KJÆMPEHØIEN DRAMATISK DIGTNING I 1 ACT ​​ 257​ BERNHARD, en gammel Eneboer BLANKA, hans Pleiedatter GANDALF, Vikingehøvding fra Norge ASGAUT, en gammel Kjæmpe HEMMING, Gandalfs Skjald JOSTEIN, Merkismand HROLLOUG tilligemed FLERE VIKINGER Handlingen foregaaer paa Kysten af Normandiet, dengang kaldet Valland, forinden Christendommens Indførelse i Norden. – ​ ​​ 257​ Skovegn nærved Havet, der skimtes i Baggrunden mellem Træerne. Midt paa Scenen en Kjæmpehøi med en Bautasteen; foran Høien et lille mosklædt Alter, hvorpaa et Kors behængt med Blomster. Taget af en Hytte sees mellem Løvet; under et Træ i Forgrunden sidder Bernhard skrivende i en Pergamentrulle, ved hans Side staaer Blanka i en eftertænkende Stilling. Det er Aften. BERNHARD skrivende « Da heder det, – har Ragnarok forsonet De vilde Kræfter, vakt et luttret Liv, – Alfader, Baldur og den milde Freia Regjere Slægterne i Fred paany.» (lægger Pergamentet tilside idet han reiser sig) Men, Blanka! see, nu drømmer Du igjen. Du kjeder Dig ved disse Sagaskrifter Om Nordens Folk, som aldrig Du har kjendt; ​Du sværmer heller i din egen Verden; Saa maa det være, – saadan gjør jeg og, Jeg elsker disse gamle Fortidsminder, Ifra den Tid, jeg flakked vidt omkring Paa Nordens Hav, blandt Thules golde Fjelde; Jeg gjemte tro i Mindet hvert et Qvad Fra Skjaldens Læbe, – Slægternes Bedrifter ​ 257Fra gamle dunkle Urolds skjønne Tid, Og mægter ei dem end af Sjælen rive. Nu da jeg har mig slaaet ned til Ro Paa Vallands Strand er de mig dobbelt kjære; Thi tegner jeg dem op, saa tykkes mig, – Det er mit Liv paany at gjennemleve. ​BLANKA livligt Jeg kjede mig? – Nei, nei, det er ei saa, – Just dette Norden gjælde mine Drømme, Did stræber Sjælen længselfuldt at naa Med raske Aareslag paa Tankens Strømme. Hvert Sagn Du mæled, Fader! staaer saa tro, Og Aanden hæver sig og har ei Ro ​Før den i flygtig Drøm har Norden gjæstet. BERNHARD Du er en lille Sværmerske, min Blanka! Tit naar Du hører disse gamle Sagn Fra fjerne Norden, gløde dine Kinder, – Du glemmer Vallands Blommer fast for dem. BLANKA med Hæftighed Hvor kan jeg andet, – hvad er Sydens Liv Mod Folkets Heltefærd paa Nordens Fjelde, Saa vidt forskjelligt som det bløde Siv Fra stærken Gran, der trodser Stormens Vælde. (venligt, idet hun griber hans Haand) Men siig, hvi vorder Du saa sært forstemt Ved Mindet om dit eget Liv i Norden? Det tykkes fast som om Du havde gjemt I Glemsel al din Ungdomsfærd paa Jorden! ​ 257BERNHARD undvigende Spørg ei derom, min Datter! det er nok Du veed, jeg fandt Dig som en lille Pige ​Forladt og hjælpeløs, just da en Flok Af Vikinger paa Kysten havde hærget. Din Fader falden var for deres Haand, Hans Borg staaer end paa Klippen i Ruiner; Men Hævnen fulgte deres vilde Færd, I Kampen blev den grumme Høvding fældet; Dog spørg ei meer om Norden, om mit Liv Blandt Folket hist, – jeg blier saa sært tilmode – BLANKA med Raskhed Og gad du ikke skue end engang Det blanke Iisfjeld mellem Blomsterenge ​I dette Nor, hvorfra en Fortidsklang End bæver gjennem Hjertets Harpestrænge? BERNHARD O kald ei disse Ønsker frem paany, Lad denne Længsel slumre dybt i Sjælen; Thi disse Tanker maa mit Hjerte fly Hvis jeg skal finde Ro paa Vallands Strande, – ​Dog tal ei meer herom; – nu vil jeg gaae Min vante Aftenvandring gjennem Skoven. ​ 257BLANKA Jeg følger Dig og plukker Blommer smaa Hvor Egens Løvtag luder over