SAMFUNDETS STØTTER SKUESPIL I FIRE AKTER AF HENRIK IBSEN KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO 1877 ​ ​​ 10​Personerne KONSUL BERNICK FRU BERNICK, hans hustru OLAF, deres søn, 13 år gammel FRØKEN BERNICK, konsulens søster JOHAN TØNNESEN, fru Bernicks yngre broder FRØKEN HESSEL, hendes ældre halvsøster HILMAR TØNNESEN, fru Bernicks fætter ADJUNKT RØRLUND GROSSERER RUMMEL KØBMAND VIGELAND KØBMAND SANDSTAD DINA DORF, en ung pige i konsulens hus FULDMÆGTIG KRAP SKIBSBYGGER AUNE GROSSERER RUMMELS FRUE POSTMESTER HOLTS FRUE DOKTOR LYNGES FRUE FRØKEN RUMMEL FRØKEN HOLT BYENS BORGERE og ANDRE INDVÅNERE, FREMMEDE SØFOLK, DAMPSKIBSPASSAGERER osv. Handlingen foregår i konsul Bernicks hus i en mindre, norsk kystby. ​​ ​​ 11​FØRSTE AKT En rummelig havesal i konsul Bernicks hus. I forgrunden tilvenstre fører en dør ind til konsulens værelse; længere tilbage, på samme væg, er en lignende dør. Midt på den modsatte væg er en større indgangsdør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejlglas med en åben dør ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af haven, der indhegnes af et gitter med en liden indgangsport. Udenfor og langsmed gitteret løber en gade, der på den modsatte side er bebygget med små lysmalte træhuse. Det er sommer og varmt solskin. Enkelte mennesker går nu og da forbi henne i gaden; man standser og samtaler; der handles i en på hjørnet liggende krambod o. s. v. Inde i havesalen sidder omkring et bord en forsamling af damer. Midt for bordet sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side sidder fru Holt med datter; dernæst fru Rummel og frøken Rummel. Til højre for fru Bernick sidder fru Lynge, frøken Bernick og Dina Dorf. Alle damerne er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger store bunker af halvfærdigt og tilklippet linned samt andre beklædningsgenstande. Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guldsnit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige for tilskuerne. Ude i haven løber Olaf Bernick omkring og skyder tilmåls med en bue. En liden stund efter kommer skibsbygger Aune stilfærdigt ind gennem døren tilhøjre. Der indtræder nogen forstyrrelse i læsningen; fru Bernick nikker til ham og peger mod døren tilvenstre. Aune går sagte hen og banker et par gange sagte og med mellemrum på konsulens ​ 12dør. Fuldmægtig Krap, med hat i hånden og papirer under armen, kommer ud fra værelset. ​FULDMÆGTIG KRAP Nå, er det Dem, som banker? SKIPSBYGGER AUNE Konsulen har havt bud efter mig. FULDMÆGTIG KRAP Har så; men kan ikke modtage Dem; har overdraget til mig at – SKIPSBYGGER AUNE Til Dem? Jeg vilde nok helst – FULDMÆGTIG KRAP – overdraget til mig at sige Dem det. De må holde op med disse lørdags-foredrag for arbejderne. ​SKIPSBYGGER AUNE Så? Jeg tænkte dog, jeg måtte bruge min fritid – FULDMÆGTIG KRAP De må ikke bruge Deres fritid til at gøre folkene ubrugelige i arbejdstiden. Sidst lørdag har De talt om den skade, arbejderne skal have af vore nye maskiner og af den nye arbejdsmåde på værftet. Hvorfor gør De det? SKIPSBYGGER AUNE Det gør jeg for at støtte samfundet. ​ 13FULDMÆGTIG KRAP Det var mærkeligt! Konsulen siger at det er samfundsopløsende. ​SKIPSBYGGER AUNE Mit samfund er ikke konsulens samfund, herr fuldmægtig! Som formand i arbejder-samfundet må jeg – FULDMÆGTIG KRAP De er først og fremst formand på konsul Bernicks værft. De har først og fremst at gøre Deres skyldighed imod det samfund, som kaldes konsul Bernicks firma; for det er det, vi allesammen lever af. – Ja, nu ved De, hvad konsulen havde at sige Dem. SKIPSBYGGER AUNE Konsulen vilde ikke have sagt det på den måde, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok, hvem jeg har at takke for dette her. Det er den fordømte amerikanske havarist. De folk vil at arbejdet skal gå, som de er vant til det derover, og det – FULDMÆGTIG KRAP Ja, ja, ja; jeg kan ikke indlade mig på vidtløftigheder. Nu kender De konsulens mening; altså basta! Vil De så gå ned på værftet igen; det kan visst behøves; jeg kommer selv derned om lidt. – Om forladelse, mine damer! Han hilser og går ud gennem haven og nedad gaden. Skibsbygger Aune går stille ud tilhøjre. Adjunkten, der under den foregående dæmpede samtale har fortsat læsningen, er straks efter færdig med bogen og klapper den sammen. ​​ 14ADJUNKT RØRLUND Se så, mine kære tilhørerinder, dermed er det ude. FRU RUMMEL Ak, hvilken lærerig fortælling! ​FRU HOLT Og så moralsk! FRU BERNICK En sådan bog gir virkelig meget at tænke på. ADJUNKT RØRLUND Å ja; den danner et velgørende modstykke til hvad vi desværre daglig kan se, både af aviser og af tidsskrifter. Denne forgyldte og sminkede yderside, som de store samfund bærer tilskue, – hvad dølger den egentlig? Hulhed og rådenskab, om jeg så må sige. Ingen moralsk grundvold under fødderne. Med et ord, – de er kalkede grave, disse store samfund nutildags. FRU HOLT Ja, det er visst og sandt. FRU RUMMEL Vi behøver jo bare at se hen til det amerikanske skibsmandskab, som ligger her i denne tid. ADJUNKT RØRLUND Nå, slige udskud af menneskeheden vil jeg sletikke tale om. Men selv i de højere kredse, – hvorledes står det til der? Tvivl og gærende ​uro på alle kanter; ufred i sindene og usikkerhed i alle forholde. Hvorledes er ikke familjelivet undergravet ​ 15derude? Hvorledes ytrer sig ikke frække omstyrtningslyster lige over for de alvorligste sandheder? DINA uden at se op Men sker der ikke også mange store gerninger? ADJUNKT RØRLUND Store gerninger –? Jeg forstår ikke – FRU HOLT forbauset Men, Gud, Dina –! FRU RUMMEL på samme tid Men, Dina, hvor kan du dog –? ADJUNKT RØRLUND Jeg tror ikke det vilde være sundt, om den slags gerninger fik indpas hos os. Nej, da bør nok vi herhjemme takke Gud, at vi har det, som vi har det. Vel vokser her ugræs mellem hveden her også, desværre; men det stræber vi da redeligt at luge op så godt vi formår. Det gælder at holde samfundet rent, ​mine damer, – at holde ude alt dette uprøvede, som en utålmodig tid vil påtvinge os. FRU HOLT Og sligt findes der desværre mere end nok af. ​FRU RUMMEL Ja, ifjor var det jo på et hængende hår at vi skulde fåt jernbane til byen. ​ 16FRU BERNICK Nå, det fik da Karsten forhindret. ADJUNKT RØRLUND Forsynet, fru Bernick. De kan være forvisset om at Deres mand var et redskab i en højeres hånd, da han nægted at tage sig af det påfund. FRU BERNICK Og alligevel fik han høre så meget ondt i aviserne. Men vi glemmer rent at takke Dem, herr adjunkt. Det er virkelig mere end venligt af Dem, at De ofrer så megen tid på os. ADJUNKT RØRLUND Å hvad; nu i skoleferierne – FRU BERNICK Ja, ja, det er dog et offer alligevel, herr adjunkt. ADJUNKT RØRLUND flytter sin stol nærmere Tal aldrig om det, bedste frue. Bringer De ikke allesammen et offer for en god sags skyld? Og bringer De det ikke gerne og gladeligen? Disse moralsk fordærvede, hvis forbedring vi arbejder for, er at betragte som sårede soldater på en slagmark; De, mine damer, er diakonisserne, ​de barmhjertige søstre, der plukker charpi til disse ulykkelige tilskadekomne, lægger forbindingen lindt om sårene, læger og heler dem – FRU BERNICK Det må være en stor nådens gave at kunne se alt i et så smukt lys. ​ 17ADJUNKT RØRLUND Meget er medfødt i så henseende; men meget kan også erhverves. Det gælder kun at se tingene i lys af en alvorlig livsopgave. Ja, hvad siger nu De, frøken Bernick? Finder ikke De at De har fåt ligesom et tryggere grundlag at stå på, siden De ofred Dem for skolegerningen? ​FRØKEN BERNICK Ak, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Tidt, når jeg går dernede i skolestuen, ønsker jeg at jeg var langt ude på det vilde hav. ADJUNKT RØRLUND Ja se, det er anfægtelserne, kære frøken. Men mod slige urolige gæster gælder det at stænge døren. Det vilde hav, – det mener De naturligvis ikke bogstaveligt; De mener det store bølgende menneskesamfund, hvor så mange går tilgrunde. Og sætter De virkelig så megen pris på det liv, De hører summe og bruse hist udenfor? Se bare ned på gaden. Der går menneskene i solheden og sveder og tumler med sine små anliggender. Nej, da har vi det sandeligen bedre, ​vi, som sidder svalt herinde og vender ryggen til den kant, hvorfra forstyrrelsen kommer. FRØKEN BERNICK Ja, Gud, De har visst så fuldkommen ret – ADJUNKT RØRLUND Og i et hus, som dette, – i et godt og rent hjem, hvor familjelivet kommer tilsyne i sin smukkeste skikkelse, – hvor fred og endrægtighed hersker – – (til fru Bernick) Hvad lytter De efter, frue? FRU BERNICK vendt mod den forreste dør tilvenstre Hvor højrøstede de blir derinde. ​ 18ADJUNKT RØRLUND Er der noget særdeles påfærde? FRU BERNICK Jeg ved ikke. Jeg hører, der er nogen inde hos min mand. Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer ind ad døren tilhøjre, men standser ved synet af de mange damer. HILMAR TØNNESEN Å, om forladelse – (vil trække sig tilbage) FRU BERNICK Nej, Hilmar, kom kun nærmere; du forstyrrer ikke. Var det noget du vilde? HILMAR TØNNESEN Nej, jeg vilde kun se indom. – Godmorgen, mine damer. (til fru Bernick) Nå, hvad blir det så til? ​​FRU BERNICK Med hvad? HILMAR TØNNESEN Bernick har jo trommet et møde sammen. FRU BERNICK Så? Men hvad er det da egentlig? ​ 19HILMAR TØNNESEN Å, det er jo dette jernbanevrøvl igen. FRU RUMMEL Nej, kan det være muligt? FRU BERNICK Stakkels Karsten, skal han have endnu flere ubehageligheder – ADJUNKT RØRLUND Men hvorledes rimer vi dette sammen, herr Tønnesen? Konsul Bernick gav jo dog ifjor så tydeligt tilkende at han ikke vilde have nogen jernbane. HILMAR TØNNESEN Ja, det synes jeg også; men jeg mødte fuldmægtig Krap, og han fortalte at jernbanesagen var tagen op igen og at Bernick holdt møde med tre af byens pengemænd. FRU RUMMEL Ja, var det ikke det jeg syntes, at jeg hørte Rummels stemme. ​HILMAR TØNNESEN Jo, herr Rummel er naturligvis med, og så er det købmand Sandstad i bakken og Mikkel Vigeland, – «Hellig-Mikkel», som de kalder ham. ADJUNKT RØRLUND Hm – HILMAR TØNNESEN Om forladelse, herr adjunkt. ​ 20FRU BERNICK Og nu var her så godt og fredeligt. HILMAR TØNNESEN Ja, jeg, for min part, skulde ikke have noget imod om de begyndte at kævle igen. Det blev ialfald en adspredelse. ADJUNKT RØRLUND Å, den slags adspredelser synes jeg man må kunne undvære. HILMAR TØNNESEN Det er nu som man er anlagt. Visse naturer trænger nu og da til oprivende kampe. Men sligt har småstadslivet desværre ikke meget at byde af, og det er ikke enhver givet at – (blader i adjunktens bog)​ «Kvinden som samfundets tjenerinde». Hvad er det for noget sludder? FRU BERNICK Gud, Hilmar, det må du ikke sige. Du har visst ikke læst den bog. ​HILMAR TØNNESEN Nej; og jeg agter heller ikke at læse den. FRU BERNICK Du er nok ikke rigtig vel tilpas idag. HILMAR TØNNESEN Nej, jeg er ikke. FRU BERNICK Har du kanske ikke sovet godt inat? ​ 21HILMAR TØNNESEN Nej, jeg har sovet meget slet. Jeg gik en tur igåraftes for min sygdoms skyld. Så drev jeg op i klubben og læste en rejseberetning fra nordpolen. Det er noget stålsættende i dette at følge menneskene i deres kamp med elementerne. FRU RUMMEL Men det bekom Dem da visst ikke godt, herr Tønnesen. HILMAR TØNNESEN Nej, det bekom mig meget slet; jeg lå hele natten og vælted mig i halvsøvne og drømte at jeg blev forfulgt af en væmmelig hvalros. OLAF som er kommen op på havetrappen Har du været forfulgt af en hvalros, onkel? HILMAR TØNNESEN Jeg drømte det, din klodrian! Men går du endnu her og leger med den latterlige bue? Hvorfor får du dog ikke fat på et rigtigt gevær? ​OLAF Jo, det vilde jeg gerne, men – HILMAR TØNNESEN For et sådant gevær, det er der da nogen mening i; der er altid noget nervespændende i det, når man skal fyre det af. OLAF Og så kunde jeg skyde bjørne, onkel. Men jeg får ikke lov for far. ​ 22FRU BERNICK Du må virkelig ikke sætte ham sådant i hodet, Hilmar. HILMAR TØNNESEN Hm, – jo, det er en slægt, der opdrages nutildags! Der tales om idræt og idræt, – Gud ​bevares, – men altsammen så er det leg; aldrig en alvorlig drift til dette hærdende, som ligger i at træde faren mandigt under øjnene. Stå ikke og peg imod mig med buen, din klods; den kan gå løs. OLAF Nej, onkel, der er ingen pil i. HILMAR TØNNESEN Det kan du ikke vide; der kan være en pil i alligevel. Tag den væk, siger jeg! – Hvorfor pokker er du aldrig rejst over til Amerika med et af din faders skibe? Der kunde du få se en bøffeljagt eller en kamp med rødhuderne. ​FRU BERNICK Nej, men Hilmar – OLAF Ja, det vilde jeg gerne, onkel; og så kanske jeg kunde træffe onkel Johan og tante Lona. HILMAR TØNNESEN Hm –; sliddersladder. FRU BERNICK Nu kan du gå ned i haven igen, Olaf. ​ 23OLAF Mor, må jeg også gå ud på gaden? FRU BERNICK Ja; men endelig ikke for langt. Olaf løber ud gennem gitterporten. ADJUNKT RØRLUND De burde ikke sætte barnet slige nykker i hodet, herr Tønnesen. HILMAR TØNNESEN Nej, naturligvis, han bør gå her og blive en hjemmesidder, som så mange andre. ADJUNKT RØRLUND Men hvorfor rejser De ikke selv over? HILMAR TØNNESEN Jeg? Med min sygdom? Nå, det forstår sig, den tar man jo ikke stort hensyn til her i byen. ​Men desuagtet, – man har dog visse forpligtelser mod det samfund, man står i. Her må dog ialfald være nogen, som holder ideens fane højt. Uf, nu skriger han igen! FRUERNE Hvem skriger? HILMAR TØNNESEN Å nej, jeg ved ikke. De er lidt højrøstede derinde, og det gør mig så nervøs. ​ 24FRU RUMMEL Det er nok min mand, herr Tønnesen. ​Men jeg skal sige Dem, han er så vant til at tale i store forsamlinger – ADJUNKT RØRLUND De andre er heller ikke lavmælte, synes mig. HILMAR TØNNESEN Nej, Gud bevars, når det gælder at værge for pengepungen, så –; alting går jo op i smålige materielle beregninger her. Uf! FRU BERNICK Det er ialfald bedre end før, da alting gik op i forlystelser. FRU LYNGE Var her virkelig så slemt før? FRU RUMMEL Ja, det kan De tro, fru Lynge. De kan prise Dem lykkelig at De ikke bode her dengang. ​FRU HOLT Jo, her er rigtignok foregåt forandringer! Når jeg tænker tilbage på mine pigedage – FRU RUMMEL Å, tænk blot en fjorten–femten år tilbage. Gud fri os vel, hvilket liv her var! Dengang bestod både balforeningen og musikforeningen – FRØKEN BERNICK Og den dramatiske forening. Den kan jeg godt huske. ​ 25FRU RUMMEL Ja, det var der Deres stykke blev opført, herr Tønnesen. HILMAR TØNNESEN op mod baggrunden Å, hvad, hvad –! ADJUNKT RØRLUND Student Tønnesens stykke? FRU RUMMEL Ja, det var længe før De kom hid, herr adjunkt. Det gik forresten bare en gang. FRU LYNGE Var det ikke i det stykke De fortalte mig at De havde spillet elskerinde, fru Rummel? FRU RUMMEL skotter efter adjunkten Jeg? Det kan jeg virkelig ikke huske, fru Lynge. Men jeg husker godt al den støjende selskabelighed i familjerne. ​FRU HOLT Ja, jeg ved såmæn de huse, hvor der blev givet to store middage i ugen. FRU LYNGE Og så var her jo et omrejsende skuespillerselskab, har jeg hørt. ​FRU RUMMEL Ja, det var nu det allerværste –! FRU HOLT urolig Hm, hm – ​ 26FRU RUMMEL Nå, skuespillere? Nej, det husker jeg sletikke. FRU LYNGE Jo, de mennesker skal have gjort så mange gale streger, siges der. Hvorledes hænger det egentlig sammen med de historier? FRU RUMMEL Å, det er igrunden ingenting, fru Lynge. FRU HOLT Søde Dina, ræk mig det linned der. FRU BERNICK på samme tid Kære Dina, gå ud og bed Katrine bringe os kaffeen. ​FRØKEN BERNICK Jeg skal gå med dig, Dina. Dina og frøken Bernick går ud gennem den øverste dør tilvenstre. FRU BERNICK rejser sig Og så får De undskylde mig et øjeblik, mine damer; jeg tænker vi drikker kaffeen derude. Hun går ud på havetrappen og dækker et bord; adjunkten står i døren og taler med hende. Hilmar Tønnesen sidder derude og ryger. FRU RUMMEL sagte Gud, fru Lynge, hvor De gjorde mig forskrækket! ​ 27FRU LYNGE Jeg? FRU HOLT Ja, men det var rigtig Dem selv, som begyndte, fru Rummel. FRU RUMMEL Jeg? Nej, hvor kan De dog sige det, fru Holt? Der kom da ikke et levende ord over min mund. FRU LYNGE Men hvad er det da? FRU RUMMEL Hvor kunde De begynde at tale om –! Tænk, – så De da ikke at Dina var inde? ​FRU LYNGE Dina? Men bevares vel, er der noget påfærde med –? FRU HOLT Og så her i huset! Ved De da ikke at det var fru Bernicks broder –? FRU LYNGE Hvad han? Jeg ved jo slet ingen ting; jeg er jo ganske ny – ​FRU RUMMEL Har De da ikke hørt at –? Hm – (til datteren) du kan gå ned i haven lidt, du Hilda. ​ 28FRU HOLT Gå du også, Netta. Og vær rigtig venlig mod den stakkels Dina når hun kommer. Frøken Rummel og frøken Holt går ud i haven. FRU LYNGE Nå, hvad var det så med fru Bernicks broder? FRU RUMMEL Ved De ikke, det var ham, som havde den fæle historie? FRU LYNGE Har student Tønnesen havt en fæl historie? FRU RUMMEL Nej, Herregud, studenten er jo hendes fætter, fru Lynge. Jeg taler om broderen – ​FRU HOLT – den forlorne Tønnesen – FRU RUMMEL Johan hed han. Han rømte over til Amerika. FRU HOLT Måtte rømme, kan De tænke Dem. FRU LYNGE Og han havde altså den fæle historie? FRU RUMMEL Ja, det var noget sådant –; hvad skal jeg kalde det? Det var ​ 29noget sådant med Dinas moder. Å, jeg husker det, som om det var idag. Johan Tønnesen var dengang på kontoret hos gamle fru Bernick; Karsten Bernick var nylig kommen hjem fra Paris, – var endnu ikke bleven forlovet – FRU LYNGE Nå, men den fæle historie? FRU RUMMEL Jo, ser De, – den vinter var Møllers skuespillerselskab her i byen – FRU HOLT – og ved det selskab var skuespiller Dorf og kone. Alle de unge mennesker var rent forgabet i hende. ​FRU RUMMEL Ja, Gud ved, hvor de kunde finde at hun var smuk. Men så kommer skuespiller Dorf hjem sent en aften – FRU HOLT – ganske uventet – ​FRU RUMMEL – og så finder han –; nej, det lar sig virkelig ikke fortælle. FRU HOLT Nej, fru Rummel, han fandt ingenting, for døren var stængt på indsiden. FRU RUMMEL Ja, det er jo det jeg siger; han fandt døren stængt. Og vil De tænke Dem, han, som er indenfor, må springe ud af vinduet. ​ 30FRU HOLT Helt oppe fra et kvistvindu! FRU LYNGE Og det var fru Bernicks broder? FRU RUMMEL Ja visst var det så. FRU LYNGE Og så var det han rømte til Amerika? FRU HOLT Ja, så måtte han jo rømme, kan De begribe. ​FRU RUMMEL For bagefter blev der opdaget noget, som næsten var ligeså slemt; tænk Dem, han havde forgrebet sig på kassen – FRU HOLT Men det ved man jo ikke rigtig, fru Rummel; kanske det bare var rygter. FRU RUMMEL Nej, nu må jeg sige –! Var ikke det bekendt over hele byen? Var ikke gamle fru Bernick nær ved at gå fallit for den sags skyld? Det har jeg da fra Rummel selv. Men Gud bevare min mund. FRU HOLT Nå, til madam Dorf gik ialfald pengene ikke, for hun – ​ 31FRU LYNGE Ja, hvorledes blev det mellem Dinas forældre bagefter? FRU RUMMEL Jo, Dorf rejste sin vej både fra kone og barn. Men madammen var såmæn fræk nok til at blive her et helt år. Vise sig på theatret turde hun jo ikke mere; men så ernærte hun sig med at vaske og sy for folk – FRU HOLT Og så prøved hun på at få en danseskole igang. ​FRU RUMMEL Det gik naturligvis ikke. Hvilke forældre vilde vel betro sine børn til en sådan en? Men det ​vared heller ikke længe med hende; den fine madam var nok ikke vant til at arbejde; det slog sig for brystet og så døde hun. FRU LYNGE Uh, dette var rigtignok fæle historier! FRU RUMMEL Ja, De kan tro, det har været hårdt at døje for Bernicks. Det er den dunkle plet i deres lykkes sol, som Rummel engang udtrykte sig. Tal derfor aldrig om de ting her i huset, fru Lynge. FRU HOLT Og, for Guds skyld, heller ikke om halvsøsteren! ​ 32FRU LYNGE Ja, fru Bernick har jo en halvsøster også? FRU RUMMEL Har havt – lykkeligvis; for nu er nok slægtskabet ude mellem de to. Jo, det var en for sig selv! Vil De tænke Dem, hun klipped håret af sig, og så gik hun med mandfolkstøvler i regnvejr. FRU HOLT Og da halvbroderen – det forlorne subjekt – var rømt, og hele byen naturligvis var oprørt ​over ham, – ved De, hvad hun så gør? Hun rejser over til ham! FRU RUMMEL Ja, men den skandale hun gjorde før hun rejste, fru Holt! FRU HOLT Hys, tal ikke om det. FRU LYNGE Gud, gjorde hun også skandale? FRU RUMMEL Jo, nu skal De høre, fru Lynge. Bernick havde netop da forlovet sig med Betty Tønnesen; og just som han kommer med hende under armen ind til hendes tante for at melde det – FRU HOLT Tønnesens var nemlig forældreløse, skal De vide – FRU RUMMEL – så rejser Lona Hessel sig op fra den stol, hun sidder på, og ​ 33gir den fine dannede Karsten Bernick en ørefigen, så det sang i ham. FRU LYNGE Nej, nu har jeg da aldrig –! FRU HOLT Ja, det er aldeles visst. ​​FRU RUMMEL Og så pakked hun sin koffert og rejste til Amerika. FRU LYNGE Men så må hun vel selv have havt et godt øje til ham. FRU RUMMEL Ja, det kan De tro hun havde. Hun gik her og bildte sig ind at der skulde blive et par af dem, når han kom hjem fra Paris. FRU HOLT Ja, tænk, at hun kunde tro noget sligt! Bernick, – den unge belevne verdensmand, – komplet kavallér, – alle damernes yndling – FRU RUMMEL – og så anstændig alligevel, fru Holt; og så moralsk. FRU LYNGE Men hvad har denne frøken Hessel taget sig til i Amerika? FRU RUMMEL Ja, ser De, derover hviler der, som Rummel engang udtrykte sig, et slør, der neppe bør løftes. ​ 34FRU LYNGE Hvad vil