RENTHEIM sér på hende Har du kanske sørget for det? ​FRU BORKMAN smiler Ja, det har jeg rigtignok tilladt mig. Har du ikke kunnet læse det ud af hans breve? ELLA RENTHEIM nikker langsomt Jo. Hele du var i hans breve tilslut. ​ 38FRU BORKMAN tirrende Jeg har nyttet disse otte år – da jeg har havt ham under øjne, sér du. ELLA RENTHEIM behersket Hvad har du sagt Erhart om mig? Går det an, at du fortæller mig det? FRU BORKMAN Ja, det går så godt an. ELLA RENTHEIM Så gør det da! ​FRU BORKMAN Jeg har bare sagt ham det, som sandt er. ELLA RENTHEIM Nå? FRU BORKMAN Jeg har idelig og altid indpræntet ham, at han, vær’sgo’, får huske på, at det er dig, vi må ​takke for, at vi kan leve såpass, som vi gør. At vi overhodet kan leve. ELLA RENTHEIM Ikke andet end det! FRU BORKMAN Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg på mig selv. ELLA RENTHEIM Men det er jo omtrent bare det, som Erhart vidste i forvejen. ​​ 39FRU BORKMAN Da han kom hjem igen til mig, bildte han sig ind, at du gjorde altsammen af et godt hjerte. (sér skadefro på hende) Nu tror han ikke det længer, Ella. ELLA RENTHEIM Hvad tror han da nu? FRU BORKMAN Han tror det, som sandt er. Jeg spurgte ham, hvorledes han forklarte sig det, at tante Ella aldrig rejste hid for at besøge os – ELLA RENTHEIM afbrydende Det vidste han før! FRU BORKMAN Han véd det bedre nu. Du havde bildt ham ind, at det var for at skåne mig og – og ham, som går deroppe på salen – ​ELLA RENTHEIM Det var det også. FRU BORKMAN Det tror ikke Erhart en smule på nu længer. ELLA RENTHEIM Hvad har du da nu fåt ham til at tro om mig? FRU BORKMAN Han tror, som sandt er, at du skammer dig over os, – foragter os. Eller gør du kanske ikke det? Har du ikke engang pønset på ​ 40at få rive ham helt løs fra mig? Tænk dig om, Ella. Du husker det visst. ELLA RENTHEIM afvisende Det var i skandalens værste tid. Da sagen stod for retten. – Jeg nærer ikke de tanker længer nu. ​FRU BORKMAN Det vilde ikke nytte dig noget heller. For hvad blev der så ellers af hans mission! Å nej tak, du! Det er mig, Erhart behøver, – ikke dig. Og derfor er han som død for dig! Og du for ham! ​ELLA RENTHEIM koldt, besluttet Vi skal sé. For nu blir jeg her ude. FRU BORKMAN stirrer på hende Her på gården? ELLA RENTHEIM Ja, her. FRU BORKMAN Her – hos os? Hele natten over? ELLA RENTHEIM Her ude blir jeg hele resten af mine dage, om så skal være. ​FRU BORKMAN fatter sig Ja ja, Ella, – gården er jo din. ELLA RENTHEIM Å hvad –! ​ 41FRU BORKMAN Alt sammen er jo dit. Den stol, jeg sidder på, er din. Den seng, jeg ligger og vælter mig søvnløs i, den tilhører dig. Den mad, vi spiser, den får vi gennem dig. ELLA RENTHEIM Kan ikke ordnes på anden vis, det. Borkman kan ikke ha’ egen ejendom. For der vilde straks komme nogen og ta’ det fra ham. FRU BORKMAN Jeg véd det nok. Vi får finde os i at leve på din nåde og barmhjertighed. ​ELLA RENTHEIM koldt Jeg kan ikke hindre dig i at sé det fra den side, Gunhild. FRU BORKMAN Nej, det kan du ikke. – Når vil du, vi skal flytte ud? ELLA RENTHEIM sér på hende Flytte ud? FRU BORKMAN i ophidselse Ja, du bilder dig da vel aldrig ind, at jeg vil bli’ boende her under tag med dig! – Nej, så heller i fattighuset eller ud på landevejen! ELLA RENTHEIM Godt. Så giv mig Erhart med – FRU BORKMAN Erhart! Min egen søn! Mit barn! ​​ 42ELLA RENTHEIM Ja, – for så rejser jeg straks hjem igen. FRU BORKMAN efter kort betænkning; fast Erhart skal selv vælge mellem os. ELLA RENTHEIM sér tvilende og usikker på hende Han vælge? Ja, – tør du det, Gunhild? ​FRU BORKMAN med hård latter Om jeg tør! La’ min gut vælge mellem sin mor og dig! Ja, det tør jeg rigtignok. ELLA RENTHEIM lyttende Kommer der nogen? Jeg synes, jeg hører – FRU BORKMAN Så er det vel Erhart – ​Det banker raskt på forstuedøren, som derpå uden videre blir åbnet. Fru Wilton, selskabsklædt og i overtøj, kommer ind. Bag efter hende stuepigen, som ikke har fået tid til at melde og sér rådvild ud. Døren blir stående halvt åben. Fru Wilton er en påfaldende smuk, yppig dame i tretiårene. Brede, røde, smilende læber. Spillende øjne. Rigt, mørkt hår. FRU WILTON Godaften, kæreste fru Borkman! FRU BORKMAN noget tørt Godaften, frue. (til pigen; peger mod havestuen) Tag lampen ud derinde og tænd den. ​ 43Stuepigen henter og går ud med lampen. FRU WILTON sér Ella Rentheim Å, om forladelse, – her er fremmede – FRU BORKMAN Bare min søster, som er kommen tilrejsende – Erhart Borkman slår den halvåbne forstuedør helt op og stormer ind. Han er et ungt menneske med lyse, frejdige øjne. Elegant klædt. Begyndende knebelsbart. ​ERHART BORKMAN glædestrålende; på dørtærskelen Hvad for noget! Er tante Ella kommen? (imod hende; griber hendes hænder) Tante, tante! Nej, er det muligt! Er du her? ELLA RENTHEIM slår armene om hans hals Erhart! Min kære, snille gut! Nej, hvor stor du er ble’t! Å, hvor det gør godt at få sé dig igen! FRU BORKMAN skarpt Hvad skal det sige, Erhart, – står du og gemmer dig i forstuen? FRU WILTON hurtig Erhart – Borkman kom sammen med mig. FRU BORKMAN måler ham med øjnene Ja så, Erhart. Du kommer ikke først til din mor? ​ERHART Jeg måtte bare indom til fru Wilton et øjeblik, – for at hente lille Frida. ​ 44​FRU BORKMAN Er denne frøken Foldal også med? FRU WILTON Ja, vi har hende stående udenfor i entréen. ERHART taler ud gennem døren Gå De bare ovenpå, Frida. Ophold. Ella Rentheim iagttager Erhart. Han synes forlegen og noget utålmodig; hans ansigt antager et spændt og koldere udtryk. Stuepigen bringer den tændte lampe ind i havestuen, går ud igen og lukker døren efter sig. FRU BORKMAN med tvungen høflighed Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå Dem ned her iaften, så – ​FRU WILTON Nej tusend tak, kære frue. Det tænker jeg sletikke på. Vi har en anden indbydelse. Vi skal ned til advokat Hinkels. FRU BORKMAN sér på hende Vi? Hvilke vi, mener De? FRU WILTON léende Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men jeg fik i opdrag af husets damer at ta’ student Borkman med, – hvis jeg tilfældigvis skulde få øje på ham. FRU BORKMAN Og det fik De da, som jeg sér. ​ 45FRU WILTON Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at sé indom til mig, – for lille Fridas skyld. ​FRU BORKMAN tørt Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke, at du kendte den familie, – disse Hinkels. ERHART irriteret Nej, egentlig kender jeg dem jo ikke heller. (tilføjer lidt utålmodig) Du véd visst selv bedst, du mor, hvad folk jeg kender og ikke kender. FRU WILTON Å pyt! I det hus blir man snart kendt! Glade, lystige, gæstfri folk. Fuldt op af unge damer. FRU BORKMAN med eftertryk Kender jeg min søn ret, så er ikke det egentlig noget selskab for ham, fru Wilton. FRU WILTON Men herregud, kære frue, han er da ung, han også! ​FRU BORKMAN Ja lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være godt andet. ERHART dølger sin utålmodighed Ja, ja, ja, mor, – det er jo ​en selvfølge, at jeg ikke går der hen til disse Hinkels iaften. Jeg blir naturligvis her hos dig og tante Ella. ​ 46FRU BORKMAN Det vidste jeg nok, min kære Erhart. ELLA RENTHEIM Nej, Erhart, – for min skyld må du endelig ikke la’ dig afholde – ERHART Jo visst da, kære tante; der kan ikke være tale om andet. (sér usikkert på fru Wilton) Men hvorledes klarer vi det? Går det egentlig an? De har jo svaret ja – på mine vegne. ​FRU WILTON muntert Hvad snak! Skulde det ikke gå an? Når jeg nu kommer derned i de lyse, festlige saloner, – ensom og forladt – tænk bare! så svarer jeg nej – på Deres vegne. ERHART langtrukket Ja, når De altså mener, at det går an, så – FRU WILTON let og fejende Jeg har så mangen god gang svaret både ja og nej – på egne vegne. Og skulde De gå fra Deres tante nu, da hun lige netop er kommen? Fy da, mosjø Erhart, – vilde det være sønligt handlet af Dem? FRU BORKMAN ilde berørt Sønligt? FRU WILTON Nå, plejesønligt da, fru Borkman. ​​ 47FRU BORKMAN Ja, det får De nok føje til. FRU WILTON Å jeg synes, man har mere at takke en god plejemor for, end ens egen rigtige mor, jeg. FRU BORKMAN Har De selv erfaret det? FRU WILTON Å gud bedre, – min mor har jeg kendt så lidet til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg også, – så var jeg kanske ikke ble’t så – så uskikkelig, som folk siger, at jeg er. (vender sig til Erhart) Ja, så blir man altså pænt hjemme hos mamma og tante – og drikker té, herr student! (til damerne) Farvel, farvel, kære frue! Farvel, frøken! Damerne hilser stumt. Hun går mod døren. ​ERHART går efter hende Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke –? ​FRU WILTON i døren, afværgende Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så vel vant til at gå min vej alene. (standser i døråbningen, sér på ham og nikker) Men tag Dem nu i vare, student Borkman; – det siger jeg Dem! ERHART Hvorfor skal jeg ta’ mig i vare? ​ 48FRU WILTON lystig Jo, for når jeg går nedover vejen, – ensom og forladt, som sagt, – så vil jeg prøve, om jeg kan kaste runer efter Dem. ERHART lér Å, sådan! Vil De nu prøve det igen. FRU WILTON halvt alvorlig Ja, pass Dem nu. Når jeg nu går nedover, så vil jeg sige indvendig, – rigtig ud af min ​inderste vilje vil jeg sige: Student Erhart Borkman, – tag straks Deres hat! FRU BORKMAN Og så ta’r han den, tror De? FRU WILTON léende Ja bevar’s vel; så griber han straks hatten. Og så vil jeg sige: Træk pænt yderfrakken på Dem, Erhart Borkman! Og galoscherne! Glem endelig ikke galoscherne! Og følg mig så efter! Lydig, lydig, lydig! ERHART med tvungen munterhed Ja, det kan De stole på. FRU WILTON med løftet pegefinger Lydig! Lydig! – God nat! Hun lér og nikker til damerne og lukker døren efter sig. FRU BORKMAN Driver hun virkelig den slags kunster? ​​ 49ERHART Å, langt ifra. Hvor kan du da tro det? Det er bare sådan for spas. (afbrydende) Men lad os ikke snakke om fru Wilton nu. Han nøder Ella Rentheim til at sætte sig i lænestolen ved ovnen. ERHART står og sér lidt på hende Nej, men at du har gjort den lange rejse, tante Ella! Og det nu ved vintertid? ELLA RENTHEIM Det blev nødvendigt for mig nu til slut, Erhart. ERHART Så? Hvorfor det da? ​ELLA RENTHEIM Jeg måtte her ind og tale med lægerne en gang. ERHART Nå, det var da godt! ​ELLA RENTHEIM smiler Synes du, det er så godt? ERHART At du endelig beslutted dig, mener jeg. FRU BORKMAN i kanapéen, koldt Er du syg, Ella? ELLA RENTHEIM sér hårdt på hende Det véd du da vel, at jeg er syg. ​ 50FRU BORKMAN Nå ja sådan sygelig, som du har været i mange år – ERHART Den tid, jeg var hos dig, sa’ jeg dig så tidt, at du skulde tale med doktoren. ELLA RENTHEIM Å, der borte på mine kanter er der ingen, ​som jeg har rigtig tro til. Og desuden føltes det jo ikke så slemt dengang. ERHART Er det da værre med dig nu, tante? ELLA RENTHEIM Å ja, min gut; nu er det ble’t noget værre med mig. ERHART Ja men ikke farligt vel? ELLA RENTHEIM Å, det er nu, som en ta’r det. ERHART ivrig Ja men véd du hvad, tante Ella, – så må du ikke rejse hjem igen så snart. ELLA RENTHEIM Nej, det gør jeg nok heller ikke. ​ERHART Du må bli’ her i byen. For her har du jo alle de bedste læger at vælge imellem. ​ 51ELLA RENTHEIM Ja, det var så min tanke, da jeg rejste hjemmefra. ERHART Og så må du sé at finde dig et rigtig godt logis, – et sådant et lunt, stille pensionat. ELLA RENTHEIM Jeg tog ind imorges i det gamle, hvor jeg før har boet. ERHART Nå ja, der får du det jo hyggeligt. ELLA RENTHEIM Ja, men jeg kommer ikke til at bli’ der alligevel. ​​ERHART Så? Hvorfor ikke det da? ELLA RENTHEIM Nej, jeg bestemte mig om, da jeg kom her ud. ERHART forundret Så –? Bestemte du dig om –? FRU BORKMAN hækler; uden at sé op Din tante vil bo her på sin gård, Erhart. ERHART sér afvekslende på dem begge Her! Hos os! Hos os andre! – Er det sandt, tante? ELLA RENTHEIM Ja, jeg har bestemt mig til det nu. ​​ 52FRU BORKMAN som før Det hører jo altsammen din tante til, véd du. ELLA RENTHEIM Og så blir jeg her ude, Erhart. For det første da. Indtil videre. Jeg indretter mig for mig selv. Der over i forvalterfløjen – ERHART Ja, det har du ret i. Der har du jo altid værelser stående. (pludselig livfuldt) Men det er sandt, tante, – er du ikke svært træt efter rejsen? ELLA RENTHEIM Å noget træt er jeg jo. ERHART Nå, så synes jeg, du skulde gå rigtig tidlig tilsengs da. ELLA RENTHEIM sér smilende på ham Det vil jeg også. ​ERHART ivrig For så kunde vi jo snakke nærmere sammen imorgen – eller en anden dag, sér du. Om alt muligt. Løst og fast. Du og mor og jeg. Vilde ikke det være meget bedre, tante Ella? FRU BORKMAN i udbrud; rejser sig fra kanapéen Erhart, – jeg kan sé det på dig, at du vil gå fra mig! ERHART farer sammen Hvad mener du med det! ​ 53FRU BORKMAN Du vil ned til – til advokat Hinkels! ERHART uvilkårlig Å sådan! (fatter sig) Ja synes du da, jeg skulde sidde her og holde tante Ella oppe til langt på nat? Hun, som er syg, mor. Tænk på det. ​FRU BORKMAN Du vil ned til Hinkels, Erhart! ERHART utålmodig Ja men herregud, mor, – jeg synes ​da