Voven; – Saa vil jeg bede her min vante Bøn Ved Graven for den Dødes Fred og Hvile; Snart skal fra Korset Krandsen frisk og grøn Fortrøstningsfuldt mod Aftenrøden smile. De gaae ind i Skoven. Gandalf kommer ind fra den modsatte Side efterfulgt af Vikingerne. GANDALF Saa stande vi, beredt til Vaabendyst, Med Sværd i Haand paa Vallands grønne Kyst; Hid Sønnen rettet har sin Ledingsfærd Hvor Faderblodet flød for fjendtligt Sværd! Straadækte Hyttetage rage frem, Snart røde Luer skal fortære dem, – ​Hist lyder Sang og Aftenklokkens Lyd, Dog brat til Klage vorde Qvindens Fryd, Og Mandens Sang i stille Aftenstund Skal vorde Dødssuk ifra maalløs Mund! – Jeg samle vil min Faders spredte Støv Og krandse Urnen med det friske Løv Fra Egens Grene, og til evig Fred I Fædrejorden skal den lægges ned! (han drager sit Sværd) ​ 257 Maalet er vundet! Hævnen har fundet Vei over fraadende Hav; ​Sværdet er rede, Blodigt at væde Vikingehøvdingens Grav! – Thor og Alfader! Hører mit Løfte, Hører mit bindende Ord; Alt, hvad vi finde, Mand eller Qvinde, ​Blodig skal synke til Jord! Dagen skal skue Blod før den svinder, Eller og falder jeg selv; Holder jeg ikke Eden jeg sværger Styrter mig, Guder! til Hel! – HEMMING der hidtil frygtsomt har holdt sig tilbage med Harpen i Haanden iler frem med Hæftighed idet han udraaber Sværg ikke Hævn ved Himlens Guder, Gandalf! GANDALF mørk Du, Hemming, her? Hvi blev Du ei ved Snekken? HEMMING Jeg kan ei, – see, jeg maa ledsage Dig Hvorhen Du gaaer, som Fylgie paa din Vei! ​ 257GANDALF Her er ei Sted for Skjalden – – ​HEMMING See dog, Gandalf! Hvor fredsom er ei denne lyse Bred Imellem Bøg og Egetræer høie, – See hist hvor Bølgespeilet ligger klædt I gylden Glands fra Odins Faderøie, Mens skovklædt Klippe skuer roligt ned Paa Voverne, som ved dens Fødder glide, Skjøndt intet Jøkelpantser ligger bredt Om Fjeldets Tind og paa dets steile Side! ASGAUT nærmer sig, – Hemming gaaer hen mod Baggrunden Snart stiger Odin ned i Sagas Haller, ​Og Mørket spredes siden over Land; Her er det svalt og Grønsvær pryder Marken, Her kunne vi jo slaa vor Natteleir! GANDALF Heel vel, – dog see, hist under Skovens Kroner En Hytte stander – – ​JOSTEIN Ha, en herlig Fangst! HROLLOUG Og dens Beboer? GANDALF Sende vi til Hel! ​ 257KJÆMPERNE Ja, ja til Hel! ASGAUT Ret saadan skal det skee, – Med Blod og Brand vi ville Audun hævne! Dog, gaa I kun og speider Skoven ud Forsigtigen at Ingen mærker os. Vikingerne gaa, – Hemming bliver staaende i Baggrunden. GANDALF See, her er Stedet, har du jo fortalt; Ved Klippeborgen paa den steile Pynt, Der faldt han, sagde du; – dens Mure ligge Forlængst i Gruus, ha, det er dog en Trøst! ​(han bemærker Gravhøien) Men siig, – hvad seer jeg! – Er det et Bedrag! – Nei, nei ved Odin og ved Asathor! En Bauta rager over Høien frem, Det er en gammel nordisk Kjæmpegrav! ASGAUT Ja, saadan er det, – hvad, om, – nei umuligt! GANDALF Min Faders Gravhøi mener Du? ASGAUT – Nei, nei! Hans Lig har Skovens Fugle længst fortæret, Hans Støv er veiret hen af Nattens Vind! ​ 257GANDALF Ved stærken Thor jeg svor den dyre Ed, Hans Banemand skal segne for mit Sværd, Saafremt han lever end, – ASGAUT Hist kommer Nogen. ​GANDALF En Qvinde, skjøn som Freia! ​ASGAUT Nu, saa lad Da hende Hævnens første Offer være. GANDALF Jeg myrde skal en Qvinde! Dog, min Eed Mig byder det, – ASGAUT Saa har Du svoret, Gandalf! Vent her ved