det sige? ​FRU RUMMEL Hun står jo ikke længere i forbindelse med familjen, kan De skønne; men så meget ved da hele byen, at hun har sunget for penge i værtshusene derover – FRU HOLT – og at hun har holdt foredrag på salene – FRU RUMMEL – og at hun har givet ud en ravgal bog. FRU LYNGE Nej tænk –! FRU RUMMEL Å jo, Lona Hessel er nok også en af solpletterne i den Bernickske familjelykke. Men nu ved De altså besked, fru Lynge. Jeg har, ved Gud, bare talt om dette for at De skal tage Dem iagt. FRU LYNGE Jo, det kan De være rolig for jeg skal. – Men den stakkels Dina Dorf! Det gør mig rigtig ondt for hende. FRU RUMMEL Nå, for hende var det jo en ren lykke. Tænk, om hun var bleven i forældrenes hænder! Vi tog os naturligvis af hende, allesammen, og formaned ​hende, så godt vi kunde. Siden fik ​ 35frøken Bernick sat igennem at hun kom her i huset. ​FRU HOLT Men et vanskeligt barn har hun altid været. De kan tænke Dem, – alle de slette exempler. En sådan en er jo ikke som en af vore egne; hun må tages med det gode, fru Lynge. FRU RUMMEL Hys, – der kommer hun. (højt) Ja, den Dina, det er rigtig en flink pige. Nå, er du der, Dina? Vi sidder her og lægger tøjet fra os. FRU HOLT Ak, hvor din kaffe dufter dejligt, søde Dina. En sådan kop formiddagskaffe – FRU BERNICK ude på havetrappen Vær så god, mine damer! Frøken Bernick og Dina har imidlertid hjulpet tjenestepigen at bringe kaffetøjet. Alle damerne tager plads derude; de taler overvættes venligt til Dina. Lidt efter går hun ind i salen og søger sit håndarbejde. FRU BERNICK ude ved kaffebordet Dina, vil ikke du også –? DINA Nej tak; jeg vil ikke. Hun sætter sig ved sit sytøj. Fru Bernick og adjunkten veksler nogle ord; et øjeblik efter går han ind i salen. ​ 36ADJUNKT RØRLUND gør sig et ærende hen til bordet og siger dæmpet Dina. ​DINA Ja. ADJUNKT RØRLUND Hvorfor vil De ikke være derude? DINA Da jeg kom ind med kaffeen, kunde jeg se på den fremmede dame at de havde talt om mig. ADJUNKT RØRLUND Og så De da ikke også, hvor venlig hun var imod Dem derude. DINA Men det tåler jeg ikke! ADJUNKT RØRLUND De har et stridigt sind, Dina. DINA Ja. ADJUNKT RØRLUND Men hvorfor har De det? DINA Jeg er ikke anderledes. ​ 37ADJUNKT RØRLUND Kunde De ikke prøve på at blive anderledes? ​DINA Nej. ADJUNKT RØRLUND Hvorfor ikke? ​DINA ser på ham Jeg hører jo til de moralsk fordærvede. ADJUNKT RØRLUND Fy, Dina! DINA Moder hørte også til de moralsk fordærvede. ADJUNKT RØRLUND Hvem har talt til Dem om slige ting? DINA Ingen; de taler aldrig. Hvorfor gør de ikke det! Allesammen så tar de så læmpeligt på mig, som om jeg vilde gå istykker, hvis –. Å, hvor jeg hader al denne godhjertethed. ADJUNKT RØRLUND Kære Dina, jeg forstår så godt at De føler Dem trykket her, men – ​ 38DINA Ja, kunde jeg blot komme langt bort. Jeg skulde nok hjælpe mig selv frem, når jeg bare ikke leved mellem mennesker, der var så – så – ADJUNKT RØRLUND Hvorledes så? DINA Så anstændige og så moralske. ADJUNKT RØRLUND Men, Dina, det mener De ikke. ​DINA Å, De skønner godt, hvorledes jeg mener det. Hver dag kommer Hilda og Netta her for at jeg skal tage dem til mønster. Jeg kan aldrig blive så skikkelig som de. Jeg vil ikke blive det. Å, var jeg langt borte, så skulde jeg nok blive brav. ADJUNKT RØRLUND De er jo brav, kære Dina. DINA Hvad hjælper det mig her? ADJUNKT RØRLUND Altså rejse –. Tænker De alvorligt på det? DINA Jeg vilde ikke blive her en dag længer, dersom ikke De var. ​ 39ADJUNKT RØRLUND Sig mig, Dina, – hvorfor er De egentlig så gerne sammen med mig? DINA Fordi De lærer mig så meget smukt. ​ADJUNKT RØRLUND Smukt? Kalder De det, jeg kan lære Dem, for noget smukt? DINA Ja. Eller egentlig – De lærer mig ikke noget; men når jeg hører Dem tale, så kommer jeg til at se så meget smukt. ​ADJUNKT RØRLUND Hvad forstår De da egentlig ved en smuk ting? DINA Det har jeg aldrig tænkt over. ADJUNKT RØRLUND Så tænk over det nu. Hvad forstår De ved en smuk ting? DINA En smuk ting er noget, som er stort – og langt borte. ADJUNKT RØRLUND Hm. – Kære Dina, jeg er så inderlig bekymret for Dem. DINA Kun det? ​ 40ADJUNKT RØRLUND De ved dog visst godt, hvor usigelig kær De er mig. DINA Dersom jeg var Hilda eller Netta, vilde De ikke være bange for at lade nogen mærke det. ADJUNKT RØRLUND Å, Dina, De kan så lidet dømme om de tusend hensyn –. Når en mand er sat til at være en moralsk støtte for det samfund, han lever i, så –; man kan ikke være forsigtig nok. Dersom jeg blot var viss på at man vilde forstå rigtig ​at udtyde mine bevæggrunde –. Men det får være det samme; De må og De skal hjælpes op. Dina, er det en aftale, at når jeg kommer – når forholdene tillader mig at komme – og jeg siger: her er min hånd, – da vil De tage den og være min hustru? – Lover De mig det, Dina? DINA Ja. ADJUNKT RØRLUND Tak, tak! Thi også for mig –. Å, Dina, jeg har Dem dog så kær –. Hys; der kommer nogen. Dina, for min skyld, – gå ud til de andre. ​Hun går ud til kaffebordet. I samme øjeblik kommer grosserer Rummel, købmand Sandstad og købmand Vigeland ud fra det forreste værelse tilvenstre, fulgt af konsul Bernick, der har en bunke papirer i hånden. KONSUL BERNICK Nå, så er sagen altså afgjort. ​ 41KØBMAND VIGELAND Ja, i Guds navn, lad den så være. GROSSERER RUMMEL Den er afgjort, Bernick! Et Normands-ord står fast som Dovrefjelds klipper, det ved du! KONSUL BERNICK Og ingen svigter; ingen falder fra, hvad modstand vi så end møder. ​GROSSERER RUMMEL Vi står og falder sammen, Bernick! HILMAR TØNNESEN der er kommen frem i havedøren Falder? Med tilladelse, er det ikke jernbanen, som falder? KONSUL BERNICK Nej tvertimod; den skal komme til at gå – GROSSERER RUMMEL – med damp, herr Tønnesen. HILMAR TØNNESEN nærmere Så? ADJUNKT RØRLUND Hvorledes? FRU BERNICK i havedøren Men, kære Karsten, hvad er det egentlig –? ​ 42KONSUL BERNICK Å, kære Betty, hvor kan nu det interessere dig? (til de tre herrer) Men nu må vi udfærdige listerne, jo før jo heller. Det er en selvfølge at vi fire tegner os først. Den stilling, vi indtager i samfundet, gør os det til pligt at strække os så langt som muligt. KØBMAND SANDSTAD Forstår sig, herr konsul. ​GROSSERER RUMMEL Det skal gå, Bernick; det er svoret. KONSUL BERNICK Å ja, jeg er slet ikke bange for udfaldet. Vi må se til at virke, hver i sin bekendtskabskreds; og kan vi først pege hen på en rigtig livlig deltagelse i alle samfundslag, så følger det af sig selv at kommunen også må bidrage sit. ​FRU BERNICK Men, Karsten, du må endelig komme ud og fortælle os – KONSUL BERNICK Å, kære Betty, det er noget, som damer ikke kan sætte sig ind i. HILMAR TØNNESEN Du vil altså virkelig tage dig af jernbane-sagen alligevel? KONSUL BERNICK Ja, naturligvis. ​ 43ADJUNKT RØRLUND Men ifjor, herr konsul –? KONSUL BERNICK Ifjor var det en ganske anden sag. Dengang var der tale om en kystlinje – KØBMAND VIGELAND – som vilde været ganske overflødig, herr adjunkt; for vi har jo dampskibe – ​KØBMAND SANDSTAD – og som vilde faldet så urimelig kostbar – GROSSERER RUMMEL – ja, og som ligefrem havde skadet væsentlige interesser her i byen. KONSUL BERNICK Hovedsagen var at den ikke vilde kommet det større samfund tilgode. Derfor satte jeg mig imod den, og så blev indlandslinjen vedtagen. HILMAR TØNNESEN Ja, men den kommer jo ikke til at berøre byerne heromkring. KONSUL BERNICK Den kommer til at berøre vor by, min kære Hilmar; for nu lægger vi en sidebane herned. HILMAR TØNNESEN Aha; et nyt påfund altså. ​ 44GROSSERER RUMMEL Ja, er ikke det et ypperligt påfund? Hvad? ADJUNKT RØRLUND Hm – KØBMAND VIGELAND Nægtes kan det ikke, at forsynet ligesom har lagt terrænet tilrette for en sidebane. ADJUNKT RØRLUND Siger De virkelig det, herr Vigeland? ​KONSUL BERNICK Ja, jeg må tilstå at jeg også betragter det som en styrelse at jeg ivåres rejste opover i forretninger, og så tilfældigvis kom ind i et dalføre, hvor jeg ​ikke tidligere havde været. Det slog mig som et lyn, at her måtte vi kunne lægge en sidebane ned til os. Jeg har ladet en ingeniør befare strøget; her har jeg de foreløbige beregninger og overslag; der er ingenting ivejen. FRU BERNICK fremdeles, tilligemed de øvrige damer, i havedøren Men, kære Karsten, at du har holdt alt dette skjult for os. KONSUL BERNICK Å, min gode Betty, I vilde jo dog ikke kunnet fatte den egentlige sammenhæng. Jeg har forresten ikke talt om det til noget levende menneske før idag. Men nu er det afgørende øjeblik kommet; nu skal her virkes åbenlyst og af al kraft. Ja, om jeg så skal sætte hele min tilværelse ind på den sag, så skal jeg drive den igennem. ​ 45GROSSERER RUMMEL Vi med, Bernick; det kan du stole på. ADJUNKT RØRLUND Lover De Dem da virkelig så meget af dette foretagende, mine herrer? ​KONSUL BERNICK Ja, det skulde jeg mene. Hvilken løftestang vil det ikke blive for vort hele samfund? Tænk blot på de store skovtrakter, som vil gøres tilgængelige; tænk på alle de righoldige malmlejer, som kan tages i drift; tænk på elven med det ene fossefald ovenfor det andet! Hvilken fabrikvirksomhed kan ikke der komme istand? ADJUNKT RØRLUND Og De frygter ikke for at et hyppigere samkvem med en fordærvet udenverden –? KONSUL BERNICK Nej, vær De ganske rolig, herr adjunkt. Vort lille stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nutildags på en sund moralsk jordbund; vi har jo allesammen hjulpet til at drænere den, om jeg så tør sige; og det vil vi gøre fremdeles, hver på sin vis. De, herr adjunkt, vedbliver Deres velsignelsesrige virksomhed i ​skolen og i hjemmet. Vi, det praktiske arbejdes mænd, støtter samfundet ved at sprede velvære i så vid en kreds, som muligt; – og vore kvinder, – ja, kom kun nærmere, mine damer; De må gerne høre på det –; vore kvinder, siger jeg, vore hustruer og døtre, – ja, virk De uforstyrret i veldædighedens tjeneste, mine damer, og vær forresten en hjælp og en hygge ​ 46for Deres nærmeste, således, som min kære Betty og Marta er det ​for mig og Olaf – (ser sig om) Ja, hvor er Olaf henne idag? FRU BERNICK Å, nu i ferierne er det ikke muligt at holde ham hjemme. KONSUL BERNICK Så er han visst nede ved vandet igen! Du skal se, han ender ikke før der sker en ulykke. HILMAR TØNNESEN Bah – en liden leg med naturkræfterne – FRU RUMMEL Hvor det er smukt af Dem at De har så meget familjesind, herr Bernick. KONSUL BERNICK Nå, familjen er jo dog samfundets kerne. Et godt hjem, hæderlige og trofaste venner, en liden tætsluttet kreds, hvor ingen forstyrrende elementer kaster sin skygge ind – Fuldmægtig Krap kommer med breve og aviser fra højre. FULDMÆGTIG KRAP Udenrigsposten, herr konsul; – og et telegram fra New-York. KONSUL BERNICK tager det Ah, fra rederiet for «Indian Girl». GROSSERER RUMMEL Så posten er kommen? Ja, så må jeg anbefale mig. ​​ 47KØBMAND VIGELAND Ja, jeg ligeså. KØBMAND SANDSTAD Farvel, herr konsul. KONSUL BERNICK Farvel, farvel, mine herrer. Og husk altså, vi har møde i eftermiddag klokken fem. ​DE TRE HERRER Ja; ja vel; forstår sig. De går ud til højre. KONSUL BERNICK der har læst telegrammet Nej, dette er virkelig ægte amerikansk! Rentud oprørende – FRU BERNICK Gud, Karsten, hvad er det? KONSUL BERNICK Se der, herr Krap; læs! FULDMÆGTIG KRAP læser «Gør mindst muligt af reparationen; send «Indian Girl» over så snart flydefærdig; god årstid; svømmer i nødsfald på lasten.» Nå, det må jeg sige – KONSUL BERNICK Svømmer på lasten! De herrer ved godt at med den last går skibet tilbunds som en sten, dersom der tilstøder noget. ​​ 48ADJUNKT RØRLUND Ja, der ser man hvorledes det står til i disse lovpriste store samfund. KONSUL BERNICK Det har De ret i; ingen agt for menneskeliv engang, så snart fordelen kommer med i spillet. (til Krap) Kan «Indian Girl» gå tilsøs om en fire–fem dage? FULDMÆGTIG KRAP Ja, hvis købmand Vigeland finder sig i at vi standser arbejdet på «Palmetræet» imens. KONSUL BERNICK Hm, det gør han ikke. Nå, vil De kanske se posten igennem. Hør, så De ikke Olaf nede på bryggen? FULDMÆGTIG KRAP Nej, herr konsul. Han går ind i det forreste værelse tilvenstre. KONSUL BERNICK ser igen i telegrammet Atten menneskeliv tager de herrer ikke i betænkning at sætte på spil – HILMAR TØNNESEN Nå, det er sømandens kald at trodse elementerne; der må være noget nervespændende i dette, således, med en tynd planke mellem sig og afgrunden – ​KONSUL BERNICK Ja, jeg gad se den reder hos os, som kunde bekvemme sig til ​ 49sligt! Ikke en, ikke en eneste ​en – (får øje på Olaf) Nå, Gud ske lov, han er da i behold. Olaf, med et fiskesnøre i hånden, er kommen løbende opad gaden og ind gennem haveporten. OLAF endnu i haven Onkel Hilmar, jeg har været nede og set på dampskibet. KONSUL BERNICK Har du nu været på bryggen igen? OLAF Nej, jeg var bare ude i en båd. Men tænk, onkel Hilmar, der kom et helt beriderselskab iland med heste og dyr; og så var der såmange passagerer. FRU RUMMEL Nej, skal vi virkelig få se beridere! ADJUNKT RØRLUND Vi? Det antager jeg dog ikke. FRU RUMMEL Nej naturligvis ikke vi, men – DINA Jeg vilde gerne se beridere. OLAF Ja, jeg også. ​​ 50HILMAR TØNNESEN Du er en klodrian. Er det noget at se på? Lutter dressur. Nej, da er det noget andet at se Gauchoen jage over Pampas på sin fnysende mustang. Men Gud bevars, her på småstæderne – OLAF trækker i frøken Bernick Tante Marta, se, se – der kommer de! FRU HOLT Ja, ved Gud, der har vi dem. FRU LYNGE Uf, de fæle mennesker! Mange passagerer og en hel hob af byens folk kommer opover gaden. FRU RUMMEL Jo, det er nok gøglere af den rette sort. Vil De se hende i den grå kjole, fru Holt; hun bærer vadsækken på ryggen. FRU HOLT Ja, tænk, hun bærer den på parasolskaftet! Det er naturligvis direktørens madam. FRU RUMMEL Og der har vi nok direktøren selv; han med skægget. Nå, han ser da rigtignok ud som en røver. Se ikke på ham, Hilda! FRU HOLT Ikke du heller, Netta! ​​ 51OLAF Mor, direktøren hilser op til os. ​KONSUL BERNICK Hvad for noget? FRU BERNICK Hvad siger du, barn? FRU RUMMEL Ja, ved Gud, der hilser fruentimmeret også! KONSUL BERNICK Nej, det er dog for grovt! FRØKEN BERNICK med et uvilkårligt udråb Ah –! FRU BERNICK Hvad er det, Marta? FRØKEN BERNICK Å nej, intet; jeg syntes blot – OLAF skriger af glæde Se, se, der kommer de andre med hestene og dyrene! Og der er Amerikanerne også! Alle matroserne på «Indian Girl» – Man hører «Yankee Doodle» ledsaget af klarinet og tromme. ​ 52HILMAR TØNNESEN holder sig for ørerne Uf, uf, uf! ​ADJUNKT RØRLUND Jeg tror, vi skulde isolere os en liden smule, mine damer; dette er ikke noget for os. Lad os gå til vort arbejde igen. FRU BERNICK Skulde vi kanske trække forhængene for? ADJUNKT RØRLUND Ja, det var just, hvad jeg mente. Damerne indtager sine pladse ved bordet; adjunkten lukker havedøren og drager forhængene for denne og for vinduerne; det blir halvmørkt i salen. OLAF der kiger ud Mor, nu står direktørens madam ved vandspringet og vasker sig i ansigtet. FRU BERNICK Hvad? Midt på torvet! FRU RUMMEL Og det ved højlys dag! HILMAR TØNNESEN Nå, hvis jeg befandt mig på en ørkenrejse og stødte på en cisterne, så vilde jeg heller ikke tage i betænkning at –. Uf, den forfærdelige klarinet! ​ 53ADJUNKT RØRLUND Der var virkelig al opfordring for politiet til at skride ind. ​KONSUL BERNICK Å hvad; med udlændinger må man ikke tage det så strængt; de folk har jo ikke denne rodfæstede sømmelighedsfølelse, der holder os indenfor de rette skranker. Lad dem kun skeje ud. Hvad gør ​det os? Alt dette uvæsen, som sætter sig op imod skik og gode sæder, det er lykkeligvis ikke i slægt med vort samfund, om jeg så tør sige. – Hvad for noget! Den fremmede dame træder raskt ind gennem døren tilhøjre. FRUERNE forskrækket men dæmpet Beridersken! Direktør-madamen! FRU BERNICK Gud, hvad skal det sige! FRØKEN BERNICK springer op Ah –! DAMEN Goddag, kære Betty! Goddag, Marta! Goddag, svoger! FRU BERNICK med et skrig Lona –! KONSUL BERNICK tumler et skridt tilbage Så sandt jeg lever –! ​ 54FRU HOLT Men Gud forbarme sig –! ​FRU RUMMEL Det kan da ikke være muligt –! HILMAR TØNNESEN Nå! Uf! FRU BERNICK Lona –! Er det virkelig –? FRØKEN HESSEL Om det er mig? Ja, så minsæl er det så; I kan gerne falde mig om halsen for den sags skyld. HILMAR TØNNESEN Uf; uf! FRU BERNICK Og nu kommer du her som –? KONSUL BERNICK – og vil virkelig optræde –? FRØKEN HESSEL Optræde? Hvorledes optræde? KONSUL BERNICK Ja, jeg mener – med beriderne – ​ 55FRØKEN HESSEL Hahaha! Er du gal, svoger? Tror du, jeg hører til beriderne? Nej; rigtignok har jeg øvet mange slags kunster og gjort mig til nar på mange måder – FRU RUMMEL Hm – ​FRØKEN HESSEL – men kunster på hesteryggen har jeg aldrig gjort. KONSUL BERNICK Altså dog ikke – FRU BERNICK Ah, Gud ske lov! FRØKEN HESSEL Nej, vi kom såmæn som andre skik​kelige folk, – rigtignok på anden plads, men det er vi vant til. FRU BERNICK Vi, siger du? KONSUL BERNICK et skridt nærmere Hvilke vi? FRØKEN HESSEL Jeg og barnet, naturligvis. FRUERNE med et udråb Barnet! ​ 56HILMAR TØNNESEN Hvad! ADJUNKT RØRLUND Nå, det må jeg sige –! FRU BERNICK Men hvad mener du, Lona? ​FRØKEN HESSEL Jeg mener naturligvis John; jeg har da ikke noget andet barn end John, ved jeg, – eller Johan, som I kaldte ham. FRU BERNICK Johan –! FRU RUMMEL sagte til fru Lynge Den forlorne broder! KONSUL BERNICK nølende Er Johan med? FRØKEN HESSEL Ja vel; ja vel; jeg rejser da ikke uden ham. Men I ser så sørgelige ud. Og så sidder I her i tusmørke og syr på noget hvidt. Der er da ikke dødsfald i familjen? ADJUNKT RØRLUND Min frøken, De befinder Dem her i foreningen for de moralsk fordærvede – FRØKEN HESSEL halv sagte Hvad siger De? Disse pene stilfærdige damer skulde være –? ​ 57FRU RUMMEL Nej nu må jeg sige –! ​FRØKEN HESSEL Ah, forstår, forstår! Men for pokker, det er jo fru Rummel! Og der sidder jo fru Holt også! Nå, vi tre er da ikke bleven yngre siden sidst. Men hør nu, I godtfolk; lad nu de moralsk fordærvede vente en dags tid; de blir da ikke værre for det. En glædesstund som denne – ADJUNKT RØRLUND En hjemkomst er ikke altid en glædesstund. FRØKEN HESSEL Så? Hvorledes læser De Deres bibel, herr pastor? ​ADJUNKT RØRLUND Jeg er ikke pastor. FRØKEN HESSEL Nå, så blir De det visst. – Men fy, fy, fy, – dette moralske lintøj lugter så fordærvet, – akkurat som ligsvøb. Jeg er vant til luften på prærierne, jeg, skal jeg sige. KONSUL BERNICK tørrer panden Ja, her er virkelig noget kvalmt herinde. FRØKEN HESSEL Vent, vent; vi skal nok komme op af gravkælderen. (trækker forhængene tilside) Fuldt dagslys må her være, når gutten kommer. Ja, der skal I se en gut, som har vasket sig – ​​ 58HILMAR TØNNESEN Uf! FRØKEN HESSEL åbner dør og vinduer – ja, det vil sige, når han får vasket sig – oppe i hotellet; for på dampskibet blev han skiden som et svin. HILMAR TØNNESEN Uf, uf! FRØKEN HESSEL Uf? Ja, så sandelig er det ikke –! (peger på Hilmar og spørger de øvrige) Går han her og driver og siger uf endnu? HILMAR TØNNESEN Jeg driver ikke; jeg går her for min sygdoms skyld. ADJUNKT RØRLUND Hm, mine damer, jeg tror ikke – FRØKEN HESSEL der har fåt øje på Olaf Er det din, Betty? – Ræk mig labben, gut! Eller er du kanske ræd for din gamle stygge tante? ADJUNKT RØRLUND idet han tager sin bog under armen Mine damer, jeg tror ikke her er stemning for at arbejde videre idag. Men imorgen kommer vi jo sammen igen? ​FRØKEN HESSEL idet de fremmede damer rejser sig for at tage afsked Ja, lad os det. Jeg skal være på pletten. ​ 59ADJUNKT RØRLUND De? Med tilladelse, frøken, hvad vil De gøre i vor forening? FRØKEN HESSEL Jeg vil lufte ud, herr pastor.