CATILINA
DRAMA I TRE ACTER
AF BRYNJOLF BJARME
CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS P. F. STEENSBALLE
F. STEENS BOGTRYKKERI
1850

 
​
​CATILINA
​​  10​ LUCIUS CATILINA, romersk Adelsmand
AURELIA, hans Hustru
FURIA, en Vestalinde
CURIUS, Catilinas Slægtning, en Yngling
MANLIUS, en gammel Kriger

LENTULUS
COEPARIUS
GABINIUS
STATILIUS
CETHEGUS unge romerske Adelsmænd

AMBIORIX
OLLOVICO Allebrogernes Gesandter
EN VESTALINDE
EN OLDING
BETJENTE VED VESTAS TEMPEL; TJENERE, GLADIATORER, KRIGERE og ALLEBROGERNES LEDSAGERE
EN AAND
Første og anden Act foregaaer ved og i Rom, tredie Act i Etrurien.
​​  11​FØRSTE ACT
Landeveien ved Rom; i Baggrunden fremrage Byens Taarne og Mure. Det er Aften.
CATILINA staaer lænet mod et Træ til Venstre, hensunken i Eftertanke
– – – – – – –
(efter en Pause)
Jeg maa, jeg maa, saa byder mig en Stemme,
i Sjælens Dyb, og jeg vil følge den; –
jeg føler Kraft og Mod til noget bedre,
til noget Høiere end dette Liv –
en Række kun af tøilesløse Glæder! –
Nei, nei, de fyldestgjør’ ei Hjertets Trang!
– Jeg sværmer vildt; kuns Glemsel er min Higen,
det er forbi! mit Liv har intet Maal! – –
– – – – – – – – – – – – –
Ha! hvad blev vel af mine Ungdomsdrømme?
Som lette Luftgestalter de forsvandt, –
kuns bitter Skuffelse de lod tilbage,
hvert dristigt Haab har Skjæbnen røvet mig!
​(med Heftighed)
Foragt dig selv, foragt dig, Catilina!
den ædle Kraft du føler i din Sjæl, –
og hvad er Maalet vel for al din Stræben?
Kuns Mættelse for sandseligt Begjær!
(roligere)
Dog stundom end, som nu i denne Time,
en lønlig Tanke ulmer i mit Bryst!
Ha! naar jeg seer mod Staden hist, det stolte,
det høie Roma, – og den Usselhed
​  12​og det Fordærv, hvortil det længst er sjunket,
fremtræder skarpt og klarlig for min Sjæl, –
da raaber høit en Stemme i mit Indre:
« Vaagn, Catilina! Vaagn, og vord en Mand!» – –
(afbryder sig selv)
Dog, det er Gjøglespil og Nattens Drømme,
og Eensomhedens Aandefostre kun;
ved mindste Lyd fra Virklighedens Rige
de flygte ned i Sjælens tause Dyb! – – –
– – – – – – – – – – – – –
Ambiorix, Ollovico med deres Ledsagere komme ind fra Høire, uden at bemærke Catilina.
AMBIORIX
See hist vor Reises Maal, det stolte Romas Mure;
mod Himlen rager frem det høie Capitol.
OLLOVICO
Saa det er Roma da? Italiens Herskerinde,
og snart Germaniens, Galliens og maaskee!
​AMBIORIX
Desværre, ja, – saa tør det maaskee vorde,
og haardt og tungt er Romas Herredom;
til Jorden ned den Kuede det tynger; –
thi kom vi hid, afsendte fra vort Folk,
at søge Ret for Krænkelserne hjemme,
og Ro og Fred for Allebrogerland.
OLLOVICO
Og det vil skjænkes os;
​  13AMBIORIX
Det vil vi haabe;
thi sikkert veed vi det Modsatte ei.
OLLOVICO
Du frygter, synes det?
AMBIORIX
Maaskee med Rette!
Nidkjær var Roma stedse for sin Magt; –
Og see, Ollovico, see dette stolte Rige
regjeres ei af Høvdinger, som vi;
derhjemme vælges ud den Viseste, den Bedste,
den Klogeste i Raad, den Kjækkeste i Strid;
ham kaare vi, den Første af vor Stamme
​til Leder ud, til Hersker for vort Folk; –
men her – –
CATILINA træder raskt frem
– – her hersker smudsig Egennytte; –
​ ved List, Bestikkelse man vorder Hersker her!
OLLOVICO
O! høie Guder! han har os beluret!
AMBIORIX
Er saa den ædelbaarne Romers Skik?
Et Qvindeværk er det i vore Dale!
CATILINA
Frygt ikke, – Speiden er ei min Bedrift –
tilfældig kun jeg hørte Eders Tale; –
fra Allebrogerlandet komme I?
I Roma troe I, Retfærd er at finde?
Vend om, Forblindede! her raader Tyrannie
​  14og Uretfærd langt meer end nogensinde,
en Republik af Navnet er det vel,
og dog, hver Borger er en bunden Slave,
forgjældet og afhængig som en Træl
af et Senat, tilfals for Gunst og Gave.
Her raader ei den høie Romeraand,
det Frisind, Roma havde længst i Eie;
viid, Liv og Sikkerhed er af Senatets Haand
en Gave, som med Guld man maa opveie!
Her raader Magtsprog, ei Retfærdighed,
den Ædle staaer af Vælden overskygget.
AMBIORIX
Saa siig! hvo er da Du, der styrter ned
den Grund, hvorpaa vort hele Haab var bygget?
​CATILINA
En Mand, der føler varmt for Friheds Sag,
en Fiende af uretfærdigt Vælde –
en Ven af hver en Undertrykt, hver Svag,
med Mod og Kraft, den Mægtige at fælde!
AMBIORIX
Det ædle Romerfolk? ha, Romer! svar!
Du sikkert vil den Fremmede bedrage
er det ei mere, hvad det fordum var –
Tyranners Skræk, Beskytter for den Svage?
​CATILINA med Alvor
See, Allebroger! imod Vest og skuer
paa Høien hist det stolte Capitol,
hvordan i rødlig Aftenglands det luer
i sidste Gløden ifra Vestens Sol.
​  15Saa flammer ogsaa Romas Aftenrøde,
dets Frihed hylles ind i Trældoms Nat,
– dog, paa dets Himmel snart en Sol skal gløde,
og for dens Straaler svinder Mulmet brat.
De gaae.
En Søilegang i Rom
Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus komme ind i ivrig Samtale.
COEPARIUS
Ja, Du har Ret, det vorder stedse værre,
​– hvad Enden bliver, veed jeg ikke selv.
CETHEGUS
Ei! – aldrig falder det mig ind at tænke
paa Saadant – Øieblikket nyder jeg;
hver Glædens Frugt jeg plukker mig og lader
det Hele gaae sin egen skjæve Gang.
LENTULUS
Vel den, der kan, det mig forundtes ikke
saa ligegyldig at imødesee
en Fremtid, da ei Mere er tilovers,
da ingen Fordring fyldestgjøres kan.
STATILIUS
Og ingensinde Udsigt til det Bedre;
dog kan det nægtes ei, en saadan Leveviis –
​  16CETHEGUS
O! tie med Sligt –
LENTULUS
– – – Mit sidste Arvestykke
er end idag for Gjæld berøvet mig!
CETHEGUS
Nu væk med Sorgen, følger mig, vi ville
i lystigt Bacchanal forglemme den.
COEPARIUS
Ja, ja, det ville vi, – afsted I muntre Venner!
​LENTULUS
Nei, venter lidt, hist kommer Manlius,
vor gamle Ven, han vil os sikkert følge.
​MANLIUS træder heftig ind
Forbandet være dem, de lumpne Hunde!
Retfærdighed de kjende ikke meer!
LENTULUS
Hvad er paafærde? hvorfor saa forbittret?
STATILIUS
Har Creditorer ogsaa plaget Dig?
MANLIUS
Heel andet. Hør! Som I jo alle vide,
i Sullas Hær har jeg med Hæder tjent;
et Stykke Agerland var min Belønning;
da Krigen var tilende leved’ jeg
i Rolighed, til Nød det mig ernæred’;
​  17nu er det mig berøvet, som det hed,
for Statens Eiendomme at inddrage
til ligelig Fordeling paa Enhver;
det er et Røverie og intet andet,
kuns egen Fordeel er der sigtet til.
COEPARIUS
Saa handler man med vore Rettigheder,
den Mægtige regjerer som Tyran!
​CETHEGUS muntert
Det er Ulykke nok og dog en værre
er rammet mig, som snart I høre skal; –
tænk Eder kun, min hulde Elskerinde,
min Tullia har skjændigt mig forladt,
just nu, da Alt, hvad end var mig tilovers,
for hendes Skyld alene var forødt!
STATILIUS
Din Overdaad tilskrives maa det ene.
CETHEGUS
Tilskriv det, hvad Du vil, jeg giver ei
paa mine Ønsker Slip, dem vil jeg stille
tilfreds saa længe, som jeg det formaaer!
MANLIUS
Og jeg, der tappert kjæmped for den Hæder,
den Magt, hvormed de Stolte prale nu! –
– jeg skal – – ha! var den gamle tappre Skare
af mine Vaabenfæller endnu her:
​  18men nei, de fleste af dem ere døde,
og de Gjenlevende er spredt’ i Verden om, –
– og hvad er’ I, den unge Slægt mod hine?
​For Magten bøies I til Støvet ned;
I have Mod, ei Lænkerne at bryde,
I foretrække dette Trælleliv!
LENTULUS
Ved Guderne! skjøndt dristigen han taler,
​er Sandhed dog, i hvad han sagde der.
CETHEGUS
Ja vel, ja vel, det maae vi ham indrømme,
men hvordan gribe fat, see det er Tingen just.
LENTULUS
Ja Sandhed er det! see I, længe taalte
vi Undertrykkelsen, nu er det Tid
at kaste af de Baand, som Uretfærd
og Herskesyge rundt om os har flettet!
STATILIUS
Ha! jeg forstaaer dig Lentulus, dog see,
dertil behøve vi en kraftig Leder,
– med Mod og Indsigt nok; hvor findes han?
LENTULUS
Jeg kjender een, der mægter os at lede –
MANLIUS
Du mener Catilina?
​  19LENTULUS
– – Netop ham!
CETHEGUS
Ja, Catilina, ja, han er den Eneste!
​MANLIUS
Jeg kjender ham; jeg var hans Faders Ven,
og ved hans Side mangen Kamp jeg kjæmped’
hans lille Søn i Striden fulgte ham –
ja dengang alt var Drengen vild, ustyrlig –
Dog, sjeldne Gaver findes der hos ham;
hans Sjæl er høi, hans Mod urokkeligt.
LENTULUS
Jeg troer at finde ham ret beredvillig,
jeg mødte ham i Aftes dybt forstemt;
han ruger over hemmelige Planer,
et dristigt Maal han havde længst isigte.
STATILIUS
Ja, Consulatet har han længe søgt –
LENTULUS
Det vil ei lykkes ham, – thi bittert har
hans Fiender imod ham talet –
han var tilstede selv, og rasende
forlod han Raadet, pønsende paa Hævn.
STATILIUS
Da gaaer han sikkert paa vort Forslag ind!
​  20​LENTULUS
Jeg haaber det; vi ville søge ham,
ledsag I mig; – Tiden er os gunstig!
De gaae.
​ Vestas Tempel
I en Nische i Baggrunden brænder den hellige Ild. Catilina og Curius liste sig ind og stille sig bag Søilerne i Forgrunden.
CURIUS
Hvad, Catilina! hid Du fører mig
i Vestatemplet?
CATILINA leende
– – Nu, ja! som Du seer!
CURIUS
I Guder! hvilket Letsind! end idag
har Cicero, din Uven mod Dig tordnet –
og dog Du kan – –
CATILINA
– – O! lad det være glemt –
CURIUS
Du er i Fare og forglemmer den,
ved blindt at styrte Dig udi en anden!
​  21CATILINA muntert
Forandring er min Lyst; jeg aldrig talte
blandt Vestalinderne en Elskerinde,
thi kom jeg hid, min Lykke at forsøge!
​CURIUS
I høie Guder! dog, det er vel Spøg?
CATILINA
En Spøg? ja vist! som al min Kjærlighed,
men Alvor er dog, hvad jeg nys Dig sagde; –
da under sidste Fest igjennem Romas Gader
i Procession Præstinderne jeg saae,
tilfældigviis paa een af dem jeg fæsted’
et Øiekast, og med et flygtigt Blik
hun mødte mit – det trængte gjennem Sjælen,
og dette Udtryk i det dunkle Øie
jeg aldrig saa hos nogen Kvinde før.
CURIUS
Det vil jeg troe – men sig, hvad fulgte siden?
CATILINA
I Templet her jeg har mig listet ind, –
alt flere Gange seet, talt med hende;
ha, hvilken dyb Forskjel imellem hende
og min Aurelia –.
​CURIUS
Og begge elsker Du
paa eengang, nei! det kan jeg ei begribe –
​  22CATILINA
Besynderligt! jeg fatter det ei selv,
og dog, det er aldeles, som Du siger, –
​men ha! hvor er min Elskov heel forskjellig –
Aurelia er øm og stemmer tit
med blide Ord til Mildhed dette Hjerte,
men Furia, – dog tys! der kommer Nogen –
FURIA kommer ind
Forhadte Haller! Vidner til den Smerte,
til den Kval, hvortil jeg er fordømt!
hver herlig Tanke, hvert et Haab jeg nærte
er slukt i dette Hjerte – gjennemstrømt
af Febergysen snart, og snart af Gløden,
meer heed og brændende, end Flammen der.
Ha, hvilken Skjæbne – og hvad var vel Brøden,
som fængsled’ mig til dette Tempel her,
som røved’ mig enhver min Ungdomsglæde
i Livets skjønne Vaar hver skyldfri Lyst; –
dog, ingen Taare skal mit Øie væde –
– kun Had og Hevn beliver dette Bryst!
CATILINA træder frem
Og heller ei for mig en anden Lue,
en mere blid Du nærer, Furia?
FURIA
I Guder! ha! Forvovne, atter her!
Du frygter ei – – –
CATILINA
– – – Jeg kjender Frygten ei;
at møde Faren stedse var min Lyst!
​​  23FURIA
O herligt, herligt! saa er og min Tanke,
og dette Tempel hader jeg desmeer,
fordi i Tryghed roligen jeg lever
og ingen Fare bag dets Mure boer –
– og denne tomme, handlingsløse Virken,
et Liv saa mat, som Lampens sidste Blus,
ha! hvilken Tumleplads for denne Fylde
af høie, stolte Planer i mit Bryst;
​det knuges sammen mellem disse Mure,
hvor Livet stivner, Haabet slukkes ud,
hvor Dagen mat og døsig sig hensniger,
hvor ingen Tankens Gjenstand bydes frem.
CATILINA
Ha! Furia! hvor sælsom er din Tale!
den klang som Toner fra min egen Barm,
som om med Flammeskrift Du vilde male
enhver min Higen, svulmende og varm, –
saa knuger Smerten ogsaa dette Hjerte,
som dit, af Hadet hærdes det til Staal, –
som Dig, mig røvedes hvert Haab, jeg nærte,
mit Levnet er som dit – foruden Maal –
– Dog, jeg gjemmer taus min dybe Smerte,
og ingen aner, hvad der gløder her –
– de oversee, foragte mig, de Usle –
de vide ei, hvor høit mit Hjerte slaaer
for Ret og Frihed og for alt, hvad ædelt
bevæged’ sig i nogen jordisk Barm!