ikke, jeg godt kan la’ det være. Eller hvad siger du, tante? ELLA RENTHEIM Du skal helst handle i fuld frihed, Erhart. FRU BORKMAN truende imod hende Du vil skille ham fra mig! ELLA RENTHEIM rejser sig Ja hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild! Musik høres ovenfra. ERHART vrider sig som i pine Å jeg holder ikke dette her ud! (sér sig om)​Hvor har jeg min hat? (til Ella) Kender du den musiken der oppe på salen? ELLA RENTHEIM Nej. Hvad er det for noget? ​ 54ERHART Danse macabre er det. Dødningdansen. Kender du ikke dødningdansen, tante? ELLA RENTHEIM smiler tungt Endnu ikke, Erhart. ERHART til fru Borkman Mor, – jeg be’r dig så vakkert, – lad mig få lov til at gå! FRU BORKMAN sér hårdt på ham Fra din mor? Vil du altså det? ​ERHART Jeg kommer jo herud igen – kanske imorgen! FRU BORKMAN lidenskabelig oprørt Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede mennesker! Hos – hos –; nej, jeg vil ikke tænke det engang! ERHART Der nede er der mange tændte lys. Og unge, glade ansigter. Og der er der musik, mor! FRU BORKMAN peger opad mod taget Der oppe er der også musik, Erhart. ERHART Ja just den musiken der, – den er det, som jager mig ud af huset. ELLA RENTHEIM Under du ikke din far den smule selvforglemmelse? ​​ 55ERHART Jo, jeg gør. Tusendfold under jeg ham det. Når jeg bare får slippe at høre på det selv. FRU BORKMAN sér formanende på ham Vær stærk, Erhart! ​Stærk, min gut! Glem aldrig, at du har din store mission! ERHART Å mor, – kom ikke med de talemåder! Jeg er ikke skabt til at være missionær. – Godnat, kære tante! Godnat, mor! Han går ilsomt ud gennem forstuen. FRU BORKMAN efter en kort taushed Du har nok snart taget ham igen alligevel, du, Ella. ELLA RENTHEIM Gid jeg så sandt turde tro det. ​FRU BORKMAN Men du får ikke længe beholde ham, skal du sé. ELLA RENTHEIM For dig, mener du? FRU BORKMAN For mig eller – for hende, den anden. ELLA RENTHEIM Så heller hun end du. ​ 56FRU BORKMAN nikker langsomt Det forstår jeg. Jeg siger det samme. Heller hun end du. ELLA RENTHEIM Hvor det så end skulde bære hen med ham til slut – FRU BORKMAN Det fik næsten være det samme, synes jeg. ​ELLA RENTHEIM tager sit overtøj på armen For første gang i livet er vi to tvillingsøstre enige. – God nat, Gunhild. Hun går ud gennem forstuen. Musiken lyder stærkere oppe fra salen. FRU BORKMAN står en stund stille, farer sammen, krymper sig og hvisker uvilkårligt Ulven tuder igen. – Den syge ulven. (hun står et øjeblik, så kaster hun sig ned på gulvtæppet, vrider og vånder sig og hvisker i jammer) Erhart! Erhart, – vær tro imod mig! Å kom hjem og hjælp din mor! For jeg bærer ikke dette liv længer! ​ ​​ 57​ANDEN AKT Den store fordums pragtsal ovenpå i det Rentheimske hus. Væggene er beklædte med gamle vævede tapeter, forestillende jagtscener, hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet på bagvæggen til venstre en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre et stort udskåret egetræs skrivebord med mange bøger og papirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. På pulten og bordet står tændte lamper. John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller de sidste takter af Danse macabre. Borkman er en middelhøj, fast og kraftig bygget mand oppe i sekstiårene. Fornemt udseende, fint skåret profil, hvasse øjne og gråhvidt, kruset hår og skæg. Han er klædt i en sort, ikke ganske moderne dragt og bærer hvidt halstørklæde. Frida Foldal er en smuk, bleg, femtenårig pige med et noget træt, anstrængt udtryk. Tarvelig pyntet i lys påklædning. Musikstykket er spillet til ende. Stilhed. BORKMAN Kan De gætte Dem til, hvor jeg første gang hørte slige toner, som disse her? ​FRIDA sér op på ham Nej, herr Borkman? ​ 58BORKMAN Det var nede i gruberne. FRIDA forstår ikke Ja så? Nede i gruberne? BORKMAN Jeg er en bergmands søn, véd De vel. Eller véd De kanske ikke det? FRIDA Nej, herr Borkman. BORKMAN En bergmands søn. Og min far tog mig med sig ned i gruberne iblandt. – Dernede synger malmen. FRIDA Ja så, – synger den? ​BORKMAN nikker Når den blir løsnet. Hammerslagene, som løsner den, – det er midnatsklokken, som ​slår, og gør den fri. Derfor synger malmen – af glæde – på sin vis. FRIDA Hvorfor gør den det, herr Borkman? BORKMAN Den vil op i dagens lys og tjene menneskene. Han går frem og tilbage på salsgulvet, bestandig med hænderne på ryggen. ​ 59FRIDA sidder lidt og venter; sér på sit ur og rejser sig Om forladelse, herr Borkman, – men jeg må nok desværre gå, jeg. BORKMAN standser foran hende Vil De alt gå nu? ​FRIDA lægger noterne i mappen Ja jeg må nok det. (synlig forlegen) For jeg er bestilt hen et steds iaften. BORKMAN Et steds, hvor der er selskab? FRIDA Ja. BORKMAN Og der skal De la’ Dem høre for selskabet? FRIDA bider sig i læben Nej – jeg skal spille til dans for dem. BORKMAN Bare til dans? FRIDA Ja; de vil danse efter aftensbordet. ​BORKMAN står og sér på hende Spiller De gerne til dans? Sådan omkring i husene? ​ 60FRIDA tager overtøjet på sig Ja, når jeg kan få en bestilling, så –. Der er jo altid lidt at fortjene ved det. BORKMAN frittende Er det det, De mest tænker på, når De sådan sidder og spiller til dans? FRIDA Nej; mest tænker jeg på, hvor tungt det er, at jeg ikke får være med at danse selv. BORKMAN nikker Det var just det, jeg vilde vide. (går urolig hen over gulvet) Ja, ja, ja, – det, ikke at få være med selv, det er det tungeste af alt. ​(standser) Men så er der en ting, som vejer det op for Dem, Frida. FRIDA sér spørgende på ham Hvad er det for noget, herr Borkman? BORKMAN Det er det, at De ejer tifold mere musik i Dem, end hele danseselskabet tilsammen. ​FRIDA smiler undvigende Å det er nu sletikke så sikkert. BORKMAN løfter advarende pegefingren Vær da aldrig så gal at tvile på Dem selv! FRIDA Men herregud, når nu ingen véd om det? ​​ 61BORKMAN Bare De selv véd om det, så er det nok. – Hvor er det, De skal hen og spille iaften? FRIDA Det er over hos advokat Hinkels. BORKMAN sér pludselig hvasst på hende Hinkels, siger De! FRIDA Ja. BORKMAN med et skærende smil Kommer der fremmede i den mands hus? Kan han få folk til at besøge sig? FRIDA Ja, der skal komme svært mange mennesker, efter hvad fru Wilton siger. ​BORKMAN hæftig Men hvad slags mennesker! Kan De sige mig det? FRIDA lidt ængstelig Nej, det véd jeg virkelig ikke. Jo, – det er sandt, – jeg véd, at student Borkman skal der iaften. BORKMAN studser Erhart! Min søn? FRIDA Ja, han skal der. ​ 62BORKMAN Hvoraf véd De det? FRIDA Han sa’ det selv. For en times tid siden. ​BORKMAN Er han da her ude idag? FRIDA Ja, han har været hos fru Wilton hele eftermiddagen. BORKMAN forskende Véd De, om han var indom her også? Om han var inde og talte med nogen nedenunder, mener jeg? FRIDA Ja, han så lidt indom til fruen. BORKMAN bittert Aha, – kunde forstå det. FRIDA Men der var nok en fremmed dame hos hende, tror jeg. ​BORKMAN Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer der vel sagtens nogen en gang imellem. ​FRIDA Skal jeg sige til student Borkman, hvis jeg træffer ham siden, at han skal komme her op til Dem også? ​ 63BORKMAN barsk De skal ingenting sige! Det skal jeg meget ha’ mig frabedt. De folk, som ønsker at sé op til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be’r ingen. FRIDA Nej, nej, så skal jeg ingenting si’ da. – Godnat, herr Borkman. BORKMAN driver om og brummer Godnat. ​FRIDA Ja, får jeg kanske lov til at løbe ned vindeltrappen? Det er fortere. BORKMAN Å bevar’s, – løb De for mig hvad trappe De selv vil. Godnat med Dem! FRIDA Godnat, herr Borkman. Hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til venstre. Borkman går i tanker hen til pianoet og vil lukke det, men lader det være. Sér sig om i al tomheden og gi’r sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre, – bestandig rastløs og urolig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, sér sig i det og retter på sit halstørklæde. Det banker på fløjdøren. Borkman hører det, sér hurtig derhen, men tier. ​ 64Om lidt banker det igen; dennegang stærkere. BORKMAN stående ved skrivebordet med den venstre hånd støttet mod bordpladen og den højre indstukket på brystet Kom ind! ​Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han er en bøjet, udslidt mand med milde, blå øjne og tyndt, langt, gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen. Blød filthat i hånden og store hornbriller, som han skyder op i panden. BORKMAN forandrer stilling og sér på den indtrædende med et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk Å, er det bare dig. FOLDAL En god aften, John Gabriel. Jo, det er såmænd mig. BORKMAN med et strængt blik Jeg synes forresten, du er lovlig sent ude. FOLDAL Nå, vejen er ikke så ganske kort, du. Især for en, som skal gå den tilfods. ​BORKMAN Men hvorfor går du da altid, Vilhelm? Du har jo sporvognen lige ved. ​FOLDAL Det er sundere, det at gå. Og så er jo de ti øre sparet. – Nå, har så Frida nylig været heroppe og spillet for dig? ​ 65BORKMAN Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hende ikke udenfor? FOLDAL Nej, jeg har ikke set noget til hende på lange tider. Lige siden hun kom i huset til denne fru Wilton. BORKMAN sætter sig i sofaen og tyder med en håndbevægelse mod en stol Du kan gerne sætte dig, du også, Vilhelm. FOLDAL sætter sig på stolkanten Mange tak. (sér tungsindig på ham) Å, du kan ikke tro, hvor ensom jeg føler mig, siden Frida kom hjemmefra. ​BORKMAN Å hvad, – du har da nok igen. FOLDAL Ja, det véd gud jeg har. Hele fem stykker. Men Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smule. (ryster tungt på hovedet) Alle de andre forstår mig sletikke. BORKMAN mørk, sér hen for sig og trommer på bordet Nej, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi enkelte, vi udvalgte mennesker har at bære på. Massen og mængden, – alle de gennemsnitlige, – de forstår os ikke, Vilhelm. FOLDAL resigneret Det fik endda være med forståelsen. Med lidt tålmodighed kan en jo altid gå og vente på den en stund endnu. (med tårekvalt stemme) Men der er det, som er bittrere, du. ​ 66BORKMAN hæftig Der er ingenting bittrere end det! ​FOLDAL Jo, der er, John Gabriel. Jeg havde nu netop en huslig scene – før jeg gik herud. BORKMAN Så? Hvorfor det? FOLDAL brister ud De derhjemme – de foragter mig. BORKMAN farer op Foragter –! FOLDAL visker øjnene Jeg har længe mærket det. Men idag kom det rigtig frem. ​BORKMAN tier lidt Du gjorde visst et dårligt valg, da du gifted dig. ​FOLDAL Der var jo omtrent intet valg for mig. Og desuden, – gifte sig vil en jo gerne, når en begynder at trække på årene. Og så reduceret, så dybt på knæerne, som jeg dengang var – BORKMAN springer op i vrede Skal dette her være en sigtelse til mig? En bebrejdelse –! FOLDAL ængstelig Nej, for guds skyld, John Gabriel –! ​ 67BORKMAN Jo, du sidder og tænker på al den ulykke, som brød ind over banken –! FOLDAL beroligende Men jeg gi’r da ikke dig skylden for det! Gud bevare mig vel –! ​BORKMAN brummende, sætter sig igen Nå, det var da endda godt. FOLDAL For resten må du ikke tro, det er min hustru, jeg beklager mig over. Hun har jo liden dannelse, stakker, det er sandt. Men nokså bra’ er hun alligevel. – Nej, det er børnene, du – BORKMAN Kunde tænke det. FOLDAL For børnene, – de har jo mere kultur, de. Og flere fordringer til livet altså. BORKMAN sér deltagende på ham Og derfor så foragter de ungerne dig, Vilhelm? FOLDAL trækker på skuldrene Jeg har jo ikke gjort videre karriere, sér du. Det må jo indrømmes – ​BORKMAN rykker nærmere og lægger hånden på hans arm Véd de da ikke, at du har skrevet et sørgespil i din ungdoms dage? ​ 68FOLDAL Jo, naturligvis véd de det. Men det lader ikke til at gøre synderlig indtryk på dem. BORKMAN Så er de uforstående, du. For dit sørgespil er godt. Det tror jeg fuldt og fast. FOLDAL opklarende Ja, synes ikke du, der er adskillig ​godt i det, John Gabriel? Herregud, når jeg nu endelig engang kunde få det anbragt – (begynder ivrigt at åbne og blade i mappen) Sé her! Nu skal jeg vise dig noget, som jeg har forandret – BORKMAN Har du det med dig? ​FOLDAL Ja, jeg tog det med. Det er så længe siden, jeg læste det for dig nu. Og så tænkte jeg, det kanske kunde adsprede dig at høre en akt eller to – BORKMAN afværgende, rejser sig Nej, nej, lad heller være til en anden gang. FOLDAL Ja, ja, som du vil da. Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage. Foldal pakker manuskriptet ind igen. ​ 69BORKMAN standser foran ham Du har ret i det, du nylig sa’, – at du ingen karriere har gjort. Men det lover jeg dig, Vilhelm, at når engang oprejsningens time er slået for mig – FOLDAL vil rejse sig Å, tak skal du ha’ –! ​BORKMAN med håndbevægelse Du må gerne bli’ siddende. (stigende ophidset) Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indsér, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet) Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal) Du sér så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det! FOLDAL Jo det véd gud jeg gør, John Gabriel. BORKMAN sætter sig igen i sofaen Jeg tror det så fast. Véd det så uryggelig visst – at de kommer. – Havde jeg ​ikke ​havt den visshed, – så havde jeg for længe siden skudt mig en kugle gennem hodet. FOLDAL angst Å nej, for alt i verden –! ​ 70BORKMAN hoverende Men de kommer! De kommer nok! Pas på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem her. Og du sér, jeg holder mig parat til at ta’ imod dem. FOLDAL med et suk Bare de vilde komme rigtig snart. BORKMAN urolig Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh nej – det tør jeg ikke tænke på! (sér på ham) Véd du, hvorledes jeg undertiden føler mig? FOLDAL Nå? ​BORKMAN Jeg føler mig som en Napoleon, der blev skudt til krøbling i sit første feltslag. FOLDAL lægger hånden på mappen Den fornemmelse kender jeg også. BORKMAN Å ja, det er nu sådan i det mindre, det. FOLDAL stilfærdig Min lille digterverden har stor værdi for mig, John Gabriel. BORKMAN hæftig Ja, men jeg, som kunde ha’ skabt millioner! Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under mig! Nye gruber i det uendelige! Vandfaldene! Stenbruddene! Handelsveje og skibsforbindelser​ 71 hele den vide verden udover. Alt, alt skulde jeg alene ha’ fået istand! ​FOLDAL Ja, jeg véd det nok. Der var ikke den ting, du veg tilbage for. BORKMAN knuger hænderne Og så må jeg sidde her som en skamskudt storfugl og sé på, at de andre kommer mig i forkøbet, – og ta’r det fra mig, stykke for stykke! FOLDAL Så går det mig også, du. BORKMAN uden at agte på ham Tænke sig til. Så lige var jeg ved målet. Havde jeg bare fåt otte dages frist til at område mig. Alle deposita skulde da været indløste. Alle de værdier, som jeg med modig hånd havde gjort ​brug af, de skulde da igen ha’ ligget på sin plads, som før. De svimlende store aktieselskaber var dengang lige på et hængende hår kommet istand. Ingen eneste en skulde ha’ tabt en øre – ​FOLDAL Ja herregud, – så yderlig nær, som du var – BORKMAN i kvalt raseri Og så kom forræderiet over mig! Netop lige midt i afgørelsens dage! (sér på ham) Véd du, hvad jeg holder for den infameste forbrydelse, et menneske kan begå? ​ 72FOLDAL Nej, sig mig det. BORKMAN Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt noget, det øves jo mest imod folk, som en hader eller som er en ligegyldige og ikke kommer en ved. FOLDAL Men det infameste da, John Gabriel? ​BORKMAN med eftertryk Det infameste er vens misbrug af vens tillid. FOLDAL lidt betænkelig Ja, men hør nu her – BORKMAN opfarende Hvad er det, du vil sige! Jeg sér det på dig. Men det slår ikke til. De folk, som havde sine værdipapirer i banken, de skulde fåt alt sit tilbage. Hver eneste smule! – Nej, du, – det infameste, et menneske kan begå, det er at misbruge en vens breve, – lægge frem for alverden det, som bare var betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den mand, som kan gribe til slige midler, han er helt igennem forgiftet og forpestet af overskurkens moral. Og en slig ven har jeg havt. – Og han var den, som knuste mig. ​FOLDAL Jeg aner jo nok, hvem du sigter til. ​ 73BORKMAN Der var ikke en fold i hele min vandel, som jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så øjeblikket var inde, da vendte han de våben imod mig, som jeg selv havde givet ham i hænde. ​FOLDAL Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han –. Ja, der blev jo rigtignok ymtet om adskilligt dengang. BORKMAN Hvad blev der ymtet om? Sig det. Jeg véd jo ingenting. For jeg kom jo straks i – i isolation. Hvad ymted folk om, Vilhelm? FOLDAL Du skulde jo været minister, blev der sagt. ​BORKMAN Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog. FOLDAL Stod ham altså ikke i vejen. BORKMAN Å nej; det var ikke derfor, han forrådte mig. FOLDAL Ja, da begriber jeg så sandelig ikke – BORKMAN Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm. ​ 74FOLDAL Nå? BORKMAN Det var – sådan et slags kvindehistorie, du. ​FOLDAL En kvindehistorie? Nej men, John Gabriel –? BORKMAN afbrydende Ja, ja, ja, – de gamle, dumme historier snakker vi ikke mere om. – Nå, minister blev da hverken han eller jeg. FOLDAL Men højt tilvejrs kom han. BORKMAN Og jeg i afgrunden. FOLDAL Å, det er et frygteligt sørgespil – BORKMAN nikker til ham Næsten lige så frygteligt som dit, synes jeg, når jeg tænker på det. ​FOLDAL troskyldig Ja, mindst lige så frygteligt. BORKMAN lér stille Men fra en anden side betragtet, så er det virkelig en slags komedie også. ​ 75FOLDAL En komedie? Dette her? BORKMAN Ja slig, som det lader til at arte sig nu. For nu skal du bare høre – FOLDAL Nå da? BORKMAN Ja, du traf jo ikke Frida, da du kom. FOLDAL Nej. ​BORKMAN Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og spiller til dans hos ham, som forrådte og ruinerte mig. FOLDAL Det havde jeg da ingen anelse om. ​BORKMAN Jo, hun tog sine noter og gik fra mig til – til herskabshuset. FOLDAL undskyldende Ja, ja, stakkers barn – BORKMAN Og kan du gætte, hvem hun spiller for – blandt andre? ​ 76FOLDAL Nå? ​BORKMAN For min søn, du. FOLDAL Hvad! BORKMAN Ja, hvad synes du, Vilhelm? Min søn er dernede i de dansendes rækker iaften. Er det så ikke en komedie, som jeg siger? FOLDAL Ja, men så véd han visst ikke noget, du. BORKMAN Hvad véd han ikke? FOLDAL Han véd visst ikke, hvorledes han – denne – nå – BORKMAN Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan godt tåle at høre det nu. ​FOLDAL Jeg er sikker på, at din søn ikke kender sammenhængen, John Gabriel. BORKMAN mørk, sidder og banker i bordet Han kender den, du, – så visst, som jeg sidder her. ​ 77FOLDAL Men kan du da tænke, at han skulde søge omgang i det hus! BORKMAN ryster på hovedet Min søn sér vel ikke på tingene med samme slags øjne som jeg. Jeg tør sværge på, at han står på mine fienders side! Han synes sagtens, ligesom de, at advokat Hinkel bare gjorde sin forbandede skyldighed, da han gik hen og forrådte mig. FOLDAL Men, kære, hvem skulde ha’ stillet sagen i det lys for ham? ​BORKMAN Hvem? Glemmer du, hvem der har opdraget ham? Først hans tante – fra han var en sex–syv år gammel. Og nu bagefter – hans mor! FOLDAL Jeg tror, du gør dem uret i dette her. ​BORKMAN opfarende Jeg gør aldrig noget menneske uret! Begge to så har de hidset ham imod mig, hører du jo! FOLDAL spagfærdig Ja, ja, ja, så har de vel det da. BORKMAN harmfuld Å, de kvinder! De fordærver og forvansker livet for os! Forkvakler hele vor skæbne, – hele vor sejersgang. ​FOLDAL Ikke alle, du! ​ 78BORKMAN Så? Nævn mig nogen eneste en, som duer da! FOLDAL Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de duer ikke. BORKMAN blæser hånligt Ja, hvad nytter det så! At der er slige kvinder til, – når en ikke kender dem! FOLDAL varmt Jo, John Gabriel, det nytter alligevel. Det er så lykkeligt og så velsignet at tænke på, at ude, rundt om os, langt borte, – der findes dog den sande kvinde. BORKMAN flytter sig utålmodig i sofaen Å, lad bare være med den digtersnak! ​FOLDAL sér dybt krænket på ham Kalder du min helligste tro for digtersnak? BORKMAN hårdt Ja, jeg gør! Det er dette her, som er skyld i, at du aldrig er kommen frem i verden. Hvis du vilde la’ alt sligt noget fare, så kunde jeg endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i vejret. FOLDAL mens det koger indeni ham Å, det kan du jo ikke. BORKMAN Jeg kan, når jeg bare kommer til magten igen. ​ 79FOLDAL Men det har visst forfærdelig lange udsigter. ​BORKMAN hæftig Tror du kanske, at den tid aldrig kommer? Svar mig på det! FOLDAL Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig. BORKMAN rejser sig, kold og fornem, med en håndbevægelse mod døren Så har jeg ikke længer nogen brug for dig. ​FOLDAL op fra stolen Ikke brug –! BORKMAN Når du ikke tror, at min skæbne vil vende sig – FOLDAL Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft! – Oprejsning måtte du jo ha’ – ​BORKMAN Videre! Videre! FOLDAL Vel har jeg ikke taget min examen; men så meget har jeg da læst i mine dage – BORKMAN hurtig Umuligt, mener du? ​ 80FOLDAL Der er ikke noget præjudikat for sligt. BORKMAN Behøves ikke for undtagelsesmennesker. FOLDAL Loven kender ikke den slags hensyn. BORKMAN hårdt og afgørende Du er ingen digter, Vilhelm. ​FOLDAL folder uvilkårlig hænderne Siger du det i fuldt alvor? BORKMAN afvisende, uden at svare Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst, at du ikke kommer igen. FOLDAL Vil du altså, at jeg skal gå fra dig? BORKMAN uden at sé på ham Har ingen brug for dig længer. FOLDAL sagtmodig, tager mappen Nej, nej, nej; kan så være, det. BORKMAN Her har du altså hele tiden løjet for mig. ​FOLDAL ryster på hovedet Aldrig løjet, John Gabriel. ​ 81BORKMAN Har du ikke siddet her og løjet håb og tro og tillid ind i mig? FOLDAL Det var ikke løgn, så længe du trode på mit kald. Så længe du trode på mig, så længe trode jeg på dig. BORKMAN Vi har bedraget hinanden gensidig altså. Og kanske bedraget os selv – begge to. FOLDAL Men er da ikke det i grunden venskab, John Gabriel? BORKMAN smiler bittert Jo, det, at bedrage, – det er venskab. Det har du ret i. Den erfaring har jeg gjort en gang før. ​​FOLDAL sér hen på ham Ikke noget digterkald. Og det kunde du sige mig så hårdhændt. BORKMAN blødere i stemmen Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det område. FOLDAL Kanske mere end du selv véd. BORKMAN Jeg? ​ 82FOLDAL sagte Ja, du. For jeg har selv havt mine tvil – en gang imellem, skal du vide. Den grufulde tvil – at jeg har forkvaklet livet for en indbildnings skyld. BORKMAN Har du selv tvil, da står du på faldende fødder. ​FOLDAL Derfor var det så trøsterigt for mig at komme her og støtte mig op til dig, som troede. (tager sin hat) – Men nu er du som en fremmed for mig. BORKMAN Du også for mig. FOLDAL Godnat, John Gabriel. BORKMAN Godnat, Vilhelm. Foldal går ud til venstre. Borkman står en stund og stirrer mod den lukkede dør; gør en bevægelse, som om han vilde kalde Foldal tilbage, men betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen. Derpå standser han ved sofabordet og slukker lampen. Det bliver halvmørkt i salen. Lidt efter banker det på tapetdøren til venstre i baggrunden. ​ 83BORKMAN ved bordet, farer sammen, vender sig og spørger højlydt Hvem er det, som banker? Intet svar; det banker igen. ​BORKMAN bliver stående Hvem er det? Kom ind! Ella Rentheim, med et tændt lys i hånden, kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte dragt, som før, med kåben kastet løst over skuldrene. BORKMAN stirrer på hende Hvem er De? Hvad vil De mig! ELLA RENTHEIM lukker døren efter sig og kommer nærmere Det er mig, Borkman. Hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver stående der. BORKMAN står som lynslagen, stirrer ufravendt på hende og hvisker halvhøjt Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim? ​ELLA RENTHEIM Ja. – Det er «din» Ella, – som du kaldte mig før i tiden. Engang. For de mange – mange år siden. ​BORKMAN som før Ja, det er dig, Ella, – jeg sér det nu. ​ 84ELLA RENTHEIM Kan du kende mig igen? BORKMAN Ja, nu begynder jeg at – ELLA RENTHEIM Årene har taget hårdt og høstligt på mig, Borkman. Synes du ikke det? BORKMAN tvungent Du er ble’t noget forandret. Sådan i første øjeblik – ELLA RENTHEIM Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nakken nu. De, som du engang holdt så af at sno om dine fingre. ​BORKMAN hurtig Rigtig! Nu sér jeg det, Ella. Du har forandret frisuren. ELLA RENTHEIM med et trist smil Akkurat. Det er frisuren, som gør det. BORKMAN afledende Jeg vidste ellers ikke af, at du var her på disse kanter af landet. ELLA RENTHEIM Jeg er også så nylig kommen. BORKMAN Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved vintertid? ​ 85ELLA RENTHEIM Det skal du få høre. ​BORKMAN Er det noget, du vil mig? ELLA RENTHEIM Dig også. Men skal vi tale om det, så må jeg begynde langt tilbage. BORKMAN Du er visst træt. ELLA RENTHEIM Ja, jeg er træt. BORKMAN Vil du ikke sætte dig? Der, – i sofaen. ELLA RENTHEIM Jo tak. Jeg trænger til at sidde. Hun går over til højre og sætter sig i det forreste sofahjørne. Borkman står ved bordet med hænderne på ryggen og sér på hende. Kort taushed. ELLA RENTHEIM Det er usigelig længe siden vi to mødtes, ansigt til ansigt, Borkman. ​​BORKMAN mørk Længe, længe siden. Alt det forfærdelige ligger imellem. ​ 86ELLA RENTHEIM Et helt menneskeliv ligger imellem. Et forspildt menneskeliv. BORKMAN sér hvasst på hende Forspildt! ELLA RENTHEIM Ja, just forspildt. For os begge. BORKMAN i kold forretningstone Jeg eragter ikke mit liv som forspildt endnu. ELLA RENTHEIM Nå, men mit liv da? ​BORKMAN Der har du selv skylden, Ella. ELLA RENTHEIM med et ryk Og det siger du! BORKMAN Du kunde så godt ble’t lykkelig uden mig. ELLA RENTHEIM Tror du det? BORKMAN Ifald du bare selv havde villet. ELLA RENTHEIM bittert Ja, jeg véd jo nok, at der stod en anden parat til at ta’ imod mig – ​ 87BORKMAN Men ham viste du væk – ​ELLA RENTHEIM Ja, jeg gjorde det. BORKMAN Gang