GILDET PAA SOLHOUG SKUESPIL I TRE AKTER AF HENRIK IBSEN CHRISTIANIA CHR. TØNSBERGS FORLAG TRYKT AF H. I. SØRUM 1856 ​ ​GILDET PAA SOLHOUG ​​ 10 Personerne BENGT GAUTESØN, Herre til Solhoug MARGIT, hans Hustru SIGNE, hendes Søster GUDMUND ALFSØN, deres Frænde KNUT GJÆSLING, Kongens Foged ERIK FRA HÆGGE, hans Ven FØRSTE HUUSKARL ANDEN HUUSKARL KONGENS SENDEBUD EN GAMMEL MAND EN PIGE GJÆSTER, HERRER og FRUER MÆNDi Gudmunds følge SVENDEhos Knut Gjæsling KARLE og TERNERpaa Solhoug Handlingen foregaaer paa Solhoug i Begyndelsen af det fjortende Aarhundrede. ​​ 11 FØRSTE AKT En stadselig Stue med Dør i Baggrunden og paa begge Sider. Tilhøire et Bord med en Mængde forskjellige Fruentimmersmykker i Tidens Smag. Tilvenstre et større Bord med Sølvkruse, Bægre, o. s. v. Døren i Baggrunden fører ud til en aaben Svalegang, hvorigjennem sees et vildt Fjordparti. Første Scene Bengt, Margit, Knut og Erik ( sidde om Bordet tilvenstre). I Baggrunden Knuts Mænd. Naar Tæppet gaaer op, høres Kirkeklokker, der ringe til Høimesse fra en nærliggende Kirke. ERIK idet han reiser sig fra Bordet Og nu, kort og godt, hvad Svar har I at give mig paa mit Ærinde som Knut Gjæslings Beilermand? BENGT med et uroligt Blik til Margit Ja, jeg – jeg tænker nu – (da hun tier) Ja, Margit! lad os først høre, hvad Du mener. ​MARGIT reiser sig Herr Knut Gjæsling! det var mig længe vitterligt, hvad Erik fra Hægge nys fremsatte om Eder. Jeg veed fuldtvel, at I stammer fra en berømmelig Slægt; I er rig paa Gods og Guld, og vor kongelige Herre er Eder synderlig bevaagen. ​ 12BENGT til Knut Synderlig bevaagen, – det siger jeg ogsaa. MARGIT Og visseligen kunde ikke min Søster kaare sig nogen bedre Huusbond. BENGT Ingen bedre; det er lige det Samme, som jeg tænker. MARGIT Dersom I ellers kan formaa hende til at fatte Godhed for Jer. BENGT ængstelig og halv sagte til Margit Men, – men, min kjære Hustru! KNUT idet han springer op fra Bordet Jasaa, Fru Margit! I mener, at Eders Søster – BENGT søger at berolige ham Nei vent, Knut Gjæsling! vent nu; I maa forstaa os ret. ​MARGIT Saalidet kan mine Ord krænke Jer; min Søster kjender Eder jo kun af Rygtet, og Eders Rygte klinger ilde for høviske Øren. Eders Fædres Gaard er et utrygt Hjem Mellem alle de vilde Gjæster; – Baade Nat og Dag har I Gilde med dem, Christ hjælpe den Ungmø, I fæster! Christ hjælpe den Ungmø, I lokker med Guld, Med Gods eller grønne Skove, – ​ 13Snart vil I see hende sorrigfuld At længes under Muldet at sove! ERIK Nu ja, Knut Gjæsling lever sandtnok noget vildt og ustyrligt; men det ændrer sig nok, naar Signe bliver hans Hustru. KNUT Og vel skal I mærke Jer dette, Fru Margit! Det kan være en Uge siden, at jeg var til Drikkegilde paa Hægge hos Erik, som der staaer; Øllet var stærkt, og da det led ud paa Kvælden, gjorde jeg det Løfte, at Signe, Eders fagre Søster, skulde vorde min Viv før Aaret var omme. Aldrig skal I sige Knut Gjæsling paa, at han har brudt noget Løfte; I seer da vel, at I maa kaare mig til Eders Søsters Huusbond, enten med det Gode eller med det Onde! MARGIT Før det skal ske, vil jeg ikke fordølge, I maa skille Jer af med Jert ravende Følge; ​I maa ikke længer med Skrig og med Larm Jage rundt Bygden tilhest og i Karm; I maa tæmme den Gru, som langveis staaer Af Knut Gjæslings Komme til Bryllupsgaard. Høvisk maa I tee Jer, naar I rider til Gilde; Øxen skal I hjemme bag Stuedøren stille; I veed, den sidder løs i Jer Haand, naar Mjød Og Øl har gjort Jer Panden fortumlet og rød. Ærbare Kvinder skal I lade med Fred; Lad Hvermand beholde sit Eie; I maa ikke frækt skikke Nogen den Besked, At, hvis han er klog, saa ta’er han Ligskjorten med, Naar han færdes paa Eders Veie! ​ 14Og arter I Jer saadan til Aaret gaaer ud, Saa kunde I nok vinde Jer min Søster til Brud. KNUT med indædt Harme I veed snildt at belægge Eders Ord, Fru Margit! Forsandt, I burde være Præst og ikke Eders Huusbonds Frue. BENGT Aa, for den Sags Skyld, saa kunde nok jeg ogsaa – KNUT vedbliver uden at agte paa ham Men vel skal I mærke Jer, at havde en vaabenkyndig Mand talt mig til paa saadan Viis som I, saa – BENGT Nei, men hør nu, Herr Gjæsling, I maa forstaa os! ​KNUT som før Nu, kort og godt, saa skulde han fornummet, at Øxen sidder mig løs i Haanden, som I fornylig sagde. BENGT afsides Der har vi det. ( sagte til Margit) Margit! Margit! Dette her gaaer aldrig godt. MARGIT til Knut I bad om ærligt Svar, og det har jeg givet Jer. KNUT Vel, vel, jeg vil heller ikke regne det saa nøie med Jer, Fru Margit! I har mere Kløgt og Betænksomhed end alle vi Andre tilhobe. Der er min Haand; kanhænde der er skjællig Grund for alle de haarde Ord, I sagde mig. ​ 15MARGIT Det maa jeg lide; nu er I jo alt paa god Vei til at bedre Jer. Og hør nu mit Ord; vi holde et Gilde her paa Solhoug idag. KNUT Et Gilde? BENGT Ja, I skal vide, Herr Gjæsling, det er vor Bryllupsfest. Idag for tre Aar siden blev jeg Fru Margits Mand. MARGIT afbryder ham noget utaalmodig Som jeg sagde, vi holde Gilde idag. Naar I nu kommer ​fra Kirken og har røgtet Eders øvrige Ærinder, saa rider I hid igjen og tager Del i Laget; I kan da lære min Søster at kjende. KNUT Vel, Fru Margit! jeg takker Jer; dog var det ikke for at søge Kirken, jeg red herned imorges. Min Reise gjælder Gudmund Alfsøn, Eders Frænde. MARGIT overrasket Ham, min Frænde! Hvor vil I søge ham? KNUT Hans Gaard ligger jo bag ved Næsset, paa den anden Side af Fjorden. MARGIT Men han selv færdes langveis herfra. ERIK Sig ikke det, han turde være nærmere, end I tænker. ​ 16KNUT sagte Ti stille! MARGIT Nærmere? Hvad mener I? KNUT Har I da ikke hørt, at han er kommen tilbage til Norge, ifølge med Kantsleren Audun af Hægrenæs, som var sendt til Frankrig for at hente vor nye Dronning. ​MARGIT Det er ret nok; men Kongens Bryllup holdes i disse Dage med stor Pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med. BENGT Ja, og der kunde vi ogsaa have været med, dersom min Hustru havde villet. ERIK sagte til Knut Fru Margit veed da ikke? KNUT sagte Det synes saa; men lad Dig ikke mærke med Noget. (høit) Nu, Fru Margit, jeg faaer ligefuldt tage afsted paa Lykke og Fromme; ved Kvældstid kommer jeg igjen. MARGIT Og I faaer da vise, om I mægter at styre Jert vilde Sind. BENGT Ja, mærk Jer det! ​ 17MARGIT I rører ikke Eders Øxe, hører I, Knut Gjæsling! BENGT Hverken Eders Øxe eller Eders Kniv, eller hvad andet Værge, I bringer med Jer. MARGIT Thi da kan I ingensinde haabe paa noget Slægtskab med mig. ​BENGT Nei, det har vi fast bestemt os til. KNUT til Margit Vær I kun rolig! BENGT Og naar vi har bestemt os til Noget, saa staaer det fast. KNUT Det kan jeg lide, Herr Bengt Gautesøn! Jeg har det paa samme Sæt, og jeg har nu engang drukket paa Slægtskab mellem os; I faaer see til, om ikke jeg ogsaa holder fast ved mit Ord. Guds Fred til ikvæld! Han gaaer med sine Mænd ud i Baggrunden. Bengt følger dem til Døren. Ringningen er imidlertid ophørt. ​ 18Anden Scene Margit. Bengt. BENGT Det bares mig for, som han truede os, da han gik. MARGIT adspredt Ja, saadan lod det. BENGT Knut Gjæsling er ikke god at komme ud for; og naar jeg tænker mig om, saa gav vi ham ogsaa altfor mange umilde Ord. Naa, lad os ikke være urolige derover; idag maa vi være lystige, og dertil, mener jeg, vi har god Grund begge To. ​MARGIT med skjult Bitterhed Ja, tilvisse! BENGT Jeg var ikke ganske ung, da jeg beilede til Dig, det er sandt; men den rigeste Mand paa mange, mange Mile, det veed jeg vist, at jeg var. Du var en fager Ungmø, af ædel Slægt; men Medgiften skulde ikke friste nogen Frier. MARGIT for sig selv Og dog var jeg dengang saa rig. BENGT Hvad sagde Du, min Hustru? ​ 19MARGIT O Intet, Intet! Jeg vilde pynte mig med Perler og Ringe, det er jo min Glædesfest ikvæld. BENGT Retsaa, det maa jeg lide; lad mig see, Du klæder Dig i din bedste Stads, saa vore Gjæster kan sige lyksalig hun, som fik Bengt Gautesøn til Huusbond. Men nu maa jeg ud i Madburet, der er fuldt op at tage vare paa idag. (gaaer ud til Venstre) Tredie Scene Margit (alene). MARGIT synker mat om i en Stol til Høire og siger efter en Pause Vel var det, han gik; naar jeg seer ham herinde, Det er mig som Blodet holdt op at rinde; ​Det er som en kold, en knugende Magt Havde sig rundt om mit Hjerte lagt! (heftigt, med frembrydende Taarer) Han er min Huusbond, jeg er hans Viv! – Hvorlænge varer et Menneskes Liv? Gud fri mig! Kanhænde, halvhundrede Aar – Og jeg – i det tre og tyvende gaaer! (roligere, efter et Øiebliks Taushed) Det er tungt at sukke bag gylden Muur, Det er tungt at sidde saa længe i Buur! (tager mekanisk fat paa Smykkerne, der ligge foran hende paa Bordet og begynder under det Følgende at pynte sig) Med Perler og Ringe alt som bedst Han bad at jeg smykke mig skulde; ​ 20Det var mig en gladere Høitidsfest, Om jeg stædtes til Ro under Mulde! – Dog, jeg vil ikke mere tænke derpaa; Jeg kjender en Vise som kan Sorgen forslaa. (synger) 1 Bjergkongen red sig under Ø, (Saa klageligt rinde mine Dage) Vilde han fæste den væne Mø. (Ret aldrig Du kommer tilbage.) 