​​  24FURIA
O! herligt! denne Sjæl, og ingen anden
er skabt for mig, saa raaber høit en Røst
fra Hjertets Dyb, og den bedrager ikke –
saa kom! o kom! vi ville lyde den – –
CATILINA
Hvad mener Du? min skjønne Sværmerinde!
FURIA
Vel! lad os flygte bort fra dette Sted,
et bedre Fødeland vi ville finde –
her kues Aandens høie, stolte Flugt –
her slukker Lavhed hver en herlig Funke
førend til Flammer høit den blusser frem –
Kom! lad os flygte – ha! for Frihedssindet
er hele Jordens Kreds et Fædrehjem!
CATILINA
Ha! mægtigt tryllende din Tale lyder – –
FURIA
Saa lad os fly i dette Øieblik –
over Bjerge hist bag Havets Flade,
langt fra Roma standser først vor Flugt –
​en talrig Venneflok Dig sikkert følger
i fjerne Lande fæste vi vor Bo –
der herske vi og vil ei meer fordølge,
at intet Hjerte slog som disse to! –
​​  25CATILINA
O! skjønt! dog sig, hvi skulle vi vel fly?
– see her kan ogsaa Frihedsflammen næres –
her findes og Anledning til Bedrift,
saa stor som selv din Sjæl forlanger den – –
FURIA
Her, siger Du, her i det usle Rom,
hvor Slavesind og Tyranni kun findes –
Ha! Lucius! er ogsaa Du blandt dem,
som maa med Rødme Romas Fortid mindes,
hvad var det eengang, og hvad er det nu –
dengang en Helteflok, og nu en Skare
af usle Trælle – –
CATILINA
– – Spotter ogsaa Du?
Da vid! for Romas Frihed at bevare,
for end engang at see dets høie Glands,
med Glæde jeg som Curtius mig styrted
i Svælget ned. – –
FURIA
– – – O, ti! i sælsom Ild
dit Øie gløder – Du har Sandhed talt –
dog gaa – thi snarlig vil Præstinderne
hid komme, som paa denne Tid de pleie.
CATILINA
Jeg gaaer – dog snart Du seer mig her igjen –
​en Tryllekraft mig fængsler til din Side –
en Kvinde, stolt som Du, jeg aldrig saae –
​  26FURIA med et vildt Smiil
Saa lov mig Eet, og sværg, at Du vil holde,
hvad Du mig lover, – vil Du Lucius?
CATILINA
Jeg vil Alt, hvad min Furia forlanger;
i dette Hjerte hersker ene Du –
FURIA
Saa viid, endskjønt i Templet her jeg lever,
i Roma mellem Eder findes Een; –
​ham har jeg svoret Fiendskab til Døden,
og Had bag Gravens dunkle Skygger selv.
CATILINA
Nu vel –
FURIA
– – Saa sværg, min Fiende skal vorde
til Døden din, sig, vil Du, Lucius?
CATILINA
Det sværger jeg ved alle høie Guder,
ved min Moders Minde, ved min Faders Navn,
høit sværger jeg – men sig, hvad fattes Dig
– min Furia! dit Øie sælsomt flammer,
og marmorhvid som Døden er din Kind!
​FURIA
Jeg veed ei selv – som Ild i mine Aarer
det gløder, – dog, bliv ved – sværg end engang –
​  27CATILINA
Udøser, høie Guder, paa min Isse
al eders Hevn og lad jer Vredes Lyn
mig sønderknuse, hvis min Eed jeg bryder;
en Dæmon lig, jeg skal forfølge ham!
FURIA
Alt nok, jeg troer Dig, ha! min Barm det letted’
– i dine Hænder hviler nu min Hævn!
CATILINA
Jeg skal udføre den, dog sig mig, Furia!
hvo er han, og hvad var hans Brøde vel?
FURIA
Ved Tibers Bredder, langt fra Romas Mure
min Vugge stod, der var mit stille Hjem,
førend jeg viedes til Vestalinde; –
en elsket Søster leved’ der med mig;
– da kom en Nidding til vor stille Bolig, –
han saae den rene, skjønne Lillie der – –
CATILINA overrasket
I høie Guder! – –
​FURIA
– – Han forførte hende – –
I Tibers Vover søgte hun sin Grav!
CATILINA urolig
Du kjender ham?
​  28FURIA
– – Jeg saae ham aldrig der –
jeg vidste Intet, før det var for seent!
Nu kjender jeg hans Navn – –
CATILINA
– – Saa nævn det da!
​FURIA
Du sikkert kjender ham, vid, det er Catilina!
CATILINA farer tilbage
Ha! rædsomt – Furia! – hvad siger Du?
FURIA
Hvad fattes Dig, kom til Dig selv! Du blegner –
sig Lucius! er han maaskee din Ven?
CATILINA
Min Ven! nei Furia! – nu ikke mere,
– jeg har forbandet, svoret evigt Had
– – – mig selv –
FURIA
– – Dig selv, Du – Du er Catilina?
​CATILINA
Jeg er det – –
FURIA
– – Du min Tullias Forfører?
Ha, saa har Nemesis jo hørt min Bøn –
selv har Du Hevnen over Dig nedkaldet;
vee Dig – Forfører! vee Dig – –
​  29CATILINA
– – Ha! hvor fælt
dit Øie stirrer – ha! den Dødes Skygge
Du synes lig i Maanens blege Skin.
(iler ud)
FURIA efter en Pause, med vild Heftighed
Ha, nu forstaaer jeg det – for mine Blikke
er Sløret faldet, og jeg fatter Alt;
Had var det, som fra første Gang jeg skued’
paa Gaden ham, sig fæsted i mit Bryst –
en sælsom Følelse, en vild, en blodrød Flamme!
Ja, han skal føle, hvad et Had, som mit,
et evigt flammende foruden Grændse,
foruden Maal skal bringe over ham!
EN VESTALINDE træder ind
Gaa, Furia! snart Timen er tilende,
thi kom jeg hid – – dog, hellige Gudinde!
hvad seer jeg – vee dig, vee dig, Flammen slukt!
​FURIA vildt
Slukt, siger Du – den brænder vildt endnu,
– den slukkes ei – –
VESTALINDEN
I Guder! hvad er dette!
​FURIA
Nei, Hadets Ild udslukkes ei saa let –
see Kjærlighedens blusser frem og synker
i samme Stund, men Hadet – –
VESTALINDEN
– – Himmelske Gudinde!
O, hjælper! hjælper! det er Vanvid jo –
​  30Endeel Tempeltjenere ile ind.
NOGLE
Hvad er paafærde? –
ANDRE
– Vestaflammen slukket! –
FURIA
Her, i mit Hjerte flammer det endnu!
VESTALINDEN
Bort, bort med hende, med Forbryderinden!
De føre hende bort.
​CURIUS træder frem
Ha! til Døden bort de føre hende.
Nei, nei, ved Guderne, det maa ei skee!
Skal hun, det stolte, dette høie Væsen
med Skjændsel lide en Forbryders Død!
O, aldrig følte jeg mig saa tilmode!
hvor dybt har hendes Billed’ præget sig
ind i mit Hjerte; ha, hvad fattes mig,
mon er det Kjærlighed? Ja, saadan er det –
– Jeg redder hende, – o, men Catilina?
Med evigt Had hun vil forfølge ham; –
er der ei nok af dem, der hade ham,
skal jeg endnu hans Fiender forøge?
Han var mig længst jo i en Faders Sted –
mig byder Pligten at beskytte ham; –
– men Kjærligheden? Ha! hvad byder den?
​  31Og skulde han, den stolte Catilina
vel skjælve for en Qvindes Vrede? Nei,
det maa udføres end i denne Stund!
Ja, Furia! jeg, jeg skal redde Dig
fra Døden, gjældte det endog mit Liv!
(gaaer hurtig bort)
​ Et Værelse i Catilinas Huus
CATILINA træder med Heftighed ind
«Ha, saa har Nemesis jo hørt min Bøn;
​selv har Du Hævnen over Dig nedkaldet.» –
– Saa lød det jo fra Sværmerindens Læbe –
– forunderligt – maaskee det var et Vink,
et Varsel om hvad Fremtiden vil bringe.
– Saa har jeg selv med Eed mig viet ind
til evig Hævner af min egen Brøde!
Ha, Furia! mig tykkes end jeg seer
dit Flammeblik, vildt som en Hævngudindes,
mens huult dit Ord end toner i min Sjæl,
og evig, evig skal min Eed jeg mindes – –
(afbryder sig selv) (under den følgende Replik har Aurelia ubemærket nærmet sig ham)
– Dog, det er taabeligt at tænke meer
paa denne Galskab – andet er det ikke –
en bedre Retning har min Grublen jo –
en større Gjenstand eier Sjælens Blikke;
– Ha, mine Planer har et mægtigt Krav,
paa dem jeg maa enhver min Tanke vende;
mit Indre bølger som et stormfuldt Hav – –
​  32AURELIA griber hans Haand
Tør din Aurelia ei Grunden kjende;
tør hun ei vide, hvad der i dit Bryst
bevæger sig, og kjæmper vildt derinde –
tør hun ei yde Dig en venlig Trøst
og bringe Sjælens Mulm til at forsvinde?
CATILINA blidt
O, min Aurelia! hvor Du er god og øm,
​dog sig! hvi skal jeg Livet Dig forbittre;
hvi skal Du dele hver en Sorg med mig –
– ha, nok af Smerte har jeg Dig forskaffet;
​er det ei nok, at paa min Isse har
en mørk, en fiendtligsindet Skjæbne dynget
al den Forbandelse, der ligger i
Foreningen af ædle Sjælekræfter,
af varm Begeistring for et daadrigt Liv,
med usle Baand, der kue Aandens Stræben. –
– Skal ogsaa Du, i lange, tunge Drag
min Smertes bittre Skaal til Bunden tømme!
AURELIA
En kjærlig Trøst er stedse Qvindens Sag,
kan hun end ei som Du om Storhed drømme; –
Naar Manden kjæmper for sin stolte Drøm,
og al hans Løn er Skuffelse og Kummer,
da lyder hendes Tale blid og øm –
hun dysser ind ham til en rolig Slummer;
da finder han, at og det stille Liv
har Glæder, som den vilde Tummel savner.
​  33CATILINA
Ja, Du har Ret – heel vel jeg føler det,
og dog, jeg kan mig ei fra Larmen rive –
en evig Uro gjærer i min Barm –
kuns Livets Tummel mægter den at stille.
AURELIA
Er din Aurelia Dig ikke nok?
​formaaer hun ei din Sjæl tilfreds at stille –
saa aabn’ dit Hjerte for et venligt Ord,
en kjærlig Trøst ifra din Hustrus Læbe.
Kan hun ei mætte denne vilde Trang,
kan hun ei følge dine Tankers Flyven:
vid, jeg formaaer at dele hver din Sorg;
har Kraft og Mod at lette dine Byrder!
CATILINA
Saa vid da, min Aurelia, hvad der
i dette Øieblik mig dybt har grebet; –
Du veed jeg længst har Consulatet søgt –
foruden Held – Du kjender jo det Hele –
hvordan for Stemmer at forskaffe mig
jeg har forødt – –
​AURELIA
– – O, ti! min Catilina!
Det smerter mig – – –
CATILINA
– – – Bebreider Du mig og –
– Hvad Middel var vel ellers mig tilbage? –
– til ingen Nytte er det Hele spildt! –
kuns Haan og Skjændsel er, hvad jeg har vundet; –
nys i Senatet har min Fiende
Marcus Cicero mig bittert krænket –
​  34hans Tale var en Skildring af mit Liv,
saa rædselfuld, at selv jeg maatte gyse; –
i hvert et Blik jeg læser taus Foragt,
​med Afsky nævnes Navnet Catilina,
til fjerne Efterslægt det bringes vil
som Billed paa en fæl, en rædsom Blanding
af Tøilesløshed og af Usselhed,
af Haan og Foragt for det Ædle, Høie,
og ingen Daad skal værne om hans Navn,
og vidne mod, hvad skjændigt man har løiet,
Enhver vil troe, hvad Rygtet har fortalt – –
AURELIA
Men jeg, jeg troer det ei, min Catilina!
Lad hele Verden end fordømme Dig,
lad den kun Skjændsel paa dit Hoved tynge;
jeg veed, Du gjemmer i din høie Sjæl
en Spire, som kan ædle Frugter bære –
men her formaaer den ei at bryde frem,
og giftigt Ukrud vil den snarlig kvæle. –
Lad os forlade dette Sorgens Hjem;
hvad binder Dig? hvi skulle her vi dvæle!
CATILINA
Hvad mener Du, jeg skulde drage bort?
Jeg skal opgive mine stolte Tanker; –
– den Druknende – endskjøndt foruden Haab
sig klynger fast dog til de knuste Planker; –
naar Vraget sluges af den vaade Grav,
og hvert et Haab om Redning er forsvunden,
​den sidste Planke han med sidste Kraft
omfatter, synkende med den til Bunden – –
​​  35AURELIA
Men naar en venlig Kyst tilsmiler ham
med grønne Lunde langs med Havets Vove,
da vaagner Haabet atter i hans Barm; –
han stræber did, imod de lyse Skove –
– der er det skjønt – der hersker stille Fred,
der pladsker Bølgen venligt imod Stranden,
der lægger han de trætte Lemmer ned
og kjølig Aftenvind omvifter Panden;
den jager bort hver Sorgens mørke Sky,
en stille Fred bli’r i hans Sind tilbage;
der dvæler han, og finder kvægsom Ly
og Glemsel for de svundne, mørke Dage; –
Det fjerne Echo kuns af Verdens Larm
formaaer at trænge til hans stille Bolig;
– det bryder ikke Freden i hans Barm,
det gjør hans Sjæl end mere glad og rolig;
det minder ham om den forsvundne Tid,
hans knuste Planer og hans vilde Glæder; –
– han finder dobbelt skjønt det stille Liv,
og bytter ei med nogen Romers Hæder!
CATILINA
O, skjønt Du taler! og i denne Stund
jeg kunde følge Dig fra Livets Tummel, –
dog sig, hvor skulle vi vel flygte hen,
hvor skulle vi i stille Ro vel leve – –
AURELIA glad
Du vil, min Catilina! hvilken Fryd!
​o, mere end mit Bryst formaaer at rumme –
– hvi dvæle vi – – o, selv i denne Nat –
vi drage kan afsted – –
​  36CATILINA
– – Hvor skal vi drage? –
hvor findes Stedet, hvor jeg lægge kan
til Roe mit Hoved. – – –
AURELIA
– – – Kan Du saadan tale,
​har Du forglemt vort lille Landsted, hvor
min Vugge stod, og hvor vi siden glade
og lykkelige i en salig Ro
har levet mange muntre Sommerdage.
Hvor var vel Græsset mere grønt, end der?
Hvor større Kjølighed i Skovens Skygge!
Den lille Villa mellem dunkle Træer
fremtitter vinkende i rolig Hygge.
Did flygte vi og vie ind vort Liv
til landlig Rolighed, til stille Glæde; –
der skal opmuntre Dig en kjærlig Viv,
med Kys hun skal enhver din Kummer sprede –
(smilende)
og naar, med Markens Blommer i din Favn,
Du træder ind til mig – din Herskerinde –
da raaber jeg min Blomsterfyrstes Navn,
og binder Laurbærkrandsen om hans Tinde!
