​​  325​ROSMERSHOLM
SKUESPIL I FIRE AKTER
AF HENRIK IBSEN
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1886

 
​
​ROSMERSHOLM
​​  326​Personerne
JOHANNES ROSMER, ejer af Rosmersholm, forhenværende sogneprest
REBEKKA WEST, i huset hos Rosmer
REKTOR KROLL, Rosmers svoger
ULRIK BRENDEL
PEDER MORTENSGÅRD
MADAM HELSETH, husholderske på Rosmersholm
Handlingen foregår på Rosmersholm, en gammel herregård i omegnen af en liden fjordby i det vestlige Norge.
​
​​  327​FØRSTE AKT
Dagligstuen på Rosmersholm; rummelig, gammeldags og hyggelig. Foran på væggen til højre en kakkelovn pyntet med friske birkegrene og markblomster. Længere tilbage en dør. På bagvæggen fløjdør til forstuen. På væggen til venstre et vindu og foran dette en opsats med blomster og planter. Ved ovnen et bord med sofa og lænestole. Rundt om på væggene hænger ældre og nyere portrætter af prester, officerer og embedsmænd i uniform. Vinduet står åbent. Ligeså forstuedøren og den ydre husdør. Udenfor sés store gamle trær i en allé, som fører til gården. Sommeraften. Solen er nede.
Rebekka West sidder i en lænestol ved vinduet og hækler på et stort hvidt uldsjal, som næsten er færdigt. Af og til kikker hun spejdende ud mellem blomsterne. Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.
MADAM HELSETH
Det er vel bedst, jeg begynder så småt at dække kveldsbordet, frøken?
REBEKKA WEST
Ja, gør De det. Pastoren må vel snart komme.
MADAM HELSETH
Trækker det ikke svært, dér frøkenen sidder?
​REBEKKA
Jo, lidt. Vil De kanske lukke.
​  328Madam Helseth går hen og lukker forstuedøren; derefter går hun til vinduet.
MADAM HELSETH vil lukke, ser ud
Men er det ikke pastoren, som går der borte?
REBEKKA hurtigt
Hvor? (rejser sig) Jo, det er ham. (bag forhænget) Gå til side. Lad ham ikke få øje på os.
MADAM HELSETH inde på gulvet
Nej tænk, frøken, – han begynder at gå møllevejen igen.
REBEKKA
Han gik møllevejen i forgårs også. (kikker mellem forhænget og vinduskarmen) Men nu skal vi se –
MADAM HELSETH
Våger han sig over kloppen?
​REBEKKA
Det er det, jeg vil se. (lidt efter) Nej. Han vender om. Går ovenom idag også. (går fra vinduet) Lang omvej.
​MADAM HELSETH
Herregud, ja. Det må vel falde tungt for pastoren at træ’ over den kloppen. Dér, hvor sligt noget er sket, dér –
REBEKKA lægger hækletøjet sammen
De hænger længe ved sine døde her på Rosmersholm.
​  329MADAM HELSETH
Jeg tror nu det, jeg, frøken, at det er de døde, som hænger så længe ved Rosmersholm.
REBEKKA ser på hende
De døde?
MADAM HELSETH
Ja, det er næsten at sige, som om de ikke kunde komme sig helt bort ifra dem, som sidder igen.
REBEKKA
Hvorledes falder De på det?
MADAM HELSETH
Jo, for ellers kom vel ikke denne her hvide hesten, ved jeg.
REBEKKA
Ja, hvad er det egentlig for noget, dette med den hvide hesten, madam Helseth?
​MADAM HELSETH
Å, det er ikke værdt at snakke om det. Sligt noget tror nu ikke De på heller.
REBEKKA
Tror da De på det?
MADAM HELSETH går hen og lukker vinduet
Å, jeg vil ikke være til nar for frøkenen. (ser ud) Nej – men er ikke pastoren der borte på møllevejen nu igen –?
​  330REBEKKA ser udad
Den mand dér? (går til vinduet) Det er jo rektoren!
MADAM HELSETH
Ja, rigtig er det rektoren.
REBEKKA
Nej, det var da morsomt! For De skal se, han agter sig hid til os.
MADAM HELSETH
Han går såmænd rakt over kloppen, han. Og det endda hun var hans kødelige søster. – Nå, så går jeg ind og dækker kveldsbordet da, frøken.
Hun går ud til højre.
Rebekka står en stund ved vinduet; så hilser hun, smiler og nikker ud.
​Det begynder at mørknes.
​REBEKKA går hen og taler ud gennem døren til højre
Å, snille madam Helseth, De sørger vel for lidt extra godt på bordet. De ved nok hvad rektoren liker bedst.
MADAM HELSETH udenfor
Ja vel frøken. Skal så gøre.
REBEKKA åbner døren til forstuen
Nå endelig en gang –! Hjertelig velkommen, kære rektor!
​  331REKTOR KROLL i forstuen, sætter sin stok fra sig
Tak. Jeg kommer altså ikke til ulejlighed?
REBEKKA
De? Fy skamme Dem –!
KROLL kommer ind
Altid elskværdig. (ser sig om) Er Rosmer kanske oppe på sit værelse?
REBEKKA
Nej, han er ude og går. Han er ble’t lidt længere, end han plejer. Men nu kommer han visst på øjeblikket. (viser mod sofaen) Vær så god at ta’ plads så længe.
​KROLL lægger hatten fra sig
Mange tak. (sætter sig og ser sig om) Nej, hvor De har fåt den gamle stuen pyntelig og pén. Blomster både højt og lavt.
REBEKKA
Rosmer holder så svært af at ha’ friske levende blomster omkring sig.
KROLL
Det gør nok De også, tror jeg.
REBEKKA
Ja. Jeg synes, de bedøver så dejligt. Før måtte vi jo nægte os den fornøjelse.
KROLL nikker tungt
Stakkers Beate tålte ikke duften.
​  332REBEKKA
Ikke farverne heller. Hun blev så rent fortumlet –
KROLL
Jeg husker det nok. (i lettere tone) Nå, hvorledes går det så her ude?
REBEKKA
Jo, her går al ting sin stille, jævne gang. Den ene dag som den anden. – Og inde hos Dem? Deres hustru –?
​KROLL
Å, kære frøken West, lad os ikke tale om mit. I en familje er der altid et eller andet, som kommer på tvers. Især i slige tider, som de, vi lever i nu.
​REBEKKA lidt efter, sætter sig i en lænestol ved sofaen
Hvorfor har De ikke set ud til os en eneste gang i hele skoleferierne?
KROLL
Nå, man bør da ikke sådan rende folk på dørene –
REBEKKA
Dersom De vidste, hvor vi har savnet Dem –
KROLL
– og så desuden har jeg jo været bortrejst –
REBEKKA
Ja, de par ugers tid. De har jo været omkring på folkemøder?
​  333KROLL nikker
Og hvad siger De så til det? Havde De tænkt, at jeg på mine gamle dage skulde ble’t politisk agitator? Hvad?
​REBEKKA smiler
Lidt har De nu altid agiteret, rektor Kroll.
KROLL
Nå ja, sådan for min private fornøjelse. Men herefterdags skal det sandelig bli’ alvor af. – Læser De nogensinde disse radikale bladene?
REBEKKA
Ja, kære rektor, jeg vil ikke nægte for, at –
KROLL
Kære frøken West, der er ikke noget at sige på det. Ikke for Deres vedkommende.
REBEKKA
Nej, det synes jeg også. Jeg må da følge med. Vide besked –
KROLL
Nå, under alle omstændigheder forlanger jeg jo ikke af Dem, som fruentimmer, at De skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – borgerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her. – Men De har altså læst, hvorledes disse herrer af «folket» har behaget at overfuse mig? Hvilke infame grovheder de har trod at turde tillade sig?
​REBEKKA
Ja, men jeg synes, De har bidt ganske fyndigt fra Dem.
​  334KROLL
Det har jeg. Det tør jeg selv sige. For nu har jeg fåt blod på tand. Og de skal få føle, at jeg ikke er den mand, som godvillig lægger ryggen til rette –. (afbryder) Nej, men hør nu, – lad os ikke komme ind på dette sørgelige og oprivende emne iaften.
​REBEKKA
Nej, lad os ikke det, kære rektor.
KROLL
Sig mig heller, hvorledes De egentlig trives her på Rosmersholm nu, efter at De er ble’t alene? Efter at vor stakkers Beate –?
REBEKKA
Jo tak; jeg trives nok så godt her. En stor tomhed er der jo efter hende i mange måder. Og savn og sorg også, – naturligvis. Men ellers så –
KROLL
Tænker De at bli’ her? Sådan stadigt, mener jeg.
​REBEKKA
Å kære rektor, jeg tænker såmænd hverken det ene eller det andet. Jeg er jo rigtignok ble’t så husvant nu, at jeg næsten synes jeg hører til her, jeg også.
KROLL
Ja De. Det skulde jeg da vel mene.
​  335REBEKKA
Og så længe herr Rosmer finder, at jeg kan være til nogen hygge og nytte for ham, – ja, så blir jeg her vel sagtens, kan jeg tro.
KROLL ser bevæget på hende
Ved De hvad, – der er noget stort i dette, for en kvinde, således at la’ hele sin ungdom gå hen under opofrelser for andre.
REBEKKA
Å, hvad havde jeg ellers havt at leve for?
KROLL
Først gik De her i dette evindelige stræv med Deres lamme, urimelige plejefar –
REBEKKA
De må ikke tro doktor West var så urimelig der oppe i Finmarken. Det var de forfærde​lige sjørejser, som knækked ham. Men da vi så var flyttet her ned, – ja, da kom der jo et par svære år, inden han fik stridt ud.
KROLL
Blev de ikke endda sværere for Dem, de år, som kom bagefter?
REBEKKA
Nej, hvor kan De da tale så! Jeg, som holdt så inderlig af Beate –. Og så sørgeligt, som hun, stakker, trængte til pleje og skånsom omgang.
KROLL
Tak og pris skal De ha’, fordi De mindes hende med overbærenhed.
​  336REBEKKA flytter sig lidt nærmere
Kære rektor, De siger dette​ så vakkert og hjerteligt, så jeg er viss på, der ikke ligger nogen misstemning under.
KROLL
Misstemning? Hvad mener De med det?
REBEKKA
Nå, det vilde jo slet ikke være så underligt, om De følte det som noget pinsomt at se mig ​fremmede menneske gå og skalte og valte her på Rosmersholm.
KROLL
Nej men hvor i al verden –!
REBEKKA
Men det gør De altså ikke. (rækker ham hånden) Tak, kære rektor! Tak, tak for det.
KROLL
Men hvor i al verden har De kunnet falde på en sådan tanke?
REBEKKA
Jeg begyndte at bli’ lidt ræd, siden De kom så sjelden ud til os.
KROLL
Da har De sandelig været artig på vildspor, frøken West. Og desuden, – her er jo ingen ting forandret i selve sagen. Det var jo Dem, – og Dem alene, – som stod for styret her allerede i stakkers Beates sidste ulykkelige levetid.
​  337REBEKKA
Det var nu mere som et slags regentskab i husfruens navn.
​KROLL
Hvorom alting er –. Ved De hvad, frøken West, – jeg for min del skulde sandelig ikke ha’ noget imod, om De –. Men det går vel ikke an at sige sligt noget.
REBEKKA
Hvilket, mener De?
KROLL
Om det kunde føje sig så, at De tog den tomme plads –
REBEKKA
Jeg har den plads jeg ønsker, herr rektor.
KROLL
I gavnet, ja; men ikke i –
REBEKKA afbryder ham alvorligt
Skam Dem dog, rektor Kroll. Hvor kan De sidde og spase om sådant?
KROLL
Å ja, vor gode Johannes Rosmer synes sagtens, han har fåt mere end nok af ægtestanden. Men alligevel –
​REBEKKA
Ved De hvad, – jeg må næsten le af Dem.
​​  338KROLL
Alligevel –. Sig mig engang, frøken West –. Hvis det er tilladt at spørge –. Hvor gammel er De egentlig?
REBEKKA
Med skam at melde, så har jeg såmænd fyldt de ni og tyve, herr rektor. Jeg går nu i det tredivte.
KROLL
Ja-ja. Og Rosmer, – hvor gammel er han? Lad mig se. Han er fem år yngre end jeg. Nå, han er altså godt og vel tre og firti. Jeg synes, det vilde passe bra’.
REBEKKA rejser sig
Ja-visst, ja-visst. Det vilde passe udmærket. – Drikker De té med os i aften?
KROLL
Ja tak. Jeg havde tænkt at slå mig ned her. For der er en sag, som jeg må tale med vor gode ven om. – Og så, frøken West, – for at De ikke skal komme på gale tanker igen, så vil jeg se herud alt som tiest, – ligesom i gamle dage.
REBEKKA
Å ja, gør endelig det. (ryster hans hænder) Tak, tak! De er da rigtig inderlig snil alligevel.
​KROLL brummer lidt
Så? Det er såmænd mere end jeg får høre hjemme.
​  339Johannes Rosmer kommer ind gennem døren til højre.
REBEKKA
Herr Rosmer, – kan De se, hvem der sidder her?
JOHANNES ROSMER
Madam Helseth fortalte det.
Rektor Kroll har rejst sig.
ROSMER mildt og dæmpet, trykker hans hænder
Velkommen til huset igen, kære Kroll. (lægger hænderne på hans skuldre og ser ham ind i øjnene) Du kære gamle ven! Det var nok det jeg vidste, at engang måtte det bli’ som før imellem os.
KROLL
Men snille menneske, – har du også været inde på den forrykte indbildning, at der skulde være noget ivejen!
​REBEKKA til Rosmer
Ja tænk, – hvor dejligt, at det bare var en indbildning.
​ROSMER
Var det virkelig det, Kroll? Men hvorfor trak du dig da så rent tilbage fra os?
KROLL alvorlig og dæmpet
Fordi jeg ikke vilde gå her som et levende minde om dine ulykkelige år – og om hende, – som endte i møllefossen.
​  340ROSMER
Det var jo vakkert tænkt af dig. Du er jo altid så hensynsfuld. Men det var aldeles unødvendigt at bli’ borte af den grund. – Kom, du; lad os sætte os i sofaen. (de sætter sig) Nej, det står sandelig ikke for mig som nogen pine at tænke på Beate. Vi taler daglig om hende. Hun hører endnu ligesom huset til, synes vi.
KROLL
Gør I virkelig det?
REBEKKA tænder lampen
Ja, det gør vi da rigtignok.
ROSMER
Det er jo så lige til. Vi holdt jo begge to så inderlig af hende. Og både Rebek– både frøken West og jeg, vi véd med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stak​kers hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt og blødt i det at tænke på Beate nu.
KROLL
I kære prægtige mennesker! Fra nu af kommer jeg ud til jer hver dag.
REBEKKA sætter sig i en lænestol
Ja, lad os nu bare se, at De holder ord.
ROSMER noget dvælende
Du, Kroll, – jeg skulde højlig ønsket, at omgangen mellem os aldrig var ble’t afbrudt. Du har jo været som en selvskreven ​  341rådgiver for mig sålænge vi har kendt hinanden. Lige fra jeg blev student.
KROLL
Nå ja; og det sætter jeg overmåde stor pris på. Er der kanske nu noget særligt –?
ROSMER
Der er mangt og meget, som jeg så gerne vilde tale uforbeholdent med dig om. Sådan lige ud af hjertet.
​REBEKKA
Ja, ikke sandt, herr Rosmer? Jeg synes, det måtte være så godt – mellem gamle venner –
​KROLL
Å du kan såmænd tro, jeg har endnu mere at tale med dig om. For nu er jeg ble’t aktiv politiker, som du nok ved.
ROSMER
Ja, du er jo det. Hvorledes gik det egentlig til?
KROLL
Jeg måtte, du. Måtte, så nødig jeg end vilde. Det går umulig an nu længer at stå som ørkesløs tilskuer. Nu, da de radikale så sørgeligt er kommet til magten, – nu er det på høj tid –. Derfor har jeg også fåt vor lille vennekreds inde i byen til at slutte sig engere sammen. Det er på høj tid, siger jeg!
​  342REBEKKA med et let smil
Ja, er det ikke egentlig nu temmelig sent?
KROLL
Unegtelig havde det været heldigst, om vi havde standset strømmen på et tidligere tidspunkt. Men hvem kunde vel forudsé, hvad der vilde komme? Jeg i alle fald ikke. (rejser sig og går om på gulvet) Jo, nu har jeg rigtignok fåt øjnene op. For nu er oprørsånden trængt ind i selve skolen.
​ROSMER
I skolen? Dog vel ikke i din skole?
KROLL
Jo så sandelig er den det. I min egen skole. Hvad synes du! Jeg er kommen under vejr med, at gutterne i øverste klasse, – det vil da sige en del af gutterne, – de har nu i over et halvt år havt en hemmelig forening og der holder de Mortensgårds avis!
REBEKKA
Å, «Blinkfyret».
KROLL
Ja, synes De ikke det er en sund åndsføde for vordende embedsmænd? Men det traurigste ved sagen er, at det er alle de begavede gutter i klassen, som har rottet sig sammen og stiftet dette komplot imod mig. Det er bare stymperne og eftersidderne, som har holdt sig udenfor.
REBEKKA
Går da dette Dem så nær til hjerte, rektor?
​  343​KROLL
Om det gør! Således at se mig hæmmet og modarbejdet i min livsgerning. (sagtere) Men jeg havde nær sagt, at det fik endda være for hvad det var. Men nu kommer det aller værste. ​(ser sig om) Her er vel ingen, som lytter ved dørene?
REBEKKA
Å aldeles ikke.
KROLL
Så skal I da vide, at tvedragten og oprøret er trængt ind i mit eget hus. I mit eget rolige hjem. Har forstyrret familjelivets fred for mig.
ROSMER rejser sig
Hvad siger du! Hjemme hos dig –?
REBEKKA går hen til rektoren
Men kære, hvad er der da hændt?
KROLL
Vil De tænke Dem til, at mine egne børn –. Kort og godt, – det er Laurits, som er formand for skolekomplottet. Og Hilda har broderet en rød mappe til at gemme «Blinkfyret» i.
ROSMER
Det havde jeg da aldrig drømt om, – at hos dig, – i dit hus –
KROLL
Nej, hvem kunde vel drømme om sligt? I mit hus, hvor der altid har hersket lydighed og ​orden, – hvor der hidtil kun har rådet en eneste samdrægtig vilje –
​  344REBEKKA
Hvorledes tar Deres hustru dette her?
KROLL
Ja se, det er nu det utroligste af alt sammen. Hun, som alle sine dage – både i stort og i småt – har delt mine meninger og billiget alle mine anskuelser, hun er sandelig ikke fri for at hælde over til børnenes side i mange stykker. Og så gir hun mig skylden, for hvad der er sket. Hun siger, at jeg virker kuende på de unge. Ret som om ikke det var nødvendigt at –. Nå, således har jeg ufreden gående hjemme. Men jeg taler naturligvis så lidet om det, som muligt. Sligt bør jo helst dysses ned. (driver opover gulvet) Å ja, ja, ja.
Han stiller sig med hænderne på ryggen ved vinduet og ser ud.
​REBEKKA har nærmet sig Rosmer og siger sagte, hurtigt og ubemærket af rektoren
Gør det!
ROSMER ligeså
Ikke i aften.
​REBEKKA som før
Jo netop.
Hun går hen og steller med lampen.
KROLL kommer fremover gulvet
Ja, min kære Rosmer, nu ved du altså, hvorledes tidsånden har kastet sine skygger både ind i mit husliv og over min embedsgerning.​  345 Og denne fordærvelige, nedbrydende og opløsende tidsånd skulde jeg ikke bekæmpe med alle de våben, jeg kan overkomme? Jo, du, det agter jeg rigtignok at gøre. Og det både i skrift og i tale.
ROSMER
Har du nu også håb om, at du kan udrette noget på den måde?
KROLL
Jeg vil i alle fald aftjene min statsborgerlige værnepligt. Og jeg mener, det er enhver fædrelandssindet og for den gode sag bekymret mands skyldighed at gøre det samme. Ser du, – derfor er det nærmest, at jeg er kommet her ud til dig i aften.
ROSMER
Men kære, hvad mener du –? Hvad skal jeg –?
​KROLL
Du skal hjælpe dine gamle venner. Gøre som vi andre. Ta’ hånd i med så godt du kan.
REBEKKA
Men rektor Kroll, De kender jo herr Rosmers ulyst til sligt noget.
KROLL
Den ulyst får han se at overvinde nu. – Du følger ikke nok med, Rosmer. Du sidder her og murer dig inde med dine historiske samlinger. Gud bevares, – al respekt for stamtavler og hvad dertil hører. Men tiden er ikke for den slags sysler – desværre. Du gør dig ingen forestilling om, hvorledes tilstanden er ude omkring i landet. Der er vendt op og ned på, snart sagt, ​  346hvert eneste begreb. Det vil bli et kæmpearbejde at få alle de vildfarelser ryddet ud igen.
​ROSMER
Det tror jeg også. Men det slags arbejde ligger slet ikke for mig.
REBEKKA
Og så tror jeg nok, at herr Rosmer er kommet til at se på tingene i livet med åbnere øjne end før.
​KROLL studser
Åbnere?
REBEKKA
Ja, eller friere da. Mere uhildet.