2 Bjergkongen red til Herr Haakens Gaard, (Saa klageligt rinde mine Dage) Liden Kirsten stod ude, slog ud sit Haar. (Ret aldrig Du kommer tilbage.) 3 ​Bjergkongen fæsted’ den væne Viv, (Saa klageligt rinde mine Dage) Han spændte en Sølvgjord omkring hendes Liv. (Ret aldrig Du kommer tilbage.) 4 Bjergkongen fæsted’ den Lillievaand, (Saa klageligt rinde mine Dage) Med femten Guldringe til hver hendes Haand. (Ret aldrig Du kommer tilbage.) 5 Tre Sommere gik, og der gik vel fem; (Saa klageligt rinde mine Dage) Kirsten sad i Bjerget i alle dem. (Ret aldrig Du kommer tilbage.) ​ 216 Fem Sommere gik, og der gik vel ni, (Saa klageligt rinde mine Dage) Liden Kirsten saae ikke Solen i Li. (Ret aldrig Du kommer tilbage.) 7 Dalen har Blomster og Fuglesang, (Saa klageligt rinde mine Dage) I Bjerget er der Guld og en Nat saa lang. (Ret aldrig Du kommer tilbage.) Den Vise sang Gudmund saamangen Kvæld, Da han var hos min Fader hjemme; Der er Noget deri – jeg veed ikke selv, – Der er Noget, som jeg aldrig kunde glemme. ​Der er Noget, som mægtigt fyldte min Hu, Som jeg aldrig forstod, som jeg grubler paa endnu. (forfærdet, idet hendes Øine falde paa Ringene og de øvrige Smykker) Røde Guldringe! Beltet om mit Liv! Med Guld var det Bjergkongen fæsted’ sin Viv! (hun synker ned i Stolen og bedækker Ansigtet med sine Hænder) Vee mig! Selv er jeg Bjergkongens Brud! Og Ingen, Ingen kommer for at løse mig ud! ​ 22Fjerde Scene Margit. Signe (kommer hurtig ind fra Baggrunden). SIGNE Margit! Margit! Han kommer! MARGIT springer op, idet hun søger at fatte sig Kommer? Hvem kommer? SIGNE Gudmund, vor Frænde! MARGIT Gudmund Alfsøn her, – hvor kan Du tro – SIGNE O, jeg er vis derpaa. MARGIT Gudmund Alfsøn er jo med til Bryllupsgildet i Kongsgaarden, det veed Du ligesaa godt som jeg. ​SIGNE Kan være; men jeg er dog sikker paa, det var ham. MARGIT Du har da seet ham? SIGNE O, nei, nei! men nu skal Du høre! ​ 23MARGIT Fortæl, fortæl! SIGNE Det var sig aarle, da Klokkerne klang, Mig lysted’ at ride til Kirke; De vildene Fugle kviddred’ og sang Alt mellem Siljer og Birke. Der var en Gammen i Luft og i Li, Kirketiden fast var omme, – Thi alt som jeg red ad den skyggefulde Sti, Mig vinked’ hver Rosenblomme. Jeg trined’ saa tyst paa Kirkegulvet ind; – Præsten stod høit i Choret, Han sang og læste; med Andagt i Sind Lytted’ Mænd og Kvinder til Ordet. Da klang der en Røst over Fjorden blaa, Mig tykkedes, alle de Billeder smaa Vendte sig om for at lytte derpaa. MARGIT Hvad mere, Signe! Tal ud, tal ud! ​SIGNE Det var som et dybt, et ufatteligt Bud Maned’ mig udenfor Kirkens Muur Over Hei og Dal, gjennem Li og Ur. Mellem hvide Birke jeg lyttende skred, Jeg vandrede fast som i Drømme, – Øde stod bag mig det hellige Sted; Thi Præst og Kirkefolk vandrede med, Mens det koglende Kvad monne strømme. Der var saa stille paa Kirkesti, ​ 24Mig tykkedes, at Fuglene lytted’ i Li, At Lærken daled’ og Gjøgen taug, Og at det svared’ fra Fjeld og Haug. MARGIT Bliv ved! SIGNE Da korsed’ sig Mand og Kvinde; (lægger Haanden paa Hjertet) Men sælsomme Tanker steg op herinde. – Fuldtvel jeg kjendte den deilige Sang; Gudmund har sjunget den mangen Gang; Gudmund har sjunget den mangen Kvæld, Og Alt, hvad han har sjunget, det mindes jeg vel. MARGIT Og Du troer det skulde være –? SIGNE Jeg veed det forvist! ​Tro mig, mit Ord skal Du sande. Kommer ikke hver en liden Sangfugl tilsidst Igjen fra de fremmede Lande? Jeg veed ikke selv, men jeg er saa glad; – Der falder mig ind – Margit, veed Du hvad? Hans Harpe har hængt saalænge Paa Væggen derinde; jeg vil tage den ned, Jeg vil pudse den blank og stille den bered Og stemme dens gyldne Strænge. MARGIT tankefuldt Gjør, som Dig lyster – ​ 25SIGNE seer bebreidende paa hende Det er ikke Ret; (venligt, idet hun omfavner hende) Naar Gudmund kommer, vil Du atter vorde let Tilsinds, som da Signe var liden. MARGIT halvt for sig selv Ak, Mangt har forandret sig siden! SIGNE Margit! Du skal være fro og glad! Har Du ikke Terner og Svende? I dit Kammer hænger kostelige Klæder paa Rad; O, Christ! hvilken Rigdom uden Ende! Om Dagen kan Du ride Dig i Lunden sval, At vejde den vilde Raa; ​Om Natten kan Du sove i Fruersal Paa Silkebolsterne blaa. MARGIT uden at agte paa hende Og han skulde komme til Solhoug som Gjæst! SIGNE Hvad siger Du? MARGIT fatter sig Intet! – Gaa, smyk Dig som bedst! Min Lykke, som Du saa lydt monne prise, Kunde times Dig selv. SIGNE Hvad mener Du vel? MARGIT betragter hende kjærligt og stryger hendes Haar tilside Jeg mener, – nu ja, det vil sig jo vise – ​ 26Jeg mener, hvis en Beiler red sig hid ikvæld –? SIGNE En Beiler! Til hvem? MARGIT Til Dig! SIGNE leende Til mig? O, da er han kommen paa den urette Vei. ​MARGIT Hvad vilde Du svare, hvis høvisk han bad Om din Tro? SIGNE Jeg vilde svare, jeg er for glad Til at tænke paa Beilere eller paa Sligt! MARGIT Men hvis han var mægtig, hvis hans Huus var rigt? SIGNE O, var han selv Konge, med Hallen fuld Af dyre Klæder og røden Guld, Det skulde saa lidet mig friste! Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv, Med Sommer og Sol og den susende Elv, Med Dig og de Fugle paa Kviste! Kjære Søster min! her vil jeg bygge og bo, Og at skjænke nogen Beiler min Haand og min Tro, Dertil har jeg ikke Tid, dertil er jeg for fro! Hun iler syngende ud tilvenstre. ​ 27 Femte Scene Margit. Strax efter Bengt fra Baggrunden. MARGIT efter en Pause Gudmund Alfsøn skulde komme her, her til Solhoug? Nei, nei, det kan ikke være. Signe havde hørt ham synge, sagde hun; – naar jeg hørte Granerne suse dybt derinde i Skoven, naar jeg ​hørte Fossen rulle, og Fuglene kviddre i Trætoppene, bares det da mig ikke tidt nok for som Gudmunds Kvæder blandede sig alt imellem, – og selv var han dog langveis herfra. Signe har skuffet sig selv; Gudmund kommer ikke. BENGT kommer hurtig fra Baggrunden En sjelden Gjæst, min Hustru! MARGIT Og hvem? BENGT Gudmund, din Frænde! (raaber ud til Høire) Det bedste Gjæstekammer maa holdes rede og paa Stand! MARGIT Han er da alt paa Gaarden? BENGT seer ud igjennem Døren i Baggrunden Ikke saa lige endnu; men længe vil det ikke vare. (raaber ud til Høire) Den snittede Egeseng med Dragehovederne! (til Margit)​ 28Hans Vaabendrager bragte Bud og Hilsen fra ham, selv følger han efter. MARGIT Hans Vaabendrager? Kommer han hid med Vaabendrager? BENGT Ja, det skulde jeg vel mene! En Vaabendrager og sex rustede Mænd følge ham. Nu ja, han er jo ogsaa en heel anden Mand, end dengang han for syv Aar siden drog ud af Bygden. Men ​jeg maa ud at tage imod ham. (raaber ud) Læg Gyldenlæders Sadlen paa min Hest! Alle mine Karle skal følge med i Optog, lige ned til Stranden. Og hør, glem ikke Bidslet med Ormehovederne. (idet han spænder Sværdet om sig) Slig en Herre – Christ fri mig vel! Ham maa vi tage imod med Ære, med stor Ære! (gaaer ud i Baggrunden) Sjette Scene Margit. – Strax efter tre Terner fra Venstre. MARGIT Han vandred’ fra Bygden som den fattigste Svend; Nu kommer han med Væbner og med rustede Mænd. Hvad vil han? Er det hans Agt at see, Om bittert jeg nages af Kummer og Vee? Lyster det ham at prøve og friste, Hvad jeg mægter at bære, før Hjertet maa briste? Mener han, at – ha, prøv kun derpaa, Saa ringe en Fryd skal Du deraf faa! (hun vinker; Ternerne komme ind) I høre mig vel, mine Terner smaa! ​ 29 I bringe mig paa Stand min Silkekaabe blaa, I følge mig flux i Fruerstuen ind At klæde mig høvisk i Fløiel og Skind; To af Jer skal klæde mig i Guld og i Maar, Den Tredie skal vinde Perler i mit Haar. I bære mig alle mine Smykker derud. (ternerne gaa ud til Venstre med Skrinene o. s. v. Margit vedbliver efter et Øiebliks Taushed) Saa vil jeg! Margit er jo Bjergkongens Brud; Vel! jeg faaer at bære mit kongelige Skrud. (gaaer ud til Venstre) ​Syvende Scene Bengt fører Gudmund Alfsøn ind fra Baggrunden. BENGT Og endnu engang, hil Eder under Solhougs Tag, min Hustrus Frænde! GUDMUND Jeg takker Jer; – og hvordan gaaer det hende? Hun lider dog vel i alle Maader, vil jeg tro? BENGT Ja, det kan I sværge