BRAND
ET DRAMATISK DIGT
AF HENRIK IBSEN
KJØBENHAVN
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL)
THIELES BOGTRYKKERI
1866

 
​
​BRAND
​​  194​De handlende
BRAND
HANS MODER
EJNAR, en Maler
AGNES
FOGDEN
DOKTOREN
PROVSTEN
KLOKKEREN
SKOLEMESTEREN
GERD
EN BONDE
HANS HALVVOXNE SØN
EN ANDEN BONDE
EN KVINDE
EN ANDEN KVINDE
en SKRIVERKARL
PRESTER og EMBEDSMÆND
ALMUE, MÆND, KVINDER og BØRN
FRISTEREN I ØDEMARKEN
DE USYNLIGES KOR
EN RØST
Handlingen foregaar i vor Tid, dels i dels omkring en Fjordbyggd paa Vestkysten af Norge.
​
​​  195​FØRSTE HANDLING
Oppe i Sneen paa Fjeldvidderne. Taagen ligger tætt og tung; det er Regnvejr og halvmørkt.
Brand, (sortklædt, med Stav og Skræppe, kravler sig frem vestover).
En Bonde og hans halvvoxne Søn, (som har slaaet Følge med, er noget bagefter).
BONDEN raaber efter Brand
Hej, Fremmedkarl, far ej saa fort!
Hvor er du?
BRAND
Her!
BONDEN
Du gaar dig bort!
Nu tykkner Skodden slig, at knappt
en ser saa langt, som Staven rækker –
SØNNEN
Faer, her er Spriker!
BONDEN
Her er Sprækker!
BRAND
Og hvert et Vejspor har vi tabt.
​BONDEN skriger
Stands, Mand! Guds bittre –! Her er Bræen
Skral som en Skorpe! Tramp ej Sneen!
​  196BRAND lyttende
Jeg hører Duren af en Foss.
BONDEN
En Bækk har hulet sig indunder;
her er et Dyb, som ingen bunder; –
det sluger baade dig og os!
BRAND
Frem maa jeg, som jeg før har sagt.
BONDEN
Det evner ingen Mandemagt.
Kjend; – her er Grunden hul og sprød –
Stands, Mand! Det gjælder Liv og Død!
BRAND
Jeg maa; jeg gaar en Stormands Bud.
​BONDEN
Hvad heder han?
BRAND
Han heder Gud.
BONDEN
Og hvad er du for noget?
BRAND
Prest.
BONDEN
Kanhænde det; men jeg ved bedst,
at om du saa var Provst og Bisp,
saa ligger du i Dødsens Gisp
​​  197før Dagen gryr, hvis du vil frem
paa Bræens undergravne Brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende)
Hør, Prest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej saa strid og stiv!
En har jo kun det ene Liv; –
gaar det, hvad har en saa igjen?
Der er en Mil till næste Grænd,
og Skodden staar saa tykk, at den
kan skjæres med en Tollekniv.
BRAND
Staar Skodden tykk, en lokkes ej
af Blaalysblink paa Vildsporsvej.
BONDEN
Men her er Is-Tjern rundt omkring,
og slige Tjern er stygge Ting.
BRAND
Dem gaar vi over.
BONDEN
Gaa paa Vand?
Du holder mindre end du lover.
BRAND
En har dog vist, – er Troen sand,
saa slipper Karlen tørrskod over.
BONDEN
Ja, før i Tiden; men i vor
han gaar tillbunds med Hud og Haar.
​  198BRAND
Farvel!
(vil gaa)
​BONDEN
Du sætter Livet till!
BRAND
Hvis Herren for min Død har Brug, –
velkommen Flom og Foss og Slug!
​BONDEN sagte
Nej, han er baade gal og vild!
SØNNEN halvt grædende
Faer, lad os vende! Der er Tegn
till værre Styggevejr og Regn!
BRAND standser og nærmer sig igjen
Hør, Bondemand; du sagde før,
at Datter din, som boer ved Fjorden,
har skikket Bud, at snart hun dør;
men ej med saligt Haab hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – gaa fra Jorden?
BONDEN
Gud bedre mig saa sandt og visst!
BRAND
Og till idag hun gav dig Frist?
BONDEN
Ja.
​  199BRAND
Ikke længer?
BONDEN
Nej.
BRAND
Saa kom!
​BONDEN
Det er ugjørligt Værk. Vend om!
BRAND ser fast paa ham
Hør? Gad du hundred Daler give,
ifald hun kunde saligt dø?
BONDEN
Ja, Prest!
BRAND
To hundred?
BONDEN
Hus og Bø
jeg skulde gjerne fra mig skrive,
ifald hun slukne fik i Fred!
BRAND
Men gad du give Livet med?
BONDEN
Hæ? Livet? Kjære, vene –!
BRAND
Naa?
BONDEN klør sig bag Øret
Nej, men der er da Maade paa –!
​  200I Jesu Navn, du faar ej glemme,
at jeg har Barn og Kone hjemme.
BRAND
Han, som du nævnte, havde Moer.
BONDEN
Ja, det var længe før ifjor; –
​​da hændte der saa mangt et Under;
det gaar ej slig till nuomstunder.
BRAND
Far hjem. Dit Liv er Dødens Vej.
Du ved ej Gud og Gud ej dig.
BONDEN
Hu, du er haard!
SØNNEN trækker i ham
Kom saa afsted!
BONDEN
Ja vel; men han skal følge med!
BRAND
Skal jeg?
BONDEN
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde Vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i Følge,
saa trækkes jeg tillthings en Dag, –
​  201og drukner du i Myr og Tjern,
saa dømmes jeg i Bolt og Jern –
BRAND
Da lider du for Herrens Sag.
BONDEN
Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom saa!
BRAND
Farvel!
Hult Bulder høres langt borte.
​SØNNEN skrigende
Der gaar en Skred!
BRAND till Bonden som har grebet ham i Kraven
Slipp Taget!
BONDEN
Nej!
BRAND
Slipp strax!
SØNNEN
Kom med!
BONDEN brydes med Brand
Nej, Fanden nappe mig –!
BRAND river sig løs og kaster ham i Sneen
Ja visst;
det kan du tro han gjør tillsidst!
(gaar)
​  202BONDEN sidder og gnider Armen
Au, au; den Karl er stiv og stærk.
​Sligt kalder han Vorherres Værk!
(raaber idet han rejser sig)
Hej, Prest!
SØNNEN
Han gik indover Hejen.
BONDEN
Ja, men jeg skimter ham endnu.
(raaber igjen)
Hør, sig mig – kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af Vejen?
​BRAND inde i Taagen
Ej trænges Vejløbs Kors for dig; –
du er alt paa den brede Vej.
BONDEN
Gud give at det var saa vel,
saa sad jeg godt og varmt ikveld.
Han og Sønnen gaar østover igjen.
BRAND kommer tillsyne højere oppe og lytter ud mod den Kant, hvor Bonden gik
De famler hjem. Du slappe Træl,
sprang i dit Bryst en Viljes Væld,
var ikkun Evnen det, som skorted,
jeg skulde Vejens Møje kortet,
paa dødstrætt Rygg, med Foden saaret,
jeg skulde glad og lett dig baaret; –
​  203men Hjælp er gavnløs for en Mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(gaar længere frem)
Hm; Livet, Livet; det er svært,
hvor Livet er de Godtfolk kjært!
Hver Skrælling lægger slig en Magt
paa Livet, som om Verdens Frelse,
al Menneskenes Sjælehelse,
var paa hans skrale Skuldre lagt.
De vil nok offre, – Gudbevares!
Men Livet, Livet, – det maa spares.
(smiler, som i en Erindring)
To Tanker faldt som Gut mig ind
​og voldte Lattervrid i Maven,
​og skaffed mig et barket Skind,
naar gamle Skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkrædd Ugle,
en Fisk med Vandskrækk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af Mindet smugle,
men de hang i med Tand og Klo. –
Hvad kom det af, det Lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte Splid
imellem Tingen, som den er,
og Tingen, som den skulde være, –
imellem det, at maatte bære
og finde Byrden altfor svær. –
Fast hver en Landsmand, syg og frisk,
er slig en Ugle, slig en Fisk.
Han skabtes till et Dybets Yrke,
han skulde leve Livets Mørke, –
og det er det, som gjør ham rædd.
Han spræller angst mod Fjærens Bredd,
​  204han skyr sit eget Stjernekammer,
han skriger: Luft og Dagens Flammer!
(standser et Øjeblik, studser og lytter)
Hvad var det der? Det lød som Sang.
Ja, det er Sang med Latter blandet.
Hør, – nu et Hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte Gang!
Der rinder Solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide Sletter.
Derborte staar det glade Lag
i Morgenskjær paa Højderyggen;
vestover Vidden kastes Skyggen;
​de skifter Ord og Nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod Øst, men to gaar vesterud.
​Der skikker de, som sidste Bud,
Farvel med Hatt, med Slør og Hænder.
(Solen bryder alt mere og mere gjennem Taagen. Han staar længe og ser ned paa de kommende)
Der glittrer Lys om disse tvende.
Det er som Skodden gjorde Vej,
som Lyngen klædte Hæld og Hej
og Himlen lo om ham og hende.
De er visst Syskend. Haand i Haand
de springer over Lyngens Tæppe.
Se; Pigen rører Grunden neppe
og han er ledig som en Vaand.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rapp han vilde hende fange – –
Nu voxer Løbet till en Leg –!
Hør; deres Latter blir till Sange!
​  205 Ejnar og Agnes, (lett rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende fremover Sletten. Taagen er borte; en klar Sommermorgen ligger over Fjeldet).
EJNAR
Agnes, min dejlige Sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et Garn med Masker smaa,
og Maskerne er mine Sange!
AGNES dandser baglænds foran og smutter stedse fra ham
Er jeg en Sommerfugl, liden og skjær,
saa lad mig af Lyngtoppen drikke;
​og er du en Gut, som lyster en Leg,
saa jag mig, men fang mig ikke!
EJNAR
Agnes, min dejlige Sommerfugl,
nu har jeg Maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende Flugt, –
snart sidder du fangen i Nettet!
AGNES
Er jeg en Sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i Legen mig svinger;
​men fanger du mig under Nettets Spind,
saa rør ikke ved mine Vinger!
EJNAR
Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand
og lukke dig ind i mit Hjerte;
der kan du lege dit hele Liv
den gladeste Leg, du lærte!
​  206Uden at se det har de nærmet sig en bratt Styrtning; de staar nu lige paa Randen.
BRAND skriger ned till dem
Stands, stands! Der er en Afgrund bag!
EJNAR
Hvem raaber?
AGNES peger opp
Se!
BRAND
Berg jer itide!
I staar paa Skavlens hule Tag; –
den hænger udfor Stupets Side!
​EJNAR slaar Armen om hende og leer opp
Det har ej Nød med mig og hende!
AGNES
Vi har et Liv at lege rundt!
EJNAR
I Solskin er en Færd os undt,
som først om hundred Aar har Ende.
BRAND
Da først I gaar tillbunds? Ja saa!
AGNES svinger Sløret
Nej, da gaar Legen mod det blaa.
​  207EJNAR
Først hundred Aar i Glædestimlen,
med Bryllupslamper tændt hver Natt, –
et Liv, et hundredaars Tagfatt –
BRAND
Og saa –?
EJNAR
Saa hjem igjen – till Himlen.
BRAND
Naa, det er den, I kommer fra?
EJNAR
Naturligvis; hvor ellers da?
AGNES
Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra Dalen øst for Fjeldet.
​BRAND
Jeg syntes og jeg øjned hist
et Skimt af jer ved Vandløbskjellet.
​EJNAR
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore Venner og Veninder
og trykked Haandslag, Favntag, Kyss,
som Segl paa alle dyre Minder.
Kom ned till os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
saa vil De fatte Jublens Vælde –!
Fy, staa ej der, som om De frøs!
​  208Se saa! Tin opp! Det kan jeg lide.
Først er jeg Maler, maa De vide,
og det var allerede smukt
at skjænke mine Tanker Flugt,
saa jeg kan kogle Liv i Farver,
som han gjør Sommerfugl af Larver;
men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav till Brud!
Jeg kom fra Syd, fra Rejser lange,
med Malerkassen paa min Rygg –
AGNES ivrig
Saa kongeglad og frisk og trygg –
og kunde vist de tusind Sange!
EJNAR
Just som jeg gjennem Byggden strøg,
var hun deroppe paa Besøg.
Hun skulde drikke Fjeldets Luft
​og Sol og Dugg og Graners Duft.
Mig drev en Gudsmagt opp mod Fjeldet;
det sang i mig: søg Skjønhedsvældet
paa Granemo, langs Skogens Elv,
i Skyflugt under Himlens Hvælv! –
Da malte jeg mit Mesterstykke:
et Rosenbluss paa hendes Kind,
et Øjepar, som lyste Lykke,
et Smil, som sang i Sjælen ind –
AGNES
Men hvad du malte, saa du neppe, –
drak Livets Skaal i blinde Drag
​  209​og stod igjen en Solskinsdag
med Stav i Haand og snøret Skræppe –
EJNAR
Da strøg den Tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I Hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle Doktor blev saa glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Saa holdt han Lag tre Døgn tillende,
med Sang og Dans, for mig og hende;
fra Foged, Lensmand, Skriver, Prest,
al voxen Ungdom kom som Gjæst.
Fra Gaarden brød vi opp inatt;
men derfor endtes Gildet ej; –
med Flag paa Stang, med Løv om Hatt,
opp over Li, frem over Hej
af Flokken fulgtes vi paa Vej.
​AGNES
Vor Færd paa Vidden var en Dans,
snart to og to – og snart i Krans.
EJNAR
Af Sølvstøp drak vi Vinen sød –
AGNES
I Sommernatten Sangen lød –
EJNAR
Og Skodden, som faldt tung fra Nord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.
​  210BRAND
Og nu gaar Vejen –?
EJNAR
Lige frem,
till Byen.
AGNES
Der jeg har mit Hjem.
EJNAR
Men først forbi de sidste Toppe,
saa ned till Fjordens Vik i Vest;
paa Egirs Hest med Dampen oppe
vi rider hjem till Bryllupsfest, –
og saa mod Sydens Land tillsammen,
lig Svaner paa den første Flugt –!
BRAND
Og der –?
​EJNAR
Et Bryllupsliv i Gammen,
som Drømmen stort, som Sagnet smukt; –
​ thi vid at denne Søndagsmorgen,
skjønt midt paa Vidden, uden Prest,
vort Liv blev lyst i Fred for Sorgen
og viet till en Lykkefest.
BRAND
Af hvem?
EJNAR
Af al den glade Klynge.
Ved Bægerklang hver Uvejrsky
blev satt i Ban, der turde tynge
det lette Løvværk om vort Ly.
​  211Af Sproget ud hvert Ord de kyste,
som Varsel bar om Stormslags Drøn;
med Løv i Haaret de os lyste
som Glædens Børn i Kuld og Kjøn.
BRAND
Far vel, I to!
(vil gaa)
EJNAR studser og ser nærmere paa ham
Nej, stands og vent!
Det tykkes mig, som noget kjendt
i Deres Trækk –
BRAND koldt
Jeg er Dem fremmed.
EJNAR
Og dog fra Skolen eller Hjemmet
jeg tror saa visst jeg mindes kan –
​BRAND
I Skolen; ja, da var vi Venner;
da var jeg Gut; nu er jeg Mand.
EJNAR
Det skulde aldrig være –?
(skriger med engang)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig kjender!
BRAND
Jeg kjendte dig fra første Stund.
​  212EJNAR
Vel mødt, vel mødt af Hjertens Grund!
Se paa mig! Ja, du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
​hvem Legen aldrig kunde samle
i Kammeraters viltre Flok.
BRAND
Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde kjær,
skjønt alle I der sør i Landet
var af en anden Malm, end jeg,
som fødtes paa et Næs ved Vandet,
i Skyggen af en skogløs Hej.
EJNAR
Din Hjembyggd, – ja, den er jo her?
BRAND
Igjennem den min Vej nu bær.
EJNAR
Igjennem den? Saa? Vidre frem?
​BRAND
Ja vidt; og fort – forbi mit Hjem.
EJNAR
Du er jo Prest?
BRAND smiler
Stiftskapellan.
Lig Haren under Holtets Gran
har jeg mit Hus snart her snart hist.
​  213EJNAR
Og hvor gaar Rejsen nu tillsidst?
BRAND hurtigt og haardt
Spørg ej om det!
EJNAR
Hvorfor?
BRAND forandrer Tonen
Aa jo!
Det Skib, som venter eder to,
skal ogsaa føre mig herfra.
EJNAR
Min Brudgomshest? Hurra, Hurra!
Tænk, Agnes, han skal samme Vej!
BRAND
Ja, men jeg skal till Gravøl, jeg.
AGNES
Till Gravøl?
EJNAR
Du? Hvem skal begraves?
​BRAND
Den Gud, som nys du kaldte din.
AGNES viger
Kom, Ejnar!
EJNAR
Brand!
​  214BRAND
I Lin og Skrin
hver Jordtræls Gud, hver Døgnværk-Slaves,
skal lægges ned ved højlys Dag.
Der maa en Ende paa den Sag.
​Det er paa Tiden I forstaar,
han skrantet har i tusind Aar.
EJNAR
Brand, du er syg!
BRAND
Nej, sund og frisk,
som Aasens Tall, som Bakkens Brisk;
men det er Tidens syge Slægt,
som trænger till at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro saa smaat, men ikke se, –
vil læsse hele Vægtens Ve
paa en, som man har sagt jer kom
og tog den store Straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I Lov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden Sag, min Ven!
​EJNAR
Aa, jeg forstaar! Den Sang er ny
og yndet over Byggd og By.
Du hører till det unge Kuld,
som kalder Livet Tant og Muld,
som jage vil med Pølens Skrækk
Alverden i en Askesækk.
​  215BRAND
Nej, jeg er ingen « Prækehest».
Jeg taler ej som Kirkens Prest;
knappt ved jeg, om jeg er en Kristen;
men visst jeg ved, jeg er en Mand,
og visst jeg ved, jeg øjner Bristen,
der margstjal hele dette Land.
EJNAR smiler
Da har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode Land i Rygte ført
for Overmaal af Livsenslyst.
BRAND
Nej, Jublen sprænger intet Bryst; –
thi var det saa, da var det vel.
Lad gaa at du er Glædens Træl, –
​men vær det da fra Kveld till Kveld.
Vær ikke et idag, igaar,
og noget andet om et Aar.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar Ide,
en Drukkenbolt hans Ak og Ve, –
​ Silenen er en skjøn Figur,
en Dranker hans Karrikatur.
Gaa blot omkring i dette Land,
og hør dig for hos alle Mand,
og du vil se, enhver har lært
sig till at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt till Brug i Helgen,
lidt trofast efter Fædres Sed,
lidt lysten efter Nattverdsvælgen, –
​  216thi det var samme Fædre med, –
lidt varm om Hjertet, er der Gilde
og Sangen runger for det lille
men klippefaste Klippefolk,
der aldrig tog mod Stryg og Svolk, –
lidt ødsel naar det gjælder Løfter, –
lidt haarfin naar han ædru drøfter
det Ord, som gaves i et Lag
till Løsning paa en Alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans Fejl, hans Fortrin, gaar ej vidt;
han er en Brøk i stort og smaat,
en Brøk i ondt, en Brøk i godt; –
men værst det er, – hver Brøkens Del
slaar Brøkens hele Rest ihjæl.
EJNAR
Det er en lettvindt Ting at haane;
dog vakkrere det var at skaane –
BRAND
Kanhænde det, – men ej saa sundt.
​​EJNAR
Nu vel; till Folkets Syndebundt
jeg føjer baade ja og Amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham, du lægge vil i Skrin, –
den Gud, jeg endnu kalder min.
BRAND
Min glade Ven, du er jo Maler; –
vis mig den Gud, hvorom du taler.
​  217Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og Billedet har Godtfolk rørt.
Han er vel gammel, ikke saa?
EJNAR
Nu ja –?
BRAND
Naturligvis. Og graa?
Tyndhaaret efter Gubbers Vis,
med Skjægg som Sølvtraad eller Is, –
velvilligt stemt, men dog saa streng,
at han kan skræmme Børn i Seng?
Hvorvidt du gav ham Tøfler paa,
se, det lar ved sit Værd jeg staa;
men vist jeg tror det gjorde godt,
om han fik Briller og Kalot.
EJNAR vred
Hvad skal det till –
BRAND
Det er ej Spott.
Just netopp saadan ser han ud,
​vort Lands, vort Folks Familjegud.
Som Katoliken gjør en Rolling
af Frelserhelten, gjør I her
af Herren en affældig Olding,
der er sin Alders Barndom nær.
Som Paven har paa Peters Stol
tillovers snart kun Dobbeltdirken,
saa snevrer I fra Pol till Pol
​  218Vorherres Rige ind till Kirken.
I skiller Liv fra Tro og Lære;
for ingen gjælder det at være;
​jer Stræben er, jer Aand at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger till, for slig at slingre,
en Gud, som ser igjennem Fingre; –
som Slægten selv, dens Gud maa graane
og males med Kalot og Maane. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en Storm, hvor din er Vind,
ubøjelig hvor din er døv,
alkjærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer paa de treds!
Hans Stemme slog med Lyn og Skrækk,
da han som Ild i Tornehækk
for Moses stod paa Horebs Berg,
som Kjæmpen staar for Dverges Dverg.
Han standsed Sol i Gibeons Dal
og gjorde Undre uden Tal,
​og skulde gjøre dem endnu,
hvis Slægten ej var slapp som du!
EJNAR med et usikkert Smil
Og nu skal Slægten skabes om?
BRAND
Det skal den, du, saa sandt og visst
jeg ved, at jeg till Verden kom,
som Læge for dens Sot og Brist!
​  219EJNAR ryster paa Hovedet
Slukk ikke Lampen, skjønt den oser,
før den har vist dig Vejens Spor;
stryg ikke Sprogets gamle Gloser,
før du har skabt de nye Ord!
BRAND
Ej noget nyt jeg stunder till;
det eviges Rett jeg hævde vil.
Det er ej Dogmer eller Kirke,
som jeg vil løfte med mit Virke;
thi begge saa sin første Dag,
​og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste Kveld.
Alt skabt har jo et finis bag;
det fanger Mén af Møll og Orm,
og maa ifølge Lov og Norm
afvejen for en ufødt Form.
Men der er noget till, som staar; –
det er den Aand, som ej blev skabt,
​som løstes, da den var fortabt,
i Tidens første friske Vaar,
som slog med frejdig Mandetro
fra Kjød till Aandens Opphav Bro.
Nu er i smaat den høkret ud, –
Takk være Slægtens Syn paa Gud; –
men frem af disse Sjælestumper,
af disse Aandens Torsoklumper,
af disse Hoder, disse Hænder,
et helt skal gaa, saa Herren kjender
sin Mand igjen, sit største Værk,
sin Ættling, Adam, ung og stærk!
​  220EJNAR afbrydende
Farvel. Jeg mener det er bedst,
vi skilles her.
BRAND
Gaar I mod Vest,
gaar jeg mod Nord. To Veje bær
till Fjorden, begge lige nær.
Farvel!
EJNAR
Farvel.
BRAND vender sig ved Nedgangen
Skill Lys fra Dunst.
Husk, – det, at leve, er en Kunst.
EJNAR vinker ham fra sig
Vend du kun Verden opp og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!
​​BRAND
Godt; mal ham du med Krykkestav; –
jeg gaar og lægger ham i Grav!
(gaar nedover Stien)
Ejnar gaar i Taushed hen og ser ned efter Brand
AGNES staar et Øjeblik som aandsfraværende; derpaa farer hun opp, ser sig urolig om og spørger
Gik Solen ned?
​  221EJNAR
Nej, kun en Sky
strøg for; nu lyser den paany.
AGNES
Her blæser koldt.
EJNAR
Det var et Pust,
som jog igjennem Skaret just.
Her skal vi ned.
AGNES
Saa sort mod Sør
stod Berget ej og stængte før.
EJNAR
Du saa det ej for Sang og Leg,
før han dig skræmte, da han skreg.
Men lad ham gaa sin bratte Trapp;
vi knytter Legen, hvor den glapp.
AGNES
Nej, ikke nu; – nu er jeg trætt.
​EJNAR
Det er igrunden ogsaa jeg, –
og nedfor er ej Vejen lett,
som borte paa den flade Hej.
Men har vi Højden bagom os,
da skal vi danse just paa Trods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den Stribe blaa,
som Solens Glød nu glittrer paa;
snart kruser den sig, snart den ler,
​  222snart er den Sølv, snart er den Rav;
det er det store, friske Hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke Røg,
som længe langsmed Leden strøg?
Og kan du se den sorte Prik,
​som nu just rundt om Næset gik?
Se, det er Dampen; – din og min!
Nu staar den Fjorden lige ind!
Iaften staaer den ud fra Fjord,
tillhavs, med dig og mig ombord! –
Der slører Taagen tung og graa. –
Sig, Agnes, fik du Øje paa
hvor smukt sig Hav og Himmel malte?
AGNES ser aandsfraværende lige ud og siger
Ja visst. Men sig mig om du saa –?
EJNAR
Hvad?
​AGNES uden at se paa ham og dæmpet som i en Kirke
Hvor han voxte, mens han talte!
Hun gaar nedover Stien. Ejnar følger.
Vej langs Fjeldvæggen med vildt Dyb udfor till højre. Ovenfor og bag Berget skimtes større Højder med Tinder og Sne.
​  223BRAND kommer oppe paa Stien, gaar nedover, standser midtvejs paa en fremspringende Knart og ser ned i Dybet
Ja, jeg kjender mig igjen!
Hvert et Baadnøst, hver en Grænd,
Jordfaldsbakken, Osets Birke
og den gamle brune Kirke,
Elvekantens Olderbuske,
alting kan fra Barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere graat
er det nu, og mere smaat;
og paa Berget Skavlen hænger
mere yderligt end da,
har af Dalens snevre Himmel
skaaret bort endnu en Strimmel,
luder, truer, skygger, stænger, –
stjæler mere Sol ifra.
(sætter sig og ser langt udover)
​Fjorden. Var den og den Gang
lige stygg og lige trang?
Det er Bygevejr. Der staar
ind en Raasejlsjagt for Børen.
Sør, indunder Hamrens Skygge,
​øjner jeg en Bod, en Brygge,
og der bag en rødmalt Gaard. –
Det er Enkens Gaard paa Øren!
Enkens Gaard. Min Barndoms Hjem.
Minders Minder myldrer frem.
Der, imellem Strandens Stene,
blev min Barnesjæl alene. –
Over mig er Klemslens Vægt,
Tyngslen af at staa i Slægt
med en Aand, som altid peged
​  224jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et Slør.
Modet, Magten har mig sveget,
Hug og Sjæl blir slapp og sprød;
her, ved Nærmelsen af Hjemmet,
ser jeg paa mig selv som fremmed, –
vaagner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i Skjøgens Skjød.
(ser atter ned i Dybet)
Hvad er der for Færd og Virke?
Ud fra hver en Plads og Grænd
stævner Kvinder, Børn og Mænd.
Snart i Urd og snart i Brækker
taber sig de lange Rækker,
dukker atter opp igjen –
fremme ved den gamle Kirke.
(reiser sig)
O, jeg kan jer ud og ind,
​slappe Sjæle, sløve Sind!
​Hele eders Fadervor
har ej saapass Viljevinge,
ikke saapass Angstens Drøn,
at deraf tillhimmels naaer, –
klangfuldt, som en Røst skal klinge, –
andet end den fjerde Bøn!
Den er Landets Løsen jo,
den er Folkets Feltraab blevet.
Ud af Sammenhængen revet,
ind i alle Hjerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
Vrag af eders hele Tro! –
Væk fra dette klumre Slug!
​  225Der er Grubeluft herinde; –
her kan ingen Fanes Dug
flagre frit for friske Vinde!
(vil gaa; en Sten kastes ovenfra og ruller nedigjennem Lien tætt ved ham)
BRAND raaber opp
Hej der! Hvem kaster Sten?
Gerd, (en femtenaars Pige, løber oppe paa Bergkammen med Stene i Forklædet).
GERD
Han skreg!
Jeg traff!
(kaster igjen)
BRAND
Hør, Barn; stands denne Leg!
GERD
Der sidder han foruden Mén
og vipper paa en vindfældt Gren!
(kaster igjen og skriger)
​Der kommer han saa vild som før!
Hjælp! Hu! Han hugger mig med Klør!
BRAND
I Herrens Navn –!
GERD
Hys! Hvem er du?
Staa stillt, staa stillt; han flyver nu.
BRAND
Hvem flyver?
​  226GERD
Saa du ikke Høgen?
​BRAND
Her? Nej.
GERD
Den store stygge Fugl
med Kammen fladt paa Panden strøgen,
med Rand om Øjet rød og gul!
BRAND
Hvor gaar din Vej?
GERD
Till Kirke.
BRAND
Saa?
Da kan vi to jo Følge slaa.
GERD
Vi to? Nej, jeg skal oppad her.
BRAND peger nedover
Men der er Kirken jo!
​GERD ser haanligt smilende paa ham og peger ned
Den der?
BRAND
Ja visst; kom med.
GERD
Nej; der er styggt!
​  227BRAND
Styggt? Hvorfor?
GERD
Jo, for der er smaat.
BRAND
Hvor har du seet en større byggt?
GERD
En større? Aa, det ved jeg godt.
Farvel!
(gaar oppover)
BRAND
Gaar der din Kirkevej?
Den bær jo till den vilde Hej.
GERD
Følg med mig, du, saa skal du se
en Kirke byggt af Is og Sne!
BRAND
Af Is og Sne! Nu gaar det opp!
Derinde mellem Tind og Topp
jeg komme kan fra Gut ihug
der findes skal et Dalstrøgs Slug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
​om den blev mange Slags fortalt;
et frossent Tjern er Gulv og Toft,
paa Skavlen ligger Sneen kram
og spænder vidt sig som et Loft
udover søndre Væggens Kam.
​  228GERD
Ja, det ser ud som Is og Fjeld,
men er nu Kirke lige vel.
​BRAND
Gaa aldrig did; et Vindstøds Kast
har tidtnok voldt at Bræen brast;
et Skrig, et Rifleskud er nok –
GERD uden at høre paa ham
Kom med og se en Rensdyrflok,
som Skreden slog, saa opp den kom
ivaar først med den store Flom.
BRAND
Gaa aldrig did; der er ei tryggt!
GERD peger ned
Gaa aldrig did, for der er styggt!
BRAND
Guds Fred med dig.
GERD
Kom heller med!
Deroppe messer Foss og Skred;
der præker Vind paa Jøklens Vold,
saa du blir baade hed og kold.
​Og Høgen slipper aldrig ind;
han slaar sig ned paa Svartetind, –
der sidder han, det Styggetøj,
som Hane paa min Kirkefløj.
​  229BRAND
Vild er din Vej og vild din Sjæl, –
en Langelek med sprukken Fjæl.
Af slett blir slett kun, slett og rett, –
men ondt til godt kan vendes lett.
GERD
Der kommer han med Vingesus!
Nu faar jeg se at naa ihus!
Farvel; i Kirken er jeg trygg, –
hu, hvor han kommer arg og stygg!
(skriger)
Kom ikke nær! Jeg kaster Sten!
Slaar du med Klo, slaar jeg med Gren!
(flygter opover Fjeldet)
BRAND efter et Ophold
Se, det var og en Kirkegjæst.
I Dal, – paa Hej, hvem gjør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra Fred og Hjem, –
det Lettsind som, med Krans af Løv,
lar Legen gaa langs brattest Slug, –
​det Slappsind, som gaar Vejen sløv,
fordi det saa er Skikk og Brug, –
det Vildsind, som har slig en Flugt,
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –
​Till Kamp paa tvers, till Kamp paa langs
mod denne Trippelallians!
Jeg ser mit Kald; det glittrer frem,
som Sol igjennem Glugg paaklem!