KROLL
Hvad skal dette her sige? Rosmer, – du kunde dog vel aldrig være så svag at la’ dig dåre af en slig tilfældighed, som den, at massehøvdingerne har vundet en midlertidig sejr!
ROSMER
Kære, du ved jo, hvor liden forstand jeg har på politik. Men jeg synes rigtignok, at der i de senere år er kommet ligesom noget mere selvstændighed ind i de enkeltes tænkning.
KROLL
Nå, – og det betragter du sådan uden videre som et gode! For resten tar du nok betydelig fejl, min ven. Forhør dig bare om, hvad det er for meninger, som har kurs blandt radikalerne, både her ude og inde i byen. Det er ikke en snus andet, end den visdom, som forkyndes i «Blinkfyret».
​  347REBEKKA
Ja, Mortensgård har stor magt over mange her omkring.
​KROLL
Ja, tænke sig til! En mand med en så tilsmudset fortid. Et menneske, som for usædeligt forhold er dømt fra sin lærerbestilling –! Slig en gir sig til at agere folkeleder! Og det går! Det går virkelig! Nu vil han udvide sit blad, hører jeg. Jeg ved fra sikker kilde, at han søger efter en habil medarbejder.
REBEKKA
Det er underligt, synes jeg, at ikke De og Deres venner stiller noget op imod ham.
KROLL
Det er netop det, vi vil gøre nu. Idag har vi købt «Amtstidenden». Pengespørsmålet frembød ingen vanskeligheder. Men – (vender sig til Rosmer) Ja, nu er jeg inde på mit egentlige ærinde til dig. Det er ledelsen, ​– den journalistiske ledelse, som det kniber med, ser du. – Sig mig, Rosmer, – skulde ikke du for den gode sags skyld føle dig opfordret til at overta’ den?
ROSMER næsten forskrækket
Jeg!
REBEKKA
Nej, men hvor kan De da tænke Dem sligt!
​KROLL
At du har skræk for folkemøderne og ikke vil udsætte dig for den konfekt, som der vanker, det er jo nok så rimeligt. Men en redaktørs mere tilbagetrukne virksomhed, eller, rettere sagt –
​  348ROSMER
Nej, nej, kære ven, dette her må du ikke be’ mig om.
KROLL
Jeg selv skulde så inderlig gerne forsøge mig i den retning også. Men det vilde bli’ aldeles uoverkommeligt for mig. Jeg er allerede i forvejen så bebyrdet med en utallighed af gøremål –. Du derimod, som nu ikke længer trykkes af nogen embedsgerning. – Vi andre vil naturligvis hjælpe dig så godt vi formår.
ROSMER
Jeg kan ikke, Kroll. Jeg duer ikke til det.
KROLL
Duer ikke? Det samme sa’ du, da din far skaffed dig kaldet –
ROSMER
Jeg havde ret. Derfor gik jeg også min vej.
​KROLL
Å bli’ du bare lige så flink redaktør som du var prest, så skal vi være fornøjet.
ROSMER
Kære Kroll, – nu siger jeg dig én gang for alle, – jeg gør det ikke.
KROLL
Nå, så låner du os da vel dit navn i alle fald.
ROSMER
Mit navn?
​  349KROLL
Ja, allerede navnet Johannes Rosmer vil være en vinding for bladet. Vi andre går jo og gælder for udprægede partimænd. Jeg selv skal endog være udskreget som en arg fanatiker, hører jeg. Derfor kan ikke vi regne på, under eget navn, at skaffe bladet synderlig indgang hos de vildledte masser. Du derimod, – du har altid holdt dig udenfor striden. Dit milde ​redelige sindelag, – dit fine tænkesæt, – din uantastelige hæderlighed er kendt og skattet af alle her omkring. Og så den agtelse og respekt, som din tidligere prestelige stilling omgir dig med. Og så endelig familjenavnets ærværdighed, du!
​ROSMER
Å familjenavnet –
KROLL peger mod portrætterne
Rosmerne til Rosmersholm, – prester og officerer. Højt betroede embedsmænd. Korrekte hædersmænd alle sammen, – en æt, som nu snart i et par hundrede år har siddet her som den første i distriktet. (lægger hånden på hans skulder) Rosmer, – du skylder dig selv og din slægts traditioner at være med og værne om alt det, som hidtil har været godkendt i vort samfund. (vender sig) Ja, hvad siger De, frøken West?
REBEKKA med en let, stille latter
Kære rektor, – for mig er dette her så usigelig latterligt at høre på.
KROLL
Hvad for noget! Latterligt?
​  350REBEKKA
Ja, for nu vil jeg sige Dem rent ud –
ROSMER hurtigt
Nej, nej, – lad være! Ikke nu!
​KROLL ser afvekslende på dem
Men hvad i al verden, kære venner –? (afbryder) Hm!
Madam Helseth kommer i døren til højre.
MADAM HELSETH
Der er en mand ude i køkkengangen. Han si’er, at han vil hilse på pastoren.
ROSMER lettet
Ah så. Ja, bed ham værs’god komme ind.
MADAM HELSETH
Her ind i stuen?
ROSMER
Ja vel.
MADAM HELSETH
Men han ser nok ikke slig ud, at en kan slippe ham ind i stuen.
REBEKKA
Hvorledes ser han da ud, madam Helseth?
MADAM HELSETH
Å det er nok ikke videre, det, frøken.
​  351ROSMER
Sa’ han ikke, hvad han heder?
​​MADAM HELSETH
Jo, jeg synes han sa’, at han heder Hekman eller noget sligt.
ROSMER
Jeg kender ingen af det navn.
MADAM HELSETH
Og så sa’ han, at han hed Uldrik også.
ROSMER studser
Ulrik – Hetman! Var det så?
MADAM HELSETH
Ja, Hetman var det.
KROLL
Det navn har jeg visst hørt før –
REBEKKA
Det var jo det navn, som han brugte at skrive under, han, denne underlige –
ROSMER til Kroll
Det er Ulrik Brendels forfatternavn, du.
KROLL
Den forlorne Ulrik Brendel. Ganske rigtig.
​  352REBEKKA
Så han er i live endnu.
​ROSMER
Han rejste om med et teaterselskab, trode jeg.
KROLL
Det sidste, jeg hørte om ham, var, at han sad i arbejdsanstalten.
ROSMER
Bed ham komme ind, madam Helseth.
MADAM HELSETH
Jaja.
Hun går.
KROLL
Vil du virkelig tåle det menneske i din stue?
ROSMER
Å du ved jo, at han var min lærer en tid.
KROLL
Ja, jeg ved, at han gik her og propped dig hodet fuldt med oprørske meninger og at din far så jog ham på porten med sin ridepidsk.
ROSMER lidt bittert
Far var major her hjemme i sit hus også.
​  353KROLL
Tak du ham i hans grav for det, min kære Rosmer. Nå!
​Madam Helseth åbner døren til højre for Ulrik Brendel, går igen og lukker efter ham. Han er en stadselig, noget udtæret men rask og rørig skikkelse med gråt hår og skæg. For resten klædt som en almindelig landstryger. Tyndslidt frakke; dårligt skotøj; skjorte ses ikke. Gamle sorte handsker påtrukne; en blød smudsig hat sammenklappet under armen og en spadsérstok i hånden.
ULRIK BRENDEL først usikker, går så raskt hen til rektoren og byder hånden frem
God aften, Johannes!
​KROLL
Undskyld –
BRENDEL
Havde du ventet, at du skulde få se mig igen? Og det indenfor disse forhadte mure?
KROLL
Undskyld –. (peger) Dér –
BRENDEL vender sig
Rigtig. Der har vi ham. Johannes, – min gut, – du, hvem jeg har elsket mest –!
ROSMER rækker ham hånden
Min gamle lærer.
​  354BRENDEL
Trods visse erindringer så vilde jeg dog ikke passere Rosmersholm forbi uden at aflægge en flygtig visit.
​ROSMER
Her er De hjertelig velkommen nu. Vær sikker på det.
BRENDEL
Ah, denne tiltrækkende dame –? (bukker) Fru provstinden naturligvis.
ROSMER
Frøken West.
BRENDEL
Formentlig en nær pårørende. Og hin ubekendte –? En embedsbroder, kan jeg se.
ROSMER
Rektor Kroll.
BRENDEL
Kroll? Kroll? Bi lidt. Har De studeret filologi i Deres unge dage?
KROLL
Ja selvfølgelig.
BRENDEL
Men Donnerwetter, så har jeg jo kendt dig!
KROLL
Undskyld –
​  355BRENDEL
Var ikke du –
​KROLL
Undskyld –
BRENDEL
– en af hine dydens drabanter, som fik mig udstødt af diskussionsforeningen?
KROLL
Det kan gerne være. Men jeg protesterer imod ethvert nærmere bekendtskab.
BRENDEL
Nå-nå! Nach Belieben, herr doktor. Det kan komme mig ud på et. Ulrik Brendel blir den mand han er alligevel.
REBEKKA
De agter Dem vel indover til byen, herr Brendel?
​BRENDEL
Fru pastorinden har truffet det. Med visse mellemrum er jeg nødt til at slå et slag for tilværelsen. Jeg gør det ikke gerne; men – enfin – den tvingende nødvendighed –
ROSMER
Å men kære herr Brendel, må da ikke jeg få lov til at hjælpe Dem med noget? På en eller anden måde, mener jeg –
​BRENDEL
Ha, et sådant forslag! Kunde du ville makulere det bånd, som sammenknytter os? Aldrig, Johannes, – aldrig!
​  356ROSMER
Men hvad tænker De da at ta’ Dem til i byen? De kan tro, det vil ikke falde Dem så let –
BRENDEL
Lad mig om det, min gut. Tærningerne er kastede. Således, som jeg her står for dig, er jeg ude på en omfattende rejse. Mere omfattende, end alle mine tidligere strejftog tilsammen. (til rektor Kroll) Turde jeg spørge herr professoren – unter uns –, findes der et nogenlunde anstændigt, respektabelt og rummeligt forsamlingslokale i Deres agtede by?
KROLL
Det rummeligste er arbejderforeningens sal.
BRENDEL
Har herr docenten nogen kvalificeret indflydelse i denne vistnok meget gavnlige forening?
KROLL
Jeg har ikke noget med den at skaffe.
​REBEKKA til Brendel
De bør henvende Dem til Peder Mortensgård.
BRENDEL
Pardon, madame, – hvad er det for en idiot?
ROSMER
Hvorfor skal De nu just tro, han er en idiot?
BRENDEL
Hører jeg ikke fluks på navnet, at det bæres af en plebejer?
​  357KROLL
Det svar havde jeg ikke ventet.
BRENDEL
Men jeg vil overvinde mig. Der er ikke andet for. Når man, – således som jeg, – står på et vendepunkt i sit liv –. Det er afgjort. Jeg sætter mig i forbindelse med personen, – indleder direkte underhandlinger –
​ROSMER
Står De virkelig for alvor på et vendepunkt?
BRENDEL
Ved ikke min egen gut, at hvor Ulrik Brendel står, der står han altid for alvor? – Jo, du, ​nu vil jeg iføre mig et nyt menneske. Træde ud af den reserverte tilbageholdenhed, som jeg hidtil har iagttaget.
ROSMER
Hvorledes –?
BRENDEL
Jeg vil gribe ind i livet med en virksom hånd. Træde frem. Træde op. Det er en stormbevæget solhvervstid vi ånder i. – Nu vil jeg lægge min skærv på frigørelsens alter.
KROLL
Vil De også –?
BRENDEL til dem alle
Besidder almenheden her noget nøjere kendskab til mine spredte skrifter?
​  358KROLL
Nej, jeg må oprigtig tilstå, at –
REBEKKA
Jeg har læst adskilligt. For min plejefar ejed dem.
BRENDEL
Skønne husfrue, – da har De spildt Deres tid. Thi det er noget pøjt, skal jeg sige Dem.
REBEKKA
Så?
​BRENDEL
Hvad De har læst, ja. Mine betydningsfulde værker kender hverken mand eller kvinde. Ingen – uden jeg selv.
REBEKKA
Hvorledes går det til?
BRENDEL
Fordi de ikke er skrevne.
ROSMER
Men kære herr Brendel –
BRENDEL
Du ved, min Johannes, at jeg er et stykke af en sybarit. En Feinschmecker. Har været så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold dobbelt. Ser du, – når gyldne drømme daled ned over mig, – omtåged mig, – når nye, svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig, ​  359– omvifted mig med bærende vinger, – da formed jeg det ud i digt, i syner, i billeder. Sådan i de store omrids, forstår du.
​ROSMER
Ja, ja.
BRENDEL
Å, hvorledes jeg har nydt og svælget i mine dage, du! Udformningens gådefulde salighed, – ​sådan i de store omrids, som sagt, – bifaldet, takken, berømmelsen, laurbærkronen, – alt har jeg indkasseret med fulde, glædeskælvende hænder. Mættet mig i mine lønlige forestillinger med en fryd, – å, så svimlende stor –!
KROLL
Hm –.
ROSMER
Men aldrig skrevet det ned?
BRENDEL
Ikke et ord. Dette platte skriverhåndværk har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og hvorfor skulde jeg også profanere mine egne idealer, når jeg kunde nyde dem i renhed og for mig selv? Men nu skal de offres. Sandelig, – jeg er tilmode ved det, som en mor, der lægger unge døtre i ægtemænds arme. Men jeg offrer dem alligevel, – offrer dem på frigørelsens alter. En række af vel udformede foredrag – hele landet over –!
REBEKKA livfuldt
Dette er stort af Dem, herr Brendel! De gir det dyreste, De ejer.
​  360ROSMER
Det eneste.
​REBEKKA ser betydningsfuldt på Rosmer
Hvor mange er der vel, som gør det? Som tør det?
ROSMER gengælder blikket
Hvem ved?
BRENDEL
Forsamlingen er bevæget. Det kvæger mit hjerte – og styrker viljen. Og dermed så skrider jeg altså til handling. Dog én ting –. (til rektoren) Kan De sige mig, herr præceptor, – findes der en afholdsforening i byen? En total-afholdsforening? Det gør der naturligvis.
KROLL
Ja, til tjeneste. Jeg er selv formand.
BRENDEL
Kunde jeg ikke se det på Dem! Nå, da er det ikke umuligt, at jeg kommer hjem til Dem og skriver mig ind for en uges tid.
​KROLL
Undskyld, – vi modtar ikke medlemmer på ugevis.
BRENDEL
A la bonheur, herr pædagog. Ulrik Brendel har aldrig rendt den slags foreninger på dørene. (vender sig) Men jeg tør ikke forlænge mit ophold ​i dette hus, så rigt på minder. Jeg må til byen og vælge mig et passende logis. Der findes dog vel et ordentligt hotel, vil jeg håbe.
​  361REBEKKA
Vil De ikke drikke lidt varmt, før De går?
BRENDEL
Hvad slags varmt, min nådige?
REBEKKA
En kop té eller –
BRENDEL
Jeg takker husets rundhåndede værtinde. Men jeg lægger ikke gerne beslag på den private gæstfrihed. (hilser med hånden) Lev vel, mine herskaber! (går mod døren men vender om) Å, det er s’gu sandt –. Johannes, – pastor Rosmer, – vil du gøre din fordums lærer en tjeneste for mangeårigt venskabs skyld?
ROSMER
Ja så inderlig gerne.
BRENDEL
Godt. Så lån mig – for en dags tid eller to – en strøgen mansketskjorte.
ROSMER
Ikke andet end det!
​BRENDEL
For, ser du, jeg rejser til fods – denne gang. Min kuffert blir sendt bagefter.
ROSMER
Ja vel. Men er der så ikke noget andet?
​  362BRENDEL
Jo, ved du hvad, – du kunde kanske undvære en ældre, benyttet sommerfrakke?
ROSMER
Ja, ja, det kan jeg så visst.
BRENDEL
Og dersom der skulde høre et par anstændige støvler til den frakken –
ROSMER
Det skal der nok bli’ råd for. Så snart vi får vide adressen, skal vi sende sagerne ind.
BRENDEL
På ingen måde. Ikke nogen ulejlighed for min skyld! Jeg tar de bagateller med.
ROSMER
Godt, godt. Vil De så følge med mig ovenpå.
​REBEKKA
Lad heller mig. Jeg og madam Helseth skal nok besørge det.
​BRENDEL
Aldrig tillader jeg, at denne distingverte dame –!
REBEKKA
Å hvad! Kom De bare, herr Brendel.
Hun går ud til højre.
​  363ROSMER holder ham tilbage
Sig mig, – er der ikke ellers noget, jeg kunde tjene Dem med?
BRENDEL
Jeg ved i sandhed ikke hvad det skulde være. Jo, død og helvede, – når jeg tænker mig om –! Johannes, – har du tilfældigvis otte kroner på dig?
ROSMER
Nu skal vi se. (åbner portemonnæen) Her har jeg to tikronesedler.
BRENDEL
Ja, ja, det kan være det samme. Jeg kan ta’ dem. Får dem altid vekslet inde i byen. Tak så længe. Husk på, det var to tiere jeg fik. God nat, du, min egen kære gut! God nat, min agtede herre!
Han går til højre, hvor Rosmer tar afsked og lukker døren efter ham.
KROLL
Forbarmende gud, – det var altså den Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde bli noget stort af i verden.
​ROSMER stille
Han har i alle fald havt mod til at leve livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er så lidet endda.
KROLL
Hvad nu? Et sligt liv som hans! Jeg tror så nær, at han var mand for at forvirre dine begreber endnu engang.
​  364ROSMER
Å nej, du. Nu er jeg kommen på det rene med mig selv i alle dele.
KROLL
Gid det var så vel, kære Rosmer. For du er så svært modtagelig for indtryk udenfra.
ROSMER
Lad os sætte os. Og så vil jeg tale med dig.
KROLL
Ja lad os.
De sætter sig i sofaen.
​ROSMER lidt efter
Synes du ikke, vi har det godt og hyggeligt her?
KROLL
Jo, nu er her ble’t godt og hyggeligt – og fredsomt. Ja, du har fåt dig et hjem, du, Rosmer. Og jeg har mistet mit.
​ROSMER
Kære, sig ikke så. Det, som nu er splittet, det vil nok heles igen.
KROLL
Aldrig. Aldrig. Brodden vil bli siddende i. Det kan aldrig bli som før.
​  365ROSMER
Hør nu her, Kroll. Vi to har nu ståt hinanden nær i så mange, mange år. Synes du, det er tænkeligt, at vort venskab kunde gå overstyr?
KROLL
Jeg ved ikke den ting i verden, som kunde bryde mellem os. Hvorledes falder du på sligt?
ROSMER
Fordi du lægger en så afgørende vægt på enighed i meninger og synsmåder.
KROLL
Nå ja; men vi to er da så omtrent enige. I de store kernespørsmål i alle fald.
ROSMER sagte
Nej. Ikke nu længer.
KROLL vil springe op
Hvad er dette her!
​ROSMER holder på ham
Nej, du må bli’ siddende. Jeg bér dig, Kroll.
KROLL
Hvad er det for noget? Jeg forstår dig ikke. Tal da rent ud!
ROSMER
Der er kommet en ny sommer i mit sind. Et nyt ungdomssyn. Og derfor så står jeg nu der –
​  366KROLL
Hvor, – hvor står du?
ROSMER
Der, hvor dine børn står.
KROLL
Du? Du! Det er da vel umuligt! Hvor står du, siger du?
ROSMER
På samme side som Laurits og Hilda.
KROLL sænker hodet
Frafalden. Johannes Rosmer frafalden.
ROSMER
Jeg skulde ha’ følt mig så glad, – så inderlig ​lykkelig ved det, som du kalder frafaldet. ​Men så led jeg pinligt alligevel. For jeg vidste jo nok, at det vilde volde dig en bitter sorg.
KROLL
Rosmer, – Rosmer! Dette forvinder jeg aldrig. (ser tungt på ham) Å, at også du kan ville være med og række hånd til fordærvelsens og forstyrrelsens værk i dette ulykkelige land.
ROSMER
Det er frigørelsens værk, jeg vil være med på.
KROLL
Ja, jeg ved det nok. Således kaldes det både af forførerne og af de vildledte. Men synes du da, at der er nogen frigørelse ​  367at vente af den ånd, som nu holder på at forgifte hele vort samfundsliv?
ROSMER
Jeg slutter mig ikke til den ånd, som råder. Ikke til nogen af de stridende. Jeg vil prøve på at samle menneskene sammen fra alle sider. Så mange og så inderligt jeg bare formår det. Jeg vil leve og sætte alle mine livsens kræfter ind på dette ene, – at skabe det sande folkedømme i landet.
KROLL
Så du synes ikke vi har folkedømme nok! Jeg for min part synes vi alle til hobe er på ​god vej til at drages ned i det mudder, hvor ellers kun almuen plejer at trives.
ROSMER
Just derfor stiller jeg folkedømmets sande opgave.
KROLL
Hvilken opgave?
ROSMER
At gøre alle mennesker i landet til adelsmennesker.
KROLL
Alle mennesker –!
ROSMER
Så mange som muligt i alle fald.
​  368KROLL
Ved hvilke midler?
ROSMER
Ved at frigøre sindene og luttre viljerne, tænker jeg.
KROLL
Du er en drømmer, Rosmer. Vil du frigøre dem? Vil du luttre dem?
