I.
Den Luft, der laa under Lindetr�ernes Kroner, havde vugget sig frem over den brune Hede og de t�rstige Marker; den var bleven baget af Solen og st�vet af Vejene, men nu var den renset af det t�tte L�vhang, svalet af de kj�lige Lindeblade, og Duften af Lindens gule�Bloster�havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og blinkede stille og saligt op i det lysegr�nne Hvalv, kj�rtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.
De Menneskel�ber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske, den Barm, den h�jnede, var ung og sp�d. Barmen var sp�d og Foden var sp�d, Midjen smal, V�ksten slank, og der var en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt var kun det st�rke, dunkeltgyldne Haar, der halvt var bundet og halvt hang l�st; for den lille, m�rkeblaa Fl�jelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen som en lille Munkeh�tte. Ellers var der intet Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren L�rredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole�med korte og vide, opskaarne �rmer; ud af dem brusede et Par store Pose�rmer af fint, hollandsk Lin. En h�jr�d Sl�jfe sad paa Brystet og h�jr�de Sl�jfer paa Skoene.
Hun gik med H�nderne paa Ryggen og med foroverb�jet Hoved. Med legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at st�de imod et Tr� paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Tr�erne paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det d�mpede Skj�r gav hendes barnehvide Ansigt en matgylden L�d, der gjorde de blaaladne Skygger under �jnene mindre synlige; de r�de L�ber blev purpurbrune og de store, blaa �jne blev n�sten sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande, svagt kroget N�se, kort, skarpskaaren Underl�be og st�rk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa �ren og rent og skarpt tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankel�st, t�nkte paa Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa H�len, halvt til h�jre og halvt til venstre, stadigt med H�nderne paa Ryggen, med Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt med sin Svingen.
Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide�Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig t�t ind til Foden af de klippede Buksbomh�kke. Det skar i �jnene, selv H�kken stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink. Ambraen sl�bte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om t�rstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. �rterne og B�nnerne henne ved Lavendelr�kken vare ved at falde fra St�ngerne af Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, r�de Blomsterblade og stod i de bare Stilke.
Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, l�b gjennem den solhede Have, med b�jet Hoved, som man l�ber over en Gaard i Regnvejr. Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstr�er, smuttede om bagved dem og gik saa ind i den store L�vstue, der var en Levning fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af �lmetr�er havde de flettet sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten havde de gitret til med L�gter og Rafter. Slyngende Roser og valske Kaprifolier groede st�rkt op i �lmel�vet og t�ttede godt, men til den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter med, havde forknyttet �lmekvistene og magtede ikke selv at lukke for Hullet.
For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde stod der en lang Tr�b�nk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten: stor og oval havde den v�ret, men det Meste af den laa paa Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa l�st over det ene Hj�rne af Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa B�nken, l�nede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine �jne og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang imellem bev�gede hun �jenbrynene og smilte let:
�I Stuen med de r�de Purpurt�pper og den forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens F�dder, men han st�der hende bort; nys har han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle, rundbuede D�r, og den kolde Luft str�mmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger paa Gulvet og gr�der, og der er intet Andet mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser D�ren efter hende. Og hun trykker den n�gne Skulder op til den kolde, glatte D�r og hulker og h�rer ham gaa bl�dt inde paa Gulvets T�pper, og gjennem N�glehullet kommer Lyset fra den duftende Kj�rte og s�tter sig som en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort og gaar ned ad den m�rke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun h�rer ikke andet end den bl�de, klappende Lyd af sine n�gne F�dder paa de isnende Stentrin. Saa kommer�hun udenfor. Sneen ... nej, det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned paa hendes Skuldre; Linet kl�ber fast til hendes Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben, og hun tr�der med de sk�re F�dder i det bl�de, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende og fl�nger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen Kjole paa ... som det fl�ngede mit brune Skj�rt! � der maa vist allerede v�re N�dder i Fastruplund, alle de N�dder, der var paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine T�nder ... Nej! Bruhnhylde! � den vilde Hest spr�nger afsted ... Bruhnhylde og Grimmild � Dronning Grimmild vinker ad M�ndene, vender sig og gaar bort. Og de sl�ber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med sv�re, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes B�lte og rykker det over, og han sm�ger hendes Kittel og hendes Underkjortel af hende, og med sine sorte N�ver stryger han Guldringene af de hvide, myge Arme, og en stor, halvn�gen, brun og laadden Karl l�gger sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede F�dder tr�der han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte Lokker om sin Haand og tr�kker bort med hende, og hun f�lger ham med foroverb�jet Krop, og den Store l�gger sine svedige Haandflader paa hendes n�gne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende�Hingst, og de sl�nger hende ned i det graa St�v paa Vejen og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler�...�
Saa kom Rynkerne igjen og blev der l�nge, hun rystede paa Hovedet og saae mere og mere fortr�delig ud, endelig slog hun �jnene op, rejste sig halvt og saae sig tr�t og misforn�jet omkring.
Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det drev paa derude fra Haven st�dvis med Duft af Mynte og Hj�rtensfryd og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk, gul Edderkop l�b kildrende hen over hendes Haand og fik hende til at springe op fra B�nken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter en Rose, der sad oppe i L�vet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun Skj�rtet fuldt. Hun bar dem ind i L�vstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skj�det og lagde dem paa Stenpladen t�t op til hinanden, og snart var Stenen skjult under et blegr�dt, duftende Sv�r.
Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skj�rtets Folder og de l�se Blomsterblade og de gr�nne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens Luv, str�g hun af, og blev saa siddende med H�nderne i Skj�det og saae paa Rosenfloret.
Denne Blomsterl�d, der krusede sig i Skj�r og Skygger, fra Hvidt, der r�dmer, til R�dt, der�blaaner, fra fugtig Rosa, der n�sten er tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i Luften �. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hv�lvet, bl�dt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa den tunge, s�de Duft, den drivende Em af�den�r�de Nektar, som koger i Blomsterets Bund.
Hurtigt str�g hun sine �rmer op og lagde de n�gne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kj�lighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med l�ste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med eet Str�g Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine �rmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op mod Kj�revejen. Paa den var der kort f�r Indkj�rslen til Gaarden et L�s H� v�ltet; flere L�s holdt bagved og kunde ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.
Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt sig for �rerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kj�lderd�ren ned til Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog D�ren i efter sig.
Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard.

Skumringens blaa Skj�r laa over Tjele. Duggen var falden og havde gjort Ende paa H�kj�rslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede; Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovb�nderne stode i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre.
I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen: langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime udad Staldd�ren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod en Dreng med r�d Hue ved en af Bindestenene og satte nye T�nder i sin Rive, og henne i et Hj�rne legede to unge Mynder Tagfat mellem Tr�hesten og den store Slibesten.
Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Staldd�rene, saae sig om og trak sig fl�jtende eller trallende tilbage; en Pige med fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og Hovb�nderne begyndte at tr�kke sig inden Porten som for at skynde paa Nadverklokken. Nede i Kj�kkenet blev der st�rkere Tumlen og Raslen med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par st�rke Tag i Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart d�de hen i Tr�skoklampren og Lyden af D�re, der skurede mod F�ldingen. Saa var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gj�ede om Kap ud ad Porten.
Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig�bet�nksomt ned. Det var i Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig n�sten aldrig i andre Stuer end den. Det var et rummeligt tofags V�relse med h�jt Brystpanel af m�rkt Egetr�, V�ggene vare bekl�dte med et Tavl af hollandske Stent�jsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med store, blaa Roser. Kaminen var sat med br�ndte Mursten, en Dragkiste var stillet foran Aabningen, ellers vilde det tr�kke naar der blev gaaet med D�rene. Et poleret Egetr�sbord med to store, halvrunde Klapper, der n�sten hang ned til Jorden, nogle h�jryggede Stole med S�der af haardt, blankslidt L�der og et lille, gr�nmalet Skab, der hang h�jt oppe paa V�ggen, andet var der ikke derinde.
Som Erik Grubbe nu sidder der i M�rkningen, kommer hans Husholderske, Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm M�lk i den anden. Stoben s�tter hun for ham, selv s�tter hun sig ved Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men sidder og drejer den rundt med sin store, r�de Haand, der glimter af mange Ringe og store Stene.
�Aaja saam�nd ja!� sagde hun som hun satte sig.
�Hvad er det?� spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende.
�Aa, En kan da nok give sig, naar En har st�jet om til En hverken aarker eller sanser!�
�Ja! � travle Tider! � Folk faar de Sommerdage rende den Varme op, de om Vinteren skal sidde i.�
�Ja! � I snakker! � der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kj�rrestsladder og Byssens Nyt, det kan de nok kom' igjennem; gj�r de N�j, saa gj�' di ed skidt, aa gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de � mis�l A. Wulborg � syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og b�dler te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' n�j Hj�lp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov te' aa r�r' s� te' de' jen heller de aant.�
�Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du havt Taalmod med Marie i Vinter og l�rt hende lempelig op og viist hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende; men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saam�nd mere end Tak v�rd, at det blev forbi.�
�Ja vist saa! v�rg I kuns Mari, I er saa n�rmest til det; men v�rger I Jeres, saa v�rger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller hvad I gj�r, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan komme gjennem Verden med. Men det fik nu v�re den Fejler det er, men hun er ond � ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det s�lle Barn maatte �nske det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A �nsker det, saa travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke ens Fader for de to B�rn; men det forstaar sig, det er som ret er, F�drenes Synder skulle hjems�ges paa B�rnene i tredje, ja i fjerde Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge, � jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade for Gud og Mennesker! � men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer, maatte I, � ja, det siger A om I saa l�gger Haand paa mig for det, som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer, � tvi maatte I saa; for at lade Jert eget Barn m�rke, at det er undfangen udi Synd, og I lader hende form�rke det, baade I og Mari lader hende og mig m�rke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det m�rke�...�
Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet.
�Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? � du er drukken er du, ind og l�g dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden v�k! du fortjente jeg slog dig under dine �ren, galsindede Kvind! � nej, ikke et Ord til! � Marie skal bort, hun skal herfra den Dag imorgen, � Fred vil jeg have i Fredsens Tid.�
Ane hulkede h�jt.
�Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! � en Verdens Skam! � l�gge mig ud for Drik! � har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande? har I h�rt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus v�k! � ja, give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke d�d ned for Jer, som I b�r Spot og Spe ind paa mig�...�
Hundene glammede op derude i Gaarden, og der l�d Hovslag under Vinduerne.
Ane t�rrede hastigt sine �jne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og spurgte hvem det var.
�Ridende Bud fra Fovsing�, svarede en af Husets Karle.
�Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,� og dermed blev Vinduet lukket.
Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de r�dgr�dte �jne.
Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand Christian Skeel til�Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag havde faaet Stafet om at Krigen var erkl�ret under f�rste Juni; af den Grund var det n�dvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog til Aars og derfra mulig til Kj�benhavn og lod nu derfor sp�rge, om Erik Grubbe vilde slaa F�lge, saalangt Omst�ndighederne vilde Vejen gj�re, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kj�benhavn saa vidste Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere �rinde end nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel v�re paa Tjele henad fire Sl�t over Middag.
Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde v�re rede til Rejsen.
Med den Besked red saa Budet hjem.
Nu talte Ane og Erik Grubbe l�nge om hvad der skulde gj�res medens han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse med til Kj�benhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller to.
Den n�r forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den gamle Tvist var n�rved at flamme op igjen, da de kom til at tale om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Kl�der Marie skulde f�re med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at l�gge sig tidligt, da det nok kunde beh�ves, at den Dag imorgen blev gjort saa lang som muligt var.
Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.
Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepr�sten for Tjele og Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.
Med et: �God Kv�ld i Stuen!� traadte han ind.
Det var en bredskuldret, knokkelst�rk Mand med lange Lemmer og ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort som en Kragerede, graaspr�ngt og filtret, og hans Ansigt havde en underlig st�rk, j�vn og tillige ren, blegr�d Farve, der ikke passede godt til de grove, knortede Ansigtstr�k og de buskede Bryn.
Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik med hans H�bjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens vigtigste Markarbejder og d�de hen i Suk over det forgangne Aars daarlige Kornavl.
Pr�sten sad og skelede paaskj�ns over til Stoben og sagde saa: �Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til naturlig Drikke. � Det er og det sundeste! nysmalket M�lk er en Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og �ng Bryst.�
�Jam�nd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os til. � I faar nu s�tte Smag paa en T�nde �gte Mumme, vi forgangen fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke kan skj�nne at Tolderen har m�rket hende.�
�lkruse og en stor Tudekande af Ibentr� og siret med S�lvringe blev sat frem.
Saa drak de hinanden til.
�Heydenkamper! �gte, adelig Heydenkamper!� udbr�d Pr�sten med en Stemme, der skjalv af Begejstring og R�relse, og da han salig lagde sig tilbage i Stolen, havde han n�sten Taarer i �jnene.
�I er en Kjendere, Hr. Jens!� smiskede Erik Grubbe.
�Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet,� mumlede Pr�sten aandsfrav�rende, �ellers t�nker jeg paa,� fortsatte han med h�vet R�st, �om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig fort�lle om de Heydenkampers Bryghus. � Det var en Frimestere, der fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste med Junker J�rgen. � Se! han sagde, at de begyndte altid deres Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at r�re sin Haand til Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og l�gge sine H�nder paa den store V�gt og sv�rge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gj�re �llet Skade. Han fortalte ogsaa, at S�ndag Morgen naar Kirkeklokkerne begyndte at gaa, saa slog de alle D�re og Vinduer og Lemme op for at det kunde ringe ind over �llet; men det Fornemste det blev gjort naar �llet var sat hen for at gj�res, saa kom Mesteren selv med en pr�gtig Lade, deden op han drog baade sv�re Guldringe�og Kj�der og kostelige Stene, som der var s�re Tegn paa, og det blev tilhobe lagt ned i �llet, og det kan En da nok t�nke, at saadan �dle Rigdomme maa give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra Naturen af.�
�Ja, det er ikke godt at vide Noget om,� mente Erik Grubbe, �jeg har nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de s�tter til.�
�Jo!� sagde Pr�sten alvorligt og rystede paa Hovedet, �det maa vi ikke sige, der er meget Ford�kt i Naturens Rige, det er sikkert nok. Hver en Ting baade d�d og levendes har sit Miraculum i sig, det er kuns om at gj�re at have Taalmod til at s�ge og opladte �jne til at finde, � ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at Gud Herren havde taget sine H�nder af Jorden, da var hver en Ting saa besp�ndt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem L�gedom og alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller ny l�nger og vanhelliget af mangfoldige Sl�gters Synder, nu er det kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig form�rke, til visse Timer og paa visse Steder, naar m�rkelige Himmeltegn er oppe; det sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig flammendes Skj�r, der i de sidste N�tter har v�ret at se den halve Himmel rundt. � Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os � herop til, jeg tror?�
�Det var saa, Hr. Jens.�
�Han red vel intet med Andet end som godt var?�
�Han red med det at Krigen er nu erkl�ret.�
�Herre Jesus, nej da! � ja, ja, en Gang maatte det jo komme.�
�Ja, men har de biet saa l�nge, skulde de biet til Folk havde deres Avl inde.�
�Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de form�rker endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den s�de Kl�e i denne.�
�Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sj�llandsfarerne vil altid Krig, de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, � ja, det er gode Tider for N�vter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe�...�
�De siger ellers, at Marsken vilde nok n�dig til det.�
�Ja, Fanden tro det! � kan jo dog nok v�re, men det kjendes kun lidtagtig at pr�dike Rolighed i en Myretue, � naa, Krig har vi, og nu gj�lder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i alle Maader.�
Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekv�g og Staldfodring og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde fors�mt Kanden, �llet var steget dem sv�rt til Hovedet, og Erik Grubbe, der just fortalte om sin�Rejse til Ceylon og Ostindien med �Perlen�, havde ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny Pudserlighed randt ham i Minde.
Pr�sten blev jo l�nger jo alvorligere; han laa sammensunken ned i Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud for sig og bev�gede L�berne som om han talte; gestikulerede derhos med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskr�kket Blik over paa Erik Grubbe. Endelig da denne var kj�rt aldeles fast i Skildringen af en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Pr�sten sig rejst op og tog paa at tale med en dump, h�jtidelig R�st.
�Sandelig,� sagde han, �sandelig! jeg skal vidne med min Mund � med min Mund � at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand � det var Jer bedre, I blev kastet i Havet � sandelig! med en M�llesten og to T�nder Malt, � to T�nder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg h�jtideligen og med min Mund, � to topfulde T�nder Malt i mine egne nye S�kke, � for det var ikke mine S�kke, � aldrig i Evighedens Rige, � det var Jeres egne gamle S�kke og mine nye, dem beholdt I � og det�var�bed�rvet Malt, � sandelig! se �del�ggelsens Vederstyggelighed og S�kkene h�re mig til og jeg vil betale, � Dommen h�rer mig til, siger jeg. � Skj�lver I ikke i Eders gamle Ben � I gamle Skj�rlevnere! ��kristeligen skulde I leve, � er det kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig Sognepr�st? � I er en � I er en � kristelig Skj�rlevnere � ja �.�
Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Pr�stens Tale smilet over hele Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet, senere st�dte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilh�rer i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Pr�sten var, men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og sl�ngte mod Pr�sten, der tumlede bagl�ns over i Stolen og fra den gled ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskr�kkelse, han faldt, thi Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen; Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Str�mme ned paa Gulvet og paa Pr�sten.
Lyset var br�ndt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst i V�relset, snart saa m�rkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem Vinduerne.
Endnu talte Pr�sten. Det ene �jeblik var hans R�st dyb og truende, det andet pibende og n�sten klynkende.
�Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke mine Saar � og hvad lagde I i Abrahams Skj�d? � hvad Offer gav I? � I lagde ikke en S�lvotteskilling i den kristelige�Abrahams Skj�d. � Og nu pines I svarligen � men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand for Jer,� og han slog med Haanden i det spildte �l, �men jeg vasker mine H�nder, � begge to, � jeg har advaret Jer, � hi, � der gaar I, � ja, der gaar I i S�k og Aske, � i mine to nye S�kke � Malt�...�
Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i S�vn, men Erik Grubbe gjorde imens Fors�g paa at komme til at h�vne sig; han tog haardt fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Pr�sten.
Snart r�rte sig Intet mere, der h�rtes kun de to gamle Herrers Snorken og den ensformige Plasken af �llet, der blev ved at dryppe ned fra Bordpladen.

II.
Sal. Hans Ulrik Gyldenl�ves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard liggende paa Hj�rnet af �stergade og Pilestr�de.
Paa den Tid var �stergade et temmelig aristokratisk Opholdssted; her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl van Manderns nye, r�de Gaard logerede som oftest to eller flere udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her boede mest Haandv�rkere, Kr�mmere og Skipperfolk. Et Par V�rtshuse var der ogsaa.
Det var en S�ndag Formiddag i Begyndelsen af September.
I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud: ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter�astadige�Fodtrin og en enkelt �stersraabers dr�vende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare n�sten firskaarne. Alt Fj�rnt laa i en let, r�gblaa Varmedis.
�Passt au...f!� raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der heldigt efterlignede et af megen Kommanderen h�st Organ.
Marie vendte sig om.
Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt, og nu sad hun og lo af alle Kr�fter og svingede overgivent frem og tilbage med Benene.
Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om Livet og tvang hende til at s�tte sig paa en lille Halmstol, der stod derhos.
�H�r, Jomfru!� sagde hun, �veed hun Noget?�
�Naa!�
�Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have? Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte H�ns udi Trisanet og Mansfelder Kage med s�d Spillinge-Moes. Fint er�det, fedt er det sku ikke. Jomfruens Kj�reste kommer da ogsaa!�
�Aa Snak om en Ting,� udbr�d Marie �rgerligt.
�Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse, fordi jeg siger det. ��Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun ikke gj�r mere ud ad sin F�tter! Det er det dejligste, lysteligste Mandfolk, jeg veed. De F�dder han har! � Og kongeligt Blod er der i ham; En kan se det paa hans H�nder alene, saa bitte smaa de er! � aa, og saa ligesom de var st�bte, � bare hans Negle, de er ikke st�rre end Halvsyslinger og saa r�de og runde. � Hvad! han kan m�nstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer gaaendes, � hu hej! og hans �jne de blistrer og blinker�...�
Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa h�ftigt og sugende st�rkt, at Barnet r�dmede og vred sig ud af hendes Favntag.
Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat.
�Som du gj�r dig til idag!� udbr�d Marie, �farer Du fort med det, saa gaar jeg nedenunder.�
�Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt. Der er saam�nd Bedr�velse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min Kj�reste i Krigen og ligger og d�jer baade ondt og v�rre? Det er den rene Ynk at t�nke paa. Om de nu har skudt ham enten d�d eller gebr�klig! Gud naade mig arme Pige, jeg blev da aldrig til Menneske mere.�
Hun skjulte sit Ansigt i Sengekl�derne og hulkede: �aa nej, nej, nej, min egen, egen Lorens, � jeg skal v�re dig saa tro, saa tro, bare Vorherre�vil lade mig faa dig hjem hel � aa, Jomfru, Jomfru! det�er�aldrig til at udholde!�
Marie s�gte at berolige hende med Ord og med Kj�rtegn. Omsider kom hun saa vidt, at Lucie satte sig op og t�rrede sine �jne.
�Ja, Jomfru,� sagde hun, �Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen immer v�re som En skulde. Og det hj�lper intet at jeg s�tter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle; kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om at gj�re, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det kl�r mig paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere Ganteras, end jeg str�ngeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg saa t�nker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det mere end t�nkelig er for nogen levende Sj�l. For jeg elsker ham, Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa s�rgelig for og saa gr�der jeg og gr�der og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde kv�les � aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og sl�nger mig i Sengen og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg helt fra mig selv og saa s�tter jeg mig op i Sengen og holder paa mit Hoved og bliver saa forskr�kkelig bange for at jeg skal gaa fra minForstand af at l�nges. � Men Herre Gud, Jomfru! hun gr�der jo; hun gaar da intet hemmelig og l�nges efter Nogen, saa ung hun er?�
Marie r�dmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i den Tanke, at hun kunde v�re forelsket og gaa og l�nges.
�Nej, nej!� sagde hun, �men det er saa s�rgeligt, det du siger, det er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortr�d.�
�Vist ikke saa! der er Andet iblandt,� sagde Lucie og rejste sig, da de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skj�lmsk Nik til Marie.
Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj gr�nne, kj�lige Kirkegaard, paa Kirkens�r�dlige�Mure, henimod Slottet med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til �sterport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og Tr�skure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa Himmel, hen under hvilken hvide, bl�dtformede Skymasser langsomt drev over mod den skaanske Kyst.
Tre Maaneder havde hun nu v�ret i Kj�benhavn. Dengang hun rejste hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig faldet hende ind, at der kunde v�re mere ensomt�der, end paa Tjele Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.
Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig selv, at han aldrig kunde v�re Noget for Andre; han blev ikke fjorten Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde, fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.
Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde h�re Lyden af hendes Trin, uden at hun straks og n�sten ubevidst gjorde sig haard, blev trodsig og hadsk. Halvs�steren, den lille Ane, var sygelig og forkj�let, Omst�ndigheder, der ingenlunde gjorde hende omg�ngelig, og nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid s�gte at komme Marie tillivs igjennem hende.
Hvad Selskab hun da havde?
Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der gr�ssede i Engen, hver en Fugl i H�nsegaarden. Og i Tjenestefolkenes og B�ndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt: Jomfruen lider Usk�l og vi seer det, vi ere bedr�vede over det og vi har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.
Men i Kj�benhavn?
Her havde hun Lucie og hun holdt meget af�Lucie, men det var jo dog et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed. Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke have det�sagt�til sig at det var s�rgeligt, saadan som hun var stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde�hun�h�re et Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund til det.
Rigitze Grubbe havde Tidens meget str�nge Anskuelser om det Gavnlige ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at opdrage Marie derefter. Hun havde ingen B�rn, havde heller ingen havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget ubehj�lpsom, da Moderkj�rligheden aldrig havde l�rt hende de smaa og saare nyttige Kunstgreb, der gj�r det saa meget lettere for Barn og L�remester at komme Vejen frem. Og dog � en saadan barsk Opdragelse havde maaske v�ret Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa den ene Side, n�sten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs leml�stet af urimelig og lunefuld Grusomhed, maatte n�sten have f�lt det som Fred og Lindring at blive styret st�t og haardh�ndet den Vej, hun skulde, af En, der fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt.
Men hun blev ikke styret paa denne Maade.
Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger, levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage var hjemmefra, eller hjemme var saa beskj�ftiget, at Marie kunde gj�re med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. � Fik Fru Rigitze saa endelig et �jeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen Fors�mmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som den rene, sk�re Urimelighed og var n�rved at bibringe hende den Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen elskede.
Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne F�lelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun l�nede sit Hoved mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende Skyer.
Hun forstod saa godt det S�rgelige, Lucie havde sagt om at l�nges; det var ligesom det br�ndte inden i En, og der var ikke Andet at gj�re end at lade det br�nde som det vilde, � hun kjendte det saa godt. � Hvad skulde det blive til? � den ene Dag ligesom den anden � Ingenting, ingenting, � aldrig Noget at gl�de sig til; kunde det blive ved? � Ja! l�nge endnu; � ogsaa naar En var bleven seksten Aar? � Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; � det var da umuligt hun kunde blive ved at gaa med�Barnehue naar hun var seksten Aar! � Det havde S�ster Ane Marie da ikke gjort; � hun var nu gift. � Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, l�nge efter at hun var bleven sendt i Seng, � og Musiken. � Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. � Med hvem skulde det v�re? maaske med sin Svogers Broder. � Han var jo rigtignok forf�rdelig grim; men naar det�skulde�v�re .... Det kunde hun umulig gl�de sig til. Hvad var der egenlig at gl�de sig til her i Verden? Var der Noget? � ikke det hun kunde se.
Hun gik fra Vinduet, satte sig bet�nksomt ved Bordet og gav sig til at skrive:
�Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kj�re Ane Marie, gode S�ster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive�pour vous congratuler, saasom din Nedkomst haver v�ret lykkelig og du nu er frisk og ved godt Helsen. Kj�re S�ster, jeg haver det godt og er baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her tidt mange Gj�ster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af dem, som have kjendt vor sal. Moder og ber�mme hende for hendes Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede, men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst var�uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie end for�fornumftig�Konversation. Han er kuns meget ung og haver ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og �lstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franz�sisk da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok kan h�nde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser, ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel s�tte det sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er Komplimenter og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra Tjele Intet fornummet. Faster sv�rger og lader ilde hver den Gang hun taler om den Enormit�t det er vor kj�re Fader lever den han lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg s�rger tidt derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette Brev, men hilse ham af Hj�rte. September 1657.
Din kj�re S�ster
Marie Grubbe.
  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho H�eghs til Gjordslev, min gode Ven og S�ster venligen tilskreven.�

Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen, hvor Lucie b�d Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven �rb�digt for hende og sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae paa den og blev r�d som et dryppende Blod.
�Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske r�d af Vrede, at jeg tillader mig at gj�re Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det er nu vel og for dristigen at sp�rge, hvormed jeg har v�ret saa jammerlig at fort�rne Eder?�
�Jeg er saavist hverken vred eller r�d.�
�Det gefaller Eder at kalde den Kul�r for hvid? Bien! Det skulde kun forlange mig at vide, hvorlunde I ben�vner den Kul�r, den sogenannte�r�de�Rose har?�
�Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?�
�Ja � lad mig se! � jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er h�ndtes mig � men ikkuns sj�ldent �
Doch�Chlo�, Chlo� z�rne nicht!Toll brennet deiner Augen LichtMich wie das Hundsgestirn die HundeUnd Worte sch�umen mir vom MundeDem Geifer gleich der Wasserscheu ..."
�Ja, det maa I nok sige!�
�Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til�Amors�Magt! � Skulde I tro det? der gives N�tter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den sm�gtige Aurora l�ber sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.�
�Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I n�vnte Amor; Evan skulde I visseligen sagt � og maa h�nde En let gaar vilse, naar En st�jer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I har v�ret hos �Mogens i Cappadocia� mellem R�mere og Bouteiller, og har I intet kunnet r�re Jer og v�ret stille som en Statu, da har det aldrig v�ret Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte Jeres Ben.�
�I gj�r mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er aleneste at forgj�tte den nagendes Kummer, der kv�ler mig.�
�Aa!�
�I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed � Himmel! seer I det �stre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som I sad ved Jer Syramme.�
�Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan jo gribe Jer i l�s Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til Nikolaj. � Kjender I den Ramse:
"Det var svart Nat,Mand fik i Trold fat,Mand sa' til Trold:"Vil du ud af min Vold,Vil du hjem i Nat,Saa l�r mig bratUden List eller SvigeDet Sandeste du veed af at sige."�H�r!� sagde Trold og m�lte ej Ord.Mand slap og Trold foer,Ingen paa JordSige Trold paa, han med L�gn foer.""
Ulrik Frederik bukkede �rb�digt for hende og gik uden at sige et Ord.
Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den�var�smuk hans Gang; hans Silkestr�mper var saa skinnende hvide og de sad saa stramt, der var hverken L�g eller�Fold�paa dem; det var saa kj�nt det dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko � det var saa morsomt at se paa ham � hun havde aldrig f�r lagt M�rke til, at han havde et lille rosenr�dt Ar i Panden.
Hun kigede stjaalent ned paa sine H�nder, trak lidt paa Munden, � hun syntes de var for korte i Fingrene.

III.
Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle; det blev fattig Jul inden lerklinte V�gge og Skudernes Spanter. Vesterstranden stod t�t med Vrag; der var isede Skrog, splintrede Master, braadne Baade og d�de Skibe. Rigdom laa der og rullede i Havstokken, sledes og knustes til gavnl�se Billinger, sank, drev af eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav og dr�bende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskeh�nder. Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den v�ldede ind over Armod og Pjalter, gjennem ut�tte Lemme og sprukne Luger, pinte sig ind under Tagskj�g og D�re til Velstand og br�mmede Kapper. Tiggere og vildfarent Folk fr�s ihjel i Ly af Gr�fter og Diger, Fattigmand d�de af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kv�g gik det lidet bedre.
Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterb�de for Sommerdaarskab�� den svenske H�r�gikover de danske Vande.
Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst L�v og lyst Vejr, men de sj�llandske Kn�se red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve l�nge.
Den gjorde det ikke heller.
Da Majl�vet var blevet m�rkt og stivt under Midsommersolens Brand gik Svensken mod Kj�benhavns Volde.

Den anden S�ndag i Avgust udbredte der sig under Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i Kors�r.
Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og�astadigt�omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres Stemmer og deres Fodtrin samledes til en st�rk, blandet, summende Lyd, der aldrig blev st�rkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op, men blev ved � blev ved med en underlig tung Ensformighed.
Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Pr�dikenen. I hurtig, stakaandet Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved og nikkede betydningsfuldt; �verst oppe var der enkelte, der rejste sig ogsaae spejdende mod Udgangen. � Lidt efter var der ikke et Ansigt, der saae paa Pr�sten; Alle sade med b�jet Hoved som for at samle Tankerne om Pr�dikenens Ord, men de hviskede til hinanden, holdt en Gang imellem op, lyttede et �jeblik sp�ndt paa Pr�sten, som for at skj�nne hvor langt der var til Enden, � saa hviskede de videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig at h�re, blev utaalelig at h�re; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med at stikke Psalmebogen i Lommen.
�Amen!�
Alle Ansigter saae op paa Pr�sten.
Under den almindelige Del af B�nnen t�nkte Alle paa om Pr�sten vidste Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige Adel, for Alle, som havde nogen h�j Bestilling eller Embede at forestaa og da var der mange, der havde Taarer i �jnene; men da den n�ste Part af B�nnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog h�rligt l�d det fra hundrede L�ber: �Gud mildeligen afvende endnu fra disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Bradd�d, Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.�
F�r Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang derinde.
Den n�ste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten kastet Anker udfor Drag�r. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag, sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med saa vid Fuldmagt at det�maatte�f�re til Fred. Men da Raaderne om Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.
Det var ikke l�nger Flokke af astadige Borgere, der vare blevne rastl�se ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstr�m af s�lsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, �druelige Huse med deres mange Tegn paa al mulig j�vn og dagligdags Gjerning. Denne Lidenskabelighed i Flasketr�jer og Skj�defrakker! Denne Helvedeslarm fra disse alvorlige L�ber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme i disse sn�vre Frakke�rmer! Ingen vil v�re ene, Ingen vil v�re inde, der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres Jamren og deres Taarer.
Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte �jne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med de knyttede N�ver. H�r den tykke Skinders Forbandelser�over Rigens Raad og denne usalige Krig! F�l hvor Blodet br�nder i hine unge Kinder af Had til den Fjende, der vil f�re alle de R�dsler med sig, han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!
Hvor de br�le af Raseri over at de er saa afm�gtige som de tror, og Gud i Himlen, hvilke B�nner, hvilke vanvittige B�nner!
Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk s�tte deres Kurve og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte hastigt ud af Husene, if�rte deres bedste Kl�der, r�de i Ansigtet af Anstr�ngelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv, fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opm�rksomheden bort fra deres pyntede Udseende. Hvad t�nke de paa? og hvorfra komme alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og raabe, kj�vles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med M�ndene.
Det var den f�rste R�dsel � Instinktets R�dsel. Over Middag var den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med Helligdagskr�fter, havde seet Gr�fter dybes og Brystv�rn h�jnes under sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandv�rkssvende, Studenter og Adelstjenere holdt Vagt med alskens s�re Vaaben, Kanoner var kj�rt op, Kongen var reden over Volden og�man vidste han vilde blive � der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.

Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit r�de Skj�r over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke, gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader, G�nger og Gyder l�d det angst og beklemt: �Svenskerne, Svenskerne!� Drenge l�b gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer, Folk foer til D�rene og stirrede �ngsteligt vesterud, Boderne lukkedes, Jernkr�mmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var som ventede de skikkelige Folk at Fjendens v�ldige H�r straks vilde skylle hen over Staden.
Langs Volden og i de tilst�dende Gader var der sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder, hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor L�ngangen og Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: f�rst og fremmest naar Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller f�rst imorgen?
Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?
Islandsk Kj�bmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var saa en vovsom Sag i Nat og M�rke at gribe en fremmed By an hvor En knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.
�Vand!� sagde Gert Farver, �giveste Gud vi vidste selv kuns halv saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde tro det. Jo! � det veed Borgermester og Raad ogsaa hj�rtelig vel, for fra Morgenstunden af har Rodemestrene v�ret rundt i alle Steder og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv � det er vel nu en halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Sp�gelse ... Indigofarve ser I, hun gj�r sort og hun gj�r m�rkeblaa og hun gj�r mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer an paa. Skolde og rette L�ddegryden til, det kan hver en Bursch, det er kuns Haandelag om at gj�re, men bejtse! � retteligen � det er en Kunstighed. Bejtser En for st�rkt, saa br�nder En Garnet eller T�jet eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skj�rner i alle Traaderne, og bejtser En for knapt, saa kan Farven a�ldrigen holde, om En saa farvede med det allerdyrbarste Blaatr�. Se, derfor er Bejtsningen ogsaa en luktGeheimniss, En intet l�rer fra sig � til Ens S�n nok, men aldrig til Gesellerne. Nej,�....�
�Javel Mester Gert�, sagde Kj�bmanden, �vel saa, vel saa!�
�Naa,� fortsatte Farveren, �som jeg skulde fort�lle, saa havde jeg en halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer af til Bejtsen for lukte D�re, var den Ting jo intet saa bekvem at gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? H�r nu kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de skj�rer os baade Uld og Tvist, og desformedelst h�nger vi immer det, der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugss�kker. Faar han saa ikke det Dj�vels Gesindeken en af Drengerne til at klynge ham op i en de der S�kker og � jeg kommer ind og vejer og blander og retter til og er halv ved at v�re til Ende med det, saa skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe i S�kken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhj�lpe ham ned ... og om jeg hjalp ham! � D�d og Verden! men det var og en ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et D�rtrin.�
�Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,� talte Erik Lauritzen, �Ingenting har de at s�tte T�nder i naar de er hjemme, og kommer de saa en Gang udenv�rts, saa helmer de aldrig med B�lgen og Sv�lgen; de er ligesom Fattighusb�rn er, de �der baade for n�rv�rendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stj�le og rappe til sig, det kan de v�rre end Ravnefugle og Rakkerfolk; � og saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har nemt til Kniven som svenske Lasse.�
�Og saa l�sagtige!� faldt Farveren ind, �det skal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En sp�rger sig for, hvad det mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska Dulle.�
�Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa. Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de uvittige B�ster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i hans Livsv�dsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har beskj�nket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter og syndige Begj�ringer.�
Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kj�bmanden fremsatte og sagde saa: �Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en s�r og synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om han er�en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt havt mine egne Bet�nkninger ved den Ting, men det er som I l�gger det ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske V�dsker, er det.�
�Det er da ingen J�rtegn,� henkastede en gammel Kone, der stod hos, �om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gj�r.�
�Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,� afbr�d Farveren hende, �tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?�
�I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig v�ret Kristenfolk efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik saadan til i h�jsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene Varulver og andet Dj�velskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og F�mon.�
�Men de s�ger da Kirke om S�ndag, veed jeg, og har Pr�ster og Degner ligesom vi har.�
�Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det s�ger Kirke det Dj�velens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er�forgjorte er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har et ondt �jesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern' har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres forbandede F�dder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver! Svar mig til paa det, om I kan!�
Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbr�d: �Tys, tys, Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa pr�kendes histhenne og Folken' staar saa digt omkring?�
De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han skj�nnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Pr�diken i Helliggejstes, men som han havde h�rt vell�rde Folk sige ikke var saa ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt var.
Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt, glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille N�se, spillende, brune �jne og r�de L�ber. Han stod oppe paa en Gaded�rstrappe, gestikulerede st�rkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og l�spende:
.... �I det seksogtyvende Kapitel,� sagde han, �skriver Evangelisten Matth�us 51�54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte Haanden ud, og slog den ypperste Pr�stes Svend, og hug et �re af hannem. Da sagde�Jesus til hannem, stik dit Sv�rd i sin Sted. Thi hvo som tager Sv�rdet, han skal omkomme med Sv�rd. Eller ment' du, at jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt saa gaa til.�
�Ja, kj�re Landsm�nd! det skal Alt saa gaa til. � Nu ligger uden denne Bys ringe Volde og svage Bef�stning en alm�gtig Hob af velberuste Stridsm�nd, og deres Konge og Krigs�verste haver opladt sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og Sv�rd, med Paarend og Belejring gj�re sig denne Stad og hvem som er deri, underdan og ganske deres egen.�
�Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin umenneskeligen besluttet, de f�re sig i Vaaben, de bringe Fyrm�rsere og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver, sigendes: b�r det os ikke med br�ndendes Lue og blanke Sv�rde at gaa den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil l�gge os �de? hvortil haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og ford�rve? Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen afhugge Malcho hannem hans �re. Men Jesus siger: stik dit Sv�rd i sin Sted, thi hvo som tager Sv�rdet, han skal omkomme med Sv�rd. Vel maa dette�lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at h�re; � ligervis som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er Ordet ladet med Fornumstighed og Bet�nkning, thi Ordet er en Mening til Opfattelse og Forst�ndighed. Derfor lader os udgrandske Ordet og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen b�r udl�gges. � Af hvad Aarsage skal da Sv�rdet blive i sin Sted og den, der tager Sv�rdet omkomme med Sv�rd? Dette er for os at bet�nke udi trende Poster:�
�Denne er da den f�rste Post, at Mennesket er en viselig og over al Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udl�gges: en Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begj�rendes �jne, de hastige F�dder og de gribendes H�nder; baade den um�ttelig' Bug,�de bedendes Kn� og de vagtsomme �ren? Og er Legemet en Verden, hvormeget mere er da ikke vor dyr'bare og ud�delig' Sj�l en Verden, ja, som en Have fuld af s�de og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som l�gger en saadan Verden �de, at agte bedre end en Ildstiftere eller en�Voldsmand eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det b�r sig en Saadan at lide og udstaa.�
Det var nu bleven ganske m�rkt og Folkeskaren omkring Pr�dikanten saaes kun som en stor, sort, sagte bev�get og stadig voksende Masse.
�Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en Afspejlning eller Lignelse af Gud den Alm�gtigste. Og er den, der forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den, der stj�l' Kirkens hellige Kar eller Kl�der eller �ver Vold mod et Kirkehus? og I vide, hvad Straf det b�r sig en Saadan at lide og udstaa.�
�Den sidste og tredie Post er denne, at f�rst haver Mennesket Pligter imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at k�mpe og stride, if�rt et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med Sandhedens skj�rendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til at stride, en Herrens Stridsmand, s�nderrivendes Helvedes Strube og s�ndertr�dendes Helvedes Bug. Derfor b�r det os at lade den legemlig' Sv�rd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bem�de os med den aandelig!�
Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de st�dte paa Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste op, alt som�Folk bev�gede sig, og nu og da l�ftedes ogsaa en Lygte i Vejret og lod sit Skj�r flakke s�gende om paa Husenes hvidtede Mure og m�rke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Pr�dikantens alvorlige Ansigt.
�Men hvorledes! tale I i Eders Hj�rter, sigendes: skulle vi da overantvorde os selv, bunden paa H�nder og F�dder, til vor Fjende, til Tr�ldommens og Fornedrelsens bitre S�rgestand? � O! mine Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders Hj�rter mod Herrens Raadslagning og gj�rer ikke Eders Lever sort imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at f�re os ud af Farlighedens �rker og Vildnisse; eller kan han ikke vende Fjendens Hj�rte, eller lod han ikke den D�dsengle gaa gjennem Sancheribs Lejr, eller have I forgj�t' det r�de Havs sv�lgende Vande eller Kong Pharaos hastige Undergang?�...�
Her blev Jesper Kiim afbrudt.
Hoben havde h�rt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste R�kker havde der nu og da lydt en d�mpet, truende Mumlen. Saa var det Mette Sennopskvindes skarpe R�st skingrede ind imod ham: �Hu, din Helvedesgast! vil du tie�den sorte Hund du er! � h�r intet paa ham, det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.�
Der blev et �jeblik ganske stille, men saa br�d Larmen l�s; Haansord, Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han fors�gte at tale, men da blev Raabene endnu st�rkere og de n�rmest ved Trappen tr�ngte truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele Tiden havde gr�dt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin lange, s�lvknappede Stok.
�Ned med ham!� raabtes der, �ned med ham! han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at bef�re os. Ned med ham! lad os faa ham her ned til Gest�ndniss! vi skal nok plukke det ud af ham.�
�Han skal i Kj�lderen, skal han,� raabte andre, �han skal i Raadstukj�lderen. Lang ham ned! lang ham ned!�
Et Par st�rke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede sig fast til Trappens Tr�r�kv�rk; saa sp�ndte de baade det og ham ned paa Gaden, ned blandt M�ngden. Han blev modtaget med Spark og N�veslag. K�rlinger rev ham i Haar og Kl�der, saa smaa Drenge, der stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Forn�jelse.
�Lad Mette komme frem!� raabtes der bagved, �gaa tilside; tilside! Mette skal tage ham i Forh�r.�
Mette kom frem. �Vil han tage sin Dj�vels-Pr�k i sig igjen? vil han Mester Lurifas?�
�Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som skreven staar.�
�Skal En det!� sagde Mette og tog sin Tr�t�ffel af og truede ham med, �men Mennesken' har Tr�t�fler, har de, og du est en Satans Soldkn�gt og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hj�rne skal sidde paa Muren n�st herved;� og hun slog ham med T�ffelen.
�Forsynd Jer intet, Mette!� st�nnede Magisteren.
�Saa skal da ogsaa den Slemme!� hvinede hun.
�Tys, tys,� raabtes der, �var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her kommer Gyldenl�v', Generallieutenanten!�
En h�j Skikkelse red forbi.
�L�nge leve Gyldenl�v'! den tapre Gyldenl�v',� br�lede Hoben.
Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa red Skikkelsen bort ad Volden.
Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenl�ve, Kongens Halvbroder.
M�ngden spredtes, der blev f�rre og f�rre, snart kun nogle faa.
�Det er ligegodt kurieus nok,� sagde Gert Farver, �her slaar vi Hovedet i Br�k paa den,�som tal' om Fredelighed og raaber os h�se for den, som mest er Skyld i Krigen.�
�Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en �nskelig Godnat,� sagde Kj�bmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.
�Han t�nker paa Mettes T�ffel,� mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.
Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit v�rkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og tilbage, stirrende ud over det m�rke Land, hvor Alt var stille, ganske stille, skj�ndt Tusinder af Fjender laa derude.

IV.
Gulr�de Lysflager skj�de op over den havgraa Taagebanke i Horizonten og de t�ndte Luften over sig saa den br�ndte i en mild, rosengylden Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i dens b�lgede Rand, gjorde den gl�dende, gylden, bl�ndende. Over Kallebodstrand var der lyst af violet og r�dligt Gjenskin fra Solhj�rnets Skyer. Duggen tindrede paa Vestervolds h�je Gr�s og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skj�lvende Skinger. Fra Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Tr�erne b�jede langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.
Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal l�d fra Vesterport og blev besvaret fra de andre Byhj�rner. De ensomme Vagter langs ad Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster, rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedt�j: nu kom jo Afl�sningen.
Ude paa Bastionen n�rmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik Gyldenl�ve og saae paa�de hvide Maager, der i sejlende Flugt str�g op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.
Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt st�rke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans Sj�l. De kom i Duft af st�rke Roser og Duft af friske, gr�nne Skove, de kom i Klang af J�gerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de r�de Tage drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe Pappens h�je Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide H�nder; den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne F�gtemester med det r�dblaa Ansigt og de skj�ve Ben. Gottorps Have drog forbi og Engene med de friske H�stakke nede ved Fjorden og der stod J�gerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa saa magel�st Smut. Kirken kom med sit s�re Halvm�rke, sit st�nnende Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre Kristus, der havde den r�de Fane i Haanden.
Fra Vesterport l�d der atter et Hornsignal, og Sollyset br�d frem i det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.
Saa var der Jagten, hvor han sk�d sin f�rste Hjort og gamle von Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede J�gerdrenge bl�ste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige�Scene med Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den f�rste Duel i den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans Hoved v�rked af den f�rste Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang af B�gre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til Kj�benhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt kjedsommelige Hofliv og vilde N�tter, hvor Vinen str�mmed og Kysset rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige Stevnem�ders �mme Hvisken i Ibstrups Have eller Hiller�dslottets gyldne Sale.
Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes br�ndende sorte �jne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes vellystigtbl�de, dejlige Stemme, der d�mpet drog En som med hvide Arme og h�vet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade Triller, mens den flygter�....
En Raslen nede i Voldskr�ntens Buske vakte ham af hans Dr�mme.
�Wer da!� raabte han.
�Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,� svaredes der og en lille, v�rkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.
�Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gj�r han der?�
Manden saae trist ned for sig.
�Daniel, Daniel!� sagde Ulrik Frederik og smilede, �han er intet gaaet uskadt ud af �den gloendes Ovn� i Nat, den tydske Brygger har nok fyret ham for strengt.�
Den V�rkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskr�nten. Daniel Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en rig Storkj�bmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin F�gtekunst. Han�omgikkes�meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var bekjendt under Navn af �le cercle des mourants�, som navnlig bestod af de yngre M�nd, der stod Hoffet n�rmest. Ulrik Frederik var Sj�len i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.
Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse Mennesker. Han f�rdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige Huse, men i F�gteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske uundv�rlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og Elskovskunst og kunde tale langt og l�rdt om det Forkastelige ved at krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig Anekdoter om�Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.
Saa var han i h�j Grad f�jelig og tjenstvillig, glemte aldrig Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og skj�lde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig, at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden i Laget.
Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes disse Folk og han�maatte�omgaaes dem; for ham, den vanf�re Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilv�relse laa der en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre St�nder sled Livet hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han var borgerlig f�dt, som en langt st�rre Ulykke end hans Vanf�rhed og gr�mmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og Heftighed, der kom Vanviddet temmelig n�r.
�Naa Daniel,� sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til ham, �det har intet v�ret nogen ringe Taage, der har v�ret for hans �jne inat, siden han har sejlet sig fast her paa�Vestervold, eller stod Luttendranken saa overhaands h�jt i Kv�ld, siden jeg tr�ffer ham an her, liggendes tryg og t�r som No�h Ark paa den Bjerg Ararat?�
�Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag sammen med Eder inat!�
�Men hvad tusind Pokker er det da med ham?� raabte Ulrik Frederik utaalmodigt.
�Hr. Gyldenleu,� svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med Taarer i �jnene, �jeg er en elendig Menneske.�
�Han er en Kr�mmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversj�l han er! Som der intet var andet for en god Borgere at tage sig n�r end om hans s�lle Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og Rige!�
�Hr. Gyldenleu!�
�Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begr�delser!�
�Nej, Hr. Gyldenleu!� sagde Daniel h�jtideligt og traadte et Skridt tilbage, �for hverken klager jeg over Br�k paa N�ring eller Forlis af Penge eller Penges V�rd; jeg kerer mig de D�vel og en D�jt om Sild og Safran, men skikkes v�k som en Spedalsker eller en Landsens U�rlig baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig, Hr. Gyldenleu; � derfor har jeg ligget�i Gr�sset inat og tvinet som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet og kr�nget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den Himmerigs Gud i min S�rgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees an for vissen og uduelig til at f�re Vaaben og Gev�r, aldenstund der rustes ud baade Tjenere og Handtv�rksburscher�...�
�Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?�
�Jo, Hr. Gyldenleu, jeg l�b mig til Voldene ligesom de andre de l�b, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet v�re flere og kom jeg til det n�ste sagde de spotvis, at de var kuns ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde, de skulde intet have med Gebr�klige at skaffe, fordi der var Ulykke ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skj�ttede aldeles intet om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede Stumper, som mere vilde v�re dem til Ulejlighed end til Hj�lp.�
�Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt med?�
�Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg t�nkte straks paa Circlen og kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skj�rt og den Ridder Forgyldt.�
�Naa og de hjalp ham?�
�Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. � Hr. Gyldenleu, de hjalp mig saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og lysk han sine Svedskenblommer! De havde t�nkt, sagde de, jeg havde havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu, nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset mig paa Vinstuer, bet�d intet at de saae mig an for deres Lige, at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres Omg�ngelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for n�rgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde tr�nge mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo dog ikkuns det at s�tte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre Bysens Borgere.�
�Naa ja,� sagde Ulrik Frederik og gabte, �jeg forstaar nok, det harmer ham at han skal v�re udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult, mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han�skal�komme med. For ...�, han saae mist�nksomt ned paa Daniel, �der stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?�
Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket V�g og hans T�nder skar imod hinanden.
�Naa, naa,� vedblev Ulrik Frederik, �jeg stoler paa ham; men han kan da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt Ord at give; � og husk: hans Egne har vraget ham f�rst og ... tys!�
Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved �sterport, det f�rste, der blev l�snet i denne Krig.
Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans �je stirrede begj�rligt og betaget efter den hvide R�g, og da han talte, var der en s�lsom Skj�lven i hans Stemme.
�Daniel!� sagde han, �op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig og bryd han sig intet om det, jeg sagde.� Saa gik han hastigt henad Volden.
Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede�han dybt, satte sig i Gr�sset og gr�d som et ulykkeligt Barn gr�der.

Det var hen paa Eftermiddagen. En st�rk, uj�vn Vind bl�ste gjennem Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og St�v et Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene l�se, stemmede R�gen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.
Farvernes lange, m�rkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer, sm�ldede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende St�nger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastl�st frem og tilbage, Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med Badsk�rernes blankt polerede B�kner.
I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, H�nsene maatte krybe i Ly bag T�nder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Spr�kker og Fuger.
Trods Bl�sten var det trykkende hedt; det bl�ste Varme ned.
Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede livligt omkring i den lummervarme Luft.
Paa Gaden var ikke til at v�re og i Bislagene trak det, derfor s�gte da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have, der�laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstr�de, sad en ung Pige i Skyggen af et af de store L�ntr�er.
Hun sad og syede.
Det var en h�j, slank Skikkelse; n�sten spinkel var den, men Barmen var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved det rige, sorte, buklede Haar og de �ngsteligt store, sorte �jne. N�sen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg S�dme i Smilet. L�berne var meget r�de og Hagen noget spids, men dog st�rk og kraftig formet. Hendes Paakl�dning var ikke meget ordenlig: en gammel, sort Fl�jelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, gr�n Filthat med store, snehvide Strudsfjer og L�dersko med r�dslidte N�ser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller hendes lange hvide H�nder var ganske rene.
Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens Raad og Marsk, J�rgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var d�d allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede Huset.
Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af sine Sko paa Spidsen af Foden.
Over hendes Hoved susede og svajede de t�tl�vede Kroner i den st�rke Bl�st med en Lyd som af brusende Vande. De h�je Stokroser svingede deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som grebet af uroligt Vanvid og Hindb�rriset dukkede sig forknyt og vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved hvert Pust. T�rre Blade sejlede ned gjennem Luften, Gr�sset lagde sig fladt henad Jorden og paa Spir�abuskens lyse L�vb�lge vuggede den hvide�Blomsterfraade�op og ned i evig Skiften.
Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende af Angst og i aandel�s Forventning, og i n�ste Nu hvinede Vinden ned igjen og Urosb�lgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen og rastl�se Vekslen bredte sig atter ud over Haven.
"Fillis sad udi en Sk�yte,Koridon bl�st' i sin Fl�jteH�jt saa at det Fillis h�rteOg sin Roer ej mere r�rte,Thi drev Sk�yten paa en Sand,Thi drev Sk�yten�....."
Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende. Sofie saae et �jeblik forbavset der henad, saa b�jede hun sig atter over sit Syt�j og nynnede videre.
Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde�seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti, standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.
Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.
�Ah Goddag, Jomfru Sofie,� udbr�d han ganske overrasket.
�Goddag,� sagde hun roligt og venligt, f�stede bet�nksomt sin Naal i Syt�jet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede. �Velkommen, Hr. Gyldenl�ve!�
�Das nenn' ich blindes Gl�ck,� sagde han og bukkede, �jeg ventede kun at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.�
Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: �han er her intet,� sagde hun og rystede paa Hovedet.
�Nej,� sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.
Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: �Hvad for en Lummervarme det da ogsaa er idag!�
�Ja, det falder trolig ud til Torden, om Bl�sten stiller af.�
�Ja�a,� sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.
�H�rte I det Skud imorges?� spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som for at antyde, at han vilde gaa.
�Ja, det er Hj�rtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En kan fluks blive svagsindet�ved at t�nke paa al den Farlighed baade for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kj�re Sl�gtninge og gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig' Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller F�rlighed eller hvad de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa alskens modige og underlige Tanker.�
�Nej, hj�rte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af
Tousiours Mars ne met pas au jourDes objects de sang et de larmesMais�
og han greb hendes Haand og f�rte den op til sine L�ber
�.... tousiours l'Empire d'amourEst plein de troubles et d'alarmes.�
Sofie saae naivt op paa ham.
Hvor var hun ikke dejlig: �jets m�gtige, sugende Nat, hvor Dagen v�ldede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten, der spiller i Solskj�ret, L�bernes smertelig skj�nne Bue, Kindens stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden R�dme, lig en Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som sk�re Blomsterblade de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det m�rke Haar ....
Hendes Haand skj�lvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig tilbage og slogʯjnene ned. Syt�jet gled fra hendes Skj�d, Ulrik Frederik b�jede det ene Kn� mod Jorden for at tage det op og blev liggende i den kn�lende Stilling.
�Jomfru Sofie!� sagde han.
Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, n�sten smerteligt paa ham.
�Kj�re Ulrik Frederik!� bad hun, �tag�mig det intet op i nogen ilde Mening, at jeg besv�rger Eder intet at lade Eder henf�re af en �jeblikkelig Sentiment til at s�ge at provocere en Forandring i det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det tjener til Intet uden at f�re os begge Fortr�d og Misn�je. Rejs Eder op fra denne ufornumstige Positur og s�t Eder manerligen hos mig her paa B�nken, at vi kan tales ved i al Rolighed.�
�Nej jeg vil have min Skj�bnebog gjort op nu i denne Time,� sagde Ulrik Frederik og blev liggende. �I veed kuns lidet hvor stor og br�ndendes er den Amour jeg b�r' til Eder, om I har kunnet t�nke, jeg skulde n�jes med slet og bart at v�re Eders gode Ven. For Kristi blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings umulig. Min Kj�rlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste eller Funke, som I kan �ge eller sv�kke med Eders Munds Vejr, alt som Eders Hu er;�par dieu! den er en luest�rk og fort�rendes Ild, men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde vildsomme Flakkeflammer�og irrende Vejrlys eller den skal br�nde fort varmendes og rolig, h�j og skinnendes op imod Himlen.�
�Men kj�re Ulrik Frederik, v�r dog barmhjertig og hav Medynk med mig og st�d mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod, thi I maa tro, I er mig af Hj�rtet kj�r og dyrebar, men netop af den Aarsag vil jeg til det Yderligste v�rge mig mod at bringe Eder i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan meintenere. I er vel seks Aar paa det N�rmeste yngre end jeg er og det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket Heks af en Kj�reste[3], der kuns har f�rt Eder en ringe Medgift og heller intet paa anden Maade har v�ret Eder til Forfremmelse; t�nker I intet, I vilde da �nske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde v�ret Eders Alder og Byrd allermest gem�ss og som og vilde have baaret Eder bedre frem end den simple Adelspige vilde have gjort? Hj�rte Ulrik Frederik, talte I til Eders h�je Sl�gtninge, de vilde sige Jer det Samme; men de vilde intet sige Eder at om I hjemf�rte den Adelsjomfru som var �ldre end Jer, vilde hun kv�le Eder tild�de med sin Iversyge; iversyg vilde hun�v�re paa hvert Jert �jekast, ja paa Eders inderste Hj�rtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget for at fange hende, vilde hun str�nge sig an for at hendes Elskov kunde v�re Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin afgudiske Kj�rlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I l�ngtes ud deraf et Minut, hun vilde gr�mme sig i Dage og N�tter og forbittre Eder hver en Time med sin mistr�stige Sorg.�
Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. �Farvel, Ulrik Frederik, det er bedskt som D�den at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kj�reste, vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over Jer. � Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske, slyngendes Urt, der har sin St�tte af et Tr� i sin Ungdom, men bliver ved at vinde sig om det l�nge efter at Tr�et er morsk og ude og er tilsidst den, der holder Tr�et, som intet kan st�tte mere. Tro, Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa st�ttes og b�res af Eders Kj�rlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.�
Hun saae ham lige ind i �jet og vendte sig for at gaa, men Ulrik Frederik holdt Haanden fast.
�Vil I da gj�re mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige dig at nu, jeg veed du har mig kj�r, kan ingen Livets Magt gj�re Skilsmisse�mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er jeg mig selv m�gtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede � � jeg t�nker intet paa�din�Lykke, hvad r�rer det mig om du kommer i Lykke eller Ulykke, blot�jeg�er med i din Gl�de, blot�jeg�er med i din Lidelse, blot�jeg�....�
Han sl�ngte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit Bryst.
Langsomt l�ftede hun sit Ansigt op mod ham og saae l�nge paa ham med taarefyldte �jne; smilte saa: �som du vil da, Ulrik Frederik,� og hun kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.
Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gj�re Ende paa Ulrik Frederiks vel lystige Ungkarleliv.

V.
Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld af Ulrik Christian Gyldenl�ves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han red forbi, kiggede Stadens Ungm�er beundrende efter den slanke, h�je Skikkelse i den bredskj�dede, blaa Drabantfrakke med de v�ldige, hvide Opslag, det r�de Skj�rf og det spandbrede Kaardegeh�ng, og de var stolte, naar deres kj�nne Ansigt indbragte dem et Nik eller et �jekast fra den fr�kke Soldat. Ja selv de astadige Familief�dre og deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og kjendte alle hans kj�nne Historier, nikkede forn�jet til hinanden, naar de havde m�dt ham og fordybede sig i det vanskelige Sp�rgsmaal om, hvordan det vilde v�ret gaaet Byen, naar han ikke havde v�ret.
At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under, thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende Gaver.�Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham, han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde beleven, til daglig Brug var han st�dende ordknap og i Tjenesten lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den gemeneste Matros.
Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed i Planerne, at Sagen neppe havde v�ret i saa gode H�nder hos nogen anden af Frederik den Tredies M�nd.
Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene tilraabte ham: �du sejerkronte Gyldenl�v, du Danmarks Fiende-Frelse�, eller hilste ham med et: �o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre David danske,� og �nskede ham at hans Liv maatte vorde som et�cornu copiae�eller Overfl�dighedens Horn, fuldt med Roes og �re, Sundhed, Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille Aftenandagt endte med en B�n til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde Hr. Ulrik Christian; ja, der�fandtes vel enkelte fromme Sind, der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt Maal havde vundet sig denne Verdens �re, ogsaa maatte blive delagtig i den eneste sande og rette �re.

Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters n�re Sl�gtning. Tilf�ldigvis havde hun aldrig v�ret sammen med ham, hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.
Alle talte om ham; n�sten hver Dag blev der fortalt hende nye, modige Tr�k af ham; hun baade h�rte og l�ste, at han var en Helt, og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa hende.
Det store Navn, som Heltenavnet er, l�ftede ham ganske ud af de almindelige Menneskers R�kker. Hun havde egenlig aldrig t�nkt sig Helte v�re til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia, Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne, straalende Skikkelser, der mere var M�nstre eller saadan Noget end de var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa�sirligt som de Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var noget Forbigangent, Noget, der havde v�ret til. At man kunde m�de en Helt, en virkelig Helt, m�de ham ridende i Store-F�rgestr�de, saa vildt havde hun aldrig dr�mt. Livet saae pludselig helt anderledes ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store, Skj�nne, det brogede Rige, som der stod om i Historieb�ger og Viser, det kunde En Altsammen m�de. Der var da virkelig Noget til, En kunde l�nges efter af sin ganske Sj�l; alle disse Ord som Folk og B�ger var fulde af, de bet�d Noget, de var Noget; der var Mening i hendes uklare Dr�mme og L�ngsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.
Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt, men hun kunde ikke se og f�le at det var det. Han alene var det Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes. Derfor drejede alle hendes Tanker og Dr�mme sig evigt og bestandigt om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun h�rte Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie, naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de saae ham aldrig.
Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa Eftermiddagen, at hun sad og�kniplede i en af Vinduesfordybningerne i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen, hun havde en lille Bakke med Gl�der hos sig og tog nu og da lidt t�rrede Blomster og Kanelbark af en B�sse, hun holdt paa Skj�det, og lagde paa Gl�derne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og s�d, og mellem de brede, m�rktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget lidet Lys ind. Fra det tilst�dende Kammer h�rtes en Rok snurre, og altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.
Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun s�gte at kj�le sine hede Kinder mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden, hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skj�rende lys. Saae hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt m�rkt og trykkende. Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad D�ren, at det gav et S�t i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne ved Kaminen. Saa n�vnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa l�nge siden, han havde v�ret der, sagde, at han var tr�t, satte sig saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.
Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bev�gelse, da hun saae ham tr�de ind! hun lukkede et �jeblik �jnene som om det svimlede for hende, saa blev hun blussende r�d og havde ondt ved at�tr�kke Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og fremmed ud altsammen. Imidlertid, l�nge f�r dette fortog sig varede det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun vilde �nske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde m�rke hendes H�nder rystede. Bare han ikke saae hende!
Hun trykkede sig lydl�st l�ngere ind i Vinduesfordybningen og f�stede nu f�rst bestemt Blikket paa sin Fasters Gj�st.
Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget st�rre; og hans �jne var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, s�rgmodige �jne, det havde hun slet ikke t�nkt sig. Han var saa bleg og saae saa bedr�vet ud; � nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans T�nder var saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.
Jo l�nger hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun begyndte at undres over, at hun kunde have t�nkt sig ham st�rre eller anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin�Frygt og t�nkte kun paa al den Roes og Ber�mmelse, hun havde h�rt over ham. Hele Tiden saae hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer, stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev kastet tilside som B�lgerne kastes tilside, naar de skummende springe op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker blinkede og Kugler peb i den uvejrsm�rke R�g, men han spr�ngte fremad, kj�k og rank, og ved hans Stigremme sl�bte Sejren, som der stod i Kr�niken, hun havde l�st.
Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes �je paa ham.
Ved en pludselig Bev�gelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende Smil, saa rejste han sig op og lod som om han f�rst nu fik �je paa Marie Grubbe.
Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde sin Kompliment.
Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at de �jne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.
�Ma chere,� sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde, �hun er den st�rste Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg nogentid har kjendt; En har jo intet h�rt det Ringeste til hendes Kniplestokke hele Tiden.�
�Aa!� sagde Marie, der godt forstod ham, �der jeg saae Generallieutenanten,� og hun skj�d den sv�re Kniplepude ind i Vindueskarmen, �kom det mig i Hu, det mere var Tider til at s�rge for L�gev�le[4]�end for Huestads.�
�Da veed jeg Huer kl�der ligesaa charmant i Krigstid som ellers,� sagde han og saae paa hende.
�Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som n�rv�rendes!�
�Mange,� sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes Alvorlighed, �og jeg for een.�
�Ja, jeg forstaar,� svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, �det er jo kuns et Barn, I taler til.� Hun nejede ceremonielt og tog efter Kniplet�jet.
�T�v lidt, lille Jomfru!�
�Aa nej, lad mig intet incomodere Eder l�nger.�
�H�r nu,� sagde han og greb hende haardt om Haandledene og b�jede hende over mod sig over Kniplebordet, �hun er mig for Gud en vanskelig Person, men,� hviskede han, �har En bedet mig Goddag med et �jekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet � saa � kys hun mig nu!�
Marie trykkede med Taarer i �jnene sine skj�lvende L�ber mod hans, han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa sine Arme.
Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den n�ste havde hun en dump Fornemmelse af Tr�ldom, af at hun ikke var fri l�nger. Det var hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun bleven traadt i St�vet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var ingen bitter F�lelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen �nsker om H�vn var der. En s�lsom Ro var kommen over hendes Sind, ingen flyvende Tog af brogede Dr�mme og heller ingen L�ngsler mere. Overfor Ulrik Christian f�lte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde blive ved at v�re saaledes og anderledes kunde det ikke blive.
Hun kniplede og syede den ganske Dag med en us�dvanlig Udholdenhed og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om Svenden, der maatte forlade sin M� og drage til det fremmede Land, hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i det skumle Taarn saa s�rgelig l�nge og hvordan saa f�rst hans �dle Falk den�d�de, dern�st hans trofaste Hund�d�de�og sidst hans gode�Ganger graa�d�de, men hans trol�se Viv Malvina hun levede frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at gr�de, saa Lucie troede hun var syg og vilde have, hun skulde l�gge Vejbredblade i sine Str�mper.
Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde v�ret dem imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,�hvide H�nder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede efter, hvad det havde v�ret i hans �je og hans Stemme, der saaledes havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadb�jede Overskj�g betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende Skr�k.
I den n�rmest f�lgende Tid kom han n�sten hver eller hveranden Dag, og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte, var der �de og livl�st i den gamle Gaard, syntes hun, og hun l�ngtes efter ham som den S�vnl�se l�nges efter at det skal blive Dag, men naar han saa kom, var hendes Gl�de dog aldrig fuld og fri, hun f�lte sig altid saa usikker overfor ham.
En Nat dr�mte hun at hun saae ham ride gjennem den t�topfyldte Gade ligesom hin f�rste Aften, men der l�d ingen Jubel og alle Ansigter saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev�bange i Tavsheden og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han sig om med et sp�rgende, underlig vemodigt Blik, og det f�stede sig paa hende, det Blik, og hun tr�ngte sig frem gjennem Folkestimlen, kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko paa hendes Nakke�...
Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Dr�m! og hun sukkede, hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor h�jt hun elskede ham. � Ja saadan var det, hun havde ikke vidst det f�r, hun elskede ham. Det blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes �jne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham; hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt var det, saa stolt, saa m�gtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt. Herregud, hvad kunde det hj�lpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i �jnene af Medlidenhed med sig selv � men alligevel! og hun gjemte sig lunt og bl�dt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge og t�nke paa ham saadan og paa sin Kj�rlighed, sin store, store Kj�rlighed.
N�ste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen F�lelse af Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde hende betydelig i hendes egne �jne og Frygten for at r�be den gjorde hendes V�sen mere behersket,�n�sten voksent. Der kom nu en dejlig Tid fuld af Dr�mme og fuld af L�ngsler, en fantastisk dejlig Tid; eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens s�de Navne og s�tte sig hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i �jnene � l�nge, og hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bl�de, brune, buklede Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev ganske r�d ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.
Det var skj�nne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der l�nge havde v�ret sv�kket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa var nye Udskejelser, der havde sp�ndt Buen for h�jt. En smertefuld, t�rende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro br�d l�s og tog efter kort Tids Forl�b en saa farlig Vending, at det var �jensynligt at Sotens Navn var D�den.