​  230Jeg ved mit Hverv; de Trolde tre
i Faldet bøder Verdens Ve; –
faar Slægten dem først lagt i Grav,
da viftes Verdenspesten af!
Opp; rust dig, Sjæl! Dit Sverd fra Lænd!
Till Kamp for Himlens Odelsmænd!
Han stiger ned i Byggden.
Teppet falder.
​
​​  231​ANDEN HANDLING
Nede ved Fjorden med bratte Bergvægge omkring. Den gamle forfaldne Kirke ligger paa en liden Bakke i Nærheden. Et Uvejr trækker opp.
Almuen, Mænd, Kvinder og Børn er samlet i Klynger dels paa Stranden dels i Bakkerne. Fogden (sidder i Midten paa en Sten, en Skriverkarl hjælper ham; der deles Korn og Levnetsmidler ud). Ejnar og Agnes (staar omringet af en Flok længere borte). Nogle Baade ligger i Fjæren. Brand (kommer frem paa Kirkebakken uden at mærkes af Mængden).
EN MAND bryder sig gjennem Trængslen
Af Vejen!
EN KVINDE
Jeg kom først!
MANDEN skubber hende tillside
Gaa væk!
(trænger sig frem till Fogden)
Se her; fyld Gabet i min Sækk!
FOGDEN
Giv Tid.
MANDEN
Ugjørligt; – jeg maa hjem;
der sidder sultne fire – fem!
​FOGDEN spasende
Du ved ej Tallet paa en Prik?
​  232MANDEN
En drog med Døden, da jeg gik.
FOGDEN
Bi lidt. Du staar paa Listen vel?
(blader i sine Papirer)
Nej; – jo, du staar. Det var dit Held.
(till Skriverkarlen)
Giv Nummer ni og tyve sit. –
Naa, naa, I Godtfolk, vent dog lidt!
Nils Snemyr?
EN MAND
Ja!
FOGDEN
Idag du faar
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.
​MANDEN
Ja visst, –
hun Ragnhild døde rett igaar.
FOGDEN noterer
En mindre. Spart er altid spart.
(till Manden, som fjerner sig)
Men far nu ikke hen i Fart
og gift dig anden Gang!
SKRIVERKARLEN fniser
Hi, hi!
FOGDEN hvasst
Hvad ler De af?
​​  233SKRIVERKARLEN
Jeg lo fordi
Herr Fogden er saa morsom.
FOGDEN
Ti!
Det Stævne her er ingen Spas;
men bedste Raad mod Graad er Fjas.
EJNAR træder ud af Flokken med Agnes
Nu har jeg tømt den sidste Lomme,
og Pung og Tegnebog er tomme; –
ombord jeg kommer som en Fant
og sætter Uhr og Stokk i Pant.
FOGDEN
Ja, I to kom i rette Stund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slaar ej till, som hver kan vide,
naar fattig Haand og halvmætt Mund
skal skifte Deles Del af sit
med dem, som intet har at bide.
(faar Øje paa Brand og peger opp)
En till! Velkommen! Har De hørt
om Hungersnøden, Flommen, Tørken,
saa løs for Pungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle Slags.
Vort Forraad er paa Bunden strax; –
fem Fiske smaa i Armods Ørken
gjør intet Maaltid nutilldags.
​BRAND
Ti tusind, i en Afguds Navn
delt ud, blev ingen Sjæl till Gavn.
​  234​FOGDEN
Det var ej Ord jeg bad Dem om.
Ord er kun Sten, er Maven tom.
EJNAR
Det er umuligt, at du ved
hvor haardt og længe Folket led!
Brand, her er Uaar, Sult og Sot.
Her ligger Lig –
BRAND
Jeg ser det godt.
Paa hvert et Øjes blygraa Ring
det kjendes hvem som holder Thing.
FOGDEN
Og endda staar De haard som Flint!
BRAND træder ned iblandt Mængden og siger med Eftertrykk
Hvis Livet her gik slappt og lindt,
gik trægt sin Gang med Hverdagsnød,
da ynked jeg jert Skrig om Brød.
Maa du paa fire krybe hjem,
da kommer Dyret i dig frem.
Gaar Dag for Dag i lummer Ro,
i Skridtgang som et Ligfærdstog,
da ligger det saa nær at tro
sig strøgen ud af Herrens Bog.
Men eder var han mere god;
han dryssed Ræddsel i jert Blod;
​med Dødsnøds Svøber han jer slog;
hvad dyrt han gav, han atter tog –
​  235FLERE RØSTER afbryder ham truende
Han sparker os i al vor Nød!
FOGDEN
Han skjælder os, som gav jer Brød!
BRAND ryster paa Hovedet
O, kunde alt mit Hjerteblod
jer læske som en Helsens Flod,
det skulde vælde frem i Flom
till Aarens Seng var tørr og tom.
Men her at hjælpe var en Synd!
Se, Gud vil løfte jer af Dynd; –
et Livsfolk, – om end spredt og svagt, –
​af Trængslen suger Marg og Magt;
det sløve Syn faar Falkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke Vilje skyder Rygg
og ser bag Striden Sejren trygg;
men avler Nød ej Adelsfærd,
er Flokken ej sin Frelse værd!
EN KVINDE
Der slaar et Uvejr over Fjord,
som om det vaktes ved hans Ord!
EN ANDEN
Han ægger Gud! Min Spaadom mærk!
BRAND
Jer Gud gjør intet Underværk!
​​  236KVINDERNE
Se Vejret! Se!
RØSTER BLANDT MÆNGDEN
Af Byggden driv
den haarde Sjæl med Sten og Kniv!
Almuen stimler truende sammen om Brand. Fogden træder imellem. – En Kvinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over Bakkerne.
KVINDEN skriger frem mod Flokken
Hvor faar jeg Hjælp i Jesu Navn!
FOGDEN
Hvad trænges? Nævn hvad Nød, hvad Savn –
KVINDEN
Ej Nød, ej Savn det gjælder nu!
Det gjælder Verdens værste Gru!
FOGDEN
Hvad er det? Tal!
KVINDEN
Jeg har ej Røst!
Hvor findes Presten? – Hjælp og Trøst!
FOGDEN
Her er ej Prest –
KVINDEN
Fortabt, fortabt!
Haard var du, Gud, at jeg blev skabt!
​  237BRAND nærmer sig
Kanhænde dog her findes en.
KVINDEN griber ham om Armen
Saa lad ham komme, vær ej sen!
​BRAND
Nævn mig din Nød, saa kommer han.
KVINDEN
Tversover Fjorden –
BRAND
Nu?
​KVINDEN
Min Mand –
tre sultne smaa, og Huset tømt, – –
sig nej, sig nej, – han er ej dømt!
BRAND
Tal først.
KVINDEN
Min Barm var tørket ud;
os hjalp ej Mennesker, ej Gud;
den yngste tungt med Døden drog;
det skar hans Sjæl; – han Barnet slog –!
BRAND
Han slog –!
ALMUEN i Ræddsel
Sit Barn!
​  238KVINDEN
I samme Stund
han saa sin Gjernings Afgrundsbund!
Hans Anger flommed som en Elv;
han lagde Voldshaand paa sig selv –.
Kom, berg hans Sjæl trods Vejr og Sjø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med Liget ligger han i Favn
og skriger paa den ondes Navn!
​BRAND stille
Ja, her er Nød.
EJNAR bleg
Er muligt sligt!
FOGDEN
Han hører ej till mit Distrikt.
BRAND kort, till Almuen
Gjør loss en Baad og sætt mig over!
EN MAND
I sligt et Vejr? Det ingen vover!
FOGDEN
Rundt Fjorden gaar en Sti –
KVINDEN
Nej, nej, –
nu findes ingen farbar Vej;
jeg foer den, men et Elvebrudd
skar lige bag mig Kloppen ud!
​  239BRAND
Gjør Baaden loss.
EN MAND
Umuligt nu;
Det bryder over Grund og Flu!
EN ANDEN
Se der! Et Kast fra Højden strøg,
saa hele Fjorden staar i Røg!
​EN TREDJE
Er Vejret sligt med Slag og Skrald,
saa lyser Provsten Messefald!
​BRAND
En Syndersjæl, sin Domsstund nær,
ej venter efter Vind og Vejr!
(gaar ned i en Baad og løser Sejlet)
I vover Baaden?
EJEREN
Ja; men bliv!
BRAND
Godt; kom nu den, som vover Liv!
EN MAND
Jeg gaar ej med.
EN ANDEN
Og ikke jeg!
FLERE
Det var den lige Dødsens Vej!
​  240BRAND
Jer Gud hjalp ingen over Fjord;
men husk, at min er med ombord!
KVINDEN vrider Hænderne
Han ufrelst dør!
BRAND raaber fra Baaden
En Mand er nok
till Hjælp med Øsekar og Fokk!
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, Mænd, giv indtill Død og Grav!
FLERE viger tillbage
Kræv aldrig sligt!
​EN ENKELT truende
Af Baaden ud!
Det er for stærkt at friste Gud!
FLERE RØSTER
Se, Vejret voxer!
ANDRE
Linen brast!
BRAND hugger sig fast med Baadshagen og raaber till den fremmede Kvinde
Godt; kom da du; men kom i Hast!
KVINDEN viger tillbage
Jeg! Her, hvor ingen –!
​  241BRAND
Lad dem staa!
KVINDEN
Jeg kan ej!
BRAND
Kan ej?
KVINDEN
Husk de smaa –!
BRAND ler
Dynd er den Grund I bygger paa!
AGNES vender sig med blussende Kinder raskt om till Ejnar, lægger Haanden paa hans Arm og siger
Har alt du hørt?
EJNAR
Ja; han er stærk!
​​AGNES
Gud signe dig! Du ved dit Værk!
(raaber till Brand)
Se, – her er en, som vel er værd
at følge med paa Frelsens Færd!
BRAND
Saa kom!
EJNAR bleg
Jeg!
AGNES
Gaa! Jeg har Dig skjænkt!
Højt ser mit Syn, som før var sænkt!
​  242EJNAR
Før dig jeg traff, jeg skulde skjænkt
mig selv, og villig med ham styrt –
AGNES bævende
Men nu –!
EJNAR
Mit Liv er ungt og dyrt; –
jeg kan det ej!
AGNES viger tillbage
Hvad har du sagt!
EJNAR
Jeg tør det ej!
AGNES skriger ud
Nu blev der lagt,
med Stormslag og med Strømnings Foss,
et Verdenshav imellem os!
(till Brand)
Jeg gaar i Baaden!
​BRAND
Godt; saa kom!
KVINDERNE forfærdede, idet hun springer ombord
Hjælp, Jesus!
EJNAR griber fortvivlet efter hende
Agnes!
HELE MÆNGDEN iler till
Stands! Vend om!
​  243BRAND
Hvor ligger Huset?
KVINDEN peger ud
Ende der
paa Næset bag det svarte Skjær!
Baaden støder fra Land.
EJNAR skriger efter dem
Husk dine Syskend; husk din Moer!
Frels Livet!
AGNES
Her er tre ombord!
Baaden sejler. Almuen stimler sammen paa Højderne og ser efter den i stærk Spænding.
​EN MAND
Han klarer Odden!
EN ANDEN
Nej!
FØRSTE
Jo, se, –
han har den agter alt i Læ!
​ANDEN
En Kastevind! den har dem fatt!
FOGDEN
Se, se, – den stryger med hans Hatt!
​  244EN KVINDE
Saa svart, som Korpens Vinge, slaar
i Vejret vildt hans vaade Haar!
FØRSTE MAND
Alt staar i Kog og Røg.
EJNAR
Hvad var
det Skrig, som gjennem Stormen skar!
EN KVINDE
Det kom fra Fjeldet.
EN ANDEN peger opp
Der staar Gerd
og ler og hujer ad hans Færd!
FØRSTE KVINDE
Hun blæser i et Bukkehorn
og kaster Sten som Koglekorn!
ANDEN KVINDE
Nu slang hun Hornet som en Vaand
og tuder i den hule Haand!
EN MAND
Ja, tud og skrig, du stygge Trold, –
den Karl har baade Vagt og Skjold!
EN ANDEN
I værre Vejr, med ham tillrors,
staar tryggt jeg næste Gang tillfjords.
​​  245FØRSTE MAND till Ejnar
Hvad var han?
EJNAR
Prest.
ANDEN MAND
Ja, hvad han var, –
det kjendtes vel han var en Karl!
I ham var Mod og Magt og Trods!
FØRSTE MAND
Det var en rigtig Prest for os!
MANGE RØSTER
Ja, det var rigtig Prest for os!
De spreder sig udover Bakkerne.
FOGDEN samler sine Papirer og Bøger
Det formløst er i alle Fald
at træde opp i fremmed Kald
og gribe ind og vove Liv
​foruden tvingende Motiv. –
Jeg gjør bestandig og min Pligt, –
men altid indom mit Distrikt.
(gaar)
Udenfor Hytten paa Næset. Det er langt paa Dagen. Fjorden ligger blank og stille.
Agnes sidder nede ved Stranden. Lidt efter kommer Brand ud af Døren.
​  246BRAND
Det var Døden. Af den tvætted
alle Ræddslers Stænk og Skrækk;
nu med stille, store Trækk
​ligger han saa lys og lettet.
Kan et svigtende Bedrag
gjøre Natt till slig en Dag?
Af sin vilde Helvedbrøde
saa han ydre Skorpen kun, –
det, som nævnes kan med Mund, –
det, som gribes kan med Hænder, –
som hans Navn med Brandflekk skjænder, –
Volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store Øjne,
stillt, som Fugle sammenfløjne,
opp i Skorstenskrogen klemt, –
de, som bare saa og saa, –
skjønte ikke selv hvorpaa, –
de, hvis Sjæle fik en Plett
ætset ind, som ej de skrubber
af i Tidens Slid og Tvætt
selv som bøjde Sølvhaarsgubber, –
de, hvis Livsens-Elv skal rinde
ud fra dette stygge Minde, –
de, som nu skal gro i Lys
af hans Nattegjernings Gys, –
​de, som aldrig ud kan brænde
denne Tankes Aadselbaal, –
dem han mægted ej at kjende
som de to, der har ihænde
just det store Eftermaal. –
Og fra dem gaar kanske ud
​  247 Led paa Led till Synd og Brudd.
​Hvorfor? Hule Afgrundssvar, –
de var Sønner af sin Faer!
Hvad skal stryges ud i Stillhed?
Hvad skal jævnes ud med Mildhed?
Naar begynder Ansvarsvægten
af ens Arvelod fra Slægten?
Hvilken Thingdag, hvilken Dommer,
naar det store Forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvor enhver er Delinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte Dokument?
Tages da for godt det Svar:
Gjælden skriver sig fra Faer? –
Svimmeldybe Nattegaade,
ingen mægter dig at raade.
Men paa Afgrundsbredden danser
Sværmen uden Sind og Sanser; –
Sjæle skulde skrige, bæve, –
men ej en blandt tusind øjner
hvilket Skyldberg der sig højner
fra det lille Ord: at leve.
Nogle Mænd af Almuen kommer frem bag Huset og nærmer sig till Brand.
EN MAND
Vi skal nok mødes anden Gang.
BRAND
Han har till eders Hjælp ej Trang.
​  248MANDEN
Selv er han løst og hjulpen; men
i Stuen sidder tre igjen.
​​BRAND
Og saa?
MANDEN
Af Smulerne, vi fik,
vi førte med en liden Slikk –
BRAND
Hvis alt du gav foruden Livet,
da vid, at du har intet givet.
MANDEN
Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i Livsensnød
og skreg om Hjælp fra Baadens Hvælv,
jeg skulde vovet Livet selv.
BRAND
Men Sjælens Nød har ingen Vægt?
MANDEN
Husk paa, vi er en Slæbets Slægt.
BRAND
Saa vend jert hele fulde Syn
fra Lyset over Aasens Bryn;
skjel ej, som nu, med venstre Øjet
tillhimmels og det højre vendt
mod Muldet, hvor, med Ryggen bøjet,
I har jer selv for Aaget spændt.
​  249MANDEN
Jeg havde tænkt, du heller gav
det Raad at ryste Aaget af.
BRAND
Ja, om I kan.
​MANDEN
Du ejer Magt.
BRAND
Gjør jeg?
MANDEN
Alt mangen har os sagt
og vist, hvor Vejen var, før nu; –
de pegte, men du gik den, du.
BRAND
Du mener –?
MANDEN
Ikke tusind Ord
sig prenter som en Gjernings Spor.
Vi søger dig i Byggdens Navn; –
vi ser, en Mand er just vort Savn.
BRAND urolig
Hvad vil I mig?
MANDEN
Bliv du vor Prest.
BRAND
Jeg? Her!
​  250​MANDEN
Du har vel hørt og læst,
vor Menighed er presteløs?
BRAND
Ja nu jeg mindes –
MANDEN
Før i Tiden
var Byggden stor, nu er den liden.
​Da Uaar kom, da Kornet frøs,
da Sot faldt over Folk og Fæ,
da Armod slog hver Mand iknæ,
da Nøden sang hver Sjæl i Døs,
da her blev dyrt paa Sul og Sæd, –
da blev her Prestedyrtid med.
BRAND
Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
Paa mig er lagt en større Pligt.
Jeg trænger Livets stærke Røre,
jeg trænger Verdens aabne Øre.
Hvad skal jeg her? Hvor Fjeldet stænger,
har Mandemælet ingen Magt.
MANDEN
Hvor Fjeldet svarer, lyder længer
det Ord, som fuldt og stærkt blir sagt.
BRAND
Hvem lukker sig i Gruben inde,
naar Vangen vinker fri og flakk?
Hvem pløjer Ødemarken brakk,
naar der er odlet Land at finde?
Hvem vil af Kjærner høste Frugt,
​  251naar Ungtrær staar i Modningsaldren?
Hvem sløver sig i Døgnværkskvaldren,
naar han har Syners Lys og Flugt?
MANDEN ryster paa Hovedet
Din Daad forstod jeg, – ej dit Ord.
​BRAND
Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
(vil gaa)
MANDEN træder ivejen for ham
Det Kald, som ej du slippe vil,
​det Værk, som nu du stunder till, –
det er dig altsaa dyrt?
BRAND
Mit Liv
i et og alt det er!
MANDEN
Saa bliv!
(med Eftertrykk)
Hvis alt du gav foruden Livet,
saa husk, at du har intet givet.
BRAND
Et ejes, som du ej kan skjænke;
det er dit eget indre selv.
Du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme Kaldets Elv; –
den vil sin Vej till Havets Hvælv.
MANDEN
Blev den i Myr og Tjern begravet, –
den naaer som Dugg tillslutt dog Havet.
​  252BRAND ser visst paa ham
Hvo gav dig slige Ord i Munden?
MANDEN
Du gav mig dem i Storværkstunden.
​Da Stormen skreg, da Sjøen slog,
da frem trods Storm og Sjø du drog,
da for en raadløs Syndersjæl
du satte Livet paa en Fjæl, –
da strøg det gjennem mangt et Sind
snart koldt, snart varmt, som Sol og Vind,
da ringed det som Klokkeklemt – –
(sænker Stemmen)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det Løftningsflag,
du hejste over os idag.
BRAND
Hvor Kraft ej er, der er ej Kald.
(haardt)
Kan ej du være, hvad du skal, –
saa vær alvorligt, hvad du kan;
vær helt og holdent Muldets Mand.
MANDEN ser en Stund paa ham og siger
Ve dig, som slukkte, da du gik;
Ve os, som saa et Øjeblik!
Han gaar; de øvrige følger stille efter.
​  253​BRAND ser længe efter dem
En for en med bøjde Nakker
gaar den stille Klynge hjem.
Sindet sturer, Foden sakker,
staver tungt og trætt sig frem;
hver af dem med Tungsinds Lader
gaar som truet af et Ris,
​gaar, som Menneskenes Fader
dreven ud af Paradis, –
gaar, som han, med skyldslørt Tinding, –
ser, som han, i Mørkets Gab, –
bær, som han, sin Kundskabs Vinding, –
bær, som han, sin Blindheds Tab.
Mennesket jeg kjækkt har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er Værket, – Brødens Billed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra till større Vidder;
her er Rum ej for en Ridder!
(vil gaa, men standser idet han ser Agnes ved Stranden)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var Sang i Luften.
Lyttende hun sad i Baaden,
da den skar de rørte Vande, –
lyttende hun holdt i Tuften, –
lyttende hun Havraaksfraaden
rysted af sin klare Pande.
Det ser ud som Hørslen bytted
Plads og hun med Øjet lytted.
​  254(nærmer sig)
Unge Pige, er det Fjordens
krumme Vej, som Synet følger –?
AGNES uden at vende sig
Hverken Fjordens eller Jordens;
begge sig for Synet dølger.
Men en større Jord jeg skimter;
​skarpt mod Luften staar dens Runding;
​Have ser jeg, Floders Munding;
Solblink gjennem Taagen glimter.
Jeg ser Slaglys, luerøde,
legende om skyslørt Tinde,
ser en umaalt Ørkens Øde.
Store Palmer staar derborte,
svajer i de hvasse Vinde,
kaster bag sig Skygger sorte.
Intet Livstegn er at finde;
det er ligt en Jord, som skabes;
og jeg hører Røster runge
og jeg hører Stemmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
gjør dit Værk, det ansvarstunge; –
denne Jord skal du befolke!
BRAND reven med
Sig, hvad mer du ser!
AGNES lægger Haanden paa Brystet
Herinde
kan jeg kjende Kræfter ulme,
kan jeg føle Floder svulme,
​  255kan jeg se en Dagning rinde.
Hjertet, lig en Verden, vider
stort sig ud till alle Sider,
og jeg hører Stemmer tolke:
denne Jord skal du befolke!
Alle Tanker, som skal komme,
hver en Gjerning, som skal gjøres,
​vaagner, hvisker, aander, røres,
som om Fødslens Stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af Sorg og Kjærlighed,
lys og mild som Morgenrøden,
og bedrøvet dog till Døden;
​og jeg hører Røsten runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; –
gjør dit Værk, det ansvarstunge!
BRAND
Indad; indad! Det er Ordet!
Did gaar Vejen. Der er Sporet.
Eget Hjerte, – det er Kloden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal Viljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad saa Verden gaa sin Gang
under Trældom eller Sang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit Værk den knuse vil, –
da, ved Himlen, slaar jeg till!
​  256Plads paa hele Jordens Hvælv
till at være helt sig selv, –
det er lovlig Rett for Manden,
og jeg kræver ingen anden! –
(tænker stille en Stund og siger)
Være helt sig selv? Men Vægten
​af ens Arv og Gjæld fra Slægten?
(standser og ser ud)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende oppover Bakken,
kroget, ludende med Nakken?
For at puste maa hun staa,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre Fingre
hvasst i sine dybe Lommer,
som en Skatt hun slæbte paa.
Om den vissne Benrad slænger
Stakken, som en Fjærhams Lægg;
Haanden krummer sig som Tænger;
​hun er Ørnen lig, der hænger
spigret paa en Stabbursvægg.
(pludselig angst)
Hvilket iskoldt Barneminde,
hvilket Gufs fra Hjem og Fjord
drysser Rim om denne Kvinde, –
drysser værre Rim herinde – –?
Naadens Gud! Det er min Moer!
BRANDS MODER kommer oppover, standser halvvejs synlig i Bakken, holder Haanden skyggende over Øjnene og ser sig om
Her har de sagt han var.
(kommer nærmere)
​  257Den onde
ta’e Solen, – hun gjør halvt mig blind!
Søn, er det dig?
BRAND
Ja.
​MODEREN gnider Øjnene
Hu; det Skin,
det brænder en i Synet ind;
en kan ej skille Prest fra Bonde.
BRAND
Derhjemme saa jeg aldrig Sol
fra Løvet faldt till Gjøgen gol.
MODEREN ler stille
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som Istapp-Kallen over Fossen.
En blir saa stærk, at hvadsomhelst
en tør, – og tror sig endda frelst.
BRAND
Goddag. Farvel. Min Tid er knapp.
MODEREN
Ja, du har altid været rapp.
Som Gut du stunded bort herfra –
BRAND
At bort jeg foer dig tyktes bedst.
​  258MODEREN
Ja, det var skjelligt nu som da;
det trængtes vel at du blev Prest.
(betragter ham nærmere)
Hm, han er voxet stærk og stor.
Men agt nu bare paa mit Ord, –
vær vaer om Livet!
BRAND
Er det alt?
MODEREN
Ja, Livet? Ja, hvad er der mere?
​​BRAND
Jeg mener: Raadet, som nu faldt,
er det det hele?
MODEREN
Ved du flere,
saa brug dem, som du vil. Men Livet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig rædd og skræmt.
Tillfjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min Skyld skulde gjemt.
Du er den eneste i Slægten.
Du er min Søn, mit Kjød og Blod.
Du slutter af, som Tagrygg-Lægten,
det Hus jeg tømred Fod for Fod.
Hold fast; staa stærk; bær lange Tider!
Vær vaer om Livet! Aldrig svigt!
At leve er en Arvings Pligt, –
og du blir min – engang – omsider – –
​  259BRAND
Saa? Derfor er det, at du kommer
og søger mig med fyldte Lommer?
MODEREN
Søn, er du gal!
(viger tillbage)
Kom ikke nær!
Bliv staaende! Jeg slaar med Staven!
(roligere)
Hvad mente du med det? – Hør her!
Jeg ældes Aar for Aar; det bær
​sent eller tidligt frem mod Graven;
saa faar du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, maalt og vejet – –.
Jeg har ej paa mig! – Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som faar det, er ej Tigger – –
Staa der du staar! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i Sprækker eller grave ned
en Hvid paa noget ukjendt Sted, –
​ej gjemme noget under Stene,
i Muren, under Gulvets Fjæl; –
du, Sønnen min, faar Arven hel;
altsammen gaar till dig alene.
BRAND
Paa visse Vilkaar?
MODEREN
Paa det ene,
at ej du skal med Livet rutte.
Hold Ætten oppe, Søn for Søn;
jeg kræver ingen anden Løn.
​  260Og sørg saa for, at intet spildes,
at intet deles eller skilles; –
øg, eller ikke, hvad du faar;
men gjem det, gjem det Aar for Aar!
BRAND efter et kort Opphold
En Sag faar klares mellem os.
Jeg har fra Gut af vist dig Trods; –
​jeg var ej Søn, du var ej Moer,
till du blev graa og jeg blev stor.
MODEREN
Jeg kræver ikke Klapp og Smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær haard, vær strid, vær istappkold, –
det kløver ej mit Bringeskjold;
gjem blot din Arv, – om død og gold, –
naar kun den er i Slægtens Vold!
BRAND gaar et Skridt nærmere
Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle Vinde?
MODEREN tumler tillbage
Strø ud hvad gjennem Trældoms-Aar
har krøgt min Rygg og blegt mit Haar!
BRAND nikker langsomt
Strø ud.
MODEREN
Strø ud! Hvis det du gjør,
for Vinden ud min Sjæl du strør!
​  261BRAND
Og hvis jeg gjør det lige vel?
Hvis ved din Seng jeg staar en Kveld,
naar Lys er foran Lejet satt,
​naar du med Salmebog i Hænder
skal sove Dødens første Natt, –
hvis da jeg gramser, famler, kjender,
hvis frem jeg finder Skatt for Skatt, –
hvis jeg taer Lyset, hvis jeg tænder –?
​MODEREN nærmer sig i Spænding
Hvor har du denne Tanke fra?
BRAND
Hvorfra? Skal jeg fortælle?
MODEREN
Ja!
BRAND
Ifra et Barndomseventyr,
som aldrig af mit Minde flyr,
som skjæmmer Sjælen, lig et Ar
ifra et helet Hareskar.
Det var en Høstkveld. Død var Faer,
og du laa syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han laa bleg i Voxlysskin.
Jeg stod og stirred fra en Krog,
og saa han holdt en Salmebog;
mig undred mest den dybe Dvale,
og hvi hans Haandled var saa smale;
jeg kjendte Lugt af kuldslaaet Lin; –
da hørte jeg paa Gangen Trin; –
ind kom en Kvinde, saa mig ej, –
​  262hun gik till Sengen rakt sin Vej.
Hun gav sig till at gramse, rode;
først flytted hun den dødes Hode,
saa trakk hun frem en Bundt, saa flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Saa grov hun ud af Sengens Puder
en Pakke bunden till med Knuder;
hun rev, hun hugg med ilske Hænder,
​hun bed den opp med sine Tænder.
Hun grov paany. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
​Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter Gjemslers Spor, –
og fandt hun, – flux med Jublens Angst
hun skjød, som Falken, paa sin Fangst.
Tillslutt var hver en Lønkrog tømt;
hun gik af Stuen som en dømt;
hun svøbte Fundet i en Pjalt
og stønned stillt: saa det var alt!
MODEREN
Mit Krav var stort, mit Fund var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.
BRAND
Det blev dig dyrere endda;
mit Sønnesind det stjal dig fra.
MODEREN
Lad gaa. Det er jo gammel Brug
at kjøbe Gods for Sind og Hug.
Jeg gav fra først en større Pris;
jeg tror, jeg gav mit Livs Forlis.
​  263Jeg noget gav, som nu er slukkt; –
det staar mig for som Lys og Flugt,
som noget baade dumt og smukt; –
jeg gav, hvad knappt jeg længer ved; –
Folk kaldte det for Kjærlighed. –
Jeg mindes godt, min Strid var svar;
jeg mindes godt det Raad fra Faer:
glem Husmandsgutten; tag den anden;
​agt ikke paa hans vissne Kropp;
det er en Karl med Kløgt i Panden;
han øger Ejet dobbelt opp! –
Jeg tog ham, men fik Skam till Takk.
Till dobbelt opp han aldrig rakk.
Men siden har jeg slæbt og slidt,
saa nu der fattes ikkun lidt.
BRAND
Og mindes du, saa nær din Grav,
at Sjælen du paa Kjøbet gav?
MODEREN
At det jeg mindes, vistes bedst,
​da Sønnen min blev satt till Prest.
Naar Timen kommer, for min Tarv
du sørge skal till Takk for Arv.
Jeg ejer baade fast og løst;
du ejer Ord og Magt og Trøst.
BRAND
Saa klog du er, du saa dog fejl,
da mig du saa i Hjemmets Spejl.
Der gives fler langs Li og Led
med slig Forældrekjærlighed; –
​  264 I ser i Barnet en Forvalter
for Husets efterladte Pjalter;
af Evigheden gaar et Skjær
forbi jer Tanke hist og her;
I griber efter den og mener
I Tingen er paa Livet nær,
naar Ætt og Arv I sammengrener, –
at Døden I med Livet ener,
​at Evighed som Sum I faar
af sammenlagte Rækker Aar.
MODEREN
Gransk ikke, Søn, din Moders Sind,
men tag din Arv, naar den blir din.
BRAND
Og Gjælden?
MODEREN
Gjælden? Hvilken Gjæld?
Der er ej nogen Gjæld.
BRAND
Nu vel;
men hvis der var, – jeg maatte svare
till hvert et Skyldbrev, alting klare.
Søns Sag det er, at alle Krav
sker Fyldest paa hans Moders Grav;
var Huset tomt, naar jeg det tog, –
jeg arved dog din Skyldnerbog.
MODEREN
Saa byder ingen Lov.
​  265BRAND
Ej den,
som skreven er med Blækk og Pen;
​men i hvert ærligt Sønnesind
en anden Lov staar ristet ind, –
og denne Lov skal Fyldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds Bo paa Jord har du forringet,
dit Sjælelaan har du forødt,
det Billed, hvori du blev født,
​har du med Dyndets Skimmel dækkt;
den Aand, som engang var bevinget,
har du i Myldret vingestækkt.
Det er din Gjæld. Hvor vil du hen,
naar Herren kræver sit igjen?
MODEREN sky
Hvor jeg vil hen? Hvor hen?
BRAND
Frygt ej;
din Søn taer al din Gjæld paa sig.
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
Gaa du kun trøstig till de døde.
Gjældbunden sover ej min Moer; –
jeg klarer Gjælden.