​ 60 ​ ​​​ 61ANDEN AKT Havesalen i konsul Bernicks hus. Fru Bernick sidder alene ved arbejdsbordet med sit sytøj. Lidt efter kommer konsul Bernick med hat på hovedet samt handsker og stok ind fra højre. FRU BERNICK Kommer du alt hjem, Karsten? KONSUL BERNICK Ja. Der er nogen jeg har sat stævne. FRU BERNICK med et suk Å ja, Johan kommer vel herned igen, kan jeg tænke. KONSUL BERNICK Det er en mand, siger jeg. (sætter hatten fra sig) Hvor er alle damerne henne idag? FRU BERNICK Fru Rummel og Hilda havde ikke tid. KONSUL BERNICK Så? Sendt afbud? ​FRU BERNICK Ja; de havde så meget at bestille i huset. ​ 62KONSUL BERNICK Forstår sig. Og de andre kommer naturligvis heller ikke? FRU BERNICK Nej, de har også forfald idag. KONSUL BERNICK Det kunde jeg have sagt på forhånd. Hvor er Olaf henne? FRU BERNICK Jeg lod ham gå lidt ud med Dina. KONSUL BERNICK Hm; Dina, den forfløjne taske –. At hun straks igår kunde give sig så meget af med Johan –! FRU BERNICK Men, kære Karsten, Dina ved jo slet ikke – KONSUL BERNICK Nå, men så skulde Johan ialfald have havt den takt, ikke at vise hende nogen opmærksomhed. Jeg så nok de øjne, købmand Vigeland satte op. ​FRU BERNICK med sytøjet i skødet Karsten, kan du begribe, hvad de vil her hjemme? ​KONSUL BERNICK Hm; han har jo en farm derover, som det nok ikke går synderlig godt med; og hun slog jo igår på at de måtte rejse på anden plads – ​ 63FRU BERNICK Ja, desværre, det må vel være noget sådant. Men at hun er fulgt med! Hun! Efter den blodige fornærmelse, hun har tilføjet dig –! KONSUL BERNICK Å, tænk ikke på disse gamle historier. FRU BERNICK Hvor kan jeg tænke på andet i denne tid? Han er jo dog min broder; – ja, det er ikke for hans skyld; men al den ubehagelighed, det vilde forvolde dig –. Karsten, jeg er så dødelig angst for at – KONSUL BERNICK Hvad er du angst for? FRU BERNICK Kan man ikke falde på at sætte ham fast for de penge, som blev borte for din moder? KONSUL BERNICK Å, hvad snak! Hvem kan bevise at der blev penge borte? FRU BERNICK Ak, Gud, det ved jo hele byen, desværre; og du har jo selv sagt – ​KONSUL BERNICK Jeg har ingenting sagt. Byen ved ingen besked om de affærer; det var altsammen løse rygter. ​ 64FRU BERNICK O, hvor du er højmodig, Karsten! KONSUL BERNICK Lad være med disse mindelser, siger jeg! Du ved ikke hvor du piner mig ved at rippe op i alt dette. (han går op og ned ad gulvet; derpå slænger han stokken fra sig) At de også skulde komme hjem just nu, – nu, da jeg behøver en ublandet god stemning både i byen og i pressen. Der vil blive skrevet korrespondencer til aviserne i nabobyerne. Tager jeg vel imod dem, eller tager jeg slet imod dem, så vil det blive drøftet og udtydet. Der vil blive rørt op i alt dette gamle, – lige​som du gør. I et samfund, som vort –. (kaster handskerne mod bordpladen) Og ikke et menneske har jeg her, som jeg kan tale med og søge nogen støtte hos. FRU BERNICK Slet ingen, Karsten? KONSUL BERNICK Nej, hvem skulde det være? – At få dem på halsen netop nu! Det er ikke tvivl om at de vil gøre skandale på en eller anden måde, – især hun. Er det da ikke også en ulykke at have slige mennesker i sin familje! ​FRU BERNICK Ja, jeg kan da ikke hjælpe for at – KONSUL BERNICK Hvad kan du ikke hjælpe for? At du er i slægt med dem? Nej, det er et meget sandt ord. ​ 65FRU BERNICK Og jeg har heller ikke bedt dem komme hjem. KONSUL BERNICK Se så; der har vi det! Jeg har ikke bedt dem komme hjem; jeg har ikke skrevet efter dem; jeg har ikke trukket dem hjem efter hårene! Å, jeg kan hele remsen udenad. FRU BERNICK brister i gråd Men du er da også så ukærlig – KONSUL BERNICK Ja, det er ret; giv dig til at græde, så byen også skal få det at snakke om. Lad være med det tosseri, Betty. Sæt dig udenfor; her kan komme nogen. Skal man kanske se madamen med røde øjne? Jo, det vilde være dejligt om det kom ud iblandt folk at –. Nå, der hører jeg nogen i gangen. (det banker) Kom ind! Fru Bernick går ud på havetrappen med sit sytøj. Skibsbygger Aune kommer ind fra højre. SKIPSBYGGER AUNE Goddag, herr konsul. KONSUL BERNICK Goddag. Nå, De kan vel gætte, hvad det er, jeg vil Dem? ​SKIPSBYGGER AUNE Fuldmægtigen talte igår om at konsulen ikke skulde være fornøjet med – ​ 66KONSUL BERNICK Jeg er misfornøjet med det hele stel ​på værftet, Aune. De kommer jo ingen vej med havaristerne. «Palmetræet» burde have været under sejl for længe siden. Købmand Vigeland går her hver dag og plager mig; det er en vanskelig mand at have til medreder. SKIPSBYGGER AUNE «Palmetræet» kan gå tilsjøs iovermorgen. KONSUL BERNICK Nå endelig. Men Amerikaneren, «Indian Girl», som har ligget her i fem uger og – SKIPSBYGGER AUNE Amerikaneren? Jeg har forståt det, som om vi først og fremst skulde lægge al kraft på Deres eget skib. KONSUL BERNICK Det har jeg ikke givet Dem nogen anledning til at tro. Der skulde gøres al mulig fortgang med Amerikaneren også; men det sker ikke. SKIPSBYGGER AUNE Skuden er pilråden i bunden, herr konsul; jo mere vi lapper på den, jo værre blir det. ​KONSUL BERNICK Det er ikke derfra det skriver sig. Fuldmægtig Krap har sagt mig hele sandheden. De forstår ikke at arbejde med de nye maskiner, som jeg har anskaffet, – eller rettere, De vil ikke arbejde med dem. ​ 67SKIPSBYGGER AUNE Herr konsul, jeg er nu oppe i de femti år; lige fra guttealderen har jeg været vant til den gamle arbejdsmåde – KONSUL BERNICK Den kan vi ikke bruge nutildags. De må ikke tro, Aune, at det er for fordelens skyld; den behøver jeg heldigvis ikke; men jeg har hensyn at tage til det samfund, jeg lever i, og til den forretning, jeg står i spidsen for. Det er fra mig fremskridtene må komme, ellers kommer de aldrig. SKIPSBYGGER AUNE Jeg vil også gerne fremskridt, herr konsul. ​KONSUL BERNICK Ja, for Deres indskrænkede kreds, for arbejderstanden. Å, jeg kender nok Deres agitationer; De holder taler; De vigler folkene op; men når et håndgribeligt fremskridt tilbyder sig, som nu med vore maskiner, så vil De ikke være med; så blir De ræd. ​SKIPSBYGGER AUNE Ja, jeg blir virkelig ræd, herr konsul; jeg blir ræd på de manges vegne, som maskinerne tar brødet fra. Konsulen taler så ofte om at tage hensyn til samfundet; men jeg tænker at samfundet har vel også sine pligter. Hvor tør lærdommen og kapitalen sætte de nye opfindelser ind i arbejdet, før samfundet får oplært en slægt, som kan bruge dem? KONSUL BERNICK De læser og grubler formeget, Aune; det har De ikke godt af; det er det, som gør Dem misfornøjet med Deres stilling. ​ 68SKIPSBYGGER AUNE Det er ikke det, herr konsul; men jeg kan ikke tåle at se den ene brave arbejder afskediges efter den anden og gøres brødløs for disse maskiners skyld. KONSUL BERNICK Hm; da bogtrykkerkunsten blev opfunden, blev mange skriverkarle brødløse. SKIPSBYGGER AUNE Vilde konsulen været så glad i den kunst, hvis De dengang havde været skriverkarl? KONSUL BERNICK Jeg har ikke havt bud efter Dem for at disputere. Jeg har ladet Dem kalde for at sige ​Dem at vor havarist «Indian Girl» skal være færdig til at gå under sejl iovermorgen. SKIPSBYGGER AUNE Men, herr konsul – KONSUL BERNICK Iovermorgen, hører De; på samme tid som vort eget skib; ikke en time senere. Jeg har mine gode grunde til at drive på den sag. Har De læst avisen for imorges? Nå, så ved De, at Amerikanerne har gjort optøjer igen. Dette ryggesløse pak sætter jo hele byen på ende; der går ingen nat hen uden at her ​er slagsmål i værtshusene og på gaderne; al den anden vederstyggelighed vil jeg nu ikke tale om. SKIPSBYGGER AUNE Ja, det er visst nok at de er slemme folk. ​ 69KONSUL BERNICK Og hvem er det, som får skylden for dette uvæsen? Det er mig! Ja, det er mig, det går ud over. Disse avisskrivere skumler på en forblommet måde over at vi lægger hele arbejdskraften på «Palmetræet». Jeg, der har den opgave, ved exemplets magt at virke på mine medborgere, må lade mig kaste sligt i næsen. Det tåler jeg ikke. Jeg er ikke tjent med at mit navn blir således tilsølet. SKIPSBYGGER AUNE Å, konsulens navn er så godt, at det kan bære både det og mere. ​KONSUL BERNICK Ikke nu; just i denne tid har jeg brug for al den agtelse og velvilje, som mine medborgere kan skænke mig. Jeg har et stort foretagende igære, som De vel har hørt; men lykkes det ildesindede mennesker at rokke den ubetingede tillid til min person, så kan det berede mig de største vanskeligheder. Derfor vil jeg for enhver pris undgå disse ondskabsfulde og skumlende avis-skriverier, og derfor har jeg sat fristen til iovermorgen. SKIPSBYGGER AUNE Herr konsul, De kunde lige så gerne sætte fristen til i eftermiddag. KONSUL BERNICK De mener at jeg forlanger umuligheder? SKIPSBYGGER AUNE Ja, med den arbejdsstok, vi nu har – ​ 70KONSUL BERNICK Godt, godt; – så får vi se os om andetsteds. SKIPSBYGGER AUNE Vil De virkelig afskedige endnu flere af de gamle arbejdere? KONSUL BERNICK Nej, det tænker jeg ikke på. ​SKIPSBYGGER AUNE For jeg tror nok det vilde sætte ondt blod både i byen og i aviserne, om De gjorde det. ​KONSUL BERNICK Ikke umuligt; derfor lar vi det også være. Men hvis ikke «Indian Girl» er udklareret iovermorgen, så afskediger jeg Dem. SKIPSBYGGER AUNE med et ryk Mig! (han ler) Nu spøger De, herr konsul. KONSUL BERNICK Det skulde De ikke stole på. SKIPSBYGGER AUNE De kunde tænke på at afskedige mig? Mig, hvis far og farfar har været i værftets tjeneste alle sine levedage, og jeg selv ligeså – KONSUL BERNICK Hvem er det, som tvinger mig til det? SKIPSBYGGER AUNE De forlanger umulige ting, herr konsul. ​ 71KONSUL BERNICK Å, en god vilje kender ingen umuligheder. Ja eller nej; svar mig bestemt, eller De har Deres afsked på stedet. SKIPSBYGGER AUNE et skridt nærmere Herr konsul, har De tænkt rigtig over, hvad det vil sige at give en gammel arbejder afsked. De mener, at han får se sig om efter noget andet? Å ja, det kan han nok; men er det ​dermed gjort? De skulde engang være tilstede i en slig afskediget arbejders hus den kveld han kommer hjem og sætter redskabskisten indenfor døren. KONSUL BERNICK Tror De jeg afskediger Dem med let hjerte? Har jeg ikke altid været en rimelig husbond? SKIPSBYGGER AUNE Så meget værre, herr konsul. Just derfor vil de derhjemme ikke give Dem skylden; de vil ikke sige noget til mig, for det tør de ikke; men de vil se på mig når jeg ikke mærker det og tænke som så: det må vel være fortjent. Ser De vel, det – det kan jeg ikke bære. Så ringe en mand jeg end er, har jeg dog altid været vant til at regnes for den første iblandt mine. Mit tarvelige hjem er også et lidet samfund, ​herr konsul. Dette lille samfund har jeg kunnet støtte og holde oppe fordi min kone har troet på mig, og fordi mine børn har troet på mig. Og nu skal det hele falde sammen. KONSUL BERNICK Ja, hvis ikke andet kan være, så må det mindre falde for det større; det enkelte får i Guds navn ofres for det almindelige. Andet ved jeg ikke at svare Dem, og anderledes går det heller ikke her i verden. Men De er en halsstarrig mand, Aune! ​ 72De står mig imod, ikke fordi De ikke kan andet, men fordi De ikke vil ​lægge for dagen maskinernes overlegenhed over håndkraften. SKIPSBYGGER AUNE Og De holder så fast ved dette, herr konsul, fordi De ved, at hvis De jager mig bort, så får De derved ialfald bevist pressen Deres gode vilje. KONSUL BERNICK Og om så var? De hører jo hvad det gælder for mig, – enten at få pressen på halsen eller få den velvilligt stemt for mig i det øjeblik jeg arbejder for en stor sag til almenvellets fremme. Hvad så? Kan jeg da handle anderledes, end jeg gør? Jeg kan sige Dem at her drejer spørgsmålet sig om, enten at holde Deres hjem oppe, som De kalder det, eller kanske at holde hundreder af nye hjem nede, hundreder af hjem, som aldrig vil kunne grundes, aldrig vil kunne få en rygende skorsten, hvis det ikke lykkes mig at sætte igennem, hvad jeg nu virker for. Derfor er det at jeg har givet Dem valget. SKIPSBYGGER AUNE Ja, når så er, så har jeg ikke mere at sige. KONSUL BERNICK Hm –; min kære Aune, det gør mig oprigtig ondt at vi må skilles. SKIPSBYGGER AUNE Vi skilles ikke, herr konsul. ​​ 73KONSUL BERNICK Hvorledes? ​SKIPSBYGGER AUNE En simpel mand har også noget at hævde her i verden. KONSUL BERNICK Ja vel, ja vel; – og De tror altså at De tør love –? SKIPSBYGGER AUNE «Indian Girl» kan udklareres iovermorgen. Han hilser og går ud tilhøjre. KONSUL BERNICK Aha, der fik jeg dog bugt med den stivnakke. Det tager jeg som et godt varsel – Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer gennem haveporten. HILMAR TØNNESEN på havetrappen Goddag, Betty! Goddag, Bernick! FRU BERNICK Goddag. HILMAR TØNNESEN Nå, du har grædt, ser jeg. Du ved det altså? FRU BERNICK Hvad ved jeg? ​ 74HILMAR TØNNESEN At skandalen er i fuld gang? Uf! ​KONSUL BERNICK Hvad skal det sige? HILMAR TØNNESEN kommer indenfor Jo, de to amerikanske går omkring i gaderne og viser sig i selskab med Dina Dorf. FRU BERNICK følger efter Men, Hilmar, kan det være muligt –? HILMAR TØNNESEN Jo, desværre, det er fuld sandhed. Lona var endog så taktløs at råbe efter mig; men jeg lod naturligvis som jeg ikke hørte det. KONSUL BERNICK Og det er vel ikke gåt ubemærket for sig. HILMAR TØNNESEN Nej, det kan du nok vide. Folk stod stille og så efter dem. Det lod til at være gåt som en løbeild over byen, – omtrent som en brand på de vestlige prærier. I alle huse stod der mennesker ved vinduerne og vented på at toget skulde komme forbi; hoved ved hoved bag gardinerne – uf! Ja, du må ​undskylde, Betty; jeg siger uf; for dette gør mig nervøs; – skal det vare ved, så blir jeg nødt til at tænke på at foretage en længere rejse. ​FRU BERNICK Men du skulde dog talt til ham og forestillet ham – ​ 75HILMAR TØNNESEN På åben gade? Nej, du må virkelig undskylde. Men at det menneske overhovedet vover at vise sig her i byen! Nå, vi får se om ikke pressen sætter en stopper på ham; ja, undskyld, Betty; men – KONSUL BERNICK Pressen, siger du? Har du hørt antydninger til noget sligt? HILMAR TØNNESEN Jo, det er ikke så ganske frit for. Da jeg gik fra jer igåraftes, drev jeg op i klubben for min sygdoms skyld. Jeg mærked godt på den taushed, der blev, at de to amerikanske havde været på bane. Så kommer den uforskammede redaktør Hammer ind og gratulerer mig ganske højt med min rige fætters hjemkomst. KONSUL BERNICK Rige –? HILMAR TØNNESEN Ja, så udtrykte han sig. Jeg målte ham naturligvis med et vel fortjent blik og lod ham forstå at jeg ikke kendte noget til Johan Tønnesens rigdom. «Så», siger han, «det var da besynderligt; i Amerika plejer man dog at slå sig op ​når man har noget at begynde med, og Deres fætter rejste jo ikke tomhændet derover». KONSUL BERNICK Hm, gør mig nu den tjeneste – FRU BERNICK bekymret Der kan du se, Karsten – ​ 76HILMAR TØNNESEN Ja, jeg har ialfald havt en søvnløs nat for den persons skyld. Og så går han endda omkring i gaderne med et ansigt, som om ingenting var ivejen med ham. Hvorfor blev han ikke borte med engang? Det er da også utåleligt, hvor enkelte mennesker kan være sejglivet. ​FRU BERNICK Gud, Hilmar, hvad er det du siger? HILMAR TØNNESEN Å, jeg siger ingenting. Men der slipper han helskindet fra jernbaneulykker og fra overfald af kaliforniske bjørne og af Sortefod-Indianere; ikke skalperet engang –. Uf, der har vi dem. KONSUL BERNICK ser opad gaden Olaf er også med! HILMAR TØNNESEN Ja naturligvis; de vil da minde folk om at de hører til byens første familje. Se, se, der ​kommer alle dagdriverne ud fra apotheket og glor efter dem og gør sine anmærkninger. Dette er virkelig ikke for mine nerver; hvorledes en mand under slige omstændigheder skal kunne holde ideens fane højt, det – KONSUL BERNICK De styrer lige hid. Hør nu, Betty, det er mit bestemte ønske at du viser dem al mulig venlighed. FRU BERNICK Tillader du det, Karsten? ​ 77KONSUL BERNICK Ja visst; ja visst; og du også, Hilmar. De blir her forhåbentlig ikke så længe; og når vi er iblandt os selv –; ingen hentydninger; vi bør på ingen måde støde dem. FRU BERNICK O, Karsten, hvor du er højmodig. KONSUL BERNICK Nå, nå, lad nu det være. FRU BERNICK Nej, lad mig takke dig; og tilgiv, at jeg før kunde blive så hæftig. O, du havde jo al grund til at – KONSUL BERNICK Lad være; lad være, siger jeg! ​HILMAR TØNNESEN Uf! Johan Tønnesen og Dina, derefter frøken Hessel og Olaf kommer gennem haven. FRØKEN HESSEL Goddag, goddag, I kære mennesker. JOHAN TØNNESEN Nu har vi været ude og set os om på gamle tomter, Karsten. KONSUL BERNICK Ja, jeg hører det. Mange forandringer; ikke sandt? ​ 78​FRØKEN HESSEL Konsul Bernicks store og gode gerninger overalt. Vi har været oppe i anlæggene, som du har skænket byen – KONSUL BERNICK Nå der? FRØKEN HESSEL «Karsten Bernicks gave», som der står over indgangen. Jo, du er nok manden for det hele her. JOHAN TØNNESEN Og prægtige skibe har du også. Jeg traf kaptejnen på «Palmetræet», min gamle skolekammerat – ​FRØKEN HESSEL Ja, et nyt skolehus har du jo også bygget; og både gasledningen og vandledningen skyldes jo dig, hører jeg. KONSUL BERNICK Nå, man må dog virke for det samfund, man lever i. FRØKEN HESSEL Ja, det er vakkert, svoger; men det er også en glæde at se, hvorledes folk skønner på dig. Jeg er ikke forfængelig, tror jeg; men jeg kunde ikke lade være at minde en og anden, vi talte med, om at vi hørte til familjen. HILMAR TØNNESEN Uf –! FRØKEN HESSEL Siger du uf til det? ​ 79HILMAR TØNNESEN Nej, jeg sagde hm – FRØKEN HESSEL Nå, det skal du få lov til, stakker. Men idag er I nok ganske alene? FRU BERNICK Ja, idag er vi alene. FRØKEN HESSEL Ja, vi mødte såmæn et par af de moralske oppe på torvet; de lod til at have svært travlt. ​Men vi har jo sletikke fåt snakke ordentligt sammen endnu; igår var jo disse tre banebryderne her, og så havde vi denne pastoren – HILMAR TØNNESEN Adjunkten. FRØKEN HESSEL Jeg kalder ham pastoren. Men hvad synes I nu om mit værk i disse femten år? Er han ​ikke bleven en stout gut? Hvem skulde kende igen galningen, som løb hjemmefra? HILMAR TØNNESEN Hm –! JOHAN TØNNESEN Å, Lona, brout nu ikke formeget. FRØKEN HESSEL Jo, det er jeg rigtignok kry af. Herregud, det er jo det eneste, jeg har udrettet her i verden; men det gir mig da et slags ret ​ 80til at være til. Ja, Johan, når jeg tænker på, hvorledes vi to begyndte derover med vore fire bare næver – HILMAR TØNNESEN Hænder. FRØKEN HESSEL Jeg siger næver; for skidne var de – HILMAR TØNNESEN Uf! ​FRØKEN HESSEL – og tomme var de også. HILMAR TØNNESEN Tomme? Nej, nu må jeg sige –! FRØKEN HESSEL Hvad må du sige? KONSUL BERNICK Hm! HILMAR TØNNESEN Nu må jeg sige – uf! Han går ud på havetrappen. FRØKEN HESSEL Hvad går der af mennesket? ​ 81KONSUL BERNICK Å, bryd dig ikke om ham; han er noget nervøs i denne tid. Men vil du ikke se dig lidt om i haven? Dernede har du jo ikke været endnu, og jeg har just en times tid fri. FRØKEN HESSEL Jo, det vil jeg gerne; I kan tro, jeg har tidt og ofte været med mine tanker her i haven hos jer. FRU BERNICK Der er sket store forandringer der også, skal du få se. Konsulen, fruen og frøken Hessel går ned i haven, hvor man af og til ser dem under det følgende. ​OLAF i havedøren Onkel Hilmar, ved du, hvad onkel Johan spurgte mig om? Han spurgte, om jeg vilde være med ham til Amerika. ​HILMAR TØNNESEN Du, din klodrian, som går her og hænger i din moders skørter – OLAF Ja, men det vil jeg ikke længer. Du skal få se når jeg blir stor – ​ 82HILMAR TØNNESEN Å visvas; du har ikke nogen alvorlig trang til dette stålsættende, som ligger i at – De går ned sammen i haven. JOHAN TØNNESEN til Dina, som har taget hatten af og står i døren tilhøjre og ryster støvet af sin kjole De er bleven dygtig varm efter turen. DINA Ja, det var en dejlig tur; så dejlig tur har jeg aldrig havt før. JOHAN TØNNESEN Plejer De kanske ikke ofte gå formiddagsture? DINA Jo; men det er bare med Olaf. ​JOHAN TØNNESEN Så. – Har De kanske større lyst til at gå ned i haven end til at blive her? DINA Nej, jeg har større lyst til at blive her. JOHAN TØNNESEN Jeg også. Og så er det jo en aftale at vi hver morgen går en slig tur sammen. ​ 83DINA Nej, herr Tønnesen, det skulde De ikke gøre. JOHAN TØNNESEN Hvad skulde jeg ikke? De loved det jo. DINA Ja, men når jeg nu tænker over det, så –. De skal ikke gå ud med mig. JOHAN TØNNESEN Men hvorfor ikke det? DINA Ja, De er fremmed; De kan ikke forstå det; men jeg skal sige Dem – JOHAN TØNNESEN Nå? DINA Nej, jeg vil helst ikke tale om det. JOHAN TØNNESEN Å jo visst; til mig kan De da tale om hvad det skal være. ​DINA Ja, jeg skal sige Dem, jeg er ikke som de andre unge piger; der er noget – noget sådant ved mig. Derfor skal De ikke gøre det. ​ 84​JOHAN TØNNESEN Men alt dette forstår jeg slet ikke. De har da ikke gjort noget ondt? DINA Nej, ikke jeg, men –; nej, nu vil jeg ikke tale mere om det. De får det nok at vide af de andre. JOHAN TØNNESEN Hm. DINA Men der var noget andet, jeg gerne vilde spørge Dem om. JOHAN TØNNESEN Og hvad var det? DINA Det skal jo være så let at blive til noget dygtigt derover i Amerika? JOHAN TØNNESEN Nå, så let er det just ikke altid; man må ofte slide ondt og arbejde strængt i førstningen. DINA Ja, det vilde jeg gerne – ​JOHAN TØNNESEN De? ​ 85DINA Jeg kan nok arbejde; jeg er stærk og sund, og tante Marta har læst meget med mig. JOHAN TØNNESEN Men for pokker, så kom og rejs med os. DINA Å, nu spøger De bare; det sagde De til Olaf også. Men det var det jeg vilde vide, om menneskene er meget – meget sådan moralske derover? JOHAN TØNNESEN Moralske? DINA Ja, jeg mener, om de er sådan – anstændige og skikkelige, ligesom her. JOHAN TØNNESEN Nå, de er ialfald ikke så slemme, som man her tror. Det skulde De ikke være bange for. DINA De forstår mig ikke. Jeg vilde just gerne at de ikke skulde være så meget anstændige og moralske. JOHAN TØNNESEN Ikke det? Hvordan vilde De så de skulde være? ​DINA Jeg vilde, de skulde være naturlige. ​ 86JOHAN TØNNESEN Ja, ja, det er kanske netop det, de er. ​DINA For så vilde det være godt for mig om jeg kunde komme derover. JOHAN TØNNESEN Ja visst vilde det så; derfor skal De rejse med os. DINA Nej, med Dem vilde jeg ikke rejse; jeg måtte rejse alene. Å, jeg skulde nok drive det til noget; jeg skulde nok blive brav – KONSUL BERNICK nedenfor havetrappen hos begge damerne Bliv, bliv; jeg skal hente det, kære Betty. Du kunde så let forkøle dig. Han kommer ind i salen og søger fruens shawl. FRU BERNICK ude i haven Du må også komme med, Johan; vi skal ned i grotten. KONSUL BERNICK Nej, nu må Johan blive her. Se her, Dina; tag min kones shawl og gå med. Johan blir her hos mig, kære Betty. Jeg må da høre lidt om forholdene derover. ​FRU BERNICK Ja, ja; men kom så efter; du ved jo, hvor du skal finde os. Fru Bernick, frøken Hessel og Dina går ned gennem haven tilvenstre. ​ 87KONSUL BERNICK ser et øjeblik efter dem, går så hen og lukker den øverste dør tilvenstre, derpå går han hen til Johan, griber begge hans hænder, ryster og