Egen om det huer Dig, Saa vil jeg hente Kjæmperne tilbage. Han gaaer. Blanka kommer tilbage med Skjødet fuldt af Blomster, hun knæler ned foran Altret i stille Bøn, derpaa reiser hun sig, hænger en frisk Krands paa Korset og strøer Blomsterne paa Høien. BLANKA Her har jeg gjort mit Vikingtog ​I Blomsterverdnens skjønne Rige; ​ 257Hver Blommelil for Magtens Sprog Som Overvunden maatte vige! Hvor riig er ei min Fangst imod Det Guld, som kjøbes dyrt med Blod; Du Helt, som under Høien sover, Hvi pløied du vel Havets Vover, Hvi gjæsted grumt Du fremmed Strand Og tændte Fredens Bo ibrand, – Hvi var din Lyst kun Magt og Vælde, Hvi blev Du ei blandt Hjemmets Fjelde? O, var du bleven der, – da sad Du end maaskee, som Gubbe glad, Og Fredens fagre Farvetinder Belyste blidt din Alders Vinter! – – Jeg husker grant endnu hiin Nat, Da Borgen hist stod lyst i Flammer, Og gjennem Skov og dunkle Krat Lød Sværdets Slag og Dødens Jammer; Jeg tykkes endnu mangengang ​At skue Kampens Bølgegang, – Naar Solen dybt i Havet daler ​Mens Vindens Pust fra Løvet taler, Da er det tit, som saae jeg end En Viking kjæk med Sværd om Lænd; – – – (bliver Gandalf vaer) Men store Gud! – GANDALF nærmer sig Frygt ikke, Pige! ​ 257BLANKA Er det et Syn fra Drømmens Rige! Et Skyggebilled som forsvandt I Nuet? – Nei, jeg seer det grant, Du er en Helt af Nordens Kjække, – GANDALF Lad det Dig, Pige! ei forskrække! Men siig, hvi smykker Du saa skjønt Hiin Kjæmpehøi med vaarligt Grønt? ​HEMMING afbrydende, idet han nærmer sig Kom, Gandalf! kom, – see, denne Qvinde der, Er ingen jordisk Mø – – GANDALF heftigt Tilbage, Hemming! Hemming gaaer. BLANKA Hvo er hiin Dreng? GANDALF O, kun en stakkels Skjald. Det skorter stundom lidt ham paa Forstand; Kun naar han griber Harpen, og dens Klang Med Vælde bruser til et Drapakvæde, Da vækkes han ifra den stille Drøm, Hvori han vandrer taus igjennem Livet. ​ 257BLANKA livligt Saa eier ogsaa Nordens Søn en Barm Med hede Længsler og med stille Drømme! O, dette Land mig tykkes meer og meer ​At træde frem i herlig Trylleglands, Alt som det klarnes for mit Indres Blikke! Men siig, min Helt! vil du ei hvile lidt I Egens kjølende og svale Skygge, Her breder Træets Tag sig tæt og grønt; Jeg vaage vil hos Dig, imens Du slumrer, ​Og tørster Du, saa skal jeg hente hid En Lædskedrik fra Kilden hist som sprudler Saa klar og kjølig i det lyse Græs; – O, siig mig, vil Du ei? – GANDALF heftigt Nei, Qvinde! ti; – Jeg fatter grant din List, – Du daare vil Min Barm med sledske Ord og smidig Tale! Men Vikingen, der fnyser vildt af Hævn, Han lulles ei i Slummer af en Qvinde! BLANKA smilende Du spøger kun, – du vil mig ikkun skrække! Det lykkes ei, – jeg kjender Nordens Sønner! ​GANDALF Du kjender dem? BLANKA Jeg kjender dem forlængst; Min Fader har fortalt saameget skjønt, Saamange vakkre Sagn om Folket hist. ​ 257GANDALF Du ræddes ikke for den barske Kjæmpe? BLANKA Hvi skulde jeg vel det? See, Du er stærk, Og jeg en Qvinde, værgeløs og svag; O, skulde Helten vel fornedre sig Til Voldsomhed imod den svage – GANDALF Ha! Du fører snildt din Tale, fagre Qvinde! Men siden du ei frygter mig, – saa svar: Hvo slumrer under Kjæmpehøien der? ​BLANKA Det kjender Fader kun, – dog troer jeg at Han var en Viking fra det høie Norden. GANDALF Saa faldt han da i Heltekamp; – men siig, Hvo kasted Høien over ham i Skoven Paa fremmed Strand og planted Blommer