​ROSMER
Nej, kære, – jeg vil bare søge at vække dem til det. Gøre det, – det må de selv.
​KROLL
Og du tror, de kan?
ROSMER
Ja.
KROLL
Ved egen kraft altså?
ROSMER
Ja, netop ved egen kraft. Der findes ikke nogen anden.
KROLL rejser sig
Er dette at tale, som det sømmer sig en prest?
ROSMER
Jeg er ingen prest længer.
​  369KROLL
Ja, men – din barnetro da –?
ROSMER
Den har jeg ikke mere.
KROLL
Du har ikke –!
ROSMER rejser sig
Jeg har opgi’t den. Jeg måtte opgi’ den, Kroll.
​KROLL rystet men behersket
Ja så. – Ja, ja, ja. Det ene følger vel med det andet. – Var det kanske derfor, at du trådte ud af kirkens tjeneste?
ROSMER
Ja. Da jeg blev klar over mig selv, – da jeg fik fuld visshed for, at det ikke bare var en forbigående anfægtelse, men at det var noget, som jeg aldrig mere kunde eller vilde komme ifra, – da gik jeg.
KROLL
Så længe har det altså gæret i dig. Og vi, – dine venner, har ikke fåt noget at vide om det. Rosmer, Rosmer, – hvor kunde du dølge den sørgelige sandhed for os!
ROSMER
Fordi jeg syntes, det var en sag, som kun vedkom mig selv. Og så vilde jeg da ikke volde dig og de andre vennerne nogen unødig sorg. Jeg tænkte, jeg kunde bli’ ved at leve her som hidtil, stille og glad og lykkelig. Jeg vilde læse og fordybe mig i alle de værker, som før havde været ​  370lukkede bøger for mig. Rigtig inderlig leve mig ind i den store sandhedens og frihedens verden, som nu er ble’t mig åbenbaret.
​​KROLL
Frafalden. Hvert ord vidner om det. Men hvorfor bekender du så dette dit lønlige frafald alligevel? Og hvorfor just netop nu?
ROSMER
Det har du selv tvunget mig til, Kroll.
KROLL
Jeg? Har jeg tvunget dig –!
ROSMER
Da jeg fik høre om din voldsomme færd ved møderne, – da jeg læste om al den ukærlige tale, du der førte, – alle dine hadefulde udfald mod dem, som står på den anden side, – din hånende fordømmelsesdom over modstanderne –. Å, Kroll, – at du, du, kunde bli’ sådan! Da stod pligten uafviselig for mig. Menneskene blir onde under den strid, som nu pågår. Her må komme fred og glæde og forsoning ind i sindene. Derfor er det, jeg nu træder frem og bekender mig åbent, som den jeg er. Og så vil jeg prøve mine kræfter, jeg også. Kunde ikke du – fra din side – være med på dette, Kroll?
KROLL
Aldrig i dette liv slutter jeg forlig med de nedbrydende kræfter i samfundet.
​​  371ROSMER
Så lad os da i det mindste kæmpe med adelige våben, – siden vi endelig må det.
KROLL
Hvo som ikke er med mig i de afgørende livssager, ham kender jeg ikke mere. Og ham skylder jeg ingen hensyn.
ROSMER
Gælder det også mig?
KROLL
Du har selv brudt med mig, Rosmer.
ROSMER
Men er da dette et brud!
KROLL
Dette! Det er et brud med alle dem, som hidtil stod dig nær. Nu får du ta’ følgerne.
Rebekka West kommer ind fra højre og slår døren vidt op.
REBEKKA
Se så; nu er han på vejen til sin store offerfest. Og nu kan vi gå til bords. Vær så god, herr rektor.
KROLL tar sin hat
God nat, frøken West. Her har jeg ikke mere at gøre.
​​REBEKKA spændt
Hvad er det? (lukker døren og kommer nærmere) Har De talt –?
​  372ROSMER
Nu ved han det.
KROLL
Vi slipper dig ikke ud af hænderne, Rosmer. Vi skal tvinge dig tilbage til os igen.
ROSMER
Did kommer jeg aldrig mere.
KROLL
Vi skal få se. Du er ikke den mand, der holder ud at stå ensom.
ROSMER
Jeg blir ikke så helt ensom endda. – Vi er to om at bære ensomheden her.
KROLL
Ah –! (en mistanke skyder op i ham) Dette også! Beates ord –!
ROSMER
Beate –?
​KROLL afviser tanken
Nej, nej, – det var stygt –. Tilgiv mig.
ROSMER
Hvad? Hvilket?
KROLL
Ikke videre om det. Fy! Tilgiv mig. Farvel!
​  373Han går mod forstuedøren.
ROSMER følger efter ham
Kroll! Således må det ikke være slut imellem os. Imorgen kommer jeg ind til dig.
KROLL i forstuen, vender sig
Ikke med din fod i mit hus!
Han tar sin stok og går.
Rosmer står en stund i den åbne dør; derpå lukker han den og går hen til bordet.
ROSMER
Det gør ikke noget, Rebekka. Vi skal nok holde det ud. Vi to trofaste venner. Du og jeg.
REBEKKA
Hvad tror du, han mente, da han sa’: fy?
​ROSMER
Kære, bryd dig ikke om det. Han trode ikke selv, hvad han mente. Men imorgen vil jeg ind til ham. God nat!
REBEKKA
Går du op så tidligt i aften også? Efter dette?
ROSMER
I aften som ellers. Jeg føler mig så lettet nu, da det er over. Du ser det, – jeg er ganske rolig, kære Rebekka. Tag du det også med ro. God nat!
​  374​REBEKKA
God nat, kære ven! Og sov vel.
Rosmer går ud gennem forstuedøren; man hører ham derpå opad en trappe.
Rebekka går hen og trækker i en klokkestreng ved ovnen.
Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.
REBEKKA
De kan gerne ta’ af bordet igen, madam Helseth. For pastoren vil ikke ha’ noget, – og rektoren er gåt hjem.
MADAM HELSETH
Er rektoren gåt? Hvad var der i vejen med rektoren da?
​REBEKKA tar sit hækletøj
Han spåde, at det vilde trække op til et svært uvejr –
MADAM HELSETH
Det var da underligt. For ikke er der en skyflæk at se i kveld.
REBEKKA
Bare han ikke møder den hvide hesten. For jeg er ræd, vi snart får høre fra slige nogen spøgelser nu.
MADAM HELSETH
Gud forlade Dem frøken! Snak da ikke så fælt.
REBEKKA
Nå, nå, nå –
​  375MADAM HELSETH sagtere
Tror da rigtig frøkenen, at her er nogen, som snart skal gå bort?
REBEKKA
Nej såmænd om jeg det tror. Men der er så mange slags hvide heste i denne verden, madam Helseth. – Ja, god nat da. Nu går jeg ind til mit.
​MADAM HELSETH
God nat, frøken.
Rebekka går med hækletøjet ud til højre.
MADAM HELSETH skruer lampen ned, ryster på hodet, og mumler med sig selv
Jøsses, – Jøsses. Den frøken West. Slig, som hun kan snakke iblandt.
​s. Annen akt
​​  377​ANDEN AKT
Johannes Rosmers arbejdsværelse. På væggen til venstre er indgangsdøren. I baggrunden en døråbning med fratrukket forhæng, som fører ind til soveværelset. Et vindu til højre, og foran samme skrivebordet, bedækket med bøger og papirer. Boghylder og skabe ved væggene. Tarvelige møbler. En gammeldags kanapé med bord foran til venstre.
Johannes Rosmer, i husfrakke, sidder i en højrygget stol ved skrivebordet. Han skærer op og blader i et hefteskrift og ser lidt i det hist og her.
Det banker på døren til venstre.
ROSMER uden at vende sig
Kom kun ind.
Rebekka West, i morgenkjole, kommer ind.
REBEKKA
God morgen.
ROSMER slår efter i skriftet
God morgen kære. Er der noget du vil?
REBEKKA
Jeg vilde bare høre, om du har fåt sove godt?
​​  378ROSMER
Å, jeg har sovet så trygt og dejligt. Ingen drømme –. (vender sig) Og du?
REBEKKA
Jo tak. Så ud på morgenstunden –.
ROSMER
Jeg ved ikke, jeg på lang tid har følt mig så let om hjerte som nu. Å, det var rigtignok godt, at jeg fik sagt det.
REBEKKA
Ja, du skulde ikke ha’ tiet så længe, Rosmer.
ROSMER
Jeg begriber ikke selv, at jeg kunde være så fejg.
REBEKKA
Nå, det var da ikke egentlig af fejghed –
ROSMER
Å jo, jo, du, – når jeg ser til bunds i det, så var der noget fejghed med.
REBEKKA
Desto kækkere da at du brød overtvert. – (sætter sig hos ham på en stol ved skrivebordet) Men nu vil jeg for​tælle dig noget, som jeg har gjort, – og som du ikke må ta’ mig fortrydelig op.
​ROSMER
Fortrydelig? Kære, hvor kan du tro –?
​  379REBEKKA
Jo, for det var kanské lidt egenmægtigt af mig, men –
ROSMER
Nå, så lad mig høre da.
REBEKKA
Igår aftes, da denne Ulrik Brendel skulde til at gå, – så gav jeg ham en to–tre linjer med til Mortensgård.
ROSMER lidt betænkelig
Men, kære Rebekka –. Nå, hvad skrev du da?
REBEKKA
Jeg skrev, at han vilde vise dig en god tjeneste, dersom han tog sig lidt af det ulykkelige menneske og hjalp ham med hvad han kunde.
ROSMER
Kære, det skulde du ikke ha’ gjort. Du har bare skadet Brendel ved det. Og Mortensgård er jo en mand, som jeg helst ønsker at holde mig fra livet. Du ved jo det udestående, jeg har havt med ham engang.
​REBEKKA
Men tror du da ikke, det nu kunde være ganske bra’, om du kom i et godt forhold til ham igen?
ROSMER
Jeg? Til Mortensgård? Hvorfor det, mener du?
​  380REBEKKA
Jo, for egentlig tryg kan du jo ikke være nu, – siden der er kommet dette imellem dig og vennerne.
ROSMER ser på hende og ryster på hodet
Har du virkelig kunnet tro, at Kroll eller nogen af de andre skulde ville ta’ hævn –? At de kunde være istand til at –?
REBEKKA
I den første hidsighed, kære –. Ingen kan vide det så sikkert. Jeg synes, – efter den måden, rektoren tog det på –
ROSMER
Å, du burde dog kende ham bedre end som så. Kroll er en hædersmand ud og ind. I eftermiddag går jeg ind til byen og taler med ham. Jeg vil tale med dem alle sammen. Å, du skal bare se, hvor let det går –
Madam Helseth kommer i døren til venstre.
​​REBEKKA rejser sig
Hvad er det, madam Helseth?
MADAM HELSETH
Rektor Kroll står nede i forstuen.
ROSMER rejser sig hurtigt
Kroll!
REBEKKA
Rektoren! Nej, tænk –!
​  381MADAM HELSETH
Han spør’, om han kan få komme op og snakke med pastoren.
ROSMER til Rebekka
Hvad sa’ jeg! – Ja visst kan han så. (går til døren og råber ned af trappen) Kom du op, kære ven! Hjertelig velkommen skal du være!
Rosmer står og holder døren åben. – Madam Helseth går. – Rebekka trækker forhænget til foran døråbningen. Så ordner hun et og andet.
Rektor Kroll, med hat i hånden, kommer ind.
ROSMER stille, bevæget
Jeg vidste nok, at det ikke blev sidste gang –
​KROLL
Idag ser jeg sagerne i et helt andet lys end igår.
ROSMER
Ja ikke sandt, Kroll? Gør du ikke det? Nu, da du har fåt tænkt dig om –
KROLL
Du misforstår mig aldeles. (lægger sin hat på bordet ved kanapéen) Det er mig magtpåliggende at få tale med dig under fire øjne.
ROSMER
Hvorfor må ikke frøken West –?
​  382REBEKKA
Nej, nej, herr Rosmer. Jeg går.
KROLL ser nedad hende
Og så må jeg be’ frøkenen undskylde, at jeg kommer her så tidlig på dagen. At jeg overrasker Dem, før De har fåt stunder til at –
REBEKKA studser
Hvorledes det? Finder De, der er noget i vejen for, at jeg går her hjemme i morgenkjole?
KROLL
Bevares vel! Jeg ved jo slet ikke, hvad der er ble’t skik og brug på Rosmersholm.
​ROSMER
Men, Kroll, – du er jo rent som forvandlet idag!
REBEKKA
Jeg anbefaler mig, herr rektor.
Hun går ud til venstre.
​KROLL
Med din tilladelse –
Han sætter sig på kanapéen.
ROSMER
Ja, kære, lad os slå os fortroligt ned og tale sammen.
Han sætter sig i en stol lige over for rektoren.
​  383KROLL
Jeg har ikke fåt lukket et øje siden igår. Jeg har ligget og tænkt og tænkt hele natten.
ROSMER
Og hvad siger du så idag?
KROLL
Det blir langt, Rosmer. Lad mig få begynde med en slags indledning. Jeg kan fortælle dig lidt om Ulrik Brendel.
ROSMER
Har han været hos dig?
​KROLL
Nej. Han slog sig ned i en sjofel knejpe. I det sjofleste selskab naturligvis. Drak og trakterte så længe han havde noget. Siden skældte han hele kompaniet ud for pak og pøbel. Det havde han nu for resten ret i. Men så fik han prygl og blev kastet i rendestenen.
ROSMER
Så er han vel uforbederlig alligevel.
KROLL
Frakken havde han også sat i pant. Men den skal være ble’t indløst for ham. Kan du gætte, af hvem?
ROSMER
Af dig selv kanske?
KROLL
Nej. Af denne noble herr Mortensgård.
​  384ROSMER
Ja så.
KROLL
Jeg har ladt mig fortælle, at herr Brendels første visit galdt idioten og plebejeren.
ROSMER
Det var jo ret heldigt for ham –.
​KROLL
Visst var det så. (læner sig over bordet, lidt nærmere mod Rosmer) Men nu er vi inde på en sag, som jeg for vort gamle – for vort fordums venskabs skyld pligter at varsle dig om.
ROSMER
Kære, hvad er da det?
KROLL
Det er det, at der nok her i huset drives et og andet spil bag din ryg.
​ROSMER
Hvor kan du tro det? Er det Reb–. Er det frøken West, du sigter til?
KROLL
Ja netop. Jeg kan så godt forstå det fra hendes side. Hun har jo nu så længe været vant til at være den rådende her. Men alligevel –
​  385ROSMER
Kære Kroll, du tar aldeles fejl i dette. Hun og jeg, – vi lægger ikke dølgsmål for hinanden på nogen verdens ting.
KROLL
Har hun også tilståt for dig, at hun er trådt i brevveksling med redaktøren af «Blinkfyret»?
​ROSMER
Å, du sigter til et par linjer, som hun gav Ulrik Brendel med.
KROLL
Du er altså kommen efter det. Og billiger du, at hun således indleder forbindelse med denne skandalskriver, som hver eneste uge søger at sætte mig i gabestokken både for min skolegerning og for min offentlige færd?
ROSMER
Kære, den side af sagen har hun visst ikke tænkt på engang. Og for resten så har hun naturligvis sin fulde handlefrihed, ligesom jeg har min.
KROLL
Så? Ja, det hører vel til den nye retning, du nu er kommen ind på. For der, hvor du står, der står vel frøken West også?
ROSMER
Det gør hun. Vi to har trolig arbejdet os frem sammen.
KROLL ser på ham og ryster langsomt på hodet
Å du blinde, besnærede mand!
​  386ROSMER
Jeg? Hvor kommer du på det?
​KROLL
Fordi jeg ikke vover – ikke vil tænke det værste. Nej, nej; lad mig få tale ud. – Du sætter jo virkelig pris på mit venskab, Rosmer? Og på min agtelse også? Gør du ikke det?
ROSMER
Det spørsmål behøver jeg vel ikke at svare på.
KROLL
Nå, men der er andre ting, som kræver svar, – ​en fuld forklaring fra din side. – Vil du finde dig i, at jeg holder et slags forhør –?
ROSMER
Forhør?
KROLL
Ja, at jeg spør dig ud om et og andet, som det kan falde dig pinligt at mindes om. Ser du, – dette med dit frafald, – nå, med din frigørelse, som du jo kalder det, – det hænger sammen med så meget andet, som du for din egen skyld må gøre mig rede for.
ROSMER
Kære, spørg du, om hvad du vil. Jeg har ingenting at lægge skjul på.
​KROLL
Så sig mig da, – hvad tror du egentlig var den dybeste grund til, at Beate gik hen og endte sit liv?
​  387ROSMER
Kan du være i tvil om det? Eller, rettere sagt, kan der spørges om grundene til det, som en ulykkelig, syg, utilregnelig foretar sig?
KROLL
Er du viss på, at Beate var så aldeles utilregnelig? Lægerne mente i alle fald, at det kanske ikke var så ganske afgjort.
ROSMER
Hvis lægerne nogensinde havde set hende således, som jeg så mangen gang har set hende både nætter og dage, da vilde de ikke ha’ tvilet.
KROLL
Jeg tvilte heller ikke dengang.
ROSMER
Å nej, det var nok desværre umuligt at tvile, du. Jeg har jo fortalt dig om hendes ustyrlige, vilde lidenskabelighed, – som hun forlangte, jeg skulde gengælde. Å, den rædsel, hun indgød mig! Og så hendes grundløse, fortærende selvbebrejdelser i de sidste år.
​KROLL
Ja, da hun havde fåt vide, at hun for hele sit liv vilde bli’ børnløs.
ROSMER
Nå, tænk dig altså selv –. En slig jagende, grufuld kval over noget ganske uforskyldt –! Og hun skulde være tilregnelig?
​  388​KROLL
Hm –. Kan du huske, om du den gang havde bøger i huset, som handled om ægteskabets hensigt – efter vor tids fremskredne opfatning?
ROSMER
Jeg husker, at frøken West lånte mig et sådant værk. For hun arved jo doktorens bogsamling, som du ved. Men kære Kroll, du tror da vel aldrig, vi var så uforsigtige at indvie den stakkers syge i slige ting? Jeg kan forsikkre dig højt og dyrt, vi har ingen skyld. Det var hendes egne forstyrrede hjernenerver, som jog hende ind på de vildsomme afveje.
KROLL
Et kan jeg i alle fald fortælle dig nu. Og det er, at den stakkers forpinte og overspændte Beate gjorde ende på sit eget liv for at du ​skulde få leve lykkelig, – få leve frit og – efter din lyst.
ROSMER er faret halvt op fra stolen
Hvad vil du sige med det?
KROLL
Nu skal du høre rolig på mig, Rosmer. For nu kan jeg tale om det. I sit sidste leveår var hun to gange inde hos mig for at klage sin angst og sin fortvilelse.
ROSMER
Over dette samme?
KROLL
Nej. Den første gang kom hun ind og påstod, at du var på frafaldets vej. At du vilde bryde med dine fædres tro.
​  389ROSMER ivrig
Det, du der siger, er umuligt, Kroll! Rent umuligt! Du må ta’ fejl i dette her.
KROLL
Hvorfor det?
ROSMER
Jo, for så længe Beate leved, gik jeg endnu i tvil og kamp med mig selv. Og den kamp udkæmped jeg ensom og i den fuldeste stilhed. Jeg tror ikke en gang, at Rebekka –
​KROLL
Rebekka?
ROSMER
Nå ja, – frøken West. Jeg kalder hende Rebekka for nemheds skyld.
KROLL
Jeg har lagt mærke til det.
​ROSMER
Derfor er det mig så ubegribeligt, hvorledes Beate kunde komme ind på den tanke. Og hvorfor talte hun ikke til mig selv om det? Og det har hun aldrig gjort. Aldrig med et eneste ord.
KROLL
Stakker, – hun bad og trygled om, at jeg skulde tale til dig.
ROSMER
Og hvorfor gjorde du så ikke det?
​  390KROLL
Kunde jeg dengang et øjeblik tvile på, at hun var sindsforvirret? En slig anklage imod en mand som du! – Og så kom hun igen, – vel en måneds tid bagefter. Da var hun roligere at se til. Men da hun gik, sa’ hun: Nu kan de snart vente den hvide hesten på Rosmersholm.
​ROSMER
Ja, ja. Den hvide hesten, – den talte hun så tidt om.
KROLL
Og da jeg så prøvte at få hende bort fra de triste tanker, så svarte hun bare: Jeg har ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks gifte sig med Rebekka.
ROSMER næsten målløs
Hvad er det, du siger –! Jeg gifte mig med –!
KROLL
Det var en torsdags eftermiddag. – Lørdags aften kasted hun sig fra kloppen ned i møllefossen.
ROSMER
Og du, som ikke varsled os –!
KROLL
Du ved jo selv, hvor ofte hun lod ord falde om, at nu måtte hun visst snart dø.
ROSMER
Det ved jeg nok. Men alligevel; – du skulde varslet os!
​  391KROLL
Det tænkte jeg også på. Men da var det for sent.
​ROSMER
Men hvorfor har du så ikke siden efter –? Hvorfor har du fortiet alt dette?
KROLL
Hvad skulde det tjene til at komme her og pine og oprive dig endnu mere? Jeg har jo holdt det alt sammen for lutter tomme og vilde indbildninger. – Lige til igår aftes.