på gang viste du ham væk. År efter år – ELLA RENTHEIM hånligt – år efter år viste jeg lykken fra mig, mener du vel? BORKMAN Du kunde så godt ble’t lykkelig med ham også. Og da havde jeg været frelst. ELLA RENTHEIM Du –? BORKMAN Ja, da havde du frelst mig, Ella. ELLA RENTHEIM Hvorledes mener du det? ​BORKMAN Han trode, det var mig, som stod bagved dine afvisninger, – dine evige afslag. Og så tog han hævn. For det kunde han så let, – han, som havde alle mine uforbeholdne, tillidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde han brug af, – og så var det ude med mig – indtil videre da. Sé, alt det er du skyld i, Ella! ​ 88ELLA RENTHEIM Sé, sé, Borkman, – når det kommer ​til stykket, så er det kanske mig, som står i skyld og gæld til dig. BORKMAN Som man ta’r det. Jeg véd godt alt det, jeg har at takke dig for. Du lod gården her, hele ejendommen, tilslå dig ved auktionen. Stilled huset fuldt til rådighed for mig og for – for din søster. Du tog Erhart til dig, – og sørged for ham i alle måder – ELLA RENTHEIM – så længe jeg fik lov til det – ​BORKMAN – fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig blandet mig ind i disse huslige spørgsmål. – Som jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad du har ofret for mig og for din søster. Men du kunde også gøre det, Ella. Og du skal vel huske på, at det var mig, som satte dig i stand til at kunne det. ELLA RENTHEIM oprørt Der fejler du storlig, Borkman! Det var mit inderste, varmeste sind og hjerte for Erhart, – og for dig også, – det var det, som drev mig! BORKMAN afbrydende Kære, lad os ikke komme ind på følelser og sligt noget. Jeg mener naturligvis, at når du handled, som du gjorde, så var det mig, som gav dig evnen til det. ELLA RENTHEIM smiler Hm, evnen, evnen – ​​ 89BORKMAN ildfuldt Ja, netop evnen! Da det store, afgørende slag skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og altså også greb til millionerne, som var betroet mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt, hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta’t og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige! ELLA RENTHEIM kold og rolig Det er sandt og rigtig, Borkman. BORKMAN Det er det. Og derfor, – da de så kom og tog mig, – så fandt de også alt dit urørt i bankens kælder. ​ELLA RENTHEIM sér hen på ham Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte du egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene? ​BORKMAN Hvorfor? ELLA RENTHEIM Ja, hvorfor? Sig mig det. BORKMAN hårdt og hånligt Du tænker kanske, at det var for at jeg kunde ha’ noget at falde tilbage på – om det skulde gå galt? ELLA RENTHEIM Å nej, du, – det tænkte du visst ikke på i de dage. ​ 90BORKMAN Aldrig! Jeg var så uryggelig sikker på sejren. ELLA RENTHEIM Ja, men hvorfor så alligevel –? BORKMAN trækker på skuldrene Herregud, Ella, – det er ikke så godt at huske bevæggrunde, som er en snes år gamle. ​Jeg husker bare, at når jeg gik der ensom og tumled i stilhed med alle de store foretagender, som skulde sættes i værk, så syntes jeg, at jeg var tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon og skulde til at sejle udover et usikkert, farefuldt verdenshav. ELLA RENTHEIM smiler Du, som aldrig tvilte på sejren? BORKMAN utålmodig Menneskene er slig, Ella. De både tviler og de tror på den samme ting. (hen for sig) Og derfor var det vel, at jeg ikke vilde ha’ dig og dit med mig i ballonen. ELLA RENTHEIM i spænding Hvorfor, spør’ jeg! Sig, hvorfor! BORKMAN uden at sé på hende En ta’r ikke gerne det dyreste med ombord på slig færd. ​ELLA RENTHEIM Du havde jo det dyreste med ombord. Selve din fremtids liv – ​ 91BORKMAN Livet er ikke altid det dyreste. ELLA RENTHEIM åndeløs Stod det slig for dig dengang? BORKMAN Det forekommer mig så. ​ELLA RENTHEIM At jeg var det dyreste, du vidste? BORKMAN Ja, der svæver mig for noget sligt. ELLA RENTHEIM Og dengang var der dog gået år og dag hen, efter at du havde sveget mig – og giftet dig med – med en anden! ​BORKMAN Sveget dig, siger du? Du forstår visst meget godt, at det var højere hensyn, – nå ja, andre hensyn da, – som tvang mig. Uden hans bistand kunde jeg ingen vej komme. ELLA RENTHEIM bekæmper sig Altså sveget mig af – højere hensyn. BORKMAN Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han satte dig som pris for hjælpen. ELLA RENTHEIM Og du betalte prisen. Fuldt ud. Uden prutning. ​ 92BORKMAN Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller falde. ​ELLA RENTHEIM med bævende stemme, sér på ham Kan det være sandt, som du siger, at jeg dengang var dig det dyreste i verden? BORKMAN Både dengang og siden, – længe, længe bagefter. ELLA RENTHEIM Og så tusked du mig bort alligevel. Købslog om din kærligheds ret med en anden mand. Solgte min kærlighed for en – for en bankchefspost! BORKMAN mørk og bøjet Den tvingende nødvendighed var over mig, Ella. ELLA RENTHEIM rejser sig vildt og dirrende fra sofaen Forbryder! ​BORKMAN farer sammen, men behersker sig Det ord har jeg hørt før. ELLA RENTHEIM Å, tro aldrig, at jeg sigter til, hvad du kan ha’ forbrudt imod lands lov og ret! Hvad brug du har gjort af alle disse aktiebreve og obligationer – eller hvad det var for noget, – hvad tror du, jeg bryr ​mig om det! Havde jeg fået lov at stå dig nær, da alt styrted sammen over dig – BORKMAN spændt Hvad da, Ella? ​ 93ELLA RENTHEIM Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig med dig. Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt skulde jeg ha’ hjulpet dig at bære – BORKMAN Havde du villet det? Kunnet det? ​ELLA RENTHEIM Både villet og kunnet det. For dengang kendte jeg jo ikke din store, forfærdelige forbrydelse – BORKMAN Hvilken! Hvad sigter du til? ELLA RENTHEIM Jeg sigter til den forbrydelse, som der ingen tilgivelse er for. BORKMAN stirrer på hende Du må være fra dig selv. ELLA RENTHEIM træder nærmere Du er en morder! Du har begået den store dødssynd! BORKMAN viger henover mod pianoet Raser du, Ella! ​ELLA RENTHEIM Du har dræbt kærlighedslivet i mig. (nærmere mod ham) Forstår du, hvad det vil sige? Der tales i bibelen om en gådefuld synd, som der ingen tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store nådeløse synd, – det er den synd at myrde kærlighedslivet i et menneske. ​ 94BORKMAN Og det siger du, jeg har gjort? ELLA RENTHEIM Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig, før nu ikveld. Det, at du svigted mig og vendte dig til Gunhild istedet, – det tog jeg bare sådan som en almindelig ustadighed fra din side. Og som en følge af hjerteløse kunstgreb fra hendes. Og jeg tror næsten, jeg foragted dig en smule – trods alt. – Men nu sér jeg det! Du sveg den kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du ​vidste i verden, det var du rede ​til at afhænde for vindings skyld. Det er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet på din egen sjæl og på min! BORKMAN kold og behersket Hvor godt jeg kender dit lidenskabelige, utøjlede sind igen, Ella. Det er sagtens så rimeligt for dig at sé sagen slig, som du gør. Du er jo kvinde. Og for dig lader det jo altså til, at du ikke véd, ikke la’r gælde nogen anden sag i hele verden. ELLA RENTHEIM Nej, det gør jeg rigtignok ikke. BORKMAN Bare din egen hjertesag – ELLA RENTHEIM Bare den! Bare den! Det har du ret i. ​BORKMAN Men du får huske på, at jeg er en mand. Som kvinde var du ​ 95mig det dyreste i verden. Men når endelig så må være, så kan dog en kvinde erstattes af en anden – ELLA RENTHEIM sér på ham med et smil Gjorde du den erfaring, da du havde taget Gunhild til hustru? BORKMAN Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig til at bære det også. Alle magtens kilder i dette land vilde jeg gøre mig underdanige. Alt, hvad jord og fjeld og skog og hav rummed af rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og skabe herredømme for mig selv og derigennem velvære for de mange, mange tusend andre. ELLA RENTHEIM fortabt i erindringen Jeg kender det. Så mangen aften, som vi talte om dine formål – ​BORKMAN Ja, med dig kunde jeg tale, Ella. ELLA RENTHEIM Jeg spøgte med dine planer og spurgte, om du vilde vække alle guldets slumrende ånder. BORKMAN nikker Jeg kan huske det udtryk. (langsomt) Alle guldets slumrende ånder. ELLA RENTHEIM Men du tog det ikke for spøg. Du sa’: ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil. ​ 96BORKMAN Det var det også. Når jeg bare først kunde få foden i stigebøjlen –. Og det afhang dengang af ​den ene mand. Han kunde og han vilde skaffe mig den ledende stilling i banken, – ifald jeg på min side – ​ELLA RENTHEIM Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald på den kvinde, du havde kær, – og som havde dig så usigelig kær igen. BORKMAN Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig. Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår – ELLA RENTHEIM Og så slog du til. BORKMAN hæftig Ja, jeg gjorde det, Ella! For magtlysten var så ubetvingelig i mig, sér du! Og så slog jeg til. Måtte slå til. Og han hjalp mig op halvvejs imod de dragende højder, hvor jeg vilde hen. Og jeg steg og steg. År for år steg jeg – ELLA RENTHEIM Og jeg var som udslettet af dit liv. ​BORKMAN Og endda så styrted han mig i afgrunden igen. For din skyld, Ella. ELLA RENTHEIM efter en kort, tankefuld taushed Borkman, – synes du ikke, at der ligesom har hvilet forbandelse over hele vort forhold? ​ 97BORKMAN sér på hende Forbandelse? ELLA RENTHEIM Ja. Synes du ikke det? BORKMAN urolig Jo. Men hvorfor egentlig –? (udbrydende) Å, Ella, – jeg véd snart ikke længer, hvem der har ret, – enten jeg eller du! ELLA RENTHEIM Du er den, som har forsyndet dig. Du fik al menneskeglæde til at dø i mig. ​BORKMAN angst Sig da ikke det, Ella! ELLA RENTHEIM Al kvindelig menneskeglæde idetmindste. Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig, har jeg levet mit liv som under en solformørkelse. I alle disse år er det ble’t mig mere og mere imod, – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne eneste ene – ​BORKMAN Hvilken eneste ene –? ELLA RENTHEIM Erhart, naturligvis. BORKMAN Erhart –? ​​ 98ELLA RENTHEIM Erhart, – din, din søn, Borkman. BORKMAN Har han altså virkelig ligget dig så varmt på hjerte? ELLA RENTHEIM Hvorfor tror du ellers, jeg tog ham til mig? Og beholdt ham, så længe jeg bare kunde? Hvorfor? BORKMAN Jeg tænkte, det var af barmhjertighed. Ligesom alt det øvrige. ELLA RENTHEIM i stærkt indre oprør Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke. Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit køkken og frøs og græd og bad om lidt mad, så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte ​aldrig nogen trang til at ta’ barnet ind til mig selv, varme det ved min egen ovn, glæde mig ved at sidde og sé på, at det fik spise sig mæt. Og jeg havde da aldrig været slig i min ungdom; det mindes jeg så grant! Det er dig, som har gjort det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom også! BORKMAN Bare ikke for Erhart. ELLA RENTHEIM Nej. Ikke for din søn. Men ellers for alt, alt, hvad som levende rører sig. Du har bedraget mig for en mors glæde og lykke i livet. Og for en mors sorger og tårer også. Og det turde kanske være det dyreste tab for mig, du. ​ 99BORKMAN Siger du det, Ella? ELLA RENTHEIM Hvem véd? Det var kanske en mors sorger og tårer, som havde tjent mig bedst. (i stærkere ​bevægelse) Men jeg kunde ikke slå mig til tåls med tabet dengang! Og derfor så tog jeg Erhart til mig. Vandt ​ham helt. Vandt hele hans varme, tillidsfulde barnehjerte for mig, – indtil –. Åh! BORKMAN Indtil hvad? ELLA RENTHEIM Indtil hans mor, – hans kødelige mor, mener jeg, tog ham fra mig igen. BORKMAN Han måtte vel fra dig igen. Her ind til byen. ELLA RENTHEIM vrider hænderne Ja, men jeg bærer ikke forladtheden, du! Ikke tomheden! Ikke tabet af din søns hjerte! BORKMAN med et ondt udtryk i øjnene Hm, – det har du visst ikke mistet, Ella. Man mister ikke lettelig hjerter til fromme for nogen her nedenunder – i stueetagen. ​ELLA RENTHEIM Jeg har mistet Erhart her. Og hun har vundet ham igen. Eller nogen anden også. Det lyser da noksom ud af de breve, han skriver til mig en gang imellem. ​ 100BORKMAN Er det altså for at hente ham hjem til dig, at du kommer her? ELLA RENTHEIM Ja, ifald det så sandt var gørligt, da –! BORKMAN Gørligt er det jo, hvis du endelig så vil ha’ det. For du har jo det største og første krav på ham. ELLA RENTHEIM Å, krav, krav! Hvad gælder da krav her? Har jeg ham ikke frivillig, – så har jeg ham slet ikke. Og det er det, jeg må! Helt og udélt må jeg ha’ mit barns hjerte nu! ​BORKMAN Du må huske på, at Erhart er inde i tyveårsalderen. Længe vilde du vel ikke kunne gøre regning på at få beholde hans hjerte udélt, som du udtrykker dig. ELLA RENTHEIM med et tungt smil Det behøvte ikke at vare så svært længe. BORKMAN Ikke det? Jeg tænkte, at det du kræver, det kræver du til dine dages ende. ​ELLA RENTHEIM Det gør jeg også. Men derfor behøver det ikke at vare så