paa, hun gjør. Der fattes hende Intet. Hele fem Terner kan hun byde og raade over; en fuldsadlet Ganger staaer rede, saasnart det kun lyster hende; naa, snart sagt, saa har hun alt, hvad en høvisk Kvinde kan begjære for at være fornøiet i sine Kaar. ​ 30GUDMUND Og Margit, hun er da vel fornøiet? BENGT Gud og Hvermand skulde tro, hun maatte være det, men sælsomt nok – GUDMUND Hvad mener I? BENGT Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, saa bæres mig for, at Margit var heel lystigere til Sinde, alt imens hun levede i fattige Kaar, end siden hun blev Frue paa Solhoug. ​GUDMUND for sig selv Jeg vidste det jo nok, saadan maatte det gaa! BENGT Hvad siger I, Frænde? GUDMUND Jeg siger, høiligen undrer mig, hvad I der fortalte om Eders Hustru. BENGT Ja, mener I da ikke, det gaaer mig ligedan? Jeg vil aldrig gjælde for en ærlig Riddersmand mere, dersom jeg skjønner, hvad hun yderligere kan ønske sig. – Jeg er om hende saa lang Dagen er, og Ingen skal kunne sige mig paa, at jeg holder hende strengt; alt Tilsyn med Huus og Gaard har jeg ogsaa taget paa mig, og ikke desmindre, – naa, I var jo altid en lystig Svend, jeg ​ 31tænker nok, I bringer Solskin med Jer. Tys, der kommer Fru Margit! Lad Jer nu ikke mærke med, at jeg – Ottende Scene De Forrige. – Margit (i rig Dragt fra Venstre). GUDMUND iler hende imøde Margit, kjære Margit! MARGIT fremmed, idet hun hilser ham Forlad mig, Herr Ridder! men – (som om hun først nu gjenkjendte ham) Forsandt, hvis jeg ikke fejler, saa er det Gudmund Alfsøn! (vil række ham Haanden) ​GUDMUND uden at modtage den Og Du kjendte mig ikke strax igjen? BENGT leende Nei, men Margit, hvad tænker Du dog paa? (vedblivende at lee) Jeg meldte Dig jo nylig, at Gudmund – MARGIT idet hun gaaer over til Bordet til Høire Tolv Aar er en lang Tid, Gudmund! Den friskeste Urt kan dø i tiende Led imens – GUDMUND Det er syv Aar siden vi sidst saaes. MARGIT Tilvisse, der maa være længere siden. ​ 32GUDMUND seer stivt paa hende Jeg kunde fristes til at tro det, men det er dog, som jeg siger. MARGIT Heel sælsomt! Jeg var dog et Barn dengang, og det tykkes mig en evig lang Tid, siden jeg var Barn. (kaster sig ned i en Stol) Naa, sæt Eder, min Frænde! Hvil Eder ud, ikvæld skal I dandse og forlyste os med Eders Sang. (med et tvungent Smiil) Ja, I veed da vel, vi er glade her paa Gaarden idag, – vi holde Gilde! ​GUDMUND Det blev mig sagt, ret som jeg treen ind paa Thunet. (afsides) Havde jeg vidst det tidligere, var jeg neppe kommen. BENGT Ja, idag for tre Aar siden blev jeg – MARGIT afbrydende Min Frænde har alt hørt det. (til Gudmund) Vil I ikke lægge Eders Kappe bort. GUDMUND Jeg takker Eder, Fru Margit, men det bæres mig for, som her er koldt, – koldere end jeg havde ventet. BENGT Nu, ved mit gode Sverd, da er jeg varm for os Begge, men jeg har ogsaa fuldt op at tage vare paa. (til Margit) Lad nu ikke Tiden falde lang for vor Gjæst saalænge; – I kan jo snakke sammen om gamle Dage. (vil gaa) MARGIT tvivlraadig Gaaer Du? Vil Du ikke heller –? ​ 33BENGT leende til Gudmund, idet han kommer tilbage Seer I vel, Herr Bengt til Solhoug er Manden, som forstaaer at færdes mellem Kvindfolk. Der er ikke den Stund saa kort, at min Hustru kan være mig foruden. (til Margit, idet han tager hende under Hagen) Vær Du trøstig, jeg skal snart være hos Dig. (gaaer ud i Baggrunden) ​MARGIT afsides O, Kval og Harm, at maatte lide alt dette! Niende Scene Margit. Gudmund. GUDMUND efter en Pause Hvor lider Signe, Eders Søster kjære? MARGIT Jeg takker, heel vel! Pause. GUDMUND Det blev sagt, hun skulde være Hos Eder! MARGIT Her har hun været siden jeg – (retter pludselig sine Ord) For tre Aar siden kom hun til Solhoug med mig. (kort Pause) Hun triner vel snart i Stuen herind. GUDMUND Hun havde fordum saa vennesælt Sind, Hun kjendte ei List eller Rænke! ​ 34Naar jeg kommer ihu hendes Øine blaa, Jeg maa paa Guds Engle tænke. Dog, Mangt kan i syv Aars Tid forgaa; ​Sig mig, – mens fjernt fra Bygden jeg vandred’, Har ogsaa hun sig saa stærkt forandret? MARGIT tvungent, spøgende Hun ogsaa? Er det i Kongens Gaard Slig høvisk Tale I lærer? I minder mig om, hvordan Tiden tærer – GUDMUND Margit, heel vel mine Ord I forstaaer. Engang var I mig Begge saa blide, I græd, da jeg skulde fra Bygden ride. Vi loved’ at holde som Søskende sammen I Fryd og i Vee, i Nød og i Gammen. I lyste som en Sol mellem Jomfruer smaa, Saa viden om Lande Eders Ry monne gaa. Fuldt vel er I endnu saa fager en Kvinde; Men Solhougs Frue, kan jeg mærke, har glemt Den fattige Frænde, – saa umildt er I stemt, I, der engang var saa vennesæl til Sinde. MARGIT med frembrydende Følelse Ja engang –! GUDMUND betragter hende deeltagende og siger efter en Pause med dæmpet Stemme Eders Huusbond bød os at korte Tiden med at melde om Gammelt og Kjært. ​​ 35MARGIT heftigt Nei, nei ikke derom! (roligere) Det falder mig saa svært At mindes. Den Ting gad jeg aldrig lært, Meld heller om de Aar, I var borte; Den Tid er vel ei paa Bedrift saa arm, Meget maa I kunne mig berette; Derude er jo Verden baade rig og varm, Der er Sindet og Tankerne lette. GUDMUND I Kongens Hal var jeg aldrig saa fro, Som dengang jeg var Smaadreng i den fattige Bo. MARGIT uden at see paa ham Og jeg – hver Dag jeg paa Solhoug boede, Takked’ Himlen, at den gjorde mine Kaar saa gode. GUDMUND Vel Eder, dersom I kan takke fordi – MARGIT heftigt Og er jeg da ikke hædret og fri, Kan jeg ikke byde, som det huer mig bedst, Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, raade? Her er jeg den Første, Ingen sidder mig næst, Og det, veed I, var mig altid til Maade. I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt; Men I seer, jeg er fro, mit Sind er let; ​See derfor kunde I sparet Jert Komme Til Solhoug, det vil Jer kun lidet fromme! ​ 36GUDMUND Hvad mener I, Fru Margit? MARGIT Tilfulde jeg veed, Hvad der fører Jer hid i min enlige Stue. GUDMUND I veed, hvi jeg kommer, og det er Jer ikke med? (tager sin Hat) Guds Fred og Farvel da, min ædle Frue! MARGIT der imidlertid har reist sig Det var Eder mere til Ære, ifald I var bleven, hvor I var, i Kongens Hal. GUDMUND I Kongens Hal! Kan I spotte min Nød! MARGIT Eders Nød! Nu høit maa I hige, Frænde, Jeg gad vide, hvor I tænker at ende! I kan Eder klæde i Fløiel rød, Er Kongens Mand, eier Gods og Guld – GUDMUND Bedst maa I vide, om Lykken er mig huld; ​I sagde fornylig, fuldtvel I vidste Mit Ærind paa Solhoug! MARGIT Det veed jeg forsand! GUDMUND Da kjender I og, hvad jeg nys maatte friste; – Da veed I, jeg er en fredløs Mand! ​ 37MARGIT med den høieste Overraskelse Fredløs! Du, Gudmund! GUDMUND Det er jeg forvist! Dog sværger jeg dyrt ved den hellige Christ, Havde jeg kjendt Eders Tanker og Sind, Aldrig var jeg trinet paa Solhoug ind! Jeg meente, I endnu var mild og god, Alt som dengang jeg Eder forlod; Men jeg vil ikke trygle, – Skoven er stor, Og sikker er min Haand og min Bue; Langt heller være Heiens Steen mit Bord Og Bjørnehiet min Stue! (vil gaa) MARGIT Fredløs! Nei bliv; jeg sværger Dig til, Slet Intet jeg derom vidste! ​GUDMUND Det er, som jeg siger. Mit Liv staaer paa Spil, Og Livet vil Hvermand friste! Tre Nætter laa jeg som Hunden ude, Paa Fjeldet jeg hvilte mine mødige Been Og læned’ mit Hoved til Urens Steen. At tigge om Ly, om Bolster og Pude I Fremmedmands Huus, det var mig for tungt; Min Tro var jo freidig, mit Haab var ungt! Jeg tænkte, naar Du til Solhoug kommer, Da er Du frelst fra al din Kvide, Der finder Du Venner, paa dem kan Du lide. – Men Haabet er skjørt som Markens Blommer! Eders Huusbond mødte mig med Horn og Kruus, ​ 38Han aabnede for mig baade Dør og Porte; Men øde tykkes mig Eders Huus, Hallen er mørk, mine Venner er’ borte. Nu godt, jeg stiger paany tilfjelds! (vil gaa) MARGIT O, hør mig! GUDMUND Mit Sind er ei som en Træls! Nu tykkes mig Livet en usselig Gave; Det agter jeg fast for Intet værd. Skriinlagt har I Alt, hvad der var mig kjært, Mit fagreste Haab jeg maatte begrave! Farvel da, Fru Margit! ​MARGIT Nei, Gudmund, hør! Ved Gud og Mænd – GUDMUND Forlyst Dig som før, Lev Du i Gammen og Ære; Saalidet skal Gudmund mørkne din Dør, Ret aldrig han skal Dig besvære. MARGIT Nu er det nok! Dine bittre Ord Vil volde Dig Meen og Kvide! Havde jeg vidst, at Du fredløs foer Alt over Strande saa vide, – Tro mig, da var det min kjæreste Dag, Da Du trined’ ind under Solhougs Tag, Da var det forvist min gladeste Fest, Naar den Fredløse meldte sig her som Gjæst. ​ 39GUDMUND Du siger –! Hvad skal jeg tænke og tro? MARGIT rækker ham Haanden At Frænder