smaa Og smykked Heltens Grav med græsrigt Tæppe? BLANKA Jeg smykked den og planter endnu der De spæde Blomsterskud ved Vaarens Komme; De trives herligt, seer Du, hvert et Blad ​Fortrolig blidt sig bøier mod det næste, Og ret som Haand i Haand de slaa en Kreds, ​ 257Et Blomstergjerde rundtom Høiens Side, Som om de fredede den stille Grav Og til et vaarligt Blomsterhjem den vied! GANDALF Ha, det er sært, – det kan jeg ei forstaa; ​Han kom som Fiende at plyndre Eder, Han væded Eders Land med Blodets Strømme, Han førte Eders Slægtninge som Trælle Mod fjerne Hjem, og endda smykker Du Den faldne Kjæmpes Grav med Blommer, Pige! BLANKA Saa lærer os vor Tro, der er et Bud, Som hedder: Ræk tilgivende din Haand Imod din Fiende, byd ham Forsoning. GANDALF grublende Forsoning? Nei, det Ord forstaaer jeg ei, dog vent, jeg troer nok jeg har fattet det; Men anderledes øves den hos os! BLANKA Hvorledes da, – siig frem, jeg hører efter. GANDALF Naar udi Barmen Avindet gløder, Gjorder sig Helten ​Freidigt til Strid, ​ 257Trykker saa Hjelmen Staalblank om Pande, Retter til Holmgang Modig sit Skridt. – Sværdene klinge, Vunderne rødme Gabende vidt i Fiendens Bryst. – – Seent eller tidligt Følger den Anden ​Efter til Valhal, Einheriers Hjem, Trykker til Barmen Frænder og Venner, Hilser som Broder Sin Avindsmand der! BLANKA Ja, det er smukt, men jeg har hørt fortælle, At Eders Valhal er et Stridens Bo, ​At vilden Kamp er Eders Lyst i Døden, Og efter Døden hist hos Odin selv. GANDALF Nu, hvad var Livet vel foruden Strid? En Dag foruden Sol, en Kjæmper uden Hæder, Et stivnet Kildevæld i Vintrens Tid, En døsig Søvn i Helas skumle Haller! ​ 257BLANKA heftigt Ja vel den indre Strid og Aandens Kamp Og Lysets skjønne Seier over Mørket; Viid, denne Strid er Livets Formaal, Hedning! Men see, du fatter dens Betydning ei! GANDALF eftertænksomt Nei du har Ret, jeg fatter ei dit Ord, – Men dunkle Lynglimt blinke i min Siæl, Der dukke Syner frem, som aldrig før jeg saae. ​BLANKA Der er en Mythe i din Gudetro, – Som Fader alt saatit har mig fortalt, Det er det vakkre Sagn om Baldurs Død. Han vandred tryg, af Kjærligheden fredet Og dine Guder vogted’ hvert hans Fjed; Men onde Loke sine Rænker smeded Og Baldur segned brat til Hela ned. – – Dog, efter Natten straaler Dagen frem, – Og Baldur hilsed glad sit Gudehjem; Den Ondes Magt, som Løvet, var henveiret Og Jettens List ved Guddomsbud beseiret! ​(med ildfuld Heftighed) Og Du er dragen som en Voldsmand hid At brede Rædsel mellem disse Dale! O, kjender Du da ingen bedre Strid, End der, hvor Sværdets røde Tunger tale? Er der da ei en Valplads mere skjøn, Hvor Kjærlighed og Troen er dit Værge, ​ 257Hvor Seiersskriget er en ydmyg Bøn ​Og Gud den Fører, som vi Troskab sværge! Er ei et bedre Maal for denne Færd, Som Viking over Livets vilde Vove, End der, hvor Blodet klæber ved dit Sværd Og Hytten brænder i de stille Skove. Er Hjertet koldt, som Staalet om din Hærd, Og er din Barm ei stor nok til at fatte Det rige og det evighøie Værd I Aandens skjønne, gyldne Himmelskatte? Hvi tager Du ei dette Bytte med Fra Sydens Land til dine Vinterfjelde, Og lærer Brodersind og Kjærlighed En bedre Herskermagt end Sværdets Vælde! GANDALF hæftigt Ha, ti! du spreder Gift udi min Barm, Og Troldomsmagt er i din Tale, Qvinde! Før var min Stolthed Sværdet og min Arm, Og Valhal Seierslønnen jeg gad vinde; Men nu, nu retter