– – – Men sig, hvad fattes Dig? Du knuger vildt
min Haand, og sælsomt flamme dine Blikke. –
​CATILINA
Vee mig, Aurelia! dit Haab er spildt;
didhen at føre Dig formaaer jeg ikke; –
jeg kan ei – –
​  37AURELIA
– – Guder! hvor Du skrækker mig,
dog, ikke sandt? Du spøger, Catilina!
CATILINA
Jeg spøge! ha! er dertil jeg istand,
naar hvert dit Ord, som Hævnens skarpe Pile
igjennembore dette pinte Bryst,
som Skjæbnen aldrig end forundte Hvile – –
AURELIA
I Guder! sig, hvad mener Du – –
CATILINA
– – – See her!
her er din Villa, her din Fremtids Glæde –
(trækker en Pung med Guld frem, og kaster den med Heftighed paa Bordet)
AURELIA
O! Du har solgt – –
​CATILINA
– – Ja, end i denne Dag –
Og i hvad Hensigt – ha! for at bestikke – –
​AURELIA
O ti! o ti! – lad os ei tænke meer –
paa denne Sag, – den volder jo kun Smerte!
CATILINA
Ha! meget meer din Blidhed knuser mig,
end hver en bitter Klage fra Din Læbe –
​  38 EN GAMMEL SOLDAT træder ind og nærmer sig Catilina
Tilgiv mig, Herre! at jeg træder ind
umeldt ved Aftenstid her i din Bolig; –
Tilgiv – – –
CATILINA
– – Sig frem! hvad vil Du her?
SOLDATEN
Mit Ærind’ er en ydmyg Bøn, – Du sikkert
vil den høre. – Jeg er en fattig Mand,
som offret har min Kraft for Romas Hæder; –
nu er jeg svækket – kan ei tjene meer
og mine Vaaben hænge rustne hjemme; –
mit hele Haab stod til min Søn, – han har
med sine Hænders Arbeid’ mig ernæret.
Ak! for en Gjæld han sidder fængslet nu –
og ingen Redning – hjælp mig! hjælp mig, Herre!
(knælende)
En lille Skjærv! jeg vandret har fra Dør
​– til Dør, men ak! enhver forlængst var lukket, –
jeg kan ei mere – –
CATILINA
Ja! det ligner dem!
See, Aurelia! saadan behandler man
den gamle tappre Veteranerskare, –
Taknem’lighed er ei i Roma meer! –
Der var en Tid, da jeg i billig Harm
gad hævne mig med Sværd og vilde Flammer,
men see! i denne Stund jeg kan det ei –
mit Sind er barnligmildt – jeg kan ei hævne, –
​  39at lindre Sorgen er jo og Bedrift –
der, Olding! tag, Du kan din Gjæld betale. –
(rækker ham Guldet)
​SOLDATEN
O! høie Guder! kan jeg troe dit Ord? –
CATILINA
Ja! skynd Dig Gamle, gaa og løs hans Lænker!
(Soldaten gaaer hurtigt bort)
– En bedre Brug – ei sandt Aurelia!
end til Bestikkelser, til Uretfærd!
vel er det skjønt at styrte en Tyran,
– – men stille Trøst har ogsaa sin Belønning!
AURELIA kaster sig i hans Arme
O! stor og ædel er endnu din Sjæl!
Nu kjender jeg igjen min Catilina!
​ En underjordisk Hvælving
En Lampe brænder mat. I Baggrunden en stor Jerndør. Furia staaer midt i Hvælvingen, iført en sort Dragt, og i en lyttende Stilling.
FURIA
– – – – – – – –
– Det drønner huult! det tordner hist deroppe!
den fjerne Larm gjenlyder ned til mig –
– men her, i Underverdnen er det stille!
– Ha! er til døsig Ro jeg evig dømt? –
​  40– skal end ei her i vilde Labyrinther
jeg færdes om, som stedse var min Lyst – –
(efter en Pause)
Det var et sælsomt Liv! en sælsom Skjæbne,
Kometens lig, der flygtig kom og svandt!
Han mødte mig! en mægtig Tryllekraft –
en indre Sympathi os førte sammen; –
jeg var hans Hævngudinde, han mit Offer – –
– men Straffen fulgte Hævnerinden brat!
(en Pause)
Nu er det tyst deroppe, – fjernes jeg
alt meer og mere ifra Lysets Bolig?
ha, vel! hvis saa det er – hvis denne Dvælen
i Hulen her i Grunden er en Flugt
paa Lynets Vinge ned mod Mørkets Lande,
​hvis alt jeg nærmer mig den vilde Styx!
​Der ruller Bølgen blytung imod Bredden,
der roer Charon lydløs i sin Baad –
– snart er jeg der – der vil jeg taus mig sætte
ved Færgestedet, – spørge hver en Aand,
hver flygtig Skygge, som fra Livets Rige
med lette Fjed sig nærmer Dødens Land –
– vil spørge ham om, hvordan Catilina
– vel færdes blandt de Levende deroppe,
vil spørge om, hvordan han holdt sin Eed!
Jeg lyse vil med blaalig Svovelfakkel
hver Dødning ind i Øiets matte Dyb; –
imellem Tusinder jeg kjender Catilina,
– og naar han kommer, vil jeg følge ham,
– da gjør vi begge Overfarten sammen,
betræde begge Proserpinas Hal; –
jeg og som Skygge følge skal hans Fjed, –
hvor Catilina er, maa Furia jo være!
​  41(en Pause)
Ha! Luften bliver stedse mere lummer,
og Aandedrættet mere tungt end før; –
saa nærmer jeg mig da de mørke Sumpe,
hvor Underverdnens Floder strømme tyst – –
(lytter, – man hører en svag Larm)
– Et sagte Drøn – som Aareslag det lyder,
det er de Dødes Færgemand, som alt
mig hente vil – men her, her vil jeg vente! –
(Jerndøren i Baggrunden aabnes sagte, og Curius viser sig, sagte vinkende)
Vær hilset Charon! er Du alt bered
​at føre mig som Gjæst til Dødens Haller – –
her vil jeg vente – –
CURIUS
– – Ti! og følg mig kun – –​  42
​​  43​ANDEN ACT
Et Værelse i Catilinas Huus
Catilina gaaer op og ned ad Gulvet. Lentulus og Cethegus.
CATILINA
Nei – jeg siger Eder, I fatte ikke,
I forstaae mig ei, – ha, skulde jeg
forræderisk en Borgerkrig begynde,
– med Borgerblod besmitte mine Hænder? –
nei, nei, jeg gjør det ei; – Lad Roma kuns
fordømme mig – –
LENTULUS
– – Du vil ei, Catilina!
CATILINA
Jeg vil ei – –
CETHEGUS
– – Sig mig, har Du Intet her
at hævne, Intet at erhverve Dig –
​CATILINA
Lad hævne, hvo der vil, jeg gjør det ei –
dog, taus Foragt er ogsaa jo en Hævn –
– det være skal min eneste – –
​  44CETHEGUS
– – Ha, ha!
Et ubeleiligt Øieblik er dette
dog sikkerligen Morgendagen vil
paa andre Tanker bringe Dig – –
CATILINA
– – Hvi saa?
CETHEGUS
Her gaae adskillige forunderlige Rygter; –
– nys er en Vestalinde ført til Døden – –
CATILINA overrasket
En Vestalinde? ha! hvad siger Du?
LENTULUS
Ja vist! en Vestalinde! – og som Rygtet siger –
CATILINA
Ha! hvad siger det?
CETHEGUS
– – At Du er ei saa ganske
aldeles ubekjendt med denne Sag – –
​​CATILINA
Det siger man! – –
LENTULUS
– – Ja, saa lyder Rygtet!
Ih, nu! for os, for dine Venner
kan Sligt jo ganske ligegyldigt være,
– men Folket, Catilina! dømmer strængt!
​  45CATILINA i Tanker
Og hun er død! – –
CETHEGUS
– – Det er hun sikkerlig –
en Times Ophold i Forbrydergraven
er meer end nok –
LENTULUS
– – Nu, lad det være glemt!
det var ei derfor vi om hende talte,
– men Catilina, hør! betænk Dig vel,
du søgte Consulatet – alt dit Haab
var rettet mod et heldigt Udfald af
din Søgen, – nu er ogsaa det forbi – –
CATILINA som før
«Selv har Du Hævnen over Dig nedkaldet!»
CETHEGUS
Nu væk med Grubleri! det nytter ei –
​viis Dig som Mand; end kan jo Alt oprettes;
en rask Beslutning – Du har Venner nok,
beredte til paa første Vink at lyde, –
sig, vil Du, Catilina, svar!
CATILINA
– – Nei, siger jeg!
og hvorfor ville I vel sammensværge Eder;
mon ædelt Frihedssind er Grunden da,
mon I for Romas Storhed at oprette,
vil styrte Alt – –?
​  46LENTULUS
– – Det kan jeg just ei sige,
men Haab om egen Storhed er jo dog
tilstrækkelig Bevæggrund, Catilina!
CETHEGUS
Og Midler nok til ret at nyde Livet –
er heller ei saa ganske at forkaste –
det er min Stræben, – jeg er ei ærgjerrig!
CATILINA
Ha! jeg vidste det, kuns usle Hensyn
​til egen Fordeel er, hvad Eder driver; –
nei, Venner, nei, jeg har et bedre Maal –
– vel har jeg ved Bestikkelser forsøgt
mig Consulatet at forskaffe; – dog,
min Hensigt var en bedre, end man skulde
ifra slige Midler dømme. Frihed og
​det Heles Vel var Maalet for min Stræben,
men jeg miskjendtes, Skinnet var imod;
min Skjæbne vilde det, det maa saa være!
CETHEGUS
Du vil ei, Catilina! vil ei redde
fra Undergang, fra Skjændsel dine Venner; –
– vid, mangen En af os er snarlig bragt
til Betlerstaven ved vor vilde Sværmen – –
CATILINA
Saa stands itide – det er min Beslutning!
​  47LENTULUS
Hvad, Catilina! hvad? Du vil forandre
din Leveviis, dog nei, Du spøger vel?
CATILINA
Det er mit Alvor, ved de høie Guder!
CETHEGUS
Ha, saa er ingen Udvei med ham meer!
Kom, lad os skynde os – berette vore Venner
Udfaldet af vort Møde; nu de sidde
i muntert Gilde hist hos Bibulus. –
CATILINA
Hos Bibulus? ha, alt saa mangen Nat
jeg sværmet har hos ham med Eder, Venner!
men nu, nu skeer det ikke meer,
jeg drager end i denne Nat afsted – –
​LENTULUS
Hvad siger Du? afsted – – –
CETHEGUS
– – I denne Nat?
CATILINA
I denne Nat med min Aurelia
en evig Afskeed jeg med Roma tager;
– i Galliens Dale fæste vi vor Bo,
et lille Agerland skal os ernære.
CETHEGUS
Ha, Catilina! Du vil os forlade –
​  48CATILINA
Jeg vil, jeg maa, her tynger Skjændsel mig,
– ha, jeg har Mod, min Fattigdom at bære,
​men i hver Romers Blik at læse Haan
og dyb Foragt, nei, nei, det er formeget!
– Der vil som Colonist jeg stille leve,
jeg vil forglemme, hvad jeg engang var,
vil slette Tanken ud om mine Planer,
vil som en dunkel Drøm min Fortid mindes!
LENTULUS
Nu, saa lev vel! og Lykken følge Dig!
CETHEGUS
Forglem os ei, vi stedse ville mindes
​Dig, Catilina; – nu berette vi
for vore Venner denne din Beslutning.
CATILINA
Og bring dem saa min sidste varme Hilsen!
Lentulus og Cethegus gaae.
Aurelia træder ind, men bliver frygtsom staaende, da hun seer Lentulus og Cethegus; naar de ere gaaede, træder hun hen til Catilina.
AURELIA blidt bebreidende
Atter, Catilina, dine vilde
Kamerater – –
CATILINA
– – Det er sidste Gang;
jeg tog kun Afskeed, – nu er hvert et Baand,
​  49som bandt til Roma mig isønderhugget,
for evig, evig – –
AURELIA
– – Jeg indpakket har
vor Smule Eiendom, det er ei meget, –
dog nok for Nøisomheden, Catilina!
CATILINA i Tanker
Ja nok, ja nok, da Alt er tabt for mig!
AURELIA
O, tænk ei mere paa, hvad ei kan ændres –
– forglem – –
​CATILINA
Ha, vel mig, hvis jeg kunde det,
hvis jeg af Sjælen kunde Mindet rive,
glemme mine Drømme, mine Planer!
o! nei, dertil er jeg end ei istand,
dog vil jeg stræbe – –
AURELIA
– – Jeg vil hjælpe Dig,
og Du vil finde Læg’dom for din Smerte,
men bort herfra vi maae saa snart som mulig,
​– her taler Mindet stedse til din Sjæl,
– ei sandt, i denne Nat vi drage bort? –
CATILINA
Jo, jo, i denne Nat, Aurelia!
AURELIA
Den lille Sum, der endnu var tilbage,
jeg samlet har, til Reisen er det nok!
​  50CATILINA
Nu vel! mit Sværd jeg med en Spade bytter,
ha! hvad er Sværdet mere vel for mig? –
AURELIA
Du graver Jorden – jeg vil beplante den,
snart for din Fod i Blomsterflor skal spire
en Rosenhæk og venlige Kjærminder,
som et Symbol paa, at den Tid er kommen,
​da Du hvert Fortidsminde hilse kan
som Ungdomsven, naar det din Sjæl besøger!
CATILINA
Den Tid, Aurelia! o nei, o nei,
den ligger end i Fremtids fjerne Blaa!
(efter en Pause)
Dog, gaa Aurelia! gaa, hvil Dig lidt derinde,
ved Midnatstid vi ville bryde op,
naar Roma hviler dybest i sin Slummer
og Ingen aner, hvor vi flygte hen. –
Den lyse Morgenrøde skal os finde
langt, langt herfra, midt i Naturens Skjød,
vi hvile os paa Græssets bløde Teppe. –
AURELIA
En ny Tilværelse for os frembryder,
meer glæderig, end den, vi snart forlade,
men jeg vil gaae! – en Times Rolighed
vil skjænke Kraft – Godnat, min Catilina!
(kysser ham og gaaer)
​  51CATILINA
Nu er hun borte – ha! det letter mig;
jeg kan aflægge denne byrdefulde
Forstillelse, det Skin af Rolighed,
som findes mindst af Alt i dette Hjerte. –
Hun er min gode Aand, – det vilde smerte hende
at see min Sorg, og jeg maa skjule den, –
​​– dog, denne tause Stund jeg vier ind
til en Betragtning af mit vilde Liv; –
– men Lampen der forstyrrer mine Drømme,
– mørkt maa her være, mørkt som i min Sjæl!
(slukker Lampen ud. Maanen skinner derpaa ind mellem Søilerne i Baggrunden)
Ha! altfor lyst endnu, dog, ligemeget!
det matte Maaneskin sig passer godt
til dette dunkle Halvlys, som indhyller,
som stedse har indhyllet mine Fjed – – –
Ha, Catilina! saa er denne Dag –
den sidste, – end imorgen er Du ei
den Catilina meer, Du før har været!