Det var den ellevte December.
I det store, l�derbrune Gemak, der f�rte ind til Ulrik Christians Sygev�relse, gik kongelig Confessionarius�Hans Didrichsen Bartskj�r urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter belagte Gulv. Han standsede aandsfrav�rende foran Malerierne paa V�ggene og betragtede tilsyneladende med stor Opm�rksomhed de bare, fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af m�rke Tr�er, de badende Susanner og den s�dlige Judith med de kraftige, n�gne Arme; men l�nge formaaede de ikke at f�ngsle ham, han gik hen til Vinduet og lod Blikket rastl�s vandre om fra den graahvide Himmel til de vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset T�sne nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring, mumlende og gestikulerende.
Det synes ham de gik med D�ren, han standsede pludseligt og lyttede: nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden, da D�ren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor Falbeladekappe af r�dprikket T�j forsigtigt vinkede ad ham.
Pr�sten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin Samarie og traadte ind i Sygev�relset.
Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med m�rkt Panel, fra hvis st�rkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide�T�nder. Et tyndt, blaagraat Kl�de, hvormed det smale, dybe Gittervindue var h�ngt til forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvm�rke, medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben og n�gne Legemer vare samlede i en uopl�selig Forvirring, og paa Himmelsengens Baldakin med dens s�lvfryndsede Omh�ng af gult Damassin.
En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Pr�sten im�de som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb efter en Stol og st�ttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet og den aabne D�r ind til Nabov�relset, hvor Ilden blussede i Kaminen.
�Guds Fred, Herre!� hilste han med skj�lvende R�st, da Svimmelheden havde fortaget sig.
�Hvad i Helvede vil han her?� br�lede den Syge og lettede sig op i Sengen.
�Gemach, gn�digster Herr, gemach,� tydsede Ane Skomagers, Sygekonen, og gik hen mod Sengen og str�g kj�rtegnende hen over Dynen, �es is de hochw�rdige Confessionar sejner Majest�t, der hiegeschicket is und Euch beichten soll.�
�Naadigste Herre! �dle Hr. Gyldenleu!� begyndte Pr�sten og n�rmede sig Sengen, �vel veed jeg, I intet haver h�rt til de enfoldige Vise eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til�deres idelige St�ttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skj�ndt den Gud, der lader Tordenens Kartover dr�ne, ogsaa er den Gud, som holder Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgj�tte at vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftl�se Ymper i Verdens Skaberes v�ldige H�nder og at han daarligen t�nker: dette haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er Kj�rlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig Eders Hj�rte, saa at I med Angst og B�velse haver lidet efter at bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortr�stning kunde modtage den Naade og Tilgivelse, han med baade kj�rlige H�nder r�kker Eder i M�de til�Annammelse. Angerens Orme med de hvasse T�nder�...�
�Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse og det evige Liv,� vr�ngede Ulrik Christian og satte sig helt op i Sengen, �tror han, surfj�sede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skj�ver, En for den Sags Skyld�skulde blive mere genegen til at h�re paa hans Pr�stepjadder?�
�Naadigste Herre, I misbruger h�jligen det Privilegium, Eders h�je Stand og endmere Eders ynkv�rdige Sygdom giver Eder, til un�digen at overskj�lde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gj�r sin Pligt ved at s�ge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene Forn�dne. Ak, h�je Herre, det hj�lper kuns lidet at stampe mod Braaden! har ikke denne fort�rende Sot, som haver slagen Eders Legeme, l�rt Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at Himlens Sv�beslag falder paa H�je som paa Lave?�
Ulrik Christian afbr�d ham leende: �der taler I, Helved fort�re mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg �rligen og redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved' skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I stole paa. Naa, men tag han mig nu sine h�jl�rde Ben ud af Kammerset her det Forteste han kan, ellers skal jeg�...�
Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og saa kurieus forf�rdeligt, at Pr�sten blev bleg af Forargelse og R�dsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det dog maatte forundes ham at gj�re denne saa haardt fors�mte Sj�l tilg�ngeligfor Religionens Sandhed og herlige Tr�st, og da den Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: �Herre, Herre! med gr�dendes R�st anraaber og b�nfalder jeg Eder at lade af med saadan vederstyggelig Banden og Sv�rgen; bet�nk dog at �ksen alt ligger ved Tr�ets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i Blomst og s�tter Frugt! Lad af med Eders usalige Vidersp�ndstighed og kast Eder fuld af Ruelse og B�n for vor Frelseres F�dder�...�
Ulrik Christian havde, da Pr�sten begyndte, sat sig op paa Hovedgj�rdet og nu viste han truende mod D�ren og raabte den ene Gang efter den anden: �H'raus Pr�st! h'raus, marche! jeg taal' ham intet l�nger!�
�Og kj�re Herre,� fortsatte Pr�sten, �om I gj�r Eder haard, fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er saa overmaade, saa h�r da med Jubel, at Guds Naadsens V�ld er uudt�mmeligt�...�
�Galne Pr�stehund, gaar han nu!� hv�sede Ulrik Christian frem�mellem�de sammenbidte T�nder, �ejns � zwej �!�
�og om Eders Synder vare r�de som Blod, ja, som tyriske Purpur�...�
�Rechtsum!�
�han skal dog gj�re dem hvide som Libanons�...�
�Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,� br�lte Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde fra Vaabenstativet og st�dte heftigt efter Pr�sten, men denne havde hurtigt bjerget sig ind i Sidev�relset og slaaet D�ren i efter sig. Ulrik Christian l�b nu rasende mod D�ren, faldt saa magtesl�s om paa Gulvet og maatte l�ftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.
Resten af Formiddagen gik hen i d�sig Ro, han havde ingen Smerter, og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og velgj�rende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som tr�ngte sig ind mellem Traadene i Kl�det, der var h�ngt for Vinduet, og talte de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han forn�jet, naar han kom til at t�nke paa Pr�stejagten og blev kun gnaven hvergang Ane Skomagers vilde have, han skulde lukke �jnene og fors�ge paa at sove.
Lidt over Middag bankedes der haardt paa D�ren, og umiddelbart efter traadte Pr�sten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store f�erladne Mand med de grove, kraftige Tr�k, kort sort Haar og store dybtliggende �jne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.
Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Pr�st for hans Seng, blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og Skj�ldsord foer ud af ham mod Pr�sten, mod Ane Skomagers,�der ikke bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.
�Ti stille, Menneskebarn!� dundrede Hr. Jens, �er det en Mund at f�re for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gj�re Eders Fred med Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I b�r' Jer jo ad som de Misd�dere og Ugjerningsm�nd, der, naar deres Dom er falden og de ser, de intet kunne undgaa T�ngerne og �ksen, der holdes dem i Beredskab, da i deres usle Afm�gtighed true og skj�lde mod Gud Vorherre med skidne Vanvittighedsord, for dermed at s�tte Mod i sig selv og saalunde holde sig oppe over den S� af hartad dyrisk S�nderknuselse, den lamslagne Fejghedstilstand og tr�lleagtig mistr�stige Anger, i hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast mere have i Frygt end D�den og D�dsens Pinsler.�
Ulrik Christian h�rte roligt til, indtil han havde faaet listet Kaarden frem over Dynen, da raabte han: �var dig, Pr�stevom!� og gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne�afparerede�sikkert St�det med sin brede Alterbog.
�Lad dog slige Pagenstreger fare,� sagde han haanligt, �dertil er vi vel begge to for gode, og nu hun derhenne,� og han vendte sig mod Ane Skomagers, �er det bedst hun lader os ene.�
Ane gik, Pr�sten trak sin Stol hen mod�Sengen og Ulrik Christian lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.
Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds Kj�rlighed til Menneskenes B�rn og om D�den paa Korset.
Mens Pr�sten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige Sp�rgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og Himmerigs Gl�de.
Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i Ansigtet paa Hr. Jens: �det er idel L�gn og Digt tilhobe.�
�Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!� raabte Pr�sten, �hvert evige Ord,� og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng R�st talte han ham til og sagde: �I fortjente, jeg i min Retf�rdigheds Vrede rystede St�vet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et sikkert Bytte for Dj�velen og hans Rige, thi did skal�I�visseligen komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og�Vaandefuldes jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes N�d og Kvaler er st�rre end noget Menneske kan fatte, thi om En d�de radebr�kket og under Kneb af gloendes T�nger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han vilde l�nges til sin B�ddelsted som til Abrahams Skj�d. Vel er Sot og Sygdomme bedske for Menneskens Kj�d, naar de som en Tr�kvind piner sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de sp�nder Senerne som de skulde briste, naar de br�nder som salten Ild i Livets Indvolde og gnaver med sl�ve T�nder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een B�lge skyller mod Stranden og en n�ste f�lger og den n�ste igjen i al Evindelighed, saaledes f�lge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og evindelig og uden Ende og uden Oph�r.�
Den Syge saae sig forvildet omkring, �jeg vil intet,� mumlede han, �jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller Himmerig; jeg vil d�, eneste og aleneste d� og Ingenting andet.�
�I skal visseligen d�,� sagde Pr�sten, �men for Enden af D�dsens m�rke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Gl�de og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme, visseligen ingen.�
�Jo der er, Pr�st, jo, der er, � er der ikke? svar! er der ikke en dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb, sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?�
�De, der gik deres egne Veje, de styre mod Dj�velens Rige; der myldrer af dem for Helvedes Porte, H�je og Lave, Gamle og Unge, de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Sv�lg og de raabe ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde f�lge, at han skal f�re dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de krympe sig i R�dsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over dem som Vandene lukke sig over den Druknede.�
�Er det nu Noget, I fort�ller, er det? Ved Eders �rlige Navn, er det andet end som Digt?�
�Ja!�
�Jamen jeg vil intet, jeg vil v�re Jeres Vorherre foruden, jeg vil slet intet udi Himmerig, bare d�.�
�Saa far da hen til de evig Ford�mtes gruelige Pinested, hvor den uendelige Svovls�s kogende B�lger omkaster de usalige Skarer, hvis Lemmer tr�kkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr imellem Overfladens spillende Luer. � Jeg ser deres Kropper drives om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i bl�sende Storm, og deres Skrig ere som Jordens�Br�len, naar Jordskj�lv ryster dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hj�rte turde bede dig l�s, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og Barmhj�rtighedens Sol er gangen under.�
�Men saa hj�lp mig da, hj�lp mig, Pr�st!� st�nnede Ulrik Christian, �hvad er du Pr�st for, naar du intet kan hj�lpe? bed! for Guds Skyld bed! er der ingen B�nner i din Mund? eller giv mig din Vin og dit Br�d, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Br�det; eller er det L�gn, lutter forsm�delig L�gn? jeg vil krybe for din Gud som en angergiven Pog, han er jo saa st�rk, saa uretf�rdig st�rk, saa tr�stesl�s m�gtig; gj�r ham god, din Gud, gj�r ham god imod mig, jeg b�jer mig, jeg b�jer mig, jeg kan jo ikke mere!�
�Bed!�
�Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal v�re � ja!� og han lagde sig paa Kn� i Sengen og foldede H�nderne, �er det ret?� spurgte han og saae hen til Hr. Jens, �og hvad skal jeg sige?�
Pr�sten svarede ikke.
En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store, feberstraalende �jne, �der er ingen Ord, Pr�st!� klynkede han, �Herre Jesus! de er borte allesammen,� og han sank gr�dende sammen.
Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, br�d den itu og raabte: �Herre Jesus Christus, se, jeg�br�kker min Kaarde!� og han holdt de blanke Klingestykker i Vejret: �Pardon, Jesus, Pardon!�
Pr�sten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.
Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.
Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de N�rmeste ind til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Sl�gtninge og Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at modtage de Bes�g af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og Raadm�nd, som kom for at sp�rge til hans Befindende. Sygev�relsets Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene med Ane Skomagers.
Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Br�nde til Ilden i Kaminen, fik et Par Lys t�ndt, tog sin B�nnebog frem og satte sig lunt tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i S�vn. Ude i Forv�relset var der bleven posteret en Badsk�rer og en Lakaj i Tilf�lde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa Gulvet henne ved Vinduet og spillede T�rninger paa Straamaatten for at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de ikke m�rkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, f�r de h�rte Sygev�relsets D�r lukke sig efter den.
Det var Medikus, sagde de og saae forskr�kkede paa hinanden.
Det var Marie Grubbe.
Hun n�rmede sig lydl�st Sengen og b�jede sig over den Syge, der laa stille hen og blundede. I det d�sige, usikre Lys saae han saa bleg og fremmed ud, Panden saa d�dningehvid, �jelaagene saa s�lsomt store og de magre, voksgule H�nder famlede matte og hj�lpel�se om paa det m�rkeblaa Bolster.
Marie gr�d. �Er du saa syg?� mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Kn� foran Sengen, st�ttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige ind i Ansigtet.
Han vaandede sig og slog �jnene op. S�gende og uroligt var Blikket.
�Ulrik Christian!� sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.
�Er her flere?� st�nnede han mat.
Hun rystede paa Hovedet. �Er du meget syg?� spurgte hun.
�Ja, det er snart forbi med mig.�
�Nej, nej! det maa intet v�re, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?�
�At leve! � det er let at leve; men jeg har faaet D�dsens Br�d og D�dsens Vin, jeg maa d� ... ja, ja, ja ... Br�d og Vin, Kj�d og Blod � tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi Navn! Bed en B�n, Barn, ret en st�rk B�n!�
Marie foldede sine H�nder og bad.
�Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa meget til, bed igjen, en lang B�n med mange Ord � mange Ord! � aa, nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? � hold fast, hold fast! den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha�...�er jeg drukken igjen? hvad er det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? � Vin! � ja vist, det var Vin, jeg drak!�ha, ha, lustig, mein Kind, lustig!�kys mig, min H�ne!
Herzen und k�ssenIst Himmel auf Erd ....
kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys mig varm? � og du er hvid og trind og hvid og glat�....�
Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskr�kkede Barn ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin B�nnebog op i Vejret og raabte:��h'raus du h�llisch' Weib � sitzt mich das lose Ding und t�ndeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer du bist � elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!�
�Teufel!� br�lede Ulrik Christian og slyngede forf�rdet Marie Grubbe fra sig. �Vig bort Satan! ud, ud!� og han slog Kors paa Kors, �o, du forbandede Dj�vel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal�v�re saa forsigtig, bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.� Med vidtopspilede �jne og Forf�rdelse i hvert Tr�k stod han op i Sengen og pegede mod D�ren.
Maall�s og ude af sig selv af R�dsel styrtede Marie ud.
Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers h�jt og langsomt l�ste den ene B�n efter den anden af sin storstilede Bog.
Et Par Timer efter d�de Ulrik Christian.

VI.
Efter Stormen paa Kj�benhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken sig tilbage og n�jedes med at holde Byen indesluttet.
De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end f�r, man fik Aanderum til at gl�de sig over det, man havde gjort og over det, man havde vundet, baade af �re og Privilegier. Vel var der de, der havde faaet Smag paa det bev�gede Krigerliv og som med Mismod saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener, men Hovedmassen af Befolkningen var glad og f�lte sig let om Hj�rtet. Og Gl�den fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder og F�stens�l, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa knugende n�r, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og G�nge i Byen.
Nu blev der ogsaa Tid til at beskj�ftige sig med sine Naboer og til at gj�re Skj�ven i deres �jne til Bj�lker. Der blev Tid til at bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Br�dnid og Lykkenid levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny H�vnt�rst. En var der,�som i den seneste Tid havde for�get Tallet paa sine Fjender og n�sten samlet Alles Had over sit Hoved, og det var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Sl�gtninge, som man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med mist�nksomme Blikke, belurede og fortr�digede dem og Hoffet kjendte dem ikke.
Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie Urne, Ulrik Frederiks F�stem�.
Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt selv, havde fra Begyndelsen af v�ret imod Ulrik Frederiks Forbindelse med en Dame, der var saa n�rt knyttet til Eleonore Christine, og nu da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen h�vet.
Det varede ikke l�nge f�r Kongen havde samme �nske som Dronningen, thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortr�delighed og Ufred, der heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og var altfor �m over sit Ord og sin �re til at tage det tilbage. Han fors�gte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor�let det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev den vigtige �resposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig bar Kj�rlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kj�rlighed, sagde han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og Vanskelighed, hellere s�rgende have holdt sig ford�kt end jubilerende aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler, tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov. Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik, thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han gik fra Kongen, var han endnu fastere end f�r besluttet paa at Intet skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det f�rste alvorlige Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin �re i at det blev taget fuldt ud, der havde altid v�ret saamange H�nder rede til at lede og f�re ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og �re for ham mod hans Kj�rlighed,�kun for den vilde han k�mpe og savne, kun i den vilde han leve.
Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen, og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug kunde bes�ge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Bl�st til br�ndendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sj�ldnere saae sin F�stem�, at han blev mere klarsynet over for hende,�og der var �jeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kj�rlighed, ja end ikke ret vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun syntes at holde ham tilbage.
Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham nu en isnende Kulde,�Kongen, der f�r saa varmt havde beskj�ftiget sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen H�nder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem, han var slet ikke den Mand, der duede til at st�vne�modStr�mmen, blot den ikke bar�med, var han modl�s. Fra hans F�dsel var der lagt ham en gylden Traad ih�nde, blot han fulgte den, gik det opad til Lykke og �re, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu glimtede den for ham, � skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad Krogveje maatte han liste sig til at bes�ge hende, hans Stolthed led ved denne uv�rdige Snigen sig frem, det var ham n�sten det Haardeste�af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes. Dage gik og Uger gik med daadl�s Grublen og d�df�dte Planer, han lededes ved sin Raadl�shed, kom i Foragt for sig selv, og saa Tvivlen: havde ikke hans evindelige T�ven dr�bt hendes Kj�rlighed eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist var hun klog, men var hun�saa�klog, som de sagde? aa nej, hvad var da Kj�rlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog�....

Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Sm�ge, ikke bredere end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik Frederik maatte gaa naar han vilde bes�ge sin F�stem�,�og�han havde da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Sm�gen, forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankev�rket.
Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid; Daniel havde sv�bt sig ind i sin Kappe og sat sig tils�de paa Resterne af et Svinetrug, der fra en tilst�dende Gaard var kastet over i Sm�gen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var allerede over Plankev�rket inde i Haven. Hylden duftede st�rkt, paa Gr�nsv�ret laa L�rred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede sagte i L�ntr�et over ham og�i Roserne ved Siden; de var fulde af r�de Blomster, men i det st�rke Maaneskin syntes de ham n�sten hvide. Han gik op mod Huset, der laa det med sin skj�rende hvide V�g og de gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille ... Nu�sittrede�en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen � nu, Krogen af D�ren og han var inde i M�rket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe, den lumre, krydrede Loftsluft slog ham im�de og under hans F�dder knirked og knirked det m�re Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en Korndynges j�vne Overflade � over Dyngen, St�vet hvirvlede i Skj�ret bag ham, nu var han ved Gavlkammerets D�r. Den aabnedes indenfra, et svagt, r�dligt Lysskin lod et �jeblik Korndyngen, den skraa, sodgule Skorsten og Tagets L�gter tr�de ud af M�rket, saa var det borte og han stod inde hos Sofie i Gaardens Kl�dekammer.
Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet hang L�rredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene og V�ggene vare beh�ngte med Knipper af R�dl�g og s�lvbeslaaet Selet�j. Henne under Vinduet, der var lukket med store Tr�skodder, stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede dens Hornrude, at den kunde lyse lidt�bedre; hendes Haar var l�st og hang ned paa Ryggen af den skindbr�mmede Kl�destr�je, hun havde taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgr�mmet, men hun smilede lystig og sladrede i Eet v�k. Hun havde sat sig paa en lav Skammel, foldet H�nder om sine Kn� og snakkede muntert op til Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af Angst, thi hans Tv�rhed havde gjort hende bange.
�Nu Junker Tavs og Tv�r!� sagde hun �du siger Intet, er der da i alle de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du �nsked at hviske mig til, aa, da har du intet l�ngtes som jeg,� hun pudsede Lyset i Lygten med sine Fingre og kastede den gl�dende Tande paa Gulvet og Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.
�Det var Ret,� vedblev hun, �kom herhen og s�t dig ned, men f�rst maa du kn�le og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgj�ves og vented og l�ngtes til mine �jne blev dumme.� Hun l�ftede truende Haanden: �paa Kn�, Junker Trol�s! og bed som I bad for Jert Liv;� det sagde hun med sp�gende H�jtidelighed, saa smilte hun og bad halv b�nligt, halv utaalmodigt: �kom nu hen og kn�l, kom nu hen og kn�l!�
Ulrik Frederik saae sig n�sten uvilligt om,�det var saa latterligt at kn�le her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han kn�lte dog, lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skj�d, men han sagde Intet.
Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik var bleg og forpint og hans �je sky og uroligt; hendes Haand legede sorgl�st med hans Haar, men hendes Hj�rte bankede heftigt i anelsesfuld Angst.
I den Stilling sad de l�nge.
Pludselig sprang Ulrik Frederik op.
�Nej, nej!� sagde han, �det kan ikke saadan blive ved! Det veed Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kj�r som mit inderste Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at f�re, som skal leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Tr�st i M�le, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der kr�b dem en kold Skygge over, naar de nu ser mig; men f�r, da var det som kom der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig, bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad � og jeg har Synd og Skam af at bede den B�n jeg vil, men jeg �des op i denne Strid, den har suget mit Mod og min V�rdighed bort, saa jeg br�ndende af Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord tilbage, hj�rtensdyre Pige!�
Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en St�tte og stirrede alvorligt paa ham mens han talte.
�Jeg er frugtsommelig,� sagde hun roligt og fast.
Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik f�lte det, han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende for hendes F�dder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans L�nke for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at tvinge hende til at l�gge hvert Blad i hendes Kj�rligheds Rose aaben for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: �javist, jeg veed � det var jo ene Sp�g, forstaar du vel.�
Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Sp�g, det var det ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Sp�g, hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun kunde se hans �jne, nej det var ikke Sp�g, han havde spurgt ligesaa alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja; �o Ulrik Frederik,��sagde hun,��jeg havde kuns vort Barn i Tanker, men har du mig intet l�nger kj�r, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.�
�Forstaar du da intet, det var kun Sp�g; vil du tro, jeg kunde tigge mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skj�ndsel! Jeg maatte jo,� sagde han, �hver den Gang jeg l�fted mit Hoved, v�re i Angst for at det Blik, der havde seet min Van�re, skulde m�des med mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,� og han mente hvad han sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende, da maaske, men nu, aldrig.
Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og gr�d.
�Farvel, Ulrik Frederik,� sagde hun, �gaa, gaa, intet om jeg kunde binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du l�nges bort.�
Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. �Hj�rte Sofie,� sagde han og l�ste sig ud af hendes Arme, �lad os nu intet drive Comediespil med hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Pr�sten l�gger vore H�nder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og derfor skal det ogsaa v�re om et Par Dage, men det skal gaa for sig i alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at s�tte Verden mere op imod os end skeet er.� Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte�hvor og hvorledes det skulde s�ttes i V�rk, endelig bad de hinanden kj�rligt Farvel.
Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting m�rkt, enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i S�vn paa sin Post.
I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik hemmeligt viede af en fattig Pr�st. Men Hemmeligheden blev ikke bedre bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom. F�lgen heraf var at �gteskabet en Maanedstid efter oph�vedes ved kongelig Ordre, og n�sten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes Fr�nders Samtykke til Fr�kenklostret i Itzehoe.
Ulrik Frederik gjorde intet Fors�g paa at afv�rge dette Skridt; vel f�lte han sig kr�nket derved, men han var tr�t og sl�vet og b�jede sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa skulde v�re. N�sten hver Dag var han drukken og han elskede, naar Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebr�dre, der var hans eneste stadige Omgang, gr�dende og klagende at skildre det s�de, fredelige Lykkens Liv, som kunde v�re blevet hans og endte saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage var faa i Tal og at de snart vilde b�re hans knuste Hj�rte�til den L�gedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var Badskj�r.
For at gj�re Ende paa dette Levnet lod Kongen ham f�lge med de Tropper, som Holl�nderne overf�rte til Fyen, og herfra vendte han midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets R�kker, blev udn�vnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at v�re bleven sig selv igjen.

VII.
Marie Grubbe er nu sytten Aar.
Den Eftermiddag, hun i R�dsel var flygtet fra Ulrik Christian Gyldenl�ves D�dsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og var gaaet h�ndervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som st�dt i st�rke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandel�s l�b ned til Fru Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem, hun kunde nu aldrig blive l�nger, og hun gr�d og hulkede og rokkede med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende et Livfuld Hug og skj�ldte Lucie ud fordi de havde v�ret ved at tage Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skj�tte sig selv.
Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kj�rligheds lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Besk�mmelse, men nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes L�ngsler, hendes Tro og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og vejret hen. Hun t�nkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den h�jgj�rdede Andepark; det arme Dyr sv�mmede stumt omkring; op kunde det ikke komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde v�ret den blodigste Synd. Nu f�lte hun sig selv som den stakkels Diana, og hun b�d hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesst�det var al hendes Haab og Forl�ngsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en tr�lleagtig Klynken, et lystent Vanvid og kn�lende Angst, o, saa var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde dr�mt, han red ud ad D�dens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet Hoved og s�nket Kaarde, men ikke med Angst i vidl�se �jne, ikke med Naadesb�nner paa skj�lvende L�ber. Der var da ingen straalende Skikkelser at l�nges frem imod i tilbedende Kj�rlighed, ingen Sol at stirre sig�lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver! mat og graat � Altsammen saa var det mat og graat og �de, bundl�s Hverdag, lunken S�gnedagsliv tilhobe.
Saadan var hendes Tanker i den f�rste Tid, det var hende som havde hun en stakket Stund v�ret bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes V�sen havde foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog levede de l�s i daarlig Travlhed, o, hendes Hj�rte blev sygt i hende af Lede ved at se dem brede og str�kke deres usle Armod og stolte lytte efter l�dig Klang i deres Tomheds Buldren.
Nu greb hun begj�rligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt en mismodig Tr�st i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle jordiske Tings Forf�ngelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor alle andre h�ngte over og stadig vendte tilbage til, og det var Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive tr�t af at beskue det himmelske�Jerusalems�Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder, gik gjennem dets mindste Str�der og saae ind ad alle D�re; hun lod sig bl�nde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt t�nkte hun sig ogsaa hvordan hun og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kj�benhavn vilde te sig, naar den f�rste Engel udg�d Guds Vredes Skaal over Jorden og naar den anden udg�d sin Skaal, og den tredie sin, l�nger kom hun aldrig, thi hun begyndte altid forfra.
Hun var utr�ttelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange Passionspsalmer med h�j og klagende R�st, og var hun ledig, bad hun paa lange B�nner af �den Bedendes Kj�de� eller �de tolv gudelige Maaneds Stemmer,� for de to kunde hun n�sten udenad.
Der var i al denne Fromhed endel forkl�dt �rgj�rrighed, thi vel f�lte hun virkelig Tynge af Syndens L�nker og L�ngsel efter Samfund med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige �velser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive en af de udvalgte Fromme, en af de F�rste i Himmeriges Rige. Hendes V�sen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun blev mager og bleg og hendes �jne fik en haard, br�ndende Glands og det var intet Under;�thi Apokalypsens frygtelige Syner red lyslevende gjennem hendes Nattedr�mme, og hele Dagen rugede hendes Tanker over alt hvad Livet havde af M�rkt og Tungt, og om Aftenen naar Lucie var falden i S�vn stod hun op af sin Seng og fandt et mystisk asketisk Velbehag i at l�gge sig paa sine bare Kn� paa Gulvet og bede til hendes Ben v�rkede eller hun ikke mere kunde f�le sine F�dder af Kulde.
Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele Kj�benhavn delte sin Tid mellem at skj�nke som V�rt og drikke som Gj�st, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den kom Fru Rigitze fulgt af en Skr�dderpige op paa Kammeret og fyldte Bord og Stole med den Rigdom af Tr�jer, Kjoler og perlestukne Huer, som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Kl�der.
Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den Travlhed, der nu br�d ind over det lille Kammer, for al denne Spr�tten-op og tagen-Maal og Skj�ren-til og Rien-sammen, og hvor kj�rt var ikke dette poncer�de Atlask, naar det gl�ded tungt i lange, rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad t�t og stramt og hvor f�ngslende, hvor vidunderlig f�ngslende var det ikke at lytte til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for tykt til ret at udh�ve�Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgr�nt vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige Dr�mmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu blot een Gang�at sidde ved Gildesbord, � og nu kom hun til Gilder �, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid v�re fremmed som en d�gngammel Dr�m, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone i sidskj�rtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstr�mper og med spranget Lin, og hine sj�lelige Excesser vilde bringe hendes Kind til at br�nde af Skamr�dme.
Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at tr�de Sarabanden og Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser efter de nyeste spanske�Facons. Desuden blev hun opl�rt i at spille paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru Rigitze havde nu saa sine egne Planer.
Marie var lykkelig.
Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har v�ret holdt fangen og nu lige fra F�ngslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk l�ftes op paa Tronen, faar Magtens og �rens Guldring trykket fast paa sine Lokker og ser Alt smile sig �rb�digt i M�de, ser Alt b�je�sig og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som havde hun v�ret en Dronning, Alle havde smilende b�jet sig for hendes Skj�nheds Magt.
Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa, saaledes var hendes �jne i Farve, men de var som den trillende Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge. De kunde s�nkes saa blyt som en s�d Tone, der d�r, og l�fte sig saa kj�kt som en Fanfare. Vemodigt � ja, naar Dagen kommer, saa ruste Stjernerne med et sl�ret skj�lvende Skj�r, saadan var hendes Blik, naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da blev det mangen En, som naar det i Dr�mme fjernt, men indtr�ngende kalder paa Ens Navn, men naar det m�rknedes i Sorg, haabl�st og vaandefuldt, var det som h�rtes der Blodsdraaber dryppe.
Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt og havde hun v�ret �ldre, end hun var, maaske hun da vilde v�re bleven som til Sten ved sin egen Skj�nhed og have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles Begj�r, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu ikke saa. Hendes Skj�nhed var saameget �ldre end hun selv, og hun havde saa pludselig l�rt dens Magt at kjende,�at det varede l�nge f�r hendes V�sen med Ro og Sikkerhed kunde st�tte sig til den og lade sig b�re frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes �re inddrak begj�rligt hvert smigrende Ord, som hendes �je de beundrende Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hj�rte.
Hun var nu sytten Aar og idag var det S�ndag, den f�rste S�ndag efter Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun v�ret til Takkegudstjeneste og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med Fru Rigitze.
Den hele By var den Dag halvt som i Opr�r, for Portene var jo f�rst ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have v�ret st�ngede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor Vore havde k�mpet; man maatte ind i L�begrave og op paa Brystv�rn; der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der havde�den�staaet og der var�den�falden, hin havde rykket frem hist og var bleven omringet her, og Alting derude var m�rkv�rdigt, fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det gjennemskudte gamle Plankev�rk og de solblegede Horsepander, og der var en Fort�llen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde og nedad Skandser, opad V�gge og nedad Stolper.
Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det l�d saa synderlig hult, og hans trivelige �gtemage trak ham angst i �rmet og bad ham ikke v�re altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige haardt endda. Den voksne S�n viste sin lille F�stem�, hvor det var at han var posteret den Nat, de sk�d Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens S�n blev skudt Hovedet af; medens de smaa B�rn gr�d over, at de ikke maatte beholde den B�ssekugle, de havde funden, fordi der kunde v�re Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde, thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm, hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om en Soldat, der blev h�ngt for Magdeborg, og under hvis Hovedgj�rde syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.
Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de gr�nne Marker og hvidgraa Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte Steder saa n�je og opm�rksomt, som om det var en nyopdaget Verden eller et aldrig f�r kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom beruste af�Rummets Vidde, Rummets gr�ndsel�se Vidde. Men udpaa Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt mod Byen og s�gte hen til N�rrekvarter, til Petri Kirkegaard og de omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man de Sommers�ndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i de gr�nne Tr�ers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde v�ret tom de Helligdage som de S�gne, men idag var den bleven tagen op igjen, og gjennem begge Indgangene ud til N�rregade myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe og H�je, Alle saa havde de mindedes Petri Kirkegaards bredkronede Linde.
Mellem gr�nne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre Klynger, Mand og Kone, B�rn og Bekjendte, og n�d deres Aftenkost; L�redrengen stod bagved og gumled forn�jet paa det l�kre S�ndagsbr�d, mens han ventede paa Kurven. Smaab�rn trippede med H�nderne fulde af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren, videbegj�rlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigeb�rnene m�nstred de Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.
Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle�Raadm�nd og unge Officerer, brede Herrem�nd og fremmede Residenter. Her gik den r�rige graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans pibende R�st; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod Fru Ide Daa med de dejlige �jne og talte med gamle Axel Urup med det evige Smil og de store T�nder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel Grubbe tripped langsomt afsted med S�ster Rigitze og den utaalmodige Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med hans h�rgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske Dragt.
Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i F�lge med Niels Rosenkrands, den kj�kke Oberstlieutenant med det franske V�sen og de livlige Geb�rder.
De m�dte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne b�rer han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste Tilh�ngere, mist�nker for at have havt en Finger med i Spillet; men Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de gaa begge to med.
Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for sig af de landlige�Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.
�Er det sandt, skal En tro,� spurgte Fru Ide Daa, �at de svenske Officiers skal havt saa s�rdeles angenemme Manerer med de sj�llandske Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?�
�Ja allenfals,� svarede Fru Sidsel Grubbe, �er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.�
�Af hvad for Dyrer er det?� spurgte Fru Rigitze.
�De Skaanelands Dyrer, du veed, hj�rte S�ster, dem der er saa lyse i Haarl�d, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der forl�b Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard, ham der fik Sidonie, den �ldste af Ove Powitzes og hun tog nok med sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre og S�lvt�j og rede Pengestykker.�
�Ja,� smilede Axel Urup, �stor Elskov drager stort L�s.�
�Jo � at forstaa �� bekr�ftede Oluf Daa, han slog altid ud med den venstre Haand, naar han talte, �Elskov � at forstaa � den er � den er st�rk.�
�El�skov,� sagde Rosenkrands og str�g sirligt sit Mundskj�g med Bagen af den lille Finger, �er som Her�kules udi Fruentimmersdragt, af�Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg�hed og Tam�hed, men ligegodt har den i sig Kra�ft og Listighed nok til at f�re igjennem de tolv herku�liske Pr�ver tilhobe.�
�Ja,� afbr�d Fru Ide Daa ham, �Jomfru Dyres Elskov alene lader se, den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Pr�ver, for den rensed Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.�
�Jeg mener heller'�, sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe, �at Elskov er som naar man er falden i S�vn udi en �rk og vaagner op i en skj�n og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der f�r syntes En gold og �de, det skinner En nu i �jnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad for Tanker har vel I om Elskov, skj�nne Jomfru Marie?�
�Jeg?� spurgte hun, �jeg holder Elskov for at v�re lig en Demant, for ligesom Demanten er skj�n og pr�gtig at se til, saadan er og Elskov skj�n og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der nedsv�lger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund En da skal gj�re sin�Jugement�efter de synderlige Fagter, En antr�ffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours, de f�re.�
�Ja,� hviskede Ulrik Frederik galant, �Kj�rten�kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!�
�Jo saam�nd kan du have Ret, Marie,� begyndte Axel Urup og holdt op igjen for at smile og nikke over til hende, �jo, jo, det er nok til Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne indgive koldsindige Personer den mest br�ndendes Passion?�
�Ih nej, fy da!� udbr�d Fru Sidsel, �snak da aldrig om saadan gruelig Ugudeligheds V�rk � og paa en S�ndag!�
�Hj�rte Sidse,� svarede han, �derudi er min Tro ingen Synd, tv�rtimod ... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst Gyldenleu? � Nej? � nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige Skrift om Troldkvinder og onde Besv�rgelser! Jo den gj�r, gj�r den. Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har deres Bo og S�de udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet f�le Blodet rusle op igjennem sig og sv�mme En baade for �jne og �ren? og bliver En bradt forf�rdet, er det da intet ret ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme? skulde det, tror I, v�re for Intet at Sorrig er bleg og blodl�s, men Gl�de r�d som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen � ingenledes! alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse;�og nu da Elskov! den kommer f�rst naar Blodet ved sytten�atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i Aarerne, da tager det paa at gj�res ret som en god Druevin; for Elskov det er en Gj�ring udi Blodet; det tr�nger og bl�rer sig op, det s�tter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv saal�nge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden gj�rendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og besp�ndt. Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den �delig' Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at gj�res, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst, saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gj�ringens Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar vender tilbages og fors�ger at gj�res igjen.�
�Jo Blodet,� indr�mmede Oluf Daa, �at forstaa � Blodet, det er � det � at forstaa det er en subtilig Materie nok � at forstaa.�
�Ja det er saa,� nikkede Fru Regitze, �ja, alting virker ind paa Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa vist som det var prentet.�
�Ligesaadan andre Menneskers Tanker,� tilf�jede Fru Ide, �jeg veed det fra min �ldste�S�ster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som hendes �jne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes F�stemand, som var i Holland, han var saa grim til at l�nges og laa t�nkte paa hende Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hj�rte Fru Sidsel hvor krank og elendig hendes �jesyn var indtil J�rgen Bilde kom hjem igjen?�
�Om jeg gj�r! var det at tale om! � den kj�re Sj�l! men saa blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. � Herre Gud hendes f�rste Barselseng ....� og saa hviskede hun videre om den.
Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, �Formener I da vel,� sagde han, �at en Elixire d'am�our er som en gj��rendes Materie, der bliver Blodet ispr�ngt og derved kommer det til at ra�se, saa takler det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant�werpen i�Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at det passerte. Om Mor�genen havde han i Messen faaet �je paa en skj�n�ne, skj�nne Jomfru � og hun hav�de seet helt mildt til ham, men den hele Dag havde han in�tet havt hende i Tan�ker. Saa kommer han ud paa�Af�tenen ind paa sit Kam�mer, og da ligger der en Ro�se paa Hovedgj�rdet af hans Se�ng, og han tager Ro�sen og lugter ti�l den, og i samme Minute staar den skj�nne Jomfrues Af�billede li�vagtigen for hans �je som va�r det kontrafejet af paa V�ggen li�gehos og den hef�tigste Forl�ng�sel opstod hos ham efter samme Jom�fru saa plud�seligen og st�rk at han sag�de, han kunde have skre�get i vilden Sky af Smerte, ja ha�n ble�v som hel vild og furieus, saa han str�g u�d af Huset og l�b jamrendes op ad en Ga�de nedad en an�den, ret som han var be�hekset og han vid�ste ikke af sig selv; det var som noget dro�g og dro�g og det br�ndte som Ild i ham og saadan blev han ved at l�be til den lyse Morgen.�
Saaledes taltes de endnu l�nge ved, og Solen gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de skumrende Gader.
Ulrik Frederik havde hele Tiden v�ret meget tavs og n�sten ganske holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne; men han var for�vrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.
Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde�den Gang Gemakker anvist paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke t�ndt Lys, og han sad alene og i M�rke i den store Stue til henad Midnat.
Han var i saadan en underlig, halvt bedr�vet, halvt anelsesfuld Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som Sj�len villiel�s driver nedad en langsomt glidende Str�m medens taageflygtige Billeder drage henover Breddens m�rke Tr�er, og halve Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt h�ve sig op af den dunkle Flod, glide med � glide med og briste. Efterklang af Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang � � Maries Haandbev�gelser, Sofie Urne, bleg og fjern � endnu blegere, endnu fjernere, � Rosen paa Hovedgj�rdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, � han sad og lyttede efter det og h�rte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.
Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var � saa svalt og stille.
Den syrligts�de Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af nysudfoldet L�v og krydret Vinduft fra blomstrende L�n bar hen imod ham derude fra. En fin, fin St�vregn duggede ned fra Himlen og bredte et blaanende, sitrende M�rke�ud over Haven. L�rkens sorte Grene, Birkens sl�rede L�vhang og B�gens buklende Krone stod som Skygger aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede Toppe sk�d i Vejret som sorte S�jler af et Tempel, hvis Tag var falden.
Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de fnuglette Regndraabers Fald var at h�re som en n�sten um�rkelig, stadigt hend�ende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de v�deglindsende Stammer.
Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den l�d! var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne L�v? � Ak saa ene, saa s�rgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde Hj�rter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hj�rte, der l�ngtes imod ham ... Vidt over Jorden var sp�ndt et Net af usynlige Traade, der bandt Sj�l til Sj�l, Traade st�rkere end Livets, st�rkere end D�den; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham. Hjeml�s, forladt! � Forladt? � Klang det derude som B�gre og Kys? blinked det derude som hvide Skuldre og m�rke Blikke? lo det ikke lydt igjennem Natten? � Hvadsaa! � hellere Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle S�dme. O forbandet! jeg ryster dit St�v af mine Tanker, l�jede Liv, Liv for Hunde�.... for Blinde, for � Stakler .... � Som en Rose .... o Gud skj�rm og bevar hende vel i den dybe Nat .... o, at v�re hendes V�rn og Vagt at j�vne hver en Sti og d�kke for hver en Vind .... saa skj�n .... lyttende lig et Barn .... � som en Rose!�....