og Venner paa Solhoug bo! GUDMUND Men det, som Du nys –? MARGIT Agt ikke derpaa. ​Hør mig, saa vil Du det Alt forstaa. – For mig er Livet en Nat saa sort, Der er ei Sol eller Stjerne, – Og Intet mægter min Kvide at fjerne; Thi ak, jeg har byttet min Ungdom bort! Mit freidige Sind jeg solgte for Guld, Jeg hilded’ mig selv i brogede Lænker; Tro mig, saa klageligt Vederlag skjænker Rigdom, naar Barmen er sorrigfuld! Dengang vi var Børn, hvor var jeg da fro! Vore Kaar var ringe, fattigt vort Bo; Men rigt var Haabet i mit Bryst herinde! GUDMUND der ufravendt har betragtet hende Og Du selv var alt dengang den deiligste Kvinde. MARGIT Kan være; men al den Lov og Priis Jeg hørte, det blev til mit Livs Forliis. Du maatte bort til de fremmede Lande, Men alle dine Kvæder graved’ sig ind Dybt i mit Hjerte, dybt i mit Sind, Og sløred’ med Tanker min Pande. ​ 40Du havde sjunget om al den Lyst, Der mægter at rummes i et Menneskes Bryst. Du havde sjunget om det freidige Liv Blandt Herrer og Fruer. Alt som bedst Kom Beilere fra Øst og Beilere fra Vest, Og saa – saa blev jeg min Huusbonds Viv! – ​– Tro mig, der gik ikke lang Tid hen, Før jeg maatte saa bitterlig græde; – At tænke paa Dig, min Frænde, min Ven, Det blev min eneste Glæde. Hvor det tyktes mig tomt i Solhougs Hal Og i alle de store Stuer! Her gjæsted’ os Riddere, Herser og Fruer, Her sang mig til Ære saamangen Skjald; Men der var ikke Een, som ret mig forstod, Ikke Een, som fatted’ min Jammer! Jeg frøs, som sad jeg i Bjergets Kammer; Dog værked’ mit Hoved, dog brændte mit Blod! Min Huusbond selv var mig aldrig kjær, Hans Guld var Alt, hvad mig hilded’; Men talte han til mig, sad han mig nær, Blev mit Sind af Kvide forvildet! Og saadan har jeg levet i Aarene tre; Mit Liv var en evig, en endeløs Vee. Dit Komme rygtedes; vist Du kjender Den Stolthed, som dybt i mit Hjerte brænder; Jeg dulgte min Nød, jeg gjemte min Kvide; Thi Du maatte mindst af Alle den vide! GUDMUND Og derfor var det, Du vendte Dig bort? ​ 41MARGIT uden at see paa ham Jeg tænkte, Du kom for at spotte min Vaande. GUDMUND Margit! kunde Du tro –? ​MARGIT Nu kort Og godt, der var Grund nok for Haande. Dog Himlen være takket, nu er det forbi; Jeg staaer ikke længer alene, Om Barmen er jeg saa let og fri, Som et Barn under Abildgrene! (pludselig forskrækket) Dog, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme; Alle Helgene see til mig naadigt ned! Fredløs, sagde Du – GUDMUND Nu er jeg hjemme; Nu lade mig Kongens Mænd med Fred. MARGIT Men Du, som nylig stod høit i Agt, Sig mig hvorlunde –? GUDMUND Snart er det sagt. Du veed, jeg var i de franske Riger, Da Kantsleren, Audun fra Hægrenæs, drog Did fra Bergen med et fyrsteligt Tog, At føre Prindsessen med Svende og Piger Og Skatte til Norge som Kongens Brud. Herr Audun var saa fager og prud, Prindsessen var den livsaligste Kvinde. Hendes Øie kunde bede den varmeste Bøn; – ​​ 42De talte tilhobe, de hvisked’ i Løn; Hvorom? Det var svært at finde. – Det var sig en Nat, jeg læned’ mig tyst Op imod Snekkens Side, Mine Tanker stævned’ mod Norges Kyst, Alt med de Maager hvide. Da hvisked’ en Stemme bag ved min Ryg, Jeg vendte mig om, – det var ham og hende! De saae mig ikke, jeg sad saa tryg, Dog kunde jeg Begge kjende. Hun saae paa ham med et klageligt Blik Og hviskede: «Ak, dersom Farten gik Mod Syd til de deilige Lande, Og var vi alene paa Snekken, vi To, – Da troer jeg forvist mit Hjerte fandt Ro, Da brændte vist ikke min Pande!» – Han hviskede sagte, hun svared’ ham kjæk, Svared’ med Ord, saa hede, saa vilde, Jeg saae hendes Øine som Stjerner spille, Hun sagde – (afbrydende) Det greb mig med Rædsel og Skræk! MARGIT Bliv ved! GUDMUND Jeg foer op; de Begge forsvandt; ​Alene stod jeg paa Skibets Dæk, – (tager en liden Flaske frem) Men hvor de havde siddet, denne jeg fandt. MARGIT Og den? ​ 43GUDMUND med dæmpet Stemme Den rummer en gaadefuld Saft; En Draabe deraf i din Uvens Bæger, – Saa sagtelig sygner hans Livsenskraft, Og Intet i Verden ham hjælper og læger! MARGIT Men sig mig –? GUDMUND hviskende Den var for Kongen bestemt. MARGIT Alle Helgene! GUDMUND idet han atter forvarer Flasken Troligen har jeg den gjemt. – Tre Dage efter var Farten tilende. Saa lønligt flygted’ jeg med mine Svende; Jeg vidste jo nok, i Kongens Hal Vilde Audun listeligt volde mit Fald, – Og saadan gik det. ​MARGIT Nu er det forbi Med al din Nød, nu er Alt ved det Gamle. GUDMUND Alt? Nei, Margit, dengang var Du fri. MARGIT Du mener –? ​ 44GUDMUND Jeg? Intet! Ak, lad mig samle Mine Tanker, jeg er saa freidig og fro Fordi jeg, som fordum, er hos Eder To. Men sig mig – Signe –? MARGIT peger smilende paa Døren til Venstre Hun kommer snart; Hun maa jo pynte sig lidt for sin Frænde, Og det er vel ikke gjort i en Fart. GUDMUND Jeg maa see, om hun endnu kan mig kjende. (gaaer ind til Venstre) Tiende Scene Margit (alene). MARGIT Hvor han er fager og mandig! (med et Suk) Der er ikke megen Lighed mellem ham og – – (hun rydder op ved Bordene o. s. v.)​Dengang var Du fri, sagde han; ja dengang! (pause) Det var en sælsom Fortælling, den om Prindsessen, som – hun havde en Anden kjær, og saa; – ja, disse Kvinder i de fremmede Lande, – jeg har hørt det før, – de ere ikke tamme som vi; de ræddes ikke for at gjøre en Tanke til Bedrift. (tager et Bæger, som staaer paa Bordet) Af dette Bæger drak Gudmund og jeg paa et frydeligt Gjensyn, da han reiste. Det er fast det eneste Arvestykke, jeg bragte med til Solhoug. (sætter det ind i Skabet) Hvor blid denne Sommerdag er, her er saa lyst herinde, saa lifligt har ikke Solen skinnet i tre Aar. ​ 45Ellevte Scene Margit. – Signe og Gudmund (fra Venstre). SIGNE kommer leende ud af Døren og løber hen til Margit Ha, ha, ha! Han vil ikke tro, det er mig! MARGIT smilende til Gudmund Seer Du, mens fjernt fra Bygden Du vandred’, Har ogsaa hun sig saa stærkt forandret. GUDMUND Tilvisse! Men at hun skulde – Nei, nei! Det var dog aldrig faldet mig ind. (griber Signes Hænder og seer hende ind i Øinene) Og dog, dit uskyldige Barnesind Læser jeg endnu i Øinene blaa; Hvor kan jeg da længere tvivle derpaa! ​Jeg maa lee, naar jeg mindes, hvor tidt jeg har Tænkt Dig saalunde, som dengang jeg bar Dig paa mine Arme; – da var Du et Barn, – Nu er Du en Huldre, som kogler og gjækker. SIGNE skjælmsk, idet hun træder tilbage og truer ham med Fingeren Ja, vogt Dig! Hvis Huldrens Harme Du vækker, – Pas paa – hun hilder Dig i sit Garn! GUDMUND afsides Næsten bæres mig for, som det alt var skeet. ​ 46SIGNE Men vent, Du har jo end ikke seet, Hvorlunde jeg holdt din Harpe i Ære. (idet hun gaaer ud til Venstre) Nu maa Du mig alle dine Kvæder lære! GUDMUND afsides idet han seer efter hende Sprungen ud, som den fagreste Rosenblomme, Der endnu var Knop ved Dagens Komme! SIGNE kommer med Harpen See her! GUDMUND Min Harpe! saa blank som før! (slaaer nogle Akkorder) Der er endnu Klang i de gamle Strenge; Nu skal Du ikke længer paa Væggen hænge. ​MARGIT seer ud i Baggrunden Der kommer vore Gjæster! SIGNE idet Gudmund indleder den følgende Sang Tys, stille! O, hør! GUDMUND synger 1 Jeg vandred’ i Lien saa tung og saa ene, De Smaafugle kviddred’ fra Busker og Grene; Saa listeligt kviddred’ de Sangere smaa: Hør til, hvordan Kjærlighed monne opstaa! ​ 472 Den voxer som Egen i Aarene lange, Den næres ved Tanker og Sorger og Sange. Den spirer saa let; i den flygtigste Stund Fæster den Rødder i Hjertets Grund! (gaaer under Efterspillet op mod Baggrunden) SIGNE betragter ham drømmende og gjentager for sig selv, idet hun lægger Haanden paa Hjertet Den spirer saa let; i den flygtigste Stund Fæster den Rødder i Hjertets Grund! MARGIT adspredt Talte Du til mig? – Jeg hørte ikke ret –? SIGNE Jeg? Nei, vist ikke, jeg meente kun – (hensynker atter i Drømme) ​MARGIT halvt for sig selv Den voxer som Egen i Aarene lange, Den næres ved Tanker og Sorger og Sange. SIGNE opvaagnende Du siger at –? MARGIT farer med Haanden over Panden O, det var Intet! Kom, vi maa gaa vore Gjæster imøde. ​ 48Tolvte Scene De Forrige. – Bengt kommer med Gjæsterne fra Baggrunden. CHOR AF GJÆSTERNE Over Tilje med Sang og Strengespil I Gildestuen vi træde. Guds Fred vi ønske den Frue mild, Vi ønske baade Gammen og Glæde; Gid altid en Himmel, saa lys som idag, Over Solhougs Tag Maa sig brede! ​​ 49 ANDEN AKT En Birkelund, der støder op til Huset, hvoraf en Deel sees til Venstre. Fodstier føre op i Lien i Baggrunden. Til Høire i Baggrunden falder en Fos, hvis nederste Deel skjules af Fjeldstykker. Det er lys Sommernat; Vinduerne i Huset ere