MODEREN
Gjæld og Brøde?
BRAND
Din Gjæld. Kun den; mærk vel mit Ord.
Din Sjælegjæld din Søn skal klare;
men for din Synd maa selv du svare.
Den Sum af Menneske, som blev
​  266 forskingret i en Jordtræls Stræv,
kan indtill sidste Rest og Hvid
betales ved en andens Id;
men at den ødtes, det er Brøden;
for den er Anger – eller Døden!
MODEREN urolig
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i Skyggen under Bræens Brem;
​her skyder giftig Tankegrøde
​i dette klumre Solskins Skjær;
en blir af Duften næsten svimmel.
BRAND
Søg Skyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod Lys og Himmel,
og stunder du imod et Møde,
da skikk mig Bud og jeg skal komme.
MODEREN
Ja, du med dine Straffedomme!
BRAND
Nej, varm som Søn og mild som Prest
jeg værger dig mod Ræddslens Blæst;
med Sang jeg ved dit Lejes Fod
skal svale Svien i dit Blod!
MODEREN
Det lover du med Haand og Mund?
​  267BRAND
Jeg kommer i din Angers Stund.
(nærmere ved hende)
Men Vilkaar sætter jeg, som du.
Alt, hvad till Jord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din Grav.
MODEREN slaar vildt imod ham
Byd Ilden skilles fra sin Hede,
Sne fra sin Frost, Sjø fra sin Væde!
Slaa af!
​BRAND
Kast midtfjords Barn af Baaden
og bed at Gud vil signe Daaden.
MODEREN
Kræv anden Bod; kræv Sult og Tørst, –
men ikke det, som tykkes størst!
BRAND
Gaar en det største udenom,
al Resten mildner ej hans Dom.
MODEREN
Jeg lægger Sølv i Kirkeblokk!
BRAND
Alt?
MODEREN
Søn, er meget ikke nok?
​  268BRAND
For dig er intet Bodsværk, før,
som Hjob paa Askens Hob, du dør.
MODEREN vrider Hænderne
Mit Liv forspildt, min Sjæl forstødt,
​om stakket Tid mit Gods forødt!
Saa hjem og kryste tætt i Favn
alt, hvad af mit endnu bær Navn!
Mit Gods, mit Smertens Barn, mit Gods, –
for dig jeg rev mit Bryst tillblods; –
nu hjem og græde som en Moer
ved Vuggen for sit syge Noer. –
Hvi blev min Sjæl da født i Kjød,
naar Kjødets Elsk er Sjælens Død? –
​Bliv nær mig, Prest! – jeg ved ej nu
hvad Sind jeg faar i Timens Gru.
Maa alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente till det sidste.
(gaar)
BRAND ser efter hende
Ja, din Søn skal nær sig holde,
bie paa din Bodsstunds Bud,
varme opp din gamle kolde
Haand, saa fort den rækkes ud.
(gaar nedover till Agnes)
Kvelden blev ej Morgnen lig.
Da stod Sind og Hug till Krig;
fjernt jeg hørte Slagsang klinge,
Vredens Sverd jeg vilde svinge,
knuse Løgnen, dræbe Trolde,
klemme Verden mellem Skjolde.
​  269AGNES har vendt sig om og ser lyst opp till ham
Morgnen var mod Kvelden bleg.
Da jeg vilde Løgn og Leg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min Vinding var at tabe.
BRAND
Stærke Drømme, fagre Drømme
kom i Flok som vilde Svaner,
løfted mig paa brede Vinger.
Udad saa jeg mine Baner; –
​​ Slægtens, Tidens, Skyldbetvinger
stævned stor paa Støjens Strømme.
Kirkeprocessioners Pragt,
Hymner, Virak, Silkefaner,
gyldne Skaaler, Sejersange,
Løftnings-Jublen fra de mange
lyste, om mit Livsværk lagt. –
Alt laa lokkende og rigt; –
men det hele var et Digt,
kun et Viddens Glimmersyn,
halvt i Solblink, halvt i Lyn. –
Nu jeg staar, hvor graat det kvælder
længe førend Dagen hælder, –
staar imellem Urd og Sund,
udestængt fra Verdensvrimlen,
med en Strime kun af Himlen, –
men jeg staar paa Hjemmets Grund.
Sunget er mit Søndagsdigt;
af maa Vingehesten sadles;
men jeg ser et større Maal,
end en Dyst med Ridderstaal, –
​  270Slidets Dagværk, Yrkets Pligt,
skal till Søndagsgjerning adles.
AGNES
Og hin Gud, som skulde falde?
BRAND
Han skal falde ligefuldt, –
men i Løndom, dulgt og skjult,
ikke aabenlyst for alle.
​ Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
Frelsens Helsebod for Folket.
Ingen bramfuld Storværkshandling
løfter Slægten till Forvandling;
Vækkelsen af rige Evner
bøder ej dens Sjælerevner.
Det er Viljen, som det gjælder!
​Viljen frigjør eller fælder,
Viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod Byggden, hvor Aftenskyggerne begynder at falde)
Kom da, Mænd, som vandrer sløve
i min Hjembyggds lukte Dale; –
Sjæl mod Sjæl i Tomandstale
vil vort Luttringsværk vi prøve,
Halvhed fælde, Løgnen døve,
vække Viljens unge Løve!
Haand om Hakken, som om Sverdet,
enes kan med Mandeværdet;
et er Maalet, – det at blive
Tavler, hvorpaa Gud kan skrive.
​  271Han vil gaa. Ejnar møder ham.
EJNAR
Stands og giv mig, hvad du tog!
BRAND
Er det hende? Der hun sidder.
EJNAR till Agnes
Vælg imellem lyse Vidder
og den skumle Sorgens Krog!
​AGNES
Jeg har intet Valg at gjøre.
EJNAR
Agnes, Agnes, laan mig Øre!
Kom ihug den gamle Lære:
lett at løftes, tungt at bære.
AGNES
Gaa med Gud, du fagre Frister;
jeg skal bære till det brister.
EJNAR
Tænk paa alle dine kjære!
AGNES
Hils till Syskend, hils till Moer;
Brev jeg skikker, faar jeg Ord.
​  272EJNAR
Ude paa de blanke Vande
skjær de hvide Sejl fra Strand; –
Længsler lig paa drømfyldt Pande
høje, perlestænkte Stavne
​jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forgjettet Land!
AGNES
Sejl i Vester eller Øster; –
tænk paa mig som en begravet.
EJNAR
Agnes, følg mig som en Søster!
AGNES ryster paa Hovedet
Mellem os er Verdenshavet.
​EJNAR
O, saa hjem da till din Moer!
AGNES stille
Ej fra Lærer, Ven og Broer.
BRAND kommer et Skridt nærmere
Unge Kvinde, vogt dig vel.
Klemt imellem Fjeld og Fjeld,
skygget om af Tagg og Tinde,
stængt i Revnens Halvnatt inde,
skal mit Liv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.
​  273AGNES
Mørket skræmmer ikke længer;
Stjernen gjennem Skyen trænger.
BRAND
Husk at jeg er streng i Kravet,
fordrer intet eller alt;
hvis paa Vejen fra du faldt,
var dit Liv som slængt i Havet.
Ingen Prutningsmon i Nøden,
ingen Eftergivt i Brøden; –
strækker ikke Livet till,
maa du villigt gaa i Døden!
EJNAR
Flygt fra dette vilde Spil!
Slipp den mørke Lovens Mand;
lev det Liv, du ved, du kan!
BRAND
Vælg; du staar paa Vejens Skille.
(gaar)
​EJNAR
Vælg imellem Storm og Stille!
Valget mellem gaa og bliv
Valg er mellem Fryd og Sorgen,
​Valg imellem Natt og Morgen,
Valg imellem Død og Liv!
​  274AGNES rejser sig og siger langsomt
Ind i Natten. Gjennem Døden. –
Bagom dæmrer Morgenrøden.
Hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser en Stund som fortabt efter hende, bøjer Hovedet og gaar udover mod Fjorden igjen.
Teppet falder.
​
​​  275​TREDJE HANDLING
Tre Aar senere. En liden Have ved Prestegaarden. Høj Fjeldvægg ovenfor, Stengjærde omkring. Fjorden ligger trang og lukket i Baggrunden. Husdøren gaar ud till Haven. Eftermiddag.
Brand (staar paa Trappen udenfor Huset); Agnes (sidder paa Trinet nedenfor).
AGNES
Min elskte Husbond, atter foer
dit Øje angstfuldt over Fjord –
BRAND
Jeg venter Bud.
AGNES
Du er urolig!
BRAND
Jeg venter Bud ifra min Moer.
Tre Aar har nu jeg ventet trolig
det Bud, som aldrig blev mig bragt.
Imorges blev for visst mig sagt,
at hendes Time snart er omme.
AGNES sagte og kjærligt
Brand, uden Bud du skulde komme.
​BRAND ryster paa Hovedet
Har hun ej Anger for sin Brøst,
jeg ved ej Ord, jeg har ej Trøst.
​  276AGNES
Hun er din Moer.
BRAND
Jeg har ej Rett
at dyrke Guder i min Ætt.
AGNES
Brand, du er haard!
BRAND
Mod dig?
AGNES
O, nej!
BRAND
Jeg spaade dig en Trængselsvej.
AGNES smiler
Det slog ej ind; du har ej holdt
dit Ord.
​BRAND
Jo, her er hvasst og koldt;
her bleges Skjæret paa din Kind;
det isner i dit veke Sind.
Vort Hus er ingen Trivsel ved;
det ligger midt i Urd og Skred.
AGNES
Her ligger det desmere tryggt.
Saa yderligt har Bræen byggt,
​at naar ved Løvsprættstid den gaar,
den skrider udenover os,
og Prestehuset urørt staar,
som inde i en Hulfaldsfoss.
​  277BRAND
Og Sol, som aldrig rækker hid.
AGNES
Den danser jo saa varm og blid
paa Bergets Skulder bent imod –
BRAND
Tre Uger, ja, – ved Sommertid, –
men vinder aldrig till dets Fod.
AGNES ser visst paa ham, rejser sig og siger
Brand, der er et, som gjør dig rædd!
BRAND
Nej, dig!
AGNES
Nej, dig!
BRAND
Du bær en Gru,
en løndomsfuld.
AGNES
Brand, ogsaa du!
BRAND
Du svimler som ved Stupets Bredd!
Tal ud! Nævn alt!
AGNES
Jeg stundom skalv – –
(standser)
​​  278BRAND
Du skalv? Hvem skalv du for?
AGNES
For Alf.
BRAND
For Alf!
AGNES
Du ogsaa!
BRAND
Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god! Min lille Gut
​sig voxer stor og stærk tillslutt.
Hvor er han nu?
AGNES
Han sover.
BRAND ser ind gjennem Døren
Se;
han drømmer ej om Sot og Ve;
den lille Haand er trind og rund –
AGNES
Dog bleg.
BRAND
Ja bleg; men det gaar over.
AGNES
Hvor sødt og kvægende han sover.
BRAND
Gud signe dig; sov nu dig sund!
(lukker Døren)
​​  279Med dig og ham blev Lys og Fred
om alt mit Kaldsværk sænket ned;
hver Sorgens Stund, hver Gjerning svær,
blev lett at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig Modet sveg,
mig Styrke gav hans Barneleg.
Mit Kald jeg tog som Martyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor Held har fulgt mig paa min Færd –
AGNES
Ja, Brand; men du er Heldet værd.
O, du har kjæmpet, lidt og stridt,
har døjet ondt, har slæbt og slidt, –
jeg ved, at stillt du Blod har grædt –
BRAND
Ja vel; men alt mig tyktes lett;
med dig drog Kjærligheden ind,
som solklar Vaardag, i mit Sind.
Den havde før jeg aldrig kjendt;
ej Faer, ej Moer, den havde tændt;
de dulmed helst den Flyvegnist,
som sprang af Asken her og hist.
Det var som al den Sum af mildt,
jeg havde baaret dulgt og stillt,
blev sparet till en Glorieglød
om ham og dig, min Hustru sød.
​AGNES
Ej os alene; alle dem,
som nu er Lemmer af vort Hjem,
​hver Sorgens Søn, hver Nødens Broer,
​  280hvert Barn som græd, hver Moer, som led,
et kvægsomt Sæde finder ved
dit Hjertes fulde, rige Bord.
BRAND
Men gjennem dig og ham. I to
slog Mildhedsaandens Himmelbro.
Ej nogen Sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsked en;
jeg maatte længte, maatte savne,
saa Hjertet hærded sig till Sten –
AGNES
Og dog – din Kjærlighed er haard;
den, som du klappe vil, du slaar.
BRAND
Dig, Agnes?
AGNES
Mig? O nej, du kjære;
lett var hvad mig du bød at bære; –
men mangen Sjæl ifra dig faldt
ved Kravet: intet eller alt!
BRAND
Hvad Verden kalder Kjærlighed,
jeg ikke vil og ikke ved.
Guds Kjærlighed jeg kjender till,
og den er ikke vek og mild;
den er till Dødens Ræddsel haard,
den byder klappe, saa det slaar.
Hvad svarte Gud i Oljelunden,
​ da Sønnen laa i Sved og Skrækk
​  281 og bad og bad: tag Kalken væk!
Tog han ham Smertens Kalk fra Munden?
Nej, Barn, den maatte ud till Bunden.
AGNES
O, maalt med slig en Maalestokk,
er dømt al Jordens Sjæleflok.
BRAND
Ej nogen ved, hvem Dommen naaer;
men i en evig Ildskrift staaer:
​ vær tro till Prøvens sidste Sluttning,
Livskronen vindes ej ved Prutning!
Ej nok i Angstens Sved at bades;
du maa igjennem Martrens Ild.
At ej du kan, dig vist forlades, –
men aldrig at du ikke vil.
AGNES
Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje Himle;
stærk er min Hug, men sløvt mit Mod;
tidt Angst mig slaar, mig tykkes svimle,
og trætt og jordtung er min Fod.
BRAND
Se, Agnes, for den hele Hjord
er Kravet: ingen fejg Akkord!
I alt sit Værk en Mand er dømt,
hvis halvt det øves og paa Skrømt.
Den Lære skal till Lovbud hæves,
ej gjennem Ord, men ved at leves.
​​  282AGNES kaster sig om hans Hals
Jeg gaar, hvor du har Foden satt!
BRAND
For to er ingen Klev for bratt.
Doktoren er kommen nedover Vejen og standser udenfor Havegjærdet.
DOKTOREN
Hej, øves Leg af kjælne Duer
paa disse ørkenbrune Tuer!
AGNES
Min gamle Doktor, er du her!
O, kom dog indom!
(løber ned og aabner Havegrinden)
DOKTOREN
Ej till jer!
Du ved jo godt, at jeg er vred.
At knytte sig till sligt et Sted,
hvor Viddens Vejr og Vintrens Vind
skjær iskoldt gjennem Sjæl og Skind –!
BRAND
Ej gjennem Sjælen.
DOKTOREN
Ikke? Naa!
Nej-nej, det lader næsten saa.
​Det synes, som jer Hastværkspagt
staa lige fuldt og fast ved Magt,
skjønt ellers efter gammel Skikk
​  283en skulde tro, at fort forgik,
hvad skabt blev i et Øjeblik.
​AGNES
Et Solskjærs Kyss, et Klokkeslag,
kan vække for en Sommerdag.
DOKTOREN
Farvel. Jeg ventes hos en syg.
BRAND
Min Moer?
DOKTOREN
Ja. Skal De samme Vej?
BRAND
Nu ikke.
DOKTOREN
Var der kanske?
BRAND
Nej.
DOKTOREN
Prest, De er haard. I Sludd og Fyg
jeg sled mig over Vidden frem,
skjønt godt jeg ved, hun er af dem,
der lønner som et Fattiglem.
BRAND
Gud signe Deres Kløgt og Flid.
Lett, om De kan, den tunge Strid.
DOKTOREN
​  284Min Vilje signe han; jeg kom
saa fort i Nød det spurgtes om.
BRAND
Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –
jeg venter, venter hjerteklemt.
​DOKTOREN
Kom uden Bud!
BRAND
Før Bud hun sender,
jeg intet Hverv dernede kjender.
DOKTOREN till Agnes
Du veke Stakkel, som blev lagt
i slige haarde Hænders Magt!
BRAND
Jeg er ej haard.
AGNES
Sit Blod han gav,
hvis hendes Sjæl det tvætted af!
BRAND
Som hendes Søn i Arv jeg tog
frivillig hendes Skyldnerbog.
DOKTOREN
Klar Deres egen!
​  285​BRAND
Manges Mén
for Gud kan klares gjennem en.
DOKTOREN
Ej gjennem en, der selv som Tigger
i Skyld oppover Øret ligger.
BRAND
Rig eller Tigger; – helt jeg vil, –
og dette ene strækker till!
​DOKTOREN ser stivt paa ham
Ja, Mandeviljens qvantum satis
staar bogført som din Rigdoms Rad; –
men, Prest, din conto caritatis
er Bogens hvide Jomfrublad!
(gaar)
BRAND følger ham en Stund med Øjnene
Ej noget Ord blev sølet ned
i Løgn som Ordet Kjærlighed; –
det lægger de med Satans List
som Slør udover Viljens Brist;
med det de dækker svigfuldt till,
at Livet er et Leflespil.
Er Stien trang og bratt og skred,
den knappes af – i Kjærlighed;
gaar en ad Syndegaden bred,
han har dog Haab – i Kjærlighed;
saa en sit Maal, og dog ej stred,
han sejre kan – i Kjærlighed;
gaar en sig vild, skjønt rett han ved, –
der er et Ly – i Kjærlighed!
​  286AGNES
Ja, det er falskt, og endda maa
jeg tidt mig spørge: er det saa?
BRAND
Et springes over; Viljen først
maa læske Lovens Rettfærdstørst.
Først maa du ville, ikke blot
hvad gjørligt er i stort og smaat,
​ej blot hvor Daaden i sig bær
​en Sum af Møje og Besvær, –
nej, ville maa du stærk og glad
igjennem alle Ræddslers Rad.
Det er ej Martyrskab, i Ve
at dødes paa et Korsets Træ;
først det at ville Korsets Død,
at ville midt i Kjødets Nød,
at ville midt i Aandens Angst,
først dette er din Frelses Fangst.
AGNES klynger sig tætt till ham
Naar Kravet skræmmer med sin Gru, –
min stærke Husbond, tal da du!
BRAND
Vandt Viljen Sejr i slig en Strid,
da kommer Kjærlighedens Tid,
da daler den som Duen hvid
og bringer Livets Oljeblad;
men her, mod Slægten slapp og lad,
ens bedste Kjærlighed er Had!
(i Skrækk)
Had! Had! En Verdenskamp at ville
​  287det enkle Ord, det lette, lille!
(gaar ilsomt ind i Huset)
AGNES ser gjennem den aabne Dør
Han knæler hos sin søde Dreng
og vugger Hodet som i Graad;
​han knuger sig till Barnets Seng,
som en, der ej ved Hjælp og Raad. –
O, hvilken Sum af Kjærlighed
i denne stærke Mandesjæl!
Alf tør han elske; Barnets Hæl
endnu ej Verdensslangen bed.
(udbryder forfærdet)
Opp springer han med Hænders Vrid!
Hvad ser han? Han er askehvid!
BRAND ud paa Trappen
Kom der ei Bud?
​AGNES
Nej, intet Bud.
BRAND ser tillbage ind i Huset
Det brænder i hans stramme Hud;
hans Tinding hamrer, Pulsen banker –!
O, frygt ej, Agnes!
AGNES
Gud, hvad Tanker –!
BRAND
Nej, frygt blot ej –
(raaber udover Vejen)
Der ser jeg Budet!
​  288EN MAND gjennem Havegrinden
Nu faar du komme, Faer!
BRAND ilsomt
Ja strax!
Hvad Hilsning bær du?
​MANDEN
Ugrej Slags;
hun sad i Sengen, frem hun luded
og sagde: gaa; faa Presten hentet;
mit halve Gods for Sakramentet.
BRAND viger tillbage
Det halve! Nej! Sig nej!
MANDEN ryster paa Hovedet
Da var
ej Budet ærligt bragt dig, Faer.
BRAND
Det halve! Halve! Alt var ment!
MANDEN
Kanhænde det; men lydt og rent
blev Ordet sagt. Jeg glemmer sent.
BRAND griber ham om Armen
Paa Herrens Dag, for Dommen stævnt,
du vidne tør, det Ord blev nævnt?
MANDEN
Ja.
​  289BRAND fast
Gaa og sig, det Svar blev sendt, –
ej kommer Prest, ej Sakrament.
MANDEN ser uvisst paa ham
Du har nok ikke skjønt mig da;
det er din Moer jeg kommer fra.
​BRAND
Jeg kjender ingen tvedelt Rett
for Fremmedfolk og egen Ætt.
MANDEN
Haardt Ord er det.
​BRAND
Hun ved, det gjaldt
at byde intet eller alt.
MANDEN
Prest!
BRAND
Sig, at mindste Guldkalvstump
er lige fuldt en Afgudsklump.
MANDEN
Med Svarets Svøbe skal jeg slaa
saa lett og lindt jeg kan og maa.
For hende gror den Trøst endnu:
Gud er ej fuldt saa haard, som du!
(gaar)
​  290BRAND
Ja, denne Trøst har tidtnok blæst
sin Aadselluft till Verdens Pest.
Den Løgntrøsts Grød i Skrækkens Stund
blir kaldt for Mad af Naadens Mund.
Naturligvis! Det saa sig bør!
De kjender jo sin Mand fra før; –
fra alt sit Værk de godt jo ved,
at Gubben laer sig prutte med.
Manden har ude paa Vejen mødt en anden; de kommer begge i Følge tillbage.
​BRAND
Nyt Budskab!
FØRSTE MAND
Ja!
BRAND
Hvad bringer du?
DEN ANDEN
Ni tiende Dele lød det nu.
BRAND
Ej alt?
DEN ANDEN
Ej alt.
BRAND
Mit Svar er kjendt; –
ej kommer Prest, ej Sakrament.
​  291ANDEN MAND
Haardt har i Ve og Værk hun bødt –
FØRSTE
Prest, kom ihug, hun har dig født!
BRAND knuger Hænderne
Jeg tør ej bruge to Slags Vægt
for Avindsmænd og egen Slægt.
ANDEN MAND
Den syges Nød er vild og stor;
kom, eller send et Soningsord.
​BRAND till første Mand
Gaa; sig den syge som jeg bød:
rent Bord for Naadens Vin og Brød.
Mændene gaar.
​AGNES klynger sig opp till ham
Brand, tidt jeg ræddes for din Færd;
du flammer som et Herrens Sverd.
BRAND med Graad i Stemmen
Staar Verden ej mod mig igjen
med sverdtom Slire ved sin Lænd?
Slaar ikke den min Sjæl tillblods
med al sin slappe Sejgheds Trods.
AGNES
Haardt er det Vilkaar, du har stillt.
​  292BRAND
Byd, om du tør, et mere mildt.
AGNES
Lægg sligt et Maal paa hvem du vil,
og see om nogen strækker till.
BRAND
Nej, der du har till Ræddsel Rett.
Saa vrangt, saa tomt, saa fladt, saa slett
er hele Slægtens Livssyn blevet.
Det regnes højt, faar en det drevet
till, som en lovprist ubekjendt,
at offre sit ved Testament.
Byd Helten stryge ud sit Navn
og nøje sig med Sejrens Gavn;
giv Kejser, Konge, samme Kaar,
og se hvad stort du øvet faar.
Byd Digteren i Løndom smugle
af Buret sine Skjønhedsfugle,
​saa ingen aner, det var ham,
der gav dem Røst og Guldfjærs Bram.
Frist frodig eller vindtørr Gren;
Hengivelsen er ej hos en.
Igjennem alt gaar Jordtræls-Tanken; –
udover Stupet vildt og hvasst
hver klamrer sig till Støvlivsranken, –
​og svigter den, – i Trevl og Bast
han klorer sig med Negler fast.
AGNES
Og till en Slægt, som raadløst faldt,
du raaber: intet eller alt!
​  293BRAND
Hvo Sejr vil fange, faar ej vige;
fra dybest Fald maa højst du stige. –
(tier lidt; Stemmen slaar over)
Og dog, naar for den enkle Sjæl
jeg staar og stiller Rejsningskravet,
da er det, som jeg svam i Havet
stormslagen paa en Vragstumps Fjæl.
I Kval og Graad jeg lønligt bed
den Tunge, som jeg tugted med, –
og løfted Armen jeg till Slag,
jeg tørsted mod et Favnetag! –
Gaa, Agnes, se till ham, som sover;
syng ham i lyse Drømme ind;
en Barnesjæl er klar og lind
som Tjern i Sommersolens Skin;
en Moder stryge kan derover
​lig Fuglen, der sig spejler smukt
i dybest Dyb paa lydløs Flugt.
AGNES bleg
Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender
din Tankes Pil, – mod ham den vender!
BRAND
O, intet. Vogt ham godt og stillt.
AGNES
Giv mig et Ord.
BRAND
Et stærkt?
AGNES
Et mildt.
​  294BRAND favner hende
Den, som er uden Skyld, skal leve.
AGNES ser lyst opp paa ham og siger
Et ejes, som ej Gud tør kræve!
(gaar ind i Huset)
BRAND ser stille frem for sig
Men hvis han turde? Herren tør,
hvad «Isaachs Ræddsel» turde før.
​(ryster Tankerne af)
Nej, nej; mit Offer har jeg bragt.
Mit Livskald har jeg fra mig sagt, –
at runge som en Herrens Torden
og vække sovende paa Jorden.
Løgn! Intet Offer laa deri;
det glapp, da Drømmen var forbi,
​da Agnes vakte mig – og fulgte
till samme Gjerning i det dulgte.
(ser udover Vejen)
Hvi nøler dog den syges Bud
om Offervillighed og Bod,
som rykker Brøden opp med Rod,
med dybest Trevl med vildest Skud! –
Se der –! Nej, det er Fogden kun,
velvillig, væver, rask og rund,
med Hænderne i begge Lommer,
lig Klammer om en Parentés.
FOGDEN gjennem Havegrinden
Goddag! Kun skjelden vi to ses,
og sagtens jeg i Utid kommer –
​  295BRAND viser mod Huset
Træd indenfor.
FOGDEN
Takk; her er godt;
og vandt mit Ærind Indgang blot,
saa mener jeg for sandt og visst,
det alles Baade blev tillsidst.
BRAND
Nævn Deres Ærind.
FOGDEN
Deres Moer
er haabløs syg, saavidt jeg tror; –
det gjør mig ondt.
BRAND
Jeg tvivler ej.
​FOGDEN
Det gjør mig meget ondt.
BRAND
Tal ud!
FOGDEN
Dog, hun er gammel; – Herregud,
vi skal jo alle samme Vej.
Og da jeg netopp foer forbi,
​saa tænkte jeg: det springes i
saa lett som krybes; ydermere
saa blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i Familjesplid –
​  296BRAND
Familjesplid?
FOGDEN
Der siges jo,
hun holder stærkt og sejgt paa sit.
De finder vel, det gaar for vidt.
Man maa ej glemme eget Tarv.
Hun sidder i uskiftet Bo
med hele Deres Fædrearv –
BRAND
Uskiftet Bo; – ja, det er sandt.
FOGDEN
Saa kommer Skyldfolk lett paa Kant.
Og da jeg nu med skjellig Grund
formoder De med kjølig Barm
forventer hendes Afgangsstund,
saa haaber jeg De uden Harm
​vil høre mig, skjønt visstnok Tiden
er ilde valgt.
BRAND
Nu eller siden,
det kommer ud for mig paa et.
FOGDEN
Ja, saa till Sagen slett og rett.
Saa saare Deres Moer er død,
og salig lagt i Jordens Skjød, –
hvad snart vel times, – blir De rig –
​  297BRAND
Det tror De?
FOGDEN
Tror? Nej, det er sikkert.
Hun ejer Grund i hver en Vik,
saa langt De øjne kan med Kikkert.
Rig blir De, Prest!
BRAND
Trods Skifteretten?
FOGDEN smiler
Hvad skal den her? Den skiller Trætten,
​hvor der er fler om Gjæld og Arv;
men her ej trues nogens Tarv.
BRAND
Og dersom dog till Gods og Gjæld
Medarving mødte lige vel
og sagde: jeg er rette Manden?
FOGDEN
Det maatte være selve Fanden!
Ja, se kun paa mig; – ingen anden
​har her et Ord at sige med;
lid tryggt paa mig; jeg ved Besked.
Nu altsaa; De blir Velstandsmand,
rig Mand endogsaa; ikke længer
till denne Afkrogs Kald De trænger;
Dem aabent staar det hele Land.
BRAND
Hør, Foged, er ej, fattet kort,
al Talens Kjærne den: rejs bort!?
​  298FOGDEN
Omtrent. Till alle Parters Bedste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
oppmærksomt Øje paa de Folk,
for hvem De nu er Ordets Tolk,
saa vil De se, saalidt De passer
blandt os, som Ulv blandt Gjæs og Gasser.
Forstaa mig vel! De ejer Evner
till større Samfunds Gavn og Brug,
men fast till Mén for den, som nævner
sig Odelsmand till Klippens Revner
og Ættling af en Dalbunds Slug.
BRAND
Ens Fædrebyggd for Mandens Fod
er, hvad for Træet er dets Rod; –
er der ej till hans Gjerning Trang,
hans Daad er dømt, og endt hans Sang.
FOGDEN
Det er al Idrætts første Lov,
at lempes efter Lands Behov.
​BRAND
Men Lands Behov ses bedst fra Højden,
ej fra en fjeldklemt Krog i Byggden.
​FOGDEN
Det er de store Samfunds Tale,
ej Ord for Folk i fattige Dale.
​  299BRAND
O, I med eders Grænseskjell
imellem Sletteland og Fjeld!
I kræver Rett som Verdensriger,
mens hver en Samfundspligt I sviger;
I mener fejgt, det skal jer fri,
det Nødskrig: vi er Smaafolk, vi!
FOGDEN
Alt har sin Tid, hver Tid sit Hverv,
hver Slægt sin egen Dont at passe.
Vor Byggd har ogsaa lagt sin Skjærv
i Verdens store Formaals Kasse;
forstaar sig, det er længe siden;
men Skjærven var ej ganske liden.
Se, nu er Byggden tom og snever;
dens Ry dog end i Sagnet lever;
dens svundne Storheds Dage falder
samtidigt med Kong Beles Alder; –
der meldes endnu mangt et Ord
om Brødreparret Ulf og Thor
og Snese gjæve Mænd, som foer
paa Herjetog till Brettlands Kyst
og plyndred, saa det var en Lyst.
​ Sydboen skreg, af Ræddsel kold:
Gud fri os for de grummes Vold!
Og disse grumme var, tilltrods
for alle Tvivlsmaal, Mænd fra os.
Og som de Karle kunde hævne,
og slaa ihjæl i Brandværks-Stævne!
Ja, Sagnet ved endnu at nævne
en Herrens Helt, som Korset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –
​  300BRAND
Der stammer visst en Sønneflok
fra denne Løftets Mand?
​FOGDEN
Sandt nok;
men hvoraf ved De –?
BRAND
Aa, fordi
mig tykkes Ætten kjendes i
de Løftets Helte nutilldags,
hvis Korstog er af samme Slags.
FOGDEN
Ja, Slægten rækker lige hid.
Men vi var i Kong Beles Tid!
Først slog vi altsaa udenlands,
saa gjæsted vi vor Grandemands
og Frændes Grund med Øxe-Egg;
i Knas vi tramped Akren hans,
sved Kirkespir og Stuevægg
og fletted os en Stordaads-Krans. –
​Af alt det Blod, som slig er flydt,
er kanske lidt formeget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg troer jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud paa vor Magt
i Storhedstiden, længst forleden,
og paastaa, denne Byggd har lagt
sin Skjærv med baade Ild og Staal
till Verdens Fremgangs store Maal.