VIII.
Saa fejret som Marie Grubbe var, saa m�rkede hun dog snart, at var hun end kommen ud af B�rnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads i Selskabet; det fik de at f�le i Hundrede af Smaating, der hver for sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog bet�d en Del. F�rst var nu B�rnene altid saa ubehageligt famili�re mod dem og befandt sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe, og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var h�jst ubehagelig, og det ringe Indtryk som forn�rmede Blikke og iskolde Afvisninger gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre Kavallerer, thi selv�naar de ikke var forelskede i En, saa tog de dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde paa med en gallant �rb�dighed i Miner og Lader, som h�ved En i Ens egne �jne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde m�rke paa at de mest gjorde det for �velsens Skyld. Af de �ldre Herrer var der nogle, der kunde v�re ganske utaalelige med deres overdrevne Komplimenter og sp�gende Cour, men Fruerne var dog de v�rste, is�r de unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfrav�rende Blik, den lette, nedladende Sideb�jning af Hovedet og det Smil, lidt spottende, lidt medlidende, hvormed de h�rte paa En � det var ikke til at udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv; det skulde da heller ikke h�ve dem; der var ingen Sammenhold mellem dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det, de ansaa egenlig hinanden for rene B�rn og kunde slet ikke som de unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden v�rdigt og med alle mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skj�r af V�rdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesv�rdig Stilling, og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle Ord til Marie om, at hun og hendes andre Fr�nder havde paat�nkt en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde t�nkt paa at v�re indtaget i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment�Budskab, der aabnede store Bredder af forn�jelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes hende, hvor �refuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde v�re, hvorledes�hun vilde�blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til �re og H�jhed, der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige S�n og hvad mere var, hans erkl�rede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind tilf�jede, hvor smuk han var, hvor h�visk og beleven og forelsket, saa syntes det hende n�sten, at hendes Lykke var for stor, og hun blev ganske �ngstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer og l�s Tale og l�st Haab.
Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende v�re ham en god Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at unders�ge, hvorvidt det vilde v�re Dronningens og Kongens naadige Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres Bifald, Kongen dog f�rst efter nogen Bet�nkning.
Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt l�ngere Tid v�ret omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens Overtalelser sikkert ogsaa bev�ge af den Omst�ndighed at Marie Grubbe var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i�Forlehning, men hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var jo saa den, der var n�rmest til at afhj�lpe den. Da Maries Moder, Fru Marie Juul jo var d�d, vilde hun saasnart hun var gift faa sin M�drenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og N�rbek Hovedgaarde, foruden Str�gods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i Vente, tilmed da han havde Ord for at v�re en skrap Husholder, der Ingenting for�dte.
Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde tr�stigt bejle, og otte Dage efter St. Hansdag blev de da saa h�jtideligt trolovede.
Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende, urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hj�rtes Tanke. En dr�mmende, blidt bev�get, n�sten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig, r�dmusset, frisk.
Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han elskede, dr�mmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstr�mmer den unge Munk, der i sin Fantasi ser den skj�nne, hvide Martyrkvinde bl�de mellem Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes af m�rke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde hende, men at en tidlig D�d vilde rive hende ud af hans favnende Arme, og da kunde han fortvivlet tilsv�rge sig selv med�dyre Eder, at han skulde b�re hende paa H�nder og holde hvert giftigt Pust borte fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skj�r ind i hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.
Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den Tanke, at al denne rige Skj�nhed, hele denne forunderlige Sj�l var given ham i Vold som en d�d Mands Sj�l Vorherre, til at tr�de i St�vet om han vilde, til at opl�fte naar han vilde, til at ydmyge, til at b�je.
At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var af en s�lsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun v�re et dunkelt og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kj�rlighed til den afd�de Ulrik Christian havde v�ret som en Inds�, pidsket, jaget og tumlet af Stormen, medens hendes Kj�rlighed til Ulrik Frederik var at ligne ved den samme S� ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget, spejlblank, kold og klar, og uden anden Bev�gelse end Skumboblernes Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en Maade v�re ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Dr�mme og Livstanker, som hin f�rste Lidenskab havde havt i F�lge, de blegnede og luftedes bort i denne sidste F�lelses magtl�se Magsvejr.
Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig elskede?
Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i Skumringen sad paa hans Skj�d og, akkompagnerende sig selv, sang smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem standsede, og medens hun skj�desl�st lod Fingrene lege med Citharens Str�nge, l�nede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa s�de og elskovsvarme Ord for hans ventende �re, at ingen ret Elskov har dem s�dere, og der var kj�lne Taarer i hendes �jne, som kun Kj�rlighedens milde Uro dugger frem � og dog � kunde det ikke v�re at hun i L�ngsel, paa en svunden F�lelses Minder byggede en Stemning op, der skj�rmet af det milde M�rke, n�ret af det blussende Blod og de bl�de Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kj�rtegn; eller var det blot Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i �je og Haan paa L�be, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere saa gjerne h�re; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun var alene og hendes Fantasi var bleven tr�t�af for tusinde Gange at udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabl�st og fortabt ud for sig, og f�le sig saa uendelig ensom og forladt?

Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa ofte f�r, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor �sterport.
Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet, tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.
Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans lange, karmoisinr�de Skj�defrakke. Forbi Haverne red de, hvor de gr�nne �bler lyste frem mellem de m�rke Blade, forbi de udsp�ndte Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang, Kongens Fiskerhus forbi, med det r�de Tegltag, og gjennem Limsyderens Gaard, hvor R�gen stod lige som en St�tte ud af Skorstenen. De sp�gte og lo, smilte og lo og jog afsted.
Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod Overdrups�ens[5]�blanke Vandflade.
Store, ludende B�ge spejlede her deres gr�nne L�vtag i den klare S� og saftigt Mosegr�s og blegr�de Vandr�lliker dannede en bred og broget�Br�mme i Skj�llet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent L�v, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skj�rm, hvor en Lysstribe skj�d ned gjennem det svale Halvm�rke, hvirvlede Myggene i lydl�s Dands; en r�d Sommerfugl lyste der et �jeblik, saa fl�j den ud i Solskj�ret ud over S�en, hvor staalblaa Guldsmedde blinkede blankt�gjennem�Luften og jagende Gjedder drog hurtig glidende B�lgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet l�d H�nsenes Kaglen derned, og paa den anden Side S�en kurrede Skovduerne under Dyrehavens kuplede B�ge.
De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for at skylle de st�vede Koder og l�ske deres T�rst. Marie holdt lidt l�ngere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med T�jlerne slappe, for at Hoppen frit kunde b�je sit Hoved; i Haanden havde hun en lang B�gegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu smaat skvulpende Vand.
�Jeg tror, vi faar Torden,� sagde hun og fulgte opm�rksomt et svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bev�gelse frembragte runde, m�rktkrusede Pletter ude over S�en.
�Lad os saa vende,� raadede Ulrik Frederik.
�Ikke for Guld,� svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.
I Skridtgang red de nu S�en rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.
�Jeg gad vist,� sagde Marie, da hun atter�f�lte Skovfriskheden paa sin Kind og l�nge i lange Drag havde indaandet dens Kj�lighed, �jeg gad vidst,� l�nger kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i det gr�nne L�v.
�Hvad gad du vidst, min Hj�rte?�
�Jo, om Skovluft intet kan gj�re kloge Folk galne. � Aa, for de mange Gange jeg har l�bet i Lindum Skov og holdt ved med at l�be l�ngere og l�ngere ind i det Aller-tykkeste og t�tteste. Jeg var saa ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked' Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de fl�j op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skr�mt og sky, � aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged', foer det i mig, og min egen R�st, den var jeg n�sten mere bange for end for alting Andet. Er aldrig det h�ndt dig?�
Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden Sky:
"Jeg ganger mig i Skoven fro,Hvor �lm og Abild gro,Og smykker der med Roser toVel mine Silkesko.For en Dands,For en Dands,For en Tralala,For de r�de, r�de B�r paa den Hybengren!"
og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og spr�ngte afsted, alt hvad�Hesten b�re kunde, henad en smal Skovsti, hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes �jne funklede og Kinderne br�ndte, hun h�rte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken hvinede ned og afsted stod det med slappe T�jler � Skummet sad i Flager paa hendes flagrende Skj�rt, den bl�de Skovjord haglede op om Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de h�je Bregner.
Med Eet ligesom l�ftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et regntungt M�rke. Buskene raslede ikke, Hovslaget h�rtes ikke: hun red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Tr�er som en tung, m�rk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte, taagebegr�ndsede Flade. Hun strammede T�jlerne og det udmattede Dyr standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede op imod hende og holdt snart ved hendes Side.
I samme �jeblik sl�bte som et tungt, graat, regnv�det Forh�ng en Byge skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over det flagrende Gr�s, peb forbi deres �ren og larmed som skummende B�lger i de fjerne Tr�toppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, st�nkede bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Gr�sset, som myldred de op af Jorden.
For at komme i Ly, red de ind imellem�Tr�erne, s�gte ned mod Stranden og holdt snart udenfor �Stataf-Kroens� lave D�re.
En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.
Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtr�dende og tilb�d med et ydmygt Buk at r�mme Stuen for det h�je Herskab, men Ulrik Frederik b�d ham huldsaligt at blive.
�I skal blive, Mand,� sagde han, �og muntre os op i dette fortr�delige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hj�rte,� og han vendte sig mod Marie, �at denne uanseelige Dv�rgemand er den vidtber�mte Komediantenspiller og �lstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, saasom Dobbel, F�gtning, Drik, Fastnachtgalenskab og deslige, ellers agtbar og �rlig Kj�bmand i den gode Stad Kj�benhavn.�
Daniel h�rte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige Lyk�nskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et dr�jt Slag paa han brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med sit koldeste Smil: �vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.�
Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: �o, din Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til Skamme som en�usselig Pralere, der intet har Dokumenter at bel�gge sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det Ret? har jeg intet de Snese Gange ber�mmet din Kunstf�rdighed for denne �delige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret den st�rste Forl�ngsel efter at se og h�re dine vidtomspurgte Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis Fuglef�nger og hans fl�jtende Fugle eller lege den Puds med den kranke Hane og�den�skrukke H�ne!�
Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde l�ngtes at erfare, hvad for Tidkort, hvad for fin og s�rdeles Skj�mt det var, der kunde holde de unge Cavalliers fast paa smudsige �lkipper halve Dage og hele N�tter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes L�ngsel og ikke lade sig for l�nge bede.
Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier mere vare skikkede til at give �rhovede Cavalliers en bekvemme Lejlighed til at br�le og stime endnu h�jere, end til saadan fin og skj�n Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skj�nne Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand exequeret og udf�rt.
�Se nu!� sagde han med et helt andet Stemmelag og sl�ngte sig ved Bordet med Albuerne ud til Siden, �nu er jeg en hel Forsamling af Eders�F�stemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.�
Han tog en Hoben S�lvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet, str�g Haaret ned i �jnene og lod sin Underl�be h�nge dorskt ned.
�D�'len smelte mig!� dr�vede han og slog raslende med Pengene som det var Terninger, �er jeg intet velbaaren Erik Kaases �ldste S�n for Ingenting! Hvad? vil din Skarn�dere gj�' mig ubetroet? Ti slog jeg, Helved fort�re mig, ti, saa det klingred'. Kan din F�hund se? siger jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negen�jenskarl, kan du? Eller skal jeg aabne din B�lg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din N�vt du er!�
Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:
�H�der du?� hv�sede han med nordskaansk Accent, �vet din Dr�ksjung hvem du h�der? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din�...�
�Nej, nej,� sagde han med sin rigtige Stemme, �det er sagte vel stor Lystighed at fange an med; nej, nu!� og han satte sig ned, st�ttede H�nderne helt ude paa Kn�ene som for at undgaa sin Mave, gjorde sig tyk og pluskj�bet og fl�jtede med rolig Bet�nksomhed, altfor langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede forelsket med �jnene og raabte kj�lent:
�Poppeg�j�e! lille Poppeg�j�e,� fl�jtede igjen,�men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at tr�kke Munden op til et indsmigrende Smil. �Lille Sukkerdukke!� raabte han saa, �lille Honningsnut! om til mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe s�d, s�d Vin af lille Krus?�
Atter skiftede han M�le, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det ene �je og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskj�g.
�Bliv nu her,� sagde han lokkende, �bliv nu her, skj�n Karen, aldrig skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,� og hans Stemme blev graadrusten, �vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve, leve Hj�rte, aldrig i Verden. � Gods og Guld og �re og �deligheds Ber�mmelse og dyrebare Sl�gteblod! v�k, bander jeg, v�k! det er mig som Drank det og B�rmevalle. � Fine Jomfruer og Fruer! v�k, siger jeg, du er mig hundrede Himmelh�jder bedre end som de, den Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og M�rke, de! � skulde de v�re bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det r�de M�rke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har br�ndt med sit r�de Jern, det er Adelstegn det, � jeg spier paa mit Skjold for at kysse det M�rke, det gj�r jeg, det regner jeg Skjold for � ja. For er der i hele Sj�llands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er? sp�rger jeg � er der? � nej, der er ikke, ikke en Stump af en!�
�Det � det � det er L�gn at forstaa,� raabte han med ny R�st, sprang op og gestikulerede henover Bordet, �min Fru Ide, at forstaa � din Hjadderkop � hun har Skabning, du, at forstaa � Lemmer � hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands�...�
Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte begge sine H�nder ud som for at hj�lpe Daniel op. Den Lille greb halvt liggende, halvt kn�lende Haanden og stirrede paa hende med et saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun l�nge ikke kunde glemme det.
Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der t�nkte paa, at dette tilf�ldige M�de i �Statafkroen� skulde r�kke l�ngere end det havde rakt.

IX.
Den Rigsforsamling, der lige som H�sten var bragt tilende, tog sin Begyndelse i Kj�benhavn, f�rte jo en M�ngde af Landets Adel til Byen, alle begj�rlige efter at v�rne om deres Rettigheder, men ogsaa bet�nkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke var det dem imod at gj�re Fors�g paa at bl�nde den siden Krigen temmelig h�jttalende, kj�benhavnske Befolkning ved deres Pragt og Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skj�llet mellem Landets gode M�nd og den ufri Hob endnu stod st�t og trygt, trods kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og trods Kr�mmerkisternes ynglende Dukater.
Af rigtkl�dte Adelsm�nd og Fruer vrimlede da Gaderne, af skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med s�lvsp�ndt Selet�j og brogede Vaabend�kner. Og der blev en Gj�stereren�og�Bev�rten i alle Byens Adelsgaarde � til sent ud paa Natten klang Fiolen fra de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere�at Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.
Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der b�d til Gj�st, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes naturlige B�rn og deres N�rmeste. Marie blev da saaledes af en dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen levede meget indgetogen, b�d hende ingen Erstatning.
I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev ved, vakte det snart hendes Sinds let v�kkelige Trods og havde den saare naturlige Virkning tilf�lge, at hun sluttede sig inderligere til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne hendes Tilb�jelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem hende og Rigens J�germester, denne Tittel og Bestilling var nemlig Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.
At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde v�ret paat�nkt, for det havde�l�nge v�ret bestemt, at Kongen skulde gj�re deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.

De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden l�ber og Alt er vel � og Tiden mindsked Fart og Tiden kr�b, for det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora har v�ret sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over Leanders Kj�rlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu st�rkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun er som de smaa B�rn, der finder det gamle �ventyr nyt hvor tidt det end fort�lles med�de�selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser og det selvsamme evige �Snip, snap, snude,� saa er Leander saa fordringsfuld, at han tr�ttes, saasnart hans F�lelse ikke l�nger gj�r ham ny for sig selv. Saasnart han ikke l�nger er helt beruset, er han ogsaa i det Samme mer end �dru. Rusens svulmende lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham, han �ngstes, han t�nker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin Lidenskabs urolige Levnetsl�b, sukker sit Suk og gaber. Og han l�nges, han f�ler sig som En, der er kommen hjem efter en�langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem, tankel�st undrer sig over at han virkelig har v�ret borte fra denne hjemlige Verdenspart saa l�nge.
I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.
Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde fors�gt paa at l�se og havde spillet Dald�s[6]�med Marie. Regnen skyllede ned, det var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse sine Skatte � det var det just Vejr til � og var saa kommen til at t�nke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og l�ftede Arven Stykke for Stykke.
Der var Pragtkaarder, blaaanl�bne med Guldindl�gning og s�lvblanke med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade, med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som R�r og b�jelige som Vidjer, med F�ster af S�lv og af Jaspisagat, af drevet Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt�dem, den havde kun F�ste af �tset Staal, den var stukken igjennem et lille Sp�ndebaand af Silke, besyet i Roser og Ranker med r�de Glasperler og gr�n Floksilke. Enten var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik troede, et Str�mpebaand � og Kaarden var stukket der igjennem.
Det er fra Spanien, t�nkte Ulrik Frederik, for der havde den Afd�de v�ret i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have v�ret i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al Adelen holdt sig hjemme. � Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa V�rk, d� og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane, der var ham afstukken. � Nu krigedes de nede i Spanien, der var H�der at vinde, Liv at leve � der var Kaarden og Baandet fra. Nej � han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til Frederiksborg, men det fik ikke hj�lpe, vente kunde han ikke, det maatte afgj�res.
Kongen syntes godt om Forslaget. Imod S�dvane sagde han straks ja, til stor Forbavselse�for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet og for sig selv anf�rt alt, alt det, der gjorde det vanskeligt, urimeligt, umuligt � og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse, til den Tid kunde nok de indledende Skridt v�re gjorte og den spanske Konges Svar v�re kommet.
Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik Frederik kom dog f�rst til at rejse noget hen i April; der var saa meget, der skulde gj�res forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk, der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.
Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse, og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var n�dvendigt, at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt H�der og Ber�mmelse for at Kongen ret kunde gj�re noget for ham; thi vistnok var hans Majest�t en absolut Herre, men han var desuagtet meget �mfindtlig for Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og vrangvilligt, at det visselig vilde l�gge Alt, hvad Kongen foretog sig ud i den daarligste Mening � men alligevel, Kvinder have nu en Gang en medf�dt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at v�re bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den lange, farlige Rejse og tr�ste sig ved at der jo nok blev taget vel Vare paa en Konges S�n, saa kunde hun dog ikke Andet end �ngstes for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt,�ved en maaske mer�end�aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig kom til at forts�ttes som det var begyndt. Deres Kj�rlighed var saa ny og saa lidet bef�stet, og nu just som den var kommen i V�kst, skulde den skaansell�st uds�ttes for allehaande Umildhed og Fare; var det ikke ret at stile henimod at l�gge den �de? � og det havde hendes korte �gtestand l�rt hende, at det Slagsʮgteskab�hun i sin Trolovelsesstand havde set an for saare let at f�re, det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun v�re et Ulykkens Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne D�r for saadan Skilsmisse.
Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.

Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik Frederik det Hverv, i Amsterdam at ops�ge den ber�mte Guldmager, Italieneren Burrhi, forh�re om han ikke agtede sig til Danmark og underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen�Skeel til Sostrup vel kunde gj�re ham hans Umag betalt, hvis han vilde ulejlige sig did.
Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den n�vnte By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt med Burrhi, f�re hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelh�jde med gode Anl�g til Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump N�se og smaa, blinkende �jne, der vare omgivne af en utallig M�ngde smaa og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra �jenkrogene og gav ham et paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.
Sort Fl�jelsfrakke med store Opslag og florbetrukne S�lvknapper, sorte Kn�benkl�der, sorte Silkestr�mper og Sko med store, sorte Baandroser var hans Dragt. Han syntes at s�tte Pris paa Kniplinger, thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og baade om Haandledene og fra Kanten af hans Kn�benkl�der hang rige Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans H�nder var hvide, fede, buttede og smaa og saa overl�ssede med sjelden plumpe Guldringe, at han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han, uagtet det jo var Sommerdage, H�nderne ien stor Skindmuffe, for han fr�s altid sine H�nder, som han sagde.
Den Stue, han f�rte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med Hv�lvingsloft og smale spidsbuede Vinduer h�jt oppe paa V�ggen. Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Tr�stole, paa hvis S�der der laa bl�de Hynder af r�dt Silke med lange, tunge Kvaster i alle fire Hj�rner. Bordskiven var indlagt med en stor S�lvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn, Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Struds�g hang paa Snor ned fra Hv�lvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og r�de Tavl, og indenfor D�ren var gamle Hestesko i Triangel indf�ldede i Gulvplankerne. Et stort Koraltr� stod under det ene Vindue, et m�rkt, udskaaret Tr�skab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var anbragt en Voksdukke i Legemsst�rrelse, forestillende en Morian, og langs V�ggen laa Blokke af Tinerts og�Kobbermalm. Morianen havde et t�rt Palmeblad i Haanden.
Efter at de nu vare skikkede til S�de og de f�rste H�flighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik � de talte Fransk � Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de S�gende i Danmarks Land til Hj�lp med sin Visdom og Forfarenhed.
Burrhi rystede paa Hovedet.
�Jeg veed vel,� sagde han, �at den hemmelig' Kunst har fornemme og m�gtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange fyrstelige�Herrer og Pr�later, og har jeg end ikke altid set Utak og liden Skj�nsomhed for min ventede L�n, saa har jeg dog m�dt saa megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager mig en Skikkelse paa som L�remester for saa oph�jede Skolarer. Det er mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majest�t Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antruffen Herrer af Rigens allerh�jeste Adel, ja salvede Fyrster og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres�Historia naturalis�og�Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan v�re mere bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til det vidtudspredte, forsm�delige Landerygte, at det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik eller L�gedomspillula; blot En har den rette Opskrift, saa m�nges det tilhobe, s�ttes paa Ilden, en Formula udsiges, og saa skal Guldet v�re der. Saadant har Styverf�ngere og ignorantiske Personer udspredt � dem Dj�velen have! Kan de Folk dog intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden sv�mme udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode, saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversv�mmede. Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa en lykkelig Haand til, der maa v�re visse�s�rdeles Constellationer og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal v�lde. Intet alle Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, bet�nker dog at det ingen ringe�Destilatio�eller�Sublimatioer, men en Naturens Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg t�r sige, at der gaar en Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige Omfavnelse!�
�Men,� sagde Ulrik Frederik, �I forlade mig jeg sp�rger, men s�tter En intet ved slige l�nlige Kunster sin Sj�l udi Fare og Vaade?�
�Nej, nej,� svarede Burrhi ivrigt, �hvor vil I tro! hvilken Mager var vel st�rre en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille, vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forf�rdelige?� og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine L�ber. �Jo, jo,� vedblev han, �visselig have vi store M�rkets Navne og farlige Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde, som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og L�gmandsmedici gj�re, fluks l�gger deres Paakalderes Sj�le i Gehennas L�nker. Men vi, vi paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af St�vs og jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det�er�Guldet; Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys f�r�Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hv�lvinger.�
Saaledes talte de l�nge om Guldmagerkunsten og andre L�nvidenskaber, til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hj�lp af den lille Seddel, han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch, havde stillet hans Horoskop.
�I det Store,� sagde Burrhi, �kunde jeg vel nok sige Eder, hvad Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den Time Barnet f�des, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,� vedblev han og str�g sig over �jnene, �havde I v�ret borgerlig f�dt og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang i de meste Tilf�lde er saaledes, at en Haandv�rkeres S�n bliver og en Haandv�rkere, en Kj�bmands S�n en Kj�bmand, en Bondes S�n en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres F�dsel anviser Dem. Om saaledes En, der er f�dt i Begyndelsen af V�dderens Tegn, giver sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden Forfremmelse og tidlig D�d vil v�re ham vis, men om han tager sig til at arbejde med sine H�nder som Kunstsmed eller�Stensnidere, vil Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er f�dt under Fiskenes Tegn, i den f�rste Part, ham b�r det at dyrke Jorden eller om han er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er f�dt i sidste Part, maa s�ge sin Lykke paa S�en, enten det saa maa v�re som gemen B�rtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i f�rste Part er for Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er f�dt under, er som jeg siger for Medici i f�rste Part, og for Kj�bm�nd i anden Part. � Men lad mig nu se Eders Haand!�
Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til Hestesko-Trianglen og str�g sine Sko henover dem, som en Linedandser stryger sine Saaler paa Harpiksbr�dtet inden han gaar ud paa Tovet. Saa saae han i Haanden.
�Ja,� sagde han, Ǯres-Linien er hel og lang, ser jeg, og r�kker saa vidt, den r�kke kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren, den ser hel ilde ud desv�rre, I maa tage Jer vel i Vare til I har naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt truet, men saa bliver Linien klar og st�rk helt op i h�j Alderdom, men den skyder kun en Streg ud � jo dog, der er alt en mindre hos � ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa i hvert.�
Han slap Haanden.
�H�r,� sagde han alvorligt, �der er Fare�for Eder, men hvor den truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde; skulde det v�re Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse trekantede Malakiter, de er af en s�rdeles Sort; ser I her, i denne Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra Hest eller Vogn. Tag dem med, b�r dem paa Jert blotte Bryst, eller om I lader dem s�tte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa r�re, hvis de skal skj�rme; og se her en Jaspissten, kan I se, der sidder i den som et Tr�es Lignelse, den er saare rar og fin, og god mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, is�r for Kvindfolk; jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere, for kolde Vande og for lange N�tter.�
Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den f�lgende Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskj�de til Tak for hans gode Raad og gode V�rgestene.
Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.

X.
Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag var d�et bort i det Fjerne. Endnu stod alle D�re aabne efter Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet d�kket, hvorved Ulrik Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert, saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans store Ridest�vler var endnu synlige hele Gulvet over.
Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og s�gt at tr�ste hende ved svorne L�fter om snarligt Gjensyn.
Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et �jeblik siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme, forknytte Skikkelse, hendes blege, forgr�dte Ansigt m�dte hendes s�gende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.
Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero, Passando, Rumor og Delphin,�hans kj�reste Hunde, der havde v�ret lukket inde, l�b med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad. Passando, den store, r�de R�vemynde, kom hen til hende, hun kn�lede ned og klappede den og str�g den, men den logrede kun adspredt med Halen og saae hende med store �jne lige op i Ansigtet og peb og peb.
Hine f�rste Dage, � hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor L�ngslen saa imellem var skj�rende skarp som Salt i en aaben Vunde.
Ja, det var de f�rste Dage, men da det saa ikke var nyt l�nger og blev ved at komme Altsammen, M�rket og Tomheden, L�ngslen og Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok, den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en underlig Haabl�shedens Sl�vhed og Ro over hende, ja n�sten som en F�lelsesl�shed, der s�tter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.
Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.
Alle Nerver sp�ndte i den h�jeste Pirrelighed, alle Aarer bankende af livst�rstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som �rkenens Luft af farverige Billeder og daarende Syner.
I slige Dage f�lte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin Ungdomstid, Vaar paa�Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat og �de, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes F�dder og smulnedes og blev til St�v, og da kunde hun i kvalfuld Livsl�ngsel vride sine H�nder og skrige som i Pine.
Sj�ldent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Sl�gt, thi Etiketten fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt til at paaskj�nne Bes�g, oph�rte disse snart, og hun var ganske overladt til sig selv.
En lad Mathed blev snart F�lgen af denne ensomme Grublen og S�rgen, og hele Dage og N�tter i Rad blev hun liggende tilsengs og s�gte her at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der aff�dte �ventyrlige Dr�mme, som i Klarhed langt overgik den sunde S�vns taagede Dr�mmebilleder, saa de n�sten var som virkelige, og gav en kj�rkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.
Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm voldte hende Smerte, og hun kunde faa de s�lsomste Indfald og pludselige, vanvittigeʯnsker, der n�sten maatte v�kke Tvivl om hendes Forstand.
Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne s�lsomme Lystenhed, som betog hende efter at udf�re en eller anden�fortvivlet Handling, blot for at udf�re den, ikke fordi hun havde mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig �nskede det.
Saaledes h�ndte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue, l�net til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste sig derned, blot for at gj�re det. Men i det samme Nu havde hun i Fantasien gjort Springet, og hun f�lte den skj�rende, kj�lige Kildren, som Spring fra h�je Steder frembringer og hun foer fra Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for at jage Billedet bort.
Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun f�lte, naar hun, hvad der stundom h�ndte, kom til at se paa sin blottede Arm, og n�sten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers L�b under den hvide Hud, den Lyst, hun da f�lte til at bide ned i dens hvide Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille Rovdyr M�rke paa M�rke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt hun straks op og gav sig til at kj�le for den stakkels mishandlede Arm.
Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og kl�de sig af, blot for at sv�be sig i et tykt, r�dt Silket�ppe og�m�rke det blanke Stofs kj�ligt glatte Ber�ring eller for at l�gge en iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg.
Af saadanne Indfald havde hun mange.

Efter fjorten Maaneders Frav�relse vender saa Ulrik Frederik hjem.
Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens �ngstende Tanker.
De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i D�gnet, �nskende hans Komme, frygtende hans Komme.
Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder siden? � det syntes hende nej det ene �jeblik, ja det andet. Hun kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilf�rdig, og nu kom han hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end f�r, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind � tung i Gang, slet ikke den Gamle, og i det f�rste M�de vilde han v�re saa fremmed og kj�lig overfor hende og det vilde gj�re hende endnu mere forskr�mt, og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde tr�ste ham og v�re ham saa�god, savne for hans Skyld, lide og gr�de, gj�re Alt for hans Skyld. � Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae ham, vilde Alt v�re som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som kaade Pager, stimede og st�jede, og V�ggene gav Gjenlyd af Latter og Jubel og Krogene hviskede med Kys �.
Som hun t�nkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed og legte ind i hendes Dr�mme, og da hun vaagnede, larmed det endnu, raske Fodtrin l�d paa Trapperne, Porten slog op, D�re lukkedes, Vogne rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.
Det er ham! t�nkte hun, sprang op, greb det store, stukne Senget�ppe, og sv�bt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem V�relserne. I Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Tr�stage nede paa Gulvet og br�ndte, et Par af Lysene i Armstagerne var t�ndte, Tjeneren var l�ben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed. Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks R�st, hun skj�lvede af Bev�gelse.
D�ren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under Kappen var han i en s�lsom Kl�dning, hun aldrig havde seet Mage til, det var den nye Mode med lang Vest�og skindbr�mmet Kjole, og den forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.
�Marie,� raabte han, �min hj�rte Pige,� og han vred hende ind til sig, saa det v�rkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte. Men han m�rkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro.
Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende vildt og ub�ndigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende Kind og b�lgende Barm flygtede hun ind i den n�rmeste Stue; saa kom hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel s�lsom Velkomst og vendte tilbage.
Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem Bestr�belsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der foregik, og Anstr�ngelsen for at h�gte Hagekrogen i sin Kappe op, men hans Tanker og hans H�nder var lige hj�lpel�se. Da nu Marie kom tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende nok skulde v�re Sp�g og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skj�lmsk ad Marie og lo forn�jet og godmodigt, havde aabenbart noget Sp�gefuldt, han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem, og sank endelig ganske opl�st og lattergreben ned paa en Stol, st�nnende og gispende af al den�Leen, med et lykkeligt, bredt Smil over hele Ansigtet.
Lidt efter lidt veg Smilet for et d�sigt Alvor, saa rejste han sig op og gik i tavs, misforn�jet Majest�t frem og tilbage over Gulvet, stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i Siden, den anden st�ttet paa Gesimsen og saae overlegent � stadig slynget af den st�rke Rus � ned paa hende.
Han holdt nu en lang, usammenh�ngende Fuldmandstale om sin egen Storhed, om den �re, der var viist ham udenlands, og om den store Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemf�rt en Prindsesse af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde v�re Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde v�re saa lydig, saa lydig, han vilde ingen Raisonering h�re paa, ikke et Kny, ikke eet; hvor h�jt han ogsaa havde h�vet hende, saa blev hun dog altid hans Slave, hans lille Slave, lille, s�de Slave, og nu blev han saa mild som en legende Los, gr�d og smiskede og tr�ngte med hele en drukken Mands Ih�rdighed ind paa hende med grove Kj�rtegn og plumpe Elskovsord � uundgaaelige, uafviselige.