sig min Higen mod Et spaltet Maal, – hist Heltens Krigerhæder, ​Af Sværde sjungen, ristet ind med Blod, Og baaren over Hav mod fjerne Steder; Men paa den anden Side blinker mildt En Lysning hist fra Freias høie Lunde, Der toner det med sælsomt Harpespil, Og liflig Sang fra lyse Alfers Munde! – ​(smerteligt) O, har jeg sveget Odin, Asathor, Og alle Nordens gamle stærke Guder, Da lysted jeg at slumre dybt i Jord, Hvor Hængebjerken over Høien luder! – ​ 257Vikingerne komme ind med Bernhard, Hemming følger dem. ASGAUT Her, Gandalf! bringe vi en herlig Fangst! BLANKA O, Gud! min Fader i de Grummes Vold! GANDALF Frygt ikke, Pige! ​BERNHARD i hæftig Bevægelse, pegende paa Gandalf Er han Eders Høvding? JOSTEIN Saa er det. (til Gandalf) Han kan Dig fortælle om Din Faders Død, han veed Besked derom! BERNHARD bevæget Du er en Søn af Vikingen, som landed Paa Kysten her for mange Aar og faldt Ved Borgen hist, hvor end Ruinen stander? GANDALF Saa er det, Gamle! ASGAUT Han er dragen hid At tage Blodhævn. GANDALF Ti! lad Gubben tale! ​​ 257 BERNHARD Vort Liv er lagt i Herrens Faderhaand, Jeg frygter ei for Eders Mordersværde; Men skaaner idetmindste dette Barn, Hvis Pleiefader jeg alt længst har været. Viid, ogsaa hendes Fader faldt i Kampen, Han var den gamle Eiermand af Slottet, Som Eders vilde Horder kom at plyndre! BLANKA til Gandalf O, Du en Søn udaf min Faders Morder; Dog, Gud tilgive ham! BERNHARD See, denne Hævn Er Ædelsindets, vilde Hedninger! En Bøn til Herren for den faldne Fiende, Og hvad er Eders? Blodig Daad paany! – ​HEMMING Ved Baldur, Gandalf! Gubben har dog Ret! ASGAUT Ti, Qvindeagtige! det ligner Dig, – ​Du vorder aldrig Kjæmpe; – HEMMING O det er Jo og en Bane altfor langt fra Skjaldens. GANDALF En Søn af hendes Faders Morder? Dog ​ 257Nei, Qvinde, nei det er dog ikke saa! Han faldt ei for min Faders Haand, see der, (peger paa Asgaut) Der stander Kjæmperen, som fældte ham! Men før mig didhen hvor min Fader faldt. BERNHARD pegende paa Kjæmpehøien Hist slumrer han i Høien. KJÆMPERNE Auduns Høi! GANDALF Min Faders Kjæmpegrav! ​ASGAUT Og Bautastenen? BERNHARD Den satte jeg paa Heltens Grav, og hun, Min Datter, smykker den hver Dag med Blommer. GANDALF O, sælsomt, gaadefuldt er Nornens Spil! ASGAUT Og nu afsted at søge op hans Morder, At tage blodig Hævn! KJÆMPERNE Ja, blodig Hævn! GANDALF Nei, nei, – jeg hævner ei i denne Stund! ​ 257ASGAUT Hvad fattes Dig? GANDALF Mit Hoved er fortumlet; – Jeg veed ei selv, – – det gjærer sært herinde! ​(lægger Haanden paa Brystet) BERNHARD Du vil ei hævne? GANDALF Jeg formaaer det ei; See, denne Møe har talt i blide Ord, Som endnu klinge lydt udi min Sjæl. Ja, disse Blikke! denne milde Røst! – Saa tænker jeg mig Folkvangs fagre Disa! BERNHARD Du vil ei hævne! Mildnet er dit Sind! ​O, saa skal Intet meer min Tunge binde; Viid da, din Fader faldt for denne Haand! GANDALF farer tilbage Ha, Loke! KJÆMPERNE Ned med ham, til Hela ned! ​BLANKA styrter i Faderens Arme O, Fader! fat Dig, – nei, det er ei saa; – Hør mig I Kjæmper! hør mig, hør mig, Gandalf! – ​ 257Jeg fandt ham blødende og mat i Skoven Hiin rædselfulde Morgen efter Slaget; Jeg bragte ham – – ASGAUT Ti, Qvinde! det er nok! Frem, frem I Mænd! KJÆMPERNE med dragne Sværde Far ned til Helas Skygger! GANDALF stiller sig foran Bernhard Holdt, skaaner ham, – rør ikke denne Gubbe! ASGAUT Ha, det er jo Afsindighed, kom til