​  301BRAND
Dog tykkes mig, som om I svigter
det Ord, at Adelskab forpligter, –
som om, med Hakke, Plog og Harv,
I mulder ned Kong Beles Arv.
FOGDEN
Paa ingen Maade. Gaa blot ud
i Sognefolkets Gjestebud,
hvor jeg og Lensmand, Klokker, Dommer,
som Hæderslemmer er at finde,
saa skal De se, naar Punchen kommer,
at dødt ej er Kong Beles Minde.
I Skaaler, Bægerklang og Sang,
​i Tale, baade kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt Trang
fornummet till om ham at væve
mit Tankespind till blomstret Dug,
og løftet mangen indfødts Hug.
​Jeg liker godt lidt Poesi.
Det gjør igrunden alle vi
fra denne Byggd; – dog alt med Maade;
i Livet bør den aldrig raade, –
kun mellem Klokken syv og ti
om Aftenen, naar Folk er fri,
naar man, af Dagens Gjerning trætt,
kan trænge till en Løftnings-Tvætt.
Den Forskjell er der mellem os
og Dem, at De med Vold og Trods
​  302 paa engang pløje vil og slaas.
Saa vidt jeg ser, er Deres Mening:
vort Livs og dets Idees Forening, –
Guds Krig, med Dyrkning af Poteter
i Enhed stillet frem tillslutt,
saa inderligt, som af Salpeter
med Kul og Svovel vorder Krudt.
BRAND
Omtrent.
FOGDEN
Men sligt er her ugjørligt.
I store Samfund lød det hørligt; –
gaa did med Deres høje Krav;
lad os saa pløje Myr og Hav.
BRAND
Pløj allerførst i Havet ned
jer Pral om Fædres Herlighed;
ej Dverg blir mandshøj, skjønt han har
en Goliath till Oldefaer.
​FOGDEN
Der ligger Væxt i store Minder.
BRAND
Naar Mindet sig till Livet binder;
​men I af Mindets Gravhoug hul
har byggt jer Sløvheds Skalkeskjul.
​  303FOGDEN
Mit første blir mit sidste Ord; –
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres Gjerning grønnes,
her vil ej Deres Livssyn skjønnes.
Den Smule Flugt, som er fornøden, –
den Løftning, som behøves kan
fra Tid till Tid for Slæbets Mand,
skal jeg besørge ufortrøden.
Igjennem al min Embedstid
staar vakkre Vidner om min Flid;
ved mig er Folkets Tal fordobblet,
ja øget fast till tre mod en, –
idet jeg har till Stedet kobblet
snart hin snart denne Næringsgren.
Mod trodsende Natur i Kamp
er frem vi skredet som med Damp;
her brydes Vej, her bygges Bro –
BRAND
Men ej imellem Liv og Tro.
FOGDEN
Imellem Fjord og Viddens Sne.
​BRAND
Ej mellem Gjerning og Idé.
FOGDEN
Først farbart mellem Grænd og Grænd,
først Fremkomst mellem Mænd og Mænd, –
det var der kun en Mening om,
før De som Prest till Byggden kom.
​  304Nu har De blandet alt i et,
vort Grubebluss med Nordlysflammen;
hvem kan i sligt et Tveskjær se,
hvad der er vrangt, hvad der er rett,
hvad der er Bod, hvad der er Ve?
Hvert Forhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske Lejre
den Flok, som samlet skulde sejre.
​BRAND
Her blir jeg dog tilltrods for Dem.
En vælger ej sit Virkes Hjem.
Den Mand, som Maalet ved og vil,
fornummet har i Skrift af Ild
det Gudsraab: her du hører till!
FOGDEN
Saa bliv, men inden egne Grænser;
jeg gjerne ser De Folket renser
for Synd og Last, som gaar isvang;
Gud ved, det trænges mangen Gang!
Men gjør blot ingen Helligdag
af Yrkets sex, – og ton ej Flag,
​som om Vorherre var ombord
paa hver en Jagt, der skar vor Fjord.
BRAND
Hvis Deres Raad mig skulde nytte,
jeg maatte Sjæl og Sjælssyn bytte;
men Kaldet er, sig selv at være,
sin egen Sag till Sejr at bære,
og jeg skal bære Sagen frem,
saa det skal lyse om mit Hjem!
​  305Det Folk, jer hele Styrertropp
har dysset ind, skal vækkes opp!
I længe nok i Trangheds Bur
har pint dets Rest af Fjeldnatur;
fra eders Smaaheds Sultekur
hver Mand gaar ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste Blod,
har hulet Margen af hans Mod;
I pukket har i Stumper smaa
hver Sjæl, som malmstøbt skulde staa; –
men endnu kan et Rejsnings-Skrig
i eders Øre tordne: Krig!
FOGDEN
Krig?
BRAND
Krig!
​FOGDEN
Hvis De till Vaaben kalder,
De blir den første Mand, der falder!
​BRAND
Med Klarsyn skjønnes skal en Dag,
at største Sejr er Nederlag!
FOGDEN
Betænk Dem, Brand; De staar paa Skillet;
sætt alt ej paa det ene Kort.
BRAND
Og dog jeg gjør det!
​  306FOGDEN
Tabes Spillet,
er Deres Jordliv ødslet bort.
De ejer alle Verdens Goder,
er Arving till en grundrig Moder,
De har et Barn at leve for,
en elsket Hustru; – Lykkens Kaar
blir rakkt Dem som af milde Hænder!
BRAND
Og hvis jeg endda Ryggen vender,
till hvad De Lykkens Kaar har kaldt?
Ifald jeg maa?
FOGDEN
Fortabt er alt,
hvis her, i Verdens Udmarks Vik,
De aabner Deres Verdenskrig!
Drag sørpaa, mod de rige Strande,
hvor Mænd tør staa med løftet Pande;
der kan med Rett De lyse Møde
og byde Menigheden bløde;
​vort Offer er ej Blod, men Sved
i Kamp for Brød blandt Klippeskred.
BRAND
Her blir jeg dog. Her er mit Hjem,
og i mit Hjem min Krig skal frem.
FOGDEN
Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –
og først og fremst, husk, hvad De slipper!
​  307BRAND
Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.
FOGDEN
Brand, haabløs er en ensom Kriger.
​BRAND
Min Flok er stærk; jeg har de bedste.
FOGDEN smiler
Ja, muligt det, – men jeg de fleste.
(gaar)
BRAND ser efter ham
Der gaar en fuldblods Folkets Mand,
rettsindigt tænkende, velvillig,
paa sin Vis virksom, varm og billig, –
og dog en Svøbe for sit Land.
Ej Jordfald, Flom og Vinterblæst,
ej Hungersnød, ej Frost og Pest,
forvolder halvt det Nederlag,
som slig en mellem Aar og Dag.
Af Landeplagen Liv kun røves; –
men han –! Hvor mange Tanker kløves,
​hvor mange friske Viljer sløves,
hvor mange stærke Sange døves
af slig forklemt, trangbrystig Sjæl!
Hvor mangt et Smil paa Folkemunde,
hvor mangt et Lyn i Folkebarm,
hvor mangen Løftnings Lyst og Harm, –
der frem till Daad sig voxe kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i Angst)
​  308Men Budet! Budet! – Ingen kommer!
Jo, Doktoren!
(iler ham imøde)
Tal, tal! Min Moer –?
DOKTOREN
Nu er hun stedet for sin Dommer.
BRAND
Død! – Men i Bod?
DOKTOREN
Det knappt jeg tror;
hun hang ved sit paa denne Jord,
till Timen slog, og de blev skillt.
BRAND ser stille rystet frem for sig
Er her en vildsom Sjæl forspildt?
DOKTOREN
Kan hænde vel hun dømmes mildt, –
ej efter Lov, men efter Skjøn.
BRAND sagte
Hvad talte hun?
​​DOKTOREN
Hun mumled stillt:
Gud er ej haardhændt, som min Søn!
BRAND synker i Smerte ned paa Bænken
I Brødens Kvalm, paa Dødens Fjæl,
den samme Løgn, som slaar hver Sjæl!
(skjuler Ansigtet i Hænderne)
​  309DOKTOREN gaar nærmere, ser paa ham og ryster paa Hovedet
De vil en gjennemlevet Tid
i et og alting flytte hid.
De tror endnu hin Lovens Pagt
for Gud og Godtfolk staar ved Magt; –
hver Slægt har dog sin egen Vis;
vor skræmmes ej med Flammeris,
med Ammesnakk om Sjæleran; –
dens første Bud er: vær human!
BRAND ser opp
Human! Ja, dette slappe Ord
er Feltraab for den hele Jord!
Med det hver Stymper hyller till,
at ingen Daad han tør og vil;
med det hver Skrælling dækker over,
at ej han alt for Sejren vover;
i Ly af det blir lettvindt brudt
hver Uslings Løfte, fejgt fortrudt; –
I Puslingsjæle gjør tillsidst
af Mennesket en Humanist!
​Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang raade,
han under Korset raabte Naade, –
og Soningsværket sagtens blev
et diplomatisk Himmelbrev!
(skjuler Hovedet og sidder i stum Sorg)
DOKTOREN sagte
Ras ud, ras ud, du Sjæl i Storm; –
bedst, om du kunde Taarer fange.
​​  310AGNES er kommen ud paa Trappen; bleg og forfærdet hvisker hun till Doktoren
Her ind! Følg med!
DOKTOREN
Du gjør mig bange!
Hvad er det, Barn?
AGNES
En Angstens Orm
har koldt sig om mit Hjerte lagt –!
DOKTOREN
Hvad er det?
AGNES drager ham med sig
Kom! – Guds evige Magt!
De gaar ind i Huset; Brand mærker det ikke.
BRAND stille hen for sig
Død uden Bod. Død, som hun leved.
Er ikke der Guds Fingerpeg?
Igjennem mig skal vorde hævet
​den Skatt, som hun har fra sig skrevet; –
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
(rejser sig)
Med Sønnens Pligt, paa Hjemmets Grund,
uryggelig fra denne Stund
som kaaret Korsmand slaa jeg skal
for Aandens Sejr i Kjødets Fald.
Gud har mig rakkt sin Tunges Staal,
har tændt i mig sin Vredes Baal; –
nu staar jeg i min Viljes Vælde,
nu tør, nu kan jeg knuse Fjelde!
​  311DOKTOREN efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud paa Trappen og raaber
Beskikk dit Hus og drag herfra!
BRAND
Om Jorden skalv, jeg blev endda!
DOKTOREN
Saa er dit Barn till Døden dømt.
BRAND forvildet
Alf! Barnet! Alf! Hvad Ræddsels Skrømt
er dette her! Mit Barn!
(vil ind i Huset)
DOKTOREN holder ham tillbage
Nej bliv! –
Her er ej Lys, her er ej Sol,
her skjær en Luft, som Pust fra Pol, –
her sænker Skodden klamt sig ned; –
​​en Vinter till paa dette Sted
vil vissne bort hans spæde Liv.
Rejs, Brand, og Deres Barn er frelst;
men gjør det snart, imorgen helst.
BRAND
Ikveld, idag, i denne Stund!
O, han skal voxe stærk og sund; –
ej Gufs fra Bræ, ej Sno fra Kyst,
skal isne mer hans lille Bryst.
Kom, Agnes, løft ham lindt i Blund!
Paa Flugt, paa Flugt langs alle Sund!
O, Agnes, Agnes, Dødens Garn
sig spinder om vort lille Barn!
​  312AGNES
Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –
og dog jeg saa kun Faren halv.
BRAND till Doktoren
Men Flugt ham frelser? Saa De lover!
DOKTOREN
Det Liv, en Fader vaager over
ved Natt og Dag, er sejerstryggt.
Vær alt for ham, og sundhedssmykkt
De snart skal se ham; nær ej Frygt.
BRAND
Takk, Takk!
(till Agnes)
Hyll tætt i Dun ham ind;
langs Fjorden stryger Aftnens Vind.
Agnes gaar ind i Huset.
​DOKTOREN betragter i Taushed Brand, som ubevægelig ser ind gjennem Døren, gaar derpaa hen till ham, lægger Haanden paa hans Skulder og siger
Mod Verdens Flok saa ubønhørlig,
og mod sig selv saa lett medgjørlig!
For den ej gjælder lidt, ej meget, –
kun Lovens intet eller alt;
men fra en selv er Modet veget
i samme Stund som Loddet faldt
og Offerlammet var ens eget.
​  313BRAND
Hvad mener De?
DOKTOREN
Till Deres Moer
​De tordned Lovens haarde Ord:
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen gaar i Grav!
Og samme Raab har runget tidt
naar Folkets Flok, som tyngst, har lidt!
Nu er De Havsnødsmanden selv
i Skjæbnens Storm paa Baadens Hvælv;
nu kaster De fra krænget Kjøl
tillhavs hvert Brev om Straffens Pøl, –
tillhavs, tillhavs den tunge Bog,
hvormed De Brødres Bringer slog;
nu gjælder det i Kuling stiv
at berge egen Afkoms Liv.
Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vik, –
paa Flugt fra egen Moders Lig, –
paa Flugt fra Sjælehjord og Kald; –
nu lyser Presten Messefald!
​BRAND griber sig forvildet om Hovedet som for at samle Tankerne
Er nu jeg blind! Var jeg det før!
DOKTOREN
De handler, som en Fader bør.
Tro ej, jeg laster, hvad De gjør; –
for mig De er i stækket Stand
mer stor, end før som Styrkens Mand. –
​  314Farvel! Nu har jeg rakkt Dem Spejlet,
brug det, og sukk saa: Herregud,
slig ser en Himmelstormer ud!
(gaar)
BRAND stirrer en Stund frem for sig, pludselig udbryder han
Nu eller før, – naar er her fejlet?!
Agnes kommer ud af Døren med Kaabe over Skuldrene og Barnet paa Armen; Brand ser hende ikke; hun vil tale, men standser ligesom slagen af Skrækk, da hun bemærker Udtrykket i hans Ansigt. I samme Øjeblik kommer en Mand ilsomt ind gjennem Havegrinden. Solen gaar ned.
MANDEN
Hør, Prest, du har en Avindsmand!
BRAND knuger Haanden mod Brystet
Ja, her.
MANDEN
Vær paa din Post mod Fogden.
​Din Sæd skjød frodigt over Land
till han med Rygtets Brandpest slog den.
Alt ofte har han ymtet om,
at Prestegaarden snart staar tom, –
har sagt, at os du Ryggen vender,
saa fort din rige Moer er død.
​​  315BRAND
Og hvis saa var –?
MANDEN
Prest, jeg dig kjender
og ved, hvi slige Giftord lød;
du staar jo ham og hans imod,
han aldrig fik din Vilje bøjet, –
se, det er Rygtets rette Rod –
BRAND usikker
At sandt er sagt – sig tænke lod.
MANDEN
Da har du styggt for alle løjet.
BRAND
Har jeg –?
MANDEN
Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv till Strid dig vakkt, –
at mellem os du har dit Hjem,
at her din Krig skal føres frem,
at ingen Mand tør Kaldet svige,
at slaa han skal, men aldrig vige.
Og Kaldet har du! Stærkt og lyst
din Ild har fængt i mangt et Bryst.
BRAND
Mand, her er Mængdens Øre døvt;
fast hvert et Sind er slukkt og sløvt!
​  316MANDEN
Du bedre ved; – i mangt et Sind
nu glittrer Himlens Solskin ind.
​BRAND
I tifold flere er der Natt.
MANDEN
Du er som Lys i Natten satt.
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej till;
thi her staar jeg, den ene Mand,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en Sjæl saa fuldt som nogen;
​ jeg kan ej hjælpe mig med Bogen;
du har mig opp af Dybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe Taget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min Sjæl var tabt, hvis Taget brast! –
Farvel! Jeg venter tryggt det Bud,
min Prest ej slipper mig og Gud.
(gaar)
AGNES sky
Din Kind er hvid, din Mund er bleg;
det er, som du i Hjertet skreg.
BRAND
Hvert klangfuldt Ord, mod Bergvægg sagt,
mig slaar med tifold Gjenlyds Magt.
​  317AGNES gjør et Skridt frem
Jeg er beredt!
BRAND
Beredt? Hvortill?
AGNES med Styrke
Till hvad en Moder maa og vil!
​Gerd løber forbi udenfor paa Vejen og standser ved Havegrinden.
GERD klapper i Hænderne og raaber med forvildet Glæde
Har I hørt det? Bort fløi Presten! –
Ud af Bakken, opp af Houg,
myldrer baade Trold og Draug,
svarte, stygge, store, smaa, –
hu, hvor hvasst de kunde slaa –!
Øjet rev de af mig næsten;
halve Sjælen har de taget; –
aa, jeg hjælper mig med Resten;
der er nok igjen af Vraget!
BRAND
Pige, vildt din Tanke gaar;
her du ser jeg for dig staar.
GERD
Du? Ja du, men ikke Presten!
Ned fra Svartetind min Høg
rapp bortover Lien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i Mørkningsblæsten,
​  318 og en Mand paa Ryggen red, –
det var Presten, det var Presten!
​Nu staar Byggdens Kirke tom,
stængt med baade Laas og Bom;
Styggekirkens Tid er omme;
nu skal min till Ære komme.
Der staar Presten, stærk og stor,
i sit hvide Messeklæde,
vævt af Vintrens Dryp og Væde; –
​ vil du være med, saa kom;
Byggdens Kirke staar jo tom;
Presten min har slige Ord,
at det runger over Jord!
BRAND
Brudte Sjæl, hvo bød dig fange
vildsomt mig med Afgudssange!
GERD kommer indenfor Havegrinden
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? Aa, jeg ved det godt;
stundom stort og stundom smaat;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør, du; ser du hende?
Kan du under Klædet kjende
Barnehænder, Barneben?
Kan du see, hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
der er ligt et Barn, som sover?
Rædd hun viger, – dækker over!
Afgud? – Mand, der ser du en!
​  319AGNES till Brand
Har du Taarer, har du Bønner?
Ud har Ræddslen mine brændt!
BRAND
Agnes, Hustru, – ve, jeg skjønner,
hende har en større sendt!
GERD
Hør; nu ringer alle Klokker
sammen paa den vilde Hej!
​Se, hvad Menighed der flokker
sig till Færd paa Kirkevej!
​Kan du se de tusind Trolde,
Byggdens Prest har sænkt i Havet?
Kan du se de tusind Dverge?
Indtill nu de laa begravet,
med hans Segl som Gravbrudds-Værge.
Hav og Grav dem kan ej holde;
frem de myldrer vaade, kolde; –
skindødt Troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig Bergskredsblokken.
Hør, de skriger: Moer og Faer!
Mænd og Kvinder giver Svar;
Byggdens Mand gaar mellem sine,
som en Faer i Sønneflokken;
Byggdens Kvinde taer sin døde,
rækker ham sit Bryst till Føde; –
aldrig før saa stout hun knejste
naar hun Barn till Daaben bar.
Her blev Liv, da Presten rejste!
​  320BRAND
Vig ifra mig! Fast jeg ser
værre Syner –
GERD
Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed Vejen,
der den svinger opp mod Hejen;
ind han skriver i sin Bog
hver en Sjæl, som oppad drog; –
​hej, han har dem alle næsten;
Byggdens Kirke staar jo tom,
stængt med baade Laas og Bom, –
og paa Høgens Rygg fløj Presten!
(springer over Havegjærdet og taber sig i Urden. Stillhed)
AGNES nærmer sig, og siger dæmpet
Lad os gaa; nu er det Tid.
BRAND stirrer paa hende
Hvilken Vej?
(peger først mod Havegrinden, siden mod Husdøren)
Did? – eller did?
​AGNES viger forfærdet
Brand, dit Barn, – dit Barn!
BRAND følger efter
Giv Svar;
var jeg Prest, før jeg blev Faer?
​  321AGNES viger længere tillbage
Blev end spurgt med Tordnens Brag, –
intet Svar i denne Sag!
BRAND følger igjen
Svare skal du; du er Moer;
du har her det sidste Ord!
AGNES
Hustru er jeg; tør du byde,
skal jeg bøje mig og lyde!
BRAND vil gribe hende om Armen
Valgets Kalk mig tag ifra!
​AGNES viger bagom Træet
Aldrig var jeg Moder da!
BRAND
Der er Dom i dette Svar!
AGNES stærk
Spørg dig selv, om Valg du har!
BRAND
Styrket Dommen atter lød!
AGNES
Tror du fuldt paa Herrens Kald?
​  322BRAND
Ja!
(griber hende fast om Haanden)
Og nu du sige skal
Ordet over Liv og Død!
AGNES
Gaa den Vej, din Gud dig bød!
Opphold.
BRAND
Lad os gaa; nu er det Tid.
AGNES toneløst
Hvor gaar Vejen?
Brand tier.
AGNES peger mod Havegrinden og spørger
Did?
BRAND peger mod Husdøren
Nej, – did!
​AGNES løfter Barnet højt paa Armene
Gud! Det Offer, du tør kræve,
tør jeg mod din Himmel hæve!
Led mig gjennem Livets Gys!
(ind i Huset)
​  323BRAND stirrer en Stund frem for sig, brister i Graad, slaar Hænderne sammen over Hovedet, kaster sig ned paa Trappen og raaber
Jesus, Jesus, giv mig Lys!
Teppet falder.
​  324​
​​  325​FJERDE HANDLING
Juleaften i Prestegaarden. Det er mørkt i Stuen. Paa Bagvæggen er Udgangsdør; Vindu paa den ene Side, Dør paa den anden.
Agnes (staar sørgeklædt ved Vinduet og stirrer ud i Mørket).
AGNES
Endnu ikke! Endnu ikke! –
O, hvor tungt det er at vente, –
Længsels Raab paa Raab at skikke, –
aldrig noget Svar at hente! –
Sneen falder blødt og tætt,
har, som med et Linskaut klædt
Taget paa den gamle Kirke – –
(lytter)
Hyss! Jeg hører Grinden knirke!
Fodtrin; faste Mandetrin!
(iler till Døren og lukker opp)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
Brand kommer ind, tillsneet, i Rejseklæder, som han under det følgende kaster af sig.
AGNES slaar Armene om ham
O, hvor du blev længe borte!
Gaa ej fra mig, gaa ej fra mig;
​ensom kan jeg ej de sorte
Natteskygger ryste af mig!
Hvilken Natt og hvilke Dage,
disse to og denne Natt!
​  326BRAND
Barn, nu har du mig tillbage.
(tænder et enkelt Lys, som kaster et svagt Skjær over Stuen)
Du er bleg.
AGNES
Og trætt og matt.
Jeg har længtet, spejdet, stundet, –
​og saa har lidt grønt jeg bundet, –
lidt; men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
till at pynte Juletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som Krans!
(brister i Graad)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud –
BRAND
Paa Kirkegaarden.
AGNES
O, det Navn!
BRAND
Tørr af dig Taaren.
AGNES
Ja, jeg skal, men vær taalmodig;
endnu er min Sjæl som blodig;
​Saaret er saa friskt og nyt,
ud min Styrkes Væld er flydt.
O, men det skal snart bli bedre;
er jeg over disse Dage,
skal du aldrig se mig klage.
​  327BRAND
Er det Herrens Helg at hædre?
AGNES
Nej, jeg ved –; men vær taalmodig!
Husk, ifjor saa sund og frodig,
og iaar ifra mig baaren,
baaren ud –
(gyser tillbage for Ordet)
BRAND stærkt
Paa Kirkegaarden!
AGNES skriger
Nævn det ej!
BRAND
Med fulde Lunger
maa det nævnes, er du rædd!
Nævnes maa det, saa det runger
lig en Bølge mod en Bredd!
AGNES
Selv du lider under Ordet
mer, end du vil kjendes ved;
paa din Pande ser jeg Sporet
af den Sved, det kjøbtes med.
​BRAND
Duggens Draaber paa min Pande
er kun Sprøjt fra Fjordens Vande.
​AGNES
Er og Draaben i dit Øje
smeltet Sneflok fra det høje?
​  328Nej, o nej, den er for varm;
Kilden er din egen Barm!
BRAND
Agnes, Hustru, lad os begge
være stærke, staa imod,
sammen vore Kræfter lægge,
vinde fremad Fod for Fod. –
O, jeg var en Mand derude!
Sjøen skylled over Fluen,
Maagen taug i Uvejrsgruen,
Hagglen slog min skrale Skude;
midtfjords laa vi, Vandet fræste,
Mast og Takkel hugg og hvæste,
Sejlet, slidt i Pjalter, blæste
langt i Læ for Havraaksfraaden,
hver en Nagle skreg i Baaden; –
udfor Stup og udfor Lider
gik der Skred fra begge Sider,
otte Mænd med hvilte Aarer
sad som otte Lig paa Baarer.
O, da voxte jeg ved Roret;
jeg var den, som førte Ordet,
kjendte godt, en stor mig døbte
till mit Kald, det dyrekjøbte.
AGNES
Lett at staa i Stormen stiv,
lett at leve Kampens Liv;
​o, men tænk paa mig, som sidder
stillt i Sorgens Spurvekvidder,
mig, som ej kan døve Tiden,
om jeg nok saa gjerne vil;
​  329tænk paa mig, som, stængt fra Striden,
​ej faar Glimt af Daadens Ild;
tænk paa mig, hvem kun en liden
snever Gjerning hører till;
tænk paa mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!
BRAND
Har du liden Gjerning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i Sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit Øje taaget,
Tanken ydmyg, Sindet blødt;
det er, som der laa en Glæde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg saa ham, –
o, saa nær at det ser ud,
som om det var lett at naa ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden till hans Barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme Faderarm.
AGNES
Brand, – o, se ham altid saa, –
​som den Gud, du mægter naa, –
mere Fader, mindre Herre!
BRAND
Tør ej, Agnes; tør ej spærre
Vejen for hans eget Værk;
​  330jeg maa se ham stor og stærk,
himmelstor, – saa kræver Tiden,
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en Fader kjær,
i hans Favn dit Hoved bøje,
hvile, hvile, er du trætt,
gaa ifra ham, sund og lett,
​ med hans Afglans i dit Øje,
bære Glansens Glorie med
ned till mig, som led og stred.
Ser du, Agnes, slig at dele
er just Ægteskabets Kjærne;
en skal stride, storme, værne,
en skal alle Dødshugg hele;
da først kan med Sandheds Rett
siges, at de to er et.
Alt ifra du Verdens Liv
vendte Ryggen, blev min Viv,
kasted kjækkt din Skjæbnes Terning,
hviler paa dig dette Kald;
jeg skal slaa til Sejr og Fald,
slaa i Dagens hede Straaler,
staa paa Vagt i Nattens Kulde,
du skal række mig de fulde
​Kjærlighedens Læskningsskaaler,
slynge Mildheds Kappefold
varmt indunder Bringens Skjold; –
liden er ej denne Gjerning!
AGNES
Hver en Gjerning, spejdet efter,
er for tung for mine Kræfter;
​  331mine Tankers tusind Grene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et Digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig saa at finde Rede
paa mig selv og paa min Pligt. –
Brand, inatt, mens du var borte,
kom han i mit Kammer ind; –
sundhedssmykket var hans Kind;
tyndklædt i sin lille Skjorte
stavred han med Barnetrin
​frem till Sengen, hvor jeg hvilte,
rakkte mod mig sine Arme,
kaldte paa sin Moer og smilte, –
men som om han bad om Varme!
Ja, jeg saa det! O, jeg gøs –!
BRAND
Agnes!
AGNES
Jo, du, – Barnet frøs!
O, det maa han jo derude
paa de kolde Spaaners Pude!
​BRAND
Liget ligger under Sneen;
Barnet er till Himlen baaret.
AGNES viger fra ham
O, hvi river du i Saaret,
grusomt, midt i Ræddselsveen!
Det, som haardt du Liget kalder,
Barnet er for mig endnu.
​  332Sjæl og Legem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
begge er for mig det hele;
Alf, som under Sneen sover,
er min Alf hist ovenover!
BRAND
Mangt et Saar maa blodigt rives,
før du læges for din Sot.
AGNES
Ja, men vær taalmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
Staa mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer Stormens Tone
i de store Øjeblikke,
naar en Sjæl skal drage Brikke
om sin egen Livsenskrone, –
har du ikke Sangens Mildhed
till at døve Smertens Vildhed?
​Har du ej et Ord, som kvæger,
​et, som ud i Dagen peger?
Gud, som du mig lærte kjende,
er en Konge paa sin Borg; –
hvor tør jeg till ham mig vende
med min lille Modersorg?
​  333BRAND
Tror du, bedre du dig vendte
till den Gud, som før du kjendte?
AGNES
Aldrig, aldrig did igjen!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af Længsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Lett at løftes, tungt at bære;
lød ej saa den gamle Lære?
Dine Riger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit Kald, dit Maal, din Fore,
al din Vilje, hver din Vej,
Fjeldet, som udover hænger,
Fjorden, som for Foden stænger,
Sorgen, Mindet, Mørket, Striden, –
ikkun Kirken er for liden.
BRAND slaaet
Kirken? Atter denne Tanke!
Ligger den i Landets Luft?
Hvi for liden?
​AGNES ryster sørgmodig paa Hovedet
Kan jeg sanke
Grunde sammen med Fornuft?
Kommer ikke Stemnings-Strømmen
som med Vindens Strøm en Duft?
Hvorfra kom den, hvorhen gaar den?
Mig er nok, at jeg forstaar den,
​  334og jeg ved foruden Viden –
Kirken er for mig for liden.
BRAND
Der er Syn i Folkedrømmen.
Hundred Sjæle, som jeg mødte,
​af sig samme Tanke fødte,
selv hos hin, som vildt forreven
skreg paa Vidden, stod den skreven.
«Der er styggt, for der er smaat»
lød det; hun ej heller kunde
rede Tanken ud med Grunde.
Hundred Kvinder sagde siden:
Byggdens Kirke er for liden!
Dette Raab fra Kvindemunde
tolker Trangen till et Slot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er Kvinden, Herren kaared
till sin Engel paa min Sti; –
trygg og sikker, skjønt iblinde,
ved du Vejen rett at finde,
hvor jeg Skillet gaar forbi.
Aldrig Blaalysblink dig daared;
​første Dag du pegte lige
mod det sande Skabningsrige, –
standsed mig, som vilde stige
paa min Flugt mod Himlens Hvælv,
retted Synet paa mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
Ord, som slog med Lysets Magt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
​  335kastet Dagskjær paa mit Virke.
Liden er Vorherres Kirke; –
godt; saa skal den tømres stor!
Aldrig saa jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor tryggler jeg, som du:
gaa ej fra mig, gaa ej fra mig!
AGNES
Jeg skal ryste af mig Sorgen,
​jeg skal tørre Taaren af,
jeg skal stænge Mindeborgen,
som det sømmer sig en Grav;
jeg skal lægge Glemsels Hav
aabent mellem den og mig;
jeg skal viske Lykkefærden
af min lille Billedverden,
være Hustru helt for dig!
BRAND
Vejen gaar imod det store.
AGNES
O, men brug ej Strængheds Spore.
​BRAND
Gjennem mig en større byder.
AGNES
En, om hvem du selv har sagt,
at han Viljen ej forskyder,
skjønt den savner Evnens Magt.
(vil gaa)
​  336BRAND
Hvorhen, Agnes?
AGNES smiler
Husets Skjøttsel
faar ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige Jul du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle Stager;
her var grønt og smukke Sager,
Legetøj paa Juletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iaar skal atter tændes
alle Lys, saa Helgen kjendes;
her skal pyntes opp som bedst
till den stille store Fest.
Titter Gud i Stuen ind,
skal han se en straffet Datter,
refset Søn, med ydmygt Sind,
Børn, som lydigt ved og fatter,
at de ej for Fadervreden
tvært tør skyde fra sig Glæden. –
Ser du nu vel Spor af Taaren?
​​BRAND trykker hende till sig og slipper hende atter
Barn, tænd Lys; det er dit Virke!
AGNES smiler sørgmodigt
Bygg saa du din store Kirke; –
o, men faa den rejst før Vaaren!