oplyste. Første Scene Chor af Gjæster (inde i Huset). Derefter Knut og Erik. CHOR udenfor Lad Fedlen klinge; ved Strengeklang Træde vi Dandsen den Nat saa lang, Hvor lystigt at trine paa Tilje! Den Jomfru brænder saa skjær som et Blod, Det er sig den Smaadreng, bold og god, Han favner den væne Lilje! Knut og Erik komme ud fra Huset; Musik og Lystighed vedbliver under det Følgende at lyde dæmpet derinde. ERIK Bare det ikke kommer til at angre Dig, Knut! KNUT Lad Du mig om det. ​ERIK Ja, ja, voveligt er det dog. Du er Kongens Foged; der udgaaer ​ 50 Herrebud til Dig at fange Gudmund Alfsøn, hvor Du kan komme over ham, og nu, da Du har ham lige i Næven, saa tilsiger Du ham dit Venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham. KNUT Jeg veed, hvad jeg gjør. I hans egen Stue har jeg søgt ham, og der var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsøgte paa at gribe ham her, mener Du da, at Fru Margit var tilsinds at give mig Signe til Hustru? ERIK langtrukket Nei, med det Gode blev det vel ikke, men – KNUT Og med det Onde gad jeg nødig gaa frem; Gudmund er jo ogsaa min Ven fra gamle Tider, og han kan gjøre mig Nytte. (bestemt) Derfor bliver det, som jeg har sagt; ikvæld skal Ingen her paa Gaarden vide, at Gudmund Alfsøn er fredløs, imorgen faaer han see at hjælpe sig selv. ERIK Ja, men Kongens Lov! KNUT Aa, Kongens Lov! Du veed ligesaa godt som jeg, Kongens Lov agtes ikke stort herinde i Bygderne; skulde Kongens Lov ​gjælde, saa maatte mangen stout Karl iblandt os bøde baade for Bruderov og Manddrab. – Kom nu! De gaa ud til Høire. ​ 51Anden Scene Gudmund og Signe ( komme ned ad en Fodsti mellem Træerne i Baggrunden). SIGNE O, tal, bliv ved, lad mig lytte dertil; Det lyder som det væneste Strengespil! GUDMUND Signe, min fagre, min yndelige Lilje! SIGNE med glad og stille Forbauselse Jeg, jeg er ham kjær! GUDMUND Det er Ingen som Du! SIGNE Jeg skulde mægte at binde din Vilje, Jeg skulde mægte at binde din Hu! Ak, tør jeg tro Dig? GUDMUND Det tør Du forsandt! Hør mig, Signe. Medens Aarene randt ​Tænkte jeg trolig baade Vinter og Sommer Paa Eder To, mine fagreste Blommer. Men jeg kunde ikke ret mine Tanker forstaa; Da jeg rejste, var Du som Alferne smaa, Som Alferne smaa, der færdes i Skove Og lege som bedst, naar vi drømme og sove. ​ 52Dog, da jeg trined’ i Solhougs Stue, Da forstod jeg mig selv tilfulde, Forstod, at Margit var saa stolt en Frue, Men Du, den Allerdeiligste blandt Ungmøer hulde. SIGNE der kun halvt har lyttet til hans Ord Jeg mindes, vi sad ved Arnens Glød En Vinterkvæld, – nu er det længe siden – Du sang for mig om den Jomfru liden, Som Nøkken havde lokket ned i sit Skjød. Der glemte hun bort baade Fader og Moder, Der glemte hun bort baade Søster og Broder, Hun glemte bort baade Himmel og Jord, Hun glemte sin Gud og hvert christent Ord. Men tæt under Strande den Smaadreng stod, Han var tilsinde saa mødig og mod; Med Kvide han slog sin Harpes Strenge, – Saa vide det klang baade lydt og længe. Den Jomfru liden paa Kjærnets Bund Vaagned’ derved af sin tunge Blund, Nøkken maatte slippe hende ud af sit Skjød, Mellem Liljerne hen over Vandet hun flød; ​Da kjendte hun igjen baade Himmel og Jord, Da fatted’ hun tilfulde baade Gud og hans Ord! GUDMUND Signe, min deiligste Blomme! SIGNE Som hun Gik ogsaa jeg i en drømmende Blund; De gaadefulde Ord Du ikvæld har mig sagt Om Kjærligheds Magt, har mig frydeligt vakt. Aldrig tyktes Himlen mig før saa blaa, ​ 53Aldrig saa fager den Verden vide, Mig tykkes jeg kan Fuglenes Røst forstaa, Naar jeg vandrer med Dig under Lide. GUDMUND Saa mægtig er Elskov; – i Menneskets Bryst Vækker den Tanker og Længsel og Lyst! Men kom, lad os Begge til din Søster gaa ind. SIGNE undselig Du vil sige hende –? GUDMUND Alt bør hun kjende. SIGNE som før Ak, gaa da alene, – jeg veed det, min Kind Vil derinde af Blusel brænde. ​GUDMUND Nu godt, jeg gaaer. SIGNE Og jeg venter Dig her; (seer ud til Høire) Eller bedre – nede ved Elven, der Hører jeg Knut Gjæsling, der er Piger og Svende. GUDMUND Der bier Du? SIGNE Til Du har talt med hende. (gaaer ud til Høire) Gudmund gaaer ind i Huset. ​ 54Tredie Scene Margit (kommer frem bag ved Huset). MARGIT I Stuen er baade Gammen og Glæde, Fruer og Svende monne Dandsen træde. Det blev mig saa lummert om Pande og Bryst, Gudmund var ikke derinde. (hun aander dybt) Herude er det godt, her er det tyst, Her svaler mig Nattens Vinde. (pause) Denne hæslige Tanke; – jeg kan ei forstaa – ​Men den følger mig, hvor jeg end monne gaa! Flasken – der rummer en gaadefuld Saft – En Draabe deraf i min – Uvens Bæger, Saa sagtelig sygner hans Livsenskraft, Og Intet i Verden ham hjælper og læger! (pause) Vidste jeg, at Gudmund, – havde han mig kjær – Da agted’ jeg lidet – Fjerde Scene Margit. Gudmund (kommer ud fra Huset). GUDMUND Margit, er Du der? Hvi gaaer Du saa alene? Jeg har søgt Dig overalt. MARGIT Derinde er lummert, herude saa svalt. ​ 55Seer Du, hvorlunde de Taager hvide Sagtelig hen over Myren glide! Her er ikke hverken mørkt eller lyst, Det er midt imellem Begge. (afsides) Ret som i mit Bryst! (høit) Ei sandt, naar Du færdes i slig en Nat, Du veed ikke selv, hvordan det er fat; Men Du føler, der rører sig et gaadefuldt Liv I Busk og i Blad, i Blomster og Siv! (med pludselig Overgang i Tanken) Veed Du, hvad jeg ønsker? ​GUDMUND Nu? MARGIT At jeg var Huldren, som sidder i Lien derinde; Hvor skulde jeg listigt min Trolddom spinde! Tro mig –! GUDMUND Hvad fattes Dig, Margit, svar! MARGIT vedblivende Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage! Klage og kvæde baade Nætter og Dage! (med stigende Heftighed) Hvor skulde jeg lokke den freidige Svend Gjennem Lierne grønne til Bjergets Kammer; Der kunde jeg glemme al Verdens Jammer, Der kunde jeg brænde og leve med min Ven! GUDMUND Margit! Margit! ​ 56MARGIT uden at høre paa ham Ved Midnatsstund Sov vi i Lien den sødeste Blund; Og rammed’ mig Døden, naar Solen randt, Hvor lystigt at dø paa slig Viis, ei sandt? ​GUDMUND Du er syg. MARGIT med voldsom Latter Ha, ha, ha! Ak lad mig lee! Lad mig lee! Det gjør mig saa godt! GUDMUND Jeg kan see, Du har endnu det samme ustyrlige Sind, Som fordum –! MARGIT pludselig alvorlig Du maa ikke undres derover, – Det er kun ved Midnat, naar Menneskene sover; Om Dagen er jeg saa ræd som en Hind. Og hvad er det vel Mere? Mindes Dig kun, Hine Kvinder i fremmede Lande, – hun, Den fagre Prindsesse, – see hun var vild; Mod hende er jeg som Lammet mild. At længes og hige hun voved’ ei blot, Hun pønsed’ paa Daad, og see det – GUDMUND Det er godt, Du minder mig derom; jeg vil ikke længer Gjemme paa det, jeg saalidet trænger. (tager Flasken frem) ​​ 57MARGIT Flasken! Du mener? GUDMUND Jeg gjemte den, fordi Jeg tænkte med den at løse mig fri, Hvis Kongens Mænd skulde komme mig nær. Men alt fra ikvæld har den mistet sit Værd; Nu vil jeg stride med Arm og med Sværd, Byde Frænder og Venner op til det Sidste, For min Frihed og Livet at friste. See der! (vil kaste den bort) MARGIT holder ham tilbage Nei, vent, lad mig faa den! GUDMUND Du vil? MARGIT Sende den til Nøkken dernede. Han har mig saa tidt forlystet med sit Spil, Og sjunget mig mangt underligt Kvæde! Giv hid! (tager Flasken ud af hans Haand) Der er den! (lader som om hun kaster den ud i Fossen) GUDMUND gaaer mod Baggrunden og seer ned i Dybet Du kasted’ den ud? ​MARGIT idet hun skjuler Flasken og gaaer ned i Forgrunden Javist, Du saae jo –! (afsides) Nu hjælpe mig Gud! Nu maa det briste eller bære! (høit) Hør, Gudmund! ​ 58GUDMUND nærmer sig Hvad vil Du? MARGIT Eet maa Du mig lære. Du maa tyde mig grandt det gamle Kvæde, Som er gjort om Kirken dernede. Det var sig en Frue og dertil en Svend, Alt saa havde de hinanden kjær; Den Dag de bar hende til Jorden hen, Han blødede ved sit Sværd. Hun jordedes syd under Kirkevæg, Han stedtes til Mulde i Nord, – Der trivedes fordum hverken Siljer eller Hæg Alt i den viede Jord. Men næste Vaar paa de Grave to Der voxte de fagreste Liljeblommer; Over Kirketaget saa monne de gro Og grønnes tilhobe baade Vinter og Sommer. Kan Du tyde mig det Kvæde? ​GUDMUND seer forskende paa hende Jeg veed ikke ret! MARGIT Vel sandt, det kan tydes paa mange Sæt; Men jeg troer nu den retteste Mening er: Kirken kan ei skille dem, som har hinanden kjær! GUDMUND afsides Alle Helgene! Dersom – da er det paa Tide, At hun faaer det Hele at vide! (høit) Margit! Svar mig! Vil Du mit Held? ​ 59 MARGIT i heftig Bevægelse Om jeg vil? GUDMUND Ja, jeg mener – MARGIT Sig frem. GUDMUND Nu vel. Du kunde gjøre