Dig selv, – han er din Faders Morder, Gandalf! ​GANDALF Jeg siger Eder, rør ei denne Gubbe! BLANKA O, Fader! gjenkald hine Rædselsord! Du fælded’ ikke Vikingen, – – BERNHARD Min Datter, Vær rolig kun, snart vorder Alt Dig klart! ASGAUT til Gandalf Har du forglemt, da nys du steg i Land Du sværged høit ved Asathor at hævne Din Faders Død; saa løde dine Ord: «Han eller jeg skal falde som et Offer»! ​ 257GANDALF med Følelse Han eller jeg skal falde som et Offer! – – Ha, Hjertet knuger sammen i min Barm, Som slynged Midgardsormen sine Bugter Med Kjæmpemagt derom og slukked ud Den sidste svage Rest af Villiekraften; – ​Du, Pige! Du har vækket denne Tvivl, ​Og kaldt en Storm tillive i mit Indre, Mit Blod er luehedt, som Helas Ild, Og Intet mægter denne Qval at lindre. BLANKA bevæget O, Gandalf! fat Dig, – nu jeg føler først, Hvor kjær Du vorden er for dette Hjerte! GANDALF Ha, er der Sandhed, Pige! i dit Ord? BLANKA O, tvivl ei Gandalf! GANDALF Blanka! tal ei meer! – – Da har jeg svoret en usalig Eed; – Jeg kan ei hævne, – nu, saa maa jeg falde! ASGAUT Hvad mener Du? GANDALF Han eller jeg, – saa lød Mit Ord, – skal segne som et blodigt Offer! ​Han skal ei døe, thi han har fostret hende, ​ 257Hiin Qvinde, der har vækket i min Sjæl En Verden fuld af underlige Tanker! Min Eed maa holdes; – saa bered min Snekke, Paa Muspels Vinger vil jeg stige op Imod min Faders Aand i Valhals Sale! KJÆMPERNE Ha, Gandalf! GANDALF Ja, paa gammel nordisk Viis Jeg falde vil; – see, Aftenvinden blæser Fra Landet ud, – saa smykker da min Drage Med Seierstegn, jeg vil bestige den, Det gjorde alt saamangen Kjæmper før! BLANKA O, vil Du da – GANDALF For mig er intet Valg; Min Faders Guder kan jeg ikke svige! Mig tykkes denne Time som et Glimt ​Fra Odins Blik igjennem Høstens Taage; Mit hele Liv var fuldt af Kamp og Strid, Nu vinker Livet, som en Vaardag blid, Med gylden Frugt og Foraarsblommer fage, Og denne Herlighed skal jeg forlade! ​(griber hendes Haand) Det maa saa være, – Blanka! lev da vel, Vi sees ei meer; – BLANKA – Jo, i den lyse Himmel! ​ 257GANDALF Nei, aldrig, Blanka! husk, din høie Sjæl Vil hæve sig hist over Stjernens Vrimmel, Og min vil svinge sig mod Odins Borg. Der vil jeg styrte mig i Kampens Trængsel, Maaskee jeg flygtigt glemme kan min Sorg, Men aldrig stilles der min hede Længsel! – For evig skilt fra Dig! O, hvilken Tanke! I Nattens Time skal min Skygge vanke Med rastløs Uro ifra Strand til Strand ​Til Solen rødmer hist paa Himlens Rand, Og naar min Aandesnekke, skumbegravet, Bær’ Vikingheltens Aand henover Havet, Da sidder Du paa lette Skyer hist I Maanelyset hos den hvide Christ! – Ha, grumme Skjæbne! hvad var da min Brøde; Dog, nu – levvel, her er vort sidste Møde, Min Liigseng vorder Nordens vilde Hav, Langt, langt fra Dig, – langt fra din Blomstergrav! BLANKA O, vend dig bort fra dine mørke Guder! – Dog, Gandalf! nei, – jeg seer dit Blik bebuder, En fast Beslutning raader i dit Bryst; Nu vel, saa gaa og strid den sidste Dyst, – Men naar Du slumrer i den sortblaa Bølge, Da kan jeg frit min høie Længsel følge, ​Da kan jeg ile over Hav mod Nord, For blandt dit Folk at tolke Christi Ord! ​ 257BERNHARD der under de sidste Replikker øiensynligt har kjæmpet med sig selv, styrter frem og griber Blankas Haand Ti, Blanka, ti! – jeg kan ei meer bekjæmpe Den vilde Storm som raser i min Barm! ​(synker paa Knæ) Tilgiv mig, Barn! ifald