Hist i det fjerne Gallien skal mit Liv
henrinde ukjendt i de mørke Skove, –
ha, det er min Opvaagnen af de Drømme
om Storhed, om et daadrigt Liv,
som længst jeg næred’ – kun i Sjælens Indre
var deres Tumleplads og Ingen kjendte dem!
– Ha! det er ei hiin tunge Rolighed
langt fra Verdenslarmen, som mig skrækker –
– nei – for et Øieblik at lyse klart
og flammende som Meteoret,
for med en herlig Daad at vie ind
​  52mit Navn til Storhed, til Udød’ligheden –
ha! jeg kunde i den samme Stund
forlade Livet; – da jeg havde levet; –
jeg kunde flygte til en fremmed Strand,
jeg kunde støde Dolken i mit Hjerte, –
​– men dette er jo Døden uden Liv!
Ha, Catilina! saa skal Du forgaae!
Et Vink, I høie Guder! at det er
min Skjæbne, glemt og sporløs at forsvinde
fra Livet! – –
​FURIA bag Søilerne i Baggrunden
– – Nei, det er ei Catilina!
CATILINA farer tilbage
Ha, rædsomt! hvilken Stemme toner hist?
En Aanderøst fra Underverdnens Skygger?
FURIA træder frem i Maaneskinnet
Jeg er din Genius! –
CATILINA forfærdet
– – Ha, Furia!
FURIA
Dybt er Du sjunken, dybt! Du ræddes kan
for mig! – –
CATILINA
Ha! Du er stegen frem
af Gravens Dyb for at forfølge mig –
FURIA
Forfølge, siger Du! jeg er din Genius!
jeg maa ledsage Dig, hvorhen Du gaaer –
​  53Hun nærmer sig.
​CATILINA
O, milde Guder! det er hende selv,
og ingen Aand – –
FURIA
– – Aand eller ikke, det
er ligemeget, jeg ledsager Dig – –
CATILINA
Med evigt Had! –
FURIA
– – I Graven svinder Hadet,
som Kjærlighed, – og hver en Følelse,
der næres i en jordisk Barm – kuns Eet,
kuns Eet er evigt uforanderligt – –
CATILINA
Og hvad? sig frem! –
FURIA
– – Din Skjæbne, Catilina!
CATILINA
Min Skjæbne kjender kun de høie Guder,
og ingen Anden – –
FURIA
– – Jeg, jeg kjender den!
​Jeg er din Genius – et sælsomt Baand
os sammenknytter – –
CATILINA
– – Det er Hadets – –
​  54FURIA
– – – – – – Nei!
Steg nogen Aand fra Gravens Skygger frem
med Had i Barmen? Hør mig, Catilina!
Jeg slukket har i Underverdnens Strømme
​den Hadets Ild, der flammed’ i mit Bryst; –
see, Catilina! jeg er ikke mere
den Furia, den vilde, hævnopfyldte,
Du engang kjendte – –
CATILINA
– – Hader Du mig ei?
FURIA
Nu ikke mere! Vid, i Hulen hist,
da jeg paa Overgangen mellem Livet
og Døden stod, da jeg for evig skilt
fra Lysets Rige mig beredte til
at gjæste Underverdnen, see! da greb
en sælsom Stemning mig – jeg veed ei selv –
– der foregik en underlig Forvandling,
da svandt mit Had, min Hævn, min hele Sjæl;
hvert Minde svandt, og hver en jordisk Higen, –
​– kuns Navnet Catilina præget staaer
med Lueskrift dybt, evigt i min Barm. – –
CATILINA
Forunderligt! ha, vær hvo end Du vil,
et Menneske, en Underverdnens Aand, –
der ligger dog en sælsom Tryllekraft
i dine Ord, i dine dunkle Blikke! – –
​  55FURIA
Din Sjæl er stolt som min, og dog Du vil
forsagt og frygtsom slippe hvert et Haab
om Fremtids Storhed. – Du vil feigt forlade
den Skueplads, hvor dine høie Planer
til Modenhed sig skulde folde ud. – –
CATILINA
Jeg maa, jeg maa! min Skjæbne driver mig!
FURIA
Din Skjæbne! Har Du da ei Mod og Kraft
at kjæmpe mod, hvad Du din Skjæbne kalder?
CATILINA
Ha! jeg har kjæmpet nok! var ei mit Liv
en stadig Kamp? – og hvad var Lønnen vel?
Foragt og Haan – –
FURIA
Ha, Du er sjunken dybt!
​ Du satte Dig et Maal, et høit, forvovent, –
​did vil Du stræbe, og Du skrækkes dog
af hver en Hindring – –
CATILINA
– – Frygt er Grunden ei – –
Mit Maal var dristigt, mine Planer høie; –
– det hele var en flygtig Ungdomsdrøm!
FURIA
Nei, Catilina! nei, Du vil Dig selv bedrage,
enhver din Tanke gjældte dette Maal, –
din Sjæl er stor, en Romerhersker værdig,
og Du har Venner, ha, hvi nøler Du?
​  56CATILINA i Eftertanke
Jeg skal, – hvad mener Du? – – Med Borgerblod – –
FURIA
Ha! Svage, Du har ei en Qvindes Mod!
Har Du forglemt hiin stolte Romerinde,
der søgte Thronen over Faderliget?
Jeg føler mig en Tullia, men Du?
foragt Dig selv, foragt Dig, Catilina!
CATILINA
Foragte mig, fordi min Barm ei længer
er Sædet for en vild Ærgjerrighed?
FURIA
Du stander paa en Korsvei i dit Liv, –
​hist venter Dig en stille Eensomhed, –
et Liv, halvt Døden, halvt en døsig Slummer,
men paa den anden Side skimter Du
en Herskerthrone; – vælg kuns, Catilina!
CATILINA
Ha, forførende din Tale lyder!
FURIA
Et dristigt Skridt og i din Haand er lagt
det stolte Romas Skjæbne, Catilina!
see, her Dig venter Storhed, Herskermagt,
og dog, Du vakler, vover ei at handle!
Du drager hist til dine Skove, hvor
udslukkes vil hvert Haab, Du engang nærte; –
Ha, Catilina! er der intet Spor
​  57af Stolthed end tilbage i dit Hjerte? –
Skal denne høie Sjæl, til Hæder skabt,
hist i en dunkel Vraa ukjendt forsvinde –
​– o! drag – og vid, for evig har Du tabt,
hvad her med kraftig Daad Du kunde vinde!
CATILINA
Bliv ved! – bliv ved! – –
FURIA
– – Med Skræk og Gysen vil
den fjerne Efterslægt dit Navn erindre. – –
Dit hele Liv var et forvovent Spil, –
dog klart og lysende det skulde tindre
​til fjerne Tider, naar med kraftig Haand
Du baned’ Vei midt i den vilde Stimmel;
og Trældomsskyen ved din lyse Aand
var vegen for en nyfødt Frihedshimmel, – –
naar engang Du – – –
CATILINA
– O, ti! Du grebet har
en Streng, der toned dybest i mit Indre, –
din Tale klang, som om det Echo var,
af hvad mit Hjerte hvisket har saalænge!
FURIA
Nu kjender jeg Dig atter, Catilina!
CATILINA
Jeg reiser ei! – Tillive har Du vakt
mit Ungdoms Mod, min Manddoms stolte Higen;
Ha! Jeg skal lyse for det sjunkne Roma,
og flamme i Cometens Rædselsglands!
​  58Ha! stolte Uslinge! I skulle finde,
end er jeg knækket ei, var end en Stund
min Kraft af Kampen svækket – –
FURIA
– – Catilina!
Hør mig! – Hvad Skjæbnen vil, hvad Mørkets Aander
bestemme, see vi lyde maa – nu vel –
mit Had er borte, Skjæbnen vilde det –
det maatte være saa, – ræk mig din Haand
​til evigt Forbund, – ha! hvi nøler Du?
Du vil ei? –
CATILINA
– – Rædsomt gløder i dit Blik
en Straale, Lynet lig i Nattens Mulm; –
​Du smiler fælt; – ha, saadan har jeg tænkt
mig Nemesis – –
FURIA
Hvad? – Hende vil Du finde
dybt i Din egen Barm; – har Du din Eed forglemt?
CATILINA
Jeg mindes den, og dog en Hævnerinde
Du tykkes mig – –
FURIA
– – Jeg er et Billed’ jo
udaf din egen Sjæl – –
CATILINA grublende
– – Hvad siger Du?
Ha! i mit Indre dunkle Anelser
og sære Taagebilleder fremstige –
– men jeg forstaaer dem ei, det er for mørkt derinde!
​  59FURIA
Saa maa det være – Mørket er vort Rige;
​der herske vi – kom, ræk mig Haanden til
et mørkt, et evigt Forbund. –
CATILINA vildt
– – Skjønne Nemesis!
min Genius, Du Billed af min Sjæl!
her er min Haand til evigt, evigt Forbund.
(griber med Heftighed hendes Haand; hun betragter ham med et vildt Smiil)
FURIA
Nu skilles vi ei mere! –
CATILINA
– – Ha, som Ild
dit Haandtag foer igjennem mine Aarer! –
Her ruller Blod ei meer, men vilde Flammer!
Ha, alt det vorder mig for trangt herinde,
og altfor mørkt, dog snarlig spredes skal
en Flammelysning over Romerstaden!
(han drager Sværdet af Skeden)
Mit Sværd! mit Sværd! ha, see, hvordan det blinker!
Dog, snart det farves skal i Blodets Strømme!
Min Pande brænder, voldsomt slaaer mit Hjerte!
og sære Syner jage i min Sjæl.
Hævn er det, Hævn og stolte vilde Drømme
om Storhed, Herskermagt, et evigt Navn; –
​mit Løsen vorder Blod og røde Flammer. –
Afsted, afsted! Nu er jeg først mig selv!!
(styrter ud og Furia følger ham)
​​  60En Taverne
Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Adelsmænd komme ind.
STATILIUS
Her, Venner! her vi kunne os fornøie;
her er vi sikkre, Ingen hører os!
GABINIUS
Ja vist, vi ville Øieblikket nyde;
hvo veed, hvorlænge det er os forundt?
COEPARIUS
Nei, lad os vente først det Budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes.
GABINIUS
Ei! lad dem bringe, hvadsomhelst de vil,
vi ville Tiden midlertid fordrive – –
Rask, Venner! Stemmer i en munter Sang!
Medens Bægeret bæres omkring af Tjenerne, afsynges nedenstaaende Sang.
Bachus vi hylde
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis.
​  61Vinen den røde
lifligt mon’ gløde,
alle vi ynde
Viingudens Drik.
​Venligt tilsmiler
os Fader Liber;
Glæden os vinker,
Druen er klar;
kom, lad os nyde,
Vinene fryde,
stemme til Glæde
stedse vort Sind.
​Dog, fremfor Alle
blinkende perler
klare Falerner,
herlige Drik!
Du os opliver
Lystighed giver,
Munterhed spreder
Du i vor Sjæl!
Bachus vi hylde,
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis.
Vinen den røde
lifligt mon gløde,
Alle vi ynde
Viingudens Drik!
​  62Lentulus og Cethegus komme ind.
LENTULUS
Nu væk med Sang og Lystighed!
​STATILIUS
– – – Hvad nu?
Er Catilina ei i Eders Følge?
GABINIUS
Nu, han er villig vel?
COEPARIUS
– – Hvad har han svart?
Sig frem, sig frem! –
CETHEGUS
– – Heelt anderledes,
end vi os tænkte, lød hans Svar.
GABINIUS
– – Nu da!
LENTULUS
Han har afslaaet vore Tilbud, vil
ei meer befatte sig med vore Planer!
STATILIUS
Ha, er det Sandhed? –
COEPARIUS
– – Sig, hvi vil han ikke?
LENTULUS
Han vil ei, som jeg siger; sine Venner
svigter han; – han vil forlade os. –
​​  63​STATILIUS
Forlade, siger Du?
CETHEGUS
– – Ja, i denne Nat
han drager bort; men dadles kan det ikke; –
hans Grund var god – –
LENTULUS
– – Ha, Feighed var hans Grund;
I Nødens Stund han troløst os forlader!
GABINIUS
Ha, det er da hans Venskab!
COEPARIUS
– – Nei, o! nei!
falsk, troløs var end aldrig Catilina!
LENTULUS
Og dog, han drager bort –
STATILIUS
– – Med ham vort Haab!
Hvo skulde vel som han os kunne lede?
COEPARIUS
Nei, det er sandt, opgives maa vor Plan –
LENTULUS
End ikke, Venner! hører først, hvad jeg
​vil Eder sige; – vi har os besluttet
med væbnet Haand at ville vinde, hvad
en haard, en umild Skjæbne har os nægtet;
nu undertrykkes vi, – vi ville herske;
vi lide Mangel, – Rigdom er vort Maal!
​  64FLERE
Ja, Magt og Rigdom er det vi vil vinde. – –
LENTULUS
Nu vel, til vor Anfører har vi valgt
en Mand, hvorpaa som Ven vi Alle stolte;
han sveget har vor Tillid, – drager bort,
ha, Venner! kom, vi skulle vise ham
vi kunne selv os hjælpe – see, der fordres
jo kuns en Mand med Fasthed og med Mod,
som vilde lede Eder – –
NOGLE
– – Og hvor findes han?
LENTULUS
Sig, Venner, ville I, naar han fremstod
udvælge ham til Eders Leder, – hvad? –
NOGLE
Det ville vi – –
ANDRE
– – Ja, ja, det ville vi! –
​STATILIUS
Saa nævn hans Navn – –
LENTULUS
– – Hvad om det var mig selv? –
​GABINIUS
Dig selv! –
COEPARIUS og FLERE tvivlende
– Du, Lentulus! Du vil os lede?
​  65LENTULUS
Jeg vil! – –
CETHEGUS
– – Formaaer Du det? See dertil fordres
en Catilinas Kraft og vilde Mod – –
LENTULUS
Ei fattes Modet mig – ei heller Kraft;
kuns rask til Værket – siger, ville I
tilbagetræde nu, da Øieblikket
forhaanden er? – da Alting tyder hen
paa heldigt Udfald? –
STATILIUS
– – Nei, vi følge Dig! –
FLERE
Vi følge Dig! – –
​GABINIUS
– – Ja, ja, naar Catilina
forlader os, er Du den Eneste,
der mægter os at lede – –
LENTULUS
– – Nu, saa hører,
hvad mine Planer ere; – først vi maae –
CATILINA styrter ind
Her er jeg, Venner!
ALLE
– – Catilina! –
LENTULUS afsides
– – – – – Ha!
fordømt! –
​  66CATILINA
– – Sig frem, hvad fordre I af mig?
Dog nei! nei tier kuns – jeg byder mig
til Eders Leder; vil I følge mig?
ALLE undtagen Lentulus
Ja, Catilina! ja, vi følge Dig!
STATILIUS
Man har bedraget os –
GABINIUS
– – og skjændigt Dig beløiet!
​Sig, vilde Du forladt os, Catilina?
CATILINA
Jeg vilde, dog det er forbi! See nu
jeg leve vil ikkuns for mine Planer – –
LENTULUS
Men hvad er da i Grunden dine Planer?
CATILINA
De ere høie, høiere end Du
og maaskee Nogen aner – hører, Venner!
​paa vort Parti vi bringe hver en Romer,
hver frihedssindet, som for Romas Hæder,
og for dets gamle Frihed offred’ Alt.
See, Venner! endnu findes Romeraanden,
end er dens sidste Gnist ei ganske slukket!