mig saa rig og saa fro – MARGIT Gudmund! ​GUDMUND Hør kun, jeg vil Dig betro – Stemmer høres udenfor til Høire; han afbryder pludseligt. Femte Scene De Forrige. Signe, Knut, Erik og flere Gjæster ( komme fra Høire). KNUT endnu i Baggrunden Gudmund Alfsøn! Vent, jeg maa tale et Ord med Dig. (bliver staaende i Samtale med Erik, som under det Følgende gaaer ud til Venstre sammen med de øvrige Gjæster) MARGIT afsides Gjøre ham saa rig og fro, – hvad kan han andet mene end – (høit) Signe, kjære, kjære Søster! De gaa samtalende op i Baggrunden. ​ 60GUDMUND afsides med et Blik til Margit Ja, saadan er det raadeligst; Signe og jeg maa herfra. Knut Gjæsling har jo viist sig som min Ven, han maa hjælpe mig dermed. KNUT sagte til Erik, idet denne gaaer bag ved Huset Gudmund er hendes Frænde, han maa tale min Sag. (høit, idet han nærmer sig Gudmund) Hør, Gudmund! ​GUDMUND smilende Nu, kommer Du for at sige mig, at Du ikke længer tør lade mig gaa fri? KNUT Tør? Vær kun rolig for det; Knut Gjæsling tør Alt, hvad han vil. Nei, det er noget Andet; – Du veed jo, jeg gjælder her i Bygden for en vild, ustyrlig Karl. GUDMUND Ja, og hvis ikke Rygtet lyver, saa – KNUT Aa nei, Mangt og Meget kan jo være sandt nok; men nu skal Du høre – De gaa i Samtale op mod Baggrunden. SIGNE til Margit, idet de nærme sig Forgrunden Jeg forstaaer Dig ikke; Du taler, som om en uventet Lykke var bleven Dig til Deel; hvad er det vel, Du mener? MARGIT Signe! Du er et Barn endnu, Du veed ikke, hvad det vil sige at ​ 61færdes i en evig Rædsel for, at – (pludselig afbrydende) Tænk Dig, Signe! at maatte visne og dø uden at have levet! Signe seer forundret og hovedrystende paa hende. MARGIT Ja, ja, Du fatter det ikke; – ligegodt. De gaa samtalende op i Baggrunden. Gudmund og Knut komme atter frem. ​GUDMUND Nu, hvis det er saadan fat, dersom dette vilde Liv ikke huer Dig længer, saa vil jeg skjænke Dig det bedste Raad, som nogen Ven har i Eie: fæst Dig en fager Ungmø til Viv! KNUT See, see, og dersom jeg nu sagde Dig, at det er lige det Samme, jeg har tænkt paa idag. GUDMUND Held og Lykke da, Knut Gjæsling! Og nu maa Du vide, at ogsaa jeg – KNUT Du? Gaaer Du ogsaa med slige Tanker? GUDMUND Javel gjør jeg, – men Kongens Vrede – jeg er jo fredløs. ​ 62KNUT Ei, det skal Du lidet agte. Der er jo Ingen her paa Gaarden uden Fru Margit, som veed Besked derom, og saa længe jeg er din Ven, saa har Du En, Du kan lide paa. – Hør kun –! (fortsætter hviskende, idet de gaa op mod Baggrunden) SIGNE til Margit, idet Begge komme ned i Forgrunden Men saa sig mig da –! MARGIT Mere kan jeg ikke sige Dig. ​SIGNE Da vil jeg være ærligere mod Dig. Men svar mig først paa Et; er der Ingen, som har sagt Dig Noget om mig? MARGIT Om Dig? Nei, hvad skulde det være? SIGNE undselig Du spurgte mig imorges, hvis en Beiler red sig hid ikvæld? MARGIT afsides Det er sandt; Knut Gjæsling – skulde han allerede – (høit) Nu? SIGNE Han er kommen! Dengang vidste jeg ikke, hvem Du mente; men nu, – MARGIT Og hvad har Du svaret ham? ​ 63SIGNE O, det veed jeg ikke. (kaster sig om hendes Hals) Men Verden tykkes mig saa fager og rig fra den Stund, han sagde mig, at jeg var ham kjær. MARGIT Men jeg fatter ikke, at Du saa snart – Signe! Du har jo neppe kjendt ham før idag. ​SIGNE Ak, jeg forstaaer mig endnu saa lidet paa Kjærlighed; men det veed jeg, sandt er det, hvad der staaer i den gamle Vise: « Den spirer saa let; i den flygtigste Stund Fæster den Rødder i Hjertets Grund!» MARGIT Lad saa være; nu har jeg ikke længer nødig at dølge Noget for Dig. KNUT til Gudmund, idet Begge komme ned i Forgrunden Det maa jeg lide; der er min Haand! MARGIT afsides Tys, hvad er det? GUDMUND Og der er min! (rækker Knut Haanden) KNUT Men nu maa vi da ogsaa nævne hinanden, hvem det er – ​ 64GUDMUND Godt! Her paa Solhoug, mellem alle de fagre Kvinder har jeg fundet den, som – KNUT Jeg ligesaa. Jeg fører min herfra endnu inat, hvis det gjøres Behov. ​MARGIT der ubemærket har nærmet sig Alle Helgene! GUDMUND til Knut Det Samme er ogsaa min Agt. SIGNE der ligeledes har lyttet Gudmund! GUDMUND og KNUT paa engang hviskende til hinanden, idet de Begge pege paa Signe Der er hun! GUDMUND studsende Ja, min! KNUT ligesaa Nei, min! MARGIT afsides, halvt forvildet Signe! GUDMUND som før Hvad mener Du? ​ 65KNUT Det er jo hende, som jeg vil – GUDMUND Hende? Signe er min Fæstemø for Gud! ​MARGIT med et Skrig Hende var det! Nei, nei! GUDMUND afsides, idet han bliver hende vaer Margit! Hun har hørt Alt! KNUT Ei, er det saadan fat! Hør, Fru Margit, da har I ikke nødig at lade saa forundret; jeg skjønner det Hele. MARGIT til Signe Men Du sagde jo nys – (fatter pludselig Sammenhængen) Gudmund var det, Du mente! SIGNE forundret Ja, vidste Du ikke det! – Men hvad fattes Dig? MARGIT med næsten tonløs Stemme O, Intet, Intet! KNUT til Margit Og imorges da I fik mit Ord paa, at jeg skulde holde mig rolig her paa Gaarden ikvæld, – I har da vidst, at Gudmund skulde komme! – Ha, ha! Bild Jer aldrig ind, at I kan drive Gjæk med Knut Gjæsling! Signe er bleven mig kjær; endnu før Middag var det mit ubesindige Løfte, som drev mig til at beile efter hende, – men nu –! ​ 66SIGNE til Margit Han?! Det var Beileren, Du tænkte paa! ​MARGIT Stille, stille! KNUT til Margit Fru Margit! I er hendes ældre Søster; et Svar skal I give mig. MARGIT kjæmpende med sig selv Signe har alt kaaret sin Brudgom; jeg kan Intet svare. KNUT Det er godt, saa har jeg ikke mere at gjøre paa Solhoug! Men efter Midnat – mærk Jer det, da er Dagen tilende, da tør I nok see mig igjen, og saa faaer Lykken raade for, hvem der skal føre Signe fra Gaarden, han eller jeg. GUDMUND Ja, prøv Du kun, det skal koste Dig saa blodig en Pande. SIGNE ængstelig Gudmund! For alle Helgene! KNUT Vær spag, vær bare spag, Gudmund Alfsøn! Før Solen rinder skal Du være i min Magt – og hun, din Fæstemø, – (raaber ud til Venstre) Kom, Erik, afsted til vore Frænder! (truende, idet han gaaer) Ja, vee Jer Alle, naar jeg kommer igjen! Han og Erik gaa ud til Høire i Baggrunden. ​​ 67Sjette Scene Margit. Signe. Gudmund. SIGNE til Gudmund O, men saa sig mig, hvad skal alt dette betyde? GUDMUND hviskende Vi maa Begge reise fra Solhoug endnu inat. SIGNE Gud staa mig bi! Du vil –! GUDMUND Stille! Ikke et Ord til noget Menneske, ikke engang til din Søster. MARGIT afsides Hende, hende er det! Hende, som han knapt har tænkt paa før ikvæld! – Havde jeg været fri, saa veed jeg nok, hvem han havde kaaret. – Ja, fri! Syvende Scene De Forrige. Bengt og Gjæster (fra Huset). CHOR AF GJÆSTER 1 Herude, herude skal Gildet staa, Alt mens de Fugle blunde. Hvor lystigt at lege mellem Blomster smaa I Birkelunde. ​​ 682 Herude, herude skal Lyst og Skjemt Lyde fra alle Munde; Al Kvide maa ende, naar Fedlen er stemt I Birkelunde! BENGT See, saadan skal det være! Det maa jeg lide. Jeg er lystig, min Hustru ligesaa; og derfor skal I være lystige Allesammen! EN AF GJÆSTERNE Og nu en Stevkamp! FLERE Ja, ja! EN ANDEN Nei, lad være med det, det vækker kun Ufred i Laget. (med dæmpet Stemme) I drages vel til Minde, at Knut Gjæsling er paa Gaarden ikvæld. FLERE hviskende imellem hverandre Ja, ja, det er sandt – I mindes sidst da – Det er bedst at vogte sig. EN GAMMEL MAND Men I, Fru Margit! Jeg veed Eders Slægt var altid sagakyndig, og I selv kunde mange vakkre Eventyr, alt imens I var Barn. ​ 69MARGIT Ak, jeg har glemt dem Alle tilhobe; men spørg Gudmund Alfsøn, min Frænde, han kjender et Eventyr, som er lystigt nok. ​GUDMUND dæmpet Margit! MARGIT Ei, hvilket klageligt Ansigt Du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det falder Dig ikke saa let, kan jeg tro. (leende til Gjæsterne) Han har seet Huldren ikvæld, hun vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast Svend. (vender sig atter til Gudmund) Nu ja, Eventyret er ikke endt; naar Du fører din Hjertenskjær over Hei og gjennem Skove, saa vend Dig aldrig om, see Dig aldrig tilbage, – Huldren sidder bag hver en Busk og leer, og tilslut – (med dæmpet Stemme, idet hun træder tæt hen til ham) kommer Du dog ikke længer, end hun vil. (gaaer over mod Høire) SIGNE afsides O Gud! O Gud! BENGT gaaer fornøiet om mellem Gjæsterne Ha, ha, ha! Ja Fru Margit veed at sætte det sammen; naar hun først vil, saa gjør hun det meget bedre end jeg. GUDMUND afsides Hun truer, jeg maa rive det sidste Haab fra hende, før bliver hun ikke rolig tilsinds. (høit til Gjæsterne) Jeg kjender et Kvæde, hvis det lyster Eder, saa – FLERE GJÆSTER Tak, Tak, Gudmund! ​ 70Man leirer sig, dels siddende paa Stene, dels