længe. BORKMAN studser Hvad vil du sige med det? ​ 101ELLA RENTHEIM Du véd da vel, at jeg har været sygelig i alle de sidste år? ​BORKMAN Har du? ELLA RENTHEIM Véd du ikke det? BORKMAN Nej, ikke egentlig – ELLA RENTHEIM sér overrasket på ham Har ikke Erhart fortalt dig det? BORKMAN Kan sandelig ikke huske det i øjeblikket. ELLA RENTHEIM Overhodet ikke talt om mig kanske? BORKMAN Jo, talt om dig tror jeg nok han har. Forresten så sér jeg så sjelden noget til ham. Næsten aldrig. Der er nogen nedenunder, ​som holder ham væk fra mig. Væk, væk, skønner du. ELLA RENTHEIM Véd du det så sikkert, Borkman? BORKMAN Ja visst véd jeg det. (forandrer tonen) Nå, men du har altså været sygelig, Ella? ​ 102ELLA RENTHEIM Ja, jeg har det. Og nu i høst tog det en sådan overhånd, så jeg måtte her ind og tale med læger, som er mere kyndige. BORKMAN Og du har alt talt med dem kanske? ELLA RENTHEIM Ja, i formiddag. BORKMAN Hvad sa’ de for noget da? ​ELLA RENTHEIM De gav mig fuld visshed for det, som jeg længe har havt en anelse om – BORKMAN Nå? ELLA RENTHEIM jævn og rolig Det er en dødelig sygdom, jeg bærer på, Borkman. BORKMAN Å, tro da ikke sligt noget, Ella! ELLA RENTHEIM Det er en sygdom, som der ingen hjælp og redning er for, du. Lægerne véd intet middel imod den. De må la’ den gå sin gang. Kan ingenting ​gøre for at standse den. Bare lindre lidt kanske. Og det er da ialfald godt. ​ 103BORKMAN Å, men det kan vare længe endnu, – tro du mig. ​ELLA RENTHEIM Det kan muligens vare vinteren over, blev der sagt mig. BORKMAN uden at tænke ved det Nå ja, – vinteren er jo lang, den. ELLA RENTHEIM stille Den er ialfald lang nok for mig. BORKMAN ivrig, afledende Men hvad i al verden kan den sygdom være kommet af? Du, som da visst har levet så sundt og så regelret –? Hvad kan det da være kommet af? ELLA RENTHEIM sér på ham Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang havde havt store sindsbevægelser at gå igennem. ​BORKMAN opbrusende Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det skulde være mig, som har skylden! ELLA RENTHEIM i stigende indre oprør Det er det for sent at drøfte nu! Men jeg må ha’ mit hjertes eget eneste barn igen, før jeg går bort! Det er så usigelig tungt for mig at tænke på, at jeg skal forlade alt, hvad liv er, – forlade sol og lys og luft, uden at lade efter mig her en eneste en, som vilde tænke på mig, mindes mig varmt og vemodigt, – slig, som en søn tænker på og mindes den mor, han har mistet. ​ 104BORKMAN efter et kort ophold Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde ham. ELLA RENTHEIM livfuldt Gir du dit samtykke? Kan du det? ​BORKMAN mørk Ja. Og det er ikke noget så stort offer, du. For jeg ejer ham så ikke alligevel. ELLA RENTHEIM Tak, tak for offeret endda! – Men så har jeg en ting til at be’ dig om. En stor ting for mig, Borkman. ​BORKMAN Nå, så bare sig det. ELLA RENTHEIM Du vil kanske finde det barnagtigt af mig, – ikke kunne forstå det – BORKMAN Sig det, – sig det da! ELLA RENTHEIM Når jeg nu snart går bort, så efterlader jeg mig ikke så ganske lidet – ​BORKMAN Nej, du gør vel ikke det. ELLA RENTHEIM Og det er min agt at la’ det altsammen gå over på Erhart. ​ 105BORKMAN Ja, du har jo egentlig ikke nogen nærmere. ELLA RENTHEIM varmt Nej, jeg har visselig ingen nærmere end ham. BORKMAN Ingen af din egen slægt. Du er den sidste. ELLA RENTHEIM nikker langsomt Ja, så er det netop. Når jeg dør, – så dør navnet Rentheim også. Og det er mig en så kvælende tanke. Udslettes af tilværelsen – lige til navnet – ​BORKMAN farer op Ah, – jeg sér, hvor du vil hen! ELLA RENTHEIM lidenskabeligt Lad ikke det få ské! Lad Erhart få bære navnet efter mig! BORKMAN sér hårdt på hende Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn fra at bære sin fars navn. Det er sagen. ELLA RENTHEIM Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og gladelig ha’ båret det sammen med dig! Men en mor, som snart skal dø –. Et navn binder mere end du tror og véd, Borkman. BORKMAN kold og stolt Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand for at bære mit navn alene. ​​ 106ELLA RENTHEIM griber og trykker hans hænder Tak, tak! Nu er der fuldt opgør mellem os! Jo, jo, lad så være, det! Du har gjort godt igen, hvad du kunde. For når jeg er ude af livet, så lever Erhart Rentheim efter mig! Tapetdøren slåes op. Fru Borkman, med det store tørklæde over hovedet, står i døråbningen. ​FRU BORKMAN i voldsomt oprør Aldrig i evighed skal Erhart hede så! ELLA RENTHEIM viger tilbage Gunhild! BORKMAN hårdt og truende Her op til mig har ingen lov til at komme! FRU BORKMAN et skridt indenfor Jeg ta’r mig lov til det. ​BORKMAN imod hende Hvad er det, du vil mig? FRU BORKMAN Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge dig imod de onde magter. ELLA RENTHEIM De værste magter er i dig selv, Gunhild! FRU BORKMAN hårdt Lad så være med det. (truende, med oprakt arm) Men det siger jeg, – sin fars navn skal han bære! Og bære det højt frem til ​ 107ære igen! Og jeg alene vil være hans mor! Jeg alene! Mit skal min søns hjerte være. Mit og ingen andens. Hun går ud gennem tapetdøren og lukker efter sig. ELLA RENTHEIM rystet og oprevet Borkman, – Erhart kommer til at gå til grunde i dette uvejr. Det må komme til en ​forståelse mellem dig og Gunhild. Vi må straks ned til hende. BORKMAN sér på hende Vi? Jeg også, mener du? ELLA RENTHEIM Både du og jeg. BORKMAN ryster på hovedet Hun er hård, du. Hård, som den malm, jeg engang drømte om at bryde ud af fjeldene. ELLA RENTHEIM Så prøv det da nu! Borkman svarer ikke; står og sér uviss på hende. ​ ​​ 109​TREDJE AKT Fru Borkmans dagligstue. Lampen brænder fremdeles foran på kanapébordet. Inde i havestuen er der slukket og mørkt. Fru Borkman, med tørklædet over hovedet, kommer i hæftigt indre oprør ind gennem forstuedøren, går hen til vinduet og trækker forhænget lidt tilside; derpå går hun hen og sætter sig ved kakkelovnen, men springer snart op igen og går hen og ringer på klokkestrængen. Står ved kanapéen og venter en stund. Ingen kommer. Derpå ringer hun igen; dennegang hæftigere. Lidt efter kommer stuepigen ind fra forstuen. Hun sér grætten og søvnig ud og synes at have klædt sig på i en fart. FRU BORKMAN utålmodig Hvor bli’r De da af, Malene? Jeg har gået her og ringet to gange! STUEPIGEN Ja, frue, jeg hørte det nok. FRU BORKMAN Og så kommer De ikke alligevel. ​STUEPIGEN studs Jeg måtte da først få kaste lidt klæ’r på mig, véd jeg. ​ 110FRU BORKMAN Ja, De får klæ’ Dem ordentlig på. Og så må De straks løbe hen og hente min søn. STUEPIGEN sér forbauset på hende Skal jeg hente studenten? FRU BORKMAN Ja, De skal bare sige, at han må komme hjem til mig straks, for jeg vil tale med ham. STUEPIGEN surmulende Så er det vel bedst, jeg vækker kusken hos forvalteren da. FRU BORKMAN Hvorfor det? ​STUEPIGEN For at han kan spænde for slæden. Så’nt et fælt snøvejr, som det er ude ikveld. FRU BORKMAN Å, det gør ingenting. Bare skynd Dem og gå! Det er jo lige her om hjørnet. STUEPIGEN Nej men, frue, det er da ikke lige om hjørnet, det. ​FRU BORKMAN Jo visst er det så. Véd De da ikke, hvor advokat Hinkels villa ligger? ​ 111STUEPIGEN spydig Å jaså, er det dér, at studenten er ikveld? FRU BORKMAN studser Ja, hvor skulde han ellers være? ​STUEPIGEN trækker på smilet Nej, jeg tænkte bare, han var der, han plejer, jeg. FRU BORKMAN Hvor, mener De? STUEPIGEN Hos denne her fru Wilton, som de kalder hende. FRU BORKMAN Fru Wilton? Min søn plejer da ikke komme så ofte der. STUEPIGEN halvt mumlende Jeg synes dem siger, han kommer der dagstødt, jeg. FRU BORKMAN Det er bare noget snak, Malene. Gå altså hen til advokat Hinkels og sé at få ham fat. ​STUEPIGEN kaster på nakken Ja, gudbevar’s; jeg skal nok gå. Hun vil gå ud gennem forstuen. I det samme åbnes døren til denne. Ella Rentheim og Borkman viser sig på tærskelen. FRU BORKMAN vakler et skridt tilbage Hvad skal dette her betyde! ​ 112STUEPIGEN forskrækket, folder uvilkårlig hænderne I Jøssu’ navn da! FRU BORKMAN hvisker til pigen Sig, at han må komme straks på timen! STUEPIGEN sagte Ja da, frue. Ella Rentheim og, efter hende, Borkman kommer ind i værelset. Stuepigen smyger sig bag dem ud gennem døren og lukker efter sig. Kort taushed. ​FRU BORKMAN atter behersket, vender sig til Ella Hvad er det, han vil her nede hos mig? ELLA RENTHEIM Han vil prøve på at komme til forståelse med dig, Gunhild. FRU BORKMAN Det har han aldrig prøvet på før. ​ELLA RENTHEIM Iaften vil han det. FRU BORKMAN Sidste gang vi stod overfor hinanden, – det var i retten. Da jeg blev indkaldt for at gi’ forklaring – BORKMAN går nærmere Og iaften er det mig, som vil gi’ forklaring. ​​ 113FRU BORKMAN sér på ham Du! BORKMAN Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det kender jo al verden. FRU BORKMAN drager et bittert suk Ja, det er et sandt ord. Al verden kender det. BORKMAN Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgået mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi’ dig en forklaring over. FRU BORKMAN ryster på hovedet Nytter ikke noget. Tilskyndelser frikender ingen. Indskydelser ikke heller. ​BORKMAN I ens egne øjne kan de frikende. FRU BORKMAN slår afvisende ud med hånden Å, lad være med dette her! Jeg har tænkt så rundelig nok over disse dine mørke sager. BORKMAN Jeg også. I de fem endeløse år i cellen – og andetsteds – havde jeg tid til det. Og i de otte år ovenpå i salen havde jeg endnu bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op igen til fornyet behandling – for mig selv. Gang efter gang har jeg taget den op. Jeg har været min egen anklager, min egen forsvarer og ​ 114min egen dommer. Mere upartisk, end nogensomhelst anden, – det tør jeg nok sige. Jeg har gået deroppe på salsgulvet og krænget og endevendt hver eneste en af mine handlinger. Betragtet dem både forfra og bagfra lige så skånselløst, lige så ubarmhjertigt, som nogen ​advokat. Og det domsresultat, jeg stadig kommer til, det er det, at den ​eneste, jeg har forbrudt mig imod, – det er mig selv. FRU BORKMAN End imod mig da? Og imod din søn? BORKMAN Du og han kommer ind under det, jeg mener, når jeg siger mig selv. FRU BORKMAN Og så de mange hundrede andre da? De, som folk siger, at du skal ha’ ruineret? BORKMAN hæftigere Jeg havde magten! Og så den ubetvingelige kaldelse indeni mig da! De bundne millioner lå der udover landet, dybt i fjeldene, og råbte på mig! Skreg til mig om befrielse! Men ingen af alle de andre hørte det. Bare jeg alene. FRU BORKMAN Ja, til brændemærke for navnet Borkman. ​BORKMAN Gad vide, jeg, hvis de andre havde havt magten, om de ikke havde handlet akkurat ligesom jeg? ​ 115FRU BORKMAN Ingen, ingen uden du havde gjort det! BORKMAN Kanske ikke. Men så var det, fordi de ikke havde evner som jeg. Og havde de gjort det, så havde de ikke gjort det med mine formål for øje. Handlingen var da ble’t en anden. – Kort og godt, – jeg har frikendt mig selv. ELLA RENTHEIM blødt og bønligt Å, men tør du sige det så trygt, Borkman? BORKMAN nikker Frikendt mig for så vidt. Men så kommer den store, knugende selvanklage. ​FRU BORKMAN Hvilken er det? BORKMAN Jeg har gået deroppe og sløset bort hele otte kostbare år af mit liv! Samme dag, jeg kom på fri fod, skulde jeg gået ud i virkeligheden, – ud i den jernhårde, drømmeløse virkelighed! Jeg skulde begyndt nedenfra og svunget mig op til højderne påny, – højere, end nogensinde før, – trods alt det, som ligger imellem. ​FRU BORKMAN Å, det blev bare at leve det samme liv om igen, – tro du mig. BORKMAN ryster på hovedet og sér belærende på hende Der sker ingenting nyt. Men det, som er sket, – det gentager sig heller ikke. Det er øjet, som forvandler handlingen. Det ​ 116genfødte øje forvandler den gamle handling. (afbryder) Nå, det forstår du ikke. ​FRU BORKMAN kort Nej, jeg forstår det ikke. BORKMAN Nej, det er just forbandelsen, at jeg aldrig har fundet forståelse hos nogen eneste menneskesjæl. ELLA RENTHEIM sér på ham Aldrig, Borkman? BORKMAN Undtagen hos en – kanske. For længe, længe siden. I de dage, da jeg ikke syntes, at jeg havde forståelse behov. Ellers, siden, aldrig hos nogen! Ingen har jeg havt, som var årvågen nok til at være påfærde og kalde på mig, – ringe for mig som en morgenklokke, – mane mig op til frejdigt arbejde påny –. Og så prænte mig ind, at jeg intet ubodeligt har bedrevet. ​FRU BORKMAN lér hånligt Så det behøver du da alligevel at indpræntes udenfra? BORKMAN i svulmende harme Ja, når hele verden hvæser i kor, at jeg er en uoprejselig mand, så kan der komme stunder over mig, da jeg selv er nær ved at tro det. (hæver hovedet) Men så stiger min inderste, sejrende bevidsthed op igen. Og den frikender mig! FRU BORKMAN sér hårdt på ham Hvorfor kom du aldrig og spurgte mig efter det, som du kalder forståelse? ​ 117BORKMAN Havde det nyttet – om jeg var kommen til dig? FRU BORKMAN afvisende, slår ud med hånden Du har aldrig elsket noget udenfor dig selv, – det er kærnen i det hele. ​BORKMAN stolt Jeg har elsket