trykker dem Johan, nu er vi alene; må jeg nu få lov at takke dig. JOHAN TØNNESEN Å hvad! KONSUL BERNICK Mit hus og hjem, min familjelykke, min hele borgerlige stilling i samfundet, – alt skylder jeg dig. JOHAN TØNNESEN Nå, det glæder mig, kære Karsten; så kom der dog noget godt ud af den gale historie. KONSUL BERNICK ryster igen hans hænder Tak, tak alligevel! Ikke en blandt ti tusinde havde gjort, hvad du dengang gjorde for mig. ​JOHAN TØNNESEN Snak om en ting! Var vi ikke beggeto unge og letlivede? En af os måtte jo dog tage skylden på sig – KONSUL BERNICK Men hvem var nærmere til det, end den skyldige? ​JOHAN TØNNESEN Stop! Dengang var den uskyldige nærmest til det. Jeg var jo frank og fri, forældreløs; dette slid på kontoret var det en ren lykke at komme bort fra. Du derimod havde din gamle moder ilive, og dertil var du jo netop bleven hemmelig forlovet ​ 88med Betty, som holdt så meget af dig. Hvorledes vilde det gåt med hende, hvis hun havde fåt at vide –? KONSUL BERNICK Sandt, sandt, sandt; men – JOHAN TØNNESEN Og var det ikke just for Bettys skyld at du afbrød dette maskepi med madam Dorf? Det var jo netop for at bryde overtvert at du var deroppe hos hende den aften – KONSUL BERNICK Ja, den ulyksalige aften, da det fordrukne menneske kommer hjem –! Ja, Johan, det var for Bettys skyld; men alligevel, – at du så højmodig kunde vende skinnet imod dig selv og rejse væk – JOHAN TØNNESEN Ingen skrupler, kære Karsten. Vi blev jo enige om, at så skulde det være; reddes måtte du jo, og du var jo min ven. Jo, det venskab var jeg rigtignok kry af! Her gik jeg og sled som en stakkers hjemfødning; og så kommer du ​tilbage, fin og fornem, fra din store udenlandsrejse; havde været både i London og i Paris. Og så kårer du mig til din omgangsven, skønt jeg var fire år yngre end du; – ja, det var nu fordi du gik og kured til Betty; nu forstår jeg det nok. Men hvor kry jeg var af det! Og hvem vilde ikke have været det? Hvem vilde ikke gerne have ofret sig for dig, især når det ikke galdt andet end en måneds by​sladder, og en så med det samme kunde løbe ud i den vide verden. ​ 89KONSUL BERNICK Hm, min kære Johan, jeg vil oprigtig sige dig at historien endnu ikke er så ganske glemt. JOHAN TØNNESEN Ikke det? Nå, hvad rager det mig, når jeg igen sidder derover på min farm – KONSUL BERNICK Du rejser altså tilbage? JOHAN TØNNESEN Forstår sig. KONSUL BERNICK Men dog ikke så snart, håber jeg? JOHAN TØNNESEN Så snart som muligt. Det var jo kun for at føje Lona at jeg tog med herover. KONSUL BERNICK Så? Hvorledes det? ​JOHAN TØNNESEN Jo, ser du, Lona er jo ikke ung længer, og i den sidste tid begyndte længselen efter hjemmet at mane og drage hende; men hun vilde aldrig vedgå det; (smiler) hvor turde hun vove at lade mig letsindige krop alene tilbage, mig, som alt i nittenårsalderen havde givet mig af med – KONSUL BERNICK Og så? ​ 90JOHAN TØNNESEN Ja, Karsten, nu kommer jeg med et skriftemål, som jeg skammer mig over. KONSUL BERNICK Du har da ikke betroet hende sammenhængen? JOHAN TØNNESEN Jo. Det var urigtigt af mig; men jeg kunde ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om hvad Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet udstå hende; men for mig har hun været som en moder. I de første år, da vi havde det så trangt derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene, og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun siden både lo og græd ​over, – altsammen for at holde livet i mig. Kunde jeg så se på at ​hun i vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten. Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du tænker. Og så – så fik hun det at vide. KONSUL BERNICK Og hvorledes tog hun det? JOHAN TØNNESEN Nå, hun mente, som sandt var, at når jeg vidste mig uskyldig, så kunde det ikke være mig imod at gøre en trip med herover. Men vær du rolig; Lona røber intet, og jeg skal nok vogte min mund anden gang. ​ 91KONSUL BERNICK Ja, ja, det stoler jeg på. JOHAN TØNNESEN Her er min hånd. Og så vil vi ikke tale mere om den gamle historie; lykkeligvis er det den eneste gale streg, nogen af os har gjort sig skyldig i, tænker jeg. Nu vil jeg rigtig nyde de få dage, jeg blir her. Du kan ikke tro, hvilken prægtig tur vi havde iformiddag. Hvem skulde troet at den lille tøsunge, som løb her og spilled engle på theatret –! Men sig mig, du, – hvorledes gik det siden med hendes forældre? ​KONSUL BERNICK Å, kære, jeg ved ikke mere at fortælle, end hvad jeg skrev dig til straks efter du var rejst. Ja, du fik dog vel de to breve? JOHAN TØNNESEN Ja vel, ja vel; jeg har dem begge to. Det fordrukne menneske løb jo fra hende? KONSUL BERNICK Og slog sig siden ihjæl i fuldskab. JOHAN TØNNESEN Hun døde jo også kort efter? Men du gjorde vel for hende, hvad du sådan i stilhed kunde? KONSUL BERNICK Hun var stolt; hun forrådte intet og hun vilde intet modtage. ​ 92JOHAN TØNNESEN Nå, det var ialfald rigtigt af dig at du tog Dina i huset. ​KONSUL BERNICK Ja visst var det så. Forresten var det egentlig Marta, som drev den sag igennem. JOHAN TØNNESEN Så det var Marta? Ja, Marta – det er sandt – hvor er hun henne idag? KONSUL BERNICK Å hun – når hun ikke har skolen at passe, så har hun sine syge. ​JOHAN TØNNESEN Det er altså Marta, som har taget sig af hende. KONSUL BERNICK Ja, Marta har jo altid havt en viss svaghed for opdragelsesvæsnet. Derfor har hun også taget en post ved almueskolen. Det var en kapital dumhed af hende. JOHAN TØNNESEN Ja, hun så svært medtaget ud igår; jeg frygter også for at hun ikke har helbred til det. KONSUL BERNICK Å, hvad helbreden angår, så kunde hun vel altid stå i det. Men det er ubehageligt for mig; det ser ud som om jeg, hendes broder, ikke var villig til at underholde hende. JOHAN TØNNESEN Underholde? Jeg trode, hun havde såvidt formue selv – ​ 93KONSUL BERNICK Ikke en skilling. Du husker nok, hvilken kneben tid det var for moder da du rejste. Hun fortsatte da en stund med bistand af mig; men det kunde jeg naturligvis ikke i længden være tjent med. Så lod jeg mig optage i firmaet; men det gik heller ikke på den måde. Jeg måtte derfor overtage det hele, og da vi opgjorde vor status, viste det sig at der sågodtsom intet ​blev tilovers på moders part. Da så moder kort efter døde, stod naturligvis også Marta på en bar bakke. JOHAN TØNNESEN Den stakkers Marta! KONSUL BERNICK Stakkers? Hvorfor det? Du tror da vel ikke at jeg lader hende savne noget? Å nej, det tør jeg dog sige, at jeg er en god broder. Hun bor ​naturligvis sammen med os og spiser ved vort bord; lærerinde-gagen kan hun rundeligt klæde sig for, og et enligt fruentimmer, – hvad skal hun med mere? JOHAN TØNNESEN Hm; på den vis tænker vi ikke i Amerika. KONSUL BERNICK Nej, det tror jeg nok; i et opagiteret samfund, som det amerikanske. Men her i vor lille kreds, hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato ialfald ikke har fåt indpas, her nøjes kvinderne med at indtage en sømmelig om end beskeden stilling. Det er forresten Martas egen skyld; hun kunde såmæn have været forsørget for længe siden, hvis hun selv havde villet. JOHAN TØNNESEN Du mener, hun kunde have giftet sig? ​​ 94KONSUL BERNICK Ja, hun kunde været meget favorabelt anbragt endogså; hun har havt flere gode tilbud; besynderlig nok; en ubemidlet pige, ikke længer ung, og derhos ganske ubetydelig. JOHAN TØNNESEN Ubetydelig? KONSUL BERNICK Nå, jeg lægger hende det slet ikke til last. Jeg ønsker hende overhovedet ikke anderledes. Du kan vide, – i et stort hus, som vort, – det er altid godt at have et sådant jævnt menneske, som man kan sætte til hvad der forefalder. JOHAN TØNNESEN Ja, men hun –? KONSUL BERNICK Hun? Hvorledes? Nå ja, hun har naturligvis nok at interessere sig for; hun har jo mig og Betty og Olaf og mig. Menneskene bør da ikke i første række tænke på sig selv, og allermindst kvinderne. Vi har jo dog alle et større eller mindre samfund at støtte og at virke for. Således gør jeg ialfald. (tyder mod fuldmægtig Krap, som kommer fra højre) Ja, der har du straks et bevis. Tror du, det er mine egne affærer, som optager mig? På ingen måde. (hurtigt til Krap) Nå? ​​FULDMÆGTIG KRAP sagte, viser en bunke papirer Alle købekontrakterne i orden. KONSUL BERNICK Ypperligt! Fortræffeligt! – Ja nu, svoger, må du sandelig have mig undskyldt sålænge. (dæmpet og med et håndtryk) Tak, tak, ​ 95Johan; og vær overbevist om at alt, hvad jeg kan tjene dig i, – nå, du forstår mig nok. – Kom, herr Krap. De går ind i konsulens værelse. JOHAN TØNNESEN ser en stund efter ham Hm – Han vil gå ned i haven. I det samme kommer frøken Bernick med en liden kurv på armen ind fra højre. JOHAN TØNNESEN Nej se, Marta! FRØKEN BERNICK Ah – Johan, – er det dig? JOHAN TØNNESEN Så tidligt på farten du også. FRØKEN BERNICK Ja. Vent lidt; nu kommer visst de andre straks. (vil gå ud til venstre) JOHAN TØNNESEN Hør, Marta, har du altid sådant hastværk? ​FRØKEN BERNICK Jeg? JOHAN TØNNESEN Igår gik du ligesom af vejen, så jeg ikke fik tale et ord med dig, og idag – ​ 96FRØKEN BERNICK Ja, men – JOHAN TØNNESEN Før var vi dog altid sammen, – vi to gamle legekammerater. FRØKEN BERNICK Ak, Johan, det er mange, mange år siden. JOHAN TØNNESEN Nå, Herregud, det er femten år siden, hverken mere eller mindre. Synes du kanske, jeg har forandret mig så meget? FRØKEN BERNICK Du? Å ja, du også, endskønt – JOHAN TØNNESEN Hvad mener du? FRØKEN BERNICK Å, det var ingenting. ​JOHAN TØNNESEN Du lader ikke til at være bleven meget oplivet ved at se mig igen. ​FRØKEN BERNICK Jeg har ventet så længe, Johan, – for længe. JOHAN TØNNESEN Ventet? At jeg vilde komme? ​ 97FRØKEN BERNICK Ja. JOHAN TØNNESEN Og hvorfor, mente du, jeg vilde komme? FRØKEN BERNICK For at sone, hvad du har forbrudt. JOHAN TØNNESEN Jeg? FRØKEN BERNICK Har du glemt at en kvinde døde i nød og skam for din skyld? Har du glemt at for din skyld blev et opvoksende barns bedste år forbittret? JOHAN TØNNESEN Og dette må jeg høre af dig? Marta, har da aldrig din broder –? FRØKEN BERNICK Hvad han? JOHAN TØNNESEN Har han aldrig –; nu ja, jeg mener, har han aldrig havt så meget som et undskyldende ord for mig? ​FRØKEN BERNICK Ak, Johan, du kender jo Karstens strænge grundsætninger. ​ 98JOHAN TØNNESEN Hm –, ja visst, ja visst, jeg kender nok min gamle ven Karstens strænge grundsætninger. – Men dette er jo –! Nå. Jeg talte nylig med ham. Jeg synes at han har forandret sig adskilligt. FRØKEN BERNICK Hvor kan du sige det? Karsten har da altid været en udmærket mand. JOHAN TØNNESEN Ja, det var just ikke således ment; men lad gå. – Hm; nu skønner jeg altså, hvad lys du har set mig i; det er den forlornes hjemkomst, du har gåt og ventet på. FRØKEN BERNICK Hør, Johan, jeg vil sige dig, hvad lys jeg har set dig i. (peger ned i haven) Ser du hende, som leger dernede i græsset med Olaf? Det er Dina. Erin​drer du det forvirrede brev, du skrev mig til da du rejste? Du skrev at jeg skulde tro på dig. Jeg har troet på dig, Johan. Alt det onde, som her bagefter gik rygter om, må være sket i forvildelse, uden tanke, uden overlæg – JOHAN TØNNESEN Hvad mener du? ​FRØKEN BERNICK O, du forstår mig jo nok; – ikke et ord mere om det. Men bort måtte du jo, begynde forfra – et nyt liv. Ser du, Johan, jeg har været din stedfortræder herhjemme, jeg, din gamle legekammerat. De pligter, du ikke husked på at varetage her, eller ikke kunde varetage, dem har jeg varetaget for dig. Jeg siger dig dette, for at du ikke skal have også det at bebrejde dig. Det forurettede barn har ​ 99jeg været en moder for, har opdraget hende, så godt jeg kunde – JOHAN TØNNESEN Og spildt hele dit liv for den sag – FRØKEN BERNICK Det har ikke været spildt. Men du kom sent, Johan. JOHAN TØNNESEN Marta, – dersom jeg kunde sige dig –. Nå, lad mig da ialfald takke dig for dit trofaste venskab. FRØKEN BERNICK smiler tungt Hm –. Ja, nu har vi altså udtalt, Johan. Hys; der kommer nogen. Farvel; jeg kan ikke nu – Hun går ud gennem den bagerste dør tilvenstre. Frøken Hessel kommer fra haven, fulgt af fru Bernick. FRU BERNICK endnu i haven Men for Guds skyld, Lona, hvad tænker du på! ​FRØKEN HESSEL Lad mig være, siger jeg; jeg vil og må tale med ham. FRU BERNICK Men det vilde jo være den største skandale! Ah, Johan, er du endnu her? FRØKEN HESSEL Ud med dig, gut; stå ikke her og hæng i stueluften; gå ned i haven og snak med Dina. ​ 100​JOHAN TØNNESEN Ja, det tænkte jeg netop på. FRU BERNICK Men – FRØKEN HESSEL Hør du, John, har du set rigtig på Dina? JOHAN TØNNESEN Ja, det tror jeg nok. FRØKEN HESSEL Ja, du skulde se rigtig tilgavns på hende, gut. Det var noget for dig! FRU BERNICK Men, Lona –! JOHAN TØNNESEN Noget for mig? FRØKEN HESSEL Ja, at se på, mener jeg. Gå nu! ​JOHAN TØNNESEN Ja, ja, jeg går mere end gerne. Han går ned i haven. FRU BERNICK Lona, jeg er som forstenet over dig. Dette kan dog umuligt være dit alvor. ​ 101FRØKEN HESSEL Jo så minsæl er det så. Er hun ikke frisk og sund og sand? Det er netop en kone for John. Det er slig en, han trænger til derover; det vil være noget andet end en gammel halvsøster. FRU BERNICK Dina! Dina Dorf! Betænk dog – FRØKEN HESSEL Jeg betænker først og fremst guttens lykke. For hjælpe til, det må jeg; selv er han ikke videre fremmelig i sligt; småpiger og fruentimmer har han aldrig havt noget rigtigt syn for. FRU BERNICK Han? Johan! Nå, jeg synes rigtignok, vi har havt sørgelige beviser for – FRØKEN HESSEL Å pokker i vold med den dumme historie! Hvor er Bernick henne? Jeg vil tale med ham. FRU BERNICK Lona, du gør det ikke, siger jeg! ​FRØKEN HESSEL Jeg gør det. Synes gutten om hende, – og hun om ham, – så skal de også have hverandre. Bernick er jo slig en klog mand; han må finde på en udvej – FRU BERNICK Og du kan tænke dig, at disse amerikanske usømmeligheder skulde blive tålt her – ​​ 102FRØKEN HESSEL Sniksnak, Betty – FRU BERNICK – at en mand, som Karsten, med hans strænge moralske tænkemåde – FRØKEN HESSEL Å pyt, den er vel ikke så urimelig stræng. FRU BERNICK Hvad er det, du vover at sige? FRØKEN HESSEL Jeg vover at sige, at Bernick er vel ikke synderlig mere moralsk end andre mandfolk. FRU BERNICK Så dybt sidder altså hadet til ham endnu! Men hvad vil du da her, når du aldrig har kunnet glemme at –? Jeg begriber ikke at du turde træde ham under øjnene efter den skammelige fornærmelse, som du dengang tilføjed ham. ​FRØKEN HESSEL Ja, Betty, dengang forløb jeg mig stygt. FRU BERNICK Og hvor højmodigt har han ikke tilgivet dig, han, som dog aldrig havde forbrudt noget! Thi han kunde dog ikke for at du gik her og gjorde dig forhåbninger. Men siden den tid har du hadet mig også. (brister i gråd) Du har aldrig undt mig min lykke. Og nu kommer du her for at vælte alt dette over mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har bragt Karsten ind i. ​ 103Ja, det er mig, det går ud over, og det er det, du vil. O, det er afskyeligt af dig! Hun går grædende ud gennem den øverste dør tilvenstre. FRØKEN HESSEL ser efter hende Stakkers Betty. Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse. KONSUL BERNICK endnu i døren Ja, ja, det er godt, herr Krap; det er udmærket. Send 400 kroner til bespisning af de fattige. (vender sig) Lona! (nærmere) Du er alene? Kommer ikke Betty her? FRØKEN HESSEL Nej. Skal jeg kanske hente hende? KONSUL BERNICK Nej, nej, nej, lad være! O, Lona, du ved ikke, hvor jeg har brændt efter at få tale åbent ​med dig, – efter at få trygle om din tilgivelse. ​FRØKEN HESSEL Hør nu, Karsten, lad os ikke blive sentimentale; det klæder os ikke. KONSUL BERNICK Du må høre mig, Lona. Jeg ved jo, hvorledes jeg har skinnet imod mig nu, da du har erfaret dette med Dinas moder. Men jeg sværger dig til, det var kun en kortvarig forvildelse; jeg har virkelig, sandt og oprigtigt, holdt af dig engang. ​ 104FRØKEN HESSEL Hvorfor tror du jeg er kommen herhjem? KONSUL BERNICK Hvad du end har isinde, så bønfalder jeg dig om, ikke at foretage noget før jeg har retfærdiggjort mig. Jeg kan det, Lona; jeg kan ialfald undskylde mig. FRØKEN HESSEL Nu er du ræd. – Du har engang holdt af mig, siger du. Ja, det forsikred du mig tidt nok i dine breve; og kanske det også var sandt – på en måde, sålænge du leved derude i en stor og frigjort verden, som gav dig mod til selv at tænke frit og stort. Du fandt kanske hos mig lidt mere karakter og vilje og selvstændighed, end hos de fleste herhjemme. Og så var det jo ​en hemmelighed mellem os to; der var ingen, som kunde gøre sig lystig over din slette smag. KONSUL BERNICK Lona, hvor kan du dog tro –? FRØKEN HESSEL Men da du så kom tilbage; da du hørte spottegloserne, som hagled ned over mig; da du fornam latteren over alt det, som de her kaldte mine forkertheder – KONSUL BERNICK Du var hensynsløs dengang. FRØKEN HESSEL Mest for at ærgre disse skørteklædte og bukseklædte snærper, som sjokked om i byen. Og da du så traf den unge forlokkende skuespillerinde – ​ 105KONSUL BERNICK Det var en lapsestreg; intet videre; jeg sværger dig til, ikke tiendedelen var sandt af de rygter og den sladder, som kom i omløb. ​FRØKEN HESSEL Lad gå; men da så Betty kom hjem, smuk, opblomstrende, forgudet af alle, – og da det blev bekendt at hun skulde arve alle pengene efter tante og at jeg ingenting vilde få – KONSUL BERNICK Ja, der er vi ved sagen, Lona; og nu skal du høre det uden omsvøb. Jeg elsked ikke Betty ​dengang; jeg brød ikke med dig for nogen ny tilbøjelighed. Det var for pengenes skyld ligefrem; jeg var nødt til det; jeg måtte sikkre mig dem. FRØKEN HESSEL Og det siger du mig lige i øjnene? KONSUL BERNICK Ja, jeg gør. Hør mig, Lona – FRØKEN HESSEL Og dog skrev du mig til at en ubetvingelig kærlighed til Betty havde grebet dig, påkaldte min højmodighed, besvor mig for Bettys skyld at tie med det, som havde været imellem os – KONSUL BERNICK Jeg måtte det, siger jeg. FRØKEN HESSEL Nu, ved den levende Gud, da angrer jeg ikke på at jeg dengang forløb mig, som jeg gjorde. ​ 106KONSUL BERNICK Lad mig koldt og rolig sige dig, hvorledes stillingen var i de dage. Min moder stod, som du husker, i spidsen for forretningen; men hun var aldeles uden forretningssans. Jeg blev skyndsomt kaldt hjem fra Paris; tiderne var kritiske; jeg skulde bringe affærerne påfode. Hvad fandt jeg? Jeg fandt, hvad der måtte holdes i den dybeste hemmelighed, et sågodtsom ruineret hus. ​Ja, det var sågodtsom ruineret, dette gamle ansete hus, der havde ståt i tre generationer. Hvad havde jeg, sønnen, den eneste søn, andet at gøre end at se mig om efter et redningsmiddel? FRØKEN HESSEL Og så redded du huset Bernick på en kvindes bekostning. KONSUL BERNICK Du ved godt at Betty elsked mig. FRØKEN HESSEL Men jeg? ​KONSUL BERNICK Tro mig, Lona, – du var aldrig bleven lykkelig med mig. FRØKEN HESSEL Var det af omsorg for min lykke at du gav mig til pris? KONSUL BERNICK Tror kanske du at jeg af egennyttige bevæggrunde handled som jeg gjorde? Havde jeg dengang ståt alene, så skulde jeg ​ 107med frejdigt mod begyndt forfra. Men du skønner ikke, hvorledes en forretningsmand vokser sammen, under et umådeligt ansvar, med den forretning, han tager i arv. Ved du at hundreders, ja tusenders vel og ve afhænger af ham? Betænker du ikke at hele det samfund, som både du og jeg kalder vort hjem, vilde på den føleligste måde være ​blevet berørt deraf, om huset Bernick havde gåt tilgrunde? FRØKEN HESSEL Er det også for samfundets skyld at du i disse femten år er bleven stående i løgnen? KONSUL BERNICK I løgnen? FRØKEN HESSEL Hvad ved Betty om alt det, som ligger under og forud for hendes forbindelse med dig? KONSUL BERNICK Kan du tro at jeg til ingen nytte vilde såre hende ved at blotte de ting? FRØKEN HESSEL Til ingen nytte, siger du? Ja, ja, du er jo forretningsmand; du må jo forstå dig på det nyttige. – Men hør nu, Karsten, nu vil jeg også tale koldt og roligt. Sig mig, – er du nu også rigtig lykkelig? KONSUL BERNICK I familjen, mener du? ​ 108FRØKEN HESSEL Ja vel. KONSUL BERNICK Det er jeg, Lona. Å, du har ikke forgæves været en så opofrende veninde for mig. Jeg tør sige at jeg er bleven lykkeligere år for år. Betty ​er både god og føjelig. Og hvorledes hun i årenes løb har lært at bøje sit væsen efter det, som er ejendommeligt hos mig – ​FRØKEN HESSEL Hm. KONSUL BERNICK Før havde hun jo en hel del overspændte forestillinger om kærligheden; hun kunde ikke forlige sig med den tanke, at den lidt efter lidt skulde gå over til en mild venskabsflamme. FRØKEN HESSEL Men nu finder hun sig tilrette i det? KONSUL BERNICK Fuldstændig. Du kan vide at den daglige omgang med mig ikke er bleven uden modnende indflydelse på hende. Menneskene må gensidig lære at nedstemme sine fordringer, hvis man skal gøre fyldest i det samfund, hvori man er sat. Det har Betty også efterhånden lært at indse, og derfor er vort hus nu et mønster for vore medborgere. FRØKEN HESSEL Men disse medborgere ved ingenting om løgnen? ​ 109KONSUL BERNICK Om løgnen? FRØKEN HESSEL Ja, om løgnen, som du nu i femten år har ståt i. ​KONSUL BERNICK Og det kalder du –? FRØKEN HESSEL Løgnen kalder jeg det. Den trefoldige løgn. Først løgnen mod mig; så løgnen mod Betty; så løgnen mod Johan. KONSUL BERNICK Betty har aldrig krævet at jeg skulde tale. FRØKEN HESSEL Fordi