​ROSMER
Altså ikke nu længer?
KROLL
Så ikke Beate ganske klart, da hun sa’, at du vilde falde fra din barnetro?
ROSMER stirrer frem for sig
Ja, det forstår jeg ikke. Det er mig det ubegribeligste af alt i verden.
KROLL
Ubegribelig eller ikke, – det er nu engang så. Og nu spør’ jeg dig, Rosmer, – hvor megen sandhed ligger der i hendes anden beskyldning? I den sidste, mener jeg.
ROSMER
Beskyldning? Var da det en beskyldning?
​​  392KROLL
Du la’ kanske ikke mærke til, hvorledes ordene faldt. Hun vilde gå bort, sa’ hun –. Hvorfor? Nå?
ROSMER
Jo, for at jeg kunde gifte mig med Rebekka –.
KROLL
Ordene faldt ikke ganske så. Beate udtrykte sig anderledes. Hun sa’: Jeg har ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks gifte sig med Rebekka.
ROSMER ser en stund på ham; så rejser han sig
Nu forstår jeg dig, Kroll.
KROLL
Og så? Hvad svar har du?
ROSMER altid stille, behersket
På noget så uhørt –? Det eneste rette svar vilde være at pege mod døren.
KROLL rejser sig
Godt og vel.
ROSMER stiller sig foran ham
Hør nu her. I over år og dag, – lige siden Beate gik bort, – har Rebekka West og ​jeg levet alene her på Rosmersholm. I al den tid har du kendt Beates beskyldning imod os. Men aldrig et øjeblik har jeg mærket, at du tog anstød af, at Rebekka og jeg leved sammen her.
​  393KROLL
Jeg vidste ikke før igår aftes, at det var en frafalden mand og en – frigjort kvinde, som førte dette samliv.
ROSMER
Ah –! Du tror altså ikke, at der hos frafaldne og frigjorte mennesker kan findes renhedssind? Du tror ikke, de kan ha’ sædelighedskravet i sig som en naturtrang!
​KROLL
Jeg bygger ikke stort på den slags sædelighed, som ikke har sin rod i kirkens tro.
ROSMER
Og dette lar du gælde om Rebekka og mig også? Om mit og Rebekkas forhold –?
KROLL
Jeg kan ikke til gunst for jer to fravige den mening, at der vel ikke er nogen svælgende kløft mellem den fri tanke og – hm.
ROSMER
Og hvad –?
​KROLL
– og den fri kærlighed, – siden du endelig vil høre det.
ROSMER sagte
Og det skammer du dig ikke for at sige til mig! Du, som har kendt mig lige fra min tidligste ungdom af.
​  394KROLL
Just derfor. Jeg ved, hvor let du lar dig påvirke af de mennesker, du omgås med. Og denne din Rebekka –. Nå, denne frøken West, – hende kender vi jo egentlig ikke videre til. Kort og godt, Rosmer, – jeg opgir dig ikke. Og du selv, – du må søge at redde dig i tide.
ROSMER
Redde mig? Hvorledes –?
Madam Helseth kikker ind gennem døren til venstre.
ROSMER
Hvad vil De?
MADAM HELSETH
Jeg skulde be’ frøkenen komme ned.
ROSMER
Frøkenen er ikke her oppe.
​MADAM HELSETH
Så? (ser sig om) Det var da besynderligt.
Hun går.
ROSMER
Du sa’ –?
KROLL
Hør nu. Hvad der her er gåt for sig i løndom, mens Beate leved, – og hvad der fremdeles går for sig her, – det vil jeg ikke ​  395forske nøjere efter. Du var jo dybt ulykkelig i dit ægteskab. Og det får vel på en måde tale til din undskyldning –
ROSMER
Å, hvor lidet du i grunden kender mig –!
​KROLL
Afbryd mig ikke. Det er det, jeg vil sige, – at skal endelig dette samliv med frøken West fortsættes, så er det aldeles nødvendigt, at du dysser ned det omslag, – det sørgelige frafald, – som hun har forledet dig til. Lad mig tale! Lad mig tale! Jeg siger, at når galt skal være, så tænk og mén og tro, i herrens navn, alt hvad du vil – både i den ene retning og i den anden. Men behold bare dine meninger for dig selv. Dette her er jo en rent personlig sag. Der er da ingen nødvendighed for, at sligt noget råbes ud over hele landet.
​ROSMER
Det er en nødvendighed for mig at komme ud af en falsk og tvetydig stilling.
KROLL
Men du har en pligt imod din slægts traditioner, Rosmer! Husk på det! Rosmersholm har siden umindelige tider været som et arnested for tugt og orden, – for respektfuld agtelse lige over for alt det, der er hævdet og godkendt af de bedste i samfundet. Hele egnen har ta’t sit præg fra Rosmersholm. Det vil fremkalde en usalig, en ubodelig forvirring, dersom det rygtes, at du selv har brudt med, hvad jeg vil kalde den rosmerske familjetanke.
​  396ROSMER
Kære Kroll, – jeg kan ikke se sagen så. Jeg synes, det er en uafviselig pligt for mig at tænde lidt lys og glæde her, hvor slægten Rosmer har skabt mørke og tyngsel gennem alle de lange, lange tider.
KROLL ser strængt på ham
Jo, det vilde være en værdig gerning for den mand, med hvem slægten dør ud. Lad sligt ligge, du. Det er ikke passeligt arbejde for dig. Du er skabt til at leve som den stille forsker.
​ROSMER
Ja, det kan så være. Men jeg vil nu med i livsstriden en gang, jeg også.
KROLL
Den livsstrid, – ved du, hvad den blir for dig? Den blir en kamp på liv og død med alle dine venner.
​ROSMER stille
De er vel ikke alle sammen så fanatiske som du.
KROLL
Du er en troskyldig sjæl, Rosmer. En uerfaren sjæl er du. Du aner ikke, hvor overhændigt uvejret vil komme over dig.
Madam Helseth glytter på døren til venstre.
MADAM HELSETH
Jeg skulde spørge fra frøkenen –
ROSMER
Hvad er det?
​  397MADAM HELSETH
Der er en nede, som gerne vilde snakke et ord med pastoren.
ROSMER
Er det kanske ham, som var her igår aftes?
​MADAM HELSETH
Nej, det er denne her Mortensgård.
ROSMER
Mortensgård!
KROLL
Aha! Så vidt er vi altså! Så vidt allerede!
ROSMER
Hvad vil han mig? Hvorfor lod De ham ikke gå igen?
MADAM HELSETH
Frøkenen sa’, jeg skulde spørge, om han måtte komme op.
ROSMER
Sig ham, at her er nogen –
KROLL til madam Helseth
Lad De ham bare komme, madam.
Madam Helseth går.
KROLL tar sin hat
Jeg viger marken – foreløbig. Men hovedslaget er ikke slåt endnu.
​  398ROSMER
Så sandt jeg lever, Kroll, – jeg har ikke noget med Mortensgård at skaffe.
​KROLL
Jeg tror dig ikke længer. Ikke på noget punkt. Ikke i noget forhold tror jeg dig herefter. Nu gælder det krig på kniven. Vi vil dog prøve, om vi ikke kan få gjort dig uskadelig.
ROSMER
Å, Kroll, – hvor dybt, – hvor lavt nede du står nu!
KROLL
Jeg? Og det siger en sådan en, som du er! Husk på Beate!
ROSMER
Kommer du igen tilbage til det!
​KROLL
Nej. Møllefossens gåde får du se at løse efter din samvittighed, – hvis du endnu har noget af den slags i behold.
Peder Mortensgård kommer sagte og stille ind gennem døren til venstre. Han er en liden spinkel mand med tyndt rødligt hår og skæg.
KROLL med et hadefuldt øjekast
Nå, «Blinkfyret» altså –. Tændt på Rosmersholm. (knapper sin frakke) Ja, så kan jeg ikke være i tvil om, hvad kurs jeg skal styre.
​MORTENSGÅRD spagfærdig
«Blinkfyret» skal altid holdes tændt for at lyse rektoren hjem.
​  399KROLL
Ja, De har længe vist Deres gode vilje. Der er jo rigtignok et bud, som siger, at vi ikke skal aflægge falskt vidnesbyrd imod vor næste –
MORTENSGÅRD
Rektoren behøver ikke at undervise mig om budene.
KROLL
Ikke om det sjette heller?
ROSMER
Kroll –!
MORTENSGÅRD
Behøves det, så er vel pastoren den nærmeste mand.
KROLL med dulgt hån
Pastoren? Ja, unægtelig er pastor Rosmer den nærmeste mand i det stykke. – Godt udbytte, mine herrer!
Han går og slår døren i efter sig.
ROSMER blir ved at se mod døren og siger hen for sig
Ja, ja, – det får så være da. (vender sig)​Vil De sige mig, herr Mortensgård, hvad der fører Dem her ud til mig?
MORTENSGÅRD
Det var egentlig frøken West, jeg søgte. Jeg syntes, jeg måtte takke hende for det gode brev, jeg fik fra hende igår.
ROSMER
Jeg ved, hun har skrevet Dem til. Fik De så tale med hende?
​  400MORTENSGÅRD
Ja, lidt. (med et svagt smil) Jeg hører, synsmåderne har ændret sig i et og andet her ude på Rosmersholm.
​ROSMER
Mine synsmåder har ændret sig i mangt og meget. Jeg kan næsten sige – i alt.
MORTENSGÅRD
Hun sa’ det, frøkenen. Og derfor så mente hun, jeg skulde gå op og snakke lidt med pastoren om dette her.
ROSMER
Om hvad, herr Mortensgård?
​MORTENSGÅRD
Må jeg få lov til at fortælle i «Blinkfyret», at De er kommet på andre tanker, – og at De slutter Dem til frisindets og fremskridtets sag?
ROSMER
Det må De gerne gøre. Jeg bér Dem endogså om at fortælle det.
MORTENSGÅRD
Så skal det stå der imorgen tidlig. Det vil bli’ en stor og vigtig nyhed, det, at pastor Rosmer på Rosmersholm mener, at han kan stride for lysets sag i den betydning også.
ROSMER
Jeg forstår Dem ikke rigtig.
​  401MORTENSGÅRD
Jeg siger som så, at det gir vort parti et stærkt moralsk rygstød hver gang vi vinder en alvorlig, kristeligt sindet tilhænger.
ROSMER noget forundret
De ved altså ikke –? Har ikke frøken West sagt Dem det også?
MORTENSGÅRD
Hvilket, herr pastor? Frøkenen havde nok svært hastværk. Hun sa’, jeg skulde gå ovenpå og få høre resten af Dem selv.
​ROSMER
Nå, så vil jeg da sige Dem, at jeg har frigjort mig fuldt ud. Til alle sider. Jeg står nu uden noget som helst forhold til kirkens læresætninger. De sager kommer mig ikke det ringeste ved herefterdags.
MORTENSGÅRD ser fortumlet på ham
Nej, – om så månen faldt ende ned, kunde jeg ikke bli’ mere –! Selve pastoren siger sig løs –!
ROSMER
Ja, jeg står nu der, hvor De selv har ståt i lange tider. Det kan De altså meddele i «Blinkfyret» imorgen.
​MORTENSGÅRD
Det også? Nej, kære herr pastor –. Undskyld mig, – men den side af sagen er det ikke værdt at røre ved.
ROSMER
Ikke røre ved dette?
​  402MORTENSGÅRD
Ikke for det første, mener jeg.
ROSMER
Men jeg begriber ikke –.
​MORTENSGÅRD
Jo, for ser De, herr pastor –. De er nu vel ikke sådan inde i alle forholdene som jeg, kan jeg tænke. Men når De nu altså er gåt over til den frisindede retning, – og når De, – som frøken West sa’, – vil ta’ del i bevægelsen, – så gør De det vel med det ønske at være både retningen og bevægelsen så nyttig, som De på nogen måde være kan.
ROSMER
Ja, det vilde jeg så inderlig gerne.
MORTENSGÅRD
Nå; men da vil jeg bare la’ Dem vide det, herr pastor, at træder De åbenlyst frem med dette her om Deres frafald fra kirken, så binder De Deres egne hænder lige straks på timen.
ROSMER
Tror De det?
MORTENSGÅRD
Ja, De kan være viss på, der blir ikke stort for Dem at udrette her på disse kanter da. Og desuden, – fritænkere har vi nok af i forvejen, herr pastor. Jeg havde nær sagt, – vi har altfor mange af den slags folk. Det, som partiet trænger til, det er kristelige elementer, – ​noget, som alle må respektere. Det er det, som det skorter os så svært på. Derfor er det rådeligst, at ​  403De holder tæt med alt sligt, som ikke kommer almenheden ved. Se, det er nu min mening.
ROSMER
Ja så. De vover altså ikke at indlade Dem med mig, dersom jeg åbent bekender mit frafald?
MORTENSGÅRD ryster på hodet
Jeg tør så nødig, herr pastor. I den senere tid har jeg gjort mig til regel, aldrig at støtte noget eller nogen, som vil de kirkelige ting til livs.
​ROSMER
Er De da selv i den senere tid vendt tilbage til det kirkelige?
MORTENSGÅRD
Det får bli’ en sag for sig.
ROSMER
Nå, således altså. Ja, da forstår jeg Dem.
MORTENSGÅRD
Herr pastor, – De burde huske på, at jeg, – særlig jeg, – ikke har fuld handlefrihed.
ROSMER
Hvad binder Dem da?
​MORTENSGÅRD
Der binder mig det, at jeg er en mærket mand.
ROSMER
Ah, – ja så.
​  404MORTENSGÅRD
En mærket mand, herr pastor. Det burde særlig De huske på. For det var da først og fremst Dem, som fik sat mærket på mig.
ROSMER
Havde jeg den gang ståt, hvor jeg nu står, så havde jeg ta’t på Deres forseelse med varsommere hænder.
MORTENSGÅRD
Det tænker jeg med. Men nu er det for sent. De har mærket mig en gang for alle. Mærket mig for hele livet. Nå, De skønner vel ikke fuldt ud, hvad sligt noget har på sig. Men nu kan De kanske snart få føle den svien selv, herr pastor.
ROSMER
Jeg?
MORTENSGÅRD
Ja. For De tror da vel aldrig, at rektor Kroll og hans kreds har syndsforladelse for et sligt brud som Deres? Og «Amtstidenden» skal nok bli’ svært blodig nu, siges der. Det kan ​godt hænde, at De blir en mærket mand, De også.
ROSMER
Jeg føler mig usårlig på alle personlige områder, herr Mortensgård. Min vandel lar sig ikke angribe.
MORTENSGÅRD med et lunt smil
Det var et stort ord, det, herr pastor.
​  405ROSMER
Kan gerne være. Men jeg har ret til at bruge så stort et ord.
​MORTENSGÅRD
Også om De vilde ransage Deres vandel så grundigt, som De engang ransaged min?
ROSMER
De siger dette så besynderlig. Hvad er det for noget, De sigter til? Er det noget bestemt?
MORTENSGÅRD
Ja, det er en bestemt sag. Bare en eneste en. Men den turde bli’ slem nok, om ondskabsfulde modstandere havde nys om den.
ROSMER
Vil De så værs’god la’ mig høre, hvad det skulde være for noget.
​MORTENSGÅRD
Kan ikke pastoren gætte det selv?
ROSMER
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
MORTENSGÅRD
Jaja, så får jeg vel rykke ud med det da. – Jeg har i mit værge et underligt brev, som er skrevet her på Rosmersholm.
ROSMER
Frøken Wests brev, mener De? Er det så underligt?
​  406MORTENSGÅRD
Nej, det brevet er ikke underligt. Men jeg har en gang fåt et andet brev her fra gården.
ROSMER
Også fra frøken West?
MORTENSGÅRD
Nej, herr pastor.
ROSMER
Nå, fra hvem da? Fra hvem?
MORTENSGÅRD
Fra salig fruen.
ROSMER
Fra min hustru! Har De fåt noget brev fra min hustru!
​MORTENSGÅRD
Ja, jeg har det.
ROSMER
Når?
MORTENSGÅRD
Det var i salig fruens sidste levetid. Det kan nu vel være så en halvandet år siden. Og det brevet er det, som er så underligt.
ROSMER
De ved vel, at min hustru var syg på sindet i den tid.
​  407MORTENSGÅRD
Ja, jeg ved, der var mange, som trode det. Men jeg synes ikke, en kunde mærke sligt noget af ​brevet. Når jeg siger, at brevet er underligt, så mener jeg det på en anden måde.
ROSMER
Og hvad i al verden har min stakkers hustru fundet på at skrive til Dem om?
MORTENSGÅRD
Jeg har brevet hjemme. Hun begynder omtrent som så, at hun lever i stor skræk og gru. For der er her på disse kanter så mange onde mennesker, skriver hun. Og de mennesker tænker bare på at gøre Dem fortræd og skade.
​ROSMER
Mig?
MORTENSGÅRD
Ja, så siger hun. Og så kommer det underligste. Skal jeg nævne det, herr pastor?
ROSMER
Ja visst! Alt sammen. Uden forbehold.
MORTENSGÅRD
Salig fruen be’r og bønfalder mig om at være højmodig. Hun ved, siger hun, at det var pastoren, som fik mig afsat fra min lærerbestilling. Og så be’r hun så inderlig om, at jeg ikke må ta’ hævn.
ROSMER
Hvorledes tænkte hun sig da, at De kunde ta’ hævn?
​  408MORTENSGÅRD
Der står i brevet, at hvis jeg skulde få høre rygter om, at der gik syndige ting i svang på Rosmersholm, så måtte jeg ikke fæste lid til sligt noget; for det var bare slette mennesker, som spredte det ud for at gøre Dem ulykkelig.
ROSMER
Står det i brevet!
MORTENSGÅRD
Pastoren kan selv få læse det ved lejlighed.
​ROSMER
Men jeg begriber ikke –! Hvad bildte hun sig da ind, at de onde rygter gik ud på?
MORTENSGÅRD
Først, at pastoren skulde være falden ifra sin barnetro. Det nægted nu fruen ganske bestemt – dengang. Og dernæst – hm –
ROSMER
Dernæst?
MORTENSGÅRD
Ja dernæst skriver hun, – og det er temmelig forvirret, – at hun ikke kender til noget ​syndigt forhold på Rosmersholm. At der aldrig er øvet nogen uret imod hende. Og hvis rygter af den slags skulde komme ud, så bønfalder hun mig om ikke at røre ved det i «Blinkfyret».
ROSMER
Nævnes ikke noget navn?
​  409MORTENSGÅRD
Nej.
ROSMER
Hvem bragte Dem det brev?
MORTENSGÅRD
Jeg har lovet, ikke at sige det. Det blev båret ind til mig en kveld i mørkningen.
​ROSMER
Havde De spurgt Dem for straks, så havde De fåt vide, at min stakkers ulykkelige hustru ikke var fuldt tilregnelig.
MORTENSGÅRD
Jeg spurte også, herr pastor. Men jeg må sige, jeg fik ikke rigtig det indtryk.
ROSMER
Ikke det? – Men hvorfor oplyser De mig egentlig nu om dette gamle forvirrede brev?
MORTENSGÅRD
For at gi’ Dem det råd at være yderlig forsigtig, pastor Rosmer.
ROSMER
I mit liv, mener De?
MORTENSGÅRD
Ja. De må huske på, De er ikke nogen fredlyst mand herefterdags.
​  410ROSMER
De holder således fast ved, at her er noget at lægge dølgsmål på?
MORTENSGÅRD
Jeg ved ikke, hvorfor en frigjort mand skulde la’ være at leve livet så fuldt ud som muligt. ​Men vær, som sagt, bare forsigtig efter denne dag. Skulde der rygtes et eller andet, som er på tvers med fordommene, så kan De være viss på, at hele den fri åndsretning får høre ilde for det. – Farvel, pastor Rosmer.
ROSMER
Farvel.
MORTENSGÅRD
Og så går jeg lige i trykkeriet og sætter ind den store nyheden i «Blinkfyret».
ROSMER
Sæt alt ind.
​MORTENSGÅRD
Jeg sætter ind alt det, som godtfolk behøver at vide.
Han hilser og går. Rosmer blir stående i døren, mens han går ned af trappen. Man hører gadedøren lukkes.
ROSMER i døren, kalder dæmpet
Rebekka! Re–. Hm. (højt) Madam Helseth, – er ikke frøken West dernede?
​  411MADAM HELSETH høres nede i forstuen
Nej, herr pastor, her er hun ikke.
Forhænget i baggrunden drages til side. Rebekka kommer til syne i døråbningen.
​REBEKKA
Rosmer!
ROSMER vender sig
Hvad! Var du inde i mit sovekammer! Kære, hvad har du gjort der?
REBEKKA går hen til ham
Jeg har lyttet.
ROSMER
Nej men, Rebekka, hvor kunde du da det!
REBEKKA
Jo, jeg kunde. Han sa’ det så stygt, – det om morgenkjolen –
ROSMER
Ah, så du var også derinde da Kroll –?
REBEKKA
Ja. Jeg vilde vide, hvad der stak under med ham.
ROSMER
Jeg skulde nok ha’ fortalt dig det.
​  412REBEKKA
Du havde knapt fortalt mig alt. Og visst ikke med hans egne ord.
​ROSMER
Hørte du da alt?