magten – FRU BORKMAN Magten, ja! ​BORKMAN – magten til at skabe menneskelykke vidt, vidt omkring mig! FRU BORKMAN Du havde engang magten til at gøre mig lykkelig. Har du brugt den til det? BORKMAN uden at sé på hende Nogen må som oftest bukke under – i et skibbrud. FRU BORKMAN Og din egen søn! Har du brugt din magt – eller har du levet og åndet for at gøre ham lykkelig? ​BORKMAN Ham kender jeg ikke. FRU BORKMAN Nej, det er sandt. Du kender ham ikke engang. ​ 118BORKMAN hårdt Det har du, – du, hans mor, sørget for. FRU BORKMAN sér på ham; med højhed i udtrykket Å, du véd ikke, hvad jeg har sørget for! BORKMAN Du? FRU BORKMAN Ja, just jeg. Jeg alene. BORKMAN Så sig det da. ​FRU BORKMAN Dit eftermæle har jeg sørget for. BORKMAN med en kort, tør latter Mit eftermæle? Sé, sé! Det klinger jo næsten, som om jeg alt var død. FRU BORKMAN med eftertryk Det er du også. BORKMAN langsomt Ja, du har kanske ret i det. (opfarende) Men nej, nej! Ikke endnu! Jeg har været så nær, så nær ved det. Men nu er jeg vågnet. Frisknet til igen. Der ligger endnu liv foran mig. Jeg kan sé dette nye, lysende liv, som gærer og venter –. Og du skal nok få sé det, du også. ​ 119FRU BORKMAN hæver hånden Drøm aldrig mere om liv! Forhold dig rolig, der du ligger! ​ELLA RENTHEIM oprørt Gunhild! Gunhild, – hvor kan du da ville –! FRU BORKMAN uden at høre på hende Jeg vil rejse mindesmærket over graven. ​BORKMAN Skamstøtten, mener du sagtens? FRU BORKMAN i stigende sindsbevægelse Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten eller metal. Og ingen skal få lov til at ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt omkring dit gravliv. Der skal dækkes over alt det dunkle, som engang var. Skjules i glemsel for menneskenes øjne John Gabriel Borkman! ​BORKMAN hæst og skærende Og det kærlighedsværk vil du øve? FRU BORKMAN Ikke ved egne kræfter. Det tør jeg ikke tænke på. Men jeg har opdraget en hjælper til at sætte sit liv ind på dette ene. Han skal leve livet i renhed og højhed og lys, således at dit eget grubeliv bli’r som udslettet heroppe på jorden! BORKMAN mørk og truende Er det Erhart, du mener, så sig det straks! ​ 120FRU BORKMAN sér ham fast i øjnene Ja, det er Erhart. Min søn. Han, som du vil gi’ afkald på – til bod for dine egne gerninger. BORKMAN med et blik mod Ella Til bod for min tungeste brøde. ​FRU BORKMAN afvisende Brøde imod en fremmed bare. Husk på brøden imod mig! (sér hoverende på dem begge) Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger efter ham i min nød, så kommer han! For det er hos mig, han vil være! Hos mig og aldrig hos nogen anden – (lytter pludselig og råber) Der hører jeg ham! Der er han, – der er han! Erhart! Erhart Borkman river ilsomt entrédøren op og kommer ind i stuen. Han er i overfrakke og har hatten på hovedet. ERHART bleg og ængstelig Mor da, – hvad i guds navn –! ​Han sér Borkman, som står ved døråbningen til havestuen, farer sammen og tager hatten af. ERHART tier et øjeblik; så spørger han Hvad er det, du vil mig, mor? Hvad er her hændt! FRU BORKMAN breder armene ud imod ham Jeg vil sé dig, Erhart! Jeg vil ha’ dig hos mig – altid! ​​ 121ERHART stammende Ha’ mig –? Altid! Hvad mener du med det? FRU BORKMAN Ha’ dig, ha’ dig, vil jeg! For der er nogen, som vil ta’ dig fra mig! ERHART viger et skridt Ah, – du véd det altså! FRU BORKMAN Ja. Véd du det også? ERHART studser og sér på hende Om jeg véd det? Ja, naturligvis – FRU BORKMAN Aha, et aftalt spil! Bag min ryg! Erhart, Erhart! ​ERHART hurtig Mor, sig mig, hvad det er for noget, som du véd! FRU BORKMAN Jeg véd det altsammen. Jeg véd, at din tante er kommen her for at ta’ dig fra mig. ERHART Tante Ella! ELLA RENTHEIM Å, hør først lidt på mig, Erhart! ​ 122FRU BORKMAN vedblivende Hun vil, at jeg skal afstå dig til hende. Hun vil være dig i mors sted, Erhart! Hun vil, at du skal være hendes søn og ikke min herefterdags. Vil, at du skal arve alt efter hende. Lægge dit navn af og ta’ hendes istedet! ​ERHART Tante Ella, er dette her sandt? ELLA RENTHEIM Ja, det er sandt. ERHART Jeg har ikke vidst et ord om sligt noget før nu. Hvorfor vil du ha’ mig til dig nu igen? ELLA RENTHEIM Fordi jeg føler, at jeg mister dig her. FRU BORKMAN hårdt For min skyld mister du ham, – ja! Og det er bare i sin orden, det. ​ELLA RENTHEIM sér bedende på ham Erhart, jeg har ikke råd til at miste dig. For du skal vide, at jeg er et ensomt, – døende menneske. ​ERHART Døende –? ELLA RENTHEIM Ja, døende. Vil du være hos mig til det sidste? Knytte dig helt til mig? Være for mig, som om du var mit eget barn – ​ 123FRU BORKMAN afbrydende – og svigte din mor og kanske din opgave i livet også? Vil du det, Erhart? ELLA RENTHEIM Jeg er dømt til at gå bort. Svar mig, Erhart. ERHART varmt, bevæget Tante Ella, – du har været mig så usigelig god. Hos dig har jeg fåt lov til at vokse op i al den sorgløse lykkefølelse, som jeg tror, der kan være over noget barns liv – ​FRU BORKMAN Erhart, Erhart! ELLA RENTHEIM Å, hvor velsignet, at du kan sé det så endnu! ERHART – men jeg kan ikke ofre mig for dig nu. Jeg kan umulig sådan helt og holdent gå op i at være som en søn for dig – FRU BORKMAN triumferende Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke! Du får ham ikke, Ella! ELLA RENTHEIM tungt Jeg sér det. Du har vundet ham tilbage. FRU BORKMAN Ja, ja, – min er han og min blir han! Erhart, – ikke sandt, du, – vi to har endnu et stykke vej at gå sammen, vi. ​​ 124ERHART kæmpende med sig selv Mor, – jeg får lige så godt sige dig det rent ud – FRU BORKMAN spændt Nå? ERHART Det bli’r nok bare et kort stykke vej, jeg kommer til at gå sammen med dig, mor. FRU BORKMAN står som slagen Hvad vil du sige med det? ​ERHART mander sig op Herregud, mor, – jeg er da ung! Jeg synes, at stueluften her rent må kvæle mig tilslut. FRU BORKMAN Her – hos mig! ​ERHART Ja, her hos dig, mor! ELLA RENTHEIM Så kom med mig da, Erhart! ERHART Å, tante Ella, det er ikke et hår bedre hos dig. Det er på en anden vis der. Men ikke bedre for det. Ikke bedre for mig. Der er roser og lavendler, – stueluft, der som her! FRU BORKMAN rystet, men med tilkæmpet fatning Stueluft hos din mor, siger du! ​ 125ERHART i stigende utålmodighed Ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det andet. Al denne sygelige omhu og – og forgudelse – eller hvad det er for noget. Jeg holder det ikke ud længer! ​FRU BORKMAN sér dybt alvorligt på ham Glemmer du, hvad du har viet dit liv til, Erhart? ERHART udbrydende Å, sig heller, hvad du har viet mit liv til! Du, du har været min vilje! Jeg selv har aldrig fåt lov til at ha’ nogen! Men nu kan jeg ikke bære dette åg længer! Jeg er ung! Husk vel på det, mor! (med et høfligt, hensynsfuldt blik til Borkman) Jeg kan ikke vie mit liv til soning for nogen anden. Hvem denne anden så end måtte være. FRU BORKMAN greben af en stigende angst Hvem er det, som har forvandlet dig, Erhart! ERHART truffen Hvem –? Kunde det da ikke være mig selv, som –? ​FRU BORKMAN Nej, nej, nej! Du er kommen ind under fremmede magter. Du er ikke under din mors længer. Og ikke under din – din plejemors heller. ERHART i tiltvungen trodsighed Jeg er under min egen magt, jeg, mor! Og under min egen vilje også! ​BORKMAN frem imod Erhart Så er kanske timen endelig kommen for mig en gang. ​ 126ERHART fremmed og afmålt høflig Hvorledes –? Hvorledes mener far det? FRU BORKMAN hånlig Ja, det spør’ rigtignok jeg også om. ​BORKMAN vedbliver uforstyrret Hør du, Erhart, – vil du så gå med din far da? Det er ikke gennem nogen andens livsførelse, at en mand kan finde oprejsning for sit fald. Sligt noget er bare tomme drømme, som er ble’t fablet for dig om – hernede i stueluften. Om du så vilde indrette dit liv på at leve det som alle de hellige mænd tilsammen, – det nytted ikke mig en smule. ERHART afmålt, ærbødig Det er så sandt, som det er sagt. BORKMAN Ja, det er det. Og det vilde heller ikke nytte, om jeg gav mig til at visne hen i bod og sønderknuselse. Jeg har prøvet på at hjælpe mig igennem med drømme og håb – i alle disse årene. Men sligt noget duer ikke for mig. Og nu vil jeg ud af drømmene. ERHART bukker let Og hvad vil – hvad vil så far gøre? ​BORKMAN Oprejse mig selv, vil jeg. Begynde nedenfra igen. Det er bare gennem sin nutid og sin fremtid, at et menneske kan sone fortiden. Gennem arbejde, – gennem ustandseligt arbejde for alt det, som i ungdommen stod for mig som selve livet. Men nu​ 127så tusendfold højere end dengang. Erhart, – vil du være med mig og hjælpe mig med dette nye liv? FRU BORKMAN hæver advarende hånden Gør det ikke, Erhart! ELLA RENTHEIM varmt Jo, jo, gør det! Å, hjælp ham, Erhart! FRU BORKMAN Og det råder du til? Du, den ensomme, – den døende. ELLA RENTHEIM Det får være det samme med mig. ​FRU BORKMAN Ja, når bare ikke det er mig, som ta’r ham fra dig. ​ELLA RENTHEIM Netop det, Gunhild. BORKMAN Vil du, Erhart? ERHART i pinlig vånde Far, – jeg kan det ikke nu. Det er så rent umuligt! BORKMAN Men hvad vil du da så tilsidst? ERHART opblussende Jeg er ung! Jeg vil leve livet en gang, jeg også! Mit eget liv vil jeg leve! ​​ 128ELLA RENTHEIM Ikke ofre et par korte måneder for at lyse op i et fattigt, sluknende menneskeliv? ERHART Tante, jeg kan det ikke, om jeg end aldrig så gerne vilde. ELLA RENTHEIM Ikke for en, som holder så usigelig af dig? ERHART Så sandt jeg lever, tante Ella, – jeg kan det ikke. FRU BORKMAN sér skarpt på ham Og din mor binder dig heller ikke længer nu? ERHART Jeg vil altid holde af dig, mor. Men jeg kan ikke bli’ ved at leve for dig alene. For det er ikke liv for mig, dette her. ​BORKMAN Så kom og bind dig til mig alligevel! For liv, det er arbejde, det, Erhart. Kom, så går vi to ud i livet og arbejder sammen! ERHART lidenskabeligt Ja, men jeg vil ikke arbejde nu! For jeg er ung! Aldrig har jeg vidst af, at jeg var det før. Men nu føler jeg det så strømmende varmt igennem mig. Jeg vil ikke arbejde! Bare leve, leve, leve! FRU BORKMAN med et anende udråb Erhart, – hvad vil du leve for! ​ 129ERHART med tindrende øjne For lykken, mor! FRU BORKMAN Og hvor tænker du at finde den? ​ERHART Jeg har alt fundet den! FRU BORKMAN skriger Erhart –! Erhart går raskt hen og åbner forstuedøren. ​ERHART råber ud Fanny, – nu kan du komme ind! Fru Wilton, i overtøj, viser sig på dørtærskelen. FRU BORKMAN med løftede hænder Fru Wilton –! FRU WILTON noget sky; med et spørgende blik til Erhart Kan jeg altså –? ERHART Ja, nu kan du komme. Jeg har sagt det altsammen. Fru Wilton kommer ind i stuen. Erhart lukker døren efter hende. Hun bøjer sig afmålt for Borkman, der stumt hilser igen. Kort taushed. ​​ 130FRU WILTON med dæmpet, men fast stemme Ordet er altså blevet sagt. Og så kan jeg jo nok vide, at jeg står her som en, der har anrettet stor ulykke i huset. FRU BORKMAN langsomt; sér stivt på hende De har knust den sidste rest af det, jeg havde at leve for. (udbrydende) Men dette her, – det er jo dog så rent umuligt alligevel! FRU WILTON Jeg forstår så godt, at det må forekomme Dem umuligt, fru Borkman. FRU BORKMAN Ja, det må De da vel kunne sige Dem selv, at det er umuligt. Eller hvad –? FRU WILTON Jeg vil heller sige, at det er så rent urimeligt. Men det er nu engang så alligevel. ​FRU BORKMAN vender sig Er dette her dit fulde alvor, Erhart? ERHART Dette her er lykken for mig, mor. Hele den store, dejlige livets lykke. Jeg kan ikke sige dig noget andet. FRU BORKMAN til fru Wilton; knuger hænderne Å, hvor De har dåret og forlokket min ulykkelige søn! FRU WILTON med et stolt nakkekast Det har jeg ikke gjort. ​ 131FRU BORKMAN Har De ikke gjort det, siger De! FRU WILTON Nej. Jeg har hverken dåret eller forlokket ham. Frivillig er Erhart kommet imod mig. Og frivillig har jeg mødt ham på halvvejen. ​​FRU BORKMAN sér hånligt nedad hende Ja De, ja! Det tror jeg så gerne. FRU WILTON behersket Fru Borkman, – der gives magter i menneskelivet, som De ikke synes at kende synderlig til. FRU BORKMAN Hvilke magter, om jeg tør spørge? FRU WILTON De magter, som byder to mennesker at knytte sin livsgang uløseligt – og hensynsløst sammen. FRU BORKMAN smiler Jeg trode, at De allerede var uløselig bunden – til en anden. ​FRU WILTON kort Denne anden har forladt mig. FRU BORKMAN Men han lever dog, siges der. FRU WILTON For mig er han død. ​ 132ERHART indtrængende Ja, mor, for Fanny er han død. Og denne anden kommer jo forresten sletikke mig ved! FRU BORKMAN sér strængt på ham Du véd det altså, – dette med den anden? ERHART Ja, mor, jeg véd det så godt, så godt, altsammen! ​FRU BORKMAN Og alligevel så kommer det dig ikke ved, siger du! ERHART i afvisende overmod Jeg kan bare sige dig, at det er lykken, jeg vil ha’! Jeg er ung! Jeg vil leve, leve, leve! FRU BORKMAN Ja, du er ung, Erhart. Altfor ung til dette her. FRU WILTON fast og alvorligt De må ikke tro andet, fru Borkman, end at jeg har sagt ham det samme. Alle mine livsforhold har jeg lagt frem for ham. Idelig har jeg mindet ham om, at jeg er hele syv år ældre end han – ERHART