liggende i Græsset eller lænet op til Træerne. Gudmund staaer i Midten. Margit til Høire, Signe til Venstre. ​GUDMUND synger 1 Jeg red mig udi Lunde, Jeg seiled’ over Sø; Det var sig i mit væne Hjem, Der fæsted jeg min Mø. 2 Det var den Alfekvinde, Hun er saa led og gram: Ret aldrig skal den Jomfru skjær Til Kirken følge ham. 3 Hør mig, Du Alfekvinde, Lad fare den Besvær; To Hjerter kan ei skilles ad, Der har hinanden kjær! EN GAMMEL MAND Det er et vakkert Kvæde. See, hvor de unge Karle skotte derhen. (peger hen paa Pigerne) Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro. BENGT gjør Mine til Margit Ja, jeg har min, det veed jeg vist, ha, ha, ha! ​ 71MARGIT afsides Og at maatte lide al denne Spot og Spe! Nei, nei, nu maa den sidste Redning fristes. ​BENGT Hvad fattes Dig? Mig tykkes, Du er saa bleg. MARGIT Det gaaer snart over. (til Gjæsterne, idet hun træder frem) Det bæres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde glemt alle mine Eventyr. Men jeg troer dog, jeg mindes et. BENGT Retsaa, min Hustru! Kom med det! MARGIT Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue Jer; men det faaer nu være. GUDMUND afsides Alle Helgene, hun vil da vel ikke –! MARGIT Det var sig en Ungmø fager og fiin, Hun sad i sin Faders Gaard, Hun sømmed’ i Silke, hun sømmed’ i Liin; Saa lidet den Gammen forslaaer. Hun sad saa ene med Sorrig og Gru, Der var tomt i Hal og i Stue; Den Jomfru liden var stolt i Hu, Hende lysted’ at vorde en ædelig Frue. – ​ 72Det var sig Bjergkongen, red han fra Nord, Kom han tilgaarde med Guld og med Svende. Trediedagsnatten hjemad han foer ​ Alt med sin Brud – med hende! I Bjerget sad hun heel mangen Sommer, Af Guldhorn kunde hun Mjøden tømme; I Dalen trives de yndigste Blommer, Hun sanked’ dem kun i Drømme. – Det var sig den Ungersvend bold og god, Vel kunde han lege paa gyldne Strænge; Det klang til Bjergets inderste Rod, Hvor hun havde siddet saa længe. Saa underligt blev hun tilsinde derved, – Op sprang Fjeldets Port som en Bue! Over Dalene laa Gud Faders Fred, Og al den Herlighed kunde hun skue. Det var som om nu, for første Gang, Hun var vækket tillive ved Harpeklang, Som om hun først nu forstod at finde Den Rigdom, Livet slutter inde! Og vel maa I vide, Hver og En, At den, som er fængslet til Fjeldets Steen, Kan løses saa let ved Harpeleg! – Han saae hende bunden, hørte hun skreg, Men han slængte sin Harpe bort i en Vraa, Heisede Silkeseilet i Raa, Stævnede over den salte Sø Til fremmede Lande med sin Fæstemø. – (med stigende Heftighed) Du legte saa fagert paa Strengenes Guld, – Thi svulmer min Barm saa kjæk og fuld! Jeg maa ud, jeg maa ud i de grønne Dale! ​Jeg døer herinde i Fjeldets Sale! – ​ 73Han haaner mig kun! Han favner sin Mø, Og stævner over den salte Sø! (fortvivlet) Med mig er det ude, Bjerget er lukket! Solen lyser ikke mere, alle Stjerner er slukket! (synker afmægtig tilbage) SIGNE grædende, idet hun griber hende i sine Arme Margit! Min Søster! GUDMUND paa samme Tid Hjælp, Hjælp, hun døer! Almindelig Bevægelse blandt Gjæsterne.​ 74 ​​ 75 TREDIE AKT Samme Stue som i første Akt. Det er fremdeles Nat; en mild Dæmring er udbredt over Værelset. Første Scene Bengt (staaer udenfor Døren i Baggrunden med en Ølbolle i Haanden). En Pige (rydder op i Stuen). BENGT talende til Nogen udenfor Guds Fred da, og vel mødt igjen paa Solhoug! I kunde ellers gjerne blevet her til imorgen, I ligesaavel som de Andre. Nu, ja, ja – Nei vent, jeg følger med til Ledet, jeg maa drikke Jer til endnu engang. Han gaaer. Efter en Pause høres dæmpet i Baggrunden følgende Chor. CHOR Guds Fred og Farvel til Hver og En, Som har paa Gaarden hjemme! Nu gaaer vor Sti over Stok og Steen, – Frisk op! Du maa Fedlen stemme! Med Dands og med Sang Skal vi korte den Vei saa tung og lang! Hei, lystig afsted! Sangen taber sig i det Fjerne. ​​ 76Anden Scene Pigen. – Margit (kommer fra Venstre). PIGEN Christ fri mig! – Min Frue, er I staaet op? MARGIT Jeg er frisk og vel, Du kan gaa hen og sove. – Vent, sig mig, er alle Gjæsterne borte? PIGEN Nei, ikke Alle. Nogle blive Natten over; de sove allerede. MARGIT Og Gudmund Alfsøn? PIGEN Han sover nok ogsaa. Han gik for lidt siden ind i sit Kammer, der lige over Gangen. (peger ud til Høire) MARGIT Godt, Du kan gaa. Pigen gaaer ud til Venstre. ​ 77Tredie Scene Margit (alene). MARGIT sætter sig hen ved et aabent Vindu til Høire Imorgen saa drager vel Gudmund herfra, ​Han drager vel ud i den Verden vide; Jeg sidder igjen med min Huusbond, og da – Mig vil det gaa som Blomsterne smaa, Som den fattige Urt, som det knækkede Straa, Jeg har kun at visne og lide. – Jeg hørte engang om et blindfødt Barn, Som voxede op i Leg og i Glæde; Moderen spandt et Trolddomsgarn, Som mægtede Lys over Øiet at sprede. Og Barnet skued’ med undrende Lyst Over Bjerg og Sø, over Dal og Kyst. Da svigted’ de koglende Kunster brat, Og Barnet gik atter i Mulm og Nat, Det var forbi med Gammen og Lege, Af Sorg og Længsel blev Kinderne blege, Det sygnede hen og leved’ alle Dage I en evig, en endeløs Klage! – Ak, ogsaa disse Øine var’ blinde For Sommerens Liv og for Lysets Skjær – (springer op) Og nu at sluttes i Buret inde! Nei, nei, min Ungdom er mere værd! Tre Aar af mit Liv har jeg offret ham, Min Huusbond, men nu maa det briste! Mægted’ jeg længere Sligt at friste, Maatte jeg være som Duen tam. Her kjedes jeg tildøde af smaalig Kiv; ​ 78Gjennem Verden gaar der et bølgende Liv, – Gudmund vil jeg følge med Skjold og med Bue, Dele hans Fryd og mildne hans Kummer, ​Vogte hans Fjed og værge hans Slummer; Alt Folket skal undrende staa, naar de skue Den bolde Ridder og Margit, hans Viv. – Hans Viv! O, Fader, tilgiv, tilgiv! Jeg veed ikke selv, hvad jeg taler! Send mig din Fred, som læger og svaler! (pause) Signe, min Søster, hende jeg skulde Lægge før Tiden i Mulde. Og dog, hvem veed, hun er ung endnu, Hun bærer ham vel ikke saa dybt i sin Hu. (tager den lille Flaske frem) I denne Flaske – med den jeg kunde – Saa maatte min Huusbond for evigt blunde. (forfærdet) Nei, nei, den skal kastes paa Elvens Bund! (vil kaste den ud af Vinduet, men standser) Og dog, jeg kunde i denne Stund – (hviskende, med en vellystig Gysen) Hvad for en fristende, koglende Magt Er der dog ikke i Synden lagt! Mig tykkes den Lykke vinder i Priis, Som maa kjøbes med Blod, med min Sjæls Forliis! ​ 79Fjerde Scene Margit. – Bengt (fra Baggrunden. Han er kjendelig beruset). BENGT Seesaa, det var et Gilde, som vil spørges over hele Byg​den. (bliver Margit vaer) Naa, er Du der? Du er kommen Dig igjen, det maa jeg lide. MARGIT der imidlertid har gjemt Flasken Er Porten lukket? BENGT sætter sig tilvenstre Jeg har sørget for Alt; jeg fulgte de sidste Gjæster ned til Ledet. Men hvor blev Knut Gjæsling af ikvæld? – Margit, fyld mig Bægeret der, jeg er tørstig. MARGIT fylder Bægeret, som staaer foran ham paa Bordet og siger, idet hun gaaer over til Høire med Mjødkruset Du spurgte om Knut Gjæsling. BENGT Javist gjorde jeg! Den Praler! Jeg mindes nok, at han truede mig imorges. MARGIT Han brugte værre Ord ikvæld, da han reiste. BENGT Gjorde han? Det er godt; jeg vil slaa ham ihjel. ​ 80Margit smiler foragteligt. BENGT Jeg vil slaa ham ihjel, siger jeg; jeg er ikke ræd for at ​møde ti slige Karle, som han. Derinde paa Væggen hænger min Farfaders Øxe, Skaftet er indlagt med Sølv, og naar jeg kommer med den, saa – (slaaer i Bordet og drikker) Imorgen ruster jeg mig, jeg drager ud med alle mine Mænd og slaaer Knut Gjæsling ihjel. (drikker igjen) MARGIT afsides At leve her med ham! O, Gud! O, Gud! (vil gaa) BENGT Margit! Kom hid, fyld mit Bæger igjen. – (hun nærmer sig. Han vil drage hende ned paa sit Skjød) Ha, ha, ha! Du er vakker, Margit! Jeg holder af Dig! MARGIT Slip mig! (river sig løs og gaaer med Bægeret over til Høire) BENGT Du er ikke føielig ikvæld. Ha, ha, ha! Du mener det vel ikke saa ilde. MARGIT sagte, idet hun fylder Bægeret Var det saa sandt det sidste Bæger, jeg skjænkte for Dig. (vil gaa ud til Venstre) BENGT Hør, Margit! Een Ting kan Du takke Himlen for, og det er, at ​ 81jeg tog Dig tilægte, før Gudmund Alfsøn kom igjen. (Margit standser) Ja, for hans hele Eie er ikke Tiendedelen saa stort som ​min Fædrenearv, og dog er jeg sikker paa, han havde beilet efter Dig, dersom Du ikke havde været Frue paa Solhoug. MARGIT med et Blik til Bægeret Troer Du? BENGT Ja, det tør jeg sværge paa. Bengt Gautesøn har to kloge Øine i Panden. Men nu kan han jo tage Signe. MARGIT Og Du troer, han vil – BENGT Tage hende – Ja, siden han ikke kan