(gaar)
​  337BRAND ser efter hende
Villig, villig midt i Vaanden,
villig midt i Martrens Ild;
svigter Evnen, segner Aanden,
sker det, skjønt hun Offret vil.
Herre, lægg din Styrke till; –
og fra mig tag Hvervets Kalk,
bittrest Kalk, at maatte skikke
Lovens grumme Høg og Falk
over hende for at drikke
Hjertets fulde varme Flod.
Jeg har Kræfter, jeg har Mod;
læss paa mig din Vægt for tvende, –
vær barmhjertig blot mod hende!
Det banker paa Gangdøren; Fogden kommer ind.
FOGDEN
Her gjester Dem en slagen Mand.
BRAND
En slagen Mand?
​FOGDEN
Som slig jeg kommer.
De husker sagtens, da isommer
jeg vilde drive Dem fra Land,
jeg spaade Dem just ej det bedste
af Krigens Udfald mellem os –
​  338BRAND
Nu ja?
FOGDEN
Men al min Rett tilltrods
jeg vil ej længer med Dem slaas.
BRAND
Hvorfor?
FOGDEN
Fordi De har de fleste.
BRAND
Har jeg?
FOGDEN
Det tænker jeg De ved;
Dem søger Folk jo langt af Led;
her er, især paa sidste Tiden,
​en Aand i Byggden kommen ind,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min Haand; vi ender Striden!
BRAND
En Krig, som vor, faar ikke Slutt,
er end den enes Modstand brudt.
​FOGDEN
Hvad skal der mer till Slutt paa Krig,
end Fred og mindeligt Forlig?
Jeg er ej den, som staar mod Brodden;
man er, som Folk er flest, jo skabt;
naar for sit Bryst man kjender Odden
​  339af Fiendens Vaaben, gier man tabt;
har man kun Kjæpp mod Landsespids,
bør Marken rømmes i betids,
og staar man som en ensom Kriger,
er det fornuftigst, at man viger.
BRAND
To Ting jeg tror er her at mærke;
først at De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste –
FOGDEN
Ganske visst!
BRAND
Ja muligt endnu; men tillsidst,
paa Offrets store Alvorsdag, –
hvem har da Magten for sin Sag?
FOGDEN
Paa Offrets Dag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
I værste Fald gaar Offret ud
paa Lossning af de Godtfolks Lommer;
human er Tiden, vil ej Offer
af mere dyrebare Stoffer.
Og ærgerligst det er ved Sagen,
​at selv jeg hører mellem dem,
som bragte det humane frem
og derved hindred Offerdagen,
​saa det kan siges paa en Vis,
jeg givet har mig selv till Pris, –
iallefald, at jeg bandt Ris
till Rapp paa eget Livsværks Ende.
​  340BRAND
At Rett De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knappt
forstaa, at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en Mand er for sin Gjerning skabt;
hans Maal for ham er Paradiset;
om mellem ham og det sig hvælved
et Hav, mens Satans Land laa nær, –
tør derfor raabes: væk, Besvær, –
her er jo kortere till Helved?!
FOGDEN
Jeg hertill svarer ja og nej;
etsteds maa Mennesket jo havne, –
og ser man Møjen ej kan gavne,
hvem vil vel gaa forgjæves Vej?
Det er nu saa, vi vil Erstattning
for liden eller stor Befattning;
kan Sejr ej vindes ved at kjæmpe,
saa faar man fare frem med Læmpe.
BRAND
Men aldrig sort dog vorder hvidt!
​FOGDEN
Min kjære Ven, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som Bræen,
naar Mængden raaber: sort som Sneen!
BRAND
De raaber kanske med?
​  341FOGDEN
Naa, naa, –
jeg raaber ikke sort men graa.
Human er Tiden; Folk maa mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk paa, at dette Land er frit;
her skal jo alles Mening gjælde; –
hvor tør da en mod alle fælde
​sin Særdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har Fleretallet,
saa er De første Mand i Kaldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
till Dem saa godt jeg kan og ved,
og haaber ingen Sjæl vil klandre,
at ej jeg till det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit Virke kun som spredt og smaat;
de kalder en Ting mer fornøden
end aarligaars at øge Grøden,
man er ej villig nu, som før,
at yde Skjærven, hvor sig bør, –
og er ej Viljen med i Legen,
da er en Gjerning sejerssvegen. –
​Det falder tungt, det maa De tro,
at slippe Plan om Vej og Bro,
om Tappning ud af Myr og Fjære,
og meget mer, som var igjære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, faar man vige,
taalmodigt haabe alt af Tiden
og bøje klogeligt till Siden.
Nu, – Folkets Yndest har jeg tabt
paa samme Vej, hvor den blev skabt;
​  342ja, ja; saa maa paa andre Veje
jeg komme till mit fordums Eje.
BRAND
Men var det da for Folkegunst
De øved Deres Kløgt og Kunst?
FOGDEN
Nej, det ved Gud det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
till Byggdens Nytte blot og bar.
Dog nægtes ej, at med i Spillet
kom Haabet om et Vederlag
​for velgjort Værk paa Yrkets Dag.
Det er nu saa; en virksom Mand
med Evner og med god Forstand
vil Frugten af sin Gjerning se,
ej stønne gjennem Slidets Ve
till Fromme for en bar Idé.
Jeg kan ej, selv med bedste Vilje,
forsømme egen Velfærds Røgt
og offre andre al min Kløgt.
​Jeg sidder med en stor Familje;
jeg har jo Kone, mange Døttre,
som skal forsørges allerførst; –
Ideen læsker ingens Tørst,
Ideen slukker ingens Sult,
hvor man, som jeg, har Huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
Forundring, har jeg blot det Svar,
han er en slett Familjefaer.
​  343BRAND
Og nu er Deres Agt –?
FOGDEN
At bygge.
BRAND
At bygge, siger De?
FOGDEN
Ja vel, –
till eget som till Byggdens Held.
Først vil jeg bygge opp det Ry,
jeg stod i for ej længe siden; –
det lakker stærkt mod Thingvalgstiden;
thi maa till noget stort jeg ty
og bringe Foretag paa Bane,
saa jeg blir Kurvens første Hane
og hindrer Valget af en ny.
Nu har jeg tænkt som saa, – man kan
fornuftigvis ej ro mod Flommen.
Folk vil, som nu det heder, hæves;
den Gjerning er for mig forgjæves;
​​jeg kan kun hjælpe Folk paafode;
men sligt maa gjøres med det gode,
og her staar mod mig alle Mand.
Se, derfor er jeg modent kommen
till Forsætt om, hvis det gaar an,
at søge Bod mod Armodsdommen.
BRAND
Den vil De rydde ud?
​  344FOGDEN
Nej visst; –
den er jo en nødvendig Brist
i alle Samfund; den maa døjes;
men med lidt Klogskab kan den bøjes
i visse Former, strængt begrænses,
saafremt itide blot den ændses.
Vi ved jo, Armod er det Dynd,
som gjødsler bedst al Landsens Synd; –
for Dyndet vil jeg Dæmning sætte.
BRAND
Paa hvilken Vis?
FOGDEN
Ja, kan De gjætte?
Afhjælpes skal et dybtfølt Savn,
idet jeg till Distriktets Gavn
faar byggt et Armodsdommens Pesthus;
ja, Pesthus siger jeg, fordi
det skal for Brødens Smitte fri.
Og denne Byggning, har jeg tænkt,
forbindes nemt med et Arresthus,
saa Virkning blir med Aarsag stængt
​bag samme Bom og samme Laas,
med Vægg kun mellem Baas og Baas.
Og da jeg engang er paa Gled,
saa er min Agt at bygge med
en Fløj indunder samme Tag,
som bruges kan till Valg og Lag,
till Alvorshandling som till Fester,
​med Talerstol og Rum till Gjæster, –
kort sagt, et pent politisk Festhus.
​  345BRAND
Sligt trænges haardt; især det sidste;
dog ved jeg et, som trænges mere.
FOGDEN
De tænker paa en Daarekiste?
Ja, ganske visst; den trænges haardt.
Den ogsaa var min første Tanke;
men efter Overlægg med flere
jeg ganske kom fra Tanken bort;
thi hvorfra skal vi Midler sanke
till noget overvættes stort?
Og tro De mig, en saadan Kiste
vil kræve en alvorlig Sum,
hvis hver og en skal der faa Rum,
som Trang og Værdighed beviste.
Man tænke maa paa Tidens Elv
og ej blot bygge for sig selv; –
alt gaar jo frem med Kjæmpeskridt;
ifjor tillpass, iaar forlidt; –
De ser i hvilke Dimensioner
​hvert folkeligt Behov har Væxt;
med Syvmilsstøvler, rent forhext,
udvikkles Kraft og alslags Evne
i hvilket Fag De saa vil nævne.
Det altsaa blev for dyr en Spas
at skaffe Efterslægten Plads
for sig og sine Børn og Koner.
Jeg siger derfor: Herregud;
den Tand, den faar vi nok slaa ud!
​  346BRAND
Og teer sig nogen altfor gal,
saa har De jo den store Sal.
FOGDEN fornøjet
Ja, Rummet staar som oftest ledigt!
Det Indfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil Byggeplanen blot ej briste,
​saa har vi gratis Daarekiste,
har samlet under fælles Tag,
beskyttet af det samme Flag,
de væsentligste Elementer,
hvorfra vor Byggd sin Farve henter; –
vi har vor hele Armodsdom
samt Slyngelflokkens Syndeflom
og Daarerne, som før gik om
foruden Røgt og uden Tugt, –
og saa har vi vor Friheds Frugt
med Valgkamp og med Talers Flugt;
vi har vor Raadssal, hvor vi drøfter,
hvad gjøres kan till Byggdens Tarv, –
vor Festsal, hvor vi giver Løfter
​om Skjøttsel af vor Fortids Arv.
Hvis altsaa blot ej Sagen faldt,
saa faar jo Klippesønnen alt,
hvad han med Billighed kan kræve,
for rett sit eget Liv at leve.
Gud ved, vort Strøg er ikke rigt;
dog, staar først Fælledsgaarden byggt,
saa tror jeg, det kan kaldes tryggt
et vel organisert Distrikt.
​  347BRAND
Men Midlerne –?
FOGDEN
Ja, det er Knuden
i denne som i hver en Sag;
till Ydelser er Viljen svag,
og staar jeg Deres Hjælp foruden,
jeg ved, at jeg maa stryge Flag.
Men støtter De med Ordets Magt
min Tanke, vil den lettvindt fremmes, –
og faar jeg den till Modning bragt,
skal Deres gode Hjælp ej glemmes.
BRAND
Det sige vil, De gad mig kjøbe?
​FOGDEN
Med andet Navn jeg vilde døbe
min Plan, – till fælles Gavn og Brug
at fylde ud det Splidens Slug,
som hidtill mellem os har gabt,
og hvorved begge to har tabt.
​BRAND
Da har De ilde Tiden kaaret –
FOGDEN
Ak ja; jeg ved den store Sorg,
som nys har Dem og Deres saaret;
men Deres Mandighed mig daared;
og Trangen till Distriktets Borg –
​  348BRAND
I Sorgens som i Glædens Stund
jeg staar tillrede, naar det kræves;
men af en anden gyldig Grund
De dennegang dog gaar forgjæves.
FOGDEN
Og hvilken Grund –?
BRAND
Jeg selv vil bygge.
FOGDEN
Hvad! Bygge? Tage min Idé?
BRAND
Ej ganske.
(peger ud af Vinduet)
Foged, kan De se –?
FOGDEN
Der?
BRAND
Ja.
FOGDEN
Det store stygge Træhus?
Det er jo Prestegaardens Fæhus!
​BRAND
Nej, ikke det; – det lille stygge –
FOGDEN
Hvad! Kirken!
​  349BRAND nikker
Den vil stor jeg bygge.
FOGDEN
Nej, det skal Fanden ikke ske!
Ved Kirken skal ej nogen rygge; –
det var at krydse min Idé!
Min Plan er færdig og den haster;
men Deres mig af Sadlen kaster.
To Ting paa engang er formeget, –
vig altsaa –!
BRAND
Jeg har aldrig veget.
​FOGDEN
Her maa De, Mand! Bygg mit Arresthus
med Pesthus og politisk Festhus,
altsammen, kortsagt, – Daarekisten, –
saa spørges ej om Kirkebristen.
Og hvorfor skal den nu i Muld?
Den var dog god nok før i Tiden.
BRAND
Ja, muligt; nu er den forliden.
FOGDEN
Da har jeg aldrig set den fuld!
BRAND
Selv for en enkelt Sjæl derinde
er ikke Løftningsrum at finde.
​​  350FOGDEN ryster forundret paa Hovedet
Ved sligt den enkle Sjæl beviste
Nødvendigheden af min Kiste.
(slaar over)
Lad Kirken staa, det vil jeg raade;
den kan jo kaldes paa en Maade
et Stykke ædelt Arveguld.
Den er et ædelt Arvestykke; –
den skal ej falde for en Nykke!
Ja, gaar min Byggeplan i Vasken,
jeg som en Fønixfugl af Asken
skal rejse mig i Mængdens Naade!
Jeg træder opp som Riddersmand
for Mindesmærket ved vor Strand!
Her stod engang et Gudehov, –
det var nok i Kong Beles Tider;
saa rejste Kirken sig omsider
ved fromme Heltes Ran og Rov.
Ærværdig ved sin simple Pragt,
højhellig i sin Oldtidsdragt
den knejste indtill vore Dage –
BRAND
Men hine Tegn paa fordums Magt
er visst forlængst i Graven lagt; –
nu staar igjen ej mindste Flage.
FOGDEN
Just netopp det! Saa gammel er den,
​at ej den mer er till i Verden;
​​  351men i min Bedstefaders Dage
et Hul i Væggen stod tillbage!
BRAND
Et Hul?
FOGDEN
Vidt, som en Tøndesækk!
BRAND
Men Væggen selv?
FOGDEN
Ja, den var væk.
Se, derfor maa jeg rentud sige,
at Kirkens Rivning er umulig; –
det var en skammelig, en grulig
barbarisk Handling uden Lige!
Og Midlerne, – hvor faar vi dem?
Tror De, at her man er saa ødsel
at lokke Udgiftsposter frem
ved ufuldbaarne Forslags Fødsel,
naar med en liden Smule Skjøttsel
man saavidt støtte kan det gamle,
at det i vor Tid ej vil ramle?
Men gaa De ud og spejd i Lejren, –
jeg blir dog den, som vinder Sejren.
BRAND
Jeg agter ej at presse ud
en Hvid till Husly for min Gud.
Af egne Midler vil jeg bygge; –
min Arv, alt mit till sidste Skjærv
skal gives ud till dette Hverv.
​​  352Nu, Foged, er De end saa djerv
at mene, De kan Tanken rygge?
FOGDEN med foldede Hænder
Jeg staar som falden ned fra Skyerne!
Sligt spørges knappt engang fra Byerne; –
og her i Byggden, – her hos os,
hvor Pungens Lukkning længst var Lov
mod hvert et trængende Behov, –
her aabner De en Rundheds Foss,
​som rissler, blinker, sprøjter, skummer –!
Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!
BRAND
Jeg længst i Tanken fra mig skrev
min Arv –
FOGDEN
Ja her er ymtet meget,
som hen paa noget sligt har peget,
men jeg har tænkt at det var Væv.
Hvem pleier vel at offre alt,
naar ej det synbar Fordel gjaldt?
Dog, det blir Deres egen Sag; –
gaa foran De, saa gaar jeg bag.
De er i Skuddet; De kan virke,
og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –
Brand, sammen vil vi bygge Kirke!
BRAND
Hvad? Vil De Deres eget slippe?
​  353FOGDEN
Det ved den søde Gud jeg vil!
​Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.
Hvem tror De Mængden flokkes till,
naar en vil gjøde, mæske, fore,
en anden malke, flaa og klippe?
Ja Død og Plage er jeg med!
Jeg er af Tanken ganske hed,
bevæget, greben, synlig rørt;
en heldig Skjæbne har mig ført
i denne Kveld till Prestegaarden;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres Plan knappt faldt Dem ind, –
ialfald ej till Verden baaren.
Det altsaa er mit eget Virke
at bygge Byggdens nye Kirke!
BRAND
Men kom ihug, vi kan ej skaane
hin Oldtids knejsende Ruin!
FOGDEN ser ud
Betragtet her i Dobbeltskin
​af Nyfaldssne og Nyets Maane
den taer sig ud som noget Skrammel.
BRAND
Hvad, Foged?
​  354FOGDEN
Brand, den er for gammel!
Det er mig ganske uforklarligt,
at ej jeg saa det før ikveld, –
men Hanebjælken staar paaheld;
at bruge den var uforsvarligt.
​Og hvor er Stil, Architektur,
naar rett man gransker Loft og Mur?
Hvad skal man kalde slige Buer?
En Fagmand vil dem kalde fæle; –
ja, jeg maa samme Mening dele!
Og Tagets mosbeklædte Tuer, –
de er minsæl ej fra Kong Bele.
Nej, Pietet kan gaa for vidt!
Det maa dog Hvermand se og skjønne,
at denne gamle raadne Rønne
i et og alt er noget Skidt!
BRAND
Men dersom Mængdens Røst sig hæved
till Vægring ved at faa den revet –?
FOGDEN
Vil ingen anden, saa vil jeg.
I Helgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad Formen gjælder,
og sætte Sagen glatt ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo, – De kjender Fogden nok;
og kan jeg Hjælp ej sammendrive
till Rivning blandt den dumme Flok,
​  355skal jeg med egne Hænder rive
den ned till Grunden, Stokk for Stokk.
Ja, om jeg saa skal ta’e min Kone
og alle mine Døttre med,
saa skal den Død og Plage ned!
​​BRAND
Det er en ganske anden Tone,
end den, som blev fra først af brugt.
FOGDEN
Det er Humanitetens Frugt
at faa med alt ensidigt Bugt;
og dersom Digteren ej lyver,
saa er det netopp noget smukt,
at Mandens Tanke ejer Flugt, –
med andre Ord, – at Tanken flyver. –
Farvel!
(tager sin Hatt)
Nu faar jeg se till Banden.
BRAND
Till hvad?
FOGDEN
Aa, tænk Dem, jeg, selv anden,
idag paa Byggdegrænsen kneb
et Fantefølge, styggt som Fanden;
jeg fik da Hjælp med Toug og Reb; –
nu sidder de forvart hos Granden
her nærmest Nord; men Pokker ta’e mig,
om ikke to-tre løb ifra mig –
​  356BRAND
Nys ringtes ind dog Fredens Tid.
FOGDEN
Hvi kom det Djævelskab da hid?
Dog, det forstaar sig, paa en Maade
​de hører sagtens Sognet till –
(leende)
ja endog Dem! Hør her en Gaade;
løs den, ifald De kan og vil:
Folk findes, som er till i Kraft
af den, De har till Udspring havt,
og dog de till er, slett og rett,
fordi de er af anden Ætt!
BRAND ryster paa Hovedet
O Gud, der er saa mangen Gaade
en stirrer paa, men ej kan raade.
FOGDEN
Da er dog denne lettvindt gjættet.
De har vel tidtnok hørt berettet
i Byggden et og andet Ord
​om Fattiggutten, han, her vester,
der var saa lært som fire Prester; –
han friede til Deres Moer –
BRAND
Hvad mer?
FOGDEN
Tænk, till en grundrig Jente!
Dog hun naturligvis ham sendte
till Bloksberg, som han maatte vente.
​  357 Men ved De saa, hvad Fyren gjør?
Han sørger halvt sig fra Forstanden
og fæster sluttelig en anden
af Taterslægt; – og før sin Død
​han med en Afkom øged Banden,
som stryger om i Synd og Nød.
Ja, en af disse Slegfredtrolde
fik Sognet rigtignok beholde
till Minde om hans vakkre Færd –
BRAND
Og det er –?
FOGDEN
Taterungen Gerd.
BRAND dæmpet
Ja saa!
FOGDEN munter
Hvad? Gaaden er ej slett!
Hans Afkom er jo till i Kraft
af den, De har till Udspring havt;
thi Ynglens indre Opphav var,
at Elsk till Deres Moer han bar.
BRAND
Sig, Foged, kan De nævne et,
som rummed Hjælp for disse Sjæle?
​  358FOGDEN
Pyt, de maa ind bag Tugthusdørene.
De er fortabt opp over Ørene;
at frelse dem, det var at stjæle
fra Fanden, som maa gaa fallit,
hvis ej han faar af Verden sit.
BRAND
De tænkte jo at bygge stort
et Hus till Ly mod Nød og Klage?
​​FOGDEN
Det Forslag, – fort, som det blev gjort, –
tog Forslagsstilleren tillbage.
BRAND
Men hvis det dog –; det var dog smukt –
FOGDEN smilende
Nu taler De i anden Tone,
end den, som blev fra først af brugt.
(klapper ham paa Skulderen)
Lad dødt kun være dødt og glemt;
en Mand skal handle fast bestemt.
Farvel! Jeg tør ej længer tøve;
nu maa jeg ud igjen og prøve
at finde Rømlingernes Skjul.
Vi mødes snart. Fornøjet Jul!
Farvel, farvel; hils Deres Kone!
(gaar)
​  359BRAND efter en tankefuld Taushed
O, endeløst er her at sone. –
Saa vildt, saa broget filtres ind
de tusind Skjæbnetraades Spind, –
saa ligger Skyld med Skyldfrugt blandet,
det ene smittende det andet,
at den, som ser derind, ser Rett
og blodigst Urett vorde et.
(gaar till Vinduet og ser længe ud)
Mit lille Barn, skyldløse Lam,
du fældtes for min Moders Gjerning;
​en brusten Sjæl bar Bud fra ham,
som troner over Skyens Kam,
og bød mig kaste Valgets Terning; –
og denne brustne Sjæl blev till,
fordi min Moders Sjæl foer vild.
Saa bruger Herren Skyldens Grøde
till Ligevægts og Rettfærds Føde;
saa slynger han fra Højden ned
Hjemsøgelsen i tredje Led.
(viger forfærdet fra Vinduet)
​Ja, Lovens Gud er over Slægten!
Det første Maal er Ligevægten.
I Offervillighedens Magt
er Rejsningsmuligheden lagt;
men Ordet lyves ud af Tiden;
thi Flokken ræddes for sin Viden.
(gaar længe opp og ned i Stuen)
At bede? Bede? Hm, – et Ord,
som glatt nok over Læben foer, –
som ruttes med i alle Stænder.
Bøn er for dem at skrige Naade
i Vind og Vejr till Gaaders Gaade,
​  360at tigge Plads paa Kristi Læss,
at strække oppad begge Hænder –
og staa i Tvivlens Pøl tillknæs.
Haha, var dermed Sagen gjort,
da turde jeg, som Hvermand, vove
at hamre paa den Herres Port,
der er «forfærdelig at love»!
(standser og tænker stille)
​Og dog – i Angstens værste Dage,
i Sorgens store Ræddselsstund,
da Barnet sov den sidste Blund,
da intet Kyss af Modermund
bar Smilet paa hans Kind tillbage, –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde Svimlen fra,
den Sangens Strøm, den Melodi,
som langvejs lød og jog forbi
og bar mig højt og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i Bønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og saa han ned
i Sørgehuset, hvor jeg græd? –
​Hvad ved jeg! Nu er lukkt og stængt,
og Mørket atter om mig sænkt, –
og intet, intet Lys at finde – –
Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!
(raaber i Angst)
Lys, Agnes, – Lys, ifald du kan!
Agnes aabner Døren og træder ind med de tændte Feststager; et klart Skjær falder over Stuen.
​  361BRAND
Lys!
AGNES
Ser du Julelyset, Brand?
BRAND sagte
Ha, Julelyset!
AGNES sætter Stagerne paa Bordet
Blev jeg længe?
​BRAND
Nej, nej!
AGNES
O, hvor du har det koldt;
du maa jo isne –
BRAND stærkt
Nej!
AGNES smilende
Hvor stolt!
Du vil ej Lys og Varme trænge.
(lægger i Ovnen)
BRAND gaar opp og ned
Hm, vil ej!
AGNES stille for sig selv idet hun pynter opp i Stuen
Her skal Stagen staa.
Ifjor han greb med Fingre smaa
mod Julelysets klare Blink.
Han var saa glad og frisk og flink;
​  362han strakk sig fra sin lille Stol
og spurgte, om det var en Sol.
(flytter lidt paa Stagen)
Nu falder Lysets fulde Skjær
ud over – over Stedet der.
Nu kan han gjennem Rudens Glas
se Blinket fra sin Soveplads;
nu kan han glytte stillt herind
i Julestuens Glans og Skin. –
​​Men Ruden staar som taareslørt; –
vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –
(tørrer Vinduet af)
BRAND har fulgt hende med Øjnene og siger sagte
Naar lægger sig till Fred og Hvile
det Sorgens Hav, fra Bunden rørt!
Det maa till Hvile.
AGNES for sig selv
Se, hvor klar!
Det er som Skillet borte var,
som Stuen vided ud sig stor,
som om den stygge kolde Jord
med et blev till en lun Alkove,
hvor Barnet sødt og godt kan sove.
BRAND
Hvad gjør du, Agnes?
AGNES
Stille; hys!
BRAND nærmere
Hvi trakk Gardinet fra du nys?
​  363AGNES
O, kun en Drøm; nu er jeg vakt.
BRAND
I Drømmen er der Snarer lagt.
Stæng atter!
AGNES bønligt
Brand!
​BRAND
Stæng tætt, stæng tætt!
AGNES
O, vær ej haard; det er ej rett!
BRAND
Stæng, stæng!
AGNES trækker Skodderne for
Nu har jeg lukkt og stængt.
Men tryggt jeg tror, Gud er ej krænkt,
om end i Drømmens korte Frist
jeg drakk af Trøstens Væld –
BRAND
Nej visst!
Han er en mild, medgjørlig Dommer;
du rager ej med ham paa Kant,
om i din Dyrkelse der kommer
lidt Afgud hist og her iblandt.
AGNES brister i Graad
O, sig mig da, hvor langt gaar Kravet!
Min Fod er dødstrætt, – Vingen faldt –
​  364​BRAND
Jeg har dig sagt, at slængt i Havet
hvert Offer er, som ej er alt.
AGNES
Men mit var alt; jeg har ej mere!
BRAND ryster paa Hovedet
Dit Offer følges maa af flere.
​AGNES smiler
Kræv! Jeg har Fattigdommens Mod!
BRAND
Giv!
AGNES
Tag! Ak, Brand, du intet finder!
BRAND
Du har din Sorg og dine Minder, –
du har din syndige Længsels Flod –
AGNES fortvivlet
Jeg har mit pinte Hjertes Rod!
Riv ud! Riv ud!
BRAND
I Afgrundsgabet
unyttigt du dit Offer slang,
ifald du hyler over Tabet!
AGNES gyser
Din Herres Vej er bratt og trang.
​  365BRAND
For Viljen er der kun den ene.
AGNES
Men Naadens –?
BRAND afvisende
Byggt af Offerstene.
AGNES stirrer frem for sig og siger rystet
Nu aabnes, lig en Afgrund stor,
det Skriftens Ord, som aldrig før
jeg kom tillbunds i.
​BRAND
Hvilket Ord?
AGNES
Hver den, som ser Jehova, dør!
BRAND slaar Armene om hende og trykker hende tætt opp till sig
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!
Lukk dine Øjne –
AGNES
Skal jeg?
BRAND slipper hende
Nej!
AGNES
Du lider, Brand.
BRAND
Jeg elsker dig.
​  366AGNES
Haard er din Kjærlighed.
BRAND
For haard?
AGNES
Ej spørg; jeg følger, hvor du gaar.
​BRAND
Tror du, at meningsløst jeg drog dig
af Dansen og af Legen ud, –
at for en Halvheds Skyld jeg slog dig
med Offerlydighedens Bud?
​ Ve dig og mig; for dyrt og stort
var da det Offer, her blev gjort.
Du er min Hustru; jeg tør kræve
dig helt, for Kaldets Liv at leve.
AGNES
Ja, kræv; men gaa ej fra mig!
BRAND
Jo;
jeg trænger Stillhed, trænger Ro.
Snart skal den store Kirke bygges –
AGNES
Min lille Kirke sank i Grus.
BRAND
Var den dit Hjertes Afgudshus,
saa maatte den i Stormen rygges.
(favner hende som i Angst)
Al Fred om dig, – og gjennem dig
​  367till mig, till mit, den lige Vej!
(gaar mod Sidedøren)
AGNES
Brand, maa jeg flytte ganske stille
paa Vindueslugens stygge Skille?
Kun lidt? Paa Klem? Brand, maa jeg?
BRAND i Døren
Nej.
(gaar ind i sit Kammer)
​AGNES
Lukket, lukket, – alting lukket!
Selve Glemslen lukket af!
Bom for Klagen, Segl for Sukket,
Laas for Himmel og for Grav!
Jeg vil ud; jeg kan ej aande
her i Ensomhedens Vaande!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra Højden
strenge Øjne paa mig ned!
Kan jeg vel paa Flugt fra Byggden
føre Hjertets Eje med?
​Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min Ræddsels tomme Stille?
(lytter ved Døren till Brands Stue)
Lydt han læser; till hans Øre
rækker ikke frem min Røst.
Ingen Hjælp! Ej Raad, ej Trøst!
Julens Gud har nok at gjøre
med at lytte till de riges,
børneriges, lykkeliges
Takk og Sang og Leg og Dans.
Jul er Jublens Tid og hans.
​  368Ej han ser mig, ej han agter
paa en ensom Moders Fagter.
(nærmer sig varsomt till Vinduet)
Skal jeg aabne Skillets Rammer,
saa det klare fulde Lys
jager Nattens Skrækk og Gys
fra hans sorte Sovekammer? –
​Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo Barnets Tid; –
han faar Lov at komme hid; –
kanske staar han nu derude,
strækker Armen for at pikke
paa sin Moders stængte Rude. –
Lød der ikke Barnegraad?
Alf, jeg ved ej Hjælp og Raad!
Her er stængt; din Fader stængte; –
Alf, jeg tør ej aabne nu!
Lydigt lidet Barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igjen till Himlen;
der er Lys og der er Glæde;
der er Leg i Børnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, –
​sig ej, at din Fader lukked,
da du kom og banked paa.
Lidet Barn kan ej forstaa,
hvad vi store voxne maa.
Sig, han sørged, – sig, han sukked;
sig dem, det var ham, som plukked
smukke Blade till en Krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster paa Hovedet)
O, jeg drømmer! Mer end Rammen
​  369staar som Skille mellem os.
Først i Glød af Luttringsflammen
falder Skillevæggen sammen,
​revner Hvælv og brister Stængsler,
hviner Fængselsdørens Hængsler,
springer opp den store Laas!
Meget, meget her maa gjøres,
før vi to kan sammen føres. –
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde Kravets Svælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. –
Men iaften er det Helg.
Fra ifjor hvor vidt forskjellig –!
Hys, – den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine Skatte, –
dem, hvis endeløse Pris,
fra min Lykkes Livsforlis,
kun en Moders Sjæl kan fatte.
Hun knæler ned ved Kommoden, aabner en Skuffe og tager forskjellige Ting frem. I samme Øjeblik lukker Brand paa Døren og vil tale till hende, men da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver staaende. Agnes ser ham ikke.
BRAND sagte
Evig samme Flugt om Graven,
samme Leg i Dødninghaven.
AGNES
Her er Sløret. Her er Kaaben,
​han blev baaren i till Daaben. –
Her i Knyttet har jeg Kjolen –
​  370(holder den ivejret, ser paa den og ler)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille Gut,
da han sad i Kirkestolen. –
Her er Skjærfet, her er Kuften,
​han var klædt i første Gang
han fik komme ud i Luften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden –;
den skal lægges her ved Siden. –
Vanter, Strømper, – hvilke Ben! –
og hans nye Silkekyse,
som han fik for ej at fryse –;
den er ubrugt, ren og pen. –
O, der ligger Langfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tætt,
for at rejse lindt og lett; –
da jeg atter havde lagt den
bort, jeg var till Døden trætt.