REBEKKA
Det meste, tænker jeg. Jeg måtte ned en stund, da Mortensgård kom.
ROSMER
Og så op igen –
REBEKKA
Tag det ikke fortrydeligt, kære ven.
ROSMER
Gør du alt, hvad du selv finder ret og rigtigt. Du har jo din fulde frihed. – Men hvad siger du så, Rebekka –? Å, aldrig synes jeg, at jeg har trængt således til dig før.
REBEKKA
Både du og jeg har jo været forberedt på, hvad engang vilde komme.
​ROSMER
Nej, nej, – ikke på dette.
REBEKKA
Ikke på dette?
​  413ROSMER
Jeg tænkte mig nok, at sent eller tidligt kunde vort skønne rene venneforhold bli’ til​stænket og mistænkeliggjort. Ikke af Kroll. Af ham havde jeg aldrig kunnet tænke mig sligt. Men af alle disse mange med de rå sind og med de uædle øjne. Å jo, du, – jeg havde nok god grund til det, når jeg så skinsygt la’ et slør over vort forbund. Det var en farlig hemmelighed.
REBEKKA
Å, hvad er det at bry’ sig om, hvad alle disse andre dømmer! Vi ved jo med os selv, at vi er uden skyld.
ROSMER
Jeg? Uden skyld? Ja, det trode jeg jo rigtignok – lige indtil idag. Men nu, – nu, Rebekka –
REBEKKA
Ja, hvad nu?
ROSMER
Hvorledes skal jeg forklare mig Beates forfærdelige anklage?
REBEKKA i udbrud
Å, tal ikke om Beate! Tænk ikke på Beate mere! Nu var du jo kommet så godt bort fra hende, som er død.
​ROSMER
Siden jeg fik vide dette her, så er hun ble’t ligesom så uhyggelig levende igen.
​  414REBEKKA
Å nej, – du må ikke, Rosmer! Du må ikke!
ROSMER
Jo, siger jeg dig. Vi får prøve på at komme til bunds i dette. Hvorledes kan hun ha’ forvildet sig ind på den usalige mistydning?
REBEKKA
Du begynder da vel ikke selv at tvile på, at hun var så noget nær vanvittig?
ROSMER
Å jo, du, – det er just netop det, som jeg ikke kan være så ganske viss på længer. Og desuden, – om så var –
REBEKKA
Om så var? Ja, hvad da?
ROSMER
Jeg mener, – hvor skal vi så søge den nærmeste grund til, at hendes sygelige sind gik over i vanvid?
​​REBEKKA
Å, hvad kan det da nytte, at du går her og fortaber dig i slige grublerier!
ROSMER
Jeg kan ikke andet, Rebekka. Jeg kan ikke la’ disse nagende tvil fare, om jeg end aldrig så gerne vilde det.
​  415REBEKKA
Å men det kan bli’ farligt – således bestandig at kredse om dette ene tunge.
ROSMER går urolig og tankefuld omkring
Jeg må ha’ forrådt mig på en eller anden måde. Hun må ha’ lagt mærke til, hvor lykkelig jeg begyndte at føle mig fra den tid, da du kom til os.
REBEKKA
Ja men, kære, om nu også så var –!
ROSMER
Du skal se, – det har ikke undgåt hende, at vi læste de samme bøger. At vi søgte hinanden og talte sammen om alle de nye ting. Men jeg begriber det ikke! For jeg var da så omsorgsfuld for at skåne hende. Når jeg tænker tilbage, så synes jeg, jeg var som på mit ​liv for at holde hende udenfor alt vort. Eller var jeg ikke det, Rebekka?
REBEKKA
Jo, jo, det var du så visst.
ROSMER
Og du også. Og så alligevel –! Å, dette er forfærdeligt at tænke på! Så har hun altså gåt her, hun, – i sin syge kærlighed, – tiet og tiet, – passet på os, – lagt mærke til alt, og, – og mistydet alt.
REBEKKA knuger sine hænder
Å, jeg skulde aldrig ha’ kommet til Rosmersholm.
​  416ROSMER
Å tænke sig til, hvad hun har lidt i taushed! Alt det stygge, som hun i sin syge hjerne har troet at kunne bygge op og lægge sammen om os. – Talte hun aldrig til dig om noget, som kunde bringe dig på et slags spor?
REBEKKA ligesom opjaget
Til mig! Tror du, at jeg da var ble’t her en dag længer?
​ROSMER
Nej, nej, det forstår sig. – Å, hvilken kamp ​hun må ha’ kæmpet. Og så kæmpet alene, Rebekka. Fortvilet og ganske alene. – Og så til slut denne gribende – anklagende sejr – i møllefossen.
Han kaster sig ned i stolen ved skrivebordet, støtter albuerne på bordet og dækker ansigtet med hænderne.
REBEKKA nærmer sig ham varsomt bag fra
Hør nu her, Rosmer. Om det stod i din magt at kalde Beate tilbage – til dig – til Rosmersholm, – vilde du så gøre det?
ROSMER
Å hvad ved jeg, hvad jeg vilde gøre eller ikke gøre. Jeg har ikke tanke for andet, end dette ene, – som er uigenkaldeligt.
REBEKKA
Nu skulde du begyndt at leve, Rosmer. Du var alt begyndt. Du havde gjort dig fuldt fri – til alle sider. Du følte dig så glad og så let –
​  417ROSMER
Å ja, du, – det gjorde jeg rigtignok. – Og så kommer dette knugende tunge.
​REBEKKA bag ham med armene på stolryggen
Hvor dejligt det var, når vi sad der nede i stuen i mørkningen. Og vi så hjalp hinanden at lægge de nye livsplaner til rette. Du vilde gribe ind i det levende liv, – i dagens levende liv, – som du sa’. Du vilde gå som en frigørende gæst fra det ene hjem til det andet. Vinde sindene og viljerne for dig. Skabe adelsmennesker rundt omkring, – i videre og videre kredse. Adelsmennesker.
ROSMER
Glade adelsmennesker.
REBEKKA
Ja – glade.
ROSMER
For det er glæden, som adler sindene, Rebekka.
REBEKKA
Tror du ikke – smerten også? Den store smerte?
ROSMER
Jo, – når en kunde komme igennem den. Over den. Ud over den.
REBEKKA
Det er det, du må.
​​  418ROSMER ryster tungt på hodet
Ud over dette kommer jeg aldrig – helt. Altid vil der bli’ siddende igen en tvil. Et ​spørsmål. Jeg vil aldrig mere komme til at svælge i det, som gør livet så vidunderlig dejligt at leve.
REBEKKA over stolryggen, sagtere
Hvad er det for noget, du mener, Rosmer?
ROSMER ser op på hende
Den stille, glade skyldfrihed.
REBEKKA et skridt tilbage
Ja. Skyldfrihed.
Kort ophold.
ROSMER med albuen på bordet, støtter hodet i hånden og ser frem for sig
Og således, som hun har forståt at kombinere. Så systematisk, som hun har sat det sammen. Først begynder hun at nære tvil om min rettroenhed –. Hvorledes kunde hun falde på det dengang? Men hun faldt på det. Og så vokste det til visshed. Og så, – ja, da var det jo for hende så let at holde alt det andet for tænkeligt. (retter sig op i stolen og farer med hænderne gennem håret) Å, alle disse vilde indbildninger! Jeg blir dem aldrig kvit. Jeg føler det så godt. ​Jeg ved det. Ret som det er, vil de komme jagende frem og minde om den døde.
REBEKKA
Ligesom den hvide hesten på Rosmersholm.
ROSMER
Ja slig. Susende frem i mørket. I stilheden.
​  419REBEKKA
Og for dette usalige hjernespinds skyld vil du slippe det levende liv, som du var begyndt at få tag i.
ROSMER
Du har ret i, at det er tungt. Tungt, Rebekka. Men det står ikke til mig at træffe valg. Hvorledes skulde jeg vel kunne komme ud over dette!
REBEKKA bag stolen
Ved at skabe dig nye forhold.
ROSMER studser, ser op
Nye forhold!
REBEKKA
Ja, nye forhold til verden udenfor. Leve, virke, handle. Ikke sidde her og gruble og ruge over uløselige gåder.
​ROSMER rejser sig
Nye forhold? (går henover gulvet, standser ved døren og kommer så tilbage) Et spørsmål falder mig ind. Har ikke du også gjort dig det spørsmål, Rebekka?
​REBEKKA ånder besværligt
La’ mig – få vide – hvad det er.
ROSMER
Hvorledes tror du vort forhold vil arte sig efter denne dag?
REBEKKA
Jeg tænker nok vort venskab kan holde ud, – hvad der så end kommer.
​  420ROSMER
Ja, det var nu ikke just så, jeg mente det. Men det, som fra først af førte os to sammen, – det, som binder os så inderligt til hinanden, – vor fælles tro på et rent samliv mellem mand og kvinde –
REBEKKA
Ja, ja, – hvad det?
ROSMER
Jeg mener, at et sligt forhold, – som vort altså, – egner ikke det sig nærmest for en livsførelse i stille, lykkelig fred –?
​REBEKKA
Og så!
ROSMER
Men nu åbner der sig for mig et liv med kamp og med uro og med stærke sindsstemninger. For jeg vil leve mit liv, Rebekka! Jeg lar mig ikke slå til jorden af uhyggelige muligheder. Jeg lar mig ikke foreskrive min livsgang, hverken af levende eller af – nogen anden.
REBEKKA
Nej, nej, – la’ dig ikke det! Vær helt ud en fri mand, Rosmer!
ROSMER
Men ved du, hvad jeg så tænker på? Ved du det ikke? Ser du ikke, hvorledes jeg bedst kan vinde frigørelse fra alle nagende minder, – fra hele den triste forgangenhed?
REBEKKA
Nu!
​  421ROSMER
Ved at stille op imod den en ny, en levende virkelighed.
REBEKKA famler efter stolryggen
En levende –? Hvad er – dette?
​ROSMER nærmere
Rebekka, – hvis jeg nu spurte dig, – vil du være min anden hustru?
​REBEKKA et øjeblik målløs, skriger op i glæde
Din hustru! Din –! Jeg!
ROSMER
Godt. Lad os prøve det. Vi to vil være et. Her må ikke længere stå noget tomt rum efter den døde.
REBEKKA
Jeg – i Beates sted –!
ROSMER
Så er hun ude af sagaen. Helt ude. For evig og altid.
REBEKKA sagte og bævende
Tror du det, Rosmer?
ROSMER
Det må ske! Det må! Jeg kan ikke, – jeg vil ikke gå igennem livet med et lig på ryggen. Hjælp mig at kaste det af, Rebekka. Og lad os så kvæle alle mindelser i frihed, i fryd, i lidenskab. Du skal være for mig den eneste hustru, jeg nogen sinde har havt.
​​  422REBEKKA behersket
Kom ikke oftere ind på dette. Jeg blir aldrig din hustru.
ROSMER
Hvad! Aldrig! Å, tror du da ikke, at du kunde komme til at elske mig? Er der da ikke allerede et stænk af kærlighed i vort venskab!
REBEKKA holder for ørerne som i skræk
Tal ikke så, Rosmer! Sig ikke noget sligt!
ROSMER griber hende i armen
Jo, jo, – der er en spirende mulighed i vort forhold. Å, jeg kan se på dig, at du føler det samme. Gør du ikke det, Rebekka?
REBEKKA atter fast og fattet
Hør nu her. Det siger jeg dig, – at blir du ved med dette, så rejser jeg fra Rosmersholm.
ROSMER
Rejse! Du! Det kan du ikke. Det er umuligt.
REBEKKA
Det er endda umuligere, at jeg kan bli’ din hustru. Aldrig i denne verden kan jeg bli’ det.
​ROSMER ser studsende på hende
Du siger «kan». Og det siger du så underligt. Hvorfor kan du ikke?
REBEKKA griber begge hans hænder
Kære ven, – både for din egen skyld og for min, – spørg ikke om hvorfor. (slipper ham) Se så, Rosmer.
​  423Hun går mod døren til venstre.
​ROSMER
Herefterdags har jeg ikke noget andet spørsmål end det ene – hvorfor?
REBEKKA vender sig og ser på ham
Så er det slut.
ROSMER
Mellem dig og mig?
REBEKKA
Ja.
ROSMER
Aldrig blir det slut mellem os to. Aldrig rejser du fra Rosmersholm.
REBEKKA med hånden på dørklinken
Nej, jeg gør vel ikke det. Men spør’ du mig tiere, – så er det slut alligevel.
​ROSMER
Slut alligevel? Hvorledes –?
REBEKKA
Jo, for så går jeg den vej, som Beate gik. Nu ved du det, Rosmer.
ROSMER
Rebekka –!
​  424REBEKKA i døren, nikker langsomt
Nu ved du det.
Hun går.
ROSMER stirrer som fortabt mod den lukkede dør og siger hen for sig
Hvad – er – dette?
​s. Tredje akt
​​  425​TREDJE AKT
Dagligstuen på Rosmersholm. Vinduet og forstuedøren står åbne. Formiddagssolen skinner udenfor.
Rebekka West, klædt som i første akt, står ved vinduet og vander og steller med blomsterne. Hendes hækletøj ligger i lænestolen. Madam Helseth går omkring med en fjerkost i hånden og støver møblerne af.
REBEKKA efter en tids taushed
Det er underligt, at pastoren blir så længe ovenpå idag.
MADAM HELSETH
Å, det gør han jo så tidt. Men nu kommer han vel snart ned, kan jeg tro.
REBEKKA
Har De set noget til ham?
MADAM HELSETH
Det var just så vidt. Da jeg kom op med kaffeen, gik han inde i sengkammerset og klædte sig på.
​REBEKKA
Jeg spør’, for igår var han ikke rigtig vel til pas.
MADAM HELSETH
Nej, han så slig ud. Og så undres jeg på, om der ikke er noget ivejen med ham og svogeren.
​  426REBEKKA
Hvad tror De, det skulde være?
MADAM HELSETH
Jeg kan ikke vide det. Kanske er det denne her Mortensgård, som har sat de to op imod hinanden.
REBEKKA
Det er vel muligt, det. – Kender De noget til denne Peder Mortensgård?
MADAM HELSETH
Nej da. Hvor kan frøkenen tænke det? En slig en, som han er!
REBEKKA
Mener De, fordi han gir ud den stygge avisen?
​MADAM HELSETH
Å, det er nu ikke bare for det. – Frøkenen har vel hørt, at han fik barn med en gift kone, som manden var rømt ifra?
​REBEKKA
Jeg har hørt sige det. Men det var nok længe, før jeg kom hid.
MADAM HELSETH
Ja kors, han var helt ung dengang. Og hun skulde vel havt bedre forstand, end han. Gifte sig med hende vilde han jo også. Men det kunde han da ikke få lov til. Og så fik han nok svie svært for det. – Men siden så har, min tro, Mortensgård slåt sig op, han. Der er nok mange, som søger den manden.
​  427REBEKKA
De fleste ringere folk vender sig helst til ham, når der er noget på færde.
MADAM HELSETH
Å, der turde være andre end de ringe folk også –
REBEKKA skotter lønligt hen på hende
Så?
MADAM HELSETH ved sofaen, støver og fejer ivrigt
Der turde være de folk, som en mindst skulde tænke det om, frøken.
​REBEKKA steller med blomsterne
Ja, det er nu bare noget, som De tror, madam Helseth. For De kan jo ikke vide sligt noget så bestemt.
MADAM HELSETH
Så det mener frøkenen, jeg ikke kan vide? Jo såmænd kan jeg så. For, – når jeg endelig skal ud med det, – så har jeg selv engang gåt med brev til Mortensgård.
REBEKKA vender sig
Nej, – har De!
MADAM HELSETH
Ja, det har jeg rigtignok. Og det brevet var såmænd skrevet her på Rosmersholm.
​  428REBEKKA
Virkelig, madam Helseth?
MADAM HELSETH
Ja min tro var det så. Og fint papir var det skrevet på. Og fint rødt lak var der sat udenpå det også.
REBEKKA
Og De blev betro’d til at gå med det? Ja, ​kære madam Helseth, så er det jo ikke vanskeligt at skønne, hvem det var fra.
​MADAM HELSETH
Nå?
REBEKKA
Det var naturligvis noget, som den stakkers fru Rosmer i sin sygelighed –
MADAM HELSETH
Det er frøken West, som siger det, og ikke jeg.
REBEKKA
Men hvad stod der så i brevet? Nå, det er sandt, – det kan jo ikke De vide.
MADAM HELSETH
Hm, det kunde nok hænde, at jeg vidste det ligevel.
REBEKKA
Sa’ hun Dem, hvad hun skrev om?
​  429MADAM HELSETH
Nej, hun gjorde ikke just det. Men da han, Mortensgård, havde læst det, så gav han sig til at spørge mig slig ud, både på langs og på tvers, så jeg kunde nok skønne, hvad der stod i det.
REBEKKA
Hvad tror De da, der stod i det? Å, kære, snille madam Helseth, sig mig det!
​MADAM HELSETH
Nej da, frøken. Ikke for alt det, som i verden er.
REBEKKA
Å, til mig kan De da sige det. Vi to er jo så gode venner.
MADAM HELSETH
Gud bevare mig for at sige noget til Dem om det, frøken. Jeg kan ikke sige andet, end at det var noget stygt, som de havde gåt og bildt den stakkers syge fruen ind.
REBEKKA
Hvem havde bildt hende det ind?
MADAM HELSETH
Slette mennesker, frøken West. Slette mennesker.
REBEKKA
Slette –?
MADAM HELSETH
Ja, det siger jeg to ganger. Rigtig slette mennesker må det ha’ vær’t.
​  430REBEKKA
Og hvad tror De, det kunde være for nogen?
​MADAM HELSETH
Å, jeg ved nok, hvad jeg tror. Men gud ​bevare min mund. Der går rigtignok en viss frue der inde i byen – hm!
REBEKKA
Jeg kan se på Dem, at De mener fru Kroll.
MADAM HELSETH
Ja, hun er en for sig selv, hun. Imod mig har hun nu altid vær’t så stor på det. Og Dem har hun da aldrig havt noget godt øje til.
REBEKKA
Tror De, fru Rosmer var ved sin fulde forstand, da hun skrev det brevet til Mortensgård?
MADAM HELSETH
Det er så underligt med forstanden, frøken. Rent ifra sig selv tror jeg nu ikke hun var.
REBEKKA
Men hun blev da som forstyrret, da hun fik vide, at hun ikke kunde få børn. Det var da galskaben brød ud.
MADAM HELSETH
Ja, det tog svært på hende, stakkers frue.
​  431REBEKKA tar hækletøjet og sætter sig i stolen ved vinduet
For resten, – tror ikke De også, at det i grunden var godt for pastoren, madam Helseth?
​MADAM HELSETH
Hvilket, frøken?
REBEKKA
At her ingen børn blev af. Hvad?
MADAM HELSETH
Hm, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det.
REBEKKA
Jo, De kan tro mig. Det var det bedste for ham. Pastor Rosmer er ikke skikket til at gå her og høre på ungeskrig.
MADAM HELSETH
Små barn skriger ikke på Rosmersholm, frøken.
REBEKKA ser på hende
Skriger de ikke?
MADAM HELSETH
Nej. Her på gården har de små barn aldrig brugt at skrige, så længe folk kan mindes.
REBEKKA
Det var da underligt.
​  432MADAM HELSETH
Ja, er ikke det underligt? Men det ligger til slægten. Og så er der én underlig ting til. ​​Når de blir større, så lér de aldrig. Lér aldrig, så længe de lever.
REBEKKA
Det vilde da være besynderligt –
MADAM HELSETH
Har frøkenen nogen eneste gang hørt eller set pastoren lé?
REBEKKA
Nej, – når jeg tænker mig om, så tror jeg næsten, De har ret. Men menneskene lér nu i det hele ikke meget her på disse kanter, synes jeg.
MADAM HELSETH
De gør ikke det. Det begyndte på Rosmersholm, siger folk. Og så har det vel bredt sig ud, som et slags smitte, det også, kan jeg tro.
REBEKKA
De er en dybsindig kone, De, madam Helseth.
MADAM HELSETH
Å, frøkenen skal ikke sidde og gøre nar –. (lytter) Hys, hys, – nu kommer pastoren ned. Han liker ikke at se fejekosten her inde.
Hun går ud gennem døren til højre.
​  433Johannes Rosmer, med stok og hat i hånden, kommer ind fra forstuen.
​ROSMER
God morgen, Rebekka.
REBEKKA
God morgen, kære. (lidt efter; hækler) Skal du ud?
ROSMER
Ja.
REBEKKA
Vejret er jo så vakkert.
ROSMER
Du så ikke op til mig imorges.
REBEKKA
Nej, – jeg gjorde ikke det. Ikke idag.
ROSMER
Vil du ikke gøre det herefter heller?
REBEKKA
Å jeg ved ikke endnu, du.
ROSMER
Er der kommet noget til mig?
REBEKKA
«Amtstidenden» er kommet.
​  434ROSMER
«Amtstidenden» –!
​REBEKKA
Den ligger der på bordet.
ROSMER sætter hat og stok fra sig
Står der noget –?
REBEKKA
Ja.
ROSMER
Og så sender du den ikke op –
REBEKKA
Du får tidsnok læse den.