Ha! pustes skal den op til lyse Flammer,
saa klart, saa høit, som aldrig før den steg;
see, altfor længe laa et Trældomsmørke
saa sort som Natten over Roma spredt!
Og dette Rige, om end stolt og mægtigt
​  67det synes, – vakler alt, og synke vil. –
Thi maa en kraftig Haand til Roret gribe, –
– men, Venner! renses, renses maa her først,
tillive maa det gamle Roma kaldes,
tilintetgjøres al den Usselhed,
her findes, og som snarlig kvæle vil
den allersidste Rest af Frihedssindet. –
– See, Frihed! Frihed er det, jeg vil skabe,
​saa reen, som eengang i den svundne Tid
den blomstred’ her, – jeg kalde vil tilbage
den Tid, da hver en Romer med sit Liv
med Glæde kjøbte Fædrelandets Hæder,
og offred’ Alt, – at værne om dets Glands! –
LENTULUS
Du sværmer, Catilina, det var ikke
saadant vi meente det – – –
GABINIUS
– – Hvad nytter vel
at gjenoprette hine gamle Tider,
med deres taabelige Eenfold – –
FLERE
– – Nei, o nei!
Magt fordre vi, og Midler til at leve
et muntert, sorgfrit Liv – –
ANDRE
– – Ja! ja! det er vort Maal!
COEPARIUS
Hvad nytter os vel Romas Hæder, Venner!
– nei, nyde ville vi –
​  68​CATILINA
– – Ha, usle Slægt!
er I en Afkom af de høie Fædre?
​At dynge Skjændsel over Romernavnet
er Eders Viis at værne om dets Glands – –
LENTULUS
Ha, vover Du at haane, Du, som længst
et Skrækkebilled var. – – –
CATILINA
– – Ja, det er sandt,
jeg var en Rædsel for den Gode, dog,
saa ussel var jeg aldrig end, som I. – –
LENTULUS
Holdt inde! holdt! vi taale ei din Spotten! –
FLERE
Nei, nei, vi ville ei – –
CATILINA rolig
– – I Usle, Feige!
I vove end at ville Noget, I – –
LENTULUS
Ned, ned med ham! – –
ANDRE
– Ja, ned med Catilina!
De drage deres Dolke, og styrte ind paa Catilina, som trækker Togaen rolig bort fra Brystet og betragter dem med et koldt Haansmiil; – de lade derpaa Dolkene synke.
​​  69CATILINA
Stød til! I vove ei? Ha, feige Slægt!
jeg skulde agte Eder, om I bored’
jer’s Dolke ind i Catilinas Bryst; –
ei Gnist af Mod er end hos jer tilbage! –
NOGLE
Nei, nei! han er vor Ven! – –
ANDRE
– – Vi har hans Haan fortjent!
CATILINA
Det have I! – Dog, nu er Timen kommen,
da I kan Eders Skjændsel slette ud. –
Ha! lader os det Forbigangne glemme!
en ny Tilværelse os vinker nær – –
(bittert)
– Dog nei! hvad kan jeg vel af Eder haabe?
Er Mod, er Romeraand at finde her? –
(med Lidenskab)
Jeg drømte skjønt engang, og stolte Planer
igjennemfoer min Barm – det er forbi!
​Ha! hvis jeg kunde, som Ikarus høit
igjennem Æthrens Blaa bevinget svæve,
og da de høie Guder denne Haand
et Øieblik med Kjæmpekraft forlened’; –
jeg skulde gribe Lynet i dets Flugt
og slynge det mod Staden hist dernede;
og naar de høie lyse Flammer steg,
​og Roma sank i smuldrende Ruiner,
da kaldte jeg af Graven frem til Liv
de gamle længst forsvundne Romeraander.
– Men ak! det er kun Drømmesyner! Ha!
de svundne Tider komme ei igjen,
​  70og heller ei den stolte Fortids Aander.
(vildt)
Nu vel, kan ei det gamle Roma gjen
tillive vækkes, skal det nye dog synke!
Ha, snarlig skal, hvor Marmorsøiler staae
i pragtfuld Rad en Askehob kun findes!
Ha! Templerne skal styrte dybt i Gruus
og Capitolet findes snart ei mere. –
Saa sværger, Venner! sværger, ville I
mig følge, jeg skal trolig Eder lede!
Sig, ville I? –
LENTULUS
– – Ja, ja! vi følge Dig!
Statilius, Gabinius, Coeparius og de Øvrige tale hviskende sammen. Catilina betragter dem med et haanligt Smiil.
LENTULUS halv sagte
Ja, ja! vi følge ham, thi netop bag Ruiner
vi lettest finde, hvad der var vort Maal – –
ALLE
Ja, Catilina, ja, vi følge Dig. – –
​CATILINA
Saa sværger mig ved alle høie Guder,
I lyde vil ethvert mit Bud! –
ALLE
– – – Ja, ja!
høit sværge vi, vi ville lyde Dig!
​  71​CATILINA
Nu, saa afsted i dette Øieblik,
hist i mit Huus I skulle Vaaben finde, –
der samles vi til nøiere Raadslagning! –
De styrte ud.
LENTULUS
Nu vel! men hør mig, Catilina, sig,
Du veed, at just fra Allebrogerne
i denne Dag er et Gesandtskab kommet – –
CATILINA
Nu vid’re, vid’re, ha! ja Du har Ret!
LENTULUS
Vi stemme dem for vore Planer, og
med dem det hele Gallien; det vilde
ei ubetydeligt vor Magt forøge – –
CATILINA grublende
Barbarerne? Dem skulde vi? –
​LENTULUS
– – – Det er –
fornødent –
CATILINA med Bitterhed
– Ha! ja dybt er Romas Fald,
ei bag dets Mure findes Mod og Kræfter
at styrte selv en vaklende Ruin! –
De gaae hurtig ud.
​  72En Have bag Catilinas Huus, der sees i Baggrunden. Til Venstre en Sidebygning. Curius, Cethegus med Flere komme forsigtig ind fra Høire under en hvidskende Samtale.
CURIUS
Men er det ogsaa sandt, hvad Du fortæller?
CETHEGUS
Det er det, – just i dette Øieblik
er Alt besluttet – –
CURIUS
– – Han vil lede Eder?
CETHEGUS
Han leder os, – snart vil han være her –
De gaae ind i Huset med Undtagelse af Curius.
CURIUS
En sælsom Nat – Ha, mine Tanker hvirvle
​i Kredse rundt, som var det Alt en Drøm; –
dog midt i denne underlige Vexel
fast overalt jeg hendes Billed seer – –
CATILINA kommer
Du her, min Curius! Jeg har Dig savnet; –
​en heel uventet Ende fik vort Møde
i Vestatemplet – –
​  73CURIUS forvirret
– – Ha! ja, Du har Ret!
CATILINA
Jeg vil ei tænke meer derpaa – det er
en sælsom Hændelse, en hemmelighedsfuld!
Man siger jo, at Furierne stige
fra Underverdnen frem for at forfølge
den Dødelige; – ha! hvis saa det var!
CURIUS
Sig, har Du seet –? – –
CATILINA
– – – Ja, i denne Time!
Men, lad det være glemt – hør Curius!
Et vigtigt Foretagende beredes – –
CURIUS
Jeg kjender det, Cethegus har fortalt – –
CATILINA
Nu vel! hvad Enden bli’er veed Guderne
​alene, – maaskee det min Skjæbne er
at knuses paa min Bane, førend jeg
har Maalet naaet; – nu, lad saa det være!
– Men Dig, min Curius, der alt som Dreng
jeg elsked’, Dig vil jeg ei drage ind
i Farens Malstrøm, – lov mig, bliv tilbage
i Roma her, til Alting er forbi – –
CURIUS rørt
Min Fader! Catilina! o, hvor Du er god!
​  74CATILINA
Du lover det! vi ville Afsked tage –
vent mig, heel snarlig er jeg her igjen!
(gaaer ind)
CURIUS
Han elsker mig som før, – han Intet aner – – –
Lentulus og flere af Catilinas Venner komme ind.
LENTULUS
Sig, Curius! Gik ikke Catilina
i Huset ind? – –
CURIUS
– – Jo, jo, han venter Eder!
De gaae ind.
CURIUS gaaer med Heftighed frem og tilbage
Jeg kan ei dæmpe denne Utaalmod,
​den Heftighed, som rastløs driver mig. – –
​Ha, Furia! forunderlige Kvinde,
hvert Øieblik min Lidenskab forøger; – – – –
hun iled bort med Lynets rappe Fjed,
da jeg af Dødens Hule hende førte, –
og denne vilde, rædselsfulde Tale,
Blikkets dunkle, underlige Glød; –
ha, om det Vanvid var, – dog nei, o nei!
saa er det ikke – – –
​  75FURIA nærmer sig
– – Nei, nei, blege Yngling!
CURIUS farer tilbage
Furia! – Du her?
FURIA
– – Her færdes Catilina!
see her maa Furia jo ogsaa være! –
CURIUS
O! følg mig, Furia! jeg vil Dig bringe
i Sikkerhed; – om Nogen fandt Dig her?
FURIA
Mig, Yngling! mig? Sig, har Du da forglemt,
ei meer jeg hører blandt de Levende? –
CURIUS
Ha! atter disse rædselsfulde Ord, –
​kom til Dig selv, – o, hør, min Furia!
(vil gribe hendes Haand)
FURIA vildt
Forvovne Yngling! ræddes Du da ei
for Mørkets Datter, som er stegen frem
til Livet kuns et flygtigt Øieblik! –
CURIUS
Jeg ræddes? – jo, men netop denne Rædsel,
den underfulde Gysen er min Lyst! –
​  76FURIA
Ti, Yngling, ti! forgjæves er din Tale,
jeg hører Graven til, der er mit Hjem, –
– jeg stegen er fra Dødens dunkle Dale; –
med Dagens Komme flygter jeg til dem,
der er min Bo, iblandt de Skygger blege,
i Plutos Haller færdes Furia; –
vid, Curius! vid, nylig er jeg stegen
ifra den dunkle Underverden – –
CURIUS
– – – – Ha!
​saa før mig did, jeg er bered at følge,
gaaer selv din Vei igjennem Dødens Nat!
FURIA
Nei, Yngling, nei! hvad Gravens Skygger dølge
formaaer ei noget jordisk Blik at naae!
​– Min Tid er kort, jeg maa benytte den,
kun Nattens korte Time mig forundes, –
Mit Værk er Mørkets, det tilhører jeg. –
– – Sig er ei Catilina hist? – derinde?
CURIUS
Ham søger Du? Forfølger Du ham end? –
FURIA
Hvi steg jeg vel fra Underverdnen frem,
var det ei for at følge Catilina? – –
CURIUS hæftig
Ha, Frygtelige; det er Vanvid jo – – –
– – dog, Du er skjøn, midt i din vilde Rasen!
O, tænk ei, Furia! paa Catilina meer,
​  77følg mig, – jeg lyde skal ethvert dit Vink,
jeg skal, som Trællen tigge for din Fod
(knæler ned)
kuns om et Blik, o, hør mig, Furia!
Jeg elsker Dig; – men Flammen mig fortærer,
– saa leed ei Hercules, da i hans Bryst
Giftflammen rasede – –
FURIA
– – Forvovne, ti!
Dog, sig mig først, hvad foregaaer hist inde
hos Catilina? –
​CURIUS reiser sig
– – Atter, atter! Ham
er hver din Tanke viet, ha! jeg kunde – –
FURIA
Sig, Curius! er han bered at følge
Opfordringen – –
CURIUS
– – Du kjender det?
FURIA
– – Ja, ja!
CURIUS
Nu vel, saa hør! Sig Catilina har
i deres Spidse stillet. – Dog ei meer
om ham – –
​FURIA
– – Jo, Curius! besvar mig Eet,
det er mit sidste, – Du ledsager ham?
CURIUS
Jeg maa – –
​  78FURIA vildt smilende
– Ham! Catilina? –
CURIUS
– – Ha, dette Navn
​oppuster Flammen atter i min Barm!
Forhadte! O, jeg kunde myrde ham!
FURIA
Du sagde nys, Du var bered at lyde
ethvert mit Bud? –
CURIUS
– – Ja, ja, jeg lyder det!
Kuns er min Bøn, glem ham, glem Catilina!
FURIA
Glemme, siger Du, – nei først han stige maa
i Graven ned – –
CURIUS
– – Ha, Furia! jeg skulde? –
FURIA
Ei selv Du skal, – angiv hans Planer kun! –
CURIUS
Ha, rædsomt! han, min Pleiefader og – –
FURIA
– Medbeiler! – Svage Usling! vover Du
at nævne Kjærlighed, og har ei Mod
at styrte ham; – Foragtelige!
(vil gaae)
​  79CURIUS holder hende tilbage
– – Nei!
​forlad mig ei, jeg er bered til Alt!
Ha, Du er rædsom, Furia, og dog, jeg kan
ei søndersprænge dette Tryllenæt,
hvori jeg hildes – –
FURIA
– – Saa er Du bered?
CURIUS
Jeg maa, jeg maa! har jeg vel Villien mere?
Dit Blik er Slangens ligt, naar det sig fæster
med Tryllemagt paa Fuglen, som med Angst
omflagrer den i Kredse, stedse mere
og mere nær det frygtelige Svælg – –
FURIA
Nu, saa udfør det da – – –
CURIUS
– – Og naar jeg har
opoffret Pligten for min Kjærlighed? –
​FURIA
Da knytter Intet mig til Catilina; –
da er mit Hverv fuldbragt. Forlang ei meer – –
CURIUS
Jeg skal – ha, Furia! det stormer i mit Indre!
FURIA
Du dvæler, Feige – –
​​  80CURIUS
– – Nei, ved Mørkets Aander!
Jeg vil! Han ene skiller mig fra Dig,
ja, han skal falde – slukt er hver en Gnist,
af hvad der fordum blussed i mit Hjerte!
Ha, Skrækkelige! i din Nærhed brat
forstenes hver en Følelse, som blidt
belivede min Barm, og selv min Kjærlighed
er mere Had end Elskov lig; – ei meer
mig selv jeg kjender, – blindt jeg styrter mig
i dybest Afgrund for at følge Dig – – –
– Ja, han skal falde, end i denne Stund
angiver jeg det Hele. – Vent mig her!
(iler ud)
FURIA efter en Pause
Snart er mit Hverv til Ende, Catilina!
Med raske Skridt Du nærmer Dig dit Maal! – –
Ambiorix og Ollovico træde ud af Catilinas Huus uden at bemærke Furia.
AMBIORIX
Saa er det da besluttet, ja, i Sandhed
en dristig Handling – –
OLLOVICO
– – Voveligt det er,
dog, Lønnen venter os, – vel værdig at
tilkjæmpe sig for Farer, større end
selv den, der snarlig truer os –
​AMBIORIX
– – – Ja, vel!
​  81OLLOVICO
Befrielse fra Romas Tyranni,
vor gamle Frihed er vel værd en Kamp – –
AMBIORIX
Saasnart vi kunne, haste vi tilbage,
og hemmelig skal hele Gallien
sig ruste til en Kamp mod dets Tyranner,
og slutte sig til Catilinas Skarer.
​Det koste vil, thi end er Roma mægtigt; –
dog, det maa skee, følg mig, Ollovico!
FURIA advarende
Vee Eder, vee! – –
AMBIORIX forskrækket
– O! alle høie Guder!