BRAND knuger Hænderne i Smerte
Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse
hendes sidste Afgudshuse;
skikk en anden, er det rett!
AGNES
Den er plettet; – har jeg grædt? –
Hvilken Rigdom! Perlestukken,
smertekrammet, taaredrukken,
glansomstraalt af Valgets Gru,
hellig! Den er Kroningskaaben,
som han bar i Offerdaaben!
O, hvor jeg er rig endnu!
​  371Det banker hvasst paa Gangdøren; Agnes vender sig med et Skrig og ser Brand i det samme. Døren rives opp og en Kvinde, forrevent klædt, træder ilsomt ind med et Barn paa Armen.
​​KVINDEN ser Børnetøjet og raaber till Agnes
Del med mig, du rige Moer!
AGNES
Du er tifold mere rig!
KVINDEN
Haa, du er de andre lig;
altid Munden fuld af Ord!
BRAND nærmer sig
Nævn mig, hvad du søger her.
KVINDEN
Ikke dig, for du er Presten!
Heller ud igjen i Blæsten,
end at høre Præk om Brøde;
heller flygte sig tilldøde,
drukne, raadne paa et Skjær,
end at staa for Svartemanden,
som ved Vejen ned till Branden!
Kan jeg hjælpe, jeg, for Fanden,
at jeg blev till den jeg er?
BRAND sagte
Denne Røst og disse Trækk
isner mig med Aningsskrækk!
​  372AGNES
Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.
Sulter Barnet, skal det mættes –
KVINDEN
Taterungen tør ej sættes,
hvor det luner, hvor det lyser.
​Vore Folk har Landevejen,
Urden, Skogen, Fjeldet, Hejen; –
vi skal færdes, vi skal vandre;
Hus og Hjem er for jer andre.
Lynsnar maa jeg ud igjen;
de er efter mig som Hunde!
Foged, Lensmand, Lovens Mænd,
gad mig binde, hvis de kunde.
BRAND
Her du skal ej røres.
KVINDEN
Her?
Under Tag og mellem Vægge?
Nej, du; Vinternatten bær
bedre Luftning till os begge.
​Men et Plagg till Svøb for Barnet!
Ældste Broder hans, det Skarnet,
er som Tyv ifra mig strøgen
med den Klud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen,
blaa, forfrossen, gjennemføgen
af den Rim, som røg forbi.
​  373BRAND
Kvinde, gjør din spæde fri
for din vilde Dødsfærds Sti; –
lad ham løftes, lad ham lettes;
af kan Brændemærket tvættes –
KVINDEN
Jo, du kjender godt till Tingen!
Sligt et Under mægter ingen, –
​skal ej mægte det engang!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Ved du hvor hans Moer har født ham?
Jo, paa Grøftekantens Hælding
under Drikk og Spil og Sang.
Han blev døbt i Sluddets Vælling,
korset med et Kul af Asken,
læsket med en Klunk af Flasken; –
samme Stund han slapp sin Moer,
stod der om os Folk, som svor; –
ved du hvem det var? Gudbedre; –
Ungens Faer – og Ungens Fædre!
BRAND
Agnes?
AGNES
Ja.
BRAND
Du ser din Pligt.
AGNES med Ræddsel
Brand! Till hende! Aldrig sligt!
​  374KVINDEN
Giv mig, giv mig! Giv mig alt!
Silkevæv og vraget Pjalt!
Intet er for slett, for godt,
kan det lindes om ham blot.
​Snart hans Aande slipper opp;
han skal dø med tinet Kropp!
BRAND till Agnes
Nu du hører Valget runge!
​KVINDEN
Du har nok till egen Unge;
sig mig, – har du ej till min
Livets Plagg og Dødens Lin?
BRAND
Lyder ej fra denne Tunge
maningsfulde Varslers Hvin?
KVINDEN
Giv mig!
AGNES
Det er Helligbrøde!
Blodskyld mod den lille døde!
BRAND
Gavnløst han i Døden sendtes,
hvis paa Tærsklen Vejen endtes.
AGNES brudt
Viljen ske. Mit Hjertes Rødder
skal jeg træde under Fødder.
​  375Kvinde, kom og tag imod; –
deles skal min Overflod –
KVINDEN
Giv mig!
BRAND
Deles? – Agnes; deles?
AGNES med vild Styrke
Heller dræbes jeg, end stjæles
alt ifra! Se, jeg har veget
Fod for Fod! Jeg kan ej længer!
Halvt er nok; ej mer hun trænger!
​BRAND
Var det hele da formeget,
da det kjøbtes till dit eget?
AGNES giver
Kvinde, kom; se her, tag Kaaben,
som mit eget bar i Daaben.
Her er Kjolen, Skjærfet, Kuften;
den er god mod Natteluften;
her den lille Silkekyse;
under den han skal ej fryse;
tag det; tag till sidste Pjalt –
KVINDEN
Giv mig!
BRAND
Agnes, gav du alt?
​  376​AGNES giver igjen
Kvinde, her er Kroningskaaben,
som han bar i Offerdaaben!
KVINDEN
Saa! nu ser jeg der er tømt.
Den som nu var langvejs rømt!
Jeg vil svøbe ham paa Trappen; –
saa paa Flugt med hele Lappen!
(gaar)
AGNES staar i stærk indre Kamp; endelig spørger hun
Sig mig, Brand, om det er billigt
at der kræves mer endnu?
BRAND
Sig mig først om det var villigt
at du gik till Gravens Gru?
​AGNES
Nej.
BRAND
Din Skjænk er slængt i Havet.
Over dig er endnu Kravet.
(vil gaa)
AGNES tier till han er nær ved Døren, da raaber hun
Brand!
​  377BRAND
Hvad vil du?
AGNES
Jeg har løjet; –
se, jeg angrer; jeg er bøjet.
Ej du aned, ej du vidste
andet end jeg gav det sidste.
BRAND
Nu?
AGNES tager en sammenlagt Børnekappe frem fra Brystet
Se, et er i Behold.
BRAND
Kappen?
AGNES
Ja, med Taarer vædet,
fugted af hans Dødssved kold, –
siden ved mit Hjerte fredet!
BRAND
Bliv i dine Guders Vold.
(vil gaa)
AGNES
Stands!
BRAND
Hvad vil du?
​​  378AGNES
O, du ved det!
(rækker Kappen mod ham)
​BRAND nærmer sig og spørger uden at tage den
Villigt?
AGNES
Villigt!
BRAND
Rækk mig Kappen.
Kvinden sidder end paa Trappen.
(gaar)
AGNES
Røvet, røvet, – alting røvet, –
sidste Baand, som bandt till Støvet!
(staar en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt gaar Udtrykket i hendes Ansigt over till høj straalende Glæde. Brand kommer tillbage; hun flyver ham jublende imøde, kaster sig om hans Hals og raaber)
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
BRAND
Agnes!
AGNES
Mørket er forbi!
Alle Ræddsler, som har tynget
lig en Mare paa mit Bryst,
ligger nu i Sluget slynget!
Der er Sejr i Viljens Dyst!
Af er alle Taager strøget,
bort er alle Skyer føget;
​  379gjennem Natten, over Døden
ser jeg Skimt af Morgenrøden!
​Kirkegaarden, Kirkegaarden!
Ordet aabner ej for Taaren.
Navnet river ej i Saaret; –
Barnet er till Himlen baaret!
BRAND
Agnes! Ja, nu har du sejret!
AGNES
Ja, tillvisse sejret nu, –
sejret over Grav og Gru!
O, se oppad, se ivejret!
Ser du Alf for Tronens Fod,
lysglad som i Livets Dage,
strække Armen os imod?
Om jeg ejed tusind Munde,
om jeg turde, om jeg kunde,
​ikke en jeg dog opplod
for at kræve ham tillbage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
till at finde Midler ud.
Barnets Offer, Offerbrøden,
baaret har min Sjæl fra Døden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til Sejr jeg maatte fristes! –
Takk, at du min Haand har ledet;
du har trofast for mig stredet;
o, jeg saa din Hjertekval.
Nu staar du i Valgets Dal;
over dig nu Vægten faldt
af dets intet eller alt!
​​  380BRAND
Agnes, gaadefuldt du taler; –
endt er alle Stridens Kvaler!
AGNES
Glemmer du det Ord fra før:
den, som ser Jehova, dør!
BRAND viger tillbage
Ve mig, hvilket Lys du tænder! –
Nej! og tusind Gange nej!
Jeg har kjæmpestærke Hænder;
gaa ifra mig skal du ej!
Lad kun alt paa Jorden glippe;
hver en Vinding kan jeg slippe, –
o, men aldrig, aldrig dig!
AGNES
Vælg; du staar paa Vejens Skille!
Slukk det Lys, som i mig brænder,
stæng for Juletankens Kilde;
giv mig mine Afgudsklude, –
Kvinden sidder end derude, –
lad mig atter gaa tillbage
till de himmelblinde Dage,
sænk mig atter ned i Dyndet,
​hvor, till nu, jeg sløvt har syndet, –
alt du kan; det staar dig frit;
jeg mod dig kun mægter lidt;
stækk min Vinge, stæng for Sjælen,
Døgnets Blylodd hæng om Hælen,
bind mig, trækk mig atter ned,
​did, hvorfra du selv mig hæved, –
​  381lad mig leve som jeg leved,
da i Mørket jeg mig vred!
Hvis du dette vil og tør,
jeg din Hustru er som før; –
vælg; du staar paa Vejens Skille!
BRAND
Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
O, men langt fra dette Sted,
langt fra alle Sorgens Minder,
Liv og Lys som et du finder!
AGNES
Glemmer du at her dig binder
Kaldets Daab – og Offrets med?
Glemmer du de tusind Sjæle,
som dit Hverv er her at hele, –
dem, Gud Herren bød dig føre
fremad, hjem, till Frelsens Kilde?
Vælg; du staar paa Vejens Skille!
BRAND
Jeg har intet Valg at gjøre.
AGNES kaster sig om hans Hals
Takk for alt, – og Takk for dette!
Du har ledet tro den trætte!
Over mig er Tungheds Taage, –
du vil tro ved Lejet vaage.
BRAND
Sov! Nu er dit Dagværk endt.
​​  382AGNES
Endt, og Nattelyset tændt.
Sejren tog min Styrkes Skatt;
jeg er mødig, jeg er matt;
​o, men Gud er lett at love!
Brand, Godnatt!
BRAND
Godnatt!
AGNES
Godnatt!
Takk for alt. Nu vil jeg sove.
(gaar)
BRAND knuger Hænderne mod Brystet
Sjæl, vær trofast till det sidste!
Sejrens Sejr er alt at miste.
Tabets alt din Vinding skabte; –
evigt ejes kun det tabte!
Teppet falder.
​
​​  383​FEMTE HANDLING
Halvandet Aar senere. Den nye Kirke staar fuldfærdig og smykket till Indvielsen. Elven rinder tætt forbi. Det er tidlig taaget Morgen.
Klokkeren er ifærd med at hænge Kranse opp udenfor Kirken; lidt efter kommer Skolemesteren.
SKOLEMESTEREN
Se, alt paa Pletten?
KLOKKEREN
Det kan trænges.
Tag Haand i med; her Løv skal hænges
fra Stav till Stav som Hegn for Toget.
SKOLEMESTEREN
Ved Prestegaarden rejses noget,
som slutter med en Aabning rund –
KLOKKEREN
Javisst, javisst!
SKOLEMESTEREN
Hvad skal det være?
KLOKKEREN
Et saakaldt Skildt till Prestens Ære,
med Prestens Navn paa gylden Grund.
​SKOLEMESTEREN
Jo, der blir Stads idag i Sognet!
Helt langvejs fra de strømmer hid;
af Sejl er Fjorden næsten hvid.
​  384KLOKKEREN
Ja, nu er Menigheden vaagnet;
i Prestens salig Formands Tid
der spurgtes aldrig Splid og Strid;
da sov man selv, da sov ens Næste; –
jeg ved ej hvad der er det bedste.
SKOLEMESTEREN
Liv, Klokker, Liv!
KLOKKEREN
Men jeg og I
gaar urørt Livelsen forbi;
hvad kan det komme af?
SKOLEMESTEREN
Fordi
vi virked till de andre sov;
​og da de vaagned, sovned vi, –
thi da var ej for os Behov.
KLOKKEREN
Men dog I sagde Liv var bedst?
SKOLEMESTEREN
Det samme siger Provst og Prest;
jeg selv ej siger andet heller, –
men, vel at mærke, naar det gjælder
den hele store Folkets Rest.
Dog vi to har en anden Lov,
​end den, som læses rundt i Lierne;
vi er Distriktets Embedsmænd;
se, vi skal holde stramt igjen,
​  385skal skjøtte Kirketugt og Videnskaber,
og ej befatte os med Lidenskaber, –
kort sagt, staa udenfor Partierne.
KLOKKEREN
Men Presten selv staar midt i Sagen.
SKOLEMESTEREN
Det er just det, han ikke burde.
Jeg ved, hans Foresattes Kreds
er med hans Gjerning utillfreds,
og dersom de for Folket turde,
de havde længst alt vendt ham Bagen.
Men han er fin; han lugter Lunten;
han ved nok hvad som binder Bundten.
Han bygger Kirken. Alle smøres
med Blindhed her, naar noget gjøres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen;
at der blir gjort, – se, det er Tingen; –
vi allesammen, Flok og Førere,
kan kaldes for en Slægt af Gjørere.
KLOKKEREN
I har jo været Storthingsmand,
saa I maa kjende Folk og Land;
men en, som rejste gjennem Sognet
kort efter at man her var vaagnet,
har sagt at fordum var vi Sovere,
saa vaktes vi – og blev till Lovere.
​​SKOLEMESTEREN
Ja, lovende er dette Folk, –
et Folk, som lover saare meget, –
​  386et Folk, som er i kort Tid steget,
saa Hvermand snart er Løftets Tolk.
KLOKKEREN
Paa et jeg tidt har spekuleret;
hør, sig mig, I, som har studeret, –
hvad er et saakaldt Folkeløfte?
SKOLEMESTEREN
Et Folkeløfte, kjære Klokker?
Det blev vidtløftigt her at drøfte;
men det er noget, alle flokker
sig om i Kraft af en Idé;
det noget stort er, som skal ske –
i Folkets Fremtid notabene.
KLOKKEREN
Saa Takk; nu skjønner jeg det ene;
men der er en Ting till, jeg maa
i Hastighed faa Rede paa.
SKOLEMESTEREN
Tal frit.
KLOKKEREN
Sig mig, hvad Aarstal kommer
den Tid, som kaldes Fremtid?
SKOLEMESTEREN
Ej!
Den kommer aldrig!
​  387KLOKKEREN
Aldrig?
​SKOLEMESTEREN
Nej,
det er naturligt i sin Orden;
thi naar den kommer, er den vorden
till Nutid, – er ej Fremtid mer.
KLOKKEREN
Ja, det er rigtigt, som jeg ser;
om den Ting kan ej Ordstrid voldes.
Men naar skal saa et Løfte holdes?
SKOLEMESTEREN
Nu har jeg jo fornylig sagt,
et Løfte er en Fremtidspagt;
i Fremtid skal det holdes.
KLOKKEREN
Ja, –
men sig, naar kommer Fremtid da?
​SKOLEMESTEREN sagte
Det er en Klokker!
(højt)
Kjære Ven,
skal nu jeg rippe opp igjen
at Fremtid kan umuligt komme;
thi naar den kommer, er den omme.
KLOKKEREN
Takk!
SKOLEMESTEREN
Bag om alle Tings Begreb
der noget staar, som ligner Kneb,
​​  388men som er ganske ligefrem, –
at sige da for alle dem,
der tælle kan till mer end fem.
At love er tillsidst at lyve,
skjønt Loveren er lige ærlig;
al Holden kaldtes før besværlig,
men den kan kaldes rent umulig,
hvis i Logiken man er duelig. –
Naa, lad saa Løftefuglen flyve.
Hør, sig mig –?
KLOKKEREN
Hys!
SKOLEMESTEREN
Hvad er det?
KLOKKEREN
Stille!
SKOLEMESTEREN
Min Tro, jeg hører nogen spille
paa Orgelværket.
KLOKKEREN
Det er ham.
SKOLEMESTEREN
Hvad? Presten?
KLOKKEREN
Netopp.
SKOLEMESTEREN
Faa mig Skam, –
saa har han været tidligt ude!
​​  389KLOKKEREN
Knappt tror jeg han i denne Natt
har krammet Prestesengens Pude.
SKOLEMESTEREN
Hvad!
KLOKKEREN
Det er aldrig rigtig fatt.
Han gnages af en lønlig Tand
alt siden han blev Enkemand;
​han gjemmer Sorgen, det er visst;
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans Hjerte var
et overfyldt og utætt Kar; –
saa spiller han. Hør, hver en Tone
er som han græd for Barn og Kone.
SKOLEMESTEREN
Det er som om de taltes ved –
KLOKKEREN
Som en der trøsted, en der led –
SKOLEMESTEREN
Hm, – den, som turde blive rørt!
KLOKKEREN
Ja, den, som ej var Embedsmand!
SKOLEMESTEREN
Ja, den, som ej var klemt og snørt
af alslags Hensyn till sin Stand!
​  390KLOKKEREN
Ja, den, som turde give Pokker
og Fanden baade Pen og Bog!
​SKOLEMESTEREN
Og den, som slapp at være klog;
og den, som turde føle, Klokker!
KLOKKEREN
Ven, ingen ser os, – lad os føle!
SKOLEMESTEREN
Det var usømmeligt at søle
sig ned i Menneskenes Sfære.
En Mand skal, efter Prestens Lære,
paa engang ikke to Ting være;
selv den som vil, ej være kan
et Menneske og Embedsmand;
man være bør – i alt som noget –
en Efterligning af vor Foged.
KLOKKEREN
Hvi just som han?
SKOLEMESTEREN
I mindes vel
den store Brand i Fogedgaarden,
da ud Arkivets Skatt blev baaren
og reddet?
KLOKKEREN
Ja, det var en Kveld –
​  391SKOLEMESTEREN
En Uvejrskveld, og Fogden stræved;
det var som om han tifold leved; –
men Fanden stod og lo i Stuen;
​og flux hun saa ham, hylte Fruen:
o, frels din Sjæl, min kjære Ven, –
​den onde staar dig efter Livet!
Da raabte Fogden gjennem Luen:
min Sjæl? Till Helvede med den, –
hjælp blot at bære bort Arkivet! –
Se, han er Foged ud og ind,
med Hud og Haar, i Sind og Skind,
og derfor ved jeg visst han vinder
didhen, hvor han sin Livsløn finder.
KLOKKEREN
Og hvor er det?
SKOLEMESTEREN
Naturligvis
i gode Fogders Paradis.
KLOKKEREN
Min lærde Ven!
SKOLEMESTEREN
Hvad godt?
KLOKKEREN
Jeg tror
jeg bagom hvert af jeres Ord
formærker Tegn paa Tidens Gjæring;
thi Gjæring er her, det er visst;
den kjendes gjennem alles Brist
paa Agt for gammel hævdet Sed.
​  392SKOLEMESTEREN
Det muggne maa i Muldet ned;
det raadne er det færskes Næring; –
her hules Slægtens Bryst af Tæring,
​og kan ej Ondet hostes opp, –
saa ned i Kisten med dens Kropp.
Ja, Gjæring er her, det er sikkert,
det observeres uden Kikkert.
Hin Dag, den gamle Kirke faldt,
det var som tog den med sig alt,
hvori vort Liv till samme Stund
slog Rod og Trevl og fandt sin Grund.
KLOKKEREN
Der kom en Stillhed over Mængden.
De havde raabt: riv ned, riv ned!
​Men Skriget holdt ej ud i Længden,
og mangen blev om Øret hed
og skotted sky og stod betænkelig,
da Byggdens gamle Gudehus
for Alvor skulde ned i Grus, –
og mange fandt, den var ukrænkelig.
SKOLEMESTEREN
Men Mængden mente, tusind Baand
dem knytted till det gamles Aand,
saalænge ej det nye Slot
var viet ind solid og godt;
og derfor, under Angst og Spænding,
de agtede paa Tingens Vending
og blinked mod den store Dag,
​  393da stryges skal det slidte Flag,
da friske Farver frit skal flomme; –
dog, alt som Spiret opad steg,
blev Flokken mere taus og bleg, –
Og nu, – ja nu er Tiden omme.
​KLOKKEREN peger ud till Siden
Se Myldret! Baade stor og liden
er stimlet hid.
SKOLEMESTEREN
I tusindvis. –
Hvor stillt det er!
KLOKKEREN
Og dog det dønner,
som Havet dønner før en Bris.
SKOLEMESTEREN
Det Folkehjertet er som stønner; –
det er som om der gik den Viden
igjennem dem, at stor er Tiden;
det er som om de stævntes ud
till Thing og skulde bytte Gud.
Hør, hvor er Presten? Jeg er klemt; –
jeg skulde ønske jeg var gjemt!
KLOKKEREN
Jeg med, jeg med!
SKOLEMESTEREN
I slig en Stund
​en lodder ej sin egen Bund;
hvert Dyb et dybere har under;
en vil, en viger og en stunder!
​  394KLOKKEREN
Ven!
SKOLEMESTEREN
Ven igjen!
​KLOKKEREN
Hm!
SKOLEMESTEREN
Tal! – I nøler?
KLOKKEREN
Jeg tror bogstaveligt vi føler!
SKOLEMESTEREN
Hvad! Ikke jeg!
KLOKKEREN
Jeg ikke heller!
Et Vidnesbyrd ej nogen fælder!
SKOLEMESTEREN
Vi to er Mænd, ej dumme Jenter.
Godmorgen! Skolens Ungdom venter.
(gaar)
KLOKKEREN
Nys saa jeg Syner som et Fjog;
nu er jeg atter kjølig, klog
og lukket som en Spændebog.
Till Arbejd hist; – her er det ude,
og Lediggang er Fandens Pude.
(gaar till den anden Side)
​  395Orgelet, som under det foregaaende har lydt dæmpet, bruser paa engang stærkt og ender med en skjærende Mislyd. Lidt efter kommer Brand ud.
BRAND
Nej! jeg kan ej Tonen tvinge,
saa den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir till Skrig;
​ Loftets Buer, Hvælv og Vægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhaardt møde,
lukke rundt om Sangen, lig
Kistelaaget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
Orglet har sit Mæle mistet.
Røsten hæved jeg till Bøn;
men den drev tillbage, brusten,
som en Klokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbrystet Støn.
​Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i Koret,
slog med Haanden vredt imod,
visende ifra sig Ordet!
Herrens Hus skal bygges stort;
saa det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glatt nok voved; –
nu staar Værket færdiggjort.
Alle korser sig i Kor,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre ved det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette Hus
​  396fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin Anings Brus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det Tempelbilled,
​som jeg skimted stort i Aanden,
hvælvet over Verdensvaanden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet;
stort i smaat hun kunde se,
lyse fra mig Tvivlens Ve,
favne Jord og Himmel sammen,
lig et Løvtag over Stammen.
(bemærker Anstalterne till Festen)
Grønne Kranse, Flag paa Stang;
Skolen øver ind sin Sang;
Prestegaarden snart er fuld;
alle Folk vil hilse paa mig; –
de har rejst mit Navn i Guld!
Gud, giv Lys, – hvis ej, saa slaa mig
tusind Alen under Muld! –
​Om en Time aabnes Festen;
alles Tanker gjælder Presten;
Presten er i alles Munde!
Deres Tanker kan jeg kjende,
deres Ord jeg føler brænde;
Lov og Pris gaar trolddomsbaaret
som en Isstrøm gjennem Haaret!
Den som kunde, den som kunde
kaste Glemsel om sig, skjule
Hodet i et Vilddyrs Hule!
​  397FOGDEN kommer i fuld Uniform og hilser straalende fornøjet
Nu har vi da den store Dag,
Sabbaten efter Ugens sex;
​nu firer vi vort Sejl tilldækks,
og hejser højt vort Søndagsflag,
og gaar for Strømmen lunt og smaat,
og ser at alt er saare godt!
Till Lykke, ædle, store Mand,
hvis Ry snart bæres vidt om Land!
Till Lykke; jeg er synlig rørt,
og dog uhyre glad tillige!
Men De –?
BRAND
Jeg er som strubesnørt.
FOGDEN
Ej, den Fornemmelse maa vige.
Nu maa De præke saa det dundrer; –
maal Hjorden Skjæppen fuld tillrands.
Der er jo slig en Resonants,
at alle, jeg har talt med, undrer
sig højlig –
BRAND
Saa?
FOGDEN
Ja selve Provsten
har undret sig og højlig rost den.
Og hvilken ædel Stil i Værket!
​Og hvilken Mægtighed der bor
i Formerne –
​  398BRAND
Det har De mærket?
FOGDEN
Hvad mærket?
​BRAND
At den tykkes stor?
FOGDEN
Ej blot den tykkes, – nej, den er,
i Frastand set saavel som nær.
BRAND
Den er det? Virkelig? De tror –?
FOGDEN
Ja Død og Plage er den stor, –
for stor for Folk saa langt mod Nord.
I andre Lande ved jeg nok
man bruger større Maalestokk;
men her hos os, som knebent bor
paa Brakkmark og paa golde Hauser,
paa Strimlen mellem Fjeld og Fjord, –
her er den stor, saa det forbauser!
BRAND
Ja, saa det er, og vi har byttet
en gammel Løgn kun for en ny.
​  399FOGDEN
Hvad nu?
BRAND
Vi Folkets Hug har flyttet
fra Mindesmærkets muggne Ly
till Nutidsspiret under Sky.
Før skraalte Koret: hvor ærværdig!
Nu brøler Koret: se hvor stor, –
dens Mage findes ej paa Jord!
​FOGDEN
Min kjære Ven, jeg maa ihærdig
betegne hver som lovlig grov,
der till en større har Behov.
BRAND
Men hver skal eje klart den Viden,
at Kirken, som den staar, er liden;
at dølge dette, var at lyve.
FOGDEN
Nej, hør, – lad slige Griller flyve!
Hvad skal det till, at kalde styggt,
hvad selv en har med Møje byggt?
​Folk er saa inderlig tillfredse;
de tykkes alt er gjildt og rigt,
at aldrig før de øjned sligt; –
o, lad dem tænke saa for stedse!
Hvi skal vi pirke ved de Stakler
og pine dem med tændte Fakkler,
hvis Lysning ingen skjøtter om?
Alt kommer an paa Troens Dom.
Det gjør ej till, ej fra, en Snus,
​  400om Kirken er et Hundehus,
naar Folk kun uforstyrret tror,
at den er overmaade stor.
BRAND
I alle Forhold samme Lære!
FOGDEN
Idag er her desuden Fest;
hver Sjæl er paa en Vis vor Gjæst;
det vilde utillbørligt være,
​om ej vi stelled alt som bedst.
Og mest for Deres egen Skyld
det var urimeligt at røre
ved Lidenhedens Sandhedsbyld.
BRAND
Hvorledes det?
FOGDEN
Nu skal De høre.
Først har vort Formandskab besluttet
at skjænke Dem en Sølvpokal,
hvis Indskrift vilde blive gal,
om Kirkens Storhed af blev pruttet;
og Sangen, som er skreven till, –
og Talen, som jeg holde vil,
blev ogsaa begge lige gale,
hvis Værkets Storhed skulde dale.
​  401De altsaa ser, De maa Dem give
og holde begge Ører stive.
BRAND
Jeg ser, hvad tidt mig skar i Øjne, –
en Løgnerfest till Pris for Løgne.
​FOGDEN
Men Gudbevares, kjære Ven, –
saa stærke Ord; hvor vil De hen!
Dog, for at faa den Smagssag endt,
saa hør mit andet Argument; –
som hint var Sølv er dette Guld;
thi vid, som Kjælebarn De sidder
i Naadens Yndest, Agt og Huld;
kort sagt, – De udnævnt er till Ridder!
​Idag De skal, som Ordensmand,
gaa stolt med Korset midt paa Brystet.
BRAND
Jeg alt af tyngre Kors er krystet;
tag det ifra mig, hvo som kan.
FOGDEN
Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet
af Rørelse ved slig en Naade?
De er i et og alt en Gaade!
Men tænk Dem dog for Guds Skyld om –
BRAND stamper
Den hele Snakk er spildt og tom; –
jeg fra Dem gaar saa klog jeg kom;
​  402De har ej fattet mindste Spor
af hvad der laa bag mine Ord.
Jeg har ej ment den Storhed, som
i Fod og Tommer ud kan maales,
men den, som dulgt tillbagestraales,
som isner og som ildner Sjælen,
som vinker ind till Drøm og Dvælen,
som løfter lig en Stjernenatt,
som, som – gaa fra mig! Jeg er matt; –
bevis, forklar, tal till de andre –
(gaar oppover mod Kirken)
FOGDEN for sig selv
Hvo kan i sligt et Virvar vandre
og finde Rede? Storhed satt
i noget, som tillbagestraales,
som ikke tommevis kan maales?
​​Og Stjernenatt? Saa faldt jo Ordet? –
Har Presten prøvet Frokostbordet?
(gaar)
BRAND kommer ned over Pladsen
Saa ensom paa de vilde Vidder
jeg aldrig gik, som her jeg gaar;
hvert Spørgsmaal gjenlydsfattigt slaar
tillbage de med Kvækk og Kvidder.
(ser ud, hvor Fogden gik)
Ham gad jeg knuse med min Hæl!
Hver Gang jeg prøver paa at højne
hans Syn udover Kneb og Løgne,
​  403han spytter ud sin raadne Sjæl,
uvorent, midt for mine Øjne! –
O, Agnes, hvi var du for vek?
Mig trætter denne tomme Leg,
hvor ingen vinder, ingen viger –.
Ja, haabløs er en ensom Kriger!
PROVSTEN kommer
O, mine Børn! O, mine Faar –!
Nej, om Forladelse, – jeg mener
min Embedsbroder! Festens Scener, –
Prediknen mig till Hodet slaar;
jeg indstuderte den igaar,
men færsk den end i Halsen staar.
Dog, nok om den Ting. – Tag min Takk,
De, som saa mandigt Isen brakk,
som stolpred gjennem Skraal og Snakk,
som rev hvad der var faldefærdigt,
og bygged stort og nyt og værdigt!
​BRAND
Langt frem endnu.
PROVSTEN
Hvad, kjære Ven?
Staar mer end Vielsen igjen?
BRAND
I nybyggt Hus maa flytte ind
en gjenfødt Aand, et tvættet Sind.
PROVSTEN
Sligt kommer ganske af sig selv.
​Saa stort og pent panelet Hvælv,
​  404saa lyst et Rum vil trække med sig
at Folket tvættet lader se sig.
Og denne skjønne Resonants,
som af hvert Prestens Ord gjør to,
maa øge Menighedens Tro
med hundrede Procent tillmands.
Det er i Sandhed Resultater,
som ikke selv de store Stater
skal kunne vise bedre frem. –
Alt dette skyldes ene Dem;
tag derfor af en Embedsbroder
en dybtfølt Takk, som jeg formoder
ved Middagsbordet følges efter,
paa denne Deres Hædersdag,
af mangt bevinget Foredrag
ifra Provstiets yngre Kræfter. –
Men, kjære Brand, De er saa bleg –?
BRAND
Alt længe Magt og Mod mig sveg.
​PROVSTEN
Begribeligt; – saa mangt at skjøtte,
og alting uden Hjælp og Støtte.
Men nu er jo det værste over,
og alt en herrlig Dag os lover.
Kun ej forknytt; det glider nok!
Paa flere Tusinder en Flok
fra fjerne Prestegjæld er samlet; –
gaa i Dem selv, og sig – hvem hamled
med Dem i Talegaver opp?
​  405Se, Deres Embedsbrødres Tropp
Dem møder nu med aabne Arme,
og alle Menighedens Barme
for Dem er fyldt med Takk og Varme!
Og Værket, som saa godt er lykket!
Og alt, som er saa prægtigt smykket!
​Og Dagens Text, – hvor høj, hvor stor!
Og saa det mageløse Bord!