​ROSMER
Nå så. (tar bladet og læser stående ved bordet) – Hvad! – – «kan ikke noksom advare imod karakterløse overløbere» –. (ser hen på hende) De kalder mig en overløber, Rebekka.
REBEKKA
Der nævnes ikke noget navn.
ROSMER
Det er jo det samme. (læser videre) – «lønlige forrædere imod den gode sag» –. – «Judasnaturer, som frækt bekender sit frafald, så snart de tror, at det belejlige og – profitableste tidspunkt er kommet». «Hensynsløst attentat på ærværdige forfædres eftermæle» –. – ​«i påvente af at øjeblikkets magthavere ikke vil lade en passende belønning udeblive.» (lægger ​  435avisen på bordet) Og det skriver de om mig. De, som har kendt mig så længe og så nøje. Dette, som de ikke selv tror på. Dette, som de ved, at der ikke er et eneste sandt ord i, – det skriver de alligevel.
REBEKKA
Der står mere endnu.
ROSMER tar atter avisen
– «undskyldning i en uøvet dømmekraft» –. – «fordærvelig indflydelse, – kanske udstrakt også til områder, som vi foreløbig ikke vil gøre til genstand for offentlig omtale eller påtale» –. (ser på hende) Hvad er det?
REBEKKA
Det sigter til mig, kan du skønne.
ROSMER lægger avisen fra sig
Rebekka, – dette her er uhæderlige mænds færd.
REBEKKA
Ja, jeg synes ikke, de har noget at la’ Mortensgård høre.
​ROSMER går om på gulvet
Her må bringes redning. Alt, hvad godt er i menneskene, går tilgrunde, hvis dette får vare ved. Men det skal det ikke! Å, hvor glad, – hvor glad jeg vilde føle mig, om jeg kunde få det til at lysne lidt i al denne skumle styghed.
REBEKKA rejser sig
Ja, ikke sandt, du? I dette her har du noget stort og herligt at leve for!
​  436​ROSMER
Tænk, om jeg kunde vække dem til selverkendelse. Bringe dem til at angre og til at skamme sig for sig selv. Få dem til at nærme sig hverandre i fordragelighed, – i kærlighed, Rebekka.
REBEKKA
Ja, sæt bare al din evne ind på dette, og du skal sé, du vinder.
ROSMER
Jeg synes, det måtte kunne lykkes. Å, hvilken fryd det da vilde bli’ at leve livet. Ingen hadefuld strid mere. Bare kappestrid. Alle øjne rettede mod det samme mål. Alle viljer, alle sind stevnende fremad, – opad, – enhver ad sin egen naturnødvendige vej. Lykke ​for alle, – skabt igennem alle. (kommer til at se ud i det fri, farer sammen og siger tungt) Ah! Ikke gennem mig.
REBEKKA
Ikke –? Ikke gennem dig?
ROSMER
Og ikke for mig heller.
REBEKKA
Å, Rosmer, lad ikke slig tvil komme op i dig.
ROSMER
Lykke, – kære Rebekka, – lykke, det er først og fremst den stille, glade, trygge følelse af skyldfrihed.
REBEKKA ser hen for sig
Ja, dette med skyld –.
​  437ROSMER
Å, det kan du så lidet dømme om. Men jeg –
REBEKKA
Du mindst!
ROSMER peger ud mod vinduet
Møllefossen.
REBEKKA
Å, Rosmer –!
Madam Helseth ser ind gennem døren til højre.
​MADAM HELSETH
Frøken!
REBEKKA
Siden, siden. Ikke nu.
MADAM HELSETH
Bare et ord, frøken.
Rebekka går hen til døren. Madam Helseth meddeler hende noget. De taler en stund hviskende sammen. Madam Helseth nikker og går.
ROSMER urolig
Var det noget til mig?
REBEKKA
Nej, det var bare husets sager. – Nu skulde du gå ud i den friske luft, kære Rosmer. Gå rigtig langt, skulde du.
​  438​ROSMER tar hatten
Ja, kom. Så går vi sammen.
REBEKKA
Nej, kære, jeg kan ikke nu. Du får gå alene. Men ryst så alle disse tunge tankerne af dig. Lov mig det.
ROSMER
Dem får jeg nok aldrig rystet af, – er jeg ræd for.
​REBEKKA
Å, men at noget så grundløst kan ta’ dig med slig magt –!
ROSMER
Desværre, – det er nok ikke så grundløst, du. Jeg har ligget og grublet over det hele natten. Beate har kanske set rigtig alligevel.
REBEKKA
I hvad, mener du?
ROSMER
Set rigtig, da hun trode, jeg elsked dig, Rebekka.
REBEKKA
Set rigtig i det!
ROSMER lægger hatten på bordet
Jeg går og tumler med det spørsmål, – om ikke vi to hele tiden har dåret os selv – når vi kaldte vort forhold for venskab.
​  439REBEKKA
Mener du kanske, at det lige så godt kunde kaldes et –?
ROSMER
– kærlighedsforhold. Ja, du, jeg mener det. Allerede mens Beate leved, var det dig, jeg gav alle mine tanker til. Det var dig alene, ​jeg stunded efter. Det var hos dig, jeg følte denne stille, glade, begærløse lyksalighed. Når vi tænker os rigtig om, Rebekka, – så begyndte vort samliv som en sød, løndomsfuld barneforelskelse. Uden krav og uden drømme. Følte ikke du det også på slig vis? Sig mig det.
REBEKKA kæmper med sig selv
Å, – jeg ved ikke, hvad jeg skal svare dig.
ROSMER
Og det er dette inderlige liv i hinanden og for hinanden, som vi har ta’t for venskab. Nej, du, – vort forhold har været et åndeligt ægteskab – kanske lige fra de første dagene af. Derfor er der brøde hos mig. Jeg havde ikke ret til det, – ikke lov for Beates skyld.
​REBEKKA
Ikke lov til at leve i lykke? Tror du det, Rosmer?
ROSMER
Hun så på vort forhold med sin kærligheds øjne. Dømte vort forhold efter sin kærligheds art. Naturligvis. Beate kunde ikke dømme anderledes, end hun gjorde.
​REBEKKA
Men hvor kan du da anklage dig selv for Beates vildfarelse!
​  440ROSMER
I kærlighed til mig, – på sin måde, – gik hun i møllefossen. Den kendsgerning står fast, Rebekka. Den kommer jeg aldrig ud over.
REBEKKA
Å, tænk ikke på andet end den store, skønne opgave, som du har sat dit liv ind på!
ROSMER ryster på hodet
Den kan visst aldrig føres igennem, du. Ikke af mig. Ikke efter det, jeg nu ved.
REBEKKA
Hvorfor ikke af dig?
ROSMER
Fordi der aldrig vindes sejr for en sag, som har sit udspring i brøde.
REBEKKA i udbrud
Å, dette her er slægtstvil, – slægtsangst, – slægtsskrupler. De snakker her om, at de døde kommer igen som jagende, hvide heste. Jeg synes, dette her er noget sligt.
​ROSMER
Lad det være, hvad det være vil. Hvad hjælper det, når jeg nu ikke kan komme ifra det? Og du kan tro mig, Rebekka. Det er, som jeg siger. Den sag, som skal vinde frem til varig sejr, – den må bæres af en glad og skyldfri mand.
REBEKKA
Er glæden da så rent umistelig for dig, Rosmer?
​  441ROSMER
Glæden? Ja, du, – det er den.
REBEKKA
For dig, som aldrig kan lé?
ROSMER
Alligevel. Du kan tro, jeg har store anlæg til at være glad.
​REBEKKA
Nu skal du gå, kære. Langt, – rigtig langt. Hører du det? – Se, her er din hat. Og her har du stokken.
ROSMER tar begge dele
Tak. Og du går ikke med?
​REBEKKA
Nej, nej, jeg kan ikke nu.
ROSMER
Jaja da. Du er nu med mig alligevel.
Han går ud gennem forstuen. Lidt efter kikker Rebekka ud bag den åbne dør. Derpå går hun hen mod døren til højre.
REBEKKA åbner og siger halvhøjt
Se så, madam Helseth. Nu kan De slippe ham ind.
Hun går henover imod vinduet.
Kort efter kommer rektor Kroll ind fra højre. Han hilser taus og afmålt og beholder sin hat i hånden.
​  442KROLL
Han er altså gåt?
REBEKKA
Ja.
KROLL
Plejer han gå langt?
REBEKKA
Å ja. Men idag er han så uberegnelig. Og dersom De ikke vil træffe ham –
KROLL
Nej, nej. Det er Dem, jeg ønsker at tale med. Og ganske alene.
​REBEKKA
Så er det bedst, vi nytter tiden. Sid ned, herr rektor.
Hun sætter sig i lænestolen ved vinduet. Rektor Kroll sætter sig på en stol ved siden af hende.
KROLL
Frøken West, – De kan vel neppe forestille Dem, hvor dybt og smerteligt det går mig til hjertet, – dette omslag, som er sket med Johannes Rosmer.
REBEKKA
Vi var forberedt på, at så vilde ske – i førstningen.
KROLL
Bare i førstningen?
​  443REBEKKA
Rosmer havde det sikkre håb, at sent eller tidligt vilde De nok gå med ham.
KROLL
Jeg!
REBEKKA
Både De og alle hans andre venner.
​KROLL
Ja, der ser De! Så skrøbelig er hans dømme​kraft, når det gælder mennesker og forhold i livet.
REBEKKA
For resten, – når nu altså han føler det som en fornødenhed at frigøre sig til alle sider –
KROLL
Ja men se, – det er netop det, som jeg ikke tror.
REBEKKA
Hvad tror De da?
KROLL
Jeg tror, det er Dem, som står bag det hele.
REBEKKA
Det har De fra Deres frue, rektor Kroll.
KROLL
Det kan være ligegyldigt, hvem jeg har det fra. Men visst er det, at jeg bærer på en stærk tvil, – en overmåde stærk tvil, ​  444siger jeg, – når jeg tænker mig om og lægger sammen hele Deres adfærd lige siden De kom hid.
REBEKKA ser på ham
Det foresvæver mig, at der var en tid, da De bar på en overmåde stærk tro til mig, kære rektor. En varm tro, havde jeg nær sagt.
​KROLL dæmpet
Hvem kunde ikke De forhekse, – når De la’ an på det?
REBEKKA
La’ jeg an på at –!
KROLL
Ja, det gjorde De. Jeg er ikke så tosset nu længer, at jeg bilder mig ind, der var nogen følelse med i spillet. De vilde simpelt hen skaffe Dem indpas på Rosmersholm. Sætte Dem fast her. Det var det, jeg skulde hjælpe Dem med. Nu ser jeg det.
REBEKKA
De har altså rent glemt, at det var Beate, som tigged og trygled mig om at flytte her ud.
KROLL
Ja, da De havde fåt forhekset hende også. Eller kan det kaldes for venskab, det, som hun kom til at føle for Dem? Det slog over i forgudelse, – i tilbedelse. Det arted ud til, – hvad skal jeg kalde det? – til et slags desperat forelskelse. Ja, det er det rette ord.
​  445REBEKKA
De får være så god at huske på Deres søsters tilstand. Hvad mig angår, så tror jeg ​ikke, jeg kan siges at være overspændt på nogen måde.
​KROLL
Nej, det er De visselig ikke. Men desto farligere blir De for de mennesker, som De vil vinde magt over. De har så let for at handle med overlæg og fuld rigtig beregning, – just fordi De bærer på et koldt hjerte.
REBEKKA
Koldt? Er De så sikker på det?
KROLL
Nu er jeg ganske viss på det. Ellers havde De ikke kunnet gå her år efter år og forfølge Deres mål så urokkelig. Ja, ja, – De har nåd’, hvad De vilde. De har fåt ham og det hele i Deres magt. Men for at sætte alt dette igennem, har De ikke skyd’ at gøre ham ulykkelig.
REBEKKA
Det er ikke sandt. Det er ikke mig. Det er Dem selv, som har gjort ham ulykkelig.
KROLL
Har jeg!
REBEKKA
Ja, da De leded ham ind i den indbildning, ​at han var skyld i den forfærdelige ende, som det tog med Beate.
​  446KROLL
Så det har dog altså grebet ham så dybt?
REBEKKA
Det kan De vel tænke Dem. Så blødt et sind som hans –
KROLL
Jeg trode, at en såkaldt frigjort mand forstod at sætte sig ud over alle skrupler. – Men der har vi det altså! Å ja, – i grunden så var det jo nok det, jeg vidste. Ætlingen af de mænd, som her ser ned på os, – han slipper nok for at rive sig løs fra det, som uafhændelig er gåt i arv fra slægt til slægt.
REBEKKA ser tankefuld ned for sig
Johannes Rosmer har svært dybe rødder i slægten. Det er både visst og sandt.
KROLL
Ja, og det skulde De ta’t hensyn til, ifald De havde havt hjertelag for ham. Men De kunde vel sagtens ikke ta’ den slags hensyn. Deres forudsætninger er jo så himmelvidt forskellige fra hans.
​REBEKKA
Hvilke forudsætninger, mener De?
KROLL
Jeg mener forudsætningerne i udspringet. I oprindelsen, – frøken West.
​REBEKKA
Nå så. Ja, det er ganske sandt, – jeg er gåt ud fra meget ringe forhold. Men alligevel –
​  447KROLL
Det er ikke stand og stilling, jeg sigter til. Jeg tænker på de moralske forudsætninger.
REBEKKA
Forudsætninger –? For hvad?
KROLL
For at De overhovedet blev til.
REBEKKA
Hvad er det, De siger!
KROLL
Jeg siger det jo kun, fordi det forklarer hele Deres adfærd.
REBEKKA
Jeg forstår ikke dette. Fuld besked vil jeg ha’!
​KROLL
Jeg trode sandelig, De havde fuld besked. Det vilde dog ellers være besynderligt, at De lod Dem adoptere af doktor West –
REBEKKA rejser sig
Ah så! Nu forstår jeg.
KROLL
– at De antog hans navn. Deres mors navn var Gamvik.
REBEKKA går henover gulvet
Min fars navn var Gamvik, herr rektor.
​  448KROLL
Deres mors bestilling måtte jo tidt og jævnt bringe hende sammen med distriktslægen.
REBEKKA
Det har De ret i.
KROLL
Og så tar han Dem til sig, – straks da Deres mor var død. Han behandler Dem hårdt. Og dog blir De hos ham. De ved, at han ikke vil efterlade Dem en eneste skilling. De fik jo bare en kasse bøger. Og dog holder De ud ​hos ham. Bærer over med ham. Plejer ham lige til det sidste.
REBEKKA henne ved bordet, ser hånligt på ham
Og at jeg gjorde alt dette, – det forklarer De deraf, at der var noget usædeligt, – noget forbrydersk ved min tilblivelse!
KROLL
Hvad De gjorde for ham, udleder jeg af et uvilkårligt datterligt instinkt. Hele Deres færd for resten holder jeg for et udslag af Deres oprindelse.
REBEKKA heftigt
Men der er ikke et sandt ord i alt, ​hvad De siger! Og det kan jeg bevise! For doktor West var ikke kommen til Finmarken, da jeg blev født.
KROLL
Undskyld, – frøken. Han kom der op året i forvejen. Det har jeg undersøgt.
​  449REBEKKA
De tar fejl, siger jeg! De tar aldeles fejl!
KROLL
De sa’ her i forgårs, at De var ni og tyve år. Gik i det tredivte.
​REBEKKA
Så? Sa’ jeg det?
KROLL
Ja, De gjorde. Og deraf kan jeg regne ud –
REBEKKA
Stop! Det hjælper ikke at regne. For jeg kan lige så gerne sige Dem det straks: Jeg er et år ældre, end jeg gir mig ud for.
KROLL smiler vantro
Virkelig? Det er noget nyt. Hvorledes er det kommet?
REBEKKA
Da jeg havde fyldt de fem og tyve, så syntes jeg, – ugift som jeg var, – at jeg blev så rent for gammel. Og så tog jeg mig for at lyve et år af.
KROLL
De? En frigjort kvinde. Nærer De fordomme angående giftealderen?
REBEKKA
Ja det var tossedumt, – og latterligt også. Men der blir altid hængende et eller andet ved en, som en ikke kan gøre sig fri for. Vi er nu slig.
​​  450KROLL
Lad så være. Men regningen kan bli rigtig alligevel. For doktor West var deroppe på et flygtigt besøg året forinden han blev ansat.
REBEKKA bryder ud
Det er ikke sandt!
KROLL
Er det ikke sandt?
REBEKKA
Nej. For det har mor aldrig talt om.
KROLL
Så hun har ikke det?
REBEKKA
Nej, aldrig. Og ikke doktor West heller. Aldrig med et ord.
KROLL
Kunde ikke det være, fordi de begge to havde grunde til at springe et år over? Ligesom De har gjort, frøken West. Det er kanske en ejendommelighed i slægten.
​REBEKKA går omkring, knuger og vrider hænderne
Det er umuligt. Det er bare noget, De vil bilde mig ind. Aldrig i verden er det sandt, ​dette her. Kan ikke være sandt! Aldrig i verden –!
KROLL rejser sig
Men, kære, – hvorfor i guds navn tar De så på vej? De gør mig rent forfærdet! Hvad skal jeg tro og tænke –!
​  451REBEKKA
Ingen ting. De skal hverken tro eller tænke noget.
KROLL
Så må De sandelig forklare mig, hvorledes De kan ta’ Dem den sag, – den mulighed så nær.
REBEKKA fatter sig
Det er jo så ganske ligefrem, rektor Kroll. Jeg har da ikke lyst til at gå her og gælde for et uægte barn.
KROLL
Nå så. Jaja, lad os slå os til ro med den forklaring – foreløbig. Men så har De jo altså beholdt en viss – fordom på det punkt også.
REBEKKA
Ja, jeg har vel det.
​KROLL
Nå, jeg tænker, det er ligedan bevendt med det meste af dette her, som De kalder for Deres frigjorthed. De har læst Dem til en hel hob nye tanker og meninger. De har fåt vide et slags besked om forskninger på forskellige områder, – forskninger, som synes at omstyrte adskilligt af det, der hidtil hos os har gældt for uomstødeligt og uangribeligt. Men alt dette er bare ble’t en viden hos Dem, frøken West. En kundskab. Det er ikke gåt Dem i blodet.
REBEKKA betænkelig
Kan hænde, De har ret i det.
​  452KROLL
Ja, bare prøv De Dem selv, så skal De se! Og når det står slig til med Dem, så kan en sagtens vide, hvorledes det er fat med Johannes Rosmer. Det er jo den rene, skære galskab, – det er at rende lige lukt ind i fordærvelsen, når han vil træde åbenlyst frem og bekende sig som en frafalden! Tænk, – han med ​denne skyhed i sindet! Tænk Dem ham forstødt, – forfulgt af den kreds, han hidtil har tilhørt. Udsat for hensynsløse angreb af de bedste i ​samfundet. Aldrig i dette liv blir han mand for at stå det ud.
REBEKKA
Han må stå det ud! Nu er det for sent for ham at trække sig tilbage.
KROLL
Aldeles ikke for sent. Ikke på nogen måde. Hvad der er sked, det kan ties ned, – eller det kan i det mindste fortolkes som en blot og bart forbigående om end beklagelig forvildelse. Men – en forholdsregel er rigtignok uomgængelig fornøden.
REBEKKA
Og hvad er det for noget?
KROLL
De må få ham til at legalisere forholdet, frøken West.
REBEKKA
Det forhold, som han står i til mig?
KROLL
Ja. De må sé at få ham til det.
​​  453REBEKKA
De kan altså slet ikke gøre Dem fri for den tro, at vort forhold trænger til at – legaliseres, som De siger?
KROLL
Jeg vil ikke indlade mig nærmere på sagen selv. Men jeg tror rigtignok at ha’ iagttaget, at der, hvor det falder lettest at bryde med alle såkaldte fordomme, det er i – hm.
REBEKKA
Det er i forholdet mellem mand og kvinde, mener De?
KROLL
Ja, – oprigtig talt, – jeg tror det.
REBEKKA driver henover gulvet og ser ud gennem vinduet
Jeg havde nær sagt, – gid De havde ret, rektor Kroll.
KROLL
Hvad mener De med det? De siger det så besynderlig.
REBEKKA
Å hvad! Lad os ikke snakke mere om de ting. – Ah, – der kommer han.
​KROLL
Allerede! Så vil jeg gå.
REBEKKA hen til ham
Nej, – bli’ her. For nu skal De få høre noget.
​KROLL
Ikke nu. Jeg synes ikke, jeg tåler at sé ham.
​  454REBEKKA
Jeg bér Dem, – bli’. Gør det. Ellers vil De angre det siden. Det er sidste gang jeg be’r Dem om noget.
KROLL ser forundret på hende og lægger hatten fra sig
Nu vel, frøken West. Lad så være da.
Det er en stund stille. Da kommer Johannes Rosmer ind fra forstuen.
ROSMER ser rektoren, standser i døren
Hvad! – Er du her!
REBEKKA
Han vilde helst ikke ha’ mødt dig, Rosmer.
​KROLL uvilkårligt
Du!
REBEKKA
Ja, herr rektor. Rosmer og jeg – vi siger du til hinanden. Forholdet imellem os har ført det med sig.
KROLL
Var det det, som De lovte, jeg skulde få høre?
REBEKKA
Både det – og lidt mere til.
ROSMER kommer nærmere
Hvad er hensigten med besøget her idag?