hun ingenting har vidst. KONSUL BERNICK Og du vil ikke kræve det; – af hensyn til hende vil du det ikke. FRØKEN HESSEL Å nej, jeg skal nok vide at bære latter-salverne; jeg har en bred ryg. KONSUL BERNICK Og Johan vil heller ikke kræve det; det har han tilsagt mig. FRØKEN HESSEL Men du selv, Karsten? Er der ikke noget indeni dig, som kræver at komme ud af løgnen? ​ 110​KONSUL BERNICK Jeg skulde frivilligt ofre min familjelykke og min stilling i samfundet! ​FRØKEN HESSEL Hvad ret har du til at stå der du står? KONSUL BERNICK I femten år har jeg daglig tilkøbt mig en smule ret – ved min vandel, og ved det, jeg har virket og fremmet. FRØKEN HESSEL Ja, du har virket og fremmet meget, både for dig selv og for andre. Du er byens rigeste og mægtigste mand; under din vilje tør de ikke andet end bøje sig, alle, fordi du gælder for at være uden plet og lyde; dit hjem gælder for et mønsterhjem, din færd for en mønsterfærd. Men al denne herlighed, og du selv med, står som på en gyngende myr. Et øjeblik kan komme, et ord kan blive udtalt, – og både du og hele herligheden går tilbunds, hvis du ikke berger dig itide. KONSUL BERNICK Lona, – hvad er det, du vil herover? FRØKEN HESSEL Jeg vil hjælpe dig til fast grund under fødderne, Karsten. KONSUL BERNICK Hævn! Du vil hævne dig? Jeg ante det nok. Men det lykkes dig ikke! Her er kun en, som kan tale med myndighed, og han er taus. ​​ 111FRØKEN HESSEL Johan? KONSUL BERNICK Ja, Johan. Vil nogen anden anklage mig, så nægter jeg alt. Vil man tilintetgøre mig, så strider jeg på livet. Men det skal aldrig lykkes dig, siger jeg! Han, som kunde fælde mig, han tier – og han rejser igen. Grosserer Rummel og købmand Vigeland kommer fra højre. GROSSERER RUMMEL Goddag, goddag, kære Bernick; du må komme med os op i handelsforeningen; vi har møde i jernbanesagen, ved du. KONSUL BERNICK Jeg kan ikke. Umuligt nu. KØBMAND VIGELAND De må sandeligen, herr konsul – ​GROSSERER RUMMEL Du må, Bernick. Der er folk, som arbejder imod os. Redaktør Hammer og de andre, som holdt på kystlinjen, påstår at der stikker private interesser bag det nye forslag. KONSUL BERNICK Nå, så forklar dem da – KØBMAND VIGELAND Det hjælper ikke, hvad vi forklarer, herr konsul – ​​ 112GROSSERER RUMMEL Nej, nej, du må komme selv; dig vil jo naturligvis ingen vove at mistænke for sligt. FRØKEN HESSEL Nej, det skulde jeg mene. KONSUL BERNICK Jeg kan ikke, siger jeg; jeg er uvel; – eller ialfald, bi – lad mig samle mig. Adjunkt Rørlund kommer fra højre. ADJUNKT RØRLUND Undskyld, herr konsul; De ser mig her i det heftigste oprør – KONSUL BERNICK Ja, ja, hvad fejler Dem? ADJUNKT RØRLUND Jeg må gøre Dem et spørgsmål, herr konsul. Er det med Deres minde at den unge pige, som har fundet et asyl under Deres tag, viser sig på offentlig gade i selskab med et menneske, som – FRØKEN HESSEL Hvilket menneske, herr pastor? ADJUNKT RØRLUND Med det menneske, som hun, blandt alle mennesker i verden, burde holdes længst borte fra. ​ 113FRØKEN HESSEL Håhå! ​ADJUNKT RØRLUND Er det med Deres minde, herr konsul? KONSUL BERNICK der søger hat og handsker Jeg ved ikke af noget. Undskyld; jeg har hastværk; jeg skal op i handelsforeningen. HILMAR TØNNESEN kommer fra haven og går hen til den øverste dør tilvenstre Betty, Betty, hør her! FRU BERNICK i døren Hvad er det? HILMAR TØNNESEN Du bør gå ned i haven og gøre en ende på det lefleri, som en viss person driver med denne ​Dina Dorf. Jeg er bleven ganske nervøs af at høre på det. FRØKEN HESSEL Så? Hvad har da personen sagt? HILMAR TØNNESEN Å, ikke andet end at han vil hun skal følge med ham til Amerika. Uf! ADJUNKT RØRLUND Kan sligt være muligt! ​ 114FRU BERNICK Hvad siger du! ​FRØKEN HESSEL Men det vilde jo være prægtigt. KONSUL BERNICK Umuligt! Du har hørt fejl. HILMAR TØNNESEN Så spørg ham selv. Der kommer parret. Men lad bare mig blive udenfor. KONSUL BERNICK til Rummel og Vigeland Jeg kommer efter, – om et øjeblik – Grosserer Rummel og købmand Vigeland går ud til højre. Johan Tønnesen og Dina kommer fra haven. JOHAN TØNNESEN Hurra, Lona, hun følger med os! FRU BERNICK Men, Johan, – du ubesindige –! ADJUNKT RØRLUND Er dette virkeligt! En så topmålt skandale! Ved hvilke forførelseskunster har De –? JOHAN TØNNESEN Nå nå, mand; hvad er det De siger? ​ 115ADJUNKT RØRLUND Svar mig, Dina; er dette Deres agt, – er det Deres fulde fri beslutning? DINA Jeg må bort herfra. ​ADJUNKT RØRLUND Men med ham – med ham! DINA Nævn mig nogen anden her, som havde mod til at tage mig med. ADJUNKT RØRLUND Nu, så skal De også få vide, hvem han er. JOHAN TØNNESEN Tal ikke! KONSUL BERNICK Ikke et ord mere! ADJUNKT RØRLUND Da tjente jeg dårligt det samfund, hvis moral og sæder jeg er sat til at være en vogter for; og uforsvarligt handled jeg mod denne unge pige, i hvis ​opdragelse også jeg har havt en væsentlig del og som er mig – JOHAN TØNNESEN Vogt Dem for hvad De gør! ​ 116ADJUNKT RØRLUND Hun skal vide det! Dina, det er denne mand, som voldte al Deres moders ulykke og skam. KONSUL BERNICK Herr adjunkt –! ​DINA Han! (til Johan Tønnesen) Er dette sandt? JOHAN TØNNESEN Karsten, svar du. KONSUL BERNICK Ikke et ord mere! Idag skal her ties. DINA Sandt altså. ADJUNKT RØRLUND Sandt, sandt. Og mere end det. Dette menneske, som De sætter lid til, løb ikke tomhændet hjemmefra; – enkefru Bernicks kasse –; konsulen kan bevidne det! FRØKEN HESSEL Løgner! KONSUL BERNICK Ah –! FRU BERNICK O Gud, o Gud! ​ 117JOHAN TØNNESEN imod ham med løftet arm Og det vover du –! FRØKEN HESSEL afbødende Slå ham ikke, Johan! ADJUNKT RØRLUND Jo, forgrib Dem kun på mig. Men sandheden skal frem; og det er sandhed; konsul ​Bernick har selv sagt det, og hele byen ved det. – Nu, Dina, nu kender De ham. Kort stilhed. JOHAN TØNNESEN sagte, griber Bernick om armen Karsten, Karsten, hvad har du gjort! FRU BERNICK dæmpet og i gråd O, Karsten, at jeg skulde bringe dig ind i al denne skændsel. KØBMAND SANDSTAD kommer hurtigt fra højre og råber med hånden på dørklinken Nu må De endelig komme, herr konsul! Hele jernbanen hænger i en tråd. ​KONSUL BERNICK åndsfraværende Hvad er det? Hvad skal jeg –? FRØKEN HESSEL alvorligt og med eftertryk Du skal op og støtte samfundet, svoger. KØBMAND SANDSTAD Ja kom, kom; vi behøver al Deres moralske overvægt. ​ 118JOHAN TØNNESEN tæt ved ham Bernick, – vi to tales ved imorgen. Han går ud gennem haven; konsul Bernick går som viljeløs ud til højre med købmand Sandstad. ​ ​​ 119​TREDJE AKT Havesalen i konsul Bernicks hus. Konsul Bernick, med et spanskrør i hånden, kommer i hæftig vrede ud fra det bagerste værelse tilvenstre og lader døren stå halvt åben efter sig. KONSUL BERNICK Se så; nu er der da endelig engang bleven alvor af det; den lusing tænker jeg han skal huske. (til nogen inde i værelset) Hvad siger du? – Og jeg siger, du er en uforstandig moder! Du undskylder ham, gir ham medhold i alle hans slyngelstreger. – Ikke slyngelstreger? Hvad kalder du det da? At liste sig ud af huset ved nattetid, gå tilhavs med fiskerbåden, blive borte til langt ud på dagen og sætte mig i slig dødelig angst, mig, som har så meget andet at stå i. Og så vover den knægt at true med at han vil løbe sin vej! Ja, lad ham prøve på det! – Du? Nej, det tror jeg nok; du bekymrer dig ikke stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne, at om han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg har en gerning at efterlade mig her i verden; jeg er ​ikke tjent med at blive barnløs. – Ingen indvendinger, Betty; det blir, som jeg har sagt; han har husarrest – (lytter) Hys; lad ingen mærke noget. Fuldmægtig Krap kommer fra højre. FULDMÆGTIG KRAP Har De tid et øjeblik, herr konsul? ​ 120KONSUL BERNICK kaster spanskrøret fra sig Ja vel, ja vel. Kommer De fra værftet? FULDMÆGTIG KRAP Nu netop. Hm – KONSUL BERNICK Nå? Der er dog ikke noget ivejen med «Palmetræet»? ​FULDMÆGTIG KRAP «Palmetræet» kan sejle imorgen, men – KONSUL BERNICK «Indian Girl» altså? Aned det mig ikke at den stivnakke – FULDMÆGTIG KRAP «Indian Girl» kan også sejle imorgen; men – den kommer visst ikke langt. KONSUL BERNICK Hvad mener De? ​FULDMÆGTIG KRAP Undskyld, herr konsul; den dør står på klem og jeg tror der er nogen derinde – KONSUL BERNICK lukker døren Se så. Men hvad er det dog for noget, som ingen må høre? FULDMÆGTIG KRAP Det er det, at bygmester Aune nok har isinde at lade «Indian Girl» gå tilbunds med mand og mus. ​ 121KONSUL BERNICK Men Gud forbarme sig, hvor kan De tro –? FULDMÆGTIG KRAP Kan ikke forklare mig det på anden måde, herr konsul. KONSUL BERNICK Nå, så sig mig dog i få ord – FULDMÆGTIG KRAP Skal så. De ved selv hvor sendrægtigt det er gåt på værftet siden vi fik de nye maskiner og de nye uvante arbejdere. KONSUL BERNICK Ja, ja. FULDMÆGTIG KRAP Men imorges, da jeg kom derned, mærked jeg at reparationen på Amerikaneren var skredet ​påfaldende vidt frem; det store spunds i bunden, – De ved, det pilrådne sted – KONSUL BERNICK Ja, ja, hvad det? FULDMÆGTIG KRAP Fuldstændig repareret, – tilsyneladende da; forhudet; så ganske ud som nyt; hørte at Aune selv havde arbejdet med lys dernede hele natten. KONSUL BERNICK Ja ja, og så –? ​ 122FULDMÆGTIG KRAP Gik og funderte på dette; folkene hvilte just til frokost, og så fandt jeg anledning til ube​mærket at se mig om både udenbords og indenbords; havde svært for at komme ned i den lastede skude; men fik troen i hænderne. Der sker underfundigheder, herr konsul. KONSUL BERNICK Jeg kan ikke tro Dem, herr Krap. Jeg kan ikke, jeg vil ikke tro sligt om Aune. FULDMÆGTIG KRAP Gør mig ondt, – men er den skære sandhed. Sker underfundigheder, siger jeg. Intet nyt tømmer indsat, så vidt jeg kunde skønne; bare dyttet og drevet og overklinket med plader og pressenninger og sådant noget. Rent fusk! «Indian ​Girl» når aldrig New-York; går tilbunds som en sprukken gryde. KONSUL BERNICK Dette er jo forfærdeligt! Men hvad tror De han kan have til hensigt? FULDMÆGTIG KRAP Vil rimeligvis bringe maskinerne i miskredit; vil hævne sig; vil have den gamle arbejdsstok tagen til nåde igen. KONSUL BERNICK Og så ofrer han kanske alle de mange menneskeliv. FULDMÆGTIG KRAP Han sagde nylig: der findes ikke mennesker ombord i «Indian Girl», – bare udyr. ​ 123KONSUL BERNICK Ja, ja, lad så være; men agter han da ikke den store kapital, som går tabt? FULDMÆGTIG KRAP Aune har ikke noget godt øje til den store kapital, herr konsul. KONSUL BERNICK Sandt nok; han er en opvigler og en urostifter; men en så samvittighedsløs handling –. Hør, herr Krap; denne sag må undersøges to gange. Ikke et ord derom til nogen. Vort værft er blameret, hvis folk får sligt at vide. ​FULDMÆGTIG KRAP Forstår sig, men – KONSUL BERNICK Under middagshvilen må De se til at komme derned igen; fuld visshed må jeg have. ​FULDMÆGTIG KRAP Skal få den, herr konsul; men tillad mig, hvad vil De så gøre? KONSUL BERNICK Naturligvis anmelde sagen. Vi kan dog ikke gøre os til medskyldige i en ligefrem forbrydelse. Jeg må have min samvittighed ubelastet. Det vil desuden gøre et godt indtryk både i pressen og i samfundet idethele, når man ser at jeg skyder alle personlige interesser tilside og lader retfærdigheden have sin gang. ​ 124FULDMÆGTIG KRAP Meget sandt, herr konsul. KONSUL BERNICK Men først og fremst fuld visshed. Og taushed sålænge – FULDMÆGTIG KRAP Ikke et ord, herr konsul; og vissheden, den skal De få. Han går ud gennem haven og nedad gaden. ​KONSUL BERNICK halvhøjt Oprørende! Men nej, det er jo umuligt, – utænkeligt! Idet han vil gå ind i sit værelse kommer Hilmar Tønnesen fra højre. HILMAR TØNNESEN Goddag, Bernick! Nå, jeg gratulerer med sejren i handelsforeningen igår. KONSUL BERNICK Å tak. HILMAR TØNNESEN Det var jo en glimrende sejr, hører jeg, det intelligente borgersinds sejr over egennytten og fordommen, – omtrent som en fransk razzia mod Kabylerne. Mærkeligt, at du efter de ubehagelige optrin her – KONSUL BERNICK Ja, ja, lad det være. ​ 125HILMAR TØNNESEN Men hovedslaget er jo ikke slåt endnu. KONSUL BERNICK I jernbanesagen, mener du? HILMAR TØNNESEN Ja, du ved da vel, hvad redaktør Hammer går og brygger sammen? ​KONSUL BERNICK spændt Nej! Hvad er det? ​HILMAR TØNNESEN Han har jo hængt sig fast i det rygte, som går, og det vil han lave en avisartikel af. KONSUL BERNICK Hvilket rygte? HILMAR TØNNESEN Naturligvis det om de store ejendomskøb langs sidebanen. KONSUL BERNICK Hvad siger du? Går her et sådant rygte? HILMAR TØNNESEN Ja, det er over hele byen. Jeg hørte det i klubben, hvor jeg drev indom. En af vore sagførere skal i al stilhed per kommission have indkøbt alle skovejendommene, alle malmlejerne, alle vandfaldene – ​ 126KONSUL BERNICK Og siges der ikke, for hvem? HILMAR TØNNESEN I klubben mente man, det måtte være for et udenbys selskab, som havde fåt nys om hvad du havde igære, og som havde skyndet sig før ejendomspriserne steg –. Er det ikke nederdrægtigt – uf! ​KONSUL BERNICK Nederdrægtigt? HILMAR TØNNESEN Ja, at fremmede således trænger sig ind på vore enemærker. Og at en af byens egne sagførere kan låne sig til sligt! Nu blir det altså udenbys folk, som går af med fordelen. KONSUL BERNICK Men det er jo dog bare et løst rygte. HILMAR TØNNESEN Det troes imidlertid, og imorgen eller iovermorgen vil naturligvis redaktør Hammer spigre det fast som et faktum. Der var allerede almindelig forbittrelse deroppe. Jeg hørte flere sige, at hvis det rygte bekræfter sig, så stryger de sig ud af listerne. KONSUL BERNICK Umuligt! HILMAR TØNNESEN Så? Hvorfor tror du disse kræmmersjæle var så villige til at gå med på dit foretagende? Tror du ikke de selv havde spidset sine næser på at –? ​ 127KONSUL BERNICK Umuligt, siger jeg; så meget borgersind er her dog i vort lille samfund – ​​HILMAR TØNNESEN Her? Ja, du er nu optimist, og så dømmer du andre efter dig selv. Men jeg, som er en temmelig øvet iagttager –. Her er ikke en, – ja naturligvis med undtagelse af os, – ikke en, siger jeg, som holder ideens fane højt. (op mod baggrunden) Uf, der ser jeg dem! KONSUL BERNICK Hvem? HILMAR TØNNESEN De to amerikanske. (ser ud tilhøjre) Og hvem er det de går med? Ja, ved Gud, er det ikke kaptejnen på «Indian Girl». Uf! KONSUL BERNICK Hvad kan de ville ham? HILMAR TØNNESEN Å, det er jo ret passende selskab. Han skal jo have været slavehandler eller sørøver; og hvem ved, hvad de andre har bedrevet i alle disse år. KONSUL BERNICK Jeg siger dig, det er højst urigtigt at tænke således om dem. HILMAR TØNNESEN Ja, du er nu optimist. Men nu har vi dem naturligvis på halsen igen; jeg vil derfor itide – (går op mod døren tilvenstre) ​ 128Frøken Hessel kommer fra højre. ​FRØKEN HESSEL Nå, Hilmar, er det mig, som jager dig af stuen? HILMAR TØNNESEN Aldeles ikke; jeg stod her og havde hastværk; jeg skulde tale et ord med Betty. (går ind i det bagerste værelse tilvenstre) KONSUL BERNICK efter en kort stilhed Nu, Lona? FRØKEN HESSEL Ja. KONSUL BERNICK Hvorledes står jeg idag for dig? FRØKEN HESSEL Som igår. En løgn mere eller mindre – KONSUL BERNICK Du må få lys i dette. Hvor blev Johan af? FRØKEN HESSEL Han kommer; han havde noget at tale med en mand. ​KONSUL BERNICK Efter det, du hørte igår, vil du begribe at hele min tilværelse er ødelagt, hvis sandheden kommer for lyset. FRØKEN HESSEL Jeg begriber det. ​​ 129KONSUL BERNICK Det er naturligvis en selvfølge at jeg ikke har gjort mig skyldig i den forbrydelse, som her har gåt rygte om. FRØKEN HESSEL Det forstår sig af sig selv. Men hvem var tyven? KONSUL BERNICK Der var ingen tyv. Der blev ingen penge stjålne; ikke en skilling er bleven borte. FRØKEN HESSEL Hvorledes? KONSUL BERNICK Ikke en skilling, siger jeg. FRØKEN HESSEL Men rygtet? Hvorledes er det skammelige rygte kommet ud at Johan –? KONSUL BERNICK Lona, med dig synes jeg at jeg kan tale, som med ingen anden; jeg vil intet fortie for dig. Jeg har min del i at rygtet blev udspredt. FRØKEN HESSEL Du? Og det kunde du gøre imod ham, som for din skyld –! KONSUL BERNICK Du skal ikke dømme uden at huske på, hvorledes sagerne stod dengang. Jeg fortalte ​dig det jo igår. Jeg kom hjem og fandt min moder indviklet i en hel række af ukloge foretagender; ​ 130uheld af forskellig slags stødte til; det var som om alt ondt stormed ind på os; vort hus var lige ved at ruineres. Jeg var halvt letsindig og halvt fortvivlet. Lona, jeg tror det var mest for at døve tankerne, at jeg indlod mig i den forbindelse, som bragte Johan til at rejse. FRØKEN HESSEL Hm – KONSUL BERNICK Du kan vel forestille dig, hvorledes alskens rygter sattes i omløb da han og du var borte. Dette var ikke hans første letsindighed, blev der fortalt. Dorf havde fåt en stor sum penge af ham for at tie og ​rejse sin vej, hed det; andre påstod, at hun havde fåt dem. På samme tid blev det ikke skjult at vort hus havde vanskeligt for at opfylde sine forpligtelser. Hvad var rimeligere end at sladderhankene satte disse to rygter i forbindelse med hinanden? Da hun blev her og leved i tarvelighed, så påstod man at han havde taget pengene med sig til Amerika, og rygtet gjorde summen bestandig større og større. FRØKEN HESSEL Og du, Karsten –? KONSUL BERNICK Jeg greb dette rygte som en redningsplanke. ​FRØKEN HESSEL Du bredte det videre ud? ​ 131KONSUL BERNICK Jeg modsagde det ikke. Fordringshaverne var begyndt at gå os på livet; det galdt for mig om at berolige dem; det kom an på at man ikke fatted mistanke til husets soliditet; et øjeblikkeligt uheld havde rammet os; man måtte blot ikke trænge på; blot give tid; enhver skulde få sit. FRØKEN HESSEL Og enhver fik også sit? KONSUL BERNICK Ja, Lona, dette rygte redded vort hus og gjorde mig til den mand, jeg nu er. FRØKEN HESSEL En løgn har altså gjort dig til den mand, du nu er. KONSUL BERNICK Hvem skaded det dengang? Det var Johans forsæt aldrig at komme tilbage. FRØKEN HESSEL Du spørger, hvem det skaded. Se ind i dig selv og sig mig om ikke du har taget skade deraf. KONSUL BERNICK Se ind i hvilken mand du vil, og du skal finde i hver eneste en et mørkt punkt idetmindste, som han må dække over. ​FRØKEN HESSEL Og I kalder jer samfundets støtter! ​ 132KONSUL BERNICK Samfundet har dem ikke bedre. ​FRØKEN HESSEL Og hvad magt ligger der på, om et sligt samfund støttes eller ikke? Hvad er det, som gælder her? Skinnet og løgnen – og intet andet. Her lever du, byens første mand, i herlighed og glæde, i magt og i ære, du, som har sat forbrydermærket på en uskyldig. KONSUL BERNICK Tror du ikke at jeg dybt nok føler min uret imod ham? Og tror du ikke jeg er beredt til at gøre den god igen? FRØKEN HESSEL Hvorved? Ved at tale? KONSUL BERNICK Og det kunde du fordre? FRØKEN HESSEL Hvad andet kan gøre slig uret god? KONSUL BERNICK Jeg er rig, Lona; Johan kan stille hvad krav han vil – FRØKEN HESSEL Ja, byd ham penge, og du skal høre, hvad han svarer. ​KONSUL BERNICK Ved du, hvad hans hensigter er? ​ 133FRØKEN HESSEL Nej. Siden igår har han været taus. Det er som om alt dette med et havde gjort ham til en fuldvoksen mand. KONSUL BERNICK Jeg må tale med ham. FRØKEN HESSEL Der har du ham. Johan Tønnesen kommer fra højre. KONSUL BERNICK imod ham Johan –! JOHAN TØNNESEN afværgende Først jeg. Igår morges gav jeg dig mit ord på at tie. KONSUL BERNICK Det gjorde du. JOHAN TØNNESEN Men da vidste jeg endnu ikke – KONSUL BERNICK Johan, lad mig blot med to ord oplyse dig om sammenhængen – JOHAN TØNNESEN Behøves ikke; jeg skønner sammenhængen meget vel. Huset var dengang i en vanskelig ​stilling; og da så jeg var borte, og du havde et værgeløst navn og rygte at råde over –. Nå, jeg lægger dig ​det ikke så meget til last; vi var unge og letsindige ​ 134i de dage. Men nu har jeg brug for sandheden og nu må du tale. KONSUL BERNICK Og just nu har jeg brug for al min moralske anseelse, og derfor kan jeg ikke tale nu. JOHAN TØNNESEN Jeg bryder mig ikke stort om de opdigtelser, du har sat igang om mig; det er det andet, du selv skal tage skylden for. Dina skal blive min hustru, og her, her i byen, vil jeg leve og bo og bygge med hende. FRØKEN HESSEL Det vil du? KONSUL BERNICK Med Dina! Som din hustru? Her i byen! JOHAN TØNNESEN Ja, just her; jeg vil blive her for at trodse alle disse løgnere og bagvaskere. Men for at jeg kan vinde hende, er det nødvendigt at du frigør mig. KONSUL BERNICK Har du betænkt, at om jeg vedgår det ene, så har jeg derved også med det samme taget det andet på mig? Du vil sige, at jeg af vore ​bøger kan bevise at ingen uredelighed har fundet sted? Men det kan jeg ikke; vore bøger blev ikke ført så nøjagtigt dengang. Og selv om jeg kunde, – hvad var derved vundet? Vilde jeg ikke ialfald stå som den mand, der engang havde reddet sig ved en usandhed, og som i femten år havde ladet denne usandhed og alt det andet få lov til at fæstne sig uden ​ 135at have gjort et skridt derimod? Du kender ikke vort samfund længer, ellers måtte du vide at dette vilde knuse mig i bund og grund. JOHAN TØNNESEN Jeg kan kun sige dig, at jeg vil tage madam Dorfs datter til hustru og leve med hende her i byen. KONSUL BERNICK tørrer sveden af panden Hør mig, Johan, – og du også, Lona. Det er ikke vanlige forholde jeg står i netop i disse dage. Jeg står således, at hvis dette ​slag rettes imod mig, så har I ødelagt mig, og ikke alene mig, men også en stor og velsignelsesrig