Jeg var just indom Prestegaarden,
hvor netopp Kalven opp blev skaaren.
I Sandhed, De, et dejligt Dyr!
Jeg lover, det har voldt Bestyr
at faa sligt lækkert Stykke fundet
i denne vanskelige Tid,
da Kjødet staar i ni Mark Pundet.
Men lad den fare indtil vidre.
Et andet Ærind drev mig hid.
BRAND
Tal kun; skjær opp, stikk, riv og slid!
​PROVSTEN
Min Fremgangsmaade, Ven, er blidre.
Dog kort; thi knapp er begges Tid.
Der er et enkelt lidet Punkt,
som De fra denne Dag bør rette,
og det vil visst ej falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan gjætte
saa halvt om halvt hvorhen jeg sigter?
Det gjælder Deres Embedspligter.
De hidindtil har stundom lagt
paa Skikk og Brug forliden Magt;
og Skikk og Brug er dog det første,
​  406om ikke egentlig det største.
Naa, Herregud, jeg vil ej skjænde;
man er jo ung og man er ny;
man kommer fra den store By
og kan ej Landsens Forhold kjende.
Men nu, min Ven, nu er det vigtigt
at fatte Sagen mere rigtigt.
De hidtill har formeget plejet
hver enkelts særlige Behov;
den Fejl er, mellem os sagt, grov.
Lad dem i massevis bli vejet;
​ kjæm alle med den samme Kam;
tro mig, De faar ej deraf Skam.
BRAND
Forklar Dem bedre!
PROVSTEN
Ser De vel, –
De har nu byggt till Sognets Held
​en Kirke. Den er Klædebon
for Fredens og for Lovens Aand;
thi Staten ser i Religionen
den Magt, som bedst forædler Tonen, –
det Værn, hvori dens Trygghed bor, –
kort sagt, Moralens Rettesnor.
Se, Statens Forraad er kun tyndt;
den vil Valuta for sin Mynt.
God Kristen, siges der, god Borger.
Tror De den øser Penge ud
till Gavn for Godtfolk og for Gud,
​  407og for sig selv at skaffe Sorger?
Nej, Staten, Faer, er ikke gal;
og Hvermands Tillstand snart blev skral,
hvis ikke Staten strængt og nøje
kun havde dette Liv for Øje.
Men dette Statens Formaal, Ven,
kun naaes ved dens Embedsmænd,
og det vil sige her, dens Prester –
BRAND
Hvert Ord er Visdom! Tal!
PROVSTEN
Der rester
kun ganske lidt. Nu har De skjænket
till Statens Nytte denne Kirke,
og følgelig maa Deres Virke
till Statens Opphjælp være lænket.
I denne Aand jeg ser den Fest,
som fejres skal i næste Time,
i denne Aand skal Klokken kime,
​i den blir Gavebrevet læst.
​Med Gaven følger da et Løfte,
hvis Kjærne De bør nøje drøfte –
BRAND
Ved Gud, saa var det aldrig ment!
PROVSTEN
Ja nu, min Ven, det er for sent –
BRAND
For sent? For sent! Det skal vi se!
​  408PROVSTEN
Vær sindig! Jeg maa næsten le!
Hvad er da her at hyle over?
Det er jo intet ondt De lover!
Hver Sjæl kan skjøttes lige godt,
om Staten tjenes med det samme;
to Herrers Tarv De nemt kan ramme,
hvis De Dem ter fornuftigt blot.
De er ej Prest, for Peer og Paal
at fri fra Syndestraffens Baal,
men for at hele Præstegjældet
kan nyde godt af Naadevældet;
dog, frelses Sognet, er det klart,
hver enkelt faar sin Frelsens Part.
Se, Staten er, hvad knappt De aner,
nøjagtigt halv Republikaner;
den hader Frihed som en Sot,
men ynder Lighed saare godt;
dog Lighed vindes aldrig, før
hver Ujevnhed er nivelleret, –
​og det er det, De ikke gjør!
De tvertimod har stærkt formeret
den Ujevnhed i Syn paa Sagen,
som aldrig forhen kom for Dagen.
Før var enhver et Kirkens Led,
nu er han en Personlighed;
og det er Staten ikke tjent med;
og derfor gaar det ogsaa sent med
at sammenskrabe Lighedsskatten
samt alle andre Samfundsgoder;
​  409​thi Kirken er ej længer Hatten,
som skulde passe alle Hoder.
BRAND
O, hvilket Langsyn aabnes nu!
PROVSTEN
Kun ej forknytt; det intet baader;
skjøndt ej det nægtes kan, her raader
et Virvar, saa det er en Gru.
Men er der Liv, saa er der Haab;
og gjennem Kirkegavens Daab
De øged Deres Pligt at virke
for Statens Hensigt med sin Kirke.
I alting maa en Regel till,
hvis ej de spredte Kræfters Spil
skal, som en kaad utæmmet Fole,
forstyrre baade Grind og Hegn
og Vedtægts tusind Grændsetegn.
I alle Ordnens Forhold røbes
en Lov, skjønt den forskjelligt døbes.
​I Kunsten kaldes den for Skole,
og i vor Krigerstand, saa vidt
jeg mindes kan, at holde Tritt.
Ja, det er Ordet, kjære Ven!
Did er det Staten stævner hen!
Den finder, Springmarsch gaar for vidt;
paa Stedet Marsch er den for lidt; –
for Hvermand lige lange Skridt,
for Hvermand samme Takt i Foden, –
se, det er Maalet for Methoden!
​  410BRAND
For Ørnen Rendesten; – for Gaasen
Skykløftens Svimmel over Aasen!
PROVSTEN
Vi, Gud ske Lov, er ikke Dyr; –
dog, skal vi bruge Digt og Fabel,
det bedst er vi till Skriften tyr.
Den har Belægg for alt; den kryr
fra Genesis till Aabenbaringen
​af alskens vækkende Parabel.
Jeg vil nu bare minde om
hint projekterte Taarn i Babel!
Sig selv, hvor langt de Godtfolk kom?
Og hvorfor? Lettvindt er Forklaringen;
de holdt ej sammen i Geleder,
de talte hver sit eget Sprog,
de trakk ej samlet under Aag, –
kort sagt, de blev Personligheder.
Det er den halve Dobbeltkjærne,
​som gjemmes under Fablens Skal, –
at ensom ingen kan sig værne,
at sondret staar enhver for Fald.
Den, Gud vil slaa i Livets Strid,
ham gjør han først till Individ.
Hos Romerne var Sattsens Ramme
at Guderne tog hans Forstand; –
men gal og ensom er det samme,
og derfor maa hver ensom Mand
till Slutt sig samme Skjæbne vente,
som den der traff, da David sendte
paa Forpost Oberst Urian.
​  411BRAND
Vel muligt, ja; men hvad saa mer?
I Død jeg Undergang ej ser.
Og tror De da saa fuldt og visst
at hine Byggværksmænd tillsidst,
med samme Sprog og samme Sind,
var lykkedes at bygge ind
i Himlen Babelstaarnets Tind?
PROVSTEN
I Himlen? Nej, det er just Tingen,
at helt till Himlen rækker ingen.
Det er den anden halve Kjærne,
som gjemmes under Fablens Skal,
​at hvert et Byggværk staar for Fald,
som toppes vil ved Himlens Stjerne.
BRAND
Till Himlen rakk dog Jakobsstigen;
till Himlen rækker Sjælens Higen.
​PROVSTEN
Paa den Manér! Ja, Gudbevares!
Derom al vidre Snakk kan spares.
Naturligvis er Himlen Løn
for velført Levnet, Tro og Bøn.
Men Liv er et og Tro et andet;
det skader begge, blir de blandet; –
sex Dage skal ens Gjerning gjøres,
den syvende skal Hjertet røres;
stod Kirken aaben hele Ugen,
var det forbi med Søndagsbrugen.
De svækker Ordets Luttringsduft,
​  412hvis ej det spares med Fornuft;
thi Religion, saa vel som Kunst,
maa ikke flyde ud i Dunst.
De tryggt kan Idealet se
fra Prækestolens hellige Læ, –
men lægg det af med Præstekjolen
saa fort De kommer ud i Solen.
Som sagt, der er en Lov i alt,
en Lov, der kræver streng Begrænsning,
og det er till fornøden Rensning
af dette Punkt at jeg har talt.
BRAND
Et er mig klart: for mig ej passer
de Statens tusind Sjælekasser.
PROVSTEN
Jo, Ven, De vil just prægtigt fylde, –
men paa en meget højere Hylde; –
De maa tillvejrs –
​BRAND
Det naaes ej ved
at søle mig i Dyndet ned.
​PROVSTEN
Hvo sig fornedrer, skal opphøjes;
skal Krogen gribe, maa den bøjes.
BRAND
Skal Manden bruges, maa han dødes!
​  413PROVSTEN
Gud fri os vel, hvor kan De tro,
at jeg har sligt isinde?
BRAND
Jo!
Saa skal det være! Først forblødes!
Man passer kun som Benrad stiv
for eders gustne Blegsotliv!
PROVSTEN
Jeg vil, ved Gud, ej aarelade
en Katt engang, langt mindre Dem;
men jeg har tænkt, det ej kan skade
at lukke Døren lidt paa Klem
till Vejen, hvor jeg selv gik frem.
BRAND
Og skjønner De, hvad De har krævet?
At jeg paa Statens Hanegal
fornægte skal det Ideal,
hvorfor till denne Dag jeg leved!
PROVSTEN
Fornægte, Ven? Hvem kræver sligt?
Jeg har kun pegt paa Deres Pligt;
​jeg vil at De skal i Dem sluge,
hvad Deres Samfund ej kan bruge.
Behold det hele, hvis De vil, –
men lukk det blot hermetisk till;
​  414flyv, sværm, i Herrens Navn, indvendigt,
men ikke aabenlyst for Mængden;
tro mig, det straffer sig i Længden
at te sig envist og ubændigt.
BRAND
Ja, Skrækk for Straf og Haab om Vinding
er Kainsmærket paa din Tinding;
det skriger at du, verdensklog,
dit Hjertes rene Abel slog!
PROVSTEN sagte
Nu siger han minsandten «du»; –
Det gaar for vidt!
​(højt)
Jeg vil ej nu
forlænge denne Strid, men maa
dog atter bede Dem forstaa,
at vil De frem, saa bør De vide
hvad Land De lever i, hvad Tid;
thi ingen fanger Sejr i Strid,
har han ej Tiden paa sin Side.
Se blot till Kunstnerne, se Digterne!
Tør de foragte Samtidspligterne?
Se vore Krigere! En Sabel
med sleben Egg er her en Fabel!
Hvorfor? Fordi der er en Lov,
som byder, agt dit Lands Behov.
​Sin Særlighed maa Hvermand tæmme,
ej højne sig og ej gaa fremme,
men jævnt sig midt i Massen gjemme.
Human er Tiden, siger Fogden;
og dersom blot humant De tog den,
De kunde vorde noget stort.
​  415Men af maa alle Kanter slibes,
og af maa alle Kviste knibes;
glatt maa De være, lig de andre,
og aldrig nogen Særvej vandre,
skal Værket varigt vorde gjort.
BRAND
Væk, væk herfra!
PROVSTEN
Ja, ganske visst
en Mand, som De er, maa tillsidst
ind i en bedre Virkekreds;
men skal De finde Dem tillfreds
i store Forhold, som i smaa,
maa Tidsmunduren trækkes paa.
Af Korporal med Haand om Stokken
maa Takten bankes ind i Flokken;
thi Tidens Fører-Ideal
​er hertillands en Korporal.
Som Korporalen fører sine
i Kirken ind afdelingsvis,
saa skal og Presten føre sine
i sognevis till Paradis.
Alt er saa lett; till Grund for Tro
De har Auktoriteten jo;
​og da den er paa Lærdom byggt,
saa kan den følges blindt og tryggt;
og hvordan Troen frem skal bæres,
af Lov og Ritual jo læres.
Altsaa, min Broder, – ej forknytt;
​  416till Eftertanke Tiden nytt;
gransk Stillingen og ængst Dem ikke! –
Jeg vil i Kirken prøve nøjere
om jeg kan stemme Tonen højere;
man er ej vant till Resonants, –
den er saa skjelden hertillands.
Farvel, farvel; jeg skal prædike
om Menneskenaturens Splid
og Gudebilledets Forviskning.
Men nu jeg tror det er paa Tid
at tage sig en lett Forfriskning.
(gaar)
BRAND staar en Stund som forstenet i sine Tanker
Alt har jeg offret for mit Kald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
saa skingred Døgntrompetens Skrald
og viste mig hvad Aand jeg tjente.
Nej, endnu ej! De har mig ikke!
Hin Kirketomt fik Blod at drikke;
mit Lys, mit Liv her lagdes ned; –
men Sjælen faar de ikke med!
Forfærdeligt at staa alene, –
hvorhen jeg ser at skimte Død;
​​ forfærdeligt at rækkes Stene,
saa hedt jeg hungrer efter Brød.
Hvor sandt, hvor ræddselssandt han talte, –
og lige vel hvor afgrundshult.
​  417 Guds Klarheds Due sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. –
O, mødte mig kun en i Tro –
og gav mig Trygghed, gav mig Ro!
Ejnar, (bleg, udtæret, sortklædt, kommer forbi paa Vejen og standser ved Synet af Brand).
BRAND skriger ud
Du, Ejnar?
EJNAR
Ja, saa er mit Navn.
BRAND
Just nu jeg tørsted efter en,
hvis Bryst ej var af Træ og Sten!
O, kom, kom inderst i min Favn!
EJNAR
Behøves ej; jeg er i Havn.
BRAND
Du bærer Nag for hvad som hendte,
da sidstegang vi mødtes –
EJNAR
Nej;
du har ej Skyld. Jeg ser i dig
det blinde Redskab, Herren sendte,
da vild jeg foer paa Verdens Vej.
​BRAND viger tillbage
Hvad Sprog er dette?
​  418EJNAR
Hvilens Sprog, –
det Sprog, som læres, naar en trækkes
af Syndens Søvn og gjenfødt vækkes.
BRAND
Forunderligt! Jeg havde hørt,
at du paa ganske andre Veje
var slaaet ind –
EJNAR
Jeg var forført
af Hovmod, Tro paa egen Styrke.
De Guder, Verden plejer dyrke,
Talentet, som jeg sagdes eje,
min Sangerrøst, var lutter Farer,
​som drog mig ind i Satans Snarer.
Men Gud ske Lov, han var mig god;
sit svage Faar han ej forlod;
han tog sig af mig, da det gjaldt.
BRAND
Paa hvilken Vis?
EJNAR
Jo, jeg forfaldt.
BRAND
Forfaldt? Hvortill?
EJNAR
Till Svir og Spil;
han gav mig Smag paa Kort og Tærning –
​BRAND
Og det du kalder Herrens Gjerning?
​  419EJNAR
Det var det første Skridt till Frelsen.
Derefter tog han fra mig Helsen.
Jeg misted ganske mit Talent;
min Lyst till Munterhed var endt;
jeg blev paa Hospitalet sendt, –
laa længe syg, laa som i Luer,
jeg syntes jeg i alle Stuer
saa Tusinder af store Fluer, –
kom siden ud og blev bekjendt
med nogle Søstre, tre i Antal,
som staar i Himlens Sold og Mandtal,
og disse, samt en Theolog,
fik løst mig helt af Verdens Aag
og trukket mig af Syndens Garn
og gjort mig till Vorherres Barn.
BRAND
Ja saa.
EJNAR
Forskjellige er Stierne;
en gaar i Dalen, en i Lierne.
BRAND
Men siden?
EJNAR
Siden? Det er sandt;
saa blev jeg Afholdsprædikant;
men dette Væsen stundom er
​med Fristelser formeget blandet;
​jeg derfor greb til noget andet
og rejser nu som Missionær –
​  420BRAND
Hvorhen?
EJNAR
Till Halenegerlandet.
Men det var bedst, om af vi brakk;
min Tid er dyr –
BRAND
Du vil ej dvæle?
Se, her er Fest idag.
EJNAR
Nej Takk;
min Plads er hos de sorte Sjæle.
Farvel!
(vil gaa)
BRAND
Og intet Mindes Skimmer
dig standser her og byder spørge –?
EJNAR
Hvorom?
BRAND
Om en, som vilde sørge
ved Svælget mellem nu og sidst –
EJNAR
Nu aner jeg; du tænker vist
paa dette unge Fruentimmer,
som holdt mig under Lystens Nett,
før jeg blev ren i Troens Tvætt.
Ja, hvordan staar det till med hende?
​​  421BRAND
Hun blev min Hustru Aaret efter.
EJNAR
Det er uvæsentligt; jeg hefter
ej min Oppmærksomhed ved sligt;
det vigtige jeg kun vil kjende.
BRAND
Vort Samliv blev velsignet rigt
med Sorg og Glæde; Barnet døde –
EJNAR
Det er uvæsentligt.
BRAND
Aa ja;
Det var jo mere Laan end Gave,
og engang dages jo et Møde.
Men siden gik hun selv herfra;
derinde grønnes begges Grave.
EJNAR
Det er uvæsentligt –
​BRAND
Det med?
EJNAR
Om sligt jeg kræver ej Besked;
jeg vide vil hvordan hun døde.
BRAND
Med Haabet om en Morgenrøde,
med Hjertets hele rige Skatt,
​  422med Viljen stærk till sidste Natt;
med Takk for alt, hvad Livet gav
og Livet tog, hun gik i Grav.
​EJNAR
Alt saadant er kun Tant og Skrømt;
nævn, hvordan hendes Tro saa ud.
BRAND
Uryggelig.
EJNAR
Paa hvem?
BRAND
Paa Gud!
EJNAR
Ak, kun paa ham, saa er hun dømt.
BRAND
Hvad siger du?
EJNAR
Fordømt, desværre.
BRAND rolig
Gaa, Slyngel!
EJNAR
Helveds Overherre
faar ogsaa dig i sine Klør; –
saa fuldt som hun, du evigt dør.
BRAND
Du, Usling, dømme tør till Pølen!
Nys laa du selv i Syndesølen –
​  423EJNAR
Ved mig der klæber ingen Plett;
jeg skyllet er i Troens Tvætt;
afgneden er hver Søleskvætt
paa Hellighedens Vaskebrett;
​jeg renset har min Adams-Ble
ved Hjælp af Vaktheds Banketræ;
jeg som en Messesærk ser ud
ved Brug af Bønnens Sæbelud.
BRAND
Tvi!
EJNAR
Tvi igjen. Her lugter Svovl,
og jeg ser Glimt af Djævlens Horn.
​ Jeg er et Himlens Hvedekorn, –
du Avnen er paa Dommens Skovl.
(gaar)
BRAND ser en Stund efter ham; med engang lyser hans Øjne opp og han udbryder
Det var Manden, som jeg trængte!
Nu er alle Lænker sprængte;
eget Flag skal om mig bølge,
selv om ikke en vil følge!
FOGDEN kommer ilsomt
Kjære Pastor, skynd Dem bare!
Kirkeprocessionens Skare
er i Orden till at fare –
​  424BRAND
Lad den komme.
FOGDEN
Uden Dem!
Husk Dem om og skynd Dem hjem!
​Folket vil ej vente længer;
hele Menigheden trænger,
lig et Elvebrudd om Vaaren,
stimlende till Præstegaarden,
raaber, de vil Presten se.
Hør kun; atter Raab paa Presten!
Skynd Dem; thi jeg frygter næsten
de skal inhumant sig te!
BRAND
Aldrig jeg mit Aasyn dølge
vil i eders Flok og Følge;
her jeg bliver.
FOGDEN
Er De gal?
BRAND
Eders Vej er mig for smal.
FOGDEN
Den blir smalere jo længer
Menigheden frem sig trænger.
Se, der stormer de minsandten!
Provst og Prester, Embedsmænd,
trænges ud paa Grøftekanten –;
​  425kom dog, kom dog, kjære Ven;
brug Indflydelseskrabasken!
​Ha, for sent; de bryder Hegnet;
Processionen gaar i Vasken!
Mængden strømmer ind og bryder sig i vild Uorden Vej gjennem Festtoget fremover till Kirken.
ENKELTE STEMMER
Prest!
​ANDRE peger opp mod Kirketrappen, hvor Brand staar, og raaber
Se der!
ATTER ANDRE
Giv Aabningstegnet!
PROVSTEN klemt i Trængselen
Foged, hold dem inden Grænser!
FOGDEN
Ej min Myndighed de ændser!
SKOLEMESTEREN till Brand
Tal og kast en Lysning ind
i de urofyldte Sind!
Er det styggt, hvad heller stort,
det, som her skal vorde gjort?
BRAND
O, saa gaar der dog en Strømning
over Folkets Lummerstille! –
​  426Mænd, I staar paa Vejens Skille!
Helt I maa det nye ville, –
alle raadne Værkers Rømning, –
før den store Tempelhal
rejses, som den bør og skal!
EMBEDSMÆND
Presten raser!
PRESTER
Han er gal!
​BRAND
Ja, jeg var det, da jeg mente
I paa Sætt og Vis dog tjente
ham, som Aand og Sandhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham till eder lænkte,
gjennem Prutnings Leflespil.
Liden var den gamle Kirke,
og jeg slutted fejgt som saa:
dobbelt opp, det maa forslaa;
femfold opp, – jo, det maa virke!
​O, jeg saa ej, at det gjaldt
enten intet eller alt.
Paa Akkordens Vej jeg slingred; –
men idag har Herren talt.
Domsbasunen over Huset
har i denne Time skingret, –
og jeg lytted angstomsuset, –
knust, som David stod for Nathan, –
slagen, vejret bort af Skrækk –;
nu er alle Tvivlsmaal væk.
Folk! Akkordens Aand er Satan!
​  427MÆNGDEN under stigende Gjæring
Bort med dem, som har os blindet!
Ned med dem, som stjal vor Marg!
BRAND
Bag jer selv boer Fienden arg,
som har listet paa jer Bindet.
​ Høkret har I med jer Kræfter,
kløvet eder selv itu;
derfor kommer Spredthed efter
med sin hele Hulhedsgru.
Hvad vil I ved Kirken nu?
Stadsen, Stadsen eder lokker, –
Sang af Orgel og af Klokker, –
Lysten till at gjennemrissles
af en Højtidstales Ild,
der den læspes, der den hvissles,
der den flommer, tordner, hegler
efter alle Kunstens Regler!
PROVSTEN sagte
Fogdens Snakk han sigter till!
FOGDEN ligesaa
Det er Provstens Væv han snerter!
BRAND
Helligstundens tændte Kjerter,
Ydersiden kun I vil.
Og saa hjem igjen i Sløvhed,
​hjem til Slid og Slæb i Døvhed,
Sjælen klædt i Hverdagsbrogen
som jer Kropp, – og Livsensbogen
​  428gjemt og glemt paa Kistebunden
indtill næste Helg er runden!
O, det var ej saa jeg drømte,
da jeg Offerkalken tømte!
Stor jeg vilde Kirken bygge,
saa dens Hvælving kunde skygge,
​ ej blot over Tro og Lære,
men udover alt i Livet,
som af Gud er Livsrett givet, –
over Døgnets Hverdagsdyst,
Kveldens Hvile, Nattens Kummer,
Ungdomsblodets friske Lyst,
alt hvad ringt og rigt et Bryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
Fossen, som i Kløften brummer,
Tonerne fra Stormens Lunger,
Røsterne, hvor Havet runger,
skulde smelte sjælefangen
sammen fuldt med Orgelsangen
og med Kvad fra Folketunger.
Væk med Værket, her er gjort!
Kun i Løgnen er det stort;
alt i Aanden faldefærdigt,
eders usle Vilje værdigt.
I vil alle Spirers Kvæling
gjennem Arbejdets Fordeling;
under Ugens Dage sex
haler I Guds Flag tilldækks,
og det er kun paa den syvende,
at det ses mod Himlen flyvende!
​  429​STEMMER FRA MÆNGDEN
Før os! der er Storm i Vejret!
Før os, du, saa har vi sejret!
​PROVSTEN
Hør ham ej, han har ej Tro,
som det sømmer sig en Kristen!
BRAND
Nej, der nævnte du just Bristen, –
Bristen for os begge to,
Bristen for det spredte hele!
Troen ejes kun af Sjæle;
peg paa en, som er en Sjæl!
Peg paa en, som ej har kastet
bort sin egen bedste Deel,
der han famled, der han hasted!
Gjennem Lystens Spræll og Sparken,
under Gjøglerpibers Lyd,
sløves I for Livets Fryd;
først, som udbrændt, Sjæleknarken
træder Dansen foran Arken!
Er af Krøbling og af Taabe
Bægret tømt till sidste Draabe, –
hej, da er det Tid at haabe,
Tid i Bøn og Bod at raabe.
Først I Præget af jer slider,
lever jer till Tobensdyr, –
saa till Naadens Port I tyr,
søger Gud – som Invalider!
Derfor maa hans Rige ramle.
Hvad skal han med sjælegamle
rundtom sine Fødders Skamle?
​  430Har han ikke sagt det højt, –
kun med Blodets friske Sprøjt
​gjennem alle Sjælens Aarer
han dig till sin Arving kaarer!
Kun som Barn du Riget vinder;
did faar ingen ind sig lirke.
​Kom da, baade Mænd og Kvinder, –
mød med friske Barnekinder
frem i Livets store Kirke!
FOGDEN
Lukk da opp!
MÆNGDEN skriger som i Angst
Nej, ikke denne!
BRAND
Kirken har ej Maal og Ende.
Gulvet er den grønne Jord,
Vidde, Vang, og Hav og Fjord;
Himlen kun kan Hvælvet spænde
over, saa den vorder stor.
Der skal al din Gjerning gjøres,
saa det tør i Koret høres;
du med Ugens Værk kan møde,
øver dog ej Helligbrøde.
Den skal dække alt, som Barken
dækker Træets alt i Stammen;
Liv og Tro skal smelte sammen.
Den skal Døgnets Gjerning bære
enhedshelt med Lov og Lære.
Der skal Dagens Yrke være
et med Flugt paa Stjernebanen,
​​  431Barnets Leg om Julegranen,
Kongedansen foran Arken!
Der gaar som en Storm gjennem Mængden; nogle viger; de fleste stimler tætt sammen om Brand.
TUSINDE STEMMER
Lys er tændt, hvor før var Mørke; –
et er: Liv – og Gud at dyrke!
PROVSTEN
Ve, han Hjorden fra os lokker!
Foged, Skriver, Lensmand, Klokker!
FOGDEN dæmpet
Skrig dog ikke saa, for Pokker!
Hvem vil stanges med en Stud?
Lad ham først faa raset ud.
BRAND till Mængden
Bort herfra! Her er ej Gud, –
​kan ej være mellem slige;
frihedsfagert er hans Rige.
(vrider Kirkedøren ilaas og tager Nøglerne i Haanden)
Her jeg er ej længer Prest.
Gaven kalder jeg tillbage; –
af min Haand skal ingen tage
Nøglerne till eders Fest!
(kaster dem ud i Elven)
Vil du ind, du Træl af Muldet, –
kryb igjennem Kjelderhullet;
​  432myg din Rygg er, kryb og bukk;
lad i Mørkets Kvalm dit Sukk
​stryge gifttungt langs med Jorden,
lig et magtløst Tæringsgisp!
FOGDEN sagte og lettet
Ha, der røg hans Ridderorden!
PROVSTEN ligeledes
Saa; nu blir han aldrig Bisp!
BRAND
Kom, du unge, – kom, du friske;
lad et Livspust af dig viske
Støvet fra den skumle Krog.
Følg mig paa mit Sejerstog!
Engang maa du vaagne dog;
engang maa du, adelsvorden,
bryde Freden med Akkorden; –
ud af Usseldommens Nød;
ud af hele Halvheds-Røret; –
slaa din Fiende paa Øret;
byd ham Krig paa Liv og Død!
FOGDEN
Holdt! Jeg læser Opprørsakten!
BRAND
Læs! Med jer jeg bryder Pagten.
MÆNGDEN
Vis du Vejen! Vi skal følge!
​  433 BRAND
Over Viddens frosne Bølge!
​Gjennem Landet vil vi fare,
løse hver en Sjælesnare,
Folket sidder fanget i, –
luttre, løfte, gjøre fri, –
​knuse alle Sløvhedsrester,
være Mænd og være Prester,
præge nyt det slidte Stempel,
gjøre Riget till et Tempel!
Mængden, hvoriblandt Klokkeren og Skolemesteren, stimler sammen om ham. Brand hæves i Vejret paa Mængdens Skuldre.
MANGE STEMMER
Stor er Tiden! Store Syner
gjennem lyse Dagen lyner!
Menneskemassen strømmer oppigjennem Dalen; faa blir tillbage.
PROVSTEN till de bortdragende
O, forblindede, hvad vil I!
Ser I ej at Satans Spil i
al hans Tale ligger skjult!
​  434FOGDEN
Hej! Vend om; I hører till i
Byggdens Farvand, stillt og smult,
Godtfolk, stands, – I gaar tillgrunde! –
Hm, de svarer ej, de Hunde!
PROVSTEN
Tænk paa eders Hus og Hjem!
RØSTER FRA MÆNGDEN
Større Hus skal voxe frem!
FOGDEN
Tænk paa eders Eng og Aker;
tænk paa eders Faar og Kjør!
​RØSTER
Himlens Dugg gav Mannakager,
da de kaarne hungred før!
PROVSTEN
Eders Kvinder bag jer skriger!
RØSTERNE langt borte
Ej vi kjender, dem, som sviger!
PROVSTEN
Barnet klager: Faer forlod os!
HELE SKAREN
Enten med os eller mod os!
​  435PROVSTEN ser en Stund med foldede Hænder efter dem og siger fortabt
Uden Hjord, med Savnets Byrde,
staar den gamle Sjælehyrde
plyndret ud till bare Skjorten!
FOGDEN truer efter Brand
Hans blir Skammen; hans blir Torten!
Snart, Herr Provst, er Sejren vor!
​PROVSTEN grædefærdig
Sejren? De er fra os dragne –!
FOGDEN
Ja, men vi er ikke slagne,
hvis jeg kjender mine Faar!
(følger efter)
PROVSTEN
Hvor monstro dog Fogden gaar?
Efter dem, saa sandt jeg lever!
Ha, sig atter Modet hæver.
​Jeg vil ogsaa med deroppe, –
slaa i Flok og gjøre Fanger!
Lægg mig Sadlen paa min Ganger; – –
skaff en sikker fjeldvant Hoppe!
De gaar.
​  436Ved den øverste Sæter i Byggden. Landskabet højner sig i Baggrunden og gaar over i store øde Fjeldvidder. Det er Regnvejr.
Brand, fulgt af Mængden, – Mænd, Kvinder og Børn, – kommer opover Bakkerne.
BRAND
Se fremad; did gaar Sejrens Flugt!
I Dybet ligger Byggden lukkt,
og Vejret har fra Fjeld till Fjeld
spændt over den sit Taagetjeld.
Glem Døsen i den skumle Grænd;
flyv frit, flyv højt, I Herrens Mænd!
EN MAND
Vent, vent; min gamle Faer er trætt.
EN ANDEN
Jeg fra igaar har intet ædt –
FLERE
Ja, still vor Sult og slukk vor Tørst!
BRAND
Frem, fremad over Fjeldet først!
​  437SKOLEMESTEREN
Hvad Vej?
BRAND
Hver Vej er lige god,
naar kun den Maalet bær imod.
Følg efter her –
​EN MAND
Nej, der er bratt;
vi vinder ikke frem før Natt!
KLOKKEREN
Iskirken ligger og derborte.
​BRAND
Den bratte Vejen er den korte.
EN KVINDE
Mit Barn er sygt!
EN ANDEN
Min Fod er saar.
EN TREDJE
Hvor finder jeg en Læskningstaar?
SKOLEMESTEREN
Mætt Mængden, Prest; – se Modet vakkler.
MANGE STEMMER
Prest, gjør Mirakler! Gjør Mirakler!