​  455KROLL
Jeg vilde endnu en gang prøve på at standse dig og vinde dig tilbage.
ROSMER peger på avisen
Efter det, som står der?
KROLL
Jeg har ikke skrevet det.
​ROSMER
Gjorde du noget skridt for at holde det tilbage?
KROLL
Det vilde ha’ været uforsvarligt imod den sag, jeg tjener. Og desuden så stod det ikke i min magt.
REBEKKA river avisen i stykker, krøller stumperne sammen og kaster dem bag ovnen
Se så. Nu er det ude af øje. Og lad det så være ude af sind også. For der kommer ikke mere af den slags, Rosmer.
KROLL
Å ja, kunde De så sandt mage det så.
REBEKKA
Kom, og lad os sætte os, kære. Alle tre. Så vil jeg sige det altsammen.
​  456ROSMER sætter sig uvilkårligt
Hvad er det for noget, som er kommet over dig, Rebekka! Denne uhyggelige ro –. Hvad er det for noget?
​​REBEKKA
Beslutningens ro. (sætter sig) Sæt Dem, De også, rektor.
Rektor Kroll tar plads i sofaen.
ROSMER
Beslutningens, siger du. Hvilken beslutning?
REBEKKA
Jeg vil gi’ dig igen, hvad du trænger for at leve livet. Du skal få din glade skyldfrihed tilbage, kære ven.
ROSMER
Men hvad er dog dette!
REBEKKA
Jeg vil bare fortælle. Der behøves ikke andet.
ROSMER
Nu!
REBEKKA
Da jeg var kommen her ned fra Finmarken – sammen med doktor West, – så syntes jeg, at der ligesom åbned sig en ny, stor, vid verden for mig. Doktoren havde lært mig både løst og fast. Alt det spredte, som jeg vidste ​om tingene i livet den gang. (kæmpende og neppe hørligt) Og så –
​  457KROLL
Og så?
ROSMER
Men, Rebekka, – dette her ved jeg jo.
REBEKKA tar sig sammen
Ja, ja, – det har du i grunden ret i. Du ved nok om dette.
KROLL ser fast på hende
Det er kanske rettest, at jeg går.
REBEKKA
Nej, De skal bli’ siddende, kære rektor. (til Rosmer) Ja, det var altså det, ser du, – jeg vilde være med i den nye tid, som brød frem. Være med i alle de nye tankerne. – Rektor Kroll fortalte mig en dag, at Ulrik Brendel havde havt svær magt over dig en tid, mens du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne gå an for mig at ta’ dette her op igen.
ROSMER
Kom du hid med en dulgt hensigt –!
​REBEKKA
Jeg vilde, at vi to skulde gå sammen fremad i frihed. Altid videre. Altid yderligere frem. – Men så var der jo denne skumle, uoverstigelige mur imellem dig og den hele, fulde frigørelse.
ROSMER
Hvilken mur, mener du?
​  458​REBEKKA
Jeg mener det, Rosmer, at du ikke kunde vokse dig fri uden i det lyse solskinnet. Og så gik du her og skranted og sygned i et sligt ægteskabs mørke.
ROSMER
Aldrig før idag har du talt til mig om mit ægteskab på den måde.
REBEKKA
Nej, det turde jeg ikke, for så havde jeg skræmt dig.
KROLL nikker til Rosmer
Hører du det!
REBEKKA blir ved
Men jeg skønte godt, hvor frelsen var for dig. Den eneste frelse. Og så handled jeg.
​ROSMER
Hvad er det for handlinger, du sigter til?
KROLL
Vil De dermed sige, at –!
REBEKKA
Ja, Rosmer –. (rejser sig) Bli’ bare siddende. De også, rektor Kroll. Men nu må det for dagen. Det var ikke dig, Rosmer. Du er skyldfri. Det var mig, som lokked –, som kom til at lokke Beate ud på de vildsomme veje –
ROSMER springer op
Rebekka!
​  459KROLL op fra sofaen
– på de vildsomme veje!
REBEKKA
På de veje, – som førte til møllefossen. Nu ved I det, begge to.
ROSMER som bedøvet
Men jeg forstår ikke –. Hvad er det, hun står og siger? Jeg forstår ikke et ord –!
​KROLL
Å jo, du. Jeg begynder at forstå.
ROSMER
Men hvad har du da gjort! Hvad har du da kunnet sige hende for noget? Der var jo intet. Slet intet!
REBEKKA
Hun fik vide, at du holdt på at arbejde dig ud af alle de gamle fordommene.
ROSMER
Ja, men det gjorde jeg jo ikke dengang.
REBEKKA
Jeg vidste, at du snart vilde komme til at gøre det.
KROLL nikker til Rosmer
Aha!
ROSMER
Og så? Hvad mere? Nu vil jeg vide resten også.
​  460​REBEKKA
En tid bagefter – så bad og bønfaldt jeg hende om, at jeg måtte få rejse fra Rosmersholm.
​ROSMER
Hvorfor vilde du rejse – dengang?
REBEKKA
Jeg vilde ikke rejse. Jeg vilde bli’ her, hvor jeg var. Men jeg sa’ til hende, at det nok var bedst for os alle – om jeg kom bort i tide. Jeg lod hende forstå, at blev jeg længere her, – så kunde der, – så kunde der ske, – hvad det så skulde være.
ROSMER
Dette er altså, hvad du har sagt og gjort.
REBEKKA
Ja, Rosmer.
ROSMER
Det var det, som du kaldte at handle.
REBEKKA med brudt stemme
Jeg kaldte det så, ja.
ROSMER lidt efter
Har du nu skriftet alt, Rebekka?
REBEKKA
Ja.
​KROLL
Ikke alt.
​  461REBEKKA ser skræmt på ham
Hvad mere skulde der være?
KROLL
Lod De så ikke til slut Beate forstå, at det var nødvendigt, – ikke blot at det var bedst, – men at det var nødvendigt, af hensyn til Dem og Rosmer, at De rejste et andet steds hen – så fort som muligt? – Nu?
REBEKKA sagte og utydeligt
Kanske jeg sa’ noget sligt også.
ROSMER segner ned i lænestolen ved vinduet
Og dette spind af løgn og bedrag har hun, – den ulykkelige syge, gåt her og trod på! Trod så fuldt og fast! Så uryggelig! (ser op på Rebekka) Og aldrig vendte hun sig til mig. Aldrig med et ord! Å, Rebekka, – jeg ser det på dig, – du har rådet hende fra det!
REBEKKA
Hun havde jo sat sig i hodet, at hun, – som børnløs hustru, ikke havde ret til at være ​her. Og så bildte hun sig ind, det var pligt imod dig at vige pladsen.
ROSMER
Og du, – du gjorde intet for at få hende ud af denne indbildning?
​REBEKKA
Nej.
KROLL
De bestyrked hende kanske i den? Svar! Gjorde De ikke det?
​  462REBEKKA
Hun forstod mig vel så, kan jeg tro.
ROSMER
Ja, ja, – og for din vilje bøjed hun sig i alle ting. Og så gav hun plads. (springer op) Hvor kunde, – hvor kunde du drive dette forfærdelige spil!
REBEKKA
Jeg syntes, at her var to liv at vælge imellem, Rosmer.
KROLL strængt og myndigt
De havde ingen ret til at træffe et sligt valg!
​REBEKKA heftig
Men tror I da, at jeg gik her og handled med kold og kløgtig fatning! Jeg var da ikke slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller det. Og så er der da vel to slags vilje i et menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate væk. På den ene måden eller på den anden. Men jeg trode aldrig, at det skulde komme alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til. Bare et eneste et. Og så et til – og altid et til. – Og så kom det. – Det er på den vis, sligt noget går for sig.
Kort taushed.
ROSMER til Rebekka
Hvorledes tror du, det herefter skal gå med dig? Efter dette?
​  463REBEKKA
Med mig får det gå, som det kan. Det kommer det ikke så nøje an på.
​KROLL
Ikke et ord, som tyder på anger. Føler De kanske ingen?
REBEKKA koldt afvisende
Undskyld, herr rektor, – det er en sag, som ikke kommer nogen anden ved. Det skal jeg nok klare med mig selv.
​KROLL til Rosmer
Og denne kvinde er det, som du lever under tag sammen med. I fortroligt forhold til. (ser om på portrætterne) Å, – de, som er borte, – de skulde bare se op nu!
ROSMER
Går du indover til byen?
KROLL tar sin hat
Ja. Jo før jo heller.
ROSMER tar ligeledes sin hat
Så går jeg med dig.
​KROLL
Vil du det! Ja, jeg tænkte nok, vi ikke helt havde mistet dig.
ROSMER
Kom så, Kroll! Kom så!
De går begge ud gennem forstuen uden at se til Rebekka.
​  464Lidt efter går Rebekka forsigtig hen til vinduet og kikker ud mellem blomsterne.
REBEKKA taler halvhøjt med sig selv
Ikke over kloppen idag heller. Går ovenom. Kommer aldrig over møllefossen. Aldrig. (går fra vinduet) Ja, ja da!
Hun går hen og trækker i klokkestrengen.
Kort efter kommer madam Helseth ind fra højre.
MADAM HELSETH
Hvad er det, frøken?
REBEKKA
Madam Helseth, vil De kanske være så snil at få min rejsekoffert hentet ned fra loftet.
MADAM HELSETH
Rejsekofferten?
​REBEKKA
Ja, den brune sælskindskofferten, som De ved.
MADAM HELSETH
Ja vel. Men gud bevare mig, – vil da frøkenen ud og rejse?
REBEKKA
Ja, – nu vil jeg ud og rejse, madam Helseth.
MADAM HELSETH
Og det så fort på timen!
​  465REBEKKA
Så fort jeg har fåt pakket.
MADAM HELSETH
Nu har jeg da aldrig hørt magen! Men frøkenen kommer da vel snart igen, ved jeg?
REBEKKA
Jeg kommer aldrig mere igen.
MADAM HELSETH
Aldrig! Men herre gud, hvorledes skal det bli’ her på Rosmersholm, når ikke frøken ​West er her længer? Nu havde den stakkers pastoren fåt det så godt og hyggeligt.
​REBEKKA
Ja, men idag er jeg blet ræd, madam Helseth.
MADAM HELSETH
Ræd! Jøsses, – hvorfor det da?
REBEKKA
Jo, for jeg synes, jeg har set ligesom et skimt af hvide heste.
MADAM HELSETH
Af hvide heste! Midt på lyse dagen!
REBEKKA
Å, de er nok ude både tidlig og sent, – de hvide hestene på Rosmersholm. (slår over) Nå, – det var altså rejsekofferten, madam Helseth.
​  466MADAM HELSETH
Ja vel. Rejsekofferten.
De går begge ud til højre.
​s. Fjerde akt
​​  467​FJERDE AKT
Dagligstuen på Rosmersholm. Det er sen aften. Lampen, med skærm over, brænder på bordet.
Rebekka West står ved bordet og pakker nogle småting ned i en vadsæk. Hendes kåbe, hat og det hvide hæklede uldsjal hænger over sofaryggen.
Madam Helseth kommer ind fra højre.
MADAM HELSETH taler dæmpet og synes forbeholden
Ja, nu er alle sagerne båret ud, frøken. De står i køkkengangen.
REBEKKA
Godt. Kusken er vel tilsagt?
MADAM HELSETH
Ja. Han spør’, hvad tid han skal være her med vognen.
​REBEKKA
Jeg tænker, så omkring klokken elleve. Dampskibet går ved midnat.
MADAM HELSETH lidt nølende
Men pastoren da? Hvis han nu ikke kommer hjem til den tid?
REBEKKA
Jeg rejser alligevel. Skulde jeg ikke få se ham, så kan De sige, at jeg skriver ham til. Et langt brev. Sig det.
​  468MADAM HELSETH
Ja, det kan jo være bra’ nok – dette med at skrive. Men, stakkers frøken, – jeg synes nu, De skulde prøve på at snakke med ham en gang til.
REBEKKA
Kanske det. Eller kanske ikke alligevel.
MADAM HELSETH
Nej, – at jeg skulde opleve dette her, – det havde jeg da aldrig tænkt!
REBEKKA
Hvad havde De da tænkt, madam Helseth?
​MADAM HELSETH
Å, jeg havde rigtignok tænkt, at pastor Rosmer var reellere mand end som så.
REBEKKA
Reellere?
​MADAM HELSETH
Ja min sandten siger jeg så.
REBEKKA
Men, kære, hvad mener De da med det?
MADAM HELSETH
Jeg mener, som sandt og ret er, frøken. Han skulde ikke fri sig ifra det på den måden, ikke.
​  469REBEKKA ser på hende
Hør nu her, madam Helseth. Sig mig ærligt og oprigtigt, – hvorfor tror De, jeg rejser bort?
MADAM HELSETH
Herre gud, det er vel nødvendigt, frøken. Å ja, ja, ja! Men jeg synes rigtignok ikke, det er pent gjort af pastoren. Mortensgård var da undskyldt, han. For hun havde jo sin mand i live. Så de to kunde ikke gifte sig sammen, ​om de aldrig så gerne vilde. Men sé, pastoren, han – hm!
REBEKKA med et svagt smil
Skulde De kunnet tænkt Dem sligt noget om mig og pastor Rosmer?
MADAM HELSETH
Aldrig i verden. Ja, jeg mener, – ikke før idag.
REBEKKA
Men idag altså –?
MADAM HELSETH
Nå, – efter alt det stygge, som folk siger der skal stå om pastoren i bladene, så –
REBEKKA
Aha!
MADAM HELSETH
For det er min mening, at den mand, som kan gå over til Mortensgårds reglion, ham kan en, min sandten, tro til hvad det så skal være.
​  470REBEKKA
Å ja, det er vel så, det. Men jeg da? Hvad siger De om mig?
​MADAM HELSETH
Bevar’s vel, frøken, – Dem synes jeg ikke det er så stort at sige på. Det er vel ikke så godt for et ensligt fruentimmer at stå imod, kan jeg tro. – Vi er jo alle sammen mennesker, frøken West.
REBEKKA
Det er et sandt ord, madam Helseth. Vi er alle sammen mennesker. – Hvad lytter De efter?
MADAM HELSETH sagte
Å Jøsses, – der tror jeg han kommer lige akkurat.
​REBEKKA farer sammen
Altså alligevel –! (bestemt) Nå ja. Lad så være.
Johannes Rosmer kommer ind fra forstuen.
ROSMER ser rejsetøjet, vender sig til Rebekka og spørger
Hvad betyder dette her?
REBEKKA
Jeg rejser.
​ROSMER
Straks?
​  471REBEKKA
Ja. (til madam Helseth) Altså klokken elleve.
MADAM HELSETH
Godt og vel, frøken.
Hun går ud til højre.
ROSMER efter et kort ophold
Hvor rejser du hen, Rebekka?
REBEKKA
Nordover med dampskibet.
ROSMER
Nordover? Hvad vil du der nord?
REBEKKA
Det var jo der, jeg kom fra.
ROSMER
Men der oppe har du jo ikke noget at gøre nu.
REBEKKA
Det har jeg ikke her nede heller.
​ROSMER
Hvad tænker du da at ta’ dig til?
REBEKKA
Jeg ved ikke. Jeg vil bare sé at få ende på det.
​  472ROSMER
Få ende på det?
REBEKKA
Rosmersholm har knækket mig.
ROSMER blir opmærksom
Siger du det?
REBEKKA
Knækket mig sønder og sammen. – Jeg havde så frisk og så modig en vilje, da jeg kom hid. Nu er jeg bøjet ind under en fremmed lov. – Herefterdags tror jeg ikke, jeg tør vove mig til nogen verdens ting.
ROSMER
Hvorfor ikke? Hvad er det for en lov, som du siger, at du er –?
​REBEKKA
Kære, lad os ikke tale om det nu. – Hvad blev det så til med dig og rektoren?
ROSMER
Vi har sluttet fred.
REBEKKA
Ja så. Det blev altså til det.
ROSMER
Han samled hele vor gamle vennekreds sammen hos sig. De har gjort mig det indlysende, at ​arbejdet for at adle sindene, – det ligger slet ikke for mig. – Og det er desuden noget så håbløst i sig selv, du. – Jeg lar det ligge.
​  473REBEKKA
Ja, ja, – det er vel kanske bedst så.
ROSMER
Siger du det nu? Er du nu af den mening?
REBEKKA
Jeg er kommen til den mening. I de sidste par dagene.
​ROSMER
Du lyver, Rebekka.
REBEKKA
Lyver –!
ROSMER
Ja, du lyver. Du har aldrig trod på mig. Aldrig har du trod, at jeg var mand for at kæmpe den sag frem til nogen sejr.
REBEKKA
Jeg har trod, at vi to sammen skulde komme til at magte det.
ROSMER
Det er ikke sandt. Du har trod, at du selv skulde kunne udrette noget stort i livet. At du kunde bruge mig til det, som du vilde ha’ frem. At jeg kunde være dig tjenlig for dine formål. Det har du trod.
REBEKKA
Hør nu, Rosmer –
​  474ROSMER sætter sig tungt ned i sofaen
Å lad være! Jeg ser nu til bunds i det ​hele. Jeg har været som en handske i dine hænder.
REBEKKA
Hør nu, Rosmer. Lad os tales ved om dette her. Det blir sidste gang. (sætter sig i en stol ved sofaen) Jeg havde tænkt, at jeg vilde skrive dig til om det altsammen, – når jeg var kommen der nord igen. Men det blir vel bedst, at du straks får høre det.
ROSMER
Har du endnu mere at tilstå?
REBEKKA
Jeg har det store igen.
ROSMER
Hvilket store?
REBEKKA
Det, som du aldrig har anet. Det, som gir både lys og skygge til alt det øvrige.
ROSMER ryster på hodet
Jeg forstår ikke noget af dette.
​REBEKKA
Det er ganske sandt, at jeg engang la’ mine ​garn ud for at vinde indpas her på Rosmersholm. For jeg mente som så, at jeg nok skulde komme til at gøre min lykke her. Enten på den ene måden eller på den anden, – skønner du.
​  475ROSMER
Du fik da også drevet igennem – det, som du vilde.
REBEKKA
Jeg tror, jeg kunde drevet igennem, hvad det så skulde være – dengang. For da havde jeg endnu min modige, fribårne vilje. Jeg kendte ikke hensyn at ta’. Ikke forhold at vige af vejen for. – Men så kom begyndelsen til det, som har knækket viljen i mig – og skræmt mig så ynkelig for hele livet.
ROSMER
Hvad kom? Tal, så jeg kan forstå dig.
REBEKKA
Da kom det over mig, – dette vilde, ubetvingelige begær –. Å, Rosmer –!
ROSMER
Begær? Du –! Efter hvad?
​REBEKKA
Efter dig.
ROSMER vil springe op
Hvad er dette!
REBEKKA standser ham
Bliv siddende, kære. Nu skal du få høre videre.
ROSMER
Og du vil sige – at du har elsket mig – på slig vis!
​  476REBEKKA
Jeg syntes, det måtte kaldes at elske – dengang. At dette var kærlighed, syntes jeg. Men det var det ikke. Det var, som jeg siger dig. Det var et vildt, ubetvingeligt begær.
ROSMER med møje
Rebekka, – er det virkelig dig selv, – dig – dig, som du sidder her og fortæller alt dette om!
REBEKKA
Ja, hvad synes du, Rosmer!
​ROSMER
Ud af dette, – under magten af dette var det altså, at du – at du handled, som du kalder det.
REBEKKA
Det var over mig som et vejr ved havet. Det var som et af de vejr, vi kan ha’ ved vintertid der nordpå. Det tar en, – og bær’ en med sig, du, – så langt det skal være. Ikke tanke om at stå imod.
​ROSMER
Så fejed det den ulykkelige Beate ud i møllefossen.
REBEKKA
Ja, for der stod som en kamp på bådkølen mellem Beate og mig i den tid.
ROSMER
Du var visselig den stærkeste på Rosmersholm. Stærkere, end både Beate og jeg tilsammen.
​  477REBEKKA
Jeg kendte dig så vidt, at jeg vidste, – til dig var ingen vej fremkommelig, før du var gjort fri både i forholde – og i sind.
​ROSMER
Men jeg begriber dig ikke, Rebekka. Du, – du selv, – hele din adfærd er mig en uløselig gåde. Nu er jeg jo fri, – både i sind og i forhold. Du står nu helt fremme ved det mål, du fra først af havde sat dig. Og så alligevel –!
REBEKKA
Aldrig har jeg ståt længere fra målet end nu.
ROSMER
– og så alligevel, siger jeg, – da jeg igår spurte dig, – bad dig: bliv min hustru, – da skreg du ud som i skræk, at det aldrig kunde ske.
REBEKKA
Da skreg jeg ud i fortvilelse, du.
ROSMER
Hvorfor?
REBEKKA
Fordi Rosmersholm har magtstjålet mig. Her har jeg fåt min egen modige vilje stækket. Og forkluddret! Den tid er forbi for mig, da jeg turde vove, hvad det så skulde være. Jeg har mistet evnen til at handle, Rosmer.
​ROSMER
Sig mig, hvorledes dette er kommet.
​  478REBEKKA
Det er kommet gennem samlivet med dig.
ROSMER
Men hvorledes? Hvorledes?