fremtid for det samfund, som dog er eders barndomshjem. JOHAN TØNNESEN Og retter jeg ikke slaget imod dig, så ødelægger jeg selv min hele fremtidslykke. FRØKEN HESSEL Tal videre, Karsten. ​KONSUL BERNICK Så hør da. Det hænger sammen med jernbanesagen, og den sag er ikke så ganske ligetil, som I tænker. I har visst hørt omtale, at her ifjor handledes om en kystlinje? Den havde mange og vægtige stemmer for sig her i byen og i omegnen, og navnlig i pressen; men jeg fik den forhindret, fordi den vilde have skadet vor dampskibstrafik langs kysten. FRØKEN HESSEL Er du selv interesseret i den dampskibs-trafik? ​ 136KONSUL BERNICK Ja. Men ingen voved at mistænke mig fra den side; jeg havde mit agtede navn som skjold og skærm over mig. Jeg kunde forøvrigt også have båret tabet; men stedet kunde ikke have båret det. Så blev indlandslinjen besluttet. Da dette var sket, forvissed jeg mig i al stilhed om at en sidebane kunde lægges herned til byen. FRØKEN HESSEL Hvorfor i al stilhed, Karsten? KONSUL BERNICK Har I hørt tale om de store opkøb af skov-ejendomme, af gruber og af vandfald –? JOHAN TØNNESEN Ja, det er jo et udenbys selskab – ​KONSUL BERNICK Således, som disse ejendomme nu ligger, er de sågodtsom værdiløse for de spredte besiddere; de er derfor bleven solgt forholdsvis billigt. Havde man ventet til sidebanen var kommen på tale, vilde ejerne have fordret ublue priser. FRØKEN HESSEL Vel, vel; men hvad så? KONSUL BERNICK Nu kommer det, som kan udtydes forskelligt, – det, som en mand i vort samfund kun ​kan vedgå, såfremt han har et uplettet og agtet navn at støtte sig til. ​ 137FRØKEN HESSEL Nu? KONSUL BERNICK Det er mig, som har indkøbt altsammen. FRØKEN HESSEL Dig? JOHAN TØNNESEN For egen regning? KONSUL BERNICK For egen regning. Kommer sidebanen istand, så er jeg millionær; kommer den ikke istand, så er jeg ruineret. FRØKEN HESSEL Dette er vovsomt, Karsten. ​KONSUL BERNICK Hele min formue har jeg vovet på dette. FRØKEN HESSEL Jeg tænker ikke på formuen; men når det kommer for dagen at – KONSUL BERNICK Ja, der er knudepunktet. Med det uplettede navn, jeg hidtil har båret, kan jeg tage denne sag på mine skuldre, bære den frem, og sige til mine medborgere: se, dette har jeg vovet til samfundets bedste. ​ 138FRØKEN HESSEL Til samfundets? KONSUL BERNICK Ja; og ikke en vil tvivle på mine hensigter. FRØKEN HESSEL Da er her dog mænd, som har handlet mere åbent, end du, uden bagtanker, uden sidehensyn. KONSUL BERNICK Hvem? FRØKEN HESSEL Naturligvis både Rummel og Sandstad og Vigeland. KONSUL BERNICK For at vinde dem har jeg været nødt til at indvie dem i sagen. FRØKEN HESSEL Og så? ​KONSUL BERNICK De har betinget sig en femtedel af udbyttet til deling. FRØKEN HESSEL Å, disse samfundets støtter! ​KONSUL BERNICK Og er det ikke samfundet selv, som tvinger os til at gå krogveje? Hvad vilde her sket, hvis jeg ikke havde handlet i stilhed? Alle vilde have kastet sig ind i foretagendet, delt, spredt, forkvaklet og forfusket det hele. Der er her i byen ikke ​ 139en eneste mand, uden jeg, som forstår at lede en så stor bedrift, som denne vil blive; hertillands er det overhovedet kun de indvandrede familjer, som har anlæg for den større forretningsvirksomhed. Derfor er det at min samvittighed frikender mig i dette stykke. Kun i mine hænder kan disse ejendomme blive til varig velsignelse for de mange, som de vil skaffe brød. FRØKEN HESSEL Det tror jeg du har ret i, Karsten. JOHAN TØNNESEN Men jeg kender ikke disse mange, og mit livs lykke står på spil. KONSUL BERNICK Dit fødesteds velfærd står også på spil. Kommer der ting op, som kaster skygge på min ​tidligere færd, så vil alle mine modstandere med forenet magt falde over mig. En ungdoms-ubesindighed udviskes aldrig i vort samfund. Man vil gennemgå hele mit mellemliggende liv, trække tusende små begivenheder frem, tolke og tyde dem i lys af det, som er kommet for dagen; man vil knuse mig under vægten af rygter og bagvaskelser. Fra jernbanesagen må jeg træde tilbage; og tager jeg min hånd fra den, så falder den, og jeg er på engang både ruineret og borgerlig død. FRØKEN HESSEL Johan, efter det, du nu har hørt, må du rejse og tie. KONSUL BERNICK Ja, ja, Johan, det må du! ​ 140JOHAN TØNNESEN Ja, jeg rejser og tier også; men jeg kommer igen, og da taler jeg. KONSUL BERNICK Bliv derover, Johan; ti, og jeg er villig til at dele med dig – ​JOHAN TØNNESEN Behold dine penge, men giv mig mit navn og rygte igen. KONSUL BERNICK Og ofre mit eget! ​JOHAN TØNNESEN Det får du og dit samfund se at komme ud af. Jeg må og skal og vil vinde Dina for mig. Derfor rejser jeg endnu imorgen over med «Indian Girl» – KONSUL BERNICK Med «Indian Girl»? JOHAN TØNNESEN Ja. Kaptejnen har lovet at tage mig med. Jeg rejser over, siger jeg; jeg sælger min farm og ordner mine anliggender. Om to måneder er jeg her igen. KONSUL BERNICK Og da vil du tale? JOHAN TØNNESEN Da skal den skyldige tage skylden selv. ​ 141KONSUL BERNICK Glemmer du, at så må jeg også tage det på mig, som jeg ikke er skyldig i? JOHAN TØNNESEN Hvem var det, som for femten år siden drog nytte af det skammelige rygte? KONSUL BERNICK Du driver mig til fortvivlelse! Men hvis du taler, så nægter jeg alt! Jeg siger at det er et komplot imod mig; en hævn; at du er kommen herover for at presse penge af mig! ​FRØKEN HESSEL Skam dig, Karsten! KONSUL BERNICK Jeg er fortvivlet, siger jeg; og jeg kæmper for livet. Jeg nægter alt, alt! JOHAN TØNNESEN Jeg har dine to breve. I min koffert fandt jeg dem mellem mine andre papirer. Imorges læste jeg dem igennem; de er tydelige nok. KONSUL BERNICK Og dem vil du lægge frem? JOHAN TØNNESEN Hvis det gøres fornødent. KONSUL BERNICK Og om to måneder er du her igen? ​ 142JOHAN TØNNESEN Det håber jeg. Vinden er god. Om tre uger er jeg i New-York – hvis ikke «Indian Girl» går under. ​KONSUL BERNICK studsende Går under? Hvorfor skulde «Indian Girl» gå under? JOHAN TØNNESEN Nej, det mener jeg også. ​KONSUL BERNICK neppe hørligt Gå under? JOHAN TØNNESEN Ja, Bernick, nu ved du altså, hvad der forestår; du får se at område dig imens. Farvel! Betty kan du hilse, skønt hun ikke har taget imod mig som en søster. Men Marta vil jeg dog se. Hun skal sige til Dina –; hun skal love mig – Han går ud gennem den bagerste dør tilvenstre. KONSUL BERNICK hen for sig «Indian Girl» –? (hurtigt) Lona, du må forhindre dette! FRØKEN HESSEL Du ser det selv, Karsten, – jeg har ingen magt over ham længer. Hun går efter Johan ind i værelset tilvenstre. KONSUL BERNICK i urolige tanker Gå under –? ​ 143Skibsbygger Aune kommer fra højre. SKIPSBYGGER AUNE Med tilladelse, er det konsulen belejligt –? KONSUL BERNICK vender sig heftigt Hvad vil De? ​SKIPSBYGGER AUNE Bede om at måtte gøre konsulen et spørgsmål. KONSUL BERNICK Nu vel; skynd Dem. Hvad vil De spørge om? SKIPSBYGGER AUNE Jeg vilde spørge, om det står fast, – uryggelig fast, – at jeg vilde få min afsked fra værftet, hvis «Indian Girl» ikke kunde sejle imorgen? KONSUL BERNICK Hvad nu? Skibet blir jo sejlfærdigt. SKIPSBYGGER AUNE Ja, – det gør så. Men hvis det nu ikke blev, – havde jeg så min afsked? KONSUL BERNICK Hvad skal slige ørkesløse spørgsmål til? ​SKIPSBYGGER AUNE Jeg vilde så gerne vide det, herr konsul. Svar mig på det: havde jeg så min afsked? ​ 144KONSUL BERNICK Plejer mit ord stå fast eller ikke? SKIPSBYGGER AUNE Jeg havde altså imorgen mistet den stilling, jeg har i mit hus og blandt dem, jeg nærmest tilhører, – mistet min indflydelse i arbejdernes kreds, – mistet al anledning til at stifte gagn blandt de lavt og ringe stillede i samfundet. ​KONSUL BERNICK Aune, med det punkt er vi færdige. SKIPSBYGGER AUNE Ja, så får «Indian Girl» sejle. Kort taushed. KONSUL BERNICK Hør her; jeg kan ikke have mine øjne allevegne; kan ikke være ansvarlig for alt; – De tør vel forsikre mig at reparationen er upåklageligt udført? SKIPSBYGGER AUNE De satte mig en knap frist, herr konsul. KONSUL BERNICK Men reparationen er forsvarlig, siger De? SKIPSBYGGER AUNE Vi har jo godvejr og midtsommerstid. Atter taushed. ​ 145KONSUL BERNICK Har De ellers noget at sige mig? SKIPSBYGGER AUNE Jeg ved ikke noget andet, herr konsul. KONSUL BERNICK Altså, – «Indian Girl» sejler – SKIPSBYGGER AUNE Imorgen? ​KONSUL BERNICK Ja. SKIPSBYGGER AUNE Vel. Han hilser og går. Konsul Bernick står et øjeblik tvivlrådig; derpå går han raskt hen imod udgangsdøren som om han vilde kalde Aune tilbage, men standser urolig med hånden på dørvrideren. I det samme åbnes døren udenfra og fuldmægtig Krap træder ind. FULDMÆGTIG KRAP dæmpet Aha, han var her. Har han tilståt? ​KONSUL BERNICK Hm –; har De opdaget noget? ​ 146FULDMÆGTIG KRAP Hvad behøves det? Så ikke konsulen den onde samvittighed skotte ud af øjnene på ham? KONSUL BERNICK Å hvad; – sådant ses ikke. Har De opdaget noget, spørger jeg? FULDMÆGTIG KRAP Kunde ikke komme til; var forsent; de holdt allerede på at hale skibet ud af dokken. Men just dette hastværk viser tydeligt at – KONSUL BERNICK Viser ingenting. Besigtigelsen har altså fundet sted? FULDMÆGTIG KRAP Forstår sig; men – ​KONSUL BERNICK Ser De vel. Og man har naturligvis intet fundet at anke over? FULDMÆGTIG KRAP Herr konsul, De ved visst godt, hvorledes slige besigtigelser går for sig, især på et værft, der har et så godt navn som vort. KONSUL BERNICK Lige meget; vi er altså angerløse. FULDMÆGTIG KRAP Herr konsul, har De virkelig ikke kunnet mærke på Aune at –? KONSUL BERNICK Aune har fuldstændig beroliget mig, siger jeg Dem. ​ 147FULDMÆGTIG KRAP Og jeg siger Dem, at jeg er moralsk overbevist om at – KONSUL BERNICK Hvad skal dette betyde, herr Krap? Jeg skønner nok at De har et horn i siden til manden; men vil De ham tillivs, så bør De vælge en anden anledning. De ved, hvor magtpåliggende det er mig – eller rettere sagt rederiet – at «Indian Girl» går under sejl imorgen. ​FULDMÆGTIG KRAP Vel, vel; lad så ske; men hvad tid vi hører fra det skib – hm! Købmand Vigeland kommer fra højre. ​KØBMAND VIGELAND Ærbødigst goddag, herr konsul. Har De tid et øjeblik. KONSUL BERNICK Til tjeneste, herr Vigeland. KØBMAND VIGELAND Ja, jeg vilde bare høre, om ikke De også stemmer for at «Palmetræet» sejler imorgen? KONSUL BERNICK Jo; det er jo en aftalt sag. KØBMAND VIGELAND Men nu kom kaptejnen til mig og meldte at der er givet stormsignaler. ​ 148FULDMÆGTIG KRAP Barometret er faldet stærkt siden imorges. KONSUL BERNICK Så? Kan vi vente storm? KØBMAND VIGELAND En stiv kuling ialfald; men ingen modvind; tvertimod – KONSUL BERNICK Hm; ja, hvad siger så De? ​KØBMAND VIGELAND Jeg siger, som jeg sagde til kaptejnen, at «Palmetræet» står i forsynets hånd. Og desuden, det går jo bare over Nordsjøen for det første; og i England står jo fragterne nu så tålelig højt at – KONSUL BERNICK Ja, det vilde sandsynligvis lede til tab for os om vi vented. KØBMAND VIGELAND Skibet er jo også solid, og desuden fuldt assureret. Nej, da er det sandeligen risikablere for «Indian Girl» – KONSUL BERNICK Hvorledes mener De det? KØBMAND VIGELAND Den sejler jo også imorgen. ​ 149KONSUL BERNICK Ja, rederiet har skyndet så stærkt på, og desuden – KØBMAND VIGELAND Nå, kan den gamle kasse vove sig ud, – og ovenikøbet med slig besætning, – så var det en skam om ikke vi – KONSUL BERNICK Vel, vel. De har formodentlig skibspapirerne hos Dem? ​KØBMAND VIGELAND Ja her. KONSUL BERNICK Godt; vil De så gå ind med herr Krap. ​FULDMÆGTIG KRAP Værs’god; skal snart være besørget. KØBMAND VIGELAND Tak. – Og udfaldet lægger vi i almagtens hånd, herr konsul. Han går med fuldmægtig Krap ind i det forreste værelse tilvenstre. Adjunkt Rørlund kommer gennem haven. ADJUNKT RØRLUND Ah, skal jeg træffe Dem hjemme på denne tid af dagen, herr konsul? KONSUL BERNICK i tanker Som De ser. ​ 150ADJUNKT RØRLUND Ja, det var egentlig for Deres frues skyld, jeg gik indom. Jeg tænkte mig, hun kunde trænge til et trøstens ord. KONSUL BERNICK Det kan hun visst. Men jeg vilde også gerne tale lidt med Dem. ADJUNKT RØRLUND Med fornøjelse, herr konsul. Men hvad fejler Dem? De ser ganske bleg og forstyrret ud. ​KONSUL BERNICK Så? Gør jeg det? Ja, hvor kan det være andet, – så meget, som der i denne tid optårner sig omkring mig? Hele min store forretning, – og så jernbaneanlægget –. Hør; sig mig et ord, herr adjunkt; lad mig gøre Dem et spørgsmål. ADJUNKT RØRLUND Meget gerne, herr konsul. KONSUL BERNICK Der er en tanke, som er faldet mig ind. Når man står ligeoverfor et så vidtrækkende foretagende, der sigter til at fremme tusenders velfærd –. Hvis det nu skulde kræve et enkelt offer –? ADJUNKT RØRLUND Hvorledes mener De? KONSUL BERNICK Jeg sætter for exempel, en mand tænker på at anlægge en stor fabrik. Han ved med sikkerhed – thi det har al erfaring lært ham – at sent eller tidligt vil der under denne fabriks drift gå menneskeliv tilspilde. ​ 151ADJUNKT RØRLUND Ja, det er kun altfor sandsynligt. KONSUL BERNICK Eller der er en, som kaster sig på grubedrift. Han tager både familjefædre og unge ​livs​friske mennesker i sin tjeneste. Lader det sig ikke med visshed sige, at ikke alle disse vil slippe fra det med livet? ADJUNKT RØRLUND Jo, desværre, det er visstnok så. KONSUL BERNICK Nå. En sådan mand ved altså på forhånd, at det foretagende, som han vil sætte iværk, utvivlsomt engang kommer til at koste menneskeliv. Men dette foretagende er almengavnligt; for hvert menneskeliv, det koster, vil det ligeså utvivlsomt fremme mange hundreders velfærd. ADJUNKT RØRLUND Aha, De tænker på jernbanen, – på alle disse farlige udgravninger og fjeldsprængninger og alt dette – KONSUL BERNICK Ja; ja vel; jeg tænker på jernbanen. Og desuden, – jernbanen vil jo fremkalde både fabriker og grubedrift. Men mener De ikke alligevel –? ADJUNKT RØRLUND Kære herr konsul, De er næsten altfor samvittighedsfuld. Jeg mener, at når De lægger sagen i forsynets hånd – ​ 152KONSUL BERNICK Ja; ja visst; forsynet – ​ADJUNKT RØRLUND – så er De angerløs. Byg De kun trøstig jernbanen. KONSUL BERNICK Ja, men nu sætter jeg et særligt tilfælde. Jeg sætter, der fandtes et borehul, som skulde sprænges på et farligt sted; men uden at dette borehul sprænges, vil ikke jernbanen kunne komme istand. Jeg sætter, ingeniøren ved, det vil koste livet for den arbejder, som skal tænde minen; men tændes må den, og det er ingeniørens pligt at sende en arbejder hen for at gøre det. ADJUNKT RØRLUND Hm – KONSUL BERNICK Jeg ved, hvad De vil sige. Det vilde være stort, om ingeniøren selv tog lunten og gik hen og tændte borehullet. Men sligt gør man ikke. Han må altså ofre en arbejder. ​ADJUNKT RØRLUND Det vilde aldrig nogen ingeniør gøre hos os. KONSUL BERNICK Ingen ingeniør i de store lande vilde betænke sig på at gøre det. ADJUNKT RØRLUND I de store lande? Nej, det tror jeg nok. I hine fordærvede og samvittighedsløse samfund – ​​ 153KONSUL BERNICK Å, der er adskilligt godt ved de samfund. ADJUNKT RØRLUND Og det kan De sige, De, som selv –? KONSUL BERNICK I de store samfund har man dog plads til at fremme et gavnligt foretagende; der har man mod til at ofre noget for en stor sag; men her snevres man ind af alskens smålige hensyn og betænkeligheder. ADJUNKT RØRLUND Er et menneskeliv et småligt hensyn? KONSUL BERNICK Når dette menneskeliv står som en trusel imod tusenders velfærd. ADJUNKT RØRLUND Men De opstiller jo rent utænkelige tilfælder, herr konsul! Jeg forstår Dem slet ikke idag. Og så viser De hen til de store samfund. Ja, derude, – hvad gælder et menneskeliv der? Der regner man med menneskeliv som med kapitaler. Men vi står dog på et ganske andet moralsk standpunkt, skulde jeg mene. Se til vor hæderlige skibsrederstand! Nævn en eneste reder her hos os, som for ussel vinding vilde ofre et menneskeliv! Og tænk så på hine skurke i de store samfund, som for fordelens skyld bortfragter det ene usødygtige skib efter det andet – ​KONSUL BERNICK Jeg taler ikke om usødygtige skibe! ​ 154ADJUNKT RØRLUND Men jeg taler om dem, herr konsul. KONSUL BERNICK Ja, men hvad skal det til? Det kommer jo ikke sagen ved. – Å, disse små frygt​agtige hensyn! Hvis en general hos os skulde føre sine folk i ilden og få dem nedskudt, han vilde få søvnløse nætter bagefter. Således er det ikke andetsteds. De skulde høre, hvad han derinde fortæller – ADJUNKT RØRLUND Han? Hvem? Den amerikanske –? KONSUL BERNICK Ja vel. De skulde høre hvorledes man i Amerika – ADJUNKT RØRLUND Han er derinde? Og det siger De mig ikke. Jeg vil straks – KONSUL BERNICK Det nytter Dem ikke; De kommer ingen vej med ham. ADJUNKT RØRLUND Det skal vi få se. Nå, der har vi ham. Johan Tønnesen kommer fra værelset tilvenstre. ​JOHAN TØNNESEN taler tilbage gennem den åbne dør Ja ja, Dina, lad så være; men jeg gir ikke slip på Dem alligevel. Jeg kommer igen, og da skal det blive godt imellem os. ​ 155ADJUNKT RØRLUND Med tilladelse, hvad sigter De til med de ord? Hvad er det De vil? JOHAN TØNNESEN Jeg vil at den unge pige, som De igår sværted mig for, skal blive min hustru. ADJUNKT RØRLUND Deres –? Og De kan tænke Dem at –? JOHAN TØNNESEN Jeg vil have hende til hustru. ADJUNKT RØRLUND Nu, da skal De også erfare – (går hen til den halvåbne dør) Fru Bernick, De må have den godhed at være vidne –. Og De også, frøken Marta. Og lad Dina komme. (ser frøken Hessel) Ah, er De også her? FRØKEN HESSEL i døren Skal jeg også komme? ADJUNKT RØRLUND Så mange der vil; jo flere jo bedre. ​KONSUL BERNICK Hvad har De isinde? ​ 156​Frøken Hessel, fru Bernick, frøken Bernick, Dina og Hilmar Tønnesen kommer ud fra værelset. FRU BERNICK Herr adjunkt, jeg har ikke med min bedste vilje kunnet forhindre ham – ADJUNKT RØRLUND Jeg skal forhindre ham, frue. – Dina, De er en ubetænksom pige. Men jeg bebrejder Dem ikke så meget. De har altfor længe ståt her uden det moralske støttepunkt, som skulde holde Dem oppe. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke før har tilført Dem dette støttepunkt. DINA De skal ikke tale nu! FRU BERNICK Men hvad er det? ADJUNKT RØRLUND Just nu må jeg tale, Dina, skønt Deres adfærd igår og idag har gjort mig det tifold vanskeligere. Men for Deres redning må alle andre hensyn vige. De mindes det ord, jeg gav Dem. De mindes hvad De loved at svare, når jeg fandt at tiden var kommen. Nu tør jeg ikke længer betænke mig, og derfor – (til Johan Tønnesen) denne unge pige, som De efterstræber, er min trolovede. ​FRU BERNICK Hvad siger De! ​ 157KONSUL BERNICK Dina! JOHAN TØNNESEN Hun! Deres –? FRØKEN BERNICK Nej, nej, Dina! FRØKEN HESSEL Løgn! JOHAN TØNNESEN Dina, – taler den mand sandt? DINA efter et kort ophold Ja. ADJUNKT RØRLUND Hermed er forhåbentlig alle forlokkelsens kunster gjort magtesløse. Det skridt, jeg for Dinas vel har besluttet mig til, må gerne gøres kundbart for vort hele samfund. Jeg nærer det sikre håb at det ikke vil mistydes. Men nu, frue, tænker jeg det er bedst vi fører hende herfra og søger at bringe ro og ligevægt i hendes sind igen. ​FRU BERNICK Ja, kom. O, Dina, hvilken lykke for dig! Hun fører Dina ud tilvenstre; adjunkt Rørlund følger med dem. ​FRØKEN BERNICK Farvel, Johan! Hun går. ​ 158HILMAR TØNNESEN i havedøren Hm – det må jeg rigtignok sige – FRØKEN HESSEL som har fulgt Dina med øjnene Ikke forknyt, gut! Jeg blir her og passer på pastoren. Hun går ud til højre. KONSUL BERNICK Johan, nu rejser du ikke med «Indian Girl»! JOHAN TØNNESEN Just nu. KONSUL BERNICK Men du kommer dog ikke igen? JOHAN TØNNESEN Jeg kommer igen. KONSUL BERNICK Efter dette? Hvad vil du her efter dette? JOHAN TØNNESEN Hævne mig på jer alle; knuse så mange, jeg kan, af jer. Han går ud til højre. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap kommer fra konsulens værelse. KØBMAND VIGELAND Se så, nu er papirerne i orden, herr konsul. ​​ 159KONSUL BERNICK Godt, godt – FULDMÆGTIG KRAP dæmpet Og det står altså fast at «Indian Girl» sejler imorgen? KONSUL BERNICK Den sejler. Han går ind i sit værelse. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap går ud tilhøjre. Hilmar Tønnesen vil følge efter dem, men i det samme stikker Olaf hovedet forsigtigt ud gennem døren tilvenstre. OLAF Onkel! Onkel Hilmar! HILMAR TØNNESEN Uf, er det dig? Hvorfor blir du ikke ovenpå? Du har jo arrest. OLAF et par skridt frem Hys! Onkel Hilmar, ved du nyt? HILMAR TØNNESEN Ja, jeg ved at du har fåt prygl idag. ​OLAF ser truende mod faderens værelse Han skal ikke slå mig oftere. Men ved du at onkel Johan sejler imorgen med Amerikanerne? HILMAR TØNNESEN Hvad rager det dig? Se at komme dig ovenpå igen. ​​ 160OLAF Jeg kan kanske også engang komme på bøffeljagt, onkel. HILMAR TØNNESEN Vås; slig en kryster, som du – OLAF Ja, bi bare; du får nok vide noget imorgen! HILMAR TØNNESEN Klodrian! Han går ud gennem haven. Olaf løber ind i værelset igen og lukker døren da han ser fuldmægtig Krap, som kommer fra højre. FULDMÆGTIG KRAP går hen til konsulens dør og åbner den halvt Undskyld at jeg kommer igen, herr konsul; men det trækker op til et overhændigt uvejr. (venter et øjeblik; intet svar) Skal «Indian Girl» sejle alligevel? Efter et kort ophold svarer: KONSUL BERNICK inde i værelset «Indian Girl» sejler alligevel. Fuldmægtig Krap lukker døren og går atter ud til højre. ​ ​​ 161​FJERDE AKT Havesalen hos konsul Bernick. Arbejdsbordet er udflyttet. Det er stormfuld eftermiddag og allerede tusmørke, hvilket tiltager under det følgende. En tjener tænder lysekronen; et par tjenestepiger bringer blomsterpotter, lamper og lys, der stilles på borde og opsatser langs væggene. Grosserer Rummel, i kjole, med handsker og hvidt halstørklæde, står i salen og giver anordninger. GROSSERER RUMMEL til tjeneren Bare hvert andet lys, Jakob. Det bør ikke se altfor festligt ud; det skal jo komme overraskende. Og alle disse blomster –? Å jo; lad dem kun stå; det kan jo se ud, som om de stod der til daglig – Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse. KONSUL BERNICK i døren Hvad skal dette sige? GROSSERER RUMMEL Au, au, er du der? (til tjenestefolkene) Ja, nu kan I gerne gå sålænge. Tjeneren og pigerne går ud gennem den øverste dør tilvenstre. ​KONSUL BERNICK kommer nærmere Men, Rummel, hvad skal dette betyde? ​ 162GROSSERER RUMMEL Det betyder at dit stolteste øjeblik er kommet. Byen bringer sin første mand et fanetog iaften. KONSUL BERNICK Hvad siger du! GROSSERER RUMMEL Fanetog med musik! Fakler skulde vi også have havt; men det turde vi ikke vove i dette stormfulde vejr. Nå, illumineret blir der; og det lyder jo også ganske godt, når det kommer i aviserne. ​KONSUL BERNICK Hør, Rummel, dette vil jeg ikke vide noget af. GROSSERER RUMMEL Ja, nu er det for sent; om en halv time har vi dem. KONSUL BERNICK Men hvorfor har du ikke sagt mig det før? GROSSERER RUMMEL Just fordi jeg var bange, du skulde gøre indvendinger. Men jeg satte mig i forbindelse med din frue; hun tillod mig at arrangere lidt, og så vil hun sørge for forfriskninger. ​KONSUL BERNICK lytter Hvad er det? Kommer de allerede? Jeg synes, jeg hører sang. GROSSERER RUMMEL ved havedøren Sang? Å, det er bare Amerikanerne. Det er «Indian Girl», som haler ud til tønden. ​ 163KONSUL BERNICK Haler den ud! Ja –; nej, jeg kan ikke dette iaften, Rummel; jeg er syg. GROSSERER RUMMEL Ja, du ser virkelig dårlig ud. Men du må mande dig op. Du må, død og pine, mande dig op! Både jeg og Sandstad og Vigeland har lagt den største vægt på at få denne tilstelning istand. Vore modstandere må trykkes ned under tyngden af en så fyldig opinionsytring som muligt. Byrygterne formerer sig; meddelelsen om ejendomskøbene kan ikke holdes tilbage længere. Du må nødvendigvis allerede iaften, under sang og taler, under glassenes klang, kort sagt, under en svulmende feststemning lade dem vide, hvad du har risikeret til samfundets bedste. Under en sådan svulmende feststemning, som jeg nys udtrykte mig, kan man udrette overordentlig meget her hos os. Men den må også til, ellers går det ikke. ​KONSUL BERNICK Ja, ja, ja – GROSSERER RUMMEL Og især når et så delikat og kildent punkt skal frem. Nå, du har, Gud ske lov, et navn, ​som kan magte det, Bernick. Men hør nu; vi skulde dog træffe lidt aftale. Student Tønnesen har skrevet en sang til dig. Den begynder meget smukt med de ord: «Løft ideens fane højt». Og adjunkt Rørlund har fåt det opdrag at holde festtalen. Den må du naturligvis svare på. KONSUL BERNICK Jeg kan det ikke iaften, Rummel. Kunde ikke du –? ​ 164GROSSERER RUMMEL Umuligt, så gerne jeg end vilde. Talen blir jo, som du kan vide, særligt henvendt til dig. Nå, måske rettes der også nogle ord til os andre. Jeg har talt med Vigeland og Sandstad om det. Vi havde tænkt, at du kunde svare med et leve for vort samfunds trivsel; Sandstad vil tale nogle ord om endrægtighed mellem de forskellige samfundslag; Vigeland vil nok ytre noget om det ønskelige i, at det nye foretagende ikke må forrykke det moralske grundlag, hvorpå vi nu står, og jeg tænker i nogle få passende ord at erindre kvinden, hvis mere beskedne virken ​heller ikke er uden betydning for samfundet. Men du hører jo ikke – KONSUL BERNICK Jo – jo visst. Men sig mig, tror du der er et så overhændigt hav udenfor? GROSSERER RUMMEL Å, du er bange for «Palmetræet»? Det er jo godt assureret. KONSUL BERNICK Ja, assureret; men – GROSSERER RUMMEL Og i god stand; og det er det vigtigste. KONSUL BERNICK Hm –. Om der tilstøder et fartøj noget, så er det jo heller ikke sagt, at der går menneskeliv tilspilde. Der kan gå skib og ladning tabt, – og man kan miste kofferter og papirer – ​ 165GROSSERER RUMMEL For pokker, kofferter og papirer ligger der da ikke stor magt på. ​KONSUL BERNICK Ikke det! Nej, nej, jeg mente blot –. Hys; – der synger de igen. GROSSERER RUMMEL Det er ombord i «Palmetræet». Købmand Vigeland kommer fra højre. ​KØBMAND VIGELAND Ja, nu haler «Palmetræet» ud. Godaften, herr konsul. KONSUL BERNICK Og De, som søkyndig mand, holder fremdeles fast ved at –? KØBMAND VIGELAND Jeg holder fast ved forsynet, jeg, herr konsul; jeg har desuden selv været ombord og uddelt nogle små traktater, som, jeg har det håb, skal virke til velsignelse. Købmand Sandstad og fuldmægtig Krap kommer fra højre. KØBMAND SANDSTAD endnu i døren Ja, går det godt, så går alting godt. Å se, godaften, godaften! KONSUL BERNICK Noget påfærde, herr Krap? FULDMÆGTIG KRAP Jeg siger intet, herr konsul. ​ 166KØBMAND SANDSTAD Hele besætningen på «Indian Girl» er drukken; jeg skal ikke være en ærlig mand, hvis de udyr kommer levende frem. Frøken Hessel kommer fra højre. ​FRØKEN HESSEL til konsul Bernick Ja, nu kan jeg hilse fra ham. KONSUL BERNICK Allerede ombord? FRØKEN HESSEL Snart ialfald. Vi skiltes udenfor hotellet. KONSUL BERNICK Og hans forsæt står fast? FRØKEN HESSEL Fast som fjeld. GROSSERER RUMMEL oppe ved vinduerne Pokker i disse nymodens indretninger; jeg kan ikke få forhængene ned. FRØKEN HESSEL Skal de ned? Jeg trode tvertom – GROSSERER RUMMEL Først ned, frøken. Ja, De ved dog, hvad der forestår? ​ 167​FRØKEN HESSEL Ja vel. Lad mig hjælpe; (tager fat i snorene) jeg skal lade forhænget gå ned for svoger, – skønt jeg heller lod det gå op. GROSSERER RUMMEL Det kan De også siden. Når haven er fyldt af den bølgende mængde, går forhængene op, ​og man skuer indenfor en overrasket og glad familje; – en borgers hjem bør være som et glasskab. Konsul Bernick synes at ville sige noget, men vender sig hurtigt og går ind i sit værelse. GROSSERER RUMMEL Ja, lad os så holde den sidste rådslagning. Kom med, herr Krap; De må bistå os med et par faktiske oplysninger. Alle herrerne går ind i konsulens værelse. Frøken Hessel har trukket forhængene for vinduerne og vil just gøre det samme med forhænget for den åbne glasdør, da Olaf ovenfra springer ned på havetrappen; han har et plaid over skulderen og en bylt i hånden. FRØKEN HESSEL Åh, Gud forlade dig, gut, hvor du skræmte mig! OLAF skjuler bylten Hys, tante! FRØKEN HESSEL Springer du ud af vinduet? Hvor skal du hen? ​ 168OLAF Hys; sig ingenting. Jeg vil til onkel Johan; – bare ned på bryggen, forstår du; – bare sige ham farvel. Godnat, tante! Han løber ud gennem haven. FRØKEN HESSEL Nej, bliv! Olaf – Olaf! ​Johan Tønnesen, rejseklædt, med en taske over skuldren, kommer varsomt gennem døren tilhøjre. JOHAN TØNNESEN Lona! FRØKEN HESSEL vender sig Hvad! Kommer du igen? JOHAN TØNNESEN Der er endnu nogle minutters tid. Jeg må se hende endnu en gang. Vi kan ikke skilles således. Frøken Bernick og Dina, begge med kåber på, og den sidste med en liden vadsæk i hånden, kommer fra den øverste dør tilvenstre. ​DINA Til ham; til ham! FRØKEN BERNICK Ja, du skal komme til ham, Dina! ​ 169DINA Der er han! JOHAN TØNNESEN Dina! DINA Tag mig med Dem! JOHAN TØNNESEN Hvad –! FRØKEN HESSEL Du vil? ​DINA Ja, tag mig med Dem! Den anden har skrevet mig til, har sagt at iaften skal det gøres offentligt for alle mennesker – JOHAN TØNNESEN Dina, – De elsker ham ikke? DINA Jeg har aldrig elsket det menneske. Jeg kaster mig på bunden af fjorden, hvis jeg blir hans forlovede! Å, hvor knuged han mig ikke iknæ igår med sine hovmodige ord! Hvorledes lod han mig ikke føle, at han drog en ringeagtet skabning op til sig! Jeg vil ikke ringeagtes længer. Jeg vil rejse. Må jeg følge med Dem? JOHAN TØNNESEN Ja, ja – og tusend gange ja! ​ 170DINA Jeg skal ikke længe falde Dem til besvær. Hjælp mig blot over; hjælp mig lidt tilrette i førstningen – JOHAN TØNNESEN Hurra, det finder sig nok, Dina! FRØKEN HESSEL peger mod konsulens dør Hys; sagte, sagte! JOHAN TØNNESEN Dina, jeg skal bære Dem på hænderne! ​DINA Det får De ikke lov til. Jeg vil bære mig selv frem; og derover kan jeg det nok. Bare jeg kommer bort herfra. Å, disse fruer, – De ved det ikke, – de har også skrevet mig til idag; de har formanet mig at skønne på min lykke, foreholdt mig, hvilken højmodighed han har vist. Imorgen og alle dage vil de passe på mig, for at se om jeg gør mig værdig til alt dette. Jeg har en rædsel for al denne skikkelighed! JOHAN TØNNESEN Sig mig, Dina, er det kun derfor De rejser? Er jeg ingenting for Dem? ​DINA Jo, Johan, De er mig mere end alle andre mennesker. JOHAN TØNNESEN O Dina –! ​ 171DINA Alle siger de her at jeg må hade og afsky Dem; at det er min pligt; men jeg skønner ikke dette med pligt; jeg kommer aldrig til at skønne det. FRØKEN HESSEL Det skal du heller ikke, barn! FRØKEN BERNICK Nej, det skal du ikke; og derfor skal du også følge ham som hans hustru. ​JOHAN TØNNESEN Ja, ja! FRØKEN HESSEL Hvad? Nu må jeg kysse dig, Marta! Det havde jeg ikke ventet af dig. FRØKEN BERNICK Nej, det tror jeg nok; jeg havde ikke selv ventet det. Men engang måtte det komme til udbrud i mig. Å, hvor vi her lider under mishandling af vaner og vedtægter! Gør oprør imod dette, Dina. Bliv hans hustru. Lad der ske noget, som trodser al denne skik og brug. JOHAN TØNNESEN Hvad svarer De, Dina? DINA Ja, jeg vil være Deres hustru. ​ 172JOHAN TØNNESEN Dina! DINA Men først vil jeg arbejde, blive noget selv, således, som De er det. Jeg vil ikke være en ting, som tages. FRØKEN HESSEL Ja, ret; så skal det være. JOHAN TØNNESEN Godt; jeg venter og håber – ​FRØKEN HESSEL – og vinder, gut! Men nu ombord! JOHAN TØNNESEN Ja, ombord! Ah, Lona, du kære søster, et ord; hør her – Han fører hende op mod baggrunden og taler ilsomt med hende. FRØKEN BERNICK Dina, du lykkelige, – lad mig se på dig, kysse dig endnu en gang, – den sidste. DINA Ikke den sidste; nej, kære elskede tante, vi ses nok igen. ​FRØKEN BERNICK Aldrig! Lov mig det, Dina, kom aldrig tilbage. (griber begge hendes hænder og ser på hende) Nu går du til lykken, du elskede barn; – over havet. O, hvor ofte har jeg ikke i skolestuen ​ 173 stundet didover! Derude må det være skønt; en større himmel; skyerne går højere end her, en friere luft svaler over menneskenes hoveder – DINA O, tante Marta, engang følger du efter os. FRØKEN BERNICK Jeg? Aldrig; aldrig. Her har jeg min lille livsgerning, og nu tror jeg nok at jeg kan blive fuldt og helt, hvad jeg skal være. ​DINA Jeg kan ikke tænke at skulle skilles fra dig. FRØKEN BERNICK Ak, et menneske kan skilles fra meget, Dina. (kysser hende) Men det får du aldrig prøve, søde barn. Lov mig at gøre ham lykkelig. DINA Jeg vil ikke love noget; jeg hader det at love; alt må komme, som det kan. FRØKEN BERNICK Ja, ja, det må det; du skal blot blive, som du er, – sand og tro imod dig selv. DINA Det vil jeg, tante. FRØKEN HESSEL gemmer i lommen nogle papirer, som Johan har givet hende Brav, brav, min kære gut. Men nu afsted. ​ 174JOHAN TØNNESEN Ja, nu er der ingen tid at spilde. Farvel, Lona; tak for al din kærlighed. Farvel, Marta, og hav tak, du også, for dit trofaste venskab. FRØKEN BERNICK Farvel, Johan! Farvel, Dina! Og lykke over alle eders dage! Hun og frøken Hessel trænger dem mod døren i baggrunden. Johan Tønnesen og Dina går hurtigt ned gennem haven. Frøken Hessel lukker døren og trækker forhænget for. ​FRØKEN HESSEL Nu er vi alene, Marta. Du har mistet hende og jeg ham. FRØKEN BERNICK Du – ham? ​FRØKEN HESSEL Å, jeg havde allerede halvvejs mistet ham derover. Gutten gik og længted efter at få stå på egne ben; derfor bildte jeg ham ind at jeg led af hjemve. FRØKEN BERNICK Derfor? Ja, så forstår jeg at du kom. Men han vil kræve dig tilbage, Lona. FRØKEN HESSEL En gammel halvsøster, – hvad skal han med hende nu? – Mændene river mangt og meget isønder omkring sig for at komme til lykken. ​ 175FRØKEN BERNICK Det hænder stundom. FRØKEN HESSEL Men vi vil holde sammen, Marta. FRØKEN BERNICK Kan jeg være noget for dig? FRØKEN HESSEL Hvem mere? Vi to fostermødre, – har vi ikke begge mistet vore børn? Nu er vi alene. ​FRØKEN BERNICK Ja, alene. Og derfor skal du også vide det, – jeg har elsket ham højere end alt i verden. FRØKEN HESSEL Marta! (griber hendes arm) Er dette sandhed? FRØKEN BERNICK Hele mit livs indhold ligger i de ord. Jeg har elsket ham og ventet på ham. Hver sommer har jeg ventet at han skulde komme. Og så kom han; – men han så mig ikke. FRØKEN HESSEL Elsket ham! Og selv var du den, som gav ham lykken ihænde. FRØKEN BERNICK Skulde jeg ikke give ham lykken ihænde, når jeg elsked ham? Ja, jeg har elsket ham. Hele mit liv har været et liv for ham, lige siden han rejste. Hvad grund jeg havde til at håbe, mener ​ 176du? O, jeg tror dog, jeg havde nogen grund til det. Men da han så kom igen, – da var det som om alt var udslettet af hans erindring. Han så mig ikke. FRØKEN HESSEL Det var Dina, som skygged for dig, Marta. FRØKEN BERNICK Vel, at hun gjorde det. Den tid han rejste, var vi jævnaldrende; da jeg så ham igen, – o, ​​den forfærdelige stund, – da gik det op for mig, at nu var jeg ti år ældre end han. Der havde han færdedes ude i det blanke dirrende solskin og suget ungdom og sundhed af hvert luftdrag; og herinde sad jeg imens og spandt og spandt – FRØKEN HESSEL – hans lykkes tråd, Marta. FRØKEN BERNICK Ja, det var guld, jeg spandt. Ingen bitterhed! Ikke sandt, Lona, vi har været ham to gode søstre? FRØKEN HESSEL slår armene om hende Marta! Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse. KONSUL BERNICK til herrerne derinde Ja ja, styr med det hele, som I vil. Når tiden kommer, skal jeg nok – (lukker døren) Ah, er man der? Hør, Marta, du må klæde dig en smule om. Og sig Betty, at hun gør det samme. Jeg ønsker ingen pragt, naturligvis; blot et net husligt tilsnit. Men I må skynde jer. ​ 177FRØKEN HESSEL Og en lykkelig, oprømt mine, Marta; glade øjne må I sætte op. ​KONSUL BERNICK Olaf skal også komme ned; jeg vil have ham ved siden af mig. FRØKEN HESSEL Hm; Olaf – FRØKEN BERNICK Jeg skal sige Betty besked. Hun går ud gennem den øverste dør tilvenstre. FRØKEN HESSEL Ja, nu er altså den store højtidelige stund oprunden. KONSUL BERNICK der går urolig frem og tilbage Ja, den er så. FRØKEN HESSEL I en slig stund må en mand føle sig stolt og lykkelig, kan jeg tænke. KONSUL BERNICK ser på hende Hm! FRØKEN HESSEL Hele byen skal jo illumineres, hører jeg. KONSUL BERNICK Ja, de har faldet på noget sådant. ​ 178​FRØKEN HESSEL Alle foreninger vil møde frem med sine faner. Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift. ​Inat vil der blive telegraferet til alle kanter af landet «Omgiven af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick sine medborgeres hyldest som en af samfundets støtter». KONSUL BERNICK Det vil ske; og der vil blive råbt hurra udenfor, og mængden vil juble mig frem i døren der, og jeg vil blive nødt til at bukke mig og takke. FRØKEN HESSEL Å, nødt til det – KONSUL BERNICK Tror du, jeg føler mig lykkelig i denne stund? FRØKEN HESSEL Nej, jeg tror ikke at du kan føle dig så ganske rigtig lykkelig. KONSUL BERNICK Lona, du foragter mig. FRØKEN HESSEL Endnu ikke. KONSUL BERNICK Du har heller ikke ret til det. Ikke til at foragte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor usigelig ensom jeg står her i dette sammenknebne forkrøblede samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå af på min fordring til en ​hel udfyldende livsgerning. Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan ​ 179synes? Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet, så var det ude med min magt. Ved du, hvad vi er, vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er samfundets redskaber, hverken mere eller mindre. FRØKEN HESSEL Hvorfor ser du dette først nu? KONSUL BERNICK Fordi jeg har tænkt meget i den sidste tid, – siden du kom igen, – og mest i denne aften. – Å, Lona, hvorfor kendte jeg dig ikke tilbunds dengang – i gamle dage. FRØKEN HESSEL Hvad så? ​KONSUL BERNICK Aldrig havde jeg da givet slip på dig; og havde jeg havt dig, da stod jeg ikke, hvor jeg nu står. FRØKEN HESSEL Og tænker du ikke på, hvad hun kunde blevet for dig, hun, som du valgte i mit sted? KONSUL BERNICK Jeg ved ialfald at hun intet er blevet for mig af det, jeg trængte til. ​FRØKEN HESSEL Fordi du aldrig har delt din livsgerning med hende; fordi du aldrig har stillet hende fri og sand i sit forhold til dig; fordi du ​ 180lader hende gå her og segne under bebrejdelsen for den skam, du har væltet over på hendes nærmeste. KONSUL BERNICK Ja, ja, ja; det kommer altsammen fra løgnen og hulheden. FRØKEN HESSEL Og hvorfor bryder du så ikke med al denne løgn og hulhed? KONSUL BERNICK Nu? Nu er det forsent, Lona. FRØKEN HESSEL Karsten, sig mig, hvad tilfredsstillelse dette skin og bedrag bringer dig. KONSUL BERNICK Mig bringer det ingen. Jeg må gå tilgrunde som hele dette forhutlede samfund. Men der vokser op en slægt efter os; det er min søn, jeg arbejder for; det er for ham jeg lægger et livsværk tilrette. Der vil komme en tid, da der sænker sig sandhed ned i samfundslivet, og på den skal han grunde en lykkeligere tilværelse end hans faders. ​FRØKEN HESSEL Med en løgn til underlag? Betænk, hvad det er, du giver din søn i arv. KONSUL BERNICK i undertrykt fortvivlelse Jeg giver ham tusende gange værre arv, end du ved. Men engang må dog forbandelsen vige. Og dog – alligevel – (udbrydende) Hvor kunde I bringe alt dette over mit hoved! Men ​ 181nu er det sket. Nu må jeg fremad. Det skal ikke lykkes jer at få knust mig! ​Hilmar Tønnesen, med en åben billet i hånden, kommer ilsomt og forstyrret fra højre. HILMAR TØNNESEN Men dette er jo –. Betty, Betty! KONSUL BERNICK Hvad nu? Kommer de allerede? HILMAR TØNNESEN Nej nej; men jeg må nødvendig tale med nogen – Han går ud gennem den øverste dør tilvenstre. FRØKEN HESSEL Karsten; du taler om at vi kom for at knuse dig. Så lad mig da sige dig, hvad malm han er af, denne forlorne søn, som eders moralske samfund skyr lig en pestbefængt. Han kan undvære jer, for nu er han rejst. ​KONSUL BERNICK Men han vilde komme igen – FRØKEN HESSEL Johan kommer aldrig igen. Han er rejst for stedse, og Dina er rejst med ham. KONSUL BERNICK Kommer ikke igen? Og Dina rejst med ham? ​ 182FRØKEN HESSEL Ja, for at blive hans hustru. Således slår de to eders dydsirede samfund i ansigtet, ligesom jeg engang – nå! KONSUL BERNICK Rejst; – hun også – med «Indian Girl» –! FRØKEN HESSEL Nej; så dyr en fragt turde han ikke betro til den ryggesløse bande. Johan og Dina er rejst med «Palmetræet». KONSUL BERNICK Ah! Og altså – forgæves – (går hurtig hen, river op døren til sit værelse og råber ind) Krap, stands «Indian Girl»; den må ikke sejle iaften! FULDMÆGTIG KRAP indenfor «Indian Girl» står alt tilhavs, herr konsul. KONSUL BERNICK lukker døren og siger mat Forsent, – og uden nytte – ​FRØKEN HESSEL Hvad mener du? KONSUL BERNICK Intet, intet. Vig fra mig –! ​FRØKEN HESSEL Hm; se her, Karsten. Johan lader dig sige, at han betror til mig det navn og rygte, han engang lånte dig, og ligeså det, du raned fra ham, da han var borte. Johan tier; og jeg kan gøre ​ 183og lade i den sag, hvad jeg vil. Se, her holder jeg dine to breve i min hånd. KONSUL BERNICK Du har dem! Og nu – nu vil du – allerede iaften, – kanske når fanetoget – FRØKEN HESSEL Jeg kom ikke herover for at røbe dig, men for at ryste dig således op, at du frivilligt skulde tale. Det er ikke lykkedes. Så bliv da stående i løgnen. Se her; her river jeg dine to breve istykker. Tag stumperne; der har du dem. Nu er der intet, som vidner imod dig, Karsten. Nu er du tryg; vær nu også lykkelig, – om du kan. KONSUL BERNICK gennemrystet Lona, – hvorfor gjorde du ikke dette før! Nu er det for sent; nu er hele livet forspildt for mig; jeg kan ikke leve mit liv efter denne dag. ​FRØKEN HESSEL Hvad er her sket? KONSUL BERNICK Spørg mig ikke. – Men jeg må leve alligevel! Jeg vil leve – for Olafs skyld. Han skal oprette alt og sone alt – FRØKEN HESSEL Karsten –! ​ 184Hilmar Tønnesen kommer ilsomt tilbage. HILMAR TØNNESEN Ingen at finde; borte; ikke Betty heller! KONSUL BERNICK Hvad fejler dig? HILMAR TØNNESEN Jeg tør ikke sige dig det. KONSUL BERNICK Hvad er det? Du må og skal sige mig det! HILMAR TØNNESEN Nu vel; Olaf er rømt med «Indian Girl». ​KONSUL BERNICK tumler tilbage Olaf – med «Indian Girl»! Nej, nej! FRØKEN HESSEL Jo, han er! Nu forstår jeg –; jeg så, han sprang ud af vinduet. ​KONSUL BERNICK i døren til sit værelse, råber fortvivlet Krap, stands «Indian Girl» for enhver pris! FULDMÆGTIG KRAP kommer ud Umuligt, herr konsul. Hvor kan De tænke Dem –? KONSUL BERNICK Vi må standse det; Olaf er ombord! ​ 185FULDMÆGTIG KRAP Hvad siger De! GROSSERER RUMMEL kommer ud Olaf løbet bort? Ikke muligt! KØBMAND SANDSTAD kommer Han blir sendt tilbage med lodsen, herr konsul. HILMAR TØNNESEN Nej, nej; han har skrevet mig til; (viser billetten) han siger, han vil skjule sig i lasten til de er i rum sø. KONSUL BERNICK Jeg ser ham