N�ste Dags Morgen vaagnede Marie l�nge f�r Ulrik Frederik.
Det var n�sten med Had, hun betragtede�den sovende Skikkelse ved hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske �mt fra hans voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme under den st�rke, laadne Nakke; sorgl�st, trodsigt, syntes det hende, aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, m�t Smil paa de r�de, fugtigt glindsende L�ber.
Hun blev bleg af Harme og r�d af Undseelse, ved at se paa ham. N�sten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han tr�ngt ind, pukkende paa hendes Kj�rlighed som sin Ret, overmodig vis paa hele hendes Sj�ls Hengivenhed og Tilb�jelighed, som En er vis paa at finde sine M�bler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at v�re savnet, vis paa at L�ngsels Klager havde svunget sig fra hendes skj�lvende L�ber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes �nskers Maal var hans brede Favn �.
Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt liggende paa en L�jb�nk inde i den blaa Stue. Hun var bleg, Ansigtstr�kkene slappe, �jnene nedslagne, og den syge Haand laa mat ned i hendes Skj�d, sv�bt i et Kniplingslommet�rkl�de; han greb efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et smerteligt Smil Hovedet tilbage.
Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle sp�gefulde Bem�rkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte sig med, at han, saal�nge han var i Spanien, aldrig�havde faaet en eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at drikke, og han tilf�jede, at naar han skulde v�re �rlig, saa drak han heller den u�gte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra Bryhanskj�lderen, end det �gte, s�de Dj�velskab, der vankede dernede.
Marie tav.
Frokostbordet stod d�kket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke skulde spise.
Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han havde rent kv�stet den.
Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en Tigerinde, der forsvarer sit v�rgel�se Afkom. Han bad l�nge, men det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid ikke sidde, han maatte hvert �jeblik l�be til Vinduet og se ud, for alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han fik snart ved denne idelige L�ben den halve Opd�kning spredt rundt omkring i Stuen, hans �l stod i det ene Vindue, Br�dkniven laa i det andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en Kringle laa paa det lille Bord i Krogen.
Endelig blev han f�rdig og satte sig hen ved Vinduet og sad l�nge og saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin L�jb�nk kun svarede ham sjeldent eller slet ikke svarede.
Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun sukkede og saae tungsindigt ud i Luften.
Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ih�rdighed sin Signetring rundt paa Fingeren.
�Skal jeg puste paa den kranke Haand?� sagde han i en klagende, medlidende Tone.
Marie rev Kniplingst�rkl�det af Haanden uden at sige et Ord og blev ved at se ud.
�Den tager Kuld, den lille Stakkel,� sagde han og saae et �jeblik op.
Marie st�ttede, tilsyneladende tankel�st, den syge Haand mod Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium, frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.
Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, sk�d Ryg, tog Till�b hen til Br�dkniven, rullede med Skaftet, kr�b tilbage, lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, l�ftede�Bladet og lod det spille blankt i Solen, fl�j saa op med Kniven�...
I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han v�rgede med Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned i �rmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et Forf�rdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort Sekund, ligesom med en eneste Bev�gelse.
Marie var d�dbleg, hun klemte H�nderne op mod sit Bryst, hendes Blik var stivt og forf�rdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik Frederik havde siddet, saa s�nkede �jelaagene sig, en sk�rende, d�d Latter tr�ngte sig over hendes L�ber, og hun sank om paa Gulvet, lydl�st og ganske langsomt, som st�ttet af usynlige H�nder.
Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt M�rke til, at Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst, og i samme �jeblik var den meningsl�se Drift opstaaet hos hende, at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun gjorde det; ikke fordi hun �nskede at dr�be eller blot at saare ham, maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi hendes Haand var syg og svag og Brystet st�rkt og sundt, men f�rst og fremmest fordi hun ikke kunde lade v�re, fordi hendes Vilje ingen Magt havde over hendes Hj�rne, eller hendes Hj�rne ingen Magt over hendes Vilje.
Ulrik Frederik stod bleg og st�ttede sig med Haandfladerne paa Frokostbordet, han skj�lvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa vanvittig ubegribeligt, at han kun med Sp�gelser�dsel kunde t�nke paa den Skikkelse, der laa livl�s og stille paa Gulvet henne ved Vinduet. Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham, han sank paa Kn� og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde hun ellers ville dr�be ham, hvorfor, Gud, du Alm�gtigste, hvorfor, hvorfor? ... Fordi det skulde v�re. Skulde.
N�sten stjaalent tog han Kniven op, br�kkede Bladet over og kastede Stumperne ind i den tomme Kamin.
Endnu r�rte Marie sig ikke.
Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, d�dsens stille; han ilede hen til hende og l�ftede hende op i sine Arme.
Marie sukkede, slog �jnene op, saae stivt og d�dt ud for sig, saae paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og kj�rtegnede�ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig og glad, men der var en sp�rgende Angst i hendes Blik, hun saae henad Gulvet som om hun s�gte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om Haandledet og f�lte paa hans �rme, og da hun saae, at det var udrevet og Mansketten fl�nget, skreg hun i Forf�rdelse.
�Saa gjorde jeg det dog,� raabte hun fortvivlet, �aa Gud i din h�jeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! � Men hvorfor sp�rger du intet?� sagde hun til Ulrik Frederik, �hvorfor sl�nger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel, Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde; det kom saadan paa mig, der var�det, der tvang mig, jeg sv�r' dig min h�jeste Helgens Ed, der var�det, der styred' min Haand; men du tror det intet, hvor kan du ogsaa?� og hun gr�d og jamred.
Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste Bekr�ftelse af hans egne Tanker, og han tr�stede hende med gode Ord og Kj�rtegn, skj�ndt han f�lte en hemmelig R�dsel for hende som den, der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold. Og han overvandt ikke denne R�dsel, uagtet Marie Dag for Dag opb�d al en klog Kvindes Kl�gt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin f�rste Morgen svoret i sit Hj�rte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov til at udfolde al sin Elskv�rdighed�og bruge alt sit Taalmod for at vinde hende igjen, saa svor hendes Opf�rsel nu lige det Modsatte; hvert Blik var en B�n, hvert Ord et ydmygt L�fte, og i tusinde Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, l�ngselsfulde Kj�rlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.
Men st�rre Fjender stod hendes Sag imod.
Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor den m�gtige Adel ingenlunde betragtede en Konges u�gte B�rn som mere end sin Lige. Enev�lden var endnu saa ung, og den Betragtning, at Kongen var en Mand, der kj�bte sin Magt ved at give sin Magt, saa saare gammel. Det Halvgudsskj�r, der i senere Tider omstraalede den absolute Arveherre, om det end alt var t�ndt, det var dog endnu kun spagt og sp�dt og bl�ndede Ingen, der ikke stod altfor n�r.
Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes H�r og Hof, og her blev han overv�ldet med Gaver og �resbevisninger, udn�vntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det v�re magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved overv�ttes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Danmark�og sin Anerkjendelse af Kong Frederiks sejerkronede Bestr�belser for at indtr�de i de absolute Herskeres R�kke.
L�ftet og beruset af al denne H�der, som ganske forandrede hans Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han havde handlet utilgivelig letsindigt i at gj�re en menig Adelsmands Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed gaa ud over hende, Tanker om at lade hende oph�je og om at lade sig skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde skj�nne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt og ceremonielt, og at afvise ethvert Fors�g paa at v�kke det gamle,�idyliske�Forhold tillive igjen.
Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager, opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel forn�jet med sit �gteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor enhver Lejlighed til at fremdrage og udm�rke Marie Grubbe, og overv�ldede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne Vis at kunne h�ve hende i Ulrik Frederiks �jne og Yndest, men det hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en H�r af aarvaagne og misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.

Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa Frederiksborg.
Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hj�lpe med til at udfinde og opt�nke alle mulige Festligheder og Optog, som i September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.
Forel�big var Hofkredsen derude ganske lille, f�rst i Slutningen af Avgust skulde den udvides, thi da skulde Pr�verne paa Balletter og anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var n�sten hver Dag paa lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende Fest.

I den Allee, som fra Skoven f�rer op mod Laagen til lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.
Hun var der ogsaa idag.
H�jt oppe i Alleen lyste hendes krapr�de Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det gr�nne L�v.
Langsomt kom hun n�rmere.
Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse og en blinkende, s�lvindfattet Solitaire paa den opkrammede Sideskygge,�sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet sad stramt og glat, �rmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede, h�ngende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder og forede med ansigtsfarvet Silke. En t�tv�vet Kniplingsbredde skjulte de n�gne Arme. Robeskj�rtet, der bagtil sl�bte en Smule, var paa Siderne h�jt oph�ftet og faldt i rundede Folder kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskj�rt tilsyne, saa langt, at Foden med de sortsviklede Str�mper og perlesp�ndte Sko netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer af Ravne.
T�t ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den f�rst for det ene, saa for det andet �je, saa rev hun en Kvist af og lagde de kj�lige Blade paa de hede �jelaag, men det�kunde�alligevel sees, at hun havde gr�dt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet, vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.
Neppe var hun forsvunden mellem de m�rkegr�nne Buksbomh�kke, f�r der oppe i Alleen viste sig et s�lsomt, skr�beligt Par: et Mandfolk, der gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard Sygdom, st�ttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe og med en stor, gr�n Skj�rm for �jnene. Manden vilde gaa hurtigere til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og trippede smaaskj�ndende med.
�Naa, naa!� sagde hun, �bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som et vindt Hjul i en skj�v Vej, kranke Lemmer skal krankelig b�res. Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere St�tte og Stivelse i, end som i gammel Sime!�
�Herregud, da ogsaa for Ben det er!� klynkede den Syge og standsede, da Kn�ene rystede under ham, �nu er hun helt af Syne,� og han saae langeligt op imod Laagen, �helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart i Dag, har Foureren sagt, og der er saa l�nge til imorgen!�
�Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag, saa er du saameget des st�rkere imorgen, saa f�lger vi hende hele Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gj�r, og nu gaar vi hjem, og saa skal du ligge paa den bl�de L�jb�nk og have et godt Krus �l, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskj�nk, naar det h�je Herskab har spiset af, og saa sp�rger du Nyt og vi faar os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gj�r, lille Daniel, ja, vi gj�r!�
�Ja, vi gj�r, ja, vi gj�r!� vr�ngede Daniel, �du med din Lanter og Spil og Verkehring! naar det br�nder i min Hj�rne som L�bebly og min Forstand er i vilden Vaade og � hj�lp mig hen til Vejkanten, at jeg kan s�tte mig lidt � saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? � jeg er�galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament! det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel, rygbraaden Stakkarl, at �de sig op af h�jgalen Elskov til en Prindses Hustru, det er klogt, Magnille, at l�nges �jnene ud af Hovedet efter hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af hendes Gestalt, at minde med sin Mund det St�v, hun har traadt, det er klogt, siger jeg! � aa, var der intet de Dr�mme, Magnille, hvor hun b�jer sig over mig og l�gger sin hvide Haand paa mit pinefulde Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold og forladt og har Ingen til at v�rge sig, uden som mig ... eller hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en n�gen Lilie! � men det er nichtige Dr�mmer, R�g og Tant kuns og fattige Luftblaser.�
De gik igjen.
Ved Laagen standsede de.
Daniel st�ttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem H�kkene.
�Derinde!� sagde han.
Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i L�v. Kisel og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og t�rre Knopblade dalede vrikkende ned fra B�genes Grene, mens h�jt oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld over de hurtige Vinger.
Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi d�mpet derned.
�Saadan en Nar!� mumlede Daniel. �Skulde En tro det, Magnille, at En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og l�be efter Skj�rver af malet Glas! Marie Grubbe og � Karen Fiol! er�han�klog? og nu t�nker de, han jagter, t�nker de, fordi han lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og Tred�kkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede i Lynge med en Kj�bem�, en Carnaille � tvi, tvi, i Helvedes Hav for skidden Commerce! � og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling, at han knap t�r vende sine �jne fra hende en Dag tilende, mens�...�
Det rasled i L�vet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor Laagen.
Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var derfra s�gt hen til et Lysthus, lige t�t op mod Laagen. Her havde hun h�rt Daniels Ord til Magnille og nu:
�Hvem er I?� spurgte hun, �og var de sande, de Ord, I sagde?�
Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede han.
�Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,� svarede han, �bryd Jer intet om hans�Snak, det l�ber ham saadan af Tungen, Redt og Uredt mellem hinanden, Hj�rneavner og Tunget�rsken, Tunget�rsken og intet Andet.�
�I lyver, Daniel.�
�Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her, velbaarne Madame,� og han pegede paa sin Pande, �her er det som en Jerusalems Forstyrrelse � nej dig, Magnille, nej dig h�visk og sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, � v�r intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Br�k og Skr�beligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns saa galne, som Vorherre han gj�r os.�
�Er han virkelig ret galen?� spurgte Marie Magnille.
Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskr�kket ud: �Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.�
�Hun er ogsaa ...� og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, �vi passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved f�lles Hj�lp de Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet v�re. Ellers Tak for god Eftersp�rgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.�
�Bliv,� sagde Marie Grubbe, �I er intet mere galen, end I gj�r Jer selv. I skal tale,�Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer, at I er Mellemmand mellem hende, I n�vnte, og min Hr. Gemal? vil I det?�
�En stakkels, galen Mand,� klynkede Daniel og slog undskyldende ud med Haanden.
�Gud forlade Eder, Daniel, det er skj�ndigt Spil, I driver; jeg havde troet Eder saa meget, meget bedre!�
�Er det sandt, er det sandf�rdigen sandt,� raabte han ivrig og hans �jne lyste af Gl�de, �saa er jeg klog igjen, sp�rg mig kuns, bare sp�rg!�
�Var de sande, de Ord�...�
�Som Evangelium, men�...�
�Er I vis derpaa? I fejler intet?�
Daniel smilte.
�Er ... han der idag?�
�Er han paa Jagt?�
�Ja.�
�Saa ja.�
�Hvad er �,� begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, �hvad er hun for Slags Person, om I veed det?�
�Lille, velbaarne Madame, ret lille, r�d og rund som et L�g�ble, gesvadsig og munter, med leendes Mund og v�ver Tunge.�
�Men af hvad Folk er hun kommen?�
�For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en frans�sk�Valet de chambre, som forl�b Landet og lod hende blive siddendes, men hun�sad intet ret l�nge, f�rend som hun, i Ledtog med en forgj�ldet Harpenist, satte ud for Paris og�der�og til Bryssel har hun v�ret, til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.�
�Daniel,� sagde hun og standsede uvis.
�Daniel,� svarede denne med et fint Smil, �er Eder nu og evindelig saa tro som Eders h�jre Haand.�
�Vil I da v�re mig til Hj�lp? � Kan I komme over ... over en Vogn og en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?�
�Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en Vogn i Herman Blyt�kkers V�nge, op imod det gamle Fj�lleskur. Lid I kuns paa det, velbaarne Madame.�
Marie stod et �jeblik, som om hun bet�nkte sig. �Vi tales ved igjen,� sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.
�Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!� udbr�d Daniel og stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. �Og saa �delig stolt,� tilf�jede han triumferende, �aa, hun vilde sparke mig bort, ret foragtendes s�tte sin H�l paa min Nakke og tr�de mig sagtelig ned i det ringeste St�v, om hun vidste, hvor dj�rveligDaniel dr�mmer om hendes Person. � Saa br�ndendes skj�n og herlig! det sved mig i Hj�rtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til mig! nedb�je sin Stoltheds majest�tiske Palme ... men der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!�
Saa stavrede de af med hinanden.

At Daniel og hans S�ster var komne til Frederiksborg, var gaaet saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen fattet en afsindig Kj�rlighed til Marie Grubbe. En fattig, fantastisk Kj�rlighed, der Intet haabede, fordrede eller ventede andet end golde Dr�mme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der kr�vedes til at farve Dr�mmene med et svagt Skj�r af Liv, fandt han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden faldt, glimtvis n�rved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da nu Gyldenl�ve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans L�ngsel og steg og steg, til den var ved at gj�re ham vanvittig, og kastede ham omsider paa Sygelejet.
Da han sv�kket og �delagt rejste sig igjen, var Gyldenl�ve kommen hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste, og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny N�ring og ny V�kst, Fantasteriets overnaturlig frodige V�kst. Inden hanendnu havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og st�tte, rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte f�lge efter, bie kunde han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for at blive fuldst�ndig helbredet, og hans S�ster Magnille skulde f�lge ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige �jne. Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kj�rte de Daniel og Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenl�ves Forhold til Karen Fiol, og her fortroede han sig fuldst�ndig til Magnille, sagde hende sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at f�lge ham til Frederiksborgby, for at han kunde v�re den n�r, der saa ganske fyldte hans Hu.
Magnille f�jede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme Morgengange.
Og saa var det, de m�dtes.

XI.
Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.
Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med den anden s�gte, snart at lokke, snart at tr�kke en lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hj�rnet.
�Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas � aa, dit B�st, Boncoeur, lille Hund! � forbandede, st�dige Tingest�...�
Karen stod i Vinduet og lo.
Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.
"Amy des morceaux delicats,"
sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.
"Et de la debauche polieViens noyer dans nos Vins MuscatsTa soif et ta melancolie!"
Hun var meget opr�mt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik h�jere, end de egenlig skulde.
Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.
Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen ned over �rerne og rakte den kn�lende op mod Karen.
�Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de�ton�humble esclave cet petit agneau innocente, couronn� des fleurs�...�
I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun saae Ulrik Frederik paa Kn� r�kke en Rosenkrands, eller hvad det var, op mod det r�de, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.
Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa �ngsteligt ind efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine H�nder.
�Bi kuns, bi kuns,� raabte Marie, �jeg traf dig intet, men jeg skal nok, jeg skal nok,� og hun trak en lang, sv�r Staalnaal med rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, n�sten hoppende L�b op imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun l�b ikke ligepaa, men i s�lsomme, usikre Bugter op efter Husets D�r.
Der standsede Ulrik Frederik hende.
�Gaa tilside,� sagde hun n�sten klynkende, �du med din Krands.�
�Saadan En,� vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til den anden for at smutte ind, og stadigt holdt �jnene f�stede paa D�raabningen, �saadan En binder du Krandse til,�Rosenkrandse, ja�a, her er du den kj�lne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?� gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud af hans H�nder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, �og en Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesl�jfe?�
�Lad mig komme frem, siger jeg,� truede hun og l�ftede Naaledolken mod ham.
Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; �vil du stinge igjen?� sagde han skarpt.
Marie saae op paa ham.
�Ulrik Frederik,� sagde hun ganske sagte, �jeg�er din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? F�lg med, lad hende derinde v�re den, hun er og f�lg med. F�lg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad br�ndendes Elsk jeg b�r' til dig, hvor bitterligt jeg l�nges og s�rger. F�lg med, h�rer du, f�lg med!�
Ulrik Frederik svarede ikke, han b�d hende Armen og fulgte hende ud af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa Selet�jet, sp�ndte et Sp�nde om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og hviskede saa til ham, da de stod der foran:
�Saasnart du er i S�det saa kj�r til, alt hvad �gene str�kke kan, og stop aldrig et Minut, f�r I er hjemme, det siger jeg, og du kjender mig vel!�
Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage og Vognen foer afsted.
Et �jeblik t�nkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at gribe T�jlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over hende med Et, og en uendelig dyb, navnl�s V�mmelse, en kvalmende Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig, uden at l�gge M�rke til Vognens rasende Fart.
Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.

Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en lille Smule beklemt, ikke just �ngstelig var�han, men betaget af den Sp�nding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte Overbevisning, at de gaar en hel R�kke af Fortr�deligheder�og Ubehageligheder im�de, og som ikke kan undgaaes, som man skal igjennem.
Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gj�re ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte h�res til Ende; Marie vilde hylle sig i den kr�nkede Dydefuldheds majest�tiske Tavshed, hvad han saa skulde gj�re sig den Ubelejlighed at ignorere. Stemningen deroppe vilde v�re yderst trykkende, Dronningen vilde se tr�t og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende l�fte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store, tilgivende �jne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af h�jhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens stakkels Kammerjunker vilde s�ge at omgive sit smalle Hoved, ved med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side, overv�ldende ham med H�flighed og �rb�digt tr�stende Dumheder, medens hans smaa, vandblaa �jne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, tr�ster jeg den Forladte! Jeg s�tter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte det godt, Altsammen, Alting, det Hele.
Han tog fejl.
Kongen modtog ham med et latinsk�Sprichwort, hvad der var et ubedrageligt Kjendetegn�paa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig og gav ham Haanden som s�dvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.
Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord til deres M�de i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gj�re sig om denne besynderlige Tavshed.
Han vilde n�sten hellere, hun havde talt!
Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede igjen?
Han turde ikke ret pr�ve derpaa, for han havde lagt M�rke til, at hun nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et s�lsomt Udtryk i sine �jne, et roligt, maalende, gjennemtr�ngende Blik, fuldt af stille Undren og af kj�lig, n�sten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af H�vn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende Blink af tilbagetr�ngt Vemod! Intet saadant, slet intet!
Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.
Engang imellem i de paaf�lgende Dage, kunde hans Tanker dv�le uroligt derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.
Men det skete ikke, og han kunde ikke lade�v�re med at t�nke sig, at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres m�rke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som �glerne vokste, blodr�d Karfunkel l�ftende sig frem paa guldr�d Stilk og bleg Opal langsomt bredende sig i L�g ved L�g, svulmende og ynglende, medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt paa Bugt, l�fted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.
Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa H�vntanker, thi en saadan Forhaanelse som den, han havde tilf�jet hende, kunde ikke glemmes, og han satte denne formodede H�vnlyst i Forbindelse med det s�lsomme Optrin, da hun l�ftede sin Haand mod ham, og med Burrhis varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end f�r, og �nskede endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.
Men Marie t�nkte ikke paa H�vn, hun havde glemt baade ham og Karen Fiol; thi i hint Minut af navnl�s Lede var hendes Kj�rlighed bleven udslettet, sporl�st udslettet, som en straalende Boble, der brister i St�v og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig, ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den f�ngslede ved sin Pragt og urolige Skj�nhed, er nu frit, skuer frit omkring�og ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes i Boblens Glar.

Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset. Balletpr�verne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste Roller.
Ogsaa Marie Grubbe skulde optr�de i Balletten og tog med Iver Del i �velserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og selskabelig, saa at sige mere vaagen.
F�r var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes Opm�rksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.
Nu�derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke v�ret saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger, vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes V�sen var blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bev�gelser, en n�sten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i hendes Miner.
Men det var der Ingen, der m�rkede, kun Ulrik Frederik greb sig enkelte Gange i at beundre�hende som en fremmed, ham ubekjendt Person.
Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries Sl�gtninge, Sti H�g, hendes S�sters Mand.
Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det flade, solsvedne Land bagved den.
Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte, halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens V�de.
Den svage Luftning, der n�ppe var st�rk nok til at holde M�llen dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Tr�toppene, saa det l�d, som klagede Skoven forknyt over Solegl�d og Sommerbrynde, � og som Tiggeren, der blotter sit medynksv�kkende Saar, saaledes syntes de gule, fort�rrede Gr�smarker at l�gge deres golde Jammer aaben for Himlens Blikke.
T�ttere og t�ttere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber, ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et �jeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen. Svalerne str�g lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverr�g slog sl�rende ned over de sorte Straatage i den n�re By.
En Vogn skumpede besv�rligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier rundt om H�jens�Fod h�rtes d�mpet Latter og munter Tale, Raslen af Vifter og Silke, Bj�ffen af smaa Skj�dehunde og Lyden af t�rre Grene, der knagede og kn�kkedes.
Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.
Marie og Sti H�g havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at have besteget den bratte Skraaning.
Sti H�g var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en h�j Mand, h�j og mager, r�dhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule �jenbryn buede h�jt op over hans blanke, lysgraa �jne, der fik et tr�t, lyssky Udtryk ved at �jelaagene var ganske rosenr�de, og derved at han, naar han blinkede, blinkede langsommere, eller bedre: lod �jet l�ngere v�re lukket end andre Mennesker. Hans Pande var h�j og over Tindingen var den st�rkt rundet og blank. N�sen, smal og langsomt krummet, var lidt for lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen smuk, L�bernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og T�nderne smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig s�rgmodige, grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette Smil, der er higende Begj�r og foragtende Tr�thed paa�een Gang, paa een Gang �mt og l�ngselssygt som s�de Toner og grumt og blodlystent som den d�mpede Tilfredsstillelsens Knurren, der tr�nger sig ud af Rovdyrets Strube, naar dets T�nder slide i det b�vrende Bytte.
Saadan saae Sti H�g ud.
Dengang.
�Madame,� sagde han, �har I ingentid �nsket Jer, I sad vel og godt forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og de Steder der?�
�Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske Tanker?�
�I er da meget lykkelig, min dyrebare Fr�nke? Livsens Drik er for Eder da sk�r og frisk, den smager s�dt paa Eders Tunge, gj�r den, varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig b�rmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af Eders �jesyn da?�
�Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!� sagde Marie og lo ham lige op i �jnene.
Sti H�g smilte, f�rte hende hen til en lille Gr�sbrink deroppe, og de satte sig ned.
Han saae forskende op paa hende.
�Veed I intet,� sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og uvis paa, om han skulde tie eller tale, �veed I intet, Madame, at der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde�kalde for de Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra F�dselen af er givne en anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et st�rre Hj�rte og fortere Blod, de higer og attraar mere, begj�rer st�rkere, og deres Forl�ngsel er vildere og mere br�ndendes, end den er hos den gemene Adelhob. De er fluks som S�ndagsb�rn, deres �jne er mere aabne, alle deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Gl�dskab og Lyst, den drikker de med deres Hj�rter�dder, imens de Andre de kuns griber dem med deres grove H�nder.�
Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende glide hen over den fyldige Fjerbusk.
�Men,� vedblev han med mere d�mpet Stemme og ligesom for sig selv, �Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som n�vnes kan, Vellyst i Gemyttets inderste R�relser, Vellyst i de l�nlige Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette, som for Andre tjener dem, naar de er �rkesl�se, til stakket Kortvil eller fult Slemmeri, det er for deres Sj�le som L�gedom og kostelig Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de dier deres daglige F�de, og derfor s�ge de ogsaa paa Livsens Tr� Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under m�rke Blade og paa t�rre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg eller i Fortvivlelse?�
Han smilte haanligt og tav.
�Men hvorfor�, spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham, �hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens Gl�dskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller travrigt heller?�
Sti H�g trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om han var tr�t af at dv�le l�nger ved dette Emne og vilde afbryde Samtalen.
�Men hvorfor da?� gjentog Marie.
�Hvorfor?� udbr�d han utaalmodig og med en foragtelig Betoning, �fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkr�nkelig, saa falsk og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som rigen Rose, l�ves af som Tr� i H�st, fordi hver Livsens pr�gtig Lyst straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks som den favner dig med sunde Arme, eddres af D�dens Kr�ft, saa du just som den minder din Mund, m�rker den rystes af Forkr�nkelighedens Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke �de sig ind som r�den Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim fryse d�d hver frodig Sj�lens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?�
Han sprang op fra Brinken og talte med h�ftige Geb�rder ned imod hende.
�Saa I sp�rger, hvorfor de n�vnes de Melankoliske, naar al Vellyst, som den gribes, skyder�Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er Gl�dskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!�
Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.
�Det er da det, der bringer�Eder�paa Klostertanker?� sagde Marie og saae smilende ned.
�Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore, at jeg her st�nget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes fangen i et h�jt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen og M�rket v�lder ud, mens Ensomheden, tavs og stilt, men st�rk og frodigen, ranker sig op om min Sj�l og gyder sine Dvaledruers Safter i mit Blod. � Aa, men jeg veed hel vel, at det er Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde l�nges som Brand og r�den Lue, l�nges ud af Vid og Samling efter Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg her pr�ker. Lad os gaa,�ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har lagt sig.�
�Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!�
�Ja vel, det letter og t�tter.�
�Jeg mener: nej,� sagde Marie og rejste sig.
�Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.�
Marie l�b nedad Bakken.
�Mands Villie er Mands Himmerig!� raabte hun tilbage, �kom I nu ned i Eders!�
Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti H�g fulgte med ved hendes Side.
Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte Samtale.
�H�r nu!� sagde saa Marie, �I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti H�g, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig, forstaar jeg ikke heller.�
�Aa jo!�
�Men intet, hvad I talte til mig.�
�Nej.�
�Nu bander jeg: jo.�
�Bande bider intet �je ud, veed I, uden N�ve f�lger efter.�
�Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre, den sv�re, stille Bedr�velse, der kommer over En, uden En veed hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensj�ls rette Hjemland er, men jeg tror det knap. En l�nges og tr�nges og veed ikke levendes Haab at tr�ste sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt! Det kommer saa urandsagelig tungt og t�rendes paa, saa En sygner i sit Hj�rte og kjender sig saa tr�t af sine Tanker og �nsker, En aldrig var f�d. Men det har ingentid v�ret Lykkens eller Verdens Forkr�nkelighed,�der har ligget mig tungt i Tanker, at det var det, jeg s�rgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn, men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en ford�kket Br�st ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sj�l, som gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ... nej, det er nu saa overhaands sv�rt, at faa det fundet i Ord, just i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig pr�gtig og skj�n, det maatte v�re saa stolt og lystelig over al Maade, at v�re med deri; om i Sorg eller Lykke, det skj�llede Intet, blot jeg led eller gl�dtes ret rigtigen, ikke paa Skr�mt som i en Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage mig saa st�rkt at jeg nedb�jedes eller opl�ftedes, saa der intet var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der l�ftede mig op, eller det, som der b�jed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer eller br�nde sammen med min Gl�de. Ak, I fatter det aldrig! � om jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der f�rtes i Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg v�re det saadan, at Sejren og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og Basunernes Lyd, Magten og �ren, Altsammen i een skingrendes Klang, saadan vilde jeg v�re det, men intet som den, der i usselig �resyge og koldt Hovmod,medens Vognen ruller frem, t�nker i sit Hj�rte paa, hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge �jne, og hvor afm�gtigt Misundelsens B�lger slikker efter hans F�dder, mens han med Velbehag f�ler Purpuret bl�dt om sin Skulder og Krandsen kj�lig om sin Pande. � Forstaar I, Sti H�g,�det�tror jeg er at leve til, det er det Liv, jeg t�rstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det syntes mig, som v�ldede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde r�rt ved en Str�ng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der Noget revet s�nder i mig, der ingentid vilde l�ges, saa jeg aldrig vilde fange den F�rlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets D�r aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden og us�gt, som en vanf�r Terne.�
�I!� udbr�d Sti H�g som forbavset, saa forandredes hans Miner pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, �nej, nej, nu ser jeg, hvad det er,� og han rystede paa Hovedet ad hende, �Herre du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi l�ber saa bus til, gladelig hen, blot vi �jner�den Ting, der kan lignes ved et Spor, og er rede til at sv�rge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret,�ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi s�gte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den gjenneste den bedste Tanke, vi traf at tr�ffe paa, til den eneste sandf�rdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt, t�nke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens Forkr�nkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed og Forg�ngelighed, og at I, min hj�rte Fr�nke, var helt igjennem overbeviset om, at I var en S�lle-Sidse, for hvem D�ren er lukt og Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? � Men det har Alt kuns lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!�
Nede i Gangen kom det �vrige Selskab, og de fulgtes med dem ad Slottet til.

Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September, da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner gav tilkjende, at begge Majest�terne, ledsagede af hans kurfyrstelige H�jhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i Spidsen�for Landets fornemste M�nd og Kvinder, fra Slottet begav sig ned igjennem Haven for at overv�re den Ballet, der nu der skulde tage sin Begyndelse.
En R�kke af Begblus kastede et brandr�dt Skj�r over Havefacadens r�de Mure, lod Taks og Buksbom r�dme med en Glands af Bronze og alle Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelst�rke L�d.
Se, skarlagenr�de Drabanter i dobbelt R�kke holde blomsteromvundne Kj�rter op i den m�rke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og kunstige Lampetter, lavt med Jorden og h�jt mellem Tr�ernes gulnende Blade, tvinge M�rket tilside og holde en straalende Sti aaben for det pr�gtige Tog.
Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i S�lv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og Silkesl�b. Saa bl�dt som r�dlig Dug er det aandet hen over det dunkle Fl�jel, og sprudende hvidt s�tter det sig som Stjerner paa Rubiner og Diamanter, og r�de Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skj�rer S�gr�nt sig lysende frem, Koralr�dt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og dunkelt, L�d paa L�d i broget B�lgen.
Forbi � nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den d�mrende Luft�...
Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder �Die Waldlust�.
Scenen er en Skov.
Kronprinds Christian som J�ger tolker sin Gl�de over det frejdige J�gerliv under de l�vrige Kroner, spadserende Damer nynne om Violernes Duft, B�rn lege Skjul mellem Stammerne og plukke B�r i nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgerm�nd jubilere over den rene Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kj�rlinger med forelskede Fagter forf�lge en smuk Bondekn�s.
Saa sv�ver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige H�jhed Prindsesse Anne Sofie.
Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge H�nder, mens hele Hoffet jubler.
Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler f�rer i overstr�mmende glad Taknemmelighed de h�je For�ldres H�nder til sine L�ber.
N�ppe er Gudinden forsvunden, f�r Bondemand og Bondekone tr�de frem og synge en Duet om Kj�rligheds Lykke.
Nu f�lge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og gl�de sig i det Gr�nne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og endelig seks Personer, der paa allehaande�kaade Instrumenter opf�re en meget overgiven Musik.
Nu Slutningsscenen.
Det er elleve Sch�ferinder, nemlig deres kongelige H�jheder Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina, Madame Gyldenl�ve og syv skj�nne, adelige Jomfruer.
De dandse nu med stor Kunstf�rdighed en landlig Dands, hvori det forestilles, at Madame Gyldenl�ve af de Andre drilles og gj�kkes, fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa sin Frihed og b�jet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kj�rligheds rige Henrykkelse og Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen, ledsaget af en skj�nne Strygemusik, synger til deres Pris:
"Ihr N�mphen hochber�hmt, ihr sterblichen G�ttinnen,Durch deren Treff'ligkeit sich lassen HeldensinnenJa auch die G�tter selbst bezwingen f�r und f�r,Last nun durch diesen Tantz erblicken eure ZierDer Glieder Hurtigkeit, die euch�darum�gegebenSo sch�n und pr�chtig sind, und zu den End erhebenWas an euch g�ttlich ist, auff dass je mehr und mehrMan preisen m�g an euch des Sch�pfers Macht und Ehr."
Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte�sig i Haven og lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skj�nt indrettede Grotter, medens �delknaberne, udstafferede som italieniske eller spaniolske Frugts�lgere, b�de Vin og Bagv�rk og Konfiturer omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.
De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage Komplimenteringer for deres store Kunstf�rdighed og Adr�thed, men Alle er enige om, at n�st Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenl�ve, og baade Majest�terne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne f�re den Rolle ud med st�rre Gratie eller med livagtigere Geb�rder.
Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fl�jter lokkede til Dands og bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa S�en strakte Festen sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebeh�ngte Gondoler derude.
Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte, f�rre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor M�rket herskede alene og Tonerne halvt gik under i L�vets Hvisken, vandrede der lystige R�kker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte l�ngst mod �st, havde her en enlig Gj�st skikket sig til S�de. Men han var travrig�tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens L�vhang kastede sit flimrende Lys paa bedr�vede Miner og mismodige Bryn.
Hvidgule Bryn.
Det var Sti H�g.
"......�� di personaAnzi grande, che no; di vista allegra,Di bionda chioma, e colorita alquanto."
hviskede han for sig selv.
Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig v�ret sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han l�ngtes kun hende, dr�mte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse. Han havde elsket f�r, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og bl�dt og modl�st. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde, ikke heller det, at han var gift med hendes S�ster, der betog ham Haabet. Men det var nu denne hans Kj�rligheds V�sen at v�re modl�s, hans Pogekj�rlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa liden Begj�r, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis saa megen Begj�r. En feberbr�ndende, vemodig L�ngsel ind imod hende, en sygelig Sm�gten efter at leve med hende i hendes Minder, dr�mme med i hendes Dr�mme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker, ikke mere, ikke mindre. Hun havde v�ret saa smuk i Dansene, men endnu mere fremmed, endnu mere fjern;�de runde, bl�ndende Skuldre, den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han frygtede for den, den bragte ham til at skj�lve og betyngede ham hans Aandedr�t, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for sin Lidenskab, for den sv�lgende, himmelbr�ndende Brand, der ulmed derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse L�ber trykkede mod hans, det var Vanvid, taabelige Vanvidsdr�mme; denne Mund�...
"Paragon di dolcezza!.................�bocca beata,...�bocca gentil, che pu� ben dirsiConca d'Indo odorataDi perle orientali e pellegrine;E la porte, che chiudeEd apre il bel tesoro,Con dolcissimo mel porpora mista."
Han l�ftede sig et �jeblik fra B�nken som i Smerte; nej, nej! og han klyngede sig igjen til sin ydmyge Kj�rlighedsl�ngsel, han sl�ngte sig i Tanken i St�vet for hendes F�dder, hagede sig fast til sin Kj�rligheds Haabl�shed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op for sine �jne, da � stod Marie Grubbe for ham i Grottens hv�lvede Aabning, lys imod M�rket derude.
Hun havde den hele Aften v�ret i en s�lsom lyksalig Stemning; hun f�lte sig saa tryg og sund�og m�gtig; Festens Pragt og Toner, M�ndenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det et Skarlagenst�ppe, bredt ud for hendes Fod at tr�de paa. Thi hun var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skj�nhed. Det var, som sk�d sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hj�rte og blev til Skj�nhedssmil paa hendes L�ber, til Straaleglands i hendes �je og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelm�ttet Ro i hendes Sind, en skyl�s Klarhed over hendes Tanker, en frodig Folden-ud i hendes Sj�l, en salig F�lelse af Magt og Harmoni.
Aldrig havde hun v�ret saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil paa sine L�ber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan stod hun nu i Grottens hv�lvede Aabning, lys imod M�rket derude. Hun saae ned paa Sti H�g og m�dte hans haabl�st beundrende Blik, og hun b�jede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der skj�nker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.
Men saa! saa veg et �jeblik Sikkerheden fra hende, hun r�dmede og slog �jnene ned.
Havde nu Sti H�g grebet til, havde han taget det Kys som mer end en fyrstelig Gave,�han havde mistet hende for bestandig. Men han kn�lede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til sine L�ber, veg saa �rb�digt til Side og hilste hende dybt og �refrygtsfuldt med blottet Hoved og b�jet Nakke. Og hun skred stolt forbi, bort fra Grotten, bort i M�rket.