REBEKKA
Da jeg var ble’t alene med dig her, – og da du var ble’t dig selv –
ROSMER
Ja, ja?
REBEKKA
– for du var aldrig helt ud dig selv, så længe Beate leved –
ROSMER
Desværre, det har du nok ret i.
​REBEKKA
Men da jeg så fik leve sammen med dig her, – i stilhed, – i ensomhed, – da du gav mig alle dine tanker uforbeholdent, – hver en stemning, så blødt og så fint, som du følte den, – da gik det store omslag for sig. Lidt efter lidt, – skønner du. Næsten umærkelig, – ​men så overvældende til slut. Lige til bunden af mit sind.
ROSMER
Å, hvad er dog dette her, Rebekka!
REBEKKA
Alt det andet, – dette stygge, sansedrukne begær, det kom så langt, så langt bort fra mig. Alle disse opjagede magter slog sig ​  479stilfærdigt ned i taushed. Der faldt en sindshvile over mig, – en stilhed, som på et fugleberg under midnatssolen oppe hos os.
ROSMER
Sig mere om dette. Alt, hvad du ved at sige.
REBEKKA
Der er ikke stort andet, du. Der er bare det, at så kom der kærlighed op i mig. Den store, forsagende kærlighed, som nøjer sig med samlivet, slig, som det har været imellem os to.
ROSMER
Å, ifald jeg blot havde anet et fnug af alt dette!
REBEKKA
Bedst så, som det er. Igår, – da du ​spurte mig, om jeg vilde være din hustru, – da jubled jeg ud –
ROSMER
Ja, gjorde du ikke det, Rebekka! Jeg syntes, jeg forstod det så.
REBEKKA
Et øjeblik, ja. I selvforglemmelse. For det var min fordums frejdige vilje, som holdt på at gøre sig fri igen. Men nu har den ikke mere nogen magt, – i længden, ikke.
ROSMER
Hvorledes forklarer du, hvad der er sked med dig?
​  480REBEKKA
Det er Rosmer-slægtens livssyn, – eller dit livssyn i alle fald, – som har smittet min vilje.
ROSMER
Smittet?
REBEKKA
Og gjort den syg. Trælbundet den under love, som før ikke galdt for mig. Du, – samlivet med dig, – har adlet mit sind –
​​ROSMER
Å, turde jeg så sandt tro det!
REBEKKA
Du kan trygt tro det. Det rosmerske livssyn adler. Men – (ryster på hodet) – men, – men –
ROSMER
Men? Nu?
REBEKKA
– men det dræber lykken, du.
ROSMER
Siger du det, Rebekka?
REBEKKA
For mig i det mindste.
​  481ROSMER
Ja, men ved du det så visst. Om jeg nu spurte dig igen –? Bad dig så bønligt –
REBEKKA
Å, kære, – kom aldrig mere ind på dette her! Det er umulige ting –! Ja, for du skal vide det, Rosmer, at jeg har en – fortid bag mig.
​ROSMER
Noget mere, end det, du har fortalt?
REBEKKA
Ja. Noget andet og noget mere.
ROSMER med et svagt smil
Er det ikke underligt, du, Rebekka? Tænk, at en anelse om sligt noget har strejfet mig en gang imellem.
REBEKKA
Har det! Og endda så –? Alligevel? –
ROSMER
Jeg trode aldrig på det. Jeg bare legte med det, – sådan i tankerne, forstår du.
REBEKKA
Hvis du kræver det, så vil jeg nu straks sige dig dette også.
ROSMER afværgende
Nej, nej! Ikke et ord vil jeg vide. Hvad det så end er, – så har jeg glemsel for det.
​  482REBEKKA
Men jeg ikke.
​ROSMER
Å, Rebekka –!
REBEKKA
Ja, du, – det er jo det forfærdelige, at nu, da al livets lykke bydes mig med fulde hænder, – nu er jeg ble’t slig, at min egen fortid stænger for mig.
ROSMER
Din fortid er død, Rebekka. Den har ikke længere noget tag i dig, – ikke nogen sammenhæng med dig, – slig, som du nu er.
REBEKKA
Å, kære, det er nok bare talemåder, du. End skyldfriheden da? Hvor tar jeg den fra?
​ROSMER tungt
Ja, ja, – skyldfriheden.
REBEKKA
Skyldfriheden, ja. I den er lykken og glæden. Det var jo den lære, som du vilde gøre levende i alle disse vordende, glade adelsmennesker –
​ROSMER
Å, mind mig ikke om det. Det var bare en halvfærdig drøm, Rebekka. En overilet indskydelse, som jeg ikke selv tror på længer. – Menneskene lar sig nok ikke adle udenfra, du.
​  483REBEKKA sagte
Ikke gennem den stille kærlighed, tror du?
ROSMER tankefuld
Ja, – det er jo det, som vilde være det store. Det herligste næsten i hele livet, synes jeg. – Ifald så var. (vrider sig i uro) Men hvorledes kommer jeg på det rene med det spørsmål? Til bunds i det?
REBEKKA
Tror du mig ikke, Rosmer?
ROSMER
Å, Rebekka, – hvor kan jeg tro fuldt ud på dig? På dig, som har gåt her og dækket og dulgt så usigelig meget! – Nu kommer du frem med dette nye. Ligger der nogen hensigt under, – så sig mig det rent ud. Er der kanske et eller andet, som du ønsker at opnå ​ved det. Jeg vil jo så gerne gøre for dig alt, hvad jeg kan.
REBEKKA vrider hænderne
Å, denne dræbende tvil –! Rosmer, – Rosmer –!
ROSMER
Ja, er det ikke forfærdeligt, du? Men jeg kan ikke gøre ved det. Jeg vil aldrig komme til at fri mig fra tvilen. Aldrig vide visst, at jeg har dig i hel og ren kærlighed.
REBEKKA
Men er der da ikke noget, inderst i dig selv, som vidner for, at med mig er der sket en forvandling! Og at forvandlingen er sket ved dig, – ved dig alene!
​  484ROSMER
Å du, – jeg tror ikke længer på min evne til at forvandle mennesker. Jeg tror ikke på mig selv i nogen sag mere. Jeg tror hverken på mig eller på dig.
​REBEKKA ser mørkt hen på ham
Hvorledes vil du da kunne leve livet?
​ROSMER
Ja, det forstår jeg ikke selv. Jeg begriber det ikke. Jeg tror ikke, jeg kan leve det. – Og jeg ved jo heller ikke den ting i verden, som det kunde være værdt at leve for.
REBEKKA
Å livet, – det har fornyelse i sig. Lad os holde fast ved det, du. – Vi kommer tidsnok ud af det.
ROSMER springer urolig op
Så giv mig troen igen! Troen på dig, Rebekka! Troen på din kærlighed! Vidnesbyrd! Vidnesbyrd vil jeg ha’!
REBEKKA
Vidnesbyrd? Hvor kan jeg gi’ dig vidnesbyrd –!
ROSMER
Det må du! (går henover gulvet) Jeg bærer ikke dette øde, – denne forfærdelige tomhed, – dette, – dette –
Det banker hårdt på forstuedøren.
REBEKKA farer op fra stolen
Ah, – hørte du det!
​  485Døren åbnes. Ulrik Brendel kommer ind. Han er iført mansketskjorte, sort frakke og gode støvler udenpå benklæderne. For øvrigt er han klædt som forrige gang. Ser forstyrret ud.
​ROSMER
Å, er det Dem, herr Brendel!
BRENDEL
Johannes, min gut, – jeg hilser dig – farvel!
ROSMER
Hvor vil De hen så sent?
BRENDEL
Nedad bakke.
ROSMER
Hvorledes –?
BRENDEL
Nu går jeg hjemover, min dyrebare lærling. Jeg har fåt hjemvé efter det store ingenting.
ROSMER
Der er hændt Dem noget, herr Brendel! Hvad er det?
BRENDEL
Så du observerer forvandlingen? Ja, – du må vel det. Da jeg sidst betrådte denne sal, – da stod jeg for dig som velstandsmand og slog mig på brystlommen.
​​  486​ROSMER
Så? Jeg forstår ikke ganske –
BRENDEL
Men slig, som du i denne nat ser mig, er jeg en afsat konge på askedyngen af mit brændte slot.
ROSMER
Hvis der er noget, som jeg kan hjælpe Dem med –
BRENDEL
Du har konserveret dit barnehjerte, Johannes. Kan du yde mig et lån?
ROSMER
Ja, ja, så gerne det!
BRENDEL
Kan du afsé et ideal eller to?
ROSMER
Hvad for noget, siger De?
BRENDEL
Et par aflagte idealer. Så gør du en god gerning. For nu er jeg læns, min kære gut. Blank og bar.
REBEKKA
Kom De ikke til at holde Deres foredrag?
​​  487BRENDEL
Nej, forlokkende dame. Hvad synes De vel! Just som jeg står parat til at tømme overflødighedshornet, gør jeg den penible opdagelse, at jeg er bankerot.
REBEKKA
Men alle Deres uskrevne værker da?
BRENDEL
I fem og tyve år har jeg siddet, som gnieren sidder på sit låsede pengeskrin. Og så igår, – da jeg åbner og vil hente skatten frem, – så er der ingen. Tidens tænder havde maset den til støv. Der var nichts og ingenting i hele stadsen.
ROSMER
Men véd De nu det så visst?
BRENDEL
Her er ikke rum for tvil, min yndling. Præsidenten har overtydet mig om det.
ROSMER
Præsidenten?
BRENDEL
Nå ja, – excellencen da. Ganz nach Belieben.
​ROSMER
Ja, men hvem mener De?
BRENDEL
Peder Mortensgård naturligvis.
​  488ROSMER
Hvad!
BRENDEL hemmelighedsfuldt
Hys, hys, hys! Peder Mortensgård er fremtidens høvding og herre. Aldrig har jeg været stedet for en størres åsyn. Peder Mortens​gård har almægtigheds-evnen i sig. Han kan gøre alt, hvad han vil.
ROSMER
Å tro dog ikke det.
BRENDEL
Jo, min gut! For Peder Mortensgård vil aldrig mere, end han kan. Peder Mortensgård er kapabel til at leve livet uden idealer. Og det, – ser du, – det er just handlingens og sejrens store hemmelighed. Det er summen af al verdens visdom. Basta!
ROSMER lavmælt
Nu skønner jeg, – at De går herfra fattigere end De kom.
​BRENDEL
Bien! Tag så et Beispiel af din gamle lærer. Stryg ud alt, hvad han gik her og prented ind i dig. Byg ikke din borg på svigtende sand. Og se dig for, – og prøv dig frem, – før du bygger på denne yndefulde skabning, som her forsøder dit liv.
REBEKKA
Er det mig, De mener?
BRENDEL
Ja, min tiltrækkende havfrue.
​  489REBEKKA
Hvorfor skulde ikke jeg være at bygge på?
BRENDEL et skridt nærmere
Jeg har ladet mig sige, at min fordums lærling har en livssag at føre til sejr.
REBEKKA
Og så –?
BRENDEL
Sejren er ham sikkret. Men, – vel at mærke, – på et ufravigeligt vilkår.
​REBEKKA
Hvilket?
BRENDEL tar hende lempeligt om håndledet
At den kvinde, som elsker ham, gladelig går ud i køkkenet og hakker sin fine rosenhvide lillefinger af, – her, – just her ved det midterste led. Item at bemeldte elskende kvinde – ligeledes gladelig – snitter af sig det så uforlignelig formede venstre øre. (slipper hende og vender sig til Rosmer) Farvel, min sejrende Johannes.
ROSMER
Vil De gå nu? I mørke natten?
BRENDEL
Mørke natten er bedst. Fred være med jer.
Han går.
​  490​Der er en stund stille i stuen.
REBEKKA ånder tungt
Å, hvor her er kvalmt og lummert!
Hun går hen til vinduet, åbner det og blir stående der.
ROSMER sætter sig i lænestolen henne ved ovnen
Der blir nok ikke andet for alligevel, Rebekka. Jeg ser det. Du må rejse.
​REBEKKA
Ja, jeg øjner ikke noget valg.
ROSMER
Lad os nytte den sidste stund. Kom her hen og sæt dig hos mig.
REBEKKA går hen og sætter sig i sofaen
Hvad vil du mig så, Rosmer?
ROSMER
Først vil jeg nu sige dig det, at du ikke har nødig at nære bekymring for din fremtid.
REBEKKA smiler
Hm. Min fremtid.
ROSMER
Jeg har forudsét alle muligheder. For længe siden. Hvad der så end sker, så er der sørget for dig.
​  491REBEKKA
Det også, du kære.
ROSMER
Det burde du da kunnet sagt dig selv.
​REBEKKA
Der er gåt mere end år og dag siden jeg tænkte på sligt noget.
ROSMER
Ja, ja, – du mente vel, at det aldrig kunde bli’ anderledes mellem os, end det var.
REBEKKA
Ja, så trode jeg.
ROSMER
Jeg også. Men om nu jeg gik bort –
REBEKKA
Å, Rosmer, – du vil leve længer end jeg.
ROSMER
Det usle livet står det da vel i min magt at råde for selv.
REBEKKA
Hvad er dette her! Du tænker da vel aldrig på at –!
ROSMER
Synes du, det vilde være så underligt? Efter det ynkelige, jammerfulde nederlag, som jeg har lidt! Jeg, som vilde føre min ​  492livssag til ​sejr –. Og så er jeg flygtet fra det hele, – endnu før slaget rigtig var begyndt!
​REBEKKA
Tag kampen op igen, Rosmer! Prøv bare, – og du skal se, du sejrer. Du vil adle hundreder, – du vil adle tusender af sind. Prøv bare!
ROSMER
Å, Rebekka, – jeg, som ikke længer tror på min egen livssag.
REBEKKA
Men din sag har jo alt ståt sin prøve. Et menneske har du i alle fald adlet. Mig, så længe jeg lever.
ROSMER
Ja, – hvis jeg turde tro dig i dette.
REBEKKA knuger sine hænder
Å men, Rosmer, – ved du da ikke noget, – ikke noget, som kunde få dig til at tro det?
ROSMER farer sammen som i angst
Kom ikke ind på dette her! Ikke nærmere, Rebekka! Ikke et eneste ord mere!
​REBEKKA
Jo, just dette må vi ind på. Ved du noget, som kunde kvæle tvilen? For jeg ved ikke noget i verden.
ROSMER
Bedst for dig, at du ikke ved det. – Bedst for os begge.
​  493REBEKKA
Nej, nej, nej, – dette slår jeg mig ikke tiltåls med! Ved du noget, som kan frikende mig i dine øjne, da kræver jeg som min ret, at du nævner det.
ROSMER ligesom uvilkårlig dreven imod sin egen vilje
Så lad os sé da. Du siger, at den store kærlighed er i dig. At gennem mig er dit sind adlet. Er det så? Har du regnet rigtig over, du? Skal vi gøre prøve på regnestykket? Hvad?
REBEKKA
Det er jeg rede til.
ROSMER
Når det så skal være?
REBEKKA
Når som helst. Jo før jo heller.
​ROSMER
Så lad mig da få sé, Rebekka, – om du, – for min skyld, – endnu i denne aften. – (afbryder) Å nej, nej, nej!
REBEKKA
Jo, Rosmer! Jo, jo! Sig det, og du skal få sé.
​ROSMER
Har du mod til, – er du villig til, – gladelig, som Ulrik Brendel sa’, – for min skyld, nu i nat, – gladelig, – at gå den samme vejen, – som Beate gik?
REBEKKA hæver sig langsomt op fra sofaen og siger næsten målløs
Rosmer –!
​  494ROSMER
Ja, du, – det er dette spørsmål, som jeg aldrig vil kunne gøre mig fri for, – når du er rejst. Hver time på dagen vil jeg komme tilbage til dette samme. Å, jeg synes, jeg ser dig lys levende for mig. Du står ude på kloppen. Midt ude. Nu luder du dig ud over rækværket! Svimler i en dragning ned imod fossestryget! Nej. Så viger du. Vover ikke, – hvad hun voved.
​REBEKKA
Men hvis jeg nu havde det mod? Og den gladelige vilje? Hvad så?
ROSMER
Så måtte jeg vel tro dig. Så måtte jeg vel få troen igen på min livssag. Troen på min evne til at adle menneskesind. Troen på menneskesindets evne til at adles.
REBEKKA tar langsomt sit sjal, slår det over hodet og siger behersket
Du skal få troen igen.
ROSMER
Har du mod og vilje – til dette, Rebekka?
REBEKKA
Det får du dømme om imorgen, – eller siden, – når de fisker mig op.
ROSMER tar sig for panden
Der er en lokkende gru i dette –!
REBEKKA
For jeg vil ikke gerne bli’ liggende der nede. Ikke længer end nødvendigt. Der må sørges for, at de finder mig.
​​  495ROSMER springer op
Men alt dette her, – det er jo vanvid. Rejs, – eller bliv! Jeg vil tro dig på dit blotte ord denne gang også.
REBEKKA
Talemåder, Rosmer. Ingen fejghed og flugt nu igen, du! Hvor kan du tro mig på mit blotte og bare ord efter denne dag?
​ROSMER
Men jeg vil ikke sé dit nederlag, Rebekka!
REBEKKA
Det blir ikke noget nederlag.
ROSMER
Det blir. Aldrig har du sind til at gå Beates vej.
REBEKKA
Tror du ikke det?
ROSMER
Aldrig. Du er ikke som Beate. Du er ikke under et forkvaklet livssyns magt.
REBEKKA
Men jeg er under det rosmersholmske livssyn – nu. Hvad jeg har forbrudt, – det bør det sig, at jeg soner.
​ROSMER ser stivt på hende
Er det der, du står?
​  496REBEKKA
Ja.
ROSMER besluttet
Nu vel. Så er jeg under vort frigjorte livssyn, Rebekka. Der er ingen dommer over os. Og derfor så får vi sé at holde justits selv.
REBEKKA mistyder ham
Det også. Det også. Min bortgang vil frelse det bedste i dig.
ROSMER
Å, i mig er der ingen ting at frelse mere.
REBEKKA
Det er der. Men jeg, – jeg vilde herefterdags bare være som et havtrold, der hang og hæmmed det skib, som du skal sejle frem på. Jeg må overbord. Eller skulde jeg kanske gå her oppe i verden og slæbe på et forkrøblet liv? Ruge og gruble over lykken, som min fortid har forspildt for mig? Jeg må ud af spillet, Rosmer.
​ROSMER
Hvis du går, – så går jeg med dig.
REBEKKA smiler næsten umærkeligt, ser på ham og siger sagtere
Ja, kom med, du, – og vær vidne –
ROSMER
Jeg går med dig, siger jeg.
REBEKKA
Til kloppen, ja. Den drister du dig jo aldrig ud på.
​  497ROSMER
Har du lagt mærke til det?
REBEKKA tungt og brudt
Ja. – Det var det, som gjorde min kærlighed håbløs.
​ROSMER
Rebekka, – nu lægger jeg min hånd på dit hode. (gør som han siger) Og tar dig til ægte som min rette hustru.
REBEKKA griber begge hans hænder og bøjer hodet mod hans bryst
Tak, Rosmer. (slipper ham) Og nu går jeg – gladelig.
​ROSMER
Mand og hustru bør følges ad.
REBEKKA
Bare til kloppen, Rosmer.
ROSMER
Ud på den også. Så langt, som du går, – så langt går jeg med dig. For nu tør jeg det.
REBEKKA
Ved du så usvigelig visst – at denne vejen er den bedste for dig?
ROSMER
Jeg ved, at den er den eneste.
​  498REBEKKA
Om du bedrog dig i det? Om det bare var et blændværk? En af disse hvide hestene på Rosmersholm.
ROSMER
Kunde vel være. For dem slipper vi ikke fra, – vi, her på gården.
REBEKKA
Så bliv, Rosmer!
​ROSMER
Manden skal følge sin hustru, som hustruen sin mand.
REBEKKA
Ja, sig mig det først. Er det dig, som følger mig? Eller er det mig, som følger dig?
ROSMER
Det grunder vi aldrig ud tilbunds.
REBEKKA
Jeg vilde dog gerne vide det.
ROSMER
Vi to følger hinanden, Rebekka. Jeg dig og du mig.
REBEKKA
Det tror jeg næsten også.
ROSMER
For nu er vi to et.
​  499REBEKKA
Ja. Nu er vi et. Kom! Så går vi gladelig.
De går hånd i hånd ud gennem forstuen og sés at dreje om til venstre. Døren blir stående åben efter dem.
Stuen står en liden stund tom. Så lukker madam Helseth på døren til højre.
​MADAM HELSETH
Frøken, – nu er vognen – (ser sig om) Ikke inde? Ude sammen på denne tid? Nå da, – det ​må jeg sige –! Hm! (går ud i forstuen, ser sig om og kommer ind igen) Ikke på bænken. Å nej, nej. (går til vinduet og ser ud) Jøsses da! Det hvide der –! – Ja, så min sæl står de begge to på kloppen! Gud forlade de syndige mennesker! Slår de ikke armene om hinanden! (skriger højt) Åh, – udover – begge to! Ud i fossen. Hjælp! Hjælp! (skælver i knæerne, holder sig rystende i stolryggen og kan knapt få ordene frem) Nej. Ikke hjælp her. – Salig fruen tog dem.
Forklaringer
 Vis kommentarer i teksten
Rettelse
	Kommentar