aldrig mere! GROSSERER RUMMEL Å, hvad snak; et stærkt godt skib, nylig repareret – ​KØBMAND VIGELAND der ligeledes er kommen ud – fra Deres eget værft, herr konsul! KONSUL BERNICK Jeg ser ham aldrig mere, siger jeg. Jeg har mistet ham, Lona, og – nu ser jeg det – jeg har aldrig ejet ham. (lytter) Hvad er det? GROSSERER RUMMEL Musik. Nu kommer fanetoget. KONSUL BERNICK Jeg kan ikke, jeg vil ikke modtage nogen! ​ 186GROSSERER RUMMEL Hvad tænker du på? Det går umuligt an. KØBMAND SANDSTAD Umuligt, herr konsul; betænk, hvad der står på spil for Dem. KONSUL BERNICK Hvad gælder alt det nu for mig! Hvem har jeg nu at arbejde for? ​GROSSERER RUMMEL Kan du spørge så? Du har da os selv og samfundet. KØBMAND VIGELAND Ja, det var et sandt ord. KØBMAND SANDSTAD Og konsulen glemmer da vel ikke at vi – ​Frøken Bernick kommer gennem den øverste dør tilvenstre. Musiken høres dæmpet, langt nede i gaden. FRØKEN BERNICK Nu kommer toget; men Betty er ikke hjemme; jeg forstår ikke hvor hun – KONSUL BERNICK Ikke hjemme! Der ser du, Lona; ingen støtte, hverken i glæde eller i sorg. GROSSERER RUMMEL Væk med forhængene! Kom og hjælp mig, herr Krap. Kom De også, herr Sandstad. Jammerskade at familjen just nu skal være så splittet ad; ganske imod programmet. ​ 187Forhængene drages fra vinduer og dør. Man ser hele gaden illumineret. På huset ligeoverfor er et stort transparent med indskrift: «Leve Karsten Bernick, vort samfunds støtte!». KONSUL BERNICK viger sky tilbage Bort med alt dette! Jeg vil ikke se det! Sluk, sluk! GROSSERER RUMMEL Med respekt at spørge, er du ikke vel bevaret? FRØKEN BERNICK Hvad fejler ham, Lona? FRØKEN HESSEL Hys! (taler sagte med hende) ​KONSUL BERNICK Væk med denne hånende indskrift, siger jeg! Ser I ikke, at alle disse lys rækker tungen ud efter os? GROSSERER RUMMEL Nej, nu må jeg tilstå – KONSUL BERNICK Å, hvad forstår I –! Men jeg, jeg –! Alt dette er lys i en ligstue! FULDMÆGTIG KRAP Hm – GROSSERER RUMMEL Nej, men ved du hvad, – du tager dig det også altfor nær. ​ 188​KØBMAND SANDSTAD Gutten får sig en tur over Atlanterhavet, og så har De ham igen. KØBMAND VIGELAND Bare tillid til almagtens hånd, herr konsul. GROSSERER RUMMEL Og til skuden, Bernick; den er da ikke synkefærdig, ved jeg. FULDMÆGTIG KRAP Hm – GROSSERER RUMMEL Ja, var det en af disse svømmende ligkister, som man hører om i de store samfund – ​KONSUL BERNICK Jeg føler at mit hår gråner i denne stund. Fru Bernick, med et stort shawl over hovedet, kommer gennem havedøren. FRU BERNICK Karsten, Karsten, ved du –? KONSUL BERNICK Ja, jeg ved –; men du, – du, som intet ser, – du, som ikke har en moders øje for ham –! FRU BERNICK O hør dog –! ​ 189KONSUL BERNICK Hvorfor har du ikke våget over ham? Nu har jeg mistet ham. Giv mig ham igen, om du kan! FRU BERNICK Ja, jeg kan; jeg har ham! KONSUL BERNICK Du har ham! HERRERNE Ah! HILMAR TØNNESEN Nå, det tænkte jeg nok. FRØKEN BERNICK Du har fåt ham igen, Karsten! ​FRØKEN HESSEL Ja, vind ham nu også. KONSUL BERNICK Du har ham! Er det sandt, hvad du siger? Hvor er han? FRU BERNICK Det får du ikke vide, før du har tilgivet ham. KONSUL BERNICK Å hvad, tilgivet –! Men hvorledes fik du vide –? ​ 190FRU BERNICK Tror du ikke en moder ser? Jeg var i dødsangst for at du skulde erfare noget. Et par ord, ​som han lod falde igår –; og da hans værelse var tomt, og randsel og klæder borte – KONSUL BERNICK Ja, ja –? FRU BERNICK Jeg løb; fik fat i Aune; vi kom ud i hans sejlbåd; det amerikanske skib holdt på at sejle. Gud ske lov, vi kom dog tidsnok, – kom ombord, – fik undersøgt i rummet, – fandt ham. – O, Karsten, du må ikke straffe ham! KONSUL BERNICK Betty! FRU BERNICK Og ikke Aune heller! ​KONSUL BERNICK Aune? Hvad ved du om ham? Er «Indian Girl» under sejl igen? FRU BERNICK Nej, det er just sagen – KONSUL BERNICK Tal, tal! FRU BERNICK Aune var ligeså rystet som jeg; undersøgelsen tog tid; mørket faldt på, så lodsen gjorde vanskeligheder; og så dristed Aune sig til – i dit navn – ​ 191KONSUL BERNICK Nu? FRU BERNICK At standse skibet til imorgen. FULDMÆGTIG KRAP Hm – KONSUL BERNICK O, hvilken usigelig lykke! FRU BERNICK Du er ikke vred? KONSUL BERNICK O, hvilket overmål af lykke, Betty! GROSSERER RUMMEL Du er da også altfor samvittighedsfuld. ​HILMAR TØNNESEN Ja, så snart det gælder en liden kamp med elementerne, så – uf! FULDMÆGTIG KRAP oppe ved vinduerne Nu kommer toget gennem haveporten, herr konsul. KONSUL BERNICK Ja, nu kan de komme. GROSSERER RUMMEL Hele haven fyldes med mennesker. ​ 192KØBMAND SANDSTAD Hele gaden er propfuld. GROSSERER RUMMEL Hele byen er på benene, Bernick. Dette er virkelig et ildnende øjeblik. ​KØBMAND VIGELAND Lad os tage det med et ydmygt sind, herr Rummel. GROSSERER RUMMEL Alle fanerne er ude. Hvilket tog! Der har vi festkommitteen med adjunkt Rørlund i spidsen. KONSUL BERNICK Lad dem komme, siger jeg! GROSSERER RUMMEL Men hør; i den oprørte sindstilstand, du er i – ​KONSUL BERNICK Hvad så? GROSSERER RUMMEL Jeg skal ikke være utilbøjelig til at gribe ordet på dine vegne. KONSUL BERNICK Nej tak; iaften vil jeg tale selv. GROSSERER RUMMEL Men ved du også, hvad du bør sige? ​ 193KONSUL BERNICK Ja, vær tryg, Rummel, – nu ved jeg, hvad jeg bør sige. Musiken er imidlertid ophørt. Havedøren slås op. Adjunkt Rørlund i spidsen for festkommitteen træder ind, ledsaget af et par lejetjenere, der bærer en tildækket kurv. Efter dem kommer byens borgere af alle klasser, så mange, salen kan rumme. En uoverskuelig mængde med faner og flag skimtes udenfor i haven og på gaden. ADJUNKT RØRLUND Højt ærede herr konsul! Jeg ser af den overraskelse, der maler sig i Deres åsyn, at vi her som uventede gæster trænger ind til Dem i Deres lykkelige familjekreds, ved Deres fredelige arne, omringet af hæderlige og virksomme venner og medborgere. Men det har været os en hjertets trang at bringe Dem vor hyldest. Det er ikke første gang at sådant sker, men dog første gang i en så omfattende målestok. Vi har mangen gang bragt Dem vor tak for det brede moralske ​grundlag, hvorpå De, så at sige, har bygget vort samfund. Dennegang hylder vi Dem navnlig som den klartskuende, utrættelige, uegennyttige, ja selvopofrende medborger, der har grebet initiativet til et foretagende, som efter alle kyndiges ​mening vil give et mægtigt fremstød til dette samfunds timelige trivsel og velvære. STEMMER BLANDT MÆNGDEN Bravo, bravo! ADJUNKT RØRLUND Herr konsul, De har i en række af år foregået vor by med et lysende exempel. Jeg taler ikke her om Deres mønstergyldige familjeliv, ej heller om Deres uplettede moralske vandel overhovedet. Deslige ting være henviste til lønkamret og ikke til ​ 194festsalen! Men jeg taler om Deres borgerlige virksomhed, således, som den ligger åben for alles øjne. Veludrustede skibe går ud fra Deres værfter og viser flaget på de fjerneste have. En talrig og lykkelig arbejdsstok ser op til Dem, som til en fader. Ved at kalde nye erhvervsgrene tillive har De grundlagt hundreder af familjers velfærd. Med andre ord – De er dette samfunds grundpille i eminent betydning. STEMMER Hør, hør, bravo! ADJUNKT RØRLUND Og just dette uegennyttighedens skær, der hviler over al Deres vandel, er det, der virker ​så usigelig velgørende, besynderligen i disse tider. De står nu i begreb med at skaffe os en – ja, jeg tager ikke i betænkning at nævne ordet prosaisk og ligefrem – en jernbane. MANGE STEMMER Bravo! Bravo! ADJUNKT RØRLUND Men dette foretagende lader til at skulle støde på vanskeligheder, væsentlig dikterede af snevre selviske hensyn. STEMMER Hør; hør! ADJUNKT RØRLUND Det er nemlig ikke forbleven ubekjendt, at visse individer, der ikke hører til vort samfund, er kommen dette steds stræbsomme borgere i forkøbet, og har sat sig i besiddelse af visse ​ 195fordele, som retteligen burde være kommen vor egen by tilgode. STEMMER Ja, ja! Hør! ​ADJUNKT RØRLUND Denne beklagelige kendsgerning er naturligvis også kommen til Deres kundskab, herr konsul. Men ikke desto mindre forfølger De urokkelig Deres forehavende, vel vidende at en statsborger ikke blot bør have sin egen kommune for øje. ​FORSKELLIGE STEMMER Hm! Nej; nej! Jo; jo! ADJUNKT RØRLUND Det er således mennesket som borger i staten, – manden, som han skal og bør være, – hvem vi iaften i Dem bringer vor hyldest. Gid Deres foretagende må vorde til sandt og varigt held for dette samfund! Jernbanen kan visselig blive en vej, hvorpå vi udsætter os for at tilføres fordærvelige elementer udenfra, men også en vej, der hurtigt skaffer os af med dem. Og slette elementer udenfra kan vi jo, selv nu, ikke holde os fri for. Men at vi just på denne festlige aften, efter hvad rygtet siger, heldigen og hurtigere end forventet, er bleven visse sådanne elementer kvit – STEMMER Hys! Hys! ADJUNKT RØRLUND – det tager jeg som et lykkeligt varsel for foretagendet. At jeg ​ 196berører dette punkt her, viser at vi befinder os i et hus, hvor den ethiske fordring stilles højere end familjebåndet. STEMMER Hør! Bravo! KONSUL BERNICK samtidigt Tillad mig – ​ADJUNKT RØRLUND Kun få ord endnu, herr konsul. Hvad De har udrettet for denne kommune, har De visselig ikke udrettet med den bagtanke, at det for Dem skulde drage nogen håndgribelig fordel efter sig. Men et ringe tegn på erkendtlige medborgeres påskønnelse tør De dog ikke tilbagevise, og det allermindst i denne betydningsfulde stund, da vi, efter praktiske mænds forsikring, står foran begyndelsen til en ny tid. MANGE STEMMER Bravo! Hør! Hør! ​Han giver lejetjenerne et vink; de bringer kurven nærmere; medlemmer af festkommitteen fremtager og præsenterer under det følgende de genstande, hvorom der bliver talt. ADJUNKT RØRLUND Så har vi da her, herr konsul, at overrække Dem et sølv-kaffe-service. Lad det smykke Deres bord når vi i fremtiden, som så ofte før, har den glæde at samles i dette gæstfrie hus. Og også Dem, mine herrer, der så redebon har ståt vort samfunds første mand bi, beder vi modtage en liden erindringsgave. Denne sølv-pokal er til Dem, herr grosserer ​ 197Rummel. De har så ofte, i veltalende ord, under pokalernes klang forfægtet dette samfunds borgerlige interesser; gid De ofte må finde værdige anledninger til at løfte og tømme denne pokal. – Dem, herr købmand Sandstad, overrækker jeg dette album ​med fotografier af medborgere. Deres bekendte og anerkendte humanitet har sat Dem i den behagelige stilling at tælle venner indenfor alle partier i samfundet. – Og til Dem, herr købmand Vigeland, har jeg, til pryd for Deres lønkammer, at frembyde denne huspostille på velin og i pragtbind. Under årenes modnende indflydelse har De nået frem til en alvorsfuld livs-betragtning; Deres virksomhed i døgnets gøremål har gennem en årrække været lutret og adlet af tanken på det højere og det hinsidige. (vender sig til mængden) Og hermed, mine venner, et leve for konsul Bernick og hans medkæmpere! Et hurra for vort samfunds støtter! HELE SKAREN Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter! Hurra, hurra, hurra! FRØKEN HESSEL Til lykke, svoger! Forventningsfuld stilhed. KONSUL BERNICK begynder alvorligt og langsomt Mine medborgere, – gennem Deres ordfører blev det sagt, at vi iaften står foran begyndelsen til en ny tid, – og ​det håber jeg skal blive tilfældet. Men for at dette kan ske, må vi tilegne os sandheden, – sandheden, som indtil iaften gennemgående og i alle forholde, har været husvild i dette samfund. Overraskelse blandt de omstående. ​​ 198KONSUL BERNICK Jeg må da begynde med at vise tilbage de lovord, som De, herr adjunkt, efter skik og brug ved deslige anledninger, har overøst mig med. Jeg fortjener dem ikke; thi jeg har indtil idag ikke været nogen uegennyttig mand. Har jeg end ikke altid efterstræbt pengefordel, så er jeg mig ialfald dog nu bevidst, at et begær og en higen efter magt, indflydelse, anseelse, har været drivkraften i de fleste af mine handlinger. GROSSERER RUMMEL halvhøjt Hvad nu? KONSUL BERNICK Lige over for mine medborgere gør jeg mig ingen bebrejdelse herfor; thi jeg tror endnu, at jeg tør stille mig i første række blandt de dygtige her hos os. MANGE STEMMER Ja, ja, ja! KONSUL BERNICK Men hvad jeg lægger mig selv til last er, at jeg så ofte har været svag nok til at bøje ind på krogveje, fordi jeg kendte og frygted vort samfunds tilbøjelighed til at skimte urene bevæggrunde bagved alt det, en mand her foretager sig. Og nu kommer jeg til et punkt, som vedrører dette. ​GROSSERER RUMMEL urolig Hm – hm! KONSUL BERNICK Her går rygter om store ejendomskøb opover i landet. Disse ejendomme har jeg købt, allesammen, jeg alene. ​ 199DÆMPEDE STEMMER Hvad siger han? Konsulen? Konsul Bernick? KONSUL BERNICK De er foreløbig i min hånd. Naturligvis har jeg betroet mig til mine medarbejdere, de ​herrer Rummel, Vigeland og Sandstad, og vi er bleven enige om – GROSSERER RUMMEL Det er ikke sandt! Bevis – bevis –! KØBMAND VIGELAND Vi er ikke bleven enige om nogenting! KØBMAND SANDSTAD Nej, nu må jeg da sige – KONSUL BERNICK Det er ganske rigtigt; vi er endnu ikke bleven enige om det, jeg vilde nævnt. Men jeg håber sikkert at de tre herrer samstemmer med mig når jeg fortæller, at jeg iaften er bleven enig med mig selv om at disse ejendomme skal udbydes til almindelig aktietegning; enhver, som vil, kan få del i dem. ​MANGE STEMMER Hurra! Leve konsul Bernick! GROSSERER RUMMEL sagte til konsul Bernick Et så nedrigt forræderi –! KØBMAND SANDSTAD ligeså Altså narret os –! ​ 200KØBMAND VIGELAND Nå, så dævelen rive –! Å kors, hvad er det jeg siger? MÆNGDEN udenfor Hurra, hurra, hurra! KONSUL BERNICK Stilhed, mine herrer. Jeg har ingen adkomst til denne hyldest; thi hvad jeg nu har besluttet, var ikke fra først af min hensigt. Min hensigt var at beholde det hele selv, og jeg er fremdeles af den mening at disse ejendomme bedst kan nyttiggøres, om de forbliver samlet på en hånd. Men man kan vælge. Ønsker man det, så er jeg villig til at forvalte dem efter bedste skøn. STEMMER Ja! Ja! Ja! KONSUL BERNICK Men først må mine medborgere kende mig tilbunds. Lad så enhver granske sig selv, og lad det så stå fast, at fra iaften begynder vi en ​ny tid. Den gamle, med sin sminke, med sit hykleri og sin hulhed, med sin løjede skikkelighed og med sine jam​merlige hensyn, skal stå for os som et musæum, åbent til belærelse; og til dette musæum skænker vi, – ikke sandt, mine herrer? – både kaffeservicet og pokalen og albumet og huspostillen på velin og i pragtbind. GROSSERER RUMMEL Ja naturligvis. ​ 201KØBMAND VIGELAND mumler Har De taget alt det andet så – KØBMAND SANDSTAD Vær så god. KONSUL BERNICK Og nu hovedopgøret med mit samfund. Der blev sagt at slette elementer havde forladt os iaften. Jeg kan tilføje, hvad man ikke ved: den mand, der sigtedes til, er ikke rejst alene; med ham fulgte for at blive hans hustru – FRØKEN HESSEL højt Dina Dorf! ADJUNKT RØRLUND Hvad! FRU BERNICK Hvad siger du! Stor bevægelse. ​ADJUNKT RØRLUND Flygtet? Løbet bort – med ham! Umuligt! KONSUL BERNICK For at blive hans hustru, herr adjunkt. Og jeg tilføjer mere. ( sagte) Betty, fat dig, og bær, hvad der nu kommer. (højt) Jeg siger: hatten af for den mand; thi han har højmodig taget en andens brøde på sig. Mine medborgere, jeg vil ud af usandheden; den har været nær ved at forgifte hver eneste trævl i mig. De skal vide alt. Jeg var for femten år siden den skyldige. ​ 202FRU BERNICK sagte og bævende Karsten! FRØKEN BERNICK ligeså Ah, Johan –! FRØKEN HESSEL Der vandt du endelig dig selv! Målløs forbauselse blandt de tilstedeværende. KONSUL BERNICK Ja, mine medborgere, jeg var den skyldige, og han rejste. De onde og usande rygter, som bagefter udbredtes, står det ikke nu i menneskelig ​magt at modbevise. Men herover tør jeg ikke beklage mig. For femten år siden svang jeg mig ivejret på disse rygter; om jeg nu skal falde på dem, det får enhver overlægge med sig selv. ​ADJUNKT RØRLUND Hvilket lynslag! Byens første mand –! (dæmpet til fru Bernick) O, hvor jeg beklager Dem, frue! HILMAR TØNNESEN En sådan tilståelse! Nå, det må jeg sige –! KONSUL BERNICK Men ingen afgørelse iaften. Jeg beder enhver gå til sit, – at samle sig, – at se ind i sig selv. Når ro er falden over sindene, vil det vise sig om jeg har tabt eller vundet ved at jeg talte. Farvel! Jeg har endnu meget, meget, at angre; men det vedkommer kun min samvittighed. Godnat! Bort med al festpragt. Det føler vi alle, at sligt er ikke her på sin plads. ​ 203ADJUNKT RØRLUND Visselig ikke. (dæmpet til fru Bernick) Løbet bort! Hun var mig altså dog fuldstændig uværdig. (halvhøjt til festkommitteen) Ja, mine herrer, efter dette tænker jeg det er bedst at vi fjerner os i al stilhed. HILMAR TØNNESEN Hvorledes man herefter skal kunne holde ideens fane højt, det –. Uf! Meddelelsen er imidlertid gåt hviskende fra mund til mund. Alle deltagerne i fanetoget fjerner sig gennem haven. Rummel, Sandstad og Vigeland går bort under hæftig men dæmpet ordstrid. Hilmar Tønnesen lister sig ud tilhøjre. Under taushed bliver tilbage i salen konsul Bernick, fru Bernick, frøken Bernick, frøken Hessel og fuldmægtig Krap. ​KONSUL BERNICK Betty, har du tilgivelse for mig? FRU BERNICK ser smilende på ham Ved du, Karsten, at nu har du åbnet mig den gladeste udsigt i mange år? KONSUL BERNICK Hvorledes –? FRU BERNICK I mange år har jeg troet, at jeg engang havde ejet dig og tabt dig igen. Nu ved jeg, at jeg aldrig har ejet dig; men jeg skal vinde dig. ​​ 204KONSUL BERNICK slår armene om hende O, Betty, du har vundet mig! Gennem Lona har jeg først lært dig rigtig at kende. Men lad nu Olaf komme. FRU BERNICK Ja, nu skal du få ham. – Herr Krap –! Hun taler sagte med ham i baggrunden. Han går ud gennem havedøren. Under det følgende slukkes efterhånden alle transparenter og lys i husene. KONSUL BERNICK dæmpet Tak, Lona, du har reddet det bedste i mig – og for mig. FRØKEN HESSEL Var det andet, jeg vilde? ​KONSUL BERNICK Ja, var det, – eller var det ikke? Jeg kan ikke blive klog på dig. FRØKEN HESSEL Hm – KONSUL BERNICK Altså ikke had? Ikke hævn? Hvorfor kom du da herover? FRØKEN HESSEL Gammelt venskab ruster ikke. KONSUL BERNICK Lona! ​ 205FRØKEN HESSEL Da Johan fortalte mig dette om løgnen, da svor jeg ved mig selv: min ungdoms helt skal stå fri og sand. KONSUL BERNICK O, hvor lidet har jeg jammerlige menneske fortjent det af dig! FRØKEN HESSEL Ja, dersom vi kvinder spurgte efter fortjenesten, Karsten –! Skibsbygger Aune kommer med Olaf fra haven. KONSUL BERNICK imod ham Olaf! OLAF Fader, jeg lover dig, jeg skal aldrig mere – ​KONSUL BERNICK Løbe bort? OLAF Ja, ja, det lover jeg dig, fader. KONSUL BERNICK Og jeg lover dig, du skal aldrig få grund til det. Herefter skal du få lov til at vokse op, ikke som arvetager til min livsgerning, men som den, der selv har en livsgerning ivente. OLAF Og får jeg også lov til at blive, hvad jeg vil? ​ 206KONSUL BERNICK Ja, det får du. ​OLAF Tak. Så vil jeg ikke blive samfundets støtte. KONSUL BERNICK Så? Hvorfor ikke det? OLAF Nej, for jeg tror, det må være så kedeligt. KONSUL BERNICK Du skal blive dig selv, Olaf; så får resten gå, som det kan. – Og De, Aune – SKIPSBYGGER AUNE Jeg ved det, herr konsul; jeg har min afsked. ​KONSUL BERNICK Vi bliver sammen, Aune; og tilgiv mig – SKIPSBYGGER AUNE Hvorledes? Skibet sejler ikke iaften. KONSUL BERNICK Det sejler heller ikke imorgen. Jeg gav Dem for knap frist. Det må ses grundigere efter. SKIPSBYGGER AUNE Skal ske, herr konsul, – og det med de nye maskiner! ​ 207KONSUL BERNICK Så skal det være. Men grundigt og ærligt. Her er mangt hos os, som trænger til en grundig og ærlig reparation. Nå, godnat, Aune. SKIPSBYGGER AUNE Godnat, herr konsul; – og tak, tak, tak! Han går ud tilhøjre. FRU BERNICK Nu er de alle borte. KONSUL BERNICK Og vi er alene. Mit navn lyser ikke i ildskrift længer; alle lys er slukket i vinduerne. FRØKEN HESSEL Vilde du ønske dem tændt igen? KONSUL BERNICK Ikke for nogen pris i verden. Hvor har jeg været henne! I vil forfærdes, når I får vide ​det. Nu er det som jeg var kommen til sans og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan blive ung og sund igen. O, kom nærmere, – tættere omkring mig. Kom, Betty! Kom, Olaf, min gut! Og du, Marta; – jeg har ikke set dig i alle disse år, synes jeg. FRØKEN HESSEL Nej, det tror jeg gerne; jert samfund er et samfund af pebersvend-sjæle; I ser ikke kvinden. ​ 208​KONSUL BERNICK Sandt, sandt; og just derfor, – ja, det står fast, Lona, – du rejser ikke fra Betty og mig. FRU BERNICK Nej, Lona, det må du ikke! FRØKEN HESSEL Nej, hvor kunde jeg forsvare at rejse fra jer unge folk, som skal begynde at sætte bo? Er jeg ikke fostermoder? Jeg og du, Marta, vi to gamle tanter –. Hvad ser du efter? FRØKEN BERNICK Hvor himlen klarner. Hvor det lysner over havet. «Palmetræet» har lykken med sig. FRØKEN HESSEL Og lykken ombord. KONSUL BERNICK Og vi – vi har en lang alvorlig arbejdsdag ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer ​blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder. Det har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder, som er samfundets støtter. FRØKEN HESSEL Da har du lært en skrøbelig visdom, svoger. (lægger hånden vægtigt på hans skulder) Nej, du; sandhedens og frihedens ånd, – det er samfundets støtter.