XII.
I Januar seksten hundrede og fire og treds udn�vntes Ulrik Frederik til Statholder i Norge, og i de f�rste Dage af April samme Aar rejste han derop.
Marie Grubbe fulgte ham.
Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kj�rlighed ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det f�rste Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie �nskede heri for sit Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.
Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid f�rte Navn af: Daasen.
Det var raat og bl�sende Vejr, graat og m�rkt. De tunge T�sneflokke klinede sig op i Hj�rnet af de smaa Ruder og d�kkede fast det halve af det gr�nlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem de h�je Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem og dundred paa Porte og D�re og foer saa pludselig lige op i Luften med en h�s og hundeagtig Tuden. M�gtige Vindpust kom hujende ned over Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som en B�lges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust, der br�lede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den hvidlige Br�nder�g forskr�kket krummede sig som en B�lgekam henimod Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i n�ste Nu hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister i Haandfuldvis lige i H�lene. Og saa begyndte Ilden f�rst rigtig at br�nde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gl�der og Aske og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste Marv, snurred og spandt som en brandr�d Kat og str�g saa med Luer og Flammer polidsk og forn�jet om N�sen paa sortladne Knuder og hedhovede Favnestykker.
R�d og lun og lysende str�mmede den lystige Ilds Aande ud i den lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede Gulv og�jog det fredsommelige Skumringsm�rke foran sig, saa det bange gjemte sig som zittrende Skygger tilh�jre og tilvenstre bag de snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned under den store Dragkiste.
Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig igjen, og M�rket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en Tavle og hvert et Br�dt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskj�ret jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fl�j til alle Sider, og Skj�ret efter det, opad V�gge og opad D�re, helt op over den blanke Messingklinke, � ingensteds var det sikkert; ja, der sad M�rket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Tr�, og Skj�ret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som Hunden ved Tr�ets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler h�jt oppe paa Dragkistens Tag kunde M�rket v�re i Fred, for de r�de Rubinglas, de blaa Pokaler og gr�nne R�mere, alle saa t�ndte de brogede Fyr og hjalp Skj�ret at finde det frem.
Og Bl�sten blev ved derude og M�rket tog til, men derinde, der luede der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun blot nu og�da greb i Str�ngene og fremlokkede et Par klare, l�nge klingende Toner.
Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gj�r Ens Hynde bl�dere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt b�lgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige S�rgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa forn�jeligt fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skj�ret fra Kaminen, omspillet af det r�dlige Lys, og hun sang saa tankel�st velbehageligt, ligesom kj�rtegnende sig selv med sin egen R�st.
Da aabnedes den lave D�r, og Ulrik Frederiks h�je Skikkelse dukkede ind ad den.
Marie holdt straks op med at synge.
�Ah, Madame!� udbr�d Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet han med b�nfaldende Geb�rde traadte hen imod hende, �havde jeg vidst, I vilde lade Eder incommodere af min N�rv�relse�...!�
�Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Dr�mme vaagne.�
�Aimable Dr�mme?� spurgte han og b�jede sig ned over Varmebukken foran Kaminen og varmede sine H�nder paa dens blanke, r�de Kobberkugler.
�Ungdomsdr�mme,� svarede Marie og l�b med Haanden over Luthens Strenge.
�Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!� og han saae smilende paa hende.
Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:
�En kan v�re ret ung og have gamle Dr�mme endda.�
�Hvad her er for en skj�nne Desmerlugt herinde! � men er ellers min Ringhed med i�de�gamle Dr�mme, Madame? � om En t�r sp�rge.�
�Ak nej!�
�Der var dog en Tid�...�
�Blandt alle andre Tider.�
�Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskj�nne Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kj�r. Kan I kuns mindes en M�rkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det var en Bl�st og Sne�...�
�Ret som nu.�
�I sad foran Kaminen�...�
�Ret som nu.�
�Ja, og jeg laa ved Eders F�dder, og Eders kj�re H�nder legte I mit Haar.�
�Ja, den Gang elskede I mig!�
�O, ret som nu! � og I � I b�jede Eder ned over mig, I gr�d, saa Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa �mt og bev�get paa mig, som om I bad en B�n for mig i Eders Hj�rte, og saa paa een Gang, � kan I mindes? � saa bed i mig i Halsen.�
�Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar jeg h�rte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for mine �ren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod�og mine H�nder blev saa kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme�...�
�De grace, Madame!�
�Aa, det er jo kuns d�de Minder om en Amour, som l�ngst er slukket ud.�
�Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end f�r.�
�Nej, den er d�kket til med altfor mange Dages kolde Aske.�
�Men den rejser sig af Asken som den Fugl F�nix, skj�nnere og fyrigere end f�r � sig, gj�r den intet?�
�Nej, Elskov er som en�fin�Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner dens Hj�rte, saa gaar den ud fra Top til Rod.�
�Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om T�rken kommer, saa t�rres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade ud igjen og er saa gr�n og frisk som ingen Tid f�r.�
�Kan h�nde! der er vel mange Slags Elskov til.�
�Det er der, � ja, og vor var just saadan Elskov.�
�At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det, aldrig.�
�Saa har I aldrig elsket.�
�Elsket ikke! nu skal jeg fort�lle Jer, hvor jeg har elsket � Det var paa Frederiksborg�...�
�O, Madame, I er uden Skaansel!�
�Nej, nej, det er slet intet det. � Det var paa Frederiksborg. Ak, I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kj�rlighed til mig var intet n�r som f�r. Ak, som en Moder vaager over sit kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte jeg med Angst og B�velse Eders Kj�rlighed. Og da jeg saae i Eders kolde Blikke, hvor bleg den blev, og f�lte i Eders Kys, hvor svagt dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine. Jeg gr�d for denne Kj�rlighed i lange N�tter, jeg bad for den som for et Hj�rtens dyrebart Barn, der d�r og d�r, Time for Time. Og jeg spejdede efter Hj�lp og efter Raad i min Kvide, efter L�gedom for Eders kranke Kj�rlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for �re, af Elskovsdrikke at v�re, dem blandede jeg med tvivlendes Haab i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for trende voksende Maaner og l�ste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders Sengefj�l, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hj�rter i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kj�rlighed var krank til D�den. � Se, saadan var I elsket!�
�O nej, Marie, min Kj�rlighed er ikke d�d, den er opstanden. H�r mig, Hj�rte! h�r mig, for jeg har v�ret slagen med Blindhed, med daarlig�Vanvittighedssot, men nu, Marie, kn�ler jeg ned for Eders F�dder, og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med B�n. Ak, min Elskov har v�ret som et v�gelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o, giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sv�rger Jer ved Korsens Tr� og Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.�
�Ti, ti, hvad kan det hj�lpe!�
�O, tro mig dog, Marie!�
�Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kj�rlighed er stor og st�rk, men�min! den har I kvalt med egne H�nder, den er et Lig, og hvor h�jt saa Eders Hj�rte raaber, saa vil det aldrig v�kke den op igjen.�
�O jo, Marie! I af Eders Kj�n ... jeg veed, at der er dem iblandt Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han st�der dem bort med sin Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kj�rlighed er fast mod alle Saar.�
�Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg � jeg er et saadant Kvindfolk, skal I vide, men I � er intet af de rette M�nd.�

�Gud holde sin beskj�rmendes Haand over dig, min hj�rtens allerkj�reste S�ster, og v�re�dig en god og rund Givere af hvad som �nskv�rdig er, baade til Liv og Sj�l, det �nsker jeg dig af Hj�rte.
Hj�rtens allerkj�reste S�ster, som er min eneste velmenendes Ven fra B�rnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skj�nne Frugter jeg har af min Oph�jelsesstand, som skal v�re forbandet fra den Dag, den begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns f�rt mig Fortr�d og Tribulats i fulde Skaale.
Ja, var det mig intet en rette Oph�jelse paa bagvendt Vis, som allerkj�reste S�ster nu skal h�re, og som vel hende allerede i mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at S�ster jo af hendes kj�re Mand har fornummet at det, allerede mens vi var paa Sj�lland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid ikke anderledes, thi han har f�rt sig saaledes op imod mig som mestendels er utroligen at fort�lle, men som nok stod til ventendes af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg b�r' til ham for l�nge siden saa ringe Kj�rlighed, at det jo intet skulde v�re nok til at holde en kranker �lling ved Live, og kan han for mig l�be Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde v�re hans �nske, kuns han i Ingenting kommer mig for n�r at f�gte, som han just�netop gj�r, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om han er opt�ndt af Galenskab heller Dj�velen har bes�ttet ham, og det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine Ord og strunke L�fter og vilde, Alting skulde v�re godt igjen os imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at v�re; men da var det, det ret gik an, thi�wenn's de D�wel friert, plejer man sige,�macht er sein H�lle gl�hn, og t�ndte han mig fluks en Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kj�rte herind paa Slottet i Hobevis af l�se Kvindfolk og Skarns Skj�ger, og bev�rtede paa dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der skulde mine kunstig v�vede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter vor sal. Moder, v�re lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og B�nke at brede.
Min hj�rtens allerkj�reste S�ster, jeg vil nu intet tr�tte hende l�nger med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsm�deligt, at saadant Skj�gepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have deres Hud str�gen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa Stadseb�nk i kongelig Majest�ts Statholderes Stue; jeg mener,�det er saa uerh�rt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majest�t til Geh�r, som jeg �nsker af ganske Hj�rte, Liv og Sj�l, da vilde han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet skulde forlystes at h�re paa. Den artigste af hans Streger imod mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kr�mmere, at han skulde komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde have forneden en Tr�je; men han lod svare, om jeg vilde skikke Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde forb�den ham at s�lge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener, han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har f�rt i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet mere for denne Gang. Gud v�re alting befalet, og han sende mig altid gode Bud fra dig.
af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.
Din fuldtro S�ster altid
Marie Grubbe.
  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge H�eghs, Landsdommere paa Laaland, min hj�rte kj�re S�ster huldeligen tilhaande.�
�GUD have hende i sin Forvaring, min allerkj�reste S�ster, nu og altid, det vil jeg �nske hende af et oprigtig Hj�rte, og vil jeg bede for hende den B�n, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og vi sv�mme og bade i idel Elendighed.
Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hj�rte den Spot og Besk�mmelse, hendes Gemal f�rer hende paa, som er en store Uret af kongelig Majest�ts Statholdere at gj�re, som han gj�r. Men v�r dog ikke for hastig, min H�ne, thi hun har Aarsage til Taalmod, som hende er saa h�j en Plads anviset, som ikke var god at gaa Forlis af, og som vel er det v�rd med Uro at bevare, thi om hendes Gemal sv�rmer hen og spilder meget Gods, saa er det af hans eget, han for�der, mens min Slemmere til Mand har sat Veje for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og �der det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi det sidste Aar aldeles ikke have v�ret tilsammens, som GUD have Lov og Tak for, om det maatte�vare ved, saa M. A. K. S. kan skj�nne, at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S. maa t�nke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft igjen, at han ikke s�tter alting paa ublu Skj�ger og Skarns-Folk, og som hans Embed giver ham stor Indt�gt, skal hun ikke lade sit kj�re Hj�rte foruroes af hans bespottelige �dselhed eller af hans Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gj�r nu vel, min H�ne, og have hun mange tusind gode N�tter fra mig,
hendes tro S�ster, mens jeg lever,
Ane Marie Grubbe.
af Vang, 6 Februari 1666.
  A Madame
Madame Gyldenleu, min gode Ven og S�ster, venligen tilskreven.�
�Gud holde sin beskj�rmendes Haand over dig, min hj�rtens allerkj�reste S�ster, og v�re dig en god og rund Givere af hvad som �nskv�rdigt er i alle Maader til Liv og Sj�l, det �nsker jeg dig af ganske Hj�rte.
Hj�rtens allerkj�reste S�ster, man siger vel af Gammelt, at Ingen er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og�Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr. Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som f�r jeg skrev om, det er kuns for B�rnev�rk at regne mod det, som nu gaar an, som er over al Maade; at vide, allerkj�reste S�ster, han har v�ret til Kj�benhavn og, o, ut�nkelig Spot og Besk�mmelse, havde med sig hertil�en af�hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag D�ren at staa; men, hj�rte kj�re S�ster, hun maa nu gj�re mig den Villighed, at hun forh�rer sig om vor kj�re Fader vilde tage sig min Sag an, om jeg r�mmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig paa, er saa ulideligen, at jeg t�nker, jeg kan kuns gj�re Ret, om jeg kaster det af. Det er intet l�nger end som nu, dyre vor Frue Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde l�ses for, svartes mig, at den Kammer og den n�stved, dem vilde hun, Karen,�have, og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som en Kirke, naar Bl�sten staar paa, og fuld af Tr�kvinde, og Gulvet aldeles fr�nnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det saa lang som nogen Fastepr�diken, og om det paa den Vis farer fort, da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud v�re alting befalet og han sende mig altid gode Bud fra dig,
din fuldtro S�ster altid
Marie Grubbe.
af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.
  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti H�eghs, Landsdommere paa Laaland, min hj�rte kj�re S�ster huldeligen tilhaande.�
Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet, som Marie Grubbe var det.
Han var bedre vant i Retning af Udsv�velser. Det var kun tarvelige Svirebr�dre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres Soldaterskj�ger var heller ikke til at holde det ud med ret l�nge. Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.
Det var i �rgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort disse Folk til sit Selskab;�saa havde det en Stund moret ham, men ikke l�nge, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og n�sten ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger over ham, saa tr�ngte han til at bilde sig selv ind, at det havde v�ret n�dvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det, og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe Marie Grubbe til at fortryde sin Opf�rsel og f�re hende angrende tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gj�re hende Livet saa ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes St�dighed; for at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han f�lte sig overbevist om, at hun i sit Hj�rte l�ngtes efter at kaste sig i hans Arme, men at hun, da hun m�rkede, at hans Kj�rlighed var kaldt til Live igjen, saae, at hun kunde faa H�vn over ham for hans Frafald ... og han undte hende denne H�vn, han kunde godt lide, hun vilde h�vne sig, men hun trak det for l�nge ud, det blev ham altfor langvarigt her i dette barbariske Norge.
Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kj�benhavn, men paa den ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den anden var Skinsyge en m�gtig Allieret,�og Marie Grubbe�havde�v�ret skinsyg paa Karen, det vidste han.
Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kj�rlighed voksede med hans Tvivl.
Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Sp�nding over Forholdet.
Det var med �ngsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede sp�ndt paa et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette Vej, men der skete intet.
Jo endelig.
Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde tilf�jet hende en us�dvanlig n�rgaaende Forn�rmelse, en god, st�rk L�dert�mme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor Karen just sov sin Middagss�vn, lukkede D�rene til indenfra og gav den forf�rdede Skj�ge et godt Livfuld Hug af den tunge T�mme og gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de maall�se Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.
Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, f�rst langt ud paa Eftermiddagen�h�rte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.
Hun l�b ned imod ham, men han sk�d hende lempeligt, men bestemt til Side, og gik lige op til Marie Grubbe.
D�ren stod paa Klem � saa var hun vel ikke derinde.
Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der, hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles �dru.
I en gul og gylden Str�m stod Lyset fra den synkende Septembersol ind i Kammeret og h�ved de fattige Farver derinde til Glands og Herlighed; de kalkede V�gge fik Svaners Hvidhed, det brunede Tr�loft Malmens Gl�d, og det falmende Sengeomh�ng blev vinr�de Folder og purpurne L�g. Der var bl�ndende lyst; selv det, der var i Skygge, det lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af l�vgult Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed hendes hvide Pande; men at �jne og Mund var dybt i Skygge, det voldte et gulnende �bletr�, der holdt sine abbildr�dmende Grene fristende op for Ruden.
Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med H�nderne foldede i Skj�det.
Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen�til Marie, og Glorien svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.
Han betragtede hende n�je.
Hun var blegere end f�r. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der, med Hovedet b�jet tilbage, med letadskilte L�ber og med den hvide Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af Halsen, lige under det brune, lille Moderm�rke. Han fulgte Skulderens faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den hvide, hvilende Haand. � Og den var hans. � Han saae, hvordan den knyttede de trinde Fingre om den brune T�mme, og hvordan Armen i dens hvide, aarel�bne Former blev fast og blank, blev slap med mattet Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede L�ber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med T�mmesv�ben. � Og hun var hans. � Han havde v�ret ond og str�ng og grusom, han havde ladet disse kj�re H�nder vride sig i Kvide og disse r�de L�ber aabne sig i Klage.
Hans �jne fik en fugtig Glands imens han t�nkte saa, og han f�lte sig gjennemtr�ngt af hele en drukken Mands letvakte, bl�de Medlidenhed, og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken F�lsomhed, til Solens rige Lysstr�m var t�ret ind til en tynd, lille, blinkende Traad, h�jt mellem Loftets m�rke Bj�lker.
Da vaagnede Marie Grubbe.
�Jer!� n�sten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa Stolen tumlede henad Gulvet.
�Marie!� sagde Ulrik Frederik saa �mt, som han formaaede, og strakte b�nfaldende H�nderne ud imod hende.
�Hvad vil I? � I vil vel klage for de Hug, Eders Skj�ge bekom?�
�Nej, nej, Marie, lad os v�re Venner, gode Venner!�
�I er drukken,� sagde hun koldt og vendte sig fra ham.
�Ja, Marie, af Kj�rlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes drukken af din Dejlighed, min Hj�rtens Dukke.�
�Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget Andre for mig.�
�Marie, Marie, v�r nu intet iversyg!�
Hun gjorde en haanlig afvisende Bev�gelse.
�Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den Ridet�mme, du veed ... men lad nu hele det skidne Sl�ng v�re glemt og d�dt og Dj�velen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med mig, som jeg har leget den trol�se Gast med dig, med al denne Slemmen og Bolen paa Skr�mt. Vi gj�r jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf, for det kunde v�re en Himmerigs Sal. � Du skal faa din Villie i hvad du vil; vil du sv�ve i Silke, saa tykt som Camelot,�vil du have Perler i Str�nge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe og Gyldenstyksstoffer i hele V�ve, og Fjer og Stene, hvad du kuns vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.�
Han vilde l�gge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om Haandleddet og holdt ham ud fra sig.
�Ulrik Frederik,� sagde hun, �skal jeg sige dig en Ting? � Om du kunde sv�be din Kj�rlighed i Sindal og Maar, om du kunde kl�de den i Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den sk�re Demant, jeg vilde kaste den fra mig som Skarn og Dr�k, for jeg agter den ringer' end den Jord, som jeg tr�der med min Fod. Der er intet en Dryp af mit Blod, der er dig god, intet en Tr�vl af mit Kj�d, den jo st�der dig v�k, � h�rer du! der er intet en Vraa i min Sj�l, du jo kaldes med Navne. � Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde l�se din Krop af en Helsots Pine eller din Sj�l af Helvedes N�d ved at blive som Din, jeg gjorde det intet.�
�Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!�
�Nej og nej og mer' end nej!�
�Saa ud, ud! bort fra mit �jesyn i Helvedes forbandede Navn.�
Han var hvid som en V�g og rystede paa alle Lemmer. M�let var h�st og ukjendeligt og han f�gtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.
�Tag din Fod af min Vej! tag din � tag din � tag din Fod af min Vej, eller jeg fl�kker din Stj�rn, der er Dr�bningsblod oppe og r�dt for mit Syn. � Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til Gef�hrt[9]! Ud ...�
Marie saae en Stund forf�rdet paa ham, saa l�b hun, hvad hun kunde, ud af Stuen, bort fra Slottet.
Som hun slog D�ren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, fl�ngede det m�re Omh�ng af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem og tilbage i V�relset; saa sank han ned paa Gulvet og kr�b omkring paa sine Kn�, hv�sende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer tilblods. Omsider tr�ttedes han, kr�b hen til Sengen og kastede sig i den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med �mme Navne og gr�d og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kj�lede han for hende, med blid og sagte R�st.
Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor Betaling at sejle sig til Danmark.
N�ste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage efter rejste han til Kj�benhavn.

XIII.
En skj�nne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenl�ve kj�re ind paa Tjele.
Han skj�nnede straks, at der var noget Galt paaf�rde, som hun saadan kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide, hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen, han b�d hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende D�ren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
Men da han fik sovet paa det, blev han mere omg�ngelig, ja han behandlede endog sin Datter med en n�sten respektfuld Kj�rlighed, og der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale. Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen Ulykke skeet; der havde vel v�ret en lille Uenighed mellem de unge �gtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenl�ve, og Sagen maatte uden stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke h�re et Ord om Forsoning, men det vilde n�sten v�re urimeligt at vente andet, lige i�den f�rste Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare �mme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen V�gt paa; der vilde Tiden hj�lpe, det var han overbevist om.
Der var desuden en Omst�ndighed af hvilken han lovede sig en ikke ringe Bistand. Marie var jo kommen n�sten n�gen fra Aggershus uden Kl�der og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde l�rt at anse for dagligdags, og selv den j�vne Kost paa Tjele, den ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende til at l�nges efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde Ulrik Frederik, han v�re nu saa vred han vilde, vanskelig t�nke paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.
Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes Ensformighed og deres fuldst�ndige Mangel paa Begivenheder var noget Nyt for hende, og hun n�d det med et dr�mmende, passivt Velbehag.
Naar hun t�nkte paa Fortiden, kom den hende for som en tr�ttende K�mpen og Bryden, en rastl�s Tr�ngen sig frem uden Maal, lysnet af et sk�rende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en�utaalelig, bed�vende Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed og Ro, af uforstyrret Hvile i velgj�rende Skygge, i s�d og venlig Tavshed; og hun yndede at forh�je sit Tilflugtssteds Fred ved at t�nke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og tr�ngtes de endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i hendes yndigt dunkle Ensomhed.
Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden d�d og Skyggen m�rk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage hen og bo paa sin Gemals Slot, Kal�, og han udviklede for hende, at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig underholde af Kal� Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et �g, holde stort Tjenerskab og f�re sig op med Pragt og Bekostning, langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde T�nder Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde d� fra hende, aabenbarlig t�nkt paa Kal� Gods, som netop var de tusinde T�nder og som tilskj�dedes�Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkes�de tilt�nkte Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun l�rte det at kjende og at Ulrik Frederik v�nnede sig til at vide det i hendes Besiddelse, desto lettere vilde han maaske afstaa det.
Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i Folks �jne at gj�re Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde mindre end det var; desuden var det jo altid en Tiln�rmelse, og man vidste aldrig, hvad den kunde f�re til.
Marie rejste da til Kal�, men kom ikke til at leve der som hun havde t�nkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenl�ve, men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kal� var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele, saa Marie var neppe blevet der l�nge, hvis hun ikke havde faaet en Gj�st, der snart skulde blive hende mere end en Gj�st.
Hans Navn var Sti H�g.
Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte t�nkt paa denne sin Svoger og altid med en F�lelse af inderlig Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus�var bleven kr�nket eller saaret s�rlig f�leligt, havde det v�ret hende en Tr�st at mindes Stis �rb�dige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans V�sen var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabl�shed i hans Miner, den samme ydmyge Beundring i hans Blik.
Mere end to�tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kal�, saa tog han en otte Dages Tid paa Bes�g i Omegnen, og Marie l�rte at l�nges efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.
�Madame!� spurgte Sti H�g en Dag, �er det Eders Agt at vende tilbage til Hans Exellence, om han gj�r Eder fuld og rundelig Afbigt?�
�Om han saa kom krybendes hertil paa sine Kn�,� svarede hun, �vilde jeg st�de ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hj�rte, for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een �rlig, varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skj�ge, ret en forfulet, forbandet Skj�ge, og intet en Mand; han har en Skj�ges tomme, trol�se �jne og en Skj�ges sj�ll�se, klamme Begj�r. Aldrigen har en �rlig, blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hj�rtebaaret Ord raabet fra hans L�ber. Jeg hader ham, Sti, for jeg f�ler mig som besudlet af hans listende H�nder og hans skj�geagtige Ord.�
�I vil da andrage paa Separation, Madame?�
Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde v�ret hendes Fader med, vilde den Sag sikkert alt v�re vidt fremmet, men han forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa i Lave, men det vilde det aldrig.
De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig vilde gj�re Fordring paa Kal�.
Det syntes Sti H�g var ilde bet�nkt. Han havde i sine Tanker viist hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi h�jere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet, for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og saa forrejse Landet og aldrig s�tte sine F�dder der mere; thi med hendes Skj�nhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes fager Skj�bne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel og fattige Kontrafej af et Hof.
Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kal�s Ensomhed var saa god en Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den Fjortendes rige og pr�gtige Hof, at Marie fuldst�ndig�f�ngsledes deraf og i den n�rmest f�lgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen for alle sine Dr�mme.
Sti H�g var endnu lige saa betagen af Kj�rlighed til Marie Grubbe som f�r, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke bedende eller b�nfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage, tvertimod, fuldst�ndig haabl�st, altid foruds�ttende Umuligheden af, at hun kunde gjengj�lde den eller komme til at gjengj�lde den. I Begyndelsen h�rte Marie disse Yttringer med en �ngstelig Forbavselse, men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse haabl�se Reflektioner over en Kj�rlighed, hvis Kilde hun selv var, og det var ikke uden en vis berusende Magtf�lelse, at hun h�rte sig gjort til Livs og D�ds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti H�gs. Alligevel varede det ikke l�nge, inden det Modl�se i Stis Ord vakte en F�lelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp, fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro ved at for h�jt var for h�jt, bragte hende til at tvivle, just ikke om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte st�rkere end han f�lte, thi denne haabl�se Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede �jnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig et Billede�af Sti H�g som en oversp�ndt Natur, der, ved ligesom evindeligen at gaa og overbef�le sig selv, var kommen til at tro sig rigere og st�rre og meget betydeligere, end han var, og som nu, da ingen Virkelighed bekr�ftede denne Forestilling, gik og l�j sig ind i store Stemninger og st�rke Lidenskaber, der kun var f�dte i fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hj�rne. Og de sidste Ord, hun nu for l�ngere Tid h�rte af hans Mund, hun tog nemlig paa sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, tjente kun til at bef�ste hende i den Tro, at Billedet var ham i Alting ligt.
Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: �det er en sort Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kal�dage er forbi, og jeg vil l�nges i Kval og i Pine og s�rge som En, der har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og Forl�ngsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var skj�llig Aarsag til at tro, at I havde mig kj�r og jeg troede derpaa, da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gj�re mig til. Kan h�nde det v�kked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge deres V�ldigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er t�rstig for Daad og br�ndendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gj�re mit Navn ber�mmeligt og herligt. Men det er lige let at t�nke, at slig�un�vnelig Lykke vilde sp�nde af hver h�jsp�ndt Str�ng, tage M�let fra hvert raabendes Krav og d�ve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua�...�
Det var rimeligt, Marie t�nkte, som hun t�nkte, og hun indsaae, at det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.
Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe �nskede denne Venden tilbage, fordi han var bange for, at Sti H�g skulde faa hende til at tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden vilde han pr�ve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at gj�re hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved �gteskabet blev staaende ved Magt.
Dette viste sig imidlertid at v�re frugtesl�st, men ikke desto mindre vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han �nskede at holde det hen i det Uvisse, saal�nge det var muligt, thi enhver af Skilsmissen n�dvendig f�lgende Formuesafstaaelse var ham s�rdeles ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandf�rdighed var altfor vel bekjendt.
Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved l�nge, og han skrev nu fra Kj�benhavn til sin�Ridefoged paa Kal�, Johan Utrecht et Brev, hvori han paab�d ham i al Hemmelighed at forvisse sig om, hvorvidt Madame Gyldenl�ve vilde m�des med ham paa Kal� Slot, uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet i Marts, Niogtreds.
Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig, vilde han straks tage hende med sig til�Aggershus, men hvis ikke, da ventede han ved L�ftet om at virke for en �jeblikkelig Separation, at skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.
Men Marie Grubbe afviste M�det, og Ulrik Frederik rejste med uforrettet Sag til Norge.
Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den Tredies D�d, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle; thi Kong Frederik havde altid sat sin S�n Ulrik Frederik saa h�jt og havt en saa blind Kj�rlighed til ham, at han i en Sag som denne vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det at vente, at det vilde v�re anderledes, thi vel var han og Ulrik Frederik Hj�rtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbr�dre, men det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen, thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere begavede og langt anseeligere Halvbroder,�desuden holdt unge Fyrster af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sj�lden i deres iltre Retf�rdighedsf�lelse uretf�rdige imod dem, Almenheden kunde tro, de netop vilde tage under deres Beskj�rmelse. Det blev da nu derfor bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til Kj�benhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede Rigsdaler af Johan Utrecht til at kj�be S�rgekl�der for, at hun kunde vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at rejse uden S�rgekl�der, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.
Sidst i Maj kom de til Kj�benhavn, og da et M�de mellem Fader og Svigers�n intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot, Besk�mmelse og Van�re hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede i S�en, eftersom der da var en br�ndendes Fejde mellem Holland og England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men det var en uh�rt Besk�mmelse, der var overgaaet hende, og han havde nu mange�Gange med Skrivelser, B�n og gr�dendes Taarer bes�gt sin h�je, h�jt�rede S�n, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den Sag vilde sig bet�nke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende, hvorfor �gteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde f�rt i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kj�be S�rgekl�der for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtl�ftig at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majest�t, deres allernaadigste Arveherre og Konges medf�dte Naade og Mildhed med deres allerunderdanigste B�n og Supplicering om, at hans Majest�t for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans h�je Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for hendes store Elendigheds og Besk�mmelses Skyld og naadigst lade sig behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at �gtefolk maa skilles ad, hvad han aldrig skulde kunne gj�re, eller ogsaa tog hende til sig igjen, hvorved fremmedes Guds �re, idet �gteskab holdtes udi den Agt, som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store Synder bortjagedes, og en Sj�l befriedes fra Ford�mmelse.
Marie vilde f�rst aldeles ikke s�tte sit Navn�under denne Supplike, da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan det saa end skulde gaa.�Men Faderen forsikkrede hende, at det var kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage hende til sig igjen, thi han�vilde�nu have Skilsmisse for enhver Pris, og den Maade, B�nskriftet var affattet paa, tvang ham til at begj�re det, og det vilde s�tte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun f�jede endog paa�Faderens�Opfordring og efter hans Udkast f�lgende Efterskrift til Suppliken:
�Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majest�t,�men�jeg Elendige har ikke de Kl�der, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hj�lp mig Elendige til Rette. Gud vil det bel�nne.
Marie Grubbe.�
Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik�hun, ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat Skrivelse i H�nde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor st�rkt hun afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun l�ngtes efter Skilsmisse og hvor n�digt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuesp�rgsmaalet skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik Frederik�vilde�skilles.�Hans Stilling ved Hoffet var en anden som Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingss�n. Det var nu ikke nok at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre Hoffets M�nd om �re og L�n. At have en Sag som den foreliggende verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde v�re langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et nyt og bedre bet�nkt �gteskab at s�ge Erstatning for det, Skilsmissen kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse, han havde, til at naa dette Maal.
Kongen lod straks Sagen forel�gge Konsistorium, at det derover kunde afgive sin Bet�nkning, og denne var saaledes, at �gteskabet ved H�jesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds erkl�redes for oph�vet, saaledes at begge Parter havde Lov til at gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al den �vrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar, tilskrev han straks sin Halvs�ster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens Gemalinde, om sit �gteskabs Opl�sning og spurgte hende, om hun vilde vise ham saamegen s�sterlig Kj�rlighed, at han turde hengive sig til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige H�nder.

XIV.
Marie Grubbe havde aldrig f�r havt Penge at raade over, og derfor syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i H�nde, at hendes Magt og Evne var uden Gr�ndser. Ja, det var hende, som om selve Vidunderlighedens �nskekvist var lagt i hendes Haand, og hun l�ngtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle Jordens Herligheder hen for sine F�dder.
Hendes n�rmeste �nske var at v�re langt borte fra Kj�benhavns Taarne og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun da Kvisten f�rste Gang, og paa Hjul og Kj�l over Vand og Vej f�rtes hun bort fra Sj�lland, ned gjennem Jylland og Slesvig til L�becks By. Hendes hele F�lge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin Faster til at overlade sig, og saa en Kj�bmandskusk fra Aarhus, thi f�rst i L�beck skulde de egenlige Rejseforberedelser tr�ffes.
Det var Sti H�g, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og s�ge�sin Lykke ude og havde tilbudt sig at v�re hendes Rejsemarskalk. Han kom nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kj�benhavn, til L�beck en fjorten Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gj�re sig nyttig ved at tr�ffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse gjorde n�dvendig.
I sit stille Sind havde Marie egenlig t�nkt at v�re en Velgj�rer for den stakkels Sti H�g, ved med sine rige Midler at lette ham Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det skulde vise sig, om en anden Kilde vilde v�lde for ham. Hun blev derfor, da den stakkels Sti H�g kom, forbavset ved at finde ham kl�dt med megen Pragt, udm�rket bereden og ledsaget af tvende statelige Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung ingenlunde tr�ngte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at v�re foregaaet i hans Sind, han var livlig og n�sten munter, og mens han f�r saae ud, som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den anden Halvdel i Vente. Der havde v�ret Noget af en plukket Fugl ved ham f�r, nu ligned han mest en �rn med brusende Fjer og skarpe �jne, der talte om endnu skarpere Kl�r.
Marie t�nkte f�rst, at det var Gl�den over at kunne kaste alle Fortidens Bekymringer bagved�sig og Haabet om at vinde en Fremtid, der var v�rd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da han havde v�ret der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine elskovssyge, modl�se Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i F�lelsen af sejersstolt at kunne s�tte sin H�l paa Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og st�rk og sin Skj�bnes Herre, og hun blev ganske nysgj�rrig efter at faa at vide, om hun havde gj�ttet ret, og hun t�nkte ved sig selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti H�g, jo mindre kjendte hun ham.
En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes Formodning.
Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes i alle L�beckerhuse og som baade var Gang og Dagligstue, Tumleplads for B�rnene og Scenen for de fleste Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Gr�ntkammer. Det Rum, de gik i, blev imidlertid n�rmest kun brugt i de mildere Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle tunge Tr�stole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet lange Fj�lhylder op, hvor Hvidkaal laa i gr�nne Rader over r�de Dynger af Guler�dder og strittende Peberrodsbundter.
Porten stod paa vidt Gab ud til den v�deblanke�Gade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende Str�mme.
Baade Marie Grubbe og Lucie var kl�dte paa til at gaa ud, den Ene i en skindbr�mmet Kl�deskaabe, den Anden i et Slag af brungraat Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage over det r�de Murstensgulv, med smaa trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde F�dderne varme.
�Skulde det nu ogsaa v�re en rigtig sikker Ledsagere, I tror?� spurgte Lucie.
�Sti H�g? � ja, ja er han da saa, skulde jeg t�nke. Hvad mener du med det?�
�Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.�
�Hvad!�
�Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed, han har det Ord paa sig, at hans Hj�rte er gjort af saa gl�dendes Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et Skj�rt, der vifter til.�
�Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?�
�Men Herregud, har I da aldrig h�rt�det�f�r? Jeres egen Svoger! � Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt�v�re falden paa at fort�lle Jer, at der er syv Dage i en Uge.�
�Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk Vin til Morgenkost?�
�Ja, een af os, lader det til. � Sig mig: Ermegaard Lynow, har I aldrig h�rt det Navn f�r?�
�Nej!�
�Saa sp�rg Sti H�g, om han skulde h�ndes at kjende det, og n�vn saa med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og Lene Poppings om I vil, det var jo t�nkeligen, han kunde tr�ffe til at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.�
Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae l�nge vist ud paa Regnvejret. �Veed du kanh�nde�, sagde hun saa og begyndte at gaa igjen, �veed du kanh�nde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?�
�Det skulde En n�sten vente sig.�
�Om Ermegaard Lynow?�
�Jo besynderlig om hende.�
�Hvad da?�
�Aa det var med en af de H�ger, Sti tror jeg han hed, en h�j, r�dhaaret, bleg�....�
�Tak, det veed jeg nu just saa lige.�
�Veed I ogsaa det med Forgiften?�
�Nej, nej!�
�Eller Brevet da?�
�Naa, fort�l!�
�Hu, det er saa en grimme Fort�lling den.�
�Naa!�
�Jo, den H�g han var nok gode Venner, det var da f�rend som han blev gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde det l�ngste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast tr�de i det, og hun var saa hvid og r�d, ret en Dejligheds Dukkebarn var hun, men han var saa haard og b�s mod hende, sagde de, som var hun en ops�tsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet hende blaa og gr�n, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset ham for det, huha, det er ligeud grim at t�nke paa, som en Mennesk' kan v�re, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun gr�mmed' sig og s�rged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det l�nger ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti H�g ride Gaarden forbi og var rendt ud efter ham og havde l�bet en Mil Side om Side med hans Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde ville h�re paa hendes B�nner og Begr�delser, men bare red haardt til og bort fra hende. Det kunde hun intet b�re og saa tog hun dr�bendes Forgift ind og skrev saa til Sti�H�g, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu skulde hun aldrig v�re ham til Hinder mere, blot hun maatte se ham engang inden hun d�de.�
�Og saa?�
�Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den ledeste Krop og Sj�l som nogen Helvedes Pine kan vente paa; � saa skrev han tilbages � ja, saadan var det, han skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde gj�re hende frisk igjen, det var hans Kj�rlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han havde h�rt at Melk og Hvidl�g skulde ogsaa v�re godt, og det vilde han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad t�nker I? kan der nu v�re Noget mer skammeligt til end som det?�
�Og Jomfru Ermegaard?�
�Jomfru Ermegaard?�
�Ja vist.�
�Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok til at d� af, men hun blev saa krank og ilde, at hun n�r aldrig var kommen til Helsen igjen.�
�Det bitte Lam,� sagde Marie og lo.