Du mægter det! Min hele Færd mod Dig var et Bedrag – – BLANKA hæver ham op O, store Gud! kom til Dig selv, min Fader! GANDALF Ha, hvad er det? BERNHARD Tilgiv, tilgiv mig, Blanka! Min Søn, min Gandalf! see jeg er din Fader! ​GANDALF O, milde Baldur! BLANKA Gud! hvad siger Du! ASGAUT Du lyver, Gamle! ​ 257BERNHARD idet han blotter sin Arm og udstrækker den mod Asgaut Asgaut! kjender Du Ei dette Mærke som Du selv har ridset Med rustnet Staal forlængst udi min Arm; – See kun – – ASGAUT griber overrasket hans Haand Thors Hammer! – Audun, det er Dig! – BLANKA O, milde Himmel! GANDALF Fader! o, min Fader! ​De synke i hans Arme. KJÆMPERNE slaae paa deres Skjolde Hil Audun! hil Dig, Nordens gamle Kjæmpe! BLANKA O, herligt, Alt er løst i mild Forsoning! AUDUN End ikke, – Blanka! kan Du skjænke mig Tilgivelse? BLANKA slynger sine Arme om ham Hvor kan Du spørge, Fader! O, har Du ikke været god mod mig, Har Du ei kjærligt vogtet mine Fjed Og baaret mig saatit paa dine Arme! ​ 257AUDUN O, saare lidt mod hvad jeg skylder Dig! GANDALF Men Fader, siig, hvordan jeg skal forstaae At du blev her paa Vallands Strand tilbage? ​​AUDUN Hør kun. Jeg sank til Jorden hist ved Borgen, Da Slaget næsten ganske var forbi, Bevidstløs, blødende jeg laa ved Klippen Og Løvet skjulte mig for Mines Blik, De klaged over deres Høvdings Død, De droge bort, – jeg ene blev tilbage, Og da den næste Morgen straaled frem, Det rasled nær mig i de grønne Grene, Det var min Blanka, da en lille Pige, Knapt fem Aar gammel, – frygtsomt standsed hun; Men da hun saae mig blødende og svag Hun hented Vand ifra den nære Kilde Med sine Hænder smaae, og pleied mig; – Hun var den Eneste, der ei var myrdet, Den hele Kyst var hærget og forladt. Med blide Ord hun lindrede min Smerte, Jeg leved lykkelig i Skoven her, – Jeg følte ingen Længsel efter Hjemmet; Thi du, min Gandalf! flakked vidt omkring ​Som Viking fra din Ungdoms første Dage; – Jeg hørte Christi Ord fra Barnets Læbe, Og det blev lyst og klart udi min Siæl! ​ 257GANDALF Men denne Kjæmpehøi? Min Fader! siig, Hvordan skal jeg forstaa hvad nys Du sagde? AUDUN Der grov jeg ned min Rustning og mit Sværd! (efter en Pause) Det tyktes mig, som om den vilde Aand, Der raaded’ hos den blodbestænkte Viking Var ganske revet bort ifra min Siæl. Det tyktes mig som om en stille Ro Alt meer og meer sig fæsted i mit Indre, Naar barnligfromt ved Alterfoden hist Min Blanka bad for Vikingheltens Fred. ​ASGAUT griber Blankas Haand Tilgiv min Barskhed mod dig, fagre Mø! ​GANDALF Min Blanka! lad mig trykke Dig i Favn, Du har mig lært et bedre Maal i Livet! BLANKA kjærligt Og dine Guder? GANDALF Dem kan jeg ei svige! Hvor kunde Du vel paa min Elskov tro Naar jeg var troløs mod min Stammes Guder? ​ 257BLANKA Nu vel, – paa Tiden vil jeg haabe, Gandalf! Dog, ikke sandt, – eet vil Du love mig; Du drager ikke meer paa Vikingtog! GANDALF Nei, høit jeg sværger dig, det skal ei skee! Mit Rige vil jeg værne som en Helt, Men aldrig, aldrig plyndre fredsom Kyst. Svar, mine Venner! er I ikke rede At lyde mig? ​HROLLOUG Hil Dig, vor bolde Høvding! Dig skal vi lyde trofast nu som før! – GANDALF Nu, saa afsted da, mod det høie Norden! BLANKA O, Maalet for mit Hjertes bedste Drøm! Du fagre Land med Snee og Nordlysflammer, Saa skal jeg snart Dig hilse som mit Hjem! (til Audun) Og Du, vor elskte Fader – – AUDUN med undertrykt Bevægelse Nei, min