afbrydende Å hvad, Fanny, – det vidste jeg jo i forvejen. ​FRU WILTON – men ingenting, – ingenting har frugtet. ​ 133​FRU BORKMAN Så? Ikke det? Hvorfor har De da ikke uden videre afvist ham? Lukket Deres hus for ham? Sé, det skulde De ha’ gjort i tide! FRU WILTON sér på hende og siger dæmpet Det kunde jeg simpelt hen ikke, fru Borkman. FRU BORKMAN Hvorfor kunde De ikke? FRU WILTON Fordi lykken var for mig også bare i dette eneste ene. FRU BORKMAN hånligt Hm, – lykken, lykken – ​FRU WILTON Jeg har aldrig før vidst, hvad lykke var i livet. Og jeg kan da umulig vise lykken fra mig, fordi om den kommer så sent. FRU BORKMAN Og hvor længe tror De, den lykken vil vare? ERHART afbrydende Kort eller længe, mor, – det får være det samme! FRU BORKMAN i vrede Forblindede menneske, som du er! Sér du da ikke, hvor alt dette her bærer hen? ​ 134ERHART Jeg bry’r mig ikke om at sé fremover i tiden. Vil ikke sé mig om i nogen retning! Jeg vil bare få lov til at leve livet engang, jeg også! ​FRU BORKMAN smærteligt Og dette kalder du livet, Erhart! ERHART Ja, sér du da ikke, hvor dejlig hun er! FRU BORKMAN vrider hænderne Og denne knusende skam skal jeg altså også måtte bære på! BORKMAN i baggrunden, hårdt og hvast Hå, – du er jo vant til at bære på sligt noget, du, Gunhild! ELLA RENTHEIM bønligt Borkman –! ERHART ligeså Far –! ​FRU BORKMAN Her skal jeg måtte gå og sé daglig for mine øjne min egen søn sammen med en – en – ERHART afbryder hårdt Ingenting skal du få sé, mor! Vær tryg for det, du! Jeg bli’r ikke her længer. ​FRU WILTON rask og bestemt Vi rejser, vi, fru Borkman. ​ 135FRU BORKMAN blegner Rejser De også! Sammen kanske? FRU WILTON nikker Jeg rejser sydover, ja. Til udlandet. Sammen med en ung pige. Og Erhart følger med os. ​FRU BORKMAN Med Dem – og en ung pige? FRU WILTON Ja. Det er denne lille Frida Foldal, som jeg har ta’t i huset til mig. Jeg vil, at hun skal ud og lære mere musik. FRU BORKMAN Og så ta’r De hende med Dem? FRU WILTON Ja, jeg kan jo ikke godt slippe det unge barn løs alene derude. FRU BORKMAN undertrykker et smil Hvad siger du til det, Erhart? ERHART lidt forlegen, trækker på skulderen Jo, mor, – når Fanny endelig så vil ha’ det, så – ​FRU BORKMAN koldt Når rejser herskabet, om man tør spørge? FRU WILTON Vi rejser nu straks, inat. Min slædevogn står nede på vejen, – udenfor hos Hinkels. ​ 136FRU BORKMAN sér nedad hende Aha, – det var altså aftenselskabet! FRU WILTON smiler Ja, der kom ikke andre end Erhart og jeg. Og så lille Frida, forstår sig. FRU BORKMAN Og hvor er hun nu? FRU WILTON Hun sidder i vognen og venter på os. ​ERHART pinligt forlegen Mor, – du kan da vel forstå –? Jeg vilde ha’ skånet dig – og alle for dette her. FRU BORKMAN sér dybt krænket på ham Du vilde rejst fra mig uden at sige mig farvel? ERHART Ja, jeg syntes, det var bedst så. Bedst for begge parter. Alting var jo klappet og klart. Tøjet pakket. Men da der så kom bud efter mig, så –. (vil række hende hænderne) Farvel da, mor. ​FRU BORKMAN afværgende, slår ud imod ham Rør mig ikke! ERHART spag Er det dit sidste ord? ​FRU BORKMAN hårdt Ja. ​ 137ERHART vender sig Farvel du da, tante Ella. ELLA RENTHEIM trykker hans hænder Farvel, Erhart! Og lev dit liv, – og bliv så lykkelig, så lykkelig, – som du bare kan! ERHART Tak, tante. (bukker for Borkman) Farvel, far. (hvisker til fru Wilton) Lad os sé at komme afsted, jo før jo heller. FRU WILTON sagte Ja, lad os det. FRU BORKMAN med et ondt smil Fru Wilton, – tror De, at De gør rigtig klogt i at ta’ denne unge pigen med? ​FRU WILTON gengælder smilet, halvt ironisk, halvt alvorlig Mændene er så ubestandige, fru Borkman. Og kvinderne ligervis. Når Erhart er færdig med mig, – og jeg med ham, – så er det godt for os begge, at han, stakker, har nogen at falde tilbage på. FRU BORKMAN Men De selv da? FRU WILTON Å, jeg arrangerer mig nok, kan De vide. Farvel allesammen! ​ 138Hun hilser og går ud gennem forstuedøren. Erhart står et øjeblik ligesom vaklende; så vender han sig og følger hende. FRU BORKMAN med sænkede, foldede hænder Barnløs. BORKMAN som vågnende til beslutning Så ud i uvejret alene da! Min hat! Min kappe! Han går skyndsomt mod døren. ​ELLA RENTHEIM i angst; standser ham John Gabriel, hvor vil du hen? BORKMAN Ud i livets uvejr, hører du. Slip mig, Ella! ELLA RENTHEIM holder ham fast Nej, nej, jeg slipper dig ikke ud! Du er syg. Jeg kan sé det på dig! BORKMAN Lad mig gå, siger jeg! Han river sig løs og går ud i forstuen. ​ELLA RENTHEIM i døren Hjælp mig at holde på ham, Gunhild! ​ 139FRU BORKMAN kold og hård; står midt i stuen Jeg holder ikke på noget menneske i hele verden. Lad dem gå fra mig allesammen. ​Både den ene og den anden! Så langt, – så langt de bare vil. (pludseligt, med et skærende skrig) Erhart, rejs ikke! Hun styrter med udbredte arme mod døren. Ella Rentheim standser hende. ​ ​​ 141​FJERDE AKT Åben gårdsplads udenfor hovedbygningen, som ligger til højre. Et hjørne af denne med indgangsdør og en flad stentrappe springer frem. Langs baggrunden, nær ind til gården, strækker sig bratte granbevoksede lier. Begyndende spredt småskog til venstre. Snévejret er ophørt; men jorden er højt dækket af den nylig faldne sné. Granerne, ludende og tunge, ligeså. Mørk natteluft. Drivende skyer. Månen skimtes undertiden svagt. Omgivelserne modtager kun et mat lys fra snéen. Borkman, fru Borkman og Ella Rentheim står ude på trappen. Borkman læner sig mat og træt op imod husvæggen. Han har en gammeldags slængkappe kastet over skuldrene, holder en blød grå filthat i den ene hånd og en tyk knortekæp i den anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe på armen. Fru Borkmans store tørklæde er gledet ned over nakken, så at hendes hår er blottet. ELLA RENTHEIM har stillet sig i vejen for fru Borkman Gå ikke efter ham, Gunhild! FRU BORKMAN i angst og oprør Slip mig forbi, du! Han må ikke rejse fra mig! ​ELLA RENTHEIM Det er så rent unyttigt, siger jeg dig! Du nåer ham ikke. FRU BORKMAN Lad mig gå alligevel, Ella! Jeg vil skrige højt efter ham nedover vejen. Og sin mors skrig må han da vel høre! ​ 142ELLA RENTHEIM Han kan ikke høre dig. Han sidder visst alt inde i vognen – FRU BORKMAN Nej, nej, – han kan da ikke sidde i vognen endnu! ELLA RENTHEIM Han sidder for længst i vognen, tro du mig. FRU BORKMAN i fortvilelse Sidder han i vognen, – så sidder han der med hende, med hende, – hende! ​​BORKMAN lér skummelt Og så hører han nok ikke sin mors skrig da. FRU BORKMAN Nej, – så hører han det ikke. (lytter) Hys! Hvad er det? ELLA RENTHEIM også lyttende Det høres ligesom bjældeklang – FRU BORKMAN med et dæmpet udråb Det er hendes vogn! ELLA RENTHEIM Eller kanske en andens – FRU BORKMAN Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn! Jeg kender sølvklokkerne! Hør! Nu kører de lige forbi her – nedenunder bakken! ​​ 143ELLA RENTHEIM hurtigt Gunhild, vil du skrige efter ham, så skrig nu! Kanske han alligevel –! Bjældeklangen lyder lige ved, inde i skogen. ELLA RENTHEIM Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige nedenunder os! FRU BORKMAN står et øjeblik ubesluttet; derpå stivner hun, hård og kold Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad Erhart Borkman køre mig forbi. Langt, langt ud i det, han nu kalder livet og lykken. Lyden taber sig i det fjerne. ELLA RENTHEIM lidt efter Nu høres ikke klokkerne længer. FRU BORKMAN Jeg syntes, de lød som gravklokker. ​BORKMAN med tør, dæmpet latter Åhå, – der ringes ikke over mig endnu! FRU BORKMAN Men over mig. Og over ham, som rejste fra mig. ELLA RENTHEIM nikker tankefuldt Hvem véd, om de ikke ringer livet og lykken ind for ham alligevel, Gunhild. ​ 144FRU BORKMAN farer op; sér hårdt på hende Livet og lykken, siger du! ELLA RENTHEIM For en stakket stund ialfald. FRU BORKMAN Vilde du unde ham livet og lykken, – med hende? ​​ELLA RENTHEIM varmt og inderligt Ja, af min hele, fulde sjæl vilde jeg det! FRU BORKMAN koldt Så må du være rigere på kærlighedskraft, du, end jeg. ELLA RENTHEIM sér langt hen for sig Det er kanske kærlighedssavnet, som holder den kraft oppe. FRU BORKMAN fæster øjnene på hende Hvis så er, – da bli’r nok jeg snart lige så rig som du, Ella. Hun vender sig og går ind i huset. ELLA RENTHEIM står en stund og sér bekymret på Borkman; så lægger hun hånden varsomt på hans skulder John, kom så og gå ind, du også. ​BORKMAN ligesom opvågnende Jeg? ELLA RENTHEIM Ja. Du tåler ikke den hvasse vinterluft. Det kan jeg sé på dig, John. Kom så og gå ind med mig. Ind under tag, hvor der er varmt. ​ 145BORKMAN vred Op igen på salen kanske! ELLA RENTHEIM Helst ind i stuen til hende. BORKMAN farer op i hæftighed Aldrig i livet sætter jeg foden under det tag mere! ELLA RENTHEIM Men hvor vil du da hen? Så sent, ved nattetid, John? ​BORKMAN sætter hatten på Først og fremst så vil jeg nu gå ud og sé til alle mine gemte skatte. ELLA RENTHEIM sér ængstelig på ham John, – jeg forstår dig ikke! BORKMAN i hostende latter Å, det er ikke bortgemt tyvegods, jeg mener. Vær ikke ræd for det, Ella. (standser og peger ud) Sé ham der, du! Hvem er det? Vilhelm Foldal, i en gammel, tilsnéet kavaj, med hatten nedbrættet og med en stor paraply i hånden, kommer frem foran hjørnet af huset, møjsomt stavrende gennem snéen. Han hinker stærkt på den venstre fod. BORKMAN Vilhelm! Hvad vil du her hos mig – nu igen? ​ 146​FOLDAL sér op I herrens navn, – står du ude på trappen, John Gabriel? (hilser) Og fruen også, sér jeg! ​BORKMAN kort Det er ikke fruen. FOLDAL Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet brillerne i snéen. – Men at du, som ellers aldrig går udenfor en dør –? BORKMAN hensynsløst, lystig Det er på tiden, jeg begynder at bli’ friluftsmenneske igen, skønner du. Næsten tre år i varetægt; fem år i cellen; otte år på salen deroppe – ELLA RENTHEIM bekymret Borkman, – jeg be’r dig –! FOLDAL Ak ja, ja, ja – BORKMAN Men hvad er det så, du vil mig, spør’ jeg? ​FOLDAL står fremdeles nedenfor trappen Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syntes, jeg måtte op til dig på salen. Herregud, – den salen, du! BORKMAN Vilde du der op til mig, som viste dig døren? ​ 147FOLDAL Ja, det får i guds navn være det samme. BORKMAN Hvad har du gjort ved foden? Du går jo og halter? FOLDAL Ja, tænk dig, du, – jeg er ble’t overkørt. ELLA RENTHEIM Overkørt! FOLDAL Ja, af en slædevogn – ​BORKMAN Åhå! FOLDAL – med to heste for. De kom i susende fart nedover bakken. Jeg kunde ikke vige af vejen fort nok; og så – ELLA RENTHEIM – og så kørte de over Dem? FOLDAL De kørte lige på mig, frue – eller frøken. Lige på mig kørte de, så jeg rulled rundt i snéen og misted brillerne og fik paraplyen knækket; (gnider sig) og foden lidt skadet også. BORKMAN lér indvendig Véd du, hvem der sad i den vognen, Vilhelm? ​ 148​FOLDAL Nej, hvor kunde jeg sé det? Det var jo en lukket vogn, og gardinerne var trukket ​ned. Og kusken standsed såmænd ikke et øjeblik, da jeg lå der og trilled –. Men det kan også være det samme, for – (udbrydende) Å, jeg er så forunderlig glad, du! BORKMAN Glad? FOLDAL Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det. Men jeg synes, at jeg nærmest må kalde det glad. For der er indtruffet noget så rent mærkværdigt! Og derfor så kunde jeg ikke andet, – jeg måtte indom og dele glæden med dig, John Gabriel. BORKMAN barsk Nå, så dél den glæden da! ELLA RENTHEIM Å, men få da først din ven ind med dig, Borkman. ​BORKMAN hårdt Jeg vil ikke ind i huset, har jeg sagt. ELLA RENTHEIM Men du hører jo, at han er ble’t overkørt! BORKMAN Å, overkørt bli’r vi allesammen – en gang i livet. Men så får en rejse sig op igen. Og lade som ingenting. ​ 149FOLDAL Det var et dybsindigt ord, John Gabriel. Men jeg kan så inderlig godt fortælle her ude i en fart. BORKMAN mildere Ja, tjen mig i det, Vilhelm. FOLDAL Ja, nu skal du bare høre! Tænk dig, du, – da jeg kommer hjem her iaftes fra dig, – ​så finder jeg et brev. – Kan du gætte, hvem det var fra? BORKMAN Kanske det var fra din lille Frida? FOLDAL Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja, det var et langt – temmelig langt brev fra Frida, du. Der havde været en tjener og bragt det. Og kan du tænke dig, hvad hun skriver om? BORKMAN Skulde det muligens være for at sige farvel til forældrene? FOLDAL Akkurat! Det er mærkværdigt, som du kan ​gætte, John Gabriel! Jo, hun skriver, at fru Wilton har fattet så stor godhed for hende. Og nu vil fruen rejse med hende til udlandet. For at Frida kan få lære mere musik, skriver hun. Og så har fru Wilton ​sørget for en dygtig lærer, som skal være med på rejsen. ​ 150Og læse med Frida. For, desværre, hun er nok lidt forsømt i enkelte stykker, skønner du. BORKMAN lér indvendig, så det klukker i ham Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen så urimelig godt, Vilhelm. FOLDAL fortsætter ivrig Og tænk, hun fik først vide det om rejsen nu ikveld. Det var i det selskabet, som du véd nok, hm! Og endda så fandt hun tid til at skrive. Og brevet er så varmt og så smukt og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig til. Ikke spor af foragt for sin far nu længer. Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os farvel skriftlig – før hun rejste. (lér) Men det bli’r der rigtignok ikke noget af! BORKMAN sér spørgende på ham Hvorledes det? ​FOLDAL Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de. Ganske tidligt. BORKMAN Sé, sé, – imorgen? Skriver hun det? FOLDAL lér og gnider hænderne Ja, men nu er jeg listig, jeg, sér du! Nu går jeg lige op til fru Wiltons – BORKMAN Nu ikveld? ​ 151FOLDAL Ja herregud, det er da ikke så svært sent endnu. Og skulde der alt være stængt, så ringer jeg på. Uden videre. For jeg vil og jeg må sé Frida, før hun rejser. Godnat, godnat! Han vil gå. BORKMAN Hør her, min stakkers Vilhelm, – du kan spare dig det tunge vejstykke. ​FOLDAL Å, du tænker på den foden – BORKMAN Ja, og så slipper du ikke ind hos fru Wiltons alligevel. ​FOLDAL Jo såmænd gør jeg så. Jeg bli’r ved at ringe og kime på klokken, til der kommer nogen og lukker op. For Frida må jeg og skal jeg sé. ELLA RENTHEIM Deres datter er alt rejst, herr Foldal. FOLDAL står som slagen Er Frida alt rejst! Véd De det visst? Hvem har De det fra? BORKMAN Vi har det fra hendes vordende lærer. ​FOLDAL Så? Og hvem er han da? ​ 152BORKMAN Det er en student Erhart Borkman. FOLDAL strålende glad Din søn, John Gabriel! Skal han rejse med? BORKMAN Jaha; det er ham, som skal hjælpe fru Wilton med at oplære din lille Frida. FOLDAL Nå, gud ské lov og tak! Så er jo barnet i de bedste hænder da. Men er det også ganske visst, at de alt er rejst med hende? BORKMAN De rejste med hende i den vognen, som kørte dig over på vejen. ​FOLDAL slår hænderne sammen Tænke sig til, at min lille Frida sad inde i den pragtfulde vognen! BORKMAN nikker Jo-jo, Vilhelm, – din datter er kommen godt op at køre. Og student Borkman også. – Nå, – la’ du så mærke til sølvklokkerne? FOLDAL Jo da. – Sølvklokkerne, siger du? Var det sølvklokker, du? Virkelig ægte sølvklokker? BORKMAN Det kan du forlade dig på. Altsammen var ægte. Både udenpå og – og indeni. ​ 153FOLDAL stille bevæget Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken kan føje sig for et menneske! Det er min – min smule digtergave, som har omsat sig til ​musik hos Frida. Og så har jeg altså ikke forgæves været digter alligevel da. For nu får hun rejse ud i den store, vide verden, som jeg engang havde drømt så dejligt om at få ​sé. I lukket slædevogn får lille Frida rejse. Og med sølvklokker på sæletøjet – BORKMAN – og køre over sin far – FOLDAL glad Å hvad! Det kan være det samme med mig, – når bare barnet –. Nå, jeg kom altså for sent alligevel. Og derfor så vil jeg gå hjem og trøste hendes mor, som sidder i køkkenet og græder. BORKMAN Græder hun? FOLDAL småléende Ja, tænk dig til, du, – hun sad og græd så rent svært, da jeg gik. ​BORKMAN Og du lér, du, Vilhelm. FOLDAL Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun forstår det ikke bedre, hun, sér du. Nå, farvel da! Godt er det, at jeg har sporvognen så nær ved. Farvel, farvel, John Gabriel! Farvel, frøken! Han hilser og går møjsomt ud samme vej, som han kom. ​ 154BORKMAN står en stund stille og sér hen for sig Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang i livet, at du er ble’t overkørt, gamle ven. ELLA RENTHEIM sér i undertrykt angst på ham Du er så bleg, så bleg, John – BORKMAN Det kommer af fængselsluften deroppe. ​ELLA RENTHEIM Jeg har aldrig før sét dig slig. BORKMAN Nej, for du har vel aldrig sét en udbrudt straffange før heller. ELLA RENTHEIM Å, kom nu bare og gå ind med mig, John! BORKMAN Lad være med de lokketoner. Jeg har jo sagt dig – ELLA RENTHEIM Men når jeg nu be’r dig så indstændig? For din egen skyld – Stuepigen kommer halvt ud på trappen. STUEPIGEN Om forladelse; fruen har sagt, at jeg skal stænge gadedøren nu. ​​BORKMAN sagte til Ella Hør bare; nu vil de stænge mig inde igen! ​ 155ELLA RENTHEIM til pigen Bankchefen er ikke rigtig vel. Han vil trække lidt frisk luft først. STUEPIGEN Ja men fruen selv har sagt, at – ELLA RENTHEIM Jeg skal stænge døren. Lad bare nøglen sidde i, så – STUEPIGEN Ja, gud bevar’s vel; jeg skal nok så gøre. Hun går ind i huset igen. BORKMAN står et øjeblik stille og lytter; så går han ilsomt ned på gårdspladsen Nu er jeg udenfor muren, Ella! Nu får de mig aldrig fat mere! ​ELLA RENTHEIM nede hos ham Men du er jo fri mand derinde også, John. Kan gå og komme ganske som du selv vil. BORKMAN sagte, ligesom i skræk Aldrig under tag igen! Her ude i natten er det så godt at være. Gik jeg op på salen nu, – loft og vægge vilde skrumpe sig sammen. Knuge mig. Klemme mig flad som en flue – ELLA RENTHEIM Men hvor vil du da hen? ​ 156BORKMAN Bare gå og gå og gå. Sé, om jeg kan vinde frem til frihed og til liv og til mennesker igen. Vil du gå med mig, Ella? ELLA RENTHEIM Jeg? Nu? ​BORKMAN Ja, ja, – nu straks! ELLA RENTHEIM Men hvor langt da? BORKMAN Så langt jeg bare kan. ELLA RENTHEIM Å, men tænk dig da om. Ude i denne våde, kolde vinternatten – BORKMAN med rå strubelyd Åhå, – frøkenen er bekymret for sin helbred? Ja-ja, – den er jo skrøbelig, den. ELLA RENTHEIM Det er din helbred, jeg er bekymret for. ​BORKMAN Håhåhå! En død mands helbred! Jeg må lé af dig, Ella! Han går videre. ​ 157​ELLA RENTHEIM efter ham; holder ham fast Hvad var det, du sa’, at du var? BORKMAN En død mand, sa’ jeg. Mindes du ikke, Gunhild sa’, jeg skulde bare holde mig rolig, der jeg lå? ELLA RENTHEIM besluttet, kaster kåben om sig Jeg går med dig, John. BORKMAN Ja vi to, vi hører jo også sammen, vi, Ella. (går videre) Kom så! De er efterhånden nået ind i småskogen til venstre. Denne skjuler dem lidt efter lidt, så de ikke mere sés. Huset og gårdspladsen tabes af sigte. Landskabet, med lier og højdedrag, forandrer sig stadig langsomt og bliver vildere og vildere. ​ELLA RENTHEIMS STEMME høres inde i skogen til højre Hvor er det, vi går, John? Jeg kender mig ikke igen her. BORKMANS STEMME højere oppe Hold dig bare i snésporene efter mig! ELLA RENTHEIMS STEMME Men hvorfor behøver vi at stige så højt da? BORKMANS STEMME nærmere Vi må opad den krogede stien. ELLA RENTHEIM fremdeles skjult Å, men jeg årker snart ikke mere. ​ 158BORKMAN i skogkanten til højre Kom, kom! Nu er vi ikke langt fra udsigten. Der stod en bænk før i tiden – ​ELLA RENTHEIM kommer tilsyne mellem træerne Mindes du den? BORKMAN Der kan du hvile dig. De er komne frem på en liden, højtliggende, åben slette i skogen. Lien stiger brat op bag dem. Til venstre, dybt nede, et vidtstrakt landskab med fjord og høje, fjerne åsrækker over hverandre. På sletten til venstre et uddød furutræ med en bænk under. Snéen ligger høj på sletten. Borkman og efter ham Ella Rentheim fra højre vader med møje gennem snéen. BORKMAN standser ved dybet til venstre Kom her, Ella, så skal du få sé. ELLA RENTHEIM hos ham Hvad er det, du vil vise mig, John? ​BORKMAN peger udad Sér du, hvor landet ligger frit og åbent for os – vidt ud over? ​ELLA RENTHEIM Der på bænken sad vi ofte før, – og så endnu langt, langt videre ud over. ​ 159BORKMAN Det var et drømmeland, vi så ud over dengang. ELLA RENTHEIM nikker tungt Vort livs drømmeland var det, ja. Og nu er det land snédækt. – Og det gamle træ er dødt. BORKMAN uden at høre på hende Kan du skimte røgen af de store dampskibene ude på fjorden? ELLA RENTHEIM Nej. BORKMAN Jeg kan. – De kommer og de går. De bringer forbundsliv hele jorden rundt. De ​skaber lys og varme over sjælene i mange tusend hjem. Det var det, jeg drømte om at skabe. ELLA RENTHEIM stille Og så blev det ved drømmen. BORKMAN Det blev ved drømmen, ja. (lytter) Og hør der nede ved elven, du! Fabrikerne går! Mine fabriker! Alle de, som jeg vilde skabt! Hør bare, hvor de går. De har natarbejde. Nat og dag arbejder de altså. Hør, hør! Hjulene hvirvler og valserne lyner – rundt, rundt! Kan du ikke høre det, Ella? ELLA RENTHEIM Nej. BORKMAN Jeg kan høre det. ​​ 160ELLA RENTHEIM ængstelig Jeg tror, du ta’r fejl, John. BORKMAN mere og mere opildnet Å, men alt dette her – det er bare ligesom udenværkerne omkring riget, det, må du vide! ELLA RENTHEIM Riget, siger du? Hvilket rige –? BORKMAN Mit rige vel! Det rige, jeg var lige ved at tage i besiddelse den gang jeg – den gang jeg døde. ELLA RENTHEIM stille, rystet Å John, John! BORKMAN Og nu ligger det der – forsvarsløst, herreløst, ​– udsat for røveres overfald og plyndring. ​– Ella! Sér du fjeldrækkerne der – langt borte? Den ene bagenfor den anden. De højner sig. De tårner sig. Det er mit dybe, endeløse, uudtømmelige rige! ELLA RENTHEIM Å, men der står et så isnende pust fra det rige, John! BORKMAN Det pust virker som livsluft på mig. Det pust kommer til mig som en hilsen fra underdanige ånder. Jeg fornemmer dem, de bundne millioner; jeg føler malmårerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende arme ud efter mig. Jeg så dem for mig som levendegjorte skygger – den nat, da jeg stod i bankkælderen med lygten i hånden. I vilde frigøres dengang. ​ 161Og jeg prøvte på det. Men jeg mægted det ikke. Skatten sank i dybet igen. (med fremrakte hænder) Men jeg vil hviske det til jer her i nattestilheden. Jeg elsker eder, der I ligger skindøde i dybet og i mørket! Jeg elsker eder, I livkrævende værdier – ​med alt eders lysende følge af magt og ære! Jeg elsker, elsker, elsker eder! ELLA RENTHEIM i stille, stigende oprør Ja, der nede har du din kærlighed endnu, John. Har altid havt den der. Men her oppe i dagen, du, – her var der et varmt, levende menneskehjerte, som banked og slog for dig. Og dette hjerte, det knuste du. Å, mere end det! Tifold værre! Du solgte det for – for – BORKMAN ryster; det går ligesom koldt igennem ham For rigets – og magtens – og ærens skyld, – mener du? ELLA RENTHEIM Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet kærlighedslivet i den kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igen. Så vidt du kunde elske nogen da. (med opløftet arm) Og derfor så spår jeg dig det, – John Gabriel Borkman, – ​du vinder aldrig den pris, du kræved for mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog i dit kolde, mørke rige! ​BORKMAN vakler hen til bænken og sætter sig tungt ned Jeg frygter næsten, at du får ret i den spådom, Ella. ELLA RENTHEIM henne hos ham Du skal ikke frygte for det, John. Just det vilde være det bedste, som kunde times dig. ​ 162BORKMAN med et skrig; griber sig for brystet Ah –! (mat) Nu slap den mig. ELLA RENTHEIM rusker i ham Hvad var det, John! BORKMAN synker bagover mod lænet Det var en ishånd, som greb mig i hjertet. ​ELLA RENTHEIM John! Fornam du ishånden nu! BORKMAN mumler Nej. – Ingen ishånd. – En malmhånd var det. Han glider helt ned på bænken. ELLA RENTHEIM river kåben af sig og dækker over ham Bliv rolig liggende, der du ligger! Jeg skal gå og hente hjælp til dig. Hun gør et par skridt mod højre; så standser hun, går tilbage og føler længe på hans puls og hans ansigt. ELLA RENTHEIM sagte og fast Nej. Bedst så, John Borkman. Bedst så for dig. Hun breder kåben tættere om ham og sætter sig ned i snéen foran bænken. Kort stilhed. ​ 163Fru Borkman, hyllet i overtøj, kommer gennem skogen til højre. Foran hende stuepigen med en tændt lygte. ​STUEPIGEN lyser i snéen Jo, jo, frue. Her har vi sporene efter dem – FRU BORKMAN sér spejdende om sig Ja, her er de! Der borte sidder de på bænken. (råber) Ella! ELLA RENTHEIM rejser sig Leder du efter os? FRU BORKMAN hårdt Ja, det må jeg vel gøre. ELLA RENTHEIM peger Sé, her ligger han, Gunhild. FRU BORKMAN Sover! ​ELLA RENTHEIM nikker En dyb og lang søvn, tror jeg. FRU BORKMAN udbrydende Ella! (behersker sig og spørger dæmpet) Er det sket – frivilligt? ELLA RENTHEIM Nej. ​ 164​FRU BORKMAN lettet Altså ikke ved egen hånd? ELLA RENTHEIM Nej. Det var en isnende malmhånd, som tog ham i hjertet. FRU BORKMAN til pigen Hent hjælp. Få fat på folk fra gården. ​STUEPIGEN Ja vel, frue. (sagte) I Jøssu navn da – Hun går ud gennem skogen til højre. FRU BORKMAN står bagved bænken Natteluften har altså dræbt ham – ELLA RENTHEIM Så er det vel. FRU BORKMAN – ham, den stærke mand. ELLA RENTHEIM går hen foran bænken Vil du ikke sé på ham, Gunhild? FRU BORKMAN afværgende Nej, nej, nej. (dæmper stemmen) Han var en bergmands søn, – han, bankchefen. Kunde ikke tåle det friske drag. ​ELLA RENTHEIM Det var nok snarere kulden, som dræbte ham. ​ 165FRU BORKMAN ryster på hovedet Kulden, siger du? Kulden, – den havde dræbt ham for længe siden. ELLA RENTHEIM nikker til hende Og skabt os to om til skygger, ja. FRU BORKMAN Du har ret i det. ELLA RENTHEIM med et smærteligt smil En død og to skygger, – det har kulden virket. FRU BORKMAN Ja, hjertekulden. – Og så kan vel vi to række hinanden hånden da, Ella. ​ELLA RENTHEIM Jeg tænker, vi kan det nu. FRU BORKMAN Vi to tvillingsøstre – over ham, vi begge har elsket. ELLA RENTHEIM Vi to skygger – over den døde mand. Fru Borkman, bag bænken, og Ella Rentheim foran, rækker hinanden hænderne.