N�sten hver Dag i den nu paaf�lgende Tid hidf�rte en eller anden lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti H�g og derved ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Dr�mmer, af den Omsigt og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og Vanskeligheder, Rejsen fremb�d, og det var ligeledes let at blive klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de ypperste af de Adelsm�nd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen, kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa, hvor st�rkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenh�ng der var i Menneskets V�sen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddel�s og famlende og ganske i Tilf�ldets Vold det, der var �delt og det, der var lavt, br�des i Ens Sj�l, den Veltalenhed, hvormed han s�gte at gj�re hende dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro at sj�ldnere Gaver og m�gtigere Kr�fter vare blevne ham til Del end der ellers faldt i D�deliges Lod, og hun b�jede sig i Beundring, ja n�sten i Tilbedelse for den V�ldigheds Magt hun anede; men dog var der med alt dette i hendes Sj�l en stille, lurende, stadigt hviskende Tvivl, der aldrig fik M�le i udt�nkte Tanker, men kun i dunkel, instinktm�ssig F�lelse r�rtes af Frygt for at Magten var en Magt, der trued og�rased, der �nsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig greb til.

I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et gammelt Krosted, og her var Marie og hendes F�lge, et Par Timer efter at Solen var gaaet ned, taget ind.
Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene, sad Sti H�g, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske Adelsm�nd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille r�dmalet Bord foran den store Bil�ggerovn i Kroens Skj�nkestue.
Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen st�ttet mod Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en B�nk og strikkede og saae til.
Paa Herskabsbordet stod der et T�llelys i en gul Leerstage og spredte sit s�vnige Skj�r over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet i den R�kke Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti H�g en st�rre, medens de to Oldenborgere vare f�lles om en m�gtig Tr�stob med �l, der stadig t�mtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og drev paa en Gaaseb�nk inderst i Stuen.
Baade Marie og Sti H�g havde helst trukket�sig tilbage til deres Kamre, thi de to Landadelsm�nd var ikke noget muntert Selskab; og de havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke v�ret saa isnende kolde og Ulemperne ved at opvarme dem endnu v�rre end Kulden, hvad de havde erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; T�rvene var nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Gl�d.
Oldenborgerne var ikke muntre, for de skj�nnede nok de var i fint Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent som det stod i deres Magt, men efterhaanden som �llet fik mere og mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv, slappere og slappere, ja, ganske l�st. Deres Sprog fik et endnu mere lokalt Anstr�g end f�r, deres Skj�mt blev massivere og deres Sp�rgsmaal nok saa n�rgaaende.
Som nu Sp�gen voksede i Plumphed og Uh�viskhed, begyndte Marie at blive urolig i S�det, og Sti H�gs �jne spurgte over Bordet om de skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa ham, men dette �ggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skj�mt i endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
Netop i det �jeblik n�rmede Lucie sig Bordet med sit Strikket�j for at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit Skj�d og trykkede et forsvarligt Sm�kkys paa hendes L�ber.
Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie Grubbes Hals.
I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han sank over mod Bil�ggeren med et dybt Grynt.
I n�ste Sekund var Sti og den M�rke ude midt paa Gulvet, og Marie og hendes Pige flygtet hen i et Hj�rne.
Karlen paa Gaaseb�nken sprang op, gav et Br�l fra sig ud ad Stuens ene D�r, l�b selv hen til den anden og gav sig til at st�nge den med en alenlang Jernbom, samtidig h�rtes en Slaa sm�kke for Husets Bagd�r. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal, at st�nge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage Del i Striden og saaledes give den st�rre Udstr�kning end n�dvendigt, men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar St�ngselen var bes�rget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting saae, kunde heller Ingenting forklare.
Der var ingen af de K�mpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde kun N�verne at j�vne Sagen med. Og der stod de, Sti og den�M�rke og bandte og br�des. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i sejge, modstridende Vendinger og t�rned hinanden opad D�re og V�gge; de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, b�jed og vred sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig tumled de om paa Gulvet; Sti var �verst og havde lige et Par Gange hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han f�lte to kraftige H�nder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der var kommen til sig selv igjen.
Sti var ved at kv�les, Luften ralled i hans Strube, det sortned for hans �jne, og hans Lemmer lammedes. Den M�rke slog sine Ben om ham og trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde H�nderne om hans Hals og Kn�ene i hans Sider.
Marie skreg og vilde ile til Hj�lp, men Lucie havde slynget sine Arme om hende i et n�sten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.
Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med en sidste Kraftanstr�ngelse forover, saa den M�rkes Baghoved hamrede ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han v�lted til Jorden, b�jed sig dern�st rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i Hj�rtekulen, saa han n�sten segned; men saa greb han med den ene Haand om Anklen den Fod, derhavde ramt ham, og med den anden Haand fik han Hold i St�vleskaftet lige neden til Kn�et, l�ftede saaledes Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremsp�ndte Laar, saa Knoglerne br�des i St�vlen og den Lyse besvimet sank hen. Den M�rke, som laa og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udst�dte, da han saae dette, et saa vaandefuldt Vr�l, som havde det v�ret ham selv, det gik udover, og kravled i Skjul under B�nken oppe ved Vinduet, og dermed var det Slagsmaal da forbi.
Men den Vildskab, Sti H�g ved denne Lejlighed havde viist at der boede i hans Sind, havde en m�gtig, forunderlig Indflydelse paa Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til sig selv, at hun elskede ham, og da Sti H�g i de paaf�lgende Dage havde lagt M�rke til, at der var Noget i hendes Blik og Adf�rd, der tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kj�rlighed, fik han det Svar, han �nskede.

XV.
Nu i Paris.
Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kj�rlighedspagt, der saa brat blev sluttet, var l�snet og braadnet en Stund forinden, og Marie Grubbe og Sti H�g er langsomt gledne fra hinanden.
De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem; der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedv�rdigelse og Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i at t�ve.
I det er deres Sind ens.
Men i deres Maade at b�re deres Kummer paa er de yderst forskjellige. Thi mens Sti H�g i haabl�s Kvide, sl�vet af selve Smerten mod Smertens hvasseste Braad, s�rger og s�rger i magtl�s Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit snevre Bur, saa er Marie n�rmere at ligne ved et Dyr, der har revet sig l�s og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt, dreven fremad og fremad, i�vanvittig Frygt, af L�nken, der klirrende sl�ber i dens Spor.
Hun vilde glemme.
Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og R�gt l�gger ikke en Tomme til dens V�kst.
Hun �ste ud af sit Guld med fulde H�nder og kj�bte sig Pragt; hun greb hver Nydelses B�ger, som Guld kunde kj�be, som Aand og Skj�nhed og Rang kunde kj�be, men det var Alt forgj�ves.
Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri hende fra den. Havde det at skilles fra Sti H�g kunnet frembringe, ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde v�ret gjort for l�nge siden, men det var ligegyldigt, ganske det Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om Lindring i det, ligesaa godt f�lges ad som skilles, deri var der ingen Redning.
Men de skiltes alligevel, og det var Sti H�g, der foreslog det.
De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det forreste af de pragtfulde V�relser, de havde lejet af Isabel Gilles, V�rtinden i�la croix de fer.
Marie var der, og hun sad og gr�d.
Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af Stuen.
Det var saa tungt at se hende gr�de og vide, at hvert tr�stende Ord fra Ens L�ber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde gj�re Sorgen mere bitter og Graaden st�rkere.
Han gik hen imod hende.
�Marie,� sagde han sagte og tonl�st, �lad os endnu en Gang ret rigtigen tales ved og saa skilles.�
�Ja, hvad kan det nytte?�
�Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke Skarer.�
�Ja Gr�dedage og Taaren�tter i en hel og ubrydelig Kj�de.�
�Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem, som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa smerteligen haardt.�
�De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.�
�Saa st�d da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere; sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kj�rlighed til mig, laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sj�l! Og gj�r mig saa til Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsm�deligste, du veed af at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi du�har�Ret,�har�Ret, saa pinendes, som det er at sige. For h�r, Marie,�h�r, og tro det om du kan: endog jeg veed, du r�ddes, ved dig selv, for du har v�ret min, og sygner i din Sj�l hver Gang du t�nker derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog � jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.�
�Nej, fy for Skam Sti H�g, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa r�ddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesj�l du er, den krybendes Maddikeorm, som tr�des og stinger dog intet? Om du vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og st�rk, du som er saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som l�j om en Magt, du aldrig ejed', som raabte om en Sj�l, der var Alt, hvad din aldrig var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev din Stolthed af?�
�Ret og Retf�rdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet mere, thi jeg har v�ret lidet bedre end en Falsknere imod dig. � Marie, jeg har aldrig troet paa din Kj�rlighed til mig, nej, aldrig, end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sj�l. Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge Tvivlens m�rke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de kolde �jne og alle mine Dr�mmes rige, ranke Haab, dem bl�ste den�bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede mig, Marie, og dog greb jeg din Kj�rligheds Skat med baade H�nder og al min Sj�l, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som en R�ver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud af hans kj�rt belastede H�nder. For�den�vil komme en Gang, Marie, som er din Kj�rlighed v�rd eller som du tror den v�rd, og han vil intet tvivle, intet trygle eller skj�lve, han vil b�je dig som l�digt Guld i sin Haand og s�tte sin Fod paa din Villie, og du vil v�re ham f�lgagtig i Ydmyghed og Gl�de; men det er intet fordi han elsker dig mere end som jeg, for det kan intet v�re, men for han mer har Tro til sig selv og mindre �je for dit uskaterlige V�rd, Marie.�
�Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti H�g, men det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just som B�rn, der faar et Spillev�rk til Givendes; istedenfor at lege med det og forn�jes ved det, har de ingen Ro, f�r de faar seet hvad der er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens T�mmer op i Tankespaaner tilhobe.�
�Farvel, Marie.�
�Far vel, Sti H�g, det Bedste I kan.�
�Tak � Tak � det maa saa v�re � men jeg beder om en Ting.�
�Nu.�
�Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet skal faa det at h�re, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik Magt til at holde mig fra at f�lge Jer efter.�
Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.
�Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.�
Saa gik han.

En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys t�vende tr�kker sig bort fra h�je Gavles ensomt blinkende Ruder, dv�ler paa Kirkens Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse deroppe, l�ses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har l�ftet sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune H�jes langeligt rundede Liniers Drag.
I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver i Flodens blanke, lydl�st rindende Vande, og Blad fra Pil og L�n og Hyld og Rose l�sner sig ud af det gule L�vhang, flagrer imod Vandet i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i M�rket under tunge, lave Broer, rundt om fugtsorte Tr�p�le, fanger et Glimt fra de gl�dende Kul i den r�dtoplyste�Smedie, hvirvles omkring af den rustr�de Str�m fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og l�kke Baade, imellem s�nkede Kar og dyndede Risgj�rders druknende Fletv�rk.
En blaalig D�mring breder sit gjennemsigtige M�rke over Torve og aabne Pladser, hvor Vandet sl�ret blinker, mens det str�mmer fra vaade Slangesnuder og drypskj�ggede Dragemunde i Vandspringenes fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det mumler blidt og risler koldt, det bobler d�mpet og drypper skarpt og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende Kummebassins m�rke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder, stirrer et andet M�rke ud i M�rket.
Saa kommer Maanen frem og kaster S�lvskj�r over Tag og Tinder og deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bj�lkehoved, hvert et sn�rklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gel�nder, bliver tegnet af paa Mur og V�g. Alt skj�res ud i skarpe, sorte Former, de kunstigt brudte Stenm�nstre over Kirkernes D�rgab, St. Georg med hans Landse hist paa Husets Hj�rne og Blomsten med dens Blade her i Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.
En saadan Aften var det nu i N�rnberg, og�i den stejle Gade op til Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde denne samme Aften.
De sad ved Bordet, og de var Alle m�tte, lystige og drukne. Paa En n�r var de alle �ldre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det, gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges, hvidt og r�dt, og �jnene var store, blaa og stille.
Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, � for bayrisch Wald der var han fra.
De talte om Kvindeskj�nhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden af Skj�nheder med hvilke de, der nu bar Skj�nheds Navn, slet ingen Sammenligning kunde taale.
�Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?� sagde en r�dmusset Tyksak med smaa, bitte, funklende �jne, �hvem har seet Dorothea v. Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var r�d som en Rose og hvid som et Lam, hun kunde sp�nde med sine H�nder om sit Liv og en Tomme til, og hun kunde tr�de paa L�rke�g uden de gik istykker, saa let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der�sejler paa en Dam og fast som nogen Raa, der springer i en Skov.�
Saa drak de paa det.
�Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!� raabte en lang, gammel Knark for Enden af Bordet, �men Verden bliver grimmere Dag for Dag. Vi kan se det paa os selv,� og han saae rundt paa dem, �hvad for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fort�lle mig det? hvad? � kan der? � hvem kan? � kan Nogen fort�lle mig det: hvor de trinde V�rtinder med deres leendes Munde og spillendes �jne og nette F�dder, og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med �jne saa blaa, hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det L�gn, kunde En komme i et Herberg, i en Landevejskro eller Gj�stgivergaard, hvad, kunde En komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed, hvad er det for skrutryggede D�ttre med Grise�jne og brede Hofter, de V�rtshusfolk l�gger sig til nu til Dags, hvad er det for tandl�se, skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skr�mme Livet af sultne og t�rstige Folk med deres rindendes �jne og runkne H�nder? Uh, f�j, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for jeg veed jo, det �lskj�nkerasen derinde er gift med D�den fra L�beck i egen lede Gestalt, og naar som En f�rst er bleven saa gammel�som jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes paa.�
Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og klare spejdende �jne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Tr�k ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det Samme. Han sagde med en bl�d og d�mpet Stemme, lidt h�s var den: �den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere end nogen Dronning, jeg har seet for mine �jne. Hun kunde b�re den stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt, der var til, og Kj�der og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde B�r, som B�rn h�nger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som pr�gtige Relikviehuse med Sn�rkler af Guld, og med L�nker af Guld, med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var Ingen hendes Lige, hverken var eller er.�
�Jo, jo, og hendes Overmand med!� raabte den unge Remigius og sprang op. Han b�jede sig ivrig frem over Bordet, st�ttet paa den ene Haand, medens han i den anden svingede en blank Pokal�hvis gyldne Drue skvulpede over Randen og v�dede hans Finger og hans Haandled, og dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket. Hans Kinder blussede af Vin, hans �jne funkled, og han talte med usikker Stemme.
�Dejlighed!��sagde han, �er I blinde allesammen, eller har der ingen af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Gr�sset staar i Aks, hendes �je er mere blaat end som en Klinge, og hendes L�ber er saa r�de som en bl�dendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa, alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende, som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes Dejlighed, som gj�r, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som naar En om H�jtidsmorgen h�rer dem bl�se fra Domkirkens Taarne; En bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa den skj�nne Billedtavle, der er saadan en H�jhedens Sorg i hendes klare �jne, og det samme haabl�se Taalmodssmil om hendes Mund.�
Han var helt bev�get og havde Taarer i �jnene, han vilde tale, men kunde ikke, og blev staaende oprejst, k�mpende med sin Stemme, for at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham B�ger paa�B�ger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik h�jt som f�r, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.

Marie Grubbe var da i N�rnberg.
Siden hun skiltes fra Sti H�g havde hun flakket om i det meste af et Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.
Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et m�rkv�rdigt st�rkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og fremskyndet af tilf�ldige Omst�ndigheder, men fremfor Alt, i Kraft og Medf�r af, at hun havde bevaret hine sin f�rste Ungdoms Dr�mme om, at den, en Kvinde skulde f�lge, han skulde v�re hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kj�rlighed og ydmygt kunde tage af hans H�nder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu havde hun i et �jebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, hver umandig Tvivl hos Sti, f�lte hun som en uafviskelig Skamplet paa sig selv. Hun v�mmedes ved sig selv, for hin stakkede Kj�rlighed, og gav den lave Skj�ndselsnavne. Disse L�ber, som havde kysset ham, gid de maatte visne, disse �jne, som havde smilt til ham, gid de maatte dummes, dette�Hj�rte, som havde elsket ham, gid det maatte briste. Hver Evne i hendes Sj�l, hun havde besudlet den ved denne Kj�rlighed, hver F�lelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid til sig selv, al Tro paa sit eget V�rd, og i Fremtiden � der lyste intet Haab for hende i Fremtiden.
Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets L�b fuldendt; en rolig Krog, hvor hun kunde l�gge sit tr�tte Hoved til Hvile, for aldrig at l�fte det mere, det var alle hendes �nskers Maal.
Saadan var hendes Sind, da hun kom til N�rnberg. Et Tilf�lde f�rte hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse, hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende, har v�ret som kj�lig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine, farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i t�vende Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og sk�r og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at vide, at En var den, der vakte i en Andens Sj�l en frejdig Tillid, Skj�nhedshaab og �dle L�ngsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes, rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sj�l, der selv upr�vet og fri for Kummer, med stille Vellyst led�hver Lidelse af hendes, og var taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede, men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage, naar En saae Ens Sorger vakte �refrygt og ikke Medlidenhed, saa de blev som et m�rkt og majest�tisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et taarefunklende Diadem om Ens Pande.
Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men saa h�ndte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky, kastede ham af Sadlen, og sl�bte ham tild�de i Stigb�jlerne.
Da Marie h�rte dette, sank hun hen i en tung, sl�v og taarel�s Sorg. Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et tr�t, tankel�st Blik, tavs som En, hvem M�let var r�vet, og var ikke til at bev�ge til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat Bev�gelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det voldte hende Smerte.
Dette varede nu l�nge, men imidlertid var n�sten alle hendes Penge opbrugte, og der var n�ppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem for dem. Lucie blev ikke tr�t af at foreholde Marie dette, men det var f�rst langt om l�nge at det fandt Geh�r.
Endelig rejste de da.
Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev�meget forl�nget, og Lucie maatte s�lge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.
Da de naaede Aarhus, ejede Marie n�ppe mere end de Kl�der, hun havde paa sig.
Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til Tjele.
Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.

XVI.
Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og halvfjerds lod sig vie til kongelig Majest�ts Justitsraad Palle Dyre, og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og firs, aldeles begivenhedsl�st �gteskab.
Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med hendes seks og�fyrretyvende, fulde seksten lange Aar.
Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige Pligter og i sl�vende Ensformighed, og intet Tillids- eller Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge til at gj�re det lyst. Evindelige Tr�tter om Ingenting, larmende Skj�nderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Uds�ttelser her og plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes �ren h�rte. Og saa hver sollys Levnetsdag m�ntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der l�d, et Suk for Tab, hvert �nske, der h�rtes, et �nske om Vinding, hvert Haab et Haab om Mere. Og�luvslidt Karrighed paa alle Kanter, hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende �je stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori Marie Grubbe leved.
I den f�rste Tid h�ndtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skj�nhedsdr�mme, skiftende som Skyer, rige som Lyset.
Men der var een is�r.
Det var Dr�mmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i L�v, og som en Nat uden M�rke, Tavsheden dr�mmende over det Hele. Der blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det sp�de Gr�sblads b�jelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i S�vn midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgr�nne Tr�ers Kviste. � Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker v�ltede lydl�st den m�gtige gr�nne L�vb�lge ned over Mure og Tag og skummed tyst og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenst�nk. Fra Marmorl�vens aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelv�vsgrenet Krystaltr�, og blanke Heste spejled deres aandel�se Muler og lukkede �jne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned S�vnen af sit �je.
Hun m�ttede sit Blik ved denne Skj�nhedshvile i den tavse Gaard, hvor faldne Rosenblade laa i h�je Driver op mod Mur og D�r og skjulte med deres r�dmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
� At kunne hvile! � I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig, Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bl�de B�lger randt bort af Ens Sj�l ..... det var den skj�nneste Dr�m, hun kjendte.
Det var den f�rste Tid; men Fantasien tr�ttedes af evigt frugtesl�st at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod Ruden, og alle Evner tr�ttedes med den.
Som en skj�n og �del Bygning i Barbarers H�nder fors�mmes og ford�rves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige Billedpragt d�kkes Lag paa Lag med d�dende Kalk, saaledes fors�mtes og ford�rvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.
Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og aff�ldig, og det syntes at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere frast�dende, saaledes havde den ogsaa sk�rpet og fremh�vet alle hans slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgj�rlig, paastaaelig indtil Barnagtighed, hidsig, i allerh�jeste Grad mistroisk, listig, u�rlig og gjerrig. Han f�rte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden, is�r naar der�var Kreaturer syge eller H�sten var vanskelig, og han havde da en H�rskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller �re ham, og hun bar nu oven i Kj�bet Nag til ham, fordi han ved aldrig opfyldte L�fter, ved Trudsler om at gj�re hende arvel�s og om at jage hende fra Tjele og ber�ve hende al Underst�ttelse, havde formaaet hende til at gifte sig med Palle Dyre; skj�ndt det, der mest havde tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafh�ngig af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne overens om at drive Tjele og N�rb�kgaard, der betingelsesvis var given Marie i Medgift, i F�llesskab, og da Tjele var den st�rste af Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at f�re Tilsynet, medf�rte dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under deres eget.
Palle Dyre, Manden, en S�n af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter Rodtsteen, var en f�rladen, korthalset, lille Mand med ret livlige Bev�gelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget af et Lungeslag, som bredte sig over hele den h�jre Kind.
Marie foragtede ham.
Han var ligesaa gjerrig og n�jeregnende som Erik Grubbe, men egenlig var han en dygtig�Mand, klog, rask og modig, kun manglede han fuldst�ndigt �resf�lelse; han sn�d og bedrog, naar han kunde komme afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget; han lod sig skj�lde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenm�le, og dersom en Bekjendt eller Sl�gtning overdrog ham at bes�rge et Kj�b eller Salg eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Bet�nkning at bruge denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans �gteskab i Hovedsagen havde v�ret ham en Forretning, var han dog stolt af at v�re gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa en Maade, der syntes uforenelig med hin anden F�lelse; ikke at han paa nogen Vis var us�dvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men han h�rte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre, i den Henseende mindre heldigt stillede, f�le deres Overlegenhed, og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som M�nstre til Efterf�lgelse � og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede; baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og For�delsen af hendes M�drenearv var kun altfor i�jnefaldende Uregelm�ssigheder.
Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele, og der var ingen af�hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han skulde evne at gj�re det lysere eller blidere, hvad han da heller ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tv�rhed og indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag f�rte med sig efter den anden.
Marie sl�vedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre, der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og d�de D�den. Raahed i Tanker som i Tale, en plump og tr�llesindet Tvivl om det �dle og Store, og en fr�k Foragt for sig selv, det havde disse seksten Tjeleaar bragt hende.
Og Eet endnu.
Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og Drikke, ved bl�de S�der og ved bl�de Lejer, en vellystig Fryd ved bed�vende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller skj�nhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun tarveligen fik stillet � men, det gjorde jo ikke hendes Attraa mindre st�rk.
Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dv�lende Ladhed over alle hendes Bev�gelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og udtryksl�st, men stundom s�lsomt skinnende og hun var kommen i Vane med at stille sine L�ber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. � Det er Nat, og Tjele Hestelade br�nder.
De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune R�g og lyste over hele den gr�ssede Gaardsplads, hen paa de lave Udhusl�nger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte Tr�kroner, der l�ftede sig op over Taget. Karle og till�bne Folk l�b frem og tilbage mellem Br�nden og Brandstedet med ildblankt blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og et andet Steds hen med Haaret flyvende om �rerne og med en r�dmalet Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget Skj�rekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Sp�nde til Sp�nde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel h�jt over Huset.
Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.
Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskr�kkede, ildsky Heste ud af den r�gopfyldte Stald. D�rkarmen var st�dt ud og D�rgabet udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning f�rte han Hestene, en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af R�gen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det skj�rende, usikre�Lys fra Flammerne m�dte deres �jne, og det saae ud som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og jog med dem, halvt l�bende eller springende, halvt sl�bende, tv�rs over Gaarden og slap dem saa l�s indad Haveporten.
Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed til at beundre den skj�nne, k�mpem�ssige Skikkelse, alt som den i vekslende Stillinger br�des med de v�lige Dyr, nu n�sten h�ngende i oprakt Arm, l�ftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig voldsomt tilbage paa jordstemte F�dder, nu atter hidsende dem frem i Spring og S�t, og Alt med disse bl�de, sejge, fjedrende Bev�gelser, som er ejendommelige for alle overhaands st�rke Folk.
De korte L�rredsbenkl�der og den graalige Blaargarnsskjorte, som Branden gav et gulligt Skj�r og tegnede med skyggest�rke Folder, fremh�vede ypperligt de pr�gtige Former og stemmede skj�nt og simpelt med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage og det store, lyse, brusende Haar.
S�ren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige K�mpe, egenlig hed han S�ren S�rensen M�ller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der havde v�ret Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.
Hestene blev da bjergede, Laden br�ndte ned,�Ilden i Grunden blev slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa den gjennemvaagede Nat.
Marie Grubbe s�gte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og t�nkte, og imellem r�dmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.
Endelig stod hun op.
Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun kl�dte sig paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skj�desl�st, urenligt, n�sten lurvet kl�dt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa meget desto st�rkere paa en mere i�jnefaldende end smagfuld Maade; men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, m�rkeblaa Hvergarnskjole paa, bandt et lille, h�jr�dt Silket�rkl�de om sin Hals og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa bet�nkte hun sig og valgte en anden, der med sin omb�jede, gult- og bruntblomstrede Kant og sit Nakkeskj�g af u�gte S�lvbrokade slet ikke passede til det �vrige. Palle Dyre t�nkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kj�re med. Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for at rette ved det, Hestene havde lagt �de om Natten; men hun gjorde ikke megen Gavn�derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset med H�nderne i Skj�det og stirrede tankefuldt ud for sig.
Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere st�rkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skj�ndte paa hende derfor; men hun var ligesom hun var d�v og ikke saa meget som blot svarede dem, og saa t�nkte de, det var bedst at lade hende raade sig selv en stakket Tid, saal�nge Travlheden ikke var st�rre. �
En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysth�jt Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae S�ren Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede �jne ligesom om han sov. Der laa en H�le lidt fra ham, og Gr�sset var slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.
Hun blev l�nge staaende, stirrende paa hans store, regelm�ssige Tr�k, paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans m�rke, storaarede H�nder, som han havde foldet over sit Hoved; men S�ren mere hvilte sig end sov, og slog pludseligt �jnene op og saae lysvaagent op paa hende. Det gav et S�t i ham af Forskr�kkelse over at Herskabet havde truffet ham sovende i Stedet for i F�rd med at meje;�men han var bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var f�rst da hun r�dmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, f�rst da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede hen igjennem den varme, sitrende Luft.
Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gj�re.
Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene st�ttede paa Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med skr�vende Ben, med aaben Mund og med H�nderne fladt stemmede ned i Gr�sset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig selv og sine egne forunderlige Tanker.
Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Tr�.
Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han dr�mte. � Om der nu ikke var Nogen, der havde gjort noget�Trolddom�ved ham? for saadan havde han aldrig v�ret, det myldred paa og myldred paa inden i hans Hoved, det var just som om han kunde t�nke paa syv Ting ad Gangen, og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig selv v�k igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gj�re. � Det var da m�rkeligt, som hun havde seet paa�ham, og hun havde Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. � Lige ud af sine klare �jne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den naadige Frue. Der var en Fort�lling om en Frue paa N�rb�kgaard, som var l�bet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan paa, mens han laa og sov? � Den naadige Frue! mon han kunde blive gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han forstod det ikke, mon han var syg? det br�ndte i en Plet paa hver af hans Kinder, hans Hj�rte banked og var saa beklemt, og det var ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig og sled den l�s, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa Gr�sset r�g af Skaaret.
I de n�rmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom t�t om ved S�ren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde, og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og sp�rgende Blik, som om han vilde bede hende om L�sningen paa den forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.
S�ren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst for, at hans Medtjenere�skulde m�rke, at det ikke var rigtig fat med ham. Han havde aldrig i sine Dage v�ret betaget af nogen F�lelse eller L�ngsel, der blot var det mindste fantastisk, f�r nu, og derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo v�re, han var ved at blive s�r eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig t�nke paa det mere; men et �jeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde st�nge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han sammenlignede det med, hvad han havde h�rt om Cyprianus, med at En kunde br�nde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog n�rede han inderst inde et �nske om, at Tankerne ikke maatte fortage sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder bleve r�de, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og havde i Tanker. �
En Ugestid efter at hun havde fundet S�ren sovende, sad Marie Grubbe under den store B�g, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun sad med Ryggen l�net op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa Skj�det, men hun l�ste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor, m�rk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt sv�vede hen over de l�vtunge Kroners�uendelige, b�lgede Flade. Den lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige Insekters enstonede, s�vndyssende Summen, og s�de, altfor s�de Dufte af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede Birkel�v ved H�jens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og den mandels�de Duft af den hvide Mj�durt borte i Lavningen.
Marie sukkede.
"Petits oiseaux des bois,"
hviskede hun klagende,
"que vous estes heureux,De plaindre librement vos tourmens amoureux.Les valons, les rochers, les forests et les plainesS�auent �galement vos plaisirs et vos peines;"
Hun sad et �jeblik som om hun anstr�ngte sig for at huske Resten, saa tog hun Bogen, og l�ste med sagte og modfalden R�st:
"Vostre innocente amour ne fuit point la clart�,Tout le monde est pour vous un lieu de libert�,Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,Sous de si dures loix la retient asservie,"..........
Hun lukkede Bogen med et Slag, og n�sten raabte:
"Il est vray je ressens une secr�te flameQui malgr� ma raison s'allume dans mon ameDepuis le jour fatal que je vis sous l'ormeauAlcidor, qui dan�oit au son du chalumeau."
Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun hvisket ganske sagte og udtryksl�st, n�sten mekanisk, som om hendes Fantasi�til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet Billede, end det, Ordene tegned.
Hun l�nede Hovedet tilbage og lukkede sine �jne. Det var saa besynderligt, saa �ngstende, nu hun var bleven halvgammel, at f�le sig bev�get af de samme tungtaandende L�ngsler, de samme anelsesfulde Dr�mme og urolige Forhaabninger, som havde gjennemb�vet hendes Ungdom; men vilde de vare, vilde de v�re anderledes end det korte Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav den svag og udt�mt i Vinterens Vold? De var jo engang d�de, disse L�ngsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke rejse sig igjen i l�jet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om igjen?
Saadan t�nkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med disse Tanker, det var kun digtende t�nkt, og ganske upersonligt, ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev til eftert�nksom Forundring. I Forts�ttelse af disse uvirkelige Forestillinger, dv�lede hun et �jeblik ved Billedet af den gyldne Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede�hende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker andetsteds bundne.
Hun undredes paa, om S�ren vilde have Mod til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene � hans hundeagtige Lydighedsf�lelse, hans krybende, selvneds�ttende �rb�dighed; hun t�nkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige Sprog og grove Kl�der, hans grove Arbejde, hans slidh�rdede Legeme og hans plumpe Graadighed. Og hun skulde b�je sig ind under alt dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var i denne Selvnedv�rdigelse en s�lsom Nydelse, som halvt var i Sl�gt med grov Sandselighed, men ogsaa i Sl�gt med det, der regnes for det �dleste og Bedste i Kvindens Natur.
Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt �.
Nogle Dage senere f�rdedes Marie�Grubbe�i Bryggerset paa Tjele i F�rd med at blande Mj�d; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde taget Skade den Nat, Branden var.
Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem D�ren, i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den s�de Honninglugt, summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.
I det Samme kom S�ren Ladefoged svingende�ind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken han havde kj�rt Palle Dyre til Viborg.
Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at sp�nde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring med H�nderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket heftet paa sine store St�vler. Pludselig drejede han rundt og gik hen mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden og bidende sig i L�ben, som en Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men uundgaaelig Afgj�relse. Han havde ogsaa bandt paa, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.
Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af Bryggekarret.
Marie spurgte, om S�ren havde Bud til hende fra hendes Mand.
Nej.
Om S�ren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke Stenhonning?
Jo tak, � nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.
Marie blev r�d og f�lte sig hel beklemt.
Om han maatte sp�rge om en Ting?
Jo, det maatte han saa godt.
Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare�sige det, at han var ikke rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gj�re for det.
Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af S�ren.
Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe det, han skulde, at han t�nkte paa den naadige Frue. Det var paa en anden Maner; han t�nkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kj�rlighed.
Han saae �ngsteligt sp�rgende paa hende og blev helt modfalden og rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad Pr�sten sagde, alle Mennesker skulde.
Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for at r�re ved en simpel Bondekarl som han, endda B�nder alligevel var halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur V�lling til Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt dem for at v�re en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov og saadan Noget, ligesom det simpleste s�lle Bondeskrog gjorde, og han kunde derfor aldrig t�nke, at den naadige Frue kunde tage Skade af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun�tog af en Herremands Kys. � Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi han var saa fri i sin Snak, han br�d sig ikke om hvad han sagde, hun var fri for at f�re ham i Fortr�d, for naar han gik herfra, gik han enten ud i M�llerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.
Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke t�nkt paa at n�vne et Ord om ham til noget Menneske i Verden.
Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.
Han havde sat sig ned paa en �lskammel og sad nu og stirrede paa Marie med et inderlig bedr�vet Udtryk i sine trofaste, milde �jne; mens hans L�ber dirrede, som om han k�mpede med Graaden.
Hun kunde ikke lade v�re at gaa hen til ham og tr�stende at l�gge sin Haand paa hans Skulder.
Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun l�se Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun da godt s�tte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl, naar hun bet�nkte at han var d�d inden Aften.
Marie satte sig.
S�ren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa B�nken, saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden, og om hun saa vilde hilse hans S�dskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige der paa Gaarden.
Marie holdt hans Haand fast.
Ja, nu vilde han da gjerne afsted.
Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget af, som ham.
Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun v�re rolig for, for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende n�r, efter at han var d�d, det skulde han baade love og holde, om hun saa vilde slippe.
Nej, hun vilde aldrig slippe.
Ja, det kunde da ikke hj�lpe, og S�ren rev sin Haand til sig og l�b ud af Bryggerset, og tv�rs over Gaarden.
Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret, slog D�ren i efter sig og stemmede Ryggen imod.
�Luk op, S�ren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.�
S�ren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sig�til at surre det om Klinken, mens han holdt D�ren i med Kn� og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i Engene ved H�et.
Marie hamrede paa D�ren, alt hvad hun kunde.
�Herregud, S�ren!� raabte hun, �saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa h�jt et Menneske elske kan, jeg gj�r, S�ren, jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, � aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?�
S�ren h�rte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove. Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gj�re det derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret igjen.
�S�ren, S�ren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej, nej, aa, han h�nger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Alm�gtiges Skyld, S�ren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den f�rste Gang jeg saae dig. Kan du da intet h�re? Der er Ingen, jeg har saa kj�r, som dig, Ingen, Ingen i Verden, S�ren.�
�Er ed sand?� spurgte S�rens Stemme, h�s og ukjendelig, lige ved D�ren.
�Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, S�ren, det er sandt, det er sandt, jeg sv�r' dig�den h�jeste Ed, som paa Jorden er til, at jeg elsker dig udaf min inderste Sj�l. Aa, Gud have evig Lov og Tak�...�
S�ren havde taget Snoren af, og D�ren gik op.
Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og jublende.
S�ren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.
�Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!� raabte Marie, �men hvor var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,� og hun saae sig nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede L�derlagner laa uordenligt over hinanden.
Men S�ren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie:��hvafor saa do ed et n�j far?[11]� sagde han og slog hende over Armen.
�Om Forladelse, S�ren! om Forladelse!��gr�d Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes �jne bedende s�gte hans.
S�ren b�jede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var ganske forbavset.
�De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?� spurgte han stille hen for sig.
Marie rystede smilende paa Hovedet.
�Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14]�....�

I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og S�ren holdt godt skjult, men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae sig r�bet, fors�gte det ikke i mindste Maade at holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe br�d de sig slet ikke om; naar han truede ad S�ren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin N�ve, og naar han skj�ndte paa Marie og vilde fors�ge paa at bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel M�ngde op for ham, uden at h�ve sin Stemme h�jere end s�dvanligt, hvad der var n�dvendigt, om han skulde h�re Noget, da han var bleven helt tungh�r, og oven i Kj�bet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en Hue, hvis lange �reklapper var bundet t�t ind til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham mere lydh�r.
At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider,�var ikke S�rens Skyld, thi i sin ungdommelige Kj�rligheds Ustyrlighed tog han ikke i Bet�nkning, selv naar Husbonden var hjemme, i M�rkningen, eller naar han ellers havde Lejlighed, at s�ge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet Tilf�lde frelste ham fra at blive r�bet.
Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet; som oftest var han imidlertid god og f�jelig og let at lede, kun skulde Marie v�re meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor f�leligt forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa Hj�rnen ind paa Palle Dyre og l�gge sine H�nder om Erik Grubbes tynde Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte B�nner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.
Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem S�ren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvf�lgelig yderst forbittrede over dette�Kj�rresteri mellem Madmoder og Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Frav�relse, en Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og plagede de da ogsaa S�ren paa alle opt�nkelige Maader, saa han tidt var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at r�mme, snart paa at tage sig af Dage.
Pigerne var naturligvis de, der var v�rst ved ham.