faa Dig; men havde Du været fri, saa – Ha, ha, ha! Gudmund er ligesom de Andre, han misunder mig, at jeg er din Huusbond; det er derfor, jeg kan saa godt lide Dig, Margit! – Skjænk mig Bægeret fuldt, – til Randen! (Margit gaaer hen til Høire og gjør, som han siger) Knut Gjæsling beilede jo efter Signe; men ham vil jeg slaa ihjel! Gudmund skal faa hende; det er en brav Karl. Tænk Dig, Margit! hvor godt vi skal leve sammen som Grander; om Sommeren drage vi paa Gjæsteri til hinanden, og om Vinteren sidde vi herinde i Stuen saa lang, Dagen er, hver med sin Hustru paa Skjødet, og drikke og snakke sammen om Løst og Fast. – Ha, ha, ha! I den første Tid vil vel Gudmund see lidt umildt til mig, naar jeg favner Dig; men det forvinder han vel snart, kan jeg tro. Margit har under hans Ord stedse forraadt en stigende Sjælekamp; endelig tager hun Flasken frem. ​​ 82BENGT uden at lægge Mærke dertil Naa, fyld mig Bægeret! MARGIT afsides Dette er mere, end et Menneske kan bære! (hælder Indholdet i Bægeret, kaster Flasken ud af Vinduet og siger) Dit Bæger er fuldt! BENGT Det er godt! Margit gaaer mod Venstre, men standser kjæmpende med sig selv og nærmer sig atter Bægeret, som om hun angrede sit Forsæt. BENGT leende, idet han lægger sig tilbage i Stolen Naa, venter Du paa mig? Gaa Du kun, jeg kommer snart efter. MARGIT pludselig bestemt Dit Bæger er fuldt, der staaer det! (gaaer hurtig ud til Venstre) Femte Scene Bengt. – Strax efter en Huuskarl (fra Baggrunden). BENGT Jeg kan godt lide hende; det angrer mig ikke at jeg tog ​hende tilægte, skjøndt hun ikke eiede mere Arvegods end Bægeret der og de Søljer hun stod Brud med. (gaaer hen til Høire og griber Bægeret) ​ 83HUUSKARLEN kommer forskrækket Herre! Herre! I skynde Jer ud det rappeste, I kan. Knut Gjæsling rider med et væbnet Følge op mod Gaarden. BENGT sætter Bægeret ned Knut Gjæsling? Hvem siger det? HUUSKARLEN Nogle af Eders Gjæster saae ham nede paa Veien, og saa drog de iilsomt tilbage for at vare Jer ad. BENGT Godt, saa skal jeg da ogsaa –! Hent mig min Faerfaders Øxe! De gaa ud i Baggrunden. Sjette Scene Gudmund og Signe ( komme fra Høire). SIGNE Det maa da saa være? GUDMUND Den yderste Nød Tvinger os. ​SIGNE Ak, at drage Som Flygtning fra Bygden, hvor jeg er født! (tørrer Øinene) Og dog, jeg vil ikke klage; Det er jo for din Skyld jeg drager afsted. Gudmund! Havde Du Kongens Fred, Jeg blev hos min Søster. ​ 84GUDMUND Og næste Dag Saa kom Knut Gjæsling med Sverd og Bue, Og løfted’ Dig op paa Gangerens Bag Og gjorde Dig til sin Frue! SIGNE Ak, lad os fly! Men hvor gaa vi hen? GUDMUND Ude ved Fjorden har jeg en Ven; Han skaffer os et Skib. Over salte Vande Seile vi ned til de danske Strande; Der kan Du tro, det er deiligt at bo, Der vil Du finde det fagert at bygge, Der monne de yndigste Blommer gro Alt under Bøgenes Skygge! SIGNE Min arme Søster, Farvel, Farvel! Som en Moder har Du mig vogtet og fredet, ​Har ledet min Fod, har til Himlen bedet Den frommeste Bøn for mit Held! See, Gudmund! Lad os i dette Bæger Drikke hende til; lad os ønske, at snart Hendes Sind maa igjen vorde freidigt og klart, Og at Gud hendes Kvide læger. (tager Bægeret) GUDMUND Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende. (studsende) Nei, stands! Dette Bæger skulde jeg kjende! (tager det fra hende) ​ 85SIGNE Det er Margits Bæger. GUDMUND Ved Himlen! Ja, Nu mindes jeg! Dengang jeg drog herfra, Monne Vinen i Bægeret gløde; Hun drak mig til paa et frydeligt Møde, Men det blev hende selv til Sorg og Nød. Nei, Signe! drik ikke Mosten sød Af dette Bæger. (slaaer Vinen ud af Vinduet) Vi maa afsted! Larm i Baggrunden. SIGNE Tys, tys, jeg hører Stemmer og Fjed! ​GUDMUND lyttende Knut Gjæslings Røst! SIGNE O, frels os Gud! GUDMUND Vær rolig! Vel skal jeg værge min Brud! Syvende Scene De Forrige. – Margit (kommer fra Venstre). MARGIT afsides Hvad gjælder det? Er min Huusbond –? ​ 86GUDMUND og SIGNE Margit! MARGIT Gudmund og Signe! Er I her! SIGNE Margit, kjære Søster! MARGIT forfærdet, idet hun bemærker Bægeret, som Gudmund har beholdt i Haanden Bægeret! Hvem har tømt det? GUDMUND forvirret Tømt –? Jeg og Signe, vi vilde – ​MARGIT fortvivlet Naade, Naade! Hjælp! De døer! SIGNE Margit! O Gud! Hvad fattes Dig? MARGIT Hjælp, Hjælp! Vil da Ingen hjælpe? Ottende Scene De Forrige. – Første Huuskarl og senere Anden Huuskarl. (Begge fra Baggrunden.) FØRSTE HUUSKARL Fru Margit! Eders Huusbond – ​ 87MARGIT Han, har ogsaa han drukket – GUDMUND afsides Ha, nu begriber jeg –! FØRSTE HUUSKARL Knut Gjæsling har fældet ham! SIGNE Fældet! ​GUDMUND drager Sværdet Endnu ikke, vil jeg haabe. ( sagte til Margit) Vær rolig! Ingen har drukket af Bægeret der! MARGIT Da priset være Gud, som frelste os Alle! – Margit synker ned i en Stol til Venstre. ANDEN HUUSKARL kommer og standser Gudmund, som vil ile ud I kommer for sildig! Herr Bengt er død! GUDMUND Altsaa dog fældet! ANDEN HUUSKARL Gjæsterne og Eders Folk har faaet Bugt med Voldsmændene; Knut Gjæsling og hans Mænd ere bundne; der komme de. ​ 88Niende Scene De Forrige. – Gjæster og Huuskarle, som føre Knut Gjæsling, Erik fra Hægge og flere af Knuts Mænd bundne mellem sig. KNUT bleg og stille Manddraber! Gudmund! Hvad siger Du til det? GUDMUND Knut! Knut! Hvad har Du gjort? ​KNUT Det var en Vaadesgjerning, det sværger jeg. – Han mødte mig i Svalegangen, der var mørkt derinde og saa hug jeg uforvarende til med Øxen. ERIK Det er Sandhed! KNUT Fru Margit! Kræv, hvad Bod I vil, jeg er rede til at betale den. MARGIT Jeg kræver Intet; – Gud maa dømme os Alle. – Dog jo, eet kræver jeg, lad fare Eders onde Anslag mod min Søster. KNUT Aldrig skal jeg mere prøve paa at løse mit usalige Løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig; bare ikke min gamle Moder – det gaaer mig meest til Hjertet. Gudmund! Skulde Du komme til Ære og Værdighed igjen, saa tal godt for mig hos Kongen. ​ 89GUDMUND Jeg? Endnu før Daggry maa jeg ud af Landet – Studsen blandt Gjæsterne. Erik forklarer dem hviskende Sammenhængen. MARGIT efter vexelviis at have betragtet Gudmund og Signe Og Signe vil følge Dig? ​Signe nærmer sig bedende. MARGIT Gud være med Jer Begge! SIGNE Kjære Søster! GUDMUND Tak, Margit! Dog, lad os gjøre det kort. (lyttende) Tys! Jeg hører Hovslag i Gaarden. SIGNE ængstelig Der kommer Fremmede! Tiende Scene De Forrige. – En Karl (fra Baggrunden). KARLEN Kongens Mænd staa udenfor; de søge Gudmund Alfsøn! ​ 90SIGNE O, Gud i Himlen! MARGIT Kongens Mænd! GUDMUND Saa er Alt forbi! – O, Signe! At miste Dig nu, det var det Tungeste, jeg kunde friste. ​KNUT Nei, Gudmund! Dyrt skal Du sælge Livet; vi ere Alle rede til at slaa for Dig. ERIK seer ud Det nytter ikke; de ere os for mandstærke. SIGNE De komme herind! O, Gud! O, Gud! Ellevte Scene De Forrige. – Kongens Sendebud med Følge (fra Baggrunden). SENDEBUDET I Kongens Ærind søger jeg Eder, Gudmund Alfsøn! GUDMUND Godt! Men jeg er skyldfri, det sværger jeg høit og dyrt! SENDEBUDET Det vide vi Alle! ​ 91ALLE uden de nys Ankomne Hvorledes? SENDEBUDET Jeg har Befaling at byde Eder til Gjæst i Kongens Gaard; han skjænker Eder sit Venskab og rige Forleninger dertil. ​GUDMUND Signe! SIGNE Gudmund! GUDMUND Men saa sig mig –? SENDEBUDET Eders Avindsmand, Kantsleren Audun Hugleiksøn er falden. ALLE Falden! SENDEBUDET For tre Dage siden mistede han Hovedet i Bergen. (med dæmpet Stemme) Han havde krænket Norges Dronning. I dette Øieblik staaer Solen op og kaster sit Skjær ind i Stuen. Margit, der har siddet hensunken i sig selv, reiser sig og træder frem mellem Gudmund og Signe. MARGIT Saa følger Straffen i Brødens Fjed! Skjærmende Engle, fromme og milde, ​ 92Har naadigt skuet inat til mig ned, Og reddet mig, før det var forsilde. Nu veed jeg, at Livet vil mere sige End Jordens Gammen, end Verdens Rige; Jeg har følt den Anger, den Rædsel vild, Som kommer, naar Sjælen er sat paa Spil. – Til den hellige Sunnives Kloster jeg gaaer. ​(Gudmund og Signe ville tale) Stille! At rokke mig Intet formaar. (lægger deres Hænder sammen) Gudmund! før hende hjem som Brud; Eders Pagt er from, den skjærmes af Gud! GUDMUND Signe, min Viv! – See Dagen rinder, Det er vor unge Kjærligheds Dag! SIGNE Mine bedste Drømme, mine fagreste Minder Skylder jeg Dig og din Harpes Slag. Min ædle Sanger! I Sorrig og Lyst Slaa kun din Harpe, som bedst Du lærte; Tro mig, der er Strenge dybt i mit Bryst, Som skal svare Dig i Fryd og i Smerte! CHOR Over Jorden vogter Lysets Øie, Værner kjærligt om den Frommes Fjed, Sender Trøstens milde Straaler ned; – Lovet være Herren i det Høie!