​  438BRAND
O, styggt jer Trældom har jer mærket;
I Lønnen vil forinden Værket.
Opp, ryst jer Dødningsløvhed af, –
hvis ej, saa gaa igjen i Grav!
SKOLEMESTEREN
Ja, han har Rett; først frem till Striden;
vi ved jo, vi faar Lønnen siden!
BRAND
Det faar I, Folk, saa sandt en Gud
ser klarsynt over Verden ud!
​MANGE RØSTER
Han er Profet! Han er Profet!
FLERE I FLOKKEN
Hør, sig os, Prest, – blir Striden hed?
ANDRE
Og blir den lang? Og blir den blodig?
EN MAND
Prest, kræves det at være modig?
SKOLEMESTEREN dæmpet
Jeg kan vel være trygg for Livet?
EN ANDEN MAND
Hvad blir min Del af Sejrens Løn?
​  439EN KVINDE
Jeg mister da vel ej min Søn?
KLOKKEREN
Er Sejren os før Tirsdag givet?
BRAND ser sig forvildet om i Flokken
Hvad spørges om? Hvad vil I vide?
KLOKKEREN
Først om hvorlænge vi skal stride; –
derefter nævn vort Stridsforlis,
og endelig – vor Sejers Pris!
BRAND
Det spørges om?
​SKOLEMESTEREN
Ja vel; dernede
vi fik ej rett paa Tingen Rede.
​BRAND opprørt
Saa skal I faa det nu!
MÆNGDEN stimler tættere sammen
Tal! Tal!
BRAND
Hvorlænge Striden vare skal?
Den vare skal till Livets Ende,
till I har alle Offre bragt,
og løst jer fra Akkordens Pagt, –
till I har Viljen hel ihænde,
till alle fejge Tvivlsmaal faldt
​  440for Budet: intet eller alt!
Og Stridsforliset? Alle Guder,
hver Halvhedsaand paa Højtidshylden,
hver Jordtrælskjæde, blank og gylden,
al eders Slappheds Sovepuder!
Og Sejersprisen? Viljens Renhed,
i Troen Flugt, i Sjælen Enhed, –
hin Offerlydighed, som gav
med Jubel indtill Død og Grav, –
en Tornekrans om Hvermands Tinding, –
se, det skal vorde eders Vinding!
MÆNGDEN under rasende Skrig
Forraadt, forraadt! Bedraget! Sveget!
BRAND
Jeg har ifra mit Ord ej veget.
​ENKELTE
Du Sejr har lovet os ihænde; –
nu vil du den till Offer vende!
BRAND
Jeg Sejr har lovet, – og jeg svær,
den vindes skal igjennem jer.
Men hver, som gaar i første Række,
maa falde for sin fagre Sag;
tør ej han det, saa lad ham strække
sit Vaaben inden Kampens Dag.
I Fjendevold er dømt det Flag,
​  441som værges af en Vilje svag;
​hvis du af Offerskrækken lammes, –
dødsmærket er du før du rammes!
MÆNGDEN
Vort eget Fald han kræver frækkt
till Fromme for en ufødt Slægt!
BRAND
Igjennem Offrets Ørkenvidder
gaar Vejen till vort Kanaan.
Till Sejr i Fald! Hver Slægtens Mand
jeg byder opp som Herrens Ridder!
KLOKKEREN
Jo, her vi dejligt i det sidder!
I Byggden er vi satt i Ban –
SKOLEMESTEREN
Didned vi aldrig vende kan.
KLOKKEREN
Og fremad, fremad ingen gider!
​NOGLE
Slaa ham ihjæl!
SKOLEMESTEREN
Nej, det blev værre;
vi trænger jo en Overherre!
​  442KVINDER peger forskrækkede nedover Vejen
Hu, Provsten!
SKOLEMESTEREN
Lad jer blot ej skræmme!
PROVSTEN kommer, fulgt af nogle af de tilbageblevne
O, mine Børn! O, mine Faar!
Lytt till den gamle Hyrdes Stemme!
SKOLEMESTEREN till Mængden
Ej mer vi har i Byggden hjemme;
bedst at vi over Vidden gaar!
PROVSTEN
O, at I kan saa tungt mig græmme
og slaa mit Bryst saa dybe Saar!
BRAND
Du saared Sjæle Aar for Aar!
PROVSTEN
Hør ikke paa ham! Han jer mader
med hule Løfter.
FLERE
Det er sandt!
​  443PROVSTEN
Men vi er milde; vi forlader,
hvor vi oprigtig Anger fandt.
​O, gaa dog i jer selv tillsidst
og se den sorte Helvedlist,
hvormed han Folket om sig flokked!
​MANGE
Ja, det er sikkert; han os lokked!
PROVSTEN
Og tænk jer om; hvad mægter I,
en ringe Flok, i Vraaen baarne?
Er I till noget Storværk kaarne?
Kan I de bundne gjøre fri?
I har jer lille Hverdagsdont;
hvad der gaar over den er ondt.
Kan eders Arm paa Valen nytte?
I værge skal jer lave Hytte.
Hvad vil I mellem Falk og Ørn?
Hvad vil I mellem Ulv og Bjørn?
I blir kun Overmagtens Bytte, –
o, mine Faar, – o, mine Børn!
MÆNGDEN
Ja, ve os, – det er Sandheds Ord!
KLOKKEREN
Og dog, da vi fra Byggden foer,
vi lukked bag os Hyttens Dør; –
der er ej Hjemmet nu, som før.
​  444SKOLEMESTEREN
Nej, han har lyst for Folkets Øjne,
har pegt paa Brist og Sot og Løgne;
ej længer Menigheden sover;
det Liv, som fordum var os nok,
blev Uliv for den vaagne Flok.
​PROVSTEN
Ak, tro I mig, det gaar snart over.
Alt kommer i de gamle Folder,
naar blot en Stund I stillt jer holder.
Jeg borger for at Menigheden
skal snart fornemme Fortidsfreden.
BRAND
Vælg, Mænd og Kvinder!
NOGLE
Vi vil hjem!
ANDRE
For sent, for sent; langs Vidden frem!
FOGDEN kommer ilsomt
O, Lykketræff at jeg jer finder!
KVINDERNE
Aa, kjære, vakkre, vær ej vred!
FOGDEN
Ej nu, ej nu; kom bare med!
​  445En bedre Tid for Byggden rinder; –
​hvis I fornuftigt laer jer sige,
er alle Mand før Kvelden rige!
FLERE
Hvorledes det?
FOGDEN
En Fiskestim
paa Millioner staar i Fjorden!
MÆNGDEN
Hvad siger han!
​FOGDEN
Gjør alt iorden!
Sky Viddens Uvejr, Sludd og Rim.
Før styred Stimen aldrig hid; –
nu, Venner, for vor Del af Norden
der rinder opp en bedre Tid!
BRAND
Vælg mellem Herrens Raab og hans!
FOGDEN
Følg eders egen sunde Sands!
PROVSTEN
O, her er et Mirakel hændt;
et Fingerpeg fra Himlen sendt!
Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,
men tænkte det var Mareridt; –
nu ser vi klart hvorhen det sigter –
​  446BRAND
Jer selv I taber, hvis I svigter!
MANGE
En Fiskestim!
FOGDEN
Paa Millioner!
PROVSTEN
Brød, Guld till eders Børn og Koner!
FOGDEN
Nu ser I vel det ej er Tid
at spilde eders Kraft i Strid,
især imod en Overmagt,
som gjør Herr Provsten selv forsagt.
​Nu har I andre Maal for Øje,
end tomt at hige mod det høje.
Vorherre hytter nok sig selv;
Befæstet er jo Himlens Hvælv.
Bland ej jer opp i andres Trætte,
men skynd jer Havets Skatt at lette;
det er et praktisk Gjøremaal,
som øves uden Blod og Staal;
​det bringer eder Velstands-Stoffer,
og kræver ej personligt Offer!
BRAND
Just Offret staar med Lueskrift
som Herrens Krav bag Skyens Rift!
​  447PROVSTEN
Ak, føler I till Offer Drift,
saa kom kun tryggt till mig en skjøn Dag, –
som for Exempel næste Søndag; –
jeg skal minsandten –
FOGDEN afbrydende
Ja, ja, ja!
KLOKKEREN sagte till Provsten
Beholder jeg min Post som Klokker?
SKOLEMESTEREN ligesaa
Blir Skolen tagen mig ifra?
PROVSTEN dæmpet
Ifald I Mængdens Stivsind rokker,
saa vil man vistnok være mild –
FOGDEN
Afsted, afsted; ej Tiden spild!
​KLOKKEREN
Tillbaads, tillbaads, hver, som er klog!
NOGLE
Men Presten –?
KLOKKEREN
Presten! Slipp den gale!
​  448SKOLEMESTEREN
I ser jo her Vorherres Tale,
som i en aaben prentet Bog.
FOGDEN
Svig Presten; det er Rett og Pligt;
han daared jer med Tant og Digt –
FLERE
Han løj for os!
PROVSTEN
Hans Tro er vrang;
og tænk, han har ej laud engang!
NOGLE
Hvad har han?
FOGDEN
Daarlig Karakter!
KLOKKEREN
Ja, det er sandt, det klart vi ser!
PROVSTEN
Hans gamle Moer forgjæves vented;
han nægted hende Sakramentet!
FOGDEN
Han fast tog Livet af sit Barn!
KLOKKEREN
Af Konen med!
​​  449KVINDER
Tvi, tvi, det Skarn!
​PROVSTEN
Slett Søn, slett Faer, slett Ægtemand; –
mon værre Kristen gives kan!
MANGE STEMMER
Vor gamle Kirke rev han ned!
ANDRE
I Baglaas han den nye vred!
ATTER ANDRE
Han slang os paa en Havsnødsplanke!
FOGDEN
Han stjal min Daarekistetanke!
BRAND
Jeg Mærket ser paa Hvermands Pande.
Jeg ser, hvor denne Slægt vil lande.
HELE FLOKKEN brølende
Hej, hør ham ej! Af Byggden driv
den Helvedbrand med Sten og Kniv!
Brand drives med Stenkast indover i Ødemarkerne. Forfølgerne vender efterhaanden tillbage.
​  450PROVSTEN
O, mine Børn! O, mine Faar!
Nu vender I till Hjemmets Arne;
lad Anger eders Øjne klarne,
og I skal se at godt det gaar.
Vi ved, Vorherre er saa god;
han kræver ej uskyldigt Blod; –
​og vor Regjering er tillige
saa mild, som knappt i noget Rige,
og Øvrigheden, Amtmand, Foged,
vil ikke gjøre jer det broget,
og selv jeg er saa kjærlig, som
vor Tids humane Kristendom, –
jer Overmænd vil allesammen
med eder bo i Fred og Gammen.
FOGDEN
Men hvis her findes nogen Brist,
saa maa den ændres, det er visst.
Naar først vi kommer lidt till Ro,
saa vælger vi en Kommission,
som prøve skal i hvilket Mon
der bødes kan paa Lys og Tro.
Den bør bestaa af nogle Prester,
​som jeg og Provsten kalder till, –
desuden, dersom saa I vil,
af Klokker og af Skolemester
samt andre Mænd af Folkets Kreds, –
saa I kan slaa jer tryggt tillfreds.
​  451PROVSTEN
Ja, vi skal lette al jer Byrde,
som I den gamle Sjælehyrde
idag har lettet for hans Angst.
Den Tanke gjøre Hvermand stærk,
at her er hændt et Underværk.
Farvel; god Lykke till jer Fangst!
KLOKKEREN
Ak, det er Folk med kristen Mildhed!
​SKOLEMESTEREN
De gaar sin Gang i bramfri Stillhed.
KVINDER
De er saa snilde og saa pene!
ANDRE
Saa rigtigt folkeligt gemene!
KLOKKEREN
De kræver ikke Ulivssaar.
SKOLEMESTEREN
De Folk ved mer end Fadervor!
Flokken drager nedover.
PROVSTEN till Fogden
Ak, dette vil forbedre Tonen.
Nu er i alt et Omslag nær;
thi, Gudskelov, der noget er,
som bærer Navn af Reaktionen.
​  452FOGDEN
Mit Værk det var, at alt Spektakel
blev kvalt i selve Fødselstimen.
PROVSTEN
Ak, mest vi skylder hint Mirakel –
FOGDEN
Hvad for Mirakel?
PROVSTEN
Fiskestimen.
FOGDEN blæser
Det var en Løgn naturligvis!
PROVSTEN
Ja saa? En Løgn?
​FOGDEN
Jeg gav till Pris
hvad Vrøvl mig først i Munden faldt; –
kan sligt vel lastes, hvor det gjaldt
en vigtig Sag?
​PROVSTEN
Nej, Gudbevares;
i Nødsfald kan det godt forsvares.
FOGDEN
Og desforuden, om et Døgn,
naar Folket atter faar sig sundet,
hvad gjør det da, om Sejr blev vundet
i Kraft af Sandhed eller Løgn?
​  453PROVSTEN
Ven, jeg er ingen Rigorist.
(ser indover i Ødemarken)
Men er det ikke Brand, som hist
sig slæber frem?
FOGDEN
Jo, ganske visst!
En enlig Kriger paa sit Tog!
PROVSTEN
Nej, vent; en till jeg øjner dog –
langt bag ham!
FOGDEN
Hvad; – det er jo Gerd!
Det Følgeskab er Karlen værd.
PROVSTEN lystig
Naar stillet er hans Offerdrift,
ham sættes bør slig Efterskrift:
​ her hviler Brand; hans Sejr blev skral;
en Sjæl han vandt, – og hun var gal!
FOGDEN med Fingeren paa Næsen
Men naar jeg rett mig tænker om,
det dog mig forekommer, som
lidt inhuman var Folkets Dom.
PROVSTEN trækker paa Skuldrene
Vox populi vox dei. Kom!
De gaar.
​  454Inde paa de store Vidder. Uvejret voxer og jager Skyerne tungt over Snesletten; sorte Tinder og Toppe træder hist og her frem og sløres atter af Taagen.
Brand, (kommer blodig og forslaaet indover Fjeldet).
BRAND standser og ser tillbage
Tusind fulgte mig af Byggden;
​ikke en vandt opp till Højden.
Gjennem alle Hjerter taler
Trangen till en større Tid;
over alle Sjæle daler
Ledingsbud till løftet Strid.
O, men Offret, Offret skræmmer;
Viljen vek og rædd sig gjemmer; –
en jo for dem alle døde, –
Fejghed er ej længer Brøde!
(synker ned paa en Sten og ser sig sky omkring)
Jævnt og tidt jeg maatte grue,
Skrækken rissled i mit Haar,
naar jeg gik, som Barnet gaar,
​under Hyl og Hundetuden,
i den mørke Gjenfærdsstue.
Men jeg tvang min Hjertebanken,
og jeg trøsted mig med Tanken:
ude skinner Lysets Væld,
Mørket er ej Natt, ej Kveld, –
her er Skodder kun for Ruden.
Og jeg tænkte, Dagens Skin,
​  455Sommerlivets klare Lue,
skal igjennem Dørens Bue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke Gjenfærdsstue.
O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort Natt imøde slog mig, –
og derude sad forstemte
spredte Mænd langs Fjord og Vik,
holdt paa Minder, aandsforglemte,
gjemte dem, som Kongen gjemte
aarvis paa sin Snefrids Lig,
løste Dødninglinets Flig,
lytted over Hjertekulen,
​næred sig med Livshaabs-Smulen,
mente, nu sprang Blodets røde
Roser ud ifra den døde.
Ikke en, som han, sig hæved,
gav till Graven hvad den kræved.
Ikke en iblandt dem ved:
Liget drømmes ej tillive,
Liget maa i Muldet ned,
Ligets Hverv kun er at give
​Næring till en nylagt Sæd. –
Natt, kun Natt, – og Natt igjen
over Kvinder, Børn og Mænd!
Kunde jeg med Lyn i Haanden
frelse dem fra Straadødsvaanden!
(springer opp)
Sorte Syner ser jeg jage
​  456lig et Helridt gjennem Natten.
Tiden staar i Uvejrskofte,
maner med en Livsdaads Krav,
kræver svunget Staal for Stav,
kræver Skeden tom ved Hofte; –
Frænder ser i Strid jeg drage, –
Brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under Gjemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
Usseldommens hele Gru,
Klynk fra Kvinden, Skrig fra Manden,
Øret stængt for Bøn og Bud, –
ser dem riste sig paa Panden
Navn af Fattigfolk ved Stranden,
Folk med Skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de till Braget,
tror at selvgjort Afmagt skjærmer. –
Regnbue over Maivangen,
​ Flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de Farver tre,
de, der slog og fnøs fra Stangen
under Storm af Folkesangen
till en Konge og en Sværmer
​Splitt og Tunge skar i Flaget?
Tungen brugte du till Pral;
tør ej Dragen vise Tænder,
trænges ingen Splittflagsender; –
Folkeskriget kunde tiet,
Kongesaxen kunde biet;
Flag med Fredens fire Hjørner
strækker till som Nødsignal,
naar en grundstødt Skude tørner!
Værre Tider; værre Syner
​  457gjennem Fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme Stenkulsky
sænker sort sig over Landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle Spirer skjønne,
stryger lavt med Giftstoff blandet,
stjæler Sol og Dag fra Egnen,
drysser ned, som Askeregnen
over Oldtids dømte By. –
Da er Slægten vorden stygg; –
gjennem Grubens krumme Gange
lyder Nyn af Drypvandssange;
Puslingflokken, travl og trygg,
frigjør Malmens bundne Fange,
gaar med pukklet Sjæl og Rygg,
glor med Dvergens gridske Øjne
efter Guldets blanke Løgne.
Sjæl ej skriger, Mund ej smiler,
Brødres Fald ej Hjerter kløver,
​ eget Fald ej vækker Løver; –
​Flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er Lysets sidste Tolk;
Slægten vorden er et Folk,
som har glemt, at Viljens Pligter
ender ej hvor Evnen svigter!
Værre Tider; værre Syner
gjennem Fremtidsnatten lyner!
Kløgtens Ulv med Gluff og Glam
truer Lærens Sol paa Jorden;
Nødskrig lyder opp mod Norden,
byder Leding ud langs Fjorden;
Dværgen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke Sag for ham.
​  458Lad de stærke Samfund gløde;
lad de andre give Møde;
vi har ikke Raad at bløde, –
vi er smaa, vi savner Evne
till et Sandheds Styrkestævne,
kan ej offre Folkehelsen
for vor Brøk af Verdensfrelsen.
Ej for os blev Kalken drukket,
ej for os hugg Tornekransen
i hans Tinding sine Tænder,
ej for os blev Romerlandsen
i den dødes Side stukket,
ej for vor Skyld Naglen brænder,
boret gjennem Fod og Hænder.
Vi er smaa, er sidst i Laget,
byder Ledingsbudet Trods!
Ej for os blev Korset taget!
​ Spanrem-Slaget, Spanrem-Slaget,
Ahasveri Rapp, som ruller
Purpur om den dømtes Skulder,
​er Passionens Brøk for os!
(kaster sig ned i Sneen og dækker Ansigtet till: om lidt ser han opp)
Har jeg drømt? Er nu jeg vaagen?
Alt er graat og dulgt i Taagen.
Var det syge Syner kun,
hvad jeg saa til denne Stund?
Er det Billed glemt og tabt,
hvori Mandens Sjæl blev skabt?
Er vort Opphavs Aand besejret –?
(lyttende)
Ha, det gaar som Sang i Vejret!
​  459 DE USYNLIGES KOR suser i Stormen
Aldrig, aldrig blir du lig ham,
thi i Kjødet er du skabt;
gjør hans Gjerning eller svig ham,
ligefuldt er du fortabt!
BRAND gjentager Ordene og siger sagte
Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!
Stod han ej i Kirkekoret,
slog med Haanden vredt mod Ordet?
Tog han ikke alt mit Eje,
stængte alle Lysets Veje,
lod mig kjæmpe till det sidste,
lod mig Nederlaget friste!
​KORET lyder stærkere over ham
Orm, du aldrig vorder lig ham, –
Dødens Bæger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham,
lige fuldt din Daad er dømt!
BRAND stille
Agnes, Alf, de lyse Dage,
Liv i Fred og Liv i Hvile,
bytted jeg mod Kamp og Klage,
rev mit Bryst med Offerpile, –
fældte dog ej Folkets Drage.
​  460​KORET mildt og lokkende
Aldrig, Drømmer, blir du lig ham,
Arv og Odel har du tabt;
alt dit Offer gjør ej rig ham; –
for dit Jordliv er du skabt!
BRAND brister i sagte Graad
Alf og Agnes, kom tillbage;
ensom sidder jeg paa Tinden,
gjennemblæst af Nordenvinden,
bidt af Gjenfærd, klamme, spage –!
Han ser opp; en dæmrende Plett aabner og vider sig ud i Taagen; en Kvindeskikkelse staar der, lyst klædt, med Kaabe over Skuldrene. Det er Agnes.
SKIKKELSEN smiler og breder Armene mod ham
Brand, her har du mig igjen!
​BRAND farer forvildet opp
Agnes! Agnes! Hvad er dette!
SKIKKELSEN
Alt var Feberdrøm, min Ven!
Nu skal Sottens Taager lette!
BRAND
Agnes! Agnes!
(vil ile hende imøde)
​  461SKIKKELSEN skriger
Kom ej over!
Se dog Sluget mellem os!
Her gaar Fjeldets vilde Foss.
(mildt)
Ej du drømmer, ej du sover,
ej du mer med Syner slaas.
Du har været syg, du kjære, –
drukket Vanvids bittre Drikk,
drømt, din Hustru fra dig gik –
BRAND
O, du lever! Lovet være –!
SKIKKELSEN hurtigt
Hys, tal heller derom siden!
Følg mig, følg mig; knapp er Tiden.
BRAND
O, men Alf?
SKIKKELSEN
Ej heller død.
BRAND
Lever!
​SKIKKELSEN
Lever sund og rød!
Alle Sorger har du drømt;
​al din Kamp var ikkun Skrømt.
Alf er hos din gamle Moer;
hun er frisk og han er stor;
end er Byggdens Kirke till;
​  462den kan rives, hvis du vil; –
Sognets Folk dernede slider
jævnt, som i de gode Tider.
BRAND
Gode?
SKIKKELSEN
Ja – da her var Fred.
BRAND
Fred!
SKIKKELSEN
O, skynd dig, Brand, kom med!
BRAND
Ak, jeg drømmer!
SKIKKELSEN
Nu ej længer.
Men till Røgt og Ly du trænger –
BRAND
Jeg er stærk.
SKIKKELSEN
Ak, ej endnu;
bag dig lurer Drømmens Gru.
Atter vil du taaget glide
bort fra min og Barnets Side,
​atter vil din Tanke sløves, –
hvis ej Lægemidlet prøves.
​  463BRAND
O, giv hid!
SKIKKELSEN
Du selv er Manden.
Du kun kan det, ingen anden.
BRAND
Nævn det da!
SKIKKELSEN
Den gamle Læge,
som har læst saa mangen Bog, –
han, som er till Bunden klog,
fundet har din Sygdoms Spor.
Alle Syner, stygge, blege,
mantes frem med trende Ord.
Dem maa kjækkt du overstrege,
ud af Mindebladet slette,
væk fra Lovens Tavle stryge.
​De har voldt at Sotten faldt
paa dig som en Vildsinds-Byge; –
glem dem, glem dem, vil du tvætte
Sjælen ren for Sot og Syge!
BRAND
Sig dem!
SKIKKELSEN
« Intet eller alt».
​  464BRAND viger
Er det saa?
​SKIKKELSEN
Saa visst jeg lever,
og saa visst du engang dør!
BRAND
Ve os begge! Sverdet svæver
draget over os som før!
SKIKKELSEN
Brand, vær mild; min Favn er varm;
hold mig med din stærke Arm; –
lad os søge Sol og Sommer –
BRAND
Anden Gang ej Sotten kommer.
SKIKKELSEN
Ak, den kommer, Brand, vær trygg.
BRAND ryster paa Hovedet
Den er slynget bag min Rygg.
Ingen vilde Drømmes Gru, –
Livets, Livets kommer nu!
SKIKKELSEN
Livets?
BRAND
Følg mig, Agnes!
​  465SKIKKELSEN
Staa!
Brand, hvad vil du?
BRAND
Hvad jeg maa:
leve, hvad till nu er drømt, –
gjøre sandt, hvad end er Skrømt.
​SKIKKELSEN
Ha, umuligt! Husk, hvorhen
Vejen bar dig!
BRAND
Om igjen!
SKIKKELSEN
Ræddslens Ridt i Drømmetaagen
vil du ride fri og vaagen?
BRAND
Fri og vaagen.
SKIKKELSEN
Slippe Barnet?
BRAND
Slippe Barnet.
​SKIKKELSEN
Brand!
BRAND
Jeg maa.
SKIKKELSEN
Blodig rive mig af Garnet?
Mig med Offersvøber slaa
indtill Døden?
​  466BRAND
Jeg det maa.
SKIKKELSEN
Alle Lys i Natten slukke,
Dagens Solskjær udelukke,
aldrig Livets Frugter plukke,
aldrig løftes lindt af Sange?
O, jeg mindes dog saa mange!
​BRAND
Jeg det maa. Spild ej din Bøn.
SKIKKELSEN
Glemmer du din Offerløn?
Alt dit Løftningshaab bedrog dig;
alle sveg dig, alle slog dig!
BRAND
Ej for egen Løn jeg lider;
Ej for egen Sejr jeg strider.
SKIKKELSEN
For et Folk i Grubens Gange!
BRAND
En kan give Lys till mange.
SKIKKELSEN
Dømt er jo dets Fremtidsslægter!
BRAND
Stort en enkelts Vilje mægter.
​  467SKIKKELSEN
Husk at en med Flammeriset
Manden drev af Paradiset!
Porten har han lagt et Slug for;
over det du springer ej!
BRAND
Aaben lod han Længslens Vej!
SKIKKELSEN forsvinder i et Brag; Taagen vælter sig hvor den stod, og der skriges hvasst og skjærende, som fra en der flygter
Dø! Dig har ej Verden Brug for!
​BRAND staar en Stund som bedøvet
Væk det jog i Skoddens Røg,
fløj paa store hvasse Vinger
over Vidden som en Høg.
Kravet var en Lillefinger
​for at fange helt min Haand –!
Ha, det var Akkordens Aand!
GERD kommer med en Riffle
Saa du Høgen! Saa du Høgen?
BRAND
Ja, du; dennegang jeg saa ham.
GERD
Fort, sig Vejen, han er strøgen;
vi vil efter, vi vil naa ham!
​  468BRAND
Intet Vaaben bider paa ham;
stundom tykkes han at fly,
hjerteramt af Dødens Bly, –
men vil Baneslag du slaa ham,
er han bag dig lige kry,
gjækker, lokker dig paany.
GERD
Rensdyrskyttens Riffle stjal jeg,
har den ladt med Sølv og Staal;
du kan tro, jeg er saa gal ej,
som de siger!
BRAND
Træff dit Maal!
(vil gaa)
​GERD
Prest, du halter jo paa Foden.
Hvad har voldt det?
BRAND
Folket jog mig.
GERD nærmere
Rød, som Blod fra Hjerteroden,
er din Tinding!
BRAND
Folket slog mig.
​  469GERD
Før du havde Sang i Røsten, –
nu kun Knirk, som Løv om Høsten!
BRAND
Alt og alle –
GERD
Hvad?
BRAND
Bedrog mig.
GERD ser med store Øjne paa ham
Haa, – nu kjender jeg dig først!
Jeg har tænkt at du var Presten; –
tvi med ham og hele Resten!
Du er Manden, som er størst.
BRAND
Daarligt mente jeg det næsten.
​GERD
Lad mig se paa dine Hænder!
​BRAND
Mine Hænder?
GERD
Naglesaaret!
Blodets Dryp jeg ser i Haaret, –
Biddet efter Tornetanden,
hugget vildt og hvasst i Panden.
Dig har Korsets Træ jo baaret!
Faer har sagt da jeg var liden,
det blev gjort for længe siden,
​  470langt herfra og af en anden; –
nu jeg skjønner han mig daared; –
ja, for du er Frelsermanden!
BRAND
Vig ifra mig!
GERD
Skal jeg falde
ned og bede for din Fod?
BRAND
Vig!
GERD
Du ødte jo det Blod,
som har Magt at frelse alle!
BRAND
O, jeg ved ej Frelsens Fjæl
for min egen arme Sjæl!
GERD
Her er Rifflen! Lad dem dræbes –!
BRAND ryster paa Hovedet
Frem mod Faldet skal der stræbes.
​GERD
Ej af dig; du gaar jo først!
I din Haand er Naglehullet; –
du er udvalgt; du er størst.
​  471BRAND
Jeg er ringest Kryb i Muldet.
GERD ser oppad; Skyerne letter
Ved du hvor du staar?
BRAND stirrer frem for sig
Jeg staar
ved det første Trin af Trappen; –
højt er opp og Foden saar.
GERD vildere
Svar mig! Ved du hvor du staar?
BRAND
Ja, nu falder Taagekappen.
​GERD
Ja, den falder; Svartetind
peger helt i Himlen ind!
BRAND ser opp
Svartetind? Iskirken!
GERD
Ja!
Kirkegjæst du blev endda!
BRAND
Tusind Mile bort herfra! –
O, hvor inderligt jeg higer
​efter Lys og Sol og Mildhed,
efter Fredens Kirkestillhed,
efter Livets Sommerriger!
​  472(brister i Graad)
Jesus, jeg har raabt dit Navn;
aldrig tog du mig i Favn:
tæt forbi mig er du gledet,
gammelt Ord paa Tungen lig;
lad mig nu af Frelserklædet,
med den sande Bods-Vin vædet,
fange blot en fattig Flig!
GERD bleg
Hvad er det? Du græder, du,
varmt, saa det paa Kinden ryger, –
varmt, saa Bræens Gravlin stryger
dryppende fra Topp og Tinde, –
varmt, saa Isen i mit Minde
løses opp i Graad herinde, –
varmt, saa Messekaaben glider
nedad Jøkelprestens Sider –!
(bævende)
Mand, hvi græd du ej før nu?
BRAND klar, straalende og ligesom forynget
Frostvej bær igjennem Loven, –
siden Sommersol fra oven!
Till idag det gjaldt at blive
Tavlen hvorpaa Gud kan skrive; –
fra idag mit Livsensdigt
skal sig bøje varmt og rigt.
​​Skorpen brister. Jeg kan græde,
jeg kan knæle, – jeg kan bede!
(synker iknæ)
​  473GERD skotter oppover og siger sagte og sky
Se, der sidder han, den stygge!
Det er ham, som kaster Skygge,
der han pisker Tindens Sider
med sin brede Vingefjær.
Nu er Frelsens Time nær –
dersom bare Sølvet bider!
(kaster Rifflen till Kinden og skyder. Hult Drøn, som af en rullende Torden, lyder højt oppe fra Bergvæggen)
BRAND farer opp
Ha, hvad gjør du!
GERD
Ramt han glider!
Jeg har truffet; – se, han falder;
hør, han skriger saa det gjalder!
Mange tusind Fjer af Hammen
fyger ned fra Bergvæggs-Kammen; –
se, hvor han blir stor og hvid –!
Hej, han ruller ende hid!
BRAND synker sammen
Ja, hver Slægtens Søn tilldøde
dømmes maa for Slægtens Brøde!
GERD
Tifold større Himmeltelt
spændtes ud, da han blev fældt!
Se, han tumler; se han ruller –
​​  474aa, jeg vil ej længer grue;
han er hvid jo, som en Due –!
(skriger i Ræddsel)
Hu, det stygge, stygge Bulder!
(kaster sig ned i Sneen)
BRAND krymper sig under den styrtende Skred og siger oppad
Svar mig Gud, i Dødens Slug; –
gjælder ej et Frelsens Fnug
Mandeviljens qvantum satis –?!
Skreden begraver ham; hele Dalen fyldes.
EN RØST raaber gjennem Tordenbragene
Han er deus caritatis!
Teppet falder.