En Aften blev der st�bt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i et halmfyldt Kar neds�nkede Kobberform[15]�og dyppede V�gerne, som Bryggerspigen Ane Trinderup, S�rens S�dskendebarn, lod dryppe af i et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, h�ngte dem op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok. Ved Borgestuebordet sad S�ren Ladefoged og saae til, han havde en r�d Kl�deshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte Plumager, foran ham stod en S�lvkande med Mj�d, og han sad og spiste af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af Kruset, og besvarede nu og�da Maries smilende Nik med en langsom, anerkjendende Hovedbev�gelse.
Hun spurgte ham, om han sad godt.
Det var der Maade med.
Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude til ham.
Det gjorde hun saa, men ikke uden at gj�re en hel Del Tegn til den anden Pige, bag Maries Ryg.
Vilde S�ren ikke have et Stykke Kage?
Jo, det kunde ikke v�re saa ilde.
Marie tog en V�geten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig l�nge borte.
Hun var n�ppe ude af D�ren, f�r begge Pigerne gav sig til at skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.
S�ren skj�vede arrigt hen til dem.
�Aa lille S�ren,� sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes R�st og Tale, �vil S�ren intet have en Salvet at t�rre S�rens fine Fingre paa, og en udpolstret Skammel til S�rens F�dder? Og kan S�ren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg t�nde bedre op for ham? hvad lille S�ren? Og saa h�nger der en sid, blommerantes[17]�Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg�intet hente den, den vilde v�re saa stads til S�rens r�de Kabuds?�
S�ren v�rdigede hende ikke et Svar.
�Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?� fortsatte Ane, �saadan simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne h�re lidt fin Snak, og jeg veed, at Junker kan, for du har da h�rt, Trine, at hans Kj�rrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og det kan jo aldrigen fejle, at saadan en h�jbaaren Herre kan baade stave og l�se, enten det saa skal v�re forl�nds eller bagl�nds.�
S�ren slog med den knyttede N�ve i Bordet, og saae vredt til hende.
�S�ren,� begyndte nu den Anden, �A vil gi' d� en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den Gammel�...�
I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for S�ren, men han sl�ngte den hen over Bordet.
�Jav di Kvinner ud!� raabte han.
Ja men T�llen blev jo kold.
Det br�d han sig ikke om.
Saa blev Pigerne da sendt udenfor.
S�ren smed den r�de Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun skulde ikke her gaa og bringe �de for ham, som om han var en mager Gris, og han vilde ikke gj�res til Nar for Folk ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det var ham,�der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik her og lod sig kj�le for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun ikke gaa og gj�re ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad. Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt og r�mme med ham, hun skulde ikke sidde der og v�re den naadige Frue, saa han altid skulde se op til hende, han tr�ngte til hun skulde v�re Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde v�re god imod hende og faa Tak af hende, og hun skulde v�re bange for ham, og hun skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.
En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skj�nnedes at maatte v�re Palle Dyre, listede S�ren ned til Karlekammeret.
Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten S�ren Jensen, som stod op.
�Der haar vi Baruenen!� sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.
�Tys, lad ham Ingenting h�re!� udbr�d den Anden med forstilt �ngstelighed.
�Ja,� hviskede den F�rste halvh�jt, �A vild' it v�r' i hanses Sted for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en M�l's�k.�
S�ren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der stod opimod V�ggen.
�Det maa v�r' en pinagtig D�d aa faa,� sagde den, der havde tiet og g�s.
S�ren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.
�Hva er et, der er po Snak?� spurgte S�ren med forstilt Ligegyldighed.
Ingen svarede.
�Er et herover?� spurgte den f�rste Karl og lod Fingeren glide tversover sin Nakke.
�Tys!� sagde Skytten og rynkede Pande ad Sp�rgeren.
�Er et m�, I snakker om,� sagde S�ren, �saa sej it der og kryk, men s�j hva' I vil s�j.�
�Ja!� svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med alvorsfuld Bestemthed paa ham. �Ja, S�ren, det�er�om dig. Herregud! ...� han foldede sine H�nder og syntes at fortabe sig i m�rke Grublerier. �S�ren,� begyndte han saa igjen og t�rte sig om N�sen, �det er halsl�s Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,� han talte som om han l�ste det op af en Bog, �vend om, S�ren! der staar Galgen og Blokken,� han pegte imod Hovedbygningen, �der er en kristelig Levnet og Begravelse,� og han f�rte i en Bue Haanden i Retning af Hestestalden. �For du skal straffes paa din Hals, det er Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, bet�nk det.�
�Aa,� sagde S�ren trodsigt, �hvem vil angi'e m�?�
�Jo,� gjentog Skytten med en Betoning, som�om der var bleven fremf�rt en Ting, der meget forv�rrede Sagen, �hvem vil angive dig? S�ren, S�ren, hvem vil angive dig? � Du er jo Fanden partere mig ogsaa taabelig,� fortsatte han i en ganske uh�jtidelig Tone, �og det ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind, naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! � Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde�hende�i Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.�
S�ren havde hverken Mod eller Lyst til at fors�ge paa at forklare dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde v�re at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og derfor l�j han saa og forn�gtede sin Kj�rlighed.
�Ja de' er en viis Vej,� sagde han, �men sier I Folkens, A haar en Rigsdaler, naar som Ajer[18]�di ingen haar, og jen Lap og jen Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21], bette Venner, og foer A f�st mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa stil', og saa ka jo jen a Jer fors�g hans Lyk'.�
�Det er nu godt nok,� svarede S�ren Skytte, �men det er at stj�le Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo v�re liflig nok at faa givendes til Gave baade Kl�der og S�lv, og det kan jo ogsaa v�re skj�nt nok at ligge og str�kke sig paa sin Seng, og give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det kommer lige godt op en Dag, og saa er det v�rste i Verden dig vist.�
�Aa, di lar et aldrig go saa vidt,� sagde S�ren lidt modl�s.
�Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes S�stre og hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa imellem, naar de kan faa hende gjort arvel�s.�
�Aa, Fajen i hvi't[22], saa hj�lper hun m� nok!�
�Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har v�ret galt med hende for tidt, til at der skulde v�re Nogen, der vilde hj�lpe hende med saa meget som en Havresaa.�
�Naa ja da,� sagde S�ren og gik ind i Bagkammeret, �truet Mand ka' l�ng' l�v'[23].�
Fra den Dag af maatte S�ren, hvor han stod og hvor han gik, h�re paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende T�nger og�F�lgen heraf var, at han for at holde Skr�kken borte og Modet oppe, tog sin Tilflugt til Br�ndevinet, og da Marie j�vnlig havde stukket Penge til ham, var han aldrig n�dt til at holde sig �dru. Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var dog meget forsigtigere end f�r, holdt sig mere til Folkene og s�gte sjeldnere Marie.
Da Julen n�rmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, oph�rte M�derne mellem S�ren og Marie ganske, og for nu end yderligere at bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav S�ren sig til at lege Kj�reste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie, hvem han dog havde indviet i Planen.
Tredie Helligdag, medens n�sten Alle var i Kirke, stod S�ren for Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han h�rte Maries Stemme kalde, n�sten under Jorden, syntes han.
Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede ved Grunden, Lugen til Saltkj�lderen.
Hun var bleg og forgr�dt, og hendes �jne stirrede saa forvildet og �ngsteligt under de�smerteligt�sammendragne Bryn.
�S�ren,� sagde hun, �hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder af mig?�
�Jamen det gj�r A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si m� fuer, for her laver de jo po ingenting Ant end aa leg m� � og fo m� undlyvet. Snak it te m� og la m� go, om do it vil ha e Hj�l a m�[24].�
�Lyv intet, S�ren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg �nsker aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at lade mig se paa det, det er intet vel bet�nkt. Du skal aldrig tro, jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig det vilde st�de dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til, om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at �nske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det v�re.�
�Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller m�j, den Buent�s[25]�hun er, A holder a Ingen i Verden foruden som d�, la' dem saa kald' d� gammel og und og hvad D�vlen di vil.�
�Jeg tror dig intet, S�ren, saa gj�rne jeg vilde.�
�Trover do m� it?�
�Nej, S�ren, nej; jeg vilde kuns �nske at det var min Grav her, hvor jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og s�tte mig ned og sove hen i M�rket.�
�Du skal nok kom' te og trov m�.�
�Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gj�re, der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.�
�Do gj�r' m� tobele m� di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A skal brindes l�vendes op eller pines ihj�l for den Tings Skyld, saa skal do kom' te aa trov m�.�
Marie rystede paa Hovedet og saae bedr�vet paa ham.
�Ja saa mo et v�r'[26], i hunt[27]�et saa gor,� raabte S�ren og l�b bort.
Ved Kj�kkend�ren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en ladt, gammel B�sse af Skyttens, og l�b ud i Haven.
Ane stod og skar Gr�nkaal da S�ren fik �je paa hende. Hun havde Forkl�det fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden for at aande dem varme. Ganske langsomt listede S�ren henimod hende, med Blikket f�stet paa det Nederste af hendes Skj�rt, for han vilde ikke se Ansigtet.
Pludselig vendte Ane sig om og saae S�ren, og hans m�rke Miner, B�ssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod ham: �aa lad v�r, S�ren, lad v�r!� Han l�ftede�B�ssen, Ane styrtede med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.
Skuddet faldt, Ane blev ved at l�be, tog sig saa til Kinden og sank om med et forf�rdet Raab.
S�ren kastede B�ssen og l�b hen til Enden af Vaaningshuset.
Lugen var lukket.
Saa hen til Hovedd�ren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.
�Det er forbi!� hviskede han bleg som et Lig.
�Er de efter dig, S�ren?�
�Nej, A haar skot hende.�
�Ane? aa hvordan skal det gaa os? � rend S�ren, rend � tag en Hest og r�m, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.�
S�ren l�b.
Et �jeblik efter spr�ngte han ud ad Porten.
Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, f�r Kirkefolkene kom hjem.
Palle Dyre spurgte straks, hvor S�ren skulde hen.
�Der ligger En ude i Haven og jamrer,� svarede Marie; hun skj�lvede over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.
Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde h�res langt bort; men for�vrigt var Faren ikke stor, B�ssen havde v�ret ladet med R�vehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og nogle flere havde boret sig�ind i Skulderen, men da det bl�dte st�rkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til Viborg efter Badskj�reren.
Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele Historien om Forholdet mellem S�ren og Marie.
Da han kom ud fra Sygev�relset, tr�ngte Tjenestefolkene sig om ham og vilde alle fort�lle ham om det, han nys havde h�rt; de var nemlig bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke h�re paa dem, sagde, det var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig meget ubelejligt; Skilsmisse, Forh�rsrejser, Proces og lignende Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde v�re meget om at gj�re, at �gteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.
Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted med Ordre til at anholde S�ren d�d eller levende, og det var ingen god Maade at�s�rge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme saa meget Andet op under Forh�rene angaaende Mordfors�get.
Den n�ste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget S�ren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild og kom f�rst Dagen efter.
Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til N�rb�kgaard, thi Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne, men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom der en Skriver fra Skanderborg og skulde forh�re, om S�ren ikke var seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var imidlertid kommet for tidlig, f�rst en Fjortendagstid efter vovede S�ren sig en Nat til N�rb�kgaard og bankede paa Maries Kammervindue. Det F�rste, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var d�d, og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han h�rte, hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et �de Hus i Gassum Hede og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og F�demidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene br�d sig heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig derved.
Ved H�bjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der turde S�ren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige Stiklerier og Fortr�digelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset, at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skj�ldte ham ud som han kunde have v�ret hendes Hundedreng. F�lgen heraf var, at Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev endte, efter at det udf�rligt havde omtalt alle hendes Forseelser, hvorved Gud maatte fort�rnes, stor Skandalum begaaes, og snart al Kvindkj�n forarges, saaledes:
�For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds Skyld er jeg foraarsaget at gj�re hende arvel�s, som jeg beder Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fort�rnelse at forekomme over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig ikke dertil havde drevet,�skulde jeg ikke understaaet mig om dette at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om Eders kgl. Majt. allernaadigste B�nh�relse, Svar og Hj�lp, som Gud skal visseligen bel�nne. Jeg lever og d�r
Tjele, 14 Avg. 1690.
Eders kgl. Majest�ts
Allerunderdanigste og pligtskyldigste
tro Arve-Undersaat
Erik Grubbe.�
Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erkl�ring, og denne gik da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en �rlig �gtehustru, og han ans�gte nu om, at Kongen vilde bevise ham den Naade at oph�ve �gteskabet uden Proces.
Dette blev ikke bevilliget, �gtefolkene bleve skilte ad ved Dom af treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.
Heller ikke Erik Grubbes Ans�gning om at maatte gj�re hende arvel�s og lade hende indesp�rre, blev h�rt; han maatte lade sig n�je med at holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af B�nder, saal�nge Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde tillades, at kaste med Ford�mmelsens straffende Sten.
Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig Bylt Kl�der i Haanden. Hun traf S�ren der syd paa Heden og fik i ham sin tredie Mand.

XVII.
En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange Mennesker sammen udenfor D�ren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saal�nge den stod paa blev der tre Gange om Ugen t�ndt Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner, saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstf�rdig Organist legte for dem paa Orgelet. Men de ringere Folk maatte n�jes med at h�re til der udenfor.
Mellem dem var Marie Grubbe og S�ren.
Deres Kl�der vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok, for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. S�ren havde nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt medtaget Lire, et S�t brogede Bajadskl�der og et t�rnet, gammelt T�ppe, og�nu levede han og Marie af at tr�kke fra Marked til Marked, hvor saa hun drejede Liren, medens han, if�rt de brogede Kl�der, stod paa det t�rnede T�ppe og l�ftede og tumlede paa saa mange Maader, han kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernst�nger, som de laante hos Kj�bm�ndene.
Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem Ribe.
De stod t�t ved Kirked�ren, og der l�b et svagt, ligesom falmet Lysskj�r derindefra ud over deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par og enkeltvis og i korte R�kker, talende og h�visk leende lige til Kirked�rens T�rskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og forandrede deres Gang.
S�ren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at de vilde derind ogsaa, de kunde jo da fors�ge paa det, da der ikke kunde h�ndes dem Noget v�rre, end at blive jaget ud igjen. Det g�s i Marie ved Tanken om, at�hun�skulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple Haandv�rksfolk frit kunde s�tte deres F�dder, og hun holdt tilbage paa S�ren, der vilde tr�kke hende med sig; men saa med Et kom hun paa andre Tanker, hun tr�ngte sig ivrigt frem, drog S�ren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende Forsigtighed, tv�rtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive bem�rket�og jaget bort. Forel�big var der Ingen, der standsede dem, men da de lige skulde til at tr�de ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de bem�rkede af den der posterede Kirkebetjent, der efter at have kastet et forf�rdet Sideblik op i Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende H�nder og indigneret raske Skridt, jog dem foran sig, helt ud over D�rt�rskelen. Her blev han et �jeblik staaende og saae bebrejdende paa M�ngden, som om han lagde den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og stillede sig gysende op paa sin Post.
Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af drillende Sp�rgsmaal, som fik S�ren til at brumme og se sig truende om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som�ham�og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.

I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen f�r St. Olufs Marked fire Karle og spillede Styrvolt.
Den ene af de Spillende var S�ren Ladefoged. Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Haar og m�rk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var f�lles om en skabet Bj�rn, og begge var meget stygge, den ene havde et v�ldigt Hareskaar,�og hed Salmand Bj�rnetr�kker, den anden var en�jet, bredkj�bet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart fordi det syge �jes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et N�glehul eller en lignende lille Aabning.
Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys og et �rel�st Krus stod paa Bordet. Paa V�ggen ligeover for dem, var der et opslaaet Klapbord, f�stet op til Muren med en Jernkrog. I den anden Ende af V�relset gik der en Skj�nkedisk tv�rsover, og et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en gammel Tragt, kastede et d�sigt Skj�r paa Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede Flasker med Br�ndevin og Bitter, nogle Potte og P�glemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af et Halml�b fuldt af Senopsfr� og en stor Lygte med Ruder af afbrudte Glasf�dder. Det ene Hj�rne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med foroverb�jet Krop og Albuerne st�ttende paa Kn�ene. Han var meget opm�rksomt beskj�ftiget med at tr�kke sin sorte Filthat saalangt ned paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den brede Skygge, drejede med sammenknebne �jne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi det�rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet, og saa begyndte han forfra.
�Det er saa Mesterspil[28]�vi spiller,� sagde Jens Nedenom og spillede ud.
Rasmus�Kig�bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.
Salmand stak med en To.
�En Dus!� udbr�d Rasmus, �har du da aldrig andet end Duser og Trester[29]�paa din Haand.�
�Ja, Herregud,� brummede Salmand, �der har altid v�ret Fattigfolk til og nogle faa Stakler.�
S�ren Ladefoged stak over med en Seks.
�Aa, aa,� vaandede Rasmus sig, �skal han have den for en Pavst[29b]? hvad den Dj�velen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere for, Salmand!�
Han lagde til, og S�ren tog Stikket hjem.
�Kirsten Myg[30],� sagde S�ren og spillede Hjerter fire ud.
�Og hendes halvgale S�ster[30b],� fortsatte Rasmus og lagde Firen til i Ruder.
�En Styrvolt[31]�kan vel v�re stor nok,� sagde Jens, og stak med Trumf Es.
�Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,� raabte Rasmus.
�Den er for dyr,� klynkede Salmand og gav til.
�Saa f�rer jeg min Syv[32]�og een endda,� sagde saa Jens.
S�ren tog Stikkene hjem.
�Og saa Bukskin[33],� vedblev Jens og spillede ud.
�Nu maa jeg til med det gule �g[34],� raabte Salmand, og stak med Hj�rter to.
�Den kommer aldrigen i Stald,� lo S�ren og stak over med Spader fire[35].
�Jan[36]!� br�lede Rasmus�Kig, og smed sine Kort. �Jan, paa Hj�rter to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi intet skulde blive ved l�ngere, nu kan de kysse paa Kortene, der har vundet.�
De gav sig nu til at t�lle Stregerne op, og imens kom der en f�rladen, velhavende paakl�dt Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og satte sig inderst ved V�ggen. Da han gik forbi Kortspillerne, r�rte han med sin s�lvknappede Stok ved Hatten og b�d dem: �Godaften i Stuen.�
�Tak,� svarede de og spyttede saa alle Fire.
Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.
En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gl�der og et stort Stenkrus med Tinlaag.
Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den Gl�der paa Piben, stillede Kruset tilrette, l�nede sig tilbage og gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.
�Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?� spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en S�lskindspung med r�de Snore.
�Tolv Skilling,� svarede Manden og tilf�jede, ligesom for at undskylde denne �dselhed, �den er saa angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.�
�Hvor gaar det ellers med Handteringen,� vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.
�Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Eftersp�rgsel, vel nok; men En bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.�
�Ja,� sagde Rasmus Kig, �men I har jo heller Intet behov at v�re om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.�
�Jo�, lo Manden, �det er saa en god Handtering med det, og En slider intet paa sit Mundl�der heller med at snakke Folk Varerne paa, de�maa tage dem som de falder, og kan hverken v�lge eller vrage.�
�Og de forlanger ingen Tilgift, de,� vedblev Rasmus, �og vil aldrig have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skj�l.�
�Mester, skriger di m�j?� spurgte S�ren halvt hviskende.
�Ja, de griner da sj�lden.�
�Hu, de er en grimme Handtiering.�
�Saa kan det intet hj�lpe, jeg gj�r Regning paa Jer til at hj�lpe mig.�
�Gj�r I kanske Regning paa os?� spurgte Rasmus og rejste sig truende.
�Jeg gj�r slet ingen Regning, gj�r jeg, men jeg er paa S�gen om en Svend, der kunde v�re mig til Hj�lp, og som saa kunde faa Embedet efter mig igjen, det er det, jeg gj�r, skal jeg sige Jer.�
�Hvad L�n kunde vel den Svend faa?� spurgte Jens Nedenom meget alvorligt.
�Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Kl�derne og en Mark af hver Daler, som tjenes efter Taksten.�
�Hvad er det for en Takst?�
�Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, og ligesaa for at br�ndem�rke.�
�Men nu for det bedre Arbejde?�
�Ja, desv�rre, det falder jo sj�ldnere ind,�men ellers er det otte Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med �kse, med Sv�rd er det ti, men der kan v�re syv Aar imellem, at det bliver forlangt. H�ngning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er syv Daler, for en hel Krop da, og saa l�gger jeg selv P�l til og s�tter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben istykker efter den tydske Mode og l�gge til Stejls, det giver fjorten � det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og saa Knibning med r�de T�nger, det er to Daler for hvert Nap, det er det Hele, saa er der intet mere, uden hvad s�rdeles kan v�re.�
�Det er vel intet vanskelig at l�re?�
�Professionen! Enhver kan jo gj�re det, men hvordan, det er Tingen, der skal jo Haandelag og �velse til som til al anden H�nders Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med, der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Tr�k med hvert Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Str�nghed og Synderens Forbedrelse det fordrer.�
�Jeg vilde nok, tror jeg,� sagde Jens og sukkede ved det.
Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.
�Her er F�stepenge!� fristede han ved�Slagbordet og spredte nogle blanke S�lvpenge ud for sig.
�Betink et val!� bad S�ren.
�Bet�nke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel magede,� svarede Jens og rejste sig, �farvel som �rlig og lavgod Mand,� vedblev han og rakte S�ren Haanden.
�Farvel af Lavet, og Gud v�r' m� d�,� svarede S�ren.
Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe sin Hat saal�nge.
Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et h�jtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde �jeg Mester Herman K�ppen, Skarprettere for Aarhus By, f�ster dig i disse gode M�nds Paasyn for Svend at v�re og Svendegjerning at ud�ve, Gud til �re, dig til Forfremmelse og mig og det retf�rdige Skarprettere-Amt til Gavn,� og under denne un�dvendig pompeuse Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de blanke F�stepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den �re at byde de gode Vidnere en Drik Polak.
Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde v�re ham en stor, en meget storʮre at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.
De tre ved det lange Bord saa sp�rgende paa hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.
Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre gr�nne Glaskruse, der hist og her vare forsynede med r�de og gule Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for S�ren og Bj�rnetr�kkeren, hentede hun en stor Tr�kande og fyldte f�rst de tre �rlige M�nds Kruse, dern�st Lerskaalen og heldte saa Resten i Mester Hermans private Pokal.
Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af dem ret havde Lyst til at v�re den F�rste, der drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til S�ren og hviskede Noget til ham, som han besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men S�ren vilde Ingenting h�re. Et �jeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun hans Krus og sl�ngte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skj�nked. S�ren sprang op, greb hende haardt i Armen og satte hende ud af D�ren, idet han barskt befalede hende at gaa op. Saa forlangte�han en P�gel Br�ndevin og gik tilbage til sin Plads.
�Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,� sagde Rasmus og drak.
�Ja,� istemmede Salmand, �hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min Kj�rling, jeg skulde mins�l givet hende noget Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.�
�Men ser du Salmand,� indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til Mester Herman, �din Kj�rling hun er heller ingen stor Kreatur af de Velbaarnes deres Sl�ng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted v�ret en h�jadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig til at �rgre hendes h�jadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem �jnene om det skulde hende gefalle.�
�Nej, den D�v'len vilde jeg!� bandte Salmand, �jeg skulde have smurt hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet hende Nykkerne ud, sp�rg kuns Min en Gang om hun kjender den sm�kkre L�nke, som Nalle[38]�staar i, og du skal se det v�rker i hendes Ryg alene at h�re det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa min Drikke paa�Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kj�delige Datter skulde hun blive striglet af, saal�nge jeg kunde r�re en Haand og der knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan t�r skamme sin Mand ud i gode M�nds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade, naar du r�rte ved hende desformedelst du havde drukket denne brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, S�ren, saa,� og han gjorde en Bev�gelse som om han slog, �ellers faar du aldrig i Evigheden Gavn af hende.�
�Ja hvem der turde!� sagde Rasmus drillende over til S�ren.
�Var d� bitte Kig, ellers skal A viis' d� hvor e H�ns di pikker.�
Saa gik han.
Da han kom op til Marie, sparkede han D�ren i efter sig og gav sig til at l�se det Reb, som holdt deres lille Bylt Kl�der sammen.
Marie sad paa Kanten af den Fj�lleramme, der var slaaet sammen for at tjene til Seng. �Er du vred S�ren?� spurgte hun.
�Det skal du faa at form�rk'.�
�Tag dig i Agt, S�ren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg taaler det intet.�
Hun kunde gj�re hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.
�S�ren, for Guds Skyld, for Guds Skyld,�slaa mig intet, l�g intet voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.�
Men S�ren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.
Hun skreg ikke, men blot st�nnede under Slagene.
�Saa,� sagde S�ren og kastede sig paa Sengen.
Marie blev liggende paa Gulvet.
Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede paa at der i hendes Sj�l skulde f�des en F�lelse af rasende Had til S�ren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedr�velse, ligesom en stille Sorg over et Haab, der var bristet�.......�hvor kunde han n�nne det?

XVIII.
I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems d�de Erik Grubbe, syv og firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre D�ttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde f�r sin D�d, ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den st�rste Part af Formuen.
Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gj�re hende og hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse af Arven kunde de have sikret sig et j�vnt Udkomme lige til deres Dages Ende; men uheldigvis bestemte S�ren sig til at kaste sig over Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forl�b var de fleste af Pengene tabte. Resten var dog saa meget at S�ren for den kunde komme i Besiddelse af F�rgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev den saa ogsaa brugt.
I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det �ludsalg, der�var forbundet med F�rgeprivilegiet. De levede i det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun kom til at t�nke paa, at den S�ren, der var saa haard og barsk, var den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.

De Folk, de havde at f�rge over, var for det Meste B�nder og Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var h�jere paa Straa. Saadan kom Sti H�g der en Dag. Marie og hendes Mand roede for ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie, der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst, han vilde tr�ffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, f�r hun kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven r�dfedt og oppustet, �jnene sv�mmende, og Underkj�ben hang som om han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor og h�ngende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt af sl�vende Udskejelser i hver en Retning,�og det havde ogsaa v�ret han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde hans Historie v�ret den, at han en Tidlang havde v�ret Gentilhomme og�ma�tre d'h�tel�hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just H�g, den Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbr�det hos Broderen.
�Er det,� spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af S�ren, �er det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?�
�Ja, det er ham,� svarede Marie lidt sendr�gtigt; hun havde mest Lyst til at lade v�re med at svare.
�Og han er st�rre end jeg � var?� spurgte han igjen og rettede sig i S�det.
�Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,� svarede hun med paatagen Bondeagtighed.
�Ja saam�nd, saadan gaar det, � vi har da givet Kj�b vi to, saa godt som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end vi nogen Tid havde t�nkt, vi skulde � I paa een Vis og jeg paa en anden.�
�Ja, Eders Naade har det vel godt nok?� spurgte Marie paa den samme enfoldige Maade.
�Godt nok,� lo han, �godt�nok�er halv ford�rvet; jeg har det saam�nd just godt�nok, og I, Marie?�
�Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske B�lg, har vi Br�d og Br�ndevin til.�
De var ved Land, og Sti steg ud og b�d Farvel.
�Herregud!� sagde Marie og saae medlidende efter ham, �ham har det da skaaret baade Vinger og Top.�

Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre og bedre Kaar, holdt Karle til at bes�rge F�rgetjenesten, drev en Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og r�rig, arbejdsf�r og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds; men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende F�dselsdag i Foraaret syttenhundrede og elleve, at S�ren, under meget mist�nkelige Omst�ndigheder, ved et Vaadeskud kom til at dr�be en Skippermand fra Drag�r, og som F�lge deraf blev taget i Forvaring.
Det var et haardt St�d for Marie, og den lange Uvished om hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt f�rst Aaret efter ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med�Mordfors�get paa Ane Trinderup skulde komme op, �ldede hende meget.
En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod F�rgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den ene af disse, en Haandv�rkssvend, optog ganske hendes Opm�rksomhed ved at n�gte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist F�rgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid ben�gtede. Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst, naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilf�je. F�rst da dette var afgjort, lagde Marie M�rke til den anden Passager, en lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne S�syge stod stramt-indhyllet i sin sortgr�nne, grovtraadede Kappe og st�ttede sig mod R�lingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede, han kunde se paa Lejligheden.
Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt en T�nde Br�ndevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade af firkantede Lert�jsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede bem�rkede straks, at der var tre af�Fliserne, der alle fremstillede Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden paa en af dem, g�s det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom han var saa uforsigtig at sidde og l�se med Albuerne paa Bordet.
Paa Maries Foresp�rgsel forklarede han, at han var taget bort fra Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke taale Saltmad eller friskbagt Br�d, for�vrigt var han Magister, for Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.
Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han saae ved f�rste �jekast kun ud til at v�re en atten, nitten Aar gammel, men lagde man M�rke til hans Mund og hans H�nder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skj�nne, han maatte v�re ikke saa lidt �ldre. Han holdt sig meget for sig selv, talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en Forn�jelse, naar F�rgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar Fiskerne kom i Land med deres Dr�t, i Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han meget af at se Folk arbejde, enten det saa var�med at pl�je eller st�kke eller s�tte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kr�fter, kunde han smile helt tilfreds derved og l�fte paa Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde v�ret i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at n�rme sig Marie Grubbe eller tillod hende at n�rme sig ham, og de sad tidt i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i Tr�k inde i Krostuen, hvor saa D�ren stod aaben og gav Udsigt ud over det blanke Vand til det blaaligt d�mrende M�en.
En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk over, at S�ren var bleven taget fra hende.
�Jeg maa bekjende,� sagde Holberg, �at jeg er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I har kunnet pr�ferere en gemen Staldkarl og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans�Exellence�Statholderen, der jo dog af alle ber�mmes som en Mester i Belevenhed og fine Manerer, ja som et M�nster paa hvad som besynderligen er gallant og aimabelt.�
�Endog han havde v�ret deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine �jne, og I veed, hvor aldeles�uovervindelig en saadan degout kan v�re, saa om En havde en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog b�re Sejren derfra. Min arme nuv�rendes Mand derimod, til ham opt�ndtes jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilb�jelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var at modstaa.�
�Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter vore Hj�rtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En n�vne vil, den jo kan kl�des op som en naturligen og uovervindeligen Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil v�re den, som haver degout for Maadehold, den for Sandf�rdighed og den for �rbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.�
Marie svarede ikke.
�Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,� vedblev Magisteren, �og paa det evige Liv?�
�Gud have Lov og Tak, jo, jeg gj�r, jeg tror paa Vorherre.�
�Men den evige Straf eller evige L�n, Morlille?�
�Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og d�r sin egen D�d, det tror jeg.�
�Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?�
�Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg f�rst kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, eller som den Gang, jeg �ret og misundt som Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabl�se Marie F�rgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?�
�Men I har jo dog kuns havt een Sj�l, Morlille!�
�Ja, har jeg?� spurgte Marie og sank hen i Tanker. �Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,� fortsatte hun, �og svar mig som I t�nker: tror I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger og drages med D�den, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hj�rte og angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Bet�nkning, tror I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har v�ret ham haardt imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt for at gj�re�sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men aldrig i B�n eller aaben Anger har begr�dt sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men uden Haab om Bel�nning hisset og uden B�n derom, tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et B�nnens Ord?�
�Derpaa t�r intet Menneske svare,� sagde Magisteren og gik.
Kort efter rejste han.

Det n�ste Aar i Avgust faldt Dommen over S�ren F�rgemand, og l�d paa tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.
Lang Tid var det at lide, l�ngere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.
S�ren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de ham paa Kirkegaarden.
Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun pludseligt syg og d�de. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved sin Forstands Brug, og Pr�sten kunde derfor hverken bede med hende eller berette hende.
En sollys Sommerdag begrov de hende ved S�rens Side, og udover det blanke Sund og de�korngyldne Marker, sang det fattige Ligf�lge, tr�t af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:
Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,Riset det blodigt, som os over Maade,Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,Fordi vi synde.
Thi om du efter vore Synder onde,Straffed', som du med al Rette kunde,Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,Ja, een og alle.