Blanka! Min Gandalf jeg kan ikke følge Eder. ​ 257GANDALF og BLANKA O, Fader! – AUDUN Nei, det er urokkeligt Bestemt, – jeg kan ei denne Kyst forlade; ​See, Kjæmpehøien vinker der saa blidt, Der skal den gamle Viking snarlig slumre; Tro ei jeg skilles uden Savn fra Eder, O, mangengang i Midnatstimen vil Jeg sætte mig hist under Bautastenen ​Og stirre vidt henover Havet hen, Og naar da fjernt de blege Nordlysstriber Belyse Himlen lig et Aandesmiil, Da vil jeg taksomt folde mine Hænder, Og hilse Nordlysglimtet som et Bud, Et Tegn paa at en Lysets Dag er kommen I al sin Skjønhed for mit Fædreland! Men Du, min Gandalf! Du har høie Pligter Imod dit Folk, – Du maa ei dvæle her, Og din, min Datter! er den skjønne Lod At lede fromt hans Skridt igjennem Livet. Frygt ei, mit Barn, – thi der hvor Kjærlighed Har hjemme, see, der smelter ogsaa Troen ​Tilsammen snart i salig Harmoni! HEMMING træder frem med Harpen i Haanden Jeg kan ei heller, Gandalf! følge Dig, – See, denne Stund har rystet dybt min Siæl; Af Christendommens milde, klare Flamme Vil Mulmet engang fjernes fra min Barm. ​ 257(han synger til Harpen) «Klippen der kneiser Høit over Skyen, Smuldres af Tidens Fortærende Tand. Sværdet, der engang Klang over Valen, Vildt som en Stormvind, Rustner i Muld. Helten, der pløier Havslettens Vover, ​Slumre skal engang Skrinlagt i Høi. ​Raader end stærke Magter i Valhal, Ragnaroks Stormgang Splitter dem ad. Men bag de vilde, Stridende Kræfters Blodige Natmulm Straaler en Dag!» Ved Korsets Fod jeg lægger Harpen ned, Mit sidste Qvad var Asatroens Drapa! (lægger Harpen foran Altret) ​ 257GANDALF Og Du, min Fader! vil ei følge med? BLANKA Skal dine Børn ei lukke dine Øine? – ​AUDUN Det kan ei skee; – see, Hemming bliver her, Han pleier mig – HEMMING Med Sønnekjærlighed; – Og maaskee fjernt engang i Fremtids Dage Skal Harpen klinge til en hellig Bøn. GANDALF nedslaaet, men fattet Det maa da skee, – BLANKA Gud! skal vi ham forlade! AUDUN Det er bestemt; – saa knæler ned da, Børn! At mine Hænder signe kan jers Forbund! (de knæle hver paa sin Side af ham idet de række hinanden Haanden. Audun lægger sine Hænder velsignende paa deres Hoveder) – Velsignet være evigt denne Pagt, ​Som knytter Nordens Kraft til Sydens Mildhed. Vær from og god, min Gandalf! vogt den Skat, Som du har hentet Dig fra Vallands Skove! Og du, min Datter, vogt det høie Kald, Som Gud har lagt i Qvindens Lod paa Jorden, ​Plant Sydens Blomster hist i Granens Hal, Bred Sandheds milde Lysning over Norden! ​ 257Han omfavner dem taus idet de reise sig. KJÆMPERNE under Skjoldebrag Hil, hil vor Høvding! hil hans unge Brud! Audun sætter sig ved Kjæmpehøien, Hemming ved hans Fødder. HROLLOUG Alt heises Seilet, – Snekken er beredt! BLANKA med Begeistring, gribende Banneret af Josteins Haand idet hun træder frem Nu, saa afsted, – mod Nord skal Farten gaae Igjennem Bølgens Skum paa Havets Blaa! ​Snart straaler Dagens Lys paa Jøklens Tinde, – Snart vorder Ledingsfærden kuns et Minde! Alt sidder Nordens Viking paa sin Høi, Forbi er Tiden da han vældigt fløi Fra Kyst til Kyst og hærged vildt med Flammer; I Støvet synker Tordengudens Hammer, Og Norden vorder selv en Kjæmpegrav! Men glem ei Løftet, som Alfader gav: Naar Mos og Blommer dække Høiens Side, Skal Heltens Aand paa Idavold jo stride, – Saa stiger ogsaa Norden fra sin Grav, Til luttret Strid paa Tankens sølvblaa Hav!