OLLOVICO ligeledes forskrækket
En overjordisk Stemme toner hist! –
FURIA
Vee Eder, vee! –
OLLOVICO
– – I Maanens blege Skin
hun stander hist, den varslende Gudinde!
​FURIA
Vee Eder, vee! Følg ikke Catilina!
​  82AMBIORIX
Afsted, Ollovico! en Aandestemme toner; –
afsted, afsted, vi lyde maa dens Bud! – –
De ile ud.
CATILINA kommer ud af Døren i Baggrunden
Ha, et fortvivlet Haab! isandhed, ja!
at ville styrte Roma med en Hob
af disse Uslinge, som drives kun
af Nød og Rovbegjærlighed; – hvad har
jeg at erhverve mig? – –
FURIA bag Træerne
– – Hævn, Catilina!
CATILINA
I Guder! hvad var det? Kom denne Røst
ifra mit eget Indre? Hævn! ja vel,
saa skal det være! Hævn for hvert et Haab,
mig røvedes og Hævn for hver en Plan,
som mig en fiendtligsindet Skjæbne knuste!
De Sammensvorne komme bevæbnede ud af Døren i Baggrunden.
LENTULUS
End hviler Mørket over Romerstaden, –
nu er det Tid – –
​FLERE
– – Ja, ja, afsted, afsted!
​  83AURELIA kommer ud fra Sidebygningen, uden at bemærke de Sammensvorne
Du her, min Catilina! – –
CATILINA
– Ha! Aurelia!
​AURELIA
Sig, venter Du mig alt – –
(standser, idet hun bliver de Sammensvorne vaer)
– – o! høie, milde Guder!
CATILINA vildt
Bort, Kvinde, bort! – –
AURELIA
– – o! hvad betyder dette!
Du vil drage – –
CATILINA som før
– – Ja, ved Mørkets Aander!
en lystig Færd; – see Sværdet, hvor det blinker!
Snart farves det i Blodets Strømme rødt. –
AURELIA
I Guder! o, saa var mit Haab en Drøm,
og rædselfuld er min Opvaagnen – –
​CATILINA
– – Ti!
Følg, Kvinde, hvis Du vil; ei røres dette Bryst
af dine Taarer mere. See hvor lyst
beskinner Luna Romerstadens Tinder. –
Ha, før den atter hist i Østen rinder
​  84skal Flammer stige imod Himlens Blaa,
og styrte Roma i Ruiner graa; – –
og naar den længst i fjerne Fremtid skinner,
i lyse Nat paa smuldrende Ruiner,
en eenlig Støtte skal blandt Gruset staae,
og vise Vandreren hvor Roma laae! – –
De gaae.
​​  85​TREDIE ACT
Catilinas Leir i en skovrig Egn. Til Høire sees Catilinas Telt og ved Siden af dette en gammel Eeg. Det er Nat. Maanen bryder undertiden frem gjennem Skyerne. Udenfor Teltet brænder en Vagtild. Flere Lignende i Baggrunden mellem Træerne. Statilius slumrer ved Vagtilden; Manlius gaaer frem og tilbage udenfor Teltet.
MANLIUS
Det ligner dem, de Ubesindige;
der slumre de saa rolig og saa fast,
som var det Moderskjødets trygge Værn
de hvilte i, og ei en vildsom Skov; –
som vented’ de at vaagne op til Leg,
og ei til Kamp, maaskee den allersidste,
de kjæmpe her – –
STATILIUS vaagner, og reiser sig
– – Du vaager endnu, Gamle!
Er Du ei træt? Jeg vil afløse Dig!
MANLIUS
Nei sov Du kuns! den Unge trænger til
​en kvægsom Søvn; – hans vilde Lidenskaber
behøve Kræfter; – anderledes er det,
naar Haaret blegner, Blodet rinder mat –
naar Alderdommen tynger vore Skuldre – –
​  86STATILIUS
Ja, Du har Ret! saa vil jeg og engang
som gammel hærdet Kriger – –
MANLIUS
– – Veed Du da
saa vist, om Skjæbnen har det saa bestemt, –
om nogen Alderdom er Dig forundt?
STATILIUS
Ih, hvorfor ikke? sig, hvad bringer Dig
paa disse Anelser – –
MANLIUS
– – Du mener vel,
vi Intet har at frygte, unge Daare!
​STATILIUS
Er ei vor Magt betydelig forøget? – –
MANLIUS
Af Fægtere og Trælle, ih, jo vist!
STATILIUS
Nu, lad saa være, samled’ virke de
​ ei ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende Hjælp, – –
MANLIUS
Som endnu ei er kommen.
STATILIUS
Du tvivler paa? –
​  87MANLIUS
Jeg kjender disse Folk!
Nu, lad det være godt, snart vil jo Tiden vise
hvad Guderne har over os bestemt – –
– Men gaa, Statilius, og eftersee
om Vagterne opmærksomt staae paa Post; –
for natligt Overfald vi maae betrygge os; –
Forsigtighed er god, – den skader Ingen.
(Statilius gaaer)
Nu samle Skyerne sig meer og meer, –
det er en mørk, en uveirssvanger Nat,
en fugtig Taage lægger sig saa tung
og trykkende paa gamle Krigerbryst!
Jeg har ei meer det lette Sind, hvormed
jeg styrted’ mig i Kampens Tummel før;
det er ei Ald’ren blot – en Byrde lig
der tynger mig; men, sælsomt nok, de Andre
mig tykkes ligedan, saa sært tilmode.
(en Pause)
Ja, Guderne skal vide, Hævn var ei
den Grund, hvorfor jeg fulgte Catilina.
​Min Harme blussed op en flygtig Stund,
da jeg mig følte forurettet, krænket; –
det gamle Blod er end ei ganske koldt,
det ruller stundom end heel varmt i Aaren.
Men Krænkelsen er glemt, – jeg har tilgivet dem; –
for Catilinas Skyld jeg ene fulgte, –
jeg vaage skal med Omhu over ham. –
​Her stander han som ene mellem Skarer
af usle Skurke og Letsindige; –
de mægte ei ham at forstaae, og han
er altfor stolt til dem at ville fatte. – – –
​  88Han lægger nogle Kviste paa Ilden og bliver taus staaende. Catilina træder ud af Teltet.
CATILINA
Det er alt Midnat – alting er saa tyst, –
kuns fra mit Øie flygter Søvnen bort.
– Koldt blæser Nattevinden, den vil kvæge mig
og skjænke Kræfter, – ha! de trænges til!
(bemærker Manlius)
Dig er det, Manlius, som vaager tro
i kolde Nat? – –
MANLIUS
Saa sømmer det sig jo;
jeg har bevogtet Dig som liden Dreng; –
sig, mindes Du det ei? –
CATILINA
– – Den Tid er borte, –
med den min Ro, og hvorsomhelst jeg gaaer,
​ forfølger mig sært vexlende Gestalter, –
Alt, Manlius, Alt huses i min Barm,
kuns ikke Fred; – den er der ikke mere.
MANLIUS
Forjag de Tanker, hvil Dig Catilina,
betænk, alt Morgendagen fordre vil
maaskee din hele Rolighed, din Styrke. – –
CATILINA
Jeg kan ei, Manlius; – tillukker jeg mit Blik,
for i en flygtig Blund at glemme Alt,
da færdes jeg i underlige Drømme; –
saa laa jeg nys paa Leiet halvt i Slummer,
da traadte atter disse Syner frem,
​  89meer sært, end nogensinde, meer forblommet
og gaadefuldt. Ha, hvis jeg fatted’ kun
Betydningen, men nei – –
MANLIUS
Betro mig, Catilina!
din Ængstelse, maaskee jeg kan Dig raade.
​CATILINA efter en Pause
Om jeg slumred’ eller vaaged’, veed jeg ikke selv,
tusind’ Tanker, tusind’ Planer krydsede i min Sjæl, –
see, da vorder meer og mere dunkelt Alting brat,
og sin brede Vinge sænker i min Barm en Nat.
Kuns af Tankelynet krydset, mørk og rædselfuld,
see da skuer jeg en Hvælving, sort som Gravens Muld; –
høit er Taget, som en Himmel, tordenskybelagt,
​og en sælsom Billedvrimmel, lig en Aandejagt,
hvirvled’ sig i Kredse vilde, snart som en Orkan,
naar den voldsomt farer over skumdækt Ocean.
Dog, midt i den vilde Vrimmel, titter stundom frem
blomstersmykkede Gestalter fra et bedre Hjem, –
rundtomkring dem viger Mørket for en Lysning klar,
og i Salens Midte stander hist et sælsomt Par; –
tvende Kvinder, høi den Ene og som Natten sort
og den Anden skjøn som Dagen, naar den flygter bort.
Ha! saa sælsomt velbekjendte syntes mig de To,
mildt den Ene smilte, og i hendes Blik var Ro;
men den Andens stolte Øie sendte vilde Lyn,
rædselfuldt, og dog jeg fulgte gjerne dette Syn.
Stolt den Ene stander, og den Anden lænes til
Bordet, hvor de begge spilte et forborgent Brikkespil.
​  90Medens Billedklyngen bølged’ stedse op og ned.
Da er deres Spil tilende, og i Jorden synker ned
hun, den Ene med de lyse, milde Elskovsblik,
og de skjønne Lysgestalter bort med hende gik.
See, da vorder Larmen stedse meer og mere vild,
og den mørke Kvindes Øie flammede som Ild.
Da svandt Alt for mine Blikke, – hende saae jeg kun.
Men hvad meer jeg drømte siden i min Feberblund
ligger alt bag Glemselsdækket i mit Indre gjemt,
kunde jeg blot Resten mindes; ak, det er forglemt!
​MANLIUS
Underlig isandhed Catilina!
er denne Drøm – –
​CATILINA grublende
– – Hvis blot jeg kunde mindes –
nei, nei, det lykkes ei – –
MANLIUS
Nu, lad det være glemt.
Tænk ikke meer derpaa, hvad er vel Drømme?
Indbildninger og tomme Hjernespind,
betydningsløse og foruden Grund.
CATILINA
Ja, Du har Ret, jeg Tanken vil forjage,
umandigt er det jo at gruble over Sligt,
men i den tause Nattetime vorder
jeg stundom saa forunderlig tilmode.
Nu er det snart forbi, gaa Du kuns, Manlius!
Hvil Dig hvis Du vil, jeg vandrer her en Stund
i Eensomhed med mine Tanker, – gaa!
​  91Manlius gaaer, og Catilina skrider en Tid lang taus frem og tilbage. En Aandeskikkelse kommer langsomt ind fra Baggrunden, uden at bemærkes af Catilina.
CATILINA bliver Aanden vaer
I Guder, hvad er dette! – –
AANDEN
Vær hilset, Catilina!
CATILINA
Hvad vil Du her? hvo er Du, Gamle, tal!
​AANDEN
Tys! ene mig tilkommer det at spørge,
og Dig at svare; – kjender Du ei meer
fra længstforsvundne Tider denne Stemme?
CATILINA
Saa tykkes mig; dog sig, hvem søger Du
paa dette Sted i Midnats tause Stund?
AANDEN
Dig søger jeg. Vid, ikkuns denne Time
er mig forundt, jeg maa benytte den.
CATILINA
Ved alle Guder, sig, hvo er Du?
AANDEN
Ti!
Jeg kommer hid, at kræve Dig til Regnskab.
Hvi lader Du mig ei i Ro dernede? –
hvi driver Du mig til at stige frem
​  92​af Gravens Dyb i Midnatsstunden, for
at værne om min dyrt tilkjøbte Hæder?
CATILINA
Ha, hvilke Anelser opstige i min Sjæl!
AANDEN
Hvad er tilbage af min Herskermagt?
Et Intet, – den steg ned i Grav med mig.
​Ha, den har kostet; dyrt var den erhvervet,
min Ro i Livet og min Fred i Graven
bortbytted jeg for den; – ja det var nok!
Og nu vil Du med en forvoven Haand
berøve mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ei Veie nok til Storbedrift?
Hvorfor betræder Du just den, jeg baned’?
Min Magt nedlagde jeg i Livet alt;
mit Navn, saa tænkte jeg, vil evig staae,
ei som en Stjerne, venligt glimtende –
nei, som et Lyn paa Nattehimlen fæstet!
Ei vilde jeg, som Hundreder før mig
ved milde Dyder, Ædelmod erindres, –
ei vilde jeg beundres, – denne Lod
blev alt saamangens og vil blive det
til evig Tid; – nei, i en blodig Glands
jeg af den fjerne Fremtid vilde mindes.
Med en beundringsblandet Gysen skulde
man skue op til mig, som aldrig Nogen
ei før, ei siden vovede at naae.
Saa drømte jeg; dog det var en Indbildning!
Jeg kjendte Dig; – hvi aned det mig ikke,
hvad der laa skjult i Dybet af din Sjæl!
Dog vogt Dig, Catilina! see jeg skuer
​  93igjennem Fremtidsdækket, hvad Du har
at vente Dig, – hvad Skjæbnen har besluttet – –
CATILINA begjærlig
Det kjender Du? saa nævn det, nævn det da!
​AANDEN
Nei, først bag Gravens dunkle Port
​forsvinder Dæmringen som hylles
omkring, hvad Rædsomt og hvad Stort
af Fremtidsvoverne bortskylles.
Men hør, hvad Dig en Gravens Aand
udaf din Skjæbnes Bog vil mælde:
« Du falder for din egen Haand,
og dog en fremmed skal Dig fælde!»
Aanden forsvinder.
CATILINA efter en Pause, seende sig om
Han er forsvunden! Var det da en Drøm?
Nei, nei, der stod han, Maanens Straaler faldt
ned paa hans Ansigt, ha, jeg kjendte ham; –
det var Dictatoren, den gamle Blodmand,
som steg af Graven for at skrække mig.
Han frygted’ for, jeg skulde røve ham,
ei hans Hæder, – nei, den Rædselsglands,
hvormed hans Minde lyser; – lever da
bag Gravens Skygger selv Ærgjerrigheden?
(en Pause)
Alt, alt bestormer mig; – snart taler blidt
advarende Aurelia, og atter
gjentoner i min Barm, hvad Furia har sagt, –
og see! nu stige selv af Graven frem
​  94de blege Skygger fra den svundne Tid; –
de true mig, – jeg skulde vende om!
​Nei nei, jeg vakler ei, kjækt vil jeg skride
imod mit Maal, – snart har jeg naaet det. –
CURIUS styrter ind i heftig Bevægelse
Catilina!
CATILINA overrasket
Du, Du her, min Curius!
CURIUS
Jeg maatte – –
CATILINA
Sig, hvi blev Du ei i Rom?
CURIUS
Jeg kunde ei, jeg maatte søge Dig!
CATILINA
Ubesindige! dog, kom i mine Arme,
for min Skyld styrter Du i Faren Dig – –
(vil omfavne ham)
​CURIUS farer tilbage
Nei, Catilina, nei, berør mig ikke!
CATILINA
I Guder, hvad er det – –
CURIUS
Fly, fly! – Du er
af Fiender omringet – –
​​  95CATILINA
Fat Dig, Curius,
Du taler vildt, – har Reisen mattet Dig? –
CURIUS
O nei, men red Dig, mens det end er Tid; –
Du er forraadt – –
(knæler ned for ham)
CATILINA farer tilbage
Forraadt! hvad siger Du?
CURIUS
– Blandt dine Venner – –
CATILINA
Nei, nei Curius,
nei, mine Venner ere tro som Du.
CURIUS
Vee Catilina Dig, hvis saa det er –
CATILINA
Kom til Dig selv – det er din Kjærlighed,
din Omhu for min Sikkerhed, som lader
Dig Farer skue, hvor der ingen er. – –
CURIUS
Ha, dine Ord igjennembore mig, –
men fly, ved Himlens store Guder, fly!
​CATILINA
Fat Dig, tal med Rolighed; hvi skulde
jeg flygte, sig, er jeg ei sikker her? –
​  96CURIUS fortvivlet
Nei, nei, Du er forraadt, din Plan er røbet.
CATILINA
Ha, raser Du? Nei nei, det er umuligt!
CURIUS
Jo det er saa, men fly i denne Stund,
end kan maaskee ved hurtig Flugt Du reddes.
CATILINA
O, skulde det – – – men nei, det er umuligt! –
CURIUS river sin Dolk ud og rækker den hen til Catilina
Der, Catilina! tag, igjennemboer mit Bryst –
– stød til, stød til, af mig er Du forraadt!
CATILINA
Ha, det er Vanvid! –
CURIUS
Nei, jeg sværger høit
ved alle Guder, jeg har røbet Dig, –
spørg ei om Grunden, o! det knuser mig.
CATILINA bittert
Skal ogsaa Tro paa Venskab mig berøves?
​​CURIUS
Igjennemboer mig, piin ei dette Bryst
med Skaansel længer –
CATILINA blidt
– Nei, min Curius!
Staa op, – Du feiled’, – jeg tilgiver Dig.
​  97CURIUS overvældet
O Catilina, ti, Du knuser mig,
men skynd Dig, fly! vid, snart er det forsilde,
snart overfalder Romerhæren Dig,
den er paa Veien, – snart vil her den være.
CATILINA
Og mine Venner hist i Roma?
CURIUS
Ha!
de ere fængslede og maaske dræbte.
CATILINA smerteligt
O Skjæbne, Skjæbne! –
CURIUS fortvivlet, rækker atter Dolken hen til Catilina
Stød den i mit Bryst!
CATILINA blidt
Du var kuns Midlet, – kunde Du for det? –
​CURIUS
O, lad med Livet mig betale Brøden – –
CATILINA
Nei, jeg tilgiver Dig; (idet han gaaer) nu er kuns Eet
tilbage end – –
CURIUS reiser sig
Ja, Flugt!
CATILINA
Nei, Heltedøden!
(gaaer)
​  98CURIUS
Det er forgjæves, – Døden venter ham!
Ha, denne Mildhed er en rædsom Straf –
jeg vil opsøge ham; – Eet skal ei nægtes mig, –
at falde kjæmpende ved Heltens Side!
(iler ud)
Lentulus tilligemed 2 Gladiatorer komme listende sig frem bag Træerne.
LENTULUS sagte
Her talte Nogen nys – –
1STE GLADIATOR
Nu er det stille,
maaskee det Nattevagten var, som gik
at løses af – –
LENTULUS
Maaskee, – her vente vi, –
​hold Jer beredte, – Eders Sværde er
vel skarpe, blinkende – –
​2DEN GLADIATOR
– Som Lynet, ja,
det bider godt, i sidste Fægtning jeg
nedlagde tvende Kjæmpere med det –
LENTULUS
Saa stiller Eder hist ved Busken der,
naar Tegnet gives, styrte rask I frem –
nedhugge ham – –
1STE GLADIATOR
Ja ja, saa skal det skee!
​  99De blive staaende. Lentulus gaaer speidende henimod Forgrunden.
LENTULUS halv sagte
Det er en dristig Streg, det kan ei nægtes; –
dog, det maa skee i denne Nat, saafremt
det skal udføres; – falder Catilina,
kan Ingen uden jeg anføre dem. –
Imorgen alt vi rykke imod Roma;
Tilhængere vi samle overalt – –
(gaaer ind mellem Træerne)
1STE GLADIATOR
Men hvem er da den Ubekjendte, som
vi skulle myrde – –
​2DEN GLADIATOR
Ti! det er en Sag,
som ei vedkommer os, – naar Lentulus
har os betalt, maa han det selv forsvare.
LENTULUS kommer iilsomt tilbage
Holdt Jer beredte, snarlig er han her – –
Gladiatorerne og Lentulus stille sig bag Buskene. Catilina kommer strax efter ind.
LENTULUS
Frem! stød ham ned; igjennemborer ham!
Lentulus og Gladiatorerne styrte ind paa Catilina.
​  100CATILINA drager Sværdet og forsvarer sig
Ha, Uslinge! hvad vove I – –
LENTULUS
Stød ned!
CATILINA gjenkjender ham
Du, Lentulus, vil myrde Catilina?
2DEN GLADIATOR forfærdet
Ham er det! –
1STE GLADIATOR ligeledes
Catilina! Ei mod ham
vi kjæmpe, – fly!
De flygte.
​​LENTULUS
Saa fald da for min Haand!
De kjæmpe. Catilina slaaer Lentulus Sværdet af Haanden; han vil flygte, men Catilina holder ham fast.
CATILINA
Forræder! Morder!
LENTULUS bønfaldende
Naade, Catilina!
CATILINA
Jeg forstaaer din Plan; Du vilde myrde mig, –
Dig stille selv i mine Venners Spidse.
​  101LENTULUS
Saa var det, Catilina!
CATILINA afsides
Han aner ei,
hvad der er skeet! (høit med Forstillelse) Nu, lad saa være!
LENTULUS
Forklar, hvad mener Du? –
CATILINA
Jeg træder fra.
Anfør Du dem; – Du er det værd.
LENTULUS forbauset
Du vil?
​CATILINA
Jeg vil, men vogt Dig, vogt Dig, Lentulus!
Din Post er farlig; vid, vor Plan er røbet,
men jeg vil kalde vore Venner sammen,
vil forestille dem den nye Leder
og takke af –
(vil gaae)
LENTULUS overrasket og holdende ham tilbage
Nei! vent, vent, Catilina!
CATILINA
Vor Tid er kostbar, – snarlig Romerhæren
vil være her – –
​  102LENTULUS ængstelig
Nei, hør mig, Catilina!
Du spøger vel, – det kan ei være saa.
CATILINA
Vor Plan er røbet, som jeg siger Dig!
Læg nu din Kraft, din Dygtighed for Dagen.
LENTULUS
O, vee os, vee! – –
CATILINA haanligt
Du skjælver, feige Usling, –
og Du vil styrte mig, – vil lede dem? –
LENTULUS
Tilgiv mig, Catilina!
​CATILINA
Søg din Frelse
ved hurtig Flugt, hvis Du kan redde Dig. –
​LENTULUS
Ha, Du tilsteder, at – – –
CATILINA
Troer Du, det var
mit Alvor at aftræde denne Post
i Farens Stund? – Da kjender Du mig ei.
LENTULUS med Forstillelse
O, Catilina! –
CATILINA med Høihed
Spild ei Øieblikket.
Søg Redning kuns, – jeg vide skal at døe.
​  103LENTULUS afsides, idet han gaaer bort
Jeg takker Dig for Underretningen, –
jeg skal benytte den til egen Frelse.
Jeg kjender Egnen her, – jeg føre skal
ad skjulte Stier Romerhæren hid.
– Vid, Ormen, som Du overmodigt træder
i Støvet ned, har end ei tabt sin Braad. –
(gaaer)
CATILINA efter en Pause
Det er den Troskab, som jeg stolte paa, –
saa svige de mig, Een for Een, o, Guder!
​Forræderie og Feighed er det kuns,
som boer i disse usle, lave Sjæle.
Jeg er en Daare jo med mine Planer;
jeg styrte vil hiin Øglerede hist, –
ha, Roma er jo længst kun en Ruin!
(Vaabenlarm høres at nærme sig)
Der komme de, – end er der Kjækhed dog
blandt dem; – hør Sværdet, hvor det muntert klirrer, –
det skjænker mig min hele Kraft tilbage;
jeg følte nys mig slappet, dybt nedstemt; –
nu er det over; – Faren kalder Modet
til Liv igjen, – kjækt skal jeg møde den!
Manlius, Statilius, Gabinius og en Mængde andre Sammensvorne komme ind.
MANLIUS
Her, Catilina! bringes dine Venner;
de ere rede til at følge Dig.
​  104​STATILIUS
Ja, Catilina! Dig ledsage vi
i Liv og Død, hvorhen Du byder det.
CATILINA
Jeg takker Eder, tappre Kamerater, –
men vid, for os er intet Valg tilovers
imellem Liv og Død, – kuns mellem Døden
i Heltekamp for fiendtlige Sværd,
– og under Piinsler, naar vi grumt forfulgte
som Skovens vilde Dyr er jaged’ om.
​Sig, vælge I feigt flygtende at friste
et usselt Liv – en stakket Tid endnu,
hvad eller kjækt som Eders stolte Fædre
at falde kjæmpende med Sværd i Haand?
NOGLE
Det vælge vi –
ANDRE
Ja, ja, med Sværd i Haand!
CATILINA
Nu, saa afsted! Vor Død skal vie os
ind til Udødligheden, – fjerne Tider skal
os mindes med Beundring –
FURIA der ubemærket har nærmet sig ham
– Eller Rædsel!
NOGLE vigende forundrede tilbage
Ha, en Kvinde!
​  105CATILINA overrasket
Furia! Du her? –
Hvad vil Du, svar!
FURIA
Jeg maa ledsage Dig
til Maalet.
CATILINA
Nu, hvor er mit Maal, sig frem!
​FURIA
Ei søger hver sit Maal ad samme Veie; –
Du søger dit igjennem vilden Kamp,
og Kampen avler Død, Fordærvelse – –
CATILINA
Men ogsaa Hæder og et evigt Navn!
gaa, Kvinde! stolt og skjøn er denne Time, –
min Barm er lukt for dine hæse Skrig! –
AURELIA kommer ud af Teltet og forbauses, da hun seer de Forsamlede
Min Catilina!
CATILINA
O, Aurelia!
​AURELIA
Hvad er paafærde –
CATILINA smerteligt
Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din Skjæbne vorde!
​  106FURIA haanligt
Vakler Du
alt i dit høie Forsæt, Catilina!
– er det dit Mod? –
CATILINA hæftig
Nei nei, ved alle Guder!
​AURELIA
O, Catilina! sig, hvad er igjære –
FURIA
Er nu til Klynken og til Klagen Tid?
MANLIUS
Nei nei, afsted, nøl ikke, Catilina!
CATILINA kjæmpende med sig selv
O, hvilken Storm i dette Hjerte, dog –
det kan ei være anderledes; – nu
saa følger mig, afsted!
AURELIA kaster sig i hans Arme
O, Catilina!
gaa ikke, eller jeg ledsager Dig.
CATILINA
Nei nei, Aurelia –
FURIA haanligt
O jo, lad det saa være, –
det er din usle Svaghed værd at falde
i Kampen ved en Kvindes Side!
​  107CATILINA støder Aurelia hæftig fra sig
Ha!
Jeg svag! Nei nei, ved Mørkets Aander nei!
(vildt)
Udaf min Barm hver Følelse jeg river, –
kuns blodig Kamplyst luer end deri.
​FURIA
Ret saa, ret saa, min stolte Catilina!
CATILINA
Lad Døden vente truende og vis, –
det er min Lyst –
AURELIA
O, hør mig, Catilina!
forstød mig ikke; ved min Kjærlighed
besværger jeg Dig – – –
CATILINA vildt
Ti! i dette Bryst
ei findes Kjærligheden meer –
AURELIA
– O, milde Guder!
Hun læner sig mat op mod Træet udenfor Teltet.
​CATILINA
Men nu afsted – –
MANLIUS
– Hist lyder Vaabenlarmen!
FLERE
De nærme sig –
​  108CATILINA
Vi ville kjækt dem møde!
​Høit lyder Ærens Stemme i vor Barm;
den følge vi, – for Sværdet vil vi bløde!
Afsted! for Romersværd med Romermod
skal Romas Sidste segne i sit Blod!
De styrte ud.
FURIA
Han er borte, – jeg har vundet, naaet er mit Maal;
snarlig ligger han paa Valen, Dødens Bytte, stiv og kold.
AURELIA i Tanker uden at bemærke Furia
I hans harmopfyldte Hjerte ingen Elskov meer mon boe;
Var det Drømme? Nei, saa lød det fra hans vrede Læbe jo.
FURIA
Sværdet klinger, Catilina svæver alt paa Gravens Rand; –
snart han som en flygtig Skygge iler imod Dødens Land.
AURELIA bliver Furia vaer
Ha, hvo er Du rædselfulde Røst, der toner hist,
Uglen lig, naar vildt den hyler ifra Træets Kvist! –
er Du stegen fra de dunkle Skyggelande frem
for at føre Catilina til dit mørke Hjem?
FURIA
Hjemmet er jo Vandringsmaalet, og hans Veie gik
gjennem Livets dybe Sumpe –
AURELIA
Kuns et Øieblik!
​ Stort og ædelt var hans Hjerte, eengang var han god,
før det Onde dybt i Barmen fæstede sin Rod.
​  109FURIA
Eengang stod og Blomsten frodig i sit Farvespil;
men dens Blade falme, og den hører Døden til.
AURELIA
Rædselsfulde! grant jeg kjender denne Stemmes Klang;
o, fra Catilinas Læbe lød den mangen Gang.
Mørke Aand, Du har mig røvet Livets bedste Frugt; –
​har min Catilinas Hjerte for min Ømhed lukt.
Mellem mine Drømmes Syner jeg gjenkjender Dig,
hvor Du truende Dig stilled’ mellem ham og mig. –
See! ved Catilinas Side drømte jeg saa fro
om et Liv, af Elskov smykket, om et Fredens Bo!
I hans skjønne Hjerte planted’ jeg et Blomsterbed, –
som dets bedste Smykke freded’ jeg min Kjærlighed; –
men din fiendske Haand har rykket Blomsten op med Rod,
og i Støvet ligger den, hvor nys den frodig stod!
FURIA
Svage Taabe! Du vil lede Catilinas Skridt, –
veed Du ikke, at hans Hjerte var end aldrig dit!
Kvinde! dine Blomster trives ei i saadan Grund,
vid, i solskinsvarme Foraar spirer Lillien kun,
medens Bulmens Bæger voxer under Skyens Tag,
og hans Sjæl var alt forlængst en skyfuld Høstens Dag.
Snarlig svinder sidste Glimt af Lyset i hans Barm,
og som Mørkets Bytte ligger han i Dødens Arm.
​AURELIA med Ild
Nei, ved alle Himlens Guder, nei, det skal han ei!
til hans Hjerte mine Taarer finde end en Vei.
Hvad, om alt han ligger blodig under Kampens Larm; –
slynge vil jeg mine Arme om hans kolde Barm, –
​  110aande paa hans blege Læbe al min Kjærlighed,
mildne Stormen i hans Indre, skjænke blidt ham Fred.
Mørke Aand! dit Bytte skal jeg vriste af din Haand,
knytte ham til Lysets Bolig med et Elskovsbaand,
og naar Hjertets Slag forstummer, medens Øiet brast,
gaa vi begge bort fra Livet i et Favntag fast.
Skjænk mig da, I høie Guder! for hvad her jeg led
ved min Catilinas Side, Gravens stille Fred!
Hun gaaer.
FURIA stirrer ud gjennem Træerne i Baggrunden
Gaa kuns, Forblindede! – jeg frygter ei;
​min Seier hviler sikker i min Haand,
– hør, Kampen lyder, snart er Timen kommen.
Huult lyder Skriget, endnu kjæmper han,
snart vorder Valen til en Gravlund taus.
Sig Maanen skjuler, skjøn er denne Time,
snart ligger han med brustne Blikke hist. –
Saa vil jeg skue ham, førend jeg gaaer
at søge ham iblandt de blege Skygger.
(lytter)
Ha, alt det vorder meer og mere tyst,
– snart tier Kampen, – maaskee alt hans Sjæl
imod sit Hjem paa lette Vinger flygter. –
​O, det er skjønt her i den dunkle Skov,
i mørke Nat at høre sidste Suk
fra Brystet tone i en Kamp med Døden.
(med vild Glæde)
Det er en skjøn, en lystelig Musik,
– hør, Uglen stemmer i, – den ønsker dem
et glad Velkommen i sit skumle Rige!
​  111(efter en Pause)
Nu hviler Gravens Stille vidt omkring; –
de Seirende forlade Valen alt,
og kuns de Døde hvile tyst derude,
– der vil de slumre mangen, mangen Dag,
mens Solens Straaler blege deres Been,
og Ravnen flagrer graadig over Valen.
(en Pause)
Ha! see, hvad svæver over Engen hist,
lig Morgentaagen, naar den fugtig, graa,
i tætte Flokke over Sumpen glider.
Det nærmer sig, jeg seer det mere grant,
– det er en Kriger, vaklende og mat,
ha, een udaf de faldne Heltes Skygger!
Hun trækker sig noget tilbage. Catilina kommer ind med sænket Hoved og forstyrrede Blikke.
​CATILINA uden at bemærke Furia
« Du falder for din egen Haand,
og dog en fremmed skal Dig fælde.»
Saa var hans sidste Ord, da han forsvandt; –
hvad meente han? – jeg fatter Gaaden ei!
​FURIA
Velkommen ifra Kampen, Catilina!
CATILINA
Ha! hvo er Du? –
FURIA
Du kjender mig ei meer?
​  112CATILINA
Dig er det, Furia! Du byder mig velkommen.
FURIA
Jeg er din Genius, din lønnende Gudinde!
see her, tag Seierskrandsen af min Haand.
Hun plukker nogle Blomster, som hun under de følgende Replikker fletter til en Krands.
CATILINA
Hvad mener Du? –
FURIA
Jeg krandse vil din Tinde!
Men sig, hvi kommer Du saa ene hid?
Hvi fulgte ikke dine Venner med – –
CATILINA
De sove, Furia – –
FURIA
De sove, siger Du?
​CATILINA
Ja, ja, de sove; gaa bag Skoven hist,
der ligge de saa tyst i Maaneskinnet,
– der vil Du finde dem i Rader strakt;
de slumred ind ved Sværdets Vuggesang.
Men hør mig, Furia, kan Du begribe det;
jeg tænkte før, at Slummeren var rolig,
naar Hjerteblodets Væld var tørret ud – –
​  113FURIA
Nu, er det ikke saa?
CATILINA
Nei, hør mig blot!
Jeg kjæmped vildt i Spidsen for min Skare;
jeg søgte Døden under Sværdets Æg,
og rundt omkring mig segned’ mine Venner
i Dødens Blund; kuns jeg, jeg fandt den ei; –
og da de alle laae til Jorden strakte,
​og Fiendernes Skarer droge bort, –
jeg stod end halvt bedøvet hist, hvor Slaget
nys havde tonet. – Alting var saa tyst, –
ned skinned Maanen mellem Skyens Revner,
belyste mat de Faldnes blege Træk; –
der laa de rundt om mig med brustne Blikke
med vilde Smiil om fælt fordreiet Mund;
det syntes mig, som om de laae i Drømme
og griinte haant og truende ad mig, –
som om de fordred deres Blod tilbage.
​FURIA
Nei, Catilina! nei, det var ei saa, –
de vinked’ kuns, Du skulde følge dem.
CATILINA
Vel mig, hvis jeg formaaed’ det –
FURIA
Nu, tænk
ei meer derpaa, – kom, jeg vil smykke Dig
med Seierskrandsen, med din Seiers Løn!
(strækker Krandsen imod ham)
​  114CATILINA
Fy, hvad er det, – en Valmuekrands –
FURIA med vild Munterhed
Nu ja!
Er det ei smukke Blomster, – see, de lyse
i Maaneskinnet, lig det friske Blod –
CATILINA
Nei, væk med dem, de har en rædsom Glands.
FURIA med Latter
Nu, elsker Du de matte, blege Farver,
saa vil jeg skjænke Dig den grønne Tangkrands,
som Tullia bar i de vaade Lokker,
da hendes Liig paa Tibervoven svømmed!
CATILINA
Ha, hvilke Billeder! – –
​FURIA
Skal jeg maaskee
da hente Græsset ifra Romas Marker,
med brune Pletter af det Borgerblod,
som strømmed’ for din Haand, min Catilina!
CATILINA
Holdt inde – –
FURIA
Eller skal jeg bringe Dig
en Krands af Skovens brune Løv, der visned’,
​da det var Vidne til Forbandelsen,
som ifra den Forførtes Læbe lød – –
​  115CATILINA
Ha, er Du da en Dæmon – –
FURIA
Nei, en Minder,
en venlig Minder om din Fortid kun – –
CATILINA
Men hvorfor nu – –
FURIA
Ved Maalet skuer jo
den trætte Vandrer paa sin Vei tilbage.
CATILINA
Staaer jeg da ved mit Maal? –
​FURIA
Saafremt Du vil –
CATILINA
Jeg vil? ja vist! ha, fælt din Tale har
en Hær af Billeder fremmanet i min Sjæl –
(med Hæftighed)
Hvad ville I mig da, I blege Skygger,
lad mig i Ro, hvad fordre I af mig?
FURIA
Kom til Dig selv, dit Indre er i Oprør –
kom, lad mig flette Krandsen i dit Haar –
den har en stærk, en virksom Lægekraft,
den dysser Dig til Ro, – den skjænker Glemsel. –
CATILINA i Tanker
Glemsel siger Du, ha, det er Ordet just,
saa tryk da Krandsen tæt omkring min Pande.
​  116FURIA sætter ham Krandsen paa Hovedet
Nu er Du smykket, – saadan skal Du træde
for Mørkets Fyrste frem, min Catilina!
CATILINA
Ja ja, jeg vil, – jeg længes efter Ro, –
min Sjæl er vorden mat i Livets Kampe; –
nu vil den slumre, – Alt er sort derinde,
som denne Nat, og dog, jeg skimter end
en Stjerne glimtende igjennem Mulmet her. – –
(lægger Haanden paa Brystet)
​FURIA afsides
Ha, det er hende – –
CATILINA
– Den forhindrer mig,
jeg kan ei følge Dig, førend dens Glands
er ganske slukket. – O! der var en Tid,
​da den var straalende og blank som Stjernen
paa Himlen hist, bag Skyens mørke Bræm.
Nu er den mat, den dæmrer taagedækt – –
FURIA
Saa sluk den ganske – –
CATILINA
Ha! hvad mener Du!
FURIA
Du har din Daggert end, – to Tommer Staal
er nok, da banker ei hiint Hjerte meer,
der stilled’ fiendtlig sig imellem os.
​  117CATILINA
O, jeg forstaaer – – – Aurelia – nei nei
jeg havde hende glemt, jeg veed ei selv,
det tykkes mig, som om det alt blev godt
og roligt i min Sjæl, naar kun jeg lagde
mit Hoved ned til hendes Barm, og glemte,
– glemte Alt – –
FURIA
Nei, det er Daarlighed
​at tænke meer paa Sligt, – dog, som Du vil,
nu gaaer jeg bort, søg kuns, om Du kan finde
hos hende din længst tabte Rolighed – –
(med stigende Heftighed)
Ha, Daare! troer Du da, de blege Døde
vil lade Dig i Fred, – nei, nei, de skulle
i vilde Hobe samles rundt om Dig; –
fælt vil de stirre med de hule Øine,
og kræve blodig Hævn – –
CATILINA
Ha, Du har Ret!
(seer sig om)
(vildt) Paa Jorden spirer Freden ei for mig, –
jeg følger Dig til Dødens Skyggeland; –
– ja, hun skal falde! – hun er Baandet, som
end knytter mig til Livet – –
BEGGE
Hun maa falde!
Et Lyn oplyser Scenen, og Tordenen ruller.
​  118FURIA
De høie Magter hørte, hvad Du svoer, –
see, Catilina! hist dit Offer kommer –
​AURELIA
kommer ind fra Baggrunden og seer sig ængstelig omkring
Hvor skal jeg finde ham? Jeg seer ham ei, –
I høie Guder! skjænk mig Kraft – (bemærker ham) O, Himmel!
​(iler mod ham)
Min Catilina!
CATILINA vildt
Ha! hvad vil Du, Kvinde?
AURELIA
Du lever end! (vil kaste sig i hans Arme)
CATILINA støder hende bort
Gaa, gaa, jeg hader Dig!
AURELIA
O, milde Himmel!
CATILINA
Vil Du hilde mig
paany i Lænker, – ha! det skal ei lykkes; –
stir ikke saadan paa mig, Kvinde, vid! –
jeg kan ei taale disse ømme Blikke;
de trænge mig til Hjertet som en Dolk, –
jeg taaler det ei længer, – Du skal falde!
​  119Han drager sin Dolk og griber med Heftighed hendes Arm.
AURELIA
O, høie Guder! vaager over mig!
CATILINA med stigende Heftighed
Du skal, Du maa, – Du knytter ene mig
til Livet, – snart er Baandet søndersprængt. – –
(et stærkt Tordenskrald høres)​(rasende)
Hør, Kvinde! hør, hvor Tordnen ruller huult – –
sig, hører Du? nu tale Guderne
det sidste Afskedsord til Catilina! –
Han styrter imod hende, hun flygter udenfor Scenen; han forfølger hende.
FURIA seer efter dem med vild Glæde
Nu er min Seier vis, – han hæver Dolken alt, –
forgjæves strækker hun sin Haand mod Himlen;
– han støder til, – hun segner i sit Blod. –
​CATILINA kommer langsomt ind
Nu er det skeet; – snart er jeg ikke meer, –
alt sænker Dødens Ro sig i min Sjæl.
Hvad fattes mig, – jeg veed det ikke selv, –
det tykkes mig, som brast mit Hjertes Strænge
ved hendes Dødssuk. Jeg er sært beklemt,
ret som om pludselig den vide Jord
var bleven til en stor, uhyre Ørk,
hvor ikkun Du og jeg stod end tilbage.
​  120FURIA
Saa er det, Catilina!
CATILINA grublende
For mit Blik
opklares, hvad jeg længe dunkelt følte. – – –
– Er ikke Livet da en stadig Kamp
imellem Sjælens fiendtlige Kræfter, –
​og denne Kamp er Sjælens eget Liv; –
men Sjælens Kampe tie i min Barm. – –
(heftigt)
Nu vel! jeg er ei Catilina mere, –
tag der min Dolk, – sluk Lampens sidste Blus!
FURIA griber Dolken
Saa fald da for min Haand, og jeg skal følge
Dig, Catilina, selv bag Gravens Skygger.
Hun støder Dolken i hans Bryst, han synker om ved Foden af Træet.
CATILINA efter en Pause, med mat Stemme
Ha! nu fatter jeg din Tale, gaadefulde Aand!
«halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed Haand.»
Da jeg hendes Hjerte knuste, flygted’ fra min Sjæl
alt hvad Godt og Skjønt der boed’, kuns en Midnat fæl
blev tilbage, – snart den vorder til et evigt Mulm.
Mørke Styx, slaa nu din Bølge imod Strand og svulm
over Bredden, snart Du fører Catilina hen
mod det dunkle Tartarus, imod hans Fremtidshjem.
Tvende Veie gaae histnede, – een for mig er kun,
imod Venstre – –
​AURELIA kommer ind bleg og vaklende, med blodigt Bryst
Nei, mod Høire, mod Elysium!
​  121CATILINA forfærdet
Ha, hvor hendes blege Skygge fylder mig med Gru; –
sig, er Du fra Døden stegen, eller lever Du?
​AURELIA knæler ved hans Side
O, jeg seer dit Indre gjære som en oprørt Sø –
lad mig klynge ømt mit Hjerte til din Barm, og døe.
Kuns en Slummer, Dødens Herold i min Sjæl var dalt,
men mit matte Øie fulgte Dig, jeg saa det Alt, –
og min Kjærlighed i Dødens Stund mig Kræfter gav, –
Bryst ved Bryst, min Catilina! synke vi i Grav.
CATILINA smerteligt
O, hvor gjerne! dog forgjæves er et saadant Haab; –
i mit Hjerte toner rædsomt Hævnens vilde Raab.
Nei, Aurelia! Du svæver mod den lyse Evighed, –
Nemesis mig fører imod Mørket ned.
Dagen gryer i Baggrunden.
AURELIA venligt, idet hun peger mod Østen
Nei, for Kjærligheden svinder Dødens Rædsler og dens Nat,
seer Du, Tordenskyen viger, Stjernen blinker bleg og mat;
(svagt)
Lyset seirer, – see, Aurora smiler mild og varm,
følg mig, Catilina! Døden griber alt min Barm.
Hun segner. Catilina griber hendes Hænder.
CATILINA med den sidste Kraft
Ha, hvor skjønt! see grant nu mindes jeg min sære Drøm,
hvordan Hallens tætte Mørke spredtes af en Strøm
ifra Solens lyse Straaler, fra den unge Dag.
​  122O, mit Øie vorder dunkelt, og min Arm er svag;
men i Sjælen er det lyst, som aldrig før det var, –
​og mit Liv, min Fortids vilde Bane, er mig klar. –
​– Ja, mit Liv var Natten, fælt belyst af Nattens Glød,
men en rosenfarvet Morgendæmring er min Død!
Du har Sjælens Mulm forjaget, i mit Bryst er Ro,
see, jeg følger Dig til Lysets og til Fredens Bo!
(han river Dolken raskt ud af sit Bryst; med døende Stemme)
Himlens høie Guder skue med Forsoning ned, –
Du har Mørkets Magt beseiret ved din Kjærlighed!
Under de sidste Replikker har Furia fjernet sig mere og mere mod Baggrunden, og under Slutningen forsvinder hun. Catilinas Hoved synker ned paa Aurelias Bryst. De døe.
​
​​  123​ANMÆRKNINGER
Hvad de Facta, der ligge til Grund for nærværende Stykke, angaae, da ere disse altfor bekjendte, til at det ikke strax skulde sees, hvilke Afvigelser der ere gjorte fra det historisk Sande, og at det Historiske blot deelviis er benyttet, saaledes at dette nærmest maa betragtes kun som en Iklædning for den gjennem Stykket gaaende Idee.
At Forfatteren har betjent sig af historiske Navne for Personer, der saavel med Hensyn til Characteer, som andre Omstændigheder optræde anderledes, end man fra Historien lærer dem at kjende, vil forhaabentlig undskyldes, saameget mere, da disse Navne neppe ere fremragende nok, til at forstyrrende Indtryk skulde fremkaldes ved deres Optræden under Forholde, hvorunder de i Historien ikke antræffes.